Schiller-Konference – En ny måde at tænke på bringer verden sammen for et Nyt Paradigme

Den 27. april (EIRNS) – Efter det vestlige finanssystems sammenbrud i 2008, præsenterede Lyndon LaRouche de nødforanstaltninger, påkrævede for at gøre en ende på den britisk imperiale finanspolitik, som skabte boblen til at begynde med, men advarede om at kun en kombination af verdens fire største nationer – Rusland, Kina, Indien og USA – i et fælles samarbejde kunne skabe den nye finansielle arkitektur, der kunne erstatte det bankerotte, monetære system, centreret i City of London og Wall Street. Disse forslag blev afvist til fordel for massive redningsaktioner af ”too big to fail”-bankerne, som forårsagede skabelsen af en boble dobbelt så stor i dag – omtrent 2 billiarder $, for det meste af værdiløs derivat-spillegæld. Denne idioti blev forenet med indførelsen af ondskabsfulde nedskæringer i de transatlantiske nationer samt i udviklingssektoren i Afrika og Sydamerika.

I denne sidste weekend afholdt Schiller Instituttet en todages konference med titlen ”Menneskehedens Eksistens afhænger nu af Skabelsen af et Nyt Paradigme!” Over 2500 personer skønnes at have deltaget i konferencen over internettet gennem de to dage, fra over 55 lande fra Europa, Asien, Afrika, og Amerika. Mandag eftermiddag var det samlede antal seere af det første panel på YouTube allerede oppe på 5300. Blandt de mere end 40 talere, blev hovedtalerne givet af grundlæggeren af Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouche, den første permanente stedfortrædende repræsentant for den Russiske Føderation til FN og af Folkerepublikken Kinas generalkonsul i New York. Kombinationen af disse taler demonstrerede både muligheden, og den presserende nødvendighed, for at ”Østen” og ”Vesten” kan arbejde sammen for at gøre en ende på den imperiale opdeling af verden i stridende blokke, og for at takle de eksistentielle trusler som nu konfronterer menneskeheden, både i form af coronavirusset og i form af finanskatastrofen udløst af pandemien.

Over 200 spørgsmål blev indsendt i løbet af konferencen, fra flere afrikanske og sydamerikanske ambassadører, fra landmænd, fra politikere, og fra patrioter og borgere rundt om i verden. Talerne blev oversat til adskillige sprog.

Det fungerede, fordi konferencen demonstrerede en anderledes måde at tænke på, i modsætning til den geopolitiske nul-sums-tænknings atomiserede, usammenhængende strukturer, påduttet af imperiets medier og korrupte uddannelsesinstitutioner. I stedet blev de fire paneler – om strategi, videnskab, klassisk kultur og fysisk økonomi – præsenteret som en ”Enhed”, på den måde som var tilsigtet af de tænkere, hvis idéer skabte historiens største nationer – Platon, Konfutse, Nicolaus Cusanus og Gottfried Leibniz, som alle indså at ”Enheden” er større end summen af de enkelte dele.

Verden vil aldrig blive den samme efter COVID-19-pandemien. ”Årsagen” til pandemien kan ikke skjules bag ”Kina-Kina-Kina”-hysteriet (en genafspilning af den forfejlede ”Rusland-Rusland-Rusland”-kampagne, som forsøgte at fjerne Donald Trump fra embedet, og sabotere hans forsøg på at etablere venskabelige relationer med Rusland og Kina). Årsagen var ikke et land eller en person, men ødelæggelsen af det Amerikanske System efter mordet på John Kennedy, og de 50 års nedskæringer, som ødelagde både Vestens og udviklingssektorens infrastruktur og industrier – og specielt nedlæggelsen af de offentlige sundhedsvæsener, for at maksimere profitten for de Wall Street-firmaer, der kontrollerede de private sygehusselskaber.

Men verden blev også forandret for altid af denne historiske Schiller Institut-konference. En ”bestemt tone” har lydt, i dette Beethoven-år, og den tone genlyder internationalt, resonerer med den Nye Silkevej og med den nødvendige fremkomst af en Ny Bretton Woods-konference, ledt af Vladimir Putin, Xi Jinping, Narendra Modi og Donald Trump, og andre velmenende ledere, for at erstatte imperiets og de geopolitiske kriges afdankede idéer én gang for alle, og etablere et nyt retfærdigt kreditsystem, dedikeret til at give hvert barn på denne Jord en mulighed for at udvikle hendes eller hans iboende kreative potentiale til fulde.

Vi opfordrer alle, som læser denne rapport, til at blive medlemmer af Schiller Instituttet, og til at købe det første bind (af dusinvis, hvis ikke hundredvis, af kommende bind) af Lyndon LaRouches Samlede Værker, udgivet denne uge af Stiftelsen for LaRouches Eftermæle.

 




Panel 3: “Kreativitet som den markant karakteristiske egenskab ved menneskelig kultur:
Behovet for en klassisk renæssance.
Schiller Instituttets internationale videokonference den 26. april 2020

Schiller Instituttets konference Panel 3: “Kreativitet som det karakteristiske træk ved den menneskelige kultur: Nødvendigheden af en klassisk renæssance”

 

Talere ved Panel 3, kl. 17 -20:15 – ordstyrer: Dennis Speed

Beethoven, “An die ferne Geliebte” (Op. 98,) John Sigerson, tenor, Margaret Greenspan, piano

Lyndon LaRouche: “Jeg har insisteret på, at musik er forståeligt”

Helga Zepp-LaRouche – grundlægger og præsident, Schiller Instituttet

William Warfield – ‘A Poetic Musical Offering’ (‘En poetisk musikalsk gave)

Eugene T. Simpson – Professor Emeritus i stemme og kor-litteratur, Rowan University of New Jersey; grundlæggende konservator af the Hall Johnson Collection “Hall Johnson og Dvorak-drømmen: Fra ‘spiritual’ til kunstsang”

Willis Patterson – bas-bariton, professor emeritus/dekan ved the University of Michigan School of Music, Theatre & Dance – “Tilstedeværelsen af det klassiske princip i folkemusik”

John Sigerson – musikchef for Schiller Instituttet, medforfatter af ‘A Manual on the Rudiments of Tuning and Registration’ – “Den fysiske kraft af klassisk poesi og musik”

Diane Sare – grundlægger og meddirektør, Schiller Instituttet NYC Kor; Leah DeGruchy, Schiller Instituttet: “Om brugen af kor i politik”

Konferencehilsener, Gregory Hopkins – grundlægger og kunstnerisk direktør, Harlem Opera Theater.

 

RAPPORT: Panel 3 af Schiller Instituttets Konference, 26. april, 2020

Panel 3 af Schiller Instituttets Konference, 26. april, 2020

Kreativitet som det karakteristiske træk ved menneskelig kultur: Nødvendigheden af en klassisk renæssance

Det tredje panel på Schiller Instituttets idéfyldte konference begyndte med en introduktion af Dennis Speed, der dedicerede panelet til Lyndon LaRouche (1922-2019) og William Warfield (1920-2002.) Dette blev efterfulgt af en fremførelse af Beethovens sangcyklus, “An die ferne Geliebte,” udført af tenor John Sigerson og pianist Margaret Greenspan.

Dernæst blev der vist et mægtigt videoklip med Lyndon LaRouche, der talte på en koncert på Howard University i 1990’erne. Han talte om det nødvendige forhold mellem klassisk videnskab og klassisk kunst, hvilket derfor betyder, at al kunst er forståelig og ikke kun magisk; og at det er universelt.

Helga Zepp-LaRouche drøftede Friedrich Schillers storslåede menneskesyn og hans anskuelse om at måden til at opnå genialitet er gennem æstetisk uddannelse. Hun diskuterede sit eget studium af Schiller som ung studerende, og den dybe indflydelse han havde på udformningen og styrken i hendes karakter og verdensanskuelse. Hun sagde, at man i dag kan få et indblik i den aktuelle kultur ved at se på, hvordan folk har reageret på nedlukningen i forbindelse med COVID-19. Mange mennesker er henfaldet til de værste former for hedonistiske impulser som en reaktion, og atter andre har vendt sig til klassisk musik i højere grad end før. Dette er typisk i Italien, hvor folk sang opera fra deres altaner, og det samme andre steder.

Zepp-LaRouche tog derefter publikum med gennem forskellige uddrag af Schillers ‘Æstetiske Breve’ for at demonstrere, hvorfor kunstneren selv skal være på højeste niveau, og at ens individuelle mål skal være i harmoni med de større menneskelige mål.

To digte blev derefter præsenteret gennem et videoklip af en koncert-recitation af William Warfield af Paul Laurence Dunbars “Prometheus” og “When Malindy Sings.” (Prometeus og Når Malindy Synger).

Dr. Eugene Thamon Simpson gennemgik i sin præsentation, “Hall Johnson og Dvorak-drømmen: Fra ‘spiritual’ til kunstsang,” nogle væsentlige historier om den afroamerikanske ‘spiritual’, herunder kampen for at få den smukke musik ind på den etablerede koncertscene. Han demonstrerede forholdet mellem den tyske kunstsang og den afroamerikanske ‘spiritual’. Mens ‘spirituals’ tidligt blev marginaliseret og endda latterliggjort, blev ‘spirituals’ ophøjet og befriet ved Antonin Dvoráks ankomst til De Forenede Stater og hans opdagelse af dem. Afgørende i den forbindelse var Harry Burleighs rolle og hans forhold til Dvorák. Simpson demonstrerede forskellen mellem de mere forenklede opsætninger af ‘spirituals’ af Harry Burleigh, og de mere udviklede opsætninger af Hall Johnson, der også skrev ”originale” ‘spirituals’ og kompositioner. Simpson gennemgik en interessant pædagogik om Hall Johnsons kompositoriske evner ved at bruge eksemplet “Am Meer” af Schubert og “Oh, Glory” af Hall Johnson, og hvordan Johnson brugte metoden for klassisk komposition til hans opsætninger.

John Sigerson præsenterede: “Den fysiske kraft af klassisk poesi og musik.” Han gik i polemik imod klassisk musik som blot værende en “beherskelse af stil”, i modsætning til et fysisk princip. Klassisk musik handler om musik med formål, i modsætning til bare øjeblikkelige effekter. Gennem en diskussion af Max Planck og Albert Einstein, sidestillede Sigerson ”agapē” med sult efter at opdage sandheden. Han sagde, at dette er et handlingsprincip, der findes både i klassisk musik og klassisk videnskab. Han udfordrede nuværende musikere til: ‘Ændre om nødvendigt din tro, hvis din tro forhindrer dig i at være en fysisk kraft for det gode i universet.’

Dr. Willis Pattersons tale om “Tilstedeværelsen af det klassiske princip i folkemusik” var en bevægende diskussion om folkesangens forbedrende indvirkning på ens sjæl, om hvordan den er en kilde til trøst, og om den grelle kendsgerning, at det er mere produktivt end at have flere krige. Han henviste til sin egen transformation og styrke ved at studere folkemusik og ‘spirituals’, på samme måde som Zepp LaRouche havde talt om sin undersøgelse af Schiller for at styrke sin egen karakter. Dr. Patterson afsluttede sin præsentation med at henvise til Schiller og spille en optagelse af sig selv (bas-bariton) som solist i Beethovens ‘Ode til Joy’ fra 9. symfoni.

Teng Jimeng, professor i amerikanske studier ved Universitetet for Udenlandske Studier i Beijing, henviste til præsident Xi Jinpings breve om dyd og kunst, og forklarede at dette er en del af den æstetiske uddannelse i Kina sammen med altruisme og patriotisme. Teng diskuterede konfucianisme og kinesernes forpligtelse til at sætte de ældre først og hjælpe verden, og dem der lider.

 Diane Sare og Leah DeGruchy behandlede: “Om brugen af kor i politik.” Sare begyndte med at udfordre lytteren til at sikre, at denne krise aldrig sker igen, og spurgte hvorfor vi tillod disse kriser at opstå, inklusive det seneste COVID-19-udbrud, da vi vidste, at det var på vej. Hun spurgte, hvorfor er vi så hurtige til at bebrejde andre og så tøvende med at se på os selv? Degruchy tog dette op ved en meget effektiv diskussion af Shakespeares “Købmanden i Venedig”, om korets rolle i tragedien. Degruchy reciterede Portias berømte tale: “Kvaliteten af nåde er ikke anstrengt”. Sare fokuserede derefter diskussionen på nødvendigheden af selvtransformation. Hun citerede Beethovens “Missa Solemnis”, der, som hun påpegede, helt flettes sammen koret og solisterne, og hun citerede Bachs Passions-messer, som værker, der effektivt opløfter publikum til et bedre forhold til skaberen.

En entusiastisk hilsen til konferencen kom fra dirigent og tenor Gregory Hopkins. Han fortalte om sit mangeårige samarbejde med Schiller Instituttet, indbefattet turen som han foretog til Europa i 1990’erne med Schiller Instituttet. Han fortalte, hvordan det lige nu er en meget vanskelig tid for musikere, så mange af dem har mistet deres job, sundhedsforsikring og midler til at klare sig igennem. Men ifølge kineserne kan “en krise” være en “mulighed”, og det er gennem stor kunst, at vi kan blive inspireret. Som [en] ‘spiritual’ siger: “Jeg er så glad for, at problemer ikke varer ved for altid …”

 En meget intens spørgerunde fulgte præsentationerne, hvilket bedst kan værdsættes på video. Vigtigst af alt, opfordrede Zepp LaRouche alle der lyttede og alle talerne til at slutte sig til hende i en verdensomspændende renæssancebevægelse. Hun opfordrede også Dr. Willis Patterson, Dr. Simpson og Dr. Jimeng til at tale mere dybtgående, da de alle diskuterede princippet om ”altruisme” i musik/kultur.

 

The Physical Power of Classical Poetry and Music

by John Sigerson

As I reflected on this Year of Beethoven, and on how to seize its opportunity, I recalled a debate of sorts that I had in 1972 or 1973, shortly after I had joined up with Lyndon LaRouche after attending a series of classes devoted to two topics: Classical music on the one side, and, on the other side, the only economics I had found which addressed my obsession with economic progress, especially in Africa—two subjects which my college teachers had insisted were completely unrelated.

I was talking at that time with a Columbia student of music composition whom I was attempting to recruit to the idea that the world would be a better place if composers would take up the challenge that Beethoven had thrown down in his late works, especially his late string quartets. “Can you compose works like Beethoven did?” I asked him. “Yeah, sure I could, no problem,” he replied with a little swagger. “Well, then,” I pressed, “why don’t you just do so?” To which he breezily answered, “Because I don’t choose to do so!” and quickly scuttled away.

And that’s still the problem today.

This challenge, not only to transmit Beethoven’s ideas through honest performance, but to reach beyond Beethoven, has haunted human civilization ever since the composer’s death in March of 1827. A very few, such as Schumann and Brahms, have accepted the challenge, while so many others, such as Wagner and the Romantics, Stravinsky and the Modernists, not to mention the purveyors of mass popular entertainment, have “chosen not to do so.”

How can we take up this challenge today? Certainly the study, singing, and playing of great Classical works is essential for our survival. Yet we cannot fall into the trap which so many artists do, of believing that mastering the style of Classical music does justice to the composer, or to us. Great Classical music has never been a matter of style, but rather of an unquenchable yearning to transmit universal Platonic ideas, universal principles, concerning the true nature of mankind, that which distinguishes him from all other creatures known to us so far, on our journey through universal space-time.

Lyndon LaRouche threw us a lifeline for grappling with this challenge, when he characterized the Classical Lied, the Classical art-song, as the “Rosetta Stone” of music. He said that the singing of poetry is a never-failing source of inspiration to the composing mind. All great Classical poetry, from the Vedic hymns, to Homer, to Dante, to Shakespeare, Schiller, Shelley, and Poe, is sung poetry; and conversely, all great music, whether performed by singers, by instruments, or combinations of both, must be sung—and sung with beauty, and grace—if it is to have its intended effect to uplift and transform performers and audience alike.

Poetry, like music, is never a matter of style, but a matter of purpose. Particularly in troubled times, composers have taken up the songs and poems of unknown bards of the people, so-called folk songs, as a means of enriching and ennobling popular culture, by raising these songs of life and love to the highest level of moral and artistic perfection. The elevation of the African-American Spiritual, as discussed by my colleagues here, is a unique, precious example in American culture. Similarly, during the 19th century, the folk songs of many European cultures were brought to a high level of perfection by Beethoven himself, and especially by Johannes Brahms and Antonín Dvorák. In China, which has a rich trove of songs of the people, I believe that composers have yet to accomplish this to the same level as, say, Brahms, yet I’m confident that if China is not destroyed in a nuclear holocaust so desperately hoped for by the Old Paradigm dinosaurs, this will not be long in coming.

And yet, in our Western culture today, the resonance of these songs of life and love among the broad masses of our population, has been fading away under the onslaught of the brutal, bestial, rigid, largely sex-driven “pop” culture, to such an extent that if you ask a young American today if they know a simple folk song they have sung from childhood, more likely than not they will remain silent, looking at you in perplexity.

So, can true Classical composition, on the order of a Bach, Beethoven, and Brahms be revived in the face of this brutalization of our people’s culture, where the resonances of history have been supplanted by the futile quest for the here and now? I believe it can, but only if poets and composers agree to submit themselves to a struggle, not just to create beautiful melodies or clever musical juxtapositions, but to deliberately shape the intended physical effect of their own creations.

In a second I’m going to illustrate what I mean by this, with the example of two fine musicians, Max Planck and Albert Einstein.

But first, what do I mean by “physical”? Well, I mean it in the same way that Lyndon LaRouche discusses physical economy. Anyone familiar with LaRouche’s discussions and writings, must realize that by physical, he’s not referring to things, whether these be pieces of plant and equipment, or human beings, but rather to validated universal physical principles which man can discover, by means of creative acts, for the benefit of mankind’s future existence, and for the increased happiness of the universe itself.

The musicians Planck and Einstein, of course, also happened to be gifted theoretical physicists. As the fruit of their struggle, they discovered the quantized nature of electromagnetic energy—a discovery which led directly into our still very partial mastery of nuclear power. And please pardon me if I skip over many technical details, crucial though they may be.

Max Planck grew up in Germany during the latter half of the 19th century. When he announced to his friends that he was going to become a physicist instead of a pianist and composer, some of his associates told him that he was wasting his time, because all of the basic laws of discrete matter, on the one side, and of perfectly continuous electromagnetic energy on the other, had already been discovered.

Nevertheless, a problem that continued to confound physicists was the so-called black-body problem. The challenge was to pin down the distribution of power and frequencies of substances, especially metals, which, when they become hotter, emit light at various frequencies, first in the lower red frequencies, as you see when piece of metal begins to glow red, and then, as the temperature increases, going toward white. The so-called black body was a device for testing this with great precision.

The practical problem was that no one had been able to work out a formula for the distribution of the frequencies. This had become a matter of some urgency for industrial production, since the fabrication of reliable light bulbs required such a calculation, and indeed the electric firm Siemens funded an entire institution in Berlin devoted to solving this problem.

After seeing many others fail, Planck decided to take this up, and succeeded in working out an equation that seemed to account for the exact distribution of energy. However—and this is the crucial feature of his integrity—he remained dissatisfied with his own equation, and he even refused to present it to his colleagues, because he had not yet discovered its physical significance. What caused it to work that way, and no other way? he asked. Thus, he was confronted with the same kind of challenge confronting Johannes Kepler, who studied Ptolemy’s planetary epicycles, and the circular orbits of Copernicus and Tycho Brahe, and concluded that, however accurate their models might seem to be, they could not possibly be valid, because they merely described a natural phenomenon without any concern about discovering its physical cause.

Planck embarked upon a voyage which ended up challenging his own gripping, axiomatic belief in the existence of perfect continuity in nature. For, how could light, for example, be anything but a continuous wave? How could God’s creation be merely the sum of a myriad of little parts? In this, Planck was constantly at odds with morally compromised reductionists such as Ludwig Boltzmann and Ernst Mach, who argued that scientists should abandon all effort to actually understand the causality of complex phenomena such as the behavior of gases, and should be satisfied with a mere statistical likelihood that a given phenomenon be this way, and not another way.

But after trying all sorts of black-body thought-experiments, and failing to find a cause, Planck, in what he himself described as “an act of desperation,” reached into Boltzmann’s work and hypothesized a model which involved a myriad of little bouncing springs from within the black body, emitting light at frequencies all of which were whole-number increments of an extremely tiny constant value—what only later became known as the Planck quantum of action. Planck had discovered a true physical cause, even though it was squarely at odds with his own most cherished axiom of continuity.

But the story does not end there! Planck had grasped a new principle, but only incompletely. Clinging to his conviction that light itself was continuous, he thought that it was only the light’s interaction with the tiny discrete receptors in the black body which was causing his quantized effect. His paper announcing his discovery then fell into the hands of a younger third-class patent official in Switzerland named Albert Einstein, who said, in effect: “Wait a minute! What if the light itself is quantized? And what if the wave nature of light can in fact be ultimately reconciled with its quantized nature, according to a higher principle?

As they say, the rest is history. And since then, to the day he died, Einstein never abandoned his quest for that higher principle, resisting all efforts of Machians such as Werner Heisenberg, to reduce quantum physics to a statistical game which only “seems to work,” but which does not choose to investigate causes. As Einstein famously retorted to these demented fellows: “God doesn’t play dice.”

But back to music and poetry! I’d like to quote from another fine musician, namely Lyndon LaRouche. In January 1993, I, my wife Renée, and Mindy Pechenuk visited Lyndon in prison in Rochester, Minnesota, for a number of hours, where we discussed all matters musical, against the sometimes raucous background of the prison visiting-room. From the transcribed recording, which we plan to publish someday, let me read you the following, to give you a glimpse of LaRouche’s thinking:

“The equivalences of music are not ordinal, they’re not quantitative—they’re not qualitative, for example. They are in an analysis situs form. And the key to this, is two things.

“First of all, the musical domain is a quantized field. Notes exist. And space is Keplerian. Because you have the notes, they exist in certain locations, there are certain harmonics that exist, they’re ordered. And no matter what notes you’re playing, the next one is going to be there. You can change your sequence as much as you please, but the next one is going to be there. It’s all predetermined for you. And this is not alterable. And an approximation of the note, only to the extent that you’re not cheating, is the note. The note that is sung or performed is not the note. It’s the best approximation of the note. The tone is absolute; and the performer merely approximates that. And if they don’t approximate that rather well, we get unhappy; we get disturbed. But it’s analysis situs.

“The key thing is note, number one. Registration, second. And registration comes in many different varieties. It comes in aspects of instrumental colors of all kinds, or the generic term color is sometimes used. But you have many kinds of colors. You can create instruments; they have colors which are not human voice-colors. But they become a dimensionality of color. And it’s precise, it’s determined. You make a string of such-and-such a type, such-and-such a type, it’s stuck. You’ve got a color. You can modify it, but it’s there; it’s going to haunt you. And you won’t get away from it. You have to jump to another string to get to a different part of your color.”

And now, I hope you will bear with me when I cite this passage from Einstein’s Introduction to Planck’s 1932 book Where Is Science Going?:

“… The supreme task of the physicist is the discovery of the most general elementary laws from which the world-picture can be deduced logically. But there is no logical way to the discovery of these elemental laws. There is only the way of intuition, which is helped by a feeling for the order lying behind the appearance, and this Einfühlung is developed through experience….

[Einfühlung roughly means “empathy,” which is also happens to be Helga Zepp-LaRouche’s best English approximation of Schiller’s term Empfindung. Einstein continues:]

“In every important advance, the physicist finds that the fundamental laws are simplified more and more as experimental research advances. He is astonished to notice how sublime order emerges from what appeared to be chaos. And this cannot be traced back to the workings of his own mind, but is due to a quality that is inherent in the world of perception. Leibniz well expressed this quality by calling it a pre-established harmony.

“Physicists sometimes reproach the philosophers who busy themselves with theories of knowledge, claiming that the latter do not appreciate this fact fully. And I think that this was at the basis of the controversy waged a few years ago between Ernst Mach and Max Planck. Planck probably felt that Mach did not fully appreciate the physicist’s longing for perception of this pre-established harmony. This longing has been the inexhaustible source of that patience and persistence with which we have seen Planck devoting himself to the most ordinary questions arising in connection with physical science, when he might have been tempted into other ways which led to more attractive results.

“I have often heard that his colleagues are in the habit of tracing this attitude to his extraordinary personal gifts of energy and discipline. I believe they are wrong. The state of mind which furnishes the driving power here resembles that of the devotee or the lover. The long-sustained effort is not inspired by any set plan or purpose. Its inspiration arises from a hunger of the soul.

“I am sure Max Planck would laugh at my childish way of poking around with the lantern of Diogenes. Well! why should I tell of his greatness? It needs no paltry confirmation of mine. His work has given one of the most powerful of all impulses to the progress of science. His ideas will be effective as long as physical science lasts.”

So, what is the lesson to be learned here? By way of this, I throw out the following challenge to poets and composers today, especially young poets and young composers, who may also be working in a scientific field:

You poets and composers: You know who you are! (Because if you have to ask, you probably aren’t one, or at least not yet.) Take up the challenge set forth before you, not just by Planck and Einstein, but by Lyndon LaRouche, and by the speakers at this conference, to dedicate your life to changing your own axioms if need be, even your most cherished ones, if you find that those axioms are preventing you from discovering a means of crafting your compositions to become a physical cause in the universe. Are you, for example, certain that what you have created will, in fact, inspire action resulting in increases in the rate of growth of humanity’s relative potential population density? Or put more simply, along with Friedrich Schiller: Will your audience become better people as a result of experiencing your work?

That is the true content of that “hunger of the soul” in Einstein’s words, or, in the words of St. Paul to the Corinthians, Love. Be not satisfied with merely pretty, pleasant, childish things. Put yourselves through this necessary struggle, and all mankind will be forever thankful.

Or as Percy Bysshe Shelley sang to his skylark:

… We look before and after,

And pine for what is not:

Our sincerest laughter

With some pain is fraught;

Our sweetest songs are those that tell of saddest thought.

Yet if we could scorn

Hate, and pride, and fear;

If we were things born

Not to shed a tear,

I know not how thy joy we ever should come near.

Better than all measures

Of delightful sound,

Better than all treasures

That in books are found,

Thy skill to poet were, thou scorner of the ground!

Teach me half the gladness

That thy brain must know,

Such harmonious madness

From my lips would flow

The world should listen then, as I am listening now.

Thank you.

PANEL 3: TENG JIMENG, Professor of American Studies, Beijing Foreign Studies University

TENG JIMENG: First of all, thank you very much to the Schiller Institute to invite me to speak at this very great conference and to join the distinguished panel of this very great conference. I think this is a very timely conference, especially under the general background of the coronavirus which is now running rampant worldwide.

I would begin, for example, with a presentation given by President Xi back in 2008 when he was responding to a letter to eight professors teaching traditional Chinese aesthetics at this very university called the Central Academy of Fine Arts. In that letter, President Xi mentioned several notions. Two of the notions I’d like to quote here. The first one being  and . In Chinese  means virtue, and  meaning art. So, both  and  are supposed to be an integral of the Chinese traditional aesthetic education. The second notion I’d like to quote here is patriotism and also altruism; both altruism and patriotism are supposed to be the central tenets of Confucius teaching or Confucius learning. In China, this aesthetic education has been so very deeply rooted in the curriculum in high schools, in primary schools, and also in universities. Virtue has always been part of official training here in China; training officials with virtue. Once again, virtue means the skill set, the ability to communicate, compassion, and also the love of one’s people, public spirit mostly. And  meaning art, the art, for example, to communicate, the art to convey the message, the message of the redeemed, the message of the ruler. In this sense,  has played a very large role in communicating and connecting the people in the family, the community, and even people beyond the border.

The second notion, as I always cite it in my teaching, which is altruism. China has been strongly committed to this very notion of altruism. Back in the 1960s, for example, China has been even exporting food to the outside world — for example, to Africa, and committing medical teams to Africa, helping with malaria and building railroads in Africa. In fact, it was railroads in a sense which were built by China in the 1970s and the late 1960s. China actually at the time was suffering its greatest famine, the worst famine actually in its own history. So, when Chinese government has always been in a sense committed to this very principle, this Confucian principle of saving lives; saving children, saving the critically ill elderly patients in ICUs. Look at all these elderly patients being saved, and sent back home healthily out of their critical conditions previously.

These two great notions have been deeply rooted in the psyche of the Chinese people. And like a famous scholar I admire by the name of Tu Weiming, who has been teaching Confucianism worldwide. He actually quoted a lot of Confucianism, this very central value in Confucianism — the public spirit, the devotion to work for the public community, and also the people beyond the borders and out there in the cosmic community. To this very extent, I think that China shall continue to be committed to helping the world, and helping the people around the world on this planet, now suffering this very pandemic.

And lastly, let me just quote the great philosopher Confucius that “All roads that lead to prosperity are the road that we must follow. The road that leads to all under Heaven.” So, all under Heaven, in a sense, is the philosophy of Confucianism, now translated into contemporary Chinese politics. As President Xi has also in a sense said that we need to work together for the community of a shared future of all mankind. Thank you very much.




VIDEO ARKIV: INTERNATIONAL VIDEOKONFERENCE den 25.-26. april:
Menneskehedens eksistens afhænger af etableringen af et nyt paradigme nu! 

HARLEY SCHLANGER d. 22. april, 2020:  Jeg opfordrer dig til at slutte dig til os ved denne konference, da vi klart står over for et øjeblik i menneskets historie, hvor din kreative aktivitet, og din stemme er vigtig, fordi du kan nu spille en rolle i historien.

Der er ingen tvivl om, at vi er ved et vendepunkt. Den kombinerede effekt af coronavirus-pandemien og det økonomiske krak gør, at vi befinder os i ukendt farvand, og vi ser, at der vedtages en politik, som er det nøjagtig modsatte af, hvad der burde gøres. Især i forhold til økonomien, med redningspakkerne, med den stigende mængde af likviditet der pumpes ud af Federal Reserve, den amerikanske centralbank. Men endnu farligere, som Helga påpegede i vores diskussion i sidste uge, er det rablende anti-kinesiske hysteri, der kommer fra de selvsamme mennesker, der bragte Russiagate, og de selvsamme mennesker som er ansvarlige for den økonomiske krise. Især har vi identificeret Henry Jackson-Selskabet og Atlanterhavsrådet, der havde en konference for to dage siden for at diskutere, hvorfor vi er ‘i krig med Kina’, og hvorfor vi taber, og nu opfordrer den vestlige alliance til at opgradere dets aktivitet for at besejre Kina.

I stedet for skal vi samarbejde! Stillet over for denne krise bør vi hæve vores blik såvel som vores hjerter til at omfavne menneskeheden, og samarbejde for at komme med løsninger. Og i weekenden 25.-26. april – lørdag og søndag – vil vi præsentere en konference, som er åben for dig her på siden, eller på

Schiller Instituttets internationale hjemmeside

Men lad mig give dig en fornemmelse af programmet, så du kan se, hvad vi skal diskutere, og dets vigtighed. Det vil forresten være online, så det vil være tilgængeligt for alle jer, der har adgang til internettet.

 

I dag lørdag kl. 16 dansk tid
Panel 1: “Det presserende behov for at erstatte geopolitikken med et nyt paradigme i internationale relationer”.

Panel Moderator: Dennis Speed

10:00 USA østkysttid— Opening Remarks & Introduction
Dennis Speed, Schiller Institute 

10:15 — Keynote Address
Helga Zepp-LaRouche
Founder and Chairman, Schiller Institute 

10:55 — Dmitriy Polyanskiy, 1st Deputy Permanent Representative
The Permanent Mission of the Russian Federation to the United Nations

11:10 —H.E.  Ambassador Huang Ping
Consul General of the People’s Republic of China in New York
“For a Better Future: Proposed Principles Needed to Ensure Peaceful and Productive Relations Between China and the United States”

11:25–12:00 — Q&A with Zepp-LaRouche and representatives of Russia and China

12:00 — Jacques Cheminade
Chairman, Solidarité et Progrès, former French Presidential Candidate
“A Europe Not To Be Ashamed Of”

12:20 — Michele Geraci
Economist from Italy, former Undersecretary to the Development Ministry in Rome 

12:35–1:15 — Q&A with Zepp-LaRouche, Cheminade, and Geraci

1:15 — Helga Zepp-LaRouche
“Introducing the LaRouche Legacy Foundation”

1:30–2:00 — Q&A continued

Dette vil tage udfordringen op, som Lyndon LaRouche foreslog for mere end et årti siden, at de fire stormagter – Rusland, Kina, Indien og De Forenede Stater – mødes for at diskutere et nyt paradigme, herunder en Ny Bretton Woods-aftale, og inkluderende et samarbejde om LaRouches Fire Love for at muliggøre en global økonomisk genoplivning. Samarbejde, ikke konfrontation, ikke geopolitik, som er en britisk opfindelse. Vi er nødt til at afslutte regimeskiftekup, gøre en ende på de uendelige krige og i stedet arbejde sammen. Dette var præsident Trumps erklærede intention, da han blev valgt; dette er grunden til, at han blev angrebet med Russiagate, og til at der i dag er en samordnet indsats fra begge partierne, fra efterretningssamfundet og fra medierne for at vende præsident Trump mod Kina og mod Xi Jinping. Så i det første panel diskuterer vi, hvordan vi kan overvinde geopolitikken.

I dag lørdag kl. 21.00 dansk tid,
Panel 2: “For en bedre forståelse af hvordan vores univers fungerer.”

LaRouchePAC Science Team: Megan Beets, Benjamin Deniston, Jason Ross: “In Defense of the Human Species”

Plus additional experts

Dette er afgørende, fordi vi har set en forandring på områder inden for videnskabelig forskning, i mange tilfælde, som i tilfældet med den såkaldte “grønne” politik, til en anti-videnskabelig tilgang, der igen er designet til at beskytte det finansielle system, men ikke til at skabe fremgang for den menneskelige art. Og så vil vi tage spørgsmål op fra skikkelser som Kepler og Leibniz, Einstein, Vernadsky – hvad er i grunden videnskab? Og hvad er menneskets forhold til universet, det ikke-levende til det levende og det levende til noösfæren, fornuftsfæren, det vil sige domænet for menneskelig kreativitet.

Søndag 26. april kl. 17 dansk tid
Panel 3: “Kreativitet som den markant karakteristiske egenskab ved menneskelig kultur: Behovet for en klassisk renæssance.”

Beethoven, An die ferne Geliebte, John Sigerson accompanied by Margaret Greenspan

Lyndon LaRouche “I Have Insisted that Music is Intelligible!”

Helga Zepp-LaRouche, founder and and chairwoman, Schiller Institute

William Warfield, “A Poetic Musical Offering”

John Sigerson, “The Physical Power of Classical Poetry and Music”

Diane Sare, “On the Employment of Chorus in Politics”

and other experts

Sandsynligvis et af de vigtigste paneler, vi nogensinde har haft, Hvis man ser på alt det rænkespind og den dårskab der breder sig, hvilket i store træk ikke er uventet, i betragtning af fordummelsen af befolkningen, og også det virkelige stress og angst, som folk står overfor, idet vi ser civilisationen, som vi kender den, falde sammen, må folk have noget dybere at falde tilbage på for at komme med løsninger. Og en af de ting vi vil gøre, er at se på hvad det var, der gjorde det muligt for Renæssancen at opstå, den håndfuld af enkeltpersoner, videnskabsfolk, kunstnere, digtere, mennesker, der kiggede på menneskets forhold til universet og gjorde fremskridt gennem kreative opdagelser – i et øjeblik af dyb fortvivlelse, fordi Renæssancen kom efter, at den Sorte Pest havde fejet hen over Europa i midten af det 14. århundrede, og udslettet fra en tredjedel til halvdelen af befolkningen på hele kontinentet.

Så i dag, hvor vi står over for lignende kriser, kan vi ikke “vende tilbage til normalen”, fordi ‘business as usual’ var det der fik os ind i denne krise. Så ved at ændre den måde mennesket ser på sig selv, og vi ser på hinanden, som vi ser på andre nationer, at vi legemliggør Schillers princip om, at man skal være en patriot i forhold til ens eget land, men samtidig en verdensborger: Hvis vi ser på dette udtryk gennem kreativitet og musik og kunst, kan vi finde en bedre version af os selv, så vi kan arbejde på at løse disse problemer.

Søndag kl. 21 dansk tid på søndag
Panel 4: “Videnskaben om fysisk økonomi.”

Dennis Small, United States, Schiller Institute Director for Ibero-America: “LaRouche’s Legacy: Foundation of the Modern Science of Physical Economy.”

Sébastien Périmony, France, Schiller Institute representative: “When Africa Looks to the Stars.”

Phillip Tsokolibane, South Africa, leader of LaRouche South Africa.

Bob Baker, United States: “Feed the Future: Eating Is a Moral Right—A Dialogue With American Farmers.”

and other experts

Dette er LaRouches specielle felt; Lyndon LaRouche var en pioner inden for hele denne idé om fysisk økonomi. Og dette kombinerer videnskab, det kombinerer historie, det kombinerer kultur, psykologi, kan man sige, hvordan det går til, at vi kan opbygge en økonomi, der reflekterer de menneskelige væsener, som vi er.

Dette er en yderst spændende konference. Vi har talere fra hele verden. Vi håber at have deltagere fra hele verden, og jeg forventer, at mange af jer vil tage tiden til at overvinde jeres dysterhed, jeres apati, jeres frustration, jeres vrede, og tænde jeres sind og lytte til diskussionen, deltage om I vil – og for at gøre det, skal man registrere sig, så gå til Schiller Instituttets website og tilmeld dig, så du kan deltage. Det vil finde sted denne weekend, 25.-26. april, og starter kl. 16 i Europa.

Tak fordi du lyttede med. Jeg vender tilbage i næste uge med Helga LaRouche, men jeg forventer at se dig deltage denne weekend i vores konference. Tak, fordi du deltager. Farvel!

 

 

 




Appel for Beethoven året

Den følgende resolution bliver cirkuleret internationalt af Schiller Instituttet.

På et tidspunkt hvor vi er vidner til voksende og tankeløs vold, de kulturelle værdiers forfald, en næsten uhørt fordummelse af den folkelige smag, og brutaliseringen af menneskelige relationer, har vi ikke desto mindre én afgørende kilde, hvorfra en kulturel og moralsk genoprejsning kan skabes:
klassisk kunst! Det storslåede menneskesyn der er forbundet med de poetiske værker af Dante, Petrarca, Lessing eller Schiller, eller de ophøjede kompositioner af Bach, Mozart, Verdi, Beethoven, Schubert, Schumann eller Brahms er stadig et referencepunkt for den måde, hvorpå vi definerer os selv som et samfund.

Men når vi betragter kunstnerens rolle i den nutidige kultur, og anvender Schillers målestok:

Der Menschheit Würde ist in eure Hand gegeben,
Bewahret sie!
Sie sinkt mit euch! Mit euch wird sie sich heben!

Menneskets værdighed ligger i jeres hænder,
Bevar den!
Den synker med jer! Med jer, skal den hæve sig!

kommer et fornedrende billede til syne. Vores uddannelsessystem formidler næppe nogen som helst viden om klassisk kultur, vores såkaldte ungdomskultur er domineret af en grimhedskult, og selve den klassiske kultur er under massivt angreb. I årtier har efterkrigstidens teaterforeninger opfundet nye afgrundsdybe vederstyggeligheder, fremførelser af Shakespeare eller Schiller er blevet uigenkendelige, operascenen er i nogen tid blevet en slagmark, hvor diverse instruktørers perverse fantasier kan udspilles, og nu forulemper selvbestaltede moderne komponister sågar Beethovens kompositioner, tydeligvis fordi de selv er ude af stand til at skabe noget som helst.

Dette må stoppes! Tiden er inde til at iværksætte en kontraoffensiv!

Beethoven-året, hvori mange af Beethovens kompositioner vil blive fremført verden over, giver os en vidunderlige lejlighed til at mindes den vestlige kulturs bedste kulturelle tradition, og at sætte den op imod den nedadgående moralske tendens i de sidste årtier. Vi kan ikke længere overlade roret til en teater- og musikmafia, der har ødelagt klassisk kunst. Derfor kræver vi skabelsen af en renæssancebevægelse til forsvar for og genoplivning af klassisk kunst. Som Friedrich Schiller uigendriveligt beviste dette i sine æstetiske breve: Kun igennem stor kunst kan vi finde den indre kraft til at udvikle vores egen kreativitet og forbedre os selv som mennesker.

Verden befinder sig for øjeblikket midt i epokegørende forandringer, hvor igennem den tidligere æra, domineret af transatlantiske lande, er ved at få en ende, og udviklingscentret er i gang med at skifte til Asien, hvor adskillige befolkninger med rette er stolte af deres, i nogle tilfælde, 5000 år gamle civilisationer og støtter disse. Hvis Vesten har noget som helst at bidrage til udformningen af det spirende nye paradigme, i en humanistisk ånd, så er det vores fremskredne kultur forbundet med Renæssancen og den klassiske periode.

Jeg støtter denne resolution! Underskriv gerne her.

 




Fra arkivet: »Beethovens årtier lange kamp
for den Niende Symfoni«
Kun sjældent i menneskehedens historie
har der været en dialog og en syntese
mellem to, store intellekter på
Friedrich Schillers og Beethovens niveau,
endskønt de aldrig mødtes.
Resultatet heraf blev den 9. Symfoni.

Lad os begynde med Beethovens Niende Symfoni, der slutter med en overraskelse – menneskelige stemmer, der stemmer i med idéerne i Friedrich Schillers digt, Ode til glæden, indflettet i orkesterstemmerne, som dermed skaber et af historiens mest bevægende kunstværker. Lad os dernæst, ved at gå baglæns i tiden, gå igennem Beethovens tredive år lange søgen for at opnå dette og standse ved nogle af de musikalske milepæle, der førte til dette udødelige mesterværk i bevidstheden om den kendsgerning, at vi kun kan lytte til disse forløbere med deres efterfølgeres toner klingende i vore ører.

Rapporten er oversat fra engelsk. Den originale engelske rapport kan læses her. 

Download (PDF, Unknown)




Den, guderne vil tilintetgøre…

17. februar (EIRNS) – Fokuser ikke på et enkelt aspekt af de forskellige kriser, som menneskeheden står overfor, advarede Helga Zepp-LaRouche i går. Denne fremgangsmåde vil føre til en fejlagtig fortolkning af, hvad der foregår i verden, og hvad der skal gøres ved det. Spørgsmålet er: Hvorfor truer COVID-19-virusepidemien med at blive til en global pandemi, hvis den ikke begrænses? Hvorfor kan det forpurrede forsøg på rigsretssag mod præsident Donald Trump blive et endnu mere ubehageligt åbenlyst statskup? Hvorfor kan angrebet af græshoppesværme, der fejer over Afrikas Horn, blive til en fuldstændig græshoppeplage, der ødelægger fødevareforsyningen for nationer, der tegner sig for næsten 2 milliarder af klodens 7,6 milliarder mennesker? Hvorfor er den aktuelle dekonstruktion af musik og kunst på vej til at omdanne menneskehedens kultur til en satanisk sekt? Og hvorfor sker alt dette på samme tid?

Svaret er, fortsatte Zepp-LaRouche, at “vi befinder os i en ekstraordinær tumultarisk forandring af en historisk periode, hvor de fleste mennesker absolut ikke er klar over, hvor gigantisk den transformation og det sammenbrud der foregår faktisk er”. Det såkaldte ‘Vesten’ er i opløsning, det transatlantiske finanssystem befinder sig i en sammenbrudskrise, og dets regerende etablissement, centreret i City of London, er parat til at påtvinge diktatur og fascistisk nedskæringspolitik for at forsøge at holde sig oven vande. De har vist deres fuldstændige manglende evne til så meget som at overveje, hvorfor deres liberale imperialistiske system kollapser, eller se på muligheden for at det er deres egen politik, der har ført til den nuværende katastrofe.

Denne inkompetence blev udstillet til fulde på den netop afsluttede sikkerhedskonference i München, hvor talsmænd for det gamle regime, såsom den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo og formand for Kongressen, Nancy Pelosi, forsøgte at forvandle det til et skydetelt imod Kina, netop på et tidspunkt, hvor dette land gør sit yderste for at begrænse COVID-19-virussen til fordel for hele verden.

USA og Europa skulle samarbejde med Kina og Rusland, ikke true og angribe dem, insisterede Zepp-LaRouche. Et topmøde med de fire magter, der er specificeret af Lyndon LaRouche – USA, Kina, Rusland og Indien – må arrangeres i de kommende uger for at håndtere den voksende kaskade af eksistentielle kriser, som planeten står overfor, og løse dem ved at sætte det døende Britiske Imperium ud af spillet og organisere et nyt paradigme til erstatning herfor. Det er en mission, der kun kan opnås ved at tage fat på Lyndon LaRouches politik og metode; LaRouche, hvis levende eftermæle af den grund må renses og mobiliseres.




Når skæbnen afhænger af en prognose

Den 12. februar (EIRNS) — Det er passende, at når vi markerer etårsdagen for Lyndon LaRouches bortgang den 12. februar, 2019, tager fat på hans begreber og metode for at evaluere den aktuelle strategiske situation og kortlægge vores fremtidige kurs. Den 7. september 2007 offentliggjorde LaRouche en artikel i magasinet Executive Intelligence Review med overskriften “Når Skæbnen afhænger af en prognose” (When Fate Hangs on a Forecast), der begyndte som følger:

                ”Det egentlige strategiske formål med, og funktion af, en kompetent økonomisk prognose er ikke at forsøge at forudsige hvad der vil ske, men at få det til at ske.

                ”Dagens emne er et omtvistet felt, hvortil jeg har udviklet visse enestående færdigheder, færdigheder inden for den gren af strategisk indsigt, der kaldes langtidsprognose. Dette indebærer ikke blot passivt at forudse hvad der sandsynligvis vil ske; det handler om at udforme en politik af den type som jeg præsenterer, med den hensigt at iværksætte bydende nødvendige handlinger, der muligvis kunne redde os fra en nuværende, fremstormende global finansiel katastrofe, en kommende katastrofe, der nu er gået ind i sin sidste fase.

                ”Det er ikke igennem ren sansning, at vi er i stand til at regne ud hvilken viljemæssig kraft der, skjult for vores blik, ligger mellem disse enkelte punkter på vores sansers skærmbillede. Det er gennem vores indvirkning på universet, at vi tvinger dets hemmeligheder til at manifestere sig, ikke kun som sanseindtryk, men som en højere, autoritativ manifestation i sindet, som må teste den usete tilstedeværelse og de formodede intentioner af hvad end viljemæssige kraft, der ligger bag den handling, som ellers muligvis blot ville forblive et sanseindtryk.”

                ”Disse usynlige kræfter må således tvinges til at afsløre sig selv. De må tvinges til at afsløre ikke alene den effektive tilstedeværelse, der er skjult bag de fodspor, vi kalder sanseindtryk. Vi må teste de formodede forsætlige intentioner fra disse kræfter, afprøve disse intentioner… hvilket ægte videnskab anerkender som universelle principper, da sådanne principper blev kendt som ‘dynamis’ af Pythagoræerne eller som ‘moderne dynamik’ af Nicholas Cusanus, Johannes Kepler, Gottfried Leibniz og Bernhard Riemann. Ud fra den viden, som kun kan tilegnes på denne måde, får vi de midler, hvormed manden og kvinden, formet i skaberens billede, er i stand til at handle mere eller mindre effektivt på en måde, der opfylder vores skæbne som dødelige; på den måde, der af Ham på enestående vis er tildelt os.

                ”På denne baggrund er det en kendsgerning, at jeg siden den tid, i 1953, hvor jeg lagde mig fast på Bernhard Riemanns metode indenfor fysisk geometri, ikke nogensinde har fejlet med en økonomisk prognose, som jeg har fremlagt; og kun undtagelsesvis har denne prognose antaget formen af, hvad der for nogle fejlagtigt kunne se ud som det der normalt betragtes som en simpel forudsigelse.”

                I dag, mere end 13 år senere, er den dominerende realitet der former planeten, i høj grad som LaRouche forudsagde: det bankerotte sammenbrud af det transatlantiske finanssystem, og den 50-år lange nedstigning til helvede af de fysiske økonomier i dets værtslande med deres ofre. Græshoppesværmene, der især plager store dele af Afrika og Sydvest- og Sydasien; fremkomsten af den nye coronavirus (2019-nCoV), der – hvis det ikke havde været for de heroiske foranstaltninger, som den kinesiske regering har taget – måske allerede havde fejet over alle kontinenter og de fleste nationer med utallige ofre til følge – disse er alle dødbringende problemer, der kan begrænses og overvindes med de forholdsregler, som blev foreslået af LaRouche for årtier siden. Videnskabelige lynprogrammer til udvikling af fusionsenergi og kolonisering af rummet samt optisk biofysik er og bliver de mest presserende behov i dag for at hæve den overordnede teknologiske platform for noosfæren, den menneskelige fysiske økonomi, til at klare sådanne kriser.

                Helga Zepp-LaRouche tog spørgsmålet om de forskellige indikationer på den kollapsende fysiske økonomi op i sine bemærkninger den 11. februar, hvor hun opfordrede til ”internationalt samarbejde med Kina” for at besejre virusset. Ideen om at dette er et ‘kinesisk virus’ er udtryk for den mest afskyelige racisme. Jeg er forbløffet over, at nogen ikke kan indse, at sygdomme ikke har nogen nationalitet. Vesten burde snarere hjælpe til og sende medicinske teams, tilbyde samarbejde og ellers gå sammen for at besejre sådanne nye problemer som græshoppesværmene i Afrika. Lige nu ville det være muligt at stoppe det, men hvis man ikke handler i tide, vil det udvikle sig til et enormt problem, som det vil være meget vanskeligere at slippe af med efter et år. Mange mennesker vil dø som et resultat af fødevaremangel, fordi disse græshopper har en tendens til bare at æde enhver afgrøde og efterlade ødelæggelser.”

                Zepp-LaRouche fortsatte: ”Der er et sammenbrud i Vesten… Hvad vi har brug for er en ny model for samarbejde, et nyt paradigme, hvor man stopper denne form for geopolitisk konfrontation, der kun kan føre til en katastrofe. Og til det har vi brug for ‘De fire Love’ fra Lyndon LaRouche. Vi er absolut nødt til at tænke på den menneskelige art ud fra et fremtidigt standpunkt.”

                Hun afsluttede med at opfordre folk til at drage fordel af, at dette er året for Beethoven, og at mange mennesker, som en følge heraf, lytter til Beethovens musik. Den dybe kulturelle krise vi står midt i er en del af det samlede forfald i hele den transatlantiske sektor, sagde Zepp-LaRouche, og det at lytte til klassisk musik, især Beethoven, “er den bedste måde at få folk til at opløfte deres sind. Vi har brug for en kulturel renæssance i Vesten.”




Tænk som Beethoven – Video med Helga Zepp-LaRouche den 1. februar 2020

Schiller Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, talte om hvor meget det haster med at genopdage Ludwig van Beethovens genialitet i år, 250-årsdagen for hans fødsel, for at løse de store kriser verden står overfor. Som hun udtrykte det i en nylig artikel: “Hvor ellers, bortset fra i klassisk musik, kan man styrke og uddybe den passion, der er nødvendig for at se ud over ens egne bekymringer, og for at håndtere de store udfordringer for menneskeheden?” Læs Zepp-LaRouches artikel, der gennemhuller argumenterne fra dem der i øjeblikket handler for at ødelægge Beethoven og selve skønheden.

Her er et afskrift på engelsk af videoen:

DENNIS SPEED: My name is Dennis Speed. We have a very special presentation for today. There will be much time to discuss all sorts of matters of political importance, but certainly after this past week, one thing that can be said for certain about the United States and the rest of the world as well, is that a new standard of truth is required of us and of humanity as a whole. Humanity needs to act without the false need of catastrophe. Many times in history, people have been set in motion by something bad, only to then do something good. We’ve seen that often to be the motivation for the necessity for war. We don’t believe that that’s a standard that humanity can afford. We think that humanity should try, for a change, to think like Beethoven. That was a theme of much of the life of Lyndon LaRouche, who is generally talked about as an economist and statesman and Presidential candidate and so forth. But most people are unaware of his work in music.

Recently a volume has been published, entitled Think Like Beethoven, which has a compilation of Mr. LaRouche’s writings. I want to refer to something that he said as a way of introducing our speaker. This is in the essay called “What Is Music, Really?” This was actually a conversation that was transcribed in which the subtitle here is “The Principle of Music Is Love”:

“The essential thing is love. Music is love. The principle of music is love, mankind’s love of mankind. Of what mankind could be. And you want to do something that’s beautiful in terms of what mankind’s nature says. And if it isn’t beautiful, you don’t want to do it. You don’t want ugly things! And the characteristic of the 20th century was ugly music. From the beginning it’s ugly music. And the music has become uglier and uglier and uglier all the time. On every street, even in speaking. In writing. Also in smelling….

“That’s the problem. Mankind tends toward the wrong standards of truth. It starts with the conception that mankind is an animal, and mankind is not an animal. When you start with saying that mankind is an animal, that’s when all the trouble comes in. And the only way you can deal with music, really, is on the basis of love. The love of mankind and what mankind can do that is loving of mankind.

“Because the future is: You’re all going to die. And what is the passion which corresponds, therefore, to mankind? Since everybody is going to die, what’s the meaning of human life? Is it a fact? Not exactly. It’s the creation of a more powerful capability of mankind by purging mankind of its own corruption. Extracting mankind into the freedom from corruption. And all practical measures to craft and improve the quality of art is crap, because they are not sincere. They don’t correspond to some principle of the matter.

“And this is true: You see it in drama; you see it on the musical stage; you see it in performance of all kinds. The beauty is creativity, per se. It’s also the measure of what creativity is.”

So today we’re going to hear from the founder and chairman of the Schiller Institute, and I think that à proposition is going to be placed in front of us all. And I want to dare to anticipate that proposition by saying the following: The only way to celebrate the Beethoven year, this being the 250th birthday of Beethoven, is to do something that Beethoven would do. And we have an indication of what he would do today, from his opera called “Fidelio.” I think you’re going to be hearing a bit of this. Exonerating Lyndon LaRouche would be the kind of action that would indicate that we had actually understood how Beethoven thought. We would be doing what Beethoven would have done; thus indicating that we understood how Beethoven thought. The idea of the liberation of the human mind from its own shackles, is something that was addressed briefly by the President of the United States at Davos, when he referenced the idea of optimism and the great Dome of Florence. An idea which took 140 years to complete.

But it doesn’t take 140 years to recognize the truth. And it shouldn’t take more than a few months to exonerate Lyndon LaRouche. So, though I know that the topics may range widely in the case of the next speaker from I exactly indicated, I’m going to anticipate that she’s certainly going to more than touch on that matter. So, it’s always my honor and pleasure to present Helga Zepp-LaRouche, chairwoman of the Schiller Institute, and the founder of the Schiller Institute.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Let me welcome you, and I will try to talk about the subject which Dennis just announced. But let me situate it in a specific context. We just in the last couple of days had quite tumultuous events, where the impeachment drive against President Trump was finally defeated. He was acquitted, and he gave a rather jubilant press conference or meeting afterwards. So it is actually a moment in which one should reflect on that coup attempt, which first was done with British intelligence, the intelligence community of the United States, the heads of intelligence of the Obama administration. If one would live in a different world, one would think, “Shouldn’t it be the case that the Left opposes the CIA? Opposes the intelligence community? Shouldn’t it be that the liberals somehow have a problem if there is a coup attempt against a sitting, elected President of the United States?”

Well, but we all found out that no such thing occurs. Neither the so-called Left — if it still exists — or the Left liberals had any problem with the fact that there was overwhelming evidence that the intelligence apparatus tried to make a coup by replacing the American Constitution, turning the American republic into a British parliamentarian system; which was emphasized by Dershowitz and others. So, why is that the case?

What my presentation, which is on Beethoven and the question of culture in general, I will investigate why this is. And you will be surprised, some of you naturally know the answer already, that this behavior of the Left and the left liberals in this entire process, is the result of a gigantic — and I really mean gigantic — brainwashing effort which people are not even aware anymore of why this is the case.

What has this to do with the Beethoven year? We have a full year now of many concerts around the world. Alone in Germany there are more than 1000 concerts performing Beethoven’s music. When the first performances occurred, I had the fortune of listening one entire day in an Austrian/Swiss/German TV program to different Beethoven compositions. That is a luxury which you normally don’t have, but if you do that, and you listen for an entire day to all the different pieces — the piano concertos, the symphonies, the Missa Solemnis, Fidelio, and many others — it has an incredible effect on you. Because you are being transformed with your mind and your emotions in a completely different universe.

So, it occurred to me that this Beethoven year was a perfect opportunity, because it coincides with extremely important political and strategic decisions which have to take place. Namely, that we overcome geopolitics; that we go away from the danger of the world plunging into another World War, sleepwalking like in the First World War. That you have the absolute necessity to do what Trump set out to do in the 2016 campaign: Improve the relationship with Russia, with China. We have incredible dangers. So, it occurred to me that we should use the Beethoven year internationally to basically have many people participating in the listening of Beethoven, in the performing of Beethoven; in order to develop this unbelievable emotional strength which comes from great Classical music. And which comes more from Beethoven than from anybody else. Because it has been clear to me since a very long time, that we will politically only succeed if we combine our political efforts with a cultural renaissance of Classical music.

Now Schiller, in his Aesthetical Letters, which was his reaction to the failure and collapse of the French Revolution when the Jacobin Terror had taken over, and therefore the hopes of all republican circles in Europe that the French Revolution could replicate the American Revolution, were shattered. When that hope was shattered, and Schiller said at that time said, “A great moment had found a little people,” because the objective conditions to have a change, to have an American-like Revolution were there. But that the subject of moral condition was lacking.

So Schiller then, in his Aesthetical Letters, said that he believed that any improvement in politics could only come from the moral improvement, the ennoblement of the individual. And I believe that is absolutely true. I have made that my own creed for the last half century. That only if individuals become better human beings, that they become more noble in their emotion, their thinking more great about humanity; only then can you move history forward. Schiller, in his Aesthetical Education Letters gave the answer, that it can only be through great Classical art that that can be accomplished. Now, some people would argue, “No, what do we need Classical art for? We also have religion.” And I’m not denying that also in religion there is the command to improve. There are other people arguing, “But why do you need Classical music? I don’t know it; I don’t like it; it’s alien to me. Why don’t we just concentrate on astronomy, looking at the stars? That is also having an ennobling effect.” So, I’m not denying that either; and I don’t think there is an exclusiveness between these three questions of Classical culture, religion, and astronomy. But it is great Classical art which does something very specific in order to favor the creative faculties of the mind.

Now Schiller, and also Lyn his entire life, proceeded from that assumption. As a matter of fact, all of Schiller’s works — his poems, his dramas — were all characterized and driven by the idea that the result must be the ennoblement of the human being. And the quote you just heard from Dennis by Lyn really expresses the essence of Lyn’s entire work as well. Schiller, Confucius, and some other great thinkers had this idea that the aesthetical education is doing that ennoblement. Because if the person sinks into a great painting of Leonardo da Vinci, or Rembrandt, or listens to a Schubert song, or listens to a beautifully performed American spiritual, then you forget about your greed, you forget about your selfishness. And while thinking in the creative composition you are engaging with, you become a little bit more like that yourself. The more you make that a habit, and the less you do selfish and greedy things in between, the more you become a better person.

Just in parentheses, I want to mention that Xi Jinping, the President of China, also has many times emphasized the need to have aesthetical education, especially of students, but also of all other age brackets of society. Because if people are educated aesthetically, they develop a more beautiful mind and a more beautiful soul. And that is the source of all great works then again.

Now Trump said something just recently, namely that he wants to write an Executive Order that Federal buildings should no longer be modernist, but should be Classical. Hopefully he means Greek Classical and Renaissance Classical, and not Roman Classical, because these notions are sometimes not differentiated. But I think this is a very promising sign that first Trump talks about the Dome in Florence, now he talks about making buildings beautiful. So, we should continue on this road.

Beauty is intelligible. This is a very important point because it goes beyond opinion. People say what is my taste is my thing, and I have the right to find this beautiful, and you have another opinion. But I want to put a notion of beauty against that which is intelligible. It goes to the Italian question of the Golden Mean in Renaissance paintings and buildings, but it is also a standard of composition. It pertains to the famous debate between Schiller and Kant, where Kant in his Critique of Judgement said any arabesque which a painter throws against the wall is more beautiful than a piece of art where you can recognize the intention of the artist. Schiller got very upset about that, and wrote many of his aesthetical writings exactly to rebut this idea of Kant. He said there must be a notion borne out of reason of beauty, and then if the empirical performance and evidence conforms with that idea of reason, it is good, but not the other way around.

Since we are talking about Beethoven, and I recently wrote an open letter to defend Classical performance of Beethoven and I vowed that I would initiate a campaign to really end the acceptance of Classical music being destroyed by the modernists. And end the ugliness in music, which Lyn also did not like, as you previously heard.

I want to talk to you a little bit about “Fidelio,” because this is an opera which is very dear to my heart, and it was very dear to Lyn’s heart. The two of us really thought it was our opera, for reasons which I will come to in a second. First of all, concerning the narrative of “Fidelio,” it definitely is referring to real historical events. I think more research needs to be done, and if some of you, our listeners and audience, feel compelled to join in that, you are welcome. Because we have certain hints, but in the literature about the origins of the libretto of Beethoven’s “Fidelio” there are different views. But I think a very probable hypothesis is that it pertains the arrest and imprisonment of the Marquis de Lafayette, who as you know, was a very much an ally of the American Revolution. And in that capacity, he drew the anger of the then-British Prime Minister, William Pitt, who put pressure on the Austrian emperor to put Lafayette in jail. And there he was for several years in a dungeon. He was then freed among other things, by the courageous intervention of his wife Adrienne, who joined him in the incarceration. And then because of an unbelievable international campaign involving many VIPs appealing to Emperor Franz, he finally was released. He was released in 1797, and only five months after that, the Frenchman Jean-Nicolas Bouilly published the libretto which Beethoven then used, called Leonore, or Married Love [Léonore, ou l’Amour Conjugal].

This is, as I said, very dear to my heart, because when Lyn was put in jail innocently by the Bush Sr. Administration, I launched something called Operation Florestan. Maybe you can show this picture [Fig. 1]. This was a situation where Lyn was put in jail by a combination of the British, the Bush apparatus, and also there were clearly some collaborations with certain Soviet forces. So, when you read this article, you have to see that in 1989, the [berlin] Wall had not yet fallen, the situation was still extremely tense between the Soviet Union and the West. [See EIR article: https://larouchepub.com/eiw/public/1989/ eirv16n11-19890310/eirv16n11-19890310_022-operation_florestan_will_save_la.pdf] So, some of these things have to be seen in the context in which they were written, but I think the setting of putting Lyn in jail innocently, deprived the American population from access to the most beautiful ideas probably ever written and thought in the history of the United States.

What we did with Operation Florestan was that we talked for about five years to thousands and thousands of VIPs. We had probably a couple of thousand signatures from sitting parliamentarians all over the world, from generals, from chiefs of staff, from bishops, from cardinals, from writers, from other notables. And we launched this campaign with the iédea that Operation Florestan, being modelled on the “Fidelio” opera and the example of Lafayette, that we would get Lyn out of jail. That was by no means certain because when Lyn was given this extremely harsh sentence, it was meant that he would die in jail. So, we launched this campaign.

Now I want to talk a little bit about the “Fidelio” to make clear why this is an absolute parallel to what happened to us. First of all, the actual narrative in the “Fidelio” opera is that Florestan is kept as a prisoner by Don Pizarro, a tyrant who basically keeps him there as a political prisoner because he fears that Florestan might reveal some very comprising truth about Pizarro. His wife, Leonore, dresses up as a man; she calls herself Fidelio. She gets hired by the dungeon guard, Rocco. And Rocco’s daughter, Marzelline, falls in love with Fidelio who she thinks is a man, despite the fact that she has a fiancé, Jaquino. In the beginning of the opera, you hear now this beautiful quartet, for which I ask our singers to get ready. This is still at the very beginning of the setting. The four characters — Leonore, Rocco, Jaquino, and Marzelline — are all singing. The beauty about this quartet is that they all sing about their hopes, their inspirations, and they are all different. But despite the fact that they are all very different, the harmonious composition is one of the most beautiful examples of the art of Beethoven. Now, let’s hear “Mir ist so wunderbar.”

[Quartet performed live]

Thank you very much. The reason why we have to do it like this is because neither YouTube nor the record companies allow you, because of copyright issues, to just use some of the performances. So, that’s why we’re doing it in a little bit of an improvised way; so please have an understanding that that’s the reason why we have to do it that way. This was obviously well done, and extremely beautiful.

Now, after this development in the beginning, Pizarro comes to the dungeon to look at the prisoners, because he has learned that the minister wants to come to inspect things. He is his political enemy. And he is afraid the minister will meet Florestan, and then he could reveal these secrets. So, he wants Florestan to be killed. So, he tells Rocco to go to the dungeon and kill Florestan. Rocco does not want to do it, but then eventually he agrees to at least dig the grave, and have then the corpse of Florestan buried. So, he takes Fidelio with him, because it is heavy work and he is a little bit old. So, Leonore and Rocco go into the dungeon, and then Leonore asks Rocco that the prisoners should be allowed to see the light of day, because they are in the dark. Then comes the most beautiful chorus, the Prisoners’ Chorus, which is very famous. If you don’t have it in your ear, you should go home and listen to the whole opera; which you should do in any case.

So then, Florestan, who is struggling in the dark, who has fever, who is feeling horrible, has this beautiful vision that Leonore comes and he sees her as an angel. This again is one of the most beautiful arias you can imagine. So then, Leonore/Fidelio asks Rocco that he allows her to give the prisoner some bread and wine. And while doing that, she recognizes her husband. So, then Pizarro arrives, and he is already moving with the dagger to kill Florestan. Then Leonore throws herself between her husband and Pizarro and says you have to first kill his wife. She threatens Pizarro with a pistol. At that point, the trumpets sound to announce the arrival of the minister. Then, basically the danger is over, and Florestan and Leonore embrace each other and then comes this unbelievable duet of joy, “O namenlose Freude!” While we are hearing this now as an audio, I want you to focus on the absolute beauty of the emotions — the joy, the limitless joy, the nameless joy which unites Leonore and Florestan. It is that emotion which is love; and it is that emotion which is pure joy. The same joy which Beethoven celebrates also in the Ninth Symphony in the Ode to Joy, especially the last movement when he talks about Schiller’s Ode to Joy and this becomes the chorus.

So, let’s now listen to the “O namenlose Freude!”

[Duet is played]

So after that, the minister opens all the dungeons; the prisoners come out and are free. He recognizes Florestan, his friend, then everybody joins in the great finale, the beautiful chorus, the so-called Heil chorus where they celebrate the love of mankind, the love between the two spouses, the absolute victory of freedom over tyranny, and what man can do if you have a good plan, there can be absolutely the defeat of all tyrants. This emotion, this idea that if you struggle for a good cause, and that you overcome all the difficulties that you arrive at this higher level of sublime feeling; this is expressed in this beautiful music. So, let’s hear the “Heil sei dem Tag, Heil sei der Stunde” chorus clip.

[Chorus is played]

Well, this is only the beginning, and I would really urge you to listen to a very good performance of the entire Fidelio. There is a very beautiful one with Christa Ludwig and probably many others, but I really think you should take the time to listen to the entire opera.

So, well, I had a very urgent need to go and see such an opera. It’s a very personal thing, because as you know, in a few days it is one year since Lyn has passed away. And around the Christmas period, I just wanted really badly to see a performance of Florestan. And contrary to my normal habit when I look at the reviews and critiques before I go, which I have not done for a long time, because they are all bad generally. I just went to a performance in the Darmstadt Theatre without checking it out beforehand. And maybe it was a shock, but I think it was a healthy shock, because it was so absolutely terrible that I felt to write the open letter which I mentioned earlier, and which you may have read. [https://larouchepub.com/hzl/2020/4703-year_of_beethoven-hzl.html]

Because what this opera performance did was not only to apply Regietheater to the staging. Regietheater, as you know, is this terrible thing which was developed in the 1960s and has been used ad nauseum a zillion times since, where modern Regietheater would just take a Classical composition of Schiller or Shakespeare or some other Classical poet or dramatist, and put his own projection of what he thinks is relevant and how it should be interpreted. Then you have soldiers not dressed in historical costumes, but sitting on Harley Davidsons or being Nazi officers, just to project whatever the personal opinion of the director is. And normally they have at least one naked scene in it; they copulate on the stage. There were performances which were so ugly, actually pornographic. This has been going on for more than 50 years, so it’s not exactly original. But until recently, this kind of Regietheater was limited to the staging, the words, but they never really attacked the music.

So what happened in this performance was, not only did they apply all the terrible elements of Regietheater — having film clips while people were singing, so it was completely chaotic — but for the first time, they also changed the music. Namely this grand finale, of which you just hear two minutes of the beginning, and a modernist composer with the name of Annette Schlünz, who comes from the Eisler school tradition. This is this basically going to this whole idea of Brecht and Eisler that you also can have the Verfremdung [distancing] effect which is the idea that you should no longer allow the audience to identify with the people on the stage and become elevated; but you have to interrupt this identification every five seconds by a sound or a movie clip or something which interrupts this process; which makes it absolutely unbearable. So, this woman, Mrs. Schlünz, writes in the introduction to the program that she took this music of the final chorus, repeating a beat, then stopping suddenly, introducing alien sounds, have eight vocalists distributed in the audience who then all of a sudden get up, and if you are unhappy and one of these people stands behind you, you can have a heart attack. Then trumpets from the balconies. She described that she had the fantasy of sitting at the mixing console of the music studio, speeding up the music. That when the actual joy in the chorus is expressed, according to her it becomes like a jubalization machine; like children becoming completely hyper when they lose control of their emotions.

So obviously, this woman is completely unable emotionally to comprehend the sublime notions of the music expressed that we saw with the nameless joy, or the love between the couple, or the joy of the victory over tyranny. All of this is alien to them.

Now, where does this come from? Well, this comes all from a very sophisticated, extremely huge CIA operation called the Congress for Cultural Freedom. This was an operation in the postwar period which broke up as huge scandal in 1967. Just recently, there was an exhibition at the occasion of the 50th anniversary of the founding of this CCF in Berlin. There was an article in the Frankfurter Allgemeine Zeitung daily where the author, in a very rare moment of honesty, says — the title of the article is “How One Steals the Big Words”; meaning freedom and so forth. He says: “The worrisome quintessence of what the CIA did is that they did not sponsor some sinister right-wing ideology, but they helped the left liberalism to become the hegemonic mainstream standard of intellectuals in the West today.” That is exactly what I referred to in the beginning. Why is it that the Left and the liberals are siding with the CIA against Trump and against being on the side of the coup? This is the result of this process.

How did the CCF work? Remember that we are soon celebrating the 75th anniversary of the end of World War II, where the United States and the Soviet Union fought together in the fight against Nazism. This was going very deep. You will have on the 26th of April in Thurgau at the Elbe, the celebration of when the American and Soviet soldiers met for the first time. This was a very emotional event. For the Russians, this goes extremely deep, because they lost in the Great Patriotic War [World War II] 27 million people. They have absolutely not forgotten that, and they feel, when they allowed for example the German unification in 1989, all the promises were given to them that NATO would never expand to the East, never to the borders of Russia. They feel a tremendous sense of betrayal. This is a whole other story, but going back to this unified fight between the Americans and the Soviet Union, this was the case when Franklin D Roosevelt was still President; who had unfortunately a very untimely death at the end of the Second World War. When Truman came in, this was a much smaller man, and we all have heard from Lyn that he said when he was in India, and he got the news, the soldiers around him were asking “what do you think this signifies?” And Lyn said, I think we just lost a great man for a very little man.

It was the little man Truman who succumbed to the influence of Churchill in the postwar period. Therefore, this great alliance between the Americans and the Soviets was then replaced. Churchill announced in this famous Fulton, Missouri speech on March 5, 1946, where he announced practically what became the Cold War. That meant in the United States, elements of what Eisenhower would later call the military-industrial complex, which has turned in the meantime to what people mistakenly the Deep State, which is really the British subversion of the American intelligence services. They got more influence. In order to change the positive alliance between the Americans and the Soviets into a Cold War, and therefore a geopolitical confrontation, they thought that they had to change the axioms of thinking in the American people, but also in the European people. They had to change that which had allowed Franklin D. Roosevelt, who was after all very much anti-Wall Street, and they wanted to make sure that these values were absolutely replaced.

So in the United States, it was the attack on the tradition and heritage of Roosevelt, and in Europe it was especially that people thought they had to really destroy the roots of the people in their European Classical tradition. The CCF under the leadership of Allen Dulles and Frank Wisner, who at that time was the head of the Office of Policy Coordination in the State Department, were leading the effort. The CCF later was moved into the department for Covert Operations, and then proceeded to set up a huge cultural warfare in 35 countries. They set up 20 major cultural magazines; they controlled practically without exception all art exhibitions, concerts, who became a famous painter, who became a famous author or musician. Many of the people who cooperated with that were unaware of what they were part of; but some of them absolutely were aware.

The CCF was in continuation with the Frankfurt School, which had moved in the Second World War to exile in the United States. It was taken over by the U.S. intelligence services. One was Marcuse, another one was Theodore Adorno. Adorno explicitly said that it was now necessary to eliminate all

. In a piece called “Cultural Critique and Society” in 1949, he wrote that after the atrocity of Auschwitz, no one could write any poems anymore. He also had the absolutely insane idea that it was German idealism like that of Friedrich Schiller which would lead automatically to a radicalism and Nazism. So, that is something I really want to make a point for people to think. The image of man which is associated with the German Classical period, with the thinking of people like Lessing, Bach, Beethoven, Schiller, Humboldt, and many others, is an idea where man is principally good. Man is limitlessly perfectible. The aesthetic education allows for all potentialities in the human being to develop into a beautiful soul, into a beautiful mind, into genius. This idea of the potential of every human being to contribute through his or her self-perfection, to the common good of humanity is a very beautiful idea of man. And it has absolutely nothing to do with, and is the total opposite of what the Nazi ideology was, which was a blood and soil ideology. It was the racist idea that the Aryan race is superior to the colored races. That is what you find today in some people who say that China is the first time there is a threat coming from a non-Caucasian race to the West. Here you have it; that is Nazi ideology. I don’t need to tell you who says these things.

Now, one component to understand the work of the CCF was that also the CIA at that time started the idea that it is OK to lie. That if you have a national security reason or whatever you call it to be such a reason, it allows you to just say whatever you want, and to put in the world all lies possible as long as you have creditable deniability and you can pull you neck out the situation later on. Remember, more recently, Bolton basically said that it is completely legitimate to lie for such reason.

Obviously, the question of how the Classical German culture, which was probably the most culturally advanced period in the history of mankind; and I want to debate that if somebody wants to pick a fight. How did that end up in the pit of the 12 years of National Socialism, is obviously one of the most important questions. How does a great culture plunge into the depths of horrible things? This is a question which Americans had to go through in some recent administrations as well. How did the beautiful idea of the American Revolution turn into what was the policy of interventionist wars and everything we know? That transformation in Germany is a long story; a lot of things went into it. The Romantic movement which started maybe innocently as a literature movement, but became political and was taken over very quickly. The cultural pessimism which went with it; the destruction of the Classical forms through Romanticism; the actual cultural pessimism of people like Schopenhauer; Nietzsche; the different youth movements; the anti-technology youth movements before World War I. Then naturally, World War I, which was a long-orchestrated, British-steered event. The Versailles Treaty, which was completely unjust and could not function for a peace order. The Great Depression of 1929 and the beginning of the 1930s, and then finally World War II, and the takeover by the Nazis. But this is a long, complex story, with many factors going into it. A lot of manipulations. And the role of the British can be traced in many of these aspects.

So, I just say this: to say that the argument of Adorno, that it was German idealism that led to the Nazi atrocity, is just one of these absolute lies.

The CCF then proceeded to deliberately attack Classical music, Classical culture, Classical painting, Classical poetry. For example, they had an enormous repertoire. In 1952, they conducted a one-month music festival in Paris, which they called “Masterpieces of the 20th century,” with more than 100 concerts, ballets, operas, and they introduced all the modernist composers, atonal music, 12-tone music, Arnold Schönberg, Alban Burg, Paul Hindemith, Claude Débussy, Benjamin Britten. Some of these are full-atonal, some are mixed forms, but it was all meant to destroy the idea of Classical composition.

Why is this so absolutely bad? Because the idea that in a chromatic scale, all tones have an equal status, eliminates the possibility of the higher degrees of freedom, which you have if you have a polyphonic, harmonic contrapuntal composition, because it eliminates the possibility for ambiguity, for moving from one scale into another, of creating and fully exhausting a musical idea. It completely eliminates the idea of Motivführung [thorough composition], discussed so many times by Norbert Brainin, the first violinist of the Amadeus Quartet, in long, long beautiful discussions with Lyndon LaRouche: namely the idea that you have a musical idea — a poetical idea, put into music — and then, through thorough composition, you develop this, you exhaust the potential, and you come to a conclusion.

Now, that technique has been described, and should be studied, by Norbert Brainin in beautiful master classes he did with the Schiller Institute, for example, in Slovakia. Lyn has written in the book Dennis showed you in the beginning, Think Like Beethoven, how Joseph Haydn’s music was developed then by Mozart in the Haydn Quartets, reaching the complexity of the late Beethoven Quartets.

Lyn has basically said that Beethoven’s achievement in counterpoint, has never been approximated by any composer to date. I think I can absolutely agree. Lyn even said—and I know some people were upset when I mentioned this recently in a webcast—that Beethoven is the absolutely towering giant of all composers. People said, “What about Bach?” I’m not denying Bach. But I have a quote by Lyn where he says: “Beethoven marks an Everest, which dwarfs even Monteverdi, Bach, Mozart, Schumann and Brahms to be foothills.” Now, I’m not deprecating these composers. I just want to say that Beethoven is in a completely different league of composition, by applying this method, really in the most advanced form.

Now, Lyn wrote, over 100 pieces on music, where in this book you only find some of them. Already in 1976, he wrote a piece called “Laughter, Music, and Creativity,” which for Lyn was pretty much the same thing. He said that the 12-tone, or atonal music is a reactionary retreat led by dried-out 20th-century composers, who cannot compose. He again makes the argument, that the degrees of freedom are completely eliminated.

One important point, in my view, in this whole thing, is what the harmonic contrapuntal, polyphonic form of composition allows, it creates stress; it creates dissonance. But then, in a lawful way, in an expandable, lawful way, these stress moments get resolved, and you have the sense of completion. While in atonal and 12-tone music you have a lot of stress, for sure, but it’s never resolved. The audience is left with a complete feeling of disarray. And, therefore, exactly what the purpose and beautiful function of great Classical music is—that it elevates the emotion, that it elevates the mind, makes mankind more noble—that is completely destroyed. The whole idea of aesthetical education is denied, it’s opposed, it is meant to be made extinct. This is why this is such a devastating attack on this idea, that a moral improvement of the population can be accomplished.

What Lyn wrote in “What Is Music, Really?” which he gave as a talk on May 10, 2015, is that beauty is creativity per se, and the aim of it is to unleash the beauty of mankind. That was something that was absolutely known by many people. It was known by Confucius, who basically said that if you look at the music of a country, you can say what kind of state that country is in: whether it’s disorganized, whether it’s functioning, or not.

Now, if you apply that Confucian principle to the United States, or much of Europe today, you can say these countries don’t function very well, because their music is, for the most part, pretty horrible. It was also what Albert Einstein, for example, celebrated: Many times before he could continue working on his physical discoveries, he would play the violin, and put himself in that kind of a creative mindset.

That is why I think we cannot allow the destruction of Beethoven. This is why the defense of Classical music, of not allowing people to desecrate the greatest music ever written, that is why I wrote this appeal, asking not only all the lovers of Classical music in Germany, but actually all over the world, that we declare this Year of Beethoven, to be the end of the tolerance for ugliness.

I’m not saying we should forbid it. Let them have their atonal concerts. Let them have three people in the audience, because normal people really don’t like that kind of music, but, let them have it. I’m not for banning it. I’m just saying they should not have the right to destroy the great compositions of the Classical composers, just because they cannot write any music themselves which is beautiful.

I also absolutely want to urge you, that the Beethoven Year must also be the year of the exoneration of Lyndon LaRouche. If you read what Lyn writes about music — it should be astonishing to anybody to find somebody who’s a total politician, a statesman, an economist, a scientist, and that he would also have such unbelievable knowledge of music.

I can remember one time, when Lyn was talking with Norbert Brainin for two days, when he visited us at our farm, that after these two days, Norbert Brainin said: “This man knows more about music than I do.” I absolutely can agree with that. Because Lyn knew not only the inner meanings of all the works, the historical periods, but he also knew especially what it meant to “play between the notes,” to have a sense of the inner intention of the composers, and he could communicate that in the most beautiful way.

The fact that Lyn’s ideas are being denied to the American people, and to much of the world population, because of the unjust incarceration, because of the same apparatus which was behind the coup against Trump: I think that when President Trump said a few days ago, that one must guarantee that what happened to him, with Russiagate and with the coup attempt, must never happen again — well, there is one absolutely durable way how this will never happen again, and that is the exoneration of Lyndon LaRouche. Because, when that happens, it will become clear, that the apparatus of British infiltration of the U.S., of the idea to run the world as an empire based on the Anglo-American special relationship — which was put into place since Teddy Roosevelt, and which has been revived by many Presidents in the meantime — and that is the apparatus which tried to destroy the Presidency of President Trump.

So, if my husband is exonerated, for the sake of the beauty of his ideas, then a durable freedom in the United States, with the United States returning to be a republic, will be absolutely possible.

So, let’s make the Year of Beethoven, the year of the exoneration of Lyndon LaRouche. [applause]

SPEED: Thank you very much, Helga. We’ll go right to questions. I want to know whether we have a copy of A Manual on the Rudiments of Registration and Tuning. OK. If we don’t have it, let me just mention something as we go to questions. Some people know that it was Lyn who commissioned the writing of A Manual on Registration and Tuning. John Sigerson was one of the co-writers of that. He’s here. Also Renée Sigerson worked on it.

I cite this because perhaps John or Renée will say something about the occasion at which Lyn began to insist that the problem with the music he was hearing, was that it was incorrectly tuned. Many of us could not figure out what he was talking about. We knew there were different tunings, and we knew that the tuning at the Metropolitan Opera was high. But he was insisting on something that then ended up being verified by Liliana Gorini, the leader of the LaRouche movement in Italy, one of our key members there. Working with her father on this, she went to the library and discovered a document involving Giuseppe Verdi having passed a law when he was a member of Parliament, legislating that the tuning should be at A=432, which was exactly what Lyn was talking about.

I don’t tell this story to impress people. I tell it to say that there are some very fundamental matters that we want to get at with this. We don’t want to avoid controversy, is what I’m trying to say. Because, by not avoiding the controversy around this question, for example, the issue of European culture which will be one thing I will be referring to in a minute—by not avoiding that, not avoiding the controversy around what’s ugly, what “taste” is versus “good music”/ “bad music” — by not avoiding that, we might be able to reunify this nation. It’s probably the only actual, efficient way to do it.

So, it’s very important for us, in this discussion today, to take up all those questions — or begin the process of taking them up. I just wanted to say that, as we go to the questions. Again, I’ll alternate with the questions here, and then I’ll alternate with the questions that have been sent by email or YouTube, and so on.

Q: Hi Helga, this is Denise [ham]. I wanted to bring up the fact that in the Western world, in the United States, in particular, there is a war against children going on. In fact there is a book by that name and it was rewritten and updated, and 10 years later, it was The War Against Children of Color: Psychiatry Targets Inner City Youth [by Peter Breggin and Ginger Ross Breggin]. In this book it puts out the idea, that children as young as 5, 6, 7 years old, especially Black children living in poor areas, were targeted; and the idea was that they were going to grow up to be criminals, and they said this explicitly. And what did they do to stop this? They brought in Ritalin and other mind-destroying drugs.

You can imagine, we know that the human brain is not completely developed until the 24th year of life. And you have at the age of 5, 6 and 7 children being put on Ritalin, so they are being destroyed.

Also, besides that, you have this newest thing in New Jersey, and I think across the country, is that children in middle schools are being taught about “gender issues,” you know, “what sex are you?” This is destroying these children, confusing them, and it is mental rape — this is mental rape against children. Rather than having the idea of beauty, and music, of poetry, science being brought up in class — this is what you have. I would like you to address that and let us know what you think can be done about it. Thanks very much.

ZEPP-LAROUCHE: I think this is something which, if it’sis not corrected, will lead to the demise of the West. Because there is right now a huge campaign against China: That there is supposedly a fight of the systems, where the Chinese represent a threat to the value system of democracy, of human rights, of the liberal system of the West, and that that must be somehow contained and be defeated.

I can tell you that if we cannot, in the United States, or in Europe, for that matter, go back to a Classical education in science, in culture, and leave the trends you just described correctly, Denise — the absolute exposure to violence, through video games, the drugs; the addiction to digital overconsumption, children who are left by their parents and their environment to watch and play for hours and hours on their laptop, on their smartphone, on their Play Station, there are now many neurological studies which show, that when you do that, the synapses of the brain connect in a completely different way, and completely eliminate the possibility for truly creative work.

Now if you take that brain damage, which is caused by these phenomena, and also the whole idea of Ritalin, and the drug addiction, the violence — if you take all these factors together, I can tell you that our youth are not going to be an effective, competitive, or even equal, partner in the world community. Because the Asians are not doing that. I mean, sure there are some problems with the digital addiction in Asia as well.

But they are doing something we are not doing in the West, and that is, that they are reviving their 5,000-year-old ancient traditions in philosophy, painting, poetry, and are very proud to be some of the cradles of civilizations. They combine that idea of being based in the best tradition, with an absolute optimistic future orientation, which you see in terms of their ambitious programs for space colonization, for fusion research, and other breakthrough areas of knowledge.

So, I think that the West — I’m saying the “West,” because things in the United States and Europe are similar in this respect — if we do not shape up and really go back to a universal education, in the tradition of Wilhelm von Humboldt, who was the co-thinker of Friedrich Schiller; and he was one of the pillars of the German Classical period, who by the way, was extremely influential in the education system of the United States throughout the 19th century, and he had this idea that you had to have as a goal of education, a harmonious person, by teaching in certain areas which are more suitable to this effect than others: namely the command of your own high language, in the best poetic expressions, that would mean Shakespeare and other great poets who have written in English; then the universal history, natural science, philosophy; and that would then lead to the idea of the development of all potentialities, which are embedded in each child.

That was the Humboldt system, which existed in Germany, at least in some form until 1970, when it was replaced by an education reform, which consciously threw out that idea. But it is something which influenced every professor in the United States in the 19th century, who either studied in Germany or who studied with somebody who had been influenced by Humboldt. So there is an American tradition to connect to that. And I think that is what we have to fight for, because even if you don’t agree that this is what should happen, I think if the West is not going back to its own best traditions, they will just be pushed into the corner of history, and will become completely irrelevant.

Now I know that in the United States there is right now a tremendous possibility, because President Trump announced in his State of the Union address that he wants to fight for the full funding of the Artemis program: If you want to have lots of children and young people become astronauts, space scientists, and work on this perspective, you have to have an education system which goes with it, and you have to transform a lot of the children who are now in the condition you are describing, and actually get them in such a better condition; which is why we need a space CCC program [FDR’s Civilian Conservation Corps], which must absolutely focus on this unified, harmonized personality, because, as Krafft Ehricke said: It is never the technology which determines whether it’s good or bad; it’s always the human being, who uses the technology. So we have a tremendous job in front of us; I think the potential is absolutely there, but it needs a real studying of what must be such a humanist education. And I think this is what only our organization can bring into this fight.

 




Formand Tom Gillesbergs tale til Schiller Instituttets konference i Paris

Jacques Cheminade, LaRouche-bevægelsens leder i Frankrig og fhv. præsidentkandidat, og Tom Gillesberg på en tidligere konference.

Den 4. februar 2020 organiserede det franske Schiller Institut et meget vellykket seminar i Paris med titlen: “Dialog mellem Kulturerne eller Handelskrig: Frankrig ved en skillevej.” Tæt ved hundrede personer – kontakter, diplomater, foreninger, iværksættere og Kinaeksperter – fyldte lokalet på rådhuset i Paris’ 5. arrondissement. Såvel Schiller Instituttets internationale grundlægger og præsident Helga Zepp-LaRouche som formand for det danske Schiller Institut, Tom Gillesberg, sendte varme hilsner samt meddelelser til begivenheden.

Meddelelse fra Tom Gillesberg, formand for det Schiller Instituttet i Danmark:

Jeg er ked af, at jeg på grund af sygdom ikke kan være med jer i dag, men her er nogle tanker jeg gerne vil dele med jer.

I Danmark, og i resten af Skandinavien, har vi gennem de sidste par år set en voksende kampagne i medierne – og med støtte fra efterretningstjenester og regeringsinstitutioner – for at dæmonisere Kina, i lighed med, hvad der igennem nogen tid har været tilfældet for Rusland. Presset kommer fra USA og deres kontrollanter i Storbritannien, og udøves ofte gennem “soft power” ved at sprede historier om Kina såvel som Rusland der skal vise, at de er diktaturer, som man virkelig ikke kan stole på. På det seneste er dette set i den massive kampagne imod at lade det kinesiske firma Huawei, verdens førende leverandør af G5-teknologi, levere udstyret til det nye G5-netværk i Danmark og på Færøerne. Nogle prøver endda at bruge udbruddet af en ny form for koronavirus i Wuhan som et eksempel på, hvordan Kina og dets indflydelse verden over bringer os alle i fare.

Derfor besluttede Schiller Instituttet i Danmark i 2017 at imødegå denne voksende fjendtliggørelse med et projekt for en “Dialog mellem Kulturerne”. Sammen med venner, der var aktive i det dansk-russiske samfund, arrangerede vi en koncert, hvor vi havde klassisk musik og dans fra Rusland, Kina, Afrika, Indonesien og mange europæiske lande, for at vise, hvor berigede vi alle bliver ved at få adgang til alle disse andre nationers kultur. Kinas Kulturinstitut i København var også medsponsor, og arrangementet blev afholdt i det russiske Center for Videnskab og Kultur.

Koncerten var en stor succes. Vi havde en fuldt pakket sal, og på trods af at vi fik ekstra stole bragt ind, var vi nødt til at afvise mange der kom. Publikum blev imponeret og bevæget af mangfoldigheden og skønheden af bidragene ved koncerten. Især afsyngningen af en kinesisk folkesang af en kinesisk studerende sammen med Feride Istogu Gillesberg, vicepræsident for Schiller Instituttet i Danmark og hovedorganisator af begivenheden, betog publikum. Hvordan er det muligt, at en europæer kan synge på kinesisk og skabe så bevægende og smuk musik?

Siden dengang har vi haft yderligere to meget succesfulde koncerter, med fremtrædende og smuk deltagelse fra både russiske og kinesiske musikere, og musikere af høj kvalitet fra mange andre lande. Vi er blevet lovet, at den årlige koncert i 2020 kan finde sted i Kinas kulturcenters nyistandsatte faciliteter i København, som snart åbner.

Samtidigt har vi forsøgt at få information om Bælte- og Vej-Initiativet ud til offentligheden på enhver måde, vi kan. I København afholdt Schiller Instituttet et seminar sammen med ‘Confucian Business Institute’ ved CBS, og i Sverige har Schiller Instituttet samarbejdet om stiftelsen af BRIX, Bælte- og Vej-Instituttet i Sverige. BRIX har afholdt en række seminarer med pæn deltagelse fra akademikere og industrifolk, der er blevet adresseret i fællesskab af den kinesiske ambassadør og ledende medlemmer af BRIX og Schiller Instituttet. På samme tid har vi interveneret i mange møder og diskussioner om Kina, der finder sted  i Danmark og Sverige, for at sikre, at den rigtige historie om Bælte- og Vej-Initiativet – og nødvendigheden af at de vestlige landes aktivt deltager i dette store foretagende for menneskeheden – kommer ud, så de løgne og falske bagtalelser om det i ‘mainstream’ medierne bliver modsagt.

Som det ses med udbruddet af det nye koronavirus i Wuhan er der mange udfordringer, når man søger at løfte 1,4 milliarder mennesker ud af dyb fattigdom og at blive en moderne nation. På trods af fremragende nationalt lederskab, kan lokal inkompetence skabe store problemer. Men jeg er sikker på, at Kina vokser med udfordringen, og vi ser nu, at den kinesiske regering intet sparer for at besejre denne trussel imod menneskeheden bestående af sygdom og død.

Da den nationale regering først blev opmærksom på epidemien, handlede den hurtigt for at besejre den. Oplysninger om koronavirus blev hurtigt sendt ud over hele verden, og resten af verden kunne forsvare sig mod sygdommen på en måde, som den lokale regering i Wuhan undlod at gøre. Og forhåbentligt vil samarbejdet mellem Kina og medicinske forskningscentre i resten af verden snart føre til behandling og en vaccine. I mellemtiden yder Kina enorme menneskelige og økonomiske ofre for at få epidemien under kontrol, og udgør menneskehedens bolværk imod en verdensomspændende pandemi.

Forhåbentligt vil de enorme ressourcer, som nu indsættes i Kina, og med hjælp fra verdenssamfundet, bære frugt, og besejre den nye koronavirus. Og forhåbentlig bliver det et eksempel på, hvordan Kina og verden kan arbejde sammen om en endnu farligere dræber: fattigdom. Kina har vist, hvordan det har været muligt at løfte 850 millioner kinesere ud af dyb fattigdom. Og med Bælte- og Vej-Initiativet har de igangsat det største udviklingsprojekt, som menneskeheden nogensinde har set. Vi behøver fuldt internationalt samarbejde for at sikre sejr over fattigdom overalt i verden, ved at anvende videnskabeligt og teknologisk fremskridt til først at etablere den nødvendige infrastruktur, og derefter den nødvendige industrielle udvikling, til at løfte hele menneskeheden ud af fattigdom.

Men hvis Danmark og andre vestlige lande skal deltage i disse, for menneskeheden nødvendige tiltag, må vi først besejre det mentale angreb, der finder sted imod befolkningens sindelag. Kina og Rusland er ikke vores fjender, men er vores vigtige samarbejdspartnere i sikringen af den bedst mulige fremtid for hele menneskeheden. Lad os derfor erstatte den kunstigt skabte frygt og splittelse med en dialog mellem kulturerne, og lad os alle deltage i Bælte- og Ve-Initiativet. Så vil vi se en verdensomspændende renæssance af de bedste bidrag fra alle de forskellige kulturer, og vi vil se en eksplosion af menneskelig kreativitet og udvikling, der ikke alene forvandler livet på Jorden, men også vores solsystem, og det der ligger derudover, når vi får ubegrænset billig energi på Jorden ved at høste helium-3 på Månen og bruge det til fusionsenergi, som kineserne har tænkt sig at gøre.

Se på ‘Verdens-Landbroen’. Dette er det levende billede af de smukke ord, som vi hører i Beethovens 9. symfoni:

Seid umschlungen, Millionen!
Diesen Kuss der ganzen Welt!
Brüder! über’m Sternenzelt
muss ein lieber Vater wohnen.

Vær omfavnede, millioner!
Dette kys til hele verden!
Brødre, over stjerneteltet
må der bo en kærlig far.

Og den kærlige far bliver realiseret gennem vores handlinger; mænds og kvinders handlinger for at forandre verden til det bedre.




Kinesisk nyhedsagentur Xinhua skriver om vores koncert
“En Musikalsk Dialog mellem Kulturer”

31. januar 2020 — Vi har lige erfaret, at det kinesiske nyhedsagentur Xinhua skrev om vores koncert “En Musikalsk Dialog mellem Kulturer”, som fandt sted den 29. november 2019. Koncerten blev arrangeret af Schiller Instituttet, Russisk-Dansk Dialog, Det Russiske Hus og Det Kinesiske Kulturcenter i København.

Her er et link til koncertsiden med videooptagelsen og programmet: EN MUSIKALSK DIALOG MELLEM KULTURER den 29. november 2019

Her er billeder og Google-oversættelser af dækning på:

  1. Xinhuas hjemmesiden
  2. MSN’s kinesiske hjemmeside
  3. www.dzwww.com fra Shandong, Konfutses hjemby.

I bunden findes den kinesiske tekst.

1. Xinhuanet:

 

Bælte og Vej koncert i København. Anmeldelse
Xinhua News Agency, København, den 29. november (Reporter Lin Jing) Koncernen “Bælte og Vej, Tvær-kulturel Dialogue” blev afholdt den 29. i det Russiske Videnskabs- og Teknologicenter i København, Danmark. Dusinvis af musikere fra Kina, Rusland, Polen, Danmark, Schweiz og andre lande præsenterede i fællesskab en “musikalsk fest”, der kombinerede kinesiske og vestlige kulturer og multikulturel kollision.
  Koncerten blev arrangeret i fællesskab af Københavns Kinesiske Kulturcenter, det tyske Schiller-Institut og det Russiske Kultur- og Videnskabskulturcenter. Det viste charmen ved kunstnerisk fusion skabt af den multikulturelle kollision på Silkevejen, hvilket gjorde det muligt for publikum at sætte pris på essensen af ​​forskellige kulturer i øst og vest.
  Den indre mongolske folkesang “Hong Yan” udført af den kinesiske unge violinudøvende kunstner Zhang Kehan ​​og den polske pianist Dominic Wizjan erobrede publikets hjerter. Et russisk publikum sagde: “Jeg føler nostalgi i denne sang. Violinfortolkningen er så eufemistisk, lang, smuk og virkelig underholdende.”
  Derudover fremførte det danske Confucius Conservatory of Music to kinesiske folkesange, “Dunhuang” og “Jiangnan Love Charm”, så publikum kunne opleve de forskellige regionale skikker i det nordvestlige Kina og Jiangnan. Publikum rapporterede varm bifald og kaldte det endda “fremragende og smukt!”
  Zhang Li, direktør for Københavns Kinesiske Kulturcenter, sagde, at dette er tredje år i træk, at der er afholdt en “interkulturel dialog” -koncert i Danmark. Københavns kinesiske kulturcenter er villig til at samarbejde med lokale kulturinstitutioner for at fremme udveksling og dialog mellem forskellige kulturer og fremme sund fornuft blandt folk.
2. MSN’s kinesiske hjemmeside.
 
(XHDW) Interkulturel dialogkoncert i København
Den 29. november i København, Danmark, fremførte lærere og studerende fra Confucius Conservatory of Denmark kinesisk folkemusik på koncerten “Belt og Vej, Tværkulturel Dialog”.
Koncerten “Belt og Vej, Tværkulturel Dialog” blev afholdt den 29. i det russiske videnskabs- og teknologicenter i København. Dusinvis af musikere fra Kina, Rusland, Polen, Danmark, Schweiz og andre lande præsenterede i fællesskab en “musikalsk fest”, der kombinerede kinesiske og vestlige kulturer og multikulturel kollision.
Foto af Xinhua News Agency reporter Lin Jing
3. www.dzwww.com, som er fra Shandong, Konfutses hjemby.
Teksten er den samme som den første artikel på Xinhuas hjemmeside.
Her er den kinesiske tekst:
跨文化对话音乐会在哥本哈根举行
2019-11-30 10:00:47 来源: 新华网

新华社哥本哈根11月29日电(记者林晶)“一带一路·跨文化对话”音乐会29日在丹麦首都哥本哈根俄罗斯科技文化中心举行。来自中国、俄罗斯、波兰、丹麦、瑞士等国的数十位音乐家联袂奉献了一场中西合璧、多元文化碰撞的“音乐盛宴”。

音乐会由哥本哈根中国文化中心联合德国席勒学会和俄罗斯科技文化中心联合举办,展现了丝绸之路上多元文化碰撞下产生的艺术融合魅力,让观众们领略到东西方不同文化的精粹。

中国青年小提琴表演艺术家张可函与波兰钢琴家多米尼克·维子扬共同演绎的内蒙古民歌《鸿雁》征服了现场观众的心。现场一名来自俄罗斯的观众说:“我感受到了这首曲子中浓浓的乡愁,用小提琴演绎显得那么委婉悠长,很美,真的很享受。”

此外,丹麦孔子音乐学院演奏的两首中国民乐《敦煌》和《江南情韵》让观众体验到了中国西北与江南地区的不同地域风情。现场观众报以热烈掌声,连称“精彩、太美了!”

哥本哈根中国文化中心主任张力说,这是连续第三年在丹麦举办“跨文化对话”音乐会。哥本哈根中国文化中心愿同当地文化机构携手共同推动不同文化间的交流对话,促进各国间的民心相通。

 




Dansk oversættelse: Grænsen for det rimelige er endegyldigt overskredet:
Et åbent brev i Beethovenåret til dem, der holder af klassisk musik
af Helga Zepp-LaRouche

Download (PDF, Unknown)

Om den manglende evne til at komponere musik.

Et åbent brev i Beethoven-året til de tyskere (og andre), der holder af klassisk musik:

Menneskehedens værdighed er givet i jeres hånd, Bevar den!
Den synker med jer! Med jer vil den sig hæve.
      – Friedrich von Schiller

Det første man kan sige om opførelsen af Beethovens Fidelio på Staatstheater Darmstadt i en iscenesættelse af Georg Dittrich og en musikalsk bearbejdelse af finalen ved Anette Schlünz er: Den er mere end elendig. Fuldstændig elendig ud fra et musikalsk, et kunstnerisk, et filosofisk og et menneskeligt synspunkt. I en lang række af stupide, smagløse, gentagne opførelser af regiteater, sådan som de er blevet fremført i over et halvt århundrede(!) – først indskrænket til teateret, men i nogle år også overført til operaen – var denne opførelse det absolutte lavmål.

Da Hans Neuenfels i sommeren 1966, som en 25 år gammel instruktør på teateret i Trier, lod et flyveblad omdele for at annoncere den »første happening i Rheinland-Pfalz«, hvor han også fremsatte spørgsmålet: »Hvorfor misbruger De ikke småpiger?« var han helt i overensstemmelse med 68-ernes overbevisninger, sådan som man senest så det hos Cohn-Bendit. Siden da – efter 53 år – parrer forskellige nøgne mennesker, rockere, skizofrene eller nazi-klædte sig på scenerne og har med stor succes forvrænget de klassiske digteres og komponisters værker til ukendelighed. Originalitet er noget helt andet.

Darmstadt-teaterets Fidelio-opførelse præsenterer ikke blot et multimedie-miskmask af æstetiske smagløsheder, fremmedgørelseseffekter i Brechts stil og en overlejring af de musikalske scener i den første del med et lærred, der optager hele scenen, og hvorpå der projiceres billeder og filmudsnit, der skal illustrere den tidsmæssige baggrund for de otte opførsler, der har fundet sted fra 1805 til i dag. Det samlede indtryk er kaotisk, man får ondt af de sangere, der må synge imod dette sønderskårne flimmer, som for eksempel Leonore, der hele tiden må løbe rundt på scenen som en hovedløs høne.

Men den virkelige monstrøsitet finder sted i den anden del, hvor finalen, operaens storslåede frihedshymne, sønderhakkes af Anette Schlünz af kompositioner i den nye musikalske stil. Schlünz beskriver sine komponerede indskydelser på følgende måde i programhæftet:

»Lidt efter lidt opstår der sådant et »Heil-kor«, der delvist forstummer, eller hvor kun enkelte stemmer eller ord bliver stående. Flere gange radikaliserer jeg også Beethovens instrumentering for at forstærke hans ideer yderligere, eller jeg gentager enkelte takter og stopper så pludselig. Det var et meget stort ønske hos mig at indflette fremmede klange og indfarve
musikken forskellige steder. Den trompetfanfare, der lyder allerede ved forestillingens begyndelse fra statsteaterets balkon, tager jeg op og udvider: Det er det signal, der giver tegn til opbrud. Enkelte instrumenter og musikere falder så at sige ud af orkesterklangen og bringer derved noget nyt ind i den.

Ensemblestykket i F-dur – et fantastisk stykke musik med en ophøjethed og harmoni, som jeg ikke ville vove at røre ved – lader jeg derimod stå uberørt som en ædelsten. Det følgende mellemspil med min musik, hvor forskellige klange, inklusive otte kvindelige sangeres røster sendes ud i rummet, bryder Beethovens klangverden fuldstændigt op.«

Fra de maltrakterede tilskueres synspunkt havde Schlünz’s indskudte brag, hvor sangerne og musikerne udbasunerede deres øredøvende larm midt blandt publikum og fra alle sider, ikke mere det ringeste med musik at gøre: Grænsen til legemsbeskadigelse var entydigt overskredet.

Hvor stærkt følelsesmæssigt forstyrret Schlünz er, fremgår tydeligt af hendes næste sætninger:

»Når jeg har lyttet, har jeg ofte forestillet mig, at jeg sad ved tangenterne på en mikserpult og skruede hastigheden yderligere op. Og der ville jeg ganske enkelt tillægge Beethoven den ide, at han under kompositionen næsten havde til hensigt at drive musikken over gevind. Det er en rigtig jubelmaskine! Det minder mig om børn, der overreagerer fuldstændig af begejstring, fordi de ikke ved, hvordan de skal styre deres følelser.«

Hvis der er noget der er overreageret her, så er det den ynkelighed, Schlünz demonstrerer her, hendes følelsesmæssige impotens til at begribe det ophøjede ved kærlighedens sejr mellem Leonore og Florestan. Endvidere kan hun øjensynligt ikke udstå denne storhed; hendes forestilling om at skrue musikkens hastighed op ved hjælp af en mikserpult, er det samme ukontrollerede tab af besindelse, som Ibykus’s mordere forråder sig selv med, efter at Erinyernes kor har påkaldt poesiens højere magt i teateret i Korinth. Små, tarveligt tænkende sind kan hverken udstå store ideer eller ophøjede følelser.

Den storslåede finale i Fidelio, hvor Beethoven hylder tyranniets overvindelse ved modet i ægtefællernes kærlighed, er udtryk for den ædleste humanitet, hvor kærlighed, mod og frihedsvilje finder deres musikalske udtryk. I Leonores arie siges der forinden: »Jeg vakler ikke, vort ægteskabs kærlighedspligter styrker mig.« Beethoven valgte operaens stof: en vellykkede idealisering, i Schillers ånd, af en historisk begivenhed: markis de La Fayettes, Den amerikanske Frihedskrigs og de franske republikaneres helts, befrielse fra fangenskabet ved hans hustru Adrienne. Deri kommer Beethovens eget republikanske sindelag til udtryk, hvilket under datidens feudale strukturer og Napoleons felttog krævede personligt mod.

Sådanne dybt menneskelige følelser er ikke længere tilgængelige for det ødelagte følelsesliv hos Frankfurterskolens repræsentanter og den liberale tidsånd. Teaterinstruktøren Paul-Georg Dittrich sagde på afslørende vis i sit interview i programhæftet, at finalen forekommer ham »som en fejring, hvor man ikke engang ved, hvad der egentlig bliver fejret«. Selvom Dittrich og Schlünz ikke ved det, betyder dette under ingen omstændigheder, at de også har retten til at ødelægge denne tilgang for almindelige mennesker gennem dekonstruktionen af Beethovens komposition.

I ånden af Kongressen for Kulturel Frihed

Men præcis dette var fra begyndelsen hensigten med de forskellige strømninger, i hvis tradition Dittrich, Schlünz og hele Darmstadt-produktionen befinder sig – et sammensurium fra Adorno, Eisler-Brecht-skolen og Kongressen for Kulturel Frihed. Med et bemærkelsesværdigt stænk af sandfærdig reportage, berettede FAZ den 12. november 2017 i artiklen »CIA og kulturen: Hvordan man stjæler de store ord« om en udstilling i forbindelse med det 50-årige jubilæum for skandalen, der i 1967 blev offentliggjort, at hele den gigantiske operation fra Kongressen for Kulturel Frihed var en CIA-finansieret operation, der var en del af Den kolde Krig. Og dertil, for FAZ, den nærmest sensationelle tilståelse om det hele: »Den foruroligende pointe, at efterretningstjenesten ikke blot fremmede en ondskabsfuld reaktion, men at de derigennem hjalp med denne venstreliberalismes gennembrud, hvilket til den dag i dag har skabt de vestlige intellektuelles mainstream-standard.«

Darmstadts Fidelio-produktion er til en hvis grad endemorænen af denne proces. Det begyndte med forandringen af den amerikanske efterkrigspolitik. Efter Roosevelts utidige død, under hvis ledelse USA i 2. verdensskrig var allieret med Sovjetunionen i kampen mod fascismen, havnede den intellektuelt væsentlig mindre Truman hurtigt under Churchills indflydelse. Med sin berygtede Fulton-tale den 5. marts 1946 indledte han Den kolde Krig. Dermed fik forløberne til de elementer i det amerikanske sikkerhedsapparat, som Eisenhower, der refererede til dem som det militærindustrielle kompleks, advarede om, og som i dag ofte kaldes for den »dybe stat«, overhånden.

Den nu proklamerede kolde krig krævede, at de dybe følelser, der gennem krigsoplevelsen bandt amerikanere og russere sammen, og som fandt sit højdepunkt ved Elben i Torgau, måtte erstattes af anti-russiske følelser. Der måtte stilles et nyt fjendebillede op, og det samlede aksiomatiske tankesæt i befolkningen måtte forandres. For USA betød dette at forandre de grundantagelser, der havde bidraget til at støtte Roosevelts politik. For Europa, og specifikt for Tyskland, måtte den europæiske humanistiske kulturs rødder, som var den kulturelle identitet, der lå på den anden side af tolv års skrækherredømme, ødelægges, og erstattes gennem en konstruktion – dekonstruktionen af den klassiske kultur.

Instrumentet, der blev skabt til dette formål, var Kongressen for Kulturel Frihed (CCF), et gigantisk program af psykologisk krigsførelse, som udførtes af Allan Dulles’ efterretningskredse under ledelse af Frank Wisner – den datidige chef for udenrigsministeriets kontor for politisk koordination. Senere blev CCF flyttet til afdelingen for skjulte operationer. Operationen varede officielt fra 1950 til 1967, hvor New York Times, den 27. april 1967 offentliggjorde, at CCF var en CIA-operation – en afsløring der udviklede sig til det 20. århundredes største skandale. CCF var aktiv i 35 lande, udgav 20 magasiner, og faktisk talt styrede CIA hver eneste kunstudstilling og kulturel begivenhed. I Europa var der på dette tidspunkt så godt som ingen forfatter, musiker, maler, kritiker eller journalist, som ikke i en eller anden udstrækning stod i forbindelse med dette projekt – nogle gange bevidst, andre gange uden nogen som helst anelse.

Disse kulturprojekters orientering var i væsentlige træk de samme, som dem fra Frankfurterskolen, hvis ledende repræsentanter var i eksil i USA under den nationalsocialistiske periode, og var dér delvist hyret af den amerikanske efterretningstjeneste, som f.eks. Herbert Marcuse og andre. I hvert fald passede Frankfurterskolens syn perfekt i CCF’s program. Theodor Adorno havde f.eks. den absurde og uvidende opfattelse, at Friedrich Schillers idealisme havde ført direkte til nationalsocialismen, fordi den havde indtaget et radikalt standpunkt. Derfor var det nødvendigt at fjerne skønheden fuldkommen fra kunsten. I sin afhandling »Kulturkritik og samfund«, skrevet i 1949, toppede hans misantropiske synspunkt i den ofte citerede sætning: »Efter Auschwitz er det barbarisk at skrive et digt.«

I Darmstadt er her heller ikke noget nyt under solen: I programhæftet til Fidelio-opførelsen udtrykker George Steiner præcis denne samme mening: »Er det muligt, at der i den klassiske humanisme selv, i sin tilbøjelighed til den abstrakte og æstetiske værdibedømmelse, findes et radikalt svigt? Er det muligt, at massemord og dennes ligegyldighed overfor det vederstyggelige, som hjalp nazismen på sin vej, ikke er civilisationens fjender eller negationer, men dennes hæslige, men naturlige, medskyldige?«

Hvad der her meget tydeligt udtrykkes, er præcis CCF’s psykologiske krigsførelse, styret af CIA, som skulle udslukke den humanistiske identitet i den tyske befolkning til fordel for en anglo-amerikansk kulturel værdiskala.

Et spørgsmål om menneskesyn

For nu at understrege det en gang til: Der er ingen større modsigelse end den, der findes mellem humanismens ophøjede menneskesyn og den klassiske kunst og nationalsocialismens barbariske menneskesyn. Det klassiske menneskesyn betragter mennesket som principielt godt, som det eneste fornuftsbaserede væsen, der, gennem den æstetiske opdragelse, kan fuldkommengøre sit medfødte potentiale til et harmonisk hele, til en skøn karakter, som Wilhelm von Humboldt udtrykker dette. De klassiske kunstværker i digtningen, i billedkunsten og i musikken fejrer denne skønne menneskehed og er selv igen inspirationen for læsernes, tilskuernes og tilhørernes kreative evner.

I modsætning hertil er nationalsocialisternes menneskesyn, med dens ‘blod-og-jord’-ideologi, baseret på en racistisk, chauvinistisk og socialdarwinistisk opfattelse af den »ariske« races overlegenhed. At hævde at der er en indre forbindelse mellem disse diametralt modsatte ideer, blot fordi begge fænomener – klassicismen og nationalsocialismen – fandt sted i Tyskland, er lige så absurd som at hævde, at den amerikanske forfatning direkte gav anledning til Bush- og Obama-administrationernes interventionskrige, eller at Jean d’ Arcs (Jomfruen fra Orleans) overbevisninger var grundlaget for den franske kolonipolitik. Påstanden kom faktisk fra CIA’s djævlekøkken, og har senest siden CCF’s tid indeholdt sådanne »opskrifter« som »nødvendige løgne« og »urokkelige benægtelser«. I den seneste periode har verden igen været udsat for en rigelig dosis af dem i det igangværende kup mod præsident Trump, gennem den britiske efterretningstjeneste i samarbejde med den »Dybe Stat«.

Et af de vigtigste spørgsmål her, er spørgsmålet om, hvordan det var muligt at gå fra de tyske klassikeres ideal til nazi-styrets afgrund. For at besvare det er man nødt til at overveje hele idéhistorien fra Romantikkens angreb på Klassicismen og den deraf afledte opløsning af den klassiske form, til starten af kulturpessimismen, der startede med den konservative revolution som reaktion på ideerne fra 1789 og den politiske genoprettelse [restoration] under Wiener-Kongressen, og frem til Schopenhauer og Nietzsche, ungdomsbevægelsen forud for Første Verdenskrig og endelig Første Verdenskrig og dens konsekvenser.

Fremkaldelsen af kulturpessimisme

Fremkaldelse af kulturpessimisme var også målet for diverse CCF-musikprojekter. I 1952 afholdt CCF en månedslang musikfestival i Paris med titlen: »Mesterværker i det 20. århundrede«, hvor over 100 symfonier, koncerter, operaer og balletter af mere end halvfjerds af det 20. århundredes komponister blev opført. Boston Symfoniorkester, der kom til at spille en ledende rolle i andre CCF-projekter, åbnede festivalen med en højst mærkværdig opførelse af Stravinskys »Sacre du Printemps« (»Forårsritual«). Andre stykker blev fremført af de »atonale« komponister som Arnold Schoenberg (en af Adornos lærere) og Alban Berg samt Paul Hindemith, Claude Debussy og Benjamin Britten, for blot at nævne nogle enkelte. Til udbredelse af atonal og tolvtonemusik fulgte yderligere konferencer i Prato og Rom, konferencer, som udelukkende blev tilegnet avantgardemusik. Ved alle disse velfinansierede begivenheder blev det taget for givet, at alle skulle foregive at nyde den hæslige musik.

Ved »Darmstadts Sommerkurser for Ny Musik«, der også blev støttet af den amerikanske militærregering og CCF, optrådte Schoenberg, Anton Webern og Béla Bartók. Foredragsholdere som Adorno, Olivier Messiaen og John Cage holdt foredrag om deres musikteori. I en officiel anmeldelse af disse kurser skrev Ralph Burns – leder af USA’s militærregerings kontor for Kulturanliggender – »Review of Activity«:

»Der var generel enighed om, at meget af denne musik var værdiløs, og ville været bedst tjent med ikke at blive spillet. Overvægten af tolvtonemusik blev beklaget. En kritiker beskrev koncerterne som »en triumf for dilettanteri«.«

Pointen her er ikke at forhindre nogen i at komponere eller lytte til atonal eller tolvtonemusik eller andre former for avantgardemusik. Hver person har sin egen smag. Pointen er, at ideen om ligeværdighed af alle toner i den ‘tempererede’ kromatiske skala massivt begrænser de langt højere frihedsgrader, der flyder fra den polyfoniske, harmoniske og kontrapunktiske komposition, som den blev udviklet af Bach, Haydn, Mozart, Beethoven, Schubert, Schumann og Brahms. Det eliminerer tvetydigheden forbundet med noderne og forholdet mellem tonearterne og muligheden for harmonisk »forvekslinger«: »Motivführung« er en form for komposition, der ud fra en enkelt musikalsk idé udvikler yderligere temaer, bevægelser og til sidst hele kompositionen. Denne kompositionsteknik blev – som det blev uddybet og grundigt demonstreret i forskellige mesterklasser af Norbert Brainin, førsteviolinist i Amadeus-kvartetten – udviklet til højere kompleksitet og perfektion gennem værker som Haydns »russiske« kvartetter Op. 33, til Mozarts »Haydn«-kvartetter og derefter til Beethovens sene kvartetter.

I betragtning af de højder, som klassisk komposition opnåede med Beethoven, repræsenterer den såkaldte moderne musik – og der findes uden tvivl også gode moderne kompositioner – hvis den kaster disse principper ud af vinduet, en tilbagegang der kan sammenlignes med at reducere et anti-entropisk univers i stadig udvikling og med to billioner hidtil kendte galakser, til en flad Jord.

Klassisk musik forædler

Så godt som alle virkelig kreative mennesker, fra Confucius (Kongfutse) til Albert Einstein, anerkendte og brugte virkningerne af god eller klassisk musik til at fostre deres egne kreative evner og befolkningens æstetiske uddannelse. Confucius bemærkede med rette, at et lands tilstand kan aflæses i kvaliteten af dens musik. Fordybelse i værkerne af de store klassiske komponister åbner op for den dybeste adgang til de kreative evner i menneskets sjæl og ånd. Hvor ellers, hvis ikke i klassisk musik, kan man styrke og uddybe den passion, der er nødvendig for at se ud over ens egne bekymringer og beskæftige sig med menneskehedens store spørgsmål? Eller hvor kan man uddanne den sensibilitet, der er nødvendig for at imødekomme Schillers krav, som det blev sagt i hans tale om universel historie:

»Der skal gløde en ædel længsel i os for, ud fra egne ressourcer, at tilføje vores bidrag til den rige arv af sandhed, moral og frihed, som vi har modtaget fra tidligere tider, og som rigt forøget skal overleveres til de kommende tidsaldre; og til denne umådelige kæde, der snor sig gennem alle menneskets generationer, at fæstne vores egen flygtige eksistens.«

Det er netop denne følelsesmæssige kærlighed, som det kommer til udtryk i finalen af Fidelio, kærlighed til ens ægtefælle, kærlighed til menneskeheden og ideen om nødvendigheden af frihed, ideen om at udføre ens pligt med lidenskab og derved at blive frie, at Schiller definerer de ideelle kvaliteter af geniets smukke sjæl. Det er indbegrebet af hele klassicismens æstetiske metode og i særdeleshed Friedrich Schillers: »Det er gennem skønhed, at man opnår frihed.«

Det er imidlertid netop dette frihedsbegreb, som blev angrebet af tilhængere af det moderne regiteater, disharmonisk musik og postmoderne dekonstruktion, da det, snarere end frihed, går imod deres liberale forestilling om »frihed«.

Derfor dykker de uhæmmet ned i kassen med mølkugler og fremmedgørende effekter a lá Bertolt Brecht: afbrydelser, filmklip, bannere, kameraer, der rettes mod publikum osv., for at »chokere« seerne ud af deres vante lytte- og tænkevaner. Hvad der kom ud af det i Darmstadt var en blanding af »Clockwork Orange« (den voldsomme [filmiske] gru fra Stanley Kubrick, ledsaget af Beethovens niende symfoni), og så popstjernen Helene Fischers intellektuelle dybde. Når Helene Fischer iført et rødt latex-antræk og med orgastiske bevægelser skriger sin sang ud, »Can you feel the love tonight?« til et betaget publikum, er det omtrent lige så subtilt, som hvis spørgsmålet »rører det dig?« skulle lyse op på scenen med store neonbogstaver under hele finalen af Fidelio. Instruktøren Dittrich mener naturligvis, at det intellektuelt udfordrede publikum skal vækkes med en vognstang. Dertil kom så det tidligere nævnte bombardement af øredøvende støj fra instrumentalisterne og kormedlemmerne spredt rundt omkring i operahuset.

Publikum udtrykte sin taknemmelighed med en pligtskyldig mini-applaus. Hvis målet med iscenesættelsen var at indkalde publikum til politisk handling i nuet eller at udbrede moderne musik til et »bredere publikum« (Dittrich), må man i begge tilfælde sige: Missionen mislykkedes. Den (for tysktalende) velkendte »Hurz«-sketch fra Hape Kerkeling (tysk komiker f. 1964, red.) beskriver ganske passende reaktionen fra de fleste tilskuere, der tilsyneladende gennem alt for lang tid er blevet vænnet til de uhyrlige krav fra regiteater og CCF’s kulturkrig, som stadig pågår.

Endelig er det på sin plads med et citat fra Alma Deutscher, der virkelig kan komponere: »Hvis verden er så grim, hvorfor skal vi så gøre den endnu grimmere med grim musik?«

Før eksemplet med Annette Schlünz efterfølges og andre klassiske musikkompositioner »skændes« i Hans Neuenfels ånd, bør denne anmeldelse tjene til at starte en debat i Beethovenåret om, hvordan man kan forsvare klassikerne mod sådanne overgreb.

Fejring af Beethovenåret

Dette Beethovenår, som vil byde på opførelser af mange af mesterens kompositioner, ikke kun i Tyskland, men over hele verden, giver os en vidunderlig mulighed for at huske på vores bedre kulturelle tradition i Tyskland, til at modstå det moralske forfald i de forgangne årtier, og til, ved bevidst at lytte til Beethovens musik, at finde den indre styrke i os selv, til at levendegøre vores egen kreativitet.

Verden befinder sig nu midt i en epokegørende forandring, hvor æraen domineret af de atlantiske lande klart er ved at slutte, og hvor fokus for udvikling skifter til Asien, hvor der er mange nationer og folk, som er meget stolte af deres civilisationer, og som nærer deres klassiske kultur. Nogle af disse civilisationer er mere end 5.000 år gamle. Hvis Europa har noget at bidrage med i en humanistisk ånd til at forme det nye paradigme, der fremkommer i verden, er det vores højkultur fra renæssancen og klassicismen.

Mange videnskabsmænd, kunstnere og folk over hele verden, der sætter pris på Tyskland, har i nogen tid undret sig over, hvad der er galt med tyskerne, siden de har distanceret sig så meget fra at være et folk af digtere og tænkere. Hvis vi tillader Beethovenåret at blive spoleret, vil Tyskland sandsynligvis blive afskrevet for altid som en kultiveret nation.

Yderligere diskussion om dette emne er nødvendig og hilses velkommen.
Skriv din kommentar til: si@schillerinstitut.dk

Del gerne artiklen:
www.schillerinstitut.dk/si/2020/01/beethoven-fidelio-artikel/

Læs også: ‘Alle mennesker bliver brødre’:
Den årtierlange kamp for Beethovens niende Symfoni, af Michelle Rasmussen

 

Her er den engelske udgave af Helga Zepp-LaRouches artikel:

Download (PDF, Unknown)

Her er den oprindelige tyske udgave:

Von der Unfähigkeit, Musik zu komponieren

Ein Offener Brief an die Klassikliebhaber Deutschlands im Beethoven-Jahr:
Die Grenze des Zumutbaren ist endgültig überschritten!

 




Trump imødegår grønne fascister i Davos med renæssance-optimisme.
Schiller Instituttets ugentlige webcast med Helga Zepp-LaRouche d. 22 januar 2020

Alt imens 190 milliardærer og deres lakajer i erhvervsliv og institutioner er forsamlet i Davos og presser på med en grøn fascistisk dagsorden, greb den amerikanske præsident Trump ind med et anderledes sæt af grundregler. Mens hans tale fremprovokerede hysteri, hvor nogle beskyldte ham for “meningsløs optimisme”, priste han Firenzes borgere, der handlede med fantasi og dristighed ved bygningen af den store kuppel – en bedrift, som Lyndon LaRouche ofte omtalte som et eksempel på ånden i menneskelig kreativitet og engagement i fremskridt, der resulterede i renæssancen – og understregede dermed atter, hvorfor oligarkiet er opsat på at afslutte hans præsidentskab.

Helga dækkede en række emner, fra krigsfaren til den stigende sandsynlighed for et økonomisk sammenbrud, og vendte tilbage til nødvendigheden af et hastetopmøde mellem de tre præsidenter som et skridt i retning af et nyt paradigme for at overvinde farerne. Hun opfordrede tilhørerne til at slutte sig til os for at ændre dagsordenen, med henblik på at bringe menneskeheden tilbage til videnskab og kultur for at imødegå krig og ødelæggelse. Udnyt muligheden i dette jubilæumsår for Beethoven til at opdage den sande skønhed i den menneskelige kultur.

 




Lang video: EN MUSIKALSK DIALOG MELLEM KULTURER den 29. november

Se også en video trailer 6 min.:

Download (PDF, Unknown)

Arrangører: Schiller Instituttet, Russisk-Dansk Dialog,
Det Russiske Hus og Det Kinesiske Kulturcenter

EN MUSIKALSK DIALOG
MELLEM KULTURER

Gratis adgang
29. november 2019 kl. 19

Russisk Center for Videnskab og Kultur
Vester Voldgade 11, København, ved Rådhuspladsen

Medvirkende: Musikere fra Kina, Rusland, Albanien, Poland, Sverige og Danmark (se billedet)

Også: DANMARK: SCHILLER INSTITUTTETS KOR

I en tid, hvor der er alt for meget politisk splid i verden, og verdens lande i stedet burde arbejde sammen om menneskehedens fælles mål, er det ekstra vigtigt, at vi på alle måder bygger bro mellem verdens nationer og de mange forskelligartede kulturer. Når vi oplever det skønne i andre kulturer, skaber det gensidig forståelse og et grundlag for samarbejde og fred. Klassisk kunst er derfor en vigtig nøgle til en sådan dialog mellem kulturer, og det er grunden til, at vi afholder denne koncert!

Info: 25 12 50 33, 53 57 00 51 si@schillerinstitut.dk




Video og afskrift: Fejring af Berlin murens fald og Friedrich Schillers fødselsdag.
Konference i NYC med Helga Zepp-LaRouche som hovedtaler den 11. november 2019 (på engelsk)

A Three-Fold Anniversary
Address by Helga Zepp-LaRouche (Se afskriftet nedenunder)

Excerpt from video: “The Lost Chance of 1989”
Schubert/Schiller: Die Hoffnung
Michelle Erin, soprano – Margaret Greenspan, piano – Elliot Greenspan, speaker

Schubert/Schiller: An Emma
John Sigerson, tenor – Margaret Greenspan, piano

Shakespeare: Luciana’s Monologue from Comedy of Errors, Act 3, Scene 2
Leah DeGruchy

Max Caspar on Kepler as a Philosophical Mind
John Sigerson

Schiller: “Die Teilung der Erde”
Frank Mathis

Schubert/Schober: “An die Musik”
Lisa Bryce, soprano – Richard Cordova, piano

Download (PDF, Unknown)




Alle fire paneller: Schiller Instituttets konference i Tyskland forener folk med god vilje til
at skabe et nyt paradigme

Panel 2:

Panel 3:

Panel 4:

Den 17. nov. (EIRNS) – To begivenheder i den forgangne uge demonstrerer de to modsatrettede fremtider, som menneskeheden står overfor i dag. I Washington er den skandaløse og selvklart svigagtige rigsretsundersøgelse, der ledes af demokraterne og de korrupte efterretningsfolk og embedsmænd, som sidder tilbage efter George Bush’ og Barack Obamas mislykkede præsidentskaber – alt imens de keder de fleste amerikanere, ude af stand til så meget som at nævne hvilken forbrydelse der undersøges – ikke desto mindre en farlig fortsættelse af kupforsøget mod USA’s præsident; et kupforsøg, der hidrører fra den britiske efterretningstjeneste og deres nynazistiske allierede i den tidligere ukrainske regering. Med mindre dette kup afværges, vil det så godt som givet føre til verdenskrig på kort sigt. Samtidigt afholdtes Schiller Instituttets internationale konference med deltagelse af over 300 ”nationale patrioter og verdensborgere” (som Schiller definerede ægte statsborgerskab). Under titlen: “The Future of Humanity as a Creative Species in the Universe” (Menneskets Fremtid som Kreativ Art i Universet) var konferencen viet til mindet om Lyndon LaRouches levende ideer. Alt imens hovedtalen blev holdt af grundlægger og præsident for Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouche, inkluderede rækken af talere:

* Wang Weidong, ministerrådgiver, direktør for handels- og handelsafdelingen ved den kinesiske ambassade i Tyskland, om ”Potentialet for den Nye Silkevej for Europa”;

* Natalia Vitrenko, doktor i økonomisk videnskab, leder af det progressive socialistiske parti i Ukraine, tidligere parlamentsmedlem, Ukraine, om “LaRouches Videnskab om Fysisk Økonomi som nøglen til at løse verdens problemer, Eurasien og Ukraine”;

* Professor Andrei Ostrovskii, vicedirektør for Institut for Fjernøsten Studier ved Det Russiske Videnskabelige Akademi, om “Rusland i det kinesiske Bælte-og Vejinitiativ: Muligheder og udsigter”;

* Jozef Miklosko, tidligere vicepremierminister i Tjekkoslovakiet, om “LaRouche og videnskab”;

* Theo Mitchell, tidligere delstatssenator i South Carolina, om LaRouche, “manden, der skulle have været præsident for De Forenede Stater”;

* Nino Galloni, tidligere generaldirektør for budget- og arbejdsministerierne, Italien, om “Fædreland, nation og stat som set af progressive katolikker og af Lyndon LaRouche.”

Der blev endvidere holdt taler af andre medlemmer og venner af Schiller Instituttet fra U.S.A. Grækenland, Frankrig, Irak og Libanon. En koncert med musik af Beethoven, Schumann og Schubert blev afholdt på den første aften af todages begivenheden; koncerten var viet til mindet om Lyndon LaRouche.

Fru Zepp-LaRouche indfangede i hendes bemærkninger de afgørende aspekter af hendes afdøde mands ideer, der er nødvendige for, at nutidens ”verdensborgere” kan overvinde den permanente krigsførelse, kulturelle nedbrydning og det endelige sammenbrud af verdens finansielle system, som vi nu står overfor, og skabe et nyt paradigme baseret på en global renæssance af kunstnerisk og videnskabelig kreativitet:

”Det er absolut enestående for LaRouche, at han demonstrerer overgangen mellem relativistisk fysik og kreativiteten i det menneskelige sind som sådan, og forbindelsen mellem dette domæne og klassiske former for kunst og statsmandskunst. Lyn leverede rigeligt bevis for, at det alene er gennem klassiske former for poesi, drama og musik, at de åndsevner, der er i stand til at skabe gyldige hypoteser og nye indsigter i universets lovmæssighed, kan udvikles. Og hvorfor det er i musik, poesi og drama at de samme kampe mod reduktionistiske og deduktionistiske forestillinger må udkæmpes, og hvorfor kvaliteten af metafor, ironi og Furtwänglers idé om at spille mellem noderne er så afgørende for at hæve sindet til denne højere riemannske tankemåde. Hermed følger opøvelsen af følelserne væk fra det sanselige og profane område, til niveauet for lidenskabelig kærlighed til menneskeheden (agape). Den oligarkiske samfundsmodel og dets menneskesyn reducerer individet til en skabning af hedonistiske ønsker og begær, hvilket gør det let manipulerbart og modtageligt for rollen som ‘undersåt’ for Thrasymachos’ lov og orden’. Det er den kognitive oplevelse forbundet med klassiske former for komposition, der frigør individet ved at appellere til sindets skønhed og frigøre den form for ”agapisk” kærlighed til menneskeheden, som er nødvendig for at vælge det Nye Paradigme for menneskeheden, der kan sætte en stopper for den privilegerede klasses snæversynede og onde stræben efter påståede geopolitiske interesser på bekostning af de lavere klasser”.

Program for Schiller Instituttets Europæiske Konference d. 16.-17. november

Menneskehedens Fremtid som Kreativ Art i Universet

Lørdag d. 16. november

Panel 1: I en tid med strategiske omvæltninger: Vil Europa være i stand til at hjælpe med udformningen af det ’nye paradigme’?

 

* Vi kan forme en ny æra for menneskeheden!: Helga Zepp-LaRouche, formand for Schiller Instituttet

* Potentialet for den Nye Silkevej for Europa: Wang Weidong, ministerrådgiver, direktør for ‘handelsdepartementet’ ved den kinesiske ambassade i Tyskland

* LaRouches videnskab om fysisk økonomi som nøglen til at løse verdens problemer, Eurasien og Ukraine: Natalia Vitrenko, doktor i økonomisk videnskab, leder af det Progressive socialistiske Parti i Ukraine, tidligere parlamentsmedlem, Ukraine

* Ruslands deltagelse i det kinesiske “Ét Bælte Én Vej”-initiativ: Muligheder og fremtidsudsigter: Professor Andrei Ostrovskii, viceadministrerende direktør for Institut for Fjernøstenstudier ved Det Russiske Videnskabelige Akademi

* Broforbindelserne mellem Italien-Tunesien og Italien-Albanien: Forbindelsen af Bælte- og Vejkorridorerne: Prof. Enzo Siviero, direktør, E-Campus Universitet, Italien; Næstformand i Réseau Méditerranéen des Ecoles d’Ingénieurs (Netværk af Ingeniører i Middelhavsområdet)

* Udvikling af forbindelserne mellem Grækenland og ‘Bæltet og Vejen’: Leonidas Chrysanthopoulos, ambassadør, Grækenland, tidligere generalsekretær for Sortehavets Økonomiske Samarbejdsorganisation

* Pragmatisme versus ideologier: Alain Corvez, konsulent i international strategi, Frankrig

 

Panel 2: De grundlæggende videnskabelige spørgsmål vedrørende fremtiden og den ‘Nye Silkevej i rummet’

 

* Kan Europa spille en nøglerolle indenfor videnskaben: Jacques Cheminade, præsident for Solidarité et Progrès, tidligere [fransk] præsidentkandidat

* Månebyen: Næste skridt mod en ny æra for menneskeheden: Sébastien Drochon, formand for rumpolitik, det franske Schiller Institut

* LaRouches opdagelser: Uddannelse af en ny generation: Megan Beets og Jason Ross, Lyndon LaRouches “kælder-team”

* Til forsvar for afrikansk suverænitet: Diogène Senny, præsident for den Panafrikanske ‘Umoja’-Liga

 

Klassisk koncert: en hyldest til Lyndon LaRouche med værker af Beethoven, Schubert og Schumann

 

Søndag d. 17. november

 

Panel 3: Hvem er Lyndon LaRouche?

 

* Fornuftens magt: Den levende arv efter Lyndon LaRouche: Dennis Small, koordinator for Latinamerika ved Schiller Instituttet

* LaRouche og videnskab: Josef Miklosko, tidligere vicepremierminister i Tjekkoslovakiet

* Manden der skulle have været USA’s præsident: Theo Mitchell, tidligere statssenator i South Carolina

* ‘Fædreland, nation og stat’ som set af progressive katolikker og af Lyndon LaRouche: Nino Galloni, tidligere generaldirektør for budget- og arbejdsministerierne, Italien

* LaRouche, betydningen af Lyndon LaRouches ideer for den arabiske verden: Hussein Askary, Sydvestasien-koordinator for det Internationale Schiller Institut

* LaRouche, et “florentinsk” sindelag: Claudio Giudici, formand, Uritaxi (Nationale Taxi Fagforening), Firenze, Italien

* Lyndon LaRouches kamp for fred og udvikling i Libanon og Mellemøsten: Bassam El-Hachem, professor ved det libanesiske universitet, Beirut, Libanon

* Hvor er Amerika på vej hen? LaRouches løsninger som vejen ud af kaos: Harley Schlanger, tidligere talsmand for Lyndon LaRouche, bestyrelsesmedlem i Schiller Instituttet

 

Panel 4: Skønhed og klassisk kunst som et ‘kald’ for menneskeheden: Den kulturelle silkevej

 

* Nødvendigheden af en klassisk renæssance for ungdommen: Diane Sare, direktør for Manhattan Kor-projektet

* LaRouche og harmonien mellem kunst og videnskab: Antonella Banaudi, Sopran og sanglærer, ekspert i Verdis kammertone

* Sand frihed gennem ægte kunst: ‘Negro Spirituals’ enestående bidrag til klassisk boglig dannelse i Amerika: Elvira Green, mezzosopran, 30-årigt medlem af Metropolitan Opera, grundlægger af Spirituel Renaissance Sangere i Greensboro/North Carolina, USA

 




Det Britiske Imperiums forræderi afsløret mens Trump gør skridt til et nyt paradigme med Rusland og Kina.

Den 14. juli (EIRNS) – Den undergravende rolle af britiske imperialistiske interesser bliver i stigende grad afsløret for verden. To store åbenbaringer alene i denne uge: For det første blev den tidligere britiske ambassadør i USA, Sir Kim Darroch, af sine egne rapporter til udenrigsministeriet, afsløret i at forsøge at undergrave den politik, som USA’s præsident fører, alt imens at han arbejder for en “hændelse” i den Persiske Golf, hvor en amerikaner dræbes, og skylden skydes på Iran (en typisk britisk operation under ‘falsk-flag’, i lighed med den der blev udført af ‘de Hvide Hjelme’ i Syrien) for at tilsidesætte præsidentens afvisning af at gå i krig mod Iran.

For det andet gennemførte briterne en åbenlys handling af sørøveri ud for Gibraltar ved at beslaglægge et iransk olietankskib, hvorefter de iscenesatte en hændelse i Hormuz-strædet, hvor Iran fejlagtigt blev anklaget for til gengæld at forsøge at beslaglægge et britisk olietankskib. Som rapporteret nedenfor var denne hændelse iscenesat af den britiske militære efterretningstjeneste, som [imidlertid] forfejlede sin hensigt, og nu er blevet afsløret som en svindel.

Siden mordet på Jack Kennedy og den britiske succes med at trække USA ind i en uamerikansk kolonial krig i Indokina, har det anglo-hollandske neoliberale finansielle system systematisk overtaget den amerikanske økonomi. Dette blev muliggjort ved at udnytte USA’s fallit på grund af omkostningerne ved den folkemorderiske asiatiske krig og ved den kulturelle undergravning af en demoraliseret ungdomsgeneration gennem en ‘ny opiumskrig’, den anti-videnskabelige “miljø”-bevægelse, ledet af den kongelige familie, og udbredelsen af degenereret og grim “musik” for derved at nægte ungdommens adgang til skønheden i den klassiske musik og kultur. I stedet for den hamiltoniske politik med øremærket kredit, som indført under Roosevelts New Deal og under Kennedys rumprogram, og en udviklingspolitik for atomkraft/fusionsenergi, blev slagordene britisk “frihandel”, “centralbankens uafhængighed” og lignende uamerikanske svindelnumre sat i stedet. Resultatet var spekulanters overtagelse af økonomien, outsourcing af vores industrier, legalisering af stoffer, hvilket medførte ødelæggelse af industri og infrastruktur og det moralske forfald der karakteriserer USA i dag, som det delvis dokumenteres i EIR’s specialnummer: “The Bitter Truth of U.S. economic “Recovery” (Den bitre sandhed om USA’s økonomiske opsving). “Intet mindre end en tilbagevenden til Hamiltons politik – ikke kun i USA, men i forbindelse med de store eurasiske kulturer – Rusland, Kina og Indien – som foreslået af Lyndon LaRouches ‘fire love’ og hans ide om et Nyt Bretton Woods – kan stoppe sammenbruddet af de vestlige økonomier og faren for global krig.

Præsident Donald Trump har taget små, men dramatiske skridt til at forfægte sit personlige lederskab og bryde med “etablissementet i Washington”, som har forvandlet begge politiske partier til spytslikkere for britisk imperialistisk politik med permanent krigsførelse og “fri markedsdiktatur” af London og Wall Streets finansielle karteller. Han har taget skridt til at afslutte det sidste levn af Den kolde Krig i Korea; han forhandler en afslutning på den “endeløse krig” i Afghanistan; han er begyndt at genoprette optimismen fra Kennedys rumprogram gennem hans Måne-Mars-mission; han har holdt venlige møder med lederne af Rusland, Kina og Indien (blandt andre) på sidelinjen af G20 i Osaka, til stor rædsel for briterne og de neo-konservative i hans eget kabinet; han har ophævet de absurde og destruktive “anti-kulstof”-regler, der blev pålagt af Obama, og samtidig gjort gældende at ren luft og vand er det virkelige miljøproblem; han har gjort sig til talsmand for “fair trade”-politik i modsætning til det neo-koloniale mantra om “globalisering”.

Truslerne om krig og økonomisk disintegration eksisterer stadig trods disse små trin. Helga Zepp-LaRouche pegede i sin ugentlige webcast i lørdags på det centrale stridspunkt, der er involveret i at afslutte disse trusler og indlede et nyt paradigme for menneskeheden, ved at tage fat på forfaldet i borgernes moralske karakter, som præsenteret i Friedrich Schillers idé om den æstetiske uddannelse af mennesket. “Det er absolut nødvendigt,” sagde Zepp-LaRouche, “at den moralske opbygning af menneskeheden går hånd i hånd med videnskabelige og teknologiske fremskridt, fordi videnskab og teknologi alene ikke har svaret på spørgsmålet om menneskets moralske adfærd.” “Det er den æstetiske uddannelse, indflydelsen af stor kunst, klassisk musik, klassisk poesi og de andre klassiske kunstarter, som har denne forædlende virkning på mennesket, og derfor må disse to ting absolut gå sammen.”

Schiller Instituttet vil den 20. juli fejre 50-årsdagen for menneskehedens landing på Månen med begivenheder på Manhattan og andre steder rundt omkring i verden med både videnskabelige og musikalske præsentationer, der også fejrer Lyndon LaRouches grundlæggende princip om, at den kreative proces inden for kunst og videnskab er en og samme.

 




Lyndon LaRouches triumf, 1922-2019
Hovedtale og afsluttende bemærkninger af Helga Zepp-LaRouche

Dennis Speed: På vegne af Schiller Instituttet vil vi gerne byde velkommen til alle, der er her i dag, og byde velkommen til jer, som er samlet rundt omkring i USA og forskellige steder i verden. Vi har kaldt denne dag og denne mindehøjtidelighed for “Lyndon LaRouches Triumf”. I virkeligheden er denne historie imidlertid fortællingen om to menneskers sejr. Den 12. oktober 1988 – for over 30 år siden – på Tysklands Kempinski Hotel, et år før Berlinmuren faldt, sagde Lyndon LaRouche til et forbløffet pressekorps: “Jeg kan forsikre jer for, at det jeg nu fremlægger for Jer vedrørende udsigten til Tysklands genforening er et forslag, som vil blive studeret nøje af de relevante kredse inden for etablissementet i USA. Mange vil i dag være enige om, at tiden – under de rette omstændigheder – er inde til de indledende skridt imod genforeningen af Tyskland med en klar udsigt til, at Berlin kan genoptage sin rolle som hovedstad.” Lidt over et år senere, den 9. november 1989, faldt Berlinmuren. Den 3. oktober 1990 blev Tyskland genforenet, Berlin skulle atter blive hovedstaden. Inden for de timer der fulgte umiddelbart efter den 9. november, skitserede Lyndon LaRouche, der på daværende tidspunkt sad i fængsel, så den politik som nu går under forskellige navne i Verden, Den nye Silkevej, Bælte- og Vejinitiativet, og Schiller Instituttet ville rejse til de tidligere Warszawa Pagt-lande, og til Rusland og Kina for at tale for denne idé. Verden kom til at kende denne idé som en ny dialog mellem civilisationer, i modsætning til det der blev kaldt “civilisationernes sammenstød”. Som med personen Florestan, i Beethovens opera {Fidelio}, havde LaRouche vovet at tale sandheden, og hans belønning var at blive lænket gennem hans fængsling. Og som med Florestan og Fidelio, førte Helga Zepp-LaRouche, grundlæggeren og lederen af Schiller Instituttet, gennem sin utrættelige promovering af ‘Den nye Silkevej’, og hvad der nu hedder ‘Verdens-Landbroen’, gennem sin udformning af ‘dialogen mellem civilisationer’ og gennem sin hengivelse til ‘frihedspoeten’ Friedrich Schiller, den vellykkede kampagne for at befri Lyndon LaRouche fra fængsel. I dag er Lyndon LaRouches triumf mulig på grund af hende. Det er mig en ære, som altid, at introducere Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet. [stående bifald]

 

Helga Zepp-LaRouche: Dette er et enestående øjeblik i vore liv, hvor vi samles her for at mindes og ære min elskede Lyn. Lyn ændrede livet for de fleste af os, på den mest dybtgående måde. Og hvis vi spørger os selv: “Hvor ville jeg have været, hvis ikke for det utrolige privilegium at have mødt Lyn, vor tids mest kreative tænker?” Hvis man ser rundt i vores samfund i dag, ser man så mange liv, der spenderes dårligt, mennesker, der er fortabt i materiel grådighed, jagten på penge, genstande, underholdning – nogle er meget succesfulde. De tjener mange penge, men deres sjæl har allerede længe været spist op af mere begær. Mange er ikke så succesrige. De kan ikke få enderne til at mødes. For de fleste af os åbnede Lyn døren til en sand medmenneskelighed, personligt, og i utallige diskussioner han havde med mennesker i løbet af sit lange liv bevægede han tusinder og atter tusinder af mennesker i USA, i Europa, i Afrika, i Asien og i Latinamerika. Han ændrede rent faktisk deres liv, og bevægede dem på en dybtgående måde… i de fleste lande på denne planet, på fem kontinenter. Lyn talte med mange grupper og enkeltpersoner… unge mennesker. Han oplyste fiskerne i Peru. Han fortalte skomagere i Italien om skomageri. Han talte med italienske lovgivere og lovgivere rundt om i verden. Han underviste iværksættere om fysisk økonomi. Han talte med fagforeninger, lærere, akademikere; verdens bedste musikere. Han åbnede døren til sandhed og viden for mange, mange mennesker. Og mange af dem sagde, at Lyn vidste mere om deres fagområde end dem, eksperterne selv, og at han var i stand til at ændre retningen i deres tænkning. Lyns eksistens er et mirakel. Han trodsede alle hindringer for forfægtelsen af sit mægtige intellekt. Som ung følte han sig som en “grim ælling”, som ikke ville passe ind i det banale miljø, der omgav ham. Men allerede som ung havde han den indre styrke til at afvise enhver intellektuel korruption. Lyn tilføjede imidlertid noget til det talent: Han havde en, for de fleste mennesker, ubegribelig intellektuel omhyggelighed og stringens. Han var virkelig en sandhedssøgende person, en universel tænker, der indtog og tilføjede noget til næsten alle relevante grundlæggende vidensområder: naturvidenskaben, klassisk musik, poesi, historie, og den store Norbert Brainin sagde, efter to dage med meget intensive diskussioner: “Denne mand kender så meget mere til musik, end jeg gør”. Man kunne sige det samme om Lyns viden om historie, den amerikanske historie, Sovjetunionens historie, om Afrika, om den europæiske filosofi. Og på alle disse områder, og jeg har sikkert glemt halvdelen af dem, gjorde han enestående opdagelser og tilføjede kvalitative gennembrud i dem. Ud af al denne universelle viden udviklede han sin egen videnskab om fysisk økonomi, og det blev anerkendt af mange fremragende lærde i mange lande, at hans metode var den mest dybtgående inden for økonomi som sådan. Lyns motivation for sit arbejde var – og er – kærlighed til menneskeheden. Når han arbejdede på et projekt, arbejdede han i 20 timer om dagen, og han kunne i sin bedste tider producere 60 til 80 sider med fodnoter, således at der ikke skulle ændres noget under redaktionen. Han kunne ikke fordrage tanken om at undertrykke folks potentiale, det være sig at de skulle leve i fattigdom, ligesom han ikke kunne fordrage ideen om fattigdom i udviklingslandene, og han begyndte at hade imperialisme, som den form for regering der gør netop det imod mennesker.  Men han kunne heller ikke klare undertrykkelsen gennem fejlagtige ideer om det fysiske univers love, fordi sådanne fejltagelser ville føre til selvdestruktion af kulturer og civilisationer. Jeg har aldrig set eller hørt om nogen, der var så aldeles fokuseret på de nødvendige forandringer i systemet af undertrykkelse, og så aldeles fokuseret på at erstatte det med sin egen vision om en mere menneskelig og smuk verden. Denne opfattelse gjorde det muligt for ham meget tidligt – i 60’erne – at erkende den ødelæggende fare, der lå i rock-sex-modkulturen. Og se på USA i dag med hensyn til den kultur. Hvis Lyn ville have været præsident – og det kunne han have været, fordi han var godt på vej i kampagnen i 1984, og Illinois-kampagnen i ’86 – ville det aldrig være sket. Og havde det ikke været for operationerne udført af de neoliberale og det neokonservative etablissement, ville han have bragt verden i orden. Tænk på de ændringer, han allerede påbegyndte i den retning: Udviklingen af Latinamerika gennem sit samarbejde med López Portillo. Den smukke ide om at få bugt med fattigdom i Indien gennem sit arbejde med Indira Gandhi for en 40-årig udviklingsplan for subkontinentet. Han var i færd med at overvinde NATO’s og Warszawa-pagtens militære blokke gennem sin ide om SDI (Strategic Defense Initiative –red.) , ideen om at gøre en ende på geopolitik og fortsætte med ideen om én menneskehed. Tænk over hvad der ville være sket, hvis hans opfattelse af at bruge SDI som drivkraft for videnskabelig udvikling og at bringe nye teknologier baseret på nye fysiske principper til udviklingslandene, den gigantiske teknologioverførsel, der gør det muligt for disse lande at springe fremad til de mest avancerede produktionsformer. Igennem flere årtier ville en lettelse af fattigdommen i Afrika, Asien og USA have fundet sted. Man ville have haft universel uddannelse af ethvert barn, allerede i anden generation, og af den uddannede ungdom i udviklingssektoren. I USA ville man have haft en offentlig debat om de spørgsmål, som Lyn rejste i sin smukke tale i 1988 i Chicago på konferencen ‘Food for Peace’ (Mad for fred), med henblik på at gøre de afrikanske ørkener til en frodig have der er i stand til at producere mad nok til verdensbefolkningen. Der ville være en debat i USA, ikke om “Game of Thrones”, men om Einsteins Generelle Relativitetsteori og universets love. Han ønskede af få musikere til at diskutere principperne for klassisk komposition, i traditionen der rækker fra Bach til Brahms. Han ville have fået forskere til at opnå en dyb forståelse af livets princip, hvor de ville have fundet en løsning og kur mod de fleste sygdomme. Kreativiteten i sig selv ville være den højeste værdi i samfundet, og alle ville opleve den intellektuelle glæde ved en ny international renæssance. Og vi, der arbejdede med Lyn, havde det privilegium at få en forsmag på hvad det betyder at leve i idéernes verden. Hvis Lyn var blevet præsident, ville denne renæssance-ånd være blevet den intellektuelt fremherskende magt over hele USA og i verden. USA er meget heldige at have sådan en person med et så smukt sind og en sådan profetisk vision. Lyn og jeg havde engang et møde med en biskop i Rom, og han sagde, at Lyn er en mand med forsyn, og jeg er helt enig: Fordi Lyns liv og hans livsværk er i absolut overensstemmelse med skabelsens hensigt. Det er en tragedie for befolkningen i USA og resten af verden, at nutidens onde kræfter var i stand til at afspore denne indsats, i det mindste midlertidigt. Og et gennembrud for hele menneskeheden vil være forbundet med Lyns ideer. Men Lyns vision om, at en fuldt udviklet verden bliver en realitet i form af en ‘Verdenslandbro, er nu ved at ske: En ny form for internationale relationer mellem nationer, en dialog mellem klassiske kulturer, der erstatter konfrontationen, og visionen om et internationalt samarbejde med kolonisering af Månen og en fælles mission til Mars. Hans fjender, som er menneskehedens fjender og fjender af folkets lykke, kan sejre på kort sigt. Men de er allerede hjemsøgt af Erinyerne (‘hævnens gudinder’, red.). De har muligvis kunnet dække over deres forbrydelser for en kort stund, men der er denne højere magt indenfor naturlov, som vil bringe deres forbrydelser for dagens lys. Lyn har tværtimod fortjent evigt liv. Hans liv har udspillet sig i evighedens samtidighed. Hans sind og ideer svæver over alle steder og tider. Lyn er nu i et rige, som det der er vist i Skolen i Athen (et billede af maleren Rafael –red.): Han er sammen med Sokrates og Platon, med Confucius, Kepler, Leibniz, Bach, Beethoven, Einstein og Vernadsky og alle de bedste ’hoveder’ til alle tider, og indenfor alle kulturer.

Du er udødelig, elskede Lyn. Herefter følger Helga Zepp-LaRouches afsluttende bemærkninger:

 Speed: “Et stort menneskes gerninger fortsætter med at indvirke på andre menneskers liv gennem tiderne. For det gode, som en dydig mand kan gøre, kan ikke gøres indenfor en livstid. Således lever han videre efter sin død, og virker videre som i livet. Den dydige handling, det veltalte ord kæmper videre, udødeligt, sådan som han, der var dødelig, kæmpede. Lev således også du videre igennem endeløse tider”. Denne idé er den idé, som Lyndon LaRouche levede med, og levede for. Den sidste linje i dette digt, der er dedikeret til komponisten Ludwig van Beethoven, lyder: “Glæd dig i al evighed”. For at afslutte dagens proces har vi har flere andre ting, flere stykker musik, og i øjeblikket uddeler vi et af dem til alle blandt publikum. Men hvad angår de sidste ord, som vi gerne vil sige i dag, er det mig endnu engang en ære at introducere Helga Zepp-LaRouche. [bifald]

Helga Zepp-LaRouche: Jeg vil gerne give jer et citat, som William Warfield gav som bidrag til Festskrift til Lyns 80-års fødselsdag i 2002. “Ja, også for mig har Vier Ernste Gesänge (Fire Alvorlige Sange –red.) af den store Johannes Brahms været hans sidste vilje og testamente. Min ven, hvad kan være bedre end, ‘nu er der tro, håb og kærlighed, disse tre. Den største af dem alle, af disse tre, er kærlighed. ‘Die Liebe er den største af dem alle”.

“Lyn, vi elsker dig så højt, så højt – du har elsket menneskeheden på en sådan måde, at vi gør det til vores hellige engagement at udføre og realisere din vision, at bidrage med hele vores potentiale for at gøre verden til et bedre sted. Du er med os, og vi er med dig, for evigt. Og jeg siger til dig, som dine sidste ord til mig lød: Ich liebe dich (Jeg elsker dig).” [stående bifald]

 




Foredrag #4 (18. maj): Italiensk Videnskab og Kultur

Talere: Liliana Gorini, John Sigerson

Lyndon LaRouches ideer afspejler i Italien et fremskridt for den videnskabelige og kunstneriske revolution i det 15. århundredes florentinske renæssance. Dette fremskridt omfatter en tilbagevenden til en naturlig musikalsk stemning, hvilket Giuseppe Verdi krævede for mere end et århundrede siden; Italiens nylige skridt til at gennemføre LaRouches forslag om en Glass/Steagall-banklovgivning, en tilbagevenden til Hamiltons principper om økonomisk politik; og Italiens dristige beslutning om at tilslutte sig Kinas Bælte- og Vejinitiativ for verdens udvikling.

Grundlæggende er der imidlertid ikke noget specifikt italiensk knyttet til disse fremskridt; Italien er den gode muldjord, som bærer de nuværende frugter af de platoniske ideer, der opstod i det gamle Grækenland, videreført af Nicolaus Cusanus, Johannes Kepler, den tyske matematiker og fysiker Bernhard Riemann, og det musikalske geni Wilhelm Furtwängler. Furtwängler var omtrent ene om at redde den europæiske musikkultur fra at blive destrueret af den britiske golem Adolf Hitler. Senere blev han den ledende inspiration for LaRouches insisteren på at musik ikke udfoldes i lyd, men i det riemannske komplekse domæne.




Schiller Instituttets Konference på Præsidentens Dag – panel I, II & III

Schiller Instituttet afholdt den første amerikanske nationale konference i mere end femten år i weekenden på Præsidentens Dag, hvilket var en enorm succes i henseende til kvaliteten af præsentationerne og deltagelsen af tilhængere fra hele verden der deltog på konferencen. Konferencen, der nu præsenteres i sin helhed nedenfor, giver et sandfærdigt og optimistisk syn på mulighederne for menneskeheden som helhed for at overvinde den krise, som verden står overfor, mens det tidligere regerende, nu døende Britiske Imperium, kæmper for sin overlevelse mod den nye verdensorden, som tager fat i visionen fra Lyndon og Helga Zepp-LaRouche.

Panel I

Lyndon
LaRouche taler
:
Et talent, der blev brugt godt

Jacques
Cheminade
,
Præsident for Solidarité & Progrès: Lyndon LaRouches kommende
verden

John
Gong
,
Professor i økonomi ved ‘University of International Business and
Economics’, Beijing: Kinesiske investeringer og amerikansk
infrastruktur under nye sino-amerikanske relationer

H.E.
Ambassadør Vassily A. Nebenzia
,
Ambassadør and Permanent Repræsentant for den Russiske Føderation
ved de Forenede Nationer, præsenteret af rådgiver
Theodore Strzhizhovskiy
,
den Russiske Føderations mission ved FN: Prospekter for øst-vest
samarbejde: Den Russiske Føderations Synspunkt (transkript)

William
Binney
,
tidligere teknisk direktør, NSA

Jason
Ross
,
Schiller Instituttet, medforfatter af “Udvidelse af den Nye
Silkevej til Vestasien og Afrika”: Det presserende behov for et nyt
paradigme i Afrika

Dennis
Small
,
EIR’s redaktør for Latinamerika: Retfærdighed i Verden – Hvorfor
Donald Trump må rense Lyndon LaRouche nu

Panel II

Video
af ’Den æstetiske uddannelse af mennesket for skønheden af sindet
og sjælen’ – Panel II

Schiller
Instituttets kombinerede kor
:
Benjamin
Lylloff, arrangement: “Mo Li Hua” (“Jasmin Blomst”)
Benjamin
Lylloff, dirigent

H.T.
Burleigh
,
arrangement: “Dyb flod” (“Deep River”)
William
L. Dawson
,
arr: “Hver gang ånden kommer over mig” (“Ev’ry Time I Feel
the Spirit”)
Diane Sare, dirigent

Megan
Beets
,
LaRouchePAC Videnskabelige Forskningsteam, “Kunstnerisk og moralsk
skønhed” (“Artistic and Moral Beauty“)

Bruce
Director
,
kasserer, Schiller Instituttet i USA:
“Om LaRouches begreb om
betydningen af kunst for videnskaben, og videnskab for kunsten”

Diane
Sare
,
administrerende direktør for Schiller Instituttets kor i New York
City: “Kor princippet”

Johannes
Brahms
:
“Dem dunkeln Schoß der Heil’gen Erde”
(tekst fra Schillers
“Sangen om Klokken” (“Song of the Bell”)
Schiller
Instituttets kor
John Sigerson, dirigent

Johann
Sebastian Bach
:
Brandenburg Concerto No. 5 in D-dur, BWV 1050
I. Allegro
Schiller
Instituttets Orkester
John Sigerson, dirigent
Solister: Gregor
Kitzis, violin; Laura Thompson, fløjte; My-Hoa Steger, klaver

Ludwig
van Beethoven
:
Choral Fantasia, Op. 80
Schiller Instituttets Orkester, Kor, og
Solister
John Sigerson, dirigent
My-Hoa Steger, klaver

Spørgsmål
& svar session

Panel III

Kesha
Rogers
,
LaRouchePAC Politiske Komité, tidligere kandidat for den amerikanske
Kongres – Rummets grænseområder: Opfyldelsen af menneskehedens
skæbne som mennesket i universet

Thomas
Wysmuller
,
Grundlæggende medlem af ‘Det rette klima stof” (“The Right
Climate Stuff”): Hvad NASA har gjort, og hvor NASA er på vej hen

Larry
Bell
,
Grundlægger, Sasakawa Internationalt Center for Rumarkitektur,
‘College of Engineering’, Universitetet i Houston: Hvad der gør
mennesker enestående

Benjamin
Deniston
,
LaRouchePAC Videnskabelige Forskningsteam: LaRouches Strategiske
Forsvar af Jorden

Hal
BH Cooper, Jr. PhD PE:
 Infrastrukturelle
behov for jernbane-, energi- og vandsystemer til at fremme den
fremtidige økonomiske udvikling af Afrika




Videoer fra vores musikalske dialog mellem kulturer koncert den 27. juni 2018 i København

Se videoerne her.




Anden musikalske kulturdialog i København

København, 6. juli, 2018 Schiller Instituttet –

Den Nye Silkevej og Verdenslandbroen handler ikke kun om samarbejde økonomisk udvikling, da kulturel udvikling også er en essentiel kilde til inspiration for at udvikle menneskehedens kreative potentiale.
Som opfølgning på sidste års vidunderlige koncert, afholdt Schiller Instituttet, Russisk-Dansk Dialog, Det Russiske Hus og Det Kinesiske Kulturcenter i København d. 28. juni, 2018, en ny koncert for fuldt hus; 130 gæster, i Det Russiske Center for Videnskab og Kultur i København, Danmark.

Koncerten begyndte med en velkomst fra direktøren for Det Russiske Center for Videnskab og Kultur og en introduktion fra Schiller Instituttets formand, Tom Gillesberg. Gillesberg talte om, hvorledes det banebrydende topmøde mellem præsident Trump og Nordkoreas Kim Jong-un har åbnet muligheden op for at alle nationer kan træde ind i et nyt samarbejdsparadigme.

Aftenens program inkluderede musik fra mange forskellige nationer. Aftenens gæstemusikere tilhørte en traditionel folkemusikgruppe fra Heilungkiang Sang- og Danseteater som bestod af fire instrumentalister som kom hele vejen fra Kina for at optræde til koncerten, hvilket var blevet arrangeret af Det Kinesiske Kulturcenter, som dertil sørgede for velsmagende kinesisk mad i pausen.

Der var musikere fra både Rusland, Polen, Danmark og Sverige. Den kulturelle dialog mellem folkemusik fra Kina og Rusland og klassisk europæisk musik var inspirerende for alle – både musikere og de entusiastiske tilskuere.

Et af de særlige aspekter ved denne koncert var at flere af musikerne, udover at optræde med musik fra eget land, dertil spillede musikstykker fra andre af de repræsenterede kulturer.
Den kinesiske gruppe spillede en dansk folkevise og opførte sammen med to russiske sangere, operasangeren Valerij Likhachev og hans datter en russisk folkesang. Udover to danske stykker af henholdsvis Carl Nielsen og Høybye spillede Hedonia-Kvartetten en gavotte af den russiske komponist Sjostakovitj samt et kinesisk stykke.

De andre musiske præsentationer var:
Syv udtryksfulde kinesiske traditionelle folkestykker spillet med forskellige kinesiske fløjter, yangqin, pipa og erhu af den Nationale Folkemusikgruppe fra Heilungkiang Sang- og Danseteater.
To russiske sange opført af den russiske operasanger Valerij Likhachevs kraftfulde stemme.
To russiske sange spillet på charmerende vis af Balalajka børneorkestret The Moon is Shining.
Et bravur-klaverstykke af Rachmaninov, spillet af en 13-årig dansk-russisk ung mand.
Den vestlige klassiske musiks ophøjede skønhed blev præsenteret på glimrende vis af den polske pianist Dominik Wizjan, som spillede Chopins Andante spianato et grande polonaise brillante.
Den svenske sopran Leena Malkki sang Ritorna Vincitor fra Verdis Aida opera, Casta Diva fra Bellinis Norma, akkompagneret af Dominik Wizjan. (Malkki er også producenten og den ledende sopran i kommende udførelser af Norma, spillet i kammertonen 256Hz og dirigeret af Furtwängler-specialisten Jochun Heibertshausen).
Komedieopera blev repræsenteret med en ”La ci darem la mano” duet fra Mozarts Don Giovanni af Likhachev, Malkki og Wizjan.
Schiller Instituttets Kor på syv personer sang en dansk sang af Niels W. Gade, inspireret af en dansk folkemelodi, som blev temaet til hans første symfoni – dette er et eksempel på den proces hvorved store komponister ophøjer elementer i folkemusik gennem den klassiske musiks kompositionsprincipper; og en koreansk folkesang, Arirang, den højtelskede sang for både Syd- og Nordkoreanere, arrangeret af Werner Hartmann fra Schiller Instituttet. Tyskland.
Koncerten blev afrundet med Schiller Instituttets Kor og Malkki som sammen med publikum sang den traditionelle kanon Dona Nobis Pacem, Giv Os Fred.

Vi vil producere en video af koncerten, for at udbrede denne dialog mellem kulturer til et bredere publikum.

Programmet:

Download (PDF, Unknown)




En musikalsk dialog mellem kulturer.
Schiller Instituttet i Danmark i samarbejde
med andre afholder koncert, 28. juni.

I en tid, hvor der er alt for meget politisk splid i verden, og verdens lande i stedet burde arbejde sammen om menneskehedens fælles mål, er det ekstra vigtigt, at vi på alle måder bygger bro mellem verdens nationer og de mange forskelligartede kulturer. Når vi oplever det skønne i andre kulturer, skaber det gensidig forståelse og et grundlag for samarbejde og fred. Klassisk kunst er derfor en vigtig nøgle til en sådan dialog mellem  kulturer, og det er grunden til, at vi afholder denne koncert.

Info: 25 12 50 33.

Arrangører: Schiller Instituttet, Russisk-Dansk Dialog, Det Russiske Hus og Det Kinesiske Kulturcenter.

Tid: 28. juni kl. 19.

Sted: Russisk Center for Videnskab og Kultur, Vester Voldgade 11, København (ved Rådhuspladsen).

Gratis adgang.

Program:

Download (PDF, Unknown)




Annoncering af koncert:
En musikalsk dialog mellem kulturer:
Torsdag, 28. juni 2018 

Tid: kl. 19

Sted: Russisk Center for Videnskab og Kultur, Vester Voldgade 11 (ved Københavns Rådhus)

Gratis adgang.

Schiller Instituttet, Russisk-Dansk Dialog, Det Russiske Hus og Det Kinesiske Kulturcenter præsenterer vores anden koncert for fremme af forståelse mellem kulturer. Der vil være en skøn dialog mellem klassisk europæisk musik og traditionel musik fra Kina, Rusland og andre steder.

En hovedattraktion vil være The National Folk Music Troupe of the Heilongjiang Song and Dance Theater Folk Orchestra, et ensemble af fire kinesiske musikere, der spiller traditionelle instrumenter, og som kommer direkte fra Kina specielt for vores koncert!

Hele koncertprogrammet kommer senere på Schiller Instituttets hjemmeside: www.schillerinstitut.dk

Sidste års koncert var en bragende succes, og vi forventer, at dette års koncert bliver lige så vellykket. Kom og nyd musik fra hele verden, og tage gerne venner og bekendte med.

Koncerten fra 2017 kan høres her. 

 




Kreativitetens musik.
LaRouchePAC’s Undervisningsserie 2018
»Hvad er det Nye Paradigme?« Lektion 4,
17. marts, 2018: pdf, dansk/engelsk; video

I dag vil jeg guide jer til den fremtidige renæssance af klassisk kultur, som jeg er overbevist om, ikke ville have været mulig uden Lyndon LaRouches opdagelser om kreativitetens forrang, ikke blot i menneskelige relationer, men også i universet som helhed. Jeg træder i baggrunden til fordel for Lyndon LaRouche selv; og til fordel for forskellige uddrag af hans mange skrifter, og ligeledes klip fra video og audio, håber jeg at kunne komme ind på de hovedtemaer, som har optaget ham hele hans liv, som begyndte i 1922. Dette vil også være meget nyttigt, for det vil gøre det muligt for os at fortsætte, hvor Dennis Small slap i den foregående lektion, hvor han talte om den særdeles uheldige David Hume. Jeg vil diskutere den ondartede indflydelse fra den måske ondeste filosof til alle tider, en person, der er baseret på Hume, men som gjorde noget endnu værre; nemlig Immanuel Kant.

 

Download (PDF, Unknown)

 

 




Tom Gillesbergs tale på Schiller Instituttets Venners Valgmøde, 10. nov., 2017

Det, vi besluttede at gøre her fra Schiller Instituttets Venners side, hvor vi stiller op her i København, og også i Brøndby, Aarhus og Randers, var at tage disse større spørgsmål, som virkelig er det, der kommer til at afgøre fremtiden, og forsøge at bringe dem frem i den offentlige debat; forsøge at bryde igennem den mørklægning af virkeligheden, der alt for længe har fundet sted her i Danmark, såvel som også i Europa og i vid udstrækning i USA; og forsøge, i denne konsensus om politikker, der ikke virker, at introducere, præsentere folk for et glimt ind i det nye paradigme, som findes derude i verden med Kinas Bælte & Vej Initiativ som drivkraft, men ikke kun som et kinesisk program; men dette omfatter allerede omkring 100 nationer i hele verden, og så grundlæggende set lægge det frem på bordet og sige, dette er beslutningen, dette er, hvad Danmark, og København, selvfølgelig, også må blive en del af.

Tom Gillesberg, kandidat til borgmesterpost i København og regionsråd i region Hovedstaden for Schiller Instituttets Venner; formand for Schiller Instituttet i Danmark:

God eftermiddag og velkommen til alle, der kunne komme til denne særlige begivenhed; særlig i den forstand, at vi blander forskellige kategorier her, idet vi både har inviteret ambassadediplomater til at komme og være med i vore diskussioner om det, vi i den danske valgkampagne præsenterer, her i København; men som også er omfattet i det globale, overordnede spørgsmål, der netop nu ligger foran os; nemlig, hvordan tackler vi sammen verden? Det faktum, at vi står over for nye, desperate tider i den finansielle verden, i form af et krak, der vil blive værre end det, vi så i 2007-08; men samtidig står vi også over for muligheder for menneskeheden, som er ekstremt spændende.

Det, vi besluttede at gøre her fra Schiller Instituttets Venners side, hvor vi stiller op her i København, og også i Brøndby, Aarhus og Randers, var at tage disse større spørgsmål, som virkelig er det, der kommer til at afgøre fremtiden, og forsøge at bringe dem frem i den offentlige debat; forsøge at bryde igennem den mørklægning af virkeligheden, der alt for længe har fundet sted her i Danmark, såvel som også i Europa og i vid udstrækning i USA; og forsøge, i denne konsensus om politikker, der ikke virker, at introducere, præsentere folk for et glimt ind i det nye paradigme, som findes derude i verden med Kinas Bælte & Vej Initiativ som drivkraft, men ikke kun som et kinesisk program; men dette omfatter allerede omkring 100 nationer i hele verden, og så grundlæggende set lægge det frem på bordet og sige, dette er beslutningen, dette er, hvad Danmark, og København, selvfølgelig, også må blive en del af.

I dag er også en særlig dag, den 10. november; det er Friedrich Schillers fødselsdag, den berømte tyske, men også universelle digter, »Frihedens Poet«, som han også kaldes, og efter hvem vi har vores navn, Schiller Instituttet, og som også reflekteres i Schiller Instituttets Venner. Schiller var en meget enestående filosofisk person, der i sig også havde stor passion og stor kærlighed til menneskeheden, og ikke kun til sin egen nation. Han havde denne idé, at man både kan være patriot for sin nation og samtidig en verdensborger, og at de to ikke bør være en modsigelse.

Så jeg mener, der er meget passende, før vi om lidt skal høre Helga Zepp-LaRouche online – jeg introducerer Helga, når vi kommer dertil – og senere vil jeg, og andre kandidater fra Schiller Instituttets Venner, diskutere kampagnen; men før vi kommer til det, mener jeg, det er passende, at vi får nogen skønhed. I har måske set, at én af de ting, vi har forsøgt at introducere i denne kampagne, er spørgsmålet om klassisk kultur; spørgsmålet om at give alle børn adgang til klassisk kultur; at alle børn burde lære at synge, spille et instrument, være med i et orkester og gøre denne fantastiske kultur til deres egen. Og det er sådan, man får virkelige renæssancer.

Så, for at introducere denne meget smukke del af menneskets aktivitet, klassisk musik, vil vi indlede med to arier fra Shakespeares skuespil Othello, sat til musik af Verdi i operaen Othello, som er et skuespil og en opera, alle burde se med jævne mellemrum for at blive mindet om, hvordan historien fungerer; mindet om, hvordan det var en tradition i Venedig, men i dag er en tradition i London, at spille folk ud mod hinanden således, at folk, som det var meningen, skulle leve sammen i perfekt harmoni med hinanden og udvikle hinanden og elske hinanden; hvis der så er en tredje stemme, der stikker til dem og skaber jalousi mellem dem og spiller dem ud mod hinanden, så kunne det, der skulle have været et frugtbart samarbejde, meget nemt blive til strid og krig og ødelæggelse og død. Og dette er præcist, hvad Shakespeare, men også Verdi, ønskede at vise med denne opera, hvor den onde Jago virkelig demonstrerer sine mesterlige evner i ødelæggelsen af Desdémones og Othellos lykkelige forening. Disse to arier er mod slutningen; den første er, da Desdémone sidder på sin sengekant og er bange for, hvad der næst vil ske, for Othello har bedt hende tage sin bryllupskjole på, og hun har bange anelser om, hvad der vil ske. Den anden arie er ’Ave Maria’, som er der, hvor hun beder sin bøn, og jeg mener, det også er meget passende, for netop nu har vi et så opportunt øjeblik for menneskeheden, for vi må have den ånd, som Verdi her præsenterer, hvor vi virkelig tager hele verden ind i vore hjerter, både den nuværende og fremtidige menneskehed.

Jeg vil gerne bede Lena Malkki [sopran, Sverige] synge og Dominik Wizjan [pianist, Polen] akkompagnere på klaver, disse to meget smukke arier.

[Lyt: 7:45 min]

Tom: Mange tak, Lena og Dominik.

Jeg mener dette, er en passende introduktion til det, der kommer nu. Vi har, som I ser, Helga parat online, og jeg vil blot sige et par ord for at introducere hende.

Hvis I ikke allerede kender hende, vil jeg foreslå, at I googler hende og finder en masse af hendes skrifter, for de er derude[1], for hun er en meget inspirerende kraft, men hun er også meget intimt knyttet til den proces, der netop nu finder sted i Kina og internationalt, og som kendes som Bælte & Vej Initiativet.

Helga stiftede Schiller Instituttet i 1984, men var allerede inden da meget politisk aktiv. Hun var én af lederne i LaRouche-bevægelsen og blev mere udtrykkeligt leder, da hun i 1977 giftede sig med Lyndon LaRouche, og hun har siden da været drivkraften i en masse projekter for at forandre verden. Hun er også meget nært, personligt knyttet til Kina, da hun rejste til Kina som ung journalist og så ting i Kulturrevolutionens mørke tid, og i takt med, at der opstod nye muligheder, var hun i 1970’erne sammen med Lyndon LaRouche en førende kraft i at skabe en ny, retfærdig, økonomisk verdensorden, også sammen med Den Alliancefri Bevægelse i 1970’erne. Da der, i 1989 med Berlinmurens fald, opstod en mulighed for at få en helt ny verden, grundlæggende set, men også en helt ny, strategisk situation i Europa, var hun meget aktiv i at forsøge at ændre dynamikken; først, og også sammen med Schiller Instituttet, var hun en ledende kraft i en masse konferencer for at forsøge at få en massiv udvikling af Europa, fra Centraleuropa og mod øst, og dette blev i stigende grad saboteret, kan man sige, af de gamle magter. Hun var dernæst en førende stemme i at forvandle dette projekt til Verdenslandbroen; og Helga rejste meget til Kina for at understrege nødvendigheden af denne Verdenslandbro, for at forbinde Kina med Europa gennem infrastrukturkorridorer, det, hun også kaldte Den Nye Silkevej, og af denne grund blev hun i Kina kendt som Silkevejslady’en. Der skete dernæst det, at det på dette tidspunkt blev delvist stoppet pga. krisen i Asien i 1997, men med krisen, der kom i 2008, gjorde Kina noget helt andet end det, der foregik i Europa og USA, og de ændrede politikken og begyndte massivt at transformere den kinesiske politik med udvikling af infrastruktur, og de lod det ikke være godt med det, med at løfte 700 mio. kinesere ud af dyb fattigdom; men i 2013 initierede Xi Jinping også politikken med Bælte & Vej Initiativet for at sprede denne politik internationalt.

Så Helga er blevet en meget citeret person og en hyppig gæst i de kinesiske medier, hvor hun taler om disse spørgsmål. Hun var også i Beijing, hvor hun var inviteret som repræsentant for Schiller Instituttet til Bælte & Vej Forum, der fandt sted i maj måned i Beijing, som en del af konferencens indbudte tænketanke.

Vi er meget glade for at høre hendes stemme her og høre hende præsentere, hvad det egentlig er, vi mener med vore valgplakater, hvor vi siger, at Danmark – København og Danmark og Europa – bør tilslutte sig Bælte & Vej Initiativet / Den Nye Silkevej. Så vi er meget glade for at have dig med os, Helga, og høre, hvad du kan fortælle os.

Min. 24:05.

(Engelsk udskrift af Helgas indlæg)

[1] Se engelsk: http://newparadigm.schillerinstitute.com/

dansk: http://schillerinstitut.dk/si/