Spændingerne tager til – ledernes topmøde er presserende

Den 26. juli (EIRNS) – Da sikkerhedspersonalet fra det amerikanske udenrigsministerium brød ind i det kinesiske konsulat i Houston, blot få timer efter 72 timers fristen for fraflytning udløb, rømmedes det amerikanske konsulat i Chengdu hurtigt for at overholde den gensidige frist på 72 timer, som Beijing pålagde mandag. Lederartiklen i Global Times spørger: ”Hvor længe vil den nuværende kinesisk-amerikanske konfrontation fortsætte? Vil en ny kold krig tage form? Vil der være militære konflikter, og vil de mulige sammenstød udvikle sig til storstilet militær konfrontation mellem de to”? Man konkluderer: ”Tragedierne i 1910’erne og 1930’erne må ikke gentages”.

Schiller Instituttet sponsorerede indenfor de seneste tre dage to internationale fora med den tidligere tekniske direktør for NSA, William Binney, der gennemgik sit bevis for at efterretningssamfundets påstand om russisk indblanding i valget i 2016 var en skrøne, og forlangte en ende på NSA’s overvågningsregime samt fængsling af gerningsmændene bag denne kriminelle politik. Endvidere implicerede Binney også udenrigsminister Mike Pompeo i det fortsatte kupforsøg mod præsident Donald Trump og beskrev sin briefing til den daværende CIA-direktør Pompeo om bedrageriet med “russisk indblanding”, hvilket Pompeo ignorerede, idet han i stedet godkendte Obama-efterretningsholdets løgn om, at Rusland hackede Demokraternes e-mails for at hjælpe Trump med at blive valgt. Hvis der herskede nogen tvivl om, at Pompeo er en del af kampagnen mod sin egen chef, blev det manet i jorden med hans rejse til London i sidste uge, hvor han gav fuld støtte til den nuværende hetzkampagne imod Kina, der ledes af de tidligere MI6-folk Richard Dearlove og Christopher Steele – selve bagmændene for det ‘russiske kupforsøg’ mod Trump.

Hvad angår Pompeos vilje til at risikere en atomkrig med Kina for at bevare det britiske imperiums imperialistiske magt, skal man lytte til hans ord i London: ”Og hvis vi ikke handler nu, kan vores børnebørn i sidste ende blive underlagt Det kinesiske Kommunistpartis nåde… Generalsekretær Xi er ikke bestemt til at tyrannisere i og uden for Kina for evigt, medmindre vi tillader det”. For en imperialistisk oligark udgør storstilet infrastrukturel udvikling gennem Bælte- og Vejinitiativet “tyranni”.

Den anglo-amerikanske krigsfraktion presser stadig på for konfrontation med Rusland på trods af ‘Russiagates’ tilnærmelsesvise sammenbrud. I både Washington og London beskylder militære ledere Rusland for at have affyret et ”våbenlignende projektil” i rummet (uden noget forsøg for at beskrive hvad et ”våbenlignende projektil” kan være), og bebuder derfor en revurdering af deres politik for militarisering af rummet. Ligesom med USA’s tilbagetrækning fra ABM-traktaten og INF-traktaten blev det i første omgang erklæret, at Rusland “snyder” med traktaterne, hvilket retfærdiggør et fuldstændigt ophør af traktaten, og fører verden ind i et nyt våbenkapløb og potentiel militær konfrontation.

I tilfældet med Rusland fortsætter præsident Trump med at imødegå provokationerne fra sit eget kabinet gennem personligt diplomati, og foretog en lang telefonsamtale med præsident Vladimir Putin den 23. juli. Samtalen dækkede mange kritiske områder – vigtigst af alt: Planer for et topmøde mellem lederne af de fem faste medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, der kan bringe præsidenterne Trump, Putin og Xi Jinping sammen. Præsident Trump har i mange afgørende situationer demonstreret, at hans personlige møder med potentielle modstandere kan tilsidesætte den konfronterende og provokerende politik fra hans kabinet og hans militær. Aldrig har sådant personligt diplomati været mere presserende. Det demokratiske Partis lederskab, inklusive deres patetiske sandsynlige præsidentkandidat Joe Biden, udgør langt fra et alternativ til det vanvittige anti-Rusland og anti-Kina-hysteri, men lover at være endnu hårdere end Trump-administrationen.

I mellemtiden er den af Det demokratiske Parti støttede opstand, der finder sted på gaderne i USA mod Trump og imod selve nationen, optrappet endnu mere i løbet af den sidste uge. Barack Obamas personlige rolle i orkestrering og tilskyndelse til disse Jakobinske bander er ikke fordækt – men simpelthen “tredje akt” af Det demokratiske partis bestræbelser, efter “Russiagate” og “Ukrainegate”, på at vælte den amerikanske regering.

Den mangesidede krise, som civilisationen står overfor – pandemien, den økonomiske opløsning, den finansielle boble, truslen om omfattende hungersnød i Afrika, truslen om krig – kan ikke løses “én for én”. “LaRouche-planen til genåbning af den amerikanske økonomi – Verden har behov for 1,5 milliarder nye, produktive job” giver den omfattende løsning, der både afslutter farerne og iværksætter det nødvendige nye paradigme for menneskeheden. Det foreslåede topmøde for P5-lederne, der er aftalt, men uden en fastsat dato, er den minimale og essentielle struktur for at formidle denne akut nødvendige proces.

 

 




Roger Stone talte åbent om Lyndon LaRouche, det britiske imperiums største modstander,
og skydeskive for Robert Mueller

Den 13. juli (EIRNS) – En kronik i dag af EIR’s Washington-korrespondent, William Jones, udgivet af Kinas Tv-station CGTN, trak den direkte linje fra britisk efterretningsvæsens fire år lange forsøg på at tvinge Præsident Donald Trump til at gå af – hvorunder Roger Stone kom under angreb – tilbage til de samme efterretningstjenesters fængsling og forsøg på at eliminere Lyndon LaRouche. Stone selv, som har sagt, at han lærte om Præsident Ronald Reagans interesse for LaRouches idéer, mens han ledte Reagans kampagne i New Hampshire i 1980, var selv ganske klar over forbindelsen. Han forstod, at Præsident Trump har været udsat for ”LaRouche-behandlingen” fra de britiske og amerikanske efterretningstjenester; det er nu vigtigt, at præsidentens patriotiske støtter forstår dette, og at indflydelsesrige personer i Kina også forstår det.

Lyndon LaRouches program for et ”stort udviklingsprojekt”, den Eurasiske Landbro i 1989, og Helga Zepp-LaRouches arbejde, som førte til infrastruktur-platformen den Nye Silkevej og Verdenslandbroen i dag, er alment kendt i Kina. Hvad der må forstås er, at LaRouche blev bagvasket og forfulgt – ”seks veje fra søndag” (reference til C. Schumers ”six ways from Sunday” – på et utal af måder -red.), iværksat af det britiske imperiums og USA’s efterretningstjenester, fordi han udarbejdede forslag med henblik på udvikling til topmøder med stormagterne, blandt USA, Rusland, Kina og Indien. I 1980’erne arbejdede han direkte – og også bag kulisserne – for en amerikansk-sovjetisk aftale for at gøre en ende på atomkrigsterroren under doktrinen for ”gensidig garanteret udslettelse” (”mutually assured destruction”, MAD), gennem en ny æra med udvikling af laser-lignende systemer, både indenfor anti-misilforvar og industriel udvikling i de underudviklede nationer.

Som Jones skrev på CGTN: ”Stone har ofte selv refereret til den klassiske sag om operationer mod den nu afdøde økonom og mange gange præsidentkandidat, Lyndon LaRouche. LaRouche har spillet en central rolle i at få Præsident Reagan til at indføre hvad der blev kaldt det Strategiske Forsvarsinitiativ (Strategic Defense Initiative, SDI).

”LaRouche – og Præsident Reagan – anså et sådant forslag som en fredsplan, der ville hive verden væk fra den nærtforestående atomare aftrækker under doktrinen for ”gensidig garanteret udslettelse”… Præsident Reagans synspunkt var det samme som LaRouches.

Hvis et forsvar mod atomvåben kunne findes, ville en sådan teknologi kun blive udviklet i samarbejde med Sovjetunionen. Mens den officielle historie fremstiller SDI som et forsøg på at give USA en strategisk overhånd over russerne, indikerer et nyligt frigivet hemmeligstemplet Nationalt Sikkerhedsdirektiv, NSDD-172, underskrevet af Reagan selv i 1985, at præsidenten var klar til at forhandle med Sovjetunionen om at opbygge et fælles eller komplementært forsvarssystem for at beskytte begge nationer.” (Betoning i det originale.)

Det var på det tidspunkt at Robert Mueller blev ansat til at retsforfølge Lyndon LaRouche.

LaRouches metode var at finde den overbevisende fornuftsmæssige fælles interesse for topmødeforhandlinger mellem tilsyneladende fjendtlige stormagter, som også skulle gavne resten af verdens nationer. Dette var i det mindste Præsident Trumps stærke intention, da han tiltrådte embedet i 2016, hvad angår Rusland og Kina. Et britisk anstiftet krigsparti har kæmpet for at forhindre dette, gennem et kup imod ham. Nu må denne proces for et topmøde påbegyndes indenfor de næste 60 dage, for at håndtere de enorme problemer med pandemien, det økonomiske sammenbrud i adskillige nationer samt en tydelig voksende trussel for et atomart våbenkapløb og atomkrig.

Og den kursændring, som kunne komme fra en sådan ”overraskelse i september” i form af et topmøde, er også den eneste måde hvorpå Præsident Trump kunne genvælges. Han, og præsidenterne fra Rusland og Kina, bliver nødt til at forstå hvem deres fælles fjende er, og hvorfor denne, i mere end 40 år, forsøgte at ødelægge personen Lyndon LaRouche, hans navn og hans virke. Og, som Jones konkluderer, hvorfor Trump ”burde gøre det til en pointe at rense Lyndon LaRouches navn”.




P5-topmødet foreslået af Putin kunne være sidste chance  – af Helga Zepp-LaRouche

Den 12. juli (EIRNS) — Dette er den redigerede oversættelse af den ledende artikel fra den 11. juli, skrevet af Helga Zepp-LaRouche og bragt i det tyske ugemagasin Neue Solidaritätden 16. juli 2020.

 Menneskeheden er for tiden konfronteret med en hidtil uset udfordring: Har vi den moralske habitus til at overleve? Dette altafgørende spørgsmål hænger sammen med, hvorvidt tilstrækkeligt mange hovedaktører på verdensscenen er i stand til at hæve deres tankegang til et højere niveau af fornuft i tide, eller om de vil klynge sig til deres respektive ideologier og handlingsmønstre. I sidstnævnte tilfælde truer den ekstreme spænding, der følger af kombinationen af optrapningen af coronavirus-pandemien, nedgangen i den fysiske økonomi, det systemiske kollaps af finanssystemet og den voksende geopolitiske konfrontation blandt stormagterne, med at føre til et sammenbrud, som kunne udvikle sig til socialt kaos og en ny verdenskrig.

 Hvad der er behov for nu, er ikke en mangfoldighed af små skridt og foranstaltninger til at tackle alle de forskellige kriser, men et veritabelt ‘Grand Design’, realiseringen af en vision for menneskehedens fremtid med en omfattende løsning, hvor der tages hensyn til hele menneskehedens interesser. Åbningen for denne mulighed er relativ kortvarig. I januar i år foreslog den russiske præsident Vladimir Putin et topmøde mellem statsoverhovederne for de fem permanente medlemmer (P5) af FN’s Sikkerhedsråd. USA, Kina, Frankrig og Storbritannien er allerede enedes om at holde et sådant topmøde. Putin understregede, at formålet med dette topmøde, 75 år efter afslutningen af 2. verdenskrig, skal være at etablere en fredsorden – at sikre at en lignende katastrofe aldrig mere indtræffer.

 Den dramatiske krise i forbindelse med pandemien og den efterfølgende nedgang af realøkonomien, kombineret med faren for et verdensomspændende systemisk finansielt sammenbrud, udgør en enestående mulighed for at skabe grundlaget for en ny verdensøkonomisk orden baseret på et nyt Bretton Woods-system. Et Bretton Woods-system i overensstemmelse med Franklin D. Roosevelts oprindelige intention om at overvinde underudviklingen i udviklingslandene, og skabe grundlaget for fred ved at forbedre levestandarden for alle mennesker på denne planet.

 I et web-interview den 8. juli med ‘Center for National Interest’ understregede den russiske ambassadør i Washington, Anatoly Antonov, den vigtige rolle, som et sådant topmøde kan have som et alternativ til scenarier med uforudsigelige konsekvenser:

 ”Vi har videregivet vores forslag til dagsordenen til vore partnere. De inkluderer centrale spørgsmål, der påvirker global politik, sikkerhed og økonomi…

 ”Verden er nødt til at etablere et demokratisk system med relationer, der bygger på princippet om udelelig sikkerhed, lige muligheder for udvikling og søgen efter en afbalancering af interesser mellem deltagerne i international dialog”.

 Den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov understregede i en tale den 10. juli til ‘Primakov Readings’-forummet, at et af punkterne på dagsordenen for P5-topmødet må være uantageligheden af atomkrig:

 ”Vi… er især bekymrede over amerikanernes afvisning af at bekræfte det grundlæggende princip om, at der ikke kan være nogen vindere i en atomkrig, som derfor aldrig må slippes løs. Selvfølgelig vil vi fremme dette emne – uantageligheden af en atomkrig, umuligheden af at vinde en sådan – i forbindelse med det kommende topmøde mellem de fem”.

 Ambassadør Antonov citerede også Putins tale ved paraden på ’Sejrsdagen’ den 24. juni:

 ”Vi forstår vigtigheden af at styrke venskab og tillid mellem nationer, og er åbne for dialog og samarbejde om de mest presserende spørgsmål på den internationale dagsorden. Blandt dem er oprettelsen af et fælles pålideligt sikkerhedssystem, noget som den komplekse og hurtigt skiftende moderne verden har brug for. Kun i fællesskab kan vi beskytte verden mod nye farlige trusler”.

 En verdensomspændende ’New Deal’

 Den uventede meddelelse fra den britiske premierminister Boris Johnson om hans hensigt om at gennemføre et investeringsprogram i traditionen fra præsident Franklin Roosevelt, det vil sige en ‘New Deal’ (selv om det nævnte beløb på 5 mia. pund kun er et lille første skridt i den rigtige retning), tilvejebringer et meget nyttigt fælles ‘fodslag’ med de fire andre statschefer, som alle tidligere har henvist til Roosevelt.

 Hvad der er brug for i dag, er netop Roosevelts program fuldt ud: Glass/Steagall-bankopdeling, en industriel udviklingsplan – denne gang i global størrelsesorden – en ‘New Deal’ for hele verden – og et kreditsystem, en Ny Bretton Woods-aftale. Et af de første skridt bør være internationalt samarbejde om at udvikle et verdensomspændende sundhedssystem – dvs. et moderne sundhedssystem i hvert enkelt land – mindst til den standard som Kina demonstrerede i Wuhan under bekæmpelsen af udbruddet af pandemien.

 Dette topmøde, der skal finde sted senest i september, vil med stor sandsynlighed være den sidste chance for at skabe et tillidsfuldt grundlag for en strategisk nyorientering af internationale relationer mellem atombevæbnede magter, som kan sætte kursen for at overvinde den globale økonomiske krise. Hvis denne mulighed glipper, truer ikke alene den giftige tone, der er blevet anslået mellem især USA og Kina, med at eskalere til en uoprettelig konflikt, alt imens den truende fare for en anden bølge af pandemien efterfulgt af fornyede økonomiske nedlukninger kunne smadre den sociale fred fuldstændig i mange af de berørte lande.

 ‘Leibniz Instituttet for Økonomisk Forskning’ (IWH) i Halle har advaret om, at virkningerne af den første nedlukning af Tyskland vil føre til en bølge af konkurser, som igen vil skabe vanskeligheder for adskillige sparekasser og for banker med tilgodehavender i størrelsesordenen hundredvis af milliarder. En sådan ny bankkrise ville sidenhen blive efterfulgt af en endnu dybere recession, advarer instituttet. Og Tyskland er stadig i en relativt stærk position.

 Diskussionen indenfor den transatlantiske nyliberale elite er formet af antagelsen om, at der under disse omstændigheder vil komme et kraftigt fald i de internationale aktiemarkeder på mindst 20-30% og en stigning i dødeligheden fra en anden bølge af pandemien, som vil blive lagt præsident Donald Trump til last. Dette vil garantere etablissementets intention om at sikre hans nederlag ved valget i november. I betragtning af den ubarmhjertige kampagne, som kræfterne i det britiske imperium har gennemført i tre og et halvt år i deres kupforsøg – fra “Russiagate”-svindlen til proceduren med rigsretssag og det nuværende vanvid med ødelæggelse af statuer – vil City of London og Wall Street sandsynligvis ikke tøve med at lade et sådant kraftigt fald på aktiemarkederne finde sted.

 Selvom præsident Trump i de tidlige stadier af udbruddet af coronavirus-pandemien roste den kinesiske regerings energiske indgriben i byen Wuhan og Hubei-provinsen, og understregede sit venskab med præsident Xi Jinping, ændrede han holdning fra den 18. april og gik derefter – fra 30. april – over til at beskylde Kina for spredningen af virusset på verdensplan. Denne påstand blev først fremsat af de tidligere chefer for MI6, Sir John Sawers og Sir Richard Dearlove, og Henry Jackson-selskabet i London, som i en åbenlys provokation udfordrede Kina til at betale 9 billioner dollars i erstatning! Det er blevet afvist som ubegrundet selv af amerikanske medicinske eksperter. En WHO-delegation er i øjeblikket i Wuhan for at undersøge virussets oprindelse og pandemiens kronologi.

 Det britiske imperium er ude i tovene

 De samme britiske imperialistiske kræfter, som står bag kupforsøget mod præsident Trump, betragter hans hensigt om at etablere gode forbindelser med Rusland såvel som hans oprindeligt positive forhold til præsident Xi som en dødbringende trussel mod deres geopolitiske interesser – og har nu i årevis i stigende grad bestræbt sig på at begrænse Kinas fremgang. Det er motivet bag Pentagons ‘Nationale Forsvarsstrategi’-dokument fra 2018, der definerer Kina og Rusland som de største strategiske rivaler i ”stormagtskonkurrencen”. Forsvarsminister Mark Esper understregede denne politiske orientering i en ‘Meddelelse til Styrken” den 7. juli, hvor han sagde, at Kina skulle gøres til “den løbende trussel” i “alle vores skoler, programmer og uddannelser”.

 Det britiske imperiums politik – præget af det Britiske østindiske Kompagni og dets koloniale politik, opiums-krigene mod Kina, Prins Philips Verdensnaturfonden og nu om dage Mark Carneys ‘Green New Deal’ – har været baseret på malthusiansk befolkningsreduktion. Ud fra dette synspunkt gør Kinas ‘Nye Silkevejs’-politik – som for første gang giver udviklingslandene muligheden for at overvinde underudviklingen – dem til en “strategisk konkurrent”. Og selvfølgelig er der konkurrence mellem disse systemer.

Når man ser på verden ovenfra, er det klart at samarbejde mellem de to største økonomier i verden, USA og Kina, er uomgængeligt, hvis menneskeheden skal overvinde denne pandemi og andre forestående pandemier, såvel som sult, fattigdom og underudvikling i den såkaldte Tredje Verden. Set fra det britiske imperium – dvs. de oligarkiske finansielle interesser, der baserer sig på at maksimere fortjenesten for deres egen klasse, og befolkningskontrol for alle andre – har det siden det Britiske østindiske Kompagnis Thomas Malthus’ tid haft topprioritet at forgifte det amerikansk-kinesiske forhold.

 Den russiske udenrigsminister Lavrov har netop advaret om, at USA’s tilbagetrækning fra nedrustningstraktaterne har øget risikoen for en global atomkonfrontation markant. Og han har sagt, at han håber at denne eskalering ikke når det punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Den kinesiske udenrigsminister Wang Yi har for sit vedkommende udtrykt sin bekymring for, at forbindelserne mellem USA og Kina har nået det laveste punkt siden etableringen af forbindelser mellem de to nationer.

 Topmødet mellem de fem faste medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, som præsident Putin har foreslået, er sandsynligvis – af alle de her nævnte grunde – den sidste chance for at sætte et helt andet program på dagsordenen, for at forhindre at de stigende følger af pandemi, sult, økonomisk sammenbrud og et finansielt krak vil gå deres gang. Hvis ikke denne kurs forandres, kan krigsfaren, som følge af det deraf hurtigt efterfølgende kaos, blive ustoppelig.

 Alle mennesker med god vilje og alle lande over hele verden bør betragte det som værende i deres egen interesse at gøre sit yderste for at støtte dette topmøde.

 




Alternativet til en mørk tidsalder og tredje verdenskrig

Introduktion til Helgas tale:

DENNIS SPEED: Mit navn er Dennis Speed, og jeg vil byde jer velkommen til dagens internationale konference og webcast.

Vi vil begynde dagen med et videoudklip med den afdøde økonom og statsmand, Lyndon LaRouche, fra 2011. Han var hovedtaler på et panel ved en konference i Schiller Instituttet – det var i Tyskland – og navnet på panelet ved denne lejlighed var: ”At redde vores civilisation fra afgrunden: Klassisk kulturs rolle. En nødvendighed for menneskeheden.”

LYNDON LAROUCHE (uddrag): Hvad er det ved mennesker som gør, at de ikke bare er endnu en dyreart, klar til at blive slagtet (at uddø) når deres tid er kommet?

Svaret er et lidet kendt spørgsmål. De fleste mennesker har ikke den fjerneste idé om hvad svaret er! Rent faktisk er vores samfund styret af folk, der ikke har nogen som helst idé om hvad menneskeheden er! Det eneste de kan finde på, er en eller anden beskrivelse af et slags dyr, med dyriske karaktertræk af nydelse og smerte og lignende, som måske kontrollerer dette dyrs adfærd…

Navnet for den specifikke kvalitet, som vi kender fra mennesket, og som ikke eksisterer i nogen anden kendt levende art: Det er en egenskab af kreativitet, der er absolut enestående i menneskeheden. Og hvis man ikke er kreativ, og hvis ikke man forstår kreativitet, så har man endnu ingen billet til overlevelse! Fordi kreativitet vil ikke redde dig, medmindre du bruger den.

DENNIS SPEED: Lad mig sige noget om Schiller Instituttet, og hvad vi har gjort med denne række af tre konferencer, som begyndte i april dette år. Disse konferencer var viet til idéen om at skabe et firemagts-topmøde – Rusland, Kina, Indien og USA. Der er forskellige processer, der allerede har været i stand til at bevæge sig i denne retning. Faktisk er der, blandt de mange ting som vi vil snakke om i dag, et nyt forslag, som blev fremsat af Præsident Vladimir Putin fra Rusland, i denne retning [for et topmøde med de 5 permanente medlemmer af FN’s sikkerhedsråd: USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig –red.]… Idéen om et firemagts-topmøde er ikke eksklusiv. Det betyder ikke at andre ikke kan involvere sig…

Lad mig også sige, for især folk i USA, at krisen, der har påkaldt sig folks opmærksomhed, som udstillet i den sociale og politiske krise i Amerikas gader, er blot ét udtryk for en bredere, international proces. Og det er grunden til, at vi i dag begynder med det første panel for at give dette bredere overblik, og tillade dig og andre at blive en del af en international operation for at forandre denne situation…

Helga Zepp-LaRouche er grundlæggeren af Schiller Instituttet – det var tilbage i 1984. Hun er selvfølgelig også hustru til den afdøde økonom og statsmand, Lyndon LaRouche, som døde i februar 2019. Hun spillede en vigtig, afgørende rolle i en række samtaler og dialoger med den kinesiske regering i perioden fra 1993 til 1996; som påbegyndte den proces, der blev til det vi nu kalder den Nye Silkevej. Og vi er glade for og stolte over at præsentere hende til jer nu, for at tage denne dialog op igen. Panelet som helhed har titlen: ”I stedet for geopolitik, en ny form for statsmandskunst”. Så, det er altid en ære at præsentere Helga Zepp-LaRouche.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Efter denne svære start er jeg så meget desto gladere for endelig at have forbindelse til jer. Og jeg vil tale om alternativet til en mørk tidsalder eller faren for en ny verdenskrig. Og selvom det for de fleste på dette tidspunkt er utænkeligt, så…[manglende lyd] ….medmindre vi på relativt kort sigt lykkes med at erstatte det håbløst bankerotte finanssystem med et New Bretton Woods-system, nøjagtigt som oprindeligt tilsigtet af Franklin D. Roosevelt, det vil sige skabe et kraftigt instrument til at overvinde underudviklingen i den såkaldte udviklingssektor.

 Jeg ved ikke, om I hørte, hvad jeg sagde før, fordi der var nogle tekniske problemer, men jeg sagde, at selvom de fleste ikke kan forestille sig at det kan forekomme, så truer verdens nuværende orientering mod stadig flere konflikter, både internt i mange stater i verden, men også på et strategisk niveau, med at eskalere til en stor ny verdenskrig, en tredje verdenskrig, som på grund af eksistensen af termonukleare våben ville betyde udryddelse af den menneskelige art; det ”store drab”, omend det er ment på en lidt anden måde end vi netop hørte Lyn på dette videoklip.

 Selvom det er helt forbløffende, hvor mange vildledte mennesker der stadig mener, at COVID-19-pandemien enten ikke er værre end influenza, eller blot er en konspirationsteori af Bill Gates, er det langt mere sandsynlige perspektiv desværre, hvad epidemiolog Dr. Michael Osterholm har sagt: at vi stadig har en utrolig lang vej foran os. Indtil nu er 10 millioner mennesker blevet inficeret, en halv million er døde af COVID-19, og vi har stadig ikke nået toppen af den første bølge. De så godt som ikke-eksisterende sundhedssystemer i mange udviklingslande er allerede håbløst overbelastede. Pandemien har hensynsløst afsløret det faktum, at det neoliberale økonomiske system ikke kun afhænger af billig produktion i den såkaldte Tredje Verden, men har skabt slavelignende arbejdsbetingelser selv i USA og Europa, som det kan ses af udbruddet af virusset på de mange slagterier i Europa og USA.

 Den økonomiske nedlukning har sat fokus på skrøbeligheden i det der kaldes ”globalisering”. I USA forsvandt ca. 40 millioner job på tre måneder; på utrolig vis pumpede centralbankerne over 20 billioner dollars ind i det finansielle system, og forskellige regeringsstøtteprogrammer kunne dårligt nok dække de tidsindstillede bomber, der stadig tikker indtil udløbet af de kortvarige arbejdsprogrammer. IMF forventer i øjeblikket, at den globale produktion vil falde med 4,9% i år, og kun Kina forventes at have en stigning i produktionen på 2%, hvilket naturligvis er meget mindre end det plejer at være, men ikke desto mindre er voksende. Sektorer som flytrafik, forplejning, turisme, bilindustrien, har lidt store fald, nogle af dem på lang sigt, men også et stort antal mellemstore virksomheder frygter, at de ikke vil overleve en anden bølge og en anden økonomisk nedlukning. Resultatet ville være en enorm stigning i arbejdsløshed, fattigdom og prisdeflation, mens centralbankernes likviditetspumpe samtidig skaber hyperinflationsbobler. Redninger af store systemiske virksomheder og banker såvel som politisk eksplosive redningspakker vil være yderligere desperate muligheder for regeringer at gennemføre, men vil ikke kunne forhindre et sammenbrud af det globale finanssystem. Et styrt ned i kaos og anarki ville følge.

 I mellemtiden ville en fortsættelse af den nuværende politik ikke alene føre til øgede dødsfald som følge af pandemien, men vil absolut ikke gøre noget for at imødegå sultkatastrofen, som David Beasley fra Verdens Fødevareprogram advarer om snart vil tage livet af 300.000 mennesker om dagen.

 Dem der muligvis mente, at en mørk tidsalder kunne udelukkes i vores moderne tid, befinder sig i et realitetschok. Og sidst, men ikke mindst, den hedonisme, der udøves af demonstranter, der forveksler frihedsprivilegier med frihed, minder om flagellanterne og beskrivelserne fra det 14. århundrede, som de er fremstillet i Boccaccios skrifter og Brueghels malerier.

 På denne baggrund kan det forventes, at forsøgene – der oprindeligt blev anstiftet af de britiske hemmelige tjenester – på at fjerne præsident Donald Trump fra embedet ved et kup, rigsretssag eller mord – sådan var overskriften på den britiske publikation The Spectator, den 21. januar 2017 – eller ved et ”Maidan”-kup, som præsident Putin advarede om i 2016 – disse vil blive intensiveret. Iscenesættelsen af forargelsen som følge af mordet på George Floyd, foretaget af voldelige grupper finansieret af George Soros, er en del af denne kampagne. Årsagen til den ubarmhjertige fjendtlighed fra det neoliberale etablissement og de etablerede medier på begge sider af Atlanterhavet mod Trumps efter hans, for dem, uventede valgsejr, var, og er stadig, den intention han udtrykte i begyndelsen af sin valgperiode om at etablere gode forbindelser med Rusland og et godt forhold til Kina. Og selvfølgelig Trumps løfter om at afslutte sin forgængeres ”uendelige krige” og at bringe amerikanske tropper hjem.

 Hvad der derefter fulgte, var en tre og et halvt års heksejagt mod Trump. Krigsråbet “Rusland, Rusland, Rusland”, baseret på årsager, for hvilke der ikke eksisterer skyggen af bevis, blev efterfulgt af et forsøg på en rigsretssag, atter efterfulgt af det ikke mindre ondsindede krigsråb “Kina, Kina, Kina”, skønt der er lige så lidt hold i anklagerne mod Kina, som der var i Russiagate.

 I løbet af alt dette var repræsentanterne for det neoliberale system ikke så meget som et øjeblik parate til at overveje, at det var de brutale konsekvenser af deres egen politik for størstedelen af befolkningen på verdensplan, der udløste den globale bølge af social protest, der inkluderer Brexit og Trumps sejr, såvel som masseprotester over hele verden fra Chile til de ‘gule veste’ i Frankrig. Men denne elite er aldrig interesseret i at opdage sandheden, kun i at kontrollere den officielle politiske fortælling i overensstemmelse med Pompeos princip, som han forklarede i sin tale i Texas: ”Jeg var CIA-direktør. Vi løj, snød, stjal … vi havde hele uddannelsesforløb i det”.

 NATO’s officielle fortælling om Ruslands angiveligt stigende aggressivitet, beskyldningerne om “med magt at drage grænser i Europa igen”, nævner naturligvis ikke de brudte løfter, der blev givet til Gorbatjov, om at NATO aldrig ville udvide sine grænser helt til Ruslands grænser, og den forudgående farve-revolution, der kan beskrives som en krigshandling, og til sidst kuppet i Kiev med den åbne støtte fra Victoria Nuland, der udløste folkeafstemningen på Krim som reaktion.

 Kinas ”forbrydelse” er ikke kun, at man har løftet 850 millioner af sine egne borgere ud af fattigdom, og ved hjælp af en økonomisk politik, der er baseret på videnskabelige og teknologiske fremskridt og en befolkning på 1,4 milliarder mennesker, er blevet den næst mægtigste økonomiske nation, og på visse teknologiske områder, såsom højhastigheds-jernbanesystemer, nuklear fusion, aspekter af rumforskning og 5G-telekommunikation, allerede den førende. Derudover er Kinas tilbud om samarbejde omkring Den nye Silkevej og Bælte- og Vejinitiativet den første reelle mulighed for udviklingslandene siden kolonialismens tid for at overvinde fattigdom og underudvikling ved at bygge infrastruktur.

 NATO’s reaktion på, at Kina genvinder sin rolle som en førende nation i verden, en rolle den spillede i mange århundreder af sin 5.000-årige historie, har været global ekspansion til Indo-Stillehavsregionen. Dette er det stof, som verdenskrige er gjort af. Og alligevel er det nøjagtigt den retning, som NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, har angivet i sin oversigt for “NATO 2030”, som han netop præsenterede på en videokonference med Atlanterhavsrådet og den tyske Marshall-fond. Den tyske forsvarsminister, Annegret Kramp-Karrenbauer, deltog i et andet webinar sidste onsdag sammen med Anna Wieslander, direktør for Atlanterhavsrådet for Nordeuropa; Wieslander citerede under åbningen af begivenheden Lord Ismay, NATO’s første generalsekretær, der sagde, at formålet med NATO er “at holde russerne ude, amerikanerne inde og tyskerne nede”. Men AKK (som hun kaldes) forstod tilsyneladende ikke engang fornærmelsen i disse bemærkninger. Det geopolitiske scenarie for et globaliseret NATO, der åbent er designet til at orkestrere NATO til det britiske imperiums formål, baseret på Det britiske Statssamfund, Commonwealth, og som også ville indfange EU til at spille denne rolle, og endelig ville spille Indien ud mod Kina, må afvises totalt af alle, der har interesse i at opretholde verdensfreden.

 Præsident Putin har netop i anledning af 75-årsdagen for afslutningen af 2. Verdenskrig skrevet en slående artikel om forhistorien til Anden Verdenskrig samt forløbet af denne krig, og opfordret alle nationer til at offentliggøre alle de indtil nu hemmeligholdte historiske dokumenter fra den tid, således at menneskeheden, ved at studere årsagerne til den hidtil største katastrofe i menneskehedens historie, kan lære lektien for at undgå en endnu større katastrofe i dag. Putin skriver i en meget personlig tone; han taler om lidelsen i sin egen familie, om den enorme betydning som den 22. juni har for den russiske befolkning, dagen hvor ”livet næsten går i stå”, og hvorfor den 9. maj, årsdagen for sejren i Den store patriotiske Krig, hvor 27 millioner russere mistede deres liv, er Ruslands vigtigste mærkedag. Men den indirekte besked er også, at lige som Sovjetunionen besejrede Hitlers Tyskland med en gigantisk indsats, vil det russiske folk aldrig overgive sig til fornyede trusler. Ligesom Napoleon gennem en lang forsvarslinje blev ført ind i den ugæstfri russiske vinter, og hans hær til sidst blev så godt som udslettet, muliggjorde evakueringen i 1941 af befolkningen og industrikapaciteten mod øst, at Sovjetunionen kunne overgå nazisternes militære produktion på kun halvandet år.

 Men også Versailles-diktatets kortsynethed, støtten til Hitler fra medlemmer af aristokratiet og etablissementet på begge sider af Atlanterhavet, og frem for alt München-aftalen, der i Rusland simpelthen kaldes ”München-forræderiet” eller ”München-sammensværgelsen”, betragtes som den egentlige udløser af Anden Verdenskrig. Fordi det var ved den lejlighed, at ikke alene eftergivenhedspolitikken for Hitler, men hvor også den fælles opdeling af byttet fandt sted, såvel som den iskolde geopolitiske beregning, at fokuseringen af Hitlers Tyskland mod øst uundgåeligt ville føre til at Tyskland og Sovjetunionen ville sønderrive hinanden.

 Hvad er ifølge Putin det vigtigste budskab til nutiden ved studiet af Anden Verdenskrig? At det vigtigste var undladelsen af at påtage sig opgaven med at skabe et kollektivt sikkerhedssystem, der kunne have forhindret denne krig! Putins artikel slutter med en presserende påmindelse om topmødet for statsoverhovederne for de fem faste medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, som han har foreslået siden januar, og som netop skulle tage fat på disse principper for, hvordan man opretholder verdensfred og overvinder den verdensomspændende økonomiske krise.

 Det vigtigste aspekt i denne forbindelse er, at dette format vil sætte USA, Rusland og Kina omkring samme bord for at forhandle de principper, der skal danne grundlaget for international politik, hvis menneskeheden skal undgå at udslette sig selv! Og i går sagde Emmanuel Macron efter en lang telefonsamtale mellem Putin og den franske præsident, at han går ind for et Europa fra Lissabon til Vladivostok, hvilket ikke alene åbner perspektivet for en integration af Den europæiske Union, Den eurasiske økonomiske Union, Bælte- og Vejinitiativet, men også etablering af en fælles sikkerhedsarkitektur baseret på fælles økonomiske interesser.

 Hvis vi imidlertid skal imødegå de enorme udfordringer fra pandemien, den globale økonomiske krise og de dybe sociale chok, der i mange af verdens lande har ødelagt store dele af befolkningernes tillid til deres institutioner, er yderligere skridt nødvendige. Det er klart, at samarbejde mellem USA og Kina, som de to største økonomier, er uundværligt. Selv hvis dette i øjeblikket ser ud til at være en uovervindelig hindring, må det ekstremt anspændte forhold mellem USA og Kina erstattes af et samarbejde om menneskehedens fælles mål.

 Hvem, om ikke regeringerne i de stærkeste økonomier, de lande med den største befolkning og det største militære potentiale, skulle løse problemerne? Denne verdens ‘Boltons’ må fjernes fra disse regeringer og erstattes af ansvarlige mennesker, der er i stand til, i de kulturelle faser i deres respektive kulturer, at finde udgangspunkterne for samarbejde på et højere niveau. Benjamin Franklins beundring for den konfutsianske filosofi og Sun Yat-sens orientering imod den amerikanske republiks idealer er bedre rettesnore end Gene Sharps “Hvordan man starter en Revolution” eller Samuel Huntingtons forskellige skriblerier.

 Man skal definere et plan, hvorpå løsningerne på disse ganske forskellige problemer bliver synlige. Der er en filosof, født i det 15. århundrede, kendt i Rusland som Nikolai Kusansky, Nicolaus Cusanus, der udviklede netop denne tænkemåde: modsætningernes sammenfald, ‘coincidentia oppositorum’. Dette begreb udtrykker den grundlæggende kvalitet af menneskelig kreativitet, der gang på gang, og på stadig mere udviklede niveauer, er i stand til at finde løsninger på et højere plan, hvorved de konflikter, der er opstået på de lavere niveauer, opløses.

 Dette kan kun være den umiddelbare iværksættelse af et kreditsystem, der tilvejebringer den globale økonomi kredit til industrialisering, og dermed reel udvikling af alle nationer på denne planet. Hele min afdøde mand, Lyndon LaRouches, livsværk, blev primært viet til at nå dette mål; han udarbejdede sin første plan for industrialiseringen af Afrika i 1976, Oase-planen for industrialiseringen af Mellemøsten i 1975; derefter fulgte den 40-årige plan for Indien i samarbejde med Indira Gandhi, Operation Juárez, med den daværende mexicanske præsident, José López Portillo, for Latinamerika; en 50-årig udviklingsplan for Stillehavsområdet og derefter til sidst, efter Sovjetunionens sammenbrud, den ‘Eurasiske Landbro’, som en fredsplan for det 21. århundrede. Mange af disse projekter gennemføres i dag takket være Kinas nye Silkevej, og alle nationer i verden opfordres til at bidrage til denne ‘Verdens Landbro’! Dette er planen for oprettelsen af de 1,5 milliarder job, der er nødvendige i dag for at overvinde krisen! Det bør begynde med oprettelsen af et moderne sundhedssystem i hvert enkelt land for at bekæmpe de nuværende og fremtidige pandemier, hvilket ikke kun vil gavne fattige lande, men også de såkaldte udviklede lande, der kun kan undgå nye bølger af infektioner på den måde. De fleste lande har et stort antal arbejdsløse eller dårligt beskæftigede unge, der kan uddannes som medicinsk personale og indsættes til at opbygge sådanne sundhedscentre.

 Når millioner af mennesker er truet af sult, som Verdensfødevareprogrammet advarer om, hvorfor kan landmændene så ikke fordoble deres fødevareproduktion og få en ‘paritetspris’ (produktionspris –red.), der garanterer deres eksistens, tillige med hensyn til den forventede stigning i verdens befolkning til over 9 milliarder i 2050? Kan vi ikke betragte os selv som en enkelt menneskelig art og hjælpe med at opbygge menneskehedens fælles byggepladser med den samme solidaritet, som hele den kinesiske befolkning hjalp folket i Wuhan og provinsen Hubei? Er det ikke på tide, at vi stopper med at spilde billioner på militær oprustning, hvilket præsident Trump sagde, at han snart ville drøfte sammen med Putin og Xi Jinping, når vi kunne bruge disse ressourcer til at overvinde sult, sygdom og fattigdom og til at udvikle det kreative potentiale hos de nuværende og kommende generationer?

 Jeg tror det er på tide, at vi som en menneskehed, der står over for en hidtil uset katastrofe, tager det kvalitative skridt til at gøre det 21. århundrede til det første virkeligt menneskelige århundrede!

 Mange tak.

 




Putin giver værdifulde historiske lektioner
til at imødegå det transatlantiske etablissements geopolitiske dårskab
Schiller Instituttets ugentlige webcast med Helga Zepp-LaRouche d. 25. juni 2020

Ved en gennemgang af den dybe civilisationskrise, der konfronterer menneskeheden, fortsatte Helga Zepp-LaRouche i sin ugentlige webcast med at vende tilbage til den centrale årsag til det systemiske sammenbrud: dumheden hos dem der fortsætter med at presse på med en geopolitisk og neoliberal politik, længe efter at den er slået fuldstændigt fejl. Tag f.eks. coronavirus-pandemien. Vi har lagt vægt på, at det der kræves er en verdensomspændende “Silkevej”, da årsagen til pandemien har været den økonomiske politik i de sidste fyrre år, som har ødelagt sundhedsvæsenet i store dele af den avancerede sektor, og aldrig har tilladt at det udvikles i de tidligere koloniale nationer.

 Det er det samme problem med det globale økonomiske sammenbrud. Ifølge IMF og adskillige rapporter fra økonomiske tænketanke er vi på vej mod det man kalder en “økonomisk apokalypse”. Den eneste måde at tackle dette på, er sådan som Schiller Instituttet vil gøre det på sin konference på lørdag, med en mobilisering for at bringe de fire mest magtfulde nationer sammen med henblik på at oprette en Ny Bretton Woods-aftale. Anti-Kina-hysteriet, der kommer fra førende regeringer, går i den modsatte retning, symboliseret ved det antikinesiske foto-stunt af den amerikanske forhandler Billingslea – om end selve topmødet mellem Rusland og USA om våbenkontrol var konstruktivt.

 Den sidste tredjedel af hendes diskussion var en grundig rapport om den russiske præsident Putins artikel om erfaringerne fra 2. Verdenskrig. Alle burde læse dette, tilrådede hun, især dem der vil deltage i SI-konferencen 27. juni, eftersom Putin gjorde det klart, at der er en måde at undgå en endnu større katastrofe end 2. Verdenskrig; og det er ved at erkende, at når man befinder sig i en geopolitisk geometri, vil det føre til krig – derfor må nationer mødes for at samarbejde for at løse de udestående problemer iblandt dem.

 




Putins vægtige intervention er mere end blot en historie om 2. Verdenskrig

Den 22. juni (EIRNS) – Vi er i en dyb, voksende krise, som truer moderne nationers eksistens, og burde derfor hæfte os ved den lange artikel: ”75-året for den Store Sejr: Fælles Ansvar for Historien og vores Fremtid”, udgivet d. 19. juni i magasinet The National Interest af den russiske præsident, Vladimir Putin. Den russiske præsident minder os om, gennem sin egen families erindringer, hvordan det måtte have været at se en styrke af millioner af fuldt udrustede, mekaniserede og veltrænede tyske soldater storme hen over hver eneste grænse i juni 1940, og hurtigt begynde at løbe Rusland over ende – og derefter, gennem år med ubegribelig frihedsberøvelse og død og beslutsomhed, at finde en vej ud af den nationale, eksistentielle krise, for til sidst at møde de amerikanske tropper ved Elben og afslutte krigen.

Putin skriver først og fremmest som en leder, hvis land er blevet ”behandlet ondskabsfuldt” af nylige, uhyrlige forsøg på, selv fra den Europæiske Unions side, at beskylde Sovjetunionen, i samme grad som Hitlers nazister og deres bagmænd i Europa, for at have forårsaget 2. Verdenskrig. Han sætter begivenhederne i det rette lys. Dækningen af Putins arbejde i amerikanske, europæiske og australske medier er begyndt at dukke op, med rapporter om hvad han fremviser fra de omfangsrige arkiver, som Rusland har om de diplomatiske begivenheder, der førte til krigen og kostede Sovjetunionen mere en 25 millioner døde.

I Forbes skrev den højtstående korrespondent, James Rodgers, den 21. juni: ”Hvorfor, 75 år efter afslutningen på den konflikt, og i en meget anderledes verden, er disse begivenheder så vigtige?”

Det første svar er størrelsesordenen af Ruslands offer. Antallet af sovjetiske militære og civile dødsofre bliver generelt antaget til at være over 20 millioner. I sin artikel skriver Putin ’næsten 27 millioner’, og tilføjer som sammenligning, at i 2. Verdenskrig ”mistede Sovjetunionen hver syvende af dens borgere, Storbritannien hver 127. og USA hver 320”. På hjemmesiden ”Moon of Alabama”, som hovedsageligt omhandler militære og efterretningsrelaterede emner, skrev en skribent: ”Som tysker og tidligere officer der har læst en hel del om krigen, er jeg enig med det russiske synspunkt. Det var den lidet anerkendte industrielle magt, Sovjetunionen, og den Røde Hærs soldaters bemærkelsesværdige pligttroskab, der besejrede den tyske Wehrmacht… Jeg har ikke fundet nogle større fejl med de historiske fakta i essayet, og anbefaler at læse det i fuld længde.”

Nyhedsbureauet Associated Press’ rapport om Putins artikel citerede hans hovedkonklusion: ”Han udtrykte håb om, at et russisk foreslået topmøde mellem lederne af landene med vetoret i FN’s Sikkerhedsråd snart ville finde sted, for at diskutere den globale sikkerhed, corona-pandemiens økonomiske konsekvenser m.m.’ Der kan ikke være nogen tvivl om, at topmødet mellem Rusland, Kina, Frankrig, USA og Storbritannien kan spille en vigtig rolle i at finde fælles svar på moderne udfordringer’.” Putins andet, underliggende tema: Rusland er en nation, som er utrolig svær at besejre, når den forsvarer sig selv; men ønsker ikke at føre en aggressiv krig, og endnu mindre en krig mod Europa eller en supermagt som USA.

Præsident Putins artikel tager direkte fat på denne krise, bestående af en finansiel krise og økonomisk forfald, en pandemi, hungersnød, socialt kaos og jacobinisme (efter den jacobinske terror under Den franske Revolution –red.), og den tydelige forøgede krigstrussel blandt atommagterne. Han foreslår, at lederne af disse supermagter nu mødes, med en dagsorden for global økonomisk genrejsning og en global tilrettelagt offensiv mod pandemi, i særdeleshed nu i udviklingslandene. Og, med en forståelse af hvad menneskehedens egentlige historie – ikke politiske partier – kræver af dem.


Vi tilføjer: Udelad Londons imperialister, hvis man ønsker at diskutere enten økonomisk udvikling af underudviklede nationer, at redde liv fra sygdom, eller at undgå krig – de er de værste i alle disse tilfælde. Endnu bedre ville være det firemagts-topmøde, som Helga Zepp-LaRouche opfordrer til – med ledere fra mindst USA, Kina, Rusland og Indien – for at igangsætte et Nyt Bretton Woods-kreditsystem.

 




Tilsidesæt Pentagons nye geopolitiske skridt i rummet ved hjælp af ‘Prosper or Perish’
(fremskridt eller fortabelse’) -stormagts-topmøde for menneskeheden

Den 21. juni (EIRNS) — Den geopolitiske trussel i britisk stil fortsætter nu på sporet mod det punkt, hvor vi ser ethvert spørgsmål – fra COVID-19-pandemien på Jorden til rumrejser mod stjernerne – fremstillet som ‘os imod dem’, hvilket er den anvendte form for det klassiske britiske ‘great game’, der udøver kontrol ved at spille alle godtroende fjolser ud imod hinanden. Lige nu har vi det ekstreme tilfælde med den amerikanske gruppering af krigshøge fra de britiske geopolitiske kredse, der er gået bersærk mod Kina og fortsætter mod Rusland. I lyset heraf er der for nyligt udgivet et amerikansk rumforsvars-strategidokument, “Defense Space Strategy”. Dette er især farligt i forbindelse med ustabilitet og atomvåben.

Modgiften mod denne galskab præsenteres i drøftelserne forbundet med den række af Schiller Instituttets internationale konferencer, hvor den næste er endags-begivenheden den 27. juni med titlen ”Will Humanity Prosper eller Perish? (Vil menneskeheden gå fremad eller fortabes?) Fremtiden kræver et ‘firemagts-tomøde’ nu ”.

Betragt, i stedet for dette perspektiv af fælles interesse, den konfrontation der er rettet mod Kina og Rusland, op til et ellers meget vigtigt, strategisk møde mellem amerikanske og russiske embedsmænd den 22. juni med samtaler om atomvåbenkontrol. Den amerikanske hovedforhandler er Marshall Billingslea, præsidentens særlige udsending for våbenkontrol; den russiske viceudenrigsminister Sergei Ryabkov leder den russiske side. Mødet finder sted i Wien.

Den 19. juni fastholdt en af amerikanerne i delegationen, Robert Wood, USA’s faste repræsentant ved konferencen for nedrustning, i et CBS-interview, at “vi kan ikke vende det blinde øje” til de “voksende udfordringer fra Rusland og Kina”. Først insisterede han på, at Kina kom til Wien-forhandlingerne, selvom det kinesiske udenrigsministeriums talsmand blot dagen før sagde, at Kina ikke ville komme. Wood sagde til CBS: ”Det er på høje tid, at Kina kommer til bordet…” Han sagde, ”Vi vil ikke tillade, at Rusland og Kina fortsætter med at gå videre med deres moderniseringer og forøgelse af lagrene med atomvåben…”

Den 17. juni kom en større salve imod “modstanderne”, Kina og Rusland, med det amerikanske forsvarsdepartements fremlægning af sin nye “rumforsvars-strategi.” I pressemeddelelsen hedder det, at det nye dokument, “identificerer hvordan forsvarsministeriet vil fremme rum-styrken for at kunne konkurrere, afskrække og vinde i et komplekst sikkerhedsmiljø, der er kendetegnet ved stor magtkonkurrence”. Forsvarsminister Mark Esper sagde på Pentagon-pressekonferencen, at “vores modstandere har gjort rummet til et domæne for krigshandlinger, og vi er nødt til at gennemføre omfattende forandringer … for dette nye strategiske miljø.” Han sagde, at Kina og Rusland udgør “de mest øjeblikkelige og alvorlige trusler mod amerikanske rumoperationer…” Specielt udgør “kinesiske og russiske strategiske intentioner og kapaciteter presserende og vedvarende trusler mod ministeriets evne til at opnå de ønskede forhold i rummet”.

Og for det tredje kommer der i dag endnu et angreb mod Kina. Peter Navarro, direktør for handel og industripolitik for præsident Trump, gentog endnu en gang sin tirade om, at Kina forårsagede pandemien. Virusset “kom fra Kina”. De “skjulte det”; de “spredte det” gennem hundredvis af borgere, der fløj til udlandet. ”Det er en kendsgerning.” Han sagde: ”Det virus var et resultat af det Kinesiske Kommunistparti”. Karrieremageren og Kina-haderen tilføjede, at han i den bog, han skrev i 2006 sagde (se side 150): “Jeg forudsagde, at Kina ville skabe en viral pandemi. …”

Disse løgne og kneb er den lige vej til helvede. De er samme slags usandfærdigheder, som den russiske præsident Vladimir Putin nu imødegår i sin nyudgivne artikel, der er baseret på fuld dokumentation, om hvad der førte frem til 2. verdenskrig, og hvem der var de virkelige heroiske personer, hvad dynamikken var, ikke de farlige myter. (Se: “The Real Lessons of the 75th Anniversary of World War II” (”Den virkelige lære af 75-årsdagen for 2. verdenskrig”) National Interest, 18. juni).

Spred budskabet i denne uge for at alle og enhver kan deltage i Schiller Instituttets konference den 27. juni.

 

 




Vladimir Putin: For at undgå 2. verdenskrigs skæbne må P5-lederne mødes

Den 19. juni (EIRNS) – Som Præsident Putin lovede sidste år, har Rusland offentliggjort alle Sovjetunionens dokumenter i forbindelse med 2. verdenskrig, og han har præsenteret sin egen analyse af årsagerne bag denne skrækindjagende katastrofe for menneskeheden, med sin egen opfordring til øjeblikkelige tiltag i dag for at forhindre den nuværende krise fra at ende i en lignende katastrofe – hvilket, i atomvåbnenes tidsalder, kunne gøre en ende på vores civilisation, som vi kender den. Hans essay, ”Den egentlige lære fra 75-årsdagen for 2. verdenskrig”, blev udgivet på engelsk i torsdags i det amerikanske tidsskrift The National Interest, lige inden paraden på Den røde Plads, som mindes 75-årsdagen for sejren i Europa den 24. juni.

Præsident Putin blev delvist drevet til at tage disse skridt af genoplivningen af utilslørede fascistiske organisationer i Europa – specielt de voldelige ”Maidan-revolutionærer”, som styrtede Ukraines valgte regering i 2014 (med skamløs støtte fra George Soros og USA’s Obama-administration), som åbent udstillede deres hagekors og bar portrætter af Hitlers kumpan, Stepan Bandera. Sammen med denne fascistiske genoplivning i Ukraine og andre østeuropæiske stater, fulgte et forsøg på at omskrive historien om krigen mod fascismen og nazisterne, af dem i Polen og andre steder, som hævdede, at krigen blev startet af både Tyskland og Sovjetunionen, gennem opdelingen af Polen i 1939. München-aftalen i 1938, da Storbritanniens Lord Chamberlain gav sin velsignelse til nazisternes overtagelse af Sudeterland, der viste, at ingen anti-nazistisk koalition ville blive skabt, ignoreres af sådanne revisionister, samtidig med at nogle folk i Vesten går så langt som at postulere, at USA og Storbritannien alene besejrede Hitler, og ignorerer de 27 millioner mennesker fra Sovjetunionen, der omkom på østfronten.

Putin skriver: ”Skylden for den tragedie, som Polen dengang led under, ligger helt og holdent ved det polske lederskab, der havde hindret en alliance mellem Storbritannien, Frankrig og Sovjetunionen, og sat sin lid til sine vestlige partnere, og smed dermed sin egen befolkning ind under Hitlers frembrusende ødelæggelsesmaskine. Sovjetunion gjorde alt i sin magt for at bruge enhver chance på at skabe en anti-Hitler-koalition. På trods af – lad mig sige det igen – dobbeltmoralen fra vores vestlige allierede.”

Putins bekymring er, at der er tegn på at verden kunne rode sig ind i krig endnu engang. ”Skabelsen af det moderne system for internationale relationer er et af de vigtige udfald af 2. verdenskrig. Selv de mest uoverkommelige uoverensstemmelser – geopolitiske, ideologiske, økonomiske – forhindrer os ikke i at finde former for fredelig sameksistens og interaktion, hvis ønsket og viljen er til stede.

I dag går verden igennem en temmelig turbulent tid. Alting forandrer sig, fra den globale magtbalance og indflydelse til samfunds, nationers og selv kontinenters sociale, økonomiske og teknologiske fundament. I de tidligere epoker har forandringer af denne størrelsesorden næsten aldrig fundet sted uden militære konflikter. Uden en magtkamp om at bygge et nyt globalt hierarki. Takket være de Allierede lederes visdom og fremsynethed var det muligt at skabe et system, som har afholdt sig fra ekstreme manifesteringer af sådan objektiv kappestrid, historisk iboende i verdens udvikling.

”Det er vores pligt – alle dem som tager politisk ansvar, og hovedsageligt repræsentanterne for de sejrende magter i 2. verdenskrig – at garantere, at dette system bliver opretholdt og forbedret. I dag, som i 1945, er det vigtigt at vise den politiske vilje og diskutere fremtiden sammen. Vore kolleger – hr. Xi Jinping, hr. Macron, hr. Trump og hr. Johnson – støttede det russiske initiativ til at afholde et møde mellem lederne af de fem atombevæbnede stater, de permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet. Vi takker dem for dette og håber, at sådanne møder, ansigt-til-ansigt, kan finde sted snarligst muligt.

Hvad er vores vision for dagsordenen på dette kommende topmøde? Først og fremmest ville det, i vores mening, være gavnligt at diskutere tiltag for at udvikle kollektive principper i verdens affærer. At tale ærligt om spørgsmål angående bevarelsen af fred, styrkelsen af global og regional sikkerhed, strategisk våbenkontrol, såvel som anstrengelser for at imødegå terrorisme, ekstremisme og andre store udfordringer og trusler.

Et særligt punkt på mødets dagsorden er situationen omkring den globale økonomi. Og over alt andet står det at overvinde den økonomiske krise forårsaget af corona-pandemien. Vore lande træffer uhørte foranstaltninger for at beskytte folks helbred og liv, og for at støtte borgere der har befundet sig i svære livssituationer. Vores evne til at arbejde sammen i fællesskab, som ægte partnere, vil vise hvor dybe pandemiens spor vil blive, og hvor hurtigt den globale økonomi vil genrejses fra recessionen.”

Det er værd at bide mærke i, at et sådant møde mellem P5-lederne ingen konkret dato har endnu. Hvad end forskellene er, som findes mellem disse nationer, kan en sådan dialog meget vel bestemme vores civilisations skæbne. Schiller Instituttet, der i kølvandet på finanskrisen i 2008 har mobiliseret for Lyndon LaRouches appel for at verdens største magter skulle mødes, herunder især Rusland, Kina, Indien og USA, afholder en international konference den 27. juni, kl. 16:00, dansk tid, netop fokuseret på at indkalde til et sådant topmøde. Vi opfordrer alle, fra enhver nation, til at deltage.

 

Hér kan man registrere sig.

 




’LaRouche dræbte Palme’ og ’Trumps russiske aftalte spil’ er én og samme skrøne

Den 10. juni (EIRNS) – Hver eneste amerikaner, og størstedelen af borgere verden over, ved nu, om de indrømmer det eller ej, at hele kampagnen om ”russisk aftalt spil med Trump”, og fortællingen om at ”Rusland hackede det demokratiske partis hjemmeside”, var opdigtede ud af den tynde luft med ét formål: at stoppe Donald Trump. I de geopolitiske hoveder, tilhørende britiske efterretningsfolk og deres allierede i USA, i begge politiske partier og i pressen, var Trumps valgtemaer – at gøre en ende på krige for regimeskifte, at etablere venskabelige forhold til Rusland og (senere) Kina, at gendrive de fantasifyldte løgne om menneskeskabt global opvarmning, og at genetablere amerikansk industri og infrastruktur – helt igennem uacceptable for de imperialistiske herrer i City of London og på Wall Street.

Men få husker, måske, at præcis de samme løgnhalse og bedragere igangsatte en massiv kampagne i 1986 for at ødelægge Lyndon H. LaRouche. LaRouche havde overbevist Præsident Ronald Reagan om at vedtage sit koncept for at gøre en ende på den britiske politik for ”gensidig garanteret udslettelse” (”mutually assured destruction”, MAD), hvor både ”øst” og ”vest” var klar til at springe hinanden i luften, ved at indføre ”gensidig garanteret overlevelse”, hvor amerikanske og russiske videnskabsmænd ville samarbejde om nye teknologier, som kunne ”gøre atomvåben forældede”. LaRouche havde også startet en ”Krig mod Narkotika”, der identificerede den direkte rolle som City of Londons og Wall Streets banker havde i den massive narkotikaafhængighed, som spredte sig i Amerika og i resten af verden, gennem hvidvaskningen af billioner af dollars på vegne af ”verdens største forretning” – A/S Narkotika – (Dope Inc.). LaRouche mobiliserede også udviklingssektorens ledere, inklusive Indiens Indira Gandhi og Mexicos José López Portillo, til at kræve industrialisering baseret på den hamiltoniske model, som truede den neo-kolonialistiske kontrol over disse nationer, gennem det britiske imperiums internationale bankkarteller.

Løgnekampagnen og angrebene på LaRouche havde været vedvarende og beskidte, selv før 1986 – beskidte tricks fra FBI og CIA, løgne i pressen, chikane af tilhængere og politiske venner. Men d. 28. februar, 1986, da Sveriges statsminister, Olof Palme, blev snigmyrdet på gaden i Stockholms, blev beskyldningen øjeblikkeligt rejst, fra London, fra Wall Street, fra Moskva, fra pressens skøger: LaRouche dræbte Palme. TV-udsendelser af NBC, store midtersideartikler i den amerikanske og britiske presse, svadaer i sovjetisk presse og TV: LaRouche stod bag. Der var ingen beviser, selvfølgelig, ligesom der ingen beviser var for russisk aftalt spil med Trump, eller for russiske hackerangreb på DNC’s e-mails. Metoden for den Store Løgn behøver ingen beviser.

Den efterfølgende måned vandt to LaRouche-medarbejdere statsdækkende, demokratiske primærvalg i Illinois, som viceguvernør og delstatssekretær. Frem for at fejre og rapportere om græsrodsmobiliseringen af LaRouches politiske aktionskomité, som havde omgået pressens og partilederskabets kontrol over valget, gik partilederne og medierne amok, og brugte løgnen om mordet på Palme til at sprede andre løgne om, at LaRouche var en racist, antisemit, en kommunist, en fascist, en kultleder, en demagog – hvad som helst, der kunne skræmme folk væk. Justitsministeriet oprettede en specialenhed for at få ram på LaRouche ved at fabrikere anklager mod ham og hans organisation, ledet af – bemærk dette – Robert Mueller, den selv samme Robert Mueller, som senere ville blive udpeget til at lede de ligeså løgnagtige undersøgelser af Præsident Donald Trump. Dette førte til en omfattende ransagning den 6. og 7. oktober, 1986, med føderale, statslige og lokale politistyrker af LaRouches kontorer i Leesburg, Virginia, og andre kontorer over hele landet. Flere års retssager og lynjustitsprocesser fulgte efter, hvor LaRouche og flere af hans medarbejdere blev erklæret skyldige, baseret på falske anklager som sendte LaRouche i fængsel i 5 år.

Tusinder af ledende personer fra hele verden – politikere, videnskabsfolk, klassiske musikere, fagforeningsledere, borgerrettighedsforkæmpere, diplomater – har mobiliseret for LaRouches frifindelse.

I dag blev den svenske undersøgelse af Palme-mordet, som har stået på i 34 år uden nogen konklusion, lukket ned. Chefadvokaten, Krister Petersson, sagde, at en af de mistænkte, som døde i 2000, sandsynligvis var morderen. Spurgt senere på radioen om andre organisationer, der var blevet undersøgt, svarede Petersson, at der var grupper i Sverige på den tid, ”såsom Stay Behind og EAP [den svenske LaRouche-organisation], men vi fandt ingen forbindelser til dem.”

Alt imens endnu en brik i beviset på LaRouches uskyld, samt den massive, ulovlige brug af retssystemet for at lukke munden på ham dukker op i offentlighedens lys, må rollen som hans idéer forsat spiller, selv i døden, gøres synlige for enhver, gennem Trumps renselse af hans navn. Som LaRouches enke, Helga Zepp-LaRouche, skrev, kort efter hans død, d. 12. februar, 2019: ”Om dette syn vil blive rettet, om denne uhørte overtrædelse af menneskerettighederne og af frihed vil blive straffet, og om borgerne i USA og resten af verden vil have fordomsfri adgang til Lyndon LaRouches idéer: dette, er jeg dybt overbevist om, vil bestemme, om fred i det 21. århundrede kan sikres og fastholdes, og om USA igen kan blive en ledestjerne for håb for hele verden.”

 




Raketopsendelse og kupforsøg = åbninger til at besejre det britiske scenarie for kaos
Schiller Instituttets internationale webcast med Helga Zepp-LaRouche den 4. juni 2020

Helga Zepp-LaRouche pillede de forskellige, fortsatte kupplaner mod Trump og det amerikanske folk fra hinanden, for at lave to overordnede pointer:

1) Vi må afsløre og besejre det britiske imperium;
2) Løsningen begynder med at uskadeliggøre den grønne politik, og dens idé om at problemet skyldes, at der er for mange mennesker. Imens der er oprigtig afsky og sorg over det nylige mord i Minneapolis, blev protestdemonstrationerne kapret af bander, som er ude efter at færdiggøre arbejdet med at fjerne Trump.

Dette er en meget kompleks situation, men hvis fokusset lægges på briternes rolle, bringer dette en del klarhed. At briterne står bag blev igen tydeliggjort med selvafsløringen af den tidligere chef for efterretningstjenesten MI-6 og fortaler for ”Russiagate”, Sir Richard Dearlove, som viftede med et studie – nu afvist af en af dets forfattere – der skulle bevise, at coronavirusset er blevet fremstillet af kineserne, og at de må betale erstatning.

Farligst af alt er bestræbelserne fra centralbankfolk og deres politiske håndlangere på at bruge kombinationen af kriserne til at pådutte en grøn dagsorden. At påtvinge det nuværende kollapsende system en grøn dagsorden, ville ødelægge menneskehedens produktive kapacitet. Men scenen for det næste skridt fremad i menneskehedens evolution, gennem kolonisering af rummet, blev sat med den succesrige opsendelse af en amerikansk raket. Den enestående løsning til de hastigt voksende kriser ligger i at frigøre menneskets kreative evner, hvilket var Lyndon LaRouches livsværk, og definerer Schiller Instituttets mission i dag.

Som altid, tak fordi du følger vores arbejde i Schiller Instituttet.




Et hastetopmøde med Trump, Xi, Putin og Modi er afgørende for verdensfreden!

Af Helga Zepp-LaRouche, 30. maj 2020 – artikel skrevet til ugeskriftet Neue Solidarität.

Verden står i dag ved en skillevej, som Friedrich Schiller ville have identificeret som et punctum saliens (det springende punkt -red.), det vil sige tidspunktet i et drama, hvor den afgørende beslutning skal træffes: vil hovedpersonerne formå at hæve sig til et højere niveau af sublim handling og dermed tilvejebringe en positiv løsning, eller vil de forblive fanget i en geometri, hvor modsætningerne tilsyneladende er uløselige, og derved forvandle dramaet til en tragedie. Verden befinder sig i dag på et sådant punkt i to henseender: i krisen mellem USA og Kina og på hjemmefronten i selve USA.

I en i forvejen ekstremt anspændt situation på grund af Covid-19-pandemien, med over 100.000 dødsfald og 30% arbejdsløshed, udløste det brutale mord på den afroamerikanske George Floyd en eksplosion af vold og alvorlige optøjer, som, i skrivende stund, har ramt 24 byer. Præsident Trump har bedt Pentagon om militære optioner i henhold til ”Oprørsloven” fra 1807, og hjemmeværnet i Minnesota påbegyndte den største deployering i dens 164-årige historie. Landet er polariseret på randen af borgerkrig. Men det er ikke kun indenlands, at grænsen er nået; den strategiske konfrontation med Kina har også nået et vendepunkt. Længe før Donald Trump vandt præsidentvalget i 2016, havde britiske hemmelige tjenester i aftalt spil med amerikanske kredse – i korthed ofte betegnet ”the Deep State” – travlt med at etablere store faldgruber for Trump, i tilfælde af at han ville vinde. Allerede den 21. januar 2017 havde London Spectator en artikel med overskriften: ”Vil Donald Trump blive myrdet, udsat for et kup eller bare afsat ved en rigsretssag”? Skandalen omkring den fyrede britiske ambassadør i Washington, Sir Kim Darroch, kaster lys over de vidtgående metoder som det britiske imperium, da Trump først var indsat, anvendte for at skabe et fuldstændigt kontrolleret miljø omkring ham (at ”oversvømme zonen”) ved – via den britiske ambassade – at forsøge at påvirke hver eneste kontakt, som Trump havde. Målet: Hvis hverken et kup eller en rigsretssag mod Trump lykkedes, skulle han ”inddæmmes” i tråd med det britiske imperiums målsætninger.

Og ”inddæmmet” var han, da han holdt sin pressekonference den 29. maj i Det hvide Hus’ “rosenhave”, hvor han gennemgik hele kataloget over britisk inspirerede løgne mod Kina og Verdenssundhedsorganisationen. Omgivet af Pompeo, Mnuchin, O’Brien, Lighthizer, Kudlow og Navarro, proklamerede Trump, hvad Pompeo i fuld fart havde arbejdet på i måneder: ophævelse af Hongkongs særlige status som et finanscenter og særlig skattezone, såvel som samarbejdet med WHO. Kinas forseelse er åbenlys, sagde Trump. De er ansvarlige for, at USA mistede hundreder af milliarder af dollars hvert år på grund af urimelige handelsforbindelser, Kina dækkede over udbruddet af Covid-19 og har skylden for udbredelsen af pandemien, der har resulteret i over 100.000 døde i USA og over en million i verden. Trump gentog den totalt miskrediterede løgn fra englænderen Niall Ferguson, der hævdede, at Kina havde stoppet indenrigsflyvninger fra Wuhan i Kina, men tilladt dem at fortsætte til udlandet og dermed bidraget til utallige dødsfald og ødelæggelser. Derudover sagde Trump, at Kinas industrielle spionage skal stoppes, at kinesiske forskere og studerende udgør sikkerhedsrisici, og at kinesiske virksomheder ville blive fjernet fra amerikanske børser.

Med denne pressekonference har forholdet mellem USA og Kina nået et nyt lavpunkt: ikke blot er der truslen om afkoblingen af økonomierne, hvilket ville føre til en ny blokdannelse og en ny kold krig, men der er sat en kurs, der kunne føre til Tredje Verdenskrig.

Trump insisterede på, at Kina ensidigt havde pålagt kontrol over Hongkongs sikkerhedsstatus, i strid med traktaten fra 1984 med Storbritannien. Hvad han udelod er den historiske baggrund, nemlig at de alvorlige uroligheder i Hongkong blev anstiftet og finansieret af britiske og amerikanske institutioner, som National Endowment for Democracy (NED), med det eksplicitte mål at få en farverevolution mod regeringen i Beijing. I årevis har NED, der inkluderer både demokrater og republikanere, ydet betydelig økonomisk bistand og ”demokrati-træning” til demonstranter, hvad enten det er i Hongkong eller det fascistiske Maidan-kup i Ukraine. Den delvis voldelige og terroristiske operation var udformet til at fremprovokere en militær intervention i Hongkong af den kinesiske hær, og således at udløse en verdensomspændende protest. Sammen med disse terrorhandlinger var der giftige artikler i de transatlantiske medier, såsom artiklen af Bret Stephens i New York Times den 3. oktober 2019 med titlen: ”Er Kina på vej mod krise?”, der søgte at indvarsle Kinas forestående død.

Og nu, hvor Den kinesiske Folkekongres vedtog en ny sikkerhedslov for Hongkong for at bringe denne terroristiske destabilisering til ophør, har den kinesiske regering enhver ret til at gøre det. ”Ét Kina”-politikken er regeringens røde linje, og ingen overskridelse af den kan tolereres. Tabet og gendannelsen af Hongkong, sammen med Taiwan og erindringen om de territoriale tab som følge af opiumskrigene, den tvungne åbning af kinesiske havne for britisk opium under våbenmagt, og de ”ulige traktater” hvor Kina derefter blev tvunget at afgive Hongkong til England, er det absolutte synonym for ”skammens århundrede”. Ud fra disse historiske erfaringer har Kina draget den konklusion, at det aldrig igen kan tillade sig at blive løbet over ende og besat og gjort magtesløst af imperialistiske magter. Dette var i i intellektuelle kredse allerede argumentet, der førte til grundlæggelsen af den nye Folkerepublik Kina, og som har bestemt dens økonomiske politik, især siden Deng Xiaopings reformer. Med denne orientering har Kina formået at overvinde grundsætninger fra Kulturrevolutionens år med kaos, og iværksætte det største økonomiske mirakel i historien, der har løftet 850 millioner mennesker ud af fattigdom. I de sidste 40 år, siden reform- og åbningspolitikken, har Kina i stigende grad fokuseret på videnskab og teknologi som lokomotivet for social og økonomisk fremskridt.

Denne politik – som i øvrigt er meget tættere på principperne i Alexander Hamiltons Amerikanske økonomiske System og det tyske økonomiske mirakel efter Anden Verdenskrig end Sovjetunionens socialistiske planøkonomi – er årsagen til Kinas oprejsning. Og denne politik – ikke primært industriel spionage, der gennemføres af alle lande – forklarer, hvorfor Kina er blevet en global leder inden for udvikling af f.eks. højhastigheds-jernbanesystemer, forskning i nuklear fusion og rumrejser. Idéen om at kunne ”inddæmme” en nation på 1,4 milliarder mennesker, der fører en økonomisk politik baseret på videnskabeligt fremskridt, uden at provokere den tredje, denne gang en atomar verdenskrig, bør forkastes én gang for alle.

Hvem kan fortænke de kinesiske medier i at påpege, at det ”smukke syn”, som Nancy Pelosi kalder billederne af de voldelige oprørere i Hongkong, nu er flyttet til USA. Eller for at pege på dobbeltmoralen i, at når amerikanere går på gaden for at protestere mod de racistiske mord, fortjener de at blive skudt, men når yderliggående i Hongkong kaster benzinbomber og ødelægger offentlig ejendom, betragtes de som frihedskæmpere.

Det turde stå klart for enhver tænkende person, i betragtning af antallet af eksistentielle globale kriser der dukker op – fra Covid-19-pandemien, den voksende globale økonomiske depression, faren for en global sultkrise til det åbenlyst forestående sammenbrud af det finansielle system – at katastroferne kun kan forhindres, hvis verdens store nationer, nemlig USA, Kina, Rusland og Indien, arbejder sammen om at løse problemerne. Det er kun hvis internationalt samarbejde kan gennemføres på et fornuftigt niveau, at geopolitikken kan overvindes, og menneskeheden kan få en fremtid.

Derfor er det desto mere presserende, at præsident Trump vender tilbage til sin oprindeligt positive holdning til Kina og samtaler med præsident Xi Jinping, ansigt til ansigt, og til den tid hvor han gav udtryk for sin beundring for den kinesiske kultur. Efter fyringen af sin nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, tweetede Trump, at hvis han havde lyttet til ham, ville vi være ”i 6. verdenskrig nu”. Han burde også huske på udtalelserne af udenrigsminister Pompeo, hvis strategiske positioner er identiske med Boltons på mange måder. I en tale i Texas indrømmede Pompeo med slående nonchalance for en fundamentalistisk kristen. ”Jeg var chef for CIA. Vi løj, vi snød, vi stjal… Vi havde hele trænerkurser”.

Derudover skyldes det Pompeo, at ”Russiagate”-farcen kunne fortsætte efter 2017, eftersom Pompeo senest efter hans drøftelse med den tidligere computerspecialist i NSA, Bill Binney, i oktober 2017, havde beviset for, at der ikke havde foregået nogen russisk hacking af det Demokratiske Partis computere.

Lyndon LaRouches politiske aktionskomité (LaRouchePAC) har netop udgivet et program til oprettelse af 1,5 mia. nye produktive job verden over – et program der kun kan iværksættes gennem internationalt samarbejde mellem de store industrialiserede nationer, men frem for alt ved at overvinde den geopolitiske konfrontation mellem USA og Kina, Rusland og Indien. Denne uhørte krise er til en vis grad en test for menneskeheden, med hensyn til om vi med tiden kan skabe en ny orden, baseret på den generelle velfærd for alle mennesker på denne planet og tillade en permanent overlevelse af vores art. Den bedste måde, hvorpå andre nationer kan bidrage til dette, er ved at give offentlig støtte til et hastetopmøde mellem præsidenterne Trump, Xi Jinping og Putin samt premierminister Modi.




5 %-løsningen

Den 28. maj (EIRNS) – ‘Executive Intelligence Review’ annoncerede i dag, at det stiller en separat 29-siders digital reproduktion af forsidehistorien af EIR-magasinet 29. maj 2020 til rådighed: “LaRouche-planen til genåbning af den amerikanske økonomi”: Verden har brug for 1,5 milliarder nye, produktive job.” Dette diskussionsgrundlag – der giver detaljerede oplysninger om den måde, hvorpå 50 millioner nye, produktive job kan skabes i USA som drivkraft til et globalt fremstød for industrialisering, som vil give produktiv beskæftigelse til 1,5 milliarder, for øjeblikket ledige mennesker, over hele verden – er begyndt at cirkulere blandt ingeniører, arbejdere, landmænd, videnskabsfolk, studerende og andre over hele landet. Det oversættes også til en række fremmede sprog, med henblik på at opnå bred cirkulation internationalt.

 Kernen i rapportens forslag er Lyndon LaRouches specifikation af, at en virkelig sund, anti-entropisk økonomi må have omkring halvdelen af sin arbejdsstyrke beskæftiget som produktive, vareproducerende arbejdere, og yderligere 5 % skal involveres i det videnskabelige og teknologiske arbejde, der er den kreative motor, som driver hele økonomien fremad. I det indledende afsnit af kapitel 6 i den nye undersøgelse, “America’s Space Mission: Youth’s Next Frontier,” (Amerikas rum-mission: Ungdommens næste grænseland) sættes der skarpt fokus på dette punkt:

 ”Amerikas rumfartsektor vil spille en afgørende rolle i at flytte 5 % af den amerikanske arbejdsstyrke til forskning og udvikling. Som specificeret af LaRouche, er dette nøglen til at øge produktiviteten for hele arbejdsstyrken. ‘Stigninger i produktivitet kommer ene og alene fra forbedringer i teknologi, der stammer fra grundlæggende videnskabelige opdagelser; jo højere hastighed hvormed grundlæggende fysiske opdagelser omdannes til praksis, jo større er stigningen i produktiviteten pr. indbygger og per kvadratkilometer areal ‘. (Lyndon LaRouche, 2. september, 2000)

 Denne anskuelse lokaliserer bedst betydningen af Amerikas forestående tilbagevenden til at opsende rumfartøjer fra sit eget territorium, en opgave der blev udsat fra i går, 27. maj, til lørdag 30. maj på grund af vejret. Amerikas øjne vender sig endnu en gang mod himlen. Som Nicole Mann fra NASA’s astronautkontor erklærede: ”Dette handler ikke kun om en opsendelse; dette er ‘startskuddet’ for Amerika. Det handler ikke kun om NASA; det er ‘startskuddet’ for Amerika, og det er enormt …. Det er det første store skridt på vores køreplan for Artemis-missionen til Månen, og i sidste ende til Mars”. Rummet er endvidere et domæne, der kræver internationalt samarbejde, som NASA-administrator Jim Bridenstine for nylig understregede, da han blev spurgt om det amerikanske forhold til Rusland: “Vores samarbejde er hævet over jordisk geopolitik”.

 Der er ikke meget andet, der er vigtigere end dette. USA og hele verden bliver ramt af en økonomisk, politisk og kulturel chokbølge, der er værre end hvad vi har set i nyere tid, advarede Helga Zepp-LaRouche i dag. Den kommer fra en forværret pandemi, massearbejdsløshed, en økonomisk sammenbrudskrise og en skræmmende optrapning i retning af krig mellem USA og Kina og USA og Rusland. Intet mindre end Lyndon LaRouches forslag om konkursomlægning af det nuværende finanssystem og oprettelsen af et nyt Bretton Woods, vil være i stand til fuldstændig at ændre denne globale dynamik, tilstrækkelig hurtigt. De uophørlige provokationer fra udenrigsminister Mike Pompeo, sammen med andre, der handler på vegne af det britiske imperiums geopolitik, dominerer i stigende grad det officielle Washingtons politik, og sætter Kina og Rusland under pres. Vi ignorerer deres stigende alarmerede advarsler om denne politiske tendens – til fare for os selv, udtalte Zepp-LaRouche. Tværtimod er det netop øjeblikket, hvor vi burde samarbejde tæt med Kina, Rusland, Indien og andre nationer om rumforskning, stoppe pandemien og genoplive verdensøkonomien med 1,5 milliarder nye, produktive job.

 Man kunne kalde det 5 %-løsningen.

 

 




Pressemeddelelse
Skab 50 millioner amerikanske arbejdspladser for at genopbygge verden 

Den 27. maj (EIRNS) ­‒ “LaRouche-planen for at genåbne økonomien: Verden behøver 1,5 milliarder nye, produktive arbejdspladser” blev udgivet af LaRouches Politiske Aktionskomite (LPAC) d. 23. maj, 2020. Forslagene bygger på LaRouches metode for fysisk økonomi anvendt i den svimlende opgave at hyre 1,5 milliarder produktivt arbejdende mennesker på denne jord ­‒ nær halvdelen af arbejdsstyrken ­‒ som nu er de facto arbejdsløse. 

Dette bemærkelsesværdige program for at skabe 50 millioner produktive amerikanske arbejdspladser, er det eneste seriøse svar på “the big one”: Den samtidige sygdomspandemi, hungersnødspandemi, arbejdsløshedspandemi, samt finanssammenbruddet. Den amerikanske økonomi som “genåbner” bliver nødt til at være en ny økonomi, omstruktureret og omdannet til at genopbygge en knust verdensøkonomi, der skaber et moderne sundhedssystem i alle underudviklede nationer, samt ny infrastruktur indenfor energiproduktion, vandforsyning og højhastighedstransport. Det skal være en åbning til Det amerikanske System for industrialisering og videnskabeligt fremskridt, på global målestok. 

 Der findes intet bedre eksempel for dette, end Amerikas tilbagevenden til rummet, med den ventede opsendelse af en amerikansk-produceret, bemandet raket til den internationale rumstation (ISS). Den grundlæggende forudsætning i den nye rapport er, at økonomisk vækst må være drevet af gennembrud i videnskab og teknologi, hvis gennembrud medfører stigninger i den produktive arbejdskraft. Det nuværende samarbejde i rummet må blive til en fuldgyldig, international Måne-til-Mars-mission, som en “videnskabsmotor” for den samlede proces for at skabe ny, højteknologisk, produktiv beskæftigelse og uddannelse af unge mennesker, der kan påtage sig nye forskningsområder. Den nye rapport adresserer opgaven at omdanne den amerikanske arbejdsstyrke til at påtage sig denne udfordring, med et særligt spændende nyt begreb, præsenteret i kapitlet “Amerikas Rum-mission; Ungdommens Næste Grænse.” 
 
Det er tid til at amerikanere tænker stort igen. Spørg ikke hvordan eller hvornår økonomien genåbner. Spørg: “Hvad skal egenskaben og retningen være af den økonomi, som genåbner?” Den globale pandemi har revet masken af det fejlslåede britiske, neo-liberale økonomiske system og udstillet den tragiske forvandling af det agro-industrielle grundlag i vestlige økonomier til udhulede konsum- og underholdningsdrevne service-økonomier. Den har udstillet den lige så tragiske idé at de “underudviklede” lande til stadighed kunne forblive underudviklede uden folkemorderiske konsekvenser. Det system er dødt og det må begraves af et forbund af større nationer ledet af USA, Rusland, Kina og Indien, om skabelsen af et nyt internationalt Bretton Woods-kreditsystem, baseret på det som Franklin Roosevelt havde i sinde: at løfte nationers økonomier over hele verden, og som længe er fordret af Lyndon LaRouche. 
 
LaRouche præsenterede valgene, som vi står over for, i et webcast fra d. 14. juni, 2007: “Der er en uberegnelig global krise i gang… Dette er en krise, som handler om hvem der skal kontrollere verden. Vil det blive en gruppe af nationer, eller vil det blive det genopståede Britiske Imperium, som aldrig rigtig forsvandt ‒ som overtager fra USA og etablerer dets verdensstyre gennem globalisering?” 
 
Den nye rapport understreger den essentielle rolle som USA spiller, som en del af dette “nationsforbund.” På den anden side, hvis et økonomisk “genopretningsprogram” forsøges alene for den amerikanske økonomi ‒ ved at undgå dette samarbejde og ignorere de underudviklede nationers nødråb for hospitalsbyggerier, sundhedsforsyninger, elektricitetsproduktion, vandinfrastruktur og nye transportsystemer ‒ vil Wall Street og City of London kontrollere det. Og de vil sikre sig, at det bliver en “Grøn New Deal” og en ny “grøn finansboble” skabt til at erstatte deres sammenstyrtende “altings boble”. 
 
Denne rapport indeholder også et særligt budskab til det amerikanske folk fra Helga Zepp-LaRouche, som opfordrer til en genopblomstring af USA’s historiske identitet, som dette blev personificeret af George Washington, John Quincy Adams, Abraham Lincoln, Franklin D. Roosevelt, og, fremfor alle, hendes afdøde mand, Lyndon LaRouche. Hun fornyer sin appel til Præsident Trump om at frikende LaRouche. 
 
Et nyt sprog for økonomi 
 
I kernen af rapporten er der et begreb, fremsat af Amerikas første finansminister, Alexander Hamilton, og videreudviklet af Lyndon LaRouche, at profit ikke kan måles i monetær terminologi, men kun i fysisk økonomisk vækst, drevet af gennembrud i videnskab og teknologi, som vil forøge den produktive arbejdskraft. Det betyder at man må se på arbejdskraften, ikke i form af penge, men i form af produktive relationer. 

Forskellige af rapportens kapitler adresserer dette på enestående måder. 

Kapitel 2 ser undersøger arbejde fra standpunktet af præcise definitioner af et nødvendigt, produktivt arbejde, ikke fra standpunktet af at få en lønseddel, og viser den forfærdende arbejdsløshed, eller overkvalificeret arbejdskraft af 1,5 milliarder mennesker globalt, og mere end 100 millioner i USA. 

Kapitel 3 viser udfordringen at flytte nutidens økonomi, hvor mindre end 20% af vores arbejdskraft er beskæftiget med produktive aktiviteter (og endnu færre i egentlig produktion), til én, hvor 50% kan ansættes produktivt i at varetage verdens enorme fornødenheder indenfor sundhed, fødevarer og infrastruktur. 

Kapitel 6 præsenterer en spændende, ny idé om at kvalificere vores unge til at deltage i den form for økonomi, som kan blive omdannet af Projekt Artemis og fremtidige rum-missioner, gennem skabelsen af et “Rum-CCC”, baseret på 1930ernes Civile Konservationskorps, der trænede 3 millioner unge mænd. 

 
Indholdsfortegnelse: 

1. Indledning 
2. “Broder, kan du skænke et job?” 
3. Hvordan millioner af nye, produktive arbejdspladser skabes for USA og verden 
4. Fordoblingen af fødevareproduktionen; millionvis af højteknologiske familiegårde 
5. Fremtidens Sundhedssystem 
6. Amerikas Rum-mission; Ungdommens Næste Grænse 
7. Et Hamiltonsk Kreditsytem for Udvikling 

8. Helga Zepp-LaRouche: En Appel til amerikanske borgere: Hvad Verden har brug for fra Amerika! 




Helga Zepp-LaRouche retter ’en appel til amerikanske borgere: Hvad verden har brug for fra Amerika!’

Den 24. maj (EIRNS) – Følgende appel af Helga Zepp-LaRouche er det afsluttende kapitel i det netop udgivne LaRouchePAC-dokument  “The LaRouche Plan to Reopen the U.S. Economy: The World Needs 1.5 Billion New, Productive Jobs.”  (’LaRouche-planen for genåbning af den amerikanske økonomi: Verden har brug for 1.5 milliard nye produktive job).

Vi er kommet til det tidspunkt, hvor borgerne i USA er nødt til at huske den bedste tradition i deres historie: Den amerikanske Frihedskrig, Uafhængighedskrigen mod det Britiske Imperium, principperne der er udtrykt i forfatningen og Uafhængighedserklæringen, og principperne i det Amerikanske økonomiske System, som udviklet af Alexander Hamilton, Henry Clay og Henry C. Carey.

Essensen af alle disse aspekter af den amerikanske historie fremgår meget klart i forordet til forfatningen:

”Vi – den amerikanske befolkning – forordner og etablerer denne forfatning for Amerikas Forenede Stater, med henblik på at danne en mere perfekt union, etablere retfærdighed, sikre indenrigs ro, sørge for fælles forsvar, fremme den generelle velfærd og sikre frihedens velsignelser for os selv og vores efterkommere”.

Hensigten med forfatningen, som udtrykt i forordet, om at fremme den generelle velfærd, ikke kun for den nuværende generation, men også for alle fremtidige generationer, indeholder en ubetinget afvisning af den såkaldte “aktionærværdi”-politik og globaliseringens uhæmmede frie handel, der dengang, som nu, blev promoveret af det britiske imperium, hvilket ikke alene har udvidet kløften i selve USA mellem en klasse af stadig rigere milliardærer og det stigende antal fattige, men også er ansvarlig for den katastrofale underudvikling i såkaldte udviklingslande.

Det står klart, at verden aldrig vil vende tilbage til den tingenes tilstand, der eksisterede før coronavirus-pandemien brød ud. Vi befinder os ved et absolut vendepunkt i historien, hvor vi enten vil være i stand til at bringe verden i orden, med det program vi har skitseret på disse sider for at besejre underudviklingen, eller vi trues med at styrte ned i en mørk tidsalder. Fasen med ubegrænset globalisering, som tilhængerne af en unipolær verden har forsøgt at gennemføre, især efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991, og som førte til en global bølge af protester, herunder valget af Donald Trump, er ovre for altid.

Lyndon LaRouche havde forudsagt den katastrofe, der nu udfolder sig for vores øjne i alle dens aspekter, fra hans karakterisering af præsident Nixons katastrofale ødelæggelse af Bretton Woods-systemet i 1971 og hans prognoser for faren for pandemier som følge af den monetaristiske politik, til det systemiske sammenbrud af det finansielle system. I løbet af det samme tidsrum, der strækker sig over et halvt århundrede, præsenterede han et hidtil uset antal løsninger til at overvinde kriserne i USA og internationalt, og det er i den samme ånd, at programmet her er udtænkt.

Enhver ærlig person, der læser disse analyser og program-forslag i dag, i lyset af den aktuelle pandemi og ødelæggelsen af den reelle økonomi, vil konkludere, at Lyndon LaRouche var en mand med forsyn. Idéen om forsyn er ikke her ment i en streng religiøs forstand, men i at hele hans tankemetode var i så stor overensstemmelse med principperne for det fysiske univers, at hans analyser og kreative forslag var af en enorm, næsten profetisk præcision. Han tænkte og arbejdede “i harmoni” med universets intention, og – hvis det forstås korrekt – med Skaberens.

Derfor er den største forbrydelse, der blev begået ved den uretfærdige fængsling og livslange bagvaskelse af LaRouche – foretaget af det samme McCarthyagtige apparat der er ansvarlig for det igangværende kupforsøg mod præsident Trump – ikke kun den skandaløse uretfærdighed begået mod LaRouche personligt, men frem for alt, at det har gjort det ekstremt vanskeligt for amerikanere og andre over hele verden at få adgang til disse løsninger. På mange måder er de enorme genvordigheder, som befolkningen nu døjer med på grund af kombinationen af pandemien og den økonomiske krise, resultatet af den politiske forfølgelse af denne ekstraordinære tænker. Og desværre er hans advarsel om, at ingen ville være sikker, hvis hans forfølgelse blev tolereret, gået i opfyldelse. Når man f.eks. overvejer, hvordan general Flynn er, og vil blive, retsforfulgt kommer man i tanke om Martin Niemöllers berømte citat: ”Da nazisterne kom efter kommunisterne, tav jeg; jeg var ikke kommunist. Da de spærrede socialdemokraterne inde, tav jeg; jeg var ikke socialdemokrat. Da de kom efter fagforeningsfolkene, var jeg tavs; jeg var ikke fagforeningsmand.”

Det er på høje tid, at Lyndon LaRouche, manden og hans ideer, bliver fuldstændig renset, og jeg opfordrer personligt præsident Trump til at gøre det.

Men Lyndon LaRouches ideer lever, hvilket dette program til oprettelse af 1,5 milliarder nye, produktive job verden over understreger. USA har nu nået et bristepunkt i sin historie, hvor enten ideerne i traditionen af den amerikanske forfatning realiseres, eller det britiske imperiums finansielle generobring af den amerikanske koloni vil kaste hele verden, sammen med USA, ud i en mørk tidsalder. Dette er tidspunktet, hvor de krav som Nicholas Cusanus – der med sine værker tilbage i det 15. århundrede allerede havde lagt grundlaget for den amerikanske republik – fremlagde i sin Concordantia Catholica, nu er blevet et spørgsmål om overlevelse for hele verden. Han fastslog, at det eneste legitime grundlag for en nations eksistens er dens forpligtelse til alle nationers almene vel, og til et sådant forhold mellem alle nationer. Netop dette var Benjamin Franklins intention med den amerikanske forfatning og Uafhængighedserklæringen mod det Britiske Imperium. Det var også præsident John Quincy Adams opfattelse, at USA udenrigspolitisk skulle være en del af en alliance med fuldstændig uafhængige suveræne republikker knyttet sammen af en fælles idé, og at Amerika ikke var påkaldt til “at gå udenlands på jagt efter monstre at ødelægge.”

Nøglen til at opbygge en sådan hårdt tiltrængt alliance i dag er positivt samarbejde mellem USA og Kina. Coronavirus-pandemien har unægteligt gjort det klart, at den kombinerede industrielle kapacitet i verdensøkonomien er udhulet, og ikke tilnærmelsesvis tilstrækkelig til at brødføde og opretholde værdigheden af verdens befolkning i dag. Samarbejde mellem de to største økonomier i verden er derfor en væsentlig forudsætning for at overvinde indvirkningen af pandemier, sult og fattigdom i Afrika, Latinamerika, dele af Asien og endda regioner i Europa og USA.

Selvom der, takket være manipulationerne fra de britiske hemmelige tjenester og anglofile politikere i USA, er blevet gjort stor skade på forholdet mellem USA og Kina gennem gensidige beskyldninger med hensyn til oprindelsen og håndteringen af coronavirus, og skønt den nuværende ”Kina-hetz” fremkalder de mørkeste erindringer fra McCarthy-perioden, er et konstruktivt samarbejde mellem USA og Kina ikke alene absolut muligt, men peger også på vejen til en ny æra i menneskets historie. Denne æra må være kendetegnet ved at overvinde geopolitikken og fremme alle nationers generelle velfærd på denne planet.

I betragtning af de eksistentielle problemer, som mange mennesker i Amerika står overfor på grund af pandemien, er der muligvis ikke megen offentlig opmærksomhed på den enorme kløft, der eksisterer mellem det image, som USA nød i verden på tidspunktet for Den amerikanske Frihedskrig og under præsidenterne George Washington, John Quincy Adams, Abraham Lincoln eller Franklin Delano Roosevelt, og så det USA der har ført uendelige krige i hele verden siden afslutningen af Sovjetunionen under Bush- og Obama-administrationerne. Engang blev Amerika betragtet af alle republikanske kredse rundt om i verden som et frihedstempel, og et fyrtårn for håb; som et land hvis forfatning tjente som model for republikanske forhåbninger i mange lande over hele verden. Men under Bush- og Obama-regeringerne veg beundring og venskab for frygt, eller det der er værre, den amerikanske militære magt.

Den er fem minutter i midnat, mht. at leve op til løftet om et konstruktivt forhold til præsident Xi Jinping og Kina, som opstod i de tidlige dage af Trump-administrationen. I betragtning af at “Russiagate” fuldstændig er miskrediteret og den sandsynlige retssag mod de britisk inspirerede kupmagere, er der intet der står i vejen for et konstruktivt samarbejde mellem USA og Rusland, som det er blevet vist af NASA og Roscosmos. Hvis USA nu tager føringen i det økonomiske genopbygningsprogram og skabelsen af 1,5 milliarder produktive job i verden, og hjælper med til at gøre den Nye Silkevej til ‘Verdens-Landbroen’, vil USA i hele verdens øjne genvinde den position, det engang havde: som en pioner for frihed og håb for hele menneskeheden.

— Helga Zepp-LaRouche

 




Pompeo: ‘Jeg har kontrol over tingene her’ – eller vil han følges med Bolton ud?

Den 21. maj (EIRNS) – Den 29. januar i år sagde præsident Donald Trump om sin tidligere nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton, som han havde fyret den foregående september: ”Hvis jeg havde lyttet til ham, ville vi være i 6. verdenskrig nu.” Og alligevel er Boltons kammerat Mike Pompeo stadig udenrigsminister, og gør alt hvad der står i hans magt for at drive nationen ind i en konfrontation med Kina og Rusland; en konfrontation, som kunne eskalere til en global atomkrig, enten ved forsæt eller ved et uheld. Mandag satte præsident Trump sin underskrift på et firesiders brev til Verdenssundhedsorganisations direktør, Dr. Tedros Adhanom Ghebreyesus, der indeholdt en samling af løgne om Kina (og om WHO), hvoraf mange er blevet offentligt dokumenteret som rene fabrikationer lanceret af britiske efterretningsnetværk.

 Den 19. maj blev et 16-siders dokument fra Det Hvide Hus udstedt og offentliggjort, igen med præsident Trumps underskrift, med titlen “USA’s strategiske tilgang til Folkerepublikken Kina”. Det hævdes i det indledende afsnit: “Beijing indrømmer åbent, at man forsøger at omdanne den internationale orden og tilpasse den til Det kinesiske Kommunistpartis interesser og ideologi.” Det siges om Bælte- og Vejinitiativet (BVI), at det er “designet til at omforme internationale normer, standarder og netværk for at fremme Beijings globale interesser og vision,” og at “USA vurderer, at Beijing vil forsøge at konvertere [BVI]-projekter til unødig politisk indflydelse og militær adgang.”

 Der er selvfølgelig en vis ironi her. Verden, især udviklingslandene, ved godt, at ophavsmanden til denne rapport, uanset hvem det måtte være, ikke udtaler sig om Kinas tilgang til udviklingsbistand gennem Bæltet & Vejen, men snarere de transatlantiske nationers mangeårige politik, “Washington-konsensus”. Denne “konsensus” – bedre benævnt “Wall Street-konsensus” – kræver, at hjælp af enhver art (og hjælpen inkluderer så godt som aldrig infrastruktur) absolut er afhængig af politisk underdanighed over for långiverne. De nationer, der vælger at afslå sådanne diktater, ville højst sandsynligt dele skæbne med Irak, Libyen og Syrien, men ville bestemt ikke modtage nogen hjælp overhovedet. En af de mest udtalte klager over BVI er faktisk, at Kina ikke stiller politiske betingelser, men imødekommer nationernes udviklingsbehov uanset regeringsform. Dette betegnes som “samarbejde med tyranner.”

 Desværre ser præsident Trump ud til at have accepteret tanken om, at det er nødvendigt at konfrontere Kina for at sikre hans valg til november. Han udsendte et tweet i dag, hvor han hævdede, at “Kina kører en massiv kampagne med misinformation, fordi de er desperate efter at få ‘søvnige’ Joe Biden til at vinde præsident-kapløbet.” Det er lige så uheldigt, at Beijings svar på de vilde påstande om at Kina er ansvarlig for COVID-19-pandemien har været at beskylde Trump-administrationen for, at bebrejdelserne mod Kina skal dække over egen mislykket respons på coronavirusset. Det er kun få uger siden, at Trump korrekt tilskrev skylden, ikke til Kina, men til det faktum, at de tidligere Bush- og Obama-administrationer nedlagde Amerikas offentlige sundhedsvæsen, “og efterlod skabet tomt”, som han sagde. Havde han holdt sig til denne sandhed, ville Kina sandsynligvis være enig.

 Den brutale kendsgerning er, at pandemien og nedlukningen har forværret den allerede alvorlige krise i det vestlige finansielle system (som også blev overleveret fra den mislykkede Bush-Obama-reaktion på krisen i 2009, da de reddede bankerne snarere end at reformere banksystemet med Glass/Steagall-reform, som Lyndon LaRouche havde insisteret på). De næsten 2 billiarder $ i udestående derivater og ‘altings-boblen’ på Wall Street kan simpelthen ikke reddes, til trods for centralbankdirektør Jerome Powells skvalder om “ubegrænset likviditet.” Coronavirus og det spekulative virus er lige dødbringende og en udfordring for hele menneskeheden. Intet mindre end hele den menneskelige race må engageres for at foretage de påkrævede revolutionære ændringer, både for at forhindre katastrofe og for at opnå et nyt paradigme for menneskeheden, som vores grundlæggende fædre, og Franklin Roosevelt og Lyndon LaRouche, forestillede sig og kæmpede for hele deres liv.

 Et fire-magts topmøde – med Trump, Putin, Xi Jinping og Modi – er det presserende, nødvendige udgangspunkt.

 




Storbritannien burde afkobles, ikke Kina

Den 17. maj (EIRNS) – Den farligste udvikling, der kan ske i den nuværende strategiske situation, er USA’s afkobling fra Kina, understregede Helga Zepp-LaRouche i en diskussion i søndags. Verden står over for en eksistentiel krise med en kombineret pandemi og hungersnød “af bibelske proportioner”, alt sammen som et resultat af et systemisk finansielt og økonomisk sammenbrud, der gentagne gange er blevet forudsagt af Lyndon LaRouche. Ingen løsning på denne krise er tilgængelig for menneskeheden uden USA’s og Kinas tætte samarbejde – sammen med Rusland, Indien og andre nationer – centreret om den presserende, højteknologiske udvikling af den underudviklede sektor. Det er det centrale punkt i LaRouchePACs kommende “LaRouche-plan for genåbning af den amerikanske økonomi: Verden har behov for 1,5 milliarder nye, produktive job.”

 Det faktum, at al snavset omkring det britiske-Obama-støttede kupforsøg mod præsident Donald Trump endelig kommer frem – og at Trump insisterer på, at folk vil blive fængslet for dette – hjælper med til at styrke denne politiske mulighed.

 Men hvis forholdet mellem USA og Kina kører skævt, hvis der sker en alvorlig afkobling, af den slags som briterne aktivt arbejder for gennem deres agenter i positioner, som Mike Pompeo, vil planeten brække over i konkurrerende blokke, meget som det skete under Den kolde Krig – blot denne gang under forhold af en sammenbrudskrise. Zepp-LaRouche uddybede: Dette vil være ødelæggende for USA, det vil skabe kaos i hele Europa, og det vil sætte verden på en kurs mod krig mellem supermagterne.

 Den amerikanske ambassadør i Polen, Georgette Mosbacher, agerer efter den samme britiske geopolitiske drejebog som Pompeo. Hun opfordrede til, at amerikanske atomvåben, der nu er stationeret i Tyskland, skulle overføres til et mere føjeligt Polen – et stenkast fra Ruslands grænse. Den tidligere FN-våbeninspektør Scott Ritter svarede syrligt: ”Simpelthen en af de dummeste ideer i verden. Den russiske overkommando takker i øvrigt for at have gjort det lettere at overmande og bemægtige sig denne såkaldte nukleare afskrækkelse – Google 1st Guards Tank Army”. Nyhedsbureauet Sputnik International bemærkede korrekt, at dette hurtigt kunne eskalere til en ny cubansk missilkrise.

 




Tyske Højesteretsdom rammer Bankredning—
Gør en ende på det Britiske Imperies verdensomspændende City of London-system

Den 6. maj (EIRNS)—Da den tyske højesteret denne uge dømte den Europæiske Centralbanks (ECB) konstante redningsaktion af de største banker i Europa, ved at overføre befolkningens værdier til disse banker, til at være illegal, tog de kun et skridt, omdog et vigtigt skridt, henimod tilendebringelsen af det Britiske Imperies politik, som har ruineret de industrielle økonomier de sidste 50 år. Dette peger i retningen af det, som EIR og LaRouchePAC har mobiliseret for—at gøre en ende på den imperiale, finansielle kontrol fra City of Londons banker, over det globale finansielle og økonomiske system, og erstatte det med en befolknings-tjenelig politik, baseret på Alexander Hamiltons og Lyndon LaRouches Amerikanske System.

Umiddelbart efter det store finanskrak i 2008—da disse banker, med deres vilde spekulationer, bragte alle verdens nationers økonomier i knæ—dikterede City of London, ved G20-mødet i april, 2009 i London, modsvaret til dette krak. Intet nyt system—alle større nationer må organisere en finansiel redningsaktion af bankerne, og bidrage 500 milliarder $ til Verdens Valutafond, ovenpå udvidelsen af redningsaktionen selv. Disse 11 år har set enorme overførsler af rigdomme fra de fattige og middelklasen til de største banker—nu langt større—samt de rigeste virksomhedsejere. Ingen domstol greb ind på nogen betydelig måde i dette røveri—faktisk har nogle aktivt tilskyndet dette mod udviklingslande—indtil nu.

Allerede for 50 år siden ødelagde City of London Præsident Franklin Roosevelts Bretton Woods-system, sat op for efterkrigstiden, hvilket var det eneste system, som havde økonomisk vækst, menneskers produktive arbejde og udryddelsen af fattigdom for øje. Roosevelts idé var baseret på det Amerikanske System for produktivitet, og videnskabelig og teknologisk fremskridt. I stedet for dette, pålagde ”the City” de sidste 50 års globale spekulationskasino med flydende vekselkurser, bobler, krak, og redningsaktioner. I 2009 insisterede London på et nyt årti med de største redningsaktioner fra centralbankerne nogensinde set. Og i marts, dette år, begyndte en endnu større redningsaktion, som ”svar” på coronapandemien.

Globaliseringens ”bankstere” og økonomer har reageret, som var de blevet mægtigt stukket, på den Tyske Højesterets dom, d. 5. maj, mod ECB (se EIR’s Daily Alert, 6. maj, 2020). Den Europæiske Centralbank selv protesterede, at ”EU-Domstolen dømte i december, 2018, at ECB handler indenfor dennes mandat for prisstabilitet,”—som om at den blot holder priserne stabile, når den trykker 750 milliarder € om året, for at opkøbe obligationer fra de store banker. Et ”globalist”-medlem af EU-parlamentet, og tidligere belgisk premierminister, Guy Verhofstadt, gav sin mening til kende på Twitter: ”Hvis hver eneste forfatningsdomstol for hvert eneste medlemsland laver sin egen fortolkning af hvad Europa kan, og ikke kan gøre, er det begyndelsen på slutningen… Nu da den Tyske Højesteret tydeligvis forsøger at stække vingerne på ECB, må den Europæiske Kommission stå ved sit politiske ansvar…” George Calhoun begræd i dag i magasinet Forbes: ”I går tilendebragte den Tyske Forfatningsdomstol (Bundesverfassungsgericht, hvis I vil)—Tysklands nærmeste tilsvarende institution til USA’s Højesteret—essentielt ECB’s samlede program for kvantitative lempelser.”

Men vi må gøre en ende, ikke blot på ECB, men på hele de sidste 50 års altid-voksende, gigantiske, spekulationsfodrede banker, ubetalelig gæld og nedskæringspolitik, som har bragt City of London tilbage i førersædet for verdens finans. Dette system lukkede ned for hospitaler og den offentlige sundhedsforsorgs kapaciteter, som vi nu har brug for. Det øgede den ekstreme fattigdom overalt på den sydlige halvkugle, selv imens Kina afskaffede den fattigdom for 850 millioner mennesker. Det har derfor ladet nationerne på den sydlige halvkugle stå tilbage, uden offentlige sundhedsforanstaltninger mod den hurtige spredning af COVID-19—medmindre de største nationer mobiliserer for at opbygge disse.

USA, Rusland, Kina, Indien—disse magter, som det Britiske Imperies efterretningstjeneste konstant har arbejdet på at adskille—må begynde denne opbygning nu, ellers vil flere millioner dø. Det betyder at de skal skabe et nyt verdensomspændende kreditsystem; eller, i virkeligheden, vende tilbage til Franklin Roosevelts intention med sit ”Amerikanske System” i Bretton Woods, som City of London ødelagde. Dette er opgaven, igen, ved Schiller Instituttets jubilæum for Befrielsen, denne lørdag. Denne gang er fjenden det Britiske Imperium.




POLITISK ORIENTERING den 14 maj 2020.
Den nye coronastrategi og kampen for økonomisk genrejsning

Med formand Tom Gillesberg

Lyd:

 

Resumé

Coronakrisen:

Mette Frederiksen og regeringen viser stadigvæk stærkt lederskab under coronakrisen med den ny coronastrategi, men vi skal bruge de nødvendige penge til at ansætte folk til testning, laboratorier og smittesporing.

Konspirationsteorierne om, at coronakrisen det er bare en komplot for at Bill Gates kan sælge farlige vaciner til verden, eller for at indføre et diktatur er vildledende propaganda. Det er heller ikke rigtigt at COVID19 skulle være skabt i et kinesisk laboratorium.

Vi står med ”The Big One” siger Helga Zepp-LaRouche:

Kombinationen af kriser: sundhed, økonomi, landbrug – det hele. Hvad Lyndon LaRouche havde advaret om i 50 år.

Som LaRouche altid spurgte: Har vores civilisation den moralske kapacitet til at overleve?

Verdens Fødevareorganisationen WFP advarer om, at 300.000 mennesker kan dø om dagen pga. det coronaudløste kollaps i fødevareproduktion, hvis vi ikke gør noget. 3,3 mia. mennesker arbejder i uformelle jobs, uden nogen form for social sikkerhed.

Vi har brug for et nyt nyt Bretton Woods kreditsystem og LaRouches fire økonomisk love.

Schiller Instituttet arbejder på en plan for halvanden milliarder nye jobs til at opbygge verden.

Glem den klimadagsordenen.

75 år-året for den 9. maj 1945: Victory in Europe Day:

Ånden fra Elben, hvor amerikanske og russiske soldater rakte hånden til hinanden og svor ”Aldrig mere”.

Vi har brug for en alliance mellem USA-Rusland-Kina samt Indien for at lave et globalt paradigmeskifte.

USA:

Justitsministeriet har droppet retsagen imod General Michael Flynn.

Mindst 22% arbejdsløshed.

Kvantitiave lempelser for finansverden, men ikke meget til produktion.

Vil Trump vedtage Schiller Instituttets program?

Vi må udbrede kendskab til Schiller Instituttets løsninger.

Skab en renæssance.

Gå med i Schiller Instituttets kampagne.




En metode for ’hele økonomien’ til Verden – 1.5 milliarder nye produktive jobs!

Den 12. maj (EIRNS) – For at bekæmpe den nye coronavirus-pandemi, og lykkes økonomisk bagefter, er der ingen ‘halve løsninger’, hverken geografisk eller med enkelte økonomiske sektorer — landbrug, produktion, skibsfart, sundhedsvæsen osv. Eller nation for nation — ikke engang USA eller Kina. Der er kun metoden med ‘hele’ verden, foretaget af samarbejdende suveræne nationer. Helga Zepp-LaRouche talte om dette til medarbejdere i dag, efter at have mødt et team der er gået i gang med at frembringe et økonomisk program så hurtigt som muligt, under arbejdstitlen: “Verden har brug for 1.5 milliarder nye produktive jobs”.

 Dette nye LaRouchePAC-program vil præsentere det fulde omfang af nødvendig agroindustriel aktivitet inden for en produktiv platform med energi, vand, transport, videnskab og uddannelse. Dets overordnede perspektiv er i tråd med nødvendigheden af, at de fire stormagter konfererer og griber til handling og samarbejde. De repræsenterer de store økonomier og menneskelige ressourcer. De stærke økonomier i Japan, Tyskland, Frankrig, Italien med flere er også nødvendige. Bekæmpelsen af pandemien og opbygningen af Afrika er en verdensprioritet.

 Programmet vil skitsere det nødvendige fokus for at tillempe den aktuelle diskussion om “genåbning”, test og alle andre aspekter af post-pandemisk planlægning, selvom den sydlige halvkugle først netop nu oplever den første bølge af pandemien. Endvidere, at udsigten til at virusset blusser op i løbet af de kommende to år erkendes. Også “sultpandemien” trænger sig på.

 Sæt dette overordnede synspunkt i kontrast til den store afledning af offentlighedens opmærksomhed væk fra spørgsmål om økonomisk beredskabsopbygning og omstilling, for i stedet at skyde skylden på præsident Donald Trump, hælde til diverse konspirationsteorier, og mest af alt, bebrejde Kina for at smitte verden og for alle andre genvordigheder. Hvad sker der, når dine høner holder op med at lægge æg, og brønden løber tør? Skyd skylden på Kina! Sjovt, men dødbringende.

 ”Vi er i krig lige nu”, med Kina, sagde Peter Navarro mandag på to store tv-stationer. Navarro er assistent for præsidenten, direktør for handels- og produktionspolitik og koordinator for loven om den nationale forsvarspolitik. Han sagde: ”Vi er i krig, tag ikke fejl af det. Kineserne slap en virus løs i verden”. Han sagde: “Det er ikke et spørgsmål om at straffe dem, det er et spørgsmål om at stille Kina til ansvar – at holde det Kinesiske kommunistiske Parti ansvarligt”.

 Optrapningen mod Kina inkluderer at presse præsident Trump til at forsøge at få ham til at modsætte sig Kina på alle områder, fra virusset til handelsforbindelser. Dette er klassisk britisk geopolitik med ‘os-imod-dem’, og de netværk der udøver presset kommer lige ud af det britiske imperialistiske efterretningssamfund.

 Zepp-LaRouche understregede i dag, “Det er tid for os til at fokusere på løsninger”. Vi er i en dramatisk situation. I løbet af de sidste to uger har vi – gennem centrale ideer og begivenheder – været i diskussion om dette med tusinder af mennesker, i betragtning af Schiller Instituttets konferencer, LaRouches nationale politiske gruppers initiativer, internationale konferenceopkald – alt sammen under pandemiske omstændigheder. Vi vil trappe op.

 Vi kan sige til folk: Lyndon LaRouche advarede igennem 50 år om, hvad vi står over for i dag. Faktisk kan man tage de selvsamme ord fra mange af hans advarsler fra dengang og erfare, at de passer, nøjagtigt, som om han talte om hvad der sker i dag. I 1997 sagde han én ting højt og tydeligt: ”Der er ingen grund til at nogen på denne planet, der er i stand til at arbejde, skal stå uden arbejde! Og ‘projektet’ [Eurasien/Verdens-Landbroen] er midlet.”

 




’V-dagen’ blev fejret af Schiller Instituttet

Den 9. maj (EIRNS) – Schiller Instituttet afholdt en fejring af 75-års jubilæet for sejren i Europa, og samlede repræsentanter for USA, Rusland, Tyskland, Frankrig og andre for at reflektere over fortiden samt den presserende nødvendighed af, at samarbejdet mod nazismen dengang må gentages nu, hvis den eksistentielle krise, som menneskeheden står overfor, skal løses. Den historiske tre-timers konference kan og bør ses online på https://www.youtube.com/watch?v=EM9PR3IgX6k.

 Det er en uheldig kendsgerning, at der i USA fandt meget få begivenheder sted til minde om denne historiske begivenhed. For at give et kort billede af præsentationernes globale rækkevidde på konferencen er her en kort beskrivelse af nogle af indlæggene:

 

  • Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet, beskrev den ekstreme fare som menneskeheden er stillet overfor i dag, med COVID-19-pandemien, den ekstreme fødevarekrise på grund af virusset og den nødvendige isoleringspolitik, den økonomiske nedgang og faren for hyperinflation som følge af den enorme pengeudstedelse for at redde boblen af derivater, der knuser det finansielle system. Ikke desto mindre, hævdede hun, har den nuværende krise blotlagt den mislykkede nyliberale politik, der underminerede økonomierne i den avancerede sektor, og som har forhindret udviklingslandene i at slippe af med ødelæggende fattigdom og underudvikling. Nu er det tid, sagde hun, til at anvende den politik for globalt samarbejde og udvikling, der blev fremlagt af hendes afdøde mand, Lyndon LaRouche.

 

  • H.E. Hr. Dmitry Polyanskiy, første vice-repræsentant for Den Russiske Føderations permanente repræsentation ved FN, udtrykte vigtigheden af, at USA og Rusland lægger forskellene til side og slutter sig sammen – ligesom USA og Sovjetunionen gjorde for at besejre fascismen – for at imødegå de mange gensidige problemer, som vore folk og verden står overfor. Han udtrykte bekymring over dem, der forsøger at forfalske historien om den ‘Store Fædrelandskrig’, som 2. verdenskrig er kendt under i Rusland, for at nedgøre Rusland i dag. Han mindede om, at 27 millioner borgere i Sovjetunionen mistede deres liv i kampen mod fascisterne.

 

  • Jim Jatras, en tidligere amerikansk diplomat og rådgiver for den republikanske ledelse i det amerikanske senat, opfordrede de amerikanske borgere og ledere til at holde op med at lytte til det fejlslagne lederskab af dem, der fik os ind i dette rod. Han bemærkede, at præsident Trump har insisteret på at foretage store ændringer, men at stort set hele hans kabinet er uenigt og nægter at handle, eksempelvis i forbindelse med Trumps hensigt om at trække sig ud af de sidste tre årtiers ”uendelige krige”.

 

  • Jacques Cheminade, leder af Solidaritets- og Fremskridtspartiet i Frankrig, en tidligere præsidentkandidat og nær medarbejder til Lyndon LaRouche, imødegik myten om, at præsident Franklin Delano Roosevelt og leder af ‘Det frie Frankrig’, Charles DeGaulle, hadede hinanden, ved at karakterisere deres uoverensstemmelser og deres lejlighedsvise nedsættende ord om hinanden som blot en del af den seriøse dialog mellem to mænd, der begge var sande patrioter, og som kendte hinandens betydning i forhold til at besejre det onde.

 

  • Bill Binney,tidligere leder af den tekniske afdeling ved det amerikanske nationale sikkerhedsagentur (NSA) beviste for år tilbage med kriminaltekniske metoder, at russerne ikke havde hacket Det Demokratiske Partis Nationale Komités computere – hvilken sandhed nu er blevet bekræftet med offentliggørelsen af Kongressens vidnesbyrd i forbindelse med ‘Russiagate’-heksejagten.

 

  • H.E. Igor Khobaev,Den Russiske Føderations ambassadør til Filippinerne, sagde, at det er på tide at lægge forskelle til side for at imødegå den globale krise.

 

  • Dr. Gary Kotmacher, kommunikations- og uddannelsesmissionen ved det Internationale Rumstations-program, beskrev den Internationale Rumstation som vor tids smukke arkitektur, hvor det demonstreres, at internationalt samarbejde er både muligt og nødvendigt. Han påpegede, at der en dag vil være flere mennesker, der bor i rummet end på Jorden.

 

  • Al Korby, 95, veteran fra 2. verdenskrig og en ven af Lyndon LaRouche, talte om vigtigheden af at have havearbejde og at læse Lyndon LaRouche.

 

  • Richard Black, tidligere senator i Virginia, sagde, at hverken præsidenten eller folket har været i stand til at stoppe de uendelige krige. Hysteriet mod Rusland og nu mod Kina må slutte, fordi vi i denne tidsalder med atomvåbenbevæbnede konkurrenter ikke har andet valg end at samarbejde.

 

  • Diane Sare, direktør for Schiller Instituttets kor i New York, læste svar fra blandt de tusinder af glade russere, der reagerede på korets virtuelle præstation, på russisk, af en berømt russisk militærsang, “Tri Tankista” (“Tre Kampvognsmænd”), der blev set af millioner i Rusland. Konferencen blev afsluttet med en afspilning af denne dybtfølte opførelse.

 

 




‘Giv ikke alene regeringerne skylden for dette. Tag selv en lige stor del af skylden’

Den 7. maj (EIRNS) – På tærsklen til fejringen af 75-årsdagen for V-E-dagen, de allieredes sejr over fascismen i 2. verdenskrig den 9. maj, høres opfordringen til fornyet amerikansk samarbejde med især Kina og Rusland for at forhindre krig, bekæmpe den globale COVID-19-pandemi, og opbygge et nyt paradigme for sundhed og udvikling for alle folkeslag, i dag klart og tydeligt fra LaRouche-bevægelsen.

 Et uddrag af Helga Zepp-LaRouches hovedtale til Schiller Instituttets konference den 25.-26. april blev i dag sendt både som video og som afskrift på CGTN’s (China Global Television Network –red.) engelsksprogede webside og deres kinesiske Weibo.com (Kinas version af Twitter), og har allerede modtaget over 1 million visninger.

 I sine bemærkninger i det 2,5 minutters lange uddrag, kritiserede Zepp-LaRouche skarpt dem der nægter at samarbejde med Kina, men angriber landet i stedet, og noterede at ”tonen mod Kina er blevet meget skinger”:

 De vestlige demokratiers regelbaserede orden… synes nu på randen af sammenbrud, alt imens den hævder, at Beijing forfølger en “strategi for ubegrænset krigsførelse”. Faktum er, at det britiske imperiums liberale system er slået fejl med et brag. Hvordan kunne nogen i de såkaldte ‘avancerede lande’ – og vi ser nu med coronavirus-pandemien, hvor avancerede de er – antage i så meget som ét minut, at den brutale fattigdom i Afrika, Latinamerika og nogle asiatiske lande er selvforskyldte? Hvis Vesten igennem de sidste 70 år havde gjort, hvad Kina har gjort i Afrika siden 1960’erne, men især i de seneste 10 år, nemlig at bygge jernbaner, dæmninger, kraftværker og industriparker, ville hele Afrika kunne nyde godt af udviklingen, som man ser i dag i Sydkorea eller Singapore, eller endnu bedre. [Men] Afrika har som et resultat af denne [britisk imperialistiske] politik stort set intet sundhedssystem, ingen infrastruktur. Halvdelen af befolkningen har ikke adgang til ferskvand eller sanitet eller elektricitet, fordi det britiske imperium bevidst har undertrykt dem. Hvis man tager højde for den samlede effekt af denne politik, vil der fremkomme et tal på millioner af mennesker, hvis liv er blevet forkortet af sult og ubehandlede sygdomme.”

 En af de ledende “skingre røster”, som Zepp-LaRouche henviste til, tilhører udenrigsminister Mike Pompeo, der har overgået sig selv med ikke mindre end 90 presse-interviews i den sidste måned; interviews der alle bagvasker Kina med den ene løgn efter den anden, med det åbenlyse mål at forhindre præsident Donald Trump i at opbygge et forhold med venskab og samarbejde med Kina – og Rusland – hvilket han gentagne gange har anført som sit politiske mål. Pompeo har senest forlangt, at Taiwan fik lov til at deltage som observatør i WHO “og i andre FN-organer” – en provokerende krænkelse af USA’s mangeårige aftale med Kina om ‘One China’ -politikken.

 USA er konfronteret med de samme diametralt modsatte politiske muligheder i spørgsmålet om Rusland. Den 9. maj vil Schiller Instituttet være vært for en større internetbegivenhed for at fejre V-E-dagen, og atter hellige vores nation til en sådan samarbejdsalliance, som vi smedede med Sovjetunionen og andre under 2. verdenskrig. Imod dette hører vi, igen, den skingre stemme fra udenrigsministeriet, der udsendte en erklæring der angriber Rusland og Sovjetunionen angiveligt for at indføre ”totalitære regimer” efter 2. verdenskrig – en erklæring, der var underskrevet af udenrigsministrene for en række central- og østeuropæiske nationer, som arbejder tæt sammen med det britiske imperium. Og det blev gjort, til trods for at præsident Trump og den russiske præsident Vladimir Putin havde afgivet en fælles erklæring den 25. april, 75-årsdagen for det berømte møde ved Elben; en erklæring der mindede om, at “ånden fra Elben” er et eksempel på, hvordan vores lande kan tilsidesætte forskelle, opbygge tillid og samarbejde i forfølgelsen af en større sag.

 Præsident Trumps evne til at afvise den konfrontationspolitik, hvormed det britiske imperium har “oversvømmet zonen” omkring ham, blev kraftigt styrket i går, da justitsministeriet endelig besluttede at henlægge de fabrikerede anklager mod Michael Flynn i Russiagate-sagen. Som et telegram fra Associated Press skuffet bemærkede: “Dette træk er et lammende tilbageslag for en af den særlige rådgiver Robert Muellers mærkesager.”

 Men se ikke på dette som en tilskuer ville, i forventning om hvad præsident Trump dernæst vil gøre. Se i stedet situationen med Franklin D. Roosevelts øjne, Roosevelt, der da han blev nomineret til præsident i 1932, sagde:

 ”Ud af hver krise, enhver trængsel, hver en katastrofe rejser menneskeheden sig med en del større viden, højere anstændighed, renere formål. I dag skal vi have gennemgået en periode med slap tænkning, faldende moral, en æra af egoisme, blandt mænd og kvinder og blandt nationer. Giv ikke alene regeringerne skylden for dette. Tag selv en lige stor del af skylden”.




Helga Zepp-LaRouche: Der er brug for et nyt stærkt håndtryk mellem Øst og Vest

Den 5. maj (EIRNS) – Den overvældende virkelighed er det faktum, at vi er på vej mod en utrolig krise, understregede Schiller Instituttets præsident, Helga Zepp-LaRouche, i en briefing i dag, idet hun talte om den pandemiske og økonomiske “katastrofe, der udfolder sig i ufattelige størrelsesordener”. Hun henviste til advarsler fra medicinske eksperter som Dr. Christian Drosten fra Charité Hospital’s Institute of Virology i Berlin, om virkningerne af pandemien, der nu rammer i fattige områder overalt i verden, og kan ses som massedød i Manaus, Brasilien, fødevare-optøjer i Nigeria og andre rædsler.

Rå statistikker fra Den Internationale Arbejdsorganisation understreger pointen: Ud af den samlede verdensbefolkning på 7,8 mia. udgør arbejdsstyrken 3,3 mia., hvoraf 2 mia. er beskæftiget i den “uformelle” økonomi – hvilket betyder, at de og deres kære fra dag til dag lever fra hånden til munden. Hvis der er nogen afbrydelser betyder det katastrofe. Selv hvis virusset ikke rammer, vil manglen på mad og vand medføre sygdom og død.

Men hvor forfærdeligt det end er, er situationen ikke dømt på forhånd. Det er en opfordring til handling. Menneskeheden kan samle sig og konferere om udfordringerne, hvilket betyder at udtænke og gennemføre de nødvendige fysisk/økonomiske foranstaltninger, og at afsløre og stoppe det geopolitiske anti-Kina, anti-Rusland-vanvid, igangsat for at forhindre at der reddes liv og indføres et nyt system. Det nuværende geopolitiske mål er at kanøfle præsident Donald Trump til at underkaste sig de anti-kinesiske krigshøge i hans administration, for at forhindre hvad verden har brug for: samarbejde mellem stormagterne – præsident Trump, Xi Jinping, Vladimir Putin og premierminister Narendra Modi, og andre villige. Drejebogen for konfrontationen kommer direkte fra London, centrum for det døende monetaristiske system.

Et eksempel på de daglige geopolitiske angreb blev vist i går aftes på det amerikanske Fox TV, med anklager mod Kina fra “Five Eyes”, britisk efterretningsvirksomhed, om at Kina bevidst spredte SARS-CoV-2-virusset. En tidslinje for Kinas påståede forbrydelser blev præsenteret af reporter Sharri Markson fra Australiens Daily Telegraph, der havde offentliggjort redegørelsen fra Five Eyes over en stor seks-siders artikel den 2. maj. Fox-værten Tucker Carlson advarede: ”Imens pandemien udspiller sig, planlægger Kina at herske over verden … ”

Visse amerikanske kongresmedlemmer overgår sig selv i så henseende. I denne uge vil senator Ted Cruz (R-TX) indføre et lovforslag om at “indføre strenge sanktioner mod kinesiske regeringsembedsmænd, der dækkede over pandemien”, sagde han. Cruz fortalte Fox News 2. maj: “Kina er efter min mening den største geopolitiske trussel, som USA står over for i det kommende århundrede.”

Føj til dette krigshysteri blandingen af desperation og frygt, som millioner af mennesker, der er udsat for anti-videnskabelig propaganda, allerede føler, og det ønskede resultat opnås af manipulatorerne: impotent og farlig hedonisme.

Det haster med at gå videre med den optimisme og de løsninger, der blev diskuteret af netværk fra hele verden blandt deltagere på Schiller Instituttets konference den 25.-26. april om “Menneskehedens eksistens afhænger nu af oprettelsen af et nyt paradigme.”

I går afholdt ’Bevægelsen af Alliancefri Lande’ (Non-Aligned Movement) et topmøde mellem 40 nationer med titlen: “Forenet imod COVID-19”, med mange af landene repræsenteret ved deres stats- eller regeringschefer, herunder Indiens premierminister Modi, Ægyptens præsident Abdel Fattah El-Sisi, Irans Præsident Hassan Rouhani. De forpligtede sig til at oprette en specialenhed til at kortlægge medlemslandenes behov. Deres endelige kommuniké erklærede, at ”i lyset af denne type globale nødsituation må solidariteten være i centrum for vores bestræbelser, og der kræves et højt niveau af etisk og humanistisk engagement, hvor solidaritet og uselvisk samarbejde er fremherskende for at kunne give de nødlidende medicin, medicinsk udstyr og forsyninger, mad, udveksling af ekspertise og god praksis.”

Dette er ånden i en alliance for menneskehedens almene vel. Tag del i denne ånd ved Schiller Instituttets konference, lørdag den 9. maj – “75 årsdagen for V-E-dagen: Fejr sejren over fascismen med et nyt Bretton Woods-system.”

Ved en mindehøjtidelighed den 24. april for mødet mellem amerikanske og sovjetiske styrker ved Elben, sagde Helga Zepp-LaRouche i sine forberedte bemærkninger:

”Der kræves et nyt, stærkt håndtryk mellem Øst og Vest for at tackle denne livstruende krise i dag og få en løsning bragt på banen. Schiller Instituttet har udarbejdet en handlingsplan, der er baseret på den afdøde økonom Lyndon LaRouches forslag til et firemagts-møde for at omorganisere det fejlslagne system. Dette er Rusland, USA, Kina og Indien … de nuværende omstændigheder ser måske ikke særlig gunstige ud for at opnå et sådant ‘nyt håndtryk’ mellem Øst og Vest. Da krisen imidlertid vil forstærkes inden for den nærmeste fremtid, vil der forekomme forandringer og muligheder.

”Sejren over fascismen for 75 år siden, der blev betalt med så mange modige menneskers liv, kan inspirere os til at påtage os denne nye, skræmmende opgave. Tak og Guds velsignelse”.

 




Den britiske liberalismes forbrydelser og undergang og ’Det Nye Paradigme’ for menneskehedens fremtid.
Helga Zepp-LaRouche hovedtale ved Schiller Instituttets internationale internetkonference den 25. april 2020.

Helga Zepp-LaRouche: Jeg hilser alle jer, der ser denne internetkonference fra hele verden, og jeg tror, at I alle er klar over, at menneskeslægten lige nu er konfronteret med en hidtil uset krise. Den truer ikke alene med at koste mange millioner menneskeliv på grund af sygdom og sult, med at feje mange af de institutioner, som folk har taget for givet indtil nu, af banen, og med at kaste store dele af verden ind i en ny mørk tidsalder, herunder kulturelt, men den kunne også føre til termonuklear krig, der potentielt ville udslette hele menneskeheden.

Denne krise er mere vidtgående end i det 14. århundrede, da den Sorte Pest udslettede en tredjedel af befolkningen fra Indien til Island. Det er mere alvorligt end Den store Depression i 1930’erne, fordi den potentielt kan ødelægge mere økonomisk substans. Og hvis der udbryder krig, vil det bestemt have værre følger end verdenskrigene i det 20. århundrede, fordi det sandsynligvis vil involvere brugen af termonukleare våben.

På grund af globaliseringen og internationaliseringen af mange systemer, herunder internettet, atomvåben, er vi alle i den samme båd. Og i modsætning til tidligere epoker, da en del af planeten blomstrede mens en anden kollapsede, vil der denne gang ikke være nogen delvise løsninger. Mere end nogensinde før i vores historie udfordres vi som samfund, som én menneskehed, til at nå til enighed om nye principper, der kan garantere menneskehedens langsigtede evne til at overleve. Det er pointen med denne konference: Hvordan kan vi identificere årsagerne til denne krise, eliminere dem og åbne et nyt kapitel i universalhistorien, der fører vores eksistens ud af geopolitisk konfrontation, ind på et niveau af fornuft, der sømmer sig for menneskehedens identitet som en kreativ art?

Nogle mennesker spekulerer på, hvorfor jeg midt i en pandemisk og finansiel krise også rejser spørgsmålet om faren for atomkrig? Fordi de skandaløse og ondsindede beskyldninger mod Kina fremsat af de britiske hemmelige tjenester MI6 og MI5 og deres propagandaapparat – Henry Jackson-Selskabet i London, Atlanterhavsrådet og forskellige “klyngeagenter” på begge sider af Atlanterhavet – beskylder Kina for COVID-19-pandemien, fordi man angiveligt enten forsinkede informationen om den, eller endog brugte biologisk krigsførelse mod Vesten. Dette drejer sig om opbygningen af et fjendebillede med henblik på krig. Den uforskammethed med hvilken Henry Jackson-Selskabet – den hårde kerne blandt de liberale neokonservative og den britiske krigsfaktion på begge sider af Atlanterhavet – kræver milliarder af dollars i erstatning, kan kun ses som en provokation, beregnet på at gøde jorden for et strategisk slutopgør.

 Det er den hysteriske, men i sidste ende desperate reaktion fra et imperium, der er klar over, at det hele er ovre, og at verden aldrig mere vil vende tilbage til den allerede udrullede strategiske orientering for en unipolær verden, den såkaldte “Washington Consensus” og “regelbaserede orden”, som man var i stand til at opretholde, i det mindste som en facade, indtil udbruddet af COVID-19. Krigspartiets beregninger var forkerte; den erklærede forhastet ”historiens afslutning” efter Sovjetunionens sammenbrud, hvilket også var knyttet til illusionen om, at Kina ville udvikle sig til et liberalt demokrati i britisk stil, hvis blot det fik medlemskab af WTO; og at alle andre lande også ville blive omdannet til vestlige demokratier via en politik for regimeskifte, enten gennem farverevolutioner eller interventionskrige.

Kinas enestående verdenshistoriske kulturelle bedrifter – ikke alene at løfte 850 millioner af sine egne mennesker ud af fattigdom, men også, med den Nye Silkevej, at give udviklingslande muligheden for første gang at overvinde såvel den kolonialistiske politik, der stadig i dag gennemføres af IMF, såvel som den deraf forårsagede fattigdom – blev mødt med vantro og rædsel af de forskellige talerør for det britiske imperium. Efter at de vestlige medier i omkring fire år havde ignoreret det største infrastrukturprogram i historien, blev angreb på såkaldte “autokratiske regimer”, som Kina, Rusland og andre, pludselig optrappet af de samme medier, som siden 2015 har profileret sig i ”Heksejagten” mod præsident Trump, i aftalt spil med kupforsøget fra de britiske hemmelige tjenester.

 Men da først tallene for marts og april blev frigivet, der viste, at Kina ikke blot har været i stand til at knuse pandemien mere effektivt, men også at overvinde de økonomiske konsekvenser af krisen meget lettere end de vestlige lande, som på grund af privatisering af sundhedssektoren var helt uforberedt på pandemien, blev tonen imod Kina skingrende. De vestlige demokratiers “regelrette orden”, den eneste “demokratiske legitimitet”, har været på gyngende grund i lang tid, og truer nu med at kollapse, mens det hævdes, at Beijing forfølger en “strategi for ubegrænset krigsførelse”. Kendsgerningen er, at det liberale system knyttet til det britiske imperium har slået fejl. Men det betyder ikke, at de styrker der er allieret med imperiet ikke stadigvæk, i deres kvaler, kan påføre enorme skader, for eksempel ved at indlede en verdenskrig.

 Det er på høje tid at rette på navnene, som Konfutse ville sige. Hvis ideen er at udarbejde en liste over skyldige parter og erstatningskrav på grund af den aktuelle krise, så må det være listen over virkningerne af den britiske liberalisme, hvis ledende skikkelse, Winston Churchill, bærer hovedansvaret for udeladelsen af det vigtigste aspekt i det Bretton Woods-system, som Franklin D. Roosevelt havde til hensigt for efterkrigstiden: nemlig en kreditmekanisme til at overvinde kolonialismen og industrialisere udviklingssektoren. På grund af denne mangel blev det britiske imperiums kontrol over den såkaldt Tredje Verden foreviget i efterkrigstiden. Denne situation blev derefter forværret, efter at præsident Nixon afsluttede Bretton Woods-systemet i august 1971, hvilket førte til en række af dereguleringer af de finansielle markeder, den berygtede ‘outsourcing’ til lande med billig arbejdskraft og IMF’s betingelser (‘conditionalities’, red.). Det eneste formål med hele denne politik var at opretholde en kolonialistisk udplyndring og forhindre enhver seriøs udvikling i disse lande.

 Hvordan kunne nogen i de såkaldt “avancerede lande” – og vi ser nu med coronavirus-pandemien, præcis hvor avancerede de er – antage i så meget som et minut, at den brutale fattigdom i Afrika, Latinamerika og nogle asiatiske lande er selvindlysende eller selvforskyldt? Hvis Vesten i de sidste 70 år havde gjort, hvad Kina har udrettet i Afrika siden 1960’erne, men især i de sidste 10 år nu, nemlig at bygge jernbaner, dæmninger, kraftværker og industriparker, ville hele Afrika nyde godt af et udviklingsniveau, som man ser i Sydkorea eller Singapore i dag – eller bedre! Afrika har som følge af denne politik stort set intet sundhedssystem, ingen infrastruktur; halvdelen af befolkningen har ikke adgang til rent vand, sanitet eller elektricitet, fordi det britiske imperium bevidst undertrykte dem ved at arbejde gennem IMF og Verdensbanken… gennem Verdensnaturfonden, der i tvivlstilfælde betragter beskyttelsen af en insektart som vigtigere end millioner af menneskers liv! Hvis man tager højde for den samlede virkning af denne politik, vil der fremkomme et tal på millioner af mennesker, hvis liv er blevet forkortet af sult og ubehandlede sygdomme! I modsætning til myten om at det britiske imperium ophørte med at eksistere en gang for alle med koloniernes uafhængighed og overleveringsceremonien i Hongkong den 30. juni 1997, eksisterer det stadig i form af neoliberal monetaristisk kontrol over verdens finansielle system; en kontrol, der altid har været indbegrebet af imperialisme.

 Et andet eksempel på ren propaganda fra imperiet er at sige, at lande i den Tredje Verden simpelthen ikke ønsker at udvikle sig. Virkeligheden er, at selv ideen om FN’s udviklings-årtier de facto blev elimineret med afslutningen på Bretton Woods, og dets erstatning med ideen om befolkningsreduktion, Romklubbens grove ideer om de formodede grænser for vækst og John D. Rockefeller III’s misantropiske forestillinger, som han præsenterede dem på FN’s befolkningskonference i Bukarest i 1974, eller Henry Kissingers skandaløse NSSM 200 fra samme år; der blot var gammel skimmelsvamp fra påstandene af den onde pastor Malthus’, det Britiske østindiske Selskabs bladsmører, som for sin del plagierede ideerne fra den venetianske “økonom” Giammaria Ortes.

 Lyndon LaRouche reagerede på dette paradigmeskifte, da han i 1973 i forbindelse med en række undersøgelser om virkningerne af IMF-politikken, begyndte at advare om, at den voksende underernæring, svækkelse af immunsystemet, manglende hygiejne osv. ville føre til fremkomsten af globale pandemier. Efter tusindvis af taler og skrifter fra LaRouche, der har cirkuleret i de mellemliggende fem årtier over alle fem kontinenter, er der ingen der kan sige, at den aktuelle pandemi ikke var forudseelig! Især da LaRouches hele livsværk var dediceret til, blandt andet, at udarbejde udviklingsprogrammer, der netop ville have forhindret det!

 Den grundlæggende årsag til at det liberale paradigme og den nuværende underliggende, transatlantiske “regelrette orden” har fejlet, og hvorfor etablissementet har vist sig at være så fuldstændig ude af stand til at reflektere over årsagerne til denne fiasko, er knyttet til det aksiomatiske grundlag og generelt accepterede antagelser om dette paradigmes menneskesyn, såvel som dets begreb om stat og videnskab.

 Efter den første opkomst, under den italienske renæssance, af ideer og former for en statsdannelse, der bevidst fremmer de kreative åndsevner hos en voksende andel af befolkningen, og rollen af videnskabelige fremskridt som kilde til social rigdom, lancerede det daværende feudale oligarki knyttet til det daværende førende imperium, Venedig, en bevidst modoffensiv, hvor Paolo Sarpi, som den førende tænker i det venetianske oligarki, fremførte sin lære, hvorfra Oplysningstiden og liberalisme i sidste ende udviklede sig. Ideen var at kontrollere den videnskabelige debat, men at fornægte evnen til at erkende og opdage reelle universelle principper, at undertrykke potentialet for ‘Prometheus’ (der ifølge sagnet gav mennesket ilden, red.) – om nødvendigt med magt – at reducere mennesker til niveauet for sansemæssig oplevelse, og dogmatisere det tilbagestående i ”den menneskelig natur”.

 Fra denne tradition udsprang den mekanistiske videnskabelige tradition forbundet med Galilei Galileo og Isaac Newton, John von Neumanns og Norbert Wieners spil- og informationsteori, og for nyligt de algoritmer, der ligger til grund for derivathandlen i dagens kasinoøkonomi. Det empiriske og materialistiske dogme og dekadente menneskebillede, der blev bragt til torvs af Thomas Hobbes, Thomas Malthus, Jeremy Bentham, John Locke og John Stuart Mill, er stadig den dag i dag grundlaget for den britiske liberalisme, og den virus, der mere end noget andet, har bidraget til den nuværende tilstand i verden.

 Det britiske imperiums oligarkiske tankegang, der benægter alle mennesker, men især alle farvede mennesker, den guddommelige gnist af kreativitet bliver udtrykt i fuld klarhed i adskillige skrifter og udsagn, hvis blot folk bryder sig om at se efter det, fra prins Phillips berygtede ønske om blive reinkarneret som et dødbringende virus for at hjælpe med at reducere overbefolkningen af den menneskelige race, til det foragtelige syn der blev udtrykt af Adam Smith i hans ”Theory of the Moral Sentiment” fra 1759:

 ”Administrationen af universets store system… omsorgen for rationelle og fornuftige væseners universelle lykke er Guds – og ikke menneskets – afdeling. Mennesket er tildelt en langt mere ydmyg rolle, hvilken meget bedre svarer til svagheden af hans evner, og hans begrænsede forståelse; menneskets rolle vedrører hans egen lykke, og den af hans familie, hans venner, hans land … Naturen leder os til størstedelen af dette med oprindelige og øjeblikkelige instinkter. Sult, tørst, den lidenskab der forener kønnene, kærligheden til glæde og frygt for smerte, får os til at opfylde disse mål for deres egen skyld og uden nogen overvejelser vedrørende deres tilbøjelighed til at gavne de større mål, som ‘naturens store dirigent’ havde til hensigt at opnå med dem.”

 Eftersom alle disse egenskaber gælder lige såvel for dyr, er det åbenlyst også i orden at ‘udrense flokken’ med jævne mellemrum, ligesom spartanerne dræbte heloterne, da de troede, de ville blive for mange. Dette misantropiske billede af mennesket forstærkes gennem ren racisme, som Bertrand Russell udtrykte det så skamløst i The Prospects of Industrial Civilization:

 ”Den hvide befolkning i verden vil snart ophøre med at vokse. De asiatiske racer vil blive flere, og negrene endnu flere, før deres fødselsrate falder tilstrækkeligt til at gøre deres antal stabilt uden hjælp af krig og pest… Indtil det sker, kan fordelene, som socialismen sigter mod, kun delvist realiseres, og de mindre frugtbare racer bliver nødt til at forsvare sig mod de mere frodige ved metoder, der er modbydelige, omend de er nødvendige.”

 Det er netop denne racistiske ideologi, der var retfærdiggørelsen af kolonialisme, slavehandelen, opiumskrigene, og for at være ærlig, er det i sidste ende også årsagen til den monumentale ligegyldighed, som store dele af befolkningen i Vesten viser, når de hører nyheden om græshoppesværme i Afrika og i nogle asiatiske lande, som kunne have været elimineret for to måneder siden til en omkostning af kun 75 millioner dollars.

 Og intet har ændret sig i den grundlæggende støtte til eugenik (racehygiejne –red.) blandt repræsentanter for imperiet. Dette blev endnu en gang understreget af en skribent i Daily Telegraph, i en artikel af Jeremy Warner i begyndelsen af marts:

”Ikke for at gå i detaljer, men fra et ganske uengageret økonomisk perspektiv, kunne COVID-19 sågar vise sig at være en smule gavnlig i det længere løb, ved uforholdsmæssigt at rense ud blandt ældre pensionister).”

Det er disse barbariske præmisser for det liberale dogme, selv hvis det næppe er moderigtigt at indrømme deres eksistens i de såkaldte udviklede lande, som for mange år siden førte Lyndon LaRouche til at insistere på, at en kombination af de fire økonomisk og militært vigtigste lande i verden – USA, Kina, Rusland og Indien – var nødvendig for at gennemføre den bydende nødvendige reorganisering af verdensordenen. Denne reorganisering må dog begynde med den utvetydige og bestemte afvisning af dette liberale dogmes menneskesyn samt dets politiske implikationer. Det britiske imperium i alle dets fremtoninger, men mest af alt dets kontrol over finanssystemet må tilendebringes.

Disse fire nationer – USA, Kina, Rusland og Indien – må øjeblikkeligt sammenkalde en hastekonference og indføre et nyt Bretton Woods-system, der realiserer Franklin Roosevelts fulde intention ved at skabe et kreditsystem, som garanterer, en gang for alle, industrialiseringen af udviklingssektoren. Det må begynde med virkeliggørelsen af et verdenssundhedssystem, der opbygger et sundhedsvæsen i hvert eneste land på denne klode. Først og fremmest med et lynprogram for at bekæmpe coronavirusset, men derefter at opnå den samme standard, som fandtes under Hill-Burton-loven i USA, eller som den var i Tyskland og Frankrig, før privatiseringen i 1970’erne. Som Roosevelt formulerede det i sin Tale til Nationen i 1941, i sin berømte erklæring om de ”Fire Friheder”, hvor han sagde: ”Den tredje [frihed] er friheden for mangel – hvilket oversat i globale vendinger betyder en økonomisk forståelse, der garanterer enhver nations indbyggere et sundt og fredeligt liv – over alt i verden”. Førstedamen, Eleanor Roosevelt, gjorde det til sin personlige mission at sikre, at disse Fire Friheder blev indlemmet i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne.

I Lyndon LaRouches ”Udkast til Samarbejdsaftale mellem USA og Sovjetunionen” fra 1984, der definerede principperne og grundlaget for det Strategiske Forsvarsinitiativ (SDI), som han foreslog, og som blev erklæret for USA’s officielle politik af Præsident Reagan d. 23. marts, 1983, og som gentagne gange blev tilbudt Sovjetunionen for at samarbejde om et omfattende nedrustningsprogram, definerede LaRouche den overbevisning, der repræsenterede et absolut afgørende aspekt af hans livs arbejde og denne organisations mission. Den første del af dette skrift, hvis principper også gælder for samarbejdet mellem de fire nationer og alle andre, som beslutter sig for at deltage i dette nye partnerskab, lyder:

”Det politiske grundlag for varig fred må være: a) den uforbeholdne suverænitet for hver eneste og alle nationalstater, og b) samarbejde blandt suveræne nationalstater for at fremme ubegrænsede muligheder for at deltage i fordelene af teknologisk fremskridt, til fælles gavn for alle og enhver. Den mest afgørende del af en sådan permanent fredspolitiks gennemførelse nu, er en dybtgående forandring i de monetære, økonomiske og politiske relationer mellem de dominerende nationer, og de relativt underordnede nationer, ofte klassificeret som ’udviklingslande.’ Medmindre de vedblivende uligheder i kølvandet på den moderne kolonialisme i stigende grad løses, vil ingen vedvarende fred på denne planet være mulig. Såfremt USA og Sovjetunionen anerkender, at fremskridt for de produktive arbejdskræfter på hele planeten er i hver og begge parters vitale interesse, er de to stormagter forbundet i denne grad og på denne måde af en fælles interesse. Dette er kernen af den praktiserede politiske og økonomiske politik, uundværlig for at fostre en vedvarende fred mellem disse to stormagter.”

I betragtning af den eskalerende anti-Kina-kampagne, igangsat af britisk efterretningsvæsen, som har folk i Præsident Trumps følge, der forsøger at overgå hinanden, nærmest time efter time, i deres anklager mod Kina, inklusive udenrigsminister Pompeo, [direktør for Handels- og Industripolitik] Peter Navarro, [senator] Lindsey Graham, og [FoxTV-værten] Tucker Carlson, mens diverse magtdemonstrationer af USA og NATO blot synes at være begrænsede af antallet af COVID-19-smittede blandt nogle af deres mandskaber, er det eksistentielle spørgsmål, hvordan verden kan komme fri af denne farlige optrapning. Er vi dømt til at genopleve hvordan den næststærkestes magtovertagelse af herredømmet fører til krig, som allerede er hændt tolv gange i historien?

Kombinationen af corona-pandemien, verdens hungersnødskrise, den kommende finansielle, hyperinflationære eksplosion og depressionen af den globale, reelle økonomi er så overvældende, at det burde være klart for ethvert tænkende menneske, at menneskeheden kun kan overvinde denne krise, hvis USA’s og Kinas økonomiske potentiale – understøttet af andre industrielle lande – forenes i fælles indsats og forøges, således at de fornødne kapaciteter kan skabes for at sikre sundhedspleje, infrastruktur og industri- og fødevareproduktion. Det er den eksistentielle interesse af hvert individ og af hver nation på denne planet at arbejde hen imod dette mål. Vi bliver nødt til at skabe et globalt kor blandt alle andre nationer og mange millioner af mennesker for at kræve præcist dette!

Konflikten mellem USA og Kina eksisterer kun, hvis de kræfter i begge partier i USA sejrer, som er i traditionen fra H.G. Wells’ ”Åbne Konspiration”, med den idé at USA accepterer det britiske imperiums model som grundlag for en anglo-amerikansk kontrolleret unipolær orden til at kontrollere verden. Denne vision af H.G. Wells blev videreført af William Yandell Elliot, mentor til Kissinger, Brzezinski, Samuel Huntington, og til og med de neokonservative fra Projektet for et Nyt Amerikansk Århundrede (PNAC). Hvis, på den anden side, USA vender tilbage til sin sande tradition fra Uafhængighedserklæringen imod det Britiske Imperium, og Alexander Hamiltons Amerikanske økonomiske System, da vil der være et stort åndsslægtskab med Kinas økonomiske model, som indeholder mange af Alexander Hamiltons, Friedrich Lists og Henry C. Careys principper. På samme måde var Sun Yat-sen, grundlæggeren af det moderne Kina, præget meget af det Amerikanske System.

På det presserende hastetopmøde med USA, Kina, Rusland og Indien, og på den dernæst umiddelbart nødvendige stiftende konference af et Nyt Bretton Woods-system, kan statslederne genoplive ånden fra den oprindelige Bretton Woods-konference, hvor lederen af den kinesiske delegation, H.H. Kung, indsendte Sun Yat-sens forslag for en ”International Udviklingsorganisation.” Kung, en af Sun Yat-sens svogre, sagde i sin tale i Bretton Woods:

”Kina ser frem til en periode med stor økonomisk udvikling og ekspansion efter krigen. Dette inkluderer et program for omfattende industrialisering, udover udviklingen og moderniseringen af landbruget. Det er min faste overbevisning, at et økonomisk stærkt Kina er en uundværlig betingelse for fredens bevarelse og en forbedring af verdens trivsel. Efter den 1. Verdenskrig foreslog Dr. Sun Yat-sen en plan for det han kaldte ’den internationale udvikling af Kina.’ Han understregede princippet for samarbejde med venligsindede nationer og brugen af udenlandsk kapital til udviklingen af Kinas ressourcer. Dr. Suns lære udgjorde grundlaget for Kinas nationale politik. Amerika og andre i de Forenede Nationer, håber jeg, vil tage aktiv del i at medvirke til udviklingen af Kina i efterkrigstiden.”

Som sagt støttede Roosevelt internationaliseringen af denne udviklingspolitik under forhandlingerne, og han betragtede forhøjelsen af levestandarden over hele verden som nøglen til global stabilitet. Og han så internationaliseringen af New Deal-politikken som vejen til at gøre det.

 De fire vigtigste nationer i verden – USA, Kina, Rusland og Indien – må nu etablere et nyt Bretton Woods-system, og sammen med alle nationer, der ønsker at tilslutte sig, et nyt paradigme for internationalt samarbejde mellem nationer, der styres af menneskehedens fælles mål. Den fjerde af Lyndon LaRouches fire love definerer den kvalitativt højere økonomiske platform, det højere niveau af fornuft, af ‘Coincidentia Oppositorum’ (modsætningernes sammenfald) som udviklet af Nicholas Cusanus (1401–1464, tysk filosof, teolog, jurist og astronom; nøglefigur i den europæiske renæssance –red.), hvorpå modsætningerne forbundet med geopolitisk konfrontation kan overvindes.

 Internationalt samarbejde mellem videnskabsfolk, der udelukkende baserer sig på verificerbare universelle fysiske principper, må erstatte forrang for politik baseret på ideologi og interesser. Forskning i “livsvidenskaber”, en bedre forståelse af hvad der forårsager livets egenskaber og dets oprindelse i universet, er forudsætningen for at bekæmpe coronavirus og alle andre potentielle virologiske, bakterielle og andre sygdomsprocesser. Som en del af verdenssundhedssystemet er vi nødt til at opbygge samarbejdende medicinske forskningscentre internationalt, hvor også unge forskere fra alle udviklingslande kan blive uddannet. Den dybtgående lære af coronavirus-pandemien er, at levering af sundhedspleje skal være et fælles gode og ikke tjene til at maksimere overskuddet for private interesser. Resultaterne af denne forskning skal derfor straks leveres til alle universiteter, hospitaler og medicinsk personale i alle nationer.

 Et andet område, hvor internationalt samarbejde i retning af de fælles mål for menneskeheden er uundværlig, er opnåelsen af energi- og råmaterialesikkerhed, hvilket vil være muligt med beherskelsen af termonuklear fusion og den tilhørende udvindingsproces for grundstoffer (‘fusion torch’). Det internationale ITER-projekt på Cadarache-anlægget i det sydlige Frankrig, en tokamak-kernefusionsreaktor og internationalt forskningsprojekt, der allerede involverer samarbejde fra 34 lande, er en god start, men finansieringen af ITER og andre modeller for nuklear fusion må forøges massivt. En af LaRouches centrale opdagelser er sammenhængen mellem energi-gennemstrømningstætheden, som anvendt i produktionsprocessen, og den relative potentielle befolkningstæthed. Beherskelse af nuklear fusion er bydende nødvendigt, ikke kun for den levende befolkning, men især for bemandet rumfart.

 Rumforskning i sig selv er et område, der er utænkeligt uden internationalt samarbejde, og som mere end nogen anden videnskabsgren på en positiv måde påviser, hvad pandemien demonstrerer negativt: At vi faktisk er den ene art, der er bestemt af dens fremtid, og hvis langsigtede overlevelsesevne afhænger af vores evne til at lære at forstå og beherske universets love – inklusive de mindst 2 billioner galakser, som Hubble-teleskopet har været i stand til at verificere. Forsvar mod asteroider, meteorer og kometer er kun et blandt mange vigtige elementer i dette. For udviklingslandene er ubegrænset deltagelse i forskningsprojekter den bedste måde – gennem videnskabelig og teknologisk ‘kvantespring’ – at skabe forudsætningerne for økonomier, der er i stand til at give alle borgere et godt og sikkert liv.

 Nicholas fra Cusa skrev allerede tilbage i det 15. århundrede, at alle opdagelser inden for videnskab straks skulle stilles til rådighed for repræsentanter for alle lande, for ikke unødvendigt at holde udviklingen af nogen af dem tilbage. Han fandt også, at konkordans, harmoni, i makrokosmos kun er mulig, når alle mikrokosmos udvikler sig bedst muligt. Det nye paradigme, som vi er nødt til at forme for samarbejdet mellem nationer, må tage udgangspunkt i hele menneskehedens fælles interesse, således at alle nationer og kulturer – som i kontrapunkt, som i en fuga – er sammenflettet og stiger dynamisk til højere stadier af anti-entropisk udvikling.

 Er vi, som menneskelig civilisation, på dette sene stadium af begivenhederne i stand til at afværge tsunamien af pandemier, hungersnød, finanskrise, depression og faren for en ny verdenskrig? I så fald har verden brug for dette topmøde mellem de fire nationer nu! Hvis et sådant topmøde ville bekendtgøre alle disse ændringer – et nyt Bretton Woods-system, at de fire stormagter står skulder ved skulder i opbygningen af et globalt udviklingsprogram i form af en ”Ny Silkevej bliver til Verdenslandbroen”, et verdenssundhedssystem, et internationalt lynprogram for fusion og beslægtet forskning, en massiv opgradering af internationalt rumforskningssamarbejde, og sidst men ikke mindst, en dialog mellem alle nationers klassiske traditioner, med det formål at udløse en ny renæssance af klassiske kulturer på lignende, men endnu smukkere, vis, som den store italienske renæssance overvandt rædslerne fra den mørke tidsalder i det 14. århundrede – så kan en ny æra af menneskeheden fødes!

 Er der et rimeligt håb om, at vi kan overvinde menneskehedens nuværende dybe krise?  Absolut! vil jeg sige. Vi er den hidtil eneste kendte kreative art i universet, som har evnen til at opdage nye principper for vores univers igen og igen; hvilket indebærer, at der er et åndsslægtskab mellem vores kreative mentale processer og disse fysiske love.

 En tanke, der belyser dette optimistiske perspektiv, vedrører et aspekt af rumforskningen; nemlig den tilsyneladende accelererede aldringsproces under betingelse af vægtløshed og ændringen af denne proces i hyper-tyngdekraft. En bedre forståelse af denne ”rum-gerontologi” (alderdomsforskning –red.) er åbenlyst afgørende for fremtidig bemandet rumfart til Mars og i interstellart rum, og det forventes, at det væsentligt vil øge menneskets evne til at have et længere, sundt liv.

 Hvis man tager i betragtning, at Schubert kun blev 31 år gammel, Mozart 35, Dante 36, Schiller 45, Shakespeare 52 og Beethoven bare 56, har man en idé om, hvor meget fremtidens genier med en forventet levealder på 120 eller 150 år vil være i stand til at bidrage til menneskehedens udvikling!

 Derfor, slut jer til os for at bringe det britiske imperium til ophør! Og lad os skabe en ægte menneskelig fremtid for hele menneskeheden! Tak.

 




Schiller-Konference – En ny måde at tænke på bringer verden sammen for et Nyt Paradigme

Den 27. april (EIRNS) – Efter det vestlige finanssystems sammenbrud i 2008, præsenterede Lyndon LaRouche de nødforanstaltninger, påkrævede for at gøre en ende på den britisk imperiale finanspolitik, som skabte boblen til at begynde med, men advarede om at kun en kombination af verdens fire største nationer – Rusland, Kina, Indien og USA – i et fælles samarbejde kunne skabe den nye finansielle arkitektur, der kunne erstatte det bankerotte, monetære system, centreret i City of London og Wall Street. Disse forslag blev afvist til fordel for massive redningsaktioner af ”too big to fail”-bankerne, som forårsagede skabelsen af en boble dobbelt så stor i dag – omtrent 2 billiarder $, for det meste af værdiløs derivat-spillegæld. Denne idioti blev forenet med indførelsen af ondskabsfulde nedskæringer i de transatlantiske nationer samt i udviklingssektoren i Afrika og Sydamerika.

I denne sidste weekend afholdt Schiller Instituttet en todages konference med titlen ”Menneskehedens Eksistens afhænger nu af Skabelsen af et Nyt Paradigme!” Over 2500 personer skønnes at have deltaget i konferencen over internettet gennem de to dage, fra over 55 lande fra Europa, Asien, Afrika, og Amerika. Mandag eftermiddag var det samlede antal seere af det første panel på YouTube allerede oppe på 5300. Blandt de mere end 40 talere, blev hovedtalerne givet af grundlæggeren af Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouche, den første permanente stedfortrædende repræsentant for den Russiske Føderation til FN og af Folkerepublikken Kinas generalkonsul i New York. Kombinationen af disse taler demonstrerede både muligheden, og den presserende nødvendighed, for at ”Østen” og ”Vesten” kan arbejde sammen for at gøre en ende på den imperiale opdeling af verden i stridende blokke, og for at takle de eksistentielle trusler som nu konfronterer menneskeheden, både i form af coronavirusset og i form af finanskatastrofen udløst af pandemien.

Over 200 spørgsmål blev indsendt i løbet af konferencen, fra flere afrikanske og sydamerikanske ambassadører, fra landmænd, fra politikere, og fra patrioter og borgere rundt om i verden. Talerne blev oversat til adskillige sprog.

Det fungerede, fordi konferencen demonstrerede en anderledes måde at tænke på, i modsætning til den geopolitiske nul-sums-tænknings atomiserede, usammenhængende strukturer, påduttet af imperiets medier og korrupte uddannelsesinstitutioner. I stedet blev de fire paneler – om strategi, videnskab, klassisk kultur og fysisk økonomi – præsenteret som en ”Enhed”, på den måde som var tilsigtet af de tænkere, hvis idéer skabte historiens største nationer – Platon, Konfutse, Nicolaus Cusanus og Gottfried Leibniz, som alle indså at ”Enheden” er større end summen af de enkelte dele.

Verden vil aldrig blive den samme efter COVID-19-pandemien. ”Årsagen” til pandemien kan ikke skjules bag ”Kina-Kina-Kina”-hysteriet (en genafspilning af den forfejlede ”Rusland-Rusland-Rusland”-kampagne, som forsøgte at fjerne Donald Trump fra embedet, og sabotere hans forsøg på at etablere venskabelige relationer med Rusland og Kina). Årsagen var ikke et land eller en person, men ødelæggelsen af det Amerikanske System efter mordet på John Kennedy, og de 50 års nedskæringer, som ødelagde både Vestens og udviklingssektorens infrastruktur og industrier – og specielt nedlæggelsen af de offentlige sundhedsvæsener, for at maksimere profitten for de Wall Street-firmaer, der kontrollerede de private sygehusselskaber.

Men verden blev også forandret for altid af denne historiske Schiller Institut-konference. En ”bestemt tone” har lydt, i dette Beethoven-år, og den tone genlyder internationalt, resonerer med den Nye Silkevej og med den nødvendige fremkomst af en Ny Bretton Woods-konference, ledt af Vladimir Putin, Xi Jinping, Narendra Modi og Donald Trump, og andre velmenende ledere, for at erstatte imperiets og de geopolitiske kriges afdankede idéer én gang for alle, og etablere et nyt retfærdigt kreditsystem, dedikeret til at give hvert barn på denne Jord en mulighed for at udvikle hendes eller hans iboende kreative potentiale til fulde.

Vi opfordrer alle, som læser denne rapport, til at blive medlemmer af Schiller Instituttet, og til at købe det første bind (af dusinvis, hvis ikke hundredvis, af kommende bind) af Lyndon LaRouches Samlede Værker, udgivet denne uge af Stiftelsen for LaRouches Eftermæle.

 




Panel 3: “Kreativitet som den markant karakteristiske egenskab ved menneskelig kultur:
Behovet for en klassisk renæssance.
Schiller Instituttets internationale videokonference den 26. april 2020

Schiller Instituttets konference Panel 3: “Kreativitet som det karakteristiske træk ved den menneskelige kultur: Nødvendigheden af en klassisk renæssance”

 

Talere ved Panel 3, kl. 17 -20:15 – ordstyrer: Dennis Speed

Beethoven, “An die ferne Geliebte” (Op. 98,) John Sigerson, tenor, Margaret Greenspan, piano

Lyndon LaRouche: “Jeg har insisteret på, at musik er forståeligt”

Helga Zepp-LaRouche – grundlægger og præsident, Schiller Instituttet

William Warfield – ‘A Poetic Musical Offering’ (‘En poetisk musikalsk gave)

Eugene T. Simpson – Professor Emeritus i stemme og kor-litteratur, Rowan University of New Jersey; grundlæggende konservator af the Hall Johnson Collection “Hall Johnson og Dvorak-drømmen: Fra ‘spiritual’ til kunstsang”

Willis Patterson – bas-bariton, professor emeritus/dekan ved the University of Michigan School of Music, Theatre & Dance – “Tilstedeværelsen af det klassiske princip i folkemusik”

John Sigerson – musikchef for Schiller Instituttet, medforfatter af ‘A Manual on the Rudiments of Tuning and Registration’ – “Den fysiske kraft af klassisk poesi og musik”

Diane Sare – grundlægger og meddirektør, Schiller Instituttet NYC Kor; Leah DeGruchy, Schiller Instituttet: “Om brugen af kor i politik”

Konferencehilsener, Gregory Hopkins – grundlægger og kunstnerisk direktør, Harlem Opera Theater.

 

RAPPORT: Panel 3 af Schiller Instituttets Konference, 26. april, 2020

Panel 3 af Schiller Instituttets Konference, 26. april, 2020

Kreativitet som det karakteristiske træk ved menneskelig kultur: Nødvendigheden af en klassisk renæssance

Det tredje panel på Schiller Instituttets idéfyldte konference begyndte med en introduktion af Dennis Speed, der dedicerede panelet til Lyndon LaRouche (1922-2019) og William Warfield (1920-2002.) Dette blev efterfulgt af en fremførelse af Beethovens sangcyklus, “An die ferne Geliebte,” udført af tenor John Sigerson og pianist Margaret Greenspan.

Dernæst blev der vist et mægtigt videoklip med Lyndon LaRouche, der talte på en koncert på Howard University i 1990’erne. Han talte om det nødvendige forhold mellem klassisk videnskab og klassisk kunst, hvilket derfor betyder, at al kunst er forståelig og ikke kun magisk; og at det er universelt.

Helga Zepp-LaRouche drøftede Friedrich Schillers storslåede menneskesyn og hans anskuelse om at måden til at opnå genialitet er gennem æstetisk uddannelse. Hun diskuterede sit eget studium af Schiller som ung studerende, og den dybe indflydelse han havde på udformningen og styrken i hendes karakter og verdensanskuelse. Hun sagde, at man i dag kan få et indblik i den aktuelle kultur ved at se på, hvordan folk har reageret på nedlukningen i forbindelse med COVID-19. Mange mennesker er henfaldet til de værste former for hedonistiske impulser som en reaktion, og atter andre har vendt sig til klassisk musik i højere grad end før. Dette er typisk i Italien, hvor folk sang opera fra deres altaner, og det samme andre steder.

Zepp-LaRouche tog derefter publikum med gennem forskellige uddrag af Schillers ‘Æstetiske Breve’ for at demonstrere, hvorfor kunstneren selv skal være på højeste niveau, og at ens individuelle mål skal være i harmoni med de større menneskelige mål.

To digte blev derefter præsenteret gennem et videoklip af en koncert-recitation af William Warfield af Paul Laurence Dunbars “Prometheus” og “When Malindy Sings.” (Prometeus og Når Malindy Synger).

Dr. Eugene Thamon Simpson gennemgik i sin præsentation, “Hall Johnson og Dvorak-drømmen: Fra ‘spiritual’ til kunstsang,” nogle væsentlige historier om den afroamerikanske ‘spiritual’, herunder kampen for at få den smukke musik ind på den etablerede koncertscene. Han demonstrerede forholdet mellem den tyske kunstsang og den afroamerikanske ‘spiritual’. Mens ‘spirituals’ tidligt blev marginaliseret og endda latterliggjort, blev ‘spirituals’ ophøjet og befriet ved Antonin Dvoráks ankomst til De Forenede Stater og hans opdagelse af dem. Afgørende i den forbindelse var Harry Burleighs rolle og hans forhold til Dvorák. Simpson demonstrerede forskellen mellem de mere forenklede opsætninger af ‘spirituals’ af Harry Burleigh, og de mere udviklede opsætninger af Hall Johnson, der også skrev ”originale” ‘spirituals’ og kompositioner. Simpson gennemgik en interessant pædagogik om Hall Johnsons kompositoriske evner ved at bruge eksemplet “Am Meer” af Schubert og “Oh, Glory” af Hall Johnson, og hvordan Johnson brugte metoden for klassisk komposition til hans opsætninger.

John Sigerson præsenterede: “Den fysiske kraft af klassisk poesi og musik.” Han gik i polemik imod klassisk musik som blot værende en “beherskelse af stil”, i modsætning til et fysisk princip. Klassisk musik handler om musik med formål, i modsætning til bare øjeblikkelige effekter. Gennem en diskussion af Max Planck og Albert Einstein, sidestillede Sigerson ”agapē” med sult efter at opdage sandheden. Han sagde, at dette er et handlingsprincip, der findes både i klassisk musik og klassisk videnskab. Han udfordrede nuværende musikere til: ‘Ændre om nødvendigt din tro, hvis din tro forhindrer dig i at være en fysisk kraft for det gode i universet.’

Dr. Willis Pattersons tale om “Tilstedeværelsen af det klassiske princip i folkemusik” var en bevægende diskussion om folkesangens forbedrende indvirkning på ens sjæl, om hvordan den er en kilde til trøst, og om den grelle kendsgerning, at det er mere produktivt end at have flere krige. Han henviste til sin egen transformation og styrke ved at studere folkemusik og ‘spirituals’, på samme måde som Zepp LaRouche havde talt om sin undersøgelse af Schiller for at styrke sin egen karakter. Dr. Patterson afsluttede sin præsentation med at henvise til Schiller og spille en optagelse af sig selv (bas-bariton) som solist i Beethovens ‘Ode til Joy’ fra 9. symfoni.

Teng Jimeng, professor i amerikanske studier ved Universitetet for Udenlandske Studier i Beijing, henviste til præsident Xi Jinpings breve om dyd og kunst, og forklarede at dette er en del af den æstetiske uddannelse i Kina sammen med altruisme og patriotisme. Teng diskuterede konfucianisme og kinesernes forpligtelse til at sætte de ældre først og hjælpe verden, og dem der lider.

 Diane Sare og Leah DeGruchy behandlede: “Om brugen af kor i politik.” Sare begyndte med at udfordre lytteren til at sikre, at denne krise aldrig sker igen, og spurgte hvorfor vi tillod disse kriser at opstå, inklusive det seneste COVID-19-udbrud, da vi vidste, at det var på vej. Hun spurgte, hvorfor er vi så hurtige til at bebrejde andre og så tøvende med at se på os selv? Degruchy tog dette op ved en meget effektiv diskussion af Shakespeares “Købmanden i Venedig”, om korets rolle i tragedien. Degruchy reciterede Portias berømte tale: “Kvaliteten af nåde er ikke anstrengt”. Sare fokuserede derefter diskussionen på nødvendigheden af selvtransformation. Hun citerede Beethovens “Missa Solemnis”, der, som hun påpegede, helt flettes sammen koret og solisterne, og hun citerede Bachs Passions-messer, som værker, der effektivt opløfter publikum til et bedre forhold til skaberen.

En entusiastisk hilsen til konferencen kom fra dirigent og tenor Gregory Hopkins. Han fortalte om sit mangeårige samarbejde med Schiller Instituttet, indbefattet turen som han foretog til Europa i 1990’erne med Schiller Instituttet. Han fortalte, hvordan det lige nu er en meget vanskelig tid for musikere, så mange af dem har mistet deres job, sundhedsforsikring og midler til at klare sig igennem. Men ifølge kineserne kan “en krise” være en “mulighed”, og det er gennem stor kunst, at vi kan blive inspireret. Som [en] ‘spiritual’ siger: “Jeg er så glad for, at problemer ikke varer ved for altid …”

 En meget intens spørgerunde fulgte præsentationerne, hvilket bedst kan værdsættes på video. Vigtigst af alt, opfordrede Zepp LaRouche alle der lyttede og alle talerne til at slutte sig til hende i en verdensomspændende renæssancebevægelse. Hun opfordrede også Dr. Willis Patterson, Dr. Simpson og Dr. Jimeng til at tale mere dybtgående, da de alle diskuterede princippet om ”altruisme” i musik/kultur.

 

The Physical Power of Classical Poetry and Music

by John Sigerson

As I reflected on this Year of Beethoven, and on how to seize its opportunity, I recalled a debate of sorts that I had in 1972 or 1973, shortly after I had joined up with Lyndon LaRouche after attending a series of classes devoted to two topics: Classical music on the one side, and, on the other side, the only economics I had found which addressed my obsession with economic progress, especially in Africa—two subjects which my college teachers had insisted were completely unrelated.

I was talking at that time with a Columbia student of music composition whom I was attempting to recruit to the idea that the world would be a better place if composers would take up the challenge that Beethoven had thrown down in his late works, especially his late string quartets. “Can you compose works like Beethoven did?” I asked him. “Yeah, sure I could, no problem,” he replied with a little swagger. “Well, then,” I pressed, “why don’t you just do so?” To which he breezily answered, “Because I don’t choose to do so!” and quickly scuttled away.

And that’s still the problem today.

This challenge, not only to transmit Beethoven’s ideas through honest performance, but to reach beyond Beethoven, has haunted human civilization ever since the composer’s death in March of 1827. A very few, such as Schumann and Brahms, have accepted the challenge, while so many others, such as Wagner and the Romantics, Stravinsky and the Modernists, not to mention the purveyors of mass popular entertainment, have “chosen not to do so.”

How can we take up this challenge today? Certainly the study, singing, and playing of great Classical works is essential for our survival. Yet we cannot fall into the trap which so many artists do, of believing that mastering the style of Classical music does justice to the composer, or to us. Great Classical music has never been a matter of style, but rather of an unquenchable yearning to transmit universal Platonic ideas, universal principles, concerning the true nature of mankind, that which distinguishes him from all other creatures known to us so far, on our journey through universal space-time.

Lyndon LaRouche threw us a lifeline for grappling with this challenge, when he characterized the Classical Lied, the Classical art-song, as the “Rosetta Stone” of music. He said that the singing of poetry is a never-failing source of inspiration to the composing mind. All great Classical poetry, from the Vedic hymns, to Homer, to Dante, to Shakespeare, Schiller, Shelley, and Poe, is sung poetry; and conversely, all great music, whether performed by singers, by instruments, or combinations of both, must be sung—and sung with beauty, and grace—if it is to have its intended effect to uplift and transform performers and audience alike.

Poetry, like music, is never a matter of style, but a matter of purpose. Particularly in troubled times, composers have taken up the songs and poems of unknown bards of the people, so-called folk songs, as a means of enriching and ennobling popular culture, by raising these songs of life and love to the highest level of moral and artistic perfection. The elevation of the African-American Spiritual, as discussed by my colleagues here, is a unique, precious example in American culture. Similarly, during the 19th century, the folk songs of many European cultures were brought to a high level of perfection by Beethoven himself, and especially by Johannes Brahms and Antonín Dvorák. In China, which has a rich trove of songs of the people, I believe that composers have yet to accomplish this to the same level as, say, Brahms, yet I’m confident that if China is not destroyed in a nuclear holocaust so desperately hoped for by the Old Paradigm dinosaurs, this will not be long in coming.

And yet, in our Western culture today, the resonance of these songs of life and love among the broad masses of our population, has been fading away under the onslaught of the brutal, bestial, rigid, largely sex-driven “pop” culture, to such an extent that if you ask a young American today if they know a simple folk song they have sung from childhood, more likely than not they will remain silent, looking at you in perplexity.

So, can true Classical composition, on the order of a Bach, Beethoven, and Brahms be revived in the face of this brutalization of our people’s culture, where the resonances of history have been supplanted by the futile quest for the here and now? I believe it can, but only if poets and composers agree to submit themselves to a struggle, not just to create beautiful melodies or clever musical juxtapositions, but to deliberately shape the intended physical effect of their own creations.

In a second I’m going to illustrate what I mean by this, with the example of two fine musicians, Max Planck and Albert Einstein.

But first, what do I mean by “physical”? Well, I mean it in the same way that Lyndon LaRouche discusses physical economy. Anyone familiar with LaRouche’s discussions and writings, must realize that by physical, he’s not referring to things, whether these be pieces of plant and equipment, or human beings, but rather to validated universal physical principles which man can discover, by means of creative acts, for the benefit of mankind’s future existence, and for the increased happiness of the universe itself.

The musicians Planck and Einstein, of course, also happened to be gifted theoretical physicists. As the fruit of their struggle, they discovered the quantized nature of electromagnetic energy—a discovery which led directly into our still very partial mastery of nuclear power. And please pardon me if I skip over many technical details, crucial though they may be.

Max Planck grew up in Germany during the latter half of the 19th century. When he announced to his friends that he was going to become a physicist instead of a pianist and composer, some of his associates told him that he was wasting his time, because all of the basic laws of discrete matter, on the one side, and of perfectly continuous electromagnetic energy on the other, had already been discovered.

Nevertheless, a problem that continued to confound physicists was the so-called black-body problem. The challenge was to pin down the distribution of power and frequencies of substances, especially metals, which, when they become hotter, emit light at various frequencies, first in the lower red frequencies, as you see when piece of metal begins to glow red, and then, as the temperature increases, going toward white. The so-called black body was a device for testing this with great precision.

The practical problem was that no one had been able to work out a formula for the distribution of the frequencies. This had become a matter of some urgency for industrial production, since the fabrication of reliable light bulbs required such a calculation, and indeed the electric firm Siemens funded an entire institution in Berlin devoted to solving this problem.

After seeing many others fail, Planck decided to take this up, and succeeded in working out an equation that seemed to account for the exact distribution of energy. However—and this is the crucial feature of his integrity—he remained dissatisfied with his own equation, and he even refused to present it to his colleagues, because he had not yet discovered its physical significance. What caused it to work that way, and no other way? he asked. Thus, he was confronted with the same kind of challenge confronting Johannes Kepler, who studied Ptolemy’s planetary epicycles, and the circular orbits of Copernicus and Tycho Brahe, and concluded that, however accurate their models might seem to be, they could not possibly be valid, because they merely described a natural phenomenon without any concern about discovering its physical cause.

Planck embarked upon a voyage which ended up challenging his own gripping, axiomatic belief in the existence of perfect continuity in nature. For, how could light, for example, be anything but a continuous wave? How could God’s creation be merely the sum of a myriad of little parts? In this, Planck was constantly at odds with morally compromised reductionists such as Ludwig Boltzmann and Ernst Mach, who argued that scientists should abandon all effort to actually understand the causality of complex phenomena such as the behavior of gases, and should be satisfied with a mere statistical likelihood that a given phenomenon be this way, and not another way.

But after trying all sorts of black-body thought-experiments, and failing to find a cause, Planck, in what he himself described as “an act of desperation,” reached into Boltzmann’s work and hypothesized a model which involved a myriad of little bouncing springs from within the black body, emitting light at frequencies all of which were whole-number increments of an extremely tiny constant value—what only later became known as the Planck quantum of action. Planck had discovered a true physical cause, even though it was squarely at odds with his own most cherished axiom of continuity.

But the story does not end there! Planck had grasped a new principle, but only incompletely. Clinging to his conviction that light itself was continuous, he thought that it was only the light’s interaction with the tiny discrete receptors in the black body which was causing his quantized effect. His paper announcing his discovery then fell into the hands of a younger third-class patent official in Switzerland named Albert Einstein, who said, in effect: “Wait a minute! What if the light itself is quantized? And what if the wave nature of light can in fact be ultimately reconciled with its quantized nature, according to a higher principle?

As they say, the rest is history. And since then, to the day he died, Einstein never abandoned his quest for that higher principle, resisting all efforts of Machians such as Werner Heisenberg, to reduce quantum physics to a statistical game which only “seems to work,” but which does not choose to investigate causes. As Einstein famously retorted to these demented fellows: “God doesn’t play dice.”

But back to music and poetry! I’d like to quote from another fine musician, namely Lyndon LaRouche. In January 1993, I, my wife Renée, and Mindy Pechenuk visited Lyndon in prison in Rochester, Minnesota, for a number of hours, where we discussed all matters musical, against the sometimes raucous background of the prison visiting-room. From the transcribed recording, which we plan to publish someday, let me read you the following, to give you a glimpse of LaRouche’s thinking:

“The equivalences of music are not ordinal, they’re not quantitative—they’re not qualitative, for example. They are in an analysis situs form. And the key to this, is two things.

“First of all, the musical domain is a quantized field. Notes exist. And space is Keplerian. Because you have the notes, they exist in certain locations, there are certain harmonics that exist, they’re ordered. And no matter what notes you’re playing, the next one is going to be there. You can change your sequence as much as you please, but the next one is going to be there. It’s all predetermined for you. And this is not alterable. And an approximation of the note, only to the extent that you’re not cheating, is the note. The note that is sung or performed is not the note. It’s the best approximation of the note. The tone is absolute; and the performer merely approximates that. And if they don’t approximate that rather well, we get unhappy; we get disturbed. But it’s analysis situs.

“The key thing is note, number one. Registration, second. And registration comes in many different varieties. It comes in aspects of instrumental colors of all kinds, or the generic term color is sometimes used. But you have many kinds of colors. You can create instruments; they have colors which are not human voice-colors. But they become a dimensionality of color. And it’s precise, it’s determined. You make a string of such-and-such a type, such-and-such a type, it’s stuck. You’ve got a color. You can modify it, but it’s there; it’s going to haunt you. And you won’t get away from it. You have to jump to another string to get to a different part of your color.”

And now, I hope you will bear with me when I cite this passage from Einstein’s Introduction to Planck’s 1932 book Where Is Science Going?:

“… The supreme task of the physicist is the discovery of the most general elementary laws from which the world-picture can be deduced logically. But there is no logical way to the discovery of these elemental laws. There is only the way of intuition, which is helped by a feeling for the order lying behind the appearance, and this Einfühlung is developed through experience….

[Einfühlung roughly means “empathy,” which is also happens to be Helga Zepp-LaRouche’s best English approximation of Schiller’s term Empfindung. Einstein continues:]

“In every important advance, the physicist finds that the fundamental laws are simplified more and more as experimental research advances. He is astonished to notice how sublime order emerges from what appeared to be chaos. And this cannot be traced back to the workings of his own mind, but is due to a quality that is inherent in the world of perception. Leibniz well expressed this quality by calling it a pre-established harmony.

“Physicists sometimes reproach the philosophers who busy themselves with theories of knowledge, claiming that the latter do not appreciate this fact fully. And I think that this was at the basis of the controversy waged a few years ago between Ernst Mach and Max Planck. Planck probably felt that Mach did not fully appreciate the physicist’s longing for perception of this pre-established harmony. This longing has been the inexhaustible source of that patience and persistence with which we have seen Planck devoting himself to the most ordinary questions arising in connection with physical science, when he might have been tempted into other ways which led to more attractive results.

“I have often heard that his colleagues are in the habit of tracing this attitude to his extraordinary personal gifts of energy and discipline. I believe they are wrong. The state of mind which furnishes the driving power here resembles that of the devotee or the lover. The long-sustained effort is not inspired by any set plan or purpose. Its inspiration arises from a hunger of the soul.

“I am sure Max Planck would laugh at my childish way of poking around with the lantern of Diogenes. Well! why should I tell of his greatness? It needs no paltry confirmation of mine. His work has given one of the most powerful of all impulses to the progress of science. His ideas will be effective as long as physical science lasts.”

So, what is the lesson to be learned here? By way of this, I throw out the following challenge to poets and composers today, especially young poets and young composers, who may also be working in a scientific field:

You poets and composers: You know who you are! (Because if you have to ask, you probably aren’t one, or at least not yet.) Take up the challenge set forth before you, not just by Planck and Einstein, but by Lyndon LaRouche, and by the speakers at this conference, to dedicate your life to changing your own axioms if need be, even your most cherished ones, if you find that those axioms are preventing you from discovering a means of crafting your compositions to become a physical cause in the universe. Are you, for example, certain that what you have created will, in fact, inspire action resulting in increases in the rate of growth of humanity’s relative potential population density? Or put more simply, along with Friedrich Schiller: Will your audience become better people as a result of experiencing your work?

That is the true content of that “hunger of the soul” in Einstein’s words, or, in the words of St. Paul to the Corinthians, Love. Be not satisfied with merely pretty, pleasant, childish things. Put yourselves through this necessary struggle, and all mankind will be forever thankful.

Or as Percy Bysshe Shelley sang to his skylark:

… We look before and after,

And pine for what is not:

Our sincerest laughter

With some pain is fraught;

Our sweetest songs are those that tell of saddest thought.

Yet if we could scorn

Hate, and pride, and fear;

If we were things born

Not to shed a tear,

I know not how thy joy we ever should come near.

Better than all measures

Of delightful sound,

Better than all treasures

That in books are found,

Thy skill to poet were, thou scorner of the ground!

Teach me half the gladness

That thy brain must know,

Such harmonious madness

From my lips would flow

The world should listen then, as I am listening now.

Thank you.

PANEL 3: TENG JIMENG, Professor of American Studies, Beijing Foreign Studies University

TENG JIMENG: First of all, thank you very much to the Schiller Institute to invite me to speak at this very great conference and to join the distinguished panel of this very great conference. I think this is a very timely conference, especially under the general background of the coronavirus which is now running rampant worldwide.

I would begin, for example, with a presentation given by President Xi back in 2008 when he was responding to a letter to eight professors teaching traditional Chinese aesthetics at this very university called the Central Academy of Fine Arts. In that letter, President Xi mentioned several notions. Two of the notions I’d like to quote here. The first one being  and . In Chinese  means virtue, and  meaning art. So, both  and  are supposed to be an integral of the Chinese traditional aesthetic education. The second notion I’d like to quote here is patriotism and also altruism; both altruism and patriotism are supposed to be the central tenets of Confucius teaching or Confucius learning. In China, this aesthetic education has been so very deeply rooted in the curriculum in high schools, in primary schools, and also in universities. Virtue has always been part of official training here in China; training officials with virtue. Once again, virtue means the skill set, the ability to communicate, compassion, and also the love of one’s people, public spirit mostly. And  meaning art, the art, for example, to communicate, the art to convey the message, the message of the redeemed, the message of the ruler. In this sense,  has played a very large role in communicating and connecting the people in the family, the community, and even people beyond the border.

The second notion, as I always cite it in my teaching, which is altruism. China has been strongly committed to this very notion of altruism. Back in the 1960s, for example, China has been even exporting food to the outside world — for example, to Africa, and committing medical teams to Africa, helping with malaria and building railroads in Africa. In fact, it was railroads in a sense which were built by China in the 1970s and the late 1960s. China actually at the time was suffering its greatest famine, the worst famine actually in its own history. So, when Chinese government has always been in a sense committed to this very principle, this Confucian principle of saving lives; saving children, saving the critically ill elderly patients in ICUs. Look at all these elderly patients being saved, and sent back home healthily out of their critical conditions previously.

These two great notions have been deeply rooted in the psyche of the Chinese people. And like a famous scholar I admire by the name of Tu Weiming, who has been teaching Confucianism worldwide. He actually quoted a lot of Confucianism, this very central value in Confucianism — the public spirit, the devotion to work for the public community, and also the people beyond the borders and out there in the cosmic community. To this very extent, I think that China shall continue to be committed to helping the world, and helping the people around the world on this planet, now suffering this very pandemic.

And lastly, let me just quote the great philosopher Confucius that “All roads that lead to prosperity are the road that we must follow. The road that leads to all under Heaven.” So, all under Heaven, in a sense, is the philosophy of Confucianism, now translated into contemporary Chinese politics. As President Xi has also in a sense said that we need to work together for the community of a shared future of all mankind. Thank you very much.