Lyndon LaRouches ånd kæmper videre

Den 21. marts (EIRNS) – Den kinesiske præsident Xi Jinping og hans kone Peng Liyuan skulle ankomme til Rom torsdag aften på statsbesøget i Italien den 22.-23. marts; med ham følger en delegation på 500, inklusive 200 kinesiske forretningsfolk. Som Schiller Instituttets præsident Helga Zepp-LaRouche sagde tidligere i dag, vil det tilsvarende italienske hold sandsynligvis være betydeligt større end det kinesiske; de involverede store tal peger på betydningen af de spørgsmål, der skal forhandles, herunder samarbejde i tredjelande; det historiske kinesisk-italienske memorandum om Bæltet og Vejen, som var emnet for den, i fællesskab mellem MoviSol og Lombardiet, afholdte konference i Milano 13. marts; dette omfatter også udviklingen af Sicilien, hvor Xi Jinping vil gøre sit andet stop i Italien efter Rom

De af London kontrollerede modstandsfraktioner forventede aldrig helt noget i denne stil, og de er stadig langt fra at kunne dæmme op for det; de forventede konsekvenser giver allerede genlyd over hele verden. I Tyskland lagde transportministeriet efter en ubehagelig pressehetz afstand til BVDSI, Forbundforeningen for det tyske Silkevejsinitiativ, som er en sammenslutning af små og mellemstore virksomheder (Mittelstand), der ønsker at samarbejde med Kina og Silkevejen. Men Østrigs transportminister reagerede på rapporten om det italiensk-kinesiske memorandum ved at erklære, at Østrig var det første europæiske land til at underskrive et lignende.

De kulturelle og civilisatoriske konsekvenser er, som Zepp-LaRouche gjorde opmærksom på i Milano, endog langt dybere.

Nu “bør man være opmærksom på”, at en så vidtrækkende udvikling, som endog rækker længere, nemlig til det verdensomspændende Bælte- og Vejinitiativ, som blev lanceret af Xi Jinpings Kina i 2013, skylder dets oprindelse til visdommen, modet, og det klare afslag på at acceptere et nederlag, af èn mand, Lyndon H. LaRouche, Jr., der døde den 12. februar. I 1988 fremsatte LaRouche forslaget om ‘den Europæiske produktive Trekant – Paris-Berlin-Wien’, som en avenue af kombineret højteknologisk udvikling for Europa efter afslutningen af Warszawa-pagten, hvilket han stort set var alene om at have forudset fem år tidligere.

Den ‘Produktive Trekant’ var ikke umiddelbar selvindlysende sund fornuft. Det var en ny og kreativ opfindelse, der stammede fra dybden af LaRouches oprindelige opdagelser i økonomi; og han og hans kone hjalp til med at udforme pædagogiske værktøjer for at forklare det for deres medarbejdere og andre. Den ‘Produktive Trekant’ var den egentlige oprindelse til LaRouches ‘Eurasiske Landbro’ eller designet af ‘Den nye Silkevej’.

Ikke så snart havde LaRouche lanceret idéen om den ‘Produktive Trekant’, før han blev sendt i føderalt fængsel i fem år på falske anklager. Mindre folk ville have accepteret det som et nederlag, men LaRouche kæmpede utrætteligt videre fra fængslet, mens hans kone ledede en kampagne for denne ide over hele verden.

På den tid var det dog ‘ikke den vej, der skulle tages’. I stedet for den kombinerede udvikling af Øst og Vest, for hvilken LaRouche kæmpede så glimrende, ødelagde Margaret Thatcher, George H.W. Bush og François Mitterrand den tidligere Warszawa-pagt med spekulative udskejelser, samtidig med at også Vesten blev bragt til katastrofe.

Kæmpede LaRouche-parret og tabte? Sådan forekom det på tidspunktet – og indtil for nylig. Nu, i retrospekt, står det klart, at ‘nederlaget’ kun var midlertidigt. De kæmpede videre uanset hvad, og de vandt til sidst.

Nu er det op til os at kæmpe videre i samme ånd for de ideer, kampagner og store projekter, som LaRouche har efterladt til os. En anden af disse er at besejre det britiske kupforsøg mod USA’s forfatning og præsidentskab. I den forbindelse gør nylige afsløringer det klart, at den britiske ‘Russiagate’-operation mod præsident Donald Trump er en udløber af det britiske og Obamas’ fascistiske kup i Ukraine i 2014, som Lyndon LaRouche bekæmpede og uophørligt fordømte fra dag 1. Fakta, som nu kommer frem i lyset, hjælper os med at knuse dette kup.

 




Geopolitikerne fyrer løs på Italien i anledning af Kina; Målet er LaRouches eftermæle.

Den 17. marts (EIRNS) – Betydningen af fremskridtet for Kinas Bælte- og Vejinitiativ og Lyndon LaRouches ‘fire økonomiske love’ i G7-medlemlandet Italien, fremgår af den ildstorm det fortsat trækker fra geopolitiske kredse, ikke kun i Europa og Washington, men også i Asien. Igen den 14. marts valgte sådanne kilder som ‘The Diplomat’ (hvis motto er: ‘Kend Stillehavs-Asien’) at udpege Italiens departementschef i det økonomiske udviklingsministerium, Michele Geraci, for angreb, i et forgæves forsøg på at splitte Italiens regering.

The Diplomat siger, at dens primære ekspertise er “geopolitiske tendenser i hele Stillehavs-Asien.” Geopolitikken, som den er opfundet af det Britiske Imperiums “ledende tænkere”, har altid betydet kunsten at holde andre magter og potentielle økonomiske magter i struben på hinanden. Magasinets artikel den 14. marts: “Italiens risikable Kina-hasard” blev så godt som gentaget ordret to dage senere i Hongkongs ‘South China Morning Post’ og hævdede, at Geraci, kyndig og veldisponeret for Kina, leder en naiv italiensk regering på afveje; en regering, som ikke ser de forfærdelige farer ved store nationer, der samarbejder om økonomisk udvikling.

Magasinet begynder ved at lægge løgn på panisk løgn: “Forlydender om at Italien har besluttet at underskrive en aftale om officiel deltagelse i Kinas Bælte- og Vejinitiativ (BRI), førte til en irettesættelse fra den amerikanske Trump-administration, hvilket igen førte til overfladesprækker internt i Italiens populistiske koalitionsregering”         .

“Som det første G7-land til at underskrive et aftalememorandum om BRI, vil Italiens deltagelse have stor symbolsk vægt for Kina. Men det ville næppe være nok til at legitimere BRI midt i et globalt tilbageslag imod initiativet, og Beijings egen kamp med en voksende gældsbyrde og en økonomi under opbremsning og med kvaler i forbindelse med en handelskrig med USA. I stedet advarer amerikanske diplomater korrekt om, at det vil skade Italiens eget omdømme.”

Italiens regering er ikke delt i forhold til dette skridt. At det er et skridt af historisk betydning, blev gjort klart af Helga Zepp-LaRouche på konferencen den 13. marts, “Italien på den Nye Silkevej”, som blev holdt af MoviSol-bevægelsen og Lombardiets regionale regering i Milano. Det åbner op for et “nyt paradigme” med gensidig økonomisk og kulturel fordel for større nationer, hvilket også vil gavne udviklingslandene, især i Afrika.

Geopolitikerne tager sigte således: “Kursændringen skal stort set tilskrives Michele Geraci, departementschef i Ministeriet for Økonomisk Udvikling. Geraci, der selv har tilbragt et årti i Kina, har i vid udstrækning sat Udenrigsministeriet på et sidespor ved at oprette sin egen ‘Kina taskforce’, og ved at tage fire rejser til Kina – alene i anden halvdel af 2018, herunder med økonomiminister Giovanni Tria og vicepremierminister Minister Luigi Di Maio.”

Endnu mere skræmmende for geopolitikerne er historien bag dette epokegørende træk, som det blev beskrevet af Liliana Gorini, formand for LaRouche-bevægelsen MoviSol i Italien, da hun talte til et LaRouchePAC-møde i New York den 16. marts (“Win-win samarbejde: Hvorfor verden må frifinde LaRouche”).

Politikken med ‘Verdenslandbroen’ bestående af store projekter med infrastruktur, offentliggjort og præsenteret internationalt af Helga Zepp-LaRouches Schiller Institut; et ‘Nyt Bretton Woods’ internationalt kreditsystem, samarbejde med, og kredit til udviklingslande, Glass/Steagall-bankopdeling: Alle disse ideer fra Lyndon LaRouche, og tilmed flere, er blevet diskuteret blandt Italiens politiske, religiøse og kulturelle ledere i årtier. Styrken af LaRouches prognoser, skriftlige værker, præsentationer og interventioner siden 1980’erne er bredt anerkendt og husket.

Og så var der virkningen af den bitre ‘nedskærings-medicin’, som blev uddelt til landet, og til mange andre i EU, af EU’s geopolitiske elite centreret i London. Så snart Italien fik en regering, der ikke direkte var påtvunget af afpresning fra London, Bruxelles og Den Europæiske Centralbank, ville økonomisk forstandighed vinde frem.

Tilføj nu potentialet for en bro af ideer, imellem Italiens premierminister Giuseppe Conte, Kinas præsident Xi Jinping – som besøger Italien i denne uge – og præsident Donald Trump, som allerede nærer gensidig respekt og almindeligt venskab. Medlem af Europa-Parlamentet Marco Zanni, som af Italiens Lega-parti er betroet hvervet med udenlandske forbindelser i Europa-Parlamentet, talte til LaRouchePAC’s ugentlige fredags-webcast den 15. marts og bemærkede, at denne mulighed nu er til stede.

 




Zepp-LaRouche I Milano: ’Hvad Italien gør lige nu er af den største historiske betydning’

Den 14. marts (EIRNS) – Idet hun talte ved en konference i Milano i går om “Italien og den nye silkevej”, fremlagde Schiller Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, et strategisk perspektiv for en hurtig forening af det nuværende smuldrende Europa omkring dets deltagelse i udviklingen af det eurasiske kontinent og det store Bælte- og Vejinitiativ, et skridt, som hun antydede kunne blive den udslagsgivende faktor til at flytte verden væk fra den truende fare for udryddelse med kernevåben.

Potentialet for dette skifte “vokser hurtigere, end man tror”, fortalte hun seminaret.” Min prognose [er, at] perspektivet for at forene Europa – ikke nødvendigvis under EU-bureaukratiet, men som i de Gaulles opfattelse mere som et “Fædrelandenes Europa”, der forener sig med Kina, med Rusland, med Bælte- og Vejinitiativet, den Eurasiske Økonomiske Union og de europæiske lande, for fuldt ud at samarbejde i dette nye paradigme – at dette perspektiv absolut er til stede.”

“Det er også den eneste måde, hvorpå Europa kan påvirke den strategiske situation,” tilføjede Zepp-LaRouche. Hun uddybede:

“Fordi hvis man havde et forenet ‘Fædrelandenes Europa’, der samarbejder med Bælte- og Vejinitiativet, herunder Tyskland og Frankrig, ville det være den bedste måde at få USA til også at opgive sin modstand – hvilket, som jeg sagde, ikke er præsident Donald Trump selv, men disse andre kræfter – og få USA til at deltage i det nye paradigme. Og jeg tror, at det er det eneste håb vi har for at undgå en katastrofe, hvor vi vil ende med Tredje Verdenskrig med atomvåben, hvilket betyder udslettelsen af civilisationen.

“Så i den forstand er det, som Italien gør lige nu, af den største historiske betydning; fordi Italien, med hvad Italien gør, med dets aftale-memorandum [for Bæltet og Vejen], men også dets ‘joint ventures’ med Kina i Afrika, kan blive rollemodellen for alle de andre europæiske lande.”

Det Britiske Imperium og dets neo-konservative håndlangere vil blive drevet til vanvid, både af hvad Zepp-LaRouche foreslår, og af hvor og hvornår hun foreslog det. Hun er jo, når alt kommer til alt, en tysk politisk leder, samt lederen af det Internationale Schiller Institut, og ved hvad hun taler om, når det gælder Tyskland.

Dette initiativ kommer netop som Hendes Majestæts regering i Storbritannien – med premierministerens mislykkede Brexit-afstemninger i Parlamentet – har demonstreret for hele verden, at det er dysfunktionelt og ved at falde fra hinanden.

Mens de fumler rundt derhjemme, dukker Helga Zepp-LaRouche – hvis nyligt afdøde mand, Lyndon LaRouche, det britiske monarki stadig hader og frygter som dets førende modstander gennem det sidste halve århundrede – dernæst op i Italien og taler ved en konference, som den LaRouche-associerede organisation MoviSol i Italien har været med til at sponsorere sammen med den lovgivende myndighed i Lombardiet. Desuden var den første taler ved konferencen den italienske undersekretær for ‘Ministeriet for Økonomisk Udvikling’ og medformand for regeringens ‘Task Force China’, Michele Geraci, på hvem Londons presseimperium netop har fokuseret deres skældsord, som den angivelige arkitekt bag Italiens tiltrædelse til ‘Bæltet og Vejen’.

Og dette finder sted en uge før den kinesiske præsident Xi Jinping besøger Italien fra 22.-24. Marts, hvor han forventes at underskrive et aftale-memorandum om Italiens deltagelse i Bælte- og Vejinitiativet.

London og de vilde neo-konservative i Washington, D.C. har truet den italienske regering med ruin og udelukkelse fra “deres klub”, hvis det skulle fortsætte dette MoU (Memorandum of Understanding), men Italien har hidtil holdt fast på sit – en holdning, som vil opildne resten af Europa også.

De sydlige og østlige nationer i Europa holder fast i at se det nye paradigme, der dukker op i Asien, som deres store håb; grækerne påpeger, at EU og de vestlige finansinstitutter, der raser imod de europæiske forbindelser med Kina, ikke selv tilbyder nogen investeringer; Portugal inviterer et medlem af det ‘rådgivende udvalg for Kinas statsråd til bekæmpelse af fattigdom’ til at holde fire konferencer på tre dage i denne uge i Portugal, om hvordan Kina eliminerer fattigdom.

Nu banker Bæltet og Vejen på dørene til Frankrig og Tyskland.

 




Nye USA-raketter i Europa truer verdensfreden.

Af Alexander Hartmann

Medens den amerikanske præsident Trump er besluttet på at trække de amerikanske tropper tilbage fra Syrien og Afghanistan og arbejder hen mod et helt nyt, produktivt forhold til Kina og mod nye fredelige forhold på den koreanske halvø, så bliver Russiagate-kupmagerne stadig mere paniske. På samme tid, hvor Trump mødtes med Nordkoreas statsoverhoved Kim Jong-un i Hanoi, opførte de et kæmpedrama i Repræsentanternes Hus, hvor Trumps tidligere sagfører Michael Cohen spillede hovedrollen.

Trump udtalte sig den 26. februar over for Fox News angående det skuespil, som demokraterne har iscenesat i det nationale fjernsyn: ”Hvem ønsker ikke fred på Den koreanske Halvø? Det er forrykt. Men de viser, at de virkeligt hader Trump mere, end de elsker Amerika….  De ønsker kun, at Trump går ned, selv om det også skulle indebære, at Amerika går under.”

Rent faktisk så indebærer dette (at Trumps bestræbelser mislykkes) ikke blot at Amerika går ned, men at hele verden glider ind i geopolitiske konflikter, der meget let kan udvikle sig til en verdensomspændende krig. For den transatlantiske krigsfraktion er fuldstændigt indstillet på at ødelægge Trumps diplomati.

En mulig eksplosiv flanke, som de har udvalgt, er Venezuela, hvor De Nykonservative fremskynder deres regimeskiftsforsøg og den selvudnævnte præsident Guaidó allerede kræver åbenlyst, at den siddende regering styrtes af et udefra kommende militært indgreb.

Først og fremmest er der faren for en global magtprøve mellem NATO og Rusland, hvad der er forstærket af USA’s udtræden af IMF-aftalen og kommer til udtryk i præsident Putins realistiske udtalelser på Den russiske Forbundsforsamling den 20. februar. Putin kom i den væsentligste del af sin tale ind på, hvordan levestandarden kan forbedres for det russiske folk og almenvellet beskyttes, men advarede udtrykkeligt mod illusioner om, at Rusland ikke skulle være i stand til at beskytte sig selv militært.

Helga Zepp-LaRouche udspurgtes herom på den engelsksprogede udgave af Sputnik Internatonal, og hendes bemærkninger udkom den 21. februar under overskriften ”Tysk politiker: Europa underskriver en ”selvmordspagt”, når nye amerikanske raketter udstationeres”. Hun citeres her for:

”Trods præsident Trumps hensigt om at forbedre forholdet mellem USA og Rusland, indbefattet muligheden af at erstatte IMF-aftalen med en ny pagt, er Putin nødt til at tage hensyn til de nykonservative i Trumps regering og til den britiske udenrigsminister Gavin Williamson, der truer med ’hård magtanvendelse’ og hævder, at grænserne mellem fred og krig udviskes.” Williamson erklærede den 11. februar, at Storbritannien måtte være rede til at gøre brug af ’hård magtanvendelse’ over for Ruslands og Kinas voksende aggression.

Hvis Europa tager imod USA’s udstationering af ballistiske raketter med middellang og kort rækkevidde, understreger Zepp-LaRouche, så svarer dette til en selvmordspagt, eftersom Rusland har gjort det klart, at det vil bekæmpe sådanne mulige trusler. Europas grundliggende egeninteresse består i at få ophævet sanktionerne mod Rusland og genoprette gode forbindelser til Moskva, idet man forbinder sig med Bælte og Vej-Initiativet og Den eurasiske økonomiske Union og får skabt en sammenhængende økonomisk zone fra Atlanten til Stillehavet. Derved vil der opstå en ”ny sikkerhedsarkitektur”, som Europa så skal opbygge sit samarbejde med De forenede Stater ud fra.

Også Edward Lozansky, rektoren for The American University i Moskva, advarede den 26. februar i Washington Times om, at verden ”vandrer i søvne” ind i en verdensomspændende atomkrig, og at denne proces må stoppes. Han skriver: ”En god begyndelse kunne være et tresidet topmøde mellem stats- og regeringscheferne fra USA, Rusland og Kina – eller endnu bedre, et firpartsmøde, der også medtager Indien -, for at arbejde hen mod et nyt mønster for konstruktivt internationalt samarbejde. Det hele afhænger af Mr. Trump, for de andre trojkamedlemmer har allerede mødtes og vil afgjort tage imod hans indbydelse. Et sådant skridt fra Mr. Trumps side kunne ikke blot afværge den søvngængeragtige vandring hen mod atomkrigen, men ville bidrage til at sikre hans valgsejr i 2020, idet han erindrer os om, hvorfor han overhovedet blev valgt.

Netop et sådant samarbejde mellem Rusland, Kina, Indien og USA havde Lyndon LaRouche længe søgt at fremme, ikke blot for at stoppe Storbritanniens geopolitiske krigsførelse, men også for at skabe en vidtstrakt konstellation af kræfter, som andre nationer med god vilje kunne tilslutte sig, og som kunne indkalde til en ny Bretton-Woods-konference.  Kun et sådant forum kan erstatte det bankerotte vestlige finanssystem med en kreditstruktur, der kan finansiere Den nye Silkevejs globale udvikling. Uden en sådan ny finansorden i stil med Den nye Silkevej er faren for en verdensomspændende krig, der udgår fra det gamle, døende system, praktisk talt uundgåelig.

DEN NYE SILKEVEJ SKRIDER FREMAD

Trods de nykonservatives sabotageforsøg fortsætter Bælte og Vej-Initiativet videre fremad. Stadig flere nationer ønsker at tage del i dette opbygningsprogram eller at udvide deres deltagelse. Her er nogle eksempler:

Myanmar: Statsminister Aung San Suu Kyi ledede sin regerings første møde i det udvalg, der skulle virkeliggøre de sidste september underskrevne aftaler mellem Kina og Myanmar om en økonomisk korridor mellem Kina og Myanmar. Det skal som en del af Bælte og Vej-Initiativet strække sig fra Kunming, hovedstaden i den kinesiske provins Yunnan, gennem begge lande til Myanmars vigtigste økonomiske centre.  Derpå diskuterede begge lande, hvilke projekter der skal havde fortrinsret langs denne rute. Aung San Sun Kyi erklærede under mødet, at regeringen måtte ”sikre sig, at de udvalgte projekter stemte overens med de nationale planer, retningslinjer og indenrigspolitiske forhold.” Men hun understregede også, at Myanmar ”er et land, der har en strategisk beliggenhed i Bælte og Vej-Initiativet. Myanmar må tage del i dette initiativ.” Det 25 mand store udvalg, som består af ministre, lederne af de pågældende distrikter og andre embedsmænd, vil her i april deltage i det andet Bælte og Vej-forum for internationalt samarbejde i Peking, meddelte Irrawaddy-mediegruppen.

Malaysia: Statsminister Mahathir Mohamed har meddelt, at han i april vil anføre sit lands delegation til Bælte og Vej-forummet i Peking. Også den malaysiske finansminister Lim Guan Eng understregede under den kinesiske nytårsmiddag i Malaysia-Kina Business Council, at ”de gode forbindelser mellem Malaysia og Kina bør fortsættes og styrkes” og tilføjede, at Malaysia fortsat ville understøtte Bælte og Vej-Initiativet.

Ny Zealand: Statsminister Jacinda Ardern udtalte, at ministeren for økonomisk udvikling, David Parker, vil deltage som leder af en handelsmission til Bælte og Vej-Initiativet i april. Ardern sagde, at man førte samtaler med Kina om fælles infrastrukturprojekter. Med den afgørelse sætter regeringen sig ud over den tidligere kritik af Bælte og Vej-Initiativet, som blandt andre udenrigsminister Winston Peters har ytret.

Libanon: Der blev talt om Libanons rolle i Bælte og Vej-Initiativet, da den kinesiske ambassadør i Libanon, Wang Kejian mødtes med statsminister Saad Hariri den 18. februar. Hariri har netop dannet sin nye regering, efter at parlamentets tydelige flertal havde udtrykt sin tillid til projektet. Kina vil være rede til at arbejde sammen med Libanon for at styrke den gensidige politiske tillid og koordinere politikken inden for Bælte og Vej-Initiativet rammer, citerede Xinhua ambassadør Wang for. Hariri takkede Kina for dets understøttelse af Libanon på det politiske, økonomiske og humanitære plan og sagde, at han glædede sig til ”yderligere fremskridt i vort samarbejde med Kina på mange planer.”

Iran: Der blev også talt om Irans rolle inden for Bælte og Vej-Initiativet under en omfattende diskussion af landets vanskelige situation, da den iranske udenrigsminister Jawad Sarif mødtes med den kinesiske udenrigsminister Wang Yi i Peking. ”Initiativet er af stor betydning både for Iran og for Kina”, erklærede Sarif ifølge Xinhua. I følge det tyrkiske pressebureau Anadolu erklærede Wang, at Peking påskønner Irans rolle i de regionale forhold og imødeser med forventning en øget udvidelse af denne rolle. Iran og Kina vil kunne beholde deres strategiske styrke i en region og en verden med dybtgående ændringer, hvis de forstår, at både Kina og Iran er lande med årtusindegamle kulturer og traditioner.

Det er på tide, at Tyskland og Europa opsiger deres ”selvmordspagt” med det nykonservative krigsparti, forlader den hidtidige konfrontationsholdning over for Rusland og Kina og forbinder sig med Silkevejs-initiativet. Et væsentligt skridt i denne retning vil være at offentliggøre den virkelige baggrund for Russiagate-kampagnen mod præsident Trump og fremlægge den for den brede befolkning. Da dette næppe kan forventes fra de ”gængse mediers” side, må borgerne selv lægge hånd på sagen. Hjælp selv med!

 

 




Bekæmp det morderiske Britiske Imperium –
opløft menneskeheden til et nyt niveau af kreativ tænkning.
Schiller Instituttets internationale webcast med Helga Zepp-LaRouche den 1. marts 2019

Det underliggende tema for Helga Zepp-LaRouches strategiske præsentation i denne uges webcast fra Schiller Instituttet er, at i takt med at sammenstødet mellem det gamle og nye paradigme bliver mere og mere åbenbart, er det alene den kvalitet af tænkning, der karakteriserer menneskelig kreativitet, som kan bringe verden til at virkeliggøre de fælles mål for menneskeheden, som det nye paradigme repræsenterer.

Ingen steder var dette mere åbenlyst end i kontrasten mellem begivenhederne i Hanoi, hvor præsident Trump mødtes med Nordkoreas præsident Kim og det ubehagelige cirkus i Washington DC med den beskidte advokat Michael Cohen og de dumme demokrater, der savlede i håbet om at Cohens løgne vil bane vej for en rigsretssag mod Trump. Trump agerede i sine samtaler i Hanoi eksplicit ud fra en samarbejdsvillig strategisk alliance med Rusland og Kina, samt med Sydkorea og Japan, mens pro-kup-styrkerne i Washington gjorde det Britiske Imperiums beskidte arbejde med at holde menneskeheden som gidsler for deres døende system.

Helga præsenterede hvad der kræves for at flytte menneskeheden, ikke blot for at undgå atomkrig, men for at skabe en fremtid der er drevet af den mest spændende udforskning af universet. Med henvisning til de smukke ideer om at lade fremtiden forme nutiden, som hendes mand diskuterede i sin bog, “Der er ingen grænser for vækst”, udstedte hun en passioneret opfordring til mobilisering for at vinde denne kamp.erliggende tema for Helga Zepp-LaRouches strategiske præsentation i denne uges webcast fra Schiller Instituttet er, at i takt med at sammenstødet mellem det gamle og nye paradigme bliver mere og mere åbenbart, er det alene den kvalitet af tænkning, der karakteriserer menneskelig kreativitet, som kan bringe verden til at virkeliggøre de fælles mål for menneskeheden, som det nye paradigme repræsenterer.

Læs begyndelsen af Helga Zepp-LaRouches webcast nedenfor.

Bekæmp det morderiske Britiske Imperium – opløft menneskeheden til et nyt niveau af kreativ tænkning

HARLEY SCHLANGER: Hej, jeg er Harley Schlanger fra Schiller Instituttet. Velkommen til vores internationale strategiske webcast i dag, den 1. marts 2019. Grundlægger og præsident for Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouche, vil slutte sig til os.

Disse sidste dage skiller sig ud ved dybden af det politiske rænkespil, forskydninger i alle facetter af det strategiske billede, og på en måde ser vi sammenstødet mellem de to paradigmer i et meget skarpt relief. Jeg tror at det rigtige sted at begynde, er hvad der skete i Hanoi, topmødet mellem præsident Trump og Nordkoreas formand Kim Jong-un. Helga, hvad er din udlægning af hvad der skete der?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes det var et skridt fremad. Jeg mener, at både vurderingen fra Trump og også fra den nordkoreanske side er, at de to sider er kommet tættere på hinanden end de var før topmødet. Klart nok opnåede de ikke at få det mulige forventede gennembrud, men i et komplekst spørgsmål som Nordkorea og Sydkorea, som involverer alle de andre strategiske spillere – USA, Kina, Rusland – er dette ikke nødvendigvis en katastrofe, og vel ikke helt uventet at man ikke opnår et gennembrud af den størrelsesorden i løbet af et eller to møder. Så jeg synes, at det er interessant at se, at begge sider – Trump og Kim Jong-un – udtrykte ønske om at fortsætte forhandlingerne. Hvis man ser på kontrasten, hvor absolut hysterisk de vestlige medier er, så sagde de: “Åh, man ser at dette var en fuldstændig fiasko for Trump. Han troede selvfølgelig, at han bare kunne forhandle en forretningsaftale, og han ved bare ikke, hvordan man gør disse ting.”

Der var en helt anderledes reaktion fra Rusland, fra Kina, fra Sydkorea, fra Japan; som alle udtrykte den absolutte overbevisning om, at dette er det rette spor, og at det skal fortsætte. Jeg tror absolut, at det er tilfældet. Jeg mener, at de helt utrolige omstændigheder, som viser hvor modbydeligt og absolut ondskabsfuldt det gamle paradigme forsøger at bekæmpe muligheden for, at Trump kan få en aftale om atomafvæbning af Nordkorea med Kim Jong-un, var den Senatshøring med den tidligere Trump-advokat Michael Cohen, der var planlagt til at finde sted præcist samme dag. Hvis man så ser på hvordan dette blev orkestreret, at denne fuldstændige slimede original, Michael Cohen, brugte alle slags ord mod Trump fra plattenslager til racistisk og værre endnu. Helt absurd blev dette, naturligvis af de internationale vestlige mainstream-medier, fremstillet som om at Trump kun holdt Nordkorea-mødet for at aflede opmærksomheden fra det meget vigtigere spørgsmål om Michael Cohens høring; lige nøjagtig det modsatte var tilfældet. De besluttede at bruge Michael Cohen-historien til at skabe det mest ugunstige miljø for et så vigtigt møde at finde sted.

Denne hændelse alene burde sige folk hvad der virkelig foregår, fordi der førhen var en uudtalt – eller måske endda udtalt – regel om, at når en præsident eller et statsoverhoved fører vigtige diplomatiske forhandlinger i udlandet, blev det respekteret, og intet ville blive gjort som kunne forstyrre det. Denne hændelse viser virkelig, hvor nedbrudt enhver adfærdskodeks, enhver civiliseret adfærd hos Trumps modstandere er, eller snarere modstanderne af det nye paradigme, og ideen om at man rent faktisk kan have en verden, hvor konflikter bliver overvundet gennem forhandlinger. Jeg synes det viser os hvor barbarisk tonen er blevet, og jeg mener, at det bør falde tilbage på de mennesker, der har udført det. Så med hensyn til situationen omkring Nordkorea som sådan, tror jeg ikke det er en katastrofe. Jeg tror, at processen vil fortsætte, og den russiske talsmand for Vladimir Putin, Peskov, sagde faktisk, at denne diplomatiske situation mellem de to lande igen er et bevis for, at man ikke opnår fremskridt på en trinvis måde. Det er faktisk det der er tilfældet, fordi verdenssituationen er så kompleks, at man er nødt til at finde løsninger, der tager højde for alle problemerne, ellers gør man ikke fremskridt nogen steder.

SCHLANGER: Lad mig for et øjeblik vende tilbage til denne sammenstilling mellem Trump, der udfører diplomati på højt niveau, og Demokraterne i Kongressen, der bruger Michael Cohen – ikke bare til at distrahere fra hvad Trump gør – men for at afsætte ham fra embedet. Trump pointerede på pressekonferencen bagefter, og også i sine diskussioner der førte op til mødet, at han arbejder sammen med Rusland, arbejder sammen med Kina, med Japan og Sydkorea. Efterfølgende talte han med lederne fra disse lande, så det er klart, at der er et løbende samarbejde på højeste niveau blandt de vigtigste nationer i verden. Dette er ikke alene noget som modstanderne af Trump, – ‘Never Trumpers’ – ignorerer, men noget de forsøger at stoppe. Det synes jeg virkelig, som du siger, står i skarpt kontrast til den måde, som dette har udspillet sig på i løbet af de sidste par dage.

ZEPP-LAROUCHE: Undskyld; jeg fik ikke fat i din pointe.

SCHLANGER: Altså, min pointe er, at det demonstrerer kuppets natur. Det handler ikke om noget, som Trump gjorde i relation til Rusland; det handler om, hvad Trump forsøger at gøre med hensyn til at forandre det strategiske paradigme.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, vi har diskuteret dette mange gange. Det er hele Russia-gates natur. I det øjeblik Trump i valgkampen i 2016 indikerede, at han gik ind for at forbedre forholdet til Rusland, og hvad han efterfølgende gjorde for at forbedre forholdet til Kina i startfasen af hans administration; dette er faktisk det absolut værste mareridt for den geopolitiske fraktion på begge sider af Atlanten. Fordi, når først man har en konstellation med USA-Rusland-Kina – og muligvis Indien og andre nationer – hvis de samarbejder, går hele det britiske rænkespil i vasken. Jeg synes, at Trump under disse omstændighederne gør et fantastisk job, hvis man tager i betragtning de kræfter, som han er oppe imod….

Se resten på videoen.




Zepp-LaRouche: Gør en ende på ’the chicken game’ – støt dialog og samarbejde med Rusland og Kina

Den 3. februar (EIRNS) – Den russiske regering mener, på baggrund af USA’s tilbagetrækning fra traktaten om mellemdistanceraketter (Intermediate-Range Nuclear Forces, INF), at den strategiske situation i verden “alt i alt er ret alarmerende”. Det er ordene som blev brugt af den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov i en trevejs-dialog med præsident Vladimir Putin og forsvarsminister Sergej Shoigu, som på fremtrædende vis blev bragt på Kremls hjemmeside den 2. januar. I samme udveksling meddelte Putin, at Rusland ville reagere “symmetrisk” ved også at trække sig fra INF og udvikle sine egne mellemdistanceraketter samt andre våbensystemer. Hele dialogen blandt de russiske ledere placerede den nuværende krise som en del af et længere historisk forløb, begyndende med USA’s udtræden fra ABM-traktaten i 2002 under George W. Bush-præsidentskabet – hvilket netop førte til den russiske politik om at udvikle våbensystemer baseret på nye fysiske principper, som præsident Putin beskrev i sin historiske tale til Forbundsforsamlingen 1. marts 2018.

Helga Zepp-LaRouche sagde i dag i en kommentar, at verdens strategiske situation faktisk er “meget, meget alvorlig” og kræver akut handling. Allerede i hendes ugentlige webcast den 31. januar, holdt dagen før USA formelt meddelte sin tilbagetrækning fra INF-traktaten, blev Zepp-LaRouche spurgt: “Fra din erfaring med diskussioner med folk: er der mennesker i Rusland og Kina, der forstår muligheden for… eller er opmærksomme på muligheden for denne fire-magts-aftale [mellem USA, Rusland, Kina og Indien] og at bruge det som grundlag for en Ny Bretton Woods?” Til hvilket hun svarede:

“Altså, jeg tror at dette er et stort spørgsmål. Fordi jeg tror generelt, at kineserne ville – afhængigt af hvordan disse aktuelle handelsforhandlinger med præsident Trump forløber… Hvis det går godt, så vil jeg sige, at kineserne generelt har tendens til at være mere optimistiske med hensyn til at ændre historiens forløb.

“Russerne er efter min erfaring meget pessimistiske. De ser på den mulige annullering af INF-traktaten, de ser på alle de andre meget aggressive signaler mod Rusland, og de tror, at der er en meget lille chance, om nogen, for at USA vil ændre sig i mange år fremover.

“Nu tror jeg dog ikke, at det er det endelige svar …. Jeg tror, at enhver der er ved sine fulde fem, og ikke er parat til at risikere eksistensen af den menneskelige art, virkelig burde fremme dialog og samarbejde snarere end at holde dette ‘chicken game’ gående, hvilket spil i virkeligheden kunne udrydde hele den menneskelige art.

“Jeg tror, at russerne har brug for at se nogle tegn på, at amerikanere og europæere er villige til at afvige fra dette vanvittige konfrontationsforløb for at udvikle håbet om, at det kan ændres. Og det kan ikke komme fra Rusland; det kan kun komme internt fra Vesten.”

Trump kan hjælpe med at sætte tingene på rette spor ved at opnå en fuld økonomisk samarbejdspakke med Kina; ved at forfølge hans vellykkede forhandlinger med Nordkorea og ved at trække amerikanske tropper ud af Syrien og afslutte æraen med Bush-Obamas aggressionskrige – som Trump selv under præsidentvalgkampagnen lovede, at han ville gøre. Og vi kan hjælpe Trump med at gøre alt dette ved at besejre det britisk iscenesatte statskup imod hans regering.

Men det måske mest udtalte signal om at USA beslutter sig for den rette kurs ville være, hvis præsident Trump endelig frifandt Lyndon LaRouche og endvidere gennemførte hans politik for en firemagts-aftale om at organisere et Nyt Bretton Woods-system, til erstatning for det døende Britiske Imperium.

 




For at stoppe kuppet, frifind LaRouche

Regimeskifte-kuppet mod præsident Trump er blevet mere synligt, i takt med at positive udviklinger baseret på hans initiativer har tvunget kupmagerne ud i det åbne. Se på de folk i efterretningstjenesterne, der præsenterede den ‘Verdensomspændende Trusselsvurdering’ (Worldwide Threat Assessment) til Senatets ‘efterretningsudvalg’ (Select Committee for Intelligence) den 30. januar. På næsten hvert eneste punkt modsagde de der fremlagde rapporten – direktør for den nationale efterretningstjeneste, Coats, CIA-direktør Haspel og FBI-direktør Wry – præsidentens strategiske politik. I sit svar til dem kaldte Trump dem “naive”, og udtrykte optimisme i forhold til at hans diplomatiske initiativer har været effektive.

Helga Zepp-LaRouche gav en kortfattet rapport om disse modsætninger, om Nordkorea, Syrien, relationerne med Rusland og Kina osv. Det gamle paradigme, den neoliberale britiske imperialistiske model, har fejlet, sagde hun, og meget af verden har bevæget sig ind i et nyt paradigme, baseret på win-win samarbejde. Typisk for dette gamle paradigme er George Soros, der i sin tale i Davos angreb Kina som værende den største trussel mod hans ‘åbne samfund’ (“Open Society”). Dette er sandt, sagde Zepp LaRouche, idet hans ‘åbne samfund’ ikke er andet og mere end det kollapsende britiske neoliberale system.

De samme regimeskifte-kræfter, der står bag Russiagate, presser nu på for et regimeskifte i Venezuela med potentielt farlige konsekvenser. Hun spurgte: Hvordan kan vi, der bekæmper dette kup, undgå at føle, at vi befinder os på en rutsjebane, der går op og ned? Det er et spørgsmål om at forstå princippet om det ‘fælles gode’ (“common good”). Studér Lyndon LaRouches værker for at blive sande repræsentanter for det ‘fælles gode’. Og kæmp for hans frifindelse, eftersom de der satte ham i fængsel for tredive år siden, er de samme som står bag kupforsøg rundt om i verden, og i USA i dag.

 

 




Advarer Bank of England om et gældssammenbrud eller skjuler den en større trussel?

Den 28. januar (EIRNS) – Mens den kriseramte britiske elite viser sin manglende evne til at følge op på det britiske folks afstemning om et Brexit – et oprør mod økonomiske nedskæringer pålagt af den samme elite – er nogle ildevarslende udtalelser fra Bank of England om tilstanden af »højrisikogæld« og »gearede lån« forbigået næsten ubemærket. De er bestemt ikke blevet undersøgt for at se, hvad det London-centrerede banksystem som helhed står over for, selv hvis et »ukontrolleret« Brexit ikke får derivatmarkederne og City of London-bankerne til at gå ned.

Først afgav banken vidneforklaring den 18. januar for underhusets finanskomité – der jo var helt distraheret af det parlamentariske kaos omkring Brexit – om at indekset over gearede virksomhedslån med høj og stigende risiko udgjorde 8,5 billioner kroner. Så blev det klart, at banken faktisk sagde, at det var en boble i USA og Europa på 14,3 billioner kroner, fordi mange af de mest forgældede selskaber ikke var medtaget i de »indekser«, der udgjorde 8,5 billioner kroner. Banken anerkendte, at gælden på 14,3 billioner kroner er større end den amerikanske realkreditobligationsboble af dårlige lån, der udløste krisen i 2007, og 25% af den består af de yderst risikable sikrede låneforpligtelser, som alle centralbankerne advarer højt om nu, fordi de bristede i 2008.

Ingen grund til bekymring, udtalte banken, 80% af disse giftige lån besiddes af ikke-banker og skyggebanker (dvs. investeringsbanker, hedgefonde mv.), så der er mindre fare, end hvis kommercielle banker besad dem. De store banker er OK, sagde den, selvom mellemstore banker i Europa er gået ned fra Italien til Storbritannien, og nogle store banker som Deutsche Bank er på kanten.

Men banken udstedte samtidig en udtalelse og sagde, at der var et problem med »gearede lån« i Kina, og at de fleste af Kinas giftige virksomhedslån også besiddes af ikke-banker og skyggebanker. Men banken sagde, at dette betød, at der er en større fare der, end hvis kommercielle banker besad dem. Årsagen: Skyggebanker er mindre kapitaliserede, mindre regulerede.

Bank of England fortalte sandheden om Kinas gearede låneproblem, men lyver tydeligvis om det transatlantiske finansielle systems farlige boble, der er mere end dobbelt så stor! Tilføj 10-13 billioner kroner i højrisiko-obligationer til de gearede lån, og Wall Street-City of Londons højrisikogælds-boble er fire gange den i Kina. Og fordi der ikke er nogen Glass-Steagall-bankopdeling i USA eller Europa, låner skyggebankerne massivt fra de store kommercielle banker, så smitten spredes.

Denne boble kommer til at sprænge! Genindførelsen af Glass-Steagall vil beskytte den kommercielle bankkredit og økonomien fra eksplosionen. Det er en del af Lyndon LaRouches »Fire Nye Love for at redde nationen«; det gør det muligt at udstede national kredit til produktiv aktivitet.

Schiller Instituttet ledt an af Helga Zepp-LaRouche mobiliserer to presserende indsatser, mens denne økonomiske krise truer. For det første skal amerikanske borgere besejre det britisk ledte forsøg på at drive præsident Donald Trump væk fra embedet med fantastiske »russisk agent« -anklager. Med en handlingsdygtig præsidenten skal en aftale om et nyt Bretton Woods internationalt kreditsystem iværksættes netop af USA og Kina sammen med i det mindste Rusland og Indien. Hold London ude på et sidespor; for 50 år siden ødelagde det Franklin Roosevelts oprindelige Bretton Woods. Foredrag afholdes klokken 14 (20 dansk tid – red.) hver lørdag i New York og streames af LaRouche PAC online for at forklare videnskaben bag dette nye system; ligeledes afholdes en national konference i februar om at skabe et nyt paradigme af videnskabeligt, økonomisk og kulturelt samarbejde mellem nationer.




Britisk veludtænkt modtræk til LaRouches plan: 
Krig, folkemord, statskup, slut med national suverænitet

Den 29. jan. (EIRNS) – I løbet af 50 års videnskabelig indsats og organisering har Lyndon LaRouche og hans internationale bevægelse konsekvent præsenteret, og hjulpet med at skabe, et nyt paradigme, som et menneskeværdigt alternativ til det døende Britiske Imperium. Et videnskabsbaseret fysisk økonomisk system tager nu form omkring Kinas Bælt- og Vejinitiativ. Genopretning af national suverænitet og en afslutning på britisk geopolitik er ved at vinde frem i takt med Ruslands strategiske indgriben i Syrien, og præsident Donald Trumps hårde anstrengelser for også at afslutte geopolitikken, som det ses på eksempelvis den koreanske halvø og hans tilbagetrækning af amerikanske tropper fra Syrien. En bredere, fungerende alliance mellem USA, Rusland, Kina og Indien ville naturligvis besegle geopolitikkens skæbne for evigt.

Det Britiske Imperiums reaktion på denne eksistentielle trussel mod deres system har talt sit tydelige sprog.

  • Idet USA og Kina på instrukser fra præsident Trump og Xi Jinping forbereder sig på vigtige handelsdrøftelser i Washington senere på ugen, lancerede Storbritanniens lydige apparat i det amerikanske justitsministerium med upåklagelig timing en 23-punkts kriminel anklage mod den kinesiske chipgigant Huawei – designet til at sabotere disse drøftelser. Og i dag afholdt Senatet og Storbritanniens apparat af krigshøge i det amerikanske efterretningssamfund høringer om at fordømme Rusland og Kina og deres alliance for at være den største trussel mod amerikansk national sikkerhed – fordi de er stærkt optaget af den videnskabelige og teknologiske udvikling af deres nationer og på grund af Bælt- og Vejinitiativet.
  • Det samme britisk ledede slæng forbliver opsat på at vælte præsident Trump eller køre ham i sænk med deres geopolitiske gambitter. De opfinder ikke-eksisterende forbrydelser; forsøger at indfange ofre i forbrydelser, som de selv har begået, og hvis intet af det virker, politisk ‘waterboard’ og på anden vis terrorisere dem til juridiske studehandler for løgnagtigt at anklage præsidenten.
  • Briterne fortsætter med at organisere stærkt for den grønne affolkning af planeten, med Tyskland i centrum for deres bestræbelser. Til deres kriminelle, uvidenskabelige kampagner for de-nuklearisering, de-karbonisering og de-dieselficering har de tilføjet deres insisteren på, at vigtige, absolut sikre, ukrudtsmidler, såsom glyphosat (anvendes i vid udstrækning i landbruget som Round-Up) forbydes med den begrundelse, at de er ” kræftfremkaldende. “Dette er som den tidligere miljøkampagne for at forbyde brugen af DDT, hvilket forbud førte til millioners død som følge heraf. Det er forsætligt folkedrab.
  • Storbritanniens slæng af hønsehøge i Washington er blevet sat i højt gear for at gennemføre regimeskifte i Venezuela – ikke for at komme det lidende venezuelanske folk til undsætning, som de proklamerer, men for at sætte en stopper for den Westfalske Freds system for national suverænitet. De har også til hensigt at nægte Kina og Rusland nogen rolle i hele Latinamerika – især Bælt- og Vej-alternativet til deres døende spekulative system.

Den mest effektive måde at sikre at disse farlige britiske forhalingsmanøvrer mislykkes, er at stoppe deres forsøg på statskup mod præsident Trump i USA – som Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche gentagne gange har insisteret på. Og, som led i det, at sikre at Lyndon LaRouche, 30 år efter hans uretfærdige fængsling, endelig frifindes, og at hans politik bliver vedtaget af alle nationer rundt om i verden, især i USA.

 




Denne morgens stævnemøde med skæbnen

Den 27. jan. (EIRNS) – Som du sikkert ved, opfordrede 60 fremtrædende amerikanere, herunder to af Robert Kennedys børn og en nevø og medarbejdere til Dr. King på ‘Martin Luther King-Dagen’, den 21. januar, til en “sandheds- og forsoningskomité”, for at genåbne undersøgelserne af de uopklarede mord på John F. Kennedy i 1963, Malcolm X i 1965, og Dr. King og Robert Kennedy i 1968.

Dette krav er i sig selv fuldt berettiget, selv om nogle af underskriverne kan have andre formål med det. Men det er ikke vores pointe her; her spørger vi: Hvorfor nu, efter mere end 50 år?

Ophavsmændene til opfordringen ved det muligvis ikke – nogle vil muligvis vredt afvise det. Men det er fordi, at den mulighed der indtraf for 50 år siden, på trods af alle de mellemliggende forskelle – den chance, for hvilken de ældste af os har kæmpet i over 50 år – er tilbage igen i dag, men større og bedre. HVIS vi handler nu – i dag!

Franklin Roosevelt havde for efterkrigstiden forberedt lovgivningen og institutionerne for en westfalsk verdensorden bestående af helt suveræne nationalstater, der frivilligt deltog i et internationalt kreditsystem baseret på Hamiltons principper, og hvor det stod enhver nation frit for at anvende et sådant system i deres eget land.

Men Roosevelt døde i utide, før krigen var forbi. Da vicepræsident Truman hørte, at Roosevelt var død, var hans første reaktion: “Men jeg kan da ikke være præsident. Jeg er sådan en lille mand. “Lyndon LaRouche, på daværende tidspunkt i militærtjeneste for USA i Asien, sagde nøjagtig det samme. Truman accepterede at tage imod britiske ordrer for at knuse Roosevelts planer for efterkrigstiden.

Senere, under hans rolige ydre, begyndte Trumans efterfølger, Eisenhower, at kæmpe imod. Han gik åbent ud for at sætte en stopper for britisk aggression mod Egypten i Suez-krisen i 1956. Den russiske Sputnik-satellit fra oktober 1957 gav startskuddet til Amerikas bestræbelser indenfor videnskab, højteknologi og rumfart, hvilket påbegyndtes under Eisenhower og hurtigt tog til under John Kennedys 1000 dage.

Franklin Roosevelts enke Eleanor havde rådgivet John Kennedy om fortsættelsen af sin mands arbejde, og han begyndte at gøre dette over en bred kam som præsident, inden han blev skudt. Menneskets første og indtil videre eneste besøg på et andet himmellegeme var blandt de største resultater i det tragiske 20. århundrede.

De der har studeret denne periode forstår, at Dr. King og John og Robert Kennedys uerstattelige roller var uløseligt forbundet med hinanden, til trods for alle deres mange og lange kampe og uenigheder. Malcolm X var også meget vigtig. Hvis Malcolm X, der kom i rampelyset i 1965, havde levet, ville de beskidte tricks og fælder, der blev brugt til at obstruere Dr. King, aldrig være lykkedes som de gjorde.

Det britiske Imperium dræbte alle disse mænd, og imperiet gik på krigsstien globalt med krig og økonomisk kollaps. Men vi bør huske på, hvad Lyndon LaRouche i diskussioner har sagt om dette: Det amerikanske folk skulle have imødegået de politiske mord med viljen til at fortsætte disse lederes arbejde – endnu stærkere end tidligere. I stedet trak de sig tilbage – med nogle få undtagelser som LaRouche.

LaRouche blev udsat for snigmord og derefter uretfærdigt fængslet i fem år, efter at han havde ændret historiens forløb med Reagan-tidens Strategiske Forsvarsinitiativ (Strategic Defense Initiative, SDI). Men han fortsatte med at foreslå den ‘Eurasiske Landbro’, som nu er en stor realitet i Verden.

Nu står vi ved det rette, gunstige øjeblik. De udfordringer vi står over for er ikke fortidens udfordringer – de er fremtidens nye udfordringer. Hvis britisk allierede demokrater lige nu forsøger at splitte Trumps vælgerbase, så må vi samle basen ved at rekruttere dem til vores program for de virkelige løsninger, der er nødvendige nu, mens vi i samme proces splitter det Demokratiske Partis base.

Vi må, ved hjælp af LaRouches inspirerende ideer og hans personlige eksempel, mobilisere hvad historien kræver af hver af os. Som han en gang for mange år siden sagde på en konference: “Du kan være træt; du kan være ked af det. Men når historien kræver, at du tager en tørn, så tager du en tørn!”

 




Helga Zepp-LaRouche: “USA bør genoplive forestillingen om “Dette skønne land, USA”

Den 23. januar 2019 (EIRNS) —Helga Zepp-LaRouche gjorde de følgende bemærkninger i dag til den amerikanske afdeling af LaRouche-bevægelsen:

Vi befinder os i den begyndende fase af en fuldkommen ny era i den menneskelige civillisation, og alt vi skal, er at udrydde konceptet om at geopolitiske interesser skal forsvares under alle omkostninger, selv hvis det betyder tredje Verdenskrig og menneskehedens udryddelse. Der er et alternativ og det hedder et nyt paradigme for nye relationer mellem nationer; win-win samarbejde.

Den eneste forskel er, at formålet er at kultivere en befolkning med fremragende egenskaber. Jeg har læst en artikel, hvori alle bidragyderne siger, at den eneste årsag til, at Kina er fremstående i rumfart, er at partiet kontrollerer videnskab og teknologi. En kinesisk lærd person besvarede denne udtalelse ved at sige: Nej, det er fordi vi er fuldstændigt fokuserede på opdagelser, fremragende uddannelse og fordi vi har en stor og talentfuld befolkning på 1,4 milliarder mennesker og man kan ikke frembringe videnskabelige opdagelser gennem diktatur. Det er netop hvad Friedrich Schiller har uddybet ved mange lejligheder.
Der er ingen grund til at disse idéer ikke skulle kunne genoplives i det smukke land, Amerika, det land, som havde til formål at tjene som et håbets fyrtårn og som frihedstempel for verden.
Lige nu er dette ikke tilfældet. Vi har en verden i kaos. Men hvis folk har en idé om, at USA er nøglen til at løse krisen i verden — og på en vis måde kan USA’s bedste tradition genoplives. Men det skal genoplives i form af en republik. Som både George Washington, Benjamin Franklin og mange andre store præsidenter sagde: “Vi giver jer en republik, men det er jeres opgave at forsvare den.” Og det er netop hvad der står på spil i dag.
Med det på sinde mener jeg, at folk bør have en patriotisk kærlighed overfor Amerika fordi det netop er dét, som er påkrævet. Det betyder dog ikke, at man skal være chauvinistisk og fokusere på ét land alene, man bør efterstræbe at være det som Friedrich Schiller kalder “en patriot og en verdensborger.” Det er på ingen måde en modsætning. Man skal lade sig inspirere af en lidenskabelig kærlighed for menneskeheden, og det vil give en vinger, gøre en til en krigsengel, så man kan opnå mirakler og overkomme den lille indvendige stemme som siger “åh nej, det vil jeg ikke, jeg har en anden agenda, og det er ovenikøbet for svært!” Derved kan man blive en gigant som kan “hoppe over egen skygge” som det tyske ordsprog siger. Således kan du transformere dig selv til den krigsengel, som verden har brug for lige nu.



Briternes panik vokser; Vil Trumps missilforsvarsplan blive LaRouche og Reagans SDI?

Alt imens et af imperiets favorit læk-organer, Buzzfeed, udstillede sig selv med dets seneste løgnehistorie om præsident Trump, åbnede han udsigten til, at LaRouche’s SDI  design (Strategic Defence Initiativ, red.) kunne komme tilbage på dagsordenen. Og mens May og Macron fortsætter i deres forgæves forsøg på at opbygge den sammenfaldende neoliberale model, fortsætter italienerne fremad.

Denne uges Schiller Institut webcast med Helga Zepp LaRouche præsenterer et optimistisk perspektiv på, hvad der skal til for at afslutte æraen med britisk imperialistisk geopolitik




Vil ‘krigsfraktionen’ kontrollere Trumps missilforsvar?
Helga Zepp-LaRouche svarer

Den 20. januar (EIRNS) – Under Helga Zepp-LaRouches ugentlige strategiske webcast den 19. januar blev hun spurgt af værten Harley Schlanger, om præsident Donald Trumps netop annoncerede missilforsvarsplan kunne blive noget lignende Lyndon LaRouches og Ronald Reagans SDI? (Strategic Defense Initiative, red.)

Fru LaRouche svarede: “Selv om det er meget interessant, og mange medier faktisk henviste til præsident Reagans SDI, ville jeg sige, jeg ville gerne vente og se om dette udspil også omfatter et tilbud til Rusland og Kina, fordi det faktisk er hvad Reagans SDI gjorde, eller er det, som nogle af kommentatorerne – også i Rusland og de kinesiske medier – er bekymrede for, et forsøg på fra hvad man generelt kan kalde ‘krigsfraktionen’ i USA at etablere overlegenhed i rummet; og som Global Times for eksempel sagde, et forsøg på at sikre at USA muligvis kunne angribe et land med atomvåben og ikke være bange for, at USA selv ville blive udsat for et modangreb? De kalder dette en illusion, som ikke vil fungere, at det vil føre til annullering af princippet om “garanteret gensidig ødelæggelse” og afskrækkelse. Nu er det ikke nødvendigvis en dårlig ting, for hvis man husker tilbage… da min mand udviklede, hvad der blev SDI, var det den eksplicitte ide at erstatte princippet om gensidig sikret ødelæggelse med begrebet gensidig sikret overlevelse.

“Det var min mands reaktion på krisen med mellemdistanceraketterne i Europa, SS-20 og Pershing II, som i begyndelsen af 80’erne havde et ‘launch-on-warning-beredskab, hvorved faren for en utilsigtet atomkrig var ekstremt høj. Så min mand påbegyndte i slutningen af 70’erne at udvikle dette forslag om at de to supermagter sammen skulle udvikle nye våbensystemer baseret på ‘nye fysiske principper’… udvikle dem sammen, installere dem sammen, og på den måde – for første gang – gøre defensiven mindre kostbar end offensiven, og i den proces gøre atomvåben overflødige.

“På det tidspunkt havde vi såkaldte diskussioner ‘bag kulisserne’, på vegne af USA’s Nationale Sikkerhedsråd, med officielle repræsentanter for Sovjetunionen, og min mand og jeg var involveret i disse drøftelser igennem et helt år. Og så i februar ’83 kom der svar tilbage fra Moskva om, at de ikke kunne lide dette forslag, med argumentet, at det ville bringe Vesten flere fordele end Sovjetunionen; hvilket i øvrigt ikke var sandt, fordi præsident Reagan tilbød to gange, en gang i marts 1983 og igen otte måneder senere, at USA ville hjælpe Sovjetunionen med at anvende gennembruddene i den nye militære teknologi, genanvendelse af dem i civilsektoren, og på den måde overvinde visse flaskehalse i Sovjetunionens civile økonomi. Og min mand uddybede dette forslag og gjorde det til et såkaldt “udkast til protokol for supermagterne”, hvorved de ville gå sammen om et fælles ‘science-driver’-program, øge verdensøkonomiens produktivitet og gennem en gigantisk teknologioverførsel til udviklingslande overvinde underudviklingen i Den tredje Verden. Dette var det oprindelige, ‘rigtige’ SDI ….

“Så det var derfor en fantastisk ide, der kunne have afskaffet både Warszawa-pagten og NATO, og det ville have ændret kursen for menneskeheden, hvis det ikke var blevet afvist af ‘høgene’ på begge sider – både Bush-fraktion i Reagan-administrationen og Ogarkov-fraktionen i det sovjetiske lederskab.

“Nu, eftersom Trump kun har givet en indledende erklæring, og de tre repræsentanter fra USA, der præsenterede dette for pressen, sagde også dybest set ting – en af dem sagde, at dette bare er en reaktion på Ruslands og Kinas hypersoniske missiler; en anden sagde grundlæggende, at dette ikke er en hyldevare, men at det vil blive udviklet – så det ser ud til, at det på dette stadium er et gigantisk forsknings- og udviklingsprogram. Men det centrale spørgsmål er, og det insisterer jeg på: Vil det omfatte et samarbejde med Rusland og Kina, eller vil det være rettet imod dem? Dette vil afgøre spørgsmålet om, hvorvidt det er i SDI’s fodspor eller ej; og lad os håbe på det bedre, fordi præsident Trump søger et bedre forhold til Rusland; han laver meget gode ting med Kina nu; han vil trække sig ud af Syrien og Afghanistan. Så jeg giver ham absolut fordel af tvivlen, og lad os så se hvad det viser sig at være.”

 




Eliten der fejlede

Den 17. januar (EIRNS) – Den 22. december, nogle uger før Theresa Mays uhørte parlamentariske nederlag den 15. januar, fremhævede the London Economist en kronik under pseudonymet “Bagehot” med titlen “Eliten der fejlede: Storbritanniens politiske krise udstiller dets lederes utilstrækkelighed.”

Bagehot skrev: “Den britiske politik har i det forløbne år måttet udholde en forbløffende række af sygdomme. Kabinettet har mistet en udenrigsminister og to Brexit-ministre, for ikke at nævne masser af småfisk. Parlamentet har stemt om at ‘blokere for regeringen’ (“hold the governent in contempt”). Det Konservative Parti har holdt en mistillidsafstemning om premierministeren og efterladt hende slemt vingeskudt. Og det bliver værre. Der er ikke noget parlamentarisk flertal for nogen Brexit-aftale, og ingen vej ud af dødvandet som ikke ville bryde afgivne løfter – og sandsynligvis tilmed hoveder.

“Der er to populære forklaringer på dette kaos. … Begge forklaringer har fortrin. Men der er også en tredje: at landets ledelsesmodel er i opløsning. Storbritannien styres af en selvbestaltet klike, der belønner medlemskab af gruppen fremfor kompetence, og selvtillid fremfor ekspertise. Dette ‘kameratokrati’ (nedsættende betegnelse for en regerende elite, der stammer fra samme sociale baggrund, red.) har endelig mødt sit Waterloo.”

Nok så væsentligt, i dagens udgave af den London-elskende New York Times stilles den samme diagnose – dog sagt meget hårdere – i artiklen af Pankaj Mishra med titlen ‘Den britiske styrende klasses ondartede inkompetence: ‘Kameratokraterne’, der trak grænser fra Indien til Irland, får med Brexit en dosis af deres egen medicin”. Mishra kalder Louis Mountbatten, den kongelige person, der som Indiens sidste vicekonge kastede landet ud i folkemord – en “løgnagtig, intellektuelt begrænset bondefanger”.

“Mountbatten, der i britiske flådekredse blev spottet som ‘katastrofe-mesteren’, var et repræsentativt medlem af en lille gruppe af britiske mænd fra over- og mellemklassen, hvorfra de imperialistiske herrer i Asien og Afrika blev rekrutteret. Frygteligt dårlig udrustet til deres enorme ansvar, tillod Storbritanniens brutale imperialistiske magt dem at famle sig vej gennem verden, “en verden”, som EM Forster skrev i “Bemærkninger om den engelske karakter”, ”hvis rigdom og underfundighed de ikke kunne have nogen forestilling om.”

“Forster skylder Storbritanniens politiske fiaskoer på landets privatuddannede mænd, unge umodne begunstigede af landets elitære skolesystem. Disse evige skoledrenge, hvis indflydelse er helt ude af proportion med deres antal, er bestemt overrepræsenteret blandt ‘the Tories’ (medlemmer af det britiske konservative parti, red.). De har i dag kastet Storbritannien ud i sin værste krise nogensinde og udstiller landets incestuøse og selvbetjenende regerende klasse som aldrig før.”

Uanset disse detaljer er fakta stadig fakta. Det britiske etablissement er en fuldstændig fiasko. Det kan ikke være anderledes. Som Lyndon LaRouche har sagt, og som enhver leder af den amerikanske republik har forstået, har der aldrig været et imperium, som ikke har fejlet og kollapset. Under Londons dominans var det 20. århundrede et af de værste i menneskehedens historie, på trods af nogle store fremskridt i øvrigt. På baggrund af de katastrofer, der blev skabt af Storbritannien, blev Lyndon LaRouches forslag til et Strategisk Forsvarsinitiativ gjort til amerikansk politik under Ronald Reagan, og LaRouches forslag til en Eurasisk Landbro blev taget op af den kinesiske regering – som Bælt- og Vejinitiativet – og derefter af mange andre, og er nu ved at blive en stor kraft i verdenshistorien. Nu må LaRouches design for Alexander Hamiltons forfatningsmæssige kreditsystem sættes øverst på dagsordenen, både for USA og for hele verden.

Den britiske elite har fuldstændigt fejlet. Fejltagelsen fra 1763 hævner sig nu. Men uanset hvad må den elite nu endeligt besejres og straks fjernes. Hvis det ikke sker, vil imperiet rejse sig fra dets ruiner for at gøre et sidste desperat og rasende anslag.

Hvem vil fjerne det? Nogle af de mennesker, som lige nu læser disse ord, vil få en afgørende rolle.

 




Den underliggende positive dynamik i Verden som det Britiske Imperium
prøver på at holde skjult for dig

Hvis man lytter til de vestlige nyhedsmedier, skulle man tro, at verden er helt kaotisk og uden noget ordnende princip overhovedet. Ved imidlertid at træde to skridt tilbage og sætte amerikanske og europæiske “aktuelle begivenheder” i sammenhæng med det der sker i resten af verden, er det lettere at se, at hvad der foregår i Vesten er etablissementets reaktion på de positive kræfter for forandring, der er på spil over hele kloden. Samtalerne mellem Xi og Kim bevæger sig fremad, og foregriber et muligt andet topmøde mellem Trump og Kim; potentielle fremskridt i samhandelsdrøftelserne mellem USA og Kina; Trumps beslutning om at trække USA ud af Syrien i forbindelse med Astana-processen; Kinas succesfulde landing af Chang’e 4-fartøjet på den fjerne side af månen, og meget mere. Hør med når Schiller Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, og Harley Schlanger diskuterer alt det, som medierne forsøger at skjule for dig!

 




Briter erfarer at det ikke er så let at dæmme op for menneskelig kreativitet

Det er værd at understrege, at der i løbet af den sidste uge har været to fremragende strategiske udviklinger, bemærkede Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche i dag. Den første er den epokegørende præstation af Kinas Chang’e-4-Månemission, som allerede frembringer en “Sputnik”-lignende effekt internationalt, lige fra entusiastiske lykønskninger og invitationer til løbende samarbejde fra Afrika, Latinamerika, Asien og dele af det videnskabelige samfund i Vesten til tænderskærende frustration fra det tyske formiddagsblad Bild Zeitung, som er forfærdet over, at Kina på denne måde har fået forspring overfor Vesten.

Hvad Chang’e-4 viser enhver der er parat til at åbne øjnene, sagde Zepp-LaRouche, er, at Kina er på den rette vej til videnskabsbaseret fysisk økonomisk udvikling, herunder Bælte- og Vej Initiativet; og at Vesten er idiotisk galt afmarcheret og må bringes til fornuft – en opgave der vil være i centrum for Schiller Instituttets kommende konference.

Den anden større udvikling var aflysningen af NASA’s invitation til topchefen for Roscosmos, Dmitry Rogozin, som havde planlagt at komme til USA for at tale til ledere fra NASA og holde møder med hans kolleger. Denne handling, der skete på foranledning af demokratiske senatorer og andre, er fuldstændig sindssyg, sagde Zepp-LaRouche: USA kan ikke engang komme til den internationale rumstation uden russiske raketter! Vi saver den gren af, som vi selv sidder på. Hvis vi skal skabe en global alliance for udvikling, der ledes af de fire stormagter specificeret af Lyndon LaRouche – USA, Rusland, Kina og Indien – er aflysningen af Rogozins besøg det værst tænkelige, man overhovedet kunne gøre.

Disse to udviklinger afspejler de igangværende, modsatrettede processer; og som sådan indkapsler de den opgave, som planeten står overfor i dag.

De foregår i forbindelse med en ulmende massestrejke, der – om end ujævnt – fejer hen over planeten, en ulmen der stædigt undviger britisk kontrol. Dens udtryk omfatter:

 

  • Chang’e-4-missionen: Briterne finder til deres forfærdelse ud af, at når menneskelig kreativitet som sådan fanger menneskers fantasi, er det smitsomt.

 

  • Brexit processen: I takt med at Storbritannien slingrer mod en “hård-Brexit” i forhold til EU den 29. marts, er en større kapitalflugt fra City of London allerede påbegyndt, hvilket – ifølge nogle regnskaber – udgør mere end 10% af aktiverne i den britiske banksektor, for ikke at nævne den langt mere signifikante derivat-spekulationsboble, der drives af London.

 

  • Trumps præsidentskab i USA: Trump fortsætter med at modstå de støjende forsøg på at stoppe hans fastlagte politik om at afslutte de “uendelige krige” overalt. Det er ikke kun Syrien, der står på spil, eller hele Sydvestasien for den sags skyld; det er hele det “specielle forhold” med briterne og deres geopolitiske og økonomiske vanvid.

 

  • Protestdemonstrationer med De gule Veste: Som LaRouche-allierede og tidligere franske præsidentkandidat Jacques Cheminade har understreget, er det et ulmende massestrejke-fænomen, der finder sted i Frankrig, men det udspringer ikke fra Frankrig – det er en del af den samme globale proces med afvisning af de mislykkede institutioner, som også ses andre steder.

 

  • López Obrador-præsidentskabet i Mexico: AMLO (Andrés Manuel López Obrador, red.) fører støt Mexico tilbage til sin historiske, nationalistiske politik med økonomisk vækst, et stærkt præsidentskab og respekt for national suverænitet samt ikke-intervention i andre nationer. London troede, de havde dræbt dette Mexico – men de tog fejl.

 

Ligesom briterne erfarer, mere generelt, at det ikke er så nemt at dæmme op for og dræbe menneskelig kreativitet, når først den er begyndt at brede sig.

 




Kast nyt lys på planeten Jorden

Den 6. januar (EIRNS) – NASA’s administrerende direktør, Jim Bridenstine, bekræftede i weekenden, at NASA’s invitation til den russiske generaldirektør for Roscosmos, Dmitry Rogozin, om at besøge USA er blevet aflyst på grund af pres fra amerikanske senatorer, der er involveret i vedholdende konfrontation med Rusland. Denne beslutning er ikke alene  en yderligere provokation fra det amerikanske “krigsparti”, der befinder sig i et tæt omløb omkring det Britiske Imperiums politiske etablissement. Det kommer på et afgørende tidspunkt for et potentielt samarbejde mellem fire stormagter – Rusland, Kina, Indien og USA – om det mest betydningsfulde af de forhold som menneskeheden står over: Videnskabeligt samarbejde om rumforskning, den næste store ’grænse’ for menneskehedens voksende herredømme over vores univers. Bestræbelser på at forpurre et sådant nødvendigt samarbejde er virkelig en forbrydelse mod menneskeheden.

Som Wu Weiren, chef for Kinas måneprogram, så veltalende udtalte umiddelbart efter den spektakulære Chang’e-4 månelanding: “At udforske det ukendte er menneskets natur. Månen er en mystisk verden for os. Vi har et ansvar for at udforske og forstå den. Månens udforskning vil også uddybe vores forståelse af Jorden og os selv.”

Det pres, der i dette tilfælde anvendes af amerikanske senatorer, er kun en del af det Britiske Imperiums strategi om at bruge den nye amerikanske Kongres – herunder dens medie-forstærkede kampagne for at afsætte præsident Donald Trump ved en rigsretssag; den igangværende heksejagt i form af Muellers undersøgelse; og internationalt pres fra “fremmede magter” (dvs. briterne) for at lægge præsident Trump i en spændetrøje. Disse tiltag er taget i anvendelse for – på den ene eller anden måde – simpelthen at forhindre ham i at regere som præsident, baseret på den politik, som han blev valgt på.

Hvad der også er sigende er indsatsen i den 11. time for at sabotere Trumps tilbagetrækningspolitik for Syrien, eftersom de frygter potentialet for en fuldstændig omorganisering af Sydvestasien, væk fra årtier (eller ligefrem århundreder) med det Britiske Imperiums blodige geopolitiske ‘Great Game’.

Schiller Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, tilrådede i dag: Ignorer distraktionerne. Hold nationens opmærksomhed fokuseret på de virkelige problemer, som verden står overfor: Firemagts-samarbejdet om at skabe et nyt paradigme i retning af den kurs, der er udlagt med Kinas Bælte og Vej-initiativ; afslutning af britisk geopolitik og dens tilhørende krige; og overvindelse af det foruroligende transatlantiske finansielle sammenbrud med LaRouches Fire Love, der begynder med en Glass-Steagall ‘brandvæg’ – som også er den eneste effektive ‘væg’, der faktisk kan stoppe A/S Narkotikas (imperiets organiserede narkotika-kriminalitet, red.) nye opiumskrig mod USA og andre, hvilket Lyndon LaRouche har sagt længe.

Menneskehedens nylige tilstedeværelse på Månens såkaldte ‘bagside’ og den nye æra for win-win samarbejde for menneskeheden, som der dermed er blevet åbnet for, kan kaste nyt lys på løsningen af disse centrale spørgsmål nede på planeten Jorden.

 

 




Hvad verden behøver nu

Den 3. januar (EIRNS) – Som hele verden nu ved, landede Chang’e-4 i dag på den anden side af månen, menneskehedens første landing dér nogensinde. Som EIR’s stiftende redaktør Lyndon LaRouche korrekt havde forudsagt, selv før Chang’e-4-missionen formelt blev annonceret i december 2015, er en ny æra begyndt for menneskeheden. Ouyang Ziyuan, fader til og leder af Kinas program for udforskning af Månen, gav i dag et interview til CGTN-TV, hvor han diskuterede sin opdagelse af, at Månens Helium-3 vil forsyne menneskeheden med fusionskraft som energi i de næste 10.000 år. På samme tid blev den store mulighed, som månens bagside tilbyder for lavfrekvent radio-astronomi – flere gange beskrevet af LaRouche PAC’s forskerhold – udnyttet allerede i går, da det kinesiske månefartøj blev koblet sammen med missionens Queqiao-relæstation, hvorved man dannede et sammensat lavfrekvent radioteleskop, der rækker langt ud over vores galakse, idet månens masse beskytter det mod jordens interferens.

Samtidig måler månefartøjet den lokale vandkoncentration med henblik på en fremtidig bemandet landing. Men endnu vigtigere er Chang’e-4’s rolle i vores arts historiske fremskridt fra jorden og ud i solsystemet, galaksen og hinsides, der blev indledt mod enorme odds af heroiske tyskere, russere og amerikanere i det 20. århundrede. Men det blev brutalt lukket ned af Storbritannien efter de amerikanske bemandede månelandinger i 1969-72. Endeligt, efter to tabte generationer, er denne menneskehedens store kamp atter genoptaget. Vi erindrer ordene fra den store sovjetiske rumforsker Sergei Pavlovich Korolyov til hans hold på Baikonur den 4. oktober 1957, da Sputnik blev opsendt med succes: »Menneskehedens bedste sønners drømme er blevet til virkelighed – stormen mod rummet er begyndt.«

En ny æra er begyndt, hvis… – hvis, og kun hvis, vi drager klar fordel af den. Hvis vi i stedet går glip af denne sidste chance, kan menneskeheden falde tilbage til forrige århundredes mørke eller værre. På samme dag som månelandingen, den 2. januar (EST – red.), drev præsident Donald Trump den britiske fjende til raseri i et halvanden times TV-transmitteret kabinetmøde, hvor han placerede ansvaret for fred i både Afghanistan og Syrien på disse lande samt deres naboer, herunder Indien, Pakistan og Rusland for Afghanistans vedkommende, Tyrkiet og Rusland, måske også Iran, for Syriens. Præsidenten sagde, at Sovjetunionen i 1979 var i sin gode ret til at intervenere militært i Afghanistan, hvorfra terrorisme oversvømmede unionen. Som Schiller Instituttets præsident Helga Zepp-LaRouche har bemærket, åbner præsident Trump døren til en Westfalsk fredsløsning for Sydvestasien – en løsning som Kissinger, der taler for sine britiske herrer, udelukker. Disse britiske herrer vil aldrig tilgive Donald Trump for dette, så længe han lever. Den fuldstændige afskrift af præsidentens udveksling med sit kabinet er offentliggjort på det Hvide Hus’ hjemmeside. Men endnu engang er det, der er yderst vigtigt om denne store forandring, ikke de faktiske omstændigheder i sig selv (endnu mindre kommentarer om dem), men snarere hvad vi, menneskeheden, gør med dem – eller undlader at gøre.

Den udgave af EIR, der udkommer 4. januar, indeholder en tale af Lyndon LaRouche fra marts 1998 med titlen »Mod et Nyt Bretton Woods.« Han talte blandt andet til embedsmænd og rådgivere for daværende præsident Bill Clinton og dermed indirekte til præsidenten selv. Efter at have tegnet et samlet levende billede af ideén om det Nye Bretton Woods-system ud fra dets bestanddele , herunder komponenter som maskinværktøjernes rolle og Den Eurasiske Landbro, var LaRouches ord, når man sætter dem på spidsen: »I siger, at det er alle gode forslag. I indrømmer, at idéerne er smukke. Men I siger, at det ‘ikke ligger i kortene’. Lad mig sige jer noget: Tag lederskab eller kom af vejen!« I en artikel i samme udgave af EIR skriver Dennis Speed fra LaRouchePAC’s ledergruppe med et kinesisk ordsprog, der peger i samme retning: »De, der siger, at det er umuligt, bør ikke forstyrre dem, der gør det.«

I den nævnte tale fortæller LaRouche den usminkede sandhed om, hvad lederskab er, og hvad det ikke er. Er lederen den, der omhyggeligt analyserer og genanalyserer midlerne (eller tabene) for minutiøst at kunne veje oddsene for succes og fiasko mod hinanden? Vil Trump blive sat for rigsretsdomstolen? Vil denne eller hine forfærdelige ting ske? Eller markerer han dristigt den hidtil usynlige, kritiske vej og sætter alt på spil for sejr, som Tysklands general Alfred von Schlieffen gjorde det i første verdenskrig? Kæmp utrætteligt for at vende flanken, spar ingenting, selvom – som det ofte er tilfældet – slagets fremtidige udvikling endnu ikke kan forudsiges. Dette er den måde, kampen skal føres, på mange fronter, for LaRouches Nye Bretton Woods.




Løgnen, der er værre end »Russiagate«: Fortielsen af menneskehedens fremskridt

Den 2. januar (EIRNS) – Det nye år begynder med et paradoks, har Schiller Instituttets præsident Helga Zepp-LaRouche noteret sig i diskussion med sin organisation i denne uge og i sin nytårstale. Mange nationer i verden bevæger sig hen imod et nyt paradigme for økonomisk samarbejde og fred, væk fra en æra af geopolitiske krige og konfrontationer, der er forankret i kredse omkring det britiske imperium. Dette nye paradigme viser sig ikke udelukkende i det storslåede infrastruktursamarbejde omkring Kinas Nye Silkevej, der bare vokser og vokser; men også i præsident Donald Trumps diplomati vis-à-vis den Koreanske halvø; i Japans forbedrede samarbejde med Rusland samt Japans og Indiens forbedrede samarbejde med Kina; i det forbedrede samarbejde mellem de tidligere krigsførende nationer på Afrikas Horn; ja selv i den potentielle afslutning af tilstanden af »permanent krig« i Sydvestasien ved præsident Trumps, præsident Putins og præsident Erdogans gensidigt forstærkende handlinger.

Alligevel vil den gennemsnitligt »informerede borger« i USA eller Europas nationer aldrig vide noget derom. Medierne i disse lande beskriver overvejende udgangen af 2018 som dystopisk, kaotisk eller håbløs, medmindre de kan have held til at fjerne Donald Trump fra embedet og genoprette »det transatlantiske forhold,« med ledere, der vil indføre klimaskat og fuldt ud konfrontere Rusland og Kina. Det overraskende konstruktive forhold mellem Trump og Mexicos nye præsident Andrés Manuel López Obrador eksisterer for eksempel ikke for disse medier eller deres godtroende læsere. Men det har øget potentialet for reel udvikling af Nord- og Mellemamerika. Det voksende potentiale for fred i Syd- og Sydvestasien eksisterer ikke for dem, kun den formodede »alvorlige fare« det udgør for verden, at amerikanske tropper kommer hjem fra Syrien og Afghanistan!

Fordi Schiller Instituttet, Lyndon LaRouche og Helga Zepp-LaRouche har arbejdet i årtier for at forberede paradigmet for Verdenslandbroens udrulning, der nu omfatter snesevis af lande i Bælte og Vej-Initiativet, arbejder de nu som en dominerende faktor internationalt. Idet de har kæmpet for den Westfalske tilgang til en fredsslutning, hvor alle parter indvilger i at »fremme« de andres »nytte, ære og fordel«, konstaterede Helga Zepp-LaRouche, at de nu udøver ekstraordinær indflydelse på trods af et øjensynligt minimalt mandskab. Den reelle fare ligger ikke i den påståede »trussel fra Bælte og Vej-Initiativet mod Europa« eller lignende afsindsudsagn mod menneskehedens fremskridt, men i den overhængende fare for et nyt sammenbrud af det London- og »Wall Street«-centrerede finansielle system, ligeså slemt som i 2008 eller værre.

Nu er de konkrete politiske forslag om at adskille bankerne og om produktiv kredit, som Schiller Instituttet har fremlagt i sine rapporter, på dagsordenen. Disse tiltag samt et produktivt samarbejde inden for rumforskning, udvikling af ubegrænset fusionskraft og udvikling af relaterede plasmateknologier er nu de umiddelbare udsigtspunkter, vi bør have fokus på i 2019. Som Helga Zepp-LaRouche konkluderede i sin nytårstale: »Vi kan forme en ny civilisationens æra, hvor vi overvinder geopolitik en gang for alle. Og jeg vil bede dig om at arbejde sammen med Schiller Instituttet, så vi kan overbevise de resterende nationer, som stadig klamrer sig til de gamle antagelser, og især få de europæiske nationer til at deltage i det nye paradigme. Vi kan skabe en fantastisk fremtid, hvis vi arbejder sammen.«




Det store »hvis…«

Den 25. december (EIRNS) – Efter juleferien befinder vi os midt i en verdensomspændende krise, der giver den bedste mulighed for et grundlæggende gennembrud for menneskeheden siden Franklin Roosevelts sidste indsats for tre fjerdedele af et århundrede siden. Dette enestående øjeblik, der ingen fortilfælde har, byder sandsynligvis på endnu større muligheder end dem, som Douglas MacArthur hyllede ved slutningen af Anden Verdenskrig – før Churchill og Truman ødelagde dem. Selvom det er sandt, at frygtelige farer truer os, kan Lyndon LaRouches metoder dog give inspiration til målrettet og vidtrækkende lederskab, der kan sætte nationer i stand til at overvinde dem.

Lad os forsøge at illustrere dette: Præsident Trumps beslutsomme indsats for at trække sig tilbage fra Syrien og derefter, formodentligt, fra Afghanistan, har selvfølgelig mindet det amerikanske folk om årsagerne til, at de valgte ham som præsident. Efter ødelæggelserne under Bush- og Obama-årene har det genoplivet deres vision om, hvad landet kunne være. Men det har gjort mere, som flere rapporter forsigtigt indikerer. Den amerikanske afvisning af »de evige krige«, der blev pranget USA på af Det Britiske Imperium, udløser samtidig en begyndende forhandlingsproces mellem de fire magter USA, Rusland, Kina og Indien, sammen med andre såsom Tyrkiet, Syrien og Pakistan, om en fremtrædende fredsorden for Syd- og Sydvestasien. Dette passer ikke kun sammen med Kinas Bælte og Vej Initiativ, men det bringer os tættere på forhandlingerne om et nyt Bretton Woods-system – hvis vi gennemtvinger disse forhandlinger. Samtidig vil Kinas Chang’e-4, der nu kredser om månen, snart udføre den første bløde landing på månens bagside – måske allerede i den første uge af januar. Ligesom vi nu går ind i en periode uden fortilfælde i hele menneskehedens historie, så vil alt, hvad det kinesiske landingsfartøj finder, være nyopdaget; ingen har nogensinde været der før, så intet er rigtigt kendt.

Selvom »fake-news« medierne nøjeregnende ignorerer Chang’e-4 nu, vil det snart være umuligt selv for dem, og nyheden om denne store rummission for menneskeheden vil blive kendt midt i den igangværende massestrejkeproces. Lederen af LaRouchePAC Texas Kesha Rogers har spurgt, om vi vil se et »Chang’e-4 chok« ligesom Sputnik-chokket den 4. oktober 1957 – et rimeligt spørgsmål. Sputnik, menneskets første skridt ud i rummet, forandrede verden for evigt. Faktisk blev USA under Eisenhowers anden administration ændret som over natten. Genoplivelsen af landet og New Deal-ånden, som vi forbinder med Kennedy-årene, begyndte faktisk under Eisenhower med Sputniks »bip-bip«. Sammen med Chang’e-4 har vi fejret 50-års dagen for Apollo 8-missionen, hvor mennesker første gang kredsede om månen. Dette var første gang nogensinde, at mennesker havde forladt indflydelsen fra jordens tyngdefelt og mærket et andet himmellegemes tyngdefelt. Årtier tidligere havde den russiske rumpioner Konstantin Tsiolkovsky kaldt det »at bryde tyngdekraftens slavekæder.«

Apollo 8 var ikke kun en triumf for menneskeheden og videnskaberne, det var også en lederskabets triumf. Tre astronauter var blevet dræbt i 1967, og det amerikanske måneprogram havde problemer. Derefter, i august 1968, kun 16 uger før Apollo 8 skulle opsendes, indkaldte en Nasa-leder på mellemniveau i Houston to ligesindede til et hemmeligt møde for at foreslå at ændre det, der ville have været en overflødig kredsende mission om jorden, til den første bemandede mission til en bane om månen. Efter at Houston i hemmelighed havde fastslået, at missionen virkelig var gennemførlig, ringede de til Nasa-administrator Jim Webb i Europa for at komme i gang. Webb var rasende på dem, men han måtte give sig, og resten er historie. Videnskab, historie, lederskab – i sidste ende et og det samme.

I sin selvbiografi fra år 2000, »Failure is Not an Option« (At fejle kan ikke komme på tale – red.), skrev den banebrydende flyveleder Gene Kranz: »For at holde denne mission klart adskilt fra de nuværende planer, udpegede jeg Apollo 8 som X-missionen. Indtil missionen blev godkendt, måtte vi bevare alle missionens data for den oprindeligt planlagte E-mission. X-missionen trådte nu ind i rækken sammen med Gemini 4’s vandring i rummet, Gemini 6/7’s rendezvous og [George] Muellers »all-up« test-koncept for Saturn V raketten (dvs. at teste alle tre trin i første hug, frem for først at teste første trin, så andet og til sidst tredje – red.) af eksempler på den risikovillige og højtydende ledelse vi havde i 1960’erne. Beslutningen om at tage til Månen med Apollo 8 blev truffet, før vi nogensinde havde fløjet et bemandet Apollo-rumfartøj.«




Trump går imod imperiet: annoncerer tilbagetrækning fra Syrien,
udvikling i Mexico og Mellemamerika

Den 19. december (EIRNS) – Præsident Trump er begyndt at finde råderum til at handle efter sine egentlige hensigter, idet han har konsolideret støtten i Senatet under valget, hvilket i store træk gør en rigsretssag umulig, mens det britiske fupnummer, Russiagate, smuldrer. I løbet af de sidste 24 timer har Trump påført to slag mod imperiet, ved at erklære at alle amerikanske tropper og operatører fra udenrigsministeriet vil blive trukket hurtigt ud af Syrien og samtidigt erklære, at USA og Mexico vil fortsætte med store fælles investeringer i jobskabelsesprogrammer i de fattigdomsramte (og narkotikainficerede) områder i det sydlige Mexico og de centralamerikanske nationer Honduras, El Salvador og Guatemala.

Om Syrien tweetede præsidenten: “Vi har besejret ISIS i Syrien, min eneste grund til at være der under Trump-præsidentskabet.” Hans talsmand bekræftede, at tilbagetrækningen vil fortsætte i hast. Ifølge New York Times har nogle Pentagon-embedsmænd kæmpet med næb og kløer for at stoppe ham, eller i det mindste gøre det til en gradvis tilbagetrækning, men Trump ville ikke give sig. Dette skete på den samme dag, som “Astana-gruppens” garanter for våbenhvilen i Syrien, Rusland, Tyrkiet og Iran, kom til enighed med syrerne og FN om at oprette et forfatningsudvalg for at udarbejde en forfatning for en ny syrisk politisk struktur. Trump har gentagne gange understreget, at han ikke er interesseret i et regimeskifte i Syrien eller andre steder. I Mexico har Trump fundet fælles fodslag med den nye mexicanske præsident Andrés Manuel López Obrador (eller AMLO, som han kaldes) om de nødvendige midler til at håndtere den ulovlige migrationskrise – at skabe arbejdspladser. AMLO sagde tirsdag formiddag: “Dette er en ny, anderledes måde at håndtere migrationsproblemet på, som omhandler årsagerne. Dagen kommer snart, hvor folk ikke behøver at emigrere fra Mexico – i det mindste er det min drøm. “Aftalen som blev indgået i går, vil omtrent fordoble USA’s planlagte investeringer i regionen, måske med over 10 milliarder dollar.

Nu begynder kampen for at gøre dette initiativ til starten på det kæmpe regionale infrastrukturprogram, der kræves for at besejre narkokartellerne og den enorme fattigdom i regionen, som f.eks. at bygge jernbanen, der forbinder kontinenterne i Nord- og Sydamerika, der er foreslået lige siden McKinley-administration. Det er netop dette engagement i fred gennem udvikling og samarbejde med Rusland og Kina i denne vision for fremtiden, som har drevet det vanvittige Britiske Imperiums indsats for at bringe Trump til fald. Det MI6-fabrikerede svindelnummer om ”aftalt spil med Rusland” er blevet afsløret som et totalt bedrageri, og selvom Mueller og hans team fortsætter med at fremstille så mange potentielle anklager mod Trump som muligt (ingen har noget at gøre med Rusland, Muellers tildelte mål), bevæger Trump sig videre.

Det britiske Overhus slap katten ud af sækken den 18. december med en rapport udgivet af “Komiteen for Internationale Relationer” med titlen: “Britisk Udenrigspolitik i en omskiftelig Verden”. Ligesom imperier har for vane, når de nuværende midler til at drive en verdensmagt er ødelagt, lister de ikke stilfærdigt væk i natten. Deres midler i de sidste mange årtier, efter Franklin Roosevelt og John F. Kennedys død, har været at bruge amerikanske “muskler” for at gennemføre britisk imperial politik – udkæmpe koloniale krige i Sydøstasien og Sydvestasien og pålægge “IMF betingelser” for at forhindre enhver reel udvikling i de tidligere kolonier. Overhusets rapport jamrer over, “at skaderne på de amerikansk/britiske relationer (briternes vigtigste internationale forhold), hvis Trump skulle vinde det næste præsidentvalg, vil blive længerevarende, og regeringen ville blive nødt til at lægge mindre vægt på at nå en fælles amerikansk/britisk tilgang til de vigtigste problemer i dag, end det har været tilfældet tidligere”. Faren ved dette, tilføjer de, er at Kina og Rusland også udgør en trussel mod den “regelbaserede internationale orden” (deres eufemisme for det Britiske Imperium). Og Indien, frygter de, kan også slippe væk fra deres imperiale styre.

Her har vi det – imperiet er bange for den potentielle samling af USA, Rusland, Kina og Indien, “De Fire Magter”, som Lyndon LaRouche længe har insisteret på er den nødvendige minimum af kraft, der behøves for at afslutte det britisk-kontrollerede verdensfinansielle systems magt, og, gennem en ny Bretton Woods-konference med andre ligesindede nationer, i stedet oprette et kreditsystem med faste valutaer, baseret på hamiltoniske principper for global udvikling. Kinas Bælte og Vej-Initiativ eksisterer allerede som strukturen (foreslået af LaRouche i 1990’erne) der er nødvendigt for at lancere et nyt paradigme for global udvikling – hvilket forklarer den nuværende masseudgydelse af hysteriske angreb på Kina og Bælte og Vej-Initiativet, ved simpelthen at fornægte virkeligheden af det økonomiske mirakel skabt af Kina i løbet af de sidste 40 år, og deres intention om at gøre processen tilgængelig for hele verden.

Den kendsgerning at det nuværende London/Wall Street-baserede finanssystem nu er i de første stadier af opløsning, som i stigende grad anerkendes af de finansielle oligarker selv, øger simpelthen nødvendigheden af at bringe disse nationer sammen for en ny Bretton Woods-proces. Det eneste der står i vejen er det Britiske Imperium. Er det ikke på tide at afslutte det? Albion delenda est.

 




Løgnene imod Kina, Rusland og Trump kommer fra de britiske neoliberale,
som har bragt deres eget system på fallittens rand.

Uddrag fra Helga Zepp-LaRouches webcast –

Løgnene imod Kina, Rusland og Trump kommer fra de britiske neoliberale, som har bragt deres eget system på fallittens rand.

Med den succes som Kina har haft med at hæve levestandarden for befolkningen i de sidste fire årtier, hvorfor bliver landet så udsat for en kampagne med sådanne “ondsindede fabrikationer” (i Foreign Affairs, ARTE-dokumentar og i medierne generelt) – især da Kina arbejder for at hjælpe andre nationer med at opnå lignende resultater med sit Bælte og Vej-Initiativ? Hvorfor de konstante angreb på Putin og Rusland? Og hvorfor optrapningen af Mueller imod Trump, da han ikke har fremlagt noget bevis for “russisk indblanding”, hvilket er hvad Russiagate skulle dreje sig om?

I dagens webcast opfordrer Helga Zepp-LaRouche seerne til at studere de store filosoffers værker, herunder Platon, Cusa, Leibniz, Schiller, Einstein og hendes mand Lyndon LaRouche, for at udvikle deres evne til at lytte til deres egen indre stemme for at være i stand til at ”tænke selv”, så de kan besvare disse spørgsmål for sig selv.

Mens det britiske Overhus beklager udsigten til afslutningen af det “særlige forhold” (mellem Storbritannien og USA, red.), tog Trump to store skridt væk fra det gamle paradigme, og indvilligede i at arbejde sammen med Mexico i projekter om økonomisk udvikling i Mellemamerika, og annoncerede afslutningen af USA’s militære intervention i Syrien.

Hun opfordrede vores seere til at bruge ferien til at læse og diskutere gode ideer med familie og venner.

 




London og Wall Street kan ikke overleve til 2020;
angriber et kinesisk lederskab, der tænker årtier frem

Den 17. december (EIRNS) – Hvis vi skal have held med at få præsident Donald Trump til at rette sin opmærksomhed imod den økonomiske krise, som nu rammer USA, skal de skændige angreb på Kina, som især fremføres af neokonservative medlemmer i hans administration og af uvidende europæiske »ledere,« bringes til tavshed. Det, der bevæger disse figurer, som f.eks. Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, til at storme frem som Alcibiades og lidenskabeligt søge en ny »Thukydids fælde«, er det samme finansielle sammenbrud, som er på vej til at tage London og Wall Streets megabanker ned og hele den »neoliberale« orden med. De deler ikke præsident Trumps overbevisning om, at stærke økonomiske fremskridt og stormagtssamarbejde er muligt. De deler kun Wall Street og »City of London«s elites pessimisme, som venter endnu et kollaps – større end det sidste. Og folkene i flere og flere vestlige nationer har siden Brexit-folkeafstemningen midt i 2016 gjort oprør mod deres neoliberale orden.

Intet kunne påvise denne ekstreme »vi-har-ingen-fremtid«-pessimisme mere gennemført, end det ondskabsfulde psykologiske angreb på Kinas præsident Xi Jinping, der fyldte et helt program på den fransk-tyske fælles offentligt finansierede tv-kanal, ARTE TV (se https://www.arte.tv/de/videos/078193-000-A/die-welt-des-xi-jinping/ – red). Denne plaprende »psykoanalyse på afstand,« hvor man bagvasker en leder, hvis forslag for økonomisk fremgang på grundlag af samarbejde har vundet i snesevis af nationers respekt, er et nyt lavpunkt i Vestens adfærd, som vil være det rene selvmord for de vestlige nationer, hvis det tolereres. Ved på diplomatisk vis at bruge Bælte og Vej Initiativet med dets store projekter til at udvikle Afrika og gradvist at udrydde landdistrikternes fattigdom, viser Xi med al tydelighed, at han tænker fremad mod den fremtid, som menneskeheden kan skabe i 2050 og derudover. De mere og mere skingre angreb på Xi og Den Nye Silkevej kommer, efterhånden som de amerikanske og europæiske gældsmarkeder går i stå, aktie- og obligationsmarkederne falder, de faste ejendomsmarkeder falder og den europæiske økonomiske vækst igen bliver negativ.

De transatlantiske bankers »alting-boble« vil briste meget snart; derfor denne holdning til Kina og Rusland. Præsident Trump mener stadig, at han muligvis kan samarbejde med disse stormagter – både for fred og for hurtig økonomisk udvikling, og han mener, at menneskehedens teknologiske fremskridt ikke er underlagt »klimaforandringer.« Men det kræver et langtrækkende klarsyn om menneskelig fremgang, som præsidenten endnu ikke har tilegnet sig. Ellers ville han ikke, uvidende og uforberedt, lade finansiel ruin ramme USA.

Det kræver, som Schiller Instituttets præsident Helga Zepp-LaRouche i dag understregede, det fulde 50-årige klarsyn for menneskets fremskridt, som Lyndon LaRouche har fremlagt i sine bøger, som f.eks. {Earth’s Next 50 Years} (Jordens 50 kommende år – red.). Og det kræver {omgående} tiltag, såsom genindførelsen af Glass-Steagall-loven til beskyttelse af produktiv bankvæsen og økonomi mod Londons og Wall Streets krak. Med et sådant fremsyn ville Trump være i stand til at afværge de nye koldkrigeres angreb på ham og arbejde med Xi, Putin og Modi i Indien for at lancere en ny og levedygtig monetær orden, et nyt »Bretton Woods«.




Helga Zepp-LaRouches tale til Schiller Instituttets og EIR’s seminar
for diplomater m.v. i København

Helga Zepp-LaRouche talte til seminaret via video-link fra Tyskland. Derudover talte EIR’s økonomiredaktør Paul Gallagher via video-link fra Virginia og Hussein Askary til seminaret i København.

TOM GILLESBERG: Jeg synes Helga Zepp-LaRouche blev meget smukt introduceret af Hussein Askary, der i sin præsentation gennemgik den fantastiske rolle hun, som grundlægger af Schiller Instituttet, som »Silkevejs-damen«, har påtaget sig i at skabe denne Bælte- og Vej-politik, politikken for Den Nye Silkevej. Så vi er meget stolte og glade over at kunne have hende med her »live# for at diskutere situationen i verden som den ser ud lige nu, efter de amerikanske midtvejsvalg og dagen før G20-topmødet starter i Buenos Aires. Så, Helga, tak fordi du er med os her. Ordet er dit.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg er meget glad for at kunne tale med jer, selvom det kun er via video-link. Naturligvis har vi nået et meget vigtigt punkt i historien, og for en gang skyld er jeg enig med præsident Macron fra Frankrig, som netop har sagt, at det kommende G20-møde hellere må bringe nogle reelle resultater, for ellers vil en sådan samling af statsledere nærmest have en modsat, ikke-konstruktiv effekt.

Det er jeg enig i.

Igennem de sidste mange uger, ja faktisk måneder, har vi lavet en kampagne for, hvad der grundlæggende set bør være resultatet af dette G20-møde. I betragtning af at vi både har fare for krig, som det blev demonstreret meget akut igen i form af hændelsen i nærheden af Kertj- broen i Sortehavet, samt at den generelle situation mellem de store atommagter ikke ligefrem er god, så er faren for atomkrig potentielt til stede. Dernæst har vi den umiddelbare fare for en gentagelse af den finansielle krise i 2008, bortset fra at det denne gang kan blive meget, meget værre, fordi alle parametre er meget værre end i 2008.

I lyset af disse to eksistentielle kriser har vi defineret, hvad der bør være udfaldet af enten hele G20-mødet, eller i det mindste fra de af statsoverhovederne, som man kan forvente kan gå i retning af at etablere et nyt paradigme: Det refererer til præsidenterne Trump, Putin, Xi Jinping, premierminister Modi, premierminister Abe, og muligvis også andre stats- og regeringschefer. Hvad vi definerede, som det absolut nødvendige udfald, er, at de etablerer et Nyt Bretton Woods-system til at erstatte det nuværende helt bankerotte system. Det vil komme til at indtage den samme stilling som det gamle Bretton Woods-system, men vil også indbefatte de ekstra funktioner, som Franklin D. Roosevelt oprindeligt ønskede: At afslutte kolonialismen for udviklingslandene, hvilket desværre ikke blev indført, fordi Roosevelt døde, og Bretton Woods blev etableret af Truman og Churchill, i hvert fald under disses politiske vejledning.

Selvfølgelig vil en Ny Bretton Woods-aftale kun fungere, hvis den ledsages af De Fire Love, som blev defineret af Lyndon LaRouche allerede i 2014, som de absolut nødvendige ændringer i det finansielle og økonomiske system, nemlig: For det første indførelsen af Glass/ Steagall-bankadskillelse; for det andet at overgå til en nationalbank for at bringe evnen til at skabe kredit tilbage under suveræne staters beføjelser under regeringers suveræne kontrol; for det tredje at skabe et internationalt kreditsystem; og for det fjerde at øge verdensøkonomiens produktivitet med et forceret udviklingsprogram for en fusionsøkonomi og etablering af et tættere internationalt rumsamarbejde for at opnå den nødvendige forøgelse i verdensøkonomiens produktivitet.

I betragtning af at det ikke kan forventes, at alle lande i G20 vil være enige om det – jeg kan nemt forestille mig, at de, der er helt forbundet med City of London samt med modstanden mod Trump, der stammer fra Wall Street – at der vil være nogle lande, som absolut vil modsætte sig en sådan løsning. Derfor har vi foreslået, at det kun kan være i et samarbejde mellem de lande, der er stærke nok til at modsætte sig magten i disse finansielle centre, London og Wall Street – og der kan dermed kun kan være tale om præsident Trump, præsident Xi Jinping, præsident Putin, og premierminister Modi, de fire stormagter tilsammen, som repræsenterer både de største atombevæbnede magter, de største økonomier og de største befolkninger. De skal arbejde sammen.

Det er åbenbart, at der findes et sådant potentiale. Og efter at præsident Trump gentagne gange i valgkampen og igen efter at han blev præsident har udtalt, at han ønsker at forbedre forholdet til Rusland, blev hele Russiagate lanceret [af hans politiske modstandere] for at forhindre, at det sker. For nærværende er Russiagate blevet mere eller mindre miskrediteret, og til trods for spændingerne i forhold til Kina vedrørende handelsspørgsmål er der positive tegn på, at både Kina og USA kan være villige til at nå en aftale om at overvinde den nuværende handelskrig. Dette potentiale fremstår tydeligt, og det står meget klart, at det vil afgøre meget af spørgsmålet om, hvorvidt menneskeheden – i lyset af eksistentielle farer – vil være i stand til at regere sig selv, at indføre en regeringsstruktur, som muliggør den langsigtede opretholdelse af verdens befolkning. Dette er et meget akut spørgsmål.

Man kan for eksempel se, at den nuværende kinesiske ambassadør i USA, Cui Tiankai, netop i går udstedte en meget klar advarsel om, at verden skal lære lektien af 1930’ernes store depression, som resulterede i Anden Verdenskrig. Han advarer også om, at manglende evne til at løse de nuværende spændinger kunne føre til en ny verdenskrig og en ny finansiel krise, der vil være værre end 30’ernes depression. Den samme ambassadør, Cui, rejste allerede for et år siden i en tale i New York et grundlæggende spørgsmål: Hvad skal forholdet mellem USA og Kina være? Han sagde, at der i verdenshistorien har været 16 tilfælde, hvor den dominerende magt blev erstattet af en opstigende magt – hvilket tydeligvis henviser til den nuværende situation mellem USA og Kina – og at det i 12 tilfælde førte til en stor krig og i 4 tilfælde førte til en situation, hvor den opstigende magt simpelthen erstattede den hidtil dominerende magt, uden at det kom til krig. Han understregede, at Kina hverken ønsker at situationen fører til krig, men at Kina heller ikke forsøger at erstatte USA som den dominerende magt i verden. Kinas politik er derimod at foreslå et helt nyt sæt af internationale relationer med win-win-samarbejde mellem suveræne magter og respekt for de andre landes suverænitet, respekt for det andet lands sociale system, en ikke-indblanding i det andet lands indre anliggender og simpelthen samarbejde til gensidig gavn for alle, der deltager i dette nye system.

Det er efter min mening det, som vi har set udspille sig i virkeligheden i de seneste fem år, siden præsident Xi Jinping i Kasakhstan i september 2013 annoncerede Den Nye Silkevej, og hvor vi siden har været vidne til den enorme udvikling af Silkevejen, omfattende mere end 100 lande, og hvordan den helt har forvandlet stemningen i Afrika, som har fået indgydet mod og optimisme på grund af Silkevejens massive investeringer i infrastruktur, industriparker, energiprojekter og lignende. Det samme gælder for næsten hele Latinamerika, mange lande i Asien og endda nogle europæiske lande, som absolut kan se fordelene i at samarbejde med dette nye system.

Nuvel, det tog Vesten, eller rettere vestlige tænketanke og medier, næsten fire år, før man så meget som indrømmede, at dette fandt sted. Jeg mener, at det var skuespil: Her har man det største infrastrukturprojekt nogensinde i verdenshistorien, allerede nu omkring 30 gange så stort som Marshall-planen, og de vestlige medier vil ikke tage notits af det! Så for omkring et år siden indså de, at det var helt ustoppeligt, og de begyndte så en hel spærreild af bagvaskelse og angreb på Den Nye Silkevej, og det er ganske sigende, at talerøret for det anglo-amerikanske etablissement, New York Times, i løbet af sidste weekend og weekenden før, havde over 10 eller 12 artikler, om Den Nye Silkevej, hvor de i grunden indrømmer, at det er ustoppeligt, at det allerede er her. Vesten tog helt fejl ved at tro, at hvis man tilbyder Kina at være medlem af WTO og deltage i frihandelssystemet, så vil Kina i sidste ende overtage det vestlige liberale system, det vestlige demokrati eller – hvis de skulle afslå det – simpelthen ville kollapse under byrden af en autokratisk ledelse.

New York Times indrømmer så modstræbende, at dette var et fejlagtigt skøn. Kina har ikke adopteret den vestlige demokratimodel, og er helt afgjort ikke kollapset. Det har i stedet en forbløffende historik med høje økonomiske vækstrater uafbrudt gennem 40 år, som helt og holdent har forvandlet ikke kun Kina, men også en stor del af verdensøkonomien. Kina har nu en velhavende middelklasse der udgør en god del af befolkningen, 400 millioner, og denne vil blive fordoblet i løbet af de næste 10 år. Og at den kinesiske model i grunden er attraktiv for mange lande i verden.

De konkluderer dybest set, at den eneste måde at håndtere det på er indsatsen for at inddæmme Kina, om nødvendigt med konfrontation og endog krig. Et par amerikanske generaler sagde allerede for et par uger siden, at en krig mellem USA og Kina indenfor de næste 50 år er mere sandsynlig, end at dette undgås.

Det er naturligvis den berømte Thukydid-fælde: Dette refererer til situationen i det antikke Grækenland, rivaliseringen mellem Athen og Sparta, som førte til krigen på Peloponnes, og som en konsekvens heraf – hvilket folk normalt ikke nævner, når de taler om Thukydid- fælden – tilbagegangen og sammenbruddet af det antikke Grækenland.  Så det indlysende spørgsmål er: Kan Vesten forholde sig til det faktum, at Kina er for opadgående, og at der ikke kan gøres noget ved det, fordi Kina først og fremmest er et land, der var den førende økonomiske og kulturelle magt i de fleste århundreder indenfor de seneste årtusinder, med kun en meget kort afbrydelse. Kina er fast besluttet på at vende tilbage, ikke for at erstatte andre lande, men for at tage en ledende rolle på verdensplan, og den kinesiske regering har en politik, der gør dette muligt. Hovedsageligt ved at lægge vægt på kontinuerlig innovation, at gå direkte frem til de mest avancerede teknologier – de har det mest avancerede forskningsprogram for fusionskraft; de har et meget, meget avanceret rumforskningsprogram, og de lægger stor vægt på uddannelse, fortræffelighed i uddannelser for de unge, kombineret med at Xi Jinping understreger behovet for særligt at have en æstetisk uddannelse af ungdommen, og også for de ældre. Fordi æstetisk uddannelse går i retning af skønhed i sindet og sjælens skønhed.

I betragtning af at Kina har en befolkning på 1,4 mia. mennesker, er Vestens ide om, at det vil være muligt at inddæmme dette, uden at det fører til krig, latterlig. Det skal bemærkes, at hvis det kommer til krig, er der mange militære eksperter, der gør opmærksom på, at når man først begynder med at bruge bare et enkelt atomvåben, er det atomvåbnenes logik – i modsætning til traditionelle konventionelle våben – at samtlige våben vil blive brugt. Det ville naturligvis betyde udslettelsen af den menneskelige civilisation.

Så dette paradoks eksisterer tydeligvis, og det er Schiller Instituttets opfattelse, at det kun kan overvindes ved at formå Vesten, ved at vinde verdens lande over til deltagelse i det nye paradigme med et win-win-samarbejde.

Faren for krig er meget reel – vi har netop været vidne til hændelsen med ukrainske krigsskibes provokation i Sortehavet, tæt på det Asovske Hav og Kertj-broen. Nogle mennesker i Ukraine har allerede for nogle uger siden foreslået, at den nybyggede bro mellem Rusland og Krim skal sprænges. Det var selvfølgelig den hændelse der fandt sted for nogle dage siden [den 25. november], hvor ukrainske krigsskibe ikke fulgte de regler, der ellers er blevet etableret mellem Rusland og Ukraine, hvor man har pligt til at meddele ens hensigt om at passere gennem Kertj-strædet. De blev derfor tilbageholdt af det russiske militær; besætningerne blev arresteret og forhørt, og i mellemtiden er der fundet skriftligt materiale hos denne besætning, som instruerer dem om ikke at tilkendegive sig, for i hemmelighed at sejle til dette punkt i Kertj- strædet. Det tyder klart på at det var en provokation.

Hvad der derefter skete, var, at krigshøgene, som NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg, straks sagde, at NATO fuldt ud står side om side med Ukraine; og nogle andre høge, som repræsentanter for »Integrity Initiative«, som jeg vil sige mere om lige om lidt, straks udtalte, at NATO burde sende en hel flotille ind i det Asovske Hav.

Dette blev i går fuldstændigt undsagt af præsident Putin, som ventede et par dage, og derefter udtalte, at dette klart var en i forvejen planlagt provokation, og at den store fejl ligger hos nationerne i Vesten, der tankeløst straks tog Ukraines parti. Med sin typiske Putin-humor tilføjede han, at hvis Ukraine skulle forlange at spise spædbørn til morgenmad, så ville Vesten straks acceptere det.

Vestens rolle blev også stærkt fordømt af general Harald Kujat, tidligere formand for NATO’s Militærkomité og før det også tysk militærchef, der undsagde Stoltenberg og sagde, at han gjorde en alvorlig fejl: ved en sådan hændelse er det yderst vigtigt, man først undersøger tingene, og at andre nationer ikke bør piske en stemning op, men forsøge at nedtrappe hele situationen. Det gjorde heldigvis de fleste af de vesteuropæiske regeringer, fordi de selvfølgelig indså, at en krig mellem Ukraine og Rusland let kan komme ud af kontrol og føre til en Tredje Verdenskrig.

Jeg tror, at denne hændelse, hvor faren endnu ikke er overstået, fordi Poroshenko annoncerede krigsretstilstand i dele af Ukraine, og vor kære ven Natalia Vitrenko, en ukrainsk politiker, advarede om, at dette betyder, at Poroshenko faktisk etablerer et diktatur i Ukraine – en krigsretstilstand, der eliminerer alle former for borgerlige rettigheder, er en ekstremt spændt situation. Hvem er nu anstifter af hele denne provokation? Hvis man ser på det faktum, at for ganske nylig, for et par dage siden, blev det afsløret, at der findes denne størrelse kaldet »Integrity Initiative«. Det er en meget mærkelig institution. Den køres fra britiske ambassader over hele verden, og det er faktisk en underafdeling af den britiske efterretningstjeneste. En af deres talsmænd, Edward Lucas, kom ud i forbindelse med denne ukrainske krise og sagde straks: Det er fuldstændig som Nazi-Tyskland, der angreb Polen i 1939, og krævede en øjeblikkelig eskalering og indsendelsen af krigsskibe i Sortehavet som en klar provokation.

Hvad er dette såkaldte »Integrity Initiative«? Storbritanniens nye generalstabschef, general Mark Carleton-Smith, har, som den krigskræmmer han er, udtalt, at Rusland udgør en større fare for Storbritannien end ISIS eller al-Qaeda. Så dette »Integrity Initiative« har gjort følgende: Det har udpeget en række såkaldte »klyngegrupper« i flere forskellige lande. Tager vi nu et kig på hjemmesiden og på hvilke personer, der leder dette initiativ, ser vi, at det er folk fra hele verden, der er kendt for deres koldkrigsindstilling. Fra USA finder vi f.eks. Ian Brzezinski – søn til den infame Zbigniew Brzezinski, forfatter til bogen »The Grand Chessboard. American Primacy and its Geostrategic Imperatives.« Denne Ian Brzezinski er et fremtrædende medlem af Det Atlantiske Råd, der bør regnes som en af det Anglo-Amerikanske imperiums – eller rettere den britiske efterretningstjenestes – betydelige underafdelinger. Og fra Tyskland finder vi general Klaus Naumann, der er kendt for sin koldkrigsindstilling overfor Rusland. Så det er en flok af personer, der i bund og grund mener, at man søge mod en geopolitisk konfrontation med Rusland og Kina. Det er netop den klike, der har været tættest på at tilvejebringe en ny verdenskrig.

Vi bliver nødt til at komme os over idéen om, at verden vil være for evigt delt i et antal geopolitiske blokke, hvor en nation eller en gruppe af nationer er i uløselig konflikt med en anden gruppe. Desværre er denne tankegang dybt indgroet i Den Europæiske Union; Frankrigs præsident Macron tænker sådan; Tysklands Kansler Merkel tænker sådan. Macron krævede for nyligt, at der oprettes en EU-hær [Macron skifter mellem at bruge »EU« og »Europa.« Han kender givetvis ikke forskellen – red.], som skal beskytte unionen mod Rusland, Kina og endog USA. Det er et typisk eksempel på den form for tankegang, der netop udgør en af opskrifterne, der under de nuværende omstændigheder med et nært forestående finansielt sammenbrud kan lede til, at det 20. århundredes to katastrofale krige gentages.

Heldigvis træder alternativet også meget tydeligt frem. Jeg har allerede nævnt stemningen omkring Den Nye Silkevej, som er ved at forvandle Afrika til et sted, hvor folk for første gang har et reelt håb om, at de med Kinas hjælp, og nu i stigende grad med hjælp fra flere andre lande som f.eks. Indien, Japan, Indonesien, Tyrkiet og mange andre, snart kan kalde sig selv »det nye Kina med afrikanske karakteristika.« Det er nemlig gået op for disse lande, at Afrika – et kontinent, der i 2050 vil være beboet af 2,5 milliarder mennesker – som Xi Jinping gjorde opmærksom på ved sin tale til BRICS-mødet i Johannesburg i september, har det største vækstpotentiale af alle verdens kontinenter. De har indset, at Afrika med sin meget unge befolkning, hvis denne befolkning bliver uddannet, og hvis de nødvendige investeringer i infrastruktur bliver stillet den til rådighed, kan blive den mest produktive befolkning i verden.

Dette er selvfølgelig et mareridt for de mennesker, der har forsøgt at undertrykke udviklingen i udviklingslandene, såsom IMF med dens »betingelser«, som udgør den egentlige gældsfælde. Som bekendt har IMF-betingelserne i bund og grund været med til at sikre, at udviklingslandene ville forblive forgældede, og at de hverken fik lov til at bruge deres indtægter til investeringer i sociale ydelser, uddannelse eller infrastruktur, men at de først og fremmest måtte betale af på gælden. Netop dette var et af de afgørende midler til at bremse udviklingen af disse lande.
Og selvfølgelig har vi Verdensnaturfonden, der på skændig og ugudelig vis forhindrede opførelsen af infrastruktur – og det for sneglenes skyld snarere end menneskenes. Og vi havde hele Romklubbens ugudelige ideologi om at ressourcerne på planeten angiveligt var begrænsede, og at udviklingslandenes udvikling derfor måtte undertrykkes.
Men da Kina lancerede Den Nye Silkevej, blev alt dette sat ud af kraft, for nu er der for første gang en reel mulighed for at overvinde udviklingslandenes underudvikling, og dette er blevet forstået af landene i »Det Globale Syd« repræsenteret af flere store organisationer såsom G77, Organisationen for Islamiske lande (OIC), Mercado Común del Sur (Mercosur) og Den Afrikanske Union. Alle disse organisationer er nu på hver deres vis inspireret af idéen om Den Nye Silkevej.
Og selv i Europa ændrer Den Nye Silkevej tingene i al hast: Der er 16+1-landene (de øst- og centraleuropæiske lande plus Kina), som er meget glade for at danne knudepunkter mellem Europa og Asien i udviklingen af Den Nye Silkevej. Der er Grækenland, som er fuldstændig omdannet på grund af kinesiske investeringer i Piræus (havneby tæt på Athen – red.) og andre infrastrukturprojekter. Den nye italienske regering er helt forandret: I forhold til Kina lytter den ikke længere til EU. De førende ministre – som f.eks. (finansminister – red.) Giovanni Tria, ministersekretær i ministeriet for økonomisk udvikling Michele Geraci og selv premierminister Giuseppe Conte – arbejder grundlæggende set for et samarbejde mellem Kina og Italien, ikke kun i form af gensidige investeringer, men især i form af investeringer i fælles projekter i Afrika. Og et af de mest herlige eksempler herpå er aftalen mellem Kina og Italien om at arbejde sammen med landene i Kommissionen for Tchadsø-sænkningen for at gennemføre Transaqua-projektet, som jeg er sikker på, at Hussein (Askary – red.) allerede har talt om.
Men så har vi også Spanien, hvor præsident Xi netop har været på statsbesøg, ved hvilken lejlighed der blev indgået en meget vidtrækkende samarbejdsaftale mellem Kina og Spanien, mens man samtidig understregede de to landes kulturelle bånd, der går 2000 år tilbage. Og så vil Xi Jinping også besøge Portugal, når han kommer tilbage fra G20-topmødet. Og mellem Portugal og Kina er der en fast aftale om, at også Portugal bliver et knudepunkt – Spanien og Portugal vil ikke kun være knudepunkter for den eurasiske forbindelse til Den Nye Silkevej, men også knudepunkt for alle spansk- og portugisisk-talende lande i hele verden. Så det er dette, som Schiller Instituttet understregede i vores rapport om »verdenslandbroen« (The New Silk Road Becomes The World Land-Bridge. A Shared Future For Humanity. Volume II – red.), nemlig arbejdet på den såkaldte Transatlantiske Rute (en del af Kinas Maritime Silkevej – red.), for på den måde at sammenbinde De Vestindiske Øer, Mellemamerika og Sydamerika med disse portugisisk- og spansktalende lande og således med Europa.
Verdenslandbroen er altså ved at blive realiseret. Der har lige fundet en meget interessant og håbefuld begivenhed sted i Hamborg mellem Kina og Hamborgs handelskammer, hvor alle, med undtagelse af en enkelt »Greenie«, der var helt ved siden af sig selv – men alle de andre talere var mere eller mindre optimistiske og talte om, hvordan Hamborg er det naturlige bindeled, ikke kun for landforbindelsen – og jeg tror der for nuværende ankommer 23 togforbindelser om ugen fra Kina til Hamborg – men selvfølgelig også et afgørende led i den Maritime Silkevej, da Hamborg har Tysklands største havn.
Dette er alt sammen meget, meget interessant. Så må jeg ikke glemme at nævne Schweiz, som også er om bord. Østrig: Østrigs nye regering har endog med i koalitionsaftalen, at Østrig ønsker at blive et knudepunkt i Den Nye Silkevej. Så jeg tror udviklingen faktisk, objektivt set, er meget, meget lovende. Men selvfølgelig skal der gøres meget mere, for hvis I reflekterer over det, jeg sagde i begyndelsen, nemlig at udfaldet af G20-topmødet bør være et nyt »Bretton Woods«-system og et nyt system for at beskytte vores nationer mod faren for et nyt finansielt sammenbrud, så er dette endnu ikke opnået.
Ellers mener jeg, at vi – på trods af alle de farer jeg har nævnt – objektivt set kan være meget optimistiske, fordi et nyt system er inden for rækkevidde. Og jeg vil blot tilføje, at den økonomiske udvikling absolut må kombineres med en renæssance af klassisk kultur. For hvis man ser på værdierne i Vesten lige nu – jeg vil kort identificere, hvad jeg mener med det – den neoliberale eller liberale filosofi eller ideologi, der har overtaget i Vesten, er korrekt blevet afvist af Rusland og Kina – en ideologi hvor »alt er tilladt.« Der er ikke to køn, men nu er der omtrent 49 køn; man har pornografi uden grænser; børn kan gå på internettet og se de værst tænkelige grusomheder; den vold, der forekommer nu, har desværre rødder i USA – der er masseskyderierne i skolerne næsten hver dag. I USA har der allerede været mere end 300 masseskyderier (i år – red.). Der er opiumepidemien i USA. Vi ser en stigning i skyderier, alkoholisme, stofmisbrug; levetiden i USA er nu faldet for første gang nogensinde to år i træk! Hvis der findes en parameter for en økonomi under sammenbrud, er det, at den forventede levealder falder.
Og i Europa er vi ikke langt bagefter, hvis man ser på volden i skolerne i Tyskland, for blot at nævne ét element. Jeg tror, at vi har et absolut påtrængende behov for en renæssance indenfor den menneskelige kultur, klassisk kultur, klassisk musik, digtekunsten og andre kunstområder.

 

Helga Zepp-LaRouche talte til seminaret via video-link fra Tyskland. Derudover talte EIR’s økonomiredaktør Paul Gallagher via video-link fra Virginia og Hussein Askary til seminaret i København.

TOM GILLESBERG: Jeg synes Helga Zepp-LaRouche blev meget smukt introduceret af Hussein Askary, der i sin præsentation gennemgik den fantastiske rolle hun, som grundlægger af Schiller Instituttet, som »Silkevejs-damen«, har påtaget sig i at skabe denne Bælte- og Vej-politik, politikken for Den Nye Silkevej. Så vi er meget stolte og glade over at kunne have hende med her »live# for at diskutere situationen i verden som den ser ud lige nu, efter de amerikanske midtvejsvalg og dagen før G20-topmødet starter i Buenos Aires. Så, Helga, tak fordi du er med os her. Ordet er dit.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg er meget glad for at kunne tale med jer, selvom det kun er via video-link. Naturligvis har vi nået et meget vigtigt punkt i historien, og for en gang skyld er jeg enig med præsident Macron fra Frankrig, som netop har sagt, at det kommende G20-møde hellere må bringe nogle reelle resultater, for ellers vil en sådan samling af statsledere nærmest have en modsat, ikke-konstruktiv effekt.

Det er jeg enig i.

Igennem de sidste mange uger, ja faktisk måneder, har vi lavet en kampagne for, hvad der grundlæggende set bør være resultatet af dette G20-møde. I betragtning af at vi både har fare for krig, som det blev demonstreret meget akut igen i form af hændelsen i nærheden af Kertj- broen i Sortehavet, samt at den generelle situation mellem de store atommagter ikke ligefrem er god, så er faren for atomkrig potentielt til stede. Dernæst har vi den umiddelbare fare for en gentagelse af den finansielle krise i 2008, bortset fra at det denne gang kan blive meget, meget værre, fordi alle parametre er meget værre end i 2008.

I lyset af disse to eksistentielle kriser har vi defineret, hvad der bør være udfaldet af enten hele G20-mødet, eller i det mindste fra de af statsoverhovederne, som man kan forvente kan gå i retning af at etablere et nyt paradigme: Det refererer til præsidenterne Trump, Putin, Xi Jinping, premierminister Modi, premierminister Abe, og muligvis også andre stats- og regeringschefer. Hvad vi definerede, som det absolut nødvendige udfald, er, at de etablerer et Nyt Bretton Woods-system til at erstatte det nuværende helt bankerotte system. Det vil komme til at indtage den samme stilling som det gamle Bretton Woods-system, men vil også indbefatte de ekstra funktioner, som Franklin D. Roosevelt oprindeligt ønskede: At afslutte kolonialismen for udviklingslandene, hvilket desværre ikke blev indført, fordi Roosevelt døde, og Bretton Woods blev etableret af Truman og Churchill, i hvert fald under disses politiske vejledning.

Selvfølgelig vil en Ny Bretton Woods-aftale kun fungere, hvis den ledsages af De Fire Love, som blev defineret af Lyndon LaRouche allerede i 2014, som de absolut nødvendige ændringer i det finansielle og økonomiske system, nemlig: For det første indførelsen af Glass/ Steagall-bankadskillelse; for det andet at overgå til en nationalbank for at bringe evnen til at skabe kredit tilbage under suveræne staters beføjelser under regeringers suveræne kontrol; for det tredje at skabe et internationalt kreditsystem; og for det fjerde at øge verdensøkonomiens produktivitet med et forceret udviklingsprogram for en fusionsøkonomi og etablering af et tættere internationalt rumsamarbejde for at opnå den nødvendige forøgelse i verdensøkonomiens produktivitet.

I betragtning af at det ikke kan forventes, at alle lande i G20 vil være enige om det – jeg kan nemt forestille mig, at de, der er helt forbundet med City of London samt med modstanden mod Trump, der stammer fra Wall Street – at der vil være nogle lande, som absolut vil modsætte sig en sådan løsning. Derfor har vi foreslået, at det kun kan være i et samarbejde mellem de lande, der er stærke nok til at modsætte sig magten i disse finansielle centre, London og Wall Street – og der kan dermed kun kan være tale om præsident Trump, præsident Xi Jinping, præsident Putin, og premierminister Modi, de fire stormagter tilsammen, som repræsenterer både de største atombevæbnede magter, de største økonomier og de største befolkninger. De skal arbejde sammen.

Det er åbenbart, at der findes et sådant potentiale. Og efter at præsident Trump gentagne gange i valgkampen og igen efter at han blev præsident har udtalt, at han ønsker at forbedre forholdet til Rusland, blev hele Russiagate lanceret [af hans politiske modstandere] for at forhindre, at det sker. For nærværende er Russiagate blevet mere eller mindre miskrediteret, og til trods for spændingerne i forhold til Kina vedrørende handelsspørgsmål er der positive tegn på, at både Kina og USA kan være villige til at nå en aftale om at overvinde den nuværende handelskrig. Dette potentiale fremstår tydeligt, og det står meget klart, at det vil afgøre meget af spørgsmålet om, hvorvidt menneskeheden – i lyset af eksistentielle farer – vil være i stand til at regere sig selv, at indføre en regeringsstruktur, som muliggør den langsigtede opretholdelse af verdens befolkning. Dette er et meget akut spørgsmål.

Man kan for eksempel se, at den nuværende kinesiske ambassadør i USA, Cui Tiankai, netop i går udstedte en meget klar advarsel om, at verden skal lære lektien af 1930’ernes store depression, som resulterede i Anden Verdenskrig. Han advarer også om, at manglende evne til at løse de nuværende spændinger kunne føre til en ny verdenskrig og en ny finansiel krise, der vil være værre end 30’ernes depression. Den samme ambassadør, Cui, rejste allerede for et år siden i en tale i New York et grundlæggende spørgsmål: Hvad skal forholdet mellem USA og Kina være? Han sagde, at der i verdenshistorien har været 16 tilfælde, hvor den dominerende magt blev erstattet af en opstigende magt – hvilket tydeligvis henviser til den nuværende situation mellem USA og Kina – og at det i 12 tilfælde førte til en stor krig og i 4 tilfælde førte til en situation, hvor den opstigende magt simpelthen erstattede den hidtil dominerende magt, uden at det kom til krig. Han understregede, at Kina hverken ønsker at situationen fører til krig, men at Kina heller ikke forsøger at erstatte USA som den dominerende magt i verden. Kinas politik er derimod at foreslå et helt nyt sæt af internationale relationer med win-win-samarbejde mellem suveræne magter og respekt for de andre landes suverænitet, respekt for det andet lands sociale system, en ikke-indblanding i det andet lands indre anliggender og simpelthen samarbejde til gensidig gavn for alle, der deltager i dette nye system.

Det er efter min mening det, som vi har set udspille sig i virkeligheden i de seneste fem år, siden præsident Xi Jinping i Kasakhstan i september 2013 annoncerede Den Nye Silkevej, og hvor vi siden har været vidne til den enorme udvikling af Silkevejen, omfattende mere end 100 lande, og hvordan den helt har forvandlet stemningen i Afrika, som har fået indgydet mod og optimisme på grund af Silkevejens massive investeringer i infrastruktur, industriparker, energiprojekter og lignende. Det samme gælder for næsten hele Latinamerika, mange lande i Asien og endda nogle europæiske lande, som absolut kan se fordelene i at samarbejde med dette nye system.

Nuvel, det tog Vesten, eller rettere vestlige tænketanke og medier, næsten fire år, før man så meget som indrømmede, at dette fandt sted. Jeg mener, at det var skuespil: Her har man det største infrastrukturprojekt nogensinde i verdenshistorien, allerede nu omkring 30 gange så stort som Marshall-planen, og de vestlige medier vil ikke tage notits af det! Så for omkring et år siden indså de, at det var helt ustoppeligt, og de begyndte så en hel spærreild af bagvaskelse og angreb på Den Nye Silkevej, og det er ganske sigende, at talerøret for det anglo-amerikanske etablissement, New York Times, i løbet af sidste weekend og weekenden før, havde over 10 eller 12 artikler, om Den Nye Silkevej, hvor de i grunden indrømmer, at det er ustoppeligt, at det allerede er her. Vesten tog helt fejl ved at tro, at hvis man tilbyder Kina at være medlem af WTO og deltage i frihandelssystemet, så vil Kina i sidste ende overtage det vestlige liberale system, det vestlige demokrati eller – hvis de skulle afslå det – simpelthen ville kollapse under byrden af en autokratisk ledelse.

New York Times indrømmer så modstræbende, at dette var et fejlagtigt skøn. Kina har ikke adopteret den vestlige demokratimodel, og er helt afgjort ikke kollapset. Det har i stedet en forbløffende historik med høje økonomiske vækstrater uafbrudt gennem 40 år, som helt og holdent har forvandlet ikke kun Kina, men også en stor del af verdensøkonomien. Kina har nu en velhavende middelklasse der udgør en god del af befolkningen, 400 millioner, og denne vil blive fordoblet i løbet af de næste 10 år. Og at den kinesiske model i grunden er attraktiv for mange lande i verden.

De konkluderer dybest set, at den eneste måde at håndtere det på er indsatsen for at inddæmme Kina, om nødvendigt med konfrontation og endog krig. Et par amerikanske generaler sagde allerede for et par uger siden, at en krig mellem USA og Kina indenfor de næste 50 år er mere sandsynlig, end at dette undgås.

Det er naturligvis den berømte Thukydid-fælde: Dette refererer til situationen i det antikke Grækenland, rivaliseringen mellem Athen og Sparta, som førte til krigen på Peloponnes, og som en konsekvens heraf – hvilket folk normalt ikke nævner, når de taler om Thukydid- fælden – tilbagegangen og sammenbruddet af det antikke Grækenland.  Så det indlysende spørgsmål er: Kan Vesten forholde sig til det faktum, at Kina er for opadgående, og at der ikke kan gøres noget ved det, fordi Kina først og fremmest er et land, der var den førende økonomiske og kulturelle magt i de fleste århundreder indenfor de seneste årtusinder, med kun en meget kort afbrydelse. Kina er fast besluttet på at vende tilbage, ikke for at erstatte andre lande, men for at tage en ledende rolle på verdensplan, og den kinesiske regering har en politik, der gør dette muligt. Hovedsageligt ved at lægge vægt på kontinuerlig innovation, at gå direkte frem til de mest avancerede teknologier – de har det mest avancerede forskningsprogram for fusionskraft; de har et meget, meget avanceret rumforskningsprogram, og de lægger stor vægt på uddannelse, fortræffelighed i uddannelser for de unge, kombineret med at Xi Jinping understreger behovet for særligt at have en æstetisk uddannelse af ungdommen, og også for de ældre. Fordi æstetisk uddannelse går i retning af skønhed i sindet og sjælens skønhed.

I betragtning af at Kina har en befolkning på 1,4 mia. mennesker, er Vestens ide om, at det vil være muligt at inddæmme dette, uden at det fører til krig, latterlig. Det skal bemærkes, at hvis det kommer til krig, er der mange militære eksperter, der gør opmærksom på, at når man først begynder med at bruge bare et enkelt atomvåben, er det atomvåbnenes logik – i modsætning til traditionelle konventionelle våben – at samtlige våben vil blive brugt. Det ville naturligvis betyde udslettelsen af den menneskelige civilisation.

Så dette paradoks eksisterer tydeligvis, og det er Schiller Instituttets opfattelse, at det kun kan overvindes ved at formå Vesten, ved at vinde verdens lande over til deltagelse i det nye paradigme med et win-win-samarbejde.

Faren for krig er meget reel – vi har netop været vidne til hændelsen med ukrainske krigsskibes provokation i Sortehavet, tæt på det Asovske Hav og Kertj-broen. Nogle mennesker i Ukraine har allerede for nogle uger siden foreslået, at den nybyggede bro mellem Rusland og Krim skal sprænges. Det var selvfølgelig den hændelse der fandt sted for nogle dage siden [den 25. november], hvor ukrainske krigsskibe ikke fulgte de regler, der ellers er blevet etableret mellem Rusland og Ukraine, hvor man har pligt til at meddele ens hensigt om at passere gennem Kertj-strædet. De blev derfor tilbageholdt af det russiske militær; besætningerne blev arresteret og forhørt, og i mellemtiden er der fundet skriftligt materiale hos denne besætning, som instruerer dem om ikke at tilkendegive sig, for i hemmelighed at sejle til dette punkt i Kertj- strædet. Det tyder klart på at det var en provokation.

Hvad der derefter skete, var, at krigshøgene, som NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg, straks sagde, at NATO fuldt ud står side om side med Ukraine; og nogle andre høge, som repræsentanter for »Integrity Initiative«, som jeg vil sige mere om lige om lidt, straks udtalte, at NATO burde sende en hel flotille ind i det Asovske Hav.

Dette blev i går fuldstændigt undsagt af præsident Putin, som ventede et par dage, og derefter udtalte, at dette klart var en i forvejen planlagt provokation, og at den store fejl ligger hos nationerne i Vesten, der tankeløst straks tog Ukraines parti. Med sin typiske Putin-humor tilføjede han, at hvis Ukraine skulle forlange at spise spædbørn til morgenmad, så ville Vesten straks acceptere det.

Vestens rolle blev også stærkt fordømt af general Harald Kujat, tidligere formand for NATO’s Militærkomité og før det også tysk militærchef, der undsagde Stoltenberg og sagde, at han gjorde en alvorlig fejl: ved en sådan hændelse er det yderst vigtigt, man først undersøger tingene, og at andre nationer ikke bør piske en stemning op, men forsøge at nedtrappe hele situationen. Det gjorde heldigvis de fleste af de vesteuropæiske regeringer, fordi de selvfølgelig indså, at en krig mellem Ukraine og Rusland let kan komme ud af kontrol og føre til en Tredje Verdenskrig.

Jeg tror, at denne hændelse, hvor faren endnu ikke er overstået, fordi Poroshenko annoncerede krigsretstilstand i dele af Ukraine, og vor kære ven Natalia Vitrenko, en ukrainsk politiker, advarede om, at dette betyder, at Poroshenko faktisk etablerer et diktatur i Ukraine – en krigsretstilstand, der eliminerer alle former for borgerlige rettigheder, er en ekstremt spændt situation. Hvem er nu anstifter af hele denne provokation? Hvis man ser på det faktum, at for ganske nylig, for et par dage siden, blev det afsløret, at der findes denne størrelse kaldet »Integrity Initiative«. Det er en meget mærkelig institution. Den køres fra britiske ambassader over hele verden, og det er faktisk en underafdeling af den britiske efterretningstjeneste. En af deres talsmænd, Edward Lucas, kom ud i forbindelse med denne ukrainske krise og sagde straks: Det er fuldstændig som Nazi-Tyskland, der angreb Polen i 1939, og krævede en øjeblikkelig eskalering og indsendelsen af krigsskibe i Sortehavet som en klar provokation.

Hvad er dette såkaldte »Integrity Initiative«? Storbritanniens nye generalstabschef, general Mark Carleton-Smith, har, som den krigskræmmer han er, udtalt, at Rusland udgør en større fare for Storbritannien end ISIS eller al-Qaeda. Så dette »Integrity Initiative« har gjort følgende: Det har udpeget en række såkaldte »klyngegrupper« i flere forskellige lande. Tager vi nu et kig på hjemmesiden og på hvilke personer, der leder dette initiativ, ser vi, at det er folk fra hele verden, der er kendt for deres koldkrigsindstilling. Fra USA finder vi f.eks. Ian Brzezinski – søn til den infame Zbigniew Brzezinski, forfatter til bogen »The Grand Chessboard. American Primacy and its Geostrategic Imperatives.« Denne Ian Brzezinski er et fremtrædende medlem af Det Atlantiske Råd, der bør regnes som en af det Anglo-Amerikanske imperiums – eller rettere den britiske efterretningstjenestes – betydelige underafdelinger. Og fra Tyskland finder vi general Klaus Naumann, der er kendt for sin koldkrigsindstilling overfor Rusland. Så det er en flok af personer, der i bund og grund mener, at man søge mod en geopolitisk konfrontation med Rusland og Kina. Det er netop den klike, der har været tættest på at tilvejebringe en ny verdenskrig.

Vi bliver nødt til at komme os over idéen om, at verden vil være for evigt delt i et antal geopolitiske blokke, hvor en nation eller en gruppe af nationer er i uløselig konflikt med en anden gruppe. Desværre er denne tankegang dybt indgroet i Den Europæiske Union; Frankrigs præsident Macron tænker sådan; Tysklands Kansler Merkel tænker sådan. Macron krævede for nyligt, at der oprettes en EU-hær [Macron skifter mellem at bruge »EU« og »Europa.« Han kender givetvis ikke forskellen – red.], som skal beskytte unionen mod Rusland, Kina og endog USA. Det er et typisk eksempel på den form for tankegang, der netop udgør en af opskrifterne, der under de nuværende omstændigheder med et nært forestående finansielt sammenbrud kan lede til, at det 20. århundredes to katastrofale krige gentages.

Heldigvis træder alternativet også meget tydeligt frem. Jeg har allerede nævnt stemningen omkring Den Nye Silkevej, som er ved at forvandle Afrika til et sted, hvor folk for første gang har et reelt håb om, at de med Kinas hjælp, og nu i stigende grad med hjælp fra flere andre lande som f.eks. Indien, Japan, Indonesien, Tyrkiet og mange andre, snart kan kalde sig selv »det nye Kina med afrikanske karakteristika.« Det er nemlig gået op for disse lande, at Afrika – et kontinent, der i 2050 vil være beboet af 2,5 milliarder mennesker – som Xi Jinping gjorde opmærksom på ved sin tale til BRICS-mødet i Johannesburg i september, har det største vækstpotentiale af alle verdens kontinenter. De har indset, at Afrika med sin meget unge befolkning, hvis denne befolkning bliver uddannet, og hvis de nødvendige investeringer i infrastruktur bliver stillet den til rådighed, kan blive den mest produktive befolkning i verden.

Dette er selvfølgelig et mareridt for de mennesker, der har forsøgt at undertrykke udviklingen i udviklingslandene, såsom IMF med dens »betingelser«, som udgør den egentlige gældsfælde. Som bekendt har IMF-betingelserne i bund og grund været med til at sikre, at udviklingslandene ville forblive forgældede, og at de hverken fik lov til at bruge deres indtægter til investeringer i sociale ydelser, uddannelse eller infrastruktur, men at de først og fremmest måtte betale af på gælden. Netop dette var et af de afgørende midler til at bremse udviklingen af disse lande.

Og selvfølgelig har vi Verdensnaturfonden, der på skændig og ugudelig vis forhindrede opførelsen af infrastruktur – og det for sneglenes skyld snarere end menneskenes. Og vi havde hele Romklubbens ugudelige ideologi om at ressourcerne på planeten angiveligt var begrænsede, og at udviklingslandenes udvikling derfor måtte undertrykkes.

Men da Kina lancerede Den Nye Silkevej, blev alt dette sat ud af kraft, for nu er der for første gang en reel mulighed for at overvinde udviklingslandenes underudvikling, og dette er blevet forstået af landene i »Det Globale Syd« repræsenteret af flere store organisationer såsom G77, Organisationen for Islamiske lande (OIC), Mercado Común del Sur (Mercosur) og Den Afrikanske Union. Alle disse organisationer er nu på hver deres vis inspireret af idéen om Den Nye Silkevej.

Og selv i Europa ændrer Den Nye Silkevej tingene i al hast: Der er 16+1-landene (de øst- og centraleuropæiske lande plus Kina), som er meget glade for at danne knudepunkter mellem Europa og Asien i udviklingen af Den Nye Silkevej. Der er Grækenland, som er fuldstændig omdannet på grund af kinesiske investeringer i Piræus (havneby tæt på Athen – red.) og andre infrastrukturprojekter. Den nye italienske regering er helt forandret: I forhold til Kina lytter den ikke længere til EU. De førende ministre – som f.eks. (finansminister – red.) Giovanni Tria, ministersekretær i ministeriet for økonomisk udvikling Michele Geraci og selv premierminister Giuseppe Conte – arbejder grundlæggende set for et samarbejde mellem Kina og Italien, ikke kun i form af gensidige investeringer, men især i form af investeringer i fælles projekter i Afrika. Og et af de mest herlige eksempler herpå er aftalen mellem Kina og Italien om at arbejde sammen med landene i Kommissionen for Tchadsø-sænkningen for at gennemføre Transaqua-projektet, som jeg er sikker på, at Hussein (Askary – red.) allerede har talt om.

Men så har vi også Spanien, hvor præsident Xi netop har været på statsbesøg, ved hvilken lejlighed der blev indgået en meget vidtrækkende samarbejdsaftale mellem Kina og Spanien, mens man samtidig understregede de to landes kulturelle bånd, der går 2000 år tilbage. Og så vil Xi Jinping også besøge Portugal, når han kommer tilbage fra G20-topmødet. Og mellem Portugal og Kina er der en fast aftale om, at også Portugal bliver et knudepunkt – Spanien og Portugal vil ikke kun være knudepunkter for den eurasiske forbindelse til Den Nye Silkevej, men også knudepunkt for alle spansk- og portugisisk-talende lande i hele verden. Så det er dette, som Schiller Instituttet understregede i vores rapport om »verdenslandbroen« (The New Silk Road Becomes The World Land-Bridge. A Shared Future For Humanity. Volume II – red.), nemlig arbejdet på den såkaldte Transatlantiske Rute (en del af Kinas Maritime Silkevej – red.), for på den måde at sammenbinde De Vestindiske Øer, Mellemamerika og Sydamerika med disse portugisisk- og spansktalende lande og således med Europa.

Verdenslandbroen er altså ved at blive realiseret. Der har lige fundet en meget interessant og håbefuld begivenhed sted i Hamborg mellem Kina og Hamborgs handelskammer, hvor alle, med undtagelse af en enkelt »Greenie«, der var helt ved siden af sig selv – men alle de andre talere var mere eller mindre optimistiske og talte om, hvordan Hamborg er det naturlige bindeled, ikke kun for landforbindelsen – og jeg tror der for nuværende ankommer 23 togforbindelser om ugen fra Kina til Hamborg – men selvfølgelig også et afgørende led i den Maritime Silkevej, da Hamborg har Tysklands største havn.

Dette er alt sammen meget, meget interessant. Så må jeg ikke glemme at nævne Schweiz, som også er om bord. Østrig: Østrigs nye regering har endog med i koalitionsaftalen, at Østrig ønsker at blive et knudepunkt i Den Nye Silkevej. Så jeg tror udviklingen faktisk, objektivt set, er meget, meget lovende. Men selvfølgelig skal der gøres meget mere, for hvis I reflekterer over det, jeg sagde i begyndelsen, nemlig at udfaldet af G20-topmødet bør være et nyt »Bretton Woods«-system og et nyt system for at beskytte vores nationer mod faren for et nyt finansielt sammenbrud, så er dette endnu ikke opnået.

Ellers mener jeg, at vi – på trods af alle de farer jeg har nævnt – objektivt set kan være meget optimistiske, fordi et nyt system er inden for rækkevidde. Og jeg vil blot tilføje, at den økonomiske udvikling absolut må kombineres med en renæssance af klassisk kultur. For hvis man ser på værdierne i Vesten lige nu – jeg vil kort identificere, hvad jeg mener med det – den neoliberale eller liberale filosofi eller ideologi, der har overtaget i Vesten, er korrekt blevet afvist af Rusland og Kina – en ideologi hvor »alt er tilladt.« Der er ikke to køn, men nu er der omtrent 49 køn; man har pornografi uden grænser; børn kan gå på internettet og se de værst tænkelige grusomheder; den vold, der forekommer nu, har desværre rødder i USA – der er masseskyderierne i skolerne næsten hver dag. I USA har der allerede været mere end 300 masseskyderier (i år – red.). Der er opiumepidemien i USA. Vi ser en stigning i skyderier, alkoholisme, stofmisbrug; levetiden i USA er nu faldet for første gang nogensinde to år i træk! Hvis der findes en parameter for en økonomi under sammenbrud, er det, at den forventede levealder falder.

Og i Europa er vi ikke langt bagefter, hvis man ser på volden i skolerne i Tyskland, for blot at nævne ét element. Jeg tror, at vi har et absolut påtrængende behov for en renæssance indenfor den menneskelige kultur, klassisk kultur, klassisk musik, digtekunsten og andre kunstområder.

Dette er blevet forstået i Kina. Jeg har allerede nævnt Xi Jinpings understregning af behovet for æstetisk uddannelse, og den vigtigste kinesiske taler på konferencen i Hamborg i går, vicepræsident Liu He, som er den vigtigste økonomiske rådgiver for Xi Jinping, afveg fra sin skriftlige tekst og sagde, at han ønskede at dele en historie med publikum. Under kulturrevolutionen, da han var ung, måtte han gemme sig i en af hutongerne i Beijing – dette er de gamle bydele – og han måtte i hemmelighed lytte til Felix Mendelssohns violinkoncert i C-mol. Det betød, at han blev helt forelsket i klassisk musik og har forfulgt den passion lige siden.

Jeg synes, at dette er meget lovende. Som I ved, er vi overbeviste om, at det ligger i den menneskelige natur, at alle mennesker grundlæggende er gode, at mennesket har en ubegrænset evne til at forbedre sig selv, ikke kun med hensyn til intellekt, men også, at den æstetiske uddannelse betyder, at man kan uddanne sine følelser indtil man blindt kan følge dem, fordi de aldrig vil fortælle en noget andet, end hvad fornuften tilsiger. Dette er Friedrich Schillers definition på den smukke sjæl. Han siger, at nødvendighed og lidenskab, fri vilje og pligt går op i en højere enhed, og dette er en tilstand, hvor mennesket virkelig er frit: Fordi du gør det nødvendige med lidenskab, fordi du ikke kan tænke på nogen anden måde end på fornuftens niveau.

Dette er ikke er en utopi, men det er noget, der kan gennemføres fuldt ud, og er i øvrigt noget, som også ligger i Konfutses filosofi. Konfutse havde næsten samme idé om æstetisk uddannelse som Friedrich Schiller: At man gennem musik, gennem poesi, ved at lære skønhed, så kan man faktisk kan omdanne folkets karakter til at blive smukke sjæle, til at opnå visdom, og tjene almenvellet.

Jeg tror, at hvis menneskeheden når frem til et nyt paradigme, så vil forholdene mellem nationer blive sådan, at hver nation vil referere til den bedste tradition hos den anden og blive beriget ved at opdage skønheden i den anden nations mest avancerede kultur, og at det i stigende grad bliver karakteren af relationer mellem nationer: at vi vil ophøre med at opføre os som små fireårige drenge, der sparker hinanden over skinnebenene, hvilket betyder at føre krig og lignende ting, og, at vi som menneskelig art bliver voksne og renoverer vores relationer. Som astronauter, der alle – alle astronauter, der har været i rummet, som var på ISS, siger det samme: Når du er ude i rummet, erkender du, at du kun kan samarbejde på grundlag af fornuft, for ellers vil du ophøre med at eksistere, og når du betragter vores lille blå planet fra rummet, indser man, at der er så meget, der venter på at blive opdaget! Først og fremmest er der ingen grænser, der er ingen racer, der er kun én menneskehed, og du erkender, at vores univers er så stort! Og at vi som en menneskelig art skal samarbejde for at kunne have en vedvarende eksistens i dette univers over de næste tusinder og atter tusinder af år.

Med Hubble-teleskopet har vi været i stand til at opdage, at vi i øjeblikket kender til eksistensen af 2 billioner galakser! Det er noget, der kan overvælde sindet – hvis jeg forsøger at tænke på Solsystemet, Mælkevejen, Galaksen, der allerede er gigantisk. Men ideen om 2 billioner galakser viser os, at vi som menneskelig art kun lige er begyndt at tage de første babyskridt i retning af perfektionen af vores art.

Jeg tror under alle omstændigheder, at vi befinder os ved afslutningen af en epoke. Jeg tror, at vi har en meget god chance for at lægge geopolitikkens epoke bag os; at vi virkelig kan skabe et system til regeringsførelse, som muliggør fredelig sameksistens og udvikling for hele menneskeheden. Jeg vil opfordre Jer til at være optimistisk omkring det, og deltage i Schiller-instituttets indsats, for dette har været vores perspektiv igennem de seneste 40-50 år – for min mands vedkommende 50 år – og jeg tror, at vi er på nippet til at se realiseringen af denne vision.

Mange tak.

 




Kaos i Europa mens Den nye Silkevej anviser løsningen

Den 12. december (EIRNS) – De tidligere grundpiller i den Europæiske Union – Frankrig, Storbritannien og Tyskland – fortsætter med at svækkes i et utroligt tempo, selv mens momentum for den Nye Silkevej vokser med en lige så utrolig hastighed. Det er helt oplagt, at det ene er løsningen til det andet. Helga Zepp-LaRouche observerede i dag, at mange iagttagere nu noterer sig det indlysende – Kinas model har løftet 800 millioner mennesker ud af fattigdom og tager processen ud til verden gennem deres Bælte og Vej-Initiativ, mens EU lider under økonomisk forfald, lønnedgang og politisk kaos. Hvem ville argumentere til fordel for den nuværende vestlige model, bortset fra idioter? Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) udgav sin globale løn-rapport for 2017 i slutningen af november, hvoraf det fremgår, at den globale lønstigning var den laveste siden 2008, tæt på nul, selv om den var 4,3 % på de nye markeder, primært på grund af Bælte og Vej-processen. Lønnen faldt faktisk i Frankrig, Tyskland, Italien og Spanien (Italien, Spanien og Portugal har nu tilsluttet sig Bælte og Vej-Initiativet).

På den anden side af debatten konkluderede en undersøgelse, der blev udgivet i september af AidData fra “College of William and Mary”, om de “kinesiske infrastrukturprojekter og udbredelsen af økonomisk aktivitet i udviklingslande”, at i modsætning til uligheden som følge af mange af de vestlige investeringsprojekter i udviklingssektoren: “Vi finder, at kinesiske udviklingsprojekter generelt, og især kinesiske transportprojekter, reducerer økonomisk ulighed indenfor og mellem decentrale lokaliteter” og “producerer økonomiske effekter, der fører til en mere ligelig fordeling af den økonomiske aktivitet. “Undersøgelsen blev finansieret af FN, Singapores ministerium for uddannelse, USAID og fonde i USA og Europa. Konferencer, der fremmer Bæltet og Vejen, foregår nu i Asien, Afrika, Europa og Latinamerika i et tempo på omkring et dusin hver uge. Så meget for snakken om kinesisk “imperialisme” og “gældsfælder”.

I Frankrig forsvinder De gule Vestes protester ikke, på trods af præsident Emmanuel Macrons kapitulation i mandags til nogle få af deres krav. Flere demonstrationer er planlagt til weekenden. Venstrepartierne i Nationalforsamlingen har fremsat en opfordring til afstemning om mistillid til regeringen, som finder sted torsdag eftermiddag, 13. december. Selvom det er usandsynligt at den vedtages, vil det tvinge regeringen til at afsløre deres budget for næste år; et budget som forventes at skubbe udgifterne langt over EU’s pålagte grænser på 3 % af BNP. EU har allerede sagt, at EU i modsætning til deres åbne konflikt med Italien over Italiens afvisning af at skære deres budget (på bekostning af befolkningen og økonomien) ikke planlægger at kritisere Macron for at gøre det samme for at redde sit skind. På den konservative side tweetede Marine Le Pen, leder af det franske nationale protestparti, at Macron gav et par indrømmelser, men han “nægter at indrømme, at hans ledelsesmodel bliver udfordret. Denne model repræsenterer overdreven globalisering, illoyal konkurrence, udbredt frihandel og massiv indvandring med alle dets sociale og kulturelle konsekvenser. Kort sagt, Macron har netop lavet et strategisk tilbagetog!”

Situationen er den samme i London, hvor premierminister Theresa May blev udsat for et mistillidsvotum i sit eget konservative parti i aftes. Hun overlevede afstemningen – 200 mod 117 – men hun måtte love ikke at lede partiet frem mod det næste planlagte nationale valg i 2022. Mange observatører af processen advarede om, at hvis så mange som 100 konservative stemte imod hende, ville det være meget vanskeligt for hende at beholde magten. Efter at have annulleret den planlagte parlamentsafstemning om hendes falske Brexit-plan i tirsdags, indrømmende at det ville være blevet grundigt forkastet, er hun langt fra sikker i sin stilling. Kilder i Storbritannien har fortalt til EIR, at ingen fra noget parti ønsker hendes job på nuværende tidspunkt, da der ikke er nogen vej ud af det hul, som hun har skabt for landet ved at holde Brexit-processen hemmelig indtil sidste øjeblik.

Samtidig eksploderer skandalen om den britiske regeringsfinansierede undergravende operation, kendt som “Integrity Initiative”, og dens overordnede gruppe, Institute for Statecraft, både for regeringen og de britiske efterretningstjenester. Oprettet for at drive skjulte operationer i alle lande i Europa og USA, for at forgifte ethvert konstruktivt forhold til Rusland, er de nu blevet taget i angrebet på oppositionspartiet Labour, herunder at kalde Jeremy Corbyn en “nyttig idiot” for russerne – ligesom MI6 foretog skjulte aktioner for at forstyrre det amerikanske valg i 2016, og fejlagtigt udpensle Trump som en russisk håndlanger. Det hackede materiale er anerkendt for at være korrekt, men udenrigsministeriet har patetisk hævdet, at lækagen var et beskidt russisk trick- indrømmende som sædvanlig, at der ikke er noget bevis, men det må simpelthen være russerne!

Valget er klart for alle dem, der er enige med Friedrich Schiller i, at vi alle må være “patrioter i vores nationer og borgere i verden.” Imperiets hensygnende styrke må aflives gennem et nyt Bretton Woods, Glass/Steagall-lovgivning og en tilbagevenden til videnskabelige og industrielle fremskridt, mens imperialistisk og krigerisk geopolitik erstattes af en win-win-politik, karakteriseret ved Den nye Silkevej. Det er nu det gælder.