Indkaldelse til et ad hoc-udvalg for et nyt Bretton Woods-system
(Et nyt international kreditsystem)

Den 24. juni 2022 (EIRNS) – Det neoliberale system er håbløst bankerot. Men vestlige regeringer har, i stedet for at drage konsekvenserne af denne kendsgerning og grundlæggende reorganisere systemet, optrappet konfrontationen med deres påståede systemiske konkurrenter, Rusland og Kina. Dette har som følge af NATO’s femdobbelte udvidelse mod øst, ført til en omvendt Cuba-krise og til en krig midt i Europa, som potentielt kan eskalere til en nuklear tredje verdenskrig.

Mange mennesker er med rette bange for en ny verdenskrig. Men det er årsagerne til faren, som vi skal gøre op med! Er vi ikke vidne til, at intet længere fungerer? Bryder forsyningskæderne ikke sammen overalt? Er fødevare- og energipriserne ikke ved at eksplodere? Den tyske regering vil nu rationere gas, mens folk i Polen og Litauen igen fyrer op med brænde.

Nej, dette har næsten intet at gøre med Kinas “Nul-Covid”-politik, og har kun indirekte noget med krigen i Ukraine at gøre. Men det har meget at gøre med den neoliberale model i alle dens aspekter. Den neoliberale idé om at outsource en nations industriproduktion til lavtlønslande var forkert, da det ødelægger produktive arbejdspladser i industrilandene og udnytter arbejdskraften i udviklingslandene. Lige så forkert er ideen om et ” samfund med fokus på aktionærernes interesser”, hvor kortsigtet profit på aktiemarkedet er det eneste mål, og hvor langsigtede stigninger i den fysiske økonomiske produktivitet er meningsløse. Og lige så forkert er ideen om, at “penge tjener penge”, som om penge havde en værdi i sig selv, eller just-in-time-ideen, hvor der ikke længere er behov for lagre, da lastbiler kan levere halvfabrikater i sidste øjeblik. Men frem for alt er det fuldstændigt forkert at tro, at penge er ensbetydende med social rigdom. Dette eventyr har kun ført til en eksplosiv stigning i antallet af milliardærer og millionærer, mens antallet af fattige ligeledes vokser, og middelklassen forsvinder.

Det overvældende sammenbrud af infrastrukturen i USA og Europa – det være sig usikre broer, godstog, der venter i dagevis på sidespor, den absurde tid der kræves til reparationer, manglen på kvalificeret arbejdskraft eller produkternes manglende tilstedeværelse på butikshylderne – er et positivt bevis på den neoliberale models fiasko. Den galoperende inflation er især ikke et resultat af “krigen i Ukraine”, men af centralbankernes umådeholdne pengetrykning siden 2008, i et forsøg på at dække over den systemiske krise.

Med det transatlantiske finanssystem i dag, står vi ansigt til ansigt med det som vi stod over for i Weimar-Tyskland i 1923, nemlig hyperinflation, som risikerer at opsluge hele befolkningens opsparing. Centralbankernes forsøg på at bekæmpe denne inflation med renteforhøjelser, kan udløse en kædereaktion, som vil medføre et kollaps af gældsatte virksomheder og udviklingslande. Den aggressive afkobling fra Rusland, og forsøget på at gå imod Kina er i gang og vil sænke alle nationer.

Virkningen på udviklingslandene er morderisk. Allerede nu er 1,7 milliarder mennesker ifølge FN truet af en sultkatastrofe, hvilket er blevet forværret af de selvdestruktive sanktioner mod Rusland og andre lande. Den neoliberale model har ikke gjort noget for at bekæmpe fattigdommen i det globale syd, hvor 2 milliarder mennesker mangler adgang til rent vand, og hvor størstedelen af udviklingslandene ikke har noget effektivt sundhedssystem, hvilket gør dem forsvarsløse over for Covid-pandemien og andre sygdomme. De sociale systemer i mange lande er allerede ved at bryde sammen. Hvis inflationen kommer ud af kontrol, eller hvis der sker et pludseligt sammenbrud, kan store dele af verden blive kastet ud i totalt socialt kaos. Desuden er det uacceptabelt at bruge klima- og miljøhensyn til at retfærdiggøre afindustrialisering og radikal affolkning, som Malthus gjorde det i sin tid.

Selv om regeringerne i den vestlige verden ikke vil indrømme det, er det neoliberale system i dag lige så bankerot som de kommunistiske lande i perioden 1989-1991. I stedet for at erkende denne kendsgerning, fortsætter de med at træffe beslutninger, hvis konsekvenser de ikke har gennemtænkt, hvilket truer med samfundets sammenbrud. I stedet for at rationere benzin og lade priserne på basale fornødenheder stige ukontrollabelt, burde de ophæve sanktionerne – en brutal form for krigsførelse mod befolkningerne i de lande, der er omfattet af sanktionerne – og forlade sig på diplomatiet til at løse konflikter.

Som underskrivere opfordrer vi derfor til øjeblikkelig indkaldelse til en international nødkonference med følgende mandater:

1.: En reorganisering af det bankerotte internationale finanssystem og en erstatning af dette med et nyt Bretton Woods-system. Det erklærede mål for dette nye kreditsystem skal være at overvinde fattigdom og underudvikling i hele verden, men først og fremmest at hæve levestandarden i udviklingslandene, så det bliver muligt for alle mennesker på denne planet at udvikle deres potentielle evner fuldt ud.

For det andet: En konkursbehandling af kommercielle banker, der bringer dem under kreditorbeskyttelse, så de kan forsyne realøkonomien med kredit. Investeringsbanker og andre finansielle enheder skal klare sig uden skatteydernes penge, og selv bringe orden i deres regnskaber og erklære sig konkurs, hvis det er nødvendigt.

For det tredje: Forbud mod handel med derivater i henhold til aftaler mellem regeringer. Al spekulation i energi og fødevarer skal være strengt forbudt.

For det fjerde: Den øjeblikkelige gennemførelse af et system med faste valutakurser, som regeringer kan justere med jævne mellemrum inden for visse grænser.

For det femte: En grundlæggende reorganisering af landenes og virksomhedernes gæld og, når det er nødvendigt for deres fortsatte produktive eksistens, eftergivelse af gælden.

For det sjette: Oprettelse i hvert land af en nationalbank i Alexander Hamiltons tradition, således at kreditskabelsen kommer under de suveræne regeringers kontrol. Dermed kan der opnås produktiv, fuld beskæftigelse gennem investeringer i grundlæggende infrastruktur og innovation.

For det syvende: Forhandlinger mellem nationalbankerne om langsigtede aftaler om langfristede, lavtforrentede kreditter, der gør det muligt at investere i et internationalt program for infrastruktur og projekter for Verdenslandbroen, som dem der er skitseret i rapporten “The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge”, og som Kina er i gang med at gennemføre i Bælte- og Vej-Initiativet.

For det ottende: Udvidelsen af Verdenslandbroen, som skaber fælles økonomiske fordele for alle lande, hvilket igen bliver grundlaget for en ny international sikkerhedsarkitektur, der tager hensyn til sikkerhedsinteresser for alle nationer på denne jord. Det nye navn for Fred er Udvikling.

Vi, underskriverne af denne opfordring, er af den overbevisning, at systemet med “globalisering”, med dets brutale rovkapitalisme har fejlet – økonomisk, finansielt og moralsk. Vi må gøre mennesket til den vigtigste prioritet i økonomien, som ikke er en selvbetjeningsbutik for milliardærer og millionærer, men som skal tjene det fælles bedste. Den nye økonomiske orden skal garantere de umistelige rettigheder, for alle mennesker på jorden.

Første Underskriver,

Helga Zepp-LaRouche [hzl]




Panel 4: Klassisk kultur og dialogen mellem civilisationer

Den 19. juni 2022 (EIRNS) – Ordstyrer Dennis Speed åbnede panelet med bevægende og tankevækkende eksempler på de virkemidler, hvormed kulturen kan levere løsninger på nutidens dybe globale krise. En opførelse af Kyrie fra Wolfgang Mozarts Requiem, der blev opført den 19. januar 2014 i Boston af Schiller Instituttets kor, satte dagsordenen, hvorefter en video af en kort mundtlig præsentation og derefter den afdøde operatenor George Shirleys opførelse af den spirituelle Little Boy behandlede det, som Shirley kaldte den ærlighed og enkelhed, der er fælles for store klassiske sange som Schuberts og Negro Spirituals. “Det klassiske princip”, sagde Shirley, “er universelt overalt”, og klassisk kultur er en opdagelsesproces.

Herefter fulgte et kort videouddrag af Lyndon LaRouche, som svarede på et spørgsmål på den samme konference, hvor Shirley talte, og præsenterede Den amerikanske Frihedskrigs sande natur som manifesteret i 1876, hvor den amerikanske økonomiske udvikling og det historiske vendepunkt, hvor forsøget på at undergrave den, fik nye ben at gå på. Speed fremhævede aspekter af historien, som er chokerende for dagens publikum, nemlig at Storbritannien havde været fjenden og Rusland Amerikas første store allierede.

Jacques Cheminade forklarede sit valg af nysgerrighed og udholdenhed i titlen på sin præsentation: disse to egenskaber var blevet valgt af amerikanske børn i konkurrencer om navne til de to rumvogne fra NASA. Cheminade talte om et “skatkammer af optimisme” i USA, som dette afspejlede. For at bringe det døende, men stadig eksisterende finanssystem i konkurs kræver det en personlig forandring, der kræver både nysgerrighed og udholdenhed. Friedrich Schiller insisterede på, at man må se realiteten af truende farer i øjnene for at være fri på det tidspunkt, hvor man beslutter sig for at udforske det, der synes at være en situation, som det er umuligt at undslippe fra, og hvor løsninger til forbedring af menneskeheden synes umulige. Udfordringen består i at komme ud af det manipulerende net, som de altomfattende “sociale medier” og de såkaldte mainstream-nyhedsmedier repræsenterer, for at blive fri på denne måde. Humor er et vigtigt redskab til at åbne og frigøre sindet fra den tilsyneladende almagt, som de “fyrster og magter”, der dominerer livet, tilsyneladende har. Men tiden til at opnå det “umulige” er knap.

Professor Felipe Maruf Quintas fremlagde et syn på Brasilien som en modpol til kulturens dekadence i det “angelsaksiske nordatlantiske område”. Med henvisning til Brasilien som verdens femtestørste nation i areal (større end det amerikanske fastland) og 12. største økonomi samt en af de fem BRIKS-nationer, bemærkede han, at landets befolkning på grund af dets historie udgør en virkelig global smeltedigel. Der har aldrig eksisteret etnisk apartheid i Brasilien, sagde han. Denne kultur søger at bygge bro.

Brasilien har sine egne energikilder, herunder nogle af de største vandkraftværker i verden, med de mest omfattende transmissionsledninger i verden, samtidig med at landet har en stor biodiversitet. Landet er potentielt økonomisk selvforsynende og kan blive førende på verdensplan. Han nævnte landets adskillige atomkraftværker som en sejr for suverænitet over slaveriet, der fysisk er placeret der, hvor slaveriet engang dominerede, og hvor slaverne boede. Kinas bistand til opførelsen af en transkontinental jernbane vil åbne Brasiliens adgang til Asien, erklærede han, og Brasiliens udvikling er afgørende for BRIKS-landenes udvidelse af de afrikanske forbindelser og for “at bryde det Sydatlantiske Atlanterhav fra den angelsaksiske imperialisme” og den neokoloniale elite i Nordatlanten. BRIKS, sagde han, ligesom Brasilien, er i praksis en dialog mellem civilisationer, en union af forskellige folkeslags sameksistens.

Dr. Zaher Wahab indledte sin præsentation med at sige, at han er ” smertefuld over mit adoptivlands, USA’s, opførsel” og bekymret over situationen i sit fødeland, Afghanistan, som nu “stort set er ødelagt af USA”. Vesten fortsætter sin arrogante magtpolitik med dominans og magtmisbrug midt i alle de påtrængende problemer i verden. Det gamle paradigme er imidlertid blevet miskrediteret og er ved at gå i opløsning. Vi har “desperat brug for en ny dialog mellem civilisationerne” og et nyt sprog, et nyt paradigme. I modsætning til Samuel Huntingtons tese om “civilisationernes sammenstød” har vi brug for en orden af gensidig respekt og samarbejde, “en ny livsform”.

Den vestlige imperialisme må påtage sig ansvaret for sine forbrydelser, sagde han, og indgå i et samarbejde med hinanden på grundlag af lighed. Alle lande har brug for fred, udvikling, retfærdighed, demokrati og sikkerhed. USA skal holde op med at opføre sig som et imperium og tilslutte sig nationernes fællesskab. Det nye paradigme er allerede ved at opstå, bemærkede han.

Dr. George Koo indledte med at fastslå, at USA “åbent har proklameret sit ønske” om at forblive verdens overherre. I modsætning hertil har Kina erkendt sin position, men i stedet for at udfordre den har det tilbudt samarbejde om projekter til gensidig gavn for begge parter og global udvikling. Erklæringer fra Det Hvide Hus og en lang række andre relevante amerikanske regeringskontorer gentager, at USA ønsker at konkurrere med Kina, men nævner derefter Kina som den største trussel mod USA. I mellemtiden “er USA kun fokuseret på penge og personlige problemer”, sagde Koo. Hvad med de svære beslutninger, der skal træffes til gavn for landet?

Mange lande er klar over, at det at omgås USA er som at gå i seng med en tiger – man kan blive “undværlig” når som helst. Multipolaritet er ved at opstå med en anden hensigt.

Dr. Koo advarede om, at Washington opmuntrer Taipei til at gå mod de røde streger; mange taiwanesere tvivler i stigende grad på USA. Nogle siger, at Taiwan er ligesom den nuværende ukrainske stedfortræderkrig mod Rusland, som allerede forårsager store tilbageslag for Europa og USA, som er på vej mod en katastrofe.

Mike Robinson, medstifter og medredaktør af UKColumn, præsenterede, hvad han kaldte et mørkt kig på projekter og forskning, der er i gang med henblik på at anvende elektroniske teknologier til at afhumanisere samfundet. Han viste overskrifter fra artikler som: “Is Nanotech Making Humans Unnecessary?” og en, der citerede den nylige Google-ingeniør, som hævdede at have skabt et “system med egne følelser”, og han nævnte et spektrum af udviklinger på dette område, som omfatter bioniske implantater og eksperimenter med hjerne-computer-interaktion, som f.eks. hjerne-computer-systemet Neuralink, der falder ind under den nye undersøgelse af det, der kaldes “transhumanisme”. Robinson indkapslede kernen i faren og viste en overskrift om “Elevating the Human Condition” – ikke gennem klassisk kultur, understregede han, men ved at betragte mennesket som blot en samling af manipulerbare sanseopfattelser.

Facebooks omdøbning til Meta, der henviser til dette ” metavers”, er en del af dette domæne, der erstatter begrebet om et virkeligt menneske med en forestilling om ligestilling mellem ens avatar i et videospil og det virkelige faktiske væsen.

Under spørgerunden blev mange af disse områder taget op, og de fleste talere understregede, at det gamle paradigme har mistet sin troværdighed og allerede er ved at blive erstattet af et paradigme, der handler om gensidig udvikling og problemløsning mellem ligeværdige nationer.

 




En afkobling af de to systemer eller et nyt paradigme for menneskeheden?

Den 18. juni 2022 (EIRNS) – Dette var titlen på det første panel på den to-dages internationale konference i Schiller Instituttet: “Der kan ikke være nogen fred uden en konkursbehandling af det døende transatlantiske finanssystem”. Ledende talere fra Rusland, Kina Indien, USA og Tyskland præsenterede et overbevisende overblik over den globale krise, som menneskeheden står over for i dag – af Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche beskrevet som den værste krise i civilisationens historie – og det presserende behov for at et nyt paradigme forhandles og gennemføres gennem samarbejde mellem alle de førende nationer, herunder USA, Rusland, Kina og Indien.

Indledning: Dennis Speed var ordstyrer på det første panel, der begyndte med en opførelse af Schumanns Lied, baseret på Heinrich Heines digt Die Beiden Grenadiere, sunget af William Warfield, som skildrede militarismens lidelser. Han viste et klip fra en tale af Lyndon LaRouche fra 1996 om det britiske imperiums karakter, som kan besejres, når dets finansielle imperium går i opløsning – som det er tilfældet nu.

Helga Zepp-LaRouches hovedtale: “Let’s Win Mission Impossible or Find Another Planet!” bragte et eksempel på et højhastighedstog, der nærmer sig en klippe i højeste fart med en lokomotivfører ved roret, som er blevet vanvittig og ikke vil gøre noget for at stoppe toget. Det er virkeligheden i det nuværende stormløb mod krig med Rusland, som utvivlsomt vil føre til en atomkrig, der vil sætte en stopper for den civilisation, som vi kender den, eller ligefrem udslette menneskeheden. Dette startede ikke med den russiske militære operation i Ukraine, men med Vestens politik fra tiden efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991, den tabte mulighed for at få et fredsregime for menneskeheden. I stedet, sagde hun, blev Rusland pålagt “chokterapi”, efterfulgt af NATO-udvidelse, atommissiler placeret ved landets grænse, hvilket førte til USA’s voldelige kup mod den ukrainske regering i 2014, som bragte nazistiske grupper ind, der havde været essensen af vestlige efterretningstjenester siden Anden Verdenskrig, og USA’s/Storbritanniens bevæbning af regimet til at føre krig mod sine egne borgere, der nægtede at støtte kuppet. Nu, bemærkede Helga Zepp-LaRouche, viser de massive sanktioner mod Rusland og den igangværende “afkobling” fra Kina sig at være selvdestruktive, idet de falder sammen med det allerede kollapsende vestlige finanssystem og samtidig truer 1,7 milliarder mennesker med at sulte. Lyndon LaRouche advarede i 1971 om, at Nixons ødelæggelse af FDR’s Bretton Woods-system ville føre til netop denne sammenbrudskrise og truslen om en global krig.

 At overbevise USA og Europa om at gøre en ende på galskaben, tilføjede hun, og at forhandle med stormagterne for ikke blot at afslutte krigen, men også for at skabe et nyt Bretton Woods-system baseret på sikkerhed og udvikling for alle nationer, kan synes umuligt, men det er det ikke. Når eliten ikke formår at lede, må borgerne blive ledere, insisterede hun og erklærede, at i krisetider formes historien ikke kun af penge og magt, men også af idéer.

Andrey Kortunov, generaldirektør for Russian International Affairs Council (RIAC), talte derefter om “Alle nationers uadskillelige sikkerhed”. De nuværende alvorlige økonomiske og militære aktioner mod Rusland er ikke en reaktion på krigen i Ukraine, sagde han, men har været under opbygning i årevis, idet han senest pegede på oprettelsen af AUKUS-militærblokken, Quad, Bidens “Summit of Democracies” og den konstante udvidelse af militærstyrkerne omkring Rusland. Han sagde, at mange europæiske nationer, fra og med den ulovlige krig mod Irak i 2003, indledte et brud med USA’s og Storbritanniens krigspolitik, og også med Obamas “Pivot to Asia”, som blev betragtet som provokerende og unødvendig, ligesom Trumps handelskrig og teknologiske krig med Kina. Men nu har USA og Storbritannien tvunget Europa til at følge ordrer mod Rusland, til Europas økonomiske ulempe. Det kan ikke vare ved, argumenterede han, da dollarens kollaps som verdensvaluta fører til Vestens opløsning. De historiske forskelle mellem øst og vest og mellem nord og syd, som er blevet fremmet af den imperiale geopolitik, mister deres relative betydning, da den nye koalition af kræfter bag Kina og Rusland forener nationer fra alle dele af verden.

Wang Wen, administrerende dekan for Chongyang Institute for Financial Studies og vicedekan for Silk Road School ved Renmin University of China, talte om “Hvorfor Kinas opstigning er til gavn for verden”. Han gennemgik Kinas mirakuløse vækst i løbet af de sidste 40 år, og påviste at den fandt sted uden krig eller alvorlige finanskriser, hvilket aldrig er sket andre steder i historien. Vesten ser det opstigende Kina som en trussel, sagde han, fordi de antager, at eftersom de vestlige nationer har gjort mange onde ting gennem deres historie som førende magter i verden, vil Kina gøre det samme. De overvejer ikke, at Kina tror på sit slogan om “win-win”, i modsætning til Vestens brug af sanktioner og en stor kølle. Men Kinas fremgang er faktisk en “opgradering” i stormagternes historie. Han erklærede, at Kina er ansvarlig for 60 % af investeringerne i Afrika, og at Kina leverede omkring halvdelen af respiratorerne og maskerne til verden under pandemien. Han insisterede på, at Kina ikke vil tillade at Taiwan, som er en integreret del af Kina, bliver adskilt fra nationen, sådan som USA i stigende grad fremmer, og at Kinas militære opbygning ikke bør overraske med de åbne trusler fra USA. Han konkluderede, at man bør have tillid til Kina.

Oberst Richard Black (pensioneret), tidligere kampveteran fra marinekorpset og leder af hærens strafferetlige krigsafdeling i Pentagon, talte om “The U.S. Is Leading the World to Nuclear War” (USA fører verden til atomkrig). Han erklærede, at “Ukraine har tabt krigen. Krigen er ikke slut, men Ukraine har tabt.” Han bemærkede det ukrainske militærs forfærdelige tabstal og beregnede, at det pr. indbygger er 60 gange større end de amerikanske soldaters tabstal i Vietnam-krigen, hvilket gør det uholdbart. USA’s sanktioner har ikke opfyldt deres erklærede hensigt om at ødelægge den russiske økonomi eller isolere landet, da Ruslands handel og samarbejde uden for Vesten er vokset dramatisk. Det vanvittige propagandaregime, der dæmoniserer Rusland, er nu ved at smuldre, påpegede han, mens de europæiske nationer har mistet enhver antydning af suverænitet, som det fremgår af den tvungne lukning af Nord Stream 2 og relaterede ordrer fra Washington og London, der forårsager økonomisk kollaps i hele Europa. Den åbne opbakning til brugen af atomvåben fra flere politiske ledere i Vesten er fuldstændig vanvittig, sagde han. Den nødvendige løsning består i, at Ukraine følger den østrigske model – neutralitet, alliancefrihed og ingen udenlandske tropper.

Sam Pitroda, en IT-innovatør og tidligere minister eller rådgiver for syv indiske premierministre, talte om “Indien og den nye verdensarkitektur, der er ved at opstå”. Han sagde, at han talte som en “global borger” om menneskehedens fremtid, idet han satte det store potentiale, som IT, biovidenskab og ny energi har for at forandre verden, løfte millioner af mennesker ud af fattigdom og udvikle alle nationer, op imod den omstændighed, at “profit og magt, ikke mennesker og planeten” regerer og fører til kaos. Han opfordrede til en ny økonomisk orden, mere decentraliseret, med lokale virksomheder og landbrug, med respekt for globaliseringen. Han blev født i 1942 under det britiske herredømme, og han henviste til “ghandiansk tænkning” og ikkevold og stillede de 2 billioner dollars i militærudgifter hvert år i modsætning til de få milliarder, der skulle til for at gøre en ende på sulten. Der er intet håb om at gøre en ende på den vold i hjemmet, der hærger i USA, så længe militærudgifterne og krigsførelsen udgør USA’s politik.

Dr. Wolfgang Bittner, som er doktor i jura og en produktiv tysk forfatter, talte om “Konflikten mellem Vest og Øst – en orkestrering”. Han hævdede, at Tyskland aldrig har fået tildelt ægte suverænitet efter Anden Verdenskrig, og at USA’s politik har været at forhindre et samarbejde mellem Tyskland og Rusland for enhver pris. Tyskland er stadig et besat land med 11 store amerikanske militærbaser på sit territorium. Putin holdt en lidenskabelig tale på tysk i Forbundsdagen i 2001, hvor han opfordrede til et forenet Europa for fred og udvikling, men dette blev forhindret af USA’s imperiale prætentioner, som har skabt uro i hele verden. Han spurgte, hvilke “vestlige værdier” der forsvares i Ukraine, hvor nazister åbenlyst er en del af militæret og regeringen, og hvor de fører en dødbringende krig mod deres eget folk. Han pegede på de amerikanske lederes hybris, og især på Obama, og hævdede, at USA har været imperialistisk indstillet siden Monroe-doktrinen fra 1823.

Denne påstand om USA’s imperiale karakter blev udfordret af et spørgsmål fra et medlem af LaRouche-organisationen, som sagde, at det lød mere som det Britiske Imperium, men at det var det modsatte af det oprindelige “Amerikanske System” af bl.a. Alexander Hamilton, John Quincy Adams, Abraham Lincoln og Franklin Roosevelt. Det førte til en frugtbar diskussion i panelet om briternes rolle i tre krige for at ødelægge det Amerikanske System, mens Rusland kom til Amerikas forsvar i dets revolution, i borgerkrigen for at forhindre britisk støtte til Konføderationen, mens USA og Sovjetunionen samarbejdede i Anden Verdenskrig for at besejre nazismen. Helga Zepp-LaRouche argumenterede for, at USA har opgivet det Amerikanske System, og at Kina ironisk nok i dag praktiserer det Amerikanske System med øremærket kredit, mens USA er bukket under for det britiske system med “frihandel”.

Dr. Cliff Kiracofe, tidligere ledende medarbejder i det amerikanske senats udvalg for udenrigsanliggender og formand for Washington Institute for Peace and Development, talte om “Diplomacy and Cooperation in a Time of Crisis” (diplomati og samarbejde i krisetider). Han kritiserede, at USA fører Vesten tilbage til et “korstog” fra Den kolde Krig imod virkelighedens  verden, der er ved at overgå til multipolaritet med Kinas fremmarch. Det gjaldt Obama, Trump og nu Biden, hvis “topmøde for demokratier” og sanktionsregime fremtvinger en opsplitning af verden, mens diplomatiets sammenbrud skaber kaos og fare for global krig. Vesten “hælder milliarder i en nynazistisk kloak” i Ukraine, sagde han, mens man skaber “helikopterpenge” og kredit med negativ rente for at redde bankerne og finansiere militæret, alt imens realøkonomien kollapser. Sanktionerne tvinger Rusland og Kina til at skabe et alternativt finansielt system, men han insisterede på, at “to konkurrerende systemer er ikke en løsning”. Vi må nu planlægge et nyt internationalt system, der omfatter alle nationer og garanterer sikkerhed og udvikling, som Franklin Roosevelt gjorde det med Bretton Woods-konferencen i 1944, inden krigen sluttede. Roosevelt erkendte, at enhver fred krævede internationalisme og stormagternes rolle, som i FN. Militarismen må erstattes af internationalisme, og diplomatiet må genoprettes øjeblikkeligt, hvis denne forestående katastrofe skal undgås.

Diskussion: Nogle få højdepunkter fra den omfattende diskussionsperiode: Fru LaRouche imødekom de ” kraftfulde taler” ved at opfordre alle deltagere i denne konference til at deltage i formuleringen af et nyt initiativ, der genopliver en tidligere mobilisering fra Schiller Instituttet, som samlede tusindvis af tilhængere for 15 år siden, og som opfordrer til en ny Bretton Woods-konference, der skal sponsoreres af FN.

Sam Pitroda var bekymret over, at de politiske ledere “ikke lytter”, at talrige grupper slår alarm, men at de ikke bliver hørt. Et medlem af LaRouche-organisationen blandt tilhørerne svarede, at i et sådant øjeblik med en eksistentiel krise vil en enkelt stemme, der fortæller sandheden, have større indflydelse på borgerne end løgnene fra de fejlslagne ledere.

Andrey Kortunov svarede på et spørgsmål om den farlige fødevarekrise ved at forklare, at fødevarekrisen begyndte længe før krigen i Ukraine. Han sagde, at der er behov for sanktionsfritagelser for at frigøre russiske og ukrainske fødevarer og gødning, men det vil ikke være nok, og han opfordrede til en “grøn revolution 2.0”, som den i 1960’erne, på globalt plan for at udvide fødevareproduktionen voldsomt.

Cliff Kiracofe bemærkede, at forbindelserne mellem USA og Tyskland var ekstremt tætte i det 19. århundrede, da Bismarck indførte det Amerikanske System fra Friedrich List, en tilhænger af Hamilton. Amerikanske elever studerede i stort antal på de fremragende tyske universiteter, især i Göttingen. Den senere fremkomst af den nietzscheanske nihilisme bragte militarismen ikke kun til Tyskland, men også til USA, som det ses i de neokonservatives militarisme i dag.

 




Gå ikke i panik, tænk!

Den 16. juni (EIRNS) – Tænksomme mennesker fra hele verden vil i denne weekend forsamles, for i samarbejde med Schiller Instituttet at drøfte online hvordan det økonomiske sammenbrud og marchen mod atomkrig, der er forårsaget af en hensynsløs oligarkisk elite (og dens følgesvende), som er blevet vanvittige, mest effektivt og hurtigt kan bringes til ophør. Vær med!

Konferencen – med titlen: “There Can Be No Peace Without the Bankruptcy Reorganization of the Dying Trans-Atlantic Financial System” – kommer i sidste øjeblik. Det transatlantiske finanssystem er ved at sprænges indad i kaos i kølvandet på den amerikanske centralbanks renteforhøjelse på 0,75 % – med løfter om mere i vente. Centralbankfolkene er afsløret som svindlere, der ikke længere har kontrol over noget som helst. Kaosset vil hurtigt blive værre end 2007-2008, indtil vi sætter systemet under “konkursbehandling”, som den amerikanske statsmand og fysiske økonom Lyndon LaRouche beskrev nærmere for årtier siden.

Lad bankfolkene gå i panik, ikke os. Schiller Instituttets stifter Helga Zepp-LaRouche åbner konferencen lørdag morgen med en tale med titlen: “Lad os vinde Mission Impossible eller finde en anden planet!” Lad ikke din nabo eller din familie overbevise dig om, at “der er intet vi kan gøre”. Schiller Instituttet er kendt som “folkene med løsningerne”, og vi tager styringen nu. Det døde gamle system skal erstattes af en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der bygger på den samme filosofiske hjørnesten i statskunst, som gav anledning til den Westfalske Fred i 1648. Disse principper virkede før, og de vil virke igen, fordi de er baseret på viden om, at mænd og kvinder er anderledes end dyr, at de er i stand til kreativ fornuft og til at mobilisere viljen til at ændre samfundet i en mere menneskelig retning.

Ud over det vanvid, der hersker i USA og Europa, er størstedelen af menneskeheden i stigende grad fast besluttet på at gøre op med fattigdommen, gøre en ende på sulten, bygge vidtstrakte jernbanelinjer med højhastighedstog, endog udvikle fusionskraft, kolonisere Månen og derefter tage til Mars. Dette er nogle af de temaer, der drøftes på det internationale økonomiske forum i Sankt Petersborg i Rusland i denne uge; det amerikanske udenrigsministeriums forsøg på at organisere en verdensomspændende boykot af forummet mislykkedes. Kinas Global Times, der konstaterer, at den nuværende herskende amerikanske elite har til hensigt at “afkoble” de vestlige økonomier fra Kina, stillede endnu en gang spørgsmålet i dag: Ville det ikke være langt nemmere og mindre omkostningsfuldt for USA at opgive sin stræben efter overherredømme og i stedet samarbejde med Kina, snarere end at insistere på at lede efter nye, akutte mineralleverandører, fordi man nægter at samarbejde med Kina?

De ofte ignorerede sydamerikanske nationer Paraguay og Bolivia viste i denne uge, hvordan det westfalske princip om fred gennem fælles udvikling kan fungere. De to nationers præsidenter, Luis Arce og Mario Abdo Benitez, mødtes for at fejre årsdagen for afslutningen af Chaco-krigen i 1932-1935, en ond, meningsløs brodermorderisk konflikt, hvor mere end 100.000 paraguayanere og bolivianere døde i en krig, der var orkestreret af engelsk-hollandske finansinteresser, som søgte at få kontrol over begge landes olieressourcer. De to parter hyldede begge nationers krigsofre ved at drøfte samarbejde om gensidig og regional udvikling, herunder opførelse af transkontinentale jernbaner, der for længst burde have været anlagt, og som forbinder sydamerikanske indre landsdele med Atlanterhavet og Stillehavet i samarbejde med deres naboer.

Der er et liv efter “The City” of London og Wall Streets død – og det vil være et langt bedre liv, end det vi udsættes for nu. Slut dig til os, og tag andre med for at komme i gang i denne weekend med at få arbejdet gjort.

 




En afkobling mellem de to systemer eller et nyt paradigme for menneskeheden?

Den 15. juni (EIRNS) – Der er to systemer, som verden står over for i dag; det ene forsøger at redde sin spekulationsboble på 2.000 billioner dollars på bekostning af reduktionen af den fysiske økonomi og forsørgelsen af størstedelen af planetens befolkning, om nødvendigt ved hjælp af krig; mens det andet søger samarbejde om store infrastruktur- og videnskabelige projekter for at øge produktiviteten for alle. Disse to systemer er i dag i færd med aktivt at blive afkoblet i krigslignende blokke, en bane, der fører til atomkrig og menneskehedens udslettelse, hvis den ikke forhindres.

Det første system greb i går til handling gennem den amerikanske centralbank, Federal Reserve, for forgæves at forsøge at bevare sig selv ved at hæve de amerikanske renter kraftigt, et skridt som snart vil føre til yderligere sprængninger af Alting-boblen, herunder gæld i Den tredje Verden og relaterede derivater og meget muligt hele svindelen med kryptovalutaer. Dette systems aggressive sanktionspolitik over for Rusland, og krav om at alle europæiske nationer suspenderer al import af i særdeleshed russisk energi, har nu fået Letland til at slutte sig til Polen i den grusomme karavane retur til middelalderen, ved at tillade og opfordre sin befolkning til at samle buske og grene for at bruge det som brænde – da naturgas og olie ikke længere er tilgængeligt for dem.

Hvilke nationer vil følge efter? Tyskland, hvor hver sjette person nu springer over måltider, fordi inflationen har gjort det umuligt at købe mad? Storbritannien, hvor befolkningens disponible indkomst i år forventes at falde med den største nedgang siden midten af 1950’erne? Eller USA, som ikke er langt bagefter?

Tænk på konsekvenserne af at præsident Joe Biden sendte et brev til olieraffinaderier, hvori han argumenterede: “Jeg forstår, at mange faktorer har bidraget til de forretningsmæssige beslutninger om at reducere raffinaderikapaciteten, som blev truffet, før jeg tiltrådte. Men i en krigstid er det ikke acceptabelt, at raffinaderiernes avancer er langt over det normale niveau og overføres direkte til de amerikanske familier.”

“I en tid med krig”? Er der nogen, der har undladt at informere USA’s præsident eller dem, der har udarbejdet skrivelsen for ham, om, at Kongressen – den eneste magt, der ifølge forfatningen er bemyndiget til at gøre det – ikke på nuværende tidspunkt har erklæret krig?

Det andet system, der er centreret om alliancen mellem Kina og Rusland, iværksatte også foranstaltninger i går for at styrke det fælles samarbejde mellem de to nationer på både det økonomiske og det militære område, som det blev drøftet i en telefonsamtale mellem præsident Putin og Xi. Det skete på den dag, hvor det internationale økonomiske forum i Skt. Petersborg indledte drøftelserne om alternativer til det bankerotte transatlantiske system.

Men hvis en krig mellem de to afkoblede systemer skal undgås, må det alternativ, der er under opbygning, omfatte et USA, der er radikalt omlagt i retning af det amerikanske systems politik, forbundet med Alexander Hamilton, Henry Carey og Lyndon LaRouche.

Det vil kort sagt være det koncept, der vil blive drøftet på Schiller Instituttets internationale konference den 18.-19. juni, og især på det første panel, “A Decoupling of the Two Systems or a New Paradigm for Humanity”, som vil blive ledet af Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche.

Som afslutning og for at tilskynde til deltagelse i den kommende konference, bringer vi her et uddrag af Henry Careys berømte bog fra 1851, The Harmony of Interests, fra 1851:

“Verden står over for to systemer…. Det ene går ud på at tvinge Unionens landmænd og plantageejere til at fortsætte deres bidrag til støtte for Europas flåder og hære, fattiglemmer, adelige og regenter; det andet går ud på at sætte os i stand til at anvende de samme midler til moralsk og intellektuel forbedring af de suveræne i Amerika. Den ene ser på fortsættelsen af den usle frihandel, som benægter princippet om beskyttelse, men uddeler den som en skat, den anden på at udvide området for den legitime frie handel ved at etablere en perfekt beskyttelse….

“Den ene søger at svække “Hindoo” (inderne –red.)og sænke resten af verden til deres niveau; den anden på at hæve menneskets standard i hele verden til vores niveau. Den ene søger forarmelse, uvidenhed, affolkning og barbari; den anden søger at øge rigdom, komfort, intelligens, kombination af handling og civilisation. Den ene ser på universel krig, den anden på universel fred. Det ene er det engelske system; det andet kan vi være stolte af at kalde det amerikanske system, for det er det eneste system, der nogensinde er blevet udtænkt for at FREMME og samtidig UDLIGNE menneskets vilkår i hele verden.

“Dette er den sande MISSION for folket i disse Forenede Stater.”

 




Deltag i Mission Impossible! USA, Rusland og Kina kan opnå fred gennem udvikling

Den 11. juni (EIRNS) – Det blev i dag bemærket af Dennis Speed, en leder i LaRouche-organisationen, at alt, hvad der er muligt at opnå inden for det nuværende politisk-økonomisk-kulturelle paradigme, bestemt ikke er værd at opnå, da civilisationen er dømt til undergang, hvis dette paradigme ikke bliver erstattet af et paradigme, der er baseret på værdighed for alle mænd og kvinder på jorden, med en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for samtlige nationer. Dette problem forværres af den gennemgående følelse af pessimisme i verden som følge af, at USA’s ledelse er så korrupt og inkompetent, at det vil være umuligt at gøre en ende på det vanvittige amerikansk/britiske fremstød for krig mod Rusland og Kina, og i stedet at samarbejde med dem om global udvikling. Helga Zepp-LaRouche indskød: “Så må vi opfordre alle til at deltage i Mission Impossible – samle en fornuftig bevægelse i USA!”

Der er ikke en eneste sjæl i verden, som ikke er klar over, at vores menneskelige civilisation er i alvorlig fare. Ledende politiske og sociale ledere i USA og Europa diskuterer nu afslappet, om der vil blive brugt atomvåben eller ej i det, de hævder som deres højeste prioritet: at besejre Rusland og ødelægge dets økonomi, med Kina som den næste på listen. Den hyperinflationære opløsning af det globale dollarbaserede finanssystem er nu erkendt som værende ude af kontrol – selv JPMorgan Chases administrerende direktør, Jamie Dimon, advarer om, at en “orkan” er ved at ramme det vestlige finanssystem, noget Lyndon LaRouche forudsagde som uundgåeligt i 1971, da Nixon afsluttede Bretton Woods-systemet med faste valutakurser og fjernede dollaren fra guldreserven. Alle mennesker er berørt af denne hyperinflation, som hurtigt forvandler lønninger og opsparing til toiletpapir. Bevidsthedsødelæggende stoffer er nu blevet legaliseret i Holland, USA, Thailand, Canada og andre steder, hvilket sender et budskab til vores børn, som allerede frygter, at de ikke har nogen fremtid, om, at de lige så godt kan blive skæve og droppe ud, hvilket også på den måde frembringer forstyrrede unge mordere.

Men der er tegn på liv i den vestlige verden på trods af det døende transatlantiske finanssystem. EIR-interviewet med oberst Richard Black (pensioneret), der advarer om, at USA’s politiske og militære ledelse er blevet vanvittig og fører verden mod et atomart ragnarok, er gået viralt internationalt med over 750.000 visninger og tusindvis af kommentarer. Oberst Black deltog også i Schiller Instituttets konference den 26. maj sammen med Helga Zepp-LaRouche og den tidligere CIA-embedsmand Ray McGovern, hvor han indkasserede et angreb fra det NATO-skabte “Center for Countering Disinformation” i Ukraine som “russisk propaganda”. Dette angreb viser, at LaRouche-bevægelsen er ved at bryde igennem den angloamerikanske “informationskrigsførelse”, der har til formål at fastholde befolkningen uvidende og passive.
https://schillerinstitute.com/blog/2022/04/26/video-col-richard-black-u-s-leading-world-to-nuclear-war/

I sidste uge opnåede LaRouches uafhængige kandidat, Diane Sare, støttet af hundredvis af frivillige, det “umulige” ved at indsamle langt over 45.000 underskrifter fra registrerede vælgere i staten New York for at få en plads på stemmesedlen mod Senatets flertalsleder, Chuck Schumer, “senatoren fra Wall Street”, der blandt sine andre forbrydelser står i spidsen for bestræbelserne på at starte Tredje Verdenskrig og legalisere narkotika. Den lovgivende forsamling i staten New York havde tredoblet det i forvejen byrdefulde krav om 15.000 underskrifter, i tillid til at det ville forhindre enhver uafhængig kandidat i at komme på stemmesedlen for at udfordre de udpegede kandidater fra det nu smuldrende “topartisystem”, som indtil nu har kontrolleret de amerikanske valg. Det umulige er faktisk blevet realiseret.

Det lykkedes Sares kampagne at få adgang til afstemningen, fordi hun byggede på arven fra Lyndon H. LaRouche, ikke kun hans livslange afsløring af den britiske imperialistiske ødelæggelse af verdensøkonomien gennem City of London og Wall Street, men også, og vigtigst af alt, hans løsninger, baseret på en tilgang fra den “Westfalske Fred”: at bringe suveræne nationer sammen for at sætte det kollapsende vestlige finanssystem i stand gennem Glass/Steagall-konkursreorganisering; at etablere hamiltonisk kreditpolitik internationalt for at finansiere udvikling og videnskabelig forskning i fusionsenergi, rumforskning og andre skelsættende fremskridt for menneskelige viden.

I dette “LaRouche-år”, hvor vi fejrer 100-årsdagen for hans fødsel, er det altafgørende for LaRouches arv hans kreative geniale åndsevner, i erkendelse af det påtrængende behov for at genoprette forpligtelsen til klassisk kultur og klassisk videnskab, at skabe de “vægtige” ideer, der er opstået i de store renæssanceperioder i kulturer rundt om i verden, at skabe et miljø, hvor alle børn får redskaberne til at udvikle deres egne genialiteter, til at blive det, som Platon kaldte en gylden sjæl, og det, som Friedrich Schiller kaldte en “patriot af sin nation og en verdensborger”.

Det er måske et mirakel, at et geni som Lyndon LaRouche er opstået fra den døende kultur i USA, men det viser, at det store løfte om det amerikanske eksperiment ikke er blevet udslettet, og at vi som en forenet menneskeslægt faktisk kan opnå det “umulige”.

 




NYHEDSORIENTERING MAJ-JUNI 2022:
Dansk-svensk videokonference d. 25. maj 2022:
For en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for alle nationer,
ikke en styrkelse af geopolitiske blokke.
NEJ til at afskaffe forsvarsforbeholdet
NEJ til Sverige og Finland i NATO

Download (PDF, Unknown)




Grundlaget for fred – Panscheel principerne

København den 3 juni, 2022. Schiller Instituttet opfordrer til en international konference for at etablere en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur i traditionen fra Den Westfalske Fred. Det er der presserende behov for.

Den skal fastlægge de fem principper for fredelig sameksistens, det såkaldte Panchsheel, som blev fastlagt i 1954 af Indien og Kina, og som stadig den dag i dag er den eneste formel, der kan danne grundlag for fred. Udtrykket “Panchsheel” er dannet af Panch + Sheel, som betyder fem principper eller tanker.

 1. Gensidig respekt for hinandens territoriale integritet og suverænitet.

 2. Gensidig ikke-angreb.

 3. Ikke-indblanding i hinandens indre anliggender.

 4. Lighed og gensidig fordel;

 5. Fredelig sameksistens.

Helga Zepp-LaRouche vil også tilføje, at der må skabes en gensidig afskaffelse af alle atomvåben, baseret på de principper, som Lyndon LaRouche definerede i sit berømte begreb om Det strategiske Forsvarsinitiativ (SDI). Det er idéen om, at alle atomvåbenmagter bør arbejde sammen om at gøre atomvåben teknologisk forældede gennem udvikling af nye forsvarsvåben baseret på nye fysiske principper, som kan tilintetgøre atommissiler.




Jens Jørgen Nielsen: Baggrunden for krigen mellem Ukraine-NATO og Rusland. Background of the war between Ukraine-NATO and Russia.
Speech at the Schiller Institute’s seminar May 25, 2022.

Jens Jørgen Nielsen er uddannet i idé- og kommunikationshistorie, Moskva-korrespondent for dagbladet Politiken i slutningen af 1990’erne, forfatter til flere bøger om Rusland og Ukraine, leder af organisationen Russisk-Dansk Dialog og lektor i kommunikation og kulturforskelle ved Niels Brock Handelshøjskole i København.
 
Mange tak for invitationen. Jeg synes, at denne konference er meget aktuel og yderst relevant, for jeg har levet i mange år – man kan se på farven på mit hår – og man kan være sikker på, at jeg har levet i flere årtier. Jeg kan ikke huske, at vi i alle disse år efter Anden Verdenskrig har befundet os i en situation, som den vi befinder os i nu. Jeg var en lille dreng under Cuba-krisen i 1962 og vidste ikke særlig meget om den, men erindrer, at mine forældre og alle voksne var meget nervøse over situationen. Men alligevel vil jeg sige, at jeg nogle gange ser tilbage på denne tid under Den kolde Krig, og finder at tingene var meget bedre på dette tidspunkt. Jeg havde aldrig troet, at det skulle komme til dette punkt. Nogle gange vågner jeg op om morgenen og håber, at alting var et mareridt, men er bange for, at det ikke er tilfældet. Er bange for at være i live, og sover ikke, drømmer ikke; det er virkeligheden lige nu. Jeg vil blot sige om Cuba-krisen, at Khrusjtjov og Kennedy fandt et fælles sprog, som man siger på russisk [sætning på russisk 57:01], og de kom godt ud af det sammen, og de fandt en løsning ret hurtigt. De respekterede på en eller anden måde hinanden. Tænk på Nixon og Brezhnev; deres forhold var – selvfølgelig var de modstandere, konkurrenter – selvfølgelig var de det, men de havde en vis respekt for hinanden. Det samme gælder for Reagan og Gorbatjov osv. Så derfor mener jeg, at tiden lige nu er forfærdelig, fordi vi ikke har denne respekt. Hvis man ser på, hvordan de beskriver Putin i alle medierne, og det har de gjort i de 15, næsten 20 år, så er det som nedgørelse, åbent had, foragt og den slags ting. Jeg synes, det er et meget dårligt varsel, det er et meget dårligt tegn på, at vi går nogle meget besværlige tider i møde.
 
Jeg vil gerne tale lidt om to spørgsmål, som meget sjældent bliver stillet, og som meget sjældent bliver besvaret. Det første spørgsmål, som jeg vil tale lidt mere udførligt om, er: “Hvordan er vi endt der? Hvordan er det sket, at vi nu, 30 år efter Sovjetunionens opløsning, er endt i denne situation, hvor vi faktisk er tættere end nogensinde før på menneskehedens udslettelse?” Jeg synes, det er et meget grundlæggende spørgsmål. Det andet spørgsmål er naturligvis: “Hvad gør vi? Hvordan skal vi komme ud af dette? Hvordan kommer vi til forhandlingsbordet for at forhandle om fredsbetingelser og den slags forhold?” Og måske et tredje spørgsmål er naturligvis: “Hvordan opbygger vi en ny verden? Det er ikke lige nu, for nu handler det om, hvordan vi forhindrer en atomkrig?”
 
Jeg vil behandle disse to spørgsmål. Hvordan nåede vi dertil? Jeg tror, Jan Øberg vil tale lidt mere om, hvad vi skal gøre, eller måske snarere, hvad vi ikke skal gøre. Jeg har været med i næsten 30 år, faktisk også i denne årrække hvor jeg arbejdede i Rusland, jeg arbejdede på nogle ambassader i de tidligere sovjetrepublikker, og begyndte at lære det russiske sprog allerede før det. For det andet blev jeg gift med en russer for 30 år siden, i 1992. Vi havde håb om en ny verden, vi havde lige forladt Den kolde Krig, og vi havde håb om, at vi skulle leve i en fredelig verden. Og her er vi så, 30 år senere. Men der er noget håb; vi er ikke blevet skilt, vi har ikke planer om at blive skilt, så der er lidt håb, vil jeg mene.
 
Tilbage til det, der er sket. I 1991, da Sovjetunionen blev opløst, og Warszawa-pagten blev opløst, rejste jeg meget i Rusland. Jeg var meget i Rusland, og jeg havde russiske venner. De var alle entusiastiske, de var alle optimistiske. “Nu går vi ind i en ny verden. Nu har vi en harmonisk verden præget af harmoni og fred og udvikling og den slags ting.” De sagde, at de udtrykkeligt ønskede at være en del af Vesten; de ønskede at dele vores værdier og den slags ting. Hvis man har dette billede i begyndelsen af 1990’erne, var det meget svært at leve i Rusland, fordi alt brød sammen, og der var kaos. Men de ønskede at være en del af Vesten. Så det interessante spørgsmål er, hvad skete der egentlig? Hvorfor gik det ikke sådan? Der er flere trædesten i dette, vil jeg sige, for allerede i begyndelsen af 1990’erne kom Bill Clinton til magten i USA. Han støttede først en plan om, at de østeuropæiske lande skulle blive en del af NATO og lade Rusland stå udenfor. På den måde vil jeg påstå, at han afviste Gorbatjovs forslag om at opbygge et europæisk hus. Der var faktisk en plan om at opbygge et europæisk hus, men det var et europæisk hus baseret på militæret, og Rusland stod udenfor. På dette tidspunkt advarede mange folk i FN, selv i Europa, om, at det ikke ville fungere; det ville helt sikkert ikke fungere, for selv de liberale i Rusland, og mange af disse pro-vestlige liberale sagde: “Det er en meget dårlig idé”.
 
Men det fungerede på denne måde, fordi Clinton insisterede ihærdigt på dette. Det startede på dette tidspunkt. Så havde de, jeg ved ikke, om det var uheld, måske var det med vilje, at de godkendte Polen, Ungarn og Tjekkiet, samtidig med at man begyndte at bombe i Serbien. Serbien er en meget tæt historisk allieret for Rusland.
 
Så på dette tidspunkt var jeg journalist. Jeg talte med en masse mennesker. Jeg talte med Sakharovs enke, Jelena Bonner; jeg talte med alle de liberale – hvem talte jeg ikke med på dette tidspunkt? Og alle var meget skarpt imod dette. På dette tidspunkt, jeg tror, hvis man skal sætte et årstal, var det 1999, et år hvor splittelsen faktisk begyndte; måske begyndte den lidt tidligere, men på dette tidspunkt var den åbenlys. Så kom Putin ind i billedet; han skabte ikke denne situation. Mange mennesker tror, at russerne var liberale, og at den onde Putin kom til. Nej! Det er den anden vej rundt. Faktisk fulgte Putin det russiske folks dagsorden, og endda ikke kun det, for sjovt nok var Putin meget ivrig efter at komme med i NATO. Det er meget interessant at tale om dette i dag. Han ønskede, at Rusland skulle tilslutte sig NATO, det sagde han i hvert fald i et interview med BBC i 2000, da han først blev præsident.
 
Men selv i Afghanistan støttede Putin Vesten. Han hjalp Vesten i Afghanistan. Han gjorde alt for at opnå venskab. Han holdt en tale i Forbundsdagen i Berlin, og han gjorde alt, hvad han kunne. Men han fandt ud af, at det var forgæves, fordi Rusland var dømt til at blive udelukket fra denne nye sikkerhedsarkitektur, fordi den europæiske sikkerhed bestod af NATO uden Rusland.
 
Jeg tror, at alt begyndte at forværres fra dette tidspunkt. Man kunne foretage nogle tiltag. Jeg vil blot nævne nogle få. Man kan sige, at der i 2008 var et NATO-topmøde i Bukarest i Rumænien. På dette tidspunkt var George W. Bush præsident, og han inviterede Georgien og Ukraine til at blive en del af NATO. Frankrig og Tyskland var ikke så begejstrede for dette, så de afviste det faktisk. Men det blev holdt på dagsordenen, at disse to lande fik en invitation. Putin var til stede på denne konference, og han var meget, meget vred. Men der skete ikke rigtig noget. Man kan sige, at løsningen på NATO-topmødet var den værst tænkelige løsning, fordi man for det første fik ukrainerne og georgierne til at tro, at de ville få opbakning fra NATO, hvis de angreb Rusland, eller som Saakashvili i Georgien gjorde i 2008. For det andet øgede den russernes mistanke, og det løste ikke noget. Ud fra det blev det endnu værre. I Ukraine havde man selv på dette tidspunkt en meget russofobisk regering. I Ukraine er der ca. 50 % russisktalende personer, som ikke ønskede at tilslutte sig Rusland, men at have venskabelige forbindelser med Rusland og i det mindste være neutrale som en stat. Mange mennesker i de vestlige dele af Ukraine mente noget andet, nemlig at de skulle tilslutte sig NATO og EU. Så det er på mange måder et splittet land.
 
I det mindste blev Ukraine på dette tidspunkt i 2008 inviteret [til at blive medlem af NATO]. Det er interessant nok, at 17 % af den ukrainske befolkning ønskede at tilslutte sig NATO, mens 66 % ikke ønskede at tilslutte sig NATO. Jeg synes, at det er meget interessante tal, for det siger alt om, hvordan USA havde en dagsorden om at trække Ukraine ud af den russiske sfære, og de skjulte det ikke engang. Zbigniew Brzezinski, som var national sikkerhedsrådgiver, skrev en bog om ”det store skakbræt” {Grand Chessboard}: han skrev åbent, ja, vi ønsker at rive Ukraine ud af Ruslands område. Så hvor meget stabilitet kan man opbygge der? Og tingene blev endnu værre.
 
Interessant nok blev Viktor Janukovitj fra Regionernes Parti i 2010 valgt til præsident, og i 2012 havde hans parti og nogle andre partier flertal. De gik ind for, at Ukraine fortsat skulle være et neutralt land, og for det andet gik de ind for et tæt samarbejde med Rusland med hensyn til gasleverancer og leje af flådebasen i Sevastopol og på Krim osv. Derefter havde de en diskussion – Helga har allerede nævnt det – om associeringsaftalen med EU. Janukovitj læste den meget omhyggeligt og fandt ud af, at den ikke var særlig velgørende for Ukraine, og han afviste at underskrive den.
 
Så kom Maidan og alle den slags ting, og i februar 2014 var der faktisk, hvad jeg ville kalde et kup. Efter min mening kan man ikke kalde det andet end et kup. Det var ikke i parlamentet. Der var ikke nok stemmer i parlamentet, og det var et militærkup, intet mindre end det, vil jeg påstå.
 
Derefter kom ødelæggelsen af Ukraine, for i den østlige del havde de stemt i byer som Lugansk, hvor næsten 90 % havde stemt på Regionernes Parti, i Donetsk var det 85 %, og det samme på Krim, 85 % havde stemt på dette parti, som netop var blevet smidt ud af regeringen. Så de reagerede naturligvis på dette. Og på Krim skete der en løsrivelse fra Ukraine, og de blev i sidste ende en del af Rusland.
 
Herefter startede krigen: Den ukrainske hær begyndte at angribe de republikker, der havde erklæret sig uafhængige. For man kan sige ud fra et juridisk synspunkt, at hvis man kan lave et kup i Kiev, kan man også lave et kup i Donetsk. I Donetsk og Lugansk havde de i det mindste folkeafstemninger. De valgte nye regeringspartier i disse to republikker. Så, sanktionsregimet begyndte allerede der, og der skete en endnu kraftigere forværring af forholdet mellem NATO og Rusland, meget voldsommere. På dette tidspunkt var der faktisk en reel krig i gang i Donbass, den østlige del af Donbass, som er en region i Ukraine.
 
Mange mennesker i Danmark, – jeg diskuterede på nuværende tidspunkt disse ting med mine danske landsmænd, og jeg sagde: “Måske ved du, at 14.000 mennesker er blevet dræbt i denne krig?” “Hvad? Nej, det er russisk propaganda.” Jamen, det er det bestemt ikke, for det er en vurdering fra OSCE, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, som jeg vil mene nok er den eneste kilde, vi har til den slags tal. Mindst nogle tusinde af disse 14.000 er civile mennesker, og blandt disse er der mange børn. Men russerne kan også se, at vi ikke græder over disse børn, og vi hejser ikke russiske flag for disse børn i vores lande i Vesten. Så mange russere har en tendens til at tænke “OK, så hvis vi ønsker at sikre de russisk talendes sikkerhed, bør det være Rusland, for EU er slet ikke interesseret.” Den ukrainske regering er bestemt ikke interesseret i at beskytte menneskerettighederne for de mennesker, der ønskede at bevare deres sprog eller have nogle normale forbindelser med Rusland.
 
Dette er altså noget, der foregår i Rusland og i det mindste i en del af det opdelte land, Ukraine. I februar 2015 var der en meget interessant konference i Minsk, og Lukashenko var vært. Der blev indgået en aftale mellem Frankrig, Tyskland, Rusland og Ukraine og også disse to republikker. De underskrev en aftale, ifølge hvilken Ukraine skulle have direkte forhandlinger med lederne af de to republikker – Donetsk og Lugansk – med disse to republikker. Ideen var, at Ukraine skulle ændre sin forfatning for at tillade autonome enheder i Ukraine. Tanken var, at Donetsk og Lugansk skulle være autonome enheder i Ukraine, der skulle bestemme, hvilket sprog der skulle være, og som også skulle bestemme, om de skulle have vetoret i spørgsmål om militærpolitik og lignende forhold. Jeg tror faktisk, at det var det bedste, man kunne opnå, og jeg vil gerne rose Merkel, fordi hun indgik denne aftale uden USA’s umiddelbare støtte. Hun gjorde det på egen hånd; hun tog Hollande fra Frankrig med sig og indgik denne aftale, som var det bedste, man kunne opnå på det tidspunkt.
 
Men meget hurtigt blev det klart, at den ukrainske præsident Petro Porosjenko ikke var herre i eget hus, som vi siger, fordi han ønskede at få det igennem i parlamentet. Hvad skete der? Nogle af disse højrefløjsgrupper, som Helga også omtalte, eksploderede. Medlemmer af parlamentet, tre mennesker blev dræbt på dette tidspunkt. De truede Porosjenko, og sagde at hvis han overhovedet ville fortsætte med at gennemføre disse bestemmelser i Minsk II-aftalen, ville han blive dræbt i en kælder. Han ønskede ikke at blive myrdet i en kælder, så han stoppede det. Senere, Zelenskij, gjaldt det samme for ham. Han sagde, da han stillede op til præsidentvalget, at han ønskede at skabe fred. Han ønskede også at opfylde Minsk II-aftalerne, og hvad skete der? Han blev også truet, og der skete ikke noget. Både Porosjenko og senere Zelenskij sagde, at vi ikke vil opfylde denne aftale. Det er klar tale, kan man kalde det.
 
Men på dette tidspunkt sagde Tyskland og Frankrig ikke noget. Man kunne have forestillet sig, at de ville have sagt til den ukrainske regering: “Vær nu venlige, I har underskrevet en aftale. Vi forventer, at I vil opfylde aftalens bestemmelser.” Så meget mere, så denne Minsk II blev en del af FN’s politik. Sikkerhedsrådet har vedtaget den som officiel FN-politik, men den ukrainske regering var ligeglad med den, og intet vestligt land ville nogensinde nævne, at de skulle opfylde denne aftale.
 
Nu kan jeg se, at jeg er ved at løbe tør for tid. Jeg vil blot sige, at hvis man går lidt længere frem, kom Zelenskij til magten – 70 % af den ukrainske befolkning støttede ham. Hvorfor? Fordi han sagde, at han var for fred; han ville gerne have en aftale med Rusland; han vil løse deres problemer med forhandlinger i Donbass, med Lugansk og Donetsk. Men han blev også truet, og han veg tilbage fra denne politik. I stedet inviterede han endnu mere [militær støtte fra USA] fra 2017-18, det var under Donald Trump. Ukraine blev bevæbnet mere og mere, og de begyndte at have fælles militærøvelser. De installerede også militær teknik i den østlige del, og også i Ukraine. Så man kan sige, at selv om Ukraine ikke var en del af NATO, så var NATO selvfølgelig i Ukraine. Jeg vil gå endnu længere og sige, at der sidste år, i 2021, var flere interessante ting. For et år siden, eller endnu tidligere, det var i marts sidste år, hævdede Zelenskij, at han var nødt til at erklære krig. Han sagde, at han gerne ville tage Krim og Donbass tilbage med militæret og støttet af NATO, ikke med NATO-soldater, men med NATO-udstyr, NATO-træning og lignende ting.
 
I 2021 var der en flådeøvelse i Sortehavet med deltagelse af 32 lande. Yderligere kan man sige, at i februar 2022, den 16. februar, hvis man ser på OSCE’s vurdering af, hvad der skete, hvor de tæller hvor mange eksplosioner, hvor mange skyderier, hvor mange drab, hvor mange dette og hint – det er deres job at gøre dette. De udtalte, at der fra den 16. februar var en stigning på næsten 30 gange flere eksplosioner. Hvad betyder det? Det betyder, at den ukrainske hær på dette tidspunkt allerede havde startet en krig! 110.000 ukrainske soldater var klar i Donbass og klar til at gå ind i Donbass. Desuden havde de som sagt hævdet, at de gerne ville indtage Krim.
 
Så nu er vi nået frem til den 24. februar. Putin var nødt til at forholde sig til situationen. Jeg billiger ikke Putins beslutning. Jeg er ikke sikker på, at det er rigtigt; jeg siger ikke, at det er rigtigt. Men han stod i en meget, meget vanskelig situation. Så denne situation kom ikke bare ud af det blå, ud af ingenting: Der er naturligvis en sammenhæng, der er en historie forud for dette. Hvis vi gerne vil løse problemet, bør vi finde måder at finde fredelige løsninger på. Jeg mener, at vi bør begynde her. Vi bør starte med “Hvorfor er vi endt her?” Vi er også nødt til på en eller anden måde at undersøge “Hvorfor endte vi her?” Måske har vi begået nogle fejltagelser, måske har vi gjort nogle ting her i vores del af verden. Måske har vi gjort noget, der kunne få Putin til at tro, at vi havde onde hensigter. For meget ofte siger vi, at NATO er en defensiv organisation, som ikke kunne drømme om at forstyrre noget som helst. Men hvis man ser på, hvad der sker i Ukraine i det sidste år, i hvert fald fra marts 2021 til februar 2022, hvis man ser på, hvad der skete der, hvis man sidder i Rusland og ser på, hvad der sker der, er det meget, meget tydeligt, at der er intentioner om at tage det tilbage.
 
Dette er en rød linje for Rusland. Det har de sagt. Der er ingen tvivl om, at Rusland har en rød linje, og på en eller anden måde er man nødt til at agere på den. Jeg siger ikke, at det er det rigtige at gøre, men at sige at Putin er en galning, at han bare er blevet skør eller noget, det synes jeg ikke er relevant. Jeg siger ikke, at han har truffet den rigtige beslutning, men han er ikke gal. Han ser faktisk på verden fra en anden vinkel.

English: Jens Jørgen Nielsen, degrees in the history of ideas and communication, a Moscow correspondent for the major Danish daily Politiken in the late 1990s, author of several books about Russia and Ukraine, a leader of the Russian-Danish Dialogue organization, and an associate professor of communication and cultural differences at the Niels Brock Business College in Denmark.
English:

Thank you very much for the invitation. I think this conference is both very timely and very relevant, because I have lived for many years — you can look at the color of my hair — you can be sure that I have lived for several decades. I don’t remember during all these years after the Second World War, we are in a situation like we are in now. I was a small boy during the Cuban Missile Crisis in 1962. I didn’t know very much about it, but I remember my parents and all adults were very nervous about it. But still, I would say now I sometimes look back at this time of the Cold War, and I think things were much better at this time. I never thought I should come to this point. Sometimes I wake up in the morning and hope everything was a nightmare, but I’m afraid it is not. I’m afraid I’m alive and I’m not sleeping, I’m not dreaming; it is reality right now. I’ll just say about the Cuban Missile Crisis, Khrushchev and Kennedy, they found common language like they say in Russian [phrase in Russian 57:01], and they got along and they found a solution pretty quickly. They somehow respected each other. Think of Nixon and Brezhnev; their relationship was — of course they were opponents, competitors — of course they were, but they had some respect for each other. Same goes for Reagan and Gorbachev and so on. So, that’s why I think that the time right now is awful, because we don’t have this respect. If you look at how they describe Putin in all the media, and have been doing so for I would say 15, almost 20 years, it’s like denigration, open hatred, scorn and such kinds of things. I think it’s a very bad omen, it’s a very bad sign that we are in for some very troublesome times.I would like to talk a little about two questions which very seldom are being asked, and very seldom being answered. The first question, which I will talk a little bit more about at length is, “How did we end up there? How did it come to be that now, 30 years after the dissolution of the Soviet Union, we ended up in this situation where we are actually closer than ever to the annihilation of the human race?” I think it’s a very basic question. Of course, the second question is “What do we do? How shall we get out of this? How do we get to the negotiation table to negotiate peace terms, things like that?” And maybe a third question, of course, “How do we build a new world? It’s not right now, because now is about how do we prevent a nuclear war?”I will handle these two questions. How did we get there? I think Jan Øberg will talk a little bit more about what we should do, or maybe even more, what we should not do. Well, I can say that I’ve been around for almost 30 years, actually also this time I was working in Russia, I worked at some embassies in the former Soviet Republics, and started to learn the Russian language even before that. Secondly, I was married to a Russian, 30 years back, in 1992. We had hopes for a new world, we had just left the Cold War, and we had hopes that we should live in a peaceful world. And here we are, 30 years later. But there is some hope; we are not divorced, we are not planning to do so, so there’s a little hope there I would say.Back to what has happened. In 1991, when the Soviet Union was dissolved, and the Warsaw Pact was dissolved, I travelled a lot in Russia. I was very much in Russia, I had Russian friends. They were all enthusiastic, they were all optimistic. “Now we are entering a new world. Now we have a harmonious world marked by harmony and peace and development, and things like that.” They said they emphatically wanted to be part of the West; they wanted to share our values and things like that. If you have this picture in the beginning of the 1990s, it was very difficult to live in Russia because everything broke down and there was chaos. But they wanted to be part of the West. So, the good question is, what actually happened? Why didn’t it turn out this way? There are several step stones in this, I would say, because already in the beginning of the 1990s, Bill Clinton came to power in the United States. He first endorsed a plan of the Eastern European countries becoming part of NATO, leaving Russia outside. In this way, I would say he declined the proposal of Mr. Gorbachev to build a European house. There was actually a plan to build a European house, but it was a European house based on military, and with Russia being outside. At this time in the United Nations, even in Europe, many people warned that it would not work; it definitely would not work, because even the liberals in Russia, and many of those pro-Western liberals said, “It’s a very bad idea.”But it worked this way, because Clinton was very much insisting on this. And it started at this time. Then they had, I don’t know if it was bad luck, maybe intentionally, that they adopted Poland, Hungary and the Czech Republic, at the same time as it started to bomb in Serbia. And Serbia is a very close historical ally for Russia.So, at this time, I was a journalist. I talked to a lot of people. I talked to Sakharov’s widow, Yelena Bonner; I talked to all the liberals—who didn’t I talk to at this time? And everyone was very sharply opposed to this. At this time, I think if you should put a year, it was 1999, a year when the split actually began; maybe it started a little earlier, but at this time it was obvious. And then, Putin came into this situation; he didn’t create this situation. Many people think that the Russians were liberals and that the evil Putin came along. No! It’s the other way around. Actually, Putin took the agenda of the Russian people, and even not that, because funny enough, Putin was very eager to join NATO. It’s very interesting to talk about this today. He wanted Russia to join NATO, at least he said so in an interview with BBC in 2000, when he first became President.But even in Afghanistan, Putin supported the West. He helped the West in Afghanistan. He did everything to become friends. He made a speech in the Bundestag in Berlin, and he did everything he could. But he found out that it was in vain, because Russia was doomed to be left out of this new security architecture, because European security was NATO without Russia.I think everything started to deteriorate from this. You could make some stepping stones. I’ll just mention a very few. You can say that in 2008 there was a NATO summit in Bucharest, Romania. At this point, George W. Bush was President, and he invited Georgia and Ukraine to become part of NATO. Well, France and Germany were not that enthusiastic about this, so they actually turned it down. But it was kept on the agenda, that these two countries had an invitation. And Putin was present at this conference, and he was very, very angry. But nothing happened really. And you can say the solution at the NATO summit was the worst conceivable resolution, because first, they made the Ukrainians and Georgians think that they would have the backing of NATO if they attacked Russia, or like Saakashvili in Georgia did in 2008. And secondly, it raised the suspicion of the Russians, and it didn’t solve anything. From that, it became even worse. In Ukraine, even at this time, you had a very Russophobic government. In Ukraine, you have approximately 50% Russian speakers, who wanted not to join Russia, but to have friendly relations with Russia and at least be neutral as a state. Many of the western parts of Ukraine, many people there thought otherwise, that they should join NATO and the European Union. So, it’s a divided country in many ways.But at least at this point in 2008, Ukraine was invited [to join NATO]. Interestingly enough, 17% of the Ukrainian population wanted to join NATO; 66% did not want to join NATO. I think those are very interesting figures, because it says everything about how America had an agenda to pull Ukraine out of the Russian orbit, and they didn’t even hide it. Zbigniew Brzezinski, who was National Security Advisor, wrote a book about the {Grand Chessboard}: he openly wrote, yes, we want to tear Ukraine out of the orbit of Russia. So, how much stability could you build there? And things got even in worse.And interestingly, in 2010, Viktor Yanukovych from the Party of Regions, was elected President, and in 2012 his party and some other parties had the majority. And they were in favor of Ukraine continuing to be a neutral country, and secondly, they were in favor of close cooperation with Russia in terms of gas deliveries and the rent of the naval base of Sevastopol and Crimea, and so on. Then, you had a discussion — Helga already mentioned it — about the Association Agreement with the European Union. And Yanukovych read it very carefully, and found out that it was not very benevolent for Ukraine, and he declined to sign it.Then, came the Maidan, and all this kind of things, and in February 2014 there was actually what I would call a coup. In my opinion, you cannot call it anything but a coup. It was not in the Parliament. There were not enough votes in the Parliament, and it was a military coup, nothing short of it, I would say.Then came the destruction of Ukraine, because in the eastern part they had voted in towns like Lugansk, almost 90% had voted for the Party of Regions; in Donetsk it was 85%; Crimea the same, 85% had voted for this party, which had just been kicked out of the government. So, of course, they reacted to this. And in Crimea, there was a secession from Ukraine, and they eventually became a part of Russia.So, then the war started: The Ukrainian Army started to attack the republics that had declared themselves independent. Because you can say from a legal point of view, if you can make a coup in Kyiv, you can also make a coup in Donetsk. At least in Donetsk and Lugansk they had referendums. They elected new government parties in these two republics. So, at least there, the sanctions regime started and even much more deterioration between NATO and Russia, much more. At this time, it was actually a real war going on in Donbass, which is the eastern part of Donbass, which is a region of Ukraine.Many people in Denmark, I would now discuss these matters with my fellow Danes, and I say “maybe you know that 14,000 people have been killed in this war?” “What? No, it’s Russian propaganda.” Well, it’s definitely not, because it’s the assessment of the OSCE, the Organization for Security and Cooperation in Europe, which I think is probably the only source we have for these kinds of figures. At least some thousands of this 14,000 are civilian people, and among those, many children. But the Russians can also see we don’t cry for these children, we don’t raise Russian flags for these children in our countries in the West. So, many Russians tend to think “OK, then, if we want to secure the security of Russian speakers, it should be Russia because the European Union is not at all interested.“ The Ukrainian government is certainly not interested in protecting human rights for those people who wanted to keep their language or have some normal relations to Russia.So, this is something which is going on in Russia, and at least in part of the divided country of Ukraine. In February 2015, there was a very interesting conference in Minsk, and Lukashenko was the host there. It was an agreement between France, Germany, Russia, and Ukraine, and also those two republics. They signed an agreement according to which Ukraine was supposed to have direct negotiations with the leaders of those two republics — Donetsk and Lugansk. The idea was that Ukraine was supposed to amend its constitution to allow for autonomous entities in Ukraine. The thought being that Donetsk and Lugansk would be autonomous entities in Ukraine, deciding about which language there would be and deciding also about having veto in questions about military policy, and things like that. And I think it was actually the best you could achieve, and I think at this point I would commend Merkel, because she made this agreement without the immediate support of the U.S.A. She did it on her own; she brought Hollande from France with her, and made this agreement, which is the best you could achieve at the time.But, very soon, it became clear that Ukrainian President Petro Poroshenko was not the master in his own house, as we say, because he wanted to get it through in the Parliament. What happened? Some of these right-wing groups that Helga also talked about, exploded. Members of the Parliament, three people were killed at this point. They threatened Poroshenko, and said that if he would even go on and realize these provisions in the Minsk II Agreement, he would be killed in a basement. He didn’t want to be killed in a basement, so he stopped it. Later on, Zelenskyy, the same goes for him. He said when he ran for President that he wanted to make peace. He wanted also to fulfill the agreements of Minsk II, and what happened? He was threatened too, and nothing happened. Both Poroshenko and later Zelenskyy said that we will not fulfill this agreement. It’s clear speech, you would say.But at this point, Germany and France didn’t say anything. You could have imagined that they would have told the Ukrainian government, “Please, you signed an agreement. We expect that you will fulfill the provisions of the agreement.” So much more that this Minsk II became part of the United Nations policy. The Security Council has adopted it as official UN policy, but the Ukrainian government didn’t care about it, and no Western country would ever mention that they should fulfill this agreement.Now, I see that I am running out of time. I’ll just say that if you go a little further, Zelenskyy came to power — 70% of the Ukrainian population supported him. Why? Because he said he was for peace; he would like to have an agreement with Russia; he will solve their problems with negotiations in Donbass, with Lugansk and Donetsk. But he was threatened also, and he went back from this policy. Instead, he invited even more [military aid from the U.S.] from 2017-18, it was during the reign of Donald Trump, Ukraine was armed more and more, and they started to have common military exercises. They installed military technique also in the Eastern part, and also in Ukraine. So, you could say that even though Ukraine was not part of NATO, NATO was in Ukraine, of course. I would go even further, and say that last year, in 2021, there were several interesting things. One year ago, or even more, it was in March last year, Zelenskyy claimed that he had to declare war. He said he would like to take back Crimea and Donbass with the military, and supported by NATO, not with NATO soldiers, but NATO equipment, NATO training, and things like that.And in 2021, there was a naval exercise in the Black Sea with 32 countries participating in this. And further on, you could say that in February 2022, on Feb. 16, if you look at what the OSCE assessment is of what happened, where they count how many explosions, how many shootings, how many killings, how many this and that—it’s their job to do this. They said that from Feb. 16th, there was an increase of almost 30 times more explosions. What does that mean? It means that the Ukrainian Army at this point already had started a war! 110,000 Ukrainian soldiers were ready in Donbass and ready to enter Donbass. Also, they had claimed, as I said, that they would like to take Crimea.So, now we go to Feb. 24th. Putin had to deal with the situation. I’m not endorsing Putin’s decision. I’m not sure it’s right; I’m not saying it’s right. But he had a very, very difficult situation. So, this situation did not just come out of the blue, out of nothing: Of course, there’s a context, there’s a history before that. And if we would like to solve the problem, we should find ways to find peaceful solutions. I think we should start here. We should start with “Why did we end up here?” And also, we need to somehow look into “Why did we end up here?” Maybe we made some mistakes, maybe we did some things here in our part of the world. Maybe we did something that could make Putin think that we had evil intentions. Because very often we say NATO is a defensive organization that couldn’t dream of upsetting anything. But if you look at what is happening in Ukraine in the last year, at least from March 2021 to February 2022, if you look at what happened there, if you sit in Russia and watch what’s happening there, it’s very, very obvious, that there is the intention of taking this back.This is a red line for Russia. They said so. There’s no doubt that Russia has a red line, and somehow you have to act on it. I’m not saying it’s the right thing to do, but to say that Putin is a madman, that he just became crazy or something, I think it’s not relevant. I’m not saying he made the right decision, but he’s not a madman. He looks at the world from another angle, actually.RASMUSSEN: Thank you very much, Jens Jørgen.



Schiller Instituttets Dialog mellem eksperter den 26. maj:
Politikernes vanvid udgør en trussel om atomkrig

Den 26. maj 2022 (EIRNS) – Schiller Instituttets online konference i dag med titlen “U.S. and European Military and Security Experts Warning: The Insanity of Politicians Threatens Nuclear War”, indeholdt præsentationer og udvekslinger mellem fire militær- og strategispecialister fra Frankrig, Italien og USA og med Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche og ordstyrer Dennis Speed. Få timer efter begivenheden var der næsten 2.000 visninger på YouTube.

(https://youtu.be/8Dt9D_D_U4U)

Dagens dialog fulgte efter en drøftelse i går, som Schiller Instituttet i Sverige og Danmark var værter for, og som blev gennemført online, med centrum i København, og hvor deltagerne omfattede fem talere med hjemsted i denne nordlige region samt også fru LaRouche. Arrangementet den 25. maj havde titlen: “Vi har brug for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for alle nationer, ikke en styrkelse af geopolitiske blokke; hvorfor Sverige og Finland ikke bør tilslutte sig NATO”.

https://schillerinstitute.com/blog/2022/05/24/87866/

Disse to arrangementer er en del af Schiller Instituttets igangværende aktivitetsforløb, der opfordrer kræfter og enkeltpersoner overalt til at mobilisere imod krigens vanvid og for en ny ramme for fred gennem udvikling. Udskrifter og uddrag af begge denne uges konferencer vil blive offentliggjort i det ugentlige EIR, dateret den 3. juni.

Zepp-LaRouche sagde i sine afsluttende bemærkninger i dag: “Slut dig til os som organisator, som en mulighed for at forbedre menneskeheden”. I weekenden den 18.-19. juni vil Schiller Instituttet afholde en verdensomspændende dialog i flere etaper for en indledende gruppe af kræfter, der er optaget af at skabe en ny global økonomisk og sikkerhedsmæssig arkitektur. En underskriftsindsamling fra Schiller Instituttet til dette formål, der blev udsendt den 23. februar, har nu omkring 4.500 underskrifter fra alle kontinenter. (https://schillerinstitute.nationbuilder.com/convoke_an_international_conference_to_establish_a_new_security_and_development_architecture_for_all_nations)

Zepp-LaRouche fastlagde indledningsvis fokus for dagens knap tre timer lange arrangement: “Enhver politisk overvejelse, der ikke starter med overvejelser om faren for atomkrig, er værdiløs”. Hun og de næste talere uddybede derefter forskellige aspekter af, hvordan vi er havnet i denne situation, i samme ånd som et videoklip af Lyndon LaRouche, der pointerer, at “Ingen begivenhed har sin egen årsag…. Man må tage udgangspunkt i verden som helhed.”

Schiller Instituttets grundlægger skitserede et levende billede af krigens vanvid, fra aktuelle eksempler på hvem der diskuterer atomvåben som en del af en strategi, der kan “vindes”, til historien med dæmonisering af Rusland og Kina som fjenden, imod hvem krig skulle give mening. Derefter præsenterede hun i detaljer tilgangen fra den “Westfalske Fred” som en vej ud af dette. Hun brugte de fem principper for fredelig sameksistens (Panchsheel) fra 1950’ernes periode med national suverænitet. Hun drøftede globale økonomiske og videnskabelige prioriteter, fra behovet for en “global Glass-Steagall” for at gøre en ende på kasinoøkonomien, til relaterede foranstaltninger med nationalbankvæsen til gavn for offentligheden og rigelig kredit til prioriteringer inden for videnskab og teknologi, herunder en “landsby på månen, en by på Mars, interstellar rumfart”, som alle kræver et gennembrud inden for fusionsenergi og milliarder af kreative sjæle. Under diskussionen berettede hun, at hun så “en fremvækst af en alliancefri ånd” blandt mange nationer i dag, som afviser bestræbelserne på at indføre det dødbringende globale NATO-verdensherredømme.

General Leonardo Tricarico (pensioneret), tidligere stabschef for det italienske luftvåben, tog hårdt fat på spørgsmålet: “Hvad kan vi gøre for at stoppe denne meningsløse krig?” Han anførte datoer, med nøjagtig dokumentation, om de FN- og endog NATO-vedtægter, der er blevet overtrådt, hvilket har bragt os i denne fare, og udtalte: “I stedet for at hælde benzin på bålet i en krigsfremkaldende hetz, bør vi have forhandlinger” om Ukraine. Det er vores “ufravigelige pligt” at få dette til at ske.

Oberst Richard H. Black (pensioneret), tidligere leder af den amerikanske hærs strafferetlige afdeling i Pentagon og tidligere senator i Virginia, gav en gribende redegørelse for begivenhederne siden det “revolutionære kup” fra 2014, som MI6 og CIA påtvang i Ukraine mod Rusland. Han sagde om vores nuværende situation: “Dette er vores “1914-øjeblik”.” Han påpegede, hvor ulovlige, forkerte og farlige personer som Steny Hoyer (D-MD) er, der udtaler: “Vi er i krig mod Rusland”.

Den næste taler, Eric Denécé fra Frankrig, tog fat på dette synspunkt og indledte med at stille spørgsmålet: “Hvordan er dette sket? Jeg er hverken for eller imod Rusland eller Ukraine. Men denne krigsførelse burde aldrig have fundet sted. NATO burde være blevet afviklet ved afslutningen af Den kolde Krig.” Denécé er direktør for det franske Center for Efterretningsstudier (CF2R). Han påpegede, at de vestlige nationer, der forsyner Ukraine, er “direkte krigsførende” mod Rusland. Han sagde, at “læren af geopolitik er, at ingen stat kan sikre sine interesser på bekostning af nabostater”.

Ray McGovern, tidligere CIA-analytiker og stiftende medlem af Veteran Intelligence Professionals for Sanity (VIPS), valgte at indlede med en formaning om at “se under overfladen”. Se med hjertet i stedet for kun med øjnene”, og derefter brugte han dette til at give en forklaring på de politikere, der fører verden ind i denne katastrofe, idet de handler gennem MICIMATT, et nu berømt begreb af McGovern, som henviser til det militær-industrielle-kongres-efterretningstjeneste-medie-akademia-tænketank-kompleks.

Spørgsmål fra det internationale publikum, og fra talerne indbyrdes bragte mange punkter frem, herunder Zepp-LaRouches bemærkning om, at politikernes og mediernes “drejebogs”-aspekt, manifesterer sig i en forfærdelig og hadefuld grad i Tyskland og andre steder. I forbindelse med bemærkningerne blev forslaget om en model af “østrigsk karakter” for Ukraine rejst, hvor man anvender neutralitet i forbindelse med håndteringen af de dybtliggende komplikationer, der er involveret.

Oberst Black var fast besluttet på, at vi bør forstå, at hensigten om at fremstille våben ikke virker, medmindre man har fjender, så vi bliver manipuleret med hensyn til, hvem vores fjender er. Folk må gøre sig fri af dette. Når det drejer sig om Rusland og Kina, må vi “slippe ud af illusionen om, at “de er ude efter os”. Den “eneste aggressor er USA, Storbritannien og NATO”.

Zepp-LaRouche opsummerede situationen i løbet af den afsluttende firepersoners dialog: “Den gamle orden er ved at falde fra hinanden. Det gamle paradigme er dødt.” Tænkende mennesker må overveje, hvad principperne for det nye system burde omfatte. Dette påtvinges os af omstændighederne, fra hungersnød til knaphed, til sygdom og til krig. “Det nye navn for fred er udvikling.”

 




Introduktion og Helga Zepp-LaRouches tale til Schiller Instituttets online-seminar fra Danmark og Sverige den 25. maj 2022

Den 25. maj 2022 (EIRNS) — Her er introduktionen og grundlæggeren af Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouches tale ved videokonferencen:
Vi har brug for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for alle nationer, ikke for en styrkelse af geopolitiske blokke: 

Hvorfor Sverige og Finland ikke bør tilslutte sig NATO, 
“Nej” ved folkeafstemningen i Danmark om at tilslutte sig EU’s militær”. 

Introduktion ved Michelle Rasmussen, næstformand, Schiller Instituttet i Danmark 

Deres Excellencer og diplomater fra mange lande fra fire kontinenter, gæstetalere, medlemmer og venner af Schiller Instituttet, mine damer og herrer! Velkommen til dette seminar, der er sponsoreret af Schiller Instituttet i Danmark og Sverige, og som også bliver livestreamet på YouTube. Titlen er: Vi har brug for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, ikke en styrkelse af geopolitiske blokke. NEJ ved den danske folkeafstemning den 1. juni om afskaffelse af EU’s forsvarsforbeholdNEJ til Sveriges og Finlands optagelse i NATO  Jeg er Michelle Rasmussen, vicepræsident for Schiller Instituttet i Danmark, og jeg vil være ordstyrer i dag. Efter starten af krigen i Ukraine er der blevet foreslået et dramatisk skift i forsvarspolitikken i tre af de nordiske lande.Danmark har den 1. juni en folkeafstemning om at tilslutte sig EU’s militære aktiviteter,og Sveriges og Finlands regeringer ønsker at tilslutte sig Nato. Vi mener, at det er nødvendigt at diskutere disse spørgsmål på et højere niveau. Vores hovedtaler, Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet, udtalte den 19. maj, at dette er det farligste øjeblik i verdenshistorien. Der er krig i Europa, og mange eksperter advarer om, at hvis krigen ikke snart bringes til ophør, og der ikke findes en diplomatisk løsning, og hvis de, der går ind for at øge den geopolitiske konfrontation, ikke bliver politisk besejret, kan krigen eskalere og endog føre til en atomkrig. Samtidig er verdensøkonomien i krise. Selv om farerne er store, er der håb, fordi der findes løsninger i form af en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur,herunder forslag fra den afdøde Lyndon LaRouche, grundlæggeren af vores politiske bevægelse, Helga Zepp-LaRouche og Schiller Instituttet,om en sikkerhedsaftale efter forbillede af den Vestfalske Fred,kombineret med et øget økonomisk udviklingssamarbejde mellem landene. Vi har indkaldt til dette møde for at drøfte –   * Hvad er årsagen til den nuværende ekstremt farlige militære og økonomiske krise? * Hvorfor en styrkelse af EU’s militære enhed med dansk deltagelse og Sveriges og Finlands optagelse i NATO blot vil forværre de geopolitiske konflikter. * Hvilke principper kan vi anvende til at skabe en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur til gavn for alle nationer og befolkninger? Vi ønsker at sikre, at både farerne og løsningerne er kendt, og at der opbygges en effektiv bevægelse for at stoppe en yderligere optrapning af denne krig og dens økonomiske konsekvenser, og forhindre fremtidige krige og økonomisk ødelæggelse. På en eller anden måde må menneskeheden skabe de betingelser, hvor krig ikke er en mulighed i denne atomvåbenæra.

Helga Zepp-LaRouche blev introduceret af Michelle Rasmussen, som også var ordstyrer på seminaret. 

Den første taler er Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets stifter. Hun er også chefredaktør for Executive Intelligence Review, formand for det tyske politiske parti BüSo (Borgerrettighedsbevægelsen Solidaritet), og hun var hustru til og nærmeste medarbejder af den afdøde amerikanske økonom og statsmand Lyndon LaRouche.

Helga Zepp-LaRouche stod blandt mange andre ting i spidsen for en bevægelse for økonomisk udviklingssamarbejde mellem øst og vest efter Berlinmurens fald og Sovjetunionens sammenbrud, først kaldet Den eurasiske Landbro eller Den nye Silkevej, der siden blev udvidet til at blive Verdenslandbroen.

Helga, vi er glade for, at du kan tale til os i dag.

{{Helga Zepp-LaRouche:}} God dag, mine damer og herrer: Som Michelle netop har sagt, har jeg erklæret, at vi står over for den farligste krise i menneskehedens historie.  Hvorfor siger jeg nu det? Det inkluderer naturligvis to verdenskrige i det 20. århundrede, Cuba-krisen, så det er en stor ting. Den første grund er den mest indlysende; for allerførste gang står vi over for den reelle fare for en global atomkrig, og hvis det nogensinde skulle komme dertil, ville det helt sikkert betyde udslettelse af den menneskelige art.

I den seneste tid er der opstået en illusion om, at en begrænset atomkrig kan udkæmpes og vindes, eller at en langvarig hybrid-atom/konventionel krig kan finde sted.  Dette var emnet for en manøvre i januar i år, kaldet “Global Lightning”, som havde den antagelse, at man har nogle atombomber, neutronbomber, rumkrig, cyberkrig, og at dette ville fortsætte i ugevis. Nu har den berømte atomvåbenekspert, den tidligere MIT-professor Ted Postol, udviklet alle argumenter for, hvorfor dette er fuldstændig latterligt, hvorfor, hvis man blot bruger et enkelt atomvåben, er logikken i atomkrig, at alle vil blive brugt.

I de seneste måneder, siden krigen i Ukraine startede, har man hørt alle mulige politikere og journalister og alle mulige andre, der har holdt uforsvarlige taler og sagt ting som: “Selv om der er risiko for atomkrig, er vi nødt til at sende tunge våben til Ukraine. Vi kan ikke lade os afpresse”. Eller: “Det vil ikke ske, for ingen ville være så tåbelige at gøre det”.  Jeg synes ikke, at det er et overbevisende argument.

Den anden grund til at jeg vil påstå, at vi befinder os i den værste krise nogensinde, er, at vi oplever et civilisatorisk sammenbrud, afslutningen på et helt system. Dette har mange aspekter.  Vi har en umiddelbar fare for en optrapning af krigen som følge af NATO’s nuværende krigspolitik over for Rusland, der er baseret på konfrontation. Vi står over for et hyperinflationært sammenbrud af det vestlige neoliberale finanssystem, som længe har været undervejs, selv før krigen i Ukraine begyndte. Vi står over for en hungersnød i verden, som ifølge FN truer 1,7 mia. mennesker med sult.  Det er 20 % af hele menneskeheden. Pandemien er ikke overstået, og alt dette truer med socialt kaos som følge heraf, og dette kaos kan i sig selv true med at kaste verden ud i en krig.

Hvis man lytter til de vestlige medier og alle mulige politikere, skal det hele naturligvis bebrejdes Putin. Han får alle mulige betegnelser lige nu: at han har forvoldt en “uprovokeret angrebskrig”, at han er ansvarlig for hungersnøden i verden, at han er årsag til inflationen, osv.  Hvis man fremsætter noget som helst argument for de virkelige årsager til den nuværende situation, bliver man straks beskyldt for fake news, man bliver kaldt “Putin-agent”, det bliver fordømt som Rusland-propaganda.  

Men det har meget lidt at gøre med Ukraine.  I virkeligheden handler denne nuværende konfrontation om verdensordenen. Det er en kamp mellem en unipolær verden, som i virkeligheden er et verdensimperium baseret på det “særlige amerikansk-britiske forhold”, hvor det angloamerikanske herredømme insisterer på, at kun den såkaldte “regelbaserede orden”, som de har defineret, er gyldig, imod en verden hvor Kinas fremvækst og lande, der er associeret med Rusland og Kina, insisterer på deres egen ret til økonomisk udvikling. 

Vi befinder os lige nu i det mest usikre øjeblik: Det neoliberale system er ved at bryde sammen.  Det er ikke længere stærkt nok til at gennemtvinge sin vilje, men den nye orden er endnu ikke klart defineret. I den officielt tilladte diskussion siges det naturligvis, at dette er en kamp mellem “demokratier” og “autokratiske regimer”. Men hvis man lytter til, hvad visse politikere og folk som Stoltenberg siger, er vi lige nu på vej mod en potentiel total afkobling mellem Vesten samt Five Eyes plus Japan, Australien og Sydkorea over for en del af verden, som omfatter Rusland, Kina, Shanghai-samarbejdsorganisationen (SCO), BRICS, samt mange lande der nu forsøger at blive en del af BRICS, hvilket er det meste af det globale syd. 

Med hektiske udflugter farer Blinken rundt i verden og forsøger at overbevise folk om at slutte sig til “demokratiernes” fraktion.  Præsident Biden er lige nu i Asien og forsøger at gøre det samme. Kansler Scholz har for nylig rejst til Afrika, von der Leyen til Indien, alt sammen i et forsøg på at isolere Rusland og Kina, men det virker ikke: Fordi Indien, Indonesien, Brasilien, Egypten, Nigeria, Sydafrika og mange andre ikke ønsker at blive trukket ind i en geopolitisk konfrontation mellem de to parter.  Det, vi faktisk oplever, er en reel renæssance for Den alliancefrie Bevægelse.

Vi må ikke overse briternes rolle i lyset af den amerikanske politik, som er “Global Britain”, hvilket i virkeligheden er et nyt ord for det Britiske Imperium, som i modsætning til hvad mange tror, kun har ændret form, men ikke dets væsen. Tag f.eks. en artikel af Malcolm Chalmers, vicegeneraldirektør for Royal United Services Institute (RUSI), som i øvrigt er den ældste officielle tænketank med tilknytning til kongehuset og det britiske militær. De beskriver sig selv som “verdens ældste og førende britiske tænketank inden for forsvar og sikkerhed”.  De foreslår en “Cuba-krise på steroider”, som kunne blive resultatet af Ukraines forsøg på at generobre Krim, hvilket efter deres mening ville gøre det lettere at løse krigen mellem Ukraine og Rusland.  Dette er det forbløffende forslag i denne artikel, som har overskriften: “This War Still Presents Nuclear Risks – Especially in Relation to Crimea”, som blev offentliggjort den 20. maj af tænketanken RUSI. [https://rusi.org/explore-our-research/publications/commentary/war-still-presents-nuclear-risks-especially-relation-crimea]

Chalmers diskuterer, hvordan Rusland kunne blive tvunget ind i en nuklear konfrontation ved at sende stadig mere sofistikerede våben til Ukraine, som det i sidste ende ville trække sig tilbage fra. Chalmers beskriver NATO’s strategi i de sidste tre måneder som en strategi, der går ud på at “koge den russiske frø”. I husker alle billedet – ifølge historien, jeg tror ikke, at det faktisk er sandt – men ifølge historien, hvis man smider en frø i kogende vand, vil den hoppe ud; men hvis man lægger frøen i gryden, når vandet er koldt, og så langsomt øger temperaturen, ender frøen med at blive kogt, uden at den opdager det. Så han taler om at “koge den russiske frø” ved gradvist at øge “størrelsen og graden af raffinement af de våben, som de har været parate til at levere til Ukraine”. På grund af disse våben vil man “i den næste periode se Ukraine tilbagevinde de fleste af Ruslands seneste territoriale gevinster, herunder Kherson og endda Mariupol.” Det ville imidlertid ikke give anledning til en atomtrussel, og det ville heller ikke give Ukraine anledning til at bruge disse våben og territoriale vindinger til at ødelægge broer, jernbanehoveder, lagerpladser og luftbaser inde i Rusland. Men hvis Ukraine skulle forsøge at generobre Krim og angribe et “fristende mål”, f.eks. broen i Kertj, på nuværende tidspunkt, kunne det føre til en “Krim-missilkrise”, mener Chalmers. “En specifik trussel om at bruge atomvåben i forbindelse med Krim … kunne Putin se som en måde at genoprette noget af sin magtanvendelse på, selv om han (og USA) tvivlede på, om han ville gennemføre en sådan trussel…. Hvis en rød linje ikke blev accepteret af Ukraine, kunne Rusland så føle sig nødsaget til at overveje en række yderligere optrapningsmuligheder, såsom at sætte sine atomstyrker i højere beredskab.” De er allerede i beredskab. “Stillet over for alternativet med det sandsynlige tab af Krim, kunne Putin tro, at Ukraine (med USA’s opmuntring) sandsynligvis ville blinke først. Det ville være et øjeblik med ekstrem fare, hvor alle parter ville forsøge at forstå hinandens hensigter, selv om de søgte at varetage deres nationale interesser.

“Netop på grund af den fare der ligger i en sådan situation, kunne en atomkrise af denne art gøre det lettere for lederne at indgå vanskelige kompromiser. Forudsat at krigen blev afsluttet og blokaden af Odessa ophævet, kunne Ukraines ledere være villige til at udskyde en løsning af Krim-spørgsmålet. For Putin ville en mislykket invasion og den efterfølgende succes for den ukrainske modoffensiv have været en massiv ydmygelse. Men han ville i det mindste kunne argumentere for, at det russiske strategiske arsenals styrke på et tidspunkt med stor national svækkelse havde haft held til at afskrække NATO’s planer om at splitte Rusland op. Dette kunne være nok for begge parter til at undgå det værste resultat af alle.”

Jeg mener, at det er fuldstændig vanvittigt! At sige at man skal true med at generobre Krim og derefter sætte alle atomvåben i højeste alarmberedskab, og så kan vi sætte os ned og finde en løsning.  Så han kalder det en Krim-cubansk missilkrise på steroider.  

Denne politik med at “koge den russiske frø” er ikke begyndt for tre måneder siden, men det har været metoden siden 1990, da James Baker III den 9. februar 1990 lovede Gorbatjov, at NATO ikke ville bevæge sig en tomme mod øst. I hele Jeltsin-perioden var der en politik, der gik ud på at reducere den tidligere supermagt til en råstofeksporterende nation med Jeffrey Sachs’ “chokterapi”, og mellem 1991-1994 blev Ruslands industrielle potentiale reduceret til kun 30 %. Der findes en meget vigtig bog af Sergei Glazyev, som beskriver 1990’erne, med titlen {Folkemord: Rusland og den nye verdensorden}, fordi dette var hvad der blev pålagt Rusland på det tidspunkt. 

Putins forbrydelse er, at han forsøgte at omgøre dette og havde en vis succes med det.  Svaret var farverevolutioner, regimeskift, humanitære krige, som de 20 år i Afghanistan, hvor der som følge af NATO’s og USA’s forhastede tilbagetrækning i august nu er 24 millioner mennesker, der sulter i Afghanistan, udsat for COVID, mæslinger, polio, uden tilstrækkelig medicin.  Så hvis man havde haft en lige så omfattende tv-dækning af Afghanistan i 20 år, som vi ser det nu med Ukraine hver dag, ville verden måske have været lige så oprevet – eller, måske ikke, for afghanerne er ikke hvide.

Så havde vi Irak-krigen i 2003, hvor Nancy Pelosi offentligt indrømmede, at alle ansvarlige mennesker på forhånd vidste, at der ikke fandtes masseødelæggelsesvåben.  Der var Libyen.  Hillary Clinton måtte under Durham-undersøgelsen i USA indrømme, at hele grundlaget for Russiagate udelukkende var usandheder. Har man set noget om det i de etablerede medier?  Absolut ikke!  I hvert fald ikke i Europa.  Så var der Syrien.  Så var der Maidan-kuppet i 2014, som Victoria Nuland pralede med, og hvor Udenrigsministeriet brugte 5 mia. dollars på ngo’er, og, lad os ikke glemme, Azov-bataljonen, hvor medierne i Vesten nu siger, at der ikke er nogen nazister i Ukraine – men det er et dokumenteret faktum, at det er der.

Som et resultat af denne “kogning af den russiske frø” gennem næsten 30 år, krævede Putin den 15. december juridisk bindende sikkerhedsgarantier fra USA og NATO. Han har ikke modtaget noget svar fra USA eller NATO på de væsentligste krav, kun på våbenkontrol, men det var ikke essensen af det, han anmodede om. Lederen af det russiske sikkerhedsråd, Nikolaj Patrusjev, erklærede, at Rusland ikke havde nogen anden udvej, fordi Ruslands eksistens som stat var truet, da de foretog det, de kalder den “særlige militære operation” i Ukraine. Man kan absolut argumentere for, at Rusland var i en situation, i henhold til FN-pagtens artikel 51, som er et spørgsmål om selvforsvar og ikke om aggression.

Nu står vi over for den sjette udvidelse af NATO i forbindelse med Finland og Sverige.  Det er reaktionen, som Stoltenberg endda praler af.  Han siger: “Putin ville have mindre NATO, nu får han mere NATO.”  Så kogepunktet bliver bare øget.

Man må betragte denne vanvittige politik for at fremkalde en Krim-Cuba-krise sammen med en anden britisk politik, som blev afsløret i et dokument fra Henry Jackson Society i 2020, som de igen har anbragt på forsiden af Henry Jackson Societys hjemmeside, hvilket betyder, at det er den igangværende politik fra denne tænketank. Det er en rapport, der skitserer en strategi for at bruge den berygtede “Five Eyes”-alliance – Storbritannien, USA, Canada, Australien og New Zealand – som et instrument til at gennemtvinge Vestens afkobling fra Kina. Denne rabiate anti-russiske, anti-kinesiske neokonservative tænketank drives af den britiske efterretningstjeneste, bl.a. gennem den tidligere MI6-chef Sir Richard Dearlove, som er den primære hjerne bag Russiagate, der blev fuldstændig miskrediteret som en løgn, og han var en af stifterne af Henry Jackson Society og er en af dets ledere i dag. 

Så selv forsøget på at afkoble Kina fra det internationale system kunne, før det gennemføres, detonere en økonomisk atombombe over hele verdensøkonomien.  Kina er ikke blot verdens største handelsmagt: Det skaber i øjeblikket den højeste videnskabelige og teknologiske udviklingstakt på planeten, en produktiv kraft, som landene i udviklingssektoren og de sammenstyrtende vestlige nationer har hårdt brug for, hvis de vil overleve.  Men en egentlig atomkrig kan også blive resultatet, for en del af Henry Jackson Societys strategi er at opbygge forbindelser med Taiwan, der fører til dets adskillelse fra Kina.  Kina har gjort det helt klart, at det vil reagere med overvældende militær magt på ethvert forsøg på at adskille Taiwan fra resten af Kina. Dette er lige så farligt som et NATO-støttet Ukraine, der forsøger at generobre Krim. Så, præsident Biden begik den bommert i sit svar til en journalist på sin rejse til Japan for nylig, adspurgt: “Ville USA forsvare Taiwan militært?” Biden svarede igen: “Ja.” Og han måtte endnu en gang blive korrigeret af Det Hvide Hus.

Kineserne har allerede skrevet i deres lederartikler, at dette ikke er en “bommert”, men et signal om USA’s virkelige hensigt.  Og Chas Freeman, der var assisterende forsvarsminister for internationale sikkerhedsanliggender, og den officielle oversætter for præsident Nixon på hans rejse til Kina i 1972, samt en karrierediplomat, advarede og kaldte det en kolossal fejltagelse af Biden at have lavet en så tåbelig udmelding. 

Præsident Biden er i øjeblikket fortaler for netop disse britiske strategier på sin nuværende rejse til Asien. Lige efter at have fejret udvidelsen af NATO skal Biden afsløre en storslået økonomisk rammeaftale, Indo-Pacific Economic Framework (IPEF) som højdepunkt på sin rejse under sit stop i Japan. Den nationale sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan erklærede onsdag den 18. maj uden omsvøb, at budskabet i IPEF er, at “demokratier og åbne samfund i verden står sammen om at forme reglerne for fremtiden”. Vi tror, at dette budskab vil blive hørt overalt. Vi tror, at det vil blive hørt i Beijing.” 

52 amerikanske senatorer sendte Biden af sted på sin rejse med instrukser om, at Taiwan skulle indlemmes som et af de “lande”, der deltager i IPEF, hvilket helt klart ikke er acceptabelt set fra Kinas side, fordi det er en overtrædelse af Et-Kina-politikken.

Nu er der netop i dag, hvis man åbner medierne, hvis man ser på tv eller aviser, en kæmpestor skandalehistorie om billeder fra de påståede arbejdslejre i Xinjiang, der blev “undersøgt” af en gruppe internationale medier, hvor 1 million uighurer skulle være blevet tortureret, slået i arbejdslejre, tvangsarbejde osv.  Naturligvis udbrød vores såkaldte udenrigsminister, Annalena Baerbock (Tyskland), straks et ramaskrig og krævede en transparent afklaring af beskyldningerne. Opfordringer om at alle forbindelser med Kina skal afbrydes – efter at forbindelserne med Rusland er blevet afbrudt – og at al handel med Kina skal stoppes, lad os nu se realistisk på det: Kina var i 2021 den tredjestørste partner for EU’s vareeksport, 10,2 %, og den største partner for EU’s vareimport, 22,4 %; for Tyskland var Kina den største handelspartner for varer i 2021 med et handelsvolumen på over 245 mio. At skære ned på dette ville betyde totalt økonomisk selvmord, hvilket allerede er ved at ske med forbindelserne med Rusland. 

Hvad er kilden til denne utrolige historie?  Ifølge {Frankfurter Allgemeine Zeitung}, en af de førende aviser i Tyskland, er alle fotos og data blevet stillet til rådighed af Adrian Zenz, en tysk antropolog og mangeårig observatør af Xinjiang.  Nu hævder denne Adrian Zenz, at han har fået alt dette fra en “unavngiven kilde”, som havde adgang til cyber, cyberkrigsspionage og hvad ved jeg.  Det er en meget tvivlsom observation.  Men Adrian Zenz er ikke en ukendt person: Bloggen, The Grayzone, og de meget respekterede undersøgende journalister Ajit Singh og Max Blumenthal skrev allerede i 2019, efter at han var kommet med en lignende historie om folkemord i Xinjiang, artikler om, at Zenz er en “højreekstremistisk fundamentalistisk kristen, der er imod homoseksualitet og ligestilling mellem kønnene, støtter “bibelsk prygl”‘ af børn, og tror at han er “ledet af Gud” på en “mission” mod Kina.”, fordi dommedag er nær, og opkomsten af antikrist også er på vej.  Han er helt ude i hampen og siger, at der er folkemord i Xinjiang, på grund af et sammenbrud i uighurernes demografiske kurve, og Lyle Goldstein, der er professor ved Naval War College i USA, siger, at en sådan udtalelse er “latterlig i en sådan grad, at den er provokerende over for dem, der mistede slægtninge i Holocaust”. 

Der er rigeligt bevis for, at der ikke er tale om noget “demografisk sammenbrud” blandt uighurerne i Xinjiang: Tværtimod.  Der er en undersøgelse fra 2019 i det britiske medicinske tidsskrift {Lancet}, som omhandler en massiv forbedring af den forventede levealder blandt uighurerne, en demografisk vækstrate, som er meget højere end hos Han-kineserne, en forbedring af mødres sundhed, faldende børnedødelighed, og alt dette repræsenterer “en bemærkelsesværdig succeshistorie”.

Zenz’ såkaldte vidnesbyrd kommer fra eksil-uighurere, som er blevet kultiveret af det amerikanske udenrigsministerium. Zenz har været medlem af Victims of Communism Memorial Foundation i Washington, D.C., som er en højreorienteret lobbygruppe, der er affødt af National Captive Nations Committee.  Det er en meget, meget interessant forbindelse, for den blev grundlagt af den ukrainske nationalist Lev Dobriansky, som står i spidsen for denne institution, hvis medformand var Yaroslav Stetsko, som var leder af OUN-B-militsen, som er den nazistiske gruppe, der kæmpede sammen med de tyske nazister under besættelsen af Ukraine under Anden Verdenskrig.  Stetsko og hans kone havde en bopæl i München i hele efterkrigstiden og ledede derfra den “Anti-bolsjevikiske Blok af nationer”. Efter hans død rejste fru Stetsko til Ukraine og genopbyggede OUN-B, Bandera-organisationen, i traditionen fra Stepan Banderas ideer.  Se, det er nu en direkte forbindelse til dette apparat, som var stærkt ledet af de vestlige efterretningstjenester – Bandera selv blev medlem af MI6 i 1947, og BND i München havde et tæt, i det mindste “kendskab” til disse mennesker (for at sige det mildt).

Zenz blev også indsat af Jamestown Foundation, en neokonservativ tænketank i Washington D.C., der blev grundlagt af CIA-direktør William Casey, som en kanal for udenrigsministeriel til at betale sovjetiske dissidenter.  

Hvis Tyskland eller andre europæiske nationer falder for denne efterretningsoperation, som er præcis det, som Henry Jackson Society talte om, nemlig “Five Eyes” på arbejde, hvis de følger dette, vil det være et totalt økonomisk selvmord. Nu er selv Henry Kissinger i en alder af 99 år mere fornuftig, og i Davos udtalte han, at verden højst har et tidsrum på to måneder til at afslutte krigen i Ukraine gennem forhandlinger, og han appellerede til Ukraine om at gå med til et territorialt kompromis for at opnå fred.

På Schiller Instituttets konference den 9. april præsenterede vi en helt anden tilgang: Der er et alternativ til den fuldstændige afkobling mellem de såkaldte “demokratier” og det Globale Syd på den anden side.  Det nye system er allerede ved hastigt at udvikles. Der er mange lande, som på det nylige udenrigsministermøde i BRICS, ønsker at være en del af dette: Argentina, Indonesien, Egypten, Nigeria og mange andre.  Vi har BRICS i udvidet form, vi har Shanghai-samarbejdsorganisationen (SCO), næsten alle organisationer i det Globale Syd, som ønsker at blive en del af en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som grundlæggende er en kombination af det kinesiske Bælte- og Vej-Initiativ samt to andre forslag fra præsident Xi Jinping: Det Globale Udviklings Initiativ og det Globale Sikkerheds Initiativ, som aktivt er ved at blive gennemført.  

Nu har vi behov for en sådan konference om en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur i traditionen fra Den Westfalske Fred.  Den Westfalske Fred var en erkendelse fra alle krigens parter om, at hvis de fortsatte krigen, ville ingen være tilbage til at nyde sejren, fordi de alle ville være døde.  Derfor udviklede de princippet om, at enhver fred skal være baseret på den andens interesser. Sikkerhedsinteresserne for alle lande på planeten, hvilket i dag ville betyde en sikkerhedsarkitektur, der i høj grad inddrager Rusland og Kina. En sådan konference skal adressere årsagerne til så stor en krigsfare: For det er ikke nok på nuværende tidspunkt at være imod krigen.  Man er nødt til at løse det problem, at det neoliberale finanssystems sammenbrud er i gang.

Lyndon LaRouche har den usædvanlige fortjeneste, at han forudså det, der sker i dag, den nuværende krise, allerede i august 1971, da Nixon afsluttede det gamle Bretton Woods-system, ved at erstatte systemet med faste valutakurser med et system med flydende valutakurser, og LaRouche forudsagde dengang, at hvis man fortsatte på den vej, ville det føre til en ny depression, fare for en ny krig og fascisme.  Det er præcis, hvor vi er i dag.

LaRouche foreslog fire love til at løse krisen. Det første skridt, et globalt Glass-Steagall-bankopdelingssystem, skal gøre en ende på kasinoøkonomien.  Der skal være kapital- og valutakontrol for at forhindre den spekulative manipulation af valutaer, som vi lige nu ser i store dele af verden.

Hvert land skal have en nationalbank for atter at gøre skabelse af kredit til et anliggende for den suveræne regering i Alexander Hamiltons tradition og ikke for private bankfolk. Derefter skal disse nationalbanker være forbundet gennem et kreditsystem, som giver langsigtet kredit med lav rente til reelle investeringer i den fysiske økonomi.

Den fjerde lov består af, at vi skal have et forceret program for fusionsteknologi, som i den seneste periode har gjort utrolige fremskridt, og den kommercielle anvendelse af den er umiddelbart forestående.  Vi har brug for en massiv forøgelse af verdensøkonomiens produktivitet, for alene det faktum, at 1,7 milliarder mennesker er truet af sult, at 2 milliarder mennesker ikke har rent vand, er beviset på, at det nuværende produktivitetsniveau er faldet langt under det niveau, der er nødvendigt for at opretholde den nuværende befolkning i verden på 8 milliarder mennesker.  

Der skal være et internationalt samarbejde, ikke kun om fusionsteknologi, men også om rumteknologi og rumfart, for det udgør den videnskabelige og teknologiske spydspids i dag.

Vi står lige nu over for en situation, hvor de førende regeringer og institutioner er udfordret:  Er vi i stand til at løse verdens problemer, er vi i stand til at løse de problemer, der truer menneskehedens eksistens, eller er vi ikke i stand til at løse dem?  Schiller Instituttet har i mere end 30 år foreslået først Den Eurasiske Landbro, Den Nye Silkevej, og i 2013 foreslog vi “Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen”. Vis venligst diasbilledet: Dette er en plan for, hvordan vi kan overvinde verdens fattigdom, hvordan vi kan udrydde underudvikling for altid, og hvordan vi kan skabe et nyt, moderne globalt sundhedssystem for alle lande i verden, hvilket er den eneste måde, hvorpå vi kan overvinde gamle og nye sygdomme, denne pandemi og truende nye pandemier. 

Det er bestemt muligt, og det er visionen om, hvordan verden vil se ud om nogle få år, hvis vi i øvrigt undgår den nuværende fare for atomkrig.  Udviklingen af infrastruktur, der forbinder alle kontinenter, er den naturlige måde, hvorpå infrastrukturudviklingen vil fortsætte, forudsat at der er fred. Jeg mener, at det er noget, vi skal sætte på dagsordenen til diskussion, og grunden til, at man trods den utrolige fare kan være optimistisk, er, at vi er den menneskelige art, vi er i stand til at ræssonere, og vi er ikke barbarer.

Mange tak.

Rasmussen: OK, we have 10 minutes now questions to Helga. We have a question from Jens Jørgen Nielsen, one of our speakers.

Jens Jørgen Nielsen: Thank you for a very good presentation. I essentially agree with you. I have one question. As you may know, I live in Denmark, where we will have a referendum in a week’s time, about the European Union: We are discussing in our country for the time being, the role of the European Union and whether it should have an army, how should we have security. I would like a few words: How do you think about the European Union in this context? Because I am somehow skeptical, but I would like to hear your opinion on the European Union and the development right now of the European Union in this context? And also specifically the question of the European military arm, which is the subject of referendum? And the policy toward Ukraine and Russia?

Zepp-LaRouche: When there was a referendum about the EU Constitution in France and Holland 2005, which was defeated, because the majority voted against it. And then they shifted it to the Lisbon Treaty, because by not calling it a “constitution” but by calling it a “treaty,” it did not require a vote. So this was decided in great secrecy, but we were extremely closely watching it at the time. And if you look at the Charter of the EU as it was agreed upon in Lisbon in December 2007, it is practically interwoven with NATO, in such a degree that the Article 5 of NATO practically also involves the EU. In other words, when you join the EU, you are practically also part of whatever NATO does. And the character of NATO has also dramatically changed, in the last 30 years, after the collapse of the Soviet Union.

In the time of the Soviet Union, it was a defensive apparatus against the Warsaw Pact. But in the recent period, it has turned into a completely anti-Russian Russophobe alliance, and therefore, when, in November 2013, when the Ukraine government under Viktor Yanukovych refused to join the EU Association Agreement, it was clear that if Ukraine would join the EU, it would give NATO access to the Black Sea, and that is why he opted out in the last moment.

So, I think that that is an important thing to keep in mind. And the fact that Ursula von der Leyen is at the forefront of all of the policies which I described as British, in my various examples, such as the fight of so-called democracies and so-called autocratic regimes, when she is talking about that every day: She went to India talking like that.

I think the present EU has completely lost touch with the interest of its member-states. I think they have become a gigantic waterhead of a bureaucracy in Brussels which makes for the most part completely ridiculous decisions and orders and rules which are absolutely contrary to the interest of the member countries. And I actually have called for Germany to move out of the EU, because we don’t need a bureaucracy to have a unified Europe! We could have a Europe of the Fatherlands, in the spirit of Charles de Gaulle! We could work together for a join mission to contribute to shaping a new world order in a positive way: We could do that by having national sovereign governments just working together. You don’t need this bureaucracy. That is my view, and I would just advise anybody who has an interest in their own sovereignty to not join this colossus.

Rasmussen: Elena, why don’t you ask your question now?

Elena: Thank you so much. I find everything that Madam Helga said very, very interesting. And of course, at the moment, as I am very interested in the situation between Ukraine and Russia, my optimistic feeling is that Russia is going to come to a solution with Ukraine. Because as I have heard today, Putin has been somehow winning in the territories. So most likely something good will happen.

However, I think what Madam said is so beautiful, I would like to have something to read if possible. Because my connection was not very good, and I was not able to hear well. However, I would be very grateful if Madam could let me have what she said in a written form, that I can read and study. And I can write an article about what she has said, what are the goals of this new architecture and let other people to know about it.

Rasmussen: Elena we will have a transcript of Helga’s comments, and we can send those to you and all the participants. And also the video of this conference will be available to send around.

We have one more questioner, Kwame. We can take a short question.

Kwame: I’m a Swede. Thank you for a nice presentation. My question, because I don’t know: Would you say that China is united and in full control of the Chinese Communist Party? Or, are there some Chinese oligarchs that have good connections with their American counterparts? As for they send some money into the [inaud 51:09] laboratory, maybe to somehow get them connected to the globalists in the Western hemisphere. So, my question is, does the Chinese Communist Party have full control of the country?

Zepp-LaRouche: I would say, absolutely yes. And I just should say something, because right now, when you say “Communist,” some people fall completely into a coma and have hysterical outbursts. I mean, the Communist Party of China is, in my view—and I don’t even think that they would agree with that—but I think they’re 90% Confucian, in the tradition of the ancient Chinese traditions and philosophy, which influenced Chinese policy for more than two millennia. And naturally, there is an element of Marxism and communism, but it’s a meritocracy.

The way people look at the CPC in the West is completely uninformed, and I can only—my best way of answering is that I was in China for the first time, in 1971, in the middle of the Cultural Revolution, and I could travel around in Shanghai, Tientsin, Qingdao, Beijing, I could visit the countryside: And I saw a country which was really distraught! People were poor, the conditions were very terrible. The beautiful garden of the Summer Palace had been painted all red by the Revolutionary Guards. In any case, this was 51 years ago, and when you go to China now, it is so developed! They have 40,000 km of fast train system, of which nobody in the United States or Europe can even dream, because we have nothing like that! China has made an incredible development: 850 million people have been lifted out of poverty. And I could say many, many more things.

Deng Xiaoping coined the term “judging truth from facts.” And if you look at the facts of the gigantic development of China in the last 40 years, in particular, then this Communist Party has done something right. And if you travel to China, and study Chinese history, and meet people in all ranks of life, professors, students, people living in the countryside, other professions, you go to restaurants, and you see how people live, you find a population which is primarily content. They’re optimistic: They’re not like the Europeans and they’re for sure not like the Germans, who are completely pessimistic, and think nothing can function and you can’t do anything anyway. No. That is not the view in China. They are optimistic; they have, to a very large extent, trust in the government. And I think that the Chinese model, which the West is now regarding as a big competitor and threat, the Chinese model is doing something right, which the West is not doing right! And rather than opposing it, we should go to the Five Principles of Peaceful Coexistence, and say: We should respect each other, even if the other one has a different social system, and even if the other one has a different way of doing things, according to their history, and their tradition. And I think then, we can absolutely peacefully live together. And that is my stated view, and I think all the slanders about China are really absolutely unfounded, and in particular, this present campaign by this very dubious Adrian Zenz, we should squash before it really takes hold.

Rasmussen: All right, thank you very much Helga! We really appreciate your very in-depth discussion.




Kina offentliggør “Faktapapir om National Endowment for Democracy, NED’’

Den 7. maj 2022 (EIRNS) – I et tiltag, der har til hensigt at slå “mange fluer med ét smæk”, har den kinesiske regering udgivet et ”Faktapapir om National Endowment for Democracy’’. “Faktapapiret” beskriver, hvordan CIA’s operationer for at underminere udenlandske regeringer under Den kolde Krig blev omdannet til denne offentlige-private mekanisme, der betegnes som en “NGO”, med henblik på at blande sig i andre landes interne anliggender og forme disse landes politik, for at bringe dem på linje med USA’s geopolitiske mål.

Derefter gennemgås land efter land for at dokumentere NED’s operationer, med henblik på at opildne til farverevolutioner og vælte folkevalgte regeringer, der ikke var i samklang med USA. Der er bl.a. en gennemgang af NED’s operationer i Polen (Solidarnosc), Georgien, Rusland, Ukraine, Hviderusland, Kirgisistan, Serbien og Mongoliet samt lande i Latinamerika, Bolivia, Nicaragua, Cuba, Venezuela og Afrika, Libyen, Uganda og Sudan, samt Thailand i Sydøstasien.

Faktapapiret gennemgår også de omfattende operationer, som NED har gennemført mod Kina, herunder deres kampagner for Hongkongs uafhængighed, Tibets uafhængighed og “folkemord” og “menneskerettighedskrav” i Xinjiang. Det beskriver også NED’s operationer sammen med Taiwan. I stedet for at behandle disse spørgsmål enkeltvis, baggrunden for situationen i Ukraine eller arten af operationerne i Xinjiang og Hongkong, fokuserer “Faktapapiret” snarere på den modus operandi (fremgangsmåde), der er karakteristisk for USA’s politik for at forsøge at vælte regeringer, der udgør en trussel mod USA’s herredømme.

Offentliggørelsen af faktapapiret kan også være et forebyggende angreb på den ”Kina-politiske Evaluering”, “China Policy Review”, som skulle have været bekendtgjort i denne uge af udenrigsminister Blinken, men som er blevet forsinket, efter at han er blevet smittet med COVID. 

Link til rapporten

https://www.fmprc.gov.cn/eng/zxxx_662805/202205/t20220507_10683090.html 

 




Tegn på handlekraft, tegn på, at vi gør det rigtige……

Ikke korrekturlæst

Den 21. april: Der viser sig afgørende muligheder for, at NATO’s krig mod Rusland måske ikke vil medføre, at mere end en milliard mennesker vil blive dræbt af sult, hungersnød og kulde i år, og at en optrapning til atomkrig kan forhindres. Disse opstår, bestemt ikke på baggrund af de globale finansfolks møde i Washington i denne uge; ej heller på baggrund af militære begivenheder eller forhandlinger i Ukraine.

Der foreligger erklæringer, og aktivt samarbejde fra nogle store nationer, om at øge fødevareproduktionen på trods af alt; og Schiller Instituttets verdensomspændende mobilisering bestræber sig på at inddrage i tusindvis af ledere rundt om i verden, for at skabe en ny strategisk og økonomisk udviklingsorden, før katastrofen rammer. Et direkte samarbejde mellem russiske gødningseksportører og Indiens landmænd, skaber på trods af krig og sanktioner der ødelægger russiske og ukrainske fødevarer til verden, udsigt til, at Indien i år kan øge hvede og ris eksporten betragteligt, selv om krig, gødnings inflation og mangel, truer med at udsætte en milliard mennesker for hungersnød. Indiens præsident Narendra Modi har erklæret, at hans land agter at gøre det.

Vores konference den 9. april, hvor 5.000 mennesker, rundt om i verden deltog  for at blive klogere på en ny arkitektur for strategisk stabilitet og respekt for alle nationer og en LaRouche-plan for en ny arkitektur for økonomisk udvikling, udløser nu noget mere omfattende. Hundredvis af de mest indflydelsesrige af disse deltagere, mobiliseres nu til at udbrede andragenet, som konferencen samledes om, til at nå ud i regeringerne verden over.

I dag talte Kinas præsident Xi Jinping personligt i et internationalt forum i Kina, indgående om en ny verdensomspændende strategisk arkitektur, hvis karakteristika er som dem, der blev præsenteret den 9. april,  dvs. uden kup, krige med regimeskift og ensidige sanktioner, baseret på FN’s charter om rettigheder.

Regeringen i NATO-medlemslandet Tyrkiet, udtalte for første gang sandheden om, at “nogle lande i NATO” ikke ønsker forhandlinger, men ønsker at se krigen mellem Rusland og Ukraine fortsætte i lang tid. Det var ikke nødvendigt at nævne briterne og Biden-administrationen.

Dette er tegn på, at vi gør det rigtige.

Schiller Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, erklærede i en webcast i går: “Min mand var i meget lang tid overbevist om, at dette ikke er en kamp mellem nationer. Denne kamp udspiller sig mellem oligarkiet, de finansielle magter i City of London og Wall Street … og folkets tarv. Så det er ikke en strid mellem USA og Rusland eller endog Europa – det er i virkeligheden et spørgsmål om oligarkiet mod almenvellet. Det er grunden til at han mente, at man havde brug for en magtfuld kombination af lande, der kunne modstå presset fra dette oligarki.”

Dette oligarki var i stand til at udnytte en russisk sårbarhed – at blive direkte, strategisk truet fra Ukraine – til at fremtvinge den krig og den pludselige, alvorlige globale økonomiske straf og smerte, som nu eksisterer. Det er præcis, hvad de ønskede af deres “Great Reset”, deres “Green New Deal”.

Lyndon LaRouche advarede om dette allerede i 2011, da han pegede på dette oligarkis enorme boble af ubetalbar gæld. “Det meste af denne bailout-gæld, Wall Street-gælden, London-gælden,” sagde LaRouche, “er absolut værdiløs. Den kan aldrig tilbagebetales. Den eneste løsning på denne sag var at føre denne krig. Hvis det Britiske Imperium kom ud som sejrherre i en sådan krig, med støtte fra USA, så ville de eftergive deres gæld, og de ville kunne fortsætte deres forretninger. Men verdens befolkning ville blive reduceret kraftigt på grund af sult, sygdom….” Han advarede om det igen i marts 2014, efter det anti-russiske kup i Ukraine, da han erklærede: “Ukraine er egentlig ikke den egentlige problemstilling. Det handler om at ødelægge, besejre Eurasien.” https://archive.schillerinstitute.com/news_briefs/2014/0317-lyn-russian_tv.html

På det årlige IMF/World Bank-møde for bankfolk og finansfolk i Washington i denne uge, drøftede de amerikanske og europæiske bankfolk, at påføre Rusland maksimal smerte; men de bruger den krig, som de provokerede Rusland ind i, til at påføre smerten til hele verden. Som selv oligarkiets egne publikationer må erkende, betragter de fleste nationer i verden NATO’s politik og krigen, som en katastrofe.

Vejen er åben for ethvert tænkende menneske, til at bidrage til at ophæve sanktionerne, afslutte krigen, skabe et nyt økonomisk udviklingsparadigme, som Lyndon LaRouche, utallige gange har formuleret det til så mange nationer, for at løse netop en sådan krise.




“Alt er afhængigt af menneskehedens velfærd”

Ikke korrekturlæst

Den 17. april (EIRNS) – Mens vi bevæger os fremad efter resultaterne af Schiller Instituttets konference den 9. april, ser vi med rette også tilbage for at få yderligere næring, klarhed og mod til de kampe, der ligger umiddelbart foran os i disse meget urolige tider.

I et interview den 8. marts i Pakistans TV “World Tonight”-program udtalte Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche: “Jeg tror, at det mest presserende spørgsmål er, at der internationalt finder en debat sted, med så mange kræfter som muligt om et nyt paradigme; at indføre en verdensorden baseret på FN-pagten, som bygger på de fem principper for fredelig sameksistens, hele den alliancefrie bevægelse, der lå til grund for Bandung-konferencen – disse ideer må genoplives hurtigst muligt. Jeg tror, at det især er de uafhængige lande som Pakistan og Indien – og på det punkt tror jeg, at de er meget sammenlignelige lige nu – som kan tage stilling til, at systemet skal ændres, for det minder om før Første Verdenskrig: Hvis I fortsætter på denne måde, vil der ske en katastrofe. Er vi nødsaget til at gentage historien? Det tror jeg ikke.”

Nitten år tidligere, i maj 2003, var Lyndon og Helga LaRouche vendt tilbage til Indien for anden gang det år,  for at deltage i en stor international konference, som Schiller Instituttet og “Center for Social Justice of India” var medarrangører af. I sin præsentation fremhævede Lyndon LaRouche temaet om den alliancefrie bevægelse og Bandung:

“Vi skal opnå det, som vi kæmpede for i Colombo, Sri Lanka, i august 1976. Vi skal genoplive ånden fra Bandung som en del af en international bevægelse. Vi må genoplive fællesskabet om en retfærdig, ny økonomisk verdensorden – Nu!

“Hvordan kan dette realiseres? Vi har brug for storskala-projekter, infrastrukturprojekter. Vi har brug for langsigtede aftaler mellem nationerne om handel. Vi har brug for faste vekselkurser i valutaerne. Vi har brug for renter på langfristede lån, som ikke er for høje: 1-2% simpel rente. Vi har brug for 25-50-årige aftaler og traktatmæssige aftaler mellem nationer om handel og udvikling. Vi behøver et valutasystem med mange af de gunstige aspekter fra Bretton Woods-systemet fra den umiddelbare efterkrigstid. Men denne gang kan USA ikke bestemme over det, som USA gjorde dengang…. Vi skal have en alliance af nationer, som gør det. Vi må have en samordning af nationer til at overtage de internationale finansielle institutioner og reformere dem. Vi skal anvende regeringens magt til at sætte konkursramte systemer under konkursrekonstruktion. Vi må bruge regeringens magt og traktataftaler, til at skabe kredit- og kreditsystemer i stor skala, så disse potentialer kan realiseres.”

Hvad er så den såkaldte Bandung-ånd, som Lyndon og Helga LaRouche talte om? Det følgende er et uddrag af den indonesiske præsident Sukarnos tale til Bandung-konferencen, som blev holdt den 18. april 1955 – i dag for 67 år siden.

“Måske er det nu mere end på noget andet tidspunkt i verdenshistorien nødvendigt, at samfundet, regeringen og statsmandskabet er baseret på det højeste moralkodeks og den højeste etik. Og i politiske termer, hvad er egentlig denne højeste moralske kodeks? Det er at underordne alting under menneskehedens velfærd. Men i dag står vi over for en situation, hvor menneskehedens velfærd ikke altid er det primære hensyn. Mange, der sidder på magtfulde positioner, tænker snarere på at kontrollere verden.

“Ja, vi lever i en verden af frygt. Menneskets liv i dag er gennemsyret og gjort bittert af frygt. Frygt for fremtiden, frygt for brintbomben, frygt for ideologier. Måske udgør denne frygt en større fare end selve faren, for det er frygten, der driver menneskene til at handle tåbeligt, tankeløst og risikabelt. Jeg beder Dem, søstre og brødre, om ikke at lade Dem styre af denne frygt i Deres overvejelser, for frygten er en syre, der ætser menneskets handlinger ind i besynderlige tendenser. Lad jer lede af håb og beslutsomhed, lad jer lede af idealer og ja, lad jer lede af drømme!…

“Kampen mod kolonialismen har været langvarig, og ved I, at der i dag er en berømt årsdag i denne kamp? På den attende april 1775, for blot 180 år siden, kom Paul Revere ved midnat ridende gennem New Englands landskab og advarede om de britiske troppers ankomst og om indledningen af den amerikanske uafhængighedskrig, den første vellykkede antikoloniale krig i historien….

“Ja, det skal give genlyd i al evighed, ligesom de andre antikoloniale ytringer, som gav os trøst og tryghed i de mørkeste dage af vores kamp, skal give genlyd i al evighed. Men husk, at den kamp, der begyndte for 180 år siden, endnu ikke er helt vundet, og den vil ikke være helt vundet, før vi kan betragte denne vores egen verden og fastslå, at kolonialismen er død….

“Krig ville ikke kun betyde en trussel mod vores uafhængighed: den kan betyde civilisationens og endog menneskelivets endeligt. Der er en kraft løs i verden, hvis potentiale med hensyn til ondskab intet menneske virkelig kender. Selv i øvelser og forberedelser til krig kan virkningerne meget vel være ved at udvikle sig til noget af en ukendt rædsel.

“Hvad kan vi gøre? Vi kan udrette meget! Vi kan indgyde fornuftens stemme i verdensanliggenderne. Vi kan mobilisere al Asiens og Afrikas åndelige, moralske og politiske styrke på fredens side. Ja, vi! Vi, Asiens og Afrikas befolkninger, 1.400.000.000 mennesker, langt mere end halvdelen af verdens befolkning – vi kan mobilisere det, jeg har kaldt nationernes moralske vold til fordel for fred….

“Vores opgave er først og fremmest at søge at forstå hinanden, og ud fra denne forståelse vil der komme en større påskønnelse af hinanden, og ud fra denne påskønnelse vil der komme en kollektiv handling. Husk på ordene fra en af Asiens største sønner [Sun Yat-sen]: ‘Det er let at tale. At handle er svært. At forstå er det sværeste. Når man først har forstået, er det let at handle.”




Panel 2: Sikkerhed: Tale af Jacques Cheminade, formand for Solidarité et Progres i Frankrig
ved Schiller Instituttets videokonferenece: “Den Westfalske Fred: At undgå Thukydid-fælden”

I dette panel vil talerne diskutere, hvordan vi kan organisere en verden, hvor alle folkeslag og alle suveræne nationer kan leve og udvikle sig i et fredeligt og gensidigt fordelagtigt samarbejde. Vores indledende taler vil være Jacques Cheminade.  Jacques er formand for Solidarité et Progres i Frankrig og tidligere præsidentkandidat i Frankrig. Han vil tale om “Den Westfalske Fred: At undgå Thukydid-fælden”.

Den Westfalske Fred: At undgå Thukydid-fælden

Trediveårskrigen, der begyndte i 1618, kostede mindst fem millioner mennesker livet. Det var en sand europæisk apokalypse. I dag sidder vi på en dommedagsmaskine. Vores udfordring er at stoppe den, før den ødelægger menneskeheden enten gennem en global økonomisk ødelæggelse eller en atomkrig.

Den løsning, som Den Westfalske Fred i 1648 gav på tidens grusomheder, bør være en inspiration for os til at skabe en fredsdynamik gennem en ændring af vores måde at tænke og handle på. Fordi den ikke blot afsluttede religionskrige og etablerede en ny form for fredsforhandlinger mellem stater, som man kan læse i alle historiebøger, men mere grundlæggende fordi den omhandlede agapē, det græske ord for forståelse, kreativ, tilgivende god vilje mod alle mennesker, i verdslig forstand.

I sit essay fra 2004, “Dialog mellem de eurasiske civilisationer: Jordens næste 50 år”, fortæller Lyndon LaRouche os: Det implicitte grundlag for viden om kompetencen i vores valg ligger ikke i erfaringerne fra fortiden, men i kompetencen i vores erfaringer med fremtiden.

Ånden i Den Westfalske Fred er netop derfor en reference for os: den vedrører et menneskehedsbegreb, som endnu ikke eksisterede på det tidspunkt, men som ikke desto mindre var absolut nødvendigt at udtænke for at sætte en stopper for den gensidige ødelæggelse, der dengang fandt sted i et system med lose-lose-systemet. Det er vores udfordring i dag igen at se med fremtidens øjne.

For at give en fornemmelse af krigens grusomheder viser jeg her ”Hængningen”, fra en serie på 18 stik af Jacques Callot, der går tilbage til 1633, kaldet “Krigens elendigheder og ulykker”, hvor han skildrer, hvordan krigens vold og moralske nedbrydning berører både civile og soldater. Plyndringen af byen Magdeburg er et forfærdeligt eksempel på sådanne grusomheder: Efter at soldaterne havde indtaget den belejrede by på én dag, var kun 200 af de 1.900 bygninger ubeskadiget, og omkring firefemtedele af byens 25.000 indbyggere var døde.

Det tog derefter mere end fire års forhandlinger, mellem 1643 og 1648, at nå frem til en aftale gennem forskellige traktater, primært i Münster og Osnabrück.

De tre westfalske principper

Fred kræver, at der skabes internationale principper og love mellem nationalstaterne; den kan aldrig være en ren diplomatisk ordning inden for et eksisterende system.

Hvordan var det så muligt? Fordi den skabte en højere orden i forholdet mellem nationer og mennesker! Det er i bund og grund igen grunden til, at det skal være vores reference i dag. På den anden side holdt en ond krigsforkæmper og Global Britain-narkoman som Tony Blair en tale i Chicago i april 1999, hvor han afviste Vestfalen og fastholdt sin opfattelse af en morderisk liberal interventionisme mod nationalstaterne.

Lad os så se nøje på de tre westfalske hovedprincipper, og hvordan de fører til et win-win-system med gensidig udvikling, som dengang blev kaldt kameralisme, merkantilisme eller filadelphisme.

Artikel 1 angiver kernen i den westfalske filosofi: At der skal være en kristen og universel fred … at hver part skal bestræbe sig på at skaffe den anden…. den anden part fordel, ære og ære.

Det er helt i modstrid med det geopolitiske princip, ifølge hvilket hver spiller forsøger at drage fordel af alle gevinster på bekostning af de andre.

Artikel 2 skitserer:

Der skal både på den ene og på den anden side være en evig glemsel, amnesti og benådning af alt, hvad der er blevet begået siden begyndelsen af disse stridigheder, uanset hvor og hvordan fjendtlighederne er blevet udøvet, således at ingen af dem under noget som helst påskud skal udøve fjendtlighed, nære fjendskab eller forårsage nogen problemer for hinanden….

Dette er, hvad det betyder at “se med fremtidens øjne” og ikke gennem fortidens uendelige og selvdestruktive klager.

Derefter koncentrerer traktaten sig, før den afklarer territoriale krav, om at tage fat på den økonomiske ruin, som alle var på vej ned i. De insolvente og ulovlige gælds- og finansielle fordringer, der er identificeret som potentielle årsager til den evige krigsdynamik, sorteres og afvikles, hovedsagelig ved gældseftergivelse (artikel 13 og 35-39) eller forhandlet omlægning af gæld (artikel 48). I artikel 37 hedder det bl.a:

Kontrakter, udvekslinger, transaktioner, forpligtelser, traktater, der er indgået ved tvang eller trusler og ulovligt afpresset af stater eller undersåtter … skal annulleres og ophæves på en sådan måde, at der ikke længere skal foretages nogen undersøgelse efter dem.

Artikel 40 tilføjer:

… og dog er de pengesummer, som under krigen er blevet udtrukket i god tro og med god vilje som bidrag for at forhindre større ulemper for bidragyderne, ikke omfattet af denne artikel.

Det er ånden i Glass-Steagall-loven mod det, som Roosevelt kaldte pengemagere og bankstere.

Ånden i Agapē

Lad mig kort tilføje noget. Det er den samme ånd, som Martin Luther King legemliggjorde i sin berømte politiske prædiken, der blev holdt i Dexter Avenue Baptist Church i Montgomery, Alabama: ” Elsk dine fjender”, inspireret af Matthæusevangeliet. Han understregede:

”Langt fra at være et fromt påbud fra en utopisk drømmer, er dette bud en absolut nødvendighed for vores civilisations overlevelse…. En anden ting, som et individ må gøre i forsøget på at elske sin fjende, er at opdage det gode element i fjenden; og hver gang du begynder at hade denne person og tænker på at hade denne person, så indse, at der er noget godt der og se på disse gode sider, som vil opveje de dårlige sider….”

Og så: “Der er en anden grund til, at du skal elske dine fjender, og det er fordi had forvrænger den hadendes personlighed.”

Det, som Martin her udtrykker i sin dybeste form, er et princip, som deles af de bedste af alle civilisationer i vores menneskehedshistorie, når man er engageret i at forbedre et menneske ved at ændre hans eller hendes måde at tænke og handle på, og dermed forbedre sig selv.

Det er vores udfordring at organisere den anden i Den Westfalske Freds ånd. Inspireret af Nikolaus af Cusa har I hørt Helga Zepp-LaRouche udfordre os til at nå op på niveauet for modsætningernes sammenfald. At skabe fred er ikke at løse tingene sammen med en ven, men at organisere en fjende på et højere niveau af tænkning og handling end det niveau, hvor konflikten opstod – hvorfra det bliver muligt at være fælles om at gøre det gode sammen.

Det er netop her, at Den Westfalske Fred fører til opblomstring af den menneskelige kreativitet i det fysiske univers. Hvis freden skal opretholdes og udvikles, må den baseres på en stigning i den menneskelige produktivitet i forbindelse med opdagelsen af nye fysiske principper, der anvendes i form af teknologier, som sikrer bedre sociale livsbetingelser for alle. Dette blev opnået i både Tyskland og Frankrig under bidrag fra de kreative hjerner i anden halvdel af det 17. århundrede, især Gottfried Wilhelm Leibniz. I Frankrig, omkring Académie des Sciences, er det kendt under navnet “colbertistisk” merkantilistisk økonomi. I Tyskland skabte den kameralisme: forbedring af den nationale regering samtidig rettet mod at øge udbyttet af landbrug, produktion og socialt ansvar, langsigtet økonomisk vækst til gavn for alle.

Det er vigtigt at understrege her, at Leibniz i sin Novissima Sinica fra 1697 udviklede det koncept, at Vesten og Østen på det eurasiske kontinent skulle udveksle det bedste fra hver af dem, forpligtelsen til videnskab og teknologisk udvikling i Vesten og principperne for en harmonisk social udvikling i Kina. Der fandt ganske vist nogle udvekslinger af stor værdi for begge parter sted, men projektet som en drivkraft i retning af universel enhed blev blokeret.

Er det ikke netop det, der ikke har været muligt dengang, der er vores westfalske udfordring for os alle i dag? Jeg er glad for, at formålet med vores konference netop er dette: enhed uden ensretning, udveksling af det bedste fra os alle for at sikre freden gennem den fælles udvikling af vores menneskelige potentialer i universet, ud over det, vi kender, og ud over det, vi kender.

Leibniz skrev i sin Codex Juris Gentium:

Et godt menneske er et menneske, der elsker alle, så vidt fornuften tillader det. Velgørenhed er en universel velvilje, og velvilje er vanen til at elske det gode eller til at ville elske det gode. Kærlighed betyder altså at glæde sig over de andres lykke…. lykke hos dem, hvis lykke behager os, bliver til vores egen lykke.

Nogle vil kalde det “utopisk”. De tager dødeligt fejl. Dødeligt, fordi alternativet er at falde i Thukydid-fælden, den geopolitiske opfattelse, at en aftagende magt nødvendigvis konfronteres med en opstigende magt, og at det betyder krig. Det var det, der ødelagde Sparta og Athen i de peloponnesiske krige. Det, der truer med at ødelægge os nu, ville være langt værre, fordi det denne gang er på hele menneskehedens niveau, udstyret med destruktive finansielle algoritmer og atomvåben. Det er en dødskultur. Vores er en livskultur til gavn for det fælles bedste og fremtidige generationer.

Kun ét ord til sidst. Xi Jinping er en dedikeret læser af Leibniz, og websiderne Ai Sixiang (glad for at tænke) er en platform for kinesisk engagement i fremtiden. Det, som Europa har skabt, herunder USA’s forfatning, er den anden grund til, at vi er her.

 

Lad os så være glade for at være anderledes, men med den samme westfalske drivkraft til enhed for at reparere og genopbygge vores så umiddelbart truede verden.




Panel 1: hovedtale af Dennis Small ved Schiller Instituttets videokonferenece
For at etablere en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for alle nationer den 9. april 2022

Jeg er meget glad for at være her i dag blandt denne fremragende gruppe af internationale tænksomme aktører eller aktive tænkere, som er samlet for at udarbejde løsninger på verdens problemer. Problemerne er virkelig store. Jeg kommer til at tænke på, hvad Ramsey Clark engang sagde om det, der gjorde Lyndon LaRouche så farlig for hans fjender i det internationale finansielle etablissement, nemlig at hans organisation var en “frugtbar idémotor”.

Og det er igen i dag præcis det, der gør os til en så stor en trussel mod det eksisterende finansielle etablissement med centrum i London og en vigtig gren i Wall Street. Det haster nu med at få gang i disse motorer for at håndtere en krise af en størrelsesorden, som vi ikke har set siden Den sorte Død i det 14. århundrede.

Vi kigger f.eks. i retning af en global hungersnød, hvor det for blot et par måneder siden blev anslået til at 235-250 millioner mennesker ville dø af sult i løbet af dette år, men nu er de bedste vurderinger – og de er desværre præcise – at så mange som 1 milliard mennesker meget vel kan dø af sult i år.

Det er en ottendedel af den menneskelige befolkning. Situationen i bestemte lande, især i Mellemøsten og Nordafrika, er slem på grund af deres ekstreme afhængighed af import. Ved at afskære den russiske og ukrainske eksport gennem disse supersanktioner der er blevet anvendt – de to lande har tilsammen en tredjedel af al den hvede, der handles på verdensmarkederne – rammes især Afrika og Mellemøsten endnu hårdere.

Energisituationen er endnu værre. Det rammer Europa særlig hårdt. Europa er fuldstændig afhængig af russisk eksport af olie og gas. Tyskland, den mest industrialiserede af Europas nationer, får 24 % af sin samlede energiforsyning fra russisk gas og olie, som det fremgår af grafikken på skærmbilledet. Men dette rammer ikke kun Afrika, det rammer ikke alene Tyskland. Disse supersanktioner, der kommer oven på et igangværende sammenbrud af hele det globale finanssystem, berører hele verden.

Det, vi nu har at gøre med, som I kan se ved at kigge på Lyndon LaRouches berømte Triple Curve, tredobbelte kurvefunktion, som giver en idé om forholdet mellem væksten i finansielle spekulative aktiver og det fysiske økonomiske sammenbrud nedenunder. Det ses, at dette problem faktisk begyndte med et kollaps i vækstraterne i den fysiske økonomi tilbage omkring 1971, da det flydende valutakurssystem blev indført internationalt. Bretton Woods-systemet med faste valutakurser, der blev indført af Franklin Delano Roosevelt, blev skrottet, og det åbnede dørene for en flodbølge af spekulation, som i dag har skabt en boble af derivater, der er på et sted mellem 1,5 og 2 billioner dollars.

Det der er sket, som man kan se på den anden version af denne tredobbelte kurve, er, at oven på dette igangværende sammenbrud har vi haft en nedgang pga. pandemien, som forårsagede frygtelige kriser i hele verden. Oven i det var der en yderligere forværring af den forsætlige afindustrialisering, der blev indført efter COP26-mødet og miljøpolitikken på internationalt plan generelt.

Og nu er der så en tredje tilbagegang af en dramatisk art med de sanktioner, der er blevet indført internationalt. Så siden 1971, da det flydende valutakurssystem blev indført, var det begyndelsen til enden på det, der i virkeligheden var Glass/Steagall-systemet internationalt, som adskilte produktiv anvendelse af valuta og kredit fra spekulative aktiviteter. På internationalt plan taler vi om et system med faste valutakurser; i USA er det Glass/Steagall-systemet. Det er det samme med hensyn til de økonomiske grundprincipper.

Lad mig gå over til spørgsmålet om, hvordan vi løser dette problem, for jeg mener, at det er det, som vores opmærksomhed og vores diskussion virkelig skal fokuseres på. Vi har sammensat et program til at løse denne krise globalt, til at skabe en ny økonomisk arkitektur med udgangspunkt i LaRouches grundlæggende økonomiske politik, der er centreret omkring hans Fire Love. Se, det man begynder med, og man er altid nødt til at begynde med dette, er den fysiske økonomi. Ikke de finansielle aspekter, men den fysiske økonomi.

Hvis man ser på kombinationen af Rusland, Indien og Kina – hvad Primakov kaldte den strategiske trekant – kan man se, at disse tre nationer i sig selv, som alle bliver angrebet og ødelagt af de spekulative angreb fra London og Washington og de politiske angreb og også de militære angreb, tilsammen udgør 38% af verdens befolkning; de producerer 42% af hveden, 66% af stålet. 45% af de nye atomkraftværker der bygges. Det er ikke sådan, at de kan fungere på en selvstændig måde, men de har et meget godt grundlag for at bryde med det spekulative system og etablere – og dette er det andet punkt i vores forslag – en fælles valuta, der indledes mellem disse nationer, som ville etablere en fast valutakurs indbyrdes og med en absolut barriere mellem dem og det spekulative dollarsystem.

Der har været mange diskussioner i finansielle kredse på internationalt plan om, hvordan man kan gøre dette. Ville den blive bakket op af guld, af råvarer, af hvad? Det vigtigste, der gør en valuta værdifuld, er, at den er bakket op af realkredit, der udstedes i en produktiv retning. Jeg vil gerne citere for jer, hvad Lyndon LaRouche sagde om dette på et seminar den 29. juni 2005 i Berlin. Han sagde:

“Regeringers og ledende institutioners populære opfattelse af penge er vanvittig, når man ser på virkningerne af begrebet, og den måde det anvendes på. Pengenes værdi bør bestemmes ud fra et videnskabeligt princip, ikke et regnskabsprincip. Og det videnskabelige princip er, hvad der er en fysisk forsvarlig bestemmelse af regeringernes vilje og evne til at skabe kredit på lang sigt til udvikling af deres økonomier og deres produktivitet. Viden om regeringens vilje og kompetence til at skabe værdi, til at skabe rigdom og til at have tilstrækkelig velstand til at tilbagebetale den gæld, som man skaber, rettidigt. Dette er et fysisk spørgsmål, ikke et regnskabsrelateret spørgsmål.”

Jeg mener, at dette er afgørende for opgaven med at sammensætte en sådan fælles blok og en valuta, der kan understøtte den med hensyn til dens fysiske økonomiske kapacitet.

For det tredje skal de nationer, der er en del af denne genopretning af de fysiske økonomier ved at bryde med det synkende Titanic, etablere nationale valutaer med faste valutakurser, ikke en flydende valutakurs, som åbner døren for spekulation med dollaren, og forsvare den med valutakontrol. Brug dette til at etablere hamiltonisk kredit udstedt til produktive aktiviteter af præcis den slags, som Lyndon LaRouche netop beskrev. Behovet for en sådan fuldstændig mur mellem den spekulative økonomi og den produktive økonomi er kernen i en ordning af Glass/Steagall-typen.

Med dette på plads som en byggesten eller et udgangspunkt har vi så kravet om de tre RIC-nationer [Rusland, Indien, Kina], som erindres var starten på BRIC efter RIC, og derefter BRICS [Brasilien, Rusland, Indien, Kina, Sydafrika]. De burde udvides ved at låne kapital til produktive aktiviteter til udvikling af Den tredje Verden, udviklingssektoren. De fleste nationer i udviklingssektoren vil være meget glade for at tilslutte sig en sådan ordning, fordi de bogstaveligt talt bliver dræbt af politikken fra det synkende, selvdestruerende, transatlantiske finanssystem.

Det er ekstremt vigtigt som et femte punkt, at USA og de europæiske nationer kan tilbydes denne type ny mekanisme. Det er det, som Lyndon LaRouche altid havde foreslået; en fire-magts-aftale mellem Rusland, Indien, Kina og USA. I forbindelse med forslag som f.eks. Kinas Bælte- og Vej-Initiativ tilbydes USA og Europa at tilslutte sig disse aktiviteter, som naturligvis vil være til gavn, ikke for Wall Street eller City of London, men for befolkningen og industrien i hele den pågældende region. Det er ikke en så stor ændring for USA. Det betyder udelukkende, at man skal vende tilbage til Alexander Hamiltons principper, som vores amerikanske system for politisk økonomi faktisk blev grundlagt på.

Endelig, og for det sjette, foreslår vi, at denne nye orientering, denne tilgang til øst-vest-samarbejde med henblik på win-win-udvikling anvendes på Ukraine; det måske vanskeligste problem på planeten. Ukraine er blevet ødelagt af 30 års liberal økonomisk politik, ikke kun af krigen. Det har betydet, at landets befolkning er faldet med en tredjedel, at arbejdsstyrken er styrtdykket, at arbejdsstyrken i fremstillingsindustrien er gået ned med 25%.

Og dette i en økonomi, som havde været en af de mest avancerede industrielt udviklede økonomier med højteknologi, rumfart og andre kapaciteter, atomkraft osv. Og naturligvis den berømte sorte muldjord, der sørgede for udvikling af landbruget. Alt dette skal genopbygges, og det må ske i et fælles samarbejde mellem øst og vest. På denne måde vil Ukraine ikke blive udløseren for en potentiel atomkrig, men en reorganisering omkring det westfalske princip om, at den andens fordel skal være grundlaget for løsningen af hele jordens problemer. Vi må tage udfordringen med Ukraine op, ikke fordi den er let, men fordi den er svær.

Jeg takker Dem.

 




Behovet for et nyt paradigme. Åbningstale af Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets grundlægger
og international præsident, ved Schiller Instituttets videokonfernece
For at etablere en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for alle nationer den 9. april 2022

Kære konferencedeltagere fra hele verden! Det der bringer os sammen her i dag, med deltagere fra over 60 lande fra fire kontinenter, er vores dybeste bekymring over, at selve menneskehedens eksistens er i alvorlig fare. Formålet med vores konference er at gøre de stadig mere omfattende samfundsmæssige kræfter i verden opmærksom på, at der på grund af faren ved den nuværende eskalerende strategiske konfrontation snart kunne opstå en fuld militær konfrontation mellem NATO og Rusland, som kunne føre til en verdenskrig, der efter al sandsynlighed ville betyde menneskehedens udslettelse i en efterfølgende atomvinter. Formålet med vores konference er derfor at demonstrere på den mest kraftfulde måde, at der findes et umiddelbart tilgængeligt alternativ, et nyt paradigme, som kan lægge denne dødelige trussel bag os og indlede en ny æra i menneskehedens historie i overensstemmelse med menneskehedens sande natur som den eneste hidtil kendte art, der er i stand til at ræsonnere.

Denne fare for nævnte store krigsfare begyndte ikke den 24. februar i år. Som min afdøde mand Lyndon LaRouche forudsagde med forudseenhed i august 1971, efter at Nixon havde erstattet Bretton Woods-systemets faste valutakurser med flydende valutakurser, at en fortsættelse af denne pengepolitik – hvis den ikke korrigeres – uundgåeligt ville føre til en ny fascisme og en ny verdenskrig. Og 50 år senere er det præcis, hvor vi befinder os lige nu. Den akutte fare for krig, den større krig, skyldes at det transatlantiske neoliberale finanssystem allerede var på et fremskredent stadium af sammenbrud, meden hyperinflatorisk eksplosion af et håbløst bankerot system, før krigen i Ukraine begyndte.

For at forstå de virkelige årsager til krisen i Ukraine må man gå tilbage til årsagerne til, at den store historiske chance, der eksisterede efter Sovjetunionens opløsning for at etablere en ægte fredsordning, som vi foreslog med programmet for den eurasiske landbro dengang, blev forpasset. Et godt udgangspunkt, et vindue til at få et indblik, er et dokument, der oprindeligt blev lækket til New York Times af en whistleblower i marts 1992, og som blev kendt som Wolfowitz-doktrinen, der blev skrevet i ånden fra det tidligere Project for a New American Century. Dokumentet fastslog, at en del af den amerikanske mission ville være at sikre USA’s rolle som den eneste supermagt i den post-sovjetiske verden, der ville have tilstrækkelig militær magt til at afskrække enhver nation eller gruppe af nationer fra at udfordre USA’s forrang. Den 8. marts 1992 skrev New York Times: “[D]et er Pentagons hidtil klareste afvisning af kollektiv internationalisme, den strategi, der opstod efter Anden Verdenskrig, da de fem sejrsmagter søgte at danne et FN, der kunne mægle i konflikter og overvåge voldsudbrud.”

Wolfowitz-doktrinen var den egentlige årsag til, at det løfte, som udenrigsminister James Baker ved tre forskellige lejligheder i februar 1990 gav Gorbatjov om, at NATO ikke ville udvide “en tomme mod øst”, ikke blev holdt. Wolfowitz-doktrinen, der var baseret på det angloamerikanske særlige forhold, var det grundlæggende aksiom for en hel række politikker der fulgte, begyndende med den såkaldte “chokterapi” til de IMF-støttede liberale reformer i Rusland i 1990’erne, som i lyset af Ruslands rigdom på råstoffer og videnskabelige ekspertise udtrykkeligt havde til formål at eliminere en potentiel fremtidig konkurrent på verdensmarkedet, og som reducerede Ruslands industrielle kapacitet fra 1991-1994 til kun 30 %. Det var grundlaget for de forskellige interventionskrige i Irak, bombningerne mod Jugoslavien, krigene mod Afghanistan, Libyen og Syrien samt de fem NATO-ekspansioner mod øst.

Putins tale på sikkerhedskonferencen i München i 2007 var en dramatisk protest mod indførelsen af den unipolære verden, som i det væsentlige forblev lige så ubesvaret som de forskellige definitioner af “røde linjer” vedrørende Ruslands centrale sikkerhedsinteresser, indtil den seneste til USA og NATO, som Putin fremsatte den 17. december. Konflikten mellem påstanden om at opretholde en i det væsentlige unipolær verden og fremkomsten af en multipolær verden, som var det naturlige resultat af Kinas økonomiske fremgang, BRI’s tiltrækningskraft for over hundrede lande, det strategiske partnerskab mellem Rusland og Kina og senest mange lande, såsom Indien, Pakistan, Brasilien, Sydafrika og andre lande, der nægter at blive inddraget i den geopolitiske konfrontation mellem Vesten og Rusland og Kina. Denne konflikt er kernen i den nuværende fare.

Det er forfærdeligt, at vi har en krig midt i Europa, men det var krigene i Irak, Afghanistan, Libyen, Syrien, Yemen osv. også, men de fandtes næsten ikke i nyhederne. Og var der nogen der troede, at det russiske militær kunne have draget andre konklusioner, da de så indførelsen af stadig hårdere sanktioner, gennemførelsen af diverse Rand-tænketanksscenarier og koret af vestlige politikere om at “knuse” den russiske økonomi, “knuse” Putin, “knuse” det russiske system, den største atommagt på planeten? Og nu, efter at forhandlingerne mellem de russiske og ukrainske delegationer i Tyrkiet havde nået et første håbefuldt skridt, bruges billeder af krigens grusomheder, uden blot et minut af princippet om uskyldsformodning indtil det modsatte er bevist, til at indføre yderligere sanktioner, udvisning af diplomater og en åbenlys trussel om at ruinere Rusland.

Politikken er åbent rettet mod et regimeskifte i et forsøg på at gøre ikke blot Putin, men også hele Rusland til en paria blandt nationerne i en ubestemt fremtid, udelukke landet fra FN’s Sikkerhedsråd, ja, endog FN og G20, hvilket vil ødelægge disse institutioner. Det vil medføre en fuldstændig politisk og økonomisk afkobling mellem Vesten og Rusland og Kina. Denne politik har allerede gjort og gør ødelæggende skade på den fysiske økonomi på verdensplan, de såkaldte forsyningskæder, og den bringer antallet af potentielle ofre for en global hungersnød op på 1 milliard mennesker, dvs. en ottendedel af hele menneskeheden! Der er allerede hungerprotester i mange lande i Mellemøsten, Afrika og Latinamerika! I mellemtiden truer inflationen i priserne på fødevarer, energi og råvarer med at halvere industriproduktionen i mange lande. Der truer massearbejdsløshed og et totalt sammenbrud i kaos.

Et nyt system er allerede ved at opstå, centreret omkring Kina og BRI, Rusland, Indien og andre. Der er mange nye strategiske tilpasninger på vej; SCO, BRICS, OIC, Kina-forbindelserne, de mange forbindelser mellem det globale syd. Men selv opfattelsen af en multipolær verden løser ikke problemet, fordi den stadig indebærer faren for en geopolitisk konfrontation: Vi har brug for en markant og pludselig ændring i den måde, vi organiserer vores anliggender på. Den må starte med en ærlig, entydig erkendelse af, at en fortsættelse af den nuværende politik risikerer en konflikt, hvor der ikke ville være nogen vinder. Derfor er der behov for en ny fredskonference i traditionen fra den Westfalske Fred.

Erkendelsen af at den eneste mulighed, der var tilbage, var at føre fredsforhandlinger, gik op for de stridende parter efter 150 års religionskrig i Europa, hvoraf Trediveårskrigen kun var kulminationen; da de indså, at ingen ville være tilbage i live til at nyde sejren, hvis krigen fortsatte. I dag, hvor mange byer i en atomkrig ville være døde i løbet af få timer, ville resten af menneskeheden lide og sygne hen i en atomforurenet verden, indtil enten alt liv ophører, eller de få ulykkelige overlevende ville overveje, hvorfor menneskeheden ikke var i stand til at forhindre sin egen ødelæggelse.

Derfor må der straks indkaldes til en krisekonference i den Westfalske Freds ånd, hvor “For fredens skyld skal alle forbrydelser begået af den ene eller den anden side tilgives og glemmes”, og “For fredens skyld skal al politik tage hensyn til den andens interesser”.

Der må være en hensigt om at skabe en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til sikkerhedsinteresserne for hvert enkelt land på planeten. Der skal øjeblikkeligt indføres en våbenhvile. Og der skal skabes et nyt kreditsystem til erstatning for det bankerotte finansielle system, som er den egentlige årsag til krigsfaren. Det skal være baseret på principperne i det oprindelige Bretton Woods-system, som det var tiltænkt af FDR, men som på grund af hans tidlige død aldrig blev gennemført.

Disse principper, som Lyndon LaRouche skitserede i et “Udkast til aftalememorandum mellem USA og U.S.S.R.”, der blev offentliggjort den 30. marts 1984, efter at Sovjetunionen havde afvist præsident Reagans tilbud om at samarbejde om at gøre atomvåben forældede ved hjælp af teknologiske midler, er stadig absolut gyldige i dag. I dette memorandum hedder det:

“Artikel 1: Generelle betingelser for fred

“Det politiske grundlag for varig fred må være: a) Den ubetingede suverænitet for hver enkelt og alle nationalstater, og b) Samarbejde mellem suveræne nationalstater med henblik på at fremme ubegrænsede muligheder for at deltage i fordelene ved teknologiske fremskridt til gensidig fordel for alle og enhver.

“Det mest afgørende træk ved den nuværende gennemførelse af en sådan politik for varig fred er en dybtgående ændring i de monetære, økonomiske og politiske relationer mellem de dominerende magter og de relativt underordnede nationer, der ofte klassificeres som “udviklingslande”. Medmindre de uretfærdigheder, der hænger tilbage i kølvandet på den moderne kolonialisme, gradvist afhjælpes, kan der ikke blive nogen varig fred på denne planet. For så vidt som USA og Sovjetunionen” – i dag Den Russiske Føderation og Folkerepublikken Kina – “anerkender, at fremskridt i den produktive arbejdskraft på hele planeten er i deres og begges vitale strategiske interesser, er de to magter i denne grad og på denne måde bundet af en fælles interesse. Dette er kernen i den politiske og økonomiske politik, som er uundværlig for at fremme en varig fred mellem disse to magter.”

Forpligtelsen til at engagere sig i et globalt program til udryddelse af fattigdom, som det f.eks. er skitseret i Schiller Instituttets rapport “The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge” eller Kinas forslag om et samarbejde mellem Bælte- og Vej-Initiativet, USA’s Build Back Better-program og EU’s Global Gateway-program, kan blive det egentlige udviklingsmæssige grundlag for en global sikkerhedsarkitektur. Ukraine kan i stedet for at være kanonføde i en geopolitisk konfrontation udgøre en bro mellem Europa og de andre eurasiske nationer.

I lyset af den nuværende og den fremtidige fare for pandemier må der opbygges et moderne sundhedsvæsen i alle lande. I betragtning af den hungersnød, der truer 1 milliard mennesker på livet, og den forventede befolkningstilvækst skal regeringerne træffe hasteforanstaltninger for at fordoble verdens fødevareproduktion for at sikre en sund kost for alle mennesker.

Folkeretten, som den udviklede sig på baggrund af den Westfalske Fred og blev fastlagt i FN-pagten, skal genindføres uden begrænsninger. De fem principper for fredelig sameksistens skal være retningslinjerne for samarbejdet mellem alle nationer.

Den nuværende eksistentielle krise har vist, at menneskeheden har en fælles fremtid eller ingen, og at vi må sætte den fælles menneskeheds interesse før alle nationale interesser, og at alle nationale interesser fra nu af må være i samhørighed med hele menneskehedens interesse.

Det er et udtryk for vores menneskelige civilisations rigdom, at den har skabt forskellige kulturer. Vi må fremme dialogen mellem de bedste traditioner fra disse kulturer, de smukkeste frembringelser inden for videnskab og kunst, som et bevis på menneskets unikke kreativitet og på den måde skabe en ny renæssance, der vil indlede en ny æra for menneskeheden.

Vi vil erstatte had og fordomme mod andre kulturer, som kun eksisterer, hvis vi ikke kender dem, med en nænsom kærlighed til hele menneskeheden, fordi den er det mest værdifulde gode i det kendte univers.

 




Tre forhenværende græske ambassadører fremsætter fredsforslag for Ukraine

Den 6. april 2022 (Strategice Alert Service, Wiesbaden) Tre højtstående, forhenværende ambassadører fra Den Græske Republik udstedte et fredsforslag den 31. marts, der omhandler den aktuelle ukrainske krise i et forsøg på at afværge “truslen om sult og nuklear udslettelse”.

I deres erklæring hedder det: “Det, der er sket den sidste måned i Ukraine, er utænkeligt for os og for fornuftige mennesker. Vi troede, at den gamle ‘westfalske’ verden, der havde oplevet en ‘ekstremernes tidsalder’, havde lært sin lektie og indset, at vejen til en varig fred og velstand ikke går gennem et ‘sammenstød mellem civilisationer’, men snarere gennem globalisering af værdier, markeder og finanser. Det moderne statssamfund er endnu ikke nået frem til “historiens ende”, men må snarere tage de aktuelle udfordringer op, såsom økonomisk ulighed, etniske og religiøse forskelle i andre verdensdele, klimaændringer og pandemier, i en ånd af venskab og samarbejde…

“Den 24. februar forlod vi utopien om en fredelig normalitet og befandt os i en verden, der ‘går i søvne’ mod krig. Endnu en gang blev vi vidner til vold, da Rusland angreb Ukraine; ild og stål var igen de vigtigste instrumenter til at løse uoverensstemmelser mellem stater, hvorimod fornuften ville tilvejebringe en retfærdig og varig løsning….””

De hævder, at det ikke er for sent at handle, og opfordrer til forhandlinger på to niveauer. For det første mellem Rusland og Ukraine, som bør omhandle tilbagetrækningen af russiske væbnede styrker fra Ukraine samt territoriale tvister og afklaringen af de mange bilaterale spørgsmål. De foreslår også, at en våbenhvile garanteres af militære observatører fra OSCE-medlemsstater, som ikke er medlem af NATO.

Et yderligere skridt ville være forhandlinger mellem NATO og Rusland med henblik på at etablere samarbejde og fælles sikkerhed. Blandt de foreslåede foranstaltninger er at genoprette NATO-Rusland-Rådet, forbyde brugen af atomvåben, begrænse brugen af landbaserede mellem- og langtrækkende missiler, acceptere, at NATO ikke udvides, og ophævelse af samtlige sanktioner, når der er indgået en aftale mellem Rusland og Ukraine. De opfordrer også til en yderligere tilnærmelse mellem Ukraine og EU.

Underskriverne er ambassadør ad honorem Leonidas Chrysanthopoulos, tidligere ambassadør i Polen, Canada, Armenien og generalsekretær for Organisationen for Økonomisk Samarbejde i Sortehavet før sin pensionering i 2012, som i øjeblikket er medlem af Schiller Instituttet, Alexandros K. Katranis, tidligere ambassadør i Kasakhstan og Den Demokratiske Republik Congo, og Nikos D. Kanellos, tidligere ambassadør i Slovakiet, Aserbajdsjan og Vietnam.

 

 




Zepp-LaRouche: “Ukraine en bro – frem for et redskab

Den 1. april – Der er et nyt system på vej frem i hele verden. Det er faktisk ikke en reaktion på “Ukraine/Rusland-konflikten eller andre” aktuelle begivenheder.” Det vil, hvis det lykkes, hverken have karakter af “multipolaritet” eller “unipolaritet”.

Denne forhåbningsfulde udsigt til et nyt system er en reaktion på det, som Lyndon LaRouche ofte, i midten af 1990’erne, betegnede som “afslutningen på en 650-årig historisk cyklus”. Dette var en 100-årig overgang, der begyndte med, at Englands Edward III i 1343 afviste sin gæld til finanshusene Bardi og Peruzzi (for at redde deres sjæle fra åger og beslægtet skændig praksis), til Europas død og genfødsel efter 100 år med ødelæggende pest i storbyerne, elendighed, overtro og krig, ved hjælp af Firenze-koncilets renæssance i 1439, hvis ekstraordinære og kreative virkning på menneskeheden, bragte menneskehedens fremskridt videre, med mange tilbageslag, frem til i dag.

Firenze-koncilet og den nye måde at organisere samfundet på, som det var udtryk for, blev i vid udstrækning gennemført takket være kardinal Nikolaj af Cusas arbejde. Cusa var ikke blot grundlæggeren af den moderne europæiske videnskabelige metode; hans metode til at tænke og udøve diplomati, kaldet “Modsætningernes sammenfald”, som er beskrevet i hans værk “Om den lærde uvidenhed”, er den samme metode, som Helga Zepp-LaRouche anvender i dag til at skabe grupperinger på vegne af definitionen af en virkelig menneskelig fremtid.

Modsætningernes sammentræf er faktisk et højere princip for verdensordenen og er hverken “unipolær” eller “multipolær”. Den store opgave, som civilisationen står over for i dag, er at sikre den umistelige ret og udføre en nations pligt til at øge den materielle velstand for hvert enkelt individ og den stadig større menneskelige befolkning ved hjælp af universel tilgang til teknologiske fremskridt og universel uddannelse uden ondskabsfulde, affolkende sanktioner mod de fattige. Det er skillelinjen mellem vores retmæssige fremtid og udslettelse, sandsynligvis termonuklear udslettelse.

Helga Zepp-LaRouches optræden i dag i CGTN’s program ” Dialog Weekend “, på tærsklen til topmødet mellem Kina og EU, definerede i løbet af tre minutter skitsen af en alternativ politisk mulighed og faktisk en afvisning af geopolitikken – en ny global handlingsplan til overvejelse for alle topmødedeltagerne og underforstået, for befolkningerne i deres respektive nationer.

Som svar på det første spørgsmål, der blev stillet hende, erklærede fru Zepp-LaRouche: “EU skrev på forhånd på sin webside … at de ønskede, at Ukraine-spørgsmålet (skulle være) praktisk talt det eneste spørgsmål (på topmødet), og at de ønsker, at Kina skal mægle og påvirke Rusland. Men jeg mener, at det er meget klart, at Kina ikke ønskede at tage parti. Men i betragtning af at EU’s økonomi er i frit fald, faktisk med akkumuleringen af Covid og nu sanktionerne, er Europa slet ikke i en stærk position.

“Og jeg tror, Kina har en opfattelse, som jeg mener, egner sig til en mæglerrolle, og det er præsident Xi Jinpings idé om en fælles fremtid for den samlede menneskehed. Jeg mener, at dét er det vigtigste budskab lige nu, da vi befinder os i en situation, der strategisk set er farligere end under Cubakrisen, og derfor er det, vi virkelig har brug for, og jeg tænker, at Kina ville være i en enestående position til at opnå dette, nemlig at foreslå en ny international sikkerhedsarkitektur, som vil tage hensyn til alle verdens landes interesser.

For årsagen til, at vi har Ukraine-krisen, er på grund af NATO’s ekspansion mod øst i 30 år, som Vesten ikke engang ønsker at diskutere længere, men spørgsmålet er, hvordan vi kommer ud af det.

“Vi har brug for en ny sikkerhedsarkitektur, og jeg har foreslået, at den skal være i traditionen fra den Westfalske Fred, som afsluttede 150 års religionskrig i Europa. Og situationen i dag, i lyset af faren for atomkrig, er langt farligere end dengang. Og jeg tænker at europæerne fuldstændig ignorerer den kendsgerning, at der er ved at opstå et nyt system baseret på Shanghai-samarbejdsorganisationen (SCO), BRICS, kombinationen Rusland-Indien-Kina.

Indien har nægtet at lade sig trække ind i USA’s lejr, men ønsker også at forblive neutralt. Og jeg tror, at den eneste måde, hvorpå vi kan komme ud af dette, er, hvis europæerne, og endelig også USA, vil forstå, at det er i deres egen interesse at samarbejde med Bælte- og Vej-Initiativet om at løse de virkelige problemer, som vedrører hele menneskeheden, nemlig at pandemien ikke er overstået.

“Vi har en fødevarekrise. Jeg mindes, at en kinesisk økonom for nylig sagde, at som følge af sanktionerne mod Rusland risikerer en milliard mennesker at dø af sult i år. Hvis Kina ville spille en mæglerrolle og sige, at alle disse problemstillinger skal adresseres samtidig, så kan Ukraine blive en bro i stedet for at være et geopolitisk redskab mellem EU og Rusland, det kunne blive en bro i samarbejdet på det eurasiske kontinent.”

I dialogen med Zepp-LaRouche, deltog professor John Gong fra “University of International Business and Economics”, som er velkendt af medlemmerne af Schiller Instituttet. Han påpegede, efter at have diskuteret, hvad han troede, at EU’s ledere ville ønske at diskutere vedrørende Ukraine, at “vi er nødt til at tale om en principiel neutralitetsholdning. Det betyder, at jeg f.eks. vil foreslå (at Kina) afholder sig fra at sælge våben og fra at bidrage med noget som helst til militæret i kampen mod Ukraine. Det er det første princip. Det andet er, at Kina bør spille en mere proaktiv rolle som mægler i forbindelse med en våbenhvile, som mægler i en politisk løsning i Ukraine. Og for det tredje vil jeg stadig holde fast i opretholdelsen af almindelige handelspositioner. Fordi – dette er meget vigtigt. Historisk set dræber sanktioner på lang sigt faktisk flere mennesker end krig … i dette tilfælde kan vi se udsigten til, at mennesker vil dø, ikke kun i Ukraine.

Jeg har den hypotese, at hvis det internationale samfund undlader at gribe ind, vil det største antal mennesker i denne krig sandsynligvis være mennesker uden for Ukraine. Med andre ord, hvis vi ser på priserne på korn, priserne på fødevarer, priserne på fødevarer i Mellemøsten, f.eks. i Nordafrika og (andre) afrikanske lande, har disse høje priser som følge af krigen tydeligvis konsekvenser og følgevirkninger for en stor del af udviklingslandene. Så jeg mener, at det er meget vigtigt at opretholde disse normale handelsforbindelser….”

I modsætning til dette perspektiv fra Firenze og dets opfattelse af menneskeheden står “Det nye Venedig” af den store affolkning, som fejlagtigt kaldes (Great Reset) “Den store Nulstilling”. “Økonomiske lejemordere”, som f.eks. den stedfortrædende nationale sikkerhedsrådgiver for international økonomi Daleep Singh, som er blevet udsendt for at true Indien. Ifølge Pakistans premierminister Imran Khan er de også på vej efter ham.

Victoria Nuland, Ukraines kagemonster, var også i gang med at lave noget skidt i Sri Lanka, alt sammen inden for de sidste 72 timer. Ifølge premierminister Khan, der står over for en mistillidsafstemning i weekenden, har USA gjort det klart, at han skal forlade sit embede, eller hans nation endnu en gang vil blive udsat for “Bhutto-behandlingen”. Dette henviser til den begivenhed i 1976, hvor Henry Kissinger lod den daværende premierminister Zuflikar Ali Bhutto vide, at hvis Pakistan ikke ville opgive deres fuldt udbyggede atomenergiprogram, hvilket Bhutto faktisk nægtede at gøre, ville han som gengældelse “statuere et forfærdeligt eksempel med ham”.

Med Bhuttos egne ord, smuglet ud af hans dødscelle: “Dr. Henry Kissinger, USA’s udenrigsminister, har et brilliant intellekt. Han sagde til mig, at jeg ikke skulle fornærme USA’s efterretninger ved at sige, at Pakistan havde brug for oparbejdningsanlægget til sine energibehov. Som svar sagde jeg til ham, at jeg ikke vil fornærme USA’s efterretninger ved at diskutere Pakistans energibehov, men at han på samme måde ikke bør fornærme Pakistans suverænitet og selvrespekt ved at diskutere dette anlæg i det hele taget….” Kissingers trussel blev faktisk ført ud i livet, og Bhutto blev henrettet – men ikke besejret.

Atomprogrammet blev stående. Men i dag, i en mere kompleks verden og over for en muterende global pandemi, der potentielt er lige så dødelig som byldepest, må der dannes en højere enhed mellem Pakistan, Indien, Kina, Rusland og andre nationer, herunder et USA, der er befriet fra City of London, gennem den form for dialog, som Helga Zepp-LaRouche fører på CGTN.

Denne dialog, der er opdelt i tre emner, sikkerhed, økonomi og udvikling, vil blive foretaget på Schiller Instituttets konference om at udarbejde en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for alle nationer den 9. april i år. Den avancerede praksis for medborgerskab i en verdenskrisetid begynder med deltagelse i og organisering af denne begivenhed, der finder sted om tre dage, og som starter nu.




Lyndon LaRouche: “Det afgørende på dette tidspunkt er ideer”

Den 30. marts (EIRNS) — Hvordan skal vi så organisere vores medborgere og andre nationers medborgere under forhold, hvor verden står over for den meget alvorlige mulighed for atomkrig; hvor vi allerede er på vej ned i en fysisk-økonomisk nedsmeltning, som ikke er set siden det 14. århundredes mørke tidsalder; og hvor de fleste af os er grebet af en pessimisme, som dulmer deres bekymring for menneskeheden – og for dem selv?

Et godt udgangspunkt er at lytte til – eller i det mindste læse – de kloge ord af Lyndon LaRouche.”Vi er nået til et afgørende punkt. Hvad er alternativet til at læne sig tilbage og enten lade som om det ikke sker, eller blot beklage sig over det, der sker, og protestere voldsomt?

“Nu er menneskeheden anderledes end dyrene. Dyrene ville under disse forhold simpelthen blive forrykte. Men … mennesker er ikke dyr. Mennesker er i stand til at erkende, og det karakteristiske ved historien er, at når menneskeheden bruger sin hjerne, sit sind, og udveksler begreber med andre, som definerer et alternativ til en umulig situation, vil menneskeheden vælge en {intention}, en styrende hensigt om handling, for at foretage en eller anden nyskabelse i institutionerne, for at forsøge at løse opgaven. Derfor er det vigtigste på dette tidspunkt {ideer}….

“Men det er ikke nok. Man skal også tilvejebringe et klart billede af det gennemførlige alternativ. Hvad gør vi i stedet?”

Det var Lyndon LaRouches ord til en konference på Schiller Instituttet den 4.-6. maj 2001 i Bad Schwalbach, Tyskland, om emnet “Winning the Ecumenical Battle for the Common Good” (At vinde den økumeniske kamp for det fælles bedste). LaRouches fulde tale ved denne lejlighed kan findes i {EIR} af 25. marts 2022, se link  [bws_pd]

Disse ideer, denne hensigt og netop et sådant klart billede af det mulige alternativ, vil være i centrum for Schiller Instituttets kommende internationale konference den 9. april, om etablering af en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for alle nationer. Den netop udgivne “LaRouches planer for en ny international økonomisk arkitektur”, som nu er offentliggjort på Schiller Instituttets hjemmeside 

https://schillerinstitut.dk/si/2022/03/nu-er-det-tid-til-larouches-planer-for-en-ny-oekonomisk-arkitektur/

er et vigtigt diskussionsdokument for deltagerne i denne konference – faktisk for alle regeringer og politiske ledere rundt om i verden, som hver især står over for eksistentielle beslutninger, der vil afgøre deres nationers og hele menneskehedens skæbne.

Som man kan læse nedenfor, er der i Eurasien allerede sket fremskridt i retning af den påkrævede politik, med den dybtgående strategiske koordinering mellem Rusland og Kina, det voksende potentiale for inddragelse af Indien og Kinas ledende rolle i løsningen af den afghanske krise. Som Lyndon LaRouche forklarede i samme tale fra 2001: “Det var det, der kom til udtryk, da Primakov var premierminister [i Rusland], om det triangulære samarbejde mellem Kina, Rusland og Indien, som vi i høj grad støttede og pressede på for. Dét er en levedygtig idé. Den skal have flere ben at gå på og et sind til at retlede den, i den forstand.”

Som LaRouche derefter understregede, “Vesteuropa må påtage sig en mission, og Centraleuropa må påtage sig en mission, om at deltage i denne udvikling af Eurasien.” Desuden “ville formålet være at få USA til at samarbejde med dette store foretagende … og derefter se på Afrikas behov, for at skue menneskeheden i sin helhed.”

Denne overordnede strategiske orientering, som Lyndon LaRouche identificerede for 21 år siden, er fortsat vores mission i dag.




LaRouches plan for en ny international økonomisk arkitektur.
Inkl. Udkast til plan for genopbygning og udvikling af Ukraine

Den 28. marts 2022 – Det følgende er en foreløbig udgave af et politisk forslag fra Schiller Instituttet, som blev udarbejdet og skrevet af en arbejdsgruppe fra Executive Intelligence Review, bestående af Claudio Celani, Richard Freeman, Paul Gallagher, Marcia Merry-Baker, Dennis Small og Karel Vereycken.

Resumé af handlingsplanen

Udviklingen i 2022 til dato har gjort det helt klart, at Lyndon LaRouches forudsigelser i det sidste halve århundrede om det uundgåelige sammenbrud af det finansielle system med flydende valutakurser efter Bretton Woods var rystende præcise. Verdensproduktionen af fysiske økonomiske basale varer er styrtdykket; hyperinflation af finansielle aggregater har udløst kraftigt stigende priser på forbrugs- og produktionsvarer, hvilket har gjort dem utilgængelige for en stor del af menneskeheden; handelskrig under dække af sanktioner er brudt ud på verdensplan; og pandemier af gamle og nye sygdomme har allerede direkte og indirekte kostet omkring 18 millioner mennesker livet. En global hungersnød er nært forestående.

De politiske ledere og massemedierne i Vesten giver patetisk Vladimir Putin skylden for alt dette – og mere til. Men den egentlige, underliggende årsag er det årtier lange fald i menneskehedens “potentielle relative befolkningstæthed”, som helhed – LaRouches metode til at måle et samfunds evne til at reproducere sig selv på et stadigt stigende niveau af velfærd, videnskab og klassisk kultur for en voksende befolkning – et sammenbrud, der er resultatet af den nedskæringspolitik, som City of London og Wall Street gennem et halvt århundrede har påtvunget os.

Den mekanisme, gennem hvilken denne politik i dag føres til sin “endelige afvikling”, er en radikal afkobling af verdensøkonomien i to bittert modsætningsfyldte blokke – en militariseret NATO-dollarblok og Bælte- og Vejblokken – som begge er tiltænkt at blive kastet ud i et inferno af affolkning og krig, meget muligt inklusive termonuklear krig.

Det er særligt sigende og forfærdeligt, at de spirende Bælte- og Vejforbindelser via jernbane, der strakte sig fra Kina gennem Rusland og ind i Europa, er blevet næsten fuldstændig afbrudt af de igangværende sanktioner og krigen.

Det er nu også på tide, at Lyndon LaRouches programmatiske løsning på denne krise bliver helt og aldeles indlysende, og at der handles derefter, over hele jorden – mens der stadig er tid til at gøre det. I modsætning til Londons malthusianske afkobling af verdens fysiske økonomi, må verdens nationer i stedet kobles sammen igen omkring et program for økonomisk vækst og sikkerhed for alle og enhver, en ny international arkitektur for sikkerhed og udvikling.

Det væsentlige i denne programmatiske politik blev fastlagt af LaRouche i hans Fire Nye Love fra 2014, som er lige så gældende i dag, som da de blev udformet for otte år siden (se boks 1 nedenfor). Under de nuværende omstændigheder med den åbenlyse “totale krig”, som det finansielle etablissement fører mod Rusland (og snart Kina), og som omfatter alle de væsentlige kendetegn ved strategisk tæppebombning af fjendtligt territorium, er det nødvendigt med en omgående handlingsplan, der er centreret omkring disse Fire Love:

1.Fysisk økonomi: Rusland har allerede vedtaget krigsøkonomiske foranstaltninger for at forsvare sin grundlæggende nationale kapacitet og garantere selvforsyning med de vigtigste økonomiske livsfornødenheder. Den “strategiske trekant” bestående af Rusland, Indien og Kina vil imidlertid være endnu mere effektiv til at opfylde de væsentlige fysisk-økonomiske behov hos deres fælles befolkning, som udgør 38% af verdens samlede befolkning, hvis de arbejder sammen. Denne RIC-kombination – som var den oprindelige kerne i det, der senere blev til BRICS-landene – producerer 43 % af verdens hvede, 23 % af naturgassen, 66 % af stålet og enorme mængder af råstoffer af afgørende betydning. De har også kapaciteter i verdensklasse inden for kerneenergi, jernbaner og andre infrastrukturer, rumforskning og andre avancerede teknologier (se tabel 1).

Tabel 1: RIC’s fysiske økonomi, udvalgte parametre (kommer senere)

På trods af mangler i visse økonomiske sektorer (værktøjsmaskiner og andre kapitalgoder, lægemidler, fly osv.) er RIC’erne stærkt positioneret med hensyn til den fysiske økonomi til at etablere en “regional blok, der enten opererer uden for eller parallelt med det eksisterende IMF-system”, som Lyndon LaRouche anbefalede for år tilbage. Alliancen mellem Kinas Bælte- og Vej-Initiativ (BRI) og den russisk ledede Eurasiske Økonomiske Union (EAEU) er allerede en operationel hjørnesten i et sådant foreslået nyt arrangement.

2. Fast valutakurssystem: Handel og produktive investeringer inden for en sådan blok vil finde sted ved at etablere et fast valutakursforhold mellem deres valutaer med et lille spænd for midlertidige udsving. Denne ordning vil udelukke enhver indtrængen af spekulative finansieringsstrømme i dollar eller relaterede finansielle bevægelser. Pariteterne mellem deres respektive valutaer vil således ikke længere have noget forhold til det spekulative system med flydende dollarkurser, men vil blive fastlagt direkte af aftaler mellem regeringer og dermed ikke af det manipulerede spekulative “marked”.

Der vil også blive forhandlet om en regional fælles valuta for at lette international handel, investeringer og afvikling af konti – med en guldunderstøttet renminbi som en fremtrædende løsningsmodel. Dette vil gøre det muligt at “forhandle en række langfristede sæt af beskyttende traktat-aftaler på lang sigt om kredit, told og handel mellem en række førende nationer”, som LaRouche skrev i 2004 (se boks 2, vedlagt dette dokument).

3. Fuldstændig kapital- og valutakontrol og målrettet kredit: Hvert af landene vil også etablere en fuldstændig beskyttet national valuta og et nationalt banksystem, hvilket kræver: fuldstændig kapital- og valutakontrol; en fast valutakurs i forhold til andre valutaer (som angivet i punkt 2); og udstedelse af målrettet, produktiv kredit med lav rente til prioriterede projekter. I Ruslands tilfælde ville en guldunderstøttet rubel (eller en ny ” stærk rubel”) opfylde disse krav på en eksemplarisk måde; guldunderstøttede valutaer kunne også indføres i Kina og Indien, og dette kunne udvides til den fælles valuta.

Tiden med høje renter for at tiltrække “carry-trade”-spekulative finansielle strømme fra udlandet vil blive bragt til et brat ophør. I et land i udviklingssektoren har en sådan streng adskillelse mellem den beskyttede, produktionsbaserede nationale valuta og den spekulative London-orienterede internationale dollar den samme funktion som Glass/Steagall-bankadskillelsen i USA. Dette er en forudsætning for at etablere en Hamiltonisk nationalbank til at organisere udstedelsen af nye, lavt forrentede, produktive kreditstrømme til højteknologiske sektorer i nationens fysiske økonomi – “et massivt supplement af langfristet kredit til kapitaldannelse med indledende vægt på kapitaldannelse i den grundlæggende økonomiske infrastruktur”, med LaRouches ord.

4. RIC-plus: RIC-nationerne vil udgøre den grundlæggende kerne i en ny international arkitektur, som vil være åben for alle nationer, der er villige til at deltage på grundlag af sådanne sunde fysisk-økonomiske principper. Der er næppe tvivl om, at de fleste nationer i udviklingssektoren vil finde denne nye arkitektur langt mere fordelagtig for deres egne behov, end den ødelæggelse som det bankerotte transatlantiske finanssystem nu pålægger dem, og de vil hurtigt orientere sig mod en sådan foranstaltning. En mulig umiddelbar udviklingsblok er Shanghai-samarbejdsorganisationen eller SCO (Kasakhstan, Kirgisistan, Pakistan, Tadsjikistan og Usbekistan, ud over Rusland, Indien og Kina), som nogle førende eksperter har anset for at være tilstrækkelig bred til at fungere som en mulighed for at iværksætte et nyt guldbaseret monetært system uden dollar, baseret på en traktat mellem de lande, der har taget initiativ til det.

Den massive eksport af kapitalgoder til udviklingslandene vil være af central betydning for RIC-blokkens produktive ekspansion. Store infrastrukturprojekter i disse lande vil også være en integreret del af den økonomiske genopretning i verden. Langfristede, lavtforrentede kreditter til sådanne aktiviteter vil blive udstedt i den nye fælles RIC-valuta, på samme måde som renminbi allerede anvendes af BRI i dag, blot i langt større omfang. Kreditter til avancerede teknologiske produktive økonomiske aktiviteter – til forskel fra spekulative aktiviteter – er ikke inflationære og tilbagebetales bekvemt gennem den produktivitetsforøgelse, som sådanne investeringer vil medføre.

5. USA og Europa skal tilslutte sig Bælte & Vej: Det vil være af særlig betydning at få såvel USA som de europæiske nationer med i dette nye sæt af internationale aftaler. Det amerikanske og europæiske folk og deres økonomier vil klare sig langt bedre i forbindelse med RIC og Bælte- og Vej-Initiativet, end under det afindustrialiserings- og affolkningsregime, som de nu står overfor under det nuværende bankerotte britisk styrede system. Lyndon LaRouche omtalte denne politik som en alliance mellem fire magter (Rusland, Indien, Kina og USA), som alene ville have den nødvendige styrke til at gøre en ende på det Britiske Imperium en gang for alle. For at gøre dette kræver det udelukkende, at USA vender tilbage til sit forfatningsmæssige formål, herunder det amerikanske økonomiske system, som Alexander Hamilton var banebrydende for, og at suveræne nationer i Europa handler på samme måde.

6. Genopbyg Ukraine gennem øst-vestligt samarbejde: Det umiddelbare fokus for et sådant økonomisk samarbejde til gavn for alle vil være Ukraine. Det, der i dag er en blodig slagmark, ville blive en model for øst-vest-samarbejde. Den engang så magtfulde ukrainske økonomi – ødelagt af 20 års økonomisk liberalisme efter uafhængigheden; efterfulgt af endnu en forringelse efter det vestligt ledede Maidan-statskup i 2014; og nu hærget af krig – kan genopbygges og genoplives ved hjælp af fælles bestræbelser. Ukraine vil blive omdrejningspunktet for transit via Bælte & Vej fra Kina til hele Europa og genopbygge Ukraines engang så magtfulde videnskabelige, tunge industri- og landbrugssektorer til gavn for hele verden.

Ovennævnte seks foranstaltninger udgør ikke en langsigtet strategi, ej heller er de et forslag på mellemlang sigt. De er en kortsigtet handlingsplan, der er nødvendig for at standse den massive økonomiske ødelæggelse, der allerede er i gang, stoppe de geopolitisk drevne krige og skabe den nødvendige arkitektur for en fremskyndet vækst og udvikling af alle nationer.

Boks 1: LaRouches “Fire Nye Love”

Den 8. juni 2014 skrev Lyndon LaRouche et dokument med titlen “De fire nye Love til at redde USA nu! Ikke en mulighed: En omgående nødvendighed”, som understregede følgende fire politiske krav:

1. Den øjeblikkelige genindførelse af Glass/Steagall-loven, der blev indført af den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt, uden ændringer, hvad angår handlingsprincippet. Det betyder, at hele den spekulative finansboble skal gennem en konkursbehandling.

2. En tilbagevenden til et system med et topstyret og grundigt defineret nationalt banksystem, som specificeret af USA’s første finansminister, Alexander Hamilton.

3. Formålet med brugen af et sådant føderalt kreditsystem er at skabe en højproduktiv udvikling i forbedringer af beskæftigelsen; med den ledsagende hensigt at øge den fysisk-økonomiske produktivitet og levestandarden for personer og husholdninger.

4. Vedtage et fusionsdrevet “lynprogram” for at fremme de fundamentale gennembrud inden for videnskab, som ubegrænset økonomisk vækst og udvikling kræver.

LaRouche-planen fortsætter med følgende kapitler:

  1. Sanktioner afkobler verdensøkonomien og fører den ud mod afgrunden
  2. Sanktioner fremskynder det transatlantiske finansielle sammenbrud
  3. Udkast til plan for genopbygning og udvikling af Ukraine

En pdf af hele rapporten findes nedenunder.

Udkast til en plan for at genopbygge og udvikle Ukraine

Følgende er det sidste kapitel fra (Link:) LaRouches plan for en ny international økonomisk arkitektur

Fred gennem udvikling er kodeordet for politikken for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, og det skal anvendes umiddelbart i forbindelse med genopbygningen af et neutralt Ukraine efter krigen.

Selv om omfanget af ødelæggelserne som følge af den igangværende krig er ukendt på nuværende tidspunkt, er det en kendsgerning, at Ukraines økonomi kan og bør genopbygges og omdannes til en førende videnskabelig-teknologisk avanceret økonomi som et knudepunkt mellem den østlige og vestlige del af Eurasien. Det kan hæve sin levestandard og sin arbejdsstyrkes kognitive og kreative evner, samtidig med at det afviser City of London-IMF’s destruktive rådgivning, som har ført landet til tre årtiers økonomisk ødelæggelse. Det kan genopbygges ud af de murbrokker, som den nuværende krig efterlader i sit kølvand.

Ukraines iboende potentiale er stort. Landet har historisk set haft en kvalificeret og produktiv arbejdsstyrke med kvalifikationer i verdensklasse inden for en række områder. Det har et betydeligt industrielt bælte i regionen mellem og inklusive Dnipropetrovsk-regionen og Donetsk Folkerepublikken (tidligere Donetsk-regionen i Ukraine), som har produceret mere end en tredjedel af Ukraines samlede industrielle udbytte. (I denne undersøgelse betragter vi den omstridte Donetsk Folkerepublik [D.P.R.] og Luhansk Folkerepublik [L.P.R.], hvis nøjagtige status vil blive fastlagt ved fredsforhandlinger, og Ukraine som en del af den samordnede region, der skal udvikles). Ukraine har design- og maskinfabrikkerne Juzhmash og Juzhnoye, der er involveret i produktion af rumfartøjer, raketter og støbegods, og Antonov Aeronautics, der er specialiseret i fragtfly, som alle kunne udvides til at producere rumrelaterede køretøjer, men en del af dem kunne ombygges til at fremstille f.eks. laserværktøjsmaskiner.

Landet er udstyret med 20 % af jordens “sorte muld”, der kan producere rigeligt med hvede, korn og mange andre landbrugsafgrøder, både til eget brug og til eksport til hele verden. Landets jernbanenet er gammelt og nogle steder nedslidt, men det kunne opgraderes til at omfatte elektrificerede højhastighedstog eller magnetiske svævebaner, idet man udnytter dets privilegerede centrale geografiske beliggenhed til hurtigt at transportere varer og mennesker nord-syd og øst-vest gennem hjertet af Eurasien, et centralt led i Bælte- og Vej-Initiativet. Ukraine er faktisk det perfekte omdrejningspunkt for at erstatte det nuværende globale paradigme for økonomisk sammenbrud og krig, med en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der er baseret på princippet om fred gennem udvikling.

Tredive års ødelæggelse

Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 erklærede Ukraine sig uafhængigt den 24. august 1991, men dets “uafhængighed” blev kortvarig. Med det samme kom en sværm af økonomer fra IMF, Wall Street og City of London og gennemtvang en politik med privatisering, lukning af fabrikker, fyring af arbejdere osv. Økonomen Dr. Natalia Vitrenko, formand for Ukraines progressive socialistiske parti (PSPU), dissekerede resultaterne af denne destruktive politik på en konference den 13.-14. april 2013, hvis tale blev gengivet i EIR-magasinet den 3. maj 2013. Vitrenko berettede: “Hvor Medens Ukraine tidligere havde 16 store værktøjsmaskinfabrikker, som producerede 37.000 værktøjsmaskiner i 1990, er der nu kun tre tilbage, som knap nok er på benene; de producerer kun 40 værktøjsmaskiner om året.”

Vitrenko bemærkede endvidere, at hvis man sammenligner niveauet i 2012 med 1990, så var Ukraines elproduktion efter 22 år faldet med 35 %, dets stålvalseproduktion var faldet med 57 %, og dets traktorproduktion var kollapset med 94,3 %. I løbet af disse år med pengepolitisk “uafhængighed” mistede Ukraine 12 millioner arbejdspladser, og befolkningen blev gradvist fattigere.

Et vendepunkt i Ukraines historie indtraf i slutningen af 2013: Den ukrainske præsident Viktor Janukovitj besluttede den 21. november at undlade at underskrive en associeringsaftale om frihandel med EU, og han overvejede andre alternativer for Ukraines udvikling. Den 3.-6. december aflagde Janukovitj et statsbesøg i Beijing. Her mødtes han med den kinesiske præsident Xi Jinping og forpligtede Ukraine til at tilslutte sig Bælte- og Vej-Initiativet, hvis oprettelse Xi havde annonceret blot tre måneder tidligere den 7. september i Kasakhstan. Den 5. december kommenterede det kinesiske udenrigsministerium mødet: “Ukraine har engang skabt vigtige forbindelser mellem de østlige og vestlige civilisationer, og ligger på den vej som den kontinentale bro over Eurasien skal passere. Ukraine er klar til at deltage i opbygningen af “Silkevejens Økonomiske Bælte”. Den kinesiske part udtrykker tilfredshed med dette og er parat til at drøfte relevant samarbejde med den ukrainske side.”

Kina og Ukraine underskrev en strategisk partnerskabsaftale, og Kina indvilligede i at investere 8 milliarder dollars i Ukraines økonomi, ifølge Ukraine Monitor fra 6. december 2013.

Samarbejde med Rusland var også på dagsordenen. Den daværende russiske vicepremierminister, Dmitrij Rogozin, havde etableret en arbejdsgruppe om russisk-ukrainsk industrisamarbejde, der involverede militær og fælles rumproduktion, som blev konsolideret med Rogozins rundrejse fra 1.-3. december til industrianlæg i industriområdet Dnepr-bugten, der kulminerede med et møde med Ukraines daværende premierminister Mykola Azarov.

Disse udviklingsperspektiver var mere, end det forfærdede britiske og amerikanske etablissement kunne tolerere, og de gik “live” med gamle kapaciteter i Ukraine, herunder Victoria Nuland, den daværende amerikanske vicestatssekretær for europæiske og eurasiske anliggender, og netværkene omkring tilhængere af den pro-nazistiske kollaboratør Stepan Bandera, som blev indsat for at optrappe vold og kaos for at vælte Janukovytj-regeringen – hvilket det lykkedes dem at gøre den 24. februar 2014. Den på forhånd udvalgte Arsenij Jatsenjuk blev indsat som premierminister den 27. februar 2014 på Victoria Nulands opfordring for at genindføre City of London-IMF-politikken, der havde anstiftet så megen ødelæggelse og lidelse i Ukraine i 21 år.

Mellem 2012 og 2019 faldt Ukraines samlede arbejdsstyrke med 3,96 mio. arbejdstagere eller med 18,6 %; arbejdsstyrken inden for landbruget faldt med 486.000 arbejdstagere (med 13,9 %); arbejdsstyrken inden for industrien faldt med 884.000 arbejdstagere (med 26,4 %); og arbejdsstyrken inden for fremstillingsindustrien (en del af industriarbejderne) faldt med 443.000 arbejdstagere (med 19,5 %).

I 1992 havde Ukraine en samlet befolkning på 51,9 mio. mennesker. I 2012 var den faldet til officielt 45,4 millioner, selv om økonomen Vitrenko oplyste, at det faktiske tal dengang var 39 millioner. I 2020 var det officielle befolkningstal 41,4 millioner, inklusive befolkningen i Donbas (men med Vitrenkos justering ville det være tættere på 35 millioner). Efter officielle standarder har Ukraine haft den største befolkningsnedgang af alle europæiske lande mellem 1992 og 2020, og alt dette skete før den russiske militæroperation i Ukraine den 24. februar 2022. Nu er der yderligere ca. 4 millioner ukrainere, som er emigreret til udlandet, og et ukendt antal, der er blevet internt fordrevet.

At vende processen, at genopbygge Ukraine

Ukraine kan tage nogle afgørende skridt som en del af en ny international økonomisk arkitektur, som præsenteret tidligere i dette dokument.

For det første bør Ukraine i første omgang lægge den største vægt på at genopbygge og udvikle sin produktive arbejdsstyrke. I en webcast den 7. december 2012 sagde økonomen Lyndon LaRouche følgende: “Vi har én befolkning på denne planet, og vi har brug for hvert eneste forbandede individ på denne planet: Vi har behov for dem! De har et formål med at eksistere, fordi de kan blive mere produktive, og når de bliver mere produktive, så bliver deres børn mere produktive og så fremdeles; menneskehedens evne til at håndtere disse problemer øges.”

I løbet af det næste årti bør Ukraine sigte mod at få 10 millioner arbejdere tilbage i arbejdsstyrken, herunder 4 millioner flere industriarbejdere, og af dem bør der være en stigning på 2 millioner arbejdere i fremstillingsindustrien.

I 2019 havde Ukraine 118.935 fremstillingsvirksomheder, nogle med så få som fem ansatte. I dag er det utvivlsomt langt færre, men Ukraine bør sigte mod at øge dette med ca. 50.000 nye fremstillingsvirksomheder inden 2032 og udvide størrelsen og arbejdsstyrken i eksisterende fremstillingsvirksomheder. Den førende sektor i denne forbindelse bør være maskinværktøjsindustrien, og der bør bringes mestermekanikere fra Kina, Tyskland, Italien og Schweiz til at arbejde sammen med ukrainske værktøjsmaskineksperter for at uddanne en ny generation af værktøjsmaskinarbejdere.

Ukraine har en officiel ungdomsarbejdsløshedsprocent, der svinger mellem 15 % og 22 %, selv om den reelle arbejdsløshedsprocent angiveligt er meget højere. Ukraine bør oprette et civilt bevarelseskorps efter samme model, som det USA’s præsident Franklin Roosevelt oprettede i USA i marts 1933 for at ansætte og uddanne arbejdsløse unge. Det ukrainske korps bør fokusere på lægeligt og hospitalsmæssigt hjælpearbejde og endog støttefunktioner i forbindelse med opbygning af hospitaler og anden infrastruktur, sammen med uddannelseskurser, der gives om aftenen, som en del af et verdenssundhedssystem efter de retningslinjer, som Schiller Instituttets stifter Helga Zepp-LaRouche har foreslået.

For det andet skal Ukraine genopbygge mange af sine byer og genopbygge og modernisere sit industribælte. En betydelig del af områdets industri er koncentreret i to store regioner: Dnipropetrovsk-regionen i den sydøstlige del af landet og D.P.R. i den østlige del, som hver især havde frembragt omkring 17 % af Ukraines industriproduktion før krigen.

D.P.R. koncentrerer sig overvejende om stålproduktion, kemisk industri og kulminedrift. Det har også videnskabelige centre. Det er vigtigt, at Donetsk by og Mariupol udgør to ender af en enkelt industrikorridor med industrivirksomheder. I Mariupol ejer selskabet Metinvest, der kontrolleres af milliardæren Rinat Akhmetov, to store stålværker samt andre anlæg, der tilsammen angiveligt beskæftiger 40.000 mennesker. Den demokratiske Folkerepublik er blevet negativt påvirket af faldet i kulproduktionen. I 2013 producerede Ukraine 84 mio. tons kul. Sidste år var tallet nede på 29 mio. tons, hvilket er et brat fald på to tredjedele. En stor del af områdets miner er placeret i Donbas-regionen. Flere af D.P.R.’s kulminer er blevet oversvømmet af voldsomme regnskyl i de sidste par år og gjort ubrugelige, og centralregeringen i Kyiv har ikke gjort meget for at hjælpe. Dette har skadet Ukraines stålproduktion. De britiske royales hellige “Great Reset”-korstog mod kul skader Ukraine yderligere.

Dnipropetrovsk-regionen, der er et center for sværindustri, er kendetegnet ved mange anlæg, der producerer en bred vifte af industri- og kapitalgoder, herunder støbejern, valset metal, rør, maskiner, maskiner, mineudstyr, landbrugsudstyr, traktorer, sporvogne, køleskabe og fødevareforarbejdning.

Flere store mineselskaber er beliggende i Kryvyi Rih, den længste by i Europa, som ligger i Dnipro-regionen. ArcelorMittal, den største stålproducent i Ukraine med en årlig produktion på mellem 4 og 6 millioner tons, er beliggende i Kryvyi Rih. Juzhmash og Juzanoye, to store statsejede virksomheder, som var kernen i Sovjetunionens forsvars- og rumfartsproduktion, ligger også i Dnipro-regionen.

I disse to industricentre, som tilsammen producerede mere end en tredjedel af Ukraines industriproduktion, er en del af fabriksudstyret nedslidt – nogle stammer fra den midterste del af Sovjettiden – og en del af infrastrukturen er utilstrækkelig. Deres opretholdelse vil kræve betydelige kapitalinvesteringer i teknologisk opgradering og modernisering af kapitalgoder og anlæg samt opførelse af mange nye fabrikker. Dette bør være en fælles indsats i form af en Marshallplan-lignende indsats fra industrinationerne i Vest og Øst, ikke ulig det der var nødvendigt for at hjælpe med at genopbygge Tyskland efter Anden Verdenskrig.

For det tredje, jernbaner. Den vedlagte figur med titlen “Railroad and Road Corridors Across Eurasia”, som først blev vist i Schiller Instituttets rapport “The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge”, bind II, viser Ukraines fysiske centrale placering i forhold til World Land-Bridge. I øjeblikket går 80-90 % af den godstrafik, der transporteres fra Asien til Europa, gennem jernbanelinjerne i den nordlige korridor, som går gennem Rusland, og som er blevet bragt næsten til standsning på grund af sanktionerne.

[[Indsæt MAP på s. 108 i SI specialrapport]]

En del af Ukraines jernbanenet er forældet og har et stort behov for genoplivning. Halvdelen af dets 21.640 kilometer (13.447 miles) er elektrificeret, men det kan ikke håndtere højhastighedstrafik undtagen på nogle få strækninger. I 2021 underskrev Krzaliznytsia, de ukrainske jernbaner, imidlertid en aftale med det italienske jernbaneselskab Ferrovie dello Stato Italiane om at gennemføre en forundersøgelse af muligheden for at indføre højhastighedstogtrafik i Ukraine. Centralt i forslaget er opførelsen af en højhastighedsjernbanelinje fra Odessa til Kyiv til Lviv, en afstand på 790 km (489 miles). Denne højhastighedsrute skal udvides til at forbinde det vestlige Ukraine (hvor Kyiv og Odessa ligger) med Dnipro og D.P.R. i øst. Systemet omfatter passagertransport, men det bør udvides til også at befordre gods. Kineserne, der er verdens førende aktør inden for jernbanebyggeri, er også interesseret i at bygge højhastighedstog i Ukraine.

En jernbanelinje med højhastighedstog til transport af passagerer og gods gennem Ukraine ville kræve ca. 10.000 km nye strækninger (6.200 miles).

For det fjerde har Ukraine en meget fremtrædende og kompetent rumfartsindustri, som er forankret i det Kyiv-baserede Antonov Aeronautics og virksomhederne Juzhmash og Juzhnoye. Både Juzhmash og Juzhnoye har hovedkvarter i den sydøstlige ukrainske by Dnipro i Dnipropetrovsk-regionen, der er døbt “Rocket City” efter sin rumindustri. I sovjettiden fungerede Dnipro som et af de vigtigste centre for rum-, atom- og militærindustrien og spillede en afgørende rolle i udviklingen og fremstillingen af ballistiske missiler til U.S.S.R. Et af de kraftigste interkontinentale ballistiske missiler (ICBM’er), der blev anvendt under Den kolde Krig, var R-36, som senere blev et forbillede for Tsyklon-familien af løfteraketter. Både R-36 og Tsyklon blev designet af Juzhnoye og fremstillet af Juzhmash.

Vejen ud af den militære produktion var rumfartsindustrien. Begge virksomheder blev rygraden i landets rumindustri og byggede over 100 løfteraketter om året. I Vesten fik de opmærksomhed for at designe og fremstille de første trin til Antares-raketten, som opsendte Northrop Grumman Cygnus-lastbilen til den internationale rumstation. Og Juzhnoye fremstiller også motorer til Europas Vega-raketter.

Ud over rumfartøjer og raketter fremstiller Juzhmash også landingsgear, støbegods, smedegods, traktorer, værktøj og industriprodukter. Disse virksomheder og andre af Ukraines forsknings- og produktionsfaciliteter råder over gigantiske hangarer og komplekse testsystemer, der repræsenterer investeringer i milliarder af dollars.

Antonov Aeronautics fremstiller især tunge militære og kommercielle transportkøretøjer samt passagerfly og er også førende på verdensplan inden for lufttransport af rumkomponenter og fragtrelaterede satellittransporter. I 2016 blev det lagt ind i det nyoprettede Ukrainian Aircraft Corporation.

Juzmash, Juzhnoye og Antonov beskæftiger tilsammen 40.000 medarbejdere, hvoraf mange er ingeniører, rumforskere osv. De og deres komplekse enheder, udgør en ægte perle, ikke kun for rumforskning, men for deres bredere kapacitet, hvoraf en del kunne producere nye produkter såsom laserværktøjsmaskiner og mange andre avancerede maskiner, som Ukraine og andre nationer vil få brug for.

For det femte er Ukraines rige sorte muld en velsignelse for menneskeheden. Ukraine er en af verdens største korneksportører og eksporterer ifølge USA’s landbrugsministeriums prognose fra marts 2022, for perioden 2021/22, 20 mio. tons hvede, 27 mio. tons majs og 6 mio. tons byg. Landet er verdens største producent af solsikkefrø og en af verdens syv største producenter af kartofler, tørrede ærter, gulerødder, agurker, græskar, kål, raps, sukkerroer osv. Med de rette internationale ordninger kunne det brødføde en del af Afrika.

For det sjette kræver alle disse projekter en enorm mængde støtte. Den økonomiske politik i Ukraine, der er dikteret af IMF, London og Wall Street, må ophæves fuldstændigt og omgående. Den har medført ødelæggelse, plyndring, sult og sygdom for det ukrainske folk fra 1991 til i dag.

Kreditbehovet for det ovenfor beskrevne program for Ukraines genopbygning vil med lethed beløbe sig til mellem en halv og en billion dollars. Det kan ikke opnås gennem IMF-City of Londons spekulative globale monetære kasino-system. Ukraine bør anvende Glass/Steagall-loven for at sætte sit finansielle system under øjeblikkelig konkursreorganisering og oprette en Hamiltonisk nationalbank som erstatning for centralbanken for at udstede de nødvendige mængder af målrettede kreditter til den produktive del af økonomien.

Alle disse foranstaltninger vil blive gennemført, som vi skitserede i det indledende afsnit af dette dokument, inden for rammerne af et nyt globalt kreditsystem, som sammen med Bælte- og Vej-Initiativet vil skabe en revolution i global udvikling.

The following excerpt is taken from Lyndon LaRouche’s January 12, 2004 essay, “On the Subject of Tariffs and Trade.”

Now, the world’s present, floating-exchange-rate monetary-financial system is hopelessly bankrupt. It must be placed into governments-controlled receivership for necessary forms of administration and reorganization. Virtually none of the leading banking institutions of western Europe and the Americas (among other cases) are not implicitly bankrupt presently. Therefore, the first, most immediate objective of intervention by sovereign governments must be stability of the normal functions of society; the second, short- to medium-term objective, must be an increase in productive employment to levels sufficient to bring current accounts of nations into balance; the third objective must be the negotiation of a nested array of long-term sets of protectionist treaty-agreements on credit, tariffs, and trade among a set of leading nations. The latter agreements should range from one to two generations: corresponding to capital cycles of from twenty-five to fifty years.

The possibility of a recovery from the condition presently bequeathed to us by the combination of the floating-exchange-rate IMF system and the wildly aberrant behavior of central banking systems of nations, depends upon a massive supplement of long-term credit for capital formation, with initial emphasis on capital formation in basic economic infrastructure. To sustain such a program of expansion over two generations, as we must, requires a system in which fundamental borrowing costs must be no higher than between 1-2% simple-interest rates. This can be achieved only under conditions defined by a fixed-exchange-rate monetary-financial system. Therefore, this means a ‘gold reserve system,’ but not a revival of a British-style (or looney Ezra Pound’s) ‘honest money’ sort of gold standard system. This also means a system of long-term trade and tariff agreements among nations, to an effect consistent with such goals as long-term growth of capital formation.

Download (PDF, Unknown)




Tænketanken RAND, skitserede USA’s krigspolitik mod Rusland i 2019

Den 28. marts (EIRNS) – I 2019 offentliggjorde RAND Corporation en 354 sider lang rapport med titlen “Extending Russia: Competing from Advantageous Ground”. Det er et manuskript til en politik for geopolitisk konfrontation mod Rusland, der har til formål at svække og underminere Rusland som stat.

EIR rapporterede dengang, at resuméet af rapporten fra RAND afslørede det hele: “Som USA’s nationale forsvarsstrategi har anerkendt, er USA i øjeblikket låst fast i en stormagts konkurrencesituation med Rusland. Denne rapport har til formål at definere områder, hvor USA kan konkurrere til sin egen fordel. Den undersøger Ruslands sårbarheder og bekymringer; den analyserer potentielle politiske muligheder for at udnytte dem; og vurderer de dermed forbundne fordele, omkostninger og risici, samt sandsynligheden for en vellykket gennemførelse.” (https://www.rand.org/content/dam/rand/pubs/research_reports/RR3000/RR3063/RAND_RR3063.pdf)

Mange af de skridt i retning af konfrontation, som foreslås i rapporten, er siden blevet gennemført af USA, som Rick Sterling, en undersøgende journalist fra San Francisco-området, viser i en artikel i Dissident Voice. “I stedet for at ‘forsøge at holde sig på forkant’ eller forsøge at forbedre USA indenrigspolitisk eller med hensyn til de internationale relationer, er der lagt vægt på bestræbelser og handlinger, for at underminere den udpegede modstander Rusland”, skriver Sterling. Rapporten, fortsætter han, “konstaterer, at Rusland har ‘dybtliggende’ bekymringer for vestlig indblanding og potentielle militære angreb. Disse bekymringer anses for at være en sårbarhed, der kan udnyttes. Der nævnes ikke noget om årsagen til de russiske bekymringer: De er blevet invaderet flere gange og havde 27 millioner døde under Anden Verdenskrig.”

Sterling bemærker, at blandt de provokationer, der foreslås i rapporten, er følgende:

  • “- Repositionering af bombefly inden for umiddelbar angrebsafstand af vigtige russiske strategiske mål”
  • “- Udstationering af yderligere taktiske atomvåben til lokationer i Europa og Asien”
  • “- Forøgelse af USA’s og allierede flådestyrkers stilling og tilstedeværelse i Ruslands operative områder (Sortehavet)”
  • “- Afholdelse af NATO-krigsøvelser ved Ruslands grænser”
  • “- Ophævelse af INF-traktaten (Intermediate Nuclear Forces).”

“Disse og mange andre provokationer, som Rand foreslår, er faktisk blevet gennemført,” skriver Sterling. “For eksempel gennemførte NATO massive kampøvelser med titlen ‘Defender 2021’ lige op ad Ruslands grænse. NATO er begyndt at ‘patruljere’ i Sortehavet og foretage provokerende indtrængen i Krim-farvande. USA har trukket sig ud af INF-traktaten.”

Hvad RAND-rapporten gør, forklarer han senere, er at vurdere omkostninger og fordele ved forskellige amerikanske handlinger. “Det betragtes som en ‘fordel’, hvis øget amerikansk bistand til Ukraine resulterer i tab af russisk blod og ressourcer. I forbindelse med spekulationer om muligheden for russisk troppetilstedeværelse i Ukraine antyder rapporten, at det kunne blive ‘ganske kontroversielt i hjemlandet, ligesom det var tilfældet, da Sovjet invaderede Afghanistan’.”

Fred, på den anden side, påpeger Sterling, betragtes som “ufordelagtigt”. “En fredsaftale, der garanterede grundlæggende rettigheder for alle ukrainere og statslig neutralitet i rivaliseringen mellem stormagter, ville være fordelagtigt for de fleste ukrainere,” skriver han. “Det er kun det amerikanske udenrigspolitiske establishment, herunder det amerikanske militær- medie- industrielle kompleks, og ukrainske ultranationalister, der ville være ” ugunstigt stillet”.”
(https://dissidentvoice.org/2022/03/rand-report-prescribed-us-provocations-against-russia-and-predicted-russia-might-retaliate-in-ukraine/)




Den økonomiske politik, der skabte den vestfalske fred (1648)

På engelsk: The Economic Policy that Made the Peace of Westphalia

[Print version of this article]

This is a newly edited version of an article, originally published in EIR, on the history of the famous treaty that established the modern idea of cooperation and non-intervention among nations (EIR Vol. 30, No. 21, May 30, 2003). British Prime Minister Tony Blair’s speech in Chicago in 1999, in which he declared that the era of the Treaty of Westphalia was over, opened a period of unceasing wars by major powers on smaller nations. The principles of the 1648 Treaty of Westphalia are needed now more than ever.

This article appears in the March 11, 2022 issue of Executive Intelligence Review. SUBSCRIBE TO EIR

Author’s Introduction to this Republication

March 4, 2022—Power never smashes itself in anger on the reef of righteousness. Power is agapē, the love of God and humanity. As the Apostle Paul demonstrated in his First Letter to the Corinthians, chapter 13, agapē is generous and never envious; it is never righteous nor vengeful; it is patient and always merciful, and forgives easily. Agapē gives and never takes. Because of all of these qualities of leadership, agapē has no place of its own, and has no need of one, because it builds its home and takes its residence in others, as others take their happiness and rest in it. It is for these reasons that the power of the Peace of Westphalia is able to endure the rages of others, and it never traffics with them for some popularity. Thus, the secret of this Peace of Westphalia is to internalize, ahead of time, what other people are thinking, or are afraid of thinking, about themselves and their fellow man, and to give them the benefit of the doubt.

The Treaty of Westphalia says it explicitly, that it abolishes all competition, pretentions, and advantages over others, and “forgives the sins of the past by leaving all wrongs that have been committed to perpetual Oblivion.” Such is the beauty of power when it is proportional with reason, and such was the commitment of France in 1648, in the Peace of Westphalia, pledging to entertain a good and faithful, neighborly relationship with all nations. Such is the beauty of proportion between power and reason that Leibniz had identified as the basis for his idea of the Republic, and for which the recognition and remembrance of others grow unceasingly.

This is also what Rabelais meant when he said that gratuitousness, that is, what is given with benevolence, is the only living power that does not decrease and perish with time. It can only increase as time passes, because it decreases hatred in the same proportion that it increases love. Therefore, this principle of agapē represents the best that Western civilization has to offer: the idea of power found in the Athens of Solon in the 6th Century B.C., the sacrifice of Jesus Christ in 33 AD, the Council of Florence in 1439, the Peace of Westphalia in 1648, and the adoption of the American Constitution in 1787. This is how the idea of power became the power of an idea. The question is: Is the world ready to accept such an idea for the benefit of future generations yet to come?

May 30, 2003—In view of the currently collapsing world financial system, which is tearing apart the Maastricht Treaty, European governments have a last opportunity to abandon the failed Anglo-Dutch liberal system of private central banking and globalization, and organize the new Eurasian axis of peace centered on Russia, Germany, and France. To solve the collapse as sovereign nation-states with a common interest, their historical foundation is the 17th-Century Peace of Westphalia, which began “the era of sovereign nation-states” and is now attacked by all the new imperialists and utopian military strategists.

The 1648 Westphalia Peace succeeded only because of an economic policy of protection and directed public credit—dirigism—aimed to create sovereign nation-states, designed by France’s Cardinal Jules Mazarin and his great protégé Jean-Baptiste Colbert. Colbert’s dirigist policy of fair trade was the most effective weapon against the liberal free trade policy of the central banking system of the maritime powers of the British and Dutch oligarchies.

Similarly, it is only with a return to the Peace of Westphalia’s principle of “forgiving the sins of the past,” and of mutually beneficial economic development (see box, Principles of Westphalia, Article I), that the current Israeli-Palestinian conflict could be solved on the basis of two mutually-recognized sovereign states.

The then unique principles of the 1648 Treaty that finally ended 125 years of religious warfare in Europe, enshrined the benefit or advantage of the other—the common good—in the statecraft of sovereign nations. Two men—France’s Cardinal Jules Mazarin and Minister Jean-Baptiste Colbert (on coin)—were most responsible for this opening of the principles of nation-building.
View full size

Gerard Ter Borch

In the Peace of Westphalia, Mazarin’s and Colbert’s common-good principle of the “advantage of the other” triumphed over the imperial designs of both France’s Louis XIV and the Venice-controlled Hapsburg Empire. In the 18th Century, the same principle brought the posthumous victory of Gottfried Leibniz over John Locke in shaping the American republic’s founding documents—the victory of “the pursuit of happiness” and the principle of the general welfare—over Locke’s “life, liberty, and property.”

Today, that principle has created the Eurasian Land-Bridge policy, as designed by U.S. Presidential pre-candidate Lyndon LaRouche, and as expressed in the economic development policies of China and some other Asian powers. This aims at “transport corridors of development,” spanning Eurasia from the Strait of Gibraltar to the Bering Strait, and from the North Sea to the Korean Peninsula and Southeast Asia.

How Mazarin Looked Toward Westphalia

By the early 1640s, after witnessing so much abuse by the Hapsburg Emperor’s feudal authority against the peoples of the small and war-devastated German states, and realizing that the horrors of the Thirty Years’ War were leading toward the destruction of civilization, Cardinal Jules de Mazarin acted to shift the attention of Europe away from Venetian-manipulated religious conflicts that had become an endless cycle of vengefulness of each against all. He sought to base a peace on the economic recovery and political sovereignty of the German Electorates and States, to move them toward freedom and away from the tyranny of the Emperor, and from Venice’s intrigues.

In 1642, six years before the signing of the Peace of Westphalia was to end the Thirty Years’ War, Mazarin sent a negotiating team to Münster to begin working on his peace plan. The two French plenipotentiaries, Claude de Mesmes Comte d’Avaux, and Abel Servien, were his close associates. The mission was to use the power of France to intervene between the Emperor and the German Electors and princes in such a way that the Emperor would be forced to relinquish his overpowering authority and France would facilitate an economic program for the German states by helping them rebuild their territories.

This result could not be achieved, however, unless France, as the most powerful nation outside of the Empire itself, were to be given the role of guarantor of German freedom on their own territory—a status of mediator that would give Mazarin’s French plenipotentiaries a friendly and indirect right to intervene inside the government of the Empire. This had to be done in such a way as not to give umbrage to the German princes, who would have rejected any form of direct foreign intervention. Indeed, what would be the benefit of replacing an Austrian imperial power by a French one?

Mazarin directed his plenipotentiaries to make their presence necessary, primarily along the Rhine River, by engaging in the only form of French expansion that would correspond to Mazarin’s principle of “the advantage of the other,” and that was, to engage in a productive economy of fair trade and commerce. Thus, Mazarin began to play an entirely new and unique role inside the Empire by increasing German freedom in trade and commerce along the main waterways of the Empire.

The Rhine River, running through very fertile lands, had long been the target of Mazarin’s predecessor, Cardinal Richelieu, who, as the First Minister of Louis XIII, had waged 14 years of war to acquire key territories along the High Rhine, with the presumption that the Rhine River was a God-given “natural border of France.” This foolish idea stemmed from the days of the Roman Empire, that is, from the same imperialist outlook that was to be Louis XIV’s folie des grandeurs, and was to become the pretext for Napoleon Bonaparte’s mad imperial conquests, a century later. The imperial Roman historian Strabo had concocted the geopolitical delusion whereby “an ancient divinity had erected mountains and traced the course of rivers in order to define the natural borders of a people,” whereby, consequently, the Rhine River had to be viewed as a natural border of France.

The Rhine: Boundary, or Corridor?

However, that was not the view of Mazarin. He saw the Rhine River as a great economic project rather than a way to grab more territory. It was a natural communication canal within German territory, a corridor of development. But it was unfortunately being commercially misused by river princes, who were going against their own best interests by imposing such outrageously expensive tolls, that tradesmen preferred using alternative routes, which had become more to the advantage of the Venetians, the Dutch, and the English, than to the German people themselves. This had to be changed.

According to the German historian Hermann Scherer,

The expansion of Amsterdam and of the Dutch market had given the last blow to the ancient commercial greatness of the German principalities. The Rhine River and later the Escaut, were closed to the German people; an arbitrary system of rights and tolls was established, and that became the end of wealth and prosperity in the heart of Europe. The defection of many Hanseatic cities from the interior, and the diminishing foreign trade of the Hanse, destabilized internal commerce and the relationship between the northern and southern regions of Germany. Add to this, the interminable wars, the religious conflicts and persecutions, and on top of all of this, the addition of customs barriers established under all sorts of pretexts, and for which the smallest princes of the empire added a cost as if it were an essential attribute of their microscopic sovereignty.[fn_1]

Each region was measuring its “sovereignty” by the power to raise Rhine customs fees. The interruptions of trade traffic between southern and northern Germany were bringing the German economy to a halt. This became particularly disastrous for Braunschweig and Erfurt, while Frankfurt-am-Main and Leipzig prospered, thanks to their annual fairs. The very geographic situation of Germany required precisely the opposite: that it free itself of the burden of customs barriers and open all of its internal mini-borders for anyone who wanted to trade in and out of the country, at low cost, not only north-south, but also east-west. Such were the conditions that Mazarin was attempting to address during the 1640s negotiating period of the Peace of Westphalia.

Fair Trade on Europe’s Rivers

Mazarin conducted a thorough study of the entire river system of the Hapsburg Empire, including the region of Poland. He established a complex intelligence network from among his German allies, to report back to the French negotiators who were involved in the preliminary negotiations for the Peace of Westphalia in Münster, and to inform them of how many German cities would be willing to increase their freedom within the Empire, by collaborating with France.

FIGURE 1
Three Centuries’ Canal and River Development Initiated by Mazarin and Colbert

View full size

Mazarin examined closely the potential for a north-south expansion of trade and commerce of goods being produced along all of the rivers of the Empire (see Figure 1).

First, farthest east, on the northeastern border of the Hapsburg Holy Roman Empire, Mazarin studied the potential of the Vistula River going through the Polish regions of Silesia, Mazovia, and Eastern Prussia (today Poland), and emptying into the Baltic Sea near Gdańsk. That river provided for Gdańsk all of the riches coming from all of these regions, and could make it the major port city of Poland.

Second, he wrote of the Oder River—which also empties into the Baltic Sea—that if all of the commerce from the Brandenburg, Silesia, and Pomeranian plains were to flow into the city of Szczecin, it could transform that city into a major international port city.

Third, the Elbe River, which starts in Bohemia (today the Czech Republic) after having gone through Saxony and Brandenburg, then flows into the North Sea northwest of Hamburg. Mazarin noted that most of the goods coming from the provinces of Lower Germany also flowed northwestward past Dresden, Magdeburg, and Leipzig. Those cities could improve their economic situation by offering commercial houses for transshipment of regional goods to foreign countries.

Fourth, Mazarin was given a report that the Weser River, which also flows through the fertile regions of Middle Germany, could be provided with a number of canals acting as import and export channels, to make the city of Bremen on the Weser into a significant port.

Fifth, Mazarin saw another expansion of north-south trade by way of the Ems River, which crosses Westphalia, and brings all of the trade and commerce from Münster and the North Rhine region into a north-south axis opening to the North Sea.

Sixth, and farthest west, Mazarin studied the Rhine River as the most economically viable communication channel among Switzerland, Germany, France, and the Netherlands, connecting Mulhouse, Strasbourg, Mainz, Bonn, and Cologne, and carrying a great amount of trade from Alsace Lorraine, the Swiss Counties, Baden-Württemberg, and the Rhineland Palatinate, to its exit into the sea through the cities of Rotterdam and Amsterdam.

Mazarin saw that the surest way to bring about peace was to develop the general welfare of the German people, by developing, for their greatest advantage, the cities located at the mouths of these rivers or along them. Thus, those war-torn regions of the Empire could be rescued and rebuilt, by creating new infrastructure. He considered this to be the way to counter the British-Dutch mercantilist control over key cities of the Baltic and North Seas.

In 1642, Mazarin summoned his negotiators at Münster to announce and circulate everywhere that the precondition to the peace negotiations was to forbid the creation of new tolls along the Rhine River. The proposition was written as follows:

From this day forward, along the two banks of the Rhine River and from the adjacent provinces, commerce and transport of goods shall be free for transit for all of the inhabitants, and it will no longer be permitted to impose on the Rhine any new toll, open birthright, customs, or taxation of any denomination and of any sort, whatsoever.

Because the injunction included the mention “and from adjacent provinces,” it proposed to bring fair trade and economic expansion deeper into the heart of Germany.

Centuries of Canal Building

Under the protection of the French, as the guarantor of the Peace of Westphalia, the different princes of the Empire were able to establish a whole series of houses of commerce in Huningue, Strasbourg, Mannheim, Frankfurt an der Oder, Coblenz, and Cologne. Thus, Mazarin’s plan to build the economic basis for the nation-state of Germany began to take shape. With goods produced in France, Lower Bavaria, Upper Palatinate, Swabia, and so forth, the river communication system began to revive the economies of the cities of Huningue and Strasbourg, as well as to give access to Switzerland and to the extended parts of Austria.

The economic development was to go farther by access to the seventh and longest river in western Europe, the Danube, expanding the import-export trade of goods to and from Bavaria, Austria, Hungary, Serbia, Bulgaria, Romania, Moldavia, and all the way East to the mouth of the Danube in the Black Sea.

As early as 1642, Mazarin had singled out 28 primary cities along the Danube River alone. It is from this standpoint that a new understanding began to emerge from the rubble of war in Europe, capable of creating thousands of jobs and new markets along the main rivers of the Empire. It was under Mazarin and Colbert that the idea of a Rhine-Main-Danube canal began to be considered as a feasible project, a corridor of development only completed three centuries later, connecting the North Sea to the Black Sea.[fn_2]

By the time a number of Electors and princes began to realize that Mazarin’s project was entirely to their advantage, and decided to modify their allegiance to the Emperor, war had reduced the German people from 21 million to only 13 million as of 1648. Without peace, European civilization was going to be destroyed.

On the other hand, the Venetians saw that Mazarin was accelerating the process of negotiation in Münster, and that his economic initiatives with the German Electors were beginning to gain some momentum. Venice and the Hapsburgs saw the paradox—the more you increase economic freedom within the Empire, the more you are destroying that Empire itself—and smelled danger. The more the German leaders were won over to the principle of “the advantage of the other” (especially since they were “the other”), the closer they were to replacing the predatory Empire with nation-states. This principle had such a corroding effect on the minds of the Venetians and the Hapsburg Emperor that they were ultimately forced to accept the conditions set by Mazarin for the Peace of Westphalia, which was signed on Oct. 24, 1648, in Osnabrück for the Protestants, and in Münster for the Catholics.[fn_3]

Colbert and the Birth of Political Economy

Jean-Baptiste Colbert (1619-83) was, without a shadow of a doubt, the greatest political economist and nation-builder of the 17th Century, and his ideas and influence have determined the entire course of development of all modern nation-states, including the United States of America, since the Treaty of Westphalia.

Initially promoted as Steward of the Household of Cardinal Mazarin, Colbert later became Comptroller General of the Finances of France during most of the reign of Louis XIV. Colbert was the first world leader to successfully apply the new principle of Westphalia to economics, the which would later be followed successively by Gottfried Leibniz, Benjamin Franklin, Alexander Hamilton, John Quincy Adams, Henry C. Carey, Friedrich List, Franklin D. Roosevelt, and Lyndon H. LaRouche, Jr.

Colbert’s seminal contribution to a humanist republican conception of political economy was initially reflected in France’s historic fight to liberate the peoples of Europe from the predatory control of the Austrian Hapsburg Empire, and from the central banking role of the Venetian and Dutch oligarchies. Colbert applied the principle of the Peace of Westphalia—that is, the principle of “the advantage of the other”—to a grand design of economic development of France itself.[fn_4]

For Colbert, the most important asset of the common good, and the most powerful enemy of war itself, was the development of infrastructure projects. Colbert carried the principle of benevolence of Cardinal Mazarin into large-scale economic development projects. If he was the farsighted forerunner of Leibniz, of Franklin, and of LaRouche, it was because his towering figure stood on the shoulders of Jeanne d’Arc, King Louis XI’s creation of the nation-state of France, King Henry IV (1589-1610), Henry’s minister the Duke of Sully, and Cardinal Mazarin. All were the most powerful enemies of British-Dutch-Venetian free-trade and “central bank” liberalism.

The very name of Colbertism, dirigism, still rings as anathema in the ears of the British-Dutch oligarchies today. In fact, any economic outlook organized by a strong centralized government that favors the common good through great public works, stems from Colbertism, and is anathema to British-Dutch monetarism, especially to the Dutch East India Company.[fn_5]

The Industrial Commonwealth Policy

Jean-Baptiste Colbert did not come from a noble family, as many historians have falsely claimed. He was the son of Nicholas Colbert and of Marie Pussort, she of a merchant family, who had traded in Reims and in Lyon from 1590 to 1635. This period was the turning point for French economic development, with the upsurge of manufacturing under Henry IV and his great advisor, the Duke of Sully. Nicholas’ brother, Odart Colbert, was a trader in Troyes, working with an Italian banker partner located in Paris, by the name of Gio-Andrea Lumagna, with whom he had developed an excellent trade in draperies, bolting-cloth, linen, silk, wines, and grains, which they produced in France and traded in England, the Low Countries, and Italy.

Jean-Baptiste worked for a few years in Lumagna’s bank until 1649, one year after the Treaty of Westphalia was signed, when Lumagna became the personal banker of Mazarin and recommended that Colbert become the Cardinal’s Steward of the Household. The meeting of such great minds foreshadowed a true French revolution.

Looking at Colbert from British and some American history books, one would become convinced that he was a mercantilist free trader. But anyone identifying Colbert as a mercantilist has to be either totally ignorant or a British agent, at best. The British hated Colbert precisely because he was not a mercantilist; he was feared because he was a humanist nation-builder. Colbert’s policy was to undertake and fund, from the royal coffers of Louis XIV, all forms of industry, mining, infrastructure, canal building, city building, beautification of the land through Ponts et Chaussées (Bridges and Roads), and Arts et Métiers (Arts and Crafts), including the promotion of all aspects of science through the creation of the Royal Academy of Sciences under the leadership of Christian Huygens.

Thus, clearly, Colbert’s idea of “the advantage of the other” was aimed at benefitting future generations. It precluded primarily the idea of competition, a politically correct term for enmity.

Colbert’s industrial protectionist system is generally known for four major reforms that marked the beginnings of the modern industrial nation-state:

1. He organized and funded a system of industrial corporations and infrastructure projects that provided job security for all types of skilled and non-skilled labor, that is, workers of all types of arts et métiers;

2. He established protectionist measures for all standardized French clothing products, such that no dumping of foreign goods was allowed in France, except at very high cost. Colbertism became synonymous with protectionism;

3. He funded and supported population growth, considering that war and ignorance were the two main causes of population reduction. He believed that the “government had to take care of its poor,” and that its role was to foster the increase of the population density of the nation; and

4. He accompanied industrial measures with a reform of civil justice that became the first Civil Code of France, lasting 130 years until it was destroyed by the imperialist code of Napoleon at the turn of the 18th Century.

These four points were enforced with total energy and determination, and with the full backing of the King of France. In other words, the entire Colbertian system of nation-building was based on state-controlled industrial development, combined with carefully selected and productive private initiatives.

Colbert cared for the nation as a farmer cares for his farm: The entire territory of France was meant to become the land where the common good was to grow unimpeded. He protected it, showered it with public funds, enriched it, and let others reap its beautiful fruits. He cultivated the common good by weeding out the privileges of aristocracy. He encouraged new industries and funded population growth by creating tax incentives and special bonuses for married couples. He put protectionist barriers all around France, against British, Dutch, and Belgian dumping. In one word, Colbert became the champion of skilled labor and the sworn enemy of the commercial aristocracy, which had been living off its privileges, as the feudal aristocracy had done during the past centuries.

So, Colbert re-established the priority of the “common good, the ‘Commonwealth’ of Louis XI.”

The following case suffices to make the point.

During the 1660s, there persisted a three-century-old privilege that dated back to the shameful 1358 edict of King Charles V, that stated that the laws of commerce “are made to profit and favor each craft rather than the common good.”[fn_6] Colbert turned this on its head, instituting his first Edict on April 8, 1666, which was made to secure all of the manufactures and factories of the kingdom for the benefit of the common good. From that day on, Colbert wrote hundreds of measures and regulations until the entire garden of France began to bloom again, after the devastation of the religious wars.

From 1666 on, Colbert not only asserted total control over the production of all French clothing goods, but he instituted a master’s degree for the work force, in order to improve the quality of all manufactured products.

Colbert invested about £5 million a year from the coffers of the King in new manufacturing endeavors. This money went for improvements in technology, for improving skills of the workers to raise the quality of the products, and for incentives to population growth. A lot of the new technologies were imported from Italy, Holland, and elsewhere, to improve the quality of tapestries, linens, silks, etc.; but most of the improvement was done on location. Historian Pierre Clement reports that Colbert—

stopped at nothing in order to fortify the new establishments; each dyeing manufacturer received £1,200 of encouragement; the workers who married girls of the locality where they were employed, would receive a bonus of 6 pistoles, plus 2 pistoles at the birth of their first child. All apprentices were given £30 and their own tools at the end of their apprenticeship. Lastly, the tax collectors were ordered to give a tax exemption of £5 for those employed in certain more privileged manufactures.[fn_7]

Colbert further established that all workers who married under the age of 20 were exempt from taxes (tailles and other public charges) for a period of five years, and four years if they married at 21. The very same advantages were extended to older workers who had 10 children, including those who died in combat. As of July 1667, all workers who had 10 children could receive a pension of £1,000 a year, and £2,000 a year if they had 12 children. After 16 years of such a regime, from 1667 to 1683, the French population had reached a level of 20 million, the largest national population in all of Europe. The policy was called Colbert’s “revenge of the cradles” (revanche des berceaux). The same policy was established in the French colony of Canada.

Colbert’s Reform of Justice

The reform of the civil justice system, in 1669, was one of Colbert’s greatest and most enduring achievements. It was so efficient and complete that it became accepted as the Civil Code of France for a period of 138 years, until the feudalist faction of the French oligarchy replaced it with the Code Napoleon in 1807, and turned France, one more time, back to a fascist imperial police state. The Code Napoleon rules France to this day.

In the spirit of Mazarin, Colbert was able to launch a great offensive against the very powerful aristocracy of France, and go against all odds; that is, against both public opinion and backward local prejudices, to implement his reforms. He established a most sweeping reform of justice, succeeding in accomplishing what even the great Sully before him had attempted, but was not able to do. Colbert systematically extirpated venality (the practice of buying public offices and profiting from them). He established a system of state counsellors to replace the old civil order of Roman law, and totally transformed the traditional, regional, customary law. One of his most effective administrators and collaborators was the King’s Counsellor to the Parliament of Toulouse (Court of Justice), the famous mathematician, Pierre de Fermat.

As early as the reign of Louis X le Hutin (1314-16), judicial offices had been sold to the nobility at a minimal fee paid to the King, but they brought incredible profits to the office holders. This was done as a matter of course, under the absolutely trusting, axiomatic assumption that “the monarchical system was based on honor and that the nature of honor is to have for Censor, the entire universe” (Montesquieu, The Spirit of the Law). This being the case, why should anyone raise an eyebrow about the “honesty” of any member of the Court to whom the public good was entrusted? As Montesquieu himself argued, after all, “No one believes he is lowering himself by accepting a public function.”

However, the heart of man being everywhere the same, Colbert understood very well that, under any government, at any time, the honor of fulfilling the duties of an office of state can always be mixed with a certain amount of personal interest, which brings justice to tilt its balance to one side rather than the other.

For example, public opinion had it, in those days of the monarchy, that the rich were not only better off, but also better educated than the rest of the population, and because of that, they had more dignity and impartiality; and since paying for their public office was a way to bring in money for the King, they demonstrated themselves less venal than others, and therefore should not pay any taxes; because the investment of their capital was obviously benefiting the kingdom more than could the people with less money, and whose contribution to the common good was less than their own, and should therefore be made to pay taxes more readily. And, that is the way the balance of justice tilted for centuries.

The most famous example of abuse of public trust during that period was known as the Fouquet Affair, the scandalous case of the Superintendent of Finances of King Louis XIV. In November 1661, Colbert forced Nicolas Fouquet to be brought before the tribunal for having stolen an immense fortune from different public offices, and from the treasury of the King. [Box: Principles of Westphalia]

Acting as a central banker, and borrowing for the King and Mazarin—to whom bankers were told not to lend any money—Fouquet had been playing the interest rates game in his favor; and since he had all of the controls to blur the differences between public and personal interests, he was able to hide a huge fortune, until Colbert got a whiff of it. In one instance, Fouquet had managed to reassign to his own bank account the value of a loan that was never made, but for which the State “repaid” him £6 million. During the last four months before his trial, he had managed to siphon off a total of £4 million in amounts of between £10,000 to £140,000 that he stole from the different tax-farms of the Charente, Pied-Fourche, Lyon, Bordeaux, the Dauphine, etc. Fouquet had even prepared himself a fortified refuge in Belle-Isle, in case of disgrace.

In 1661, the government brought him to trial, where he was found guilty of massive embezzlement. All of his goods were confiscated, he was condemned to exile, and then later imprisoned for life in the fortress of Pignerol.[fn_8]

A Coup d’État Against the Oligarchy

In March 1661, the 23-year-old King Louis XIV replaced Nicolas Fouquet with Colbert as the Superintendent of Finances. If Louis XIV was so upset by corruption, it was not because of moral indignation, but because it was taking place under his watch. Colbert recognized that fact and did not miss a moment in applying the principle which Alexander the Great used to get his (indifferent) generals to act effectively.

Never was there as effective and universal a minister as Colbert, during the entire history of France. Formed at the school of Sully and Mazarin, Colbert served during 22 years successively as the Superintendent of Buildings, Controller General of Finances, Secretary of State of the Maison du Roi, Secretary of State of the Navy, Minister of Trade and Commerce, and last but not least, the equivalent of a Minister of Sciences and Technology. He made profound reforms in all of these public domains, including criminal justice, commerce, police, fine arts, water and forestry.

After the scandalous trial of Fouquet, Colbert became a popular hero, and was given the green light for the creation of a Chamber of Justice that he had already proposed to Mazarin, in 1659. This Chamber of Justice was composed of the presidents and top counsellors of the Parliaments of Paris, Toulouse, Grenoble, Bordeaux, Dijon, Rouen, etc. In all, 27 judges were commissioned by Colbert to clean up the biggest financial mess the nation had ever seen.

Colbert’s edict, which circulated in every city of the kingdom, stipulated that all of the financial officers of the nation who had been at their posts since 1635 were required to establish a justification for all of their legitimate goods, including their inheritances, the acquisitions they had made, and the amounts given to their children for anything from weddings to acquisition of offices. If the information was not given to the attorney general within eight days, all of their goods and properties were to be confiscated.

Colbert established all sorts of means to force the truth out into the open. The edict stipulated that the King would reward an accuser with the value of one-sixth of the fine given to anyone convicted of fraud, financial abuse, or embezzlement. On Sunday, Dec. 11, 1661, as well as on the following three Sundays, Colbert had all of the curates of the Paris churches make the announcement that the parishioners, under threat of excommunication, were obliged to speak out about all known financial abuse in their parish.

The first operations of the Chamber of Justice created total panic throughout Paris. Friends of Fouquet, such as François Vatel, Braun, and Jean Herauld Gourville, left for London; others were tried and sentenced. After a few financiers were sent to the Bastille, the whole nation began to realize that Colbert really meant business. Then a lot of people began to be identified to the Chamber of Justice.

After Colbert made a public showcase of this insane system, the idea of buying a public office became so unpopular that people circulated a Colbert quip that said: “Each time the King creates an office, a new idiot is created to buy it.” The reforms were so sweeping that in only a few years, a total of £419 million was recovered from the income of venal offices, and no fewer than 40,000 noble families were affected by this axiomatic change.

All of those funds were then invested in Colbert’s program of development of new industries. Slowly, but surely, the balance of justice began to tilt back toward the common good.

The Royal Academy of Sciences

The greatest achievement of Colbert was the creation of the Royal Academy of Sciences and its technological projects. This was not just another academic teaching institution, but rather, a research center for scientific and technological development that had the mission of creating innovations in specific areas of scientific activities: to improve economic development in the fields of astronomy, chemistry, optical physics, geometry, geography, industrial engineering, canal building, agriculture, and navigation. Each area was to be oriented toward technological advances through the application of new discoveries of physical principles. This Colbertian Academy of Sciences became the model institution from which Gottfried Leibniz later created his academies in Berlin and St. Petersburg.

In 1662, Colbert’s good friend and collaborator, the Toulouse Counsellor of Parliament and mathematician Pierre de Fermat, joined Blaise Pascal, Gilles de Roberval, Pierre Gassendi, and a few others, to form the core of a society that met regularly, and in private with Colbert in the Royal Library, until the time the Academy was to be officially located in the Louvre Museum in 1699. Scientists and mathematicians from all over Europe were invited to join the new institution—all of whom had been challenged, in 1658, by the young Pascal into discovering a geometric construction for determining the characteristics of the cycloid curve.

View full size

Sébastien Le Clerc I, 1671
A method of accurately determining longitude, derived at Colbert’s Royal Academy of Sciences, advanced the geographic knowledge of Europe. New geodesic studies resulted in improved maps and sailing charts. The first truly accurate map of France and its provinces, in 1744 (bottom) was the work of three generations of work by the Cassini family. At top, Louis XIV visiting the astronomy room of the Royal Academy of Sciences.

The offers of salaries and pensions were very attractive, and the prospects of collaborating with the best scientists of Europe were even better. Colbert sent out personal invitations to the Dutch astronomer and geometer Christian Huygens, one of the few to solve Pascal’s cycloid problem; the Italian astronomer and civil-military engineer Gian Domenico Cassini; the young Danish astronomer who was to establish the speed of light, Ole Rømer; the German mathematician Ehrenfried Walther von Tschirnhaus; the German astronomer Johann Hevelius; the Florentine geometer Vincent Viviani; and even the British mathemagician Isaac Newton. Huygens, Cassini, and Rømer immediately accepted the invitations; others accepted a little later.

On Dec. 22, 1666, Huygens was nominated as President of the Royal Academy.

Colbert believed that the most important means of securing the future of France was to persuade the young King to fund and support great scientific and technological projects that would both increase the power of the nation internally, and extend its contributions abroad.

There were several great projects of note. One was an accurate method for the determination of longitude, a project as old as the Platonic Academy of Alexandria, following through the astronomical discoveries of Erastosthenes and Hipparchus. This caused a major advance in the geographic knowledge of Europe by improving the accuracy of maps and sailing charts through the introduction of new geodesic studies (the Cassini maps), a precursor to the revolutionary study that Carl Gauss made two centuries later. This effort resulted in the first accurate knowledge of the Earth’s geography. Parallel to it, was the creation of the Paris Observatory, and the successful precision grinding of very powerful telescope lenses, designed and hand-polished by Huygens himself.

The second and most far-reaching scientific breakthroughs came with new discoveries in the field of optical physics, especially the revolutionary discovery of principle by Rømer in the determination of the finite speed of light; by Huygens in the discovery that light propagates in spherical waves; by Fermat in demonstrating the principle of least-time in light refraction; and by Leibniz with the revolutionary application of his least-action principle to optical processes by means of his calculus.[fn_9]

A third project, involving the special collaboration of Huygens and Leibniz, was the development of a steamboat invented by Denis Papin.[fn_10]

In 1673, Leibniz built a working model of a calculating machine with the collaboration of the Royal Librarian Pierre de Carcavy, and Huygens. It became such a success that he was immediately asked to build three models, one for the new Observatory, one for the King, and one for Colbert.

After Colbert died in 1683, a new witch-hunt began against the Protestants of France, and the Academy suffered greatly when, in 1685, under the revocation by Louis XIV of the Edict of Nantes, which had guaranteed freedom of religion for Protestants since Henry IV, Ole Rømer and the other “undesirable Protestant,” Christian Huygens, were forced out of the country. The Academy survived for a hundred years under Fontenelle, Condorcet, and Lavoisier, but was ultimately destroyed in 1793 by the Jacobin counter-revolution.

View full size

Sergent-Marceau
Colbert presents plan for the Canal royal en Languedoc to Louis XIV in 1668.

Continental Challenge to the ‘Sea Powers’

But the most immediate and powerful industrial result of Colbert’s Academy project, was the realization of the greatest hydraulic engineering masterpiece of the era—the Languedoc Canal.

The Canal Royal en Languedoc (built 1667-81), known also as the Canal du Midi, was a typical example of how Colbert, and his engineer protégé, Pierre-Paul Riquet, realized the Mazarin principle of the Peace of Westphalia. In fact, the Languedoc Canal represented, for several hundred years, the most advanced form of hydraulic technology in the world, and the most economical route for the transport of merchandise between the northern nations—Sweden, Denmark, Poland, Northern Germany, Belgium—and the southern nations of Italy, Greece, Venice, the Balkan States, Turkey, Africa, and the Orient. The construction of the canal provided a short-cut route of 240 kilometers (145 miles) across France, saving 3,000 kilometers represented by the sailing around Spain; and an economy of taxes, by avoiding the Hapsburg Empire’s tolls at the choke point of Gibraltar.

Had the British and Dutch monopolies of the time been reasonable in their trade negotiations with France, this fair-trade system would have also brought down their costs of goods.

As far as external commerce is concerned, Colbert always extended the same fair trade policy to all nations, including the liberal free-traders Holland and England. But neither the liberal Dutch nor the English accepted Colbert’s policy of fair trade. That is why Colbert had to send his toughest ambassador to London: his own brother, Charles Colbert de Croissy, the same who had served Mazarin as ambassador to Vienna in 1660.

After a number of tough negotiating years, in which Charles Colbert was forced to make a certain number of sacrifices, an amusing point of contention came up that could serve as a precursor to the antics of Lewis Carroll in his book, Alice’s Adventures in Wonderland. In 1669, Colbert reminded his ambassador “not to be duped” by British pretentions on the high seas; the issue related to the British Admiralty requesting the right to be saluted first on all of the seas of the globe.

In a letter dated July 21, 1669, Colbert wrote his brother a note in which he stated:

As far as the Ocean is concerned, even though they [the British] are the more powerful, we have not, until now, come to the view that their pretended sovereignty has been recognized; therefore it pertains to the common good of the two nations, and of the interests of the two kings, to establish this parity on all of the seas…. As for the treaty on commerce, the ideas of Lord Arlington are very reasonable, since they tend to establish a reciprocal treatment between the two Kingdoms.

Colbert ended up recommending that “salutes” be considered optional; but the liberal free-trade policy of England remained on a steady course.

The control of sea-lanes by the financial oligarchies of maritime powers such as the Venetians or the British-Dutch East India company monopolies, was being challenged by Colbert’s emphasis on a dirigist continental infrastructure project, as the growth principle for economic development of sovereign nation-states. The same principle is applicable today, with the LaRouche Eurasian Land-Bridge concept, in which all European governments see the benefit of Asiatic nations as the natural outlet for export of their technologies. The proposed agreements for the extension of the German-Chinese magnetic-levitation Transrapid train, already commercialized in Shanghai since Jan. 1, 2003, are a prime example of this type of fair trade, technology-sharing policy.

Economics of Generosity:
The Languedoc Canal

The Languedoc Canal Project was the greatest project of the 17th Century: a triumph of engineering skills, built by a self-made geometer-engineer, Pierre-Paul Riquet. This Herculean task, which had been deemed impossible since Roman times, was a gigantic water infrastructure work that Charlemagne himself had dreamed of building. In 1516, François I had asked Leonardo da Vinci’s advice on the feasibility of a canal in that region of France. Leonardo actually spent his last years in Amboise, studying possible canal connections between the Loire and the Seine Rivers. Other studies had been made for a canal through the Languedoc region during the reigns of Charles IX, Henry III, Henry IV, and Louis XIII.

It was not until Colbert that a solution, to what had become known as the impossible Canal du Midi, was discovered.

There were four main reasons for the construction of this great canal:

First, coming out of the Thirty Years’ War, this canal project corresponded to a greatly needed change of strategy and of political economy for the entirety of Europe. As we have said, the crossing of France by canal, between the Atlantic Ocean and the Mediterranean Sea, provided French and allied ships with a strategic by-pass of Gibraltar, an area that had become very dangerous, and quite costly, during the interminable wars with Spain and the Austrian Hapsburg Empire.

Second, the canal set the example for joint public and private infrastructure development projects along waterways of any nation, providing improvements for land-locked areas, and opening them up to increasing exchange of cultures with other regions and other nations. Moreover, both the King and Riquet were to receive a regular income stream from low-fee tolls. The canal was going to pay for itself in a very short period of time, and provide a small margin of profit, enough for repairs and for the introduction of new technologies. Riquet made it explicit that he had no intention of building the canal for the purpose of financial gain.

Thus, the Peace of Westphalia trade and commerce studies, made earlier by Mazarin for the benefit of the seven river regions of the Hapsburg Empire, became a renewed focus of interest. The canal was going to create the greatest import-export capabilities ever imagined for that time.

Third, the canal provided for an extraordinary increase of economic activities in the Province of Languedoc itself, where Upper Languedoc wheat production could be shipped easily eastward to the wheat-starved Lower Languedoc region. In exchange, the Lower-Languedoc production of excellent wines could be easily shipped westward, while the linen and silk goods of Lyons could also travel the same route.

This corridor also provided the entire region from Toulouse to Beziers with the development of new olive groves, vineyards, greater expansion of granaries in the Lauragais region, new trading companies and gristmills, and prospects for mining. The more farsighted citizens of Castelnaudary, for example, even paid Riquet to divert the canal toward their town. Riquet also projected the creation of new towns along the canal route.

Fourth, and not least, the entire course of the 240-kilometer canal was going to be carved into one of the most beautiful landscapes in the world, and was going to be covered with 130 arched bridges built by the “beautifying engineers” of the Ponts et Chaussées. Colbert and Riquet were both of the conviction that if something is beautiful, it is useful!

Riquet’s ‘Parting of Waters’ Paradox

However magnificent the idea was, and however great the advantages were anticipated to be, all of the proposals to link the Atlantic Ocean and Mediterranean Sea with a canal, during a period of 1,000 years, were demonstrated to be totally impracticable, and plans presented by the best engineers in the world, were rejected each time..

There were two ostensible reasons why this project was considered to be impossible. One was that the two rivers flowing respectively into the Atlantic and the Mediterranean—the Garonne and the Aude—could not be connected because of difficulties of terrain between them; and the technology to raise any great quantity of water upwards of 190 meters above sea level did not exist. The other reason was that there was no other visible source in this quasi-desert region of Provence that could provide the canal with the required amounts of water.

However, there was a third and more profound and subjective reason. All of the canal plans were rejected because none of them reflected the necessary discovery of principle that would make it work. Just as Filippo Brunelleschi had discovered the physical geometric principle of the catenary for the erection of the “impossible” dome of the Florence Cathedral, Riquet had discovered the required physical geometric principle that solved the problem of the “impossible” Languedoc Canal.

Pierre-Paul Riquet (1604-80) was a descendent of a Florentine family by the name of Arrighetti, changed to Riquetty, and then to Riquet. His father, the Count of Camaran, who was a public prosecutor for the Crown, educated his son in public management and got him a post in the administration of Beziers in the Languedoc region. As a young man, Riquet attended the council meetings of the Counts of Languedoc with his father, at several of which there were presentations of canal projects “linking the two seas.” After witnessing several unsuccessful debates on the question, Pierre-Paul Riquet became passionate about finding a solution to this “impossible problem.”

Since Riquet did make the discovery, and built the canal, the following description must hold some truth, with respect to the discovery which must have happened in the mind of this great man.

One day, a paradox must have struck Riquet; an anomaly in the form of a simple question must have struck him: “How can the flow of a canal go in two directions at once?” In a way, it was a very simple question; but none of the other engineers over centuries, who had looked instead for ways to connect up the river courses of Languedoc, seemed to have approached the problem quite this way.

That the question was vital to Riquet, is shown by the fact that he had a drawing made, sometime after his discovery, to commemorate a pedagogical reconstruction of his principle. It showed himself demonstrating to the Commissioners of the King and of the States, the solution to the problem that he had called—in a reference to the Moses miracle at the Red Sea—“the parting of the waters.”

The drawing simply shows how a stone, placed before the water rising from the Fontaine La Grave, on the Plateau de Naurouze, divided the stream of water into two opposite directions, one part flowing west, toward the Atlantic Ocean, and the other flowing east, toward the Mediterranean Sea. Riquet’s paradox had become a metaphor for what he then began to call the “canal of the two seas.” He had generated a solution in principle to the “impossible” canal.

The “canal of the two seas” became his life’s mission. Year in and year out, Riquet experimented, created model projects on his own land, and studied different locations around Montagne Noire, travelling the distance many times, searching for the solution to the source of water that would connect the two seas. If the illustration of the “parting of the waters” showed the principle, the fulfillment of that principle was going to be another matter altogether.

There was only one ideal spot in the entire expanse between the two seas where Riquet’s principle could be applied, and that had to be precisely at the highest point that divided the entire region between West and the East. And when Riquet found that unique spot, there was no source of water at that location.

The Engineering Task

It was not until the ripe age of 58, after serving the government of Colbert as a Controller of the Salt Tax (gabelle) in the region of the Languedoc for 20 years, that Riquet confirmed his hypothesis by conducting a crucial experiment. By that time, he had enough of a personal fortune to invest in his “grand design,” as he called it. Riquet asked Colbert to let him resign, and to hire him as chief engineer of the canal project. Colbert agreed, and got his Toulouse Counsellor, Pierre de Fermat, to authorize the project that was going to be built in his jurisdiction.

Riquet was able to solve his paradox by demonstrating how the result of its resolution was going to express itself in the increase of man’s mastery over nature, in a definite increase in man’s potential relative population-density. He knew beforehand, that the construction of the canal would create an expansion in markets inward and outward, which would result especially in the increase of French production of wheat, wines, and fabrics being exported toward England, Sweden, Germany, Holland, Italy, Greece, and so forth.

A Languedoc teacher, Philippe Calas, living today near Béziers, shows on his website called “Le Canal du Midi en Languedoc,” how Riquet tackled the different engineering problems. He writes:

But there was one overwhelming problem facing all of these would-be canal builders: how to supply such an engineering work with water? One part of the route represented no such problem. The section from Toulouse to the Atlantic could be achieved by the canalization of the River Garonne, navigable along this stretch. But from Toulouse at one end of the canal proper, to sea level at the other (Mediterranean end), the canal would have to rise to a summit of 190 meters. How could enough water be found to keep the canal flowing at a constant rate, and at what point should this water be supplied to it in order to distribute it evenly to the western section flowing toward Toulouse and the eastern section flowing towards Béziers?

FIGURE 2
The Languedoc Canal, Great Project of the 17th Century
View full size

Source: EIRNS.
The Languedoc Canal, connecting the Atlantic and Mediterranean Seas across southern France, built between 1667 and 1681, had been a dream for centuries. Solving the “impossible” paradox of creating a water source that could flow in two directions—eastward and westward—it was the greatest civil engineering project of the 17th Century. It contributed to shifting commerce from “free-trade” control of the sea lanes toward fair-trade development in the interior of the continent. The project became a model for much larger continental projects such as the Rhine-Main-Danube Canal built during the 20th Century.

And who would be foolish enough to think that such a fantastic source of water could ever be found in the quasi-barren mountains of the Languedoc?

FIGURE 3
The Transaqua Project
View full size

EIRNS/John Sigerson
The same nation-building principle applied to a proposed infrastructural great project today: the plan to create a canal to recharge the disappearing Lake Chad in Africa’s Sahel, by draining part of the catchment area of the Zaire River’s great flow. The urgent project will not be done without the kind of public credit strategy pioneered by Colbert, known since then as “dirigism.”

As soon as he was ready to make his experiment known, Riquet wrote to Colbert, who immediately saw the solution, and was won over to the project. Colbert always appreciated the character of a man who could not be shaken from a true discovery, and he knew he could absolutely count on Riquet to bring the great work to success, if he gave him the necessary backup. The engineering task was to assemble enough water in a catch basin—from what today would be called a “catchment area” of subsurface water—and at the highest elevation, which could supply all of the necessary water to flow with gravity continuously into a westward slope toward the Atlantic and into an eastward slope toward the Mediterranean, each in a controlled manner.

Riquet found several hidden springs and streams in the vicinity of Montagne Noire, less than halfway between Carcassonne and Toulouse, which could supply a reservoir to be built at Saint-Ferriol. This reservoir of water had to hold a large enough supply of water to feed the canal all year round, including during periods of extreme drought, which occurs regularly in Provence. The reservoir was also to be supplemented by three additional sources—the Sor River, the Alzau stream, and the Fresquel River. A series of secondary basins had also to be constructed, to control the deliveries of the many flows.

View full size

M. Strīķis
The beautiful Languedoc Canal is still in regular use, 341 years after its “impossible” construction. Its revolutionary features included lining the canal with trees to stabilize its banks. Here, a section of the canal at Carcassonne, Languedoc-Roussillon.

Canal and Ports du Midi

In his first testing experiment, Riquet spent £200,000 to build a drainage trench demonstrating to the Council of the State of Languedoc how the whole system would work. At that occasion, on Nov. 27, 1664, Riquet wrote to Colbert, saying:

But in this case [the drainage trench experiment], I am putting at risk both my fortune and my honor, and they won’t fail me. In fact, it seems more reasonable that I shall acquire a little more of one as well as of the other, when I come out of this successfully. I hope to be in Paris during the month of January next…. And then, Monseigneur, I shall have the honor of telling you, in person, and in a better fashion, all my sentiments on the subject. And you will find them reasonable because I will have established precise propositions that will consequently be in accordance with your wish; and in which case I shall follow my natural inclination of frankness and freedom, and without quibbling.

On May 25, 1665, Riquet was in Paris meeting with Colbert, who gave him his patent papers securing him in his rights of ownership. Two months after, on the last day of July, Riquet wrote Colbert, filled with the excitement of Archimedes coming out of his bathtub. His experiment was a total success! He wrote:

Many people will be surprised to see how little time I have taken, and little expense I have used. As for the success, it is infallible, but in a totally new fashion, that no one ever thought of, including myself. I can swear to you that the pathway I have now discovered had always been unknown to me, regardless of all the efforts I had made in attempting to discover it. The idea came to me in Saint-Germain, which is quite far away, and my musing proved me right about those locations.[fn_11]

By 1666, after Riquet had developed extensive feasibility studies and established the financial conditions for the construction of the entire canal, he got permission from Colbert to begin the first phase of construction. The entire project was going to be built in three phases, and be financed both by the State and through private means (Riquet’s).

Phase one, which was to be financed entirely by Riquet himself, included the hydraulic work of a catch basin—the Saint-Ferriol reservoir at the foot of Montagne Noire—with a capacity of 6 million cubic meters of water, the largest man-made lake ever built up to that time; and the building of the Toulouse-Trebes section of the canal going west toward the Atlantic. This reservoir was going to supply the water for the entire work.

The second phase, to be financed by the State, included the canal section from the reservoir to the fishing village of Cette (today called Set), on the Mediterranean.

The third phase, also to be financed by the State, included the creation of a major seaport facility at Set.

Moreover, the canal presented several extremely difficult engineering feats, such as having to go through the Malpas Mountain in an excavated tunnel of 173 meters in length, and then pass as an aquaduct for several hundred yards over the Ord River. The entire project originally contained 75 locks, took 14 years to build, and cost the royal treasury more than £7.7 million, not including the £4 million invested by Riquet personally. Louis XIV and Jean-Baptiste Colbert inaugurated the canal at Set, on May 24, 1681.

Although Riquet, who died eight months earlier, had not lived to see his masterpiece of engineering completed, he had lived and communicated to others the joy of immortality, and was comforted in the knowledge that he had brought a great contribution to mankind. At the turn of the 18th Century, the famous military engineer and admirer of Riquet, Marshal Sébastien de Vauban, made some important improvements and a number of significant additions to the canal. Today, the canal is still in operation, for both trade and tourism.[fn_12]

Riquet also broke new ground in fostering “the advantage of the other” by providing exceptional benefits for his own workers. The Canal Company had a 12,000-man workforce, divided into 240 brigades of 50 men each. These represented the best-paid workers of the period for this type of construction work. Riquet had gotten from Colbert a royal order to pay, for the security of his workers, a salary of £10 a month per worker, which included modest living quarters, Sundays and religious and national holidays off, plus complete medical coverage and full disability in case of injury or death. The royal order also stipulated that “those who present themselves must be fit to do the work, not incapacitated in any way, and must not be younger than twenty years of age or older than fifty.” Riquet’s enemies were very upset, because other workers in the region of Languedoc began to demand similar working conditions.

Riquet’s royal charter for the protection of his labor force was the first of its kind in the history of Europe, guaranteeing the equivalent of good “union wages and conditions.”

The Principle of Discovery

How was Riquet’s canal plan going to guarantee success, when all of the others had failed? How can you guarantee that the LaRouche project of the Eurasian Land-Bridge will succeed, when all free-trade proposals have failed miserably? The answer to these questions lies in the fact that both Riquet and LaRouche understand the principle of discovery.

The irony of Riquet’s discovery was that, while everybody else was trying to use the waters of two rivers whose flows were contrary, and could not be made to climb up to 190 meters above sea level, Riquet solved the problem by tapping the waters of far-away desert streams—up to 65 kilometers away from the canal’s path—and sent them flowing into the only spot from which “the parting of the waters” could send the flows down in two directions at once! The idea was brilliant and the fruit of a true genius.

It is amazing how apparently unsolvable problems get resolved, when they are viewed from above the domain of sense perception. Riquet’s project was so successful, that when Marshal de Vauban visited the site a few years after its completion, he remarked: “There is, however, something missing here: there is no statue of Riquet.”

In May 1788, a year after visiting the south of France, the United States’ Minister to France, Thomas Jefferson, sent some notes about the construction of the Canal of Languedoc to George Washington. Jefferson wrote:

Having in the Spring of the last year taken a journey through the southern parts of France, and particularly examined the canal of Languedoc, through its whole course, I take the liberty of sending you the notes I made on the spot, as you may find in them something perhaps which may be turned to account some time or other in the prosecution of the Patowmac [Potomac] canal.

Jefferson’s acute interest in the Canal du Midi is one more example showing how the economics of the Peace of Westphalia had found its manifest destiny in America.[fn_13]

Under Colbert’s policy, France once again embraced the “principle of benevolence” that Louis XI had institutionalized from the sublime courage of Jeanne d’Arc. The so-called “religious wars” which had decimated Europe for over a century and a quarter, were stopped and overcome. Never, during such a short period as the Mazarin-Colbert reforms, had so much evil been defeated by such a simple and effective principle as “the advantage of the other,” or the common good. Without it, the Peace of Westphalia of 1648, and the era of sovereign nation-states which it launched, would not have been possible.


[fn_1] Hermann Scherer, Histoire du commerce de toutes les nations depuis les temps anciens jusqu’a nos jours, Tôme seconde. Paris: Capelle, Libraire-Editeur, 1857, p. 548. [back to text for fn_1]

[fn_2] The Mazarin plan for developing rivers and canals inside Germany made its way across the empire, and was finally realized in the reigns of the Grand Elector, Frederick William I (1620-88), the founder of the German nation-state, and his successor, Frederick II, the Great (1712-86). According to Scherer, op. cit., it was Frederick II who fully succeeded in creating a real internal economic system centered on a series of canals connecting the rivers from east to west. After Frederick William I built the great trench that connected the Oder and the Elbe rivers in 1668:

“Frederick II continued the canal works of his predecessor. In Westphalia, the Ruhr was made navigable, and an outlet was created to the saline Unna. The canal of Plauen established the most direct connection between the Elbe, the Havel, and the Spree; the Finow canal connected the Havel and the Oder; the Bromberg canal connected the Oder and the Vistula. These navigable channels soon gave a tremendous impulse to the commerce of the steppes and to the neighboring provinces with the basin of the Elbe, Silesia and Poland, and thus contributed greatly to the rise of Berlin as a commercial city.” (Scherer, op. cit., p. 581)

These canal routes correspond today to the different sections of the Mittelland Canal crossing Germany west-east, connecting all of its main rivers from the Rhine to the Vistula and linking the main cities of Bonn, Münster, Osnabrück, Hanover, Braunschweig, Magdeburg, Berlin, and the Polish city of Bydgoszcz (Bramberg). [back to text for fn_2]

[fn_3] See Pierre Beaudry, “Peace of Westphalia: France’s Defense of the Sovereign Nation,” EIR, Vol. 29, No. 46, Nov. 29, 2002, pp. 18-33. [back to text for fn_3]

[fn_4] This principle of benevolence has its political roots in the policy of France’s Henry IV and the Duke of Sully, in the aftermath of the Saint Bartholomew’s Day religious massacre of 1572. As Sully had emphasized to the King later:

“Your intention must be to truly seek all of the means to have them [potentates] live in peace and tranquility among themselves, constantly soliciting them to establish a peace or a truce, whenever there should be contention or diversity of pretentions; and always to endeavor to put forward, with whomever you are dealing, your generous resolution whereby you wish everything for the others, and nothing for yourself” [emphasis added]. Maximilien de Bethune, Duc de Sully, Memoires des sages et royales oeconomies d’estat, domestiques, politiques, et militaires de Henry le Grand, par M.M. Michaud et Poujoulat, Tôme deuxième, Paris, chez l’editeur du commentaire analytique du Code Civil, 1837, p. 151. [back to text for fn_4]

[fn_5] Since the discovery of America and of maritime routes to India, the control of sea-lanes and the monopoly of world trade by global merchant companies have been the main interests of a few maritime financial oligarchies. They have been centered most prominently, during successive periods of history, in the cities of Venice, Amsterdam, and London, whence they wielded the power of their central banking interests over most of the national economies of the planet.

The 17th-Century Dutch East India Company was such a commercial house. It was created on March 20, 1602, for the purpose of establishing a monopoly of trading in the Far East. The new company was placed under the control of the Duke, William of Orange, in Amsterdam, and was composed of 60 administrators elected by the shareholders—that is, by themselves—to form a General Estates that became the real, behind-the-scenes government of Holland. It was a kind of parliamentary group composed of six different chambers, located respectively in Amsterdam, Middelburg, Delft, Rotterdam, Horn, and Enkhuisen.

Their control mechanisms were not unlike the European parliamentary system of today, under the Maastricht Treaty and its central banking arrangement. The general business of international trade was put into the hands of a smaller group of seven directors who would meet, several times a year, in Amsterdam, to determine the number of ships to send out, the period of their voyage, the times of their departure and return, and their specific destinations and cargoes. The directors’ executive orders had to be obeyed to the letter, with the strictest of discipline.

According to its charter, which was later copied by the British East India Company, the Dutch Company was the only one authorized to trade with the East Indies, and no one else from Holland was allowed to engage in any such trading for his own personal benefit. In fact, no other Dutch ship was allowed to take the route of the Cape of Good Hope, or Cape Horn, without the permission of the Dutch East India Company. Furthermore, it had the exclusive right to establish colonies, coin money, nominate or eliminate high functionaries of government, sign treaties with other nations, and even make war against them. This Hobbesian trading arrangement was so powerful that it had life-and-death control over all of the sea-lanes of the world, and of the colonies the Company looted for their labor and products. Holland was no longer a country with a company, but a company with a country.

In his Histoire du Commerce de toutes les Nations, the 19th-Century German historian Hermann Scherer described the monopolistic so-called free trade of the Dutch Company. In 1602, after expelling the Portuguese by force from the Molucca Islands in Indonesia, the men of Admiral Warwyk’s 14 ships occupied the most important islands, especially Java, and made exclusive contacts with the indigenous tribes, for the complete control of spice production and trade of the entire region, that is, to the exclusion of any other country.

Scherer reported: “They [the Dutch East India Company] made war on nature itself, by letting her grow her goods exclusively where they intended to have complete control, and by destroying crops everywhere else. A company order restricted the growth of nutmeg trees on the island of Banda; another imposed a ban on cloves on the island of Ambon. In all of the other Molucca Islands, trees had to be burnt and slashed, and any new plantation was forbidden under threat of severe punishment. Treaties were agreed upon with the indigenous people, which sometimes had to be imposed by force of arms. The Islands were closed to foreign ships, and contraband was watched for, day and night. The whole thing was organized in order to maintain a complete monopoly, and to prevent any price fluctuation in Europe.” (Scherer, op. cit., p. 259.)

After a few years of success that had surpassed all of its anticipations, the Dutch East India Company was transformed into a new colonial and political empire. The Dutch Company even made war against British colonial interests in Jakarta. The British knew precisely what the Dutch were up to, and they wanted a piece of the action. In 1618, Adm. Jean Koen fought the British in Jakarta. The city was burnt to the ground and the British were forced out permanently. The city was rebuilt in 1621, under the old Dutch feudal name—Batavia—and became the center of all of the Dutch operations in the Far East. Batavia then became known as the Pearl of the Orient. Such a monopoly expanded into India, into Ceylon (Sri Lanka) in 1658, into Malacca (Malaysia), Les Isles De Sonde (Sunda Islands), the Celebes (Sulawesi), Timor, Borneo, Sumatra, and then beyond, into Thailand, Taiwan, China, and Japan.

Since the shareholders of the company were the ones fixing the prices, the “little green men under the floorboards of the stock exchange,” in Amsterdam, kept improving the differences between the cost of buying cheap spices and selling them dear, which brought them a profit of 200-300% per annum. In his History of Dutch Commerce, historian M. Lueder estimated that during 137 years, from its founding in 1602 until 1739, the Company had bought for a total of 360 million florins, and sold for a total of 1,620 million florins: a spoiling of nature, and of the general welfare of the people of Holland and of the Far East. [back to text for fn_5]

[fn_6] Pierre Clement, Lettres, instructions, memoires de Colbert, Tome IV. Paris: Imprimerie Imperiale, 1867, p. 216. [back to text for fn_6]

[fn_7] Clement, op. cit., p. 235. [back to text for fn_7]

[fn_8] Historian Pierre Clement wrote that when Mazarin died, “leaving France in a state of peace on the outside, freed from the factions on the inside, but tired out, without resources, and scandalously exploited by any man who had 100,000 ecus to lend to the Treasury at 50% interest, Colbert, who had long followed with diligence the progress of corruption, who knew all of its ruses and weaknesses, and who was revealing them to Louis XIV—Colbert whom the King consulted first in secret, because the need he had of him was so great—necessarily had to be brought into the Council and occupy the first place. His special skills, his antecedents, his character, his hard work, the important fortune of Mazarin that he administered so wisely during 15 years, but most of all the modesty of the functions he had held under the Cardinal [Mazarin], everything pointed him toward Louis XIV.” (Pierre Clement, op. cit., p. 94.

In his article, “Colbert’s Bequest to the Founding Fathers,” historian Anton Chaitkin appropriately likened Colbert’s 1661 bold intervention to a real coup d’état (EIR, Vol. 19, No. 1, Jan. 3, 1992, pp. 20-21). [back to text for fn_8]

[fn_9] See G.W. Leibniz, “The Discoveries of Principle of the Calculus in Acta Eruditorum,” eight unpublished translations by Pierre Beaudry. [back to text for fn_9]

[fn_10] Philip Valenti, “Britain Sabotaged the Steam Engine of Leibniz and Papin,” EIR, Vol. 23, No. 6, Feb. 16, 1996, pp. 18-23; see also Fusion, Vol. 2, No. 4, Dec. 1979. [back to text for fn_10]

[fn_11] Pierre Clement, op. cit., p. 305. [back to text for fn_11]

[fn_12] Sébastien Le Prestre, Marquis de Vauban (1633-1707), was a Marshal of France and a military engineer who had studied Leonardo da Vinci and especially the great works of Pierre-Paul Riquet. A member of the Academie des Sciences, Vauban distinguished himself by establishing the most advanced form of modern fortification, surrounding France with a defensive shield by rebuilding more than 300 fortified cities and creating 37 new ones. (The post-Vauban Fort McHenry, located in Baltimore, Maryland, is a typical Vauban fortification.)

Vauban was a Colbertian economist who was preoccupied mostly with improving the conditions of labor, and who considered that “work is the principle of all wealth.” Louis XIV unjustly disgraced him, but it was in honor of Vauban that Saint-Simon created the French word patriote. [back to text for fn_12]

[fn_13] Roy and Alma More, Thomas Jefferson’s Journey to the South of France. New York: Stewart, Tabori & Chang, 1999, p. 157. [back to text for fn_13]

Principles of Westphalia

The Treaty of Westphalia of 1648 brought an end to the Thirty Years’ War, the last of wars that had drowned Europe in blood in battles over religion. It defined the principles of sovereignty and equality in numerous sub-contracts. It became the constitution of the new system of states of Europe. We paraphrase the two key principles:

Article I begins: A Christian general and permanent peace, and true and honest friendship, must rule between his Holy Imperial Majesty and his Holy All-Christian Majesty, as well as between all and every ally and follower of the mentioned Imperial Majesty, the House of Austria … and successors…. And this Peace must be so honest and seriously guarded and nourished that each part furthers the advantage, honor, and benefit of the other…. A neighborliness should be renewed and flourish for peace and friendship, and flourish again.

(In other words, peace among sovereign nations requires, according to this principle, that each nation develops itself fully, and regards it as its self-interest to develop the others fully, and vice versa—a real “family of nations.”)

Article II says: On both sides, all should be forever forgotten and forgiven—what has from the beginning of the troubles, no matter how or where, from one side or the other, happened in terms of hostility—so that neither because of that, nor for any other reason or pretext, should anyone commit, or allow to happen, any hostility, unfriendliness, difficulty, or obstacle in respect to persons, their status, goods, or security itself, or through others, secretly or openly, directly or indirectly, under the pretense of the authority or the law, or by way of violence within the Empire, or anywhere outside of it, and any earlier, contradictory treaties should not stand against this.

Instead, the fact that each and every one, from one side and the other, both before and during the war, committed insults, violent acts, hostilities, damages, and injuries, without regard of persons or outcomes, should be completely put aside, so that everything, whatever one could demand from another under his name, will be forgotten to eternity.

—Prepared by Pierre Beaudry from the French and Latin original texts. [back to text]

Subscribe here!

Preview the fall issue here

The Schiller Institute has just released the second issue of its new quarterly journal dedicated to the creation of a classical culture. The 95-page issue, described below, is yours as a monthly contributing member. Memberships start at
$5/month.
 Give more if you can. This beautiful journal, written for audiences from 12 to 102, is a map to winning a beautiful future. Failure is not an option.

In this special issue, we take on the question of “What is an Aesthetical Education?” This is an incredibly important and challenging question, but one that must be taken up. We want to examine different people and nations who have either attempted or successfully created this type of educational system.

We have a very wonderful composition for you to work through. Here are a few highlights:

Restore Classical Education to the Secondary Classroom
by Lyndon LaRouche

The Cult of Ugliness, Or Beauty As A Necessary Condition of Mankind
by Helga Zepp-LaRouche

Foundation for the Future
by Leni Rubenstein

The Current Transformation of Education in China: Shaping a More Beautiful Mind
by Richard A. Black

A Taste of the Sublime Comes from the Most Unexpected of Places
An Interview with Heartbeat Opera’s Ethan Heard

Subscribe here!

Have fun! Anastasia Battle, Editor-in-Chief, Leonore

clear

clear

clear




Den westfalske Freds sejrrige princip

Den 25. marts (EIRNS) – Den internationale konference den 9. april i Schiller Instituttet om en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur og den forudgående organiseringsproces kan være et pejlemærke for verden. Den kan give mange en anledning til – måske endda på trods af dem selv – at få begrebsmæssig adgang til og indsigt i den primære, umiddelbare og uundværlige rolle, som de som enkeltpersoner kan spille for at afværge den ellers næsten sikre snarlige termonukleare undergang for menneskeheden. Den alternative sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der er nødvendig, kan etableres, men kun ved at efterligne den internationale fremgangsmåde, som Lyndon LaRouche anvendte til at ændre en tragisk politisk retning, herunder inden for USA’s præsidentembedes institution, gennem udformning af foranstaltninger udefra, og fra oven, for at overliste og besejre det britiske oligarkis sædvanlige kontrol over denne institution og dens magthavere. Uanset om det drejer sig om “Operation Ibn Sina” for Afghanistan/Sydvestasien, Verdenssundhedsplatformen under Komitéen for modsætningers Sammenfald eller den Westfalske Freds tilgang til Ukraine, skal der altid tilvejebringes et alternativ, “en mere excellent måde” af ægte lederskab i en krisetid.

For det første må vi gennem sociale medier, trykte medier og andre kanaler, fremtvinge en offentlig diskussion om den kendsgerning, som stadig er undertrykt efter 39 år, at det var på grund af Lyndon LaRouches idéer og indsats, at USA’s præsident den 23. marts 1983 foreslog Sovjetunionen en fælles videnskabelig indsats for at gøre atomvåben “impotente og forældede”, med den daværende præsident Ronald Reagans personlige udsagn. For det andet må vi provokere militær- og efterretningsfolk, regeringsinstitutioner og borgerne i almindelighed i alle nationer til at gøre noget, der måske er endnu mere skræmmende end at stå over for termonuklear udslettelse – de må afvise både geopolitik og valutapolitik som værende ødelæggende, ikke kun for deres egen

interesse, men også for menneskehedens samlede egeninteresse. For det tredje er den bedste måde at gøre det på at få folk til at erkende, at det egentlige strategiske problem ikke ligger i dødbringende atomvåben. Det ligger i afvisningen af den opfattelse, at der kun findes én menneskelig race, én menneskelig art, og at denne arts interesser som helhed er det eneste sande udtryk for den menneskelige identitet. Denne opfattelse af menneskeheden, som efterhånden er blevet bredt forkastet, er nu afgørende for menneskehedens fortsatte eksistens, vækst, udvikling og velstand.

I denne uge troede britiske kræfter, at de havde opnået en “sejr for dommedag”, i hvert fald som det i dag blev rapporteret i Wall Street Journal. The Journal diskuterede, hvad de kaldte “en ny beslutning” af Biden, “truffet tidligere på ugen under pres fra allierede, (som) fastholder, at den ‘grundlæggende rolle’ for det amerikanske atomarsenal vil være “at afskrække atomangreb” – et underfundigt, men væsentligt skift i forhold til hans holdning i valgkampen.”

Bidens bekendtgjorte politik i 2020 havde været, at “det eneste formål med USA’s atomarsenal bør være at afskrække – og om nødvendigt at gengælde – et atomangreb.” “De allierede i NATO har været særdeles nervøse for at skifte til en doktrin med ‘eneste formål’, da de frygter, at det kan svække afskrækkelsen mod et konventionelt russisk angreb på alliancen.” Selv om der blev udtrykt en bemærkelsesværdig, umiddelbar bestyrtelse og modstand, hvad er det så lige præcis, at Rusland eller andre nationer som Kina og Indien, skal udlede af det?

I sin nylige artikel “Will Humans Be the Next Freedom Fries?” påpeger den tidligere CIA-analytiker Ray McGovern, at “amerikanske eksperter og strategiske eksperter synes lykkeligt uvidende om, hvor tæt vi alle er på at blive stegt i et atomangreb fra Rusland…. Her er problemet: Russerne har al mulig grund til at være i alarmberedskab. Deres radarsystem til tidlig varsling er så utilstrækkeligt, at der er situationer (herunder tilfælde hvor der er tale om uskyldige raketaffyringer), hvor den russiske præsident Putin kun har få minutter – hvis det er tilfældet – til at beslutte, om han skulle affyre atommissiler for at ødelægge resten af verden – hvis han fik mistanke om, at Rusland var under et atomangreb.” [Understregning i original.] [https://www.antiwar.com/blog/2022/03/23/will-humans-be-the-next-freedom-fries/]

Vores organisering bliver nødt til at få verden til at erkende virkeligheden. Forkastelsen af Lyndon LaRouches “Højere Fredpolitik” fra 1983 for at skabe et teknologisk-videnskabeligt engagement med Sovjetunionen, som indledningsvis blev modarbejdet af den russiske Andropov-regering og lidt senere af George Bush-fraktionen i det amerikanske præsidentembede, der også sendte LaRouche i fængsel, har nu bragt verden på randen af selvudslettelse. Som pastor Dr. Martin Luther King engang sagde: “Valget står ikke mellem vold og ikke-vold. Valget står mellem ikke-vold og ikke-eksistens.” Helga Zepp-LaRouches artikel: “Gandhis vision for et nyt paradigme i internationale relationer, et verdenssundhedssystem og direkte ikke-voldelig handling i tider med socialt sammenbrud” bør læses af alle, der ønsker at forstå og formidle det indre virke af den tankegang, der er nødvendig for at begribe og gennemføre den “Westfalske Fredsmetode”, der foreslås i vores underskriftindsamling og indkaldelse til konference, hvis gennemførelse vil vende den nuværende ubønhørlige “March of Folly” til menneskehedens største mulighed. [https://larouchepub.com/hzl/2021/4826-gandhis_vision_for_a_new_para-hzl.html]

 




Kina fremmer paradigme for udvikling i Centralasien;
NATO-blok beordrer yderligere sanktioner og mere krig

Den 24. marts 2021 (EIRNS) – Tidligt i dag i Kabul aflagde Kinas udenrigsminister, Wang Yi, et overraskende besøg for at mødes med Taliban-regeringsledere og diskutere Bælte- og Vej-Initiativet, navnlig forbindelsen mellem Afghanistan og CPEC (China Pakistan Economic Corridor). I næste uge vil Beijing være vært for Afghanistan og dets nabolande på et tredje regionalt møde om fremme af mulighederne for at skabe forbindelser, med henblik på stabilitet i Afghanistan og udvikling i hele Centralasien. Det indebærer en økonomisk aktivitet til gensidig fordel for alle nationer, hvilket er det princip, der nu er et desperat behov for på verdensplan.

I modsætning hertil mødtes adskillige af statslederne fra de store vestlige nationer i dag personligt i Bruxelles på en række af tre hastemøder – NATO med 30 nationer, landene i G7 og EU med 27 nationer – og fremkom udelukkende med tilsagn om mere oprustning i Østeuropa, flere beskyldninger mod Rusland, trusler mod Kina om at afstå fra at alliere sig med Rusland samt vrangforestillinger om den europæiske økonomi og verdensøkonomien.

“Hvad foregår der i deres hoveder?” var reaktionen fra Schiller Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, i dag, da hun indledte den ugentlige webcast. Hun henviste specifikt til den farligste af alle de vrangforestillinger, der indgik i dagens mislykkede krisemøder, nemlig at en atomkrig nu er på dagsordenen som en mulig “eventualitet” ifølge topledere i Vesten.

At stoppe dette og gøre plads til en ny verdensarkitektur for sikkerhed og udvikling er fokus for Schiller Instituttets internationale konference den 9. april, ligeledes en global underskriftsindsamling.

[https://schillerinstitute.nationbuilder.com/convoke_an_international_conference_to_establish_a_new_security_and_development_architecture_for_all_nations

[https://schillerinstitute.nationbuilder.com/for_a_conference_to_establish_a_new_security_and_development_architecture_for_all_nations]

Selv uden atomar udslettelse er der risiko for, at vi vil blive ramt af hungersnød i verden, hvis vi lader de fremprovokerede stridigheder og det økonomiske sammenbrud udvikle sig til mere kaos og lidelse. Allerede før pandemien manglede mere end 800 millioner mennesker i 2019 tilstrækkelig ernæring, og 125 millioner af dem var i ekstreme sultfaser. Siden da, med hyperinflationen og nu konsekvenserne af den fremprovokerede Ukraine-krise og sanktioner, er fødevarekrisen og forstyrrelser i landbruget blevet forværret til den realistiske udsigt til en milliard mennesker, der lider af mangel på fødevarer, og 400 millioner i ekstrem nød.

Denne katastrofe er udelukkende en menneskeskabt katastrofe, og mange nationer er parate til at sætte sig op imod den afpresning og tyrannisering, som tvang dem til at følge de aksiomer, der i første omgang forårsagede det økonomiske sammenbrud. Hvem ønsker at lade sit folk sulte for “friheden” i NATO’s “regelbaserede” verdensorden?

I dag fandt der en afstemning sted i FN’s Generalforsamling om støtte til humanitær bistand i Ukraine, men især om at fordømme Rusland. Endnu en gang, som det skete den 2. marts i en afstemning i FN’s Generalforsamling, undlod et betydeligt antal nationer at stemme – 38 denne gang (35 den 2. marts) – i stedet for at indordne sig under det globale NATO’s kommandoer.

Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov sagde i går i en tale til Moskvas Center for internationalt Diplomati, hvor han kommenterede de hidtil usete sanktioner mod Rusland og NATO’s deployering: “Det handler om at fjerne forhindringen i form af Rusland på vejen til opbygningen af en unipolær verden…. Det handler ikke om Ukraine, det handler om en verdensorden, hvor USA ønsker at være den eneste suveræne og dominerende….”

Mobilisér for Schiller Instituttets underskriftsindsamling og konference for at skabe en ny verdensorden for fred og udvikling for alle.