TV BRICS interviewer Helga Zepp-LaRouche

Den 6. november 2023 (EIRNS)-TV BRICS udsendte et 13 minutter langt uddrag af et videointerview med Helga Zepp-LaRouche på engelsk den 3. november og på russisk den 6. november. Interviewet, som hun gav dem for to uger siden, handler om BRIKS-Plus og Bælte- og Vej-Initiativets rolle som institutioner for fred og udvikling. TV BRICS har et potentielt publikum på 3,5 milliarder mennesker! 

Her er linket: https://tvbrics.com/en/shows/helga-zepp-larouche-founder-and-head-of-the-schiller-institute-the-countries-joining-the-brics-will-/

TV BRICS er den officielle medieinstitution, der blev etableret af BRIKS-landene i 2017, et “internationalt netværk af partnermedier i BRIKS-landene.” Deres beslutning om at interviewe fru Zepp-LaRouche, som de identificerer som grundlægger og leder af Schiller Instituttet, og enke efter den amerikanske statsmand og økonom Lyndon LaRouche, er en vigtig international faktor i at bringe hendes ideer i omløb blandt BRICS+-landene og derudover.

Deres hjemmeside fremhæver de spørgsmål, de stillede fru Zepp-LaRouche: “Hvad er BRIKS’ rolle i opretholdelsen af fred og stabilitet? Hvilken indflydelse kan de nye medlemmer have på alliancens økonomiske og politiske potentiale? Hvad er udsigterne for samarbejde mellem forskellige lande inden for rammerne af initiativet One Belt, One Road?”

For et par uger siden havde TV BRICS, som er baseret i Moskva, desuden en artikel om Schiller Instituttets videokonference den 9. september med citater fra tre talere.

Her er udskriften:

(Introduktionen er ledsaget af billeder af Helga Zepp-LaRouches aktiviteter rundt om i verden).

ANNA LISINA: Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og leder af det internationale Schiller Institut, en tænketank, som er registreret i otte lande og har venner i omkring 40 lande. Instituttet er opkaldt efter Friedrich Schiller, den store tyske digter og dramatiker fra det 18. århundrede.

Helga Zepp-LaRouche er enke efter den amerikanske statsmand og økonom Lyndon LaRouche. Hun studerede statskundskab, historie og filosofi på Berlins Frie Universitet og var dybt involveret i sin mands aktiviteter. Lederen af Schiller Instituttet er tilhænger af Bælte- og Vej-Initiativet.

God eftermiddag, fru Zepp-LaRouche, og mange tak for dette interview. Hvad er BRIKS’ betydning for at støtte fred og stabilitet?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Først og fremmest, goddag; tak fordi jeg kunne deltage i dette interview. Hvis man tager stemmerne fra BRIKS med, og især de nye medlemmer af BRIKS og de fremtidige BRIKS-medlemmer, så har man langt størstedelen af menneskeheden. Og hvis de kan få deres stemmer hørt, tror jeg, at det vil tippe balancen og være en kraft for fred.

Efter min mening ville en sådan fredskonference for Mellemøsten blot være det første skridt i en mere generel, global ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som der er et presserende behov for. Uden BRIKS er det helt utænkeligt, at dette nogensinde ville komme på bordet. Så det er ekstremt vigtigt.

Et andet aspekt er den finansielle side. For nylig i Shanghai introducerede Brasiliens præsident Lula den forhenværende præsident, Dilma Rousseff, som ny præsident for Den Nye Udviklingsbank. Han sagde på det tidspunkt, at denne nye udviklingsbank for BRIKS har chancen for at blive den store bank for det Globale Syd. BRIKS’ rolle kunne derefter påvirke FN med udgangspunkt i at fremme FN’s charter. Jeg tror, vi ville se begyndelsen på et helt andet system af internationale relationer, som ville være et håb for fred som en varig tilstand for menneskeheden.

LISINA: Og hvad er de vigtigste initiativer og programmer, som BRIKS er ved at udvikle inden for uddannelse og videnskab?

ZEPP-LAROUCHE: Der er en meget spændende udvikling i gang med BRICS Network University. Det er et initiativ, der har til formål at fremme samarbejdet mellem universiteterne i de forskellige BRIKS-lande. Det vil gøre det muligt at udveksle studerende og undervisere; det vil give mulighed for fælles forskningsprojekter og deling af ressourcer og ekspertise. Der er også BRICS Science Technology and Innovation, STI, som danner rammen om programmer for samarbejde inden for forskning og innovation blandt medlemslandene. Det vil gøre forskningsprojekter lettere, muliggøre teknologioverførsel og kapacitetsopbygning inden for områder af gensidig interesse. Det er fantastisk, for det betyder dybest set, at i stedet for at hvert land kæmper for at gøre den ene opdagelse efter den anden og gå op i kæden fra den laveste til den højeste, vil det give mulighed for at springe over, hvor gærdet er lavest. Når nye medlemmer af det Globale Syd slutter sig til BRIKS, kan de drage fordel af de gennembrud, der er sket i BRIKS-landene, som allerede har en længere udviklingshistorie. Alt i alt synes jeg, det er en fremragende idé.

Så er der BRICS Young Scientists’ Forum, som kan bringe unge forskere fra alle medlemslandene sammen for at udveksle ideer. De kan samarbejde om forskningsprojekter, og på den måde kan de arbejde sammen om at løse de globale udfordringer gennem megen videnskab og teknologi, i form af en masse videnskabelig innovation.

Endvidere er der ideen om at afholde innovationskonkurrencer. Det er en glimrende idé, fordi den opmuntrer til iværksætteri og teknologisk innovation. Disse konkurrencer udgør en platform for nystartede virksomheder og innovatører. De kan vise deres ideer og modtage støtte til videreudvikling. BRICS Virtual Digital Library er en online platform, der giver adgang til uddannelsesressourcer, forskningsartikler og akademiske tidsskrifter fra medlemslandene. Så der vil være en masse vidensdeling, og alle vil få gavn af det.

Så er der BRIKS Center for Water Resource Cooperation, som fokuserer på at håndtere vandrelaterede udfordringer. Man kan have kapacitetsopbygning på dette område, og det vil sigte mod at fremme bæredygtig vandforvaltning og samarbejde blandt medlemmerne.

Derefter vil medlemslandene holde regelmæssige møder på øverste ministerielle niveau. De skal diskutere og koordinere politikker relateret til videnskab, teknologi og innovation. På den måde har man et fælles samarbejde og kan sætte prioriteter for det fremtidige samarbejde.

Det er en fremragende måde at styrke samarbejdet inden for uddannelse og videnskab på, og det vil give mulighed for meget mere innovation. Hele økonomien vil være baseret på innovation, og det er trods alt kilden til produktivitet i enhver økonomi.

LISINA: Hvilken indflydelse kan de nye medlemmers optagelse efter din mening få på BRIKS-alliancens økonomiske og politiske potentiale?

ZEPP-LAROUCHE: Bælte- og Vej-Initiativet har kun en varighed på ti år. Det er blevet en afgørende drivkraft for udvidelsen af den globale handel. Det er det vigtigste redskab til at overvinde geopolitik; det er åbent for alle lande, der ønsker at samarbejde. Så jeg mener, at det er et af de vigtigste aspekter, fordi geopolitik er hovedårsagen til, at vi har haft to verdenskrige, og det kan overvindes. Så optagelsen af nye lande kan udvide BRIKS-alliancens økonomiske potentiale enormt, fordi disse nye medlemmer bringer forskellige økonomier, ressourcer og markeder med sig, og de vil uden tvivl bidrage til alliancens overordnede vækst og udvikling. På topmødet i Johannesburg for nylig blev der tilføjet seks nye medlemmer – Etiopien, Argentina, Egypten, Saudi-Arabien, Emiraterne og Iran – som alle bliver medlemmer den 1. januar. De fire sidstnævnte er store olieproducerende lande; de har et enormt udviklingspotentiale for Sydvestasien. Men hvis en fredsplan, som vi diskuterede tidligere, bliver gennemført, har disse lande ressourcerne til at foretage en meget koordineret økonomisk opbygning i Sydvestasien. Yderligere 40 lande har udtrykt interesse for at være med, og det repræsenterer naturligvis langt størstedelen af verdens befolkning, og med flere lande tilsluttet, kan alliancen få en stærkere stemme i internationale fora som FN, G-20, og Verdenshandelsorganisationen. De kan sandsynligvis blive den vigtigste stemme i udformningen af globale politikker og dagsordener. Det Globale Syd, repræsenteret ved BRIKS+, er den vigtigste faktor, som kan tippe balancen og bringe fornuft ind i international politik.

Så jeg mener helt klart, at BRIKS i den forstand repræsenterer det største håb for menneskehedens fremtid. I sidste ende vil et nyt system for internationale relationer udgøre det normale i internationale relationer. Det vil betyde, at krige vil blive udelukket som en metode til konfliktløsning. Men jeg tror ikke, at det kun er økonomiske fordele og diplomatiske fordele, men jeg tænker, at modellen for BRIKS indtil videre er at forholde sig til hinanden på lige fod med respekt for suverænitet, ikke-indblanding i den andens indre anliggender, respekt for den andens sociale system. Det betyder, at vi står på randen af en ny æra for menneskeheden. Hvis BRIKS-landene forholder sig til hinandens bedste traditioner, så vil det bedste blive bragt frem i hvert land og hver civilisation for at berige de andre. Jeg tror, at det kan betyde, og efter al sandsynlighed vil betyde, en ny renæssance for menneskeheden, hvor vi vil træde ind i voksenalderen for den menneskelige art.

LISINA: Hvad er mulighederne for samarbejde for andre lande under One Belt, One Road-initiativet?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at både ledelsen i Rusland og Kina samt andre har udtalt, at det er åbent for alle lande, som er enige i de principper, jeg fremlagde før. Det betyder i teorien, at alle kan være med, og vi kan virkelig opnå én menneskehed, visionen om en fælles fremtid for én menneskehed. Jeg tror, det er det, der sker med det tredje Bælte & Vej Forum – jeg var så heldig at deltage i det første i 2017. Der var ånden fra den Nye Silkevej så absolut til stede, og alle de mennesker, jeg talte med på det forum, var optimistiske med hensyn til en helt anden fremtid for menneskeheden. I mellemtiden er der sket så meget, og lige nu tror jeg, at langt størstedelen af menneskeheden vil være repræsenteret på Bælte & Vej-topmødet. Jeg regner med, at 150 lande deltager; 200 enten på statsoverhoved- eller ministerniveau, og jeg er helt sikker på, at der vil komme et meget stærkt budskab om én menneskehed og en lys fremtid fra dette topmøde.

LISINA: Hvordan påvirker Silkevejsinitiativet den globale handel? Hvad tror du selv?

ZEPP-LAROUCHE: Det er allerede blevet den absolutte motor for ekspansion af handel. I de sidste ti år, siden den blev oprettet, har der været en samlet investering i handel på 19 billioner dollars. Det er virkelig en stor sum, men mange af disse projekter tager lang tid – for eksempel er investeringer i grundlæggende infrastruktur forudsætningen for, at industri, landbrug og handel kan blomstre. Og naturligvis er der mange projekter i Afrika, som giver håb om, at kontinentet kan overvinde fattigdom og underudvikling og blive fremtidens kontinent. I 2050 vil Afrika have 2,5 milliarder mennesker, og hvis de nyder godt af samarbejdet med BRIKS-landene, kan de få en utrolig smuk fremtid. De har en ung arbejdsstyrke, landene har alle en enorm rigdom af råmaterialer, og hvis de kan begynde at forarbejde disse materialer og selv bidrage til værdikæden i stedet for blot at eksportere råmaterialer, vil fremtiden for disse lande være utrolig lys.

LISINA: Tusind tak for interviewet. Det var en fornøjelse for mig at have en så interessant samtale.

ZEPP-LAROUCHE: Mange tak, fordi du inviterede mig. Forhåbentlig kan vi arbejde sammen i fremtiden.

 




Ville du lede landet bedre end Joe Biden?

Den 2. nov. 2023 (EIRNS) – Præsident Biden blev konfronteret af en rabbiner i går aftes, som sagde til ham: “Hr. præsident, hvis du bekymrer dig om det jødiske folk, som en rabbiner, har jeg brug for, at du opfordrer til våbenhvile lige nu.” Biden kunne ikke udtale ordet “våbenhvile”. I stedet plaprede han løs om en “pause” for at få gidslerne ud, som om massedrabene på civile palæstinensere ikke var problemet, som om udøvelsen af “kollektiv skyld” mod uskyldige ikke ødelagde det jødiske folk, ødelagde deres sjæle, deres kultur, deres identitet.

Da Biden tidligere blev adspurgt om massedrabene på civile i Gaza, undgik han spørgsmålet og valgte at skændes om tallene fra Gazas sundhedsministerium. FN har efterfølgende konstateret, at tallene fra Gazas sundhedsministerium i tidligere situationer har været i overensstemmelse med FN’s optællinger. Gazas tal giver nu et dødstal på omkring 9.000 i de første 25 dage; heraf var omkring 3.760 børn; heraf var 615 babyer. Konsekvenserne for Gaza, med sine 2,3 millioner indbyggere, ville omregnet til USA betyde over en halv million døde børn, herunder over 86.000 døde babyer. Det er over 340 døde babyer hver dag i 25 dage i træk. Ingen af dem skal bære den “kollektive skyld”, som de rasende Hamas-krigere (dvs. krigere fra Det Muslimske Broderskab) bærer. Som AP rapporterede om tømreren Ahmed Modawikh fra Gaza City, hvis 8-årige datter blev dræbt i de mere stille perioder af kampene i maj 2023: “Det er en forbandelse at være forælder i Gaza.”

Rædslen den 7. oktober, hvor Israel mistede over 300 soldater og op til 1.100 andre, gentager sig i dødstal hver fjerde dag i Gaza. De har haft syv “7. oktober” og tæller stadig. Og med en befolkning på mindre end en fjerdedel af Israels, er den sammenlignelige effekt en “7. oktober” hver dag i 25 dage i træk. Er det tid til en “pause” for at få nogle gidsler ud, eller er det en syg joke? Hvordan er det muligt ikke at have våbenhvile øverst på dagsordenen?

Men der bliver fremsat et mere vanskeligt spørgsmål, som kommer i forskellige afskygninger. Senator Lindsey Graham siger, at Israel har ret til at jævne alt med jorden i Gaza, og han henviser til atombombningen af Hiroshima. Var det sandt, at USA havde alle rettigheder, fordi Japan havde angrebet Pearl Harbor? At USA kan myrde millioner i Irak og Afghanistan, fordi radikale islamister var en del af 9/11? … At ofrene opnår retfærdighed og gør verden til et bedre og mere sikkert sted ved at hævne sig på deres overfaldsmænd, eller på hvem der nu er i nærheden?

Kina står i spidsen for FN’s Sikkerhedsråd i november måned, og de har meddelt, at en våbenhvile og den længe forsinkede indførelse af FN-beslutningerne bag to-statsløsningen for Israel og Palæstina er i centrum. Pave Frans har netop meddelt, at selv om begivenhedernes mørke har gjort det svært at tænke, er der stadig intet andet alternativ end fred, og den skal baseres på Oslo-aftalerne fra 1993 mellem Yitzhak Rabin og Yasser Arafat.

Ja, Rabin blev myrdet den 4. november 1995 af jødiske fundamentalister, og Arafat blev skubbet til side af både Meir Kahanes racistiske fundamentalister og islamiske reaktionære fundamentalister. Ja, Israels premierminister Netanyahu finansierede Hamas som en åh så smart måde at underminere Arafats Palæstinensiske Myndighed på. (Måske havde han beundret den åh så smarte måde, hvorpå USA havde bevæbnet Osama bin Laden og de islamiske fundamentalister til at bekæmpe Rusland…) Så hvad skal der nu til for ikke at være reaktionær, for ikke at se med rædsel på, hvordan disse onde, dødbringende cyklusser udspiller sig?

Mennesker kan bruge deres kærlighed til menneskeheden og deres mentale kræfter til at komme på forkant med spillet. Som opvarmning kan du læse, underskrive og cirkulere denne underskriftsindsamling: “Implementing a Global Approach to Ending the Cycle of Violence in Southwest Asia”.

Og beslut derefter, at du har brug for at vide mere end den uheldige Joe Biden, i det mindste nok til at belære om det grundlæggende i, hvad det store flertal af jøder og muslimer i Israel og Palæstina, og deres naboer, har brug for til at blomstre, “Oase-planen.”

Foto: Naaman Omar, Wikimedia Commons




Helga Zepp LaRouche interview TV BRICS

https://tvbrics.com/en/shows/helga-zepp-larouche-founder-and-head-of-the-schiller-institute-the-countries-joining-the-brics-will-/




Nyt hæfte: FRED GENNEM UDVIKLING
for Palæstina og Israel

Her er link til den omfattende rapport:

https://laroucheorganization.com/sites/default/files/2023-11/20231026%20oasis%20plan_1.pdf




Webcast: Stop for rædslerne i Sydvestasien
Schiller Instituttets dialog med Helga Zepp-LaRouche
Onsdag den 1. november 2023

Ikke korrekturlæst

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af og leder af Schiller Instituttet. I dag er det onsdag den 1. november 2023. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært. Du kan sende dine spørgsmål og kommentarer til fru Zepp-LaRouche til questions@schillerinstitute.org.

Helga, i promoveringen, vi sendte ud for at annoncere webcastet i dag, henviste du til rædslerne i Sydvestasien som hidrørende fra “Bernard Lewis-planen” i moderne tid. Lewis var en britisk historiker og efterretningsfigur, der promoverede brugen af religiøse forskelle og konflikter som en britisk imperialistisk plan til at splitte og erobre, for at opretholde britisk imperialistisk kontrol. Men du henviste også til et meget anderledes filosofisk perspektiv, som kardinal Nicolaus af Cusa havde i midten af det 15. århundrede, og som præsenterede en vision om evig fred, der kunne skabes på grundlag af alle religioners overensstemmelse.

I betragtning af de katastrofer, der er blevet udløst i Gaza efter Hamas’ angreb den 7. oktober og Israels efterfølgende reaktion, hvordan kan denne metode fra Cusa så være en løsning i dag?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Det kan være svært at forestille sig, for jeg må sige, at enhver, der ser på, hvad der sker i Gaza lige nu, synes, det er helt utroligt, og jeg tror, det er meget vigtigt, at folk ikke fortrænger det. For de drab, der finder sted under påskud af at slippe af med Hamas, bombning af flygtningelejre og forsvarsløse civile, drab på tusindvis af børn! Verden er nødt til at vågne op! For jeg vil virkelig gerne sige, at det enorme omfang af det, der foregår, er meget, meget svært at håndtere, og jeg vil kraftigt opfordre folk, der lytter til denne udsendelse, til at engagere sig i det, der faktisk sker, og ikke feje det til side med tanken om, at uanset hvilke forudfattede meninger, man måtte have, så er det ikke det, der sker. For jeg tror, at dette virkelig er testen på menneskehedens moral, hvis vi kan stoppe dette. Jeg tror, at det faktum, at direktøren for New York-kontoret for højkommissæren for menneskerettigheder, Craig Mokhiber, netop har sendt sin opsigelse i en 28. oktober til højkommissær Volker Türk, fordi han sagde, at FN endnu en gang viste sig at være magtesløs i denne sag, og så sagde han, at han har været involveret i at observere og håndtere mange folkemord; han sagde, at han var involveret i folkemordet mod tutsierne, de bosniske muslimer, yazidierne, rohingyaerne, men at dette er langt det værste. Og jeg vil gerne læse et citat op af, hvad han sagde i sit brev:

“Dette er et skoleeksempel på folkedrab. Det europæiske, etnonationalistiske, koloniale bosætterprojekt i Palæstina er gået ind i sin sidste fase, mod den fremskyndede ødelæggelse af de sidste rester af oprindeligt palæstinensisk liv i Palæstina. Hvad mere er, regeringerne i USA, Storbritannien og store dele af Europa er fuldstændig medskyldige i det forfærdelige angreb. Ikke alene nægter disse regeringer at opfylde deres traktatmæssige forpligtelser til at “sikre respekt” for Genève-konventionerne, men de bevæbner faktisk aktivt angrebet, yder økonomisk og efterretningsmæssig støtte og giver politisk og diplomatisk dækning for Israels grusomheder.”

Jeg synes, det er meget vigtigt, for der er blevet skabt et klima, hvor man nogle steder, som for eksempel i Tyskland, ikke engang kan diskutere disse ting mere. Nu begynder det langsomt at ændre sig, men i de første dage af det, der skete, var der fuldstændig mundkurv på; man kunne ikke udtrykke nogen bekymring for palæstinensernes situation uden at blive beskyldt for at være antisemit eller anti-israelsk, og de to ting er ikke det samme! I Israel faldt støtten til Gaza-invasionen fra 69% efter den 7. oktober til nu et sted omkring 20%. Så den israelske befolkning står ikke bag det.

Det er virkelig vigtigt, at vi mobiliserer befolkningen, for det her skal stoppes: Der skal være en verdensomspændende mobilisering af mennesker, der træder til. For hvis vi ikke stopper det, har det potentiale til at føre til civilisationens undergang, fordi vi er på randen af Tredje Verdenskrig. Jeg mener, det er meget tydeligt, at hele den sydvestasiatiske region er en krudttønde: Der er allerede rapporter om, at nogle andre lande er involveret på den ene eller anden måde, det være sig, at Israel bombede mål i Syrien, det være sig, at der kom bomber eller missiler eller droner fra Yemen til Israel – jeg kan ikke bekræfte noget af dette – men det er meget tydeligt, at vi sidder på en komplet krudttønde. Der er mange politikere, der nu taler om en ny “ondskabens akse”, der involverer Iran, og det er helt klart, at i det øjeblik Iran bliver involveret i denne konflikt, er alting kaos: Vi er på randen af en total optrapning.

En meget vigtig russer, hvis navn er Fjodor Lukjanov, som er formand for præsidiet for Rådet for Udenrigs- og Forsvarspolitik, og forskningsdirektør for Valdai International Discussion Club, og chefredaktør for Russia in Global Affairs; Han sagde grundlæggende, at dette allerede er en ny verdenskrig, og han bemærkede også, at dette er sammenbruddet af den internationale orden, at den tidligere orden, som var karakteriseret ved gensidigt sikret ødelæggelse – især i koldkrigsperioden, da Sovjetunionen stadig eksisterede – konflikterne kunne styres, fordi det var klart, at gensidigt sikret ødelæggelse var en afskrækkelse for enhver til at deltage i optrapning, men det er brudt sammen, og han siger, at han ikke længere ser selv en midlertidig tilgang til løsning. Og jeg synes, det er en ret præcis beskrivelse: Det er meget tydeligt, at det, der virkelig ligger bag alt dette, er noget helt andet – det handler ikke om Ukraine, det handler ikke om Sydvestasien. Selvfølgelig er forudsætningerne for disse konflikter ekstremt vigtige, og de spiller en rolle, men jeg tror, at præsident Putin på et møde med sit sikkerhedsråd og sikkerhedsagenturer sagde, at det er geopolitiske manipulationer, der virkelig ligger bag alt dette.

Og jeg finder, at det er helt rigtigt, for det, der virkelig er på spil, er, at den gamle orden er ved at kollapse, ideen om en unipolær verden, hvor Vesten ville være den dominerende kraft, og det Globale Syd ikke ville spille nogen rolle – det er under forandring. Det er uigenkaldeligt forandret, fordi der er opstået et nyt system af økonomiske relationer med BRIKS, BRIKS-Plus, landene i det Globale Syd, der arbejder sammen med disse lande, og de vestlige kræfters absolut desperate forsøg på at forhindre en sådan ny orden i at tage kontrol over situationen.

Så jeg tror, vi befinder os i det farligste øjeblik i menneskehedens historie nogensinde. Den gamle orden er ved at bryde sammen. En ny orden er ved at opstå, men den er endnu ikke fastlagt, og så længe Vesten desperat forsøger at inddæmme fremkomsten af en sådan ny orden, tror jeg, vi er på randen af en fuldstændig katastrofe, og vi er virkelig nødt til at have en mobilisering, hvor alle bør deltage i fredsdemonstrationer. Det handler ikke om at vælge side: Vi er nødt til at katapultere hele situationen ind i en ny geometri, et nyt paradigme, og det, jeg har foreslået, er, at i det øjeblik den særlige militære operation i Ukraine startede, krigen i Ukraine, som nu er mere end halvandet år siden, opfordrede jeg til et nyt paradigme, en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, fordi det var tydeligt, at man ikke kan løse tingene inden for den gamle orden, fordi det er den måde, denne ting bryder sammen på. Man er nødt til at gå over til en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til interesserne hos hvert eneste land på planeten. Anvendt på Ukraine-krisen betyder det, at man skal tage sig af Ukraines sikkerhedsinteresser, og også Ruslands! I Sydvestasien betyder det, at man er nødt til at tage hensyn til Israels sikkerhedsinteresser, men også Palæstinas, Irans og de andre landes i regionen. Og det spring, det spring til at forstå læren af freden i Westfalen, at fred kun er mulig, hvis man tager sig af den andens interesser, det er for mange regioner i verden, som Europa, blevet fuldstændig fraværende: Ingen tænker på den måde længere! Tyskland siger, “vi er på Israels side, uanset hvad.” Det tjener ikke Israel godt, for som du kan se, kan den vej, der nu er startet, eller som nu er sat i gang, føre til en komplet katastrofe for alle, så vi gør ikke nogen en tjeneste ved at skubbe til det. Det samme gælder i bund og grund for situationen i Ukraine.

Så jeg synes, det er på høje tid at diskutere den nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur, og jeg udfordrer virkelig folk til at begynde at indgå i en diskussionsproces med os, for hvordan kan vi fremme det, hvordan kan vi samle nogle få lande, nogle få universiteter, nogle få tænketanke, til rent faktisk at diskutere: Hvordan kan vi give os selv en orden, der gør det muligt for menneskeheden at overleve, eller er vi så dumme, at vi forfølger vejen til vores egen udryddelse?

Jeg er optimist, og derfor tror jeg, at det kan lade sig gøre, men det kræver mobilisering af en masse mennesker over hele kloden.

SCHLANGER: Vi får en række spørgsmål ind, efter hvad der skete ved afstemningen i FN’s Generalforsamling i sidste uge. Der er en professor fra Pakistan, som siger: “Læg pres på de vestlige lande for at få Israel og de arabiske lande til at sætte sig til bordet for at finde en varig fredsaftale. Der er ingen anden mulighed. Mellemøsten har brug for bæredygtig fred.” Det er meget i tråd med det, du siger.

Her er et spørgsmål, som kommer fra Storbritannien. Han skriver: “Opfordringerne til våbenhvile i FN’s Generalforsamling, opfordringer til en fredskonference fra Kina, fra Lula, fra Erdogan, fra den amerikanske katolske biskopskonference, nu fra patriarken for den russisk-ortodokse kirke, kombineret med de voksende demonstrationer rundt om i verden,” og han nævnte, jeg tror 300-500.000 i London – han sagde: “Intet af dette vil påvirke Netanyahu, heller ikke demonstrationerne mod ham i Israel. Men vil noget af det bevæge Biden-administrationen?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det afhænger af optrapningen af sådanne demonstrationer og fredskrav. Så længe den nuværende regering er overbevist om, at de kan slippe af sted med det, vil de fortsætte med at forfølge denne politik om ingen våbenhvile, på et tidspunkt, hvor det er så tydeligt, at hvis man ikke har en våbenhvile, vil det hele eksplodere! Jeg tror, vi har brug for endnu stærkere stemmer: For eksempel er det meget godt, at disse forskellige religiøse ledere kommer ind i situationen, fordi der er et historisk fortilfælde, og det var, da Mohammed II erobrede Istanbul i 1453, det var et ramaskrig overalt i Vesten, fordi dette blev betragtet som et stort sammenstød mellem civilisationer, som en tidlig form for det, Bernard Lewis forsøgte at fremme som en af disse geopolitiske snoretrækere, som Putin talte om. For på det tidspunkt var den kristne verden overbevist om, at det var et barbarisk angreb; fra den muslimske side så det naturligvis meget anderledes ud. Men der var blodsudgydelser, og det var et kæmpe chok. Under indtryk af de forfærdelige drab og den slags skrev Nicolaus af Cusa, som var det 15. århundredes store tænker, ikke blot mange af de skrifter, der udviklede den nye metode med modsætningernes sammenfald som en tilgang til at tænke over situationen, han skrev også en smuk dialog i form af en platonisk dialog, kaldet De Pace Fidei, [Om troens fred], hvor han fik 17 repræsentanter for forskellige religioner og nationer til at henvende sig til Gud, Logos eller Verbum; og de sagde alle: “Se, Gud, vi slår alle hinanden ihjel i dit navn. Kan Du ikke hjælpe os med, hvordan vi kan finde en vej ud af det?” Og så frembragte Gud en meget smuk idé om, at folk skal begynde at tænke som filosoffer for at skelne mellem den ene sandhed, den ene Gud, og de forskellige profeter og forskellige traditioner. Og i slutningen af dialogen beder Gud repræsentanterne for disse forskellige religioner om at gå ud og lære deres folk, at der er en højere En, den højere sandhed.

Og jeg vil opfordre jer alle til at læse denne dialog af Nicolaus af Cusa, De Pace Fidei, Om troens fred. For jeg tror, at det er en metode, som, hvis verdens religiøse ledere alle ville være med til at tale om dette – præsident Biden er katolik! Han talte med paven; bagefter sagde han, at paven var helt enig med ham, men jeg kiggede på udskriften fra Vatikanet af den diskussion, og paven sagde noget helt andet. Paven ønskede en øjeblikkelig våbenhvile! Så alle katolikker bør virkelig påpege over for Biden, at paven ikke var enig med ham!

Så jeg tror, der er mange flere ting, men det kræver virkelig meget mere mobilisering og oprigtig handling fra alle for at stoppe dette!

SCHLANGER: Vi får spørgsmål om taktiske strategier, og hvordan vi kan vende situationen. Et af dem er fra Paul fra Storbritannien, som spørger: “Hvordan bekæmper vi den organiserede korruption i de europæiske regeringer?” Der er en anden spørger, der siger: “Der er ingen europæisk regering, der handler i befolkningens interesse. Hvad kan vi gøre ved det?”

Og så, fra USA, sagde en amerikansk observatør: “Han så Austin og Blinken, forsvarsministeren og udenrigsministeren, vidne i Kongressen i går i forbindelse med Bidens forslag om 105 milliarder dollars til øget oprustning,” sagde han, og så så han Republikanerne, som sagde, at de vil have en separat afstemning om Israel-delen af det, så de kan presse det igennem. Og han spørger: “Kan disse republikanere ikke se, at de bliver manipuleret af det samme militær-industrielle kompleks til at blive ved med at finansiere permanente krige?”

Du sagde, at det, der skal gøres, er at mobilisere, men har du andre ideer til, hvordan dette kan komme igennem, at regeringerne forpligter sig til politikker, der går imod deres egne nationers interesser?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at befolkningen allerede ved det, fordi al denne militarisering, i Europa, den er i gang. I Tyskland opfordrede forsvarsminister Boris Pistorius Tyskland til at være “krigsparat”: det tyske ord er kriegstüchtig. Han sagde ikke, at de skulle være klar til forsvar, han sagde “kriegstüchtig.” Nu bør folk virkelig være alarmerede: Det er et sprog, som ikke har noget at gøre med Socialdemokratiets tradition, som havde problemer i fortiden, f.eks. var Socialdemokratiet på den forkerte side, når det gjaldt mobiliseringen til krigskredit før Første Verdenskrig, så jeg siger ikke, at de har en hellig historie. Men det her spiller virkelig ind i den værste form for militarisering af Europa. Og når folk presser på for at få et særligt budget til Bundeswehr, er det det samme som de 105 milliarder dollars i USA – det går ud over de sociale udgifter. Det betyder ingen infrastruktur, ingen hospitaler, ingenting; naturligvis er migranterne det store mål nu, som om de skulle være årsagen til problemet, når de er en anden gruppe ofre.

Så jeg tror, at folk virkelig er nødt til at blive mobiliseret og forstå, at hvis de ikke handler lige nu i deres egen interesse, tror regeringerne, at de er straffri, og de er drevet af viden om, at det finansielle system, som de baserer deres magt på, er på randen af sammenbrud. Og det militærindustrielle kompleks er tydeligvis de eneste, der tjener penge lige nu, men det fungerer ikke! Se på USA’s opbakning til krigen i Ukraine, og også de europæiske regeringer – førte det til, at Ukraine vandt sin modoffensiv? Nej, det gjorde det ikke! Det er nu endda anerkendt i de vestlige medier, at Ukraine praktisk talt har tabt krigen. Og selv hvis man sender mange flere våben, har de ikke mandskabet længere, fordi befolkningen er begrænset. Tabstallene er meget høje.

Og Scott Ritter har en ny artikel, hvor han skriver, at USA eller Vesten, NATO allerede har tabt krigen, og det er nu bevist, at det russiske militær er det stærkeste militær i verden. Med hensyn til atomvåben er det helt sikkert sandt, og den russiske økonomi er nu bedre stillet end før krigen brød ud, i modsætning til situationen i Vesten. Tyskland er ved at kollapse. Det seneste er, at Rusland nu kan producere 100-120 missiler hver måned; de har en fuldgyldig krigsøkonomi.

Men al militærproduktion er i sidste ende en ødelæggelse af fysisk velstand, som sker på bekostning af befolkningen.

Se på de forskellige krige siden 9/11: Der var Afghanistan, der var Irak, Libyen, Syrien – hvor er alle disse lande? Blev nogen af disse situationer vundet for Vesten? Nej, det blev de ikke! I 2021 trak USA og NATO sig ud af Afghanistan – ikke så ærefuldt, må jeg sige. De blev besejret! Ukraine: De blev besejret! Se på det her! De interventionistiske krige i alle disse lande i Sydvestasien har været fuldstændige fiaskoer. Har de forbedret Vestens omdømme blandt disse lande eller i resten af verden? Nej, det har de ikke! Det modsatte er sket: Landene i det Globale Syd har vendt sig væk fra det.

Og jeg tror, at hvis der er nogen fornuft i nogen af disse etablerede figurer, så undersøg, om denne politik har været en succes, for det har den tydeligvis ikke. Derefter skal de have modet og den intellektuelle integritet til at ændre politikken. Hvis USA og de europæiske lande bare stille og roligt skiftede gear og sagde, at vi vil samarbejde med landene i det Globale Syd om at opbygge et nyt økonomisk system, tror jeg ikke, der ville blive stillet nogen spørgsmål; alle ville være glade. Og princippet fra Den Westfalske Fred om, at man for fredens skyld skal tilgive alle forbrydelser, der er begået af den ene eller den anden side; måske kan man ikke glemme det, men man kan tilgive det, og så gå videre med at opbygge et nyt system bagefter. Og jeg tror, at det er den eneste vej.

Og vi må på en eller anden måde se, om der ikke er folk blandt det såkaldte establishment, der kan tænke på denne måde og er villige til det – som FN’s menneskerettighedskommissær Craig Mokhiber, der sagde: Jeg vil ikke længere stå inde for denne politik. Og jeg tror, at det er den slags handling, der er brug for.

Så arbejd sammen med os om at finde sådanne personer, der har modet til at ændre politikken, før det er for sent.

SCHLANGER: Og jeg vil foreslå, at folk kigger efter demonstrationer, der er i gang; der er mange i gang over hele verden. Hvis du ikke kan finde en, så start en! Og vi har fra en person i Storbritannien, der skrev sig ind som “Jughead”, givet 10 pund til det, vi laver. Få vores brochurer ud, bidrag til vores bevægelse – der er mange ting, du kan gøre for at deltage i denne mobilisering. Men som Helga understreger, er tavshed ikke en mulighed.

Helga, vi har et par spørgsmål mere, jeg gerne vil stille dig. Det ene er fra Jack Gilroy, som har været involveret i International Peace Coalition, en katolsk socialaktivist i USA, og han kommer ind på det andet område med den mulige næste krig. Han siger: “Hvad skal der gøres for at forhindre den meget forudsagte amerikanske krig mod Kina? Hvordan lærer vi amerikanerne, at det kinesiske Bælte & Vej Initiativ er en god udfordring for USA til at finde nyttige, fredelige måder at skabe økonomisk udvikling på, uden trusler om og brug af vold til at dominere andre? Hvordan kan amerikanerne gøre det, som Bælte & Vej Initiativet gør, for at hjælpe, ikke skade, vores søstre og brødre i verden?”

ZEPP-LAROUCHE: Først og fremmest er der en enorm mangel på viden om Kina, og vi havde for nylig en delegation fra Schiller Instituttet, der rejste i næsten to uger til forskellige steder, og de kom og fik deres eget førstehåndsindtryk, og de var meget begejstrede. Så var der nogle tyske industrifolk, der rejste rundt i 40 byer i Kina i seks uger for at få et førstehåndsindtryk. Og jeg tror, det bedste ville være, hvis alle grupper, der er bekymrede for, at Kina kan blive det næste sted for konfrontation, sendte delegationer dertil. Jeg tror, vi meget nemt kunne bede kineserne om at hjælpe os med at etablere en sådan undersøgende, mellemfolkelig mission, og så kunne vi virkelig få en bedre idé om, hvad Kinas politik er.

Jeg vil meget gerne fortælle om mine erfaringer: Jeg var første gang i Kina i 1971 og mange gange siden, og hele min oplevelse er, at Kina, i modsætning til fortællingen i de vestlige medier, har ydet det største civilisatoriske bidrag af noget land, jeg kender til i nyere historie, af den simple grund, at de har løftet 850 millioner af deres egne borgere ud af fattigdom. Og nu, i de sidste 10 år, har de via Belt and Road Initiative leveret deres succesmodel til lande i det Globale Syd, og på denne måde har de for første gang givet dem chancen for at overvinde fattigdom og underudvikling. Og det er naturligvis mere attraktivt end blot militærtræning eller såkaldt “sikkerheds”-relateret samarbejde, som USA har tilbudt disse lande.

Jeg synes, at folk skal forstå, at det at hjælpe millioner og faktisk hundreder af millioner af mennesker ud af fattigdom er det bedste bidrag til menneskerettighederne! For når man er fattig i Haiti, Sudan eller Yemen – se videoen Hunger Ward, som blev rost af Verdensfødevareprogrammet om Yemen: Der er en meget vigtig video, der hedder Hunger Ward, som viser dig, hvad der sker med underernærede børn, når de kun har et par kilo tilbage, før de dør – at være sultne! Og jeg tror, at Jean Ziegler, som er en meget fremtrædende schweizisk aktivist og FN’s første særlige rapportør om retten til mad, i sine bøger beskrev, hvordan det at dø af sult er den værste smerte, fordi organerne begynder at fortære sig selv, og det er bare den værste død, man overhovedet kan forestille sig. Så hvis man hjælper folk med ikke bare at få et måltid, men at få nok mad til at leve et anstændigt liv, er det det størst mulige bidrag til menneskerettighederne! Det har Kina gjort, og alle rapporterne om den såkaldte undertrykkelse og så videre, ingen, der rejser til Kina, kommer tilbage med den slags rapporter! Fordi folk er glade, og 80% af dem er enige med regeringen, mens vores vestlige regeringer måske har 20, 30 eller i bedste fald 40% støtte, hvilket burde fortælle dig noget.

Så mit forslag er: Lad os tage dertil, eller lad os organisere, at folk tager dertil, så de kan komme tilbage med en anden historie. Vi bør lave mere undervisning om det og kulturel dialog: Jeg tror fuldt og fast på civilisationernes dialog, for kun hvis man kender den anden kultur, kan man på nogen måde løse disse problemer.

SCHLANGER: Det næste spørgsmål er fra en anden del af verden, som de fleste vesterlændinge har meget lidt kendskab til, nemlig fra Afrika, fra Menashe. Og han stiller et par spørgsmål, men jeg vil indsnævre det til to. Han spørger, “hvordan de internationale fora, som vi har nævnt, det russisk-afrikanske økonomiske og humanitære forum, BRIKS-topmødet og så videre, bidrager til fremkomsten af en ny verdensorden fra det Globale Syd? Og hvordan kan afrikanske lande navigere i den globale magts skiftende dynamik for at sikre, at deres stemmer og interesser bliver repræsenteret i den nye multipolære verdensorden?”

ZEPP-LAROUCHE: Lige nu sker der ekstremt interessante forandringer i Afrika. For det første har der været mange forandringer i Vestafrika i den seneste tid; flere regeringer har skiftet, hvilket ikke var velset i Vesten, men der var en fuldstændig forpligtelse til at slippe af med den europæiske kolonialisme. Det er en meget ny udvikling.

Og så er der mange lande, der søger om medlemskab af BRIKS-Plus. På topmødet i Johannesburg i august blev seks lande optaget i BRIKS – og de bliver fuldgyldige medlemmer den 1. januar 2024 – to af dem fra Afrika, nemlig Egypten og Etiopien. Men der er mange flere, der har ansøgt om medlemskab.

Jeg tror, at ideen om først og fremmest at forsøge at skabe afrikansk enhed ved at arbejde sammen med BRIKS-Plus og andre af den slags organisationer, er det bedste, Afrika kan gøre lige nu. Og jeg tror, at der i hele det Globale Syd nu er en absolut forpligtelse til at afslutte 600 års kolonialisme. Og forudsat at vi kan løse denne nuværende verdenskrise, som har alt at gøre med det faktum, at der foregår en tektonisk forandring, så tror jeg, at jo mere landene i det Globale Syd gør deres stemme hørt, højt og tydeligt, og appellerer til det Globale Nord og siger, at de bør involvere sig i det nye system, snarere end at forsøge at modsætte sig det, så tror jeg, at det skal gøres på den mest kraftfulde måde.

For mellem USA, NATO, Europa og Rusland og Kina er situationen så fastlåst. Men hvis du tager det Globale Syd, sammen med Rusland, Kina og Indien, er det allerede mere end 3 milliarder mennesker; og hvis du så tilføjer de andre lande i det Globale Syd, er det langt størstedelen af den menneskelige art! Og du har al mulig ret til at få din stemme hørt. Og heldigvis er der mange fremragende ledere lige nu, som jeg mener virkelig har personligheden og formatet som individer til at lede verden ind i et bedre paradigme.

SCHLANGER: Jeg har en sidste bemærkning til dig, Helga, fra en, der skriver: “Tak Helga for hendes utrættelige indsats, de foldere, hun skriver. Kan hun sige et opmuntrende ord til dem af os, der uddeler løbesedler og nogle gange løber panden mod en mur?”

ZEPP-LAROUCHE: [griner] Ja, det ved jeg! Det er meget svært, for det miljø, vi arbejder i lige nu, er en krigslignende propaganda. Hvis nogle mennesker siger, at den tredje verdenskrig allerede er startet, er det i en vis forstand sandt, fordi de vestlige regeringer forsøger at indføre en fuldstændig kontrol over fortællingen, og de forsøger at lukke munden på enhver stemme, der siger: “Måske skulle du lytte til den anden side!” At lytte til den anden side betyder ikke, at man nødvendigvis skal være enig med den anden side, men hvis man ikke tager højde for den historiske baggrund, udviklingen af en konflikt, hvad er så den ene sides synspunkt? Hvad er den anden sides synspunkt? Hvordan kan man så finde på en løsning, der kan holde? Det er den ældste lektie i diplomati eller ethvert andet menneskeligt samarbejde og samarbejde.

Så det, Vesten gør lige nu, for eksempel i Tyskland, som om vi ikke allerede havde oplevet Goebbels en gang, skulle man tro, at vi havde fået nok af det – nej! Nu har de udsendt en vejledning til journalister om, hvad man må sige, og hvad man ikke må sige. Så journalister får at vide, at de altid skal skrive, ikke at der er sket noget i Gaza, men at det er “som svar på terrorangrebet fra terrororganisationen Hamas, nu sker der denne ting i Gaza…” Eller forleden lyttede jeg til en journalist i et nyhedsprogram, og for at fortælle om, hvad der sker i Gaza, sagde han: “Ja, og Hamas er ikke engang i stand til at skaffe mad og vand til deres egen befolkning!” Whaa?!

Jeg mener, dette sted har været fuldstændig afspærret i årevis! Folk kan ikke forlade det! Før konflikten eller krigen, hvad man nu kalder det, brød ud, var der flere hundrede lastbiler om dagen, der bragte mad og andre fornødenheder til befolkningen. Nu er det måske 10 eller 12: Det siver ind som en dråbe vand på en varm sten. Hvad er det så, folk lider under? De sulter ihjel, og denne journalist-idiot siger: “Hamas er ikke engang i stand til….” Hamas gør, hvad de gør, men det er en komplet indsats for ikke at skildre situationen, som den faktisk er.

Så når vi uddeler løbesedler, er folk selvfølgelig i en rus eller i en komplet fantasi, måske bekymrede for deres job eller for inflationen; så har du det fænomen, at mange mennesker er bange for at blive overhørt, at de måske siger noget, der ikke er den officielle linje.

I Tyskland var der for mere end 80 år siden noget, der senere blev kaldt “den tyske udsigt”, “die deutsche Blick”, hvor folk med paranoia kiggede sig over skulderen for at se, om der var nogen, der lyttede til, hvad de sagde. Så vi er tilbage i den situation, hvor det tyske blik igen er det, der går rundt, fordi folk frygter at blive overhørt sige noget, de tror på, men som de ikke ønsker at blive overhørt sige.

Så jeg tror, at den eneste måde er at være tålmodig, når du deler foldere ud, være venlig og lave sjov, for det er en atmosfære af paranoia og frygt, og jeg tror, at det er vigtigt for os at være på gaden og fortælle folk, at der er en løsning! Og jeg vil gerne gentage, at vi er nødt til at kæmpe for at nå frem til et nyt paradigme, hvor vi overvinder geopolitikken. For nogle år siden holdt jeg en nytårstale, hvor jeg sagde, at den vigtigste opgave var at overvinde geopolitikken: Og det har vist sig at være så sandt, at i det øjeblik man tænker i en gruppes geopolitiske interesser mod en anden gruppes geopolitiske interesser, er man med i spillet, Bernard Lewis-planen, Brzezinski-spillet, det store spil, ideen om manipulation. Og jeg tror, vi er nødt til at hæve os over det og definere den ene menneskeheds interesser først, og så kan man se på alle de særlige konfliktproblemer. Men det højere niveau skal opnås.

SCHLANGER: Jeg vil gerne sige tak til alle vores seere, der har været med i dag, og til dem, der er blevet aktive og bidrager; og til Helga, tak for det, du gør. Og vi ses igen i næste uge.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, og bliv aktiv i mellemtiden sammen med os!




Folketinget skal nu tage stilling til borgerforslaget:
Danmark skal fordømme israelske krigsforbrydelser i Gaza,
øge dansk bistand til Palæstina og arbejde for en politisk løsning på konflikten

Over 50.000 underskrifter i løbet af 2 dage.
Danmark skal fordømme israelske krigsforbrydelser i Gaza, øge dansk bistand til Palæstina og arbejde for en politisk løsning på konflikten

Her er forslaget på Folketingets hjemmeside:

https://borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-16175

Regeringen har gjort det klart, at brud på krigens love i Ukraine og i resten af verden ikke skal tolereres, og at krige skal kæmpes inden for rammerne af international lov, hvor der tages hensyn til proportioner i magtanvendelsen mod militære mål. Som følge af Israel-Hamas krigen, beskriver FN situationen i Gaza efter den 7. oktober som en hidtil uset humanitær tragedie.
 
Folketinget skal derfor pålægge regeringen at:
-Arbejde for øjeblikkelig våbenhvile og åbning af humanitære korridorer samt for at sikre, at 1.1 mio. fordrevne civile i Gaza får den fornødne humanitære støtte og mulighed for at vende hjem, når det er sikkert.
 
-Fordømme Israels brud på Folkeretten og arbejde aktivt for at støtte internationale undersøgelser, inklusiv ved Den Internationale Straffedomstol, af Israels krigsforbrydelser i Gaza, herunder:
* Kollektiv afstraffelse af civilbefolkningen;
* Blokering af humanitær adgang;
* Tvungen fordrivelse af 1.1 mio. civile;
* Bombning af civile faciliteter, inkl. skoler, hospitaler og sundhedsklinikker;
* Brug af hvid fosfor i angreb den 11. oktober;
* Bombning af civile på flugt den 14. oktober.
 
-Øge dansk bidrag med en akut humanitær hjælpepakke til Gaza på mindst 120 mio. kr. til nødhjælp og genopbygning af hospitaler, kritisk infrastruktur og skoler.
Re-aktivere og øge dansk udviklingsbistand til Palæstina, som skal styrke demokratiske stemmer i civilsamfundet, der har hårdt brug for støtte.
 
-Genetablere politisk horisont: tage initiativ i EU-regi til at formulere og vedtage en ny strategi, som adresserer de grundlæggende årsager, der driver konflikten og hvor hele EU’s værktøjskasse tages i brug. Det indebærer politiske forhandlinger mellem parterne, afvikling af den israelske besættelse og fjernelse af folkeretsstridige bosættelser samt afholdelse af palæstinensiske valg.
Dette forslag berører ikke de åbenlyse krigsforbrydelser begået af Hamas, da den danske regering og samtlige partier i Folketinget allerede har taget kraftig afstand fra disse og krævet, at Hamas løslader de civile gidsler og at gerningsmændene stilles til ansvar.
Situationen i Gaza:
Dette forslag berører ikke de åbenlyse krigsforbrydelser begået af Hamas, da den danske regering og samtlige partier i Folketinget allerede har taget kraftig afstand fra disse og krævet, at Hamas løslader de civile gidsler og at gerningsmændene stilles til ansvar.
Situationen i Gaza:
Antallet af dræbte palæstinensiske og israelske civile siden den 7. oktober er det højeste i Israel-Palæstina konfliktens historie. Hamas’ rædselsvækkende angreb på Israel og kidnapning af israelske civile den 7. oktober og Israels militære angreb på Gaza skal ses i konteksten af den årtier lange konflikt og ulovlige besættelse. FN advarer om, at mange civile kan dø som følge af mangel på drikkevand, mad, medicin og medicinsk udstyr. En israelsk landoffensiv ville betyde mange flere civile ofre.
Længe inden den seneste eskalation var situationen i Gaza en af de største menneskeskabte humanitære kriser i verden. I juni 2007, efter Hamas’ militære overtagelse af Gaza, indførte Israel en blokade, der har afskåret ca 2,2 millioner palæstinensere i Gaza fra adgang til resten af de besatte områder. Det betyder bl.a. begrænset adgang til medicinsk behandling, uddannelse og beskæftigelse. Over 50% af befolkningen er under 18 år. Mindst 1,3 millioner i Gaza er afhængige af nødhjælp. 80% er arbejdsløse.
Befolkningens skrøbelighed gør det endnu vigtigere for Danmark at arbejde for, at konfliktens parter opererer inden for krigens love. Civile tab der følger af militære operationer, må ikke overstige den forventede og direkte militære fordel ved operationen. Angreb på civile, hospitaler og skoler bør derfor ikke gennemføres, hvis de må forventes at medføre en sådan uproportionel civil skade. Syge og sårede skal kunne evakueres og tilbydes lægehjælp. Alt det står i Genève-konventionerne, som angiver de regler, alle krigsførende lande skal følge. Israel ratificerede konventionerne i 1951 og er forpligtet til at sikre, at deres angreb skelner mellem Hamas-krigere/andre militante grupper og så civile, og at angreb er strengt begrænset til lovlige militære objekter.
Den danske regering skal aktivt arbejde for, at Israel ikke begår yderligere brud på folkeretten, og bliver holdt til ansvar for de brud, der allerede er begået. Siden eskaleringen startede den 7. oktober, har Israel udført følgende handlinger, der må betegnes som værende i strid med folkeretten og som mulige krigsforbrydelser (per 18. oktober):
 
Kollektiv afstraffelse: som følge af Hamas’ angreb på Israel er 2.2 millioner palæstinensere i Gaza ramt af Israels bombardmenter og blokade, hvilket er i strid med artikel 33 i Geneve-konventionen, der stipulerer at: ”ingen beskyttet person kan straffes for en forseelse, denne ikke personligt har begået” og at: ”kollektiv afstraffelse og alle tilsvarende generende tiltag eller terrorisme er forbudt”. Intentionen om kollektiv afstraffelse ses bl.a. i Israels forsvarsminister Yoav Gallants udtalelse den 10. oktober: “Gaza vil ikke vende tilbage til, hvad det var før”. Israels præsident Isaac Herzog udtalte også den 11. oktober: “Det er en hel nation, der er ansvarlig”. Endelig har den israelske minister for energi og infrastruktur, Israel Katz den 13. oktober sagt: “De vil ikke modtage en dråbe vand eller et eneste batteri, førend de forlader verden”. Den 9. oktober annoncerede forsvarsminister Yoav Gallant, at ingen basal nødhjælp ikke kommer ind i Gaza, så længe at Hamas ikke løslader de israelske gidsler.
Forhindring af humanitær adgang og nødhjælp: Den fjerde Genève-konvention pålægger stater forpligtelse til at tillade adgang til humanitær nødhjælp for civile i nød. Både Hamas og Israel skal dermed sikre, at de akut nødvendige forsyninger kan nå civile. I skrivende stund (18. oktober) har det endnu ikke været muligt grundet israelsk beslutning om at afskære Gaza fra forsyninger.
Tvungen fordrivelse af udsatte grupper: Den israelske hærs ordre til mere end 1 million mennesker i det nordlige Gaza og Gaza by om at “evakuere” syd for Gaza-striben indenfor 24 timer kan ikke betragtes som en effektiv advarsel, og udgør potentielt en tvungen fordrivelse af civilbefolkningen. Ydermere har der ikke været garanti for fysisk sikkerhed på hverken migrationsruten eller i det sydlige Gaza.
Angreb på hospitaler, ambulancer, og faciliteter, hvor syge og sårede befinder sig: Der er dokumentation for, at Israel har bombet hospitaler og FN-støttede faciliteter. Det er forbudt under IHL, forudsat at de ikke er militære mål. Ethvert sådant angreb kan vurderes som en potentiel krigsforbrydelse. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har indtil videre registreret 51 angreb på hospitals- og sundhedsfaciliteter i Gaza siden den 7. oktober.
Israelsk brug af hvid fosfor: Flere menneskerettighedsorganisationer, bl.a. Human Rights Watch, har verificeret, at Israel den 11. oktober brugte hvidt fosfor i Gaza, der er af de tættest befolkede områder i verden. Dette udsætter civile for unødvendig risiko, som under international lov har krav på beskyttelse.
Den større kontekst
Som følge af ovenstående stiger antallet af døde og sårede i Gaza. Samtidigt intensiveres involveringen af andre aktører udenfor Israel-Palæstina, og en krig i regionen kan ikke udelukkes. Herudover har volden spredt sig til Vestbredden, inklusiv Østjerusalem.
EU betragter den fortsatte udvidelse af ulovlige israelske bosættelser på Vestbredden, inkl. i Østjerusalem som en væsentlig hindring for tostatsløsningen og en fremtidig palæstinensisk stats territoriale sammenhæng. Herudover er Israels udvisninger af familier fra deres huse eller nedrivninger af huse samt tvangsforflyttelse af skrøbelige grupper med til at forværre situationen. Det samme gælder angreb begået af bosættere mod civile palæstinensere på Vestbredden. Ifølge FN resulterede 849 angreb fra bosættere i tab af palæstinensiske menneskeliv og/eller ejendomsskader i 2022 (højeste antal siden OCHA i 2006 begyndte at registrere hændelser, der involverer bosættere). Desuden er antallet af palæstinensere dræbt i 2023 på Vestbredden af den israelske hær eller bosættere det højeste siden 2005. Israelske soldater eller bosættere stilles sjældent til ansvar, når de begår overgreb på civile. Endeligt har landsdækkende palæstinensiske valg ikke fundet sted siden 2007, og i 2021 blev valget aflyst, ifølge det Palæstinensiske Selvstyre fordi, Israel ikke ville tillade palæstinensere at stemme i det besatte Østjerusalem.
En kombination af manglende basale rettigheder, herunder fraværet af nogen form for politisk horisont, konstante israelske bosættelsesudvidelser og menneskerettighedskrænkelser udgør en giftig cocktail, som for mange unge palæstinensere ender i total desperation, håbløshed og – for nogle – radikalisering.
Hvordan skal Danmark forholde sig?
Danmark er nødt til at investere i at forebygge en yderligere forværring af situationen. Det indebærer at gøre mere for at adressere de forhold, som palæstinensere lever under på tværs af de besatte områder, der lige nu vidner om en fejlslagen international strategi og en ikke-eksisterende fredsproces. Som anført i den Strategiske Ramme for Danmark-Palæstina 2021-2025, er ”kernen i den israelsk-palæstinensiske konflikt politisk. Der er tale om en langvarig og tiltagende konflikt om territorium, som kræver en omfattende politisk løsning.”
Danmark skal derfor aktivt skubbe på drøftelserne om overholdelse af krigens love i konflikten, herunder i FN’s menneskerettighedsråd og i Sikkerhedsrådet – yderst relevant såfremt Danmark bliver valgt ind som medlem i 2025-2026. Danmark skal proaktivt støtte grundige internationale undersøgelser af krigsforbrydelser og brud på international humanitær lov. Det indebærer aktiv støtte og bidrag til den igangværende ICC-undersøgelse af Israels mulige krigsforbrydelser i Gaza og på Vestbredden.
Danmark skal også arbejde aktivt for en ny EU-strategi, der adresserer de underliggende årsager til Israel-Palæstina-konflikten og genskaber en politisk horisont. Det kan ikke gøres ved at se isoleret på krigen i Gaza, for palæstinensere er ikke repræsenteret af Hamas og kan ej heller drages til ansvar for den militante gruppes forbrydelser under international lov. Regeringen skal arbejde for, at borgere – både israelere og palæstinensere – i det samme geografiske område har de samme rettigheder.
Der er en række konkrete værktøjer i EU’s værktøjskasse, som Danmark nu skal arbejde aktivt for bliver taget i brug i samarbejde med andre EU medlemslande. Danmark skal aktivt opfordre til diskussioner i EU omkring, hvordan man skal reagere på den fortsatte udvidelse af ulovlige bosættelser og yderligere besættelse af palæstinensisk territorie. Man kan i Danmark håndhæve europæisk lovgivning, der beder medlemslandene om at klart markere israelske produkter, der er produceret i bosættelser på det besatte Vestbredden.
Danmark skal også arbejde for afholdelsen af palæstinensiske valg hurtigst muligt for at skabe en politisk horisont for unge palæstinensere. Kun gennem en politisk strategi, der forholder sig til de reelle forhold på jorden, kan konflikten og den farlige cyklus af vold adresseres.
 
Kilder og henvisninger
OCHA, diverse flash updates – Hostilities in the Gaza Strip and Israel (Oktober 2023)
WHO oPt Emergency Situation Reports (Oktober 2023)
UNRWA Situation Reports (Oktober 2023)
Times of Israel, Gallant: Israel moving to full offense, Gaza will never return to what it was, 10. Oktober 2023
Huffpost, dækning af Isaac Herzog’s pressekonference, 13. Oktober 2023
Israel Katz, X (tidligere Twitter), 13. Oktober 2023
Saraf et al., den 17. Oktober 2023, Public Statement: Scholars Warn of Potential Genocide in Gaza, Third World Approaches to International Law Review.
Regeringen har gjort det klart, at brud på krigens love i Ukraine og i resten af verden ikke skal tolereres, og at krige skal kæmpes inden for rammerne af international lov, hvor der tages hensyn til proportioner i magtanvendelsen mod militære mål. Som følge af Israel-Hamas krigen, beskriver FN situationen i Gaza efter den 7. oktober som en hidtil uset humanitær tragedie.
 
Folketinget skal derfor pålægge regeringen at:
-Arbejde for øjeblikkelig våbenhvile og åbning af humanitære korridorer samt for at sikre, at 1.1 mio. fordrevne civile i Gaza får den fornødne humanitære støtte og mulighed for at vende hjem, når det er sikkert.
 
-Fordømme Israels brud på Folkeretten og arbejde aktivt for at støtte internationale undersøgelser, inklusiv ved Den Internationale Straffedomstol, af Israels krigsforbrydelser i Gaza, herunder:
* Kollektiv afstraffelse af civilbefolkningen;
* Blokering af humanitær adgang;
* Tvungen fordrivelse af 1.1 mio. civile;
* Bombning af civile faciliteter, inkl. skoler, hospitaler og sundhedsklinikker;
* Brug af hvid fosfor i angreb den 11. oktober;
* Bombning af civile på flugt den 14. oktober.
 
-Øge dansk bidrag med en akut humanitær hjælpepakke til Gaza på mindst 120 mio. kr. til nødhjælp og genopbygning af hospitaler, kritisk infrastruktur og skoler.
Re-aktivere og øge dansk udviklingsbistand til Palæstina, som skal styrke demokratiske stemmer i civilsamfundet, der har hårdt brug for støtte.
 
-Genetablere politisk horisont: tage initiativ i EU-regi til at formulere og vedtage en ny strategi, som adresserer de grundlæggende årsager, der driver konflikten og hvor hele EU’s værktøjskasse tages i brug. Det indebærer politiske forhandlinger mellem parterne, afvikling af den israelske besættelse og fjernelse af folkeretsstridige bosættelser samt afholdelse af palæstinensiske valg.
Forslag stillet af:
Kontaktoplysninger:
Jakob Silas LundFredensborg
Medstillere:
Kontaktoplysninger:
Abdirazak Farah RageKøbenhavn
Tina Søndergård MadsenAdressebeskyttelse
Laura Bo MandelAdressebeskyttelse
Karen Graverholt WolfhagenKøbenhavn



Vend vores styrtdyk mod helvede

Den 29. oktober 2023 (EIRNS) – Det følgende er introduktionen til den nødpamflet, som LaRouche-Organisationen udgiver om den civilisationstruende krise i Sydvestasien og de begrebsmæssige midler til at løse den, udtænkt og fremmet for fire årtier siden af den afdøde økonom og statsmand Lyndon LaRouche:

Mens du læser dette, kan den etniske udrensning og affolkningskampagne, der allerede er i gang i Gaza, være ved at, eller allerede have, udløst en krig i hele regionen i Sydvestasien, som hele verden hurtigt, “utilsigtet”, kunne blive involveret i. Under påskud af at “støtte Israels ubetingede ret til selvforsvar” efter Hamas’ terrorangreb den 7. oktober, er en NATO/USA-ledet styrke, der er lige så stor eller større end den, der blev samlet i 2003 lige før den anden Irak-krig, blevet placeret i det østlige Middelhav, inklusive 30.000 amerikanske militærfolk. Hangarskibsgrupperne USS Gerald R. Ford og USS Dwight D. Eisenhower, som begge er udstyret med atomvåben, er nu udstationeret der.

Den 18. oktober sagde Ruslands præsident, Vladimir Putin, til medier i Beijing: “Jeg vil gerne sige – hvad jeg vil meddele jer, er ikke en trussel – at jeg har instrueret de russiske luft om at begynde at patruljere den neutrale zone over Sortehavet på permanent basis. Vores MiG-31-fly bærer Kinzhal-systemer, der som bekendt har en rækkevidde på over 1.000 kilometer og kan nå hastigheder på op til Mach 9.” Ved afslutningen af sin pressekonference gentog han: “Jeg understregede, at dette ikke er en trussel. Men vi vil udføre visuel kontrol og våbenbaseret kontrol over, hvad der foregår i Middelhavet.”

Kinzhal-missilet med atomvåben er hypersonisk, hvilket gør det ekstremt manøvredygtigt og praktisk talt umuligt at forsvare sig imod, når det først er affyret.

Noget meget større end “Israel vs. Hamas” er tydeligvis undervejs. Er det en krig med Iran? Er det en direkte konfrontation med Rusland? For 60 år siden, da præsident John F. Kennedy sad i Det Hvide Hus, kunne man forvente, at det amerikanske folk ville få sandheden at vide, eller i det mindste en del af den. Men dette er en tid med løgne og bedrag, med “unævnelig praksis og unaturlige handlinger” udført i dit navn af agenturer, som du har finansieret, men som du ikke ved eksisterer. Dette er en tid, hvor det amerikanske folk, på grund af korruptionen i den amerikanske kongres, forhindres i at vide eller gøre andet end at “forpligte sig” til endeløse romersk-imperiale krige, finansieret med penge, vi ikke har, til formål, som aldrig afsløres. Det er formålet med denne pamflet at rette op på dette, at fortælle dig, hvad der faktisk sker, og hvad der kan gøres for at vende “Global NATO’s” march mod selvdestruktion.

Der er ingen “Mellemøsten-konflikt”, som man er blevet forledt til at tro. Betegnelsen Mellemøsten er en britisk kolonialistisk konstruktion, og kilden til den nuværende konflikt går tilbage til 1916-1917, da det britiske udenrigsministerium skabte det, de vidste, ville resultere i permanent krig i området. For at løse det, må man hæve sig over dets opdelinger. Sydvestasien – Jordan, Palæstina, Irak, Libanon, Syrien, Iran, Israel, Egypten, Saudi-Arabien osv. – kræver økonomisk stærke, suveræne nationalstater, der er organiseret i et principfællesskab på den måde, som alliancen Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika – BRIKS-Plus – nu tilstræber. City of London og Wall Streets finansielle interesser modsætter sig en sådan stabilitet. De bruger efterretningstjenester som “økonomiske lejemordere” – og nogle gange som lejemordere i sig selv – til at håndhæve deres modstand.

Se for eksempel denne historie: “U.S. to Israel: No More Chinese Deals; Pompeo’s Flying Visit” udgivet 13. maj 2020 i Breaking Defense:

“USA leverede et klart budskab til Jerusalem i dag – undgå yderligere involvering af Kina i den israelske økonomi. Budskabet var en af hovedårsagerne til den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeos meget korte besøg i Jerusalem – en dag før det nye kabinet bliver taget i ed.”

Mike Pompeos rolle i at skabe “Russiagate”-svindelnummeret under Trump-administrationen er velkendt. Det anglo-amerikanske etablissement har ført en hemmelig krig mod Bælte- og Vej-Initiativet og både Rusland og Kina. Den nuværende militære opbygning i det østlige Middelhav er blot endnu et udtryk for denne uerklærede krig. Denne krig er ikke på vegne af eller i interesse for det amerikanske folk, men kun for City of London og Wall Street.

Kontakten mellem Kina og Israel har været meget aktiv i det seneste årti; der er over 1.000 israelske start-ups i Kina. Rapporter, såsom det neokonservative JINSA’s (Jewish Institute of National Security for America) “Curtailing Chinese Investment in Israel: A Comprehensive and Cooperative U.S.-Israeli Strategy”, indikerer den dybere “geopolitiske” strategiske bekymring. Men grundlaget for at løse konflikten i Sydvestasien er blevet styrket betydeligt i de sidste to år. Kinas økonomiske perspektiv “Bæltet & vejen”, også kaldet “win-win”, anvendes på disse nationer, herunder Israel, og har også haft afsmittende effekt på det politiske område. Saudi-Arabien og Iran har genoptaget deres diplomatiske forbindelser i et forsøg på at afslutte deres uoverensstemmelser. Begge har også for nylig tilsluttet sig BRIKS-sammenslutningen sammen med De forenede arabiske Emirater. Og saudierne har været involveret i meget følsomme forhandlinger med Israel – forhandlinger, som nu er blevet bragt i fare, hvis ikke dødeligt såret, af begivenhederne den 7. oktober.

Lyndon LaRouche formulerer i sit værk “Mad Brzezinski’s Chessboard” fra 1999 kortfattet det grundlag, hvorpå man kan besejre geopolitisk galskab: “Den uddannelsesmæssige og relaterede udvikling af hele befolkningen i disse regioner betyder en opløftelse af det menneskelige individs mentale tilstand og velbefindende. Det betyder udvikling af individet på måder, der er i overensstemmelse med forestillingen om, at hver eneste mand og kvinde er skabt ligeværdigt i Skaberens billede og er lige kvalificeret til at deltage i fornuftens frugter, der fører til menneskehedens fremadskridende herredømme i universet. Dette fantastiske resultat er præcis, hvad det britiske monarki ikke vil tolerere. Deres reaktion er: ‘Hellere apokalypsen!'”

Det transatlantiske finanssystems fallit, den fejlslagne finansielle krigsførelse mod Rusland, den spæde succes for BRIKS-initiativet “kolonialismen er forbi” og drivkraften for teknologisk fremskridt og forbedring af de produktive kræfter og livsbetingelserne for nationerne i Afrika og Asien – det er den sande slagmark for den konflikt, som vi ser i Gaza. Hundredtusindvis af palæstinenseres og titusindvis af israeleres død behandles af disse folkemordere som ubetydelige, som et belejligt påskud og en udløsende faktor for at iværksætte en militær destabilisering, der kan få ødelæggende konsekvenser for verden.

Det har altid været tankegangen hos dem, der har været fortalere for en politik for “civilisationernes sammenstød”, hvad enten det er Samuel P. Huntington, der opfandt begrebet; Zbigniew Brzezinski, Huntingtons mentor, der talte om det islamiske fundamentalistiske kort; eller deres forløber, den britiske efterretningsagent Bernard Lewis, der talte om “krisens bue”. Formålet har været at kaste verden ud i evig krig som et våben for det imperiale styre. I Gaza, et område der er dobbelt så stort som Washington D.C., og hvor halvdelen af indbyggerne er under 18 år, er man derfor i gang med at tænde den tændstik, der skal sætte hele Sydvestasien i brand.

Lad os ændre kurs, før det er for sent. Lad os mindes modet hos den martyrdræbte israelske premierminister Yitzhak Rabin. Betingelserne for at løse den “arabisk-israelske konflikt” blev forhandlet på plads for 30 år siden i Oslo-aftalerne, som involverede Yasser Arafat fra Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation og Rabin, en hård israelsk patriot, militærofficer og tidligere svoren fjende af Arafat, som vendte kursen. Rabin, den tidligere israelske forsvarsminister, sagde i sin tale til parlamentet i juli 1992, da han tiltrådte som premierminister: “Hr. formand, medlemmer af Knesset, sikkerhed er ikke kun kampvogne, fly og missilbåde…. Sikkerhed er en mands uddannelse; det er hans hjem, hans skole, hans gade og nabolag, det samfund, der har fostret ham. Sikkerhed er også en mands håb.” Da han og Arafat sammen mødte op i Det Hvide Hus den 13. september 1993, gik han endnu længere: “Vi, som er kommet fra et land, hvor forældre begraver deres børn, vi, som har kæmpet mod jer, palæstinenserne – vi siger til jer i dag med høj og klar stemme: Nok af blod og tårer. Det er nok.” Selv om Rabin og fredsprocessen blev myrdet den 4. november 1995 af en israelsk fundamentalistisk fanatiker, må vi erklære, at “sandhed stødt til jorden vil rejse sig igen.” Vi må, som den myrdede israelske premierminister Yitzhak Rabin sagde, være blandt “dem, der har modet til at ændre aksiomer.”

Foto: Leonid Altman, Pexes CCO

 




Schiller Instituttets dialog med Helga Zepp-LaRouche
Webcast: ‘Hvem guderne vil tilintetgøre…’ på vej mod Tredje Verdenskrig

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 25. oktober 2023

ANASTASIA BATTLE: Velkommen til Schiller Instituttets dialog med Helga Zepp-LaRouche. Mit navn er Anastasia Battle. Jeg er stedfortræder for Harley Schlanger. I dag er det onsdag den 25. oktober 2023. Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, kan du sende dem til questions@schillerinstitute.org.

Der foregår meget i verden lige nu, der er sket en del ting. Vi vil meget gerne give dig et godt overblik over de ting, der sker, og hvad du kan gøre for at gribe ind i denne proces. Schiller Instituttet og LaRouche-bevægelsen har lavet en række vigtige interventioner, som vi kan vende tilbage til, herunder et meget vigtigt andragende, der netop er blevet udsendt af koalitionen Humanity for Peace. Så med det vil jeg gerne åbne med Helga Zepp-LaRouche. Værsgo, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Goddag. Verden er på randen af en katastrofe, og det kræver mobilisering af mange, mange mennesker rundt om i verden for at få verden i en anden retning, for jeg vil gerne diskutere dette på to niveauer: Det ene er den menneskelige faktor, hvad det gør ved folk, hvis der sker og tolereres ting, som ikke bør tolereres med hensyn til karakteren, sindet og sjælen hos folk rundt omkring i verden; og det andet er naturligvis den umiddelbare militære fare.

Lad mig starte med det sidste. Den længe ventede, i hvert fald under omstændighederne, israelske landoffensiv i Gaza er endnu ikke gået helt i gang, angiveligt fordi præsident Biden forsøger at fortælle Netanyahu, at der først skal være plads til at forhandle om at frigive gidslerne. Nu er det måske, som det er. Der er indtrængen i Gaza. I alt er mere end 5.000 palæstinensere blevet dræbt, og det mest foruroligende ved det er, at det hovedsageligt er civile, der bliver dræbt: 70% af alle de mennesker, der er blevet dræbt indtil videre, er kvinder, ældre og børn, og 40% af dem er børn. Så kan der også være nogle civile mænd blandt de dræbte. Så den faktiske skade eller drab på Hamas-krigere er relativt lille, og drab på befolkningen er høj. Og situationen i Gaza er helt utrolig! Fordi de fik at vide, at de skulle forlade området fra nord og flytte mod syd, hvilket er praktisk talt umuligt, da man ikke kan flytte 1 million mennesker, der ikke har brændstof, vand, mad eller medicin. Og når nogle af dem så ankommer til syd, bliver de alligevel bombet der!

Dette er en menneskelig katastrofe, som selv FN’s generalsekretær Guterres, som er en meget mild person, angreb Hamas’ grusomheder mod Israel, men han sagde også, at det, der sker i Gaza, er helt utåleligt, det er en fuldstændig overtrædelse af humanitær lov, og for dette blev han straks angrebet af den israelske FN-ambassadør Gilad Erdan, som krævede Guterres’ afgang. Og alt, hvad Guterres sagde, var sandheden om, hvad der sker!

Så dette er en utrolig situation, og der bør og skal være en øjeblikkelig mobilisering af mange mennesker for en våbenhvile. Våbnene skal gøres tavse, der skal være en forhandlingsløsning, og på trods af alle de fiaskoer med at sætte dette på dagsordenen indtil videre, hovedsageligt på grund af USA’s veto – Brasilien havde for eksempel et forslag om våbenhvile i FN’s Sikkerhedsråd, og alle stemte for det, bortset fra USA’s veto, så det blev ikke vedtaget. Men ikke desto mindre, hvor skal dette føre hen? Indtil alle mennesker i Gaza enten er dræbt eller fordrevet, smidt ud, etnisk udrensning, hvor er grænsen for, hvad der sker der?

Så derfor må en øjeblikkelig mobilisering være at stoppe drabene, at få en våbenhvile og at bevæge sig i retning af Kinas forslag om at afholde en øjeblikkelig fredskonference i Mellemøsten, for Mellemøsten, og så sætte spørgsmålet om en tostatsløsning på dagsordenen; FN’s resolution 242, som er international lov, fordi den blev vedtaget af FN’s Sikkerhedsråd. Og så må der være det, som min afdøde mand, Lyndon LaRouche, foreslog allerede i 1975, nemlig en omfattende økonomisk udviklingsplan for hele regionen, det, han kaldte “Oaseplanen”, som grundlæggende ville give alle parter mulighed for økonomisk udvikling, og på den måde etablere et fundament for fred.

Hvis det ikke sker, skal folk være klar over, at vi er i akut fare for en optrapning af ikke bare krigen i Mellemøsten og Sydvestasien, men også af krisen i Ukraine. I Ukraine havde USA i al hemmelighed flyttet ATACMS-missilerne ind i Ukraine, uden at offentliggøre det, men bare ved at gøre det. Det blev voldsomt angrebet af den russiske ambassadør i Washington, Anatoly Antonov, som i bund og grund sagde, at USA direkte lægger op til en konfrontation med Rusland.

Og så i kombination med situationen i Mellemøsten, hvor USA har flyttet en betydelig militærstyrke til Israels kyster, nemlig de to hangarskibsgrupper, USS Gerald R. Ford og USS Dwight D. Eisenhower, og derudover kommandoskibet for den 6. flåde, USS Mount Whitney, som nu alle er under kommando af den øverstbefalende for den 6. flåde, viceadmiral Thomas Ishee. Og der er andre udstationeringer, måske også i Den Persiske Golf. Og 12.000 soldater er klar til at blive udstationeret.

Hvis der nu sker en optrapning, lad os sige, at de israelske landstyrker rykker ind i Gaza, og Hizbollah angriber Israel som følge heraf, så er alt naturligvis rettet mod et engagement med Iran. Senator Lindsey Graham, som har en utrolig fortid som krigshaj, er lige nu i Israel sammen med ni andre senatorer, og han har opfordret til at bombe Iran for at stabilisere regionen! Hvor langt fra virkeligheden kan man komme, end at sige noget i retning af det, Lindsey Graham siger?

Jeg ved, at alle, der har bekymret sig om Mellemøsten og Sydvestasien i årtier, er klar over, at i betragtning af, at der er atomvåben i Israel, sandsynligvis 200 atomvåben, og faren for, at de på en eller anden måde vil komme i spil, hvis Iran bliver angrebet, er alle odds sat ud af spil. Det har været sandt i årtier i Sydvestasien, og især nu, med kombinationen af situationen i Ukraine. Det er vigtigt, at Putin, i anledning af at han var gæst ved Belt and Road Forum for International Cooperation i Beijing, gav en pressekonference fra gæstehuset, hvor han sagde, næsten som en sidebemærkning: “Jeg gav ordre til at sætte MiG-31’erne, der bærer Kinzhal-missiler,” som er disse hypersoniske missiler, der kan gå til Mach 9, som er ekstremt hurtige, der ikke følger ballistiske baner, men som er manøvredygtige, at han har givet ordre til, at de sættes i alarmberedskab for at flyve permanent på MiG-31’ere over Sortehavet. De kan nå både Ukraine og Middelhavet og potentielt sænke ethvert amerikansk krigsskib der.

Så hvis man ser på, hvordan hele den islamiske verden tydeligvis forbereder sig på en optrapning, har man demonstrationer i mange lande, i Indonesien, i Malaysia, selv i Europa har man haft demonstrationer, i Spanien et par meget store, selv i London mere end 100.000 mennesker, i Barcelona 70.000 mennesker.

Vi sidder på en total krudttønde, og derfor er en intervention absolut nødvendig for at sige, at vi er nødt til at gå til diplomatiet, og vi er nødt til at lægge forslagene på bordet til en øjeblikkelig fredskonference. Jeg ved, at det er meget vanskeligt, for hvis USA nedlægger veto, hvad kan man så gøre? Men jeg tror, det kræver en mobilisering af velmenende mennesker over hele verden for at ændre balancen, for alternativet fører direkte til helvede.

BATTLE: Enig Helga, tak. Hvis du har lyst til at sende Helga Zepp-LaRouche et spørgsmål, kan du enten skrive det i livechatten på YouTube eller sende det til questions@schillerinstitute.org.

Helga, jeg vil gerne stille dig et spørgsmål fra en professor i Pakistan. Han spørger: “Jeg tror, at fred kan opnås, når alle verdens lande har fred som deres nationale interesse. Jeg tror, det er den eneste måde, det kan ske på. Hvad er dine tanker? Og hvordan gør vi det?”

ZEPP-LAROUCHE: Det er faktisk allerede tilfældet, for militære løsninger på konflikter er aldrig i nationens egeninteresse. Det er i så fald helt klart i det militærindustrielle kompleks’ egeninteresse. Hvis man ser på aktieværdien af de store amerikanske militærfirmaer, Lockheed-Martin, Raytheon, Northrop Grumman, alle disse store firmaer, så steg deres aktier på én dag med 9%, og andre mindre, men stadig stigende. Så de er de store profitmagere.

For eksempel i Tyskland, i Grundgesetz, som svarer til en forfatning, er der et klart krav om, at regeringen skal tilstræbe fred! Tilstræber den tyske regering nu fred? Nej, det gør de ikke. Udenrigsminister Baerbock, som kan lide, når hun ændrer retning, at gøre det til en 360 graders drejning – du kan fortælle mig, hvordan det regnestykke fungerer, men det er, hvad hun siger – men hun arbejder tydeligvis ikke for fred, fordi hun hele tiden bevæger sig i samme retning som den amerikanske regering, og derfor ikke. Det er det største problem, at disse regeringer i Vesten ikke arbejder for fred! De tager én side i Ukraine-krisen, 100% Ukraine; de tager én side i Israel-Palæstina-konflikten, 100% Israel. Og hvis der er noget, man kan lære af fredsforhandlinger, så er det, at man altid skal tage alle sider i betragtning, man skal tage hensyn til alle andres interesser. Det er læren fra den westfalske fred.

Så det, der kræves, er, at befolkningen, civile grupper, almindelige borgere, organiserer sig og arbejder for fred. Hvis regeringerne ikke er i stand til at arbejde for fred, så må befolkningen påtage sig en stærkere rolle, og jeg tror, at det virkelig er testen. På en måde bliver vi testet som en menneskelig art: Har vi den moralske egnethed til at overleve eller ej? Og jeg tror, det er det mest alvorlige spørgsmål, vi nogensinde har stået over for.

BATTLE: Tak, når vi taler om det moralske spørgsmål, får vi mange spørgsmål om, hvad vi skal gøre. Mange mennesker tænker på aktiviteter, de kan gøre. Jeg vil rapportere om en aktivitet, som blev udført, en intervention af medlemmer af Schiller Instituttet, LaRouche-ungdomsmedlemmer, Robert Castle, José Vega og Simon Miller over for Hillary Clinton, hvor de krævede, at hun kommenterede Bidens fremdrift i verdenskrigen i sin offentlige erklæring. Det var meget veludført, og det blev set over hele verden nu, jeg tror, det er blevet set omkring 4 millioner gange (jeg kan tage fejl af tallet); sandsynligvis mere. Hvis der er noget, jeg er beskeden omkring, er det antallet. Men det er en idé om, hvad folk kan gøre, er disse interventioner. Det vil jeg bestemt gerne opmuntre til.

Men et andet spørgsmål, der er kommet ind, kommer fra et medlem af International Peace Coalition (IPC). Hun spørger, om hun skal organisere en protest i Costa Rica? Men andre folk fra IPC spørger også, om de skal organisere protester? Måske noget i retning af det, vi har gjort med fredsforslaget i underskriftsindsamlingen?

ZEPP-LAROUCHE: Ja. Jeg synes, at hvis du på nogen måde kan nå ud til medlemmer af din organisation, andre organisationer, så skal det gøres så hurtigt som muligt. Men bortset fra at gøre det, synes jeg, at det mest presserende spørgsmål er at forene fredsbevægelsen. For lige nu er der, selv i én by, mange små demonstrationer, her 50 mennesker, der 200 mennesker, men de er ikke stærke nok til at blive hørt, og derfor vil jeg virkelig opfordre jer til at slutte jer til International Peace Coalition, som er et forsøg på at forene alle fredselskende mennesker over hele verden, for det er så tydeligt, at det, der først og fremmest står i vejen for at blive det flertal, som vi er – det store flertal af mennesker, hvis man spørger dem, “ønsker du Tredje Verdenskrig eller fred?”, vil sige “fred”. “, ville de naturligvis sige “fred”. Men da de ikke er forenede, bliver deres stemme ikke hørt. Og der blev faktisk lavet en meningsmåling, hvor 10% af befolkningen er for en konflikt, en militær løsning på konflikten, og de tror, at de er det store flertal, mens de 90% af befolkningen, der ønsker en fredelig løsning, tror, at de er i mindretal. Det har at gøre med det faktum, at mainstreammedierne i overvældende grad skubber til krigsfortællingen, i hvert fald i nogle lande – i Tyskland er det for eksempel utroligt kontrolleret.

Så jeg tror, at det både er af ideologiske årsager, at folk mener, at de har andre problemer, som er vigtigere at holde adskilt fra andre mennesker, eller at det i virkeligheden handler om at dele og herske, at der er indflydelsesrige agenter, som forsøger at forhindre en forening af fredsbevægelsen, det gamle spil mellem imperier.

Så ideen om, at vi virkelig er nødt til at lægge alle forskelle til side, vi kan diskutere atomenergi, klima, grønne spørgsmål, om biler – alt kan diskuteres, hvis vi har fred. For hvis verden sprænger i luften, er det hele forgæves, og der er ingen grund til at diskutere noget som helst, for så er vi alle døde, og det mener jeg virkelig meget, meget alvorligt.

Vær med i IPC-processen: Kontakt os, så sætter vi dig på den ugentlige konference, så du kan deltage og hjælpe os med at opbygge en verdensomspændende bevægelse, der fokuserer på den ene menneskehed. Og den eneste grund til, at jeg ikke giver op og bliver pessimistisk, er, at jeg tror, at væksten i International Peace Coalition, som er mindre end tre måneder gammel, meget hurtigt spreder sig til fem kontinenter. Og det er alle mennesker, der er motiveret af ideen om den ene menneskehed, som aldrig har været mere værdifuld end lige nu: Så vær med i den proces.

BATTLE: Præcis. Jeg vil inkludere et link i YouTube-chatten, så folk kan kontakte os. Vi vil meget gerne have mere feedback fra folk og få jer involveret i frivilligt arbejde.

Helga, har du tid til et par spørgsmål mere?

ZEPP-LAROUCHE: Ja, et par minutter.

BATTLE: Okay. Jeg tror, det begynder at gå op for folk, og jeg er stødt på det flere gange med forskellige mennesker, jeg taler med, og med nogle af de spørgsmål, vi får, at de faktisk går efter Tredje Verdenskrig, de går faktisk efter atomkrig, og før, med Ukraine-krigen, var det en masse meget specifikke samtaler om Rusland og Ukraine, og alle disse dele, der bevægede sig der, og nu er det meget klart, at dette er globalt. Vi får nogle spørgsmål fra folk, der indser dette, som siger, hvad vil de gøre, når hele verden er ødelagt – flytte til en anden planet? Hvorfor bevæger de sig mod Tredje Verdenskrig? Dette kommer fra S., som er en ny person, der slutter sig til os i chatten i dag.

ZEPP-LAROUCHE: Der er tydeligvis en fare for fejlberegning. USA’s nye sikkerhedsstrategi hævder for første gang, at USA vil være i stand til at udkæmpe to globale krige med store modstandere, hvilket naturligvis betyder Rusland og Kina. Det er et klart brud, for indtil nu har det i alle sikkerhedspapirer stået, at USA kan udkæmpe én stor krig med en stor modstander og derudover en regional krig. Men det er første gang, at de siger, at USA kan udkæmpe to store krige. Jeg synes, det er fuldstændig vanvittigt, for hvis bare en lille del af alle atomvåben blev brugt i sådan en krig, ville det være nok til at forårsage en atomvinter, hvor alt liv på planeten i de følgende år ville dø: Fordi det ville være isnende koldt, ingen høst, ingen planter, ingen mad, intet ville være der mere, og folk ville dø lidt senere, hvis de ikke blev dræbt i de første eksplosioner.

Så at lege med disse ideer er efter min mening et tegn på klinisk sindssyge. Jeg vil ikke udelukke, at nogle af disse militære planlæggere er ramt af sindssyge, for hvis man leger med den mulige udryddelse af den menneskelige art, kan man ikke være normal, man kan ikke være et fornuftigt menneske. Nogle af disse mennesker tror åbenbart, at man kan “vinde” sådan en krig! At man kan slå den andens forsvar ud, at man kan med en kombination af cyberkrig, rumkrig, konventionel krig, atomkrig – jeg mener, der er disse manøvrer, som Global Lightning, der tager forfærdelige scenarier, som er relativt hemmelige, men noget er kendt om dem: De har en idé om, at man kan udkæmpe disse kombinerede krige i ugevis!

Jeg mener, at det er helt forkert. Atomeksperter som Ted Postol har skrevet lange artikler, der forklarer, at når først ét atomvåben er brugt, er sandsynligheden for, at hele arsenalet af alle atomvåbenmagter vil blive udløst, ekstremt høj.

Så der er en faktor, der hedder fejlberegning. Der er også faktoren “après nous le déluge”, altså at man i stedet for at opgive magten og lade et andet verdenssystem vokse frem, nedbryder det hele. Der er en faktor af sindssyge i det hele, og det er derfor, jeg tror, at det værste problem er apatien hos så mange mennesker.

Jeg er også overbevist om, at vi kan komme ud af det her, simpelthen fordi det store flertal er på en helt anden kurs: Verden har ændret sig. Den unipolære verden har længe ikke eksisteret mere, og der er ikke kun opstået en multipolær verden, men jeg vil endda sige, at der er en tendens til, at der opstår et nyt paradigme: Det betyder, at den ene menneskehed skal sættes først, og nationale interesser skal være sammenfaldende med den ene menneskehed, men ikke modsat. Og det Globale Syd er langt de fleste lande; BRIKS-landene er i vækst. Det er en af grundene til, at krisen i Mellemøsten er så ødelæggende, fordi vi var på en meget god kurs med integration mellem shiamuslimerne og sunnimuslimerne, fordi Iran og Saudi-Arabien, og det er der nu sat et stort spørgsmålstegn ved. Og det er derfor, en intervention er så meget desto mere presserende.

Men der er håb, for vi har en række lande, som ikke ønsker at gå i retning af konfrontation, som ønsker at bevare deres status som alliancefrie lande, og de er langt de fleste. Så det er ikke Rusland eller Kina, der er isolerede, det er lande som USA og Tyskland, der er fuldstændig isolerede, for selv inden for EU er de fleste lande mere fornuftige end Tyskland lige nu.

BATTLE: Det er meget sandt. Jeg har et spørgsmål mere, jeg kan tage. Det er fra Theo, som også er medlem af International Peace Coalition og en ven fra People’s Party. Jeg vil læse et par ting. Jeg tror, vi er nødt til at se på nogle af de ting, du nævner, Theo.

“1. Støtter IPC svarmarchen den 4. november i D.C.? Er de blevet kontaktet?” Måske kan du hjælpe os med at kontakte dem, så undersøger jeg det. Vi bør undersøge denne march.

“2. Skal vi lave en offentlig bøn Camps for Peace, i stil med Occupy Wall Street, på offentlige steder?” og

“3. Kan vi stoppe dem ved at afsløre stand-down i Israel den 7. oktober, som ifølge nogle kommentatorer var et falsk flag fra Deep State?”

Hvad er dine tanker, Helga?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, vi vil diskutere alle disse forslag om de forskellige marcher og aktiviteter i vores næste IPC-diskussion på fredag. Så lad os tage den deroppe igen.

Den 7. oktober er der faktisk nogle spørgsmål, som ikke er blevet besvaret på en tilfredsstillende måde. Det står nu klart, at den egyptiske regering advarede Israel om, at Hamas planlagde en operation. Det, man ikke helt ved, er, om Egypten var klar over omfanget af det kommende angreb? Måske troede de bare, at det var endnu et Hamas-angreb, som der har været mange af før. Måske var det, fordi Israel faktisk flyttede nogle af tropperne fra Gaza til Vestbredden, og de var ikke opmærksomme.

En ting, der er meget ildevarslende, er, at de israelske efterretningstjenester angiveligt er de bedste i verden, og hvis de blev overrasket på en sådan måde, at dette ikke blev bemærket, hvad så med NSA? Det er meningen, at NSA skal vide alt og optage alt? Hvorfor opfangede de ikke disse ting?

Så jeg mener, at alt dette kræver en grundig undersøgelse, og hvis folk har konkrete oplysninger, bør de komme frem med dem. Men ellers synes jeg, at det vigtigste er at mobilisere for en våbenhvile, og der skal være en humanitær korridor! Hver time dør der mennesker i Gaza, lige nu! Så det er ikke noget, der skal ske om en måned eller to måneder. Jeg mener, at en humanitær korridor og en våbenhvile skal gennemføres med det samme, for hvis folk er dehydrerede, kan de dø meget, meget hurtigt, og det sker allerede. Jeg kan kun opfordre folk: Gå ombord i IPC, for det er lige nu den bedste mulighed i byen for at få verdensoffentligheden til at stå sammen om behovet for at gå efter en fredsløsning.

BATTLE: Jeg er helt enig. Jeg vil bare gentage over for alle, der er med i dag, at de skal skrive under på den underskriftsindsamling, som IPC netop har lavet. Den er sendt gennem Humanity for Peace, og går ud på at få en øjeblikkelig våbenhvile og håndhæve FN’s resolution 242. Den blev skrevet af en række mennesker i IPC på tværs af det politiske spektrum, hvilket var meget, meget vigtigt.

Med det vil jeg gerne vende tilbage til afslutningen: Alle bedes slutte sig til os i IPC på fredag. Helga, har du nogle afsluttende bemærkninger til os her?

ZEPP-LAROUCHE: Ja. Det, jeg berørte i begyndelsen, er, at vi befinder os i ekstremt udfordrende tider, og der er mange mennesker, der ønsker at trække sig tilbage til privatlivet og sige “åh, jeg vil ikke gå derhen, det er for forfærdeligt. Det giver mig søvnløse nætter, så jeg vil ikke vide noget om det.” Jeg synes, det er det værste, for det, der virkelig er problemet, er, at hvis du er klar over et stort onde, og du ikke gør dit bedste for at løse det, gør det noget ved dig, ved din sjæl, ved dit sind, ved den måde, du er på som person. Og jeg tror, at vi, i hvert fald i Vesten, står over for en utrolig brutalisering af samfundet, et kulturelt forfald. Og hvis vi tolererer det, der foregår lige nu, vil det bringe os et skridt længere ind i en katastrofe, som vi måske ikke kommer os over.

Det, vi skal gøre i stedet, er alt muligt, som klassisk musik, vi vil gerne have masser af klassiske koncerter. Hvis du ønsker organiserede bedemøder, er det også meget godt: Alt, hvad der opløfter sjælen og gør folk til bedre mennesker, for civilisationen har aldrig været så konfronteret med spørgsmålet om, hvor den vil gå hen, et spørgsmål om, hvor moralske folk er, hvor meget de bekymrer sig om menneskeheden? Og lige nu er spørgsmålet om æstetisk uddannelse, om at forsøge at være bedre mennesker, end man var i går, i virkeligheden spørgsmålet om at frigøre en menneskelig kraft, som i virkeligheden er det eneste, der kan overvinde det militær-industrielle kompleks. Det lyder måske som en utopisk idé, men jeg er helt overbevist om, at skønheden i den menneskelige sjæl er stærkere end ondskaben i militær profit og krigsførelse. Men man er nødt til at handle på baggrund af den indsigt.

BATTLE: Tak, Helga. Jeg blev meget rørt over det, du sagde. Jeg tror, det er meget sandt: Så alle bedes slutte sig til os i denne organiseringsproces, og lad os skabe, hvad der ville virke som en utopi i verden. Og tak, Helga, for dine tanker.

Og vær med igen i næste uge, og også denne fredag.

ZEPP-LAROUCHE: Vi ses på fredag.




På randen af katastrofe – en løsning er stadig tilgængelig

Den 25. okt. 2023 (EIRNS) – Tænk tilbage på begyndelsen af oktober i år – for knap fire uger siden.

Ukraine-krigen fortsatte tilsyneladende i det uendelige, hvor London og Washington tyede til stadig mere provokerende ukrainske angreb på Rusland ved hjælp af avancerede vestlige våben i lyset af Ukraines “modoffensivs” fiasko. BRIKS-topmødet var blevet afholdt i Sydafrika i slutningen af august og havde  igangsat kimen til en helt ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for planeten. I midten af september blev Eastern Economic Forum afholdt i Vladivostok, Rusland, hvor omfattende økonomiske samarbejdsprojekter styrkede indsatsen for et nyt økonomisk system.

Så, den 7. oktober iværksatte radikale Hamas et blodigt angreb på det sydlige Israel og udnyttede den overraskende slappe israelske sikkerhed ved grænsen og trængte ind og dræbte anslået 1.400 israelere og tog over 200 mennesker som gidsler. Israel iværksatte straks en nådesløs bombekampagne mod Gaza, hvor IDF (Israels militære styrker) den 13. oktober instruerede “alle indbyggere i Gaza by om at evakuere deres hjem” og “flytte sydpå for at beskytte dem.” IDF meddelte også, at det snart ville iværksætte et omfattende landangreb mod Gaza, som, når det udføres, næsten helt sikkert vil udløse en politisk og muligvis militær eksplosion i hele den muslimske verden – og hinsides.

Den 10. oktober ankom USS Gerald R. Ford Carrier Strike Group til det østlige Middelhav ud for Israels kyst. Den 14. oktober meddelte forsvarsminister Lloyd Austin, at han havde beordret USS Dwight D. Eisenhower Carrier Strike Group (CSG) til at slutte sig til Ford-hangarskibet. Den 17. oktober bekræftede Pentagon, at 2.000 amerikanske tropper var blevet sat i forhøjet beredskab til mulig indsættelse i Mellemøsten. Og den 18. oktober sejlede kommando- og kontrolskibet USS Mount Whitney mod det østlige Middelhav med chefen for 6. flåde, viceadmiral Thomas Ishee og hans stab ombord. Planlægningen er angiveligt i gang for at “reagere” på Irans mulige involvering.

Rusland reagerer på optrapningerne. Den 18. oktober, under et besøg i Kina til Bælte- og Vej-Forum, meddelte præsident Putin, at han havde “instrueret de russiske luftstyrkerom at begynde at patruljere den neutrale zone over Sortehavet på permanent basis. Vores MiG-31-fly bærer Kinzhal-systemerne, der, som det er almindeligt kendt, har en rækkevidde på over 1.000 kilometer og kan nå hastigheder på op til Mach 9.

Og i dag, den 25. oktober, meddelte Kreml, at Putin personligt havde ledet en fuld træningssession for landets atomare afskrækkelsesstyrke. Forsvarsminister Shoigu tilføjede, at øvelsen omfattede “opgaverne med at levere et komplekst atomangreb fra strategiske offensive styrker som svar på et fjendtligt atomangreb.”

»Verden er på randen af en katastrofe,« erklærede grundlæggeren af Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouche, i dag under sit ugentlige webcast Dialogen. “Folk må gøres opmærksomme på, at vi er i en akut fare for en optrapning af ikke kun krigen i Mellemøsten,” fortsatte hun. “Vi sidder på en komplet krudttønde, og derfor er en indgriben absolut nødvendigt…. Vi må ændre balancen, fordi alternativet fører direkte ind i helvede.”

Zepp-LaRouche opfordrede til den bredest mulige mobilisering af mennesker af god vilje rundt om i verden og krævede øjeblikkelig handling for at stoppe drabene. Der er faktisk en bølge af protester rundt om i verden, som nu også er begyndt at sprede sig til amerikanske universitetscampusser. Zepp-LaRouche specificerede de skridt, der må tages: »Der bør og må være en øjeblikkelig våbenhvile: våbnene må gøres stille. Der skal findes en forhandlingsløsning … og bevægelse sig i retning af Kinas forslag om at afholde en øjeblikkelig fredskonference for Mellemøsten og sætte spørgsmålet om en to-statsløsning og FN-resolution 242 på dagsordenen.”

Zepp-LaRouche fortsatte: ”Og så må der være, hvad min afdøde mand, Lyndon LaRouche, foreslog allerede i 1975, nemlig en omfattende økonomisk udviklingsplan for hele regionen, det, han kaldte ’Oase-planen’, som dybest set ville give chancen for økonomisk udvikling til alle sider og på den måde etablere et fundament for fred.”

Hun insisterede på, at befolkningerne i alle nationer “skal spille en stærkere rolle. Jeg tror, at det virkelig er testen. På en måde bliver vi testet som en menneskelig art: Har vi den moralske egnethed til at overleve eller ej? Og jeg tror, det er det mest alvorlige spørgsmål, vi nogensinde har stået over for.”

Foto, Maria Orlova, Pexels CCO

 




At stirre ind i helvede: Dræber krig i Gaza Hamas eller børn?

24. okt., 2023 (EIRNS – Brasiliens præsident Lula da Silva satte bombekampagnen i perspektiv – det er den første krig i menneskets historie, hvor det største antal dødsfald “er børn, der ikke deltager i krigen.” Han talte i dag i sin seneste ugentlige udsendelse: “Samtale med Præsidenten”.

Dagens rapport fra sundhedsministeriet viste dødsfald blandt børn stige natten over fra 37% af de samlede dødsfald til 40%. Samlet set var det en ny daglig rekord for bombekampagnen, hvor over 700 palæstinensere blev dræbt – og 305 af dem var børn, ligeledes en ny rekord. Det svarer til, at omkring 42.000 børn dør natten over i USA.

Det bragte det samlede antal på 18 dage op på 5.791 dræbte, herunder 2.360 døde børn. Kvinder, ældre og børn udgør nu 70% af de døde. Palæstinas udenrigsminister Riyad Al-Maliki fortalte FN’s Sikkerhedsråds møde i dag, at palæstinensiske børn skriver deres navne på deres hænder “så de ikke bliver ukendte lig eller begravet i kollektive grave.”

Israel hævdede for sin del, at det natten over havde ramt 400 Hamas-mål og dræbt “dusinvis” af Hamas-krigere. Tal fra sundhedsministeriet tyder på, at omkring 200 mænd mellem 18 og 60 år døde. Så Israel dræbte et sted mellem fire dusin og 200 Hamas-krigere, som omregnet i denne grusomme beregning svarer til 3,5 til 14 civile dræbte pr. Hamas kriger. Den mest høflige beskrivelse af dette er “kollektiv straf.”

Så da FN ‘s besindige generalsekretær indledte dagens møde i FN’ s Sikkerhedsråd om Sydvestasien og udtrykte sin bekymring over “klare overtrædelser af den humanitære folkeret”, sagde han, at Hamas’ “forfærdelige” angreb “ikke kan retfærdiggøre den kollektive afstraffelse af det palæstinensiske folk”. Selv dette faldt nogen for brystet. Israels ambassadør, Gilad Erdan, krævede, at Guterres straks trådte tilbage for at være “uegnet” til at lede FN.

Lula da Silva fortsatte med at rapportere, at han har talt med præsidenterne for Israel, det Palæstinensiske Selvstyre, Iran, Egypten, Tyrkiet, Frankrig og UAE samt lederen af den Europæiske Union; samtaler med præsidenterne for Kina, Sydafrika og Qatar kommer derefter. “Jeg taler med alle, så vi kan opnå tre ting. For det første at garantere en humanitær korridor, så folk kan modtage vand, mad og medicin. Sørg for, at der ikke er mangel på elektricitet på hospitaler, så folk kan behandles, og sørg for, at der ikke dræbes flere børn…. Hvis man ikke taler om fred hver dag, hver dag, hver dag, glemmer folk, at det er muligt at opbygge fred.”

Brasiliens våbenhvileforslag i FN ‘s Sikkerhedsråd havde fået næsten enstemmig støtte, men der blev nedlagt veto af et land – USA.

I går hævdede USA ‘s præsident, i løbet af få øjeblikke, at Pave Frans støttede både hans tilgang til Israel-Gaza-krisen, og at der ikke vil være nogen våbenhvile, ikke engang en diskussion om muligheden for en våbenhvile. Da han blev spurgt om at indlede våbenhvile i bytte for gidsler, snublede Biden ikke over sine ord. Han fyrede tilbage med en fuldstændig afvisning.

Udenrigsminister Blinkens budskab til det samme FN-sikkerhedsrådsmøde var, at verden skal bistå og se Israels daglige bombekampagne, og at Iran skal angribes, hvis nogen af Israels naboer ikke retter ind. Den arrogante og skabagtige Senator Lindsey Graham førte en delegation på 10 amerikanske senatorer til Jerusalem i går for at levere budskabet om, at USA skal bombe Iran for at stabilisere regionen. Det er ikke et rationelt argument. Dette er kun klinisk adfærd (og Graham jokkede også i spinaten foran kameraet [se minutter 41:42 Til 43:27] som klinisk bevis).

Israelere og palæstinensere har den åbenlyse fælles fordel af at gøre ørkenen grøn, ligesom hele regionen. Lyndon LaRouches “Oase-plan” fra 1975 er det bedste sammendrag af denne ide, men ikke den eneste. Hvis nøglen til fred er udvikling, er konsekvenserne af at ignorere eller forbyde udvikling ret indlysende. Her er en 5-minutters video fra 2010 for at introducere den meget enkle udviklingside.

Trin # 2: Læs og omdel “Westfalen, ikke Versailles: Verden har brug for en ‘Oase-plan’ i Mellemøsten.”

I stedet for at forbande mørket, er det bedre at tænde et lys.

Foto: Dhivakaran S. , Pexels CCO




Dem guderne ville ødelægge …’ på vej til tredje verdenskrig, af Helga Zepp-LaRouche

23. oktober 2023 (EIRNS) – Det bør være klart for enhver opmærksom person, at vi potentielt er på randen af en global atomkrig på kort sigt, som kan udløses af en yderligere eskalering af en af de to konflikter – Ukraine-krigen og Israel-Hamas-konflikten. Hvad der umiddelbart gør denne situation så e enestående farlig, er det faktum, at vestlige ledere ikke presser på for en øjeblikkelig våbenhvile og diplomatisk løsning, men tager ensidigt parti. Og USA forbereder sig tydeligvis på mellemlang sigt på at føre samtidige krige med Rusland og Kina, som uundgåeligt ville blive atomare.

I betragtning af denne eksistentielle trussel mod hele menneskeheden har vi brug for: En global mobilisering for en øjeblikkelig våbenhvile i begge konflikter, støtte til det kinesiske forslag om en fredskonference i Sydvestasien og en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der definitivt lægger geopolitikken til side, sætter hele menneskehedens interesse først, og som tager hensyn til interesserne for enhver nation på denne planet. Med andre ord er der presserende brug for et helt nyt paradigme som grundlag for international politik.

I går sagde den israelske forsvarsminister, Gallant, at en offensiv på jorden var nært forestående og ville være “lang og intens”. Samtidig forbereder Israels naboer sig på en regional optrapning, der kunne se åbningen af en anden front mellem Israel og Hizbollah i Libanon og i værste fald ville involvere Iran. På det tidspunkt vil alle beregninger være værdiløse.

USA har allerede to hangarskibsgrupper, Gerald R. Ford Group og Gerald R. Ford Group, samt kommandoskibet USS Mount B., flagskibet for den amerikanske 6. flåde, og dermed i alt ti krigsskibe og 12.000 soldater, som alle snart vil være under fælles kommando af kommandanten for 6.flåde, viceadmiral Thomas Ishee, og dermed, så at sige, “kanonklar” til intervention i konflikten i Sydvestasien.

I mellemtiden leverede Biden-administrationen i stilhed ATACMS-missiler til Ukraine, hvilket markerede en yderligere optrapning mod Rusland. Den russiske ambassadør i USA, Anatoly Antonov, gav derefter et skarpt svar: “Konsekvenserne af denne handling, som bevidst blev skjult for offentligheden, vil være af den mest alvorlige art…. Vi har udtalt, at den fulde udrustning af Kiev-regimet med våben alvorligt underminerer strategisk og regional sikkerhed. USA ansporer til en direkte konfrontation mellem NATO og Rusland.”

Som svar på denne udvikling meddelte den russiske præsident Putin på en pressekonference fra regeringens gæstehus i Beijing afslappet, at russiske fly nu flyver på permanent patrulje over Sortehavet og er udstyret med det hypersoniske kinzhal-missil, som kan flyve med hastigheder op til  Mach 9.

Han sagde: “Og endelig er en større og meget betydningsfuld, omend hidtil ubemærket fejl, at USA bliver mere direkte involveret i denne konflikt…. Jeg vil gerne sige – hvad jeg vil sige og informere dem om er ikke en trussel – at jeg har instrueret de russiske Luftstyrker om at begynde at patruljere det neutrale område over Sortehavet permanent. Vores MiG-31-fly bærer Kinzhal-systemerne, der som bekendt har en rækkevidde på over 1.000 kilometer og kan nå hastigheder på op til Mach 9.”

Præsident Putin gentog senere: “jeg understregede, at dette ikke er en trussel. Men vi vil udføre visuel kontrol og våbenbaseret kontrol over, hvad der sker i Middelhavet.”

Dette betyder, at missilerne, som der i øjeblikket ikke er noget forsvar mod, med kort flyvetid kunne ramme alle militære mål i Ukraine og sænke den amerikanske hangarskibsgruppe ud for den israelske kyst. Præcis hvornår Kinzhal-missilerne kunne blive indsat, for eksempel hvis russiske allierede som Syrien eller Iran skulle blive involveret i at udvide militære operationer, er kun kendt af planlæggerne.

Samtidig forsøger Biden at rejse yderligere 100 milliarder dollars til forskellige operationer, på trods af at USA er massivt gældsat, til en værdi af 33.628.038.748.492 dollars i begyndelsen af oktober, og at få dette igennem Kongressen på trods af enorme økonomiske og sociale problemer i landet: Omkring 60 milliarder dollars til Ukraine, 10 milliarder dollars til Israel, resten til Taiwan og forsvaret mod flygtninge ved grænsen til Mexico. Og finansminister Janet Yellen, på trods af alle tegn på et stort tab i dollarens omdømme og den tilhørende af-dollarisering, er stadig afhængig af evnen til mirakuløst at trykke penge, og understreger at det slet ikke er noget problem for USA at finansiere to krige på samme tid.

Uanset alle realiteterne på slagmarken – den mislykkede ukrainske modoffensiv indrømmes nu af selv af de etablerede medier – en tidlig afslutning på krigene i både Ukraine og Israel-Hamas-affæren er udtrykkeligt udelukket: Udenrigsministeriet har nu udstedt instruktioner til amerikanske diplomater og andre for at undgå enhver brug af ord som “de-eskalering”, “fredsforhandlinger”, “afslutning på vold” eller “våbenhvile”. Disse “andre” inkluderer tilsyneladende også forbundskansler Scholz, for hvem dette åbenlyst er fremmede ord – i klar kontrast til den tyske forfatning, lovgivningsmandatet fra Artikel 26 i grundloven, som i sammenhæng med artikel 24 og 25 og præamblen til Grundloven repræsenterer Forbundsrepublikken specifikke forpligtelse til at fremme fred.

Spørgsmålet er, om trafiklyskoalitionen [en henvisning til de røde/gule/grønne farver i Tysklands nuværende regerende partier—red.] vil stadig gøre” alt sammen ” med USA, når det kommer til en fremtidig strategisk retning. USA’s nye militære strategiske plan forudser en samtidig konflikt med Rusland og Kina, hvilket repræsenterer en betydelig afvigelse fra den tidligere vurdering, hvorefter USA i bedste fald kunne styre en krig med en supermagt og en samtidig regional konflikt.

Og så er der den bemærkelsesværdige formulering, som Biden brugte den 15. okt. på CBS’s nyhedsprogram “60 Minutes”: “Forestil dig hvad der sker, hvis vi faktisk forener hele Europa, og Putin endelig pilles ned, hvor han ikke kan forårsage den slags problemer, han har forårsaget. “Denne sætning kan forstås enten som “aflives” (et dyr) eller “lægge til at sove”, men er ligefrem hårrejsende, når den bruges i forbindelse med øverstkommanderende for verdens stærkeste atommagt.

Putins svar, da han blev bedt om at kommentere Bidens bemærkning, var forholdsvis roligt: “vi har et velkendt ordsprog i Rusland: Lev længe, lær meget. Og det gælder ikke kun for præsident Biden, men for hele den politiske elite i USA Vi skal lære at respektere andre, og så er der ingen grund til at pille nogen ned…. Respekt for andre folkeslag, andre lande, andre nationer ligger i noget andet, nemlig at tage hensyn til deres interesser.”

Indtil videre ser det imidlertid ikke ud til, at der er taget hensyn til nogen nations interesser, men snarere til det militærindustrielle kompleks i USA og Tyskland. Efter udbruddet af Israel-Hamas-konflikten steg Lockheed Martins aktier med 9% på en enkelt dag, og de andre store våbenproducenter fik også store overskud.

At være ubetinget på Israels side, som Scholz gentagne gange understreger, svarer imidlertid ikke på spørgsmålet om hvilket Israel. Er det Israel, hvis borgere i månedsvis gik på gaden mod Netanyahus retsreform, eller det Israel, der ønsker at få de sidste rester af muligheden for en palæstinensisk stat til at forsvinde, eller det Israel, hvor det drøftes om Netanyahu skal stemmes ud så hurtigt som muligt? Disse ville resultere i helt forskellige perspektiver. Og ville det ikke også være passende, hvis medierne i Tyskland rapporterede om det, der offentliggøres i Israel, nemlig Netanyahus bevidste støtte til Hamas for at eliminere muligheden for en palæstinensisk stat en gang for alle?

Alle kræfter, der er interesserede i at forhindre, at de to kriser i Ukraine og Sydvestasien eskalerer til en verdenskrig, bør lægge pres på deres regeringer for at tage de aktuelle fredsinitiativer op. Ikke mindst af disse ville være fredskonferencen for Sydvestasien foreslået af Kina. “Oase-planen” foreslået af Lyndon LaRouche i 1975 giver det nødvendige økonomiske udviklingsprogram, der må være grundlaget for enhver fredelig udvikling i regionen. De principielle forordninger fra den Westfalske Fred kræver også, at FN’s Resolution 242 fra 22. november 1967, vedtaget af FN og accepteret af Israel selv, endelig gennemføres.

Det fremgår klart af det, der er blevet sagt her, at vi i øjeblikket er på en bane, der før eller senere vil føre til den endelige katastrofe. Så vi har brug for en øjeblikkelig vending, ikke på 360 grader, men på 180. Ethvert skolebarn burde forstå forskellen.

Fodnote:

“360 graders drejning” er en henvisning til det forkerte ordvalg, som den tyske udenrigsminister Annalena Baerbock brugte den 18. februar på sikkerhedskonferencen i München.

Reference:

Haarets, Feb. 13, 2019, ” Gants’ videoer beskylder Netanyahu for at have betalt Hamas, fordrevet jøder.”][(https://www.haaretz.com/israel-news/elections/2019-02-13/ty-article/gantz-videos-accuse-netanyahu-of-paying-off-hamas-evicting-jews/0000017f-dc41-d3ff-a7ff-fde1f1d30000)

The Times of Israel, 8. oktober 2023, ” I Årevis Støttede Netanyahu Hamas…”][(https://www.timesofisrael.com/for-years-netanyahu-propped-up-hamas-now-its-blown-up-in-our-faces/)

Jerusalem Post, 12. marts 2019, ” Netanyahu: penge til Hamas er en del af strategien for at holde palæstinenserne splittede.”][(https://www.jpost.com/arab-israeli-conflict/netanyahu-money-to-hamas-part-of-strategy-to-keep-palestinians-divided-583082)

 




Én menneskehed, ét budskab: Ikke mere krig!

20. oktober 2023 (EIRNS) – Præsident Joe Bidens netop afsluttede “mission til Mellemøsten” var en strategisk, militær og moralsk katastrofe for verden – som han så yderligere forværrede i sin tale torsdag aften den 19. oktober til det amerikanske folk. Som en ludoman, der tigger sin kone om at bruge huslejepengene, “fordi jeg ved, at jeg kan vinde”, bad Biden et smuldrende Amerika, verdens mest forgældede nation, om 100 milliarder dollars mere til at kaste sig ud i en tredje verdenskrig med Rusland og Kina, som ikke kan vindes.

Den 18. oktober sagde Vladimir Putin, stadig i Beijing, til russiske journalister: “Og endelig er en større og meget betydningsfuld, men indtil videre umærkelig fejltagelse, at USA bliver mere direkte involveret i denne konflikt…. Jeg vil gerne sige – og det, jeg vil sige og informere jer om, er ikke en trussel – at jeg har instrueret de russiske luftstyrker om at indlede en permanent patruljering af den neutrale zone over Sortehavet. Vores MiG-31-fly bærer Kinzhal-systemer, der som bekendt har en rækkevidde på over 1.000 kilometer og kan nå hastigheder på op til Mach 9.” Senere gentog Putin: “Jeg understregede, at dette ikke er en trussel. Men vi vil udføre visuel kontrol og våbenbaseret kontrol over, hvad der sker i Middelhavet.”

Kreml-ekspert-veteranerne Gilbert Doctorow og Ray McGovern drog lignende konklusioner, selvom McGoverns udmelding kom før Putins meddelelse. Den 20. oktober sagde Doctorow: “Min ufærdige sætning om de russiske fly, der nu er på permanent patrulje i Sortehavet og medbringer Ruslands hypersoniske Kinzhal-missiler, ville have endt med følgende: De russiske missiler kan ramme det amerikanske hangarskibs taskforce ud for Israels kyster, og to af dem er tilstrækkelige til at sende Gerald Ford til havets bund.” Nogle dage tidligere, søndag den 15. oktober, og udelukkende på baggrund af det tåbelige i selve den amerikanske hangarskibsudstationering – den “fejltagelse”, som Vladimir Putin beskrev på sin pressekonference – havde Ray McGovern tweetet: “Ind i dødens dal sejlede de 10.000, ombord på hangarskibene Ford og Eisenhower – skydeskiver for sværmende droner og andre våben, som de, der gjorde kort proces med “Den lette brigades angreb”, ikke havde drømt om. Måske ønsker Blinken/Nuland/Austin det? Eller er de bare dumme?”

Den, som guderne vil tilintetgøre, gør de først rigtig, rigtig dum. Hvordan går det for eksempel med Bidens diplomati i Mellemøsten? Financial Times citerede en unavngiven G7-diplomat, som udtalte: “Vi har helt sikkert tabt slaget i det Globale Syd. Alt det arbejde, vi har gjort med det Globale Syd [om Ukraine], er gået tabt…. Glem alt om regler, glem alt om verdensorden. De vil aldrig lytte til os igen.”

Egypten, Palæstina og Jordan aflyste et møde med Biden efter bombningen af Al-Ahli Baptist Hospital i Gaza, da det stod klart, at der ikke var noget at diskutere, og ingen at diskutere det med. Nu har regeringen afvist et forslag om en uafhængig undersøgelse af, hvad der skete med bombningen – et træk, der helt sikkert vil støde ikke bare hele den islamiske verden fra sig, men også dem i det Globale Syd, som allerede spørger, hvorfor det ikke betragtes som en krigsforbrydelse at afskære mad, vand og elektricitet til 2,3 millioner palæstinensere.

Hvad med Bidens slagplan på 100 milliarder dollars torsdag aften? Overvej kun ét aspekt af den sammenhæng, hvori den bliver foreslået. USA betalte 660 milliarder dollars i renter på sin gæld i finansåret 2023, en stigning fra 475 milliarder dollars året før. I maj 2022 “anslog” Biden-administrationens Kongressens Budgetkontor, at rentebetalingerne i regnskabsåret 23 ville falde til 442 milliarder dollars – 33 milliarder dollars lavere. I stedet var de 185 milliarder dollars større end året før, og 218 milliarder dollars større end CBO’s “skøn”. Det amerikanske folk ved ikke, og fik ikke lov til at vide, hvor de første mere end 100 milliarder dollars til Ukraine gik hen, men alligevel har Biden lige bedt om yderligere 60 milliarder dollars, som USA ikke har, til at betale for en krig, der ikke kan vindes, som en del af en fond på 100 milliarder dollars, der også skal bruges til at skabe en krig i hele Sydvestasien, måske med næsten hele den islamiske verdens befolkning, som heller ikke kan vindes, og som også vil ødelægge “USA’s vigtigste allierede” Israel i processen – og så er Bidens og City of Londons anden kommende krig med Kina ikke medregnet.

Hvorfor sker dette?

Selvom man kan finde sandsynlige økonomiske og politiske forklaringer, er det i en vis forstand bedre at betragte det som et religiøst problem. “They Sense Their Own Doom,” var temaet for gårsdagens Fireside Chat med Lyndon LaRouche, som blev holdt af Gerald Rose, der diskuterede John Keats’ (1795-1821) ufuldendte digt Hyperion. Anglosfæren frygter ikke det kaos, de er ved at kaste verden ud i, fordi de, ligesom alle de imperier, der er gledet ind i mørket før dem, har en hedensk religiøs tro på “den kejserlige viljes triumf”. De ser deres system fejle, og det, de kalder “Kinas fremgang”, “Brasiliens fremgang”, kan kun ses som deres eget fald, fordi der kun er “win-lose”, aldrig “win-win”. I BRIKS-landenes nye verden, som kræver et principfællesskab, oplever de derfor, uanset hvad de gør, en stigende isolation, som det ses i afstemningen i FN’s Sikkerhedsråd den 18. oktober om Brasiliens resolution om Gaza-krisen. USA nedlagde veto og var den eneste af 15 nationer, der modsatte sig Brasiliens resolution, som “ville have fordømt al vold og fjendtlighed mod civile og alle terrorhandlinger og utvetydigt have afvist og fordømt Hamas’ terrorangreb, der fandt sted i Israel fra den 7. oktober.  Den ville også have opfordret til øjeblikkelig og betingelsesløs frigivelse af alle gidsler og til beskyttelse af alt medicinsk personale og humanitært personale samt hospitaler og medicinske faciliteter i overensstemmelse med international humanitær lov,” står der i FN’s pressemeddelelse. Der var engang, hvor det ville have været et forslag, der ville være kommet fra USA. Hvad er vi blevet til?

Menneskeheden, den Globale Majoritet, har valgt en anden retning. Det kan man se på de mere end 140 nationer, der i sidste uge var samlet til Beijing Bælte- og Vej-Forum for internationalt Samarbejde. Som Michele Geraci, arkitekten bag Kina-Italien-aftalememorandummet i 2019 om Bæltet og Vejen, forklarer: “BVI handler ikke kun om økonomiske relationer mellem Kina og et enkelt land som Italien, men det er relationerne mellem alle de deltagende lande, der betyder mere, eller Italiens relationer med de andre over 140 lande. Hvis Italien trækker sig, hvad skal landet så gøre med de andre lande? Kina leder initiativet, men BVI tilhører hele verden.”

Det “åbne menneskesyn” kommer nu også til udtryk i en betydelig modstand mod den kommende ødelæggelse af Gaza. Det ses i Jewish Voice for Peace’s overtagelse af Cannon Building, i en demonstration med flere tusinde deltagere i Washington, D.C. Det ses i Knesset-medlemmernes afvisning af at støtte den forestående invasion af Gaza, på trods af at de er suspenderet. Det ses i José Vegas indgriben over for Rachel Maddow i Temple Beth-El, New York Citys største synagoge.

Denne “én menneskehed, ny retning”-tilgang er løbende blevet diskuteret på de 20 ugentlige møder, som Den Internationale Fredskoalition, iværksat af Schiller Instituttets Helga Zepp-LaRouche, har afholdt indtil videre. I går blev der fremsat flere forslag om konkrete skridt, der skal tages i de kommende dage. Der blev vedtaget et andragende om at støtte landenes handlinger i FN for at bringe denne institution tilbage til det, som Franklin Roosevelt oprindeligt havde tænkt sig, ved at holde FN ansvarlig for at gennemføre sin resolution 242, som en våbenhvile og en tilbagerulning af evakueringen og ødelæggelsen af Gaza. Andre ting vil blive besluttet i de kommende dage.

Men det “musikalske pedalpunkt”, der skal informere alle om, hvad der må gøres, er dette 10. princip i Zepp-LaRouches “Ti principper for en ny international sikkerheds- og Udviklingsarkitektur”: “Den grundlæggende antagelse for det nye paradigme er, at mennesket er fundamentalt godt og i stand til uendeligt at perfektionere sit sinds kreativitet og sin sjæls skønhed, og at det er den mest avancerede geologiske kraft i universet, hvilket beviser, at sindets lovmæssighed og det fysiske univers er i overensstemmelse og samhørighed, og at alt ondt er resultatet af en mangel på udvikling og derfor kan overvindes.” Det er den mest sande, og også den mest kontroversielle, udtalelse om den metode, som enhver succesfuld politik til at afslutte krig nødvendigvis må følge.

Skriv under på Implementering af en Global tilgang til at afslutte Voldscyklussen i Sydvestasien

https://schillerinstitute.nationbuilder.com/implementing_a_global_approach_to_ending_the_cycle_of_violence_in_southwest_asia

Foto: Pixabay, CCO

 




Schiller Instituttets dialog med Helga Zepp-LaRouche
LaRouches løsning på krigsfaren i Sydvestasien

Ikke korrekturlæst.

Onsdag den 18. oktober 2023 

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af og formand for Schiller Instituttet. Det er onsdag den 18. oktober 2023. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært i dag. Du kan sende os dine spørgsmål eller kommentarer, de kan sendes til questions@schillerinstitute.org.

Helga, din advarsel i sidste uge om faren for, at krisen i Sydvestasien kunne eksplodere til en hurtigt voksende fare for verdenskrig, ser desværre ud til at gå i opfyldelse. Raketangrebet på Al-Ahli Baptist Hospital i Gaza i går, som har dræbt hundredvis af mennesker, har givet næring til demonstrationer i alle Israels nabostater. Der har været kommentarer fra mange arabiske regeringer og fra andre regeringer fra hele verden, Den Afrikanske Union og så videre, og alligevel er det store spørgsmål stadig, om Israel vil gå videre med en invasion på landjorden? Tysklands kansler Scholz var den første regeringsleder, der besøgte Israel og gav sin velsignelse til Netanyahus “hævnkrig”, som Netanyahu selv kalder det; og så er Joe Biden der i dag og lover ubetinget støtte. Og i går blev Ruslands forsøg på at få en resolution igennem FN, der opfordrede til våbenhvile, skudt ned af USA, ligesom USA har skudt forslag til en diplomatisk løsning i Ukraine ned.

Så du, Helga, har en masse erfaring i denne region. Du arbejdede meget tæt sammen med din mand Lyndon LaRouche, som var meget vidende og meget indflydelsesrig med sine skrifter og præsentationer om en løsning på denne krise. Hvad er din nuværende vurdering af, hvor det står, og hvad der skal til for at stoppe optrapningen og undgå en krig i fuld skala?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Den samtidige forværring af Ukraine-krisen og krisen i Mellemøsten eller Sydvestasien bør virkelig være en alarm for alle, for hvis vi ikke gør noget for at ændre dynamikken, kan det komme ud af kontrol meget hurtigere og ende i en verdenskrig. Og det er grunden til, at jeg, før jeg går i gang med vurderingerne, vil sige, at vi er nødt til – alle, der ønsker fred og at forhindre en optrapning af denne krise, bør virkelig gå sammen med os om at lægge vores tre forslag på bordet: Det ene er, at vi absolut alle, alle bevægelser, alle mennesker, alle individer rundt om i verden, bør støtte det initiativ, som jeg tror, oprindeligt kom fra Kina, og som derefter blev støttet af Brasilien, af præsident Lula, og jeg tror, at det nu stort set er på dagsordenen: At afholde en øjeblikkelig fredskonference for Sydvestasien for at stoppe krisen gennem forhandlinger. Derefter skal den økonomiske substans inddrages i en sådan konference, hvilket min afdøde mand, Lyndon LaRouche, allerede skrev om i 1975, da han opfordrede til en såkaldt “oaseplan” for Mellemøsten: Det betyder, at man skal skabe masser af nyt vand, nyt ferskvand, få ørkenen til at blomstre for at skabe den form for økonomisk udvikling for alle landene og alle folkene i regionen, som er den absolut nødvendige forudsætning for en fred i Sydvestasien. Og så, for det tredje, at den resolution, der blev vedtaget, faktisk flere gange af FN’s Sikkerhedsråd, resolution 242, skal implementeres. Og naturligvis en tostatsløsning – Palæstina skal have en uafhængig stat som en del af denne proces.

Så der er en løsning. Det bør også være indlysende, at Sydvestasien kun er en del af verdenskrisen, fordi det ikke udelukkende er dynamikken i regionen, der virker, men det er den større kontekst af den geopolitiske konfrontation mellem det såkaldte Vesten, det neoliberale finansielle system, især under ledelse af USA, som ønsker at bevare en dominerende position i verden, og som dybest set har reduceret Europa til en koloni (det er en tragedie, men det er, hvad det er), mod den nye økonomiske verdensorden omkring BRIKS, BRIKS-Plus, det Globale Syd, den Globale Majoritet, hvor det ville være så nemt at løse det, men de besluttede at fastholde konfrontationen. Og den dynamik er den underliggende dynamik, selv i Sydvestasien og naturligvis i Ukraine: Og derfor kan en fredsplan, en fredskonference for Mellemøsten kun være det første springbræt til en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for hele verden, som skal tage hensyn til sikkerhedsinteresserne for alle, samtlige nationer på planeten.

Og jeg tror, det er noget, jeg virkelig gerne vil starte diskussionen eller tankeprocessen med, for der er dem, der kræver, at man nu helt, fuldstændigt – i Tyskland for eksempel – skal tage Israels parti, at forsvaret af Israel er Tysklands statslige eksistensberettigelse.

Jeg vil gerne minde folk om, at en af de store lærdomme fra Den Westfalske Fred, efter 150 års religionskrig og efter 4 års kedelige forhandlinger, før man nåede frem til en løsning, var erkendelsen af, at en fredsløsning altid kræver, at man tager hensyn til den andens interesser. Og når man på en eller anden måde forsøger at skabe en situation, hvor man siger: “Nej, den ene side har absolut ret,” så udelukker man en fred! Forskellen mellem freden i Westfalen og Versailles-traktaten var, at freden i Westfalen skabte grundlaget for fremkomsten af international lov, af folkenes internationale lov. Mens Versailles-traktaten, fordi den ikke tog hensyn til den andens interesser, ikke tog hensyn til den historiske sandhed eller Tysklands eller Kinas interesser, og derfor lagde kimen til det, der kort tid efter skulle blive til Anden Verdenskrig. Og hvis man ønsker at afslutte dette, må man anvende princippet om den andens interesse.

Så vi sidder på en komplet krudttønde. Jeg kan kun sige, at situationen er superfarlig, fordi det faktum, at USA nu har sendt de langtrækkende missiler, ATACMS, som straks er blevet karakteriseret af den russiske side som en meget farlig eskalering af krisen, og som vil føre til en direkte konfrontation mellem NATO og Rusland. Så har vi situationen i Sydvestasien, hvor du nævnte muligheden for en israelsk landoffensiv. Det er stadig en meget farlig mulighed, for hvis det sker, vil det blot øge den helt utrolige situation i Gaza til et punkt, hvor den eksploderer – det er jeg sikker på. Ikke i Gaza, fordi folk har meget få midler, men det ville blive en meget ubehagelig og langtrukken konfrontation, fordi Hamas har skabt tunneller og bunkere. Jeg har ikke engang lyst til at forestille mig, hvad der ville ske, hvis det fandt sted. Det ville være et mareridt.

Men jeg har læst, at visse eksperter er ret tøvende over for den mulighed, fordi det kræver en intensiv kamp, og det er ikke sikkert, at de israelske væbnede styrker på nuværende tidspunkt er parate til det, fordi Hamas tydeligvis har været i stand til at forberede sig på noget lignende i meget lang tid; de har en masse tunneler og meget udbyggede forsvarssystemer. Og så ville det naturligvis efterlade flanken til Libanon åben. Men jeg siger ikke, at det ikke vil ske, jeg siger bare, at der er eksperter, der mener, at Israel måske ikke ønsker at gøre det, fordi modreaktionen ville være enorm.

Men på den anden side er muligheden for, at det kan ske, absolut stadig til stede, for det har også været i planerne hos nogle mennesker i lang tid.

Så jeg tror, vi befinder os i en ekstremt farlig situation. Jeg har ikke engang lyst til at tænke på, hvad der sker med de mennesker, der er spærret inde i Gazastriben lige nu. Der er rapporter om, at 600.000 mennesker er flygtet fra nord, men der er ingen faciliteter, der er ingen mad, intet brændstof, intet vand, ingen medicin; hospitalerne er tomme, eller i dette tilfælde, nu, er et blevet bombet med over 600 døde. Mange veje kan man ikke længere køre på, fordi de er fulde af murbrokker fra bombardementerne. Situationen ved det eneste sted, hvor folk før kunne forlade landet, ved grænsen til Egypten, er lukket. Egypten har tilsyneladende truffet en beslutning om, at de ikke vil acceptere, at palæstinensiske flygtninge kommer til Egypten: Så situationen for disse mennesker er utrolig – jeg kan slet ikke forestille mig, hvad folk går igennem i sådan en situation!

Nu mener jeg, at alle, der er fornuftige, virkelig må mobilisere alt, hvad vi kan, for at sige, at en diplomatisk løsning, en våbenhvile, forhandlinger, er den eneste vej ud af denne situation, og virkelig må mobilisere for det. Alt andet, alt, hvad der opmuntrer enten den ene eller den anden side til at fortsætte kampen, tror jeg, er en trussel om, at denne sag kommer helt ud af kontrol og fører til en verdenskrig: Og det ville være enden på alt.

SCHLANGER: Helga, som du nævner, er en del af mobiliseringen den nye folder, som Schiller Instituttet har udgivet, og som er et nødopråb under overskriften “Westfalen, ikke Versailles: Verden har brug for en ‘oaseplan’ i Mellemøsten!” Det er tilgængeligt på Schiller Instituttets hjemmeside, og jeg vil opfordre folk til at læse det og cirkulere det, for det rammer lige ned i kernen af det, I lige diskuterede.

Nu er der kommet en række spørgsmål om situationen i Sydvestasien, men jeg vil gerne have lidt tid til at udvide det til andre områder. Men lad mig starte med kommentarer fra to personer, som har samarbejdet med os i mange år. Den ene er en meget god supporter, men ret demoraliseret, og spurgte: “Er det ikke for sent at insistere på en tostatsløsning for Israel og Palæstina lige nu?” Og så spurgte en anden, mere håbefuld tilhænger: “Har vi endnu ikke lært, at en voldelig reaktion bare avler mere vold?” Så jeg spekulerer på, om du har kommentarer til de to spørgsmål?

ZEPP-LAROUCHE: På det andet spørgsmål er svaret naturligvis ja, så længe man bliver ved med at svare på denne hævn, med, selv om det kan være forståeligt, og folk har alle grunde til at sige, at lidelserne blev for meget, du ved, vil enhver fortsættelse af politikker, der er baseret på hævn og had, avle mere af det! Og den eneste måde, hvorpå man kan bryde ud af det, er ved drastisk at anvende princippet fra Den Westfalske Fred: De kom til den konklusion, efter 150 års religionskrig, at hvis de fortsatte, ville der ikke være nogen i live til at nyde sejren, og de kom til den konklusion, at som et udenrigspolitisk princip skal had erstattes af kærlighed.

Anvendt på situationen i Sydvestasien lyder det naturligvis meget langt væk – men det er ikke desto mindre sandt! At kærlighed ikke behøver at være en mærkelig romantisk idé om, hvad kærlighed er. Kærlighed i dette tilfælde ville betyde at skabe de økonomiske betingelser for, at den anden side kan få et anstændigt, tilfredsstillende liv; og fattigdommen i regionen er helt utrolig.

Så Oasis-planen, som blev foreslået af Lyndon LaRouche allerede i 1975, er stadig en ekstremt levedygtig idé. For den siger dybest set, at man er nødt til at skabe infrastrukturen, have landbrug, man er nødt til at gøre ørkenerne grønne. For at gøre ørkenerne grønne, må man producere meget mere ferskvand; og hvordan gør man det? Man gør det ved hjælp af fredelig atomenergi, som er energikilden til afsaltning af enorme mængder havvand, som man kan bruge til at bygge kanaler og overrisle landbruget med osv. Man har grundvandsmagasiner, som er tilgængelige på kort sigt. De bruges allerede i Israel og andre lande i regionen; ionisering af atmosfæren for at forårsage nedbørsmønstre. Alle disse ting kunne anvendes til at ændre situationen fuldstændigt og faktisk få landbrugsudvikling, industriel udvikling, grundlæggende infrastruktur.

Nu, hvor Belt and Road Initiative (BRI) potentielt udvides til hele Sydvestasien, hvilket var planen efter tilnærmelsen mellem Iran og Saudi-Arabien, kan det stadig komme på bordet igen. Selv IMEC, India-Middle East Economic Corridor, som blev annonceret for nylig, og som havde en lille geopolitisk undertone, fordi den var imod BRI – den behøver ikke at være imod BRI! Disse infrastrukturprojekter har en tendens til at vokse ind i hinanden, når først de er udviklet, og de kan være grundlaget for fred for alle.

Så jeg tror, at den idé, at man skal stoppe hadet og erstatte det med kærlighed, og at kærlighed er at gøre det gode for den anden, er den eneste mulighed! Og kloge mennesker på alle sider bliver opfordret til at handle på det grundlag.

Nu til en tostatsløsning: Jeg ved, at det er meget vanskeligt nu. Man har forsøgt at ødelægge den mulighed med alle disse bosættelser, hvilket naturligvis er et kæmpe problem. Men hvis der er en overordnet tilgang, og måske er Mellemøsten bare det første skridt, og du har brug for en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur: Jeg mener, hvis USA, Rusland og Kina til at begynde med bliver enige, så kan alle problemer løses! Den eneste grund til, at disse regionale problemer ikke kan løses, er, at de er stedfortrædere for den større sammenhæng i det strategiske opgør mellem USA/NATO, Rusland og Kina. Men lige nu er der en helt anden verden, der er ved at opstå, med BRIKS, med tiårsdagen for BRI, som fejres lige nu i Beijing – det er en utrolig succeshistorie, på trods af de vestlige mediers beskedne forsøg på at sige “åh, det er sådan en fiasko”. Den ti år gamle BRI har forvandlet mange lande i verden: De har fuldstændig ændret dynamikken, hvor landene i det Globale Syd for første gang ser muligheden for at overvinde underudvikling. Den ånd kan endda bringes ind i Sydvestasien!

Og det er ikke sådan, at alle i Israel ønsker at fortsætte på konfrontationens vej. Se på verden, der er mange jødiske organisationer rundt om i verden, der demonstrerer, i Washington og andre steder. Så det er ikke et spørgsmål mellem religioner, det er et spørgsmål mellem de mennesker, der er enige om, at vi absolut må afslutte krigen og overvinde geopolitikken med en fredelig løsning, der tillader overlevelse og velfærd for alle.

SCHLANGER: Helga, jeg tror, du overbeviste en af vores spørgere, som spurgte: “Hvordan undgår vi at falde i en følelsesmæssig modrefleks og opretholder enhed og forhindrer samfund i at gå imod hinanden?” Og så svarer han på sit eget spørgsmål: “Oasis-planen virker som et eksempel.”

Her er to spørgsmål, som dybest set er de samme. Et fra Facebook, hvor nogen spørger: “Vil israelerne rejse sig og besejre Netanyahu, så han bliver erstattet af en, der er villig til at søge fred med palæstinenserne?” En anden skrev: “For seks uger siden var der hundredtusinder af israelere på gaden, som protesterede mod Netanyahus såkaldte ‘retsreformer’. Afbøjer denne krise al modstand mod ham?”

Så hvad kan du sige om det, der sker i Israel?

ZEPP-LAROUCHE: Den konflikt, som var emnet i lang tid, og hvor folk demonstrerede mod retsreformen, den konflikt er ikke væk. Den er blevet dækket over på grund af den nuværende krise og, efter min mening, den kortsigtede såkaldte “nationale enhedsregering”, som inkluderer Benny Gantz, den inkluderer nogle andre; men den inkluderer ikke det største oppositionsparti, for en gangs skyld Yesh Atid. Så jeg tror ikke, det vil holde ret længe, og israelere og jøder over hele verden befinder sig lige nu i en absolut mareridtssituation, men jeg tror, at når eftertænksomheden sætter ind, vil ideen om, at vi absolut må finde et højere niveau af fornuft, sætte ind; og i så fald tror jeg heller ikke, at Netanyahus politiske fremtid er en, man kan se frem til, for han har nogle meget personlige grunde til at gøre, som han gør. Og jeg tror, at israelerne vil finde en måde at håndtere det på, når vi har denne overordnede ramme for at løse krisen.

SCHLANGER: Helga, du nævnte situationen i Ukraine, og vi har et spørgsmål fra en, der spurgte om det faktum, at Zelenskyy nu har rapporteret, at amerikanske ATACMS-missiler er blevet leveret til Ukraine, og Zelenskyy siger, at det kan være en game-changer. Biden havde tidligere sagt, at han ikke ville sende dem, og så ser det ud til, at han har gjort det ad bagdøren, meget stille og roligt. Det ser ud til at signalere, at USA ikke giver op, og NATO heller ikke, med hensyn til at bruge stedfortræderkrigen til at skade Rusland alvorligt. Hvad vil du sige til det?

ZEPP-LAROUCHE: Biden kom med denne utrolige bemærkning, det var på “60 Minutes”, hvor han sagde, at man er nødt til at (citat) “lægge Putin ned”. Jeg mener, for en præsident i et land at sige det om den stærkeste atommagt i verden – jeg mener, jeg vil ikke kommentere på Biden; folk har allerede sagt en masse om det. Men at sige sådan noget! Det er så grænseoverskridende, utroligt! Putin svarede på det, og han var relativt afslappet og generøs omkring det, i betragtning af udtalelsens enorme omfang.

Men desværre ligger der bag alt dette – jeg hader virkelig at sige det – men jeg tror, at der bag alt dette ligger en klar intention om at eskalere situationen – at eskalere situationen betyder, at de ikke accepterer – først og fremmest de vestlige eliter, de reflekterer ikke engang et eneste minut over, at hele krisen er en afspejling af deres egen politik, og der er ingen intention om at reflektere over, at de måske har begået en fejl; Måske var det deres idé om at skabe verdensdominans, en unipolær verden, udvidelse af NATO, omringning af Kina, bygning af 800 militærbaser rundt om i verden og så videre og så videre, at det alt sammen ville give et tilbageslag. Og det tilbageslag er lige nu, og det må ikke stoppes! Ideen om at sætte ånden tilbage i flasken og gå tilbage til en unipolær verden, tror jeg er udelukket. Jeg tror også, at ideen om at vinde konfrontationen med Rusland og Kina er udelukket, og jeg synes, at det var en meget klar demonstration af, at de på Belt and Road Forum – jeg så det på kinesisk tv – havde en banket aftenen før Belt and Road Forum, og de åbnede en stor dør, og ud af den kom Xi Jinping og Putin sammen. Og det var en klar demonstration af, at forholdet mellem de to lande er en meget dyb, dyb strategisk alliance, og at de to mænd er et voksent politisk venskab, som har udviklet sig over mange år.

Så uanset hvem der tager imod en, nemlig Putin i dette tilfælde, eller Rusland, skal man regne med, at det ikke kun er Rusland, det er også hele det nye arrangement af lande, som nu er blevet BRIKS-Plus – det er de oprindelige BRIKS-lande, plus de seks, der skal blive medlemmer den 1. januar, og 40 lande, der også ønsker at være en del af BRIKS. Så det er størstedelen af verdens befolkning. Og selvom det ikke lyder sandsynligt, bliver jeg ved med at sige, at det er den eneste måde, vi kan komme ud af denne krise på, hvis vi får kræfter i Europa og USA til at sige: “Lad os ændre kurs”: BRI har været en mulighed for alle fra begyndelsen; der er stadig en chance for, at hvis USA og de europæiske lande siger, at vi ønsker at samarbejde med BRI om at udvikle Latinamerika, Asien og Afrika, så vil døren være åben – det er jeg hundrede procent sikker på.

Og hvad ville være så problematisk ved det? Hele fortællingen om de “gode”, demokratierne, mod de “onde”, autokratierne, det er bare en myte! Det er et narrativ – et narrativ er et eventyr. Det er ikke sandheden! Nu bliver det næsten risikabelt at sige det, jeg siger her, men dette vanvid må stoppe, og vi må finde en orden for alle nationer, hvor vi kan leve fredeligt sammen. Og geopolitik er en mental sygdom, som vi må slippe af med.

SCHLANGER: Det er jeg helt enig med dig i!

Nu, Helga, har vi et par spørgsmål om Belt and Road Forum-konferencen i Beijing. Det ene er mere en kommentar fra en person fra Singapore, som sagde: “Den kinesiske regering ser ud til at følge den afdøde legende Lyndon LaRouches ideer om økonomisk udvikling og infrastruktur med Bælte & Vej Initiativet.” Og han vil gerne have din kommentar til det.

Men det andet spørgsmål er fra en, der tydeligvis prøver at finde ud af det, og som er frustreret. Han sagde: “Hvordan kan Putin, Xi og 140 regeringer deltage, og vi kan ikke finde det i den vestlige presse? Hvor kan vi finde oplysninger om, hvad der foregår i Beijing i forbindelse med denne konference?”

ZEPP-LAROUCHE: Ja, det er virkelig utroligt. Jeg lyttede også til medierne her i Tyskland, og der er den ene rapport efter den anden om, at Belt and Road Initiative er en komplet fiasko, at det bare skaber en gældsfælde for de deltagende lande, og så videre og så videre. Og igen, intet er mere løgn end det, for Bælte & Vej Initiativet, som nu er ti år gammelt, er faktisk det største infrastrukturprojekt i historien. Det har fuldstændig ændret dynamikken! Hvis man er blind for det, er man simpelthen ikke villig til at se kendsgerningerne i øjnene.

Udviklingslandene, i form af den alliancefri bevægelse, har forsøgt at få retfærdighed til at overvinde kolonialismen i et halvt århundrede eller mere. I begyndelsen, måske startende med Bandung-konferencen i 1955, som var mellem Asien og Afrika, var der håb om, at dette kunne realiseres meget hurtigt. Men så viste det sig, at uafhængighedskampene, hvor mange lande vandt uafhængighed, ikke rigtig gav dem reel uafhængighed, fordi IMF’s betingelser, for eksempel den manglende adgang til kredit til udvikling, indførelsen af betingelser, som ville tvinge lande til ikke at investere i sundhedsinfrastruktur for at betale gælden – gældsfælden var længe før Kina overhovedet spillede en væsentlig rolle – til IMF, til Verdensbanken. Og mange af disse lande blev viklet ind i en fuldstændig umulig situation.

Mange af deres ledere blev myrdet! Hvis en leder i et udviklingsland for alvor begyndte at kæmpe for sin nation, var der mange episoder, hvor folk blev elimineret! Der er en lang historie om det.

Men det, som min afdøde mand, Lyndon LaRouche, og de mennesker, der var forbundet med ham i et halvt århundrede, kæmpede for, sker naturligvis nu. Men vi har lavet disse økonomiske udviklingsprogrammer i meget lang tid. Du kan læse dem alle: Gå ind i vores arkiver, og du kan læse historien om det.

Men grunden til, at disse lande i det Globale Syd nu føler sig i stand til rent faktisk at gennemføre det, vi foreslog, er Kina! Fordi du nu har den næststørste økonomi, som meget vel allerede kan være den største, hvad angår købekraft, hvad angår fysisk økonomi, hvad angår værktøjsmaskiner – hvad angår reel fysisk økonomi, er Kina sandsynligvis allerede den største økonomi; og de har forvandlet sig fra et meget fattigt land, du ved, på tidspunktet for kulturrevolutionen var Kinas økonomiske niveau ikke bedre end nogle afrikanske nationer i Sahel-zonen, meget, meget fattige. Men så, især på grund af Deng Xiaopings reform- og åbningspolitik (det er en lang historie), men i de 40 år, der er gået siden, har de skabt det største økonomiske mirakel nogensinde i menneskehedens historie. De løftede 850 millioner af deres egne folk ud af fattigdom og udryddede ekstrem fattigdom ved udgangen af 2020, tror jeg, eller måske 2021. Men den er blevet udryddet gennem en enorm indsats for at nå ud til selv de mest afsidesliggende landområder og tænke over, hvordan hver eneste familie kunne deltage i disse programmer, e-handel for landmænd, produktion, uddannelse, alle mulige måder. Og det eksempel har i høj grad opmuntret landene i Afrika, Latinamerika og Asien til at tro på, at de også kan overvinde deres egen fattigdom. Og det er noget, man ikke kan vende.

Så i stedet for at være fuldstændig hysteriske over det og forsøge at undertrykke det, burde landene i Vesten tænke over, hvorfor de ikke udviklede Afrika, Latinamerika og Asien med samme slags infrastrukturprojekter: bygning af jernbaner, havne, lufthavne, vandveje – det kunne de have gjort i hele perioden efter Anden Verdenskrig – men det gjorde de ikke.

Så Kina er nu populært blandt disse lande, fordi Kina har noget at tilbyde. Og hvis du har valget mellem enten økonomisk udvikling og udvikling af dine egne ressourcer, hvor du faktisk kan blive et mellemindkomstland på kort til mellemlang sigt, eller bare at være en del af et hangarskib til nogle regionale krige og sikkerhedsopbygning – det er klart, hvorfor disse lande i det Globale Syd foretrækker at arbejde med Rusland og Kina. Og også Rusland, fordi Rusland tilbyder dem en masse engagement, for eksempel i udviklingen af atomenergi. Så det er meget tydeligt, hvorfor landene i det Globale Syd nægter at blive trukket ind i denne konflikt, og hvorfor de nægter at fordømme Rusland, fordi de ved, at denne fortælling ikke er sand, og at den ikke svarer til deres egne erfaringer.

Det er stadig sådan, at vi er nødt til at overbevise USA og de europæiske lande om at stoppe deres modstand og samarbejde, og så kan vi finde en løsning.

SCHLANGER: Helga, vi har et par spørgsmål om den politiske situation i USA, men jeg tror, vi kan udskyde dem til næste uge. Men jeg har et, som jeg tror, du vil finde interessant: Jeg talte ved et arrangement forleden, og en person kom hen til mig og sagde: “Jeg er så glad for at møde en, der kender Lyndon LaRouche. Jeg hørte ham tale for en del år siden, og jeg tænkte: ‘Den mand er genial, men han er for filosofisk til at forstå’.” Og han sagde: “Men jeg er nu lykkeligt involveret i at forsøge at tænke på den måde selv, men hvordan kan jeg inspirere andre mennesker til at tage så dybe ideer op?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at spørgeren allerede har den rigtige tilgang ved selv at være et filosofisk sind. Hvis vi lever i sådan et kedeligt miljø, hvor, hvis du sammenligner vores nuværende politiske klasse med selv folk i efterkrigstiden – man havde Nehru, man havde Sukarno, man havde de Gaulle, man havde Adenauer, man havde Indira Gandhi, og mange andre. Eller selv i Tyskland, hvis du ser på Franz Josef Strauss, Herbert Wehner, Helmut Schmidt – det var mennesker, som man måske ikke kunne lide eller var enig med alle sammen, men de var kraftfulde begavelser! De ville virkelig kræve respekt, for selv om de havde forskellige synspunkter, var de tænkere, de var intellektuelle, de var giganter sammenlignet med den nuværende flok politikere! Og på grund af denne bestræbelse på Gleichschaltung, hvor alle aviser kun publicerer den officielle fortælling, bliver man udstødt, hvis man siger noget, der ikke er præcis den foreskrevne datalinje.

Se på, hvad der sker på bogmessen i Frankfurt lige nu, i denne uge: De havde udvalgt en palæstinensisk forfatter, en kvinde, fordi hun havde skrevet en bog, der diskuterede en skæbne for en palæstinenser, der blev kidnappet og til sidst myrdet i begyndelsen af 1950’erne eller deromkring. Det var meningen, at hun skulle have en pris, og nu har de smidt hende ud, hun får ikke prisen, hun får ikke engang et rum til diskussion, fordi det angiveligt ikke passer til den nuværende situation. En anden person, en prismodtager, vovede at sige, at Hamas’ angreb er modbydeligt og forfærdeligt, men man er også nødt til at forstå palæstinensernes side – og han blev fuldstændig angrebet!

I dette klima, hvor det minder så meget om, hvad der skete i 1930’erne, hvor Goebbels til sidst triumferede, og i efterkrigstiden sagde den britiske efterretningstjeneste, at de måtte lære at ” overgå Göbbels”: Og jeg tror, det er præcis, hvad der er ved at ske. Og i et miljø som dette er der brug for borgermod. Hvis du er et filosofisk sind, kan du inspirere folk omkring dig, fordi du ikke tilpasser dig denne forfærdelige middelmådighed! Jeg mener, man kan angribe visse politikere, fordi de er onde, men det, der er endnu mere kvælende, er det faktum, at de er så absolut, forfærdeligt middelmådige! Og i det miljø skal du være et filosofisk sind!

Hav modet til at diskutere store ideer, og diskutér min afdøde mands ideer, for han var en visionær. Han forudså det nuværende kollaps af det finansielle system. Han havde en vision for, hvordan vi kunne skabe en bedre verden, og det sker lige nu!

Mange gange tænker jeg, om han bare ville være i live til at se, hvad der sker, for det ville være opfyldelsen af det, hele hans liv handlede om. Og han kunne ikke leve til at se det, hvilket på en måde fylder mig med en vis tristhed. Men måske er han et sted, hvor han stadig er i stand til at se, hvad der sker – jeg vil ikke spekulere i det – men jeg tænker: Vær modig! Læs Friedrich Schillers æstetiske breve, hvor han på et tidspunkt diskuterer det spørgsmål: Hvad gør man, når regeringerne er korrupte, og masserne er apatiske? Hvor skal løsningen komme fra? Og jeg tror, at Schiller i det ottende eller niende brev siger, at Athena, da hun kom ned på Jorden, var fuldt bevæbnet, hun var klædt i rustning, og hendes første sætning var: “Vær modig for at være vis.” Og jeg synes, det er et rigtig godt råd, og jeg synes, at folk, der har de rigtige idéer og er klar over, hvor farlig situationen er lige nu, bør have civilcourage til at sige deres mening. For alt for mange siger: “Ja, jeg er enig med dig privat, men du skal ikke forvente, at jeg siger noget, for så vil jeg straks blive udstødt af alle mine venner, som alle har tilpasset sig den offentlige fortælling.” Så vær snu.

SCHLANGER: [griner] Og et godt sted at starte ville være at tage Schiller Instituttets folder om ” Westfalen, ikke Versailles: Verden har brug for en ‘oaseplan’ i Mellemøsten!” og lave lidt research, da Helga har talt om det westfalske princip, hvor det kom fra, hvad der skete med det, og forskellen mellem det og Versailles: Det er et godt udgangspunkt lige nu, for ellers er vi på vej ind i en forfærdelig krise, som der ikke er nogen vej ud af, internt. Man er nødt til at komme ud af den.

Så Helga, tak fordi du var med os i dag, og vi ses i næste uge.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, det håber vi!




Schiller Instituttets hasteudtalelse:
Westfalen, ikke Versailles: Verden har brug for en ‘Oase-Plan’ i Mellemøsten!

17. oktober 2023 (EIRNS) – “Valget står ikke længere mellem vold og ikke-vold. Valget står mellem ikke-vold og ikke-eksistens.”

-Dr. Martin Luther King, Riverside Church, 4. april 1967.

17. oktober – FN’s særlige rapportør, Francesca Albanese, advarede 14. oktober om, at: “I selvforsvarets navn forsøger Israel at retfærdiggøre, hvad der ville svare til etnisk udrensning…. Israel har allerede udført etnisk masseudrensning af palæstinensere i krigens tåge.” Sydvestasien er nu skueplads for det, der er den seneste fase i den Tredje Verdenskrig, som nu udkæmpes mod Rusland og Kina. Nogle gange kaldes denne krig “Ukraine/Rusland”; engang blev den kaldt “Afghanistan”; i dag kaldes den “Mellemøsten”. Kun få tør kalde den ved dens rigtige navn. Som J. Robert Oppenheimer bemærkede i et interview: “Nu er jeg blevet Døden, ødelæggeren af verdener.”

Millioner af menneskers liv – 2 millioner mennesker i Gaza og millioner af andre fra forskellige trosretninger og nationer i nærheden – hænger i en tynd tråd. Menneskeheden må handle; det er allerede næsten for sent. Nationen Kina, som nu er vært for 140 nationer ved Belt and Road Forum, udtrykte i sidste uge et synspunkt, som alle fornuftige mennesker ville være enige i: “FN har ansvaret og forpligtelsen til at spille sin rolle i det palæstinensiske spørgsmål,” og at Kina “støtter Sikkerhedsrådet i at afholde et hastemøde om den palæstinensisk-israelske konflikt, er enig i at mødet bør fokusere på humanitære bekymringer, kræve en våbenhvile, et stop for vold og beskyttelse af civile, opnå en bindende international aftale og iværksætte konkrete foranstaltninger.”

Vil denne tankegang sejre? Eller vil den anglo-amerikanske “NATO”-finansalliance og krigsparti, gennem sin intrigante, arrogante dårskab, ødelægge sig selv og det meste liv på planeten gennem en “utilsigtet” atomkrig, udløst af religiøs fanatisme og det udbrudte orgie af “gengældelsesvold” i Sydvestasien, ellers stadig kendt under sit britiske koloninavn som “Mellemøsten”? FN’s troværdighed og endda overlevelse står nu på spil.

Den evige voldscyklus, der fortærer generation efter generation, forurener og vanhelliger endnu engang de hellige steder og monumenter i det fælles mødested for jødedom, kristendom og islam. Det rapporteres nu bredt af anerkendte publikationer, at der var en pagt mellem premierminister Benjamin Netanyahu og elementer inden for Hamas for at underminere freden. Det israelske dagblad Haaretz rapporterede den 9. oktober, at “mellem 2012 og 2018 gav Netanyahu Qatar tilladelse til at overføre et samlet beløb på omkring en milliard dollars til Gaza, hvoraf mindst halvdelen nåede Hamas, herunder dets militære fløj.” Haaretz citerer også Netanyahu “ifølge Jerusalem Post” for følgende udtalelse den 11. marts 2019: “‘Enhver, der ønsker at forpurre oprettelsen af en palæstinensisk stat, må støtte op om Hamas og overføre penge til Hamas,’ sagde Netanyahu til sit Likud-partis Knesset-medlemmer i marts 2019, ‘Det er en del af vores strategi.'”

Hvad der virkelig skete den 7. oktober, er stadig ikke blevet undersøgt. Timingen for angrebet kunne ikke have været værre – eller bedre. Igangværende diskussioner mellem flere nationer i regionen, herunder mellem Saudi-Arabien og Israel, såvel som med Kina og andre nationer uden for området, søger at erstatte dybtliggende, langsigtede konflikter med en ny æra af internationalt økonomisk samarbejde, gennem tiltag som Bælte- og Vej-Initiativet (BVI). Uanset hvilken motivation, der lå bag Hamas-angrebet, har det haft den effekt, at det har forstyrret udviklingen af denne meget følsomme proces. Disse initiativer er nu truet. Ligesom med begivenhederne den 7. oktober er meget nu uklart.

Det der står klart, er de grusomheder, der fandt sted den dag og siden, og de grusomheder, der vil komme. Vil verden se passivt til, som den gjorde under den første Irak-krig i 1991 og dens efterspil, og se på det nådesløse drab på børn, som den gjorde dengang, da 500.000 irakiske børn blev myrdet gennem sanktioner og krig i løbet af fem år? Den 12. maj 1996 svarede USA’s udenrigsminister Madeleine Albright korrespondenten Lesley Stahl, at “det er flere børn, end der døde i Hiroshima”, og sagde: “Jeg synes, det er et meget svært valg. Men prisen, den synes vi, er det værd.”

Hvem er det “vi”, som Albright talte om? Omfattede det befolkningen i USA eller Europa dengang? Omfatter det dig nu? Tror du virkelig, eller accepterer du, at civilbefolkningen i Gaza, eller hvor som helst, skal fjernes og sendes til et andet land som følge af et “9/11”-lignende angreb på Israel af styrker, som vi har fået at vide blev støttet økonomisk og på anden vis af Netanyahu, m.fl.

I en makaber “skæbnens ironi” skal næsten 2 millioner mennesker nu fordrives af hærene i den nation, hvis forfædre selv blev fordrevet, og hele deres samfund udryddet, igen og igen, stort set overalt i verden. De britiske kolonialister fra det 19. og 20. århundrede, som tegnede linjerne for denne nuværende konflikt på kort i 1916 og 1917, kunne ikke være mere tilfredse. Men kolonialismen er forbi – eller burde være det. Militært fremtvungne folkevandringer skal bekæmpes kraftigt overalt i verden, uanset den tilsyneladende begrundelse. Den ene grusomhed burde ikke svare til den anden. Den barbariske “udrensningsvold”, som Hamas udøvede den 7. oktober, må fordømmes af alle – men at dræbe tusindvis af syge, ældre og unge som “følgeskader i forbindelse med retfærdig gengældelse” er en modgift, der er værre end sygdommen. Det vil sikre, at sygdommen ikke bliver kureret, men i stedet vil sprede sig.

Da Yitzhak Rabin, der som israelsk forsvarsminister kæmpede mod palæstinenserne under intifadaen i 1987-93, indså, som en af hans ledende officerer udtrykte det, at “dybt i mit hjerte ved jeg, at det vi gør vil få andre til at reagere voldsomt mod os som hævn,” ændrede han sin tilgang. Rabin sagde i sin tale i juli 1992, efter at han var blevet premierminister en måned tidligere: “Sikkerhed er ikke en kampvogn, et fly eller et missilskib. Sikkerhed er også en mands uddannelse, bolig, skoler, gaden og nabolaget, det samfund, han er vokset op i. Og sikkerhed er også den mands liv. Og sikkerhed er også den mands håb.”

Premierminister Rabin og udenrigsminister Shimon Peres begyndte den hemmelige Oslo-fredsaftaleproces med Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation og underskrev en erklæring i Det Hvide Hus den 13. september 1993. Der sagde Rabin: “Vi, som er kommet fra et land, hvor forældre begraver deres børn, vi, som har kæmpet mod jer, palæstinenserne, vi siger til jer i dag med høj og klar stemme: Nok blod og tårer, nok!” Rabins mest varige ord blev udtalt senere, i hans berømte skål for hele menneskeheden: Lad os skåle for “dem, der har modet til at ændre deres aksiomer.”

Rabin blev myrdet af israelske religiøse ekstremister – eller var det “International Assassination Bureau”, de mennesker, der dræbte Mohandas Gandhi, John F. Kennedy, Martin Luther King og mange, mange andre? Mindet om Yitzhak Rabin bør præge efterforskningen af begivenhederne den 7. oktober. Der er noget andet, der bør gøres i den martrede Rabins navn og i den martrede fredsproces, som han gav sit liv for.

Der må være en fredspakke, en “Oase-Plan”, som i stedet for at sprede våben giver økonomisk stabilitet og endda velstand til befolkningen i Sydvestasien, herunder palæstinenserne. Medmindre man sætter, ikke støvler på jorden, men skovle i jorden, vil man aldrig få rødderne til had og splittelse i hele området rykket op med rode, rødder, der går forud for og er endnu dybere indlejret end dagens Israel-Palæstina-konflikt. Avanceret energi-, vand- og transportinfrastruktur for hele Sydvestasien vil være et centralt element, som håbet kan samles om.

Vi må tage ved lære af den nye ” Kolonialismen er forbi”-bevægelse, som er BRIKS (Brasilien, Rusland, Indien, Kina, Sydafrika) -Plus-nationerne i verden. De sydvestasiatiske og afrikanske nationer Egypten, Saudi-Arabien, De forenede arabiske Emirater, Etiopien og Iran er alle på vej til at tilslutte sig BRIKS. Det vil bidrage til at give det Globale Syd en stemme i stedet for kun det “Globale NATO”, som er domineret af Europas gamle imperialisme plus USA’s selvdestruktive udenrigs- og finanspolitik.

Vi må øjeblikkeligt gøre det, som Kina og andre nationer foreslår. Vi må stoppe den tvungne migration fra Gaza. Vi må stoppe de daglige drab gennem en våbenhvile, og endog før dette, med alle tilgængelige midler. FN skal håndhæve sin resolution 242, som blev vedtaget den 22. november 1967 og bekræftet af Israel den 1. maj 1968, og som består af to forslag: “(i) Tilbagetrækning af Israels væbnede styrker fra territorier besat i den seneste konflikt; (ii) Ophør af alle krav eller tilstande af krigsførelse og respekt for og anerkendelse af suverænitet, territorial integritet og politisk uafhængighed for alle stater i området og deres ret til at leve i fred inden for sikre og anerkendte grænser uden trusler eller magtanvendelse.”

Men lad det være klart: Der er ingen mulighed for rent faktisk at løse den britiske imperialismes “Mellemøstkrise” uden den slags langsigtede, omhyggelige, endog kedelige overvejelser, der fandt sted fra 1644-48 i Westfalen, Tyskland, for at afslutte den morderiske Trediveårskrig i Europa.

I en tale på Central Connecticut State University i 2009 udtrykte økonomen og statsmanden Lyndon LaRouche det på denne måde:

“Der er en løsning, en principiel løsning. Og løsningen er: Gør en ende på dette forbandede imperialistiske system! Og forstå at vi som folk må udvikle vores åndelige kultur, det vil sige menneskehedens kreative kræfter, for at videreudvikle menneskeheden fra en eller anden brutal karakter ved et lejrbål for en million år siden eller deromkring, til menneskeheden, som vi ønsker, at menneskeheden skal udvikle sig i dag. Det er det, det drejer sig om.”

LaRouches løsningskoncept kræver en ændring i aksiomerne. Princip ti i Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouches “Ti principper for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur”, skrevet i november 2022 efter udbruddet af krigen mellem NATO og Rusland i Ukraine, gentager det: “Den grundlæggende antagelse for det nye paradigme er, at mennesket er fundamentalt godt og i stand til uendeligt at perfektionere sit sinds kreativitet og sin sjæls skønhed, og at det er den mest avancerede geologiske kraft i universet, hvilket beviser, at sindets lovmæssighed og det fysiske univers er i overensstemmelse og samhørighed, og at alt ondt er resultatet af manglende udvikling og derfor kan overvindes.” Det er det princip, der skal erstatte de selvmorderiske aksiomer, som nu opretholdes af de dødsdømte stridende parter i “Israel-Palæstina-konflikten”, der ikke kan vindes.

Men Lyndon LaRouche advarede også: “I mellemtiden vil vi kæmpe. Vi vil gøre alt for at få fred i dette område, for vi ønsker at stoppe drabene. Men vi vil ikke sige til nogen, at vi har en løsning, som vil blive accepteret, og som vil fungere. Vi vil sige, at vi har en håbløs sag, og at vi vil fortsætte med at kæmpe for den.”

Den håbløse sag er fredens sag. En anden kriger for fred, den amerikanske præsident John F. Kennedy, sagde det på denne måde på American University den 10. juni 1963: “For det første: Lad os undersøge vores holdning til selve freden. Alt for mange af os tror, at det er umuligt. Alt for mange tror, det er uvirkeligt. Men det er en farlig, taberagtig tro. Den fører til den konklusion, at krig er uundgåelig – at menneskeheden er dødsdømt – at vi er grebet af kræfter, vi ikke kan kontrollere.

“Vi behøver ikke at acceptere det synspunkt. Vores problemer er menneskeskabte – derfor kan de løses af mennesket. Og mennesket kan være lige så stort, som det vil. Intet problem i menneskets skæbne ligger uden for menneskets rækkevidde. Menneskets fornuft og ånd har ofte løst det tilsyneladende uløselige – og vi tror på, at de kan gøre det igen.”

Alternativet til John F. Kennedys, Yitzhak Rabins, Martin Luther Kings, Mahatma Gandhis og andres “tåbelige” stræben efter fred er Tredje Verdenskrig, en krig, som allerede er begyndt nu. Vi er allerede “blevet Døden, ødelæggeren af verdener.” Spørgsmålet er: Har vi, ligesom Yitzhak Rabin, modet til at ændre vores aksiomer i tide til at vende det, vi allerede har påbegyndt?

 




Skriv under: Schiller Instituttets opdateret underskriftsindsamling:
Indførelse af en global tilgang for at afslutte voldscyklussen i Sydvestasien

Få det til at ske

Schiller Instituttet har udsendt en underskriftsindsamling, der anerkender behovet for, at menneskeheden finder sammen som én for at afslutte den evige voldsspiral i det, der er kendt som Mellemøsten. Erklæringen støtter det kinesiske forslag om et møde i FN’s Sikkerhedsråd for at “kræve en våbenhvile” og “et stop for volden” og opfordrer til gennemførelsen af FN’s resolution 242, som beskriver en fredelig to-statsløsning.

17. oktober 2023 (EIRNS) – Den evige voldscyklus i Sydvestasien, også kendt som Mellemøsten, fortærer generation efter generation i dødbringende krig. Vi må stå sammen som en menneskehed for at stoppe dette. Vi må straks føje vores stemmer til det, som Brasilien, Kina og andre nationer fra den Globale Majoritet foreslår FN.

Kina har udtalt, at det “støtter Sikkerhedsrådet i at afholde et hastemøde om den palæstinensisk-israelske konflikt, er enig i at mødet bør fokusere på humanitære bekymringer, kræve våbenhvile, et stop for vold og beskyttelse af civile, danne en bindende international konsensus og foretage konkrete næste skridt.” Vi mener, at dette indikerer den rette fremgangsmåde.

Vi foreslår også følgende trin:

  • Trin 1: Vi må stoppe den tvungne migration fra Gaza.
  • Trin 2: Vi må stoppe de daglige drab gennem en våbenhvile, og selv før det, med alle tilgængelige midler.
  • Trin 3: FN skal finde måder at håndhæve sin resolution 242, som blev vedtaget den 22. november 1967, og resolutionens to punkter: “(i) Tilbagetrækning af Israels væbnede styrker fra territorier besat i den seneste konflikt” og “(ii) Ophør af alle krav eller tilstande af krigsførelse og respekt for og anerkendelse af suverænitet, territorial integritet og politisk uafhængighed for alle stater i området og deres ret til at leve i fred inden for sikre og anerkendte grænser uden trusler eller magtanvendelse.”

At tage disse skridt vil hjælpe med at bringe det postkoloniale Globale Syds stemme i spil, i stedet for kun “Globale NATO’s”. 

Hele menneskehedens rette bekymring er at sikre fred, ikke global krig, og vi fremkalder således FN-pagtens oprindelige hensigt, som skal opretholdes: 

“VI DE FORENEDE NATIONERS FOLK BESLUTTEDE PAA
at frelse kommende generationer fra krigens svøbe, som to gange i vor levetid har bragt usigelige lidelser over menneskeheden,

paany at bekræfte troen paa fundamentale menneskerettigheder, paa menneskets personlige værdighed og værd, paa mænds og kvinders saavel som store og smaa nationers lige rettigheder,

at skabe vilkaar, hvorunder retfærdighed og respekt for de forpligtelser, der opstaar ved traktater og andre kilder til mellemfolkelig ret, kan opretholdes, og

at fremme sociale fremskridt og højne levevilkaarene under større frihed….” **

For at stoppe den forpligter vi, undertegnede, os til at finde det som den israelske premierminister Yitzhak Rabin kaldte “modet til at ændre vores aksiomer”, og til at søge og vinde fred i Sydvestasien.

Skriv gerne under her på Schiller Instituttets hjemmeside i USA.

** oversættelse fra: De forenede Nationers pagt (unric.org)




Retfærdighed kommer fra fremtiden

17. oktober 2023 (EIRNS) – Selvom beslutninger oftere retfærdiggøres med henvisning til fortidens nødvendigheder end med kravene fra det, der kommer, kan retfærdighed kun opnås med henvisning til fremtiden. Ansvar er lettere at tildele end at tage, men den nuværende skræmmende krise kræver, at vi tager ansvar for at etablere en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for verden.

Kontrasten mellem at se tilbage på fortiden og at se fremad mod fremtiden kommer tydeligt til udtryk i den aktuelle historie. Mens det tredje Bælte- & Vej-Forum for Internationalt Samarbejde skydes i gang i Beijing, slippes nye rædsler løs i det, der betegnes som Mellemøsten.

Hver time bringer nye hjerteskærende begivenheder i Israel-Palæstina. Grænseovergangen Rafah mellem Gaza og Egypten er blevet bombet, hvilket forhindrer konvojen af lastbiler fyldt med nødhjælp i at nå frem til de nødlidende. Al-Ahli Baptist Hospital i Gaza blev ødelagt og hundredvis af mennesker dræbt. [Hvem der er ansvarlig, er nu omstridt.]. “Dette er en kamp mellem lysets børn og mørkets børn, mellem menneskeheden og jungleloven,” lød det i et tweet fra Israels premierminister Netanyahu, som siden er blevet slettet.

CIA-veteranen Paul Pillar skriver om Israels ondskabsfulde reaktion på Hamas’ morderiske angreb: “Israel har nu indledt en voldelig offensiv mod Gaza-striben og dens indbyggere. … [D]et er for en stor dels vedkommende en rå hævnaktion. Det er en national katarsis midt i en atmosfære af intens sorg og vrede,” skriver han. Mens forargelsen over Hamas’ angreb er forståelig, “er det at være forstående ikke det samme som at være klog eller effektiv, hverken for Israel selv eller for regional fred og sikkerhed.”

Det var gennem krisestyring – at reagere på nutiden snarere end en plan for fremtiden – at USA blev ført ind i sin nedtur efter indsættelsen af George W. Bush-regeringen og 11. september. I januar 2001 advarede Lyndon LaRouche om “provokationer, som vil blive brugt til at skabe diktatoriske kræfter og følelser i krisestyringens navn.”

“Der vil blive udløst små krige i forskellige dele af verden,” sagde han, som den nye regering ville reagere på “med krisestyringsmetoder i form af provokationer. Det er, hvad man vil få…. I er nødt til at kontrollere denne proces nu, mens I stadig har magten til at gøre det.”

En strøm af diplomatisk aktivitet er i gang for at mane til ro i situationen. Lederne af Saudi-Arabien, Tyrkiet, Kina og Rusland har foretaget bemærkelsesværdige interventioner og rakt hånden ud til ledere i hele regionen. Rusland introducerede mandag den 16. oktober en humanitær resolution i FN’s Sikkerhedsråd, som ikke vedtog den. Organisationen for Islamisk Samarbejde mødes onsdag den 18. oktober, og Egypten er vært for et fredstopmøde lørdag den 21. oktober i Cairo. Kina har opfordret til våbenhvile og en to-statsløsning. Xinhua giver denne rapport om udenrigsminister Wang Yis diskussion med USA’s udenrigsminister Antony Blinken: “Kina mener, at beskyttelse af ens egen sikkerhed ikke bør ske på bekostning af at skade uskyldige civile, at militære tiltag ikke fører til noget, og at gengældelse af vold med vold kun skaber onde cirkler,” sagde [Wang Yi]…. Den grundlæggende vej ud af det palæstinensiske spørgsmål ligger i at gennemføre to-statsløsningen og etablere en uafhængig palæstinensisk stat, så man kan realisere en fredelig sameksistens mellem Palæstina og Israel…. Uden forsoning mellem det arabiske og det israelske folk, vil der ikke være fred i Mellemøsten, bemærkede han.”

Bælte- og Vejforummet, der nu finder sted i Beijing, samler deltagere fra hele verden, herunder fra de mere end 140 nationer, der på den ene eller anden måde har deltaget i Kinas Bælte- og Vej-Initiativ. Kina står til at bidrage med en tredjedel af den globale økonomiske vækst i år.

Den kinesiske præsident Xi Jinping holdt tirsdag bilaterale møder med præsidenterne eller premierministrene fra en lang række lande: Indonesien, Kasakhstan, Ungarn, Chile, Serbien, Usbekistan, Etiopien og Papua Ny Guinea. Andre fornemme gæster, der var ankommet tirsdag aften, omfatter FN’s generalsekretær og præsidenter og premierministre fra Rusland, Argentina, Vietnam, Mongoliet, Mozambique, Pakistan, Thailand, Kenya, Cambodja, Laos, Sri Lanka og Republikken Congo.

Foto: cottonbro studio, Pexels CCO




Kina opfordrer USA: Tid til at afholde en international fredskonference

Den 16. oktober 2023 (EIRNS) – Uden indgriben er den palæstinensisk-israelske situation optakten til Tredje Verdenskrig. Den strategiske situation i Sydvestasien er utrolig farlig og eskalerer nu på en måde, så afsmitningen kan antænde en global storbrand.

I weekenden understregede den kinesiske udenrigsminister Wang Yi under et opkald til den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken, at de store nationer nu må støtte en international konference om krisesituationen. USA er blevet informeret.

Forslaget om en fredskonference går tilbage til juni sidste år, hvor den kinesiske præsident Xi Jinping fremlagde behovet for en international fredskonference om Israel-Palæstina-konflikten. Det forslag er nu tilbage på dagsordenen, og det haster på liv og død.

Forslaget blev rejst af Kina over for Brasilien i sidste uge. Det kinesiske udenrigsministeriums talsmand, Wang Wenbin, sagde den 13. oktober, at Wang Yi koordinerer forslaget om fredskonferencen med embedsmænd fra Brasilien. Bemærk, at Brasilien har det roterende formandskab for FN’s Sikkerhedsråd i denne måned. Wang konfererede den 12. oktober med den brasilianske præsident Lula da Silvas udenrigspolitiske chefrådgiver, Celso Amorim, om den palæstinensisk-israelske konflikt. Wang sagde til Amorim: “Kina opfordrer til en international fredskonference med større autoritet og gennemslagskraft så hurtigt som muligt for at mobilisere en mere bredt funderet international konsensus med to-statsløsningen som grundlag og for at formulere en tidsplan og køreplan til det formål.” Wang Yi tilføjede, at FN både har et ansvar og en forpligtelse til “at spille sin rolle i det palæstinensiske anliggende.”

Situationen på stedet for de 2,3 millioner mennesker i Gaza-striben er en situation, der kan føre til massedød. Det anslås, at 1 million mennesker er fordrevet i Gaza; blandt dem er mere end 500.000, der forsøgte at tage fra nord til syd. Verdenssundhedsorganisationen WHO har udsendt en erklæring, hvor de kalder Israels ordre om at evakuere folk fra nord til syd for en “dødsdom”. Dette påvirkede 22 hospitaler, hvor mange af de 2.000 patienter var for syge til at blive flyttet. Der er hverken vand eller sanitet til hundredtusindvis af mennesker. Elektriciteten er for det meste afbrudt. Fødevaremanglen er akut.

På den militære side ramte IDF (Israels forsvarsstyrker) Gaza 250 steder søndag den 15. oktober og fortsatte angrebene i dag, også i det sydlige Gaza, hvor indbyggerne i det nordlige Gaza blev beordret af Israel til at flytte. Hamas’ raketter fortsætter ind i Israel med mellemrum. Israel har samlet styrker på to fronter – grænsen til Gaza og grænsen til Libanon, hvor man står over for Hizbollah. Israel har evakueret 28 landsbyer langs sin nordlige grænse.

Hangarskibet USS Gerald R. Fords kampgruppe er fortsat i det østlige Middelhav. Den 13. oktober forlod USS Dwight Eisenhower havnen i Norfolk, Virginia, for at tage til Middelhavet med yderligere styrker til det, som det amerikanske militær kalder “afskrækkelse”. Fregatter fra Italien og Storbritannien er blevet beordret til at slutte sig til de amerikanske styrker. Det dramatiske aspekt ved denne samlede styrke er, som mange militæreksperter har bemærket, at blot nogle få droner kan forårsage stor skade på flåden, før flyene overhovedet når at lette.

Den erfarne amerikanske efterretningsanalytiker Ray McGovern sendte søndag en skarp X-besked om det maritime vanvid: “Ind i dødens dal sejlede de 10.000 ombord på hangarskibene Ford og Eisenhower – som skydeskiver for sværmende droner og andre våben, som dem, der gjorde kort proces med Den Lette Brigades angreb, ikke havde drømt om. Måske ønsker Blinken/Nuland/Austin dette? Eller er de bare tåbelige?”

Minister Blinken var tilbage i Israel i dag, efter en tur rundt til seks arabiske lande siden hans første hastebesøg i Israel i sidste uge. Imidlertid ikke blot uden en løsning, men med en forværring af krisen. Også EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, var på besøg. Præsident Biden drager til Israel onsdag, ifølge nye forlydender her til aften. Den tyske præsident Olaf Scholz sagde i dag, at han måske snart kommer på besøg. Deres gentagne opremsning: “Israel har ansvaret og forpligtelsen til at gøre, hvad det vil for at beskytte sig selv.”

I modsætning hertil spiller Den Internationale Fredskoalition (IPC), som kun har været i gang i fem måneder, en afgørende rolle for at mobilisere afgørende handling internationalt til at gribe ind for sikkerhed i alle henseender, for alle nationer. Fredag den 20. oktober afholdes det andet åbne (online) IPC-møde med internationale personer og netværksledere for fred, efter den indledende dialog sidste fredag.

Der vil være en verdensomspændende vigtig platform for tanker, forslag og samarbejde om nødsituationen i Sydvestasien på Bælte- og Vej-Initiativets 10-års jubilæumsforum i Kina den 17.-18. oktober. Allerede i dag er mange statsoverhoveder ankommet, og vigtige bilaterale møder har fundet sted, bl.a. mellem den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov og udenrigsminister Wang Yi. Blandt de tusindvis af mennesker, der deltager, vil delegationer repræsentere 140 lande, og 200 af deltagerne vil være på ministerniveau eller højere. Præsident Xi Jinping forventes at byde deltagerne velkommen i begyndelsen af sessionerne og også holde en større tale onsdag på plenarmødet.

Der har været masseprotester over hele verden i den forgangne weekend med krav om humanitære nødforanstaltninger i Palæstina og forhandlinger om fred i Sydvestasien. Tusinder var på gaden i byer over hele verden. I dag mødte folk op udenfor Det Hvide Hus i Washington, D.C., for at kræve et stop for udslettelsen af Gaza og tiltag for retfærdighed og fred.

Schiller Instituttets stifter og medinitiativtager til IPC, Helga Zepp-LaRouche, konfererede i dag med samarbejdspartnere om fokus for de umiddelbare krav. Der må være en øjeblikkelig afslutning på volden. Der er brug for en proces med en forhandlet løsning, som skal finde sted i forbindelse med en fredskonference. Hvis det skal lykkes, må den Globale Majoritet spille en ledende rolle i denne proces. Alt dette haster, og det kan ses som det første skridt mod en sikkerheds- og udviklingsarkitektur på verdensplan.

Foto: Harley Black, Pexels, CCO

 

 




Risikoen for verdenskrig, og hvad der kan stoppe den

Den 15. oktober 2023 (EIRNS) – Den voksende BRIKS-gruppe omfatter fem vigtige nationer i regionen Mellemøsten-Nordafrika, herunder tre af verdens største producenter af fossile brændstoffer – Iran, Saudi-Arabien og De forenede arabiske Emirater – samt Egypten og Etiopien. Blandt disse nationer udvikles nu kernen i teknologioverførsel på verdensplan – for atomenergi, hurtig transport, rumteknologier – med skabelsen af produktiv kredit ledet af Kinas Bælte- og Vej-Initiativ. Den fremtidige udvikling af verdensøkonomien er til stede, hvis USA og de europæiske nationer vil slutte sig til den.

Midt i denne region er der udbrudt krig mellem Israels væbnede styrker og palæstinensiske Hamas, som har alle muligheder for at sprede sig. BRIKS-nationerne Kina og Brasilien har påbegyndt organiseringen af en international fredskonference for at stoppe krigene både i Sydvestasien og i Europa, og for at bruge kredit til udvikling til dette formål.

Schiller Instituttets grundlægger og leder, Helga Zepp-LaRouche, der organiserer verdensomspændende støtte til sådanne fredsinitiativer, advarede den 11. oktober: “Faren er nu, at en meget blodig konflikt vil udspille sig med potentiale til at gå ud over regionen og føre til verdenskrig – for hvis det involverer Iran, tænker jeg, at vi er helt ude i tovene.”

Men USA har sendt en hangarskibs-angrebsgruppe og udenrigsminister Antony Blinken ind i krisen. Hvad siger Blinken – som arbejder sammen med Saudi-Arabien, De forenede arabiske Emirater, Kuwait, Jordan, Qatar, Bahrain, Tyrkiet – og andre amerikanske topembedsmænd inden for sikkerhed og militær til disse regeringer og regeringerne i Iran og Syrien?

Biden-administrationens ord til medierne har været, at den advarer regionen (i særdeleshed Iran og Syrien) om ikke at udvide krigen. Den nationale sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan talte søndag morgen om “hemmelig kommunikation” videregivet til Iran.

Men baseret på al amerikansk militærhistorie siden 1944-45 er det meget muligt, at denne hemmelige kommunikation indeholder en trussel om at angribe Iran og/eller Syrien med “alle militære midler” (dvs. inklusive taktiske atomvåben), hvis disse lande går i krig mod de israelske forsvarsstyrker eller støtter libanesiske Hizbollah i at gøre det.

Den amerikanske regering har – som regel i al hemmelighed – fremsendt sådanne trusler om første brug af atomvåben mod andre atommagter og/eller ikke-atommagter i mere end 25 forskellige militære kriser siden bombningen af Hiroshima og Nagasaki. Lige siden udviklingen af atomvåben er amerikanske præsidenter kommet med specifikke trusler om at bruge atomvåben først: fra Trumans faktiske brug af atombomber i 1945 for at true Rusland; til hans offentlige udtalelse i 1950: “Der har altid været aktive overvejelser om at bruge dem” i Korea; til George W. Bushs og Dick Cheneys atomtrusler til Iran i 2006; til Donald Trumps meget offentlige trusler i 2018 om at ødelægge Nordkorea med atomvåben.

Hele USA’s 75-årige militærhistorie er dokumenteret i afdøde Daniel Ellsbergs rystende bog fra 2017, Dommedagsmaskinen: Tilståelser fra en atomkrigsplanlægger. Krigen mellem Israel og Hamas ligner 25-30 krigskriser siden 1945, hvor den amerikanske regering har brugt, offentligt antydet og/eller hemmeligt truet med at bruge atomvåben mod både atommagter og ikke-atommagter for at foregribe “modstanderes” handlinger.

Præsident Joe Bidens påstand om, at han havde til hensigt at ændre USA’s atomvåbenpolitik til kun at være afskrækkende, er simpelthen blevet droppet, siden han tiltrådte. Og nu har Kongressens kommission om USA’s strategiske holdning udgivet en rapport, der opfordrer til at opbygge atomvåben og fremføringskapacitet til at udkæmpe en atomkrig mod både Rusland og Kina. Rapporten truer Rusland og Kina med atomkrig under påskud af, at de på en eller anden måde vil fremprovokere den.

Igen, som Helga Zepp-LaRouche advarede om, er faren “verdenskrig – for hvis den involverer Iran, tror jeg, at vi er ude over alle grænser.”

Langt de fleste amerikanere, og de fleste andre i nationer over hele verden, har sjældent været klar over de trusler om “forebyggende” atombombning, som amerikanske ledere og militære embedsmænd fremsatte. Rapporten fra Kongressens kommission er en advarsel. Vi er nu ansvarlige for at handle, så denne tragedie ikke udvikler sig til en verdenskrig. Den voksende gruppe af BRIKS-nationer, midt i hvilken denne krig er blevet udløst, er vores allierede i dette, da de tager dette ansvar – både for fred og for finansiering af reel, fysisk-økonomisk udvikling.

National sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan om ‘privat kommunikation’ til Iran
15. oktober 2023 (EIRNS) – Den nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, blev i “Face the Nation” søndag morgen den 15. oktober spurgt om den anden hangarskibsstyrke (USS Dwight D. Eisenhower-gruppen), som Biden sendte – hvorfor en anden hangarskibsstyrke? Biden-administrationen havde allerede beordret USS Gerald R. Ford Battle Group til det østlige Middelhav den 9. oktober.

Sullivan svarede bl.a.:

“Libanesiske Hizbollah, en stedfortræder for Iran, befinder sig der, et angreb på Israels nordlige grænse med betydelig militær kapacitet og en historie med at angribe staten Israel. Og faktisk har vi i de sidste par dage set træfninger på tværs af den nordlige grænse, som kun øger risikoen for en optrapning. Men vi kan selvfølgelig ikke udelukke, at Iran vælger at engagere sig direkte på en eller anden måde; vi er nødt til at forberede os på alle tænkelige hændelser….

“Vi har midler til at kommunikere fortroligt med Iran. Og vi har benyttet os af disse midler i løbet af de sidste par dage for at gøre det forståeligt rent privat, hvad vi har sagt offentligt.”

General Frank McKenzie ( fhv.), tidligere øverstbefalende for CENTCOM (2019-2022), var den sidste gæst i programmet og svarede på et spørgsmål om Sullivans bemærkninger: “Så jeg tror, at det andet hangarskib er tiltænkt at sende et stærkt budskab til Iran om, at … de ikke vil være i stand til at handle med ond vilje for at komme ind i denne konflikt. Vi vil gerne holde dem ude af den.”

Iranske og Hizbollah-embedsmænd mødtes 14. oktober; iransk budskab i FN?
15. oktober 2023 (EIRNS)-Irans udenrigsminister Hossein Amir-Abdollahian fortalte pressen den 14. oktober i Beirut, at han den 13. oktober havde mødtes med Hizbollah-lederen Sayyed Hassan Nasrallah, ifølge AP. AP citerede Amir-Abdollahian for at sige: “Jeg kender til de scenarier, som Hizbollah har sat i værk. Ethvert skridt, som modstandsbevægelsen (Hizbollah) tager, vil forårsage et stort jordskælv i den zionistiske enhed.” Amir-Abdollahian tilføjede: “Jeg ønsker at advare krigsforbryderne og dem, der støtter denne enhed, før det er for sent at stoppe forbrydelserne mod civile i Gaza, for det kan være for sent om få timer.”

Nyhedsmediet Axios rapporterede i går, at Amir-Abdollahian også brugte et møde den 14. oktober med FN’s særlige koordinator for fredsprocessen i Mellemøsten, Tor Wennesland, til at sige, at hvis den israelske militæroperation fortsætter – og især hvis Israel gennemfører sit løfte om en landoffensiv i Gaza – bliver Iran nødt til at reagere. Axios’ rapport citerede to diplomatiske kilder, som hævdede at have kendskab til sagen.

Foto: Ömer Faruk Yıldız, Pexels CCO




2. del: Skab fred mellem nationer og en ny retfærdig økonomisk verdensorden, 7. oktober 2023

1. Lyndon LaRouches og Helga Zepp-LaRouches 50 år kampagne for en retfærdig ny økonomisk verdensorden v/ Michelle Rasmussen: næstformand, Schiller Instituttet i Danmark.

2. Afrika på vej væk fra kolonitiden og et perspektiv for økonomisk udvikling (på engelsk) v/ Andrews Nkansah, Ph.d.: fra Ghana, undergeneralsekretær for den internationale African Diaspora Congress (ADC), ekpert i bl.a. vandressourcer og landbrug.

3. Forandringer i Indien, og Indiens rolle som en leder af det Globale Syd v/ Mrutyuanjai Mishra: fra Indien, skriver artikler og debatindlæg om Asien og Indien i bl.a. Politiken og Times of India, antropolog, konsulent og underviser.

Kontakt os: +45 53 57 00 51;
si@schillerinstitut.dk
Dansk: www.schillerinstitut.dk
Præsentationsvideo: Schiller Instituttet: Fred Gennem Udvikling: https://www.youtube.com/watch?v=hJPD7…
Andre vigtige hjemmesider:
English: www.schillerinstitute.com
www.laroucheorganization.com
www.larouchepub.com
www.larouchepub.com/eiw




Schiller Instituttets webcast med Helga Zepp-LaRouche
Stop nedslagtningen i Sydvestasien – overlevelse afhænger af modet til at ændre aksiomer!

Ikke korrekturlæst.

Onsdag den 11. oktober 2023 

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Schiller Instituttets stifter og formand Helga Zepp-LaRouche. Det er onsdag den 11. oktober 2023. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg vil være jeres vært i dag. Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til Helga, kan du sende dem til os på questions@schillerinstitute.org.

Helga, i sidste uge advarede du om den voksende fare, som verden står over for, med fortalerne for USA’s og NATO’s unipolære orden, der har forpligtet sig til at optrappe krigen mod Rusland i Ukraine. Efter at formand McCarthy i Repræsentanternes Hus blev afsat, hvilket bragte en del af finansieringen til Ukraine i fare, er der nogle, der nu kræver så meget som 100 milliarder dollars i yderligere midler til Ukraine.

Og nu har vi en potentielt forværret krise i Sydvestasien, hvor Israel har forpligtet sig til, hvad de kalder en “fuldstændig belejring” af Hamas i Gaza, hvilket også vil påvirke den palæstinensiske befolkning der. Netanyahu har opfordret til ” mægtig hævn”, og USA har sendt en hangarskibsangrebsgruppe, USS Gerald R. Ford, til det østlige Middelhav; og forsvarsminister Austin meddelte, at de måske vil sende endnu en, USS Dwight D. Eisenhower hangarskibsgruppe senere i forløbet. Og Biden opfordrer til fuld støtte til Israel i denne situation.

I denne sammenhæng har Schiller Instituttet udsendt en opfordring til handling: “Ikke flere penge til våben i Ukraine! Ingen verdenskrig med Rusland eller Kina!” I betragtning af konjunkturen er det indlysende, at modstanden mod krigshøgene må blive mere synlig og mere højlydt. Hvad er din vurdering af, hvor tæt vi nu er på en fuldskala Tredje Verdenskrig?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Udviklingen i Sydvestasien siden i lørdags har helt klart tilføjet en ny dimension til denne fare. Det, der udspiller sig i det såkaldte Mellemøsten, er en komplet tragedie, og det er den udvikling, der startede for 75 år siden, og lige siden har man set det ene skridt efter det andet, oven i hinanden; der er blevet begået uretfærdigheder. Den situation, som nu er brudt ud i Gaza, har tydeligvis stået på i meget lang tid, og der er mange spørgsmål, som er helt ubesvarede. Der er dem, der siger, at det er umuligt, at Israel med sin absolut upåklagelige efterretningstjeneste ikke skulle have bemærket Hamas’ forberedelser – det kan jeg ikke bedømme. Der er så mange faktorer, som jeg mener, skal evalueres meget nøje. Men det er helt klart, at vi nu har et udbrud af en meget kompliceret, meget kompleks situation, som alene, selv uden Ukraine-situationen, har potentiale til at føre til Tredje Verdenskrig.

Beskyldningen fra Wall Street Journal og andre om, at Iran skulle have støttet Hamas, tror jeg, at andre mennesker, som er meget vidende om situationen på stedet, klart afviser og siger, at det absolut ikke er tilfældet. Men Netanyahu er kommet med udtalelser i den retning. Hvis det kommer til en optrapning, der involverer alle de forskellige grupperinger i Libanon, i Syrien, i Yemen, og Iran og Israel til sidst bliver involveret i en krig, hvor det utænkelige kan ske, vil det være vejen til Tredje Verdenskrig, det er der ingen tvivl om. Folkets situation nu er utrolig, jeg mener, på begge sider naturligvis: Men det, der sker nu med befolkningen i Gaza, er, at talsmanden for IDF har opfordret folk til at tage til Egypten via den eneste åbne port på grænsen mellem Egypten og Gazastriben. Men den bliver bombarderet! Så hvad skal folk gøre?

FN’s menneskerettighedskommissær har sagt, at ideen om at lave en fuldstændig blokade, der afskærer befolkningen i Gazastriben fra elektricitet, vand, mad og andre livsvigtige fornødenheder, er en klar overtrædelse af international lov. Og det er kollektiv afstraffelse, som er fuldstændig ulovlig, fordi den straffer civile. Når man kommer ind i en lang, lang situation med uretfærdighed, sker der naturligvis grusomheder på alle sider, og faren er nu, at en meget blodig konflikt vil udspille sig med potentiale til at gå ud over regionen og føre til verdenskrig, for hvis den involverer Iran, tror jeg, at vi er ude over alle grænser.

Så jeg kan kun sige, at det er en komplet tragedie. Det skal stoppes med det samme, og jeg tror, det er meget vigtigt at skelne mellem de mennesker, der siger, at kampene skal stoppes med det samme: Uanset hvad den forfærdelige situation er, skal den løses gennem diplomati. Og dem, der siger: Nej, vi står ved Israels side, uanset hvad. I den første kategori er det eftertrykkeligt Rusland og Kina, som har opfordret til ro, til at vende tilbage til forhandlingsbordet; og naturligvis er det alle lederne i det såkaldte Vesten, inklusive Biden, Scholz, Macron, Meloni og andre, som siger, nej, der skal være ensidig støtte til Israel. Men det er ikke så selvindlysende: Man kan være for Israel, men hvad er Israel? Hvis man ser på alle de førende aviser i dag, opfordrer de alle til, at Netanyahu træder tilbage, og de opfordrer grundlæggende oppositionen til at rejse sig. Netanyahu opfordrer til en nødregering af alle partier, men det er yderst tvivlsomt, at alle disse partier ønsker at gøre det, i betragtning af at Netanyahu i den seneste tid har været præget af utrolige interne stridigheder. Så “at være for Israel” betyder ikke nødvendigvis, at man er for den nuværende regering, som kan blive afsat i løbet af kort tid. Det er meget, meget svært at sige.

Så jeg tror, at hvis man ser på situationen som sådan, så er der måske folk, der er så super-duper eksperter, at de kan sige præcis, hvad der er løsningen for Mellemøsten. Jeg kan kun sige, at hvis man ser på den strategiske situation som en helhed, og det inkluderer, hvad der foregår i USA, hvad der foregår med Ukraine, stedfortræderkrigen mellem USA og Rusland om Ukraine, og nu den nye krig mellem USA og Rusland om Ukraine, og hvad der sker med Ukraine, så er det svært at sige. Det er grunden til, at jeg for mere end et år siden opfordrede til en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til alle verdens landes interesser – og det betyder virkelig alle lande, ikke kun nogle – og det betyder, at der kun kan skabes fred gennem udvikling. Kun hvis man ændrer det nuværende system, som øger kløften mellem rig og fattig, og erstatter det med et nyt kreditsystem, som gør det muligt for hver enkelt stat at udvikle sig og overvinde de forfærdelige forhold, som mange mennesker i verden lever under, kun da har man en chance for at få fred.

Nu mener jeg, at der skal være en diskussion om en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Jeg tror, at et referencepunkt kan være Den Westfalske Fred, som faktisk udviklede dette princip om, at en fred altid skal tage hensyn til den andens interesser. Det er det vigtigste princip, og hvis nogen siger, at jeg kun tager mig af den ene parts interesser, så udelukker man muligheden for fred! Og alle de mennesker, der nu så selvretfærdigt påstår, at de ved, hvad de skal gøre, bør tænke over det princip. For hvis man ikke tager hensyn til den andens interesser, vil der aldrig blive fred.

Jeg mener, at der er et vist håb, så jeg siger ikke, at situationen er dyster, selv om den er meget, meget farlig. Men jeg tror, at håbet for eksempel afspejles i den nye hvidbog, som Kina netop har udgivet i anledning af 10-års jubilæet for Bælte & Vej Initiativet. Jeg er sikker på, at det vil blive diskuteret mere indgående på Belt and Road Forum, som starter i næste uge. Her vil man naturligvis diskutere det enorme potentiale, der ligger i ideen om et fællesskab med en fælles fremtid for hele menneskeheden, baseret på udvikling. Så der er en ramme for at løse alt dette. Det vil dog kræve, at unilateralismen stopper, at blokdannelsen stopper, og at vi accepterer ideen om, at det såkaldte Vesten skal samarbejde med landene i det Globale Syd og fuldstændig ændre aksiomerne i deres tankegang.

Jeg ved ikke, om det er muligt. Ser du, problemet er, at de vestlige eliter i den seneste tid har demonstreret en så absolut manglende evne til at reflektere over deres fejltagelser, at det er et stort spørgsmål, om de er i stand til og villige til at gøre det. Og det gør det endnu mere presserende at opbygge en international fredsbevægelse, som er stærk nok til at blive hørt, især af det store flertal af mennesker, som til dels hader mainstreammedierne, og afskyen mod mainstreammedierne vokser. Men mange mennesker føler, at de ikke har nogen anden kilde til information, og mange mennesker føler også, at der absolut ikke er noget, de kan gøre. Det er ikke sandt! Man kan gøre noget, og vi forsøger lige nu at forene fredsbevægelsen internationalt for at blive stærkere og gå over til en helt anden tingenes orden, hvor menneskehedens interesser, vores allesammens interesser, kommer i første række, og først derefter kommer de nationale interesser.

Det er nogle af mine refleksioner over en meget alvorlig og meget farlig situation.

SCHLANGER: Du har lige hørt åbningstalen fra Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller Instituttet. Jeg nævnte denne opfordring til handling fra Schiller Instituttet; den er oppe på hjemmesiden nu: “Ikke flere penge til våben i Ukraine! Ingen verdenskrig med Rusland eller Kina!”

Nu har vi en række spørgsmål til dig, Helga, som kommer fra denne uddybning af krisen. Lad mig starte med et: Jeg talte med en journalist fra Sydvestasien i dag, som sagde, at de israelske angreb på Gaza truer med at skabe en dybere humanitær krise – som du nævnte, afskæringen af vand, mad og medicin – og han nævnte, at Egypten opfordrer til en løsning; det samme gør nogle af de andre lande i regionen. Men det pres, der bliver lagt på dem, især siden Egypten og Saudi-Arabien begge er blevet nye medlemmer af BRICS, og så sagde han: “Jeg er ikke konspirationsteoretiker, men sætter denne krise ikke BRIKS under pres for at tilpasse sig Vesten?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror ikke, det er muligt under de nuværende forhold, fordi Vesten insisterer på det, de kalder den “regelbaserede orden”, som dybest set er ideen om, at de har ret, og at de andre tager fejl, og at de er overlegne, og at deres regler er gode, og at alle andre har forkerte ideer. Og den arrogance og overlegenhed vil ikke fungere.

Hvis du tænker på, hvad der er sket i de seneste måneder, så havde du Kinas spektakulære indsats, der bragte Iran og Saudi-Arabien sammen, og de begyndte at udveksle diplomater, de begyndte at tale med hinanden, og det var på vej til at løse konflikten mellem shiamuslimerne og sunnimuslimerne i regionen, som havde konsekvenser i mange andre lande.

Lidt senere kom ideen om, at Iran og Saudi-Arabien og Emiraterne og Egypten alle bliver en del af BRIKS; det er meningen, at det skal starte den første dag næste år. Og det ville naturligvis lægge grunden til at løse alle problemer, for hvis man har en tilnærmelse mellem de store religionsstammer og økonomisk udvikling, som kun kan komme gennem det fælles samarbejde om projekterne i Belt and Road Initiative, ville situationen se ekstremt lys ud.

Men så var der helt klart en indsats for at få de såkaldte “demokratier” til at opbygge en alliance mod de såkaldte “diktaturer”, som er en ren konstruktion, for hvem der er et diktatur, og hvem der er et demokrati, kan stadig diskuteres, for hvis man ser på de faktiske forhold, giver det et meget anderledes billede. Men der var en klar indsats fra især Biden-administrationen for at skabe en tilnærmelse mellem Israel og Saudi-Arabien, og der er flere stemmer, der grundlæggende siger, at for Hamas var dette ved at blive uacceptabelt, fordi det efterlod det palæstinensiske spørgsmål helt ude af billedet. Men det var måske kun den sidste, endelige udløser af en lang, langstrakt situation, for faktisk karakteriserede folk situationen i Gazastriben som et udendørs fængsel, og det var, hvad det var.

Så hvad der udløste dette udbrud, det kræver mere efterforskning og så videre, men det var helt sikkert noget, der måtte ske, for man kan ikke – det er ligesom det, der står i Uafhængighedserklæringen, et land, et folk kan udholde en uretfærdig situation i meget lang tid, men der kommer et punkt, hvor det bliver uudholdeligt. Og var det bare, fordi det blev uudholdeligt, på grund af denne israelsk-saudiske tilnærmelse? Eller var der en anden grund til at udløse det nu, hvor det tydeligvis var forberedt i månedsvis, hvis ikke længere? Det er alt sammen spørgsmål, jeg ikke kan besvare: Men hvad der er et faktum er, at løsningen på, hvordan vi kommer ud af det, jeg er bange for, at dette vil udspille sig i en forhåbentlig kort tid og forårsage, at mange flere mennesker dør, men det skal afvikles så hurtigt som muligt. Der skal være en fuldstændig intervention. Alle, der har nogen indflydelse der, som for eksempel Erdoğan og andre, må absolut lægge deres vægt ind for at stoppe dette blodbad, for det dræber for mange mennesker, og det er absolut utåleligt. Og når man først kommer ind i en spiral af sådanne ting, bliver det værre, for så kommer der endnu en hævn og endnu en hævn, og den onde cirkel skal afbrydes, og reel økonomisk udvikling skal sættes i stedet.

Så er der håb om at ændre det? Det vil jeg tro, men jeg tror kun, at løsningen kan komme fra det Globale Syd, at BRIKS og de andre lande i det Globale Syd bliver stærkere, de er flertallet i verden; og at folk i Vesten ændrer deres regeringspolitik! For det er ikke det Globale Syd, der har taget fejl, det har været det Globale Nord og det Globale Vesten, der har svigtet verdenssituationen, faktisk i 600 år, siden kolonialismens begyndelse.

SCHLANGER: Jamen, det fører til de næste to spørgsmål, som jeg vil tage med sammen. Vi har et spørgsmål, hvor nogen skrev: “Putin gav et interessant billede af den strategiske situation i sin tale til Valdai-klubben. Har du læst den? Og hvis ja, kan du så kommentere på det, han sagde?” Og så er der en anden kommentar, en person skrev ind og sagde: “Jeg hørte, at Putin fordømte neokolonialisme, virksomhedsoligarki og Klaus Schwab og World Economic Forum? Hvad siger det om de konspirationsteoretikere, der siger, at Putin og Rusland og Kina alle er med i den store nulstilling og den nye globalistiske verdensorden?” Så lad os starte med Putin i Valdai-klubben.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, at ideen om, at Putin er med i World Economic Forum, er helt absurd! Jeg vil virkelig råde alle til at læse Putins tale, som er meget lang, men den giver et meget differentieret billede. Og bortset fra al den antirussiske bias og propaganda, så er det en ekstremt rationel, rolig person, som er meget klarsynet, og som har et meget klart perspektiv for verden, og hvor den bør bevæge sig hen.

Jeg tror, at det mest imponerende for mig var, bortset fra det faktum, at han igen gav en historie om, hvordan Ukraine-krigen udviklede sig, ret detaljeret – så folk burde virkelig læse det. For krigen startede ikke den 24. februar 2022. Så den del var ekstremt vigtig. Men det, der imponerede mig mest, var hans diskussion om alle kulturers absolutte ret til at udvikle sig på grundlag af deres egen tradition og identitet; verdenssystemets multipolaritet, at det er fuldstændig illegitimt og ikke tilladt, at et land eller en gruppe af lande påtvinger en anden gruppe mennesker deres ideer om, hvordan verden skal være, men at kulturernes tradition, som de er vokset, har ret til at udfolde sig på deres egen måde.

Jeg synes, det er et meget vigtigt princip, for hvis man tænker på de forskellige kulturer rundt omkring i verden, så tænk på Indien, Thailand, Malaysia, Vietnam, Kina, Rusland, Balkan-landene, Italien, Frankrig, Afrika, Latinamerika: Alle disse lande er så forskellige, og de bidrager med så meget – hvert land har på et eller andet tidspunkt bidraget med noget vigtigt til den universelle historie. Så i al deres mangfoldighed har de også ting, der bidrager til udviklingen af den universelle historie som helhed. Så jeg tror, at respekt for forskellighed og anerkendelse af det, der er universelt, er grundlaget for fred. Det synes jeg, Putin udtrykte på en meget dybsindig måde. Så jeg kan kun opfordre til, at man ikke bare lytter til medierne: Læs hele talen! Det er forresten et gammelt princip fra humanisterne, som altid sagde: “Gå til kilderne.” Og i det tilfælde burde Putin være sådan en kilde.

SCHLANGER: Det plejede din mand også ofte at sige.

Nu har vi et spørgsmål om Robert F. Kennedy Jr.s meddelelse i denne uge om, at han vil stille op som uafhængig præsidentkandidat. Vi har selvfølgelig selv oplevet korruptionen i Demokraternes nationale ledelse og i DNC, men spørgeren spørger: “Hvad synes du om Kennedy-kampagnen?”

ZEPP-LAROUCHE: Tja, jeg synes helt sikkert, at der er et glimt af håb i horisonten. Selv om jeg nok ikke er enig i alle de ting, han har sagt, så synes jeg, det er et frisk pust på den politiske scene i USA, fordi han tydeligvis minder om sin onkel, John F. Kennedy, hans fredstanke, og tydeligvis også afspejler nogle af sin fars synspunkter; og han er også tæt på Martin Luther King.

Jeg tror, at Biden nu har et stort problem, for da Biden og DNC lavede reglerne for primærvalgene på en sådan måde, at det blev klart, at uanset hvor mange stemmer Robert Kennedy ville få, ville de ikke blive talt med på det grundlag, at Det Demokratiske Parti siger: “Åh, vi kan lave klubbens regler, for når alt kommer til alt, er Det Demokratiske Parti en privat klub, Det Demokratiske Parti er jo en privat klub,” og det var sådan, de argumenterede for at stjæle mange af min mands delegerede i Arkansas under hans præsidentkampagne [i 2000], og det var helt klart en overtrædelse af loven om vælgernes rettigheder, og det Demokratiske Parti indikerede nu klart, at de også var villige til at gå den vej. Men når man nu ser på den procentdel af demokratiske vælgere, som i meningsmålingerne har sagt, at de ville stemme på Kennedy som uafhængig – en meningsmåling, jeg så, viste endda, at 63% af demokraterne ville stemme på Kennedy – så synes jeg, at det er en grund til, at Biden er blevet lidt mere fornuftig på mange punkter.

Og man kan kun håbe, at Kennedys sikkerhed er meget god i betragtning af hans families historie. Men skylden, hvis det skete for ham, hvad der skete for hans onkel og hans far, det ville være sådan et mareridt, at jeg tror, at ingen i USA ved deres fulde fem ville ønske at gå den vej, fordi det ville rive landet fra hinanden på en måde, som sandsynligvis ikke ville være til at skjule.

Jeg finder det meget håbefuldt, og jeg tror, at USA kan vende tilbage til deres tradition for en republik. Jeg ved, at det er et meget vanskeligt forslag lige nu, i betragtning af at magthaverne synes at være så stærke, men jeg tror ikke, at ånden i den amerikanske republik, den amerikanske forfatning, den amerikanske revolution, som trods alt var den første uafhængighedskrig mod det kolonialistiske system, mod det britiske imperium, jeg tror, at den tradition kan fremkaldes. Og det ville ændre verden til det bedre så dramatisk, at jeg tror, alt ville falde på plads, fordi det ville imødekomme et krav fra flertallet af verdens lande om, at verden skulle bringes ind i et mere retfærdigt system.

Det er en meget spændende periode, og jeg kan kun sige: Sid ikke på sidelinjen, bliv aktiv sammen med os for at sikre, at verden bevæger sig i retning af fred og en ny orden.

SCHLANGER: LaRouche-kandidaten til det amerikanske senat i New York, Diane Sare, udsendte en meget god erklæring om vigtigheden af Kennedy-kampagnen. Selvfølgelig har DNC sin opfattelse af, at det er den regelbaserede orden, men jeg vil gerne påpege, at meningsmålingerne viser, at to tredjedele af demokraterne ønsker, at Biden ikke stiller op. Så det, du siger, er helt sikkert tilfældet.

Jeg har et par spørgsmål, Helga, som går lige i hjertet af nogle filosofiske tanker, som jeg ved afspejler din tankegang, og jeg vil gerne læse dem for dig. Det ene er fra Thomas, som ofte sender et spørgsmål ind. Han spørger om coincidentia oppositorum, og han siger: “Det, du efterlyser, er en højere filosofisk tilgang til at løse problemer.” Men han sagde: “Der er et problem med den nuværende degenerering af kulturen. Kan det fungere at bruge et sådant filosofisk princip i betragtning af dets kompleksitet og den generelt dårlige kvalitet af folks tænkning?”

Og jeg vil gerne forbinde det med en kommentar fra Tony Magliano fra Pax Christi, som rejser et spørgsmål om katolsk sociallære, der lægger vægt på kærlighed, social retfærdighed og fred, respekt for alt liv. Ville det være nyttigt i håndteringen af krisen?

ZEPP-LAROUCHE: Det tror jeg absolut. For det er sandt, at den nuværende vestlige kultur er absolut degenereret. Jeg tror, vi har en dyb kulturel krise, sandsynligvis værre end i slutningen af Romerriget, fordi det liberale system er gået i retning af “alt er frit, alt er tilladt” i så lang tid, at man har et sandt morads af degeneration. Det overser jeg ikke et sekund.

Men heldigvis har vi rundt omkring i verden kulturer, som har afvist det. Jeg ved, at mange mennesker ikke har den rette forståelse, men den kinesiske idé om en harmonisk udvikling af alle nationer, baseret på den lange konfucianske tradition, har en lignende tilgang. Man finder lignende ideer i mange andre kulturer og religioner, og især er jeg helt enig i den augustinske tradition i den kristne tro. Jeg mener, at ideen om agape, om kærlighed, er den absolutte, uundværlige ingrediens, for kun hvis folk vender tilbage til en kærlighed til menneskeheden, har vi noget håb om at løse de mange problemer, vi har berørt i dag.

Desuden mener jeg, at Kirkens sociale lære er absolut nødvendig, for hvis alle de partier, der har et “C” i deres navn, som de kristne demokrater i Tyskland, den kristne sociale union, hvis de ville følge kravene i Kirkens sociale lære eller pavens encyklikaer, ville vi ikke være i denne krise. Problemet er, at de kun taler om disse værdier, men de handler ikke efter det.

Men jeg kan kun sige, at jeg har et stort håb om, at hvis alle religionerne i den nuværende krise ville træde frem og ikke være en del af dette “del og hersk”-spil, men faktisk gå ud over den nuværende situation og forene sig om spørgsmålet om fred – absolut!

Og siden Thomas nævnte coincidentia oppositorum: Det er et vanskeligt begreb, det indrømmer jeg. Men jeg synes, det er en af de mest værdifulde anstrengelser at forsøge at forstå det. Naturligvis kom Nicolaus af Cusa til ideen gennem sine teologiske diskussioner og refleksioner, hvor han tænkte på skabelsens mangfoldighed, mangfoldigheden af alt materielt omkring os og behovet for at lede efter den Ene, som forener denne mangfoldighed. Og han kom til den konklusion, at den Ene, den højere Ene, naturligvis er Gud. Og kun hvis man tænker på ideen om, at mennesket er Guds levende billede, imago viva Dei; ikke bare Guds billede, imago Dei, men imago viva Dei, Guds levende billede; som, når mennesket forsøger at være sådan, kopierer de mest ædle aspekter af det guddommelige, nemlig kreativiteten for det fælles bedste. Når man tænker alle disse ting igennem, kommer man til den konklusion, at når man først har denne vis creativa i sig, kan man altid begrebsliggøre det højere Ene, det højere niveau, hvor alle modsætningerne går op i en højere enhed. Og det er en metode, når man tænker på Gud på denne måde, denne delvist negative teologi, hvor man ikke ønsker at give Gud et navn, som selv navnet “den Almægtige” eller “den Alvidende”, det er allerede begrænsninger, for når man siger noget så konkret om Gud, udelukker man allerede visse ting, og man projicerer sine egne menneskelige synspunkter. Og det er derfor, Nicolaus af Cusa gjorde en stor indsats for at nå frem til en definition af Gud, som ikke var begrænset af menneskelige projektioner.

To andre ekstremt vigtige skrifter er for eksempel De Visione Dei, Om synet af Gud, og De Non Aliud, som er et meget udfordrende skrift! Men hvis du læser disse ting, er det gode, at det forhindrer dig i at knytte dine tanker til et fast objekt. Så at læse Cusa og forsøge at forstå ham er det bedste våben mod aristotelisme, fordi det forhindrer dig i at hægte dig fast på en nem forklaring, og det tvinger sindet til at tænke på dette højere niveau, som er kilden til kreativitet. Enhver komponist af klassisk musik vil straks forklare dig, at det er nødvendigt for at skabe en komposition som for eksempel Beethovens symfonier eller de store dramaer. Fordi du er nødt til at have denne idé om det højere i dit sind, før du overhovedet begynder at spille den første tone eller skrive det første ord i et drama.

Så det er en måde at tænke på. Og jeg er enig i, at det er svært, men jeg er også optimistisk med hensyn til, at man kan overvinde det, og jeg tror, at det, vi har brug for, er en slags råd af de vise, verden over, af mennesker, der er villige til at overveje en sådan måde at tænke på, for at overvinde de nuværende modsætninger. Og jeg tror, at nogle mennesker allerede viser dette som en kvalitet.

SCHLANGER: Helga, tak for det svar, og fordi du er med os igen i dag, vi er forhåbentlig tilbage i næste uge. Nogen afsluttende ord? Jeg må igen understrege, at folk kan downloade den nye opfordring til handling, “Ikke flere penge til våben i Ukraine! Ingen verdenskrig med Rusland eller Kina!” Er der noget andet, du vil tilføje?

ZEPP-LAROUCHE: Ja, du bør kontakte os, for vi er i gang med at danne en international fredskoalition, som allerede har tilslutning fra omkring 100 organisationer og enkeltpersoner fra mange dele af verden, og vi forsøger at opbygge den til at blive en stadig stærkere koalition af mennesker, der modsætter sig optrapningen til Tredje Verdenskrig. Og du bør kontakte os, og så vil vi inkludere dig i denne kamp, som er meget vigtig. Så lad være med at sidde på sidelinjen: Bliv aktiv sammen med os!

SCHLANGER: OK, tak Helga, og vi ses i næste uge.

ZEPP-LAROUCHE: På gensyn i næste uge.




1 del: Skab fred mellem nationer og en ny retfærdig økonomisk verdensorden, 7. oktober 2023

1. Politisk orientering med formand Tom Gillesberg (Den 7. oktober, dvs. inden Hamas’ angreb på Israel.)

2. Baggrunden til krigen i Ukraine med Jens Jørgen Nielsen, Rusland/Ukraine ekspert

Se også 2. del om kampagnen for en ny retfærdig økonomisk verdensorden

Kontakt os: +45 53 57 00 51;

si@schillerinstitut.dk

Dansk: www.schillerinstitut.dk

Præsentationsvideo: Schiller Instituttet: Fred Gennem Udvikling: https://www.youtube.com/watch?v=hJPD7…

Andre vigtige hjemmesider:

English: www.schillerinstitute.com

www.laroucheorganization.com

www.larouchepub.com

www.larouchepub.com/eiw




Forsvar menneskeheden

9. oktober 2023 (EIRNS) – Der er to reaktioner internationalt på de forfærdelige begivenheder i Israel/Gaza i sidste weekend, som nu forværres minut for minut. Der er dem, der forsøger at udnytte det ud fra geopolitiske, onde hensigter, og der er dem, som opfordrer til våbenhvile, ro og til at tage fat på at løse de faktorer, der førte til en sådan rædsel. Af respekt for de forfærdelige personlige kvaler, der umiddelbart er involveret, er der intet andet udgangspunkt for at se på krisen end fra højeste niveau, så man kan handle for at afslutte den.

På den geopolitiske side er der mange skæbnesvangre træk. USA har sendt en slagstyrke, ledet af verdens største hangarskib, USS Gerald R. Ford, ind i det østlige Middelhav som en magtdemonstration og beredskab til angreb. USA’s forsvarsminister Lloyd Austin har beordret ammunition og forsyninger til Israel for at understøtte en maksimal hævnaktion. Den Europæiske Union suspenderede i dag al livsopretholdende humanitær hjælp til Gaza. EU-kommissionen handlede uden at konsultere sine 27 medlemslande. De mødes til hastemøde tirsdag den 10. oktober. EU suspenderede sin bistand, samtidig med at Israel har indført en “fuldstændig belejring” for at afskære al elektricitet, vand, mad og andre forsyninger til de 2,3 millioner mennesker i Gaza.

I alt er dødstallet blandt palæstinensere og israelere, og andre nationaliteter fra Thailand til USA, mere end 2.000, med tusindvis af sårede, og der er intet ophør i sigte.

På fornuftens og medfølelsens side er der opfordringer til våbenhvile, til at indlede forhandlinger og til at gøre noget ved den elendighed, der præger Gaza og de palæstinensiske områder, og til at etablere to stater for befolkningerne i Israel og Palæstina. Dette blev gentaget i dag af generalsekretæren for Den Arabiske Liga, Ahmed Aboul Gheit, og af den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, der mødtes i Moskva, og som forpligtede sig til at “stoppe blodsudgydelserne.” Lavrov talte om at arbejde “med de lande, der er interesserede i at etablere varig fred i Mellemøsten.” Gheit, en tidligere egyptisk udenrigsminister, erklærede: “Vi kræver, at der skabes politiske udsigter og en retfærdig løsning på den palæstinensisk-israelske konflikt.”

Det samme synspunkt er blevet erklæret som Kinas politik og gentaget i dag i Beijing af præsident Xi Jinping, da han mødtes med det amerikanske senats flertalsleder Charles Schumer (D-NY), som ledede et kongresbesøg i Kina, og som skosede Kina for ikke at støtte Israel stærkt nok.

I mellemtiden er der et ildevarslende pres for at opbygge en sag om, at Iran er ansvarlig for Hamas-angrebet, så derfor “fortjener” Iran et vestligt (NATO-) angreb – en udløser for global holocaust….

I dag talte Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj (via video) til NATO’s parlamentariske forsamling i København, hvor han sammenlignede Rusland og Hamas som terrorister på grund af deres “uprovokerede” angreb. Han krævede, at USA overvandt sine “interne” politiske skænderier og fremskaffede pengene til våben og støtte til Ukraine.

Disse få opdateringer understreger den kritiske opfordring til handling, som Den Internationale Fredskoalition, Schiller Instituttet og samarbejdende netværk og personer verden over udsender: Stop krigsførelsen! Afskær finansieringen. [Indled forhandlinger]

Schiller Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, udtalte i dag: “Jeg tror, at vores tilgang, uanset hvad situationen er på jorden, er, at man ikke kan se på nogen af disse situationer enkeltvis og alene. Man er nødt til at se på Ukraine, NATO’s udvidelse siden 1990; krigen i Ukraine, faren for, at det fører til Tredje Verdenskrig på kort sigt. Nu har vi derudover situationen i Sydvestasien. Andre konflikter er under opsejling, som Taiwan-spørgsmålet med Kina, Global NATO. Og så har vi en masse mindre konflikter, som ikke desto mindre er meget alvorlige for de mennesker, de angriber, som Armenien og Aserbajdsjan over Nagorno-Karabakh. Og for slet ikke at tale om Haiti og Afghanistan og alle de andre forfærdelige situationer.

“Så vores tilgang må være, at vi absolut må katalysere det hele ind i et nyt paradigme, for kun hvis man etablerer en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til alle landes sikkerheds- og udviklingsinteresser, kan der komme en fredelig løsning. Og det har været vores politik siden begyndelsen af krigen i Ukraine, og jeg mener, at det også er tilfældet med situationen i Sydvestasien.”

På tidspunktet for udsendelsen af denne advarsel vil Schiller Instituttet offentliggøre en international erklæring som en opfordring til handling. I Washington, D.C., vil LaRouche-organisationen onsdag den 11. oktober ved middagstid uden for Kongressen afholde et møde med temaet “Ingen penge til Ukraine, ingen Tredje Verdenskrig med Rusland og Kina.”

En talsmand for Schiller Instituttet rapporterede her til aften: “I de næste timer og dage må USA’s kongres, parlamenterne i Canada og Europa, præsidenterne i Central- og Sydamerika og regeringerne i Asien og Afrika høre og se verdens folk stå op for menneskeheden imod en verdenskrig med Rusland/Kina og ”krigsskuepladsernes befolkningskrige, som er en del af denne verdenskrig. Vi er nødt til at tage telefonerne og komme ind på embedsmændenes kontorer, vi er nødt til at gå ud på gaderne og foran regeringsinstitutioner for at sige, at krig ikke er svaret; at det er en forbrydelse mod menneskeheden at påtvinge de besiddelsesløse og fattige krig; at der ikke skal bruges en eneste dollar mere på våben til Ukraine…..” [Begynd forhandlinger]

Foto: Belle Co, Pexels CCO

 




Schiller Instituttets ugentlige webcast med Helga Zepp-LaRouche den 4. oktober:
Diplomati eller total krig? Du vælger! Der er ingen tredje mulighed

Ikke korrekturlæst.

HARLEY SCHLANGER: Hej og velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af og formand for Schiller Instituttet. I dag er det onsdag den 4. oktober 2023. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært. Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, kan du sende dem til questions@schillerinstitute.org.

Meget af det, vi skal diskutere i dag, handler om situationen omkring NATO’s stedfortræderkrig i Ukraine mod Rusland. Der har været en række vigtige udviklinger: EU og NATO viste i sidste uge deres tåbelige engagement i en fortsat krig ved at lade deres udenrigsministre strømme til Kiev og give løfter om at fortsætte krigen til det sidste, uanset tabet af ukrainske liv eller de ødelæggelser, de påfører deres egne landes økonomier. I USA blev formanden for Repræsentanternes Hus afsat i en kamp, der i virkeligheden handlede om, at han brød sit løfte om at stoppe finansieringen af krigen i Ukraine, og om dobbeltspil i spørgsmålet om krigsfinansiering. Og vi ser forandringer i Europa med en stadig dybere splittelse mellem Ukraine og Polen, et antikrigsparti i Slovakiet, der fik flest stemmer ved det nationale valg lørdag den 30. september, og et livstegn for antikrigsbevægelsen i Tyskland, hvor støtten vokser til et forslag om en forhandlet fred, der blev fremsat den 28. august af fire meget fremtrædende tyskere.

Så Helga, lad os begynde med dine tanker om denne strategiske konjunktur, hvordan du ser den, og hvor du tror, tingene er på vej hen?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, det er lovende, farligt, fascinerende og håbefuldt. Jeg vil ikke nedtone faren for krig, for situationen i Ukraine er stadig en kødhakker, hvor briterne igen og igen forsøger at optrappe krigen, som det nylige eksempel med den nye britiske forsvarsminister Grant Shapps, der havde en vild idé om at sende den britiske flåde ind i Sortehavet for at forsvare ukrainske skibe, at sende britiske soldater til Ukraine for at træne ukrainere i Ukraine: Det var for meget for selv premierminister Sunak, så han foretog en kovending, og nu er Shapps også ved at skrue ned for sin krigsretorik. Men det viser, at de neokonservative og det britiske imperiums styrker stadig er indstillet på at optrappe krigen.

Men mens det står på, må vi ikke sænke paraderne et sekund, for det hele er ved at bryde sammen. Du nævnte afsættelsen af Kevin McCarthy, formanden for Repræsentanternes Hus, og det er en fascinerende historie, for det var uventet, det er aldrig sket før. Men det var en kombination af 7 republikanere og jeg tror 210 (eller et stort antal) demokrater, og de havde en stemmeprocent på 216-210. Men den virkelig interessante historie er, hvad Matt Gaetz, det republikanske kongresmedlem, sagde, som det, der lå bag: Nemlig at USA’s årlige gæld er på 2 billioner dollars, at USA har en samlet gæld på 33 billioner dollars, og at det er uholdbart, især nu – og det var vigtigt, at Gaetz bragte dette frem i Kongressen – at der foregår en massiv de-dollarisering, hvor mange lande bare bevæger sig ud af dollaren og går over til at handle i deres egne nationale valutaer, og at det nu faktisk er ved at udgøre en faktor.

For det her er ikke en naturkatastrofe, det er en menneskeskabt katastrofe, for det er et modsvar. Hvis USA og briterne ikke havde skubbet på denne NATO-krig, de seks NATO-udvidelser mod øst, som i sidste ende involverede Maidan-kuppet i Ukraine i 2014 og den efterfølgende udvikling, der endte med krigen i Ukraine, krævet sanktioner mod Rusland, indført bevæbning af dollaren ved blot at tage aktiver fra Rusland, Afghanistan og andre lande. Alle disse politikker var, at de mennesker, der pressede på, troede, at de kunne slippe af sted med hvad som helst, fordi de er den unipolære verden, men langt størstedelen af menneskeheden så på det og sagde, vent et øjeblik, hvis det at arbejde med hegemonen, med USA, fører til alt dette, og vi skal betale regningen, er det måske ikke så god en idé.

Så der var et enormt tilbageslag. BRIKS – Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika – udviklede et enormt momentum på deres topmøde i Johannesburg i august, hvor seks nye medlemmer kom til, heriblandt Iran og Saudi-Arabien, Egypten, Etiopien, De Forenede Arabiske Emirater og Argentina. Og yderligere 40 lande har ansøgt om medlemskab i den næste periode.

Så der foregår lige nu en fuldstændig nyorientering af verden, et nyt paradigme er under udvikling som svar på forsøget på at gennemtvinge en unipolær verden, da den tydeligvis ikke længere havde noget grundlag, og sandsynligvis aldrig har haft det. Nu har vi det første offer, så at sige, i form af formanden for Repræsentanternes Hus, som forsøgte at presse et lovforslag igennem, der blandt andet ville have betydet en løbende penge- og våbenstrøm til Ukraine. Og der er mange mennesker i USA, der siger, at det er penge, som de amerikanske borgere ikke har mere, som står over for en kollapsende infrastruktur, som er i en forfærdelig social og kulturel krise i USA.

Alt dette sker på en meget dramatisk måde. Og inden for det er der heldigvis en voksende indsats for at få en fredelig løsning. Du nævnte oplægget fra disse fire fremtrædende tyskere – jeg tror, vi diskuterede det allerede i sidste uge – men jeg vil gerne gentage det: Det er et oplæg fra forhenværende general Harald Kujat, som tidligere var den øverste militære leder i Tyskland; Horst Teltschik, en topdiplomat under den tyske genforening og mangeårig formand for sikkerhedskonferencen i München; professor Hajo Funke, en historiker fra Berlin; og Peter Brandt, søn af Willy Brandt. Dette [papir] (https://schillerinstitute.com/blog/2023/09/28/ending-the-war-by-a-negotiated-peace/) cirkulerer vidt og bredt. Den internationale fredskoalition, som vi har taget initiativ til, og som vokser og ekspanderer hurtigt, er mobiliseret for at få den udgivet i så mange lande som muligt, og vi fik nogle gennembrud: Papiret blev udgivet og kommenteret i Italien, Frankrig, Schweiz, Mexico og sandsynligvis et par andre. Men der er også andre mennesker, der promoverer denne artikel. Så der er en voksende idé om, at krigen skal afsluttes gennem fredsforhandlinger, og dette papir indeholder et meget konkret forslag til, hvordan det kan gøres.

Det er et vigtigt redskab for de mennesker, der virkelig ønsker at stoppe faren for Tredje Verdenskrig, så vi vil offentliggøre linket til deres papir igen under denne webcast, og jeg beder jer alle om at hjælpe med at sprede det. Hvis du har en blog, en platform eller en trykt publikation, så genoptryk den, få folk til at kommentere på den og gør den kendt. For jeg tror, I har brug for et samlingspunkt, og selvom der har været en del kritik, og vi faktisk fik nogle meget skarpe reaktioner fra folk, der sagde, at det er helt urealistisk, fordi Rusland aldrig vil gå med til det, Rusland stoler ikke længere på Vesten – ja, det er sandt. Men hvad Rusland tænker, bestemmes af, hvad Vesten gør, og hvis vi kan mobilisere en betydelig fredsstyrke i Vesten, er jeg helt sikker på, at Ruslands holdning også vil ændre sig, for jeg tror ikke, at Rusland ønsker en tredje verdenskrig. Men de ønsker ikke at kapitulere over for et Vesten, der er dobbeltmoralsk og ikke ærligt. Men hvis vi mobiliserer en ærlig fredsbevægelse, tror jeg, vi har en chance for at afslutte denne krig med diplomati.

Og jeg synes, at McCarthys afsættelse fra sin stilling i Repræsentanternes Hus på grund af disse spørgsmål bør give alle et enormt boost og en følelse af optimisme, at man kan gøre noget for at vælte en tyrannisk orden. Så vi bør absolut være optimistiske og blive ved med at opbygge fredsbevægelsen: IPC vil blive udvidet, så slut dig til os i denne indsats, og lad os se i øjnene, at verden forandrer sig meget hurtigt, og der er absolut intet, der kan sætte ånden tilbage i flasken! Så derfor er den eneste fornuftige holdning, at vi må få de vestlige lande til at slutte sig til det globale flertal og opbygge et nyt system, et nyt paradigme for internationale relationer. Og hvis de vestlige lande ville give udtryk for det, kunne alt løses, for jeg er helt, helt sikker på, at BRIKS-landene og landene i det Globale Syd ville hilse en positiv holdning fra Vesten mere end velkommen.

SCHLANGER: Vi har et spørgsmål fra vores ven, som gerne vil vide, hvad resultatet blev af drøftelserne i Repræsentanternes Hus og Senatet i sidste uge. Han påpeger, at Biden havde bedt om at få stillet over 20 milliarder dollars i nye penge til rådighed for Ukraine; det blev så reduceret til 6 milliarder dollars, og så blev det taget helt ud af budgettet i det lovforslag, der gik igennem. Men han spørger: “Betyder det, at de ikke vil bruge flere penge? Eller at de stadig vil forsøge at bringe det op igen?”

ZEPP-LAROUCHE: Tja, når man kender de interesser, der er knyttet til det, det militærindustrielle kompleks, så er jeg sikker på, at de vil tage det op igen. Men lige nu er der en objektiv flaskehals, og flaskehalsen er, at ikke alene blev pengene ikke godkendt i denne runde, men lagrene af ammunition i USA og selv i de europæiske lande er ved at være så små, at det bringer de involverede landes nationale forsvarsbehov i fare. Det er meget interessant, for i mellemtiden har Rusland i de halvandet år, krigen har varet, faktisk ikke stået over for sådanne problemer. Men de har opbygget deres krigsøkonomi ret effektivt, og jeg tror, det er på tide, at Vesten indser, at de ville gøre det meget bedre og handle i deres egne borgeres interesse, hvis de ville stoppe dette fokus på militæret og få gang i økonomien! For USA’s økonomi ligger i ruiner, infrastrukturen bryder sammen, der er forfærdelige sociale problemer overalt, og Tyskland er i frit fald som følge af sanktionerne mod Rusland, sabotagen af Nord Stream-rørledningerne, stigningen i energipriserne, som virkelig vil eksplodere i det kommende efterår og vinter; næsten halvdelen af industrien er enten ved at lukke ned, gå konkurs eller sige, at de ikke har råd til at blive i Tyskland længere, og de søger investeringer i udlandet – enten USA eller Kina; og Tyskland står derfor over for en enorm økonomisk og også social krise.

Så det er virkelig på tide at genoverveje, og hvis de regeringer, der fører disse politikker, ikke er i stand til at genoverveje, må de udskiftes: Det står i Uafhængighedserklæringen, og det er faktisk borgernes grundlæggende rettigheder, for hvis regeringer sværger, når de tiltræder, som i det tyske tilfælde, skal alle ministre og kanslere aflægge ed på, at de vil forsvare det tyske folks interesser, at de vil øge fordelene for dem og forhindre dem i at lide skade; og hvis du har regeringer, der krænker det hver dag, hver time, så bør disse regeringer muligvis udskiftes på det tidligst mulige tidspunkt.

SCHLANGER: Helga, for at følge op på dette tema har vi et spørgsmål fra Angela fra Italien, som citerer noget, du har sagt for nylig, og spørger: “Hvad mente du, da du sagde, at nationer i det Globale Syd, i Latinamerika, Asien og Afrika, er ‘trodsigt uoverbeviste om retfærdigheden i den ukrainske sag’?” Og så sagde hun, at hun mener, at afrikanerne er blandt de nationer, der støtter Rusland stærkt. Vil du kommentere på det?

ZEPP-LAROUCHE: Der var virkelig en stor indsats fra amerikanske embedsmænd, EU-embedsmænd, repræsentanter for forskellige europæiske regeringer, de rejste rundt i verden til Latinamerika, Asien og Afrika for at forsøge at lægge maksimalt pres på disse lande, så de skulle fordømme den såkaldte “russiske aggression” og slutte sig til de såkaldte “demokratier”. Det har været en total fiasko. Landene i det Globale Syd, med undtagelse af nogle, der var for svage til at modstå et sådant pres, nægtede grundlæggende at gøre det. De insisterede på, at de ville indtage en alliancefri position, og at de ikke ønskede at blive en brik i denne geopolitiske konfrontation.

Grunden til, at de gør det, er ret indlysende, for det, der sker med hensyn til angreb på Rusland – fra medierne, fra politikerne – og på Kina, er, at disse lande har oplevet noget helt andet. De har oplevet, at det såkaldte Vesten, især USA, men også de europæiske kolonimagter, kun tilbød militærsamarbejde, træning af tropper, sikkerhedsspørgsmål, men ingen økonomisk udvikling. Men så ser de på Rusland og Kina, og de tilbyder økonomisk udvikling, infrastruktur, havne, lufthavne, atomkraftværker, og så siger de, jamen, disse lande hjælper os med at overvinde underudvikling, så måske er de vores venner. Særligt i nogle lande er erindringen om kolonialismen ekstremt nærværende! Også i de afrikanske nationers kamp for uafhængighed – hvem var på deres side? Det var Sovjetunionen.

Så på en måde har den seneste periode været som et vendepunkt, hvor en masse ting, som var dækket af fortællinger og historier og så videre, nu er kommet frem i lyset: At landene i det Globale Syd ikke ønsker at fortsætte det kolonialistiske system, og hvem forbinder de med det? Det er USA, briterne, europæerne.

Så jeg tror virkelig, at vi oplever en enorm forandring, og hvis de europæiske lande og USA ønsker at genvinde tilliden hos landene i det Globale Syd, er de nødt til at ændre sig drastisk. De bør indrømme, at de tog fejl, at de forsøgte at fortsætte det kolonialistiske system med moderne midler, gennem handelsregler, gennem kreditbetingelser, ved at tvinge landene i det Globale Syd til at nøjes med at eksportere deres råmaterialer og ikke tillade dem at engagere sig i oparbejdning og gå op i produktionsværdikæden, så de kunne få gavn af deres egne ressourcer. Det har de gennemskuet: Det er ikke en hemmelighed!

Nu bevæger de sig i retning af at få hjælp fra især Kina, men også Rusland og andre lande, til at forbedre deres produktionskæde, og de har et ønske om at blive mellemindkomstlande på mellemlangt sigt eller endda på kort sigt. Og det synes jeg er en rigtig god ting! Hvis folk i Nord var fornuftige, ville de glæde sig over det. USA førte trods alt den første antikolonialistiske krig mod Det Britiske Imperium i 1776, så de burde være glade for det og huske deres egen antikolonialistiske tradition i stedet for at tage parti for deres tidligere kolonialistiske herre, Det Britiske Imperium!

SCHLANGER: Vi oplever fortsat en vis skepsis over for muligheden for en forhandlingsløsning. Jeg vil ikke gennemgå alle spørgsmålene, men et par af dem vil du måske eller måske ikke kommentere på. Fra J. i chatrummet siger han dybest set: “Hvorfor skulle Rusland forhandle med Vesten efter alle de brudte løfter?”

Så har vi et fra J.S., som spørger: “Hvordan kan antikrigsbevægelsen i noget politisk parti blive hørt, når folk nægter at acceptere den virkelige situation på grund af krigspropaganda?”

Så hvis du har lyst til at kommentere på nogen af dem, kan vi gå videre til andre spørgsmål om BRIKS.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg ved, at det er et meget almindeligt synspunkt i Rusland blandt folk, der ser på det ud fra russiske interesser, og de er meget barske. Eksempelvis starter erklæringen fra de fire tyskere med at sige, at den uprovokerede – nej, ikke “uprovokerede” – men Ruslands aggressionskrig mod Ukraine; og mange mennesker har problemer med den formulering. Jeg tror, at den næste sætning i det papir er, at fornuften alligevel må sejre.

Så hæng dig ikke i den første sætning, for hvad tror du, hr. Kujat var formand for NATO’s militærkomité; han var den højeste militære person i det tyske Bundeswehr. Horst Teltschik er fra en konservativ tradition i Kristendemokraterne. Jeg mener, man kan ikke forvente, at folk ikke siger noget, som de føler skal appellere til, hvad flertallet af befolkningen mener. Men det er kun én sætning, og hele resten er dybest set meget konstruktivt og rettet mod at vinde folk fra deres egne politiske fraktioner i Tyskland.

Nu er jeg sikker på, at jeg ikke har talt med de fire forfattere om deres motiver for at skrive det, som de gjorde, men jeg er ret sikker på, at de ønsker at stoppe krigen, og de ved udmærket godt, at optrapningen kommer fra NATO! Jeg mener, det er jo indlysende, så ingen kan misforstå det.

Så hvad gør man? Russerne er fast besluttet på at vinde på slagmarken, men NATO, i hvert fald indtil nu, folk som Stoltenberg og Baerbock og disse folk, de sagde, at vi er nødt til at “ruinere Rusland”, Rusland skal gøres fuldstændig ude af stand til at fortsætte denne politik; og Ukraine skal vinde. Så hvis du har to sider, der begge siger, at de er nødt til at vinde, så er du på vej mod Tredje Verdenskrig.

Men hvis Kujat-Teltschik-Funke-Brandt-forslaget får så meget momentum, at det påvirker denne ekstremt flydende strategiske situation, og at der kan arrangeres nogle forhandlinger. For du ved, der er Lula, der er de afrikanske stater, der er Vatikanet, der er Erdogan, der er det kinesiske forslag: Det er en masse mennesker, der er i bevægelse. Og hvis alle disse kræfter kan bringes sammen, og der rent faktisk kan forhandles, så tror jeg, at målet er at overbevise krigsfraktionen i Vesten, at svække dem og at få de mennesker frem i forgrunden, som ønsker at stoppe krigen. Og så vil russerne se helt anderledes på det.

Jeg mener, se: Jeg ved, at hvis Rusland så noget i Vesten, der var værd at genvinde tilliden til, så er jeg helt sikker på, at de ville gå tilbage til den slags forhandlinger, der var på bordet i marts 2022, hvor Zelenskyj havde indvilliget i det; Erdogan havde mæglet; der var faktisk en idé om at have et neutralt Ukraine. Så kom Boris Johnson til Kiev, og alt blev aflyst. Minsk-processen: Der var bestræbelser, som kunne have ført til en fredelig løsning.

Så jeg er overbevist om, at hvis dette vinder momentum, vil den russiske holdning ændre sig. Men den russiske holdning vil {kun} ændre sig, hvis der er en meget troværdig styrke i Europa og USA – eller i det mindste i Europa, for uden Europa kan USA virkelig ikke gennemføre dette – til at stoppe det. Og jeg synes virkelig, at folk skal opgive tanken om, at man alligevel ikke kan gøre noget, for hvis Tyskland f.eks. bevægede sig kraftigt i retning af disse fire menneskers forslag, ville krigen stoppe, fordi hele Europa ville følge efter. Se på, hvad der sker: Den nye valgvinder i Slovakiet, Robert Fico, som har været premierminister to gange før, han er helt klart fortaler for at stoppe våbensalget til Ukraine; han er for fredsforhandlinger; og han har en god chance for at danne den næste regering. Ungarn, det samme. Og i Frankrig er stemningen meget eksplosiv, og det kan gå begge veje. I Italien er der en enorm kamp. Så nøglen er i virkeligheden Tyskland, og jeg synes, at folk virkelig skal have en fornemmelse af, at det kan lade sig gøre, og at afsættelsen af McCarthy bør være et eksempel på, hvad man gør med politikere, der er krigshøge.

SCHLANGER: Jeg synes, det er meget tydeligt ud fra det, du lige har sagt, Helga, at vores seere nu har et ansvar i forhold til at droppe deres spørgsmål og blive mere aktivt involveret i organiseringen. Det er relateret til et par andre spørgsmål, der er kommet ind om, hvad der sker med BRIKS. Det ser ud til, at BRIKS bliver stærkere, som du nævnte tidligere.

Vi har et spørgsmål fra Algeriet om det nye finansielle system. Han skriver: “Det kan ikke gå hurtigt nok for mig. Hvad er fremskridtene med at erstatte den unipolære orden siden BRIKS-topmødet?”

ZEPP-LAROUCHE: Det har også ikke-lineære effekter. Den nye udviklingsbank er nu begyndt at udstede obligationer i nationale valutaer. Det er meget vigtigt, for det er den slags kreditskabelse, der er brug for. Ideen om en BRIKS-valuta er lidt mere vanskelig. Men en vigtig udvikling, som finder sted i Rusland lige nu, er, at chefen for centralbanken, Elvira Nabiullina, stadig er et levn fra Boris Jeltsin-traditionen. Hun er, vil jeg sige, en neoliberal finansiel monetarist, og hun har forhindret mange af de ændringer, som for eksempel den [russiske økonom Sergei Glazyev] (https://www.royalcollins.com/leaping-into-the-future-china-and-russia-in-the-new-world-tech-economic-paradigm/) havde foreslået, og som faktisk skrev en bog om, hvorfor Kina skulle være modellen for Rusland.

Nu følte Nabiullina sig nødsaget til at angribe det kinesiske finanssystem ved at komme med den ret absurde udtalelse, at Kina havde forsøgt at liberalisere økonomien i årtier og ikke havde gjort det. Det er bare ikke sandt: Kina har gjort præcis det modsatte ved at bremse investeringer i spekulative områder og forbyde kinesere at rejse til udlandet og investere i spekulative sektorer. Så hun tager faktuelt fejl, for at sige det mildt. Men det har nu skabt en meget interessant debat i Rusland, hvor hun bliver kritiseret, og den kinesiske model bliver diskuteret bredt.

Det ville naturligvis kræve, at der blev truffet nogle foranstaltninger i kølvandet på arven fra Jeltsin, men hvis Rusland meget tydeligt adopterede den kinesiske model, ville det gavne Rusland enormt, og der er ingen grund til, at Rusland med sit utrolige videnskabelige potentiale ikke kunne kopiere den kinesiske model på en meget kraftfuld måde.

Så det er de forandringer, der finder sted. Og det faktum, at de-dollariseringen var en faktor i udviklingen, det, der lige er sket i den amerikanske kongres, giver dig bare en forsmag på, at budskabet vil komme stærkere selv til de mest hard-core mennesker i Vesten, der ønsker at holde fast i den gamle orden, at de bliver nødt til at ændre sig.

Så jeg kan kun være enig: Det skal ske hurtigt, men jeg er helt sikker på, at det vil ske.

SCHLANGER: Og Helga, jeg har et sidste spørgsmål til dig, som jeg er sikker på, at du med glæde vil besvare. Det er fra en af vores seere, som så [Manhattan Project](https://laroucheorganization.com/article/2023/09/30/weve-returned-china-youth-delegation-discussion] programmet sidste lørdag, som var en diskussion med unge mennesker, der repræsenterede Schiller Instituttet i en delegation, der besøgte Kina, og som havde en masse at berette om det. Og seeren spørger: “Hvor vigtigt er denne form for person-til-person-diplomati for at vende det fjendtlige syn hos de propagandister, der ønsker en krig mod Kina?”

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det er supervigtigt, for den entusiasme, hvormed de 15 delegerede kom tilbage, den er smitsom! Og jeg talte med nogle af de mennesker, der var med i den delegation. De bekræftede bare alt det, {alle}, der tager til Kina, kommer tilbage med: Forretningsmænd, der investerer der, turister, folk, der gifter sig ind i en kinesisk familie, de rapporterer alle det samme. Det, disse 15 unge mennesker oplevede, er helt ægte. Og til de kritikere og kynikere i Vesten, som siger, at “det hele er kinesisk propaganda”, så tænk jer om et øjeblik: Man kan ikke få 1,4 milliarder mennesker til at lave et show!

Det, de har set med hensyn til folks optimisme, engagement og ønske om at få tingene til at fungere, det kommer til udtryk i ethvert møde, man har i Kina, så det er ikke noget, man kan finde på – det er virkeligt. Og jeg holdt en tale i 2001 i Reston, Virginia, som havde titlen [“Why Americans Should Go There: Eurasian Land-Bridge Determines Your Future”] (https://larouchepub.com/eiw/public/2001/eirv28n35-20010914/eirv28n35-20010914_030-why_americans_should_go_there_eu-hzl.pdf). Og det var en rapport om den gamle Silkevej og den moderne Nye Silkevej, og hvorfor folk faktisk burde rejse dertil og få en fornemmelse af den utrolige dybde i den kultur, de vil finde.

Så jeg mener, at den mellemfolkelige diskussion er ekstremt vigtig, for hvis jeg ikke var overbevist om, at folk i alle lande grundlæggende er gode, ville jeg have opgivet politik for længst. Jeg tror, det er de oligarkiske strukturer, der har overtaget nationerne, og det er grunden til, at den politiske situation er blevet så forfærdelig i de seneste årtier. Men flertallet af mennesker, den almindelige landmand, den almindelige håndværker, den almindelige læge, sygeplejerske, bygningsarbejder, ingeniør, de ønsker alle at få tingene til at fungere! Og i Kina er arbejdsmoralen meget, meget bedre end i Vesten. Jeg bliver ved med at sige, at kineserne lige nu har alle de dyder, som tyskerne havde, men som vi desværre har mistet. Men det kan komme tilbage.

Jeg kan kun opmuntre dig: Spar nogle penge op, køb en billet og tilbring din næste ferie i Kina. Og så næste år i Indien og i Afrika – lær verden at kende. Det er noget af det mest givende, du kan gøre, fordi det udvider din horisont, det gør det klart, at der er hele universer at opdage, når du finder ud af om gamle kulturer i en anden del af verden. Så jeg er meget glad for det, og jeg kan kun anbefale dig at gøre det samme.

SCHLANGER: Og diskussionen fra Manhattan-projektet, der er et link til videoen på [The LaRouche Organization website] (https://laroucheorganization.com/node/986), så du selv kan få en fornemmelse af begejstringen hos de unge mennesker, der tog derhen.

Helga, endnu en gang tak, fordi du kom. Jeg tror også, vi vil have et link nederst på siden, som du nævnte, til [tyskernes fredsforslag] (https://schillerinstitute.com/blog/2023/09/28/ending-the-war-by-a-negotiated-peace/). På en måde er den debat, der foregår, værdifuld, for det, der kommer op, er, om folk vil have en løsning eller en undskyldning. Og vi er forbi det punkt, hvor undskyldninger er acceptable. Så, Helga, har du nogle afsluttende kommentarer?

ZEPP-LAROUCHE: Ja: Vi forsøger at opbygge denne internationale fredskoalition, så den bliver så magtfuld, at dens stemme ikke kan forbigås. Så hvis du er fredsaktivist, eller du burde være fredsaktivist, så kontakt os, gør andre mennesker opmærksomme på IPC’s aktiviteter, for vi ønsker at åbne op for den. Vi har en stor begivenhed om cirka 10 dage, så du bør absolut blive aktiv sammen med os. Dette er ikke et øjeblik i historien, hvor man bare skal tænke sig om: Det er et øjeblik, hvor det er dig og mange andre individer, der kan gøre forskellen.

SCHLANGER: OK, med det, Helga, tak fordi du var med os, og vi ses igen i næste uge.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, på gensyn i næste uge.




Ambassadør Chas W. Freeman, Jr.: De mange erfaringer fra krigen i Ukraine

Ikke korrekturlæst.

  • Ambassadør Chas W. Freeman, Jr. (USFS, pensioneret)
  • Gæsteforsker, Watson Institute for International and Public Affairs, Brown University
  • The Barrington Library, Barrington, Rhode Island, 26. september 2023

Jeg vil gerne tale til jer i aften om Ukraine – hvad der er sket med landet og hvorfor, hvordan det sandsynligvis vil komme ud af den prøvelse, som stormagtsrivalisering har udsat det for; og hvad vi kan lære af dette. Jeg gør det med en vis bæven og en advarsel til dette publikum. Min tale er, ligesom konflikten i Ukraine, lang og kompliceret. Den modsiger propaganda, som har været meget overbevisende. Min tale vil fornærme enhver, der er tilhænger af den officielle fortælling. Den måde, de amerikanske medier har behandlet krigen i Ukraine på, får mig til at tænke på en kommentar af Mark Twain: “Mange kommentatorers undersøgelser har allerede kastet meget mørke over dette emne, og det er sandsynligt, at hvis de fortsætter, vil vi snart ikke vide noget som helst om det.”

Det siges, at i krig er sandheden det første offer. Krig er typisk ledsaget af en tåge af officielle løgne. Aldrig har en sådan tåge været så tyk som i krigen i Ukraine. Mens hundredtusinder af mennesker har kæmpet og er døde i Ukraine, har propagandamaskinerne i Bruxelles, Kiev, London, Moskva og Washington arbejdet på højtryk for at sikre, at vi tager lidenskabeligt parti, tror på det, vi gerne vil tro på, og fordømmer enhver, der sætter spørgsmålstegn ved den fortælling, vi har internaliseret. Ingen, der ikke står ved frontlinjen, har nogen reel idé om, hvad der er sket i denne krig. Det, vi ved, er kun, hvad vores regeringer og andre krigstilhængere ønsker, vi skal vide. Og de har udviklet den dårlige vane at inhalere deres egen propaganda, hvilket garanterer en vildledende politik.

Hver eneste regering, der er part i Ukraine-krigen – Kiev, Moskva, Washington og andre NATO-hovedstæder – har gjort sig skyldig i forskellige grader af selvbedrag og fejlslagne handlinger. Konsekvenserne har været alvorlige for alle. For Ukraine har de været katastrofale. Det er på høje tid med en radikal nytænkning af politikken hos alle involverede.

Hvorfra og hvorhen NATO?

Først lidt nødvendig baggrund. NATO (North Atlantic Treaty Organization) blev oprettet for at forsvare de europæiske lande inden for den amerikanske indflydelsessfære efter Anden Verdenskrig mod Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker (USSR) og dens satellitnationer. NATO’s ansvarsområde var medlemmernes territorium i Nordamerika og Vesteuropa, men ingen steder ud over det. Alliancen hjalp med at opretholde en magtbalance og bevare freden i Europa i løbet af de mere end fire årtier, den kolde krig varede. I 1991 blev Sovjetunionen imidlertid opløst, og den kolde krig sluttede. Det eliminerede enhver troværdig trussel mod NATO-medlemmernes territorium og rejste dette spørgsmål: Hvis NATO stadig var svaret på noget, hvad var så spørgsmålet?

USA’s væbnede styrker havde ingen problemer med at svare på den gåde. De havde overbevisende interesser i at bevare NATO.

NATO havde skabt og opretholdt en europæisk rolle og tilstedeværelse for det amerikanske militær efter Anden Verdenskrig,
Dette retfærdiggjorde en meget større amerikansk styrkestruktur og mange flere eftertragtede stillinger til flagofficerer[1], end der ellers ville have været, NATO forbedrede de amerikanske væbnede styrkers internationale status, samtidig med at den fremmede en unik amerikansk kompetence inden for multinational alliance- og koalitionsstyring, og den tilbød tjenesterejser i Europa, som gjorde militærtjeneste i fredstid mere attraktiv for amerikanske soldater, sømænd, flyvere og marinesoldater.

Også dengang havde det 20. århundrede vist sig at understrege, at USA’s sikkerhed var uadskillelig fra de andre nordatlantiske landes. Eksistensen af europæiske imperier sikrede, at krige mellem stormagterne i Europa – Napoleonskrigene, Første Verdenskrig og Anden Verdenskrig – hurtigt blev til verdenskrige. NATO var USA’s måde at dominere og styre den euro-atlantiske region på under den kolde krig. En opløsning af NATO eller en amerikansk tilbagetrækning fra NATO ville uden tvivl blot give europæerne mulighed for at genoptage deres skænderier og starte endnu en krig, som måske ikke ville være begrænset til Europa.

Så NATO skulle holdes i gang. Den oplagte måde at gøre det på var at finde en ny, ikke-europæisk rolle til organisationen. Man kom til at sige, at NATO skulle “ud af området eller ud af forretningen”. Med andre ord skulle alliancen omdannes til at projicere militær magt ud over de vesteuropæiske og nordamerikanske medlemslandes territorier.

I 1998 gik NATO i krig mod Serbien og bombede det i 1999 for at løsrive Kosovo fra alliancen. I 2001, som reaktion på terrorangrebene på New York og Washington den 11. september 2001, gik NATO sammen med USA om at besætte og forsøge at pacificere Afghanistan[2]. I 2011 satte NATO styrker ind for at skabe et regimeskifte i Libyen.

Kuppet i Kiev, Krim og de russisktalende ukraineres oprør

I 2014, efter et velforberedt[3] USA-sponsoreret antirussisk kup i Kiev, forbød ukrainske ultranationalister den officielle brug af russisk og andre minoritetssprog i deres land og bekræftede samtidig Ukraines intention om at blive en del af NATO. Blandt andre konsekvenser ville ukrainsk medlemskab af NATO placere Ruslands 250 år gamle flådebase i Krim-byen Sebastopol under NATO’s og dermed USA’s kontrol. Krim var russisktalende og havde flere gange stemt nej til at være en del af Ukraine. Så med henvisning til NATO’s voldelige intervention for at adskille Kosovo fra Serbien, organiserede Rusland en folkeafstemning på Krim, som støttede dets genindlemmelse i Den Russiske Føderation. Resultaterne var i overensstemmelse med tidligere afstemninger om emnet.

I mellemtiden forsøgte overvejende russisktalende områder i landets Donbas-region at løsrive sig som reaktion på Ukraines forbud mod at bruge russisk i offentlige kontorer og uddannelser. Kiev sendte styrker for at undertrykke oprøret. Moskva svarede igen ved at støtte de ukrainsk-russisktalendes krav om de mindretalsrettigheder, som både den ukrainske forfatning fra før kuppet og principperne fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) garanterede dem. NATO støttede Kiev mod Moskva. En eskalerende borgerkrig blandt ukrainerne fulgte. Det udviklede sig snart til en intensiveret stedfortræderkrig i Ukraine mellem USA, NATO og Rusland.

Forhandlinger i Minsk, formidlet af OSCE med fransk og tysk støtte, førte til en aftale mellem Kiev og Moskva om en pakke af foranstaltninger, herunder:

  • en våbenhvile,
  • tilbagetrækning af tunge våben fra frontlinjen,
  • løsladelse af krigsfanger,
  • en forfatningsreform i Ukraine, der giver selvstyre til visse områder i Donbas, og
  • genoprettelse af Kyivs kontrol over oprørsområdernes grænser til Rusland.

FN’s Sikkerhedsråd godkendte disse betingelser. De repræsenterede Moskvas accept af, at russisktalende provinser i Ukraine ville forblive en del af et forenet, men føderaliseret Ukraine, forudsat at de havde sproglig autonomi i stil med Québec. Men med USA’s støtte nægtede Ukraine at gennemføre det, de var blevet enige om. År senere indrømmede franskmændene og tyskerne, at deres mæglingsbestræbelser i Minsk havde været et kneb for at vinde tid til at bevæbne Kiev mod Moskva, og den ukrainske præsident Volodymyr Zelensky (ligesom hans forgænger i embedet, Petro Poroshenko) indrømmede, at han aldrig havde planlagt at gennemføre aftalerne.

Moskva og udvidelsen af NATO

I 1990, i forbindelse med den tyske genforening, opløsningen af Warszawapagten og Ruslands opgivelse af sin politisk-økonomiske indflydelsessfære i Central- og Østeuropa, havde Vesten flere gange lidt underfundigt, men højtideligt lovet ikke at udfylde det opståede strategiske vakuum ved at udvide NATO ind i det. Men som 1990’erne skred frem, insisterede USA på at gøre netop det, på trods af manglende entusiasme fra nogle af de andre NATO-medlemmers side. NATO-udvidelsen slettede gradvist den østeuropæiske cordon sanitaire af uafhængige neutrale stater, som skiftende regeringer i Moskva havde betragtet som afgørende for russisk sikkerhed. Efterhånden som tidligere medlemmer af Warszawapagten kom med i NATO, dukkede amerikanske våben, tropper og baser op på deres territorium. I 2008, i et sidste forsøg på at udvide USA’s indflydelsessfære til Ruslands grænser, overtalte Washington NATO til at erklære sin hensigt om at optage både Ukraine og Georgien som medlemmer.

Den østlige udstationering af amerikanske styrker placerede ballistiske missilforsvarsramper i både Rumænien og Polen. Disse var teknisk i stand til hurtigt at blive omkonfigureret til kortdistanceangreb på Moskva. Deres udstationering gav næring til den russiske frygt for et amerikansk overraskelsesangreb. Hvis Ukraine blev medlem af NATO, og USA foretog tilsvarende udstationeringer der, ville Rusland kun have omkring fem minutters varsel om et angreb på Moskva. NATO’s rolle i løsrivelsen af Kosovo fra Serbien og i USA’s regimeskifte- og pacificeringsoperationer i Afghanistan og Libyen samt støtten til antirussiske styrker i Ukraine havde overbevist Moskva om, at de ikke længere kunne afvise NATO som en rent defensiv alliance.

Så tidligt som i 1994 begyndte skiftende russiske regeringer at advare USA og NATO om, at en fortsat NATO-udvidelse – især til Ukraine og Georgien – ville fremtvinge en kraftig reaktion. Washington var klar over den russiske vilje til at gøre dette fra flere kilder, herunder rapporter fra ambassadørerne i Moskva. I februar 2007. erklærede den russiske præsident Vladimir Putin på sikkerhedskonferencen i München: “Jeg tror, det er indlysende, at NATO’s udvidelse … repræsenterer en alvorlig provokation … Og vi har ret til at spørge: Hvem er denne udvidelse rettet imod? Og hvad skete der med de forsikringer, vores vestlige partnere gav efter opløsningen af Warszawapagten?” Den 1. februar 2008 advarede ambassadør Bill Burns, nu direktør for Central Intelligence Agency (CIA), i et telegram fra Moskva om, at russerne på dette punkt stod sammen og mente det alvorligt. Burns følte så stærkt for konsekvenserne af NATO’s ekspansion i Ukraine, at han gav sit telegram emnelinjen “Nyet Means Nyet” [“Nej betyder nej.”].

I april 2008 inviterede NATO ikke desto mindre både Ukraine og Georgien til at blive medlemmer. Moskva protesterede og sagde, at deres “medlemskab af alliancen er en stor strategisk fejltagelse, som vil få meget alvorlige konsekvenser for den paneuropæiske sikkerhed.” I august 2008, som for at understrege denne pointe, da et opmuntret Georgien forsøgte at udvide sit styre til oprørske mindretalsregioner på den russiske grænse, gik Moskva i krig for at konsolidere deres uafhængighed.

Borgerkrig og stedfortræderkrig i Ukraine

Mindre end en dag efter det USA-skabte kup, der indsatte et antirussisk regime i Kiev i 2014, anerkendte Washington formelt det nye regime. Da Rusland derefter annekterede Krim, og der udbrød borgerkrig med Ukraines russisktalende befolkning, tog USA parti for og bevæbnede de ukrainske ultranationalister, hvis politik havde fremmedgjort Krim og provokeret de russisktalende løsrivelsestilhængere. USA og NATO begyndte en indsats til flere milliarder dollars for at reorganisere, omskole og genudruste Kyivs væbnede styrker. Det erklærede formål var at gøre Kiev i stand til at generobre Donbas og i sidste ende Krim. Ukraines regulære hær var på det tidspunkt nedslidt. Kyivs indledende angreb på russisktalende i Ukraines østlige og sydlige regioner blev i vid udstrækning udført af ultranationalistiske militser[4]. I 2015 kæmpede russiske soldater sammen med Donbas-oprørerne. En uerklæret stedfortræderkrig mellem USA og NATO og Rusland var begyndt.

I løbet af de næste otte år – hvor den ukrainske borgerkrig fortsatte – opbyggede Kiev en NATO-trænet hær på 700.000 – uden at medregne en million reserver – og hærdede den i kamp med russisk-støttede separatister. De ukrainske soldater var kun lidt færre end Ruslands dengang 830.000 aktive militærfolk. På otte år havde Ukraine fået en større styrke end noget andet NATO-medlem end USA eller Tyrkiet og overgik Storbritanniens, Frankrigs og Tysklands væbnede styrker tilsammen. Det var ikke overraskende, at Rusland så dette som en trussel.

Samtidig med at spændingerne med Rusland eskalerede, trak USA sig i begyndelsen af 2019 ensidigt ud af INF-traktaten (Intermediate Nuclear Force), som havde forhindret jordbaserede missiler med en rækkevidde på op til 3.420 miles i at blive udstationeret i Europa. Rusland fordømte dette som en “destruktiv” handling, der ville øge sikkerhedsrisikoen. På trods af fortsatte betænkeligheder fra nogle andre NATO-medlemmers side fortsatte NATO på amerikansk opfordring med jævne mellemrum at gentage sit tilbud om at optage Ukraine som medlem og gjorde det endnu en gang den 1. september 2021. På det tidspunkt, efter milliarder af dollars i amerikansk træning og våbenoverførsler, vurderede Kiev, at de endelig var klar til at knuse de russisktalendes oprør og deres russiske allierede. Da 2021 sluttede, øgede Ukraine presset på Donbas-separatisterne og indsatte styrker til en større offensiv mod dem i begyndelsen af 2022.

Moskva kræver forhandlinger

Omtrent samtidig, i midten af december 2021, 28 år efter Moskvas første advarsel til Washington, udstedte Vladimir Putin et formelt krav om skriftlige sikkerhedsgarantier for at reducere de åbenlyse trusler mod Rusland fra NATO’s udvidelse ved at genoprette Ukraines neutralitet, forbyde stationering af amerikanske styrker ved Ruslands grænser og genindføre grænserne for opstilling af mellemdistancemissiler og kortdistancemissiler i Europa. Det russiske udenrigsministerium præsenterede derefter Washington for et udkast til en traktat, der inkorporerede disse betingelser – som var et ekko af lignende krav fremsat af den tidligere russiske præsident Boris Jeltsin i 1997. På samme tid, tilsyneladende både for at understrege Moskvas alvor og for at imødegå Kyivs planlagte offensiv mod Donbas-løsrivelserne, samlede Rusland tropper langs sine grænser til Ukraine.

Den 26. januar 2022 svarede USA formelt, at hverken de eller NATO ville gå med til at forhandle ukrainsk neutralitet eller andre lignende spørgsmål med Rusland. Et par dage senere forklarede den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov sin forståelse af USA’s og NATO’s holdninger på et møde i Ruslands Sikkerhedsråd som følger:

“[Vores] vestlige kolleger er ikke parate til at tage vores vigtigste forslag op, primært dem om NATO’s ikke-ekspansion mod øst. Dette krav blev afvist med henvisning til blokkens såkaldte åben-dør-politik og de enkelte staters frihed til at vælge deres egen måde at sikre sikkerheden på. Hverken USA eller [NATO] … foreslog et alternativ til denne nøglebestemmelse.”

Moskva ønskede forhandlinger, men var i mangel af dem parat til at gå i krig for at fjerne de trusler, de var imod. Washington vidste dette, da de afviste forhandlinger med Moskva. Den amerikanske afvisning af at tale var en utvetydig beslutning om at acceptere risikoen for krig i stedet for at udforske et kompromis eller et forlig med Rusland. Amerikanske og allierede efterretningstjenester begyndte straks at frigive oplysninger, der skulle beskrive forestående russiske militæroperationer[5] i, hvad de beskrev som et forsøg på at afskrække dem.

Rusland invaderer Ukraine

I midten af februar blev kampene mellem den ukrainske hær og løsrivelsesstyrkerne i Donbas intensiveret, og OSCE-observatører rapporterede om en hurtig stigning i overtrædelser af våbenhvilen fra begge sider, men de fleste blev angiveligt indledt af Kiev. Måske uoprigtigt appellerede Donbas’ separatister til Moskva om at beskytte dem og beordrede en generel evakuering af civile til sikre tilflugtssteder i Rusland. Den 21. februar anerkendte den russiske præsident Putin uafhængigheden af de to Donbas-“folkerepublikker” og beordrede russiske styrker til at sikre dem mod ukrainske angreb.

Den 24. februar 2022 erklærede Putin i en tale til den russiske nation, at “Rusland ikke kan føle sig sikker, udvikle sig og eksistere med en konstant trussel fra det moderne Ukraines territorium” og meddelte, at han havde beordret, hvad han kaldte en “særlig militær operation” “for at beskytte folk, der har været udsat for mobning og folkedrab … i de sidste otte år” og for at “stræbe efter demilitarisering og afnazificering af Ukraine.” Han tilføjede, at:

“Det er et faktum, at vi i løbet af de sidste 30 år tålmodigt har forsøgt at nå til enighed med de førende NATO-lande om principperne for lige og udelelig sikkerhed i Europa. Som svar på vores forslag mødte vi altid enten kynisk bedrag og løgne eller forsøg på pres og afpresning, mens den nordatlantiske alliance fortsatte med at ekspandere på trods af vores protester og bekymringer. Dens militærmaskine bevæger sig, og som jeg sagde, nærmer den sig vores grænse.”

Den officielle fortælling i USA’s og NATO’s informationskrig mod Rusland modsiger hvert eneste element i denne udtalelse fra præsident Putin, men den bekræftes af dokumentationen.

Optakten til den amerikansk-russiske stedfortræderkrig i Ukraine

I den post-sovjetiske æra:

  • NATO – USA’s indflydelsessfære og militære tilstedeværelse i Europa – udvidede konstant mod Ruslands grænser på trods af eskalerende russiske advarsler og protester.
  • I modsætning hertil var Moskva på konstant tilbagetog. De havde opgivet deres indflydelsessfære i Østeuropa. De gjorde ingen anstrengelser for at genetablere den.
  • Moskva advarede gentagne gange om, at NATO’s udvidelse og USA’s fremskudte indsættelse af styrker, der kunne true dem, især fra Ukraine, var en alvorlig trussel mod dem, som de ville føle sig tvunget til at reagere på.
  • I betragtning af NATO’s forvandling fra en rent defensiv, Europa-fokuseret alliance til et instrument for magtprojektion til støtte for USA’s regimeskift og andre militære operationer uden for medlemmernes grænser, havde Moskva et rimeligt grundlag for bekymring for, at ukrainsk medlemskab af NATO ville udgøre en aktiv trussel mod dets sikkerhed. Denne trussel blev understreget af USA’s tilbagetrækning fra den traktat, der havde forhindret dem i at udstationere mellemdistance atomvåben i Europa, herunder i Ukraine.
  • Moskva krævede konsekvent neutralitet for Ukraine. Neutralitet ville gøre Ukraine til både en stødpude og en bro mellem dem selv og resten af Europa, snarere end en del af Rusland eller en platform for russisk magtprojektion mod resten af Europa.
  • I modsætning hertil forsøgte USA at gøre Ukraine til medlem af NATO – en del af deres indflydelsessfære – og en platform for indsættelse af amerikansk militærmagt mod Rusland.
  • Moskva indvilligede i Minsk i at respektere Ukraines fortsatte suverænitet i Donbas-regionen, forudsat at de russisktalendes rettigheder blev garanteret. Men med støtte fra USA og NATO nægtede Ukraine at implementere Minsk-aftalen og fordoblede sine bestræbelser på at underlægge sig Donbas.
  • Da Washington nægtede at høre den russiske sag om gensidig tilpasning i Europa og i stedet insisterede på ukrainsk medlemskab af NATO, vidste den amerikanske regering, at dette ville frembringe en russisk militær reaktion. Faktisk forudsagde Washington det offentligt.
  • Tidligt i den efterfølgende krig, da en tredjeparts mægler opnåede et udkast til en fredsaftale mellem Rusland og Ukraine, insisterede Vesten – repræsenteret af briterne – på, at Ukraine skulle afvise den.

Denne triste hændelse bringer mig til krigsdeltagernes krigsmål.

Krigsmål i Ukraine

Kiev har ikke vaklet fra sine mål:

At skabe en rent ukrainsk national identitet, hvorfra russiske og andre sprog, kulturer og religiøse autoriteter er udelukket.
At underkue de russisktalende, der gjorde oprør som reaktion på dette forsøg på at tvangsassimilere dem.
Opnåelse af USA’s og NATO’s beskyttelse og integration i EU.
At generobre de russisktalende territorier, som Moskva ulovligt har annekteret fra Ukraine, herunder både Donbas-oblasterne og Krim.
Moskva har klart angivet sine maksimums- og minimumsmål i det traktatudkast, som de præsenterede for Washington den 17. december 2021. De russiske kerneinteresser har været og er stadig:

(1) at nægte Ukraine adgang til den amerikanske indflydelsessfære, der har opslugt resten af Østeuropa, ved at tvinge Ukraine til at bekræfte sin neutralitet mellem USA/NATO og Rusland, og
(2) at beskytte og sikre de grundlæggende rettigheder for russisktalende i Ukraine.
Washingtons mål – som NATO pligtskyldigt har adopteret som sine egne – har været meget mere åbne og uspecifikke. Som den nationale sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan udtrykte det i juni 2022,

“Vi har … afstået fra at udlægge, hvad vi ser som et slutspil. . .. Vi har fokuseret på, hvad vi kan gøre i dag, i morgen, i næste uge for at styrke ukrainerne så meget som muligt, først på slagmarken og så i sidste ende ved forhandlingsbordet.”

Eftersom det første princip i krigsførelse er at opstille realistiske mål, en strategi for at nå dem og en plan for krigens afslutning, er dette en perfekt beskrivelse af, hvordan man brygger en “evig krig” sammen. Som Vietnam, Afghanistan, Irak, Somalia, Libyen, Syrien og Yemen vidner om, er dette blevet den etablerede amerikanske måde at føre krig på. Ingen klare mål, ingen plan for at nå dem og ingen idé om, hvordan krigen skal afsluttes, på hvilke vilkår og med hvem.

Den mest overbevisende erklæring om USA’s mål i denne krig blev fremsat af præsident Biden, da den begyndte. Han sagde, at hans mål med Rusland var at “svække dets økonomiske styrke og svække dets militær i de kommende år” – uanset hvad det kræver. På intet tidspunkt har USA’s regering eller NATO erklæret, at beskyttelsen af Ukraine eller ukrainerne, i modsætning til at udnytte deres mod til at nedkæmpe Rusland, er det centrale amerikanske mål. I april 2022 gentog forsvarsminister Lloyd Austin, at USA’s hjælp til Ukraine havde til formål at svække og isolere Rusland og dermed fratage det enhver troværdig kapacitet til at føre krig i fremtiden. En hel del amerikanske politikere og eksperter har lovprist fordelene ved, at ukrainere snarere end amerikanere ofrer deres liv til dette formål. Nogle er gået endnu længere og har talt for en opløsning af Den Russiske Føderation som et krigsmål. Hvis man er russer, behøver man ikke at være paranoid for at se sådanne trusler som eksistentielle. Den russiske præsident Putin vurderer, at USA’s krigsmål er rettet mod at ydmyge Den Russiske Føderation strategisk og om muligt vælte dens regering og splitte den ad.[6] USA har ikke bestridt denne vurdering.

Fred sat til side

I midten af marts 2022 mæglede den tyrkiske regering og den israelske premierminister Naftali Bennett mellem russiske og ukrainske forhandlere, som foreløbig blev enige om konturerne af en forhandlet midlertidig løsning. Aftalen indebar, at Rusland skulle trække sig tilbage til sin position den 23. februar, hvor det kontrollerede en del af Donbas-regionen og hele Krim, og til gengæld skulle Ukraine love ikke at søge NATO-medlemskab og i stedet modtage sikkerhedsgarantier fra en række lande. Et møde mellem den russiske præsident Putin og den ukrainske præsident Zelensky var ved at blive arrangeret for at færdiggøre denne aftale, som forhandlerne havde paraferet ad referendum – dvs. med forbehold for deres overordnedes godkendelse.

Den 28. marts 2022. Præsident Zelensky bekræftede offentligt, at Ukraine var klar til neutralitet kombineret med sikkerhedsgarantier som en del af en fredsaftale med Rusland. Men den 9. april aflagde den britiske premierminister Boris Johnson et overraskende besøg i Kiev. Under dette besøg opfordrede han angiveligt Zelensky til ikke at møde Putin, fordi (1) Putin var en krigsforbryder og svagere, end han så ud til. Han burde og kunne knuses i stedet for at blive imødekommet; og (2) selv hvis Ukraine var klar til at afslutte krigen, var NATO det ikke.

Zelenskijs foreslåede møde med Putin blev derefter aflyst. Putin erklærede, at forhandlingerne med Ukraine var endt i en blindgyde. Zelensky forklarede, at “Moskva gerne ville have én traktat, der kunne løse alle problemerne. Men ikke alle ser sig selv ved bordet sammen med Rusland. For dem er sikkerhedsgarantier for Ukraine ét spørgsmål, og aftalen med Den Russiske Føderation er et andet spørgsmål.” Dette markerede afslutningen på de bilaterale russisk-ukrainske forhandlinger og dermed på enhver udsigt til en løsning af konflikten andre steder end på slagmarken.

Hvad skete der, og hvem vinder hvad?

Denne krig blev født i og er blevet fortsat på grund af fejlberegninger fra alle sider. NATO’s udvidelse var lovlig, men forudsigeligt provokerende. Ruslands svar var helt forudsigeligt, om end ulovligt, og har vist sig at være meget dyrt for landet. Ukraines de facto militære integration i NATO har resulteret i landets ødelæggelse.

USA regnede med, at de russiske trusler om at gå i krig på grund af Ukraines neutralitet var bluff, som kunne afværges ved at skitsere og nedgøre de russiske planer og hensigter, som Washington forstod dem. Rusland antog, at USA ville foretrække forhandlinger frem for krig og ville ønske at undgå en ny opdeling af Europa i fjendtlige blokke. Ukrainerne regnede med, at Vesten ville beskytte deres land. Da den russiske indsats i de første måneder af krigen viste sig at være ringe, konkluderede Vesten, at Ukraine kunne besejre dem. Ingen af disse beregninger har vist sig at være korrekte.

Ikke desto mindre har den officielle propaganda, forstærket af underdanige mainstream- og sociale medier, overbevist de fleste i Vesten om, at det på en eller anden måde er “pro-ukrainsk” at afvise forhandlinger om NATO-udvidelse og opmuntre Ukraine til at bekæmpe Rusland. Sympati for den ukrainske krigsindsats er helt forståelig, men som Vietnamkrigen burde have lært os, taber demokratier, når cheerleading erstatter objektivitet i rapporteringen, og regeringer foretrækker deres egen propaganda frem for sandheden om, hvad der sker på slagmarken.

Den eneste måde, man kan bedømme politikkers succes eller fiasko på, er ved at henvise til de mål, de var designet til at opnå. Så hvordan klarer deltagerne i Ukraine-krigen sig i forhold til at nå deres mål?

Lad os starte med Ukraine.

Fra 2014 til 2022 kostede borgerkrigen i Donbas næsten 15.000 mennesker livet. Hvor mange, der er blevet dræbt i kamp, siden den amerikansk/nato-russiske stedfortræderkrig begyndte i februar 2022, vides ikke, men det drejer sig helt sikkert om flere hundredtusinder. Tabstallene er blevet skjult af en hidtil uset intens informationskrig. Den eneste information i Vesten om de døde og sårede har været propaganda fra Kiev, der hævder, at der er et stort antal russiske døde, mens der ikke afsløres noget som helst om ukrainske tab. Det vides dog, at ti procent af ukrainerne nu er involveret i de væbnede styrker, og 78 procent har slægtninge eller venner, der er blevet dræbt eller såret. Det anslås, at 50.000 ukrainere nu er amputerede. (Til sammenligning måtte kun 41.000 briter amputeres under Første Verdenskrig, hvor indgrebet ofte var det eneste, der kunne forhindre døden. Færre end 2.000 amerikanske veteraner fra Afghanistan- og Irak-invasionerne fik amputationer). De fleste iagttagere mener, at de ukrainske styrker har lidt langt større tab end deres russiske fjender, og at hundredtusinder af dem har givet deres liv i forsvaret af deres land og i bestræbelserne på at generobre territorium, som var besat af russerne.

Da krigen begyndte, havde Ukraine en befolkning på omkring 31 millioner. Siden da har landet mistet mindst en tredjedel af sin befolkning. Over seks millioner har søgt tilflugt i Vesten. Yderligere to millioner er rejst til Rusland. Yderligere otte millioner ukrainere er blevet fordrevet fra deres hjem, men er stadig i Ukraine.

Ukraines infrastruktur, industrier og byer er blevet ødelagt, og landets økonomi er ødelagt. Som det er normalt i krige, har korruptionen – som længe har været et fremtrædende træk i ukrainsk politik – været voldsom. Ukraines spirende demokrati er ikke mere, og alle oppositionspartier, ukontrollerede medier og dissidenter er blevet forbudt.

På den anden side har den russiske aggression forenet ukrainerne, herunder mange russisktalende, i et omfang, der aldrig er set før. Moskva har dermed utilsigtet forstærket den separate ukrainske identitet, som både den russiske mytologi og præsident Putin har forsøgt at benægte. Hvad Ukraine har mistet i territorium, har det vundet i patriotisk samhørighed baseret på lidenskabelig modstand mod Moskva.

Bagsiden af medaljen er, at Ukraines russisktalende separatister også har fået styrket deres russiske identitet. Ukrainske flygtninge i Rusland er de hårdeste af de hardlinere, der kræver gengældelse fra Kyiv. Der er nu ringe eller ingen mulighed for, at russisktalende vil acceptere en status i et forenet Ukraine, som det ville have været tilfældet under Minsk-aftalerne. Og med den fejlslagne ukrainske “modoffensiv” er det meget usandsynligt, at Donbas eller Krim nogensinde vil vende tilbage til ukrainsk suverænitet. Som krigen fortsætter, kan Ukraine meget vel miste endnu mere territorium, herunder sin adgang til Sortehavet. Det, der er tabt på slagmarken og i folks hjerter, kan ikke genvindes ved forhandlingsbordet. Ukraine vil komme ud af denne krig lemlæstet, forkrøblet og stærkt reduceret i både territorium og befolkning.

Endelig er der nu ingen realistiske udsigter til ukrainsk medlemskab af NATO. Som NSC-rådgiver Sullivan har sagt, “er alle nødt til at se klart på det faktum”, at hvis Ukraine bliver medlem af NATO på nuværende tidspunkt, “betyder det krig med Rusland.” NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg har udtalt, at forudsætningen for ukrainsk medlemskab af NATO er en fredsaftale mellem Ukraine og Rusland. En sådan traktat er ikke i sigte. Ved fortsat at insistere på, at Ukraine vil blive medlem af NATO, når krigen er afsluttet, har Vesten på pervers vis tilskyndet Rusland til ikke at gå med til at afslutte krigen. Men i sidste ende bliver Ukraine nødt til at slutte fred med Rusland, næsten helt sikkert på russiske betingelser.

Uanset hvad krigen ellers måtte føre til, har den ikke været god for Ukraine. Ukraines forhandlingsposition over for Rusland er blevet stærkt svækket. Men Kyivs skæbne har altid været en eftertanke i amerikanske politiske kredse. Washington har i stedet forsøgt at udnytte det ukrainske mod til at banke Rusland, genoplive NATO og styrke USA’s forrang i Europa. Og man har slet ikke brugt tid på at tænke over, hvordan man kan genoprette freden i Europa.

Hvad med Rusland?

Er det lykkedes dem at fordrive amerikansk indflydelse fra Ukraine, tvinge Kiev til at erklære sig neutral eller genindføre rettighederne for russisktalende i Ukraine? Tydeligvis ikke.

Indtil videre er Ukraine i hvert fald blevet fuldstændig afhængig af USA og dets NATO-allierede. Kiev er en forbitret, langvarig modstander af Moskva. Kiev klynger sig til sin ambition om at blive medlem af NATO. Russere i Ukraine er mål for den lokale version af cancel-kulturen. Uanset udfaldet af krigen har den gensidige fjendtlighed udslettet den russiske myte om russisk-ukrainsk broderskab baseret på en fælles oprindelse i Kievan Rus. Rusland har været nødt til at opgive tre århundreders bestræbelser på at identificere sig med Europa og i stedet vende sig mod Kina, Indien, den islamiske verden og Afrika. Forsoning med et alvorligt fremmedgjort EU vil ikke komme let, hvis overhovedet. Rusland har måske ikke tabt på slagmarken eller er blevet svækket eller strategisk isoleret, men det har haft enorme alternativomkostninger.

Og så er NATO blevet udvidet til også at omfatte Finland og Sverige. Det ændrer ikke den militære balance i Europa. På trods af Vestens fremstilling af Rusland som et iboende rovdyr, har Moskva hverken haft lyst eller evne til at angribe nogen af disse to tidligere meget vestligt orienterede og formidabelt bevæbnede, men nominelt “neutrale” stater. Hverken Finland eller Sverige har heller nogen intentioner om at deltage i et uprovokeret angreb på Rusland. Men deres beslutning om at tilslutte sig NATO er politisk sårende for Moskva.

Eftersom Vesten ikke viser nogen vilje til at imødekomme russiske sikkerhedsbekymringer, har Moskva nu ikke noget åbenlyst alternativ til at kæmpe videre, hvis de skal nå deres mål. Samtidig stimulerer det den europæiske vilje til at opfylde tidligere ignorerede NATO-mål for forsvarsudgifter og til at erhverve sig selvstændige militære kapaciteter til at imødegå Rusland uafhængigt af USA. Polen er ved at genopstå som en stærk fjendtlig kraft ved Ruslands grænser. Disse tendenser ændrer den europæiske militære balance til Moskvas langsigtede ulempe.

Hvad med USA?

Alene i 2022 godkendte USA 113 milliarder dollars i støtte til Ukraine. Det russiske forsvarsbudget var dengang mindre end halvdelen af det – 54 milliarder dollars. Det er siden blevet omtrent fordoblet. Den russiske forsvarsindustri er blevet revitaliseret. Nogle producerer nu flere våben på en måned, end de tidligere gjorde på et år. Ruslands autarkiske økonomi har modstået 18 måneders total krig mod landet fra både USA og EU. Den har netop overhalet Tyskland og er nu den femte rigeste økonomi i verden og den største i Europa målt i købekraftsparitet. På trods af gentagne vestlige påstande om, at Rusland var ved at løbe tør for ammunition og var ved at tabe udmattelseskrigen i Ukraine, så har landet ikke tabt, mens Vesten har. Ukrainsk tapperhed, som har været enormt imponerende, har ikke kunnet måle sig med russisk ildkraft.

I mellemtiden har den påståede russiske trussel mod Vesten, som engang var et stærkt argument for NATO-enhed, mistet sin troværdighed. Ruslands væbnede styrker har vist sig ude af stand til at erobre Ukraine og endnu mindre resten af Europa. Men krigen har lært Rusland, hvordan man imødegår og overvinder mange af USA’s og andre vestlige landes mest avancerede våben.

Før USA og NATO afviste forhandlinger, var Rusland parat til at acceptere et neutralt og føderaliseret Ukraine. I den indledende fase af sin invasion af Ukraine bekræftede Rusland denne villighed i et udkast til en fredstraktat med Ukraine, som USA og NATO blokerede for, at Kiev kunne underskrive. Vestlig diplomatisk uforsonlighed har ikke formået at overtale Moskva til at imødekomme ukrainsk nationalisme eller acceptere Ukraines indlemmelse i NATO og den amerikanske indflydelsessfære i Europa. Stedfortræderkrigen ser i stedet ud til at have overbevist Moskva om, at de må udrydde Ukraine, beholde de ukrainske territorier, de ulovligt har annekteret, og sandsynligvis tilføje flere, og dermed sikre, at Ukraine er en dysfunktionel stat, der hverken kan blive medlem af NATO eller opfylde den ultranationalistiske, antirussiske vision fra dets nynazistiske helt fra Anden Verdenskrig, Stepan Bandera.

Krigen har ført til en overfladisk enhed i NATO, men der er åbenlyse sprækker blandt medlemmerne. Sanktionerne mod Rusland har gjort stor skade på de europæiske økonomier. Uden russiske energiforsyninger er nogle europæiske industrier ikke længere internationalt konkurrencedygtige. Som NATO’s seneste topmøde i Vilnius viste, er medlemslandene uenige om, hvorvidt det er ønskeligt at optage Ukraine. Det er usandsynligt, at NATO-enheden vil overleve krigen. Disse realiteter er med til at forklare, hvorfor de fleste af USA’s europæiske partnere ønsker at afslutte krigen så hurtigt som muligt.

Ukrainekrigen har helt klart sat punktum for den post-sovjetiske æra i Europa, men den har ikke gjort Europa mere sikker på nogen måde. Den har ikke forbedret USA’s internationale omdømme eller konsolideret USA’s forrang. Krigen har i stedet fremskyndet fremkomsten af en postamerikansk multipolær verdensorden. Et træk ved denne er en anti-amerikansk akse mellem Rusland og Kina.

For at svække Rusland har USA tyet til hidtil usete indgribende unilaterale sanktioner, herunder sekundære sanktioner rettet mod normal kommerciel aktivitet på armslængdevilkår, som ikke involverer en amerikansk forbindelse og er lovlig i de transagerende parters jurisdiktioner. Washington har aktivt blokeret for handel mellem lande, der ikke har noget at gøre med Ukraine eller krigen der, fordi de ikke vil hoppe med på USA’s vogn. Som et resultat heraf er store dele af verden nu engageret i at finde finansielle og forsyningskædeforbindelser, der er uafhængige af USA’s kontrol. Dette omfatter en intensiveret international indsats for at gøre en ende på dollarens hegemoni, som er grundlaget for USA’s globale forrang. Hvis disse bestræbelser lykkes, vil USA ikke længere være i stand til at have de handels- og betalingsbalanceunderskud, der opretholder dets nuværende levestandard og status som det mest magtfulde samfund på planeten.

Washingtons brug af politisk og økonomisk pres for at tvinge andre lande til at rette ind efter deres anti-russiske og anti-kinesiske politik har tydeligvis givet bagslag. Det har opmuntret selv tidligere amerikanske klientstater til at søge efter måder at undgå at blive viklet ind i fremtidige amerikanske konflikter og stedfortræderkrige, som de ikke støtter, som den i Ukraine. Til det formål er de ved at opgive den eksklusive afhængighed af USA og knytte bånd til flere økonomiske og politisk-militære partnere. Langt fra at isolere Rusland eller Kina, har USA’s tvangsdiplomati hjulpet både Moskva og Beijing med at forbedre deres relationer i Afrika, Asien og Latinamerika, hvilket reducerer USA’s indflydelse til fordel for deres egen.

For at opsummere:

Kort sagt har USA’s politik resulteret i store lidelser i Ukraine og eskalerende forsvarsbudgetter her og i Europa, men har ikke formået at svække eller isolere Rusland. Mere af det samme vil ikke opfylde nogen af disse ofte erklærede amerikanske mål. Rusland er blevet uddannet i, hvordan man bekæmper amerikanske våbensystemer og har udviklet effektive modtræk til dem. Det er blevet militært styrket, ikke svækket. Det er blevet reorienteret og frigjort fra vestlig indflydelse, ikke isoleret.

Hvis formålet med krig er at skabe en bedre fred, så gør denne krig ikke det. Ukraine er ved at blive udslettet på russofobiens alter. På nuværende tidspunkt kan ingen med sikkerhed forudsige, hvor meget af Ukraine eller hvor mange ukrainere der vil være tilbage, når kampene stopper, eller hvornår og hvordan de skal stoppes. Kiev har lige fejlet i at opfylde mere end en brøkdel af sine rekrutteringsmål. At bekæmpe Rusland til sidste ukrainer har altid været en afskyelig strategi. Men når NATO er ved at løbe tør for ukrainere, er det ikke bare kynisk; det er ikke længere en levedygtig mulighed.

Hvad kan vi lære af krigen i Ukraine?

Hvad kan vi lære af denne fiasko? Den har givet mange uvelkomne påmindelser om de grundlæggende principper for statskunst.

  • Krige afgør ikke, hvem der har højre (right). De afgør, hvem der er til venstre.(left) ?
  • Den bedste måde at undgå krig på er ved at reducere eller eliminere de bekymringer og klager, der forårsager den.
  • Når man nægter at høre, endsige tage stilling til en forurettet parts argumenter for justeringer i ens politik over for den, risikerer man en voldelig reaktion fra den.
  • Ingen bør gå ind i en krig uden realistiske mål, en strategi for at nå dem og en plan for krigens afslutning.
  • Selvretfærdighed og tapperhed er ikke en erstatning for militær masse, ildkraft og udholdenhed.
  • I sidste ende vindes og tabes krige på slagmarken, ikke med propaganda, der er inspireret af og rettet mod at styrke ønsketænkning.
  • Det, der er blevet tabt på slagmarken, kan sjældent, hvis nogensinde, genvindes ved forhandlingsbordet.
  • Når krige ikke kan vindes, er det som regel bedre at finde en måde at afslutte dem på end at forstærke en strategisk fiasko.

Det er på tide at prioritere at redde så meget som muligt af Ukraine. Denne krig er blevet eksistentiel for landet. Ukraine har brug for diplomatisk opbakning til at skabe en fred med Rusland, hvis landets militære ofre ikke skal have været forgæves. Landet er ved at blive ødelagt. Det skal genopbygges. Nøglen til at bevare Ukraine er at give Kiev mulighed for og opbakning til at afslutte krigen på de bedste vilkår, det kan opnå, at lette flygtningenes tilbagevenden og at bruge EU-tiltrædelsesprocessen til at fremme liberale reformer og indføre en ren regering i et neutralt Ukraine.

Desværre synes både Moskva og Washington, som tingene ser ud nu, at være fast besluttet på at fortsætte ødelæggelsen af Ukraine. Men uanset udfaldet af krigen, vil Kiev og Moskva i sidste ende være nødt til at finde et grundlag for sameksistens. Washington er nødt til at støtte Kiev i at udfordre Rusland til at anerkende både visdommen og nødvendigheden af respekt for ukrainsk neutralitet og territorial integritet.

Endelig bør denne krig provokere til en nøgtern genovervejelse her, i Moskva og i NATO af konsekvenserne af en diplomatifri, militariseret udenrigspolitik. Hvis USA havde indvilliget i at tale med Moskva, selv om de fortsat havde afvist meget af det, Moskva krævede, ville Rusland ikke have invaderet Ukraine, som de gjorde. Hvis Vesten ikke havde grebet ind for at forhindre Ukraine i at ratificere den traktat, som andre hjalp landet med at blive enig med Rusland om ved krigens begyndelse, ville Ukraine nu være intakt og i fred.

Denne krig havde ikke behøvet at finde sted. Alle parter i den har tabt langt mere, end de har vundet. Der er meget at lære af det, der er sket i og med Ukraine. Vi bør studere og lære disse lektioner og tage dem til os.

[1] Generaler og admiraler.

[2] Ukraine bidrog med tropper til denne NATO-operation på trods af, at landet ikke er medlem af alliancen.

[3] Efter sigende havde forskellige instanser i den amerikanske regering i 2014 afsat et samlet beløb på 5 milliarder dollars eller mere til politiske subsidier og uddannelse til støtte for regimeskiftet i Ukraine.

[4] Før USA og NATO besluttede at hjælpe Ukraine mod de russiskstøttede separatister, blev disse militser almindeligvis identificeret som nynazistiske i de vestlige medier. De påstod, at de var tilhængere af Stepan Bandera – som nu er blevet adopteret som en æret national figur af Kiev. Bandera var berømt for sin ekstreme ukrainske nationalisme, fascisme, antisemitisme, xenofobi og vold. Han og hans tilhængere var angiveligt ansvarlige for massakren på 50.000-100.000 polakker og for at samarbejde med nazisterne om mordet på et endnu større antal jøder. Efter USA/NATO’s stedfortræderkrig brød ud, ophørte de vestlige medier med at karakterisere disse militser som nynazister på trods af deres fortsatte fremvisning af nazistiske regalier og symboler på deres uniformer og deres bånd til nynazistiske grupper i andre lande.

[5] Den “særlige militære operation”, som Rusland iværksatte, lignede ikke meget de specifikke forudsigelser, der blev fremsat i denne informationskrig, som synes at have været designet lige så meget til at samle støtte til Ukraine og styrke dets moral som til at afskrække Rusland.

[6] Se f.eks. https://jamestown.org/event/watch-the-video-preparing-for-the-dissolution-of-the-russian-federation/

Foto: SI




Video: “Vi er vendt tilbage fra Kina!” Diskussion i ungdomsdelegationen

Ikke korrekturlæst

Vi har lige haft en meget spændende delegation fra Schiller Instituttet i Kina. Jeg synes, at det er et glimrende eksempel på, hvordan man får en dialog mellem kulturer. Man bringer unge sammen for at diskutere, hvad der er de bedste ideer, der er kommet ud af vores lande; hvordan man kommunikerer det til hinanden; hvordan man når frem til en forståelse. Det er det samme koncept med fred gennem økonomisk udvikling. Når man deler disse højeste principper, disse højere ideer mellem alle mennesker, kan man se det fælles i alt det, der gør os til mennesker; menneskehedens fælles mål.

Med det har vi Kynan Thistlethwaite, som er en af vores ungdomsledere, til at fortælle os om nogle af de oplevelser, han har haft med denne delegation, der tog til Kina. Hvad det har lært dig, måske nogle af dine organisatoriske erfaringer, og så får vi en diskussion i gang her.

KYNAN THISTLETHWAITE: Tak, Anastasia. Jeg vil gerne begynde med at takke arrangørerne af vores delegation, især Daniel Burke, Leni Rubinstein, vores Kina-ekspert for Schiller Instituttet, og Megan Dobrodt, som er præsident for Schiller Instituttet.

Jeg vil starte med nogle af de ting, jeg lærte på turen, ikke bare om Kina, men også om, hvordan man organiserer og engagerer sig med mennesker fra en anden kultur. Jeg må sige, at vi så mange utrolige ting i Kina, lige fra forskellige kulturelle steder som Den Forbudte By og Den Kinesiske Mur til enorme industriprojekter, der har defineret Kinas vækst i de sidste par årtier, såsom den europæiske industriby i Qingbaijiang-distriktet i Chengdu, som ligger i Sichuan-provinsen, og også mange store jernbanehavne, innovationscentre, tech-industrier og iværksættercentre. Vi blev behandlet utroligt godt af vores kinesiske værter, som alle udtrykte et ønske om gensidigt fordelagtige relationer mellem Kina og USA, som er blevet defineret af præsident Xi Jinpings tre globale initiativer for en ny retfærdig verdensorden. Det er det Globale Udviklingsinitiativ, det Globale Strategiske Initiativ og det Globale Civilisationsinitiativ.

Jeg vil lige dele en rapport, som vi modtog på vores rejse [Fig. 1], kaldet “A Global Community of Shared Future: Kinas forslag og handlinger”. Den blev præsenteret af Statsrådets Informationskontor i Folkerepublikken Kina. Mange af de mennesker, vi diskuterede med – hvad enten de var fra universiteter, politiske institutioner, økonomiske centre eller endda landsbyer – udtrykte alle et ønske om et verdenssamfund baseret på fælles interesser, win-win-samarbejde og retfærdig økonomisk udvikling.

En af de ting, jeg faktisk overvandt i mine diskussioner med folk – og det tror jeg også, jeg kan sige om størstedelen af vores delegation – var tendensen til at kommentere på, hvor dårligt alting er i USA. Jeg havde ofte samtaler som: “Jeres veje her i Beijing er så glatte og velholdte. I New York er det svært ikke at støde på huller i vejen hver dag, man kører.” Eller noget i retning af: “Jeres gader og fortove er så rene. Offentlig transport er virkelig overkommelig her, og der er ingen hjemløse på gaden.” Som newyorker vil jeg sige, at det er et af vores varemærker konstant at klage og nedgøre os selv. Men hvis man rejser til et andet land for at fungere som statsmand og diplomat, er man nødt til ikke bare at anerkende det bedste i den anden, men også i sig selv. Jeg tror, vi fik meget ud af at skifte fokus fra, hvor dårligt alting er i USA og Vesten, til de bedste traditioner, vores land har at byde på. Jeg kom for eksempel til at tale med vores kinesiske vært om Edgar Allan Poes poesi.

En af de ting, vi havde understreget både i diskussionerne og i de præsentationer, vores delegation gav på nogle af universiteterne i Beijing og Chengdu – de byer, vi besøgte – var foreneligheden af den store kinesiske filosof Konfucius’ ideer med Gottfried Wilhelm Leibniz’, Platons og den tyske digter Friedrich Schillers ideer. Konfucius havde den idé, at ethvert menneske var i stand til at blive en vismand eller shèngrén på kinesisk; dvs. en person, der udvikler sit kreative potentiale fuldt ud, mestrer ideerne inden for filosofi, poesi, videnskab, kunst og musik, samtidig med at han udvikler sin kærlighed til menneskeheden. For os er det kendt som agape på græsk, og i Kina er det kendt under tegnet Ren. Friedrich Schiller havde også den idé, at mennesket kunne blive en smuk sjæl gennem æstetisk uddannelse, hvilket betød at studere de højeste idealer inden for klassisk kultur og kunstnerisk skønhed. Vi talte også om Gottfried Leibniz’ studier af Kina og hans syn på foreneligheden mellem konfucianismens og kristendommens ideer. I et tidsskrift, han udgav i 1697 med titlen Novissima Sinica [Nyt fra Kina], bemærkede Leibniz, at han anså det for “en enestående skæbneplan, at menneskelig kultivering og forfinelse i dag så at sige skulle være koncentreret i yderpunkterne af vores kontinent, i Europa og i Kina, som pryder Orienten, som Europa pryder den modsatte kant af jorden.”

Jeg giver blot disse eksempler på, hvad der definerede vores diskussioner i Kina. Den voksede konstant til en mere dybtgående og meningsfuld dialog baseret på det bedste fra vores to kulturer, og hvad de har at tilbyde til verdens udvikling. Jeg tror, at denne dialog om kultur og ideer ikke kun imponerede vores værter, men også gav dem en følelse af lykke og lettelse over at kende de bedre engle i vores natur. For at opsummere mener jeg, at det vigtigste fra rejsen var de interaktioner, vores delegation havde med de forskellige mennesker, vi mødte fra alle forskellige sektorer i samfundet. Jeg så på første hånd vigtigheden af Helgas og Lyndon LaRouches ideer på Chongyang Institute for Financial Studies på Renmin University of China. Der kunne man se et eksemplar af Schiller Instituttets udgivelse fra 2014, The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge, som er den konceptuelle, fysiske køreplan for udformningen af en ny økonomisk verdensorden, der i øjeblikket er ved at blive kortlagt af nationerne i BRIKS. Så jeg tror, at vores job er at genoplive de store traditioner, der engang definerede USA, og bruge denne rejse som vores guide til at organisere folk i Vesten. Det er min korte rapport.

BATTLE: Tak, Kynan; det er fremragende. Jeg synes, det er en meget god måde, du oplevede det på. Jeg vil gerne bede Daniel Burke om at komme frem. Jeg ved, at han også har en generel oversigt og nogle refleksioner over turen.

DANIEL BURKE: Tak, Anastasia. Jeg er virkelig enig i alt, hvad du siger, Kynan. Jeg vil bare berøre nogle af de grundlæggende ting, vi gjorde der, for at fortælle folk om den utrolige gæstfrihed, vi blev mødt med, mens vi var der. Det åbnede virkelig op for potentialet for dybdegående mellemfolkelige udvekslinger, hvilket virkelig betyder at få venner og have afslappede og åbne diskussioner om de vigtigste ideer, som vi kan dele mellem vores nationer, og som vi kan dele som en del af den nye æra, som en del af åbningen af et helt nyt paradigme for menneskeheden.

Jeg har et diasshow. Jeg vil gerne vise 7-8 billeder. Dette er et billede fra velkomstarrangementet, som vi havde æren af at deltage i; det var arrangeret af All-China Youth Federation. Du kan se nogle af de klassiske kinesiske musikere til højre, som spillede nogle meget velkendte klassiske kinesiske stykker for os på klassiske kinesiske instrumenter. Vi havde virkelig et stort antal mennesker, der var der for at prioritere dette mellemfolkelige forhold. Jeg vil gerne dele dette.

Dette billede er et eksempel på en paneldiskussion, vi havde; en udveksling mellem Schiller Instituttet og All-China Youth Federation, hvor vi var i stand til at bidrage virkelig tydeligt til det, Kynan diskuterede. Det er den slags steder, hvor vi havde disse samtaler om det allerbedste i den kultur, som den amerikanske republik virkelig blev grundlagt på. Så du kan se, at det er et meget respektfuldt og produktivt miljø at kunne bidrage med de specifikke ideer, Schiller Instituttet har, og at kommunikere, hvad det er, vi gør. Hvad det er for et særligt ansvar, vi har påtaget os for at genoplive de bedste traditioner og koncepter inden for den amerikanske tradition. Så det vil jeg sige mere om senere, men jeg vil gerne vise nogle flere billeder.

Ved det arrangement blev vi introduceret til en vigtig hvidbog kaldet “Kinas ungdom i den nye æra”, som blev udgivet af det kinesiske statsråds informationskontor i 2022. Det er en meget vigtig måde, hvorpå den kinesiske regering kommunikerer sine ideer og organiserer sin tilgang. Det, vi virkelig oplevede i Kina, var en topstyret orientering mod at løfte samfundet i henhold til kravene i et nyt paradigme; en ny æra, der ikke er defineret af blokke og ikke er defineret af hegemonisme, men er orienteret mod gensidig fordel, win-win-samarbejde og et fælles skæbnefællesskab for menneskeheden. Det var meget spændende og inspirerende at se, hvordan folk repræsenterer disse ideer og forsøger at følge dem til dørs. Samtidig så vi også en mangfoldighed af synspunkter. Dette er et billede fra vores besøg, som Kynan nævnte, på Chongyang Institute of Finance på Renmin University. Her kan du se Megan Dobrodt i midten og professor Liu Yangsheng, som er formand for HAO Capital, som er en stor finansiel institution, der har været involveret i investeringer i BRI-projekter. Han gav os en omfattende briefing om sit syn på det, han kaldte “Belt and Road Initiative 2.0”, som fra hans synspunkt er den skiftende orientering af Belt and Road Initiative-projekter mod produktion og udvikling på industrialiseringsniveau som det næste skridt efter store infrastrukturprojekter. Til venstre for ham på billedet kan du se professor Zhao, som har arbejdet med den økonomiske korridor mellem Kina og Pakistan som et specialområde i måske et helt årti, siden det projekt begyndte. Han havde meget at sige om det fremtidige potentiale i Bælte & Vej Initiativet. Han fortalte os også, at Schiller Instituttet er kendt for sit engagement i udviklingslandene, og at vi på den baggrund gerne vil byde jer velkommen til denne dialog. Så du kan se, at vi havde en vidunderlig mulighed for at have denne form for åben diskussion med repræsentanter for en førende tænketank i Kina.

Dette er et billede fra en af de mere bemærkelsesværdige dage, vi havde, som var et besøg i en landsby omkring 90 minutter fra Beijing, som er et eksempel på revitaliseringen af landdistrikterne i Kina. Du kan se denne unge mand i den hvide skjorte til venstre; hans navn er Mr. Wong, og han er en ung mand, der leder revitaliseringsprojektet i landdistrikterne i denne by. Vi mødte studerende på topuniversiteter, der studerer økonomisk udvikling fra højeste sted, og som frivilligt kommer ud og arbejder for at løfte denne landsby og andre som den. Så det var virkelig et meget håbefuldt, spændende øjeblik at se denne form for kvalitet i at give, at bidrage til samfundet i harmoni med alt det, der foregår fra toppen og ned i det økonomiske mirakel i Kina. Man så forholdet mellem mennesker, som jeg er sikker på, at andre vil kommentere mere på, men forholdet mellem mennesker, der kom til landsbyen for at støtte den, og mennesker, der har boet der. Der var en stor lykke der, som vi så. Det var resultatet af denne form for bidrag og dette samarbejde om at revitalisere landdistrikterne i Kina. Så der er meget mere at sige om dette, men jeg ville bare vise et hurtigt billede.

Her mødes vi med repræsentanter for CPPCC [Chinese People’s Political Consultative Conference], som er det rådgivende organ, der rådgiver de deputerede i Den Nationale Folkekongres. Her er vi i Dongcheng-distriktet i Beijing; det er et distrikt med omkring 1 million indbyggere. Vi fik en grundig præsentation af TTPCC’s rolle, af dette organ, der har en afgørende rolle i hele procesdemokratiet i Kina. Og hvordan det er, at folk i denne organisation kommer med gode ideer til regeringens politik. Så der er meget mere at sige om det.

Efter vores besøg i Beijing tog vi til Chengdu, som er hovedstaden i Sichuan-provinsen. Vi lærte så meget i Sichuan om Sichuan, om Kinas udvikling langs Bælte & Vej Initiativet. Det er et knudepunkt for Bælte & Vej Initiativet og for de tog, der kører frem og tilbage mellem Europa og Kina, og som tager omkring 15 dage. Ofte kommer der varer fra Europa til ASEAN-landene fra Chengdu, og så bliver der selvfølgelig produceret masser af ting i Chengdu, som skal til Europa. Her er vi på Chengdu University, hvor vi havde lejlighed til at diskutere den hvidbog, som Kynan nævnte – “A Global Community of Shared Future: China’s Proposals and Actions” – med ledende personer på universitetet, herunder præsidenten og vicepræsidenten for Chengdu University, og her Tang Jingtian, sekretær for Sichuan Provincial Committee of the Communist Youth League og ærespræsident for Sichuan Youth Federation.

Det var her, jeg synes, vi virkelig kom sammen, ud over de præsentationer, der fandt sted på Tsinghua University i Beijing, her havde vi en virkelig smuk mulighed for at kommunikere potentialet i USA for at deltage i et fælles skæbnefællesskab for menneskeheden. Vi var i stand til at demonstrere, at der er fortilfælde i vores kultur og i vores politiske liv og politiske historie for præcis den slags forslag, som du hører fra den kinesiske regering om en ny, retfærdig sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Det særlige ved dette er den rolle, som Lyndon LaRouche og Helga Zepp-LaRouche, vores LaRouche-bevægelse gennem mere end 50 år, har spillet for os ved at udbrede de principper og tegninger, der er nødvendige for at skabe dette nye paradigme. Vi var i stand til at fremhæve LaRouches økonomiske, videnskabelige ideer, herunder potentiel relativ befolkningstæthed, energiflux-tæthed og hans Triple Curve-heuristik for at kommunikere, hvad der er nogle afgørende nye ideer, der kan bidrage som en måde at løfte menneskeheden ud af faren for en hobbesiansk krig af hver mod hver, af alle mod alle; og løfte os ud af den onde struktur i det anglo-hollandske liberale system og ind i det nye paradigme, som vi alle søger. Jeg syntes, at det var en ekstremt rig mulighed, og vi havde en meget produktiv dialog om disse spørgsmål.

Generelt er det, hvad jeg gerne vil dele. Mine venner vil kunne bidrage med meget mere, men det, jeg gerne vil understrege, er, at det, vi mødte, er et samfund, hvor den fælles velfærd, den generelle velfærd, forfølges oppefra og ned. Det er der et vist kulturelt grundlag for, som helt sikkert har konfucianismen som et af sine kernekarakteristika. Når vi talte med folk om, hvor vigtig denne idé om et skæbnefællesskab er for menneskeheden, hvor vigtig denne idé er for menneskeheden, kom svaret tilbage: “Ja, det er Xi Jinping! Ja, det er Kinas regering i dag, men det er en idé, der går over 2000 år tilbage til Konfucius.” Der er en vis tro på og tillid til evnen til at gennemføre forslag, der er baseret på disse dybe principper i den kinesiske civilisation. Jeg tror, det er op til os at søge efter det samme grundlag for handling i vores civilisation, i vores sprogkultur. Det har selvfølgelig været Lyndon og Helga LaRouches mission i al den tid, så det giver mig en endnu større evne til at genoptage det perspektiv og det arbejde, der skal gøres her. Tak for det.

BATTLE: Fremragende; tak! Wow, I var over det hele, det er fantastisk. Nu vil jeg gerne bede Michelle Erin om at komme op.

……
Læs resten på engelsk:
—————————————————————————-
MICHELLE ERIN: Tak for at have dette program. Jeg vil gerne dele nogle af de kulturelle udvekslinger, vi havde, mens vi var der. Daniel mindede mig om, at den revitaliserede landsby, vi besøgte, har Airbnbs nu. Hvis nogen fortalte mig, at universitetsstuderende tager ud til disse små landsbyer for at revitalisere dem, ville det måske have været anderledes for et par årtier siden, men det er moderne unge mennesker. Så de har forvandlet en masse af bygningerne i dette område til moderne Airbnbs. Og det, jeg gerne vil nævne om dette, er, at de laver noget turisme fra Beijing. Det er meget flot; der er en smuk flod. Ring til mig senere, så skal jeg fortælle dig, hvilken by det er, og så kan du besøge den. Men en del af den måde, de reklamerer for disse Airbnbs på, er ved at dele billeder af ikke bare bygningerne, men hver bygning får et digt skrevet af en moderne digter. Jeg vil lige læse et af disse digte op for dig. Undskyld, at oversættelsen og sprogbarrieren gør det lidt kikset. Det er hængt op på ydersiden af denne bygning, så folk kan blive inspireret til at komme. Der står: “Vrid en snip af afsondrethed, og sid stille, vandrende i den stjerneklare nattehimmel. Årene er stille under tagskægget om natten. Varmen fra lysene er gemt væk, og freden hos menneskene mellem vinduerne og ventilatorerne er nydt fred.” Jeg synes, det var interessant.

En ting, jeg tror, vi forstår lidt bedre, er, hvordan sproget er mere poetisk. Folk har set de kinesiske tegn, som er lidt billedlige. Det, jeg gerne vil, er at dele nogle billeder med jer. Den første lille video er en af de ting, vi ville gøre på denne tur, nemlig at synge for vores værter. At synge for folk med noget af den smukkeste musik fra vores kulturelle baggrund. Denne lille video er fra vores første øvelse, som foregik om aftenen i gården på det hotel, vi boede på. Du kan se, at vi har en gæst, der har sluttet sig til os.

(Afspiller video af Jesu, meine Freude-koralsang).

Den lille pige, der kom, vi sang noget Bach, og vi fik selskab af en ung kinesisk pige, der gerne ville danse og deltage sammen med os.

Den første aften, vi blev modtaget, fik vi lov til at høre nogle traditionelle kinesiske instrumenter blive spillet, og det, der var dejligt – det var alle yngre mennesker – var, at de virkede så glade for at spille på disse kinesiske instrumenter; det var vidunderligt. Vi fik lov til at høre disse traditionelle instrumenter. Den aften sang jeg også en meget berømt kinesisk folkesang, “Moli Hua”, som handler om en jasminblomst. Men den handler faktisk ikke om jasminblomsten. Det er en meget interessant karakter i kinesisk kultur; princippet om generøsitet. Oversættelsen af dette digt beskriver den smukke blomst; den dufter så vidunderligt, den har denne smukke farve. Og det spørger, om jeg må plukke en af dig, så jeg kan give dig til en anden? Det er den mest berømte kinesiske folkesang. Vores venner var meget glade for, at en af de amerikanske kolleger præsenterede den, og de bragte den endda op i en af vores formelle diskussioner et par dage senere.

Vores kor sang også “Dona Nobis Pacem” ved den begivenhed. Jeg oversatte; det betyder “Giv os fred”. Vores venner var meget glade for, at vi sang om at give os fred. Jeg vil indsnævre det en lille smule, især på grund af mine tekniske vanskeligheder. Vi tog til et ungdomscenter i Beijing, hvor mange af deres programmer for at hjælpe unge mennesker inkluderer kunstprogrammer. Forhåbentlig kan du se, at dette er et billede af et par af vores fyre klædt ud i kinesiske operakostumer. Mens vi var der, malede vi også nogle kaniner. Og vi hørte en lærer på deres skole spille på det traditionelle erhu-instrument. Er er tallet to på kinesisk, så erhu er et instrument med præcis to strenge. Vi fik lov til at høre hende spille lidt.

En historisk ting, som var meget interessant, var, at der nede i Chengdu-regionen er et arkæologisk område, som man først begyndte at udgrave i 1930’erne. Stedet indeholder tonsvis af kobber, jade, guld og andre smukke ting, der stammer fra 3.000-4.000 år siden. Dette er en ting, der kan dateres tilbage til omkring 1600 f.Kr, hvilket er ret imponerende. Som en sidebemærkning havde de en hel præsentation om de moderne metoder til arkæologiske udgravninger, for hvor vi tidligere bare gravede en stor grube, har vi opdaget, at når man udsætter disse gamle genstande for ilt og sollys, kan det ødelægge dem fuldstændigt. Nu har de dette glasrum, som de lægger oven på hver ny sektion, der skal udgraves, så de kan beskytte atmosfæren. De har dette højteknologiske udstyr i loftet, som har skinner, det bevæger sig på, og som kan udføre forskellige dele af denne meget avancerede udgravningsproces. Du kan se denne fyr, rummet var ikke helt så mørkt, men museet er svagt oplyst for at bevare artefakterne.

Jeg vil tage et billede i denne smukke by [nær Chengdu]. Vi tog til en landsby, der er kendt som Mianzhu New Year Painting Village. Landsbyen er kendt for kunst, fordi en del af Kina næsten er en krydsning mellem udvikling og spørgsmålet om at bevare det smukke fra fortiden. Så landsbyen eksisterer fortsat, og der bor stadig mennesker i den. Mens vi var der, blev vi bedt om at se nogle af deres kunstværker. De laver tryk med blæk. Man skal gnide papiret oven på det, og det skaber et meget smukt design.

I Beijing tog vi til Central Academy of Fine Arts. Vi så en vidunderlig udstilling af traditionel kinesisk rullekunst, som mange af os kender. Mange af dem er fire fod lange eller mere, og dette sæt så ud til at være fra omkring 1600-tallet. Vi diskuterede den måde, kineserne tænker på, og som afspejles i kunstværkerne. Mange af disse værker har bjerge, og man kan se en lille person i nærheden af disse bjerge. En fra vores hold sagde: “Viser det ikke, at mennesker er små i forhold til naturen på grund af størrelsesforskellen?” Vores guide sagde: “Det er ikke sådan, vi tænker på det.” Kineserne mener, at der er en harmoni mellem mennesker og natur; der er ingen adskillelse i den forstand. De ser, at der er en harmoni der. Efter at vi havde set nogle af disse smukke værker, gik vi heldigvis hurtigt gennem en mere moderne fløj, hvor kunstværkerne efter min mening ikke var attraktive, og blev ført til en anden del af museet for at få en præsentation af kinesisk kalligrafi. Dette var mit forsøg; dette er det kinesiske tegn for lykke. Ikke krusedullerne til højre; jeg var kommet til at tegne mit tegn til siden, og min venlige lærer, som var elev, sagde, at jeg kunne sætte små kruseduller på siden for at udfylde den plads, jeg havde efterladt. Men det kinesiske tegn for lykke findes faktisk i flere forskellige skrifttyper; det kan se ud på flere forskellige måder. Lige nu kan jeg genkende denne skrifttype, men jeg ville nok ikke kunne genkende de andre.

Lad mig lige runde af med at tale om, hvad vi lavede den sidste aften. Jeg ved, at programmet i dag også vil slutte med en video af vores præsentation. På den sidste aften – åh, undskyld mig. En anden vigtig ting er, at vi fik en te-ceremoni af en af vores værter. Jeg vil dele et billede af dette. Te-ceremonien bestod i, at en af vores værter skænkede te til os. En af vores venner gav os denne dejlige teceremoni, som involverede at drikke te og hælde te op, og det var dejligt. Men det var mere et medium for diskussion. Vores ven fortalte os, at han – han er en yngre fyr, som du kan se – men han laver teceremonier i sit hus med sine venner, så de kan diskutere, hvilke bøger de har læst for nylig. Det er en form for social interaktion, som han vælger omkring teceremonien. Mens vi drak vores te, talte han om sin forståelse af nogle af de filosofiske ideer i kinesisk kultur. Hvordan ser kineserne på individet i samfundet i forhold til familieenheden og nationen som helhed? Og det er interessant, at han var i stand til at henvise til Uafhængighedserklæringen og visse andre amerikanske begreber, som han har kigget på. Et interessant begreb var, at nogen spurgte, om kineserne nogensinde kom sukker i deres te. Han sagde aldrig; at kineserne ser, at den nation, der værdsætter bitterhed, er den mest modne. Ligesom børn, der vil have slik, kontra mere modne voksne. Han sagde, at de ser det på denne måde, fordi de ser, at bitterhed er en del af læringsprocessen og en del af processen med at lære sig selv at kende. Han sammenlignede det med en baby, der opdager, at dens hånd er dens egen efter et stik i hånden. Han sagde, at nogle kinesere faktisk betaler for at give deres børn mulighed for at tage ud til et fattigt område og opleve vanskeligheder, så de kan lære.

Så lad mig springe til den sidste aften. Vores værter på Chengdu University havde et musikprogram, hvor nogle af de studerende fra universitetet præsenterede traditionel musik, hvilket var vidunderligt. De havde en berømt kalligraf til at undervise lige på scenen med fem personer fra vores delegation, som gik op og fik præsenteret modeller og lavede kalligrafi foran publikum. Og på et bestemt tidspunkt i programmet kom vi med vores offer. Jeg sang en afroamerikansk spiritual; hvorfor? Fordi det er unikt amerikansk; de er smukke. Ud over at være unikt amerikanske i deres historiske oprindelse, er de også universelle, som stor kunst har tendens til at være. Jeg synes, at den lille pige, vi så i begyndelsen, afspejler det. Hun havde ikke noget problem med at kunne lide tysk Bach-musik. Jeg sang den her. Megan Dobrodt, præsidenten for U.S. Schiller Institute, spillede en Bach partita på fløjte, og så sang vores kor tre stykker – den spirituelle Deep River, den første koral fra Bachs Jesu, meine Freude og en meget medrivende udgave af en amerikansk patriotisk sang komponeret af George Frederick Root, som var en meget dygtig musiker og komponist, “Rally ‘Round the Flag”, som også er kendt som “The Battle Cry of Freedom”. Den musik blev meget vel modtaget af vores venner. Lad os lade det ligge der.

BATTLE: Tak, Michelle, det var virkelig en vidunderlig rejse gennem alle disse kulturelle oplevelser i Kina. Vi får helt sikkert en masse spørgsmål og kommentarer, som vi kommer ind på til sidst. Mange mennesker er nysgerrige efter at høre, hvad du mener om visse ting; det kommer vi til. Men jeg vil gerne invitere Mike Campbell til at komme på nu.

MIKE CAMPBELL: Goddag! Det er godt at være her, tak. Jeg er mere taknemmelig end nogensinde af to grunde. For det første er jeg halvt kineser, hvilket er en tradition, min familie har mindre og mindre kontakt med, siden jeg flyttede til USA for syv år siden. For det andet at kunne dele Schiller Instituttets ideer efter bedste evne og forsøge at være det bedste fra den vestlige kultur i lyset af en sådan uro. Jeg var så stolt over at være medlem af LaRouche-bevægelsen og forsøge at være diplomat for det amerikanske økonomisystem. Alle, der er med på disse opkald, kender til Roosevelts genopretning, Tennessee Valley Authority, og i Kina havde jeg mulighed for at se, hvordan topstyret økonomisk planlægning ser ud i praksis.

Dette er et heat map fra Baidu, deres Google. Det er bare en søgning efter volumen, efter placering, efter by. Vi tog hen til Beijings kommunale transportcenter. Beijing har den største trafikmængde i verden, og det koordinerer det hele, biltrafikken, metroen, selv cyklerne. Det hele 24 timer i døgnet. I øjeblikket bruger 70% af befolkningen offentlig transport. Det var et ret fantastisk set-up at se efter at have siddet i New York-trafikken. Vi besøgte også en industripark, som er helt dedikeret til innovation og start-ups. Den koordinerer dem, den fremmer dem, den giver dem kontorplads og planlægning. Planen var komplet med et aktivitetscenter fyldt med 20-35-årige, der samledes en søndag eftermiddag.

Det var i Chengdu, som har en nøgleposition i Belt and Road Initiative. Den er udpeget som ungdomsby af den kinesiske regering i en af de hvidbøger, som Daniel præsenterede. Indbyggertallet i Chengdu er tredoblet i løbet af de sidste 30 år. Med denne top-down-planlægning fik jeg mulighed for at vende rundt og dele tilbage. Det amerikanske system med national kredit blev anvendt til en national mission om at maksimere den generelle velfærd; dette var en parallel i begge vores kulturer. En fælles menneskelighed og midlerne til samarbejde og dialog. Det siges, at Kina er vores fjende; de spiser vores frokost. Det, jeg fandt ud af, var, at i lyset af alle de beskyldninger, jeg hører fra frygtsomme amerikanere på gaden, pisket op af medierne, især fra vores udenrigsministerium. De kinesiske ledere, som vi hørte fra, var tålmodige og ydmyge. De ved, at vores politik er tragisk og vil være fatal for os selv. De var næsten ikke bekymrede for den skade og tvang, som Vesten forsøger at påføre os. De mennesker, de unge studerende, vi mødte, som tidligere har deltaget i kulturudvekslinger med Ivy League-universiteter, var så beskedne, at det næsten var en fejl. Deres ydmyghed over for den strategiske situation i kombination med deres økonomiske succes slog benene væk under mig.

En ting at slutte af med er, at der er en landsby, som er berømt for plovmandsdigtere som Robby Burns. Deres motto er “At bære hakker på travle dage og holde kuglepenne på ledige dage.” Som en del af deres nationale foryngelse er denne landsby blevet plejet og promoveret som et kulturelt center. Det er lidt sjovt, for på tavlen stod der: “En landsby, et produkt,” for at forene og maksimere, den har en ressource. som noget smukt i deres kultur, i deres civilisation.

Bare for at runde af, så oplevede jeg, at Kina virkelig er en 5000 år gammel kultur med visdom til at bakke den op. Alt, hvad du hører, som ikke tager højde for det, kan ikke være sandt. Jeg tror, vi har en fantastisk partner, der venter på os på den anden side af havet, og de leder bare efter måder at række ud på og samarbejde om menneskehedens fælles mål. Tak; det er, hvad jeg har.

BATTLE: Tak, Mike. Jeg kunne virkelig godt lide det sidste billede med den moderne baggrund, baggrunden af den nye by med de klassiske kinesiske bygninger; det var virkelig smukt.

CAMPBELL: Det er den højeste bygning i Beijing.

BATTLE: Er det en af de højeste i verden?

CAMPBELL: Det kan jeg ikke sige, men det er også udsigten fra Den Forbudte By.

BATTLE: Det er smukt. Nu vil jeg gerne bede Robert Castle om at komme op.

ROBERT CASTLE: Mange af mine noter er blevet dækket, så jeg prøver bare at finde ud af, hvordan jeg kan tilføje til det, der er blevet sagt, i stedet for at gentage det. Så kan jeg få mine slides trukket op, tak? Okay, fint.

De to første slides, jeg har, det første er et billede, jeg tog fra jorden ved Dujiangyan, der som sagt er et massivt, stort kunstvandingsprojekt. Wong, forklarede han, at dette projekt kan ses som en nøgle til at forstå kinesisk kultur og den kinesiske civilisation, og han kom meget ind på, hvordan Sichuan-provinsen er en vugge for den kinesiske civilisation. Og sådan som han forklarede det, udsprang det hele af dette ene vigtige infrastrukturprojekt.

Så det er naturligvis ikke her, vi skal gennemgå hele historien, men det faktum, at han beskrev det som nøglen til at forstå hele civilisationens historie helt frem til Anden Verdenskrig, hvor dette kunstvandingsprojekt leverede, jeg tror, det var noget i retning af en tredjedel af alle fødevarer, det er ret fascinerende at forstå, hvordan dette kunstvandingsprojekt kunne være sådan en nøgle til at forstå Kina. Og jeg synes, at en af de ting, der er særligt interessant ved det, er, at det dybest set – jeg kender ikke det præcise udtryk – er geo-scaping eller noget i den stil, hvor det, man har gjort, er at omdirigere flodens løb mere end at opdæmme den. Og jeg tror, det afspejlede, som vi fik at vide i præsentationen, en meget specifik form for filosofi om at arbejde i harmoni med naturen.

Og jeg vil bare sige, at noget, jeg virkelig blev slået af i næsten hvert øjeblik, både i Beijing og i Chengdu, og i alle de personlige interaktioner, jeg havde, var en gennemtrængende følelse af harmoni. Det betyder ikke, at det var et perfekt sted eller noget i den stil, men bare den måde, trafikken flyder på, og den måde, folk bevæger sig på i sociale rum, og ældre mennesker, der samles offentligt for at danse, der var helt sikkert en følelse af harmoni, som påvirkede mig dybt.

Hvis vi kunne gå videre til det tredje dias med Sanxingdui. Michelle har allerede været inde på det, og jeg ville egentlig bare præsentere dette dias som en slags visuel reference, så alle, der måtte se med, kan se, hvordan – det, der slog mig, var, hvor forskellige disse kulturelle artefakter var fra alt, hvad jeg nogensinde havde set på museer med gamle artefakter, fra det gamle Grækenland, for eksempel. Og uden at komme ind på konkrete historiske detaljer, ville jeg fokusere på, hvad jeg oplevede, hvilket var et chok, da jeg på den ene side forstod dybden af historien og dybden af forskellen. Men som du kan se til venstre, er denne cirkel opdelt i fem dele, der repræsenterer en form for forståelse af det gyldne snit for flere tusinde år siden; så der kan du også forstå den dybe lighed eller enhed mellem den gamle kinesiske kultur i Sichuan-provinsen og de gamle kulturer fra Vesten.

Så hvis jeg må gå videre til den sidste slide. Det er her, jeg vil fokusere mest, og det er primært for at gentage noget, som jeg tror, Kynan ønskede at fokusere på i begyndelsen: Nemlig vigtigheden af peer-to-peer-kommunikation, som helt klart var i højsædet i alt, hvad vi hørte fra vores værter – det var en gentagelse af Xi Jinpings mening eller holdning om vigtigheden af peer-to-peer-udveksling, især med hensyn til den ekstremt vanskelige globale strategiske situation, og oven i peer-to-peer-udveksling, især unge mennesker og unge. Så her kan du se et billede af en af vores delegerede, der giver hånd til en af vores værter, og det særlige forhold viste sig at være en meget smuk ting, der udfoldede sig under hele turen, og der var mange af den slags.

Og jeg havde mulighed for at lære den oversætter at kende, som vi havde med os i Beijing. Og jeg mødte ham ved den første åbningsreception. Jeg satte mig ved bordet med ham, og [inaud 1:06:01] vi lærte hinanden at kende og følte hinanden på tænderne, og efter måske 30 sekunder eller et minut tog han sine briller af og lænede sig ind, og jeg så denne umiddelbare, først og fremmest, en personlig kvalitet i hans tilgang.

Og i det øjeblik indså jeg ret hurtigt noget, som så blev bekræftet i det forhold, vi udviklede i de næste par dage, nemlig at det ikke bare var et politisk talepunkt, ideen om behovet for peer-to-peer-udveksling, men at han, oversætteren, tydeligvis virkelig troede på værdien af at kommunikere sin forståelse af, hvad der skete i Kina, på et personligt plan. Og generelt var jeg meget imponeret over den mængde historisk viden, som alle vores værter havde, og ikke bare det faktum, at de havde en sådan historisk viden, men at de var meget ivrige efter at kommunikere den til os og til hinanden, og at der tydeligvis var en følelse af stolthed, men det var ikke – at det var en stolthed, der også var blandet med en ægte ydmyghed og et ønske om ikke at nedgøre os som amerikanere.

Og ja, han var meget inspirerende i den forstand, for min forståelse af den situation, vi har hjemme i Amerika, er, at vi har brug for at genopdage vores historie. Så det er meget inspirerende at have det eksempel at huske på. Og ikke alene kan vi lære af kineserne om deres historie, de kan lære af os om vores, og jeg synes, det er noget, vi skal være meget håbefulde omkring fremover, især med hensyn til politiske organer, og hvordan vi organiserer dem og vores kulturer.

Så det var vist alt, hvad jeg havde at sige.

BATTLE: Tak, Robert. Jeg synes, det er en rigtig god pointe, at gennem denne personlige dialog mellem mennesker, at være i stand til at tale og ikke bare have, jeg tror udtrykket er “avatar”, at tale med hinandens avatarer, hvilket bare er falsk, det er en falsk idé om, hvad et land er, eller en stereotype, eller omvendt også, men at have en personlig forbindelse med mennesker og forstå, hvor de kommer fra, er faktisk en meget vigtig pointe. Så tak for det! Tusind tak, Robert, fordi du præsenterede det.

Nu vil jeg gerne have José Vega, tak.

JOSÉ VEGA: Tak, Anastasia. Først vil jeg gerne takke vores værter, som faktisk gjorde det muligt for os at forstå det virkelige Kina, som tog os med rundt; og jeg vil også gerne takke resten af vores delegation for at beskrive, hvad vi faktisk oplevede. Jeg kunne ikke have bedt om en bedre gruppe mennesker at rejse rundt i Kina med, og jeg er virkelig glad for, at jeg tog af sted med den gruppe, vi havde. Og jeg tror aldrig, jeg kan udtrykke min taknemmelighed for det, jeg oplevede i det land, nok til den gruppe af arrangører, der faktisk fik os til Kina.

Jeg er vokset op i New York City hele mit liv, og at rejse ud af landet for første gang, og dybest set at rejse til det, der svarer til Mars, var meget virkelighedsnært for mig, og det har udvidet min horisont. Og jeg er blevet et bedre menneske på grund af det.

For at starte med det, jeg vil præsentere, er dette et billede af mig, jeg tror, det var os, der lavede skitser af kunst, hvilket jeg aldrig gjorde som barn, eller nogensinde. Så dette er en af de første gange, jeg faktisk begyndte at gøre det. Og vigtigheden af, hvorfor vi gjorde det, var, at vi lærte tålmodighed, som jeg synes er en meget stor dyd i det land. Og at de tvang os til at sætte tempoet ned og sidde ned, som Michelle var lidt inde på med teceremonien: Da vi også gennemgik teceremonien, fik vi at vide, at tålmodighed er nøglen. Folk sidder og drikker te i omkring 40 minutter, og hele pointen er at tage et minut og sætte sig ned og virkelig finde sig selv i det. Og jeg tror, at denne [tegning] også var et eksempel på at gøre netop det.

Det er et billede af vores side af delegationen, da vi havde en gensidig udveksling, frem og tilbage, mellem vores folk og deres delegationsgruppe, som havde denne frugtbare dialog med os. Så du kan se den slags frem og tilbage, vi havde; dette var som en Q&A-session. De præsenterede noget, og vi kunne så stille spørgsmål.

Her er det fra åbningen, vores allerførste aften, og jeg vil om lidt vise dig, hvad det er for en tegning, der er der. Men det var fra den første aften eller anden aften, efter at vi var ankommet. Vi skulle alle klæde os på og være formelle, og de havde en fantastisk åbningsceremoni, som Michelle var lidt inde på. Det var efter, at vi havde besøgt Museum of Fine Arts i Beijing, og de havde faktisk forkælet os alle med vores helt egne portrætter, som de havde tegnet! Så hver eneste person fik sin egen tegning, og jeg har heldigvis stadig min her.

Og med tanke på fremtiden, med tanke på vores ungdomsvenskab mellem Kina og USA, var dette afskedsceremonien den sidste dag, vi var i Kina. Det lange, vandrette banner, du ser der, indeholdt tegn, der lød “Venskab vil vare evigt.” Og det, jeg gerne vil sige for at opsummere alt dette, og for at opsummere, hvad jeg tog med mig fra oplevelsen, var, at dette var en kultur, og dette var et land, der virkelig ønsker at se reel økonomisk udvikling for alle. De ønsker at se et ægte gensidigt samarbejde i hele verden, og de har ingen intentioner om at være fjender med USA, eller de har ingen intentioner om at konkurrere. Når de siger “win-win”, mener de det virkelig.

Og jeg tror, at en af de vigtigste ting, jeg lærte, var, da den samme oversætter, som Robert talte om, citerede en af vores præsidenter – og I gætter aldrig, hvem det var. Men denne præsident, og jeg vil sige, hvad han sagde først, og så vil jeg fortælle dig, hvem der sagde det: Det var den kinesiske oversætter, som fortalte os om vores præsident, da denne præsident sagde: “Hvis der er et barn i Oakland, som ikke kan læse, som er analfabet, og som er 12 år gammel, så krænker det mine borgerrettigheder. Og hvis der er nogen i Detroit, Michigan, som ikke kan drikke rent vand, så er det en krænkelse af mine borgerrettigheder.” Og det var Obama, der sagde det! Og det var oversætteren, der fortalte mig det!

Og det, jeg tog med mig fra det, er, at det her er et land, der er ved at ændre sig og virkelig leder efter det bedste i andre kulturer, på samme måde som vi leder efter det bedste i deres kultur og også andre kulturer. Det var en meget reel kulturel udveksling og også en intellektuel udveksling. Men jeg tror, at det, vi viste, og som vi vil fortsætte med at vise fremover som Schiller Instituttet, er, at på trods af uoverensstemmelserne i vores land som helhed, vil Schiller Instituttet altid kæmpe for en lysere fremtid, ikke kun for USA, ikke kun for Kina, men for hele verden, og for at menneskeheden mødes, arbejder sammen som én og virkelig opbygger en fælles vision og fremtid.

Og et af de vigtigste punkter, vi understregede, især Kynan og jeg, i vores afsluttende præsentationer derovre, var, at menneskehedens skæbne ikke er, at jorden skal forblive her i vores vugge. Vi kommer til at bevæge os og ekspandere ud til stjernerne, til Mars – vi kommer til at kolonisere Månen og Mars. Og der vil ikke være nogen grænser der! Det vil blive defineret af ét land. Det vil bare være hele menneskeheden. Og at se, at vores venner i Østen er meget på bølgelængde, de venter bare på, at Vesten indhenter dem, og det er OK. Og jeg tror også, at det er der, vi kommer ind i billedet næste gang.

Så jeg tror bare, at jeg fremadrettet var meget glad for at se, at der er en del af verden, der elsker og bekymrer sig om deres folk lige så meget, som vores organisation gør. Og jeg er meget begejstret for vores lands fremtid, for jeg ved, at alle i delegationen vil blive store ledere for vores land og vil bevæge det i den rigtige retning. Og vores generation kommer til at indlede en ny æra af relationer. Og jeg tror også, at de unge, som vi udvekslede med, vil blive fantastiske ledere.

Så jeg vil sige til alle, der ser dette, at de skal kigge tilbage om 20 år: Se, hvor vi alle er! [griner] Så tak. Jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle sige, og alle andre gjorde et fantastisk stykke arbejde. Tilbage til dig, Anastasia.

BATTLE: Fedt, tak! Vi får nu en masse spørgsmål ind. Hvis folk tænder deres kameraer igen, for vi går over til en rundbordsdiskussion, men vi får helt sikkert en masse meget interessante spørgsmål fra folk, der vil vide, hvad var reaktionen på USA? Hvordan tog de os? Hvad tog de fra amerikanerne, hvad var deres indtryk? Jeg vil bare gerne starte med den slags spørgsmål, som kommer ind flere gange nu. Så folk spørger, hvad kineserne fik ud af jer, og hvordan de tog imod os med hensyn til de ideer, vi præsenterede?

Lad os starte med Michelle, og derefter Robert.

ERIN: Meget hurtigt, en af vores venner sagde: “Før jeg arbejdede med jeres gruppe, ville jeg have beskrevet amerikanske unge som arrogante og uvidende. Men I er helt anderledes, I har en positiv energi. Og at denne form for udveksling er afgørende i dette afgørende øjeblik for menneskeheden.”

BATTLE: Hvad havde du tænkt dig at sige, Robert?

CASTLE: Ja, en ting, der var karakteristisk, var, at et af medlemmerne af den kinesiske føderation, vi var til et måltid, og jeg endte med at nævne den holdning, som Schiller Instituttet og LaRouche-organisationen har om behovet for at genindføre Glass-Steagall. Han spidsede lidt til, og et par minutter senere spurgte han: “Hvad var det for en lovgivning, du talte om?” Og han bad mig skrive det ned for ham, og han var tydeligvis meget interesseret. Så vidt jeg har forstået, er der blevet vedtaget en lignende lovgivning i Kina, men det var netop det meget klare ønske om at få specifikke oplysninger om lovgivning og den slags, som jeg så i det øjeblik, der var karakteristisk for hele turen.

BATTLE: Tak skal du have!

VEGA: Jeg har en ting at tilføje til det. Lad mig finde det heroppe. Jeg sendte en besked til en af vores venner, som vi har et virkelig tæt bånd til, og hans svar var: “Jeg er så glad og stolt over at høre dig sige det. Vores lande har helt sikkert brug for os. I vil altid være velkomne i Kina og hos mig. Jeg havde ikke forventet så dybt et venskab, men jeg er glad for, at jeg lærte dig og resten af din delegation at kende. Jeg håber, at dette åbner op for en ny æra for begge vores lande.”

BATTLE: Wow! Det er en virkelig dybtgående reaktion. Tak, fordi du delte det. Nogen sagde tidligere, at det er de unge, det er faktisk dialogen blandt de unge, der kommer til at ændre forholdet fremadrettet ved at overvinde ideologiske problemer.

Jeg vil gerne fremhæve et andet spørgsmål, der er kommet ind fra Frank. Han siger: “Hvad tror du overraskede eller var det mest interessante for dig, som du lærte på turen? Var der noget, der overraskede dig?”

VEGA: Svaret er “ja”, men der er meget at vælge imellem, så jeg vil lade en anden begynde.

ERIN: Det største chok for mig var faktisk, at de så ud til at være meget længere fremme med at blive et velstående samfund, end jeg troede var tilfældet. Og der var en masse ting, der var som at være i “Jetsons” – store ting, men også små ting, som de har udviklet for at gøre livet mere behageligt, automatiserede forskellige ting – Mahjong-bordene er automatiserede! [griner] De nulstiller automatisk deres brikker, så folk ikke behøver at bruge tid på det. De kan koncentrere sig om de mere værdifulde dele af livet.

Så jeg tror, vi har ramt en række af disse bekvemmeligheder, herunder transportmyndighederne – der er en for hver større by – den er offentligt tilgængelig; du kan se i forvejen, om der er parkeringspladser der, hvor du prøver at komme hen! Omigosh! For dem af os, der har prøvet at parkere i New York City! Nå, men en masse små ting.

THISTLETHWAITE: Jeg tror, det største chok for mig var toiletterne. [griner] De har huller i jorden, hvilket er ubehageligt.

Men under alle omstændigheder var jeg virkelig imponeret, og nogen har måske allerede nævnt det, over programmerne til revitalisering af landdistrikterne. Vi tog til en landsby, der hedder [s/l Siduhof 1:23:20], men de er berømte for deres kastanjeproduktion. Og jeg ved, at Michelle talte om de B&B’er, de har udviklet. Det var bare vidunderligt at se, hvor udviklet denne landsby var. Og vi kom til at tale med nogle af landsbyboerne, som var virkelig glade for at se os, de var virkelig glade for at gøre det, de gør. Og det var bare en vidunderlig oplevelse. Det er ikke kun i byerne, man oplever udvikling, men også i landsbysamfundene, de er utroligt avancerede. Det var jeg virkelig imponeret over.

VEGA: Jeg var imponeret over det faktum, at jeg for det første ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle forvente, fordi jeg er lidt forudindtaget af de vestlige medier, og hvad de siger om Kina. Og så hører man også om Belt and Road, så det var faktisk en god mulighed for at se, “OK, lad os se, hvad vi virkelig går ind til.” Og alt var stort set bare som et “Whoa! Det her er slet ikke, hvad jeg troede, det var.” Det var bare at bryde igennem alle medieløgnene. Den største var, at de bare har denne åbenhed! De har ingen problemer med at tale om geopolitiske spørgsmål. De er slet ikke skjult for det; de er meget bevidste om, hvad der foregår, og det er bare almindelige mennesker og almindelige borgere.

Og jeg tror, at det største chok for mig var, da vi gik ind i en boghandel/bar/natklub/socialt samlingssted/biograf i ét – det var et rigtigt socialt sted for unge – og butiksejeren sagde: “Ja, mand, jeg håber bare, at USA og Kina kan ordne tingene, for den ene kan ikke eksistere uden den anden.” Og det var bare en helt almindelig butiksejer! Det var ikke en embedsmand, det var ikke en, der interesserede sig for politik. Han sagde: “Ja, det ene kan ikke eksistere uden det andet.” Han sagde, at han havde tiltro til, at der ville komme bedre relationer mellem de to lande. Han sagde, at det er helt naturligt, hvad der kommer til at ske. Han sagde, at vi på ingen måde kan forblive fjender, for det er der ingen grund til. Og jeg tænkte bare: “Wow! Folk i Kina har ikke noget ondt i sinde over for amerikanere!” Og de ved, at amerikanerne er venlige. Og de ville ikke engang have lyst til at – hvordan skal jeg sige det? De ville ikke engang sige noget dårligt om Joe Biden, hvis jeg skal sige det sådan. De ville ikke være respektløse over for os, fordi de troede, at hvis de sagde noget om Joe Biden, ville det være som at træde på vores kultur. Og det satte jeg virkelig pris på, at de ikke ville nedgøre os. De ønskede virkelig at behandle os med respekt, og de ønskede at behandle vores land på en respektfuld måde, på en værdig måde.

BATTLE: Nogle af jer nævnte i præsentationerne, at I var i stand til at fremhæve forskellige dele af USA, gode dele af vores historie, gode præsidenter og den slags ting. Og jeg talte lidt med Leni Rubinstein om nogle af de præsentationer, du var i stand til at give. Og jeg tænkte på, om I i de præsentationer var i stand til at gennemgå rumprogrammet eller Grand Coulee Dam eller nogle af de ting, der faktisk, sjovt nok ligesom Friedrich List og Alexander Hamilton, nogle af de ideer, der opbygges i Kina med Belt and Road Initiative, og nogle af de nye økonomiske ideer er inspireret af mange amerikanske koncepter eller amerikanske ideer, men naturligvis med deres eget kreative output. Så jeg er nysgerrig efter at høre, om I kunne udtrykke nogle af disse ting.

THISTLETHWAITE: Ja, jeg kunne tale om det, José allerede har nævnt. Men jeg havde lagt særlig vægt på den tyske raketforsker Krafft Ehricke, som Helga Zepp-LaRouche var gode venner med og samarbejdede med fra slutningen af 1970’erne og frem til hans død i slutningen af 1984. Jeg talte faktisk om hans filosofiske koncept om det extraterrestriske imperativ, at det påhviler menneskeheden at gå ud og navigere i stjernerne, at bosætte sig på andre planeter og at mestre interstellare rejser og endda gå videre og opdage andre galakser. Og at mennesket på dette tidspunkt virkelig er i sin barndom, hvad angår udvikling.

Så det, Kina har gjort for nylig, er, at de i 2019 landede månelandingsfartøjet Chang’e-4 på den anden side af Månen. Og nu har Indien opnået den utrolige præstation, at Chandrayaan 3 er landet på Sydpolen. Og på BRICS-topmødet i Johannesburg i august gjorde premierminister Narendra Modi meget ud af dette.

Så Kina og USA kan samarbejde om denne slags bestræbelser, der overskrider nationale grænser og især geopolitik. Og Krafft Ehricke var en model for det.

Og jeg vil også nævne endnu en person, som gik bort i sidste uge: Marsha Freeman. Hun var medlem af Schiller Instituttet; hun havde mulighed for at arbejde sammen med Krafft Ehricke og havde skrevet en biografi om ham, der hed Krafft Ehricke’s Extraterrestrial Imperative. Jeg nævnte hende i præsentationen, fordi jeg syntes, det var vigtigt at tale om den slags mennesker, som Schiller Instituttet har udviklet. Og vi er virkelig nødt til at udvide Krafft Ehricke og Marsha Freemans arbejde og sprede det til hele menneskeheden. Så det vil jeg sige.

BATTLE: Absolut. Michelle, havde du tænkt dig at sige noget?

ERIN: Vi gjorde det ikke nødvendigvis i alle de diskussioner, vi var til, det virkede måske ikke hver gang, men der blev givet en hel del meget stærke præsentationer. Leni gav en meget fremragende præsentation af de smukkeste ideer hos Konfucius, Platon og Schiller, og hvordan de hver især havde disse meget høje ideer om mennesker og menneskers udvikling, og hvordan de er sammenhængende. Og hvordan USA lige nu desværre opfører sig som en koloni af det britiske imperium: Vi er koloniseret! Og det har vi tænkt os at bryde ud af.

Jeg går ud af rækkefølgen, men Robert gav, hvad jeg syntes var en meget stærk præsentation af mordet på John F. Kennedy og effekten af fortielsen på det amerikanske folk. Kennedy var et meget vigtigt resonanspunkt, tror jeg, for mange af kineserne, fordi det var sådan et stort øjeblik, og de virkede bekendte med det.

Adrienne, Mike og jeg bragte i flere af diskussionerne sammenhængen i den store infrastrukturudvikling mellem vores to nationer op: Se på Tennessee Valley, se på Three Gorges Dam. Se på vores andre store ledere, som var udviklere.

Jeg kan fortælle dig om en meget intelligent reaktion, der overraskede mig, da jeg talte på tomandshånd med en af vores værter og forklarede mere om Schiller Instituttet, hvem vi er, hvem Helga er, og så talte vi om USA’s historie. Og jeg forklarede om de mange amerikanske præsidenter, der var udviklere, som blev myrdet. Og hun sagde til mig: “Jeg håber, Helga har en god sikkerhed.” Så hun var virkelig i stand til at samle det, og man kan se, at hun lyttede, hun var virkelig med i diskussionen.

Men jeg tror, at både i en-til-en-diskussioner og i nogle af de formelle præsentationer var vi i stand til at fremlægge denne, jeg vil kalde det positive historie, positiv, sandfærdig historie, og fremlægge den derude.

BATTLE: Det er fremragende. Efter min mening (ikke at jeg har været i Kina eller noget), men det er altid en overraskelse for andre lande at høre fra amerikanere denne stolthed og kærlighed til den gode historie, vi har – fordi mange amerikanere ikke rigtig har det mere; eller de udtrykker det ikke; eller hvis de gør, er det som en fantasi, de fantaserer om at være patriotiske eller noget. Men det er virkelig vigtigt at have en vis viden om og kærlighed til og påskønnelse af USA’s antiimperialistiske historie. Og det lyder, som om det var det, I var i stand til at udtrykke over for mange mennesker som delegation. Og som medlem af Schiller Instituttet er jeg meget stolt af det.

VEGA: Jeg vil gerne give et særligt skulderklap til Adrienne, som gjorde et meget godt stykke arbejde med at bringe det amerikanske system på banen. Mellem Kynans, Roberts og mine præsentationer gjorde Adrienne et fænomenalt stykke arbejde med at gennemgå TVA, sammenligne den med Three Gorges Dam, tale om, hvordan Amerika ville se ud i et Belt and Road; men også bare den virkelige historie om, hvordan USA har udviklet sin egen infrastruktur og gennemgået en virkelig fysisk økonomi. Og jeg tror, at mange i lokalet, da vi gav præsentationerne, var overraskede over, at vi kom med en sådan dybde og forståelse af vores egen historie, og hvordan det kan samarbejde, når vi bevæger os fremad mellem vores to lande.

BATTLE: Der er kommet et sjovt spørgsmål fra en af vores venner ved navn Jack Gilroy, som jeg tror er en 80-årig! [griner] Han spørger, og han er virkelig begejstret for den ungdomsdelegation, der rejste ud, og var glad for at se svarene. Og han spørger, hvad I tænker om en delegation af ældre mennesker på 70+: Tror I, den ville få den samme respons? Tror I, vi ville få den samme slags respons i denne form for dialog?

Jeg ser nogle nikkende hoveder, “ja”! Jeg tror, at svaret er ja, Jack.

Vi har et par andre spørgsmål, og så går vi videre til opsamling. Vi har et spørgsmål fra Menashe, som – og jeg tror, det især er tilfældet, da vi ser en åbenhed og venlighed fra Kina, i modsætning til den slags ondskab, der kommer ud fra USA og Vesten, som er ubegrundet – han spørger: Hvad tror du, årsagerne er til, at de vestlige lande foragter kinesisk kultur, især i lyset af det, du har oplevet? Hvorfor tror du, at det er sådan?

ERIN: Jeg vil bare starte med noget, der kom frem i en diskussion, jeg havde – amerikanerne er meget vrede over, hvad der er blevet gjort mod vores nation, meget, meget vrede. Og når man er meget vred på sig selv, tror jeg, det er sværere at have en generøs ånd over for andre. Måske kan det få bolden til at rulle. Andre kan byde ind med deres tanker.

CASTLE: Hvis jeg skulle prøve at svare på det, ville jeg bruge et citat fra Lyndon LaRouche – jeg prøvede at finde det for at forberede mig til denne diskussion, men jeg kunne ikke finde det, så jeg bliver nødt til at omskrive det. Men fra et essay sagde Lyndon LaRouche noget i retning af, at ideer om universelle principper kun kan kommunikeres gennem ironi.

Og det var en slags tese i den præsentation, jeg gav om Kennedy, ironien i amerikanernes manglende evne til at værdsætte den politiske kultur, der udvikler sig omkring Kina og andre lande i Østeuropa, og jeg tror, at det i virkeligheden handler om USA’s koloniale status. Og det kan utvivlsomt uddybes, men det er i hvert fald min opfattelse af noget, som en anden måske gerne vil sige noget om.

CAMPBELL: Jeg tror, det var på Belt and Road Institute, at nogen sagde – de tog det tilbage til Kennedy-æraen efter Anden Verdenskrig, at det liberale demokrati har vundet, at liberaliseringen har vundet. Eller måske var det i slutningen af den kolde krig, men under alle omstændigheder: Hvis du tror på det, så får du lyst til at holde fast i den idé og kæmpe for det, du troede var din sejr, når du ser tilbagegangen nu og ser udfordringen nu. Og jeg synes, det skriger på æstetisk uddannelse af vores befolkning, og hvor vigtigt det er, at vi gør det, for den amerikanske befolkning leder efter nogen at give skylden.

VEGA: Jeg vil bare sige, at Vestens politik har været malthusianisme, mens kineserne har afvist den. Det er bare en fuldstændig afvisning af malthusianismen, og jeg tror, der er en smule modvilje mod den. Og det kan man se på den måde, kineserne taler om “grønne initiativer”, for det handler ikke om, hvordan vi skal ofre vores folk for udvikling? Det handler om, hvordan mennesket kan sameksistere med naturen og blive ved med at udvikle sig? I modsætning til den malthusianske idé om, at naturen overgår mennesket.

THISTLETHWAITE: Jeg vil bare sige én ting: Det var første gang, jeg rejste internationalt til et andet land, og jeg forstod vigtigheden af at rejse til andre lande, opleve deres kulturer og interagere med folk på gaden, lære deres historie, lære sproget at kende, og jeg tror ikke, at det er noget, som mange amerikanere gør i dag. Så i stedet for at lytte til, hvad medierne fortæller dig, læse avisen eller en artikel og tro, at du ved alt, skal du faktisk tage til disse lande og lære noget om dem. Så jeg tror, det er den bedste måde for folk at rette op på deres forkerte aksiomer om andre folk.

BATTLE: Jeg synes, det er et meget godt svar. Det provokerer mig til at stille et spørgsmål, for når man har været i udlandet, især hvis det er første gang, og man oplever andre kulturer og bliver opslugt af dem, og man så kommer tilbage til USA, så begynder ens syn på USA – ikke om det er godt eller dårligt, men ens syn på verden generelt – at ændre sig. Og jeg vil faktisk gerne høre fra jer, måske kan dette være vores afsluttende spørgsmål: Til publikum – og vi har over 100 mennesker, der ser med live lige nu – hvordan vil I anbefale vores publikum at tage det, I har oplevet, og gå ud og virkelig være repræsentanter for verden? Ikke bare repræsentanter for USA, men verdensrepræsentanter, for at være et redskab for fred? Hvordan ser I, at folk kan handle for at gøre det? Jeg vil gerne høre jeres tanker om det.

Den, der har lyst til at starte, skal gøre det. Jeg ved godt, at det er et lidt højt spørgsmål, og at man skal have tænkt over det. Men I er lige kommet tilbage, og I oplever det på første hånd, så jeg kunne forestille mig, at I ville have et andet syn på jer selv; jeres identitet er sandsynligvis ændret, så hvordan ville I udtrykke det for at hjælpe andre med også at gå igennem det?

ERIN: En ting, man skal tage højde for, er at sikre sig, at man ikke bliver trukket ned af dårlige medier. Jeg har faktisk lige inden for de sidste par dage besluttet at holde op med at bruge en af mine sociale medieplatforme, som har en tendens til at gøre mig deprimeret. Og hvis du ikke allerede gør det, skal du sørge for at læse Daily Alert, som vi udsender, og som har et ret godt dagligt nyhedsperspektiv på verden; og EIR er det ugentlige tidsskrift. Du kan også – jeg synes, at China Daily er en god nyhedskilde. Jeg følger den. Og det er interessant, at mens vi var der, var der et møde mellem Jake Sullivan og Wang Yi, og jeg kan ikke huske den nøjagtige ordlyd, men de vestlige overskrifter havde noget i retning af “De mødtes” eller noget i den stil. Og så skrev China Daily: “Mødet lover godt for fredeligt samarbejde”! Så det havde bare en anden stemning.

Så på nyhedsfronten gælder det om ikke at blive trukket ned af overfladiske, forkerte perspektiver, når man holder sig ajour med verdens udvikling. Og du vil sikkert gerne holde øje med Kina og andre nationer. Bangladesh er for eksempel ved at få deres første atomkraftværk lige nu. Så det gælder om at holde sig ajour med disse ting, for det er virkeligt, og det er en del af verden.

Men Helga har altid sagt, at man skal forholde sig til andre kulturer ud fra det, der er smukkest ved dem. Og jeg synes, det er en god grundsten i din tilgang. Og måske burde det være den måde, vi nærmer os andre mennesker på – jeg kan ikke sige, at det er så let. Og det er helt sikkert lettere med mennesker, der er længere væk, end måske de mennesker, du har med at gøre til daglig. Men hvis du har nul forståelse for XYZ-kulturen, så find noget smukt i den. En måde er helt sikkert kunsten, traditionel kunst, ikke nødvendigvis moderne kunst, men den smukkeste kunst i en kultur kan være et tilgængeligt punkt til forståelse.

CAMPBELL: Hvis tiderne er gode, så vær generøs, gør dit bedste. Hvis tiderne er dårlige, så gør alligevel dit bedste. Hvad der er godt, er bedst, se på de smukkeste ideer.

Jeg havde fornøjelsen af at tale med en person, som virkelig elsker Hamlet, og da jeg skulle lære hende, hvad vi tænker om Hamlet, fandt jeg ud af, at hun allerede vidste det! Hun havde brugt det i sit eget liv: “To be, or not to be…” To live or to die a coward’s death var hendes valg om at gå imod sin families ønsker og tage et mindre prestigefyldt job, der passede bedre til hendes passion og mission. Det er den slags mennesker, vi har talt med derovre.

VEGA: Jeg vil sige, at en af de ting, jeg helt sikkert tog med mig, var ideen om tålmodighed som en dyd. Jeg tror bestemt, at vi alle som organisatorer kunne øve os i lidt mere tålmodighed, især fordi vi ønsker at opbygge et land – vi ønsker at bringe det tilbage til dets idealer: Vi ønsker at tage vores regering tilbage fra de oligarkiske kræfter, der har kapret den, og det kommer til at kræve en vis tålmodighed, men også strenghed. Og jeg tror også, at det er noget, der har ændret sig i mig selv.

Der er meget mere at sige, men jeg tror, jeg vil lade det blive ved det.

THISTLETHWAITE: Jeg vil bare sige, som Helga altid siger: “Tænk på dig selv som en verdensborger og ikke kun som en patriot for din egen nation.” Jeg tror, det er en af de største ting, jeg lærte på den tur. Og Helga siger det hele tiden, men når man faktisk rejser til et andet land, som jeg sagde, ændrer det i høj grad ens perspektiv på tingene. Så folk bør tænke på sig selv i den rolle; de bør tænke på, hvordan andre nationer ser på USA, og hvordan de ønsker at blive opfattet. Og de bør tage en aktiv rolle i at intervenere i verdenssituationen ud fra det synspunkt.

BATTLE: Har du nogle afsluttende bemærkninger, Robert?

CASTLE: Jeg tror, at det vigtigste, jeg tog med mig, kom på et tidspunkt på turen, da jeg talte, og jeg følte en slags uhyggelig ting, som jeg ikke havde følt før, hvilket dybest set var en anerkendelse af det, Kynan lige havde sagt. Og jeg tror, erkendelsen var, at det ikke bare er sådan, at man vælger at være verdensborger, ud over at man vælger at være patriot, men at man faktisk, når man oplever ægte patriotisme, oplever en form for helhed, der nødvendigvis overskrider enhver form for mindre opdeling, som nationalstaten. Og det er kun en forstærkning af det, Kynan sagde, men jeg tror, at det er meget tilgængeligt for os, og jeg tror bestemt, at rejsen gav mig indtryk af, at det virkelig er lige til at tage. Det er bare et spørgsmål om at kommunikere disse ideer på den rigtige måde, så folk får den opfattelse, at de er forbundet til en helhed, der er meget frigørende og styrkende.

BATTLE: Tak skal du have! Jeg tror, det vil være meget nyttigt for folk i chatten, for der var nogle kampe om “kommunisme” og antikommunisme og prokommunisme og alle mulige ting, der foregik! [griner]

Men jeg tror, at det, det handler om, er at rydde sindet for alle disse “ting”, al den støj, der er om, hvorfor man kan lide eller ikke lide noget, og tænke på, hvad principperne er. Og det, I lige har udtrykt, da I kom tilbage fra denne tur – og jeg kan kun forestille mig, hvordan jeres organisering vil være nu, at I vil tage denne oplevelse og dele den med andre og organisere folk fra den placering, I diskuterer. Og jeg ser virkelig frem til flere af den slags kulturelle dialoger og helt sikkert til at få flere af jer til at tale og uddybe mere af det, I gjorde, i fremtiden.

Med det vil jeg virkelig gerne sikre mig, at alle, der er med i dag, 1) hvis I elsker denne diskussion, så bliv medlem af LaRouche-organisationen og Schiller Instituttet: Støt os. Jeg vil inkludere et link i chatten, så folk kan donere; doner helt sikkert til vores organisation, vi er helt uafhængige, og vi finansieres kun af folk som dig.

Bliv aktiv! Vær aktiv i vores bevægelse. Vi er meget seriøse omkring at stoppe termonuklear krig. Vi ser naturligvis ud over ideologiske forskelle, og vi ønsker at bringe folk sammen omkring menneskehedens fælles mål, og det, som Lyndon LaRouche og Helga Zepp-LaRouche, alt det arbejde, vi har gjort i halvtreds år, nu kommer til at stå i forreste række i verdenshistorien. Og vi ønsker at arbejde sammen med jer for at skabe denne nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur: Så organisér dig sammen med os.

Hvis du gerne vil være aktiv, så skriv dig op. Du kan efterlade dit navn og din telefon og e-mail på LaRouche-organisationens hjemmeside, som vi også stiller til rådighed for dig. Og vær venlig at dele dette rundt, få det ud til andre mennesker. Hvis du nød det, så send det til dine venner og familie, og lad os vide, hvad du og andre synes! Vi vil gerne høre feedback på, hvad alle tænker, godt, dårligt, grimt, hvad som helst: Det er alt sammen god intelligens! griner]. Og vi sætter virkelig pris på, at alle er med os i dag, og sørg for at dele [fredsforslaget]. Og vi ses i næste uge kl. 14 til endnu en spændende diskussion med LaRouche-organisationen.

Programmet afsluttes med ungdomsdelegationens [musikalske optræden i Kina med “Deep River”, “Jesu, meine Freude” og “Rally ‘Round the Flag”.