Stop det britiske angreb på præsidenten,
og gør en ende på Londons pengesystem

Leder fra LaRouchePAC d. 20. august: Blot uger fra det vigtige amerikanske midtvejsvalg, har vi afsløret de amerikanske aktører i ‘Russiagate’-kupforsøget mod præsident Trump – hos FBI, i justitsministeriet, blandt lederne af overvågningsstaten såsom John Brennan – så grundigt, at de kan ende med at blive retsforfulgt for forbrydelser begået i forbindelse med deres “undersøgelse”. Den juridiske snigmorder Robert Mueller ser i stigende grad desperat ud i sine bestræbelser på at lokke præsidenten i en fælde, og udarbejde en betænkning der lægger op til, at den nye Kongres skal afsætte ham.

De britiske bagmænd for dette kup, med undtagelse af den radioaktive MI6-officer Christopher Steele, er imidlertid stadig skjult for det overvældende flertal af amerikanerne. Disse er lederne for MI6 og GCHQ – den britiske forløber til NSA – der, fra det øjeblik Donald Trump overvejede at gå ind i præsidentkampen, bad de amerikanske efterretningstjenester og politiske cirkler om at stoppe ham, fordi han kunne engagere sig i stormagtsamarbejde med Rusland og Kina. I denne proces har de, som præsidenten sagde søndag, skabt en rasende ny ”McCarthyisme” i Amerika.

Londons monetære system, som ved at ødelægge præsident Roosevelts Bretton Woods-system, atter gjorde byen til verdens mest fremtrædende finanscenter, har ikke frembragt andet end afindustrialisering og frihandel i USA og Europa og konstante gældskriser rundt om i verden. Det er i krise nu igen, forklædt som en “valutakurs-krise i de fremvoksende markeder” (’emerging markets’ –red.).

Vi forsvarer præsidentskabet, indtil Mueller er endeligt besejret, fordi det, i den finanskrise der nu er under opsejling, med præsident Trump er muligt, med en akut tilbagevenden til en Glass-Steagall bank-reorganisering. Samarbejde med andre stormagter og BRICS-lande for at udstede store kreditter til nye infrastrukturprojekter er muligt med præsident Trump. Selv et {seriøst} angreb på briternes frihandelssystem ved at afskære muligheden for valutaspekulation og vende tilbage til principperne for FDR’s Bretton Woods-system, er muligt, hvis der eksisterer et samarbejde mellem præsident Trump og lederne af Kina, Indien, Rusland og andre større økonomier.

Vi forsvarer præsident Trump mod det britiske angreb, for at gøre en ende på det forfejlede britiske monetære system og indføre Lyndon LaRouches “fire love” for at genskabe kreditsystemet under Bretton Woods.

Præsident for Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouche, sagde i et webcast d. 17. august: “Gennem årene har min mand gentagne gange opfordret til en reetablering af Bretton Woods-systemet for at vende tilbage til en økonomi efter Hamiltons principper, at vende tilbage til et kreditsystem for dybest set at udslette kasinoøkonomien, slippe af med derivat-boblen og overgå til national bankvirksomhed; at have suveræne regeringer til at stå for kreditudstedelsen, og dernæst have et internationalt kreditsystem …. Senere specificerede han det mere, og sagde at den eneste kombination af lande, der har magt til at afvikle det britiske imperialistiske finanssystem baseret i City of London og Wall Street, ville være en fire-magts kombination bestående af USA, Rusland, Kina og Indien.

Så vi har skrevet denne nye appel, som faktisk er en opfordring til lederne af disse fire lande, ikke for at udelukke andre, men for at lade disse fire lande være den centrale gruppe af nationer, som kunne udforme et nyt Bretton Woods-system, og sidenhen kunne invitere andre; og alle lande, der gerne vil slutte sig til, ville være velkomne til at deltage.

Se, det haster. Der er mange mennesker der siger, at den næste økonomiske storm vil ramme godt og vel inden midtvejsvalget. Der er mange analytikere der siger, at Federal Reserves “tapering” – den såkaldte renteforhøjelse – skal stoppes hurtigt, fordi den er ved at få gældsboblen til at eksplodere. Instituttet for International Finans i Washington har netop offentliggjort tal der viser, at Verdens samlede gældsætning har nået 247,2 billioner $, og det er en stigning på 11,1 % indenfor bare det sidste år. Så vi sidder på en krudttønde, og alting kan i princippet udløse et sammenbrud af boblen der, hvis den ikke bliver behandlet, vil medføre fare for økonomisk kaos med uforudsigelige konsekvenser…

Vi ønsker at foretage en verdensomspændende mobilisering af hvert enkelt land, enhver magt, enhver person på planeten, til at appellere til disse ledere – nemlig præsident Trump, præsident Putin, præsident Xi Jinping og premierminister Modi – om at foretage denne handling; og helst at bruge FN’s generalforsamling, som vil starte i september, til at sætte dette på dagsordenen.”




Erstat ‘London-dollaren’ med Nyt Bretton Woods
før valutakrisen eksplodere

Leder fra LaRouchePAC d.19. august: For ti år siden, da det globale finanssystem var i færd med at bryde sammen, sagde grundlægger af EIR, Lyndon LaRouche, i en webcast: “Det nuværende internationale monetære system kan ikke reddes. Hvis man forsøger på at redde det, vil man miste planeten.” 

Nu, ti år senere, har centralbanker – der har trykt 14 billioner $ i nye bankreserve-penge for at forsøge at redde det monetære system – således effektivt afstedkommet en ny international ‘valutakrise’, der leder i retning af bølger af ‘defaults’ (misligholdelse –red.) på selskabs- og statsgæld, bankfallitter og det der er værre – værre end i 2008. Den misledende betegnelse ‘den tyrkiske krise’ maskerer en tredobling af global virksomhedsgæld siden 2010, med 75 % af den samlede gældsudvikling i de såkaldte ‘avancerede’ lande, hvis reelle lønninger og levestandard er faldet siden 2008 på tværs af Europa og Latinamerika og i USA. Den kan ikke betales tilbage. Som LaRouche sagde dengang: “Man må vælge: Udskift systemet eller få en ny planet … 

Vores mål må være at opmuntre lederne for mindst fire stormagter – USA, Kina, Rusland og Indien – til at føre an i at vende tilbage til Bretton Woods-systemet, der blev påbegyndt af Franklin Roosevelt i 1944. Dette var, som LaRouche sagde i broadcastet den 18. november 2008, et kreditsystem, ikke et monetært system. 

Det står klart, hvad det monetære system har været, siden Bretton Woods i 1971-73 blev erstattet af et system med ‘flydende satser’: Skabelsen af enorme mængder af dollars i London og Londons ‘offshores’ gennem eurodollar- og petrodollarmarkederne, til trods for at det var meningen, at dollaren skulle være den internationale reservevaluta. 5 billioner $/dag i spekulative valutatransaktioner. London er igen verdens finansielle center, med hovedvægten lagt på spekulativ aktivitet på bekostning af reelle økonomiske investeringer, og yderligere faldende levestandard, både op til og efter krakket i 2007-08.  

Hvad et Nyt Bretton Woods-‘kreditsystem’ betyder, er også klart: En fast vekselkurs, et guldreservesystem, som kanaliserer en international strøm af kredit fra industrielt udviklede lande til udviklingslande og eksporterer kapitalgoder til sidstnævnte “til formidling af teknologi; hvorledes? Ved forbedring af infrastrukturen … hvilket er nødvendigt for at gøre det muligt at forbedre produktiviteten af arbejdskraften med en vis grad af færdigheder.” 

Dette er blevet påbegyndt af Kinas Bælt- og Vej-Initiativ, som tydeligt har vist forskellen mellem udstedelse af kredit, og udstedelse af centralbank-penge, bankreserver.

Nu hvor nationerne, der er blevet påvirket af krisen, diskuterer handel i nationale valutaer, skal de fire nøglemagters ledere gøre springet til et Nyt Bretton Woods. Den internationale appel, som netop er blevet lanceret på Schiller Instituttets hjemmeside, opfordrer dem til at gøre dette: https://schillerinstitute.nationbuilder.com/nbw_petition

Som LaRouche sagde om dette presserende projekt: “Vi kan skabe et nyt kreditsystem blandt nationer, som jeg tror – hvis USA, Rusland, Kina og Indien enes – de fleste nationer i verden gerne vil tilslutte sig, især i betragtning af alternativet. Og derfor kan vi skabe et nyt verdenssystem, et nyt kreditsystem, i modsætning til et monetært system. Og under disse betingelser kan vi fortsætte med at udstede kredit i stor skala til genopbygning af verdens fysiske økonomi. Vi kan organisere en genopretning af samme type, som vi gennemgik under Præsident Franklin Roosevelt tilbage i 1930’erne og 1940’erne. Og det vil vi ikke afvige fra, tænker jeg, når først vi har gjort det.” 




LaRouches opfordring til nyt Bretton Woods:
På 47-årsdagen for Nixons fjernelse af dollarens guldstandard

15. august (EIRNS) – Den 15. august er en historisk dato, fortalte Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche under en konferencesamtale med LaRouche-bevægelsens amerikanske medarbejdere i dag. For nøjagtigt 47 år siden afsluttede Richard Nixon fastkurssystemet og afkoblede dollaren fra guldstandarden. Lyndon LaRouche var nok den eneste økonom, der med absolut klarhed indså hvad det ville betyde. Han sagde, at hvis Vesten holdt sig til de monetaristiske politikker, der var repræsenteret ved dette træk af Nixon, ville verden uvilkårligt gå ind i en ny mørk tidsalder med fare for en ny fascisme og depression – medmindre der opstod et nyt retfærdigt økonomisk system, et Nyt Bretton Woods system. Og det er præcis, hvor vi står i dag.

De kommende 90 dage indtil midtvejsvalget i USA vil være afgørende for, om der enten nås et nyt paradigme, eller om det fører til økonomisk kaos og fare for krig. Der er en klar vending i ‘carry trade’-handelen undervejs, fra de fremvoksende markeder og tilbage til dollaren, hvilket til dels blev udløst af Den amerikanske Centralbanks rentesatser, men også har flere systemiske grunde. Der er mange såkaldte eksperter, bankfolk, alle slags mennesker fra det finansielle miljø, der advarer om, at en fuldkommen økonomisk storm, vil komme ud af denne krise i de fremvoksende markeder, og at den vil kunne ramme USA og resten af verden, selv inden midtvejsvalget.

Der er en overhængende krise i forhold til Tyrkiet. Dette skyldes ikke Trumps sanktioner mod Tyrkiet, men snarere den systemiske karakter af krisen. Dette har også at gøre med det faktum, at Tyrkiets præsident Erdogan i den seneste tid har været i gang med en strategisk nyorientering, hvor han erklærer, at han ønsker at være en del af BRIKS, der er involveret i opbygningen af en ny finansiel arkitektur, og af den grund bliver han politisk angrebet med økonomisk krigsførelse.

Allerede tilbage på G20-topmødet i Hangzhou i 2016 forlangte Kina en ny finansiel arkitektur, og sagde at årsagerne til finanskrisen i 2008 ikke var blevet afhjulpet. Kina har i mellemtiden taget store skridt til at modvirke spekulation, forbudt spekulation i landet og forbudt kinesiske investorer at involvere sig i spekulative projekter i udlandet.

Nu, i forbindelse med straffesanktioner der er gået over gevind mod forskellige lande, forbereder disse lande sig på at forlade dollaren. For eksempel indeholder lovforslaget, som senator Lindsey Graham og andre indførte i det amerikanske senat, nye sanktioner mod Rusland, hvilket indebærer forbud mod al russisk bankvirksomhed i udlandet, handel med russiske statsobligationer, forbud imod at Aeroflot kan lande i USA, nedgradering af diplomatiske forbindelser mellem USA og Rusland – ud over sanktioner på grund af Skripal-sagen, for hvilket der absolut ikke er blevet fremlagt bevis. Det er naturligvis et alvorligt spørgsmål, og den russiske premierminister Medvedev sagde for et par dage siden, at de betragter dette som en økonomisk krigserklæring, og at hvis sådanne sanktioner gennemføres, vil Rusland tage passende modforanstaltninger.

Dette angreb på Rusland er det samme som det britiske kupforsøg mod præsident Trump: Hele formålet var at ødelægge mulighederne for at have forbedrede forbindelser mellem USA og Rusland. Og hvis man har den slags handelskrig, hvilket vi allerede så i forbindelse med CAATSA-lovforslaget i august sidste år, som blev stemt op til 98-2 i Senatet, hvilket umuliggør et veto af Trump, så har man sat kursen imod en komplet katastrofe.

Trumps foranstaltninger mod Tyrkiet vil ikke kunne tvinge Erdogan til at kapitulere, men vil medføre det modsatte resultat. Der er en indsats fra britisk side for at opnå denne kapitulation. For eksempel er der en artikel af Jim O’Neill, som er den tidligere leder af Goldman Sachs, og som nu er leder af Chatham House/Royal Institute of International Affairs. Han kommer med en fuldstændig advarsel om, at Erdogan skal kapitulere, at han må give efter for (økonomisk –red.) voldtægt af Tyrkiet, og at hverken Rusland eller Kina vil hjælpe.

Den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov er imidlertid nu i Ankara, og han interviewede TASS, hvor han sagde, at Rusland allerede omdanner sin handel med Tyrkiet til deres nationale valutaer, at de gør det samme med Iran, og at de også taler om dette med Kina. En tilbagevenden til handel i nationale valutaer vil ikke løse det globale problem, men det kan være et vigtigt mellemliggende skridt i retning af et fuldt udbytte af et Nyt Bretton Woods-system, som LaRouche har angivet.

Dette ville betyde, at den globale spekulative boble ville blive fastfrosset og gennemgå en konkursbehandling; der ville blive etableret et system med faste valutakurser; hvert land skal have en nationalbank for suveræn kontrol over kreditgivning; et internationalt clearinghus ville blive oprettet for at balancere samhandelen på langt sigt; og internationale investeringer til lave renter baseret på klare videnskabelige principper for fysisk økonomi ville blive tilskyndet. Der er allerede taget skridt i denne retning i form af AIIB, BRIKS ‘New Development Bank’, ‘New Silk Road Fund’.

For at Vesten kan deltage fuldt ud, vil det kræve en genindførelse af Glass/Steagall-bankopdeling for at slippe af med kasinoøkonomien; derefter oprettelse af nationalbanker til at udstede kreditter for produktive investeringer, for sidenhen at kunne gå med i denne form for internationalt samarbejde.

Lyndon LaRouche understregede for mange år siden den pointe, at den eneste måde at gøre det på er ved at bryde det Britiske Imperiums magt, og det kræver en firemagtaftale – Rusland, Indien, Kina og USA – og sidenhen, kan andre lande, der ønsker at overleve, knytte sig til det nye system.

Hvad der sker i USA, vil være afgørende for at få det til at ske, i særdeleshed at kuppet mod præsident Trump bliver stoppet.

Helga Zepp-LaRouche afsluttede sin strategiske gennemgang med følgende overvejelser:

Hvad angår verdenshistorien har vi nået et punkt, som Nikolaus af Cusa meget profetisk genkendte allerede i det 15. århundrede, nemlig, at man ikke kan have ‘halve løsninger’. Når man har en systemisk krise, kan man ikke løse det i den ene region og have fred der, mens andre regioner går i skuddermudder; man er nødt til at have fat i de remedier, der afhjælper det systemiske problem i hele systemet.

Det er det, som Lyndon LaRouches livsværk har handlet om. Han har ikke kun været den bedste og sandsynligvis den eneste økonom, der er værdig til titlen, men han har viet hele sit liv til at finde løsninger på et højere niveau, på niveauet af “modsætningernes sammenfald”, som Cusa udtrykte det.

Dette er et af disse enestående momenter i historien. Der er mange perioder, hvor man ikke kan gøre meget, som ’60’erne’, ’70’erne‘; Det var rolige perioder, hvor tingene gik sin gang, og man kunne ikke gøre meget, for alt var helt låst i klare mønstre og systemer. Men nu: enhver der ikke er helt fra forstanden kan se, at det gamle system kollapser! EU er i forfærdelig form; der er alle de strategiske tilpasninger, der fremkommer; der er oaser af håb. Så det er ikke klart endnu: det er en meget udefineret situation, hvor løsningen ligger parat, og det faktum, at status quo ikke kan forblive som det er nu, står tydeligt klart.

Man skal se på det i det lange historiske perspektiv: Vi er i en overgangsperiode fra en æra af den menneskelige universelle civilisation til en ny. Og den nye æra vil enten være med de neokonservative og den britiske imperium faktion, hvilket sandsynligvis vil føre til udryddelsen af civilisationen i en termonuklear krig, for det er hvad konfrontationen med Rusland ville indebære. Eller vi kan rykke ind i en ny civilisationstid, et nyt paradigme, et nyt sæt internationale relationer baseret på respekt, på suverænitet, med fokus på de mest avancerede traditioner i hver kultur, hvor forholdene mellem mennesker endelig vil blive menneskelige! Folk vil forholde sig til hinanden som Einstein og Planck, Humboldt og Schiller. Alt man behøver at gøre er at studere deres korrespondance, og man vil forstå, på hvor højt et niveau folk kan relatere til hinanden.

Vi er ikke dyr; vi behøver ikke at gå med snuden nede ved jordoverfladen. I stedet kan vi løfte vores blik mod stjernerne og virkelig flytte den menneskelige civilisation til en helt ny æra af kreativitet og samarbejde, en æra uden fattigdom, og hvor hvert eneste barn har mulighed for at udvikle dets fulde potentiale, konkluderede Zepp-LaRouche.




Amerikas sande ‘Special Relationship’ er med Gottfried Leibniz’ ideer

Leder fra LaRouchePAC den 13. august 2018 — Et overstrakt og eksponeret britisk imperium udsendte i denne uge deres forsvarsminister, Gavin Williamson, til Washington, D.C. for at prøve at få Washington tilbage til det ”særlige forhold”, “Special Relationship”, spændetrøjen, uden hvilken dets århundrede lange greb om global magt ville falde sammen. Williamson brugte den 7. august en stor politisk tale til tænketanken ‘Atlantic Council’ i Washington D.C. til at forsøge at mobilisere en total vestlig konfrontation med Rusland og Kina, og at tvangsfodre sit publikum med kæmpeløgnen om, at “USA aldrig har haft eller aldrig vil få en mere pålidelig allieret end Storbritannien.”

I løbet af sidste uge blev der faktisk lanceret nye farlige provokationer mod Rusland og Kina, herunder udenrigsministeriets annoncering af nye sanktioner mod Rusland, til hvilke premierminister Dmitry Medvedev prompte reagerede ved at advare om, at “hvis vi ender op med noget som et forbud mod bankaktiviteter eller anvendelsen af visse valutaer, kan vi klart kalde dette en økonomisk krigserklæring … og så må vi absolut reagere på denne krig.”

Men det Britiske Imperiums gambit for at generobre det globale initiativ fra Kinas Bælt- og Vejinitiativ, og atter genindføre britisk geopolitik i dets sted, kan kun fungere med præsident Trump skaffet af vejen. Også her står den britiske hånd bag hele den beskidte Mueller/FBI-operation eksponeret og til fuld offentlig beskuelse, ikke mindst takket være LaRouche PAC’s igangværende bestræbelser i den forbindelse. Denne fisk ’stinker virkelig fra hovedet’.

Tidligere gav topanalytiker for Pentagon og historiker fra Harvard Graham Allison et nyttigt bidrag til den politiske kamp, der er undervejs i USA, med en lang artikel med titlen “Kinas anti-fattigdoms bestræbelser er en lærestreg for alle.” I artiklen hævder Allison, at der ikke er nogen grundlæggende strategisk skillelinje mellem de amerikanske og kinesiske nationale interesser, og at de to lande burde arbejde sammen for at lindre den invaliderende fattigdom, der fortsat udmarver milliarder af mennesker i andre dele af verden.” Det betyder selvfølgelig, at USA deltager i Bælt- og Vejinitiativet og hjælper med at omorganisere det bankerotte internationale finanssystem til et nyt Bretton Woods, som Lyndon og Helga LaRouche længe har insisteret på.

Allison er ellers kendt som den person, der udmøntede udtrykket ‘Thucydides-fælden’, som han definerer som følger: “Når en stormagt truer med at fortrænge en anden, er krig næsten altid resultatet – men sådan behøver det ikke at være”.

Allison har rammende beskrevet problemet – men ikke dets løsning. Den eneste måde at sikre, at sådanne kriser ikke fører til krig – som i dag sandsynligvis vil betyde udryddelsen af den menneskelige art med kernevåben – er at opdage og kortlægge en vej frem, der er til gensidig gavn for alle Jordens nationer – og som kan skabes af en alliance bestående af især USA, Kina, Rusland og Indien. Og det kræver nødvendigvis adgang til et højere domæne, nemlig videnskaben om fysisk økonomi, som på enestående vis er udviklet af Lyndon LaRouche.

Som LaRouche selv udtrykte det i indledningen til sin afhandling ‘Om LaRouches Opdagelser’ fra 1993: “Det centrale element i mit oprindelige bidrag til Leibniz’ videnskab om fysisk økonomi er tilvejebringelsen af en metode til at belyse årsagsforholdet mellem på den ene side individernes bidrag til aksiomatisk revolutionerende fremskridt inden for videnskabelige og analoge former for kundskab, og på den anden side, den heraf følgende forøgelse i den potentielle befolkningstæthed i de tilsvarende samfund.”

Gottfried Leibniz var ikke alene grundlæggeren af videnskaben om fysisk økonomi. Han var også den filosofiske grundlægger af det anti-britiske, amerikanske forfatningsmæssige system og dets forpligtelse til “liv, frihed og stræben efter lykke”.

Og således kan vi passende sige, at Amerikas sande ’særlige forhold’ altid har været, og igen bør være, med Gottfried Leibniz’ ideer.




Vi skylder dette til LaRouches årtier lange arbejde

Leder fra LaRouchePAC, 28. juni, 2018 – ’Fake news’-medierne udelukker i bogstavelig forstand det forestående Trump-Putin-topmøde – de finder alt og intet til at fylde deres forsider med i stedet. Hvorfor? Fordi dette topmøde allerede udgør et så massivt nederlag for dem og en sådan enorm sejr for LaRouche-kræfterne, og for Lyndon LaRouche personligt.

Men, hvis du vil vide, hvad de virkelig tænker, så læs abonnementsavisen London Times i dag, der har følgende overskrift på sin historie: »Voksende frygt over udsigt til Trump-’fredsaftale’ med Putin«.

»Storbritannien frygter, at præsident Trump vil underminere NATO ved at indgå en ’fredsaftale’ med præsident Putin, når de to mødes i næste måned. Regeringsministre er bekymrede over, at hr. Trump kunne blive overtalt til at nedgradere USA’s militære forpligtelser i Europa og således kompromittere NATO-landes forsvar mod russisk aggression. Folkevalgte er ligeledes bekymrede over, at han kunne give hr. Putin en propagandasejr ved at annullere eller ændre alliancens planlagte militærøvelser …

En regeringsminister sagde: ’Det, vi er nervøse for, er, at der pludselig skal blive annonceret en eller anden form for Putin-Trump-’fredsaftale’. Vi kan forestille os, at Trump og Putin siger, »hvorfor har vi alt dette militærudstyr i Europa?« og blive enige om i fællesskab at fjerne det.’ De tilføjede, at enhver sådan politik fra hr. Trumps side ville være svær at navigere: ’Det er svært at være imod fred, men ville det være en reel fred?’«

En hermed relateret, tidligere historie fra 21. juni siger, »Udsigten til et møde har udløst alarm i Whitehall [den britiske regering] og giver næring til frygt over hr. Trumps forpligtelse over for NATO og virkningen på hans besøg til Storbritannien«.

Hvis det lyder ekstremt – den tidligere premierminister Tony Blair er så oprørt, at han truer os med en ny Hitler, med mindre vi opfører os ordentligt. En forhåndstekst af Blairs tale 27. juni til Chatham House/Royal Institute for International Affairs, som han gav avisen Guardian den 26. juni, siger, at han vil fortælle Donald Trump, før Trumps besøg til Europa i juli, »at han må handle for at bevare den transatlantiske alliance, eller også vil han svække hele Vesten i kampen mod fremvoksende nationer, såsom Kina«.

Blair meddelte i Chatham House, at »den transatlantiske alliance er grundfjeldet, på hvilket vores værdisystem og livsmåde hviler. Og dog efterlader højrefløjens forvisning af alliancen som værende af sekundær betydning for den nationale interesse snarere end en del af den, og vestrefløjens refleksreaktion imod alt, der er amerikanskledet, denne alliance i fare for brud …

Globaliseringen og dens fortalere er i en ufordelagtig position. Venstre- og højre-populisme mødes i et vist punkt med fordømmelse af frihandelsarrangementer, migration og internationale alliancer. De fremstilles alle som værende kontrære til at sætte individuelle, nationale interesser først.

Når det først bliver klart, at populisme ikke virker, fordi det sluttelig kun tilbyder udtryk for vrede og ikke faktiske svar, vil populisterne måske fordoble indsatsen og hævde, at fiasko er resultatet af halvhjertethed, og at kun mere af det samme vil virke.

Hvem ved, hvor dette scenaries dynamik vil bringe os? Så virker sammenligningerne med 1930’erne ikke længere helt ude i hegnet.«

Blair burde vide det. Det var hans gruppe, der før gav os Hitler, som Schiller Instituttets stifter og præsident, Helga Zepp-LaRouche, og hendes medarbejdere viste i The Hitler Book (1984).

Trump-Putin-topmødet 16. juli er en sejr for Lyndon LaRouche og hans ideer, der går tilbage til det Strategiske Forsvarsinitiativ og den Europæiske Produktive Trekant, der blev til den Eurasiske Landbro og i dag, den Nye Silkevej. Dette var de forskellige stadier af LaRouches overordnede design for, hvordan den Kolde Krig skulle afsluttes, og hvad, den skulle erstattes med. Ved hver, successiv anledning blev de tilsyneladende besejret. Som LaRouche sagde, vi kæmpede og tabte igen, og igen, og igen. Men nu, efter årtiers tragiske omveje for menneskeheden, er disse samme ideer pludselig tilbage i en anden form – og denne gang vinder vi! Alle disse ideer går igen direkte tilbage til LaRouches tilbagevisning i 1948 af Norbert Wieners onde vildfarelser.

Med annonceringen af dette topmøde, tager en helt ny geometri for verden mere og mere form, og tager mere og mere over. Helga Zepp-LaRouche har krævet, at året 2018 skal være det år, der markerer afslutningen på geopolitik. Det syntes måske lidt vel langt ude, da hun sagde det ved årets begyndelse – men nu synes det slet ikke at være langt ude, vel?

Sammen med geopolitik, svinder alle de andre gamle, velkendte opskrifter for, hvordan man styrer nationers og folkeslags anliggender, nu bort i meningsløshed. For de fleste mennesker, og selv for de fleste statsoverhoveder og regeringer, er de regler, ved hvilke de kom om ved tingene, ikke længere gyldige. De er nu i terra incognita, ukendt land. Nu vil kun LaRouches metoder virke. En fremragende gennemgang af kernegrundlaget for LaRouches livslange præstation er hans korte artikel, »On a Basket of Hard Commodities: Trade Without Currency«, fra 18. juli, 2000, som findes genoptrykt i EIR fra 29. juni, 2018. Her gennemgår LaRouche, hvordan et nyt, globalt, monetært system må frembringes, under betingelser som i nutiden. For at give den nødvendige baggrund og dybde i forståelse, som kræves, sammendrager han sine opdagelser gennem et halvt århundrede som en eneste enhed uden overgangssømme.

Rent umiddelbart er selvfølgelig Trump-Putin-topmødet en sejr for den kamp, vi har ført imod forsøg på at fjerne den lovligt valgte præsident ved hjælp af falske anklager om ’aftalt spil’ med Rusland. Selv om vi endnu ikke har besejret »Russiagate«, har vi fået tilstrækkelig landvinding til at gøre det muligt, at dette topmøde, som Trump altid har ønsket, endelig kunne finde sted, efter to år i præsidentskabet. Når vi nu går ind i den superophedede amerikanske valgsæson med LaRouchePAC’s »Kampagne for at vinde fremtiden«, er det næste skridt en afgørende besejring af den særlige anklager Robert Mueller og kompagni. Når denne mission er fuldført, bør det næste, passende skridt måske være at genoplive Benjamin Franklins forslag, som desværre blev sprunget over dengang, nemlig, at Tory-forræderne alle sammen burde blive sendt med skib tilbage til Storbritannien, hvor de hører hjemme.




To systemer foreligger nu for
verden: Hvad du skal vide om
økonomi for at skabe en fremtid
for menneskeheden
LaRouchePAC undervisnings-
serie 2018 i LaRouches økonomi
Introduktion og disposition

To systemer foreligger for verden. Det ene, det transatlantiske, City of London/Wall Street-finansimperium, har befundet sig i en tilstand af »frit fald« siden krakket i 2007-2008, et finanskrak, som Lyndon LaRouche forudsagde i et webcast, 25. juli, 2007:

»Det, der er optegnet som aktieværdier og markedsværdier internationalt på finansmarkederne, er vrøvl! Dette er rent fiktive trosobjekter. Der er intet sandt i det; falskneriet er enormt. Der er ingen mulighed for et ikkekollaps af det nuværende finanssystem – ingen! Det er færdigt, nu! Det nuværende finanssystem kan ikke forsætte med at eksistere under nogen omstændigheder, under noget præsidentskab, under noget lederskab eller noget lederskab af nationer. Udelukkende kun en fundamental og pludselig ændring af det globale, monetære finanssystem vil forhindre et generelt, kædereaktionslignende kollaps. I hvilket tempo, ved vi ikke, men det vil fortsætte, og det vil være ustoppeligt! Og jo længere, det står på, før det stopper, desto værre bliver tingene.« 

Hvordan kunne LaRouche forudsige dette?

Download (PDF, Unknown)




Om LaRouches opdagelse.
LaRouche’s Economics Classes
2018; lektion 1, 23. juni, 2018.
Engelsk udskrift

 

Introduction based on the original scientific discovery made by Lyndon LaRouche during the years 1948–52, refuting the concept of entropy advocated by Norbert Wiener and developing a concept of physical economy based on a study of Heraclitus, Plato, Riemann and Georg Cantor, which he later supplemented through a study of Nicolaus of Cusa. This study led LaRouche to oppose all monetarist theories associated with the British East India Company system of Free trade, globalization and post-industrial society and to embrace the physical economic approach of Gottfried Leibniz (Society and Economy) that later became the American System of Economics of Alexander Hamilton, from his more advanced scientific basis. This class will be given by Will Wertz.

 

Download (PDF, Unknown)




Meddelelse: Ny undervisningsserie fra LaRouchePAC:
8-ugers kursus i LaRouches økonomi

Online-præsentationer lørdage, kl. 2 pm (kl. 20 dansk tid), fra 23. juni til 11. august.

https://discover.larouchepac.com/?recruiter_id=264822

Introduktion til de enkelte lektioner kan ses på ovenstående link, såvel som også foreløbigt forslag til læsning.

Kurset kan følges på LaRouchePAC-hjemmesiden.




Denne tid med epokegørende
transformation skriger på
Lyndon LaRouches ideer

Leder fra LaRouchePAC, 10. juni, 2018 – For strategisk klarhed – og også for din fornøjelses skyld – så se lige på verden i øjeblikket gennem Det britiske Imperiums øjne. I løbet af sidste uge fandt følgende begivenheder sted, som indikerede, at Det britiske Imperiums værste mareridt er ved at tage form:

  • Præsident Trump – der tydeligvis føler sig stærk, med Robert Muellers Russiagate-operation, der hastigt går til bunds og i stedet forvandles til et »Spygate«, der afslører mange af Storbritanniens hovedaktiver på deres vej til fængsel – har annonceret, at han vil mødes med den russiske præsident Putin, muligvis i Wien.
  • Præsident Trump væltede G7-skakbrættet og sagde, han ville have Putin tilbage i møderne, for »vi søger fred i verden. Vi søger ikke at spille spil«.
  • Italiens nye premierminister Giuseppe Conte sekunderede Trumps krav om, at Rusland atter skulle være med i G8. Trump meddelte, at han snart ville mødes med Conte i Det Hvide Hus.
  • Conte overlevede Det britiske Imperiums statskupforsøg i Italien og tiltrådte embedet med tale om bankopdeling, dvs., Glass-Steagall. Det sidste, Det britiske Imperium ønsker, er, at Conte skal diskutere dette med Trump.
  • Den kinesiske præsident Xi Jinping organiserede hele topmødet med Shanghai Samarbejdsorganisationen (SCO) omkring Konfucius’ universelle ideer[1], for at skabe en »verden, der har varig fred, universel tryghed og fælles fremgang«.
  • Spændinger mellem Indien og Kina mindskes med deres diskussioner om fælles, økonomisk fremgang og sikkerhedsspørgsmål – på trods af, at Storbritannien gør alt, det kan, for at drive en kile ind mellem dem. Selv Indien og Pakistan vil deltage i fælles militærøvelser for første gang nogensinde, under SCO’s sponsorskab.

Set gennem Det britiske Imperiums øjne, er summen af alt dette virkelig deres værste mareridt. Firemagts-aftalen mellem Kina, Rusland, Indien og USA, som Lyndon LaRouche længe har stillet krav om som den nødvendige, hovedstrategiske alliance for at lukke Det britiske Imperium ned én gang for alle, er hastigt ved at tage form.

Schiller Instituttets præsident Helga Zepp-LaRouche trak i sin hovedtale til Schiller Instituttets konference »Dona Nobis Pacem – Giv os fred, gennem økonomisk udvikling«, som blev afholdt i New York City 9. juni, betydningen af det nuværende øjebliks epokegørende transformation frem:

»Jeg er faktisk meget optimistisk med hensyn til situationen. Jeg mener, der absolut er en mulighed for, at vi i den nærmeste fremtid vil se fremkomsten af et fuldstændig Nyt Paradigme for civilisation. For allerede på nuværende tidspunkt samles flertallet af nationer omkring ideen om, at der findes én menneskehed, som tilhører en højere orden end nationale interesser og end selv geopolitisk konfrontation. Aldrig før har modsigelsen mellem og åbenheden i kampen mellem det Nye Paradigme og det gamle paradigme været mere åbenlys end netop nu. …

Man har en ny model for win-win-samarbejde, for at agere i den andens interesse, med respekt for det andets lands suverænitet, ikkeindblanding, respekt for det andet lands anderledes samfundssystem og for ideen om at blive forenet omkring ideen om den ene menneskeheds højere formål. Det er den politik, der er et resultat af Kinas Nye Silkevejspolitik, som nu har ligget på bordet i næsten fem år, og som har udviklet den mest utrolige dynamik nogensinde. Det er historiens største infrastrukturprojekt, og det står allerede klart, at dette vil definere de nye regler i verden. …

Dette er faktisk min mands, Lyndon LaRouches, vision; han krævede allerede i 2007, at de tre lande – Rusland, Kina og Indien – absolut må arbejde sammen for at imødegå den onde indflydelse fra Det britiske Imperium, som det fandtes på det tidspunkt. I 2009 krævede han, på Rhodos-forummet for Dialog mellem Civilisationer, at den eneste måde, hvorpå verden ville komme ud af denne nuværende tilstand, ville være en firemagtsaftale mellem USA, Rusland, Kina og Indien. …

Den Nye Silkevej må opbygges på basis af alle traditioners mest fundamentale ontologiske, epistemologiske og metafysiske begreber. For Kina betyder det, det konfucianske princip om selvfuldkommengørelse og livslang læring og karakterens forædling, og om harmoni midt i forskelligheder. For Indien betyder dette, det vediske begreb om, hvordan den kosmiske orden må angive reglerne for det politiske liv på Jorden. …

Den europæiske civilisation, af hvilken Amerika er en del, har meget at bidrage med mht. sine egne, humanistiske traditioner. Et af de mest betydningsfulde begreber om dette er den nye tankegang, der blev introduceret af Nicolaus Cusanus (Nikolaus von Kues) i det 15. århundrede – coincidentia oppositorum; modsætningernes sammenfald, hvilket betyder, at menneskelig skabeevne og det menneskelige intellekt er i stand til at skabe en højere orden, i hvilken alle forskelligheder forsvinder. …

Men en tid med en sådan epokegørende transformation er også den bedste tid for ideernes betydning.

Jeg kan blot sige, at de ideer, som kommer fra min mand, Lyndon LaRouche, der har arbejdet for denne form for koncepter for en ny, retfærdig, økonomisk verdensorden i mere end et halvt århundrede, ja, nok nærmere i 75 år, eller endda længere endnu; men disse ideer har nu vundet indflydelse … De mange, mange videnskabelige ideer, han genoplivede, mht. 2.500 års europæisk civilisation: Mange af disse ting bliver nu til virkelighed, fordi vi har nogle magtfulde lande, der rent faktisk virkeliggør dem og arbejder i denne retning.

Så ideernes magt er absolut afgørende, og vi har den store lykke, at, alt imens jeg ikke vil bagatellisere de farer, der stadig eksisterer; ligeledes er den mulige fare for en stor krig slet ikke fjernet; men jeg vil gerne have, at folk har en optimistisk følelse af, at vi, ikke alene i vores levetid, men i en meget nær fremtid, kan opleve en fuldstændig anden verden, hvis vi bliver aktive og vi kæmper for det.«

Foto: Præsident Donald J. Trump taler med sine lederkolleger, Canadas premierminister Justin Trudeau, Frankrigs præsident Emmanuel Macron, Japans premierminister Shinzo Abe og U.K.’s premierminister Theresa May, under arbejdsfrokosten på G7-topmødet i Canada.

[1] Se: »Harmonien mellem konfuciansk og vestlig filosofi.« Af EIR’s Kina- og Konfucius-ekspert, Mike Billington.




De Fire Magter: Et Nyt
Paradigme for fred og udvikling.
BILAG: Lyndon LaRouche:
Draft Memorandum of
Agreement between The United
States and U.S.S.R. (1984)

Lyndon LaRouche: Opgaven, som jeg har defineret den, er: Hvis Rusland og USA, og Kina og Indien, som en gruppe af lande aftaler at initiere og gennemtvinge en reorganisering af det globale finans- og kreditsystem, under disse betingelser med langfristede aftaler af samme type, som Franklin Roosevelt havde ytret før sin død i 1944, indgået mellem hovednationer, kunne Roosevelts plan være blevet realiseret alle disse år senere, og vi kan gøre det i dag. Det er vores chance. Enten gør vi dette, eller også går vi under. Jeg kan forsikre jer for, at, hvis I tror, der findes nogen mulighed for, at det nuværende system kunne fortsætte ind i det forestående år, som et system, man kan arbejde med, og at der ikke vil være en fortsat generel krise, der forværres, på nuværende tidspunkt, vil der ikke komme nogen økonomisk genrejsning i nogen del af planeten, under de nuværende betingelser.

 

Download (PDF, Unknown)

 

 

Download (PDF, Unknown)




Lyndon LaRouche: En Firemagtsaftale
kan skabe et nyt, globalt kreditsystem

Leder fra LaRouchePAC, 2. maj, 2018 – Det britiske Imperium og dets allierede kræfter har lanceret en række koordinerede angreb på globalt plan, som er udtænkt at skulle sikre, at ingen holdbar koalition for udvikling og fred skabes omkring planetens fire, ledende magter – Rusland, Kina, Indien og USA. Disse angreb inkluderer eskalerende provokationer, der har til formål at udløse surrogatkrig i Mellemøsten (Iran og Syrien); i Ukraine; og på Koreahalvøen – og som alle igen har til formål sluttelig at eskalere til en global krig, med USA imod Rusland og Kina.

Samtidig, og med en omhyggeligt koreograferet timing, har samme britiske kræfter optrappet deres heksejagt mod præsident Donald Trump og tyer til at fiske efter potentiel skadelig information – en aktivitet, der er lige så ekstrem, som den er farlig. Den seneste af disse er den lækkede trussel, at den særlige anklager Robert Mueller måske vil indstævne præsident Trump til at besvare Muellers ligeledes lækkede 40 spørgsmål, ifald præsidenten nægter at besvare dem »frivilligt«.

Præsident Trump svarede selv skarpt i et tweet her til morgen: »Der er ikke tale om nogen forhindring af rettens gang (det er et set-up & en fælde). Det, der er tale om, er pågående forhandlinger med Nordkorea om atomkrig …«

For nu at sætte sagen på spidsen: Det britiske fremstød for krig, og det britiske fremstød for at afsætte USA’s præsident, er parallelle operationer, der har et enkeltstående formål. Der kan ikke være noget heldigt forsvar af præsidentskabet imod Muellers beskidte operationer uden samtidig at stoppe fremstødet for at bruge Iran, Syrien, Korea og Ukraine til at udløse krig mod Rusland og Kina. Og modsat; det britiske fremstød for krig og for at kuldkaste hele det westfalske system ved at rive gyldig, international lov, folkeretten, i stumper og stykker med militærangreb og krige, kan ikke stoppes uden at besejre Mueller-FBI-kuppet imod præsident Trump.

Både Demokrater, Republikanere og Uafhængige – såvel som også folk i andre nationer – må vågne op til denne kendsgerning, før det er for sent. I kan ikke vælge, hvilken del af denne forenede, britiske operation, I ønsker at gå imod, og hvilken del, I ønsker at støtte, baseret på de ideologiske fordomme, I inderligt holder fast ved.

Tiden er inde til moral, anført af videnskab, sådan, som det eksemplificeres af Lyndon LaRouches forslag om en Firemagtsaftale.

LaRouches første, betydningsfulde præsentation af denne idé til en politik, kom på et Forum for strategiske og sikkerhedsmæssige studier i New Delhi, Indien, 3. dec., 2008. Dernæst udvidede LaRouche denne strategi i en tale den 10. okt., 2009, han holdt på det Globale offentlige Forum for Dialog mellem Civilisationers syvende årlige forsamling. LaRouche opsummerede denne tale fra Rhodos under et privat frokostmøde for diplomater i Washington, 4. nov., 2009.

Bemærkningerne ved dette frokostmøde, som vi her bringer uddrag af, blev fremsat næsten fire år før den kinesiske præsident annoncerede sin Nye Silkevejspolitik, som i dag kendes som Bælte & Vej Initiativet.

»Det var min opgave [på Rhodos] klart at præsentere, hvad en Firemagtsaftale mellem USA, Rusland, Kina og Indien, samt andre lande, der bringes ind i samme aftale, ville betyde for planeten. Det ville betyde, at vi kunne få en konvention, en aftale, om skabelse af et nyt system, der skrotter det nuværende, monetære system, som kan skrottes, fordi det allerede er bankerot …

»Rusland og Kina stod på randen af en aftale, i denne periode, i hvilken Kina har for en billion dollar i amerikanske statsobligationer, som USA skylder Kina … Det, der grundlæggende set skete i forhandlingerne mellem Rusland og Kina, var et arrangement om at anvende den legitime gæld, som skyldes til Kina mod en forpligtelse fra USA’s side, og til at bruge dette; monetisere det, ved at investere det i noget, der er produktivt, som ville være gavnligt for Asien. Og Rusland og Kina aftalte et storskala-projekt for transport og relaterede systemer.

Planen var, ikke at stoppe dér: Planen er at udvide denne form for aftale til Sydøstasien generelt, og til at inkludere Indien. Nogle af os har en plan for at bringe USA ind i samme arrangement. For, den kombinerede magt af USA, Rusland, Kina, Indien og nationer, som ønsker at være tilknyttet dem i denne form for venture, er den største, økonomiske magt på planeten. Hvis denne planetære magt beslutter at gøre det, der må gøres, kan vi reorganisere og genopbygge verden og hurtigt skifte over fra en nedadgående udvikling og til en opadgående udvikling. Det er den valgmulighed, vi har.

Omdrejningspunktet er: USA, Rusland, Kina og Indien. Uden en aftale mellem disse fire nationer vil en sådan økonomisk genrejsning af verden ikke være mulig. Med disse fire nationer, samt andre nationer – såsom, umiddelbart, Sydøstasien, Korea, Japan og så fremdeles – andre nationer kommer med ind, og nu taler vi om muligheden for et generelt program, om skabelse af et nyt fastkurssystem, som et kreditsystem, ikke et monetært system, men derimod et kreditsystem baseret på fastkursaftaler, til langfristet samarbejde om infrastrukturinvesteringer, som vil være drivkraft for udviklingen af produktive investeringer.

Med infrastruktur mener vi først og fremmest storskala-transport: moderne jernbaner, og overlegne jernbanesystemer [maglev], til transport over land. Formålet er at kunne rejse over land igennem Eurasien, gennem Beringstrædet og ind i landene på det amerikanske kontinent; og gennem Mellemøsten og ind i hele Afrika. Vi kan således skabe forbindelser med denne form for massetransit, som er mere effektive end transport over vand, og som vil udgøre en drivkraft for udvikling i alle de områder, igennem hvilke et sådant jernbanesystem og relaterede systemer rejser.«




En spirituel faktor

Leder fra LaRouchePAC, 29. april, 2018 – Den betagende proces, der er blevet mest synlig i Korea i løbet af de seneste dage – og hvor mange mennesker forventede for blot et par uger siden, at dette ville ske? – er stadig langt fra den totale sejr, som vi kæmper for. Foreløbig er det stadig en forpost, der kæmpes om. Det britiskledede angreb mod Syrien for to uger siden tilsigtede at forhindre dette fremskridt; det påførte det alvorlig skade, og næste gang, hvis vi tillader en ’næste gang’, kan blive langt mere skadelig.

Men, selv som en omstridt forpost, så har det håb, som Korea-forhandlingerne repræsenterer, ikke desto mindre fejet hen over verden med sin inspiration. Det var fuldstændig naturligt, da tusinder af tilhængere ved præsident Trumps møde i Michigan den 28. april, begyndte at synge, »No-bel«, »No-bel!«, da han nævnte Korea. Uanset partitilhørsforhold eller politiske grupperinger, så, for enhver, der har en smule forståelse og moral, kan det ikke slå fejl at finde nogen grad af inspiration fra Korea i dag. Husk, at den erklærede tilstand af fjendtligheder på Koreahalvøen har eksisteret lige siden 1950, hvor verdens befolkningstal blot var 2,5 mia., i sammenligning med nutidens 7,6 mia. mennesker. Kun omkring 7 % af dem, der lever i dag, var overhovedet blevet født, da denne aldrig afsluttede krig begyndte. Og denne Koreakrig indviede denne Kolde Krig, som dominerede resten af det rædselsfulde 20. århundrede. Og på lignende måde understøtter den frosne koreakonflikt stadig væk det britiske imperiesystem med at sætte alle op mod alle, for at opretholde dets verdensherredømme.

Det, der nu er ved at finde sted i Korea, er blevet muligt gennem det fælles og koordinerede arbejde udført af Kina, Japan, Rusland og USA, sammen med de to Korea’er. Det, der til syvende og sidst har gjort dette muligt, er, at Kina, Japan, Rusland og USA alle har gennemgået dybtgående forandringer i løbet af de seneste årtier, som først nu, i dag, har gjort denne form for samarbejde muligt, hvor det tidligere aldrig havde været muligt. Hvad forårsagede disse ændringer? Præsidenterne Xis, Putins og Trumps, samt premierminister Abes nye politikker af? Jovist; men hvad var det, de alle havde til fælles?

Der foreligger en spirituel faktor. Som Douglas MacArthur så viseligt udtrykte det om bord på slagskibet Missouri i Tokyo Bay, »det må være af ånd, hvis vi skal redde kødet«. Lyndon LaRouche refererede til dette i sit banebrydende arbejde fra 2004, The Coming Eurasian World (Den kommende eurasiske verden), hvor han skrev, »Det, der sker, som jeg ofte, endda på nært hold, således i løbet af mit liv har set, er, at udviklingen af en hel kulturs kollektive bevidsthed drives af gnisten fra interventionerne, gennem tvetydighedens slør, fra relativt få genier og fra de unge mennesker, der gentager geniers oplevelse af opdagelse, i deres egen selvudvikling i den tidlige ungdom«. (»Toward a Second Treaty of Westphalia: The Coming Eurasian World«, EIR, Dec. 17 2004) 

Den »kommende eurasiske verden«, den næste, store fase i menneskets udvikling, som Lyndon LaRouche her forudsagde, er nu ved at komme inden for vores synsfelt, drevet af de geniets gnister, som han har spredt igennem mange årtier. Korea-forhandlingerne tilstår os som muligt, at det kan gøres. Det skiller sig nu klart ud, ligesom den Nye Verden gjorde det for Schillers Columbus. Vil vi nu virkeliggøre det?

Foto: 27. april, 2018, underskrev præsident Moon Jae-in og formand Kim Jong-un Panmunjom-erklæringen for Fred, Fremgang og Genforening på Koreahalvøen som et resultat af topmødet, og de annoncerede erklæringen i fællesskab. (South Korea Gov. / koreasummit.kr)




Huset Windsors forestående fald

Leder fra LaRouchePAC, 22. april, 2018 – Næsten et kvart århundrede efter udgivelsen af Lyndon LaRouches artikel fra oktober 1994, »Huset Windsors forestående fald«, er den stadig den mest rungende opfordring til, at hele menneskeheden skal gribe til forsvar for at blive de sidste rester af Det britiske Imperiums oligarkismes svøbe kvit; en svøbe, der endnu i dag udgør en trussel om hellere at ødelægge hele verden snarere, end den vil løsne sit greb om planeten. LaRouche skrev denne artikel som en introduktion til en 60 sider lang EIR-Specialrapport med samme titel, som blev udarbejdet under LaRouches personlige supervision umiddelbart efter hans løsladelse fra fængsel i begyndelsen af 1994, efter fem års uretfærdig fængsling, på selvsamme Britiske Imperiums bud. I denne artikel taler LaRouche i sin egenskab af den ledende anklager på vegne af menneskeheden mod det folkemorderiske Britiske Imperium.

»Mine damer og herrer fra læserskarens internationale jury, vi har bragt jer til denne domstol for at høre anklager, der har deres oprindelse i en af de mest monstrøse forbrydelser, der nogen sinde er begået i menneskehedens kendte historie; en forbrydelse, der er begået på en enorm skala.

Vi fremlægger her for jer beviserne for, at, i de seneste fireogtredive år siden dens stiftelse i 1961, har en ond organisation, der kalder sig selv sådanne ting som Verdensnaturfonden, deltaget i overlagt folkemord mod nationerne og folkeslagene i  subsahara-områderne i Øst-, Vest- og Sydafrika. Vi vil bevise for jer, at, i hele denne periode, har lederen af denne forbryderiske sammensværgelse været prins Philip, også kendt som hertugen af Edinburgh og den regerende dronning af Det forenede Kongeriges gemal …

Disse beviser vil vise, at han er personligt ansvarlig for dette igangværende og forsøgte folkemord imod befolkningen i Afrikas subsahara-område, såvel som også andre steder på planeten. Bevismaterialet viser, at denne royale gemal er skyldig i denne forbrydelse, ikke alene som person, men også i sin egenskab af den udpegede, prinselige leder (’kingpin’) af dette rædselsfulde foretagende. Der er mange andre skyldige parter …

Listen er, som den også bør være, lige som en opsummering af forbryderne under Nürnberg-domstolens kategori af forbrydere, under rubrikken, forbrydelser mod menneskeheden …

Det er fuldt ud og rimeligt udregnet, at de politiske forholdsregler, som prinsen og hans medskyldige har vedtaget og i øjeblikket er i færd med at gennemføre i verden, ville, om dette fik lov at finde sted, reducere befolkningstallet på denne planet fra de nuværende omkring 5,3 mia. mennesker til langt under 1 mia. inden for omkring to generationer, hovedsageligt gennem den hyperbolske og selvaccelererende virkning af hungersnød og epidemiske sygdomme hos mennesker, dyr og planter. Under omstændigheder, fremkaldt som et biprodukt af et sådant koncentreret chok til alle højere livsformers immunsystem, er det på ingen måde garanteret, at der overhovedet ville eksistere mennesker ved slutningen af det forestående århundrede, hvis prinsen og hans medskyldige ikke stoppes og politikkerne omstødes, nu. Vi kan håbe på, at et sådant holocaust ikke er vist, men vi vover ikke at forlade os på dette ønske; under alle omstændigheder må prinsen, hans medskyldige og deres onde politikker stoppes nu …

Den ondskab, der gennemsyrer prinsens og hans medskyldiges forbryderiskhed, er meget gammel, lige så gammel som de svagt oplyste horisonter af den tidligste, kendte historie. Den ultimative fjende er ikke denne ulyksalige prins, men snarere den særlige kriminelle tradition, der med rette beskrives som ’oligarkisme’. Denne oligarkisme er det særlige smitsomme stof, der er ansvarligt for den moral og mentale sygdom, som den anklagede prins og hans medskyldige lider af. Ved valget af en retfærdig og klog fremgangsmåde med hensyn til de igangværende forbryderiske handlinger, der her dokumenteres, må vi hæve os over de fleste nuværende, internationale juridiske og relaterede praksissers fremherskende dekadens for at helbrede problemet, snarere end, sådan, som sejrherrerne perverterede Nürnberg-rettergangen, idet de søgte at skjule vor egen, tidligere forsømmelse bag iøjnefaldende lidelser, der blev påtvunget nogle anklagede syndebukke …

Den udfordring, der udgøres af de beviser, der fremlægges for jer, er: Kan I, juryens medlemmer, provokeres af rædslen, der ligger i det faktum, at ingen løsning på kollapset af denne civilisation eksisterer under de nuværende, alment accepterede adfærdsregler, og til at opdage de nødvendige, radikale, aksiomatiske ændringer af de politiske beslutninger; sådanne ændringer, der kunne gøre det muligt for menneskeheden at genopbygge et ødelagt samfund umiddelbart fra ruinerne af det kollapsede dynasti, uden at gennemleve en ’Ny Mørks Tidsalders’ mellemliggende mareridt?«

(Hele LaRouches artikel kan ses her: https://www.larouchepub.com/eiw/public/1994/eirv21n43-19941028/eirv21n43-19941028_012-the_coming_fall_of_the_house_of-lar.pdf)

Sammenlign denne strategiske vurdering af Lyndon LaRouche fra 1994 med den, som blev præsenteret af Maria Zakharova, talskvinde for det Russiske Udenrigsministerium, 19. april, 2018, i det afsnit, der bærer overskriften, »The Political Crimes of the U.K.«. I dette 17 sider lange dokument præsenterede Zakharova en udstrakt gennemgang af britisk folkemord over hele planeten i århundredernes løb. »Afrika har også fået sin andel af lidelser under britiske overgreb. Henved 13 millioner afrikanere blev udskibet fra kontinentet som slaver. Antallet af afrikanere, der døde under denne periode, er tre til fire gange højere end det antal, der blev fjernet fra kontinentet. Med andre ord, så løber det totale antal ofre op i titals millioner af mennesker … Historikere mener, at Storbritannien er verdensførende, når det drejer sig om folkemord, i betragtning af de millioner af uskyldige civile, der er blevet dræbt i britiske kolonier.«

Sammenlign nu begge disse tekster med den gentagent erklærede, britiske politik for at ødelægge Donald Trumps præsidentskab, hvor denne politiks mest skamløse trussel kom i en artikel af BBC-journalist Paul Wood, udgivet i londonavisen Spectator 21. januar, 2017 – dagen efter Donald Trumps indsættelse – under hovedoverskriften, »Vil Donald Trump blive myrdet, afsat ved et kup eller simpelt hen afsat gennem en rigsretssag?«

Med alt dette, der står fuldstændig klart for jeres indre øje – og som får yderligere kraft gennem bevidstheden om, at Kina og Rusland begge har handlet for at erstatte det bankerotte Britiske Imperium med et Nyt Paradigme – opfordrer vi jer, damer og herrer i læserskarens internationale jury, til at handle i overensstemmelse hermed.

Foto: Dronningen af Englands gemal hertugen af Edinburgh.   




Harmonien mellem konfuciansk
og vestlig filosofi: Mod økumenisk
enhed mellem Øst og Vest. Lektion 5 i
LaRouchePAC’s Undervisningsserie 2018,
»Hvad er det Nye Paradigme?«, 31. marts, 2018

Det er generelt tilfældet, at folk i både Østen og Vesten ofte har accepteret ideen om, at der findes en eller anden fundamental forskel mellem den kinesiske tankegang og den vestlige tankegang, og at dette er et uoverstigeligt svælg. Som Rudyard Kipling, den britiske imperialist, grundlæggende set sagde, »Øst er Øst, og Vest er Vest, og aldrig skal de tvende mødes«. Som jeg altid har sagt, så er dette ikke en konstatering af fakta, men er derimod en politik – dette er den britiske imperiepolitik, der sørger for, at der eksisterer en opdeling, for det er gennem at holde verden opdelt, at de kan fortsætte med at herske imperialt over de opdelte nationer.

Men vi har altså, både her i USA og i Vesten og i Kina, at folk accepterer denne idé om, at der skulle være en eller anden fundamentalt anderledes tankegang. Der er selvfølgelig forskellige karaktertræk i vestlig kultur og i kinesisk kultur – det er der ingen tvivl om. Men folk, der fremfører dette som et argument, er tilbøjelige til at sige, at deres side er den overlegne, og de andres side er underlegen; og dette ser man for øvrigt i Kina såvel som her.

Det, jeg vil gøre i dag, er grundlæggende set at tilbagevise denne opfattelse og forsøge at vise, at det, der er fundamentalt for mennesker overalt, er kampen mellem en humanistisk opfattelse af mennesket og så den oligarkiske anskuelse af mennesket som i heldigste fald en eller anden slags avanceret dyr; og at dette er arten af hele den vestlige kulturs historie og af hele den kinesiske kulturs historie.

 

Download (PDF, Unknown)

 

 




Lyndon LaRouche:
Martin Luther Kings liv og mission

… den store leder, som Martin, stiger til et højere niveau. De tænker på deres liv, som evangeliet fremlægger det, som en talent (mønt); livet er en talent, man har fået givet. Man fødes, og man dør. Det er ens talent; hvad man har i denne tidsperiode. Spørgsmålet er, man vil under alle omstændigheder give den ud; hvordan vil man give den ud? Hvad vil man bruge den til at sikre, i al evighed? Hvad vil man gøre, som en mission, som vil gøre én fortjent til den plads, man ønsker at have i evigheden?

Martin havde en klar fornemmelse af dette. Denne ’bjergtopstale’ for mig, slog mig ligesom en klar forståelse af, hvad han sagde, hvad han sagde til andre.[1]

Livet er en talent. Det er ikke, hvad man ’får ud af’ livet. Det er, hvad man lægger ind i det, der tæller. Martin havde dette.

»Vi har, mener jeg, to problemer, som bør være grundlag for at reflektere over Martins liv i dag. 1) Vi har en national krise. Jeg vil ikke lægge fingrene imellem eller tale ud fra det politiske partiapparat (Demokraterne); men kendsgerningerne skal frem: Denne nationaløkonomi er ved at kollapse. Situationen, med hensyn til USA’s grundlæggende økonomiske infrastruktur i dag, er relativt set værre end i 1933, hvor Roosevelt i marts måned kom ind i Det Hvide Hus. Det vil sige, hvis man undersøger infrastruktur, energi osv., livsbetingelserne for vort folk og i hele verden – lad være med at se på de store byer, hvor de går rundt med en facade og siger, alt går godt; men se på lokalsamfundene; Detroit, f.eks., har nu halvdelen af det indbyggertal, byen plejede at have. En industriby er forsvundet. Se på Birmingham, man ser det samme rapporteret; det var aldrig rigt, men deres oplevelse af tab, tab, tab; det er situationen i USA. Og der er en ligegyldighed over for USA’s problemer. Mindst 48 af de 50 stater er bankerot, håbløst bankerot; dvs., at staterne umuligt kan øge skatteindtægterne uden at sænke økonomien yderligere, for at imødekomme regeringens essentielle forpligtelser. Det er karakteristisk for mindst 48 stater, og det bliver værre. Hvis man ser på leveomkostningerne, stigningen i leveomkostningerne i forhold til det, der officielt rapporteres, se på priserne for mad hos købmanden hen over de seneste 6 måneder i USA. Se på det faktum, at den amerikanske dollar, som for ikke så længe siden kunne købe en euro for 83 cents; i dag koster det 1 dollar 26-28 cents at købe en euro. Den amerikanske dollar er ved at kollapse i værdi; det, der stiger, er den pengemængde, der associeres til hasardspil, og den mest omfangsrige form for hasardspil finder sted på Wall Street. Pengene går, for rent spekulative formål, til at drive separate hasardspilsindsatser på sidelinjen i økonomien i vejret, for at drive værdien at aktiepriserne op for visse selskaber; og så snart et eller andet selskab bliver rigt, kommer lederne af selskaberne i fængsel, ligesom i Enron; for vi er gået fra ’stålindustrien’ til ’stjæle-industrien’! Det er arten af nationaløkonomien.

Vi er i vanskeligheder. Vi er i vanskeligheder på global skala. Siden januar 2002, da den nuværende præsident holdt en uheldig tale, i sin ’State of the Union’-tale. Holdningen over for USA er faldet hastigt, til det laveste niveau, jeg nogensinde har set; fra nationer i hele verden. I hele Eurasien; i de amerikanske lande, er USA nu foragtet, hvor det i det mindste var respekteret, eller endda elsket, før. Vi er i vanskeligheder. Og se på verden. Verden konfronteres med en stor krise; USA konfronteres med en stor krise, med den måde, det behandler verden på. De største befolkningskoncentrationer i verden, i Kina, f.eks., 1,3 mia. eller mere; Indien, Pakistan, Bangladesh og landene i Sydøstasien; dette er den største befolkningskoncentration på planeten. Det er en fremvoksende del af verden; spørgsmålet er, hvad er USA’s relation til disse asiatiske folkeslag, der i det store og hele repræsenterer forskellige kulturelle baggrunde i forhold til USA og Vesteuropa. Hvordan skal vi finde fred i en urolig verden; hvordan skal vi finde forsoning i en verden i vanskeligheder med lande, der har vendt sig mod os pga. Cheneys og et par andres krigspolitikker?

Vi står altså over for en situation. Lad os gå lidt tilbage til det tidspunkt, hvor Bill Clintons blev indsat som præsident. Tænk nu over noget, nogle af jer ved noget om; tænk på den sorte vælgerskares status, den lovgivende, sorte forsamling … i 1993, da Bill Clinton kom ind i Det Hvide Hus. Gå nu igennem listen over navnene; hvor er disse mennesker, og deres erstatninger, i dag? Der har været en udvælgelse af de politiske præstationer i hele landet af de sorte vælgerkredse/folkevalgte. Det er dette problem, jeg konstant konfronteres med, og fra 1996 blev det værre, accelererede brutalt.

Så vi konfronteres altså ikke med et nyt problem i dag, men med det samme problem, principielt, som Martin med succes konfronterede, og jeg vil fremføre, at, i arven efter Martin Luther King og hans liv, er der noget, vi kan lære i dag, som bringer ham tilbage i live, som om han stod her i dag, i live. Der er noget særligt ved hans liv, hans udvikling, som vi i dag bør indfange, ikke alene med hensyn til at adressere vor nations problemer, som er ved at blive forfærdelige, men problemerne med vore relationer med verden som helhed. Hvordan skal vi agere over for disse kulturer, der er forskellige fra vore egne? Med asiatiske kulturer, der er forskellige fra vore egne; med muslimske kulturer, der er over 1 mia. muslimer i hele verden; med Kinas kultur, der er forskellig fra vores; med kulturen i Sydøstasien, der er forskellig fra vores? De er alle mennesker, der har alle de samme krav og behov, men de er forskellige kulturer, de tænker anderledes, de responderer til andre (kan ikke høres) end vi gør. Men vi må have fredeligt samarbejde med disse mennesker, for at løse globale problemer. Så begynder man at tænke over en person som Martin, og jeg vil indikere, i denne sammenhæng, hvad Martins betydning er i dag.

Vi havde ingen erstatning for Martin. Første lektie. Martin var en enestående person; han var ikke en talentfuld person, der tilfældigvis snublede over lederskab og let kunne erstattes af andre ledere, der havde lært jobbet og kunne tage over bagefter. Han havde ingen efterfølger; der var ingen, som befandt sig i en position til at efterfølge ham. Mange ønskede det; de havde det ikke.

Hvad var det, Martin havde? Hvad var essensen af Martin, der gjorde ham til noget specielt?

Lad os sammenligne tre tilfælde for forstå dette. Et tilfælde, Martin selv. Det andet er tilfældet med Frankrigs berømte heltinde Jeanne d’Arc, og jeg er godt bekendt med den faktiske historie af Jeanne d’Arcs tilfælde, som på en måde er sammenligneligt, på en særlig måde, med Martins tilfælde. Og så også med et fiktivt tilfælde, som peger på det problem, vi står overfor, tilfældet med Shakespeares Hamlet; især Hamlets monolog i 3. akt.

Hvad handlede det om? Martin var en sand Guds mand, på en måde, som meget få mennesker kan virkeliggøre i deres livstid. Det var ikke alene det, at han var en Guds mand, men at han voksede op til fuldstændigt at forstå, hvad det ville sige. Hans billede var selvfølgelig Kristus og Kristi korsfæstelsespassion. Det var hans kilde til styrke. Han levede det. Han havde besteget bjergets top, på et tidspunkt, hvor han vidste, hans liv var truet af magtfulde kræfter internt i USA. Og han sagde, ’jeg vil ikke vige tilbage fra denne mission, om de så dræber mig’; præcis som Kristus sagde, og jeg er sikker på, Martin tænkte på dette, på dette tidspunkt. Kristi korsfæstelsespassion er det billede, der er essensen af kristendom. Det er et billede i f.eks. Tyskland og andre steder, hvor Bachs Mattæus-passion opføres, en ca. to timer lang forestilling. Og i disse to timer genlever publikum, menigheden, sangerne, musikerne på en kraftfuld måde Kristi korsfæstelsespassion. Dette har altid været vigtigt, at genleve dette; at indfange essensen af, hvad Kristus betyder for alle kristne, og Martin viste dette.

Forskellen er det følgende; og jeg vil vende tilbage til Jeanne d’Arc; de fleste mennesker er tilbøjelige til at tro, jo, jeg vil gerne i himmelen, eller noget i den retning. Eller også er de ikke, de er ligeglade. Men de leder efter svar inden for rammerne af deres dødelige liv. De tænker på kødets tilfredsstillelse, den sikkerhed, de vil nyde godt af, mellem grænserne for fødsel og død; hvorimod den store leder, som Martin, stiger til et højere niveau. De tænker på deres liv, som evangeliet fremlægger det, som en talent (mønt); livet er en talent, man har fået givet. Man fødes, og man dør. Det er ens talent; hvad man har i denne tidsperiode. Spørgsmålet er, man vil under alle omstændigheder give den ud; hvordan vil man give den ud? Hvad vil man bruge den til at sikre, i al evighed? Hvad vil man gøre, som en mission, som vil gøre én fortjent til den plads, man ønsker at have i evigheden?

Martin havde en klar fornemmelse af dette. Denne ’bjergtopstale’ for mig, slog mig ligesom en klar forståelse af, hvad han sagde, hvad han sagde til andre.[1]

Livet er en talent. Det er ikke, hvad man ’får ud af’ livet. Det er, hvad man lægger ind i det, der tæller. Martin havde dette. Der er derfor, han var en leder, og jeg har kendt de andre ledere, der var med ham i denne periode. De havde ikke helt den samme gnist. De accepterede måske ideen, de troede måske på den, men det greb dem ikke på samme måde, som det greb Martin. Og det greb ham mere og mere, er jeg sikker på, i takt med, at han påtog sig større og større ansvar; som en leder føler man dette, man ser sit folk, man ser, hvad man må håndtere, man ser lidelserne, man ser farerne, og man må finde i sig selv styrken til ikke at vige tilbage, ikke gå på kompromis.

Lad os tage tilfældet Jeanne d’Arc, til sammenligning. Dette er den sande historie; hun var en så signifikant person i det 15. århundrede, historien blev grundigt dokumenteret dengang og er blevet krydstjekket osv. Hun var en person i hele kristendommen; hun er en hovedperson i Frankrigs historie. Her er hun så, en ung kvinde (17), der kom fra bondestanden, og som havde forhåbninger om, at Frankrig måtte befries fra de normanniske ridderes forfærdelige besættelse; at Frankrig måtte blive en sand nation, og at det måtte løftes ud af sin tilstand og blive en nation for at tage sig af disse problemer; at Gud ønskede, dette skulle ske. Så, gennem flere hændelser, henvendte hun sig til en prins, som var den nominelle arving til Frankrigs trone, og hun sagde til denne prins – jeg har glemt, der var diverse akkreditiver – ’Gud ønsker, at du skal blive konge’. Og han så på hende og sagde, ’Hvad ønsker du af mig?’ Hun svarede, ’jeg ønsker ingenting af dig; Gud ønsker, at du skal være konge’. Og, på grund af hendes kraftfulde personlighed og hendes mission, gav kongen hende kommando over nogle soldater til en meget alvorlig kamp på det tidspunkt, idet han formodede, hun ville blive dræbt som leder af disse soldater, og det ville løse problemet. Men hun blev ikke dræbt, hun vandt slaget, som hun personligt anførte. Og Frankrig blev mobiliseret til sin uafhængighed; ideen var dets uafhængighed i det store og hele som et resultat. Så kom tidspunktet, hvor kongen blev kronet, prinsen blev kronet til konge: men så forrådte kongen hende, til Frankrigs fjender, til briterne, normannerne. Og hun blev retsforfulgt af inkvisitionen, som var en rædselsfuld ting, den værste form for uretfærdighed man kan forestille sig. Og under retssagen blev hun tilbudt lokkemad; hvis du trækker dig lidt, vil vi ikke brænde dig levende på bålet. Hun sagde nej; hun veg tilbage; måske skulle jeg gå på kompromis, hun havde præster, der forsøgte at få hende til at gå på kompromis. Hun sagde, ’jeg vil ikke gå på kompromis. Jeg kan ikke forråde min mission’. Hun havde besteget bjergets top; jeg vil ikke forråde min mission; jeg vil fastholde min kurs. Så de tog hende og bandt hende til en pæl; de stablede brændet op om pælen; de satte ild til bålet, mens hun var i live og kogte hende ihjel. Så åbnede de brændestakken for at se, om hun var i live eller ej og fandt, at hun var død, og så fortsatte de processen og genantændte bålet og brændte hende til aske (hun var da 19, -red.)

Men ud af dette skete der to ting: Frankrig blev genoplivet og fik sin uafhængighed og fik senere den første, moderne nationalstat, under Louis 11 af Frankrig.

Betydningen af dette for os i dag, er, at pga. denne sejr, pga. det, der skete med Louis 11 af Frankrig, fik vi den første europæiske stat, i hvilken hele regeringen var ansvarlig for hele folkets almene vel. Det almene vel betyder præcis det, det betyder i 1. korintherbrev, kap. 13, hvor Paulus skriver om agápe, undertiden kaldet kærlighed eller godgørenhed. Det er denne egenskab; det er ikke loven, det er ikke lovbogen, der tæller; det er ens kærlighed til menneskeheden, der tæller; at man altid må leve for ens kærlighed til menneskeheden. Og derfor er en regering ikke legitim, undtagen som en regering, der officielt er forpligtet over for ikke alene det almene velfærd for hele folket, men også over for forbedringen af livsbetingelserne for deres efterkommere. Og for første gang i Frankrig, i denne stat, [fik man] princippet om forfatningsmæssig lov; at en regering ikke kan behandle nogle blandt befolkningen som menneskeligt kvæg. Det er ikke lovligt, det er ikke en nation, hvis den behandler nogle blandt sin befolkning som menneskeligt kvæg. Man skal tænke på hele befolkningens almene velfærd; det må være indfanget i forpligtelse over for hele folket, og over for deres efterkommere. For vi er alle dødelige, og for at vække i os selv de passioner, mens vi er i live, som vil tilskynde os til at gøre det gode, må vi have en følelse af, at forbruget af vort liv, brugen af vor talent, vil betyde noget for de kommende generationer. De bedste mennesker ser efter ting, ligesom Moses, som vil finde sted, når han ikke længere selv er der til at nyde dem! Denne fornemmelse for udødelighed er det, som de bedste forældre opofrer for deres børn; det er det, som lokalsamfund opofrer for uddannelse til deres børn, for deres børns muligheder. Man gennemgår pinen ved lidelser og mangel, men man har en følelse af, at man er på vej fremad, at ens liv vil betyde noget, at man kan dø med et smil på læben; man har overvundet døden, man har brugt sin talent vist, hvorfor livet vil betyde noget bedre for de kommende generationer. Det var princippet. Det princip inspirerede den mand, der blev kong Henrik 7 af England, til at gøre det samme imod den onde kong Richard 3, og til at etablere England på det tidspunkt som den anden, moderne nationalstat. Det var på en måde, hvad Martin gjorde. Samme form for proces.

Men lad os nu tage den anden side af sagen. Lad os tage tilfældet Hamlet. Hamlet siger, vi har muligheden for at kæmpe og befri os selv fra forfærdelige tilstande, men, men – hvad sker der, når vi dør? Hvad sker der efter døden? Det er frygten for, hvad der sker efter døden, som gør folk til krystere. Og det er vores problem i USA i dag. Det er problemet med vores lederskab i det Demokratiske Parti; det er problemet med det Republikanske Parti, for det er ikke alle i det Republikanske Parti, der er dårlige, nogle af dem er meget gode, og jeg har til hensigt at inkorporere nogle af dem i min regering; jeg er ikke særlig partisk, når det drejer sig om regeringen. Jeg er partisk med hensyn til at få den etableret.

Det er pointen. Problemet her er det følgende: Tror vi rent faktisk på, at mennesket er forskelligt fra dyrene? Tror I på, at, i skolerne i dag, i aviserne i dag; tror I på, at amerikanere tror på, på nogen som helst signifikant måde, at mennesket er forskelligt fra dyret? Det er ikke det, vi underviser; se på vores standardpensum. Mange af jer ved noget om uddannelse. Vores uddannelsespolitik er en national forbrydelse. Man lærer ingenting; man lærer at bestå en prøve. Man spørger sig selv, om de, der udarbejder prøven, ved, hvad de taler om. Man har prøver at bestå i forskellige steder i landet, ikke for at teste, hvad man har gjort ved eleverne med hensyn til, hvad de ved; undertiden kommer eleverne og siger, ’jeg ved ingenting, i mine skoleår lærte jeg ingenting’. Sådan, som man underviser nu. Det, man tester, er elevernes lydighedstræning i dette skoledistrikt eller den del af landet, målt ud fra underlødighed. Distrikterne konkurrerer om penge! Og præstationerne, som skoleelevernes hundetræning, bliver en standard for, hvor mange penge, og hvor mange udmærkelser, dette distrikt vil modtage det følgende år. Vi er ikke længere interesseret … Vi tror som nation ikke længere på at udvikle mennesker! Vi er, ligesom det gamle Rom, blevet et samfund for ’brød og cirkus’; få din krumme, og lad dig underholde! Og underholdningen bliver mere og mere ond, som det skrider frem. F.eks., arbejder folk i dag; er deres mentalitet, at de skal arbejde? Tror de på arbejde, tror de på, at samfundet giver dem mulighed for at arbejde? Nej, det gør det ikke. Det giver dem mulighed for at få fat i nogle penge. Hvad er den største vækstindustri i USA? Hasardspil! Hvad er Wall Street? Hasardspil. Hvad er Enron? Hasardspil. Hvad er disse fyre, der kommer i fængsel i New York? Hasardspillere. Mentaliteten i landet er, at, hvis du sidder i held og vinder i lotteriet og vinder på væddeløbsbanen, så går det fremad for dig. Til trods for, at ens industri er ved at kollapse, ens landbrug er væk, byrådet ikke længere har råd til at sørge for centrale behov; vi er blevet et hasardspilssamfund. Vi er afhængige af hvad? Masseunderholdning. Hvilken form for masseunderholdning? Er dette noget, man i realteten bør skamme sig over?

Vi anser ikke længere mennesker for at være mennesker. Vi forstår ikke længere, hvad menneskeligt er.

Jeg startede en ungdomsbevægelse for henved 4 år siden, der fokuserer på unge mennesker, 18-25 årige, dvs. aldersgruppen for universitetsstuderende. Som I ved, når folk bliver omkring 18 til 25 år, under normale betingelser, er de gået videre end til at tænke på sig selv som unge mennesker, halvt voksne, halvt børn, og til at blive voksne mennesker. De har den voksnes selvtillid, den voksnes impulser osv. De er klar til at påtage sig ansvar i samfundet. I et velordnet samfund, ville alle have adgang til en kvalitetsuniversitetsuddannelse, for at udvikle den enkeltes talenter for at finde ud af, hvad deres mission i livet skal være, hvilken form for karriere, de skal satse på, og man giver dem muligheden for at gennemarbejde dette, finde ud af dette, finde ud af, hvem, de virkelig er som voksen, og at vælge deres fremtidige profession i livet på denne basis. Det, jeg understreger med denne træning, er, forstå forskellen mellem menneske og dyr.

Jeg bliver lidt teknisk omkring dette, for det er et vigtigt punkt. Hvad er forskellen mellem menneske og dyr? Kan man bevise, at mennesket ikke blot er et dyr? Og hvordan kan man bevise det? Hvis mennesket var en abe, f.eks., ville det menneskelige befolkningstal på denne planet aldrig have oversteget et par millioner individer. Så lad være med at gøre mennesket til en abekat (et fjols). Vi har nu over 6 mia. mennesker, vi skal sørge for, på denne planet, og tallet vokser. Pointen er, at mennesket har været i stand til at opdage, hvad intet dyr kan gøre, at opdage universelle, fysiske principper i universet, og at anvende disse opdagede principper til at frembringe forbedringer i samfundet, som øger menneskets magt over naturen; præcis, som man kan læse i Skabelsesberetningen i 1. Mosebog: mand og kvinde skabt i Skaberens billede, efter hans lignelse; og ansvarlige for denne funktion. Det er, hvad vi er. Når vi underviser i fysisk videnskab; når vi underviser i klassisk kunst og den slags ting, når vi underviser i historie ud fra dette standpunkt, formidler vi i realiteten en fornemmelse af deres menneskelighed. De er i stand til at genopføre fortidens store principper, det være sig inden for kunst eller inden for fysisk videnskab. Når de kender dette, kender de forskellen på sig selv og dyret; de bryster sig af dette og siger, vi er menneskelige. Og de kan se på hinanden med kærlighed, en form for kærlighed, der kommer til udtryk inden for uddannelse med den rigtige form for undervisning, hvor eleverne er delagtige i processen med at kæmpe sig igennem handlingen for sig selv at opdage et princip, der præsenteres for dem som en udfordring og et paradoks. Det vil sige, en kærlig relation, en klasse med typisk 15-25 universitets- eller skoleelever, hvor eleverne gives ansvaret for, gives en udfordring med at kæmpe sig igennem det for sig selv, og den gode lærer forsøger at fremkalde denne form for respons blandt eleverne; finde to til tre i klassen, der kan starte diskussionen og få hele klassen involveret i diskussionen, så det, der kommer ud af det, ikke er udenadslære fra en lærebog, men at det, der kommer ud af det, er en proces, hvor man i en social oplevelse opdager betydningen af et princip, som om de selv havde gjort den oprindelige opdagelse. Dette gøres, ikke ved at undervise den enkelte elev, selv om det nogen gange virker, men ved at få eleverne til at interagere i diskussionsprocessen. Det er derfor, man helst skal have en klassestørrelse på mellem 15-25 elever. Ikke for mange, som kan udelukke muligheden for, at alle kan deltage. Og ikke for få, så man ikke får stimulering til at starte diskussionen. Det er denne sociale proces med en relation mellem mennesker, der elsker hinanden i en højere forstand, fordi de har været fælles om processen med at opdage et princip. Eller … noget om historie; men de var fælles om det, og ideen om at være fælles om menneskelig viden, som menneskelig viden, er den essentielle kærlighedshandling. Man elsker menneskeheden og er tilfreds med menneskeheden, når man har arbejdet sammen for at gøre en opdagelse sammen. Og man indser, man kan regne med dem til denne form for metode – har man et problem med dem? Gå tilbage til metoden. Tal med dem på samme måde, som man gør i klasseværelset. Og man kæmper sammen igennem det, disse unge mennesker kæmper til kl.3-4 om morgenen. Når jeg holder foredrag for disse fyre, er de over mig i henved fire timer. Jeg holder en præsentation på en times tid, de er over mig konstant. Men det er smukt, det er vidunderligt. Jeg tror, at alle, der har arbejdet med undervisning, ved, hvad jeg taler om. Det er smukt; det er vidunderligt.

Så problemet er dette: Vi har en befolkning, vi har en verden, der har en mangel på mennesker, der rent faktisk fuldt ud forstår forskellen mellem menneske og dyr; at mennesket, som det defineres i Skabelsesberetningen i 1. Mosebog, er et væsen, der er skabt i universets Skabers billede. Det er os. Fordi vi overfører disse ideer, fordi vi overfører dette arbejde, som intet dyr kan, elsker vi hinanden; vi elsker de mennesker, der var før os; vi elsker dem, der kommer efter. Vi kerer os om dem, på en meget selvisk måde, for, idet vi bruger vores talent her i livet, vores skønhedssans beror på, hvad der kommer ud af vores liv, i de kommende generationer. Vi elsker børn af denne grund. Der er børn; vi elsker børnebørn endnu mere end børnene, undertiden, fordi vore børn var i stand til at producere disse børn, det er fantastisk! Man elsker dem især, for dem, der bliver bedsteforældre, de elsker specielt disse børnebørn af denne grund.

Men denne form for kærlighed mangler generelt i befolkningen, hos ledere.

Martin havde selvfølgelig dette. Martin var ét af de sjældne mennesker, på hans tid, som havde en dybtgående følelse af, hvad det vil sige at være et menneske; som havde en dybtgående forståelse af læren fra Kristi passion på korset. Han var i stand til at bringe dette ind i politik – han kom ikke ind i det som politik som sådan – han var en naturlig leder. En naturlig leder er ikke én, der kommer ud af den politiske proces som sådan, men ud af folket. Martin opnåede aldrig et politisk hverv. Og alligevel var han sandsynligvis en lige så betydningsfuld person i USA som nogen moderne præsident var. Det opnåede han. Hans myndighed som en leder kom fra folket. Han kæmpede mod folket og med folket for at befri dem. Han var en leder i ordets sande betydning. Hans indflydelse som en politisk kraft i nationen og i verden kom fra hans forhold til folket.

Og det er vores situation i dag, og grunden til, at jeg er så glad for denne lejlighed til at være sammen med jer, for I typificerer dem, der kæmper med vanskeligheder, i dette land og uden for dette land, for den såkaldte ’glemte mand’; som Franklin Roosevelt, der i 1933 blev indkaldt til at være præsident. 80 % af befolkningen i USA i særdeleshed, og mange i hele verden, er den glemte mand og kvinde. Der er ikke rigtig nogen, der kerer sig om dem. Tag eksemplet med historien om sundhedssektoren; tag eksemplet med alle mulige ting. Den eneste måde, hvorpå man kan forny en nation, som Martin ydede et stort bidrag til en fornyelse af USA, er, at man må gå til den glemte mand og kvinde; især til de ubemidlede, og hvis man kan udtrykke en kærlig holdning over for problemet med de ubemidlede, dem, der befinder sig på den laveste side i livet, så er man i stand til at repræsentere det princip, på hvilket moderne regeringsførelse bør baseres; det samme princip, som Jeanne d’Arc på sin vis muliggjorde gennem sit bidrag til Frankrig som den første, moderne nationalstat, der var helliget det almene velfærd. His man vil være en ægte politiker, må man være forpligtet over for det almene velfærd. Man må være forpligtet over for menneskeheden, og for at være forpligtet over for menneskeheden, må man se på det menneske, der befinder sig i de værste omstændigheder, generelt, og løfte dem op. Så har man virkelig bevist, at man kerer sig om det almene velfærd. Hvis man ikke går til disse mennesker, er man ikke med det almene velfærd. Hvis man ikke har sine rødder i kampen for det almene velfærd, er man ikke i stand til at lede vores nation, som er en nation, der forfatningsmæssigt er forpligtet over for det almene velfærd. Martin havde dette. Alle de store ledere i historien er som regel kommet fra denne form for baggrund; de fødtes ikke til at være ledere, de blev ikke valgt som ledere; nogle blev valgt i løbet af livet, men de startede ikke med at etablere deres lederskab ved at blive valgt. De etablerede deres lederskab ved at finde deres rødder i kampen for menneskehedens velfærd. De blev repræsentanter for en eller anden gruppe, der kæmpede for deres rettigheder, eller de blev fortalere for denne gruppe, der kæmpede for sine rettigheder. Og de kom frem til en lederposition, fordi de havde en indbygget, moralsk karakter, i billedet af Kristi passion og korsfæstelse. Og jo mere, de kommer ind i det, og jo farligere, det bliver, i takt med, at de vinder mere indflydelse – livet bliver farligere i takt med, at man vinder mere indflydelse – så indser de, at de sætter deres liv på spil, og de må spørge sig selv: hvad er det, jeg vil risikere mit liv for; hvad er det for en sag, jeg ikke vil forråde, selv, hvis prisen er, at det koster mig mit liv? Og han kastes direkte tilbage til Kristi korsfæstelse og passion. Og dér er vi i dag. Martin havde dette; og problemet med USA og bevægelsen i dag, er, at bevægelsen er blevet, skal vi sige, for ’civiliseret’ med hensyn til at bøje af for at komme ud af det med det politiske establishment, og hvor den tenderer mod at tro på, at vejen til succes er at bøje af for at komme ud af det med dem. Man fortaber passionen, som bør motivere den sande, politiske leder. Og passionen er denne helligelse; man har en talent, man har en fornemmelse af, hvad ens liv betyder, man har en fornemmelse af forpligtelse, af en mission i livet, for at opløfte nationen ved at løfte en bestemt del af befolkningen, eller hele befolkningen. Og man vil ikke gøre noget som helst for at forråde dette. Det giver én kraft. Det giver én kraft til at være et menneske, der er skabt i den levende Skabers billede. Man tapper ind i det. Martin tappede ind i det. Han var en Guds mand, ikke kun af Gud, men en Guds mand. Han var en mand, som, i løbet af livet, af skæbnen fik givet missionen at være en Guds mand. Og han havde styrken til at gøre det. Han havde styrken til at gå i Kristi fodspor; til at gennemleve Gethsemane; til at gennemgå korsfæstelsen. Han havde denne styrke. Som Jeanne havde på sin måde.

Og det er den lektie, jeg mener, må undervises, må blive forstået, hvis vi skal redde denne nation. Vi må tappe ind i denne kraft. Og som jeg siger, blandt alle de billeder af nylige, politiske ledere i USA, er Martin, både som en national leder og som en global leder, hvilket han også var med hensyn til sin indflydelse, det bedste eksempel på den form for personlighed, vi må have og må udvikle for at komme ud at det forfærdelige, frygtindgydende rod, der i dag truer os.

Mange tak.«       

[1] Hør hele Martin Luther Kings sidste tale, ’I have been to the mountain top’, her https://www.youtube.com/watch?v=ixfwGLxRJU8




Lyndon LaRouche: Det britiske Imperium er stadig den
civiliserede verdens fjende nr. 1

Jason Ross: Ingen forstår briterne bedre end Lyndon LaRouche. Alt imens Storbritannien ikke længere hersker over havene eller verden med skibe, fly og imperiehære, så inficerer deres måde at tænke på kulturer i hele verden og former den måde, hvorpå folk analyserer og opfatter virkeligheden. Storbritannien udøver også magtfuld kontrol over verdens finanssystem gennem City of London og deres indflydelse over Wall Street. De har haft utrolig succes med at bondefange vore eliter til at være overbevist om, at amerikansk råstyrke med britisk hjerne bør kontrollere verden.

Men, hvor mange flere amerikanske liv skal ofres, og hvor mange flere ofre for unødvendige, geopolitiske krige skal dø og lide i hele verden på vegne af britiske, geopolitiske strategier, før vi udrydder dette barbariske system?

Lad os lytte til LaRouche:

 

Download (PDF, Unknown)

 

 




Theresa Mays anti-russiske korstog er
intet andet end UK’s krig mod Trump

Leder fra LaRouchePAC, 26. marts, 2018 – Lyndon og Helga LaRouche har hen over de seneste 35 år spillet en hovedrolle i udformningen af relationer mellem nationer til det bedre: gennem LaRouches idé til præsident Reagans Strategiske Forsvarsinitiativ (SDI) fra 1983, og gennem »LaRouche-doktrinen« for stormagtsrelationer, som ledsagede denne idé; og gennem deres kampagne fra 1989 for den »Eurasiske Landbro«, som sluttelig bidrog til Kinas Bælte & Vej Initiativ, der nu udvikler mange nationer i hele verden. Hele vejen igennem var fjenderne af disse tiltag hen mod et nyt paradigme for udvikling, City of Londons finansimperium og britisk geopolitik.[1]

Denne tidligere, hyppigt skjulte virkelighed er pludselig, på dramatisk vis, blevet åbenlys. Den britiske premierminister Theresa May og udenrigsminister Boris »bondske« Johnson har tyranniseret USA og 14 europæiske nationer ind i en eskalerende konfrontation med Rusland, der tilsigter at ødelægge stormagtssamarbejde for fremskridt gennem projekterne i Bælte & Vej, og som meget hurtigt kan føre til verdenskrig.

I går understregede Helga Zepp-LaRouche, at London har gjort dette som en reaktion på miskrediteringen af det af britisk efterretning styrede Russiagate-kupforsøg mod præsident Donald Trump. Hun sprængte den udokumenterede sag om »russisk nervegift« som værende intet andet end Russiagate fortsat, genopfundet og genoplivet. Denne sags foreløbige succes, efter at Russiagate mod Trump var slået fejl, er ekstremt farlig, sagde hun. Både Kina og Rusland vil reagere på denne ændrede, transatlantiske dagsorden.

Kina har, gennem sin præsident Xi Jinping og sine partiorganer som Global Times, indset, at Kinas fredelige opkomst, konfronteret med et sandt stormløb af britisk geopolitisk og økonomisk krigsførelse, måske ikke vil få lov at blive let eller fredelig.

Men Kina har udløst en udviklingsdynamik og hæver produktivitet og levestandarder i mange nationer, såvel som i sin egen, og bruger et nyt koncept, som Lyndon LaRouche for 30 år siden kaldte »Verdenslandbro-udviklingen«. Kinas Bælte & Vej Initiativ tiltrækker nu også nationer fra selv Vesteuropa. Dets lederskab vil ikke lade sig standse af toldkrig eller investeringsembargo; i stedet anvender det dette nye paradigme for at stoppe dem.

Som Helga LaRouche udtrykte det, så er Kina omsider i færd med at feje Londons århundredelange Malthus-politik og nulsums-geopolitik til side; og Kina erstatter det med et Nyt Paradigme for gensidig fordel for nationer, for udryddelse af fattigdom, videnskabeligt fremskridt og for »et fællesskab for en fælles skæbne«. Lyndon LaRouche har i 50 år insisteret på nødvendigheden af denne udskiftning. Hans LaRouche-bevægelse har fremlagt ammunitionen til overvindelse af angrebene mod præsident Trump, som kommer fra britisk efterretning, og for de tiltag for en økonomisk politik, der kan virkeliggøre Amerikas fremtid på den »Nye Silkevej«.

[1] Se Harley Schlangers præsentation af geopolitikken historie, fra serien, ’Hvad er det Nye Paradigme’ (video; dansk pdf.)

Foto: Præsident Donald Trump i samtale med britiske PM Theresa May under et bilateralt møde i det ovale kontor, 27. januar, 2017. Premierminister May var det første statsoverhoved, der aflagde statsbesøg i Det Hvide Hus. (Official White House Photo)




Videnskaben om at gøre en ende
på fattigdom og geopolitik

Leder fra LaRouchePAC, 25. marts, 2018 – I det aktuelle, globale miljø, med undertiden hektiske diskussioner om geopolitiske forholdsregler og modforholdsregler, om handelssanktioner og gengældelse, om udskiftninger af personer og personel i ledende regeringer i verden – side om side med det klare potentiale for dramatiske ændringer, som præsident Trumps nylige, improviserede opringning til præsident Putin var et bevis på – er det nyttigt at træde et skridt tilbage og vende tilbage til nogle grundlæggende spørgsmål, som begynder med et halvt århundredes fundamentale opdagelser af Lyndon LaRouche, især inden for videnskaben om fysisk økonomi.

Denne eneste måde, hvorpå vi kan gøre en ende på det nuværende, geopolitiske mareridt, som er Det britiske Imperiums system, og etablere det politiske fundament for en varig fred, skrev Lyndon LaRouche tilbage i marts 1984 (»LaRouche-doktrinen: Udkast til aftalememorandum mellem USA og U.S.S.R.«), er ved at sikre: »a) Alle nationalstaters ubetingede suverænitet, og b) Samarbejde mellem suveræne nationalstater med henblik på promovering af ubegrænsede muligheder for at blive delagtig i fordelene ved teknologisk fremskridt, til gensidig fordel for hver enkelt nationalstat, og alle nationalstater.«

Et afgørende spejlbillede af et sådant fremskridt er udryddelse af fattigdom og inkludering af voksende befolkningslag i teknologisk progressive former for produktion. Her har Kina i løbet af de seneste 35 år været ledende i verden og har reduceret sin fattige befolkning fra 875 million i 1981 til i dag 30 million. Tilbage i 1981 husede Kina 46 % af verdens fattige inden for landets grænser; i dag er denne procentsats mangefold reduceret, til 5 %.

Denne udvikling accelererede med begyndelse i 2008, da politikken med at bygge et netværk af højhastigheds-jernbanekorridorer blev sat i gang i Kina og bragte industrialisering og teknologisk fremskridt til alle hjørner af landet. Et resultat har været, at fattigdom i Kina blev reduceret med ikke mindre end 85 % mellem 2008 og 2017 – under et årti.

Med præsident Xi Jinpings lancering i 2013 af Bælte & Vej Initiativet, er denne samme drivkraft for udvikling begyndt at stråle ud over hele planeten – spredningen af den Nye Silkevejsånd, som Helga Zepp-LaRouche så ofte refererer til.

Lad os overveje Kinas præstationer i lyset af de indledende bemærkninger i Lyndon LaRouches artikel, »Om LaRouches opdagelse«, fra 21. november, 1993 (genudgivet i EIR, 11. aug., 2017):

»Det afgørende indhold af mit originale bidrag til Leibniz’ videnskab om fysisk økonomi, er skabelsen af en metode til at behandle det kausale forhold mellem, på den ene side, enkeltpersoners bidrag til aksiomatisk revolutionerende fremskridt inden for videnskabelige og analoge former for viden og, på den anden side, de heraf følgende forøgelser af den potentielle befolkningstæthed i de tilsvarende samfund.«

En lignende fremgangsmåde – om end uden den dybtgående, videnskabelige og filosofiske stringens, LaRouche har skabt – er i realiteten grundlaget for Kinas præstationer. Som præsident Xi Jinping præsenterede sine marchordrer for økonomien i en tale 9. juni, 2009:

»Udløs i størst mulig grad videnskabens og teknologiens enorme potentiale som den primære kraft for produktion … og udvikling, støttet af videnskab og teknologi, og som er rettet mod fremtiden, og fremskynd tempoet for opbygning af et innovativt land.«

Man kunne således udmærket karakterisere Kinas fremgangsmåde i dag som anvendelsen af det Amerikanske Økonomiske System med kinesiske karaktertræk, en fremgangsmåde, der har ført til en succes uden sidestykke i udviklingen af Kinas relative befolkningstæthed, og på det seneste, med Bælte & Vej Initiativet, hele verdens.

Tiden er inde til, at USA atter vedtager denne politik som sin egen og herved omsider gør en ende på fattigdom over hele planeten, og samtidig driver en pæl i hjertet på britisk geopolitik.

Foto: Kinesiske børn hilser præsident Trump med flag under hans besøg i Kina, november, 2017. 




Kreativitetens musik.
LaRouchePAC’s Undervisningsserie 2018
»Hvad er det Nye Paradigme?« Lektion 4,
17. marts, 2018: pdf, dansk/engelsk; video

I dag vil jeg guide jer til den fremtidige renæssance af klassisk kultur, som jeg er overbevist om, ikke ville have været mulig uden Lyndon LaRouches opdagelser om kreativitetens forrang, ikke blot i menneskelige relationer, men også i universet som helhed. Jeg træder i baggrunden til fordel for Lyndon LaRouche selv; og til fordel for forskellige uddrag af hans mange skrifter, og ligeledes klip fra video og audio, håber jeg at kunne komme ind på de hovedtemaer, som har optaget ham hele hans liv, som begyndte i 1922. Dette vil også være meget nyttigt, for det vil gøre det muligt for os at fortsætte, hvor Dennis Small slap i den foregående lektion, hvor han talte om den særdeles uheldige David Hume. Jeg vil diskutere den ondartede indflydelse fra den måske ondeste filosof til alle tider, en person, der er baseret på Hume, men som gjorde noget endnu værre; nemlig Immanuel Kant.

 

Download (PDF, Unknown)

 

 




Strategisk Forsvarsinitiativ 35 år i
dag: Omsæt Lyndon LaRouches
vise ord til handling for et
Strategisk Forsvar af Jorden.
LPAC Internationale Webcast,
23. marts. 2018

Vært Matthew Ogden: Det er i dag den 23. marts, 2018, en meget gunstig dato: Det er nemlig 35 års dagen for en meget vigtig dato, som var 23. marts, 1983, hvor præsident Ronald Reagan annoncerede vedtagelsen af det Strategiske Forsvarsinitiativ  (SDI; Strategic Defense Initiative). I dag er det et meget passende tidspunkt for at bedømme den stadigt mere presserene nødvendige vedtagelse af en ny sikkerhedsarkitektur for planeten, og den samtidige nye økonomiske arkitektur, som må ledsage den.

Vi befinder os i et meget dramatisk øjeblik i verdenshistorien, og jeg mener, at, hvis vi træder et skridt tilbage og ser på det store billede, så står det klart, at verdensordenen, som vi har kendt den i de seneste 70 år, er i færd med at undergå en total transformation. Og udfaldet af de strategiske kampe, der raser netop nu, både på den nationale scene her i USA, men især på den globale scene; udfaldet af disse strategiske kampe vil afgøre menneskehedes historie i mange generationer fremover.

Med de begivenheder, der har fundet sted i løbet af de seneste tre uger, siden den russiske præsident Vladimir Putin den 1. marts annoncerede, at Rusland havde udviklet en helt ny generation af strategiske våben, baseret på avancerede fysiske [principper], og som er i stand til at gennemtrænge alle kendte forsvarssystemer, har vi set, hvor dramatisk nødvendigt det er, med det presserende i en sådan ny sikkerhedsarkitektur. Ikke én, der bygger på Mutually Assured Destruction (MAD; garanteret gensidig ødelæggelse), men derimod én, der bygger på win-win-overlevelse og økonomisk fremskridt for alle nationer på denne planet; nødvendigheden heraf bliver i stigende grad mere presserende. Jeg vil gerne fremhæve, hvad præsident Putin selv sagde i denne tale 1. marts til den føderale forsamling:

Han sagde:

» … lad os sætte os ved forhandlingsbordet og sammen udtænke et nyt og relevant system for international sikkerhed og bæredygtig udvikling for menneskelig civilisation. … Dette er et vendepunkt for hele verden og for dem, der er villige til, og i stand til, at forandre sig; de, der handler og går fremad, vil tage føringen.«

http://en.kremlin.ru/events/president/news/56957

Men, snarere end klart og nøgternt at vurdere denne ændrede, strategiske virkelighed, med denne game-changing tale af Ruslands præsident, og besvare dette tilbud for at forhandle, med hans ord, »et nyt og relevant system for international sikkerhed og bæredygtig udvikling for menneskelig civilisation«, for endelig at bringe denne nihilistiske dødsspiral med stadigt mere dødbringende masseudslettelsesvåben til en afslutning; snarere end at gøre dette, har briterne og deres såkaldte »partnere« i Europa forsøgt at oppiske en generel støtte til en krigskonfrontation mod Rusland ved anvendelse af det, Labour-partiets leder, Jeremy Corbyn, meget korrekt karakteriserede som det, han kaldte »fejlbehæftet efterretning« og »uvederhæftige dossiers« af den type, som blev brugt til at retfærdiggøre invasionen af Irak. Og som Jeremy Corbyn advarede om, så bør vi ikke »affinde os med en ny Kold Krig … og en intolerance over for dissens som under McCarthy-perioden«.

Som Helga Zepp-LaRouche i går understregede i sin internationale webcast, så har briterne og Theresa May, i deres forsøg på at gennemtvinge en sådan krigsprovokation, overspillet deres hånd. Deres metoder og deres mål står nu afsløret for hele verden at se. På trods af Theresa Mays bestræbelser på at presse præsident Trump over i et hjørne, hvor han ikke ville vove at forsøge at tage skridt, der ville gøre det muligt for ham at honorere sin forpligtelse til at forbedre relationerne med Rusland; snarere end at lade sig blive bakket ind i et hjørne, som Helga Zepp-LaRouche sagde, så udmanøvrerede præsident Trump imidlertid hele operationen ved at tage telefonen og ringe til præsident Putin og lykønske ham med genvalget og hans næste periode som Ruslands præsident, og fortsatte med en meget sober diskussion mellem de to statsoverhoveder om nogle af de meget vigtige, fælles bestræbelser og fælles udfordringer, som disse to nationer, USA og Rusland, sammen konfronteres med; og som, hvis vi fik lov at gøre det, vi kunne arbejde sammen om at løse, såsom krisen i Syrien; såsom muligheden for et totalt gennembrud for fred på Koreahalvøen; såsom den igangværende situation i Ukraine; og meget signifikant, såsom at forhindre et nyt våbenkapløb.

Umiddelbart efter denne telefonsamtale, blev pressen, som I kan tænke jer, hysterisk, og Det Hvide Hus’ pressesekretær Sarah Sanders holdt en pressekonference i briefing-værelset i Det Hvide Hus, hvor hun ikke mindre end et halvt dusin gange understregede den absolutte betydning af at opretholde en dialog mellem USA og Rusland på lederskabsniveau, omkring fælles interesser og fælles udfordringer.

Jeg vil afspille nogle eksempler på nogle at disse gentagne udtalelser fra Sarah Sanders på denne pressebriefing i Det Hvide Hus.

 

Her følger engelsk udskrift af resten af webcastet:

 

SARAH SANDERS:  We want to continue to have a dialogue with
Russia, and continue to talk about some of the shared interests
we have, whether it’s North Korea, Iran, and particularly as the
President noted today, slowing the tensions when it comes to an
arms race, something that is clearly important to both
leaders….
We want to continue to have dialogue so that we can work on
some of the issues that concern both countries, and we’re going
to continue to do that, while also continuing to be tough on a
number of things….
The President once again has maintained that it’s important
for us to have a dialogue with Russia so that we can focus on
some areas of shared interests…
These are conversations that sometimes take place, and
certainly the President finds there to be an importance in having
that dialogue with Russia so that we can talk about some of the
big problems that face the world….
We disagree with the fact that we shouldn’t have
conversations with Russia.  There are important topics that we
should be able to discuss, and that is why the President’s going
to continue to have that dialogue.
Again the focus was to talk about areas of shared interests.
We know that we need to continue a dialogue.  It’s important for
a lot of the safety and security of people across the globe.  We
would like to be able to work with them on things like North
Korea, on Iran, and also both countries shared interest in
lowering the tensions when it comes to an arms race, recognizing
that that’s not the best thing for either country, and so we want
to be able to have those conversations and that was the point of
today’s call…. [end video]

OGDEN:  So, that’s a very clear message, obviously.  Now, on
the same day, President Trump himself reiterated exactly the same
points in a couple of tweets that he posted, and I would like to
just read you those tweets.  He said:
“I called President Putin of Russia to congratulate him on
his election victory (in past, Obama called him also).  The Fake
News Media is crazed because they wanted me to excoriate him.
They are wrong!  Getting along with Russia (and others) is a good
thing, not a bad thing.”
“They can help solve problems with North Korea, Syria,
Ukraine, ISIS, Iran, and even the coming Arms Race.  Bush tried
to get along, but didn’t have the ‘smarts.’  Obama and Clinton
tried, but didn’t have the energy or chemistry (remember RESET).
PEACE THROUGH STRENGTH!” he concludes.
Now of course that final phrase is a quotation directly from
President Ronald Reagan.   And this direct reference is a very
timely one, and perhaps is not merely a coincidental one:  As I
said, today, March 23rd, is the 35th anniversary of one of the
groundbreaking moments in modern history, and it’s one which
completely reshaped the global, strategic geometry at that time,
and which remains immediately relevant all the way up to the
present day.
That moment, March 23rd, 1983 was representative of a
complete shock, a shock wave which was felt around the world.
This was the surprise announcement by President Ronald Reagan at
the conclusion of a live, national television broadcast which was
an address to the nation, nominally on national security.  But
what President Reagan did at the conclusion of that broadcast, to
the surprise of almost all of his leading advisors in the White
House even, was to announce what came to be known as the
Strategic Defense Initiative, or SDI, what President Reagan
called a “vision of the future, which offers hope.”
In the speech, what President Reagan did was that he
committed the United States to a crash program, a crash
scientific program for the development of advanced technologies
which would be based on new physical principles to
(quote/unquote) “free the world from the threat of nuclear war.”
And so, in so doing, President Reagan completely overthrew the
ideology of retaliatory nuclear deterrence through the threat of
instantaneous, total nuclear response in the event of the
detection of a nuclear attack against the territory of the United
States.  This was what was so-called Mutually Assured Destruction
(MAD).
President Reagan completely rejected the very premise of
Mutually Assured Destruction and in so doing, Reagan shocked the
world, and truly did change the course of world history.  So,
right now, why don’t we wind the clock back 35 years, and listen
to what the world heard on that night, March 23rd, 1983:

My fellow Americans, thank you for sharing your time with me
tonight.
The subject I want to discuss with you, peace and national
security, is both timely and important. Timely, because I’ve
reached a decision which offers a new hope for our children in
the 21st century…
The defense policy of the United States is based on a simple
premise: The United States does not start fights. We will never
be an aggressor. We maintain our strength in order to deter and
defend against aggression — to preserve freedom and peace.
Since the dawn of the atomic age, we’ve sought to reduce the
risk of war by maintaining a strong deterrent and by seeking
genuine arms control. “Deterrence” means simply this: making
sure any adversary who thinks about attacking the United States,
or our allies, or our vital interests, concludes that the risks
to him outweigh any potential gains. Once he understands that, he
won’t attack. We maintain the peace through our strength;
weakness only invites aggression.
This strategy of deterrence has not changed. It still works.
But what it takes to maintain deterrence has changed. It took one
kind of military force to deter an attack when we had far more
nuclear weapons than any other power; it takes another kind now
that the Soviets, for example, have enough accurate and powerful
nuclear weapons to destroy virtually all of our missiles on the
ground. Now, this is not to say that the Soviet Union is planning
to make war on us. Nor do I believe a war is inevitable — quite
the contrary. But what must be recognized is that our security is
based on being prepared to meet all threats.
There was a time when we depended on coastal forts and
artillery batteries, because, with the weaponry of that day, any
attack would have had to come by sea. Well, this is a different
world, and our defenses must be based on recognition and
awareness of the weaponry possessed by other nations in the
nuclear age….
Now, thus far tonight I’ve shared with you my thoughts on
the problems of national security we must face together. My
predecessors in the Oval Office have appeared before you on other
occasions to describe the threat posed by Soviet power and have
proposed steps to address that threat. But since the advent of
nuclear weapons, those steps have been increasingly directed
toward deterrence of aggression through the promise of
retaliation.
This approach to stability through offensive threat has
worked. We and our allies have succeeded in preventing nuclear
war for more than three decades. In recent months, however, my
advisors, including in particular the Joint Chiefs of Staff, have
underscored the necessity to break out of a future that relies
solely on offensive retaliation for our security.
Over the course of these discussions, I’ve become more and
more deeply convinced that the human spirit must be capable of
rising above dealing with other nations and human beings by
threatening their existence. Feeling this way, I believe we must
thoroughly examine every opportunity for reducing tensions and
for introducing greater stability into the strategic calculus on
both sides….
Wouldn’t it be better to save lives than to avenge them? Are
we not capable of demonstrating our peaceful intentions by
applying all our abilities and our ingenuity to achieving a truly
lasting stability? I think we are. Indeed, we must.
After careful consultation with my advisors, including the
Joint Chiefs of Staff, I believe there is a way. Let me share
with you a vision of the future which offers hope. It is that we
embark on a program to counter the awesome Soviet missile threat
with measures that are defensive. Let us turn to the very
strengths in technology that spawned our great industrial base
and that have given us the quality of life we enjoy today.
What if free people could live secure in the knowledge that
their security did not rest upon the threat of instant U.S.
retaliation to deter a Soviet attack, that we could intercept and
destroy strategic ballistic missiles before they reached our own
soil or that of our allies?
I know this is a formidable, technical task, one that may
not be accomplished before the end of this century. Yet, current
technology has attained a level of sophistication where it’s
reasonable for us to begin this effort….
I clearly recognize that defensive systems have limitations
and raise certain problems and ambiguities. If paired with
offensive systems, they can be viewed as fostering an aggressive
policy, and no one wants that. But with these considerations
firmly in mind, I call upon the scientific community in our
country, those who gave us nuclear weapons, to turn their great
talents now to the cause of mankind and world peace, to give us
the means of rendering these nuclear weapons impotent and
obsolete.
Tonight, consistent with our obligations of the ABM treaty
and recognizing the need for closer consultation with our allies,
I’m taking an important first step. I am directing a
comprehensive and intensive effort to define a long-term research
and development program to begin to achieve our ultimate goal of
eliminating the threat posed by strategic nuclear missiles. This
could pave the way for arms control measures to eliminate the
weapons themselves. We seek neither military superiority nor
political advantage. Our only purpose — one all people share —
is to search for ways to reduce the danger of nuclear war.
My fellow Americans, tonight we’re launching an effort which
holds the promise of changing the course of human history. There
will be risks, and results take time. But I believe we can do it.
As we cross this threshold, I ask for your prayers and your
support.
Thank you, good night, and God bless you. [end video]

OGDEN:  That was 35 years ago today.
Now, just as a side note, incidentally, President Trump is
not ignorant of this history.  In 1999, far before he ever was a
candidate for President, in a an interview with none other than
Wolf Blitzer on CNN, President Trump actually addressed what he
thought of as the necessity for the Strategic Defense Initiative,
but also the necessity for sitting down and having talks to work
out the tensions between the United States and Russia.  Here’s
just a quick quote from President Trump.  He said:
“As far as nuclear is concerned, this country, us, we need a
shield….”
Wolf Blitzer said, “A Strategic Defense Initiative?”
And Trump affirmed that, saying, “Because Russia is
unstable. We need a missile defense shield.  People used to
criticize Reagan, but now it’s very developable.  We need a
shield…. We need a change.  The ABM Treaty was 1972.  Who knew
what technology would develop?  We have to sit down with the
Russians and many others.”
So, that was just a side note.  That was Nov. 28, 1999.  But
as I think you can see, now-President Trump remains committed to
that inclination to sit down with the Russians and many others —
North Korea, for example; and to resolve these nuclear threats.
If you just go back again to that date in 1983, this was 35
years ago.  In President Reagan’s own words, he said that what he
announced that night would, indeed, change the course of world
history; and it did.  And, it took most of the world completely
by surprise.  But, it didn’t come out of nowhere, and this
history is very important for viewers to understand.
Let me just read you a portion of what Lyndon LaRouche had
to say at that time.  This is a statement that he issued the
morning following that historic speech, so this is from March 24,
1983.  What Mr. LaRouche had to say was the following:
“Only high-level officials of government, or a private
citizen as intimately knowledgeable of details of the
international political and strategic situation as I am
privileged to be, can even begin to foresee the Earth-shaking
impact the President’s television address last night will have
throughout the world…. [T]he words the President spoke last
night can never be put back into the bottle. Most of the world
will soon know, and will never forget that policy announcement.
With those words, the President has changed the course of modern
history.
“Today I am prouder to be an American than I have been since
the first manned landing on the Moon. For the first time in 20
years, a President of the United States has contributed a public
action of great leadership, to give a new basis for hope for
humanity’s future to an agonized and demoralized world. True
greatness in an American President touched President Ronald
Reagan last night; it is a moment of greatness never to be
forgotten.”
So that was Lyndon LaRouche, March 24, 1983.  Now, as
LaRouche alluded to in that statement, he was no bystander or
casual observer of the events of that night President Reagan
announced the SDI.  In fact, the grand idea behind what Reagan
announced that night, came directly from none other than Lyndon
LaRouche himself.  I would like to play for you a brief excerpt
of Mr. LaRouche, in his own words, speaking about the background
to what had shocked the world that night — March 23, 1983.  This
is taken from a video that LaRouche PAC published about ten years
ago, back in 2008, on the 25th anniversary of the SDI speech.
The video was titled “A Brief History of Lyndon LaRouche’s SDI.”
So, let’s listen to what Mr. LaRouche had to say in that video.

LYNDON LAROUCHE

:  I had been organizing the SDI
operation, including initially from 1977, long before it was
called an SDI.  I was the one who said, “We’re going to make a
project of this thing.”  So, I adopted this and stated this as my
program in 1979, when I was running as a Presidential candidate.
Then, I had this conservation with Reagan, and then as a
follow-up after he was President, we had a follow-up with various
people in the Reagan circle; including his National Security
Council.  I was working with the head of the National Security
Council on this operation, and with people from the CIA and this
and that.  I was sworn to this and sworn to that, so I was doing
the whole thing.  The SDI was my work, which they liked.  And
there was a faction, including the President, who liked it.  He
liked it because he was against, he always hated Henry Kissinger;
and he hated Henry Kissinger particularly because of the
so-called “revenge weapons.”  The idea that you build super
weapons, and if somebody throws a bomb at you, you obliterate the
planet.  That is not considered a good defense, and he was
against that.  When he saw from experts that what I was saying
was accepted experts — military and others — and this was
French intelligence, the leadership of the Gaullist faction in
France; this was the leadership of the German military; this was
the leadership of the Italian military, and all over the world.
So, I was the creator of the SDI.  Reagan liked it, he adopted
it.  I was creating the thing in direct cooperation during the
entire period, with the cooperation of the National Security
Council and the heads of the CIA.  People recognized that I was
right; I had the scientific capability and knowledge to do it,
and we were doing it.

OGDEN:  So, that’s the story in Lyndon LaRouche’s own words.
That is merely the tip of a very fascinating iceberg.  We
encourage you to watch that full video that I cited that that
excerpt was taken from.  But also, to visit the page on the
LaRouche PAC website which gives you the full background of this
story.  As you can see there, the link is larouchepac.com/sdi.
That gives you this full, historic background.  But as you heard
Mr. LaRouche say there in that video clip, this effort on his
part to craft the idea of what then became adopted by the
President of the United States in the form of the SDI, this
effort went all the way back to the mid-1970s.  Here’s an image
of a campaign pamphlet which was commissioned by Lyndon LaRouche,
titled “Sputnik of the ’70s: The Science behind the Soviets’ Beam
Weapon.”  In this pamphlet, Lyndon LaRouche called for an
international crash program to develop a space-based missile
defense system based on new physical principles.  A Manhattan
project-style mission which would provide the economic driver to
fuel global development.  The pamphlet proposed .”.. Long-range
economic and scientific collaboration with the Soviet Union,
among other nations, which would eliminate the danger of world
obliteration,” and it emphasized .”.. Tremendous revolutionary
industrial implications available to this nation and the world if
the political will of the United States forces a recommitment to
technological progress in the form of an International
Development Bank and its national concomitant Third National
Bank.”
So, as you can see, Lyndon LaRouche’s idea of this missile
defense system, was always framed around the idea of not
unilateral defense systems, but rather, a joint missile defense
and joint scientific and economic collaboration between the
United States and the Soviet Union.  To do so, would be to
unleash the revolutionary industrial and economic implications of
such technological breakthroughs as the basis for a new
international, economic order; something which he had been
involved in all the way back to at least 1971 when he first
issued the proposal for a new International Development Bank —
the so-called IDB.  So you can see in LaRouche’s idea, the kernel
of what became the SDI, always had with it a new international
security architecture, overthrowing this entire reign of terror
of Mutually Assured Destruction and revenge weapons.  But
concomitantly, a new international economic order, which would be
driven by the revolutionary, unprecedented economic boom that
would come out of the progress associated with such technological
breakthroughs around these new physical principles in the
collaboration of US and Soviet scientists to develop this joint
missile defense to make International Ballistic Missile and
nuclear war impotent and obsolete.
The history is as fascinating as it is extensive.  Here is
not the time or the place to go through every single aspect of
this history; but the full background, again as I said is
available on that webpage — larouchepac.com/sdi.  But if you
fast forward from that pamphlet “Sputnik of the ’70s” all the way
to the lead-up into the 1980 Presidential campaign in which
Lyndon LaRouche himself was a candidate for President of the
United States.  Let’s take a look at a picture here of Lyndon
LaRouche meeting face-to-face with then-candidate Ronald Reagan
at a candidates’ forum that took place in Concord, New Hampshire.
During this face-to-face meeting and in several other
opportunities to interface with the Reagan campaign team, Lyndon
LaRouche presented this idea, in principle and in detail.
Following Reagan’s victory and his election, Lyndon LaRouche and
representatives of his organization, were brought in for meetings
with first the Reagan Presidential transition team, and then with
leading members of the National Security Council and Reagan’s
intelligence community.  They discussed LaRouche’s idea for this
new strategic doctrine, and the related scientific and energy
policies that would go along with it.  So, Lyndon LaRouche
commissioned numerous reports and campaign pamphlets promoting
this idea.  As you can see here, this is from {Fusion}; this is a
special report titled “Directed Energy Beams; A Weapon for
Peace.”  Here’s the next one; this is an edition of the
{Executive Intelligence Review} magazine from November 30, 1982.
Again, before the March 23, 1983 announcement of the SDI.  This
was titled “Beam Weapons: The Science to Prevent Nuclear War.”
Here’s another one; this is a pamphlet.  “How Beam Weapon
Technologies Can Reverse the Depression.”  So, all along, this
was always an economic idea from Lyndon LaRouche’s standpoint.
As you can see, being an American at this point, in the years
preceding the 1980 Presidential election and then coming out of
Reagan’s victory, 1980, ’81, ’82, the idea of this Beam Defense
system which would be based on new physical principles, was
associated — including in the popular mind — it was associated
with Lyndon LaRouche.  And it had been associated with Lyndon
LaRouche for at least half a decade prior to Reagan’s historic,
groundbreaking speech.
The morning after Reagan’s March 23rd address, the media was
scrambling to try to find experts to interview to explain what it
was that Reagan had presented the night before.  Naturally, they
had to turn to representatives of the LaRouche organization.
Here’s a photograph of Paul Gallagher, who was at that time
Executive Director of the Fusion Energy Foundation, appearing on
CBS’ Evening News program on March 24, 1983 — the day following
Reagan’s address — to explain the science behind Reagan’s policy
that had been announced the evening before.
Immediately following Reagan’s address to the nation, Lyndon
LaRouche launched a mass educational campaign to educate the
American people as to what their President had just presented.
He published and commissioned the publication of numerous mass
circulation reports to inform the American people and also
policymakers on the details of how such a program would work.
This image here is an array of different publications that were
issued by the LaRouche movement, supporting Reagan’s announcement
of the Strategic Defense Initiative and detailing the scientific,
the economic, and the military-strategic implications of the
policy.  There you can see one pamphlet — “Support the
President’s Strategic Defense Initiative; Kill Missiles, Not
People.”
As should be very clear, Lyndon LaRouche was in a leading
position of authority following this groundbreaking announcement,
and the influence that his ideas had come to wield put him in a
position of real power inside the political structure of the
Presidency of the United States.  He used that influence to
launch and to escalate on his campaign to completely reorganize
the entire international economic and strategic architecture of
the planet.  Let’s take a look at a document that Lyndon LaRouche
released exactly one year following Reagan’s March 23, 1983
announcement of the SDI program.  This was called “The LaRouche
Doctrine:  Draft Memorandum of Agreement between the United
States and the USSR.”  This was published March 30, 1984.  Let me
read you some excerpts from what Lyndon LaRouche published under
this title “The LaRouche Doctrine.”  He begins by saying:
“The political foundation for durable peace must be: a) The
unconditional sovereignty of each and all nation-states, and b)
Cooperation among sovereign nation-states to the effect of
promoting unlimited opportunities to participate in the benefits
of technological progress, to the mutual benefit of each and all.
“The most crucial feature of present implementation of such
a policy of durable peace is a profound change in the monetary,
economic, and political relations between the dominant powers and
those relatively subordinated nations often classed as
‘developing nations.’ Unless the inequities lingering in the
aftermath of modern colonialism are progressively remedied, there
can be no durable peace on this planet.
“Insofar as the United States and Soviet Union acknowledge
the progress of the productive powers of labor throughout the
planet to be in the vital strategic interests of each and both,
the two powers are bound to that degree and in that way by a
common interest. This is the kernel of the political and economic
policies of practice indispensable to the fostering of durable
peace between those two powers.
.”.. [T]he general advancement of the productive powers of
labor in all sovereign states, most emphatically so-called
developing nations, requires global emphasis on: a) increasing
globally the percentiles of the labor force employed in
scientific research and related functions of research and
development … b) increasing the absolute and relative scales of
capital-goods production and also
the rate of turnover in capital-goods production; and c)
combining these two factors to accelerate technological progress
in capital-goods outputs.
“Therefore, high rates of export of such capital-goods
output to meet the needs of developing nations are indispensable
for the general development of so-called developing nations: Our
common goal, and our common interest, is promoting both the
general welfare and promoting preconditions of durable peace
between our two powers….
“By supplying increased amounts of high-technology capital
goods to developing nations, the exporting economies foster
increased rates of turnover in their own most advanced
capital-goods sectors of production….
“The importer of such advanced capital goods increases the
productive powers of labor in the economy of the importing
nation. This enables the importing nation to produce its goods at
a lower average social cost, and enables it to provide
better-quality and cheaper goods as goods of payment to the
nations exporting capital goods.
“Not only are the causes of simple humanity and general
peace served by such policies of practice; the arrangement is
equally beneficial to exporting and importing nations….
.”.. [T]he general rate of advancement of the productive
powers of labor is most efficiently promoted by no other policy
of practice.”
Then a little later in the report, he reviews the situation
of strategic tensions between the USSR and the United States.  He
says:
“Since the rupture of the wartime alliance between the two
powers, U.S. military policy toward the Soviet Union has passed
through two phases. The first, from the close of the war until a
point beyond the death of Joseph Stalin, was preparation for the
contingency of what was sometimes named ‘preventive nuclear war.’
The second, emerging over the period from the death of Stalin
into the early period of the administration of President John F.
Kennedy, was based on the doctrines of Nuclear Deterrence and
Flexible Response …
“From approximately 1963 until approximately 1977, it might
have appeared, as it appeared to many, that the doctrines of
Nuclear Deterrence and Flexible Response had succeeded in
preserving a state of restive peace, something called ‘détente,’
between the two powers. This appearance was deceptive; during the
period 1977-83, there was an accelerating deterioration in the
military relationships between the two powers….
“Beginning shortly after the inauguration of President Jimmy
Carter, the deterioration of the military situation
accelerated….
“In response to this direction of developments, the U.S.
public figure Lyndon H. LaRouche, Jr. proposed that both powers
develop, deploy, and agree to develop and deploy ‘strategic’
defensive, anti-ballistic-missile defense based on ‘new physical
principles.’ This proposal was issued publicly by LaRouche
beginning February 1982; he proposed to U.S.A., Western European,
and Soviet representatives that the development and deployment of
such strategic defensive systems be adopted policy, as a means
for escaping from the ‘logic’ of Nuclear Deterrence….
.”.. The true solution must be found in the domain of
politics and economics, and the further shaping of military
relations between the powers must produce military policies by
each coherent with the direction of development of the needed
political and economic solutions….
“On the part of the United States of America, the government
is committed to avoiding all colonial, imperial, or kindred
endeavors in foreign policy, and to establish, instead, a growing
community of principle among fully sovereign nation-states of
this planet. This shall become a community of principle coherent
with the policies of the articles of this draft memorandum. If
any force should endeavor to destroy that community of principle,
or any member of that community of sovereign nations, the United
States will be prepared to defend that community and its members
by means of warfare, should other means prove insufficient. With
respect to the Soviet Union, the government of the United States
offers the Soviet Union cooperation with itself in service of
these principles, and desires that the Soviet Union might enter
fully into participation within that community of principle….
“Under these conditions, provided that all nations share in
development of the frontiers of scientific research, in
laboratories, and in educational institutions, all nations will
be made capable of assimilating efficiently the technological
by-product benefits of the military expenditures on systems
derived from application of ‘new physical principles.’
“To lend force to this policy, the powers agree to establish
new institutions of cooperation between themselves and other
nations in development of these new areas of scientific
breakthrough for application to exploration of space.
“To this purpose, the powers agree to establish at the
earliest possible time institutions for cooperation in scientific
exploration of space, and to also co-sponsor treaty-agreements
protecting national and multinational programs for colonization
of the Moon and Mars.
“At some early time, the powers shall enter into
deliberations, selecting dates for initial manned colonization of
the Moon and Mars, and the establishment of international space
stations on the Moon and in the orbits of Moon and Mars, stations
to be maintained by and in the common interest and use of space
parties of all nations.
“The powers jointly agree upon the adoption of two tasks as
the common interest of mankind, as well as the specific interest
of each of the two powers: 1) The establishment of full economic
equity respecting the conditions of individual life in all
nations of this planet during a period of not more than 50 years;
2) Man’s exploration and colonization of nearby space as the
continuing common objective and interest of mankind during and
beyond the completion of the first task. The adoption of these
two working-goals as the common task and respective interest in
common of the two powers and other cooperating nations,
constitutes the central point of reference for erosion of the
potential political and economic causes of warfare between the
powers.”
That was known as the “LaRouche Doctrine,” published March
30, 1984.  As you can see, what Lyndon LaRouche outlined in that
document was the basis for exactly what we’re calling now a new
international economic and strategic architecture.  In fact, the
one requires the other.  You cannot have a new strategic
architecture without resolving what Lyndon LaRouche characterized
as the root causes behind the conflict between these nations; the
persisting inequalities between nations.  And you cannot have the
kind of cooperation needed for the common, mutual economic
development and the application of these groundbreaking new
physical principles and the technologies that are derived from
those, without the establishment of a new international economic
order.  Elsewhere in that document, Mr. LaRouche described
exactly how such an economic order must take place; with fixed
exchange rates between currencies, massive credits — both
domestically within countries for the upgrading of the
technological and infrastructure platforms within those nations
— but also, international credit treaty agreements in the form
of what he originally described in 1971 as the International
Development Bank, or the IDB.
As you can see, and I think any astute reader of that
document now, almost 35 years later, that document laid the basis
for what we now see as the so-called “win-win” new economic
paradigm.  This idea of the common benefit of all; mutual
cooperation for joint development; the upgrading of the so-called
“developing” nations, which were still suffering under the
effects of colonialism and post-colonial policy.  So, when
President Xi Jinping of China speaks about “win-win” economic
development and a new community of nations with a shared destiny,
I think that the echoes couldn’t be more clear of what Lyndon
LaRouche himself was describing at that time in the middle of the
1980s, almost 35 years ago today.  When Xi Jinping offers the
United States to join this new “win-win” system, the Belt and
Road Initiative, which is already resolving these persisting
inequalities that the world has been suffering, such as in Africa
or Central and South America.  Or, when President Putin offers to
“sit down at the negotiating table and devise together a new and
relevant system of international security and sustainable
development for human civilization,” we should reflect on what
was laid in that document.  That LaRouche Doctrine now almost 35
years ago today, in the wake of that history-changing
announcement by President Ronald Reagan, at which he called a
spade a spade.  The world could no longer survive under the
dictatorship of Mutually Assured Destruction; that reign of
terror that President Kennedy characterized as the Sword of
Damocles hanging by the slenderest of threads over every man,
woman, and child on this planet, threatening nuclear
annihilation.  What Lyndon LaRouche characterized at that moment
as the “LaRouche Doctrine” is the principle behind the new
economic and new security architecture which must be adopted on
this planet today.  Not as a recipe, not taking everything
exactly as it was said, because clearly of course, the world has
changed; and we must apply the principles that lay at the root of
exactly what Lyndon LaRouche had in mind when he proposed the
Strategic Defense Initiative and when he proposed the subsequent
LaRouche Doctrine, and apply those to evolve necessarily to fit
the specific conditions of today.
One thing that Lyndon LaRouche alluded to explicitly in that
document, was the need for joint cooperation in the colonization
and exploration of space.  In fact, that is the form that the
idea of a revived SDI has actually been taken.  The proposal for
not an SDI, but what’s now called an SDE — the Strategic Defense
of Earth — to literally re-tool the strategic nuclear weapons
with these massive payloads that have been accumulated by the
United States, Russia, also other nations — China and India and
other nations.  To re-tool those nuclear weapons and also the
delivery systems, these high-power intercontinental ballistic
missiles, and also the new technologies that Russia has just
announced.  To re-tool these technologies and have what were
offensive weapons become defensive tools against asteroids and
other threats to planet Earth which we may encounter from outer
space.  While this was proposed under that name, the SDE, by
certain individuals inside Russia about five years ago,
coinciding with the 30th anniversary of the original SDI speech.
What this originally actually came out of, had its origins in the
late 1980s and the early 1990s with the scientist Dr. Edward
Teller.  Teller was actually one of the leading scientific
advisors of President Reagan in the 1980s around the SDI
initiative, but following the collapse of the Soviet Union, Dr.
Edward Teller travelled to Russia and visited some of the leading
science cities that had been involved in developing nuclear
weapons and their delivery systems.  He met with some of the
leading former Soviet scientists, the Russian scientists, and
proposed exactly this.  He proposed the idea of the United States
and Russia saying the Cold War is over; let’s now cease this
policy of aiming our nuclear missiles one against the other, and
let’s now aim them against the common threats that mankind as a
whole faces.  Especially with the latest news of an asteroid
which poses a credible threat — what’s called a “non-zero
threat” — to the Earth in the foreseeable future, which was
just discussed in the  media over the past week, this proposal is
all the more timely and all the more relevant today.
So, what I’d like is to just play an excerpt from Helga
Zepp-LaRouche’s international webcast that she delivered
yesterday.  She takes up exactly this idea, so here’s an excerpt
from Helga Zepp-LaRouche.

HELGA ZEPP-LAROUCHE

:  I think that the SDI proposal,
which was absolutely not what the media made out of it, calling
it “Star Wars,” and things like that, the SDI proposal of my
husband, Lyndon LaRouche was an absolutely farsighted vision of a
New Paradigm!  And if you read the relevant papers about it,
especially the proposed draft for a dialogue among the
superpowers, which was published one year later, which you can
find in the archives or in the newer {EIR}s. This was a vision
where both superpowers would develop together, new physical
principles which would make nuclear weapons obsolete.  And I
think what Putin announced on March 1st in terms of new physical
principles applied for new weapons systems, is absolutely is in
this tradition. And Putin also asked, now they have to sit down
and we have to negotiate and put together a new security
architecture, including Russia, the United States, China, and the
Europeans.
This was all envisioned by my husband in this famous SDI
proposal, and it was a very far-reaching to dissolve the blocs,
NATO and the Warsaw Pact,  to cooperate instead among sovereign
republics, which is exactly what the New Silk Road dynamic today
represents. And it was also the idea to use a science-driver in
the economy to use the increased productivity of the real economy
for a gigantic technology transfer to the developing sector, in
order to overcome their underdevelopment and poverty.
And this is what we’re seeing today, also, in the
collaboration between China, Russia, and the countries that are
participating in the Belt and Road Initiative.
So I think, in a certain sense, part of this danger of peace
breaking out, that there is right now the very vivid tradition
and actualization of that tradition of the SDI, and I think we
should circulate this proposal by my husband again.  I think we
should enlarge it to become the SDE, the Strategic Defense of the
Earth, because it was just discovered that very soon, another big
asteroid is already taking course on the planet Earth. So we need
to move quickly to the common aims of mankind, and all countries
should cooperate and be a shared community for the one future of
humanity.
This is the New Paradigm which I think is so obvious.  I
mean, if you look at the long arc of history, we {have} to
overcome geopolitics and we have to move to a kind of cooperation
where we put all our forces together to solve those questions
which are a challenge to all of humanity — nuclear weapons,
poverty, asteroids — there are so many areas where we could
fruitfully cooperate — space exploration is one of them.  And I
think we are in a very fascinating moment in history, but we need
more active citizens.  So please contact us, work with us, and
let’s together make a better world.

OGDEN:  So, that was Helga LaRouche’s call to action, and I
think that’s a perfect concluding point for our webcast today, as
we observe this very auspicious date — March 23rd — the 35th
anniversary of President Reagan’s groundbreaking speech
announcing the Strategic Defense Initiative.  Let’s take that
kind of sense of victory and the optimism that indeed, ideas can
change the course of history, and consolidate this New Paradigm;
this new security architecture and new economic architecture for
the planet.  The opportunity is greater than it ever has been
before; but the need is ever more dire.
Thank you for joining me, and please stay tuned to larouchepac.com.




Hvad er geopolitik? Anden del: Er du human,
eller Hume-an? Filosofien bag geopolitik.
LaRouche PAC’s Undervisningsserie 2018,
»Hvad er det Nye Paradigme?«
Lektion 3, 3. marts, 2018; pdf, dansk, og video

Så for Leibniz er mennesket ikke Gud, men det er i stand til skabende fornuft af den form, som Gud har begavet det med i universets udvikling. Så for Leibniz er mennesket skabende, som det også er for Cusanus. Denne kreativitet, og kun denne kreativitet, er det, som skænker mennesket fri vilje. Med andre ord, så er mennesket i stand til at gøre noget, eller ikke gøre noget; eller at gøre A eller B; der er fri vilje. Og det er det samme som kreativitet, mener jeg, det er rimelig indlysende. Men det er også kilden til moral. Så kreativitet, fri vilje og moral er i realiteten det samme, videnskabelige begreb. Af den grund, siger Leibniz, så er det, der er formålet med vores liv, eftersom vi har fået denne kreative evne, at få det, han faktisk kalder lykke (happiness), at udvikle stræben efter lykke. Han siger ikke ’liv, frihed og stræben efter nydelse’; han siger ikke ’liv, frihed og stræben efter at undgå smerte’; han siger, ’liv, frihed og stræben efter lykke’, som han undertiden også kalder ’felicity’ (det betyder også lykke).

Dette er altså det stik modsatte af Benthams idé om nydelse; det er lige så modsatrettet som Satan er til Gud.

 

Download (PDF, Unknown)

 

 

Billede: ‘Lysternes have’. Maleri af Hieronymus Bosch, 1403-15.




Hvad er geopolitik? Første del: Historie.
LaRouche PAC’s Undervisningsserie 2018,
»Hvad er det Nye Paradigme?«,
Lektion 2, 17. feb. 2018

Der var de fortsatte provokationer i Mellemøsten, provokationer i Asien, Koreakrigen, Vietnamkrigen – dette var geopolitik med det formål at bevare Det britiske Imperium. Og desværre, med mordet på Kennedy, blev USA en partner i det, man kunne kalde et »anglo-amerikansk geopolitisk imperium«.

Og hvad gik politikkerne ud på? Frihandel, neoliberal økonomi, nedskæringspolitik. Svækkelse af regeringer, svækkelse af ideen om national suverænitet og etablering af institutioner som den Europæiske Union, der ønsker ikkevalgte bureaukrater til at bestemme politikker for det, der plejede at være nationalstater.

Det så ud, som om alt dette kunne ændre sig i 1989, med den kommunistiske verdens fald, med det østtyske regimes kollaps og Berlinmurens fald. På dette tidspunkt intervenerede LaRouche-organisationen meget direkte, for et alternativ til geopolitik. Lyndon LaRouche var blevet fængslet af George Bush, med assistance fra den daværende vicestatsanklager i Boston, Robert Mueller. Men Helga Zepp-LaRouche anførte kampen for det, vi dengang kaldte den Produktive Trekant Paris-Berlin-Wien, og dernæst, så tidligt som i slutningen af 1990, det, der blev kaldt den »Nye Silkevej« eller den Eurasiske Landbro, som et middel til at bringe nationer sammen og overvinde disse kunstige opdelinger, skabt af Det britiske Imperium.

 

Download (PDF, Unknown)

 

 




LaRouches fysisk-økonomiske målemetode,
Del II: Hvordan værdi defineres.
LaRouche PAC Videnskabsteams
undervisningsserie 2017 i økonomi:
Lektion 6. pdf og video.

Denne case study er også meget nyttig for at se på den omvendte proces og komme med et par meget vigtige konklusioner i dagens diskussion – og dette er noget, jeg aldrig har hørt hr. LaRouche ikke sige – og det er, at nulvækst, eller såkaldt bæredygtighed, iboende vil slå samfundet ihjel. Det er en fundamental naturlov; og i dette kapitel fastslår han denne pointe …

 

Download (PDF, Unknown)

 

 




Afsæt Mueller og vedtag de Fire Love
som politisk, økonomisk program.
LaRouche PAC Internationale Webcast,
22. dec., 2017.

 

Vært Matthew Ogden: Det er den 22. dec., 2017, og jeg er vært for vores faste udsendelse fra larouchepac.com med vores strategiske gennemgang her ved ugens afslutning.

Der er nu 40 dage til præsident Trumps planlagte ’State of the Union’-tale for den samlede Kongres den 30. januar. Hen over de kommende 40 dage vil vi se en kamp af hidtil usete proportioner udspille sig på verdensscenen og den internationale scene; en kamp om selve dette præsidentskabs sjæl. Selv om dette har taget form af en angivelig juridisk kamp mht. den såkaldte Mueller-efterforskning, må vi aldrig fortabe os i den konstant udviklende histories ugræs, med alle disse ’connectos’ og skikkelser i denne virkelig tragiske komedie af meget dramatiske proportioner. Vi må aldrig glemme, at det, der til syvende og sidst står på spil her, er en krig, der raser på højeste niveau af politisk beslutningstagning i dette land om, hvad USA’s fremtidige politik skal være. Dette gælder især for vore relationer med resten af verden, og i særdeleshed med Rusland og Kina. Spørgsmålet er, om USA vil fortsætte med at vedtage det 20. århundredes fejlslagne geopolitik, der har bragt verden på randen af Tredje Verdenskrig? Eller vil vi forkaste hele denne fejlslagne ideologi og i stedet vedtage en vision for verden, hvor suveræne nationer ikke blot arbejder for deres egne snævre egeninteresser og i relationer, der udgør en slags imperialistisk blok, som vi har været så vant til under den Kolde Krig; men derimod arbejder for alles fælles fordel.

Sammenhængen i hele dette kupforsøg, som nu udspiller sig og er ved at blive optrævlet, blev fremlagt i det oprindelige dossier, som vi nu genoptrykker – 2. oplag på 10.000 eksemplarer.

Hvis man ser på det afsmit, der hedder, »The True Origins of the Coup Against the President« (Den virkelige oprindelse til kuppet mod præsidenten), så fremlægger det præcis, hvad den globale, politiske sammenhæng var, for fremkomsten af de operationer, der medgik til skabelsen af det såkaldte »Steele-dossier« og lagde fundamentet for det, der har fået betegnelsen »Russiagate«. Som forfatteren af dette dossier (EIR’s Mueller-dossier) gennemgår, så er den virkelige historie her spørgsmålet om krig og fred og involverer hele spørgsmålet om det, der voksede frem fra det tidspunkt, hvor præsident Xi Jinping annoncerede Bælte & Vej Initiativet i Kasakhstan i 2013, hvor han fuldstændig styrtede den eksisterende, geopolitiske verdensorden og fastslog en fuldstændig ny vision for et potentielt »win-win«-samarbejde mellem alle verdens nationer, til alles gensidige fordel.

Som dette dossier gjorde det meget klart, så er og var »disse begivenheder i 2013-2014 en direkte udfordring af det britiske imperiesystem. De udfordrer direkte det monetære system, som er kilden til den angloamerikanske verdensdominans. De udfordrer direkte fundamental, britisk, strategisk politik, der har eksisteret siden Halford Mackinders dage. Under initiativet for ’Ét Bælte, én Vej’, og i forening med Ruslands Eurasiske Union, vil Mackinders ’verdensø’, bestående af Eurasien og Afrika, blive udviklet, gennemkrydset af nye højhastigheds-jernbaneforbindelser, nye byer og vital, moderne infrastruktur, baseret på den gensidige fordel for alle de derværende nationalstater. Under den britiske, geopolitiske model«, har krig, ustabilitet og udplyndring af råmaterialer været virkeligheden for hele dette område i århundreder. »Xi Jinping har også angrebet de geopolitiske aksiomer, ved hvilke USA og briterne har opereret« i årtier. »Han foreslog i stedet en model for ’win-win’-samarbejde, hvor nationalstater samarbejder om udvikling, baseret på menneskehedens fælles mål.«

Så igen, dette er sammenhængen for hele denne krig over det amerikanske præsidentskabs sjæl. Spørgsmålet er altså, om USA vil opgive disse geopolitikker og i stedet vedtage dette totalt anderledes paradigme med menneskehedens fælles ’win-win’-mål?

Dette blev meget klart formuleret af præsident Xi Jinping, faktisk før det nylige Bælte & Vej Forum (maj 2017); dette går tilbage til FN’s Generalforsamling i 2015. Præsident Xi Jinpings tale dér havde titlen, »At arbejde sammen for at udarbejde et nyt partnerskab for ’win-win’-samarbejde og skabe et fællesskab for menneskehedens fælles fremtid’. Så dette er ikke blot en abstrakt idé. I sin historiske tale for FN’s Generalforsamling fremlagde præsident Xi Jinping især, hvad denne idé med et ’win-win’-samarbejde og et «fællesskab for menneskehedens fælles fremtid« i virkeligheden vil sige. Her er et par uddrag fra Xi Jinpings tale. Han sagde:

»Verden gennemgår en historisk proces med accelereret udvikling: Fredens, udviklingens og fremskridtets solskin vil være stærkt nok til at trænge igennem krigens, fattigdommens og tilbageståenhedens skyer.

Som et kinesisk mundheld lyder, ’Det største ideal er at skabe en verden, der i sandhed er fælles for alle’. Vi bør indgå en fornyet forpligtelse til at ’bygge en ny form for internationale relationer med win-win-samarbejde og skabe et fællesskab for menneskehedens fælles fremtid’.

Vi bør vedtage en ny vision, der søger win-win-resultater for alle, og afvise den forældede tankegang, at ’den enes død er den andens brød’ eller ’vinderen tager alt’.

Vi bør ’opgive koldkrigsmentaliteten i alle dens manifestationsformer og skabe en ny vision for fælles, omfattende, samarbejdende og vedvarende sikkerhed’.

Vi må ’arbejde sammen for at sikre, at alle er befriet for nød, har adgang til udvikling og lever med værdighed’.

I deres interaktioner må civilisationer acceptere deres forskelligheder. Kun gennem gensidig respekt, gensidig læring og harmonisk sameksistens kan verden bevare sin diversitet og trives. Hver civilisation repræsenterer sit folks enestående vision og bidrag. De forskellige civilisationer bør have dialog og udvekslinger i stedet for at forsøge at udelukke eller erstatte hinanden. Vi bør lade os inspirere af hinanden for at styrke den menneskelige civilisations kreative udvikling.«

Så igen, det er den vision, som Xi Jinping fremlagde i sin tale for FN i 2015, med titlen, »At arbejde sammen for at udarbejde et nyt partnerskab for ’win-win’-samarbejde og skabe et fællesskab for menneskehedens fælles fremtid«. Denne tale i 2015 ligner faktisk temmelig meget den vision, som Lyndon LaRouche fremlægger i sin bog, der blev udgivet i 2005, med titlen Earth’s Next Fifty Years (Jordens kommende 50 år). I denne bog definerer han rammen for denne nye form for relationer mellem landene. Hvis man går tilbage til denne bog af Lyndon LaRouche fra 2005, så var det en samling af flere artikler, han skrev, og ligeledes nogle taler, han tidligere havde holdt under en turne, han foretog i Europa og Eurasien. Men i denne bogs hovedartikel, der havde titlen, »Den kommende eurasiske verden«, forklarer Lyndon LaRouche detaljeret ideen om, hvad denne vision for en ny form for relationer mellem lande bør være. Og faktisk, hvad er det princip, det videnskabelige princip, ud fra hvilket nationer kan relatere til hinanden ud fra standpunktet om den højeste fællesnævner, i modsætning til det laveste.

Her er den vision, som Lyndon LaRouche fremlagde. Han sagde, »Tag en anden fremgangsmåde. Denne anden fremgangsmåde er menneskehedens fælles interesse. Det, vi bør tilsigte med kulturen, er ideen om menneskets natur; at mennesket har en vis, iboende rettighed, der adskiller mennesket fra dyret. Lad os individuelt og kollektivt bekræfte regeringsstyrelsens forpligtelse over for menneskets værdighed, som det kommer til udtryk i dette menneskes, denne families, rettighed til, for deres børn og børnebørn, at have udsigten til forbedrede livsbetingelser, en meningsfuld fremtid og en anerkendelse af deres personlige identitet som en person, der i sin levetid har fået muligheden for at bidrage til menneskehedens fremtid som helhed; til ære for fortiden og til fordel for fremtiden. Vi må indse, at intet folk kan være funktionelt suverænt mht. forpligtelsen over for sit eget folks overbevisninger, med mindre de er fuldstændigt suveræne mht. deres nationale anliggender. Denne suverænitets afgørende funktion må erkendes som værende kulturel i sin essens. For at regere sig selv må et folk have et fælles grundlag af viden. Relationerne staterne imellem må finde sted efter princippet om en platonisk, sokratisk dialog om ideer. Der er almene principper, der forener nationer omkring et fælles mål, men denne almenhed må udarbejdes i udviklingen af ideer; af nationale kulturer i dialog med nationale kulturer. De principper, der står frem som fornødne, fælles mål, er hovedsageligt sådanne principper som videnskaben om fysisk økonomi. Processen med udvikling af missionsorienteret samarbejde mellem denne planets kulturer må ses som en fortsættelse af en fortsat proces henover de fremtidige generationer.«

Dette var et kort uddrag af en meget omfattende bog, udgivet af Lyndon LaRouche i 2005. Men man ser harmonien mellem den vision, som Lyndon LaRouche her fremlægger, og så det, Xi Jinping siger i sin tale for FN ti år senere, i 2015. Men imellem de to ser man en vision, og nu ser man virkeligheden i det, som denne idé om et ’win-win’-paradigme for relationer mellem landene faktisk repræsenterer; i modsætning til den fejlslagne form for vision, vi kender fra den Kolde Krig, og som har bragt verden til punktet, hvor vi har haft flere verdenskrige, og nu til punktet, som kunne være truslen om en atomar konflikt mellem nationer.

Ser man på, hvad Lyndon LaRouche sagde i denne bog, og ser man dernæst på, hvad Xi Jinping så smukt sagde i sin tale for FN, og sætter man det i kontrast til det katastrofale, beskæmmende, nationale sikkerhedsdokument, der netop er blevet offentliggjort af Trumps Hvide Hus; så ser man et meget signifikant problem mht. den kamp, der stadig raser omkring dette præsidentskabs sjæl og politik. Dette er på ingen måde en sort/hvid eller fuldført kamp. Vi ser, at, på højeste niveau, inkl. internt i administrationen, foregår der stadig denne kamp over, hvilken retning USA vil tage. Vil vi fortsat vedtage geopolitik? Eller, vil vi gå i retning af denne idé med ’win-win’-relation mellem lande, som det er blevet forklaret af præsident Xi Jinping og Lyndon LaRouche?

Her følger engelsk udskrift af resten af webcastet.  

So, let me just give you a little taste of some of the
attitude that is represented in this national security policy
document.  Here are two short quotes.  Let’s start with this one:
“After being dismissed as a phenomenon of an earlier century,
great power competition returned.  China and Russia began to
reassert their influence regionally and globally.  Today, they
are fielding military capabilities designed to deny America
access in times of crisis, and to contest our ability to operate
freely in critical commercial zones during peace time.  In short,
they are contesting our geopolitical advantages and trying to
change the international order in their favor.”  Here’s another
short excerpt:  “Although the United States seeks to continue to
cooperate with China, China is using economic inducements and
penalties, influence operations, and implied military threats to
persuade other states to heed its political and security agenda.
China’s infrastructure investments and trade strategies reinforce
its geopolitical aspirations.  Its efforts to build and
militarize outposts in the South China Sea endanger the free flow
of trade, threaten the sovereignty of other nations, and
undermine regional stability.”  Etc., etc., etc.  Those are just
two very short excerpts from a document which is very lengthy;
but you can see from those two quotes that the inclination of the
authors of this report is to continue to view the world from the
standpoint of geopolitics, geopolitical competition between
nations and blocks of nations.  And you can even see a
not-so-veiled reference to the Chinese Belt and Road Initiative
right there in that quote where they said China’s economic and
trade agenda is only being used to try to advance its
geopolitical advantage.
So, that’s a view straight out of the think tanks in
Washington and the {Economist} magazine of London.  It’s very
curious, because it actually goes contrary to exactly what
President Trump himself has represented on the world stage;
including on his recent “state visit-plus” to China, where he
talked very positively of the initiatives that China has taken
and has forged a very close personal relationship with President
Xi Jinping.  Exactly contrary to this view that China is somehow
our economic and strategic rival, and that we have to compete
with them on the geopolitical world stage.
People have pointed out that when President Trump presented
this national security policy, in a highly unusual way; it’s very
unusual for the President himself to make the speech presenting
the policy document.  But when he did make that speech, he used
very different language, especially in regards to China.  He
spoke about the importance of sovereign nations that are
respecting each other and are working together.  He did not use
some of the more egregious and inflammatory language which is
contained within this document.  But still, the very fact that
this document was published shows you that we have a lot of work
to do to continue to wage this battle inside the United States
over what our policy will be.  Will we continue to embrace
geopolitics, or will we embrace this new “win-win” paradigm which
is emerging now as a replacement to that failed Cold War mode of
thinking?
I’d like to play for you just a short excerpt from the
webcast that Helga Zepp-LaRouche conducted yesterday, where she
spoke about her reaction to this national security policy
document.  So, here’s what Helga Zepp-LaRouche had to say:

(Hele Helgas tale kan ses på dansk her)

HELGA ZEPP-LAROUCHE:  This document is clearly
looking at the world from the standpoint of, as you said,
geopolitics, and if you look at it from that standpoint,
naturally, then China and Russia, but especially China which is
rising, are regarded as rivals or enemies.  And I think that this
paper — Trump, which is very unusual — insisted that he present
the paper, and not the National Security Advisor who normally is
presenting such a report; and obviously, it seems that he did
that in order to soften certain formulations.  For example:
Apart from going through some of the language of the report, he
also said that he wants to build a very strong partnership with
Russia and China, and for example, this had the ridiculous effect
that some European newspapers would say, “he can’t even read the
paper, because he said things which are different than in the
report.”  And I think it reflects the fact that the faction fight
in the Trump administration is far from being over, that there is
still the effort by the neo-cons and by leftovers of previous
administrations, in various aspects of this administration, which
expressed themselves in this report.  And Trump, who after all
had a very successful state visit to China a little while ago and
who has talked successfully on the telephone with Putin in the
last week, defeating a terrorist attack which was planned for St.
Petersburg and similar very productive things; so I think Trump
still has the inclination that he wants to work with Russia and
China.
But I think if you look at the very sharp, extremely sharp
reactions coming from the Russian Foreign Ministry, from Peskov,
the spokesman of the Kremlin, from {Global Times}, from the
Chinese Foreign Ministry, from the Chinese Embassy in Washington,
they all basically say this doctrine reflects an outmoded kind of
thinking; they point to the fact that there is a completely new
era shaping especially the West Pacific, because in this paper,
there are six regions, one of them being the western or eastern
Pacific, and obviously this is one of the areas which is
completely changed through the Belt and Road Initiative, where
all the countries in the region are cooperating with China in a
“win-win” cooperation to the mutual benefit of each of them; and
that therefore, and since the offer was made many times to the
United States, and to Europe to cooperate with the Belt and Road
Initiative, there is actually no reason to go into such an
adversarial position.  The Russians basically called it an
“imperial document,” insist it still reflects the desire to still
insist on a unipolar world, which is long gone, so it’s a
completely futile effort.  And the Chinese also were extremely
critical and saying this is an “outmoded way of thinking” and
cannot lead to anything positive.
But it shows you that the world is very far from being out
of danger zones, and I’m normally giving credit to Trump because
unlike his predecessors, Bush and Obama, he has stretched out his
hand to Russia and China, and he still has the potential to move
the world into a different direction.  But nevertheless, when he
does something which I’m not so happy about, I also take the
liberty to say soâ¦.
But I think we are in one of these areas, and one of the
commentaries in one Chinese paper said, that there are many
different conceptions how the future of mankind should be shaped,
and that is not yet a settled question.  And I think that that is
absolutely true, but that is why it is so absolutely important to
overcome this geopolitical view which has the idea that you have
groups of countries, or one country which has a legitimate
interest against the others, I mean, that is the kind of thinking
which led to two world wars in the 20th Century, and I think it
should be obvious to anybody, that in the age of thermonuclear
weapons, that thinking can only lead to the possible annihilation
of the human species: We should get rid of it.

OGDEN:  So, as you just heard Helga Zepp-LaRouche say, we
are in the midst of a continued battle over really what will be
the soul of this Presidency.  This national security study report
reflects a very bad and failed geopolitical mode of thinking.
Those who are the authors of that represent a leftover aspect of
this kind of neo-con approach to the world which has gotten us
into endless wars, and has really brought us to the brink of a
possible world war conflict between the United States and Russia,
or the United States and China.  In fact, we need to embrace the
new “win-win” paradigm of thinking, as Helga Zepp-LaRouche just
said.  On that note, there is a continued development on the
front of this battling against this attempted coup against this
Presidency, and to try to create the conditions where President
Trump can remain true to what is clearly his personal commitment
to a positive relationship between the United States and Russia,
and the United States and China, to solve the world’s problems.
To take problems which are common problems to the entire world —
terrorism, economic crises, other things such as that — and to
work together in a great powers relationship to resolve those
problems.
Now, a couple of updates on the continued unravelling of the
so-called “Mueller-gate” as we continue to see that there was
really, as it’s been characterized, a fifth column inside this
apparatus; who really before Trump was elected, already had made
it clear through those text messages from Peter Strzok and others
for example, that they were completely opposed to the election of
Donald Trump and politically biased beyond hope.  But then have
allowed that political bias to be continued in after his
election, and even after his inauguration to try to bring down
this Presidency from the inside.  More and more people are now
beginning to see that there was an actual collusion between the
intelligence agencies and the Obama administration and the
Clinton campaign to try and set this thing in motion.  That has
continued to operate.  Here is an article from a news publication
called {The Tablet} magazine.  The title of this article is “Did
President Obama Read the Steele Dossier in the White House Last
August?”  The question that they have is a very legitimate
question.  The beginning of this article reads as follows, and I
think it raises some very important aspects of exactly how this
collusion operation worked.  Here’s the beginning of the article.
It says:
“To date the investigation into the Fusion GPS-manufactured
collusion scandal has focused largely on the firm itself, its
allies in the press, as well as contacts in the Department of
Justice and FBI. However, if a sitting president used the
instruments of state, including the intelligence community, to
disseminate and legitimize a piece of paid opposition research in
order to first obtain warrants to spy on the other partyâs
campaign, and then to de-legitimize the results of an election
once the other partyâs candidate won, weâre looking at a scandal
that dwarfs Watergate — a story not about a bad man in the White
House, but about the subversion of key security institutions that
are charged with protecting core elements of our democratic
process while operating largely in the shadowsâ¦.
“Understanding the origins of the ‘Steele dossier’ is
especially important because of what it tells us about the nature
and the workings of what its supporters would hopefully describe
as an ongoing campaign to remove the elected president of the
United States. Yet the involvement of sitting intelligence
officials — and a sitting president — in such a campaign should
be a frightening thought even to people who despise Trump and
oppose every single one of his policies, especially in an age
where the possibilities for such abuses have been multiplied by
the power of secret courts, wide-spectrum surveillance, and the
centralized creation and control of story-lines that live on
social media while being fed from inside protected nodes of the
federal bureaucracy.”
Then the story goes on, using public-source documentation to
link together this entire apparatus going all the way back to the
origins of the Steele dossier.  But this question — Was a
sitting President involved using his intelligence agencies to try
to bring down a political opponent?  That is a story that rises
to the level of Watergate and beyond.  What Helga Zepp-LaRouche
has pointed out, is that this entire thing — that as an example
— the questions are now being asked; including by members of the
United States Senate and United States House.  Devin Nunes,
Grassley, Trey Gowdy, Jim Jordan.  And she acknowledges that
there has been a full mobilization of activists here in the
United States to distribute this Mueller dossier that’s been
circulated in the Congressional offices and the Senate offices.
There’s been very in-depth interest from the relevant people
involved in this counter investigation into what’s contained in
this dossier.  As Helga Zepp-LaRouche said in her webcast
yesterday, “The tide is now beginning to turn.”
So, let me play another short excerpt from Helga
Zepp-LaRouche’s webcast from yesterday:

ZEPP-LAROUCHE:  There are rumors circulating that
Trump may come out with a “Christmas surprise.”  Now if that
would happen, it would be an interesting thing, and it obviously
would be somebody to investigate this whole complex in the form
of a special investigator.  But I think also, already now, these
Congressmen and Senators you mentioned, Nunes, Grassley in the
Senate, Gowdy, and Gaetz, and various others, I think they’re
quite fired up already about what they’re finding.
And even the media are not entirely covering it up any more.
There was a quite good article in Denmark, in the conservative
daily {Berlingske Tidende}, which said:  Obama bureaucrats
conspired to prevent the election of Trump and after that failed
they’re trying to topple him; and then they go through the whole
story of who are the culprits.  So it is coming out.  Even the
[major German daily] {FAZ} could not avoid reporting it, even
though, in their typical way, they tried to downplay it and say,
all these people who say “Deep State,” these are conspiracy
theorists, and so on.  But the truth is coming out.
Now, we in the United States that is, our colleagues from
LaRouche PAC, they made a full mobilization with a lot of
activists; they distributed the dossier about Mueller in all the
Congressional offices and all the Senate offices, and as they
were saying they had many in-depth discussions where the interest
about what is happening has been increasingly there.  Because it
seems that some people in the Congress realize that what’s at
stake is the Constitution of the United States.  Congress has
oversight rights against the intelligence agencies, and if these
agencies are loyal to a previous administration who was involved
in such incredible schemes, they are aware of the fact that if
they don’t act right now, then you can throw the Constitution of
the United States in the wastepaper basket.
But I think it will require a continuous effort and
mobilization, because these people are quite desperate.  Because
they see that their whole system is coming down, and if this
investigation continues, I mean, there were several people who
said what was done by the Department of Justice, or some people
in it and in the FBI, were felonies.  So they are trying to twist
the situation to avoid the consequences of their doing, but I
think it’s reaching a very, very serious point where the tide is
turning already.  But it is a fight, so stay tuned with us, and
don’t be complacent, don’t eat too many cookies over Christmas:
Stay tuned and stay mobilized.

OGDEN:  Well, as Helga LaRouche said, the tide is indeed
turning, and we’re seeing evidence of that.  But the sense of
urgency has to be there.  Over this next 40 days, through the
holiday period, all the way up to this State of the Union, the
fight to protect the constitutionality of the US Presidency and
the integrity of that, is definitely something which is
continuing to rage.  However, at the same time, we have to
continue to have a sense of urgency around the fight for the
economic program.  The positive economic solutions to the crisis
that we face, which is this Four Economic Laws campaign.  To
bring the United States into this New Paradigm of development.
That sense of urgency for a victory on that Four Economic Laws
package came into stark perspective again this week with this
horrific tragedy, this horrific train derailment that occurred up
near Tacoma, Washington.  The Amtrak train that jumped the tracks
and came over the bridge and onto the I-5 interstate below.  An
absolutely horrific tragedy.  President Trump actually responded
quite properly to that horrible accident by issuing the following
tweet.  As you can see on the screen here, he said “The train
accident that just occurred in Dupont Washington shows more than
ever why our soon-to-be-submitted infrastructure plan must be
approved quickly. $7 trillion spent in the Middle East, while our
roads, bridges, tunnels, railways and more crumble.  Not for
long.”
Indeed, this brings the attention to the necessity for a
massive infrastructure plan.  And as President Trump said all the
way back to the beginning of his administration, he’s called for
a $1 trillion infrastructure plan.  Now, we don’t know what that
infrastructure policy will be once it’s finally submitted, and
once it finally becomes public.  We don’t know what kind of
funding mechanisms the Trump White House is thinking about; we
don’t know what kind of form that’s going to take.  But the form
that it must take is the form that’s contained in those Four
Economic Laws by Lyndon LaRouche.  There can be no variation,
there can be no compromise.  We need to have an immediate
Glass-Steagall reorganization in order to erect a firewall
between productive credit that should be going into
infrastructure and productive employment, and speculative
gambling that takes place on Wall Street.  But we need to have a
national bank; we need to go back to what Hamilton originally
conceived when he created the first national bank.  And we can
apply it in the way that Hamilton did, or we can apply it in the
way that Franklin Roosevelt did.  He had an idea for a national
infrastructure bank.  But you need to have this kind of direct
Federal credit that is directed into these projects and into
productive employment.
Unfortunately, we haven’t seen anything from President Trump
in now almost a year, even though he’s professed that his number
one agenda item was infrastructure.  According to some accounts,
the reason why President Trump won the Rust Belt was because of
his commitment to infrastructure.  These areas of the country
where infrastructure has been crumbling, responded to what
President Trump was talking about with $1 trillion of
infrastructure investment.  However, under the current situation,
first President Trump’s attention was completely focussed on
repealing Obamacare; now it’s completely focussed on the
so-called tax reform package, which has done nothing.  It’s done
nothing but continue to delay the follow-through on President
Trump’s stated, professed agenda of $1 trillion for
infrastructure investment.  It’s also, by the way incidentally,
set the stage for Paul Ryan and others of that ideological bent,
to admit that they’re already setting things in motion to come
right on the heels of the so-called tax reform package with major
cuts to Social Security and Medicare and Medicaid — so-called
“entitlement reform”.
But this is a distraction.  This so-called GOP agenda is a
distraction and we must stay focussed on exactly what the agenda
must be.  And it’s these Four Economic Laws.  As Helga LaRouche
said in her webcast yesterday, she was asked directly by the
moderator what her reaction was to this so-called tax reform
package.  She stated unequivocally that this much ballyhooed tax
bill will do nothing without the full package of Glass-Steagall,
national banking, and the rest of the Four Economic Laws.  So,
I’d like to actually play for you in her own words what Helga
Zepp-LaRouche had to say yesterday in response to this tax reform
bill during her webcast.  Here’s Helga Zepp-LaRouche:

ZEPP-LAROUCHE:  obviously, this is celebrated as the
first big victory of President Trump.  I don’t think it will
solve anything, if you don’t put it in the package of other
measures, like for example Glass-Steagall, a credit system, like
Roosevelt’s Reconstruction Finance Corp. or like the National
Bank of Alexander Hamilton; and basically ending the speculation
in the derivatives sector.  If you only lower the taxes under
these circumstances without curbing the other factors I just
mentioned, what it probably will do, it will attract some
investment in the United States for sure.  But people in Germany
already say, “well, we have to protect ourselves, take
countermeasures against it,” so it will lead to an increased
tension internationally; and probably in the United States, the
present big corporations and banks will just use these tax cuts
to invest more in the stock market, in buying up their own
shares, what they have been doing since the crisis of 2008 with
quantitative easing and the zero-interest-rate policy.  And I
think one reason why this is to be feared is Jamie Dimon, for
example, laughed, and said: This is wonderful, this is
quantitative easing four.
I think it just requires a continuation of our mobilization.
I know our colleagues in the United States from LaRouche PAC,
they have produced a new pamphlet with the demand to implement
the Four Laws of my husband, of Lyndon LaRouche, and why the
United States must join with China in building the New Silk Road,
both domestically and internationally.  This pamphlet
[“LaRouche’s Four Laws & America’s Future on the New Silk Road”]
is out.  I would encourage you, our viewers and listeners to get
ahold of this document:  Read it, because it has all the
solutions, what are the correct economic conceptions for the
United States and the rest of the world to get out of this
present crisis.
This is all extremely urgent, because we could have a
meltdown of the system any minute.  And just to mention it
briefly, this bitcoin mania which is going on, is really a
reminder of the Tulip Bubble [in 1637] before it burst.  China
has recognized that danger, they’re basically banning speculation
in bitcoins.  And all of these crazinesses make just clear, the
urgent need to implement Glass-Steagall, and the entire Four Laws
of Mr. LaRouche, which especially includes a massive increase in
the productivity of the workforce through a crash program in
fusion technology, in space cooperation, in high-tech investments
in general; and unless that is done, including high-technology
infrastructure — and the recent Amtrak accident in Washington
State just underlines that this absolutely is necessary — unless
this is all done as a package, I don’t think the world will get
out of this crisis.

OGDEN:  So, as you just heard Helga Zepp-LaRouche state, we
have in fact published a new pamphlet.  This is LaRouche PAC’s
newest pamphlet, called “The Four Economic Laws: The Physical
Economic Principles To Create a Recovery in the United States.
America’s Future on the New Silk Road”.  This is available both
in print form and in digital form; it’s on the LaRouche PAC
website.  You can see the front cover there, also the back cover
which has got a map of some of the key nodal points of the
connectivity of the planet through this idea of a World
Land-Bridge.  This is what would happen if the United States were
to join the New Silk Road.  Then, there listed in summary form,
are the Lyndon LaRouche’s Four Economic Laws.  So, the contents
of that pamphlet, as LaRouche said, absolutely must be studied;
must be emulated by the citizens of the United States; and must
be made the policy of the United States Presidency.  That’s in
fact how we started this program with the 40-day countdown to
President Trump’s State of the Union address on January 30th.
As you heard, there is a battle which is raging for the soul
of this Presidency.  The role that the LaRouche movement is
playing is indispensable.  We have not achieved victory yet.  We
have very clear indications that victory is close at hand on many
fronts, and that victory is indeed attainable.  But it must be
viewed from the highest possible standpoint; not just piecemeal
victories here and there.  We have to view this from the
standpoint of a total policy shift in terms of how the United
States sees itself in the world.  We have to abandon geopolitics;
we have to embrace the new paradigm of “win-win” relationships
between countries.  We have to return to the Hamiltonian
principles of economics — credit creation for high technology
investment.  And we have to join the New Silk Road.  This is our
job over the next 40 days; and we can take encouragement from the
standpoint of the fact that indeed, we have absolutely gained
major victories in the past period.  Both in terms of the
victories against this attempted coup against the Presidency of
the United States, but also victories in terms of securing the
New Paradigm abroad.  We should take a look at what President Xi
Jinping said in that speech to the United Nations General
Assembly, and continue to keep that vision in mind.  In fact, we
should continue to go back to what Lyndon LaRouche himself said
in 2005 in that historic document, {Earth’s Next Fifty Years}.
That’s our mission.  We have 40 days between now and the
State of the Union.  With the new pamphlet that’s just been
issued — that “The Four Economic Laws: The Physical Economic
Principles To Create a Recovery in the United States.  America’s
Future on the New Silk Road” — we have everything that we need
to gain a victory over the course of the next 40 days.
So, thank you very much for watching, and please stay tuned
to larouchepac.com.  We wish you a Merry Christmas, and we will
continue to be bringing you breaking developments over the coming
days.  Thank you very much, and please stay tuned.  Good night.




»Den Nye Silkevej er en ny model
for internationale relationer«
Hovedtale af Helga Zepp-LaRouche
på Schiller Institut konference,
25.-26. nov., 2017, Frankfurt, Tyskland:
»At opfylde menneskehedens drøm«

»Jeg mener, at den Nye Silkevej er et typisk eksempel på en idé, hvis tid er kommet; og når en idé på denne måde først er ved at blive en materialistisk virkelighed, bliver den til en fysisk kraft i universet. Jeg har personligt haft mulighed for at se udviklingen af denne idé, der på mange måder reelt set begyndte med dette store menneske – min ægtemand, Lyndon LaRouche; der, for mange årtier siden – for næsten et halvt århundrede siden – fik ideen om en ny, retfærdig, økonomisk verdensorden. Dette blev dernæst mere manifest i 1970’erne, ’80erne og især i 1991, da Sovjetunionen opløstes, og hvor denne idé om at skabe en ny, retfærdig, økonomisk verdensorden blev meget fremtrædende.«

Download (PDF, Unknown)