Glass-Steagall:
Europa på randen af total finansiel nedsmeltning

12. juli 2016 (Leder) – Europa konfronteres med tre mekanismer, der kunne udløse en nedsmeltning, et sammenbrud, af det transatlantiske finansielle system, og enhver af disse mekanismer kunne detonere, hvad øjeblik, det skal være. Og så er de endda på ingen måde de eneste kilder til det transatlantiske, London/Wall Street-ledede systems kollaps.

For det første er de italienske banker på randen af kollaps. Man har offentligt indrømmet, at de førende italienske banker har for 360 milliarder euro gæld, der er i betalingsstandsning – og uofficielle estimater sætter tallet langt højere. Men, som den italienske premierminister Renzi korrekt har advaret om, så er krisen omkring Deutsche Bank »hundrede gange værre«. DB sidder med aktuelle derivater til $72,8 billioner og har et bjerg af insolvent gæld. I søndags krævede DB’s cheføkonom David Folkerts-Landau en omgående haste-bailout af de europæiske storbanker til 150 milliarder euro – med start i hans egen DB. Iflg. EU-love, der trådte i kraft 1. januar, skal banker først gennemgå en bailin (ekspropriering af visse typer indeståender), før de kan få en bailout (statslig redningspakke), og dette udgør i sig selv en sikker udløser af en systemisk nedsmeltning.

Fra mandag at regne konfronteredes Londons store ejendomsfonde med et stormløb fra investorerne, i kølvandet på Brexit-afstemningen, og udsigten til et umiddelbart forestående sammenbrud af hele den britiske ejendomsboble er meget virkelig. I en klar panik over den accelererende disintegration vred det regerende Konservative Parti armen om på den ene af de to tilbageværende kandidater til partiformandsposten for at trække sig som kandidat, således, at Theresa May kunne blive installeret som premierminister på onsdag – for at have en regering på plads til at håndtere den fremstormende krise.

Dette umiddelbart forestående, systemiske krak kan ikke adskilles fra den voksende fare for atomkrig i kølvandet på NATO-topmødet for statsoverhoveder i Warszawa i sidste uge.

Det er præcist pga. denne kombinerede fare for et kollaps ud i kaos og en potentiel udslettelseskrig, at Lyndon LaRouche har krævet en engangs-bailout af de tyske banker for at standse blødningen længe nok til at lancere et reelt skifte i politikken, baseret på hans egne Fire Love for, hvordan verdensøkonomien skal genoplives gennem kreditter, der er rettet mod at forbedre arbejdskraftens produktive evne, gennem investering i infrastruktur, fremskudt, videnskabelig grænseforskning, der anføres af en massiv udvidelse af rumprogrammet, og lignede tiltag. LaRouche advarede kolleger den 10. juli om, at, hvis Tyskland tager et styrtdyk ud i kaos, er krig umiddelbart overhængende. Tyskland sidder inde med nøglen til en ny europæisk politik over for Rusland, baseret på strategisk og økonomisk samarbejde, og hvis dette forhold spoleres, vil konsekvenserne blive katastrofale.

Tiden er inde til at se den nuværende krises virkelighed i øjnene, krævede LaRouche, og til at handle på basis af denne nødsituation, som krisen kræver det.

Læs: LaRouches Fire Love til at redde USA (og verden …) 

 

SUPPLERENDE MATERIALE:

Italienske banker og Deutsche Bank fører an i den transatlantiske sektors krak

11. juli 2016 – Pressen i den transatlantiske verden er fuld af dækning af krisen i Deutsche Bank og de italienske banker, som understreger betydningen af Lyndon LaRouches intervention, hvor han kræver en engang-bailout af Tyskland for at forhindre kaos i Europa, men baseret på behovet for gennemgribende ændringer i banksystemet for at forcere kreditter ind i realøkonomien og lukke derivativerne og andre spekulative bobler ned.

Russia Today har David Folkerts-Landaus interview med Welt am Sonntag, hvor cheføkonomen for Deutsche Bank (DB) krævede en haste-bailout til 150 milliarder euro, og det citerer også udtalelser fra Lorenzo Bini Smaghi, formand for Societe Generale, hvor han advarer om, at den italienske bankkrise kan brede sig til hele EU. DB-aktier er faldet 48 % i løbet af de seneste 12 måneder, Societe Generales aktier er faldet 63 %, og Bloombergs Europa-index over 500 banker og finansielle serviceselskaber er faldet med 33 %, det laveste i syv år. En tidslinje i Bloomberg-artiklen har titlen, »Deutsche Banks episke kollaps«, og som gør det ganske klart, at det europæiske banksystem nu står på randen af et umiddelbart krak.

RT har også en nylig, underskrevet kronik af George Soros, hvor han erklærer, at EU’s kollaps er blevet »næsten uundgåeligt« siden Brexit-valget.

»Det katastrofale scenario, som mange har frygtet, har materialiseret sig og gør en disintegration af EU praktisk talt uigenkaldelig«, skrev han for Project Syndicate (som han financierer kraftigt). Han tilføjede, at det finansielle kollaps i UK i kølvandet på Brexit var det værste i tre årtier. »Det europæiske projekts blotte overlevelse er indsatsen i forhandlingerne om, hvordan Brexit kommer til at forløbe.« RT’s dækninger bemærker, at Marine LePen mødtes med den franske præsident Hollande og pressede på for at få en folkeafstemning om en «Frexit«, men blev afvist.

Reuters har også en omfattende dækning af Folkerts-Landau-interviewet. Cityam, en online finans-publikation, bemærkede, at italienske banker sidder med insolvent gæld til 360 milliarder euro, og aktier i samtlige italienske storbanker og andre banker i Middelhavsområdet – Unicredit, Banca Monte dei Paschi di Siena, Banco Popolare og Intesa San Paolo (Portugal) – er faldet med 25 % siden Brexit-valget. Michael Hewson fra CMC Markets UK citeredes for at sige, »hvis Italien går ned, vil det tage resten af Europa med sig«.

The Street havde følgende hovedoverskrift tilbage den 5. juli, »Vil Deutsche Bank initiere den næste finansielle krise? Aktier kunne være på vej til nul«. Artiklen nævnte paralleller til Lehman Brothers og viste, at DB er i en langt værre tilstand end Lehman var mod slutningen. IMF advarede om, at det største overløb fra DB vil ramme Frankrig, UK og USA, der »har den største grad af overløb fra omverden, målt ud fra den gennemsnitlige procent af kapitaltab hos andre banksystemer pga. chokket i banksektoren i oprindelseslandet«. En grafisk fremstilling i Wall Street Journal, der nævnes af The Street, viser bank-til-bank-forbindelserne i Deutsche Bank. DB er belånt med over 40:1, langt værre end Lehmans 31:1 på tidpunktet for dens kollaps; og DB’s aktuelle portefølje af derivater udgør $72,8 billioner, hvilket er 13 % af alle globale, udestående derivater. »Hvis domino-effekten opstår, vil Tyskland, med sit BNP på $4 billioner eller EU med sit BNP på $18 billioner ikke være i en position, hvor de kan få kontrol over det.«

New Europe online har hovedoverskriften, »Hvorfor Deutsche Bank er den farligste bank i verden«, og spørger, hvad prisen ville være for den tyske regerings bailout, versus konsekvenserne af at lade det nedsmelte med systemiske implikationer.

Bloomberg har også advaret om, at Londons ejedomsmarked er ved at krakke, og dette er endnu en konsekvens af Brexit. Standard Life Investments annoncerede, at fra og med i dag, vil de suspendere deres UK Ejendomsfond for at afværge investorer, der kræver deres penge tilbage. Dette udløser allerede smitte, med flere andre store ejendomsinvestorers meddelelse om lignede fastfrysninger af klienternes midler, og med endnu andre, der simpelt hen meddeler, at de trækker sig ud af eksisterende handler om prima ejendomsprojekter i London.

Samlet set er tilstandene i Italien, Deutsche Bank og ejendomsmarkedet i London mere end tilstrækkelige til at eksplodere hele den transatlantiske finansielle sektor. Det er præcis pga. denne allerede igangværende krise, at nødforanstaltninger, nøjagtigt i overensstemmelse med LaRouches krav, omgående må vedtages.     




RADIO SCHILLER 12. juli 2016:
Lyndon LaRouche har krævet en engangs-bailout
af de tyske banker for at redde hele Europa

Med næstformand Michelle Rasmussen




Lyndon LaRouche: »Vi må hjælpe Tyskland,
for uden at opretholde et stabilt tysk system,
kan vi ikke forhindre krig!«

11. juli 2016 (Leder) – Det transatlantiske finansielle system befinder sig på et punkt, hvor der er umiddelbar fare for et sammenbrud, og det, der er sket blot det seneste døgn, er, at den italienske premierminister Renzi på en fælles pressekonference med den svenske statsminister har erklæret, at, alt imens de italienske banker har store problemer og behøver en bail-out, så er dette af mindre betydning i forhold til de europæiske storbanker, der står over for et massivt sammenbrud af derivater. Han refererede meget specifikt til Deutsche Bank, der har en eksponering til derivater til en værdi af $75 billioner, og som af alle betegnes som den største enkeltkilde til et nyt systemisk sammenbrud.

Renzi lagde pres på Merkel og især den tyske finansminister Schäuble for at overgive sig og tillade Italien at opgive kravene til bail-in, der har været gældende i Europa siden 1. januar, for at kunne udføre en bailout af Monte dei Paschi og andre italienske banker.

Hvad der siden da faktisk er sket er, at Deutsche Bank offentligt har opfordret til en massiv europæisk bank-bailout, hvor man selvfølgelig begynder med sig selv, og de kræver grundlæggende set en i det mindste midlertidig annullering af reglerne for bail-in. Dette er en erklæring fra Deutsche Banks cheføkonom David Folkerts-Landau i Welt am Sonntag i søndags. Han siger, at banken har brug for en bail-out på EU150 milliarder for at genkapitalisere, og at det må gøres uden at ekspropriere obligationsindehaverne og indskyderne.

Som respons på disse dramatiske udviklinger udsendte den amerikanske, politiske økonom Lyndon LaRouche et dramatisk krav om handling:

»Det, som vi præcist må gøre, er at støtte en midlertidig reorganisering af disse bankers økonomi, og dette må vi sikre for at standse blødningen. Med andre ord, så er pointen den at stoppe blødningen, og integrere og introducere vilkår, der vil gøre det muligt for os at opretholde en sådan operation.«

»Man må med andre ord skabe, for hele den tyske økonomi er en afgørende faktor. Det er noget rod. Vi ved alle, at det er noget rod. Det har været noget rod; det blev til noget rod … Schäuble og så videre har gjort det til noget rod! Det ved vi. Men vi vil ikke lukke den tyske økonomi ned på baggrund af det faktum, at vi har en flok skurke, eller mistænkte skurke, der sidder i visse stillinger. Det, vi vil gøre, er, at vi vil løse det her; vi fixer det, og vi bakker det op, for en enkelt gangs skyld.«

»Ryd op i det hele, og etabler et program, der vil sikre, at Tysklands banksystem fungerer. Når det først er gjort, kan man arbejde videre derfra!«

En sådan engangs-manøvre vil nødvendigvis involvere en annullering af disse $75 billioner i derivater og så at gå over til en bankopdeling og den slags ting, der ville gøre kredit til realøkonomien mulig.

LaRouche uddybede: »Man er nødt til at kvalificere det yderligere og sige, at vi gør det som en engangs-operation, for at redde økonomien. Og det er det.«

»Dette er en redning af økonomien, og til trods for alle de fejl, der er begået, vil vi gøre det for en enkelt gangs skyld, fordi vi vil prøve at redde Tysklands økonomi. Og det er, hvad der står på spil. Og Schäuble er ikke nogen nyttig person, heller ikke Merkel.«

»Vi må hjælpe Tyskland, for uden opretholdelse af et stabilt tysk system, kan vi ikke forhindre krig!«

»Det, vi behøver, er et program, der udsteder kredit til den tyske økonomi, en éngangskredit til tysk økonomi. Og man må præsentere det på den måde, og fremstille det for folk på den måde, for at give dem tiltro til det, de gør, og sige til dem, at de ikke skal gentage, hvad de gjorde tidligere. Det er pointen.«

»Man må sige til den tyske økonomi, ’Hør, I har begået fejl, alvorlige fejl. Nu vil vi redde jer, men I må selv adlyde; I må gå i gang med jobbet og gøre, hvad I må gøre, og forsøg ikke at snyde mere’.«

»Jeg siger, at Tyskland er et nødstilfælde. Vi må organisere det her sådan, så Tyskland kan komme ud af dette problem. Og antage, at organisationerne i tysk økonomi vil operere på en sådan måde, at slaget vindes.«

»Og Schäuble er jo egentlig ikke på højde med mit niveau på det område … Men fokusér essentielt på de betingelser, der må tilvejebringes, og som gør dette her muligt. I må have et system, der vil sikre den tyske økonomi, den finansielle økonomi, og det må I gøre; og I må få det til at fungere. Hvis ikke, vil I få kaos.«

LaRouche refererede til 1989-perioden, da Berlinmuren faldt og Tyskland gik i retning af en genforening, og regeringen Helmut Kohl søgte at genoplive de økonomiske og politiske bånd til Østeuropa og det, der snart skulle blive til Rusland efter Sovjetunionen.

»På den tid havde vi tilfældet med en stor leder i den tyske økonomi, der blev myrdet af franskmændene – præsidenten for Deutsche Bank, Alfred Herrhausen. Vi ønsker ikke et nyt Herrhausen-overgreb. Lad tyskerne være frie, og send de andre ud på græs. For det var, hvad der skete. For man havde et tidspunkt her, hvor man havde en ledende person i det ledende embede i tysk politik, og man lukkede det ned, og man fik tingene til at gå i en anden retning, og man ødelagde den indledende fase til den tyske økonomi!«

»Så vi må sige til nogle af folkene i dette område, at de begik en stor fejltagelse, og at de bør være en smule mere generøse i deres håndtering af denne ting.«

 

 




Tiden er inde til at sætte hårdt ind for at lukke Obamas krig ned.
LaRouchePAC Internationale fredags-webcast, 8. juli 2016

Lyndon LaRouche (lydklip): »Vil Obama bombe verden, eller vil Obama opgive? Eller vil han gøre noget andet, midt imellem? Pointen er, når man ser på kendsgerningerne, på de samme personer, så ville jeg sige, at spørgsmålet her er: Luk det her ned! Luk denne krig ned! Luk krigen, og alt, hvad den repræsenterer, ned, nu! Vi har denne ting fra Storbritannien, vi har andre ting i Europa, og ting i andre dele af verden. Jeg tror, at tiden er kommet til at sætte hårdt ind, og effektivt, for at lukke denne krig ned! Luk denne form for krigsførelse, luk det ned!

Hvilket betyder, at vi må skabe et økonomisk system, der vil bidrage til befolkningens behov, både i USA og andetsteds. Spørgsmålet er derfor ikke krig; spørgsmålet er: Er befolkningen i USA parate til at samle sig og genoverveje deres skæbne? Er de villige til at skabe et system, hvor mennesker skaber rigdom, og sørge for, at dette bliver svaret, alternativet til det, der f.eks. finder sted i USA – alle de mennesker, der er ved at uddø eller lider, osv., som de gør nu?

Derfor, vil vi finde alternativet til denne og lignende former for nonsens? Det er spørgsmålet. Jeg mener, at vi virkelig må være meget hårde med dette og få en virkelig solid fremgangsmåde og sige, at, nu gør vi det her for at redde civilisationen, på basis af, hvad Manhattan (projektet) kan tilbyde.

Vi har USA. USA kan vendes omkring, noget langsomt nu, men vi har evnen til at vende tingene rundt, med vores teknologi, der også er i en forfærdelig forfatning. Men vi har nok til at stille uret tilbage, til at gøre en ende på denne evindelige frygt og ondskab. Vi må forsvare USA, dvs. befolkningen i USA, ved at genoprette den form for system i USA, som behøves omgående, for folk i hele USA, og vi må tilskynde andre nationer til at acceptere det samme valg. Jeg mener, det kan gøres.«     

WE MUST REALIZE WHAT IS TRUE AND THEN ACT ON THAT BASIS

LaRouche PAC Friday Webcast, July 8, 2016

        MATTHEW OGDEN:  Good evening! It's July 8th, 2016. My name
is Matthew Ogden, and you're joining us for our weekly Friday
evening webcast with larouchepac.com. I'm joined in the studio
today by Megan Beets, from the LaRouche PAC Science Team; and I'm
joined via video by two members of our Policy Committee, Diane
Sare, from the New York City Manhattan Project; and Kesha Rogers,
from Houston, TX.
        We're going to begin our webcast tonight with a very
hard-hitting and important clip from a discussion that we had
with Mr. LaRouche yesterday. This is an audio recording of some
remarks that Mr. LaRouche had, and I think this is going to
inform the discussion that we'll be having here tonight.

        LYNDON LAROUCHE (audio clip): Is Obama going to bomb the
world, or is Obama going to give up? Or is going to do something
else, in the middle? The point is, I would say that the issue
here, when you look at the facts, the same people, the question
would be: shut this thing down! Shut this war down! Shut down the
war and what it represents, now! You've got the thing from
Britain, you've got things in Europe otherwise, you've got the
things in other parts of the world. I think the time has come to
{push hard}, and effectively, to shut this war down! Shut this
kind of warfare, shut it down!
        Which means there's an obligation to create an economic
system which will contribute to the needs of the population, both
in the United States and elsewhere. Therefore the question is not
war; the question is: Are the people of the United States
prepared to reassemble themselves, and reconsider their destiny?
Are they willing to create a system of creation of wealth by
people, and have that thing become the answer, the alternative,
to what's happening, for instance, in the United States–all the
people who are dying out or suffering, and so forth, as now?
        Therefore, are we going to find the alternative to that kind
of nonsense, and similar kinds of nonsense? That's the question.
I think we've really got to go hard on this thing, and get a real
solid approach to say we are now going to do the thing to save
civilization, on the basis of what Manhattan has to offer.
        We've got the United States. The United States can be turned
around, somewhat slowly now, but we've got the ability to turn,
with our technology, which is also in terrible shape. But we've
got enough to {turn the clock around}, to end this perpetual fear
and evil. We've got to defend the United States, in the sense of
the people of the United States, by restoring the kind of system,
{in the United States}, which is needed for the people
{immediately} throughout the United States, and to encourage
other nations to accept the same option. {I think it can be
done}.

        OGDEN:  Wonderful! Thank you very much for playing that
clip. We also have a few other very significant things that
happened this week. Obviously, Mr. LaRouche just responded, in
the remarks that you heard, to the developments that are
occurring in Britain. There's a rejection of the entire status
quo, which can be seen very clearly from the Brexit, and then the
{unpredictable} fallout that's happening around that. But also
you have the release of the Chilcot Inquiry Report, which really
just confirms that [former British Prime Minister] Tony Blair is,
in fact, a war criminal, and everybody else who went to war in
Iraq based on false premises, deserves to be prosecuted along
those lines.
        Elsewhere in that discussion, Mr. LaRouche laid out a very
clear continuity of the process, beginning with the Al-Yamamah
deal, the decision by [Saudi] Prince Bandar and [then British
Prime Minister] Margaret Thatcher and George Bush, Sr., at that
time, to initiate this irregular warfare operation. In that case,
it was against Russia, proceeding through to the September 11th
attacks, the cover-up of those attacks, (which is what the 28
pages is concerning), and then the entire process of
"regime-change warfare" that was premised on that lie: Tony
Blair's Iraq War operation; Obama's overthrow of the government
of Libya; and then the attempted overthrow of the government in
Syria. That is the next phase in that process. The Bush/Cheney
phase, the Tony Blair phase, the Obama phase; and now you have
the escalation to the point of the danger of World War III — the
doubling down by Obama this week on his aggressive warfare
operation against Russia, in terms of the build-up of the NATO
troop presence in Europe, and also the confrontations in the
South China Sea, which risk the outbreak of World War III in that
region of the world as well.
        There was another very significant event that occurred in
Washington, DC this week. Very unique, in the "belly of the
beast," which was sponsored by a Chinese organization, the
Chongyang Institute for Financial Studies and the National
Institute of the South China Sea Studies. It also included very
significant, prominent participation, by Bill Jones, the
Washington Bureau Chief for {Executive Intelligence Review}, who
was on the speaking panel. Helga Zepp-LaRouche, the founder of
the Schiller Institute, was also present, and made a very crucial
intervention.
        We would also like to play a very short video clip from that
event, to give you a little bit more of a sense of the context
for our upcoming discussion.

        HELGA ZEPP-LAROUCHE (video clip):  My name is Helga
Zepp-LaRouche. I'm the President of the Schiller Institute. I
have two questions. One I would like to ask [U.S. Naval Academy]
Professor [Brian] Mulvaney. The United States itself has
recognized the historical rights of China in the past. For
example, there's several State Department memorandums, from 1943
and 1944, which clearly say that the United States and the
Philippines have no claims to the islands, and, basically, that
they were China's historical territory — a position that was
then reversed at the [1951] San Francisco Peace Conference. But
that is clearly the source of all this trouble. Why is the United
States not recognizing the historical rights of China? That's my
first question.
        My second question is more general. There are many military
experts internationally who are warning that the situation today
is more dangerous than during the height of the Cold War.
Furthermore, we are about to experience another financial crash
worse than 2008. I think the terrorist activities, especially of
the last two weeks, in Bangladesh, Turkey, Indonesia, European
countries, clearly shows terrorism is out of control. Actually
with the Brexit, the European Union is in a process of
disintegration, very rapidly.
        My question is: Can mankind not rise to a higher level of
cooperation and go for a new paradigm, where geopolitics is
overcome, and replaced by the common aims of mankind? The world
is in dire need for the United States and China to work together,
because I think without the two countries joining hands, the
world is in trouble. So, the question is: Can the world move to a
new paradigm of peaceful cooperation for the future tasks of all
humanity?

PROF. BRIAN MULVANEY:  I totally disagree. I don't think we are
anywhere near large-scale conflict. This is not the Cold War.
This is not the Cuban Missile Crisis. China and the United States
are not about to go to war. At the absolute very worst, there may
be some sort of crisis that erupts, and it's contained, in the
South China Sea. It will be small, if at all. I think it will be
completely, it is completely, avoidable, and I personally
believe it will be avoided, and that, hopefully, cooler heads
will prevail. So, I disagree with the premise of the fact that
this is a more dangerous time than we've seen in a long time.
        As far as humanity goes, I am hopeful. Hopefully, Truth,
Liberty, and Democracy can brave throughout the world, and
everyone can come together in great harmony. Unfortunately, the
history of mankind doesn't seem to bear that out, but we do keep
getting better, and, probably not in my lifetime, but perhaps
down the road.

        BILL JONES:  When they talk about the "rule of law," you
have to ask, "Whose law, and who sets it?" The United States
sends the thing, as President Obama said it, with regard to the
TPP [Trans-Pacific Partnership Treaty], "We've got to make the
rules!" But the world is much different now. There are many
different countries. Other countries also have a say in making
the rules. As long as, I think, the idea is, what is for the good
of the people, this is what should determine the rule of law. I
think China is completely consistent with that in their
attitude, if they reject this arbitration.
        Let me also say something on that. It's very important that
these dialogues occur, because it's the only way that each side
can really understand what the other is talking about. It doesn't
necessarily change people, but over the long term, I think it has
a positive effect. Here in the United States, the mainstream, I
would agree; that is, I would consider it somewhat "hard line."
The mainstream is influenced by the mass-media, by the press. You
read the {New York Times}. Look, I read the {New York Times}
every day. I have not yet found, over the last ten years, an
article in the {New York Times} which was positive towards China.
[laughter] Of course, almost every day, there are articles on
China. [Responding to the audience laughter] I read it pretty
closely. I don't think I have missed any article.
        So, that a lot of what goes on between the discussion of
experts, is not effective, because of what I said, that the media
really distorts China's actual view. But, I'll also say, in the
United States, there has generally, throughout the years, been
positive attitudes towards China, among the general population.
The United States was not a colonial power. We had the
Philippines, and Franklin Roosevelt gave them their independence.
We were an anti-colonial power. This is why we were, over 200
years, very good friends with China. And it's only recently, I
would say in the post-Cold War period in particular, where the
United States remained the major military power; that a new
attitude was adopted, away from Franklin Roosevelt's Dialogue of
Nations, which he tried to create in the last days of his life
and didn't quite succeed because he died so early; and that it
had become more and more like what I call a British Imperial
attitude: we are the Lords of the Seas, and therefore we control
it, because we've got the guns and the boats and everything else.
        That has affected I would say the "think-tank class," or the
"intellectual class," [which] is permeated with this; whereas the
general population is not. So, I think what has to be done is
there has to be more of this "meeting of dialogues," not at an
experts' level so much, but at the people-to-people level, so
that people here in the U.S. who are reading the {New York Times}
can go to China and say, "Boy, the {New York Times} really has a
wrong foot, entirely! They don't get it!" And they would see it.
I think also what China's doing with the Belt and Road, if it
were done here, if we would agree, if they would build high-speed
rail here, people would have a different attitude toward China.

        OGDEN:  I think that provides a very good foundation for a
productive discussion. The very first point that Mr. LaRouche
made in the beginning was, "Are the citizens of the United States
willing to re-assess themselves, re-assemble themselves, and
re-consider their destiny? Are we going to allow this war to
happen, or are we going to shut it down? Are we going to save
civilization?" I think that's the question on the table.

        DIANE SARE:  Well, he did put a particular — as we heard —
very strong emphasis on Manhattan; and I think there are a number
of aspects to that.  One, perhaps the biggest, is the question of
Alexander Hamilton. And I was just reflecting as we heard these
comments from these people, this character from the US Naval War
College, who was somewhat hostile in the way he pounced on Mrs.
LaRouche's question; and then you hear his view of mankind.  It
indicates a lack of ability to think of the future or to be
creative, because if you think about Einstein or you think about
Kepler, or you think about Hamilton, for example.  What does
Hamilton come from?  He was on a British-colonized,
Dutch-colonized plantation place in the Caribbean, where he saw
the real evils of slavery and usury firsthand.  He comes to the
United States, which is a colony of the British Empire, and
nonetheless, has a very clear vision of how mankind {should} live
without ever having actually experienced it himself.  And that is
really unique.
        And if we think about Einstein and the question of
gravitational waves, similarly he was able to think through,
without the measuring instruments that we've had only recently,
but in his mind he said, no, this must be the principle of
ordering of the universe; and similarly Kepler's thinking.  And
it's not different from the question of human economics and the
development of mankind as a species that it is the natural state
that we become better, more intelligent, live longer, healthier,
and you have more of us with a higher standard of living; that is
actually the natural state of human affairs.  Many people today
have trouble thinking of this because the entire system has been
geared against creativity, and has been set up to crush the
ability to actually think of unthought-of thoughts; to think of
something new.  Instead, people go with a Bertrand Russell
algebraic approach that everything has to follow in a sequence of
what it's been doing.  And I would say it's that outlook that has
led us to have a record number of suicides, a record number of
heroin overdoses, and a collapse; and people seemingly lacking
the vision to actually solve it.  And I think it's just so
crucial that people take note of what just occurred at this
conference organized by Mrs. LaRouche, that she and her husband
were at in Berlin.  They actually don't operate in the way that
you may have been thinking that they do for most of your life.

MEGAN BEETS:  Well, I had a similar thought, Diane, listening to
the counterpoint between Helga's question and the answer by the
gentleman on the podium there.  The question raised — maybe not
in these words — but the question before us all now is, is
mankind capable of rising to the level of reason?  Is society
capable of assuming a state of existence as we're seeing and
calling for in this New Paradigm which has never happened before.
If you look back in history, people like Friedrich Schiller was
facing the same question with the failure of the potential and
the opportunity of the French Revolution which failed.  And he's
looking at the question of can mankind actually educate itself to
be rid of the characteristic of barbarism within society for
good.  Can there actually be a perpetual renaissance?  And two
other people who obviously contemplated this and had a certain
optimistic vision of this, are Helga Zepp-LaRouche herself, and
also Krafft Ehricke, who had a completely optimistic view of the
future of mankind in space; and knew that it would only come
about through an aesthetical education of society.  I think it is
a very challenging view for people today to contemplate the
notion that it is possible to move beyond this childishness of
mankind into a state where warfare and geopolitics are things of
the past, and are no longer part of human society.  I think that
does require exactly what you said: the tapping into the
creativity of the population, as Hamilton recognized was the
basis of economics, and what LaRouche has based his economic
discoveries on — the human mind's ability to create that which
never existed before.

        KESHA ROGERS:  I think it's important to look at what Mr.
LaRouche laid out a few  years ago in June of 2014, as the
alternative and the only option for saving the United States and
the survival of mankind.  Which now really has to be looked at in
an even greater context in terms of the role of the United States
in cooperation with nations such as Russia and China, around
meeting the common aims of mankind as Mrs. LaRouche indicated.
Mr. LaRouche has laid out four fundamental principles — really
scientific principles and  Constitutional principles as he named
them — which are governed by our US Constitution and were
reflected in the policies of people such as President Franklin
Roosevelt, John F Kennedy, and President Lincoln before; and
really were centered around the foundation of our Constitution as
Diane said, with the Hamiltonian conception of a credit system.
        More importantly, it gets to the question of what is your
conception of the nature of human beings.  Do you think that
human beings are just animals or beasts; or do you see human
beings as superior and having mental capacity over lower forms of
life?  When he put these four laws out, which state — I'll just
go through them; and I think we should have a further discussion
about it. The first law was that we must re-enact Glass Steagall
in the precise form that Franklin Roosevelt put into effect.  2.
Return to a system of national banking, as Alexander Hamilton had
intended, and was described under Abraham Lincoln's greenback
system.  3. Institute a Federal credit system to generate
high-productivity improvements in employment. 4. Adopt a fusion
driver crash program.
        Now, on this fourth point, it was encompassing of the entire
program that Mr. LaRouche put forward; because it wasn't just
about nuclear power or building nuclear power plants and so
forth.  It really got to this conception of what is our human
destiny; how do we view the nature of mankind as acting to remove
any limitations that are put on human progress?  It reminded me
that these four laws were very in tune to the laws of Krafft
Ehricke in his three laws of astronautics, that he put out in
1957; because when you think about this, the fourth law of Mr.
LaRouche's fusion crash driver program was very much in line with
what Kennedy had intended when he made his address on May 25,
1961, calling for landing a man on the Moon and returning him
safely to Earth.  This program was actually exemplified by this
very question of what is mankind's mission in participating in
the creative process.
        What Krafft Ehricke brings up is just that; it is the
question of the moral law of human beings that they are actually
doing away with this conception that mankind is nothing more than
beasts.  It was interesting listening to this comment — as Diane
said it was pretty hostile.  It was hostile because this
gentleman has a very low conception of what the nature is of
human beings.  He has already made the determination that you can
only allow something to happen that has already been determined
and decided for you.  As he was making the point, "Well, I would
like to have a nation where we live in peace and harmony; but
unfortunately that's not the world we live in."  Well, the
question is, how are we going to make the determination that we
must create that world and bring that world about.  That was the
basis, and continues to be the basis of Mr. LaRouche's economics
and what he means by the conception of these four laws.  And what
was defined also by Krafft Ehricke's laws of astronautics; that
are not just the basis of how you go about into space travel, but
more so the principle of what mankind must overcome to be able to
create these breakthroughs which are necessary to define a future
progress and a future human destiny.  The idea, as we've stated
on many occasions, that nobody and nothing under the natural laws
of the Universe impose any limitations on man except man himself;
that's something that really had to be defined in this discussion
that was had at the Chinese press conference there.
        But the key thing right now, as Mr. LaRouche said, is are
people going to prepare themselves to reconsider their destiny?
And reconsidering their destiny means we have to get rid of these
limitations; we have to now move immediately to shut down this
war drive of Obama, and everything that he represents in terms of
this culture of death.  Right now, we are seeing the escalation
towards all-out war, and we'll speak more on this in just a few
moments.  But the fact that, as we speak right now, the NATO
summit in Warsaw, Poland is happening; Obama is there, pushing
more provocations against Russia.  It is very clear that
Americans do have to make the decision that we want to
collaborate as human beings with other nations for the betterment
of mankind.  We have to stop this killing and this war threat and
actually move toward a new conception of human nature.
        So, I wanted to start with that, and then I'll come back
with more.

OGDEN:  I think that is very significant, because the whole
threat that Obama is making — and this is what Mr. LaRouche said
last week — this is a very empty threat.  This entire system
which Obama represents is completely bankrupt.  Look at what's
happening in Europe; the entire European system is splintering
apart.  Nobody has any idea how the consequences of the Brexit
vote are going to pan out; the leadership of all the parties is
collapsing, it's crumbling, it's imploding.  Then you have Obama
making these boastful threats.
        The point is, Europe is bankrupt; you have an emerging New
Paradigm; you have China and Russia; the Eurasian system could
encompass all of Europe.  You could have, finally, an integration
of this entire continent around a New Paradigm; a new system of
relations among nations, as Helga said at her intervention at
that event in DC.  This is a completely new concept of the
relationship between nations.  And yes, people within the think
tank class — as I think Bill Jones rightly called it, the pundit
class — are extremely pessimistic people; they don't have
vision, they don't have imagination.  That's why you have
leadership like Helga at that event.  Then, what happened?  You
had this Berlin conference which was incredibly good timing; two
days after the Brexit vote.  So, one thing on that subject,
because I think it ties together the question of the bankruptcy
of this trans-Atlantic system.  What both Diane and you, Kesha,
brought up about what's the new system?  This is Hamilton;
Hamilton is back.  We have the solution; the Four Laws are
self-explanatory, they're on the table.  They could be enacted
overnight; and this really is, in effect, the United States
joining the New Paradigm.  So, this is I think an important
comment by Mr. LaRouche; it came out of a discussion he had with
Jeffrey Steinberg earlier today.  Jeff presented him with the
institutional question that we got this week from contacts within
DC.  The question was:  "In your view, Mr. LaRouche, can the
European member countries post-Brexit chart a constructive and
viable economic course?  And how can they reverse their economic
decline?"  And I think Mr. LaRouche's remarks are very apropos.
He said, "The European Union must consent to end the system of
trash nations."  And by trash nations, he said [he meant]
"nations in the EU like Italy, that are treated like trash.
Other nations — Greece; that's obviously treated like trash.
This is resulting in the destruction of the nations of Europe."
Mr. LaRouche said, "You are going to have to depend on
cooperation between Putin and the right people in Germany; who
are in a minority, but are tied to the real, productive economy.
You're going to have to rely on that cooperation between Russia
and Germany to make the needed shift.  You have to return to
principles of physical economy, or all of Europe will collapse
very soon.  The anchor is the Russia-Germany collaboration."
        So, in reality, this is the path forward.  And for all of
Obama's threats in Warsaw, and all of the bluster from NATO; yes,
this is a very dangerous situation.  As Helga said, it is far
more dangerous than at any moment during the Cold War.  But, this
is the face of a collapsing system; and the only solution here is
the return to Hamilton.  And I think the leverage is very clear,
Diane; we've got the leverage to do this in Manhattan, in New
York City.  With the necessary escalation that could be enacted
now, we have the leverage to lead the United States from our
center in Manhattan, around the principles of Hamilton.  And I
think the other thing that we're going to get into, is in the
months leading up the 15th anniversary of the attack on September
11th; we're going to get to the truth of who lied, who was behind
these attacks, and who is covering up the truth about these
attacks and for what reason.

        ROGERS:  When you brought up this question of the principles
of physical economy, I think it's very important that we
understand that this is the principle of the human mind.  Mr.
LaRouche's {Science of Physical Economy} gets at this question of
how do you actually more creative and productive citizens in your
society.  When you think about these Four Laws, this is what we
have to actually bring about; the adoption of these Four Laws is
going to be done under the context that you are moving the
population toward building a more productive society that's going
to be able to create something better for their future and for
the future of those not yet born.  I think that we've lost sight
of that in our society.  Most people right now are — it's a
dying culture, a dying — as you said, Matt — financial system
that people are trying to hang onto.  We cannot do that; we have
to have a total reversal of the direction that this nation has
been going in.  And that reversal is really being led by China
and Russia taking up this principle of what the embodiment of
Hamilton represents; or the embodiment of what our American
System has truly represented.  I know Diane will say more on how
the mission of the United States is going to come from — as
we've stated — Manhattan to carry out that mission here in the
United States.

SARE:  Well, I'll just say that when Mrs. LaRouche spoke at the
conference in Berlin, she made this point of the question of
justice.  That when Tony Blair launched his fake campaign about
the alleged weapons of mass destruction in Iraq, and he launched
what has now been admitted to have been a war of aggression —
which is a crime under the Nuremburg Statutes.  She said that
justice will be done in this case; sometimes it's not immediate.
The Universe will ensure justice is done; however it is better if
mankind can act on behalf of justice.  Because if we let things
go too far, justice of the Universe may end up being the
annihilation of ourselves.  If we don't stop thermonuclear war,
if we don't stop our society from going down that path.
Similarly what we've had in the United States in the wake of
these attacks on September 11th, is we've had two murderous
regimes.  We've had the Bush/Cheney administration, who were
fully happy to collaborate with Tony Blair and his lies to enter
the war with Iraq.  We've had Obama, who has been probably the
most murderous President we've ever had in history.  And I think
it's important to say this here, because I know many people are
very upset about the recent killings in Minnesota, New Orleans,
and then Dallas.  I find it tragic.  We've heard of lone
assassins before from Dallas.  We've also heard of what happened
in Orlando by supposedly one person.  I think Americans are
growing increasingly skeptical of these stories.  What we see in
the case of 9/11, which I think gives us the ability to break the
whole thing open and end this train of abuses, is, for example,
the role of the FBI in covering up and hiding evidence; the role
of the Bush and Obama administrations in refusing to release the
28 pages.  I haven't read them, of course, but from what I
understand, they deal with how the hijackers were supported when
they came into the  United States.  Obama said he would do
various things, and did not; and there has now recently been an
escalation coming from the US Congress.  We have a clip which
people should watch of a press conference given this week by
Congressman Walter Jones, Stephen Lynch, and Massey, who are the
co-sponsors of a new bill on the 28 pages; which addresses the
fact that these 28 pages are actually the property of the
Congress.  I won't say more, I'll let them speak for this; but
this is a very important flank.  It's very important in Manhattan
in particular, because thousands, millions of people in this area
were very directly impacted by this; and they're not in a mood on
the 15th anniversary of this to just let it go another year
without the truth coming out.  People had a very feisty response
when the Saudis were threatening financial warfare in response to
any legislation in the Congress against Saudi Arabia.  I think
this is something which could break this open and fundamentally
change the United States, and emphatically destroy Obama's
ability to wage the kind of war and destruction that he wants to
now.  So, if you have that there, I think it would be useful to
show that clip of this press conference.

        CONG. LYNCH:  There is precedent; and the thing is, that if
the President — and I hope he will keep his word to the people.
But if not, we wanted this.  And that's the reason we introduced
this, so it would go to the Intel Committee; because again, Kevin
Nunez says yes, he thinks it ought to be declassified, and so did
Adam Schiff, the ranking member.  So we want to give them an
opportunity, if the President does not keep his word.  And I hope
that Mrs. Clinton and Mr. Trump, when they make their acceptance
speech, that they will call on the President to keep his word.
But if not, then we're going to be pushing this when we come back
in September; and hopefully get a hearing and get the families
back down here to listen to the justification for declassifying
this information.  There is precedent.
        And on a finer point, if you look back during the Pentagon
Papers, the Church Commission generated a report.  While the
White House refused to allow that report to be publicized,
Congressman Gravel went to the well of the House and read the
Pentagon Papers; and was protected — the Supreme Court ruled —
was protected by the Speech and Debate Clause of the United
States Constitution.  So, even though they tried to prosecute him
for reading that, the Supreme Court said that the Separation of
Powers gives Congress the right to speak and debate on issues
that affect the American people.  That Separation of Powers and
the Speech and Debate Clause protected that member of Congress,
who went to the Floor and actually read those papers.  So, we
believe we're protected.  It may come to that; it may come to a
point that myself and Walter and Mr. Massey go to the well of the
House and read the text of the 28 pages, if we can get it
released to us.  That's the key; because when we go down to the
Intel Committee room and read the 28 pages, they have people sit
there in front of you.  They take your phone away; no
electronics; you're not allowed to take notes.  You're allowed to
read it and read it under the observation of either Intel
Committee staff or other folks that are there for security
purposes.  So, we don't have the 28 pages.  We can sit there as
long as we want and try to memorize it and read it, and go over
and over it.  We have done that, each of us; but in order to
release it, you have to have custody of it.

        OGDEN:  This is available on the LaRouche PAC website.  It's
very significant to watch that press conference in full.  There
were remarks from both Congressmen Walter Jones and Walter Massey
in addition to what Congressman Lynch said.  Also, Terry Strada
and her daughter, Kaitlyn Strada, had extremely powerful
statements making the point that the White House had promised to
get back to them with the declassification review on June 17th;
and that date has come and gone, and they have still to hear one
peep out of the White House.  They are not returning the calls of
the 9/11 families, they are not returning the calls of the
members of Congress. They are not returning the calls of Senator
Bob Graham; who is the one who wrote, or who oversaw the writing,
of the 28 pages.  So, there is a stonewalling by the White House.
The press corps should be asking these questions during the press
briefings.  Terry Strada said you've got Josh Earnest and Jim
Clapper basically reading right out of the Saudi Arabian talking
points; the talking points of the government of Saudi Arabia.
Whereas, the people who wrote the 28 pages are contradicting
every single thing that the Administration says.  So, it's hugely
significant that House Resolution 779 has been introduced;
because it says,  we are bypassing President Obama.  We are going
to go right to the floor; this is the property of the United
States Congress.  And it's doubly significant what you just heard
from Congressman Stephen Lynch.  He said, it may well come to the
three of us going to the floor of the House and having a Senator
Gravel moment.  We may very well read these papers into the
public record; which would be absolutely historic and
groundbreaking.  So, I really encourage everybody to watch the
press conference in full.  There's been some coverage, but not
enough.  And to circulate this very widely.
        Obviously, this is also feeding into some of the work that
we're going to be doing in Manhattan in the coming months;
especially around the commemoration of the 15th anniversary of
these attacks.  So Diane, maybe you want to say more about that.

SARE:  Well, I can say on that point, because it gets at what I
was thinking about, which is LaRouche's question of whether
Americans will re-assemble themselves.  I think the most
important thing for Americans right now, is to not allow
ourselves to be divided; which is clearly the intent of these
operations and the news media coverage of them in such a way over
these last days, and the intent of our President, who perhaps
wants us all to start shooting each other while he launches a
nuclear war against Russia and we don't notice.  What is planned
around New York City is a series of performances of the Mozart
{Requiem}; and we have a number of choruses of the Schiller
Institute in now Manhattan, Brooklyn, Queens, and New Jersey.
We'll be doing a series of performances of the Mozart {Requiem}
on and around September 11th.  The response to this is very deep;
people — as I said earlier — were profoundly affected.  And
what people in New York want is not revenge; people don't want to
go blow up some country like Saudi Arabia.  What people want is
justice; and they should be able to rest assured that such crimes
will never be allowed to occur again.  That, in turn, would give
profound meaning and immortality to the lives of all of those
people who have died in 9/11 and in the wake of 9/11.
        So, I think this question before us about whether the
American will re-assemble ourselves and reconsider our destiny is
the pressing question of the moment.  Not simply from the
standpoint of abolishing evil; but from the standpoint of
actually creating the good.

        ROGERS:  That brings to mind the very question and the
important point that was made by President Franklin Roosevelt,
because I think to accomplish this destiny, the question is also
whether or not people will allow themselves, or continue to allow
themselves to live in fear.  When Franklin Roosevelt made his
first inaugural address, and people recite these famous words all
the time, of his call that "We have nothing to fear but fear
itself.  Nameless, unreasoning, unjustified terror which
paralyzes needed efforts to turn retreat into advance."  The
problem right now is that we have a culture that has numbed
people to the point where the advance which is necessary, and the
fear which must be overcome to actually demand justice now, is
very dominant.  And I think this what we have to overcome.  The
destiny that we have to create for ourselves requires that we're
not just talking about implementing the 28 pages; but we're
talking about doing away with this evil which creates this type
of fear and this type of injustice that actually paralyzes
people.  To actually do away with that fear, and to be able to
bring that destiny about.  So, when you're thinking about —
Diane, you had your discussion yesterday — you have to deal with
this a lot, just in terms of the fear that people were
expressing.  And I think that right now, we've been given a very
unique and important opportunity that we don't have to live in
fear.  That — as was already stated — this Empire, their stooge
Obama, this whole financial system has no power; it's
disintegrating, it's collapsing right before their ugly faces.
So now we have the power to finish that off and create something
better for mankind.

        OGDEN:  I think one of the sources of the fear is that our
fellow citizens are victim of a concerted propaganda war.  The
number of lies that Americans are told on a daily basis, the
continuing lie of what was actually the truth of who financed and
organized 9/11, which has been the overshadowing lie for the last
15 years.  Then the lies in succession:  Tony Blair's lies;
George Bush's lies.  The lies justifying these so-called
regime-change wars, these regime-change operations.  And now the
lies that are being told to people about Russia, about China.
Look at what China is doing:  uplifting hundreds of millions of
people out of poverty; developing technologies that have not been
developed before; bringing access to the modern world to the
entire interior of the continent of Eurasia; exploring the dark
side of the Moon.  Is this what you're told about in the pages of
the {New York Times}?  No!  People are victims of a propaganda
war.  One other item we've provided for our viewers this week on
the LaRouche PAC website, is an extraordinary interview with a
state senator from Virginia, Richard Black, and another citizen
of the US, who travelled to Syria and actually saw what the
situation was on the ground in Syria.  Met with President Assad,
incredibly.  The title of the video, I think is apropos — it's
called "Breaking the Propaganda War Vis-à-vis Syria".  This is a
huge responsibility.  People have to realize they have a
responsibility to figure out what is true; and to then act on
that basis.
        And I think the re-assembling of American citizens, as Mr.
LaRouche said, and the decision that we are going to change our
destiny; and we are not going to allow Obama to carry us, in our
name, into a Third World War, is a decision that has to be made
by the American people.  Again, the leverage to lead the rest of
the nation comes from what is happening in Manhattan.
        OK; well, I might give myself the final word.  On that note,
we've referenced and shown you little bits and pieces of several
items that you can now immediately go and watch on the LaRouche
PAC YouTube channel.  You will subscribe to the YouTube channel
and receive notifications every time we post a new item, such as
that.  So, I would ask you to subscribe to the YouTube channel
and to circulate all of that material as widely as you can.  If
you haven't yet, please subscribe to the LaRouche PAC daily email
update; you will get the news as it really is happening, to your
inbox every single day.
        Thank you for tuning in, and please stay tuned to
larouchepac.com.  Good night.




Verden efter den britiske Chilcot-rapport om Irak-krigen;
samt foredrag om Albert Einstein og kreativitetens nødvendighed,
v/ Phil Rubinstein, LaRouchePAC, USA.
Video og lyd; uddrag på dansk

Video 2. del:

Lyd:

Følgende er et dansk uddrag, let redigeret, af den første del af indlægget: 

Phil Rubinstein, (en leder af LaRouchePAC i USA): Det, jeg vil forsøge at gøre, er, at jeg vil begynde med lidt politisk baggrund; men i dag drejer det sig ikke om at give en briefing, og så fortsætte med et emne. Der er et par ting, som Lyndon og Helga LaRouche har talt om i de seneste år, og faktisk i løbet af de seneste par uger; og der er to ting, som jeg vil komme ind på. Det første er, at Helga, under denne nylige konference i Berlin, har udsendt en appel om en dialog mellem civilisationer; men hvad der er vigtigere, så har Helga understreget den pointe, at vi må have et skifte i kulturen, den globale kultur. En del af at få ændret den globale kultur er at få en relation imellem de eksisterende nationer, der bedst kan bygges på hver enkelet civilisations højdepunkter – den renæssance, der har fundet sted i de forskellige civilisationer¸ f.eks. den storslåede renæssance i Kina, Tong-dynastiet og andre perioder; Konfucius. I Indien var der Gupta-perioden med store udviklinger inden for klassisk kunst og videnskab, og naturligvis også den græske renæssance, den italienske renæssance, og mange tilfælde, som vi ikke ved ret meget om. Men, at bringe disse sammen, og det var især det, der fandt sted ved koncerten lørdag aften – jeg kan kun opfordre folk til at gå til websiden og se det, hvis man ikke selv var til stede. Og dette er, hvad Helga har stillet krav om som en politisk nødvendighed i dag, nu. Intet mindre kan gøre det. Politik har ændret sig over de seneste 10, 20, 30 eller 40 år, for man kan sige, at, for fyrre år siden var behovet for en sådan total forandring i det kulturelle syn ikke så påkrævet, og vi ville måske have kunnet gennemføre et par reformer, der kunne have fået os igennem krisen. Det er ikke længere tilfældet. I dag står vi, 25 år efter Sovjetunionens fald. Og på det tidspunkt sagde LaRouchebevægelsen og Schiller Instituttet, at dette ikke betød Vestens sejr over Østen, men at det vestlige system sådan, som det var i færd med at udvikle sig på det tidspunkt, også gik sit sammenbrud i møde. Og dét, som Helga og Lyn sagde på det tidspunkt, var, at den eneste måde at undgå dette på, var at åbne op for den fulde udvikling af den eurasiske landmasse. Så langt tilbage går vores fremgangsmåde, med den Eurasiske Landbro, mindst tilbage til 1989-90. I modsat fald ville der komme et sammenbrud i den globale kultur. Hvis vi forsøgte at udbrede den eksisterende London/Wall Street-akse, det såkaldte Washington-konsensus efter ordre fra Storbritannien; fra selve Monarkiet, og det vil jeg gerne understrege, for folk mener, at det er absurd, selv i Europa, selv i USA, mener folk, at det er absurd. Men det er i realiteten dér, vi står. Lyndon LaRouche er kommet med et specifikt udtryk for dette, som går ud på, at spørgsmålet her først og fremmest drejer sig om kreativitet. Spørgsmålet for de fleste af os er: Hvad betyder dette? Hvad er kreativitet? Og Lyn(don) siger, at det er kreativitet i sig selv. Det er simpelt hen kreativitet, og hvis vi forstår det som et faktisk princip om menneskelig udvikling og vores forhold til universet som helhed. Her på det seneste har Lyndon sagt, tænk som Einstein. Og det morsomme er, at for år tilbage – jeg hader at lyde gammel, men det er jeg, ikke så gammel endda, men det skrider frem; måske er jeg den ældste person i lokalet? – Nå, men for mange år siden havde vi et blad, der hed The Campaigner, som var vores teoretiske magasin, tilbage i slutningen af ’70’erne, og vi havde et nummer, der hed: Tænk som Beethoven! Jeg vil gerne fastslå den pointe, at der ikke er den store forskel. For, et af de afgørende punkter i at tænke som Einstein er klassisk musik. Det kommer jeg tilbage til, når jeg kommer til Einstein, men blot for nu at giver jer en smagsprøve på, hvad det er, Lyn talte om. For det drejer sig ikke bare om, at Einstein var et videnskabeligt geni, og det var han – vi kommer ikke på den særlige relativitetsteori, men jeg vil komme ind på nogle af de kontroversielle elementer af det – men han var, i hele sin personlighed, som person, et geni. Han havde den rigtige opfattelse af stort set alle spørgsmål, som han blev involveret i, inkl. nogle kontroversielle videnskabelige spørgsmål, hvor mange mennesker mente, at han havde uret. Og jeg taler ikke om de specifikke resultater, men om hans tilgang, fremgangsmåde, selv nu her 100 år efter, eller omkring 60 år efter hans død, er man nødsaget til at komme tilbage til at diskutere nogle af hans ideer. Videnskaben udvikler sig selvfølgeligt. Som folk måske ved, og det er blot en del af det, f.eks. men videnskabsfolk er nu, efter at have rakket ned på ideen, gået tilbage til begrebet om en helhedsanskuelse af videnskab. Dette må gå langt videre end det, de tænkte, og selv det, Einstein vidste, og Lyn har været en ledende person. For, en del af problemet er denne adskillelse af forskellige discipliner ikke alene er en adskillelse fra videnskab, men også en adskillelse inden for de forskellige videnskaber: fysik, biologi osv. Og de er i virkeligheden slet ikke adskilte. Det er ikke blot det, at de ikke udgør adskilte områder, men at det er en fejl at tænke på dem adskilt fra hinanden. De kan ikke eksistere adskilte. En af de ting, jeg gerne vil understrege, er, at, for virkelig at kunne opnå det, som Lyn og Einstein taler om, må vi anskue fysik fra et helt andet synspunkt; ud fra et synspunkt om, ikke alene biologi, men om livet; ting, der ikke er entropiske, men, hvad der er endnu vigtigere, selve det menneskelige intellekt. Det er altså ikke hjerne, som de fleste mennesker … jeg så en af disse videnskabsvideoer, og de havde et afsnit om Einstein; Einstein og hans videnskab, Einstein og hans et eller andet; og så Einstein og hans hjerne. Der var en journalist, der stillede spørgsmål til topvidenskabsfolk, hvilket ikke gør det bedre, og hun var fikseret på hjernen! Det var en fyr, der studerede Einsteins (fysiske) hjerne fra noget skørt materiale, og hun blev ved med at komme tilbage til, hvor stor var hans hjerne, og hvor mange hjernevindinger var der, det var sindssygt! Så vi taler altså ikke om hjerne, men om det menneskelige intellekt. (Se også LPAC-videoen: The Extraordinary genius of Albert Einstein, med indledning af Phil Rubinstein, -red.

Til dels, for at komme derhen, hvorfor taler Lyn og Helga om det på denne måde, at man må have en tilgang ud fra synspunktet om intellektet. På én måde siger man, at intellektet er adskilt fra det fysiske univers, på en anden måde siger man, at intellektet blot er en sen opdagelse, i det mindste her på planeten Jord; vi ved ikke, om der intellekt andetsteds i universet. Så hvorfor begynde dér? Faktisk er det sådan, at det menneskelige intellekt er det, som universet har frembragt. Vi kan bevise en vis relation til dette univers, hvilket er, hvad Einstein arbejdede ud fra. Men hvorfor må vi tage dette udgangspunkt? Vil de fleste mennesker sige. Er det ikke lidt meget; I har måske ret, det kunne muligvis være interessant at tale om dette. Men lad os nu … som Lyn ynder at sige: Lad os nu være lidt praktiske. Hvad kan vi (rent praktisk) gøre? Kan vi ikke applikere en anden tilgang? Lige nu; lad os få et bedre system i Europa; lad os håndtere euro-spørgsmålet. Lad os forbedre vores relation med Rusland, lad os få en dialog med Rusland. Det er en god ting. Briterne forlod (EU); lad os se, hvad vi kan gøre med det, der er tilbage; vi må på en eller anden måde holde sammen på Europa. Lad os være praktiske! OK, vi må tage os af spørgsmålet om kineserne. Vi må konkurrere med dem, for det handler altid om konkurrence. En nation imod den anden, det er altid geopolitik, det er altid et nulsums-spil; lad os være praktiske.

Det problem, vi står overfor, er, at tingene nu er kommet til det punkt, hvor der ikke er nogen praktiske skridt, der kan tages, undtagen en form for revolution. Jeg taler ikke om at kaste med brosten og mursten. Hvis vi ikke gør det rigtige, vil jeg gerne understrege, at det kan komme så vidt nogle steder. Hvis vi ser på Mellemøsten, dér har vi en forfærdelig situation. Men en revolution i kulturen. Den slags ting, der må udtænkes, f.eks. har vi med musikken, vi har opført koncerten i Berlin, men mere generelt, så bruger vi udviklingen af musikalske kor til at mobilisere folk. Jeg er sikker på, man har noget lignende i Europa; i USA er der mange unge mennesker, der mener, at Rapp-musik er kreativt. De siger ikke bare, at de kan lide det – det siger nogen måske – men det virkelige argument er, at det er kreativt. Det er poesi. Det er virkeligt. Det er gaden. Det er mit liv. De er måden, hvorpå jeg udtrykker mig. Og kendsgerningen er, at, på dette tidspunkt, så, hvis man ikke erkender, at det ødelægger deres intellekt, så kan man ikke organisere det. Men mindre, man i det mindste engagerer sig i denne debat, engagerer sig i … min hustru er dansk, og Danmark er et vidunderligt land, folk er lykkelige, men jeg har set ungdommen. Og de ligner alt for meget det, vi amerikanere kalder ’Goths’, gotere, skinheads osv., med tatoveringer, med alternativ påklædning med kranier og skeletter og 14 nåle igennem næsen, osv. Hvis man har en ungdom, for hvem hæslighed er et højdepunkt af deres kultur, noget, man forsøger at opnå, så har man en ungdom, der har mistet enhver fornemmelse af formål i verden. Mistet enhver fornemmelse af, hvad det vil sige at være menneske. For, at være menneske er ikke hæslighed. Og dette er et virkeligt problem, hvor man ser forskellighederne i kulturer. Især Kina har ungdommen tendens til at være optimistiske. De overtager sikkert nok noget af den vesterlandske kultur, det gør de, og det er et problem. Men bortset fra det, så har de en fornemmelse af, at det at være menneske har en egenskab af skønhed, af udvikling, en egenskab af fremskridt og opdagelse og spænding. Det ser man ikke hos ret mange unge i Vesten i dag, generelt, selv om der nok skal være nogen.

Se på, hvad der foregår lige nu. Vi har et sammenbrud af det vestlige finansielle system. Deutsche Bank – 50, 70 billioner i derivater – de siger selvfølgelig, at det vil udligne sig, men det er ikke sandt, sådan sker et krak ikke. De sidder ikke der og udligner det hele, og så bliver det til nul, og sluttelig med 50 billioner i derivater, udveksler man en dollar frem og tilbage, og så er det hele løst. Siden hvornår har det fungeret sådan? Det er deres argument. Men det fungerer ikke sådan. 50 billioner i Deutsche Bank – der i virkeligheden ikke er en tysk bank, den har grundlæggende set base i New York osv., men altså, hvad er Tysklands totale BNP? Der er på omkring 3 billioner, sådan noget. Det totale BNP i EU er 18 billioner dollars. Så vi taler altså om mellem 3 til 4 gange det totale BNP. Deutsche Bank er bankerot. I USA har vi ikke råd til noget, undtagen bankerne. Jeg har netop set en rapport fra New Jersey, med 8 millioner indbyggere, den tættest eller næst-tættest befolkede delstat, lidt mere som i Europa mht. befolkningstæthed, der ikke ligner noget andet sted i USA. Der har de en idiot som guvernør, der stillede på som præsidentkandidat, og de har netop erklæret, at de vil standse al reparation og vedligeholdelse af veje og motorveje, for budgettet blev ikke vedtaget. Så han prøver at presse folk. I USA har vi, for første gang i vores historie, en stigning i antal dødsfald i aldersgruppen 25 – 54. Med andre ord, så er antallet af dødsfald pr. 1000 mennesker, eller pr. 100.000 mennesker, er i denne aldersgruppe steget under Bush- og Obamapræsidentskaberne. Undersøgelsen spændte over perioden 1999 til 2012/14. Selvmordsraterne er steget. Men den virkelige historie om sundhedsvæsenet i USA, det er forvirrende, jo, vi har da en 5 – 10 hospitaler i USA, der er hospitaler i verdensklasse. Det er ikke sådan, at vi ikke har disse ting. Men, de bliver ikke brugt, med mindre man tilhører de højere samfundslag, eller udvælges til at deltage i et eksperiment; men bortset fra det, så er bundlinjen lige nu, at, hvis du er over 65, må vi lige overveje, om det kan betale sig at tage os af dig. Så de sætter altså indbetalingen for lægebehandling op, osv.

Hvad ser vi? EU falder fra hinanden. Hvad er signalerne? Vi ved ikke helt, hvad det er, der foregår i Storbritannien. Vi forsøger at finde ud af det. Men vi ved, at Europa var chokeret over den idé, at briterne stemte for at forlade EU. Det her har en særlig drejning. Den idé, som briterne har spillet, og som giver én en idé om deres rolle, er, at de godt kan lide altid at sætte visse ting op på en sådan måde, der giver kontrol; men de bliver aldrig rigtigt selv en del af det, de sætter op. De holder sig altid lidt udenfor. Churchill er et godt eksempel. Churchill gjorde det meget klart, at de ikke ville opgive Imperiet. Det er grunden til, at de kæmpede mod nazisterne; det gjorde de ikke, fordi de ønskede at redde jøderne, glem det. De kæmpede mod nazisterne – efter at de først havde installeret nazisterne – fordi de ikke ville miste en del af deres imperium, og de indså, at det var den vej, det gik. Men ikke desto mindre var deres exit af EU en faktor, der var noget af en overraskelse, især uden for Storbritannien … igen, hvad det britiske etablissement tænkte, og jeg vil tro, at der var splittelser selv i det britiske etablissement, og det er sandsynligvis grunden til, at det var så tæt løb. Men en overraskelse, de er ude, og den Europæiske Union er død. Der vil fremover ikke findes noget EU. Disse fyre, Juncker og Schultz, der siger, at vi får et nyt Europa, et stærkere Europa, et kerne-Europa, det grundlæggende Europa – glem det. Europa (EU) er fuldstændigt røget. Til dels, fordi hele banksystemet er røget.

Nu har man Chilcot-rapporten. Jeg mener, at dette også vil vise sig at være betydningsfuldt. Tony Blair udgjorde modellen for det seneste amerikanske præsidentskab. Som det fremgår af selve Chilcot-rapporten, så var han bonkammerat med George W. Bush, og den idé, at det skulle have været George Bush, der kommanderede rundt med Tony Blair, er mere end absurd. Som vi plejede at sige, så var George W. Bush ikke i stand til at holde fast i en idé på vej fra den ene ende af lokalet til den anden. Dette var Tony Blairs krig. Dette var briternes imperie-krig. Det var USA under Bush. Obama har ambitioner; han vil gerne være mere ligesom Blair. Han vil ikke indrømme, at han ikke ved, hvad han foretager sig, han er alt for narcissistisk, han modellerer sig efter Blair i mange henseender. Dette er det nye Labourparti, husker man måske. Hvad det havde med arbejde (labour) at gøre, aner jeg ikke. Det var så nyt, at de slet ikke behøvede at arbejde!

Chilcot-rapporten gør dette klart. Vi vidste dette; vi sagde dette. Der var andre, der også sagde det. Men den kendsgerning, at dette nu kommer ud få dage efter Brexit, som en rapport – og jeg så faktisk Blair, der forsøgte at undskylde, og han var noget rystet. Så vi har altså enden på EU; vi har de kollapsende banker, og dette har naturligvis udløst en virkning, hvor Carney, som er chef for Bank of England … og nu har vi bare penge, som de pumper ud, så meget, som de kan. I USA kalder vi det ’helikopter-penge’. Der findes ikke engang en mekanisme længere, hvor f.eks. centralbankerne opkøber obligationer … det gider vi ikke længere, det virker ikke mere, for det giver centralbankerne for meget gæld. Nu siger man bare, kom, vi giver dig penge, hvis du bliver hjemme, kaster vi penge ned over dit hus!

Systemet er totalt færdigt. Og dette finder selvfølgelig sted på et tidspunkt, hvor der er en ny bølge af terrorisme, med Bagdad, Bangladesh og netop i dag har der været en bombe i Taiwan på metroen, hvor 21 mennesker kom til skade. De har ikke erklæret det for en terrorhandling, så jeg ved ikke, hvad det drejede sig om. Men Bagdad, 250 døde, premierministeren har indrømmet, og er under ekstremt pres, og hvad er det, Chilcot-rapporten bekræfter? At alt dette er en konsekvens af især Irakkrigen i 2003. En afgørende faktor for at forstå Blair, mener jeg, og nogle af jer husker måske dette; denne britiske skuespillerinde, Helen Mirren, spillede Dronning Elizabeth II og vandt en Oscar; og selv i filmen – og dette er sandt – så er den person, der redder den britiske kongefamilie fra vanære efter Dianas død, hendes mord, Tony Blair. Han var deres mand; det var ham, der fortalte dem, hvad de skulle gøre, hvad de skulle sige, hvordan de skulle håndtere pressen. De vil måske ofre Tony Blair, og uanset, hvad historien er, så er det ikke let blot at feje ham til side som endnu blot en politiker, vi bare skaffer os af med. Dette er fyren der var gesandt for kvartetten til Mellemøsten.

Jeg vil også gerne sige, og dette er meget vigtigt, at, siden mordet på Gaddafi, og i stigende grad siden Ukraine, har der været en konfrontation med Rusland, og med Kina til en vis grad. NATO er rykket frem mod øst, det er rykket nærmere og nærmere til Ruslands grænse. Lad mig sige én ting: så snart, jeg personligt, i november 2013 hørte, at der var et initiativ for at tage Ukraine ud af den Eurasiske Økonomiske Union og ind i den Europæiske Union, og der var nogle demonstrationer – så vidste jeg, at det var dårligt. For Ukraine repræsenterer noget, som er hjertet af Rusland på dette tidspunkt, ikke, fordi det er Rusland, men man må indse, at Anden Verdenskrig for to tredjedeles vedkommende blev udkæmpet i det, der nu er Ukraine og dele af Polen; det var her, russerne konfronterede nazisterne. Jo, det kom også til Moskva; men en enorm del af denne kamp blev udkæmpet i Donbass, i Ukraine, i de områder af Ukraine, der efter krigen blev en del af Polen osv.

Man har en situation ligesom den, man har i Polen netop nu, hvor man har et sindssyg hørefløjspræsidentskab og -regering, og de vil begynde at tænke på at tage territorium tilbage og konfrontere Rusland. Det er udelukket, at Rusland ikke vil respondere på dette. Man måtte være sindssyg og totalt ude af kontrol. Russerne mistede 27 millioner mennesker i Anden Verdenskrig. Der er en grund til, at de kalder det den store, patriotiske krig. I USA kalder man det Anden Verdenskrig, hvis man kan tælle. Der er ting i USA, der går bedre end det; men blandt de yngre generationer? Man vil få vanskeligheder med at finde en person under tyve, der kan fortælle dig, hvilket år, USA gik ind i Anden Verdenskrig. Jeg tør ikke vædde på, hvilken procentdel, der ville svare rigtigt. Og en af de meget vigtige ting, der har udviklet sig – der er to ting, der gør dette anderledes end blot at være et dystert billede, og det er kineserne. Kineserne repræsenterer nu en økonomisk og politisk fremtid. Og det er ikke blot – de har gjort bemærkelsesværdige ting. 600.000 – 1 million mennesker er blevet løftet ud af fattigdom. Ti tusinder af mil med højhastigheds-jernbaner og andre former for jernbaner, hvor de nu er ved at bevæge sig ind i det indre af landet. De startede Ét bælte, én vej-politikken, den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank. Deres anskuelse er det, som Xi Jinping kalder win-win-politik; ikke nulsumsspil, ikke geopolitik, men et samarbejde om udvikling af især udviklingslandene. Og det er meget inspirerende for folk, der ser, at, min Gud, de mener det. De spiller ikke bare et spil. Afrikanerne, for det meste. Og jeg siger ikke, at der ikke er problemer, men man har jo en eller anden journalist fra Washington Post eller The Economist, der rejser ud og siger, føler I ikke, at kineserne kommer og voldtager jer? Og afrikanerne siger ’nej’. De bygger noget. Lad mig give et eksempel. Etiopien. Vi havde en etiopier, der talte ved konferencen (i Berlin), og Etiopien er et meget interessant sted, det er det næststørste land i Afrika, der er omkring 90-95 millioner mennesker. Der var tilsyneladende et tilfælde, hvor en journalist rejste derned og talte med en højtplaceret person i regeringen, og sagde, ’indser I ikke, at I bliver plyndret? Er det ikke det, Kina vil’, typisk koloniherre’. Og fyren svarede, ’nej, det mener jeg ikke; vi har ingen råmaterialer’. Jo, de har kaffe, men kaffe er ikke noget særligt i Kina. De bliver ikke udplyndret. Dette er ikke et kolonialistisk foretagende. Så man har altså rent faktisk en modstand, og udvikling, begge dele. Ikke kun det negative. Vi så i Syrien, at der er modstand. Folk vil kæmpe. I Etiopien falder de ikke bare til patten. Man ser dette i Afrika i stigende grad. Man ser det i hele Asien. Der er en modstand, og en løsning.

Og kendsgerningen er den, at Putin har spillet en meget, meget betydningsfuld rolle. En af de ting, jeg mener, har ændret dynamikken således, at man i Vesten får en Brexit fra befolkningen. Man får endda det kaos, vi har i USA – jeg siger ikke, at kaos er godt; kaos kan føre til helvede. Men hvis man ikke har et reelt lederskab, så vil folk respondere. Man kan ikke sige til folk, ’vær ikke kaotiske’. De vil på et vist tidspunkt sige, ad helvede til med det. Tag USA, med levestandarden, der er ved at bryde sammen, kollapsende infrastruktur; vi er ikke længere den førende nation. Vi kunne stadig væk være en førende nation.

Kina har ført an i udforskning af rummet. Månens bagside, osv. USA plejede at være en førende nation i udforskning af rummet – det er vi ikke mere. Vi har stadig noget, der er blevet tilbage – vi har netop opsendt en satellit for at udforske Jupiter, hvilket er godt – men hvorfor tog det fem år at komme dertil? Fordi vi ikke havde udviklet visse brændstoftyper. Og hvordan bliver satellitten forsynet med energi? Gennem solpaneler. Dette kunne være en endnu mere effektiv mission, hvis vi f.eks. brugte plutonium som brændstof. Men vi gør i det mindste dette. Obama, der så berømt sagde, da han blev spurgt om at tage til Månen, ’Åh, der har vi været!’ Det ville jeg ikke engang sige om Grand Canyon, eller om Weis-museet, ’Åh, der har jeg været. Har gjort det.’ Under en anden valgbegivenhed var der en, der spurgte ham om fusionsenergi, og han svarede, ’Åh, vi behøver ikke noget af alt det der smarte’. Dette er forskningens fremskudte grænse! Hvis man ikke gør det, hvad gør man så!

Så forskellen i situationen, er, at den måde, som Putin handlede rent strategisk – han har f.eks. været meget åben omkring spørgsmålet om en dialog med Europa, inkl. om Ukraine-situationen. Han tog initiativ i Syrien-situationen, det sandsynligvis mest åbenlyse tilfælde, for ingen forventede, at han ville gå ind i Syrien og rent faktisk åbne for muligheden af at ødelægge ISIS. Hvordan ser USA så lige pludselig ud? Vi er der, og vi støttede ISIS, forstået på den måde, at vi beskyttede dem mod luftangreb ved at blande dem sammen med disse ’moderate’ terrorister. Moderate terrorister? ’Det var en mindre smertefuld død’. Det kunne man formodentlig sige. De hugger ikke hovedet af én; måske bruger de mindre smertefulde metoder, jeg ved det ikke. De er moderate terrorister! Vi støtter dem, og derfor vil man ikke skyde på en fra ISIS, for de står ved siden af – ikke en civil person – men en moderat terrorist! Civile kan vi dræbe. Droneangreb på et par hospitaler, der er i orden. Men lad os ikke gøre en moderat terrorist fortræd. Hvis man ikke gør nar af den slags – man er jo vred, man er indfanget af debatten, hvad skal man sige til en ’moderat terrorist’?

(Mere oversættelse følger. Bliv på kanalen!)

Phil, 36 min., fortsat:

Som vi ved … en af de ting, der skete i går, som jeg ikke har en fuld rapport over, er, at kongresmedlem Walter Jones sammen med et par andre kongresmedlemmer holdt en pressekonference om disse 28 sider, der ikke er blevet offentliggjort, og som peger på saudiernes rolle, sammen med briterne, men her i særdeleshed de 28 sider omhandlende saudiernes rolle i [terrorangrebet på World Trade Center] 11. september [2001], og som er nært forestående, og som vil blive et punkt, der intensiverer sagen. Men de krævede den omgående offentliggørelse af de 28 sider; og ét af kongresmedlemmerne, Lynch, sagde faktisk, at, hvis dette ikke sker snart, og senest til 11. september, så vil vi oplæse de 28 sider i kongressalen, der således optages i protokollen. Det er et andet univers. Hvorfor sker det? Jeg tror, det er pga. det, kineserne og russerne laver, for det er sådan, verden fungerer. Alle leder efter en årsag nær ved hjemmet, og forsøg for resten ikke at forudsige det amerikanske præsidentvalg. For vi har Trump, der er et ’wild card’, en sindssyg mand … men hvorfor kom han så langt, som han er – fordi folk er vrede. Folk er oprørte over det, de gennemlever. Vi har Sanders, som folk troede, havde et bedre omdømme, men faktisk – han havde stemt for Irakkrigen osv., og han var et falsum et langt stykke hen ad vejen. Så er der Hillary, der virkelig er dårlig, og hun undersøges nu med denne FBI-ting. Verden befinder sig i en utrolig urolig tilstand, især i det, vi kalder det transatlantiske område (vesten). Men der er fremskridt i Asien, i Kina, og der er en nyligt valgt filippinsk præsident, der måske er i færd med at trække sig tilbage fra en konfrontation med Kina. Og USA presser på for en konfrontation med Kina over det Sydkinesiske Hav.

Det, som Lyn og Helga siger, i det mindste, som jeg forstår det, er, at, i betragtning af en verden, der befinder sig i denne form for uro, så kan man ikke tage det væk. Noget af det, det foregår i USA – jeg kan ikke vurdere det alt sammen – men blot inden for de seneste par dage, med hvad der svarer til disse opstande, er, at vi har haft en ny runde med politi-skudepisoder mod sorte mænd i USA, så protesterne er begyndt igen. Men der er en ustabilitet i situationen, der er global og universel. Vi har netop set åbningen af den sekundære Suezkanal, Panamakanalen åbner, kineserne investerer i det – faktisk er et stort flertal i verden i en position nu, hvor, hvis vi gjorde det, de kan sige, ’London er forbi. Vi gennemfører Glass-Steagall, New York [Wall Street] er forbi. Vi går tilbage til FDR med denne sag, og vi gennemfører win-win-politikken’. Men det, vi må gøre for at få dette til at ske, er, at vi må ændre vores syn på mennesket. Vi har i det tyvende århundrede været igennem – og det er Lyns pointe, og hvor jeg kommer lidt frem til Einstein – i det tyvende århundrede er det, der i stigende grad er kommet frem, et syn på mennesket, der grundlæggende set kan reduceres til at være et dyr eller en maskine. Vi har måske – altså, folk går i kirke, i moskeen, folk har andre måder at udtrykke det, de har forskellige former for overbevisninger, som de taler om, spirituelle o. lign., men det siger faktisk ikke noget om, hvad arten af den menneskelige natur beviseligt er. I de fleste tilfælde vil det dreje sig om at opgive mennesket i denne verden, og om, hvad man så kan gøre for at redde sig selv. Hvad enten det nu drejer sig om at være en af ’de udvalgte’, eller at komme i himlen; hvad historien nu måtte være. Og så har vi det system, som vi rent faktisk lever under, og dette står for mig mere end noget andet som det, som Det britiske Imperium vi sige, og hvorfor Obama er så dårlig. Og vi mener stadig, at Obama bør fjernes fra embedet; det ville være et pragtfuldt spark i – buksebagen – uanset, hvor længe han endnu kan sidde ved magten, fem eller syv måneder. Det vigtigste element i Det britiske Imperium, mener jeg, og det er noget, jeg i hvert fald til en vis grad har lært af Lyn, er britisk epistemologi (erkendelsesteori; den menneskelige erkendelses natur, betingelser og grænser). Briternes syn på menneskeheden. Det er darwinisme, i den betydning, at, eftersom der er en evolutionær udvikling, så kan vi reducere mennesker til deres biologi, til at være aber, eller til noget, der stammer fra dyreliv. Eller gå længere endnu: at man kan reproducere menneskelig intelligens med en maskine. Der er nu opstået en hel ny runde af denne tænkning i øjeblikket. Denne idé kommer i bølger, at vi kan producere kunstig intelligens, at vi kan skabe maskiner, der tænker som mennesker. Det er rent ud sagt beviseligt, at man ikke kan. Kurt Gödel beviste det. Vi kan måske på en måde kontrollere biologiske former og skabe visse former for levende organismer, men det ville kræve en total ændring inden for videnskab. Det ville kræve, at man forstod princippet om livet; hvad det er, der gør livet levende. Jeg så et af disse causeriprogrammer med videnskabsfolk, hvor de angiveligt, eller faktisk talte om det, de kaldte kvantebiologi, som har nogle interessant punkter, men den store pointe hen imod slutningen var, at en af disse fyre sagde, ’jamen, det virkelige problem her er, at vi ikke ved, hvad livet er’. Men det her handler alt sammen om kvantebiologi. Og vi ved selvfølgelig virkelig ikke, hvad livet er. Hvad er det for et princip, der reflekteres i en levende organisme, og som giver det retning, formål? Som giver det en egenskab af hensigt? Af en drivkraft fremad (’go-orientation’), det, vi kalder teleologi[1]; endelige formål. Det er, hvad vi har med at gøre med livet; livet er under forandring, det er levende; det gør ting, der ikke er tilfældige. Hvad med menneskeligt liv? Og man hører disse diskussioner, og én af disse fyre vil indrømme, ’jamen, hvad er bevidsthed?’ Og det er ikke blot bevidsthed, men det, som Lyn kalder kreativitet (evnen til at skabe).

Lad mig træde et skridt tilbage og give jer en idé om, hvad denne form for begreb om kreativitet er. For det, Lyndon LaRouche siger, er, at kreativitet er nødvendig. Man kan sige en ting om kreativitet: På en vis måde er kreativitet det, som Leibniz ville kalde ’nødvendigt og tilstrækkeligt’. Den definerer, hvad menneskelige væsner er. Det er en bestemmende egenskab, der viser, at vi ikke er som dyrene. Vi tilhører et andet domæne. Vi plejede at referere til dette som ’transfinit’, altså med andre ord, at vi lever i et domæne, der er således, at man ikke kan måle noget som helst af, hvad vi gør, ud fra et standpunkt om et forudgående domæne. Man kan ikke måle noget som helst, der er af menneskelig art, ud fra standpunktet om abe-liv. Der er så mange mærkelige ting om alt det her med dyrene; det er simpelt hen vanvittigt. For det første er chimpanser nogle af de mest afskyelige væsner, du nogen sinde har mødt. De er simpelt hen ondsindede. De slår hinanden ihjel, de æder deres afkom, i modsætning til dette billede, som folk engang yndede at udbrede. Jeg synes, det er mærkeligt, at modsætningen til chimpanser er det, de kalder bonobo-aber, en slags chimpanse af en anden art, den er yndefuld, slank, og hvad er så deres store ting? De har konstant forskelligartede former for sex. De er konstant engageret i seksuel aktivitet, og det gør dem så til en bedre version af chimpansen. Så det er altså det valg, man har. Man kan være en chimpanse og gå rundt og dræbe og føre krig og æde egne unger, eller også kan man være en bonobo, der hænger ned fra et træ og er engageret i sex i flæng hele dagen lang. Det er altså ikke det, der skete.

(Der kommer mere oversættelse. Bliv på kanalen!)

Det interessante; indgangsvinklen til at forstå det, som Lyn siger, er hans fysiske økonomi, fremsat i dens enkleste principper. Og man indser, hvor forskelligt dette er fra den måde, folk tænker på, til trods for, at det faktisk ikke er særlig kompliceret – jeg skriver ingen formler op. Jeg er alligevel ikke skrap nok til matematikken, og matematik er under alle omstændigheder ikke kreativitet. Hvad var det, Lyn gjorde med den fysiske økonomi? Han gik ud fra det standpunkt, hvad er menneskets forhold, i samfundet, til naturen; hvordan overlever vi? Hvordan reproducerer vi menneskeslægten? Jamen, vi gør noget, der er meget enestående: vi applikerer viden, i form af teknologi, til en evne til, fra naturen, at udtrække ting, der tilsyneladende ikke er der. Selv jæger-samlere – som jægere udgør vi ikke den store mulighed: vi er ikke hurtige, vi har dog en hel del udholdenhed i forhold til andre dyr, så hvis man vil tilbringe sit liv med at jage giraffer i Kalahariørkenen, så er vi nogenlunde udrustet til at gøre det. Men den tankegang, at vi kan overleve som et kødædende dyr, er temmelig langt ude.

Så udviklede vi landbrug. Hvad gjorde vi? Vi tog videnskabelige kundskaber, ikke blot redskaber, men vi lærte visse ting om astronomi – hvem ved, hvor langt tilbage i tiden, der har været astronomi – sandsynligvis mindst et sted mellem 5.000 og 10.000 år. Der er endda fundet hulemalerier, der er 30-40.000, eller endda 50.000 år gamle, hvor der er tegn på kalendere. Men mindst 5 – 10.000 år. Vi anvendte denne videnskab til at ændre vores forhold til naturen. Vi blev i stand til at få ting ud af naturen, der tilsyneladende ikke eksisterede, som f.eks. vores evne til at anvende kobber og tin til at fremstille bronze, til fremstilling af metalredskaber. Og derfra rykkede vi opefter i vores viden om udvikling af metallerne. Det var alt sammen videnskabelige kundskaber, der blev anvendt til teknologi, der forbedrede vores evne – disse ting var der jo ikke bare, man kan ikke finde bronze i et flodleje, og der vokser ikke stål på en bjergside. Hvordan gjorde vi det – var det ved forsøg-og-fejl-metoden? Nej, det, der sker, er, at visse mennesker får en idé, de har en forestilling, men det er en ubøjelig forestilling; de vil finde ud af, hvordan de skal bruge deres tanker om det, der findes, til at udtrække ting, der tilsyneladende ikke er der for sanserne at se, og som i realiteten, i den form, i hvilken vi bruger det, ikke findes. Vi skaber eksistensen af i det mindste tætheden af visse materialer, osv., gennem skabende videnskabelig nyskabelse.

Hvis vi ikke gjorde det, ville vi ikke overleve. Vi ville ikke klare det, for vi ville løbe tør for ressourcer, ikke, fordi ressourcen ikke er der – det berømte eksempel er, at der i én kubikmeter jord findes praktisk taget ethvert mineral, man kunne ønske sig, men man kan ikke udvinde det, fordi det kræver en enorm mængde energi at udvinde det. Så, i takt med, at ens energi støder mod visse barrierer, må man udvikle ny videnskab, mere videnskabelig viden for at udvikle nye teknologier, der giver os nye ressourcer. Som vi altid har sagt, olie var ikke en ressource i 1400-tallet. Hvis man fandt olie i sin baghave, var det dårligt nyt. Det blev man ikke rig af, det blev man meget fattig af. Og så blev det til rigdom. Hvorfor? Det var ikke land-rigdom. Rigdom ligger ikke i jordbesiddelse.

Hvis man tænker over dette, hvad betyder det så; hvad er det, man i realiteten ønsker at skabe i en økonomi? Flere genstande – det har man til en vis grad brug for. Det, man virkelig har brug for, er flere mennesker. For, i takt med, at disse udviklinger finder sted, så øges uddannelsesniveauet, den forventede levetid, adgang til levestandard, og jeg mener ikke bare en levestandard, hvor man lever godt. Hvis man f.eks. ønsker at skabe børn, der kan, skal vi sige, arbejde i en moderne økonomi, kan man ikke berøve dem adgang til visse af et sådant samfunds produkter. Hvordan begynder et barn at lære om elektricitet, om at kontrollere lys og andre ting? Det lærer, at det har en vis magt over disse genstande. Og magten kommer visse steder fra. Det lærer også at relatere socialt til andre mennesker, fordi det har brug for disse mennesker for at kunne håndtere disse objekter og denne magt. Hvis han eller hun ikke har det, er han berøvet evnen til at forstå den videnskab, teknologi og det samfund, han eller hun lever i. Hvis man producerer fattigdom, er det ikke kun fattigdom, man producerer, men man underminerer udviklingen af selve samfundet og de kreative evner.

For det andet, så er kreativitet det træk, der definerer den menneskelige art. For nu at bruge et filosofisk-teknisk udtryk: Rent ontologisk er det menneskets natur at være kreativt, at vi har evnen til at være kreative. Vi kan udtrykke ideer, der frembringer kreativitet. Ideer, der udvikler andre mennesker. Hvis vi ikke har det, så agerer vi ikke i overensstemmelse med den menneskelige arts natur. Jeg tenderer – jeg er ikke en person, der har en vis baggrund – mod at fastslå den pointe, at dette er nødvendigt. Det er skønhed, hvis man tænker over det, at mennesker – ethvert menneske – har dette, og at det er en moralsk forpligtelse at give børn adgang til dette. Og jo mere videnskabelig udvikling, desto flere børn har man brug for, desto mere kreativitet har man brug for, og desto mere har man brug for at tænke på fremtiden.

De fleste af os – hvis vi ønsker at besvare nogle af de teologiske spørgsmål: Hvad er mit bidrag, hvad er min sjæl, hvad er det, jeg efterlader mig? Man efterlader en fremtid til de fremtidige generationer. Man bidrager til denne fremtid. Ideer, undervisning, udvikling, at redde mennesker. Og ikke alene det, for man må gøre noget, mener jeg, man må ikke alene skabe en fremtid; men man må skabe en fremtid på en sådan måde, at disse mennesker vil have evnen til at skabe en fremtid. Man må på en vis måde se ud over horisonten, længere end til horisonten til ting, som man ikke kan se; men at man har en følelse af, at man må agere på det, man må give de mennesker, der befinder sig på denne horisont, en garanti for, at de vil blive i stand til at se ud over den næste horisont. Og så begynder det i det mindste at nærme sig formålet med samfundet.

Dét er Lyns fysiske økonomi; det er i det mindste ét udtryk for det. Vi er af nødvendighed kreative, og med mindre vi får denne idé ud til andre nationer, andre folkeslag, til os selv, vil det ikke lykkes os at gennemføre det, vi må gøre lige nu for at garantere en fremtid. Vi vil stå over for krig. Lyn har sagt, briterne bluffer, Obama bluffer; vi kan ikke gå op imod russerne på de østlige grænser med 4.000 tropper, eller hvor meget, det er. Men vi leger med ilden. Hvis vi tror, vi kan tyrannisere russerne, kineserne, presse dem, tvinge dem til at indvilge, efter det, vi gjorde mod dem i 1990’erne, er det højst usandsynligt.

Hvad vil det så ske? Jamen, enten provokerer vi russerne til et angreb, hvilket ikke er udelukket, hvis de tror, de selv vil blive angrebet – et atomangreb – eller også, hvis vi bluffer og bluffer, og vores bluff afsløres, ja, så affyrer vi, af ren desperation. Det er ikke bare ’krig ved et uheld’, som man skal være bange for, selv om det er en mulighed.

Det er ét aspekt. Det andet aspekt er det, jeg fortalte om USA. Vi befinder os på en nedadgående kurs – jeg vil ikke gå i detaljer. Vi har høje rater af afhængighed af smertemedicin, osv. Vi har en voksende fattigdomsandel i befolkningen. Vi har ikke en infrastruktur, der er under udvikling. Vi har meget lidt videnskab tilbage, og det, der er tilbage – jeg vil fortælle noget, bare for at fortælle en vittighed. Vi plejede at sige, vi skaber raketforskere, og de arbejder på Wall Street! De hyrer nogle af topmatematikerne, videnskabsfolk, raketingeniører osv., de hyrede dem i ’80’erne og ’90’erne til at udføre disse fantastiske algoritmer for finansverdenen, for en derivat; man skal være et geni for at regne det ud … jeg bruger ordet bredt. Nu er Wall Street på spanden, så hvor bliver disse fyre hyret? De veluddannede fysikere? De bliver hyret til sportshold! Og hvad bliver de hyret til at gøre? De bliver hyret til at udføre endnu mere sofistikerede dataanalyser og fysiologi af atleten for at få dem til at præstere bedre og bedre og bedre og blive i stand til at vælge dem, der virkelig er de bedste spillere. Dette gælder for sport i USA, jeg kan nævne de sportshold, der har hyret nogle af disse fyre. Sikke et utroligt spild! Det er sandt; det er ikke noget, jeg står og finder på. Vi producerer knap nok tilstrækkeligt med videnskabsfolk, og så udregner de data for det lokale fodboldhold.

Det, som Lyn taler om, er ægte kreativitet, og det er derfor, han refererer til Einstein. For at komme til pointen – men før jeg kommer til det, vil jeg fastslå en anden pointe, for det er vigtigt for at forstå Einstein. For spørgsmålet er: Hvordan skaber man kreativitet? Det, vi virkeligt har behov for at reproducere, er kreative mennesker. Den virkelig værdi i en økonomi er raten af produktion af kreative mennesker, af videnskabelige og kunstneriske genier. Det er det mål, hvormed man måler sig selv. Hvordan gør man det? Man vil sige, at man uddanner folk videnskabeligt – ikke matematisk. De store videnskabsfolk var ikke matematikere, i modsætning til, hvad folk tror. Matematik er destruktiv, medmindre den anvendes som et tillæg til ægte videnskab. For hvad er matematik andet end et sæt af regler, som man må blive indenfor, hvilket betyder, at man ikke kan frembringe noget nyt? Man kan ikke skabe noget.

Hvordan frembringer man så kreativitet? Det er her, klassisk kunst kommer ind … man kan ikke bare sige til et barn, gå ud og opdag noget! Man må have en idé om, hvordan intellektet må fungere for at gøre en opdagelse. Af hvilken art, den menneskelige natur er. Noget får man fra historien, ved at se på, hvordan opdagelser blev gjort, ved at gentage videnskabelig aktivitet. Men kernen i det får man fra klassisk kunst. For, hvad er det, man gør, især inden for musik, men også med poesi og drama; de har hver deres aspekt. Men hvad er det, man gør? Man skaber et vist tilsyneladende paradoks, en tilsyneladende problemstilling, hvor, hvis folk fortsætter med at agere, eller musikeren fortsætter ud ad det spor, han følger, i kompositionen, eller i opførelsen af kompositionen, så vil den bryde sammen, den vil ende med at lyde som støj. Eller også bliver den bare kedelig, for noget af det, der sker, er, at man bare bliver ved med at gentage sig selv. Måske med en let ændring, men hvis man lytter til visse former for musik, som rapp-musik, men selv folkemusik. Et af problemerne, hvis man kun har folkemusik, den kan være smuk, har måske dejlige melodier, men den har tendens til at være repeterende. Så, hvis man ikke har en fornemmelse for at skabe noget nyt af den kanoniserede musik, så sidder man fast. Og hvad gør klassisk musik? Bortset fra korformen, den sociale form osv., så gør den det, at den af dig kræver, at du skaber noget, der aldrig hidtil er blevet hørt. Eller at man i det mindste opfører den, og i processen med at opføre den, så repeterer man på en vis måde i sit intellekt den oprindelige opdagelse. Hvad havde komponisten i tankerne, og hvad gjorde han eller hun, der ændrede musikkens natur og udtrykte den fundamentale idé om skabelsen af ideer? Musik er på en vis måde en meta-disciplin. Man skaber ideer om, hvordan ideer skabes. Man ser dette i kor, det er derfor, polyfoni er så vigtigt. Det er derfor, det veltempererede klaver var så vigtigt. For det gav grader af frihed i udviklingen af og udtrykket for nye ideer.

(Der kommer mere oversættelse. Bliv på kanalen!)

Dette er én ting, som Einstein, og især hans generation, men som Einstein vidste. Han var en rimeligt habil violinist. Nogle mennesker siger, at han ikke var særlig god, nogle siger, at han var virkelig god; jeg har ingen anelse. Men iflg. alle overleveringer var han en rimeligt habil violinist. Det, der var vigtigt for ham, var, at musikken var afgørende for hans evne til at tænke. Ikke sådan, at han gav sig til at spille violin, og så følte han sig afslappet, og så fik han en idé. Men det var sådan, at musikken var den måde, han tænkte bedst på. [Max] Planck var lige ved at blive koncertpianist, og det var først ved et givent tidspunkt, han besluttede, det var bedre for ham at blive fysiker. Og i den generation spillede de fleste af dem, Nurdst, de spillede alle, Aronfels, de var ikke alle store videnskabsmænd; men denne kultur med at udvikle ideer, gennemarbejde nye ideer, gøre nye ideer gældende var rodfæstet i klassisk kultur, i Schiller. Einsteins moder var f.eks. en stor læser af Schiller, Heine, og hans fader var vist også en stor tilhænger af Heine. Det var i heldigste fald den kultur, der blev udviklet. Og det var dette, der gjorde det muligt for sådan en som Einstein at blive en stor tænker. Han var f.eks. ikke nogen stor matematiker; han var ikke en dårlig matematiker, men han var ikke en stor matematiker; han var fysiker. Han havde sine berømte ’gedanken’-eksperimenter: Han skabte i sine tanker visse betragtninger, og han spurgte dem, hvad er løsningen på problemet i disse betragtninger, eller hvad var det, der reflekteredes? Hvad, om jeg kan rejse lige så hurtigt som en lysbølge? Ville universet stoppe? Er det muligt at rejse hurtigere … Det var ikke løsningen, men det gjorde det muligt for ham at tænke over ting, som han ellers ikke ville have tænkt over. Og sluttelig fik han nogle afgørende ideer, om lysets hastighed var konstant, men mere endnu, det, at love, fysiske love, var universelt gældende. Det er det, relativitetsprincippet … relativitetsprincippet er det modsatte af det, man tror, det er, og som det ofte fremstilles, var blot ens perspektiv. Nej, hele pointen med Einstein, i betragtning af nogle af tidens problemer, der er af mere teknisk art, om elektromagnetisme, teorien om æteren osv., dukkede der visse problemer op. Og Einstein sagde, vi må have et system, hvor dette systems love gælder for hele universet, for alt! Uanset, hvad den uniforme bevægelse er, uanset, hvad accelerationen var, og uanset raten af forandring, det var generel relativitet. Så det var ikke relativitet, men i virkeligheden, hvad er de universelle principper, som jeg kan sige er sande uanset hvilken bevægelse, der foregår? Og dette var, hvad han anvendte på grundlæggende set alting. Og hans indsats inden for enhedsfeltet var ikke én enkelt ligning, men det var et forsøg på at finde de underliggende, universelle principper, der styrede alle de tilsyneladende spørgsmål i universet. Elektromagnetisme, tyngdekraft, den stærke og svage kraft, og atomkerneniveauet. Og tænk over, hvad der foregår i det 20. århundrede. I det 20. århundrede er der et angreb på denne form for tænkning. Fra Bertrand Russel, til en vis grad fra Hilbert; og det, der udgjorde en del af angrebet, var, at vi må holde os til matematikken. Lad os aksiomatisere matematikken.

(Der kommer mere oversættelse. Bliv på kanalen.)  

                                                                

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


[1] filosofisk anskuelse, hvor man mener, at det, der sker i verden, har et formål, en hensigt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

             

              




Enten skaber menneskeheden et nyt paradigme –
eller også er menneskeheden fortabt

6. juli 2016  – På tærsklen til det ildevarslende NATO-topmøde i Polen d. 8. – 9. juli, der meget vel kunne vise sig at blive snubletråden for global atomkrig, er også hele det transatlantiske finansielle system ved at gå op i sømmene. Sterling-pundet er efter Brexit styrtdykket til det laveste niveau i 30 år; et halvt dusin ejendoms-hedgefonde i London, angiveligt med en samlet ’værdi’ på $20 milliarder, har indstillet handlen for at standse panik-udtræk; og banker i hele Europa – ikke kun i Italien – står umiddelbart over for konkurs og kræver desperat ubegrænset supplerende likviditet for blot at holde sig oven vande.
Bank of England har, sammen med alle de transatlantiske centralbanker, trykket på panikknappen og annoncerer nye måder, hvorpå de vil pumpe en uendelig strøm af værdiløse midler ind i systemet, alt imens de løsner vilkårene for, hvornår banker kan påtage sig en stadigt større eksponering til derivater – det præcist modsatte af den Glass-Steagall løsning, der er påkrævet.

Lyndon LaRouche langede i dag kraftigt ud efter dette vanvid, som en total »politisk katastrofe, der ikke vil føre til noget, bortset fra den totale bankerot af hele det britiske system.«

Rent politisk er hele den Europæiske Union og dens institutioner ved at smuldre. Etablissementet aner i bund og grund ikket, hvad de skal stille op og har ingen forbindelse til den virkelighed, som deres egne politikker har udløst, med trussel om atomkrig, uhæmmet satanisk terrorisme og økonomisk nedsmeltning – samt den plagede befolknings voksende had og raseri mod etablissementet. Den samme proces karakteriserer USA under Obama. 

Det turde være åbenbart, at videreførelsen af disse politikker i kortere eller længere tid vil føre til en katastrofe for menneskeheden. Enten skaber vi et nyt paradigme for menneskehedens fælles mål, eller også er menneskeheden fortabt, understregede  Helga Zepp-LaRouche i dag. Det var det centrale budskab ved vores Schiller Institut- konference i Berlin d. 25. – 26. juni, og det er det udsyn, der må gennemtrænge ethvert aspekt af vores aktivitet, og hver diskussion, som vi har på alle dele af planeten. Der er ingen løsning for nogen enkeltdel, uden en løsning for helheden – enhed går forud for diversitet, hvad enten det passer det Britiske Imperium at acceptere dette universalprincip, eller ej.

Hvis folk som modsætning hertil tænker, at mennesket grundlæggende set er et dyr, der først og fremmest hytter sit eget skind; og hvis de handler – eller undlader at handle – på basis heraf, så står vi over for slutningen på civilisationen. En ny tænkemåde, et nyt billede af det kreative menneske, et nyt paradigme er den eneste mulighed.

Som Helga Zepp-LaRouche fremstillede spørgsmålet ved en pressekonference i Washington D.C., der blev holdt i dag ved Chongyang Instituttet for Finansielle Studier og det Nationale Institut for Studier af det Sydkinesiske Hav:

»Der er mange internationale militæreksperter, der advarer om, at situationen i dag er mere farlig end på højden af den kolde krig. Endvidere er vi på vej til at opleve endnu et finansielt sammenbrud, værre end i 2008. Jeg mener, at de terrorhandlinger, der især har fundet sted i de seneste to uger i Bangladesh, Tyrkiet, Indonesien og europæiske lande, klart viser, at terrorismen er ude af kontrol. Og rent faktisk befinder den Europæiske Union sig med Brexit i en disintegrations-proces, der er meget dramatisk.

Så mit spørgsmål er: Kan menneskeheden ikke hæve sig til et højere niveau af samarbejde og satse på et nyt paradigme, hvor geopolitik er en saga blot og erstattet af menneskehedens fælles mål? Jeg mener, at verden har hårdt brug for, at USA og Kina arbejder sammen, for jeg mener, at, uden at de to lande tager hinanden i hånden, så står verden i problemer til halsen. Så spørgsmålet er: Kan verden bevæge sit mod et nyt paradigme med fredeligt samarbejde om hele menneskehedens fremtidige opgaver?«

Foto: Brexit- afstemningen demonstrerer etablissementets manglende forbindelse med befolkningen. Vil vi hæve os til et nyt paradigme for hele menneskehedens fremtid, eller forpasse chancen for at gribe dette store øjeblik?

 

 

 




RADIO SCHILLER den 4. juli 2016:
Lad os fejre den 4. juli med
at gøre oprør imod Det nuværende britiske Imperium

Med formand Tom Gillesberg
Lyd:




Helga Zepp-LaRouche:
Menneskehedens skønne fremtid –
hvis vi undgår dinosaurernes skæbne.
Hovedtale på Schiller Instituttets
internationale konference i Berlin,
25. – 26. juni, 2016

Før jeg kommer ind på disse forskellige dødbringende farer, så ligger løsningen ligefor. Så vær fattede og bevar roen, og lad mig tale til jer. Hvis menneskeheden forenes omkring en god plan og handler solidarisk og modigt, kan enhver krise i den menneskelige civilisation overvindes, for det er menneskets natur – at, når vi bliver udfordret af et stort onde, vækkes en endog endnu større kraft for det gode i vores sjæl.

Download (PDF, Unknown)

 




Lyndon LaRouche:
Det transatlantiske finansielle system
er dømt til undergang (og det ved I!)

nato-baltic-sea-june

30. juni 2016 (Leder) – Under en diskussion torsdag med sin Policy Committee og andre kolleger understregede Lyndon LaRouche, at det nuværende, finansielle system er ved at bryde sammen, og at systemet, som system, ikke kan overleve. De store, finansielle institutioner, inklusive centralbankerne, er håbløst og uigenkaldeligt bankerot. LaRouche bemærkede, at, alt imens der eksisterer en forfærdelig risiko for krig, der drives frem af de kredse, hvis magt udspringer af det aktuelle finansielle system, så er en stor del af de trusler, der kommer ud af munden på Barack Obama og nogle NATO-folk, faktisk ikke andet end bluff. Truslerne, som de udslynger imod Rusland og Kina, virker ikke.

Ikke desto mindre kan denne sammenblanding, med både den finansielle front og krigsfronten, føre til et alvorligt sammenbrud, som menneskeheden ikke er parat til at håndtere.

I denne uge udstedte både Den Internationale Valutafond (IMF) og Den Internationale Betalingsbank (BIS) rapporter, der klart indikerede hele det transatlantiske finansielle systems disintegration. Bankernes udlån i hele den avancerede sektor er totalt kollapset. Der er ingen som helst kapitalindstrømning til realøkonomien, den produktive økonomi, i henhold til de data, som BIS har frembragt. IMF har udstedt en dyster advarsel om, at Deutsche Bank står foran nedsmeltning, og alene dette kunne udløse en systemisk krise.

I takt med, at NATO-folk færdiggør planerne for statsledernes topmøde i Warszawa, Polen, den 8.-9. juli, opbygges vanviddet mod Rusland yderligere. Onsdag var præsident Obama i Ottawa til sit endelige topmøde med sine canadiske og mexicanske modparter. Han benyttede anledningen til at kaste sig ud i en tirade imod Rusland og nærmest tiggede Canada om at udsende en kampbataljon til De Baltiske Stater.

Sæt denne galskab op i kontrast til Schiller Instituttets ekstraordinære konference, der fandt sted sidste weekend i Berlin, hvor ledere fra fire kontinenter kom sammen for at diskutere spørgsmålet om et nyt paradigme for en tankegang, der skal få verden ud af den nuværende, eksistentielle katastrofe.

Som både Lyndon og Helga LaRouche understregede under weekendens begivenheder i Berlin, så er det presserende nødvendigt, at vi skaber et revolutionært skifte i tankegang, der fokusere på en opbygning af en fremtid med samarbejde mellem suveræne nationer og integrerede regioner i verden. Kinas program med ’Ét bælte, én vej’ er paradigmatisk for denne nye form for tankegang, der må vedtages af ledende borgere i verden.

Det nuværende system er dødt, og det kan ikke overleve ret meget længere.

Video: Hør Helga Zepp-LaRouches hovedtale fra konferencen i Berlin, 25.-26. juni, 2016. En dansk oversættelse af talen er på vej. Bliv på kanalen!

Titelfoto: Mineudlæggeren FNS Uusimaa fra den finske flåde sejler i Det baltiske Hav (Østersøen) under BALTOPS den 7. juni, 2016, som en del af øvelser, der skal demonstrere beslutsomhed hos styrkerne fra NATO og dens partnere.

 




POLITISK ORIENTERING den 30. juni 2016:
Efter Brexit: EU disintegrerer, mens Rusland-Kina konsolideres//
Schiller Instituttets Berlin-konference

Med formand Tom Gillesberg

Lyd:




Bliv ikke igen krigens ofre –
Der findes en løsning

28. juni 2016 (Leder) – Ved afslutningen af todages-konferencen i Berlin, sponsoreret af Schiller Instituttet, hvor ledende talere fra fire kontinenter fremlagde det rædselsvækkende billede af både den ’evindelige krig’, der finder sted i dag, og truslen om en atomkrig i morgen, samt de nødvendige løsninger med den Nye Silkevejs-proces, kom Lyndon LaRouche med følgende bemærkninger (parafrase):

Vi kan som et folk indgå aftale om ideer om en fredelig løsning på den krise, vi står overfor, hvilket er afgørende. Send et stærkt og klart opråb; spred ordet. Vi søger ikke krig. Der er en anden løsning end atter at blive krigens offer.

Helga Zepp-LaRouche afsluttede dernæst konferencen, som stifter af og præsident for Schiller Instituttet, med ordene: »Jeg opfordrer jer til at tilslutte jer Schiller Instituttet og, hvad der ligeledes er vigtigt, at følge Lyndon LaRouches vise ord.«

Aldrig har den overhængende krise stået mere skarpt. Den britiske Brexit-afstemning sidste torsdag afslørede den kendsgerning, at Imperiets finansielle system går rundt i den bare natskjorte. Brexit forårsagede ingenting – den afslørede simpelt hen den kendsgerning, der i mange år har været åbenlys for alle, for nær de blinde, at det enorme spillekasino, kendt som det transatlantiske finansielle system, ikke kan »reddes« – og ganske bestemt ikke ved, at man trykker flere penge for kunstigt at stive de bankerotte banker af i endnu nogle uger eller måneder. Londons førende bankaktier er kollapset med over 30 % siden Brexit-afstemningen torsdag, og med halvdelen i løbet af det seneste år. Alle de vestlige »To Big to Fail«-banker – ’for store til at lade gå ned-banker’ – står over for en lignende skæbne, der allerede er i gang.

Vi må gøre en ende på systemets elendighed med en total Glass/Steagall-afskrivning af de værdiløse værdipapirer, der dominerer de såkaldte aktiver i storbankerne. Først da kan et kreditsystem efter Hamiltons principper blive genindført, som det kræves, for at Vesten kan tilslutte sig Rusland og Kina i den globale udviklingsproces, der nu er i gang, sammen med verdens nationer og folk, gennem programmet med Ét bælte, én vej, Shanghai Samarbejdsorganisationen, den Eurasiske Økonomiske Union, den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank, BRIKS’ Nye Udviklingsbank – som alle er helliget til, og nu aktivt investerer i, regionale infrastrukturprojekter i stor skala i hele verden. Som LaRouche har understreget hele sit liv – udelukkende kun en sådan kreativ transformation af verdens borgeres produktivitet, gennem videnskabelige opdagelser, kan gøre en ende på det mareridt, menneskeheden nu står overfor.

Det vestlige finansoligarkis frygt er, at Storbritanniens afgang fra EU vil indgyde mod i det voksende antal ledere i Europa, der ønsker at afkaste City of Londons og det sjælløse EU-diktatur i Bruxelles’ lænker. Den tyske udenrigsminister Steinmeiers fordømmelse af, at NATO rasler med atomsablen og udøver militære provokationer mod Rusland, har mange støtter, der blot mangler modet til at tale offentligt. Dette er vores opgave – LaRouches »stærke og klare opråb« om, at der er en løsning, hvis folk finder det sublime i sig selv og handler på vegne af menneskeheden som et hele.

Foto: Lyndon og Helga LaRouche på Schiller Instituttets Konference i Berlin,  25. – 26. juni, 2016.




Schiller Instituttet afholder historisk konference i Berlin:
»En fælles fremtid for menneskeheden
og en renæssance for klassisk kultur«

»Jeg tror, vi alle er kommet til stede på denne konference, fordi alle, der befinder sig i denne sal, ved, at vi nu oplever en systemisk og eksistentiel civilisationskrise uden fortilfælde … Denne konference har ét emne, eller et overordnet emne, og det er at definere løsninger på denne krise: at diskutere, hvad det nye paradigme skal være, og om menneskeheden er i stand til at løse en sådan eksistentiel krise?

27. juni 2016 (Leder) – Schiller Instituttets todages internationale konference 25. – 26. juni begyndte om morgenen den 25. juni i den tyske hovedstad under temaet: »En fælles fremtid for menneskeheden og en renæssance for klassiske kulturer«.

Flere end 320 mennesker fra henved 22 lande på fire kontinenter deltog i arrangementet, der havde et udvalg af fremtrædende talere fra hele globen. (Yderligere detaljer kommer snarest.)

Det første panel adresserede den »Strategiske krise er farligere end på højden af den Kolde Krig«. Inden præsentationerne introducerede ceremonimester Elke Fimmen talerne, og hun hilste i særdeleshed Lyndon LaRouches tilstedeværelse på konferencen velkommen.

Hovedtalen blev dernæst holdt af Schiller Instituttets internationale præsident Helga Zepp-LaRouche, der lige fra begyndelsen anslog konferencens fokus:

»Jeg tror, vi alle er kommet til stede på denne konference, fordi alle, der befinder sig i denne sal, ved, at vi er i færd med at opleve en systemisk og eksistentiel civilisationskrise uden fortilfælde. Vi har sammenfaldet mellem faren for krig, hvor NATO konfronterer Rusland på en meget, meget aggressiv måde – hvilket kunne føre til en Tredje Verdenskrig. Vi har en amerikansk konfrontation mod Kina i det Sydkinesiske Hav. Vi har faren for en ny, 2008-type finansiel krise, der kunne få det finansielle system til at nedsmelte, og så var der for to dage siden selvfølgelig Brexit – Storbritannien, der stemte for at forlade den Europæiske Union. Og som vi alle ved, så var dette ikke en stemme imod Europa som sådan, men imod et komplet uretfærdigt system og en korrupt elite.

Denne konference har ét emne, eller et overordnet emne, og det er at definere løsninger på denne krise: at diskutere, hvad det nye paradigme skal være, og om menneskeheden er i stand til at løse en sådan eksistentiel krise?

Vi har fremtrædende talere fra fire kontinenter, fra mange lande, og dette er selvsagt folk, eller er repræsentanter for den slags folk, der er fast besluttet på at finde en løsning. Og før jeg kommer nærmere ind på disse forskellige dødsfarer, så er løsningen nem. Så vær opmærksom og fattet. Hvis menneskeheden forener sig om en god plan og handler i solidaritet og modigt, så kan enhver krise i den menneskelige civilisation overvindes, for dette er den menneskelige natur – at, når vi udfordres af et stort onde, vækkes en endnu større kraft for det gode i vores sjæl.«

Den verdenskendte amerikanske statsmand Lyndon LaRouche vendte tilbage til dette tema i sine bemærkninger under spørgsmål-og-svar-sessionen, hvor han udtalte:

»Dette betyder, at vi, grundlæggende set, har ansvaret for, hvad der vil ske med menneskeheden.«

»Hvordan løser vi rent faktisk dette problem? Man gør det, at man går ud og bedriver noget videnskab. Man anvender videnskab til at skabe en metode for kreativitet. Man baserer derfor det hele, ikke på menneskeheden som sådan, men på den kreative kraft. Det er, hvad jeg generelt har gjort i det meste af mit liv. Man må øge det menneskelige intellekts arbejdes produktive evne. Man må give det individuelle menneske en større evne til kreativitet for menneskeligt liv.«

Foto: Schiller Instituttets stifter og præsident Helga Zepp-LaRouche holder hovedtalen lørdag, den 25. juni, 2016, i Berlin. (Foto: Julien Lemaitre)

 

     




Verden har valget mellem to systemer

21. juni 2016 (Leder)»Formålet med øvelsen er klar«, sagde den polske præsident Andrzej Duda. »Vi forbereder et angreb.«

USA’s befolkning er ubevidst om de to mest betydningsfulde, geopolitiske faktorer på planeten. På den ene side finder vi de igangværende tiltag hen imod en global, generel atomkrig, og på den anden finder vi potentialet til at udløse den største periode med global, økonomisk vækst i menneskehedens historie. Ovenstående udtalelse fra den polske præsident, mht. den nylige, 50.000 mand stærke NATO-øvelse, »Anakonda 16«, der simulerer en invasion af Rusland, er en demonstration af desperationen på Wall Street og i [City of] London, der gør fremstød for at fremprovokere en udslettelseskrig med Rusland og Kina.

Der er en udviklingsvej for en fremtid med menneskelig fremgang – men denne vej fastlægges uden for USA – i takt med, og vores politiske proces fortsat befinder sig i Wall Streets fallerede, monetære systems kvælergreb, samt den pomp, der omgiver dette cirkus for folket og de etablerede medier. I kontrast hertil var det nyligt afsluttede Skt. Petersborg Økonomiske Forum i Rusland, som Obama forsøgte at sabotere, en total succes, der indbragte $12 mia. store økonomiske aftaler blandt 40 lande, og hvor højtplacerede europæiske ledere, der krævede en afslutning af sanktionerne mod Rusland og krigsprovokationerne, deltog. Den tidligere franske præsident Nicolas Sarkozy udtalte på konferencen:

»Vi har mange andre problemer, og vi har ikke råd til at lide pga. disse kunstigt skabte problemer. Og den stærkeste bør strække hånden frem, for den stærkeste spiller er Rusland, repræsenteret af præsident Putin.«

Det, som en stor del af verden allerede har erkendt, er, at nationens interesse ikke er bygget på militær aggression eller økonomisk krigsførelse, men derimod bygger på fremskaffelsen af en fremtid for ens egen befolkning, inklusive gennem internationalt samarbejde, for at skabe højere levestandard og bedre teknologier således, som nye indsigter i universet kan give os. Af fundamental betydning for denne udviklingsproces er rumprogrammet.

Lyndon LaRouche har peget på rumforskningspioneren Krafft Ehricke som den person, der »har skabt selve ideen om et rumprogram«. Ehricke var forpligtende engageret over for princippet om fremskridt og fordømte nejsigernes ikke-forandring, og udtalte:

»en filosofi med anti-vækst, der af menneskene forlanger, at de skal leve med mindre af alting, kan sætte os tilbage til Middelalderen, fordi en hund-æder-hund-kamp med sikkerhed vil bryde ud under sådanne omstændigheder … Livet viser os, at teknologiske fremskridt er vejen ad hvilken. Men, baseret på disse teknologiske fremskridt, må vores art og vores civilisation ligeledes gøre fremskridt. Så kan vi gå videre.« 

Rusland, Kina, Indien og andre har erkendt det uundgåelige, elendige resultat af »nul-vækst«-geopolitik og har afvist det og vist, at de er forpligtet over for økonomiske projekter og rumteknologi, der vil fremme menneskehedens fysiske økonomi og lykke. Kra-kanalen i Thailand, den forbedrede Suezkanal i Egypten, udviklingen omkring Mekongfloden, nye jernbanelinjer i Pakistan og Afghanistan og Chabahar-havnen i Iran er blot nogle få af disse. For nylig har Kina inviteret til internationalt samarbejde omkring sin fremtidige rumstation. Vicedirektøren for Kinas bemandede rumprogram, fr. Wu Pung, sagde for nylig til FN’s Komite for den fredelige anvendelse af det ydre rum, i forbindelse med aftaler om nye rumstationer:

»Udforskning af rummet er menneskehedens fælles drøm og ønske. Vi er overbevist om, at implementeringen af aftalerne afgjort vil fremme det internationale samarbejde om udforskning af rummet og skabe muligheder for FN’s medlemsstater, i særdeleshed udviklingslande, til at deltage i, og drage fordel af, anvendelsen af Kinas rumstation.«

Rusland og Kina har også for nylig annonceret et fuldt ud omfattende samarbejde omkring rummet. Ruslands ambassadør til Kina Andrey Denisov forklarede i et nyligt interview:

»Jeg ville lægge vægt på samarbejde omkring aktivitet i det ydre rum som et hele, snarere end en specifik leverance af et parti varer. Pointen er ikke at levere specifikt udstyr, men at organisere langsigtet, gensidigt fordelagtigt samarbejde mellem alle siderne, der objektivt set har tætte forbindelser ud fra et standpunkt om teknisk og teknologisk kompatibilitet.«

Dette er vejen til fremtiden. Mens USA plages af selvmord, narkotikamisbrug, masseskyderier og økonomisk disintegration, så går et flertal af menneskeheden videre til det næste niveau. London-Wall Street-finanssystemet er dødt. Vi har kun ét valg. Valget mellem krig, terror og økonomisk fortvivlelse på den ene side, kontra, at vi dumper Obama og alt, hvad han står for, og kræver en fremtid, der passer sig for menneskeheden.

Billede: »Anakonda 16«-vejen til Anakonda – NATO’s mere og mere virkelige »march mod Moskva«. Truslen om Tredje Verdenskrig har aldrig været større. (www.eur.army.mil/Anakonda)




Uddrag af Putins tale til plenarforsamlingen på Skt. Petersborg
Internationale Økonomiske Forum, 17. juni 2016

I øvrigt er de aktuelle, geopolitiske spændinger, til en vis grad, relateret til økonomisk usikkerhed og udtømning af de gamle kilder til vækst. Der er risiko for, at det vil stige, eller endda blive kunstigt fremprovokeret. Det er i vores fælles interesse at finde en kreativ og konstruktiv vej ud af denne situation.

[Der findes] et enormt og voksende potentiale inden for digitale og industrielle teknologier, robotics, energi, bioteknologi, lægevidenskab og endnu andre områder. Opdagelser inden for disse områder kan føre til sande teknologiske revolutioner og til en eksplosiv vækst i arbejdskraftens produktivitet. Dette sker allerede, og det vil uundgåeligt ske …

Vi kan faktisk allerede i dag se forsøg på at sikre eller endda monopolisere fordelene ved næste generations teknologier. Dette er, mener jeg, motivet bag skabelsen af afgrænsede områder med opsatte regler som en barriere for at reducere udvekslingen af banebrydende teknologier …

Man kan kontrollere spredningen af visse teknologier i en vis tid, men i nutidens verden er det nærmest umuligt at holde dem tilbage i et inddæmmet område, også selv om det er et stort område. Men denne indsats kunne føre til, at grundforskning, der nu er åben for den fælles udveksling af viden og information gennem fælles projekter, også indelukkes, hvor der opstilles afspærrende barrierer.

… vi kan kun udvikle os effektivt sammen, ved at opbygge et samarbejde. Vi er overbevist om, at et sådant samarbejde faktisk kan opbygges som en del af et fleksibelt og åbent integrationsmiljø, der opmuntrer til konkurrence inden for videnskabelig forskning og et bredt udvalg af teknologiske løsninger, der gør det muligt for de deltagende lande fuld ud at bruge deres kompetence og deres potentiale …

Vi er bevidste om de imponerende udsigter i forbindelse med samarbejde mellem EAEU [Eurasisk Økonomisk Union] og andre lande og integrationsforbindelser. Flere end 40 stater og internationale organisationer har udtrykt deres ønske om at etablere en frihandelszone med den Eurasiske Økonomiske Union. Vi og vore partnere mener, at EAEU kan blive et af centrene i et større, fremvoksende integrationsområde …

Sammen med vore kinesiske kolleger har vi planlagt at påbegynde officielle forhandlinger så tidligt som i juni måned, om skabelsen af et omfattende handelspartnerskab og økonomisk partnerskab i Eurasien, med deltagelse af staterne i den Europæiske Union og Kina. Jeg forventer, at dette vil blive et af de første skridt hen imod skabelsen af et betydeligt, eurasisk partnerskab. Vi vil helt bestemt genoptage diskussionen om dette betydningsfulde projekt på det Østlige Økonomiske Forum i Vladivostok i begyndelsen af september …

Venner, det projekt, jeg netop har omtalt – projektet for det større Eurasien – er selvfølgelig åbent for Europa, og jeg er overbevist om, at et sådant samarbejde kan blive til gensidig fordel. På trods af alle de velkendte problemer i vore relationer, er den Europæiske Union fortsat Ruslands hovedpartner inden for handel og økonomi …

Jeg forstår også vore europæiske partnere, når de taler om de komplicerede beslutninger for Europa, som blev truffet under forhandlingerne om dannelsen af det transatlantiske partnerskab. Det er indlysende, at Europa har et enormt potentiale, og en satsning på kun én regional forbindelsespartner indsnævrer tydeligvis dets muligheder. Under de omstændigheder er det vanskeligt for Europa at opretholde en balance og bevare et rum for en udbytterig manøvre.

Som de nylige møder med repræsentanter for tyske og franske erhvervskredse har vist, så er europæiske virksomheder villige og rede til at samarbejde med dette land. Politikere bør møde virksomhederne på halvvejen ved at udvise kløgt, samt en vidtskuende fleksibel fremgangsmåde. Vi må atter oprette tillid til de russisk-europæiske relationer og genoprette vores samarbejdsniveau.

Vi husker, hvordan det hele begyndte. Rusland igangsatte ikke det aktuelle sammenbrud, afbrydelse, problemer og sanktioner. Alle vore handlinger har udelukkende været i besvarelse. Men vi bærer ikke nag, som man siger, og vi er rede til at komme vore europæiske partnere i møde på halvvejen. Men dette kan under ingen omstændigheder blive en vej med ensrettet færdsel.

Lad mig gentage, at vi er interesseret i, at europæere går med i projektet for et storslået eurasisk partnerskab. I denne sammenhæng hilser vi den kasakhstanske præsidents initiativ, med at afholde konsultationer mellem den Eurasiske Økonomiske Union og EU, velkommen. I går diskuterede vi dette spørgsmål ved mødet med præsidenten for den Europæiske Kommission.

Det vil yderligere være muligt at genoptage dialogen mellem eksperter på et teknisk niveau, om en bred vifte af spørgsmål, såsom handel, investering, lovgivning inden for teknik og toldadministration. På denne måde kunne vi skabe fundamentet for yderligere samarbejde og partnerskab …

Vi anser det naturligvis for vigtigt at fortsætte samarbejdet omkring betydningsfulde forskningsprojekter, såsom ITER-forsøgskraftværket og den frie elektron-røntgenlaser, for blot at nævne nogle få. En fælles indsats vil gøre det muligt for os virkelig at forøge både Europas og Ruslands teknologiske konkurrencedygtighed. Det rækker at sige, at, i 2015 investerede Rusland 1,2 mia. euro i fælles højteknologiske projekter med Europa …

Et præsidentielt råd for strategisk udvikling og prioritetsprojekter vil blive skabt i den nærmeste fremtid. Deres ydmyge tjener vil stå i spidsen, mens rådspræsidiet vil blive ledet af premierminister Dmitry Medvedev …

Verden har brug for et så magtfuldt land som USA, og det har vi også, men vi har ikke brug for, at det konstant blander sig i vore anliggender, fortæller os, hvordan vi skal leve og forhindrer Europa i at opbygge en relation til os.

 

FRA SPØRGSMÅL & SVAR:

Jeg ønsker ikke at tro på, at vi er på vej hen imod en ny Kold Krig, og jeg er sikker på, at ingen ønsker dette. Vi gør ganske bestemt ikke. Det er ikke nødvendigt. Hovedtankegangen bag udviklingen af internationale relationer er, at, uanset hvor dramatisk, det kan synes at være, så er det ikke tankegangen bag en global konfrontation. Hvad er problemets rod?

Det skal jeg sige jer. Jeg må bringe jer lidt tilbage i tiden. Efter Sovjetunionens kollaps, havde vi en forventning om generel fremgang og generel tillid. Desværre måtte Rusland konfrontere flere udfordringer, for at tale i moderne vendinger: økonomisk, samfundsmæssig og intern politik. Vi fik udfordringer som separatisme, radikalisme, aggressiv international terror, for det var utvivlsomt al-Qaeda-militante, som vi bekæmpede i Kaukasus, det er en åbenlys faktor, og det kan der ikke være to meninger om. Men, i stedet for støtte fra vore partnere i vores kamp mod disse problemer, fik vi ulykkeligvis noget andet – støtte til separatisterne…, efterretningsstøtte, finansiel støtte og regeringsstøtte …

Sovjetunionen eksisterede ikke længere; Warszawa-pagten eksisterede ikke længere. Men af en eller anden grund fortsætter NATO med at udvide sin infrastruktur hen mod Ruslands grænser. Det begyndte længe før i går. Montenegro er ved at blive et NATO-medlem. Hvem truer Montenegro? For vores position bliver totalt ignoreret.

Et andet, lige så vigtigt, eller måske det vigtigste spørgsmål, er den ensidige [fra USA’s side] opsigelse af ABM-traktaten. ABM-traktaten blev engang indgået mellem Sovjetunionen og USA af en meget god grund … Traktaten var udtænkt til at skabe en strategisk balance i verden. Men de droppede imidlertid ensidigt traktaten og sagde venligt, Dette er ikke rettet imod jer. I ønsker at udvikle jeres offensive våben, og vi antager, at det ikke er rettet imod os.

Ved I, hvorfor de sagde sådan? Det er simpelt: der var ingen, der forventede, at Rusland i begyndelsen af 2000, da landet kæmpede med sine interne problemer, var revet itu af interne konflikter, politiske og økonomiske problemer, tortureret af terrorister; at Rusland da ville genopbygge sin forsvarssektor. Der var tydeligvis ingen, der forventede, at vi var i stand til at opretholde vore arsenaler, for slet ikke at tale om at få nye strategiske våben. De tænkte, at de ville opbygge deres missilforsvarsstyrker, mens vore arsenaler skrumpede.

At dette blev gjort under påskud af at bekæmpe den iranske atomtrussel. Hvad er der så blevet af den iranske atomtrussel nu? Der er ikke nogen; men projektet fortsætter. Og sådan er det, skridt for skridt, det ene efter det andet, og så fremdeles.

 Så begyndte de at støtte alle mulige former for ’farvede revolutioner’, inklusive det såkaldte Arabiske Forår. De støttede det ihærdigt. Hvor mange positive syn hørte vi om, hvad det var, der foregik? Hvad førte det til? Kaos.

Jeg er ikke interesseret i at give nogen skylden. Jeg vil ganske enkelt sige, at, hvis denne politik med ensidige handlinger fortsætter, og hvis skridt i den internationale arena, hvor disse skridt er meget følsomme for det internationale samfund, ikke bliver koordineret, så er sådanne konsekvenser uundgåelige. Og modsat, hvis vi lytter til hinanden og taler ud fra en balance mellem interesser, så vil dette ikke ske. Ja, det er en vanskelig proces, processen med at nå til enighed, men det er den eneste vej til acceptable løsninger …

Af hvilken årsag, støttede de kuppet i Ukraine? Jeg har ofte talt om dette. Den interne politiske situation dér er kompliceret, og den opposition, der nu sidder ved magten, ville efter al sandsynlighed være kommet til magten på demokratisk vis, gennem valg. Sådan er det. Vi ville have arbejdet sammen med dem, som vi havde gjort det med den regering, der sad ved magten før præsident Janukovitj.

Men nej, de skulle absolut gå frem med et kup, med tab, med udløsning af blodsudgydelser, en borgerkrig, og med at skræmme den russisktalende befolkning i det sydøstlige Ukraine og i Krim. For hvad? Og efter at vi var nødt til, simpelt hen nødt til, at tage forholdsregler for at beskytte visse samfundsgrupper, begyndte de at optrappe situationen, at ophidse til spændinger. Efter min mening, så gøres dette, bl.a., for at retfærdiggøre eksistensen af den Nordatlantiske Blok. De har brug for en ekstern modstander, en ekstern fjende; i modsat fald, hvorfor skulle denne organisation i det hele taget være nødvendig? Der er ingen Warszawa-pagt, ingen Sovjetunion – hvem er det rettet imod?

Hvis vi fortsætter med at handle i overensstemmelse med denne tankegang, med at optrappe [spændinger] og fordoble indsatsen for at skræmme hinanden, så vil det en dag komme til en kold krig. Vores tankegang er fuldstændig anderledes. Den fokuserer på samarbejde og søgen efter kompromis. [Applaus]. (Udskriftet af Putins tale er ikke komplet.)




Lyndon LaRouche: Intet kan standse krakket
– Putins rolle, samt en økonomisk vision
efter Hamiltons principper, er afgørende

Det transatlantiske finansielle system vil nedsmelte. Intet kan standse det. Det vides ikke præcis, hvornår krakket kommer, men vi må være forberedt til denne uundgåelige eksplosion. Systemet er uigenkaldeligt ude over et punkt, hvor det kan håndteres eller reformeres. Vi befinder os på randen af et uforudsigeligt krak. Vi må have en ny fremgangsmåde, der må baseres på rationelle kræfter i det transatlantiske område, der kan tage de nødvendige, radikale skridt.

18. juni, 2016 (Leder) – Under en indledende diskussion som forberedelse til LPAC’s fredags-webcast, kom Lyndon LaRouche med følgende kommentarer (parafrase):

Det transatlantiske finansielle system vil nedsmelte. Intet kan standse det. Det vides ikke præcis, hvornår krakket kommer, men vi må være forberedt til denne uundgåelige eksplosion. Systemet er uigenkaldeligt ude over et punkt, hvor det kan håndteres eller reformeres. Vi befinder os på randen af et uforudsigeligt krak. Vi må have en ny fremgangsmåde, der må baseres på rationelle kræfter i det transatlantiske område, der kan tage de nødvendige, radikale skridt.

Putin forstår denne krise, og hans perspektiv, som det reflekteres i hans bemærkninger ved Det Økonomiske Forum i Skt. Petersborg, er uforligneligt. USA og Storbritannien er de mest upålidelige. Det mest risikofyldte væddemål på denne planet udgøres af Obama. Obama vil tabe, punktum. Et helt nyt finanssystem er den eneste mulighed.

Folk, der vil kalde sig intelligente, må indse, at spekulation ikke vil virke. Hele hasardspilssystemet må annulleres. Al hasardspilsgæld må annulleres, og vi må begynde helt forfra – baseret på principper, der er totalt forskellige. Det Britiske [økonomiske] System må bringes til ophør. Det samme er tilfældet med det franske system, efter de Gaulle-perioden. En total, global genopbygning kræves; ingen studehandler. Det amerikansk-europæiske finanssystem er umuligt. Sig »Nej!«. Vi må vende tilbage til et system, der er baseret på fysiske værdier, ikke pengeværdier. Vi må begynde forfra, med Hamiltons økonomiske principper som udgangspunkt.

Foto: Den russiske præsident Vladimir Putin taler til plenarforsamlingen på Skt. Petersborg Internationale Økonomiske Forum, 17. juni, 2016. Foto: kremlin.ru

Supplerende materiale:

Uddrag af Putins tale til plenarforsamlingen på Skt. Petersborg Internationale Økonomiske Forum, 17. juni 2016

I øvrigt er de aktuelle, geopolitiske spændinger, til en vis grad, relateret til økonomisk usikkerhed og udtømning af de gamle kilder til vækst. Der er risiko for, at det vil stige, eller endda blive kunstigt fremprovokeret. Det er i vores fælles interesse at finde en kreativ og konstruktiv vej ud af denne situation.

[Der findes] et enormt og voksende potentiale inden for digitale og industrielle teknologier, robotics, energi, bioteknologi, lægevidenskab og endnu andre områder. Opdagelser inden for disse områder kan føre til sande teknologiske revolutioner og til en eksplosiv vækst i arbejdskraftens produktivitet. Dette sker allerede, og det vil uundgåeligt ske …

Vi kan faktisk allerede i dag se forsøg på at sikre eller endda monopolisere fordelene ved næste generations teknologier. Dette er, mener jeg, motivet bag skabelsen af afgrænsede områder med opsatte regler som en barriere for at reducere udvekslingen af banebrydende teknologier …

Man kan kontrollere spredningen af visse teknologier i en vis tid, men i nutidens verden er det nærmest umuligt at holde dem tilbage i et inddæmmet område, også selv om det er et stort område. Men denne indsats kunne føre til, at grundforskning, der nu er åben for den fælles udveksling af viden og information gennem fælles projekter, også indelukkes, hvor der opstilles afspærrende barrierer.

… vi kan kun udvikle os effektivt sammen, ved at opbygge et samarbejde. Vi er overbevist om, at et sådant samarbejde faktisk kan opbygges som en del af et fleksibelt og åbent integrationsmiljø, der opmuntrer til konkurrence inden for videnskabelig forskning og et bredt udvalg af teknologiske løsninger, der gør det muligt for de deltagende lande fuld ud at bruge deres kompetence og deres potentiale …

Vi er bevidste om de imponerende udsigter i forbindelse med samarbejde mellem EAEU [Eurasisk Økonomisk Union] og andre lande og integrationsforbindelser. Flere end 40 stater og internationale organisationer har udtrykt deres ønske om at etablere en frihandelszone med den Eurasiske Økonomiske Union. Vi og vore partnere mener, at EAEU kan blive et af centrene i et større, fremvoksende integrationsområde …

Sammen med vore kinesiske kolleger har vi planlagt at påbegynde officielle forhandlinger så tidligt som i juni måned, om skabelsen af et omfattende handelspartnerskab og økonomisk partnerskab i Eurasien, med deltagelse af staterne i den Europæiske Union og Kina. Jeg forventer, at dette vil blive et af de første skridt hen imod skabelsen af et betydeligt, eurasisk partnerskab. Vi vil helt bestemt genoptage diskussionen om dette betydningsfulde projekt på det Østlige Økonomiske Forum i Vladivostok i begyndelsen af september …

Venner, det projekt, jeg netop har omtalt – projektet for det større Eurasien – er selvfølgelig åbent for Europa, og jeg er overbevist om, at et sådant samarbejde kan blive til gensidig fordel. På trods af alle de velkendte problemer i vore relationer, er den Europæiske Union fortsat Ruslands hovedpartner inden for handel og økonomi …

Jeg forstår også vore europæiske partnere, når de taler om de komplicerede beslutninger for Europa, som blev truffet under forhandlingerne om dannelsen af det transatlantiske partnerskab. Det er indlysende, at Europa har et enormt potentiale, og en satsning på kun én regional forbindelsespartner indsnævrer tydeligvis dets muligheder. Under de omstændigheder er det vanskeligt for Europa at opretholde en balance og bevare et rum for en udbytterig manøvre.

Som de nylige møder med repræsentanter for tyske og franske erhvervskredse har vist, så er europæiske virksomheder villige og rede til at samarbejde med dette land. Politikere bør møde virksomhederne på halvvejen ved at udvise kløgt, samt en vidtskuende fleksibel fremgangsmåde. Vi må atter oprette tillid til de russisk-europæiske relationer og genoprette vores samarbejdsniveau.

Vi husker, hvordan det hele begyndte. Rusland igangsatte ikke det aktuelle sammenbrud, afbrydelse, problemer og sanktioner. Alle vore handlinger har udelukkende været i besvarelse. Men vi bærer ikke nag, som man siger, og vi er rede til at komme vore europæiske partnere i møde på halvvejen. Men dette kan under ingen omstændigheder blive en vej med ensrettet færdsel.

Lad mig gentage, at vi er interesseret i, at europæere går med i projektet for et storslået eurasisk partnerskab. I denne sammenhæng hilser vi den kasakhstanske præsidents initiativ, med at afholde konsultationer mellem den Eurasiske Økonomiske Union og EU, velkommen. I går diskuterede vi dette spørgsmål ved mødet med præsidenten for den Europæiske Kommission.

Det vil yderligere være muligt at genoptage dialogen mellem eksperter på et teknisk niveau, om en bred vifte af spørgsmål, såsom handel, investering, lovgivning inden for teknik og toldadministration. På denne måde kunne vi skabe fundamentet for yderligere samarbejde og partnerskab …

Vi anser det naturligvis for vigtigt at fortsætte samarbejdet omkring betydningsfulde forskningsprojekter, såsom ITER-forsøgskraftværket og den frie elektron-røntgenlaser, for blot at nævne nogle få. En fælles indsats vil gøre det muligt for os virkelig at forøge både Europas og Ruslands teknologiske konkurrencedygtighed. Det rækker at sige, at, i 2015 investerede Rusland 1,2 mia. euro i fælles højteknologiske projekter med Europa …

Et præsidentielt råd for strategisk udvikling og prioritetsprojekter vil blive skabt i den nærmeste fremtid. Deres ydmyge tjener vil stå i spidsen, mens rådspræsidiet vil blive ledet af premierminister Dmitry Medvedev …

Verden har brug for et så magtfuldt land som USA, og det har vi også, men vi har ikke brug for, at det konstant blander sig i vore anliggender, fortæller os, hvordan vi skal leve og forhindrer Europa i at opbygge en relation til os.

 

FRA SPØRGSMÅL & SVAR:

Jeg ønsker ikke at tro på, at vi er på vej hen imod en ny Kold Krig, og jeg er sikker på, at ingen ønsker dette. Vi gør ganske bestemt ikke. Det er ikke nødvendigt. Hovedtankegangen bag udviklingen af internationale relationer er, at, uanset hvor dramatisk, det kan synes at være, så er det ikke tankegangen bag en global konfrontation. Hvad er problemets rod?

Det skal jeg sige jer. Jeg må bringe jer lidt tilbage i tiden. Efter Sovjetunionens kollaps, havde vi en forventning om generel fremgang og generel tillid. Desværre måtte Rusland konfrontere flere udfordringer, for at tale i moderne vendinger: økonomisk, samfundsmæssig og intern politik. Vi fik udfordringer som separatisme, radikalisme, aggressiv international terror, for det var utvivlsomt al-Qaeda-militante, som vi bekæmpede i Kaukasus, det er en åbenlys faktor, og det kan der ikke være to meninger om. Men, i stedet for støtte fra vore partnere i vores kamp mod disse problemer, fik vi ulykkeligvis noget andet – støtte til separatisterne…, efterretningsstøtte, finansiel støtte og regeringsstøtte …

Sovjetunionen eksisterede ikke længere; Warszawa-pagten eksisterede ikke længere. Men af en eller anden grund fortsætter NATO med at udvide sin infrastruktur hen mod Ruslands grænser. Det begyndte længe før i går. Montenegro er ved at blive et NATO-medlem. Hvem truer Montenegro? For vores position bliver totalt ignoreret.

Et andet, lige så vigtigt, eller måske det vigtigste spørgsmål, er den ensidige [fra USA’s side] opsigelse af ABM-traktaten. ABM-traktaten blev engang indgået mellem Sovjetunionen og USA af en meget god grund … Traktaten var udtænkt til at skabe en strategisk balance i verden. Men de droppede imidlertid ensidigt traktaten og sagde venligt, Dette er ikke rettet imod jer. I ønsker at udvikle jeres offensive våben, og vi antager, at det ikke er rettet imod os.

Ved I, hvorfor de sagde sådan? Det er simpelt: der var ingen, der forventede, at Rusland i begyndelsen af 2000, da landet kæmpede med sine interne problemer, var revet itu af interne konflikter, politiske og økonomiske problemer, tortureret af terrorister; at Rusland da ville genopbygge sin forsvarssektor. Der var tydeligvis ingen, der forventede, at vi var i stand til at opretholde vore arsenaler, for slet ikke at tale om at få nye strategiske våben. De tænkte, at de ville opbygge deres missilforsvarsstyrker, mens vore arsenaler skrumpede.

At dette blev gjort under påskud af at bekæmpe den iranske atomtrussel. Hvad er der så blevet af den iranske atomtrussel nu? Der er ikke nogen; men projektet fortsætter. Og sådan er det, skridt for skridt, det ene efter det andet, og så fremdeles.

 Så begyndte de at støtte alle mulige former for ’farvede revolutioner’, inklusive det såkaldte Arabiske Forår. De støttede det ihærdigt. Hvor mange positive syn hørte vi om, hvad det var, der foregik? Hvad førte det til? Kaos.

Jeg er ikke interesseret i at give nogen skylden. Jeg vil ganske enkelt sige, at, hvis denne politik med ensidige handlinger fortsætter, og hvis skridt i den internationale arena, hvor disse skridt er meget følsomme for det internationale samfund, ikke bliver koordineret, så er sådanne konsekvenser uundgåelige. Og modsat, hvis vi lytter til hinanden og taler ud fra en balance mellem interesser, så vil dette ikke ske. Ja, det er en vanskelig proces, processen med at nå til enighed, men det er den eneste vej til acceptable løsninger …

Af hvilken årsag, støttede de kuppet i Ukraine? Jeg har ofte talt om dette. Den interne politiske situation dér er kompliceret, og den opposition, der nu sidder ved magten, ville efter al sandsynlighed være kommet til magten på demokratisk vis, gennem valg. Sådan er det. Vi ville have arbejdet sammen med dem, som vi havde gjort det med den regering, der sad ved magten før præsident Janukovitj.

Men nej, de skulle absolut gå frem med et kup, med tab, med udløsning af blodsudgydelser, en borgerkrig, og med at skræmme den russisktalende befolkning i det sydøstlige Ukraine og i Krim. For hvad? Og efter at vi var nødt til, simpelt hen nødt til, at tage forholdsregler for at beskytte visse samfundsgrupper, begyndte de at optrappe situationen, at ophidse til spændinger. Efter min mening, så gøres dette, bl.a., for at retfærdiggøre eksistensen af den Nordatlantiske Blok. De har brug for en ekstern modstander, en ekstern fjende; i modsat fald, hvorfor skulle denne organisation i det hele taget være nødvendig? Der er ingen Warszawa-pagt, ingen Sovjetunion – hvem er det rettet imod?

Hvis vi fortsætter med at handle i overensstemmelse med denne tankegang, med at optrappe [spændinger] og fordoble indsatsen for at skræmme hinanden, så vil det en dag komme til en kold krig. Vores tankegang er fuldstændig anderledes. Den fokuserer på samarbejde og søgen efter kompromis. [Applaus]. (Udskriftet af Putins tale er ikke komplet.)

Putin præsenterer vision for fred og udvikling ved SPIEF

Præsident Vladimir Putin henvendte sig til plenum-sessionen ved Skt. Petersborg Internationale Økonomiske Forum (SPIEF) (17. juni 2016) med en slagkraftig politisk og økonomisk vision for Eurasiens fremtid, og som konsekvens deraf for Verden, idet den imødegår Obamas aggressive krigsforberedelser. Han fremførte, at de geopolitiske spændinger i virkeligheden drives af den økonomiske krise. Han appellerede stærkt til EU-nationerne om at afslutte det destruktive sanktionsregime, idet han identificerede det faktum, at de er et resultat af Obamas manipulation. Han pegede på de tyske og franske erhvervsledere, som har åbnet op for en genetablering af relationerne med Rusland, og opfordrede politiske ledere til at mødes med dem på halvvejen, for at reetablere tillid mellem EU og Rusland.

Putin sagde, at Verden, og Rusland, behøver et stærkt USA, men ikke et USA, der blander sig og forhindrer Europa i at bygge bånd. Om TTIP sagde han, at Europa ville blive alvorligt begrænset, hvis det blev bundet til et enkelt regionalt tilknytningsforhold. Han gentog adskillige gange, at hans vision for et ’Stor-Eurasien’ sammen med specielt Kina, var åbent for alle – og i særdeleshed for EU-nationerne.

Han gennemgik i detaljer sin plan for genopbygning af den russiske økonomi, baseret på fremstillingsvirksomhed, anvendelse af teknologier i industrien, 3 millioner nye jobs i små og mellemstore industrivirksomheder i år 2020, og endnu mere fokus på videnskab og teknologi inden for uddannelserne.

Dette er, hvad Obama kalder sin succesfulde ”internationale isolation” af Rusland.

 

 

 

 

 

 




USA og Europa har mere brug for
samarbejde om Den Nye Silkevej
end Asien har –
Interview med Helga Zepp-LaRouche

Onsdag, 1. juni 2016 – Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche, der i Kina har fået tilnavnet ”Silkevejsladyen”, og som, sammen med Lyndon LaRouche, er den fremmeste promoter af denne politik i Europa, blev interviewet af TASS den 31. maj 2016 om at træffe valget mellem enten en ny, global krig, eller økonomisk udvikling og samarbejde.

TASS: Hvordan vurderer De det aktuelle, internationale samarbejde?

Helga Zepp-LaRouche: Der er to radikalt modsatrettede bevægelser på planeten netop nu. På den ene side mødes kombinationen af præsident Putins meget succesrige militære flanker, såsom hans intervention i Syrien, der skabte potentialet for fred, og så hans forskellige diplomatiske interventioner i Asien, parallelt med Kinas initiativer for Den Nye Silkevej.

Disse indsatser repræsenterer allerede et win-win-perspektiv for flere end 70 lande.

På den anden side finder der en ekstremt farlig konfrontation sted fra USA’s, Storbritanniens, EU’s og NATO’s side imod Rusland og Kina, der har bragt verden ind i multiple kriser, der er farligere end på højden af den Kolde Krig.

TASS: På hvilke områder er dette mere aktivt, og hvor er det ikke?

Zepp-LaRouche: Med hensyn til Syrien, så er samarbejdet mellem [den russiske] udenrigsminister Lavrov og [den amerikanske] udenrigsminister Kerry, såvel som også Genève-samarbejdet mellem Rusland og USA, meget positivt. Men så længe USA imidlertid ikke opgiver sin politik for ’regimeskift’, er situationen fortsat farlig. Præsident Putin har vist sig at være en fremragende strateg.

Dette giver tiltro til, at det ikke vil lykkes krigshøgene i NATO at lokke Rusland ind i en fælde og give NATO et påskud til et lancere et førsteangreb.

TASS: Omkring hvilke spørgsmål må vi optrappe samarbejdet mellem Vesten og Rusland, og hvorfor?

Zepp-LaRouche: Kendsgerningen er den, at hele den transatlantiske sektor er bankerot og tæt på at eksplodere på en større måde end i 2008. Den japanske premierminister Abe understregede, efter et meget vigtigt besøg i Rusland, klart dette ved det nyligt afsluttede G7-møde, men blev afvist af præsident Obama, der hævdede, at ”den økonomiske genrejsning går fremad”, hvilket er absurd i lyset af centralbankernes negative rentesatser og debatten omkring ”helikopter-penge” (ubegrænset pengetrykning, -red.).

Vesten har derfor mere end Asien brug for den form for økonomisk samarbejde, som samarbejdet om Ét bælte, én vej/den Eurasiske Økonomiske Union byder på, og som integrerer Eurasien fra Vladivostok til Lissabon, men som også inviterer USA til at deltage i dette perspektiv. Vi kan kun undgå en katastrofe, hvis det lykkes os at overvinde geopolitik og nå frem til et nyt paradigme, baseret på et partnerskab for global udvikling og menneskehedens fælles mål.

TASS: Hvorfor forhindrer Vesten i den grad samarbejde med Rusland, på trods af den åbenlyse terrortrussel, cyberkriminalitet og andre internationale udfordringer?

Zepp-LaRouche: Næsten alle betydningsfulde konflikter stammer fra det anglo-amerikanske imperiums indsats for at bevare en unipolær verden, på et tidspunkt, hvor denne verden de facto allerede er ophørt med at eksistere. Flere og flere kræfter i verden indser, at de må træffe eksistentielle beslutninger, og at deres nationers interesser er meget bedre tjent med at standse sanktionerne og konfrontationen imod Rusland og Kina.

Den kendsgerning, at Rusland og Kina har skabt et meget stærkt, strategisk partnerskab, med Indien som en tredje partner, har flyttet den strategiske balance i verden. Flere og flere lande ser det som langt mere gavnligt at samarbejde om fælles udvikling end at befinde sig under åget af en militær konfrontation. Vi befinder os på et punkt i historien, hvor der må vælges, og det, der tæller, er lederskab af den art, som vi har set komme fra præsident Putin.

 

 

 

 




RADIO SCHILLER den 17. maj 2016:
De nordiske lande skal ikke indrulles i
Obamas konfrontationspolitik imod Rusland

Med formand Tom Gillesberg




1. del: POLITISK ORIENTERING den 12. maj 2016: Forvent det uventede. Se også 2. del.

Med formand Tom Gillesberg

Video:
2. del:

 

Lyd:




RADIO SCHILLER den 9. maj 2016:
Koncerten i Palmyra, Syrien: Putins seneste flankemanøvre

Med formand Tom Gillesberg:

<iframe width=”100%” height=”450″ scrolling=”no” frameborder=”no” src=”https://w.soundcloud.com/player/?url=https%3A//api.soundcloud.com/tracks/263241683&amp;auto_play=false&amp;hide_related=false&amp;show_comments=true&amp;show_user=true&amp;show_reposts=false&amp;visual=true”></iframe>




RADIO SCHILLER den 21. april 2016:
Den britiske hånd bag Saudi-Arabiens støtte til terrorisme

Med formand Tom Gillesberg




Cheminade annoncerer sit kandidatur til det franske præsidentvalg på France 2:
“Mine idéer skræmmer den franske politiske elite”

D. 4. april, 2016 – Mandag morgen annoncerede Jacques Cheminade sit kandidatur til at blive fransk præsident i 2017.  Det skete i et ti-minutters interview med Guillaume Daret i programmet “De fire Sandheder” på den nationale franske Tv-kanal France 2. Udsendt kl.7:40, i ‘prime time’ var det omtrentlige antal seerantal 1.3 million.

Det følgende er en kort artikel udsendt af France 2 sammen med en video af interviewet: De fire Sandheder – Jacques Cheminade: “Mine idéer skræmmer den franske politiske elite. “I Frankrig har der i 40 år været en politik om finansiel afvikling af landet; det er ikke en politik for vækst, det er en politik for underkastelse til international finansiel kontrol – og således har vi nu social nedskæringspolitik – det er en politik, hvor det politiske harem indgår deres pagt med pengeimperiet. I dag finder 81 % af franskmændene, at dette ikke er betryggende, og 71 % mener, at det franske samfund er uretfærdigt…..Vi befinder os under finansiel besættelse, hvilket vi må kæmpefor at befri os selv fra.”

Idet han kommenterede på resultaterne af de tidligere præsidentvalg (0.28% i 1995 og 0.25 i 2012), sagde Jacques Cheminade, at “han blev behandlet med eliminering for øje.” Mine idéer skræmte dem. Ikke mig: idéen om at man kan stille spørgsmålstegn ved den franske politiske elite – det inkapable oligarki – deres samarbejde med det internationale monetaristiske og finansielle system.” Med sin afsluttende eksamen fra HEC Paris (Højere kommercielt Studium) fra ENA (Den Nationale Administrationsskole) og hans tidligere ansættelse som handelsattaché ved den franske mission i New York forventer han ikke at få vanskeligt ved at samle mindst 500 sponsoraftaler fra valgte officials til godkendelse af hans kandidatur.

”De franske vil denne gang indse, at `vote utile’* vil være en stemme for mig’ i 2017, forsikrede han. “De troede de havde givet en ‘vote utile’ til François Hollande, der ikke levede op til de løfter, han afgav.”

Jacques Cheminade definerer sig selv som “venstre Gaullist,” og hans referencer er “Jaurès, de Gaulle, og Mendès-France.” Han går ind for at forlade euroen på betingelse af, at sigtet ikke er tilbagetrækning til isolationisme; ” ”går ind for at Frankrig skal trække sig ud af EU,” “og er imod legaliseringen af stoffer til rekreativt brug, men samtidig imod at straffe brugerne.”

Nyheden bredte sig øjeblikkeligt overalt i pressen, og blev dækket af Le Figaro, Le Monde, Obs, Huffington Post, Le Parisien, L’Express, Togo News og mange andre nyhedskilder på internettet. Generelt er dækningen mere respektfuld, og angrebet på den franske politiske elites samarbejde med en international fjende, dækkes i de fleste artikler. Men nyhedskilderne prøver at understrege de “små” resultater af tidligere kampagner, men nævner dog Cheminade’s støtte til rumforskning.

Cheminade erklærede sit kandidatur i en fase, hvor Frankrig går ind i en flyvefærdig finansiel, økonomisk og social krise: Præsident François Hollande er helt og holdent miskrediteret, og stiller formentligt ikke op til en anden periode. Hollande måtte droppe sin hårrejsende projekt med at “fratage nationaliteten fra dem, der ville begå terrorhandlinger” – en intrige til at få alle højreorienterede og selv ekstremt venstreorienterede med om bord, hvilken ville have ledt til skabelsen af statsløse individer. Lovforslaget blev endeligt aflivet i Senatet.
D. 31. marts bragte demonstrationer hundredetusinder af fagforeningsmedlemmer og almindelige mennesker ud i gaderne for at få regeringen til at droppe en foreslået arbejdskraftlov, der ville tillade “uberization” [efter Taxaselskabet Uber, red.] af de fleste professioner, og øge ledigheden, der er på dundrende 8 millioner allerede! Cheminades annoncering af sit kandidatur kommer på et tidspunkt, hvor flere og flere grupper endelig modsætter sig regeringens fremsatte lovforslag til reformering af reguleringerne for præsidentvalgene, der skal erstatte ligelig mediedækning med proportional dækning, samt andre foranstaltninger til at gøre det sværere for dem udenfor den eksisterende miskrediterede politiske elite, at stille op som præsident. Solidarité & Progrès var spydspids i kampagnen mod lovforslaget, der nu er blevet undsagt af ikke blot de små partier, men også af de fleste af de større aviser og magasiner.

Jacques Cheminade’s fulde politiske program på hans nyhedswebside:
http://www.jacquescheminade2017.fr

*vote utile betyder at stemme pragmatisk for en kandidat, som vælgeren tror, kan vinde, snarere end på en hvis idéer er ærlige, men om hvem vælgeren tænker, at systemet ikke vil tillade at vinde.




Uden en mission er I døde!

22. marts 2016 (Leder fra LaRouchePAC) – »Bankerotten i USA’s økonomi er generelt set færdigt. Det er absolut færdigt«, erklærede Lyndon LaRouche kategorisk i sin diskussion mandag den 21. marts med LPAC Policy Committee, under den internationale webcast.

Mens de fleste amerikanere ser den anden vej og med frygt i sjælen forsøger at lade som om, at det ikke finder sted, så er det, vi i virkeligheden er vidne til, hele det transatlantiske finanssystems død – det er bankerot og står ikke til at redde. Men, vi er også vidne til en nations død, og dens befolknings død, fordi vores fornemmelse for en national mission – og de enkelte individers fornemmelse af formål og selve det, at have en identitet – systematisk er blevet fjernet af Det britiske Imperium, dets agenter og dets politik internt i USA. Intet har været så afgørende for denne operation som nedlæggelsen af NASA, som er kulmineret under Obamas præsidentskabs-parodi.

I går erklærede LaRouche: »Der er hele kategorier af folk, der under normale omstændigheder var produktive mennesker. De har ikke længere nogen rolle at udfylde. For det første sidder vi på toppen af en vulkan, som er det bankerotte, transatlantiske finanssystem, som kan – og vil – eksplodere i en hyperinflationsskabende nedsmeltning, hvad øjeblik, det skal være. Tro endelig ikke, at den nuværende politik med endeløse bailouts og »helikopterpenge«, som tidligere formand for Federal Reserve, Ben Bernanke, holdt af at kalde det, kan holde stand. Man kan ikke forsøge at ’redde’ for 2 billiard dollar værdiløse, spekulative finanspapirer med endnu en billiard finansielt affald, uden, at det eksploderer op i ens ansigt. De regeringer, der støtter op omkring denne galskab – såsom Obamaregeringen – er lige så skyldige i de forbrydelser, der begås.

Det britiske Imperium er dømt til total undergang, understregede Lyndon LaRouche i dag, og de handler i total desperation: de vil ikke acceptere et nederlag, og de er parate til at dræbe en masse. Der er stærke indikationer på, at dette er i gang i USA, såvel som i Europa.

drug-poisoning-mortality_2002-2014 (1)

Dødsfald som følge af narko-overdosis, alle kommuner, USA, 2002-2014. O.D.’s er steget til tårnhøje tal i næsten alle USA’s kommuner under Bush’ og Obamas præsidentskaber.

Ud over det eksploderende finanssystem, så sidder vi også på toppen af nok en vulkan, som er den erklærede hensigt fra Det britiske Imperium – og fra deres marionet, Barack Obama – om at fremtvinge regimeskift i Rusland og Kina. Som Lyndon LaRouche i årevis har advaret om, så er kriserne i Libyen, Syrien og Irak, og international terrorisme generelt, alle sammen rettet mod et strategisk atomopgør med Rusland og Kina. De seneste »barbariske« terrorhandlinger i Bruxelles, som præsident Vladimir Putin kaldte det, er ingen undtagelse. Idet hun talte om de internationale sponsorer af terrorisme – som vi ved er Det britiske Imperium, der opererer under diverse flag – var talsperson for det russiske Udenrigsministerium, Maria Zakharova, ligefrem: »Man kan ikke støtte terrorister i én del af verden uden at forvente, de også dukker op i en anden.«

Rusland og Kina fortsætter med at spille deres rolle i at gå op imod dette vanvid, og bygge et Nyt Paradigme baseret på en mission for menneskeheden, der udfolder sig omkring win-win-samarbejde om grundlæggende forskning så som rumforskning, og samstemmende store infrastrukturprojekter her på planeten Jord.

Men for at det skal lykkes, må USA bringes med ombord i dette Nye Paradigme. Til en begyndelse må de nazister, der ønsker at forvandle USA til en koncentrationslejr, afsløres som det, de er – lige fra FBI-hooligans, til Obamas drabsmaskine og til Wall Street-bankerne, der har folkemord i deres kølvand. At give dem en stærkt forsinket blodtud er en god måde at få humøret op og genoplive optimisme på.

Dernæst må landet genoprette sin fornemmelse for national mission omkring NASA’s rumprogram, med Kesha Rogers’ kampagne som spydspids for vore bestræbelser i denne retning. Dette vil gengive folk ikke alene produktive jobs, men selve deres fornemmelse for mening og menneskelig identitet. Og det er en kraft, som Det britiske Imperium ikke kan håndtere.




Hold op med at skjule katastrofen – Se den i øjnene, og tag ansvar!

21. marts 2016 (Leder fra LaRouchePAC) – Finanssystemets kollaps kan ikke længere skjules for befolkningerne i Europa og USA. Bankerne er gået i panik – med en udvidelse af den kvantitative lempelses pengetrykning, negative rentesatser, banker, der opkøber deres egne aktier for at bevare skinnet af solvens, og snak om »helikopterpenge«, som om penge var problemet. Det handler ikke om penge, men om realøkonomiens sammenbrud. Selvmordsraten blandt tidligere beskæftigede specialarbejdere handler ikke om penge – det handler om, at de er blevet skubbet til side af en satanisk politik, der kun er interesseret i penge, ikke mennesker.

Og alligevel accepterer de fleste mennesker det, af frygt – frygt for, at FBI og NSA skal »fange dem«, hvis de taler offentligt, hvis de taler om det, der er en åbenlys kendsgerning. USA og Europa er i forfald, i færd med at dø, mens Kina og Rusland vokser og lægger vægt på deres befolkninger, og verdens befolkninger, og de rejser ud i rummet, mens Obama lukker NASA ned; de bygger jernbaner i hele verden, mens Obama lukker dem ned, og de udvider uddannelse, mens Obama legaliserer narkotika.

Den amerikanske kulturs død kan ikke udtrykkes bedre end gennem den kendsgerning, at Obamaregeringen fremlagde en »Ven af retten«-brief (Amicus curiae) i en sag, der blev anlagt af Colorados nabostater for at standse Colorados legalisering af marihuana, som gør det umuligt at begrænse den narkotika, der strømmer over grænsen. Den største heroinepidemi i amerikansk historie, der nu berører hver eneste kommune i landet, stammer direkte fra legaliseringen af narkohandlen – eftersom netværkerne for pot er de samme som dem, der spreder heroin og kokain. Narkohandler George Soros var henrykt, da Højesteret i dag dømte til fordel for Obamas narkohandel og afviste at lade sagen mod Colorados narkopolitik komme for retten.

Chefen for Indiens centralbank, Raghuram Rajan, advarede i dag om, at verden befinder sig i en »voksende farlig situation« pga. de vestlige bankers tiltag med at trykke penge, mens deres fysiske økonomier er ved at kollapse. »Det internationale samfund har et valg«, fremførte Rajan. »Vi kan lade som om, alt står vel til med det globale, monetære ikke-system og håbe på, at der ikke er noget, der går helt galt. Eller også kan vi begynde at opbygge et system, der passer til det 21. århundredes integrerede verden.«

Wall Street og City of London, der meget vel ved, at deres finansimperium er ved at smuldre, er af den mening, at det eneste svar er krig for at bryde den »trussel« mod deres magt, der kommer fra Kina og BRIKS-nationerne. Befolkningerne i USA og Europa bliver således tvangsfodret med en daglig dosis hysteri om »russisk aggression« og »kinesisk aggression«, i et desperat forsøg på at forhindre befolkningen i at se, at det nye paradigme, baseret på videnskab, udvikling og menneskeligt fremskridt, der er centreret omkring Kina og Rusland, er en kendsgerning. Selv, når amerikanere hader deres præsident og væmmes ved det klovneshow, der kaldes præsidentvalget, så forstår de ikke, hvorfor 80 % af det russiske folk støtter Vladimir Putin, og at over 90 % af kineserne støtter Xi Jinping.

Det er der en grund til. Det er baseret på at give befolkningen en fornemmelse af en fremtid, i en mission, der indbefatter fremskridt for hele menneskeheden – en vision, der engang var kendt som Det amerikanske System. Det må genoplives i Vesten og erstatte det døde pengesystem og den døende kultur. Alle borgere har ikke alene en andel i denne mission; de har også et ansvar for at virkeliggøre den.

 

Foto: Den tidligere bilfabrik Packard i Detroit, Michigan. Da fabrikken blev bygget, var den verdens mest moderne bilfabrik.

Info: Indbyggertallet i byen Detroit er faldet betydeligt fra slutningen af det 20. århundrede og frem til i dag. Mellem 2000 og 2010 faldt indbyggertallet med 25 procent. I 2010 havde byen et indbyggertal på 713.000, et fald på mere end 60 % fra byens top-indbyggertal på 1,8 mio. ved folketællingen i 1950. Faldet skyldes, at Detroits industri, primært bilindustri og maskinværktøjsindustri – realøkonomien – gradvist er blevet afmonteret, med den heraf følgende enorme arbejdsløshed. I 2013 blev byen erklæret konkurs, med en ubetalelig gæld på 1,8 mio. dollar.

Lyndon LaRouche har foreslået, at byens fabrikker ombygges – gennem Franklin Roosevelts politik med statslig kredit til investering i den produktive økonomi, i traditionen efter USA’s første finansminister, Alexander Hamilton, også kaldet Det amerikanske System – til at deltage i produktion i forbindelse med LaRouche-bevægelsens foreslåede NAWAPA-projekt, samt i forbindelse med opbygning af et højhastigheds-jernbanenet i USA, og mens der endnu findes faglærte arbejdere, der kan være med til at videreføre deres knowhow til den unge, arbejdsløse generation, der aldrig fik chancen for at tilegne sig faglige, produktive færdigheder.

Se også: LPAC’s digitale brochure: The US joins the New Silk Road 

Se også: Brochure (dansk): Hvorfor USA og Europa må gå med i BRIKS

  




Et håb for USA og Europa: Asiens og Ruslands lederskab

21. marts 2016 (Leder fra LaRouchePAC) – Kollapset af de transatlantiske landes finanssystemer er nært forestående. Det er netop blevet signaleret i Den europæiske Centralbanks chefs meddelelse om, at de nu undersøger at kaste »helikopterpenge« ind i bankkonti i hele Europa; og i den tyske Centralbanks chefs eksplosive offentlige udbrud imod denne inflationsskabende plan. Centralbankerne har forsøgt enhver form for bailout i syv år, og finanssystemerne er nu ved randen af et gennemgribende kollaps.

Nationerne må nu dramatisk og omgående ændre deres politik for at redde deres økonomier og befolkninger fra Wall Streets og City of Londons kollaps.

Og der er kun én kurs for ændring, der vil lykkes: den politik, der er modelleret efter præsident Franklin Roosevelts politik – med nedlukning af Wall Streets kasinoer og udstedelse af statslig kredit til produktive formål – men koordineret på globalt plan.

Til at gennemføre dette kan lederskabet kun komme fra Asien: fra Kina, Rusland og Indien.

Kina er i færd med at bygge landbroer tværs over Eurasien og ind i det kollapsede Europa, og endda muligvis ind i USA via Beringstrædet. Inden for to år planlægger Kina at landsætte et rumfartøj på Månens bagside og observere og undersøge universet på måder, der hidtil ikke har været muligt fra Jorden eller fra fartøjer i kredsløb. Kina og Indien er nu verdens mest dynamiske rumnationer.

Kinas »Nye Silkevejspolitik« med udstedelse af kredit og opbygning af broer, der spænder over kontinenter, med ny, økonomisk infrastruktur, står måske også på randen af at bringe økonomisk udvikling til Mellemøsten og Nordafrika. Dette er fundamentet for en varig fred og stabilitet. At føre den Ny Silkevejs udvikling gennem Mellemøsten og Nordafrika, og erklære ørkenen krig, er det eneste udviklingsperspektiv for hele denne region. Og det er den eneste basis for at vende Europas »flygtningekrise« omkring.

Vladimir Putins initiativ i Syrien har vendt kursen for anliggender i Mellemøsten hen mod en forhandlet fred og stabilitet, for første gang, siden George W. Bush’ katastrofale krig i Irak.

Dette er lederskab.

Den ganske lille styrke, der har katalyseret dette lederskab, har været LaRouchePAC og Schiller Instituttet. Hen over 30 år er Lyndon og Helga Zepp-LaRouches politik med den »Eurasiske Landbro« blevet Kinas politik, især over for Rusland og Indien. I et gennembrud i sidste uge i Cairo blev det offentligt Egyptens politik, gennem en konference med repræsentant for Schiller Instituttet Hussein Askary og Egyptens transportminister som hovedtalere.

Ved afgørende konferencer 23. marts i Frankfurt og 7. april i New York City vil denne politik blive forelagt europæiske nationer og USA: Gå med i Den nye Silkevej, tag lederskabet i Asien og samarbejd med det, eller gå ind i en håbløs bankerot. Alt afhænger af disse begivenheders succesfulde indflydelse.

 

Foto: Begyndelsen af Silkevejen, Xian, Kina. Kinas nye økonomiske Silkevejs-udviklingspolitik, »Ét bælte, én vej«, er åben for tilslutning fra alle nationer. (CC BY-SA 2.0)      




Det frydefulde ved at skabe overraskelser!
LaRouchePAC Internationale Fredags-webcast 18. marts 2016

Engelsk udskrift: I denne uge får vi en opdatering fra Kesha Rogers i Texas, som anfører en politik for en genoplivelse af det amerikanske NASA-rumprogram; Jason Ross fortsætter sagaen om Gottfried Leibniz; og Jeffrey Steinberg giver os Lyndon LaRouches analyse af betydningen for fredsprocessen i Syrien af de seneste udviklinger, med den russiske militære tilbagetrækning.

– DELIGHT IN CREATING SURPRISES! –

International Webcast March 18, 2016

MATTHEW OGDEN: Good Evening! It's March 18th, 2016. My name
is Matthew Ogden, and I would like to thank you for joining us
for our weekly Friday evening broadcast, here, on
larouchepac.com. I'm joined in the studio tonight by Jeffrey
Steinberg from {Executive Intelligence Review}; and Jason Ross,
from the LaRouche PAC science team; and we're joined via video by
Kesha Rogers, multiple-time candidate for Federal office from the
state of Texas, and leading member of the LaRouche PAC Policy
Committee.
All of us had a chance to meet with Mr. LaRouche, both in
person and via telephone connection (in the case of Kesha),
earlier this morning. Mr. LaRouche had some very definite and
specific ideas which he wished for us to convey. Mr. LaRouche was
{emphatic} when we met with him earlier today, that the global
agenda right now is being set by Russia and by China, and their
allies. He said that the initiative in creating the future and
shaping present global policy, lies with those two countries,
strategically — in the case of Russia, as is very clear with
what is occurring in Syria right now; and economically and
scientifically — in the case of China.
You can see very clearly that the outdated and archaic
methods of the trans-Atlantic system are proving to be impotent,
both in the case of resolving the current grave crises which are
facing mankind as a planetary species right now, but also
impotent in setting the agenda and fulfilling and laying out the
vision for the future of mankind. The mission which has been
undertaken by China, in terms of their objective to explore the
far side of the Moon — something which is going to be unfolding
over the coming two years — exemplifies the necessary identity
which mankind must have in order to affirm and to fulfill our
true nature as a creative species.
Mr. LaRouche stated that something that we should develop,
in dialogue with him and with each other, is to think about the
open questions, the unanswered questions about how is mankind, a
species, reflective of a much larger, and as yet not fully
understood, creative characteristic of the galactic system as a
whole. This is a relationship which Johannes Kepler drew out in
very unique detail in terms of his discoveries about our {Solar}
System, but we have many, many large and unanswered questions of
what is the role of the human species in our relationship to the
galactic system as a whole, and then the complex of galactic
systems as a much, much larger whole.
Mr. LaRouche said that this mission to explore the "dark
side" of the Moon, so-called, is a pathway in order to begin to
understand even the opening of the questions along these lines.
The dark side of the Moon, his hypothesis was, is where you can
find some of the shadows of this much larger system, have insight
into it, and also to begin to understand mankind's role as
reflective of these broader creative processes which are involved
in these great astronomical systems.
This is the spirit of the United States at our best. Our
republic was founded on these kinds of unique ideas, as we've
discussed here in previous weeks. The role of the great
philosopher and scientist Gottfried Leibniz is a major
contributor, a "founding father", or "founding grand-father" of
our republic. This is something which I know Jason Ross has
presented multiple times and is in the process of having a series
of developing classes on that subject; and I'm sure we'll be part
of his discussion later today.
But also, this is what you can see in a great statesman,
such as Abraham Lincoln — very, very much so. Franklin
Roosevelt; and John F. Kennedy. Tragically, that spirit in the
United States has deteriorated drastically. We see now that the
leadership does indeed lie with China and with Russia; and this
is something which Kesha Rogers, who is joining us here today,
wrote about in an editorial which is appearing in this week's
edition of the {Executive Intelligence Review} magazine. Kesha's
editorial is titled, "To Save the United States Economy, Revive
the Space Program."
Kesha and I had a brief conversation earlier this afternoon.
I know she has some broader ideas to develop on this subject, so,
without further ado, I would like to hand over the podium to
Kesha Rogers.

KESHA ROGERS: Thank you, Matt. I think I'd like to start,
first of all, by continuing to develop what has and must be the
focal point by which we come to understand the necessity for the
revival and the defense of, not just the American and U.S. space
program, which I have continued to be a leader in championing the
development and the necessity of our space program and what it
truly represents for the progress of all mankind. But just on the
editorial that I wrote, I think, to understand it, it's not just
from the standpoint of looking at the economic conditions of the
United States and some practical applications to economics that
the space program will provide; but we also have to look at it
from the standpoint of is, the space program as a true conception
of real economic value. This is what's actually missing from our
thinking and what has been attacked by the current Wall
Street/British imperial system, is that economic value is based,
from {that} standpoint, on monetary value and not on the creative
powers and progress of the human mind.
The real question at hand right now, is to bring about — as
we're seeing and will be developed further in these discussions
today — a new conception of what is the identity and what is the
purpose of mankind. I have continued to use the example and the
works of the great pioneer of space flight, space pioneer Krafft
Ehricke; and looking at his conception of mankind as a
space-faring creature, as the understanding of mankind's
"extra-terrestrial imperative," as that which must be identified
and understood.
If you look at the conditions of the space program and why
it's so important, you take the example, for instance, of what
China is doing now, as completely rejecting this monetarist
policy; that the space program is not how much money you're going
to put into pet projects and specific projects. It is creating
something that's never been created before, to actually create a
new conception and identity of mankind, from the standpoint of
the idea of acting on the future.  That's what this idea and what
is being developed, for instance with China in their
investigation of the far side of the Moon.
People may look at this, "Well what is this going to
benefit us? How is this going to improve the economic conditions,
in terms of monetary value, or any of this?" But that is the
wrong way to look at it; because the problem right now is that
what you have seen is two different opposing conceptions of the
view of mankind. One coming from the trans-Atlantic system,
coming from a collapsing imperial system that has been based on
money and monetary value that is dying; and the other is
represented by what Russia and China are doing. And as Matt
emphasized and what I developed in my recent writing, was that
this was the mindset of the great leaders of our nation,
represented by the ideas of Alexander Hamilton, of Franklin
Roosevelt, Abraham Lincoln, [and] John F. Kennedy. It wasn't just
on the creating of new projects per se, but on a whole new
different conception of the identity of mankind.
And so, you take for instance, the example of what we
accomplished in the United States, of landing a man on the Moon
— the idea that Kennedy put forward, that by the end of decade
we would land a man on the Moon and return him safely to Earth.
What was the vision and intention behind that? Was it just the
idea that we would go and plant our flag on the Moon? This would
be some short-term gratification and so forth? Or, was it a
forward-thinking outlook, in terms of the direction of mankind in
recognizing what Krafft Ericke, the great pioneer of space
flight, recognized, that mankind was not just a creature of the
planet Earth. We were not just a part of, as he called it, a
"closed system," and so it was our responsibility to go out and
to do what no other animal had the capability of doing; of
actually conquering and developing, coming to understand what is
the purpose of mankind and what is the development of mankind in
the universe as a creature of our solar system and of the galaxy
as a whole.
One thing that I thought was very insightful, is that Krafft
Ericke wrote about the understanding of the Renaissance, the
Classical Renaissance, as an achievement of human progress. And
also the Classical Renaissance is something that contributed to
the development of what became our space program and what was the
intention that guided the direction of space travel and the space
program.
I'll just read a quick quote from what he expressed on this
idea. He says, "The development of the idea of space travel was
always the most logical and most noble consequence of the
Renaissance ideal, which again places man in an organic and
active relationship with his surrounding universe and which,
perceived in the synthesis of knowledge and capabilities, its
highest ideals."
So you look at this from the standpoint of Krafft Ericke
understanding that the Renaissance that was guided by the
scientific breakthroughs which I'm sure you'll hear a lot more
from my colleague Jason there, of Brunelleschi, or the
breakthroughs that came about from the works of Kepler. That the
idea of mankind, is to create something fundamentally new,
something that had never been created before, and increasing the
relationship of mankind to the Universe.
Now that's economic value! That is not what is being
discussed when you look at these debates going back and forth
from the standpoint of these Congress Members to the space
community, and what budgets are being cut and should not be cut.
But the reality is, as I stated before, we have to have, in the
defense of the space program, a new conception of the direction
of mankind. That means we're removing all limitations to
progress, all limitations that are put on mankind's ability to
continue to understand how to make new discoveries in the
principles scientifically of what's out there. Why should we
actually investigate the Solar System? What is our mission in
doing so? And it's not about a money-making short-term
gratification. And so, I think this emphasis that Krafft Ehricke
put on the renaissance as an ideal of looking at why we have, as
a human species, an extraterrestrial imperative, is really a
continued expression of what you're seeing coming from China; not
just in their space program, but in the development of the
win-win strategy of cooperation for all mankind, for every nation
to come to join together. And to further the progress of
addressing the necessary challenges to the economic condition of
the planet by actually recognizing that the solutions do not lie
right here on planet Earth.
So, I think that's the conceptions I wanted to get across;
and what I hope to have further discussion on as we continue this
fight to identify what is the real mission of the space program,
and how we come to rid the world immediately of this current dead
system that's keeping us from advancing in the way that we should
be.

OGDEN: Thank you very much, Kesha; and I can recommend that
people read what you've written in the current edition of
{Executive Intelligence Review}. I also know that you're planning
on making a video statement — which will be posted on the
LaRouche PAC website and available for people — developing some
of these ideas a little bit more in detail.
So, if people have been watching this website, you know that
Jason Ross has also been working very closely with Kesha to
develop some of these ideas with their implications from the
standpoint of a scientist, whom I hope you are becoming more
familiar with by now — Gottfried Wilhelm Leibniz. As we
discussed last week on this webcast, I think if you begin to
consider this question which Kesha just laid on the table for us,
about how do you create a future for mankind. How do you initiate
the creation of something which is completely new, as we move
into the future? Now, this can never be done through the
replication of the past; there's no precedent for a discovery. A
discovery is something which is always new, and is created {de
novo} and is introduced, which changes the course of human
history. Obviously, there is a lineage that goes back to
Gottfried Leibniz, and many Leibnizians who have lived since him:
Karl Gauss; Bernhard Riemann; Albert Einstein; and I would even
include Mr. Lyndon LaRouche in that lineage.
So, without further ado, I'm going to ask Jason to elaborate
a little bit more; picking up on what Kesha just left off on.

JASON ROSS: Thanks, Matt. Well, I think if you consider how
to conceptualize the value of the kinds of programs that Kesha
was discussing that we're promoting today, you reach a
contradiction if you try to approach them from a monetarist
standpoint. That is, the kind of economics that's generally
taught today, the kind of economics practiced as a religion —
well, I was going to say as a religion on Wall Street; the
primary religion on Wall Street is stealing — but, in general,
the basis of thinking is that economy is about money; we can
measure things in terms of money. How much is somebody willing to
pay for something? That's how valuable it is. That isn't. Money
doesn't measure different qualities; money doesn't measure the
future potential that something is able to create. And if you
base money on how much somebody's willing to pay for something,
you don't distinguish between things that are good and useful
versus bad and vices. People are willing to pay for heroin;
people are willing to pay for other opioids if they're addicted
to it. Does that mean that those drugs, as used by those people,
are valuable, or worth something because they're willing to pay
for them? Quite the contrary. So, we need a different way of
thinking about how we can measure economic value if we're going
to be human economists, instead of Wall Street magicians or
Satanists.
So, the reason we have economy is that we aren't animals;
animals don't have economies. Animals don't change what they do
from generation to generation; they don't improve, they don't
develop. We do. We create a new kind of time for ourselves. In a
very real way, humanity is a totally new and totally distinct
force of nature from anything else. Over geological time,
geologists describe to us how the Earth has changed, or how a
planet has formed; this is over hundreds of millions of years.
Over evolutionary time, perhaps tens of millions of years, we're
able to see transformations in the kinds of life that exists on
the planet. Over biological time, we have short-term periods of
the life of an organism, of its respiration, very much tied to
the daily cycle of the Earth, for example. And with humans, we
have a different kind of time. We create time. The flow of
history isn't always the same speed.
During the Dark Ages, when not much happened, you might say
that human time slowed down. And with the Renaissance, and with
the ability to discover more about nature by having a more
powerful way of thinking about it, and a more powerful conception
of us as human beings interacting with it; you could say that
time sped up. We create a certain time in that we create new eras
of humanity; not in the way that geology or evolution does, but
willfully by developing new principles that if we were animals,
you would say this is a whole new type of life all together. Life
moving from the oceans onto land; that's a totally different
quality of life. Life having developed photosynthesis and using
the Sun as a power source; that's a totally different kind of
life. But we're still human beings after the discovery of the
combustion engine, for example; the use of heat-powered
machinery. We create in ourselves the change that's comparable
only to large-scale evolutionary changes when we look at life in
general. So, we're distinct.
Now, how do we understand this? Both how do we understand
that world around us that we act on and interact with; and how do
we understand our thoughts about it and our ability to progress
and use the practice of science itself? What sort of terrain is
it? What sort of world is it? The physical world and the mental
world.
Well, here's where I'd like to take up some concepts that
Mr. LaRouche has been bringing up recently about Bernhard Riemann
and about Gottfried Leibniz, and a bit about Einstein, too, who
got the verification of his hypothesis of gravity waves announced
very near his birthday this year — which was on Monday. So,
let's think about it. Is the terrain that we're operating on, one
which is steady and indifferent to our actions? Or, is it one
where what we do and what we discover and how we interact with
it, changes that world around us in a way that the world is not
fixed; either in ourselves or in our understanding of it? And,
that is the case; we transform the world in changing our mental
understanding of it. The math that we use in understanding how do
we conceptualize that world; that changes our interaction with
it, and we're a force of nature. We change the operation of the
forces of nature by improving our understanding of the world
around us and of ourselves and our ability to discover such
things. How can we possibly think about that quality of change?
As a couple of other examples, think about the difference
between what you might say is a fixed object — let's say iron
oxide. Iron oxide is basically rust; it's a mineral that's rust.
It's reddish brown, it's not terribly useful; but with the
development of metallurgy, instead of being a deposit of some
compound, it's now a resource. It's an ore from which we can
create iron and steel. The substance itself, did it change
chemically? It did in terms of the potential of what we could do
with it. And remember, we're a force of nature; we changed what
it was. It has to be thought of that way.
Or, what's the value of a technology? How does it change
over time? In the 1400s, windmills were a great invention; they
were somewhat new on the scene. They allowed pumping water, they
allowed grinding grain. That's excellent; that's a breakthrough.
Are windmills valuable today for making electricity? I don't
think so. Consider helium; helium is an interesting element. It
was first discovered in the Sun, not on Earth. It was discovered
in the Sun by the kind of light that came from the Sun when that
light was broken up into a rainbow with a prism, and certain
bands of the absence or presence of color were the clue that
there was a new element out there named helium, after Helios, the
Sun. That element, what's it used for? You might think of it's
being used to fill up balloons for children; you might think of
it being used as a gas for cooling for physical purposes or for
experiments. It's also, as Helium-3, an ideal fuel for fusion.
So, this substance transforms its meaning based on our developing
understanding. How can we think about this?
Well, let's take the example of Bernhard Riemann. In 1854,
Bernhard Riemann delivered a presentation and a paper on the
subject of the hypotheses that underlie geometry. That might
sound like a dry title; it might sound like it has nothing to do
with physical economy or anything that we'd want to be doing
right now. But this paper is very important in the view of Lyndon
LaRouche for his own development and as a way of understanding
economics. So, let's say why. Very briefly, Riemann points out
that our conception of space itself and of the way things operate
in space is taken for granted. The ideas that we use to
understand it, they don't really come from experiments per se, or
from physical theories; they come from our thoughts about space.
For example, the idea that space has no particular
characteristics of its own; that was the view of Isaac Newton.
Newton said space is uniform, it's out there; things occur within
space. Space is there first, it's just space; it has no
characteristics in particular. Newton said the same thing about
time; that time flows on uniformly. That's what time is; it's
really not much of a definition, or an understanding.
Geometric ideas that people had, for example, are the idea
that if you add up the angles in a triangle, you get 180 degrees.
Now, if you're drawing triangles on flat paper, yes that's true;
if you draw them on a curved surface like a sphere, it's not
true. Triangles on a sphere have more than 180 degrees in them.
If you then ask, "What if I draw a triangle in space?"; that's a
tough question. When we connect points in space, is the space
between them flat, is it curved? How could we discover that, and
what would be the basis of it having a curvature if it wasn't
flat?
What Riemann does, is he discusses through all the possible
ways that this could come about. He discusses in general,
curvature — both of surfaces and of space; how a space could be
curved. He works out in general how you could do that; but he
can't answer the question. He says, to answer the question,
"What's the nature of the space, and which processes unfold?";
you have to leave the department of mathematics and you have to
go to the physics department. You can't answer questions like
that just be pure reasoning; you got to have a hypothesis —
"What physically makes space?" And in this way, he's coming back
to the view of Gottfried Leibniz, who, just to say very briefly,
Leibniz and Newton totally disagreed on a number of subjects.
People may have heard of the dispute over their invention of the
calculus; did Leibniz steal it from Newton, or vice versa? But
there's a lot more there.
One of the major disputes they had was about space. Newton's
view was that space and time were absolute; and Leibniz's view
that space was a way of understanding co-occurrences. The
relationship of things that are here at the same time — that's
space; and for Leibniz, time was the evolution of things, how
things change. But time didn't have its own existence. Now,
that's precisely what Einstein took up in his theories of
relativity; he did what Riemann said had to be done. He didn't
finish the job; but he did what Riemann said had to be done.
Einstein overthrew, in a very specific way, the outlook of
Newton; Einstein showed that space was not flat, that it was bent
in special relativity, that it was curved in general relativity.
And very importantly, the basis of its shape, the basis of how
things interact over distances — that sense of space — was
based not on what a mathematician might imagine, but on what a
physicist hypothesizes. Einstein hypothesized an equivalence
between different observers that the laws of nature shouldn't
depend on whether you're moving; something that Leibniz also said
very explicitly. Einstein considered that light moved at the same
speed to any observer; something he had been pondering since he
was a pretty young man. And he hypothesized that gravitation
would transform the shape of space; that straight lines wouldn't
be straight to the extent that gravity is affecting them. This is
what was seen with the experiments about the position of stars
around the eclipse of the Sun, performed earlier during
Einstein's life; and it's seen in the recent verification of
gravity waves.
So, most people acknowledge that Einstein, OK, this is
physically important; this is a scientist, he discovered things.
What does it have to do with this other point, though, about
understanding humanity, and our role in economy, and our creation
in economy? Well, what Riemann did was, he made it possible to
say that human discovery is a force of nature; it reshapes
nature, it transforms our understanding about the objects around
us. And the basis of that world outside of us, can't be
considered independently of our increasing knowledge about it.
What we know about the world around us changes it, in that it
changes our ability to interact with it.
So, if we're looking for a real idea of what economics is,
throw away any sense of monetarism that says money made in a
whorehouse is just as valuable as money made in a steel plant;
and instead say, "How do we foster scientific discovery? How do
we foster its social implementation through technologies that
physically improve our power over nature and our ability to
provide improving standards of living and promote the general
welfare of human beings?" If this is our basis of economics,
fostering that kind of outlook, then I think we can say that
Gottfried Leibniz was the first physical economist in that sense.
I'll just reference to the show on Leibniz from earlier this
week, and one of the documents I cited there; Leibniz's paper on
the creation of a society for science and economy in Germany. And
I think if you read that paper, you'll be astonished at how
Leibniz pulls together both promotion of discovery, how that
works, what kind of thoughts are needed, how people should work
together, and how to implement those thoughts to improve people's
lives to the betterment of mankind. And that really has to be the
basis of our economics.
One simple rough measure, proposed by LaRouche to measure
this, is the potential population density. How many people can be
supported in a given area? That's a measure that is fixed for
animals. For a certain kind of environment, the number of deer
that can live there; deer don't change that. Human beings do. And
as a rough measure of economic progress, we could take that
value. What's the potential population that we're able to
support? The ability to use these thoughts is one that is not
being expressed in the trans-Atlantic at present. In our
discussion today, Mr. LaRouche talked about the positive impact
that Riemann had had on Italian science. Riemann had
tuberculosis, and spent a good deal of time later in life — he
didn't live that long — but later in his short life in Italy;
where thoughts from Riemann influenced the development of
hydrodynamics, stretching all the way into the time of airplanes
and the consideration of getting out into space.
Today, this overall outlook is best represented by Russia,
and especially at present, by China. So, this doesn't have to be
a purely Chinese development; this is clearly something that we
can take up as a mission for ourselves to contribute to here in
the United States and in the nations around the globe. And we've
got very special and precious people in the past that we can look
to for insights in how to make the next breakthroughs in
developing our understanding of what it is to be human, the basis
of human culture, and how best to advance human economy.

OGDEN: Thank you very much, Jason. Now, as Jason just
mentioned, and as I said in the beginning, really right now you
do see the initiative — the economic and the scientific
initiative — being taken by China to lead mankind into the
future; especially with the space program. You also see the
initiative being taken by Russia; and this is very clearly
illustrated this week with the actions that have been taken by
Russia in Syria. The strategic initiative lies in Putin's actions
there. As Mr. LaRouche emphasized, Putin is setting the agenda;
he is constantly on the flank. You can see this going back to the
chemical weapons, where Putin took the initiative to say fine, we
will help Assad dismantle these chemical weapons. It can be seen
with the decision to intervene, a few months back, by Putin into
the situation in Syria; and then with the pull-out that happened
earlier this week. What's clear is that every step along the way,
Putin's actions have caught Washington and Obama by surprise;
constantly breaking profile. And this is what's called "taking
the flank" in a military sense. There's clear precedence, as Mr.
LaRouche always uses the example, of Douglas MacArthur's actions
in Inchon. You always, always act on the surprise.
Now, this was illustrated I think just anecdotally very well
in an article that was published March 15th — Tuesday of this
week — in the {New York Times}, with a very apropos headline
which read "Putin's Syria Tactics Keep Him at the Fore, and Leave
Everyone Else Guessing". I just want to read the first paragraph
of that article, actually, because I think it just describes very
vividly what we mean by this:
"President Vladimir Putin's order to withdraw the bulk of
Russian forces from Syria seemingly caught Washington, Damascus,
and everyone in between off guard; just the way the Russian
leader likes it. By all accounts, Mr. Putin delights in creating
surprises."
So, this is the subject of our institutional question for
this week; which Mr. LaRouche had some very specific words to say
in response to, which I'm going to let Jeff elaborate on for us.
But let me just read the text of this question to start off.
"Mr. LaRouche, as you know, earlier this week, at the start
of the Geneva Peace Talks, Russian President Vladimir Putin
announced that he ordered the withdrawal of some of the Russian
military forces in Syria. The withdrawal of Russian fighter
planes began the next day and has continued. A residual force
will remain at the naval base at Tartus and at the air base in
Latakia. How do you view Putin's decision? How might it impact
the Russian, American, and United Nations efforts to bring the
Syrian war to an end, now underway in Geneva?"

STEINBERG: Of course, we've taking up the bulk of this
week's report with a discussion about man's extraterrestrial
imperative; the need for man to get off of the planet Earth,
because man was never an Earthbound creature. So, we're at a
point right now where Mr. LaRouche was delighted in our
discussion earlier today at the prospect of over the next two
years, China going through the preparations for the launching of
an orbiter that will be hopefully landing on the back side of the
Moon. And will for the first time, give mankind a window into the
Solar System and the Galaxy beyond. And this is something of
enormous importance and enormous excitement, because it puts this
nature of man as an extraterrestrial creature capable through
creative discovery, of not remaining Earthbound, but of exploring
the near Solar System and beyond. And it reminds me that
virtually every astronaut and cosmonaut who has travelled in
space, has remarked at one point or other, that having the
vantage point of looking down on Earth, you become at one point
overwhelmed with the fact that so much of what goes on, on the
planet of Earth, is trivial relative to the challenges that are
very obvious when you look at man from the standpoint of man's
ability to explore the Universe and make these kinds of
discoveries. And it was that approach that actually informed our
discussion about the Syria situation per se. Because as Matt
said, Russian President Putin has demonstrated once again that he
has a certain understanding that at the core of grand strategy is
always the idea of continuously moving; continuously flanking;
continuously confusing your adversaries by constantly being on
this kind of offensive.
So, we do have the developments of the past days, where at
the very moment that the Geneva second round of peace talks were
beginning, President Putin announced a draw-down of the Russian
military forces inside Syria. And in fact, the very next morning
— Tuesday morning of this week — the first Russian bombers and
other air force equipment and personnel began leaving. Now, the
Russians are there still; make no mistake about it. Russia has
established a fundamental change in the situation on the ground,
which is both a military shift and a shift at the diplomatic
table taking place right now in Geneva. Russia has a permanent
naval base fully established and more secured than at any time
previously at the port of Tartus; and it has now a major air
force facility in the Latakia province. And more recently this
week, yesterday President Putin issued a statement where he said,
if the circumstances change, if the peace process does not go
forward, then Russian forces can be reinforced in Syria, not in a
matter of days, but in a matter of hours. And quite clearly, the
infrastructure is in place for that to happen.
But Mr. LaRouche wanted to make a larger and much more
fundamental point about what is going on here. What he emphasized
is that you can't lose sight of the fact that the war is still
going on. We don't know how things are going to play out; what we
do know, is that there has been a change of conditions. In fact,
there was a major change of conditions beginning on September
30th of last year, when the major Russian military presence
began. And when the situation systematically shifted from that
point on, and yet at the same time, certain leading political
figures around the world — the spokesman for the Jordanian
government; Steffan de Mistura, the UN representative for Syria
— they all said, "We're not surprised by President Putin's
announcement this past Monday." In the case of the Jordanians,
the chief of staff of the Jordanian military, the chief of staff
of the Syrian military, were both in Moscow last October; and
they met with Russian Defense Minister Shoigu, they met with
President Putin. And they were told quite clearly that the
Russian mission was not a permanent mission; but was a limited
mission in both size and in time duration. And that when the
circumstances reached the point where it was feasible to reach a
diplomatic solution to the Syria crisis, that the Russian forces
would begin to be withdrawn.
As Matt pointed out with the {New York Times} coverage,
people in the West were scratching their heads, because they
refused to take note of the fact that Putin is a strategic
thinker. And very often, what he says — in most cases, in fact
— is exactly what he intends to do; but he's not going to do it
in a predictable fashion. He's going to do it in a way that will
catch you by surprise. And the biggest surprise is that most
political thinkers in the West, most officials in government in
the West, are ignorant and prejudiced. So, their own prejudices
prevent them from understanding how Putin thinks about these
things. Their own prejudices prevent them from understanding
because they're incapable of thinking in this kind of a strategic
fashion. Now the problem is, that we're still in a state of
warfare; and that state of warfare will continue until certain
things occur that go way beyond the borders of Syria.
Until the British Empire ceases to exist, there will be a
condition of warfare on this planet. We see it, not necessarily
in the form of warfare that most people think about — soldiers
shooting, artillery pieces firing, bombers dropping bombs. Look
what's happening right now in Brazil. The British Empire is
waging a war against the new emerging Asia-Pacific-centered
global system. They're trying to destabilize Brazil, which is a
founding member of the BRICS. There's a similar effort underway
to destabilize the Zuman government in South Africa; because
South Africa is the latest country to join in the BRICS
initiative.
So, there are all kinds of problems going on; you can't look
for a simply linear expectation or projection of what's going to
happen by the situation now ongoing on the ground in Syria or in
Geneva. Another example: President Obama is taking a series of
measures that will lead unavoidably — unless they're reversed —
to a major confrontation between the United States and China. We
had a report earlier this week from David Ignatius in the
{Washington Post}, who is very often a kind of reliable leak
sheet for what's going on inside the administration. And the
Obama administration is preparing for confrontation with China
over the South China Sea; they're waiting for a ruling from the
World Court in the Hague on a complaint filed by the Philippines.
So the United States is preparing contingencies for poking China
in the eye, for carrying out new provocations against China. The
sanctions that President Obama announced this week, ostensibly
against North Korea, are in fact sanctions against China; they go
way beyond what was agreed upon by China and the United States at
the United Nations.
So, if you take all of these factors into account, and if
you think of them as a process, not simply as a series of
discrete events, then you get a very clear idea of what Mr.
LaRouche means when he says that the planet, in general terms, is
in a state of war. Now, ultimately what this state of warfare
comes down to, is the fact that you have a new emerging
Asia-Pacific-centered future. It's defined by the economic
initiatives of China, by the One Belt-One Road policy, and most
emphatically by China's systematic plan for collaborating with
other nations on the kind of space exploration that once was a
hallmark of American policy; but has not been abandoned.
President Obama has spent the last seven years systematically
taking down and dismantling America's space capability; and Kesha
is leading the fight to reverse that process.
Over the last 15 years, if you look at the Bush/Cheney
administration followed by the Obama administration, the United
States has been under British occupation. Both Bush/Cheney and
Obama were each, in their own way, governments that were at the
beck and call of the British Empire, of the policies of the
British financial oligarchy operating through Wall Street. And as
the result, the United States, really the entire trans-Atlantic
region, is dead. Germany was once a great prospering economy; the
result of the "economic miracle" that Franklin Roosevelt
envisioned for the post-World War II period; no replay of
Versailles, but a completely different approach. Germany has now
been destroyed by the policies largely coming from the British
Empire. All of continental Europe is hopelessly and irreversibly
bankrupt; and Mario Draghi's announcement of an expansion of
quantitative easing and a zero interest rate policy is a
reflection that certain people are desperate over the fact that
Europe is doomed, that the United States under present
circumstances. We've talked in recent months on this broadcast
about the death rate increase in the United States; the true rate
of unemployment; the epidemic of heroin addiction and heroin
overdose deaths; the declining life expectancy in the United
States. These are all measures of the fact that the
trans-Atlantic region is dead; and will only begin to reverse
that death if there is a revolutionary, fundamental change in
policy. That alternative policy is being carried out in the
Eurasian and Asia-Pacific region; led by China, led by Russia,
reflected in the way that Russian President Putin has navigated
the strategic situation.
So, the great threat is coming from the fact that a dying
British Empire — which is irreversibly doomed — is lashing out
and is trying to preserve something that can no longer be
preserved. There was a time when the British Empire could impose
petty tyrannies on countries around the world and achieve a
certain limited degree of stability. That's over with. All of the
efforts within the framework of the mindset of the British
Empire, the mindset of the Obama administration, the mindset of
virtually all European leaders — the French probably the worst
of the bunch on the continent — is doomed; it doesn't work. Yet,
there is an opportunity; and opportunity for all of mankind in
what's going on in the Asia-Pacific region, led by China, by
Russia. India is clearly stepping in to play a significant role
in this new emerging combination, cooperation among nations for
purposes that go beyond national interests, but address the
interests of all of mankind. Egypt is fully established as
orienting towards that new Asia-Pacific combination.
So, this is the larger picture; this is the framework for
judging the initiative taken by President Putin this week. And it
must be judged from the standpoint of the global consequences;
and not just simply the consequences for the immediate
negotiations around Syria. Although his actions this week have
certainly greatly improved the possibility of bringing that
five-year tragedy to an end.

OGDEN: Thank you very much, Jeff. I would just add, the
initiative being taken by these countries also very much has to
do with the decades-long work Mr. Lyndon LaRouche and Mrs. Helga
LaRouche have undertaken. The One Belt-One Road policy that China
has adopted, is the Eurasian Land-Bridge policy which the
LaRouche movement uniquely championed in the beginning of the
1990s. Now, you have an evolution of that to the World
Land-Bridge; and this is what is documented so thoroughly in the
350-page Special Report that was issued by {Executive
Intelligence Review} called "The New Silk Road Becomes the World
Land-Bridge". One very exciting announcement, because you
mentioned Egypt, just this week there was a very high-level event
which was sponsored by the Transportation Ministry in Cairo;
featuring a LaRouche collaborator, Hussein Askary, to announce
the formal publication of the Arabic language of this full,
350-page World Land-Bridge Special Report from {Executive
Intelligence Review}.
So, you can see that at the very highest levels of
government around the world, this is what is shaping the
discussion; the initiatives that the LaRouche movement have taken
for decades. And one final note along those same lines, as we
announced last Friday, Mrs. Helga LaRouche just got back from a
very important trip to India; at which she was one of the
featured speakers in a very prominent, very high-level dialogue
— the Raisina Dialogue. And if people have not seen it yet, a
wonderful half-hour interview that Jason Ross conducted with Mrs.
LaRouche was posted on the LaRouche PAC website earlier this
week. So, if you haven't watched that yet, I would really
encourage you to watch it; and to just think about everything
that has been said here today. Think about these initiatives that
are being taken by some of the world's leading countries to
create the future; and think about the role that the LaRouche
movement has played over years and decades in shaping the
possibility of these initiative being taken today.
So, thank you all very much for joining us here today. I'd
like to thank Kesha Rogers for joining us over video; and I would
like to thank Jeff and Jason here in the studio. Please stay
tuned to larouchepac.com. Good night.