Helga Zepp-LaRouches tale på 50-årsdagen for månelandingen.

Helga Zepp-LaRouches tale på 50-årsdagen for månelandingen.
image_pdfimage_print

Menneskets fremtid må bestemme vore nutidige handliger.

Helga Zepp-LaRouche: Mine damer og herrer, kære venner af Schiller Instituttet, det er et meget glædeligt øjeblik i dag, hvor vi fejrer 50-årsdagen for månelandingen. Dette er en virkelig universel begivenhed, en begivenhed der forener hele menneskeheden. I 1969 var der 500 millioner mennesker, der så landingen på Månen. Det skabte utrolig inspiration og spænding på det tidspunkt. I kan være sikre på, at i dag, når kommunikationen er så meget bedre, hvor der allerede i de seneste adskillige uger var millioner af mennesker, der så programmer fra fortiden, dokumentarer, at der atter vil være hundreder af millioner af mennesker, der vil forenes og fejre denne utrolige begivenhed. I 1969 var det hvert syvende menneske på planeten [der så månelandingen]. Årsagen til at rummet er så absolut vigtigt, er fordi det har alt at gøre med menneskehedens identitet.

Som min afdøde, elskede mand Lyndon LaRouche sagde, er rummet beviset for, at den menneskelige art ikke er jordboere; vi er en rumfarende nation, og at vi alle har den guddommelige gnist af fornuft der sørger for, at hver enkelt af os er i stand til ubegrænset selvperfektion, til at studere, og bedre end nogensinde opdage det fysiske univers’ love. Eller, som vores kære ven og store rumpionerer Krafft Ehricke sagde: Det er {Homo sapiens extraterrestris}; Mennesket er et rumvæsen. Det er glædeligt, at i dag, efter bogstaveligt talt årtier med afbrydelser, med nedskæring af NASA og den sparsomme finansiering af ESA [Den Europæiske Rumorganisation], er perspektivet på industrialiseringen af Månen og en koloni på Mars helt tilbage på dagsordenen. Som Dennis netop nævnte, sagde præsident Trump, at USA vil sætte en mand og en kvinde på månen inden 2024. Kineserne har i anledning af dette 50-års jubilæum netop genoptaget deres månemission med Chang’e-4-rover og landingsfartøj på den fjerne side af Månen.

I dag, også udsat til denne dato, er en Sojuz-løfteraket taget af sted fra Baikonur, med en russer, en amerikaner og en italiener, for at tage til den Internationale Rumstation i den næste periode. Italieneren – Luca Parmitano – vil være øverstbefalende på ISS i den anden del af denne mission. Han sagde, at hvad vi gør på ISS er for Jorden, det er for hele menneskeheden. Ligeledes til denne lejlighed er den indiske mission til Månens sydpol, Chandrayaan-2, som vil undersøge isen i kraterne på sydpolen af Månen, blevet en smule udsat, men det er meningen, at den lander på Månen i september. Fra Rusland sendte Dmitry Rogozin, lederen af Roscosmos, også sine lykønskninger til NASA’s chef, Jim Bridenstine, og priste de tre første astronauter – Neil Armstrong, Buzz Aldrin og Michael Collins – og alle de store rumpionerer før dem, fordi de “turde tage af sted på en rejse til det ukendte, med henblik på at skubbe grænserne for den tilgængelige verden for hele menneskeheden”.

Hvis man tænker på universets enorme udstrækning, hvad der hidtil er kendt takket være billederne fra Hubble-teleskopet, er der mindst 2 billioner galakser.
For nylig blev det bevist, at Einsteins antagelse om gravitationsbølger faktisk er en realitet. Og at det også kunne bevises, at Einsteins antagelse om, at sorte huller faktisk findes i midten af hver galakse; hvilket betyder, at vi lever i et relativistisk univers. Det er meget tydeligt, og dette sidste eksempel er det endelige bevis, hvis man behøver et, fordi billeddannelsen af disse sorte huller udelukkende kunne opnås, fordi otte lande fra hele verden samlede deres radioteleskoper for at kunne fremstille et sådant billede. Det vigtigste budskab er derfor: Rumforskning og rejser, kræver internationalt samarbejde; samarbejde og ikke konfrontation. Derfor bør vi ikke være involveret i et “kapløb” til Månen eller et “kapløb” til Mars. Dette er en enestående chance for fremskridt, hævet over den geopolitiske konkurrence mellem lande. Vi er nødt til at se på fremtiden i rummet set ud fra hele menneskehedens fælles interesse. Der er flere grunde til, at rumforskning, rumfart og kolonisering er absolut nødvendige. På den negative side – ja, en enkelt stor asteroide ville være nok til at eliminere al civilisation og alt det smukke menneskeheden nogensinde har skabt; fra de store dramaer af Shakespeare til de store kompositioner af Beethoven.

Derfor har vi brug for det strategiske forsvar af Jorden, det internationale samarbejde mellem alle nationer. Men den positive side er, at hvis man ser på den lange bue af menneskelig udvikling, hvordan mennesket i en relativt kort periode, i betragtning af universets alder i sin helhed, har udviklet sig fra en hulemand, som brugte håndøkser til at dræbe sine medmennesker, til den form for fornuftigt internationalt samarbejde, som vi har set med ISS gennem lang tid. Det er det internationale samarbejde i rummet, som derfor også er den næste fase i udviklingen af menneskeheden; hvor vi som en menneskeslægt udvikler os fra vilde teenagere til smukke sjæle i Schillers betydning, at frihed og nødvendighed, pligt og lidenskab er en og samme ting. Eller som Krafft Ehricke sagde: Mennesket lader sig lede af den udenjordiske forpligtelse.

Rumforskning og rejser og kolonisering har alt at gøre med menneskets image og den kulturelle optimisme, som er grundlaget for denne kreativitet og menneskets sande frihed. Det er det mest magtfulde bevis på, at vi ikke lever i et jordbundet system med begrænsede ressourcer. Denne tanke om et jordbundet system er hele grundlaget for eksistensen af økologibevægelsen; der for nylig er blevet en hysterisk udryddelsesbevægelse, der forårsager komplet kulturel pessimisme og fortvivlelse. Lad os se 90 år tilbage. I 1929 lavede Fritz Lang denne utrolige film, “Kvinden i månen”, som var et smukt polemisk argument mod al tilbageståenhed og antiteknologisk stemning. Den videnskabelige rådgiver for denne film var Hermann Oberth, en af de fremragende pionerer inden for raket- og rumfartsvidenskab. Denne film udgjorde inspiration for mange af rumpionererne.

En af dem var den enestående Krafft Ehricke, som dengang selv var en vigtig bidragyder til Atlas-raketten. Han var chefen for Centaur-programmet. Allerede i 1950’erne og 60’erne udviklede han en utroligt fremsynet vision om Månen som springbræt til koloniseringen af Mars og til sidst hele solsystemet. 40 år efter “Kvinden i månen” fandt begivenheden sted, som vi fejrer i dag – landingen af Apollo 11 på Månen; hvilket faktisk betød et stort spring for menneskeheden. Men i går, interessant nok, lagde Mike Collins – astronauten der ikke gik på Månen, men som var i kredsløb – faktisk vægt på, at for ham var Apollo 8 et endnu større vendepunkt, den kendsgerning at et menneske for første gang helt havde undsluppet Jordens tyngdekraft i rummet. Dette er noget, der er værd at reflektere over, fordi det faktum, at mennesket var i stand til at forlade Jordens overflade og komme ud i rummet, ikke er en selvfølge. Det udgør allerede det absolutte bevis på, at vi ikke lever i et jordbundet system.

Det første menneske, der gik på Månen dengang, forårsagede en eksplosion af optimisme i hele verden. Men det var også meget tydeligt, at det internationale oligarki ikke var fornøjede med idéen, fordi deres magt er baseret på tanken om, at befolkningsmasserne skal tænke på sig selv som undersåtter; at de skal være pessimistiske om deres fremtid. Så allerede i 1964 begyndte forskellige undersøgelser og meningsmålinger at undersøge “virkningen af rumprogrammer” på de forskellige sektioner af befolkningen. I en berømt rapport under ledelse af en vis Hr. Robert N. Rapaport, en antropolog fra ‘Northwestern University’ og ‘Rumudvalget’, står der: “Afledede konsekvenser: Et metodologisk essay om indvirkningen af Teknologi “. Rapportens tese var, at rumprogrammet havde produceret et farligt udbrud af kulturel optimisme; af en tro på at kreativ videnskabelig tænkning kunne løse ethvert problem på planeten. Oligarkiet lancerede øjeblikkeligt Romklubben imod denne optimisme samt deres ‘forfuskede’ Grænser for Vækst {Limits to Growth}, med ideen om at mennesket er begrænset af Jorden, at ressourcerne er begrænsede, og at vi er nødt til at gå i en tilstand af nulvækst. Samtidigt producerede Harris og Gallup meningsmålinger, der angiveligt skulle vise, at amerikanerne var imod de fortsatte udgifter til bemandet rumfart. Disse meningsmålinger påvirkede valgkampen mellem 1970 og ’72. Nedskæringer i finansieringen af rumfartsprogrammet blev et valgtema.

Alt dette førte til en relativ stilstand, i det mindste hvad det amerikanske rumfartsprogram angår. Så, da der i 1985 blev afholdt denne konference til ære for den netop afdøde Krafft Ehricke, som i mellemtiden var blevet en meget nær ven og samarbejdspartner med Schiller Instituttet, var der en diskussion mellem min mand og nogle af deltagerne på konferencen om forslaget om at tage Krafft Ehrickes idé om en permanent koloni på Mars; et forslag, som Lyndon LaRouche derefter drøftede i den helt utrolige film, som I så begyndelsen af, “The Woman on Mars” (Kvinden på Mars), hvis manuskript han udarbejdede første gang i 1987. I denne film, og i skrifter der fulgte med, sagde Lyn grundlæggende set at Den nationale Rumfartskommission allerede et år efter Krafft Ehricke-konferencen vedtog en plan for at gøre nøjagtigt dette: udvikle et 10-års program til kolonisering af Mars, et program, som derefter blev godkendt af præsident Reagan.
Lyn sagde dybest set, at Mars-koloniseringsprojektet herefter – og dette var en håbefuld forudsigelse – ville blive en del af ‘Nationens Tilstand’ – talen af USA’s næste præsident i 1989. Men som det skulle vise sig, blev den præsident Bush, Sr., så der skete ingen ting. I stedet var Bush meget medvirkende til, ikke kun at sætte Lyn i fængsel, men med ham, hele det tankegods af ideer, som han repræsenterede.

Så Lyn havde, forinden da, i mange skrifter, inklusiv “Kvinden på Mars,” udviklet den smukke vision om at have en koloni på Mars i 2027. Han sagde også, at hvis NASA-programmet efter Apollo-landingen ikke var blevet nedtrappet, ville en koloni på Månen have været mulig allerede i 1986. Derefter definerede han det kommende 40-årige perspektiv for, hvordan man trin for trin opnår det nødvendige gennembrud for denne plan. Det krævede et gennembrud i termonuklear fusion, fordi det tager 3 dage at komme til Månen; men med konventionelle metoder tager det otte måneder at komme til Mars, hvilket den menneskelige krop ikke er i stand til at mestre. Der behøves en fortsat acceleration den første halvdel af rejsen og derefter deceleration i den anden del. Det krævede et gennembrud i lasere og andre retningsbestemte elektromagnetiske impulser som et grundlæggende værktøj. Udviklingen af optisk biofysik og mere kraftfulde computersystemer; højere energitæthed på selve Mars til brug for ‘terraforming’ (transformering af en planet, så den minder om Jorden, specielt med henblik på at kunne opretholde liv -red.); konstruktionen af kupler; en kunstig atmosfære; og den anden generation indenfor termonuklear fusion. Lyn udviklede seks faser: industrialiseringen af Månen; bæredygtige forsyninger af fødevarer og materialer fra Månen; landbrugs- og industriel udvikling; forbundne satellitter i kredsløb om Mars; et komplet astrofysisk observationskompleks; en rumterminal i fast kredsløb omkring Mars til levering af materialer til konstruktion af en permanent beboelse på Mars’ overflade.

Lyn tænkte to til tre generationer frem med idéen om, at dette projekt til sidst ville kræve titusinder af forskere og ingeniører til at opbygge en sådan koloni; og, til sidst, at bygge kolonier i samme skala som vigtige byer på Jorden; nemlig millioner af mennesker. Det er i princippet hvor vi er nu; præsident Trump har bebudet snart at sætte det amerikanske flag på Mars. Han lovede også, at det ville ske i et internationalt samarbejde. Dette er hvad Kina vil søsætte til næste år, en test af om ‘terraforming’ er muligt på Mars. Kineserne har allerede en model af denne Mars-koloni i Gobi-ørkenen, hvor de kinesiske astronauter har foretaget en [prøve-]landing. Det kaldes Huaxing Huanghou, GD Mars Base nr. 1. Det er en modelrumstation, der har boliger, genbrugsanlæg, dyrkning af planter til fødevarer. Og der opføres nærliggende træningscentre og hoteller; hoteller, fordi der er en enorm begejstring hos den kinesiske ungdom for at blive involveret i rumforskning og -rejser.

Lyn havde en vision om internationalt rumsamarbejde, fordi det som intet andet forbinder fornuften med idéen om, at enhver nyttig idé er til gavn for hele menneskeheden. Lyn var også absolut optimistisk med hensyn til idéen om, at det øger godheden hos mennesker at rejse i rummet, samt er befordrende for den moralske karakter. Krafft Ehricke var så glad for Schiller Instituttet, fordi han indså det helt afgørende i, at den æstetiske uddannelse går hånd i hånd med teknologiske og videnskabelige fremskridt, med henblik på forædlingen af et menneske. Lyn var i forskellige skrifter meget optimistisk om, at den moralske og intellektuelle udvikling af vores børnebørn og oldebørn gennem rumfart, ville være af meget bedre kvalitet, end den er i dag. Det er kun gennem kolonisering af Månen, Mars og solsystemet, at mennesket kan blive den udødelige art.

Der kan drages to vigtige lektioner fra de sidste 50 eller endda 90 år med rumforskning og udvikling. For det første må der være tilstrækkelig vedvarende finansiering til aldrig mere at få sådanne tilbageslag, som vi har oplevet i de sidste 40 år. Og vi må absolut have en samlet rumalliance, internationalt samarbejde, og overvinde konfrontation for altid. Det er nu tiden til at vende tilbage til det optimistiske billede af mennesket; at menneskeheden er den eneste kreative art, der er kendt i universet, indtil videre. At det er vores opgave at formere os og underlægge os – nej, ikke Jorden – men hele solsystemet, og måske hinsides. Hvorfor skulle vi gøre det? Fordi vi er mennesker: Vi har i os en medfødt godhed, en kapacitet til agapé (næstekærlighed -red.), og alt det onde i verden er kun et resultat af en mangel på udvikling, som vi vil kunne afhjælpe gennem rumfart. Mange tak.

0 Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*