Kaos i Europa og USA, men Trumps hensigt om at komme overens med Rusland og Kina
viser muligheden for et nyt paradigme

Den 14. november (EIRNS) – I skrivende stund balancerer regeringerne i hhv. Storbritannien og Israel på kanten af sammenbrud. På den ene side afvises Theresa Mays sjuskede Brexit-indsats både af medlemmer af hendes eget parti og af Parlamentet. På den anden side er Bibi Netanyahu konfronteret med muligheden for, at hans koalition bryder sammen, og for, at hans parti mister regeringsmagten, efter at hans forsvarsminister Avigdor Liberman trådte tilbage som resultat af våbenhvilen med Hamas. I midlertid er den nye Napoleon i Frankrig, Emmanuel Macron, der har opfordret til at danne en europæisk hær, der skal bekæmpe de »autoritære nationalister« i Rusland, Kina og USA, til grin i hele verden, mens hans sammensvorne Angela Merkel har trukket sig tilbage fra formandsposten i CDU (efter 18 år) – og desuden kan blive tvunget til at gå af som kansler inden valgperioden officielt slutter i 2021.

I USA blev der i dag udgivet to hysteriske rapporter, en af kongressens tværpolitiske kommission ved navn »United States-China Economic and Security Review Commission« og en af en anden af kongressen blåstemplet kommission, begge talte med store bogstaver imod Kina. Den første hævder, at Kinas Bælte og Vej er en militær og økonomisk sammensværgelse for at overtage en stor del af verden, som skal stoppes, og den anden, at USA risikerer at lide militært nederlag mod Kina og/eller Rusland, hvis ikke landet massivt øger forsvarsudgifterne og forbereder sig på krig.

Alligevel forbereder præsident Donald Trump sig uden forbehold til atafholde topmøder i fuldt format med både Vladimir Putin og Xi Jinping i forbindelse med G20-topmødet i Argentina, der afholdes den 30. november. til 1. december, og han insisterer endnu engang på, at »det er en god ting at være venner med Rusland og Kina.« Han har også instrueret to af sine økonomiske embedsmænd, Wilbur Ross og Larry Kudlow, til at opprioritere genoprettelsen af forhandlingerne med Kina på alle niveauer. Både Ross og Kudlow udtrykker optimistisk, at det tætte forhold mellem Trump og Xi Jinping i begyndelsen af Trumps formandskab kan genoprettes.

Hvad sker der?

Verden er faktisk fuld af modsætninger. Vi risikerer både at »vandre krigen i møde som søvngængere,« som vi gjorde i første verdenskrig, og står samtidig over for økonomisk ruin, med en derivatboble på mere end en trillion dollars – der er klar til at eksplodere.

Men der er ingen løsninger på de enkelte krisepunkter rundt om i verden. Der er kun et relevant spørgsmål: Hvorvidt har menneskeheden den moralske evne til at overleve? Det gamle paradigme med intrigant geopolitik i et nulsumsspil ledt an af britisk imperialistisk Hobbes-inspireret tankegang har drevet verden til randen af en katastrofe værre end mareridtene i det 20. århundredes depressioner og krige. Alligevel giver det kinesiske mirakel i de sidste 30 år – og den forbløffende udviklingsproces skabt af den Nye Silkevej, der har frigjort den tidligere kolonialiserede verden fra håbløs fattigdom og tilbageståenhed – menneskeheden en model for samarbejde og et nyt paradigme for alle nationer og folkeslag, der kan føre til en løsning. Med præsident Trumps valgsejr, hvorved det republikanske flertal i det amerikanske senat bevaredes, har han nu frihed til både at knuse den britiske, Obama-anførte sammensværgelse, der søgte at få ham afsat, og til at slutte sig til Kina og Rusland og andre, der vil være med til en »win-win«-politik blandt suveræne nationalstater, der samarbejder om udviklingsprojekter for menneskeheden som helhed.

Trump erkender, at Europa er ved at forfalde. Se bare hans tweet, som latterliggør Macrons vanvittige opfordring til krig og ironisk konkluderer: »Make France Great Again!« Han erkender, hvor afgørende det er hurtigst muligt at slutte fred med Rusland og Kina. På den anden side er den spekulative boble, der sprængte i 2008, på trods af at Trump har forpligtet sig til at genopbygge den industrielle infrastruktur i USA, vendt eftertrykkeligt tilbage; den er halvanden gang så stor som før 2008-nedbruddet. Hverken den Nye Silkevejs-proces eller Trumps »Make America Great Again« vision kan opretholdes uden genoprettelsen af det Amerikanske System; den Hamiltonske kreditpolitik, som LaRouche har fremført som sine fire love.
Igen er der ikke et utal af løsninger, der er faktisk kun en. I weekenden vil Schiller Instituttet demonstrere denne til en fest i New York City, der fejrer Friedrich Schillers fødsel. Helga Zepp-LaRouche vil deltage i et forum på lørdag (som kan ses dagen efter på larouchepac.com) og diskutere det uopsættelige i, at Rusland, Kina og USA sammenkalder en ny Bretton Woods-konference. Denne begivenhed vil på søndag blive ledsaget af Schiller Instituttets NYC kor og koncertorkester, der favner det æstetiske menneskes dannelse gennem musikken af Beethoven, Brahms og Amerikanske Spirituals.