Verden er omskiftelig og farlig – de helt rigtige betingelser for at have held med et mirakel!

Den 13. november (EIRNS) – Meget i verden er omskifteligt og meget farligt. Men ved at se tingene ovenfra og ikke låse sig fast til et sted eller et problem kan vi se, at der eksisterer betingelser for at gribe ind på en måde, der vil resultere i et mirakel og tilvejebringe en ny fase af fremskridt for menneskeheden. Det, der kræves, er at lederne af de store magter – USA, Kina, Rusland, Indien med flere – indleder en dialog for at skabe et nyt finansielt system fokuseret på udvikling; et »Nyt Bretton Woods«, og at nationerne træffer nationale foranstaltninger i overensstemmelse hermed.

Den positive dynamik for udvikling er meget tydelig i Asien i denne uge, hvor næsten 16 statsoverhoveder samles til gruppe- og udenrigspolitiske møder, der er centreret om Asean-møderne i Singapore fra i dag til torsdag; topmødet i Østasien finder sted 14.-15. november; derefter følger Apec »Economic Leaders Week« 12.-18. november i Papua Ny Guinea. Til stede i Singapore er præsidenter eller statsministre fra Rusland, Kina, Indien, Sydkorea, Japan, Indonesien, Malaysia, Australien, New Zealand og mange flere. Den kinesiske premierminister Li Keqiang mødtes i dag med forretningsledere i Singapore. Adspurgt om forholdet mellem USA og Kina sagde Li, at »så længe vi opretholder jævnbyrdighed i forhandlingerne omkring vores uoverensstemmelser og forskelle og udvider de fælles interesser og fordele, vil dette gavne begge lande og verden.«

På torsdag holder præsident Xi Jinping hovedtalen til Apecs administrerende direktører på mødet i Port Moresby, Papua Ny Guineas hovedstad. Xis besøg omfatter også særlige møder med lederne fra Papua Ny Guinea, med det overordnede formål at fremme den Maritime Silkevej til Stillehavsøerne. Fra den 15.-21. november tager Xis tur ham fra Papua Ny Guinea til Brunei, og derfra til Filippinerne. Hans sidste stop er ved et af de nye fælles projekter mellem Kina og Filippinerne, en fabrik, der primært skal producere magnettog til det asiatiske marked.

Disse positive begivenheder i Asien udstiller, hvor billig den franske præsident Emmanuel Macron må være, for at have gennemtvunget en dagsorden ved mindehøjtideligheden i Paris af Første Verdenskrigs våbenhvile den 11. november, som gjorde det umuligt for præsident Donald Trump og præsident Vladimir Putin og andre verdensledere at mødes og drøfte strategiske spørgsmål om fred og sikkerhed, der potentielt kunne bevæge verden i en positiv retning.

Trump udsendte flere forskellige tweets i dag om »Emmanuel«, f.eks. »Problemet er, at Emmanuel lider af en meget lav vælgertilslutning i Frankrig, 26%, og en arbejdsløshed på næsten 10%…« Trump konkluderede: »Make France Great Again!« Om mindre end to og en halv uge får Trump og Putin samt Trump og Xi Jinping en vigtig mulighed for at tale sammen på G20-topmødet d. 30. nov.-1. dec. i Buenos Aires om potentiel diplomati mod et nyt paradigme for økonomisk udvikling og fred. Det er afgørende hurtigt at udvide og uddybe den internationale kreds, der bakker op om et »Nyt Bretton Woods« på tidspunktet for dette møde. (Det skal bemærkes, at den kinesiske vicepremiereminister Liu He siges at have uformelle samtaler med amerikanske embedsmænd fra handelsministeriet nogen tid før G20.)

I den forbindelse udsender LaRouchePAC i løbet af de næste to uger en række korte, animerede info-grafikker for at fremme folks forståelse af, hvordan det nuværende transatlantiske »britiske frihandelssystem« er farligt og døende; og hvad der kræves for at indføre et »Nyt Bretton Woods«-system. For eksempel: Global valutahandel er steget til over 5 billioner dollars om dagen, men hvor meget af denne handel med valutaer bruges til fysisk økonomisk aktivitet? Kun 2%! Resten, 98%, er rent spekulativt spil. Et andet, mere positivt eksempel: Grunden til at faste valutakurser er vigtige for at skabe stabile betingelser for langsigtede internationale investeringer.

At nå ud til folk i USA er helt afgørende, da der er et stort tomrum i det politiske indhold, der er mere akut siden midtvejsvalget, idet flere begynder udelukkende at tænke »hvordan vindes i 2020!« I drøftelserne herom med amerikanske kolleger i dag understregede Schiller Instituttes internationale formand Helga Zepp-LaRouche vigtigheden af, hvad hun kaldte »her og nu’et«. Hun anbefalede at tale til folk fra et standpunkt, der ligger uden for partipolitik, ikke blot ved at tale tværpolitisk, men ved at præsenterede »hele pakken« af, hvad der skal gøres. Gør det klart, hvad gennemførelsen af »LaRouches Fire Love« indebærer. Afslør det døende Wall Street / London-systems rådne karakter.

Zepp-LaRouche tilføjede: »Dette er ikke et tidløst spørgsmål« om, hvad menneskeheden skal gøre. På et hvilket som helst tidspunkt kan den forestående økonomiske krise bryde ud med dødbringende kaos som konsekvens. Derudover diskuterer alle slags gale krigshøge udviklingen af nye amerikanske våben ud fra det standpunkt, at man skal forberede sig til krig med Kina og Rusland.

Helga Zepp-LaRouche taler den kommende weekend til den ugentlige Manhattan Dialog den 17. november med live video transmission. Denne efterfølges søndag den 18. november af en koncert i anledning af Friedrich Schillers fødselsdagsfest med Schiller Instituttets NYC kor og orkester, der opfører Beethovens Fantasi for klaver, kor og orkester og hans Messe i C-dur under overskriften: »Genforen USA … med Beethoven!«




I anledning af Schillers 259. fødselsdag: Vestens dybe moralske krise,
eller hvorfor vi har brug for en renæssance inden for den klassiske kultur!

Af Helga Zepp-LaRouche

Det er typisk for vor tids kortsigtede tankegang, at BDI (Bundesverband der Deutschen Industrie) for tiden er bekymret over, at der foregår en “systemkonkurrence” mellem “vor egen model med det åbne marked og Kinas statsstyrede økonomi”. Mulighederne for økonomisk udveksling bør nok udnyttes, men afhængigheden af det kinesiske marked bør formindskes, så at selv mulighederne for kortfristede konkurrencefordele fuldkommen ignoreres. Og sidstnævnte hænger ikke mindst sammen med de fremtidige arbejdskræfters menneskelige egenskaber, altså hos nutidens børn og unge. Vesten befinder sig set fra dette synspunkt i en dyb kulturel krise, der netop er resultatet af de “vestlige værdier”, der angiveligt skulle gøre os absolut overlegne i forhold til andre kulturområder.

13 døde og adskillige sårede under et skyderi i en bar i Thousand Oaks i Californien, hvor Ian David Long, en veteran fra US Marine Corps, gik amok, er blot det seneste eksempel på et endeløst mareridt i USA, der fortsætter så godt som dag for dag. I 2015 var der 209 masseskyderier, i 2017 allerede 346, og i dette år foreløbigt over 300 – og der er allerede folk, der med nød og næppe har undsluppet 2 sådanne rædselssituationer. De liberale medier er hurtige til at finde de påståede ansvarlige: Den nationale riffelassociation (NRA) og den anden tilføjelse til den amerikanske forfatning, nemlig retten til at bære våben. Men denne forklaring dækker ikke alle de andre udtryk for forråelse, først og fremmest hos yngre børn. Her skal jeg blot som eksempel nævne det tilfælde fra Florida, hvor en 16-årig kvalte sin moder, fordi han ikke brød sig om hendes kritik af hans karakterer i skolen, for derefter at køre hende i en trillebør til en varevogn og videre til en kirke i nærheden, hvor han begravede hende under et ildsted. Med hjælp fra 2 venner iscenesatte han derefter et indbrud og foretog så i følge sine egne ord et “grammyvindende opkald til 911” det gængse nødopkaldsnummer i USA. Sådanne “rå forbrydelser” finder ikke udelukkende sted på den anden side af Atlanten. I Berlin blev en tiårig for kort tid siden voldtaget på en klassetur af en anden tiårig. To elleveårige holdt offeret fast, medens to andre elever kikkede på.

Naturligvis har der altid forekommet chokerende tilfælde på kriminel adfærd, men ingen kan bestride, at selv mindre børns uhindrede tilgang til alle former for vold og pornografi på internettet sammen med en tilsvarende manglende opdragelse, der skulle give dem en indre moralsk dømmekraft, har ført til en katastrofal forråelse. Følgen er et helt fordærvet menneskesyn, især i forhold til kvinder og seksualitet. Og medtager man desuden de tilfælde, hvor et overdrevent forbrug af videospil har medført et mere eller mindre autistisk socialt forhold, så tegner der sig et meget negativt billede for de kreative muligheder hos en ikke ringe del af den næste generation. Foreningen for Dannelse og opdragelse (VBE) udsendte for nylig “i anledning af forråelsen af omgangsformerne og aktuelle hændelser som den for nylig i Chemnitz” en rundspørge om forældres og læreres syn på opdragelse og værdier i Tyskland. Over 90 % af begge grupper hævdede, at de fandt disse ting meget vigtige, men at det kneb med virkeliggørelsen af dem. Andre rundspørger fremhævede, at volden mod lærere havde nået et skræmmende omfang. Lærere udsættes tiltagende for skældsord, trusler og angreb. Rundspørgerne viste, at “tonen i samfundet er blevet mere rå, sproget forrået, konflikter eskalerer tiere og lettere, og at autoriteter ikke anerkendes mere. Der er tale om et “fænomen i hele samfundet” og det drejer sig ikke kun om mennesker med indvandrerbaggrund.

Om det drejer sig om veteraner, der lider af posttraumatisk stresssyndrom efter krigstjeneste i Mellemøsten – i USA begår en veteran selvmord hvert 65.minut – eller om det skyldes de virtuelle oplevelser under voldelige videospil eller såkaldt underholdning, så er i begge tilfælde tærsklen for voldsudøvelse sænket bekymrende helt ned til drab på andre mennesker. Og selv om denne udvikling længe har været åbenlys, foretager man sig intet i et samfund, der holder på sine “liberale værdier” og siger “alt er tilladt”, for at stoppe dette styrt ned i grænseløst forfald.

I fuldstændig modsætning dertil har Kina for nylig forbudt hip-hop-musik og banale quiz-shows, eftersom schlager-teksterne giver et nedværdigende kvindebillede, og fordi showene forhindrer tilskuernes kreativitet. Endnu vigtigere: Præsident XI Jinping understregede for nylig i et brev til otte professorer på det Centrale Akademi for Skønne Kunster (CAPA) den overordentlige vigtighed af en æstetisk opdragelse for en sund opvækst hos den kinesiske ungdom, både i fysisk, men også i åndelig henseende. Den æstetiske opdragelse spiller en afgørende rolle i udviklingen af en skønnere ånd, den fylder de studerende med kærlighed og fremmer skabelsen af store kunstværker.

I Kina går betydningen af en æstetisk opdragelse tilbage til Konfucius, men også i nyere historie har betydende lærde og opdragere anvendt denne metode med henblik på den moralske forædling hos elever og studerende. Een af den moderne æstetiks grundlæggere, Wang Gouwei fra Qinghua-instituttet for Æstetiske Studier, hengav sig til udforskning af den menneskelige elendighed, der i følge ham opstod af begæret. Begærligheden gør menneskene ulykkelige, får dem til at ville eje ting, hvad der kan føre til tvangsmæssig adfærd og ved tab af den ønskede genstand til indre ulykke og ydre sociale problemer. Er der så en vej til at overvinde denne begærlighed? Ja, siger Wang Gouwei, det er skønheden. Et lignende synspunkt var den tidligere rektor for Pekings Universitet, Cai Yuanpei, kommen til, der i en afhandling fra den 10.maj 1919 skrev: “Jeg tror, at roden til vort lands problemer ligger i den kortsynethed hos så mange mennesker, der får dem til at stræbe mod hurtigere succes eller hurtigere penge uden en højere moralsk tankegang. Den eneste medicin herimod er en æstetisk tankegang.”

I den samme filosofiske tradition skrev Zhu Guanggian i sit skrift “Æstetik forklaret”, at samfundets problemer lå i, at de fleste menneskers hjerter var slette. For at rense hjerterne må man kultivere ånden og sjælen, sætte sig højere og renere mål end bare at blive rig, have smukke klæder eller en høj stilling inden for regeringen. For at rense et menneskes ånd må man først forskønne dets liv. Hele Friedrich Schillers samlede værker er viet til denne opgave: forædlingen af mennesket gennem en æstetisk opdragelse. Men først og fremmest i sine Æstetiske Breve, som han havde skrevet som reaktion på Jakobinernes terror under rædselsperioden i Den franske Revolution. Her beskæftigede han sig med spørgsmålet om, hvorfra en forædling af menneskene kunne komme, når regeringerne er korrupte og masserne forråede. Ene og alene den store klassiske kunst ville være i stand dertil, fordi den indeholdt den ufejlbarlige nøgle til menneskesjælens højeste rørelser og overhovedet kunne opstille det højeste ideal for det menneskelige. I forordet til “Bruden fra Messina” udtalte Schiller, at den store klassiske kunst vækkede en kraft i menneskesjælen, der også varede ved, efter at kunstoplevelsen var ovre.

Hvis Vesten fortsætter som før med sin kultur, hvor “alt er tilladt”, så står det allerede klart, hvem der kommer til at vinde den “systemkonkurrence” som BDI taler om. For Kina gør enormt meget for at bringe sin 5000 år gamle kultur ud til flest muligt af sine borgere, og Xi Jinping er personligt optaget af, at udbrede den konfucianske filosofi i alle samfundets porer. Vi i Vesten har i hvert fald et kæmpe problem, fordi vi på grund af Kongressen for Kulturel Frihed, på grund af Frankfurter-Skolen og på grund af det af 68-erne fremkaldte adfærdsmønster allerede har flere generationer, der bevidst har rettet sig imod idealerne fra vor klassisk-humanistiske tradition. Men trods det vil det kun være muligt at overvinde den kulturelle og moralske krise, dersom vi vender tilbage til idealerne hos Nikolaus af Kues, Leibniz, Lessing, Schiller og von Humboldt, Bach og Beethoven – for blot at nævne nogle få – og videregive dem til de nuværende og kommende generationer. De, kære læser, kan ikke fejre Schillers 259. fødselsdag på nogen bedre måde end ved at melde Dem ind i Schiller-Instituttet.




POLITISK ORIENTERING den 13. november:
1. del: Efter USA’s midvejsvalg, vil Trump og demokraterne samarbejde om
infrastruktur og bankopdeling?
Klik her for 2. del. om et møde med Hussein Askary
torsdag den 29. november på Frederiksberg

Med formand Tom Gillesberg

Video 2. del om mødet med Hussein Askary den 29. november på Frederiksberg (2 min.)

 

 




Der bliver ingen tværpolitisk bro angående infrastrukturlovgivning,
med mindre vi lærer at bygge broer!

Den 11. november (EIRNS) – EIR magasinet skriver i denne uges leder med titlen »Det amerikanske folk ønsker en økonomi«: »En første gennemgang af valgresultaterne viser, at det vigtigste ikke var skiftet i styringen af Repræsentanternes Hus, som var forudset, men at amerikanerne kræver en fuldt udarbejdet økonomisk genopbygnins- og vækstpolitik. […] Dette indikerer også, at vælgerne insisterer på, at de demokratiske lovgivere opfylder deres forpligtelse til at regere landet sammen med den valgte præsident og ikke bruger al deres tid på at lække løgne om ham til pressen. Alt tyder på, at præsident Trump vil fremføre samme sag og være helt åben overfor samarbejde med demokrater omkring spørgsmål, som de er enige om – mestendels økonomiske spørgsmål.«

Præsident Trump gjorde det klart dagen efter valget, og den sandsynlige taler for Repræsentanternes Hus Nancy Pelosi bekræftede det: Nøglen til tværpolitisk samarbejde er lovgivning til finansiering og opbygning af ny, grundlæggende økonomisk infrastruktur. De fleste amerikanere støtter det – ja kræver det. Demokratiske »radikale«, som kun ønsker en rigsretssag eller endeløse undersøgelser mod præsidenten, er sabotører. Republikanske »radikale«, der modsætter sig al finansiering af offentlig kredit, bør sættes ud af spillet, netop som Trump beskrev det den 7. november.
Men for at opbygge denne tværpolitiske bro for lovgivningsmæssige tiltag skal USA træne den praksis at bygge virkelige, nye broer – og højhastighedstog og nye kraftværker og energiteknologier, nye vandveje og havne og nye kraftige løfte-raketter til rumfart…

I en klumme i denne uge var rep. John Delaney fra Maryland, en af demokraterne med et forslag om en infrastrukturbank, spændt over Kinas nye Hong Kong-Zhuhai-Macao næsten 55 kilometer lange brotunnelsystem over Zhujiang-flodens munding, bygget med 120 års levetid! »Og vi bygger ikke noget!« begræd Delaney.
Han havde ret. USA kan ikke få undergrundsbaner eller metrotog til at krydse en by eller en flod uden at bryde ned eller afspore. USA har ingen højhastighedstog. USA kan ikke bygge atomkraftværker, og hver eneste amerikaner får nu mindre el-kraft hvert år. USA kan ikke sende astronauter i omløb om jorden og bringe dem sikkert tilbage; NASA har ikke engang en aktiv plan mere til at bygge løfteraketter for at sætte amerikanerne tilbage på månens overflade.
Dette skyldes ikke, at USA ikke har haft gode ingeniører eller forskere; men at USA’s folkevalgte repræsentanter siden Vietnamkrigen og den britiske ødelæggelse af præsident Franklin Roosevelts Bretton Woods-valutasystem ikke har stillet kredit til rådighed for nogen stor infrastrukturel eller industriel indsats, medmindre det drejede sig om et hangarskib, en bombemaskine eller en ny tank.

I dag når selv de mest seriøse demokrater, der er mest engagerede i, hvad rep. Peter DeFazio (D-OR) kalder »reel finansiering af reel infrastruktur«, langt fra den Amerikanske Sammenslutning af Civile Ingeniørers regning på 4-5 milliarder dollars for at opretholde og udskifte den grundlæggende infrastruktur, der kommer i årene fremover. De taler om at finansiere muldvarpeskud sammenlignet med de bjerge af ny banebrydende højteknologisk infrastruktur, der bliver mestret af Kina, Japan og Rusland – med atomkraft – og Indien med rumteknologi.
USA skal bygge de mest avancerede og vigtige projekter i verden – Kra-kanalen for at forbinde Stillehavet og det Indiske Ocean; Transaqua-projektet for at genoprette Tchad-Søen og for at redde Afrika syd for Sahara fra at blive en ørken; atomar afsaltning for at stoppe ørkendannelse af USA’s eget vesten; Et brotunnelsystem over Beringstrædet for at forbinde Nordamerikas transportsystem til Eurasien. Hvor på jorden USA bygger gør ingen forskel; Det vil genopbygge USA’s økonomis industrielle og teknologiske muskler.

Dette kan gøres, men kun ved at samarbejde med de fremmeste øvrige industri- og infrastrukturlande. Lyndon LaRouche har skitseret det siden århundredeskiftet: Et nyt Bretton Woods; en fire-magts aftale med Kina, Rusland og Indien, der åbner op for andre industrielle kræfter som Japan, for at skabe kredit på en skala af mange billioner dollars til infrastrukturprojekter, der vil forandre økonomier, menneskelig produktivitet og levestandarder. På grund af den amerikanske dollars uformelle, men internationale reserve status, kræver dette Nye Bretton Woods kredit system frem for alt USA’s deltagelse.




»Menneskets velfærd er den største drivkraft for videnskabelig innovation«

Den 6. november (EIRNS) – Tre vigtige strategiske udviklinger er i gang i dag, den 6. november 2018, som i forening er afgørende for menneskehedens nye fremtid.

1) Det amerikanske midtvejsvalg finder sted med muligheden for et fremtidigt britisk forsøg på statskup mod Trump-administrationen. Valget drejer sig uomtvisteligt om USA’s forbindelser med Rusland og Kina, herunder Trumps hensigt om at afholde personlige topmøder med præsidenterne Putin og Xi i den nærmeste fremtid. Krig og fred, og den økonomiske genopbygning af planeten omkring Bælte og Vej Initiativet, er afgørende.

2) Schiller Instituttet afholdt i dag et seminar i Paris for at præsentere den netop offentliggjorte franske version af »Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen«; en specialrapport, der indeholder Lyndon LaRouches videnskabelige tilgang til fysisk økonomi. Foran et publikum på over 100 højtstående personer, herunder diplomater, flere VIP’er og medier, leverede Helga Zepp-LaRouche hovedpræsentationen efterfulgt af korte rapporter fra Karel Vereycken, Sébastien Périmony og Odile Mojon. Fru Zepp-LaRouche er netop vendt tilbage fra et højt profileret besøg i Rusland, på tærsklen til det amerikanske valg, hvor hendes dybdegående diskussion af, hvad der faktisk står på spil i disse valg, og af de globale politiske løsninger til krisen, udtænkt af Lyndon LaRouche, fortsætter med at give kraftig genklang, både i Rusland og internationalt.

3) Den Kinesiske Internationale Import Export messe (CIIE) i Shanghai fortsatte ind i sin anden dag, hvor forretningsfolk og politiske ledere fra hele verden samles for at opbygge Bælte og Vej Initiativet som alternativet til det kollapsende transatlantiske finansielle system. Kinas egen udvikling og dets engagement i »en fælles fremtid for menneskeheden« fortsætter med at inspirere andre nationer og ledere til at handle. Et eksempel  er ordene fra Japans tidligere premierminister Yasuo Fukuda, der udtrykte beundring over den måde, hvorpå »Kina har hjulpet Afrika med at opbygge masser af infrastruktur og forbedre folks levestandard. Hvis Japan kan bistå Kina i at udvikle Afrika, ville det i høj grad være til gavn for det afrikanske folk. Det er ikke kun gavnligt for Afrikas økonomi, men også for verdens fred og udvikling.«

Den vejledende tilgang til det igangværende CIIE-møde blev fremlagt i gårsdagens hovedtale af præsident Xi Jinping: »Det er vigtigt for alle lande at forfølge innovativ vækst og fremskynde transformationen af vækstdrivere« sagde Xi, »Innovation er den afgørende motor for udvikling. Kun med dristig innovation og reform, kan vi bryde stagnationen i den globale vækst. Verdensøkonomien er netop kommet ud af skyggen af den internationale finanskrise, og opsvinget er stadig ustabilt. Der er et presserende behov for samordnede indsatser fra verdens lande for at fremme videnskabelig innovation og fremme nye vækstdrivere. Menneskets velvære er den største drivkraft for videnskabelig innovation … Vi skal udnytte mulighederne i en ny runde af teknologisk og industriel revolution, styrke samarbejdet inden for grænseområderne … og arbejde sammen om at fremme ny teknologi, nye industrier og nye former for forretningsmodeller.«




Helga Zepp-LaRouche i Paris: “Det er nu eller aldrig for Den Nye Silkevej”

I anledning af udgivelsen af den franske version af Schiller Instituttets rapport “Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen” fremlægger Helga Zepp-LaRouche den påtrængende nødvendighed for at gøre dette nye paradigme til virkelighed.




Kinas økonomiske udvikling bidrager væsentligt til den globale økonomiske udvikling,
udtaler dansk minister

STOCKHOLM, den 31. okt. 2018 (Xinhua)

Schillerinstituttet bringer her egen oversættelse af det kinesiske nyhedsbureau Xinhua´s interview med dansk minister for udviklingssamarbejde, Ulla Tørnæs.

Kinas økonomiske udvikling bidrager væsentligt til den globale økonomiske udvikling, “Dette har gavnet os alle enormt”, udtalte Ulla Tørnæs, dansk minister for udviklingssamarbejde, for nyligt i et eksklusivt interview til det største kinesiske nyhedsbureau, Xinhua.

Ordene faldt umiddelbart før hun tager af sted til Shanghai for at deltage i den kommende begivenhed ‘China International Import Expo(CIIE)’.

Tørnæs vil – som særlig repræsentant for den danske statsminister – deltage i den første CIIE i Shanghai, der afholdes fra d. 5.-10. november 2018, hvilket i år også markerer 40-års jubilæet for Kinas reform og åbning.

“Som dansk minister for udviklingssamarbejde anerkender jeg først og fremmest Kinas store præstation med hensyn til at reducere fattigdommen og øge den kinesiske befolknings økonomiske velfærd,” sagde Tørnæs, idet hun kommenterede betydningen af Kinas åbning.

“Det er ikke nogen nem opgave at opretholde høje økonomiske vækstrater i årtier, og at sikre at den økonomiske vækst gavner hele befolkningen i et land på størrelse med Kina og med en befolkning på næsten 1.4 milliarder mennesker,” tilføjede hun.

“Kinas åbning og reformproces har givet muligheder for danske virksomheder”, sagde Tørnæs, og tilføjede at mange danske virksomheder har etableret sig i løbet af processen, og nu “betragter Kina som deres andet hjemmemarked”.

Desuden har “Kinas økonomiske udvikling bidraget væsentligt til den globale økonomiske udvikling, hvilket har gavnet os alle enormt.” sagde Tørnæs

“Med stor personlig fornøjelse” har Tørnæs planlagt at besøge Kina i begyndelsen af november, hvor hun vil have bilaterale møder i Beijing og – som repræsentant for den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen – deltage i CIIE, som over et dusin danske virksomheder har registreret deres deltagelse.

“Danmark vil være til stede på CIIE med både en national og en kommerciel pavillon. Dette er en klar demonstration af vores engagement i samarbejdet med Kina, kommercielt og politisk”, understregede hun.

2018 markerer også tiårsdagen for etableringen af det omfattende strategiske partnerskab mellem Kina og Danmark. Og som Tørnæs ser det, er de bilaterale relationer er på et “alle tiders højdepunkt”.

“I løbet af de sidste 10 år er samarbejdet udvidet enormt, og dækker nu en bred vifte af sektorer, herunder sundhed, fødevaresikkerhed, energieffektivitet, miljøbeskyttelse, kreativ læring og innovation, forskning og universitetssamarbejde, handelsfremme, kulturudveksling, mv.” sagde hun.

“Kina er i dag vores sjette største eksportmarked, og vi håber på at øge det kommercielle samarbejde endnu mere,” sagde Tørnæs; “med hensyn til vores fremtidige samarbejde tror jeg, at vi har meget til fælles og kan opnå endnu mere sammen.”

Idet jeg ser fremad “forestiller jeg mig, at de næste 10 år vil styrke vores bilaterale samarbejde endnu mere til fordel for vore to lande, men jeg håber også, at de næste 10 år vil blive præget af et stærkt samarbejde mellem Kina og Danmark om at bidrage til at løse globale udfordringer og opnåelse af målene for bæredygtig udvikling”, tilføjede Tørnæs.

 




Vi vrænger næse ad den britiske dronning

Leder fra LaRouchePAC den 24. oktober  – Der er noget både symbolsk og dejligt vedrørende rapporten om, at Panamas vicepræsident og udenrigsminister Isabel de Saint Malo de Alvarado i Thailand, som led i en Sydøstasiatisk tur for at fremme sit lands “tilslutning” til Bælte og Vej-Initiativet, opfordrede Thailand til at fortsætte med opførelsen af det store Kra Kanal-projekt. “Jeg tror, det er mægtigt på alle måder for sammenhængskraften i fremtiden. Der er et stort vækstpotentiale for Thailand,” sagde hun.

Lyndon LaRouche har længe støttet Kra Kanal-projektet, ikke kun som vigtigt i sig selv, men også som en nøglefunktion, sammen med den udvidede Panama-kanal, den foreslåede nicaraguanske Store Inter-Ocean Kanal og den udvidede Suezkanal – til at transformere global infrastruktur, for at skabe et enkelt verdenshav: en planetarisk Søfarts-silkevej. Så her er lille Panama – med en befolkning på 4 millioner, et areal mindre end South Carolina – der lige er blevet kanøflet og truet af det Britiske Imperium og dets udenrigsministeriums håndlangere, med forfærdelige konsekvenser, for at driste sig til at etablere diplomatiske forbindelser med Kina og tilslutte sig Bælte og Vej-Initiativet. Men i stedet for at bukke og skrabe i frygt, satser Panama på det nye paradigme, der opføres omkring BVI.

Problemet som det Britiske Imperium står overfor er, at det ikke kun er Panama, der afviser deres trusler og afpresning; det er ikke udelukkende Italien. Det er også i stigende grad USA selv – og det udgør en langt, langt større strategisk krise for dem. Reflekterende over deres værste frygt, advarede en CNN-analyse i går om at “Trump er på toppen af sit farlige spil, når midtvejsvalget nærmer sig” – helt sikkert farligt for det Britiske Imperium, – og at han “fremstår som en præsident, stadig mere selvsikker og rolig ved at udøve sin magt.”

De afgørende amerikanske midtvejsvalg den 6. november finder sted i en meget urolig strategisk situation, påvirket af afgørende punkter, som finder sted i de næste fire til seks uger på de fleste af de vigtigste internationale fronter, der har ført til det globale oprør mod den herskende politik og partier, de seneste år – dvs. Brexit, valget af Trump, Italiens valg, Mexicos valg osv. Udviklingen omkring hver enkelt vil have indflydelse, og vil blive kraftigt påvirket af hvad der sker i USA i de kommende uger.

5.-10. november: Den første internationale Kina Import/Expo messe (CIIE) vil blive afholdt i Shanghai, med deltagelse af over 130 lande og regioner, mere end 2.800 virksomheder og 300.000 besøgende forventes, og byder på højteknologiske industrivarer og andre produkter. USA har desværre på nuværende tidspunkt nægtet at sende en repræsentant på højt niveau, med det sædvanlige falske argument om Kinas “rovgriske” praksis.

Den 11. november: Præsident Donald Trump og den russiske præsident Vladimir Putin har planlagt at mødes bilateralt i Paris, ved fejringen af hundredeårsdagen for Første Verdenskrigs våbenstilstand.

Medio november: Fristen for Italien om at overholde EU’s krav om budgetnedskæringer, ellers!

Medio november: Deadline for derivat-finansinstitutionerne, til enten at blive eller forlade London, da dødvandet omkring Brexit lurer faretruende med en endelig frist i marts 2019. Som Reuters rapporterede i går: “Storbritannien og EU er tættere på afgrunden, da de to sider forbliver fastlåst i Brexits hårdknude.”

Den 30. november: G20-ledernes topmøde afholdes i Buenos Aires, hvor Trump og den kinesiske præsident Xi Jinping planlægger at mødes bilateralt. Putin, Indiens premierminister Narendra Modi og andre verdensledere vil også være til stede.

Den 30. december: Andrés Manuel López Obrador vil blive indsat som præsident for Mexico; han har udtrykt ønske om at have et godt samarbejde med både USA og Kina, funderet omkring fælles økonomisk udvikling. Kort sagt, hele verden kunne snart vrænge næse ad den britiske dronning.

 




POLITISK ORIENTERING den 1. november 2018:
Fem dage til amerikansk midtvejsvalg//
Danske Irananklager ligeså falske som Skripalsagen

Med formand Tom Gillesberg

Lyd:




Ny Belgien–Kina jernbaneforbindelse med godstog

Den 29. oktober 2018 (EIRNS) – Det første godstog fra den belgiske by Liège til Zhengzhou, hovedstaden i Kinas Henan-provins, forlod Liège lastet med 37 containere. Fragtruten er en del af Kinas ambitiøse Et Bælte-En Vej-projekt. Toget er lastet med varer, herunder autodele, babymad, lægemidler og stålprodukter til import-lagre i det centrale Kina. Det vil rejse 12 dage på tværs af det Eurasiske kontinentet via Rusland, før det ankommer til Zhengzhou. Turen dækker mere end 11.000 km.

Denne togforbindelse er planlagt til at køre en gang om ugen til at begynde, men med stigende hyppighed for fremtiden.

“Vi har alle mulige interesser i at vende os til Kina og have tætte, stærke relationer, og vi skal se dette som en mulighed og en nødvendighed,” sagde Pierre-Yves Jeholet, vicepræsident for regionen Vallonien. Han forklarede, at Vallonien opmuntrer regionens store eksportører og ligeledes små og mellemstore virksomheder til at eksportere flere produkter til Kina.” Denne jernbane-forbindelse er et bevis for, at vi sammen kan lave sådanne projekter,” sagde han.

Zhengzhou-Liège godstogs-ruten er den tredje af sin slags mellem de to lande. Den første rute, der blev lanceret i juni sidste år, forbinder Kinas Daqing City til havnen i Zeebrugge. I år blev den anden rute, der forbinder Nordkinas Tangshan City til havnen i Antwerpen, indviet.

 

 




Den Nye Silkevej på dagsordenen for konferencer i det nordlige Sverige og Norge

Den 29. oktober 2018 (EIRNS) – Der vil blive afholdt to konferencer om Den Nye Silkevej i forbindelse med åbningen af regulære ‘feeder’-transporter (af containere, red.) både i Haparanda i Sverige og Narvik i Norge til udgangspunktet for Den finske Silkevej, Kouvola. Der påbegyndtes regelmæssig togdrift til Yiwu, Kina, i november 2017 til og fra Kouvola, som er et jernbane-knudepunkt tæt på den finsk-russiske grænse i det sydlige Finland. Det almindelige jernbanesystem kan allerede bringe gods fra Sverige og Norge til Kouvola på Den Nye Silkevej. Nu bliver disse transporter organiseret som en regelmæssig transportservice fra Haparanda i Sverige, på grænsen til Finland og fra den norske Atlanterhavshavn i Narvik.

Der vil blive afholdt en konference, “Logistik Nord 2018”, den 7.-8. november i Luleå, og den vil være næsten helt dedikeret til Den Nye Silkevej. En lignende konference afholdes i Narvik d. 21.-22. november.

 




Helga Zepp-LaRouches tale på konference i Moskva om Kina:
Et fællesskab med fælles fremtid for menneskeheden:
Kinas strategiske perspektiv indtil 2050

Det Russiske Videnskabsakademis Institut for Fjernøstlige Studier
Akademisk Råd for Omfattende Studier af det moderne Kina
23. internationale akademiske konference:  

“Kina, kinesisk civilisation og verden: Fortid, Nutid og Fremtid” 

Moskva, 24.-25. oktober, 2018 

Helga Zepp-LaRouches tale

“Et fællesskab med fælles fremtid for menneskeheden: – Kinas strategiske perspektiv indtil 2050” 

Det store spørgsmål, som burde optage alle tænkende mennesker på denne planet, er i det væsentlige det samme som blev diskuteret intensivt i den unge amerikanske republik, som rapporteret i “de Føderalistiske Papirer”: Er det menneskelige samfund i stand til en effektiv form for selvstyre? Men denne gang er det ikke et spørgsmål om en nation, det vedrører hele menneskeheden: Behovet for et nyt paradigme i verdensordenen. 

Spændinger i en verden plaget af adskillige kriser ser ud til at styre mod en kulmination: faren for et nyt, denne gang systemisk finansielt nedbrud i det transatlantiske finanssystem, en hidtil uset polarisering i USA omkring det igangværende kupforsøg mod landets præsident, operationer under falske flag, Goebbels-lignende bedrageriske operationer mod hele befolkningsgrupper, narkoepidemier, der er en ny form for opiumskrige, den globale migrationskrise, terrorisme og nazisme, en øgning af de centrifugale kræfter i EU, genopblomstringen af aggressive, geopolitisk motiverede bestræbelser på at forsvare en orden, som ikke længere eksisterer – bare for at nævne nogle af udfordringerne. Verden er i uorden. 

I lyset af en sådan kompliceret og tilsyneladende fuldstændig splittet verden, hvor realistisk er så det perspektiv, der blev fremlagt på Kinas Kommunistiske Partis 19. partikongres af den kinesiske præsident Xi Jinping, hvor han satte Kinas mål til inden år 2050 at blive et “stærkt, demokratisk, kulturelt avanceret, harmonisk, og smukt ‘fuldt moderniseret land'”, og endda omtalte nogle aspekter af skabelsen af en “smuk verden” hvor alle nationer kan deltage? Hvis man ser på de kriser og udfordringer, der er anført ovenfor, som uafhængige individuelle problemer, ender man i en “dårlig uendelighed”, hvor løsningen for mange af disse virker umulig. Men hvis man erkender, at alle disse problemer har fælles ophav, idet de er afledt af det gamle paradigme, af en epoke der går under, kan man finde løsningen ved at blive informeret om principperne for den nye epoke. 

Der er to emner, der sætter dagsordenen for den nærmeste fremtid, som vil skabe helt forskellige udfald for fremtiden. Den første vedrører den nuværende kamp, som udkæmpes på dette tidspunkt i USA, hvor kupforsøget mod præsident Trump enten vil lykkes, og han vil blive drevet fra embedet på den ene eller anden måde, eller, hvis det aftalte spil mellem cheferne for Obama-administrationens efterretningstjenester og briternes efterretnings-tjenester GCHQ og MI6 om iscenesættelsen af “Russiagate” mod Trump for at forhindre ham i at realisere sin intention om at lede forholdet mellem USA og Rusland på et godt grundlag, vil føre til en strafferetlig forfølgelse af bagmændene. Hvis demokraterne vinder Repræsen-tanternes Hus i midtvejsvalget, vil de forsøge at begrave den igangværende undersøgelse i Kongressen og konfrontationspolitikken, som vi har set i sanktionerne mod Rusland og handelskrigen mod Kina og vicepræsident Pences nylige tale, vil omgående eskalere. Hvis Trump kan konsolidere sin position, på trods af de mange høgeagtige ytringer der kommer fra USA nu, er det muligt, at han, i anden halvdel af sin første periode, vil være i stand til at forbedre forholdet til Rusland og vende tilbage til sin oprindelige positive holdning til Kina. 

Den anden relaterede mulighed for ændring er et perspektiv, hvormed “Thucydids fælde” kan overvindes, den tilsyneladende konflikt mellem den magt, som dominerer verden indtil nu, USA, og den opstigende magt, Kina, ved at definere en løsning, der går langt ud over den bilaterale situation for de to, og som adresserer eksistentielle farer for samtlige nationer og dermed en forskydning af niveauet af diskussion og tænkning til et højere niveau. 

Hvad min mand, Lyndon LaRouche, allerede har foreslået for mange år siden, er stadig gyldigt: De fire mest magtfulde nationer i verden, USA, Rusland, Kina og Indien – støttet af andre som Japan, Sydkorea og flere – skal på kort sigt oprette et nyt Bretton Woods system, for at undgå potentielle ødelæggende konsekvenser af et ukontrolleret finansielt sammenbrud. Dette nye internationale kreditsystem skal rette fejlen i det gamle Bretton Woods-system, som ikke blev realiseret sådan som præsident Franklin Delano Roosevelt havde til hensigt, men blev ødelagt af indflydelsen fra Churchill og Truman. Det skal garantere ubetinget suverænitet, for hver og en, af alle nationalstater som deltager i det, og det skal fremme deres ubegrænsede muligheder for at deltage i fordelene af videnskabelige og teknologiske fremskridt, til gensidig fordel for hver enkelt og for alle.
 

Dette Nye Bretton Woods-system skal som det vigtigste indeholde en dybtgående ændring af de valutamæssige, økonomiske og politiske forhold mellem de dominerende kræfter og de såkaldte udviklingslande. Medmindre de uligheder, som skyldes eftervirkningerne af den moderne kolonialisme, gradvist afhjælpes, kan der heller ikke skabes fred; og udfordringer så som migrationskrisen eller terrorisme kan ikke overvindes. 

Den grundlæggende forestilling om et sådant nyt kredit- og økonomisk system findes i princippet allerede i præsident Xi Jinpings Bælte og Vej politik. I de fem år, det har eksisteret, har det skabt en hidtil uset dynamik af håb og optimisme blandt de cirka 100 lande, der deltager i det, og med de fremskridt det har haft på så kort tid, er det indlysende, at målet defineret af præsident Xi Jinping, om en “smuk verden” i2050 for hele menneskeheden er absolut opnåelig. 

Det nye sæt af internationale relationer, som kræves til det Nye Paradigme, er allerede i færd med at blive bygget. Den stigende integration af Bælte og Vej Initiativet, Shanghai Samarbejds Organisationen, Eurasiske Økonomiske Union og de Globale sydlige organisationer udvikler sig succesfuldt og skaber allerede helt nye strategiske alliancer til gensidig gavn for alle, der deltager i dem. “Ånden i Den Nye Silkevej har fænget i de fleste lande i Asien og Latinamerika, og har for første gang i århundreder givet håb til Afrika, som præsident Xi har kaldt kontinentet med det største udviklingspotentiale, og som præsident Putin har lovet at ‘lyse op, ved at give det atomteknologi.'” Mange taler nu om “Afrika, det nye Kina med Afrikanske karakteristika”! Og på trods af modvilje fra den Europæiske Union og den nuværende regering i Berlin er der et stigende antal af mennesker i Europa, som ønsker at blive fuldt integreret i Den Nye Silkevej, som 16 + 1 landene, Spanien, Portugal,
Schweiz, Holland, Belgien, men især Østrig og Italien. 

Den største og uundgåelige udfordring vil imidlertid være at finde en løsning, som inkluderer USA. I betragtning af det reelle niveau af militarisering af USA, både hvad angår de væbnede styrker såvel som den indenlandske bevæbning af befolkningen, er chancen for at USA vil gå i opløsning, eller acceptere at blive udelukket fra et alternativt verdenssystem, lige så fredeligt som det skete med Sovjetunionen, sandsynligvis tæt på nul. Præsident Putins militære politik, som blev annonceret den 1. marts, vedrørende russisk militærvidenskab og den strategiske alliance mellem Rusland og Kina, viser russisk og kinesisk klarhed om dette. Så hvis Thukydids fælde skal undgås, skal der være et udkast til en løsning, som giver USA en høj plads i verdensordenen. 

Den fælles politiske platform, der tilbydes, skal være formet ud fra synspunktet om, hvad Nikolaus von Kues definerede som en helt ny form for tænkning, hans berømte {“Coincidentia oppositorum,”}. Den ene, som har en højere orden af virkeligheden end de mange. Dette er allerede implicit i præsident Xi Jinpings opfattelse af menneskeheden som et “Fællesskab med fælles fremtid.” 

I stedet for at nærme sig spørgsmålet om det nye sæt af relationer blandt verdens nationer ud fra et synspunkt af at bevare status quo vil visionen om hvorledes den menneskelige art er modnet til voksenlivet 50 eller 100 år fra nu give et sæt af konkrete politiske samarbejdsaftaler. Ifølge den videnskabelige teori fra Vladimir Vernadsky vil Noosfæren til den tid have avanceret sin dominans over biosfæren kvalitativt, og nye generationer af forskere og klassiske kunstnere vil kommunikere med hinanden baseret på en søgen efter nye fysiske og kunstneriske principper. 

Som den tyske raketforsker og rumvisionær Krafft Ehricke fremlagde det, er udbygningen af infrastruktur, først i det nærtliggende rum, som en forudsætning for interstellar rumrejse, en nødvendighed for næste niveau af den menneskelige artsudvikling. Som samarbejdet på den Internationale Rumstation og som Hubble-rumteleskopets øjenåbnende resultater har
demonstreret, ændrer fokuset på menneskeheden som en rumfarende art følelsen af identitet hos alle de involverede astronauter, ingeniører og forskere. Det har også helt ændret forestillingen om, at vi lever i et jordbundet system, hvor modstridende geopolitiske interesser skal strides om begrænsede ressourcer med den idé, at menneskeheden lige er begyndt at tage de allerførste babyskridt ind i et univers, hvor der er anslået to billioner galakser. 

Det kinesiske rumprogram vil snart ændre spillereglerne på en hidtil uset vis ved at lede verden til en ny videnskabelig og industriel revolution. De igangværende Chang’e månemissioner omfatter et ambitiøst program om at bringe helium-3 tilbage fra månen som brændstof til kontrolleret fusionskraft på jorden. Når den menneskelige art kan styre fusionskraft, vil vi have energi- og råmaterialesikkerhed for hele den menneskelige art i al overskuelig fremtid. 

I samme retning går Indiens Chandrayaan-2 mission ledt an af Indian Space Research Organization (ISRO), som vil analyse månens overflade for spor af vand og helium-3. Præsident Trump har erklæret, at bemandede rumrejser, tilbagevenden til månen og missioner til Mars og “verdener langt væk” er en national prioritet igen. Disse og relaterede missioner fra de andre rumnationer vil ikke kun gavne de involverede lande, men hele menneskeheden. Rumforskning vil transformere alle aspekter af livet på jorden idet de samme generelle teknologier og metoder, hvormed man vil skabe landsbyer på månen, kan bruges til at skabe beboelige forhold i “ørkenområder” på jorden, som med “Umka”, den russiske by planlagt på Aktis. Rumteknologi vil fuldstændigt revolutionere tilgangen til avanceret lægehjælp alle steder på Jorden, landbruget vil drage fordel af mange aspekter af rumforskning. Kombinationen af fusionsøkonomi og månens industrialisering som det næste trin i en ubegrænset proces af menneskehedens fortsatte mestring af universets love vil betyde en helt ny økonomisk platform i den forstand, der er defineret af Lyndon LaRouche. 

Hvis de mange mennesker i nød i verden – om det er som flygtning fra fattigdom og krigens hærgen eller som tilskuer til et samfund, der falder fra hinanden med en stigning i vold, alkoholisme, stofmisbrug og depression, eller ethvert andet udtryk for desperation – kendte til de umiddelbare muligheder for et gennembrud til en ny æra for menneskeheden, ville den nye silkevejsånd fænge an og blive et håbets fyrtårn for alle. 

Det ordnende princip for en splittet verden i dag kan blive grundlaget for et fælles lederskab i form af præsidenterne i Kina, Rusland, Indien og USA. 




Præsident Trump fortsætter sit angreb på britisk imperialistiske uvaner

Leder fra LaRouchePAC den 16. oktober (EIRNS) – Mens præsident Trump holder massive kampagnemøder flere gange om ugen rundt om i landet for at få direkte forbindelse med befolkningen i ugerne forud for det afgørende midtvejsvalg den 6. november, har han også stillet sig til rådighed for den “falske presse “langt oftere end før, hvor han direkte angriber de imperiale mentale konstruktioner pålagt befolkningen af de tidligere regeringer og deres kontrollerede medier. Søndag aften viste CBS ’60 minutter’ et interview med præsidenten af Lesley Stahl, hvis modbydelige og respektløse fremfærd belejligt blev håndteret af den stadig mere komfortable præsident Trump. Klimaforandring? Klimaet ændrer sig, sagde Trump, men “jeg ved ikke, om det er menneskeskabt …. Forskere har også en politisk dagsorden.” Dette afviser fuldstændig den folkemorderiske IPCC-rapport, der kræver dekarbonisering og et stop for kødforbrug. Forsvar af den vestlige alliance? “Hvad er en allieret? Vi har vidunderlige forbindelser med mange mennesker, men ingen behandler os så dårligt som EU.”Vil du afgive løfte om ikke at lukke Mueller-undersøgelsen? “Jeg behøver ikke at afgive løfte til dig …. Jeg er præsidenten, og det er du ikke”. “Har Rusland blandet sig i valget? De blandede sig, men jeg tror også, at Kina blandede sig. Og jeg tror andre lande”… (hurtigt afbrudt af Stahl, som vender tilbage til Rusland). Vil du pålægge flere kinesiske afgifter? “De ønsker at forhandle. Jeg har også en god kemi med præsident Xi i Kina. Jeg ved ikke, om det nødvendigvis vil fortsætte.”

Siden sin tale til FN den 25. september har præsident Trump taget fløjlshandskerne af i forsvaret for de grundlæggende principper for den vestlige civilisation, defineret ved den Westfalske Fred – nationernes suverænitet, baseret på folkets vilje og i samråd med alle andre nationer. Dette er blasfemi for imperiet i både London og Wall Street. Globalisering – den moderne eufemisme for global imperial kontrol – har fejlet, siger Trump; det skaber udelukkende økonomisk underdanighed for internationale finansielle institutioner, imperialistiske krige, overnationale domstole, der pålægger imperialt styre, kriminelle narkotikakarteller og økonomisk forfald. Trump lader det blive meddelt – endnu uden bekræftelse – at han planlægger at møde Xi Jinping og Vladimir Putin kort efter valget, forhåbentlig fri for Russiagate løgnene og Demokraternes rigsretssagssvindel.

Det er vores ansvar at sikre, at han også vender tilbage til sin tidligere støtte til en reform af det amerikanske system, med Glass-Steagall og hamiltonisk nationalkredit, som blev kraftfuldt præsenteret i Will Wertz’ foredrag på ”Manhattan-projektet” i lørdags: “at skære den gordiske knude med et Damoklessværd”. Kun dette kan frigøre det videnskabelige og teknologiske potentiale i vores nation og alle andre nationer, i den Nye Silkevejs ånd. Trumps hensigt om at genopbygge den amerikanske industri, at “gøre Amerika stort igen” og “gøre deres nationer store igen” (som han sagde om de latinamerikanske nationer i sin FN-tale), afhænger helt af succesen i vores indsats for at gøre LaRouches Fire Love forståelige for det amerikanske folk og bringe USA til at samarbejde med Bælte og Vej Initiativet (BVI). Japan har fuldt ud sluttet sig til BVI; Italien har brudt med EU og støtter BVI; hele Afrika har tilsluttet sig BVI på Forummet om Samarbejde mellem Kina og Afrika den sept. 3-4; og latinamerikanske nationer vender sig nu mod Kina og BVI og kæmper for deres ret til at deltage. I intet tilfælde betyder det at vende sig væk fra USA. Faktisk blev præsident Trumps forsvar af suverænitet i FN entusiastisk modtaget af nationerne i Asien, Afrika og Latinamerika.

Ikke desto mindre ved alle, at Trump er omgivet af magtfulde personer, der er desperate efter at undergrave hans hensigter. I interviewet “60 minutter” fortalte han Lesley Stahl: “Jeg stoler ikke på alle i Det Hvide Hus …. Det er en hård forretning. Dette er et ondskabsfuldt sted. Washington, D.C. er et ondt, ondt sted.”For at bevare det amerikanske folks tillid må han først besejre kupmagerne og politikerne der vil afsætte ham; derefter genoprette sit personlige forhold til Xi og Putin; derefter gendanne det Amerikanske System; efterfølgende indkalde til en ny Bretton Woods-konference med verdens stormagter for at skabe et nyt globalt kreditsystem, for at afslutte det Britiske Imperium én gang for alle – fred gennem udvikling.

 




Det kommende valg: En kamp imod Wall Street og London

Leder fra LaRouchePAC den 15. oktober 2018 — Dagen for det amerikanske midtvejsvalg nærmer sig hastigt, med den amerikanske befolkning kraftigt opildnet over forsvaret af Donald Trumps præsidentskab imod “Russiagate” og relaterede angreb. Det er afgjort demokratiske angreb, men det er nu blevet klart for mange, at de blev lanceret af britisk efterretningstjeneste. Organisatorer i LaRouches Politiske Aktionskomité har mødt stor interesse ved de store valgmøder, afholdt af og for præsidenten, med uddelte skrifter, der ‘nagler’ det britiske kupforsøg og forklarer LaRouches “Fire Love ” for at redde økonomien fra endnu et økonomisk nedbrud.

Denne interesse går ud over partihensyn. Der er også gæring i mange mere eller mindre partiuafhængige kongreskampagner. Vigtigst er den uafhængige Kesha Rogers’ kampagne i Texas’ 9. distrikt, hvor repræsentant Al ‘Afsæt Trump’ Green – der sidder på den hidtil sikreste af de demokratiske pladser – ser til, og bekymrer sig over hver eneste bevægelse, som Rogers gør, og alle nye vigtige anbefalinger, hun modtager.

Den underliggende sandhed – uanset hvor mange der forstår det – er, at en økonomisk krise, lige så stor eller større end den store finansielle krise 2007-08, truer på den anden side af valgdagen; og derfor er det reelle mål for de mange millioner vælgere, der forsvarer præsidenten, Wall Street og City of London. Denne gang er årsagen det enorme ocean af ny virksomhedsgæld, som er skabt gennem centralbankernes trykning af penge efter den sidste krise – senest også forbrugslån – og den måde, de er blevet ‘pakket’ på, med sikkerhed, og forklædt med en langt større masse af afledte finansielle instrumenter – derivater. En lille ‘forsmag’ på dette sammenbrud finder nu sted i Indien, hvor kollapset og nationaliseringen af et selskab på 13 mia. $, der er garanteret af regeringen, forårsager ‘smitte’ i form af tab på tværs af landets finansielle system. Kursfaldet på nationale valutaer i nogle af de største udviklingsøkonomier skubber hen imod det større sammenbrud, der kommer.

Det, der i virkeligheden er nødvendigt for at forsvare præsidentskabet, er at møde og overvinde den finansielle krise og derved slå Wall Street og London.

Det betyder at få præsident Trump til at gennemføre de afgørende løfter, som han endnu ikke er rykket på: Glass/Steagall-Lov for det 21. århundrede; den ‘funklende’ nye højteknologiske økonomiske infrastruktur, der kræver billioner i investeringer fra et nationalt kreditinstitut. (Dette er, hvad der takket være Kina, har trukket verden ud af den såkaldte ‘Great Recession’ fra nedbruddet i 2008). Og lanceringen af en ny æra for rumforskning, som lovet i den smukke video fra 25. marts 2017, der var præsidentens “ugentlige tale” den lørdag. “Hvis vi kan opnå disse ting i rummet”, konkluderede han, “er der ikke det problem, som vi ikke kan løse”.

Det omfatter ‘handelskrigen’ mellem USA og Kina. USA og Kina kan sammen med de store rumfartsnationer Indien og Rusland oprette et nyt monetært system, slippe for IMF og WTO, og bruge det nye system til at skabe fælles investeringer i store infrastrukturprojekter i mange lande, og i rumrejser.

LaRouches “fire økonomiske love” skitserer retningen for de aktioner, som den indeværende politiske gæring i den amerikanske befolkning kræver.

Faktisk er situationen i Europa, med fremgangen for “nationalister” og tilbagegangen for de traditionelle partier, en meget tilsvarende kamp imod Bruxelles og London, og afgrænset af det samme igangværende økonomiske sammenbrud. Således også vigtigheden af det kommende valg til Europa-Parlamentet den 23.-26. maj, 2019.

 




Finansielt sammenbrud truer, mens krig eller fred står på spil i det amerikanske midtvejsvalg

Leder fra LaRouchePAC den 11. oktober (EIRNS) – Verden er ved et vendepunkt, med et finansielt sammenbrud der tegner sig så tydeligt, at selv Den Internationale Valutafond advarer om en sandsynlig ny “stor depression”. Sammenholdt med den netop udgivne rapport fra IPPC (Internationale Panel for Klimaændringer), der kræver en folkemorderisk afindustrialisering og affolkning af planeten, så kunne behovet for en hastig forandring til et helt nyt paradigme ikke være mere tydelig, som Schiller Instituttets grundlægger og præsident Helga Zepp-LaRouche understregede i sin internationale webcast i dag.

“Der er brug for et nyt Bretton Woods-system; der er brug for Glass-Steagall; vi er nødt til at slippe af med kasino-økonomien; vi skal have kredit til finansiering af realøkonomien, og vi skal grundlæggende have et nyt kreditsystem til at finansiere investeringer på multinationalt plan blandt alle verdens lande for at bringe verden ud af denne fare for en økonomisk depression” erklærede Zepp-LaRouche. Og tiden for handling er inde nu, på grund af det truende økonomiske sammenbrud og de samtidige bestræbelser fra det britiske imperiums side på at så økonomisk og politisk kaos, især i USA, hvor ‘pøbelens’ vold, finansieret af George Soros, i de seneste uger har haft til formål at udløse en “farverevolution” imod præsident Donald Trump for at sikre, at han ikke kan følge op på sit løfte om at have gode forbindelser til Rusland og Kina samt genindustrialisere USA.

Trump har korrekt sagt, at demokraterne er blevet “vanvittige og skøre”, hvortil Zepp-LaRouche tilføjede, at de voldelige drengestreger omkring bekræftelsen af dommer Brett Kavanaugh for Højesteret viser, at demokraterne har “mistet enhver sans for grænser! Dette er en helt hysterisk situation og meget farlig … det geopolitiske etablissement gik helt amok. Faktisk optrappede de deres kampagne, både mod Rusland og Kina, på hidtil usete måder. Og dette er et spørgsmål om krig eller fred. Folk bør forstå, at demokraterne virkelig er blevet vanvittige i spørgsmålet om Rusland og også Kina, og at de ikke bør falde i denne fælde, fordi “det ville betyde tredje verdenskrig.”

Zepp-LaRouche påpegede, at de finansielle eliter selv efter sammenbruddet i 2008 ikke drog nogle konsekvenser af deres egne fejltagelser og fortsatte med den samme vanvittige politik, hvilket har skabt betingelserne for et nyt, værre, nedbrud, som bekymrer selv IMF’s administrerende direktør Christine Lagarde. Men chancen for at IMF “reformerer” sig selv er nul, advarede Zepp-LaRouche. “IMF er virkelig en bankerot organisation”, og det blev udtalt af min mand, Lyndon H. LaRouche, Jr., i 1975, da han foreslog at erstatte denne IMF med en international udviklingsbank, som ville give langsigtet kredit med lav rente til udviklingsprojekter i udviklingssektoren. “Hvis det var blevet gjort, ville vi ikke have et flygtningeproblem”, bemærkede Zepp-LaRouche. “Vi ville have velstående lande over hele kloden; men nu med Den Nye Silkevej går politikken i den rigtige retning.”

I stedet fortsatte de imperialistiske bankfolk med “bare at pumpe penge ud – kvantitative lempelser. Og nu har centralbankerne grundlæggende opbrugt og udtømt alle disse instrumenter.” Deres forsøg på at tæske lande til underkastelse, som det gøres med Italien, vil komme til at give bagslag. “Jeg tror ikke man bør glemme, at begge den italienske regerings koalitionspartier, Lega og Five Star Movement-partiet, har Glass-Steagall – ikke kun på deres partiprogram – men også i koalitionsaftalen …. Hvis nogen udefra skubber dem ind i et sammenbrud, vil jeg ikke udelukke muligheden for … eller rettere sagt er det ganske sandsynligt, at de vil indføre Glass-Steagall som selvforsvar … der er brug for Glass-Steagall; vi er nødt til at slippe af med kasinoøkonomien ”

Virkeligheden er, at der “lige nu finder et oprør sted i hele verden … imod denne forfejlede neoliberale politik” observerede Zepp-LaRouche. Opstanden er af en sådan karakter, at et politisk “jordskælv” er sandsynligt, når næste valg til Europa-Parlamentet finder sted til april. Men Zepp-LaRouche advarede om, at vi ikke kan vente til april, fordi “krisen er over os nu”.

Den netop offentliggjorte IPCC-rapport om at fjerne kul som brændstof fra planeten, er til dels en reaktion på dette oprør, men især “en desperat indsats fra imperiets styrker mod Trump … især rettet imod Den Nye Silkevej, imod Bælt- og Vejinitiativet …. Og det er en indsats for virkelig at stikke en kæp i hjulet på denne dynamik,” forklarede Zepp-LaRouche. “Hele diskussionen om hvorvidt menneskets CO2-udledning forårsager klimaforandringer er fuldstændig absurd, men også meget farlig, for, som man kan se, er befolkningen hjernevasket.” Pointen er, understregede hun, “at dette intet har at gøre med reelle problemer. Dette er en massepsykose, og det drives af hedgefondene, af Wall Street, fordi handlen med CO2-udledningskvoter er kvaksalveri.”

Og “at pålægge en global kulstofafgift , som der også bliver presset på for, vil betyde, at de (globalisterne, red.) atter har et godt instrument imod national suverænitet, for når man engang er enig om, at de nationale økonomier skal underkaste sig krav med hensyn til deres CO2-udledning, går man igen i retning af globalistisk øko-fascisme. Det er ikke videnskabeligt. Jeg synes det er det modsatte: Det er oligarkisk, og det er en indsats, der virkelig – efter min mening – primært er rettet mod Den Nye Silkevej, men naturligvis også mod Trump, imod Tyskland og mange andre lande.”

Og Zepp-LaRouche konkluderede: “Vi må have den modsatte tilgang: Vi skal være optimistiske om menneskets evne til at overgå til fusionskraft, at udvikle helt nye videnskabelige metoder til energi, sikkerhed for råvarer og rumrejser.”

         

 




Krig og fred på spil i USA’s midtvejsvalg:
Schiller Instituttes ugentlige webcast med Helga Zepp-LaRouche den 11. oktober 2018

Afskrift på engelsk:

Schiller Institute New Paradigm Webcast, October 11, 2018
With Helga Zepp-LaRouche

The Stakes In the U.S. Midterm Elections: War or Peace

HARLEY SCHLANGER:  Hello, I’m Harley Schlanger with the
Schiller Institute.  Welcome to our webcast for today.  It’s Oct.
11, 2018:  Our webcast will feature, as always, Helga
Zepp-LaRouche, our founder and chairwoman Helga Zepp-LaRouche.
We were just reviewing events prior to this webcast, and
there’s so much going on, as we come now with less than five
weeks to the midterm election in the United States, which is
going to be an extraordinarily important in determining whether
the American people are going to step up to the responsibility of
joining the New Paradigm, or whether they’re going to succumb to
the demoralization and the media control.
We’re also seeing things that the LaRouche movement is
famous for, which is economic forecasting.  And Helga, why don’t
we start with that:  We saw a very big drop in the stock market
yesterday, there’s jitters on Wall Street, anxiety around the
world.  What’s going on?

HELGA ZEPP-LAROUCHE:  The system is disintegrating, and it’s
just a question of time when this will happen.  I find it very
remarkable that the IMF is pronouncing the famous “D” word.
Remember that the “D” word was never to be mentioned, because the
market would supposedly follows the psychology of the markets,
and when you mention the word “Depression,” then that could bring
it on and so was the tale. But now the IMF meeting in Bali,
Indonesia has been warning that challenges are to be faced,
otherwise, the second Great Depression would be looming.
Now, I find this really remarkable, and I think what they’re
trying to somehow prepare the population that thing is really
coming down.  This stock market plunge of more than 800 points —
I think something like 820 — you had President Trump who
basically said the Federal Reserve is “crazy” with their interest
rate policy, which caused a complete reaction by [IMF Managing
Director Christine] Lagarde and so forth, but he kept repeating
it twice.  He said the situation is much too tense to continue
this.  Naturally, this is the reason why you have the reverse
carry trade from the emerging markets, which was mentioned by the
IMF as the biggest threat to the system, and the second biggest
threat or maybe on an equal level, being the indebtedness. Now,
Lagarde also mentioned the indebtedness of the governments, the
corporate firms, and also other categories, like student loans
and car loans and all of this, is 60% higher than it was in 2008.
Then, in addition to all of these things, you have the
collapse of the real economy, with for example home-building
peeked in the United States in January and has been in a free
fall and since about May this was also the case for copper and
timber — all of these have lost between 15 and 20% since the
beginning of the year.  So, these are all markers that this thing
is not continuing.
And then, you have, naturally, on top of that the growing
fight between the EU and Italian government.  You had the famous
letter, or infamous letter by the two EU Commissioners [Pierre]
Moscovici and [Valdis] Dombrovskis, to the Italian government
warning them that their intention not to stick to the EU-imposed
budget deficit of 2.4%, that this would not be allowed, which was
the trigger for a run on the Italian bond, and as a result, the
spread between the Italian and the German values have gone up to
300 points; and it is generally said if it goes up to 400 —
basically that means that the Italians have to pay 3% and more to
refinance their loans — and that could actually really all
contribute to a crisis.
On top of it, by the 15th of this month, that is in four
days, the Italian government will publish the details of their
budget.  And it is expecting that the rating agencies immediately
afterwards will put out some rating, in all likelihood
downgrading the Italian bonds, or downgrading Italy as a country,
which then basically, depending how they are formulating it, if
the outlook is basically neutral, people say this could just go
through; but if they put a negative outlook on it, then that
could lead to a big banking crisis — actually not only of Italy,
but of the entire Western financial system.
It is clear that some of these people in the European
Central Bank and EU Commission obviously think they can force the
Italian government to capitulate, that they can control the
consequences of this, but this is playing with fire:  Because you
have a highly, highly volatile financial system, and I can only
say, in 2008, the whole world was more or less unprepared for the
crash, because they were not listening to the warning this my
husband had already put out, very clearly, on July 25th, 2007  —
this was one week before the secondary mortgage crisis in the
United States exploded.  And he had said at that time, this
system is finished.  All you can see now, is how it comes down.
And people didn’t listen to it. So the crash occurred in 2008 and
they didn’t draw any conclusions out of their own mistakes, and
just kept pumping money — quantitative easing.  And basically
all these instruments of the Central Bank are now completely
exhausted and used up.
And contrary to 2008, when everybody was unprepared, those
people who are now trying to cause the Italian government to
capitulate and continue with the austerity, which the Italian
government was voted in, because they rejected that austerity.
So, if they push too hard, I think one should not forget that
both Italian government coalition parties, the Lega and the Five
Star Movement party, they have Glass-Steagall in not only their
party program, but also in the coalition treaty.
Now, obviously, the Italian government knows what they’re up
against.  They have seen speculators moving in on countries,
driving them into the ground, so they are relatively careful, and
they’re not saying anything terribly provocative.  But if
somebody from the outside pushes them into a crash, I would not
exclude the possibility, or I would actually say it’s quite
probable that they would implement Glass-Steagall as a
self-defense.
So it is quite different from 2008, and I think the only
lesson that one can draw out of all of this, is we need to
amplify our efforts to go for a New Bretton Woods system, which
we have a campaign on internationally, we have a petition; this
has been signed by many people in the meantime, and I would urge
you, our viewers, sign this petition, get it around, prepare
anybody you know — elected officials, mayors, parliamentarians,
congressmen — to prepare for Glass-Steagall, and not only that,
but the Four Laws of Lyndon LaRouche.  Because unless we
reorganize this entirely bankrupt financial system in an orderly
fashion, the danger is an uncontrolled collapse.
You need a New Bretton Woods system, you need
Glass-Steagall, we need to get rid of the casino economy; we have
to have credit for the financing of the real economy, and we have
to have a new credit system to basically finance investments on a
multinational level among all the countries of this world, to get
the world out of this danger of a depression.
So, if the IMF talks about the danger of a Great Depression,
people should take it to heart. Think about what happened in the
Great Depression in the ’30s  — in the United States it was
devastation, but in Europe it was even worse, because it led to
fascist movements and that to world wars.  So people should not
take these things lightly:  Get onboard with us.  Join the
Schiller Institute, join our campaign for New Bretton Woods,
because that’s the only answer one can give to this danger of a
looming crash.

SCHLANGER:  I had a chance to read through the Executive
Summary of the IMF report, and there were two omissions — they
were there in a sense, but they didn’t really acknowledge them,
— both of which your husband was out in front of for many, many
years, in dealing with the IMF.  On the one side, it’s clear that
it’s {their} policy which has failed.  The austerity regime which
the IMF is famous for, these have never led to any economic
development.  And then, secondly, the quantitative easing, the
low-interest credit for speculation, instead of Glass-Steagall —
the IMF was promoting that.  And so, the two things they
promoted, they’re now admitting are failed. Do you have any
thoughts on that, Helga?

ZEPP-LAROUCHE:  I think the possibility that the IMF would
reform itself is probably going in the probability towards zero.
I think it requires a different kind of action.  In a certain
sense, you have right now in the whole world, already, a revolt
against these failed neo-liberal policies.  This was expressed in
the Brexit; this was expressed in the election victory of
President Trump; the new Italian government is an expression of
that; also the Austrian government.  And I think that  — in a
certain sense, national sovereignty has to be reasserted, and I
don’t think these supranational institutions which were the main
reason why these policies were imposed, which had created havoc:
Look at what happened to Greece.  The Greek economy was
diminished by one-third.  The Italian economy was destroyed.  The
fact that we have now a totally different government in Italy,
which is pro-growth for the most part, which is for the
relationship with China, for the relationship with the New Silk
Road, all of this is a response to the failure of these policies.
And there are many people in Europe who are expecting that, given
the fact that the EU is basically doing exactly the same thing in
principle, namely, sticking to the neo-liberal austerity, that
you will have an earthquake in the coming European Parliament
elections [in April] which will show that these present policies
will be absolutely out.
I think this is much too long term.  I think the crisis is
upon us now, so I can only say: The only solution is for the
package I just said before:  The IMF is really a bankrupt
organization, and that was stated by my husband in 1975, when he
proposed to replace this IMF with an International Development
Bank, which would provide large-scale, low-interest credit for
development projects in the developing sector; and if that would
have been done, we would not have a migration problem, we would
have prosperous countries around the globe; but now, with the New
Silk Road, this policy is on a good way.
So I can only say, “listen to the wise words of Lyndon
LaRouche,” belatedly, but better late than never.

SCHLANGER: And that was a very popular item, “How the
International Development Bank Works,” that Lyn wrote back in
’76, I think it was.  We used it as part of his campaign — for
his first campaign for President.
Coming up on the midterm elections, there’s a lot of turmoil
that’s been unleashed.  What’s clear is that Hillary Clinton has
not learned anything from the results of November 2016.  You have
a real civil unrest that’s being built, deliberately, because the
Mueller case, the Mueller Russiagate story, is collapsing.  This
can become a very dangerous situation.  Let’s start with what
Trump said — Trump said, the Democrats have gone crazy.  I
assume you would share that assessment, Helga?

ZEPP-LAROUCHE:  If calling for violence is a sign of
insanity, then I would agree with him.  And it’s funny, I was
looking at the German media, and they all portray this fight,
this very hot situation in the United States, as if it’s all just
electioneering by Trump that he would call the Democrats a “mob.”
But, it is a fact that Maxine Waters already some months ago,
called on everybody to get into the face of Trump cabinet
members, whenever you them — there were some actually violent
incidents; people were not served in restaurants; and also some
other Democrats basically called that you should be “in their
faces” of the Trump camp. And that has created a complete
hysteria, which was amplified by the Kavanaugh case, where even
Alan Dershowitz, who said that he’s a liberal Democrat, he said
that the attempt, for example, Senator Feinstein and Eric Holder,
they said that Kavanaugh should not be accepted, that this would
put into question the legitimacy of the Supreme Court!  I mean
this is really incredible. Dershowitz then correctly said, forget
it, Kavanaugh is now Supreme Court Justice and he will be there
for his lifetime; this was due process, and the Democrats should
go back to being civilized and not violate all the norms and
rules.
I mean, this is incredible:  I’m not an expert on American
constitutional questions, but it seems to me if the Senate, or
some Senators, are putting into question the legitimacy of the
Supreme Court, this is heading towards a constitutional crisis,
or some kind of a state crisis if these people are not stopped.
I think they have lost all barriers, and they have lost all
sense of limit!  This is a completely hysterical situation, and I
can only say that this is very dangerous.  And we have said many
times that Trump is being attacked, essentially,  — I mean, you
can pick on tiny points here and there — but that’s not the
point: The main reason why Trump is being attacked, is because he
tried to get the relationship with Russia on a good basis.  He
had a very successful in Helsinki with Putin.  And at least, in
the initial phase, he had an excellent relationship with China
and Xi Jinping.  And that is why the geopolitical establishment
went absolutely crazy — as a matter of fact, they’re escalating
their campaign, both against Russia and against China, in
unprecedented ways.  And it is the question of war and peace, and
people should really understand that, that the Democrats have
really gone crazy on the issue of Russia and also China, and they
should not fall into this trap, because in the consequence, this
would mean World War III.

SCHLANGER:  One of the other important points, I think is
that what we’re seeing, is again, people like George Soros
funding these rent-a-mobs.  And Soros, of course, has been
involved in this for many, many years.  And I believe, Helga, you
first identified the operation against Trump after the election,
as similar to the “color revolutions” that Soros, combined with
people like John McCain, the National Endowment for Democracy,
the Clinton State Department, to run coups and regime changes,
throughout the former Soviet bloc countries.  I think we’re now
seeing that what you said about the “color revolution,” is
totally accurate, including the danger of a Maidan Square-type
chaos being unleashed.  Sen. Rand Paul said yesterday that he
fears that there could be assassinations.
Is this pretty much what you had seen two years ago, this
color revolution scenario?

ZEPP-LAROUCHE:  Yeah, because whenever you have George Soros
involved in such, and he financed, according to reports, $50
million to a private group which, according to these reports,
which was called into being by a “senator,” not named, but the
individual involved was formerly an aide to Senator Feinstein, so
the speculation naturally goes in this direction.  This was an
outsourcing of the whole Steele operation to a private group,
basically using $50 million so that this could go on, after
Steele was officially fired from his liaison with the FBI.
Now, this is incredible.  I think this will all come out,
and also following the James Baker testimony, which even if it
was behind closed doors, nevertheless, what came out in various
Fox TV programs and various other revelations, that it was
Michael Sussman, the lawyer of Hillary Clinton’s campaign and the
lawyer for the DNC, which was the original trigger for the whole
Russiagate affair.  I find this absolutely incredible and I can
only hope that the American voters draw their conclusion out of
it, because that means that the Hillary Clinton campaign was
involved with a foreign power, namely great Britain, against her
opponent in the election campaign, and then afterwards, basically
against an elected President.  Now, I don’t find this very
“democratic,” to say the least, to use these kinds of secret
service methods, deep state methods, to work against your own
President, who has been democratically elected.
This, in my view, is the biggest scandal, and if it is all
coming out, if all the documents are being declassified, I think
it will go down in history, as the biggest scandal in American
history.  And that is what’s at stake with this midterm election.

SCHLANGER:  I think it’s very important that Baker, who was
the legal counsel to Comey and the FBI, in his testimony before a
private Congressional hearing, that he acknowledged that Sussman
gave him the Steele report, which was then incorporated into the
original FISA warrant against [Trump campaign advisor] Carter
Page.  That just makes clear that all these Democrats who have
been protesting what Representative Nunes did in his House
Intelligence Committee, that they were wrong, they were lying;
they were trying to cover up for the connection between the
British, the Clinton campaign, and the FBI.
Now, Helga, a couple of other things we need to cover before
we finish today:  One is the very significant stopover in Beijing
by Secretary of State Pompeo.  He had just come from North Korea,
where there was what appears to be quite a successful meeting
with Kim Jong-un.  But when he got to China, it was a slightly
different environment, largely because of the moves toward trade
war.  What happened when Pompeo got to Beijing?

ZEPP-LAROUCHE:  This was shortly after Vice President Mike
Pence had made this absolute diatribe at the Hudson Institute,
attacking China in the {worst} possible way, and this was taken
very badly by the Chinese government and Chinese media, who
really questioned, does that mean there is a shift in the Trump
Administration, in a total hostile attitude towards China?
Basically, when then Pompeo arrived in Beijing, just a few days
afterwards, he basically reiterated that it is the policy of the
United States to have a good relationship with China, to agree to
the One-China policy, and that the United States is not trying to
stop the rise of China.  And there were several Chinese media
which noted the fact that this was an extremely important
statement to come at this moment.
There was one interesting article in the {Global Times} by
the American analyst and expert, Clifford Kiracofe, who made the
point that there is a clear difference between Pence, who sort of
speaks for the deep state, and Trump, who is trying to change the
U.S. foreign policy, but is being “hamstrung” by this crew on the
side of the deep state.  And Kiracofe basically said the U.S.
establishment is unwilling to learn the lesson from what’s going
on strategically, that the world is changing and that there is a
multipolarity already now.
Now, the significance of this is not only Kiracofe saying
that, but that the {Global Times} is publishing that, which is a
paper which is very close to the Chinese government.  So I think
it’s important that the Chinese are still, despite the trade war
and the escalation coming from ridiculous — like Elizabeth
Economy, who was already on a rampage in 2014, came out with
another major piece, accusing China of all kinds of things — I
don’t need to repeat this stuff;  and I already in 2014 said that
Elizabeth Economy obviously has an “economy-class mind” if she
says these things, and obviously, she has not improved since.
But in any case, I think it is very important that Pompeo
was there to set the record straight, because obviously, the need
to find solutions to the world does require the collaboration
among the major powers of the world.  Those people who are
pushing this insane confrontation, like Hillary Clinton did in
her speech in Oxford, where she was on an absolute rant against
Russia, I mean, these people should really not be listened to, at
all.

SCHLANGER: Another group that shouldn’t be listened to, but
unfortunately is, is the IPCC, which is in the news again, with
the so-called “manmade climate change” theories they have,
demanding that carbon dioxide be eliminated from the universe.
This goes back to the campaign you waged against the
British-backed, German figure John Schellnhuber, who has been
pushing these policies.  And now it looks as though this is going
to be aimed as dagger at the heart of the German auto industry.
And it’s a good thing that Trump pulled the United States out of
the Paris climate change agreement.  But where is this heading?

ZEPP-LAROUCHE:  This is report which says the climate accord
from Paris was not good enough, we need not stop 2% temperature
increase, but we should stop at 1.5% by 2050.  And obviously,
this is basically what Schellnhuber put out some years ago with
the “great transformation” as he called it, the decarbonization
of the world economy, getting rid of nuclear, getting rid of
coal, oil, gas, just go to “renewable” energy sources; and there,
it is very, very clear that what my husband has developed in
terms of the cohesion and the correlation between energy
flux-density in the production process, and the potential
relative population density, which can be maintained with that
energy flux-density, means that the goal which Schellnhuber set
forth that the Earth can only carry 1 billion people, that that
is what they now want to put back on the agenda.  It’s a
desperate effort by the forces of the Empire against Trump, who
has promised to reindustrialize the United States; especially
against the New Silk Road, against the Belt and Road Initiative,
which now is the new spirit which has captured more than 100
countries already, which work with the Belt and Road Initiative
to their benefit.  And it’s an effort to really throw a monkey
wrench into this dynamic.
But I think it’s desperate, I think it’s dangerous, but I
don’t think it will work.  I don’t think that these people will
convince China, India, Latin America, Africa, the Asian nations,
even some of the European nations, to lie down and die, because
this is what that would mean.
It’s dangerous anyhow, because you can see that it’s needing
a mass hysteria on the CO2 question.  I mean, first of all, we
have long debated that the CO2 emissions is really a minimal
factor in climate change.  Climate change is taking place,
there’s no question about it, but as we have documented many
times in the past, it has to a very large extent to do with the
position of our Solar System in the Galaxy, and it is long-term
cycles from Ice Ages to warming periods, and within that, you
have still smaller fluctuations; and this is determining the
climate.
So the whole discussion of whether the CO2 emission of man
causing these climate changes is just completely absurd.  Now,
it’s very dangerous, because, as you can see, this brainwashing
of the population  — in Europe, for example, one day after the
IPCC put out this quack report, the EU Environment Ministers met
and they decided that the CO2 emission from cars should not be
30%, like they had previously argued, but it should be 35%; and
the German government, which basically initially said 30%, and
then agreed to this compromise — it’s just crazy.
Now, what will that do?  The boss of VW, the largest German
carmaker today came out and said that if this aim is being
implemented to have 35% cut in cars’ CO2 emissions, then this
will cause, alone for VW, 100,000 jobs — and that’s just one
carmaker.  Now, you can add all the other ones, and you will end
up with millions of people going unemployed and the whole
industry collapsing!  Germany, as an economy, is already on
extremely fragile ground because of the exit from nuclear energy,
and if they now are pushing to eliminate coal altogether, this
will be the death of Germany as an industrial country.
Obviously, we will make a big campaign against that.
There is a big worry, because obviously, for example, Poland
is 90% dependent on coal in terms of its electricity production.
And if they force countries to implement that, you will have a
populist explosion in the next vote, if not earlier.
So this is all completely crazy, and it should be stated
very clearly, that with the presently existing technologies, for
a very long time, the world population cannot be maintained
without coal, and there are safe and modern coal plants which are
completely environmentally friendly; and it’s completely
motivated by, not the environment, but by an anti-population
attitude.  We had put out in 2015, a report “‘Global Warming’
Scare Is Population Reduction, not Science,” and in that report,
we had the Queen of England on the cover, because obviously,
Schellnhuber, who wants to be addressed all the time as “CBE,”
Commander of the British Empire,  — we had documented in that
report that these are British policies.  And I think what we see
with this IPCC report, and anti-coal emission campaign; and in
Berlin, they now forbid diesel cars, cars which fueled by diesel
are forbidden from driving in 11 zones in Berlin! Now, the
craftsmen’s association has said that this means that 50,000 cars
of craftsmen will not be allowed to drive in the city, and
everybody who needs the services of a craftsman, who needs a new
roof, or needs a new pump, or whatever, they will not be serviced
any more.
This has nothing to do with real issues:  This is mass
psychosis, and it’s driven by the hedge funds, by Wall Street,
because the CO2 emission trade is a quackery:  We denounced that
in the past, and now, to impose a global carbon tax, which is
also what is being pushed, would mean they have again a good
weapon against national sovereignty, because once you agree that
national economies have to submit to the policing in terms of
their carbon emission, here you go again in the direction of this
globalist eco-fascism.
It’s not scientific, I think it’s the opposite:  It’s
oligarchical and it’s an effort, really aimed, in my view
primarily against the New Silk Road, but naturally also against
Trump, also against Germany, and many other countries.  So, we
should really denounce that, and we will have a whole bunch of
articles about that on this webpage; we will have a whole section
on the Schiller page, where we will have interviews and
statements.  And we invite you, if you have some scientific
contribution to make to this subject, we will publish it on this
website and have a public debate.  Because this is really
dangerous for the future of civilization.
And we have to have the opposite approach:  We have to have
an optimism about man being able to go into fusion power, to
develop completely new scientific methods for energy, safety, for
raw materials security, space travel — I think we should not get
into this scare which is really a tool of the oligarchy to try to
stop the development of the people.

SCHLANGER:  Helga, we’ve gone on a little bit longer than
usual, but I think there’s one other thing we have to bring up,
because we teased it last week, which is endorsements for
Independent Congressional candidate Kesha Rogers in Texas.  In
case, people don’t know this, in the last couple of days, we’ve
two very prominent American Republicans and conservatives —
actually, they may not even be Republicans in the party sense —
but Roger Stone, a longtime friend of Donald Trump, a
self-proclaimed “political provocateur” issued a very strong
endorsement of Kesha Rogers.  And then, Senator Richard Black, a
Virginia state senator, who’s been very involved in exposing the
coup and also exposing the deep state operations against Syria,
he issued a statement endorsing Kesha Rogers.  Helga, do you have
any thoughts on these two endorsements?

ZEPP-LAROUCHE:  I think it’s great, and I can also add that
the French former Presidential candidate Jacques Cheminade also
endorsed Kesha Rogers, saying that even though he’s not an
American, Kesha’s campaign has international significance,
because she is the flagship against everything which is going
wrong in the United States, right now.  So I think we will have
more such statements, and I really wish all of you to come out
and support Kesha Rogers, because this is a campaign of national
importance and international importance.  [Rogers is an
Independent running in the 9th CD in Texas, against incumbent
Democrat Al Green, who promotes impeaching President Trump
regardless of whether he has committed a constitutionally defined
crime or not — ed.]

SCHLANGER: OK, I think that about does it.  Until next week,
Helga, we’ll see you.

ZEPP-LAROUCHE:  OK, till next week.




IPCC viser os alle, hvorfor Trump havde ret i at trække Amerika ud af Paris-‘Klimaaftalen’

Leder fra LaRouchePAC den 8. oktober: Mindre end to år efter vedtagelsen af Paris-Klimaaftalen trak præsident Donald Trump USA ud af den, idet han korrekt anfører, at den ville medføre store økonomiske omkostninger og eliminere beskæftigelse uden at nå sine angivne hensigter om forbedring af miljøet.

Nu har IPCC (FN’s Internationale Panel om Klimaforandringer) i realiteten omstødt Paris-aftalen for ikke at føre tilstrækkeligt store økonomiske omkostninger med sig. Panelet truer med skræmmende konsekvenser for planeten, hvis ikke alle nationer “foretager hurtige, vidtrækkende og hidtil usete ændringer i alle aspekter af samfundet.” At holde den ‘globale opvarmning’ under 2 grader celsius i det 21. århundrede er ikke nok, siger IPCC i sin nye rapport udgivet den 7. oktober.

Løfterne om reduktion af kulstof-udledning fra alle landene bag Paris-aftalen “er ikke nok.” I stedet skal der nu tages store skridt (tilbage) i menneskelig produktivitet og industriel aktivitet samt i den menneskelige kost. Nedskæring af industriel aktivitet, husdyravl og kødproduktion og nedskæring af CO2-udledning med 1 mio. tons hvert år skal starte straks, og forfølges indtil der ikke er nogen CO2-udledning mere – dvs. ingen kulbrinte-brændstoffer og heller ingen kernekraft – i år 2050 eller tidligere.

Dette er et angreb på Trumps politik for vækst. Desuden er det et angreb på Kinas politik for at sprede sin økonomiske vækst og fattigdomsreduktion til Afrika; et angreb på dets Bælte og Vej-Initiativ som helhed, og især den entusiastiske accept af initiativet i Afrika. IPCC-rapporten udtrykker Barack Obamas modbydelige, absurde og dødelige trussel på et “ledelsesmøde” i Afrika for flere år siden, om at “hvis I alle vil have klimaanlæg og en vestlig kost, vil I få planeten til at koge over.”

IPCC angriber i høj grad fundamentet for selv videnskaben om den menneskelige økonomiske udvikling, en videnskab der stammer fra universalgeniet Gottfried Leibniz for tre århundreder siden, og som siden er genoplivet af Lyndon LaRouche og hans politiske bevægelse som et modtræk til det Britiske Imperiums efterkrigstids neo-malthusianisme.

Centralt for den videnskab er, hvad LaRouche kalder stigningen i potentiel relativ befolkningstæthed, målt på fremskridt for både den menneskelige art og for Jordens biosfære, som mennesket, som noget enestående blandt de levende væsener, er i stand til bevidst at forbedre.

Stigende energi-gennemstrømningstæthed i menneskelige energikilder – hvilket fører opad fra omdannelse af sol og biomasse gennem vind og skovdrift, videre gennem petrokemikalier til nuklear fission, og nu i retning mod nuklear fusion og plasma teknologier – betyder højere potentiel befolkningstæthed hos menneskeslægten under en stigende levestandard. Denne “fremskriden opad fra ilden” betyder også højere teknologisk industri og større potentiale for at forbedre miljøet, jordens vandforsyning, dets landbrugsproduktivitet og bæredygtighed – og dermed stadigt stigende potentiel befolkningstæthed.

Det er dette der er nødvendigt i Afrika, hvor fattigdomsreduktion endelig er begyndt at finde sted sammen med stigende kinesiske investeringer i energi, sammen med jernbaner, veje, vandoverførsler, havne – og samtidigt i Mellemøsten og Sydamerika. Det er grunden til, at Asien går efter atomkraftteknologier, mens det miljøaktivistiske paradigme i Europa opgiver atomkraft.

Amerika er heldige med, at præsident Trump har vendt mere af det amerikanske folk imod IPCC’s miljø-terrorkampagner. Hvis “Russiagate”-kuppet imod ham kan vendes afgørende ved dette midtvejsvalg og efterfølgende, kan han blive i stand til at arbejde med de andre stormagter, som fremmer industrielt fremskridt (på et højere niveau).

Disse lande, USA, Kina, Rusland og Indien, kunne lancere et nyt internationalt monetært system designet direkte til udenlandske investeringer i højteknologi. Så kunne de i fællesskab – med deres rumfarts- og kernekraftskapacitet – koncentrere sig om den afgørende udvikling af små, sikre, modulære atomkraftreaktorer, nøglen til at alle mennesker endelig kan få elektricitet.

Og mens de forbedrer denne planet, kunne de sammen arbejde på menneskeslægtens evne til hurtigt at rejse andetsteds hen i solsystemet.

Lyndon LaRouche udarbejdede “fire love” for disse økonomiske handlinger. De udtrykker potentialet for virkelig at vinde kampen om det amerikanske midtvejsvalg.

 




Hvilket jammerligt cirkus! Tyskland har brug for en anden politik!

Af Helga Zepp-LaRouche, den 23. september 2018

Hvis man ved ”absurd teater” forestiller sig en fremstilling af retningsløse mennesker i en meningsløs verden, så oplever vi netop nu en gallaopførelse af den slags i Berlin. Skandalen om den forhenværende efterretningschef Maassen demonstrerer at han som tak for sin blindhed på det højre øje, skal styrtes ned fra karrierestigen. Seehofers hensynsløse adfærd og Merkels og Nahles forveksling mellem egen magt og samfundets vel, viser med al tydelighed, at eliten i Berlin befinder sig i den forkerte film. De handler ud fra et manuskript om virkeligheden, der kun befinder sig i deres eget hoved og hverken har noget at gøre med den almindelige befolknings virkelighed eller de strategiske udviklinger. Hvis ikke Tyskland skal tage alvorlig skade, har vi brug for en anden politik så hurtigt som muligt.

Når Seehofer udnævner migrationen til ”alle problemers moder”, så er han og det geopolitiske, nyliberale mønster, som han foretræder, selv ”oldemoderen til alle problemer”. For der ville ikke eksistere en flygtningekrise i denne form, hvis ikke Bush, Obama, Blair og Cameron havde ført krige i Sydvestasien baserede på løgne, hvis folkeretsstridige karakter aldrig er blevet kommenteret af den tyske elite. Et slående eksempel på denne medskyldighed er det af økonomiminister Altmeiers uhørte salg af nye våbensystemer til Saudi-Arabien, der netop er i gang med en tilintetgørelseskrig mod Yemen. Hvis verden skal bestå, så bør dette have et folkeretsligt efterspil!

Og denne krise ville ikke have udviklet sig under denne form, dersom Europa havde distanceret sig fra kolonimagternes politik og fra den internationale valutafonds efterfølgende politiske krav. Hvis Europa i de forløbne årtier havde gennemført samme politik for industrialisering af Afrika, som Kina påbegyndte for omkring ti år siden, så havde de afrikanske flygtninge ikke haft nogen grund til at forlade deres hjemlande.

I betragtning af disse realiteter er teateret i Berlin ikke blot absurd, men også afskyeligt: Maassen i rollen som ræven, der vogter gæs, Seehofer som elefanten i porcelænsbutikken, der ikke tænker på dagen i morgen, Merkel som dronningen, der bliver mindre og mindre, og Nahles som et mareridt for Kurt Schumacher og Willy Brandt, der må vende sig i graven. Hvilken komedie! Og så oven i dette Nahles som opfinder af en ny olympisk disciplin: baglæns roning!

Det er symptomatisk, at en gennemført kyniker som Spiegel-journalisten Jan Fleischhauer sætter fingeren på det ømme punkt: Under overskriften ”feministisk porno i stedet for proletariatet” skriver han, at SPD-ledelsen for længst har mistet deres vælgere af syne. SPD i Berlin og deres ungdomsorganisation krævede, at den slags pornofilm skal være ”afgiftsfrie, blivende og billige” og derfor skal de optages i fjernsynskanalerne ARD’s og ZDF’s samlinger af film. Dette er ganske simpelt vanvittigt! Det burde stå klart for enhver, at hele det venstreliberale-grønne udbud af SPD-temaer, der fuldstændigt overser de tidligere SPD-vælgeres eksistentielle problemer  –  såsom huslejepriser, fattigdom i alderdommen, et uretfærdigt sundhedssystem og mangel på fremtidsperspektiver  –  er grunden til, at SPD har mistet ti millioner vælgere siden 1988.

Det virkelige problem er, at Seehofers, Merkels, Nahles osv. adfærd har øget politikerleden her i landet endnu nogle grader. Hændelserne i Chemnitz og andre overgreb kaster umiskendeligt skyggen fra Weimarrepublikken op på væggen.  Desværre kan man ikke længere nægte, at fascismen nu her kun 73 år efter anden verdenskrigs afslutning atter kan blive en fare. Efter at Vesten i februar 2014 understøttede Nazi-kupmagerne i Kiev, hvor Tyskland også deltog i et vist omfang, om end det fik tak af Victoria Nuland med ordene ”Fuck the EU” –  advarede præsident Putin om, at dette ville fremme fascistiske bevægelser i hele Europa. Desværre er det dette, vi oplever lige nu.

Et væsentligt ansvar for den nuværende krises opståen bæres af de gængse medier, der for længst er hørt op med at fremdrage sandheden, sådan som for eksempel Seymour Hersh gjorde det med My Lai-massakren eller Robert Parry om løgnene om præsident Assads angivelige brug af kemiske våben. I stedet for har disse medier gennem længere tid leveret beretninger om regimeskift for mindre velsete regeringer, forherliget betalinger til terrororganisationer som ”humanitær hjælp” eller med gennemført negative beretninger skabt fjendebilleder af Rusland eller Kina, alt efter som det passer ind i Vestens geopolitiske hensigter.

Og samtidig er EU i gang med at forstærke de centrifugale kræfter i Europa; de nyeste eksempler er Bruxelles’ angreb på Polen og Ungarn  –  hvad der i det sidstnævnte eksempel blot har opmuntret Orban til at aflægge et meget mere velmodtaget besøg i Moskva. Og præcis fem år efter begyndelsen på Kinas silkevejsinitiativ, som i mellemtiden for længst har inddraget størstedelen af menneskeheden i et nyt paradigmes dynamik om samarbejde til gensidig fordel, så kommer EU med sit modsvar til Den nye Silkevej med en ny måde at forbedre sammenhængen med Asien på grundlag af klare ”regler”. EU’s udenrigsminister Mogherini hævder, at hun har besøgt 20 lande i Asien, der alle har vist større interesse for det europæiske forslag om forbedrede forbindelser end for samarbejde med den kinesiske Silkevej. Det kunne være interessant at erfare, hvilken planet de 20 lande ligger på, for de allerfleste stater i Eurasien har længe arbejdet sammen med Kina og Rusland til deres egen fordel.

Kina reagerede derimod på EU’s fremstød på sin sædvanlige vis med forslag om samarbejde til gensidig fordel og hilste det europæiske initiativ velkomment: man burde række hinanden hånden og arbejde sammen om udbygningen af den eurasiske infrastruktur, hvor EU og Kina burde optræde som partnere og ikke som rivaler.

Det, der gælder for Eurasien, gælder så meget desto mere for mulighederne for Europas samarbejde med Kina angående udviklingen af Afrika. Således skriver professor Nader Habibi fra Brandeis-universitetet i China Daily, at trods Europas påstand om at være dets vigtigste handelspartner, så har Afrika øjensynligt ikke udviklet sig økonomisk, men i modsætning hertil åbner Kinas engagement muligheden for at skabe millioner af arbejdspladser. Kinas økonomiske aktiviteter i Afrika er derfor ubetinget i Europas interesse, hvis det vil se en virkelig løsning på flygtningekrisen. Den nye italienske regering er allerede i fuld gang dermed. Finansminister Tria og statssekretæren i handelsministeriet Michele Geraci skulle lige have underskrevet en hensigtserklæring med Kina om at samarbejde om industrialiseringen af Afrika for at overvinde flygtningekrisen.

Økonomiminister og vicestatsminister Di Maio udtrykte sin glæde over, at Italien som det eneste europæiske land fører langt fremskredne forhandlinger med Kina om Den nye Silkevej, der sandsynligvis kan afsluttes før årets udgang, Han sagde: ”Den mand, der indførte Kina i Europa, var italiener, og det er en usædvanlig mand: Marco Polo… Ligesom Marco Polo vil jeg gå helt ind for Den nye Silkevej, for som den kinesiske vicestatsminister Hu (Chunhua) sagde i går, så ankommer Silkevejen til Rom, og Italien kan ikke andet end at være en fundamental partner i Kinas initiativ om det økonomiske bælte.”

Dette burde være en inspiration for os her i landet. Hvad vi har brug for her i Tyskland, er en ny kombination af kræfter, der uforstyrret af den nu ikke mere helt så store Store Koalitions tilbagetrækningsvanskeligheder sætter en ny politik på dagsordenen for samarbejde med Kina og Rusland til løsning af de vigtigste strategiske udfordringer. I stedet for at modtage fortsatte afslag fra de nordafrikanske stater, der vægrer sig ved at opføre koncentrationslejre for afrikanske flygtninge, og at ødelægge EU’s ry helt gennem Frontex’s voldsomme fremfærd mod bådflygtninge i Middelhavet  –   hvad der allerede i stor udstrækning er sket  –  , så burde vi hellere straks gå ind på Xi Jinpings tilbud om at industrialisere det afrikanske kontinent i samarbejde med Kina.

Det, der helt mangler i den nuværende tyske politik, er en storslået vision for menneskehedens fremtid, og netop sådan én har Kina sat på dagsordenen i fem år. Den nye Silkevejs ånd har for længst grebet størstedelen af denne verdens lande: Ideen om en hidtil uset arbejdsdeling i gensidig interesse og for udformningen af en fremtid, der ikke blot overvinder fattigdommen på hele planeten på kort tid, men muliggør udviklingen af hvert enkelt menneskes muligheder her på Jorden.

Det, der er brug for nu, er mennesker her i landet, der er i stand til at hæve sig højt op over de ovennævnte politikeres smålighed, mennesker der praktiserer en selvstændig tænkning frem for at tænke ligesom alle de andre, og mennesker som ikke overdrager Tysklands skæbne til grupperinger, der har haft deres chance og ikke har brugt den.

Der er al mulig grund til optimisme – men der må handles. Vi har mundheldet: ”Den nye Silkevej bliver til Verdenslandsbroen!”

 




”Tankerne er frie” – Men vi er nødt til at tænke selv!

Af Helga Zepp-LaRouche

1.oktober 2018  (Bueso.de) — Man må indrømme, at det ikke er let for folk i Tyskland  –  og ikke blot der  –  at beholde et optimistisk syn på fremtiden, set i lyset af alle de dårlige nyheder, som de gængse medier dagligt udspreder. Det er et uværdigt cirkus, som politikerne fra den såkaldte Store Koalition – der i mellemtiden snarere er blevet til en Lille Koalition – har opført i de sidste uger. Men alligevel er det dog muligt at gennemskue hele den komplekse strategiske virkelighed  –  forudsat at man selv forsøger at udvikle sin egen forståelse af de vigtigste af nutidens temaer. Og dette kræver åndeligt arbejde.

Eller har De måske allerede fået sat det hele på plads: Trump, Putin, Xi Jinping og Kim Jong-un er alle diktatorer, hvor man overhovedet ikke behøver at bekymre sig om, hvad de har til hensigt, da det hele allerede er klart; de kvinder i Amerika, der pludseligt har samlet sig i MeToo-bevægelsen, er alle heroiske, pludseligt befriede barbiedukker, der endelig har rejst sig mod årtiers seksuelle undertrykkelse; og selvfølgelig er afrikanerne fattige, fordi de ikke gider udvikle sig. Man kunne fortsætte listen af den slags uundersøgte påstande med adskilligt flere fordomme.

Selv om en tysk læser dagligt ville følge ti aviser fra Bild til Tageszeitung og Heute, ville han ikke have nogen chance for at forstå de yderst spændende begivenheder under dette års FN-generalforsamling. Hvad Trumps tale til FN angik, kommenterede de alle som én blot den latter, som én del af den fyldte forsamling reagerede med oven på hans beretning om hans hidtidige regeringstid. Rent faktisk så var det mest interessante ved Trumps tale kombinationen mellem hans selvbevidste fremstilling af hans afvisning af ”gamle dogmer, miskrediterede ideologier og såkaldte eksperter, der i årenes løb igen og igen har ramt forkert” og hans egen vision om en bedre menneskehed, der var forbunden af en fælles historie og arbejdet på en fælles fremtid. Trump præsenterede i denne tale for den globale offentlighed grunden til, at den transatlantiske elite havde reageret så fuldstændigt hysterisk på hans indtog i Det hvide Hus: Her er en amerikansk præsident, der afviser den hidtil dominerende klasses regler og tænker ”outside of the box”. Og virkelig, når man ser bort fra mindre væsentlige forskelle, så ligger Trumps vision om folkenes fædrelandskærlighed og menneskehedens fælles fremtid slet ikke så langt fra præsident Xi Jinpings ”kinesiske drøm” og ”den ene menneskeheds skæbnefællesskab”.

Men når man sammenligner Trumps tale i FN med de talrige komplekse diplomatiske aktiviteter, som han samtidigt var indblandet i under mødet, så fremstår løgnagtigheden af det ondsindede billede, hans modstandere forsøger at udbrede om ham, skarpt.

Trump mødtes blandt andet med den koreanske præsident Moon Jae-in, der tilskrev Trump hovedansvaret for det gunstige udfald af forhandlingerne med Nordkorea og for denukleariseringen. Moon understregede det yderst intensive samarbejde, som han havde haft med Trump under disse forhandlinger, hvor Trump var blevet ”mere end en ven” for ham, og som han havde udviklet ”fuldkommen tillid” til. Endvidere udtrykte han håb om, at udsoningsprocessen med Nordkorea allerede i dette år kunne krones med en fredsaftale og en genforening af de to Koreaer.

Den russiske udenrigsminister Lavrov tilføjede for sit vedkommende, at Rusland ville gøre alt for at garantere Nordkoreas økonomiske fremgang i et genforenet Korea. Den japanske ministerpræsident understregede i sin tale i FN, at han håbede, at der allerede i dette år kunne underskrives en fredsaftale mellem Japan og Rusland. Hvad der vil forbedre betingelserne for fred og stabilitet enormt i hele det østlige Asien.

Genforening af Korea og en fredsaftale mellem Japan og Rusland allerede i dette år? Trump ”mere end en ven” for præsident Moon? Var De klar over det? Og passer det sammen med Deres billede af Trump og Deres forståelse af, hvordan ”den nye Silkevejs Ånd” har ændret forbindelserne mellem nationerne i Asien? Hvis ikke, så klag til Tagesschau og Co.!

Trumps beskyldning mod Iran for at være hovedsponsoren for terrorismen rundt om i verden er på den anden side en vanvittig påstand, når man tænker på Saudi-Arabiens tilintetgørelseskrig mod Yemen og USA’s årtier lange samvirke med terrororganisationer, siden dengang Zbigniev Brzezinski spillede ”det islamiske kort” ud mod Sovjetunionen engang i 80-erne. Men på den anden side understøttede Trump i Sotji faktisk det kompromis, Putin og Erdogan havde udarbejdet om at skabe en stødpudezone i Idlib og dermed dæmpe den truende eskalation mellem de fem nationers stridskræfter, hvoraf tre er atommagter, nemlig Rusland, USA, Tyrkiet, Israel og Syrien. Trump takkede også udtrykkeligt de statschefer, der havde fremmet Astana-processen i Syrien  –  og dermed altså også Iran.

I måneder har der været tale om en samlet fredsplan for Sydvestasien, hvis udarbejdelse Trump har igangsat, og som i betragtning af dens kompleksitet og områdets karakter som slagmark for Det britiske Imperiums ”Great Game” er en kæmpeopgave. Men også her giver et eksempel på Trumps diplomati sig til kende, der helt overskygger de gængse mediers sort-hvide fremstilling: Den italienske avis La Verita fortalte i denne sammenhæng om muligheden for, at Italien kunne spille en formidlende rolle mellem USA og Iran i disse forhandlinger. Den italienske ministerpræsident Giulio Conte, der mødtes med Trump under FN-mødet, repræsenterer nemlig det eneste vestlige land, der både har opbygget et godt forhold til Trump og også udviklet en fortrinlig forbindelse til Kina, hvilket naturligvis påvirker dynamikken omkring Iran betydeligt.

Som man kan se, så er grå- og pastelfarver mere på plads ved betragtningen af Trumps politik end de gængse mediers grelle neonfarver.

Både talskvinden for det russiske udenrigsministerium Maria Sakharova såvel som Kina hilste Trumps understregning af alle nationers ret til suverænitet velkommen, men understregede samtidigt eftertrykkeligt, at denne ret ikke blot burde gælde for USA, men for alle. Rent faktisk står dette krav på suverænitet over for fremmede overgreb i strid modstrid med USA’s administration, der ofte mener at kunne gennemtvinge amerikansk ret overalt på Jorden, som for eksempel med sanktioner mod de udenlandske firmaer, der ikke vil underkaste sig USA’s sanktioner imod Rusland, Kina og Iran. Den kinesiske avis Global Times, der står nær den kinesiske regering, betonede, at både princippet om suverænitet såvel som princippet om ligeret for nationerne er udgået fra den westfalske fred, og at det er meget nødvendigt at vende tilbage til disse principper i de internationale forhold.

Det mest problematiske ved Trumps tale er det forhold, at han i høj grad tilskriver den amerikanske økonomis fremgang siden hans tiltræden som præsident til værditilvæksterne på børsen  –  en ”succes”, der ethvert øjeblik kan fejes væk af en ny finanskrise, langt alvorligere end den i 2008. Og USA’s handelsunderskud over for Kina skyldes ikke først og fremmest Kinas tiltræden til WTO, men går tilbage til Council of Foreign Relations i New York og Den trilaterale Kommissions politik i 1970-erne, hvor de begyndte at udarbejde og virkeliggøre hele det projekt for 1980-erne, som udtrykkeligt tilstræbte en ”kontrolleret opløsning af verdensøkonomien”. Hermed var forbundent  ”det postindustrielle samfund”, og flytning af produktionen til lande med billig arbejdskraft, sådan som Kina var det dengang. Hele områder i USA, fra Pittsburgh til det såkaldte Rustbælte i Midtvesten vidner den dag i dag om følgerne af denne principielt oligarkiske, neoliberale politik.

Hos os er tilstanden i Nordrhein-Westfalen, Tysklands fordums industricentrum, i øvrigt et trist eksempel på denne bevidste afindustrialiseringspolitik.

For os i Tyskland er det med den øjeblikkelige elendighed med den ”Lille Koalition” og den fuldstændige mangel på noget fremtidsperspektiv, der udgår fra Merkels kanslerdømme, af yderste vigtighed at nå frem til et differentieret og selvstændigt billede af Trump, Kina og andre vigtige emner. Det bør være indlysende for ethvert tænkende menneske, at verdensfreden afhænger af, at først og fremmest USA, Rusland og Kina og derefter andre vigtige nationer så som Indien, Japan osv. kan etablere et positivt grundlag for samarbejde. Og derfor bør vi udskifte de gængse mediers klicheer, udgående fra den geopolitiske elite, med en selvstændig tankegang. Som sagt: ”Tankerne en frie…”  –  men kun når vi selv gider at tænke.

 

 

 

 




POLITISK ORIENTERING den 4. oktober 2018:
Trump i FN: Afskaf supranationalt diktatur og vend tilbage til national suverænitet

Med formand Tom Gillesberg
Lyd:




Bælte og Vej-’styregruppe’ for Sverige lanceret.

D.1. oktober 2018 (EIRNS) – Den 28. september blev den nystiftede ‘Belt & Road Initiative Executive Group’ for Sverige (BRIX) lanceret under det prominente ‘Kina-Sverige Business Forum’, der blev afholdt i Grand Hotel i den svenske hovedstad Stockholm. I år fokuserede Business Forum på Bælte og Vej-Initiativet.

Ordstyrer Hussein Askary åbnede arrangementet ved at citere det kinesiske ordsprog: “Hvis du vil være rig, så byg først en vej.” Som formand for BRIX, bød Ulf Sandmark velkommen til de over hundrede deltagere, og forklarede formålene for BRIX. Ambassadør for Folkerepublikken Kina, Mr. Gui Congyou gav en entusiastisk åbningstale til forummet, og bød oprettelsen af BRIX velkommen.

Myndighederne og medierne i Sverige har hidtil været uvidende om Bælte & Vej-Initiativet. B & R Business Forum leverede den nødvendige indsigt for at ændre på dette. BRIX, foreningen der blev lanceret på dette forum, vil fremme en åben dialog og større bevidsthed om Bælte & Vej-Initiativet (BVI) og dets fordele for Sverige.

Et vigtigt punkt vedrørende BVI er, at det ikke kun handler om forbindelser til Kina, men er et initiativ til at fremme global sammenhængskraft. Alle nationer i verden inviteres til at deltage i BVI på deres egne vilkår. Den første taler, Stephen Brawer, næstformand for BRIX, pegede på et verdenskort, hvor alle kontinenter vil blive forbundet i fremtiden, selv med forbindelser ud til Australien. Han pegede på Forum for Kina-Afrika samarbejde (FOCAC) i Beijing d. 3.-4. september, hvor 53 afrikanske nationer koblede sig på BVI for at opfylde den Afrikanske Unions Agenda 2063 for et verdensomspændende moderne infrastrukturnetværk, der vil gøre en ende på fattigdommen på kontinentet.

BVI bør ikke kun ses som et “praktisk” transportsystem for handel, understregede Kitty Smyth i den efterfølgende præsentation. Fru Smyth, en britisk strategi- og PR-seniorrådgiver for kinesisk-europæiske forretningsforbindelser, understregede, at BVI, siden det blev lanceret af præsident Xi Jinping i 2013, også har en filosofisk dimension med at fremme harmoni: “At fremme en ny type af internationale forbindelser” og “at skabe partnerskaber med dialog uden konfrontation, og venskab snarere end alliance.” Hun rådede Sverige til at etablere faste kontorer, der er i stand til at udvikle det langsigtede Bælte og Vej-samarbejde med Kina, præcist som Storbritannien også har gjort, med et kontor for BVI-banken AIIB, et regionalt samarbejde kaldet ‘Northern Powerhouse’, den parlamentariske gruppe og regeringens faste udsending til BVI.

De typiske misforståelser om BVI i svenske virksomhedskredse blev dissekeret af Ali Faramandeh, formand for CSBC. BVI er meget, meget mere end kinesisk produktion af svenske varer. Den nye Silkevej er heller ikke noget, som befinder sig langt borte, som mange i det nordlige hjørne af Europa ellers tror. Blandt de 70 medlemsstater i BVI, er der også naboer i Europa, som allerede er ved at opbygge deres del af det globale forbindelses-netværk, projekter, hvor svenske virksomheder kan deltage med det samme.

At arbejde sammen med Kina er udfordrende for den gamle verden, forklarede Ying Wu – en tidligere ingeniørstuderende i Stockholm, som nu er direktør for SinceUs – i den afsluttende præsentation på forummet. Hun trak mange indsigtsfulde og humoristiske eksempler på problemer frem, som hun er stødt på i forbindelse med at hjælpe svenske forretningsklienter med at komme ind og udvide sig på det kinesiske marked med 437 millioner shoppere på e-handel. Hun præsenterede et ”skoleeksempel” med det svenske varemærke Airnum, som hun har hjulpet med at udvikle sig fra et ukendt ‘brand’ til det bedst sælgende mærke i løbet af et år.

Det er vigtigt at gøre disse muligheder for små og mellemstore virksomheder (SMV’er) velkendte som bedste praksis; for at fremme forståelsen i Sverige af betydningen af BVI, og de muligheder som det åbner for innovative virksomheder i mange lande verden over.

Den nye sammenslutning, BRIX, udspringer af succesen med seminaret om BVI d. 30. maj, arrangeret af Schiller Instituttet sammen med CSBC, ambassadørerne i Kina og Pakistan, såvel som Chargé d’affaires i Sydafrika. Efter succesen med dette seminar, besluttede arrangørerne og nogle af deltagerne, herunder svenske iværksættere, at danne en aktionsgruppe til fremme af BVI i Sverige. Flere rapporter og informationer er på vej.

 




NYHEDSORIENTERING SEPTEMBER-OKTOBER 2018:
Et nyt paradigme for udvikling//
Opdel Danske Bank

Indeholder: “Afslutningen på kolonialismen: En ny fælles fremtid for menneskeheden”, Helga Zepp-LaRouches hovedtale ved Schiller Instituttets konference i New York: ”Hen imod en fire-magt-aftale for et ’Nyt Paradigme’ for udvikling” den 13. september, 2018.

Opdel Danske Bank: “Hvorfor en Glass/Steagall-bankopdeling ville løse finanskrisen og ødelægge Wall Street og ‘City of London'” af Tom Gillesberg.

Download (PDF, Unknown)




Afslutningen på kolonialismen: En ny fælles fremtid for menneskeheden,
Helga Zepp-LaRouches hovedtale ved Schiller Instituttets konference, New York City:
”Imod en fire-magtsaftale for et ’Nyt Paradigme’ for Udvikling”, den 13. september 2018

DENNIS SPEED: Emnet for hovedtalen, “Afslutningen på kolonialismen: En ny fælles fremtid for menneskeheden,” vil muligvis ikke blive forstået, medmindre vi tager det i den faktiske sammenhæng med den forestående FN-generalforsamling, som sker på et tidspunkt, hvor USA – endnu engang – bliver ledt hen imod at deltage i en krig, som ikke er i vores interesse, og som ikke er vigtig for hensigten og ånden i USA’s Forfatning. Jeg taler her om muligheden for at USA bliver ledt til at deltage i en indsats mod Syrien, en suveræn nation, der i enhver henseende samarbejder – både med Rusland, og hvor den kan – med USA, for, ikke kun at afværge krigen, men for at fjerne selve USA’s fjender; de fjender, der tog del i at begå de handlinger, der fandt sted for 17 år siden d. 11. september. Men jeg tror der er en endnu dybere måde at betragte den indeværende situation på.

Præsidentskabet i USA har i løbet af de seneste 50 år sjældent været fri for kontrol fra finansielle og oligarkiske kræfter, som i det store er centreret i London, og som har ført USA i krig. Men der var en tid, da det amerikanske præsidentskab afviste dette, og det var under den første Reagan-administration, hvor økonom og statsmand Lyndon LaRouche og hans kone Helga Zepp-LaRouche var involveret i en række ‘back-channel’-forhandlinger med den sovjetiske regering på vegne af USA. I forbindelse med disse drøftelser gjorde Helga Zepp-LaRouche på det tidspunkt også den observation, at det var langt bedre at skabe en form for institution, der ville tillade at fremhæve det bedste ved menneskeheden inden for kulturområdet blandt verdens nationer. Og Schiller Instituttet – jeg ved ikke hvor mange folk, der er klar over dette – var oprindeligt noget, der faktisk blev foreslået til USA’s regering som en måde, hvorpå regeringen kunne tilgå en ny dimension, sætte den i stand til at overveje en måde, hvorpå den kunne være ledende på kulturområdet, snarere end blot indenfor det militære område eller inden for økonomi, som folk normalt tænker på det.

Det er vigtigt at erkende, at det var Helga Zepp-LaRouche, der introducerede mange af os i USA til personen kardinal Nicholas af Cusa; en gigant fra det 15. århundrede, som også er grundlægger af de moderne begreber om videnskab og teknologi. Men som først og fremmest var med til at forsøge at ophæve splittelsen mellem øst og vest på det økumeniske koncil i Firenze i 1439, som han sammenkaldte. Dette syn, hvilket er et højere perspektiv end blot at forsøge på at appellere til at stoppe krig ud fra det pragmatiske behov om økonomisk fordel, er noget, som Helga introducerede til USA; og da den amerikanske regering afviste forslaget om, at Schiller Instituttet skulle være en egentlig statslig organisation som sådan, blev den i stedet dannet som en uafhængig institution i 1984, i perioden mellem juni og november – for 34 år siden. Hvor vi står lige nu i dag, er at det amerikanske præsidentskab, igen, i form af Donald Trumps person, forsøger at afvise krig. Og specifikt krig mod Rusland, krig mod Kina, og ærligt talt, krig mod nogen som helst. Men igen søger udenforstående kræfter at få indflydelse, og at påvirke, og måske endda forføre dette præsidentskab til at foretage handlinger, der går imod USA’s interesser.

Så nu igen udfordres vi til at spille den rolle, som vi spillede igennem 1980’erne. Og vi er involveret her i dag, på denne konference, for at forsøge at samles om denne sag. Vi begynder med musik, fordi vi tror, at det er i de højere principper for klassisk komposition – herunder som i skuespillene af digteren Friedrich Schiller – at det er i dette domæne, at de faktiske ideer er lokaliseret- de begreber, som er nødvendige for at menneskeheden kan hæve sig selv op til at drage fordel af det indeværende øjeblik, som vi befinder os i.

Så, nok så vigtigt vil jeg gerne sige – som en personlig kommentar om enden på kolonialisme – at der for nylig var en konference i Kina om dette spørgsmål, en konference, der involverede 53 afrikanske statsoverhoveder. Som en reaktion på dette gjorde Helga opmærksom på, at hvad vi ser lige nu i form af denne konference og de efterfølgende handlinger, er enden på kolonialismen. Dette har været en aspiration, ikke kun for det afrikanske folks – men også for resten af verden – igennem meget lang tid. Ved at eliminere den form for ondskab, imperialisme, kolonialisme og racistiske og andre teorier, der rationaliserer det, går verden, måske for første gang, ind i voksenalderen. Men det kan kun ske, hvis ideerne og de forestillinger, der giver en ny betydning og formål til menneskets værdighed, især set med unge menneskers øjne, kommunikeres på en dyb måde, som giver dem mulighed for at se en refleksion af dem selv i de politikker og muligheder, der nu står foran menneskeheden. Og jeg tror ikke at der er en person på planeten mere kvalificeret til at formidle det håb, den optimisme og klarhed, end vores hovedtaler, Helga Zepp-LaRouche.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Tak. Mine damer og herrer, kære Schiller Instituttets venner: Vi skal være bevidste om det historiske øjeblik, som vi befinder os i. Jeg tror ikke jeg overdriver det, når jeg siger, at vi befinder os ved universalhistoriens ankomst til det, som Friedrich Schiller i dramaet kalder et ’punctum saliens.’ (springende punkt, red.) Hvad han mener med dette er, at udviklingen af hele universalhistorien – eller plottet i dramaet – kommer til et punkt, hvor alle andre muligheder op til det pågældende tidspunkt er udtømte. Det er et dramatisk øjeblik, hvor det helt afhænger af den moralske karakter af hovedaktøren eller hovedpersonen på scenen, om dramaet falder ud som en tragedie, eller om det har potentiale til at føre til en bedre periode. Jeg tænker her på, at ud fra et universalhistorisk standpunkt – hvis man tager alle de mange millioner af år, men især de sidste 10.000-20.000 år – de sidste 100 år, i betragtning – så tror jeg vi er nået frem til et sådant punkt i historien, hvor, som min mand Lyndon LaRouche har sagt det mange gange, udfaldet af denne historiske periode helt er op til folkets moralske habitus. Hvor spørgsmålet, som vi er stillet overfor, er: Har menneskeheden den moralske styrke og karakter til at overleve eller ej?

Visse ledende kræfter er lige nu i stand til at implementere løsninger, fordi løsningerne på krisen findes. Men vil Amerikas og Europas befolkninger og folk på andre kontinenter give den nødvendige støtte til disse ledere, så de kan gennemføre det?

Bare for at give et overblik, da dette er et noget anderledes billede end hvad man får fra ‘mainstream’ medier i USA eller Vesteuropa, for den sags skyld; man har lige nu et hidtil uset sammenfald af eksistentielle kriser. Man har, som Dennis netop nævnte, den umiddelbare fare for en eskalering af krisen og konfrontationen med Rusland. Der har været udsendt advarsler af den russiske regering i de sidste uger, om at de har beviser for, at et tredje ‘false-flag’ kemisk angreb er ved at blive forberedt i Syrien. De har filmoptagelser af Hvide Hjelme og andre terrorister, der bringer giftgas – Sarin og andre kemiske våben – og de har mandskab fra de Hvide Hjelme klar til at filme en sådan massakre. Amerikanske tv-hold er flyttet ind i Idlib-regionen, og dybest set foregår det hele samtidigt med at Syrerne – med støtte fra det russiske luftvåben – forsøger at indtage terroristernes sidste opholdssted; al-Nusra, ISIS, efterfølgerne til al-Qaida, har samlet sig i Idlib. Den syriske regering gør brug af sin suveræne ret til at generobre den sidste provins i Syrien, og russerne hjælper med luftstøtten.

Så grundlæggende er ideen at udføre dette ‘false-flag’ angreb med kemiske våben; at have kamerahold til at filme det, og så at lade det gå verden rundt. Det hele understøttes af en britisk organisation af lejesoldater kaldet ‘Olive’; de har 5.000 lejesoldater i Abu Dhabi, og de iscenesætter denne operation. De forskellige kræfter i USA, den britiske regering og franskmændene har allerede erklæret, at de vil sætte ind med et militært angreb i samme øjeblik at et sådant bevis på et kemisk angreb fra Assad-regeringen fremlægges, og de er parat til at indsætte et sådant militært angreb.

Det tyske forsvarsministerium er allerede trådt sammen for at udvikle beredskabsplaner for tysk deltagelse, og denne gang ikke bare med luft-rekognoscering, men med brug af Tornado-fly til at bombe militære installationer. Og det tyske parlaments videnskabelige tjeneste er netop fremkommet med ekspertudsagn, der siger, at dette er en komplet krænkelse af folkeretten, fordi der ikke er nogen beslutning i FN’s sikkerhedsråd, og at det er en fuldstændig overtrædelse af den tyske ‘Grundgesetz’ [forfatning], som forbyder aggressionskrig – en meget bemærkelsesværdig klausul i lyset af den tyske historie. Så hvis det skulle ske, ville det helt klart være første gang siden Anden Verdenskrig, at Tyskland tager risikoen for en direkte militærkonfrontation med Rusland.

Hvis Trump, der tydeligvis er under permanent bombardement fra de mennesker, der forsøger at gennemføre et kup imod ham med sigte på at få ham afsat fra embedet med en rigsretssag – hvis de skulle lykkes med at lokke præsidenten til et fuldstændigt angreb, så har denne konflikt potentialet til at komme ud af kontrol. Hvad sker der, hvis disse amerikansk-britisk-fransk-potentielt tyske militærangreb rammer russiske mål i Syrien? Vil russerne være glade for det og undlade at reagere? Lige nu har vi en enorm koncentration af den russiske flåde i Middelhavet; der er 36 russiske flådefartøjer, der er britiske og amerikanske flådefartøjer, der holder øvelser. I bund og grund har USA – i stedet for at forkaste disse britiske anklager mod Syrien, og naturligvis mod Rusland i Skripal-affæren – vist deres samtykke ved at deltage i det.

Man må se Skripal-affæren i denne sammenhæng. Briterne har ikke fremlagt et eneste bevis for at det var Rusland, der gjorde et forsøg på at myrde Skripal, hans datter og senere hen også to andre personer. De britiske og tyske regeringer har netop sagt, at man har fuld tillid til briternes vurdering, at det var to [russiske] GRU-militære efterretningsagenter; men de gav intet bevis herfor.

Man må se på det andet før-krigsscenarie, som bliver orkestreret. Jeg er klar over, at jeg sandsynligvis træder nogen over tæerne, når jeg siger dette, men hvis man ser på hvordan [Senator John] McCain blev fejret og hans begravelse iscenesat som en spektakulær begivenhed i Hollywood-stil, som om McCain var en amerikansk helt, en patriot, på et tidspunkt, hvor Trump ikke er passende for Det Hvide Hus – i det mindste ifølge medierne; det internationale publikum kender McCain meget godt, fordi han hvert år viser sig til Sikkerhedskonferencen i München, og har været en af de værste krigsmagere med sine tirader mod Rusland, imod Kina og så videre.

Dybest set har vi en iscenesættelse, hvor Woodward-bogen fremstiller præsident Trump som upassende til Det Hvide Hus, som værende total inkompetent, og som en der frivilligt forærer argumenter til demokraterne om at gå efter det 25. forfatningstillæg (træder i kraft hvis præsidenten af den ene eller anden grund forlader embedet, red.). Så har vi den “anonyme” kronik i New York Times der siger, at der indenfor administrationen findes en opposition, som søger at omgøre alle disse ’farlige’ ting, som Trump forsøger at gøre. Selv Obama måtte komme ud og sige, at hvem end denne opposition måtte være, har den ingen demokratisk legitimitet, fordi den ikke er valgt, og har dermed ikke ret til at forsøge at fastlægge USA’s politik. Men der er også røster fremme om at det var New York Times selv, der skrev kronikken; hvilket er det mest sandsynlige forslag. Så i den sammenhæng kom Obama fuldt tilbage på scenen, og udtalte i Chicago: “Er det så vanskeligt at undsige nazisterne?” idet han henviste til, at Trump ikke fordømte hændelsen i Charlottesville [Virginia] for et år siden; dette billede ignorerer helt, at det var hans, Obamas administration, som hjalp kuppet i Kiev til at bringe nazister tilbage til magten i Ukraine. Dette fandt sted på den samme dag, som formanden for parlamentet i Ukraine, Radaen, krævede at Ukraine får direkte demokrati “i Adolf Hitlers tradition.” Så meget for dette angreb på nazisterne.

Lige nu, og når man kommer udefra, ses det tydeligere, har vi ‘mainstream’ medierne i USA, der oppisker et før-krigshysteri; betinger befolkningen til at se Putin som en dæmon; at se Xi Jinping som en autokratiske diktator; at se Trump som værende upassende til embedet. Så spørgsmålet man skal stille sig selv er: Hvor fører alt dette hen? Sætter man alt dette i gang bare for sjov, for så at stoppe igen? Eller er der en vis hensigt bag det?

Ser man på den militære situation i Syrien er det meget tydeligt, at siden præsident Putin greb ind militært i Syrien i 2015, har Syrien og Rusland fuldstændigt kontrolleret luftrummet over Syrien. I grunden er situationen for terroristerne i Idlib den, at enten kapitulerer de og overgiver sig, eller også vil de blive dræbt. Derfor balancerer situationen på et knivsæg. Bemærk, at Trump hidtil ikke har startet nogen krig. Han har lovet i valgkampen, at han vil forsøge at forbedre forholdet til Rusland. Han har gjort sig umage med at udvikle et personligt venskab med præsident Xi Jinping. Og i modsætning til Bush- og Obama-administrationerne, som startede flere krige, står det også meget klart, at vi lige nu befinder os i en nedtælling, hvor der ikke er den mindste tvivl om, at det Britiske Imperiums fraktion, der omfatter den britiske regering, Demokraterne og de neokonservative i det Republikanske Parti, forsøger at gøre alt for ikke at tillade Trump at opfylde sit valgløfte. Især efter det historiske topmøde i Helsinki, hvor Trump mødte Putin – og Trump for nylig sagde, at dette var et af de bedste møder han nogensinde har haft – helvede brød løs efterfølgende, står det helt klart, at denne fraktion ikke vil tillade, at Trump går videre med denne politik.

Alle disse ting, som jeg har beskrevet – angrebsplanen for Syrien, Skripal-orkestreringen, Woodward-bogen, kronikken i New York Times – de har alle til formål at forsøge at få Trump ud af embedet på den ene eller den anden måde

Så vi er i virkeligheden tilbage i en situation, hvor krigsfraktionen er parat til at risikere, at en præventiv atomkrig kan opstå. Det var det, som Truman gjorde i Hiroshima og Nagasaki, for hvilket der ikke var nogen militær årsag, fordi japanerne allerede havde kapituleret. Og bombningen af disse to byer skete alene for at etablere et regime af nuklear terror med henblik på at kontrollere efterkrigstiden. Forskellen fra den tid med Nagasaki og Hiroshima og til nu er, at USA og Ruslands atomvåbenarsenaler er store nok til at udslette den menneskelige art adskillige gange. Præsident Putin annoncerede den 1. marts, at Rusland har udviklet våbensystemer baseret på nye fysiske principper. For eksempel et Mach-20 (20 gange lydens hastighed –red.) hypersonisk missil, som er meget manøvredygtigt, og som ikke følger ballistiske baner; atomdrevne krydsermissiler; en atomdrevet ubåd, der kan bevæge sig frem med høj hastighed. Han annoncerede også, og det er i mellemtiden blevet bekræftet af forskellige militære eksperter, at disse nye russiske våben ophæver hele det anti-ballistiske missilsystem, som USA har opbygget i de seneste år; et missilsystem, om hvilket Rusland mange gange har sagt, at de ikke vil og ikke kan tillade fase III og IV at blive bygget, fordi det fuldstændigt ville ødelægge den strategiske balance til ulempe for Rusland. Så Rusland har tydeligvis taget deres modforholdsregler ved at udvikle disse nye våbensystemer.

I dag har vi Vostok-2018 militærøvelsen, der startede tirsdag i den fjernøstlige del af Rusland. Det er den største militærøvelse siden 1981, siden Sovjetunionen. Den involverer 300.000 russiske tropper, herunder 6.000 luftbårne tropper; over 1.000 krigsfly, helikoptere, droner, 36.000 køretøjer, 80 kamp- og støtteskibe. Den involverer Nordsøflåden i Arktis. Den tester Rusland evne til hurtigt at bevæge sig militært over lange afstande og koordinere mellem de forskellige værn af militæret. Det nye i denne forbindelse, er – bortset fra størrelsen – at det for første gang involverer 3.200 kinesiske tropper, 900 kinesiske kampvogne og 30 fly; og på denne måde demonstrerer en fuldgyldig militær alliance mellem Kina og Rusland. Også mongolske tropper deltager.

Så det er klart, at Rusland og Kina koordinerer deres våbensystemer og deres kommandostrukturer. Jeg synes, det er et meget klart signal til krigsfraktionen i Vesten om hvad de vil stå over for, hvis de vil risikere en provokation.

Nu er der en tysk embedsmand, den tidligere vice-forsvarsminister i Kohl regeringen ved navn Willy Wimmer, der stadig er medlem af det Kristelige Demokratiske Parti. Han har i de seneste ti dage kommet med flere advarsler om, at det kun er Donald Trump, der står mellem os og den næste krig, som vil udslette menneskeheden. Man kan mene hvad man vil om Trump, men jeg tror, at Wimmer har absolut ret i det synspunkt. Fordi hvis demokraterne lykkes med at afsætte Trump ved en rigsretssag efter midtvejsvalget, så tror jeg, at vi derefter meget klart vil se en konvergens af krigspartiet i så henseende. Så vi har mindre end to måneder – indtil den 6. november – og situationen i USA er allerede meget polariseret. Når man taler med folk, er de enten for Trump eller imod Trump, og man kan ikke have en rationel diskussion om hvorfor. Hvis du spørger en anti-Trump person “Hvorfor er du imod Trump?” “Han er en diktator” Hvis du siger, “Men han vil have fred med Rusland.” “Ja, det er fordi han kan lide diktatorer”- nemlig Putin. Så enhver form for rationalitet er forsvundet. Det historiske hysteri har tydeligvis nået et punkt af total optrapning. Hvad sagde folk efter det historiske gennembrud med mødet i Singapore, hvor Trump med meget stor succes satte krisen i Nordkorea på sporet mod en løsning? ”Denne Trump kan lide diktatorer, og det er derfor, han laver disse ting med Kim Jong-un.”

I USA er der lige nu er en komplet ‘gruppetænkning’; eller rettere, ‘gruppe-ikke-tænkning’. Fordi folk ikke tænker på den langsigtede universelle historie, men er helt hjernevasket af mediernes fortællinger. Hvis du spørger folk: “Hvorfor er Putin en diktator? Han blev trods alt demokratisk valgt tre gange; han har opbakning fra 80 % af hans befolkning. Så hvorfor er han diktator?” Så hører man, “at han annekterede Krim.” Nuvel, det er ikke ligefrem hvad der skete. Nyligt frigivne dokumenter fra George Washington Universitetets nationale sikkerhedsarkiver blev offentliggjort, og de viser meget klart, at Sovjetunionen og derefter Rusland i perioden ’89, ’90, ’91, blev givet absolutte forsikringer om, at der ikke var nogen hensigt om at udvide NATO østpå. Disse dokumenter gør det meget klart, at der var en bevidst indsats for at vildlede Sovjetunionen og Rusland om NATO’s intention om at gøre præcis dette. Gorbatjov modtog på det tidspunkt forsikringer om, at NATO ikke ville udvide sig udover Østtyskland. Derfor indvilgede Gorbatjov i den tyske genforening. Der blev skrevet memoranda i så henseende, og der foreligger en tale af tidligere NATO-generalsekretær [Manfred] Wörner fra den 17. maj 1990 i Bruxelles, hvor han sagde: “Det er helt sikkert, at vi ikke vil flytte NATO-hæren uden for tysk territorium.” Dette giver Sovjetunionen absolutte sikkerhedsgarantier, så de kan indvilge i den tyske genforening. Der er citater og dokumenter, som daværende udenrigsminister [James] Baker skrev til Gorbatjov den 9. februar 1990, og et berømt citat lyder: “NATO vil ikke udvide sig med så meget som en tomme østpå.” Det er derfor Sovjetunionen opløstes på fredelig vis, uden brug af kampvogne; de indvilgede i tysk genforening. Og det er derfor, at russerne i dag er ekstremt oprørte over tyskernes forræderi; fordi de indvilgede fredeligt i den tyske forening, og nu står tyskerne klar til at deltage i sådanne provokationer mod Rusland, herunder militære manøvrer, hvor Bundeswehr nu står på den Russiske grænse i de baltiske lande – noget som enhver med en fornemmelse af hvad der skete i Anden Verdenskrig mellem Tyskland og Rusland, ved, aldrig burde være sket igen.

Så i stedet for “ikke at flytte en tomme mod øst”, har vi en lang historie, der startede med regimeskifte, med farverevolution, ændringer i regeringerne i Østeuropa. Og så endelig Tony Blairs tale i 1999 i Chicago, hvor han officielt erklærede slutningen på den Westfalske Fred, og derved udskiftede respekten for FN’s charter for suverænitet med “humanitære interventioner”, som blev efterfulgt af “retten til at beskytte”, hvilket var ideen om at man kan gribe ind i ethvert land rundt omkring i verden, når blot man opfinder de nødvendige løgne for at gøre det, sådan som det skete i tilfældene med Irak, Afghanistan, Syrien og Yemen, som er et lignende tilfælde.

Så denne politik har kostet millioner af menneskers liv i de krigsramte lande, og præsident Trump har mange gange sagt, at disse krige har kostet 7 billioner $, og at han derfor vil gøre en ende på dem. Det bør ikke fortsætte. Washington Post var ‘pernittengryner’, og sagde, “nej nej, det var kun 4 billioner $ eller 6 billioner, men ikke 7 $.

Men dette er, hvad der virkelig er på spil. Når Trump siger, han ønsker at etablere en fredelig orden med Rusland og Kina, er det dette, som de britiske kræfter forsøger at forhindre, og grunden til at det Britiske Imperium er ude efter ham. Fordi hvis Trump skulle lykkes med at etablere et sådant forhold til Rusland og Kina, ville det for altid bringe en ende på det Britiske Imperiums evne til at fortsætte den geopolitiske manipulation af verden.

Så dette er situationen. Men en situation de fleste amerikanere ikke har nogen idé om, fordi hvordan skulle de kunne have det? Når de almindelige medier ikke engang nævner, at der allerede er noget helt anderledes under opsejling, en anden verden der er ved at opstå, nemlig dynamikken i Den Nye Silkevej og et helt nyt paradigme.

Der er gået fem år siden Xi Jinping annoncerede Den nye Silkevej i Kasakhstan i 2013, og man har set den mest utrolige transformation af Latinamerika, Asien, dele af Europa, af Afrika, hvor mange af de lande, der arbejder med Kina – det handler om 80-100 lande og store internationale organisationer – arbejder sammen i et ‘win-win’ samarbejde. De har i de sidste fem år udviklet store udviklingskorridorer, der forbinder Kina og Europa; indenfor Asien er der grundlæggende stor udveksling af godstog; Afrika er helt forandret. Der har været kinesiske investeringer for tilsammen 5 billioner dollars over de sidste fem år.

Hvad der har vist sig, er et helt nyt system af internationale relationer baseret på suverænitet, baseret på respekt for det andet lands sociale system, ikke-indblanding, og flere og flere lande slutter sig til det. Hvad man har set i den sidste måned er, at BRICS – Brasilien, Rusland, Indien, Kina, og Sydafrika – har sluttet sig til Shanghai Samarbejdsorganisationen og Den Eurasiske Økonomiske Union (EAEU). På den seneste BRICS-konference i Sydafrika havde man dannelsen af noget der kaldes “Det Globale Syden”, som praktisk talt er det, som tidligere blev kaldt “Den tredje Verden”. Det er G77, det er Mercosur, Organisationen for Islamisk Samarbejde, det er den Afrikanske Union og mange regionale organisationer, der alle er enige om, at de vil opbygge et nyt system for internationale relationer.

Xi Jinping sagde en smuk ting på topmødet i Johannesburg, nemlig, at videnskab og teknologi giver menneskeheden en uudtømmelig kraft til at forbedre sin situation – en uudtømmelig kilde. Og han sagde, at fordi Afrika har de fleste udviklingslande, har det afrikanske kontinent det største udviklingspotentiale af alle. Og Putin sagde på samme topmøde, at Rusland vil hjælpe med at løfte Afrika op ved at bringe elektricitet til 600 millioner mennesker, der stadig ikke har adgang til elektricitet; og ikke kun ved at levere gas og olie, men ved at hjælpe de afrikanske lande med at opbygge atomkraft for alle.

Derfor tror jeg, at hvad der skete i den sidste måned, mellem BRICS-konferencen i Sydafrika og derefter denne historiske konference, Forum for Kina-Afrika Samarbejde (FOCAC) i begyndelsen af september i Beijing, hvor 53 statsoverhoveder, mestendels præsidenter og for restens vedkommende fem premierministre, deltog, etablerer den officielle afslutning af kolonialismen: Fordi den har givet de afrikanske nationer en helt anden følelse af bemyndigelse, da Kina ikke alene tilbyder dem investeringer i infrastruktur, videnskab og teknologisk overførsel, men også tilbyder dem en strategi for at foretage ‘kvantespring’, hvorved afrikanske lande og andre udviklingslande kan få adgang til den mest avancerede videnskab og teknologi, for – ikke bare en gentagelse af alle de niveauer af udvikling som Vesten har gennemgået – men at springe direkte til det højeste niveau af videnskab og teknologi.

Hvad Xi Jinping sagde på denne konference er, at “Kina og Afrika sammen går mod velstand: Vi tænker med ét sind og vi arbejder med ét hjerte”. Kina forpligtede sig til 60 milliarder dollars i investeringer i projekter i Afrika i løbet af de næste tre år. Og han erklærede også, at dette er åbent for deltagelse af alle nationer – USA, europæerne, Japan – for enhver, der ønsker at deltage.

Idet man anerkender hvad Schiller Instituttet har fremlagt i dets to rapporter, “Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen,” er det der sker nu, at man laver en synergieffekt af Kinas Bælte og Vejinitiativ – som allerede er et globalt netværk af infrastruktur – med FN’s Agenda 2030, hvilket er ideen om at fattigdommen vil blive udryddet på hele planeten. Kina har i den seneste periode taget en ledende rolle i at skubbe denne dagsorden fremad, og Kina har planer om helt at fjerne fattigdom i Kina frem imod år 2020. Det er mindre end to år fra nu af, og man er meget godt på vej til at opnå præcist dette – Xi Jinping drog personligt ud på landet, til landsbyerne, traf folk, enkeltindivider, familier, og fandt frem til hvad der er nødvendigt for at forbedre deres situation. Og dette integrerer man med FN’s Agenda 2030 og med den Afrikanske Unions Agenda 2063, som er et meget, meget smukt og ambitiøst program for at afrikanerne kan være fuldt ud moderniseret inden år 2063. De meddelte dette i 2013 og derved er det et 50-årigt perspektiv for helt at omdanne det afrikanske kontinent.

Xi Jinping sagde meget klart, at målet med alt dette er at gøre verden mere afbalanceret og til et bedre sted for alle at bo.

Se nu på hvad afrikanerne selv siger. Sydafrikas præsident Cyril Ramaphosa sagde, at Kina og Afrika er på vej ind i en ny guldalder, en fantastisk tidsalder med omfattende samarbejde baseret på lighed, og med dyb respekt for hinanden. Han sagde, at ideen om neokolonialisme, som bliver hæftet på Kina, udbredes af mennesker der misunder os, og som er jaloux over vores forhold. Og dette, tror jeg, er helt sandt.

Ramaphosa sagde i sin tale til FOCAC-konferencen i Beijing: “Afrika er selvstændigt nu, og kan frit vælge dets partnere. Og Kina har været støttende og engageret i partnerskaber, hvor vi nu forsøger at fremme og hjælpe hinanden.”

Så dette er et historisk brud: 500 år med kolonialisme, og derefter 50-70 år med IMF ‘conditionalities’ (særlige betingelser for at opnå finansiering fra IMF –red.), som har undertrykt udviklingen af Afrika, er overstået, og den påtvungne tilbageståenhed af Afrika gennem doktrinerne for fysisk økonomisk stagnation, nulvækst og britisk frihandel, som blev pålagt Afrika af de tidligere kolonialmagter, er forbi.

I dag benytter Kina det som Franklin D. Roosevelt efterlyste i hans debat med Churchill (ved afslutningen af 2. Verdenskrig –red.) nemlig, at der er brug for 20. århundredes metoder, og ikke 18. århundredes. “18. århundredes metoder” indebærer plyndring, udnyttelse, slavehandel, udbytning af råvarer; “20. århundrede metoder” betyder industrialisering, forøgelse af arbejdskraftens produktivitet, forlængelse af levetiden, at lade alle få del i videnskabelige og teknologiske fremskridt, sundhed, infrastruktur og så videre. Så der er et nyt ordsprog: “Afrika bliver et ‘nyt Kina’, men ‘et nyt Kina’ med afrikanske karakteristika”. Kina lavede MoU (Memorandum of Understanding –red.) med 37 lande på dette FOCAC-møde. Dette er en komplet eksplosion af ‘udvikling’.

Ugen efter havde vi så det Østlige Økonomiske forum i Vladivostok. Dette var en tilsvarende gigantisk, strategisk omlægning i retning af udvikling, med 6.000 deltagere fra 60 nationer, 3.000 russere, 1.000 kinesere, mange folk fra Sydkorea, Nordkorea, Japan. Og hvad der blev diskuteret på dette forum var, at det russiske Fjernøsten, Sibirien, vil blive den nye grænse mod øst. Husk på, at dette repræsenterer en af verdens hidtil uudnyttede ressourcer, fordi man i det russiske Fjernøsten har alle grundstofferne i Mendeleyevs tabel (det periodiske system –red.) i store mængder. Så hvis man har fælles investeringer fra Nord- og Sydkorea, fra Japan, fra Rusland og fra andre til udvikling af disse regioner – hvilket USA nemt kunne deltage i via Berings-strædet, og en opkobling til dette trans-eurasiske netværk – vil dette føre til megen velstand for mange mennesker på planeten i de kommende årtier.

Det var også meget spændende på dette topmøde, at det blev meddelt mellem Putin og premierminister Shinzo Abe fra Japan, at der vil blive indgået en ny fredsaftale inden udgangen af året, en aftale, der ‘de-facto’ slutter den tilstand af ikke-krig, – men uden en fredsaftale – mellem de to lande; jeg planlægger i høj grad at følge op på dette og kræve en fredsaftale mellem USA og Tyskland – hvilket jeg også finder er meget, meget presserende.

Så jeg vil gerne have folk til at forstå, at virkeligheden ikke er, som det ser ud her fra USA. Man lever i en osteklokke. Man lever i et fuldstændigt kunstigt miljø, hvor man – hvis man stoler på massemedierne – ikke har en chance for at kende de virkelige problemer, der udspiller sig i verden, og som er bestemmende for menneskehedens fremtid. Og hvis man ikke ved hvad man leder efter, hjælper selv internettet ikke, fordi internettet oversvømmer os med information, så man har adgang til disse apps og meddelelser osv. – men man skal vide hvad man leder efter; man kan tage mine bemærkninger som retningslinjer, og man vil selv kunne finde frem til beviserne.

Der er et nyt system under udvikling, et helt nyt paradigme for relationer mellem nationerne, og premierminister Abe sagde på dette møde I Vladivostok, at vi er nødt til at slippe af med alt fra efterkrigstiden, og at vi har brug for en helt ny begyndelse.

Så alt hvad jeg siger, bliver naturligvis modsagt af ‘mainstream-medier’ og tænketanke, som igennem fire år grundlæggende har ignoreret hele denne fantastiske udvikling – og lige pludseligt vågnede op og indså, at alt dette faktisk finder sted. Så begyndte de en hidtil uset kampagne med bagvaskelse mod Den nye Silkevej; de hævder, at dette lokker tredjeverdenslande ind i en gældsfælde. Intet kunne være mindre sandt: Kina eftergiver mange af de lån, det har lavet, alt imens de vestlige lande har forårsaget en gældsfælde for mange af udviklingslandene. Et andet argument lyder, “Kina går videre med neokolonialisme.” Beklager: Hvis Kina løfter levestandarden op, og giver lige vilkår med win-win samarbejde, er dette det modsatte af kolonialismen.

Et andet argument lyder, “de benytter udelukkende kinesisk arbejdskraft, der er ingen gennemsigtighed. Disse projekter er ikke rentable, de skaber afhængighed for Den tredje Verden.” Altså, jeg vil råde folk til at læse den officielle McKinsey-rapport, som allerede sidste år klart sagde, at det kun er til gavn for disse lande: de har for første gang en udviklingsmulighed, de benytter 90 % afrikansk arbejdskraft, og kun de stillinger, som afrikanerne ikke er uddannet til, er midlertidigt overtaget af kineserne. I Etiopien, for eksempel, opretter Kina nu et nyt akademi til at lære folk at køre sofistikerede højhastighedstog og giver dermed deres viden videre til mange millioner andre mennesker.

Så sagde McKinsey-rapporten i øvrigt også, at alle disse projekter ikke følger en stor masterplan, hvor den kinesiske kommunistiske regering vil kontrollere alle investeringer, men at disse investeringer grundlæggende følger markedsregler – og McKinsey er ikke ligefrem et talerør for kommunistisk propaganda.

Hvad der i virkeligheden er på spil her, er opfattelsen af hvad mennesker er. Kina siger, ifølge Xi Jinping, at det afrikanske kontinent har det største udviklingspotentiale af alle, fordi det mest af alt behøver udvikling. Afrika vil i år 2050 have 2,5 milliarder mennesker. Det betyder, at der vil være mange unge mennesker; Afrika vil være det yngste kontinent af alle, hvilket vil betyde, hvis de unge afrikanere bliver uddannet, at det vil være det mest velstående. Dette er fuldstændig i kontrast til det menneskesyn, der for eksempel bliver givet af en forfatter som hedder Stephen Smith, lektor ved Duke Universitetet her i USA; Smith skrev en helt forfærdelig bog, som lige nu citeres overalt i de vestlige medier. Titlen på denne bog er EurAfrica: The Young Africa come to the Old Continent. (Det unge Afrika kommer til det gamle Kontinent), der henviser til migrantkrisen i Europa. Bogen siger, at de kinesiske investeringer i Afrika er forfærdelige, og at de er grunden til migrantkrisen, fordi de tillader afrikanerne at have en vis levestandard, så har de midlerne til at tage til Middelhavet, og drukne; og komme til det europæiske kontinent – det er helt vildt! Men dette citeres overalt. Og hvis man ser på sproget i denne bog, er det de gamle Rockefeller-mantraer, “overbefolkning”, ungdomsoverskud, overskydende ungdom” – alle ord som er helt kynisk anti-humane! Som om mennesker var en slags parasit, og man har for mange af dem. Så det er helt utroligt.

På den anden side understreger Kina og afrikanerne, at det der forener dem er et dybt venskab. Husk på, at Winston Churchill sagde, at dette er helt umuligt, fordi man ikke kan have venskab mellem lande, kun “interesser”. Og selvfølgelig, hvis man har et neoliberalt, neokonservativt etablissement, så er det naturligvis sandt. Men hvis man rækker ud efter en forståelse mellem folkeslagene, hvis man respekterer det smukke i de andre landes kulturer, så kan kærlighed udvikle sig! Man kan udvikle venskab, fordi man indser, at Gud har skabt Verden smuk på mange måder, så, når man kender disse andre kulturer, er man beriget. Xi Jinping siger, at formålet med alt dette er lykke for alle.

Tænk bare på at for den geopolitiske fraktion, fordi de er vant til at tænke i geopolitiske termer, er det enten amerikanske interesser eller EU’s interesser versus Kina, imod Rusland; og i mellemtiden Europa mod USA: Så, hvis man har de geopolitiske briller på, tror man naturligvis, at det er den eneste måde, og man kan ikke forestille sig, at menneskeheden er i stand til at skabe et helt andet system af menneskelige relationer.

Et godt eksempel er at se på forskellen i tænkning – og jeg mener at dette var en af de smukkeste muligheder for at se forskellen i tankegangen – nemlig det svar som Xi Jinping gav for nylig, som respons på et brev fra otte professorer fra Akademiet for de Fine Kunstarter i Kina, hvor disse professorer spurgte ham: “Hvor stor betydning tillægger du spørgsmålet om æstetisk dannelse?” Og Xi Jinping sagde, at den æstetiske dannelse i uddannelsen af studerende har den højeste betydning indenfor stor klassisk kunst, fordi målet med æstetisk dannelse er at skabe smukke sind.

Se, det er netop et af de absolutte formål for Schiller Instituttet – i Friedrich Schillers tradition – at vi vil have folk til at udvikle smukke sjæle! Og for Schiller er en smuk sjæl og et smukt sind det samme.

Tænk nu på hvordan den amerikanske ungdom behandles. Narkotikaepidemien, selvmordsraten, fortvivlelsen, ideen om ikke at have en fremtid – og man får en klar ide om, hvad problemet i virkeligheden er; og jeg tror, at også præsident Trump ved det. Han har allerede sagt, han vil af med denne epidemi med stofmisbrug, men de nuværende kampe, som han er involveret i, har gjort det meget vanskeligt for ham at gøre det.

Se på forandringerne i verden: man har Rusland og Kina i en strategisk alliance, og på Vladivostok-topmødet vil de uddybe deres regionale samarbejde i henhold til Volga-Yangtze mekanismen. Samtidig afholder Rusland sammen med Kina den største militærøvelse i Fjernøsten. Så, man ser de to potentialer: Det er meget klart, at Rusland og Kina bygger en ny verden, men de gør det også meget klart, at de ikke lader sig skubbe til side. De vil ikke starte en krig, men de gør det også særdeles klart, at de ved hvordan de skal forsvare sig.

Så jeg tror, at folk i Vesten skal gøre sig deres holdning klar: Enten tager Vesten – USA og Europa – del i det nye paradigme, eller også går vi i retning af en konfrontation, hvilket, hvis det eskalerede, med al sandsynlighed vil betyde udslettelsen af civilisationen. Og dette er den virkelige problemstilling ved midtvejsvalget. Det er ikke, hvad folk tror – dette eller hint, det er dette, og jeg er helt enig med Willy Wimmer i, at hvad der står mellem tredje verdenskrig og os alle sammen, er Donald Trump. Hvis han sættes ud af embedet på den ene eller anden måde, vil jeg ikke give to øre for verdensfreden.

Hvis man ser på hysteriet hos visse demokrater, som førhen plejede at være fornuftige, er det gået helt galt! Jeg mener, for mig er Robert Reich et eksempel. Reich, der, da han var arbejdsminister i Clinton-administrationen, nogle gange plejede at sige ganske anstændige ting om økonomi. Men han skrev for nylig en kronik, hvor han sagde, at vi skal tilintetgøre Trump! Dette præsidentvalg bør tilintetgøres fra historiens hukommelse, det burde aldrig være sket! Man taler ikke på den måde, medmindre man er besat og drevet fra forstanden, og mange af disse folk har sagt lignende ting.

Der er en anden fare: Og det er, at 10 år efter den finansielle krise i 2008, er vi igen på et punkt af potentielt sammenbrud af det monetære system, men på en meget større skala. Den tidligere cheføkonom for ‘Bank of International Settlements’, William White, som er en ganske god økonom – vi har studeret hans arbejde igennem nogen tid – kom for nylig ud og sagde, at eftersom ingen af årsagerne fra 2008 er blevet fjernet, er der til hver en tid en risiko for et økonomisk sammenbrud. Jean-Claude Trichet, som er den tidligere præsident for den Europæiske Centralbank mellem 2003-2011, har netop sagt det samme. Han sagde, at der er fare for et sammenbrud. Og mange andre advarer om, at et sådant finansielt sammenbrud kan finde sted selv før midtvejsvalget i USA.

Hvis dette sker, ender vi naturligvis i kaos, og ud af kaos ville der komme krig. Hvad Trichet foreskriver som et hjælpemiddel er mere af den samme gift, som han udspredte i hans tidligere stilling, nemlig flere “strukturreformer,” flere stramninger, mere reduktion af lønninger og lignende ting, men der findes faktisk en løsning. Og vi er nu på det punkt, hvor Lyndon LaRouche, som den 25. juli 2007, en uge før den sekundære gældskrise i USA brød ud, advarede, og i en video som kan ses på på internettet sagde, at dette finansielle system er håbløst konkurs, og at der intet i verden kan gøres for at redde det, medmindre man helt reformerer det og går efter Glass-Steagall – går efter et nyt Bretton Woods system. Han sagde, at alt hvad vi ser blot er forskellige aspekter af dette konkursramte system, som manifesterer sig – hvilket skete i 2007 med gældskrisen og i 2008 med Lehman Brothers. Og eftersom centralbankerne absolut intet gjorde for at afhjælpe det, har vi nu en situation, hvor virksomhedernes gæld, gældsætningen generelt, den såkaldte ‘reverse carry trade’ – da Federal Reserve forsøgte at hæve renten bare en lille smule, begyndte valutaerne for ’emerging countries’ at falde, praktisk taget uden bund; så man har hele dette minefelt, hvilket kan føre til en fuldstændig eksplosion i de kommende uger. [https://larouchepub.com/lar/2007/webcasts/3430july25_opener.html]

Kina er opmærksom på dette. De har i nogen tid krævet en ny finansiel international styring, og de har indført en lov, der forbyder spekulation og faktisk forbyder kinesiske investorer at involvere sig i internationale spekulative aktiviteter. Dette er en af de ting man skal overveje i lyset af den amerikanske handelskrig mod Kina, de amerikanske sanktioner mod Rusland, de sekundære sanktioner mod europæerne, der er ramt af disse sanktioner, alt imens andre diskuterer at erstatte dollaren som verdens førende valuta, og gå ind i handel med deres nationale valutaer ved hjælp af den tyrkiske lira, den russiske rubel, den kinesiske yuan/renminbi, og dette finder allerede sted i mange dele af verden.

Problemet er, at det ikke virker. For hvis man ikke inkluderer USA i en løsning på dette problem, vil alle disse smukke forsøg fra andre lande på at etablere forskellige relationer muligvis ikke fungere, fordi hvis der er kaos i det transatlantiske finansielle system, tror jeg ikke, at USA ville acceptere sin egen undergang på samme fredelige vis, som Sovjetunionen endelig opløstes i 1991. Jeg tror, at potentialet for at USA får en borgerkrig – hvilket mange europæiske analytikere har advaret om i den seneste periode, med den utrolige mængde af våben, der er i landet, herunder automatgeværer, at faren for, under kaotiske betingelser ved et sammenbrud, at der kunne udbryde borgerkrig i USA, samtidig med at en stor krig bryder ud på en global skala.

Det er derfor, at den eneste måde – og det er blevet sagt af min mand for mange år siden – er at have en Ny Bretton Woods-aftale, at gå tilbage til det punkt, hvor Nixon tog den forkerte vej, den 15. august 1971, da han afkoblede dollaren fra guldstandarden og opløste fastkurssystemet, hvilket i virkeligheden var begyndelsen på denne helt overdrevne deregulering af markederne, som har ført til den nuværende kasino-økonomi. Så man er nødt til at gå tilbage til det punkt, gå tilbage til et system med faste valutakurser, men det skal forbedres, hvilket er grunden til, at vi kalder det “Nyt Bretton Woods. Fordi, mens Franklin D. Roosevelt havde til hensigt at bruge “20. århundredes metoder” for at afslutte kolonialismen i udviklingslandene, var Bretton Woods-systemet under Truman meget påvirket af Churchill, og det er derfor, at når vi taler om det Nye Bretton Woods, så siger mange mennesker i Afrika og andre lande: “Åh nej!  Vi vil ikke have det, fordi det giver os så mange ulemper!” Derfor siger vi et Nyt Bretton Woods: en tilbagevenden til den slags system, hvor det ikke er spekulanternes maksimale profit, men almenvellet for folket, der skal være formålet med økonomien.

Min mand har mange gange sagt – og hvis man tænker over det, giver det absolut god mening – at for at slippe af med de magtstrukturer, City of London og Wall Street, som regerer Vesten i dag, og som i virkeligheden også står bag disse krigsprovokationer og mange andre ting – er den eneste måde hvorpå man kan opveje dem, at indgå en fire-magts aftale. Der er brug for en kombination af USA, Kina, Rusland og Indien, muligvis med Japan, med en åben invitation til verdens øvrige nationer, men man har brug for en kernekombination, som er stærk nok til at kunne erstatte det Britiske Imperiums system med et internationalt kreditsystem baseret på det amerikanske system for økonomi efter Alexander Hamiltons principper. Denne kombination skal indføre en global Glass-Steagall, begyndende med en bankopdeling; derefter skal der oprettes en nationalbank i hvert land; retten til at udstede kredit gives tilbage til de suveræne stater og regeringer; udstedelse af kredit, som er øremærket til investeringer i den fysiske økonomi; og oprettelse af et globalt system baseret på forpligtelsen til et samarbejde om statslige kreditter mellem suveræne nationer.

Et nyt Bretton Woods-system, som det var tænkt af FDR, ville udvikle tredjeverdenslandene, ikke med “20. århundredes metoder” men med 21. århundredes metoder, ved at tillade disse lande at tage skridt til et niveau af fuld udvikling, ved at øge deres produktivitet, levestandard, levetid og tillade dem at tage del i videnskab og teknologi på højeste niveau.

Folk siger, at dette er utopisk, at det ikke kan ske. Men det er ikke sandt! Rammen herfor eksisterer allerede i form af Bælte og Vejinitiativet, som er i færd med at blive til Verdens Landbroen. Der er allerede et globalt samarbejde om transportnetværk, der forbinder kontinenter gennem korridorer, tunneller, broer, i luften, på land, over havet. Og det er helt klart allerede begyndt med bygningen af infrastruktur, som verden lider enormt under manglen på. Der er en enorm mangel på infrastruktur, ikke kun i udviklingslandene, men også i Vesten, og jeg – jeg er her til morgen kommet fra New Jersey til New York – og jeg siger udtrykkeligt ”især i USA!” Jeg forstår ærlig talt ikke, hvordan I bærer jer ad… [latter].

Hvordan kan I rejse på disse veje med huller i? Hvis man har et rygproblem, får man rystet sine knogler for hver anden meter; men folk er også rasende, det er farligt – to timer om morgenen, to timer om aftenen, i nogle tilfælde endnu mere. Og det er irrationelt! Det er helt vanvittigt! Og jeg forstår ikke hvorfor folk ikke gør oprør imod det, at vi ikke vil have det! Dette snyder os for vore liv!

Hvis man for eksempel sammenligner det med hurtigtog-systemet i Kina; hvis I nogensinde har planer om at være turister i Kina, skal I rejse med hurtigtog-systemet. De kører nu med 320-330 km/timen. De kører jævnt, de flyver gennem landskabet. De er stille; de ryster ikke, for de er bygget rigtig godt. Og så bygger de en hurtigtog-forbindelse mellem alle storbyer i Kina. Det går fra Shanghai til Beijing, det varer lidt mindre end fem timer. Til Nanjing, fire timer. De dækker nu et område på størrelse med New York og New Jersey – nemlig trekanten mellem Beijing, Tientsin og Hebei provinsen – og de omlægger det hele og sætter hurtigtog ind; til transporten internt i byerne kører der langsomme maglev-magnettog, som kun går 150 km/t, og som meget hurtigt kan stoppe. Det smukke ved maglev er, at de har en meget hurtig acceleration, så de kommer op på topfart på 10 sekunder, og man falder tilbage i sædet, fordi teknologien er sådan, at det tager af sted og straks er man fremme. Så for intern bytrafik er dette helt perfekt.

Det er klart det som vi også har brug for her. Jeg tror, at man behøver et transportsystem i USA, der forbinder Philadelphia, Boston, New York, Chicago, Detroit, Vestkysten, og Texas gennem et netværk af hurtigtog-systemer. Vejsystemet er helt forældet! Amerika har 250 km hurtigtog! Et sted mellem New York og Boston mener jeg der er en strimmel på 200 km, hvor man kan køre 250 km/t, og det er det hele. Så der er intet! Men man burde have det! [bifald]

Forskellen er, at infrastrukturinvesteringer ikke kan foretages af private interesser. Fordi de private interesser ønsker at have vejafgifter, man skal betale 15 $ for Lincoln Tunnellen, og så betaler man 8 $ for et andet stykke vej. Der er nu steder på Beltway omkring Washington, hvor man på visse tider af dagen betaler 40 $ for et par miles! Dette er vanvittigt! Hvad det betyder, er naturligvis at ikke alle har råd til det, så mange biler kører fra motorvejen, tager sidevejene, som bliver overbelastede, og alt i alt er det kvælende for økonomien. Så systemet med vejafgifter er en anden af disse vanvittige ting, fordi det ikke er meningen, at infrastruktur som sådan skal give overskud, men at det burde udgøre de omgivende rammer for at industrien kan blomstre.

Det er her, at vi virkelig må mobilisere, for jeg tror, at præsident Trump nok har den rette hensigt med indførelse af toldtakster på visse kategorier af industrielle produkter som stål, aluminium og andre ting. Og jeg tror han har en rigtig tilskyndelse, at han ønsker at undgå fejlene fra tidligere administrationer, som har outsourcet produktion til billige arbejdsmarkeder, men det er ikke det rigtige at gøre. Jeg forsøger at forsvare Trump, og jeg er nok en ud af bare to personer i Tyskland, der tør tale om betydningen af at Trump ikke taber valget – men jeg tror, at han går virkelig forkert her. For hvis man vil have en fire-magtsaftale, hvis man vil have venskab mellem USA, Rusland, Kina, Indien og andre lande, skal man ikke starte en handelskrig. Jeg har talt med alle kinesiske kontakter – eller mange af dem i den seneste periode, og de er alle ekstremt opbragte, og siger, at dette gør ondt på alle: Det gør ondt på de amerikanske forbrugere, der skal betale de forhøjede priser; det fører ikke til den rette form for teknologisk innovation i nye industrier i USA, og det er bare en straffeaktion – det opfattes som en straftold rettet imod højteknologiske områder for at stoppe ‘Made in China 2025’. Dette skaber ondt blod, og det har at gøre med ‘Thukydides’ fælde’, spørgsmålet om hvorvidt USA tillader Kinas opstigning, eller om der vil komme en ny verdenskrig ud af det. Og det er sådan, at mange mennesker i Kina ser det.

Og efter min mening er der en meget bedre måde at gøre det på: Nemlig en fire-magtsaftale om at oprette dette Nye Bretton Woods-system, for at skabe en ny kreditmekanisme, og så have kineserne til at investere i infrastrukturen i USA. Kina har for omkring 1 billion $ i amerikanske skatkammerbeviser. Og tilbuddet fra Kina, fremsat af premierminister Li Keqiang, er, at Kina bruger disse værdipapirer til at investere i infrastruktur i USA, og tilbyder ‘joint ventures’ i andre lande og derved forøger størrelsen på kagen: Ved at øge handelen slipper man af med [u-]balancer på denne måde. Det er klart, at der er visse mennesker der ikke bryder sig om dette, men det er den rationelle løsning.

Er det muligt at få en sådan aftale? Hvad folk heller ikke tænker over er, at den kinesiske økonomiske model er meget tæt på det amerikanske system for [politisk] økonomi. Og hvis man ser på Friedrich List – Friedrich List arbejdede sammen med Mathew og Henry Carey; han tilbragte flere år i USA, og han skrev mange værker om forskellen mellem de amerikanske og britiske økonomiske systemer. Det forholder sig tilfældigvis sådan, at han lige nu, ifølge Frankfurter AllgemeineZeitung (FAZ) i 2011, og mange andre rapporter, er den mest populære økonomiske teoretiker i Kina. Den amerikanske journalist og forfatter Chalmers Johnson noterede sig, at List har meget mere indflydelse i Asien end både Adam Smith og Karl Marx. Og Kinas model kunne faktisk godt kaldes en ‘neo-Hamiltonsk’ eller ‘neo-List ‘-model med kinesiske egenskaber.

Hvis den amerikanske præsident – som tidligere har udtalt, at han kan lide det amerikanske økonomiske system, og at han planlægger at gennemføre Glass-Steagall – hvis Trump ville indvilge i at deltage, kunne USA engagere sig i investeringer i højteknologisk eksport til deltagerlandene i Bælte og Vejinitiativet. Og selvom denne eksport ikke altid ville bringe det største overskud, ville det føre til stigende omsætning for produktionssektoren med de mest avancerede kapitalgoder i USA, hvilket vil forårsage en kontinuerlig bølge af innovation, som på den måde øger produktiviteten i den amerikanske økonomi. Så, som et biprodukt af sådanne eksporter, ville innovationshastigheden og forbedringen af teknologien i USA stige, og dermed forøge den produktive arbejdskraft, og ved at øge produktionen af kapitalgoder til eksport ville USA hurtigt vende eftervirkningerne af outsourcing af produktion og de-industrialisering. Og eftersom de hurtigste vækstrater findes indenfor rumforskning, og da fællesskab om rumrejser desuden er menneskehedens fremtidige mission, skal vi koncentrere os om udvikling af Månen og Mars, og på denne måde forene os som én samlet menneskehed.

Så vi er nødt til at ændre den måde vi tænker på. Tænk ud af boksen. Hvis man betragter tysk politik indefra, tror man at man befinder sig på et psykiatrisk hospital. Folk siger, “dette er min holdning til din holdning”, og de debatterer helt meningsløse spørgsmål – og jeg hader at fortælle jer det, men i USA ser det ud på stort set samme måde.

Tænk på hvordan menneskeheden bør være om 100 år. Nutidens vision om at sende astronauter til Månen og Mars vil snart realiseres. Det er ikke et spørgsmål om ‘hvis’, men et spørgsmål om ‘hvornår.’ Så lad os koncentrere os om spørgsmål, som hvordan man kan skabe betingelser for at leve på ISS (den internationale rumstation –red.), at bo i landsbyer på Månen, og endelig på Mars.

Vi bør tænke på vores nutid ud fra et fremtidigt perspektiv om Schillers universal-historie: Hvordan vil vi gerne ses på af vores børnebørn og oldebørn? Er vi den humane kraft, den generation, som påbegyndte og bidrog til omdannelsen af verden til et nyt paradigme, der afsluttede kolonialisme, og som fik menneskehedens historie ledt ind på ideen om den ene menneskehed?

Tilbage til ideen om punctum saliens i historien, det afgørende punkt, hvor hele det moralske potentiale fremkaldes for ikke at historien skal slutte i en tragedie, men derimod skabe en ny, smukkere periode med menneskelig civilisation. Det er hvad der for tiden er vores situation. Så lad os i denne forstand arbejde ud fra standpunktet om ånden i den Ny Silkevej for at blive til virkelige mennesker, og lad dette – i Percy Shelleys betydning – blive til den sande tidsånd.

 

 

 

 

 




Stormagtssamarbejde for at vende tilbage til de westfalske principper

Leder fra LaRouchePAC sept. 26 2018—Den igangværende generalforsamling i FN i New York er ved at blive et vigtigt forum for en tilbundsgående drøftelse af de afgørende ideer om ledelse, som er nødvendig for at sætte en stopper for æraen med britisk geopolitik og globalisering, og frem for alt for at fastlægge principperne for fysisk økonomi, der kræves for menneskehedens overlevelse.

Ikke mindst det vigtige input fra LaRouche-bevægelsen – både i gaderne udenfor FN og blandt de delegationer, der er indenfor – af LaRouches videnskab om fysisk økonomi og hans opfordring til oprettelsen af et nyt Bretton Woods gennem en konkursbehandling af det nuværende døende system.

Som en del af denne diskussion havde Kinas halvofficielle Global Times i går en leder om præsident Donald Trumps tale til FN’s generalforsamling, der roste hans forsvar for national suverænitet, men tilføjede at dette skal gå hånd i hånd med lighed mellem suveræne stater. “Historisk set blev begrebet suverænitet og lighed blandt nationer født på samme tid i Den Westfalske Fred, en fredsaftale der først indførte og sikrede lighed af national suverænitet,” bemærkede lederen.

En anden leder i de kinesiske medier, i China Daily, omtalte nødvendigheden af USA og Kinas samarbejde om at skabe en win-win fremtid for hele menneskeheden, og understregede at den reelle fare med gengældelses-handelssanktioner og andre konflikter ikke er detaljerne i hvert enkelt problem, men “det stigende dræn af gensidig velvilje”, som de forårsager. Dette er et punkt som Helga Zepp-LaRouche gentagne gange har understreget i forholdet mellem USA og Kina: at det nære samarbejde, skabt af Trump og Xi Jinping, er af afgørende betydning for at løse den strategiske krise, og at begge sider må kæmpe for at bevare det – især med Trump i skudlinjen af et igangværende britisk kupforsøg.

Zepp-LaRouche understregede også i dag i hendes ugentlige tysksprogede webcast, at den farligste akilleshæl i hele den strategiske situation fortsat er det fallerede derivat-tyngede transatlantiske finanssystem, som kan implodere når som helst. Det er derfor endnu mere presserende, understregede hun, at ledere af alle nationer forstår, at virkelig rigdom ikke er aktiemarkedet eller andre finansielle instrumenter, men snarere at reel fysisk-økonomisk rigdom skabes af menneskesindets kreative evner, på en måde der er unikt forklaret af Lyndon LaRouche.




‘Singapore-Modellen’ med stormagtssamarbejde for fred og udvikling
lever i bedste velgående; det gør London ikke

Leder fra LaRouchePAC 21. septeber 2018 — Hvert hjørne af planeten bliver nu revet med af den politiske, økonomiske og kulturele forandring,som Kinas Bælte og Vej-Initiativ har igangsat – og de ideer der ligger til grund for denne politik.

Det sker på den koreanske halvø, hvor den sydkoreanske præsident Moon Jae-ins tre dages besøg i Nordkorea er ved at føre til nye gennembrud for fred og udvikling, i hvad der formentlig var verdens farligste brændpunkt, før præsident Trump og formand Kim modigt mødtes i juni 2018 og iværksatte, hvad Helga Zepp-LaRouche kalder “Singapore-Modellen”.

Det er på vej i Europa, hvor Italiens regering – fra Beijing – har meddelt at: “Vi er meget glade for at være det eneste G7-land, der har gennemført så avancerede forhandlinger om Bælte og Vej-Initiativet”, og at de planlægger at få forhandlet en aftale med Kina på plads, inden året er omme. Og hvor Ungarns premierminister Viktor Orbán “gav EU fingeren” ved at rejse til Moskva for at mødes med den russiske præsident Vladimir Putin.

Det er i gang i Mellemamerika og Caribien, hvis nationer bruger Kinas samarbejde med Afrika som en model for, hvad de håber at opnå, når de deltager i Bælte og Vej-Initiativet. Det foregår også i USA, selvom de involverede oftest ikke genkender sammenhængen. Da Donald Trump besejrede Hillary Clinton, det britiske etablissements ophøjede efterfølger til Barack Obama, karakteriserede Lyndon LaRouche straks dette som en international udvikling – ikke en national – det var en del af den samme globale proces, der havde ført til Brexit-afstemningen i Storbritannien. Til trods for den mest ondskabsfulde løgnagtige kampagne mod det amerikanske præsidentskab siden fængslingen ved lynjustits og falske anklager af Lyndon LaRouche i 1989, væltede Donald Trump skakbrættet ved at oplyse, at han ville frigive de dokumenter, der vil bevise det britiske fingeraftryk bag hele kupforsøget imod ham. Hvert træ i skoven kunne falde, efterhånden som disse dokumenter kommer frem i dagens lys: Hele det britiske kontrolapparat over USA, som har været på plads siden mordet på JFK og tidligere, kunne meget vel blive afmonteret.

Er det en overraskelse, at der er udbrudt fuldstændig politiske krigsførelse i Washington og i udenlandske hovedstæder for at forsøge at stoppe Trump fra at handle? Kan det undre, at Storbritannien og dets medsammensvorne lancerer bølge efter bølge af sanktioner og angreb på Rusland og Kina for at forsøge at bringe dem til standsning, eller i det mindste forhindre Trump i at arbejde med disse regeringer? Er det en overraskelse, at de liberale medier er drevet til vanvid for at blokere for nogen rigtige nyheder om Trumps frigivelse af hemmeligt stemplede dokumenter, eller om Korea, eller Bælte og Vej-Initiativet, med endeløse pornografiske fortællinger om dommer Kavanaughs påståede ungdommelige sidespring?

Men allermest alarmerende for den britiske imperialistiske tankegang, er spredningen af de ideer, der ligger til grund for den nye globale renæssance, som er etableret omkring Den nye Silkevej. Hvad er disse ideer? De blev kortfattet udtalt af den kinesiske præsident Xi Jinping i sin tale den 25. juli til BRICS-topmødet: “Videnskab og teknologi, som de primære produktive kræfter, har givet uudtømmelig fremadrettet kraft til den menneskelige civilisation …. I den igangværende nye runde af videnskabelig og teknologisk revolution og industriel transformation vil nye ting uundgåeligt komme frem og erstatte det gamle …. I lyset af nye muligheder og af ny videnskab og teknologi, har hvert land lige rettigheder til udvikling. De, der ikke holder sig ajour med tendensen i tiden, vil sakke bagud og blive irrelevante.”

Ingen kyndige borgere kan undlade at genkende aftrykket fra Lyndon LaRouches tankegang og et halvt århundrede af strategiske interventioner i sådanne formuleringer. Tilbage i 1983 skrev LaRouche i sin banebrydende sønderlemmende afvisning af Romklubbens forfalskede “grænser for vækst”, offentliggjort under titlen “Der er ingen grænser for vækst”:

“Mennesket er fundamentalt forskelligt fra dyrene …. Mennesket har potentialet til fornuft, evnen til at gøre kreative opdagelser, der fremmer dets videnskabelige erkendelse og omdanner sådanne videnskabelige fremskridt til teknologiske fremskridt. Vi er i stand til at opdage, med stigende perfektion, de lovlige universelle principper, som bestemmer universel skabelse, og at mestre naturen med stigende kraft.”

Dette er dagens strategiske tema.