Verden er omskiftelig og farlig – de helt rigtige betingelser for at have held med et mirakel!

Den 13. november (EIRNS) – Meget i verden er omskifteligt og meget farligt. Men ved at se tingene ovenfra og ikke låse sig fast til et sted eller et problem kan vi se, at der eksisterer betingelser for at gribe ind på en måde, der vil resultere i et mirakel og tilvejebringe en ny fase af fremskridt for menneskeheden. Det, der kræves, er at lederne af de store magter – USA, Kina, Rusland, Indien med flere – indleder en dialog for at skabe et nyt finansielt system fokuseret på udvikling; et »Nyt Bretton Woods«, og at nationerne træffer nationale foranstaltninger i overensstemmelse hermed.

Den positive dynamik for udvikling er meget tydelig i Asien i denne uge, hvor næsten 16 statsoverhoveder samles til gruppe- og udenrigspolitiske møder, der er centreret om Asean-møderne i Singapore fra i dag til torsdag; topmødet i Østasien finder sted 14.-15. november; derefter følger Apec »Economic Leaders Week« 12.-18. november i Papua Ny Guinea. Til stede i Singapore er præsidenter eller statsministre fra Rusland, Kina, Indien, Sydkorea, Japan, Indonesien, Malaysia, Australien, New Zealand og mange flere. Den kinesiske premierminister Li Keqiang mødtes i dag med forretningsledere i Singapore. Adspurgt om forholdet mellem USA og Kina sagde Li, at »så længe vi opretholder jævnbyrdighed i forhandlingerne omkring vores uoverensstemmelser og forskelle og udvider de fælles interesser og fordele, vil dette gavne begge lande og verden.«

På torsdag holder præsident Xi Jinping hovedtalen til Apecs administrerende direktører på mødet i Port Moresby, Papua Ny Guineas hovedstad. Xis besøg omfatter også særlige møder med lederne fra Papua Ny Guinea, med det overordnede formål at fremme den Maritime Silkevej til Stillehavsøerne. Fra den 15.-21. november tager Xis tur ham fra Papua Ny Guinea til Brunei, og derfra til Filippinerne. Hans sidste stop er ved et af de nye fælles projekter mellem Kina og Filippinerne, en fabrik, der primært skal producere magnettog til det asiatiske marked.

Disse positive begivenheder i Asien udstiller, hvor billig den franske præsident Emmanuel Macron må være, for at have gennemtvunget en dagsorden ved mindehøjtideligheden i Paris af Første Verdenskrigs våbenhvile den 11. november, som gjorde det umuligt for præsident Donald Trump og præsident Vladimir Putin og andre verdensledere at mødes og drøfte strategiske spørgsmål om fred og sikkerhed, der potentielt kunne bevæge verden i en positiv retning.

Trump udsendte flere forskellige tweets i dag om »Emmanuel«, f.eks. »Problemet er, at Emmanuel lider af en meget lav vælgertilslutning i Frankrig, 26%, og en arbejdsløshed på næsten 10%…« Trump konkluderede: »Make France Great Again!« Om mindre end to og en halv uge får Trump og Putin samt Trump og Xi Jinping en vigtig mulighed for at tale sammen på G20-topmødet d. 30. nov.-1. dec. i Buenos Aires om potentiel diplomati mod et nyt paradigme for økonomisk udvikling og fred. Det er afgørende hurtigt at udvide og uddybe den internationale kreds, der bakker op om et »Nyt Bretton Woods« på tidspunktet for dette møde. (Det skal bemærkes, at den kinesiske vicepremiereminister Liu He siges at have uformelle samtaler med amerikanske embedsmænd fra handelsministeriet nogen tid før G20.)

I den forbindelse udsender LaRouchePAC i løbet af de næste to uger en række korte, animerede info-grafikker for at fremme folks forståelse af, hvordan det nuværende transatlantiske »britiske frihandelssystem« er farligt og døende; og hvad der kræves for at indføre et »Nyt Bretton Woods«-system. For eksempel: Global valutahandel er steget til over 5 billioner dollars om dagen, men hvor meget af denne handel med valutaer bruges til fysisk økonomisk aktivitet? Kun 2%! Resten, 98%, er rent spekulativt spil. Et andet, mere positivt eksempel: Grunden til at faste valutakurser er vigtige for at skabe stabile betingelser for langsigtede internationale investeringer.

At nå ud til folk i USA er helt afgørende, da der er et stort tomrum i det politiske indhold, der er mere akut siden midtvejsvalget, idet flere begynder udelukkende at tænke »hvordan vindes i 2020!« I drøftelserne herom med amerikanske kolleger i dag understregede Schiller Instituttes internationale formand Helga Zepp-LaRouche vigtigheden af, hvad hun kaldte »her og nu’et«. Hun anbefalede at tale til folk fra et standpunkt, der ligger uden for partipolitik, ikke blot ved at tale tværpolitisk, men ved at præsenterede »hele pakken« af, hvad der skal gøres. Gør det klart, hvad gennemførelsen af »LaRouches Fire Love« indebærer. Afslør det døende Wall Street / London-systems rådne karakter.

Zepp-LaRouche tilføjede: »Dette er ikke et tidløst spørgsmål« om, hvad menneskeheden skal gøre. På et hvilket som helst tidspunkt kan den forestående økonomiske krise bryde ud med dødbringende kaos som konsekvens. Derudover diskuterer alle slags gale krigshøge udviklingen af nye amerikanske våben ud fra det standpunkt, at man skal forberede sig til krig med Kina og Rusland.

Helga Zepp-LaRouche taler den kommende weekend til den ugentlige Manhattan Dialog den 17. november med live video transmission. Denne efterfølges søndag den 18. november af en koncert i anledning af Friedrich Schillers fødselsdagsfest med Schiller Instituttets NYC kor og orkester, der opfører Beethovens Fantasi for klaver, kor og orkester og hans Messe i C-dur under overskriften: »Genforen USA … med Beethoven!«




Den britiske imperie-fraktion giver ordrer og instruktioner til den nye amerikanske Kongres

Den 12. november (EIRNS) – De anti-amerikanske medier i USA udstikker deres instruktioner til den nye Kongres. Washington Post, der sammen med New York Times fører an i det britiske kupforsøg mod Trump, lægger i dag ud med en artikel om hvad dagsordenen for den 116. Kongres vil være. Dens ledende artikel beordrer, hvad denne dagsorden burde være.

De to ting er det samme: ”undersøgelser” af Trump.

En artikel på forsiden hævder, at demokrater er “friske fra en rungende midtvejsvalgssejr”, mens overtagelsen af Repræsentanternes Hus faktisk var forventet, og skiftet var meget mindre end det skete med de sidste tre præsidenter. Artiklen citerer kun Rep. Gerald Nadlers og Rep. Adam Schiffs synspunkter om dagsordenen: Forsvar af “Mr. FBI” Mueller; forsvar af verdens rigeste mand, Jeffrey Bezos, imod enhver anti-trust handling (monopoltilsyn); forsvar af AT & T, Time-Warner og CNN imod eventuelle anti-trust handlinger; en husundersøgelse af Trumps sexliv, selvangivelser mv. De skriver: “Alt imens de er forsigtige med risikoen for at fremmedgøre de vælgere der støttede præsidenten, antager Kongres-demokrater fuldt ud deres midtvejssejr i sidste uge som et mandat til at grave dybt ned i præsidentens handlinger.” ‘the Post’ citerer derefter sin egen meningsmåling, der siger, at de demokratiske vælgere “mener, at Kongressen skal påbegynde proceduren med at afsætte præsidenten ved en rigsretssag.”

  Wall Street Journal fulgte trop, dog ikke på forsiden: “Muellers undersøgelser topper Demokraternes prioritering.” Og atter baseret på Nadlers udtalelser på ABC News-programmet ‘”This Week” i søndags, samt den indkommende ‘majoritetsleder’ i Senatet, Chuck Schumers, påstand om, at det repræsenterer en forfatningsmæssig krise, at Matthew Whitaker bliver fungerende statsadvokat.

CFR’s (Counsel for Foreign Relations) Foreign Affairs kom først og publicerede allerede den 7. november: “Hvordan Kongressen kan genvinde udenrigspolitikken: En drejebog for Capitol Hill”, med Demokraterne, der kontrollerer Repræsentanternes Hus. Mens man går igennem en lang liste over måder at vende eller blokere Trumps udenrigspolitik på – især med hensyn til Nordkorea, Iran og Paris-klimaaftalen – siger den: “I den øverste del af lovgivnings-kalenderen må den indkommende formand for Kongressen planlægge en tidlig afstemning om lovgivning til at beskytte Mueller-undersøgelsen. Trump har antydet, at han kan standse undersøgelsen før tid. Kongressen må ikke tillade at det sker. På baggrund af de russiske sanktioner, der blev vedtaget i 2017, bør Kongressen også straks overveje “Forsvar af Amerikansk Sikkerhed for Aggression fra Kreml” -loven af 2018, tværpolitisk lovgivning indført i Senatet i august 2018, som medfører yderligere sanktioner over for den russiske energisektor og nye værktøjer til beskyttelse af det amerikanske valgsystem imod udenlandsk indblanding.”

De britiske ordrer kan blive kastet tilbage i ansigtet på dem af en mobiliseret amerikansk befolkning.

 




POLITISK ORIENTERING den 13. november:
1. del: Efter USA’s midvejsvalg, vil Trump og demokraterne samarbejde om
infrastruktur og bankopdeling?
Klik her for 2. del. om et møde med Hussein Askary
torsdag den 29. november på Frederiksberg

Med formand Tom Gillesberg

Video 2. del om mødet med Hussein Askary den 29. november på Frederiksberg (2 min.)

 

 




Der bliver ingen tværpolitisk bro angående infrastrukturlovgivning,
med mindre vi lærer at bygge broer!

Den 11. november (EIRNS) – EIR magasinet skriver i denne uges leder med titlen »Det amerikanske folk ønsker en økonomi«: »En første gennemgang af valgresultaterne viser, at det vigtigste ikke var skiftet i styringen af Repræsentanternes Hus, som var forudset, men at amerikanerne kræver en fuldt udarbejdet økonomisk genopbygnins- og vækstpolitik. […] Dette indikerer også, at vælgerne insisterer på, at de demokratiske lovgivere opfylder deres forpligtelse til at regere landet sammen med den valgte præsident og ikke bruger al deres tid på at lække løgne om ham til pressen. Alt tyder på, at præsident Trump vil fremføre samme sag og være helt åben overfor samarbejde med demokrater omkring spørgsmål, som de er enige om – mestendels økonomiske spørgsmål.«

Præsident Trump gjorde det klart dagen efter valget, og den sandsynlige taler for Repræsentanternes Hus Nancy Pelosi bekræftede det: Nøglen til tværpolitisk samarbejde er lovgivning til finansiering og opbygning af ny, grundlæggende økonomisk infrastruktur. De fleste amerikanere støtter det – ja kræver det. Demokratiske »radikale«, som kun ønsker en rigsretssag eller endeløse undersøgelser mod præsidenten, er sabotører. Republikanske »radikale«, der modsætter sig al finansiering af offentlig kredit, bør sættes ud af spillet, netop som Trump beskrev det den 7. november.
Men for at opbygge denne tværpolitiske bro for lovgivningsmæssige tiltag skal USA træne den praksis at bygge virkelige, nye broer – og højhastighedstog og nye kraftværker og energiteknologier, nye vandveje og havne og nye kraftige løfte-raketter til rumfart…

I en klumme i denne uge var rep. John Delaney fra Maryland, en af demokraterne med et forslag om en infrastrukturbank, spændt over Kinas nye Hong Kong-Zhuhai-Macao næsten 55 kilometer lange brotunnelsystem over Zhujiang-flodens munding, bygget med 120 års levetid! »Og vi bygger ikke noget!« begræd Delaney.
Han havde ret. USA kan ikke få undergrundsbaner eller metrotog til at krydse en by eller en flod uden at bryde ned eller afspore. USA har ingen højhastighedstog. USA kan ikke bygge atomkraftværker, og hver eneste amerikaner får nu mindre el-kraft hvert år. USA kan ikke sende astronauter i omløb om jorden og bringe dem sikkert tilbage; NASA har ikke engang en aktiv plan mere til at bygge løfteraketter for at sætte amerikanerne tilbage på månens overflade.
Dette skyldes ikke, at USA ikke har haft gode ingeniører eller forskere; men at USA’s folkevalgte repræsentanter siden Vietnamkrigen og den britiske ødelæggelse af præsident Franklin Roosevelts Bretton Woods-valutasystem ikke har stillet kredit til rådighed for nogen stor infrastrukturel eller industriel indsats, medmindre det drejede sig om et hangarskib, en bombemaskine eller en ny tank.

I dag når selv de mest seriøse demokrater, der er mest engagerede i, hvad rep. Peter DeFazio (D-OR) kalder »reel finansiering af reel infrastruktur«, langt fra den Amerikanske Sammenslutning af Civile Ingeniørers regning på 4-5 milliarder dollars for at opretholde og udskifte den grundlæggende infrastruktur, der kommer i årene fremover. De taler om at finansiere muldvarpeskud sammenlignet med de bjerge af ny banebrydende højteknologisk infrastruktur, der bliver mestret af Kina, Japan og Rusland – med atomkraft – og Indien med rumteknologi.
USA skal bygge de mest avancerede og vigtige projekter i verden – Kra-kanalen for at forbinde Stillehavet og det Indiske Ocean; Transaqua-projektet for at genoprette Tchad-Søen og for at redde Afrika syd for Sahara fra at blive en ørken; atomar afsaltning for at stoppe ørkendannelse af USA’s eget vesten; Et brotunnelsystem over Beringstrædet for at forbinde Nordamerikas transportsystem til Eurasien. Hvor på jorden USA bygger gør ingen forskel; Det vil genopbygge USA’s økonomis industrielle og teknologiske muskler.

Dette kan gøres, men kun ved at samarbejde med de fremmeste øvrige industri- og infrastrukturlande. Lyndon LaRouche har skitseret det siden århundredeskiftet: Et nyt Bretton Woods; en fire-magts aftale med Kina, Rusland og Indien, der åbner op for andre industrielle kræfter som Japan, for at skabe kredit på en skala af mange billioner dollars til infrastrukturprojekter, der vil forandre økonomier, menneskelig produktivitet og levestandarder. På grund af den amerikanske dollars uformelle, men internationale reserve status, kræver dette Nye Bretton Woods kredit system frem for alt USA’s deltagelse.




Fra arkivet: I anledning af 100-året for 1.Verdenskrigs afslutning:
Må kanonerne i august, denne gang, forblive tavse.

I anledning af 100-året for 1.verdenskrigs afslutning den 11.11.2018, genudgiver vi følgende artikel af Michelle Rasmussen fra august 2005. 

May the Guns of August, This Time, Remain Silent

There is an expression, “Those who do not learn from history, are doomed to repeat it.” Well, that is not quite true, because every historical period has its own peculiarities – for example the culture, economic conditions, political landscape and the character of leading individuals – a concept Lyndon LaRouche refers to as historical specificity.

However, if we look at history as drama, we can, as Schiller wrote in his “Theater as a Moral Institution,” learn from the tragedy we see come to life on the stage before us, and come out better people. We can see specific moments, punctum salia, at which, if the leading characters had acted otherwise, it were possible to have had a different outcome. We can especially learn about the qualities of personal courage required to intervene in a way that could have changed history, when faced with an accelerating momentum heading directly towards a tragedy, such as a great war –- how one must act, after hearing the drums of war, in order to muffle them, or silence them completely.

On July 27, 2005 , Lyndon LaRouche, entitled his press release aimed at exposing the current drive towards preemptive war against Iran , including plans for the use of nuclear weapons, “Stop Cheney’s ‘Guns of August.'” In doing so, he brought a powerful metaphor into the battle to prevent such a war.

“The Guns of August,” by Barbara Tuchman, (published in Danish as “Kanonerne i August 1914”) is an insightful book about many of the factors that led up to WWI, and the first thirty days of the war, which has the qualities of a dramatic historical tragedy. She shows us, her readers, in detail, how “The Great War” broke out on August 1, 1914, as a result of geopolitical strategies, “unchallengeable military necessities,” wrong assumptions, miscalculations, denial, and political cowardice. Thereby implicitly, and in several cases explicitly, showing us how the war, and especially the immense extent of the war, could have been avoided.

Released in January 1962, “The Guns of August,” itself, changed history. John F. Kennedy, and members of his administration, read the book just before the outbreak of the Cuban Missile Crisis that October, and consciously used the lessons they learned from it, to navigate through the dangerous waters of the crisis, and successfully avoid escalation into a nuclear war with the Soviet Union .

 

Edward VII’s Geopolitics

The colorful scene at the opening of “The Guns of August” is the funeral procession of King Edward VII of Great Britain , four years before the outbreak of war. The most prominent guest is Edward’s nephew, and arch enemy, Kaiser Wilhelm II of Germany . The funeral becomes the backdrop in front of which Mrs. Tuchman weaves the story of the construction of a geopolitical minefield, in which one wrong step could be enough to detonate the whole. (footnote 1)

The book fills in the details behind LaRouche’s analysis that Edward VII was the manuscript writer for the war, but that the “Three Kaiser Bund,” comprised of Kaiser Wilhelm  — “Willy,” Czar Nicholas II of Russia – “Nicky,” another nephew of Edward, and cousin to Wilhelm, and the Hapsburg Emperor of Austro-Hungary, all too willingly played their parts, along with the French. Their own folly allowed Edward to put them against each others throats.

She relates how Edward, Lord Palmerston, and the British imperial faction, methodically worked to create “understandings” with their old enemies France and Russia , and buffer zones (independent Belgium ), to ensure that British interests would never be challenged by other powers or alliances.

Kaiser Wilhelm clearly perceives Edward’s strategy of encircling Germany through the creating of the “Triple Entente” with France and Russia, but he sees no alternative to Germany breaking out of that containment through war, after his own attempts to ally Germany with Russia and/or France fail. Kaiser Wilhelm states, that the British want war, but we have to start it.

Later, just days before the outbreak of war, Wilhelm says “The world will be engulfed in the most terrible of wars, the ultimate aim of which is the ruin of Germany . England , France and Russia have conspired for our annihilation … that is the naked truth of the situation which was slowly but surely created by Edward VII … The encirclement of Germany is at last an accomplished fact. We have run our heads into the noose … The dead Edward is stronger than the living I.”

 

Was the war “inevitable”?

All heard the drums of war, and prepared for the war in varying degrees of effectiveness, but none prepared effectively enough to silence them. Yet, paradoxically, Mrs. Tuchman shows that the war was not inevitable, and especially the scale and length of the war, if certain leading actors, had acted otherwise. Here are some of the examples she highlights.

For example, the French Commander in Chief designate, General Michel, after correctly surmising the essential content of the German Schlieffen Plan of attack on the western part of France through Belgium , proposes a defensive strategy to parry this. The response? — to fire him immediately, because his plan challenges the prevailing French military “tradition.”

Or, that war with France might have been avoided altogether, if Germany had granted autonomy to Alsace and Lorraine , the two French provinces which Germany annexed after the 1870-71 Franco-Prussian war.

Or, how, when the German ambassador to London was discussing with the British ambassador the possibility that German forces might invade neutral Belgium, in order to reach France, “‘If so,’ Lichnowsky said, voicing the eternal epitaph of man’s surrender to events, ‘that could not be altered now.'”

Or, how General Moltke, the younger, chief of staff of the German military forces, “could have changed the history of the twentieth century,” if he had accepted Kaiser Wilhelm’s desperate, last minute proposal. She dramatically describes how on Aug. 1, Wilhelm sent a messenger to intercept Moltke, then on his way to give the orders to begin the attack. Waving a copy of a telegram from the German ambassador to London, stating that Britain would stay out of the war, if Germany only declared war against Russia, and not France (which, in fact, turned out to be incorrect – footnote 2) the Kaiser asked Moltke to divert the bulk of the German forces towards east, one hour before the first German troops were to take over a railroad center in Luxembourg,.

“Your Majesty, it cannot be done. The deployment of millions cannot be improvised. If Your Majesty insists on leading the whole army to the East it will not be an army ready for battle but a disorganized mob of men with no arrangements for supply. Those arrangements took a whole year of intricate labor to complete.” And then Moltke states, as Mrs. Tuchman writes, “the inevitable phrase when military plans dictate policy – ‘and once settled, it cannot be altered.'”

“In fact it could have been altered,” she reports. After the war, the Chief of the Railway Division, General von Staab, wrote a book proving that the redeployment could have been accomplished, and Moltke, 6 months after the outbreak of war, admitted that he had made a mistake.

This is not to say that “only” a German-Russian war would have been acceptable, as a key British geopolitical strategy has always been to get those two rivals to bleed each other. But that the outbreak of war, and the scale of the war, were not “inevitable,” if leading political and military leaders had had the courage to intervene effectively.

In a recent memorandum, LaRouche explained that those who want war to further their political or economic agenda, create the impression that such a war is inevitable. He stressed that for the London-based financial oligarchy, sustained peace is more frightful than fanning the flames of war. In this case, their fear of an American System economic policy spreading from Germany to the rest of the continent, including Russia , and peaceful transcontinental economic cooperation, was the cause of the geopolitical machinations which, finally, led to the war. This was the “field” that courageous individuals, acting as singularities, would have had to transform by their actions. (Such economic questions is the only major cause Mrs. Tuchman does not sufficiently develop, but which LaRouche provides in his writings.)

The above examples, and others, dramatically described in “The Guns of August,” of how no one acted effectively to prevent the war from breaking out in the first place, and then escalating into a world war, with such tragic consequences for a whole century, made an impression on a future leader of a nation, John F. Kennedy, about the need to devise alternative strategies than those presented by military leaders who state that there is no alternative to a military invasion, and already completed warplans.

“In the month of August, 1914,” she wrote, “there was something looming, inescapable, universal that involved us all. Something in that awful gulf between perfect plans and fallible men that makes one tremble with a sense of ‘There but for the Grace of God go we.’”

“Her hope was that people reading her book might take warning, avoid these mistakes, and do a little better. It was this effort and these lessons which attracted presidents and prime ministers as well as millions of ordinary readers,” Robert K. Massie wrote in his introduction to a recent edition of the book.

 

The Guns of August, JFK and the Missiles of October

As mentioned above, JFK and leading members of his administration read “The Guns of August” just before the onset of the crisis provoked by the American discovery of Soviet missiles on Cuba . Especially those who had read the book became aware of the danger of heeding the drums of war as the conflict became ever more serious.

Robert Kennedy cited in his book “Thirteen Days: A Memoir of the Cuban Missile Crisis,” which we can also learn from, JFK’s discussion of the impact that the book had on him, in a discussion with Robert, presidential advisor Ted Sorensen and another aide, in the midst of the crisis:

“‘The great danger and risk in all of this,’ he said, ‘is a miscalculation – a mistake in judgment.’ A short time before, he had read Barbara Tuchman’s book The Guns of August, and he talked about the miscalculations of the Germans, the Russians, the Austrians, the French, and the Brutish. They somehow seemed to tumble into war, he said, through stupidity, individual idiosyncrasies, misunderstandings, and personal complexes of inferiority and grandeur. We talked about the miscalculations of the Germans in 1939 and the still unfulfilled commitments and guarantees that the British had given to Poland .”

Robert also writes about JFK’s discussion of the book at a later point during the Cuban missile crisis:

“As mentioned before, Barbara Tuchman’s The Guns of August had made a great impression on the President. ‘I am not going to follow a course which will allow anyone to write a comparable book about this time, The Missiles of October.’ he said to me that Saturday night, October 27. “If anybody is around to write after this, they’re going to understand we made every effort to find peace and every effort to give our adversary room to move. I’m not going to push the Russians an inch beyond what’s necessary.”

During the Cuban Missile Crisis, Soviet Ambassador Dobrynin asked U.S. Ambassador at Large Bowles for a meeting. The following is an excerpt from a secret memo to President Kennedy that Ambassador Bowles wrote about that meeting.(footnote 3) He reports that he discussed with Dobrynin that some U.S. Sovietologists thought that the Soviets wanted to deliberately provoke a crisis in Cuba, to divert attention from Berlin, and enable the Soviets to charge the US with aggression in the UN. He writes that he told Amb. Dobrynin that, if so, such thinking “was extremely dangerous.” If we did move into Cuba in response to some overt act or offensive build-up by the U.S.S.R., a global chain of events might be set in motion which could have catastrophic consequences. For instance, the Soviets might then be tempted to take what they would term “counter-action” in Berlin and perhaps Turkey ; and the U.S. , by that time in an extremely tense mood, would react with vigor. The U.S.S.R., in turn, would feel pressed by the Chinese and other extremists to counter our moves, and we would be on our way together down the long slippery slide.

“I asked Dobrynin if he had read The Guns of August. He said “only a three-page summary.” I urged him to read at least the first few chapters in which he would see a pattern of politico-military action and counter-action that could be repeated in the next six months.

“In July 1914,” Bowles said to Dobrynin, “men of intelligence in Russia, Germany, Austria-Hungary, France and England, all quite conscious of the forces which were feeding the approaching holocaust, found themselves enmeshed in internal pressures, commitments and precedents which left them powerless to avoid the inevitable. It would be the greatest folly in history if we were to repeat this insane process in the nuclear age.

“Dobrynin asked me what, in the circumstances, I thought could be done in regard to Cuba . Stressing that I was speaking solely as an individual, I suggested three moves that the U.S.S.R. could sponsor to ease the situation.”

In fact, as the ” The Guns of August” shows, the unfolding of the events that led to WWI were not “inevitable,” — if men and woman of good will had had the courage to intervene to prevent “the inevitable.” John F. and Robert Kennedy, and their faction, would succeed in presenting and implementing alternatives to a course demanded by a faction of their own military, which they were sure would lead directly to nuclear war. In a parallel to the determination behind solving the problem of bringing the damaged Apollo 13 spacecraft back to earth, “Failure is not an option,”  the Kennedy’s were determined that nuclear war was not an option. After the crisis, J.F. Kennedy presented the book to British Prime Minister Macmillan, saying that the Western world had something to learn from the lessons of August 1914.

If we are to learn from “The Guns of August” when faced with a similar war party, this time, with occupants in the White House itself, now intent on war with Iran, even nuclear war, we must intervene effectively to silence the drums of war. This time, in Germany , Chancellor candidate Helga Zepp-LaRouche and the current Büso national election campaign have shown the way, by making stopping a war against Iran one of the most important issues in the current election campaign, and creating the political climate for Chancellor Schröder to speak out.

This time, in the U.S. , Lyndon LaRouche and the LaRouche Youth Movement have shown the way by exposing the plans for war, and working to create a bi-partisan coalition to replace those, who would cast humanity into a new tragedy.

This time, will you learn from history, and help make their voices heard?

(A German translation of this article, appeared in Neue Solidaritët on August 24, 2005)

Foto: President John F. Kennedy adresses the nation during the Cuban missile crisis, 1962

 

Footnotes:

1. That step, the immediate trigger to the war, would be the assassination of the heir to the Austro-Hungarian throne while in Serbia.  The Austrians then declare war on Serbia, which brings Serbia’s ally Russia , and Austria’s ally Germany into the war.

2. The British, in fact, offered to not declare war on Germany , if Germany refrained from attacking France,  and Russia .

3. Secret Memorandum From the Ambassador at Large (Bowles) to President Kennedy, 13 October 1962, available on the internet at:

www.mtholyoke.edu/acad/intrel/bowles.htm.

 




Brug Trumps sejr ved midtvejsvalget til at opbygge momentum for det nye paradigme

Glem hvad mediernes kloge hoveder og anti-Trump’erne siger. Midtvejsvalget var ingen sejr for demokraterne, men ændrer situationen i USA til det bedre. I denne uges webcast diskuterer Helga valget med dets konsekvenser for amerikansk politik, og for Europa. Ironisk nok vil Trump, som et resultat af hans succes, komme til Paris i denne uge i en stærkere position end både Macron og Merkel!

Hun identificerede også det enorme potentiale af Shanghai Expo med dets implikationer både for at løse handelsproblemerne mellem USA og Kina, men også for at bevæge sig mod en New Bretton Woods.

Med henvisning til Paris understregede Helga, at det var nødvendigt at bruge mindehøjtideligheden den 11. november for afslutningen på 1. verdenskrig til at lære lektionerne om, hvorfor den britiske geopolitiske æra straks må bringes til ophør.

Hun opfordrede seerne til at studere Xis tale i Shanghai, som et eksempel på hvordan kreativitet og innovation skal være en kontinuerlig proces til menneskehedens forbedring, hvilket Lyn har talt om i årevis.

 

Link til webcast:  https://larouchepac.com/20181108/use-trumps-midterm-victory-build-momentum-new-paradigm

 




»Menneskets velfærd er den største drivkraft for videnskabelig innovation«

Den 6. november (EIRNS) – Tre vigtige strategiske udviklinger er i gang i dag, den 6. november 2018, som i forening er afgørende for menneskehedens nye fremtid.

1) Det amerikanske midtvejsvalg finder sted med muligheden for et fremtidigt britisk forsøg på statskup mod Trump-administrationen. Valget drejer sig uomtvisteligt om USA’s forbindelser med Rusland og Kina, herunder Trumps hensigt om at afholde personlige topmøder med præsidenterne Putin og Xi i den nærmeste fremtid. Krig og fred, og den økonomiske genopbygning af planeten omkring Bælte og Vej Initiativet, er afgørende.

2) Schiller Instituttet afholdt i dag et seminar i Paris for at præsentere den netop offentliggjorte franske version af »Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen«; en specialrapport, der indeholder Lyndon LaRouches videnskabelige tilgang til fysisk økonomi. Foran et publikum på over 100 højtstående personer, herunder diplomater, flere VIP’er og medier, leverede Helga Zepp-LaRouche hovedpræsentationen efterfulgt af korte rapporter fra Karel Vereycken, Sébastien Périmony og Odile Mojon. Fru Zepp-LaRouche er netop vendt tilbage fra et højt profileret besøg i Rusland, på tærsklen til det amerikanske valg, hvor hendes dybdegående diskussion af, hvad der faktisk står på spil i disse valg, og af de globale politiske løsninger til krisen, udtænkt af Lyndon LaRouche, fortsætter med at give kraftig genklang, både i Rusland og internationalt.

3) Den Kinesiske Internationale Import Export messe (CIIE) i Shanghai fortsatte ind i sin anden dag, hvor forretningsfolk og politiske ledere fra hele verden samles for at opbygge Bælte og Vej Initiativet som alternativet til det kollapsende transatlantiske finansielle system. Kinas egen udvikling og dets engagement i »en fælles fremtid for menneskeheden« fortsætter med at inspirere andre nationer og ledere til at handle. Et eksempel  er ordene fra Japans tidligere premierminister Yasuo Fukuda, der udtrykte beundring over den måde, hvorpå »Kina har hjulpet Afrika med at opbygge masser af infrastruktur og forbedre folks levestandard. Hvis Japan kan bistå Kina i at udvikle Afrika, ville det i høj grad være til gavn for det afrikanske folk. Det er ikke kun gavnligt for Afrikas økonomi, men også for verdens fred og udvikling.«

Den vejledende tilgang til det igangværende CIIE-møde blev fremlagt i gårsdagens hovedtale af præsident Xi Jinping: »Det er vigtigt for alle lande at forfølge innovativ vækst og fremskynde transformationen af vækstdrivere« sagde Xi, »Innovation er den afgørende motor for udvikling. Kun med dristig innovation og reform, kan vi bryde stagnationen i den globale vækst. Verdensøkonomien er netop kommet ud af skyggen af den internationale finanskrise, og opsvinget er stadig ustabilt. Der er et presserende behov for samordnede indsatser fra verdens lande for at fremme videnskabelig innovation og fremme nye vækstdrivere. Menneskets velvære er den største drivkraft for videnskabelig innovation … Vi skal udnytte mulighederne i en ny runde af teknologisk og industriel revolution, styrke samarbejdet inden for grænseområderne … og arbejde sammen om at fremme ny teknologi, nye industrier og nye former for forretningsmodeller.«




Fra arkivet: Vitus Bering og rejsen til Amerika

af Tom Gillesberg

Denne danske resumé (nedenfor) er et redigeret sammendrag af en artikel »Vitus Bering and the Rediscovery of America« (nedenfor), der blev skrevet som et bidrag til et festskrift for Lyndon LaRouche i anledning af hans 85 års fødselsdag den 8. september 2007.

Med bygningen af en magnettogforbindelse mellem København og Århus over Kattegat, som den første del af et dansk magnettognet, bryder vi med opfattelsen om Danmark som et lille land, der blot kan følge i de større landes fodspor. I stedet er det os, der går foran og gør et afgørende teknologisk kvantespring muligt. Med bygningen af et dansk magnettognet revolutionerer vi ikke blot den danske økonomi, i og med at hele Danmark bliver til et sammenhængende lokalområde, men vi sætter også en ny standard, som vil betyde magnettog i hele Europa. Med det russiske initiativ til at bygge en tunnelforbindelse under Beringstrædet, vil vi med tiden kunne tage magnettoget hele vejen fra Aalborg til Los Angeles.

Det er et af historiens smukke sammenfald, at Danmark har fået mulighed for at spille denne historiske rolle netop nu, for derigennem går vi faktisk i fodsporene af den berømte danske skibsfører og opdagelsesrejsende Vitus Bering, der gennem sit modige lederskab ud i det ukendte genopdagede Amerika og lagde navn til Beringstrædet…. Læs mere:

Dansk resumé: Klik her.

English, full article: Click her.




Sidste dag før valget – Lær af lektien fra »Den Store Krig«

Leder fra LaRouchePAC den 4. november 2018 — Mandag, 5. november, den sidste dag før det vigtigste amerikanske midtvejsvalg i historien, vil vi se Donald Trump tale til tre forsamlinger i Cleveland, Ohio; Fort Wayne, Indiana; og Cape Girardeau, Missouri. Pressen med dens falske nyheder er hysterisk over, at Donald Trump måske har overvundet den britisk indledte »McCarthyistiske« heksejagt mod ham, der har til formål at fremprovokere en krig med Rusland og Kina. Dette er eksemplificeret i krigspartiets førende avis, Washington Post, hvis ledende klumme i dag af Dana Milbank har titlen: »Nu har vi ingen undskyldninger. Vores øjne er vidt åbne.« Et fremtrædende punkt på Milbanks liste over Trumps onde gerninger er, at »han vægtede Vladimir Putins ord højere end den amerikanske efterretningstjenestes, accepterede Ruslands benægtelse af, at det blandede sig i vores valg.« Skal vi have endnu en krig? Det er spørgsmålet i dette valg.

Helga Zepp-LaRouche, der ser frem til det kritiske møde mellem Donald Trump og Vladimir Putin umiddelbart efter valget i forbindelse med arrangementet, der ærer 100-årsdagen for Første Verdenskrigs afslutning, der finder sted i Paris den 11. november, udsendte erklæringen: »Søvngængere – har vi lært hvordan Første Verdenskrig opstod?«, hvor hun beretter om sin oktoberrejsen til Moskva. I denne erklæring skriver hun, at hendes mange møder med repræsentanter for førende institutioner gav hende et »førstehåndsindtryk af, hvorledes den strategiske situation tager sig ud fra et russisk standpunkt: På baggrund af de forskellige tiltag fra Vesten og Natos side – Natos ekspansion op til Ruslands grænser, opbygningen af missilforsvarssystemet i Rumænien og Polen, som kan omdannes til et offensivt system indenfor meget kort tid, annulleringen af ABM-traktaten og nu af INF-traktaten samt de forskellige ‘narrativer’, der skildrer Rusland som fjenden og Putin som en dæmon, har det russiske lederskab tydeligvis konkluderet, at en større krig ikke kan udelukkes.«

Første Verdenskrig kan ikke retfærdiggøres. Briterne troede på Halford Mackinder-doktrinen om »geopolitik«; at de for at opretholde deres magt, baseret på kontrol over haverne og det globale finansielle system, havde brug for at forhindre enhver koalition af nationer på tværs af Eurasien i at opnå magt til at udfordre imperiet. Udviklingsprojekter som Tysklands Berlin-Bagdad jernbane eller Ruslands Trans-Sibiriske jernbane, der skabte forbindelser mellem Eurasiens nationer, var i sig selv uacceptable trusler mod imperiet. Hellere sætte ind med en »rask lille krig« for at holde verden splittet og svag. Denne krig ødelagde Europa og straffede de tabende tyskere med Hitlers fremmarch og Anden Verdenskrigs rædsler som et næsten uundgåeligt resultat.

Og igen i dag har det Britiske Imperium og dets aktiver i USA udløst hysteri og løgne mod Rusland og Kina og mod den Nye Silkevejs forenende effekt. Det er klart villigt til, om nødvendigt, at udløse en eksplosion for at bevare imperiet, der med urette siges at repræsentere »den vestlige levevis« eller »retsstatsprincippet«. Hvad imperiet frygter mest, er det faktum, at næsten alle nationer i Asien, Afrika, Latinamerika – og endda mange europæiske nationer – åbenlyst tilslutter sig Rusland og Kina i det nye paradigme om »win-win«-udvikling gennem Bælte og Vej Initiativet, som kunne betyde afslutningen for Imperiet – især hvis USA’s endnu nye præsident får lov til at udføre sin erklærede hensigt om at etablere venligsindede forbindelser mellem USA, Rusland og Kina. Udover mødet med Putin i Paris planlægger Trump at holde topmøder i helformat med både Putin og Xi Jinping i slutningen af november i sammenhæng med G20-topmødet i Argentina, blot et par uger efter midtvejsvalget.
Helga Zepp-LaRouche ender hendes erklæring med en opfordring til et fuldstændigt ophør af geopolitik, som skal erstattes af »et nyt paradigme med ideen om menneskeheden som helhed. Hvis vi har lært noget af tragedierne i det 20. århundrede, så må vi nu lære at tænke på menneskeheden på en helt anden måde.« Amerikanerne bliver testet på tirsdag; vil de afvise det »demokratiske« krigsparti og tilslutte sig den presserende kampagne for at opbygge det nye paradigme?




Vi søvngængere: Har vi overhovedet lært noget af,
hvordan første verdenskrig begyndte?

Den 4 november 2018

Af Helga Zepp-LaRouche

Bare fem dage efter det forestående valg til kongressen i USA, der bliver afgørende for indstillingen til krig eller fred, mødes præsidenterne Putin og Trump i Paris i forbindelse med årsdagen for afslutningen af første verdenskrig. Der kommer det blandt andet til at dreje sig om USA’s ensidige opsigelse af INF-aftalen og forhåbentligt også om, hvordan disse to førende nationer trods den ekstremt anspændte internationale situation kan sikre, at menneskeheden spares for en tredje verdenskrig.

Denne gang én, der vil udslette menneskeheden.

Under min nylige rejse til Moskva havde jeg under flere samtaler med repræsentanter for førende institutioner lejlighed til at danne mig et førstehånds indtryk af, hvordan den strategiske situation ser ud set ud fra russisk synsvinkel. Den russiske ledelse har draget den ganske klare slutning ud fra Vestens og NATOs forskellige skridt  –  såsom udvidelsen af NATO op til Ruslands grænser, opbygningen af raketforsvarssystemer i Polen og Rumænien, der på meget kort tid kan omdannes til et angrebssystem, opsigelsen af ABM- og nu INF-aftalerne, såvel som de forskellige ”hændelser”, der beskriver Rusland som fjenden og Putin som en dæmon  –  at en kommende storkrig ikke lader sig afvise.

Få dage senere, den 26. oktober, understregede vicedirektøren for ikkespredning og nedrustning i det russiske udenrigsministerium, Andrej Belussov, over for FN i New York: ”USA har for nylig her på dette møde sagt, at Rusland forbereder sig på krig. Ja, Rusland forbereder sig på krig, jeg har bekræftet det. Vi forbereder os på at forsvare vort hjemland, vor territoriale integritet, vore principper, vore værdier, vort folk – vi forbereder os på sådan en krig. . .   Rusland forbereder sig på krig, og USA forbereder sig på krig. Hvorfor vil USA ellers trække sig ud af (INF-) aftalen, opbygge sit atompotentiale og udstede en ny atomvåbensdoktrin?”

Den 31. oktober offentliggjorde Mikhail Khodarenok, militærkommentator på Gazeta.ru i RT.com under titlen: ”Atomkrig: Mulige scenarier samt Ruslands gengældelsesmuligheder” en beskrivelse, der burde kunne slå koldt vand i blodet på folk, der arbejder med, hvordan sådan en krig ville kunne forløbe. Han understregede, at der ikke eksister nogen finansiel, territorial eller ideologisk konflikt mellem USA og Rusland, der burde kunne føre til en massiv anvendelse af atomvåben. Men så fortsatte Khodarenok med at give en detaljeret beskrivelse af forløbet med kodede beskeder, forseglede befalinger lige til affyringen af kærnevåbensarsenalet. I samme øjeblik som et massivt angreb af interkontinentalraketter fra US-territorier og undervandsbåde opfanges, beregnes målene i Rusland samt flyvetiden. Den russiske ledelse beslutter ”launch on Warning” (affyring efter advarsel), og efter 7-9 minutter følger det massive gengældelsesangreb med strategiske kærnevåben fra russisk territorium og omkringliggende farvande.

Den værste mulighed vil være udslettelsen af den politiske og militære ledelse og den deraf følgende umulighed for at udstede de nødvendige befalinger. I dette tilfælde aktiveres perimeter-systemet eller den tilsvarende moderne betegnelse, et atomvåbensføringssystem, der oprindeligt udvikledes og installeredes under den kolde krig, og som automatisk udløser et altomfattende modangreb. Khodarenok understreger til sidst, at samtlige muligheder for anvendelsen af atomvåben betyder en katastrofe for de deltagende parter såvel som for alle andre nationer på hele Jorden. Atomvinteren vil indfinde sig kort tid efter affyringen af kærnevåbnene og true de få mennesker, der måtte have overlevet atomkrigens Ragnarok.

Khodarenok henviser dermed til den aktuelle gyldighed for denne mekanisme, der var en bestanddel af den almindelige viden under den kolde krig. Men i mellemtiden har den veget pladsen for illusionen om en ”taktisk kærnevåbenskrig, der kan vindes”.

Fuldstændigt som om det handlede om et dagligdags konversationsemne udtalte den tidligere kommandant for de amerikanske tropper i Europa, Lt. Gen. Ben Hodges, for nylig på sikkerhedskonferencen i Warszawa, at sandsynligheden for en krig med Kina inden for de næste 15 år var meget høj. På spørgsmål fra den amerikanske internetside Daily Beast svarede Hodges, at det havde været hans hensigt at gøre det klart for europæerne, at størstedelen af det amerikanske våbenarsenal ville blive indsat i Stillehavet under en samtidig krig med Rusland og Kina.

I betragtning af de hyppige krigslystne udtalelser fra diverse militærpersoner, frem for alt amerikanske og britiske, såvel som talrige provokationer som for eksempel den nuværende NATO-manøvre ”Trident Juncture”, der simulerer ”et lands” overfald på et NATO-medlem, er det på høje tid at indse, at enhver indsats af atomvåben sætter hele ”dommedagsmekanismen” i gang. Jeg vil blot her henvise til den amerikanske militæranalytiker Ted Postols argumentation for, hvorfor det ligger i atomkrigens natur, at alle våben vil blive bragt i anvendelse.

Hundredårsdagen for afslutningen på den første verdenskrig, hvis forhistoriske begyndte med afskedigelsen af Bismarck og efterfulgtes af et kvart århundredes britisk inspirerede geopolitiske manipulationer – fra La Entente Cordiale over Tripleententen, den russisk-japanske krig i 1904-05, og frem til balkankrigene, indtil attentatet i Sarajevo endelig blev den vilkårlige udløser. Alt dette burde være en god anledning til at indse, hvor let menneskeheden vandrer som ”søvngænger” ind i katastrofen på et allerede forberedt skakbræt. Ingen af den første verdenskrigs deltagere kunne forudse dens forløb. Men især for de tyske og franske soldater, der nedslagtede hinanden i fire års meningsløse skyttegravskrige, betød denne krig den totale ødelæggelse af en hel generation. Grundstenen var lagt for nationalsocialisternes magtovertagelse og den anden verdenskrig.

I Rusland er erindringen om ”Den store fædrelandskrig”, der kostede 27 millioner russere livet, absolut nærværende – også hos de yngre generationer. I Vesten derimod er holdningen meget forskellig hos den generation, der bevidst har oplevet følgerne af den anden verdenskrig, og de efterfølgende generationer. For mange yngre mennesker er forestillingen om en krig lige så virtuel som deres videospil. Ellers ville det vel være uforklarligt, hvor virkelighedsfjernt konsekvenserne af de udspredte fjendebilleder af Putin og Rusland opsuges af en næsten patologisk ”gruppetænkning” hos de vestlige eliter.

I Rusland opfatter befolkningens absolutte flertal, trods den sidste tids modvilje med hævelsen af pensionsalderen, Putin som den nationale redningsmand, der har befriet landet fra Jeltsin-tidens frygtelige årti. I Vesten er det i stor udstrækning glemt, men i den russiske befolkning står erindringen ganske klart om den fra Vestens side påtvungne chokterapi, hvormed Jeffrey Sachs fra 1991-94 reducerede Ruslands industrielle kapacitet til blot 30 % af det tidligere. Det efterfølgende sammenbrud af den demografiske kurve – den russiske befolkning skrumpede ind med en million mennesker om året – oplevedes af befolkningen som folkemord.

Putin derimod opfattes som den præsident, der har inddæmmet oligarkernes magt, i det mindste på det politiske område, og tilintetgjort Vestens planer om at reducere Rusland fra en supermagt i Sovjetunionens tidsalder til et råstofeksporterende tredjeverdensland. I Rusland elskes og æres Putin for det; for Vestens geopolitiske eliter, der allerede regnede med at have fået fingrene i Ruslands enorme råstofforekomster, ligger her den sande grund til deres dæmonisering af Putin.

Ifølge en nylig rundspørge fra Military Times side blandt aktive amerikanske soldater og officerer er 46 %, altså godt halvdelen, overbeviste om, at deres land i 2019 inddrages i en stor militær konflikt med Rusland. Som pensioneret oberst Rolf Bergmeier, tidligere oberst i generalstaben og viceafdelingsleder for ”planlægning og ledelse” i NATO, endnu engang mindede om i en kritik af NATO-manøvren Trident Junction  –  som han betegnede som en unødvendig provokation  –  så risikerer Tyskland at blive den nukleare slagmark i en krig mellem øst og vest med den nuværende NATO-strategi.

For de tidligere præsidenter Reagan og Gorbatjov, der underskrev IBM-aftalen i 1987, stod det klart, at en atomkrig ikke kan vindes. Med den truede opsigelse af INF-aftalen fra USA’s side, kan vi meget hurtigt glide ind i en situation, der udviser paralleller til mellemdistanceraketkrisen i begyndelsen af 1980-erne. Dengang gik hundredtusinder på gaden, fordi det stod dem klart, at Tyskland ville blive udslettet i en krig mellem Øst og Vest. I dag er den overordnede situation langt farligere. Vandrer vi også denne gang som ”søvngængere” ind i en tredje verdenskrig?

Vi bør bruge årsdagen for afslutningen på første verdenskrig som anledning til den erkendelse, at vi er nødt til at overvinde geopolitikken og erstatte den med et nyt paradigme om den ene menneskehed. Den kinesiske præsidents forestilling om hele menneskehedens skæbnefællesskab, som ligger til grund for initiativet om Den nye Silkevej, beskriver dette paradigme som en helt ny form for internationale forhold, opbygget på samarbejde til gensidig fordel. Såfremt vi har lært noget af det 20. århundredes tragedier, så må vi lære at anskue menneskeheden på en helt ny måde.

 

 

 

 

 

 

 




Vi vrænger næse ad den britiske dronning

Leder fra LaRouchePAC den 24. oktober  – Der er noget både symbolsk og dejligt vedrørende rapporten om, at Panamas vicepræsident og udenrigsminister Isabel de Saint Malo de Alvarado i Thailand, som led i en Sydøstasiatisk tur for at fremme sit lands “tilslutning” til Bælte og Vej-Initiativet, opfordrede Thailand til at fortsætte med opførelsen af det store Kra Kanal-projekt. “Jeg tror, det er mægtigt på alle måder for sammenhængskraften i fremtiden. Der er et stort vækstpotentiale for Thailand,” sagde hun.

Lyndon LaRouche har længe støttet Kra Kanal-projektet, ikke kun som vigtigt i sig selv, men også som en nøglefunktion, sammen med den udvidede Panama-kanal, den foreslåede nicaraguanske Store Inter-Ocean Kanal og den udvidede Suezkanal – til at transformere global infrastruktur, for at skabe et enkelt verdenshav: en planetarisk Søfarts-silkevej. Så her er lille Panama – med en befolkning på 4 millioner, et areal mindre end South Carolina – der lige er blevet kanøflet og truet af det Britiske Imperium og dets udenrigsministeriums håndlangere, med forfærdelige konsekvenser, for at driste sig til at etablere diplomatiske forbindelser med Kina og tilslutte sig Bælte og Vej-Initiativet. Men i stedet for at bukke og skrabe i frygt, satser Panama på det nye paradigme, der opføres omkring BVI.

Problemet som det Britiske Imperium står overfor er, at det ikke kun er Panama, der afviser deres trusler og afpresning; det er ikke udelukkende Italien. Det er også i stigende grad USA selv – og det udgør en langt, langt større strategisk krise for dem. Reflekterende over deres værste frygt, advarede en CNN-analyse i går om at “Trump er på toppen af sit farlige spil, når midtvejsvalget nærmer sig” – helt sikkert farligt for det Britiske Imperium, – og at han “fremstår som en præsident, stadig mere selvsikker og rolig ved at udøve sin magt.”

De afgørende amerikanske midtvejsvalg den 6. november finder sted i en meget urolig strategisk situation, påvirket af afgørende punkter, som finder sted i de næste fire til seks uger på de fleste af de vigtigste internationale fronter, der har ført til det globale oprør mod den herskende politik og partier, de seneste år – dvs. Brexit, valget af Trump, Italiens valg, Mexicos valg osv. Udviklingen omkring hver enkelt vil have indflydelse, og vil blive kraftigt påvirket af hvad der sker i USA i de kommende uger.

5.-10. november: Den første internationale Kina Import/Expo messe (CIIE) vil blive afholdt i Shanghai, med deltagelse af over 130 lande og regioner, mere end 2.800 virksomheder og 300.000 besøgende forventes, og byder på højteknologiske industrivarer og andre produkter. USA har desværre på nuværende tidspunkt nægtet at sende en repræsentant på højt niveau, med det sædvanlige falske argument om Kinas “rovgriske” praksis.

Den 11. november: Præsident Donald Trump og den russiske præsident Vladimir Putin har planlagt at mødes bilateralt i Paris, ved fejringen af hundredeårsdagen for Første Verdenskrigs våbenstilstand.

Medio november: Fristen for Italien om at overholde EU’s krav om budgetnedskæringer, ellers!

Medio november: Deadline for derivat-finansinstitutionerne, til enten at blive eller forlade London, da dødvandet omkring Brexit lurer faretruende med en endelig frist i marts 2019. Som Reuters rapporterede i går: “Storbritannien og EU er tættere på afgrunden, da de to sider forbliver fastlåst i Brexits hårdknude.”

Den 30. november: G20-ledernes topmøde afholdes i Buenos Aires, hvor Trump og den kinesiske præsident Xi Jinping planlægger at mødes bilateralt. Putin, Indiens premierminister Narendra Modi og andre verdensledere vil også være til stede.

Den 30. december: Andrés Manuel López Obrador vil blive indsat som præsident for Mexico; han har udtrykt ønske om at have et godt samarbejde med både USA og Kina, funderet omkring fælles økonomisk udvikling. Kort sagt, hele verden kunne snart vrænge næse ad den britiske dronning.

 




Betydningen af det amerikanske midtvejsvalg – spørgsmålet er krig eller fred!

Efter at være vendt tilbage fra en rejse til Rusland, har Helga Zepp LaRouche genoptaget sin ugentlige webcast med en skarp besked til verden: Det egentlige underliggende spørgsmål, der ligger til grund for alle kommende politiske begivenheder er krig eller fred?

I hendes udsendelse dækkede Helga følgende emner:

*1. Der er et omfattende iscenesat “kaosscenario”, der leder op til det amerikanske midtvejsvalg, og spørgsmålet er i virkeligheden global krig eller fred? Det såkaldte Russiagate-bedrageri er blevet afsløret og udstillet som en britisk operation (måske skal det nye navn være “Britishgate” eller “Muellergate”?), og folk må forstå, hvorfor denne britiske intervention blev lanceret.

*2. Efter Helgas tur til Moskva præsenterer hun et tilbageblik på, hvorfor den russiske præsident Vladimir Putin er hadet af det vestlige oligarki. Putins interventioner for at afværge den folkemorderiske økonomiske ‘chokterapi’ – forsøget på [fra vestlig side] at ødelægge Rusland – har været afgørende i forhold til at genskabe Ruslands rolle i verden, og folk skal forstå, at russerne er villige til at forsvare sig ved en altomfattende krig!

*3. I Tyskland ser vi kansler Angela Merkel kollapse – men inden man fejrer det må man spørge “Hvad er alternativet?”

*4. Der er et stort potentiale for globale diplomatiske gennembrud efter det amerikanske midtvejsvalg. Præsident Trump har planlagt at mødes med den russiske præsident Vladimir Putin kort efter valget, og derefter den kinesiske præsident Xi Jinping mod slutningen af måneden. Topmødet mellem Trump og Putin vil finde sted ved en begivenhed, der højtideligholder 100-året for afslutningen af Første Verdenskrig, en krig skabt af britisk imperialistisk geopolitik – en vigtig påmindelse om vores opgave i dag: At afslutte den britiske geopolitiske æra!

 




POLITISK ORIENTERING den 1. november 2018:
Fem dage til amerikansk midtvejsvalg//
Danske Irananklager ligeså falske som Skripalsagen

Med formand Tom Gillesberg

Lyd:




Amerikansk midtvejsvalg kan resultere i sejr over britisk geopolitik i hele verden

Leder fra LaRouchePAC den 29. oktober 2018 – Inden ti dage vil vi vide hvilken form for kongres, som præsident Donald Trump skal håndtere i resten af sin valgperiode. Kesha Rogers, uafhængig kandidat til Kongressen i Texas’ niende kongresdistrikt, har sat standarden for nye medlemmer af kongressen “uden for partierne” og stræber efter et nyt paradigme for amerikansk deltagelse i videnskabelige og økonomiske fremskridt på verdensplan. Hendes stemme mod rep. Al “Rigsretssag-mod-Trump” Green vil være en markør for, hvordan det amerikanske folk er kommet igennem to års eskalerende forsøg på at omstyrte deres præsident, og om de er parate til at gøre deres land og mange andre lande store.

Helga Zepp-LaRouche gav i sidste uge flere vigtige præsentationer i Moskva, og forklarede russerne, at det presserende spørgsmål om, hvilken USA-politik der vil være efter midtvejsvalget, kræver forståelse for, at det var den britisk efterretningstjeneste, – ikke Rusland – der blandede sig massivt i det amerikanske valg og den politiske proces. Det er britisk efterrretningvæsen, der udløste og har eskaleret forsøget på et kup mod præsident Trump og udgyder en ny McCarthyisme, der har begrænset hans muligheder for at have effektive relationer til Rusland. Den store respekt, som mange ledende russere har haft i mange år for Lyndon LaRouche, forstærkede den grad hvormed Helga Zepp-LaRouches forklaringer blev hørt og rapporteret.

Præsident Trump vil få dage efter midtvejsvalget holde et nyt møde med den russiske præsident Vladimir Putin ansigt til ansigt, og nogle få uger derefter med præsident Xi Jinping i Kina. Hvis valget overvinder kuppet imod ham, kunne præsidenten efterfølgende bevæge sig hen imod afgørende produktive forhandlinger om udvikling af industrielle økonomier for verdens nationer. Dette betyder opbygningen af en ny økonomisk infrastruktur internationalt for at afværge en ny finansiel nedsmeltning og forfølge nye missioner til rumforskning.

Det handler ikke om at skabe en økonomi med “lige vilkår”, men en, der løfter sig op- en økonomisk og videnskabelig kurve, der stiger med større og større hast, indtil den når hele solsystemet.

På trods af handelskonflikter og sanktioner er den Nye Silkevej blevet et økonomisk paradigme; ikke kun for Kina, men for Eurasiens økonomiske kræfter som helhed. Præsident Trump har ved at ændre situationen for den Koreanske halvø til det bedre allerede involveret sig i den Nye Silkevej, og hans offentlige taler indikerer, at han ved, at ny transportinfrastruktur, der forbinder Sydkorea gennem Nordkorea, er helt afgørende. Amerika har en stor mulighed for at besejre det Britiske Imperiums krigspolitik, afvise årtier med af-industrialisering og lovliggørelse af narkotika, der støttes af Soros’ organisationer, og atter søge lederskab på verdensplan, inden for videnskab og industri. Brug valget til at stoppe kuppet mod præsidenten, og anvend derefter de økonomiske tiltag af Lyndon LaRouches “Fire Nye Love for at redde USA”.




Tak det amerikanske justitsministeriums ’Lava Jato’-operation for valget af Jair Bolsonaro til præsident i Brasilien

Den 30. oktober (EIRNS) – Ikke uventet vandt Brasiliens højreorienterede tidligere kaptajn i hæren, Jair Bolsonaro, den 28. oktober præsidentvalget i anden runde med 55% af stemmerne over arbejderpartiets (PT) kandidat, Fernando Haddad, med 45%. Han vil blive indsat i embedet den 1. januar 2019.

Den eneste grund til at Bolsonaro vandt, skyldes at briterne og det amerikanske justitsministerium (DOJ), der opererer igennem dommer Sergio Moro – uddannet i det amerikanske udenrigsministerium – smed tidligere præsident Lula da Silva i fængsel i april 2018 på anklager om “korruption” som en del af “Lava Jato “(Carwash) -operationen, hvilket forhindrede ham i at stille op som præsident. Havde han stillet op, er det almindeligt anerkendt, at Lula nemt ville have vundet valget.

Lula og hans efterfølger og allierede, Dilma Rousseff, (ulovligt afsat fra embedet i august 2106 som en del af Lava Jato) var stærke organisatorer for BRICS, og havde stor sympati for Kinas Bælte- og Vej-Initiativ. Lava Jato skaffede ikke alene disse to nøglepolitikere af vejen, men har yderligere udslettet de fleste af landets produktive institutioner og hjulpet til med at polarisere landet dybt ved at sænke det ned i håbløst økonomisk og politisk kaos.

Det er dette, og ikke Bolsonaros “tough on crime” -program, der forklarer hans sejr. Mediehenvisninger til Bolsonaro som “en tropisk Trump” er ren sofisteri.

Efter at have tjent i årevis som et middelmådigt medlem af den Brasilianske Nationalkongres, hvor han blev anset for at være stedets fastboende tosse, opnåede Bolsonaro kun international anerkendelse takket være mange års dækning af New York Times. Nu har valget af ham skabt betingelserne for at drive Brasilien, Sydamerikas største økonomi, som burde være en vigtig partner i Kinas Bælte og Vej-Initiativ – ud i politisk sammenbrud og social omvæltning. Præcis hvad London beordrede.

Bolsonaros kernebase består af de militante choktropper, der er uddannet og finansieret af Londons radikale frihandlere – Atlas-fonden, for eksempel – som ledede gadedemonstrationerne i 2016, der krævede afsættelsen af daværende præsident Dilma Rousseff. Rousseffs efterfølger, Michel Temer, kastede landet ud i en dyb recession med sine frimarkedspolitik. Nu har Bolsonaras fremtidige finansminister, Paulo Guedes, en ‘hard-core’ neoliberal økonom og hedgefondsejer, uddannet på University of Chicago, annonceret et program, der garanterer at ville provokere offentligt raseri og skabe økonomisk kaos: “Reformering af nationen” (privatiseringer), styring af “regeringens overforbrug og udgifter”, hvilket indebærer en omfattende pensionsreform og bekæmpelse af korruption.

 




Helga Zepp-LaRouches tale på konference i Moskva om Kina:
Et fællesskab med fælles fremtid for menneskeheden:
Kinas strategiske perspektiv indtil 2050

Det Russiske Videnskabsakademis Institut for Fjernøstlige Studier
Akademisk Råd for Omfattende Studier af det moderne Kina
23. internationale akademiske konference:  

“Kina, kinesisk civilisation og verden: Fortid, Nutid og Fremtid” 

Moskva, 24.-25. oktober, 2018 

Helga Zepp-LaRouches tale

“Et fællesskab med fælles fremtid for menneskeheden: – Kinas strategiske perspektiv indtil 2050” 

Det store spørgsmål, som burde optage alle tænkende mennesker på denne planet, er i det væsentlige det samme som blev diskuteret intensivt i den unge amerikanske republik, som rapporteret i “de Føderalistiske Papirer”: Er det menneskelige samfund i stand til en effektiv form for selvstyre? Men denne gang er det ikke et spørgsmål om en nation, det vedrører hele menneskeheden: Behovet for et nyt paradigme i verdensordenen. 

Spændinger i en verden plaget af adskillige kriser ser ud til at styre mod en kulmination: faren for et nyt, denne gang systemisk finansielt nedbrud i det transatlantiske finanssystem, en hidtil uset polarisering i USA omkring det igangværende kupforsøg mod landets præsident, operationer under falske flag, Goebbels-lignende bedrageriske operationer mod hele befolkningsgrupper, narkoepidemier, der er en ny form for opiumskrige, den globale migrationskrise, terrorisme og nazisme, en øgning af de centrifugale kræfter i EU, genopblomstringen af aggressive, geopolitisk motiverede bestræbelser på at forsvare en orden, som ikke længere eksisterer – bare for at nævne nogle af udfordringerne. Verden er i uorden. 

I lyset af en sådan kompliceret og tilsyneladende fuldstændig splittet verden, hvor realistisk er så det perspektiv, der blev fremlagt på Kinas Kommunistiske Partis 19. partikongres af den kinesiske præsident Xi Jinping, hvor han satte Kinas mål til inden år 2050 at blive et “stærkt, demokratisk, kulturelt avanceret, harmonisk, og smukt ‘fuldt moderniseret land'”, og endda omtalte nogle aspekter af skabelsen af en “smuk verden” hvor alle nationer kan deltage? Hvis man ser på de kriser og udfordringer, der er anført ovenfor, som uafhængige individuelle problemer, ender man i en “dårlig uendelighed”, hvor løsningen for mange af disse virker umulig. Men hvis man erkender, at alle disse problemer har fælles ophav, idet de er afledt af det gamle paradigme, af en epoke der går under, kan man finde løsningen ved at blive informeret om principperne for den nye epoke. 

Der er to emner, der sætter dagsordenen for den nærmeste fremtid, som vil skabe helt forskellige udfald for fremtiden. Den første vedrører den nuværende kamp, som udkæmpes på dette tidspunkt i USA, hvor kupforsøget mod præsident Trump enten vil lykkes, og han vil blive drevet fra embedet på den ene eller anden måde, eller, hvis det aftalte spil mellem cheferne for Obama-administrationens efterretningstjenester og briternes efterretnings-tjenester GCHQ og MI6 om iscenesættelsen af “Russiagate” mod Trump for at forhindre ham i at realisere sin intention om at lede forholdet mellem USA og Rusland på et godt grundlag, vil føre til en strafferetlig forfølgelse af bagmændene. Hvis demokraterne vinder Repræsen-tanternes Hus i midtvejsvalget, vil de forsøge at begrave den igangværende undersøgelse i Kongressen og konfrontationspolitikken, som vi har set i sanktionerne mod Rusland og handelskrigen mod Kina og vicepræsident Pences nylige tale, vil omgående eskalere. Hvis Trump kan konsolidere sin position, på trods af de mange høgeagtige ytringer der kommer fra USA nu, er det muligt, at han, i anden halvdel af sin første periode, vil være i stand til at forbedre forholdet til Rusland og vende tilbage til sin oprindelige positive holdning til Kina. 

Den anden relaterede mulighed for ændring er et perspektiv, hvormed “Thucydids fælde” kan overvindes, den tilsyneladende konflikt mellem den magt, som dominerer verden indtil nu, USA, og den opstigende magt, Kina, ved at definere en løsning, der går langt ud over den bilaterale situation for de to, og som adresserer eksistentielle farer for samtlige nationer og dermed en forskydning af niveauet af diskussion og tænkning til et højere niveau. 

Hvad min mand, Lyndon LaRouche, allerede har foreslået for mange år siden, er stadig gyldigt: De fire mest magtfulde nationer i verden, USA, Rusland, Kina og Indien – støttet af andre som Japan, Sydkorea og flere – skal på kort sigt oprette et nyt Bretton Woods system, for at undgå potentielle ødelæggende konsekvenser af et ukontrolleret finansielt sammenbrud. Dette nye internationale kreditsystem skal rette fejlen i det gamle Bretton Woods-system, som ikke blev realiseret sådan som præsident Franklin Delano Roosevelt havde til hensigt, men blev ødelagt af indflydelsen fra Churchill og Truman. Det skal garantere ubetinget suverænitet, for hver og en, af alle nationalstater som deltager i det, og det skal fremme deres ubegrænsede muligheder for at deltage i fordelene af videnskabelige og teknologiske fremskridt, til gensidig fordel for hver enkelt og for alle.
 

Dette Nye Bretton Woods-system skal som det vigtigste indeholde en dybtgående ændring af de valutamæssige, økonomiske og politiske forhold mellem de dominerende kræfter og de såkaldte udviklingslande. Medmindre de uligheder, som skyldes eftervirkningerne af den moderne kolonialisme, gradvist afhjælpes, kan der heller ikke skabes fred; og udfordringer så som migrationskrisen eller terrorisme kan ikke overvindes. 

Den grundlæggende forestilling om et sådant nyt kredit- og økonomisk system findes i princippet allerede i præsident Xi Jinpings Bælte og Vej politik. I de fem år, det har eksisteret, har det skabt en hidtil uset dynamik af håb og optimisme blandt de cirka 100 lande, der deltager i det, og med de fremskridt det har haft på så kort tid, er det indlysende, at målet defineret af præsident Xi Jinping, om en “smuk verden” i2050 for hele menneskeheden er absolut opnåelig. 

Det nye sæt af internationale relationer, som kræves til det Nye Paradigme, er allerede i færd med at blive bygget. Den stigende integration af Bælte og Vej Initiativet, Shanghai Samarbejds Organisationen, Eurasiske Økonomiske Union og de Globale sydlige organisationer udvikler sig succesfuldt og skaber allerede helt nye strategiske alliancer til gensidig gavn for alle, der deltager i dem. “Ånden i Den Nye Silkevej har fænget i de fleste lande i Asien og Latinamerika, og har for første gang i århundreder givet håb til Afrika, som præsident Xi har kaldt kontinentet med det største udviklingspotentiale, og som præsident Putin har lovet at ‘lyse op, ved at give det atomteknologi.'” Mange taler nu om “Afrika, det nye Kina med Afrikanske karakteristika”! Og på trods af modvilje fra den Europæiske Union og den nuværende regering i Berlin er der et stigende antal af mennesker i Europa, som ønsker at blive fuldt integreret i Den Nye Silkevej, som 16 + 1 landene, Spanien, Portugal,
Schweiz, Holland, Belgien, men især Østrig og Italien. 

Den største og uundgåelige udfordring vil imidlertid være at finde en løsning, som inkluderer USA. I betragtning af det reelle niveau af militarisering af USA, både hvad angår de væbnede styrker såvel som den indenlandske bevæbning af befolkningen, er chancen for at USA vil gå i opløsning, eller acceptere at blive udelukket fra et alternativt verdenssystem, lige så fredeligt som det skete med Sovjetunionen, sandsynligvis tæt på nul. Præsident Putins militære politik, som blev annonceret den 1. marts, vedrørende russisk militærvidenskab og den strategiske alliance mellem Rusland og Kina, viser russisk og kinesisk klarhed om dette. Så hvis Thukydids fælde skal undgås, skal der være et udkast til en løsning, som giver USA en høj plads i verdensordenen. 

Den fælles politiske platform, der tilbydes, skal være formet ud fra synspunktet om, hvad Nikolaus von Kues definerede som en helt ny form for tænkning, hans berømte {“Coincidentia oppositorum,”}. Den ene, som har en højere orden af virkeligheden end de mange. Dette er allerede implicit i præsident Xi Jinpings opfattelse af menneskeheden som et “Fællesskab med fælles fremtid.” 

I stedet for at nærme sig spørgsmålet om det nye sæt af relationer blandt verdens nationer ud fra et synspunkt af at bevare status quo vil visionen om hvorledes den menneskelige art er modnet til voksenlivet 50 eller 100 år fra nu give et sæt af konkrete politiske samarbejdsaftaler. Ifølge den videnskabelige teori fra Vladimir Vernadsky vil Noosfæren til den tid have avanceret sin dominans over biosfæren kvalitativt, og nye generationer af forskere og klassiske kunstnere vil kommunikere med hinanden baseret på en søgen efter nye fysiske og kunstneriske principper. 

Som den tyske raketforsker og rumvisionær Krafft Ehricke fremlagde det, er udbygningen af infrastruktur, først i det nærtliggende rum, som en forudsætning for interstellar rumrejse, en nødvendighed for næste niveau af den menneskelige artsudvikling. Som samarbejdet på den Internationale Rumstation og som Hubble-rumteleskopets øjenåbnende resultater har
demonstreret, ændrer fokuset på menneskeheden som en rumfarende art følelsen af identitet hos alle de involverede astronauter, ingeniører og forskere. Det har også helt ændret forestillingen om, at vi lever i et jordbundet system, hvor modstridende geopolitiske interesser skal strides om begrænsede ressourcer med den idé, at menneskeheden lige er begyndt at tage de allerførste babyskridt ind i et univers, hvor der er anslået to billioner galakser. 

Det kinesiske rumprogram vil snart ændre spillereglerne på en hidtil uset vis ved at lede verden til en ny videnskabelig og industriel revolution. De igangværende Chang’e månemissioner omfatter et ambitiøst program om at bringe helium-3 tilbage fra månen som brændstof til kontrolleret fusionskraft på jorden. Når den menneskelige art kan styre fusionskraft, vil vi have energi- og råmaterialesikkerhed for hele den menneskelige art i al overskuelig fremtid. 

I samme retning går Indiens Chandrayaan-2 mission ledt an af Indian Space Research Organization (ISRO), som vil analyse månens overflade for spor af vand og helium-3. Præsident Trump har erklæret, at bemandede rumrejser, tilbagevenden til månen og missioner til Mars og “verdener langt væk” er en national prioritet igen. Disse og relaterede missioner fra de andre rumnationer vil ikke kun gavne de involverede lande, men hele menneskeheden. Rumforskning vil transformere alle aspekter af livet på jorden idet de samme generelle teknologier og metoder, hvormed man vil skabe landsbyer på månen, kan bruges til at skabe beboelige forhold i “ørkenområder” på jorden, som med “Umka”, den russiske by planlagt på Aktis. Rumteknologi vil fuldstændigt revolutionere tilgangen til avanceret lægehjælp alle steder på Jorden, landbruget vil drage fordel af mange aspekter af rumforskning. Kombinationen af fusionsøkonomi og månens industrialisering som det næste trin i en ubegrænset proces af menneskehedens fortsatte mestring af universets love vil betyde en helt ny økonomisk platform i den forstand, der er defineret af Lyndon LaRouche. 

Hvis de mange mennesker i nød i verden – om det er som flygtning fra fattigdom og krigens hærgen eller som tilskuer til et samfund, der falder fra hinanden med en stigning i vold, alkoholisme, stofmisbrug og depression, eller ethvert andet udtryk for desperation – kendte til de umiddelbare muligheder for et gennembrud til en ny æra for menneskeheden, ville den nye silkevejsånd fænge an og blive et håbets fyrtårn for alle. 

Det ordnende princip for en splittet verden i dag kan blive grundlaget for et fælles lederskab i form af præsidenterne i Kina, Rusland, Indien og USA. 




Oligarkerne er i panik over at Trump kan afgøre valget – farlige afledningsmanøvrer dukker op overalt

Leder fra LaRouchePAC den 25. oktober 2018

Præsident Donald Trump er fuldt beredt på at sikre, at, “rigsretssagspartiet” – tidligere kendt som det Demokratiske Parti – afvises i deres forsøg for at overtage Kongressen og indlede en rigsretssag. Han har afholdt 12 valgmøder over hele landet til støtte for republikanske kandidater og gentager overalt, at en stemme for demokraterne i år er en stemme imod ham selv. Han planlægger at afholde 10 møder mere i de sidste dage forud for valget den 6. november. Selv om han sjældent har engageret pressen i sine første to år, har han i de seneste tre uger haft adskillige pressekonferencer og interviews, helt selvsikker og fast besluttet på hans rolle som præsident. De LaRouchePAC-sponsorerede uafhængige kongreskandidater i Texas og South Dakota, Kesha Rogers og Ron Wieczorek, samler folk rundt om i landet, uanset partitilhørsforhold, for at forsvare nationen mod det britisk iscenesatte kupforsøg og organisere amerikanere for at støtte Trumps hensigt om at etablere fred og venskab med Rusland og Kina, genoprette det amerikanske systems økonomiske politik i USA, samtidig med at Trump opfordres til at deltage i det nye paradigme for global udvikling repræsenteret af Bælte og Vej-Initiativet.

Briterne og deres aktiver i USA er ikke tilfredse. I den sidste uge har vi set “karavanen” af mennesker fra Honduras og Guatemala, åbent mobiliseret og finansieret af George Soros’ ngo’er, der drives mod den amerikanske grænse og forsøger at fremtvinge et opgør, som de mener vil underminere Trumps beslutsomhed og offentlige støtte. Selv præsidenterne for disse to fattige nationer har fordømt operationen som en destabilisering af deres egne lande og oprettet en “Safe Return”-fond for at lokke marcherne tilbage til deres hjemlande. Den mexicanske nyvalgte, men endnu ikke tiltrådte præsident, Andrés Manuel López Obrador, har tilbudt job og arbejdsvisum til de marcherende, hvis de ville blive i Mexico.

Og nu har vi brevbombe-operationen, med primitive rørbomber sendt til Obama, Hillary Clinton, CNN og andre – selv til George Soros i egen person – selv om de nok har været så dårligt konstrueret, at de ikke kunne eksplodere. CNN’s præsident Jeff Zucker beskyldte straks Trump og hans pressekonsulent Sarah Sanders, og hævdede at deres angreb på pressen udgør en invitation til terroristiske likvideringer! Trump fordømte i virkeligheden stærkt de kriminelle handlinger og svor at fange gerningsmændene. Washington Post havde en artikel med overskriften: “Blandt brandfarlige bemærkninger, målene for Trumps ord bliver målene for bomber.” De fordømte også dem der stillede spørgsmålstegn ved bomberne som en mulig “falsk-flag”-operation, af den slags der nu er alment genkendt på grund af de falske kemiske våbenangreb i Syrien af de terroristiske Hvide Hjelme.

New York Times gik så langt som at udgive en novelle af en britisk trivial forfatter om en russisk lejemorder, som, med hjælp fra det amerikanske Secret Service, myrder præsident Trump. Disse handlinger har et destabiliserende formål, men der er en proces i gang i menneskeheden som helhed, som ikke let kan stoppes. Det britiske folk har forkastet EU-diktaturet, og nu har den samme stemning ført til en ny regering i Italien, der sætter borgernes sundhed og levebrød forud for de ikke-valgte oligarker i Bruxelles. Valget af Rodrigo Duterte i Filippinerne og Donald Trump i USA bekræfter den gamle Abe Lincolns udsagn: Man kan ikke narre alle mennesker hele tiden.

Vigtigst af alt er der nu mere end et valg, som verdens borgere står overfor. Æraen med IMF’s betingelser som det “eneste spil i byen”, “Washingtons konsensus”, er forbi, selvom dinosaurerne hidtil har undladt at indrømme deres dødelige afgang. Bælte og Vej-Initiativet bliver taget vel imod i Asien, Afrika og Ibero-Amerika, og i stigende grad i både Østeuropa og Vesteuropa. Dette er hvad overherrerne i London og Wall Street frygter mest. Da de hørte i sidste uge, at Trump planlægger at møde Vladimir Putin i Paris umiddelbart efter valget, og at han også skal mødes med Xi Jinping i slutningen af november i Argentina, er alle kongens heste og alle kongens mænd blevet indsat for at forhindre denne hån mod det Britiske Imperiums verdensopdeling af en opkomling af en præsident fra udbryderkolonien på tværs af Atlanterhavet. Men Klumpe Dumpe (fra Alice i Eventyrland –red.) står overfor et stort fald.

Det er ideernes kraft, der har skabt denne gærende massestrejke rundt om i verden, ideer udtænkt og igangsat af Lyndon LaRouche i løbet af det sidste halve århundrede, har fundet resonans i kreative menneskers sind i nationer verden over. Disse ideer har trukket på den rige klassiske kultur fra Platon og Schiller, den konfucianske opfattelse af et harmonisk samfund, det amerikanske begreb om den generelle velfærd, den videnskabelige gnist fra Krafft Ehrickes forpligtelse til at udforske rummet, med mere. Det er disse universelle ideer, der skal lede os i dette øjebliks beslutning om menneskehedens skæbne.

 




Det amerikanske midtvejsvalg indebærer risiko for kaos, og chance for et nyt paradigme for fremskridt

Det amerikanske midtvejsvalg indebærer risiko for kaos, og chance for et nyt paradigme for fremskridt

Leder fra LaRouchePAC den 23. oktober  – Præsident Donald Trump talte mandag aften til mere end 30.000 amerikanere i Houston, ifølge Texas Løjtnant guvernørens rapport – præsidentens hidtil største og mest entusiastiske stævne. Omkring 17.000 blev stuvet sammen i Toyota Arenaen, og yderligere 15.000 fulgte med via store skærme udenfor. Skønt fuld af improviserede kommentarer om mange emner, blev hans bemærkninger efterfølgende yderst velordnede, da han diskuterede de reelle fremskridt, som hans præsidentskab har gjort for USA’s økonomi. “600.000 nye produktive jobs inden for to år” var en væsentlig korrekt påstand, der ikke blev betragtet som realistisk, da Trump tiltrådte embedet. 7,14 millioner jobskabelser (i september) var et bemærkelsesværdigt rekordniveau.

Men der ligger den største risiko for præsidenten og landet. Den voksende frygt for et sammenbrud af de enorme gældsbobler – USA’s og den europæiske virksomhedsgæld er værst – som er skabt af centralbankens trykning af penge – er korrekt. Som uafhængig kongreskandidat i Texas, Kesha Rogers, advarer om i et interview i denne uge, , hvis midtvejsvalgene ikke afgøres – definitivt – så kan kupforsøget mod præsidenten i form af en rigsretssag eller andre tiltag, fremstormen fra et finanskrak, måske værre end det i 2008, føre til kaos.

Men de af britiske efterretningstjeneste anstiftede kupmagere og Robert Muellers juridiske snigmordere kunne på afgørende vis komme under kontrol i valget. Efterfølgende betyder udsigten til at håndtere den kommende krise muligheden for, at Trump faktisk kunne indføre en politik for det “Amerikansk System”. Som kandidat omtalte præsidenten ting – Glass/Steagall-loven, en national startinvestering på 1 billion $ i ny højteknologisk infrastruktur, en genoplivning og udvidelse af NASA’s bemandede rumforskning – hvilket gøres muligt med EIR’s stiftende redaktør Lyndon LaRouches “Fire Love “for at redde økonomien og nationen, der først blev fremsat i 2014. Det er det, Rogers’ kampagne, og den nationale LaRouche politiske Handlingskomité mobiliserer amerikanere for, med Kinas Bælte og Vej-Initiativ som et storslået eksempel på et sådant nyt paradigme.
Trump havde også tydeligvis en hensigt om et stormagtssamarbejde, ikke krigskonfrontation, med både Rusland og Kina. Mobiliseringen, som Rogers’ kampagne fører nationalt, er vejen til dette gennembrud, og til at lykkes med at overvinde den finansielle krise, som nu truer.

 

 




To uger før USA’s valg nærmer verden sig bristepunktet

Leder fra LaRouchePAC den 21. oktober (EIRNS) – Vi er nu to uger inden USA’s midtvejsvalg, som uanset udfaldet vil være et brud med verdens anliggender. Samtidig er det finansielle system, der er centreret i Wall Street og City of London, ved at bryde sammen, mens den britiske geopolitiske kreds afsindigt presser den internationale konfrontation mod total krig, og lige så vanvittigt kræver at industrisamfundet fjernes fra planeten, i et CO2-grønt vanvid.

Afhængig af resultatet af valget den 6. november, er præsident Donald Trump enten frigjort til at indfri sine kampagneløfter om økonomisk forbedring og anstændige forbindelser med Rusland, Kina og andre stormagter, eller vi står over for en række forskellige problemer. Der er helt sikkert et nyt paradigme for internationale udviklingsforbindelser på vej, men dette er endnu ikke konsolideret. Vores situation i USA’s valg er præciseret i den nye LaRouchePAC-erklæring, som er i omløb, der blev offentliggjort den 19. oktober med titlen “Midtvejsvalget 2018 er menneskehedens store chance; svigt ikke på grund af en flok tosser, som George Soros betaler for”, med underoverskriften: “6. november 2018: Den sidste store chance for hele menneskeheden?”

Hvis du hæver dig over løgnene og hysteriet i de amerikanske medier lige nu om præsidenten, bliver billedet mere klart; at de vælgere der stemte for Trump i 2016 stadig ikke ønsker mere af den politik, som de afviste ved valget. I 2016 stemte de imod Bush/Obamas “London”-krige i Irak og Afghanistan, der kostede liv, lemmer og håb. De stemte imod frihandelens, økonomiske vanskeligheder. De stemte imod Hillary Clintons/Wall Streets dobbeltspil og arrogance i at føre en ødelæggende politik. Se for eksempel på yngre veteraner og deres familier. Siden 2003 er omkring 2,77 millioner amerikanske militærmænd og kvinder blevet udsendt til Irak og Afghanistan, hvoraf 977.000 har udført deres pligt to gange, og mange endnu flere. Anslået 20 veteraner dør hver dag som følge af selvmord, ifølge nationale undersøgelser. Samtidig er udpegede asiatiske lande er blevet ødelagt.

Selv mens de internationale medier fortsætter med at lyve om, at “præsident Trump er isoleret”, dukker titusindvis af vælgere op til Trumps valgstævner i delstaterne. I Texas ansøgte over 100.000 mennesker om at deltage i Trumps arrangement i Houston i aftes, så der måtte reserveres et større sted, men alligevel måtte arrangørerne ty til improviseret dækning på parkeringspladsen med gigantiske skærme. Folk begyndte at stille sig i kø natten før; klokken 9:00 i morges ventede ca. 8.000 mennesker. Tilhængere er kommet så langt fra som Pennsylvania og Ohio, udover folk fra de nærliggende stater i Louisiana, Oklahoma og New Mexico.

Den uafhængige, LaRouche PAC-godkendte kandidat til kongressen (9. cd) i Houston, Kesha Rogers, hvor hun er oppe imod rigsretssags-fanatiker Rep. Al Green, er på forkant i valgkampen, og distribuerer tusindvis af foldere til publikum for at levere det politiske indhold til støtte for Trump i valget. Under kørslen her til morgen hang et stort banner over en af motorvejene: “Kongreskandidat Kesha Rogers hilser præsident Trump velkommen – Fyr rigsretssags-Al Green!”

Opgaven i Houston, i hele USA og rundt om i verden, er at få folk til at tænke på et højere niveau, det vil sige, hvad der er behov for om 100 år og mere fra nu. Dette indebærer erkendelsen af, at det gamle britiske imperiale system er i sammenbrud; og det indebærer at forstå og handle på principper for fremtiden. Dette blev præciseret af LaRouche PAC’s videnskabelige medarbejder Megan Beets i en præsentation den 20. oktober, “Verden behøver flere mennesker”, til den ugentlige Manhattan Project town Hall-dialog, der blev offentliggjort på LaRouche PAC’s hjemmeside.

Beets afsluttede sin åbningstale: “Nu er det er virkelig vores job, med potentialet for dette kommende nye paradigme, med dette imperium så afsløret, af [CO2] svindel med det de har fremført, og afvist af flertallet af menneskeheden på dette tidspunkt; har vi ikke kun potentialet, men det reelle ansvar for at danne et nyt paradigme for menneskehedens fremskridt. Og det betyder, at vi skal skabe potentialet for adskillige genier. Og det betyder, at vi skal skabe betingelserne nu; for at disse genier kan realiseres. Vi er nødt til at stoppe denne anti-menneske, anti-befolkningspolitik, vi må afvise det, og vi må få USA til at tilslutte sig Kinas Bælte og Vej-Initiativ – og mere end det, den større vision, som LaRouche har haft i årtier nu, for en reel, global renæssance, den reelle forening af menneskeheden omkring en fælles mission for vores fælles fremskridt.”

 




Forslag om CO2-skat for at skære ned på den fysiske økonomi er på stemmesedlen i staten Washington.

Den. 21. oktober (EIRNS) – I staten Washington vil der d. 6. nov. være et forslag, ‘Initiativ 1631’, på stemmesedlen, hvilket er en skat på udledning af CO2, som under forklædning af at ville tøjle kulstof-udledninger, alvorligt vil skære ned i den fysiske økonomiske aktivitet inden for staten. Skønt initiativet er blevet fremsat for måneder siden, hænger det sammen med, og er i virkeligheden en indførelse af IPCC’s rapport, hvis hensigt er at reducere USA og verden til primitive økonomier, alt imens det reducerer befolkningstallet radikalt.

 

Hvis initiativet godkendes, vil “store udledere” blive pålagt et gebyr på 15 $ for hvert udledt ton kulstof-indhold, startende i år 2020. Gebyret vil for hvert følgende år blive forhøjet med 2 $ pr. ton kulstof-udledning, indtil det er pumpet op til absurde 55 $ pr. ton i 2035, og blive bibeholdt der indtil udledningerne er nede på 25 % under niveauerne i 1990, og dermed 50 % under hvad de er i dag. En anden fase vil blive tilføjet for at få udledningerne i 2050 ned på 70 % under det, som de er i dag, hvilket kan opnås ved at skære ned for et stort set tilsvarende niveau af kulstofbaseret brændstofanvendelse.

 

Dette går i retning af IPCC-rapporten fra den 8. oktober, som søger at eliminere de fleste kulstofbaserede brændstofkilder, mens den blokerer for udvikling af fission- og fusionskraft. Energi-flux-tætheden af økonomien ville falde og indlede en negativ spiral, med den ultimative hensigt at skære verdens befolkningstal ned til 1 mia.

 

To tidligere forslag til afstemninger om en CO2-skat i staten Washington blev stemt ned i 2016 og 2017. Men denne gang rejses der større beløb for initiativet, ifølge en artikel d. 8. august i Bloomberg, “Megabucks Pouring Into Washington State Carbon Tax Initiative.” Bloomberg rapporterer, at fra og med d. 7, august var “Nature Conservancy den største donor til ja-kampagnen, og gav 775.000 $ kontant og 140.000 $ i ‘indirekte’ støtte.” Andre ‘hardcore’ miljøgrupper, der bidrager til kampagnen, er ‘Washington Environmental Council’, ‘Audubon Washington’, ‘The Sierra Club’ og ‘Earth Justice’. AP rapporterede den 16. oktober, at Bill og Melinda Gates netop har givet $ 1 million.

 

Initiativets tilhængere siger, at dette kan blive ‘det første kul-gebyr af sin slags’ pålagt af en amerikansk stat, og åbne for lignende tiltag i andre stater. Dette står i den grad til at blive besejret, af dem der ikke ønsker at leve i en ny mørk tidsalder.

 




Dramatiske tiltag blandt forsvarsministrene i ASEAN-Plus for at forhindre USA-Kina militærkonflikt

Leder  fra LaRouchePAC den 21. oktober (EIRNS) –Den amerikanske, kinesiske og russiske forsvarsminister var en del af forummet “ASEAN Plus” i Singapore i denne uge, hvor der blev gjort dramatiske tiltag for at forhindre enhver konflikt mellem USA og Kina i det Sydkinesiske Hav. Efter mange års intensive bestræbelser fra Bush og Obama-administrationerne for at fremprovokere et militært opgør med Kina over suverænitetsproblemer i det Sydkinesiske Hav, meddelte Singapores forsvarsminister Ng Eng Hen lørdag, at ASEAN-flådefartøjer var på vej til Zhanjiang i Guangdong-provinsen (basen for PLA-flåden) for at deltage i en fælles ASEAN-Kina flådeøvelse i det Sydkinesiske Hav, der begynder mandag. Ng meddelte også, at der efter mødet mellem ASEAN’s forsvarsministre og USA’s forsvarsminister James Mattis, at ASEAN og USA vil afholde flådeøvelser engang næste år (placeringen skal fastlægges).

De 10 ASEAN-forsvarsministre udstedte en erklæring, som indeholdt følgende: “Vi glæder os over afviklingen af ASEAN-Kina-Maritim Øvelsen i 2018, og har til hensigt at gennemføre ASEAN-USA’s maritime øvelser i 2019, hvilket vil styrke venskabet og tilliden mellem ASEAN medlemsstaternes flåde og Folkets Befrielses Hærs Flåde og De Forenede Staters Flåde.”
General Mattis holdt også et en-til-en møde med den kinesiske forsvarsminister Wei Fenghe i 90 minutter. Randall Schriver, en amerikansk ministersekretær for asiatiske stillehavs- sikkerhedsanliggender, fortalte efterfølgende journalisterne, at Mattis havde beskrevet mødet som “ærligt og oprigtigt”, og at kineserne “er interesserede i at have et militært forhold, der er en stabiliserende kraft i de overordnede forhold. ”
En “konfliktmæglings”-aftale blev underskrevet af ASEAN-ministrene og godkendt af generalerne Mattis og Wei, for at udvide retningslinjerne med henblik på at “reducere sandsynligheden for træf eller hændelser, der kan eskalere til konflikt i tilfælde af fejl.”

Trump-administrationen har bekræftet, at præsident Donald Trump vil mødes med præsident Xi Jinping på G20-mødet i Argentina den 20. november, straks efter midtvejsvalget den 6. november, mens et topmøde med præsident Vladimir Putin også er sandsynligt i november, ifølge unavngivne kilder i administrationen. Alle tre ledere, såvel som Indiens premierminister Narendra Modi, vil være sammen ved arrangementet i Argentina. Det er en anledning for disse ledere til at diskutere, ikke blot at afslutte anti-kinesisk og anti-russisk hysteri i Vesten, men også et presserende behov for at indkalde til en ny Bretton Woods-konference for at håndtere det globale økonomiske kaos, for at forhindre et ukontrolleret sammenbrud af den tusind billioner dollar store derivatboble, som truer verdens realøkonomi.

Det er i stigende grad sandsynligt, men ikke sikkert, at det demokratiske parti, der er blevet forandret til en krigerisk, pøbelagtig enhed uden anden grund end at støtte det britiske kupforsøg mod præsident Trump, vil mislykkes i deres bestræbelser på at overtage Kongressen og indlede en rigsretssag. De LaRouchePAC-støttede kandidater, fra Kesha Rogers i Texas og Ron Wieczorek i South Dakota, fører en national indsats for at forsvare præsidenten mod denne kriminelle aktivitet, for at støtte Trumps proklamerede intention om at etablere venskabelige relationer med Putin og Xi og genoprette det Amerikanske System. Tidlig afstemning er allerede begyndt adskillige steder. Alle mand på dæk er dagens ordre, for at opildne den fornuftens gnist, der er i befolkningen, både for faren og potentialet i dette kritiske historiske øjeblik.

 




’Miljø’-lobby er ansvarlig for rekordhøjt  CO2-udslip

Den 17. oktober (EIRNS) – Tysklands manglende evne til at reducere dets udslip af kuldioxid siden de dristige løfter i 2015 på Paris-klimakonferencen – eller for så vidt siden 2009, inden man begyndte ændringen væk fra atomkraft – illustrerer bedraget med de frygtskabende “menneskeskabte klimaændringer” i rapporter fra FN’s Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC).

Tyskland har omstillet mere aggressivt til såkaldte vedvarende energikilder, pr. indbygger end nogen anden større nation. De har siden 2017 investeret omkring 225 milliarder dollar i vind, sol, biobrændstof og geotermiske energikilder; og hvis borgernes ekstra elregninger – som nu løber op i mindst 50 milliarder dollar/år højere end for et årti siden – tilføjes, – er deres investeringer plus udgifter i vedvarende energi i størrelsesordenen 400 milliarder dollars. Men ved at “udfase” atomkraft og lukke sin eksisterende atomkraftflåde, har denne store investering ikke opnået noget mht. CO2-emissioner; i 2018 vil det svare til 2009-niveauet, og eksperterne anslår, at det efterfølgende vil overstige 2009-niveauet.

Havde landet investeret det samme beløb i løbet af det sidste årti i nye, tredje generations atomkraftværker, og samtidigt opretholdt den eksisterende flåde, kunne de hurtigt have installeret mere end 50 gigawatt kernekraftkapacitet og erstattet hele den kulfyrede og oliefyrede kapacitet. Hvor stor kunne reduktionen i Tysklands CO2-, CO- og NOx-emissioner have været, hvis det var blevet gjort?

Det samme gør sig gældende i resten af verden. Det går tilbage til sabotagen i slutningen af 1970’erne af hvad der havde været planerne – centreret i USA’s atomindustri og Atomenergi-kommissionens “Atomer for Freds”-program—for at de industrielle nationer skulle føre an i opbygningen af 5.000-7.000 reaktorer verden over.

I stedet har verdens kernekraftskapacitet endnu ikke nået 1.000 GW, og det er Kina, Indien og Rusland – alle under angreb fra IPCC, Verdensnaturfonden, Paris Climate Alliance osv. for afbrænding af kul – som årtier senere går forrest med at opbygge en ny atomkraftbaseret kapacitet.
Hvis der nu er 40 milliarder tons CO2-udslip om året, er det den anti-nukleare miljø-lobbys ansvar, specielt efter den verdensomspændende frygtskabende promovering af det berygtede Hollywood-bedrag “China Syndrome” fra 1979IPCC og Klima-konferencen i Paris er ansvarlige for disse emissioner. Præsident Donald Trumps tilbagetrækning fra Paris-klimaaftalen var det rigtige at gøre for en amerikansk præsident, som vil beskytte og forbedre miljøet. Enhver “dekarbonisering” af vores produktion af el og varme må gøres med atomkraft. Alt andet er en ofring af industrialisering og menneskelige produktive kræfter – og en ofring af selve den menneskelige befolkning . Det gennembrud, der er brug for nu, er masseproduktion af små fjerde-generations modulære reaktorer (SMR’er), og at gå hurtigt fra design til prototype til produktion kræver samarbejde mellem de store atomkraftproducerende lande i et forceret program.

Dette er det væsentligste krav for iværksættelsen af et “Nyt Bretton Woods” valutasystem af USA, Rusland, Kina og Indien i, som vil stoppe international spekulation og fremme infrastrukturinvesteringer og vareeksport. Det var i perioden fra FDR’s Bretton Woods, at storstilet eksport af atomkraft til udviklingslandene blev planlagt – men derefter stoppet af miljøbevægelsens svindel, og ved at det Britiske Imperium nedlagde Bretton Woods.

 




POLITISK ORIENTERING den 18. oktober 2018:
Udbytteskat skandalen understreger behovet for Glass/Steagall-bankopdeling.
Her er også supplerende materiale.

Med næstformand Michelle Rasmussen

Lyd:

 

LaRouchePAC video som sætter spørgsmål ved global opvarmning fra februar 2017.

 

75 år for redningen af de fleste danske jøder: fra mindehøjtidlighed  i synagogen i København den 11. oktober 2018.

Personer EIR talte med ved mindehøjtidligheden i synagogen i København den 11. oktober 2018.

1. Jan Willem Norden som flygtede til Sverige.

2. Torbjörn Adelsson, en svensk mand, hvis dansk kone havde flygtede til Sverige.

3. En mand som blev født i Sverige et par måneder efter hans forældre havde flygtet.

4. Moses Schwartz, en polsk mand som overlevede fem koncentrationslejre.

5. En mand som flygtede til Sverige, nu bosat i Israel, som kom til København for mindehøjtidligheden.

6. En modstandsmand som var aktivt med Sorø akademiets gruppe og blev interneret i Neuengamme koncentrationslejre. Hans kone var ansat ved plejehjemmet Bernadottegaarden for modstandsfolk.

7-8. Modstandsmænd Uffe Preuss og Poul Høeg fra Nybodergruppen.

9. Modstandsmand fra Odense.

Musiken er en vuggevise skrevet af den tjekkisk-jødisk forfatter og digter Ilse Weber, da hun var i Theresienstadt med hendes mand og ældste søn. Deres yngste søn kom med “kinderstransport” via Storbritannien til Sverige. Ilse insisterede at komme med sin mand til Auschwitz, hvor hun og sønnen blev dræbt så snart de ankom. Hun har skrevet andre sange og tekster i Theresienstadt.

Anne Sofie von Otter synger.




Befolkningens genvundne kampgejst er Londons værste fjende: Optrap imod det Britiske Imperium

Leder fra LaRouchePAC den 17. oktober (EIRNS) – “Krigen for at besejre det Britiske Imperium og skabe et klassisk nyt paradigme er tydeligvis overkommelig, så længe vi holder mobiliseringen i højt gear i den nærmeste periode”, understregede Helga Zepp-LaRouche i dag i en diskussion med medlemmer. Hun betonede to nylige udviklinger, der understreger dette potentiale.

For det første leverede den tidligere amerikanske statsadvokat for D.C. Joe diGenova en ødelæggende bredside mod briterne for at sammensværge sig med ex-CIA-direktøren John Brennan og FBI i et kriminelt kupforsøg mod Trumps præsidentskab. “Britisk MI6 gennemførte ulovlig elektronisk overvågning af amerikanske statsborgere efter anmodning fra FBI og Brennan …. Derfor er briterne ved at blive vanvittige …. Det puster virkelig til ilden. Det åbner op for et enormt strafansvar for amerikanske efterretningstjenestefolk.”DiGenova understregede også, at Trump nu er “en anden præsident. Han har nu fuld kontrol over præsidentskabet”, men at det fortsat er afgørende at sikre det den 6. november.

For det andet skrider Bælte og Vej-Initiativet hastigt frem i de fleste områder på planeten. I dag blev et aftalemorandum  om Transaqua-projektet underskrevet i Rom af den italienske regering og Lake Chad Basin Commission, et epokegørende stort infrastrukturprojekt, der vil ændre hele det afrikanske kontinent, og som LaRouche-bevægelsen har støttet i årtier.

“Tag det som et eksempel på hvordan vores ideer, som vi har presset på for i 40-50 år, og som var i vores rapporter om Verdenslandbroen, der går tilbage til 1991, kan ændre verden og gøre den til et bedre sted”, understregede Helga Zepp-LaRouche.

Hun fortsatte: “Det er klart, at det gamle paradigme er ude, den gamle geopolitiske, unipolære verden fungerer ikke længere. Vi er vidne til en planetarisk proces, præcis som Lyndon LaRouche sagde, med Brexit-afstemningen, valget af Trump, den nye italienske regering osv.

“Nu må vi sørge for, at Trump-administrationen tager den næste, nært forestående, afgørende strid. “Vi må absolut bevæge os i retning af den Fire Magts-aftale, der er specificeret af Lyndon LaRouche, for hvis verden går i den retning, som kræves af IPCC, ville det være folkedrab, da de hævder, at jordens bæreevne kun er 1 milliard mennesker.

“Hvis du tænker på potentialet for Verdenslandbroen, har man brug for 50-100 gange mere energi i næste generation, og det kan naturligvis kun ske med den fulde udvikling af sikker fission og et storstilet program for fusionsenergi. I mellemtiden har vi brug for moderne kulkraftværker, som mange lande i verden er afhængige af. Den næste økonomiske platform vil blive defineret af nye fysiske principper, defineret af et forceret program og samarbejdet mellem USA, Rusland, Kina, Indien og andre lande for at udvikle disse fælles mål for menneskeheden.”

Zepp-LaRouche konkluderede: “Det finansielle sammenbruds Damoklessværd hænger over verden. De næste tre uger til midtvejsvalget i USA vil være af afgørende betydning. Vi kunne få en nedsmeltning udløst af bevidste handlinger; vi kunne have et utilsigtet sammenbrud – der er så mange miner i det finansielle system. Men hvis vi fokuserer på at gøre det af med det Britiske Imperium, og på den anden side den absolutte ånd fra den Nye Silkevej der breder sig, kan vi vinde.

“Dette er helt klart et ”punctum saliens” i historien, for mellem nederlaget til det Britiske Imperium og det nye paradigme er disse sjældne øjeblikke i historien, hvor man faktisk kan se, hvordan en epoke bliver erstattet af en anden. Vi har de objektive forhold for en verdensomspændende revolution eller en verdensomspændende ny æra af civilisation. Så det giver mig en meget optimistisk følelse, og jeg tror, at ud af denne optimisme burde vi virkelig lade gigantiske kræfter vokse.”

 




Præsident Trump fortsætter sit angreb på britisk imperialistiske uvaner

Leder fra LaRouchePAC den 16. oktober (EIRNS) – Mens præsident Trump holder massive kampagnemøder flere gange om ugen rundt om i landet for at få direkte forbindelse med befolkningen i ugerne forud for det afgørende midtvejsvalg den 6. november, har han også stillet sig til rådighed for den “falske presse “langt oftere end før, hvor han direkte angriber de imperiale mentale konstruktioner pålagt befolkningen af de tidligere regeringer og deres kontrollerede medier. Søndag aften viste CBS ’60 minutter’ et interview med præsidenten af Lesley Stahl, hvis modbydelige og respektløse fremfærd belejligt blev håndteret af den stadig mere komfortable præsident Trump. Klimaforandring? Klimaet ændrer sig, sagde Trump, men “jeg ved ikke, om det er menneskeskabt …. Forskere har også en politisk dagsorden.” Dette afviser fuldstændig den folkemorderiske IPCC-rapport, der kræver dekarbonisering og et stop for kødforbrug. Forsvar af den vestlige alliance? “Hvad er en allieret? Vi har vidunderlige forbindelser med mange mennesker, men ingen behandler os så dårligt som EU.”Vil du afgive løfte om ikke at lukke Mueller-undersøgelsen? “Jeg behøver ikke at afgive løfte til dig …. Jeg er præsidenten, og det er du ikke”. “Har Rusland blandet sig i valget? De blandede sig, men jeg tror også, at Kina blandede sig. Og jeg tror andre lande”… (hurtigt afbrudt af Stahl, som vender tilbage til Rusland). Vil du pålægge flere kinesiske afgifter? “De ønsker at forhandle. Jeg har også en god kemi med præsident Xi i Kina. Jeg ved ikke, om det nødvendigvis vil fortsætte.”

Siden sin tale til FN den 25. september har præsident Trump taget fløjlshandskerne af i forsvaret for de grundlæggende principper for den vestlige civilisation, defineret ved den Westfalske Fred – nationernes suverænitet, baseret på folkets vilje og i samråd med alle andre nationer. Dette er blasfemi for imperiet i både London og Wall Street. Globalisering – den moderne eufemisme for global imperial kontrol – har fejlet, siger Trump; det skaber udelukkende økonomisk underdanighed for internationale finansielle institutioner, imperialistiske krige, overnationale domstole, der pålægger imperialt styre, kriminelle narkotikakarteller og økonomisk forfald. Trump lader det blive meddelt – endnu uden bekræftelse – at han planlægger at møde Xi Jinping og Vladimir Putin kort efter valget, forhåbentlig fri for Russiagate løgnene og Demokraternes rigsretssagssvindel.

Det er vores ansvar at sikre, at han også vender tilbage til sin tidligere støtte til en reform af det amerikanske system, med Glass-Steagall og hamiltonisk nationalkredit, som blev kraftfuldt præsenteret i Will Wertz’ foredrag på ”Manhattan-projektet” i lørdags: “at skære den gordiske knude med et Damoklessværd”. Kun dette kan frigøre det videnskabelige og teknologiske potentiale i vores nation og alle andre nationer, i den Nye Silkevejs ånd. Trumps hensigt om at genopbygge den amerikanske industri, at “gøre Amerika stort igen” og “gøre deres nationer store igen” (som han sagde om de latinamerikanske nationer i sin FN-tale), afhænger helt af succesen i vores indsats for at gøre LaRouches Fire Love forståelige for det amerikanske folk og bringe USA til at samarbejde med Bælte og Vej Initiativet (BVI). Japan har fuldt ud sluttet sig til BVI; Italien har brudt med EU og støtter BVI; hele Afrika har tilsluttet sig BVI på Forummet om Samarbejde mellem Kina og Afrika den sept. 3-4; og latinamerikanske nationer vender sig nu mod Kina og BVI og kæmper for deres ret til at deltage. I intet tilfælde betyder det at vende sig væk fra USA. Faktisk blev præsident Trumps forsvar af suverænitet i FN entusiastisk modtaget af nationerne i Asien, Afrika og Latinamerika.

Ikke desto mindre ved alle, at Trump er omgivet af magtfulde personer, der er desperate efter at undergrave hans hensigter. I interviewet “60 minutter” fortalte han Lesley Stahl: “Jeg stoler ikke på alle i Det Hvide Hus …. Det er en hård forretning. Dette er et ondskabsfuldt sted. Washington, D.C. er et ondt, ondt sted.”For at bevare det amerikanske folks tillid må han først besejre kupmagerne og politikerne der vil afsætte ham; derefter genoprette sit personlige forhold til Xi og Putin; derefter gendanne det Amerikanske System; efterfølgende indkalde til en ny Bretton Woods-konference med verdens stormagter for at skabe et nyt globalt kreditsystem, for at afslutte det Britiske Imperium én gang for alle – fred gennem udvikling.