Russiagate-fupnummer kollapser. Bring USA, Rusland og Kina sammen nu
for at erstatte det Britiske Imperium for evigt

Den 22. maj (EIRNS) — Det russiske svindelnummer startede ikke med Obamas efterretningsholds forræderi rettet mod Donald Trump. Det begyndte i 2014, da det samme hold af korrupte efterretningsfolk, sammen med Obamas udenrigsministerium og deres følgesvend George Soros, bakket op af den falske nyhedspresse, iværksatte det Britiske komplot for at vælte den folkevalgte regering i Ukraine, ved åbent at støtte de neo-nazistiske bander, som udfører en voldelig “farve-revolution” mod regeringen i Kiev. Ved at tildele 5 milliarder $ til anti-russiske NGO’er, uddele små kager til hagekorsbærende bøller på Maidan-pladsen, gennemførte Obamas repræsentant, Victoria Nuland, og hendes ven Christopher Steele – den samme MI6-agent, der senere opdigtede det falske dossier om Trump – et kriminelt, voldelig kup, skød skylden på russerne, og igangsatte deres operation for en 3. verdenskrig.

Derefter opfangede kandidat Donald Trump stemningen fra en amerikansk befolkning, der afskyede den økonomiske nedgang, evindelige koloniale krigsførelse, den forsætlige overmedicinering af deres venner og børn, og kulturen af pessimisme og grimhed. Hans løfte om at genoprette det amerikanske system fandt genklang hos borgere, der havde oplevet 50 års organisering af LaRouche-bevægelsen, som både advarede om truslen om depression og krig under den britisk dominerede monetære og strategiske politik fra familien Bush og Obama, og samtidig fremsatte de nødvendige økonomiske, strategiske og kulturelle politikker for at opnå en ny, produktiv og fredelig verdensorden.

LaRouche, ene og alene, advarede om det onde i den grønne psykose, der forgiftede den historiske amerikanske optimisme. LaRouche alene identificerede det faktum, at “Dope, Incorporated” (A/S Narkotika –red.,) blev drevet af bankerne i London og Wall Street, de samme spekulative banker som organiserede og finansierede de endeløse krige, der krævedes af “det militær-industrielle kompleks”. LaRouche alene kæmpede for et Måne-Mars-projekt for at realisere menneskehedens “udenjordiske imperativ”. LaRouche alene fremsatte nødvendigheden af at gøre en ende på det Britiske Imperium, en gang for alle, med dets geopolitiske, dyriske syn på mennesket – intet mindre – og at dette udelukkende kunne opnås ved, at USA sluttede sig til Rusland, Kina og Indien, som et minimum, for at erstatte det fallerede britiske monetære system med et nyt kreditsystem, baseret på de hamiltoniske principper, der havde skabt det oprindelige amerikanske system. LaRouche alene foreslog “Den Nye Silkevej” for at forene øst og vest efter Sovjetunionens sammenbrud, som et middel til at afslutte geopolitikken for evigt og etablere en ny verdensorden baseret på suveræne stater viet til menneskehedens fælles mål.

Alt dette er nu inden for vores rækkevidde, og er blevet foreslået eller i det mindste antydet af præsident Trump. Hvis dette skal opnås, må det amerikanske folk indse, at forfølgelsen og retsforfølgningen af Lyndon LaRouche i 1980’erne, af de samme mennesker der udførte det fejlslagne kup mod præsident Trump, forhindrede denne politik i at blive gennemført dengang, før de sidste 30 års katastrofale degeneration.

LaRouches frifindelse af præsident Trump ville bringe denne sandhed frem for verden, og give præsidenten den offentlige og internationale støtte han behøver for at smide den britiske spændetrøje, der er pålagt af den korrupte Kongres, de falske nyhedsmedier, de neokonservative og de neoliberale. Tiden er knap. Tiden er inde. Potentialet for sejr har aldrig været større.

 




LaRouches århundrede

Den 21. maj (EIRNS) – I sin åbningspræsentation d. 27. april i den igangværende studiekreds i LaRouche PAC-regi om “Jordens sidste halvtreds år og Jordens næste halvtreds år”, som er dedikeret til Lyndon LaRouches liv og arven af revolutionære ideer fra ham, fremhævede Helga Zepp-LaRouche en tale, som hendes mand holdt i maj 1997, en tale hvori han understregede den overordnede strategiske betydning af samarbejdet mellem USA og Kina for at skabe global økonomisk genopretning. LaRouche udtalte:

“Der er kun to respektable nationer tilbage på denne planet. Det vil sige nationer med respektabel magt. Det er USA, i særdeles USA ikke som repræsenteret af Kongressen, men af præsidenten. Det er USA’s identitet som en politisk magt, ikke sammenkædningen af dets dele. USA er i dag alene repræsenteret ved dets præsident, som en politisk institution …

“Nu er der kun én anden magt på denne planet … og det er Folkerepublikken Kina. Kina er i øjeblikket involveret i et stort byggeri af infrastruktur, som min kone og andre løbende har været beskæftiget med i en årrække…

“Hvis derfor USA, USA’s præsident, og Kina deltager i at fremme projektet, som undertiden kaldes ‘Silkevejsprojektet, undertiden ‘Landbro’-projektet – hvis dette projekt, med udvikling af industrikorridorer på tværs af Eurasien, til Afrika og ind i Nordamerika, forlænges, kan det skabe tilstrækkeligt arbejde til at bringe hele denne planet ind i en økonomisk genopretning.”

Selv om den blev fremsat for 22 år siden, er denne strategiske evaluering af Lyndon LaRouche fuldt ud gyldig i dag, og er nøglen til at forstå såkaldte “aktuelle begivenheder”.

Det nylige sammenbrud i handelsforhandlingerne mellem USA og Kina, og endnu mere den økonomiske krigsførelse, som nu er blevet erklæret imod teknologi- og kommunikationsgiganten Huawei, er en politik udtænkt af det Britiske Imperium for at sikre, at en sådan USA-Kina-alliance ikke bliver realiseret – trods det faktum at det er ønsket af begge nationers præsidenter, hvilket de hver især – offentligt og gentagne gange – har givet udtryk for. Kinas halvofficielle medier, herunder Xinhua og Global Times, advarer nu om, at medmindre de økonomiske forhold mellem Kina og USA kommer tilbage på sporet, kan hele den globale økonomiske orden falde sammen. “Denne farlige udsigt,” understregede Xinhua, “er ikke i nogens interesse.”

Ud over de umiddelbare konfliktproblemer bemærkede Helga Zepp-LaRouche i sidste uge, at en stor mulighed er blevet forpasset – i hvert fald for øjeblikket – for at præsidenterne Donald Trump og Xi Jinping kunne holde et nyt topmøde, hvor de kunne blive enige om handelsspørgsmål, og derefter tage nye skridt i retning af en global alliance for økonomisk genopretning, af den slags der er beskrevet af Lyndon LaRouche. Men denne mulighed kan stadig genoplives i forbindelse med et muligt møde i slutningen af juni på G20-mødet i Osaka, hvor præsident Trump har sagt, at han gerne vil mødes med præsident Xi og også med den russiske præsident Vladimir Putin.

Derudover er der en bredere strategisk udvej for at afslutte det Britiske Imperium helt og skabe en retfærdig ny verdensøkonomisk orden. En af hovedårsagerne til dette er det potentiale der ligger i Donald Trumps kampberedte præsidentskab i Washington, som fortsat er engageret i at tøjle ‘det militær-industrielle kompleks’ (ingen amerikanske præsident siden Eisenhower har vovet at udfordre dem direkte); i et godt samarbejde med Kina og Rusland; og i at genoplive NASA’s mission for at udforske Månen, Mars og hinsides. NASA’s seneste fire-minutters video “We Are Going” har allerede 5,7 millioner visninger – hvilket angiver niveauet for opbakning til en sådan politik i befolkningen.

Trump er hæmmet i dette potentiale af to ting. For det første forbliver briterne opsatte på at vælte hans regering ved at bruge deres indflydelsesagenter, både udenfor og indenfor Trump-administrationen, herunder ved at fremkalde konflikter og krig med Kina, Rusland, Iran og andre.

For det andet er der ingen vej uden om det faktum, at de nye strategiske politikker der kræves ikke kan udvikles i deres nødvendige dybde uden det centrale input fra Lyndon LaRouches revolutionerende ideer – de selvsamme ideer, hvis overvejelse og forståelse kræver LaRouches frifindelse. Som Helga Zepp-LaRouche opsummerede argumentet i hendes studiekreds d. 27. april:

“Formålet med denne serie af lektioner er blandt andet at bidrage til kampen for frifindelse af min afdøde ægtemand. Jeg er dybt overbevist om, at USA’s fremtid, og underforstået verdens fremtid, og Lyns frifindelse er helt tæt forbundet. Grunden er meget enkel: Først og fremmest er det apparat, der har været ansvarlig for retsforfølgelsen af min mand – sandsynligvis siden 1950’erne, men virkelig for alvor siden 1980’erne – det samme apparat, som står bag kupforsøget mod Præsident Trump, og igen det samme apparat, der går ind for konfrontation med Rusland og Kina, og modarbejder præsident Trumps hensigter på næsten hvert eneste punkt. Og hvis dette apparat ikke stoppes, er faren for at disse konfrontationer fører til en krig med Rusland og Kina faktisk meget stor.

“I den forbindelse er spørgsmålet naturligvis, at kun hvis min mands navn bliver fuldstændig renset for eftervirkningerne af disse år med retsforfølgelse – år, faktisk årtier med bagvaskelse af ham – kun da vil det amerikanske folk have uhindret adgang til hele hans tankegods af ideer. Og jeg kan sige Jer, at hvad min mand har produceret med hensyn til begreber om naturvidenskab, klassisk kunst og universel historie, er så værdifuldt, at jeg tror, at alle nulevende amerikanere, og for den sags skyld alle andre mennesker rundt om i verden, bør absolut have adgang til det, fordi det er det næste niveau af viden, som folk bør have kendskab til”.

 




Trump advarer om ‘det militær-industrielle kompleks’;
det britiske geopolitiske kompleks ønsker ham i krig eller ud

Den 20. maj (EIRNS) – Donald Trump, den første præsident i mere end et århundrede til at holde taler om “det Amerikanske økonomiske System”, kan nu være den første præsident i mere end et halvt århundrede til at advare den amerikanske befolkning mod “det militær-industrielle kompleks”, mens det forsøger at presse ham til krig. Selv den iranske udenrigsminister reagerede straks på, at præsident Trump havde berørt noget vigtigt.

I Trumps interview med Fox News, der blev der sendt i nat, sagde han på spørgsmålet om hvorvidt han ville afvente krig mod Iran: “En dag vil nogen kunne forklare det, for der er en gruppe, og det kaldes det militære industrielle kompleks. De vil aldrig trække sig. De ønsker altid at kæmpe. “Dette sker umiddelbart før amerikanske militær- og efterretningschefer giver briefinger til Senatet og Repræsentanternes Hus for lukkede døre om “hemmelige efterretninger”, angiveligt for at vise at Iran og “dets stedfortrædere” er begyndt at angribe amerikanske interesser i Sydvestasien og skal stoppes.

Spørgsmålet siden præsident Dwight Eisenhower har egentlig altid været, hvad er det militær-industrielle kompleks? Imens Trump talte til Fox News, blev britiske specialstyrker udsendt til særlige stillinger i Den Persiske Golf for at “imødegå iranske angreb på handelsskibe.” Den britiske stedfortrædende øverstbefalende i Irak blev korrigeret af udenrigsministeren for at gøre det klart, at Storbritannien absolut anser Iran for at udgøre en trussel mod “koalitionens” styrker i området. Nogle London-aviser indrømmede i sensationelle overskrifter, at de øverste britiske efterretningsofficerer håndterede notater og dossierer – falske, erkendte artiklerne – beregnet på at ødelægge Trumps præsidentskab ved at fremstille ham som den russiske præsident Vladimir Putins “udenlandske aktiv”. Hvorfor? Fordi han blev valgt på at fremme samarbejdsrelationer med Rusland og Kina og forhindre regimeskifte og “permanente krige.”

Det “amerikanske militær-industrielle kompleks” har i virkeligheden altid været det britiske geopolitiske kompleks. I Eisenhowers tid var det kredsene omkring Churchill, der havde ejet Harry Truman og de britisk-schweizisk styrede Dulles-brødre, der plagede Ike og JFK. Nu er det Trumps britiske efterretningsfjender, der er blevet fuldstændigt afsløret i at have forsøgt at bruge beskidte “efterretninger” til at tvinge ham ud i et kup, eller tvinge ham til krigskonfrontationer med de andre stormagter Rusland og Kina.

Permanent krig – måske krig uden mulighed for overlevelse – eller økonomisk og strategisk samarbejde står på spil.

I et halvt århundrede har kun én førende amerikansk skikkelse forstået disse “kendsgerninger om London”, og ubønhørligt angrebet dem til forsvar for det amerikanske præsidentskab og på bekostning af sin egen udstødelse, retsforfølgning og forfølgelse. Dette var Lyndon LaRouche, mens han levede, og stadig i dag. Hans sag omfatter fuldstændig de vigtige spørgsmål i Trumps præsidentskab. Hans frifindelse, som LaRouchePAC og hans beundrere i hele verden i stigende grad mobiliserer for, kan afgøre disse spørgsmål til gavn for menneskeheden.

 




Den store løgn bag ‘Russiagate’: NSA og CIA-eksperter vil vise Kongressen,
hvordan alle ’hemmelige efterretninger’ var falske

Den 19. maj (EIRNS) – Med manipulation af “hemmelige efterretninger”, der bringer USA i fare for at indlede en Iran-krig på trods af præsident Donald Trumps hensigter, er det på tide at afsløre det Britiske Imperiums forfalskede efterretninger, der i tre år har drevet ‘Russiagate’-kupforsøget mod præsidenten.

I et fælles interview under LaRouchePAC’s webcast fredag den 17. maj, sagde meget højtstående eksperter fra det nationale sikkerhedsagentur (NSA) og CIA, at de var rede til at fortælle Kongresudvalgene nøjagtigt hvordan de efterretninger, der lancerede den beskidte ‘Russiagate -affære, blev fremstillet og af hvem; og parate til at fortælle præsident Trump, hvad han straks kan gøre for at fuldende afsløringen.

Resultaterne kunne også ryste nogle demokrater og republikanere i Kongressen til mere produktive politiske handlinger end at råbe op om krig og konfrontation med Rusland og Kina.

William Binney, som var NSA’s tekniske direktør indtil 2002 og i denne rolle udformede koderne for dets overvågningskapacitet, har ved hjælp af testmetoder fastslået, og kan bevise at korrespondancen fra Den Demokratiske Nationale Komité til WikiLeaks i 2016 ikke blev hacket af Rusland. Binney fortalte LaRouchePAC: “Data fra DNC, der blev offentliggjort af WikiLeaks … viste tydelige tegn på en egenskab kaldet en FAT-formateret fil. Det er filtildelingstabellens format, … software, der bruges til at læse data til en lagerenhed, enten et USB-stik eller en cd-rom.”

Han sagde, at egenskaben der blev fundet på de filer der blev modtaget og offentliggjort af WikiLeaks, var så entydige, at sandsynligheden for at filerne ikke blev overført til en lagerenhed af en person med fysisk adgang til DNC-serveren i det væsentlige var nul. Desuden fandt Binneys team, at de hastigheder hvorpå filerne blev trukket ud fra DNC-serveren ikke kan nås – selv ikke tilnærmelsesvist – af et hackingangreb over internettet. Holdet testede dette fra steder i Øst- og Centraleuropa. “Dette sagde os, at det ikke var et hack fra Rusland, det var et ‘insider job’, eller nogen i nærheden, der downloadede dataene til en lagerenhed og derefter bragte det fysisk med sig.”

Det er velkendt, at den pågældende DNC-server aldrig er blevet undersøgt af FBI eller andet agentur bortset fra det private computersikkerhedsfirma CrowdStrike, der ledes af anti-russiske aktivister.

LaRouchePAC’s ledende efterforsker i dette spørgsmål, Barbara Boyd, der var medvært for udsendelsen, spurgte Binney, om der var et spørgsmål præsident Trump kunne stille til NSA for at overbevise sig selv om, hvorvidt DNC-filerne blev hacket fra Rusland eller ej. “Jeg vil bede dem om at spore ruterne for [data-]pakkerne fra DNC til Rusland,” sagde Binney, og forklarede at NSA sporer datapakker fra “enhver enhed i verden”, der sendes over internettet. “Jeg vil ganske enkelt spørge dem: “Hvor er data-sporet der viser, at pakkerne er gået til russerne? “Og så igen, hvor er sporingsdata, der viser hvordan pakkerne er gået fra russerne til WikiLeaks?”

Binney udtalte, at NSA under hele ‘Russiagate’-postyret aldrig udtrykte mere end “moderat tillid” til historien om det russiske hack. “Det fortæller mig, at de ikke har noget” og blot accepterede CIA’s og FBI’s vurderinger, konkluderede han.

CIA’s og udenrigsministeriets erfarne analytiker indenfor terrorbekæmpelse, Larry Johnson, sagde om præsidenten: “Det første han skal gøre er at identificere alle [Trump/Russiagate] efterretninger, der blev indsamlet og formidlet inden for den amerikanske regering inden for klassificerede kanaler – de fleste af dem var sandsynligvis ‘top secret’, noget af det krævede sandsynligvis særlig tilladelse – og identificere hvor stammer disse efterretninger fra? … Kom det fra briterne? Eller har det deres oprindelse i et NSA-indsamlingsdirektiv; eller stammer det fra et CIA-direktiv?

Og så identificere de personer, der var involveret i arbejdet med disse rapporter, i udsendelsen af dem, og hvem deres kommandokæde og vejledere var? Han må kræve, at FBI identificerer alle menneskelige aktiver og informanter, der arbejder med politiske kampagner – ikke kun mod Trump, men også med andre kampagner. Og anmode om frigivelse af alt, hvad der kaldes FD 1023-rapporter: de rapporter hvor FBI mødes med den fortrolige menneskelige kilde og noterer hvad de talte om, og hvilke retninger der blev givet vedrørende fremtidige handlinger.”

Spørgsmålet om hvad Bill Binney ville fortælle præsident Trump er ikke teoretisk: Præsidenten beordrede daværende CIA-direktør Mike Pompeo til at mødes med Binney “for at få kendsgerningerne” om netop dette spørgsmål. Det møde fandt sted i august 2017, og Pompeo undlod at følge op på nogen måde, selv efter at have spurgt Binney, om han var parat til at mødes med FBI og NSA-embedsmænd. Pompeo begravede stort set denne vigtige sag, og hverken Binney eller Johnson er nogensinde blevet indkaldt til at vidne i nogle af de endeløse Kongres-høringer om ‘Russiagate’.

Senatorer fra efterretnings-, rets- og udenrigsudvalgene er skriftligt blevet bedt om straks at indkalde Binney vedrørende dette afgørende vidnesbyrd; de har hidtil ikke reageret. Denne situation må ændres af borgere, der ønsker at redde, ikke kun præsidentskabet, men nationen fra krige og ødelæggende stormagtskonflikter drevet af falske efterretninger.

Vælgerne kan sende video-interviewet med Binney og Johnson fra LaRouche PAC’s hjemmeside til Kongreskontorerne. EIR planlægger en stor historie i det næste nummer baseret på udskriften af interviewet.

 




Trump erklærer, at han vil mødes med præsidenterne Xi og Putin; mange farer i mellemtiden

Den 13. maj (EIRNS) – I dag sagde præsident Donald Trump: “Jeg skal mødes med præsident Xi. Jeg skal også mødes med præsident Putin.” Idet han antydede, at denne anledning vil være G20-mødet i juni i Japan, fremsatte Trump denne kategoriske bekendtgørelse på en pressekonference i eftermiddags med sin gæst, den ungarske premierminister Viktor Orbán, hvor Trump blev mødt af voldsomme spørgsmål fra journalisterne, overvejende fokuseret på den anspændte situation omkring de amerikanske toldtariffer med Kina og konfrontationen med Iran.

I takt med Trumps meddelelse er statssekretær Mike Pompeo nu på vej til Sochi, hvor han er udsendt for at mødes med den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov i morgen, og det forventes også at han mødes direkte med præsident Vladimir Putin. I Sochi i dag mødtes Lavrov også med den kinesiske udenrigsminister Wang Yi. Deres forhandlinger vedrørte ikke kun forberedelserne til præsident Xi Jinpings besøg den 6.-8. juni i Skt. Petersburg i forbindelse med det Internationale Økonomiske Forum, men også hvorledes den Eurasiske Økonomiske Union yderligere kan integreres med Bælte- og Vejinitiativet, i hvad det russiske udenrigsministerium i dag betegnede som “opbygningen af et Større eurasisk Partnerskab.”

Dette tempo i stormagtsdiplomatiet er yderst velkomment, da de mange farer nu truer med at eksplodere i forfærdelige kriser. Hvad der kræves er det højeste niveau af samarbejde, for at begynde at løse de påtrængende problemer. I forbindelse med Pompeos besøg i Sochi, vil spørgsmålet om at standse truslen om atomkrig stå øverst på listen, ifølge russerne. Viceudenrigsminister Sergej Ryabkov sagde, at der fokuseres på bilaterale drøftelser for en forlængelse af START-traktaten, som udløber i 2021. I Trumps telefonsamtale med Putin tidligere på måneden sagde Trump, at han ønsker en atomvåben-kontrolaftale, der vil “fjerne noget af den enorme ildkraft, vi har lige nu.”

Dette tankeniveau er også vigtigt for handelsforbindelserne mellem USA og Kina. Den sande fælles interesse for disse to magter indebærer en genopretning af de handelsmæssige forbindelser mellem dem selv og med de andre nationer, i form af fælles interesser, økonomiske mål, der spænder fra fælles rummissioner, til fælles jordiske opgaver – især missionen om at modernisere infrastrukturen og den produktive platform i Nord- og Mellemamerika. Med andre ord ånden fra den Nye Silkevej i aktion.

Men i øjeblikket er Præsident Trump meget optaget af “matematikken” i toldtariffer og penge. Han lovpriste i Det hvide Hus i eftermiddags, hvordan told på Kina er godt for USA, efter at kontoret for USA’s handelsrepræsentant i dag udsendte flere oplysninger om tidspunkter og satser for den nyligt annoncerede amerikanske told mod Kina, og Kina har også annonceret nye takster på 60 milliarder $ på importerede varer fra USA (omkring 5.000 produkter), som varierer i priser fra 5% til 25%. Trump sagde: “Jeg kan godt lide vores position … vi modtager milliarder af dollars”. Han sagde: “Vi handler meget mindre med Kina, end de gør med os…” Han fortalte hvordan en lille del af toldindtægterne – måske 15 milliarder $ – vil gå til USA’s landmænd, indtil tingene er løst.

Heldigvis er døren åben for diplomatiet til at ændre denne fremgangsmåde. Selv om der ikke er nogen nøjagtig tidsplan, er den amerikanske handelsrepræsentant, Robert Lighthizer, inviteret til Beijing, ifølge Larry Kudlow, Trumps direktør for det Nationale Økonomiske Råd, der talte i aftes på Fox News Sunday. Omstændighederne råber på Lyndon LaRouches visdom, som sagde, at man altid skulle gå til værks fra det højeste standpunkt. Pas på de geopolitiske fælder. Det der kan være det afgørende element i at fremme potentialet for det globale diplomati lige nu, er udgivelsen i denne uge af en masseomdeling af et LaRouchePAC mindeskrift om Lyndon LaRouche. I dagens udgivelse hedder det:

“LaRouchePAC har netop udgivet 10.000 eksemplarer af en 64-siders brochure, ‘Restoring the Soul of America: The Exoneration of Lyndon LaRouche’, til omdeling i hele USA. Fordelingen af denne brochure i trykt form og elektronisk format er hovedfronten i kampen for at gennemføre en dybtgående ændring i USA og af verdenspolitikken, ikke blot for at rette op på en historisk fejltagelse, men for at gå ind i fremtiden på et dybt forankret fodfæste af kulturelt og videnskabeligt fremskridt, baseret på en lidenskab for sandhed, skønhed og retfærdighed.

 




Mens statsanklagere retter blikket mod briternes og Obamas gerningsmænd bag Russiagate,
går krigspartiet grassat.
Schiller Instituttets ugentlige webcast med Helga Zepp-LaRouche den  9. maj 2019

Den seneste afsløring fra en aktindsigt (FOIA – Freedom Of Information Act) om Christopher Steeles beskidte handlinger er endnu en ‘bombe’ der viser, at man skal holde briterne ansvarlige for det farlige kupforsøg mod præsident Trump. Og i takt med at der dagligt dukker flere beviser op på den britiske rolle, i direkte koordinering med Obamas efterretningsteam, hvor skal USA’s udenrigsminister Pompeo gå hen for at piske en anti-russisk, anti-kinesisk stemning op? Til London, selvfølgelig, hvor han proklamerede, at ‘det særlige forhold’ (Special Relationship) mellem USA og U.K. blomstrede!

 

I denne uges webcast gennemgår Helga Zepp LaRouche optrapningen af ‘brændpunkterne’, af især Pompeo og Bolton, der agerer i modstrid med præsident Trumps ofte gentagne ønske om at have gode samarbejdsrelationer med de to nationer. Idet hun betegner de rablende anti-kinesiske beskyldninger fra efterretningsfolk, kongresmedlemmer og medier som et ‘raserianfald mod den gule fare’, understreger hun betydningen af at få handelsforhandlingerne mellem USA og Kina tilbage på sporet, som et skridt i retning af USA’s deltagelse i Bælte- og Vejinitiativet.

 




Pompeo og Bolton drager verden mod krig mens Trump bevæges mod samarbejde

Den 8. maj (EIRNS) – Intensiteten af de voldelige erklæringer mod både Rusland og Kina, der kommer fra USA’s udenrigsminister og den nationale sikkerhedsrådgiver, Pompeo og Bolton, står i skarp kontrast til præsident Donald Trumps bestræbelser på at etablere venlige forbindelser med Rusland og at forhandle om en konstruktiv samarbejdsaftale med Kina. Ved at fremprovokere kriser i flere brændpunkter – Venezuela, Iran, Korea – og rette ekstreme angreb mod Kina og Rusland, er Pompeos aktuelle turné i Europa et åbent fremstød for militær konfrontation, ved bevidst at erklære, at fredeligt samarbejde skal erstattes med geopolitisk konflikt. På Arktisk Råds møde i denne uge fortalte han medlemslandene, at deres historiske tilgang til en fælles og fredelig udvikling af regionen skal afsluttes, at de må tilslutte sig USA’s fordømmelse af indbildt kinesisk og russisk “aggression” og sammenlignede endog Kina med det nazistiske Tyskland. Pompeo annullerede derefter et planlagt besøg i Tyskland uden at informere tyskerne om årsagen, for at flyve til Irak hvor han belærte irakerne om, at de skal beskytte amerikanske tropper i deres land fra et forestillet iransk angreb. (Det irakiske udenrigsministerium meddelte i en erklæring efter Pompeos afsked, at premierminister Adel Abdul-Mahdi havde fortalt ham, at “hans land ville fortsætte med at styrke venskab og samarbejde med alle venlige nabolande, herunder Iran.”)

Pompeo besøgte derefter Storbritannien, hvor han udgød: “Det var tydeligt i mine samtaler både med Jeremy Hunt og med premierminister May, at det særlige forhold ikke blot består, det blomstrer.” Han fortalte pressen, at Arbejderpartiets leder Jeremy Corbyns afslag om at støtte den amerikansk støttede falske “præsident”, Juan Guaidó, i Venezuela var “modbydeligt”.

Og dog, præsident Trump var på næsten samme tidspunkt i færd med at udsende endnu et tweet, der stemplede briterne som de primære gerningsmænd i det forræderiske kupforsøg mod hans præsidentskab. Han skrev: “Denne britiske spion, Christopher Steele, forsøgte ihærdigt at få dette (det falske dossier) ud før valget. Hvorfor?”

Trump henviser til afsløringen af et dokument, indeholdt i loven om informationsfrihed (FIOA), der blev offentliggjort den 7. maj i kraftigt redigeret form af viceudenrigsminister Kathleen Kavalec, fra et møde hun holdt sammen med tidligere MI6-agent Steele den 11. oktober 2016 – en måned før valget og kun ti dage før Comey m.fl. indgav en ansøgning ved FISA-domstolen (Foreign Intelligence Surveillance Court), der anmodede om godkendelse til at spionere mod Trump-kampagnen, hvis anmodning udelukkende afhang af det falske Steele-dossier. Kavalecs notater viser, at Steele var “ivrig efter at se denne information komme frem før den 8. november”, dvs. valgdagen. Denne rapport bekræfter, at Steele handlede på sit tidligere erklærede had mod Donald Trump på vegne af det Britiske Imperium og Hillary Clinton-kampagnen (som havde betalt for Steeles dossier). Dette udgjorde en direkte indblanding i det amerikanske valg på vegne af en fjendtlig udenlandsk magt – ikke russerne, men det Britiske Imperium.

Ironisk nok, har Joe Biden, den mere end 70-årige demokrat, der nu har bekendtgjort sit kandidatur til præsident, fortalt en bidragsindsamler, at han havde modtaget et opkald fra premierminister Theresa May, som udtrykte “bekymring” over Donald Trump og opfordrede ham til at stille op imod ham. Således var det ikke kun den britiske efterretningstjeneste, som greb ind i det amerikanske valg, men den britiske regeringsleder er også direkte indblandet, desperat efter at besejre Trump. Faktisk offentliggjorde Overhuset en rapport i december 2018 med en advarsel om, at det “særlige forhold” ikke kunne overleve en anden periode med Donald Trump, og at det ikke kunne tillades.

De der i løbet af det sidste halve århundrede har forsøgt at afvise eller tilbagevise Lyndon LaRouches fastholdelse af, at det Britiske Imperium var USA’s historiske, og fortsat, primære fjende af en civiliseret verden, bliver nu tvunget til at bearbejde denne grundlæggende fejl i deres forståelse af historie og aktuelle forhold. Fremkomsten af en præsident der ikke er bange for at afsløre britisk bagvaskelse, der er imod imperiale krige, og som fremmer samarbejde mellem Rusland, Kina og USA, har tvunget briterne til at afsløre dem selv, som den styrende kraft bag deres korrupte aktiver i USA, der i stigende grad har tjent imperiet siden Franklin D. Roosevelts død og mordet på John F. Kennedy. Dette gælder især for regeringerne under Bush-familien og Barack Obama, hvis tilhængere i dag desperat forsøger at fortsætte kupforsøget mod Trump på trods af sammenbruddet af svindelnummeret med “Rusland-samarbejdet”. Endnu værre er, at Bolton/Pompeo/ Pence-trioen åbent modarbejder stort set ethvert skridt, som Trump har taget for at genoprette USA’s suverænitet, ved at prædike geopolitiske splittelser og krigstruende konfrontationer, der truer med en ny global krig.

Denne modsætning i den amerikanske politik kan og må løses ved at bringe USA ind i et nyt paradigme af samarbejde med Kina og Rusland om den Nye Silkevej, i bekæmpelsen af terrorisme og i etableringen af en ny økonomisk verdensorden. Det eneste sikre middel til at løse denne eksistentielle opgave som menneskeheden står over for er, at præsident Trump frifinder Lyndon LaRouche og således gør LaRouches tanker om dette nye paradigme tilgængelig for borgerne i USA og den menneskelige familie af nationer.

 




Jordens næste 50 år – Foredrag # 2 (4. maj):
LaRouches ufuldendte krig for en ny økonomisk verdensorden
Udvalgt taler: Dennis Small

Historien om kampen for en retfærdig, ny økonomisk verdensorden (NWEO), baseret på nord-syd-samarbejde og udvikling, er et perfekt eksempel på hvordan ideer, og faktisk udelukkende ideer, skaber historien. De ideer, omkring hvilke de første kampe for en NWEO blev udkæmpet, især i perioden 1979-1983, og begrebet om hvordan man fører denne krig, blev udviklet af Lyndon LaRouche. Hans tilgang var ikke blot at foreslå ideen, og at påvise at denne politik ville være til gavn for både nord og syd. Hans metode var faktisk at fremlægge de underliggende filosofiske begreber og det videnskabelige fysisk-økonomiske grundlag for at bevise, at en sådan tilgang rent faktisk kan fungere. De politiske relationer mellem de store hovedpersoner i denne kamp, Mexicos José López Portillo og Indiens Indira Gandhi, blev også bevidst fremmet af LaRouche. Og da en flanke opstod, da Ronald Reagan overtog præsidentskabet i USA i januar 1981, kastede LaRouche sig over den for at bringe de kræfter, der rent faktisk kunne besejre fjenden og vinde den strategiske krig, ind i kampen. Dette er genstand for en lektion i uafsluttet krig.

 




Vær optimistiske! Samtalen mellem Trump og Putin fremskynder det nye paradigme.
Schiller Instituttets webcast med Helga Zepp-LaRouche den 5. maj 2019.

 

Det 90 minutters lange opkald mellem præsident Trump og Putin blev hilst velkommen af Helga Zepp LaRouche som “en rigtig god nyhed”, da hun gennemgik de omfattende strategiske konsekvenser af den nye situation, der er opstået efter Russiagate.

Disse omfatter:

  • Betydningen af Trump-Putin-diskussionen om økonomisk og strategisk samarbejde, herunder at afhjælpe situationerne i Venezuela, Ukraine og Nordkorea;
  • Det positive potentiale for samarbejde mellem USA og Kina, med endnu et møde om handelsforhandlinger planlagt – dette foregår på trods af de britisk dirigerede neokonservatives bestræbelser på at sabotere det;
  • En bredere anerkendelse af det attraktive ved at samarbejde med BVI efter det andet BVI-forum, som det fremgår i flere aktuelle rapporter, der er udgivet i Tyskland;
  • Betydningen af mødet om infrastrukturen mellem Trump og de Demokratiske ledere af Kongressen, der fremhæver splittelsen blandt Demokraterne mellem de vanvittige, som stadig er fokuserede på en rigsretssag og Green New Deal, og Pelosi og hendes netværk, der erkender behovet for at opnå noget positivt;
  • Voksende erkendelse af den britiske rolle i iscenesættelsen af Russiagate.

Kampen for at frifinde Lyndon LaRouche udgør den bedste køreplan for at forstå hvem der styrede Russiagate og de strategiske årsager hertil. LaRouches rolle viser den enkeltes evne til at ændre historien og bør være en kilde til optimisme, et afgørende behov for at vinde kampen for det nye paradigme.

 

 




Betydningen af det andet Bælte- og Vejforum – det nye paradigme tager form

Den 1. maj (EIRNS) – Afslutningen af det historiske andet Bælte- og Vejforum for Internationalt Samarbejde i Beijing har sendt positive chokbølger rundt om i verden, hvilket kan og må være en tilskyndelse til at bringe USA ind i det nye paradigme. Regeringer i hele Afrika, Asien, Latinamerika og endog Europa, lovpriser det nu indlysende potentiale for alle nationer til at deltage i en udviklingsproces der overgår hvad verden nogensinde har set. Malaysias Mahathir, der blev fremstillet som et eksempel på “gældsfælden”, da han suspenderede en stor jernbanelinje, der blev opført af Kina, roste Kina for at genforhandle kontrakten og udtrykte sin glæde på forummet ved at konstatere, at programmet virkelig er universelt. Italien afholdt i dag det andet møde i dets Kinaarbejdsgruppe, hvor Michele Geraci, lederen af arbejdsgruppen, gjorde det klart, at Italiens hensigtserklæring med Kina om Bæltet og Vejen “bragte Kina nærmere Europa”.

Selv om USA ikke sendte nogen højtstående delegerede til forummet, har præsident Donald Trumps team netop afsluttet møder i Beijing i den nuværende forhandlingsrunde om en handelsaftale mellem USA og Kina, og vicepræsident Liu He og hans hold vil komme til Washington i næste uge for yderligere samtaler. Præsidenten har gentagne gange sagt, at der er et positivt momentum, og at et topmøde med Xi Jinping i Det Hvide Hus vil blive arrangeret, så snart en aftale er på plads. Hvad der behøves for et vellykket resultat, er at de politiske og økonomiske blokeringer af kinesiske investeringer i USA, Kongressen og CFIUS (Udvalget for Udenlandske Investeringer i USA) baseret på de falske påstande om kinesisk spionage og potentiel sabotage af infrastruktur, bliver afsløret og afvist.

Trump aftalte i denne uge på et møde med Kongressens demokratiske partis ledere, en 2 billioner $ infrastrukturpakke – ikke en dårlig start på den desperate mangel på infrastruktur over hele landet – men uden en anelse om hvordan beløbet skulle skaffes. Mens overvindelsen af modstanderne mod kinesiske investeringer ville hjælpe, er den eneste virkelige løsning den der er indeholdt i de Fire Love, som Lyndon LaRouche har foreslået – især oprettelsen af en hamiltonisk nationalbank. Kinesiske embedsmænd har gentagne gange bekræftet overfor EIR, at de ville være glade for at udveksle deres enorme beholdninger af amerikansk offentlig statsgæld i en sådan nationalbank, for at finansiere grundlæggende infrastruktur over hele landet. Og selvfølgelig er det ikke kun Kina, som besidder amerikansk statsgæld, men andre nationer og millioner af borgere, der har modtaget nærmest nul rente på disse obligationer i det sidste årti, ville ligeledes have mulighed for at investere i en nationalbank.

Mens Trumps regering nærmer sig en “episk aftale” (som Trump kalder det) med Kina, balancerer forbindelserne med Rusland på et knivsæg. På trods af at det mislykkede britiske kupforsøg mod præsidenten, som han selv har identificeret som en britisk operation for at sabotere hans hensigt om at etablere venskabsrelationer med Rusland og præsident Putin, har Trump endnu ikke udnyttet situationen til at komme til at tale med Putin, bevæge sig i retning af forsoning, bryde gennem de neokonservatives afspærringer omkring ham, selvom han fortsat insisterer på, at et positivt forhold til Rusland “er en god ting, ikke en dårlig ting”.

I mellemtiden gør trioen Bolton, Pompeo og Pence hvad som helst for at fremprovokere en konfrontation med både Rusland og Kina over situationerne i Venezuela og Iran, hvilke begge kan føre til en ødelæggende krig, hvis de ikke dæmpes. Forsøget i tirsdags og onsdags (1. majdagen) på at vælte regeringen i Venezuela, er hidtil mislykkedes, da militæret forbliver loyalt overfor regeringen. Irans udenrigsminister Mohammad Javad Zarif blev interviewet af Fox News i søndags, hvor han blev spurgt, om han troede, at USA havde til hensigt at gennemtvinge et regeringsskifte af Irans regering. “Jeg tror ikke, at præsident Trump vil gøre det,” svarede han. “Jeg tror, at præsident Trump stillede op på et kampagneløfte om ikke at bringe USA i krig igen.” Men, fortsatte han, der er et “Team B”, deriblandt John Bolton, som pressede Trump ind i en regimeskiftepolitik og endog krig.

En fjernelse af skyggerne fra fupnummeret med den britiske Russiagate er endnu ikke fuldt ud gennemført, så længe Mueller lyver om, at Rusland hackede det Demokratiske Partis computere forbliver den officielle sandhed. Ligesom LaRouchePAC afslørede anklagen om “hemmelige aftaler” mellem Rusland og Trump-kampagnen for at være intet andet end en MI6-løgn, så må vi også afsløre og ødelægge løgnen om hacking, ved at benytte modet fra den tidligere tekniske direktør, Bill Binney, til at afsløre sandheden. Baltimore Sun offentliggjorde i dag et langt brev fra en LaRouchePAC-arrangør om denne løgn, og opfordrede Kongressen til at få Binney til at vidne for at fremlægge sit bevis. Faren er stor, men det er potentialet for det nye paradigme også. Hvis præsident Trump reagerer på opfordringen til at frifinde Lyndon LaRouche, ville det Britiske Imperium og de neokonservative gå amok, men hele det smukke udvalg af LaRouches ideer ville pludselig være nærværende for verdens borgere, og det nye paradigme ville helt sikkert følge efter.

 




Set med Lyndon LaRouches øjne

Den 25. april (EIRNS) – Åbningen af det andet Bælte- og Vejforum for Internationalt Samarbejde i Beijing i dag, med deltagelse af 37 stats- og regeringschefer blandt repræsentanter for over 150 nationer, burde i enhver rationel persons bevidsthed umiddelbart udelukke enhver bagvaskelse mod det store initiativ. Ydermere kendetegner Bæltet og Vejen og det aktuelle forum en gryende ny epoke af verdenshistorien; en epoke som Lyndon og Helga LaRouche længe har forudset og uafbrudt gennem årtier arbejdet for at skabe. Hvem kunne ellers have forudsagt, at et udviklingsland – Kina – kunne danne spydspids for en sådan seismisk international transformation, knapt 40 år efter at landet begyndte at rejse sig fra asken med Deng Xiaopings reformer? Bæltet og Vejen og Kinas mirakel bør være en inspirationskilde til patrioter i USA og alle andre lande.

Som for at understrege denne pointe annoncerede Kinas rumfartsagentur i går, at Kina vil udføre en bemandet månelanding og bygge en (robotbemandet) forskningsstation på Månen (sidstnævnte ved dets sydpol) inden for et årti. Ifølge Kinas tidligere planer, var den bemandede landing planlagt til at finde sted i 2030’erne – mon planerne blev fremskyndet på grund af præsident Trumps forpligtelse til at sende en mand og en kvinde til månen inden for fem år? Kina har nu tilsyneladende overgået Japan og Rusland med størrelsen af dets rumprogram, for nu at blive nummer to, målt i dollars, efter USA. Hvor meget mere kunne opnås med et fuldt forceret internationalt program, hvor hvert land bidrager med sine særlige styrker, hvilket LaRouche-parret længe har været fortalere for?

Hvad der nu er påkrævet er, at USA deltager i Bælte- og Vejinitiativet, og slutter sig til Kina, Rusland og Indien i et nyt verdensomspændende kreditsystem for global agroindustriel udvikling – det ‘Nye’ Bretton Woods-system, som LaRouche kæmpede for i årtier, som det 21. århundredes efterfølger til Franklin Roosevelts design for efterkrigstidens Bretton Woods-system.

For at sikre at det sker, må vi få en kerne af den amerikanske intelligentsia – den virkelige amerikanske intelligentsia – med på LaRouches ideer. Vi må nødvendigvis overbevise en aktiv komponent af Trumps vælgerbase om LaRouches perspektiver for hans fire love, Den Nye Silkevej og et Nyt Bretton Woods. Vi må få præsident Trump til at engagere sig i dette (ikke nødvendigvis i den rækkefølge).

For at gøre det, skal vi tænke som LaRouche i det omfang, at vi ser tingene med hans øjne. Hvad ser vi? Hvad så han i februar 1988?

“Op til et vist kritisk punkt i vores liv, tramper vi derud af med vores forskellige færdigheder og forfølger vores moralske forpligtelser ærligt til grænsen for vores viden og viljestyrke. I den henseende er vi alle ordinære. Så en dag kommer der en oplevelse til nogle iblandt os, en hændelse, som vi kan sammenligne med Det Nye Testamentes beretning om Kristus i Getsemane. Det er ikke nok at foreslå, at fremme, at støtte de sager, som vi ved er gode. En indre stemme taler til os: Hvis der ikke er nogen andre til at lede, må du gøre det selv. Vi protesterer: “Hvem er jeg, og hvor ringe er ikke mine evner og midler til at gennemføre en sådan mission? Er der ikke andre ledere, som jeg kan støtte, og på den vis opfylde ansvaret på en måde, der er i overensstemmelse med mine begrænsede evner og midler?”

“Og så, i et øjeblik gennemsyret af en særlig kvalitet af frygtindgydende indsigt, ved vi, at vi drikker af det bæger. Hvad kender de fleste almindelige mennesker, sådan som vi selv var for et øjeblik siden, til sådan frygt? For at se denne frygt i øjnene, må man først elske menneskeheden og elske sandheden. Man må se nogle forfærdelige konsekvenser for menneskeheden, som er dømt til undergang, medmindre der foretages en stor ændring. Frygten er erkendelsen af, at denne nødvendige ændring ikke vil forekomme, medmindre man selv handler på behørig vis for at få den til at ske, imod alle odds. I og med at man drikker af det bæger, sker der en forandring af ens viljes beskaffenhed og en tilsvarende omdannelse af ens kundskabsmæssige tilstand.”

(Ovennævnte citat stammer fra Lyndon LaRouches svar til Sollicitudo Rei Socialis (en pavelig rundskrivelse) – “A Strategy of Justice: Reply to the Encyclical,” EIR, March 11, 1988.)

 




FDR ville have været med på det store topmøde i Beijing i dag;
vi er nødt til at genoprette Trumps præsidentskab

Den 24. april (EIRNS) – Det vigtigste spørgsmål i verden i dag blev stillet af Kinas ambassadør i USA, Cui Tiankai: “Hvorfor USA ikke bør holde sig uden for Bælte- og Vejinitiativet”, i en kommentar i Fortune i dag.

Ja, hvordan kan lederen af hvilken som helst stormagt holde sig uden for Det Andet Bælte- og Vejforum for Internationalt Samarbejde, der starter i Beijing den 25. april? Hvilken frivillig økonomisk/kulturel udviklingsbegivenhed kan samle ledende figurer fra 140 lande, herunder 37 stats- og regeringschefer, som kan sammenlignes med, hvad Franklin Roosevelts USA selv kunne indkalde til Bretton Woods i 1944 for at skabe et nyt kredit- og valutasystem?

De vesteuropæiske og amerikanske tænketanke og medier – startet for tre år siden med Londons Royal Institute of International Affairs og Cambridge og Oxford Universiteterne – som har hævdet at Bæltet & Vejen, vil ”hyper-forgælde” og kollapse verdensøkonomien, har ikke noget modsvar til denne begivenhed i Beijing. Er 140 nationers ledere – og sidste år deltog alle afrikanske statsoverhoveder, på nær et, i Forum for Kina-Afrika-Samarbejde – alle kommet i klemme i en “gældsfælde” på samme tid? Er de alle blevet grebet af en pervers tvangstanke om at få Kina til at stjæle deres teknologier eller deres havne?

Tværtimod. Der er klart, at der er et nyt og meget vigtigt, optimistisk engagement, der har gjort sig gældende i de sidste seks år, for at udvikle sig ved hjælp af moderne, grundlæggende infrastrukturbygning og højteknologisk ny industri og kommunikation. Et nyt paradigme.

Det er en tankegang som FDR tænkte på udvikling, af Bretton Woods-systemet og FN. Præsidentkandidaten Donald Trump, og inden da, den politisk interesserede forretningsmand, blev draget af sådanne ideer: Det strategiske Forsvarsinitiativ (SDI); Måne-Mars-missioner; omfattende nye infrastrukturer; han omtalte endda Kinas Bælte & Vej i denne henseende tidligt i sit præsidentskab. Den britiske efterretningstjenestes “Russiagate”-angreb og den deraf følgende nye McCarthyisme mod Rusland og Kina har ødelagt det i to år.

Nu har det britiske angreb forfejlet sit mål – et kup – og er blevet fuldstændigt afsløret. Præsidenten selv anklagede i en Twitter-besked i morges “Storbritanniens efterretningstjeneste” for hele angrebet på sit præsidentskab. Verden har taget det til efterretning. Nu må den britiske dronning, som Schiller Instituttets præsident, Helga Zepp-LaRouche, foreslog i går, undskylde overfor præsidenten under hans statsbesøg den 3.-5. Juni. Og myten om resterne af Mueller-rapporten – at Rusland angreb den amerikanske valgproces – mangler stadig at blive aflivet. Og Trumps præsidentskab mangler stadig at blive genoprettet efter at være befængt med neo-konservatisme og neo-McCarthyisme.

Én person i perioden efter Anden Verdenskrig tænkte på international udvikling på et endnu højere niveau: Lyndon LaRouche, hvis ideer om Verdenslandbroen førte til selveste Bæltet & Vejen. LaRouche kombinerede investeringer i udviklingslandene og store infrastrukturprojekter med de uerstattelige “videnskabelige drivkræfter” fra rumforskning, udvikling af fusionskraft, laser- og plasmateknologi. Han udtænkte et nyt Bretton Woods kreditsystem og en verdensomspændende “Glass/Steagall”-bankomlægning, ud fra dette synspunkt. Og han bekæmpede Londons finansielle og geopolitiske imperium i 50 år til sit sidste åndedrag. Med Trumps røffel mod britisk efterretningsvæsen i dag er døren fuldstændig åben for at genoprette præsidentskabet. Det vil kun ske ved at vinde fuld anerkendelse og respekt for LaRouches ekstraordinære ideer og bedrifter.

 




Udfyldning af hullerne i ’Bæltet og Vejen’

Den 23. april (EIRNS) – Fra 25. april til 27. april finder det andet Bælte- og Vejforum for Internationalt Samarbejde sted i Beijing, Kina. 130 lande vil der være repræsenteret af 37 stats- og regeringschefer, 360 ministre og 5.000 delegerede fra alle disse lande. Selv før forummet begynder er det klart, at mange lande ved forsamlingen vil tilslutte sig det nye paradigme, som opbygges omkring Bælte- og Vejinitiativet, med respekt for suverænitet, fremtidig udvikling og den anden parts interesse.

Der udestår dog vigtige politiske huller. For det første er det endnu ikke klart, hvilket niveau af delegation som USA vil sende, men det er sikkert, at det ikke vil være på det niveau, det burde være – nemlig på niveau af præsident Donald Trump selv. For det andet vil Indien slet ikke deltage, ligesom de ikke deltog i det første Bælte and Vejforum for to år siden. Den kinesiske udenrigsminister Wang Yi og den indiske udenrigsminister Vijay Keshav Gokhale afholdt imidlertid et bilateralt møde i Beijing, hvor begge parter forpligtede sig til at fortsætte den såkaldte “Wuhan-proces”, en henvisning til et uformelt topmøde mellem Xi Jinping og Narendra Modi for et år siden, som lagde grundlaget for strategisk samarbejde mellem de to lande. Wang meddelte, at et andet sådant topmøde er under forberedelse.

Helga Zepp-LaRouche kommenterede i dag, at selv om ånden i ‘Den Nye Silkevej’ fortsat spredes hurtigt, udestår der stadig et meget stort arbejde. Udover de to store huller, USA og Indien, ser det Britiske Imperium at dets interesser er eksistentielt truede, og reagerer derefter. Der var et virkelig forfærdeligt terrorangreb i Sri Lanka i denne uge, hvor 310 mennesker blev dræbt, og mange flere blev såret. Dette var større end Mumbai-angrebet for omkring 15 år siden, og det var klart meningen at ødelægge Sri Lanka, som er en af hjørnestenene i den ‘Maritime Silkevej’ i Sydasien. Sri Lanka er også blevet mål for modstanderne af Silkevejen, for angiveligt at falde i Kinas ‘gældsfælde’.

Briterne forbliver også engagerede i at vælte, eller i det mindste at lamme, Trump-administrationen, til trods for at den længe ventede Mueller-rapport efterlod dem tomhændede. Og de aktiverer også deres neokonservative aktiver i og omkring Trump-administrationen, som f.eks. udenrigsminister Mike Pompeo og den nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton for at sætte USA på konfrontationskurs med Kina og Rusland.

Begge disse udsatte lande gør det klart, at de er dødtrætte af sådanne provokationer. Kinas flådestyrke holder militære øvelser for at fejre sit 70-års jubilæum og bemærker i den forbindelse, at de ikke forsøger at ‘vise muskler’, men at de heller ikke vil lade det Sydkinesiske Hav blive omdannet til et nyt Balkan af udenlandsk indblanding. Og i morgen starter den 8. Internationale Sikkerhedskonference i Moskva med forventet 1.000 deltagere fra 111 lande, herunder 35 delegationer ledet af forsvarsministre, med et centralt fokus på den farlige tendens med indgriben uden for eget territorium, som praktiseres af USA, Storbritannien, EU og andre.

Det er også blevet meddelt, at præsident Trump vil tage til London i juni til 75-årsdagen for D-dag, og at han vil blive modtaget med ceremoniel pomp og pragt af den affældige dronning selv. Det ville være helt passende for præsident Trump at gøre sit besøg betinget af, at han først modtog en formel undskyldning fra dronningen, for det statskup som hendes efterretningstjenester forsøgte at udføre imod ham.

 




En uge med intenst diplomati.. løfte, fare, vanvid

Den 22. april (EIRNS) – Dette er en uge med intenst og verdenshistorisk diplomati, nogle af dem giver et stort løfte om en fælles fremtid for menneskeheden; nogle vidner om den ekstreme strategiske fare verden står overfor som helhed; og nogle giver udtryk for de direkte sataniske intentioner, der stammer fra det Britiske Imperiums anti-videnskabelige svindelnummer om klimaændringer. Begyndende med det sataniske: I dag er “Earth Day”, den hedenske tilbedelse af “Moder Jord”, der afviser menneskehedens eksistens som en kreativ art skabt i Guds billede. Greta Thunberg, det mentalt misbrugte barn fra Sverige, der er blevet forvandlet til leder af et “Børnenes Korstog” for at stoppe de onde voksne i verden, som tror på menneskelige fremskridt, ankom til London i weekenden, efter at have afholdt en hedensk sammenkomst langfredag i Rom for 25.000, de fleste børn, med krav om afindustrialisering og affolkning. Hun mødtes endda med paven, som takkede hende for at “tale sandheden”. Pave Frans, der under udarbejdelsen af sin sataniske rundskrivelse {Laudate Si}, som støtter fupnummeret om klimaændringer, naturligvis arbejdende tæt sammen med Hans Joachim Schellnhuber, der anbefaler en reduktion af menneskeheden til mindre end en milliard mennesker. Stakkels Greta er delvist kontrolleret af den britiske ”klima-videnskabsmand” Kevin Anderson, som mener at en halv milliard er det rigtige tal. I England, den sande kilde til ideologierne om befolkningsreduktion, forventes Greta at tale i Underhuset. Vil hun få en audiens hos dronningen og hendes gemal, Philip, inden han får sit ønske om at blive reinkarneret som en dødelig virus opfyldt for at hjælpe med at reducere verdens befolkning?

Om den strategiske fare: Den Internationale Sikkerhedskonference i Moskva begynder tirsdag, med over et tusinde deltagere fra 111 lande. Viceforsvarsminister oberst Alexander Fomin fortalte RT i dag, at “fred, uafhængighed, territorial integritet og suverænitet har tendens til i stigende grad at være skrøbelige i dag …. USA ser ikke passivt til og anvender andre taktikker, herunder en bred vifte af teknikker udviklet til hybride krige og farvede revolutioner …, træning af ledere og medlemmer af ekstremistiske grupper, forøgelse af presset, herunder bestikkelse, mobning og sektorspecifikke sanktioner”. Udenrigsminister Lavrov spurgte hvordan USA kunne klage over få russiske soldater i deres “baggård” (Venezuela), mens ” ingen nævner det amerikanske militær og andet NATO personale – fra Storbritannien og Canada – som i mellemtiden har overfyldt Ukraine”. Samtidig har Trump-administrationens brug af tredjeparts-sanktioner, angreb på selv formodede venner og allierede, der nægter at modtage ordrer om at afskære forholdet til Iran, Venezuela og andre, som for at være fjender, truer økonomisk og strategisk stabilitet i hvert hjørne af verden – og truer dollarens rolle som en troværdig valuta for verdenshandelen.

Men der er også et dramatisk momentum mod et nyt paradigme, for at placere menneskeheden i centrum for en mission for fremtiden baseret på en videnskabelig og kulturel renæssance, centreret om ånden af den Nye Silkevej – en proces sat i gang af Lyndon og Helga LaRouche i løbet af de sidste tredive år. Det andet Bælte- og Vej-Forum finder sted torsdag og fredag i Beijing, med mere end 130 nationer repræsenteret, 37 statsoverhoveder, 360 ministre og 5.000 deltagere. Transformationen af Kina til en førende videnskabelig og industriel nation, der har løftet 700 millioner mennesker ud af fattigdom, er en ubestrideligt kendsgerning, mens Bælte- og Vejinitiativet er dedikeret til at overføre denne proces til hele verden, og glædeligt bydes velkommen af næsten hele verden.

Men de neokonservative dinosaurer, der omgiver præsident Trump, har indtil nu undermineret hans planer om at skabe venlige forbindelser med både Kina og Rusland. Det anti-kinesiske hysteri har nået en ny højde, på trods af Trumps optimistiske syn på Kina og den potentielle “storslåede aftale” med Kina, som nu er tæt på færdiggørelse. FBI har iværksat inddragelse af visa fra Kinas førende forskere – så mange som 200 eller flere – de lærde, der ser sig selv som venner af USA, som er afgørende for opbygningen af de nødvendige kulturelle og intellektuelle bånd for at forme dette venskab. Det samme FBI smider nu ledende kinesiske forskere ud af USA, herunder kræftforskere på det prestigefyldte Texas Medical Center i Houston, hvilket underminerer fremskridtet af menneskehedens sundhed, og forværrer forholdet mellem USA og Kina.

Tiden er knap til fuldstændigt at afslutte kupforsøget mod Trumps præsidentskab. Mueller-rapporten var tvunget til at indrømme, at der ikke var noget aftalt spil, men fastholdt løgnen om russisk indblanding i valget og mulig retsmæssig obstruktion af præsidenten, hvilket giver anledning til at de afdankede Demokrater forfølger en rigsretsmæssig efterforskning af en forbrydelse, som ikke fandtes. Trump blev valgt af en nation, der var træt af økonomisk og kulturelt forfald, evig krigsførelse, og som fuldt ud støttede hans intention om at afslutte Den kolde Krigs splittelse af verden – et program uløseligt forbundet med Lyndon LaRouches arbejde over det sidste halve århundrede. At bringe USA og Europa ind i den nye ånd fra Silkevejen kan og må fremme processen.

 




Tre mænd har beviserne, og London er mørklagt

Den 11. april (EIRNS) – Så vidt vides, er der kun tre mænd som har afgørende beviser for, at russerne ikke hackede den Demokratiske nationale Komité (DNC) i 2016, og er villige til at fremlægge dem. Selv efter sammenbruddet af skrønen om “Rusland-samarbejdet”, da specialrådgiver Robert Muellers undersøgelse ikke var i stand til at finde noget aftalt spil mellem Rusland og Trump-kampagnen, var den stadig sejlivede løgn, at Rusland hackede DNC og gav de hackede data til WikiLeaks, stadig kernen i det Britiske Imperiums hensigt om at sætte USA op imod Rusland.

En af de tre er den tidligere tekniske direktør for Det nationale Sikkerhedsagentur (NSA), William Binney, som har fremført alle de kendte kriminaltekniske beviser på, at dataene blev overført fra DNC’s eget netværk frem for via internettet, så det var en insider “lækage” eller lignende, snarere end et hack. Daværende CIA-chef, Mike Pompeo, mødtes med Binney på præsident Donald Trumps foranledning i oktober 2017, men fulgte aldrig op på det interview og fortsatte med at insistere på, at Rusland havde hacket DNC. Binney blev efterfølgende aldrig udspurgt af efterforskere eller bedt om at vidne for Kongressen.

Binneys undersøgelse er den eneste kendte undersøgelse baseret på kriminaltekniske beviser, hovedsagelig fordi FBI på uforklarlig vis har undladt at beslaglægge DNC-serverne efter det påståede hack, som præsident Trump ofte har påpeget. LaRouche PAC interviewede William Binney i dag: Se “Bill Binney om arrestationen af Julian Assange.” Den anden af de tre mænd, med endegyldige beviser, er Storbritanniens tidligere ambassadør Craig Murray, en ven af WikiLeaks’ grundlægger Julian Assange. Murray fortalte den britiske avis Guardian den 10. december 2016, at CIA’s påstand om at Rusland hackede DNC’s e-mails var “bullshit”. Murray sagde: “Jeg ved hvem der lækkede dem.” Han fortsatte: “Jeg har mødt den person, som lækkede dem, og han er bestemt ikke russisk, og det er en insider. Det er en lækage, ikke et hack; det er to forskellige ting”. Murray fastholder stadig dette i dag, men er aldrig blevet indkaldt til at vidne for efterforskere eller til Kongressen.

Den tredje mand er Assange selv, der fortalte tidligere Rep. Dana Rohrabacher (R-CA) på deres møde i midten af august 2017, at “jeg har fysisk bevis på, at russerne ikke gav mig dette ….” Rohrabacher ønskede at diskutere dette med præsident Trump, men han var sat ud af spillet. Hverken Kongressen eller efterforskere har heller ikke interviewet Assange. Assange fortsatte med at fortælle kongresmedlemmet: “Jeg har fysiske beviser, som jeg gerne vil fremlægge, når jeg kan forlade den ecuadorianske ambassade uden at blive arresteret”. Men vent – blev han ikke lige slæbt ud fra ambassaden af det Britiske politi og arresteret her til morgen? Kunne det ikke have noget med dette at gøre?

Ja vist – det har det faktisk. Efter sammenbruddet af Russiagate og begyndelsen af justitsminister William Barrs igangværende efterforskning af dette svindelnummer og dets oprindelse, er London i dyb mørklægning. Selv om USA har bedt om at Assange udleveres for at blive konfronteret med en falsk anklage om sammensværgelse i det østlige distrikt i Virginia, har operationen for at tvinge ham ud af asyl på den ecuadorianske ambassade, britiske, ikke amerikanske, fingeraftryk over det hele. Mange amerikanske ”strammere” er dog stadig voldsomt imod Assange; i det mindste håber London på at mudre farvandet for at forhindre sandheden i at komme ud. Lad os få den ud!

 




London ville være meget lykkeligere, hvis bare virkeligheden ikke eksisterede

Den 9. april (EIRNS) – Virkeligheden er, at ånden fra JFK’s Apollo-projekt endnu en gang betager landet med Trump-administrationens annoncering i sidste uge af nationens fremskyndede indsats for en tilbagevenden til Månen som et skridt på vejen til Mars. NASA’s chef, Jim Bridenstine, holdt en entusiastisk hovedtale til ‘Colorado Springs Space Symposium’ den 9. april, hvor han udtalte: “Denne gang vil vi tage til Månen for at blive. Og en anden enestående ting er, at når vi tager til Månen, vil vi rejse med en koalition af internationale partnere.”

Virkeligheden er også, at det ‘Andet Bælte- og Vejforum for Internationalt Samarbejde’, der skal afholdes i slutningen af april i Beijing, tager form som et vigtigt vendepunkt i kampen om økonomisk udvikling. Der er nu 124 lande og 29 internationale organisationer, som har underskrevet samarbejdsaftaler med Kina omkring Bælte og Vejinitiativet, meddelte medlem af Kinas politburo Yang Jiechi for nogle dage siden. “Opbakning til BVI er det fremherskende synspunkt indenfor det internationale samfund”, bemærkede han.

Og virkeligheden er så meget desto mere, at begge disse revolutionerende strategiske initiativer er blandt de vigtigste politikker, som Lyndon LaRouche har forfægtet i årtier, og som nu tager form på verdensplan.

Denne pointe er heller ikke gået ubemærket hen i det Britiske Imperium, som altid har forsøgt at overbevise verden om, at når en mand dør, forsvinder hans magt til at skabe forandring i universet, filosofisk og politisk, med hans fysiske væsen. De er ikke fornøjede – faktisk er de skrækslagne – for at LaRouches ideer, som de med rette anser for en eksistentiel trussel mod deres system, skal vokse i udbredelse.

Hvad kan det Britiske Imperium tilbyde i stedet for? Vanvid. Et desintegrerende globalt finanssystem. Et fuldstændig dysfunktionelt EU (hvis Brexit-krisen fortsætter meget længere, vil selve EU forsvinde, og der vil ikke være noget for Storbritannien at forlade). Regimeskift, destabiliseringer og krige, fra Venezuela til Iran til Libyen. Den fortsatte løgn om at Rusland blandede sig i valget i USA, en løgn som har til hensigt at optrappe situationen til en direkte konfrontation med den atombevæbnede supermagt. De uendelige bestræbelser på at ødelægge Trumps præsidentskab, uanfægtet af fakta eller sandhed. Og selvfølgelig den kulturelle fordærvelse med en ny opiumskrig rettet imod den amerikanske befolkning, i kombination med pornografi og anden modkultur, der følger med.

Helga Zepp-LaRouche opsummerede tidligere i dag den strategiske situation på følgende måde:

“Vi har det mest utrolige potentiale for, at verden kan bevæge sig meget hurtigt i retning af Lyndon LaRouche livsdrøm – nemlig at skabe en helt anden verdensorden, et nyt paradigme, et nyt sæt internationale relationer baseret på videnskab og en vision for menneskehedens fremtid. Dette er klart den dominerende, underliggende dynamik på planeten.”

Hun fortsatte: “Men det er også klart, at vi står midt i den mest heftige kamp, fordi det Britiske Imperium indser klart, at hvis de ikke gør brug af deres sædvanlige tricks som krig og undergravning og kup, og hvad der ellers er, vil de snart være historisk helt irrelevante. Så de er lige så farlige som et såret vilddyr.”

Zepp-LaRouche tilføjede, at det er afgørende at hjælpe med at befri præsident Trump fra britisk pres, der kommer både fra udlandet og fra hans egen administration, herunder udenrigsminister Mike Pompeo og den nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton, der for nylig har ført an i offensiven mod konfrontation og endda krig med Kina, Rusland, Venezuela, Iran og andre.

Zepp-LaRouche konkluderede: “Alt dette munder ud i det absolutte behov for at optrappe kampagnen for at rense Lyndon LaRouche. Den bedste, og formentlig eneste, måde at stoppe ‘krigsmaskinen’ på, er frifindelsen af LaRouche, fordi det ville ramme og blotlægge forbrydelserne begået af det samme apparat, der retsforfulgte LaRouche, dækkede over 11. september, og nu kører ‘Russiagate’-operationen for at vælte Trump. ‘Russiagate’ er blevet fuldstændig miskrediteret, og det må frem i lyset og anerkendes.

“Dette vil blive en periode med helt utrolige forandringer. Der vil komme ‘jordskælv’ i Europa, som helt kan ændre landskabet med det kommende europæiske valg. Man har de overhængende skyer af, hvad der vil ske med Brexit. Man har en helt forandret dynamik i mange områder af verden.”




Video: X22 Report Spotlights interview med Harley Schlanger fra LaRouchePAC og Bill Binney,
whistleblower, tidl. tekniske direktør for Det Nationale Sikkerhedsagentur (NSA) i USA. 

Regnskabets time er kommet: Informativt, provokerende og rettidigt interview.

William Binney dokumenterer eksistensen af retsvidenskabelige beviser der viser, at de lækkede data blev overført fra den Demokratiske Nationale Kommittés (DNC’s) eget netværk til en hukommelsesenhed frem for gennem internettet. Det var altså en intern “lækage” eller lignende, og ikke et Russisk hack.

Beskyldningerne om at Rusland forsøgte at påvirke det amerikanske valg til gavn for Trump og dermed hele grundlaget for den såkaldte “Russiagate” rettet imod Trump er altså falskt.

Det ville have været tydeligt tidligere hvis ikke FBI på uforklarlig vis undlod at beslaglægge serverne hos den Demokratiske Nationale Kommitté efter det påståede hack af afslørende e-mails, som præsident Trump ofte har påpeget. Den særligt udpegede anklager Robert Mueller har også bevidst valgt at ingorere disse afgørende oplysninger.

Interviewet med Binney er endnu mere relevant set i lyset af arrestationen af WikiLeaks’ grundlægger Julian Assanges, da det var WikiLeaks, der gjorde de afslørende e-mails tilgængelige for offentligheden.




Den britiske rolle i ‘Russiagate’ er ved at blive helt afsløret

Den April 8 (EIRNS) — Et dokument med ovenstående titel bliver udgivet i dag af EIR, som dokumenterer, at Robert Muellers rapport, samtidig med at indrømme at der overhovedet ingen beviser var for “aftalt spil” mellem præsident Donald Trump og Rusland, ikke desto mindre fortsatte den “livsfarlige løgn”, at russere med forbindelse til Kreml hackede den Demokratiske Nationale Komités (DNC) e-mails, og gav dem til WikiLeaks. (Se LaRouche PAC website: “The British Role in ‘Russiagate’ Is About To Be Fully Exposed”). Dette er grundlaget for påstanden om, at “russerne blandede sig i valget.”

Som der står i vores dokument: “Sandheden er, at en fremmed regering faktisk blandede sig i det amerikanske præsidentvalg i et mislykket forsøg på at manipulere resultatet. Det var ikke russerne. Det var City of London og de imperiale britiske efterretningstjenester, sammen med forræderiske konservative amerikanske elementer.”

Hvor langt briterne er villige til at gå for at stoppe præsident Trumps hensigt om at USA bliver venner med Rusland og Kina, blev demonstreret igen i dag, da premierminister Theresa Mays regering tog tid fra de psykotiske Brexit-debatter for at bekendtgøre det mest åbenlyse program for tankekontrol og autoritær censur af enhver nation på Jorden, herunder dem der konstant rakkes ned som “autoritære regeringer” – Rusland og Kina. May selv optrådte på en kort video for at annoncere udgivelsen i dag af “Online Harms White Paper” fra indenrigsministeriet og andre. May forklarede, at hun var “dybt bekymret” over det “skadelige indhold”, der optræder på sociale medier og online nyhedssider. “Så i dag forpligter vi disse virksomheder juridisk til at beskytte dem. Hvis de undlader at gøre det, vil der blive pålagt hårde straffe.”

Hvidbogen er ganske forbløffende i sin skamløse erklæring om, at “fjendtlige aktører”, der bruger “online misinformation til at underminere vores demokratiske værdier og principper”, skal knuses og blokeres fra offentliggørelse i Storbritannien, og hvor som helst der kan pålægges censur. Dette er stort set det samme sprog, der anvendes af det nu afslørede Integrity Initiative, den britiske militære efterretningsoperation (med grupperinger i alle vestlige lande), der planter anti-russisk og anti-kinesisk propaganda i mainstream-pressen, under dække af at modvirke russisk og kinesisk “misinformation”. Integrity Initiative har nu en statslig institution til at håndhæve dens diktatur over informationsstrømmen.

Det er klart, at det britiske og amerikanske “etablissement” er skrækslagne over, at deres kontrollerede medievirksomheder ikke formår at kontrollere befolkningen. Vi oplever et fænomen, som Lyndon LaRouche kaldte en “politisk massestrejke”, en proces der kommer til udtryk i: Brexit-afstemningen; valget af Donald Trump; de Gule Vestes oprør i Frankrig; og valget af en italiensk regering der afviser EU’s diktater og har sluttet sig til Kinas Nye Silkevej, samtidig med at den modsætter sig sanktionerne mod Rusland. Næsten alle udviklingslande i Asien, Afrika og Latinamerika har sluttet sig til Kinas Nye Silkevej, som deres første mulighed for at undslippe kolonial og neo-kolonial påtvungen tilbageståenhed under diktater fra IMF – for at blive moderne industrilande og eliminere fattigdom, som det sker i Kina.

Vigtigst af alt har præsident Trump afvist det “særlige forhold” til Storbritannien. Han har til hensigt at genoprette den industrielle infrastruktur, som var blevet ødelagt under Bush og Obamas regimer; afslutte de “endeløse krige”, igangsat af Bush og Obama, genoprette USA’s bemandede rumforskning, som havde været stort set lukket ned under Obama; og til at samarbejde med Rusland og Kina, både om terrorbekæmpelse og økonomisk udvikling. Han er blevet holdt tilbage af den britisk iscenesatte skrøne, Russiagate. Mens fupnummeret om “aftalt spil” er blevet afsløret, klynger briterne og deres aktiver i USA’s efterretningstjeneste sig til løgnen om, at Rusland og Kina er “fjendtlige aktører”, der angiveligt blander sig i vores valg og truer vore “demokratiske værdier og principper” — dvs. de samme ord som i hvidbogen “online Harms”. De foretrækker diktatur og krig frem for at se enden på deres imperiale opdeling af verden.

Trump har udløst optimisme i det amerikanske videnskabssamfund ved at forpligte nationen til at sætte mænd og kvinder på månen om fem år, og til at forberede en månebaseret mission til Mars. Denne optimisme kan og skal spredes til hele befolkningen med Lyndon LaRouches vision for de næste 50 år.

 




Succes for det nye paradigme kræver fuld afsløring af Russiagates britiske ”karakter”.
Schiller Instituttets ugentlige webcast med Helga Zepp-LaRouche den 4. april 2019

Under gennemgang af de vigtigste begivenheder i ugen kom Helga Zepp-LaRouche gentagne gange tilbage til den uforenelige opsplitning mellem den imperialistiske natur af det kollapsende system, som driver verden mod krig, og det nye paradigme, der over de sidste halvtreds år er blevet bragt i fokus af Lyndon LaRouche. Dette kan ses tydeligt i NATO’s leder Stoltenbergs pro-krigsaktiviteter, i hans bestræbelser på at få Trump til at angribe Rusland og Kina – hvilket Trump ikke gjorde – og senere hans tågetale til Kongressen, som blev modtaget entusiastisk af depraverede kongresmedlemmer; i modsætning til talrige tegn på øget samarbejde indenfor den nye 4-magts-konstellation: for eksempel fremskridtene for Bælte- og Vejinitiativet, præsident Xis seneste besøg i Italien og Putins kommende besøg der, samt i samarbejdet i rummet, herunder at Trump genoptager en Måne-Mars-mission for USA.

For at uddybe pegede Helga på flere ironiske sammenstillinger: Trump der arbejder for en handelsaftale med Kina, mens krigspartiet i USA optrapper sit pres mod Kina; opfordringen fra den franske finansminister LeMaire til at Europa bliver det “nye imperium”, mens EU står over for en række eksistentielle kriser, fra Brexit til faldende produktionstal, der netop er blevet udgivet i Tyskland, og håbløst bankerotte finansielle institutioner.

Alt imens anti-Trump-kupmagerne fortsætter deres bestræbelser på at fjerne præsidenten med uendelige undersøgelser, understregede Helga betydningen af at afsløre den britiske karakter bag Russiagate som det mest effektive middel til at tydeliggøre denne kamp, og til at bringe flere borgere ind i organisationsprocessen.

 




Klare udsigter lyser op i rummet, alt imens menneskehedens fjender holder fast ved farlige konflikter

Den 2. april (EIRNS) – Aktuelle begivenheder giver forventning om smukke fremskridt inden for banebrydende videnskab – rumforskning og fusionsenergi – og også fortsatte eksempler på den ånd af internationalt samarbejde, der kræves for at nå dem. Men samtidig trues dette prospekt af opblussende konflikt, og endog krig, af neokonservative, neoliberale og ”neo-menneskeagtige” aktivister, der handler på vegne af den døde gamle orden med britisk monetarisme og geopolitik. For eksempel mødes repræsentanter for NATO-landene i denne uge i Washington, D.C., i anledning af 70-års jubilæet, og deres ledende dagsorden er indtil videre at lægge planer om at gå til angreb på Rusland.

Baggrunden for dette udfoldende drama, som vil bestemme menneskehedens fremtid, måske i århundreder fremover, er erindringen om Lyndon LaRouches ånd, som indgyder frygt i de britiske imperialistiske lederes hjerter (hvis de da har noget), såsom skribenterne ved The Times of London – og indgyder mod i sjælen og samvittigheden hos alle mennesker med god vilje, som var bekendt med LaRouches livsmission.

På månen er landingsmodulet Chang’e-4 og månebilen Yutu-2 i dag vågnet igen efter deres to ugers ’måne-nat’, og er tilbage på arbejde. Yutu-2-månebilen har allerede overskredet sin levetid på tre ’måne-dage’, men fungerer stadig pænt. Billeder er på vej tilbage til Jorden, og en af Yutu-2’s opgaver er angiveligt at opsamle data om alderen på en nærliggende klippeformation. Dette bidrager til mængden af viden og teknologi, der er nødvendig for at opfylde menneskehedens ‘uomgængelige udenjordiske mission’ (extraterresital imperative). I begyndelsen af denne uge vil tre amerikanske astronauter endvidere træne til den internationale rumstation på ’Yuri Gagarin Cosmonaut Training Center’ i Rusland.

Det mest spændende i denne uge er Det Kinesiske Videnskabsakademis annoncering af planerne om et nyt fusionsforskningscenter, som vil have integrerede faciliteter til forskellige undersøgelser, herunder magnetisk indeslutning (af plasma, red.) og en ‘tokamak’ (en fusionsreaktortype, red.) Der er fastlagt en tidsplan for at kunne opbygge fusionskraftværker inden år 2050, og det vil naturligvis kaste gode bidrag af sig til fremdrift af rumfartøjer.

Modstil i kontrast til dette positive perspektiv den konfliktfremmende virksomhed, der fortsat pågår, for at sætte USA op imod Rusland og Kina, og at få USA til at skeje ud og angribe naboer i Sydamerika, og det er tydeligt, at faren er til stede. Drejebogen er det gamle, trætte britiske ‘great game’, med skabelsen af geopolitiske fælder. NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg er i Det Hvide Hus i dag og taler i morgen i Kongressen ved en fælles session, der traditionelt er forbeholdt stats- og regeringschefer. I går talte Stoltenberg i Bruxelles om et voldsomt anti-russisk fokus for NATO-mødet. “På torsdag vil vi begynde med at drøfte NATO’s relationer med Rusland. Rusland fortsætter med at overtræde INF-traktaten …. Rusland fortsætter med at trodse vores opfordring til at vende tilbage til overholdelse af INF-traktaten, og tiden løber ud. NATO er også bekymret over Ruslands mønster af aggressiv adfærd over for Ukraine og Georgien. ..” og så videre.

Ekkoer af samme linje kommer fra den neokonservative flok indenfor præsident Donald Trumps egen regering med hensyn til Venezuela lige nu, samt angreb på Kina over Bælte- og Vejinitiativet i Central- og Sydamerika. Vi vil undersøge de mennesker, der presser på med den britiske politiske dagsorden, og afsløre dem og deres kriminelle udgangspunkt for det amerikanske folk, som elsker Præsident Trump, i væsentlig grad på grund af hans engagement for verdensfreden.

I de kommende uger, mens vi nærmer os mindehøjtideligheden til juni for Lyndon LaRouches liv, er det tid til at mange amerikanere og verdensborgere kan fås til at tilslutte sig LaRouche ved at tilføje deres navne til appellen for hans frifindelse, og ved at arbejde sammen med os for at sikre, at Lyns vision om et nyt paradigme for menneskeheden bliver til virkelighed.

 




‘Russiagates’ sammenbrud afslører de britiske gerningsmænd:
Gør det af med dem, så menneskeheden kan gå til det nye paradigme

Schiller Instituttets internationale webcast den 28. marts, 2019 med Helga Zepp-LaRouche

Frigivelsen af den særlige anklager Muellers rapport, hvori han blev tvunget til at indrømme, at der ikke var tegn på at præsident Trump eller hans kampagnestab samarbejdede med Rusland, og intet bevis for at anklage ham for obstruktion fører til spørgsmålet, hvem stod bag det, og hvorfor? Dette må forfølges, som rep. Nunes meddelte, at han planlægger at gøre, og som Trump selv i sine tweets i sidste uge har gjort klart skal gøres; Trumps tweets identificerede den britiske rolle i lanceringen af Russiagate for at forhindre et bedre forhold mellem USA og Rusland og Kina. Frigivelsen af rapporten har åbnet op for ‘regnskabets time’.

Det fremgår klart af anti-Trump-styrkernes reaktion, at de ikke vil stoppe. Helga Zepp-LaRouche pegede på optrapningen mod Venezuelas regering som ‘en fortsættelse af kuppet mod Trump i ‘en ny forklædning’.

Reorganiseringen af den geopolitiske institution, Komitéen om den Nuværende Fare – Kina, er et andet eksempel på samme hensigt.

Men hun tilføjede, at dette ikke vil stoppe fremkomsten af det nye paradigme, som den kinesiske præsident Xi Jinpings tur til Europa i denne uge viser. Italienerne trodsede de bankerotte diktatorer ‘in spe” i EU, og Macron, der underskrev talrige aftaler med Xi, og Merkel blev tvunget til at erkende, at momentum er på Kinas side.

Hun konkluderede med at sige, at eftersom Lyndon LaRouches livsværk bliver realiseret i og med fremgangen for det nye paradigme, ville hans frifindelse give et afgørende skub til at bringe USA ind i mobiliseringen for at virkeliggøre menneskehedens fælles interesser.

 




Regnskabets time er kommet: Trump er blevet frifundet; frifind nu LaRouche.

Den 26. marts (EIRNS) – Det er en form for jordskælv, der fejer hen over USA, mens realiteten af hele ‘Russiagate’-operationen mod præsident Donald Trump synker ind: Der er intet i det, der har aldrig været noget i det, og dette var lige så meget en operation rettet imod det amerikanske folk som imod præsident Trump selv.

Vrede kommentatorer spørger: “Slutter det her”? Bliver de ansvarlige nødt til at bøde for deres forbrydelser? “Andre siger, at er “tiden er inde til at gøre op” med medierne, mod Obama-demokraterne og – med langt større præcision – med det britiske efterretningsapparat, der startede hele operationen i første omgang. Dette er en pointe, som Trump selv understreger i sine tweets: at briterne lancerede operationen for at forhindre ham i at etablere et fredeligt samarbejde med Rusland og Kina.

Men der er en endnu dybere betydning i de forandringer, der slippes løs i USA og globalt, i og med at Muellers “Russiagate”-fupnummer nu smelter ned. Schiller Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, bemærkede om dette spørgsmål i dag:

Nu kan vi virkelig få Verden bragt i orden, på den måde som EIR-grundlægger Lyndon LaRouche dedikerede sit liv til at opnå, udtalte Zepp-LaRouche. Særlig anklager Robert Muellers Russiagate-operation viste sig at være en stor ‘vindfrikadelle’, og der vil komme flere jordskælv i de kommende uger, især hvis man ser på de store fremskridt i Bælte- og Vejinitiativet som følge af Xi Jinpings tur til Italien og Europa. Nu er det, som mange i medierne har indset, tid til at tage bestik af situationen, men for at sikre at det sker, må kampen for frifindelse af Lyndon LaRouche være i centrum.

Det skyldes, at det er det samme apparat bag Russiagate, som var ansvarlig for fængslingen af Lyndon LaRouche, udtalte Helga Zepp-LaRouche. “Det apparat der gik efter hr. LaRouche gjorde utrolig skader på USA og verden ved at bagvaske ham på en sådan måde, at folk blev helt blinde for de muligheder, som hans ideer indebærer for verden og menneskehedens fremtid”.

Zepp-LaRouche fortsatte: “Jeg tror at der, til trods for de vidunderlige ting som Kina gør, virkelig mangler en dybde i diskussionen hvad angår videnskabelige og kulturelle ideer; et aspekt som hr. LaRouche bragte op. Det er som om man tog Beethoven og fjernede ham fra musikken – det ville ikke være det samme. Og hvis man ville fjerne Schiller fra poesien, ville det heller ikke være det samme.”

Zepp-LaRouche understregede også de bemærkninger, der blev postet i går af den tidligere amerikanske militære efterretningsofficer og sikkerhedsanalytiker oberst Pat Lang (pensioneret), der skrev, at, på grund af Russiagate, er “en stor mulighed for at forbedre forholdet til atommagten Rusland gået tabt.” Lang sagde desuden, at “kun over-nationalistiske galninge som Brennan og Clapper og uvidende fanatikere som Bolton og Pompeo kan forestille sig, at en forbedring af forholdet til et land, der er i stand til at destruere én selv, ikke skulle være en god ide.”

Til hvilket Zepp-LaRouche tilføjede: “Det er min opfattelse, at vi skal have den tilgang at frigøre Trump fra disse elementer, samt at påpege at de gør det modsatte af, hvad Trumps udtrykkelige hensigter er”, herunder at have gode arbejdsrelationer med Ruslands præsident Vladimir Putin og Kinas præsident Xi Jinping.

Zepp-LaRouche fortsatte:

“Den eneste måde at slippe ud af dette rod på er at samarbejde indenfor et nyt paradigme: Luk handelskløften ved at have ‘joint-ventures’, få amerikanske virksomheder til at samarbejde med kinesiske firmaer, f.eks. i forbindelse med opbygning af Afrika. Folk er nødt til at tænke anderledes. Hvis vi ikke overvinder geopolitikken, vil verden eksplodere, og den risiko er tydeligvis stadigt tilstede.

“Det amerikanske folk bliver nødt til at indse, at Trump er en utrolig præsident. Han har modstået en af de største sammensværgelser, og nu står demokraterne og andre tilbage uden ‘noget på’: de er sammensvorne, der har fejlet, de er fuldstændigt miskrediterede. For at opnå en firemagts-aftale, som den der er blevet foreslået af LaRouche, har Trump-præsidentskabet brug for et godt forhold til Rusland og Kina, for hvis man erklærer disse lande for fjender, konkurrenter og rivaler, vil man aldrig få en firemagts-aftale.

“Så Trump er altså stadig præsident, og hans politik på dette område bør følges; og hvis der i hans kabinet er medlemmer, der modsiger ham, så skal han indsætte bedre folk på deres pladser.”

Zepp-LaRouche afsluttede med følgende perspektiv:

“Vi er nødt til at bevare et helt optimistisk syn. Historien er ikke uendelig; historien er ikke en sæbeopera, hvor man har den ene episode efter den anden, men der er visse afgørende punkter, hvor der skal forandres, skiftes til et nyt gear, gås videre til et nyt plateau – ellers vil man gå til i det gamle rod. Og den eneste måde at komme ud af dette rod på er at gå fuldt ud med på hr. LaRouches ideer; og det betyder, at folk skal befri sig fra alt det smuds, der er kastet på ham. Det skal der ryddes op i nu. Bare tænk på den chokeffekt, det ville have over hele verden, hvis LaRouche skulle blive renset: alt ville falde på plads. Der er visse flanker, selv i en tilsyneladende umulig situation, som man kan bruge til at afhjælpe problemet på et højere niveau.”

 




Frifindelse kan nu ændre alt

Den 25. marts (EIRNS) – Præsident Donald Trump kaldte korrekt “de retslige” begivenheder i den forløbne weekend for sin frifindelse, og det kan nu føre til meget dybtgående ændringer af den nationale og globale situation, der var ved at blive ekstremt farlig. Præsidentens personlige advokat, Rudy Giuliani, talte straks om at komme til “navnet på den person, der startede dette”. Vi ved, at den nu eksploderede “Russiagate” blev startet fra British General Communications Headquarters (GCHQ) signalefterretninger og MI6’s oversøiske efterretningstjeneste i 2015, et netværk der drives af Sir Richard Dearlove og Sir Andrew Wood; Præsidenten og hans advokat ved, at angrebet var britisk. Derfor vil en målrettet modforskning, der ledes fra Det Hvide Hus, sprænge det amerikansk-britiske “særlige forhold” og det Britiske Imperiums krigs- og koldkrigspolitik. Det ville afslutte den geopolitiske krigskonfrontationspolitik, som London har trukket Trump ind i gennem ubønhørlig, McCarthy-agtig “Russiagating” på skamfuld vis, anført på stedet af ledende Demokrater – de nye, sande “neo-konservative”.

Præsident Trump kunne forholdsvis blive meget friere til at føre den politik, som han har talt for, men er blevet forhindret i at udføre, og samarbejde med andre stormagter – især Rusland og Kina – for fred. Og måske endda for udviklingen af tidligere krigshærgede regioner. Det bedste er, at dette pludselige skifte er startet lige så internationalt, som det nye paradigme for økonomiske og videnskabelige fremskridt, der er indbegrebet af Kinas Bælte- og Vejinitiativ fra store infrastrukturprojekter, som breder sig i Asien, Afrika og Latinamerika, og nu i Europa med den nye aftale mellem Italien og Kina.

Men LaRouche-bevægelsen – som først sporede dette skændige angreb på præsidentskabet til britisk efterretningstjeneste og bragte denne afgørende sandhed frem – må føre an med disse ændringer. Ikke alene har den kæmpet for de økonomiske forandringer til at gøre det muligt, begyndende med Glass/Steagall-bankseparation og hamiltonisk nationalkredit, samt for videnskabelige gennembrud i atomkraft og rumforskning snarere end “grøn” radikal pessimisme.

Mere om sagens kerne: Retsforfølgningen og mediernes forfølgelse af Lyndon LaRouche og hans bevægelse etablerede et USA med tre årtiers afindustrialisering, kulturel demoralisering og krig. De fratog USA det økonomiske og strategiske lederskab, som LaRouche repræsenterede med hensyn til de økonomiske sammenbrud han forudså så præcist, og berøvede dem for de store projekter og videnskabelige fremskridt han udarbejdede til så mange regioner i verden. Og dem der organiserede angrebene på ham var netop de bevægelser, som hans bevægelse nu har afsløret igen i “Russiagate” – britisk efterretningstjeneste, som frygtede hans trussel mod den kongelige families “øko-fascisme”; Anglofile her som Henry Kissinger, som i officielle organer krævede LaRouches retsforfølgning; Wall Street-bankfolk; frem for alt de nationale liberale medier. LaRouche må nu frifindes, som påkrævet af en national underskriftindsamling, for at frifinde og frigøre landet til hans ideer. Og det er Præsident Trump, der kunne være fri til at rense LaRouche og frigøre sig selv til at handle, som han havde til hensigt i Det Hvide Hus.

Schiller Instituttets præsident, Helga Zepp-LaRouche, der talte til dem der organiserede denne indsats i dag, sagde: “Det må naturligvis føre til briterne. Ved Trump og Giuliani og disse folk, at det var den britiske efterretningstjeneste? Det kan du være 100% sikker på, at de gør. Men det er tydeligvis helt klart op til os at fremskynde denne kampagne, og den bedste måde at gøre det på, er at presse på for Lyns frifindelse, for, som vi mange gange har sagt, det var nøjagtigt det samme apparat, der nu er taget i at udføre et kupforsøg mod USA’s præsident – og mislykkes med det – som var bag retsforfølgelsen af Lyn og hans medarbejdere, og som stod bag mørklægningen af 11. september. Og disse mennesker skal stilles for retten, og Lyn skal også frifindes: Fordi så længe der er denne tilstand af, at der var nogen som helst legitimitet for hvad der blev gjort mod Lyn, vil folk være forhindret i at få adgang til hans ideer.”

 




Italiens samarbejde med Den Nye Silkevej viser Europa vejen mod fremtiden

Af Helga Zepp-LaRouche den 23. marts 2019

Den kinesiske præsident Xi Jinpings statsbesøg i Italien, hvor en hensigtserklæring underskrives mellem de to lande om at samarbejde om udbygningen af Den Nye Silkevej, var en magtfuld demonstration af, at der også kan finde en begejstrende og positiv politisk udvikling sted. Den nye form for samarbejde og genoplivning af den antikke silkevej bringer ikke kun enorme økonomiske fordele til Italien såsom udbygning af havne, modernisering af infrastrukturen, nye investeringer inden for et bredt spektrum af industrianlæg. Et samarbejde åbner også store muligheder for eksport til Kina og fælles investeringer i tredjelande; fordi landet med sin fordelagtige geografiske placering i Sydeuropa og ved Middelhavet kan udgøre en port mellem Asien og Europa. Og ikke mindst kan Italien være et brohoved for samarbejdet om industrialiseringen af Afrika.

Man skulle tro, at dette ville udgøre det vigtigste tema blandt alle nyheder. Overhovedet ikke; for forholdet til Kina er lige for tiden det afgørende spørgsmål inden for europæisk politik. De fleste i Italien lige fra den EU-venlige præsident Mattarella, koalitionspartierne og store dele af oppositionen anerkender de enorme muligheder, som den kinesiske “vækstkultur” har, som Mattarella benævnte det under sin pressekonference med Xi Jinping. Mens det af EU’s nedskæringspolitik hårdt plagede Italien glædede sig over mulighderne, så ringede man med alarmklokkerne i “de øvrige store EU-stater og i USA”, sådan som det lød på T-Online. Silkevejen er Kinas trojanske hest, den bringer ingen økonomiske fordele, Italiens samarbejde med den vil ødelægge landets ry over hele verden – sådan lød det fra John Boltons nære medarbejder Garret Marquis, en talsmand for USA’s nationale sikkerhedsråd; den giver “Kinas røveriske hensigter” et skær af legitimitet.

Listen af giftige argumenter fra den geopolitiske lejr lader sig sagtens forlænge yderligere. Og de, der atter og atter gentog denne anti-kinesiske linje, afslørede dermed sig selv som bevidste eller manipulerede fortalere for den angloamerikanske nykonservative elite. Direktøren for den nationale amerikanske sikkerhedstjeneste, Dan Coats, har for nyligt ligesom Pence, Pompeo og Bolton betegnet Kina og Rusland som de vigtigste sikkerhedspolitiske trusler mod USA, hvorved militæret og efterretningseliten øjensynligt forsøger at “inddæmme” præsident Trumps forsøg på en positiv Kina-politik, sådan som det hedder på nykonservativt-nytysk.

Bag denne, her i den nyere tid forstærkede anti-kinesiske propaganda i USA, men også i Europa, gemmer sig konflikten mellem det nyliberale systems gamle mønster, hvis kræfter ubetinget søger at fastholde den gængse geopolitik, og på den anden side det nye mønster, som Kina har indført med det nye udenrigspolitiske koncept om et samarbejde mellem suveræne nationer til gensidig fordel. Og selv om de tiltagende spændinger i forholdet mellem Amerika og Rusland afgjort kan danne grundlag for de største bekymringer, så hævder flere folk fra baglandet, at den største strategiske konflikt udgøres af forholdet mellem USA og Kina. Det drejer sig her om den berømte “Thukydid-fælde”: Hvordan vil den hidtidigt dominerende magt, altså USA, forholde sig til en anden magts opstigning? Tolv gange i historien er det kommet til krig, medens den opstigende magt fortrængte den første fire gange uden krig.

Den kinesiske regering har i over fem år med sit silkevejs-initiativ sat et helt nyt koncept for indbyrdes strategiske forhold på den internationale dagsorden, som skal overvinde geopolitikken og erstatte den med præsident Xi Jinpings ide om “menneskehedens skæbnefællesskab”. Denne nye model, der rigtignok afgjort varetager kinesiske interesser, giver til gengæld også de nu 123 samarbejdende stater hidtil uopnåelige fordele. Modellen har ganske enkelt vist sig som mere fordelagtig. I stedet for at henvise disse stater til en geopolitisk stedfortræder-status, har den medført virkelige fremskridt i Afrika, Asien og Sydamerika og endda blandt de 13 europæiske stater, der indtil videre har underskrevet lignende hensigtserklæringer, som nu Italien. Den har frembragt forbedret infrastruktur, investeringer i industri og landbrug, samarbejdsplaner om videnskab og teknologi og udveksling af kultur.

EU reagerer på sin side voldsomt spaltet: På den ene side betegner EU – som så at sige juniorpartner i det anglo-amerikanske imperium – i sin netop offentliggjorte “tipunkts-handlingsplan” Kina som en “systemisk rival”, der gør propaganda for “alternative styreformer”. Og på den anden side ønsker det ikke at gå glip af de økonomiske fordele ved samarbejdet med Kina. Præsident Macron, der ikke har haft den store succes med sine planer om reformering af EU, og ikke er særligt vellidt af sin egen befolkning, roste dette EU-papir før sit møde med Xi Jinping og sagde, at dette opråb var nødvendigt, og at tiden for den europæiske naivitet var forbi, hvor Kina kunne udnytte den europæiske splittelse.

Her lyder den italienske finansminister Trias synspunkter meget mere målbevidste, idet han peger på de “forbløffende mange” områder, hvor Italien kan gøre brug af sin ekspertise inden for silkevejs-initiativet: Maskinkonstruktion, logistik, rådgivning, effektivitetsstudier, design, ingeniørkunst, sikkerhed, finans, og forsikring. Tria fortsætter: “Italien nyder også godt af en strategisk, geografisk position blandt de nuværende og fremtidige rammebetingelser for handelen mellem Østen og Vesten og Afrika. Med sin beliggenhed ved Middelhavet råder Italien over den næststørste industrikapacitet i Europa, er førende inden for den teknologiske innovation og godt forsynet med veludviklede havne og jernbanenet. Disse egenskaber gør Italien til den ideelle sydlige portal for det europæiske kontinent og for handelsruterne mellem Europa og Kina.”

Den selvbevidsthed og erkendelse af mulighederne, der kommer til udtryk i disse ord fra Trias side, står i kras modsætning til opfattelsen af Kina som en trussel. Interessant nok kommer oppositionen mod Kina netop fra de samme kredse, der stadig i 2001 gik kraftigt ind for at få Kina optaget i Verdenshandelsorganisationen, WTO, øjensynligt i den tro, at dette automatisk ville føre til, at kineserne overtog den vestlige model med dets liberale demokrati.

I stedet for blot at affærdige Kina som et “rivaliserende system” og hænge fast i den egentlig ret arrogante opfattelse, at den vestlige demokratiske model må være den eneste standard for en god regering i hele verden, så ville det være mere meningsfuldt at overveje kriterierne for et systems succes. Faktum er, at Kina har løftet sin egen befolknings levefod enormt i de sidste 40 år, at det nu i nogle år for første gang har tilbudt udviklingslandene en chance for at overvinde deres underudvikling, at det løste krisen i Asien og derefter krisen i 2008 væsentligt bedre end Vesten og at det har frembragt en udviklingsoptimisme i sin egen befolkning, som er helt forsvundet i Vesten.

Og dermed viser Kina, at det i modsætning til Kristendommen og Islam ikke er spor interesseret i at omvende andre kulturkredse til sin egen filosofi, men udtrykkeligt anerkender suverænitetsprincippet og accepterer andre staters sociale modeller. Påstanden om, at Kina spalter Europa sigte efter at tage opmærksomheden væk fra det ubeskrivelige Brexit-teater, væk fra ønsket om at sætte militæret ind mod De gule Veste i Frankrig og væk fra den allerede dybe kløft i Europa mellem øst og vest og syd og nord.

Tværtimod: Dersom Tyskland og Frankrig ville følge Italiens eksempel om at samarbejde med Kina, ikke blot i de bilaterale forhold, men først og fremmest i industrialiseringen af Afrika og Sydvestasien, så ville dette være den eneste måde, hvorved Europa kunne overvinde sin indre splittelse og finde frem til en fælles mission, noget, der fuldstændigt mangler nu.
I stedet for at opbygge sin egen geopolitiske bastion imod Kina, Rusland og USA, sådan som Macron har foreslået i sine allerede forkastede planer, så ville et forenet Europa af nært samarbejdende fædrelande, der sammen med Kina selv er med til at udforme “den fælles menneskeheds fremtid” være den bedste mulighed for også at styrke de kræfter i USA, der ønsker at undgå “Thukydid-fælden”.

Den tidligere italienske økonomiminister Giulio Tremonti har i disse dage påpeget, at visionen om Den Nye Silkevej, altså om et globalt udviklingsprogram for at overvinde fattigdommen og underudviklingen, blev foreslået allerede i begyndelsen af 90-erne af den amerikanske “visionær” Lyndon LaRouche. Rent faktisk skete det allerede midt i 70-erne. Nu om dage, og dette burde stå klart for ethvert tænkende menneske, eksisterer der kun to alternativer: Enten forsøger Vesten at undertrykke Asiens og udviklingssektorens opstigning, hvilket vil medføre en tredje verdenskrig med indsats af termonukleære våben, eller også lykkes det at udvikle et nyt mønster for samarbejde. Det er på den allerhøjeste tid at lytte til “Lyndon LaRouches vise ord”, sådan som Mexikos tidligere præsident López Portillo i sin tid udtrykte det.

Dersom EU ikke er i stand til at frembringe et nyt syn på Den Nye Silkevejs muligheder inden det kommende topmøde mellem EU og Kina den 9. april, så vil kortene til valgene til Europaparlamentet den 24.-26. maj kunne forventes blandet på en ny måde.




Et revolutionært øjeblik – Mueller fandt intet, alt imens det ’Nye Paradigme’ tager form

Den 24. marts (EIRNS) – Tidens relativitet bliver tydeligt demonstreret af det accelererende tempo af udviklinger i verden over de seneste dage. I tider som disse skærpes den fælles menneskelige bevidsthed og følsomhed, idet både de fælles antagelser om ‘the powers that be’ knuses, og at virkelig nye ideer, der er baseret på menneskets kreativitet, kommer indenfor vores rækkevidde.

Statsadvokat Barr offentliggjorde i dag et fire-siders dokument, der opsummerede den endelige rapport, som den særlige anklager Robert Mueller forelagde fredag. Mueller fandt absolut intet, der indikerede at præsidenten eller nogen i hans familie eller hans administration skulle have samarbejdet med Rusland. Intet. Mueller viste sig at være den slange han altid har været ved at hævde, at han ikke kunne nå frem til en afgørelse om “obstruktion”, idet han overlod det til justitsministeren og hans stedfortræder, der straks sagde, at der ikke var tegn på obstruktion. En fuldstændig analyse af statsadvokatens rapport og den undergravende virksomhed, som de kriminelle i Obamas justitsministerium og deres neokonservative allierede har udført i årevis, på vegne af den britiske efterretningstjeneste, for at vælte den valgte amerikanske præsident, følger nedenfor. Husk på, at præsident Trump for bare en uge siden ‘retweetede’ en anklage om, at hele Russiagate fupnummeret var “designet til dels for at hjælpe Storbritannien mod russisk indflydelse ved at lokke USA til at tage en hård linje imod dem.” Dette er en kendsgerning, der selvfølgelig blev dokumenteret af LaRouche-bevægelsen fra starten af.

Denne historiske begivenhed er blot en af mange i de sidste 48 timer fra fredag til søndag:

 

  • Italien, en af verdens største økonomier og det historiske centrum for den europæiske renæssance, sluttede sig til den Nye Silkevej under Xi Jinpings besøg, på trods af hysterisk modstand fra dinosaurerne i EU’s bureaukrati i Bruxelles. Arrangementet fulgte blot få dage efter det i fællesskab af MoviSol og Lombardiet afholdte forum i Milano, hvor lederen af regeringens ‘Kina taskforce’, Michele Geraci, og Schiller Instituttets grundlægger og formand, Helga Zepp-LaRouche, i fællesskab talte om den verdenshistoriske karakter af denne udvikling.

 

  • Den britiske regering sank ned i totalt kaos, da fristen for Brexit hurtigt nærmer sig uden nogen løsning i syne.

 

  • I Frankrig indkaldte Macron hæren efter 19 uger med de Gule Vestes demonstrationer.

 

  • Præsident Donald Trump tilsidesatte offentligt sanktioner mod Kina og Nordkorea, der blev pålagt 24 timer tidligere af hans finansministerium, sanktioner der blev støttet stærkt af hans nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton. Trump meddelte, at holdet der forhandler en aftale med Kina vil tage til Beijing på næste torsdag den 28. marts.

 

  • Officielle repræsentanter for USA, Rusland og Kina mødtes i Washington, D.C. for at planlægge en vej frem for tilbagetrækning af udenlandske tropper fra Afghanistan, en af de ‘uendelige krige’, som Trump har svoret at bringe til afslutning. Indtil nu har disse bestræbelser været standset af anti-Rusland og anti-Kina-kampagnerne, der føres af de neokonservative og Demokraterne.

 

Fornuftens kræfter er på vej, men imperiet vil ikke godvilligt lade sig gå i glemsel. Høgene i militæret optrapper deres provokationer mod både Rusland og Kina, alt imens de med det yderste af neglene stopper eller i det mindste forhaler Trumps indsats for at afslutte de koloniale krige, der blev lanceret af Bush og Obama. Vores børn bliver misbrugt, og forledes til at fordømme videnskab og fremskridt, og endog at fordømme det at få børn, under forklædning af ‘the New Green Deal’. Det finansielle system vakler på afgrundens rand, idet en vending af ‘afkastkurven’ (yield curve) (også i de sidste 48 timer!) har sendt kuldegysninger ned langs rygraden af ‘herrerne’ på Wall Street og City of London. Demokraterne og deres følgesvende blandt de neokonservative i det republikanske parti er i febrilt hastværk for at fabrikere nye måder at bringe USA’s præsident til fald på, lige præcist det tidspunkt hvor han med det amerikanske folks aktive opbakning kan handle på LaRouches program for at redde nationen og sætte verden på en kurs imod et nyt paradigme. Det betyder at slutte sig til den Nye Silkevej; at indkalde, sammen med Rusland, Kina og Indien, til en Ny Bretton Woods-konference for at etablere et nyt verdensomspændende finanssystem baseret på Glass-Steagall, nationalbanksystem, for at skabe kredit til genopbygning af industri, landbrug og infrastruktur og genoprette amerikansk atom- og fusionsenergiudvikling og vores engang storartede system til rumforskning gennem internationalt samarbejde på frontlinjerne for den menneskelige viden.

Dette er tiden til handling. Mobiliseringen af alle nationers borgere til at handle på opfordringen til at frifinde LaRouche fremkalder følelsen af håb i dem, og optimisme for virkelige løsninger, og for at overvinde årtierne med påført pessimisme i et samfund, der drukner i narkotika, pornografi, krige og nedskæringer. Find glæde i dette potentiale for menneskeheden.