At vende nedbrydningen af selve samfundets struktur

At vende nedbrydningen af selve samfundets struktur
image_pdfimage_print

Den 16. april (EIRNS) – I løbet af de sidste 15 dage, siden 1. april, er det samlede antal mennesker der er smittet med coronavirus fordoblet, steget fra 1 million den 1. april til over 2 millioner i dag. I disse to uger seksdobledes de amerikanske dødsfald som følge af COVID-19, fra 5.100 den 1. april til over 30.000 i dag, den 16. april.

I de sidste dage af marts meddelte den amerikanske finansminister, Steven Mnuchin, at centralbanken ville kanalisere mindst 4 billioner dollars til at redde det bankerotte transatlantiske finanssystem på skatteydernes regning. Denne redningspakke er allerede en størrelsesorden større end den katastrofale redningspakke til det finansielle system i 2008 – og en størrelsesorden farligere og skørere. I 2008 blev den amerikanske Kongres afpresset til at revidere deres oprindelige afvisning af TARP-hjælpepakken, da Wall Street og City of London fortalte dem, at hvis de ikke godkendte det, ville det efterfølgende kaos kræve en undtagelsestilstand.

Hvilken pistol-mod-panden-taktik bruger det britiske imperium denne gang for at få deres vilje? Hvordan har de for eksempel ”oversvømmet zonen” omkring præsident Donald Trump? – som den tidligere britiske ambassadør i Washington tidligere så malerisk har udtrykt det.

I løbet af de samme to første uger i april har briterne og deres amerikanske kriminelle kumpaner kraftigt optrappet deres fremstød for at udløse krig mellem USA og Kina – netop de to nationer hvis nære samarbejde er nødvendigt for at tackle COVID-19-pandemien og til hurtigt opbygge et verdenssundhedssystem, som Helga Zepp-LaRouche har opfordret til.

Tidligere væmmelig retorik og tilskyndelse til handelskrig er eskaleret til åbne anklager – der som sædvanlig har deres oprindelse i britiske efterretningstjenester og derefter siver ned til deres amerikanske kolleger og godtroende neokonservative i Trumps følge – at Kina ikke alene skabte det dødbringende coronavirus i et laboratorium i Wuhan, men at de måske endda har inficeret deres egen befolkning for derefter bevidst at slippe det løs som biologisk krigsførelse mod USA og Vesten.

I løbet af disse to uger er der også opstået et nyt træk ved den dødbringende dobbeltkrise med COVID-19-pandemien og sammenbruddet af det transatlantiske finanssystem: institutionelt sammenbrud og kaos kan ses overalt i hele verden. Fødevare- og andre optøjer er begyndt i Sydafrika, Indien og andre steder; folk i Europa og USA fortvivler over ikke at kunne finde nogen rationel løsning på krisen og skælder i stedet ud over de vedtagne nedluknings-foranstaltninger; og regeringer og multinationale institutioner viser sig ikke at være den opgave voksen, som planeten står overfor.

Vi er vidne til nedbrydningen af selve samfundets struktur – et sammenbrud, der kun kan vendes på samme måde, som den gyldne renæssance løftede menneskeheden ud af truslen om udryddelse under ‘Den Sorte Død’.

LaRouche-bevægelsen og dens venner og allierede mobiliserer internationalt til Schiller Instituttets kommende konference den 25.-26. april, der er indkaldt for at tage fat på og løse denne eksistentielle krise foran os. Det gør vi motiveret af den vedvarende ide om menneskets værdighed, der er nedfældet i de følgende linjer skrevet af Lyndon LaRouche i juni 1976, fra slutningen af hans essay, “Latter, Musik og Kreativitet”:

”Der er en syg verden, der skal genopbygges. I denne verden – der er karakteriseret ved de modbydelige lingvistiske sprogfolk – plages vi af flokke af humørløse, ukreative, nævenyttige lømler, der bedst kan beskrives kort og godt som en undertrykkende grå farve, der tenderer imod en ildevarslende gul. Ellers er den generelle befolkning psykologisk duknakket med en byrde af voksende frygt – frygt, hvis nøjagtige karakter og former disse personer foretrækker ikke at kende – hver især trasker miserabelt fra det ene velkendte, grå sted til det næste, ‘og på bedste beskub forsøger at tage sig af sit eget personlige forehavende’. I mellemtiden vokser stormene… Der er storme af udbrudte og truende regionale krige, og overordnet truslen om generel kombineret atom-, biologisk og kemisk krigsførelse på verdensplan. I mellemtiden breder syge rotter sig, og de dødbringende nye bølger af ødelæggende epidemier spreder sig mod mennesker, dyr og plantevækst.

Vi må ryste dette af os, og opbygge verden, da det står så umiddelbart og forunderligt i vor magt at gøre det. Vi må i mellemtiden vække videnskaben, feje affaldet væk, og ellers blive en generation som fremtiden vil se tilbage på med varm stolthed over forfædrene. Mens vi gør dette, må vi le en hjertelig latter, latter hovedsagelig på grund af spændingen, som vi med rette får ud af vores bedrifter. Lad der være musik til.”

0 Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*