Egyptens Toshka-projekt i nyhederne – El-Sisi opmuntrer ungdommen til at blive landbrugere

1. september 2014 – Toshka-projektet, eller det ’Nye Dal-projekt’, der tilsigter at gøre Egypten selvforsynende med fødevarer, optræder nu i nyhederne. Sunday Cairo Post har en væsentlig artikel om præsident Abdel Fattah el-Sisis intentioner om at få vendt tidligere præsident Hosni Mubaraks politik, der overdrog vitale aspekter af projektet til arabiske prinser og finansmagnater. Projektet er designet til dels at kanalisere vand fra Nassersøen, den sø, som dannes af Aswan-dæmningen i den vestlige ørken i den sydvestlige del af landet til overrisling af 1 million hektarer, og dels til at bygge nye byer i ørkenen.

Siden Mubarak påbegyndte projektet i 1997, er der blevet udført en del i det første tiår, inklusive færdiggørelsen af verdens største pumpestation og den første fase af Sheikh Zayed-kanalen, af hvilken over 50 kilometer er blevet fuldført. Denne kanal har et tværsnit dobbelt så stort som Rhin-Main-Donau kanalen, er fuldt foret med en speciel type cement, og er designet til at bringe vand fra pumpestationen ved Nassersøen til kunstvanding af en million hektar land. Der er allerede blevet brugt over 7 milliarder egyptiske pund (1 milliard $). Men resten af projektet er blevet forhalet, fordi Mubarak overdrog det meste af landet til arabiske prinser og finansmagnater, der i årevis intet som helst har gjort.

Under præsident el-Sisis ledelse har landbrugsministeriet nu planlagt af fordele 50 % af de totale arealer til uddannede unge ved at give dem fem feddan hver (1feddan svarer til 0.42 hektar eller knap en tønde land). ’Længe Leve Egypten-fonden’, etableret i juli af præsident el-Sisi, er bestemt til at skulle finansiere arealerne, der tildeles de unge.

 

82 % af egypterne godkender Sisis indsats

Hvis du kæmper for dit lands udvikling, vil folket støtte dig. Cairo Post skriver, at præsident Abdel Fattah el-Sisi efter 80 dage i embedet har en godkendelses-rate på 82 %, og kun 8 % underkender ham ifølge en undersøgelse fra det Egyptiske Center for Forskning i Offentlig Opinion (Baseera), baseret på telefoninterviews af over 2000 personer. Hvis Sisi skulle stille op til valg i dag, siger 78 %, at de vil stemme for ham, med 11 % imod ham og 11 % ved-ikke.

Støtten til el-Sisi burde ikke overraske nogen, siden han kæmper for nationens udvikling. I en tale ved et seminar i går, passende benævnt ’Egypten og Lanceringen af Fremtiden’ hyldede el-Sisi, hvad han kaldte hidtil usete præstationer af de Væbnede Styrker inden for boligbyggeri, transport og vejbyggeri, og opfordrede til udførelsen af den Nye Suezkanal inden for tidsrammen. »Vi trænger til at opbygge vort land, og vi har behov for, at de fattige må leve….Vi vil ikke vente 10 eller 20 år på, at vi kommer ud af den øjeblikkelige, vanskelige økonomiske situation,« sagde han, ifølge den Egyptiske Stats Informationstjeneste.

 

Iran ivrig efter at se Egypten genoplive international og regional rolle

Det er altafgørende for besejringen af det Britiske Imperiums politik om endeløs krig i Mellemøsten og det nordafrikanske område, at der etableres fuld koordination mellem Iran og Egypten, i særdeleshed nu, da Egypten er en del af den fremspirende alliance af nationer under ledelse af Kina, Rusland, Indien og andre, der nu skaber en ny politisk og økonomisk realitet. Egyptiske og iranske relationer har gennem mange år været fremmedgjort over mange spørgsmål, der daterer sig tilbage til Iran-Irak krigen i 1980’erne. Med den egyptiske præsident Abdel Fattah el-Sisi ved magten, kan denne situation hurtigt ændre sig.

 

_____________________________________________________

 

Læs: HOVEDARTIKEL:

Egypten sætter ny kurs mod økonomisk fremgang. Vil landet tilslutte sig BRIKS?

 




Helga Zepp-LaRouche siger: Bekæmp IS gennem udvikling; Gør ørkenen frugtbar

10. september 2014 – I et af sine mange interviews med kinesiske medier i den første uge af september fik grundlægger af Schiller Instituttet [i Tyskland] Helga Zepp-LaRouche stillet det afgørende spørgsmål: Hvordan bekæmper man ’ISIS’ og lignende terrorgrupper? Fru Zepp-LaRouche, som i årtier har været forkæmper for det, som nu er Kinas ’Ny Silkevejspolitik’, svarede, at langfristet og højteknologisk økonomisk udvikling er nøglen. Spørgsmålet til hende kom fra intervieweren Zheng Chenguang fra China Radio International.

CRI: »Hidtil har den eneste mulige løsning for alle disse vestlige regeringer været simpelt hen at bombe ISIS, men det vil ikke løse problemets rødder. De talte om mere samarbejde og koordinering fra forskellige lande for at løse problemet. Kan De pege på nogle af de mere konkrete bestræbelser, som kan udføres for at afholde det fra at sprede sig …«

Zepp-LaRouche: »Allerede tilbage i november 2012 arrangerede Schiller Instituttet en konference i Frankfurt, hvor vi præsenterede en omfattende freds- og udviklingsplan for hele området, fra Kaukasus i Centralasien, til Afghanistan og til Golfen, og til Middelhavet. Så hele dette område må behandles under ét.

Dernæst må Silkevejen forlænges til alle disse lande. Og hvis Rusland, Kina, Indien, Iran, forhåbentlig USA og de europæiske lande, samarbejder og erklærer ørkenen krig – hvis man ser på kortet, kan man se, at fra Atlanterhavskysten i Afrika, over Sahel-zonen, Sahara, Den saudiarabiske Halvø, Iran til Kina, har man et stort ørkenbælte. Dette er praktisk talt ubeboeligt for mennesker, der er ingen landbrug, ingen byer.«

»Så vi har forberedt en udviklingsplan, som grundlæggende set ville forlænge Silkevejen, eller, som vi undertiden kalder det, den Eurasiske Landbro, ind i dette område for at udvikle ørkenen gennem tre metoder: Man kan bruge vandet fra grundvandsmagasiner, man kan omdirigere nogle floder, man kan skabe dæmninger, men det vigtigste er, at man må have fredelig atomkraft til storstilet afsaltning af havvand, og dernæst bruge dette vand til at få ørkenen til at grønnes. Og på denne måde kan man få landbrug, industri, man må opbygge infrastruktur i hele dette område i samme tæthedsgrad som f.eks. i Tyskland …«

»Hvis man således har denne tilgang, kan man på denne måde give de unge mennesker i dette område et økonomisk fremtidsperspektiv, for mange af dem ville ikke slutte sig til terroristerne, hvis de havde et håb om en økonomisk fremtid. Så løsningen må være fred gennem udvikling.«

Ironisk nok havde Washington Post en lang historie den 10. september, som anklagede Kina for at bygge et højhastigheds, »Ny Silkevejs«, -jernbane gennem nogle af Moder Naturs mest ugæstfri områder, Lanzhou til Urumqi, og videre til Europa, »for at cementere Kinas kontrol over sin Xinjiang-region med muslimsk flertal, gennem investeringer og økonomisk vækst …«

_____________________________________________________

Fordybelse:

Schiller Instituttets Specialrapport, juni 2012, 16 sider:

»Et økonomisk mirakel for Sydeuropa, Middelhavsområdet og Det afrikanske Kontinent«

 

Schiller Instituttets Specialrapport, dec. 2012, 16 sider:

»Kun et totalt paradigmeskifte kan forhindre en katastrofe«

 

HOVEDARTIKEL, Hussein Askary,

Krigen mod ørkenen kan samle hele verden (side 6)

 

 




Tale af Helga Zepp-LaRouche transformerer Beijing konference om Ny Silkevej

7. september 2014 – Helga Zepp-LaRouche talte i Beijing til en stor forsamling den 5. sept. om »Et bælte, en vej«, sponsoreret af China Investment Magazine, som er en gren af den Nationale Udviklings- og Reformkommission, hovedkommissionen for planlægning af økonomisk politik under den kinesiske regerings statsråd. Som den første af, hvad der planlægges at være en årlig tilbagevendende begivenhed, deltog mange forskere i forummet fra mange betydelige kinesiske tænketanke, der har til opgave at udvikle et program for det Økonomiske Silkevejsbælte. Alt imens diplomater fra flere ambassader deltog og var aktive i begivenheden, så syntes Schiller Instituttet at være den eneste, udenlandske tænketank, som deltog i konferencen.

I en tale forud for fru Zepp-LaRouches tale understregede en anden taler, professor Bao Shixiu, Lyndon og Helga LaRouches rolle i skabelsen af idéen om den Nye Silkevej. I de ti minutter, som var afsat til hendes tale, gennemgik hun Schiller Instituttets rolle i udviklingen af konceptet med den Eurasiske Landbro i begyndelsen af 1990’erne, og som kulminerede ved Beijing-konferencen i 1996. Mens flere økonomiske kriser intervenerede for at afbryde det, der var tænkt at skulle være en fredsorden for det 21. århundrede, sagde hun, så skabte præsident Xis tale i Astana, Kasakhstan sidste år en ny bølge af optimisme, som har transformeret verden. Hun forklarede dernæst den finansielle krises natur og advarede om, at der ventede en stor eksplosion forude og opremsede de »fire love«, som Lyndon LaRouche har udviklet til at få verden ud af krisen og drive den frem mod fremtiden: Bankopdeling gennem Glass/Steagall-loven; en Nationalbank i traditionen efter Hamilton; en Hamiltonpolitik med kredit til investering øremærket til infrastrukturopbygning på basis af langfristede kreditaftaler; og et rumprogram som videnskabelig drivkraft med det formål at udvikle fusionskraft og minere helium-3 på Månen som brændstof til programmet. Hun opfordrede dernæst indtrængende til, at programmet med den Nye Silkevej blev udarbejdet med henblik på at trække verden væk fra geopolitik og etablere et nyt paradigme, baseret på menneskehedens fælles interesser.

Hendes tale placerede omgående hele spørgsmålet på et højere niveau og, for dem, som ikke kendte fru Zepp-LaRouche, kom det som noget af en overraskelse. Under Spørgsmål & Svar og aftenens session var der imidlertid en tendens til at vende tilbage til spørgsmålet om »geopolitik«, der krævede flere interventioner fra fru Zepp-LaRouches side for at få tingene tilbage på rette spor. På et tidspunkt reagerede en noget utilfreds professor, som syntes at være udmærket tilfreds med at bevare Kina hovedsagligt som et landbrugsland, på, hvad han troede, hun havde sagt. Om han havde misforstået det, eller ganske enkelt gav sin utilfredshed luft, så gjorde flere af talerne en særlig indsats for at rose det perspektiv, som hun havde rejst.

Der deltog også flere unge mennesker, og et af dem rejse sig på dette tidspunkt og sagde, at han slet ikke havde haft til hensigt at tale, men at han følte det var nødvendigt på dette tidspunkt for at understrege betydningen af det, fru Zepp-LaRouche havde sagt, for Kina. Den omstrejfende professor blev sandsynligvis passende tugtet, da han ikke kom med yderligere bemærkninger under resten af konferencen.

Ved den efterfølgende banket kom mange af deltagerne op til hendes bord for at udbringe en skål for hendes bidrag. Og selve arrangørerne var himmelhenrykte over konferencen, som de følte var blevet transformeret af Helga Zepp-LaRouches deltagelse.

 

 




Tale af Helga Zepp-LaRouche transformerer Beijing konference om Ny Silkevej

7. september 2014 – Helga Zepp-LaRouche talte i Beijing til en stor forsamling den 5. sept. om »Et bælte, en vej«, sponsoreret af China Investment Magazine, som er en gren af den Nationale Udviklings- og Reformkommission, hovedkommissionen for planlægning af økonomisk politik under den kinesiske regerings statsråd. Som den første af, hvad der planlægges at være en årlig tilbagevendende begivenhed, deltog mange forskere i forummet fra mange betydelige kinesiske tænketanke, der har til opgave at udvikle et program for det Økonomiske Silkevejsbælte. Alt imens diplomater fra flere ambassader deltog og var aktive i begivenheden, så syntes Schiller Instituttet at være den eneste, udenlandske tænketank, som deltog i konferencen.

I en tale forud for fru Zepp-LaRouches tale understregede en anden taler, professor Bao Shixiu, Lyndon og Helga LaRouches rolle i skabelsen af idéen om den Nye Silkevej. I de ti minutter, som var afsat til hendes tale, gennemgik hun Schiller Instituttets rolle i udviklingen af konceptet med den Eurasiske Landbro i begyndelsen af 1990’erne, og som kulminerede ved Beijing-konferencen i 1996. Mens flere økonomiske kriser intervenerede for at afbryde det, der var tænkt at skulle være en fredsorden for det 21. århundrede, sagde hun, så skabte præsident Xis tale i Astana, Kasakhstan sidste år en ny bølge af optimisme, som har transformeret verden. Hun forklarede dernæst den finansielle krises natur og advarede om, at der ventede en stor eksplosion forude og opremsede de »fire love«, som Lyndon LaRouche har udviklet til at få verden ud af krisen og drive den frem mod fremtiden: Bankopdeling gennem Glass/Steagall-loven; en Nationalbank i traditionen efter Hamilton; en Hamiltonpolitik med kredit til investering øremærket til infrastrukturopbygning på basis af langfristede kreditaftaler; og et rumprogram som videnskabelig drivkraft med det formål at udvikle fusionskraft og minere helium-3 på Månen som brændstof til programmet. Hun opfordrede dernæst indtrængende til, at programmet med den Nye Silkevej blev udarbejdet med henblik på at trække verden væk fra geopolitik og etablere et nyt paradigme, baseret på menneskehedens fælles interesser.

Hendes tale placerede omgående hele spørgsmålet på et højere niveau og, for dem, som ikke kendte fru Zepp-LaRouche, kom det som noget af en overraskelse. Under Spørgsmål & Svar og aftenens session var der imidlertid en tendens til at vende tilbage til spørgsmålet om »geopolitik«, der krævede flere interventioner fra fru Zepp-LaRouches side for at få tingene tilbage på rette spor. På et tidspunkt reagerede en noget utilfreds professor, som syntes at være udmærket tilfreds med at bevare Kina hovedsagligt som et landbrugsland, på, hvad han troede, hun havde sagt. Om han havde misforstået det, eller ganske enkelt gav sin utilfredshed luft, så gjorde flere af talerne en særlig indsats for at rose det perspektiv, som hun havde rejst.

Der deltog også flere unge mennesker, og et af dem rejse sig på dette tidspunkt og sagde, at han slet ikke havde haft til hensigt at tale, men at han følte det var nødvendigt på dette tidspunkt for at understrege betydningen af det, fru Zepp-LaRouche havde sagt, for Kina. Den omstrejfende professor blev sandsynligvis passende tugtet, da han ikke kom med yderligere bemærkninger under resten af konferencen.

Ved den efterfølgende banket kom mange af deltagerne op til hendes bord for at udbringe en skål for hendes bidrag. Og selve arrangørerne var himmelhenrykte over konferencen, som de følte var blevet transformeret af Helga Zepp-LaRouches deltagelse.

 

 




Fra LaRouche-bevægelsen 4. september 2014:
Tiden er kommet til at dumpe Obama og Boehner

24 timer før NATO-topmødet med statsoverhoveder i Wales løb præsident Obama rundt i Estland og kom med absolut vildt provokerende udtalelser imod Rusland onsdag. I, hvad man kun kan beskrive som en klinisk demonstration af hans totale frakobling fra virkeligheden, kastede Obama sig i en tale i Talinn ud i en tirade imod Ruslands »frække angreb« imod Ukraine, og erklærede dernæst, at

»demonstranterne i Ukraine på Maidan var ikke anført af neonazister eller fascister. De var anført af almindelige ukrainere, mænd og kvinder, unge og gamle, som var dødtrætte af et korrupt regime, og som ønskede at deltage i det fremskridt og den fremgang, som de ser i resten af Europa. Og de indlod sig ikke på en bevæbnet magtovertagelse … «

Han fortsatte med at udpege Rusland og løj,

»det var ikke regeringen i Kiev, som destabiliserede det østlige Ukraine. Det var de pro-russiske separatister, som opmuntres af Rusland, finansieres af Rusland, trænes af Rusland, forsynes af Rusland, og bevæbnes af Rusland. Og de russiske styrker, som nu er rykket ind i Ukraine, er ikke på en humanitær eller fredsbevarende mission. De er russiske kampstyrker med russiske våben i russiske tanks.«

Efter at omtale den succesrige, europæiske økonomi, fortsatte Obama med at påstå, at de sanktioner, der var påtvunget Rusland, havde ødelagt den russiske økonomi, og at Rusland var fuldstændig isoleret.

Virkeligheden på jorden i det østlige Ukraine udgør yderligere en udfordring for Obama og de andre NATO-statsoverhoveder, som mødes i dag, den 4. sept. i Wales. Ukrainske styrker er blevet overvældende slået i den seneste kamp, med skønsmæssigt 7.000 ukrainske tropper fra hæren og militserne nu omringet i diverse østlige dele. Onsdag morgen talte præsident Vladimir Putin i telefon med den ukrainske præsident Petro Poroshenko. Efter samtalen kom både den ukrainske og russiske regering med udtalelser, som antyder, at de to statsoverhoveder havde diskuteret parametre for en langsigtet våbenstilstand og en løsning på de østlige, ukrainske provinsers status. Putin sagde til RIA Novosti, at han havde forhåbninger om, at fredagens møde med Kontaktgruppen i Minsk, Hviderusland ville resultere i endelige aftaler.

Obamas psykotiske fornægtelse af virkeligheden omkring situationen i Ukraine matcher briterne, som er i færd med at forberede et endeligt forslag til NATO-topmødet om skabelsen af en hurtig indsatsstyrke på 4.000 mand under britisk ledelse, som kan indsættes imod Rusland med 8 timers varsel. Endvidere udfører NATO-lande en række manøvrer i september måned – i det vestlige Ukraine, Sortehavet og i Østeuropa – alt sammen under den »atlantiske beslutsomheds« paraply. Manøvrerne i Sortehavet, med navnet »Havbrise«, vil finde sted 8.-10. september og vil omfatte flådeskibe fra USA og fire europæiske NATO-lande. Det amerikanske skib bliver USS Ross, det andet AEGIS-missilforsvarsskib, som er udstationeret i Rota, Spanien.

Onsdag erklærede Lyndon LaRouche, at NATO styres af briterne, og at de er yderst sårbare.

»De må hellere lade være med at angribe, for Rusland vil svare – og svaret bliver ikke det, som briterne forventer.«

Sandheden er, at der ikke er basis for en varig fred, så længe Obama og Boehner er ved magten i USA. Kongressen har alle de beviser, de behøver for at indlede omgående rigsretssagsprocedurer imod Obama den 8. sept., når Huset og Senatet vender tilbage til Washington – på Lyndon LaRouches 92-års fødselsdag. Ingen Kongres med respekt for sig selv kunne tolerere Boehners fortsættelse som formand i Huset, lige såvel som det kunne undlade at stille Obama for en rigsret. Det er virkeligheden, og tiden er inde til helt og holdent at konfrontere denne virkelighed. Obama har behandlet sin afvisning af Forfatningens artikel 1, sektion 8, og Resolutionen om Krigsbeføjelse, hånligt, ved at sende seks breve til Kongressen om de voksende udstationeringer i Irak – hvor han i hvert tilfælde påstår, at brevet er tilstrækkeligt til at tillade yderligere 60 dage af amerikansk militærhandling uden Kongressens bemyndigelse. Dette er i sig selv en alvorlig forbrydelse og forseelse og sikrer hans omgående afsættelse.

Den amerikanske økonomi er praktisk talt blevet udslettet af Obamas politik. Den seneste krise er i præriestaterne, hvor godtransportkartellet – som ejes af den entusiastske Obama-tilhænger Warren Buffet og en anden hedgefond-kumpan – truer med at udslette dette års hvedehøst ved at nægte at transportere hveden til markederne. I dele af hvedebæltet har hveden rådnet i siloer i fire måneder, mens godsvognene transporterer olie fra fracking-felterne i området.

Hvis man ønsker at undgå termonuklear udslettelse eller en total disintegration af den amerikanske økonomi, så tilslut jer kampagnen for at stille Obama for en rigsret og fjerne Boehner nu!

Virkeligheden hævder sig også i Asien, hvor Helga Zepp-LaRouche fortsætter sin succesrige tur til Kina. Onsdag optrådte Helga på et trepersoners panel på CCTV-primetime for at mindes 3. september, den dag, da anden Verdenskrig sluttede i Stillehavsområdet med fascismens nederlag. Helga præsenterede et tydeligt kort over BRIKS-nationernes gennembrud, det russisk-kinesiske strategiske partnerskab, den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank, den Nye Udviklingsbank, og Xi Jinpings Nye Silkevej. Hun advarede om, at det vestlige finanssystem har kurs mod et totalt sammenbrud i den allernærmeste fremtid, at al politik i kølvandet på krisen i september 2008 mislykkedes med at sætte en stopper for rodet med for-store-til-at-lade-gå-ned-banker, og at disse banker nu er 40 % større og har kurs mod en total eksplosion. Hun bemærkede, at den japanske Shinzo Abe-regerings politik har allieret sig med Wall Street og London og ligeledes er dømt til undergang – i skarp kontrast til BRIKS’ perspektiv om projektfinansiering.

 

 

 




Fra LaRouche-bevægelsen 3. september 2014:
USA er bankerot; økonomien dør, med mindre Boehner og Obama fjernes nu

Lyndon LaRouche kom tirsdag med en skarp advarsel om, at USA’s økonomi er ved at kollapse, med et finanssystem, der er bankerot uden håb om redning. Der findes imidlertid klare forholdsregler, som kan rette op på dette,

»hvis vi kan tage kontrol med processen og bringe sammenbruddet til stilstand«,

men midlet er politisk – fjern præsident Obama fra embedet uden yderligere opsættelse, sammen med hans beskytter John Boehner[1]. Under Obamas embedstid som præsident er USA’s økonomi praktisk talt blevet udslettet. I dag er landets sydvestlige region død og står over for hele vandsystemets sammenbrud. Dette vil snart give sig udtryk i massehungersnød, med mindre der tages skridt til at indføre nødforanstaltninger – foranstaltninger, som Obama og Boehner systematisk har blokeret for.

Højdepunktet af krisens intensitet er den kendsgerning, at hele det amerikanske banksystem står for at eksplodere totalt, i en skala, som langt overgår sammenbruddet i 2007-2008; og det amerikanske folks forarmelse er blevet værre for hvert år siden 2007 – og også i mange perioder før det. Det vides ikke, hvilken dag i ugen, eksplosionen vil komme, eller hvorvidt den vil starte med en stor, europæisk bank eller en Wall Street-bank. Hvad der imidlertid er sikkert er, at sammenbruddet kommer meget snart.

LaRouche understregede, at erkendelsen af denne barske realitet er det første trin på vejen til at håndtere krisen, så den ikke fører til total disintegration og død. Dette betyder, at Boehner skal væk fra formandsposten; Obama skal væk fra Det hvide Hus. Dette spørgsmål har førsteprioritet i Kongressen, når den vender tilbage fra pausen den 8. september. Intet mindre end fjernelsen af Obama kan skabe de betingelser, ved hvilke USA kan afværge den totale udslettelse af økonomien.

LaRouches budskab til det amerikanske folk, som han overleverede til kolleger tirsdag, lød:

»Obama er ved at sulte jer ihjel, så I må fjerne ham nu. Så kan vi reorganisere nationens finansielle situation for at forhindre et kaotisk kollaps.«

Der kan omgående tages skridt til at sætte skub i produktionen i USA ved at lancere vitale infrastrukturprojekter og andre forholdsregler, så den kendsgerning, at nationen er bankerot, kan håndteres og et sammenbrud afværges, mens man indfører en ny politik for at gendanne virkelig, fysisk-økonomisk vækst.

Hans andet budskab, der drejer sig om successen med de lande, som grupperer sig omkring Kinas enestående, økonomiske kreativitet – BRIKS og andre nationer, som forbinder sig med det – illustreres rigeligt hver dag. Rusland gav i dag Kina en enestående adgang til at investere i Rosneft og i landets sibiriske gasfelter, et tegn på den totale tillid, som Rusland nu investerer i sine eurasiske alliancer. De to nationer er i færd med at bygge verdens største netværk af gasledninger. Det rapporteres, at Indien går i retning af at tilslutte sig det kinesiske initiativ, den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank, ligesom andre asiatiske nationer. Egypten har genoptaget udviklingen af landets atomkraft, som har været forsinket i 20 år, på Middelhavskysten og annoncerer et nyt, stort infrastrukturprojekt næsten hver uge. Alt imens Argentina opgraderede sin fødevareeksport til Rusland, har det fået fuld garanti fra Kina om, at dettes investeringer i argentinske atom- og vandkraftværker er »gribbe-sikret«, og at Kina ikke vil give slige hedgefonde som Elliot Management og NML den mindste smule information.

Til truslerne om krig og finansiel krigsførelse, der kommer fra London, NATO og Londons marionetter som Obama, siger disse nationer med voksende succes, ligesom LaRouche har sagt, »Og hvad så?«. Han understregede,

»Det, jeg siger, er, kan jeg fortælle jer, det, som man siger i Rusland. Det er, hvad man siger i Argentina; i Kina; i Egypten …«

BRIKS-nationerne ’har det fint’, og selv Tyskland kan reddes og vil sandsynligvis overleve ved at alliere sig med BRIKS. Modi i Indien har »vidunderlige muligheder«.

Frem for alt har Kina præsteret mirakler og er i færd med at bevæge verden i retning af nye opdagelser om Solsystemet.

»Det, der kommer fra Kina, vil blive større end noget som helst, som nogen hidtil har set. Dette er kreativitet.«

LaRouche tilføjede, at han ser tidligere præsident Bill Clinton som en potentiel hovedperson i reorganiseringen af landet i en post-Obama-æra, som vil begynde i den umiddelbare fremtid – men kun, hvis den får den rette hjælp.


[1] Formand for den republikanske gruppe i Repræsentanterne Hus

 




Cameron kræver ’iranske sanktioner’ mod Rusland

31. august 2014 – Ifølge kilder, rapporteret af Reuters og Bloomberg News den 31. august, promoverede den britiske premierminister David Cameron, på EU-mødet for stats- og regeringsoverhoveder den 30. august, meget energisk en udvisning af alle russiske banker fra SWIFT (Society for Worldwide Interbank Financial Telecommunication).

Andre EU-lederes reaktion på Camerons seneste maniske forslag om at angribe Rusland kendes ikke, og der vil formentlig ikke blive annonceret nogen handling i begyndelsen af denne uge. Ved at promovere det, der kendes som »den iranske sanktion«, baseret på rapporter om »russiske invasion af Ukraine«, som blev aflivet af OSCE-observatører på disse landes grænser, kræver Cameron det, som britiske, imperium-finanskredse har refereret til som »finansiel krigsførelses atombombe.«

Bloomberg citerede et finansselskab i Moskva, som kaldte dette »en betydelige optrapning af de finansielle sanktioner«, og en optrapning, som med sikkerhed ville blive fulgt op af stærke, russiske modforholdsregler imod europæiske økonomier.

SWIFT er en global aftale om finansiel kommunikation, som håndterer flere end 20 mio. interbank-meddelelser om dagen over hele verden, som muliggør bankoverførsler af midler eller aktiver. Udvisning af SWIFT ville ikke blokere for Ruslands betydningsfulde handelsaftaler, og efterson de lande, med hvilke Rusland laver sådanne aftaler, er stærkt forpligtet over for dem, er et sandsynligt resultat, at Kinas eget interbank-overførselssystem ville spredes til at omfatte Rusland.




Draghis ECB vil antage stor gribberolle for europæiske bankers dårlige gæld

31. august 2014 – Den europæiske Centralbank (ECB) vil efter al sandsynlighed, på sit møde den 4. september, annoncere i det mindste en køreplan for »kvantitative lempelser« (QE), med trykning af euro for at opkøbe giftig, privat og statslig gæld med Federal Reserve, Bank of England og Bank of Japan som model. Federal Reserves 4 billion dollar store opkøb siden 2010 har skabt skummende obligationsbobler ud af selv subprime ejendomsgældspapirer, inkl. dem, som er udstedt af nogle få europæiske storbanker. Men det, at ECB har været forhindret i QE, har muliggjort den virkelige situation at vokse frem: Europæiske storbanker har mere end 2 billioner euro (henved 3 billioner dollars) i ubetalelig gæld stående på deres regnskaber som »aktiver«.

Med hele EU-økonomien, som er i færd med at falde ned i en »recession« for tredje gang på seks år, og deflation, som rammer Italien, Spanien og andre økonomier, er ECB nu rede til at ignorere europæiske forfatninger. Det har givet kontrakter til to investeringsbanker om at skabe ABS (asset-backed securities, værdipapirer med sikkerhed i underliggende aktiv-puljer) primært fra gæld fra ejendomsmarkedet, som ECB kan opkøbe. Frankrigs Manuel Valls, atter premierminister, sagde den 31. august, at en desperat Francois Hollande vil kræve QE fra Draghi, når de mødes 1. september.

Mængden af dårlige lån, som Europas zombie-banker forsøger at sælge, beløber sig nu til 1,72 billioner dollars, iflg. data indsamlet af Bloomberg
Disse banker forsøger at aflæsse mere og mere dårlig gæld, især gæld på ejendomsmarkedet (i det væsentlige tvangsauktioner) efterhånden, som deres tilstand forværres.

Zombierne bortrangerer, under anførsel af Barclays, Unicredit og Credit Suisse, flere handler, dårlige lån og ødelagte investeringer over til enheder, som skal sælges eller nedgeares. Sådanne dårlige aktiver til salg er steget med 65 % siden slutningen af 2013. Artiklen bemærker, idet den giver en idé om giftens virkelige omfang, at Barclays kommer disse dårlige lån i en nedgearings-enhed, og denne enhed indeholder nu nominelle værdier for 777 mia. dollars!

Der er hidtil i 2014 kun blevet solgt for 40 mia. dollars af zombie-bankgæld. Store hedgefond-»gribbe« er i marken, anført af CarVal (afdeling af Cargill), Lone Star og Cerberus. Som tilfældet med Argentina og Elliot Associates har vist, kan sådanne fonde potentielt forvandle sådanne handler – som i overvældende grad omfatter ejendoms-markedet – til et helvede for de oprindelige låntagere. De forventer profitrater »i cifrene 13 – 19« på dem.

ECB vil, gennem at gå ind i QE med denne tilstand af bankaktiver i Europa (ligesom de amerikanske bankers tilstand af lignede aktiver i 2010), blive den »store grib«, som muliggør de andres profit.

 




Chilensk udenrigsminister: Vi behøver et nyt globalt finanssystem,
som reflekterer den nye virkelighed med BRIKS

30. august 2014 – På tærsklen til sit besøg i Argentina som leder af en stor delegation af regeringsministre, guvernører og borgmestre, fortalte Chiles udenrigsminister Heraldo Munoz den argentinske avis Pagina 12, at det nu er nødvendigt at

»gå frem i retning af et globalt finanssystem, som reflekterer den nye virkelighed«
i verden.

I øjeblikket, sagde han, opererer verden stadig på basis af et system, som blev bygget umiddelbart efter Anden Verdenskrig, og det er tydeligt, at det ikke kan håndtere de udfordringer, som konfronterer menneskeheden. Derfor er det, sagde han,

»at vi på det seneste har set en kraftfuld fremvækst af initiativer såsom BRIKS-udviklingsbanken.«

Han undsagde »tomrummet i det globale lederskab«, som, sagde han, har gjort verden langt mere »uforudseelig«, end den var for 20 år siden.

Munoz ankom til Argentina for at deltage i det VI. bi-nationale, argentinsk-chilenske ministermøde, mens parlamentarikere og guvernører mødtes med deres argentinske modparter til det IV. møde mellem argentinsk-chilenske guvernører og borgmestre fra den fælles grænse, og det XVIII. argentinsk-chilenske fællesparlamentariske kommissionsmøde.

I sit interview med Pagina 12, publiceret den 29. august, gav Munez også udtryk for Chiles solidaritet med Argentina i sidstnævntes kamp mod spekulative gribbefonde og sagde, at dette er
»et spørgsmål af enorm betydning for os. Vi kan ikke tillade spekulative agenter at bringe aftaler mellem kreditorer og debitorer i fare.«

Præsident Michelle Bachelet, som tiltrådte embedet i marts måned i år, har sat som mål en forbedring af relationerne med Argentina og andre latinamerikanske regeringer, som i vid udstrækning blev ignoreret af Sebastian Pineras foregående, højreorienterede regering. Munoz, så vel som de argentinske værter, understregede, at de to nationer har en »strategisk alliance« og ønsker at samarbejde inden for et antal områder for at styrke deres fysisk-økonomiske integration, især langs den lange grænse, som de deler.

To store infrastrukturprojekter var højt placeret på dagsordenen for drøftelser på møderne den 29. august: den bi-oceaniske tunnel Agua Negra gennem Chiles Coquimbo-region og den vestargentinske provins San Juan; og den bi-oceaniske korridor Aconcagua, som inkluderer færdiggørelsen af en jernbane over Andersbjergene. Sidstnævnte projekt ville, sagde den argentinske regeringsstabschef Jorge Capitanich, hjælpe med at forstærke de »fysiske forbindelsesmuligheder« mellem de to nationer.

 

Foto: Heraldo Munoz




Den russiske viceudenrigsminister Ryabkov:
BRIKS går fremad med økonomisk og politisk dagsorden, som Vesten har ignoreret

28. august 2014 – Den russiske viceudenrigsminister Sergei Ryabkov fortalte International Affairs Magazine, at BRIKS (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) udvider sit arbejde i både de politiske og økonomiske sfærer – finanssektor, videnskab, teknologi og landbrug, og havde ligeledes foreslået

»meget seriøse teser, vigtige signaler om Syrien, Afghanistan og Iran på dets Erklæring fra Fortaleza-topmødet«
i april 2014.
Ryabkovs interview er udlagt på en fremtrædende plads på det russiske Udenrigsministeriums webside.

Som svar på et spørgsmål om samarbejde i Latinamerika og Afrika (i dag mødtes den sydafrikanske præsident Jacob Zuma med den russiske præsident Vladimir Putin i Moskva, hvor Zuma sagde,

»Jeg er enig i, at BRIKS har åbnet et større sted for vore relationer, og de giver god mening i flere spørgsmål«), forklarede Ryabkov, at Rusland »ikke udarbejder sin politik i disse områder på basis af politiske kanoner, som er så karakteristisk for vore kolleger i Vesten. Dette er ikke et nulsumsspil.«

Ryabkov pegede på behovet for skabelsen af BRIKS udviklingsbanken (Nye Udviklingsbank) og sagde, at en reservevalutafond

»er opstået pga. det faktum, at USA’s passivitet forsinker reformer i Den internationale Valutafond. Visse lande har ingen indflydelse på IMF’s beslutninger. Denne situation modsvarer ikke den myndighed og det ansvar, som disse stater har, primært BRIKS-lande. Det er derfor, skabelsen af BRIKS Udviklingsbank og reservevalutafond vil hjælpe med at håndtere finansiel stabilisering og finansiel støtte til lovende projekter, uden problemer med gensidige relationer med IMF og den Internationale Bank for Genopbygning og Udvikling.«




Fra LaRouche-bevægelsen 29. august 2014:
Skub de hysteriske spøgelser til side;
BRIKS er i færd med at konsolidere ny økonomisk verdensorden

Hvis man er en tåbe, som simpelt hen bare responderer til sanselige stimuli, kunne man måske tro, at de vigtige begivenheder den 28. august blot er tvivlsom adfærd fra den ukrainske regerings og NATO-regeringers side, som responderede på et nederlag for det ukrainske militær i det sydøstlige Ukraine med et hastemøde i FN’s Sikkerhedsråd, og en masse skrigeri fra heksen Samantha Power.

»Disse regeringer er blot spøgelser, uden ressourcer til at oppebære dem«, var Lyndon LaRouches kommentar. »De er hysterikere, der er totalt bankerot, og de kommer ingen vegne. De kan lige så godt sætte sig og spekulere over, om de skal skyde sig.«

De faktiske nyheder den 28. august var at finde i aktiviteter, som repræsenterer BRIKS-nationernes nye fremstød for opbygning af de relationer, som vil skabe en ny, retfærdig, økonomisk verdensorden.

Russerne var f.eks. vært for BRIKS-leder og sydafrikansk præsident, Zuma, og de havde sendt deres økonomiske udviklingsminister til Myanmar for at forhandle en ny, tættere forbindelse med ASEAN, især omkring fødevarer. I tillæg hertil udlagde det russiske Udenrigsministerium et interview med viceudenrigsminister Ryabkov på sin webside, i hvilket han taler meget positivt om Ruslands støtte til BRIKS som en afgørende institution, inklusive nødvendigheden af, at den erstatter IMF med »finansiel støtte til lovende projekter.«

Den 29. august vil Rusland være vært for den iranske udenrigsminister Zarif med henblik på drøftelser, som sandsynligvis vil omfatte udvidet handel med fødevarer, så vel som de internationale forhandlinger om atomkraftspørgsmål.

Kineserne på deres side var vært for et møde med stabscheferne for de væbnede styrker i Shanghai Samarbejdsorganisation, inkl. den russiske stabschef Valery Gerasimov.
Den officielle dagsorden omfattede situationerne i dels Afghanistan på tærsklen til USA’s tilbagetrækning, og dels i Sydvestasien, om hvilket Gerasimov skarpt bemærkede, at »magtfulde handlinger ikke frembringer positive resultater og fører til dramatiske konsekvenser for lande i området.«

I Mellemtiden tog den kinesiske udenrigsminister sig tid til at ringe til den argentinske udenrigsminister for at drøfte en opfølgning på de aftaler, som blev indgået under præsident Xi Jinpings besøg i juli. Et sådant initiativ betyder, at den brede støtte til Argentinas kamp mod det døende systems gribbe ikke alene er i live og har det godt, men er voksende. Disse hysteriske gribbe forsøgte rent faktisk at få Bank of China til at udlevere information til dem om deres lån til Argentina – for at prøve at indkassere. De vil ikke få noget som helst!

Verden har ændret sig, og en ny proces med udvikling er i færd med at realiseres. I en meget virkelig forstand har Lyndon LaRouche og hans bevægelse fungeret som jordemoder for denne proces – og har forpligtet sig til fortsat at nære den, gennem at tilvejebringe videnskabens Prometheus-gaver. At beherske disse gaver er det, som vil sikre, at sejren, som står så klart foran os, ikke vil glide menneskeheden af hænde.




Argentina forsvarer sig mod finansiel krigsførelse fra udenlandske banker.
Nogle er allerede blevet bortvist

27. august 2014 – Cristina Fernandez de Kirchner tager systematisk forholdsregler mod de udenlandske banker i Argentina, som ikke overholder landets lovgivning, og som i stedet deltager i den London-styrede, finansielle krigsførelse mod landet.

I en tale den 7. august kom præsident Fernandez med en utilsløret trussel til den lokale afdeling af Citibank: følg vore love, og betal de omstrukturerede obligationsindehavere, hvis obligationer er underlagt argentinsk lov, eller se en sandsynlig nedlukning i øjnene.

Citibanks lokal afdeling, sagde hun, er en argentinsk bank, der tilfældigvis har udenlandske aktieindehavere.

»Da dette er en argentinsk bank« sagde hun, »forventer vi, at den retter sig efter argentinske love«
og tilføjede en påmindelse om, at
»den tilsynsmyndighed, som tildeler retten til at operere her, er den Argentinske Republiks Centralbank«.

Den 13. august blev HSBC – længe kendt for at være den London-styrede, internationale narkotikahandels centralbank – udsat for, at agenter fra skattevæsenet, der søgte efter dokumenter vedrørende sagen om skatteunddragelse og pengehvidvaskning, og som blev indledt sidste februar, gennemførte en razzia af bankens hovedkvarter i Buenos Aires og to andre kontorer.

Den 26. august annoncerede den argentinske stabschef Jorge Capitanich, at man havde inddraget Bank of New York-Mellons (BoNY) tilladele til at drive bankvirksomhed – bl.a. for at overskride sine kontraktbetingelser som administrator af de omstrukturerede obligationsindehavere ved at nægte at betale dem i forbindelse med terminen 30. juni, til trods for det faktum, af Argentinas regering allerede havde overført beløbene til BoNY’s konti.

Lyndon LaRouche anså disse tiltag for at være mere end fair.

»Hvorfor ikke?« erklærede han i dag. »Det er virkelig godt. Brasilianerne vil holde en udendørs fest på grund af dette. De vil sige: ’åh det var skam ikke os, der gjorde det, men I ved, hvordan de argentinere er.’«

Selv før tilbagekaldelsen af BoNY’s kontrakt havde Fernandez’ regering forbudt de følgende udenlandske banker at operere i landet: ING Bank og Rabobank (Holland); Commerzbank (Tyskland); Credit Agricole og Natixis (Frankrig); Discount Bank of Israel; Lloyds og Standard Chartered (UK); og UPS og Wells Fargo (USA).
De udenlandske banker, som stadig opererer i Argentina, og som er en del at det bankerotte, transatlantiske banksystem, har meget at tabe, hvis de ikke retter op på deres adfærd. I marts 2014 var der fem udenlandske banker blandt Argentinas 12 største banker.

* Banco Santander: #3 in landet, med 7,2 % af de totale aktiver;

* BBVA: #5 med 5,8 % af de totale aktiver;

* HSBC: hvis kontorer blev ransaget, er #7 med 4,0 % af de totale aktiver;

* Bank of Boston: #10 med 3,2 % af de totale aktiver; og

* Citibank: der blev truet med at få sin koncession inddraget, er #12 med 2,7 % af de totale aktiver.




Argentinsk generalstrejke, støttet af gribbene, er politisk, økonomisk krigsførelse

27. august 2014—Den Amerikanske Indsatsstyrke for Argentina (ATFA), gribbefondenes lobbygruppe, som er ledet af millionæren Paul Singer, har helhjertet støttet den argentinske generalstrejke, som den »systemkritiske« gruppe i Arbejdernes Almene Forbund (CGT) og det allierede Argentinske Arbejderforbund (CTA) havde berammet til at løbe af stablen den 28. august. AFTA hævder, at strejken er bevis for præsident Cristina Fernandez’ upopularitet og fejlslagne økonomiske politik.

Endnu en fejlberegning fra Imperiets spytslikkeres side. AFTA’s støtte til oppositionens strejke, som langtfra har opbakning fra alle de større fagforeninger, burde være dødskysset for CGT-leder Hugo Moyano og hans CTA-kohorte, Hugo Yasky.

Fernandez’ modstand mod gribbene og forsvar for den nationale suverænitet nyder bred, populær opbakning, for ikke at tale om international støtte blandt flertallet af verdens befolkning. Fagforeningsledere, der opfattes som omsvøbt af AFTA’s omfavnelse, overlever muligvis ikke.

I sin pressekonference den 26. august kom regeringens stabschef Jorge Capitanich med en anklage om, at dette var en politisk strejke, hvis eneste formål var at destabilisere. De strejkende fagforeninger, sagde han, fungerer forsætligt som redskaber for gribbefondene, der

»arbejder sammen med det politiske oppositionsspektrum, en sektion af fagforeningsspektret og mediegrupper med monopol for systematisk at underminere regeringens troværdighed og offentlighedens tillid til regeringen.«

Han pointerede, at strejkelederne har nydt størst fordel af de to Kirchner-regeringers politik, som medførte stigninger i løn og pension, sammen med stigning i fagforeningernes medlemstal. Aldrig før, sagde han,

»har der fundet en sådan institutionel proces sted, der garanterer jobfrihed, bekæmper jobusikkerhed, og støtter væsentlige stigninger i reallønnen«,
sagde han.

Capitanich pegede også på det »konstante, spekulative angreb«, som Argentina udsættes for, og som har medført, at det sorte markeds ’blå’ dollar[1] er hoppet til 14 pesos fra 13. Denne offensivs eneste formål, sagde han, er at fremtvinge en devaluering af møntfoden og at »udforme en strategi for 2016« – den næste præsident tiltræder i december måned 2015 – som har til hensigt at sikre, at man betaler de rovgriske gribbe frem for at »forsvare landets interesser«.

 

Foto: Plakat i Beunos Aires imod gribbenfondene

[1] Referer til handel på det parallelle eller uformelle marked




USA: GLASS-STEAGALL vil gøre kommercielle banker ’for sikre til at gå fallit’

27. august 2014 – Darrell Delamaide, en fremtrædende finansreporter, og Marcus Allan Ingram, en økonomiprofessor ved Tampa-universitet [Florida, USA], har publiceret stærke krav om indførelse af Glass-Steagall og afviser Dodd/Frank-loven[1] som værende nytteløs, i heldigste fald.

Delamaide skriver i USA Today i dag, hvor han undersøger de forskellige lovforslag i Kongressen, som har til hensigt at gøre en ende på »for-store-til-at-lade-gå-fallit« (om bankerne, -red.), såsom Brown/Vitter-lovforslaget, men han konkluderer, at de er ineffektive og tilføjer:

»To andre senatorer fra hver sin side af salen har foreslået en endnu mere enkel løsning: genindfør opdelingen mellem kommercielle banker og investeringsbanker, som Glass/Steagall-loven opretholdt i dette land i mere end et halvt århundrede. Den lovgivning, som blev foreslået sidste år af kongresmedlemmerne Elizabeth Warren og John McCain, hhv. demokrat fra Massachusetts og republikaner fra Arizona, vil ganske vist gøre nutidens storbanker mindre, men den vigtigste virkning er at gøre de kommercielle banker, som er rygraden i hele finanssystemet, ’for-sikre-til-at-gå-fallit’.

»Det er faktisk den enkle, letfattelige løsning på problemet, selv om modstand fra industrien [sic] sandsynligvis vil forhindre den i at blive vedtaget.«

Han citerer dernæst fra en artikel i Orlando Sun Sentinel den 19. august af professor Ingram, som fremfører, at

»den mest direkte vej til at håndtere problemerne med lovkompleksitet og systemisk risiko forårsaget af storbankerne, er en tilbagevenden til forbuddene i Glass/Steagall-loven. Stil krav om, at kommercielle banker skal afhænde deres afdelinger for investeringsaktivitet, således, at der kan føres korrekt tilsyn med begge banktyper.«

Ingram håner også Volcker-reglen og Dodd/Frank-lovens »livstestamenter« som værende meningsløse.

Delamaide anklager også JPMorgan, med sine 2,5 billion dollars i aktiver, for at være

»plakat-barn for alle de ’for store’ – den er for stor til at gå fallit, for stor til at fængsle, for stor til at bestyre, for stor til at føre tilsyn med, og for stor, kort og godt.«

Men han tilføjer,

»banken er ikke alene: Bank of America, Wells Fargo, Citigroup, Goldman Sachs, Morgan Stanley er alle i denne kategori. Uheldigvis er vore politikere, som står i gæld, og vore frygtsomme tilsynsfolk, tilsyneladende også ‘for store til at forandre (eller forandre sig, oversætterens bemærkning)’«.

[1] Se Specialrapport: »Dodd-Frank Dræber: Hvordan USA blev en del af det internationale Bail-in-system«




Fra LaRouche-bevægelsen 28. august 2014:
Helga-Zepp LaRouche i Kina:
En Prometheus-renæssance er atter på vej i verden

28. august 2014 – Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af og formand for Schiller Instituttet i Tyskland, var en betydningsfuld deltager på en international konference om den Nye Silkevej, som blev afholdt den 25. og 26. august på Lanzhou-universitetet i Gansu-provinsen i det nordvestlige Kina. I henhold til offentliggjorte rapporter samledes flere end 100 embedsmænd og eksperter fra 21 lande under temaet »Ét bælte og Én vej«, inklusive fremtrædende talere fra Rusland, Indien og selvfølgelig selve Kina. Fru Zepp-LaRouche holdt en tale over emnet »Det 21. århundredes Nye Silkevej er hjørnestenen for fred og orden«.

Konferencen afholdtes samtidig med, at hele planeten er i færd med at gennemgå en betydningsfuld transformation – forværelset til det, som Lyndon LaRouche har kaldt ’den største renæssance, mennesket hidtil har frembragt’ – hvis vigtigste hovedpersoner netop er de lande og intellektuelle ledere, som var repræsenteret på Lanzou-universitetet.

I kraft af mange års arbejde, årtiers mobilisering, og, i virkeligheden, århundreders intellektuelle kampe over Menneskets natur, har disse kræfter sat en proces i gang, som eksploderede på verdensscenen for alle at se, på topmødet for BRIKS- og Sydamerikas Unasur-nationer den 15. – 16. juni. Siden da, i løbet af de seks, korte uger, som er gået, har »BRIKS+«-nationerne tilvejebragt en anskuelsesundervisning, som resten af verden (inkl. USA og Europa) må lære af og følge. Det er en undervisning, som ikke blot involverer økonomisk politik per se, men som også handler om at skubbe frygt til side og tage spørgsmål om politik i sine egne hænder, såvel som at vise total foragt for den britiske marionet Barack Obama og alt, hvad han står for, en foragt, som han så rigeligt har fortjent.

Lyndon LaRouche understregede i dag, at den pointe, som må læres, også af folk i vor egen organisation, er, at det er idéer, og ikke ting, som har virkelig magt i universet. Udviklingerne i BRIKS+ er det, som vi i LaRouche-bevægelsen repræsenterer; vi har virkelig magt, sagde han, fordi vore idéer nu er ved at blive levende, så selv tåber kan se det. For eksempel, tilføjede LaRouche, læg ikke for megen vægt på fusion som sådan – selv om det er meget vigtigt, så er det ikke det, spørgsmålet drejer sig om. Det er blot et symptom, en virkning af den virkelige magt, som er Prometheus-princippet per se, sådan, som dette koncept blev diskuteret i LPAC-Tv’s ugentlige rapport fra i dag, »Nyt paradigme for menneskeheden«.

Hold op med at fokusere så meget på penge, understregede LaRouche. Det er ikke penge, som får verden til at dreje rundt; det er produktiv aktivitet, som i sig selv er et resultat af menneskets intellekt. Og han tilføjede endvidere, at disse idéer nu er ved at »komme på mode« blandt BRIKS-nationerne (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika), Argentina, Egypten og andetsteds.

 

Billede: Prometheus skaber mennesket, mens Athene, gudinde for visdom og velstand, ser til

 

 




Bank of New York sparket ud af Argentina

26. august 2014 – Den argentinske stabschef Jorge Capitanich meddelte i morgenens pressekonference, at Centralbankens direktør for finansielle og monetære enheder har tilbagekaldt tilladelsen til at operere for Bank of New York-Mellon, og således nægtet banken muligheden for at bevare en afdeling i landet.

Direktørens resolution 437, dateret 25. august, erklærer, at Bank of New York ikke har udført

»nogen aktive operationer, ligesom der ikke har været nogen aktive operationer siden december 2012.«

Banken har heller ikke tilbudt finansiering eller andre finansielle tjenesteydelser til nogen, der er bosat i Argentina, fra januar 2013 og til dato, og imødegår således ikke de krav, der stilles til en udenlandsk bank, som opererer i landet.

Regeringens lovforslag om at åbne en ny, frivillig gældsombytning for obligations-indehavere, som er med i omstruktureringen under argentinsk lov, og som skal debatteres i Senatet den 27. august, bemyndiger Finansministeriet til at »tage de nødvendige skridt« for at fjerne BoNY som landets administratorbank mht. gældsomstruktureringen fra 2005 og 2010. BoNY overtrådte betingelserne for omstruktureringskontrakten ved ikke at betale obligationsindehaverne på forfaldsdatoen den 30. juni, på trods af den kendsgerning, at Argentina deponerede 539 mio. dollars i BoNY’s konto til dette formål den 27. juni.

Capitanich påpegede også, at en gruppe hedgefonde, inkl. George Soros’ Quantum Partners og Kyle Bass’ Hayman Capital, har anlagt sag imod BoNY i London og har krævet renteudbetaling for 226 mio. euro, som blev blokeret af New York-dommeren Thomas Griesa i sidste måned. New York Times rapporterede i dag, at sagsøgerne fremfører, at, eftersom de rentebetalinger, som de har til gode, er under britisk jurisdiktion, har Griesa overtrådt sin jurisdiktion ved at blokere for udbetalingen.

 

 

 




Manuel Valls præsenterer ny regering i Frankrig, udrenset for antinedskærings-oprørere

Paris, 26. august 2014 – (Kilde: Nouvelle Solidarité): Den nye, franske regering er netop blevet annonceret. Der er kun få personændringer, men næsten alle »oprørerne« imod den strenge nedskæringspolitik, gennemtvunget af EU-ECB-IMF-Trojkaen, er blevet sparket ud til fordel for top-til-bund-strømlining på vegne af nedskæringspolitikken, og den udbudsside-økonomi, som præsident Francois Hollande har vedtaget som sin hovedreform.

Tidligere minister for produktiv genopbygning, Arnaud Montebourg, som præsenterede sig selv som en moderne Colbert, pro-industri og kritisk over for ’europæiseringspolitik’, alt imens han aldrig stillede spørgsmålstegn ved nogle af fundamenterne for euroen og den Europæiske Monetære Union, er ude, ligesom også to af hans nære allierede: uddannelsesminister Benoit Hamon og kulturminister Aurelie Filipetti. Blandt »oprørerne« er kun justitsminister Christiane Taubira tilbage.

Montebourg blev erstattet i Økonomiministeriet af en ung bankier, Emmanuel Macron, som indtil for et par måneder siden var Hollandes generalsekretær i Elysée-paladset. Han var ophavsmanden til »Pagten om Ansvarlighed«, som til dels er kernen i regeringskrisen. Macron er den rådgiver, som overbeviste Hollande om, at årsagen til, at selskaber ikke investerer i økonomien og skaber jobs er, fordi deres profitmarginer er for små. Han hævdede, at ved drastisk at reducere selskabernes bidrag til arbejdsstyrkens sociale omkostninger (pension, arbejdsløshed, sundhedsforsikring osv.) og andre skatter, til musikken fra 41 mia. euro, ville selskabernes profitter vende, og de ville investere og skabe jobs. Dette, uden at stille nogen betingelser om, at de skal gøre det.

Bemærk, at, i andet kvartal opnåede Frankrig rekorden i at være det land, hvis erhverv udbetalte de højeste dividender til aktieindehavere: 40,7 mia. dollars, en stigning på 30 % siden første kvartal.

 

 

 




Fremtiden Tilhører BRIKS’ Ny Verdensorden

Ved BRIKS-topmødet i Fortaleza, Brasilien, den 15. juli blev en ny finansiel, økonomisk og politisk verdensorden etableret, der er et levedygtigt og langt mere udviklingsfremmende alternativ til det City of London og Wall Street-baserede vestlige finanssystem, der er ved at kollapse. USA og EU lyver om nedskydningen af MH17 og situationen i Ukraine, og forsøger at knække Rusland med sanktionskrig, men Rusland vil i stedet afkoble sig fra Vesten og handle med de andre BRIKS-lande og Sydamerika. USA og Europas økonomi og banker er på vej til samme sammenbrud, som den portugisiske storbank Banco Espírito Santo. Kun et samarbejde med BRIKS og et paradigmeskifte, med en overgang til en helium-3-baseret fusionsøkonomi, kan sikre vor langsigtede overlevelse.

GDE Error: Error retrieving file - if necessary turn off error checking (404:Not Found)




Lyndon H. LaRouche:
Fire Nye Økonomiske Love
til USA’s – og verdens – omgående redning!

 

IKKE EN VALGMULIGHED, MEN EN UOPSÆTTELIG NØDVENDIGHED:

1.   KENDSGERNINGERNE:

De forenede Staters, og ligeledes planetens transatlantiske, politisk-økonomiske områders, økonomi befinder sig nu i den umiddelbart forestående livsfare, som udgøres af en generel, fysisk-økonomisk, kædereaktionsagtig sammenbrudskrise af dette område af planeten som helhed. 

GDE Error: Requested URL is invalid

10. juni 2014 – Følgende erklæring er udstedt for omgående handling af alle medarbejdere i alle afdelingerne af National Caucus of Labor Committees og dets tilknyttede virksomheder. Førsteprioritet har alle midler og forholdsregler i forbindelse med offentlige aktioner, nationalt og internationalt, uden forbehold. Denne prioritering er eksistentiel for vor republiks politik, og for den almindelige informering af, og ved, alle relevante kredse over hele verden, at regne fra denne dag, den 8. juni 2014.

 

1.   KENDSGERNINGERNE

De forenede Staters, og ligeledes planetens transatlantiske, politisk-økonomiske områders, økonomi befinder sig nu i den umiddelbart forestående livsfare, som udgøres af en generel, fysisk-økonomisk, kædereaktionsagtig sammenbrudskrise af dette område af planeten som helhed. Navnet på denne direkte sammenbrudskrise over alt i disse nævnte områder af planeten er den aktuelt igangværende introduktion af den generelle »Bail-in«-handling under flertallet, eller flere endnu, af dette områdes regeringer: virkningen på disse områder vil være sammenlignelig med det fysisk-økonomiske kollaps af det generelle kollaps efter »Første Verdenskrig« af den tyske Weimarrepubliks økonomi: men denne gang vil virkningen i første omgang ramme alle nationaløkonomierne i det transatlantiske område, snarere end enkelte, mislykkede økonomier i Europa.

Et kædereaktionslignende sammenbrud med en sådan virkning accelererer allerede og indvirker på pengesystemerne i dette områdes nationer. Den aktuelle accelerering af en »Bail-in«-politik i hele det transatlantiske område, som nu er i gang, betyder, at massedød pludselig vil ramme befolkningerne i alle nationerne i det transatlantiske område: enten direkte, eller gennem et »overløb«.

Virkningerne af denne handling, som allerede er forberedt af de monetaristiske interesser i dette område, der således er udpeget, vil, med mindre det stoppes bogstavelig talt nu, omgående frembringe som virkning en accelererende rate af folkemord i hele den nævnte del af planeten, men vil også få katastrofale »bivirkninger« af lignende betydning i de eurasiske områder.

 

De midler, som står til rådighed

Det eneste sted, hvor den umiddelbart nødvendige handling, som kunne forhindre et sådant umiddelbart folkemord i hele den transatlantiske sektor af planeten, kræver, at USA’s regering omgående tager beslutning om at indføre fire specifikke forholdsregler af grundlæggende betydning: forholdsregler, som må være i fuld overensstemmelse med den specifikke hensigt i den oprindelige amerikanske Forfatning, som det blev specificeret af den amerikanske finansminister Alexander Hamilton, mens han besad dette embede:

1)    Den omgående genindsættelse af Glass/Steagall-loven, som blev indført af den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt, uden ændringer, som princip for handling.

2)   En tilbagevenden til et oppefra styret Nationalbanksystem, der er detaljeret defineret som et sådant.
Den faktisk afprøvede, succesrige model, som må autoriseres, er den, som, under politikken for et nationalbanksystem, faktisk var blevet indført med succes, da præsident Abraham Lincoln indførte en gyldig, afløsende valuta, som var skabt af USA’s præsidentskab (dvs. »Greenbacks«) (den grønne dollar, -red.), som blev gennemført som et nationalt bank- og kreditsystem under tilsyn af USA’s Finansministerium.

Under de aktuelle betingelser må alle andre banksystemer og valutapolitikker erstattes, eller ganske enkelt bringes til ophør, som følger: Banker, som er kvalificeret til at operere under denne bestemmelse, skal underkastes en vurdering af deres beviselige kompetence til at operere under den statslige beføjelse til at skabe og udgøre elementerne af denne afgørende praksis, som iflg. traditionen var blevet overgivet det oprindelige Finansministerium under Alexander Hamilton. Dette betyder, at de enkelte delstater i USA er underlagt nationale standarder for praksis, og ikke en af de enkelte af vor nations delstaters standarder.

3)   Hensigten med at anvende et Føderalt Kreditsystem er at generere en retning med højproduktive forbedringer i arbejdskraften, med den medfølgende hensigt at forøge den fysisk-økonomiske produktivitet, samt levestandarden for individer og husstande i USA. Kreditskabelse til forøgelse af den relative kvalitet og kvantitet af den produktive arbejdskraft, som nu er tvingende nødvendig, må, på nuværende tidspunkt, atter engang sikres, som det med succes skete under præsident Franklin D. Roosevelt, eller gennem en tilsvarende standard for føderal praksis, der anvendes til at skabe en generel økonomisk, national genrejsning, pr. person, og for raten af nettoeffekten i produktiviteten, og ved at hvile på det essentielle, menneskelige princip, som adskiller menneskets personlighed fra de systemiske karaktertræk hos de lavere livsformer: nettoraten af forøgelsen af den effektive energigennemstrømningstæthed pr. person, og for den menneskelige befolkning, betragtet som hver og én som en helhed. Den uophørlige forøgelse af arbejdskraftens fysiske produktivitet, med de medfølgende fordele for det almene vel, er et princip i den Føderale Lov, som må udgøre den altafgørende standard for nationens og individets præstation.[1]

4)   »Vedtagelse af et ’Forceret Program’ for fusionskraft som drivkraft.« Den afgørende forskel på mennesket og alle lavere livsformer er således, i praksis, at det frembyder midlerne til fuldkommengørelsen af det individuelle og sociale menneskelige livs specifikt bekræftende mål og behov. Derfor: Spørgsmålet om mennesket i skabelsesprocessen som en bekræftende identifikation af et bekræftende udsagn om en absolut naturlig tilstand, er den tilladte udtryksform. Principper om naturlove er enten udelukkende bekræftende, eller også kunne de ikke erklæres bekræftende i det civiliserede, menneskelige sind.

 

I betragtning af de forhold, som har hersket i USA, i særdeleshed efter mordene på præsident John F. Kennedy og hans broder, Robert, vil, efter denne tid, den hastige forøgelse, som kræves for en genrejsning af nogen art af USA’s økonomi, kræve intet mindre end forholdsregler, der blev taget og udført af præsident Franklin D. Roosevelt under hans faktiske embedsperiode. Ofrene for det onde, der er blevet påført USA og dets befolkning, siden præsident Hardings mystiske død, og under præsidenterne Calvin Coolidge og Herbert Hoover (ligesom de forfærdelige virkninger af Bush-Cheney- og Barack Obama-regeringerne, i nutiden), kræver midler til afhjælpning lig dem, der indførtes under præsident Franklin Roosevelt, mens han bestred embedet.

Dette betød indførelsen af hasteforanstaltninger til afhjælpning, inklusive fornuftige, midlertidige genrejsningsforanstaltninger, som krævedes for at dæmme op for det dødbringende tidevand, som Coolidge-Hoover-regimerne efterlod sig: foranstaltninger, som krævedes for at bevare værdigheden hos dem, som i modsat fald var arbejdsløse, alt imens man opbyggede de mest magtfulde, økonomiske evner og evne til at føre krig, som blev samlet under præsident Franklin Roosevelts præsidentskab lige så længe, som han forblev i live i embedet. Dette betød mønstringen af kraften i atomkraft, dengang, og i dag betyder det termonuklear fusionskraft. Uden denne hensigt, og opnåelsen af den, står USA’s befolkning i særdeleshed nu, umiddelbart, over for den grusomste katastrofe i sin hidtidige historie. I princippet, uden et præsidentskab, der er skikket til at fjerne og skrotte de værste, nu mærkbare virkninger, de virkninger, som nu er skabt af Bush-Cheney- og Obama-præsidentskaberne, ville De forenede Stater snart være færdig, begyndende med en massedød i den amerikanske befolkning under Obama-regeringens nylige, og nuværende optrappede, praktiske politik.

Der er visse politikker, som, med hensyn til dette, nu i særdeleshed kræves, som følger:

 

Vernadskij om Mennesket og Skabelsen

V.I. Vernadskijs systemiske princip om den menneskelige natur er et universelt princip, som er unikt specifikt for den afgørende faktor for den menneskelige arts eksistens. For eksempel: »tid« og »sted« eksisterer faktisk ikke som målbare principper i Solsystemet; den eneste anvendelse, som indrømmes dem, til kommunikationsmæssige formål, er, grundlæggende set, nominelt en antagelse. Eftersom kompetent videnskab for nutiden udelukkende kan udtrykkes i forhold til det karaktertræk, som er unikt med hensyn til den menneskelige arts rolle i universets kendte aspekter, er det menneskelige princip det eneste sande, af os kendte princip, der kan praktiseres: begreberne om rum og tid er blot nyttige forestillinger:

Den menneskelige arts afgørende karaktertræk er det, som adskiller den fra alle andre levende arter: som, med hensyn til al kompetent, moderne videnskab, som noget principielt er videnskabeligt rodfæstet i fundamentet for de principper, som Filippo Brunelleschi (der opdagede det ontologiske minimum,) gik frem med, som Nicolaus Cusanus (der opdagede det ontologiske maksimum) gik frem med, og Johannes Keplers positive opdagelse af et princip, der faldt sammen med den perfekte, klassiske, menneskelige sangstemme-skala, som Kepler antog, og Solsystemets elementære mål inden for Galaksens stadigt større univers, og universets højere ordener.

Eller senere, på lignende måde, den moderne, fysisk-videnskabelige standard implicit i Bernhard Riemanns argment, det faktiske minimum (som gentager Brunelleschis princip), og hos Max Planck, det faktiske maksimum af det nuværende maksimum, Albert Einsteins; og i de relativt seneste, resulterende implikationer af Vladimir Ivanovich Vernadskijs definition af menneskeligt liv. Hver af disse værdier er absolutte målestokke for menneskets rolle inden for viden om universet.

Disse kendsgerninger vedrører det iboende falskneri hos dem, der blot og bart er matematikere, og de modernistiske »musikere«, der er kommet efter standarden for prøvestenen for musik, Johannes Brahms (forud for de moralsk forringede [matematikere], såsom David Hilbert, samt den sande model for enhver moderne Satan, såsom Bertrand Russel eller Tony Blair).

Den målestok, som det er muligt at kende, som et princip, for forskellen mellem mennesket og alle andre lavere livsformer, findes i det, som på brugbar vis er blevet anset som den naturligt, opadgående evolution af den menneskelige art, i modsætning til alle andre kendte kategorier af levende arter. Standarden for måling af disse sammenlignede forhold er, at menneskeheden er i stand til at udvikle sig opad, og det på kategorisk vis, gennem de viljemæssige, noëtiske evner i den individuelle, menneskelige vilje.

Med menneskets tilsynekomst i en moralsk og fysisk degenereret tilstand af opførsel, såsom inden for tyrannerne Zeus’, Det romerske Imperiums og det nuværende Britiske Imperiums kulturer, som undtagelse: Alle faktisk mentalt sunde, menneskelige kulturer er hidtil kommet til syne som en bestemt faktor af evolutionært fremskridt, fra en kvalitet af en laverestående til en højerestående art. Når dette betragtes som effektive virkninger, inden for domænet af en levende, menneskelig praksis af kemi, svarer det til en form for systemiske fremskridt, og nu endda spring, af den kemiske energigennemstrømningstæthed af samfundets forøgelse af den effektive energigennemstrømningstæthed i videnskabelige og lignende udtryk for spring i selve artens fremskridt: kort sagt, et universelt, fysisk princip for menneskeligt fremskridt.

Den sunde, menneskelige kultur, såsom de kristne kulturer, hvis de gør sig fortjent til en bekræftelse af en sådan fromhed, for eksempel, repræsenterer et samfund, som forøger indflydelsen af sine produktive evner til fremskridt til at bevirke et stadigt højere niveau af eksistens pr. person. De modsatte tilfælde, »de såkaldte nul-vækst«-svøber, såsom det nuværende Britiske Imperium, er, systemisk, en sand model, der svarer til en Zeus’, eller et Romersk Imperiums, eller et Britisk (bedre udtrykt) brutalt Imperiums tyranni, ligesom, for os i USA, de typer, som udgøres af Bush-Cheney- og Obama-regeringerne, hvis karaktertræk, i overensstemmelse med sådanne rent ud sagt sataniske modeller som det Romerske og det nuværende Britiske Imperium, har været en skrumpende, menneskelig befolkning på planeten med hensyn til dets intellektuelle og fysiske produktivitet, som under disse seneste, amerikanske præsidentskaber.

 

Kemi: Historiens målestok

Vi kalder det »kemi«. Menneskehedens fremskridt, relativt simplet målt som art, er typisk udtrykt i det menneskelige livs princips voksende magt, op over det dyriske livs evner generelt, og i den relativt absolutte overlegenhed over evnerne i de ikke-levende processer til, inden for menneskehedens viljemæssige intervention, at opnå denne tiltænkte virkning. Fremskridt eksisterer udelukkende på denne måde under en fortsat, fremadskridende forøgelse af den menneskelige arts produktive og relaterede evner. Dette fremskridt definerer den absolutte skelnen mellem den menneskelige art og alle andre arter, som vi i øjeblikket har kendskab til. Et folks regering, baseret på en politik med »nulvækst i befolkningstal og standarden pr. person af det menneskelige liv«, er en moralsk og praktiseret vederstyggelighed.

Mennesket er menneskehedens eneste sande målestok for vort Solsystems historie, og det, som ligger inden for det. Det er det samme som den højest ærede mening med og præstation af den menneskelige art, nu inden for det nære rum omkring Solen, med en opadgående retning imod beherskelsen af Solen og dens Solsystem, det Solsystem, som blev opdaget (udelukkende, faktisk) af Johannes Kepler.

En fusionsbaseret økonomi er det aktuelt tvingende nødvendige næste skridt, og den næste standard, for at vinde magt inden for Solsystemet, og senere, videre endnu.

——————————————————————–

[1] Indførelsen af »3. Annuller den Grønne politik« til erstatning for det korrekte »Et Føderalt Kreditsystem« er en parodi på principperne for ethvert rent faktisk videnskabeligt princip. Udelukkende kun bekræftende identifikationer af »Videnskab« kan nogensinde tillades. Udelukkende kun den forudgående titel: »Anvendelsen af et Føderalt Kreditsystem« er tilladt. Eliminer anvendelsen af alle referencer til »Grøn Politik«: den blotte anvendelse af sidstnævnte reference er en falsk fremstilling.




Lyndon LaRouche: Angrebet på Argentina betyder,
Det britiske Imperiums Bail-in-politik udspiller sig fuldt ud

24. juni 2014 – Den amerikanske økonom Lyndon LaRouche benyttede sin deltagelse i LaRouchePAC Policy komiteens diskussion den 23. juni til at komme med en skarp advarsel om, hvad der står på spil med det aktuelle angreb på den argentinske nation fra gribbefonde, med opbakning fra Den amerikanske Højesteret.
”Bailout/bail-in politikken udspiller sig nu fuldt ud, og dette angreb på Argentina har sat det i gang”, sagde LaRouche. Det britiske Imperiums transatlantiske finanssystem er i bund og grund bankerot, sagde LaRouche, og situationen er moden til at ”eksplodere eller implodere omgående. Så det, vi er på vej imod, er en verdenskrig, en global verdenskrig.” I denne kamp om liv og død, sagde LaRouche, kan Argentina ”ikke kapitulere, det er udelukket. Uruguay har sluttet sig til dem – de agter at blokere. Over hele Sydamerika vil de alle sammen, mere eller mindre, blokere. Det her bliver en international blokering”, sagde LaRouche.
”For Argentina kan ikke underkaste sig: landet ville uddø”, understregede LaRouche. ”Det indser det meste af Sydamerika. De må bakke Argentina op. Ikke for Argentinas skyld, men for hele kontinentets skyld.”
Den 16. juni kom Den amerikanske Højesteret med en afgørelse, der var skrevet af den retarderede dommer Antonin Scalia, som gav de blodigste af alle gribbefonde, NML Capital og Aurelius Capital Management, ret i deres forsøg på at bruge amerikanske domstole til at opdage alle argentinske, finansielle bevægelser over hele verden med henblik på at beslaglægge landets aktiver som betaling for forfaldne obligationer.
Højesteret stadfæstede samtidig en lavere domstols afgørelse, som var truffet af den føderale dommer Thomas Griesa, om, at Argentina omgående skulle betale 1,5 mia. dollars til NML Capital og andre ”aftale-nægtere” imod Argentinas omstrukturering af statsgælden i 2005, og at argentinske aktiver over alt i verden kunne beslaglægges for at erlægge denne betaling – inklusive de 900 mio. dollars, som Argentina skal betale den 30. juni til sine andre kreditorer, som genforhandlede i god tro.
Argentina har gentagne gange advaret om, at en sådan dom kunne føre til misligholdelse af betalinger på gælden. Faktisk truer denne dom med at få hele det transatlantiske finanssystem til at gå ned i et orgie at rovgrisk udplyndring af nationer, deres befolkninger og ressourcer – netop den dødbringende ”bail-in”-politik, som så højlydt udbasuneres af Det britiske Imperium som deres ”endelige løsning” på den bankerot, som er i færd med at sænke deres system.
LaRouche bemærkede også den kendsgerning, at den russiske præsident Vladimir Putin, som ikke er ubekendt med finansiel krigsførelse imod sit land, har inviteret den argentinske præsident Cristina Fernandez de Kirchner til at deltage i det kommende møde mellem BRICS-nationerne (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) i Fortaleza, Brasilien, hvor han også har planlagt et bilateralt møde med den argentinske statsleder. De asiatiske Stillehavsnationer, understreger LaRouche, befinder sig på en opadgående økonomisk kurs baseret på videnskabelig og teknologisk fremskridt, hvorimod Det britiske Imperiums transatlantiske system hastigt synker.
LaRouche erklærede: ”Rusland agter ikke at kapitulere. Eurasien agter ikke at kapitulere! Så, på en måde, har vi kurs mod en meget snarlig termonuklear krig, globalt set! Den eneste løsning er at smide Obama ud af embedet nu; lad Wall Street gå bankerot, hvad det i virkeligheden i princippet er. Og vi kan omgående fortsætte i USA med at sætte nyt program i gang, nye rammer for relationer, og al rodet vil komme under kontrol.”
LaRouche har fremlagt de væsentlige punkter i et sådant program for en global genrejsning i sit dokument fra 10. juni, ”De fire love til USA’s redning nu! Ikke en valgmulighed: en omgående nødvendighed.”

 




ECB-chef Mario Draghi truer nu med kvantitativ lempelse i stil med Federal Reserve

24. juni 2014 – Præsident for Den europæiske Centralbank (ECB) Mario Draghi har nu officielt lovet kvantitativ lempelse i Federal Reserve-stil til Europas desperate banker og de endnu mere desperate ”økonomer” i Den internationale Valutafond.

Kun tre dage efter det seneste og mest skingre krav fra IMF om, at Draghis bank indfører en politik med kvantitativ lempelse, har ECB udlagt den engelske oversættelse af det lange interview, som Draghi gav til den hollandske avis i sidste uge. I interviewet taler Draghi indgående om den kommende KL med navns nævnelse. ECB vil gennemføre det, siger han, hvis der fortsat eksisterer en tilstand med lav inflation.
Han tilføjer en trussel: Alternativet vil betyde, hvis vi lader tingene være, som de er, at skyldnerlande må nedskære lønningerne: ”Det, vi ser, er, at lav inflation varer ved i lang tid. Hvis det varer ved for længe, vanskeliggør det tilpasninger i kriselandene. I en situation, hvor man har lav inflation, er det virkelig nødvendigt, at lønningerne i disse lande falder i absolutte tal for at forbedre landenes konkurrenceevne.”
Adspurgt, om ECB’s mandat tillader det at købe statsobligationer, undviger Draghi på snu vis: ”Ja, dette er muligt inden for vores mandat, nemlig, hvis købene har til hensigt at sikre stabile priser. Vi har ikke tilladelse til at forsyne medlemsstater med monetær finansiering. Kvantitativ lempelse kan inkludere ikke alene statsobligationer, men også lån til den private sektor. Det vil vi diskutere, når tiden kommer.”
Tegn på finanskrak: Derivater versus obligationer

I løbet af den seneste uge har flere finansielle rapporter og medier bemærket den voksende ”likviditetsnød” på de internationale obligationsmarkeder – der er ingen, der køber – i modsætning til en eksplosion i kredit- og rente-swaps. Fænomenet er et tegn på, at når centralbankens politik endelig tillader renterne at begynde at stige, vil obligationer, købt i løbet af de seneste 3-4 år, blive dumpet en masse, og de finansielle kreditmarkeder vil sandsynligvis kollapse.
Bloomberg Business Week rapporterede den 19. juni, at ”Boomet inden for handlen med fastforrentede derivater afslører en skjult risiko i værdipapirmarkederne i hele verden: investorernes manglende evne til at købe og sælge obligationer.”
Dette er blevet særdeles mærkbart i Japans manglende evne til for nylig at gennemføre sin auktion over 10-årige obligationer, men en international krise på obligationsmarkedet udvikler sig støt. For eksempel, ”En likviditetsmangel i Italien forårsagede transaktionsomkostningerne på verdens tredjestørste marked for statsobligationer at stige i sidste måned; Lombard Odier Asset Management hjalp med at fremdrive en ottefoldig opsvulmning i Italienske futures ved at stole mere på derivater”, sagde Business Week.
”Skiftet er udvirket af centralbankerne”, går artiklen videre, ”som har sænket renterne til tæt ved nul og gennemført politikker såsom opkøb af statsgæld ….” Investeringsfonde anser det nu for uundgåeligt, at de vil få alvorlige tab på obligationer, som de allerede ejer, når renterne stiger, så de vil ikke købe flere. I stedet vædder de på obligationerne med diverse former for swaps.
Boblen med den globale derivatrisiko er vokset med 19 % alene det seneste år (31. maj/2013 – 31. maj/2014) iht. tal fra BIS, som Deutsche Bank har offentliggjort.
Det var det, som fremkaldte ”Lehman-hændelsen” og krakket i 2007-08.




Trekantsamarbejde for fremtiden: Rusland – Kina – Indien

LaRouche-kandidat Kesha Rogers mobiliserer vælgere til at afsætte præsident Obama. De traditionelt regeringsbærende partier blev undsagt ved EU-valget i Frankrig, England, Danmark og Grækenland. De etablerede partier kan miste deres rolle, hvis ikke de tager deres nationale ansvar alvorligt. Et stadigt tættere samarbejde mellem Rusland og Kina står til at få deltagelse af Indien efter det nylige parlamentsvalg. Den strategiske trekant: Rusland-Indien-Kina vil ikke være slave til et vestligt imperium. Voksende modstand i Tyskland, Frankrig og Italien imod konfrontations- og krigspolitikken over for Rusland og Asien.

GDE Error: Error retrieving file - if necessary turn off error checking (404:Not Found)




Interview med Tom Gillesberg om vores valgplakater i Designskolens EU-valgavis

EMBED PDF HERE




Tom Gillesberg på Radio 24syv

Formand Tom Gillesberg var på Forfra med Jeppesens åben mikrofon om:

  • Trussel om atomkrig
  • Obama som britisk agent
  • Gillesbergs samarbejde med Lyndon LaRouche
  • Schiller Instituttets løsning på den økonomisk krise: 1) Glass/Steagall-bankopdeling; 2) Nyt kreditsystem; 3) Store infrastrukturprojekter
  • Et fup EU-valg
  • Stem nej til bankunion og bail-in
  • Nej til patentdomstolen
  • Byg en modstandsbevægelse
  • Kontakt Schiller Instituttet



Lyndon LaRouche: »Kablet er skåret over«

Det britiske Imperies Bail-in driver verden frem mod termonuklear Tredje Verdenskrig

April 2014 – »Præsidenten for De forenede Stater leger nu med en termonuklear krig, som vil involvere USA og andre imod Rusland og Kina«, lød Lyndon LaRouches anklage den 4. april. »Og derfor må præsidenten for De forenede Stater af denne grund stilles for en rigsret.«

Obama er intet andet end en marionet for den britiske Dronning og det finansimperium, hun repræsenterer, og som er fast besluttet på at tvinge de større magter i Eurasien til at underkaste sig – som Europa har gjort – en udplyndring, som fører til udslettelse, eller også stå over for en termonuklear konfrontation af den slags, som de nu forsøger at iscenesætte omkring krisen i Ukraine, som de oprindeligt skabte.

Drivkraften bag dette krigsfremstød er, som LaRouche gentagne gange har forklaret, hele det transatlantiske finanssystems sammenbrud, som er fremskyndet af beslutningen om at skifte over til fremgangsmåden med »bail in« for global bankreorganisering.

LaRouche har sammenlignet denne aktuelle »bail-in«-iscenesættelse med en elevators frie fald fra en skyskrabers 70. etage. »Kablet er allerede skåret over«, erklærede LaRouche.

Under en diskussion den 5. april forklarede LaRouche: »Man kan bruge en meget simpel tommelfingerregel: Tag den inflation, der er fremkommet, dvs. væksten af Wall Streets spekulation, siden Bill Clinton forlod præsidentembedet. Tag samtlige regnskaber i USA, siden Bill Clinton forlod embedet som præsident. Alt det, der er forøget mht. Wall Street, er falsk.

Når bail-in derfor begynder – og husk, der fandtes aldrig nogen virkelig nettovækst i USA’s fysiske økonomi, faktisk siden Bill Clinton, men selv tidligere. Den nedadgående kurve i USA, mht. arbejdskraftens produktive evne, begyndte grundlæggende set med indledningen af krigen i Indokina. Det kollapsede på det tidspunkt. Siden da har USA ikke haft nogen faktisk nettovækst i den fysisk-økonomiske produktivitet.

Se nu på tallene dengang, og se på stigningen: Det er stigningen i den opadgående bail-out. Alle bail-outs udgår fra det niveau, faktisk. Når bail-in kommer til, er det, man gør, faktisk, at man kollapser hele den nominelle værdi, som er involveret i bail-out-systemet. Og det styrtdykker i en hyper-accelereret hastighed. Det er nøglen til at forstå dette spørgsmål. Når det først begynder, med bail-in-processen, som London forstår det, er sammenbruddets accelererende hastighed uundgåelig.

Så hvis briterne ikke kan gennemføre nummeret med en succesfuld krigsoperation, imod planeten, er det ude med dem (’screwed’). Og det er, hvad spørgsmålet drejer sig om: Det er, hvad krigen drejer sig om. 

Se, hvis briterne kom ud af sammenbruddet – lasede og forslåede osv. – midt under en krig, så skylder de ikke noget! Det, der slår dem ihjel, er den gæld, de skylder! Den eneste måde, hvorpå de kan annullere den gæld, de skylder, nu, under bail-in-betingelserne, er ved at gå i krig! Og det er Det britiske Imperium, og ingen andre, som er i færd med at starte denne krig.«

Den pædagogiske, grafiske fremstilling af LaRouches »Typiske Kollapsfunktion« giver os det bedste redskab til at forstå den proces, der nu er i gang. Siden mordet på John F. Kennedy og lanceringen af Vietnamkrigen har vækstraten i USA’s fysiske økonomi været negativ. I modsætning hertil er en hyperbolsk stigende vækst af de totale, finansielle aggregater (såsom derivater) blevet støttet af voksende monetære midler. Under denne fase i væksten af den spekulative finansboble måtte de monetære aggregaters vækstrate på et vist tidspunkt overstige de finansielle værdipapirers vækstrate, for blot at afholde denne værdipapirsboble fra at briste – en politik, der undertiden kendes som »bail-out« eller »kvantitativ lempelse«.

Med skiftet over til Det britiske Imperiums forsøg på at indføre en »bail-in«-politik er en proces med ukontrollabel implosion af finansielle aggregater blevet udløst – ligesom en elevator i frit fald fra 70. etage i en bygning. Og Wall Street og City of London er så bankerotte og så desperate, at de er begyndt at markedsføre det, de selv kalder »bail-in-obligationer« – obligationer, som vil blive værdiløse, når bail-in indtræder. Det er ligesom at købe og sælge siddepladser til en elevator i frit fald – med en fornemmelse af på en eller anden måde at kunne hoppe af i sikkerhed ved tiende etage.

Hvilken størrelsesorden taler vi om med hensyn til den spekulative boble, der er ved at kollapse? I 1999, på det tidspunkt, hvor Glass-Steagall blev ophævet til fordel for Gramm-Leach-Bliley-Lewinsky-loven, stod de anslåede totale finansielle aggregater i hele verden i blot 275 billioner dollars. I dag er denne boble vokset hyperbolsk til henved 1.7 billiarder dollars – en seksdobling på 14 år! Som resultat af Det britiske Imperiums bail-in-politik kan man forvente, at værdiløse finanselle værdipapirer til henved 1,5 billiarder dollars vil gå op i røg.

Det er den drivende kraft bag en termonuklear krig. Og det er derfor, Obama omgående må stilles for en rigsret, og Franklin D. Roosevelts Glass/Steagall-lov genindføres.