Den 24. januar (EIRNS) – Fra det øjeblik sidste fredag, hvor den russiske udenrigsminister Sergey Lavrov og USA’s udenrigsminister Tony Blinken meddelte, at de havde mødtes, og var blevet enige om, at USA ville give et skriftligt svar på Ruslands presserende sikkerhedsproblemer, har briterne været på overarbejde for at sikre, at intet af den slags nogensinde sker – eller i det mindste at det skriftlige svar, som Blinken giver, vil være en yderligere antirussisk provokation.

For det første er der de intensiverede direkte militære deployeringer: endnu et amerikansk fly med sofistikerede våben til en Kiev-regering med pro-nazistiske elementer; overførslen af ukrainske raketkastere og andre tunge våben til konfliktzonen ved Donbas; og Pentagon bekræftede, at præsident Biden havde instrueret dem om, at sætte 8.500 amerikanske tropper i forhøjet beredskab, med henblik på en potentiel udstationering i Europa, baseret på en briefing om »militære muligheder«, som forsvarsminister Austin og chefen for de fælles stabschefer, general Milley, havde præsenteret ham for. Disse muligheder omfattede at sende op til 50.000 amerikanske tropper til Østeuropa – tiltag, som russerne vil opfatte som en direkte militær trussel.

Så er der de britiske psy-ops: En anonym diplomat i Beijing rapporterede, at den kinesiske præsident Xi Jinping havde bedt Putin om at vente med at invadere Ukraine til efter de olympiske vinterlege (hvilket afvises af den kinesiske og russiske regering); og endnu en omgang antirussiske floskler fra Blinken (det vil medføre »massive konsekvenser« for Rusland, hvis en »eneste yderligere russisk enhed« trænger ind i Ukraine) og fra Karen Pierce, den britiske ambassadør i USA (»man vil altid finde Storbritannien i den forreste ende af feltet«, når det gælder om at gå efter Rusland).

»Hvad der står klart,« rapporterede Helga Zepp-LaRouche i dag, »er, at vi befinder os i en ekstremt farlig situation, og i betragtning af antallet af forrykte personer i ledende stillinger, og også den absolutte sikkerhed for fejlberegninger, baseret på forkerte erkendelsesmæssige holdninger, tror jeg, at den eneste konklusion, vi kan drage af den nuværende situation, er, at vi må gå ind i en total mobilisering mod krig, og vække især den amerikanske offentlighed, fordi de er den vigtigste faktor, som ikke er informeret om, hvad faren ved situationen er.«

Rusland forventer et svar i denne uge, fortsatte hun, og det svar kan ikke undgå at tage fat på deres eksistentielle sikkerhedsproblemer, ved at nedfælde skriftlige garantier for, at NATO vil ophøre med sin ekspansion mod øst op til Ruslands grænser. Men på nuværende tidspunkt tyder alt på, at USA ikke vil gøre noget sådant.

Hvis det er tilfældet, advarede Zepp-LaRouche, så befinder vi os i et opgør om en nedtælling til Ruslands aktivering af deres egne »militærtekniske foranstaltninger« – som kunne omfatte opstilling af hypersoniske Zircon-missiler på ubåde inden for fem minutters flyvetid fra begge amerikanske kyster.

For at en antikrigsmobilisering kan blive en succes, må den imidlertid ikke blot udstede udtalelser mod krig, men den skal tage fat på to centrale politiske punkter: 1) identificere, hvem der står bag drivkraften til krig, og hvorfor (det kollapsende transatlantiske finansimperium); og 2) præsentere et program til opbygning af en varig fred – baseret på den politik for global økonomisk genopbygning, der er beskrevet i LaRouches fire love.

Som den daværende præsidentkandidat Lyndon LaRouche beskrev problematikkerne for næsten 40 år siden, i den indledende sætning i et »Udkast til aftalememorandum mellem USA og Sovjetunionen« fra den 30. marts 1984:  »Artikel 1: Generelle betingelser for fred. Det politiske grundlag for varig fred skal være: a) Den ubetingede suverænitet for hver eneste nationalstat og b) samarbejde mellem suveræne nationalstater om at fremme ubegrænsede muligheder for at deltage i fordelene ved teknologiske fremskridt til gensidig fordel for hver eneste nation.« (www.larouchepub.com/eiw/public/1991/eirv18n02-19910111/eirv18n02-19910111_026-the_larouche_doctrine_draft_memo-lar.pdf)

Udvalgt billede: Pexels

Indsendt af Paul Gallagher januar 18, 2022

På et ugunstigt tidspunkt for det britiske og amerikanske krigsparti, der bestræber sig på at nedkæmpe Rusland og Kina i konfrontationer om Ukraine og Taiwan, har Kinas årlige offentliggørelse af økonomiske data vist, at landets økonomi igen voksede hurtigere end USA’s økonomi i 2021. Og endnu vigtigere er det, at Kinas kreditkanal er fuldt åben både for den indenlandske industri og lån til Bælte- og Vej-Initiativet, mens de amerikanske bankers udlån ikke kan vokse, før de dominerende megabanker på Wall Street er opløst og omstruktureret.

Denne gang havde finansanalytikere og erhvervsøkonomer i New York og London i begyndelsen af 2021 vidt og bredt og med selvtillid forudsagt, at den amerikanske økonomis formodede “rødglødende opsving” efter det, der angiveligt blot var en pandemisk betinget recession, ville få den til at vokse mere end Kinas økonomi både i 2021 og 2022. Det viste sig, at de tog fejl. Kinas BNP voksede med 8,1 % i løbet af året, og South China Morning Post rapporterede, at den tidligere cheføkonom i Verdensbanken, Justin Yifu Lin, nu vurderer, at Kinas økonomi kan blive verdens største målt på BNP i 2028 i stedet for 2030, som han tidligere havde forudset. Industriproduktionen voksede med 9,6 %, investeringerne i faste aktiver med 4,9 %, jobskabelsen var på 12,69 mio. og detailsalget øgedes med 12,5 %, ifølge offentliggørelsen fra det nationale statistiske kontor den 17. januar. Kinas disponible personlige realindkomst efter inflation steg med 8,1 % i 2021 – og for byområder med 7,1 % – mens amerikanernes gennemsnitlige reelle ugelønninger faldt med 2,3 % i løbet af året.

I en strategisk krise, hvor et effektivt partnerskab mellem Rusland og Kina har afværget et forsøg på en “farverevolution” i Kasakhstan og presser på for at forhindre Ukraine i at blive medlem af NATO, gør denne udvikling virkeligheden tydeligere for de amerikanske politikere. De frygtede sanktioner fra USA’s finansministerium, herunder toldsatser mod Kina, virker ikke mod disse to store økonomiske og videnskabelige magter, selvom de ødelægger modstandere blandt udviklingslandene og dræber eller forviser millioner af afghanere. Pludselig kulmangel, prisstigninger og endda strømafbrydelser i sensommeren, der blev udløst i Kina af Londons globale Green New Deal, blev hurtigt håndteret ved hjælp af lovgivningsmæssige foranstaltninger, mens Europa kæmper.

Disse økonomiske kendsgerninger vil også påvirke Federal Reserve, den amerikanske centralbank, og den dominerende dollar. Kinas Folkebank sænkede rent faktisk renten og reservekravet for bankerne, da 2021 sluttede. Centralbanken planlægger angiveligt flere renteforhøjelser for at “kontrollere inflationen”, som er ude af kontrol med 7 % for forbrugsvarer og næsten 10 % for produktionsvarer. Men data viser formentlig centralbankdirektørerne, at den amerikanske realøkonomi igen er ved at trække sig sammen, efter at det ikke engang lykkedes at genvinde aktivitetsniveauet fra før COVID i begyndelsen af 2020. En alvorlig forhøjelse af de kortfristede renter og virkningen på de langfristede renter kunne ikke blot sprænge “alt-boblen” af gæld, men udløse endnu en dyb recession.

Den amerikanske industriproduktion faldt en smule, -0,1 % i december, og er lige akkurat på niveau med slutningen af 2019 og 3 % lavere end niveauet i midten af 2018. Industriproduktionen faldt med 0,3 % i december og ligger ca. 5 % under niveauet i midten af 2018; igen svarende til niveauet i slutningen af 2019. Bygge- og anlægsinvesteringer og beskæftigelsen er lavere end i 2018, især inden for “offentlige og statslige anlægsarbejder”, selv om entreprenørerne forventer nye motorvejs- og brokontrakter som følge af den netop vedtagne infrastrukturlovgivning på 1.200 mia. dollar. Detailhandelssalget faldt også i december som en reaktion på inflationen af forbrugsgoder.

Men den mest dramatiske kontrast i økonomierne er den effektive kreditpolitik: De kinesiske bankers udestående lån, herunder udlån i udlandet, steg med 11,7 % i år, og selv om de store Wall Street-banker og regionale amerikanske banker er proppet med billioner af overskydende indskud som følge af Federal Reserves kvantitative lempelsesprogrammer, steg de amerikanske bankers udestående lån med mindre end 0,5 % i 2021.

Et initiativ til et nyt internationalt kredit- og monetært system, et ”roosevelsk” Nyt Bretton Woods, kunne nu komme fra de eurasiske nationer i den “strategiske trekant” Kina, Rusland og Indien og foreslås USA som en løsning på strategiske kriser – i fællesskab søge fordel for tredjelande. Dette må begynde med moderne medicinske faciliteter og fødevarehjælp til Afghanistan og andre krigshærgede nationer, sådan som Helga Zepp-LaRouche og Schiller Instituttet foreslår.

Den 10. januar (EIRNS) — Så mange institutioner i det amerikanske intellektuelle etablissement er nu på linje med Schiller Instituttet og kræver frigivelse af Afghanistans bistands- og reservemidler – 15 tænketanke og organisationer i et fælles brev til præsident Biden den 8. januar og andre på deres egne hjemmesider – at der helt klart er en forfærdelig erkendelse: USA’s finansielle og økonomiske sanktioner er ved at myrde et uskyldigt folk, grundet utilstrækkelig loyalitet over for NATO’s besættelsesstyrker. Enhver borger der tror, at denne forbrydelse ikke har noget at gøre med truslen om en overhængende, meget større konflikt om Ukraine, forveksler moralsk poseren med moral.

På de møder mellem USA og Rusland, der nu finder sted i Genève om NATO i Østeuropa og Ukraine, har amerikanske diplomater hurtigt og fuldstændigt erstattet det personlige diplomati mellem præsident Biden og præsident Putin, som synes at give håb om en løsning, med moralsk komediespil. Efter den bilaterale fase af møderne mellem USA og Rusland den 10. januar sagde talsmand for Udenrigsministeriet, Ned Price, at USA aldrig ville overveje at holde Ukraine ude af NATO, {“ikke havde til hensigt at indgå nogen aftale”} med Rusland og ikke engang “betragtede samtalerne som en forhandling”. Han afsluttede sin briefing med en liste over diskussionsemner om russiske “ondsindede aktiviteter” for at hævde, at Rusland, og kun Rusland, måtte nedtrappe og gøre indrømmelser, så NATO’s styrker og missiler kunne fuldføre deres lange fremrykning helt til Ruslands grænser – mens russiske tropper måtte forlade deres egne vestlige grænseregioner og “vende tilbage til deres permanente baser”. Udenrigsminister Tony Blinken tilføjede samtidig et umotiveret forsøg på at hovere over Ruslands bistand til Kasakhstans regering for at kontrollere optøjer og forsøg på oprør.

Medmindre præsident Joe Biden igen griber personligt ind, er Ruslands foreslåede aftaler blevet blankt og permanent afvist. Det svarer til, at Nikita Khrusjtjov nægtede at overveje at trække sovjetiske missiler tilbage fra USA’s sydlige grænse under den frygtindgydende Cuba-krise i oktober 1962. På det tidspunkt havde millioner af skræmte mennesker verden over allerede forestillet sig, hvad denne afvisning ville betyde.

Selv om konsekvensen nu “blot” er en konventionel konflikt i Ukraine, giver USA’s tidligere chefvåbeninspektør og militære ekspert Scott Ritter en idé om, hvorfor det ikke ville gå godt for NATO-styrkerne.

(https://consortiumnews.com/2022/01/10/what-war-with-russia-would-look-like/ )

Hvad nu hvis konsekvensen kun er det “fuldstændige brud på forbindelserne”, som Putin truer med, og en dyb og umiddelbar kold krig. Nationen med verdens hurtigst ekspanderende og teknologisk mest avancerede økonomi og med den største indflydelse på bekæmpelse af fattigdom og udvikling i Afrika, Syd- og Østasien [Kina] er fast partner med Rusland. Dette fremgår endnu en gang tydeligt af undertrykkelsen af det tilsyneladende mislykkede forsøg på en “farverevolution” i Kasakhstan.

Hvis Biden-regeringen har besluttet, at USA vil angribe og konfrontere Rusland og Kina sammen i en ny kold krig – modarbejde dem i rummet, bekæmpe deres politik med at eksportere atomkraft til tredjelande, kræve at de holder op med at bruge kul til energiproduktion, angribe Kinas politik for Bælte & Vej og udryddelse af fattigdom osv. – hvem vil de så have i sit hjørne? Det britiske imperium, naturligvis – de grønne kongelige og klovnen Bojo og Hendes Majestæts styrker, der er ivrige efter at blive indsat i Ukraine. Hvad vil Amerika have i reserve? Ingen udviklingskreditinstitution; et svagt økonomisk opsving efter en dyb recession; en arbejdsstyrke på 3 millioner arbejdere og 3,5 millioner arbejdspladser mindre end for to år siden; faldende realindkomster; en centralbank, der skaber økonomiske katastrofer verden over, som IMF advarede den 9. januar, og som forsøger at stoppe inflationen, den har forårsaget.

Men langt værre end alt dette er den fortsatte kvælning af Afghanistans befolkning på grund af de amerikanske sanktioner. Det forårsager en voksende kaskade af dødsfald som følge af sult og forfrysninger i hjem uden vinterbrændstof, i en nation som USA helt klart bærer ansvaret for efter 20 års krig og besættelse. Myrdet for den synd, at man ikke opretholdt en marionetregering, da NATO forlod det. {Disse} sanktioner er en forbrydelse mod menneskeheden.

Med dette Afghanistan som “banner” vil nationer instinktivt undgå et angloamerikansk forsøg på at fastsætte reglerne for verden. Der vil være en pervers ny betydning, som Schiller Instituttets præsident, Helga Zepp-LaRouche, sagde i dag, for udtrykket “Afghanistan, imperiernes kirkegård”.

Det skal forhindres, det må vendes. Politikken må ændres til en udviklingspolitik, ved hjælp af Helga LaRouches Operation Ibn Sina. Schiller Instituttets presserende organisering for dette mål vil tage sit næste skridt fremad med et webinar på Martin Luther King-dagen, mandag den 17. januar.

Den 3. januar (EIRNS) — Imens året 2022 åbnede, der markerer økonomen og statsmanden Lyndon LaRouches 100-års fødselsdag, rådførte stats- og regeringscheferne for de fem atomvåbenstater, som også er de permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd (P5), sig med hinanden, som Helga Zepp-LaRouche har insisteret på, at de må gøre, og udstedte for første gang en erklæring om, at »atomkrig ikke kan vindes og aldrig må udkæmpes« (se hele erklæringen nedenunder). Ordene blev brugt af præsidenterne Biden og Putin efter deres videokonference den 7. december 2021; og denne erklæring vil nu være in mente, når USA-Rusland-NATO-forhandlingerne om Ukraine-krisen finder sted den 10.-13. januar.

Men den grundlæggende årsag til optimisme her er ikke så meget ordene i denne erklæring, men at lederne af de fem magter handlede sammen mod global krig. Helga Zepp-LaRouche havde offentligt opfordret dem til at gøre dette for præcis to år siden – den 3. jan. 2020, i den farlige periode efter USA’s mord på den iranske general Qassem Soleimani – og har opfordret dem til det mange gange siden. Den 15. januar 2020, to uger efter Helga LaRouches første appel, opfordrede Ruslands præsident Putin til et P5-statsoverhoved-topmøde for at behandle problemerne med fred, sikkerhed og terrorisme – og han har også gentaget det forslag adskillige gange siden; og hans talsmand understregede i dag, at det stadig er nødvendigt efter denne »aldrig atomkrig«-erklæring.

Allerede i begyndelsen af marts 2020 havde Helga LaRouche identificeret COVID-pandemien – med krav om et moderne sundhedssystem opbygget i alle lande – som den nye betingelse for et sådant stormagtstopmøde. Dette må ske som en nødforanstaltning i Afghanistan sammen med fødevarehjælp og strømforsyningsgarantier for at redde millioner af liv. Det er starten på, gennem fysisk-økonomisk udvikling, det rigtige navn for fred; og det peger på et nyt internationalt kreditsystem, som Franklin Roosevelts Bretton Woods, i stedet for det krakkende kasino, vi har nu. Det er disse missioner, der er unikt tilgængelige gennem det Lyndon LaRouche kaldte »fire-magtsaftalen« mellem USA, Rusland, Kina og Indien. Det gør dagens »P5«-erklæring væsentlig ud over dets ordlyd.

Erklæringen blev offentliggjort samtidigt omkring kl. 11:00 amerikansk østlig tid på alle fem præsidenters/premierministres hjemmesider. »Vi bekræfter, at en atomkrig ikke kan vindes og aldrig må udkæmpes,« siger erklæringen. »Da brug af atomvåben ville have vidtrækkende konsekvenser, bekræfter vi også, at atomvåben – så længe de fortsætter med at eksistere – bør tjene defensive formål, afskrække aggression og forhindre krig. Vi er overbevist om, at yderligere spredning af sådanne våben må forhindres«. Dette irettesætter de gale krigshøge som USA’s senator Roger Wicker, der har rejst »muligheden« for et første atomangreb på Rusland i forbindelse med Ukraine.

De fem underskrivere bekræfter også vigtigheden af at imødegå atomare trusler, såvel som deres forpligtelser i forhold til traktaten om ikke-spredning af atomvåben (NPT) og dens forpligtelse til »at føre forhandlinger i god tro om effektive foranstaltninger vedrørende standsning af atomvåbenkapløbet snarligt«. De »bekræfter, at ingen af vores atomvåben er rettet mod hinanden eller mod nogen anden stat«.

De erklærede også: »Vi har til hensigt at fortsætte med at søge bilaterale og multilaterale diplomatiske tilgange for at undgå militære konfrontationer, styrke stabilitet og forudsigelighed, øge den gensidige forståelse og tillid og forhindre et våbenkapløb, der ikke ville gavne nogen og bringe alle i fare. Vi er fast besluttet på at føre en konstruktiv dialog med gensidig respekt og anerkendelse af hinandens sikkerhedsinteresser og bekymringer«.

Det russiske udenrigsministeriums talskvinde, Maria Zakharova, sagde: »Vi håber, at godkendelsen af en sådan politisk erklæring under de nuværende vanskelige forhold for international sikkerhed vil hjælpe med at reducere niveauet af internationale spændinger«. Kreml-talsmand Dmitry Peskov understregede, at Moskva stadig betragtede et topmøde mellem verdens store atommagter som »nødvendigt«. Kinas viceudenrigsminister, Ma Zhaoxu, blev citeret af det officielle nyhedsagentur, Xinhua, at løftet »vil hjælpe med at øge den gensidige tillid og erstatte konkurrence mellem stormagter med koordinering og samarbejde«.

Men det er kun et skridt, som disse nationers ledere skal holdes til. Det transatlantiske bank- og finanssystem er på vej mod hyperinflation og krak. Det, verden absolut har brug for, er en stormagtsforhandlingsproces, som i det mindste også involverer Indien, for at iværksætte et nyt internationalt kreditsystem, der er i stand til at finansiere reel økonomisk udvikling, »TVA-lignende«, gennemgribende udvikling af fattigere regioner (TVA var et statsligt udviklingsagentur i USA til udvikling af Tennessee-dalen under depressionen i 1930’erne –red.), avanceret udvikling af atomkraft, teknologiske fremskridt drevet frem af lynprogrammer inden for rumvidenskab og fusionskraft. Vejlederen og planlæggeren af denne proces, og verdens førende i kampen for den, var Lyndon LaRouche. Dette begynder LaRouches år.

Med formand Tom Gillesberg

2. del: 3 min.

lyd:

(2. december (EIRNS) – Rusland og Kina er flankeret mod vest og øst af truslen for militærkonflikt gennem brændpunkterne, Ukraine og Taiwan. Varslingerne om et angiveligt forestående angreb på Ukraine fra Rusland, bruges af NATO’s ledere som undskyldning til at presse på for at tropper og våben bliver stationeret i Ukraine. Præsident Putin har gjort det klart, at dette fuldstændigt ville overskride en rød linje for Rusland. Og udtalelsen tidligere i denne uge fra den forhenværende japanske premierminister, Shinze Abe, at Japan og USA ville forsvare Taiwan militært i tilfælde af en invasion fra det kinesiske fastland, blev mødt med yderst stærke fordømmelser fra Folkerepublikken Kina.

I tirsdags forklarede Putin truslen, som hans land står over for: »Den russiske Føderation har også visse bange anelser, hvad angår de storstilede militærøvelser, afholdt nær dets grænser, , herunder dem som ikke var planlagte, såsom de nylige øvelser i Sortehavet, hvor strategiske bombefly, der er kendt for at bære præcisions- og sågar atomvåben, fløj indenfor 20 km fra vores grænse.« Med NATO’s udvidelse mod Rusland i løbet af de sidste 20 år, inklusive placeringen af angivelige missilforsvarssystemer i Polen og Rumænien – udstyr som også er i stand til at affyre Tomahawk- og andre missiler – advarede Putin, at der er en absolut rød linje fra truslen af missiler fra Ukraine. »Jeg vil gentage det endnu engang, at spørgsmålet omhandler den mulige opstilling på Ukraines territorium af missilsystemer med en flyvetid på 7-10 minutter til Moskva, eller 5 minutter i tilfældet af hypersoniske systemer…«

»Så, hvad skal vi gøre? Vi ville blive nødt til at skabe lignende systemer, som kan bruges mod dem, der truer os… [V]i har afholdt succesfulde testninger, og tidligt næste år vil vi gøre et nyt sø-affyret, hypersonisk missil med en tophastighed på 9 mach klar til brug. Flyvetiden for dem, der udsteder ordrer, vil også være 5 minutter.«

»Hvorfor gør vi dette?« spurgte Putin. »Skabelsen af sådanne trusler er en rød linje for os.«

Udenrigsminister Sergej Lavrov fortalte udenrigsministrenes OSCE-møde i Stockholm, at NATO’s involvering i Ruslands umiddelbare nærområde (vigtigst af alt Ukraine) ville »have de mest alvorlige konsekvenser og vil tvinge [Moskva] til at svare igen«. Det væbnede konflikts monster er vendt tilbage indenfor Europas grænser.

Kinas viceudenrigsminister, Hua Chunying, påmindede Japan: »Gennem dets koloniale herredømme over Taiwan for et halvt århundrede siden, begik Japan talrige forbrydelser, for hvilket det bærer et alvorligt, historisk ansvar overfor det kinesiske folk. Ingen bør undervurdere det kinesiske folks stærke viljestyrke, beslutsomhed og de evner de har for at garantere nationens suverænitet og territoriale integritet. Dem, som vover at forfølge en gammel vej med militarisme og udfordre vores grundlag, vil være på kollisionskurs med det kinesiske folk!«

Og det er ikke blot krig! Det ideologiske foretagende, som søger at bruge truslen om en militær konfrontation for at destabilisere udvikling, og kontrollere væksten og suveræniteten af nationer, der er uafhængige af den angloamerikanske slimede skimmelsvamp, er den samme magt, der fremmer den åbenlyse malthusianske dagsorden bag Den store Nulstilling. En pandemi løber amok i det meste af verden uden vacciner til rådighed i tilstrækkelige mængder  til at dække behovet og efterspørgslen i de mindre udviklede lande. Men i stedet for at løse dette problem, og udvikle en dybdegående sundhedsinfrastruktur, fortælles verden at den må mobilisere ti eller endog hundreder af billioner af dollars i investeringer for at forhindre relativt små forandringer i klimaet. Dette umenneskelige paradigme må erstattes omgående med et nyt paradigme for vækst og udvikling.

Selve den dødelige corona-pandemi skaber en mulighed. Ved at kaste lys over vores ekstreme mangel på beredskab, både imod nyfremkommende virusser og i form af sundhedsinfrastruktur samlet set, viser det behovet for et moderne, avanceret sundhedsvæsen for alle mennesker, som en motor for at skabe infrastrukturel, industriel og kulturel udvikling, samt uddannelse, i sin helhed.

Deltag med Schiller Instituttet denne lørdag i en diskussion om, hvordan den fulde udvikling af sundhedsinfrastruktur kan tjene som en motor for at feje den umenneskelige malthusianisme og geopolitik til side, og erstatte dem med en tilgang, der er i overensstemmelse med hvert individs værdighed.

Billede: chess-Pixabay, FelixMittermeier

Med formand Tom Gillesberg.

Emner:
Schiller Instituttets internationale videokonference
 
Vil vesten samarbejde med Rusland og Kina om verdens problemer?
Giv vesten en fremtid, ikke blot en nulstilling og afskaffelsen af det moderne industrisamfund.
 
Biden-Xi Jinping online-topmøde
 
Diplomatiske initiativer vedrørende Hviderusland-Polen
 
COP 26: Modstand mod at afskaffe fossile brændstoffer. Udviklingslandene vil have økonomisk udvikling
 
Mere energi? Byg kernekraftværker og øg fusionskraftsforskning
 
Fhv. diplomat Friis Arne Petersen: Europa skal tilslutte sig Bælte- og Vejinitiativet og lære infrastrukturøkonomi fra Kina
 
COVID-19
 
Vores bedste råd til den danske og andre regeringer:
Lyt til Schiller Instituttet og Lyndon LaRouche — vi har løsningerne

Can a Strategic Crisis Between the Major Powers Be Avoided? — Panel 1 from Schiller Institute on Vimeo.

The Science of Physical Economy — Panel 2 from Schiller Institute on Vimeo.

There Are Not Limits to Growth in the Universe from Schiller Institute on Vimeo.

The Beauty of True Human Culture — Panel 4 from Schiller Institute on Vimeo.

Schiller Instituttets Konference: En ny mørk tidsalder eller fred gennem udvikling

14. november (EIRNS) – Schiller Instituttets internationale konference, afholdt den 13.-14. november med titlen: »Alle menneskehedens moralske ressourcer skal samles: Menneskeheden må være den udødelige art!«, begyndte meget passende med sopranen Lisa Bryces opførelse af Johannes Brahms’ lied, Von ewiger Liebe (»Af evig kærlighed«). Aldrig før har der været et øjeblik i historien, hvor selve civilisationens eksistens har været så truet, hvor kreativitetens og kærlighedens magt, de kvaliteter som adskiller mennesket fra dyret, så tydeligt påkrævet af verdens borgere for at sikre, at menneskeheden overlever for at bevare denne særlige art, skabt i Guds billede (»Imago viva Dei«).

Lyndon LaRouche sagde følgende i et videoklip fra en tale i Tyskland, givet den 2. juli 2011, og som blev vist på konferencen: »Hvad er der i os, som ikke findes i andre levende arter vi kender til? Som måske, på en eller anden måde, mirakuløst, kunne udstikke en skæbne for vores menneskerace, som vi ikke ser i nogen anden levende art? Navnet på den specifikke kvalitet, som vi erkender i den menneskelige art, der ikke eksisterer i nogen anden kendt, levende art? Der er en kreativ kvalitet, som er absolut unik for menneskeheden. Og hvis man ikke er kreativ, og hvis man ikke forstår kreativitet, så har man ingen billet til at overleve endnu! Fordi kreativitet vil ikke redde dig, medmindre du gør brug af den. Alt du skal gøre er at vedtage en -politik for nulvækst, en politik med nul teknologisk vækst: Jeg kan garantere dig for, at din udryddelse vil komme, leveret til tiden! Jeg ved ikke hvornår den tid er, men det er snart, i den geologiske og galaktiske tids målestok.«

Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets stifter og præsident, begyndte sin tale med et »tankeeksperiment«, hvor hun bemærkede: »Det ville faktisk være ganske enkelt at løse næsten hvert eneste af de mange problemer vi konfronteres med hver dag, hvis størstedelen af de europæiske nationers regeringer, og muligvis sågar den amerikanske administration, ville sige: ’Okay, vi tog fejl. Vi bliver nødt til at forandre vores tankegang. Vi begik en masse fejl’«. Hun henviste til nogle af de fejltagelser: at overgive finanssystemet til spekulation, at forsømme udvidelse af infrastruktur og landbrug, at føre krig for krigens skyld, alt imens man forvandlede Rusland og Kina til fjender frem for venner, at privatisere sundhedsvæsenet, at fremme det grimme og perverse som ”underholdning” og fremme falsk videnskab om klimaet.

Men, fortsatte hun, sandsynligheden for sådan en ærlig beskrivelse af vores fejltagelser er ikke særlig stor, »fordi Vestens etablissement indtil videre, til trods for den ene politiske fejltagelse efter den anden, har vist nul evne til at erkende og tilstå deres fejl og vedtage de passende korrektioner. Som konsekvens er det mere sandsynligt, at hele det transatlantiske system er ved at disintegrere.«

Men, udtalte Zepp-LaRouche, »[v]i i Vesten kunne muligvis også genvinde vores integritet og moralske værdighed, som vi har brug for, for at komme ud af denne krise. Lad os huske alle de store tænkere og filosoffer fra vores traditioner for i fællesskab at tilslutte os denne indsats.« Ved at deltage sammen med Kina i det største infrastruktur- og udviklingsprojekt i historien, Bælte- og Vejinitiativet, sagde hun, kan vi skabe et nyt paradigme for menneskeheden.

Hun afsluttede som følger: »Det er derfor en udfordring for alle seriøse videnskabsfolk, rundt om i verden, at undersøge hvorfor Lyndon LaRouche var så fuldstændig præcis i forudsigelsen af timingen og karakteren af den nuværende, verdensomspændende, finansielle, monetære og økonomiske sammenbrudskrise, samt hans fysisk økonomiske metode, hvis vi ønsker at udvikle vores planet til at være beboelig for alle mennesker, også for dem der lever i fremtiden. I denne ånd, lad os agere med den antagelse, at vi er den enestående, kreative art i universet, at vi ikke blot er jordboere, men potentielt set en udødelig art i universet. Mange tak.«

Første panel: »Kan en strategisk krise mellem stormagterne undgås?«

En anden taler på det først panel var fr. Chen Xiaohan, stedfortrædende general-sekretær for Det kinesiske folks forening for fred og Nedrustning, tog fat på spørgsmålet: »Relationer blandt de store nationer og global udvikling«. Hun forklarede: »Hele verden er gået ind i en periode med turbulens og forandring«, men fortsatte: »Den nye situation frembringer nye muligheder, ligeså vel som udfordringer«. Imens hun opfordrede alle nationer, særligt stormagterne, til at arbejde sammen for udviklingen af alle nationer, italesatte hun også forskellige synspunkter om »demokrati«, i Vesten såvel som i Kina. Hun sagde: »Som Præsident Xi har understreget, er demokrati ikke en udsmykning, eller en fremvisning, men for at løse problemer, som folk bliver nødt til at løse. Demokrati er alle befolkningers rettighed, ikke et monopol af få lande. Om et land er demokratisk eller ej, burde afgøres af dets egen befolkning, ikke gennem at pege fingre af få udenforstående; burde bedømmes af det internationale samfund, ikke af et selvhøjtideligt fåtal… Det er udemokratisk at bedømme verdens farverige politiske systemer med en enkelt målestok og undersøge menneskehedens farverige politiske civilisationer med ensfarvede øjne.« Fr. Chen beskrev befolkningens deltagelse på alle niveauer i lokale, regionale og nationale politiske diskussioner og i udvælgelsen af lederskabet.

Hun betonede det »Globale Udviklingsperspektiv«, foreslået af Præsident Xi Jinping ved den Generelle Debat af det 76. møde i FN’s generalforsamling, »som opfordrede til overholdelse af begrebet om at vægte udvikling først og mennesker først«, og »et mere lige og afbalanceret globalt partnerskab, for at give en ny impuls til udviklingslande for at fremskynde udvikling«.

To førende repræsentanter fra Rusland adresserede den uhyrlige spænding mellem USA og Rusland, og tilskyndede til nødtiltag for at undgå krig gennem samarbejde. Ambassadør Anna Evstigneeva, den permanente, stedfortrædende repræsentant for den Russiske Føderations mission ved FN, talte om situationen i Afghanistan, hvor den hastige tilbagetrækning af USA’s tropper efterlod alle, herunder også Taliban, ude af stand til at håndtere de sammenstyrtede strukturer efter 20 års krig. Hvis Afghanistan tillades at »falde ned i afgrunden«, kunne det bringe hele regionen med sig. Hun foreslog, at den »udvidede trojka«, som består af et samarbejde mellem USA, Rusland, Kina og Pakistan, må tage skridtet til at frigøre pengene, som tilhører den afghanske befolkning, gøre en ende på sanktionerne og samarbejde for at genoprejse økonomien.

Dr. Andrey Kortunov, administrerende direktør for Det russiske råd for internationale Anliggender (RIAC), stillede spørgsmålet: »Findes der en vej frem til et forbedret forhold mellem USA og Rusland?« Imens han mådeholdent talte om de yderst store provokationer fra USA’s og NATO’s styrker, som finder sted langs Ruslands grænser, rejste Kortunov spørgsmålet om Friedrich Schillers åndelige arv, som en poet og filosof, og opfordrede os alle til at leve i vores århundrede, uden at blive dets kreatur, samt Schillers advarsel om at give folk hvad de har brug for, frem for det de ønsker. De små skridt hen mod samarbejde med Biden-administrationen – indenfor våbenkontrol, i forhindringen af spredning af masseødelæggelsesvåben og indenfor cyberangreb – er vigtige, sagde han, men der har ikke været noget gennembrud, ingen forandring til det bedre. Ingen ny begyndelse er mulig, eftersom USA fortsætter med at anklage Rusland for mange ting, som ikke har noget sandfærdigt grundlag. De næste få måneder er kritiske, men han forudser ingen dramatisk forandring indtil 2024, når der kunne komme et »generationsskifte« i Det hvide Hus og i Kongressen. Overlevelsen af denne krise kræver en erkendelse af en »Global Fællesnævner«.

Oberst Richard H. Black (tidl.), tidligere senator i staten Virginia og tidligere Chef for Hærens afdeling for Kriminalret, Kontoret for Auditør ved Pentagon, talte angående spørgsmålet: »Amerikansk-kinesiske relationer: Potentialet for undgåelse af krig og Samarbejde«. Han gennemgik genåbningen af Kina efter Præsident Nixons besøg i 1972, og den store fordel af Kinas opstigning for både USA, Kina og resten verden, og advarede imod det voksende anti-Kina-hysteri. Provokationerne omkring Taiwan truer med at underminere verdensfreden, sagde han, ligesom dette er tilfældet for de vilde løgne om uighurerne, hvor al-Qaeda-relaterede terrorister blandt uighurerne blev overvundet, hovedsageligt gennem et enormt uddannelsesprogram for unge uighurer i midlertidige interneringslejre, samt den økonomiske udvikling af regionen.

Dr. George Koo, formand for Burlingame-stiftelsen og en ledende fortaler for det amerikansk-kinesiske samfund, fortsatte denne tanke: »Vores verdens fortsatte beståen afhænger af om USA og Kina kan enes«. Han gennemgik de mange angreb på Kina, en efter en, og viste hvordan de både er falske og selvhævdende, men også er meget farlige. FBI’s angreb på kinesiske videnskabsfolk, som arbejder i USA, er et eksempel på at skyde os selv i foden. Han hævdede, at Kina helt sikkert vil overgå USA økonomisk, såvel som i videnskab og teknologi, meget snart, men at USA’s egeninteresse, frem for at begrænse eller sågar at konkurrere, er at tilslutte sig Bælte- og Vejinitiativet.

Den tidligere NSA-analytiker, Kirk Wiebe, gennemgik arbejdet han foretog sig i samarbejde med Bill Binney, i at afsløre Russiagate-svindelnummeret, »at historien om at Rusland hackede den Demokratiske nationale Komité på ingen måde kunne bekræftes af bevismateriale«. Han sagde, at hvis Julian Assange og Edward Snowden var blevet tilladt at tale til den amerikanske befolkning, ville krigene for regimeskifte ikke være blevet støttet af befolkningen.

Andet panel: Videnskaben om Fysiske Økonomi:

Dette panel begyndte med en opførelse af en del af Mendelssohns oratorium, Elias, med bassen Kevin Thompson, akkompagneret af Dura Jun. Hovedtalen blev givet af EIR’s økonomiske medredaktør, Paul Gallagher, som belyste den tilsigtede skabelse af den nu omsiggribende hyperinflation ved hjælp af Lyndon LaRouches Typiske Kollapsfunktion (»trippelkurven«) til at påvise den enorme pengetrykning, særligt efter 2008, efterfulgt af den famøse konference i Jackson Hole i 2019, hvor Mark Carney og BlackRock-gruppen bekendtgjorde »regimeskiftet« i det vestlige finanssystem. Den forandring blev formelt godkendt ved COP26 i Glasgow denne måned, hvor den samme gruppe skabte et vestligt bankkartel for at overtage kontrollen over suveræne regeringer for at være i stand til at diktere kreditpolitikken indenfor energi, industri og landbrug til fordel for en ny grøn boble, i håbet om at redde det kollapsende vestlige banksystem i blot lidt længere tid, imens gælden bliver udslettet gennem en kæmpe devaluering af dollaren. Gallagher påviste den inflation på 11%, som førte til sammenbruddet i 2008, efterfulgt af nær ingen inflation indtil 2019, og nu en pludselig stigning på 30% siden 2019, med 125% fra juli til oktober. Denne fascistiske politik vil slå fejl, ligesom den fra nazisternes finansminister, Hjalmar Schacht, og kun indførelsen af Glass/Steagall-loven kan forhindre en disintegration af det vestlige finanssystem.

Et afsnit om Afghanistan efterfulgte, begyndende med Pino Arlaachi, der, som FN’s ansvarlige for narkotikabekæmpelse fra 2000-2001, forhandlede succesfuldt med Taliban for at udslette næsten al valmueproduktion. USA’s politik i dag, sagde han, synes at være at udsulte befolkningen for at kunne opnå et regimeskifte – en forbrydelse mod menneskeheden ifølge international lovgivning.

Amna Malik, præsidenten for Centret for pakistanske og internationale Relationer (COPAIR), fordømte den humanitære katastrofe, som udfolder sig i Afghanistan og krævede handling, herunder en »donorkonference« for at skaffe de nødvendige finansielle midler. Hun henviste til den »udvidede trojka« med USA, Rusland, Kina og Pakistan, som mødes i Islamabad den 11. november, og opfordrede dem til at vedtage fælles nødtiltag.

Dr. Shah Mehrabi, på nuværende tidspunkt en professor i USA, men også et medlem i guvernørernes bestyrelse i Afghanistans centralbank (siden 2002) og formand for dets tilsynskomité, betonede, at situationen i sit land allerede var ved at falde fra hinanden længe inden tilbagetrækningen af USA’s styrker den 15. august og Talibans overtagelse. Den fuldkomne afskæring fra al bistand, som havde båret 60% af økonomien i løbet af USA’s og NATO’s besættelse, tvinger økonomien hen imod »fuldt stop«. Han opfordrede til et omgående samarbejde med Taliban og bemærkede, at Taliban ikke havde gjort noget forsøg på at overtage de pengemidler, som er blevet i centralbanken – rent faktisk har de indsamlet 50 millioner dollars fra korruption i de tidligere regeringsmedlemmers hjem og overdraget dem til centralbanken, hvilket modbeviser USA’s påstand om, at de ikke kan stole på Taliban, og derfor ikke frigiver det afghanske folks penge.

Iliad Alexander Terra, stifter og præsident af Rådet om globale Relationer, sagde, at nogle afghanere er så desperate, at de sælger deres børn for at få mad. Han henviste til det faktum, at Afghanistan har været i krig i de sidste 40 år, men at ødelæggelsen af den tidligere blomstrende region går tilbage til »Det store Spil« (»The Great Game«) mellem det Britiske Imperium og det Russiske Imperium i det 19. århundrede. Han opfordrede det internationale samfund og de afghanske borgere i udlandet til at arbejde sammen med Schiller Instituttet for at mobilisere de nødvendige kræfter for at redde landet.

Dennis Small, EIR’s redaktør for Sydamerika, præsenterede den enorme vækst i narkotikaproduktion og -misbrug under »A/S Narkotika«, bankkartellet, som har kontrolleret den internationale narkotikahandel i løbet af det sidste årti. Marihuana er det stof, hvoraf der er den største mængde og pengeindtjening i dag på grund af legaliseringen i de fleste amerikanske stater. Både Afghanistan og Haiti står nu på randen til et komplet sammenbrud på grund af A/S Narkotikas magt, hvor banker, som ikke blot »tillader« dette, men driver det og forhindrer den hårdt krævede assistance nødvendig for at stoppe det. Han viste, at en økonomisk udviklingspolitik, der skaber arbejdspladser til ungdommen, er det eneste som kan gøre det muligt at slå ned på de bander som kontrollerer Haiti, samt andre nationer verden over.

Mange andre talere talte om Haitis krise, kampen mod fattigdom og kampen for at oprette et moderne sundhedssystem i hvert land. Udskrivningen af alle præsentationerne og diskussionen vil være tilgængelig i den EIR-udgave, som udkommer den 26. november. Hele videoen af panelet kan ses her:

https://vimeo.com/644513050?embedded=true&source=vimeo_logo&owner=88023605

Tredje panel: »Der er ingen grænser for vækst i Universet«

Panelet åbnede med en opførelse af Beethovens sang, »Abendlied unter’m gestirnten Himmel« (»Aftensang under Stjernehimlen«), af John Sigerson, akkompagneret af Margaret Greenspan.

Hovedtalen fra en leder af LaRouche-Organisationen, Jason Ross, påviste hvordan den vanvittige »Grønne New Deal« og anti-udviklings-politikken ikke kommer fra den tankeløse »venstrefløj« og hjernevaskede børn, som råber op på gaderne, men fra det højeste niveau i oligarkiet, der overgiver den økonomiske politik til det globale bankkartel for at gennemtvinge dets malthusianske ødelæggelse af menneskeracen. Han forklarede, at LaRouche længe har sammenlignet dette grønne folkemord med historien om Prometheus, som blev tortureret af de olympiske guder for sin »forbrydelse« – at give ildens magt til menneskeheden.

Dr. Augstinus Berkhout, emeritus professor i geofysik ved Delfts teknologiske Universitet og et medlem af Hollands kongelige akademi for kunst og Videnskab, præsenterede sit stærke »Budskab til de unge mennesker ved COP26«. [https://clintel.org/message-to-the-young-people-present-at-cop26/] Han henviste til de »stinkende rige« oligarker, der samledes i Glasgow, og som fortalte de unge, at deres fædre og oldefædre havde forårsaget en katastrofe ved at opdage nye principper indenfor videnskaben, som havde forøget befolkningsantallet og samtidig skabt en højere levestandard, og løj om at det ødelagde planeten og ødelagde deres fremtid. Han præsenterede syv punkter under overskriften: »Kære unge, vær venlig at vågne op«, herunder fakta om, at CO2 er et stort gode for planeten og for menneskeheden, imens det nærmest ikke har nogen indflydelse på klimaet, og at klimaet og miljøet er to forskellige fænomener. Han påpegede, at videnskaben selv er i en krise, som et resultat af dette bedrageri, der udbredes i vores skoler og i medierne.

Prof. Sergey Pulinets fra Rumforskningsinstituttet i Moskva og Det russiske Videnskabsakademi, talte om »Forudsigelser af jordskælv ved videnskabens Grænseområder«, og omtalte både gennembruddene i rumbaserede teknikker for forudsigelse af jordskælv, samt grunden til at »etablissementets« seismologer insisterer på, at forudsigelse af jordskælv er umuligt.

Prof. Carl Otto Weiss, direktør og professor (tidl.) for Det tyske hovedinstitut for Meteorologi i Braunschweig i Tyskland, afslørede de gentagne »forudsigelser« om, at verden ville blive tilintetgjort på et sådant eller hint tidspunkt, som aldrig fandt sted. Han gennemgik menneskehedens historie fra stenalderen til bronzealderen, jernalderen, jæger- og samlerparadigmet til dampmaskinen til forbrændingsmotoren til kernekraft og før eller senere fusionskraft, og viste hvordan hver opdagelse af en ny teknologi omdefinerede de ressourcer, som var værdifulde for menneskeheden – dvs., at der ikke findes sådan noget som »begrænsede ressourcer«.

Dr. Kelvin Kemm, en atomfysiker og tidligere formand for Det sydafrikanske selskab for Atomenergi, præsenterede et »Post Mortem for COP26: Afslut øko-kolonialismen gennem Klimasandhed«. Han sagde, at energi er hver økonomis leveblod, og at den gentagede bemærkning, at »videnskabsmænd siger at CO2 forårsager global opvarmning«, ikke kommer fra videnskabsfolk, men fra medierne og bankerne og politikkerne, som ønsker at man tror på løgnen. Han bemærkede, at drivhusgasserne, der opvarmede planeten, har gjort livet på Jorden muligt, men at CO2 grundlæggende set ikke har noget med det at gøre. Faktisk er det åbenlyst, fra et videnskabeligt standpunkt, at varmere klimaer, forårsaget gennem variationer i solcyklusserne, samt galaktiske variationer, tenderer til at forårsage CO2-forøgninger, ikke omvendt.

Mike Thompson, er meteorolog, som nu er statssenator i Kansas og formand for Senatets komité for Virksomheder, sagde: »Hold op med at gøre videnskaben til et våben«. Han sagde, at Al Gore i 1997 indbød meteorologer til Det Hvide Hus, ham selv inkluderet, for at udbrede sin løgn om CO2. De fleste af dem slugte det, men det gjorde han ikke, og han har undersøgt og bekendtgjort sandheden om Milankovitch-cyklusserne og klimaet lige siden.

Prof. Franco Battaglia, professor for fysisk kemi ved Universitet i Modena i Italien og et medlem af Iværksætterkomitéen for underskriftsindsamlingen om menneskeskabt global opvarmning i juni 2019, viste, at nobelprisvinderen, som ”beviste” at global opvarmning er forårsaget af menneskehedens handlinger, havde brugt beviseligt falske computermodeller. Dette blev bevist ved at teste modellerne for deres evne til at ”forudse” tidligere klimaforandringer, såsom den varme periode under Romerriget eller Den lille Istid, og modellerne slog fuldstændig fejl. Affald ind, affald ud. Se hele panelet her: https://vimeo.com/645740574?embedded=true&source=vimeo_logo&owner=88023605

Fjerde panel: »Skønheden ved en sand, menneskelig kultur«

Det fjerde panel begyndte med en opførelse af spiritualen, »He’s got the whole world in his Hands«, arrangeret af Moses Hogan, sunget af alten Linda Childs, og akkompagneret af Dura Jun. Dette blev efterfulgt af en opførelse af den sidste sats, Agnus Dei, fra Beethovens storslåede Missa Solemnis, opført af Schiller Instituttets kor fra New York City. Messen blev opført i løbet af pandemi-nedlukningen, så hver sanger optog deres del alene, og disse blev sammensat til én samlet opførelse. Den sidste del, Dona nobis Pacem – giv os fred – var et passende, sidste musikalsk bidrag til denne historiske konference.

Jacques Cheminade, præsidenten for det LaRouche-allierede Solidarité et Progrés i Frankrig, åbnede panelet med en påvisning af den vestlige kulturs forfald, ved at fremvise computerspil og fjernsynets forherligelse af hensynsløs dræben, ekstrem vold og seksuelle perversiteter, og henviste til Game of Thrones (lovprist af Dronning Elisabeth) og det sydkoreanske computerspil, Squid. Han drog en forbindelse mellem dette og H.G. Wells’ rolle i at fremme universel fascisme efter 1. verdenskrig, som skabte kulturel pessimisme. Cheminade modstillede dette med den kulturelle optimisme, som er i samklang med menneskets sande natur.

Prof. Zaher Wahab, en professor emeritus for uddannelse og tidligere rådgiver til den afghanske minister for videregående uddannelse, tog den universelle krise op, som hans adopterede nation, USA, konfronteres med, samt ødelæggelsen af hans hjemland, Afghanistan. Efter at have ankommet til USA for at tage sin videregående uddannelse for 50 år siden, udtrykte han sin rædsel og afsky af hvordan landet er faldet fra hinanden, og den »højst irrationelle og anti-videnskabelige« ideologi, som nu overskygger nationen, herunder sågar truslen om en atomkrig.

Tre lærere, fra USA, Kina og Tyskland, italesatte spørgsmålet om forfaldet af Vestens uddannelsessystem, og modstillede dette til uddannelsessystemet i Kina. Denise Rainey, en pensioneret lærer og rektor i Rochester i New York, som har tilbragt tid i Kina i et udvekslingsprogram om uddannelse, gav en lidenskabelig beskrivelse af optimismen, entusiasmen og disciplinen i uddannelsen i Kina, herunder familiens nære deltagelse i deres børns skolegang, set i modsætning til den demoraliserede, fordummede uddannelsessituation i USA.

Xu Wang, dekan for Boaos Institut for kultur og Kreativitet i Kina, talte om »Den æstetiske uddannelse i Kina«, og beskrev et projekt for 6-10-årige elever, som havde til opgave at konstruere skoler ud fra deres egen forståelse af, hvad uddannelsens rolle er. Nogle byggede fysiske strukturer og andre computerskabte strukturer, og konkurrencen involverede hundredvis af elever, som arbejdede i hold, med utrolige resultater til følge .

Prof. Ole Doering, PhD, en tysk sinolog og filosof, som er lærer, både i Tyskland og i Kina, beskrev de oplyste og entusiastiske elever i Kina, og gennemgik deres filosofiske tradition helt tilbage til Konfucius, Mencius og det 12. århundredes geni, Zhu Xi, som udlagde det universelle eksaminationssystem, der indeholdt filosofi, videnskab, poesi og musik, og var de kvalificerende krav for politisk lederskab. Han sammenlignede idéerne fra Konfucius og Schiller, som værende de rødder, som vi må gendanne for at undslippe nutidens forfald indenfor kultur og uddannelse.

Diane Sare, som ledte panelet, tog også spørgsmålet om den moralske transformation op, som fandt sted under boykotten af busserne i Montgomery i 1955, og hvordan dette forandrede borgerne og ungdommen gennem deres deltagelse i handlinger baseret på moralske sandheder. Hun foreslog et »ungdomskorps« for nutidens ungdomsgeneration, der kan bidrage med den nødforsyning, som sundhedssektoren har brug for i USA og rundt om i verden, som værende en opløftende, moralsk oplevelse for at ændre retningen væk kulturelt forfald.

Helga Zepp-LaRouche afsluttede konferencen med en appel til amerikanere om at lære noget om andre store kulturer, og henviste til Lyndon LaRouches mange artikler i 1960’erne, som advarede om at »rock-narkotika-sex«-modkulturen ville ødelægge befolkningens kognitive evner. Som vi ser i dag, har det liberale opråb, »alt er tilladt«, opnået præcist dette. Vi må skabe en renæssance, der bygger på det bedste fra hver kultur i menneskehedens historie, som beskæftiger sig med menneskets forhold til universet, naturloven og det skønne. Hun opfordrede til støtte for sit begreb om »Ibn-Sina-projektet« i Afghanistan og for menneskeheden til at opløfte alle kulturer til det kreatives og skønnes niveau.

There is an English version below.

København, 10. november (EIRNS) – Den tidligere danske ambassadør Friis Arne Petersen holdt en yderst vigtig tale i går, hvor han opfordrede Europa til at slutte sig til Bælte- og Vej-Initiativet (BRI), og udfordrede Europa og USA til at lære fra Kina, hvordan man skaber økonomisk vækst ved hjælp af investeringer i storstilet, højteknologisk infrastruktur. Hans konklusion var, at vi bliver nødt til at forstå infrastrukturens rolle i at skabe økonomisk vækst. Hvis vi sørger for vandforsyning, energi og transport, så vil der være vækst, fordi mennesker er kreative.

Friis Arne Petersen var dansk ambassadør til USA, Kina og Tyskland (5 år i hvert land fra 2005 til 2020), såvel som tidligere direktør for det danske udenrigsministerium. Før dette var han direktør for udenrigsministeriets russiske og østeuropæiske afdeling. Han er også økonom.

Konferencen »Geoøkonomi eller Geopolitik«, som både fandt sted fysisk og blev live-streamet, blev afholdt på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), den førende udenrigspolitiske tænketank som er tilknyttet det danske udenrigsministerium. Den kan ses på engelsk ovenover eller her: http://www.diis.dk/en/event/geoeconomics-or-geopolitics

En repræsentant for Schiller Instituttet uddelte konferenceindbydelser til alle deltagere og stillede to spørgsmål (ved 1 time 54 minutter). Se nedenfor.

Først forklarede Lars Erslev Andersen, en DIIS-forsker, Halford Mackinders idé om britisk geopolitik og det eurasiske kerneland (11:50 minutter inde). Han stillede spørgsmålet, hvad det betyder for Europa, at Kina investerer i det centralasiatiske kerneland – er det geopolitik eller geoøkonomi?

Her er højdepunkterne fra Friis Arne Petersens tale, som havde titlen »Er Bælte- og Vej-Initiativet geoøkonomi eller geopolitik?« (begynder 30 minutter inde).

Lær af Kina: Vi koncentrerer os ikke nok om, hvordan Kina skabte deres succesfulde økonomiske udvikling. Hvorfor er infrastruktur så vigtigt for Kina, både indenfor og udenfor landets grænser?

Finansiel udvikling: Kineserne var utilfredse med Den internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken, så de oprettede Den asiatiske infrastruktur- og Investeringsbank (AIIB). Til trods for opposition fra USA, efter at Storbritannien tilsluttede sig, og dernæst Frankrig og Tyskland, ringede Friis Arne Petersen til København og sagde, at vi bliver nødt til at varetage nationale interesser og tilslutte os.

Infrastruktur for en forenet nation: Udfordringen for Kina var ikke blot ulighed, men nationens samhørighed. Det vestlige Kina måtte udvikles. Det har også en global indvirkning. De opbyggede industrierne for at forsyne infrastrukturen med goder. De forsøgte at udvikle de bedste, billigste teknologier og i deres målrettethed forårsagede de en overproduktion, hvilket BRI hjælper dem af med.

Manglen på strategiske visioner indenfor infrastruktur i USA og Europa: Han kritiserede USA’s program med kvantitative lempelser, siden Obama og fremefter, for ikke at investere i de nyeste transportteknologier ligesom Kina, der byggede et højhastighedstognet på tusindvis af kilometer. Han henviste til Los Angeles’ forældede havn og transportinfrastruktur som den medvirkende årsag til den nuværende forsyningskrise.

Europa: Friis Arne Petersen fortalte en historie om den tid, da SF’s formand, transportminister Pia Olsen Dyhr, mødtes med den kinesiske transportminister, imens Friis Arne Petersen var ambassadør. Den kinesiske minister spurgte hende om den nyligt forhandlede (meget uambitiøse) danske togfond og bemærkede, »Tja, det er en begyndelse, men vi eksperimenterer allerede med tog, der kan køre 500 km/t«. De skaber forskningsbaseret innovation. Den danske ambassade i Kina begyndte gradvist at forstå transportøkonomi. Tyskland var et negativt eksempel ved at nægte at hjælpe Danmark med at bygge Femern Bælt-forbindelsen (mellem Danmark og Tyskland).

Tilbagevisningen af beskyldningen om gældsdiplomati: Friis Arne Petersen citerede en rapport fra forskere fra Johns Hopkins University og Harvard Business School, »Kinesiske banker er villige til at omstrukturere betingelserne for de eksisterende lån, og har faktisk aldrig beslaglagt et andet lands aktiver, mindst af alt havnen i Hambantota [i Sri Lanka]«. Han sagde også, at landene langs BRI har en større gæld til vestlige kreditorer, end til Kina. (Den tredje taler ved begivenheden, DIIS-forsker Yang Jiang, satte også spørgsmålstegn ved beskyldningen om gældsdiplomati.)

Den tredje tale, »Centralasien: Konkurrencen om Kernelandet«, givet af Yang Jiang, omhandlede forskellige asiatiske landes, samt Tyrkiets, investeringer i Centralasien.

Spørgerunden: Efter at have identificeret sig selv, takkede en repræsentant for Schiller Instituttet, Michelle Rasmussen, Friis Arne Petersen for hans vigtige tale og sagde, at Schiller Instituttet har kørt en kampagne for at Danmark, Europa og USA tilslutter sig BRI, frem for at betragte det som en trussel. Hun henviste til sin uddeling af flyveblade og sagde, at videokonferencen denne uge vil besvare nogle af disse spørgsmål.

Hun stillede to relaterede spørgsmål. Det første var, hvordan vi kan få USA og Europa til at holde op med at betragte Kina, og særligt BRI, som en trussel, og i stedet se fordelene ved et økonomisk samarbejde. Vores motto er Fred gennem økonomisk Udvikling, fordi fortsættelsen af at betragte Kina og Rusland som trusler, og forfølgelsen af en konfrontationspolitik, fører til faren for krig.

Det andet spørgsmål var, hvad han mente om at integrere Afghanistan med BRI – kineserne er beredte på at gøre dette. Ville det ikke være vigtigt for USA og Europa – særligt de lande der var engagerede i krigen – at håndtere denne skrækkelige økonomiske krise i Afghanistan gennem et samarbejde med Kina?

Friis Arne Petersen svarede, at der er for mange opdelinger, snak om rivalisering eller de mange usikkerheder, som findes i forbindelse med Asiens fremgang. På samme tid som der er en vækst i den vestlige handel med Asien, for eksempel USA’s køb af mange kinesiske produkter nu efter pandemien, er vi fuldstændig besat af ideen om politisk konfrontation og systemiske udfordringer.

Jeg betragter verdensordenen gennem økonomi. Fremskridtet i retningen af FN’s udviklingsmål, takket være Asiens økonomiske præstation, giver mig en optimisme mht., at disse alarmister og folk, som ønsker at politisere og se farer og militære modstandere overalt, vil tabe. Vi bliver nødt til at betragte vores nationers samlede interesser.

På den ene side har Kina, med sine 14 nabolande, en større strategisk udfordring end USA, men Kina ser altid disse nabolande som muligheder, ligesom det som BRI for eksempel kunne opnå i Afghanistan. USA og Vesten har en meget klar interesse i at Afghanistans naboer, som for eksempel Kina, Pakistan og Indien, forsøger at tage vare på deres region, fordi de muligvis kan gøre dette bedre, end vi gjorde det i løbet af de sidste 20 år.

——————————-

English:

COPENHAGEN, Nov. 10 (EIRNS) — Former Danish ambassador Friis Arne Petersen gave an extremely important speech yesterday calling for Europe to join the Belt and Road Initiative, and challenging Europe and the U.S. to learn from China how to generate economic development through large scale, high-technology infrastructure investment. His conclusion was we have to understand the role of infrastructure in growth economics. If we ensure water, power and transportation, there will be growth, because humans are creative. 

Friis Arne Petersen was the Danish ambassador to the U.S., China and Germany (5 years in each country from 2005-2020), as well as the former director of the Danish Foreign Ministry, and, before that, director for the Foreign Ministry’s Russia/Eastern Europe division. He is also an economist.

The event, "Geoeconomics or geopolitics," both on-site and streamed, was held at the Danish Institute for International Studies (DIIS), the leading foreign policy think tank, affiliated with the Danish Foreign Ministry. See it, in English, here. (www.diis.dk/en/event/geoeconomics-or-geopolitics) 

A Schiller Institute representative distributed conference invitations to all attendees, and asked two questions (at 1 hour 54 minutes), see below. 

First, Lars Erslev Andersen, a DIIS researcher, explained Halford Macinder’s idea of British geopolitics and the Eurasian heartland (at 11:50 minutes). He posed the question, what does it mean for Europe, that China is investing in the Central Asian heartland, is it geopolitics or geoeconomics? 

Here are highlights from Friis Arne Petersen’s speech, entitled, "Is the Belt and Road Initiative geoeconomics or geopolitics?," (at 30 minutes). 

Learn from China: We are not concentrating enough on how China created their successful economic development. Why is infrastructure so important for China, both inside and outside the country? 

Financing development: The Chinese were dissatisfied with the IMF and World Bank, so they created the AIIB. Despite opposition from the U.S., after the UK joined, then France and Germany, Friis Arne Petersen called Copenhagen and said that we have to take care of our national interest and join. 

Infrastructure for a unified nation: The challenge for China was not just inequality, but the cohesion of the nation. Western China had to be developed. It also has global impact. They simultaneously built up the industries to provide the products for the infrastructure, trying to develop the best, cheapest technologies, and in their zeal, causing overproduction, which the BRI helps alleviate. 

Lack of strategic infrastructure vision in the U.S. and Europe: The U.S.: He attacked the U.S. stimulus programs from Obama onwards, for not investing in the newest transportation technologies, like China, which built thousands of miles of high-speed rail. He referenced the Los Angeles port’s antiquated harbor and transportation infrastructure as the contributing cause for the current bottleneck. 

Europe: Friis Arne Petersen told an anecdote about the time SF's chairman Pia Olsen Dyhr met with the Chinese transportation minister while Friis Arne Petersen was ambassador. The Chinese minister asked her about the newly negotiated (very unambitious) Danish train plan, and he replied, “Well, that’s a beginning, but we are experimenting with trains that can run 5-600 miles per hour.” The Danish Embassy in China gradually started to understand transportation economics. Germany was a negative example for refusing to help Denmark build the Fehmarnbelt tunnel (between Denmark and Germany). 

Debunking the debt diplomacy accusation: Friis Arne Petersen cited a report from researchers from Johns Hopkins University and Harvard Business School, “Chinese banks are willing to restructure the terms of existing loans and have never actually seized an asset from any country, much less the port of Hambantota [Sri Lanka].”  He also said that BRI countries owe much more to Western lenders, than China. (The third speaker at the event, DIIS researcher Yang Jiang, also challenged the debt diplomacy accusation.)

The third speech was “Central Asia: competing for the Heartland,” about investment in Central Asia by different Asian countries and Turkey by Yang Jiang.

Q&A: After identification, Schiller Institute organizer Michelle Rasmussen thanked Friis Arne Petersen for his important speech, and said that the Schiller Institute has been campaigning for Denmark, Europe, and the U.S. to join the BRI, instead of looking at it as a threat. She referenced her leaflet distribution, and said that our video conference this weekend will answer some of these questions.

She posed two related questions. One is, how can we get the U.S. and Europe to stop looking at China, and specifically the BRI, as a threat, and to see the advantages of economic cooperation? Our slogan is peace through development, because if we continue to regard China and Russia as threats, and pursue a confrontation policy, we are threatened with war. 

The other question is what you think about integrating Afghanistan into the BRI — the Chinese are ready to do that. Wouldn’t it be important for the U.S. and Europe, especially the countries in the war, to deal with this terrible economic crisis in Afghanistan, through cooperating with China?

Friis Arne Petersen said that there are too many division lines, talk of rivalry, or the many uncertainties that lie in the advance of Asia. At the same time that there is an increase of western trade with Asia, for example, the U.S. buying so many Chinese products now after the pandemic, we are totally obsessive about political confrontation, and systemic challenges. 

I approach the world order through economy. The progress towards the UN development goals due to the economic performance of Asia makes me optimistic that these alarmists, and people who want to politicize and see danger and military adversaries everywhere, will lose. We have to look at the total interests of our nations.

On the one hand, China, with its 14 neighboring countries, is more strategically challenged than the U.S., but China always sees the  neighboring countries as opportunities, like what the BRI will do in Afghanistan. The U.S. and the West have a very clear interest in having Afghanistan’s neighbors, like China, Pakistan and India, try to manage their region, because they, possibly, can do that better than we did during the last 20 years.

Som en tæt nabo til Afghanistan har Kina altid respekteret dets suverænitet, uafhængighed og territoriale integritet; holdt sig til ikke-indblanding i dets indre anliggender og ført en venlig politik over for alle afghanere. Vi håber, at Taleban vil opbygge en bredt funderet og inkluderende politisk struktur, føre en moderat og forsigtig indenrigs- og udenrigspolitik, beskytte kvinders og børns rettigheder, resolut bekæmpe terrorgrupper og udvikle venskabelige og samarbejdsrelationer med sine naboer og andre lande. Vi håber inderligt, at Afghanistan kan finde en udviklingsvej, der passer til landets nationale forhold. For at imødekomme det afghanske folks umiddelbare behov har Kina meddelt, at landet vil levere forsyninger til en værdi af 200 millioner RMB til Afghanistan, inklusive 3 millioner doser af COVID-19-vacciner. Når sikkerheden og andre forhold tillader det, er Kina villig til at hjælpe Afghanistan med at bygge projekter, der vil hjælpe med at forbedre levevilkårene, og vil gøre sit bedste for at støtte Afghanistan i dets fredelige genopbygning og økonomiske udvikling.

Vi opfordrer det internationale samfund til at spille en konstruktiv rolle i Afghanistans fredelige genopbygning på grundlaget af respekt for Afghanistans suverænitet, uafhængighed og territoriale integritet, respekt for det afghanske folks vilje og overholdelse af det af afghansk ledede og afghansk tilegnede princip. Vi har bruge for mere dialog og for at give flere råd til den nye myndighed i Afghanistan uden nogen fordomme eller forudfattede idéer, og vi bør ikke skabe vanskeligheder for dem. Humanitær bistand er yderst presserende. Økonomiske sanktioner må stoppe. Ensidige sanktioner eller restriktioner mod Afghanistan bør ophæves. Landets valutareserver er nationale aktiver, der ikke bør bruges som et forhandlingskort til at lægge politisk pres på Afghanistan.

Den bratte forandring i Afghanistan minder os endnu engang om, at militær intervention og magtpolitik ikke har folkelig opbakning, og at udenlandske modeller og den såkaldte demokratiske transformation ikke er holdbare. Hvad relevante lande har gjort i Afghanistan i løbet af de sidste 20 år, er endt i fiasko. De bør seriøst reflektere over det og rette fejl rettidigt, i stedet for at gå væk fra problemerne forårsaget af deres egen ageren, og overlade dem til Afghanistan og andre lande i regionen. Når alt kommer til alt, bærer de det uomgængelige politiske, sikkerhedsmæssige, økonomiske og humanitære ansvar for Afghanistan, og er mere forpligtet end andre lande til at hjælpe Afghanistan med at opretholde stabilitet, forhindre kaos og begive sig ud på vejen til fred og genopbygning. De bør oprigtigt honorere deres forpligtelse til det afghanske folk og tage konkrete skridt for at deltage i det internationale samfunds bistandsindsats i Afghanistan.

Her er introduktionen og inholdsfortegnelsen til LaRouche-organisationens nye hæfte:

24. september (EIRNS) – Alt imens større dele af verden går i en positiv retning – hen imod udvikling og samarbejde – bliver USA hængende i det britiske søle, som det i årtier har rullet rundt i, mens det påtog sig rollen som en ny, enevældig magt hengivet til at bevare overherredømmet gennem alle midler, herunder militær konfrontation, geopolitisk undertrykkelse og økonomiske sanktioner.

Ved de Forenede Nationer forsøgte den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, at få FN’s sikkerhedsråd til at betragte ”klimaforandringer” som en kæmpe, strategisk trussel, men blev irettesat af russiske og indiske diplomater. En af dem svarede: ”At betragte konflikter i fattige dele af verden gennem klimaforandringernes prisme ville kun tjene til at præsentere et skævvredet syn, når grundene for konflikten skulle findes andetsteds”. Blandt disse grunde er det britiske, geopolitiske system, set i fuld flor med skabelsen af AUKUS (”Orkus”) blot et par uger efter tilbagetrækningen af tropper fra Afghanistan efter to årtiers katastrofe. Ved mødet af Quad i Washington i dag, hvor USA, Australien og Japan talte, som var det læst op fra et britisk manuskript, om et ”frit og åbent Indisk Ocean og Stillehav” (dvs. at bekæmpe Kina), understregede Indiens statsminister, Narendra Modi, derimod grunden til Quads stiftelse i 2004 som et svar på den ødelæggende tsunami i december 2004 for at fremme ”velstand og fred” i det Indiske Ocean og Stillehavet gennem indsatser indenfor vacciner, forsyningsveje og teknologi.

Idet USA fortsætter med at deportere haitiske migranter i massevis til Port-au-Prince i en tilstand beskrevet af en haitisk senator som en ”dødslejr”, imens USA provokerer en konflikt med Kina; imens USA fortsætter med at fastholde den finansielle redningsaktion påbegyndt i 2019, opstår spørgsmålet:  vil USA forandre sig? Hvilken form for mission kan inspirere det til at vælge en bedre vej?

LaRouche-Organisationen er fastsat på at omdanne USA, at få det til at bryde med britisk geopolitik og kolonialistisk økonomi, at vende tilbage til dets historiske skabelse som en kraft for det gode , og deres brochure, ”USA’s kommende økonomiske mirakel på den nye Silkevej”, som nu produceres og lægges ud på nettet, er et vigtigt, nyt middel til at opnå dette mål. Indledningen til rapporten følger her:

Indledning: Gør Amerika godt igen

Den 20. januar 1961, ved sin indsættelsestale, da Den kolde Krig var på sit højeste, udtalte John F. Kennedy disse ord til nationen:

”Lad begge sider [USA og Sovjetunionen] søge at påberåbe sig videnskabens vidundere i stedet for dens rædsler. Lad os sammen udforske stjernerne, erobre ørkenen, udrydde sygdom, dykke ned i havets dybder og opmuntre kunsten og handel…

Og hvis samarbejdets forsvarslinje kan skubbe mistænksomhedens jungle tilbage, lad begge sider deltage i at skabe en ny bestræbelse, ikke en ny magtbalance, men en ny, retskaffen verden, hvor de stærke er retfærdige og de svage sikre og freden bevaret…

Nu indkalder trompeten os igen – ikke et opråb til at bære våben, selvom vi har brug for våben; ikke et opråb til kamp, selvom vi er klare til at kæmpe – men et opråb til at bære byrden af tusmørkets lange kamp, år ind og år ud, ’med glæde i håbet, tålmod i trængslen’ – en kamp mod menneskehedens fælles fjender: tyranni, fattigdom, sygdom og krigen selv.

Kan vi igen smede en storslået og global alliance mod disse fjender, nord og syd, øst og vest, som kan sikre et mere fyldestgjort liv for hele menneskeheden? Vil du deltage i denne historiske anstrengelse?

Derfor, mine kære medborgere: spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig – spørg hvad du kan gøre for dit land.

Mine kære medborgere af verden: spørg ikke hvad Amerika vil gøre for dig, men hvad vi i fællesskab kan gøre for menneskehedens frihed.”

Er der, med mordet på Kennedy, også noget som døde i os?

Vi befinder os ikke længere i en kold krig. Hvordan kan det være, at vi befinder os på randen til en atomkrig? Nu, efter at have trukket os ud af Afghanistan, må vi spørge os selv: Hvordan er vi blevet misledt ind i én angrebskrig efter den anden? Hvorfor ”tager vi udenlands i en søgen efter at bekæmpe monstre”? Hvorfor bruger vi billioner på at ødelægge andre nationer i stedet for billioner på at udvikle vores egen? Hvem har overbevist os om, at nationer som Rusland og Kina er vores fjender? Hvorfor frygter vi, at deres udvikling vil være en trussel for vores ”magt”? Hvorfor betragter vi økonomien som et nulsumsspil, hvor ingen kan vinde uden at andre taber? Hvorfor genkender vi ikke Kinas Bælte- og Vejinitiativ som en fortsættelse af vores egen nations mission mod det imperialistiske system? Hvorfor deltager vi ikke i Ruslands, Kinas og andre nationers anstrengelser mod ”menneskehedens fælles fjender”? Det britiske imperium har inficeret vores politiske ”elites” tankegang, og manipuleret den amerikanske befolkning til at betragte de nationer, som historisk set er vores venner, som fjender. De har stjålet den sande amerikanske historie fra os.

Vi har mistet det vi var som en nation. Men vi kan finde det igen. LaRouche-Organisationen håber, og har til hensigt, at genopildne den samme fornemmelse af en historisk mission, som vores grundlæggere havde, at være et tempel for frihed og en ledestjerne for håb imod det britiske imperiums mørke og barbari. Når vi er os selv bringer vi interne forbedringer i den fysiske økonomi og videnskabeligt fremskridt ikke blot til vores nation, men til verden. Vi er gode!

Lyndon LaRouche hengav sit liv til missionen om at gøre en ende på ”tyranni, fattigdom, sygdom og krigen selv”. Yderligere beviste han, at menneskeheden, i modsætning til det kyniske, britiske, malthusianske syn, ikke er en kræftsvulst på planeten, men derimod et kreativt væsen i stand til at løse alle problemer, som vi er konfronteret med.

LaRouches mission var at genetablere dette ophøjede begreb om menneskeheden. Det er vores opgave at fuldføre den.

Historien som blev taget fra dig

Om Lyndon LaRouche

Opbyg en global antimalthusiansk alliance for at gøre en ende på det britiske monarkis ’store genstart’

Hvordan inflation og depression besejres med ’Glass-Steagall’ og udvikling

En verdensmission: Skab produktive arbejdspladser og produktivitet

Fordobling af verdens fødevareproduktion; etabler selvstændigt familielandbrug

Hvad er en infrastrukturplatform?

Hvad er en udviklingskorridor?

Det atomdrevne NAWAPA XXI

Højhastighedstog – forbundethed, produktivitet

Hvordan kraft måles: Energigennemstrømningstæthed

Kernefusion: Fremtidens kraftkilde

Vores mission i rummet: Hvad er en et lynprogram

Vi er i gang med at oversætte nogle afsnit.

Download (PDF, Unknown)

Billede: American flag Jnn13, CC BY-SA 3.0

21. september (EIRNS) – Kinas præsident Xi Jinping holdt den afsluttende tale på den 76. samling i FN's generalforsamling. Under sin tale sagde han: ”Stillet over for de alvorlige COVID-19-chok er vi nødt til at arbejde sammen om at styre den globale udvikling mod en ny fase af afbalanceret, koordineret og inkluderende vækst. Til dette formål vil jeg gerne foreslå et globalt udviklingsinitiativ”.

Ved afslutningen af ​​sin diskussion med den europæiske organisation tirsdag, sagde Helga Zepp-LaRouche: ”Vi er nødt til at optrappe vores interventioner med den kendsgerning in mente, at de fleste lande bevæger sig i en anden retning, samarbejde og ikke militær konfrontation. Det bliver imidlertid helt sikkert en rutsjebanetur forude. Men vi er nødt til at navigere med den klareste strategiske forestilling – at vi må komme ud af det med et nyt paradigme, der skal starte med et globalt sundhedssystem, og dette moderne sundhedsvæsen må begynde med Afghanistan. Så længe vi holder et absolut fokus på dette, tror jeg at vi kan katalysere enhver anstændig person, og det er hvad der må optrappes fra vores side. ”Støtteerklæringerne fra USA’s tidligere militære cheflæger, Jocelyn Elders og David Satcher, til Schiller Instituttets perspektiv for Afghanistan bør nu tages i betragtning ud fra det internationale potentiale for reaktioner på Xi Jinpings tale i går. Forslaget om at Pino Arlacchi skal spille en rolle i forhandlingerne med Afghanistans regering, som en betroet og troværdig højtstående person, der er engageret i udryddelse af narkotikahandel og etablering af en sundhedsplatform for denne nation, bør anbefales, hvor som helst det er muligt.

Vi har faktisk optrappet på vores side. LaRouche-styrkerne har i de sidste 48 timer fået Lyndon LaRouches ideer til at give genlyd i Pakistan, Kina, Frankrig og FN, ud over de forskellige andre steder, hvor organisatorer har gennemført fysiske aktioner i verden eller talt med folk på telefon eller interveneret i forskellige konferencer og forsamlinger. Nogle gange er vi blevet klappet af, undertiden fordømt, men aldrig ignoreret. Den polemiske drivkraft for en ny æra af samarbejde gennem princippet om Modsætningernes Sammenfald, indsat som en strategisk intervention i Afghanistan, er det højere komplekse område af militær strategi, "Paradiso", et magtdomæne, som skabninger, der bor i i geopolitikkens helvede ikke engang kan forestille sig eksisterer.

I et dokument på 637 sider fordømmer en tænketank i Frankrig Schiller Instituttet som involveret i det de kalder "De kinesiske indflydelsesoperationer – et 'machiavellisk øjeblik'. De har ikke set efter i "Machiavellis 'Firenzes Historie'. Det skulle de have gjort. De to kontrasterende taler af Biden og Xi – den ene fra Venedig og den anden fra Firenze – kan ses som de nye bogstøtter i debatten om emnet "udvikling eller affolkning", som den filosofiske sammenslutning, der blev grundlagt af Lyndon LaRouche, nu må drive frem i forgrunden på verdensplan. LaRouche-værket, "Der er ingen grænser for vækst", fra bind I i 'LaRouche Legacy Foundation' er trods alt modpolen til Romklubbens stadig dominerende 'Grænser for vækst' og senere i 1991 'Den første globale revolution'.

Dette er ikke for at falde til niveauet med at identificere USA og Kina som to modstående hold i en fodboldkamp. "Firenze" og "Venedig" refererer her til de aksiomer, der faktisk understøtter livssynet bag de to taler, der blev holdt i går. Præmisserne for Bidens tale er ensbetydende med katastrofe. Præmisserne bag Xis tale definerer en produktiv fremtid for menneskeheden. Vores organisation bør, hvor det er muligt, gennemføre undervisningsforløb om 'Der er ingen grænser for vækst', for at give vores medborgere, især unge, valget til at vælte de aksiomer, de ikke ved de har, så de kan tage et globalt udviklingsinitiativ i form af 'World Health Platform'.

Lyndon LaRouche gav i et interview i 1989 fra sin fængselscelle i Alexandria, Virginia, dette nyttige råd om, hvordan man underviser: "Indenfor viden, indenfor undervisning har man to problemer. Det ene er at få bugt med ren og skær irrationalitet, de fordomme, som folk bringer ind i klasseværelset, osv. og sige, godt, lad os få det på det rene, i det mindste. Lad os give Aristoteles så meget… lad os få din viden bragt på en konsekvent, logisk organiseret form. Og derefter sige: altså, nu ved vi, at dette ikke er sandheden, men det er meget nyttigt at sætte det på denne form, fordi det gør os i stand til at anskueliggøre, hvad vi skal gøre for at korrigere formel viden, for at nå frem til hvad der virkelig er sandheden, osv. Jeg brugte alle slags påfund til at forsøge at få eleverne til at fokusere på dette punkt.

Men min idé om undervisningsforløbet var altid at sætte kursen mod netop det punkt, dvs. at præsentere en ordnet, logisk form for repræsentation af stoffet; påvis derefter paradokser, der opstår af sig selv, selv ud fra den reneste, mest stringente præsentation af dette stofområde, og vis derefter hvad løsningen på paradokset er, og håb på at lyset tænder i elevernes hoved. Og den studerende vil selv kunne indse: ”åh ja! Dette er løsningen”, og have oplevelsen af at skabe løsningen i deres eget sind, så at sige. Hvilket altid er min pædagogik… jeg kan godt lide at undervise på den måde. Jeg ville ikke kunne nyde at undervise under andre omstændigheder".

Dante Alighieris forudsigelse af den tragedie, der ville ramme Firenze, Den guddommelige Komedie, brugte denne sokratiske undervisningsmetode. Dette demonstreres gennem Dantes dialog med Virgil og transformeres sidenhen til den højere dialog med Beatrice om videnskabelige metoder. På denne måde brugte Dante Platons dramatiske metode til at give en løsning, både på den samtidige ulykke, som Dante så rigt beskrev, og til vores egen nutidige. Han placerede ikke kun mange af sine samtidige i de passende områder af deres selvskabte helvede; han instruerede, gennem digteren Virgils forbøn, læseren i, ikke alene hvordan man trin for trin kunne rede sig ud af Infernoet, ind i skærsilden; han demonstrerede også, at sindets magt kan opdage nye fysiske principper, nye grader af frihed, som senere set i Firenze i form af Brunelleschis kuppel.

USA behøver ikke at være dømt til konflikt med Kina på vegne af Orcus, underverdenens gud, og som i øvrigt også var strafforfølger for brudte eder. (Frankrig, bemærk.) Præsident Xi tilbød dette alternativ: ”Vi er nødt til at gribe de historiske muligheder, der er skabt ved den seneste runde af teknologisk revolution og industriel transformation, fordoble indsatsen for at udnytte teknologiske landvindinger for at øge produktiviteten og fremme et åbent, fair, rimeligt og ikke-diskriminerende miljø for udvikling af videnskab og teknologi. Vi bør fremme nye vækstdrivere i tiden efter COVID”. Forslaget er: "Der er ingen grænser for vækst." Hvem vil modsætte sig det, og hvem vil forsvare det? Lad den store debat begynde!

4. september (EIRNS) – Med den presserende opgave at organisere en løsning på Afghanistan-krisen i tankerne hos de fleste deltagere, sluttede det årlige, Østlige økonomiske Forum i Vladivostok (EEF) i dag, efter tre dage med præsentationer og diskussioner, der hovedsageligt handlede om at bringe fred og stabilitet til regionen. Ironisk nok var det Talibans talsmand, Zabihullah Mujahid, der udtrykte den nødvendige tilgang klarest i et interview med dagbladet La República:

”Kina er vores vigtigste partner og repræsenterer for os en grundlæggende og ekstraordinær mulighed, fordi de er beredte på at investere i og genopbygge vores land. Vi har stor respekt for projektet Ét Bælte, Én Vej, som vil tjene til at genoplive den gamle Silkevej. Derudover er vi rige på kobberminer, som, takket være kineserne, kan blive aktive igen og moderniseret. Kina repræsenterer vores pas til hele verdens markeder.”

Den russiske præsident, Vladimir Putin, som var vært ved EEF, spillede en førende rolle i at lede diskussionen i Vladivostok. Angående Afghanistan, sagde Putin, ifølge TASS, følgende: ”Realiteten er, at Taliban-bevægelsen (forbudt i Rusland – TASS) nu kontrollerer næsten hele Afghanistan. Så, vi må lade virkeligheden vise os vejen”. Han sagde, at landets opløsning er den hovedsaglige trussel for Moskva: ”Rusland er ikke interesseret i et disintegreret Afghanistan. Hvis dette sker, ville der ikke være nogen at snakke med”. Han tilføjede, at den afghanske situation ”er en katastrofe, fordi amerikanerne, som er et meget pragmatisk folk, brugte mere end 1,5 billioner dollars på denne kampagne, og hvad er resultatet? Og hvis vi betragter antallet af folk, efterladt i Afghanistan, som plejede at arbejde for den fælles vestlige verden, USA og deres allierede, så vil det være klart, at det også er en humanitær katastrofe… Hvad Afghanistan angår, siger de: ’Vi tog derhen og begik en masse fejltagelser’. Men denne proces fortsætter i mange andre lande. Hvad er sanktioner? De er en fortsættelse af den samme politik, som tilsigter at gennemtvinge deres standarder”. Putin tilføjede, at han håbede på, at de vestlige lande ”vil erkende at det at handle som tidligere er en fejlagtig politik”.

Schiller Instituttets stifter, Helga Zepp-LaRouche, understregede ligeså, i udtalelser fra i dag, at Afghanistan-krisen har fremhævet det faktum, at hele det neoliberale paradigme er dødt, og at det må erstattes af en ny orden for fred gennem udvikling. Hvis tiden med vedvarende krige i sandhed skal komme til en ende, som Præsident Biden har lovet, så skal alle sanktioner – som blot er et redskab for regimeskift mod nationer – omgående ophæves, herunder de dræbende Caesar-sanktioner, som rammer Syrien. Europa og USA må i stedet deltage, med Kina og andre Bælte- og Vejnationer, i den presserende opgave at genopbygge Afghanistan, begyndende med de kritiske sundhedsforanstaltninger og fødevareforsyninger nødvendige for at undgå en truende hungersnød i landet.

Billede: Mikhail Tereshchenko, Eastern Economic Forum, TASS host photo

af Hussein Askary, bestyrelsesmedlem af Belt and Road Institute in Sweden (BRIX) og Schiller Instituttets Sydvestasien Koordinator.

På engelsk:

The hasty withdrawal of U.S., British and other North-Atlantic Treaty Organization (NATO) troops from Afghanistan after 20 years of failed “war on terrorism” can potentially become an inflection point towards a new era in world politics. The comparisons with the withdrawal of U.S. troops from Saigon, Vietnam in 1975 is somewhat inaccurate. There is now a new mechanism and constellation of regional and global powers willing to bring peace, stability, and economic development to Afghanistan with well-defined plans along the Belt and Road Initiative. The comparison should rather be with the fall of the Berlin wall in 1989, which means that a terrible era is potentially ending and a new one is ushered into world politics, overturning decades and centuries of destructive zero-sum geopolitics, “great games” and wars.

If calmly and wisely approached, this new situation has the potential of reaching peace through economic development and win-win cooperation. The key to this new policy is the integration of Afghanistan into the Belt and Road Initiative (BRI). While there are great risks embedded in the chaotic situation left by NATO in Afghanistan, any peace and reconciliation initiative should contain the reconstruction of the economy as the main item on the agenda.

Following 20 years of military operation by the U.S., Britain and their allies, and with at least 71,000 civilians killed in both Afghanistan and Pakistan, these forces were hastily withdrawn in July and august of this year. The Taliban, the purported target of the Afghanistan war and main antagonists of NATO and the Western-backed government, expanded their control over every part of the country. While Western mass media was filled with panicked reporting about the rapid onslaught of the Taliban in many parts of the country, cooler heads in China, Russia, Pakistan, Iran and many Central Asian and even India were busy arranging a flurry of diplomatic moves to both contain the situation and get the Taliban and the Afghani government in Kabul to talk peace and reconciliation.

The Chinese State Councilor and Foreign Affairs Minister Wang Yi visited several Central Asian capitals in July already to discuss the situation. The Shanghai Cooperation Organization (SCO) which includes all the above nations plus other Eurasian nations, held a meeting of its foreign ministers on Afghanistan on July 14 in Dushanbe, capital of Tajikistan. Wang Yi said at the meeting, that due to the hasty withdrawal of the U.S. and NATO troops, “Afghanistan is once again faced with the grave challenge of moving toward war or peace, chaos or stability”. He proposed a five-point initiative, the third point of which was to “working together to boost a reconciliation process to ensure that no-civil war scenario develops. In line with the principle of “Afghan-led and Afghan-owned”. All neighboring countries of Afghanistan have a stake in this situation and have influence on certain Afghani factions and groups, making them a suitable broker of peace and reconciliation. Point five urged the SCO to contribute to peace and reconstruction in Afghanistan. The SCO should make active use of existing cooperation mechanisms in economy, trade, culture and other fields to support Afghanistan in enhancing its capacity for independent development and achieving genuine and sustainable development. Integrating Afghanistan into regional economic development plans and structures will insure durable peace.

No peace without development

It is this this latter point, which was neglected in the past 20 year, while the focus was placed only on the use of military and security measures that have had devastating consequences on the nation and. According to certain estimates, an incredible US$ 2.2 trillion was spent on this war, while the overall cost of the U.S. wars since 9/11, 2001, has reached US$ 6.4 trillion.  Almost none of that was used to build infrastructure, housing, hospitals, schools, power or water management systems. This is 6 times the amount China invested in the BRI since 2013. But China has built thousands of kilometers of railways and roads, power plants, ports, airports, water management systems, across Eurasia and Africa. It is for this reason the current case of Afghanistan could become an inflection point in current history concerning the philosophy and achievement of peace through economic development rather than military force.

Afghanistan and the BRI

Contrary to its previous position as a buffer zone between the Russian and British Empires in the geopolitical Great Game, Afghanistan is perfectly positioned to become a bridge between northern Eurasia and South Asia, and between East Asia and West Asia. It is squeezed between two of the main BRI corridors; The China-Pakistan Economic Corridor (CPEC) to the south of its border, and The China-Central Asia-Iran-Turkey New Silk Road Corridor to its north.

Afghanistan formally joined the BRI in May 2016 during a visit by Chief Executive of Afghanistan, Dr. Abdullah Abdullah to China, in May 2016, in which the Afghan and Chinese Foreign Ministers signed a memorandum of understanding on cooperation under the BRI. The Afghan Foreign Ministry stated then that “given its location at the crossroads of Central, South, and Southwest Asia, Afghanistan is well placed to partner with China and connect to the wider region via BRI.” Afghanistan also became a member in the Asian Infrastructure Investment Bank (AIIB), in 2017. However, due to the situation in the country, and obvious U.S.-China antagonism, no infrastructure or other projects were launched jointly.

Interestingly, China managed to include the BRI as part of the United Nations mission in Afghanistan, and article 34 of the 2017 UN Security Council Resolution 2344 states that it “welcomes and urges further efforts to strengthen the process of regional economic cooperation, including measures to facilitate regional connectivity, trade and transit, including through regional development initiatives such as the Silk Road Economic Belt and the 21st-Century Maritime Silk Road (the Belt and Road) Initiative, and regional development projects.”

Almost one year ahead of the U.S. and Nato withdrawal from Afghanistan, Wang Yi reached a nine-point consensus at the Inaugural China-Central Asian Countries Foreign Ministers’ Meeting on July 16, 2020. Of interest here are point three, which states that the parties will make more efforts to “synergize the Belt and Road Initiative and the development strategies of Central Asian countries, expand trade and provide more common ideas and concrete actions on the development of a Silk Road of Health and the Digital Silk Road”. Point eight, which concerns Afghanistan stated: “China and Central Asian countries all support the peace and reconciliation process in Afghanistan and stand ready to play a constructive role in promoting intra-Afghan negotiation, restoring peace and stability, advancing Afghan economic recovery and strengthening regional cooperation.”

In another important development, the joint statement of the Fourth China-Afghanistan-Pakistan Trilateral Foreign Ministers’ Dialogue in June 2021, stressed that “the three sides reaffirmed that they will deepen cooperation under the Belt and Road Initiative, Regional Economic Cooperation Conference (RECCA), “Heart of Asia” Istanbul Process (HoA/IP) and other regional economic initiatives.” Connectivity between the China-Pakistan Economic Corridor (CPEC) and Afghanistan was a key element in this dialog.

RECCA, which is mentioned in this joint statement, is an initiative launched by the Foreign Ministry of Afghanistan to agglomerate all the different connectivity and development corridors connecting Afghanistan to its neighbors and larger regions. It has published several studies on these corridors and how they will benefit Afghanistan and enhance stability and security in the country and the larger region.

So, the plan is to build a number of development corridors for transport, power, and oil and gas through Afghanistan. There are a number of the projects outlined by the RECCA. One of them is the CASA-1000, the Central Asia South Asia regional electricity market. Turkmenistan is a natural gas-rich country. Iran, too, is a natural gas-rich country and both of them provide power to Afghanistan.

Afghanistan is dependent on its neighbor countries to provide its electricity, which has not been built in the past 20 years. CASA-1000 includes Kyrgyzstan, Tajikistan, Afghanistan, and Pakistan as one electric grid. The TAP-500, another electric power line connecting Turkmenistan-Afghanistan-Pakistan. There is the TAPI, the Turkmenistan-Afghanistan-Pakistan-India Gas Pipeline, which was backed allegedly by the United States and NATO, but this was used as a geopolitical tool to make sure that the Central Asian countries and the gas- and oil-rich countries avoid working with Russia and Iran and China to get their natural gas outside because they are landlocked countries.

So, the idea was to connect Turkmenistan directly to Afghanistan, Pakistan, and India, and get the natural gas from there. But this is, in itself, a very useful project, and it also helps to connect Pakistan and India through mutual interest. But it does not exclude building gas pipelines to Russia or to China or through Iran. But reality has its final say, and the Turkmenistan-Central Asia-China natural gas corridor has become one of the most vital gas supply lines in Asia. Iran, Pakistan and India also had their “Peace Pipeline” plans, which the Iranians built all the way to Zahedan on the border with Pakistan. But pressure from the United States did not allow Pakistan to pursue the project. In addition, the conflict between Pakistan and India stopped that project. So, there is no conflict between these different oil and gas pipelines if geopolitics are pushed aside and economic and social considerations are adopted instead.

Today, there is no contradiction between Pakistan benefiting from cooperating with both. The energy requirements of all countries, including India and China are so enormous, that it takes more than one pipeline to meet.

There is also among these infrastructure projects the Five-Nation Railway (China-Kyrgyzstan-Tajikistan-Afghanistan-Iran), and the corridor from Peshawar (Pakistan) to Kabul and to Dushanbe. Another corridor goes from Peshawar to Kabul to Mazar-e-Sharif and into Turkmenistan. There are a number of railways which were built from the neighboring countries; like Iran, which just last year completed the railway from Khaf and Mashhad in Iran to Herat in the northwest of Afghanistan. A corridor should also extend from from Tajikistan to Kunduz. Many regional railways reach the border towns of Afghanistan from the neighboring countries but then stop there, because the missing links are all within Afghanistan itself. In 2016, a train, arrived from Xinjiang in China into Hairatan in northern Afghanistan passing through Kazakhstan and Uzbekistan. In 2019, a freight line was established along this route to China. Therefore, building the missing links inside Afghanistan should become the focus for the reconstruction plans.

In February of this year a strategic agreement between Pakistan, Afghanistan and Uzbekistan for building a 573 km railway from Mazar-e-Sharif, via Kabul to Peshawar, Pakistan, was signed. It will connect with the existing Termez, Uzbekistan – Mazar-e-Sharif cross-border line, which opened in January 2012. This line offers a direct link between Pakistan and the Uzbek capital of Tashkent. The three countries had jointly signed a proposal in December 2020 for plans to seek a $US 4.8bn loan for the project from global financial institutions. Reportedly, the World Bank, the Asian Development Bank, European Bank for Reconstruction and Development, European Investment Bank, Islamic Development Bank, the Asian Infrastructure Investment Bank and the International Finance Corporation have all expressed interest in the project. The line will also connect with the 112km Atamyrat, Turkmenistan, – Aqina – Andkhoy cross-border line, linking Turkmenistan with Peshawar.

Surrounded by BRI projects

All the neighbors of Afghanistan are actively involved in the BRI. The CPEC, the flagship of the BRI and the most advanced of the BRI corridors is an important vehicle for bringing the BRI into Afghanistan.

China’s relationship to Central Asia has been evolving into a positive direction, especially after the initiation of the BRI by President Xi Jinping in 2013. The Central Asia nations, three of which share borders with Afghanistan, have adapted their national development plans to the BRI. Not only their trade with China has grown massively, many infrastructural and agro-industrial projects are now integral to the BRI and cooperation with China. The SCO, which initially was a security organization, has evolved into an economic cooperation vehicle. The Joint Commission on Facilitation of International Road Transport is one of the important platforms of the SCO, especially on infrastructure matters. There are several China-Central Asian initiatives such as the Sino-Kyrgyz Regional Cooperation Plan (2015-2020), Kazakhstan’s Bright Road Initiative, Tajikistan’s national development strategy 2030 and Uzbekistan’s new development strategy.

Concerning connectivity, China’s Xinjiang (Uyghur Autonomous Region) is connected to three main Belt and Road Corridors. These are the CPEC, New Silk Road, and the Eurasian Corridor. But to have an effective connectivity, there is need to upgrade the transport and power infrastructure of China’s neighbors to match the fast development of China’s own economy and rapid increase in China-Europe trade.

Iran, which shares long borders with Afghanistan to the west, have also consolidated its relationship to China and the BRI for years, but most emphatically through signing the Comprehensive Strategic Partnership agreement in March 2021, which is an unprecedented economic, trade and strategic cooperation framework extending for 25 years. Iran has also strong economic ties to Afghanistan, and as mentioned above, recently extended an important railway from Khaf in eastern Iran to Herat in Afghanistan.

Mineral wealth

Afghanistan is rich with rare-earth and other metals like lithium, beryllium and tantalum and others that are necessary for modern electronics and high-technology products. Afghanistan also has very large iron and copper mines.

One good thing the U.S. Geological Survey (USGS) did, is a large-scale survey of almost the entirety of the Afghan territories to figure out the different deposits of special minerals and non-oil minerals. The study was completed in 2016 and has been updated several times since then.

The Mes Aynak copper deposit is one of the largest in Asia. A Chinese consortium (China Metallurgical Group) won the bid for developing this mine and producing copper in 2007. However, there were two major problems for pursuing the work. One was the security problem. The Chinese company sites were attacked by militant groups several times. The other problem concerns processing the copper, which required investing in building a 500-Megawatts coal-fired power plant, and a railway to bring coal from the northern part of the country and shipping the produced copper was also necessary. Lack of water, necessity for mining, was also another issue. That meant that the cost of the project as a result of such investments, would be higher than estimated. This meant that expected revenues both for the Chinese company and Afghan government were not as high as first estimated. This led to a dispute which is not resolved yet. But if the security situation is stabilized, and the development corridors are built, the power and transport will be available to utilize these mines more easily.

Water shortage

Afghanistan was a lush garden many centuries ago; but due to periodical long-term climate changes and also all the conflicts that engulfed Afghanistan and the lack of development much of Afghanistan is quite arid. In Afghanistan, only 67% of the population has access to drinking water, not necessarily tap water. Many have access to drinking water only through wells. The mortality rate in 2004 in Afghanistan for children below the age of five, was 25%, which is a tragically high level. But half of the mortality is related to waterborne disease—so, providing drinking water is a matter of life or death immediately for many, as well as being critical for economic development.

Afghanistan has a number of rivers like the Helmand River, the Amu Darya River, the Kabul River, the Logar and Panjshir, and several other small ones. Because they depend much on snow melting on the mountains, they have large seasonal fluctuations and some of them even dry up in the summer and fall of the year. The water budget of Afghanistan is estimated to be 55-75 billion cubic meters per year. This is approximately what the Egyptians get in the Nile River annually. But the Egyptians get it literally served on a platter. But in Afghanistan, however, to be able to utilize as much as possible of this water budget; that is, instead of it running off and evaporating, there is need to build a massive water management infrastructure system.

One important point in terms of food security is the problem of opium cultivation, which had disappeared under Taliban control prior to 2001, but which increased dramatically under U.S. and NATO control. Afghanistan has become the source of 80% of the opium and heroin in the whole world. It needs support to convert the opium production into food production. The Taliban, upon taking over the capital Kabul on August 17, declared that they will once again eradicate opium cultivation.

Human Resources

The population of Afghanistan is 39 million people, according to 2021 statistics, including three million refugees, mostly in Iran and Pakistan. But the amazing factor is that 46% of the population of Afghanistan are below the age of 15 years. And only 2.5% of the population of Afghanistan are above the age of 65. So, we have around 80% of the Afghani people are below 30 years of age, which is a very, very young population. And of course, it has enormous aspirations and demands. This population of 37 million is projected to double by 2050.

The concentration of the population in Afghanistan is to the south and to the north of the central mountain barrier. So, this has to be bridged through development corridors in order to connect all the different groups of Afghani population and resources—both water and other resources—together, to create one economic unit. This will naturally contribute to connecting it to the surrounding nations, to create an even larger economic unit.

What the initial support through the Belt and Road should be, is for the reconstruction of the infrastructure of Afghanistan to create the economic platform necessary to enable all those millions of young Afghanis to increase improve their skills and their productivity to utilize the natural resources and land to gain profitability and be able to participate in international trade.

The way forward

On July 28, 2021, Wang Yi met with the visiting delegation led by head of the Afghan Taliban Political Commission Mullah Abdul Ghani Baradar in Tianjin. While much of the discussion dealt with the future perspectives of reconciliation, peace, stability and preventing terrorist groups from using Afghanistan as a base to attack China and other neighbors, economic development and reconstruction were key elements of the two sides discussions. Baradar emphasized that the Afghani side hopes that China will be more involved in Afghanistan’s peace and reconciliation process and play a bigger role in future reconstruction and economic development. The Afghan Taliban will also make its own efforts toward fostering an enabling investment environment.

The irony here is that the same Afghanistan, which was a pivot of geopolitics, could suddenly become the springboard to a new era of win-win cooperation rather than zero-sum game politics. Economic cooperation is the gateway to both security and prosperity for all nations, especially Afghanistan the people of which have suffered incredibly in the past 40 years. It is the right time now to put Afghanistan on the Belt and Road to peace. This current crisis carries within it a great opportunity, exactly as the fall of the Berlin Wall presented an opportunity for a new and just world economic order. Unfortunately, that 1989 opportunity was squandered. The world cannot afford to lose another such a unique opportunity.

_______________

*In an international conference held on July 31^st by the International Schiller Institute, this author and several current and former government officials and nongovernmental think-tank experts presented a wide range of possibilities for reconciliation and reconstruction option for Afghanistan in the context of the BRI.

Artiklen er fra BRIX's hjemmeside.

Udgivet af LaRouche-organisationen i USA den 17. august 2021.

Hvordan kineserne lærte om økonomisk udvikling fra Det amerikanske System, der var promoveret af Lyndon LaRouches organisation, som amerikanerne har glemt.

18. august 2021 — I går udgav LaRouche-Organisationen en ny dokumentar med titlen: „Genoplivelsen af det Amerikanske System med kinesiske Karaktertræk”, som er et bidrag til at få USA til at deltage i Kinas Bælte- og Vejinitiativ (BVI) og endelig løsrive sig fra det britisk centrerede, geopolitiske system. Videoen viser hvordan dette ikke blot er det rigtige at gøre, men at BVI er baseret på de samme principper der ligger til grund for det der historisk er kendt som det ’Amerikanske System’ – hvis USA afviser BVI, ville det dermed afvise sin egen historiske identitet.

Videoen begynder med fejringen af hundredårsjubilæet for Uafhængighedserklæringen i Philadelphia i 1876, som var centralt i udbredelsen af det Amerikanske System til resten af verden. Den viser adskillige eksempler på dette – blandt andet i Kina – og hvordan det Britiske Imperium manøvrerede for at stoppe denne eksistentielle trussel til deres maritimt dominerede kontrol over verdens begivenheder, ved at spille alle de nationer, som deltog i det, ud mod hinanden – en konflikt der er nu er kendt som 1. Verdenskrig.

Videre viser den genoplivelsen af det Amerikanske System, først med livsværket af Sun Yat-sen – grundlæggeren af det moderne Kina – og hvordan Deng Xiaoping – efter ødelæggelsen forårsaget af 2. Verdenskrig, den kinesiske borgerkrig og kulturrevolutionen – i hvert fald implicit, videreførte Suns vision for Kina, som derefter begyndte at udvikle sig til en moderne, industriel nation.

Med sammenbruddet af Sovjetunionen begynder Lyndon og Helga LaRouche en kampagne for Den eurasiske Landbro og opfinder navnet ’Den nye Silkevej’. Dette program, baseret på idéerne fra Henry C. Carey og det Amerikanske System, blev vedtaget af det kinesiske lederskab og genkendes i dag i af Bælte- og Vejinitiativets omsiggribende succes.

Men spørgsmålet forbliver: Vil USA blive en del af dette ”Amerikanske System”-initiativ, eller vil det afvise sin egen historiske identitet og fortsætte sin underdanighed til en britisk centreret, geopolitisk ideologi, der allerede er ved at bringe verden tættere og tættere på en krig, som kun få ville overleve længe nok til at berette om? Det kapitel er stadig ikke nedskrevet – et kapitel som vi alle spiller en mulig rolle i.

8. august (EIRNS) – I 1993, da der gennem modig ageren fra den israelske premierminister Yitzhak Rabin og PLO-formand Yasser Arafat, blev indgået en aftale om fred mellem Israel og palæstinenserne i Oslo (hvor det omhyggeligt blev undgået, at briterne fik nogen rolle at spille), og underskrevet i Washington af de to ledere, sagde Lyndon LaRouche følgende: ”Det presserende er her, at vi bevæger os hastigt for straks med det samme at få gang i økonomiske udviklingsprojekter, såsom kanalen fra Gaza til Det døde Hav, for hvis vi venter til dette er uddebatteret, vil fremskridtets fjender og fjender af den menneskelige race, igennem mennesker som Ariel Sharons venner, have succes med at gribe ind for at drukne denne aftale i blod og kaos”.

Som i så mange andre potentielle vendepunkter i historien, blev Lyndon LaRouches kloge ord ikke taget til efterretning: Udviklingsprogrammerne blev udskudt, mens finans- og stabilitetsspørgsmål blev debatteret; Oslo-aftalerne blev saboteret; Rabin blev myrdet "af Ariel Sharons venner"; og "blod og kaos" har fulgt efter igennem de forløbne 28 år.

LaRouches ord har givet genlyd gennem årtierne, og er lige så relevante for krisen i Afghanistan i dag, som de var i Palæstina dengang – faktisk er en vellykket løsning i Afghanistan gennem LaRouches tilgang med ”fred gennem udvikling” måske den sidste chance for at opnå en lignende fred i Sydvestasien i den nærmeste fremtid. Konsekvenserne af ikke at følge denne tilgang er mere alvorlige i dag, da verden bliver presset stadig tættere på termonuklear krig..

Men vi kan være optimistiske over, at potentialet for fred gennem udvikling er større i dag end nogen sinde siden 1990'erne, hvor muligheden for global fred efter Sovjetunionens sammenbrud blev spildt. På det tidspunkt foreslog Lyndon og Helga LaRouche 'Den nye Silkevej' for at forene verden i en ny æra af udvikling, fri for den britiske imperialistiske opdeling af verden i blokke. Briterne saboterede denne indsats ved at opretholde og udvide NATO og opretholde "fjendebilledet" af Rusland og Kina. Men Kina omfavnede ideen, og 20 år senere søsatte præsident Xi Jinping Bælte- og Vejinitiativet, og bragte den mirakuløse kinesiske udviklingsproces til resten af verden. Nu har langt størstedelen af verdens nationer deltaget i denne proces som medlemmer af Bæltet og Vejen.

Og det er LaRouche-Organisationen og LaRouches Schiller Institut der nu er i centrum for processen. Schiller Instituttets konferencer i de sidste 15 måneder har samlet operative kræfter til dialog – fra Rusland, Kina, Indien, Sydvestasien, Afrika og Latinamerika sammen med europæere og amerikanere – for at formulere den nødvendige økonomiske og politiske politik for et nyt paradigme for menneskeheden. Den udgave af EIR (Executive Intelligence Review, red.), der offentliggøres den 13. august, vil indeholde afskrifter af dele af den historiske konference i Schiller Instituttet den 31. juli, "Afghanistan: Et vendepunkt i historien – efter den mislykkede periode med regimeskifte", som indeholdt bl.a. dybdegående diskussion af udviklingsprocessen, der en gang for alle må og skal føre til en fredelig løsning af det imperialistiske "Great Game" i Afghanistan. I stedet for at britiske tropper marcherer gennem Khyber-passet, er planen en forlængelse af jernbanelinjen, der løber fra Kina gennem Peshawar til Gwadar-havnen, som en del af den kinesisk-pakistanske økonomiske korridor (CPEC), for gennem Khyber-passet at forbinde sig til Kabul og videre til Usbekistan og Tadsjikistan, der forbinder det indre Centralasien med Det arabiske Hav og genopretter Afghanistans gamle rolle som det velstående knudepunkt for Silkevejen.

Dette storslåede projekt blev formuleret på en konference i februar i Tasjkent og er allerede i gang. Umida Hashimova, en analytiker ved det USA-baserede Center for 'Naval Analyzes', der har specialiseret sig i Centralasiens anliggender, fortalte South China Morning Post, at der er igangværende finansieringsdiskussioner med amerikanske og asiatiske udviklingsagenturer, og at “Konstruktion af den 573 km lange første strækning af jernbanelinjen mellem Kabul og Mazar-i-Sharif, forventes at begynde i næste måned. ”Design og teknisk dokumentation af jernbanen vil blive foretaget af Russian Railways, meddelte usbekiske embedsmænd efter samtaler med den administrerende direktør for Russian Railways Oleg Belozerov i Tasjkent den 19. maj.

USA er engageret i to beslægtede institutioner. "Extended Troika", bestående af USA, Rusland, Kina og Pakistan, blev etableret i 2019 og holdt to møder i år, der fokuserede på at finde en løsning på Afghanistan-situationen efter tilbagetrækning af udenlandske styrker. Der er også et "Quad"-arrangement, der involverer USA, Usbekistan, Pakistan og Afghanistan, som er fokuseret på jernbaneudviklingsprojektet.

Det er afgørende, at USA samarbejder med alle landene i regionen, især Rusland, Kina, Indien og Pakistan, om denne afgørende test af menneskehedens evne til at afslutte geopolitikkens æra og skabe en ny renæssance. Der er magtfulde kræfter i Storbritannien og USA, herunder ledende elementer fra begge politiske partier, som vil gøre alt hvad de kan for at sabotere dette projekt, der modsætter sig det malthusianske vanvid af 'Green New Deal og affolkning', hvilket hurtigt ville føre til flere krige.

Amerikanere og verdens borgere vil få lejlighed til at reflektere over Lyndon LaRouches skelsættende ideer den 14. august, som markerer halvtredsårsdagen siden præsident Nixon afsluttede Bretton Woods-systemet, hvilket bekræftede LaRouches advarsel dengang. Tilmeld dig her til konferencen, "So, Are You Finally Willing To Learn Economics?": Https://www.larouchelegacyfoundation.org/news/august-15/#rsvp

31. juli (EIRNS) — Schiller Instituttet samlede i dag diplomater og eksperter fra mange nationer, herunder Afghanistan, Rusland, Kina, Pakistan, USA, Italien og andre til en intens diskussion på en international virtuel konference om temaet: "Afghanistan: Et vendepunkt i historien efter tiden med de fejlslagne 'regimeskifter'.

Helga Zepp-LaRouche (Tyskland), præsident og grundlægger af Schiller Instituttet, som har ledet en proces med institutionel og uformel dialog igennem de sidste 18 måneder, sagde ved afslutningen af dagens begivenhed, at vi nu ”har et perspektiv på hvilken vej vi skal gå". Prioriteten er "at lægge 'udvikling' frem på bordet, hvilket vil være svært for nogen at afvise", og at give al den støtte, der er mulig for at få det til at ske. Dagens sidste taler, Hussein Askary (Sverige), Sydvestasien-koordinator for Schiller Instituttet, udtrykte på det kraftigste, at vi skal "gøre 'udvikling' til det første punkt" i enhver forhandling, ikke det sidste. Han advarede: "Hold krigsherrerne og briterne ude!" Askarys præsentation, der dækkede konkrete aspekter af udvikling, havde titlen: "Sæt Afghanistan på bæltet & vejen til fred".

Arrangementet blev åbnet af ordstyrer Dennis Speed (USA), der sagde, at drøftelserne ville ændre den sædvanlige opfattelse af krig eller fred gennem deltagelse i diplomatiske bestræbelser på at formulere politik for gensidig forståelse og udvikling. Han introducerede en kort video fra 1985 af statsmand og økonom Lyndon LaRouche, der med henvisning til præsident Abraham Lincolns gerninger pointerede, at indflydelsen af infrastruktur forvandler en økonomi. Zepp-LaRouches indledende bemærkninger understregede, at vi befinder os i et særligt øjeblik i historien, hvor geopolitisk konfrontation må afsluttes og et nyt paradigme påbegyndes – ikke kun for eurasisk integration og velstand, men for universel historie. Hun viste det smukke kunstværk "Gyldne Maske" for at pointere den 5.000 år lange historie i den centralasiatiske region.

Professor Pino Arlacchi, der deltog fra Italien, spillede en hovedrolle i diskussionen fra start til slut. For indeværende er han professor i sociologi ved Sassari Universitet, tidligere var han administrerende direktør for FN's kontor for narkotikakontrol og kriminalitetsforebyggelse (1997-2002) og tidligere observatør for Afghanistan i Europa-Parlamentet. Han talte om: "Udryd opium i Afghanistan, udvikl moderne landbrug, opbyg nationen nu." Han beskrev sin oprindelige plan, som i 2001 næsten havde elimineret opiumsvalmuens vækst i Afghanistan, hvilket sidenhen vendte i de følgende år fra 2001 pga. amerikanske og NATO's militære operationer. Arlacchi foreslog igen i 2010 en plan, som blev forpurret af EU, Storbritannien og USA. I dag er Afghanistan kilden til over 80% af verdens opiumsstoffer. Arlacchi fremlagde hvad der kan og må gøres i dag. Den nødvendige metode baserer sig på alternativt landbrug – støtter landmænd til at skifte til andre afgrøder og lignende realistiske metoder. Arlacchi understregede, hvor relativt billigt dette er i betragtning af narkotikakartellernes enorme indflydelse. Landmænd i Afghanistan får muligvis 300 til 350 millioner dollars for deres opiumafgrøde, som derefter er 20 milliarder dollars værd for organiseret kriminalitet i Europa. Der er mange alternative afgrøder med stor brugsværdi, for eksempel safran.

Diplomaterne præsenterede et bredt udsnit af den nuværende situation. Ambassadør Hassan Shoroosh (Afghanistan), Afghanistans ambassadør i Canada, talte fra Ottawa og sagde, at der er et "nyt kapitel i partnerskab" forude, som skal udarbejdes. Hans tale hed: "Vejen frem for Afghanistan." Han sagde, at hans land er "positioneret til at tjene som landbro" i Eurasien og gennemgik i detaljer forskellige transportkorridorer, fra Lapis Lazuli-korridoren, til 'Five Nations Railway route'.

Ambassadør Anna Evstigneeva (Rusland) talte fra New York City, hvor hun er stedfortrædende fast repræsentant ved Den russiske Føderations mission i FN. Hendes præsentation havde titlen: "Ruslands udsigter for Afghanistan og Eurasien". Hun understregede, at målet er stabilitet, og at der ikke er nogen militær løsning. Der er vigtige ramme-institutioner blandt naboerne i regionen, herunder CSTO og SCO og bilaterale forbindelser. Der er en særlig rolle for den 'udvidede trojka', som har været på plads i mange år. Der vil finde møder sted i den nærmeste fremtid. Transport og infrastruktur har stor betydning.

Dr. Wang Jin (Kina), stipendiat ved Charhar Institute, talte om emnet "Afghanistan og Bælte- og Vejinitiativet". Han præsenterede fire centrale aspekter af Kinas bekymringer: 1) at der ikke er nogen spredning af ustabilitet; 2) at der er en fremtid med fremskridt for Afghanistan; 3) at ekstremisme og terrorisme ikke vinder frem; og 4) at Kina og Afghanistan har positive bånd.

Hr. Hassan Daud talte fra Pakistan. Han er administrerende direktør for 'Khyber Pakhtunkhwa Province Board of Investment & Trade'. Han påpegede, at Afghanistan er et af "de mindst økonomisk integrerede [lande]" i den central- og sydasiatiske region efter årtiers stridigheder. Han talte om den store "økonomiske oversvømmelse" der vil følge, idet Pakistan udnytter sin position og sine ressourcer til at blive et logistisk knudepunkt og udvider fordelene for Afghanistan gennem Bælte- og Vejinitiativets flagskib, 'Kina-Pakistan-økonomisk Korridor' (CPEC). Vi skal have "ånden fra den gamle silkevej" igen. Han efterlyste flere seminarer om dette, der involverede forskere, handelskamre og andre.

Fra USA talte Ray McGovern. Han er tidligere analytiker i USA’s Central Intelligence Agency (CIA) og medstifter af Veteran Intelligence Professionals for Sanity (VIPS). Han tog fat på emnet: "The Real Interest of the United States in Asia" og fremførte mange stærke punkter, herunder at rækken af militære chefer, der løj om hvad USA foretog sig i Afghanistan, i Irak samt andre steder må ”drages til ansvar”. Han påpegede dramatisk, at der ikke engang var blevet foretaget kompetente "situations-estimater", hvilket der ellers skulle, om terræn, vejr, LOCS-kommunikationslinjer og forsyninger og andre standardvurderinger af, hvad USA foretager sig på steder. I 2010 betalte den amerikanske flådes logistik 105 $ pr liter for at fylde brændstof på kampvogne og militære køretøjer i Afghanistan! Han langede hårdt ud efter den racisme, der var involveret i at formode, at man kan foretage sig alt muligt, hvor som helst; han citerede Kipling.

Mange andre var involveret i de to spørgerunder med vigtige udvekslinger om centrale emner. F.eks. fremhævede Earl Rasmussen, næstformand i Eurasian Society, nødvendigheden af at opbygge tillid. Dr. Stephen Fischer, en amerikansk læge, rapporterede om et år han tilbragte i sundhedsforvaltningen i Afghanistan, hvor han arbejdede sammen med et lokalt genopbygningshold. Zepp-LaRouche understregede mange gange, at det, i forbindelse med den langvarige pandemi, er bydende nødvendigt, at vi i Afghanistan og overalt tager skridt for folkesundhed og moderne lægelig infrastruktur. Dr. Walter Faggett og generalmajor Peter Clegg (fhv.), begge med i 'Komitéen for modsætningernes Sammenfald, deltog i den første spørgerunde. Alaha Ahrar, administrerende direktør for Kindness Sharing Project ringede ind fra Virginia for at spørge, hvad der ville ske med de fremskridt, som kvinder havde opnået i Afghanistan, hvis Taleban skulle tage magten?

Ambassadør Anna Evstigneeva drog den konklusion, at det er "vigtigt at hæve sig over geopolitikken". Hun sagde, at vi i Rusland "på alle niveauer, inklusive præsident Putin er klar til samarbejde". Helga Zepp-LaRouche opfordrede paneldeltagere og alle blandt seerne til at bidrage til perspektivet om udvikling, der blev diskuteret, og mobilisere herfor. Professor Arlacchi, der har udgivet en ny bog, Against Fear: Violence Is Diminishing, The True Threats to World Peace (på italiensk) talte i sine afskedsord om, at "fred er stærkere end krig. Lad os være mere modige. Ikke ofre for store bedrag”. Hele konferencen er arkiveret til visning. Nu er det tid til at slutte sig til Schiller Instituttet.

10. juli – Efter den hurtige tilbagetrækning af amerikanske og NATO-tropper fra Afghanistan – USA’s tropper, bortset fra et par sikkerhedsstyrker, blev fløjet ud i ly af natten uden at informere de afghanske allierede – er dette land for øjeblikket, men sandsynligvis ikke længe, verdenshistoriens skueplads. Nyhederne fortsætter med at strømme ind: På jorden opnår Taliban-styrkerne hurtige territoriale gevinster i det nordlige og nordøstlige del af landet, hvilket allerede har skabt betydelig spænding og bekymring i Turkmenistan, Usbekistan og Tadsjikistan, og de har erobret den vestlige grænseby Islam Qala, der håndterer betydelige handelsstrømme med Iran. Samtidig foregår der intenst diplomatisk aktivitet blandt alle de lande, hvis sikkerhedsinteresser er påvirket af begivenhederne i Afghanistan: Iran, Pakistan, Indien, Rusland, og Kina, for kun at nævne de vigtigste.
 
Kan der findes en intern afghansk løsning? Kan en borgerkrig mellem den afghanske regering og Taliban forhindres? Kan terroristgrupper, såsom ISIS, der er begyndt at genvinde et fodfæste i nord, og Al-Qaida, opløses? Eller vil krigen mellem de afghanske fraktioner fortsætte og dermed udvidelsen af opiumdyrkning og eksport samt den globale trussel om islamisk terrorisme? Vil Afghanistan igen synke ned i vold og kaos og blive en trussel, ikke kun for Rusland og Kina, men endog for USA og Europa?
 
Hvis disse spørgsmål skal besvares i en positiv forstand, er det afgørende, at USA og Europa først besvarer spørgsmålet med brutal ærlighed om, hvordan krigen i Afghanistan blev sådan en katastrofal fiasko, en krig ført i hele 20 år af USA, den stærkeste militære magt i verden, sammen med militærstyrker fra 50 andre nationer. Mere end 3.000 soldater fra NATO og allierede styrker, herunder 59 tyske soldater [og 43 danske soldater], og i alt 180.000 mennesker, inklusive 43.000 civile, mistede livet. Dette var til en økonomisk pris for USA på mere end 2 billioner $ og på 47 milliarder € for Tyskland. Tyve års rædsel hvor alle sider, som det er sædvanligt i krig, var involveret i grusomheder med ødelæggende virkninger på deres eget liv, inklusive de mange soldater der kom hjem med posttraumatiske stresslidelser og ikke har været i stand til at klare livet siden. Efter ti års krig med Sovjetunionen i 1980'erne, efterfulgt af en lille pause, måtte den afghanske civile befolkning derefter lide yderligere 20 års krig med en næsten utænkelig række pinsler.
 
Det var klart fra starten, at denne krig ikke kunne vindes. Indførelsen af NATO's gensidige forsvarsklausul i henhold til artikel 5 efter terrorangrebene den 11. september var baseret på den antagelse, at Osama bin Laden og Taliban-regimet stod bag disse angreb, hvilket således ville retfærdiggøre krigen i Afghanistan.
 
Men som den amerikanske senator Bob Graham, formanden for Kongressens “Fælles undersøgelse af efterretningsaktiviteter inden og efter terrorangrebene den 11. september 2001”, gentagne gange påpegede i 2014, undertrykkede de daværende sidste to amerikanske præsidenter, Bush og Obama, sandheden om hvem der stod bag 11. september. Og det var kun på grund af denne undertrykkelse, at truslen fra ISIS således blev mulig. Graham sagde under et interview i 2014 i Florida:
 
”Der er fortsat nogle ufortalte historier, nogle ubesvarede spørgsmål om den 11. september. Måske er det mest grundlæggende spørgsmål: Blev den 11. september udført af 19 personer, der arbejdede isoleret, som over en periode på 20 måneder var i stand til at tage de grove konturer af en plan, der var udviklet af Osama bin Laden, og omsætte den til en detaljeret arbejdsplan, for derefter at indøve denne plan; og endelig at udføre en ekstrem kompleks række opgaver? Lad os tænke på de 19 mennesker. Meget få af dem kunne tale engelsk. Meget få af dem havde overhovedet været i USA før. De to formænd for 9/11-Kommissionen, Tom Kean og Lee Hamilton, har sagt, at de synes det er yderst usandsynligt, at disse 19 mennesker kunne have gjort, hvad de gjorde, uden nogen ekstern støtte i den periode de boede i USA. Jeg er meget enig… Hvor fik de deres støtte?”
 
Dette spørgsmål er stadig ikke blevet besvaret tilfredsstillende. Vedtagelsen af JASTA-loven (Retfærdighed mod statssponsoreret Terrorisme – Justice Against State Sponsors of Terrorism) i USA, afsløringen af de 28 tidligere hemmeligstemplede sider i den fælles kongresundersøgelsesrapport om den 11. september, der blev holdt hemmelig i så lang tid, og retssagen, som familierne af ofrene fra den 11. september førte mod den saudiarabiske regering, leverede tilstrækkelig bevis for den faktiske økonomiske støtte til angrebene. Men efterforskningen af alle disse ledetråde blev forsinket med bureaukratiske midler.
 
Den eneste grund til at uoverensstemmelser omkring 11. september nævnes her, er for at pege på det faktum, at hele definitionen af fjenden i denne krig faktisk var forkert fra begyndelsen. I en hvidbog om Afghanistan udgivet af BüSo (Borgerrettighedsbevægelsen Solidaritet) i Tyskland i 2010 påpegede, at en krig, hvor målet ikke er defineret korrekt, næppe kan vindes, og vi krævede på det tidspunkt øjeblikkelig tilbagetrækning af de tyske styrker.
 
Da Washington Post offentliggjorde de 2.000 sider lange "Afghanistan Papirer" i 2019 under titlen "I krig med sandheden", burde krigen allerede den gang have været afsluttet. De afslørede, at denne krig havde været en absolut katastrofe fra starten af, og at alle erklæringer fra det amerikanske militær om de påståede fremskridt var bevidste løgne. Undersøgelsesjournalisten Craig Whitlock, der offentliggjorde resultaterne af sin tre års forskning, herunder brug af dokumenter opnået under loven om frie informationer (Freedom of Information Act – FOIA), og udsagn fra 400 personer med førstehåndskendskab viste den absolutte inkompetence, som denne krig blev ført med.
 
Derefter var der de forbløffende udsagn fra generalløjtnant Douglas Lute, Afghanistan-tsaren under Bush- og Obama-administrationerne, som under en intern høring i ” Det særlige ministerium for Afghanistans Genopbygning” i 2014 havde sagt: ”Vi var blottet for en grundlæggende forståelse af Afghanistan – vi vidste ikke, hvad vi gjorde… Hvad forsøger vi at gøre her? Vi havde ikke den fjerneste opfattelse af, hvad vi foretog os… Hvis det amerikanske folk kendte til omfanget af dette funktionssvigt… hvem ville sige, at det hele var forgæves? ”
 
Efter at disse dokumenter blev offentliggjort, skete der intet. Krigen fortsatte. Præsident Trump forsøgte at bringe tropperne hjem, men hans forsøg blev i det væsentlige undermineret af det amerikanske militær. Det er først nu, når prioriteten er skiftet til Indo-Stillehavet og til indeslutningen af Kina og Rusland, at denne absolut meningsløse krig blev afsluttet, i det mindste hvad angår udenlandske styrkers deltagelse.
 
11. september bragte ikke kun verden Afghanistan-krigen, men også Patriotloven (Patriot Act) et par uger senere, og hermed det påskud for den overvågningsstat, som Edward Snowden kastede lys over. Det ophævede en væsentlig del af de borgerrettigheder, der var blandt de mest fremragende resultater af Den amerikanske Frihedskrig og nedfældet i den amerikanske forfatning, og det underminerede USA’s natur som republik.
 
Samtidig blev de fem principper for fredelig sameksistens, som er kernen i international lov og FN-pagten, erstattet af en stigende vægt på den "regelbaserede orden", der afspejler interesserne og forsvaret af det transatlantiske etablissements privilegier. Tony Blair havde allerede sat tonen for en sådan afvisning af principperne i Den westfalske Fred og international lov to år tidligere i sin berygtede tale i Chicago, der dannede den teoretiske retfærdiggørelse for de "endeløse krige" – dvs. de interventionistiske krige gennemført under påskud af "ansvaret for at beskytte" (Responsibility to Protect – R2P), en ny slags korstog, hvor "vestlige værdier", "demokrati" og "menneskerettigheder" formodes at blive overført – med sværd eller med droner og bomber – til kulturer og nationer, der kommer fra helt anderledes civilisationstraditioner.
 
Derfor må Afghanistan-krigens katastrofale fiasko – efter de foregående fiaskoer, Vietnam-krigen, Irak-krigen, Libyen-krigen, Syrien-krigen og Yemen-krigen – hurtigt blive vendepunktet for et fuldstændigt skift i retning væk fra de sidste 20 år.

Del 2

Siden senest Covid-19-pandemiens udbrud, et udbrud der var helt forudsigeligt, og som Lyndon LaRouche i princippet havde forudsagt allerede i 1973, burde der have været igangsat en grundlæggende debat om de mangelfulde aksiomer i den vestlige liberale model. Privatiseringen af alle aspekter af sundhedsvæsnerne har bestemt givet lukrative overskud til investorer, men den økonomiske skade, der er blevet påført, og antallet af dødsfald og langvarige sundhedsproblemer har brutalt afsløret sundhedsvæsnernes svage punkter.
 
Den strategiske turbulens forårsaget af tilbagetrækningen afNATO-tropper fra Afghanistan giver en glimrende mulighed for en revurdering af situationen, for en korrektion af den politiske retning og en ny løsningsorienteret politik. Den lange tradition for geopolitisk manipulation af denne region, hvor Afghanistan i en vis forstand repræsenterer grænsefladen fra det britiske imperiums "Great Game" i det 19. århundrede til Bernard Lewis’ og Zbigniew Brzezinskis "krisebue (arc of crisis)", må begraves. en gang for alle, for aldrig at blive genoplivet. I stedet skal alle naboerne i regionen – Rusland, Kina, Indien, Iran, Pakistan, Saudi-Arabien, Golfstaterne og Tyrkiet – integreres i en økonomisk udviklingsstrategi, der repræsenterer en fælles interesse blandt disse lande, én som er defineret af en højere orden og er mere attraktiv end fortsættelsen afde respektive formodede nationale interesser. Dette højere niveau repræsenterer udviklingen af en tværnational infrastruktur, storstilet industrialisering og moderne landbrug for hele Sydvestasien, som den blev præsenteret i 1997 af EIR og Schiller Instituttet i specialrapporter og derefter i studiet "Den nye Silkevej bliver til verdens landbro (The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge).” Der er også et omfattende russisk studie
fra 2014, som Rusland havde til hensigt at fremlægge på et G8-topmøde, før det blev udelukket fra denne gruppe.
        
I februar i år blev udenrigsministrene fra Pakistan, Afghanistan og Usbekistan enige om at anlægge en jernbanelinje fra Tasjkent, Usbekistans hovedstad, via Mazar-e-Sharif og Kabul, Afghanistan, til Peshawar i Pakistan. En ansøgning om finansiering fra Verdensbanken blev indsendt i april. Samtidig blev Pakistan og Afghanistan enige om at anlægge en motorvej, Khyberpas økonomisk korridor (Khyber Pass Economic Corridor), mellem Peshawar, Kabul og Dushanbe. Det vil tjene som en fortsættelse af Den kinesisk-pakistanske økonomiske Korridor (CPEC), et udstillingsprojekt i det kinesiske Bælte- og Vejinitiativ (BRI).
 
Disse transportlinjer skal udvikles til effektive udviklingskorridorer og en øst-vest-forbindelse mellem Kina, Centralasien, Rusland og Europa samt et nord-syd infrastrukturnetværk fra Rusland, Kasakhstan og Kina til Gwadar, Pakistan ved Det arabiske Hav, alle behøves at blive gennemført.
 
Alle disse projekter udgør betydelige tekniske udfordringer – bare overvej det totalt bjergrige landskab i store dele af Afghanistan – men den fælles vision om at overvinde fattigdom og underudvikling kombineret med ekspertise og samarbejde mellem de bedste ingeniører fra Kina, Rusland, USA og Europa kan "flytte bjerge" i overført betydning. Kombinationen afVerdensbanken, Den asiatiske Infrastruktur-investeringsbank (AIIB), BRIKS’ (Brasilien, Rusland, Indien, Kina, Sydafrika) Ny Udviklingsbank, Ny Silkevejsfond og nationale långivere kunne udstede de nødvendige kreditlinjer.
 
Et sådant udviklingsperspektiv, også for landbruget, ville også give et alternativ til den massive narkotikaproduktion, der plager denne region. På nuværende tidspunkt kommer over 80% af den globale opiumsproduktion fra Afghanistan, og ca. 10% af den lokale befolkning er i øjeblikket afhængig, mens Rusland for ikke så længe siden definerede sit største nationale sikkerhedsproblem som narkotikaeksport fra Afghanistan, og tal fra 2014 viste, at 40.000 mennesker om året blev dræbt i Rusland. Realiseringen af et alternativ til narkotikadyrkning er i hele verdens grundlæggende interesse.
 
Covid-19-pandemien og risikoen for yderligere pandemier har dramatisk understreget behovet for at opbygge moderne sundhedsvæsner i hvert eneste land på Jorden, hvis vi skal forhindre, at de mest forsømte lande bliver ynglepladser for nye mutationer, som ville forpurre hele den hidtidige indsats. Opførelsen af moderne hospitaler, uddannelse af læger og sygeplejepersonale og de nødvendige infrastrukturelle forudsætninger er derfor lige så meget i alle politiske grupper i Afghanistans interesse og for alle lande i regionen, som for de såkaldte udviklede lande.
 
Af alle disse grunde repræsenterer den fremtidige udvikling i Afghanistan en korsvej for hele menneskeheden. Samtidig er det en perfekt demonstration af muligheden, der ligger i anvendelsen af Nikolaus fra Kues’ princip om modsætningernes sammenfald, Coincidentia Oppositorum. Hvis man forbliver på niveauet med modsigelserne i de berørte nationers påståede interesser – Indien-Pakistan, Kina-USA, Iran-Saudi-Arabien, Tyrkiet-Rusland – er der ingen løsninger.
 
Hvis man derimod overvejer alles fælles interesser – at overvinde terrorisme og narkotikaplagen, varig sejr over farerne ved pandemier og afslutte flygtningekriserne – så er løsningen åbenbar. Det vigtigste aspekt er imidlertid spørgsmålet om den vej vi som menneskehed vælger – om vi vil styrte længere ned i en mørk tidsalder og potentielt endog risikere vores eksistens som en art, eller om vi sammen ønsker at forme et virkeligt menneskeligt århundrede. I Afghanistan gælder det mere end nogen andre steder i verden: Det nye navn for fred er udvikling!
 

Preface: the Golden Path Before the World 

July 6 (EIRNS)–The lead of today's briefing is the dialogue with Helga Zepp-LaRouche conducted by China Radio International. The following words preface that.

​The dialogue with the world begun by Lyndon LaRouche in the months prior to August 15, 1971, fifty years ago, produced hundreds of proposals, programs and initiatives by LaRouche and his associates over several decades. In November of 1989, following the fall of the Berlin Wall, LaRouche drew on his extensive knowledge of European history, including the development projects of Charlemagne going back to the late eighth century, and seemingly "instantly" formulated a strategy for taking the most industrially productive area of the world–the Paris-Berlin-Vienna Productive Triangle–and using it as a human "machine tool" to power a revolution in economy, diplomacy, and strategy. While that policy was severely hampered by his incarceration, and by the assassinations of Alfred Herrhausen (November 30,1989) and Detlev Rohwedder (April 1,1991), Helga Zepp-LaRouche led an intervention into the East that would begin the dialogue which resulted in the June 1996 Beijing conference, the "International Symposium on Economic Development of the Regions Along the Euro-Asia Continental Bridge." This occurred despite the attempts of Sir Leon Brittan, the Perfidious Albion, to prevent it from happening.

​As this World Summit of Parties transpires, convened by Beijing in the aftermath of a quarter-century of China's own work, of continuous dialogue with China and Russia by the LaRouche organization, and of the successful advancement, by many parties, of the World Land-Bridge strategic economic outlook first enunciated at that 1996 conference, the power of the ideas of Lyndon LaRouche falls over these proceedings, as a cumulative cultural world-effect, influencing even the minds of those who have yet to read LaRouche for themselves. "The awful shadow of some unseen Power floats, though unseen, among us," Shelley says in the opening lines of {Hymn To Intellectual Beauty}. That might well be said of the true character of "actualized potential" for LaRouche's ideas in this moment.

​The triumphalist, "permanent revolution/permanent war" faction for which the vapid George Herbert Walker "Rubbers" Bush was once the CIA ad-man, and his son, George "Gee-whiz" W, "Igor" Dick Cheney, and Barack "al-Yamamah" Obama define the arc of American humiliation that incarcerated the American people by incarcerating LaRouche. As in Beethoven's {Fidelio}, a new method of thinking must be embodied to free the United States to be itself, and declare independence from the "empire of the mind" of British policy. That is the method presented in the dialogue with China Radio International. 

:Helga Zepp-LaRouche on ChinaPlus Radio’s ‘Asia Today’

July 6, 2021 (EIRNS)–Helga Zepp-LaRouche was interviewed today on the "Asia Today" broadcast of ChinaPlus, the English website of China Radio International.

​CHINAPLUS: Chinese President Xi Jinping is calling on China and European countries to expand consensus and cooperation to jointly cope with global challenges. He made the remarks at a virtual summit with French President Emmanuel Macron and German Chancellor Angela Merkel. The Chinese leader says what the world needs is mutual respect and a sincere cooperation among nations.

​XI JINPING [through translator]: At present, the global pandemic situation remains severe, [inaud; 01:19] studies. The prospects for economic recovery are uncertain and there is still a long way to go. The world more than ever needs mutual respect and close collaboration rather than suspicion and [inaud; 01:33] or zero-sum game.

​CHINAPLUS: During the meeting, the German and French leaders expressed their support for the conclusion of the EU-China investment agreement, and added that they hoped the 23rd EU-China summit would take place as soon as possible.

​For more on this, we are joined by Helga Zepp-LaRouche, founder of the Schiller Institute, a global political and economic think tank headquartered in Germany. Thanks for joining us, Helga.

​HELGA ZEPP-LAROUCHE: Yes, hello; good day.

​CHINAPLUS: So, what's your main takeaway from this virtual summit, and what's your assessment of the overall tone of the meeting?

​ZEPP-LAROUCHE: I think from everything one can say, it was very constructive, and also much needed, because there were some recent difficulties after the European Parliament blocked the

EU-China investment agreement. So, I think that they discussed the possibility of reviving it is very positive. Mrs. Merkel said that she wants to have this revived as soon as possible. And President Macron said that he supports the conclusion of the China-EU investment agreement. So, I think it was very useful and productive.

​CHINAPLUS: The summit is coming at an increasingly tense moment for EU and China ties, given that the EU's recent sanctions against China and its interference in the country's internal affairs. So, will this call lead to a shift in the EU's approach to relations with China? And possibly, easing confrontations between the two sides?

​ZEPP-LAROUCHE: Yes, I think it will, and I think it's also important that this comes only four days after the very hysterical statement coming from the Lithuanian Foreign Minister, Landsbergis, who had on Friday last week called for an end of the French-German dominance of the EU. He wanted to have a unified EU policy on China, which in his terms means against China. He even said that he wants to set up offices in Taiwan. So, I think this was a clear rebuttal of this position of Landsbergis, so I think that that was very useful.

​CHINAPLUS: What's your assessment of the current EU policy on China in general? Do you think that the tough stance recently taken by the EU side against China needs to change? As we know, China became the world's largest EU trading partner last year, overtaking the US. European business leaders have expressed their hope that the EU will strengthen cooperation with China, rather than shut it out and decouple.

​ZEPP-LAROUCHE: Yes, I think such a change is really very urgent, because, as it was mentioned by President Xi Jinping, the world is confronted with a very serious pandemic; we have a world famine of biblical dimension, as the head of the World Food Programme, Beasley, is calling it; we have a hyperinflation danger in the Western countries. As you can see with the situation in Afghanistan, it needs to be an urgent cooperation for economic development in the entire region of Southwest Asia; because otherwise, there is a danger of a new explosion of terrorism, and also the drug problem is very big.

​So, I think there are so many common aims of mankind in a world which is very fragile, and therefore, I think that these three important countries — China, France, and Germany — make steps to really mend fences and work together more closely, can only be welcomed in the interest of humanity as a whole.

​CHINAPLUS: We see many European politicians have emphasized the differences between China and the EU, but the President is calling on China and the EU to adhere to the norms of mutual respect, and to handle differences appropriately. So, were the differences between the two sides addressed during the talks? And how can the two sides resolve their differences?

​ZEPP-LAROUCHE: Yes, I think some of the differences were clearly addressed. For example, China is always emphasizing the need to stick to the UN Charter and international law, while some Western politicians always talk about a rules-based order, which, if you look at it more closely, has turned out to be a rather arbitrary definition of pursuing the interests of some groups. So, I think that was addressed — at least from the read-out, one can say that. And also, it was stressed by China that the intention of China is not to replace anybody else, but to focus on its own development. But I think there was one aspect in the discussions which I thought was particularly promising. Namely, that they seem to have focussed on a joint mission which helps countries and people to always overcome their bilateral or trilateral difficulties. In this case, the focus was on China, on Africa, that China and Germany and France would work together. Germany, for example, said they were considering to join the initiative on partnership for African development. I think President Xi not only pointed to the severe situation of Africa because of the pandemic and economic hardships resulting out of that, but he also said that Africa has the greatest development potential. He has stressed that in the past in summits with African leaders, and I think this is absolutely true. The African continent has a very young average population, which means that if you provide them with jobs and economic opportunities, they can become really an economic engine in the next generations. That positive look on Africa is generally lacking in Europe, and I think therefore the populations of Germany and France and other European countries can only profit from the optimistic perspective that China has towards Africa. I think this can only have a positive effect.

​CHINAPLUS: Another key factor crucial for China relations nowadays is the US factor. We've noticed increasingly frequent interactions between the US and the EU, with Washington trying to rally its European allies against China. Do you think the call emanating from the summit is sending a signal from France and Germany that they are refusing to align themselves with the US bipolar confrontation?

​ZEPP-LAROUCHE: I would think so, because as you know, there was just the G-7 summit, where Biden had travelled to England, and this was an effort to unite the allies in their stance against Russia and China. But Chancellor Merkel had always stressed in the recent period that she does not like to pulled in one or the other direction, and forced to choose sides. She supports a multilateral world order. So, I think this is definitely a positive signal. One would hope that the Europeans really understand that it's in their self-interest to have such a balanced view, to say the least.

​CHINAPLUS: Some observers believe the US has more power over the EU than that of Germany and France combined, so the change of attitudes from Germany and France won't make much of a difference in the EU's China policy. How do you look at this?

​ZEPP-LAROUCHE: The EU right now is very disunited. You had the Dutch leader, Rutte, who wants to kick out Orban from Hungary, and Hungary out of the EU. Then, Slovenia just took over the EU Presidency for the next six months, and he clearly is supporting Hungary, and backs the Hungarian view that they don't like cultural interventions, interference with their value set, whereby Western European countries try to impose their liberal views, while the East European countries are more traditional. I think if they keep doing these kinds of things — and von der Leyen then attacked Slovenia, and then you have the disunited Baltic states and Poland. I think the EU right now is not in a strong position at all. I think the thing which will, I'm pretty sure, dominate in the future will be the self-interest of these countries. For Germany, for France, and also the other European countries, the economic interest in a world which is in a turmoil, the relation with China is clearly a factor of stability. This is what the German industry wants for the most part. So, I think also the United States may change.

​The United States has pursued policies in the last 20 years which were not really in the interests of the United States itself, as you can see by what happened in Afghanistan where a war was fought for 20 years, and absolutely nothing came out other than misery, death, and a lot of cost. So, maybe the United States can also start to change and see that cooperation is more in their interest than confrontation. I know this is not the dominant policy right now, but things are changing very rapidly. I would really hope that the New Paradigm of international relations gets into the minds of political leaders, because confrontation can only lead to a disaster.

​Anyway, I think we are in a flux; we are in an historic moment of dramatic change. A lot depends on good initiatives which people have to influence the situation for the better.

​CHINAPLUS: OK, thank you very much, Helga. That was Helga Zepp-LaRouche, founder of the Schiller Institute, a global political and economic think tank headquartered in Germany.

27. juni (EIRNS) — Repræsentanter for regeringer og valgte embedsmænd, sammen med forskere, økonomer, landmænd, folkesundhedspersonale, pensionerede militær- og efterretningsofficerer og musikere fra hele verden gik sammen i sidste weekend på Schiller Instituttets internationale konference for at analysere den eksistentielle krise, som mennesket står over for i dag, og drøfte de nødvendige midler til at mobilisere verden bag et nyt paradigme, frit for geopolitik og malthusianisme, baseret på ”fred gennem udvikling”. En efter en udtrykte disse "verdensborgere" deres tak til Schiller Instituttet og dets grundlægger og formand, Helga Zepp LaRouche, for at mobilisere konferencen og insisterede på, at der gøres alt for at cirkulere videoen og transskriptionerne så bredt som muligt.

Konferencen havde titlen "Til gavn for alle mennesker, ikke regler til gavn for de få." Fru Zepp-LaRouches hovedtale med titlen, "Hvem guderne ville ødelægge: Krig med Rusland og Kina er værre end MAD!" indledte det første panel. Hun bemærkede, at dette panel var rettidigt, da briterne i sidste uge intervenerede for at sabotere det lille, men kritiske skridt fremad, der blev opnået på Biden-Putin-topmødet, hvor de to ledere fornyede løftet fra præsidenterne Reagan og Gorbatjov på deres topmøde i 1985: "Atomkrig kan ikke vindes og må aldrig udkæmpes". Den bevidste indsættelse af et britisk krigsskib på russisk maritimt område, bemærkede hun, er et andet eksempel på det britiske imperiums forsøg på at trække USA ind i en militær konflikt med Rusland, og viser hvor let en krig – endda en atomkrig – kunne have været udløst af sådanne onde handlinger.

Zepp-LaRouche gennemgik det sidste halve århundredes indsats fra Lyndon LaRouche og hans bevægelse for at afslutte det malthusianske vanvid, og fremstille løsninger baseret på at forene verdens store nationer og kulturer i en ny verdensorden baseret på menneskets værdighed, videnskabeligt samarbejde og æstetisk uddannelse. Hvis der var blevet lyttet til hendes mand, sagde hun, ville denne oprivende globale katastrofe have været undgået – og det er stadig sådan, at enhver løsning kræver, at der lyttes til de “kloge ord fra Lyndon LaRouche. Hun fremhævede gentagne gange igennem hele konferencen konceptet bag Komitéen for modsætningernes Sammenfald, grundlagt af hende selv og den tidligere amerikanske sundhedschef for militæret, Dr. Joycelyn Elders, nemlig at opbygningen af ​​moderne offentlige sundhedsfaciliteter i enhver nation ikke kun er nødvendig for at afslutte pandemien, og fremtidige pandemier – et problem for enhver person på Jorden – men også fordrer en seriøs overvejelse af de andre aspekter af infrastruktur, der kræves for moderne sundhed – nemlig rent vand, energi, transport og mere.

Dr. Andrey Kortunev, generaldirektør for det Russiske råd for internationale Anliggender (den førende tænketank tilknyttet udenrigsministeriet), talte efter Zepp-LaRouche om: "Har topmødet i Genève ændret forholdet mellem USA og Rusland"? Han bemærkede, at forventningerne til topmødet var lave i betragtning af angrebene på Rusland fra USA, herunder fra regeringen, men aftalen om i fællesskab at erklære at atomkrig ikke kan vindes og ikke må udkæmpes, og aftalen om at påbegynde diskussioner på højt niveau om våbenkontrol, cyberkrig og andre spørgsmål, var tegn på håb om forbedrede relationer. Alligevel, sagde han, vil fremskridt ikke være muligt uden nye ideer, og takkede Schiller Instituttet for konferencen og behovet for at komme ud over "konventionel visdom".

Dette indledende strategi-panel omfattede en præsentation af Indiens synspunkter ved ​​Atul Aneja, redaktøren for {Narrative.com}, vedrørende behovet for engagement mellem Indien, Rusland og Kina for at tackle den globale krise. (Pensioneret) Oberst Richard H. Black, tidligere leder af den amerikanske hærs strafferetlige afdeling, talte om emnet "Det amerikansk-kinesiske forhold: En vej til undgåelse af krig og samarbejde". Oberst Black fordømte de tankeløse angreb på Kina fra Kongressen, medierne og institutionerne i USA. Han opfordrede til at forny ånden i åbningen af ​​forbindelser under præsident Nixon, og advarede mod de nylige bestræbelser på at fremprovokere en krise mellem Taiwan og fastlandet, hvilket kunne provokere krig. Han gennemgik terrorhandlingerne i Xinjiang begået af uighur-muslimer med støtte fra Saudi-Arabien og Tyrkiet, hvilket har ført til, at Beijing har leveret omfattende uddannelse og jobtræning for de unge. Denne humanistiske tilgang, bemærkede han, blev undsagt som "folkedrab" af løgnerne og tåberne i Vesten. Som ekspert i situationen i Syrien bemærkede oberst Black, at 4000 trænede uiguriske terrorister kæmper med al Qaida i Syrien. Hvis den amerikanske tilgang – støtte til terroristerne for at opnå regimeskifte mod præsident Assad – får lov til at lykkes, vil terroristerne til sidst strømme tilbage til Kina. Han appellerede til Kina om at bringe Bæltet og Vejen ind i Syrien for at redde nationen fra opløsning. Hvad ville resultatet af en krig med Kina være, spurgte han? "Enten en landkrig i Asien – og vi ved hvordan det er gået førhen, – eller atomkrig og enden på civilisationen".

Dette strategi-panel afsluttedes med Ray McGovern, en tidligere Rusland-ekspert fra CIA og medstifter af 'Veteran Intelligence Professionals for Sanity' (VIPS), der talte om: ”Når et tilbageskridt også et fremskridt: Modsætningers sammenfald”. Han berørte hybris-synden, som er drivkraften for de politiske ledere, der falder i kategorien: "Dem, guderne vil ødelægge, gør de først vanvittige". Han analyserede de nylige amerikanske og britiske provokationer mod Rusland, som til sidst fik Biden og muligvis nogle af hans medhjælpere til at søge topmødet med Putin. Han latterliggjorde dem der tror, at de kan spille Rusland ud mod Kina, og rådede Biden til at fyre den amerikanske militærleder, der for nylig erklærede, at atomkrig nu er "sandsynlig".

Det andet panel, "Den egentlige videnskab bag klimaforandringer: Hvorfor verden har brug for syv terawatt energi", inddrog fremragende og modige forskere fra hele verden, der både tilbageviste den falske videnskab bag påstanden om menneskeskabte klimaforandringer, og opfordrede til at ende den malthusianske kampagne mod fossile brændstoffer, alt imens man forlangte en massiv stigning i kernekraftudvikling og udvidet forskning i fusionskraft. Forskere fra USA, Sydafrika, Italien, Holland, Schweiz og Tyskland bidrog.

Det tredje panel, "Weimar Tyskland fra 1923 vender tilbage: Global Glass/Steagall-politik for at afslutte Hyperinflation", omfattede Jacques Cheminade, leder af ​​LaRouche-bevægelsens søsterorganisation i Frankrig, EIR’s økonomiske redaktør, Paul Gallagher, og EIR’s efterretningsdirektør for Latinamerika, Dennis Small. Gallagher præsenterede LaRouches opdagelse om, at den egentlige kilde til rigdom ikke er råmaterialer eller menneskeligt fysisk arbejde, men ideer og opdagelser omdannet til nye teknologier. Han gennemgik realiteterne bag Green New Deal – bankkartellernes overtagelses af ​​den økonomiske politik fra valgte regeringer – hvad Mark Carney kalder "regimeskifte" – for at afskære kredit fra den produktive økonomi under påskud af løgnen om ​​kulstofinducerede klimaforandringer. Han sammenlignede denne politik med dem af Hjalmar Schacht, Hitlers finansminister, der førte til krig og koncentrationslejre. Den massive pengeudskrivning må stoppes, og Glass/Steagall-bankreformen gennemføres i alle lande for at udslette den falske gæld og indføre LaRouches fire love for global udvikling. Small gennemgik flere af LaRouches opdagelser i fysisk økonomi og den nuværende frygtelige globale krise med pandemien, den økonomiske boble, krigen, sanktionspolitikken samt det kulturelle forfald. Han afslørede også bitcoin-hysteriet som en vildt spekulativ boble.

To mænd fra Kansas talte – en landmand, Mike Callicrate, talte om det presserende behov for at stoppe kartelliseringen af ​​landbruget, og demonstrerede ødelæggelsen af ​​både landmændene og madforsyningen, som et resultat af at landbruget blev overdraget til Wall Street, og opfordrede til en genoplivning af familiebruget. Statssenator Mike Thompson, formand for Senatets 'Utilities Committee', behandlede: "Hvordan amerikanerne bliver gennet ind i 'grøn' energi, med, politiseret, monetaristisk videnskab, der anvendes som et våben". Han sagde, at Kansas nu har 41% upålidelig og stærkt subsidieret vindkraft, mens de pålidelige og billigere kulkraftværker lukkes på baggrund af kulstofbedrageri, hvilket øger energipriserne og efterlader staten konkurrencemæssig udygtig.

Den japanske økonom Daisuke Kotegawa, en tidligere ledende embedsmand ved finansministeriet i Japan, gav en kraftig demonstration af, at Japans allierede, USA og Storbritannien, gentagne gange har undergravet Japans økonomi. Da Plaza-aftalerne i 1985 tvang Japan til at fordoble yennens værdi, var en uforudset konsekvens, at de japanske banker var i stand til at bevæge sig ind i London og konkurrere med de britiske banker, hvilket tvang flere ærværdige britiske banker til at gå ned. De reagerede med en "Basel-regel" indført af BIS, der havde til formål at stoppe de japanske banker. Men da de vestlige banker blev truet med sammenbrud i 2008, blev Basel-reglen ikke anvendt, men derimod ”stresstests”, som ifølge Kotegawa dækkede over, at bankerne allerede var bankerotte, så testene var falske. Således var der ingen vestlige bankfolk, der måtte gå i fængsel, kvantitative lempelser forøgede simpelthen boblen og truer nu med hyperinflation, medmindre der indføres øjeblikkelige Glass/Steagall-foranstaltninger.

Den franske økonom og jurist Marc Gabriel Draghi talte om den spekulative bobles omfattende udslag og 'the great reset' i Europa. Pedro Rubio, præsident for sammenslutningen af ​​embedsmænd fra General Accounting Office i Columbia og langvarig samarbejdspartner med LaRouche-bevægelsen, fokuserede på den katastrofale indvirkning af pandemien og det økonomiske sammenbrud på Columbia, hvilket har ført til ugelange, omfattende demonstrationer, primært af unge, der står over for et liv uden fremtid.

Det sidste panel, "Modsætningernes Sammenfald: Den eneste sande menneskelige tankeproces," var en ekstraordinær samling af amerikanske læger, pensionerede militære linjeofficerer, en russisk diplomat og Helga Zepp-LaRouche, der på stedet bogstaveligt talt sammensatte en international alliance af kræfter til at begynde processen med at opbygge moderne sundhedsfaciliteter i alle lande. Dette vil kræve militærstyrkens færdigheder – potentielt fra flere lande, herunder Rusland – til at håndtere nødsituationer rundt om i verden for at imødegå den mere langsigtede nødsituation med økonomisk tilbageståenhed, begyndende med hospitaler, rent vand, strøm og anden infrastruktur, der kræves for et fungerende sundhedssystem. Zepp-LaRouche åbnede sessionen med at beskrive, hvad den geniale Nicolaus fra Cusa fra det 15. århundrede mente med "modsætninger" – at overvinde tilsyneladende modstridende begreber eller modsatte politiske eller religiøse kræfter ved at hæve sig til en højere platform, hvor menneskehedens fælles mål overstiger de underordnede modsætninger.

Hun hævdede, at den unipolære verden nu er forbi mens verden står i en konflikt mellem den nye multipolære verden, der er baseret på international lov i FN-pagten versus en holden ved den unipolære verden, der har frembragt en ”regelbaseret orden” af egen konstruktion, der ignorerer international lov. To tidligere amerikanske militære sundhedschefer, Dr. Joycelyn Elders og Dr. David Satcher, og to pensionerede officerer, generalmajor Peter Clegg og kontreadmiral Marc Y.E. Palaez, fik selskab af Boris Meshchanov, en rådgiver ved Den russiske Føderations mission til FN. Meshchanov belyste "Det russiske perspektiv på en global bæredygtig og vedvarende genopretning". Efter en rig diskussion spurgte Zepp-LaRouche, om diskussionen kunne føre frem til et konkret resultat, om disse repræsentanter for det medicinske erhverv, militæret og det russiske udenrigsministerium kunne forpligte sig til at sætte gang i en proces med at oprette arbejdsgrupper for at påbegynde processen med at opbygge moderne sundhedsfaciliteter… måske i en udvalgt gruppe lande i Afrika, Sydamerika og Asien. Mens hr. Meshchanov udtrykte støtte til konceptet, mente han, at det strategiske område, som nu er under drøftelse mellem Washington og Moskva, måtte være det første samarbejdsområde i betragtning af de nuværende ekstremt anstrengte forbindelser. Kontreadmiral Palaez hævdede med eftertryk, at rent vand var en væsentlig begyndelse, og at dette var noget militæret kunne gøre, og som ikke skulle skabe splittelse blandt nationer.

Dr. Khadijah Lang og Marcia Merry Baker, medlemmer af Komitéen for modsætningernes Sammenfald, afgav derefter en rapport om "Mozambique Pilot Aid Shipment – Action Diplomacy for World Health Security".

Borgmester David Castro, præsident for Koalitionen af borgmestre uden Grænser i Honduras sendte en video: "Hilsen til konferencen", hvori han udtrykte sin stærke støtte til Schiller Instituttets arbejde.

Konferencen blev afsluttet med en bevægende præsentation af Diane Sare, kandidat til det amerikanske senat i staten New York og grundlægger af Schiller Instituttets NYC Chorus. Hendes præsentation havde titlen "E Pluribus Unum: Hvad vi kan lære af Beethoven". Først fremsatte hun eksempler på mindre fremragende musik, der undgår sammensætning af komplekse stemmer, og sidenhen demonstrerede hun sammenfaldet af modsætninger i Credo-satsen af Beethovens Missa Solemnis ved hjælp af eksempler fra sit eget kors opførelse. Ved først at spille hver vokalstemme alene, derefter adskillige af de instrumentale stemmer alene, og bemærke at der er omkring 29 stemmer i alt, der lyder meget forskellige, når de spilles alene, demonstrerede hun, hvordan Beethoven gør det til en enhed, på en måde der provokerer sindet til at hæve sig til niveauet for komponistens kreativitet. Hun sluttede af med at afspille den endelige forestilling, som en opløftende afslutning på den utrolige konference.

Efter en recitation af USA's uafhængighedserklæring, lettere forkortet for at tjene som erklæring om grundlæggelsen af Schiller Instituttet i 1984, og Rutli-eden fra Friedrich Schillers William Tell, som var baseret på den amerikanske uafhængighedserklæring, blev konferencen afsluttet af Helga Zepp-LaRouche med følgende ord:

”Som vi har diskuteret befinder verden sig i en utrolig spændt tilstand – på kanten af hvad der kunne blive til en atomkrig – gentagne gange… Jeg aner ikke hvis forslaget om at overføre amerikansk militærproduktion til et fredeligt formål – måske er dette utopi. Men jeg er evig optimistisk om, at muligvis kombinationen af disse ideer, og faren for at det ikke kan være i nogens interesse, at dette kommer ud af kontrol, og samtidig demonstrationen her i dag af velvilje fra læger og militærfolk, der tilbyder, at militæret kan hjælpe med til at skaffe rent vand til verden – måske er der ideer nok, til at der kommer noget ud af det”.

Med formand Tom Gillesberg

Se Schiller Instituttets internationale videokonference den 26.-27. juni 2021 eller bagefter: 

Invitation: For det almene vel af alle mennesker, ikke regler, som er til fordel for de få.
Schiller Instituttets online internationale konference den 26.-27. juni 2021 kl. 15 dansk tid

Lyd:

10. juni (EIRNS) — Præsident Joe Biden har indledt sin uges lange rejse til Europa – som kulminerer med et topmøde den 16. juni med den russiske præsident Vladimir Putin – med et forudsigeligt og truende verbalt angreb mod Rusland. Hans bemærkninger var uden tvivl sød musik i ørerne hos det britiske etablissement, der orkestrerer et geopolitisk opgør mellem USA og Rusland og mellem USA og Kina. Som London Guardian muntert skriver i overskriften på en nylig leder: "Joe Bidens mission på G7-topmødet: at rekruttere allierede til den næste kolde krig".

Men vil det hele udspille sig efter Londons plan? Ikke sandsynligt. Virkeligheden har en grim måde at vælte selv de bedst udtænkte utopiske planer på.

En ledende artikel i Kinas halvofficielle Global Times den 9. juni påpegede, at etablissementets politik for geopolitisk konfrontation "ikke er andet end bluff”, omend farligt, fordi det “ikke kan løse det egentlige problem i USA og Vesten", som er den økonomiske sammenbrudskrise, der rammer hele den transatlantiske region. "Hvis USA skal konkurrere med Kina strategisk," hævdede lederen, "vil den grundlæggende måde være at genoplive sin egen økonomi". Men de politiske eliter i Washington, konkluderede lederen, ”er meget længere fra at være i en konfrontation med Kina, end de er på en konfrontationskurs med tiden og med de fælles interesser for menneskeheden, inklusive det amerikanske folk”.

Dette er en nøjagtig karakteristik. Menneskehedens og amerikanernes fælles interesser, som er hårdt tiltrængt i vores tid, ligger i en global alliance mellem alle nationer om et lynprogram for at overvinde COVID-pandemien. Det kræves at besejre selve coronavirusset – gennem verdensomspændende massevaccination, testning og nødvendige offentlige foranstaltninger. Men det kræves også at overvinde det, der forvandlede en ren virus til en fuld pandemi: sammenbruddet af den fysiske økonomi og især sundhedsvæsnerne, levestandarden og tilhørende økonomisk infrastruktur i løbet af de sidste 50 år.

En global mobilisering i denne retning – organisering af et globalt sundhedssystem med moderne kapaciteter i enhver nation i verden, som Schiller Instituttets præsident, Helga Zepp-LaRouche, gentagne gange har opfordret til – fokuserer på, og placerer centralt på scenen, det presserende behov for den komplette internationale finansielle og økonomiske politik, som Lyndon LaRouche specificerede i sine berømte 'Fire Love'.

Bemærkninger leveret af Lyndon LaRouche for tyve år siden under en diskussion på en videokonference den 2. oktober 2001 med det peruvianske 'Society of Economist Engineers' tjener også til at opsummere nutidens strategiske situation:

”Så man på indføre et system for samarbejde, hvor man kan starte et stort udviklingsprojekt, hvor lande, der producerer mere højteknologi, vil producere det og sælge det på kredit til lande, der, ligesom det indre af Kina, har brug for denne overførsel af teknologi. Eller Indien. Og det marked – og USA's mulighed for at tage del i dette marked – er det bedste håb for USA.

Så hvis ikke vi samarbejder; hvis vi ikke kan samarbejde – på et tidspunkt, hvor Rusland er villig til at samarbejde, Kina er villig til at samarbejde, Indien ønsker at samarbejde og Europa ønsker at samarbejde – hvis ikke vi samarbejder, er vi vanvittige! Og derfor, hvis vi er vanvittige, hvad vi vil få, er omkostningerne for vanvid, hvilket er en ny mørk tidsalder. Sådan er det: Når menneskeheden ikke er fornuftig, når imperier ikke har haft fornuften til at stoppe med at være sindssyge, har de generelt ødelagt sig selv, som Romerriget og andre før det.

”Og vi er på det punkt, hvor… denne planet ikke kan fortsætte i den retning, som den går nu. Vi kan ikke fortsætte dette system, der er ved at gå i opløsning, og vi kan heller ikke have en konflikt af den type, som Mellemøsten-konflikten truer med, eller på de måder, som nogle mennesker forsøger at gribe dette spørgsmål om terrorisme an: Vi kan ikke have det. Fordi denne planet ikke vil overleve under disse omstændigheder.

”Og derfor tror jeg, det er sådan man skal se på det. Der er ingen løsning undtagen en global løsning”.

Billede: Capitol Hill – Sdandsd, CC BY-SA 4.0, via Wikimedia Commons

D. 3. juni (EIRNS) — Økonomer og politiske ledere fra hele verden mødes i Rusland denne uge til det årlige Skt. Petersborg Economic Forum. Et fremherskende diskussionsemne i adskillige af de mange paneler er det faktum, at den ulovlige anvendelse af ensidige sanktioner fra USA, Storbritannien og EU har nået et punkt, hvor flere førende lande, og især Rusland og Kina, er dybt inde i diskussioner om at bryde ud af det amerikanske dollardominerede internationale finanssystem. I et panel, ledet af 'Valdai Discussion Club', med titlen: ”Den risiko som sanktionerne udgør for det globale finansielle system og den internationale forretningsverden”, lyder indledningen: “Transformationen af dollaren til et våben indebærer truslen om uforudsete chok… Intensiteten og den vilkårlige karakter, hvormed sanktionerne anvendes, antyder, at et målrettet politisk værktøj nu bliver altomfattende”.

Vladimir Kolychev, Ruslands vicefinansminister, sagde, at ”et nyt globalt finanssystem bliver til som et resultat af disse ulovlige sanktioner. Det sker ikke natten over, men det er uundgåeligt. De sanktionerede lande vil gøre det”. Der er en fortsat tilbagetrækning fra de eksisterende strukturer, sagde han, da det ikke er sikkert at bruge amerikanske dollars (Washingtons påstand om at have ret til at indføre sanktioner mod lande, virksomheder og enkeltpersoner, er simpelthen baseret på det faktum, at næsten alle globale handelstransaktioner går igennem det amerikanske dollarsystem, selv når handlen ikke har noget med USA at gøre). Ruslands handel var for 80% vedkommende i dollars så sent som i 2019, bemærkede Kolychev, men er nu mindre end 50%. Kun 20% af reserverne i Rusland er nu i amerikanske dollars.

Alt imens sanktionerne er grund nok til at tage sådanne nødforanstaltninger, er en anden truende katastrofe, at udstedelsen af dollars i årevis for at redde finansielle bobler i det transatlantiske banksystem, uden at udvide den produktive base, nu truer med hyperinflation i dollarzonen. Den 31. maj begyndte lederen i Kinas Global Times: ”Selv om det er usikkert, om Biden-administrationens politik med helikopterpenge vil anspore til en ny runde med økonomisk vækst, er det allerede klart, at forbrugsfesten først vil trække den amerikanske økonomi ned i en bundløs inflationær brønd". Hermed er der endnu en grund til at afkoble nationale valutaer fra dollaren, handle i nationale valutaer eller, som nogle antyder, i nye digitale valutaer.

Men er det klogt? Det kan ikke betvivles, at de snesevis af sanktionerede lande har ret i ønsket om at slippe for de dødbringende og ulovlige ensidige sanktioner. Men, burde verden opdeles i separate handelszoner, især på et tidspunkt hvor det amerikanske etablissement og NATO mobiliserer til krig mod både Rusland og Kina, uden anden grund end for at bibeholde de billioner af dollars, der strømmer ind i det militærindustrielle kompleks og dets ejere i Wall Street/City of London? Vil ikke yderligere finansiel opdeling opmuntre dette krigsparti?

Og selvom størstedelen af verdens lande trak sig ud af dollarens dominans og deltog i store udviklingsprojekter gennem Bælte- og Vej-Initiativet… såfremt USA, Storbritannien og EU overlades til at gå i opløsning, ville dette kun føre til global opløsning og krig.

Det er her, hvor begrebet om 'modsætningers sammenfald, fra Nikolaus fra Kues, og komitéen med samme navn, der blev lanceret af Helga Zepp-LaRouche og den tidligere cheflæge for USA's militærkorps, Joycelyn Elders, i 2020, tager fat på den nødvendige løsning af en tilsyneladende uløselig krise. Hverken de vestlige økonomier eller udviklingsøkonomierne kan acceptere den grønne New Deal, som nu bliver tvunget ned over verden af det transatlantiske bankoligarki, da det ville ødelægge industrilandenes økonomier og bogstaveligt talt affolke udviklingslandene. Hverken de østlige nationer eller de vestlige nationer kan modstå et sammenbrud i stil med det i 1929, endsige en hyperinflationær katastrofe som i Tyskland i 1923. Og helt bestemt ønsker ingen normal person atomkrig. Løsningen, så vanskelig som den kan virke i det nuværende kaos, ligger i at tage fat på menneskehedens fælles mål: at forene nationer i et Nyt Bretton Woods-kreditsystem ved hjælp af den gennemprøvede metode til Glass/Steagall-reorganisering for at genoprette en sund kreditpolitik; bruge den opløftende og vellykkede model for internationalt samarbejde inden for rumforskning, og at realisere det på kort sigt opnåelige mål om ubegrænset energi gennem fusionskraft; fremme uddannelsessystemer, der underviser i både ens egen historie og kultur, men også andre kulturer, der er meget forskellige fra ens egen. Det er kendt som en renæssance. Vi er alle mennesker med kreative åndsevner, imago viva dei (skabt i Guds billede, red.). Vi har et ansvar over for Skaberen for at bruge disse evner til at fremme det menneskelige mirakel.

Dette vil være emnet for Schiller Instituttets konference den 26.-27. juni: "For det fælles bedste for alle mennesker, ikke regler til gavn for de færreste".

1. juni (EIRNS) – I en udsendelse fra Asien i dag udtalte manden, der anses for at være forfatteren af den triumferende amerikanske nationale forsvarsstrategi, Elbridge Colby, udsendt i januar 2018, at der ikke er nogen grund til at have amerikanske udenrigs-relationer, med undtagelse af opretholdelsen af USA's beredskab til at vinde konventionelle krige, og, såfremt det er nødvendigt, at føre atomkrig. Colby er den tidligere viceforsvarsminister for strategi og styrkedeployering. Han var den fremtrædende gæst på morgenens program hos Asia Times med titlen: "Hvad kunne starte en stillehavskrig, og hvem ville vinde den".

Selvom ideen om atomkrig kan være forfærdelig, sagde Colby, skal man være forberedt på det. Han sagde, at Kina muligvis ville beregne forkert og indlede en krig om Taiwan i den tro, at USA ikke vil gribe ind. Colbys forsvarsstrategi fra 2018 definerede Kina og Rusland som strategiske konkurrenter, der må inddæmmes økonomisk og militært, hvis det viser sig nødvendigt.

Colby blev bedt om at svare på et spørgsmål, der blev stillet af {EIR}-deltager Mike Billington, (dog ikke identificeret ved navn af ordstyreren, David Goldman, der har bevæget sig langt væk fra tidligere at have samarbejdet med Lyndon LaRouche). Som svar på: "Hvorfor skulle USA ikke bare slutte sig til Kina i Bælte- og Vej-Initiativet for at opbygge verden?" svarede Colby: ”Det ville stride helt imod den menneskelige natur. G2 [to konkurrerende regeringer, der kommer sammen] fungerer aldrig. Tilskyndelsen til at hvert land vil søge at opnå en fordel frem for det andet er simpelthen for stor. "Med andre ord: 'Den Westfalske Fred' – der tog hensyn til de andres interesser – fandt aldrig sted. Colby fortsatte," Kina ønsker at have et stort område, hvor det har herredømme, sætter de økonomiske regler, har overherredømme, som de plejede at sige … "

Det er denne ondskabsfulde tankegang, der ligger bag, ikke kun den ekstreme krigsfare i verden i dag, men også den økonomiske ødelæggelse fra 'den store grønne nulstilling'. Det manifesteres på mange måder…

For eksempel det faktum, at der ikke er noget effektivt internationalt samarbejde i gang for en vellykket global vaccinationskampagne for at stoppe pandemien. Verdenssundhedsforsamlingen (World Health Assembly) med over 190 nationer sluttede i dag (24. maj – 1. juni) med en erkendelse af denne mangel.

Se på den manglende reaktion på de åbenlyse overvågningsoperationer fra det amerikanske National Security Agency (NSA) og de danske myndigheder i årevis, for ikke at nævne andre spionageaffærer og beskidte operationer foretaget af 'Five Eyes' og 'The Nine Eyes' (med tilføjelse af Holland, Norge, Frankrig samt Danmark). Den serbiske præsident Aleksandar Vucic sagde i denne uge, at NSA’s danske udspioneringsskandale og manglende reaktion viser, at der ikke er nogen international lov, intet princip og ingen moral tilbage i internationale relationer.

Helga Zepp-LaRouche citerede i dag disse eksempler og bemærkede, at det i øjeblikket står "meget, meget klart, at Vesten med deres geopolitiske besættelse ignorerer befolkningernes fælles bedste". Schiller Instituttet er uundværligt med henblik på at frembringe politik og principper til at håndtere kriserne gennem dialogprocessen og konferencer. Især begivenheden 26.-27. juni er anledning til at slå til lyd for nødvendigheden af en Glass/Steagall-bankreorganisering og tilhørende kreditpolitik, der er presserende nødvendige i USA og rundt om i verden, og som kun kan diskuteres og indføres gennem en ny Bretton Woods-konference med førende nationer. Den falske "videnskab" bag den grønne nulstilling må afsløres og afmonteres. Tilgangen som bruges af Komitéen for 'modsætningernes Sammenfald til løsning af kriser ved at overvinde mindre forhindringer, tage fat på menneskehedens fælles mål, er afgørende og må brede sig internationalt.

Zepp LaRouche understregede yderligere, at tidshorisonten for at gøre dette "ikke er endeløs… ikke en dårlig uendelighed". Nej; den nuværende hyperinflation viser, at en større faseændring snart er i vente. Vi er nødt til at sikre, at vores ideer for menneskeheden får overhånd… og ikke folkemordernes.

Billede: Snip fra internet

20. maj (EIRNS) – I går mødtes den russiske præsident Vladimir Putin og den kinesiske præsident Xi Jinping via videokonference, for i fællesskab at indvie starten på opførelsen af fire nye atomkraftværker i Kina, baseret på russisk teknologi og avanceret industrielt input. Udover blot at fejre denne begivenhed, selvom det alene er det værd, benyttede de to statsoverhoveder lejligheden til at præsentere en global politik for deres respektive tilknyttede nationer, og for hele menneskeheden, der, som præsident Xi udtrykte det, er centreret om at give "et betydeligt intellektuelt bidrag til den innovationsdrevne udvikling af den globale nukleare sfære, baseret på en styrkelse af videnskabeligt og teknisk samarbejde".

Betydningen af denne udvikling på tærsklen til 'Global Health Summit'-mødet den 21. maj i Rom på G-20 er, at den repræsenterer den eneste vej fremad til at løse de nuværende eksistentielle sammenbrudskriser, som menneskeheden står over for. Intet underligt i at nationer på tværs af udviklingssektoren – fra Afrika over Mellemamerika til Asien – som er blevet afskrevet af malthusianerne, der styrer den transatlantiske sektor – i stigende grad vender sig til Kina og Rusland.

Der er en grund til, at Lyndon LaRouche insisterede på at opfordre til en "fire-magts"-aftale for at løse de kriser, som menneskeheden står over for – en alliance mellem USA, Rusland, Kina og Indien for at kombinere deres historiske nationale egeninteresser; deres nuværende økonomiske, demografiske og militære tyngde og deres fremtidige potentiale for videnskabelige og kulturelle gennembrud, for endegyldigt at besejre det britiske imperiums politik for malthusiansk afindustrialisering og det dertil hørende bestialske menneskesyn. Kina og Rusland tilvejebringer et klart alternativ til den kollapsede imperialistiske orden. Indien sidder i øjeblikket på sidelinjen i en kamp på liv og død mod en ukontrolleret eksplosion af COVID-19-pandemien. Og USA bør radikalt ændre kurs i den retning, som LaRouche har identificeret.

I en tale den 10. oktober 2009 til den syvende årlige Rhodes-konference, som han navngav: "En fire-magts-aftale kan skabe et nyt globalt kreditsystem" sagde LaRouche profetisk:

Opgaven, som jeg definerer den, er, at såfremt Rusland og USA og Kina og Indien, som en gruppe lande, bliver enige om at indlede og påtvinge en reorganisering af verdens finans- og kreditsystem under disse betingelser, med langsigtede aftaler af den samme type, som Franklin Roosevelt havde ytret før sin død i 1944; under ledelse af disse nøglenationer, kunne Roosevelts hensigt realiseres alle disse år senere, og det kunne vi gøre i dag.

"Det er vores chance: Enten gør vi det, eller også går vi under. Jeg kan forsikre jer om at hvis man tror, at der er nogen mulighed for, at det nuværende system kan fortsætte i de kommende år som et arbejdsdygtigt system, at der ikke vil være en generel, fortsat, forværret krise… på nuværende tidspunkt vil der ikke komme nogen økonomisk genopretning i nogen del af planeten under de nuværende forhold.

"Vi er nu på vej mod en generel sammenbrudskrise, forårsaget af ikke alene denne særlige finansielle krise, men af globalisering. Fordi under disse betingelser er enhver nation blevet så afhængig af andre nationer, at enhver sygdom i økonomien, enhver sammenbrudssygdom i økonomien, vil bringe alle nationer i økonomien ned i form af en kædereaktion. Hvor hurtigt det vil gå, kan vi ikke være sikre på. Men det er dét, der er faren.

"Så sagen nu er denne politiske beslutning: Kan vi få USA under et forbedret præsidentskab – og det kræver forbedring – kan vi få USA, Rusland, Kina og Indien til at blive en blok af lande, som hver har forskellige kendetegn, men hvis de indbyrdes anerkender, at de har en fælles interesse, vil de tilpasse sig hinanden og respektere hinandens forskellige karakteristika. Resultatet af dette vil være en eliminering af verdens monetære system, som har været dominerende i den europæiske civilisation siden Den peloponnesiske Krig".