Den 2. nov. 2023 (EIRNS) – Præsident Biden blev konfronteret af en rabbiner i går aftes, som sagde til ham: “Hr. præsident, hvis du bekymrer dig om det jødiske folk, som en rabbiner, har jeg brug for, at du opfordrer til våbenhvile lige nu.” Biden kunne ikke udtale ordet “våbenhvile”. I stedet plaprede han løs om en “pause” for at få gidslerne ud, som om massedrabene på civile palæstinensere ikke var problemet, som om udøvelsen af “kollektiv skyld” mod uskyldige ikke ødelagde det jødiske folk, ødelagde deres sjæle, deres kultur, deres identitet.

Da Biden tidligere blev adspurgt om massedrabene på civile i Gaza, undgik han spørgsmålet og valgte at skændes om tallene fra Gazas sundhedsministerium. FN har efterfølgende konstateret, at tallene fra Gazas sundhedsministerium i tidligere situationer har været i overensstemmelse med FN’s optællinger. Gazas tal giver nu et dødstal på omkring 9.000 i de første 25 dage; heraf var omkring 3.760 børn; heraf var 615 babyer. Konsekvenserne for Gaza, med sine 2,3 millioner indbyggere, ville omregnet til USA betyde over en halv million døde børn, herunder over 86.000 døde babyer. Det er over 340 døde babyer hver dag i 25 dage i træk. Ingen af dem skal bære den “kollektive skyld”, som de rasende Hamas-krigere (dvs. krigere fra Det Muslimske Broderskab) bærer. Som AP rapporterede om tømreren Ahmed Modawikh fra Gaza City, hvis 8-årige datter blev dræbt i de mere stille perioder af kampene i maj 2023: “Det er en forbandelse at være forælder i Gaza.”

Rædslen den 7. oktober, hvor Israel mistede over 300 soldater og op til 1.100 andre, gentager sig i dødstal hver fjerde dag i Gaza. De har haft syv “7. oktober” og tæller stadig. Og med en befolkning på mindre end en fjerdedel af Israels, er den sammenlignelige effekt en “7. oktober” hver dag i 25 dage i træk. Er det tid til en “pause” for at få nogle gidsler ud, eller er det en syg joke? Hvordan er det muligt ikke at have våbenhvile øverst på dagsordenen?

Men der bliver fremsat et mere vanskeligt spørgsmål, som kommer i forskellige afskygninger. Senator Lindsey Graham siger, at Israel har ret til at jævne alt med jorden i Gaza, og han henviser til atombombningen af Hiroshima. Var det sandt, at USA havde alle rettigheder, fordi Japan havde angrebet Pearl Harbor? At USA kan myrde millioner i Irak og Afghanistan, fordi radikale islamister var en del af 9/11? … At ofrene opnår retfærdighed og gør verden til et bedre og mere sikkert sted ved at hævne sig på deres overfaldsmænd, eller på hvem der nu er i nærheden?

Kina står i spidsen for FN’s Sikkerhedsråd i november måned, og de har meddelt, at en våbenhvile og den længe forsinkede indførelse af FN-beslutningerne bag to-statsløsningen for Israel og Palæstina er i centrum. Pave Frans har netop meddelt, at selv om begivenhedernes mørke har gjort det svært at tænke, er der stadig intet andet alternativ end fred, og den skal baseres på Oslo-aftalerne fra 1993 mellem Yitzhak Rabin og Yasser Arafat.

Ja, Rabin blev myrdet den 4. november 1995 af jødiske fundamentalister, og Arafat blev skubbet til side af både Meir Kahanes racistiske fundamentalister og islamiske reaktionære fundamentalister. Ja, Israels premierminister Netanyahu finansierede Hamas som en åh så smart måde at underminere Arafats Palæstinensiske Myndighed på. (Måske havde han beundret den åh så smarte måde, hvorpå USA havde bevæbnet Osama bin Laden og de islamiske fundamentalister til at bekæmpe Rusland…) Så hvad skal der nu til for ikke at være reaktionær, for ikke at se med rædsel på, hvordan disse onde, dødbringende cyklusser udspiller sig?

Mennesker kan bruge deres kærlighed til menneskeheden og deres mentale kræfter til at komme på forkant med spillet. Som opvarmning kan du læse, underskrive og cirkulere denne underskriftsindsamling: “Implementing a Global Approach to Ending the Cycle of Violence in Southwest Asia”.

Og beslut derefter, at du har brug for at vide mere end den uheldige Joe Biden, i det mindste nok til at belære om det grundlæggende i, hvad det store flertal af jøder og muslimer i Israel og Palæstina, og deres naboer, har brug for til at blomstre, “Oase-planen.”

Foto: Naaman Omar, Wikimedia Commons

https://tvbrics.com/en/shows/helga-zepp-larouche-founder-and-head-of-the-schiller-institute-the-countries-joining-the-brics-will-/

Her er link til den omfattende rapport:

https://laroucheorganization.com/sites/default/files/2023-11/20231026%20oasis%20plan_1.pdf

Ikke korrekturlæst

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af og leder af Schiller Instituttet. I dag er det onsdag den 1. november 2023. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært. Du kan sende dine spørgsmål og kommentarer til fru Zepp-LaRouche til questions@schillerinstitute.org.

Helga, i promoveringen, vi sendte ud for at annoncere webcastet i dag, henviste du til rædslerne i Sydvestasien som hidrørende fra “Bernard Lewis-planen” i moderne tid. Lewis var en britisk historiker og efterretningsfigur, der promoverede brugen af religiøse forskelle og konflikter som en britisk imperialistisk plan til at splitte og erobre, for at opretholde britisk imperialistisk kontrol. Men du henviste også til et meget anderledes filosofisk perspektiv, som kardinal Nicolaus af Cusa havde i midten af det 15. århundrede, og som præsenterede en vision om evig fred, der kunne skabes på grundlag af alle religioners overensstemmelse.

I betragtning af de katastrofer, der er blevet udløst i Gaza efter Hamas’ angreb den 7. oktober og Israels efterfølgende reaktion, hvordan kan denne metode fra Cusa så være en løsning i dag?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Det kan være svært at forestille sig, for jeg må sige, at enhver, der ser på, hvad der sker i Gaza lige nu, synes, det er helt utroligt, og jeg tror, det er meget vigtigt, at folk ikke fortrænger det. For de drab, der finder sted under påskud af at slippe af med Hamas, bombning af flygtningelejre og forsvarsløse civile, drab på tusindvis af børn! Verden er nødt til at vågne op! For jeg vil virkelig gerne sige, at det enorme omfang af det, der foregår, er meget, meget svært at håndtere, og jeg vil kraftigt opfordre folk, der lytter til denne udsendelse, til at engagere sig i det, der faktisk sker, og ikke feje det til side med tanken om, at uanset hvilke forudfattede meninger, man måtte have, så er det ikke det, der sker. For jeg tror, at dette virkelig er testen på menneskehedens moral, hvis vi kan stoppe dette. Jeg tror, at det faktum, at direktøren for New York-kontoret for højkommissæren for menneskerettigheder, Craig Mokhiber, netop har sendt sin opsigelse i en 28. oktober til højkommissær Volker Türk, fordi han sagde, at FN endnu en gang viste sig at være magtesløs i denne sag, og så sagde han, at han har været involveret i at observere og håndtere mange folkemord; han sagde, at han var involveret i folkemordet mod tutsierne, de bosniske muslimer, yazidierne, rohingyaerne, men at dette er langt det værste. Og jeg vil gerne læse et citat op af, hvad han sagde i sit brev:

“Dette er et skoleeksempel på folkedrab. Det europæiske, etnonationalistiske, koloniale bosætterprojekt i Palæstina er gået ind i sin sidste fase, mod den fremskyndede ødelæggelse af de sidste rester af oprindeligt palæstinensisk liv i Palæstina. Hvad mere er, regeringerne i USA, Storbritannien og store dele af Europa er fuldstændig medskyldige i det forfærdelige angreb. Ikke alene nægter disse regeringer at opfylde deres traktatmæssige forpligtelser til at “sikre respekt” for Genève-konventionerne, men de bevæbner faktisk aktivt angrebet, yder økonomisk og efterretningsmæssig støtte og giver politisk og diplomatisk dækning for Israels grusomheder.”

Jeg synes, det er meget vigtigt, for der er blevet skabt et klima, hvor man nogle steder, som for eksempel i Tyskland, ikke engang kan diskutere disse ting mere. Nu begynder det langsomt at ændre sig, men i de første dage af det, der skete, var der fuldstændig mundkurv på; man kunne ikke udtrykke nogen bekymring for palæstinensernes situation uden at blive beskyldt for at være antisemit eller anti-israelsk, og de to ting er ikke det samme! I Israel faldt støtten til Gaza-invasionen fra 69% efter den 7. oktober til nu et sted omkring 20%. Så den israelske befolkning står ikke bag det.

Det er virkelig vigtigt, at vi mobiliserer befolkningen, for det her skal stoppes: Der skal være en verdensomspændende mobilisering af mennesker, der træder til. For hvis vi ikke stopper det, har det potentiale til at føre til civilisationens undergang, fordi vi er på randen af Tredje Verdenskrig. Jeg mener, det er meget tydeligt, at hele den sydvestasiatiske region er en krudttønde: Der er allerede rapporter om, at nogle andre lande er involveret på den ene eller anden måde, det være sig, at Israel bombede mål i Syrien, det være sig, at der kom bomber eller missiler eller droner fra Yemen til Israel – jeg kan ikke bekræfte noget af dette – men det er meget tydeligt, at vi sidder på en komplet krudttønde. Der er mange politikere, der nu taler om en ny “ondskabens akse”, der involverer Iran, og det er helt klart, at i det øjeblik Iran bliver involveret i denne konflikt, er alting kaos: Vi er på randen af en total optrapning.

En meget vigtig russer, hvis navn er Fjodor Lukjanov, som er formand for præsidiet for Rådet for Udenrigs- og Forsvarspolitik, og forskningsdirektør for Valdai International Discussion Club, og chefredaktør for Russia in Global Affairs; Han sagde grundlæggende, at dette allerede er en ny verdenskrig, og han bemærkede også, at dette er sammenbruddet af den internationale orden, at den tidligere orden, som var karakteriseret ved gensidigt sikret ødelæggelse – især i koldkrigsperioden, da Sovjetunionen stadig eksisterede – konflikterne kunne styres, fordi det var klart, at gensidigt sikret ødelæggelse var en afskrækkelse for enhver til at deltage i optrapning, men det er brudt sammen, og han siger, at han ikke længere ser selv en midlertidig tilgang til løsning. Og jeg synes, det er en ret præcis beskrivelse: Det er meget tydeligt, at det, der virkelig ligger bag alt dette, er noget helt andet – det handler ikke om Ukraine, det handler ikke om Sydvestasien. Selvfølgelig er forudsætningerne for disse konflikter ekstremt vigtige, og de spiller en rolle, men jeg tror, at præsident Putin på et møde med sit sikkerhedsråd og sikkerhedsagenturer sagde, at det er geopolitiske manipulationer, der virkelig ligger bag alt dette.

Og jeg finder, at det er helt rigtigt, for det, der virkelig er på spil, er, at den gamle orden er ved at kollapse, ideen om en unipolær verden, hvor Vesten ville være den dominerende kraft, og det Globale Syd ikke ville spille nogen rolle – det er under forandring. Det er uigenkaldeligt forandret, fordi der er opstået et nyt system af økonomiske relationer med BRIKS, BRIKS-Plus, landene i det Globale Syd, der arbejder sammen med disse lande, og de vestlige kræfters absolut desperate forsøg på at forhindre en sådan ny orden i at tage kontrol over situationen.

Så jeg tror, vi befinder os i det farligste øjeblik i menneskehedens historie nogensinde. Den gamle orden er ved at bryde sammen. En ny orden er ved at opstå, men den er endnu ikke fastlagt, og så længe Vesten desperat forsøger at inddæmme fremkomsten af en sådan ny orden, tror jeg, vi er på randen af en fuldstændig katastrofe, og vi er virkelig nødt til at have en mobilisering, hvor alle bør deltage i fredsdemonstrationer. Det handler ikke om at vælge side: Vi er nødt til at katapultere hele situationen ind i en ny geometri, et nyt paradigme, og det, jeg har foreslået, er, at i det øjeblik den særlige militære operation i Ukraine startede, krigen i Ukraine, som nu er mere end halvandet år siden, opfordrede jeg til et nyt paradigme, en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, fordi det var tydeligt, at man ikke kan løse tingene inden for den gamle orden, fordi det er den måde, denne ting bryder sammen på. Man er nødt til at gå over til en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til interesserne hos hvert eneste land på planeten. Anvendt på Ukraine-krisen betyder det, at man skal tage sig af Ukraines sikkerhedsinteresser, og også Ruslands! I Sydvestasien betyder det, at man er nødt til at tage hensyn til Israels sikkerhedsinteresser, men også Palæstinas, Irans og de andre landes i regionen. Og det spring, det spring til at forstå læren af freden i Westfalen, at fred kun er mulig, hvis man tager sig af den andens interesser, det er for mange regioner i verden, som Europa, blevet fuldstændig fraværende: Ingen tænker på den måde længere! Tyskland siger, “vi er på Israels side, uanset hvad.” Det tjener ikke Israel godt, for som du kan se, kan den vej, der nu er startet, eller som nu er sat i gang, føre til en komplet katastrofe for alle, så vi gør ikke nogen en tjeneste ved at skubbe til det. Det samme gælder i bund og grund for situationen i Ukraine.

Så jeg synes, det er på høje tid at diskutere den nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur, og jeg udfordrer virkelig folk til at begynde at indgå i en diskussionsproces med os, for hvordan kan vi fremme det, hvordan kan vi samle nogle få lande, nogle få universiteter, nogle få tænketanke, til rent faktisk at diskutere: Hvordan kan vi give os selv en orden, der gør det muligt for menneskeheden at overleve, eller er vi så dumme, at vi forfølger vejen til vores egen udryddelse?

Jeg er optimist, og derfor tror jeg, at det kan lade sig gøre, men det kræver mobilisering af en masse mennesker over hele kloden.

SCHLANGER: Vi får en række spørgsmål ind, efter hvad der skete ved afstemningen i FN’s Generalforsamling i sidste uge. Der er en professor fra Pakistan, som siger: “Læg pres på de vestlige lande for at få Israel og de arabiske lande til at sætte sig til bordet for at finde en varig fredsaftale. Der er ingen anden mulighed. Mellemøsten har brug for bæredygtig fred.” Det er meget i tråd med det, du siger.

Her er et spørgsmål, som kommer fra Storbritannien. Han skriver: “Opfordringerne til våbenhvile i FN’s Generalforsamling, opfordringer til en fredskonference fra Kina, fra Lula, fra Erdogan, fra den amerikanske katolske biskopskonference, nu fra patriarken for den russisk-ortodokse kirke, kombineret med de voksende demonstrationer rundt om i verden,” og han nævnte, jeg tror 300-500.000 i London – han sagde: “Intet af dette vil påvirke Netanyahu, heller ikke demonstrationerne mod ham i Israel. Men vil noget af det bevæge Biden-administrationen?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det afhænger af optrapningen af sådanne demonstrationer og fredskrav. Så længe den nuværende regering er overbevist om, at de kan slippe af sted med det, vil de fortsætte med at forfølge denne politik om ingen våbenhvile, på et tidspunkt, hvor det er så tydeligt, at hvis man ikke har en våbenhvile, vil det hele eksplodere! Jeg tror, vi har brug for endnu stærkere stemmer: For eksempel er det meget godt, at disse forskellige religiøse ledere kommer ind i situationen, fordi der er et historisk fortilfælde, og det var, da Mohammed II erobrede Istanbul i 1453, det var et ramaskrig overalt i Vesten, fordi dette blev betragtet som et stort sammenstød mellem civilisationer, som en tidlig form for det, Bernard Lewis forsøgte at fremme som en af disse geopolitiske snoretrækere, som Putin talte om. For på det tidspunkt var den kristne verden overbevist om, at det var et barbarisk angreb; fra den muslimske side så det naturligvis meget anderledes ud. Men der var blodsudgydelser, og det var et kæmpe chok. Under indtryk af de forfærdelige drab og den slags skrev Nicolaus af Cusa, som var det 15. århundredes store tænker, ikke blot mange af de skrifter, der udviklede den nye metode med modsætningernes sammenfald som en tilgang til at tænke over situationen, han skrev også en smuk dialog i form af en platonisk dialog, kaldet De Pace Fidei, [Om troens fred], hvor han fik 17 repræsentanter for forskellige religioner og nationer til at henvende sig til Gud, Logos eller Verbum; og de sagde alle: “Se, Gud, vi slår alle hinanden ihjel i dit navn. Kan Du ikke hjælpe os med, hvordan vi kan finde en vej ud af det?” Og så frembragte Gud en meget smuk idé om, at folk skal begynde at tænke som filosoffer for at skelne mellem den ene sandhed, den ene Gud, og de forskellige profeter og forskellige traditioner. Og i slutningen af dialogen beder Gud repræsentanterne for disse forskellige religioner om at gå ud og lære deres folk, at der er en højere En, den højere sandhed.

Og jeg vil opfordre jer alle til at læse denne dialog af Nicolaus af Cusa, De Pace Fidei, Om troens fred. For jeg tror, at det er en metode, som, hvis verdens religiøse ledere alle ville være med til at tale om dette – præsident Biden er katolik! Han talte med paven; bagefter sagde han, at paven var helt enig med ham, men jeg kiggede på udskriften fra Vatikanet af den diskussion, og paven sagde noget helt andet. Paven ønskede en øjeblikkelig våbenhvile! Så alle katolikker bør virkelig påpege over for Biden, at paven ikke var enig med ham!

Så jeg tror, der er mange flere ting, men det kræver virkelig meget mere mobilisering og oprigtig handling fra alle for at stoppe dette!

SCHLANGER: Vi får spørgsmål om taktiske strategier, og hvordan vi kan vende situationen. Et af dem er fra Paul fra Storbritannien, som spørger: “Hvordan bekæmper vi den organiserede korruption i de europæiske regeringer?” Der er en anden spørger, der siger: “Der er ingen europæisk regering, der handler i befolkningens interesse. Hvad kan vi gøre ved det?”

Og så, fra USA, sagde en amerikansk observatør: “Han så Austin og Blinken, forsvarsministeren og udenrigsministeren, vidne i Kongressen i går i forbindelse med Bidens forslag om 105 milliarder dollars til øget oprustning,” sagde han, og så så han Republikanerne, som sagde, at de vil have en separat afstemning om Israel-delen af det, så de kan presse det igennem. Og han spørger: “Kan disse republikanere ikke se, at de bliver manipuleret af det samme militær-industrielle kompleks til at blive ved med at finansiere permanente krige?”

Du sagde, at det, der skal gøres, er at mobilisere, men har du andre ideer til, hvordan dette kan komme igennem, at regeringerne forpligter sig til politikker, der går imod deres egne nationers interesser?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at befolkningen allerede ved det, fordi al denne militarisering, i Europa, den er i gang. I Tyskland opfordrede forsvarsminister Boris Pistorius Tyskland til at være “krigsparat”: det tyske ord er kriegstüchtig. Han sagde ikke, at de skulle være klar til forsvar, han sagde “kriegstüchtig.” Nu bør folk virkelig være alarmerede: Det er et sprog, som ikke har noget at gøre med Socialdemokratiets tradition, som havde problemer i fortiden, f.eks. var Socialdemokratiet på den forkerte side, når det gjaldt mobiliseringen til krigskredit før Første Verdenskrig, så jeg siger ikke, at de har en hellig historie. Men det her spiller virkelig ind i den værste form for militarisering af Europa. Og når folk presser på for at få et særligt budget til Bundeswehr, er det det samme som de 105 milliarder dollars i USA – det går ud over de sociale udgifter. Det betyder ingen infrastruktur, ingen hospitaler, ingenting; naturligvis er migranterne det store mål nu, som om de skulle være årsagen til problemet, når de er en anden gruppe ofre.

Så jeg tror, at folk virkelig er nødt til at blive mobiliseret og forstå, at hvis de ikke handler lige nu i deres egen interesse, tror regeringerne, at de er straffri, og de er drevet af viden om, at det finansielle system, som de baserer deres magt på, er på randen af sammenbrud. Og det militærindustrielle kompleks er tydeligvis de eneste, der tjener penge lige nu, men det fungerer ikke! Se på USA’s opbakning til krigen i Ukraine, og også de europæiske regeringer – førte det til, at Ukraine vandt sin modoffensiv? Nej, det gjorde det ikke! Det er nu endda anerkendt i de vestlige medier, at Ukraine praktisk talt har tabt krigen. Og selv hvis man sender mange flere våben, har de ikke mandskabet længere, fordi befolkningen er begrænset. Tabstallene er meget høje.

Og Scott Ritter har en ny artikel, hvor han skriver, at USA eller Vesten, NATO allerede har tabt krigen, og det er nu bevist, at det russiske militær er det stærkeste militær i verden. Med hensyn til atomvåben er det helt sikkert sandt, og den russiske økonomi er nu bedre stillet end før krigen brød ud, i modsætning til situationen i Vesten. Tyskland er ved at kollapse. Det seneste er, at Rusland nu kan producere 100-120 missiler hver måned; de har en fuldgyldig krigsøkonomi.

Men al militærproduktion er i sidste ende en ødelæggelse af fysisk velstand, som sker på bekostning af befolkningen.

Se på de forskellige krige siden 9/11: Der var Afghanistan, der var Irak, Libyen, Syrien – hvor er alle disse lande? Blev nogen af disse situationer vundet for Vesten? Nej, det blev de ikke! I 2021 trak USA og NATO sig ud af Afghanistan – ikke så ærefuldt, må jeg sige. De blev besejret! Ukraine: De blev besejret! Se på det her! De interventionistiske krige i alle disse lande i Sydvestasien har været fuldstændige fiaskoer. Har de forbedret Vestens omdømme blandt disse lande eller i resten af verden? Nej, det har de ikke! Det modsatte er sket: Landene i det Globale Syd har vendt sig væk fra det.

Og jeg tror, at hvis der er nogen fornuft i nogen af disse etablerede figurer, så undersøg, om denne politik har været en succes, for det har den tydeligvis ikke. Derefter skal de have modet og den intellektuelle integritet til at ændre politikken. Hvis USA og de europæiske lande bare stille og roligt skiftede gear og sagde, at vi vil samarbejde med landene i det Globale Syd om at opbygge et nyt økonomisk system, tror jeg ikke, der ville blive stillet nogen spørgsmål; alle ville være glade. Og princippet fra Den Westfalske Fred om, at man for fredens skyld skal tilgive alle forbrydelser, der er begået af den ene eller den anden side; måske kan man ikke glemme det, men man kan tilgive det, og så gå videre med at opbygge et nyt system bagefter. Og jeg tror, at det er den eneste vej.

Og vi må på en eller anden måde se, om der ikke er folk blandt det såkaldte establishment, der kan tænke på denne måde og er villige til det – som FN’s menneskerettighedskommissær Craig Mokhiber, der sagde: Jeg vil ikke længere stå inde for denne politik. Og jeg tror, at det er den slags handling, der er brug for.

Så arbejd sammen med os om at finde sådanne personer, der har modet til at ændre politikken, før det er for sent.

SCHLANGER: Og jeg vil foreslå, at folk kigger efter demonstrationer, der er i gang; der er mange i gang over hele verden. Hvis du ikke kan finde en, så start en! Og vi har fra en person i Storbritannien, der skrev sig ind som “Jughead”, givet 10 pund til det, vi laver. Få vores brochurer ud, bidrag til vores bevægelse – der er mange ting, du kan gøre for at deltage i denne mobilisering. Men som Helga understreger, er tavshed ikke en mulighed.

Helga, vi har et par spørgsmål mere, jeg gerne vil stille dig. Det ene er fra Jack Gilroy, som har været involveret i International Peace Coalition, en katolsk socialaktivist i USA, og han kommer ind på det andet område med den mulige næste krig. Han siger: “Hvad skal der gøres for at forhindre den meget forudsagte amerikanske krig mod Kina? Hvordan lærer vi amerikanerne, at det kinesiske Bælte & Vej Initiativ er en god udfordring for USA til at finde nyttige, fredelige måder at skabe økonomisk udvikling på, uden trusler om og brug af vold til at dominere andre? Hvordan kan amerikanerne gøre det, som Bælte & Vej Initiativet gør, for at hjælpe, ikke skade, vores søstre og brødre i verden?”

ZEPP-LAROUCHE: Først og fremmest er der en enorm mangel på viden om Kina, og vi havde for nylig en delegation fra Schiller Instituttet, der rejste i næsten to uger til forskellige steder, og de kom og fik deres eget førstehåndsindtryk, og de var meget begejstrede. Så var der nogle tyske industrifolk, der rejste rundt i 40 byer i Kina i seks uger for at få et førstehåndsindtryk. Og jeg tror, det bedste ville være, hvis alle grupper, der er bekymrede for, at Kina kan blive det næste sted for konfrontation, sendte delegationer dertil. Jeg tror, vi meget nemt kunne bede kineserne om at hjælpe os med at etablere en sådan undersøgende, mellemfolkelig mission, og så kunne vi virkelig få en bedre idé om, hvad Kinas politik er.

Jeg vil meget gerne fortælle om mine erfaringer: Jeg var første gang i Kina i 1971 og mange gange siden, og hele min oplevelse er, at Kina, i modsætning til fortællingen i de vestlige medier, har ydet det største civilisatoriske bidrag af noget land, jeg kender til i nyere historie, af den simple grund, at de har løftet 850 millioner af deres egne borgere ud af fattigdom. Og nu, i de sidste 10 år, har de via Belt and Road Initiative leveret deres succesmodel til lande i det Globale Syd, og på denne måde har de for første gang givet dem chancen for at overvinde fattigdom og underudvikling. Og det er naturligvis mere attraktivt end blot militærtræning eller såkaldt “sikkerheds”-relateret samarbejde, som USA har tilbudt disse lande.

Jeg synes, at folk skal forstå, at det at hjælpe millioner og faktisk hundreder af millioner af mennesker ud af fattigdom er det bedste bidrag til menneskerettighederne! For når man er fattig i Haiti, Sudan eller Yemen – se videoen Hunger Ward, som blev rost af Verdensfødevareprogrammet om Yemen: Der er en meget vigtig video, der hedder Hunger Ward, som viser dig, hvad der sker med underernærede børn, når de kun har et par kilo tilbage, før de dør – at være sultne! Og jeg tror, at Jean Ziegler, som er en meget fremtrædende schweizisk aktivist og FN’s første særlige rapportør om retten til mad, i sine bøger beskrev, hvordan det at dø af sult er den værste smerte, fordi organerne begynder at fortære sig selv, og det er bare den værste død, man overhovedet kan forestille sig. Så hvis man hjælper folk med ikke bare at få et måltid, men at få nok mad til at leve et anstændigt liv, er det det størst mulige bidrag til menneskerettighederne! Det har Kina gjort, og alle rapporterne om den såkaldte undertrykkelse og så videre, ingen, der rejser til Kina, kommer tilbage med den slags rapporter! Fordi folk er glade, og 80% af dem er enige med regeringen, mens vores vestlige regeringer måske har 20, 30 eller i bedste fald 40% støtte, hvilket burde fortælle dig noget.

Så mit forslag er: Lad os tage dertil, eller lad os organisere, at folk tager dertil, så de kan komme tilbage med en anden historie. Vi bør lave mere undervisning om det og kulturel dialog: Jeg tror fuldt og fast på civilisationernes dialog, for kun hvis man kender den anden kultur, kan man på nogen måde løse disse problemer.

SCHLANGER: Det næste spørgsmål er fra en anden del af verden, som de fleste vesterlændinge har meget lidt kendskab til, nemlig fra Afrika, fra Menashe. Og han stiller et par spørgsmål, men jeg vil indsnævre det til to. Han spørger, “hvordan de internationale fora, som vi har nævnt, det russisk-afrikanske økonomiske og humanitære forum, BRIKS-topmødet og så videre, bidrager til fremkomsten af en ny verdensorden fra det Globale Syd? Og hvordan kan afrikanske lande navigere i den globale magts skiftende dynamik for at sikre, at deres stemmer og interesser bliver repræsenteret i den nye multipolære verdensorden?”

ZEPP-LAROUCHE: Lige nu sker der ekstremt interessante forandringer i Afrika. For det første har der været mange forandringer i Vestafrika i den seneste tid; flere regeringer har skiftet, hvilket ikke var velset i Vesten, men der var en fuldstændig forpligtelse til at slippe af med den europæiske kolonialisme. Det er en meget ny udvikling.

Og så er der mange lande, der søger om medlemskab af BRIKS-Plus. På topmødet i Johannesburg i august blev seks lande optaget i BRIKS – og de bliver fuldgyldige medlemmer den 1. januar 2024 – to af dem fra Afrika, nemlig Egypten og Etiopien. Men der er mange flere, der har ansøgt om medlemskab.

Jeg tror, at ideen om først og fremmest at forsøge at skabe afrikansk enhed ved at arbejde sammen med BRIKS-Plus og andre af den slags organisationer, er det bedste, Afrika kan gøre lige nu. Og jeg tror, at der i hele det Globale Syd nu er en absolut forpligtelse til at afslutte 600 års kolonialisme. Og forudsat at vi kan løse denne nuværende verdenskrise, som har alt at gøre med det faktum, at der foregår en tektonisk forandring, så tror jeg, at jo mere landene i det Globale Syd gør deres stemme hørt, højt og tydeligt, og appellerer til det Globale Nord og siger, at de bør involvere sig i det nye system, snarere end at forsøge at modsætte sig det, så tror jeg, at det skal gøres på den mest kraftfulde måde.

For mellem USA, NATO, Europa og Rusland og Kina er situationen så fastlåst. Men hvis du tager det Globale Syd, sammen med Rusland, Kina og Indien, er det allerede mere end 3 milliarder mennesker; og hvis du så tilføjer de andre lande i det Globale Syd, er det langt størstedelen af den menneskelige art! Og du har al mulig ret til at få din stemme hørt. Og heldigvis er der mange fremragende ledere lige nu, som jeg mener virkelig har personligheden og formatet som individer til at lede verden ind i et bedre paradigme.

SCHLANGER: Jeg har en sidste bemærkning til dig, Helga, fra en, der skriver: “Tak Helga for hendes utrættelige indsats, de foldere, hun skriver. Kan hun sige et opmuntrende ord til dem af os, der uddeler løbesedler og nogle gange løber panden mod en mur?”

ZEPP-LAROUCHE: [griner] Ja, det ved jeg! Det er meget svært, for det miljø, vi arbejder i lige nu, er en krigslignende propaganda. Hvis nogle mennesker siger, at den tredje verdenskrig allerede er startet, er det i en vis forstand sandt, fordi de vestlige regeringer forsøger at indføre en fuldstændig kontrol over fortællingen, og de forsøger at lukke munden på enhver stemme, der siger: “Måske skulle du lytte til den anden side!” At lytte til den anden side betyder ikke, at man nødvendigvis skal være enig med den anden side, men hvis man ikke tager højde for den historiske baggrund, udviklingen af en konflikt, hvad er så den ene sides synspunkt? Hvad er den anden sides synspunkt? Hvordan kan man så finde på en løsning, der kan holde? Det er den ældste lektie i diplomati eller ethvert andet menneskeligt samarbejde og samarbejde.

Så det, Vesten gør lige nu, for eksempel i Tyskland, som om vi ikke allerede havde oplevet Goebbels en gang, skulle man tro, at vi havde fået nok af det – nej! Nu har de udsendt en vejledning til journalister om, hvad man må sige, og hvad man ikke må sige. Så journalister får at vide, at de altid skal skrive, ikke at der er sket noget i Gaza, men at det er “som svar på terrorangrebet fra terrororganisationen Hamas, nu sker der denne ting i Gaza…” Eller forleden lyttede jeg til en journalist i et nyhedsprogram, og for at fortælle om, hvad der sker i Gaza, sagde han: “Ja, og Hamas er ikke engang i stand til at skaffe mad og vand til deres egen befolkning!” Whaa?!

Jeg mener, dette sted har været fuldstændig afspærret i årevis! Folk kan ikke forlade det! Før konflikten eller krigen, hvad man nu kalder det, brød ud, var der flere hundrede lastbiler om dagen, der bragte mad og andre fornødenheder til befolkningen. Nu er det måske 10 eller 12: Det siver ind som en dråbe vand på en varm sten. Hvad er det så, folk lider under? De sulter ihjel, og denne journalist-idiot siger: “Hamas er ikke engang i stand til….” Hamas gør, hvad de gør, men det er en komplet indsats for ikke at skildre situationen, som den faktisk er.

Så når vi uddeler løbesedler, er folk selvfølgelig i en rus eller i en komplet fantasi, måske bekymrede for deres job eller for inflationen; så har du det fænomen, at mange mennesker er bange for at blive overhørt, at de måske siger noget, der ikke er den officielle linje.

I Tyskland var der for mere end 80 år siden noget, der senere blev kaldt “den tyske udsigt”, “die deutsche Blick”, hvor folk med paranoia kiggede sig over skulderen for at se, om der var nogen, der lyttede til, hvad de sagde. Så vi er tilbage i den situation, hvor det tyske blik igen er det, der går rundt, fordi folk frygter at blive overhørt sige noget, de tror på, men som de ikke ønsker at blive overhørt sige.

Så jeg tror, at den eneste måde er at være tålmodig, når du deler foldere ud, være venlig og lave sjov, for det er en atmosfære af paranoia og frygt, og jeg tror, at det er vigtigt for os at være på gaden og fortælle folk, at der er en løsning! Og jeg vil gerne gentage, at vi er nødt til at kæmpe for at nå frem til et nyt paradigme, hvor vi overvinder geopolitikken. For nogle år siden holdt jeg en nytårstale, hvor jeg sagde, at den vigtigste opgave var at overvinde geopolitikken: Og det har vist sig at være så sandt, at i det øjeblik man tænker i en gruppes geopolitiske interesser mod en anden gruppes geopolitiske interesser, er man med i spillet, Bernard Lewis-planen, Brzezinski-spillet, det store spil, ideen om manipulation. Og jeg tror, vi er nødt til at hæve os over det og definere den ene menneskeheds interesser først, og så kan man se på alle de særlige konfliktproblemer. Men det højere niveau skal opnås.

SCHLANGER: Jeg vil gerne sige tak til alle vores seere, der har været med i dag, og til dem, der er blevet aktive og bidrager; og til Helga, tak for det, du gør. Og vi ses igen i næste uge.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, og bliv aktiv i mellemtiden sammen med os!

Den 31. oktober 2023 (EIRNS) – Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har forsvaret sit lands brutale angreb på civile palæstinensere med den begrundelse, at den uret, som Hamas begik den 7. oktober, tillod det. Dette er tydeligvis en uærlig manipulation af ord for at retfærdiggøre en forfærdelig handling, og mange har påpeget, at der har været en lang række overgreb fra Israels side, der går årtier tilbage, og som skal tages i betragtning for at afhjælpe den nuværende krise. Desuden har en tidligere israelsk udenrigsminister sagt, at denne forsoning faktisk skal gå tilbage til mindst 1948, hvor Israel blev grundlagt, og araberne i det tidligere britiske Palæstina blev fordrevet fra deres land. Men overvej det: Kan det løse den nuværende krise at gå tilbage til nogen af disse tidligere begåede uretfærdigheder?

Spørg først: Hvad er retfærdighed? Er det blot at rette op på fortidens fejl og kræve de ting tilbage, som uretmæssigt er blevet taget? Eller er der en anden forpligtelse? Kan man yde retfærdighed uden forskel? Eller skal der være en skelnen, så man kan erstatte en uretfærdighed med noget bedre?

Hvis man tænker på det på denne måde, er det let at se, hvordan dagens konflikt i Sydvestasien, ligesom konflikten i Ukraine, ikke bliver brugt til at rette op på en uret, men til at opnå et meget anderledes geopolitisk mål, uden hensyn til et varigt gode som resultat. Israels sikkerhed er uløseligt forbundet med palæstinensernes, og Ukraines sikkerhed er uløseligt forbundet med Ruslands. At tage hensyn til den nødvendige forbedrede fremtid er det eneste rigtige perspektiv for at undslippe den onde cirkel, der udspiller sig i dag.

Der kommer rapporter om, at den offentlige støtte i Israel er faldende til den form for invasion i Gaza, som Netanyahu ønsker – et godt tegn. Derudover udtrykte den tidligere israelske udenrigsminister Shlomo Ben-Ami i et nyligt interview en stærk kritik af den nuværende israelske politik, fra hvad der bør ses som en ældre, mere afmålt fraktion af det israelske etablissement. Israel “har ikke et klart politisk strategisk formål,” sagde Ben-Ami og tilføjede, at dette “er en reaktiv krig.” “Israel fejler,” fortsatte han og advarede om, at denne krise kunne “udløse en større brand i og uden for regionen.” I stedet “er vi nødt til at se på de umiddelbare skridt ,og se på hvad der er muligt at forestille sig på længere sigt.” Diplomaten sagde, at man skulle starte med Oslo-aftalen, og sammen med modent lederskab kan disse langsigtede problemer begynde at blive løst.

Dette ville bekvemt blive ignoreret, hvis man lytter til nutidens førende medier eller regeringsembedsmænd på den anden side af Atlanten, som ønsker, at man skal holde op med at tænke og hoppe over på den “rigtige side”. Wall Street Journal tog kegler i denne uge og gentog opfordringerne fra mange på galeanstalten om at gå efter årsagen til problemet: Iran og den nye “ondskabens akse”, som Mitch McConnell kaldte det. ’The Urinal’ opfordrede Biden til at holde op med at være svag og “genskabe det maksimale pres på Teheran.” Netanyahu selv sagde, at Israel ikke vil acceptere en våbenhvile, da det ville betyde “at overgive sig til terror, at overgive sig til barbari.”

Samtidig eksploderer en kraftfuld debat rundt om i verden i denne henseende, som det fremgår af afstemningen den 27. oktober i FN’s Generalforsamling, hvor 120 nationer stemte for en våbenhvile. Nu er det ved at komme til udtryk på Columbia University, hvor 165 fakultetsmedlemmer har udgivet et brev, der fordømmer angreb og chikane af studerende, som støtter Palæstina. Nu hvor bombeangreb med mange ofre er en daglig begivenhed i Gaza, bliver det for meget at ignorere – denne konflikt må stoppes!

Lad være med at falde i fælden og vælge “side”, men afvis det døende imperiale system, som denne konflikt er en del af. I stedet må en retfærdig fred være baseret på gensidig fremgang for alle. Lyndon og Helga LaRouches arbejde gennem årtier, som i tilfældet med den foreslåede “Oase-plan” for Israel-Palæstina-regionen, viser vejen ud. Få ørkenerne til at blomstre, afgrøderne til at bugne, kraftværkerne til at køre, og de unge hjerner til at slå gnister – det er forudsætningen for løsningen!

Foto: Naaman Omar \ apaimages, Wikimedia Commons

https://borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-16175

Den 29. oktober 2023 (EIRNS) – Det følgende er introduktionen til den nødpamflet, som LaRouche-Organisationen udgiver om den civilisationstruende krise i Sydvestasien og de begrebsmæssige midler til at løse den, udtænkt og fremmet for fire årtier siden af den afdøde økonom og statsmand Lyndon LaRouche:

Mens du læser dette, kan den etniske udrensning og affolkningskampagne, der allerede er i gang i Gaza, være ved at, eller allerede have, udløst en krig i hele regionen i Sydvestasien, som hele verden hurtigt, “utilsigtet”, kunne blive involveret i. Under påskud af at “støtte Israels ubetingede ret til selvforsvar” efter Hamas’ terrorangreb den 7. oktober, er en NATO/USA-ledet styrke, der er lige så stor eller større end den, der blev samlet i 2003 lige før den anden Irak-krig, blevet placeret i det østlige Middelhav, inklusive 30.000 amerikanske militærfolk. Hangarskibsgrupperne USS Gerald R. Ford og USS Dwight D. Eisenhower, som begge er udstyret med atomvåben, er nu udstationeret der.

Den 18. oktober sagde Ruslands præsident, Vladimir Putin, til medier i Beijing: “Jeg vil gerne sige – hvad jeg vil meddele jer, er ikke en trussel – at jeg har instrueret de russiske luft om at begynde at patruljere den neutrale zone over Sortehavet på permanent basis. Vores MiG-31-fly bærer Kinzhal-systemer, der som bekendt har en rækkevidde på over 1.000 kilometer og kan nå hastigheder på op til Mach 9.” Ved afslutningen af sin pressekonference gentog han: “Jeg understregede, at dette ikke er en trussel. Men vi vil udføre visuel kontrol og våbenbaseret kontrol over, hvad der foregår i Middelhavet.”

Kinzhal-missilet med atomvåben er hypersonisk, hvilket gør det ekstremt manøvredygtigt og praktisk talt umuligt at forsvare sig imod, når det først er affyret.

Noget meget større end “Israel vs. Hamas” er tydeligvis undervejs. Er det en krig med Iran? Er det en direkte konfrontation med Rusland? For 60 år siden, da præsident John F. Kennedy sad i Det Hvide Hus, kunne man forvente, at det amerikanske folk ville få sandheden at vide, eller i det mindste en del af den. Men dette er en tid med løgne og bedrag, med “unævnelig praksis og unaturlige handlinger” udført i dit navn af agenturer, som du har finansieret, men som du ikke ved eksisterer. Dette er en tid, hvor det amerikanske folk, på grund af korruptionen i den amerikanske kongres, forhindres i at vide eller gøre andet end at “forpligte sig” til endeløse romersk-imperiale krige, finansieret med penge, vi ikke har, til formål, som aldrig afsløres. Det er formålet med denne pamflet at rette op på dette, at fortælle dig, hvad der faktisk sker, og hvad der kan gøres for at vende “Global NATO’s” march mod selvdestruktion.

Der er ingen “Mellemøsten-konflikt”, som man er blevet forledt til at tro. Betegnelsen Mellemøsten er en britisk kolonialistisk konstruktion, og kilden til den nuværende konflikt går tilbage til 1916-1917, da det britiske udenrigsministerium skabte det, de vidste, ville resultere i permanent krig i området. For at løse det, må man hæve sig over dets opdelinger. Sydvestasien – Jordan, Palæstina, Irak, Libanon, Syrien, Iran, Israel, Egypten, Saudi-Arabien osv. – kræver økonomisk stærke, suveræne nationalstater, der er organiseret i et principfællesskab på den måde, som alliancen Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika – BRIKS-Plus – nu tilstræber. City of London og Wall Streets finansielle interesser modsætter sig en sådan stabilitet. De bruger efterretningstjenester som “økonomiske lejemordere” – og nogle gange som lejemordere i sig selv – til at håndhæve deres modstand.

Se for eksempel denne historie: “U.S. to Israel: No More Chinese Deals; Pompeo’s Flying Visit” udgivet 13. maj 2020 i Breaking Defense:

“USA leverede et klart budskab til Jerusalem i dag – undgå yderligere involvering af Kina i den israelske økonomi. Budskabet var en af hovedårsagerne til den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeos meget korte besøg i Jerusalem – en dag før det nye kabinet bliver taget i ed.”

Mike Pompeos rolle i at skabe “Russiagate”-svindelnummeret under Trump-administrationen er velkendt. Det anglo-amerikanske etablissement har ført en hemmelig krig mod Bælte- og Vej-Initiativet og både Rusland og Kina. Den nuværende militære opbygning i det østlige Middelhav er blot endnu et udtryk for denne uerklærede krig. Denne krig er ikke på vegne af eller i interesse for det amerikanske folk, men kun for City of London og Wall Street.

Kontakten mellem Kina og Israel har været meget aktiv i det seneste årti; der er over 1.000 israelske start-ups i Kina. Rapporter, såsom det neokonservative JINSA’s (Jewish Institute of National Security for America) “Curtailing Chinese Investment in Israel: A Comprehensive and Cooperative U.S.-Israeli Strategy”, indikerer den dybere “geopolitiske” strategiske bekymring. Men grundlaget for at løse konflikten i Sydvestasien er blevet styrket betydeligt i de sidste to år. Kinas økonomiske perspektiv “Bæltet & vejen”, også kaldet “win-win”, anvendes på disse nationer, herunder Israel, og har også haft afsmittende effekt på det politiske område. Saudi-Arabien og Iran har genoptaget deres diplomatiske forbindelser i et forsøg på at afslutte deres uoverensstemmelser. Begge har også for nylig tilsluttet sig BRIKS-sammenslutningen sammen med De forenede arabiske Emirater. Og saudierne har været involveret i meget følsomme forhandlinger med Israel – forhandlinger, som nu er blevet bragt i fare, hvis ikke dødeligt såret, af begivenhederne den 7. oktober.

Lyndon LaRouche formulerer i sit værk “Mad Brzezinski’s Chessboard” fra 1999 kortfattet det grundlag, hvorpå man kan besejre geopolitisk galskab: “Den uddannelsesmæssige og relaterede udvikling af hele befolkningen i disse regioner betyder en opløftelse af det menneskelige individs mentale tilstand og velbefindende. Det betyder udvikling af individet på måder, der er i overensstemmelse med forestillingen om, at hver eneste mand og kvinde er skabt ligeværdigt i Skaberens billede og er lige kvalificeret til at deltage i fornuftens frugter, der fører til menneskehedens fremadskridende herredømme i universet. Dette fantastiske resultat er præcis, hvad det britiske monarki ikke vil tolerere. Deres reaktion er: ‘Hellere apokalypsen!'”

Det transatlantiske finanssystems fallit, den fejlslagne finansielle krigsførelse mod Rusland, den spæde succes for BRIKS-initiativet “kolonialismen er forbi” og drivkraften for teknologisk fremskridt og forbedring af de produktive kræfter og livsbetingelserne for nationerne i Afrika og Asien – det er den sande slagmark for den konflikt, som vi ser i Gaza. Hundredtusindvis af palæstinenseres og titusindvis af israeleres død behandles af disse folkemordere som ubetydelige, som et belejligt påskud og en udløsende faktor for at iværksætte en militær destabilisering, der kan få ødelæggende konsekvenser for verden.

Det har altid været tankegangen hos dem, der har været fortalere for en politik for “civilisationernes sammenstød”, hvad enten det er Samuel P. Huntington, der opfandt begrebet; Zbigniew Brzezinski, Huntingtons mentor, der talte om det islamiske fundamentalistiske kort; eller deres forløber, den britiske efterretningsagent Bernard Lewis, der talte om “krisens bue”. Formålet har været at kaste verden ud i evig krig som et våben for det imperiale styre. I Gaza, et område der er dobbelt så stort som Washington D.C., og hvor halvdelen af indbyggerne er under 18 år, er man derfor i gang med at tænde den tændstik, der skal sætte hele Sydvestasien i brand.

Lad os ændre kurs, før det er for sent. Lad os mindes modet hos den martyrdræbte israelske premierminister Yitzhak Rabin. Betingelserne for at løse den “arabisk-israelske konflikt” blev forhandlet på plads for 30 år siden i Oslo-aftalerne, som involverede Yasser Arafat fra Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation og Rabin, en hård israelsk patriot, militærofficer og tidligere svoren fjende af Arafat, som vendte kursen. Rabin, den tidligere israelske forsvarsminister, sagde i sin tale til parlamentet i juli 1992, da han tiltrådte som premierminister: “Hr. formand, medlemmer af Knesset, sikkerhed er ikke kun kampvogne, fly og missilbåde…. Sikkerhed er en mands uddannelse; det er hans hjem, hans skole, hans gade og nabolag, det samfund, der har fostret ham. Sikkerhed er også en mands håb.” Da han og Arafat sammen mødte op i Det Hvide Hus den 13. september 1993, gik han endnu længere: “Vi, som er kommet fra et land, hvor forældre begraver deres børn, vi, som har kæmpet mod jer, palæstinenserne – vi siger til jer i dag med høj og klar stemme: Nok af blod og tårer. Det er nok.” Selv om Rabin og fredsprocessen blev myrdet den 4. november 1995 af en israelsk fundamentalistisk fanatiker, må vi erklære, at “sandhed stødt til jorden vil rejse sig igen.” Vi må, som den myrdede israelske premierminister Yitzhak Rabin sagde, være blandt “dem, der har modet til at ændre aksiomer.”

Foto: Leonid Altman, Pexes CCO

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 25. oktober 2023

ANASTASIA BATTLE: Velkommen til Schiller Instituttets dialog med Helga Zepp-LaRouche. Mit navn er Anastasia Battle. Jeg er stedfortræder for Harley Schlanger. I dag er det onsdag den 25. oktober 2023. Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, kan du sende dem til questions@schillerinstitute.org.

Der foregår meget i verden lige nu, der er sket en del ting. Vi vil meget gerne give dig et godt overblik over de ting, der sker, og hvad du kan gøre for at gribe ind i denne proces. Schiller Instituttet og LaRouche-bevægelsen har lavet en række vigtige interventioner, som vi kan vende tilbage til, herunder et meget vigtigt andragende, der netop er blevet udsendt af koalitionen Humanity for Peace. Så med det vil jeg gerne åbne med Helga Zepp-LaRouche. Værsgo, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Goddag. Verden er på randen af en katastrofe, og det kræver mobilisering af mange, mange mennesker rundt om i verden for at få verden i en anden retning, for jeg vil gerne diskutere dette på to niveauer: Det ene er den menneskelige faktor, hvad det gør ved folk, hvis der sker og tolereres ting, som ikke bør tolereres med hensyn til karakteren, sindet og sjælen hos folk rundt omkring i verden; og det andet er naturligvis den umiddelbare militære fare.

Lad mig starte med det sidste. Den længe ventede, i hvert fald under omstændighederne, israelske landoffensiv i Gaza er endnu ikke gået helt i gang, angiveligt fordi præsident Biden forsøger at fortælle Netanyahu, at der først skal være plads til at forhandle om at frigive gidslerne. Nu er det måske, som det er. Der er indtrængen i Gaza. I alt er mere end 5.000 palæstinensere blevet dræbt, og det mest foruroligende ved det er, at det hovedsageligt er civile, der bliver dræbt: 70% af alle de mennesker, der er blevet dræbt indtil videre, er kvinder, ældre og børn, og 40% af dem er børn. Så kan der også være nogle civile mænd blandt de dræbte. Så den faktiske skade eller drab på Hamas-krigere er relativt lille, og drab på befolkningen er høj. Og situationen i Gaza er helt utrolig! Fordi de fik at vide, at de skulle forlade området fra nord og flytte mod syd, hvilket er praktisk talt umuligt, da man ikke kan flytte 1 million mennesker, der ikke har brændstof, vand, mad eller medicin. Og når nogle af dem så ankommer til syd, bliver de alligevel bombet der!

Dette er en menneskelig katastrofe, som selv FN’s generalsekretær Guterres, som er en meget mild person, angreb Hamas’ grusomheder mod Israel, men han sagde også, at det, der sker i Gaza, er helt utåleligt, det er en fuldstændig overtrædelse af humanitær lov, og for dette blev han straks angrebet af den israelske FN-ambassadør Gilad Erdan, som krævede Guterres’ afgang. Og alt, hvad Guterres sagde, var sandheden om, hvad der sker!

Så dette er en utrolig situation, og der bør og skal være en øjeblikkelig mobilisering af mange mennesker for en våbenhvile. Våbnene skal gøres tavse, der skal være en forhandlingsløsning, og på trods af alle de fiaskoer med at sætte dette på dagsordenen indtil videre, hovedsageligt på grund af USA’s veto – Brasilien havde for eksempel et forslag om våbenhvile i FN’s Sikkerhedsråd, og alle stemte for det, bortset fra USA’s veto, så det blev ikke vedtaget. Men ikke desto mindre, hvor skal dette føre hen? Indtil alle mennesker i Gaza enten er dræbt eller fordrevet, smidt ud, etnisk udrensning, hvor er grænsen for, hvad der sker der?

Så derfor må en øjeblikkelig mobilisering være at stoppe drabene, at få en våbenhvile og at bevæge sig i retning af Kinas forslag om at afholde en øjeblikkelig fredskonference i Mellemøsten, for Mellemøsten, og så sætte spørgsmålet om en tostatsløsning på dagsordenen; FN’s resolution 242, som er international lov, fordi den blev vedtaget af FN’s Sikkerhedsråd. Og så må der være det, som min afdøde mand, Lyndon LaRouche, foreslog allerede i 1975, nemlig en omfattende økonomisk udviklingsplan for hele regionen, det, han kaldte “Oaseplanen”, som grundlæggende ville give alle parter mulighed for økonomisk udvikling, og på den måde etablere et fundament for fred.

Hvis det ikke sker, skal folk være klar over, at vi er i akut fare for en optrapning af ikke bare krigen i Mellemøsten og Sydvestasien, men også af krisen i Ukraine. I Ukraine havde USA i al hemmelighed flyttet ATACMS-missilerne ind i Ukraine, uden at offentliggøre det, men bare ved at gøre det. Det blev voldsomt angrebet af den russiske ambassadør i Washington, Anatoly Antonov, som i bund og grund sagde, at USA direkte lægger op til en konfrontation med Rusland.

Og så i kombination med situationen i Mellemøsten, hvor USA har flyttet en betydelig militærstyrke til Israels kyster, nemlig de to hangarskibsgrupper, USS Gerald R. Ford og USS Dwight D. Eisenhower, og derudover kommandoskibet for den 6. flåde, USS Mount Whitney, som nu alle er under kommando af den øverstbefalende for den 6. flåde, viceadmiral Thomas Ishee. Og der er andre udstationeringer, måske også i Den Persiske Golf. Og 12.000 soldater er klar til at blive udstationeret.

Hvis der nu sker en optrapning, lad os sige, at de israelske landstyrker rykker ind i Gaza, og Hizbollah angriber Israel som følge heraf, så er alt naturligvis rettet mod et engagement med Iran. Senator Lindsey Graham, som har en utrolig fortid som krigshaj, er lige nu i Israel sammen med ni andre senatorer, og han har opfordret til at bombe Iran for at stabilisere regionen! Hvor langt fra virkeligheden kan man komme, end at sige noget i retning af det, Lindsey Graham siger?

Jeg ved, at alle, der har bekymret sig om Mellemøsten og Sydvestasien i årtier, er klar over, at i betragtning af, at der er atomvåben i Israel, sandsynligvis 200 atomvåben, og faren for, at de på en eller anden måde vil komme i spil, hvis Iran bliver angrebet, er alle odds sat ud af spil. Det har været sandt i årtier i Sydvestasien, og især nu, med kombinationen af situationen i Ukraine. Det er vigtigt, at Putin, i anledning af at han var gæst ved Belt and Road Forum for International Cooperation i Beijing, gav en pressekonference fra gæstehuset, hvor han sagde, næsten som en sidebemærkning: “Jeg gav ordre til at sætte MiG-31’erne, der bærer Kinzhal-missiler,” som er disse hypersoniske missiler, der kan gå til Mach 9, som er ekstremt hurtige, der ikke følger ballistiske baner, men som er manøvredygtige, at han har givet ordre til, at de sættes i alarmberedskab for at flyve permanent på MiG-31’ere over Sortehavet. De kan nå både Ukraine og Middelhavet og potentielt sænke ethvert amerikansk krigsskib der.

Så hvis man ser på, hvordan hele den islamiske verden tydeligvis forbereder sig på en optrapning, har man demonstrationer i mange lande, i Indonesien, i Malaysia, selv i Europa har man haft demonstrationer, i Spanien et par meget store, selv i London mere end 100.000 mennesker, i Barcelona 70.000 mennesker.

Vi sidder på en total krudttønde, og derfor er en intervention absolut nødvendig for at sige, at vi er nødt til at gå til diplomatiet, og vi er nødt til at lægge forslagene på bordet til en øjeblikkelig fredskonference. Jeg ved, at det er meget vanskeligt, for hvis USA nedlægger veto, hvad kan man så gøre? Men jeg tror, det kræver en mobilisering af velmenende mennesker over hele verden for at ændre balancen, for alternativet fører direkte til helvede.

BATTLE: Enig Helga, tak. Hvis du har lyst til at sende Helga Zepp-LaRouche et spørgsmål, kan du enten skrive det i livechatten på YouTube eller sende det til questions@schillerinstitute.org.

Helga, jeg vil gerne stille dig et spørgsmål fra en professor i Pakistan. Han spørger: “Jeg tror, at fred kan opnås, når alle verdens lande har fred som deres nationale interesse. Jeg tror, det er den eneste måde, det kan ske på. Hvad er dine tanker? Og hvordan gør vi det?”

ZEPP-LAROUCHE: Det er faktisk allerede tilfældet, for militære løsninger på konflikter er aldrig i nationens egeninteresse. Det er i så fald helt klart i det militærindustrielle kompleks’ egeninteresse. Hvis man ser på aktieværdien af de store amerikanske militærfirmaer, Lockheed-Martin, Raytheon, Northrop Grumman, alle disse store firmaer, så steg deres aktier på én dag med 9%, og andre mindre, men stadig stigende. Så de er de store profitmagere.

For eksempel i Tyskland, i Grundgesetz, som svarer til en forfatning, er der et klart krav om, at regeringen skal tilstræbe fred! Tilstræber den tyske regering nu fred? Nej, det gør de ikke. Udenrigsminister Baerbock, som kan lide, når hun ændrer retning, at gøre det til en 360 graders drejning – du kan fortælle mig, hvordan det regnestykke fungerer, men det er, hvad hun siger – men hun arbejder tydeligvis ikke for fred, fordi hun hele tiden bevæger sig i samme retning som den amerikanske regering, og derfor ikke. Det er det største problem, at disse regeringer i Vesten ikke arbejder for fred! De tager én side i Ukraine-krisen, 100% Ukraine; de tager én side i Israel-Palæstina-konflikten, 100% Israel. Og hvis der er noget, man kan lære af fredsforhandlinger, så er det, at man altid skal tage alle sider i betragtning, man skal tage hensyn til alle andres interesser. Det er læren fra den westfalske fred.

Så det, der kræves, er, at befolkningen, civile grupper, almindelige borgere, organiserer sig og arbejder for fred. Hvis regeringerne ikke er i stand til at arbejde for fred, så må befolkningen påtage sig en stærkere rolle, og jeg tror, at det virkelig er testen. På en måde bliver vi testet som en menneskelig art: Har vi den moralske egnethed til at overleve eller ej? Og jeg tror, det er det mest alvorlige spørgsmål, vi nogensinde har stået over for.

BATTLE: Tak, når vi taler om det moralske spørgsmål, får vi mange spørgsmål om, hvad vi skal gøre. Mange mennesker tænker på aktiviteter, de kan gøre. Jeg vil rapportere om en aktivitet, som blev udført, en intervention af medlemmer af Schiller Instituttet, LaRouche-ungdomsmedlemmer, Robert Castle, José Vega og Simon Miller over for Hillary Clinton, hvor de krævede, at hun kommenterede Bidens fremdrift i verdenskrigen i sin offentlige erklæring. Det var meget veludført, og det blev set over hele verden nu, jeg tror, det er blevet set omkring 4 millioner gange (jeg kan tage fejl af tallet); sandsynligvis mere. Hvis der er noget, jeg er beskeden omkring, er det antallet. Men det er en idé om, hvad folk kan gøre, er disse interventioner. Det vil jeg bestemt gerne opmuntre til.

Men et andet spørgsmål, der er kommet ind, kommer fra et medlem af International Peace Coalition (IPC). Hun spørger, om hun skal organisere en protest i Costa Rica? Men andre folk fra IPC spørger også, om de skal organisere protester? Måske noget i retning af det, vi har gjort med fredsforslaget i underskriftsindsamlingen?

ZEPP-LAROUCHE: Ja. Jeg synes, at hvis du på nogen måde kan nå ud til medlemmer af din organisation, andre organisationer, så skal det gøres så hurtigt som muligt. Men bortset fra at gøre det, synes jeg, at det mest presserende spørgsmål er at forene fredsbevægelsen. For lige nu er der, selv i én by, mange små demonstrationer, her 50 mennesker, der 200 mennesker, men de er ikke stærke nok til at blive hørt, og derfor vil jeg virkelig opfordre jer til at slutte jer til International Peace Coalition, som er et forsøg på at forene alle fredselskende mennesker over hele verden, for det er så tydeligt, at det, der først og fremmest står i vejen for at blive det flertal, som vi er – det store flertal af mennesker, hvis man spørger dem, “ønsker du Tredje Verdenskrig eller fred?”, vil sige “fred”. “, ville de naturligvis sige “fred”. Men da de ikke er forenede, bliver deres stemme ikke hørt. Og der blev faktisk lavet en meningsmåling, hvor 10% af befolkningen er for en konflikt, en militær løsning på konflikten, og de tror, at de er det store flertal, mens de 90% af befolkningen, der ønsker en fredelig løsning, tror, at de er i mindretal. Det har at gøre med det faktum, at mainstreammedierne i overvældende grad skubber til krigsfortællingen, i hvert fald i nogle lande – i Tyskland er det for eksempel utroligt kontrolleret.

Så jeg tror, at det både er af ideologiske årsager, at folk mener, at de har andre problemer, som er vigtigere at holde adskilt fra andre mennesker, eller at det i virkeligheden handler om at dele og herske, at der er indflydelsesrige agenter, som forsøger at forhindre en forening af fredsbevægelsen, det gamle spil mellem imperier.

Så ideen om, at vi virkelig er nødt til at lægge alle forskelle til side, vi kan diskutere atomenergi, klima, grønne spørgsmål, om biler – alt kan diskuteres, hvis vi har fred. For hvis verden sprænger i luften, er det hele forgæves, og der er ingen grund til at diskutere noget som helst, for så er vi alle døde, og det mener jeg virkelig meget, meget alvorligt.

Vær med i IPC-processen: Kontakt os, så sætter vi dig på den ugentlige konference, så du kan deltage og hjælpe os med at opbygge en verdensomspændende bevægelse, der fokuserer på den ene menneskehed. Og den eneste grund til, at jeg ikke giver op og bliver pessimistisk, er, at jeg tror, at væksten i International Peace Coalition, som er mindre end tre måneder gammel, meget hurtigt spreder sig til fem kontinenter. Og det er alle mennesker, der er motiveret af ideen om den ene menneskehed, som aldrig har været mere værdifuld end lige nu: Så vær med i den proces.

BATTLE: Præcis. Jeg vil inkludere et link i YouTube-chatten, så folk kan kontakte os. Vi vil meget gerne have mere feedback fra folk og få jer involveret i frivilligt arbejde.

Helga, har du tid til et par spørgsmål mere?

ZEPP-LAROUCHE: Ja, et par minutter.

BATTLE: Okay. Jeg tror, det begynder at gå op for folk, og jeg er stødt på det flere gange med forskellige mennesker, jeg taler med, og med nogle af de spørgsmål, vi får, at de faktisk går efter Tredje Verdenskrig, de går faktisk efter atomkrig, og før, med Ukraine-krigen, var det en masse meget specifikke samtaler om Rusland og Ukraine, og alle disse dele, der bevægede sig der, og nu er det meget klart, at dette er globalt. Vi får nogle spørgsmål fra folk, der indser dette, som siger, hvad vil de gøre, når hele verden er ødelagt – flytte til en anden planet? Hvorfor bevæger de sig mod Tredje Verdenskrig? Dette kommer fra S., som er en ny person, der slutter sig til os i chatten i dag.

ZEPP-LAROUCHE: Der er tydeligvis en fare for fejlberegning. USA’s nye sikkerhedsstrategi hævder for første gang, at USA vil være i stand til at udkæmpe to globale krige med store modstandere, hvilket naturligvis betyder Rusland og Kina. Det er et klart brud, for indtil nu har det i alle sikkerhedspapirer stået, at USA kan udkæmpe én stor krig med en stor modstander og derudover en regional krig. Men det er første gang, at de siger, at USA kan udkæmpe to store krige. Jeg synes, det er fuldstændig vanvittigt, for hvis bare en lille del af alle atomvåben blev brugt i sådan en krig, ville det være nok til at forårsage en atomvinter, hvor alt liv på planeten i de følgende år ville dø: Fordi det ville være isnende koldt, ingen høst, ingen planter, ingen mad, intet ville være der mere, og folk ville dø lidt senere, hvis de ikke blev dræbt i de første eksplosioner.

Så at lege med disse ideer er efter min mening et tegn på klinisk sindssyge. Jeg vil ikke udelukke, at nogle af disse militære planlæggere er ramt af sindssyge, for hvis man leger med den mulige udryddelse af den menneskelige art, kan man ikke være normal, man kan ikke være et fornuftigt menneske. Nogle af disse mennesker tror åbenbart, at man kan “vinde” sådan en krig! At man kan slå den andens forsvar ud, at man kan med en kombination af cyberkrig, rumkrig, konventionel krig, atomkrig – jeg mener, der er disse manøvrer, som Global Lightning, der tager forfærdelige scenarier, som er relativt hemmelige, men noget er kendt om dem: De har en idé om, at man kan udkæmpe disse kombinerede krige i ugevis!

Jeg mener, at det er helt forkert. Atomeksperter som Ted Postol har skrevet lange artikler, der forklarer, at når først ét atomvåben er brugt, er sandsynligheden for, at hele arsenalet af alle atomvåbenmagter vil blive udløst, ekstremt høj.

Så der er en faktor, der hedder fejlberegning. Der er også faktoren “après nous le déluge”, altså at man i stedet for at opgive magten og lade et andet verdenssystem vokse frem, nedbryder det hele. Der er en faktor af sindssyge i det hele, og det er derfor, jeg tror, at det værste problem er apatien hos så mange mennesker.

Jeg er også overbevist om, at vi kan komme ud af det her, simpelthen fordi det store flertal er på en helt anden kurs: Verden har ændret sig. Den unipolære verden har længe ikke eksisteret mere, og der er ikke kun opstået en multipolær verden, men jeg vil endda sige, at der er en tendens til, at der opstår et nyt paradigme: Det betyder, at den ene menneskehed skal sættes først, og nationale interesser skal være sammenfaldende med den ene menneskehed, men ikke modsat. Og det Globale Syd er langt de fleste lande; BRIKS-landene er i vækst. Det er en af grundene til, at krisen i Mellemøsten er så ødelæggende, fordi vi var på en meget god kurs med integration mellem shiamuslimerne og sunnimuslimerne, fordi Iran og Saudi-Arabien, og det er der nu sat et stort spørgsmålstegn ved. Og det er derfor, en intervention er så meget desto mere presserende.

Men der er håb, for vi har en række lande, som ikke ønsker at gå i retning af konfrontation, som ønsker at bevare deres status som alliancefrie lande, og de er langt de fleste. Så det er ikke Rusland eller Kina, der er isolerede, det er lande som USA og Tyskland, der er fuldstændig isolerede, for selv inden for EU er de fleste lande mere fornuftige end Tyskland lige nu.

BATTLE: Det er meget sandt. Jeg har et spørgsmål mere, jeg kan tage. Det er fra Theo, som også er medlem af International Peace Coalition og en ven fra People’s Party. Jeg vil læse et par ting. Jeg tror, vi er nødt til at se på nogle af de ting, du nævner, Theo.

“1. Støtter IPC svarmarchen den 4. november i D.C.? Er de blevet kontaktet?” Måske kan du hjælpe os med at kontakte dem, så undersøger jeg det. Vi bør undersøge denne march.

“2. Skal vi lave en offentlig bøn Camps for Peace, i stil med Occupy Wall Street, på offentlige steder?” og

“3. Kan vi stoppe dem ved at afsløre stand-down i Israel den 7. oktober, som ifølge nogle kommentatorer var et falsk flag fra Deep State?”

Hvad er dine tanker, Helga?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, vi vil diskutere alle disse forslag om de forskellige marcher og aktiviteter i vores næste IPC-diskussion på fredag. Så lad os tage den deroppe igen.

Den 7. oktober er der faktisk nogle spørgsmål, som ikke er blevet besvaret på en tilfredsstillende måde. Det står nu klart, at den egyptiske regering advarede Israel om, at Hamas planlagde en operation. Det, man ikke helt ved, er, om Egypten var klar over omfanget af det kommende angreb? Måske troede de bare, at det var endnu et Hamas-angreb, som der har været mange af før. Måske var det, fordi Israel faktisk flyttede nogle af tropperne fra Gaza til Vestbredden, og de var ikke opmærksomme.

En ting, der er meget ildevarslende, er, at de israelske efterretningstjenester angiveligt er de bedste i verden, og hvis de blev overrasket på en sådan måde, at dette ikke blev bemærket, hvad så med NSA? Det er meningen, at NSA skal vide alt og optage alt? Hvorfor opfangede de ikke disse ting?

Så jeg mener, at alt dette kræver en grundig undersøgelse, og hvis folk har konkrete oplysninger, bør de komme frem med dem. Men ellers synes jeg, at det vigtigste er at mobilisere for en våbenhvile, og der skal være en humanitær korridor! Hver time dør der mennesker i Gaza, lige nu! Så det er ikke noget, der skal ske om en måned eller to måneder. Jeg mener, at en humanitær korridor og en våbenhvile skal gennemføres med det samme, for hvis folk er dehydrerede, kan de dø meget, meget hurtigt, og det sker allerede. Jeg kan kun opfordre folk: Gå ombord i IPC, for det er lige nu den bedste mulighed i byen for at få verdensoffentligheden til at stå sammen om behovet for at gå efter en fredsløsning.

BATTLE: Jeg er helt enig. Jeg vil bare gentage over for alle, der er med i dag, at de skal skrive under på den underskriftsindsamling, som IPC netop har lavet. Den er sendt gennem Humanity for Peace, og går ud på at få en øjeblikkelig våbenhvile og håndhæve FN’s resolution 242. Den blev skrevet af en række mennesker i IPC på tværs af det politiske spektrum, hvilket var meget, meget vigtigt.

Med det vil jeg gerne vende tilbage til afslutningen: Alle bedes slutte sig til os i IPC på fredag. Helga, har du nogle afsluttende bemærkninger til os her?

ZEPP-LAROUCHE: Ja. Det, jeg berørte i begyndelsen, er, at vi befinder os i ekstremt udfordrende tider, og der er mange mennesker, der ønsker at trække sig tilbage til privatlivet og sige “åh, jeg vil ikke gå derhen, det er for forfærdeligt. Det giver mig søvnløse nætter, så jeg vil ikke vide noget om det.” Jeg synes, det er det værste, for det, der virkelig er problemet, er, at hvis du er klar over et stort onde, og du ikke gør dit bedste for at løse det, gør det noget ved dig, ved din sjæl, ved dit sind, ved den måde, du er på som person. Og jeg tror, at vi, i hvert fald i Vesten, står over for en utrolig brutalisering af samfundet, et kulturelt forfald. Og hvis vi tolererer det, der foregår lige nu, vil det bringe os et skridt længere ind i en katastrofe, som vi måske ikke kommer os over.

Det, vi skal gøre i stedet, er alt muligt, som klassisk musik, vi vil gerne have masser af klassiske koncerter. Hvis du ønsker organiserede bedemøder, er det også meget godt: Alt, hvad der opløfter sjælen og gør folk til bedre mennesker, for civilisationen har aldrig været så konfronteret med spørgsmålet om, hvor den vil gå hen, et spørgsmål om, hvor moralske folk er, hvor meget de bekymrer sig om menneskeheden? Og lige nu er spørgsmålet om æstetisk uddannelse, om at forsøge at være bedre mennesker, end man var i går, i virkeligheden spørgsmålet om at frigøre en menneskelig kraft, som i virkeligheden er det eneste, der kan overvinde det militær-industrielle kompleks. Det lyder måske som en utopisk idé, men jeg er helt overbevist om, at skønheden i den menneskelige sjæl er stærkere end ondskaben i militær profit og krigsførelse. Men man er nødt til at handle på baggrund af den indsigt.

BATTLE: Tak, Helga. Jeg blev meget rørt over det, du sagde. Jeg tror, det er meget sandt: Så alle bedes slutte sig til os i denne organiseringsproces, og lad os skabe, hvad der ville virke som en utopi i verden. Og tak, Helga, for dine tanker.

Og vær med igen i næste uge, og også denne fredag.

ZEPP-LAROUCHE: Vi ses på fredag.

Den 25. okt. 2023 (EIRNS) – Tænk tilbage på begyndelsen af oktober i år – for knap fire uger siden.

Ukraine-krigen fortsatte tilsyneladende i det uendelige, hvor London og Washington tyede til stadig mere provokerende ukrainske angreb på Rusland ved hjælp af avancerede vestlige våben i lyset af Ukraines “modoffensivs” fiasko. BRIKS-topmødet var blevet afholdt i Sydafrika i slutningen af august og havde  igangsat kimen til en helt ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for planeten. I midten af september blev Eastern Economic Forum afholdt i Vladivostok, Rusland, hvor omfattende økonomiske samarbejdsprojekter styrkede indsatsen for et nyt økonomisk system.

Så, den 7. oktober iværksatte radikale Hamas et blodigt angreb på det sydlige Israel og udnyttede den overraskende slappe israelske sikkerhed ved grænsen og trængte ind og dræbte anslået 1.400 israelere og tog over 200 mennesker som gidsler. Israel iværksatte straks en nådesløs bombekampagne mod Gaza, hvor IDF (Israels militære styrker) den 13. oktober instruerede “alle indbyggere i Gaza by om at evakuere deres hjem” og “flytte sydpå for at beskytte dem.” IDF meddelte også, at det snart ville iværksætte et omfattende landangreb mod Gaza, som, når det udføres, næsten helt sikkert vil udløse en politisk og muligvis militær eksplosion i hele den muslimske verden – og hinsides.

Den 10. oktober ankom USS Gerald R. Ford Carrier Strike Group til det østlige Middelhav ud for Israels kyst. Den 14. oktober meddelte forsvarsminister Lloyd Austin, at han havde beordret USS Dwight D. Eisenhower Carrier Strike Group (CSG) til at slutte sig til Ford-hangarskibet. Den 17. oktober bekræftede Pentagon, at 2.000 amerikanske tropper var blevet sat i forhøjet beredskab til mulig indsættelse i Mellemøsten. Og den 18. oktober sejlede kommando- og kontrolskibet USS Mount Whitney mod det østlige Middelhav med chefen for 6. flåde, viceadmiral Thomas Ishee og hans stab ombord. Planlægningen er angiveligt i gang for at “reagere” på Irans mulige involvering.

Rusland reagerer på optrapningerne. Den 18. oktober, under et besøg i Kina til Bælte- og Vej-Forum, meddelte præsident Putin, at han havde “instrueret de russiske luftstyrkerom at begynde at patruljere den neutrale zone over Sortehavet på permanent basis. Vores MiG-31-fly bærer Kinzhal-systemerne, der, som det er almindeligt kendt, har en rækkevidde på over 1.000 kilometer og kan nå hastigheder på op til Mach 9.

Og i dag, den 25. oktober, meddelte Kreml, at Putin personligt havde ledet en fuld træningssession for landets atomare afskrækkelsesstyrke. Forsvarsminister Shoigu tilføjede, at øvelsen omfattede “opgaverne med at levere et komplekst atomangreb fra strategiske offensive styrker som svar på et fjendtligt atomangreb.”

»Verden er på randen af en katastrofe,« erklærede grundlæggeren af Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouche, i dag under sit ugentlige webcast Dialogen. “Folk må gøres opmærksomme på, at vi er i en akut fare for en optrapning af ikke kun krigen i Mellemøsten,” fortsatte hun. “Vi sidder på en komplet krudttønde, og derfor er en indgriben absolut nødvendigt…. Vi må ændre balancen, fordi alternativet fører direkte ind i helvede.”

Zepp-LaRouche opfordrede til den bredest mulige mobilisering af mennesker af god vilje rundt om i verden og krævede øjeblikkelig handling for at stoppe drabene. Der er faktisk en bølge af protester rundt om i verden, som nu også er begyndt at sprede sig til amerikanske universitetscampusser. Zepp-LaRouche specificerede de skridt, der må tages: »Der bør og må være en øjeblikkelig våbenhvile: våbnene må gøres stille. Der skal findes en forhandlingsløsning … og bevægelse sig i retning af Kinas forslag om at afholde en øjeblikkelig fredskonference for Mellemøsten og sætte spørgsmålet om en to-statsløsning og FN-resolution 242 på dagsordenen.”

Zepp-LaRouche fortsatte: ”Og så må der være, hvad min afdøde mand, Lyndon LaRouche, foreslog allerede i 1975, nemlig en omfattende økonomisk udviklingsplan for hele regionen, det, han kaldte ’Oase-planen’, som dybest set ville give chancen for økonomisk udvikling til alle sider og på den måde etablere et fundament for fred.”

Hun insisterede på, at befolkningerne i alle nationer “skal spille en stærkere rolle. Jeg tror, at det virkelig er testen. På en måde bliver vi testet som en menneskelig art: Har vi den moralske egnethed til at overleve eller ej? Og jeg tror, det er det mest alvorlige spørgsmål, vi nogensinde har stået over for.”

Foto, Maria Orlova, Pexels CCO

24. okt., 2023 (EIRNS – Brasiliens præsident Lula da Silva satte bombekampagnen i perspektiv – det er den første krig i menneskets historie, hvor det største antal dødsfald “er børn, der ikke deltager i krigen.” Han talte i dag i sin seneste ugentlige udsendelse: “Samtale med Præsidenten”.

Dagens rapport fra sundhedsministeriet viste dødsfald blandt børn stige natten over fra 37% af de samlede dødsfald til 40%. Samlet set var det en ny daglig rekord for bombekampagnen, hvor over 700 palæstinensere blev dræbt – og 305 af dem var børn, ligeledes en ny rekord. Det svarer til, at omkring 42.000 børn dør natten over i USA.

Det bragte det samlede antal på 18 dage op på 5.791 dræbte, herunder 2.360 døde børn. Kvinder, ældre og børn udgør nu 70% af de døde. Palæstinas udenrigsminister Riyad Al-Maliki fortalte FN’s Sikkerhedsråds møde i dag, at palæstinensiske børn skriver deres navne på deres hænder “så de ikke bliver ukendte lig eller begravet i kollektive grave.”

Israel hævdede for sin del, at det natten over havde ramt 400 Hamas-mål og dræbt “dusinvis” af Hamas-krigere. Tal fra sundhedsministeriet tyder på, at omkring 200 mænd mellem 18 og 60 år døde. Så Israel dræbte et sted mellem fire dusin og 200 Hamas-krigere, som omregnet i denne grusomme beregning svarer til 3,5 til 14 civile dræbte pr. Hamas kriger. Den mest høflige beskrivelse af dette er “kollektiv straf.”

Så da FN ‘s besindige generalsekretær indledte dagens møde i FN’ s Sikkerhedsråd om Sydvestasien og udtrykte sin bekymring over “klare overtrædelser af den humanitære folkeret”, sagde han, at Hamas’ “forfærdelige” angreb “ikke kan retfærdiggøre den kollektive afstraffelse af det palæstinensiske folk”. Selv dette faldt nogen for brystet. Israels ambassadør, Gilad Erdan, krævede, at Guterres straks trådte tilbage for at være “uegnet” til at lede FN.

Lula da Silva fortsatte med at rapportere, at han har talt med præsidenterne for Israel, det Palæstinensiske Selvstyre, Iran, Egypten, Tyrkiet, Frankrig og UAE samt lederen af den Europæiske Union; samtaler med præsidenterne for Kina, Sydafrika og Qatar kommer derefter. “Jeg taler med alle, så vi kan opnå tre ting. For det første at garantere en humanitær korridor, så folk kan modtage vand, mad og medicin. Sørg for, at der ikke er mangel på elektricitet på hospitaler, så folk kan behandles, og sørg for, at der ikke dræbes flere børn…. Hvis man ikke taler om fred hver dag, hver dag, hver dag, glemmer folk, at det er muligt at opbygge fred.”

Brasiliens våbenhvileforslag i FN ‘s Sikkerhedsråd havde fået næsten enstemmig støtte, men der blev nedlagt veto af et land – USA.

I går hævdede USA ‘s præsident, i løbet af få øjeblikke, at Pave Frans støttede både hans tilgang til Israel-Gaza-krisen, og at der ikke vil være nogen våbenhvile, ikke engang en diskussion om muligheden for en våbenhvile. Da han blev spurgt om at indlede våbenhvile i bytte for gidsler, snublede Biden ikke over sine ord. Han fyrede tilbage med en fuldstændig afvisning.

Udenrigsminister Blinkens budskab til det samme FN-sikkerhedsrådsmøde var, at verden skal bistå og se Israels daglige bombekampagne, og at Iran skal angribes, hvis nogen af Israels naboer ikke retter ind. Den arrogante og skabagtige Senator Lindsey Graham førte en delegation på 10 amerikanske senatorer til Jerusalem i går for at levere budskabet om, at USA skal bombe Iran for at stabilisere regionen. Det er ikke et rationelt argument. Dette er kun klinisk adfærd (og Graham jokkede også i spinaten foran kameraet [se minutter 41:42 Til 43:27] som klinisk bevis).

Israelere og palæstinensere har den åbenlyse fælles fordel af at gøre ørkenen grøn, ligesom hele regionen. Lyndon LaRouches “Oase-plan” fra 1975 er det bedste sammendrag af denne ide, men ikke den eneste. Hvis nøglen til fred er udvikling, er konsekvenserne af at ignorere eller forbyde udvikling ret indlysende. Her er en 5-minutters video fra 2010 for at introducere den meget enkle udviklingside.

Trin # 2: Læs og omdel “Westfalen, ikke Versailles: Verden har brug for en ‘Oase-plan’ i Mellemøsten.”

I stedet for at forbande mørket, er det bedre at tænde et lys.

Foto: Dhivakaran S. , Pexels CCO

23. oktober 2023 (EIRNS) – Det bør være klart for enhver opmærksom person, at vi potentielt er på randen af en global atomkrig på kort sigt, som kan udløses af en yderligere eskalering af en af de to konflikter – Ukraine-krigen og Israel-Hamas-konflikten. Hvad der umiddelbart gør denne situation så e enestående farlig, er det faktum, at vestlige ledere ikke presser på for en øjeblikkelig våbenhvile og diplomatisk løsning, men tager ensidigt parti. Og USA forbereder sig tydeligvis på mellemlang sigt på at føre samtidige krige med Rusland og Kina, som uundgåeligt ville blive atomare.

I betragtning af denne eksistentielle trussel mod hele menneskeheden har vi brug for: En global mobilisering for en øjeblikkelig våbenhvile i begge konflikter, støtte til det kinesiske forslag om en fredskonference i Sydvestasien og en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der definitivt lægger geopolitikken til side, sætter hele menneskehedens interesse først, og som tager hensyn til interesserne for enhver nation på denne planet. Med andre ord er der presserende brug for et helt nyt paradigme som grundlag for international politik.

I går sagde den israelske forsvarsminister, Gallant, at en offensiv på jorden var nært forestående og ville være “lang og intens”. Samtidig forbereder Israels naboer sig på en regional optrapning, der kunne se åbningen af en anden front mellem Israel og Hizbollah i Libanon og i værste fald ville involvere Iran. På det tidspunkt vil alle beregninger være værdiløse.

USA har allerede to hangarskibsgrupper, Gerald R. Ford Group og Gerald R. Ford Group, samt kommandoskibet USS Mount B., flagskibet for den amerikanske 6. flåde, og dermed i alt ti krigsskibe og 12.000 soldater, som alle snart vil være under fælles kommando af kommandanten for 6.flåde, viceadmiral Thomas Ishee, og dermed, så at sige, “kanonklar” til intervention i konflikten i Sydvestasien.

I mellemtiden leverede Biden-administrationen i stilhed ATACMS-missiler til Ukraine, hvilket markerede en yderligere optrapning mod Rusland. Den russiske ambassadør i USA, Anatoly Antonov, gav derefter et skarpt svar: “Konsekvenserne af denne handling, som bevidst blev skjult for offentligheden, vil være af den mest alvorlige art…. Vi har udtalt, at den fulde udrustning af Kiev-regimet med våben alvorligt underminerer strategisk og regional sikkerhed. USA ansporer til en direkte konfrontation mellem NATO og Rusland.”

Som svar på denne udvikling meddelte den russiske præsident Putin på en pressekonference fra regeringens gæstehus i Beijing afslappet, at russiske fly nu flyver på permanent patrulje over Sortehavet og er udstyret med det hypersoniske kinzhal-missil, som kan flyve med hastigheder op til  Mach 9.

Han sagde: “Og endelig er en større og meget betydningsfuld, omend hidtil ubemærket fejl, at USA bliver mere direkte involveret i denne konflikt…. Jeg vil gerne sige – hvad jeg vil sige og informere dem om er ikke en trussel – at jeg har instrueret de russiske Luftstyrker om at begynde at patruljere det neutrale område over Sortehavet permanent. Vores MiG-31-fly bærer Kinzhal-systemerne, der som bekendt har en rækkevidde på over 1.000 kilometer og kan nå hastigheder på op til Mach 9.”

Præsident Putin gentog senere: “jeg understregede, at dette ikke er en trussel. Men vi vil udføre visuel kontrol og våbenbaseret kontrol over, hvad der sker i Middelhavet.”

Dette betyder, at missilerne, som der i øjeblikket ikke er noget forsvar mod, med kort flyvetid kunne ramme alle militære mål i Ukraine og sænke den amerikanske hangarskibsgruppe ud for den israelske kyst. Præcis hvornår Kinzhal-missilerne kunne blive indsat, for eksempel hvis russiske allierede som Syrien eller Iran skulle blive involveret i at udvide militære operationer, er kun kendt af planlæggerne.

Samtidig forsøger Biden at rejse yderligere 100 milliarder dollars til forskellige operationer, på trods af at USA er massivt gældsat, til en værdi af 33.628.038.748.492 dollars i begyndelsen af oktober, og at få dette igennem Kongressen på trods af enorme økonomiske og sociale problemer i landet: Omkring 60 milliarder dollars til Ukraine, 10 milliarder dollars til Israel, resten til Taiwan og forsvaret mod flygtninge ved grænsen til Mexico. Og finansminister Janet Yellen, på trods af alle tegn på et stort tab i dollarens omdømme og den tilhørende af-dollarisering, er stadig afhængig af evnen til mirakuløst at trykke penge, og understreger at det slet ikke er noget problem for USA at finansiere to krige på samme tid.

Uanset alle realiteterne på slagmarken – den mislykkede ukrainske modoffensiv indrømmes nu af selv af de etablerede medier – en tidlig afslutning på krigene i både Ukraine og Israel-Hamas-affæren er udtrykkeligt udelukket: Udenrigsministeriet har nu udstedt instruktioner til amerikanske diplomater og andre for at undgå enhver brug af ord som “de-eskalering”, “fredsforhandlinger”, “afslutning på vold” eller “våbenhvile”. Disse “andre” inkluderer tilsyneladende også forbundskansler Scholz, for hvem dette åbenlyst er fremmede ord – i klar kontrast til den tyske forfatning, lovgivningsmandatet fra Artikel 26 i grundloven, som i sammenhæng med artikel 24 og 25 og præamblen til Grundloven repræsenterer Forbundsrepublikken specifikke forpligtelse til at fremme fred.

Spørgsmålet er, om trafiklyskoalitionen [en henvisning til de røde/gule/grønne farver i Tysklands nuværende regerende partier—red.] vil stadig gøre” alt sammen ” med USA, når det kommer til en fremtidig strategisk retning. USA’s nye militære strategiske plan forudser en samtidig konflikt med Rusland og Kina, hvilket repræsenterer en betydelig afvigelse fra den tidligere vurdering, hvorefter USA i bedste fald kunne styre en krig med en supermagt og en samtidig regional konflikt.

Og så er der den bemærkelsesværdige formulering, som Biden brugte den 15. okt. på CBS’s nyhedsprogram “60 Minutes”: “Forestil dig hvad der sker, hvis vi faktisk forener hele Europa, og Putin endelig pilles ned, hvor han ikke kan forårsage den slags problemer, han har forårsaget. “Denne sætning kan forstås enten som “aflives” (et dyr) eller “lægge til at sove”, men er ligefrem hårrejsende, når den bruges i forbindelse med øverstkommanderende for verdens stærkeste atommagt.

Putins svar, da han blev bedt om at kommentere Bidens bemærkning, var forholdsvis roligt: “vi har et velkendt ordsprog i Rusland: Lev længe, lær meget. Og det gælder ikke kun for præsident Biden, men for hele den politiske elite i USA Vi skal lære at respektere andre, og så er der ingen grund til at pille nogen ned…. Respekt for andre folkeslag, andre lande, andre nationer ligger i noget andet, nemlig at tage hensyn til deres interesser.”

Indtil videre ser det imidlertid ikke ud til, at der er taget hensyn til nogen nations interesser, men snarere til det militærindustrielle kompleks i USA og Tyskland. Efter udbruddet af Israel-Hamas-konflikten steg Lockheed Martins aktier med 9% på en enkelt dag, og de andre store våbenproducenter fik også store overskud.

At være ubetinget på Israels side, som Scholz gentagne gange understreger, svarer imidlertid ikke på spørgsmålet om hvilket Israel. Er det Israel, hvis borgere i månedsvis gik på gaden mod Netanyahus retsreform, eller det Israel, der ønsker at få de sidste rester af muligheden for en palæstinensisk stat til at forsvinde, eller det Israel, hvor det drøftes om Netanyahu skal stemmes ud så hurtigt som muligt? Disse ville resultere i helt forskellige perspektiver. Og ville det ikke også være passende, hvis medierne i Tyskland rapporterede om det, der offentliggøres i Israel, nemlig Netanyahus bevidste støtte til Hamas for at eliminere muligheden for en palæstinensisk stat en gang for alle?

Alle kræfter, der er interesserede i at forhindre, at de to kriser i Ukraine og Sydvestasien eskalerer til en verdenskrig, bør lægge pres på deres regeringer for at tage de aktuelle fredsinitiativer op. Ikke mindst af disse ville være fredskonferencen for Sydvestasien foreslået af Kina. “Oase-planen” foreslået af Lyndon LaRouche i 1975 giver det nødvendige økonomiske udviklingsprogram, der må være grundlaget for enhver fredelig udvikling i regionen. De principielle forordninger fra den Westfalske Fred kræver også, at FN’s Resolution 242 fra 22. november 1967, vedtaget af FN og accepteret af Israel selv, endelig gennemføres.

Det fremgår klart af det, der er blevet sagt her, at vi i øjeblikket er på en bane, der før eller senere vil føre til den endelige katastrofe. Så vi har brug for en øjeblikkelig vending, ikke på 360 grader, men på 180. Ethvert skolebarn burde forstå forskellen.

Fodnote:

“360 graders drejning” er en henvisning til det forkerte ordvalg, som den tyske udenrigsminister Annalena Baerbock brugte den 18. februar på sikkerhedskonferencen i München.

Reference:

Haarets, Feb. 13, 2019, ” Gants’ videoer beskylder Netanyahu for at have betalt Hamas, fordrevet jøder.”][(https://www.haaretz.com/israel-news/elections/2019-02-13/ty-article/gantz-videos-accuse-netanyahu-of-paying-off-hamas-evicting-jews/0000017f-dc41-d3ff-a7ff-fde1f1d30000)

The Times of Israel, 8. oktober 2023, ” I Årevis Støttede Netanyahu Hamas…”][(https://www.timesofisrael.com/for-years-netanyahu-propped-up-hamas-now-its-blown-up-in-our-faces/)

Jerusalem Post, 12. marts 2019, ” Netanyahu: penge til Hamas er en del af strategien for at holde palæstinenserne splittede.”][(https://www.jpost.com/arab-israeli-conflict/netanyahu-money-to-hamas-part-of-strategy-to-keep-palestinians-divided-583082)

20. oktober 2023 (EIRNS) – Præsident Joe Bidens netop afsluttede “mission til Mellemøsten” var en strategisk, militær og moralsk katastrofe for verden – som han så yderligere forværrede i sin tale torsdag aften den 19. oktober til det amerikanske folk. Som en ludoman, der tigger sin kone om at bruge huslejepengene, “fordi jeg ved, at jeg kan vinde”, bad Biden et smuldrende Amerika, verdens mest forgældede nation, om 100 milliarder dollars mere til at kaste sig ud i en tredje verdenskrig med Rusland og Kina, som ikke kan vindes.

Den 18. oktober sagde Vladimir Putin, stadig i Beijing, til russiske journalister: “Og endelig er en større og meget betydningsfuld, men indtil videre umærkelig fejltagelse, at USA bliver mere direkte involveret i denne konflikt…. Jeg vil gerne sige – og det, jeg vil sige og informere jer om, er ikke en trussel – at jeg har instrueret de russiske luftstyrker om at indlede en permanent patruljering af den neutrale zone over Sortehavet. Vores MiG-31-fly bærer Kinzhal-systemer, der som bekendt har en rækkevidde på over 1.000 kilometer og kan nå hastigheder på op til Mach 9.” Senere gentog Putin: “Jeg understregede, at dette ikke er en trussel. Men vi vil udføre visuel kontrol og våbenbaseret kontrol over, hvad der sker i Middelhavet.”

Kreml-ekspert-veteranerne Gilbert Doctorow og Ray McGovern drog lignende konklusioner, selvom McGoverns udmelding kom før Putins meddelelse. Den 20. oktober sagde Doctorow: “Min ufærdige sætning om de russiske fly, der nu er på permanent patrulje i Sortehavet og medbringer Ruslands hypersoniske Kinzhal-missiler, ville have endt med følgende: De russiske missiler kan ramme det amerikanske hangarskibs taskforce ud for Israels kyster, og to af dem er tilstrækkelige til at sende Gerald Ford til havets bund.” Nogle dage tidligere, søndag den 15. oktober, og udelukkende på baggrund af det tåbelige i selve den amerikanske hangarskibsudstationering – den “fejltagelse”, som Vladimir Putin beskrev på sin pressekonference – havde Ray McGovern tweetet: “Ind i dødens dal sejlede de 10.000, ombord på hangarskibene Ford og Eisenhower – skydeskiver for sværmende droner og andre våben, som de, der gjorde kort proces med “Den lette brigades angreb”, ikke havde drømt om. Måske ønsker Blinken/Nuland/Austin det? Eller er de bare dumme?”

Den, som guderne vil tilintetgøre, gør de først rigtig, rigtig dum. Hvordan går det for eksempel med Bidens diplomati i Mellemøsten? Financial Times citerede en unavngiven G7-diplomat, som udtalte: “Vi har helt sikkert tabt slaget i det Globale Syd. Alt det arbejde, vi har gjort med det Globale Syd [om Ukraine], er gået tabt…. Glem alt om regler, glem alt om verdensorden. De vil aldrig lytte til os igen.”

Egypten, Palæstina og Jordan aflyste et møde med Biden efter bombningen af Al-Ahli Baptist Hospital i Gaza, da det stod klart, at der ikke var noget at diskutere, og ingen at diskutere det med. Nu har regeringen afvist et forslag om en uafhængig undersøgelse af, hvad der skete med bombningen – et træk, der helt sikkert vil støde ikke bare hele den islamiske verden fra sig, men også dem i det Globale Syd, som allerede spørger, hvorfor det ikke betragtes som en krigsforbrydelse at afskære mad, vand og elektricitet til 2,3 millioner palæstinensere.

Hvad med Bidens slagplan på 100 milliarder dollars torsdag aften? Overvej kun ét aspekt af den sammenhæng, hvori den bliver foreslået. USA betalte 660 milliarder dollars i renter på sin gæld i finansåret 2023, en stigning fra 475 milliarder dollars året før. I maj 2022 “anslog” Biden-administrationens Kongressens Budgetkontor, at rentebetalingerne i regnskabsåret 23 ville falde til 442 milliarder dollars – 33 milliarder dollars lavere. I stedet var de 185 milliarder dollars større end året før, og 218 milliarder dollars større end CBO’s “skøn”. Det amerikanske folk ved ikke, og fik ikke lov til at vide, hvor de første mere end 100 milliarder dollars til Ukraine gik hen, men alligevel har Biden lige bedt om yderligere 60 milliarder dollars, som USA ikke har, til at betale for en krig, der ikke kan vindes, som en del af en fond på 100 milliarder dollars, der også skal bruges til at skabe en krig i hele Sydvestasien, måske med næsten hele den islamiske verdens befolkning, som heller ikke kan vindes, og som også vil ødelægge “USA’s vigtigste allierede” Israel i processen – og så er Bidens og City of Londons anden kommende krig med Kina ikke medregnet.

Hvorfor sker dette?

Selvom man kan finde sandsynlige økonomiske og politiske forklaringer, er det i en vis forstand bedre at betragte det som et religiøst problem. “They Sense Their Own Doom,” var temaet for gårsdagens Fireside Chat med Lyndon LaRouche, som blev holdt af Gerald Rose, der diskuterede John Keats’ (1795-1821) ufuldendte digt Hyperion. Anglosfæren frygter ikke det kaos, de er ved at kaste verden ud i, fordi de, ligesom alle de imperier, der er gledet ind i mørket før dem, har en hedensk religiøs tro på “den kejserlige viljes triumf”. De ser deres system fejle, og det, de kalder “Kinas fremgang”, “Brasiliens fremgang”, kan kun ses som deres eget fald, fordi der kun er “win-lose”, aldrig “win-win”. I BRIKS-landenes nye verden, som kræver et principfællesskab, oplever de derfor, uanset hvad de gør, en stigende isolation, som det ses i afstemningen i FN’s Sikkerhedsråd den 18. oktober om Brasiliens resolution om Gaza-krisen. USA nedlagde veto og var den eneste af 15 nationer, der modsatte sig Brasiliens resolution, som “ville have fordømt al vold og fjendtlighed mod civile og alle terrorhandlinger og utvetydigt have afvist og fordømt Hamas’ terrorangreb, der fandt sted i Israel fra den 7. oktober.  Den ville også have opfordret til øjeblikkelig og betingelsesløs frigivelse af alle gidsler og til beskyttelse af alt medicinsk personale og humanitært personale samt hospitaler og medicinske faciliteter i overensstemmelse med international humanitær lov,” står der i FN’s pressemeddelelse. Der var engang, hvor det ville have været et forslag, der ville være kommet fra USA. Hvad er vi blevet til?

Menneskeheden, den Globale Majoritet, har valgt en anden retning. Det kan man se på de mere end 140 nationer, der i sidste uge var samlet til Beijing Bælte- og Vej-Forum for internationalt Samarbejde. Som Michele Geraci, arkitekten bag Kina-Italien-aftalememorandummet i 2019 om Bæltet og Vejen, forklarer: “BVI handler ikke kun om økonomiske relationer mellem Kina og et enkelt land som Italien, men det er relationerne mellem alle de deltagende lande, der betyder mere, eller Italiens relationer med de andre over 140 lande. Hvis Italien trækker sig, hvad skal landet så gøre med de andre lande? Kina leder initiativet, men BVI tilhører hele verden.”

Det “åbne menneskesyn” kommer nu også til udtryk i en betydelig modstand mod den kommende ødelæggelse af Gaza. Det ses i Jewish Voice for Peace’s overtagelse af Cannon Building, i en demonstration med flere tusinde deltagere i Washington, D.C. Det ses i Knesset-medlemmernes afvisning af at støtte den forestående invasion af Gaza, på trods af at de er suspenderet. Det ses i José Vegas indgriben over for Rachel Maddow i Temple Beth-El, New York Citys største synagoge.

Denne “én menneskehed, ny retning”-tilgang er løbende blevet diskuteret på de 20 ugentlige møder, som Den Internationale Fredskoalition, iværksat af Schiller Instituttets Helga Zepp-LaRouche, har afholdt indtil videre. I går blev der fremsat flere forslag om konkrete skridt, der skal tages i de kommende dage. Der blev vedtaget et andragende om at støtte landenes handlinger i FN for at bringe denne institution tilbage til det, som Franklin Roosevelt oprindeligt havde tænkt sig, ved at holde FN ansvarlig for at gennemføre sin resolution 242, som en våbenhvile og en tilbagerulning af evakueringen og ødelæggelsen af Gaza. Andre ting vil blive besluttet i de kommende dage.

Men det “musikalske pedalpunkt”, der skal informere alle om, hvad der må gøres, er dette 10. princip i Zepp-LaRouches “Ti principper for en ny international sikkerheds- og Udviklingsarkitektur”: “Den grundlæggende antagelse for det nye paradigme er, at mennesket er fundamentalt godt og i stand til uendeligt at perfektionere sit sinds kreativitet og sin sjæls skønhed, og at det er den mest avancerede geologiske kraft i universet, hvilket beviser, at sindets lovmæssighed og det fysiske univers er i overensstemmelse og samhørighed, og at alt ondt er resultatet af en mangel på udvikling og derfor kan overvindes.” Det er den mest sande, og også den mest kontroversielle, udtalelse om den metode, som enhver succesfuld politik til at afslutte krig nødvendigvis må følge.

Skriv under på Implementering af en Global tilgang til at afslutte Voldscyklussen i Sydvestasien

https://schillerinstitute.nationbuilder.com/implementing_a_global_approach_to_ending_the_cycle_of_violence_in_southwest_asia

Foto: Pixabay, CCO

Ikke korrekturlæst.

Onsdag den 18. oktober 2023 

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af og formand for Schiller Instituttet. Det er onsdag den 18. oktober 2023. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært i dag. Du kan sende os dine spørgsmål eller kommentarer, de kan sendes til questions@schillerinstitute.org.

Helga, din advarsel i sidste uge om faren for, at krisen i Sydvestasien kunne eksplodere til en hurtigt voksende fare for verdenskrig, ser desværre ud til at gå i opfyldelse. Raketangrebet på Al-Ahli Baptist Hospital i Gaza i går, som har dræbt hundredvis af mennesker, har givet næring til demonstrationer i alle Israels nabostater. Der har været kommentarer fra mange arabiske regeringer og fra andre regeringer fra hele verden, Den Afrikanske Union og så videre, og alligevel er det store spørgsmål stadig, om Israel vil gå videre med en invasion på landjorden? Tysklands kansler Scholz var den første regeringsleder, der besøgte Israel og gav sin velsignelse til Netanyahus “hævnkrig”, som Netanyahu selv kalder det; og så er Joe Biden der i dag og lover ubetinget støtte. Og i går blev Ruslands forsøg på at få en resolution igennem FN, der opfordrede til våbenhvile, skudt ned af USA, ligesom USA har skudt forslag til en diplomatisk løsning i Ukraine ned.

Så du, Helga, har en masse erfaring i denne region. Du arbejdede meget tæt sammen med din mand Lyndon LaRouche, som var meget vidende og meget indflydelsesrig med sine skrifter og præsentationer om en løsning på denne krise. Hvad er din nuværende vurdering af, hvor det står, og hvad der skal til for at stoppe optrapningen og undgå en krig i fuld skala?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Den samtidige forværring af Ukraine-krisen og krisen i Mellemøsten eller Sydvestasien bør virkelig være en alarm for alle, for hvis vi ikke gør noget for at ændre dynamikken, kan det komme ud af kontrol meget hurtigere og ende i en verdenskrig. Og det er grunden til, at jeg, før jeg går i gang med vurderingerne, vil sige, at vi er nødt til – alle, der ønsker fred og at forhindre en optrapning af denne krise, bør virkelig gå sammen med os om at lægge vores tre forslag på bordet: Det ene er, at vi absolut alle, alle bevægelser, alle mennesker, alle individer rundt om i verden, bør støtte det initiativ, som jeg tror, oprindeligt kom fra Kina, og som derefter blev støttet af Brasilien, af præsident Lula, og jeg tror, at det nu stort set er på dagsordenen: At afholde en øjeblikkelig fredskonference for Sydvestasien for at stoppe krisen gennem forhandlinger. Derefter skal den økonomiske substans inddrages i en sådan konference, hvilket min afdøde mand, Lyndon LaRouche, allerede skrev om i 1975, da han opfordrede til en såkaldt “oaseplan” for Mellemøsten: Det betyder, at man skal skabe masser af nyt vand, nyt ferskvand, få ørkenen til at blomstre for at skabe den form for økonomisk udvikling for alle landene og alle folkene i regionen, som er den absolut nødvendige forudsætning for en fred i Sydvestasien. Og så, for det tredje, at den resolution, der blev vedtaget, faktisk flere gange af FN’s Sikkerhedsråd, resolution 242, skal implementeres. Og naturligvis en tostatsløsning – Palæstina skal have en uafhængig stat som en del af denne proces.

Så der er en løsning. Det bør også være indlysende, at Sydvestasien kun er en del af verdenskrisen, fordi det ikke udelukkende er dynamikken i regionen, der virker, men det er den større kontekst af den geopolitiske konfrontation mellem det såkaldte Vesten, det neoliberale finansielle system, især under ledelse af USA, som ønsker at bevare en dominerende position i verden, og som dybest set har reduceret Europa til en koloni (det er en tragedie, men det er, hvad det er), mod den nye økonomiske verdensorden omkring BRIKS, BRIKS-Plus, det Globale Syd, den Globale Majoritet, hvor det ville være så nemt at løse det, men de besluttede at fastholde konfrontationen. Og den dynamik er den underliggende dynamik, selv i Sydvestasien og naturligvis i Ukraine: Og derfor kan en fredsplan, en fredskonference for Mellemøsten kun være det første springbræt til en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for hele verden, som skal tage hensyn til sikkerhedsinteresserne for alle, samtlige nationer på planeten.

Og jeg tror, det er noget, jeg virkelig gerne vil starte diskussionen eller tankeprocessen med, for der er dem, der kræver, at man nu helt, fuldstændigt – i Tyskland for eksempel – skal tage Israels parti, at forsvaret af Israel er Tysklands statslige eksistensberettigelse.

Jeg vil gerne minde folk om, at en af de store lærdomme fra Den Westfalske Fred, efter 150 års religionskrig og efter 4 års kedelige forhandlinger, før man nåede frem til en løsning, var erkendelsen af, at en fredsløsning altid kræver, at man tager hensyn til den andens interesser. Og når man på en eller anden måde forsøger at skabe en situation, hvor man siger: “Nej, den ene side har absolut ret,” så udelukker man en fred! Forskellen mellem freden i Westfalen og Versailles-traktaten var, at freden i Westfalen skabte grundlaget for fremkomsten af international lov, af folkenes internationale lov. Mens Versailles-traktaten, fordi den ikke tog hensyn til den andens interesser, ikke tog hensyn til den historiske sandhed eller Tysklands eller Kinas interesser, og derfor lagde kimen til det, der kort tid efter skulle blive til Anden Verdenskrig. Og hvis man ønsker at afslutte dette, må man anvende princippet om den andens interesse.

Så vi sidder på en komplet krudttønde. Jeg kan kun sige, at situationen er superfarlig, fordi det faktum, at USA nu har sendt de langtrækkende missiler, ATACMS, som straks er blevet karakteriseret af den russiske side som en meget farlig eskalering af krisen, og som vil føre til en direkte konfrontation mellem NATO og Rusland. Så har vi situationen i Sydvestasien, hvor du nævnte muligheden for en israelsk landoffensiv. Det er stadig en meget farlig mulighed, for hvis det sker, vil det blot øge den helt utrolige situation i Gaza til et punkt, hvor den eksploderer – det er jeg sikker på. Ikke i Gaza, fordi folk har meget få midler, men det ville blive en meget ubehagelig og langtrukken konfrontation, fordi Hamas har skabt tunneller og bunkere. Jeg har ikke engang lyst til at forestille mig, hvad der ville ske, hvis det fandt sted. Det ville være et mareridt.

Men jeg har læst, at visse eksperter er ret tøvende over for den mulighed, fordi det kræver en intensiv kamp, og det er ikke sikkert, at de israelske væbnede styrker på nuværende tidspunkt er parate til det, fordi Hamas tydeligvis har været i stand til at forberede sig på noget lignende i meget lang tid; de har en masse tunneler og meget udbyggede forsvarssystemer. Og så ville det naturligvis efterlade flanken til Libanon åben. Men jeg siger ikke, at det ikke vil ske, jeg siger bare, at der er eksperter, der mener, at Israel måske ikke ønsker at gøre det, fordi modreaktionen ville være enorm.

Men på den anden side er muligheden for, at det kan ske, absolut stadig til stede, for det har også været i planerne hos nogle mennesker i lang tid.

Så jeg tror, vi befinder os i en ekstremt farlig situation. Jeg har ikke engang lyst til at tænke på, hvad der sker med de mennesker, der er spærret inde i Gazastriben lige nu. Der er rapporter om, at 600.000 mennesker er flygtet fra nord, men der er ingen faciliteter, der er ingen mad, intet brændstof, intet vand, ingen medicin; hospitalerne er tomme, eller i dette tilfælde, nu, er et blevet bombet med over 600 døde. Mange veje kan man ikke længere køre på, fordi de er fulde af murbrokker fra bombardementerne. Situationen ved det eneste sted, hvor folk før kunne forlade landet, ved grænsen til Egypten, er lukket. Egypten har tilsyneladende truffet en beslutning om, at de ikke vil acceptere, at palæstinensiske flygtninge kommer til Egypten: Så situationen for disse mennesker er utrolig – jeg kan slet ikke forestille mig, hvad folk går igennem i sådan en situation!

Nu mener jeg, at alle, der er fornuftige, virkelig må mobilisere alt, hvad vi kan, for at sige, at en diplomatisk løsning, en våbenhvile, forhandlinger, er den eneste vej ud af denne situation, og virkelig må mobilisere for det. Alt andet, alt, hvad der opmuntrer enten den ene eller den anden side til at fortsætte kampen, tror jeg, er en trussel om, at denne sag kommer helt ud af kontrol og fører til en verdenskrig: Og det ville være enden på alt.

SCHLANGER: Helga, som du nævner, er en del af mobiliseringen den nye folder, som Schiller Instituttet har udgivet, og som er et nødopråb under overskriften “Westfalen, ikke Versailles: Verden har brug for en ‘oaseplan’ i Mellemøsten!” Det er tilgængeligt på Schiller Instituttets hjemmeside, og jeg vil opfordre folk til at læse det og cirkulere det, for det rammer lige ned i kernen af det, I lige diskuterede.

Nu er der kommet en række spørgsmål om situationen i Sydvestasien, men jeg vil gerne have lidt tid til at udvide det til andre områder. Men lad mig starte med kommentarer fra to personer, som har samarbejdet med os i mange år. Den ene er en meget god supporter, men ret demoraliseret, og spurgte: “Er det ikke for sent at insistere på en tostatsløsning for Israel og Palæstina lige nu?” Og så spurgte en anden, mere håbefuld tilhænger: “Har vi endnu ikke lært, at en voldelig reaktion bare avler mere vold?” Så jeg spekulerer på, om du har kommentarer til de to spørgsmål?

ZEPP-LAROUCHE: På det andet spørgsmål er svaret naturligvis ja, så længe man bliver ved med at svare på denne hævn, med, selv om det kan være forståeligt, og folk har alle grunde til at sige, at lidelserne blev for meget, du ved, vil enhver fortsættelse af politikker, der er baseret på hævn og had, avle mere af det! Og den eneste måde, hvorpå man kan bryde ud af det, er ved drastisk at anvende princippet fra Den Westfalske Fred: De kom til den konklusion, efter 150 års religionskrig, at hvis de fortsatte, ville der ikke være nogen i live til at nyde sejren, og de kom til den konklusion, at som et udenrigspolitisk princip skal had erstattes af kærlighed.

Anvendt på situationen i Sydvestasien lyder det naturligvis meget langt væk – men det er ikke desto mindre sandt! At kærlighed ikke behøver at være en mærkelig romantisk idé om, hvad kærlighed er. Kærlighed i dette tilfælde ville betyde at skabe de økonomiske betingelser for, at den anden side kan få et anstændigt, tilfredsstillende liv; og fattigdommen i regionen er helt utrolig.

Så Oasis-planen, som blev foreslået af Lyndon LaRouche allerede i 1975, er stadig en ekstremt levedygtig idé. For den siger dybest set, at man er nødt til at skabe infrastrukturen, have landbrug, man er nødt til at gøre ørkenerne grønne. For at gøre ørkenerne grønne, må man producere meget mere ferskvand; og hvordan gør man det? Man gør det ved hjælp af fredelig atomenergi, som er energikilden til afsaltning af enorme mængder havvand, som man kan bruge til at bygge kanaler og overrisle landbruget med osv. Man har grundvandsmagasiner, som er tilgængelige på kort sigt. De bruges allerede i Israel og andre lande i regionen; ionisering af atmosfæren for at forårsage nedbørsmønstre. Alle disse ting kunne anvendes til at ændre situationen fuldstændigt og faktisk få landbrugsudvikling, industriel udvikling, grundlæggende infrastruktur.

Nu, hvor Belt and Road Initiative (BRI) potentielt udvides til hele Sydvestasien, hvilket var planen efter tilnærmelsen mellem Iran og Saudi-Arabien, kan det stadig komme på bordet igen. Selv IMEC, India-Middle East Economic Corridor, som blev annonceret for nylig, og som havde en lille geopolitisk undertone, fordi den var imod BRI – den behøver ikke at være imod BRI! Disse infrastrukturprojekter har en tendens til at vokse ind i hinanden, når først de er udviklet, og de kan være grundlaget for fred for alle.

Så jeg tror, at den idé, at man skal stoppe hadet og erstatte det med kærlighed, og at kærlighed er at gøre det gode for den anden, er den eneste mulighed! Og kloge mennesker på alle sider bliver opfordret til at handle på det grundlag.

Nu til en tostatsløsning: Jeg ved, at det er meget vanskeligt nu. Man har forsøgt at ødelægge den mulighed med alle disse bosættelser, hvilket naturligvis er et kæmpe problem. Men hvis der er en overordnet tilgang, og måske er Mellemøsten bare det første skridt, og du har brug for en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur: Jeg mener, hvis USA, Rusland og Kina til at begynde med bliver enige, så kan alle problemer løses! Den eneste grund til, at disse regionale problemer ikke kan løses, er, at de er stedfortrædere for den større sammenhæng i det strategiske opgør mellem USA/NATO, Rusland og Kina. Men lige nu er der en helt anden verden, der er ved at opstå, med BRIKS, med tiårsdagen for BRI, som fejres lige nu i Beijing – det er en utrolig succeshistorie, på trods af de vestlige mediers beskedne forsøg på at sige “åh, det er sådan en fiasko”. Den ti år gamle BRI har forvandlet mange lande i verden: De har fuldstændig ændret dynamikken, hvor landene i det Globale Syd for første gang ser muligheden for at overvinde underudvikling. Den ånd kan endda bringes ind i Sydvestasien!

Og det er ikke sådan, at alle i Israel ønsker at fortsætte på konfrontationens vej. Se på verden, der er mange jødiske organisationer rundt om i verden, der demonstrerer, i Washington og andre steder. Så det er ikke et spørgsmål mellem religioner, det er et spørgsmål mellem de mennesker, der er enige om, at vi absolut må afslutte krigen og overvinde geopolitikken med en fredelig løsning, der tillader overlevelse og velfærd for alle.

SCHLANGER: Helga, jeg tror, du overbeviste en af vores spørgere, som spurgte: “Hvordan undgår vi at falde i en følelsesmæssig modrefleks og opretholder enhed og forhindrer samfund i at gå imod hinanden?” Og så svarer han på sit eget spørgsmål: “Oasis-planen virker som et eksempel.”

Her er to spørgsmål, som dybest set er de samme. Et fra Facebook, hvor nogen spørger: “Vil israelerne rejse sig og besejre Netanyahu, så han bliver erstattet af en, der er villig til at søge fred med palæstinenserne?” En anden skrev: “For seks uger siden var der hundredtusinder af israelere på gaden, som protesterede mod Netanyahus såkaldte ‘retsreformer’. Afbøjer denne krise al modstand mod ham?”

Så hvad kan du sige om det, der sker i Israel?

ZEPP-LAROUCHE: Den konflikt, som var emnet i lang tid, og hvor folk demonstrerede mod retsreformen, den konflikt er ikke væk. Den er blevet dækket over på grund af den nuværende krise og, efter min mening, den kortsigtede såkaldte “nationale enhedsregering”, som inkluderer Benny Gantz, den inkluderer nogle andre; men den inkluderer ikke det største oppositionsparti, for en gangs skyld Yesh Atid. Så jeg tror ikke, det vil holde ret længe, og israelere og jøder over hele verden befinder sig lige nu i en absolut mareridtssituation, men jeg tror, at når eftertænksomheden sætter ind, vil ideen om, at vi absolut må finde et højere niveau af fornuft, sætte ind; og i så fald tror jeg heller ikke, at Netanyahus politiske fremtid er en, man kan se frem til, for han har nogle meget personlige grunde til at gøre, som han gør. Og jeg tror, at israelerne vil finde en måde at håndtere det på, når vi har denne overordnede ramme for at løse krisen.

SCHLANGER: Helga, du nævnte situationen i Ukraine, og vi har et spørgsmål fra en, der spurgte om det faktum, at Zelenskyy nu har rapporteret, at amerikanske ATACMS-missiler er blevet leveret til Ukraine, og Zelenskyy siger, at det kan være en game-changer. Biden havde tidligere sagt, at han ikke ville sende dem, og så ser det ud til, at han har gjort det ad bagdøren, meget stille og roligt. Det ser ud til at signalere, at USA ikke giver op, og NATO heller ikke, med hensyn til at bruge stedfortræderkrigen til at skade Rusland alvorligt. Hvad vil du sige til det?

ZEPP-LAROUCHE: Biden kom med denne utrolige bemærkning, det var på “60 Minutes”, hvor han sagde, at man er nødt til at (citat) “lægge Putin ned”. Jeg mener, for en præsident i et land at sige det om den stærkeste atommagt i verden – jeg mener, jeg vil ikke kommentere på Biden; folk har allerede sagt en masse om det. Men at sige sådan noget! Det er så grænseoverskridende, utroligt! Putin svarede på det, og han var relativt afslappet og generøs omkring det, i betragtning af udtalelsens enorme omfang.

Men desværre ligger der bag alt dette – jeg hader virkelig at sige det – men jeg tror, at der bag alt dette ligger en klar intention om at eskalere situationen – at eskalere situationen betyder, at de ikke accepterer – først og fremmest de vestlige eliter, de reflekterer ikke engang et eneste minut over, at hele krisen er en afspejling af deres egen politik, og der er ingen intention om at reflektere over, at de måske har begået en fejl; Måske var det deres idé om at skabe verdensdominans, en unipolær verden, udvidelse af NATO, omringning af Kina, bygning af 800 militærbaser rundt om i verden og så videre og så videre, at det alt sammen ville give et tilbageslag. Og det tilbageslag er lige nu, og det må ikke stoppes! Ideen om at sætte ånden tilbage i flasken og gå tilbage til en unipolær verden, tror jeg er udelukket. Jeg tror også, at ideen om at vinde konfrontationen med Rusland og Kina er udelukket, og jeg synes, at det var en meget klar demonstration af, at de på Belt and Road Forum – jeg så det på kinesisk tv – havde en banket aftenen før Belt and Road Forum, og de åbnede en stor dør, og ud af den kom Xi Jinping og Putin sammen. Og det var en klar demonstration af, at forholdet mellem de to lande er en meget dyb, dyb strategisk alliance, og at de to mænd er et voksent politisk venskab, som har udviklet sig over mange år.

Så uanset hvem der tager imod en, nemlig Putin i dette tilfælde, eller Rusland, skal man regne med, at det ikke kun er Rusland, det er også hele det nye arrangement af lande, som nu er blevet BRIKS-Plus – det er de oprindelige BRIKS-lande, plus de seks, der skal blive medlemmer den 1. januar, og 40 lande, der også ønsker at være en del af BRIKS. Så det er størstedelen af verdens befolkning. Og selvom det ikke lyder sandsynligt, bliver jeg ved med at sige, at det er den eneste måde, vi kan komme ud af denne krise på, hvis vi får kræfter i Europa og USA til at sige: “Lad os ændre kurs”: BRI har været en mulighed for alle fra begyndelsen; der er stadig en chance for, at hvis USA og de europæiske lande siger, at vi ønsker at samarbejde med BRI om at udvikle Latinamerika, Asien og Afrika, så vil døren være åben – det er jeg hundrede procent sikker på.

Og hvad ville være så problematisk ved det? Hele fortællingen om de “gode”, demokratierne, mod de “onde”, autokratierne, det er bare en myte! Det er et narrativ – et narrativ er et eventyr. Det er ikke sandheden! Nu bliver det næsten risikabelt at sige det, jeg siger her, men dette vanvid må stoppe, og vi må finde en orden for alle nationer, hvor vi kan leve fredeligt sammen. Og geopolitik er en mental sygdom, som vi må slippe af med.

SCHLANGER: Det er jeg helt enig med dig i!

Nu, Helga, har vi et par spørgsmål om Belt and Road Forum-konferencen i Beijing. Det ene er mere en kommentar fra en person fra Singapore, som sagde: “Den kinesiske regering ser ud til at følge den afdøde legende Lyndon LaRouches ideer om økonomisk udvikling og infrastruktur med Bælte & Vej Initiativet.” Og han vil gerne have din kommentar til det.

Men det andet spørgsmål er fra en, der tydeligvis prøver at finde ud af det, og som er frustreret. Han sagde: “Hvordan kan Putin, Xi og 140 regeringer deltage, og vi kan ikke finde det i den vestlige presse? Hvor kan vi finde oplysninger om, hvad der foregår i Beijing i forbindelse med denne konference?”

ZEPP-LAROUCHE: Ja, det er virkelig utroligt. Jeg lyttede også til medierne her i Tyskland, og der er den ene rapport efter den anden om, at Belt and Road Initiative er en komplet fiasko, at det bare skaber en gældsfælde for de deltagende lande, og så videre og så videre. Og igen, intet er mere løgn end det, for Bælte & Vej Initiativet, som nu er ti år gammelt, er faktisk det største infrastrukturprojekt i historien. Det har fuldstændig ændret dynamikken! Hvis man er blind for det, er man simpelthen ikke villig til at se kendsgerningerne i øjnene.

Udviklingslandene, i form af den alliancefri bevægelse, har forsøgt at få retfærdighed til at overvinde kolonialismen i et halvt århundrede eller mere. I begyndelsen, måske startende med Bandung-konferencen i 1955, som var mellem Asien og Afrika, var der håb om, at dette kunne realiseres meget hurtigt. Men så viste det sig, at uafhængighedskampene, hvor mange lande vandt uafhængighed, ikke rigtig gav dem reel uafhængighed, fordi IMF’s betingelser, for eksempel den manglende adgang til kredit til udvikling, indførelsen af betingelser, som ville tvinge lande til ikke at investere i sundhedsinfrastruktur for at betale gælden – gældsfælden var længe før Kina overhovedet spillede en væsentlig rolle – til IMF, til Verdensbanken. Og mange af disse lande blev viklet ind i en fuldstændig umulig situation.

Mange af deres ledere blev myrdet! Hvis en leder i et udviklingsland for alvor begyndte at kæmpe for sin nation, var der mange episoder, hvor folk blev elimineret! Der er en lang historie om det.

Men det, som min afdøde mand, Lyndon LaRouche, og de mennesker, der var forbundet med ham i et halvt århundrede, kæmpede for, sker naturligvis nu. Men vi har lavet disse økonomiske udviklingsprogrammer i meget lang tid. Du kan læse dem alle: Gå ind i vores arkiver, og du kan læse historien om det.

Men grunden til, at disse lande i det Globale Syd nu føler sig i stand til rent faktisk at gennemføre det, vi foreslog, er Kina! Fordi du nu har den næststørste økonomi, som meget vel allerede kan være den største, hvad angår købekraft, hvad angår fysisk økonomi, hvad angår værktøjsmaskiner – hvad angår reel fysisk økonomi, er Kina sandsynligvis allerede den største økonomi; og de har forvandlet sig fra et meget fattigt land, du ved, på tidspunktet for kulturrevolutionen var Kinas økonomiske niveau ikke bedre end nogle afrikanske nationer i Sahel-zonen, meget, meget fattige. Men så, især på grund af Deng Xiaopings reform- og åbningspolitik (det er en lang historie), men i de 40 år, der er gået siden, har de skabt det største økonomiske mirakel nogensinde i menneskehedens historie. De løftede 850 millioner af deres egne folk ud af fattigdom og udryddede ekstrem fattigdom ved udgangen af 2020, tror jeg, eller måske 2021. Men den er blevet udryddet gennem en enorm indsats for at nå ud til selv de mest afsidesliggende landområder og tænke over, hvordan hver eneste familie kunne deltage i disse programmer, e-handel for landmænd, produktion, uddannelse, alle mulige måder. Og det eksempel har i høj grad opmuntret landene i Afrika, Latinamerika og Asien til at tro på, at de også kan overvinde deres egen fattigdom. Og det er noget, man ikke kan vende.

Så i stedet for at være fuldstændig hysteriske over det og forsøge at undertrykke det, burde landene i Vesten tænke over, hvorfor de ikke udviklede Afrika, Latinamerika og Asien med samme slags infrastrukturprojekter: bygning af jernbaner, havne, lufthavne, vandveje – det kunne de have gjort i hele perioden efter Anden Verdenskrig – men det gjorde de ikke.

Så Kina er nu populært blandt disse lande, fordi Kina har noget at tilbyde. Og hvis du har valget mellem enten økonomisk udvikling og udvikling af dine egne ressourcer, hvor du faktisk kan blive et mellemindkomstland på kort til mellemlang sigt, eller bare at være en del af et hangarskib til nogle regionale krige og sikkerhedsopbygning – det er klart, hvorfor disse lande i det Globale Syd foretrækker at arbejde med Rusland og Kina. Og også Rusland, fordi Rusland tilbyder dem en masse engagement, for eksempel i udviklingen af atomenergi. Så det er meget tydeligt, hvorfor landene i det Globale Syd nægter at blive trukket ind i denne konflikt, og hvorfor de nægter at fordømme Rusland, fordi de ved, at denne fortælling ikke er sand, og at den ikke svarer til deres egne erfaringer.

Det er stadig sådan, at vi er nødt til at overbevise USA og de europæiske lande om at stoppe deres modstand og samarbejde, og så kan vi finde en løsning.

SCHLANGER: Helga, vi har et par spørgsmål om den politiske situation i USA, men jeg tror, vi kan udskyde dem til næste uge. Men jeg har et, som jeg tror, du vil finde interessant: Jeg talte ved et arrangement forleden, og en person kom hen til mig og sagde: “Jeg er så glad for at møde en, der kender Lyndon LaRouche. Jeg hørte ham tale for en del år siden, og jeg tænkte: ‘Den mand er genial, men han er for filosofisk til at forstå’.” Og han sagde: “Men jeg er nu lykkeligt involveret i at forsøge at tænke på den måde selv, men hvordan kan jeg inspirere andre mennesker til at tage så dybe ideer op?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at spørgeren allerede har den rigtige tilgang ved selv at være et filosofisk sind. Hvis vi lever i sådan et kedeligt miljø, hvor, hvis du sammenligner vores nuværende politiske klasse med selv folk i efterkrigstiden – man havde Nehru, man havde Sukarno, man havde de Gaulle, man havde Adenauer, man havde Indira Gandhi, og mange andre. Eller selv i Tyskland, hvis du ser på Franz Josef Strauss, Herbert Wehner, Helmut Schmidt – det var mennesker, som man måske ikke kunne lide eller var enig med alle sammen, men de var kraftfulde begavelser! De ville virkelig kræve respekt, for selv om de havde forskellige synspunkter, var de tænkere, de var intellektuelle, de var giganter sammenlignet med den nuværende flok politikere! Og på grund af denne bestræbelse på Gleichschaltung, hvor alle aviser kun publicerer den officielle fortælling, bliver man udstødt, hvis man siger noget, der ikke er præcis den foreskrevne datalinje.

Se på, hvad der sker på bogmessen i Frankfurt lige nu, i denne uge: De havde udvalgt en palæstinensisk forfatter, en kvinde, fordi hun havde skrevet en bog, der diskuterede en skæbne for en palæstinenser, der blev kidnappet og til sidst myrdet i begyndelsen af 1950’erne eller deromkring. Det var meningen, at hun skulle have en pris, og nu har de smidt hende ud, hun får ikke prisen, hun får ikke engang et rum til diskussion, fordi det angiveligt ikke passer til den nuværende situation. En anden person, en prismodtager, vovede at sige, at Hamas’ angreb er modbydeligt og forfærdeligt, men man er også nødt til at forstå palæstinensernes side – og han blev fuldstændig angrebet!

I dette klima, hvor det minder så meget om, hvad der skete i 1930’erne, hvor Goebbels til sidst triumferede, og i efterkrigstiden sagde den britiske efterretningstjeneste, at de måtte lære at ” overgå Göbbels”: Og jeg tror, det er præcis, hvad der er ved at ske. Og i et miljø som dette er der brug for borgermod. Hvis du er et filosofisk sind, kan du inspirere folk omkring dig, fordi du ikke tilpasser dig denne forfærdelige middelmådighed! Jeg mener, man kan angribe visse politikere, fordi de er onde, men det, der er endnu mere kvælende, er det faktum, at de er så absolut, forfærdeligt middelmådige! Og i det miljø skal du være et filosofisk sind!

Hav modet til at diskutere store ideer, og diskutér min afdøde mands ideer, for han var en visionær. Han forudså det nuværende kollaps af det finansielle system. Han havde en vision for, hvordan vi kunne skabe en bedre verden, og det sker lige nu!

Mange gange tænker jeg, om han bare ville være i live til at se, hvad der sker, for det ville være opfyldelsen af det, hele hans liv handlede om. Og han kunne ikke leve til at se det, hvilket på en måde fylder mig med en vis tristhed. Men måske er han et sted, hvor han stadig er i stand til at se, hvad der sker – jeg vil ikke spekulere i det – men jeg tænker: Vær modig! Læs Friedrich Schillers æstetiske breve, hvor han på et tidspunkt diskuterer det spørgsmål: Hvad gør man, når regeringerne er korrupte, og masserne er apatiske? Hvor skal løsningen komme fra? Og jeg tror, at Schiller i det ottende eller niende brev siger, at Athena, da hun kom ned på Jorden, var fuldt bevæbnet, hun var klædt i rustning, og hendes første sætning var: “Vær modig for at være vis.” Og jeg synes, det er et rigtig godt råd, og jeg synes, at folk, der har de rigtige idéer og er klar over, hvor farlig situationen er lige nu, bør have civilcourage til at sige deres mening. For alt for mange siger: “Ja, jeg er enig med dig privat, men du skal ikke forvente, at jeg siger noget, for så vil jeg straks blive udstødt af alle mine venner, som alle har tilpasset sig den offentlige fortælling.” Så vær snu.

SCHLANGER: [griner] Og et godt sted at starte ville være at tage Schiller Instituttets folder om ” Westfalen, ikke Versailles: Verden har brug for en ‘oaseplan’ i Mellemøsten!” og lave lidt research, da Helga har talt om det westfalske princip, hvor det kom fra, hvad der skete med det, og forskellen mellem det og Versailles: Det er et godt udgangspunkt lige nu, for ellers er vi på vej ind i en forfærdelig krise, som der ikke er nogen vej ud af, internt. Man er nødt til at komme ud af den.

Så Helga, tak fordi du var med os i dag, og vi ses i næste uge.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, det håber vi!

17. oktober 2023 (EIRNS) – “Valget står ikke længere mellem vold og ikke-vold. Valget står mellem ikke-vold og ikke-eksistens.”

-Dr. Martin Luther King, Riverside Church, 4. april 1967.

17. oktober – FN’s særlige rapportør, Francesca Albanese, advarede 14. oktober om, at: “I selvforsvarets navn forsøger Israel at retfærdiggøre, hvad der ville svare til etnisk udrensning…. Israel har allerede udført etnisk masseudrensning af palæstinensere i krigens tåge.” Sydvestasien er nu skueplads for det, der er den seneste fase i den Tredje Verdenskrig, som nu udkæmpes mod Rusland og Kina. Nogle gange kaldes denne krig “Ukraine/Rusland”; engang blev den kaldt “Afghanistan”; i dag kaldes den “Mellemøsten”. Kun få tør kalde den ved dens rigtige navn. Som J. Robert Oppenheimer bemærkede i et interview: “Nu er jeg blevet Døden, ødelæggeren af verdener.”

Millioner af menneskers liv – 2 millioner mennesker i Gaza og millioner af andre fra forskellige trosretninger og nationer i nærheden – hænger i en tynd tråd. Menneskeheden må handle; det er allerede næsten for sent. Nationen Kina, som nu er vært for 140 nationer ved Belt and Road Forum, udtrykte i sidste uge et synspunkt, som alle fornuftige mennesker ville være enige i: “FN har ansvaret og forpligtelsen til at spille sin rolle i det palæstinensiske spørgsmål,” og at Kina “støtter Sikkerhedsrådet i at afholde et hastemøde om den palæstinensisk-israelske konflikt, er enig i at mødet bør fokusere på humanitære bekymringer, kræve en våbenhvile, et stop for vold og beskyttelse af civile, opnå en bindende international aftale og iværksætte konkrete foranstaltninger.”

Vil denne tankegang sejre? Eller vil den anglo-amerikanske “NATO”-finansalliance og krigsparti, gennem sin intrigante, arrogante dårskab, ødelægge sig selv og det meste liv på planeten gennem en “utilsigtet” atomkrig, udløst af religiøs fanatisme og det udbrudte orgie af “gengældelsesvold” i Sydvestasien, ellers stadig kendt under sit britiske koloninavn som “Mellemøsten”? FN’s troværdighed og endda overlevelse står nu på spil.

Den evige voldscyklus, der fortærer generation efter generation, forurener og vanhelliger endnu engang de hellige steder og monumenter i det fælles mødested for jødedom, kristendom og islam. Det rapporteres nu bredt af anerkendte publikationer, at der var en pagt mellem premierminister Benjamin Netanyahu og elementer inden for Hamas for at underminere freden. Det israelske dagblad Haaretz rapporterede den 9. oktober, at “mellem 2012 og 2018 gav Netanyahu Qatar tilladelse til at overføre et samlet beløb på omkring en milliard dollars til Gaza, hvoraf mindst halvdelen nåede Hamas, herunder dets militære fløj.” Haaretz citerer også Netanyahu “ifølge Jerusalem Post” for følgende udtalelse den 11. marts 2019: “‘Enhver, der ønsker at forpurre oprettelsen af en palæstinensisk stat, må støtte op om Hamas og overføre penge til Hamas,’ sagde Netanyahu til sit Likud-partis Knesset-medlemmer i marts 2019, ‘Det er en del af vores strategi.'”

Hvad der virkelig skete den 7. oktober, er stadig ikke blevet undersøgt. Timingen for angrebet kunne ikke have været værre – eller bedre. Igangværende diskussioner mellem flere nationer i regionen, herunder mellem Saudi-Arabien og Israel, såvel som med Kina og andre nationer uden for området, søger at erstatte dybtliggende, langsigtede konflikter med en ny æra af internationalt økonomisk samarbejde, gennem tiltag som Bælte- og Vej-Initiativet (BVI). Uanset hvilken motivation, der lå bag Hamas-angrebet, har det haft den effekt, at det har forstyrret udviklingen af denne meget følsomme proces. Disse initiativer er nu truet. Ligesom med begivenhederne den 7. oktober er meget nu uklart.

Det der står klart, er de grusomheder, der fandt sted den dag og siden, og de grusomheder, der vil komme. Vil verden se passivt til, som den gjorde under den første Irak-krig i 1991 og dens efterspil, og se på det nådesløse drab på børn, som den gjorde dengang, da 500.000 irakiske børn blev myrdet gennem sanktioner og krig i løbet af fem år? Den 12. maj 1996 svarede USA’s udenrigsminister Madeleine Albright korrespondenten Lesley Stahl, at “det er flere børn, end der døde i Hiroshima”, og sagde: “Jeg synes, det er et meget svært valg. Men prisen, den synes vi, er det værd.”

Hvem er det “vi”, som Albright talte om? Omfattede det befolkningen i USA eller Europa dengang? Omfatter det dig nu? Tror du virkelig, eller accepterer du, at civilbefolkningen i Gaza, eller hvor som helst, skal fjernes og sendes til et andet land som følge af et “9/11”-lignende angreb på Israel af styrker, som vi har fået at vide blev støttet økonomisk og på anden vis af Netanyahu, m.fl.

I en makaber “skæbnens ironi” skal næsten 2 millioner mennesker nu fordrives af hærene i den nation, hvis forfædre selv blev fordrevet, og hele deres samfund udryddet, igen og igen, stort set overalt i verden. De britiske kolonialister fra det 19. og 20. århundrede, som tegnede linjerne for denne nuværende konflikt på kort i 1916 og 1917, kunne ikke være mere tilfredse. Men kolonialismen er forbi – eller burde være det. Militært fremtvungne folkevandringer skal bekæmpes kraftigt overalt i verden, uanset den tilsyneladende begrundelse. Den ene grusomhed burde ikke svare til den anden. Den barbariske “udrensningsvold”, som Hamas udøvede den 7. oktober, må fordømmes af alle – men at dræbe tusindvis af syge, ældre og unge som “følgeskader i forbindelse med retfærdig gengældelse” er en modgift, der er værre end sygdommen. Det vil sikre, at sygdommen ikke bliver kureret, men i stedet vil sprede sig.

Da Yitzhak Rabin, der som israelsk forsvarsminister kæmpede mod palæstinenserne under intifadaen i 1987-93, indså, som en af hans ledende officerer udtrykte det, at “dybt i mit hjerte ved jeg, at det vi gør vil få andre til at reagere voldsomt mod os som hævn,” ændrede han sin tilgang. Rabin sagde i sin tale i juli 1992, efter at han var blevet premierminister en måned tidligere: “Sikkerhed er ikke en kampvogn, et fly eller et missilskib. Sikkerhed er også en mands uddannelse, bolig, skoler, gaden og nabolaget, det samfund, han er vokset op i. Og sikkerhed er også den mands liv. Og sikkerhed er også den mands håb.”

Premierminister Rabin og udenrigsminister Shimon Peres begyndte den hemmelige Oslo-fredsaftaleproces med Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation og underskrev en erklæring i Det Hvide Hus den 13. september 1993. Der sagde Rabin: “Vi, som er kommet fra et land, hvor forældre begraver deres børn, vi, som har kæmpet mod jer, palæstinenserne, vi siger til jer i dag med høj og klar stemme: Nok blod og tårer, nok!” Rabins mest varige ord blev udtalt senere, i hans berømte skål for hele menneskeheden: Lad os skåle for “dem, der har modet til at ændre deres aksiomer.”

Rabin blev myrdet af israelske religiøse ekstremister – eller var det “International Assassination Bureau”, de mennesker, der dræbte Mohandas Gandhi, John F. Kennedy, Martin Luther King og mange, mange andre? Mindet om Yitzhak Rabin bør præge efterforskningen af begivenhederne den 7. oktober. Der er noget andet, der bør gøres i den martrede Rabins navn og i den martrede fredsproces, som han gav sit liv for.

Der må være en fredspakke, en “Oase-Plan”, som i stedet for at sprede våben giver økonomisk stabilitet og endda velstand til befolkningen i Sydvestasien, herunder palæstinenserne. Medmindre man sætter, ikke støvler på jorden, men skovle i jorden, vil man aldrig få rødderne til had og splittelse i hele området rykket op med rode, rødder, der går forud for og er endnu dybere indlejret end dagens Israel-Palæstina-konflikt. Avanceret energi-, vand- og transportinfrastruktur for hele Sydvestasien vil være et centralt element, som håbet kan samles om.

Vi må tage ved lære af den nye ” Kolonialismen er forbi”-bevægelse, som er BRIKS (Brasilien, Rusland, Indien, Kina, Sydafrika) -Plus-nationerne i verden. De sydvestasiatiske og afrikanske nationer Egypten, Saudi-Arabien, De forenede arabiske Emirater, Etiopien og Iran er alle på vej til at tilslutte sig BRIKS. Det vil bidrage til at give det Globale Syd en stemme i stedet for kun det “Globale NATO”, som er domineret af Europas gamle imperialisme plus USA’s selvdestruktive udenrigs- og finanspolitik.

Vi må øjeblikkeligt gøre det, som Kina og andre nationer foreslår. Vi må stoppe den tvungne migration fra Gaza. Vi må stoppe de daglige drab gennem en våbenhvile, og endog før dette, med alle tilgængelige midler. FN skal håndhæve sin resolution 242, som blev vedtaget den 22. november 1967 og bekræftet af Israel den 1. maj 1968, og som består af to forslag: “(i) Tilbagetrækning af Israels væbnede styrker fra territorier besat i den seneste konflikt; (ii) Ophør af alle krav eller tilstande af krigsførelse og respekt for og anerkendelse af suverænitet, territorial integritet og politisk uafhængighed for alle stater i området og deres ret til at leve i fred inden for sikre og anerkendte grænser uden trusler eller magtanvendelse.”

Men lad det være klart: Der er ingen mulighed for rent faktisk at løse den britiske imperialismes “Mellemøstkrise” uden den slags langsigtede, omhyggelige, endog kedelige overvejelser, der fandt sted fra 1644-48 i Westfalen, Tyskland, for at afslutte den morderiske Trediveårskrig i Europa.

I en tale på Central Connecticut State University i 2009 udtrykte økonomen og statsmanden Lyndon LaRouche det på denne måde:

“Der er en løsning, en principiel løsning. Og løsningen er: Gør en ende på dette forbandede imperialistiske system! Og forstå at vi som folk må udvikle vores åndelige kultur, det vil sige menneskehedens kreative kræfter, for at videreudvikle menneskeheden fra en eller anden brutal karakter ved et lejrbål for en million år siden eller deromkring, til menneskeheden, som vi ønsker, at menneskeheden skal udvikle sig i dag. Det er det, det drejer sig om.”

LaRouches løsningskoncept kræver en ændring i aksiomerne. Princip ti i Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouches “Ti principper for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur”, skrevet i november 2022 efter udbruddet af krigen mellem NATO og Rusland i Ukraine, gentager det: “Den grundlæggende antagelse for det nye paradigme er, at mennesket er fundamentalt godt og i stand til uendeligt at perfektionere sit sinds kreativitet og sin sjæls skønhed, og at det er den mest avancerede geologiske kraft i universet, hvilket beviser, at sindets lovmæssighed og det fysiske univers er i overensstemmelse og samhørighed, og at alt ondt er resultatet af manglende udvikling og derfor kan overvindes.” Det er det princip, der skal erstatte de selvmorderiske aksiomer, som nu opretholdes af de dødsdømte stridende parter i “Israel-Palæstina-konflikten”, der ikke kan vindes.

Men Lyndon LaRouche advarede også: “I mellemtiden vil vi kæmpe. Vi vil gøre alt for at få fred i dette område, for vi ønsker at stoppe drabene. Men vi vil ikke sige til nogen, at vi har en løsning, som vil blive accepteret, og som vil fungere. Vi vil sige, at vi har en håbløs sag, og at vi vil fortsætte med at kæmpe for den.”

Den håbløse sag er fredens sag. En anden kriger for fred, den amerikanske præsident John F. Kennedy, sagde det på denne måde på American University den 10. juni 1963: “For det første: Lad os undersøge vores holdning til selve freden. Alt for mange af os tror, at det er umuligt. Alt for mange tror, det er uvirkeligt. Men det er en farlig, taberagtig tro. Den fører til den konklusion, at krig er uundgåelig – at menneskeheden er dødsdømt – at vi er grebet af kræfter, vi ikke kan kontrollere.

“Vi behøver ikke at acceptere det synspunkt. Vores problemer er menneskeskabte – derfor kan de løses af mennesket. Og mennesket kan være lige så stort, som det vil. Intet problem i menneskets skæbne ligger uden for menneskets rækkevidde. Menneskets fornuft og ånd har ofte løst det tilsyneladende uløselige – og vi tror på, at de kan gøre det igen.”

Alternativet til John F. Kennedys, Yitzhak Rabins, Martin Luther Kings, Mahatma Gandhis og andres “tåbelige” stræben efter fred er Tredje Verdenskrig, en krig, som allerede er begyndt nu. Vi er allerede “blevet Døden, ødelæggeren af verdener.” Spørgsmålet er: Har vi, ligesom Yitzhak Rabin, modet til at ændre vores aksiomer i tide til at vende det, vi allerede har påbegyndt?

Få det til at ske

Schiller Instituttet har udsendt en underskriftsindsamling, der anerkender behovet for, at menneskeheden finder sammen som én for at afslutte den evige voldsspiral i det, der er kendt som Mellemøsten. Erklæringen støtter det kinesiske forslag om et møde i FN’s Sikkerhedsråd for at “kræve en våbenhvile” og “et stop for volden” og opfordrer til gennemførelsen af FN’s resolution 242, som beskriver en fredelig to-statsløsning.

17. oktober 2023 (EIRNS) – Den evige voldscyklus i Sydvestasien, også kendt som Mellemøsten, fortærer generation efter generation i dødbringende krig. Vi må stå sammen som en menneskehed for at stoppe dette. Vi må straks føje vores stemmer til det, som Brasilien, Kina og andre nationer fra den Globale Majoritet foreslår FN.

Kina har udtalt, at det “støtter Sikkerhedsrådet i at afholde et hastemøde om den palæstinensisk-israelske konflikt, er enig i at mødet bør fokusere på humanitære bekymringer, kræve våbenhvile, et stop for vold og beskyttelse af civile, danne en bindende international konsensus og foretage konkrete næste skridt.” Vi mener, at dette indikerer den rette fremgangsmåde.

Vi foreslår også følgende trin:

• Trin 1: Vi må stoppe den tvungne migration fra Gaza.
• Trin 2: Vi må stoppe de daglige drab gennem en våbenhvile, og selv før det, med alle tilgængelige midler.
• Trin 3: FN skal finde måder at håndhæve sin resolution 242, som blev vedtaget den 22. november 1967, og resolutionens to punkter: “(i) Tilbagetrækning af Israels væbnede styrker fra territorier besat i den seneste konflikt” og “(ii) Ophør af alle krav eller tilstande af krigsførelse og respekt for og anerkendelse af suverænitet, territorial integritet og politisk uafhængighed for alle stater i området og deres ret til at leve i fred inden for sikre og anerkendte grænser uden trusler eller magtanvendelse.”

At tage disse skridt vil hjælpe med at bringe det postkoloniale Globale Syds stemme i spil, i stedet for kun “Globale NATO’s”. 

Hele menneskehedens rette bekymring er at sikre fred, ikke global krig, og vi fremkalder således FN-pagtens oprindelige hensigt, som skal opretholdes: 

“VI DE FORENEDE NATIONERS FOLK BESLUTTEDE PAA

For at stoppe den forpligter vi, undertegnede, os til at finde det som den israelske premierminister Yitzhak Rabin kaldte “modet til at ændre vores aksiomer”, og til at søge og vinde fred i Sydvestasien.

Skriv gerne under her på Schiller Instituttets hjemmeside i USA.

** oversættelse fra: De forenede Nationers pagt (unric.org)

17. oktober 2023 (EIRNS) – Selvom beslutninger oftere retfærdiggøres med henvisning til fortidens nødvendigheder end med kravene fra det, der kommer, kan retfærdighed kun opnås med henvisning til fremtiden. Ansvar er lettere at tildele end at tage, men den nuværende skræmmende krise kræver, at vi tager ansvar for at etablere en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for verden.

Kontrasten mellem at se tilbage på fortiden og at se fremad mod fremtiden kommer tydeligt til udtryk i den aktuelle historie. Mens det tredje Bælte- & Vej-Forum for Internationalt Samarbejde skydes i gang i Beijing, slippes nye rædsler løs i det, der betegnes som Mellemøsten.

Hver time bringer nye hjerteskærende begivenheder i Israel-Palæstina. Grænseovergangen Rafah mellem Gaza og Egypten er blevet bombet, hvilket forhindrer konvojen af lastbiler fyldt med nødhjælp i at nå frem til de nødlidende. Al-Ahli Baptist Hospital i Gaza blev ødelagt og hundredvis af mennesker dræbt. [Hvem der er ansvarlig, er nu omstridt.]. “Dette er en kamp mellem lysets børn og mørkets børn, mellem menneskeheden og jungleloven,” lød det i et tweet fra Israels premierminister Netanyahu, som siden er blevet slettet.

CIA-veteranen Paul Pillar skriver om Israels ondskabsfulde reaktion på Hamas’ morderiske angreb: “Israel har nu indledt en voldelig offensiv mod Gaza-striben og dens indbyggere. … [D]et er for en stor dels vedkommende en rå hævnaktion. Det er en national katarsis midt i en atmosfære af intens sorg og vrede,” skriver han. Mens forargelsen over Hamas’ angreb er forståelig, “er det at være forstående ikke det samme som at være klog eller effektiv, hverken for Israel selv eller for regional fred og sikkerhed.”

Det var gennem krisestyring – at reagere på nutiden snarere end en plan for fremtiden – at USA blev ført ind i sin nedtur efter indsættelsen af George W. Bush-regeringen og 11. september. I januar 2001 advarede Lyndon LaRouche om “provokationer, som vil blive brugt til at skabe diktatoriske kræfter og følelser i krisestyringens navn.”

“Der vil blive udløst små krige i forskellige dele af verden,” sagde han, som den nye regering ville reagere på “med krisestyringsmetoder i form af provokationer. Det er, hvad man vil få…. I er nødt til at kontrollere denne proces nu, mens I stadig har magten til at gøre det.”

En strøm af diplomatisk aktivitet er i gang for at mane til ro i situationen. Lederne af Saudi-Arabien, Tyrkiet, Kina og Rusland har foretaget bemærkelsesværdige interventioner og rakt hånden ud til ledere i hele regionen. Rusland introducerede mandag den 16. oktober en humanitær resolution i FN’s Sikkerhedsråd, som ikke vedtog den. Organisationen for Islamisk Samarbejde mødes onsdag den 18. oktober, og Egypten er vært for et fredstopmøde lørdag den 21. oktober i Cairo. Kina har opfordret til våbenhvile og en to-statsløsning. Xinhua giver denne rapport om udenrigsminister Wang Yis diskussion med USA’s udenrigsminister Antony Blinken: “Kina mener, at beskyttelse af ens egen sikkerhed ikke bør ske på bekostning af at skade uskyldige civile, at militære tiltag ikke fører til noget, og at gengældelse af vold med vold kun skaber onde cirkler,” sagde [Wang Yi]…. Den grundlæggende vej ud af det palæstinensiske spørgsmål ligger i at gennemføre to-statsløsningen og etablere en uafhængig palæstinensisk stat, så man kan realisere en fredelig sameksistens mellem Palæstina og Israel…. Uden forsoning mellem det arabiske og det israelske folk, vil der ikke være fred i Mellemøsten, bemærkede han.”

Bælte- og Vejforummet, der nu finder sted i Beijing, samler deltagere fra hele verden, herunder fra de mere end 140 nationer, der på den ene eller anden måde har deltaget i Kinas Bælte- og Vej-Initiativ. Kina står til at bidrage med en tredjedel af den globale økonomiske vækst i år.

Den kinesiske præsident Xi Jinping holdt tirsdag bilaterale møder med præsidenterne eller premierministrene fra en lang række lande: Indonesien, Kasakhstan, Ungarn, Chile, Serbien, Usbekistan, Etiopien og Papua Ny Guinea. Andre fornemme gæster, der var ankommet tirsdag aften, omfatter FN’s generalsekretær og præsidenter og premierministre fra Rusland, Argentina, Vietnam, Mongoliet, Mozambique, Pakistan, Thailand, Kenya, Cambodja, Laos, Sri Lanka og Republikken Congo.

Foto: cottonbro studio, Pexels CCO

Den 16. oktober 2023 (EIRNS) – Uden indgriben er den palæstinensisk-israelske situation optakten til Tredje Verdenskrig. Den strategiske situation i Sydvestasien er utrolig farlig og eskalerer nu på en måde, så afsmitningen kan antænde en global storbrand.

I weekenden understregede den kinesiske udenrigsminister Wang Yi under et opkald til den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken, at de store nationer nu må støtte en international konference om krisesituationen. USA er blevet informeret.

Forslaget om en fredskonference går tilbage til juni sidste år, hvor den kinesiske præsident Xi Jinping fremlagde behovet for en international fredskonference om Israel-Palæstina-konflikten. Det forslag er nu tilbage på dagsordenen, og det haster på liv og død.

Forslaget blev rejst af Kina over for Brasilien i sidste uge. Det kinesiske udenrigsministeriums talsmand, Wang Wenbin, sagde den 13. oktober, at Wang Yi koordinerer forslaget om fredskonferencen med embedsmænd fra Brasilien. Bemærk, at Brasilien har det roterende formandskab for FN’s Sikkerhedsråd i denne måned. Wang konfererede den 12. oktober med den brasilianske præsident Lula da Silvas udenrigspolitiske chefrådgiver, Celso Amorim, om den palæstinensisk-israelske konflikt. Wang sagde til Amorim: “Kina opfordrer til en international fredskonference med større autoritet og gennemslagskraft så hurtigt som muligt for at mobilisere en mere bredt funderet international konsensus med to-statsløsningen som grundlag og for at formulere en tidsplan og køreplan til det formål.” Wang Yi tilføjede, at FN både har et ansvar og en forpligtelse til “at spille sin rolle i det palæstinensiske anliggende.”

Situationen på stedet for de 2,3 millioner mennesker i Gaza-striben er en situation, der kan føre til massedød. Det anslås, at 1 million mennesker er fordrevet i Gaza; blandt dem er mere end 500.000, der forsøgte at tage fra nord til syd. Verdenssundhedsorganisationen WHO har udsendt en erklæring, hvor de kalder Israels ordre om at evakuere folk fra nord til syd for en “dødsdom”. Dette påvirkede 22 hospitaler, hvor mange af de 2.000 patienter var for syge til at blive flyttet. Der er hverken vand eller sanitet til hundredtusindvis af mennesker. Elektriciteten er for det meste afbrudt. Fødevaremanglen er akut.

På den militære side ramte IDF (Israels forsvarsstyrker) Gaza 250 steder søndag den 15. oktober og fortsatte angrebene i dag, også i det sydlige Gaza, hvor indbyggerne i det nordlige Gaza blev beordret af Israel til at flytte. Hamas’ raketter fortsætter ind i Israel med mellemrum. Israel har samlet styrker på to fronter – grænsen til Gaza og grænsen til Libanon, hvor man står over for Hizbollah. Israel har evakueret 28 landsbyer langs sin nordlige grænse.

Hangarskibet USS Gerald R. Fords kampgruppe er fortsat i det østlige Middelhav. Den 13. oktober forlod USS Dwight Eisenhower havnen i Norfolk, Virginia, for at tage til Middelhavet med yderligere styrker til det, som det amerikanske militær kalder “afskrækkelse”. Fregatter fra Italien og Storbritannien er blevet beordret til at slutte sig til de amerikanske styrker. Det dramatiske aspekt ved denne samlede styrke er, som mange militæreksperter har bemærket, at blot nogle få droner kan forårsage stor skade på flåden, før flyene overhovedet når at lette.

Den erfarne amerikanske efterretningsanalytiker Ray McGovern sendte søndag en skarp X-besked om det maritime vanvid: “Ind i dødens dal sejlede de 10.000 ombord på hangarskibene Ford og Eisenhower – som skydeskiver for sværmende droner og andre våben, som dem, der gjorde kort proces med Den Lette Brigades angreb, ikke havde drømt om. Måske ønsker Blinken/Nuland/Austin dette? Eller er de bare tåbelige?”

Minister Blinken var tilbage i Israel i dag, efter en tur rundt til seks arabiske lande siden hans første hastebesøg i Israel i sidste uge. Imidlertid ikke blot uden en løsning, men med en forværring af krisen. Også EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, var på besøg. Præsident Biden drager til Israel onsdag, ifølge nye forlydender her til aften. Den tyske præsident Olaf Scholz sagde i dag, at han måske snart kommer på besøg. Deres gentagne opremsning: “Israel har ansvaret og forpligtelsen til at gøre, hvad det vil for at beskytte sig selv.”

I modsætning hertil spiller Den Internationale Fredskoalition (IPC), som kun har været i gang i fem måneder, en afgørende rolle for at mobilisere afgørende handling internationalt til at gribe ind for sikkerhed i alle henseender, for alle nationer. Fredag den 20. oktober afholdes det andet åbne (online) IPC-møde med internationale personer og netværksledere for fred, efter den indledende dialog sidste fredag.

Der vil være en verdensomspændende vigtig platform for tanker, forslag og samarbejde om nødsituationen i Sydvestasien på Bælte- og Vej-Initiativets 10-års jubilæumsforum i Kina den 17.-18. oktober. Allerede i dag er mange statsoverhoveder ankommet, og vigtige bilaterale møder har fundet sted, bl.a. mellem den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov og udenrigsminister Wang Yi. Blandt de tusindvis af mennesker, der deltager, vil delegationer repræsentere 140 lande, og 200 af deltagerne vil være på ministerniveau eller højere. Præsident Xi Jinping forventes at byde deltagerne velkommen i begyndelsen af sessionerne og også holde en større tale onsdag på plenarmødet.

Der har været masseprotester over hele verden i den forgangne weekend med krav om humanitære nødforanstaltninger i Palæstina og forhandlinger om fred i Sydvestasien. Tusinder var på gaden i byer over hele verden. I dag mødte folk op udenfor Det Hvide Hus i Washington, D.C., for at kræve et stop for udslettelsen af Gaza og tiltag for retfærdighed og fred.

Schiller Instituttets stifter og medinitiativtager til IPC, Helga Zepp-LaRouche, konfererede i dag med samarbejdspartnere om fokus for de umiddelbare krav. Der må være en øjeblikkelig afslutning på volden. Der er brug for en proces med en forhandlet løsning, som skal finde sted i forbindelse med en fredskonference. Hvis det skal lykkes, må den Globale Majoritet spille en ledende rolle i denne proces. Alt dette haster, og det kan ses som det første skridt mod en sikkerheds- og udviklingsarkitektur på verdensplan.

Foto: Harley Black, Pexels, CCO

Den 15. oktober 2023 (EIRNS) – Den voksende BRIKS-gruppe omfatter fem vigtige nationer i regionen Mellemøsten-Nordafrika, herunder tre af verdens største producenter af fossile brændstoffer – Iran, Saudi-Arabien og De forenede arabiske Emirater – samt Egypten og Etiopien. Blandt disse nationer udvikles nu kernen i teknologioverførsel på verdensplan – for atomenergi, hurtig transport, rumteknologier – med skabelsen af produktiv kredit ledet af Kinas Bælte- og Vej-Initiativ. Den fremtidige udvikling af verdensøkonomien er til stede, hvis USA og de europæiske nationer vil slutte sig til den.

Midt i denne region er der udbrudt krig mellem Israels væbnede styrker og palæstinensiske Hamas, som har alle muligheder for at sprede sig. BRIKS-nationerne Kina og Brasilien har påbegyndt organiseringen af en international fredskonference for at stoppe krigene både i Sydvestasien og i Europa, og for at bruge kredit til udvikling til dette formål.

Schiller Instituttets grundlægger og leder, Helga Zepp-LaRouche, der organiserer verdensomspændende støtte til sådanne fredsinitiativer, advarede den 11. oktober: “Faren er nu, at en meget blodig konflikt vil udspille sig med potentiale til at gå ud over regionen og føre til verdenskrig – for hvis det involverer Iran, tænker jeg, at vi er helt ude i tovene.”

Men USA har sendt en hangarskibs-angrebsgruppe og udenrigsminister Antony Blinken ind i krisen. Hvad siger Blinken – som arbejder sammen med Saudi-Arabien, De forenede arabiske Emirater, Kuwait, Jordan, Qatar, Bahrain, Tyrkiet – og andre amerikanske topembedsmænd inden for sikkerhed og militær til disse regeringer og regeringerne i Iran og Syrien?

Biden-administrationens ord til medierne har været, at den advarer regionen (i særdeleshed Iran og Syrien) om ikke at udvide krigen. Den nationale sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan talte søndag morgen om “hemmelig kommunikation” videregivet til Iran.

Men baseret på al amerikansk militærhistorie siden 1944-45 er det meget muligt, at denne hemmelige kommunikation indeholder en trussel om at angribe Iran og/eller Syrien med “alle militære midler” (dvs. inklusive taktiske atomvåben), hvis disse lande går i krig mod de israelske forsvarsstyrker eller støtter libanesiske Hizbollah i at gøre det.

Den amerikanske regering har – som regel i al hemmelighed – fremsendt sådanne trusler om første brug af atomvåben mod andre atommagter og/eller ikke-atommagter i mere end 25 forskellige militære kriser siden bombningen af Hiroshima og Nagasaki. Lige siden udviklingen af atomvåben er amerikanske præsidenter kommet med specifikke trusler om at bruge atomvåben først: fra Trumans faktiske brug af atombomber i 1945 for at true Rusland; til hans offentlige udtalelse i 1950: “Der har altid været aktive overvejelser om at bruge dem” i Korea; til George W. Bushs og Dick Cheneys atomtrusler til Iran i 2006; til Donald Trumps meget offentlige trusler i 2018 om at ødelægge Nordkorea med atomvåben.

Hele USA’s 75-årige militærhistorie er dokumenteret i afdøde Daniel Ellsbergs rystende bog fra 2017, Dommedagsmaskinen: Tilståelser fra en atomkrigsplanlægger. Krigen mellem Israel og Hamas ligner 25-30 krigskriser siden 1945, hvor den amerikanske regering har brugt, offentligt antydet og/eller hemmeligt truet med at bruge atomvåben mod både atommagter og ikke-atommagter for at foregribe “modstanderes” handlinger.

Præsident Joe Bidens påstand om, at han havde til hensigt at ændre USA’s atomvåbenpolitik til kun at være afskrækkende, er simpelthen blevet droppet, siden han tiltrådte. Og nu har Kongressens kommission om USA’s strategiske holdning udgivet en rapport, der opfordrer til at opbygge atomvåben og fremføringskapacitet til at udkæmpe en atomkrig mod både Rusland og Kina. Rapporten truer Rusland og Kina med atomkrig under påskud af, at de på en eller anden måde vil fremprovokere den.

Igen, som Helga Zepp-LaRouche advarede om, er faren “verdenskrig – for hvis den involverer Iran, tror jeg, at vi er ude over alle grænser.”

Langt de fleste amerikanere, og de fleste andre i nationer over hele verden, har sjældent været klar over de trusler om “forebyggende” atombombning, som amerikanske ledere og militære embedsmænd fremsatte. Rapporten fra Kongressens kommission er en advarsel. Vi er nu ansvarlige for at handle, så denne tragedie ikke udvikler sig til en verdenskrig. Den voksende gruppe af BRIKS-nationer, midt i hvilken denne krig er blevet udløst, er vores allierede i dette, da de tager dette ansvar – både for fred og for finansiering af reel, fysisk-økonomisk udvikling.

National sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan om ‘privat kommunikation’ til Iran
15. oktober 2023 (EIRNS) – Den nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, blev i “Face the Nation” søndag morgen den 15. oktober spurgt om den anden hangarskibsstyrke (USS Dwight D. Eisenhower-gruppen), som Biden sendte – hvorfor en anden hangarskibsstyrke? Biden-administrationen havde allerede beordret USS Gerald R. Ford Battle Group til det østlige Middelhav den 9. oktober.

Sullivan svarede bl.a.:

“Libanesiske Hizbollah, en stedfortræder for Iran, befinder sig der, et angreb på Israels nordlige grænse med betydelig militær kapacitet og en historie med at angribe staten Israel. Og faktisk har vi i de sidste par dage set træfninger på tværs af den nordlige grænse, som kun øger risikoen for en optrapning. Men vi kan selvfølgelig ikke udelukke, at Iran vælger at engagere sig direkte på en eller anden måde; vi er nødt til at forberede os på alle tænkelige hændelser….

“Vi har midler til at kommunikere fortroligt med Iran. Og vi har benyttet os af disse midler i løbet af de sidste par dage for at gøre det forståeligt rent privat, hvad vi har sagt offentligt.”

General Frank McKenzie ( fhv.), tidligere øverstbefalende for CENTCOM (2019-2022), var den sidste gæst i programmet og svarede på et spørgsmål om Sullivans bemærkninger: “Så jeg tror, at det andet hangarskib er tiltænkt at sende et stærkt budskab til Iran om, at … de ikke vil være i stand til at handle med ond vilje for at komme ind i denne konflikt. Vi vil gerne holde dem ude af den.”

Iranske og Hizbollah-embedsmænd mødtes 14. oktober; iransk budskab i FN?
15. oktober 2023 (EIRNS)-Irans udenrigsminister Hossein Amir-Abdollahian fortalte pressen den 14. oktober i Beirut, at han den 13. oktober havde mødtes med Hizbollah-lederen Sayyed Hassan Nasrallah, ifølge AP. AP citerede Amir-Abdollahian for at sige: “Jeg kender til de scenarier, som Hizbollah har sat i værk. Ethvert skridt, som modstandsbevægelsen (Hizbollah) tager, vil forårsage et stort jordskælv i den zionistiske enhed.” Amir-Abdollahian tilføjede: “Jeg ønsker at advare krigsforbryderne og dem, der støtter denne enhed, før det er for sent at stoppe forbrydelserne mod civile i Gaza, for det kan være for sent om få timer.”

Nyhedsmediet Axios rapporterede i går, at Amir-Abdollahian også brugte et møde den 14. oktober med FN’s særlige koordinator for fredsprocessen i Mellemøsten, Tor Wennesland, til at sige, at hvis den israelske militæroperation fortsætter – og især hvis Israel gennemfører sit løfte om en landoffensiv i Gaza – bliver Iran nødt til at reagere. Axios’ rapport citerede to diplomatiske kilder, som hævdede at have kendskab til sagen.

Foto: Ömer Faruk Yıldız, Pexels CCO

Den 12. oktober 2023 (EIRNS) – I løbet af de sidste par dage er vestlige regeringer og samfund blevet stillet op bag forsvaret af Israel på en måde, der ville få selv en eksercits-sergent til at rødme. Som den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken sagde, da han ankom til Israel i dag: “Vi står bag det israelske folk. Vi står bag dem i dag. Vi vil støtte dem i morgen. Vi vil bakke dem op hver dag.” Selv Blinken blev dog overgået af den tyske kansler Olaf Scholz, som pådrog sig skylden den 12. oktober, da han sagde: “Vores egen historie, vores ansvar som følge af Holocaust, gør det til en uophørlig opgave for os at forsvare staten Israels sikkerhed.”

I hvert fald i Tyskland, Frankrig, Canada og Storbritannien er enhver pro-palæstinensisk manifestation blevet erklæret ulovlig, og overtrædere kan blive arresteret. I USA, hvor det endnu ikke er så ekstremt, bliver selv de mest beskedne opfordringer til våbenhvile og spørgsmålstegn ved Israels ufejlbarlighed fordømt. Og dette mens Israel belejrer Gaza og har lukket for alt vand, brændstof og elektricitet til området – foruden en nådesløs bombekampagne.

Det er klart, at Hamas’ angreb på Israel siden sidste weekend har været afskyelige, og spændingerne er forståeligt nok skyhøje. Men der er et problem med denne fastlåste fortælling: Hvilket Israel bliver vi bedt om at støtte? Hvilken hjemlig fraktion, som hver især har drastisk forskellige syn på, hvordan krisen skal løses, udgør det korrekte Israel? Som det er blevet bemærket af denne artikel og andre, er der en intern kamp i Israel og et enormt raseri mod premierminister Benjamin Netanyahu, som mange giver skylden for den dødelige optrapning. Der er mange i Israel, som ikke mener, at det er i Israels bedste interesse at lancere et fuldt angreb på Hamas og for evigt ødelægge deres arabiske naboer. Hvorfor nævner vestlige diplomater ikke det?

Derfor er det egentlige spørgsmål: Hvem ønsker at få jer med i en altomfattende krig i Sydvestasien, og i hvis interesse vil det være?

Ligesom krisen i Ukraine har dette bevæget sig ind på geopolitikkens domæne. Den nuværende krise og de efterfølgende reaktioner har mindre og mindre at gøre med interesserne og aktørerne hos dem, der tilsyneladende er på scenen foran os, og mere og mere med helt andre interesser. En propagandakampagne uden fortilfælde er i gang over hele verden, hvor der bliver rusket op i folks hjerter for at få dem til at støtte mere krig. Dette er fyldt med forfærdelige videoer og optagelser af grusomheder, som ikke opnår andet end at fremkalde de mest umiddelbare følelser.

Kan du huske Bucha, Izyum og de ukrainske forældreløse børn? På samme måde som det nu sker med Israel, har det hovedkulds spring ind i en broderkrig i Ukraine efterladt nationen i opløsning med hundredtusindvis af døde borgere. Ukraines fremtid er dyster, hvis landet og verden overhovedet overlever den eskalerende stedfortræderkrig, som NATO fører mod Rusland. Kun en tåbe kan forestille sig, at det er i Ukraines egentlige interesse.

En sand statsmand eller -kvinde lader sig ikke slå ud, når følelserne bliver ophedede. Tag kommentarerne fra den franske udenrigsminister Catherine Colonna, som den 11. oktober sagde, at en uafhængig palæstinensisk stat er “den eneste løsning, som efter vores mening vil sikre, at begge folk [israelere og palæstinensere] kan leve i fred og sikkerhed på lang sigt…. Når tiden er inde, må vi tilbage til arbejdet for at skabe løsninger, der muliggør politisk dialog for at genoprette en politisk horisont og, om muligt, skabe fred.”

Colonna blev bakket op af den tidligere franske premierminister Dominique de Villepin, som den 12. oktober sagde, at to-statsløsningen “mere end nogensinde i dag er den eneste,” og at den “med hensyn til sikkerhed er den bedste garanti, Israel kan få.” Villepin understregede også, at “Israel har et ansvar for dette, fordi det har gjort alt for at opnå splittelse.”

Stop op og tænk over det: Hvordan reagerer andre regeringer i regionen, hvis dørtrin konsekvenserne af denne krig vil blive efterladt på? Styrter de fremad og forsøger at “vælge side”? Den Arabiske Liga indkaldte til et hastemøde den 11. oktober, hvor deres udenrigsministre opfordrede til en øjeblikkelig våbenhvile, akut humanitær hjælp og en to-statsløsning. Derudover har der været en strøm af diskussioner mellem statslederne i Tyrkiet, Saudi-Arabien, Algeriet, Iran og Jordan og sandsynligvis mange andre, som alle har opfordret til en nedtrapning af konflikten og hurtige skridt til forhandlinger af hensyn til begge sider. Den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov sagde efter et møde i Commonwealth of Independent States i Kirgisistan, at det også er nødvendigt at fokusere på “problemets kerne”.

I modsætning til dette, og fornuft, har USA udstationeret en hangarskibsgruppe i regionen og ser også ud til at have udsendt endnu en marineenhed.

Endnu mere ydmyge var kommentarerne fra den russiske præsident Putin, som identificerede behovet for at have medfølelse med begge sider og anerkende, at den endeløse cyklus af uretfærdigheder aldrig vil løse problemet. I en tale i går ved den Russiske Energi-Uges plenarmøde sagde Putin: “Vi forstår, at bitterheden er enorm på begge sider, men uanset hvor stor den er, bør man gøre alt for at minimere eller reducere tabene blandt civilbefolkningen til nul…. Man kan ikke løse problemet i sin helhed uden at tage fat på grundlæggende politiske spørgsmål, hvoraf det vigtigste er oprettelsen af en suveræn palæstinensisk stat med hovedstad i Østjerusalem,” sagde han.

Men løsningen ligger på et endnu højere plan. Som Helga Zepp-LaRouche har insisteret på, vil kun en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur på verdensplan, som tager alle nationers interesser i betragtning, kunne løse denne slags konflikter, der strækker sig over flere generationer. Det vil aldrig blive løst inden for en given region eller den nuværende fejlslagne ramme, men kun ved at ændre den faktiske ramme, inden for hvilken problemet eksisterer – i dette tilfælde et døende oligarkisk system, som geopolitiske konflikter i det såkaldte Mellemøsten blot er et udslag af.

I en tale på Central Connecticut State University i 2009 italesatte Lyndon LaRouche problemet i Sydvestasien:

“Se ikke Mellemøsten som noget, der har sin egen historie, men Mellemøsten som noget, der er en del af historiens proces.

“Og … lad være med at se på den israelsk-arabiske konflikt. Ignorér den ikke, men lad være med at se på den. For konflikten er ikke bestemt af israelerne eller araberne. Den bestemmes af internationale kræfter, som har øje for denne region. Hvordan det? Som et krydsfelt mellem Middelhavet og Det Indiske Ocean, Europas forhold til Asien, Europas forhold til Østafrika og så videre.

“Derfor er det du ser, netop det.”

“Gå nu tilbage og spørg, hvor briterne fik den idé fra – som de gjorde med Sykes-Picot – hvorfra fik de den lyse idé at holde den arabiske befolkning, og det, der blev til den israelske befolkning, i permanent splid med hinanden? At slå hinanden ihjel over land, der ikke var værd at kæmpe om, hvad angår dets kvalitet.

“… Og man sidder der med fortvivlelse, og man siger, vil disse mennesker bare begå selvmord og uddø? Dræbe hinanden til udryddelse? Hvad er der galt her?

“Jamen, der er nogen, der manipulerer dem. Nogen udnytter og orkestrerer situationen….

“Vi er derfor nødt til at gå fra at tænke på konflikt mellem nationer og regioner til alternativet til konflikt, ved at finde det der forener os gennem vores fælles formål som uafhængige suveræne nationer, i stedet for at søge en løsning på den konflikt, vi nu har indbyrdes. Det er den eneste chance, vi har. Og når man ser på mulighederne for denne region, ligesom Sydvestasien, så vil den eneste chance ikke opstå inde fra Sydvestasien. Vi vil gøre, og må gøre, hvad vi kan for det område, for at forsøge at stoppe blodsudgydelserne, pinen, for at forhindre krigen. Men det vil ikke lykkes, før vi ændrer historien, ændrer den verden, som denne region er en del af.”

I næste uge begynder Kinas tredje Bælte & Vej Forum for Internationalt Samarbejde, hvor 130 lande vil være repræsenteret for at diskutere økonomisk udvikling på tværs af kontinenter og civilisationer. Det vil være et godt sted at starte for at få verden til at bevæge sig i en anden retning.

1. Lyndon LaRouches og Helga Zepp-LaRouches 50 år kampagne for en retfærdig ny økonomisk verdensorden v/ Michelle Rasmussen: næstformand, Schiller Instituttet i Danmark.

2. Afrika på vej væk fra kolonitiden og et perspektiv for økonomisk udvikling (på engelsk) v/ Andrews Nkansah, Ph.d.: fra Ghana, undergeneralsekretær for den internationale African Diaspora Congress (ADC), ekpert i bl.a. vandressourcer og landbrug.

3. Forandringer i Indien, og Indiens rolle som en leder af det Globale Syd v/ Mrutyuanjai Mishra: fra Indien, skriver artikler og debatindlæg om Asien og Indien i bl.a. Politiken og Times of India, antropolog, konsulent og underviser.

Kontakt os: +45 53 57 00 51;
si@schillerinstitut.dk
Dansk: www.schillerinstitut.dk
Præsentationsvideo: Schiller Instituttet: Fred Gennem Udvikling: https://www.youtube.com/watch?v=hJPD7…
Andre vigtige hjemmesider:
English: www.schillerinstitute.com
www.laroucheorganization.com
www.larouchepub.com
www.larouchepub.com/eiw

Ikke korrekturlæst.

Onsdag den 11. oktober 2023 

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Schiller Instituttets stifter og formand Helga Zepp-LaRouche. Det er onsdag den 11. oktober 2023. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg vil være jeres vært i dag. Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til Helga, kan du sende dem til os på questions@schillerinstitute.org.

Helga, i sidste uge advarede du om den voksende fare, som verden står over for, med fortalerne for USA’s og NATO’s unipolære orden, der har forpligtet sig til at optrappe krigen mod Rusland i Ukraine. Efter at formand McCarthy i Repræsentanternes Hus blev afsat, hvilket bragte en del af finansieringen til Ukraine i fare, er der nogle, der nu kræver så meget som 100 milliarder dollars i yderligere midler til Ukraine.

Og nu har vi en potentielt forværret krise i Sydvestasien, hvor Israel har forpligtet sig til, hvad de kalder en “fuldstændig belejring” af Hamas i Gaza, hvilket også vil påvirke den palæstinensiske befolkning der. Netanyahu har opfordret til ” mægtig hævn”, og USA har sendt en hangarskibsangrebsgruppe, USS Gerald R. Ford, til det østlige Middelhav; og forsvarsminister Austin meddelte, at de måske vil sende endnu en, USS Dwight D. Eisenhower hangarskibsgruppe senere i forløbet. Og Biden opfordrer til fuld støtte til Israel i denne situation.

I denne sammenhæng har Schiller Instituttet udsendt en opfordring til handling: “Ikke flere penge til våben i Ukraine! Ingen verdenskrig med Rusland eller Kina!” I betragtning af konjunkturen er det indlysende, at modstanden mod krigshøgene må blive mere synlig og mere højlydt. Hvad er din vurdering af, hvor tæt vi nu er på en fuldskala Tredje Verdenskrig?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Udviklingen i Sydvestasien siden i lørdags har helt klart tilføjet en ny dimension til denne fare. Det, der udspiller sig i det såkaldte Mellemøsten, er en komplet tragedie, og det er den udvikling, der startede for 75 år siden, og lige siden har man set det ene skridt efter det andet, oven i hinanden; der er blevet begået uretfærdigheder. Den situation, som nu er brudt ud i Gaza, har tydeligvis stået på i meget lang tid, og der er mange spørgsmål, som er helt ubesvarede. Der er dem, der siger, at det er umuligt, at Israel med sin absolut upåklagelige efterretningstjeneste ikke skulle have bemærket Hamas’ forberedelser – det kan jeg ikke bedømme. Der er så mange faktorer, som jeg mener, skal evalueres meget nøje. Men det er helt klart, at vi nu har et udbrud af en meget kompliceret, meget kompleks situation, som alene, selv uden Ukraine-situationen, har potentiale til at føre til Tredje Verdenskrig.

Beskyldningen fra Wall Street Journal og andre om, at Iran skulle have støttet Hamas, tror jeg, at andre mennesker, som er meget vidende om situationen på stedet, klart afviser og siger, at det absolut ikke er tilfældet. Men Netanyahu er kommet med udtalelser i den retning. Hvis det kommer til en optrapning, der involverer alle de forskellige grupperinger i Libanon, i Syrien, i Yemen, og Iran og Israel til sidst bliver involveret i en krig, hvor det utænkelige kan ske, vil det være vejen til Tredje Verdenskrig, det er der ingen tvivl om. Folkets situation nu er utrolig, jeg mener, på begge sider naturligvis: Men det, der sker nu med befolkningen i Gaza, er, at talsmanden for IDF har opfordret folk til at tage til Egypten via den eneste åbne port på grænsen mellem Egypten og Gazastriben. Men den bliver bombarderet! Så hvad skal folk gøre?

FN’s menneskerettighedskommissær har sagt, at ideen om at lave en fuldstændig blokade, der afskærer befolkningen i Gazastriben fra elektricitet, vand, mad og andre livsvigtige fornødenheder, er en klar overtrædelse af international lov. Og det er kollektiv afstraffelse, som er fuldstændig ulovlig, fordi den straffer civile. Når man kommer ind i en lang, lang situation med uretfærdighed, sker der naturligvis grusomheder på alle sider, og faren er nu, at en meget blodig konflikt vil udspille sig med potentiale til at gå ud over regionen og føre til verdenskrig, for hvis den involverer Iran, tror jeg, at vi er ude over alle grænser.

Så jeg kan kun sige, at det er en komplet tragedie. Det skal stoppes med det samme, og jeg tror, det er meget vigtigt at skelne mellem de mennesker, der siger, at kampene skal stoppes med det samme: Uanset hvad den forfærdelige situation er, skal den løses gennem diplomati. Og dem, der siger: Nej, vi står ved Israels side, uanset hvad. I den første kategori er det eftertrykkeligt Rusland og Kina, som har opfordret til ro, til at vende tilbage til forhandlingsbordet; og naturligvis er det alle lederne i det såkaldte Vesten, inklusive Biden, Scholz, Macron, Meloni og andre, som siger, nej, der skal være ensidig støtte til Israel. Men det er ikke så selvindlysende: Man kan være for Israel, men hvad er Israel? Hvis man ser på alle de førende aviser i dag, opfordrer de alle til, at Netanyahu træder tilbage, og de opfordrer grundlæggende oppositionen til at rejse sig. Netanyahu opfordrer til en nødregering af alle partier, men det er yderst tvivlsomt, at alle disse partier ønsker at gøre det, i betragtning af at Netanyahu i den seneste tid har været præget af utrolige interne stridigheder. Så “at være for Israel” betyder ikke nødvendigvis, at man er for den nuværende regering, som kan blive afsat i løbet af kort tid. Det er meget, meget svært at sige.

Så jeg tror, at hvis man ser på situationen som sådan, så er der måske folk, der er så super-duper eksperter, at de kan sige præcis, hvad der er løsningen for Mellemøsten. Jeg kan kun sige, at hvis man ser på den strategiske situation som en helhed, og det inkluderer, hvad der foregår i USA, hvad der foregår med Ukraine, stedfortræderkrigen mellem USA og Rusland om Ukraine, og nu den nye krig mellem USA og Rusland om Ukraine, og hvad der sker med Ukraine, så er det svært at sige. Det er grunden til, at jeg for mere end et år siden opfordrede til en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til alle verdens landes interesser – og det betyder virkelig alle lande, ikke kun nogle – og det betyder, at der kun kan skabes fred gennem udvikling. Kun hvis man ændrer det nuværende system, som øger kløften mellem rig og fattig, og erstatter det med et nyt kreditsystem, som gør det muligt for hver enkelt stat at udvikle sig og overvinde de forfærdelige forhold, som mange mennesker i verden lever under, kun da har man en chance for at få fred.

Nu mener jeg, at der skal være en diskussion om en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Jeg tror, at et referencepunkt kan være Den Westfalske Fred, som faktisk udviklede dette princip om, at en fred altid skal tage hensyn til den andens interesser. Det er det vigtigste princip, og hvis nogen siger, at jeg kun tager mig af den ene parts interesser, så udelukker man muligheden for fred! Og alle de mennesker, der nu så selvretfærdigt påstår, at de ved, hvad de skal gøre, bør tænke over det princip. For hvis man ikke tager hensyn til den andens interesser, vil der aldrig blive fred.

Jeg mener, at der er et vist håb, så jeg siger ikke, at situationen er dyster, selv om den er meget, meget farlig. Men jeg tror, at håbet for eksempel afspejles i den nye hvidbog, som Kina netop har udgivet i anledning af 10-års jubilæet for Bælte & Vej Initiativet. Jeg er sikker på, at det vil blive diskuteret mere indgående på Belt and Road Forum, som starter i næste uge. Her vil man naturligvis diskutere det enorme potentiale, der ligger i ideen om et fællesskab med en fælles fremtid for hele menneskeheden, baseret på udvikling. Så der er en ramme for at løse alt dette. Det vil dog kræve, at unilateralismen stopper, at blokdannelsen stopper, og at vi accepterer ideen om, at det såkaldte Vesten skal samarbejde med landene i det Globale Syd og fuldstændig ændre aksiomerne i deres tankegang.

Jeg ved ikke, om det er muligt. Ser du, problemet er, at de vestlige eliter i den seneste tid har demonstreret en så absolut manglende evne til at reflektere over deres fejltagelser, at det er et stort spørgsmål, om de er i stand til og villige til at gøre det. Og det gør det endnu mere presserende at opbygge en international fredsbevægelse, som er stærk nok til at blive hørt, især af det store flertal af mennesker, som til dels hader mainstreammedierne, og afskyen mod mainstreammedierne vokser. Men mange mennesker føler, at de ikke har nogen anden kilde til information, og mange mennesker føler også, at der absolut ikke er noget, de kan gøre. Det er ikke sandt! Man kan gøre noget, og vi forsøger lige nu at forene fredsbevægelsen internationalt for at blive stærkere og gå over til en helt anden tingenes orden, hvor menneskehedens interesser, vores allesammens interesser, kommer i første række, og først derefter kommer de nationale interesser.

Det er nogle af mine refleksioner over en meget alvorlig og meget farlig situation.

SCHLANGER: Du har lige hørt åbningstalen fra Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller Instituttet. Jeg nævnte denne opfordring til handling fra Schiller Instituttet; den er oppe på hjemmesiden nu: “Ikke flere penge til våben i Ukraine! Ingen verdenskrig med Rusland eller Kina!”

Nu har vi en række spørgsmål til dig, Helga, som kommer fra denne uddybning af krisen. Lad mig starte med et: Jeg talte med en journalist fra Sydvestasien i dag, som sagde, at de israelske angreb på Gaza truer med at skabe en dybere humanitær krise – som du nævnte, afskæringen af vand, mad og medicin – og han nævnte, at Egypten opfordrer til en løsning; det samme gør nogle af de andre lande i regionen. Men det pres, der bliver lagt på dem, især siden Egypten og Saudi-Arabien begge er blevet nye medlemmer af BRICS, og så sagde han: “Jeg er ikke konspirationsteoretiker, men sætter denne krise ikke BRIKS under pres for at tilpasse sig Vesten?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror ikke, det er muligt under de nuværende forhold, fordi Vesten insisterer på det, de kalder den “regelbaserede orden”, som dybest set er ideen om, at de har ret, og at de andre tager fejl, og at de er overlegne, og at deres regler er gode, og at alle andre har forkerte ideer. Og den arrogance og overlegenhed vil ikke fungere.

Hvis du tænker på, hvad der er sket i de seneste måneder, så havde du Kinas spektakulære indsats, der bragte Iran og Saudi-Arabien sammen, og de begyndte at udveksle diplomater, de begyndte at tale med hinanden, og det var på vej til at løse konflikten mellem shiamuslimerne og sunnimuslimerne i regionen, som havde konsekvenser i mange andre lande.

Lidt senere kom ideen om, at Iran og Saudi-Arabien og Emiraterne og Egypten alle bliver en del af BRIKS; det er meningen, at det skal starte den første dag næste år. Og det ville naturligvis lægge grunden til at løse alle problemer, for hvis man har en tilnærmelse mellem de store religionsstammer og økonomisk udvikling, som kun kan komme gennem det fælles samarbejde om projekterne i Belt and Road Initiative, ville situationen se ekstremt lys ud.

Men så var der helt klart en indsats for at få de såkaldte “demokratier” til at opbygge en alliance mod de såkaldte “diktaturer”, som er en ren konstruktion, for hvem der er et diktatur, og hvem der er et demokrati, kan stadig diskuteres, for hvis man ser på de faktiske forhold, giver det et meget anderledes billede. Men der var en klar indsats fra især Biden-administrationen for at skabe en tilnærmelse mellem Israel og Saudi-Arabien, og der er flere stemmer, der grundlæggende siger, at for Hamas var dette ved at blive uacceptabelt, fordi det efterlod det palæstinensiske spørgsmål helt ude af billedet. Men det var måske kun den sidste, endelige udløser af en lang, langstrakt situation, for faktisk karakteriserede folk situationen i Gazastriben som et udendørs fængsel, og det var, hvad det var.

Så hvad der udløste dette udbrud, det kræver mere efterforskning og så videre, men det var helt sikkert noget, der måtte ske, for man kan ikke – det er ligesom det, der står i Uafhængighedserklæringen, et land, et folk kan udholde en uretfærdig situation i meget lang tid, men der kommer et punkt, hvor det bliver uudholdeligt. Og var det bare, fordi det blev uudholdeligt, på grund af denne israelsk-saudiske tilnærmelse? Eller var der en anden grund til at udløse det nu, hvor det tydeligvis var forberedt i månedsvis, hvis ikke længere? Det er alt sammen spørgsmål, jeg ikke kan besvare: Men hvad der er et faktum er, at løsningen på, hvordan vi kommer ud af det, jeg er bange for, at dette vil udspille sig i en forhåbentlig kort tid og forårsage, at mange flere mennesker dør, men det skal afvikles så hurtigt som muligt. Der skal være en fuldstændig intervention. Alle, der har nogen indflydelse der, som for eksempel Erdoğan og andre, må absolut lægge deres vægt ind for at stoppe dette blodbad, for det dræber for mange mennesker, og det er absolut utåleligt. Og når man først kommer ind i en spiral af sådanne ting, bliver det værre, for så kommer der endnu en hævn og endnu en hævn, og den onde cirkel skal afbrydes, og reel økonomisk udvikling skal sættes i stedet.

Så er der håb om at ændre det? Det vil jeg tro, men jeg tror kun, at løsningen kan komme fra det Globale Syd, at BRIKS og de andre lande i det Globale Syd bliver stærkere, de er flertallet i verden; og at folk i Vesten ændrer deres regeringspolitik! For det er ikke det Globale Syd, der har taget fejl, det har været det Globale Nord og det Globale Vesten, der har svigtet verdenssituationen, faktisk i 600 år, siden kolonialismens begyndelse.

SCHLANGER: Jamen, det fører til de næste to spørgsmål, som jeg vil tage med sammen. Vi har et spørgsmål, hvor nogen skrev: “Putin gav et interessant billede af den strategiske situation i sin tale til Valdai-klubben. Har du læst den? Og hvis ja, kan du så kommentere på det, han sagde?” Og så er der en anden kommentar, en person skrev ind og sagde: “Jeg hørte, at Putin fordømte neokolonialisme, virksomhedsoligarki og Klaus Schwab og World Economic Forum? Hvad siger det om de konspirationsteoretikere, der siger, at Putin og Rusland og Kina alle er med i den store nulstilling og den nye globalistiske verdensorden?” Så lad os starte med Putin i Valdai-klubben.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, at ideen om, at Putin er med i World Economic Forum, er helt absurd! Jeg vil virkelig råde alle til at læse Putins tale, som er meget lang, men den giver et meget differentieret billede. Og bortset fra al den antirussiske bias og propaganda, så er det en ekstremt rationel, rolig person, som er meget klarsynet, og som har et meget klart perspektiv for verden, og hvor den bør bevæge sig hen.

Jeg tror, at det mest imponerende for mig var, bortset fra det faktum, at han igen gav en historie om, hvordan Ukraine-krigen udviklede sig, ret detaljeret – så folk burde virkelig læse det. For krigen startede ikke den 24. februar 2022. Så den del var ekstremt vigtig. Men det, der imponerede mig mest, var hans diskussion om alle kulturers absolutte ret til at udvikle sig på grundlag af deres egen tradition og identitet; verdenssystemets multipolaritet, at det er fuldstændig illegitimt og ikke tilladt, at et land eller en gruppe af lande påtvinger en anden gruppe mennesker deres ideer om, hvordan verden skal være, men at kulturernes tradition, som de er vokset, har ret til at udfolde sig på deres egen måde.

Jeg synes, det er et meget vigtigt princip, for hvis man tænker på de forskellige kulturer rundt omkring i verden, så tænk på Indien, Thailand, Malaysia, Vietnam, Kina, Rusland, Balkan-landene, Italien, Frankrig, Afrika, Latinamerika: Alle disse lande er så forskellige, og de bidrager med så meget – hvert land har på et eller andet tidspunkt bidraget med noget vigtigt til den universelle historie. Så i al deres mangfoldighed har de også ting, der bidrager til udviklingen af den universelle historie som helhed. Så jeg tror, at respekt for forskellighed og anerkendelse af det, der er universelt, er grundlaget for fred. Det synes jeg, Putin udtrykte på en meget dybsindig måde. Så jeg kan kun opfordre til, at man ikke bare lytter til medierne: Læs hele talen! Det er forresten et gammelt princip fra humanisterne, som altid sagde: “Gå til kilderne.” Og i det tilfælde burde Putin være sådan en kilde.

SCHLANGER: Det plejede din mand også ofte at sige.

Nu har vi et spørgsmål om Robert F. Kennedy Jr.s meddelelse i denne uge om, at han vil stille op som uafhængig præsidentkandidat. Vi har selvfølgelig selv oplevet korruptionen i Demokraternes nationale ledelse og i DNC, men spørgeren spørger: “Hvad synes du om Kennedy-kampagnen?”

ZEPP-LAROUCHE: Tja, jeg synes helt sikkert, at der er et glimt af håb i horisonten. Selv om jeg nok ikke er enig i alle de ting, han har sagt, så synes jeg, det er et frisk pust på den politiske scene i USA, fordi han tydeligvis minder om sin onkel, John F. Kennedy, hans fredstanke, og tydeligvis også afspejler nogle af sin fars synspunkter; og han er også tæt på Martin Luther King.

Jeg tror, at Biden nu har et stort problem, for da Biden og DNC lavede reglerne for primærvalgene på en sådan måde, at det blev klart, at uanset hvor mange stemmer Robert Kennedy ville få, ville de ikke blive talt med på det grundlag, at Det Demokratiske Parti siger: “Åh, vi kan lave klubbens regler, for når alt kommer til alt, er Det Demokratiske Parti en privat klub, Det Demokratiske Parti er jo en privat klub,” og det var sådan, de argumenterede for at stjæle mange af min mands delegerede i Arkansas under hans præsidentkampagne [i 2000], og det var helt klart en overtrædelse af loven om vælgernes rettigheder, og det Demokratiske Parti indikerede nu klart, at de også var villige til at gå den vej. Men når man nu ser på den procentdel af demokratiske vælgere, som i meningsmålingerne har sagt, at de ville stemme på Kennedy som uafhængig – en meningsmåling, jeg så, viste endda, at 63% af demokraterne ville stemme på Kennedy – så synes jeg, at det er en grund til, at Biden er blevet lidt mere fornuftig på mange punkter.

Og man kan kun håbe, at Kennedys sikkerhed er meget god i betragtning af hans families historie. Men skylden, hvis det skete for ham, hvad der skete for hans onkel og hans far, det ville være sådan et mareridt, at jeg tror, at ingen i USA ved deres fulde fem ville ønske at gå den vej, fordi det ville rive landet fra hinanden på en måde, som sandsynligvis ikke ville være til at skjule.

Jeg finder det meget håbefuldt, og jeg tror, at USA kan vende tilbage til deres tradition for en republik. Jeg ved, at det er et meget vanskeligt forslag lige nu, i betragtning af at magthaverne synes at være så stærke, men jeg tror ikke, at ånden i den amerikanske republik, den amerikanske forfatning, den amerikanske revolution, som trods alt var den første uafhængighedskrig mod det kolonialistiske system, mod det britiske imperium, jeg tror, at den tradition kan fremkaldes. Og det ville ændre verden til det bedre så dramatisk, at jeg tror, alt ville falde på plads, fordi det ville imødekomme et krav fra flertallet af verdens lande om, at verden skulle bringes ind i et mere retfærdigt system.

Det er en meget spændende periode, og jeg kan kun sige: Sid ikke på sidelinjen, bliv aktiv sammen med os for at sikre, at verden bevæger sig i retning af fred og en ny orden.

SCHLANGER: LaRouche-kandidaten til det amerikanske senat i New York, Diane Sare, udsendte en meget god erklæring om vigtigheden af Kennedy-kampagnen. Selvfølgelig har DNC sin opfattelse af, at det er den regelbaserede orden, men jeg vil gerne påpege, at meningsmålingerne viser, at to tredjedele af demokraterne ønsker, at Biden ikke stiller op. Så det, du siger, er helt sikkert tilfældet.

Jeg har et par spørgsmål, Helga, som går lige i hjertet af nogle filosofiske tanker, som jeg ved afspejler din tankegang, og jeg vil gerne læse dem for dig. Det ene er fra Thomas, som ofte sender et spørgsmål ind. Han spørger om coincidentia oppositorum, og han siger: “Det, du efterlyser, er en højere filosofisk tilgang til at løse problemer.” Men han sagde: “Der er et problem med den nuværende degenerering af kulturen. Kan det fungere at bruge et sådant filosofisk princip i betragtning af dets kompleksitet og den generelt dårlige kvalitet af folks tænkning?”

Og jeg vil gerne forbinde det med en kommentar fra Tony Magliano fra Pax Christi, som rejser et spørgsmål om katolsk sociallære, der lægger vægt på kærlighed, social retfærdighed og fred, respekt for alt liv. Ville det være nyttigt i håndteringen af krisen?

ZEPP-LAROUCHE: Det tror jeg absolut. For det er sandt, at den nuværende vestlige kultur er absolut degenereret. Jeg tror, vi har en dyb kulturel krise, sandsynligvis værre end i slutningen af Romerriget, fordi det liberale system er gået i retning af “alt er frit, alt er tilladt” i så lang tid, at man har et sandt morads af degeneration. Det overser jeg ikke et sekund.

Men heldigvis har vi rundt omkring i verden kulturer, som har afvist det. Jeg ved, at mange mennesker ikke har den rette forståelse, men den kinesiske idé om en harmonisk udvikling af alle nationer, baseret på den lange konfucianske tradition, har en lignende tilgang. Man finder lignende ideer i mange andre kulturer og religioner, og især er jeg helt enig i den augustinske tradition i den kristne tro. Jeg mener, at ideen om agape, om kærlighed, er den absolutte, uundværlige ingrediens, for kun hvis folk vender tilbage til en kærlighed til menneskeheden, har vi noget håb om at løse de mange problemer, vi har berørt i dag.

Desuden mener jeg, at Kirkens sociale lære er absolut nødvendig, for hvis alle de partier, der har et “C” i deres navn, som de kristne demokrater i Tyskland, den kristne sociale union, hvis de ville følge kravene i Kirkens sociale lære eller pavens encyklikaer, ville vi ikke være i denne krise. Problemet er, at de kun taler om disse værdier, men de handler ikke efter det.

Men jeg kan kun sige, at jeg har et stort håb om, at hvis alle religionerne i den nuværende krise ville træde frem og ikke være en del af dette “del og hersk”-spil, men faktisk gå ud over den nuværende situation og forene sig om spørgsmålet om fred – absolut!

Og siden Thomas nævnte coincidentia oppositorum: Det er et vanskeligt begreb, det indrømmer jeg. Men jeg synes, det er en af de mest værdifulde anstrengelser at forsøge at forstå det. Naturligvis kom Nicolaus af Cusa til ideen gennem sine teologiske diskussioner og refleksioner, hvor han tænkte på skabelsens mangfoldighed, mangfoldigheden af alt materielt omkring os og behovet for at lede efter den Ene, som forener denne mangfoldighed. Og han kom til den konklusion, at den Ene, den højere Ene, naturligvis er Gud. Og kun hvis man tænker på ideen om, at mennesket er Guds levende billede, imago viva Dei; ikke bare Guds billede, imago Dei, men imago viva Dei, Guds levende billede; som, når mennesket forsøger at være sådan, kopierer de mest ædle aspekter af det guddommelige, nemlig kreativiteten for det fælles bedste. Når man tænker alle disse ting igennem, kommer man til den konklusion, at når man først har denne vis creativa i sig, kan man altid begrebsliggøre det højere Ene, det højere niveau, hvor alle modsætningerne går op i en højere enhed. Og det er en metode, når man tænker på Gud på denne måde, denne delvist negative teologi, hvor man ikke ønsker at give Gud et navn, som selv navnet “den Almægtige” eller “den Alvidende”, det er allerede begrænsninger, for når man siger noget så konkret om Gud, udelukker man allerede visse ting, og man projicerer sine egne menneskelige synspunkter. Og det er derfor, Nicolaus af Cusa gjorde en stor indsats for at nå frem til en definition af Gud, som ikke var begrænset af menneskelige projektioner.

To andre ekstremt vigtige skrifter er for eksempel De Visione Dei, Om synet af Gud, og De Non Aliud, som er et meget udfordrende skrift! Men hvis du læser disse ting, er det gode, at det forhindrer dig i at knytte dine tanker til et fast objekt. Så at læse Cusa og forsøge at forstå ham er det bedste våben mod aristotelisme, fordi det forhindrer dig i at hægte dig fast på en nem forklaring, og det tvinger sindet til at tænke på dette højere niveau, som er kilden til kreativitet. Enhver komponist af klassisk musik vil straks forklare dig, at det er nødvendigt for at skabe en komposition som for eksempel Beethovens symfonier eller de store dramaer. Fordi du er nødt til at have denne idé om det højere i dit sind, før du overhovedet begynder at spille den første tone eller skrive det første ord i et drama.

Så det er en måde at tænke på. Og jeg er enig i, at det er svært, men jeg er også optimistisk med hensyn til, at man kan overvinde det, og jeg tror, at det, vi har brug for, er en slags råd af de vise, verden over, af mennesker, der er villige til at overveje en sådan måde at tænke på, for at overvinde de nuværende modsætninger. Og jeg tror, at nogle mennesker allerede viser dette som en kvalitet.

SCHLANGER: Helga, tak for det svar, og fordi du er med os igen i dag, vi er forhåbentlig tilbage i næste uge. Nogen afsluttende ord? Jeg må igen understrege, at folk kan downloade den nye opfordring til handling, “Ikke flere penge til våben i Ukraine! Ingen verdenskrig med Rusland eller Kina!” Er der noget andet, du vil tilføje?

ZEPP-LAROUCHE: Ja, du bør kontakte os, for vi er i gang med at danne en international fredskoalition, som allerede har tilslutning fra omkring 100 organisationer og enkeltpersoner fra mange dele af verden, og vi forsøger at opbygge den til at blive en stadig stærkere koalition af mennesker, der modsætter sig optrapningen til Tredje Verdenskrig. Og du bør kontakte os, og så vil vi inkludere dig i denne kamp, som er meget vigtig. Så lad være med at sidde på sidelinjen: Bliv aktiv sammen med os!

SCHLANGER: OK, tak Helga, og vi ses i næste uge.

ZEPP-LAROUCHE: På gensyn i næste uge.

1. Politisk orientering med formand Tom Gillesberg (Den 7. oktober, dvs. inden Hamas’ angreb på Israel.)

2. Baggrunden til krigen i Ukraine med Jens Jørgen Nielsen, Rusland/Ukraine ekspert

Se også 2. del om kampagnen for en ny retfærdig økonomisk verdensorden

Kontakt os: +45 53 57 00 51;

si@schillerinstitut.dk

Dansk: www.schillerinstitut.dk

Præsentationsvideo: Schiller Instituttet: Fred Gennem Udvikling: https://www.youtube.com/watch?v=hJPD7…

Andre vigtige hjemmesider:

English: www.schillerinstitute.com

www.laroucheorganization.com

www.larouchepub.com

www.larouchepub.com/eiw

9. oktober 2023 (EIRNS) – Der er to reaktioner internationalt på de forfærdelige begivenheder i Israel/Gaza i sidste weekend, som nu forværres minut for minut. Der er dem, der forsøger at udnytte det ud fra geopolitiske, onde hensigter, og der er dem, som opfordrer til våbenhvile, ro og til at tage fat på at løse de faktorer, der førte til en sådan rædsel. Af respekt for de forfærdelige personlige kvaler, der umiddelbart er involveret, er der intet andet udgangspunkt for at se på krisen end fra højeste niveau, så man kan handle for at afslutte den.

På den geopolitiske side er der mange skæbnesvangre træk. USA har sendt en slagstyrke, ledet af verdens største hangarskib, USS Gerald R. Ford, ind i det østlige Middelhav som en magtdemonstration og beredskab til angreb. USA’s forsvarsminister Lloyd Austin har beordret ammunition og forsyninger til Israel for at understøtte en maksimal hævnaktion. Den Europæiske Union suspenderede i dag al livsopretholdende humanitær hjælp til Gaza. EU-kommissionen handlede uden at konsultere sine 27 medlemslande. De mødes til hastemøde tirsdag den 10. oktober. EU suspenderede sin bistand, samtidig med at Israel har indført en “fuldstændig belejring” for at afskære al elektricitet, vand, mad og andre forsyninger til de 2,3 millioner mennesker i Gaza.

I alt er dødstallet blandt palæstinensere og israelere, og andre nationaliteter fra Thailand til USA, mere end 2.000, med tusindvis af sårede, og der er intet ophør i sigte.

På fornuftens og medfølelsens side er der opfordringer til våbenhvile, til at indlede forhandlinger og til at gøre noget ved den elendighed, der præger Gaza og de palæstinensiske områder, og til at etablere to stater for befolkningerne i Israel og Palæstina. Dette blev gentaget i dag af generalsekretæren for Den Arabiske Liga, Ahmed Aboul Gheit, og af den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, der mødtes i Moskva, og som forpligtede sig til at “stoppe blodsudgydelserne.” Lavrov talte om at arbejde “med de lande, der er interesserede i at etablere varig fred i Mellemøsten.” Gheit, en tidligere egyptisk udenrigsminister, erklærede: “Vi kræver, at der skabes politiske udsigter og en retfærdig løsning på den palæstinensisk-israelske konflikt.”

Det samme synspunkt er blevet erklæret som Kinas politik og gentaget i dag i Beijing af præsident Xi Jinping, da han mødtes med det amerikanske senats flertalsleder Charles Schumer (D-NY), som ledede et kongresbesøg i Kina, og som skosede Kina for ikke at støtte Israel stærkt nok.

I mellemtiden er der et ildevarslende pres for at opbygge en sag om, at Iran er ansvarlig for Hamas-angrebet, så derfor “fortjener” Iran et vestligt (NATO-) angreb – en udløser for global holocaust….

I dag talte Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj (via video) til NATO’s parlamentariske forsamling i København, hvor han sammenlignede Rusland og Hamas som terrorister på grund af deres “uprovokerede” angreb. Han krævede, at USA overvandt sine “interne” politiske skænderier og fremskaffede pengene til våben og støtte til Ukraine.

Disse få opdateringer understreger den kritiske opfordring til handling, som Den Internationale Fredskoalition, Schiller Instituttet og samarbejdende netværk og personer verden over udsender: Stop krigsførelsen! Afskær finansieringen. [Indled forhandlinger]

Schiller Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, udtalte i dag: “Jeg tror, at vores tilgang, uanset hvad situationen er på jorden, er, at man ikke kan se på nogen af disse situationer enkeltvis og alene. Man er nødt til at se på Ukraine, NATO’s udvidelse siden 1990; krigen i Ukraine, faren for, at det fører til Tredje Verdenskrig på kort sigt. Nu har vi derudover situationen i Sydvestasien. Andre konflikter er under opsejling, som Taiwan-spørgsmålet med Kina, Global NATO. Og så har vi en masse mindre konflikter, som ikke desto mindre er meget alvorlige for de mennesker, de angriber, som Armenien og Aserbajdsjan over Nagorno-Karabakh. Og for slet ikke at tale om Haiti og Afghanistan og alle de andre forfærdelige situationer.

“Så vores tilgang må være, at vi absolut må katalysere det hele ind i et nyt paradigme, for kun hvis man etablerer en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til alle landes sikkerheds- og udviklingsinteresser, kan der komme en fredelig løsning. Og det har været vores politik siden begyndelsen af krigen i Ukraine, og jeg mener, at det også er tilfældet med situationen i Sydvestasien.”

På tidspunktet for udsendelsen af denne advarsel vil Schiller Instituttet offentliggøre en international erklæring som en opfordring til handling. I Washington, D.C., vil LaRouche-organisationen onsdag den 11. oktober ved middagstid uden for Kongressen afholde et møde med temaet “Ingen penge til Ukraine, ingen Tredje Verdenskrig med Rusland og Kina.”

En talsmand for Schiller Instituttet rapporterede her til aften: “I de næste timer og dage må USA’s kongres, parlamenterne i Canada og Europa, præsidenterne i Central- og Sydamerika og regeringerne i Asien og Afrika høre og se verdens folk stå op for menneskeheden imod en verdenskrig med Rusland/Kina og ”krigsskuepladsernes befolkningskrige, som er en del af denne verdenskrig. Vi er nødt til at tage telefonerne og komme ind på embedsmændenes kontorer, vi er nødt til at gå ud på gaderne og foran regeringsinstitutioner for at sige, at krig ikke er svaret; at det er en forbrydelse mod menneskeheden at påtvinge de besiddelsesløse og fattige krig; at der ikke skal bruges en eneste dollar mere på våben til Ukraine…..” [Begynd forhandlinger]

Foto: Belle Co, Pexels CCO

6. oktober 2023 (EIRNS) – I dag afholdt den 69. session af NATO’s Parlamentariske Forsamling i København en indledende pressekonference for at beskrive de vigtigste emner for sessionen. EIR’s journalist stillede de første to spørgsmål om fredsforslaget, der blev fremsat den 28. august af fire fremtrædende tyskere. EIR i Danmark har lagt en video ud af udvekslingen.

Pressekonferencen blev ledet af Michal Szczerba, fungerende formand for NATO’s Parlamentariske Forsamling, fra Polen; Mads Fuglede, leder af den danske delegation; og Ruxandra Popa, generalsekretær for NATO’s Parlamentariske Forsamling. Den Parlamentariske Forsamling består af 240 parlamentarikere fra de 31 NATO-lande, plus gæster og personale.

EIR’s Michelle Rasmussen rejste det første spørgsmål:

“For en måned siden blev et forslag med titlen ‘Afslutning af krigen i Ukraine med en forhandlet fred’ udsendt af fire fremtrædende tyskere: General Kujat, tidligere formand for NATO’s militærkomité og tidligere stabschef for den tyske hær; Peter Brandt, historiker og søn af Willy Brandt; Horst Teltschik, tidligere præsident for München Sikkerhedskonferencen, og professor Hajo Funke.

“Den advarer om, at vi er kommet til et afgørende punkt, efter at den ukrainske offensiv ikke har gjort væsentlige fremskridt – at der enten er en farlig optrapning, der sætter Rusland og NATO i en mere direkte konflikt, som kan føre til atomkrig, eller at vi bevæger os mod at afslutte krigen i tre faser: en FN-organiseret våbenhvile og tilbagetrækning; forhandlinger om at bestemme status for de østlige regioner og et neutralt Ukraine; og en ny europæisk sikkerhedsarkitektur.

“Vores redaktør Helga Zepp-LaRouche har foreslået en bred diskussion af forslaget, som vi trykte i denne uge. Tror I, at der vil være en mulighed for, at NATO’s Parlamentariske Forsamling kan diskutere en vej til en forhandlingsløsning, før det, som forfatterne hævder, er for sent?”

Michal Szczerba svarede, at vi vil gøre det krystalklart, at vi støtter Ukraine, så længe det tager at sejre og vinde, og at vi også vil holde Rusland ansvarlig for deres forbrydelser. Vi vil diskutere, hvad vi mere kan gøre for at støtte Ukraine. Han bifaldt, at Danmark har taget føringen i F-16-koalitionen. Med hensyn til dit spørgsmål, fortsatte han, bør intet besluttes uden Ukraine. Ukraine bør beslutte, om de vil forhandle eller ej. De ønsker at vinde. Det er en forfærdelig krig. Vi anerkender selvfølgelig alle disse skrivelser og erklæringer, men det er det ukrainske folks beslutning at tage beslutningen om fredsforhandlinger.

Mads Fuglede fra Danmark var enig i, at Ukraine skal træffe beslutningen. Jeg forstår de bedste intentioner bag alle diskussionerne om, hvad der skal ske, men at gå til forhandlinger, før der er en løsning på slagmarken, er meget uklogt og hjælper udelukkende Rusland med at beholde dele af Ukraine. Det er ikke det, vi er her for. Vi er her for at hjælpe Ukraine med at befri deres territorium.

Ruxandra Popa sagde, at ni medlemmer af Ukraines enhedskammer-parlament vil deltage i den parlamentariske forsamling.

Ordstyreren spurgte derefter, om EIR havde et andet spørgsmål, hvilket lød: “Det ukrainske folk har lidt så meget. Er der nogen diskussion om muligheden for, at forhandlingerne kunne være en måde at afslutte lidelserne på, hvis der er en vilje hos begge parter, både Ukraine og de vestlige støtter af Ukraine, og Rusland, til at sige: ‘Vi er kommet til et punkt,’ som de siger i deres erklæring – de konkluderer, at ingen af siderne kan vinde, og derfor skal der sættes noget andet på dagsordenen for at stoppe lidelserne for især Ukraines befolkning. Er der en grænse for lidelserne, hvor vi siger, at nu er vi nødt til at gøre noget andet? Vi er nødt til at vælge en anden strategi end at fortsætte optrapningen.”

Michal Szczerba sagde, at Rusland under det nuværende regime er en terrorstat, og vi anmoder om en krigsforbryderdomstol, og det vil være svært for Ukraine at forhandle med terroristiske aggressorer. Vi kender lidelserne, men den bedste løsning er at give dem våben, så de kan vinde så hurtigt som muligt.

EIR uddelte det tyske fredsforslag til talerne og andre journalister.

Billede: NATO’s Parliamentary Assembly 

5. oktober 2023 (EIRNS) – Det tyske dagblad Bild rapporterer med henvisning til unavngivne officielle kilder, at den tyske regering har besluttet ikke at sende sine langtrækkende Taurus-missiler til Ukraine inden for en overskuelig fremtid. Selvom regeringen endnu ikke formelt har underrettet Kiev om sin beslutning, er det klart for folk i regeringen, at leverancerne ikke vil finde sted foreløbig.

Fraværet af en offentlig meddelelse kan give den tyske kansler Olaf Scholz en åben valgmulighed, men Bild hævder, at sandsynligheden for en sådan beslutning er lav. Ifølge TASS bemærker avisen, at Taurus-missiler kan bruges til at ramme Krim-broen.

Atomar optrapning foreslået af galninge i NATO Review og i Rusland NATO-galning opfordrer til atomoptrapning mod Rusland

5. oktober 2023 (EIRNS) – For dem af jer der troede, at der ikke er nogen, der er skøre nok til at risikere et atomart ragnarok i en krig mod Rusland, præsenterer vi en nylig artikel af Gregory Weaver, publiceret i NATO Review. Weaver, der er militærstrateg og tidligere hovedrådgiver for formanden for USA’s Forsvarskommando, argumenterer for, at NATO skal være forberedt på en lokal og “fleksibel” atomar optrapning i forhold til Rusland.

Hele artiklen er gennemsyret af en bizar og umenneskelig logik og udtrykker Weavers antagelse om, at der findes en taktisk tilgang, hvor brugen af atomvåben med lav effekt kan bruges til at vinde det atomare kyllingespil i en krig mod Rusland. Efter at have påstået, at Rusland snart vil ty til atomvåben for at få NATO til at give efter og/eller splitte alliancen, advarer Weaver mod den “farligt fejlagtige antagelse”, at når først et atomvåben er blevet brugt, vil det hurtigt eskalere til en fuldstændig atomudveksling. Weaver er uenig: “Det er selvfølgelig muligt, at begrænset brug af atomvåben kan føre til ukontrolleret optrapning, men det er på ingen måde sikkert og måske ikke engang sandsynligt.” Derefter siger han: “Denne fejlagtige antagelse kan føre til en fejlagtig opskrift: at stole primært på truslen om ukontrolleret atomoptrapning for at afskrække russisk atomart brug på ethvert niveau…”

Med andre ord: NATO skal være parat til at optrappe efter russiske atomangreb, ellers vil Rusland udnytte vores frygt og forsøge at “splitte alliancen i en fremtidig krise eller konflikt med acceptabel risiko for, at NATO ikke vil reagere.” I stedet opfordrer Weaver til, at NATO forbereder sig på alle områder af atomkapaciteten, det han kalder en “Fleksibel Respons”-strategi. Dette inkluderer fremskudte taktiske atomvåben såvel som konventionel militær opbygning. Derudover skal NATO være i stand til at fortsætte med at operere i et “miljø med begrænset brug af atomvåben” samt være forberedt på at imødegå et russisk atomangreb.

Hvis dette ikke har skræmt ens indre menneskelige sjæl endnu, siger Weaver derefter, at dette er “konkurrence i risikotagning”, som skaber en “trussel, der overlader noget til tilfældighederne.” Han nævner Thomas Schelling, som er berømt for at anvende spilteoretisk logik på atomkrigsområdet, i det Schelling kaldte “rationel irrationalitet”. Den slags vanvittige spil førte til Schellings bidrag med ideer som “kontrolleret optrapning” og “strafbombning”, og derfor tog de dække af at være defensive eller fredsorienterede løsninger på krig.

Selvom man kunne fristes til at sige, at Dr. Strangelove er kommet ind i bygningen, er det desværre langt mere sandsynligt, at han har været her hele tiden.

Russisk galning presser også på for atomoptrapning
5. oktober 2023 (EIRNS) – Den fremtrædende russiske lænestolsstrateg Sergej Karaganov har tilsyneladende påtaget sig en personlig mission for at overbevise den russiske regering og det russiske samfund om at droppe Ruslands nuværende restriktive atomdoktrin og gå ind for forebyggende atomkrig. Han lancerede denne kampagne i juni med to artikler, der foreslog, at Rusland kunne iværksætte atomangreb på Europa for at genoprette “frygten for atomar optrapning” og dermed “redde menneskeheden fra en global katastrofe.” Hans forslag udløste en storm af modstand, men muligheden var på bordet. Han eskalerede den 26. september med en ny artikel på over 7.500 ord i Russia in Global Affairs – mere vanvittig end de foregående.

Karaganov, der har haft gode forbindelser til den vestlige elite i årtier (medlem af Council on Foreign Relations International Advisory Board ,1995-2005, og medlem af Trilateral Commission, 1997-2013), insinuerer, at ivrige russiske kritikere af hans strategi kunne være “defaitister, der endnu ikke er flygtet fra Rusland, men som ikke desto mindre hader landet.”

Men hans udgangspunkt afspejler de utopiske vrangforestillinger hos hans tidligere vestlige venner: at “den automatiske optrapning fra begrænset brug af atomvåben til en global termonuklear konflikt er en myte.” Det britiske monarkis Chatham House antager, at Rusland vil bakke ud, når det kommer til et atomart opgør; Karaganov erklærer NATO’s artikel 5 for at være “et bluff”.

Hans syn på menneskeheden er ligeledes hobbesiansk. Selv i “en mere retfærdig verdensorden” vil der være “nye giganter”, som uundgåeligt vil konkurrere. “Intensiveringen af den atomare faktor, med den terror den indgyder, er nødvendig for at forhindre den uundgåelige rivalisering i at eskalere til fjendtligheder,” mener han.

Karaganov indrømmer, at “det er klart over min kompetence at diskutere specifikke scenarier for brug af atomvåben, da jeg ikke engang er bekendt med vores evner eller vores modstanderes, herunder potentielle modstanderes.” Det gør ikke noget. Han argumenterer ubekymret for, at “hvis atomvåben skal bruges (Gud forbyde det), skal angrebet være tilstrækkeligt stort”; en for lille begrænset udveksling af atomvåben ville kun reducere deres “afskrækkende” effekt.

De “praktiske skridt at overveje”, som han tilbyder, inkluderer:

“Washingtons høge og det amerikanske samfund må forstå, at gengældelse for deres hensynsløse og aggressive politik er uundgåelig. For at opnå dette er det for det første nødvendigt straks at sænke tærsklen for brug af atomvåben i vores doktrin, som blev hævet ubekymret, hvis ikke uansvarligt, og for det andet forsigtigt, men beslutsomt at bevæge sig op ad stigen med optrapning-afskrækkelse…. Hvis … Vesten ikke trækker sig tilbage eller ændrer sin politik – at ty til brugen af nogle få atomvåben mod flere lande i Europa….

“Hvis … USA/Vesten angriber de russiske væbnede styrker med ikke-atomare midler ‘som gengældelse’ for vores præventive brug af atomvåben …, skal modstanderen advares … offentligt om, at en anden bølge af atomangreb mod de europæiske lande vil følge…. Hvis USA … fortsætter sin aggression, skal Washington advares om, at der vil følge atomangreb mod amerikanske baser i Europa, hvilket vil resultere i titusindvis af amerikanske soldaters død….” Og så videre.

Foto: Wikimedia Commons