Er Rasmussens militære ’Spydhoved’ en fantasistyrke?

2. september 2014 – I sin seneste pressekonference i går (d. 1. september), før NATO-topmødet begynder den 4. september, talte NATO’s generalsekretær med glat veltalenhed om det nye »spydhoved«, som NATO-ledere vil enes om at udvikle til NATO’s allerede eksisterende hurtige indsatsstyrke. Han beskrev det som »en meget høj beredskabsstyrke, som kan indsættes med meget kort varsel.« Virkeligheden bag det er imidlertid det britiske fremstød for at få en responsstyrke fra NATO’s hardline-medlemsstater og USA. SomFinancial Times rapporterede den 30. august, vil den britiske premierminister David Cameron, på topmødet, annoncere, at Storbritannien og seks andre lande – Danmark, Letland, Estland, Litauen, Norge og Holland, og muligvis også Canada – har aftalt at danne en fælles udrykningsstyrke på mindst 10.000 tropper, som vil omfatte enheder fra flyvevåben og flåde, så vel som landtropper, og som vil blive ledet af britiske officerer.

Denne styrke er ikke det samme som Rasmussens spydhoved, officielt begrænset, som den vil være, af overvejelser om fælles forsvar. Idéen bag den britisk ledede fælles udrykningsstyrke (JEF) er, iflg. rapporter i det amerikanske magasin Defense News i går, at den kan anvendes til NATO-, EU- eller nationale operationer, f.eks. til krisehåndtering eller fredsbevarende formål. Med andre ord vil den kunne anvendes til stort set hvad som helst, inden for eller uden for NATO.

»Spydhovedet til NRF (NATO Respons Force) er en anden form for styrke. Dens hovedformål er fælles forsvar«, sagde NATO-talsmand Iona Lungescu. »De to styrker er to forskellige missioner, men kan arbejde sammen. Man kan forestille sig situationer, hvor JEF kunne være en opfølgnings-styrke til spydhovedet. De er forskellige, men komplementære styrker.«

Rasmussens andet problem er kravet om enorme forøgelser af forsvarsudgifterne fra alle de 28 NATO-medlemmer, hvoraf kun fire når op på tærsklen for NATO-standarden på 2 % af BNP. Et antal lande under denne tærskel vil sandsynligvis ikke gå med til rent faktisk at imødegå dette. Canada vil sandsynligvis være blandt disse (Canadas forsvarsudgifter er på omkring 1 % af BNP), hvilket er ironisk i betragtning af, at den canadiske premierminister Stephen Harper har marcheret i takt med det britiske krigsfremstød mod Rusland.

 

 




Krigsoprustning i optakten til NATO-topmøde

Mandag, 1. september 2014 – Præsident Obama og den britiske premierminister David Cameron har planer om at tage til NATO-topmødet (Obama stopper op i Estland på vejen, utvivlsomt et budskab i sig selv) og kræve, at NATO-medlemmer hæver deres forsvarsudgifter til mindst 2 % af BNP.

»Det hvide Hus sagde, at militærudgifter havde »topprioritet«, rapporterer briternes The Telegraph. »Men diplomater mener, at anmodningen vil blive afvist af lande, som klager over, at de stadig er i færd med at komme sig over recessionen og nægter at blive krævet til ansvar for et ’tilfældigt’ udgiftsmål.«

The Telegraph citerer også tidl. chef for Royal Navy, Lord West, og den tidl. hærchef, Lord Dunnatt, som advarer om, at andre NATO-medlemmer må påtage sig mere af forsvarsbyrden, eller tage følgerne.

General Sir Richard Shirreff, tidl. vicekommandør for NATO, kom med sit eget udbrud i The Independant og hævdede, at Putins »eventyrpolitik« er farligere end den Kolde Krig,

»for vi er tilbage i 1930’erne: demilitariserede vestlige demokratier og svage ledere, for hvem risikoen for krig var bogstavelig talt utrolig, og som stod over for en aggressor, som ikke tøver med at ændre grænser med magt. NATO står ved en skillevej, og vore politiske ledere må leve op til udfordringen.« Han skriver, at »NATO må ændre fokus til fælles forsvar, det fundament, som NATO er bygget op omkring«, dvs. artikel 5, iflg. hvilken »et angreb på én er et angreb på alle«, og »frem for alt, så betyder det, at alle NATO-medlemmer må øge deres forsvarsudgifter.«

Idet de citerer en artikel i Tysklands Der Spiegel, rapporterer ITAR-Tass, at Polen og de Baltiske Stater, med tilslutning fra Canada, promoverer en opsigelse af Den grundlæggende Akt mellem NATO og Rusland af 1997.

»Dette skridt vil gøre det muligt at øge troppetallet, som NATO kan udstationere på de tidligere Østbloklandes territorium«,

siger de. Iflg. artiklen i Der Spiegel er den tyske regering imod dette, men oplever, at dens position svækkes.

»Det bliver vanskeligere med hver militære bevægelse, russerne udfører, at håndhæve den tyske position«, sagde en tysk diplomat.




Polakkerne har ikke lært lektien, siger LaRouche

30. august 2014 – I sit fredagswebcast advarede Lyndon LaRouche om, at Polen burde lære lektien og holde op med at lege med ilden. Den polske præsident Bronoslaw Komorowski forstærkede hype’en i et interview med Tysklands Deutschlandfunk radio, hvor han havde et særligt budskab til tyskerne om »ikke at gentage fejltagelsen fra 1930’erne« og forblive inaktive over for den nye trussel, som kommer fra Rusland, som det internationale samfund dengang gjorde med Hitler. Han anklagede den russiske præsident Vladimir Putin for at ønske at skabe et nyt imperium og bad tyskerne huske, hvad det Sovjetiske Imperium betød, også for dem, i historien. Kun Sovjetunionens sammenbrud bragte frihed til polakkerne og tysk enhed, sagde Komorowski, og antydede, at intet mindre end et sammenbrud af nutidens Rusland var at ønske. I går nægtede Polen den russiske forsvarsminister Shoigus fly tilladelse til at flyve over polsk luftrum på vej tilbage fra Slovakiet til Moskva, hvilket tvang ministeren til at vende om og lande i Bratislava. Bedt om at kommentere Polens seneste, ynkelige, beskidte trick svarede LaRouche: »Jeg ville udtrykke det mere profetisk. Hvis polakkerne ønsker at forsætte med at spille det spil, er de færdige som nation. Prisen for det, prisen for denne forbrydelse er fortabelse af retten til at være en nation. Og det har polakkerne før været igennem. De burde have lært lektien tidligere …« »Det er det samme. Det britiske Imperium, som er dem, der kører polakkerne, dvs. den polske regering køres af en flok stinkdyr, som tilhører Det britiske Imperium. Og hvis polakkerne ikke bliver klogere og fyrer de skabninger, så er de skæbnebestemt til Helvede i fremtiden. Ikke for evigt, men Polens chance for at blive en respekteret nation, hvis de ikke ændrer adfærd nu, er lig nul, meget længe ud i fremtiden!«




Fra LaRouche-bevægelsen 30. august 2014:
Fejr Lyndon LaRouches 92-års dag med Obamas rigsretssag

Ville det ikke være poetisk retfærdighed, hvis Repræsentanternes Hus indledte rigsretssagsprocedurer imod præsident Obama den 8. september, den dag, hvor de vender tilbage til Washington fra pausen i august måned? 8. september er tilfældigvis Lyndon LaRouches 92-års fødselsdag. Kongresmedlemmerne Walter Jones, Jim McGovern og Barbara Lee, de tre initiativtagere til HCR 105, som krævede, at Obama gik til Kongressen for at få en formel bemyndigelse under artikel I, sektion 8 i Forfatningen og Resolutionen om Bemyndigelse til at føre Krig, skrev til John Boehner tidligere på ugen og krævede, at han indkaldte til høringer den 8. september for at få regeringen til formelt at opsøge en debat i Kongressen og en bemyndigelse til enhver fortsat militæraktion. HCR 105 blev vedtaget i Huset i juli af et overvældende, upartisk flertal 370-40, og Boehner har ingen undskyldning for ikke at følge kravet fra Jones-McGovern-Lee.

LaRouche bemærkede fredag, at

»Obama har allerede overtrådt loven. Han burde ganske enkelt stilles for en rigsret omgående.«

Der er faktisk gået mere end 60 dage, siden starten på det amerikanske militærs engagementer i Irak imod Islamisk Stat, og tiden er inde for Obama til at forelægge sin sag for Kongressen og det amerikanske folk. General Dempsey, formand for generalstabscheferne, har lagt pres på Obama for at vedtage en kompetent politik for at udslette IS og forelægge den Kongressen for at få bemyndigelse, og Lyndon LaRouche bakkede fuldstændig på om gen. Dempsey i sit webcast den 22. august.

I skarp kontrast til denne klarhed lød Barack Obama som et ynkeligt, ævlende fjols torsdag, den 28. august, da han, nylig hjemvendt fra sine to uger i Martha’s Vineyard, fortalte reportere på en pressekonference i Det hvide Hus, at han endnu ikke havde en »strategi« for, hvordan IS skulle håndteres. Det er ganske enkelt foragteligt! Obama ved, at det amerikanske folk og Kongressen afskyer og mistror ham, og han foretrækker at gemme sig bag eksekutive ordrer og luskede, hemmelige operationer – af hvilke ingen kan knuse Islamisk Stat. Josh Earnest, pressetalsmand for Det hvide Hus, forsøgte at dække over Obamas brøler ved at give et interview til CNN senere samme torsdag, hvor han påstod, at Obama faktisk har en strategi, men bare ikke har formuleret, hvordan den skal præsenteres. Det er amatørtime, og værre endnu. Denne præsident er færdig, og Kongressen bør gøre det, som er anstændigt og forfatningsmæssigt korrekt og komme af med ham nu.

Man kan sætte Obamas patetiske opførsel i kontrast til Vladimir Putins stærke ord i fredags. Hans budskab til en lejr for unge lige uden for Moskva var:

»Genér ikke Rusland«.

Putin forsvarede selvsikkert Ruslands handlinger i Krim og forklarede de unge, at den form for folkemord, som udføres mod russiske minoriteter i det østlige Ukraine, også ville være sket i Krim, hvis Rusland ikke havde handlet. Samtidig lo han foragteligt ad NATO’s påstande om, at Rusland har »invaderet« Ukraine.

»Rusland er langtfra involveret i nogen storstilet konflikt«,

sagde han på ungdomslejren på Seliger-søens bredder.

»Det ønsker vi ikke, og vi har ingen planer om det. Men selvfølgelig skal vi altid være parat til at tilbagevise enhver aggression mod Rusland.«

Han fortsatte,

»Ruslands partnere … bør forstå, at det er bedst ikke at genere os. Gud være lovet, jeg tror ikke, der er nogen, som overvejer at udløse en storstilet konflikt med Rusland. Jeg vil gerne minde jer om, at Rusland er en af de førende atommagter.«

Da Putin afslørede NATO’s bluff, modsagde OSCE, som fortsat har observatører på den ukrainsk-russiske grænse, direkte NATO-hysteriet over den såkaldte russiske »invasion« ved offentligt at erklære, at der ikke er nogen russisk invasion i gang. De sagde, at der ikke var nogen militærenheder, som krydsede over til Ukraine. Der er frivillige, som krydser over for at kæmpe side om side med oprørerne, men det udgør ikke en »invasion« eller noget tilnærmelsesvist.

Meget af den ’hype’, der er mod Rusland, er tydeligvis målrettet mod NATO-topmødet den 4.-5. september i Cardiff, Wales, med deltagelse af stats- og regeringschefer, og hvor Storbritannien og Obamaregeringen vil forsøge at tyrannisere resten af NATO-landene til at gå med til flere sanktioner mod Rusland – som blot vil give bagslag mod de allerede kollapsende europæiske økonomier og banker. Den polske regering, stoppet med neokonservative fra Dick Cheneys skab (udenrigsminister Sikorsky er gift med Anne Applebaum fra Washington Post, en rigtig neokon-heks), løb en rigtig dum risiko fredag, hvor hun forhindrede et fly med den russiske forsvarsminister Shoighu i at overflyve polsk luftrum på vej hjem til Rusland fra et besøg i Slovakiet. LaRouche kaldte de polske handlinger »ynkelige og infantile« og bemærkede, at en sådan adfærd over for Rusland let kan »knuses«.

Tåberne i Det hvide Hus og i NATO’s hovedkvarter lyver og siger, at Rusland er »isoleret«, men virkeligheden er en, at Rusland og Kina går fremad med BRIKS-initiativerne, og enhver fornuftig nation på planeten vil skynde sig at gå med. Der er nu meget fremskudte bestræbelser i gang for to nye kanaler – Suezkanalen og Nicaragua – og en genoplivning af Kra-kanalen er også ved at komme i gang.

Alt imens vestlige medier har leet hånligt ad Nicaragua-kanalen, så udfører det samme, kinesiske ingeniørfirma, som udførte forundersøgelserne til De Tre Slugters Dæmning, forundersøgelsen til den nye kanal. Cubanske publikationer beskriver den nye kanal som et supplement til Panama-kanalen og forestiller sig en betydningsfuld renæssance for det caribiske bækken.

Prometheus-princippet – den magt, som ligger i menneskelig kreativitet og store idéer – udspiller sig i øjeblikket. Lyndon LaRouches oprindelige forslag til den Internationale Udviklingsbank (IDB) fra 1975 er i færd med at realiseres. Det mangeårige mål med at sprede Den amerikanske Revolution og Det amerikanske System over hele verden er ved at ske. Det er vores mission at fjerne Obama, afsætte hans beskytter Boehner og garantere, at USA er en førende kraft i denne proces med global, revolutionær forandring.

Tiden er inde til at sætte en stopper for Det britiske Imperium.




Rusland beskyldt for at invadere Ukraine

28. august 2014 – Krisen i det sydøstlige Ukraine eskalerede dramatisk i morges, da den ukrainske præsident, Petro Poroshenko, anklagede Rusland for at have invaderet sit land.

»Russiske styrker er rent faktisk gået ind i Ukraine«,

sagde han, alt imens ukrainske kæmpere i den sydøstlige del sagde, at russiske styrker havde hjulpet separatister med at overtage grænsebyen Novoazovsk.

Poroshenko sammenkaldte et hastemøde i Ukraines nationale sikkerhedsråd, aflyste sit planlagte besøg til Tyrkiet og bad om et hastemøde i FN’s Sikkerhedsråd for at drøfte krisen.
Mødet tjente væsentligst som et forum, hvor USA, Storbritannien, Ukraine og deres allierede kunne anklage Rusland for at krænke ukrainsk suverænitet. Mødet blev ophævet efter ca. en time, uden noget officielt resultat.

Amerikanske, britiske og NATO-embedsfolk udstedte omgående erklæringer, som støttede Kiev. Talsmand for det amerikanske Udenrigsministerium, Jen Psaki, sagde i dag, at

»Det er tydeligt, at Rusland ikke alene har optrappet sin tilstedeværelse i det østlige Ukraine og intervenerer direkte med kampstyrker, pansrede køretøjer, artilleri og jord-til-luft-systemer, og agerer — og bekæmper aktivt ukrainske styrker, såvel som spiller en direkte støtterolle for de separatistiske stedfortrædende myndigheder og lejesoldater.«
[tegnsætning som publiceret, -red.]

Den amerikanske ambassadør til FN, Samantha Power, fortalte FN’s Sikkerhedsråd, under dets hastemøde i dag, at Rusland må »holde op med at lyve« om sin invasion af det østlige Ukraine og sin direkte miltære støtte til pro-Kreml-separatister dér. Enslydende tale kom fra den britiske ambassadør Mark Lyall Grant. Geoffrey Pyatt, den amerikanske ambassadør i Kiev, tweetede, at eftersom våben, leveret af russerne, ikke havde givet oprørerne sejr, var der nu et

»stigende antal russiske tropper … som direkte intervenerede i kampe på ukrainsk territorium.«

Den britiske premierminister David Cameron opfordrede Rusland

»til at forfølge en anden kurs og til at finde en politisk løsning på krisen. Hvis Rusland ikke gør det, må hun ikke være i tvivl om, at der vil komme yderligere konsekvenser.«

NATO frigav satellitbilleder i dag, som angiveligt skulle vise russisk selvkørende artilleri, som bevæger sig i konvoj inde i Ukraine, og dernæst indstilles til affyring i området Krasnodon. En verificering af lokalitet er ikke tilgængelig eller mulig.

 

Foto: Petro Porosjenko




Fælles ukrainsk-polsk-litauisk militær-brigade planlagt

28. august 2014 – En af de ting, som kan forventes at ske på sidelinjen af NATO-topmødet i Wales den 4.-5. september, om en uge, er skabelsen af en fælles ukrainsk-polsk-litauisk division. Idéen fremkom første gang i slutningen af maj på foranledning af den tidligere chef for det ukrainske Udenrigsministerium, Andrey Deshchytsia, iflg. den russiske avis Rossiyskaya Gazeta, som husker, at det dengang drejede sig om en bataljon, ikke en brigade. (En brigade består af 3 til 6 bataljoner.) Alt imens dannelsen af denne enhed hverken forbedrer NATO’s styrke over for Rusland, eller udgør en alvorlig trussel mod Rusland, så er den nye brigade blot den første i en hel række af sådanne treparts- og multipartsarrangementer i gråzonen mellem NATO-stater og ikke-NATO-stater.

Idéen om at skabe en fælles enhed promoveres ikke meget i Litauen, men disse planer er allerede blevet godkendt af det ukrainske Forsvarsministerium. Det formodes, at den såkaldte »UkrPolLitBrig« vil være engageret i bevogtning af de deltagende landes grænser. Man har planlagt den 18. juni til at være den dato, hvor dokumentet for brigadens dannelse underskrives. Paradoksalt nok har aftalen ingen underskrifter fra litauerne og polakkerne, men ukrainske officielle dokumenter hævder, at brigaden er ved at blive dannet.

 




Ophidset situation over ni russiske soldater over den ukrainske grænse;
EU-udsending siger, årsagen er drøftelser mellem EU og Russisk Toldunion

28. august 2014 – Ukraine har blæst sin »tilfangetagelse« af ni russiske faldskærmsoldater inde på ukrainsk territorium i dag op, ved at påstå, der er tale om en »invasion«, hvilket provokerede Litauen til at indkalde til et hastemøde i FN’s Sikkerhedsråd her til eftermiddag, hvor den amerikanske ambassadør til FN, neokonservative Samantha Power, erklærede, at Rusland havde »løjet åbenlyst« om hændelsen.

Moscow Times rapporterede i går, at den russiske præsident Putin bagatelliserede hændelsen ved at sige, at faldskærmssoldaterne sandsynligvis var en omstrejfende grænsepatrulje og påpegede, at Rusland aldrig have gjort vrøvl over ukrainske soldater, som krydsede grænsen til Rusland. Ukrainske soldater har ofte strejfet over til russisk territorium, sagde Putin, og nævnte en hændelse, hvor en 450-mand stærk enhed krydsede grænsen:

»De [ukrainsk militær] er gået ind i vores territorium, selv med pansrede køretøjer. Det var der ingen problemer med. Jeg håber, der heller ikke bliver problemer denne gang.«

Ruslands udsending til EU, Vladimir Chizhov, fortalte BBC i dag, at NATO »aldrig har produceret et eneste stykke bevis« til støtte for sine anklager om »invasion«. Ria Novosti citerer Chizhov for, hvad der sandsynligvis er den virkelige årsag til Ukraines anfald:

»Jeg tror, at dette er relateret til lanceringen af Minsk-processen, som jeg mener, der var nogen, som ikke kunne lide. Der var ikke noget gennembrud på det topmøde, men den kendsgerning, at det fandt sted, er tilstrækkelig vigtigt. Uanset den aktuelle situation i Ukraine, er den første kontakt mellem den Russiske Toldunion og den Europæiske Union af stor betydning.«

Poroshenko skal efter planen mødes med EU-ledere i Bruxelles på lørdag.

Den russiske ambassadør til OSCE, Andrei Kelin, fortalte Ria Novosti efter OSCE-mødet,

»Der er ingen russiske konvojer [i Ukraine]. Vore partnere var ikke interesserede i den humanitære situation i det sydøstlige Ukraine, kun i nogle imaginære konvojer med russiske militærkøretøjer, som angiveligt skulle være ved at nærme sig Novoazovsk. Selvfølgelig er der ingen konvojer.«

»Der er kun én sikker kendsgerning: medlemmer af militsen gik ind i Novoazovsk; alt andet er blot insinuationer«, fortsatte Kelin. »Der var angivelige russiske konvojer for en uge siden; for to uger siden. Der er ingenting; det er blot det ukrainske militær, som taber deres positioner; som taber terræn til miltsen, der, mener jeg, nu har indledt en kontraoffensiv.«

 

Foto: Samantha Power

 

 

 




Finland og Sverige forbedrer samarbejde med NATO

28. august 2014 – De nominelt militært neutrale stater, Sverige og Finland, står for at indgå i en »ny samarbejdskvalitet« med NATO med aftaler, der skal underskrives på NATO-topmødet i Wales den 4.-5. september. I et interview med den finske YLE Tv-kanal meddelte forsvarsminister Carl Haglund den planlagte underskrivelse af en sådan aftale i Wales. Et officielt dokument fra den finske regering taler imidlertid endnu kun om en hensigtserklæring, som ikke vil indebære, at landet vil levere tropper til NATO, eller tillade udstationering af alliancens tropper på finsk territorium, samt ville bevare landet neutralt. Det er dog blevet lækket, at Finland ville tilbyde logistisk støtte til NATO-styrker, som opererer i det baltiske område.

Aftalen er ikke uden opposition i Finland, selv i regeringen: Udenrigsminister Erkki Tuomioja har netop bekræftet på Facebook, at landets neutrale status ikke ville blive ændret, og at hverken Finlands eller Nordeuropas stabilitet som helhed ville forbedres, hvis NATO var udstationeret langs med landets grænser mod Rusland.

En ny aftale vil også blive underskrevet af Sverige, som, ulig Finland, iflg. en rapport i Svenska Dagbladet endda ville gå så langt som til at give NATO’s hurtige indsatsstyrke lov til ophold og bevægelser på svensk territorium.

 




Tidligere britisk ambassadør til Usbekistan siger, britisk regering er umoralsk;
Tilskynder et ja til skotsk uafhængighed 18. september

28. august 2014 – Craig Murray, tidl. britisk ambassadør til Usbekistan, fortalte Ria Novosti i dag, at Storbritannien er en slyngelstat og en fare for verden.

»Den britiske regering er dybt, dybt umoralsk. De er ligeglade med, hvor mange mennesker, de slår ihjel i udlandet, hvis det fremmer dem.
Enhver, som stemmer ’Nej’ [til skotsk uafhængighed den 18. september], stemmer for at støtte en patologisk stat, som er til fare for verden; en slyngelstat og en stat, som er rede til at gå i krig for at gøre nogle få mennesker rige«,

sagde Murray i en tale på St. Andrews Universitetet i Skotland.

»Da vi invaderede Irak, gjorde vi mod FN, hvad Hitler og Mussolini gjorde mod Folkeforbundet … Hvis man ser på Libyen, så er det en katastrofe nu. Vi bombede det, og vi dræbte 15.000 mennesker, da NATO bombede Sirte, noget, de aldrig har fortalt jer på BBC. Gjorde vi det bedre? Nej«, sagde Murray.

Murray er medlem af »Englændere for Uafhængighed«, en gruppe engelskfødte indbyggere, som bor i Skotland, og som støtter skotsk uafhængighed.

Murray siger,
»Jeg var britisk diplomat i 20 år. Jeg var en meget patriotisk brite, og jeg var meget, meget stolt af det.« Blot seks måneder efter at være blevet ambassadør, opdagede jeg, at i det land, hvor jeg var ambassadør, transporterede vi og amerikanerne folk ind for at de kunne blive torturerede. Nogle af dem blev tortureret til døde … Det var på samme tid, som, en måned senere, vi invaderede Irak imod Sikkerhedsrådets vilje. Ikke blot uden Sikkerhedsrådets tilladelse, men i fuld bevidsthed om, at hvis det var blevet forelagt Sikkerhedsrådet, ville vi være blevet stemt ned. Jeg ved med sikkerhed – eftersom jeg var chef for den enhed i Udenrigs- og Statssamfundskontoret, som overvågede irakiske masseødelæggelsesvåben – jeg ved med sikkerhed, at de vidste, at der ikke var nogen. Det var ikke en fejltagelse; det var en løgn«,

sagde Murray.




NATO vender ryggen til traktaterne med Rusland fra 1997 og 2002

27. august 2014 – Til trods for, at NATO’s afgående generalsekretær Anders Fogh Rasmussen i går i Bruxelles sagde, at alliancen »fortsat vil respektere den grundlæggende traktat« med Rusland fra 1997 og 2002, så åbner hans påstand om, at Rusland havde overtrådt denne traktat gennem sin »invasion« af Ukraine Pandoras æske for flere betydningsfulde ændringer i NATO’s strategi.

Rasmussen spillede på Polens og de tre Baltiske staters mindreværdskompleks og erklærede, at der ikke længere kunne være

 »alliance-medlemmer af første og anden grad, medlemsstater uden betydelige NATO-tropper på deres territorium, og som ikke kan forsvare sig imod en russisk aggression«.

 NATO vil få flere baser i nærheden af dets østlige grænser mod Rusland, og det vil opbygge en hurtig indsatsstyrke, som kan indsættes

 »ikke inden for dage eller uger, men inden for få timer«.

 Med andre ord foreslår Rasmussen en fremskudt udstationering af NATO-tropper på Ruslands grænse mod Baltikum, en klar overtrædelse af 1997-aftalen, som han hævder, vil blive respekteret.

Rasmussen hævdede, at fordi de tre Baltiske stater har betydelige russiske minoriteter, kunne Moskva bruge dette som påskud til en militærintervention efter det, som han påstod, var den »invasionsmodel«, som blev brugt imod Ukraine. Mens Rasmussen talte, bekræftede NATO sidste uges lækkede oplysning om, at Danmark vil tilslutte sig Vestens missilskjold (imod Rusland) med en speciel antimissil-fregat, som skal udstationeres i Det baltiske Hav. Rasmussen undveg at kommentere det polsk-baltiske initiativ for NATO-topmødet en uge fra i dag om, at de planlagte missilforsvarssystemer officielt skal rettes mod Rusland, og således gøre en ende på bedrageriet med, at systemet var rettet mod Iran.

Mens Rasmussen talte, rapporterede det lettiske nyhedsagentur LETA, at landet vil være vært for en multinational militærøvelse med kodenavnet »Steadfast Javelin II« fra 1.-10. september, som vil inkludere 1.000 styrker fra USA, Canada, Italien, Tyskland, Bulgarien og Letland, som vil arbejde sammen for at udvikle inter-operabilitet mellem NATO’s allierede, bevæbnede styrker og forbedre disses planlægning, koordinering, organisering og udførelseskapacitet.

En anden militærøvelse med kodenavnet »Sølvpil 2014«, vil løbe af stablen i Letland fra 29. sep.-6. okt., i hvilken lettiske styrker vil få tilslutning fra henved 1.000 tropper fra Estland, USA og Storbritannien (UK).

Lyndon LaRouche kommenterede i dag, at dette alt sammen er det desperate Britiske Imperiums værk, som står over for en bankerot, der ikke kan stoppes. Især det polsk-baltiske forslag om at rette BMD-systemet mod Rusland, bemærkede LaRouche, vil give meget hårdt bagslag mod regionens nationer, som virkelig ikke vil have et sådant opgør.

 

Europa; NATO-topmøde; Stop 3. Verdenskrig




Lavrov slår ud efter USA for at gå imod historien og den nye, egalitære, internationale scene

 

27. august 2014 – Den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov sagde i en tale på en ungdomslejr i det centrale Rusland i dag, at USA »gik imod historiens gang« i sin dæmonisering af Rusland og sit forsøg på at standse fremvæksten af en »international, egalitær scene« – en tydelig reference til den revolutionære transformation af historien, centreret omkring udviklingerne omkring BRIKS.

»Vi er ikke interesseret i konfrontation, vi er ikke interesseret i en sanktionsspiral«,

sagde Lavrov, iflg. Russia Today.

 »Jeg kan blot bemærke, at længe før begivenhederne i Ukraine, antog Vestens angreb på Rusland en irrationel form. Det begyndte alt sammen længe før dette forår.«

 »Nogle lande forsøger at tilbageholde fremvæksten af en egalitær, international arena«,

 sagde Lavrov. Lyndon LaRouche svarede på dette ved at tilføje, at det, der motiverede Vesten i dens desperate bestræbelse på at standse disse bestræbelser på at skabe en ny renæssance, var den vestlige finansielle og økonomiske ordens totale bankerot.

Lavrov angreb også Vestens skamløse formodning om, at de var den »ultimative, internationale dommer« i alle spørgsmål og sagde, at dette var en »vejspærring« for løsningen af globale problemer, såsom

 »terror, narkohandel, spredning af masseødelæggelsesvåben, fødevaremangel, epidemier, illegal immigration og regionale konflikter … Vi anser det ikke for at være en tragedie, hvis nogle af vore partnere er uenige med os i visse spørgsmål – i modsætning til NATO, hvor enhver form for at træde uden for rækken omgående straffes.«

 

 

 




Fra LaRouche-bevægelsen 27. august 2014:
Endelig en tilgang til et system for samarbejde mellem nationer

26. august 2014 – Hele systemet, som vi hidtil har kendt det, er grundlæggende set i færd med at disintegrere. USA står umiddelbart foran en gennemgribende, håbløs bankerot: det hele vil snart være overstået. Inden for nogle få uger vil der formentlig ikke være nogen i USA, som ikke sulter; og hvis man ikke er rede til at gøre noget ved det, nu – at ændre måden, tingene gøres på, så er det formentlig allerede ude med dig. Er I klar over, at vi befinder os på randen af den menneskelige arts udslettelse? Med mindre det, vi arbejder på, lykkes, er I døde!

Men vi har en kombination, som kan fungere. Den er svag; den er sårbar som bare Helvede, men den kan fungere – det skal den! Det, vi taler om, er en form for udvikling, som forhåbentlig ikke inkluderer disintegration, og som vil føre til en tilgang til et system for samarbejde mellem nationer.

 »Jeg mener, at vi er på randen til, at det kunne være muligt at gøre dette«,

sagde Lyndon LaRouche. Og det vil sandelig være en ting at gøre, som er godt værdsat. Vi har ikke længere brug for Helvede.

Titusinder, eller sandsynligvis snarere hundredetusinder af palæstinensere fejrer i gaderne i Gaza og på Vestbredden her til aften, efter at en tidsubegrænset våbenhvile i Gaza blev forhandlet igennem af den egyptiske regering med ikrafttræden kl. 19,00 Kairo-tid, efter 50 dages forfærdelig nedslagtning, og den blev annonceret af den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas fra Ramallah. Kun Egypten vil overvåge våbenhvilen.

Samtidig gjorde Egypten en indsats andetsteds for at dræne Mellemøstens sumpe. I går var Kairo vært for et møde om Libyen med naboregeringer (Libyen, Algeriet, Sudan, Tunesien, Tchad samt generalsekretæren for den Arabiske Liga), og Egyptens udenrigsminister forlod mødet med en opfordring til alle de libyske militser om at nedlægge våbnene.

 »Mon ikke det vil give Hillary Clinton en sort dag?«,

spurgte Lyndon LaRouche; hun, som jublede over den libyske præsident Gaddafis død. Er det ikke en trussel imod alt, hvad Obama har gjort i Libyen? På tidspunktet, hvor mødet fandt sted, var Obamaregeringen i færd med at rette fingeren mod Egypten som værende skyldig i at have bombet islamist-militser i Libyen. Regeringens anklage mod Egypten er ikke bevist, men dens vrede mod Egypten for at have forsøgt at løse krisen dér uden Obamas tilladelse, er reel nok.

Søndag, den 24. august, deltog Egypten i et møde om ISIS og Syrien i Jeddah, med deltagelse af udenrigsministrene fra Saudi Arabien, Jordan, Qatar og de Forenede Arabiske Emirater. Samme dag samlede Egyptens præsident al-Sisi chefredaktørerne for Egyptens førende aviser og fortalte dem, at Egypten hverken støtter det syriske regime eller den syriske opposition. I stedet sagde han, at Egyptens bestræbelser har fokus på at modarbejde enhver plan, der går ud på at dele Syrien. Egyptens eneste interesse i spørgsmålet er at bevare Syriens territoriale enhed og beskytte den fra faren for en opsplitning. Egypten arbejder på at nå frem til en fredelig løsning på situationen i Syrien. Ligeledes samme søndag besøgte stormuftien af Damaskus Kairo, hans første besøg siden 2011, for at mødes med storimamen for Kairos Al-Azhar-universitet.

Obama insisterer på at forfølge en privat, ulovlig, ikke-erklæret krig imod Syrien selv, mens han samtidig søger at forfølge en anden privat, ulovlig, ikke-erklæret krig imod ISIS. DagensNew York Times lækker en historie fra Det hvide Hus om, hvordan man skal angribe ISIS i Syrien uden at samarbejde med den syriske regering: få et jagerfly til at snige op til den syriske grænse og affyre et standoff-missil[1], mens det foretager en loop-manøvre tilbage til irakisk territorium. Denne masturbations-illusion skal angiveligt tilintetgøre de ISIS-militanter, som måtte befinde sig dér tæt på grænsen. I kontrast hertil kræver generalstabscheferne, sammen med Lyndon Larouche og andre patriotiske amerikanere, at Obama går med i en gennemskuelig alliance med alle de regeringer, som bekæmper ISIS, og at han forelægger hele planen for Kongressen til afstemning, som loven kræver.

Generalstabscheferne, som er på bølgelængde med Egyptens bestræbelser, rapporteres at udveksle deres efterretninger om ISIS med Syrien via Berlin, Moskva og Bagdad.

Mønstret er klart. Mønstret er, at de hidtidige systemer, som har domineret planeten, nu bliver omarrangeret: »at blande kortene på ny« er sandsynligvis det rette udtryk: hvilket vil føre til en ny og bedre verden.

Tag f.eks. Egypten. Tag Indien: Indien er også et land, som er i færd med at genopbygge sine karaktertræk.  Og så kigger man på alle de andre steder, og man finder, at der er et mønster med nationer, som fører hen imod alle mulige former for samarbejde med hinanden, vel vidende, at resultatet ville blive en katastrofe, hvis de ikke gør det. Det er en fremragende situation.

Det, der er færdigt, er Det britiske Imperium, og en hel del af Det amerikanske Imperium. Disse artister udi nonsens er færdige.

 

 
[1] Et missil, som er i stand til at angribe et fjernt mål ved affyring fra et fly, som er uden for rækkevidde af missilforsvaret.




General Dempsey: USA vil ramme ISIS i Syrien, når den truer USA

 

 

25. august 2014 – Formanden for generalstabscheferne, general Martin Dempsey, fortalte journalister, der rejste sammen med ham til Afghanistan i går, at skulle hans vurdering være den, at ISIS var blevet en direkte trussel imod USA, ville han anbefale det amerikanske militær at gå direkte imod dem i Syrien, rapporterede Associated Press her til morgen. Dempsey sagde, at han mente, visse hovedallierede i området, heriblandt Jordan, Tyrkiet og Saudi Arabien, ville gå sammen med USA for at knuse gruppen.

 »Jeg tror, at ISIS har været så brutal og har indhyllet sig selv i en så radikal religiøs legitimitet, som klart truer alle dem, jeg lige har nævnt«, sagde han, »at jeg mener, de vil være villige partnere.«

 Dempsey skelnede mellem ISIS og Al-Qaeda på den arabiske halvø, idet AQAP har forsøgt at udføre angreb på USA, hvorimod der, i det mindste hidtil, ikke har været tegn på, at de militante fra Islamisk Stat er engageret i at

»lægge aktive planer imod vores hjemland, så det er anderledes end det, vi ser i Yemen.«

 »Jeg kan med stor tydelighed og sikkerhed fortælle jer, at hvis en sådan trussel eksisterede i Syrien, ville det på det bestemteste være min anbefaling, at vi skulle gøre noget ved det,« sagde Dempsey. »Jeg har absolut tiltro til, at USA’s præsident ville gøre noget ved det.«

 

 

 




Syrien åben for samarbejde om bekæmpelse af ISIS,
så længe syrisk suverænitet respekteres

25. august 2014 – På en pressekonference i Damaskus her til morgen annoncerede Syriens udenrigsminister Walid al-Moallem, at hans regering var villig til at samarbejde med andre lande om bekæmpelse af ISIS i Syrien og Irak forudsat, at Syriens suverænitet respekteres.

 »Syrien er rede til at samarbejde og koordinere på regionalt og internationalt niveau i krigen mod terror«,

sagde al-Moallem ifølge Associated Press.

 »Men alle tiltag til bekæmpelse af terrorisme bør koordineres med den syriske regering.«

 Han advarede om, at

 »ethvert luftangreb, som ikke er koordineret med regeringen, vil blive betragtet som aggression.«

 Moallem pointerede, at luftangreb imod ISIS og al-Nusra ikke i sig selv er tilstrækkeligt. Han opfordrede til »udtørring« af deres støttekilder, inklusive afskæring af strømmen af penge og våben fra bidragsydere i regionen, herunder Tyrkiet og Qatar, som han begge nævnte ved navn.

Moallems kommentarer her til morgen kom, efter at den syriske luftbase i Tabka i det østlige Syrien faldt til ISIS-styrker i går. Luftbasen har i flere dage været omringet, men et antal syriske soldater, sammen med køretøjer og fly fra basen, var i stand til at undslippe, og har nu omgrupperet sig i andre områder.

 

 

 




Polen og de Baltiske Stater ønsker NATO’s BMD-system rettet mod Rusland

 

25. august 2014 – Tysklands Der Spiegel rapporterede til morgen, at Polen og de Baltiske Stater Litauen, Estland og Letland presser på, for at NATO skal ændre retningen af det ballistiske missilforsvarssystem, som det er i færd med at installere i Polen og Rumænien, så det peger mod Rusland.

 »I optakten til næste uges NATO-topmøde opfordrede de fire lande de øvrige medlemmer til at enes om, at sproget ved topmødet vil bane vejen for denne plan, rapporterer Der Spiegel. »De føler sig truet af Ruslands intervention i Ukraine.«

 Tyskland og andre NATO-medlemmer siges imidlertid at være imod, fordi de mener, at en sådan forandring vil modsige, hvad NATO allerede har sagt om systemet – at det bliver installeret for at imødegå truslen fra Iran, og ikke kan imødegå Ruslands atomafskrækkelsespotentiale – og derfor unødvendigt provokere Rusland. Ria Novostitilføjer, at de fire lande

 »indtrængende har opfordret militærblokken til at nævne Moskva som en potentiel aggressor i dets kommuniké fra topmødet og til at indkode forholdsregler mod Rusland i dokumentet, som de gjorde det med Iran.«

 

 

 




Israel: Palæstinensere indvilger i længerevarende våbenstilstand

 

26. august 2014 – En længerevarende våbenstilstand mellem Israel og de militante, palæstinensiske grupper i Gaza trådte i kraft i dag kl. 19,00 lokal tid. Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas annoncerede våbenstilstanden på fjernsynet, og Hamas og egyptiske regeringsfolk bekræftede efterfølgende meddelelsen. Den israelske premierminister Benjamin Netanyahu rapporteredes af Ha’aretz at have givet regeringen besked, men, mens dette skrives, har han ikke udstedt nogen offentlig erklæring. Tre medlemmer af regeringen, udenrigsminister Avigdor Lieberman, økonomiminister Naftali Bennet og minister for intern sikkerhed Yitzhak Aharonovich har imidlertid alle meddelt deres opposition til aftalen.

Under sin fjernsynsmeddelelse sagde Abbas, at FN med det samme ville begynde at overføre hjælp til Gaza, og at han forventede, at andre nationer også gav bidrag. Han sagde også, at de palæstinensiske myndigheder ville indføre forandringer i deres måde at føre diplomati med Israel, og han planlagde at forelægge et detaljeret forslag for FN, som tilsigtede at afslutte besættelsen og oprette en palæstinensisk stat baseret på linjerne fra 1967.

»Vi vil ikke igen gå ind i vage forhandlinger«, sagde han.

Betingelserne for våbenhvilen er ikke blevet frigivet til offentligheden, men iflg. Ma’an Nyhedsbureaet sagde den højtplacerede Hamas-leder Mousa Abu Marzouq, at Israel havde indvilget i at åbne Gaza-overgangene for at tillade strømmen af humanitær hjælp og byggematerialer ind i Gaza. Han sagde også, at fiskere fra Gaza ville få lov at fiske seks mil fra Gazas kyst, som gradvist ville blive udvidet til 12 mil ved slutningen af 2014. Endvidere er israelske, europæiske og amerikanske restriktioner og modstand mod pengeoverførsler til Gaza til lønninger til ansatte af den tidligere regering i Gaza under Hamas’ ledelse blevet annulleret, rapporterer Ma’an. Hamas-regeringsfolk understreger, at Egypten alene vil støtte våbenhvilen.

 




Møde med Leni og Phil Rubinstein fra USA:
Den eurasiske Landbro bliver til virkelighed;
Hvad er Schiller Instituttets rolle?

Streamed live on Jul 3, 2014

* Den eurasiske Landbro bliver til virkelighed: Hvad er Schiller Instituttets rolle?
* Hvor står verden set fra USA?
* LaRouches videnskabelige triade: Planck, Einstein og Vernadskij

på Schiller Instituttets kontor




H.E. Ambassador Bayat: The Situation in Iraq

On June 19, 2014, EIR interviewed H.E. Ambassador Bayat, ambassador from the Islamic Republic of Iran to Denmark, in which the deteriorating situation in Iraq after the ISIS’s recent military advances was discussed, and what can be done to bring peace and stability to the region.

H.E. Bayat was interviewd by Executive Intelligence Review’s Tom Gillesberg in Copenhagen, Denmark.




Tom Gillesberg på Radio 24syv

Formand Tom Gillesberg var på Forfra med Jeppesens åben mikrofon om:

  • Trussel om atomkrig
  • Obama som britisk agent
  • Gillesbergs samarbejde med Lyndon LaRouche
  • Schiller Instituttets løsning på den økonomisk krise: 1) Glass/Steagall-bankopdeling; 2) Nyt kreditsystem; 3) Store infrastrukturprojekter
  • Et fup EU-valg
  • Stem nej til bankunion og bail-in
  • Nej til patentdomstolen
  • Byg en modstandsbevægelse
  • Kontakt Schiller Instituttet



Lyndon LaRouche: »Kablet er skåret over«

Det britiske Imperies Bail-in driver verden frem mod termonuklear Tredje Verdenskrig

April 2014 – »Præsidenten for De forenede Stater leger nu med en termonuklear krig, som vil involvere USA og andre imod Rusland og Kina«, lød Lyndon LaRouches anklage den 4. april. »Og derfor må præsidenten for De forenede Stater af denne grund stilles for en rigsret.«

Obama er intet andet end en marionet for den britiske Dronning og det finansimperium, hun repræsenterer, og som er fast besluttet på at tvinge de større magter i Eurasien til at underkaste sig – som Europa har gjort – en udplyndring, som fører til udslettelse, eller også stå over for en termonuklear konfrontation af den slags, som de nu forsøger at iscenesætte omkring krisen i Ukraine, som de oprindeligt skabte.

Drivkraften bag dette krigsfremstød er, som LaRouche gentagne gange har forklaret, hele det transatlantiske finanssystems sammenbrud, som er fremskyndet af beslutningen om at skifte over til fremgangsmåden med »bail in« for global bankreorganisering.

LaRouche har sammenlignet denne aktuelle »bail-in«-iscenesættelse med en elevators frie fald fra en skyskrabers 70. etage. »Kablet er allerede skåret over«, erklærede LaRouche.

Under en diskussion den 5. april forklarede LaRouche: »Man kan bruge en meget simpel tommelfingerregel: Tag den inflation, der er fremkommet, dvs. væksten af Wall Streets spekulation, siden Bill Clinton forlod præsidentembedet. Tag samtlige regnskaber i USA, siden Bill Clinton forlod embedet som præsident. Alt det, der er forøget mht. Wall Street, er falsk.

Når bail-in derfor begynder – og husk, der fandtes aldrig nogen virkelig nettovækst i USA’s fysiske økonomi, faktisk siden Bill Clinton, men selv tidligere. Den nedadgående kurve i USA, mht. arbejdskraftens produktive evne, begyndte grundlæggende set med indledningen af krigen i Indokina. Det kollapsede på det tidspunkt. Siden da har USA ikke haft nogen faktisk nettovækst i den fysisk-økonomiske produktivitet.

Se nu på tallene dengang, og se på stigningen: Det er stigningen i den opadgående bail-out. Alle bail-outs udgår fra det niveau, faktisk. Når bail-in kommer til, er det, man gør, faktisk, at man kollapser hele den nominelle værdi, som er involveret i bail-out-systemet. Og det styrtdykker i en hyper-accelereret hastighed. Det er nøglen til at forstå dette spørgsmål. Når det først begynder, med bail-in-processen, som London forstår det, er sammenbruddets accelererende hastighed uundgåelig.

Så hvis briterne ikke kan gennemføre nummeret med en succesfuld krigsoperation, imod planeten, er det ude med dem (’screwed’). Og det er, hvad spørgsmålet drejer sig om: Det er, hvad krigen drejer sig om. 

Se, hvis briterne kom ud af sammenbruddet – lasede og forslåede osv. – midt under en krig, så skylder de ikke noget! Det, der slår dem ihjel, er den gæld, de skylder! Den eneste måde, hvorpå de kan annullere den gæld, de skylder, nu, under bail-in-betingelserne, er ved at gå i krig! Og det er Det britiske Imperium, og ingen andre, som er i færd med at starte denne krig.«

Den pædagogiske, grafiske fremstilling af LaRouches »Typiske Kollapsfunktion« giver os det bedste redskab til at forstå den proces, der nu er i gang. Siden mordet på John F. Kennedy og lanceringen af Vietnamkrigen har vækstraten i USA’s fysiske økonomi været negativ. I modsætning hertil er en hyperbolsk stigende vækst af de totale, finansielle aggregater (såsom derivater) blevet støttet af voksende monetære midler. Under denne fase i væksten af den spekulative finansboble måtte de monetære aggregaters vækstrate på et vist tidspunkt overstige de finansielle værdipapirers vækstrate, for blot at afholde denne værdipapirsboble fra at briste – en politik, der undertiden kendes som »bail-out« eller »kvantitativ lempelse«.

Med skiftet over til Det britiske Imperiums forsøg på at indføre en »bail-in«-politik er en proces med ukontrollabel implosion af finansielle aggregater blevet udløst – ligesom en elevator i frit fald fra 70. etage i en bygning. Og Wall Street og City of London er så bankerotte og så desperate, at de er begyndt at markedsføre det, de selv kalder »bail-in-obligationer« – obligationer, som vil blive værdiløse, når bail-in indtræder. Det er ligesom at købe og sælge siddepladser til en elevator i frit fald – med en fornemmelse af på en eller anden måde at kunne hoppe af i sikkerhed ved tiende etage.

Hvilken størrelsesorden taler vi om med hensyn til den spekulative boble, der er ved at kollapse? I 1999, på det tidspunkt, hvor Glass-Steagall blev ophævet til fordel for Gramm-Leach-Bliley-Lewinsky-loven, stod de anslåede totale finansielle aggregater i hele verden i blot 275 billioner dollars. I dag er denne boble vokset hyperbolsk til henved 1.7 billiarder dollars – en seksdobling på 14 år! Som resultat af Det britiske Imperiums bail-in-politik kan man forvente, at værdiløse finanselle værdipapirer til henved 1,5 billiarder dollars vil gå op i røg.

Det er den drivende kraft bag en termonuklear krig. Og det er derfor, Obama omgående må stilles for en rigsret, og Franklin D. Roosevelts Glass/Steagall-lov genindføres.




Specialrapport:
Helga Zepp-LaRouche:
Ny Renæssance eller Tredje Verdenskrig? Valget er dit!

»Der er et alternativ til udslettelseskrig: At skabe denne verden om til en Have for mennesker og gøre en ende på Imperium og elendighed«

»Hvad er det, der foregår i Europa? … den virkelige krigsfare kommer fra den kendsgerning, at hele den transatlantiske sektor, dvs. USA og Europa, befinder sig i en proces et totalt sammenbrud af det finansielle system.«

Download (PDF, Unknown)




Lad ikke krisen i Ukraine føre til 3. Verdenskrig!

Den amerikanske økonom og statsmand Lyndon LaRouche advarede i begyndelsen af februar om, at verden befandt sig i en nedtælling til atomkrig, der kunne udløses fra slutningen af februar og fremefter, hvis ikke det lykkedes at vriste USA ud af Storbritanniens geopolitiske kløer, og erstatte konfrontationspolitikken over for Rusland og Kina med en politik baseret på gensidig respekt og samarbejde. Et kursskifte, der bedst kunne effektueres, hvis præsident Barack Obama blev fjernet som præsident under trussel om en rigsretssag.
LaRouche begrundede sin advarsel med, at de mange bankhjælpepakker efter finanskrisen i 2008 ikke har reddet det transatlantiske finanssystem, som stadig er i dyb krise, og at den planlagte bail-in-proces – dvs. at man bruger bankkundernes penge til at redde bankerne – ikke vil redde systemet, men tværtimod medføre panik. Det vestlige finanssystem synger altså på sidste vers, og man har desperat brug for at undertvinge sig Rusland og resten af Eurasien, så man kan fjerne den eneste reelle udfordring til Storbritannien og USA, og plyndre det økonomiske potentiale, der er opbygget i Asien over de seneste årtier.

GDE Error: Error retrieving file - if necessary turn off error checking (404:Not Found)




Helga Zepp-LaRouche: I stedet for at blive ofre i Obamas krigsspil: Vi skal skabe det andet økonomiske mirakel sammen med Kina!

29. marts 2014 – Forfatteren af et klassisk, historisk drama kunne ikke have fremstillet den fundamentale forskel bedre på scenen: De på hinanden følgende begivenheder, hvor præsident Obama deltager i forskellige topmøder i Europa, og den kinesiske præsident Xi Jinpings statsbesøg i Holland, Frankrig, Tyskland og Belgien, har præsenteret to direkte modstridende muligheder for Tyskland og Europa. I Obamas krigsspil er Tyskland blot den undværlige, geostrategiske spillebold, som sluttelig skal betale regningen for sanktionsspiralen mod Rusland, og på hvis territorium en truende krig ville finde sted. Samarbejdet med Xi Jinpings perspektiv om opbygningen af den Nye Silkevej gør det derimod muligt for Tyskland at skabe det andet økonomiske mirakel.

I øjeblikket bobler det under overfladen i Tyskland. Et mere eller mindre voksende antal mennesker bliver bevidste om, at vi har nået et nyt faseskifte. Reaktionen på Obamas »åbningstale« i Bruxelles, hvor han dels bebudede en forstærket militær tilstedeværelse i Polen og De baltiske Stater og endda stillede udstationering af NATO-styrker længere mod øst ved den russiske grænse i udsigt, dels bebudede en optrapning af de amerikanske sanktioner mod Rusland samt forsøgte at lægge pres på Europa om at gøre det samme, reflekterer den skrøbelighed, som i mellemtiden har udviklet sig i den vestlige alliance: Mens Obama, Cameron, Barroso og Van Rompuy fører sig frem som entusiastiske forkæmpere for den imperiale optrapning, der består i, at det 23 år lange forsøg på at fremrykke NATO’s og EU’s udvidelse mod øst nu, efter den russiske modstand på Krim, skal efterfølges af en optrapning af sanktionerne, så befinder de øvrige statschefer sig i et dybt dilemma med hensyn til denne politiks strategiske konsekvenser, herunder den voksende krigsfare. Og i befolkningen er et oprør i færd med at udvikle sig, hvor både vreden over den uforskammede mediemanipulation, såvel som den totale desillusionering over Obamas sande karakter, vokser.

Forbundskansler Merkel ærgrede sig på atomtopmødet helt sikkert over Obamas upassende idé om at overrumple statscheferne til at deltage i et interaktivt atomkrigsspil (!), men spillede dog alligevel med! Stedt over for den umiddelbare fare for, at situationen i Ukraine har potentiale til at udvikle sig til en atomkrig, såvel som muligheden for, at sagen om det forsvundne malaysiske fly handler om et asiatisk »11. september«-terrorangreb, altså virkelighedens globale krigsfare, var der noget mere end makabert over idéen om, at statslederne skulle øve sig på en krigssimulering på deres tablets. Makaber er også Obamas henvisning til den lære, der står skrevet på det europæiske kontinents kirkegårde: »Vi konfronteres med det synspunkt, at større nationer kan undertrykke de mindre for at få deres vilje«, understregede Obama – og med det mente han sikkert Irak, Afghanistan, Libyen og Syrien, for slet ikke at tale om Panama og Somalia.

At Obama dernæst, af alle de fascinerende, mulige kulturskatte, som man kan besøge i den evige stad, under sit besøg i Rom lige netop ønskede at se Colosseum, skærer hans selvopfattelse ud i pap; en italiensk sladderwebsite offentliggjorde oven i købet en fotomontage af Obama iført Nero-udstyr foran det brændende Rom.

I Tyskland er der i mellemtiden opstået en udbredt erkendelse af, at det virkelige offer for en optrapning af sanktionerne mod Rusland sluttelig ville blive den tyske økonomi, de tyske arbejdspladser og befolkningens levestandard. En hel række repræsentanter for industrien, men frem for alt politikere i den ældre generation, der stadig har et meget godt begreb om, hvad det vil sige, på sit eget territorium at være udsat for en krig, som denne gang ville blive en atomkrig og den sidste krig, fordi den ville føre til menneskehedens udslettelse, har klart og tydeligt udtalt sig offentligt imod den fortolkning, at Rusland og Putin skulle være skurkene i denne konflikt. Günter Verheugen, tidl. EU-kommissær, Harald Kujat, tidl. generalinspektør for forbundshæren, Volker Treier, viceadministrerende direktør for DIHK, Max Otte, økonom, Dirk Müller, analytiker, Peter Gauweiler, vicepræsident for CSU, Gregor Gysi, leder af oppositionen i Forbundsdagen, Helmut Schmidt, tidl. forbundskansler, Erhard Eppler, tidl. leder af SPD’s kommission for grundværdier og præsident for Kirkedagen, og Horst Teltschik, tidl. leder af Sikkerhedskonferencen i München, for blot at nævne nogle, tog ordet og gik op imod dæmoniseringen af Rusland, som af massemedierne og imperiets repræsentanter bedrives på en måde, som ville have fået dr. Goebbels til at blegne af skam. Man går herved frem efter Bertrand Russels princip, at massepsykologi og moderne propagandametoder vil sørge for at overbevise menneskene om, at sne er sort.

Gennem det skabte, anti-russiske hysteri er det meningen, at man skal glemme, at Vesten, NATO og EU har brudt alle løfter, som blev givet efter Sovjetunionens sammenbrud. Skridt for skridt er NATO’s og EU’s udvidelse mod øst til Ruslands grænser blevet drevet fremad og systematisk optrappet frem til det punkt, hvor Rusland, af geostrategiske årsager, ikke længere ville kunne forsvares – nemlig gennem Ukraines integration i Vesten og tabet af adgangen til Sortehavet.

Dog, den vilkårlige fortolkning af folkeretten fra USA’s og EU’s side, som netop godkendte et kup i Kiev, der var finansieret af og havde forbindelse til udlandet, og som bragte nazister til magten, men ikke godkender flertallet af Krimbefolkningens ønske om at høre til Rusland, hævner sig allerede. For marionetterne insisterer frækt på deres eget liv: parlamentarikeren fra Svoboda, Igor Miroschnitschenko, der såmænd bare også er medlem af parlamentsudvalget for pressefrihed, tæver chefen for det ukrainske statsfjernsyn, og Julia Timosjenko er, iflg. en optagelse af en telefonsamtale, parat til at »tage en Kalaschnikov i hånden og skyde den skiderik [Putin] i hovedet.« Hun har desuden et problem med voldsfantasier: »Jeg vil rejse et oprør i hele verden, så snart jeg kan, så der – for pokker – ikke bliver så meget som en afbrændt mark tilbage af Rusland.«

Hvilken ånd, disse vestens skakbrikker er børn af, stod imidlertid allerede på forhånd klart. Den amerikanske regering og EU har imidlertid mistet enhver legitimitet og troværdighed med deres skruppelløse udnyttelse af disse elementer.

I mange private kredse, i alle mulige foreninger og organisationer, finder der imidlertid i øjeblikket en debat sted, hvor nødvendigheden af at forsvare Tysklands interesser bliver diskuteret med en alvor og en lidenskab, som endnu aldrig tidligere er forekommet i hele den tyske forbundsrepubliks historie. Nu, hvor man begriber, at de krævede sanktioner mod Rusland først og fremmest er rettet imod Tysklands interesser, og at der består en fare for, at vi for tredje gang bliver trukket ind i en verdenskrig af geostrategiske grunde, reflekterer man i private kredse over historiens lange buer, der strækker sig fra Bismarck over Versailles- og Rapallo-traktaterne, over finansieringen af Hitler via chefen for Bank of England, Montagu Norman, og Prescott Bush, farfar til George W., og frem til omstændighederne omkring genforeningen og den påtvungne euro.

Den kinesiske statspræsident Xi Jinpings besøg og hans omfattende tilbud til Frankrig og Tyskland om samarbejde kom i denne situation som en forjættelse om fremtiden.  For i stedet for at blive trukket ned i malstrømmen med konfrontationen mellem NATO og Rusland, findes der så sandelig det alternativ, at de europæiske stater genvinder suveræniteten over deres egen valutapolitik og økonomiske politik og i en ny, eurasisk alliance i fællesskab medvirker i opbygningen af Den eurasiske Landbro.

Ved denne opbygning drejer det sig ikke blot om de omfattende milliardkontrakter og joint-venture-aftaler for bilproducenter, specialprodukter, modehuse, miljøforetagender, elektromobilitet, kredsløbsøkonomi og mange flere sektorer, som utvivlsomt er af allerstørste vigtighed for den tyske eksportøkonomi og know-how. Det drejer sig om muligheden for at komme ud af den aktuelle geostrategiske konfrontationsdynamik og medvirke til en fælles fredsorden for det 21. århundrede.

At nå frem til dette bedre fremtidsperspektiv vil sandsynligvis ikke ske uden større omvæltninger. For det transatlantiske finanssystem står foran sin totale disintegration, som kan blive udløst af en bankerot af blot én af TBTF-bankerne (der angiveligt skulle være for store til, at man kan lade dem gå bankerot). Federal Reserves seneste stresstest gjorde det, trods al massage af kendsgerningerne, tydeligt, at Citigroup er massivt underkapitaliseret og overeksponeret. Den bank, som i 2008 fik det største beløb i redningspakker, har fem år senere endnu ikke bragt sit hus i orden. Ifølge Pam Martens og bloggen »Wall Street on Parade« er bankernes insolvensrate i dag højere, end den var på krisens højdepunkt i 2009. Hvis bail-in-forordningen i Enhedsmekanismen for Afvikling (SRM) i den allernærmeste fremtid skulle blive taget i anvendelse, truer det absolutte sammenbrud af det transatlantiske finanssystem.

Alternativet til det kaos, som herved truer, består i en indføring i rette tid af et bankopdelingssystem i traditionen efter Roosevelts Glass/Steagall-lov, som sætter det område af banksektoren, som har at gøre med den fysiske realøkonomi, under beskyttelse. Når finanssystemets virtuelle kasinodel først er afskrevet, kan et kreditsystem i traditionen efter USA’s første finansminister, Alexander Hamilton, træde i stedet og finansiere den Nye Silkevejs langsigtede projekter som en del af genopbygningen af verdensøkonomien.

Så bliver samarbejdet mellem verdensøkonomiens »to søjler«, Kina og Tyskland, som Xi Jinping har udtrykt det, begyndelsen til en ny epoke med samarbejde mellem denne verdens nationer. Og denne nye økonomiske orden må være inkluderende og også omfatte Rusland og USA. Tyskland kan og må gøre udslaget!

Vælg BüSo[1] ind i Europa-Parlamentet!

 


[1] Partiet Bürgerrechtsbewegung Solidarität med Helga Zepp-LaRouche som formand stiller op til Europa-Parlamentsvalget i Tyskland den 25. maj. (-red.)

Følg med i BüSos valgkampagne på: http://www.bueso.de/

 

 




Helga Zepp-LaRouche:
I stedet for at blive ofre i Obamas krigsspil:
Vi skal skabe det andet økonomiske mirakel sammen med Kina!

29. marts 2014 – Forfatteren af et klassisk, historisk drama kunne ikke have fremstillet den fundamentale forskel bedre på scenen: De på hinanden følgende begivenheder, hvor præsident Obama deltager i forskellige topmøder i Europa, og den kinesiske præsident Xi Jinpings statsbesøg i Holland, Frankrig, Tyskland og Belgien, har præsenteret to direkte modstridende muligheder for Tyskland og Europa. I Obamas krigsspil er Tyskland blot den undværlige, geostrategiske spillebold, som sluttelig skal betale regningen for sanktionsspiralen mod Rusland, og på hvis territorium en truende krig ville finde sted. Samarbejdet med Xi Jinpings perspektiv om opbygningen af den Nye Silkevej gør det derimod muligt for Tyskland at skabe det andet økonomiske mirakel.

I øjeblikket bobler det under overfladen i Tyskland. Et mere eller mindre voksende antal mennesker bliver bevidste om, at vi har nået et nyt faseskifte. Reaktionen på Obamas »åbningstale« i Bruxelles, hvor han dels bebudede en forstærket militær tilstedeværelse i Polen og De baltiske Stater og endda stillede udstationering af NATO-styrker længere mod øst ved den russiske grænse i udsigt, dels bebudede en optrapning af de amerikanske sanktioner mod Rusland samt forsøgte at lægge pres på Europa om at gøre det samme, reflekterer den skrøbelighed, som i mellemtiden har udviklet sig i den vestlige alliance: Mens Obama, Cameron, Barroso og Van Rompuy fører sig frem som entusiastiske forkæmpere for den imperiale optrapning, der består i, at det 23 år lange forsøg på at fremrykke NATO’s og EU’s udvidelse mod øst nu, efter den russiske modstand på Krim, skal efterfølges af en optrapning af sanktionerne, så befinder de øvrige statschefer sig i et dybt dilemma med hensyn til denne politiks strategiske konsekvenser, herunder den voksende krigsfare. Og i befolkningen er et oprør i færd med at udvikle sig, hvor både vreden over den uforskammede mediemanipulation, såvel som den totale desillusionering over Obamas sande karakter, vokser.

Forbundskansler Merkel ærgrede sig på atomtopmødet helt sikkert over Obamas upassende idé om at overrumple statscheferne til at deltage i et interaktivt atomkrigsspil (!), men spillede dog alligevel med! Stedt over for den umiddelbare fare for, at situationen i Ukraine har potentiale til at udvikle sig til en atomkrig, såvel som muligheden for, at sagen om det forsvundne malaysiske fly handler om et asiatisk »11. september«-terrorangreb, altså virkelighedens globale krigsfare, var der noget mere end makabert over idéen om, at statslederne skulle øve sig på en krigssimulering på deres tablets. Makaber er også Obamas henvisning til den lære, der står skrevet på det europæiske kontinents kirkegårde: »Vi konfronteres med det synspunkt, at større nationer kan undertrykke de mindre for at få deres vilje«, understregede Obama – og med det mente han sikkert Irak, Afghanistan, Libyen og Syrien, for slet ikke at tale om Panama og Somalia.

At Obama dernæst, af alle de fascinerende, mulige kulturskatte, som man kan besøge i den evige stad, under sit besøg i Rom lige netop ønskede at se Colosseum, skærer hans selvopfattelse ud i pap; en italiensk sladderwebsite offentliggjorde oven i købet en fotomontage af Obama iført Nero-udstyr foran det brændende Rom.

I Tyskland er der i mellemtiden opstået en udbredt erkendelse af, at det virkelige offer for en optrapning af sanktionerne mod Rusland sluttelig ville blive den tyske økonomi, de tyske arbejdspladser og befolkningens levestandard. En hel række repræsentanter for industrien, men frem for alt politikere i den ældre generation, der stadig har et meget godt begreb om, hvad det vil sige, på sit eget territorium at være udsat for en krig, som denne gang ville blive en atomkrig og den sidste krig, fordi den ville føre til menneskehedens udslettelse, har klart og tydeligt udtalt sig offentligt imod den fortolkning, at Rusland og Putin skulle være skurkene i denne konflikt. Günter Verheugen, tidl. EU-kommissær, Harald Kujat, tidl. generalinspektør for forbundshæren, Volker Treier, viceadministrerende direktør for DIHK, Max Otte, økonom, Dirk Müller, analytiker, Peter Gauweiler, vicepræsident for CSU, Gregor Gysi, leder af oppositionen i Forbundsdagen, Helmut Schmidt, tidl. forbundskansler, Erhard Eppler, tidl. leder af SPD’s kommission for grundværdier og præsident for Kirkedagen, og Horst Teltschik, tidl. leder af Sikkerhedskonferencen i München, for blot at nævne nogle, tog ordet og gik op imod dæmoniseringen af Rusland, som af massemedierne og imperiets repræsentanter bedrives på en måde, som ville have fået dr. Goebbels til at blegne af skam. Man går herved frem efter Bertrand Russels princip, at massepsykologi og moderne propagandametoder vil sørge for at overbevise menneskene om, at sne er sort.

Gennem det skabte, anti-russiske hysteri er det meningen, at man skal glemme, at Vesten, NATO og EU har brudt alle løfter, som blev givet efter Sovjetunionens sammenbrud. Skridt for skridt er NATO’s og EU’s udvidelse mod øst til Ruslands grænser blevet drevet fremad og systematisk optrappet frem til det punkt, hvor Rusland, af geostrategiske årsager, ikke længere ville kunne forsvares – nemlig gennem Ukraines integration i Vesten og tabet af adgangen til Sortehavet.

Dog, den vilkårlige fortolkning af folkeretten fra USA’s og EU’s side, som netop godkendte et kup i Kiev, der var finansieret af og havde forbindelse til udlandet, og som bragte nazister til magten, men ikke godkender flertallet af Krimbefolkningens ønske om at høre til Rusland, hævner sig allerede. For marionetterne insisterer frækt på deres eget liv: parlamentarikeren fra Svoboda, Igor Miroschnitschenko, der såmænd bare også er medlem af parlamentsudvalget for pressefrihed, tæver chefen for det ukrainske statsfjernsyn, og Julia Timosjenko er, iflg. en optagelse af en telefonsamtale, parat til at »tage en Kalaschnikov i hånden og skyde den skiderik [Putin] i hovedet.« Hun har desuden et problem med voldsfantasier: »Jeg vil rejse et oprør i hele verden, så snart jeg kan, så der – for pokker – ikke bliver så meget som en afbrændt mark tilbage af Rusland.«

Hvilken ånd, disse vestens skakbrikker er børn af, stod imidlertid allerede på forhånd klart. Den amerikanske regering og EU har imidlertid mistet enhver legitimitet og troværdighed med deres skruppelløse udnyttelse af disse elementer.

I mange private kredse, i alle mulige foreninger og organisationer, finder der imidlertid i øjeblikket en debat sted, hvor nødvendigheden af at forsvare Tysklands interesser bliver diskuteret med en alvor og en lidenskab, som endnu aldrig tidligere er forekommet i hele den tyske forbundsrepubliks historie. Nu, hvor man begriber, at de krævede sanktioner mod Rusland først og fremmest er rettet imod Tysklands interesser, og at der består en fare for, at vi for tredje gang bliver trukket ind i en verdenskrig af geostrategiske grunde, reflekterer man i private kredse over historiens lange buer, der strækker sig fra Bismarck over Versailles- og Rapallo-traktaterne, over finansieringen af Hitler via chefen for Bank of England, Montagu Norman, og Prescott Bush, farfar til George W., og frem til omstændighederne omkring genforeningen og den påtvungne euro.

Den kinesiske statspræsident Xi Jinpings besøg og hans omfattende tilbud til Frankrig og Tyskland om samarbejde kom i denne situation som en forjættelse om fremtiden.  For i stedet for at blive trukket ned i malstrømmen med konfrontationen mellem NATO og Rusland, findes der så sandelig det alternativ, at de europæiske stater genvinder suveræniteten over deres egen valutapolitik og økonomiske politik og i en ny, eurasisk alliance i fællesskab medvirker i opbygningen af Den eurasiske Landbro.

Ved denne opbygning drejer det sig ikke blot om de omfattende milliardkontrakter og joint-venture-aftaler for bilproducenter, specialprodukter, modehuse, miljøforetagender, elektromobilitet, kredsløbsøkonomi og mange flere sektorer, som utvivlsomt er af allerstørste vigtighed for den tyske eksportøkonomi og know-how. Det drejer sig om muligheden for at komme ud af den aktuelle geostrategiske konfrontationsdynamik og medvirke til en fælles fredsorden for det 21. århundrede.

At nå frem til dette bedre fremtidsperspektiv vil sandsynligvis ikke ske uden større omvæltninger. For det transatlantiske finanssystem står foran sin totale disintegration, som kan blive udløst af en bankerot af blot én af TBTF-bankerne (der angiveligt skulle være for store til, at man kan lade dem gå bankerot). Federal Reserves seneste stresstest gjorde det, trods al massage af kendsgerningerne, tydeligt, at Citigroup er massivt underkapitaliseret og overeksponeret. Den bank, som i 2008 fik det største beløb i redningspakker, har fem år senere endnu ikke bragt sit hus i orden. Ifølge Pam Martens og bloggen »Wall Street on Parade« er bankernes insolvensrate i dag højere, end den var på krisens højdepunkt i 2009. Hvis bail-in-forordningen i Enhedsmekanismen for Afvikling (SRM) i den allernærmeste fremtid skulle blive taget i anvendelse, truer det absolutte sammenbrud af det transatlantiske finanssystem.

Alternativet til det kaos, som herved truer, består i en indføring i rette tid af et bankopdelingssystem i traditionen efter Roosevelts Glass/Steagall-lov, som sætter det område af banksektoren, som har at gøre med den fysiske realøkonomi, under beskyttelse. Når finanssystemets virtuelle kasinodel først er afskrevet, kan et kreditsystem i traditionen efter USA’s første finansminister, Alexander Hamilton, træde i stedet og finansiere den Nye Silkevejs langsigtede projekter som en del af genopbygningen af verdensøkonomien.

Så bliver samarbejdet mellem verdensøkonomiens »to søjler«, Kina og Tyskland, som Xi Jinping har udtrykt det, begyndelsen til en ny epoke med samarbejde mellem denne verdens nationer. Og denne nye økonomiske orden må være inkluderende og også omfatte Rusland og USA. Tyskland kan og må gøre udslaget!

Vælg BüSo[1] ind i Europa-Parlamentet!

 

Foto: Den franske præsident Hollande modtager den kinesiske præsident Xi og frue til statsmidag i Elysée-palæet. 2014.

 

[1] Partiet Bürgerrechtsbewegung Solidarität med Helga Zepp-LaRouche som formand stiller op til Europa-Parlamentsvalget i Tyskland den 25. maj. (-red.)

Følg med i BüSos valgkampagne på: http://www.bueso.de/




Konfrontation over Ukraine optrappes med risiko for Dommedag

28. marts 2014 – »Den lethed, med hvilken en konfrontation mellem to atommagter kunne eskalere til en strategisk udveksling af MIRVed ballistiske missiler, der bærer 3 til 10 hydrogenbomber hver, er blevet behandlet med alt for stor lethed under den igangværende krise over Ukraine«, skriver »Vietnam Veteran« i et udlæg torsdag morgen på Sic Semper Tyrannis-bloggen, som i vid udstrækning læses i det amerikanske efterretnings-etablissement.

»De vestlige medier har fulgt en degenerativ udvikling til en propaganda 24 timer hver dag ugen rundt. Der har ikke været noget forsøg på en afspænding af krisen. Faktisk eskalerer den. Det sker sandsynligvis, fordi Washington ikke kan indrømme, at de har begået en fejl ved at gribe ud efter dominans i Ukraine. Af en eller anden ugudelig årsag er NATO’s ekspansion og Chevrons fracking af Ukraines skifergas værd at risikere dommedag for. Ulig de nederlag, der begyndte med bombardementet af Fort Sumter, invasionen af Belgien i 1914, eller Barbarossa i 1941, så kunne en krig i Ukraine i det 21. århundrede ødelægge den nordlige halvkugle og gøre den ubeboelig. Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor vi skulle løbe denne enorme risiko for en lille smule mere rigdom og magt. Dette må være resultatet af en kombination af uvidenhed, grådighed, fornægtelse og idelogi i det andet årti, i hvilket den vestlige elite har været frakoblet enhver fornemmelse for love og reguleringer inden for internationale relationer.«

Svaret fra bloggens vært, pensionerede oberst Patrick Lang, lyder som følger:

»Jeg er fuldstændig enig. ’Bear baiting’[1] er en sport, man ikke bør give sig af med.

En yderligere faktor, der vækker bekymring i den situation, der er ved at tegne sig, er den tilsyneladende indsats for at føre taktiske atomvåben ’mere anvendelige’.

Atomvåben kan ikke bruges mod en anden atomstat uden at man risikerer en optrapning mod gensidig tilintetgørelse, og brugen af disse våben imod en ikke-atomstat ville simpelt hen være massemord. Den eneste retfærdiggørelse af besiddelsen af disse ægte masseødelæggelsesvåben er som afskrækkelse.«

 

 


[1] En blodig sport, hvor man pudser hunde på en lænket bjørn