Fra LaRouche-bevægelsen 26. nov. 2014:
I 50 år har vi aldrig været nærmere en økonomisk renæssance
– og aldrig nærmere en atomkrig

LaRouchePAC og EIR er i gang med en gennemgribende mobilisering for den »detaljerede plan for menneskehedens fremskridt over de næste 50-100 år«, EIR’s Specialrapport med titlen: »Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen«. Denne løsning kan vække enhver tænkende borger til at se både den politik, nationer kan og må føre for at få en ny, økonomisk renæssance, og den eksistentielle trussel, de står overfor.

En katastrofal konfrontationskurs med krig med Rusland og Kina forfølges af Londons finansielle imperialister og deres devaluerede aktiv, præsident Barack Obamas Hvide Hus.

Du tror, det ikke vil ske? Den 24. nov. stemte tre nationer i FN imod en russisk resolution, der fordømte forherligelse eller genoplivelse af nazisme. Disse tre nationer var USA, Ukraine og Canada – for, hævdede de tre, russerne, der mistede 20 millioner mennesker i kampen mod nazi-regimet, »mente det ikke«. Feje europæiske nationer under Londons EU-tommel »afstod« fra at stemme, og blev fordømt for det af Israels ambassadør. Men USA nægtede at modsætte sig genoplivelsen af nazisme i Europa – faktisk støttede de denne genoplivelse i Ukraine – med en politik, hvor de provokerer og modarbejder Putins Rusland på enhver tænkelig måde.

Den verdenskrig, som de truer med, behøver ikke finde sted. Det er muligt for det amerikanske civilsamfund at omforme historien; det har det gjort før.

Men frem til i dag har USA’s befolkning intet gjort for deres egen skæbne. Deres repræsentanter ejes totalt af kampagnepenge fra Wall Street. De ser til, mens disse repræsentanter udfører handlinger, og undlader at udføre andre, som støt og roligt forarmer dem, og er vanærende for De forenede Stater.

Lyndon og Helga Zepp-LaRouche har den idé, at det er muligt at »vinde nationens sjæl ved at genskabe den«. Det vil kræve, at man forener de bedre engle i Amerika omkring et formål, der er bestemt til at være nationens historie, og dens få, virkeligt store præsidenter, der ofte blev myrdet, som det skete med JFK for 50 år siden, værdigt. Dette formål er en hengivenhed over for menneskehedens bedre, højere fremtid.

Dynamikken med BRIKS-nationernes alliance – der forfølger hver enkelt nations hurtige, økonomiske vækst, inklusive USA og de europæiske lande, med bestræbelserne på at opnå nye præstationer i rummet, med de fremskudte, videnskabelige grænser, med fusionskraft – er et sådant planlagt formål, hvis USA tilslutter sig.

Det betyder, at amerikanske borgere bogstavelig talt løfter deres nation ud af et kredsløb, der fører til en potentiel atomkrig og civilisationens ødelæggelse, og op i et andet kredsløb, hvis formål er, at nationerne handler til fordel for fremskridt.

Som Lyndon LaRouche på det seneste så ofte har bemærket, så har den eksplosive reaktion på LaRouchePAC’s og Schiller Instituttets organisering i New York City vist, at dette er muligt. Et eksempel var i sidste uge, da 175 faktiske og potentielle ledere kom sammen for at »ære JFK’s og 11. september-ofrenes minde ved at genoplive Amerikas sjæl«. New York har, siger LaRouche, ofte optrådt som »nationens sjæl«. Som en smeltedigel for fremtidigt fremskridt er New York på enestående vis åben for en ny dynamisk kraft i verden – BRIKS-dynamikken.

Det er derfor flagskibet for at samle et nationalt lederskab for dette planlagte formål. EIR’s internationale række af offentlige møder om Den Nye Silkevejsrapport har dette planlagte formål. Det alternativ, vi konfronteres med, er ikke en politik; det er krig.




Fra LaRouche-bevægelsen 25. nov. 2014:
Londons ’flugt fremad’ ind i krig med Rusland
– ‘Manhattan-projektet’ er nøglen til overlevelse

24. nov. 2014 – I sin indledning til LaRouchePAC Politiske Komites diskussion i dag bemærkede Lyndon LaRouche, at verden befinder sig på randen af skræmmende begivenheder, med én global magt, der søger en konfrontation med krig, og en anden, der mobiliserer for at forsvare sig mod denne trussel. Den faktor, der vil afgøre, hvilken vej denne konfrontation går, er USA – hvis præsidentskab nu kontrolleres af krigspartiet.

Denne kontrol er skrøbelig, idet en stor del af den amerikanske befolkning og det amerikanske lederskab ser en sindssyg præsident, der fører nationen mod ødelæggelse. Spørgsmålet er, om denne opposition kan bringe det positive alternativ til en atomar konfrontation frem til en position, hvor det har tilstrækkelig magt, i tide.

Nøglen til at mobilisere denne opposition, som LaRouche grundigt diskuterede ved samme begivenhed i den Politiske Komite, er LaRouche-bevægelsens »Manhattan Projekt«. Han udtrykte det således:

»Det, der foregår på Manhattan og i vores organisering på Manhattan, som nu har stået på i flere uger, er typisk for den måde, hvorpå den amerikanske befolkning kan komme fri af det mudder, som de fleste af dem sidder fast i …«

»Jeg mener, at det, vi skal gøre, er at tage erfaringen fra New York City sådan, som vi har oplevet det på det seneste, som en slags eksperimentel operation og blive klar over, at det er et eksempel på, hvad vi må gøre med hensyn til de ting, vi diskuterer her, for at definere konceptet for, hvordan vi kan bruge USA’s økonomi, de virkelige fakta, for at indse … hvad det er for skridt, vi tager, og i hvilken retning, for radikalt at ændre det her, så det gamle, slidsomme arbejde og den gamle degenererede tilstand, osv., ikke længere kontrollerer os. For vi befinder os på randen – hvis vi bare ligesom fortsætter, bare glider med og lader strømmen føre os – så vil vi alle sammen være temmelig døde! Civilisationen vil dø … «

»Uden at bruge Manhattan-faktoren, New York City-området, og bruge det til at sige, ja, det {er} og {var} centrum i USA mht. politik i USA’s historie. Der var andre vigtige steder. Men uden Manhattan var der ikke noget, der holdt dem sammen. Og det var tilfældet, lige fra vores mest berømte statsmand, Alexander Hamilton.«

»Hamilton, ja – Hamilton var fra New York. Derfor Manhattan. Og han var et stort menneske, og han blev skudt, fordi han var god, hvilket var en af de ting, der skete dengang, da vi havde briterne rendende rundt.«

»Så jeg mener, at dette er det spørgsmål, som vi må lægge vægt på og fokusere på, for det er den eneste måde – ved at tage et samlet overblik over USA’s natur (karakter), og USA’s forhold til verdens nationer – det er den eneste måde, hvorpå vi kan redde USA, og redde civilisationen. Og New York er et fremragende eksempel til denne kampagne, for her får man genklang og respons, en genklang hos vigtige personer, som man ikke får nogen andre steder.«

Det Britiske Imperium, i form af den mangeårige anti-amerikanske Londonavis, The Economist, gik i spidsen for den internationale krigsfraktion i dag med en forsidehistorie om at ødelægge Rusland og Vladimir Putin ved hjælp af økonomisk krigsførelse. Denne økonomiske »analyses« klare hensigt er at vise, at Vesten kan fremkalde »regimeskift« i Rusland, nøjagtig sådan, som det russiske lederskab har hævdet var hensigten. Blandt de elementer, der nævnes, er ikke blot de økonomiske sanktioner – som kunne øges – men også den bevidste frembringelse af et kollaps i olieprisen, som det olieeksporterende Rusland er afhængig af.

I mellemtiden bevæger London-marionetter i Europa og USA sig også ind i en farlig optrapning. Det tyske dagblad Der Tagesspiegel forkynder idéen om at »eksportere Maidan« til Rusland – som vi nærmer os årsdagen for den »farvede revolution« imod Ukraine. Samtidig tager Merkelregeringen skridt til at udrense ikke alene regeringen, men også private Øst-Vest-industriselskaber, for alle personer, der søger at bevare økonomiske forbindelser med Rusland. Hvis det lykkes, vil det fjerne en afgørende kraft til krigens forhindring.

Pro-krigsmanien synes at være den sandsynlige baggrund for Barack Obamas fjernelse af den amerikanske forsvarsminister Chuck Hagel. Som tidligere embedsmand i DIA (Defense Intelligence Agency) Pat Lang, der har en blog, som ofte fungerer som medie for det uniformerede militær, skriver i dag: »Så er Hagel ude. Han er den åbenlyse taber i kampen mellem det militære lederskab og Childrens Crusaders[1] i det Hvide Hus og i Forsvarsministeriet. Militæret ønsker klarere definerede mål omkring hele kontinentet med islamisk kultur, og ’ungerne’ ønsker at køre udenrigspolitikken på baggrund af det bras, de skriver med markers på white-board-tavler på deres seminarer.«

Lang refererer til de britiske, utopiske harpy’er[2], såsom Susan Rice, Valerie Jarrett og Samantha Power, som er totalt for regimeskift på globalt plan – og således driver verden frem mod Tredje Verdenskrig.

Det er hidtil lykkedes Rusland og Kina, med massiv global opbakning, ikke at falde i nogen af de provokationsfælder, som er sat op for dem. I en samordnet indsats er det lykkedes dem at forhindre forhandlingerne om Irans atomprogram i at blive en total fiasko – og forhandlingerne blev i dag udskudt yderligere seks måneder. De har også stædigt gjort fremstød for deres alternativ til disse geopolitiske spil – med tilbud om økonomisk samarbejde til alle, der vil lytte, selv til dem i krigsmager-lejren.

Men i takt med, at imperiekræfterne optrapper provokationerne, bliver situationen mere og mere farlig. Den eneste, mentalt sunde og raske respons er pro-aktiv: at søge at etablere en bevægelse for samarbejde med BRIKS, som vil feje krigsgalningene, som Obama, til side og skabe et fredspotentiale. Det er den opgave, som LaRouche-bevægelsen, med sin række af begivenheder, som de seneste begivenheder af denne art på Manhattan, som eksempel, har påtaget sig at gennemføre i den umiddelbare fremtid.

 

Foto: LaRouche-bevægelsens gadeorganisering i USA den 3. nov. – ‘Manhattan-projektet’

 

[1] I amerikansk historie, et navn, man gav til en march over flere dage i maj måned 1963 med hundreder af skoleelever i Birmingham, Alabama, under den amerikanske borgerrettighedsbevægelses kampagne i Birmingham.

Rent historisk er det navnet på et katastrofalt, europæisk kristent korstog for at tvinge muslimer ud af Det hellige Land, som sagdes at have fundet sted i året 1212.

[2] I græsk mytologi er en harpy en kvindelig, vinget dødsånd (halvt ørn halvt kvinde).




Putin: Ikke ’Jerntæppe’, men nationalt forsvar

23. nov. 2014 – Den russiske præsident Vladimir Putin erklærede i et interview fredag, den 21. nov. med Andrei Vandenko fra Itar-Tass’ projekt om topembedsmænd, at Rusland ikke har planer om at konkurrere med vestlige embedsmænd eller rejse et nyt »Jerntæppe«, men Rusland vil forsvare sine nationale interesser.

»Vi behøver ikke at konkurrere. Vi har ganske enkelt ikke behov for at konkurrere. Vi behøver ganske enkelt blot stille og roligt at gennemføre vores dagsorden.«

Putin trak en parallel mellem Vestens angreb på Jeltsin, som begyndte i samme øjeblik, som Jeltsin forsvarede de russiske interesser på Balkan, og så det aktuelle angreb på ham selv over Ukraine. Han sagde, at det slet ikke drejer sig om det østlige Ukraine eller Krim. Der er konkurrerende geopolitiske interesser.

»Kampen for geopolitiske interesser fører til en situation, hvor landet enten bliver stærkere gennem at løse sine problemer mht. finansielle spørgsmål, økonomi og følgelig også sociale spørgsmål mere effektivt, eller glider ind i kategorien tredjelande af femte rang og mister muligheden for at værne om sit folks interesser.«

Putin sagde, at Rusland ikke vil isolere sig fra resten af verden.

»Og der er ingen, der får lov til at bygge en mur op omkring os. Det er umuligt.«




Forbundskansler Merkel trækker Tyskland
ind i konflikt med Rusland om regimeskift
og Verdenslandbroen; satser på udrensning i Tyskland

23. nov. 2014 – Den tyske forbundskansler Angela Merkel går i fronten for Obama og Cameron over konfrontationen med Rusland ved at satse på et politisk blodbad i Berlin, som åbner op for farlig meddelagtighed i forholdsregler for regimeskift over for Rusland og Østeuropa.

Merkel udfører en hyldest til London og Washington ved at lancere en udrensning af realister, som Matthias Platzeck, leder af det Tysk-Russiske Forum, og som i 1989 kom frem som leder af de østtyskere, der bragte Berlinmuren til fald.

Endvidere truede Horst Seehofer, leder af regeringskoalitionspartneren, den Kristen-Sociale Union (CSU), og ministerpræsident for Bayern, åbent udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier (SPD) under Seehofers rejse til Kina. Som Der Spiegel citerer, sagde Seehofer,

»Jeg kender hr. Steinmeier som en diplomat, der holder hovedet koldt. Og vi behøver også en dialog med Rusland. Men når hr. Steinmeier imidlertid fører sin egen politik ved siden af forbundskanslerens, er det brandfarligt.«

Seehofer har også til hensigt at kræve økonomiminister Sigmar Gabriels loyalitet over for Merkels vanvittige, anti-russiske politik for regimeskift. Seehofer synes ikke at have bemærket, at Rusland befinder sig i en strategisk alliance om udvikling med Kina, Indien og det øvrige BRIKS.

Ifølge det nye nummer af Der Spiegel vil Merkel have Platzeck ud og den neo-konservative Andreas Schockenhoff ind, sammen med anti-russiske NGO’er, til at kontrollere Petersborg-Dialogen, en officiel, russisk-tysk dialogorganisation på regeringens udenrigsministerielle niveau og NGO-niveau. Steinmeier har fået ordre til at gennemføre udrensningen. Under en begivenhed i Mainz for nylig ævlede Schockenhoff, da han blev udfordret af en repræsentant fra Schiller Instituttet over BRIKS’ Verdenslandbro-alternativ til konfrontation, løs om, at Rusland var ved at gå ned rent økonomisk, og at Putin ikke havde nogen fremtid.

Ethvert tysk bidrag til regimeskift i Østeuropa, med Tjekkiet, Ungarn og Serbien som mål, er faktisk rettet mod at skabe zoner af kaos, af brændt jord, ligesom i Ukraine, for at sabotere den Eurasiske Landbros asiatisk-vesteuropæiske forbindelser, som løber igennem disse lande.

 

Billede: Merkel, Cameron og Obama på G20-topmødet i Brisbane, Australien




Fra LaRouche-bevægelsen 24. nov. 2014:
Lyndon LaRouche advarer om den overhængende fare for krig

Med markante bemærkninger til medarbejdere advarede Lyndon LaRouche søndag, den 23. nov., om, at verden dag for dag kommer nærmere en strategisk konfrontation mellem på den ene side et USA, der ledes af en Obama, manipuleret af briterne, og på den anden side Rusland og Kina. LaRouche krævede en række skarpe, strategiske initiativer for at overvinde fremstødet hen imod krig.

LaRouche udlagde sin strategiske vurdering som følger:

»Vi må se på virkeligheden i den globale situation. Vi befinder os rent faktisk på randen af en generel tilstand af global atomkrig, som hastigt nærmer sig. Centrum for dette krigsfremstød er Det britiske Imperium; de er den ledende faktor i dette – og den nuværende præsident for USA er også en stor faktor med hensyn til således at forårsage folkemord.«

»Derfor må vi håndtere disse problemer på en effektiv måde. Med andre ord er det ikke tilstrækkeligt blot at sige de rigtige ting for at uddanne befolkningen i USA, osv. Det, der er nødvendigt at gøre, er faktisk at få pointen frem over for vore folk og at organisere dem, så de organiserer deres intellekt på en sådan måde, så de kan handle effektivt for at forhindre en global atomkrig, som nu er en særdeles levende mulighed.«

»Disse fyre, som siger, at de ikke vil høre på, hvad vi siger, men som ikke desto mindre vil fortælle os, hvad vi skal gøre; disse fyre skal sættes på ret køl. Før de åbner munden, må de finde en måde, så de siger noget kompetent.«

LaRouche advarede om, at den globale situation karakteriseres af en plan om at fremprovokere en strategisk konfrontation. Spørgsmålet er, hvordan disse provokationer bliver iscenesat. Han manede til forsigtighed med hensyn til at sidde og vente på, at en provokation finder sted, når det som en hastesag kræves, at der skrides til forebyggende handling, før en enkelt provokation udløser en udslettelseskrig.

Søndagsudgaven af både New York Times og Washington Post reflekterer propagandaen for et krigsfremstød. Washington Post havde en artikel, der krævede en optrapning af den økonomiske krigsførelse imod Rusland og ligeledes en forebyggende positionering af militære styrker fra NATO og USA i de baltiske lande, Ukraine og Vietnam. New York Times advarede, at Xi Jinpings nylige succesfulde, diplomatiske og økonomiske strejftog til Australien og New Zealand afslører en listig plan fra »Big Boy« om at fortrænge USA som den strategiske og sikkerhedsmæssige partner for Kinas naboer.

I en række direkte, offentlige erklæringer i de seneste dage har den russiske præsident Vladimir Putin og den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov gjort det klart, at de er klar over, at Obamas og NATO’s politik over for Rusland handler om intet mindre end at fremtvinge et regimeskift. Den amerikanske vicepræsident Joe Bidens returbesøg i Kiev var en yderligere provokation af Putin. Biden pressede på for en koalitionsregering, der inkluderer Washingtons håndplukkede lakaj, »Yats« (premierminister Jatsenjuk) og annoncerede ny, »ikke-dræbende« militærassistance til Ukraine, inkl. avancerede sporingssystemer til præcisionsgengældelsesangreb med missiler.

Derudover er der voksende tegn, som er eskaleret siden den tyske kansler Merkels tale for en uge siden i Sydney, Australien, på, at hun forbereder en udrensning af sin regering for at luge alle ministre og rådgivere ud, som promoverer samarbejde med Rusland. Dette svarer til at samle et krigskabinet.

Bag scenen handler briterne for at fremme optrapningen af krig imod Rusland og Kina. På sidelinjen af G20-topmødet i Brisbane havde den britiske premierminister David Cameron direkte fornærmet Putin med anklager om, at hans handlinger på Krim og i Ukraine var identiske med Hitlers handlinger på østfronten.

Rusland har bakket sine ord op med handlinger. Russiske strategiske bombefly har øget deres overflyvninger over det atlantiske område, og CSTO (Collective Security Treaty Organisation) har annonceret, at et fælles luftforsvarssystem snart vil være installeret.

Årsagen til dette vanvittige fremstød for krig er, at halvdelen af menneskeheden – under anførsel af Kina, Rusland, Indien og de andre BRIKS-lande, samt deres allierede såsom Egypten og Argentina – har satset på en fremtid med samarbejde, udvikling og fremme af videnskab, til gavn for hele menneskeheden. Det er en dødsdom over imperiesystemet, som har domineret menneskehedens anliggender i århundreder.




Radio Schiller den 24. november 2014:
International erklæring for at USA og Europa skal gå med i BRIKS




RESOLUTION 22. nov. 2014:
USA og Europa må have modet til at afvise
geopolitik og i stedet samarbejde med BRIKS

Se de første hundrede underskrifter af prominente personer fra 20 nationer nederst på siden.

Se også: PRESSEMEDDELELSE

Nogle prominente underskrifter fra Danmark:

Hugo Andersen, Director, Taarnby Karroserifabrik, Taarnby

John Scales Avery,Associate Professor Emeritus, at the Department of Chemistry, University of Copenhagen, Chairman of The Danish Peace Academy, Contact Person in Denmark for Pugwash Conferences on Science and World Affairs

Tom Gillesberg, Chairman, The Schiller Institute in Denmark

Anika Telmányi Lylloff, Violinist,Copenhagen

Mohammad Mahfoud, Head of Danish- Syrian Union

Jens Jorgen Nielsen,Lecturer, Niels Brock, Business School, former newspaper correspondent in Russia

Thomas Grønlund Nielsen,Physics Lecturer,Herlufsholm Skole

Ole Skjold, former director Ole Skjold ApS, Frederikssund

Erling Svendsen, Former President Danish Wheat Growers Association, Hvalso

Ole Valentin-Hjorth, Economist

 

 

English pdf: see the pdf at the bottom of the page.

Schiller Instituttet har udsendt følgende internationale resolution, til underskriftsindsamling:

I nutidens atomvåbenalder kan konsekvensen af en geopolitisk konfrontation med Rusland og Kina kun blive den menneskelige arts udslettelse gennem atomkrig.

BRIKS-nationerne (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) er gået i forening for at forfølge en politik med økonomisk udvikling ikke blot for deres egne nationer, men til gavn for befolkningerne i alle nationer. Med dette formål for øje har de skabt en Ny Udviklingsbank til at investere milliarder i nødvendige udviklingsprojekter.

Kina har for nylig taget de første skridt til den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank, som flere end 20 asiatiske nationer har tilsluttet sig som stiftende medlemmer, og Kina har ligeledes oprettet en Silkevejs-udviklingsfond.

På APEC-konferencen i Beijing inviterede den kinesiske præsident Xi Jinping den amerikanske præsident Obama til at gå med i Kinas og andre asiatiske nationers, inklusive Ruslands, indsats for at udvikle den Nye Silkevej.

Disse initiativer er ikke geopolitiske i deres natur. I modsætning til frihandelsaftalen Trans-Pacific Partnership (TPP), som Obama er fortaler for, og som ekskluderer Kina, så er de BRIKS-relaterede initiativer, inklusive det kinesiske forslag til det Asiatiske Stillehavsområdes Frihandelsaftale (FTAAP), inkluderende. De er baseret på den idé, som afdøde Pave Paul VI udtrykte som, at »det nye navn for fred er udvikling«. På det nyligt afholdte G20-topmøde i Australien talte både Xi Jinping og den indiske premierminister Modi således begge om det dobbelte formål, at opnå global fred og bringe en afslutning på fattigdom gennem økonomisk udvikling.

Der er intet problem i verden, der ikke kan løses gennem en sådan tilgang, og modsat vil intet problem blive løst uden.

Et sådant samarbejde mellem USA, Rusland, Kina og Indien, blandt andre nationer, er nødvendigt for at besejre Ebola-pandemien i Afrika.

Den terrortrussel, der repræsenteres af ISIS og al-Qaeda, har i lige grad som sit mål Rusland, Kina og Indien, såvel som også USA og Europa. Den kan kun overvindes gennem en ny sikkerhedsarkitektur baseret på samarbejde.

Politikken med at gennemføre »farvede revolutioner« under påskud af demokrati repræsenterer, selv om dette begreb ikke nævnes, en krigspolitik, fordi det har til formål at vælte regeringer ved hjælp at penge fra udlandet. Det må stoppe. Kampagnen for at påtvinge Rusland sanktioner på grund af landets opposition mod sådanne »farvede revolutioner« og det nazistiske kup i Ukraine forværrer blot den globale krise. En fremgangsmåde, baseret på gensidigt samarbejde for at opnå menneskehedens fælles mål over hele Eurasien og videre endnu, ville i stedet skabe grundlaget for global fred.

Alt imens USA har forladt Kennedys rumprogram, så har kineserne forpligtet sig over for et måneprogram med fokus på udvinding af helium-3 med det formål at skabe ubegrænset fusionsenergi. Med et samarbejde mellem USA, Europa, Rusland, Kina og Indien, blandt andre nationer, ville mennesket endelig kunne virkeliggøre Johannes Keplers vision om at beherske solsystemets love, til gavn for mennesket.

Udelukkende kun en sådan tilgang ville bringe USA og Europa tilbage til deres oprindelige formål, som det kommer til udtryk i den Europæiske Renæssance og den Amerikanske Revolution, et formål, som USA og Europa i stigende grad har forladt, og som resten af verden nu har vedtaget og nu indtrængende opfordrer dem til atter at vedtage.

Vi opfordrer derfor USA og Europa til at forlade fortidens geopolitiske selvmordspolitik, som førte til de to forrige verdenskrige og er i færd med at føre til den tredje, og i stedet opbygge en fremtid for hele menneskeheden gennem atter at vedtage Den westfalske Freds princip, gennem at basere udenrigspolitik på princippet om »den andens fordel«, som gjorde en ende på trediveårskrigen i Europa, samt på John Quincy Adams’ idé om »et samfund baseret på principper mellem suveræne nationalstater«.

Dette er det eneste handlingsforløb, som er i overensstemmelse med menneskets sande natur som den eneste, kreative art. Ethvert andet handlingsforløb er baseret på idéen om, at mennesket er et dyr, og vil føre til menneskets udslettelse.

Som patrioter i vore egne nationer, og som verdensborgere, opfordrer vi vore medborgere og vore nationers ledere til at have det fornødne mod til at bryde den aktuelle cyklus med en optrapning af bestialiteter, gennem at tage imod det generøse tilbud om at samarbejde med BRIKS.

(Ved at underskrive denne erklæring giver jeg tilladelse til, at mit navn må offentliggøres.)

Send venligst navn, stilling (kun til identifikation), og gerne telefonnummer  gennem skrivunder.net (se ovenpå eller www.skrivunder.net/samarbejde_med_briks ) eller si@schillerinstitut.dk   Send gerne resolutionen rundt til dine kontakter og andre som du mener burde skrive under.

Download (PDF, Unknown)

Tom Gillesberg, Formand for Schiller Instituttet i Danmark, har også skrevet under.

First Name Last Name Title City State Country
Morad Abou-Sabe Arab American League of Voters of NJ Monroe New Jersey USA
Amer Aboud Syrian American Forum Chicago Illinois USA
Fidel Acevedo Co-Chair, Progressive Hispanic Caucus, Texas Democratic Party Texas USA
Ramatu Ahmed Founder, Federation of African Muslim Women in America Bronx New York USA
Jacques Bacamurwanko Former Ambassador of Burundi to the United States New York New York USA
Roseanne Barr Comedienne and former Presidential candidate, Peace and Freedom Party Hawaii USA
George Bioletto International Association of Machinist Trustee Long Beach California USA
Kofi A. Boateng, PhD African Federation, Inc. Ossing New York USA
Elena Branson President, Russia Center New York New York USA
Howard Chang Professor of Hydraulic Engineering (ret) San Diego State University San Diego California USA
Ramsey Clark US Attorney General 1967-69 New York New York USA
Jaime Contreras business representative, Painters Union, Las Vegas, Nevada, Las Vegas Chapter Co-ordinator for Labor Council For Latin American Advancement Las Vegas Nevada USA
Hal Cooper Transportation Engineer, Advisory Board for Seattle’s Freight Transportation Division Seattle Washington USA
Brian Crowell Teacher, former Shop Steward, American Federation of Teachers Local 1078 Berkley California USA
Dr. Fred Dallmayr Co-Chair, World Public Forum—Dialogue of Civilizations South Bend Indiana USA
Dr. Bill Deagle Genesis Communication Network, Host, Nutri-Medical Report California USA
E. Leopold Edwards retired faculty Howard University Washington D.C. USA
James H. Fetzer PhD McKnight Professor Emeritus, University of Minnesota, Duluth Duluth Minnesota USA
James Fox President, American Fertilizer Trade, LLC Great Neck New York USA
Cornelius Gallagher U.S. Congressman 1959-1973 New Jersey USA
Donald Gibson Professor Emeritus, University of Pittsburgh, author of Wealth, Power, and the Crisis of Laissez Faire Capitalism and Battling Wall St.: The Kennedy Presidency Greensburg Pennsylvania USA
George C. Hillman, MBA American Entrepreneur Boston Massachusetts USA
Jim Hogue Host, WGDR radio Plainfield Vermont USA
Lok Home President of the Robbins Co. Solon Ohio USA
Hunter Huang Pres. National Association for China’s Peaceful Unification Washington D.C. USA
Fred Huenefeld Member State Democratic Party Central Committee, Louisiana Monroe Louisiana USA
Rep. Thomas Jackson State Representative Alabama Alabama USA
Constance Johnson Oklahoma State Senator (retired) District 48 Oklahoma USA
Ralph Johnson Professional Engineer, Nuclear Industry Seattle Washington USA
Sam Kahl District Leader, Democratic Party of Multnomah County Oregon Portland Oregon USA
Fred Kaviani sales manger surface transportation systems, Monogram Systems Los Angeles California USA
George Krasnow President, Russian-American Goodwill Association USA
Lyndon H. LaRouche Economist, Statesmen Round Hill Virginia USA
Eric Larsen author, The Skull of Yorick: The Emptiness of American Thinking at a Time of Grave Peril New York New York USA
LeMar Lemmons III At Large Member,  and former President Detroit Board of Public Education;  former member Michigan House of Representatives Detroit Michagan USA
Edward Lozansky, PhD President and Founder, American University in Moscow
Founder, World Russia Forum
Washington D.C. USA
Wayne Madsen Publisher and Editor, The Wayne Madsen Report USA
Mike Manypenny Member, West Virginia House of Delegates West Virginia USA
Thomas Grolund Miner Chairman and CEO of Thomas H. Miner Associates, Inc. Chicago Illinois USA
Saket Mishra Vlunteer, Association for India’s Development, MIT Boston Massachusetts USA
Anthony Morss Music Director and Principal Conductor of the Nesw Jersey Association of Verismo Opera, Inc. New York New York USA
Robert Newton former Vice President Communications Workers of America Local 2252 Oakton Virginia USA
Nomi Prins Author of All the Presidents’ Bankers: The Hidden Alliances that Drive American Power Los Angeles California USA
Ganga P. Ramdas, PhD, MA, MS Professor of Economics, Lincoln University Philadelphia Pennsylvania USA
Phillip Restino VFP 136, chapter co-chair, Central Florida, Vets for Peace Daytona Florida USA
Natalie Sabelnik Russian-American Community Leader San Francisco California USA
Ranjani Saigal Executive Director, Ekal Vidyalaya Foundation of the USA Burlington Massachusetts USA
Jose I. Sangerman, PhD Biologics Researcher Boston Massachusetts USA
Keith L. Shaffer former President IAM local 1784 Baltimore Maryland USA
Prashant Shah Publisher, India Tribune Chicago Illinois USA
Vaithilingam Shanmuganathan National Committee Member-Liberal Party of Sri Lanka; Secretary General-Liberal Democratic Workers Union of Sri Lanka; Former Advisor to the Governor of the Central Bank of Sri Lanka Azusa California USA
Baifeng Sun Director, The Confucius Institute, UMASS Boston Massachusetts USA
Rosemarie Swanger Pennsylvania State Rep. (ret) Pennsylvania USA
Dr. John Telford Superintendent (retired) Detroit Public Schools Detroit Michigan USA
Judith Van Dyke Association of Small Entrepreneurs Syracuse New York USA
Bob Van Hee Alderman, Former City Council President Redwood Falls Minnesota USA
Anil Verma President Anil Verma Associates, Inc. Los Angeles California USA
Pat Wadsworth Former Chair, Current Secretary Grays Harbort Democrats Washington Grays Harbor USA
Lowell Young treasurer, Mariposa County Democratic Central Committee Mariposa California USA
Joanne Wilder Editor, Patriot newspaper Syracuse New York USA
Julio C. González former Secretary of State of the Argentine Republic, and university professor, Buenos Aires Argentina
Carlos Alberto Baltazar Perez Galindo Attorney Buenos Aires Argentina
Prof. Dr. Hans Koechler President, International Progress Organization Vienna Austria
Michael Machura counsellor and engineer,
Österreichischer Wirtschaftsrat
Austria
David Comissiong President, Clement Payne Movement; Former Senator, Government of Barbados, Former Director, Commission for Pan-African Affairs, Government of Barbados Barbados
María Luz Navarrete Alarcón Vice President for Social Security of the  Aquí la Gente Citizens Movement Santiago Chile
Jhon Jairo Jaramillo Liberal Arts Professor, University of el Valle Colombia
Georges Beriachvili Pianist Paris Ile de France France
Col. (ret) Alain Corvez Counsellor for international strategy and former advisor to the General-in-Command of UNIFIL France
Pierre Eboundit President of the Panafrican Leauge—Umoja Reims France
Ali Rastbeen President Geopolitical Academy Of Paris Paris France
Dr Louis Reymondon honorary Surgeon of French hospitals and President of VietAmitié (France-Vietnam Friendship Association) France
Jean-Jacques Seymour Radio Journalist Paris France
Bassam Tahhan Franco-Syrian Professor of Geostrategy, Ecole nationale supérieure des techniques avancées (ENSTA) Paris France
Wolfgang Effenberger Publicist Bavaria Germany
Dr. Dr. Josef Gruber Professor, Emeritus Hagen Germany
Ekaterina Medvedeva-Schwerbock Actress Berlin Berlin Germany
Dorothea Schleifenbaum County Councilwoman Siegen-Wittgenstein Siegen Germany
Dr. Gallus Strobel Mayor, Triberg Germany Triberg Baden-Wurtemberg Germany
Dmitris Tzamouranis Greek Visual Artist Berlin Germany
H.C. von Sponeck Former U.N. Assistant Secretary General Germany
Prof. Dr. Carl-Otto Weiss Research Director at the Physikalisch-Technische Bundesanstalt (PTB) Braunschweig Germany
Helga Zepp-LaRouche Founder, Schiller Institute Wiesbaden Germany
Leonidas Chrysanthopoulos Ambassador (ret), Member of the Political Secretariat of EPAM (United People’s Front) Greece
Panos Kammenos President of the Independent Greeks, Member of the Hellenic Parliament Athens Greece
Lefteris Karayannis Ret. Ambassador, Diplomatic advisor to Panos Kammenos . Athens Greece
Theodore Katsanevas Chairman of the Drachma 5 Party​ Athens Greece
General (ret) Konstantinos Konstantinides one of the founders of Generals Against Nuclear War Greece
Dr. George Pararas-Carayannis Chairman, 6th International Tsunami Symposium, COSTA RICA 2014; President Tsunami Society International; Editor, SCIENCE OF TSUNAMI HAZARDS; Greece
Dr. George Tsobanoglou Vice President, International Sociological Association, Research committee on Sociotechnics / Sociological Practice Greece
Yufang Guo Chairman, Jomec International Rotterdam Rotterdam Holland
Dr. Vinod Saighal Executive Director, Eco Monitors Society New Dehli India
Arun Shrivastava Author New Dehli India
Antonella Banaudi Opera Singer Sanremo Italy
Gabriele Chiurli Member, Tuscany Regional Council Arezzo Italy
Nino Galloni Economist, Italy
Alfonso Gianni Director of the Cercare Ancora Foundation Rome Italy
Enzo Siviero Member of the Italian National Council of Universities Padua Italy
Valentina Iorio Tomasetti City Councilwoman Galliate Lombardo Italy
Chandra Muzaffar President of the International Movement for a Just World Kuala Lampur Malaysia
Luis Benito Acosta Jiménez Agronomist, Director General, Agronomy Federation of Mexico City Mexico City D.f. Mexico
Carlos Arellano Palma Architectural engineer, Mexican Association of Engineers Mexico City D.F. Mexico
Esteban Palma Bautista Civil engineer, Mexican Association of Engineers, Mexico City D.F. Mexico
Gaston Pardo-Pérez journatlist, Reseau Voltaire Veracruz Coatepec Mexico
Rosa Elia Romero Guzmán Federal Congresswoman Oaxaca Mexico
José Francisco Rosales Argüello Vice President of COPPPAL (Permanent Conference of Political Parties of Latin America and the Caribbean) , Justice Nicaragua Supreme Court Nicaragua
Architect Julio A. Mendoza President of the Chamber of Housing and Infrastructure of Paraguay Paraguay
Sergei Cherkasov Deputy Director for Research, State Geological Museum, Russian Academy of Sciences Moscow Russia
Guzel A. Danukalova Institute of Geology, Ufa Scientific Center, Russian Academy of Sciences Ufa Russia
Victor Kuzin Head of Moscow Bureau for the Defense of Human Rights without Borders, Moscow Russia
Stanislav N Nekrasov professor; Chairman, International Legal and Futurological Information Agency Yekaterinburg Russia
Alexander D. Petrushin Institute for Demography, Migration, and Regional Development Moscow Russia
Sergy Pulinets Space Research Institute, Russian Academy of Sciences Moscow Russia
Sergei V. Zaitsev Institute of Solid State Physics, Russian Academy of Sciences Chernogolovka Moscow Region Russia
Jan Carnogursky Former Dissident of Czechoslovakia, Former Justice Minister, Slovak Republic Slovakia
Fructuoso Rodríguez Morales retired transport union leader Las Cannarias Spain
Javier Otazu Ojer Economics Professor, UNED in Pamplona Pamplona Spain
Leena Malkki-Guignard producer, opera singer, Operafabriken Malmo Sweden
Vladimir R. Marchenko Confederation of Labor of Ukraine Kiev Ukraine
Natalia M. Vitrenko doctor of economics; Chairman, Progressive Socialist Party of Ukraine Kiev Ukraine

 

 




Helga Zepp-LaRouche:
Et valg mellem liv og død i form af to systemer:
BRIKS og den videnskabelige, økonomiske revolution vil forandre verden

International videokonference, Mexico City 20. nov. 2014.

 

Schiller Instituttets stifter, Helga Zepp-LaRouche, talte til et overfyldt publikum på flere end 100 mennesker, de fleste unge, der var samlet i Mexico City til et seminar med titlen »Et valg mellem liv og død og to systemer: BRIKS og den videnskabelige, økonomiske revolution, som vil forandre verden«. Zepp-LaRouche bragte dette budskab til denne nabo til USA midt i politiske omvæltninger og sagde til dem, at den revolution, der er centreret omkring Kinas Nye Silkevejsinitiativ og BRIKS-nationernes kamp for udvikling giver anledning til optimisme for Mexico, og for menneskeheden i almindelighed.    

Helga Zepp-LaRouche: Goddag. Det glæder mig meget at sende jer mine hilsner på denne måde, og ikke blot til jer i Mexico, men også til de mennesker, der lytter i Argentina, Chile, Columbia, Peru, Guatemala, Spanien og sandsynligvis i mange andre lande.

Vores civilisation befinder sig i øjeblikket ved en korsvej, hvor menneskehedens fremtid er et fuldstændig åbent spørgsmål. De er stadig mulighed for at vi ender med en global krig, der ville føre til civilisationens udslettelse. Denne fare er til stede, og den er meget akut.

Men grunden til, at jeg ikke desto mindre er optimistisk med hensyn til, at vi har en chance for, ikke alene at undgå dette, men også for at indlede en ny æra i civilisationen, som er radikalt anderledes og meget mere i overensstemmelse med menneskets værdighed, og dette har at gøre med udviklingen i BRIKS-landene og i mange lande, der har tilsluttet sig denne kombination af nationer.

Lige nu er der en enorm fare til stede, på grund af præsident Porosjenkos provokationer i Ukraine, hvor han ikke alene afskærer befolkningen i Østukraine fra humanitær hjælp, skoler, pensioner, midler til at drive hospitalerne, i et tydeligt forsøg på at provokere Rusland til at respondere og dernæst få Rusland viklet ind i en krig, eventuelt med NATO; Porosjenko har endda udtrykkelig sagt, at man ikke kan udelukke en krig med Rusland. Jeg mener, at det eneste måde at besvare dette på er, at det internationale samfund kommer ud og fordømmer, hvad Porosjenko laver, han, som kom til magten gennem et kup i Kiev, som fik hjælp af mange nazister, og endnu i dag er hans regering gennemsyret af nazister. Dette kup var resultatet af en mangeårig manipulering, især fra briterne, USA, NATO, EU og ulykkeligvis også den tyske regering. Så jeg mener, at det eneste svar må være, at det internationale samfund fordømmer det, som Porosjenko laver og absolut standser sanktionerne mod Rusland, for det var alt sammen baserede på løgne og åbenlyse provokationer. Derfor bør alle lande, især de europæiske, der ønsker at overleve, standse denne politik og se på det perspektiv, som findes for alle andre i form af BRIKS-landene.

Verden er heldigvis forandret, og magtkombinationen er ikke længere, som den var, for blot fire måneder siden. Det begyndte faktisk for over et år siden, da den kinesiske præsident Xi Jinping annoncerede Den nye Silkevej: Det var idéen om at forbinde de gamle handelsruter fra antikkens tid mellem Kina og Europa gennem Centralasien, og alene dette var et fantastisk perspektiv, fordi antikkens Silkevej ikke alene forbandt lande og nationer, men i datiden betød at overvinde enorme udfordringer i form af ørkenen og have, og det førte til et stort spring fremad i evolutionen og udviklingen af civilisationen på daværende tidspunkt. I dag ville dette have endnu større betydning, hvilket jeg vil tale om hen ad vejen.

Det næste skridt kom så i november måned sidste år, da Xi Jinping tilføjede idéen om Den maritime Silkevej, som igen var idéen om at forbinde alle landene omkring Stillehavet og øge handelen gennem at bygge havne og søfartsruter, og helt enkelt integrere hele Sydasien og Sydøstasien i langt, langt højere grad.

Det næste, virkelige store skridt i udviklingen af et nyt system var topmødet, der fandt sted i maj måned mellem præsident Putin og Xi Jinping i Shanghai, hvor de indgik 48 betydningsfulde, økonomiske samarbejdsaftaler, samt den berømte 30-årige gasaftale, som i sig selv var en virkelig stor begivenhed, fordi det betød, at Rusland og Kina fra nu af var bundet i et strategisk partnerskab, som var kommet for at blive.

Det næste virkeligt kvalitative skridt skete, da BRIKS-landene mødtes i juli måned i Fortaleza, Brasilien, hvor de indgik store aftaler og, i særdeleshed, hvor de besluttede at opbygge en ny finansinstitution, den Nye Udviklingsbank, en bank, som udelukkende kun var helliget finansiering af projekter, og ikke længere spekulation; og de skabte ligeledes valutareservefonden, Contingency Reserve Arrangement, CRA. Begge disse institutioner fik indledningsvis en startkapital på 100 milliarder dollars, og meningen med CRA er, at den skal forsvare alle deltagende lande mod spekulative angreb fra gribbefondene, fra hedgefondene og lignende institutioner.

På denne BRIKS-konference opsummerede Xi Jinping den 16. juli ånden i sin indsats. Han sagde: »Historien lærer os, at junglens lov ikke er den rette vej at følge for menneskehedens sameksistens. Alle nationer bør følge det samme princip om tillid, at lære af hinanden, at arbejde sammen til fælles fordel og at skabe en harmonisk verden og vedvarende fred til fordel for det almene vel.«

De vestlige lande har meget svært ved at forestille sig, at der findes en gruppe nationer, hvis ledere rent faktisk virkelig arbejder for at fremme det almene vel. Men historisk set kan denne idé imidlertid føre sin filosofiske tradition tilbage til værkerne af Nicolaus Cusanus, det 15. århundredes store tænker og grundlæggeren af den moderne nationalstat og af moderne videnskab. Han havde denne idé, at overensstemmelse i universet, og på planeten, kun er mulig, hvis alle elementer i mikrokosmos udvikler sig i harmoni med et enkelt makrokosmos. Hvis man overfører denne tanke til nationerne, så kan der kun opnås fred på planeten, hvis alle nationer opnår deres maksimale, potentielle udvikling og samtidig gør til deres interesse at udvikle de andre nationer bedst muligt, og omvendt. Denne idé indgik for øvrigt i Den westfalske Fred, som endelig afsluttede 150 års religionskrige i 1648, og dette blev faktisk atter til grundlaget for international lov og FN-charteret.

Denne idé er i dag BRIKS-landenes ledende princip. Det, der er vokset af denne ånd, er et enormt antal projekter. Efter BRIKS-konferencen var der også et møde mellem BRIKS-landenes statschefer og statscheferne fra Unasur og lederne af Celac. De har alle sammen indgået aftaler om et sådant antal projekter, at hvis disse alle gennemføres, og det er man allerede begyndt at gøre, så vil det fuldstændig transformere Sydamerika i løbet af få år. For eksempel: der er samarbejde omkring atomkraft mellem mange lande, mellem Kina, Brasilien, Argentina, Rusland, Indien, Bolivia og mange flere. Der er konstruktionen af en sekundær Panamakanal gennem Nicaragua med kinesisk hjælp. Kina hjælper også med at bygge en transkontinental jernbane i hele Sydamerika, begyndende med en jernbanelinje fra Brasilien til Peru.

Det, der i det væsentlige er sket med denne geometri er, at en enorm optimisme er brudt ud, og at lande, som i årevis har forsøgt at bygge projekter, men som ikke fik lov til det pga. af IMF’s betingelsespolitik med krav om nedskæringer, nu kan gå videre med det, med hjælp fra BRIKS, med hjælp fra de nye finansinstitutioner, som man er i færd med at opbygge; så dette er en fuldstændig ny fase i civilisationens historie.

Og denne proces har taget endnu et stort spring fremad i de seneste tre uger: For, for tre uger siden, var der midtvejsvalg i USA, som førte til et bragende nederlag for Obama, og dette har i en vis forstand medført, at, alt imens det ikke har løst USA’s problem, for nu har man de endnu mere problematiske republikanere, der vil overtage magten i begge Kongressens huse til januar, så foregår der alligevel også noget i USA. Obamas nederlag symboliserer imidlertid også på en vis måde USA’s fald, og ligeledes formindskelsen af Europa, der er en slags koloni til den nuværende regering i Washington.

Dette blev meget klart under mødet i APEC [Det økonomiske samarbejde i det asiatiske Stillehavsområde] i Beijing. For det, de skete der, var grundlæggende set, at både Obama og – europæerne var ikke til stede – men ved det efterfølgende G20-møde i Australien blev også Europæerne virkelig kørt ud på et sidespor, for de har faktisk intet at tilbyde. Europæerne og USA har et system, der udelukkende er baseret på monetarisme. Og dette system, som er blevet fordømt, for øvrigt af Pave Frans, som har sagt, at dette økonomiske system må have tilføjelsen af det femte bud, »Du skal ikke dræbe«, fordi det er et system, der dræber! Faktisk har dette system, som udelukkende er bygget på profit og kun har gjort en håndfuld mennesker rige, mens det har forarmet de mange; dette system har gjort, at nu 85 individer på planeten tjener lige så megen rigdom, som 3,5 milliarder mennesker! Pave Frans sagde også, at et system, hvis eneste formål er profit, virkelig bør ændres, og det var hans budskab til G20-topmødet.

På APEC-topmødet blev det meget klart, at det døende, monetaristiske system er på vej ned. Det var præsident Obamas oprindelige plan, at han ikke engang ville tillade, at kinesernes Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank, eller Silkevejen, blev diskuteret på APEC-mødet! Men i de syv dage forud for APEC-ledermødet ændredes dynamikken totalt. Xi Jinping præsenterede, trin for trin, de kinesiske initiativer – den Nye Silkevej, som er et program – de betyder faktisk, at Kina, som har været igennem den største udvikling, noget land har gennemført på planeten i de seneste 30 år, har løftet hundrede millioner af mennesker ud af fattigdom, siden Deng Xiaopings reformer, og i løbet af disse 30 år er Kina kommet langt. I begyndelsen begik landet nogle fejl ved at producere billigt arbejde, til eksport til USA og Europa; men skridt for skridt har landet overvundet dette. Der var også den periode, hvor Kina blot kopierede fra andre lande – alle, der nogensinde har gennemført en industriel revolution, har kopieret fra andre lande, inklusive USA. Jeg ville sige, at det gør USA stadig i dag, med NSA’s udspionering, som f.eks. oprører europæiske industrifolk meget, så folk burde ikke lave for meget postyr over kopiering – men Kina har nu også med held ladt denne periode bag sig. For Kina er nu baseret på et innovationsbaseret samfund og ditto industri, og inden for mange områder er det nu en verdensleder.

Alt dette blev præsenteret af Xi Jinping, med samt den nye Silkevejsfond, som Kina finansierer med 40 mia. dollars, og på det efterfølgende ASEAN [Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer] annoncerede de, at de ville investere 20 mia. dollars på at få søsat den Maritime Silkevej.

Der er en enorm optimisme, og det førte til en situation, hvor man kunne sige at alle de andre lande ligesom flokkedes omkring Kina. Frihandelsaftalen for det asiatiske Stillehavsområde, FTAAP, var den dominerende frihandelsmodel, og selv Obama sagde i sin tale, at TPP, Trans-Pacific Partnership, hvis oprindelige hensigt var at ekskludere Kina, blot ville være et skridt på vejen til den mere inkluderende, kinesiske model.

Kina har derfor taget lederskabet, og det har taget lederskabet ikke alene med alle disse økonomiske infrastrukturinitiativer, men også med rumprogrammet. Kina skabte et enormt gennembrud med sin månemission sidste december, hvor Yutu månerobotten landede på Månen, og det har fremskyndet nye missioner siden da, med idéen om meget snart at bringe råmaterialer tilbage fra Månen til Jorden, som udvindingen af helium-3 for dernæst at anvende det til en økonomi baseret på fusionskraft på Jorden. Dette er et fantastisk perspektiv, for når vi først kan bruge helium-3 til fusionsprocesser på Jorden, betyder, at mennesket kan opnå energisikkerhed, råmaterialesikkerhed, og vi vil således fuldstændig komme ud over udsigten til at skændes om angiveligt sparsomme ressourcer.

I de seneste aftaler mellem Rusland og Kina og mellem Rusland og Indien er man også blevet enig om samarbejde omkring rumfart, hvor Indien havde et sensationelt gennembrud med sin første kredsløbssatellit omkring Mars. Indien blev således den første nation, der lykkedes med at opsende en satellit i kredsløb om Mars i første forsøg, og det endda til 10 % af omkostningerne, som et lignende NASA-projekt på samme tid kostede.

Det eneste, positive element, der er kommet fra Europa for nylig, har været det storslåede gennembrud med Rosetta og Philae-landingsfartøjet, som landede på kometen »Chury« [komet P67 Churyumov-Gerasimenko], som er et program, der var ti år undervejs, hvor Rosetta måtte rejse 7,1 mia. kilometer for at nå til denne komet. Her er formålet at finde ud af universets oprindelse, livets udvikling og lignende spørgsmål.

Hvorfor er disse gennembrud i rummet så spændende? Ført og fremmest er de en total gendrivelse af de løgne og det vanvid, som kommer fra miljøbevægelsen og dens oligarkiske herrer, som Verdensnaturfonden, Romklubben, Prins Philip og Det britiske Imperium generelt. De har alle påstået, at vil lever i et lukket system med knappe ressourcer, og at en bæredygtig udvikling er den eneste måde, menneskeheden fortsat kan eksistere. Dette er selvfølgelig en total løgn, for selvfølgelig lever vi ikke i et lukket system; vi lever i et anti-entropisk univers under konstant udvikling, underlagt helt andre principper.

Den store, tysk-amerikanske videnskabsmand og raketspecialist Krafft Ehricke udviklede denne idé med, at kolonisering af rummet er den næste fase i menneskehedens udvikling. Han havde denne idé om, at livet oprindeligt i universets evolution udviklede sig ud af havene ved hjælp af fotosyntese og op på kontinenterne, og dernæst udviklede arter med en stadig højre energigennemstrømningstæthed i deres metabolisme. Da mennesket så kom, udviklede disse mennesker sig meget hurtigt ved først at bosætte sig langs have og floder og dernæst tid efter anden udviklede infrastruktur, kanaler, som Karl den Store, der var den første til faktisk at foreslå, at man byggede kanaler til at forbinde floderne, og veje, og med udviklingen af jernbaner erobrede denne infrastruktur mere og mere udviklingen af kontinenternes indre. Med det nye perspektiv med den Nye Silkevej, som vi for øvrigt foreslog, da Sovjetunionen kollapsede; først i form af den Produktive trekant, og dernæst, efter Sovjetunionens opløsning i 1991, foreslog vi en Ny silkevej til at forbinde de europæiske og asiatiske industri- og befolkningscentre, og vi kaldte det den Nye Silkevejs Eurasiske Landbro.

Dette projekt er nu kommet på dagsordenen, og når det er bygget, vil det være en Verdenslandbro, som vil bringe velstand ud til alle kroge i verden, og det vil overvinde indlandsområdernes underudvikling, som stadig eksisterer på de forskellige kontinenter.

Men denne fase i evolutionen vil slutte, og den næste, naturlige fase i evolutionen vil dernæst blive opbygningen og udvidelsen af infrastrukturen til det nære rum, og et andet ord for dette er kolonisering af rummet og udvikling af rummet.

Den Nye Silkevej vil, på en vis måde ligesom den gamle Silkevej, også udveksle de mest avancerede teknologier. I den antikke Silkevejs dage var disse teknologier fremstilling af silke, papir, krudt og teknologier til fremstilling af porcelæn, og i dag vil det være udveksling af teknologi vedr. atomkraft, fusionsenergi, rumforskning og rumrejser, og hele verden, hele planeten, vil blive transformeret til at blive en mere og mere vidensbaseret økonomi. Og så kan enhver se, at Vladimir Vernadskijs fantastiske idé absolut går at bevise: Nemlig, at der er en fundamental forskel mellem mennesker og dyr; at mennesket er den eneste art, som atter og atter kan gøre fuldstændig nye opdagelser, som ingen før så meget som kunne tænke, som ingen har gjort før, og dette er en proces, hvor vi nu virkelig befinder os ved en skillevej, hvor virkelig er ved at komme i gang.

Tænk en gang på dette: De seneste 10.000 år af menneskets historie, siden den sidste istid, er en meget kort tidsperiode, hvis man sammenligner med universets alder generelt. Men den udvikling, der har fundet sted i løbet af disse 10.000 år, er simpelt hen absolut enorm. For eksempel, en genstand som den, der plejede at være en håndøkse eller en dobbeltsidet håndøkse [en stenalderhåndøkse eller skæreredskab], er i dag på størrelse med en smartphone; og med en smartphone kan man gøre alt muligt; man kan have internationale videokonferencer, man kan udføre undersøgelser, man kan gøre en enorm masse ting. Tænk en gang efter, fra en håndøkse til en smartphone, objekter af samme størrelse, men hvor meget teknologi er medgået til det? Og tænk nu på, hvis vi fortsætter med at udvikle os på denne måde, hvor vil menneskeheden så være om 100 år fra i dag? Om 1.000 år? Om 10.000 år? Dette gør det åbenbart, at Vernadskijs begreb om, at universets evolution fra den uorganiske til den biologiske sfære, til noosfæren, udvikler sig på en sådan måde, at noosfæren vil dominere mere og mere over biosfæren, og at den menneskelige kreativitet vil være det, der dominerer og er det fremherskende i hele universet.

Vi må derfor definere nutiden ud fra et fremtidsperspektiv, for vi kan allerede nu se, hvad menneskeheden vil være i stand til i de kommende århundreder og årtusinder, og vi stadig befinde os i civilisationens fosterstadie, og at tiden nu er inde til at blive voksne.

Det står også klart, at denne nye, økonomiske verdensorden, som meget, meget hurtigt er på vej frem ved hjælp af det centrum, som er Kina, Rusland, Indien og BRIKS-landene, absolut må kombineres med en ny, kulturel renæssance og menneskets æstetiske opdragelse. Det er baseret på det billede af mennesket, som går ud på, at ethvert menneske, hvert lille, nyt spædbarn, der fødes på denne planet, har potentiale til at blive et geni. Ikke et geni i form af en person, som bare gør underlige ting, men et geni, som er en skøn sjæl; en person, for hvem, i henhold til Friedrich Schiller, lidenskab og pligt, frihed og nødvendighed, er en og samme ting. Det er det, fordi der ikke længere er nogen modsigelse for en sådan person, der med glæde gør, hvad der bidrager til menneskets fortsatte udvikling, og så hvad han kan lide at gøre! Han/hun vil ikke udføre sin pligt som en opgave, han/hun ikke kan lide, men vil finde sin identitet i kreativiteten, og dette vil blive hele menneskehedens identitet.

Det er derfor, vi lægger så meget vægt på klassisk kultur, for vi må samtidig med at afvise det døende, monetaristiske system også afvise den frygtelige popkultur, som følges ad med globaliseringen, og som har tendens til at forvandle mennesker til dyr, eller i det mindste til dumme tåber.

Det, vi i stedet skal gøre, er at genoplive de bedste, kulturelle traditioner i hver nation. Kina har f.eks. en vidunderlig, 5.000 år gammel historie, og konfucianisme, der er 2.500 år gammel, og denne filosofi leder i øjeblikket Xi Jinpings politik – jeg er ikke den mindste smule i tvivl om, at det forholder sig sådan.

Indien: Indien har ligeledes en lang tradition og er også en af civilisationens vugger. Det har en meget rig, filosofisk historie med den vediske tradition, Upanishaderne, Gupta-periodens skønne dramaer, den vidunderlige, indiske renæssance, der varede fra slutningen af det 19. til begyndelsen af det 20. århundrede og frembragte så fantastiske poeter som Rabindranath Tagore.

Der er Rusland, som har usædvanlige digtere som Pushkin og videnskabsmænd som Mendelejev og Vernadskij. Der er Spanien med Cervantes og Goya; Italien med Dante, Leonardo da Vinci og Brunelleschi. I Tyskland har vi de vidunderlige traditioner fra Nicolaus Cusanus (Nikolaus von Kues), Kepler, Bach, Beethoven og Schiller.

Vi må genoplive alle disse kulturelle højdepunkter og dernæst få en dialog mellem civilisationer, hvor vi hver især, hver nation, relaterer til det højeste udtryk i den andens civilisation. På denne måde kan vi skabe en Ny Renæssance, der endda overgår det, der hidtil fandtes. Så vil vi have et helt nyt paradigme for civilisationen, og begyndelsen hertil finder allerede sted.

Det er grunden til, at jeg er absolut sikker på, at der også er håb for Mexico. På trods af de frygtelige farer og den degeneration, vi har set i de seneste mere end 30 år, siden López Portillos tid, hvor i dag narkotika, kidnapning og kriminalitet har overtaget meget af livet i Mexico, så, fordi der er en meget positiv udvikling i gang i Central- og Sydamerika, kan de være med til udefra at influere på det, der sker i Mexico lige nu. Vi kan derfor være håbefulde og have tiltro til, at en snarlig nyorientering af udviklingen kan opstå gennem en kombination af hjælp udefra og et stærkt lederskab i selve Mexico.

Lad være med at fokusere på USA lige nu. USA må selv finde løsningen på sine problemer, og der er kræfter, der virkelig gør en stor indsats for at ændre USA’s kurs. I bør derimod fokusere på Sydamerika, på Brasilien og Cuba, for da Lyndon LaRouche for 32 år siden arbejde sammen med López Portillo omkring operation Juárez, så kunne denne idé, der var meget lig det, der sker i øjeblikket, på trods af det faktum, at López Portillo begyndte at gennemføre den, så kunne den ikke lykkes, fordi regeringerne i Brasilien og Argentina ikke støttede López Portillo.

I dag fines der en anden dynamik, fordi nu er regeringerne i Brasilien – ja, Brasilien er jo medlem af BRIKS – og Argentina; jeg er overbevist om, at sådan, som tingene forløber i øjeblikket, så vil Argentina meget snart gå med i BRIKS, og derfor har man en helt anden dynamik i hele Sydamerika. Se også på, hvad Cuba gør: Cuba er et meget lille land; der er ikke så mange indbyggere, men netop nu leverer landet et storslået lederskab i kampen mod ebola, et lederskab, der gør større og rigere lande til skamme. Cuba er rykket ind med lægelige forsyninger og enhver form for lægehjælp, da ingen anden gjorde det, og dette er virkelig et lederskab fra Cubas side, som bør stå som en model.

Vi arbejder hårdt – når jeg siger vi, mener jeg LaRouche-bevægelsen – vi arbejder hårdt på at forandre USA indefra. Der er folk i både det Demokratiske Parti og selv i det Republikanske Parti, der indser, t der ikke nogen som helst god grund til, at USA ikke skulle samarbejde med BRIKS, og i betragtning af, at Obama har tabt, og at der foregår store omvæltninger pga. den amerikanske økonomis sammenbrud og tørken i sydvest, og der kan hurtigt ske forandringer i USA. Men vi arbejder også med europæiske lande for at få dem til at gå med (i BRIKS).

På den afsluttende pressekonference mellem Xi Jinping og Obama i Beijing, sagde Xi til Obama: Hør, jeg indbyder USA til at tilslutte sig BRIKS, tilslutte sig den Nye Silkevej, gå med i den Nye Silkevejsudviklingsfond, og dette tilbud er også åbent for ethvert andet land, der ønsker at deltage.

Vi vil forandre Europa, få Europa til at standse konfrontationen med Rusland, stoppe sanktionerne, der er i færd med at ruinere Europa mere end Rusland. For Rusland er sanktionerne nærmest en skjult velsignelse, som fremtvinger tættere bånd mellem Rusland, Kina, Indien og alle andre lande i BRIKS og Asien; mens den tyske industri, den franske og italienske industri, derimod er ved at kollapse som resultat af denne totalt umoralske og fejlagtige politik.

Så vi befinder os altså ved en skillevej: Det onde system med Det britiske Imperium, med Wall Street, med [City of] London eksisterer stadig. Men i virkeligheden er de allerede færdige. Spørgsmålet er blot, om de vil være i stand til at trække resten af verden med ned i en katastrofe, eller ej. Men der findes det optimistiske perspektiv, at, med det nye magtcentrum, som grundlæggende set hviler på Rusland, Kina og Indien, og i en større sammenhæng BRIKS-landene, samt de lande, der nu allierer sig med BRIKS, så er menneskehedens flertal allerede i færd med at opbygge en ny, økonomisk verdensorden. Og der er derfor al mulig grund til at være optimistisk, og jeg vil derfor afslutte med en linje fra Schillers digt, Ode til glæden, som lå til grund for Beethovens komposition af den Niende Symfoni: »Alle mennesker forsones«; der er kun én menneskehed.

 

Download (PDF, Unknown)




Fra LaRouche-bevægelsen 21. nov. 2014:
Frontlinjerne i kampen mellem liv og død trækkes skarpere op

Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet, bragte, ved en indflydelsesrig begivenhed i Mexico City i går, for et publikum på flere end 100 personer LaRouches politiske bevægelses programperspektiv, der fremstillede »Valget mellem liv og død« i form af to systemer – BRIKS og det kollapsende, transatlantiske, geopolitiske system. Dette er den første i en række af sådanne begivenheder, som nu vil finde sted over hele USA, inklusive i nationens hovedstad, for at fremtvinge spørgsmålet om at bringe de amerikanske lande ind i udviklingen med BRIKS.

Denne udvikling, som allerede er i fuld gang over hele Eurasien, tog et gigantisk skridt fremad i går i Afrika med meddelelsen om en indgået aftale om en højhastighedsjernbane til 12 mia. dollars mellem Kina og Nigeria, som kunne skaffe så meget som 200.000 jobs til landet.

USA og Europa er imidlertid fortsat så forsumpet i en dødbringende afindustrialisering og et forfald, mens deres politiske »ledere« følger Det britiske Imperiums plan, der forsøger at ødelægge kernen i BRIKS-alliancen, primært Rusland og Kina. Med mindre denne kurs ændres i den allernærmeste fremtid, er vi, i bogstavelig forstand, garanteret en ny, global krig, med konsekvenser, der vil true civilisationen.

Den russiske præsident Putin signalerede endnu en gang, under et møde i går i hans sikkerhedsråd i Moskva, at han var sig denne virkelighed bevidst. I hans bemærkninger i åbningstalen, som er gengivet på Kremls hjemmeside, gentog Putin, at Rusland vil »gøre alt, hvad der er nødvendigt« for at sikre, at den transatlantiske alliances krigsplaner – som begynder med »farvede revolutioner«, der tilsigter regimeskift – ikke gennemføres i Rusland.

Som en del af BRIKS tilbyder Rusland imidlertid USA og Europa et alternativ, der går ud på samarbejde omkring økonomisk udvikling til erstatning for dødbringende geopolitik. For at gøre det muligt for befolkningen i det transatlantiske område at respondere på dette tilbud, vil det kræve et kvalitativt skift i forståelsen af menneskets natur og formål: faktisk vil det kræve en anerkendelse af Lyndon LaRouches påstand om, at »mennesket er ikke et dyr«, men snarere en skabning i Solsystemet således, som både Kepler og Vernadskij definerede denne identitet.

Helga Zepp-LaRouches præsentation[1] i Mexico identificerede dette nødvendige skift i kulturen.

[1] En oversættelse af Helgas webcast vil snarest komme her på hjemmesiden.




EIR i København udfordrer EU’s koordinator
for udenrigs- og sikkerhedspolitik over
konfrontationspolitikken mod Rusland

20. nov. 2014 – I dag lykkedes det EIR’s korrespondent i København, Michelle Rasmussen, at stille det sidste spørgsmål på en hastigt sammenkaldt pressekonference på ’dørtrinnet’ med EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Federica Mogherini, og den danske udenrigsminister Martin Lidegaard. Mogherini havde deltaget i en konference i København om Somalia, og hun og den danske minister havde diskuteret verdenssituationen. Efter spørgsmål om Somalia, hvad hendes udenrigspolitiske prioriteter var, og om Europa kan handle uden USA, lykkedes det EIR at stille spørgsmålet:

EIR: Hvis vi skal løse problemerne med Ukraine, Ebola eller det økonomiske kollaps, må der være en dialog med Rusland. Lige nu er det EU’s politik at øge konfrontationen og isolationen, og på den anden side – når man har USA, der foreslår regimeskift gennem Victoria Nuland – vil De sige ja til BRIKS, som med åbne arme tilbyder samarbejde, i stedet for konfrontationspolitik?

Federica Mogherini: EU’s politik, det har vi netop diskuteret med ministrene i mandags, EU’s politik er ikke en konfrontationspolitik. EU’s politik er en politik, der selvfølgelig står fast på internationale regler, som nødvendigvis må respekteres og genoprettes, men også en politik for dialog, for vi ved udmærket, at, med udgangspunkt i Ukraine, hvor Rusland har nogle forpligtelser, og også kan være en del af problemets løsning, så vi må have Rusland til at blive en del af løsningen, ikke blot i Ukraine, men også i andre dele af verden.

Tænk på Syrien. Tænk på Mellemøsten. Tænk på de globale udfordringer, vi står overfor. Og jeg håber virkelig, at Rusland vil se det som sin interesse at komme tilbage til at spille en ansvarlig og konstruktiv rolle i det internationale samfund.

Både Mogherini og Lidegaard tog imod pakker med bladet EIR (Executive Intelligence Review) nr. 45 og 46.

Hør SoundCloud klip af ordvekslingen:

 

 




Merkel går amok imod Putin i tale i Sydney

18. nov. 2014 – Den tyske kansler Angela Merkel kom med et aggressivt, offentligt angreb imod den russiske præsident Vladimir Putin i går, i en tale til Lowy Instituttet for Internationale Politiske Studier i Sydney, Australien. Merkels bombastiske rasen stod på i over en time, hvor hun anklagede Rusland for at starte en ny kold krig i Europas hjerte, og for at forsøge at blokere for, at nabolande kunne tilslutte sig Den europæiske Union. Hun sagde anklagende, at hvis Rusland får lov at blokere for Ukraines optagelse i EU, vil det påvirke Georgien, Moldova og andre lande på Balkan, inkl. Serbien.

Merkels tirade ville have været slem nok, hvis den havde stået alene. Men under diskussionerne på sidelinjen af statschefernes G20-topmøde få dage tidligere havde Merkel tilsluttet sig en parade af vestlige ledere, under anførsel af den britiske premierminister David Cameron, som alle angreb Putin op i hans åbne ansigt, og hvor Cameron satte lighedstegn mellem annekteringen af Krim og nazisterne.

Alt imens Merkel medgav, at Rusland har strategiske interesser, som ville blive væsentligt undermineret, hvis Ukraine tilsluttede sig NATO, så insisterede hun på, at medlemskab af EU var en helt anden sag, og at Ruslands handlinger i Østukraine repræsenterede ulovlig indblanding.

Den tyske udenrigsminister Steinmeier havde imidlertid en helt anden tilgang under sine besøg i Kiev og Moskva, hvor han promoverede behovet for en ny runde af diplomati, der involverede Rusland og Ukraine, for at nå frem til en fredelig afgørelse af uoverensstemmelserne over Østukraine.




Fra LaRouche-bevægelsen 18. nov. 2014:
Kina har kurs mod Kepler

17. nov. 2014 – Vi befinder os i en interessant situation. Det internationale system er ved at bryde sammen, selv om det godt kunne reorganiseres, så det fungerede. Rusland, Kina, Indien og de andre BRIKS-nationer, og BRIKS’ allierede nationer, befinder sig allerede i virkeligheden, men USA befinder sig i den totale uvirkelighed, dets regeringsstruktur er umulig. I Europa – Spanien, Portugal, Italien og snart også Frankrig er bankerot; kun Tyskland fungerer fortsat i nogen grad.

For på en eller anden måde at genoprette den amerikanske regering til at fungere på et sundt grundlag må vi droppe det fascistiske Republikanske Parti, og også droppe Obama. Når vi har gjort det, vil vi være i stand til at bringe USA ind i en international organisation af nationer, der samles omkring Kina, Putins Rusland, Indien, en stor del af Sydamerika og andre nationer. Når USA først har kæmpet sig vej ind i denne sammenslutning, er der håb om, at vi kan se et nyt system på denne planet. Snarere end blot at være separate nationer, vil nationer fortsat fungere, men som allierede omkring et fælles formål, allierede, der kæmper for at samle sig i en højere grad af funktionel overenskomst. Når vi først sætter os selv på denne kurs mod et nyt system på planeten, vil alting tendere mod at gå godt. Vi vil være i stand til at gå over til et system på planeten, som opfylder menneskehedens krav generelt.

Det, der er vigtigt, men som er lidet forstået, er, at dette vil blive opfyldelsen af Keplers koncept. I fremtiden vil mennesket ikke fungere som et dyr (ulig visse republikanere), og vil heller ikke basere sig på aritmetik og matematik – nej! Menneskeheden er baseret på principper, der ligger i de højere former for organisation af planeten. Vi må skrotte matematiksystemet, som det bruges nu, og gå over til dets korrekte erstatning, hvilket var Keplers implicitte budskab. Vi må leve på Jorden i overensstemmelse med dette system, og det vil udgøre hele forskellen.

Alting venter; det eneste, vi behøver, er viljen og kraften til at gennemføre denne forandring. Vi må blot fuldføre det.

Republikanerne tror på slaveri. Deres rolle er et system med slaveri. Mange af den slags republikanere siger, »Lad os få indskrænket den menneskelige befolkning! Lad os være de rige og have al magten og autoriteten til at gøre det.« De er resultatet af den amerikanske økonomis og praksis’ moralske degeneration, siden begyndelsen af 1980’erne. Vi må kæmpe for at komme af med det Republikanske Parti, som det er i dag; det er et slavesystem. De ønsker total magt over rettighederne, eller ikke-rettighederne, hos resten af folket. Det er, hvad vi må bekæmpe. Det må folk lære – med deres næver!

Vi befinder os ved et punkt, hvor Kina bevæger sig ud i rummet hen imod det faktiske Kepler-niveau. Så vil vi få en anden opfattelse af menneskeheden. En opfattelse, der spænder fra Cusa over Kepler til Leibniz – anti-Zeus-opfattelsen. Vi behøver rigtige mennesker, der er fri af Zeus, og som har rigtig musik og rigtig poesi. Udviklingen fra Cusa og til Leibniz var grundlaget for kampen hen imod en humaniseret form for menneskelig eksistens. På den ene side er alle de rædsler, som vi står overfor. På den anden side fører Kinas arbejde med sit rumprogram til Kepler-systemet. Fra at blive behandlet som et dyrelignende væsen, bliver mennesket til mennesket med lidt mindre behåring, for hvem det nu er blevet muliggjort at være menneske.

Kina har kurs mod Kepler; det er dér, vi skal hen. Det er idéen; vi må forstå og virkeliggøre denne idé.

 




RADIO SCHILLER den 17. november 2014:
G20-topmødet: G7 på vej ned, BRIKS på vej op




Frankfurt/Shanghai-udfordringen til London/Hongkong:
Et ekko af tysk industri og Alfred Herrhausen

15. nov. 2014 – Mandag, den 17. november vil den statsejede Bank of China begynde at cleare operationer for sin renminbi-valuta (yuan) i Frankfurt am Main, Tyskland, den første i Europa. Frankfurt er i færd med at positionere sig imod City of London til at blive hovedarkitekten, inden for EU, for, at Kina gør indskud og clearing af pengeoverførsler tilgængelig med sin regulerede valuta, renminbi. I betragtning af Tysklands førende rolle i verden mht. fremstilling af maskinværktøj og kapitalgoder, som er meget eftertragtede af Kina og Rusland, har denne udfordring den samme strategiske dybde og anvendelse, som Lyndon LaRouche identificerede i sin forudseende pressekonference fra 12. oktober 1988 i Berlin, hvor han bebudede Tysklands kommende genforening. Alfred Herrhausen, den daværende chef for Deutsche Bank, skulle efter planen holde en tale i New York i 1989, hvor han skulle tale om sådanne idéer, men Herrhausen betalte med sit liv for denne udfordring, og LaRouche var allerede blevet smidt i fængsel. Herrhausen blev myrdet i nærheden af Frankfurt den 30. nov. 1989, kort tid efter Berlinmurens fald.

 

Alfre Herrhausens Mercedes efter Rote Arme Fraktions angreb som dræbte ham

Alfred Herrhausens Mercedes efter Rote Arme Fraktions (RAFs) angreb,

som i 1989 dræbte ham.

 Med hensyn til Europa er Frankfurt orienteret mod Shanghai, som den kinesiske regering er i færd med at bygge op imod den mere skumle, historisk britiskdominerede, tidligere kronkoloni Hongkong. London er meget stærkt orienteret imod Hongkong, men China Construction Bank har endnu ikke åbnet sit clearingcenter for renminbi i City [of London]. Deutsche Banks rolle vil kræve nøje granskning, da det er i London, at banken længe har været topbanken for valutaspekulation og har en derivatportefølje på 75 billion dollars, hvilket er en trussel mod den tyske økonomi. De forbereder i øjeblikket en Frankfurt-Shanghai-team til at arbejde med clearingsystemet i Frankfurt, som er under kontrol af Bank og China.

Selv om Kinas internationalisering af renminbi-valutaen er i fare for at blive omvæltet af valutakrig, udført af London, sådan, som Asien oplevede det i 1997, og som rublen nu oplever, så vælger Kina en radikalt anderledes tilgang til det, som London gjorde med den amerikanske dollar, med begyndelse i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, da City [of London] tog over gennem deregulering og tiltrækning af dollarbankindskud, og således fjernede dem fra Glass/Steagall-, og andre amerikanske, reguleringer. Dette »eurodollar«-marked (London Inter Bank Marked med LIBOR), som det kaldtes, startede, efter at en korrupt præsident Nixon afsluttede Roosevelts Bretton Woods fastkurs-valutasystem den 15. august 1971. Med den arabisk-israelske krig i oktober 1973 blev denne finansarkitektur, som gik fallit i 2008, konkretiseret med petrodollar-systemet – der fandtes ikke længere noget »USA« bag dollaren, men udelukkende kun City og dets Wall Street-allierede, som i stigende grad opererede i City under britisk imperiekontrol. Det var dette system, som Dresdner Banks Jürgen Ponto gik op imod og diskuterede alternativer til via en hjælper fra LaRouche, før han blev myrdet i juli 1977.

 

Mord an Ponto jährt sich

4000 bankansatte går sørgemarch gennem Frankfurts gader

efter mordet på Jürgen Ponto i 1977.

 Talsmanden for lobbyen Frankfurt Main Finance, Lutz Raettig, meddelte forsigtigt udfordringen den 14. nov.: »I modsætning til andre finanscentre har Frankfurts finansielle økonomi altid næret tætte relationer til realøkonomien. Her i Frankfurt har man altid været overbevist om, at et finanscenters førsteprioritet er at bringe investorer sammen med selskabernes behov for langfristet finansiering, med det formål at støtte økonomisk vækst«, og clearingen af renminbi i Frankfurt er et skridt i denne retning. Lobbyen påpegede, at en sådan clearing af valuta mellem tyske og kinesiske firmaer fjerner en stor del af behovet for at gardere operationer med derivater mellem de to valutaer til handelsaftaler. De påpeger, at forbundsstaten Hesses handel med Kina på 9 mia. dollars hidtil var blevet clearet i Hongkong i amerikanske dollar. Slutningen på det begynder mandag.

 

Foto: Bank-skyskrabere i Frankfurt am Main, Tysklands finanscentrum




Radio Schiller den 13. november 2014:
Kina/BRIKS sætter dagsorden på APEC møde//Obama på vej ned

med formand Tom Gillesberg

Videoen kommer senere idag, fredag den 14. november




Leder fra LaRouche-bevægelsen 14. nov. 2014:
BRIKS har åbnet op for en ny verden

Med Obama, som blev forvist til en ubetydelig position ved APEC-topmødet i Beijing, er det globale skift, som har været i gang i løbet af de seneste uger, nu hastigt ved at konsolideres.

Udviklingen i BRIKS/APEC har overtaget kursbestemmelsen af bevægelsen i den globale politik og sætter dynamikken, kommenterede Lyndon LaRouche efter en bedømmelse af situationen. Dette åbner op for alle dem i alle lande, som har ventet på at kunne blive deres pessimisme kvit og tilslutte sig vejen til fremskridt. Med en Obama, der går ned, kan andre ting, som er associeret med ham, også gå ned – inklusive den morderiske, økonomiske politik, som han forsøger at bevare over verden og USA, på vegne af Det britiske Imperium.

Kina har taget føringen og vil fortsætte med det. Fra APEC-topmødet tog den kinesiske premierminister Li Keqiang videre til ASEAN/Østasien-topmødet i Myanmar, hvor han indgik en ny forpligtelse til 20 mia. dollars, til udvikling langs den Maritime Silkevej. I kontrast hertil ankom Obama til samme topmøde som en nedrivningsmaskine og krævede, at Myanmar ændrede sin forfatning til at passe til hans og George Soros’ krav. Kan der være nogen tvivl om, hvilken af to muligheder, områdets nationer vil vælge?

Næste skridt er så G-20-topmødet (15. november i Brisbane, Australien), hvor præsident Xi Jinping i denne weekend vil fremlægge sin vision for udvidelse af den udviklingsproces, som Kina anfører på globalt plan. Obama et al. har regnet med at kontrollere omgivelserne på G-20, men de har tabt på forhånd. Det er udviklingen med BRIKS/APEC, der kontrollerer de globale omgivelser, i hvilke de opererer.

I Europa er der endda begyndt at komme en synlig tilpasning til de nye muligheder i disse globale omgivelser. Franskmændene gumler på bidslet, mens de overvejer at tilslutte sig den Nye Silkevej, og tyske industrifolk er interesseret i at investere i Indien, hvis regeringsrepræsentanter, på det Indo-tyske Investeringstopmøde i Berlin i denne uge, fremlagde et dramatisk, ambitiøst program for nye byer, jobs og en gennemgribende, økonomisk genoplivelse.

I Rusland har kampen mod monetaristerne, såsom Centralbanken – en kamp, der anføres af Sergei Glazyev – nu resulteret i et offentligt krav, på Moskvas radio, om, at Dumaen vedtager »noget, der er analogt med Glass/Steagall-loven«, for at standse det spekulative angreb på landet.

Der er selvfølgelig stadig problemområder; Mellemøsten er et af de afgørende. Men det globale skift åbner op for potentialet for, at også disse problemer kan løses. I betragtning af Obamas svage stilling er der kræfter i USA, med kongresmedlem Walter Jones og senator Tim Kaine som eksempel, som nu optrapper kampen for at standse den globale terrorisme ved at få de 28 sider [af rapporten over den fælles kongresundersøgelse af 11. september-angrebene, -red.] frigivet, og ved at blokere præsidentens hævdelse af diktatoriske magtbeføjelser til at erklære krig.

Den centrale virkelighed er, at verden er forandret. Der er åbnet op for nye muligheder, og de kan nu virkeliggøres.




Helga Zepp-LaRouche i anledning af
25-års dagen for Berlinmurens fald

For femogtyve år siden kom Berlinmuren ned, og i dag husker mange mennesker ikke engang, at det var begyndelsen til enden af Warszawa-pagten, COMECON og det kommunistiske system, og mange unge mennesker har slet ingen erindring om dette og ved ikke, hvilket ekstraordinært øjeblik i historien, dette var. Men det var et af de afgørende vendepunkter, et potentielt vendepunkt i historien, hvor alting kunne have været muligt. Det var, når det kommunistiske system var besejret, chancen for at etablere en ægte fredsorden for det 21. århundrede.

GDE Error: Requested URL is invalid

 

 

 




Radio Schiller den 10. november 2014:
1989, den tabte chance for fælles udvikling og sikkerhed

Men nu er BRIKS på vej op med et alternativ til kollaps og krig baseret på Schiller Instituttets program.

med formand Tom Gillesberg




Specialrapport:
Den nye Silkevej transformerer planeten
– En ny æra for menneskeheden

Men jeg er nødt til at sige, at vi befinder os på et tidspunkt, hvor vi har en krise af dimensioner uden fortilfælde. Menneskeheden står i øjeblikket på randen af et folkemord, som kunne blive værre end noget som helst, der tidligere er sket i historien, og som situationen er nu, hvis den transatlantiske sektors nuværende politik fortsætter, så vil det ske.

Download (PDF, Unknown)

 




En ny Økonomisk Verdensorden med BRIKS og Schiller Instituttet

»Slaget om Jorden« er i gang mellem BRIKS og den nuværende unipolære verdensorden med centrum i City of London og Wall Street. Med Dilma Rousseffs valgsejr fastholdes Brasilien i BRIKS, og etableringen af en Asiatisk Infrastrukturinvesteringsbank, AIIB, inkluderes stadig flere lande i samarbejdet. BRIKS er ved at realisere den nye retfærdige økonomiske verdensorden, som Schiller Instituttet har kæmpet for, og Schiller Instituttets jubilæumskonference viser instituttets centrale placering i denne kamp i dag. IS kan besejres gennem samarbejde med Rusland, Kina, Syrien og Iran – og konfrontation med Rusland via Østeuropa må stoppes, inden vi får atomkrig. Der må etableres en international koordineringskomité under amerikansk og russisk ledelse til at besejre ebola-pandemien. ECB’s stresstest var et røgslør for at bankkrise og sammenbrud lurer.

 

Download (PDF, Unknown)

 

 




Radio Schiller den 30. oktober 2014:
Øget trussel om atomkrig//
Frankfurt konferencerapport//
Ebola nødplan

Med formand Tom Gillesberg.

Videoen bliver klar senere idag fredag.




Leder fra LaRouche-bevægelsen 30. okt. 2014:
LaRouche kommer med en meget ligefrem vurdering af faren for krig

»Det betyder ikke, at dette er en forudbestemt begivenhed. Det betyder, at sandsynligheden for en sådan begivenhed er stor. Og det betyder, at hele verden snart kunne være i krig, med generelt folkemord, som et resultat af den kædereaktion af virkninger, som en sådan handling forårsager.«

 

 

Download (PDF, Unknown)




Putin siger sandheden i
Valdai Internationale Diskussionsklub

24. okt. 2014 – Under det afsluttende plenarmøde i Valdai Internationale Diskussionsklub over temaet »Verdensordenen: Nye regler, eller et spil uden regler«, talte den russiske præsident Vladimir Putin om den internationale situation i udiplomatiske, sandfærdige vendinger. Valdai Klub havde i år deltagelse af 108 eksperter, historikere og politiske analytikere fra 25 lande, inklusive 62 udenlandske deltagere. Det følgende er uddrag af hans bemærkninger:

»Noget af det, jeg siger, kan synes lidt for barsk, men hvis vi ikke taler direkte og ærligt om det, vi virkelig tænker, er der i det hele taget ikke meget mening i at mødes på denne måde. I det tilfælde ville det være bedre ganske enkelt at holde sig til diplomatiske sammenkomster, hvor ingen siger noget, der virkelig giver mening, og hvor, med en berømt diplomats ord i erindringen, man erkender, at diplomater har tunger for ikke at sige sandeheden.

For det første er ændringer i verdensordenen … sædvanligvis blevet ledsaget af, om ikke globale krige og konflikter, så af en kæde af intense konflikter på lokalt plan. For det andet, så drejer global politik sig frem for alt om økonomisk lederskab, spørgsmål om krig og fred og den humanitære dimension, inklusive menneskerettigheder.

Ulykkeligvis findes der ingen garanti for, at det nuværende, globale og regionale sikkerhedssystem er i stand til at beskytte os fra omvæltninger. Dette system er blevet alvorlig svækket, fragmenteret og forvansket.

Den Kolde Krig endte, men den endte ikke med underskrivelsen af en fredstraktat med klare og gennemskuelige aftaler om at respektere eksisterende regler, eller om at skabe nye regler og standarder. Dette skabte indtrykket af, at de såkaldte sejrherrer i den Kolde Krig havde besluttet at forcere begivenheder og omforme verden til fordel for deres egne behov og interesser.

International lov er blevet tvunget til retræte om og om igen af angrebet fra legal nihilisme. Objektivitet og retfærdighed er blevet ofret på alteret for, hvad der var politisk formålstjenligt. Arbitrære fortolkninger og partiske skøn har erstattet legale normer. Samtidig har den totale kontrol over de globale massemedier gjort det muligt, når det var ønskeligt, at portrættere hvidt som sort og sort som hvidt.

I en situation, hvor et land og dets allierede, eller rettere sagt dets satellitter, dominerede, forvandledes søgen efter globale løsninger ofte til forsøg på at gennemtvinge deres egne, universelle opskrifter. Denne gruppes ambitioner voksede sig så store, at de begyndte at præsentere den politik, som de smedede sammen i magtens korridorer, som hele det internationale samfunds anskuelse. Men det er ikke tilfældet.

Selve begrebet om national suverænitet blev en relativ værdi for de fleste lande. Det, som essentielt blev foreslået, var følgende formel: Jo større loyalitet mod verdens eneste magtcentrum, desto større dette eller hint regerende regimes legitimitet.

De forholdsregler, som man tog imod dem, der nægtede at underkaste sig, er velkendte og er blevet prøvet og testet mange gange. Det omfatter magtanvendelse, økonomisk og propagandamæssigt pres, indblanding i interne anliggender og påkaldelse af en slags overlegal legitimitet, når man havde brug for at retfærdiggøre ulovlige interventioner i denne eller hin konflikt eller vælte ubelejlige regimer. På det seneste har vi fået voksende beviser for, at decideret afpresning er blevet brugt over for flere ledere. Det er ikke for ingenting, at Big Brother bruger milliarder af dollars på at overvåge hele verden, inklusive de nærmeste allierede.

Lad os spørge os selv: Hvor veltilpas føler vi os med dette, hvor trygge er vi, hvor lykkelige er vi for at leve i denne verden, og hvor retfærdig og fornuftig er den blevet? Vi har måske ingen virkelig grund til at være bekymrede, gøre indvendinger og stille ubelejlige spørgsmål? Måske er USA’s exceptionelle position, og den måde, de udfører deres lederskab på, virkelig en velsignelse for os alle, og deres indblanding over hele verden bringer fred, fremgang, fremskridt, vækst og demokrati, og vi burde måske bare slappe af og nyde det hele?

Lad mig sige, at dette ikke er tilfældet, det er absolut ikke tilfældet.

Et ensidigt diktat og tvangsgennemførelsen af ens egne modeller frembringer det modsatte resultat. I stedet for at bilægge konflikter, fører det til en optrapning af konflikterne, i stedet for suveræne og stabile stater ser vi en voksende spredning af kaos, og i stedet for demokrati støtter man særdeles tvivlsomme, offentlige skikkelser, som rangerer lige fra åbenlyse neo-fascister til radikale, islamiske elementer.

Hvorfor støtter de sådanne personer? Det gør de, fordi de har besluttet at bruge dem som redskaber på vejen til at opnå deres mål, men så brænder de fingrene og reagerer med chok. Jeg holder aldrig op med at forundres over, at vore partnere simpelt hen bliver ved med at træde på den samme rive, som vi siger i Rusland, det vil sige, at gøre den samme fejl om og om igen.

Engang sponsorerede de islamiske ekstremistbevægelser for at bekæmpe Sovjetunionen. Disse grupper fik deres kamptræning i Afghanistan og affødte senere Taliban og al-Qaeda. Hvis Vesten da ikke ligefrem støttede dem, så lukkede de øjnene og, må jeg sige, gav informationer, politisk og finansiel støtte til internationale terroristers invasion af Rusland (vi har ikke glemt dette) og landene i det centralasiatiske område. Først efter, at forfærdelige terrorangreb blev begået på selve USA’s egen jord, vågnede USA op og erkendte den fælles terrortrussel.

Det var udelukkende kun det nuværende, egyptiske lederskabs beslutsomhed og visdom, som reddede det arabiske hovedland fra kaos og hæmningsløst hærgende ekstremister. I Syrien begyndte USA og dets allierede, som vi også har set det i fortiden, direkte at finansiere og bevæbne oprørere og tillade dem at fylde op i rækkerne med lejesoldater fra diverse lande. Lad mig stille spørgsmålet, hvorfra får disse oprørere deres penge, våben og militærspecialister? Hvor kommer alt dette fra? Hvordan er det lykkedes det berygtede ISIL at blive en så magtfuld gruppe, grundlæggende set en virkelig, væbnet styrke?

Med hensyn til de finansielle kilder, så kommer pengene i dag ikke kun fra narkotika, hvis produktion er vokset med ikke blot et par procentpoint, men er mangedoblet, siden de internationale koalitionsstyrker har været til stede i Afghanistan. Dette er I klar over. Terroristerne får også penge fra salg af olie. Olie produceres i territorier, som kontrolleres af terroristerne, som sælger den til dumpingpriser, producerer og transporterer den. Men nogen køber denne olie, sælger den videre og tjener på det og tænker ikke på den kendsgerning, at de således finansierer terrorister, som før eller siden kunne komme til deres egen jord og så ødelæggelse i deres eget land.

Rusland har gentagne gange advaret mod farerne ved ensidige militæraktioner, intervention i suveræne staters anliggender og flirt med ekstremister og radikale elementer. Vi insisterede på, at de grupper – og her først og fremmest Islamisk Stat – som bekæmpede Syriens centralregering, skulle indbefattes på listen over terrororganisationer. Men så vi nogen resultater? Vi appellerede forgæves.

Grundlæggende set er den unipolare verden simpelt hen et middel til at retfærdiggøre diktatur over folk og lande. Den unipolare verden viste sig at være en byrde, som var for ubehagelig, tung og vanskelig at håndtere for selv den selvudråbte leder.

Fælles, økonomiske projekter og gensidige investeringer bringer lande sammen på en objektiv måde og hjælper med at udglatte aktuelle problemer i forholdet mellem staterne.

Jeg tror, at vore amerikanske venner simpelt hen er i færd med at save den gren over, som de sidder på.

Vores aktive politik i det asiatiske Stillehavsområde begyndte ikke i går, og den er ikke en respons på sanktioner, men er en politik, som vi har forfulgt i efterhånden en hel del år. Ligesom mange andre lande, inklusive vestlige lande, så vi, at Asien spiller en stadig større rolle i verden, i økonomien og i politik, og vi har simpelt hen ikke råd til at ignorere denne udvikling.

At udvikle økonomiske bånd med disse lande og at gennemføre fælles integrationsprojekter skaber også et stort incitament for vores nationale udvikling. De demografiske, økonomiske og kulturelle tendenser i dag indikerer alle, at afhængigheden af kun en enkelt supermagt vil aftage. Dette er også et spørgsmål, som europæiske og amerikanske eksperter har talt og skrevet om.

Hvad kan vi så forvente, hvis vi vælger ikke at leve efter reglerne, selv om de måske er strenge og ubelejlige – men vælger hellere at leve uden nogen regler overhovedet? Og det er et scenarie, som er helt igennem muligt; vi kan ikke udelukke det, i betragtning af spændingerne i den globale situation. Vi kan allerede nu komme med visse forudsigelser, når vi tager de aktuelle tendenser i betragtning, og disse forudsigelser er desværre ikke optimistiske. Hvis vi ikke skaber et utvetydigt system af gensidige forpligtelser og aftaler; hvis vi ikke opbygger mekanismer til håndtering og løsning af krisesituationer, vil symptomerne på globalt anarki uundgåeligt vokse.

Rusland har truffet sit valg – vi ønsker at udvikle vores økonomi og udvikle demokratiske værdier. Vi arbejder sammen med vore modstykker i f.eks. Shanghai Cooperation og BRIKS-fællesskabet. Vi ønsker, at vore meninger ligeledes respekteres. Vi må alle udvise forsigtighed for ikke at tage forhastede og farlige skridt. Nogle af aktørerne på den globale front har glemt nødvendigheden af dette.«

 

Download (PDF, Unknown)




Helga Zepp-LaRouche:
Hvordan tyskerne kan overvinde deres pessimisme:
Vi behøver en folkelig mobilisering!

26. okt. 2014 – Der er ufejlbarlige, umiskendelige træk, som giver oplysning om, hvorvidt en regering fører en god politik eller ej: Når den overvejende del af befolkningen er tilfreds og optimistisk med hensyn til fremtiden, så opfylder regeringen tydeligvis sin opgave med at tjene det almene vel. Hvis de fleste mennesker derimod er pessimistiske med hensyn til muligheden for at kunne ændre og forbedre noget for fremtiden, så fører denne regering tydeligvis en dårlig politik. Målt med denne målestok, fører f.eks. Kinas og Indiens regeringer en fremragende politik, mens Europas regeringer fører en afgrundsdyb politik. I Tyskland har omkring 90 % af folk denne opfattelse: »Jamen, man kan jo alligevel ikke gøre noget.« Denne diffuse følelse af afmagt er sammensat af forskellige årsager, men her skal blot en fremhæves, og det er en opfattelse af en bevidst eller ubevidst diskrepans i mange spørgsmål, mellem de erklæringer, som politikerne kommer med offentligt med hensyn til deres planer og vigtigheden af en bestemt politik, og så den helt personlige erfaring, som den berørte person selv har af denne politiks virkning på ham.

Konfucius gav engang en fyrste følgende svar på et spørgsmål om, hvilke forventninger, mesteren havde til den, der skulle regere:

»Uden tvivl, at idéerne berigtiges. Når idéerne ikke berigtiges, så stemmer ordene ikke; stemmer ordene ikke, så bliver arbejdet ikke sat i værk; sættes arbejdet ikke i værk, så trives hverken moral eller dygtighed; men hvis moral og dygtighed ikke trives, så rammer straffene ikke; rammer straffene ikke, så ved folket ikke, hvad de skal rette sig efter. Derfor drager den ædle omsorg for, at han absolut kan udtrykke sine idéer i ord, og at han absolut kan gøre sine ord til handlinger. Den ædle skjuler ikke, at der i hans ord er noget, som er i uorden. Det er det, alting kommer an på.« Konfucius, Lun Yi (3.13)

Et godt eksempel på denne problematik med idéerne, som ikke stemmer, er den amerikanske regerings reaktion på den underskrivelse af en traktat til etablering af den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB), som fandt sted den 24. oktober, og hvor 21 asiatiske stater skrev under: Bangladesh, Brunei, Kina, Indien, Cambodja, Kasakhstan, Kuwait, Laos, Malajsien, Mongoliet, Myanmar, Nepal, Oman, Pakistan, Fillippinerne, Katar, Singapore, Sri Lanka, Thailand, Usbekistan og Vietnam. Efter at den amerikanske udenrigsminister John Kerry på FN’s generalforsamling, og på sin seneste rejse til Asien, udøvede maksimalt pres for at overtale Asiens regeringer til ikke at deltage i AIIB, erklærede den amerikanske finansminister Jacob Lew:

»Spørgsmålet er jo, om de følger de samme praksisser, som hjælper med at få nationaløkonomien til at vokse sig stærk og med et stabilt fundament?«

I virkeligheden drejer det sig imidlertid mindre om voksende nationaløkonomier, men derimod om, at AIIB, ligesom yderligere tre nye banker, som skal etableres – BRIKS’ Nye Udviklingsbank, Shanghai-samarbejdsorganisationens (SCO) Udviklingsbank og en Bank for den Sydasiatiske Sammenslutning for Regionalt Samarbejde (SAARC) – trækker sig tilbage fra praksissen med »Washington konsensus«. Disse nye banker deltager ikke længere i kasinoøkonomien, men vil udelukkende kun udstede kredit til investeringer i realøkonomien. AIIB vil fortrinsvis finansiere projekter i den Nye Silkevej og den Maritime Silkevej.

Kinas præsident Xi Jinping opsummerede det under stiftelsesceremonien:

»I Kina har vi et ordsprog: ’Hvis du vil være rig, byg først en vej.’ Og jeg mener, at det er en meget levende beskrivelse af den store betydning, infrastruktur har for den økonomiske udvikling.«

Netop dette princip har Kina anvendt i en økonomisk udvikling uden fortilfælde, hvor det på tre årtier er lykkedes og skabe et økonomisk spring frem til noget, som det tog industrinationerne flere århundreder at nå frem til. Kina har ikke blot opbygget et netværk af fremragende byggede hovedveje, som USA og Europa blot kan drømme om, men landet er også blevet verdensførende inden for konstruktion af højhastighedsjernbaner og har derudover klaret springet til at blive et innovationssamfund og uddannet tusinder af studerende inden for højteknologi, hvor kun en håndfuld kvalificerer sig i USA og Europa.

Virkeligheden er den, at det transatlantiske finanssystem står umiddelbart foran et kæmpekrak, som vil få sammenbruddet af Lehman Brothers og AIG i 2008 til at se ud som de berømte »peanuts«. Ingen anden end Den internationale Betalingsbank, BIS, centralbankernes centralbank, advarer om det nye krak, som er fremkaldt af de mange, billige penge (pengetrykning) og de herigennem udløste bobler og den tøjlesløse adfærd. Den tidligere BIS-cheføkonom William White regner, i betragtning af stigningen (på 50 %) af den globale gældsbyrde, situationen for at være mere skrøbelig end i 2007.

I øjeblikket tyder alt på, at, som følge af Den europæiske Centralbanks stresstest af de europæiske banker, vil de såkaldte TBTF-banker – altså de banker, som er ’for store til at lade gå fallit’ – blive endnu større, fordi de får mulighed for at overtage nogle af investeringerne fra de kommercielle og regionale banker, såvel som sparekasser, som ikke vil bestå stresstesten. Det betyder, at enhver forlængelse af det nuværende, kriminelle finanssystem gennem de samme, fortsatte midler, som er pengetrykning, en brutal nedskæringspolitik og en omfordeling fra de fattige til de rige, vil resultere i endnu mere katastrofale trusler mod menneskeheden. Den totale disintegration af det transatlantiske finanssystem er uundgåelig. Allerede i 1974, altså tre år efter, at Nixon, gennem ophævelsen af de faste vekselkurser og frakoblingen af dollaren fra guldstandarden, havde foretaget det sporskifte, som førte til den nuværende kasinoøkonomi, ledede Lyndon LaRouche en videnskabelig arbejdsgruppe, som kom til det resultat, at den allerede daværende, begyndende tendens med Den internationale Valutafonds og Verdensbankens betingelsespolitik over for udviklingslandene på længere sigt ville føre til et biologisk holocaust. LaRouche advarede dengang om, at man ikke ustraffet kunne sænke levestandarden dramatisk for hele kontinenter, uden at befordre udbrud af gamle og nye, smitsomme sygdomme, som fra et bestemt punkt at regne ville true hele menneskehedens overlevelse.

LaRouche har i de forløbne årtier gang på gang gentaget disse advarsler, blandt andet også under høringer i den amerikanske Kongres. Men også Verdenssundhedsorganisationen, WHO, offentligjorde i 2001 en prognose, der sagde, at der endnu var et tidsvindue på ca. ti år til at tage initiativ til effektive forholdsregler mod spredning af gamle og nye epidemier og fremkomsten af antibiotikaresistente, sygdomsfremkaldende bakterier. Men som bekendt blev der hverken iværksat udviklingsprogrammer for at befri den såkaldte tredje verden fra fattigdom, eller investeret midler fra regeringer og farmaceutiske koncerner i den nødvendige forskning for at forstå faren for et biologisk holocaust, gennem en dybere forståelse af spørgsmålet om liv i biosfæren i det hele taget af, og for at forstå de forskellige organismers biokemiske interaktioner, som Vladimir Vernadskij således identificerede.

Hvis vi overhovedet skal gøre os håb om at inddæmme ebola-epidemien og forhindre, at den spredes over hele planeten, må der omgående etableres en international styringskomite, som koordinerer alle indsatser – og vel at mærke militære forsvarsindsatser mod biologisk krigsførelse, såvel som for inddæmning af smitsomme sygdomme. Der må etableres en luftbro til transport af sundhedspersonale, medicinsk udstyr og levnedsmidler til de vestafrikanske stater. Denne luftbro må, i betragtning af katastrofens omfang, værre større end luftbroen til Berlin efter Anden Verdenskrig. Gennem en kombination af denne luftbro og udsendelsen af hospitalsskibe fra alle lande, der har sådanne, må der så hurtigt som muligt stilles omkring 10.000 hospitalssengepladser på niveau 4 til rådighed på stedet. Og alle videnskabelige ressourcer fra den private industri, universiteter og militæret må omgående indgå i et internationalt samarbejde for at udvikle og på en sikker måde teste vacciner gennem et forceret program i stil med Manhattan-projektet.

Hvis vi skal forhindre, at en kombination af en verdensomspændende ebola-epidemi, det transatlantiske finanssystems sammenbrud – for slet ikke at tale om konsekvenserne af en spredning af IS-terrorismen, ikke blot i Mellemøsten, men i hele den strategiske situation – skal føre til et ukontrollerbart kaos og en ny, denne gang termonuklear, verdenskrig, så må vi sætte et fundamentalt paradigmeskift i gang.

På baggrund af dette udgør AIIB og de andre, nye banker i Asien ingen konkurrent til IMF, Verdensbanken eller Deutsche Bank, men de er derimod med sikkerhed en redningsbåd på det tidspunkt, hvor det transatlantiske Titanic går ned. Vi må holde op med at lade politikerne slippe af sted med deres ordskvalder, når vi i grunden godt ved, at de lyver eller blot forsøger at bringe finansoligarkiets geopolitiske interesser til torvs gennem behændige PR-tricks, som det var tilfældet i det citerede eksempel med Jacob Lew. Konfucius havde ret: Når idéerne ikke stemmer – ikke er rigtige – bliver arbejdet ikke sat i værk, og det tjener hverken moral eller dygtighed.

For tyskernes yndlingssætnings vedkommende – »Jamen, man kan jo alligevel ikke gøre noget« – gælder det:

For det første, så kan man meget udmærket forandre noget. Vi kan nemlig sørge for, at Tyskland samarbejder med BRIKS-staterne om opbygningen af den Nye Silkevej og hjælper med at besejre betingelserne for fattigdom, som er dér, hvor årsagen til udbruddet af denne livstruende pandemi skal findes.

Og for det andet: Hvis vi holder fast i denne pessimistiske anskuelse, så vil den blive til en selvopfyldende profeti, for så vil der muligvis snart virkelig ikke være nogen tilbage, som kan gøre noget!

Det første skridt må være at indrømme IMF’s, Verdensbankens og finansoligarkiets mislykkede politik, og også vores egen, indre tankefordærvelse, som har bragt så mange af os dertil, at vi så længe har været passive tilskuere til dette kriminelle systems aktiviteter – og, i nogle tilfælde, har nydt godt af det.

 




Island: Forslag om genfremsættelse af et
Glass/Steagall-lovforslag i det islandske parlament

I sidste uge genfremsatte Álfheiður Ingadóttir sit forslag om et lovforlag med Glass-Steagall-loven som model til vedtagelse i det islandske parlament, Althingi. Siden sidste valg har Álfheiður været suppleant i parlamentet, og fik en mulighed for at genfremsætte forslaget, mens hun afløste i en periode på to uger. Her følger teksten til forslaget (der er også en 3-sides rapport, som begrunder forslaget, men som ikke er oversat til engelsk):

»Forslag til en parlamentsvedtagelse af opdelingen af kommercielle bankaktiviteter og investeringsbankaktiviteter.«

[Medstillere:]

Álfheiður Ingadóttir, Ögmundur Jónasson, Helgi Hjörvar, Birgitta Jónsdóttir, Óttarr Proppé, Sigriður Ingibjörg Ingadóttir, Helgi Hrafn Gunnarsson, Lilja Rafney Magnúsdóttir, Jón þór Ólafsson, Bjarkey Olsen Gunnarsdóttir.

 »Parlamentet har udpeget Finans- og Økonomiministeriet til at fremlægge et lovforslag, som garanterer adskillelsen af kommercielle bankaktiviteter og investeringsbankaktiviteter, med det formål at minimere risici for nationaløkonomien pga. bankaktiviteter, og reducere offentlighedens risiko for finansielle tab, forårsaget af bankkriser. Lovforslaget skal fremlægges for parlamentet i løbet af den 145. parlamentsforsamling.«

(Link til forslaget nedenfor.)

Denne ordlyd er stærkere end det forslag, som komiteen kom med under den forrige parlamentsforsamling. Dengang opfordrede forslaget ministeren til at oprette en komite, der skulle overveje, om man skulle vedtage en bankopdeling, idet man overvejede udviklingen i andre lande.

De ti PM’er, som er medstillere af forslaget, kommer fra fire forskellige partier. Regeringspartierne har 38 ud af 63 medlemmer i parlamentet, og finansminister Bjarni Benediktsson påstås at være imod en bankopdeling. Men i henhold til pålidelige kilder mener mindst tre af hans partifæller imidlertid noget andet, og i 2010-2012 var medlemmer fra Centerpartiet, af hvilke to nu er ministre (Eygló Harðardóttir og Sigurður Ingi Jóhannsson), medstillere af forslaget. Så forslaget kan måske blive vedtaget.

Fremsættelsen af forslaget blev dækket i Internetversionen af den største, islandske avis, Morgunbladid (se link nedenfor).

Link til forslaget på Althingis hjemmeside: http://www.althingi.is/altext/144/s/pdf/0410.pdf

Link til artiklen i Morgunbladid: http://www.mbl.is/frettir/innlent/2014/10/23/bankastarfsemi_verdi_adskilin/