EU’s ’Migrations-Minitopmøde’ udviser ingen nåde for flygtninge

25. juni, 2018 – Med betydelig armvridning fra den tyske kansler Angela Merkels, den franske præsident Emmanuel Macrons og EU-kommissionens præsident Jean-Claude Junckers side blev 16 regeringer trukket ind i søndagens »mini-topmøde om migration« i Bruxelles – men af de i alt 28 EU-medlemmer, udeblev de 12 altså. Hvad angår Merkels position, så siger alene den kendsgerning, at Luxembourgs premierminister Xavier Bettel forsøgte at spøge med medierne med, at mødet »ikke handlede om, om fr. Merkel fortsat var kansler i næste uge«, allerede en hel del. Og minitopmødet gav ingen konkrete resultater, men blot nogle vage ideer om at etablere »udskibningscentre« på europæisk jord nu, og senere i selve Afrika, for at registrere indkommende flygtninge fra Afrika og andre områder med det formål at administrere en tvungen hjemsendelse af alle de mennesker, Europa ikke ønsker.

FN’s Internationale Organisation for Migration (IOM) har allerede kritiseret ideen om »udskibningscentre« i Afrika og sagde, at den kun ville samarbejde med kommissionen omkring etablering af lejre til migranter på EU’s jord. »I er forpligtede til ikke at sende folk tilbage, før de lander et eller andet sted«, sagde Eugenio Ambrosi, direktør for IOM’s regionale EU-kontor. Den manglende afklaring af, hvor disse centre skal placeres i Europa, føjer yderligere friktioner til den interne situation i EU: Den italienske indenrigsminister Matteo Salvini advarede den franske præsident Macron, der er førende fortaler for konceptet med disse centre, »Hvis fransk arrogance tror, den kan transformere Italien til at blive Europas flygtningelejr og måske give et par euro i drikkepenge, så har de fået det helt galt i halsen«.

Men det værste aspekt ved EU’s anti-flygtningepolitik er imidlertid militariseringen af spørgsmålet: I sammenhæng med den intensiverede diskussion om et »robust mandat« for den planlagte europæiske grænsebeskyttelsesstyrke Frontex, sagde den tidligere, tyske NATO-general, Egon Ramms, »Hvis der er mandat til det fra Bundestag, kunne man overveje at lade Bundeswehr overtage udenrigssikkerhedstjeneste for sådanne Frontex-missioner, så vel som for flygtningelejre i Nordafrika«. Det tyske EU-parlamentsmedlem Elmar Brock (CDU; Merkels parti) foreslog en fællesmission bestående af Frontex og FN’s blå hjelme i Nordafrika, og Bundestag-medlem fra CDU Armin Schuster opfordrede til, at Frontex foretog en væbnet intervention i Nordafrika imod menneskehandlere.