POLITISK ORIENTERING den 31. oktober 2019:
Massestrejke i gang: Chile, Libanon, Tyskland, Argentina og Storbritannien. Og USA?

Med formand Tom Gillesberg

Lyd:




’Vi går igennem et minefelt med bind for øjnene’

Den 30 oktober (EIRNS) ”Verden hvirvler ud af kontrol,” sagde Helga Zepp-LaRouche i går i en diskussion med samarbejdspartnere, ”med et nært forestående fuldstændigt sammenbrud af det transatlantiske finanssystem”, til trods for desperate forsøg fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, ECB og centralbankerne på at afværge det uundgåelige ved hjælp af de sidste krampetrækninger med kvantitative lempelser og andre forsøg på bankredninger. Som en italiensk analytiker udtrykte det kortfattet i Il Sussidiario den 25. oktober: ”Vi går igennem et minefelt med bind for øjnene.”

Minefeltet er ikke kun økonomisk; det er også politisk. Der er en masseeksplosion af protester internationalt [rettet] imod de nuværende bankerotte institutioner – fra Chile, Libanon, Argentina og endog til Italien og Tyskland, som det blev tydeliggjort ved de nylige valg i disse europæiske lande. Under disse omstændigheder, sagde Zepp-LaRouche, er det latterligt at tro, at de malthusianske grønne finansieringsplaner fra Bank of Englands direktør, Mark Carney, eller Europa-Kommissionens præsident, Ursula von der Leyen, vil fungere. Hvis man prøver at “puffe” befolkningen til at acceptere yderligere fascistisk nedskæringspolitik – som de kuleskøre adfærdsøkonomer foreslår – vil man kun forårsage en fuldstændig eksplosion.

Efterhånden som den økonomiske og politiske krise bliver mere bitter, optrappes i farlig grad det britiske imperiums operation for at fjerne præsident Donald Trump fra embedet, af frygt for at han handler imod deres interesser – som han netop har gjort i Syrien. Den demokratiske ledelse i Kongressen har udarbejdet en resolution, der formelt igangsætter en rigsretsundersøgelse, som de vil forsøge at banke igennem i denne uge, på trods af at et voksende flertal af den amerikanske befolkning ikke er i humør til dette kup. Der ligger en dobbelt fare i denne udvikling: Det er farligt for bagmændene, fordi det efterlader dem fuldstændig udsat for en folkelig afvisning; men det er også farligt for nationen og verden, i betragtning af den erklærede hensigt fra det britiske imperiums fortalere om at nå deres mål for enhver pris.

Vi står over for en sammenbrudskrise af historiske proportioner, tilføjede Zepp-LaRouche; langt større end Sovjetunionens sammenbrud for 30 år siden. Men i modsætning til dengang, er der ved at tegne sig et alternativt system omkring Kinas Bælte- og Vejinitiativ.

Sådanne omstændigheder, med et smuldrende finansielt system kombineret med et voksende internationalt oprør mod politikkerne og institutionerne af denne gamle orden, betyder, “at vi er nødt til at frembringe hele spektret af Lyndon LaRouches ideer”, sagde Zepp-LaRouche. Denne kamp kan vindes, konkluderede hun, så længe vi lykkes med at vinde USA og Europa tilbage til deres egne bedste klassiske traditioner, som finder deres højeste udtryk i LaRouches livsværk.

 




Der er ingen klima nødsituation — Europæisk deklaration

Følgende deklaration bliver præsenteret til EU ledere den 18.-19. 2019 i Oslo. Udover de 430 underskrivere på listen, har 60 andre personer skrevet under. Se listen nedenunder.

There is no climate emergency
We, the undersigned 430 independent Climate Scientists and Professionals from 15 countries, wish to convey six urgent messages to you:

1. Climate change is a fact. The geological archive reveals that Earth’s climate has continuously changed for as long as the planet has existed, with natural cold and warm phases. With the Little Ice Age (with minimum in 1700 AD), it is no surprise that we now are experiencing a period of warming. This is a normal expectation with a cyclic system.

2. There is no scientific proof that anthropogenic carbon dioxide (CO2) emissions are the major cause of global warming. As such, this issue remains a scientific hypothesis.

3. There is also no scientific evidence that anthropogenic CO2 emissions have a detrimental effect on the quality of life. On the contrary, we do know that CO2 is the basis of life on Earth (photosynthesis), and more CO2 is beneficial for nature (greening the Earth) and agriculture (increasing crop yields).

4. Climate policy is heavily based on computer models. Unfortunately, these computer models have many shortcomings and are not remotely plausible as policy tools. For example, they substantially overestimate temperature increases for multiple reasons (e.g. inability to quantify cloud impacts, over-sensitivity to greenhouse gases, , etc.).

5. There is also no scientific evidence that higher CO2 levels are intensifying natural disasters, or making them more frequent. On the other hand, studies by independent experts indicate that many supposed CO2-mitigation measures in use today (e.g. industrial wind turbines): a) have no scientific proof that they save a consequential CO2, b) have adverse human health impacts, and c) can cause devastating effects on ecosystems.

6. Energy policy must be based on scientific and economic realities. We strongly oppose any net zero” policy, as they are not only unfeasible, but extremely detrimental.

There is no climate emergency, and therefore no cause for panic or irrational responses.

When legitimate approaches emerge, we will have ample time to reflect and adapt. Our aim should always be to provide reliable and affordable energy at all times.

Our position is that science should strive for a significantly better understanding of the climate system and all the major contributors, while politics should focus on 2 minimizing potential climate damage by prioritizing adaptation strategies based on scientifically proven and economically affordable technologies.

Se underskrivere her:

Download (PDF, Unknown)




Selv “Green Finance” kan ikke længere redde finansmarkederne

Af Alexander Hartmann i Neue Solidarität, Nr. 39, 26. september 2019

Likviditetsflaskehalsene på interbankmarkederne tyder på, at et finanskrak er nært forestående.

Medens den vestlige verdens reelle økonomi går mere og mere i stå, opfører massemedierne og de europæiske regeringer sig, som om der kun er et enkelt problem, som vi alle bør rette opmærksomheden imod, og som vi bør ofre alle andre interesser og opgaver for, nemlig de angiveligt katastrofale, menneskeskabte klimaforandringer. Disse medier og regeringer ophidser børn og unge mennesker til i stort tal at protestere mod de selvsamme regeringers “uvirksomhed” over for klimaforandringerne, for at få dem til at gennemføre drastiske forholdsregler for at beskytte klimaet, forholdsregler, der dog blot vil øge industriens krise og den verdensomspændende nød yderligere, uden at det fremgår, hvordan disse tiltag skal kunne “redde” klimaet.

Den store ophidselse er helt absurd, og man kan roligt gå ud fra, at alle den vestlige verdens regeringer er fuldt klare over det. Den globale kampagne for overgangen til en “Klimaneutral økonomi” kan kun forstås, hvis den ses i sammenhæng med det bankerotte globale finanssystem: Det, der udløser hele hysteriet, er ikke angsten for nogen klimakatastrofe, men angsten for de finansielle korthuses sammenbrud. “Økologiseringen af samfundet” er ikke andet end det sidste forsøg på at redde systemet med en ny gigantisk finansboble. Ikke uden grund har Institute of International Finance, finansindustriens kartel, betegnet “den grønne økonomi” som “det nye guld”.

Men medens klimaaktivister i hele verden demonstrerer med ordene “Vi har kun 18 måneder igen!”, tyder interbankmarkedets likviditetskrise på, at disse bestræbelser formodentligt kommer alt for sent til at forhindre et endnu mere dramatisk “klimaskift”, nemlig finansmarkedernes klimaskift, der vil få alle de verdensomspændende finansspekulationers korthus – der i mellemtiden er blevet dobbelt så højt som før den sidste krise i 2007-2008 – til at styrte sammen i en sandsynligvis meget nær fremtid.

Rent faktisk, så nærmer centralbankernes og regeringernes bestræbelser på at holde det globale finanssystem kunstigt i live efter finanskrisen i 2008 sig det umulige. Den store redningsplan fra 2008 oppustede centralbankernes regnskaber og drev statsbudgetterne mod grænsen for overbelåning, idet den flyttede rundt på den globale gældsboble og tilmed forstørrede den. I mellemtiden er den globale gæld vokset til 244 billioner US-dollars i tredje kvartal i 2018, hvilket udgør en stigning på 100 % i forhold til det foregående år. Og samtidigt har regeringernes spareforanstaltninger for at gøre redningsaktionerne “skatteteknisk holdbare” drevet erhvervslivet i sænk Et årti med redningspakker fra centralbankerne med nul procents og nu negative rentesatser (“quantitative easing”, QE) har forstørret boblen endnu mere, medens det påståede mål, at redde økonomien, mislykkedes. Og derfor står systemet nu inden længe over for en likviditetskrise, der vil kræve en endnu større redningsaktion end i 2008, hvor den amerikanske centralbank fra den ene dag til den anden udskrev op mod 16,8 billioner dollars for at forhindre et fuldstændigt sammenbrud.

Genoptagning af pengetrykning

Chefen for Den europæiske Centralbank (ECB), Mario Draghi, annoncerede derfor den 12. september et nyt program for “quantitative easing” (pengetrykning), for at “stimulere væksten i eurozonen”. Lederne af ECB var spaltede i det spørgsmål; der var stor modstand fra Frankrig, Tyskland og Holland – deres tre ledere repræsenterer omtrent halvdelen af eurozonen, hvad økonomi og befolkning angår, Alligevel erklærede Draghi i een af sine sidste vigtige afgørelser som chef for Den europæiske Centralbank, før Christine Lagardes tiltrædelse den 1. november, at en afstemning ikke var nødvendig, da “flertallet” var for.

Efter den nye plan sænker ECB ikke blot interbankkreditrenten til -0,5 %, men køber desuden “på ubestemt tid” også finanspapirer fra kommercielle banker for 20 milliarder euro om måneden. Hver måned skal der opkøbes for 5 milliarder euro virksomhedspapirer og for 15 milliarder euro statspapirer. Der kommer også en ny runde af ECB-likviditetskreditter til de store banker. Disse kreditter er i “to trin” for at motivere bankerne til at udstede flere kreditter. – Men når alle indtægter ligger under nul, kommer dette næppe til at fungere.

I følge gældende regler må ECB ikke besidde mere end en tredjedel af et lands statsgæld, og derfor er det venteligt, at det “ubegrænsede” opkøb af værdipapirer kan blive væltet over på de større økonomier såsom Tyskland, Frankrig og Italien. I løbet af næste år kommer denne tredjedel muligvis til at forhøjes til halvdelen, og lande som Tyskland vil blive sat under pres for at optage endnu mere gæld – for at ECB kan fortsætte med købe ind hos de kommercielle banker og derved understøtte reserverne hos usikre kæmpebanker såsom for eksempel Deutsche Bank.

Derfor var det ikke mærkeligt, at Draghis skriftlige erklæring var fuld af formaninger til “regeringerne med budgetoverskud” (idet de restriktive Maastricht-regler tillader højere gæld for visse lande) om at udnytte dette overskud. Eller med andre ord: de opfordres til i “inflationens” navn at give flere penge ud og optage flere kreditter. Landene uden dette råderum, som Italien, tilskyndes i stedet for til “reformer”.

Rent faktisk er der ingen reel chance for, at dette program stopper den økonomiske nedtur i Europa; det vil blot øge storbankernes spekulation, i stedet for, som påstået, at få dem til at yde kreditter til produktive formål.

FED griber ind med 203 milliarder dollars.

Ingen har den krystalkugle, der præcist kan sige, hvornår korthuset falder sammen, men begivenheder som den 17. september, hvor en likviditetskrise drev interbankrenten op til 10 % og tvang Den amerikanske Forbundsbank til for første gang i ti år til at gribe ind på døgnmarkedet med en tredobbelt udstedelse af 53 og af to gange 75 milliarder dollars – 203 milliarder dollars inden for 72 timer – er tydelige advarsler, der bør tages alvorligt.

FED forkyndte som ventet den 18. september en sænkning af den ledende rente med en kvart procent på 1,75-2,0 %. Men bankens vicechef Jerome Powell sagde på samme tidspunkt intet om en fortsættelse af repo-markedindgrebet (kaldet “QE light”) eller om nogen nyudstedelse af QE, hvilket betyder, at panikken muligvis ikke lader sig forhindre. Men Powell lod det alligevel skinne igennem, at der snart ville komme en QE: “Det er meget muligt, at vi må genoptage den organiske vækst af økonomien” – altså pumpe likviditet ind i banksystemet, ved at FED opkøber statsgæld og derivater fra bankerne.

FED gjorde et sammenfald af efterspørgsel fra forskellig side ansvarlig for likviditetskrisen, men det er først og fremmest de ekstremt lave rentesatser, der får “investorerne” (læs: spekulanterne) til at holde sig fra gældsbeviserne. I stedet satser de på derivater, der giver højere afkast. Og derfor står det klart, at heller ikke en yderligere sænkning af renterne – hvilket formindsker afkastet endnu mere — vil kunne løse problemet.

Derfor taler man i mellemtiden helt åbenlyst om “helikopterpenge”, altså at oversvømme hele finanssystemet med så at sige ubegrænsede pengemængder. Dette var et af hovedemnerne på centralbankernes møde i Jackson Hole i Wyoming i september (se Neue Solidarität 36/2019), især fremført af Wall Street-kæmpen BlackRock som en opskrift for en “finansiel nødsituation”: Centralbankerne skal trykke penge og give dem direkte til regeringerne og myndighederne (i stedet for over omvejen gennem bankerne). Og det vil i praksis sige, at centralbankerne overtager kontrollen med den statslige økonomiske politik.

Centralbankernes “kriseløsningsoperationer” kan lægge slør over krisen i endnu en uges tid, men endnu flere penge på papiret forværrer blot problemet. Som Lyndon LaRouche har advaret om i årevis, så kan systemet ikke “repapreres” — det må erstattes af et nyt system, der bygger på tekniske fremskridt og retter sig mod den reelle økonomi, hvilende på LaRouches “fire love”, begyndende med en genindførelse af Glass-Steagalls bankopdelingssystem for at rydde bjerget af ubetalelige gældsmængder ud af verden.

Samtidigt hermed skal de nuværende centralbanker erstattes af nationalbanker med First Bank of the United States som forbillede, den bank, der grundlagdes af den første finansminister for De forenede Stater, Alexander Hamilton, for at finansiere projekter til opbygning af den unge nation.

Disse nationalbankers kreditter bør udelukkende udstedes til formål, der kan øge landets produktivitet, som for eksempel skabelsen af en moderne, højeffektiv infrastruktur.

Men først og fremmest må der gennem stort anlagte forskningsprogrammer, som for eksempel den praktiske anvendelse af fusion og åbningen og den økonomiske udvikling af verdensrummet, sørges for, at tempoet for de teknologiske fremskridt øges betragteligt.

Kun på den måde kan man sikre sig, at de på denne måde ydede kreditter også kan betales tilbage. Projekter som de, der fremføres under rubrikken en grøn “New Deal”, vil derimod sænke produktiviteten dramatisk og blot medføre, at det allerede ubetalelige gældsbjerg blot forøges yderligere.




POLITISK ORIENTERING den 10. september 2019:
Trump fyrer Bolton. Åbner det det op for ny amerikansk politik?
Verden behøver udvikling ikke økofascisme. Se også 2. del (7. min.)

Med formand Tom Gillesberg

Video 2. del:

Lyd:

Her er vores aktionsuge flyveblad. Del det gerne ud på tryk eller elektronisk.

Download (PDF, Unknown)

 




Et bankerot system kræver affolkning

Den 16. juli (EIRNS) – Den 16. juli blev den tyske forsvarsminister Ursula von der Leyen med en meget snæver margin valgt til at være den nye formand for EU-Kommissionen. Som led i processen med at tilvejebringe de nødvendige stemmer blandt det fuldstændigt splittede Europa-Parlament, leverede hun en hårrejsende tale til støtte for det Britiske Imperiums mangeårige politik for grøn fascisme, der har til hensigt at kraftigt affolke planeten.

Grundlægger af Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouche, slog straks alarm over von der Leyens tale og den bredere bagvedliggende politiske offensiv. I en diskussion med medarbejdere udtalte Zepp-LaRouche, at hvad der sker, er en virkelig massiv indsats for at gøre præcis, hvad klimaforandrings-fanatiker og ledende fortaler for affolkning, Hans Joachim “John” Schellnhuber, CBE (Commander of the British Empire –red.), sagde i 2011 med hans opfordring til “den store omdannelse af verdensøkonomien og de-karbonisering af verden” – en verden som, hævder han, kun har en bæreevne på 1 mia. mennesker. Eller som mentor for den grønne barnesuperstjerne Greta Thunberg udtalte i en artikel i 2001, ”har en bæreevne på kun en halv milliard mennesker!”.

Zepp-LaRouche forklarede, at drivkraften bag denne politik for folkemord er et bankerot Britisk Imperium, der forsætligt spreder pessimisme overalt på planeten, især blandt ungdommen. “Vi er vidne til et fuldstændigt angreb fra det Britiske Imperium og oligarkiets side, der udmærket ved, at deres system er ved at nærme sig vejs ende. Og da de har været fuldstændigt uvillige til at ændre noget efter den systemiske krise i 2008, har de valgt i stedet at skabe krige og drastisk nedbringe planetens befolkningstal. Desuden ”ved de, at de står over for fremkomsten af et nyt paradigme”, centreret om Kinas Bælte- og Vejinitiativ, ”som allerede har fået tilslutning af 126 nationer og omkring 30 store internationale organisationer, der klart repræsenterer størstedelen af verden, og de [oligarkiet –red.] har i grunden besluttet at sætte alt på et bræt”.

Zepp-LaRouche fortsatte med at forklare, at “det er dette apparat, som min nyligt afdøde mand, Lyndon LaRouche, kæmpede imod med hele sit livsværk: den britiske naturfredningsbevægelse, den racehygiejniske bevægelse og derefter genopbygningen og omorganiseringen af disse i form af Verdensnaturfonden, Romklubben – alle disse organisationer, der forhindrede udvikling af Den tredje Verden, og som udtrykkeligt arbejdede, i hvert fald siden Romklubben i 1972, for befolkningsreduktion.”

I modsætning til denne anti-videnskabelige pessimistiske kult er en bølge af optimisme begyndt at feje henover planeten, specielt omkring 50-årsdagen for menneskets landing på Månen – herunder præsident Donald Trumps tilsagn om at genoptage denne mission med rumfart – men mere bredt omkring de skridt der med udgangspunkt i Asien bliver taget hen imod et nyt paradigme baseret på økonomisk udvikling og fred. G20-topmødet den 28.-29. Juni i Osaka gjorde vigtige fremskridt i den retning, især ved de vigtige møder på sidelinjen mellem præsident Trump og Ruslands præsident Vladimir Putin og med Kinas præsident Xi Jinping – til trods for Londons febrilske indsats for at forhindre dem i at finde sted. Nu befinder vi os ved det punkt, hvor der skal kød på benene for at opretholde det positive momentum og skabe et egentligt strategisk skifte. På den russiske front starter våbenforhandlingerne i Genève den 17. juli, og selv om ingen af siderne forventer noget gennembrud – især da det centrale amerikanske dagsordenspunkt tilsyneladende er at få Kina involveret i våbenreduktions-forhandlinger, som kineserne har nedlagt veto imod – sætter USA og Rusland sig for at tale sammen. På Kina-fronten er spørgsmålet: Hvornår starter den personlige samtale om handel igen mellem de to forhandlingshold? Finansminister Mnuchin sagde, at endnu en telefonkonference efter Osaka mellem kinesiske og amerikanske forhandlere forventes i løbet af kort tid, og hvis alt går godt, følger et personligt møde. Imidlertid forbliver stemningen anspændt over de økonomiske problemer, Taiwan og andre spørgsmål.

Som Zepp-LaRouche udtalte i sin diskussion med medarbejdere: “Vi befinder os ved en absolut skillevej. Vi skal få folk til at forstå, at optimisme er Prometheus’ kraft. Det er kreativitetens kraft, det er menneskehedens kraft, fordi vi kan forestille os hvilken vej vi skal gå, og at der ikke er nogen grænser for det.”

 

 

 




Det enestående ved 4. juli

Den 3. juli (EIRNS) – Denne 4. juli (USA’s frihedsdag) er mere end blot den 243. fejring af den amerikanske uafhængighedsdag; denne singularitet, særegenhed, i verdenshistorien, der markerede fremkomsten af en helt ny form for social organisation og regering af menneskeheden. “Liv, frihed og stræben efter lykke” er en god måde at angive arten af denne revolutionære forandring – som grundlæggerne forstod disse begreber, udviklet af Gottfried Leibniz.

“Visdom er videnskaben om lyksaglighed, og det er hvad der skal studeres frem for alt andet,” skrev Leibniz i sit skrift “Lyksaglighed” i 1694. “Man kan være sikker på, at jo mere et sind ønsker at kende orden, fornuft, skønheden i tingene, som Gud har frembragt, og jo mere han er bevæget for at efterligne denne orden i det, som Gud har overladt i sin retning, des lykkeligere bliver han …. man gør endda sit eget bedste ved at arbejde for andres… Således har den suveræne visdom reguleret alt så godt, så vores pligt også skal være vores lykke, at al dyd frembringer sin egen belønning, og at enhver forbrydelse straffer sig selv før eller siden.”

Den 4. juli er også en singularitet – et brudpunkt mellem to forskellige og uforlignelige systemer – idet det markerer det øjeblik, hvor alle de eksisterende institutioner, parametre, regler, målinger, former for adfærd og måder at tænke på i det gamle paradigme nedbrydes og stopper med at virke; og hvor dette samme tidspunkt, i dette øjeblik, også barsler med potentialet for et helt nyt paradigme, som har forskellige institutioner, økonomiske principper, former for adfærd og frem for alt måder at tænke på.

Med hensyn til det første, kan man betragte EU’s førende institutioners skandaløse afgang, herunder Den Europæiske Centralbank, som er ved at blive omdannet til en enorm hyperinflationær ekspansion af kvantitative lempelser, herunder værdiløse, “grønne” finansielle instrumenter og europæiske obligationer. Se hvordan den amerikanske centralbank, Federal Reserve, bevæger sig i samme retning, efter strenge instrukser fra aldeles bankerotte banker i City of London og Wall Street.

For det andet, tænk over den store, strategiske betydning af præsident Donald Trumps overraskende møde for tre dage siden med Nordkoreas Kim Jong Un, et møde som den sydkoreanske præsident, Moon Jae-in, karakteriserede som “en officiel start på en ny æra af fred” – og det gælder ikke kun på den Koreanske Halvø, men i hele verden. Moon fremhævede korrekt betydningen af den fælles økonomiske udvikling af nord og syd, øst og vest, som det eneste levedygtige grundlag for en sådan fred.

Der er intet forudbestemt om, hvilken af disse to veje menneskeheden vil vælge ved dette vendepunkt. Vores bedste kompas i disse uklare farvande er Lyndon LaRouches tanker og ideer, som vedbliver at være en levende kraft til at forme historien, i det omfang de er kendt, studeret og handlet på.

Det er årsagen til, at LaRouche-bevægelsen har valgt at fejre denne 4. juli, USA’s Frihedsdag, ved at forøge sin kampagne for at rense LaRouches navn, herunder ved en øget cirkulation af underskriftsindsamlingen i både digital og trykt form, der kræver hans renselse, ledsaget af følgende enkle budskab:

“Jeg tror du ved, at den 4. juli ikke handler om hotdogs og fyrværkeri – det er en tid til at fejre hvad det betyder at være en amerikansk patriot. Lyndon LaRouche repræsenterede hele sit voksne liv ægte amerikansk patriotisme. Han blev ikke født ind i en social eliteklasse, han blev han ikke født rig – alligevel blev han en historisk person og leder, baseret på fortjenesten af sine ideer og styrken af sin karakter. Disse ideer udgjorde en sådan trussel for det moderne oligarki, at LaRouche blev bagvasket, uretfærdigt retsforfulgt og ulovligt kastet i fængsel. Hvilken bedre måde findes at fejre USA’s uafhængighed på end ved at støtte renselsen af den store amerikanske patriot Lyndon LaRouche? Brug venligst to minutter på at underskrive vores anmodning om, at præsident Donald Trump renser LaRouche. Hvis du ikke er bekendt med den juridisk skændige ugerning mod LaRouche, så se vores nye dokumentarfilm: ‘LaRouche-sagen – Robert Muellers første lejemord’. “




Enten vil en polariseret verden bryde sammen i en mørk tidsalder,
eller vi kan glædes over et nyt udviklingsparadigme – ingen tredje vej

Den 27. maj (EIRNS) – Helga Zepp-LaRouche, der for nylig vendte tilbage fra et 12-dages besøg i Kina, talte om den ekstreme polarisering verden nu står overfor på flere fronter: Den alvorlige konflikt mellem USA og Kina over handel og det gemene angreb på Huawei; de traditionelle konservative og liberale partiers generelle sammenbrud i hele Europa, som det fremgår af gårsdagens valgresultater i Europa-Parlamentet med fremkomsten af pro-vækst nationalistiske kræfter på den ene side og anti-vækst grønne fascister på den anden side; og sammenbrudskrisen i Argentina, Venezuela og muligvis også Brasilien.

Konferencen den 15. maj i Beijing om dialogen med de asiatiske civilisationer, hvor Zepp-LaRouche var en af talerne, blev anført af en “helt anden tilgang til problemløsning gennem dialog”, sagde hun. Det var tydeligvis en fortsættelse af ånden i Den Nye Silkevej, som prægede Bælte- og Vej-foraene i maj 2017 og april 2019, tilføjede hun. Om Præsident Xi Jinpings indledende tale sagde hun, at “det var et renæssancemenneske, og at det konfutsianske aspekt i hans tilgang er meget tydeligt “.

Alligevel er stemningen i Kina om konflikten med USA ved at nå et kogepunkt. Med sammenbruddet af handelsforhandlingerne, de nyligt pålagte toldtariffer og især angrebet på Huawei, har den kinesiske presse for første gang i mange år antaget en alvorlig tone mod det, som de åbenlyst opfatter som en trussel fra USA om at pålægge en slags “ekstra territorialitet”, som Kina led under i ” ydmygelsens århundrede” under briterne og deres “ulige traktater”.

I den redaktionelle leder, “USA skal tydeliggøre sin tilgang til Kina”, i kommunistpartiets Global Times spørges i dag: “Hvad i alverden ønsker USA med Kina? Vil de have fair handel, eller afviser USA at acceptere Kinas udvikling og forsøger at nedbryde den kinesiske økonomi som sit endelige mål?” Den stiller et rimeligt krav: “Af hensyn til de langsigtede interesser og det kinesiske og det amerikanske folks velbefindende, samt verdensfreden, har Washington en forpligtelse til at komme med et seriøst og oprigtigt svar på spørgsmålet, for at hjælpe det kinesiske samfund med nøjagtigt at forstå USA’s hensigt. En sådan forståelse vil grundigt påvirke det kinesiske samfunds reaktion på USA’s indledte handelskrig og Kinas generelle holdning til USA.”

Zepp-LaRouche påpegede, at kineserne, ligesom russerne, genkender den ofte tydelige forskel mellem præsident Donald Trump og den neokonservative kolonialistiske mentalitet hos mange omkring ham – i særdeleshed nævnes vicepræsidenten og den nationale sikkerhedsrådgiver med navn. Hun pegede på Trumps besøg i Storbritannien den 3.-5. juni som værende kritisk – vil han påtale briternes bestræbelser på at omstyrte hans regering? Vil han kræve undskyldning og en offentlig redegørelse af dem, der ledte det mislykkede kupforsøg mod deres tidligere koloni? Herefter erklærede Zepp-LaRouche: “I slutningen af juni kommer G20-mødet, hvor det er meget muligt, at Trump vil mødes med både Xi Jinping og Putin [og Modi –red.]. Og det er indlysende det sted, hvor man absolut er nødt til at have et nyt Bretton Woods, man har brug for løsningen på disse konflikter.”

Dette “Nye Bretton Woods” refererer til Lyndon LaRouches opfordring til at de fire centrale magter, Kina, Rusland, Indien og USA, indkalder til en konference med andre af oprigtig vilje, til at erstatte det bankerotte vestlige monetære system med et kreditsystem, som det oprindeligt var påtænkt af Franklin Roosevelt – til at dirigere kredit til omfattende infrastruktur og agroindustriel udvikling i de tidligere koloniserede lande på denne planet – et projekt der allerede er iværksat under Kina og Ruslands ledelse gennem Bælte- og Vejinitiativet.

 




London ville være meget lykkeligere, hvis bare virkeligheden ikke eksisterede

Den 9. april (EIRNS) – Virkeligheden er, at ånden fra JFK’s Apollo-projekt endnu en gang betager landet med Trump-administrationens annoncering i sidste uge af nationens fremskyndede indsats for en tilbagevenden til Månen som et skridt på vejen til Mars. NASA’s chef, Jim Bridenstine, holdt en entusiastisk hovedtale til ‘Colorado Springs Space Symposium’ den 9. april, hvor han udtalte: “Denne gang vil vi tage til Månen for at blive. Og en anden enestående ting er, at når vi tager til Månen, vil vi rejse med en koalition af internationale partnere.”

Virkeligheden er også, at det ‘Andet Bælte- og Vejforum for Internationalt Samarbejde’, der skal afholdes i slutningen af april i Beijing, tager form som et vigtigt vendepunkt i kampen om økonomisk udvikling. Der er nu 124 lande og 29 internationale organisationer, som har underskrevet samarbejdsaftaler med Kina omkring Bælte og Vejinitiativet, meddelte medlem af Kinas politburo Yang Jiechi for nogle dage siden. “Opbakning til BVI er det fremherskende synspunkt indenfor det internationale samfund”, bemærkede han.

Og virkeligheden er så meget desto mere, at begge disse revolutionerende strategiske initiativer er blandt de vigtigste politikker, som Lyndon LaRouche har forfægtet i årtier, og som nu tager form på verdensplan.

Denne pointe er heller ikke gået ubemærket hen i det Britiske Imperium, som altid har forsøgt at overbevise verden om, at når en mand dør, forsvinder hans magt til at skabe forandring i universet, filosofisk og politisk, med hans fysiske væsen. De er ikke fornøjede – faktisk er de skrækslagne – for at LaRouches ideer, som de med rette anser for en eksistentiel trussel mod deres system, skal vokse i udbredelse.

Hvad kan det Britiske Imperium tilbyde i stedet for? Vanvid. Et desintegrerende globalt finanssystem. Et fuldstændig dysfunktionelt EU (hvis Brexit-krisen fortsætter meget længere, vil selve EU forsvinde, og der vil ikke være noget for Storbritannien at forlade). Regimeskift, destabiliseringer og krige, fra Venezuela til Iran til Libyen. Den fortsatte løgn om at Rusland blandede sig i valget i USA, en løgn som har til hensigt at optrappe situationen til en direkte konfrontation med den atombevæbnede supermagt. De uendelige bestræbelser på at ødelægge Trumps præsidentskab, uanfægtet af fakta eller sandhed. Og selvfølgelig den kulturelle fordærvelse med en ny opiumskrig rettet imod den amerikanske befolkning, i kombination med pornografi og anden modkultur, der følger med.

Helga Zepp-LaRouche opsummerede tidligere i dag den strategiske situation på følgende måde:

“Vi har det mest utrolige potentiale for, at verden kan bevæge sig meget hurtigt i retning af Lyndon LaRouche livsdrøm – nemlig at skabe en helt anden verdensorden, et nyt paradigme, et nyt sæt internationale relationer baseret på videnskab og en vision for menneskehedens fremtid. Dette er klart den dominerende, underliggende dynamik på planeten.”

Hun fortsatte: “Men det er også klart, at vi står midt i den mest heftige kamp, fordi det Britiske Imperium indser klart, at hvis de ikke gør brug af deres sædvanlige tricks som krig og undergravning og kup, og hvad der ellers er, vil de snart være historisk helt irrelevante. Så de er lige så farlige som et såret vilddyr.”

Zepp-LaRouche tilføjede, at det er afgørende at hjælpe med at befri præsident Trump fra britisk pres, der kommer både fra udlandet og fra hans egen administration, herunder udenrigsminister Mike Pompeo og den nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton, der for nylig har ført an i offensiven mod konfrontation og endda krig med Kina, Rusland, Venezuela, Iran og andre.

Zepp-LaRouche konkluderede: “Alt dette munder ud i det absolutte behov for at optrappe kampagnen for at rense Lyndon LaRouche. Den bedste, og formentlig eneste, måde at stoppe ‘krigsmaskinen’ på, er frifindelsen af LaRouche, fordi det ville ramme og blotlægge forbrydelserne begået af det samme apparat, der retsforfulgte LaRouche, dækkede over 11. september, og nu kører ‘Russiagate’-operationen for at vælte Trump. ‘Russiagate’ er blevet fuldstændig miskrediteret, og det må frem i lyset og anerkendes.

“Dette vil blive en periode med helt utrolige forandringer. Der vil komme ‘jordskælv’ i Europa, som helt kan ændre landskabet med det kommende europæiske valg. Man har de overhængende skyer af, hvad der vil ske med Brexit. Man har en helt forandret dynamik i mange områder af verden.”




Luxembourg tilslutter sig Bæltet og Vejen; ’en stor historie’

Den 1. april 2019 (EIRNS) – Kinas {Global Times} udgav søndag den 31. marts en klumme af Hu Weijia om Luxembourg og Bælte- og Vejinitiativet med titlen “Hvorfor Luxembourgs godkendelse af BVI er en stor historie”; selvom den erkendte, at aftalen mellem Kina og Luxembourg underskrevet i sidste uge blev overskygget af den i Italien ugen før.

“Luxembourg ligger langt bag Italien med hensyn til økonomisk størrelse, men den lille nation er et knudepunkt for finansielle institutioner, som opererer på tværs af grænserne på det europæiske marked, “skrev Hu. “Det er eurozonens førende finanscenter og verdens næststørste fondsmarked “[efter London]. Luxembourg var også den første europæiske nation til at deltage i den Asiatiske Infrastruktur Investeringsbank (AIIB). “Luxembourg kan måske tjene som et pragmatisk brohoved til samarbejde mellem BVI og Europa”, sagde klummen. Den antydede, at Kina og Luxembourg kunne samarbejde om at “lindre gældsproblemer” for lande langs BVI.




‘Russiagates’ sammenbrud afslører de britiske gerningsmænd:
Gør det af med dem, så menneskeheden kan gå til det nye paradigme

Schiller Instituttets internationale webcast den 28. marts, 2019 med Helga Zepp-LaRouche

Frigivelsen af den særlige anklager Muellers rapport, hvori han blev tvunget til at indrømme, at der ikke var tegn på at præsident Trump eller hans kampagnestab samarbejdede med Rusland, og intet bevis for at anklage ham for obstruktion fører til spørgsmålet, hvem stod bag det, og hvorfor? Dette må forfølges, som rep. Nunes meddelte, at han planlægger at gøre, og som Trump selv i sine tweets i sidste uge har gjort klart skal gøres; Trumps tweets identificerede den britiske rolle i lanceringen af Russiagate for at forhindre et bedre forhold mellem USA og Rusland og Kina. Frigivelsen af rapporten har åbnet op for ‘regnskabets time’.

Det fremgår klart af anti-Trump-styrkernes reaktion, at de ikke vil stoppe. Helga Zepp-LaRouche pegede på optrapningen mod Venezuelas regering som ‘en fortsættelse af kuppet mod Trump i ‘en ny forklædning’.

Reorganiseringen af den geopolitiske institution, Komitéen om den Nuværende Fare – Kina, er et andet eksempel på samme hensigt.

Men hun tilføjede, at dette ikke vil stoppe fremkomsten af det nye paradigme, som den kinesiske præsident Xi Jinpings tur til Europa i denne uge viser. Italienerne trodsede de bankerotte diktatorer ‘in spe” i EU, og Macron, der underskrev talrige aftaler med Xi, og Merkel blev tvunget til at erkende, at momentum er på Kinas side.

Hun konkluderede med at sige, at eftersom Lyndon LaRouches livsværk bliver realiseret i og med fremgangen for det nye paradigme, ville hans frifindelse give et afgørende skub til at bringe USA ind i mobiliseringen for at virkeliggøre menneskehedens fælles interesser.

 




Italiens samarbejde med Den Nye Silkevej viser Europa vejen mod fremtiden

Af Helga Zepp-LaRouche den 23. marts 2019

Den kinesiske præsident Xi Jinpings statsbesøg i Italien, hvor en hensigtserklæring underskrives mellem de to lande om at samarbejde om udbygningen af Den Nye Silkevej, var en magtfuld demonstration af, at der også kan finde en begejstrende og positiv politisk udvikling sted. Den nye form for samarbejde og genoplivning af den antikke silkevej bringer ikke kun enorme økonomiske fordele til Italien såsom udbygning af havne, modernisering af infrastrukturen, nye investeringer inden for et bredt spektrum af industrianlæg. Et samarbejde åbner også store muligheder for eksport til Kina og fælles investeringer i tredjelande; fordi landet med sin fordelagtige geografiske placering i Sydeuropa og ved Middelhavet kan udgøre en port mellem Asien og Europa. Og ikke mindst kan Italien være et brohoved for samarbejdet om industrialiseringen af Afrika.

Man skulle tro, at dette ville udgøre det vigtigste tema blandt alle nyheder. Overhovedet ikke; for forholdet til Kina er lige for tiden det afgørende spørgsmål inden for europæisk politik. De fleste i Italien lige fra den EU-venlige præsident Mattarella, koalitionspartierne og store dele af oppositionen anerkender de enorme muligheder, som den kinesiske “vækstkultur” har, som Mattarella benævnte det under sin pressekonference med Xi Jinping. Mens det af EU’s nedskæringspolitik hårdt plagede Italien glædede sig over mulighderne, så ringede man med alarmklokkerne i “de øvrige store EU-stater og i USA”, sådan som det lød på T-Online. Silkevejen er Kinas trojanske hest, den bringer ingen økonomiske fordele, Italiens samarbejde med den vil ødelægge landets ry over hele verden – sådan lød det fra John Boltons nære medarbejder Garret Marquis, en talsmand for USA’s nationale sikkerhedsråd; den giver “Kinas røveriske hensigter” et skær af legitimitet.

Listen af giftige argumenter fra den geopolitiske lejr lader sig sagtens forlænge yderligere. Og de, der atter og atter gentog denne anti-kinesiske linje, afslørede dermed sig selv som bevidste eller manipulerede fortalere for den angloamerikanske nykonservative elite. Direktøren for den nationale amerikanske sikkerhedstjeneste, Dan Coats, har for nyligt ligesom Pence, Pompeo og Bolton betegnet Kina og Rusland som de vigtigste sikkerhedspolitiske trusler mod USA, hvorved militæret og efterretningseliten øjensynligt forsøger at “inddæmme” præsident Trumps forsøg på en positiv Kina-politik, sådan som det hedder på nykonservativt-nytysk.

Bag denne, her i den nyere tid forstærkede anti-kinesiske propaganda i USA, men også i Europa, gemmer sig konflikten mellem det nyliberale systems gamle mønster, hvis kræfter ubetinget søger at fastholde den gængse geopolitik, og på den anden side det nye mønster, som Kina har indført med det nye udenrigspolitiske koncept om et samarbejde mellem suveræne nationer til gensidig fordel. Og selv om de tiltagende spændinger i forholdet mellem Amerika og Rusland afgjort kan danne grundlag for de største bekymringer, så hævder flere folk fra baglandet, at den største strategiske konflikt udgøres af forholdet mellem USA og Kina. Det drejer sig her om den berømte “Thukydid-fælde”: Hvordan vil den hidtidigt dominerende magt, altså USA, forholde sig til en anden magts opstigning? Tolv gange i historien er det kommet til krig, medens den opstigende magt fortrængte den første fire gange uden krig.

Den kinesiske regering har i over fem år med sit silkevejs-initiativ sat et helt nyt koncept for indbyrdes strategiske forhold på den internationale dagsorden, som skal overvinde geopolitikken og erstatte den med præsident Xi Jinpings ide om “menneskehedens skæbnefællesskab”. Denne nye model, der rigtignok afgjort varetager kinesiske interesser, giver til gengæld også de nu 123 samarbejdende stater hidtil uopnåelige fordele. Modellen har ganske enkelt vist sig som mere fordelagtig. I stedet for at henvise disse stater til en geopolitisk stedfortræder-status, har den medført virkelige fremskridt i Afrika, Asien og Sydamerika og endda blandt de 13 europæiske stater, der indtil videre har underskrevet lignende hensigtserklæringer, som nu Italien. Den har frembragt forbedret infrastruktur, investeringer i industri og landbrug, samarbejdsplaner om videnskab og teknologi og udveksling af kultur.

EU reagerer på sin side voldsomt spaltet: På den ene side betegner EU – som så at sige juniorpartner i det anglo-amerikanske imperium – i sin netop offentliggjorte “tipunkts-handlingsplan” Kina som en “systemisk rival”, der gør propaganda for “alternative styreformer”. Og på den anden side ønsker det ikke at gå glip af de økonomiske fordele ved samarbejdet med Kina. Præsident Macron, der ikke har haft den store succes med sine planer om reformering af EU, og ikke er særligt vellidt af sin egen befolkning, roste dette EU-papir før sit møde med Xi Jinping og sagde, at dette opråb var nødvendigt, og at tiden for den europæiske naivitet var forbi, hvor Kina kunne udnytte den europæiske splittelse.

Her lyder den italienske finansminister Trias synspunkter meget mere målbevidste, idet han peger på de “forbløffende mange” områder, hvor Italien kan gøre brug af sin ekspertise inden for silkevejs-initiativet: Maskinkonstruktion, logistik, rådgivning, effektivitetsstudier, design, ingeniørkunst, sikkerhed, finans, og forsikring. Tria fortsætter: “Italien nyder også godt af en strategisk, geografisk position blandt de nuværende og fremtidige rammebetingelser for handelen mellem Østen og Vesten og Afrika. Med sin beliggenhed ved Middelhavet råder Italien over den næststørste industrikapacitet i Europa, er førende inden for den teknologiske innovation og godt forsynet med veludviklede havne og jernbanenet. Disse egenskaber gør Italien til den ideelle sydlige portal for det europæiske kontinent og for handelsruterne mellem Europa og Kina.”

Den selvbevidsthed og erkendelse af mulighederne, der kommer til udtryk i disse ord fra Trias side, står i kras modsætning til opfattelsen af Kina som en trussel. Interessant nok kommer oppositionen mod Kina netop fra de samme kredse, der stadig i 2001 gik kraftigt ind for at få Kina optaget i Verdenshandelsorganisationen, WTO, øjensynligt i den tro, at dette automatisk ville føre til, at kineserne overtog den vestlige model med dets liberale demokrati.

I stedet for blot at affærdige Kina som et “rivaliserende system” og hænge fast i den egentlig ret arrogante opfattelse, at den vestlige demokratiske model må være den eneste standard for en god regering i hele verden, så ville det være mere meningsfuldt at overveje kriterierne for et systems succes. Faktum er, at Kina har løftet sin egen befolknings levefod enormt i de sidste 40 år, at det nu i nogle år for første gang har tilbudt udviklingslandene en chance for at overvinde deres underudvikling, at det løste krisen i Asien og derefter krisen i 2008 væsentligt bedre end Vesten og at det har frembragt en udviklingsoptimisme i sin egen befolkning, som er helt forsvundet i Vesten.

Og dermed viser Kina, at det i modsætning til Kristendommen og Islam ikke er spor interesseret i at omvende andre kulturkredse til sin egen filosofi, men udtrykkeligt anerkender suverænitetsprincippet og accepterer andre staters sociale modeller. Påstanden om, at Kina spalter Europa sigte efter at tage opmærksomheden væk fra det ubeskrivelige Brexit-teater, væk fra ønsket om at sætte militæret ind mod De gule Veste i Frankrig og væk fra den allerede dybe kløft i Europa mellem øst og vest og syd og nord.

Tværtimod: Dersom Tyskland og Frankrig ville følge Italiens eksempel om at samarbejde med Kina, ikke blot i de bilaterale forhold, men først og fremmest i industrialiseringen af Afrika og Sydvestasien, så ville dette være den eneste måde, hvorved Europa kunne overvinde sin indre splittelse og finde frem til en fælles mission, noget, der fuldstændigt mangler nu.
I stedet for at opbygge sin egen geopolitiske bastion imod Kina, Rusland og USA, sådan som Macron har foreslået i sine allerede forkastede planer, så ville et forenet Europa af nært samarbejdende fædrelande, der sammen med Kina selv er med til at udforme “den fælles menneskeheds fremtid” være den bedste mulighed for også at styrke de kræfter i USA, der ønsker at undgå “Thukydid-fælden”.

Den tidligere italienske økonomiminister Giulio Tremonti har i disse dage påpeget, at visionen om Den Nye Silkevej, altså om et globalt udviklingsprogram for at overvinde fattigdommen og underudviklingen, blev foreslået allerede i begyndelsen af 90-erne af den amerikanske “visionær” Lyndon LaRouche. Rent faktisk skete det allerede midt i 70-erne. Nu om dage, og dette burde stå klart for ethvert tænkende menneske, eksisterer der kun to alternativer: Enten forsøger Vesten at undertrykke Asiens og udviklingssektorens opstigning, hvilket vil medføre en tredje verdenskrig med indsats af termonukleære våben, eller også lykkes det at udvikle et nyt mønster for samarbejde. Det er på den allerhøjeste tid at lytte til “Lyndon LaRouches vise ord”, sådan som Mexikos tidligere præsident López Portillo i sin tid udtrykte det.

Dersom EU ikke er i stand til at frembringe et nyt syn på Den Nye Silkevejs muligheder inden det kommende topmøde mellem EU og Kina den 9. april, så vil kortene til valgene til Europaparlamentet den 24.-26. maj kunne forventes blandet på en ny måde.




EU lækker indhold af Italien-Kina-memorandum i forsøg på sabotage

Den 9. marts (EIRNS) – Talerør for EU-systemet, ‘EURACTIV’, har lækket det angivelige indhold af udkastet til memorandum, der skal underskrives af Italien og Kina under Xi Jinpings kommende besøg i Rom den 22. marts, med den hensigt at sabotere det. Ifølge Euractiv planlægger Kina at samarbejde med Italien om udvikling af “veje, jernbaner, broer, civil luftfart, havne, energi og telekommunikation”, som en del af Beijings Bælte- og Vejinitiativ. Dokumentet siger også, at Kina søger at samarbejde med EU’s investeringsplaner “ved at støtte synergien mellem Bælte- og Vejinitiativet og prioriteter udpeget i investeringsplanen.”

Notatet, som oprindeligt blev udarbejdet i september, siger, at Kina og Italien “vil fremme synergien og styrke kommunikation og koordinering ” samt “forbedre politisk dialog” om “tekniske og lovgivningsmæssige standarder.”

“En kilde afslørede sent torsdag aften [d.7. marts], at teksten, som EURACTIV i øjeblikket er i besiddelse af, vedrører forslag fremsat af den kinesiske stat. Og at den endnu ikke har ændringer, der er foretaget af den italienske regering.

“Det lækkede memorandum sætter rammerne for mindre specifikke samarbejdsaftaler og kommercielle aftaler, herunder nye investeringer af kinesiske virksomheder i havnen i Trieste…

“EURACTIV er informeret om, at der blandt de øvrige aftalesigneringer, der er planlagt til Xis besøg, er en der vil fremme samarbejdet mellem de to nationale el-operatører, ‘State Grid Corporation’ i Kina og Italiens ‘Terna’. Førstnævnte ejer for øjeblikket 35% af aktierne i ‘CDP Reti’, et selskab der kontrollerer 29,8% af Terna.

“Flere kontroversielle handelsaftaler og joint ventures kunne etableres, også mellem kinesiske virksomheder og den førende italienske forsvarsvirksomhed Leonardo.

“Derudover er et andet forslag til ‘memorandum of understanding’ vedrørende e-handel udarbejdet af Handelsministeriet for Folkerepublikken Kina (MOFCOM) under granskning af Italiens forhandlere.

“Mere generelt afslører dette memorandum, at der kunne indgås aftaler om yderligere tilpasninger inden for transportsektoren, med en forståelse for at “begge parter deler en fælles vision om forbedring af tilgængelig, sikker, omfattende og bæredygtig transport.

“EURACTIV forstår, at alle ovenstående planer er initiativer foreslået af Kina.”

 




POLITISK ORIENTERING den 7. marts 2019:
Vil det defekte vestlige paradigme tvinge os til
fortsat selvdestruktion og ødelæggelse af verden?
Se også 2. del: diskussion

Med formand Tom Gillesberg

Video 2. del: diskussion

Lydfil:




NYHEDSORIENTERING JANUAR-FEBRUAR
2019: Overvind geopolitik og rens Lyndon LaRouches navn

Download (PDF, Unknown)




NYHEDSORIENTERING NOVEMBER-DECEMBER 2018:
Kun Glass/Steagall-bankopdeling og et Nyt Bretton Woods-kreditsystem
kan håndtere et nyt finanskrak

Download (PDF, Unknown)




Helga Zepp-LaRouches tale til Schiller Instituttets og EIR’s seminar
for diplomater m.v. i København

Helga Zepp-LaRouche talte til seminaret via video-link fra Tyskland. Derudover talte EIR’s økonomiredaktør Paul Gallagher via video-link fra Virginia og Hussein Askary til seminaret i København.

TOM GILLESBERG: Jeg synes Helga Zepp-LaRouche blev meget smukt introduceret af Hussein Askary, der i sin præsentation gennemgik den fantastiske rolle hun, som grundlægger af Schiller Instituttet, som »Silkevejs-damen«, har påtaget sig i at skabe denne Bælte- og Vej-politik, politikken for Den Nye Silkevej. Så vi er meget stolte og glade over at kunne have hende med her »live# for at diskutere situationen i verden som den ser ud lige nu, efter de amerikanske midtvejsvalg og dagen før G20-topmødet starter i Buenos Aires. Så, Helga, tak fordi du er med os her. Ordet er dit.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg er meget glad for at kunne tale med jer, selvom det kun er via video-link. Naturligvis har vi nået et meget vigtigt punkt i historien, og for en gang skyld er jeg enig med præsident Macron fra Frankrig, som netop har sagt, at det kommende G20-møde hellere må bringe nogle reelle resultater, for ellers vil en sådan samling af statsledere nærmest have en modsat, ikke-konstruktiv effekt.

Det er jeg enig i.

Igennem de sidste mange uger, ja faktisk måneder, har vi lavet en kampagne for, hvad der grundlæggende set bør være resultatet af dette G20-møde. I betragtning af at vi både har fare for krig, som det blev demonstreret meget akut igen i form af hændelsen i nærheden af Kertj- broen i Sortehavet, samt at den generelle situation mellem de store atommagter ikke ligefrem er god, så er faren for atomkrig potentielt til stede. Dernæst har vi den umiddelbare fare for en gentagelse af den finansielle krise i 2008, bortset fra at det denne gang kan blive meget, meget værre, fordi alle parametre er meget værre end i 2008.

I lyset af disse to eksistentielle kriser har vi defineret, hvad der bør være udfaldet af enten hele G20-mødet, eller i det mindste fra de af statsoverhovederne, som man kan forvente kan gå i retning af at etablere et nyt paradigme: Det refererer til præsidenterne Trump, Putin, Xi Jinping, premierminister Modi, premierminister Abe, og muligvis også andre stats- og regeringschefer. Hvad vi definerede, som det absolut nødvendige udfald, er, at de etablerer et Nyt Bretton Woods-system til at erstatte det nuværende helt bankerotte system. Det vil komme til at indtage den samme stilling som det gamle Bretton Woods-system, men vil også indbefatte de ekstra funktioner, som Franklin D. Roosevelt oprindeligt ønskede: At afslutte kolonialismen for udviklingslandene, hvilket desværre ikke blev indført, fordi Roosevelt døde, og Bretton Woods blev etableret af Truman og Churchill, i hvert fald under disses politiske vejledning.

Selvfølgelig vil en Ny Bretton Woods-aftale kun fungere, hvis den ledsages af De Fire Love, som blev defineret af Lyndon LaRouche allerede i 2014, som de absolut nødvendige ændringer i det finansielle og økonomiske system, nemlig: For det første indførelsen af Glass/ Steagall-bankadskillelse; for det andet at overgå til en nationalbank for at bringe evnen til at skabe kredit tilbage under suveræne staters beføjelser under regeringers suveræne kontrol; for det tredje at skabe et internationalt kreditsystem; og for det fjerde at øge verdensøkonomiens produktivitet med et forceret udviklingsprogram for en fusionsøkonomi og etablering af et tættere internationalt rumsamarbejde for at opnå den nødvendige forøgelse i verdensøkonomiens produktivitet.

I betragtning af at det ikke kan forventes, at alle lande i G20 vil være enige om det – jeg kan nemt forestille mig, at de, der er helt forbundet med City of London samt med modstanden mod Trump, der stammer fra Wall Street – at der vil være nogle lande, som absolut vil modsætte sig en sådan løsning. Derfor har vi foreslået, at det kun kan være i et samarbejde mellem de lande, der er stærke nok til at modsætte sig magten i disse finansielle centre, London og Wall Street – og der kan dermed kun kan være tale om præsident Trump, præsident Xi Jinping, præsident Putin, og premierminister Modi, de fire stormagter tilsammen, som repræsenterer både de største atombevæbnede magter, de største økonomier og de største befolkninger. De skal arbejde sammen.

Det er åbenbart, at der findes et sådant potentiale. Og efter at præsident Trump gentagne gange i valgkampen og igen efter at han blev præsident har udtalt, at han ønsker at forbedre forholdet til Rusland, blev hele Russiagate lanceret [af hans politiske modstandere] for at forhindre, at det sker. For nærværende er Russiagate blevet mere eller mindre miskrediteret, og til trods for spændingerne i forhold til Kina vedrørende handelsspørgsmål er der positive tegn på, at både Kina og USA kan være villige til at nå en aftale om at overvinde den nuværende handelskrig. Dette potentiale fremstår tydeligt, og det står meget klart, at det vil afgøre meget af spørgsmålet om, hvorvidt menneskeheden – i lyset af eksistentielle farer – vil være i stand til at regere sig selv, at indføre en regeringsstruktur, som muliggør den langsigtede opretholdelse af verdens befolkning. Dette er et meget akut spørgsmål.

Man kan for eksempel se, at den nuværende kinesiske ambassadør i USA, Cui Tiankai, netop i går udstedte en meget klar advarsel om, at verden skal lære lektien af 1930’ernes store depression, som resulterede i Anden Verdenskrig. Han advarer også om, at manglende evne til at løse de nuværende spændinger kunne føre til en ny verdenskrig og en ny finansiel krise, der vil være værre end 30’ernes depression. Den samme ambassadør, Cui, rejste allerede for et år siden i en tale i New York et grundlæggende spørgsmål: Hvad skal forholdet mellem USA og Kina være? Han sagde, at der i verdenshistorien har været 16 tilfælde, hvor den dominerende magt blev erstattet af en opstigende magt – hvilket tydeligvis henviser til den nuværende situation mellem USA og Kina – og at det i 12 tilfælde førte til en stor krig og i 4 tilfælde førte til en situation, hvor den opstigende magt simpelthen erstattede den hidtil dominerende magt, uden at det kom til krig. Han understregede, at Kina hverken ønsker at situationen fører til krig, men at Kina heller ikke forsøger at erstatte USA som den dominerende magt i verden. Kinas politik er derimod at foreslå et helt nyt sæt af internationale relationer med win-win-samarbejde mellem suveræne magter og respekt for de andre landes suverænitet, respekt for det andet lands sociale system, en ikke-indblanding i det andet lands indre anliggender og simpelthen samarbejde til gensidig gavn for alle, der deltager i dette nye system.

Det er efter min mening det, som vi har set udspille sig i virkeligheden i de seneste fem år, siden præsident Xi Jinping i Kasakhstan i september 2013 annoncerede Den Nye Silkevej, og hvor vi siden har været vidne til den enorme udvikling af Silkevejen, omfattende mere end 100 lande, og hvordan den helt har forvandlet stemningen i Afrika, som har fået indgydet mod og optimisme på grund af Silkevejens massive investeringer i infrastruktur, industriparker, energiprojekter og lignende. Det samme gælder for næsten hele Latinamerika, mange lande i Asien og endda nogle europæiske lande, som absolut kan se fordelene i at samarbejde med dette nye system.

Nuvel, det tog Vesten, eller rettere vestlige tænketanke og medier, næsten fire år, før man så meget som indrømmede, at dette fandt sted. Jeg mener, at det var skuespil: Her har man det største infrastrukturprojekt nogensinde i verdenshistorien, allerede nu omkring 30 gange så stort som Marshall-planen, og de vestlige medier vil ikke tage notits af det! Så for omkring et år siden indså de, at det var helt ustoppeligt, og de begyndte så en hel spærreild af bagvaskelse og angreb på Den Nye Silkevej, og det er ganske sigende, at talerøret for det anglo-amerikanske etablissement, New York Times, i løbet af sidste weekend og weekenden før, havde over 10 eller 12 artikler, om Den Nye Silkevej, hvor de i grunden indrømmer, at det er ustoppeligt, at det allerede er her. Vesten tog helt fejl ved at tro, at hvis man tilbyder Kina at være medlem af WTO og deltage i frihandelssystemet, så vil Kina i sidste ende overtage det vestlige liberale system, det vestlige demokrati eller – hvis de skulle afslå det – simpelthen ville kollapse under byrden af en autokratisk ledelse.

New York Times indrømmer så modstræbende, at dette var et fejlagtigt skøn. Kina har ikke adopteret den vestlige demokratimodel, og er helt afgjort ikke kollapset. Det har i stedet en forbløffende historik med høje økonomiske vækstrater uafbrudt gennem 40 år, som helt og holdent har forvandlet ikke kun Kina, men også en stor del af verdensøkonomien. Kina har nu en velhavende middelklasse der udgør en god del af befolkningen, 400 millioner, og denne vil blive fordoblet i løbet af de næste 10 år. Og at den kinesiske model i grunden er attraktiv for mange lande i verden.

De konkluderer dybest set, at den eneste måde at håndtere det på er indsatsen for at inddæmme Kina, om nødvendigt med konfrontation og endog krig. Et par amerikanske generaler sagde allerede for et par uger siden, at en krig mellem USA og Kina indenfor de næste 50 år er mere sandsynlig, end at dette undgås.

Det er naturligvis den berømte Thukydid-fælde: Dette refererer til situationen i det antikke Grækenland, rivaliseringen mellem Athen og Sparta, som førte til krigen på Peloponnes, og som en konsekvens heraf – hvilket folk normalt ikke nævner, når de taler om Thukydid- fælden – tilbagegangen og sammenbruddet af det antikke Grækenland.  Så det indlysende spørgsmål er: Kan Vesten forholde sig til det faktum, at Kina er for opadgående, og at der ikke kan gøres noget ved det, fordi Kina først og fremmest er et land, der var den førende økonomiske og kulturelle magt i de fleste århundreder indenfor de seneste årtusinder, med kun en meget kort afbrydelse. Kina er fast besluttet på at vende tilbage, ikke for at erstatte andre lande, men for at tage en ledende rolle på verdensplan, og den kinesiske regering har en politik, der gør dette muligt. Hovedsageligt ved at lægge vægt på kontinuerlig innovation, at gå direkte frem til de mest avancerede teknologier – de har det mest avancerede forskningsprogram for fusionskraft; de har et meget, meget avanceret rumforskningsprogram, og de lægger stor vægt på uddannelse, fortræffelighed i uddannelser for de unge, kombineret med at Xi Jinping understreger behovet for særligt at have en æstetisk uddannelse af ungdommen, og også for de ældre. Fordi æstetisk uddannelse går i retning af skønhed i sindet og sjælens skønhed.

I betragtning af at Kina har en befolkning på 1,4 mia. mennesker, er Vestens ide om, at det vil være muligt at inddæmme dette, uden at det fører til krig, latterlig. Det skal bemærkes, at hvis det kommer til krig, er der mange militære eksperter, der gør opmærksom på, at når man først begynder med at bruge bare et enkelt atomvåben, er det atomvåbnenes logik – i modsætning til traditionelle konventionelle våben – at samtlige våben vil blive brugt. Det ville naturligvis betyde udslettelsen af den menneskelige civilisation.

Så dette paradoks eksisterer tydeligvis, og det er Schiller Instituttets opfattelse, at det kun kan overvindes ved at formå Vesten, ved at vinde verdens lande over til deltagelse i det nye paradigme med et win-win-samarbejde.

Faren for krig er meget reel – vi har netop været vidne til hændelsen med ukrainske krigsskibes provokation i Sortehavet, tæt på det Asovske Hav og Kertj-broen. Nogle mennesker i Ukraine har allerede for nogle uger siden foreslået, at den nybyggede bro mellem Rusland og Krim skal sprænges. Det var selvfølgelig den hændelse der fandt sted for nogle dage siden [den 25. november], hvor ukrainske krigsskibe ikke fulgte de regler, der ellers er blevet etableret mellem Rusland og Ukraine, hvor man har pligt til at meddele ens hensigt om at passere gennem Kertj-strædet. De blev derfor tilbageholdt af det russiske militær; besætningerne blev arresteret og forhørt, og i mellemtiden er der fundet skriftligt materiale hos denne besætning, som instruerer dem om ikke at tilkendegive sig, for i hemmelighed at sejle til dette punkt i Kertj- strædet. Det tyder klart på at det var en provokation.

Hvad der derefter skete, var, at krigshøgene, som NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg, straks sagde, at NATO fuldt ud står side om side med Ukraine; og nogle andre høge, som repræsentanter for »Integrity Initiative«, som jeg vil sige mere om lige om lidt, straks udtalte, at NATO burde sende en hel flotille ind i det Asovske Hav.

Dette blev i går fuldstændigt undsagt af præsident Putin, som ventede et par dage, og derefter udtalte, at dette klart var en i forvejen planlagt provokation, og at den store fejl ligger hos nationerne i Vesten, der tankeløst straks tog Ukraines parti. Med sin typiske Putin-humor tilføjede han, at hvis Ukraine skulle forlange at spise spædbørn til morgenmad, så ville Vesten straks acceptere det.

Vestens rolle blev også stærkt fordømt af general Harald Kujat, tidligere formand for NATO’s Militærkomité og før det også tysk militærchef, der undsagde Stoltenberg og sagde, at han gjorde en alvorlig fejl: ved en sådan hændelse er det yderst vigtigt, man først undersøger tingene, og at andre nationer ikke bør piske en stemning op, men forsøge at nedtrappe hele situationen. Det gjorde heldigvis de fleste af de vesteuropæiske regeringer, fordi de selvfølgelig indså, at en krig mellem Ukraine og Rusland let kan komme ud af kontrol og føre til en Tredje Verdenskrig.

Jeg tror, at denne hændelse, hvor faren endnu ikke er overstået, fordi Poroshenko annoncerede krigsretstilstand i dele af Ukraine, og vor kære ven Natalia Vitrenko, en ukrainsk politiker, advarede om, at dette betyder, at Poroshenko faktisk etablerer et diktatur i Ukraine – en krigsretstilstand, der eliminerer alle former for borgerlige rettigheder, er en ekstremt spændt situation. Hvem er nu anstifter af hele denne provokation? Hvis man ser på det faktum, at for ganske nylig, for et par dage siden, blev det afsløret, at der findes denne størrelse kaldet »Integrity Initiative«. Det er en meget mærkelig institution. Den køres fra britiske ambassader over hele verden, og det er faktisk en underafdeling af den britiske efterretningstjeneste. En af deres talsmænd, Edward Lucas, kom ud i forbindelse med denne ukrainske krise og sagde straks: Det er fuldstændig som Nazi-Tyskland, der angreb Polen i 1939, og krævede en øjeblikkelig eskalering og indsendelsen af krigsskibe i Sortehavet som en klar provokation.

Hvad er dette såkaldte »Integrity Initiative«? Storbritanniens nye generalstabschef, general Mark Carleton-Smith, har, som den krigskræmmer han er, udtalt, at Rusland udgør en større fare for Storbritannien end ISIS eller al-Qaeda. Så dette »Integrity Initiative« har gjort følgende: Det har udpeget en række såkaldte »klyngegrupper« i flere forskellige lande. Tager vi nu et kig på hjemmesiden og på hvilke personer, der leder dette initiativ, ser vi, at det er folk fra hele verden, der er kendt for deres koldkrigsindstilling. Fra USA finder vi f.eks. Ian Brzezinski – søn til den infame Zbigniew Brzezinski, forfatter til bogen »The Grand Chessboard. American Primacy and its Geostrategic Imperatives.« Denne Ian Brzezinski er et fremtrædende medlem af Det Atlantiske Råd, der bør regnes som en af det Anglo-Amerikanske imperiums – eller rettere den britiske efterretningstjenestes – betydelige underafdelinger. Og fra Tyskland finder vi general Klaus Naumann, der er kendt for sin koldkrigsindstilling overfor Rusland. Så det er en flok af personer, der i bund og grund mener, at man søge mod en geopolitisk konfrontation med Rusland og Kina. Det er netop den klike, der har været tættest på at tilvejebringe en ny verdenskrig.

Vi bliver nødt til at komme os over idéen om, at verden vil være for evigt delt i et antal geopolitiske blokke, hvor en nation eller en gruppe af nationer er i uløselig konflikt med en anden gruppe. Desværre er denne tankegang dybt indgroet i Den Europæiske Union; Frankrigs præsident Macron tænker sådan; Tysklands Kansler Merkel tænker sådan. Macron krævede for nyligt, at der oprettes en EU-hær [Macron skifter mellem at bruge »EU« og »Europa.« Han kender givetvis ikke forskellen – red.], som skal beskytte unionen mod Rusland, Kina og endog USA. Det er et typisk eksempel på den form for tankegang, der netop udgør en af opskrifterne, der under de nuværende omstændigheder med et nært forestående finansielt sammenbrud kan lede til, at det 20. århundredes to katastrofale krige gentages.

Heldigvis træder alternativet også meget tydeligt frem. Jeg har allerede nævnt stemningen omkring Den Nye Silkevej, som er ved at forvandle Afrika til et sted, hvor folk for første gang har et reelt håb om, at de med Kinas hjælp, og nu i stigende grad med hjælp fra flere andre lande som f.eks. Indien, Japan, Indonesien, Tyrkiet og mange andre, snart kan kalde sig selv »det nye Kina med afrikanske karakteristika.« Det er nemlig gået op for disse lande, at Afrika – et kontinent, der i 2050 vil være beboet af 2,5 milliarder mennesker – som Xi Jinping gjorde opmærksom på ved sin tale til BRICS-mødet i Johannesburg i september, har det største vækstpotentiale af alle verdens kontinenter. De har indset, at Afrika med sin meget unge befolkning, hvis denne befolkning bliver uddannet, og hvis de nødvendige investeringer i infrastruktur bliver stillet den til rådighed, kan blive den mest produktive befolkning i verden.

Dette er selvfølgelig et mareridt for de mennesker, der har forsøgt at undertrykke udviklingen i udviklingslandene, såsom IMF med dens »betingelser«, som udgør den egentlige gældsfælde. Som bekendt har IMF-betingelserne i bund og grund været med til at sikre, at udviklingslandene ville forblive forgældede, og at de hverken fik lov til at bruge deres indtægter til investeringer i sociale ydelser, uddannelse eller infrastruktur, men at de først og fremmest måtte betale af på gælden. Netop dette var et af de afgørende midler til at bremse udviklingen af disse lande.
Og selvfølgelig har vi Verdensnaturfonden, der på skændig og ugudelig vis forhindrede opførelsen af infrastruktur – og det for sneglenes skyld snarere end menneskenes. Og vi havde hele Romklubbens ugudelige ideologi om at ressourcerne på planeten angiveligt var begrænsede, og at udviklingslandenes udvikling derfor måtte undertrykkes.
Men da Kina lancerede Den Nye Silkevej, blev alt dette sat ud af kraft, for nu er der for første gang en reel mulighed for at overvinde udviklingslandenes underudvikling, og dette er blevet forstået af landene i »Det Globale Syd« repræsenteret af flere store organisationer såsom G77, Organisationen for Islamiske lande (OIC), Mercado Común del Sur (Mercosur) og Den Afrikanske Union. Alle disse organisationer er nu på hver deres vis inspireret af idéen om Den Nye Silkevej.
Og selv i Europa ændrer Den Nye Silkevej tingene i al hast: Der er 16+1-landene (de øst- og centraleuropæiske lande plus Kina), som er meget glade for at danne knudepunkter mellem Europa og Asien i udviklingen af Den Nye Silkevej. Der er Grækenland, som er fuldstændig omdannet på grund af kinesiske investeringer i Piræus (havneby tæt på Athen – red.) og andre infrastrukturprojekter. Den nye italienske regering er helt forandret: I forhold til Kina lytter den ikke længere til EU. De førende ministre – som f.eks. (finansminister – red.) Giovanni Tria, ministersekretær i ministeriet for økonomisk udvikling Michele Geraci og selv premierminister Giuseppe Conte – arbejder grundlæggende set for et samarbejde mellem Kina og Italien, ikke kun i form af gensidige investeringer, men især i form af investeringer i fælles projekter i Afrika. Og et af de mest herlige eksempler herpå er aftalen mellem Kina og Italien om at arbejde sammen med landene i Kommissionen for Tchadsø-sænkningen for at gennemføre Transaqua-projektet, som jeg er sikker på, at Hussein (Askary – red.) allerede har talt om.
Men så har vi også Spanien, hvor præsident Xi netop har været på statsbesøg, ved hvilken lejlighed der blev indgået en meget vidtrækkende samarbejdsaftale mellem Kina og Spanien, mens man samtidig understregede de to landes kulturelle bånd, der går 2000 år tilbage. Og så vil Xi Jinping også besøge Portugal, når han kommer tilbage fra G20-topmødet. Og mellem Portugal og Kina er der en fast aftale om, at også Portugal bliver et knudepunkt – Spanien og Portugal vil ikke kun være knudepunkter for den eurasiske forbindelse til Den Nye Silkevej, men også knudepunkt for alle spansk- og portugisisk-talende lande i hele verden. Så det er dette, som Schiller Instituttet understregede i vores rapport om »verdenslandbroen« (The New Silk Road Becomes The World Land-Bridge. A Shared Future For Humanity. Volume II – red.), nemlig arbejdet på den såkaldte Transatlantiske Rute (en del af Kinas Maritime Silkevej – red.), for på den måde at sammenbinde De Vestindiske Øer, Mellemamerika og Sydamerika med disse portugisisk- og spansktalende lande og således med Europa.
Verdenslandbroen er altså ved at blive realiseret. Der har lige fundet en meget interessant og håbefuld begivenhed sted i Hamborg mellem Kina og Hamborgs handelskammer, hvor alle, med undtagelse af en enkelt »Greenie«, der var helt ved siden af sig selv – men alle de andre talere var mere eller mindre optimistiske og talte om, hvordan Hamborg er det naturlige bindeled, ikke kun for landforbindelsen – og jeg tror der for nuværende ankommer 23 togforbindelser om ugen fra Kina til Hamborg – men selvfølgelig også et afgørende led i den Maritime Silkevej, da Hamborg har Tysklands største havn.
Dette er alt sammen meget, meget interessant. Så må jeg ikke glemme at nævne Schweiz, som også er om bord. Østrig: Østrigs nye regering har endog med i koalitionsaftalen, at Østrig ønsker at blive et knudepunkt i Den Nye Silkevej. Så jeg tror udviklingen faktisk, objektivt set, er meget, meget lovende. Men selvfølgelig skal der gøres meget mere, for hvis I reflekterer over det, jeg sagde i begyndelsen, nemlig at udfaldet af G20-topmødet bør være et nyt »Bretton Woods«-system og et nyt system for at beskytte vores nationer mod faren for et nyt finansielt sammenbrud, så er dette endnu ikke opnået.
Ellers mener jeg, at vi – på trods af alle de farer jeg har nævnt – objektivt set kan være meget optimistiske, fordi et nyt system er inden for rækkevidde. Og jeg vil blot tilføje, at den økonomiske udvikling absolut må kombineres med en renæssance af klassisk kultur. For hvis man ser på værdierne i Vesten lige nu – jeg vil kort identificere, hvad jeg mener med det – den neoliberale eller liberale filosofi eller ideologi, der har overtaget i Vesten, er korrekt blevet afvist af Rusland og Kina – en ideologi hvor »alt er tilladt.« Der er ikke to køn, men nu er der omtrent 49 køn; man har pornografi uden grænser; børn kan gå på internettet og se de værst tænkelige grusomheder; den vold, der forekommer nu, har desværre rødder i USA – der er masseskyderierne i skolerne næsten hver dag. I USA har der allerede været mere end 300 masseskyderier (i år – red.). Der er opiumepidemien i USA. Vi ser en stigning i skyderier, alkoholisme, stofmisbrug; levetiden i USA er nu faldet for første gang nogensinde to år i træk! Hvis der findes en parameter for en økonomi under sammenbrud, er det, at den forventede levealder falder.
Og i Europa er vi ikke langt bagefter, hvis man ser på volden i skolerne i Tyskland, for blot at nævne ét element. Jeg tror, at vi har et absolut påtrængende behov for en renæssance indenfor den menneskelige kultur, klassisk kultur, klassisk musik, digtekunsten og andre kunstområder.

 

Helga Zepp-LaRouche talte til seminaret via video-link fra Tyskland. Derudover talte EIR’s økonomiredaktør Paul Gallagher via video-link fra Virginia og Hussein Askary til seminaret i København.

TOM GILLESBERG: Jeg synes Helga Zepp-LaRouche blev meget smukt introduceret af Hussein Askary, der i sin præsentation gennemgik den fantastiske rolle hun, som grundlægger af Schiller Instituttet, som »Silkevejs-damen«, har påtaget sig i at skabe denne Bælte- og Vej-politik, politikken for Den Nye Silkevej. Så vi er meget stolte og glade over at kunne have hende med her »live# for at diskutere situationen i verden som den ser ud lige nu, efter de amerikanske midtvejsvalg og dagen før G20-topmødet starter i Buenos Aires. Så, Helga, tak fordi du er med os her. Ordet er dit.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg er meget glad for at kunne tale med jer, selvom det kun er via video-link. Naturligvis har vi nået et meget vigtigt punkt i historien, og for en gang skyld er jeg enig med præsident Macron fra Frankrig, som netop har sagt, at det kommende G20-møde hellere må bringe nogle reelle resultater, for ellers vil en sådan samling af statsledere nærmest have en modsat, ikke-konstruktiv effekt.

Det er jeg enig i.

Igennem de sidste mange uger, ja faktisk måneder, har vi lavet en kampagne for, hvad der grundlæggende set bør være resultatet af dette G20-møde. I betragtning af at vi både har fare for krig, som det blev demonstreret meget akut igen i form af hændelsen i nærheden af Kertj- broen i Sortehavet, samt at den generelle situation mellem de store atommagter ikke ligefrem er god, så er faren for atomkrig potentielt til stede. Dernæst har vi den umiddelbare fare for en gentagelse af den finansielle krise i 2008, bortset fra at det denne gang kan blive meget, meget værre, fordi alle parametre er meget værre end i 2008.

I lyset af disse to eksistentielle kriser har vi defineret, hvad der bør være udfaldet af enten hele G20-mødet, eller i det mindste fra de af statsoverhovederne, som man kan forvente kan gå i retning af at etablere et nyt paradigme: Det refererer til præsidenterne Trump, Putin, Xi Jinping, premierminister Modi, premierminister Abe, og muligvis også andre stats- og regeringschefer. Hvad vi definerede, som det absolut nødvendige udfald, er, at de etablerer et Nyt Bretton Woods-system til at erstatte det nuværende helt bankerotte system. Det vil komme til at indtage den samme stilling som det gamle Bretton Woods-system, men vil også indbefatte de ekstra funktioner, som Franklin D. Roosevelt oprindeligt ønskede: At afslutte kolonialismen for udviklingslandene, hvilket desværre ikke blev indført, fordi Roosevelt døde, og Bretton Woods blev etableret af Truman og Churchill, i hvert fald under disses politiske vejledning.

Selvfølgelig vil en Ny Bretton Woods-aftale kun fungere, hvis den ledsages af De Fire Love, som blev defineret af Lyndon LaRouche allerede i 2014, som de absolut nødvendige ændringer i det finansielle og økonomiske system, nemlig: For det første indførelsen af Glass/ Steagall-bankadskillelse; for det andet at overgå til en nationalbank for at bringe evnen til at skabe kredit tilbage under suveræne staters beføjelser under regeringers suveræne kontrol; for det tredje at skabe et internationalt kreditsystem; og for det fjerde at øge verdensøkonomiens produktivitet med et forceret udviklingsprogram for en fusionsøkonomi og etablering af et tættere internationalt rumsamarbejde for at opnå den nødvendige forøgelse i verdensøkonomiens produktivitet.

I betragtning af at det ikke kan forventes, at alle lande i G20 vil være enige om det – jeg kan nemt forestille mig, at de, der er helt forbundet med City of London samt med modstanden mod Trump, der stammer fra Wall Street – at der vil være nogle lande, som absolut vil modsætte sig en sådan løsning. Derfor har vi foreslået, at det kun kan være i et samarbejde mellem de lande, der er stærke nok til at modsætte sig magten i disse finansielle centre, London og Wall Street – og der kan dermed kun kan være tale om præsident Trump, præsident Xi Jinping, præsident Putin, og premierminister Modi, de fire stormagter tilsammen, som repræsenterer både de største atombevæbnede magter, de største økonomier og de største befolkninger. De skal arbejde sammen.

Det er åbenbart, at der findes et sådant potentiale. Og efter at præsident Trump gentagne gange i valgkampen og igen efter at han blev præsident har udtalt, at han ønsker at forbedre forholdet til Rusland, blev hele Russiagate lanceret [af hans politiske modstandere] for at forhindre, at det sker. For nærværende er Russiagate blevet mere eller mindre miskrediteret, og til trods for spændingerne i forhold til Kina vedrørende handelsspørgsmål er der positive tegn på, at både Kina og USA kan være villige til at nå en aftale om at overvinde den nuværende handelskrig. Dette potentiale fremstår tydeligt, og det står meget klart, at det vil afgøre meget af spørgsmålet om, hvorvidt menneskeheden – i lyset af eksistentielle farer – vil være i stand til at regere sig selv, at indføre en regeringsstruktur, som muliggør den langsigtede opretholdelse af verdens befolkning. Dette er et meget akut spørgsmål.

Man kan for eksempel se, at den nuværende kinesiske ambassadør i USA, Cui Tiankai, netop i går udstedte en meget klar advarsel om, at verden skal lære lektien af 1930’ernes store depression, som resulterede i Anden Verdenskrig. Han advarer også om, at manglende evne til at løse de nuværende spændinger kunne føre til en ny verdenskrig og en ny finansiel krise, der vil være værre end 30’ernes depression. Den samme ambassadør, Cui, rejste allerede for et år siden i en tale i New York et grundlæggende spørgsmål: Hvad skal forholdet mellem USA og Kina være? Han sagde, at der i verdenshistorien har været 16 tilfælde, hvor den dominerende magt blev erstattet af en opstigende magt – hvilket tydeligvis henviser til den nuværende situation mellem USA og Kina – og at det i 12 tilfælde førte til en stor krig og i 4 tilfælde førte til en situation, hvor den opstigende magt simpelthen erstattede den hidtil dominerende magt, uden at det kom til krig. Han understregede, at Kina hverken ønsker at situationen fører til krig, men at Kina heller ikke forsøger at erstatte USA som den dominerende magt i verden. Kinas politik er derimod at foreslå et helt nyt sæt af internationale relationer med win-win-samarbejde mellem suveræne magter og respekt for de andre landes suverænitet, respekt for det andet lands sociale system, en ikke-indblanding i det andet lands indre anliggender og simpelthen samarbejde til gensidig gavn for alle, der deltager i dette nye system.

Det er efter min mening det, som vi har set udspille sig i virkeligheden i de seneste fem år, siden præsident Xi Jinping i Kasakhstan i september 2013 annoncerede Den Nye Silkevej, og hvor vi siden har været vidne til den enorme udvikling af Silkevejen, omfattende mere end 100 lande, og hvordan den helt har forvandlet stemningen i Afrika, som har fået indgydet mod og optimisme på grund af Silkevejens massive investeringer i infrastruktur, industriparker, energiprojekter og lignende. Det samme gælder for næsten hele Latinamerika, mange lande i Asien og endda nogle europæiske lande, som absolut kan se fordelene i at samarbejde med dette nye system.

Nuvel, det tog Vesten, eller rettere vestlige tænketanke og medier, næsten fire år, før man så meget som indrømmede, at dette fandt sted. Jeg mener, at det var skuespil: Her har man det største infrastrukturprojekt nogensinde i verdenshistorien, allerede nu omkring 30 gange så stort som Marshall-planen, og de vestlige medier vil ikke tage notits af det! Så for omkring et år siden indså de, at det var helt ustoppeligt, og de begyndte så en hel spærreild af bagvaskelse og angreb på Den Nye Silkevej, og det er ganske sigende, at talerøret for det anglo-amerikanske etablissement, New York Times, i løbet af sidste weekend og weekenden før, havde over 10 eller 12 artikler, om Den Nye Silkevej, hvor de i grunden indrømmer, at det er ustoppeligt, at det allerede er her. Vesten tog helt fejl ved at tro, at hvis man tilbyder Kina at være medlem af WTO og deltage i frihandelssystemet, så vil Kina i sidste ende overtage det vestlige liberale system, det vestlige demokrati eller – hvis de skulle afslå det – simpelthen ville kollapse under byrden af en autokratisk ledelse.

New York Times indrømmer så modstræbende, at dette var et fejlagtigt skøn. Kina har ikke adopteret den vestlige demokratimodel, og er helt afgjort ikke kollapset. Det har i stedet en forbløffende historik med høje økonomiske vækstrater uafbrudt gennem 40 år, som helt og holdent har forvandlet ikke kun Kina, men også en stor del af verdensøkonomien. Kina har nu en velhavende middelklasse der udgør en god del af befolkningen, 400 millioner, og denne vil blive fordoblet i løbet af de næste 10 år. Og at den kinesiske model i grunden er attraktiv for mange lande i verden.

De konkluderer dybest set, at den eneste måde at håndtere det på er indsatsen for at inddæmme Kina, om nødvendigt med konfrontation og endog krig. Et par amerikanske generaler sagde allerede for et par uger siden, at en krig mellem USA og Kina indenfor de næste 50 år er mere sandsynlig, end at dette undgås.

Det er naturligvis den berømte Thukydid-fælde: Dette refererer til situationen i det antikke Grækenland, rivaliseringen mellem Athen og Sparta, som førte til krigen på Peloponnes, og som en konsekvens heraf – hvilket folk normalt ikke nævner, når de taler om Thukydid- fælden – tilbagegangen og sammenbruddet af det antikke Grækenland.  Så det indlysende spørgsmål er: Kan Vesten forholde sig til det faktum, at Kina er for opadgående, og at der ikke kan gøres noget ved det, fordi Kina først og fremmest er et land, der var den førende økonomiske og kulturelle magt i de fleste århundreder indenfor de seneste årtusinder, med kun en meget kort afbrydelse. Kina er fast besluttet på at vende tilbage, ikke for at erstatte andre lande, men for at tage en ledende rolle på verdensplan, og den kinesiske regering har en politik, der gør dette muligt. Hovedsageligt ved at lægge vægt på kontinuerlig innovation, at gå direkte frem til de mest avancerede teknologier – de har det mest avancerede forskningsprogram for fusionskraft; de har et meget, meget avanceret rumforskningsprogram, og de lægger stor vægt på uddannelse, fortræffelighed i uddannelser for de unge, kombineret med at Xi Jinping understreger behovet for særligt at have en æstetisk uddannelse af ungdommen, og også for de ældre. Fordi æstetisk uddannelse går i retning af skønhed i sindet og sjælens skønhed.

I betragtning af at Kina har en befolkning på 1,4 mia. mennesker, er Vestens ide om, at det vil være muligt at inddæmme dette, uden at det fører til krig, latterlig. Det skal bemærkes, at hvis det kommer til krig, er der mange militære eksperter, der gør opmærksom på, at når man først begynder med at bruge bare et enkelt atomvåben, er det atomvåbnenes logik – i modsætning til traditionelle konventionelle våben – at samtlige våben vil blive brugt. Det ville naturligvis betyde udslettelsen af den menneskelige civilisation.

Så dette paradoks eksisterer tydeligvis, og det er Schiller Instituttets opfattelse, at det kun kan overvindes ved at formå Vesten, ved at vinde verdens lande over til deltagelse i det nye paradigme med et win-win-samarbejde.

Faren for krig er meget reel – vi har netop været vidne til hændelsen med ukrainske krigsskibes provokation i Sortehavet, tæt på det Asovske Hav og Kertj-broen. Nogle mennesker i Ukraine har allerede for nogle uger siden foreslået, at den nybyggede bro mellem Rusland og Krim skal sprænges. Det var selvfølgelig den hændelse der fandt sted for nogle dage siden [den 25. november], hvor ukrainske krigsskibe ikke fulgte de regler, der ellers er blevet etableret mellem Rusland og Ukraine, hvor man har pligt til at meddele ens hensigt om at passere gennem Kertj-strædet. De blev derfor tilbageholdt af det russiske militær; besætningerne blev arresteret og forhørt, og i mellemtiden er der fundet skriftligt materiale hos denne besætning, som instruerer dem om ikke at tilkendegive sig, for i hemmelighed at sejle til dette punkt i Kertj- strædet. Det tyder klart på at det var en provokation.

Hvad der derefter skete, var, at krigshøgene, som NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg, straks sagde, at NATO fuldt ud står side om side med Ukraine; og nogle andre høge, som repræsentanter for »Integrity Initiative«, som jeg vil sige mere om lige om lidt, straks udtalte, at NATO burde sende en hel flotille ind i det Asovske Hav.

Dette blev i går fuldstændigt undsagt af præsident Putin, som ventede et par dage, og derefter udtalte, at dette klart var en i forvejen planlagt provokation, og at den store fejl ligger hos nationerne i Vesten, der tankeløst straks tog Ukraines parti. Med sin typiske Putin-humor tilføjede han, at hvis Ukraine skulle forlange at spise spædbørn til morgenmad, så ville Vesten straks acceptere det.

Vestens rolle blev også stærkt fordømt af general Harald Kujat, tidligere formand for NATO’s Militærkomité og før det også tysk militærchef, der undsagde Stoltenberg og sagde, at han gjorde en alvorlig fejl: ved en sådan hændelse er det yderst vigtigt, man først undersøger tingene, og at andre nationer ikke bør piske en stemning op, men forsøge at nedtrappe hele situationen. Det gjorde heldigvis de fleste af de vesteuropæiske regeringer, fordi de selvfølgelig indså, at en krig mellem Ukraine og Rusland let kan komme ud af kontrol og føre til en Tredje Verdenskrig.

Jeg tror, at denne hændelse, hvor faren endnu ikke er overstået, fordi Poroshenko annoncerede krigsretstilstand i dele af Ukraine, og vor kære ven Natalia Vitrenko, en ukrainsk politiker, advarede om, at dette betyder, at Poroshenko faktisk etablerer et diktatur i Ukraine – en krigsretstilstand, der eliminerer alle former for borgerlige rettigheder, er en ekstremt spændt situation. Hvem er nu anstifter af hele denne provokation? Hvis man ser på det faktum, at for ganske nylig, for et par dage siden, blev det afsløret, at der findes denne størrelse kaldet »Integrity Initiative«. Det er en meget mærkelig institution. Den køres fra britiske ambassader over hele verden, og det er faktisk en underafdeling af den britiske efterretningstjeneste. En af deres talsmænd, Edward Lucas, kom ud i forbindelse med denne ukrainske krise og sagde straks: Det er fuldstændig som Nazi-Tyskland, der angreb Polen i 1939, og krævede en øjeblikkelig eskalering og indsendelsen af krigsskibe i Sortehavet som en klar provokation.

Hvad er dette såkaldte »Integrity Initiative«? Storbritanniens nye generalstabschef, general Mark Carleton-Smith, har, som den krigskræmmer han er, udtalt, at Rusland udgør en større fare for Storbritannien end ISIS eller al-Qaeda. Så dette »Integrity Initiative« har gjort følgende: Det har udpeget en række såkaldte »klyngegrupper« i flere forskellige lande. Tager vi nu et kig på hjemmesiden og på hvilke personer, der leder dette initiativ, ser vi, at det er folk fra hele verden, der er kendt for deres koldkrigsindstilling. Fra USA finder vi f.eks. Ian Brzezinski – søn til den infame Zbigniew Brzezinski, forfatter til bogen »The Grand Chessboard. American Primacy and its Geostrategic Imperatives.« Denne Ian Brzezinski er et fremtrædende medlem af Det Atlantiske Råd, der bør regnes som en af det Anglo-Amerikanske imperiums – eller rettere den britiske efterretningstjenestes – betydelige underafdelinger. Og fra Tyskland finder vi general Klaus Naumann, der er kendt for sin koldkrigsindstilling overfor Rusland. Så det er en flok af personer, der i bund og grund mener, at man søge mod en geopolitisk konfrontation med Rusland og Kina. Det er netop den klike, der har været tættest på at tilvejebringe en ny verdenskrig.

Vi bliver nødt til at komme os over idéen om, at verden vil være for evigt delt i et antal geopolitiske blokke, hvor en nation eller en gruppe af nationer er i uløselig konflikt med en anden gruppe. Desværre er denne tankegang dybt indgroet i Den Europæiske Union; Frankrigs præsident Macron tænker sådan; Tysklands Kansler Merkel tænker sådan. Macron krævede for nyligt, at der oprettes en EU-hær [Macron skifter mellem at bruge »EU« og »Europa.« Han kender givetvis ikke forskellen – red.], som skal beskytte unionen mod Rusland, Kina og endog USA. Det er et typisk eksempel på den form for tankegang, der netop udgør en af opskrifterne, der under de nuværende omstændigheder med et nært forestående finansielt sammenbrud kan lede til, at det 20. århundredes to katastrofale krige gentages.

Heldigvis træder alternativet også meget tydeligt frem. Jeg har allerede nævnt stemningen omkring Den Nye Silkevej, som er ved at forvandle Afrika til et sted, hvor folk for første gang har et reelt håb om, at de med Kinas hjælp, og nu i stigende grad med hjælp fra flere andre lande som f.eks. Indien, Japan, Indonesien, Tyrkiet og mange andre, snart kan kalde sig selv »det nye Kina med afrikanske karakteristika.« Det er nemlig gået op for disse lande, at Afrika – et kontinent, der i 2050 vil være beboet af 2,5 milliarder mennesker – som Xi Jinping gjorde opmærksom på ved sin tale til BRICS-mødet i Johannesburg i september, har det største vækstpotentiale af alle verdens kontinenter. De har indset, at Afrika med sin meget unge befolkning, hvis denne befolkning bliver uddannet, og hvis de nødvendige investeringer i infrastruktur bliver stillet den til rådighed, kan blive den mest produktive befolkning i verden.

Dette er selvfølgelig et mareridt for de mennesker, der har forsøgt at undertrykke udviklingen i udviklingslandene, såsom IMF med dens »betingelser«, som udgør den egentlige gældsfælde. Som bekendt har IMF-betingelserne i bund og grund været med til at sikre, at udviklingslandene ville forblive forgældede, og at de hverken fik lov til at bruge deres indtægter til investeringer i sociale ydelser, uddannelse eller infrastruktur, men at de først og fremmest måtte betale af på gælden. Netop dette var et af de afgørende midler til at bremse udviklingen af disse lande.

Og selvfølgelig har vi Verdensnaturfonden, der på skændig og ugudelig vis forhindrede opførelsen af infrastruktur – og det for sneglenes skyld snarere end menneskenes. Og vi havde hele Romklubbens ugudelige ideologi om at ressourcerne på planeten angiveligt var begrænsede, og at udviklingslandenes udvikling derfor måtte undertrykkes.

Men da Kina lancerede Den Nye Silkevej, blev alt dette sat ud af kraft, for nu er der for første gang en reel mulighed for at overvinde udviklingslandenes underudvikling, og dette er blevet forstået af landene i »Det Globale Syd« repræsenteret af flere store organisationer såsom G77, Organisationen for Islamiske lande (OIC), Mercado Común del Sur (Mercosur) og Den Afrikanske Union. Alle disse organisationer er nu på hver deres vis inspireret af idéen om Den Nye Silkevej.

Og selv i Europa ændrer Den Nye Silkevej tingene i al hast: Der er 16+1-landene (de øst- og centraleuropæiske lande plus Kina), som er meget glade for at danne knudepunkter mellem Europa og Asien i udviklingen af Den Nye Silkevej. Der er Grækenland, som er fuldstændig omdannet på grund af kinesiske investeringer i Piræus (havneby tæt på Athen – red.) og andre infrastrukturprojekter. Den nye italienske regering er helt forandret: I forhold til Kina lytter den ikke længere til EU. De førende ministre – som f.eks. (finansminister – red.) Giovanni Tria, ministersekretær i ministeriet for økonomisk udvikling Michele Geraci og selv premierminister Giuseppe Conte – arbejder grundlæggende set for et samarbejde mellem Kina og Italien, ikke kun i form af gensidige investeringer, men især i form af investeringer i fælles projekter i Afrika. Og et af de mest herlige eksempler herpå er aftalen mellem Kina og Italien om at arbejde sammen med landene i Kommissionen for Tchadsø-sænkningen for at gennemføre Transaqua-projektet, som jeg er sikker på, at Hussein (Askary – red.) allerede har talt om.

Men så har vi også Spanien, hvor præsident Xi netop har været på statsbesøg, ved hvilken lejlighed der blev indgået en meget vidtrækkende samarbejdsaftale mellem Kina og Spanien, mens man samtidig understregede de to landes kulturelle bånd, der går 2000 år tilbage. Og så vil Xi Jinping også besøge Portugal, når han kommer tilbage fra G20-topmødet. Og mellem Portugal og Kina er der en fast aftale om, at også Portugal bliver et knudepunkt – Spanien og Portugal vil ikke kun være knudepunkter for den eurasiske forbindelse til Den Nye Silkevej, men også knudepunkt for alle spansk- og portugisisk-talende lande i hele verden. Så det er dette, som Schiller Instituttet understregede i vores rapport om »verdenslandbroen« (The New Silk Road Becomes The World Land-Bridge. A Shared Future For Humanity. Volume II – red.), nemlig arbejdet på den såkaldte Transatlantiske Rute (en del af Kinas Maritime Silkevej – red.), for på den måde at sammenbinde De Vestindiske Øer, Mellemamerika og Sydamerika med disse portugisisk- og spansktalende lande og således med Europa.

Verdenslandbroen er altså ved at blive realiseret. Der har lige fundet en meget interessant og håbefuld begivenhed sted i Hamborg mellem Kina og Hamborgs handelskammer, hvor alle, med undtagelse af en enkelt »Greenie«, der var helt ved siden af sig selv – men alle de andre talere var mere eller mindre optimistiske og talte om, hvordan Hamborg er det naturlige bindeled, ikke kun for landforbindelsen – og jeg tror der for nuværende ankommer 23 togforbindelser om ugen fra Kina til Hamborg – men selvfølgelig også et afgørende led i den Maritime Silkevej, da Hamborg har Tysklands største havn.

Dette er alt sammen meget, meget interessant. Så må jeg ikke glemme at nævne Schweiz, som også er om bord. Østrig: Østrigs nye regering har endog med i koalitionsaftalen, at Østrig ønsker at blive et knudepunkt i Den Nye Silkevej. Så jeg tror udviklingen faktisk, objektivt set, er meget, meget lovende. Men selvfølgelig skal der gøres meget mere, for hvis I reflekterer over det, jeg sagde i begyndelsen, nemlig at udfaldet af G20-topmødet bør være et nyt »Bretton Woods«-system og et nyt system for at beskytte vores nationer mod faren for et nyt finansielt sammenbrud, så er dette endnu ikke opnået.

Ellers mener jeg, at vi – på trods af alle de farer jeg har nævnt – objektivt set kan være meget optimistiske, fordi et nyt system er inden for rækkevidde. Og jeg vil blot tilføje, at den økonomiske udvikling absolut må kombineres med en renæssance af klassisk kultur. For hvis man ser på værdierne i Vesten lige nu – jeg vil kort identificere, hvad jeg mener med det – den neoliberale eller liberale filosofi eller ideologi, der har overtaget i Vesten, er korrekt blevet afvist af Rusland og Kina – en ideologi hvor »alt er tilladt.« Der er ikke to køn, men nu er der omtrent 49 køn; man har pornografi uden grænser; børn kan gå på internettet og se de værst tænkelige grusomheder; den vold, der forekommer nu, har desværre rødder i USA – der er masseskyderierne i skolerne næsten hver dag. I USA har der allerede været mere end 300 masseskyderier (i år – red.). Der er opiumepidemien i USA. Vi ser en stigning i skyderier, alkoholisme, stofmisbrug; levetiden i USA er nu faldet for første gang nogensinde to år i træk! Hvis der findes en parameter for en økonomi under sammenbrud, er det, at den forventede levealder falder.

Og i Europa er vi ikke langt bagefter, hvis man ser på volden i skolerne i Tyskland, for blot at nævne ét element. Jeg tror, at vi har et absolut påtrængende behov for en renæssance indenfor den menneskelige kultur, klassisk kultur, klassisk musik, digtekunsten og andre kunstområder.

Dette er blevet forstået i Kina. Jeg har allerede nævnt Xi Jinpings understregning af behovet for æstetisk uddannelse, og den vigtigste kinesiske taler på konferencen i Hamborg i går, vicepræsident Liu He, som er den vigtigste økonomiske rådgiver for Xi Jinping, afveg fra sin skriftlige tekst og sagde, at han ønskede at dele en historie med publikum. Under kulturrevolutionen, da han var ung, måtte han gemme sig i en af hutongerne i Beijing – dette er de gamle bydele – og han måtte i hemmelighed lytte til Felix Mendelssohns violinkoncert i C-mol. Det betød, at han blev helt forelsket i klassisk musik og har forfulgt den passion lige siden.

Jeg synes, at dette er meget lovende. Som I ved, er vi overbeviste om, at det ligger i den menneskelige natur, at alle mennesker grundlæggende er gode, at mennesket har en ubegrænset evne til at forbedre sig selv, ikke kun med hensyn til intellekt, men også, at den æstetiske uddannelse betyder, at man kan uddanne sine følelser indtil man blindt kan følge dem, fordi de aldrig vil fortælle en noget andet, end hvad fornuften tilsiger. Dette er Friedrich Schillers definition på den smukke sjæl. Han siger, at nødvendighed og lidenskab, fri vilje og pligt går op i en højere enhed, og dette er en tilstand, hvor mennesket virkelig er frit: Fordi du gør det nødvendige med lidenskab, fordi du ikke kan tænke på nogen anden måde end på fornuftens niveau.

Dette er ikke er en utopi, men det er noget, der kan gennemføres fuldt ud, og er i øvrigt noget, som også ligger i Konfutses filosofi. Konfutse havde næsten samme idé om æstetisk uddannelse som Friedrich Schiller: At man gennem musik, gennem poesi, ved at lære skønhed, så kan man faktisk kan omdanne folkets karakter til at blive smukke sjæle, til at opnå visdom, og tjene almenvellet.

Jeg tror, at hvis menneskeheden når frem til et nyt paradigme, så vil forholdene mellem nationer blive sådan, at hver nation vil referere til den bedste tradition hos den anden og blive beriget ved at opdage skønheden i den anden nations mest avancerede kultur, og at det i stigende grad bliver karakteren af relationer mellem nationer: at vi vil ophøre med at opføre os som små fireårige drenge, der sparker hinanden over skinnebenene, hvilket betyder at føre krig og lignende ting, og, at vi som menneskelig art bliver voksne og renoverer vores relationer. Som astronauter, der alle – alle astronauter, der har været i rummet, som var på ISS, siger det samme: Når du er ude i rummet, erkender du, at du kun kan samarbejde på grundlag af fornuft, for ellers vil du ophøre med at eksistere, og når du betragter vores lille blå planet fra rummet, indser man, at der er så meget, der venter på at blive opdaget! Først og fremmest er der ingen grænser, der er ingen racer, der er kun én menneskehed, og du erkender, at vores univers er så stort! Og at vi som en menneskelig art skal samarbejde for at kunne have en vedvarende eksistens i dette univers over de næste tusinder og atter tusinder af år.

Med Hubble-teleskopet har vi været i stand til at opdage, at vi i øjeblikket kender til eksistensen af 2 billioner galakser! Det er noget, der kan overvælde sindet – hvis jeg forsøger at tænke på Solsystemet, Mælkevejen, Galaksen, der allerede er gigantisk. Men ideen om 2 billioner galakser viser os, at vi som menneskelig art kun lige er begyndt at tage de første babyskridt i retning af perfektionen af vores art.

Jeg tror under alle omstændigheder, at vi befinder os ved afslutningen af en epoke. Jeg tror, at vi har en meget god chance for at lægge geopolitikkens epoke bag os; at vi virkelig kan skabe et system til regeringsførelse, som muliggør fredelig sameksistens og udvikling for hele menneskeheden. Jeg vil opfordre Jer til at være optimistisk omkring det, og deltage i Schiller-instituttets indsats, for dette har været vores perspektiv igennem de seneste 40-50 år – for min mands vedkommende 50 år – og jeg tror, at vi er på nippet til at se realiseringen af denne vision.

Mange tak.

 




Fransk massestrejke decimerer globalisterne og svindelnummeret med klimaforandringer

Schiller Instituttets internationale webcast med Helga Zepp-LaRouche den 12. december 2018

Den franske præsident Emmanuel Macron har kapituleret til De Gule Vestes oprør i Frankrig – hvad er det egentlig, der foregår? Opstanden i Frankrig er ikke en serie af “protester” – det er en type af fænomen, som Lyndon LaRouche tidligere har identificeret som en “massestrejke” (med henvisning til Rosa Luxemburgs indsigt).

Som Schiller Instituttet har advaret om i årtier, er den såkaldte “klimaforandring” en skræmmekampagne, en dækhistorie for en malthusiansk politik med radikale nedskæringer – en britisk-globalistisk plan for at reducere levestandarden, reducere energiforbruget og reducere befolkningen.

Nu ser vi denne underliggende virkelighed bryde igennem.

 

 




POLITISK ORIENTERING den 13. december 2018: EU i opløsning:
Fransk protestbevægelse seneste udtryk for oprør fra Vestens befolkning

Med formand Tom Gillesberg

Lyd:

1. del: Indlæg:

2. del: Diskussion:




Corbyn fremlagde Labour-partiets alternativ til Mays Brexit-aftale

Den 19. november (EIRNS) – Formanden for det britiske Labour Parti, Jeremy Corbyn, præsenterede sit alternativ til den britiske premierminister Theresa Mays Brexit-plan i en tale til Den Britiske Sammenslutning for Handel og industri (British Confederation of Business and Industry, CBI) i dag. Han gjorde sine bemærkninger, efter at May selv talte til CBI i dag.

Corbyn kaldte Mays regering en “regering i uorden”, som forhandlede en “forkludret” Brexit-aftale. Han sagde, at hans parti ville stemme imod aftalen og opfordre til nyvalg. Han sagde, at ‘business as usual’ ikke virker …. For at imødegå de største udfordringer for vores land i dag, bør vi ikke frygte forandring, vi bør omfatte den. Dybtliggende ændringer er nødvendige for at undgå en skadelig Brexit, der vil gøre ondt på erhverv, jobs og levestandard, og i stedet bruge det som katalysator for økonomisk transformation, “sagde han.

Han sagde, at der er behov for en forandring for at tackle den enorme ulighed, der har forvrænget økonomien og vansiret vores samfund. En god Brexit-plan for dette land handler ikke kun om, hvad der kan forhandles med Bruxelles; det skal også omfatte et radikalt investeringsprogram og reelle forandringer på tværs af vores regioner og nationer.

“I 2016 stemte landet for at forlade EU på baggrund af den økonomiske nedtur i Storbritannien efter finanssammenbruddet: en million familier, der modtager føden fra godgørende organisationer, over 4 millioner børn der lever i fattigdom, og reallønninger der er lavere i dag end i 2010.”

“Velstanden er ikke nået frem til de nedre lag i samfundet. I stedet har streng og forældet økonomisk tænkning bidraget til at skabe en situation, hvor 20 procent af Storbritanniens rigdom er i hænderne på kun 1 procent af befolkningen.”

Han opfordrede til forhandling om en permanent toldunion med EU.

I mellemtiden giver en vælgerundersøgelse foretaget af The Observer Labour-partiet en tilslutning på 39%, en føring på 3 procentpoint over Det Konservative parti, som ligger på 36% sammenlignet med en måned siden.

 




Præsident Trump fortsætter sit angreb på britisk imperialistiske uvaner

Leder fra LaRouchePAC den 16. oktober (EIRNS) – Mens præsident Trump holder massive kampagnemøder flere gange om ugen rundt om i landet for at få direkte forbindelse med befolkningen i ugerne forud for det afgørende midtvejsvalg den 6. november, har han også stillet sig til rådighed for den “falske presse “langt oftere end før, hvor han direkte angriber de imperiale mentale konstruktioner pålagt befolkningen af de tidligere regeringer og deres kontrollerede medier. Søndag aften viste CBS ’60 minutter’ et interview med præsidenten af Lesley Stahl, hvis modbydelige og respektløse fremfærd belejligt blev håndteret af den stadig mere komfortable præsident Trump. Klimaforandring? Klimaet ændrer sig, sagde Trump, men “jeg ved ikke, om det er menneskeskabt …. Forskere har også en politisk dagsorden.” Dette afviser fuldstændig den folkemorderiske IPCC-rapport, der kræver dekarbonisering og et stop for kødforbrug. Forsvar af den vestlige alliance? “Hvad er en allieret? Vi har vidunderlige forbindelser med mange mennesker, men ingen behandler os så dårligt som EU.”Vil du afgive løfte om ikke at lukke Mueller-undersøgelsen? “Jeg behøver ikke at afgive løfte til dig …. Jeg er præsidenten, og det er du ikke”. “Har Rusland blandet sig i valget? De blandede sig, men jeg tror også, at Kina blandede sig. Og jeg tror andre lande”… (hurtigt afbrudt af Stahl, som vender tilbage til Rusland). Vil du pålægge flere kinesiske afgifter? “De ønsker at forhandle. Jeg har også en god kemi med præsident Xi i Kina. Jeg ved ikke, om det nødvendigvis vil fortsætte.”

Siden sin tale til FN den 25. september har præsident Trump taget fløjlshandskerne af i forsvaret for de grundlæggende principper for den vestlige civilisation, defineret ved den Westfalske Fred – nationernes suverænitet, baseret på folkets vilje og i samråd med alle andre nationer. Dette er blasfemi for imperiet i både London og Wall Street. Globalisering – den moderne eufemisme for global imperial kontrol – har fejlet, siger Trump; det skaber udelukkende økonomisk underdanighed for internationale finansielle institutioner, imperialistiske krige, overnationale domstole, der pålægger imperialt styre, kriminelle narkotikakarteller og økonomisk forfald. Trump lader det blive meddelt – endnu uden bekræftelse – at han planlægger at møde Xi Jinping og Vladimir Putin kort efter valget, forhåbentlig fri for Russiagate løgnene og Demokraternes rigsretssagssvindel.

Det er vores ansvar at sikre, at han også vender tilbage til sin tidligere støtte til en reform af det amerikanske system, med Glass-Steagall og hamiltonisk nationalkredit, som blev kraftfuldt præsenteret i Will Wertz’ foredrag på ”Manhattan-projektet” i lørdags: “at skære den gordiske knude med et Damoklessværd”. Kun dette kan frigøre det videnskabelige og teknologiske potentiale i vores nation og alle andre nationer, i den Nye Silkevejs ånd. Trumps hensigt om at genopbygge den amerikanske industri, at “gøre Amerika stort igen” og “gøre deres nationer store igen” (som han sagde om de latinamerikanske nationer i sin FN-tale), afhænger helt af succesen i vores indsats for at gøre LaRouches Fire Love forståelige for det amerikanske folk og bringe USA til at samarbejde med Bælte og Vej Initiativet (BVI). Japan har fuldt ud sluttet sig til BVI; Italien har brudt med EU og støtter BVI; hele Afrika har tilsluttet sig BVI på Forummet om Samarbejde mellem Kina og Afrika den sept. 3-4; og latinamerikanske nationer vender sig nu mod Kina og BVI og kæmper for deres ret til at deltage. I intet tilfælde betyder det at vende sig væk fra USA. Faktisk blev præsident Trumps forsvar af suverænitet i FN entusiastisk modtaget af nationerne i Asien, Afrika og Latinamerika.

Ikke desto mindre ved alle, at Trump er omgivet af magtfulde personer, der er desperate efter at undergrave hans hensigter. I interviewet “60 minutter” fortalte han Lesley Stahl: “Jeg stoler ikke på alle i Det Hvide Hus …. Det er en hård forretning. Dette er et ondskabsfuldt sted. Washington, D.C. er et ondt, ondt sted.”For at bevare det amerikanske folks tillid må han først besejre kupmagerne og politikerne der vil afsætte ham; derefter genoprette sit personlige forhold til Xi og Putin; derefter gendanne det Amerikanske System; efterfølgende indkalde til en ny Bretton Woods-konference med verdens stormagter for at skabe et nyt globalt kreditsystem, for at afslutte det Britiske Imperium én gang for alle – fred gennem udvikling.

 




Krig og fred på spil i USA’s midtvejsvalg:
Schiller Instituttes ugentlige webcast med Helga Zepp-LaRouche den 11. oktober 2018

Afskrift på engelsk:

Schiller Institute New Paradigm Webcast, October 11, 2018
With Helga Zepp-LaRouche

The Stakes In the U.S. Midterm Elections: War or Peace

HARLEY SCHLANGER:  Hello, I’m Harley Schlanger with the
Schiller Institute.  Welcome to our webcast for today.  It’s Oct.
11, 2018:  Our webcast will feature, as always, Helga
Zepp-LaRouche, our founder and chairwoman Helga Zepp-LaRouche.
We were just reviewing events prior to this webcast, and
there’s so much going on, as we come now with less than five
weeks to the midterm election in the United States, which is
going to be an extraordinarily important in determining whether
the American people are going to step up to the responsibility of
joining the New Paradigm, or whether they’re going to succumb to
the demoralization and the media control.
We’re also seeing things that the LaRouche movement is
famous for, which is economic forecasting.  And Helga, why don’t
we start with that:  We saw a very big drop in the stock market
yesterday, there’s jitters on Wall Street, anxiety around the
world.  What’s going on?

HELGA ZEPP-LAROUCHE:  The system is disintegrating, and it’s
just a question of time when this will happen.  I find it very
remarkable that the IMF is pronouncing the famous “D” word.
Remember that the “D” word was never to be mentioned, because the
market would supposedly follows the psychology of the markets,
and when you mention the word “Depression,” then that could bring
it on and so was the tale. But now the IMF meeting in Bali,
Indonesia has been warning that challenges are to be faced,
otherwise, the second Great Depression would be looming.
Now, I find this really remarkable, and I think what they’re
trying to somehow prepare the population that thing is really
coming down.  This stock market plunge of more than 800 points —
I think something like 820 — you had President Trump who
basically said the Federal Reserve is “crazy” with their interest
rate policy, which caused a complete reaction by [IMF Managing
Director Christine] Lagarde and so forth, but he kept repeating
it twice.  He said the situation is much too tense to continue
this.  Naturally, this is the reason why you have the reverse
carry trade from the emerging markets, which was mentioned by the
IMF as the biggest threat to the system, and the second biggest
threat or maybe on an equal level, being the indebtedness. Now,
Lagarde also mentioned the indebtedness of the governments, the
corporate firms, and also other categories, like student loans
and car loans and all of this, is 60% higher than it was in 2008.
Then, in addition to all of these things, you have the
collapse of the real economy, with for example home-building
peeked in the United States in January and has been in a free
fall and since about May this was also the case for copper and
timber — all of these have lost between 15 and 20% since the
beginning of the year.  So, these are all markers that this thing
is not continuing.
And then, you have, naturally, on top of that the growing
fight between the EU and Italian government.  You had the famous
letter, or infamous letter by the two EU Commissioners [Pierre]
Moscovici and [Valdis] Dombrovskis, to the Italian government
warning them that their intention not to stick to the EU-imposed
budget deficit of 2.4%, that this would not be allowed, which was
the trigger for a run on the Italian bond, and as a result, the
spread between the Italian and the German values have gone up to
300 points; and it is generally said if it goes up to 400 —
basically that means that the Italians have to pay 3% and more to
refinance their loans — and that could actually really all
contribute to a crisis.
On top of it, by the 15th of this month, that is in four
days, the Italian government will publish the details of their
budget.  And it is expecting that the rating agencies immediately
afterwards will put out some rating, in all likelihood
downgrading the Italian bonds, or downgrading Italy as a country,
which then basically, depending how they are formulating it, if
the outlook is basically neutral, people say this could just go
through; but if they put a negative outlook on it, then that
could lead to a big banking crisis — actually not only of Italy,
but of the entire Western financial system.
It is clear that some of these people in the European
Central Bank and EU Commission obviously think they can force the
Italian government to capitulate, that they can control the
consequences of this, but this is playing with fire:  Because you
have a highly, highly volatile financial system, and I can only
say, in 2008, the whole world was more or less unprepared for the
crash, because they were not listening to the warning this my
husband had already put out, very clearly, on July 25th, 2007  —
this was one week before the secondary mortgage crisis in the
United States exploded.  And he had said at that time, this
system is finished.  All you can see now, is how it comes down.
And people didn’t listen to it. So the crash occurred in 2008 and
they didn’t draw any conclusions out of their own mistakes, and
just kept pumping money — quantitative easing.  And basically
all these instruments of the Central Bank are now completely
exhausted and used up.
And contrary to 2008, when everybody was unprepared, those
people who are now trying to cause the Italian government to
capitulate and continue with the austerity, which the Italian
government was voted in, because they rejected that austerity.
So, if they push too hard, I think one should not forget that
both Italian government coalition parties, the Lega and the Five
Star Movement party, they have Glass-Steagall in not only their
party program, but also in the coalition treaty.
Now, obviously, the Italian government knows what they’re up
against.  They have seen speculators moving in on countries,
driving them into the ground, so they are relatively careful, and
they’re not saying anything terribly provocative.  But if
somebody from the outside pushes them into a crash, I would not
exclude the possibility, or I would actually say it’s quite
probable that they would implement Glass-Steagall as a
self-defense.
So it is quite different from 2008, and I think the only
lesson that one can draw out of all of this, is we need to
amplify our efforts to go for a New Bretton Woods system, which
we have a campaign on internationally, we have a petition; this
has been signed by many people in the meantime, and I would urge
you, our viewers, sign this petition, get it around, prepare
anybody you know — elected officials, mayors, parliamentarians,
congressmen — to prepare for Glass-Steagall, and not only that,
but the Four Laws of Lyndon LaRouche.  Because unless we
reorganize this entirely bankrupt financial system in an orderly
fashion, the danger is an uncontrolled collapse.
You need a New Bretton Woods system, you need
Glass-Steagall, we need to get rid of the casino economy; we have
to have credit for the financing of the real economy, and we have
to have a new credit system to basically finance investments on a
multinational level among all the countries of this world, to get
the world out of this danger of a depression.
So, if the IMF talks about the danger of a Great Depression,
people should take it to heart. Think about what happened in the
Great Depression in the ’30s  — in the United States it was
devastation, but in Europe it was even worse, because it led to
fascist movements and that to world wars.  So people should not
take these things lightly:  Get onboard with us.  Join the
Schiller Institute, join our campaign for New Bretton Woods,
because that’s the only answer one can give to this danger of a
looming crash.

SCHLANGER:  I had a chance to read through the Executive
Summary of the IMF report, and there were two omissions — they
were there in a sense, but they didn’t really acknowledge them,
— both of which your husband was out in front of for many, many
years, in dealing with the IMF.  On the one side, it’s clear that
it’s {their} policy which has failed.  The austerity regime which
the IMF is famous for, these have never led to any economic
development.  And then, secondly, the quantitative easing, the
low-interest credit for speculation, instead of Glass-Steagall —
the IMF was promoting that.  And so, the two things they
promoted, they’re now admitting are failed. Do you have any
thoughts on that, Helga?

ZEPP-LAROUCHE:  I think the possibility that the IMF would
reform itself is probably going in the probability towards zero.
I think it requires a different kind of action.  In a certain
sense, you have right now in the whole world, already, a revolt
against these failed neo-liberal policies.  This was expressed in
the Brexit; this was expressed in the election victory of
President Trump; the new Italian government is an expression of
that; also the Austrian government.  And I think that  — in a
certain sense, national sovereignty has to be reasserted, and I
don’t think these supranational institutions which were the main
reason why these policies were imposed, which had created havoc:
Look at what happened to Greece.  The Greek economy was
diminished by one-third.  The Italian economy was destroyed.  The
fact that we have now a totally different government in Italy,
which is pro-growth for the most part, which is for the
relationship with China, for the relationship with the New Silk
Road, all of this is a response to the failure of these policies.
And there are many people in Europe who are expecting that, given
the fact that the EU is basically doing exactly the same thing in
principle, namely, sticking to the neo-liberal austerity, that
you will have an earthquake in the coming European Parliament
elections [in April] which will show that these present policies
will be absolutely out.
I think this is much too long term.  I think the crisis is
upon us now, so I can only say: The only solution is for the
package I just said before:  The IMF is really a bankrupt
organization, and that was stated by my husband in 1975, when he
proposed to replace this IMF with an International Development
Bank, which would provide large-scale, low-interest credit for
development projects in the developing sector; and if that would
have been done, we would not have a migration problem, we would
have prosperous countries around the globe; but now, with the New
Silk Road, this policy is on a good way.
So I can only say, “listen to the wise words of Lyndon
LaRouche,” belatedly, but better late than never.

SCHLANGER: And that was a very popular item, “How the
International Development Bank Works,” that Lyn wrote back in
’76, I think it was.  We used it as part of his campaign — for
his first campaign for President.
Coming up on the midterm elections, there’s a lot of turmoil
that’s been unleashed.  What’s clear is that Hillary Clinton has
not learned anything from the results of November 2016.  You have
a real civil unrest that’s being built, deliberately, because the
Mueller case, the Mueller Russiagate story, is collapsing.  This
can become a very dangerous situation.  Let’s start with what
Trump said — Trump said, the Democrats have gone crazy.  I
assume you would share that assessment, Helga?

ZEPP-LAROUCHE:  If calling for violence is a sign of
insanity, then I would agree with him.  And it’s funny, I was
looking at the German media, and they all portray this fight,
this very hot situation in the United States, as if it’s all just
electioneering by Trump that he would call the Democrats a “mob.”
But, it is a fact that Maxine Waters already some months ago,
called on everybody to get into the face of Trump cabinet
members, whenever you them — there were some actually violent
incidents; people were not served in restaurants; and also some
other Democrats basically called that you should be “in their
faces” of the Trump camp. And that has created a complete
hysteria, which was amplified by the Kavanaugh case, where even
Alan Dershowitz, who said that he’s a liberal Democrat, he said
that the attempt, for example, Senator Feinstein and Eric Holder,
they said that Kavanaugh should not be accepted, that this would
put into question the legitimacy of the Supreme Court!  I mean
this is really incredible. Dershowitz then correctly said, forget
it, Kavanaugh is now Supreme Court Justice and he will be there
for his lifetime; this was due process, and the Democrats should
go back to being civilized and not violate all the norms and
rules.
I mean, this is incredible:  I’m not an expert on American
constitutional questions, but it seems to me if the Senate, or
some Senators, are putting into question the legitimacy of the
Supreme Court, this is heading towards a constitutional crisis,
or some kind of a state crisis if these people are not stopped.
I think they have lost all barriers, and they have lost all
sense of limit!  This is a completely hysterical situation, and I
can only say that this is very dangerous.  And we have said many
times that Trump is being attacked, essentially,  — I mean, you
can pick on tiny points here and there — but that’s not the
point: The main reason why Trump is being attacked, is because he
tried to get the relationship with Russia on a good basis.  He
had a very successful in Helsinki with Putin.  And at least, in
the initial phase, he had an excellent relationship with China
and Xi Jinping.  And that is why the geopolitical establishment
went absolutely crazy — as a matter of fact, they’re escalating
their campaign, both against Russia and against China, in
unprecedented ways.  And it is the question of war and peace, and
people should really understand that, that the Democrats have
really gone crazy on the issue of Russia and also China, and they
should not fall into this trap, because in the consequence, this
would mean World War III.

SCHLANGER:  One of the other important points, I think is
that what we’re seeing, is again, people like George Soros
funding these rent-a-mobs.  And Soros, of course, has been
involved in this for many, many years.  And I believe, Helga, you
first identified the operation against Trump after the election,
as similar to the “color revolutions” that Soros, combined with
people like John McCain, the National Endowment for Democracy,
the Clinton State Department, to run coups and regime changes,
throughout the former Soviet bloc countries.  I think we’re now
seeing that what you said about the “color revolution,” is
totally accurate, including the danger of a Maidan Square-type
chaos being unleashed.  Sen. Rand Paul said yesterday that he
fears that there could be assassinations.
Is this pretty much what you had seen two years ago, this
color revolution scenario?

ZEPP-LAROUCHE:  Yeah, because whenever you have George Soros
involved in such, and he financed, according to reports, $50
million to a private group which, according to these reports,
which was called into being by a “senator,” not named, but the
individual involved was formerly an aide to Senator Feinstein, so
the speculation naturally goes in this direction.  This was an
outsourcing of the whole Steele operation to a private group,
basically using $50 million so that this could go on, after
Steele was officially fired from his liaison with the FBI.
Now, this is incredible.  I think this will all come out,
and also following the James Baker testimony, which even if it
was behind closed doors, nevertheless, what came out in various
Fox TV programs and various other revelations, that it was
Michael Sussman, the lawyer of Hillary Clinton’s campaign and the
lawyer for the DNC, which was the original trigger for the whole
Russiagate affair.  I find this absolutely incredible and I can
only hope that the American voters draw their conclusion out of
it, because that means that the Hillary Clinton campaign was
involved with a foreign power, namely great Britain, against her
opponent in the election campaign, and then afterwards, basically
against an elected President.  Now, I don’t find this very
“democratic,” to say the least, to use these kinds of secret
service methods, deep state methods, to work against your own
President, who has been democratically elected.
This, in my view, is the biggest scandal, and if it is all
coming out, if all the documents are being declassified, I think
it will go down in history, as the biggest scandal in American
history.  And that is what’s at stake with this midterm election.

SCHLANGER:  I think it’s very important that Baker, who was
the legal counsel to Comey and the FBI, in his testimony before a
private Congressional hearing, that he acknowledged that Sussman
gave him the Steele report, which was then incorporated into the
original FISA warrant against [Trump campaign advisor] Carter
Page.  That just makes clear that all these Democrats who have
been protesting what Representative Nunes did in his House
Intelligence Committee, that they were wrong, they were lying;
they were trying to cover up for the connection between the
British, the Clinton campaign, and the FBI.
Now, Helga, a couple of other things we need to cover before
we finish today:  One is the very significant stopover in Beijing
by Secretary of State Pompeo.  He had just come from North Korea,
where there was what appears to be quite a successful meeting
with Kim Jong-un.  But when he got to China, it was a slightly
different environment, largely because of the moves toward trade
war.  What happened when Pompeo got to Beijing?

ZEPP-LAROUCHE:  This was shortly after Vice President Mike
Pence had made this absolute diatribe at the Hudson Institute,
attacking China in the {worst} possible way, and this was taken
very badly by the Chinese government and Chinese media, who
really questioned, does that mean there is a shift in the Trump
Administration, in a total hostile attitude towards China?
Basically, when then Pompeo arrived in Beijing, just a few days
afterwards, he basically reiterated that it is the policy of the
United States to have a good relationship with China, to agree to
the One-China policy, and that the United States is not trying to
stop the rise of China.  And there were several Chinese media
which noted the fact that this was an extremely important
statement to come at this moment.
There was one interesting article in the {Global Times} by
the American analyst and expert, Clifford Kiracofe, who made the
point that there is a clear difference between Pence, who sort of
speaks for the deep state, and Trump, who is trying to change the
U.S. foreign policy, but is being “hamstrung” by this crew on the
side of the deep state.  And Kiracofe basically said the U.S.
establishment is unwilling to learn the lesson from what’s going
on strategically, that the world is changing and that there is a
multipolarity already now.
Now, the significance of this is not only Kiracofe saying
that, but that the {Global Times} is publishing that, which is a
paper which is very close to the Chinese government.  So I think
it’s important that the Chinese are still, despite the trade war
and the escalation coming from ridiculous — like Elizabeth
Economy, who was already on a rampage in 2014, came out with
another major piece, accusing China of all kinds of things — I
don’t need to repeat this stuff;  and I already in 2014 said that
Elizabeth Economy obviously has an “economy-class mind” if she
says these things, and obviously, she has not improved since.
But in any case, I think it is very important that Pompeo
was there to set the record straight, because obviously, the need
to find solutions to the world does require the collaboration
among the major powers of the world.  Those people who are
pushing this insane confrontation, like Hillary Clinton did in
her speech in Oxford, where she was on an absolute rant against
Russia, I mean, these people should really not be listened to, at
all.

SCHLANGER: Another group that shouldn’t be listened to, but
unfortunately is, is the IPCC, which is in the news again, with
the so-called “manmade climate change” theories they have,
demanding that carbon dioxide be eliminated from the universe.
This goes back to the campaign you waged against the
British-backed, German figure John Schellnhuber, who has been
pushing these policies.  And now it looks as though this is going
to be aimed as dagger at the heart of the German auto industry.
And it’s a good thing that Trump pulled the United States out of
the Paris climate change agreement.  But where is this heading?

ZEPP-LAROUCHE:  This is report which says the climate accord
from Paris was not good enough, we need not stop 2% temperature
increase, but we should stop at 1.5% by 2050.  And obviously,
this is basically what Schellnhuber put out some years ago with
the “great transformation” as he called it, the decarbonization
of the world economy, getting rid of nuclear, getting rid of
coal, oil, gas, just go to “renewable” energy sources; and there,
it is very, very clear that what my husband has developed in
terms of the cohesion and the correlation between energy
flux-density in the production process, and the potential
relative population density, which can be maintained with that
energy flux-density, means that the goal which Schellnhuber set
forth that the Earth can only carry 1 billion people, that that
is what they now want to put back on the agenda.  It’s a
desperate effort by the forces of the Empire against Trump, who
has promised to reindustrialize the United States; especially
against the New Silk Road, against the Belt and Road Initiative,
which now is the new spirit which has captured more than 100
countries already, which work with the Belt and Road Initiative
to their benefit.  And it’s an effort to really throw a monkey
wrench into this dynamic.
But I think it’s desperate, I think it’s dangerous, but I
don’t think it will work.  I don’t think that these people will
convince China, India, Latin America, Africa, the Asian nations,
even some of the European nations, to lie down and die, because
this is what that would mean.
It’s dangerous anyhow, because you can see that it’s needing
a mass hysteria on the CO2 question.  I mean, first of all, we
have long debated that the CO2 emissions is really a minimal
factor in climate change.  Climate change is taking place,
there’s no question about it, but as we have documented many
times in the past, it has to a very large extent to do with the
position of our Solar System in the Galaxy, and it is long-term
cycles from Ice Ages to warming periods, and within that, you
have still smaller fluctuations; and this is determining the
climate.
So the whole discussion of whether the CO2 emission of man
causing these climate changes is just completely absurd.  Now,
it’s very dangerous, because, as you can see, this brainwashing
of the population  — in Europe, for example, one day after the
IPCC put out this quack report, the EU Environment Ministers met
and they decided that the CO2 emission from cars should not be
30%, like they had previously argued, but it should be 35%; and
the German government, which basically initially said 30%, and
then agreed to this compromise — it’s just crazy.
Now, what will that do?  The boss of VW, the largest German
carmaker today came out and said that if this aim is being
implemented to have 35% cut in cars’ CO2 emissions, then this
will cause, alone for VW, 100,000 jobs — and that’s just one
carmaker.  Now, you can add all the other ones, and you will end
up with millions of people going unemployed and the whole
industry collapsing!  Germany, as an economy, is already on
extremely fragile ground because of the exit from nuclear energy,
and if they now are pushing to eliminate coal altogether, this
will be the death of Germany as an industrial country.
Obviously, we will make a big campaign against that.
There is a big worry, because obviously, for example, Poland
is 90% dependent on coal in terms of its electricity production.
And if they force countries to implement that, you will have a
populist explosion in the next vote, if not earlier.
So this is all completely crazy, and it should be stated
very clearly, that with the presently existing technologies, for
a very long time, the world population cannot be maintained
without coal, and there are safe and modern coal plants which are
completely environmentally friendly; and it’s completely
motivated by, not the environment, but by an anti-population
attitude.  We had put out in 2015, a report “‘Global Warming’
Scare Is Population Reduction, not Science,” and in that report,
we had the Queen of England on the cover, because obviously,
Schellnhuber, who wants to be addressed all the time as “CBE,”
Commander of the British Empire,  — we had documented in that
report that these are British policies.  And I think what we see
with this IPCC report, and anti-coal emission campaign; and in
Berlin, they now forbid diesel cars, cars which fueled by diesel
are forbidden from driving in 11 zones in Berlin! Now, the
craftsmen’s association has said that this means that 50,000 cars
of craftsmen will not be allowed to drive in the city, and
everybody who needs the services of a craftsman, who needs a new
roof, or needs a new pump, or whatever, they will not be serviced
any more.
This has nothing to do with real issues:  This is mass
psychosis, and it’s driven by the hedge funds, by Wall Street,
because the CO2 emission trade is a quackery:  We denounced that
in the past, and now, to impose a global carbon tax, which is
also what is being pushed, would mean they have again a good
weapon against national sovereignty, because once you agree that
national economies have to submit to the policing in terms of
their carbon emission, here you go again in the direction of this
globalist eco-fascism.
It’s not scientific, I think it’s the opposite:  It’s
oligarchical and it’s an effort, really aimed, in my view
primarily against the New Silk Road, but naturally also against
Trump, also against Germany, and many other countries.  So, we
should really denounce that, and we will have a whole bunch of
articles about that on this webpage; we will have a whole section
on the Schiller page, where we will have interviews and
statements.  And we invite you, if you have some scientific
contribution to make to this subject, we will publish it on this
website and have a public debate.  Because this is really
dangerous for the future of civilization.
And we have to have the opposite approach:  We have to have
an optimism about man being able to go into fusion power, to
develop completely new scientific methods for energy, safety, for
raw materials security, space travel — I think we should not get
into this scare which is really a tool of the oligarchy to try to
stop the development of the people.

SCHLANGER:  Helga, we’ve gone on a little bit longer than
usual, but I think there’s one other thing we have to bring up,
because we teased it last week, which is endorsements for
Independent Congressional candidate Kesha Rogers in Texas.  In
case, people don’t know this, in the last couple of days, we’ve
two very prominent American Republicans and conservatives —
actually, they may not even be Republicans in the party sense —
but Roger Stone, a longtime friend of Donald Trump, a
self-proclaimed “political provocateur” issued a very strong
endorsement of Kesha Rogers.  And then, Senator Richard Black, a
Virginia state senator, who’s been very involved in exposing the
coup and also exposing the deep state operations against Syria,
he issued a statement endorsing Kesha Rogers.  Helga, do you have
any thoughts on these two endorsements?

ZEPP-LAROUCHE:  I think it’s great, and I can also add that
the French former Presidential candidate Jacques Cheminade also
endorsed Kesha Rogers, saying that even though he’s not an
American, Kesha’s campaign has international significance,
because she is the flagship against everything which is going
wrong in the United States, right now.  So I think we will have
more such statements, and I really wish all of you to come out
and support Kesha Rogers, because this is a campaign of national
importance and international importance.  [Rogers is an
Independent running in the 9th CD in Texas, against incumbent
Democrat Al Green, who promotes impeaching President Trump
regardless of whether he has committed a constitutionally defined
crime or not — ed.]

SCHLANGER: OK, I think that about does it.  Until next week,
Helga, we’ll see you.

ZEPP-LAROUCHE:  OK, till next week.




Udledningsvanvid sluppet løs over Europa

10. oktober 2018 (EIRNS) – På mødet med EU’s miljøministre i Bruxelles i går blev det besluttet, at alle biler i Europa skal reducere deres CO2-udledning med 35 % inden 2030; og om muligt, endnu tidligere. Den tyske regering, der ellers er en selvbestaltet frontløber indenfor dette tilbagestående nonsens, var ikke engang blandt de mest radikale på dette møde – Sverige, Danmark, og Irland ønskede en reduktion på mindst 40 %. Tyskland ønskede 30 %; Østrig, som er formand for EU indtil slutningen af indeværende år, skubbede så på med kompromiset på de 35 %.

Den tyske miljøminister Svenja Schulzes personlige holdning gik i retning af 40-50 %, sagde hun foran tv-kameraer, med henvisning til den netop offentliggjorte IPCC-rapport. Det afviste den tyske regering dog med henblik på bilindustrien, som er stærk i Tyskland, så Schulze måtte officielt arbejde for 30 %. Det var alligevel slemt nok, og bilproducenterne er slet ikke tilfredse.

Hvad Schulze angår, var hendes første svar på IPCC-rapporten i mandags: “Vi må se, hvordan det kan muliggøres at gå væk fra kul, olie, og gas (!). “Med afviklingen af atomkraft godt undervejs allerede, vil Tyskland blive tvunget til at se blæsende tider i møde med en lille smule solskin nu og da. Schulze er medlem af SPD, ikke engang af De Grønne.

I et andet idiotisk træk afviste distriktsdomstolen i Berlin juridiske klager imod byens plan om at erklære 11 zoner med hovedveje for dieselfrie zoner – det vil blive gennemført næste sommer. Dette burde være grund til, at vælgerne vender sig mod De Grønne, men alle meningsmålinger viser, at De Grønne vinder frem.

 




POLITISK ORIENTERING den 4. oktober 2018:
Trump i FN: Afskaf supranationalt diktatur og vend tilbage til national suverænitet

Med formand Tom Gillesberg
Lyd:




Bankerot City of London truer med at forblive i kontrol over verdens derivater, til trods for Brexit

“Storbritannien har advaret Bruxelles om, at tusindvis af europæiske investeringsfonde vil blive truet, hvis Bruxelles nægter at bøje sig for kravet om en omfattende handelsaftale med City of London efter Brexit”, rapporterede The Times of London den 30. juli. “Den britiske ‘lige for lige’ advarselsstrategi er designet til at fremhæve den skade der kan opstå, hvis Storbritannien ikke får en særlig aftale for the City.”
 
            ‘Lige for lige’ truslen fra Storbritannien går ud på, at hvis firmaerne i City of London ikke får lov til at sælge derivatkontrakter i EU, vil EU-firmaer blive udelukket fra Storbritannien.  En unavngivet britisk regeringsembedsmand hævdede næsvist, at “dette ikke var ment som en trussel. Vi ønskede snarere at angive, hvad begge sider kunne tabe, hvis vi ikke får en god aftale, og det blev også modtaget i den ånd.”
 
            Realiteten bag Londons mafia-lignende trussel blev sagt ligeud tilbage i juli 2017 af Jeremy Browne, som tidligere var City of Londons særlige repræsentant i EU, tilknyttet udenrigsministeriet og ‘Colonial Office’, og medlem af parlamentet fra London. “London er Europas finansielle adgang til verdensmarkederne. Det er uden tvivl det vigtigste finansielle center i verden overhovedet. Hvis Europa ikke har London som dets indgang til globale finansielle markeder, vil det ikke have adgang til globale finansmarkeder.”
 
            City of London er også kendt som ‘the Square Mile’, Londons finansielle distrikt og det historiske centrum med sin egen borgmester og regering. Teknisk set er City of London et af de 33 lokale myndighedsområder, som London er delt op i.