At drage læren af den forspildte chance i 1989 – denne gang kan det blive anderledes
Schiller Instituttets ugentlige webcast med Helga Zepp-LaRouche den 10 november 2019

Hvad var det i virkeligheden der skete i 1989, da Berlinmuren faldt, og hvad kan vi lære af at undersøge begivenhederne i denne historiske periode? Ved en gennemgang af hvad der rent faktisk skete for tredive år siden, da Berlinmuren blev revet ned, i modsætning til den officielle fortælling fremsat af de neoliberale og geopolitikerne, taler Helga Zepp LaRouche lidenskabeligt for, hvorfor det vil være anderledes denne gang. Chancen for verdenshistoriske forandringer findes kun kortvarigt, men denne gang, siger hun, er lejligheden gunstigere. I modsætning til 1989, hvor alene kræfter, der var tilknyttet hendes mand, Lyndon LaRouche, og Schiller Instituttet, havde en strategisk plan, er der i dag Bælte- og Vejinitiativet og en voksende erkendelse af, at der kommer et nyt [finansielt] krak, og at det vil være dødbringende at holde fast ved det gamle paradigme, der blev påtvunget [verden] af det britiske imperium.

Hun præsenterer de afgørende spørgsmål fra 1989, som en der selv deltog i dem, og forklarer hvordan det britiske imperium overlevede dengang ved hjælp af mord, trusler og korruption, herunder fængslingen af hendes mand.  Men det nye paradigme der dukker op globalt, udformet på basis af LaRouches ideer, ses i stigende grad som den eneste levedygtige mulighed i dag, hvor faren for et nyt krak er øget. De, der forsvarer den gamle orden i Europa og USA, bliver i stigende grad afsløret, idet efterforskningen af Russiagates oprindelse dagligt frembringer flere beviser.

Nu er tiden inde til at læse Schillers værker, sagde hun, for at blive opmærksom på potentialet for hvert menneske – inklusive dig selv! – til at blive en smuk sjæl, og bruge denne opdagelse til at blive en kraft til at skabe historie, og sikre at menneskeheden ikke går glip af denne mulighed.

 

 

 

 




Tilegnelsen af LaRouches metode er påkrævet for at organisere kræfterne for sejr.

Den 7. november (EIRNS) – I en tale, der var forberedt den 26. maj 2000, af statsmand Lyndon LaRouche med titlen “Vedrørende emnet strategisk metode” (EIR, 2. juni 2000), beskrives en tankegang, hvis tilegnelse er afgørende, hvis vi skal komme sejrrigt ud af det nuværende politiske og økonomiske rod i USA, hvor sejr også er kritisk for [resten af] verden. Tankegangen bygger på metoden for videnskabelig hypotese kombineret med en analyse af den kulturelle og økonomiske dynamik, der faktisk bestemmer væsentlige ændringer.

LaRouche siger, at “den afgørende faktor … er den menneskelige vilje, der vælger eller fravælger passende former for frivillige, kritiske ændringer i politik, som former nationer og menneskehedens fremtid som helhed. Disse er de beslutninger, som har forholdsvis afgørende indflydelse på begivenhedernes forløb, især under kriseramte forhold, der ligner dem som er fremherskende verden over i dag. ”Han pegede på et sæt af sådanne beslutninger, som virkelig var onde, for at demonstrere hvad han mente med kritiske beslutninger, der har dyb indvirkning selv over generationer. Disse beslutninger stammer fra 1975-76 [og blev truffet] af New York Council on Foreign Relations og Den Trilaterale Kommission, og er kendt som ”1980’erne-projektet”, hvilket lagde grundlaget for ødelæggelsen af USA’s fysiske økonomi, omdannelsen til et forbrugerdrevet post-industrielt samfund, og i den endelige manifestation af denne politik, noget vi stadig oplever i dag, den tilstræbte triumf for globalisering og opgivelse af suveræne nationale regeringer til fordel for den type af bankdiktatur, der blev foreslået den 23. august, 2019 af Bank of Englands bankdirektør, Mark Carney, i Jackson Hole, Wyoming. Og denne plan for et bankdiktatur har taget et væsentligt skridt fremad med meddelelsen om, at milliardæren Michael Bloomberg går ind i demokraternes primærvalg i Alabama, uden endnu at ”have besluttet” om han stiller op som præsidentkandidat.

Præsident Donald Trump afbrød den langsigtede udvikling, som disse fyre dengang satte i værk, en udvikling hen imod fuldstændig opgivelse af vores grundlæggeres store eksperiment med den suveræne republik kendt som De forenede Stater. LaRouche siger: ”Metoden for det sædvanlige slæng af bankfolk og advokatfirmaer fra Wall Street var forkert, endda ond, men disse fyre havde i det mindste en vision om en række kulturelt motiverede ændringer i USA og verdenssamfundet, som de havde til hensigt at fremkalde de kommende årtier. ”Det lykkede de med, fordi borgerne var optaget af øjeblikkelige begivenheder, på en selvbegrænsende måde, og nægtede at strække deres sind og vision til hvilken fremtid de søgte at skabe de kommende 50 år. Denne smålighed tillod ondskaben at triumfere.

LaRouche spørger derefter, hvordan vi kan imødese og arbejde for at påvirke de kulturelle paradigmer, som igen vil afgøre den måde hvorpå befolkninger og andre beslutningstagere vil reagere på det globale finansielle og politisk-økonomiske chok, af den slags der nu hastigt nærmer sig? Og, siger han, der er virkelig kun et tidspunkt, hvor man dramatisk kan ændre ting, og det er når begivenhedernes chok får folk til at undersøge deres eget tankesæt, de underliggende aksiomer og postulater, på hvilke de baserer deres meninger.

Det er netop situationen i dag, hvor en udfordret og modtagelig befolkning søger efter løsninger på, hvad de ser der sker omkring dem. Som LaRouche uddybede, er den eneste rigtige måde at fjerne kræfterne bag kuppet mod denne præsident – ud fra en strategisk betragtning – at vælte hele skakbrættet, ved at slutte sig til Rusland, Kina og Indien for at skabe traktater, der er centreret om et nyt monetært system med faste valutakurser, der kun udsteder kredit til økonomisk udvikling og avancerede videnskabelige udforskninger, der fremmer hele menneskehedens produktive kapacitet.

LaRouche peger på adskillige bestemmende kulturelle chok, der førte til USA’s tilbagegang under Barack Obama, og som demokraterne nu beskriver som ”normale tilstande.” Blandt dem er brugen af nuklear terror til at skabe et krav om en verdensregering, som forestillet af Bertrand Russell og andre talsmænd for det britiske oligarki, og stillet til skue under betegnelserne “globalisering” og “lov og orden”. Der var fremkomsten af ‘rock/stoffer/sex-modkulturen’ i kølvandet på drabet på præsident John Kennedy; bestræbelserne på at standse den teknologiske udvikling gennem miljøbevægelsen og afviklingen af centrale initiativer for NASA; udryddelsen af klassisk uddannelse i skolerne; fremme af fri handel og traktater som NAFTA, der decimerede den amerikanske arbejdsstyrke og opgav enhver beskyttelse af amerikanske industrier.

Denne dekadence blev af LaRouche beskrevet som en “grundlæggende konflikt” i geometrien af aksiomer og postulater om menneskets natur. Hvad han betegnede som ‘det romantiske syn’, ser mænd og kvinder som grundlæggende onde, som dyr, med dyriske sanselige impulser, ude af stand til at ræsonnere ud over øjeblikkets sanseopfattelser. Denne opfattelse er grundlæggende for tolerancen over for imperier i histories løb, og er i stigende grad dominerende i USA i dag. Det modsatte, klassiske tankesæt, især i dets kristne manifestation, definerer mennesker som grundlæggende gode, som hævet over dyrene, som værende skabt i billedet af universets skaber og i stand til kreativ forandring og opdagelse af universets grundlæggende love. Det var tankesættet hos grundlæggerne [af republikken], der måtte fordrives og ødelægges af de fundamentale ændringer, der er nævnt ovenfor.

Præsident Trump har taget skridt til at vende alt dette, nogle skridt er stærke, andre mere tøvende, men han hæmmes af det kulturelle forfald, selv blandt hans mest glødende tilhængere. Hvad der mangler her er dybden af intelligens og analyse, som LaRouche drøftede [i talen], hvor han bemærkede, at det største problem er opgivelsen af de former for klassisk uddannelse og klassisk drama og musik, som bevidst er udformet til at nære og styrke det menneskelige sind, menneskelig kreativitet, og får os til at gå uden for vores umiddelbare omgivelser, og beherske hvordan vi ændrer dem. Store forsamlinger råber taktfast “U.S.A.!” igen og igen, men er blevet nægtet dette middel, hvilket viser, at vi ikke indgående uddanner de generaler, der faktisk er i stand til at vinde denne krig for USA, og i sidste ende verden. I mangel på LaRouches metode kan og vil disse menneskemængder blive manipuleret og dræbt af vor fjendes evne til at manipulere dem gennem populærkultur og den offentlige mening.

 




APEC og COP25 er aflyst
– det gamle paradigme er brudt sammen, og vi må bygge det nye

Den 30 oktober (EIRNS) – Enhver der stadig måtte have den misforståelse, at verden på en eller anden måde “klarer sig”, uden behovet for at skulle påtage sig noget personligt ansvar for handling, må vågne op og se på verden som den er i dag, “fra oven”, som man siger.

I dag kollapsede nationen Chile og “Chile-modellen” i bund og grund, som City of London og Wall Street elskede. Præsident Sebastián Piñera, med millioner af mennesker på gaden der kræver en afslutning på den økonomiske model, som blev indført for 45 år siden af det fascistiske Pinochet-diktatur og hans kontrollører af “Chicago Boys”, bekendtgjorde her til morgen, at topmødet i den Økonomiske Samarbejdsorganisation for Asien og Stillehavsområdet (APEC) mellem statsoverhovederne fra 21 lande fra Stillehavsområdet, planlagt til den 16.-17. november i Santiago, er blevet aflyst.

Derudover er også FN’s klimakonference, COP25, den centrale institution i den økofascistiske bevægelse for at afvikle industriel udvikling og reducere verdens befolkning, der er planlagt den 2.-13. december i Santiago, også blevet aflyst. Ikke alene er stakkels Greta Thunberg og tosserne i Extinction Rebellion fortvivlede, men Bank of Englands bankdirektør, Mark Carney, der står i spidsen for det folkemorderiske grønne finansinitiativ, river sig selv i håret.
Denne masseopstand mod den ondartede nedskæringspolitik i Chile er ikke en isoleret begivenhed. Faktisk oplever alle dele af verden en eller flere sådanne omvæltninger, hvoraf mange er ganske voldelige.

Hariri-regeringen i Libanon trak sig tirsdag den 29. oktober, da befolkningen kræver en afslutning på den sekteriske opdeling af nationen, der er udartet i massekorruption og økonomisk forfald. Iraks regering bryder sammen, da store dele af befolkningen har haft begrænset adgang til elektricitet og endog vand, siden ødelæggelsen af dens land for to årtier siden af George Bush og Tony Blair. Argentina har nedstemt IMF’s marionetregering under Mauricio Macri, med de sejrrige tilhængere af den nye regering, der vifter med chilenske flag i solidaritet. Overalt i Europa kollapser de gamle etablerede partier, der har regeret siden Anden Verdenskrig, uden lederskab i sigte til at vende den økonomiske nedgang.

Måske tror du, at du er sikret, fordi du har en god pension? Disse pensioner er investeret i spekulative papirer, som er ved at forsvinde. Den amerikanske centralbank, der har trykt penge med en hastighed, der ikke er set siden sammenbruddet i 2008, forsøger krampagtigt at holde »bankerne, der er for store til at gå ned«, oven vande i et par uger eller måneder mere, med en tilførsel på over 100 milliarder dollars dagligt, og tallet er stigende. Men den finansielle boble, der nu er på 1,5 billarder dollars, en halv gang større end i 2008, kan ikke “reddes” denne gang. Ti år med nulrente og “kvantitative lempelser” (QE) for billioner af dollars har kun gjort realøkonomiens bankerot langt værre.

Og alligevel er løsningen på dette problem tættere på at blive gennemført end på noget andet tidspunkt i nyere tid. Lyndon LaRouche advarede for 50 år siden om præcis disse katastrofer, såfremt hans kloge ord blev ignoreret: Stop finanssystemets omdannelse til et globalt kasino for spekulativt affald; gendan det hamiltoniske “Amerikanske System” med statslig kredit til realøkonomien; samarbejd internationalt for at nå ud til Månen, Mars og videre; og iværksæt et lynprogram for at gøre fusionsenergi tilgængeligt for hele menneskeheden.

En ønskedrøm? Langt fra. Med Donald Trump har vi for første gang siden Jack Kennedy en præsident, der tror på videnskabeligt fremskridt; som atter har forpligtet nationen til et Måne-Mars-program; der afviser den falske britiske myte om “overbefolkning”, som styrer den grønne dagsorden; der er modstander af, at vores børn bliver overmedicineret; og som insisterer på, at Amerika skal være venner med Rusland, Kina og alle nationer, der tror på fremskridt for deres folk.

Derfor er der en hektisk indsats for at starte en rigsretssag mod præsidenten, binde hans hænder, blokere hans bestræbelser på at afslutte krigene for regimeskifte og opbygge venlige forbindelser med andre suveræne stater. Det vigtigste er, at disse oligarker er bange for, at når den økonomiske boble brister, vil han ikke følge diktaterne fra Wall Street og City of London, men vil følge LaRouches politik, hans “Fire Love”, der sætter det økonomiske imperium centreret i London under konkursbehandling, snarere end at redde det. De er bange for, at han ikke kun vil genoprette forbindelserne med Rusland og Kina, men også tilslutte sig dem i det største foretagende nogensinde, Den nye Silkevejs omdannelse af de tidligere koloniserede nationer til moderne industristater, der bekæmper fattigdom, som det er lykkedes for Kina, den største nation på Jorden.

Vær opmærksom på de forstandige ord fra Lyndon og Helga LaRouche. Nu er tiden inde.

 




’Vi går igennem et minefelt med bind for øjnene’

Den 30 oktober (EIRNS) ”Verden hvirvler ud af kontrol,” sagde Helga Zepp-LaRouche i går i en diskussion med samarbejdspartnere, ”med et nært forestående fuldstændigt sammenbrud af det transatlantiske finanssystem”, til trods for desperate forsøg fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, ECB og centralbankerne på at afværge det uundgåelige ved hjælp af de sidste krampetrækninger med kvantitative lempelser og andre forsøg på bankredninger. Som en italiensk analytiker udtrykte det kortfattet i Il Sussidiario den 25. oktober: ”Vi går igennem et minefelt med bind for øjnene.”

Minefeltet er ikke kun økonomisk; det er også politisk. Der er en masseeksplosion af protester internationalt [rettet] imod de nuværende bankerotte institutioner – fra Chile, Libanon, Argentina og endog til Italien og Tyskland, som det blev tydeliggjort ved de nylige valg i disse europæiske lande. Under disse omstændigheder, sagde Zepp-LaRouche, er det latterligt at tro, at de malthusianske grønne finansieringsplaner fra Bank of Englands direktør, Mark Carney, eller Europa-Kommissionens præsident, Ursula von der Leyen, vil fungere. Hvis man prøver at “puffe” befolkningen til at acceptere yderligere fascistisk nedskæringspolitik – som de kuleskøre adfærdsøkonomer foreslår – vil man kun forårsage en fuldstændig eksplosion.

Efterhånden som den økonomiske og politiske krise bliver mere bitter, optrappes i farlig grad det britiske imperiums operation for at fjerne præsident Donald Trump fra embedet, af frygt for at han handler imod deres interesser – som han netop har gjort i Syrien. Den demokratiske ledelse i Kongressen har udarbejdet en resolution, der formelt igangsætter en rigsretsundersøgelse, som de vil forsøge at banke igennem i denne uge, på trods af at et voksende flertal af den amerikanske befolkning ikke er i humør til dette kup. Der ligger en dobbelt fare i denne udvikling: Det er farligt for bagmændene, fordi det efterlader dem fuldstændig udsat for en folkelig afvisning; men det er også farligt for nationen og verden, i betragtning af den erklærede hensigt fra det britiske imperiums fortalere om at nå deres mål for enhver pris.

Vi står over for en sammenbrudskrise af historiske proportioner, tilføjede Zepp-LaRouche; langt større end Sovjetunionens sammenbrud for 30 år siden. Men i modsætning til dengang, er der ved at tegne sig et alternativt system omkring Kinas Bælte- og Vejinitiativ.

Sådanne omstændigheder, med et smuldrende finansielt system kombineret med et voksende internationalt oprør mod politikkerne og institutionerne af denne gamle orden, betyder, “at vi er nødt til at frembringe hele spektret af Lyndon LaRouches ideer”, sagde Zepp-LaRouche. Denne kamp kan vindes, konkluderede hun, så længe vi lykkes med at vinde USA og Europa tilbage til deres egne bedste klassiske traditioner, som finder deres højeste udtryk i LaRouches livsværk.

 




Det næste anslag mod terror:
Hjælp Mexico med at forsegle dets grænse mod narkotika og våbenhandel

Den 28. oktober (EIRNS) – Præsident Donald Trumps succes med at afskære ISIS i Sydvestasien, efterfulgtes af hans dristige beslutning om at trække amerikanske tropper tilbage fra Syrien og anvende internationalt samarbejde mod narkotikasmuglende, menneskehandlende terrorister. Her har han bekæmpet terrorisme, mens han hjalp med at stabilisere Syrien, i stedet for at nedbryde de nationale regeringer og skabe terrorisme, som tidligere præsidenter gjorde.

Nu til et klart og åbenlyst nødvendigt næste skridt: Samarbejd med Mexico for at besejre de narkotika- og våbensmuglende og menneskehandlende terrorister, der truer med at overtage dette land. Åbningen er allerede skabt.

LaRouches borgerbevægelse i Mexico, MOCILA, sendte et åbent brev til den mexicanske præsident Andrés Manuel López Obrador (AMLO) den 25. oktober 2019. Skrivelsen var en opfølgning på narkotikakartellernes nærmest militære overtagelse af byen Culiacan den 17. oktober. Med titlen: “Fire foranstaltninger til at besejre A/S Narkotikas overtagelse af Mexico” hedder det i det åbne brev fra MOCILA:

“Det er ofte tilfældet i historien, at kræfter der fører en ond politik bliver blændet af deres eget hybris og tror, at de kan påtvinge hele nationer deres vilje med rå vold og terrortaktik. Men selve deres arrogance blotter deres egen akilleshæl og kan føre til deres undergang forårsaget af deres tiltænkte ofre, hvis sidstnævnte går til kraftigt modangreb på den udsatte svage flanke.

”Sidste uges magtdemonstration af A/S Narkotika, det internationale narkotikakartel, styret af bankerne i City of London og Wall Street, omkring Ovidio Guzmán-sagen, udgør netop en sådan mulighed.

“I den samme ånd som vi udsendte et ‘Åbent brev til AMLO’ tilbage i september 2018, inden De tiltrådte, opfordrer LaRouche-bevægelsen i dag – baseret på afdøde Lyndon LaRouches anerkendte anseelse i disse anliggender – indtrængende om at vedtage fire konkrete foranstaltninger, der vil fratage A/S Narkotikas taktiske sejr i Ovidio Guzmán-sagen og vende den til deres strategiske nederlag”.

“1) Afsæt omgående Deres indenrigsminister, Olga Sánchez Cordero, som er en ledende talsmand for A/S Narkotikas politik for narkotikalegalisering, og en trojansk hest i Deres regering.

“2) Fortsæt indædt den offensive politik De allerede har indledt, for samarbejde med Trump-administrationen om at fastfryse eller hermetisk forsegle grænsen mellem USA og Mexico, både mod våbenstrømmene sydpå og narkotikastrømmene nordpå, ved anvendelse af avancerede teknologier, herunder opsporing med laser, MR, røntgenstråler og mere. Dette er en vigtig del af LaRouches mangeårige plan mod narkotika [se Dennis Small, “LaRouche-planen for at ‘hermetisk forsegle’ grænsen mod narkotikatrafik,” EIR, 29. marts, 2019].

“3) Udvidelse af sådan et internationalt samarbejde, ved at forhandle en aftale med Kina om at samarbejde 100% for at stoppe indstrømningen af fentanyl til Mexico, og især i staten Sinaloa, hvorfra det i stigende grad skæres ned til lavere koncentrationer for videreforsendelse til USA. Dette vil skabe et effektivt trepartssamarbejde mellem Mexico, Kina og USA, da Kina og USA allerede har nået en betydelig bilateral aftale om at stoppe fentanylens plage.

“4) Foreslå yderligere trepartssamarbejde mellem Mexico, Kina og USA, for at bringe afgørende infrastruktur og andre udviklingsprojekter til Mexico og Mellemamerika i forbindelse med Bælte- og Vejinitiativet (BVI), som nu omfatter 157 nationer i hele verden. Kun ved at stille sådanne muligheder for produktiv beskæftigelse for regionens ungdom til rådighed, kan de frigøres fra slaveri af narkotikahandelen og dens terroristbander, og fra det desperate behov for at migrere til USA for at sikre basal overlevelse for sig selv og deres familier.

”Et sådant globalt paradigmeskifte hen imod BVI ville også medføre en gældssanering af hele det bankerotte transatlantiske finanssystem, som er drivkraften bag den internationale narkotikahandel, og som under alle omstændigheder er på vej mod en sprængning af dets 1,5 billiarder $ store spekulationsboble, der får 2008-krisen til at ligne en skovtur til sammenligning.

“cc: Præsident Donald Trump; Det Hvide Hus; Washington, D.C.”

 




Hemmeligheden bag, hvordan Trump udmanøvrerede krigspartiet.
Schiller Instituttets ugentlige webcast med
Helga Zepp-LaRouche den 18. oktober 2019

I denne uge drøfter Helga Zepp-LaRouche Trumps seneste træk for at afslutte krigene for regimeskifte, hvilket han blev valgt til at udføre, og stiller den amerikanske befolknings støtte til præsident Trump, der sås ved forskellige stævner i hele landet, op imod de etablerede mediers forsøg på at fremstille en helt anden virkelighed. Med en skrøbelig våbenhvile på den syriske/tyrkiske grænse er det nu tid til at begynde genopbygningen af regionen ved at udvide Bælte- og Vejinitiativet til Mellemøsten!

Helga Zepp-LaRouche understreger også den rolle, som vores bevægelse spiller i USA og i Europa med at uddanne befolkningen i den forestående globale finanskrise. DETTE er den virkelige baggrund for hastværket med at afsætte Trump fra embedet. Han har bevist, at han er villig til at vælte skakbrættet med det militærindustrielle kompleks’ årtier lange politik for regimeskifte; så hvilken garanti har Wall Street for, at han ikke vil gøre det samme imod dem, i takt med at finanskrisen fortsætter med at brede sig?

Det er nu vigtigere end nogensinde at organisere en ægte økonomisk renæssance på planeten, begyndende med at omorganisere Wall Street og give de suveræne nationer mulighed for at samarbejde om deres egne økonomiske skæbner.

Tak for at følge vores arbejde og for din støtte.

 




Timen er kommet

Den 17. oktober (EIRNS) – Igennem de fleste tidsperioder tillader historien kun at der sker få ændringer til det bedre på kort sigt, og de klogeste hoveder forbereder sig tålmodigt på de muligheder, som fremtiden måtte byde på. Så kommer der andre, sjældnere tider, hvor årtier eller mere kastes ud af balance i løbet af blot uger eller dage – revolutionære tider. To oprørende videointerviews, der netop er frigivet af LaRouchePAC – om Syrien og de videre udsigter for fred og eurasisk udvikling – viser, at der for indeværende virkelig er [tale om] revolutionære tider: et interview med Hussein Askary fra EIR’s Arabiske Redaktion og talsmand for det internationale Schiller Institut (“Peace Breaks Out In Syria”: Et interview med Hussein Askary ”); og det andet fra Virginia Commonwealth med senator Richard Black (R) (”Interview med senator Black: The Real Story of What’s Happening Syria, Not the Fake News Version”).

Nu hvor præsident Donald Trump endelig er fritstillet til at opfylde sit valgkampsløfte om at trække USA ud af de uendelige, håbløse krige påbegyndt af Bush og Obama, og i stedet kan forhandle om fred med Rusland og alle andre parter, igangsættes der en revolution af håb. Den har grebet Mellemøsten, og amerikanerne, der valgte ham til præsident af samme grund, tillige med mange andre, der ikke stemte for ham. (samtidig med at Gallup løgnagtigt vil vide, at 52% af amerikanerne ønsker, at præsident Trump bliver væltet ved en rigsretssag og fjernet fra embedet.)

Nu opfordres amerikanerne til at afsløre og besejre den forræderiske farceagtige rigsretssagsproces, og EIR vil fortsætte med at afsløre alle løgne og beskidte efterretningsoperationer, der ligger bag den – alle, til syvende og sidst, begået efter ordrer fra finansoligarkerne med centrum i London, såsom bankdirektør for Bank of England, Mr. ‘Green Finance’ Mark Carney.

Men det levende eftermæle fra det afdøde amerikanske geni Lyndon LaRouche fortæller os, at vi må gå videre, og at vi må gøre det nu. Opgaven er mere end bare at overvinde geopolitikken, og det er heller ikke muligt at stoppe blot med det. Den nuværende situation er en enestående mulighed for at basere fred på økonomisk genrejsning og økonomisk genopbygning af Amerika og Verden.

Det var netop sådan en mulighed, som Lyndon LaRouche så i sammenbruddet af det europæiske kommunistiske system (Warszawa-pagten) i årene 1989-1991. Han greb lejligheden som han så, selvom næsten ingen andre så det klart på det tidspunkt, for at overvinde det økonomiske forfald i Vesteuropa og Østeuropa, samtidig med at han muliggjorde udvikling i den såkaldte Tredje Verden. Han kæmpede ihærdigt, selv fra fængselscellen hvor han uretfærdigt var indespærret, for at få dette til at ske. Som ene mand, med sin kone og et par venner, førte han denne kamp til alle kontinenter. Han så forbundsfæller blive myrdet, som den tyske bankmand Alfred Herrhausen – men han kæmpede videre. Det krævede de kombinerede styrker af premierminister Margaret Thatcher og præsidenterne George H.W. Bush og François Mitterrand at besejre denne ene mands initiativ, for det han kaldte “den Europæiske produktive Trekant.” Det var en enorm infrastrukturplan med henblik på at binde de mest produktive centre i Europa sammen, iværksætte højteknologisk udvikling derfra, og lade det brede sig videre ud til Østeuropa, Asien og videre.

Han tabte dengang, men den idé han forfægtede blev vedtaget som Kinas politik af landets nye præsident Xi Jinping i 2013, efter mange års forudgående diskussioner i Kina inspireret af Lyndon og Helga LaRouche. I løbet af de sidste seks år har det dybtgående forandret Verden, blandt andet ved at bringe håb til Afrika, hvilket aldrig før er set.

Nu står vi overfor en endnu større mulighed. De kræfter, der dengang knuste LaRouches plan, eksisterer stadig, men de er meget svagere, og de er bragt ud af balance. Muligheden er her for det 21. århundredes version af Franklin Roosevelts genopretningsplan, som Lyndon LaRouche redegjorde for i sine “Fire love” og andre steder (se EIR, 13. juni 2014, “Fire nye love for at redde USA nu! Ikke en mulighed: En øjeblikkelig nødvendighed”).

Internationalt eksisterer der nu muligheden for (og hvor længe endnu?), at stormagterne USA, Rusland, Kina og Indien kan skabe et nyt kreditsystem rettet mod højteknologisk udvikling af verden, med massiv eksport af kapitalgoder fra den udviklede sektor til de underudviklede, muliggjort af langsigtede, lavt forrentede lån under et dollarsystem med guldreserver og relativt faste valutakurser.

Det kan gøres nu – drivkræfterne er til stede. Og det skal gøres nu. Uanset hvad dine yndlingsmedier måske fortæller dig og dine kontakter, er finanskrisen i færd med at bryde ud. De eneste svar herpå ligger i de retningslinjer, som LaRouche har udstukket. Giv agt!

 




Hvad der venter, efter en rigsretssag mod Trump:
Dyb recession, finanskrak og en ny grøn aftale.

Den 16. oktober (EIRNS) — Hvis amerikanere kræver, at de grundlæggende principper i Lyndon LaRouches økonomiske love iværksættes nu – fra en Glass/Steagall-lov for at opløse Wall Street, til lynprogrammer inden for rumforskning og udvikling af fusionskraft – kan vi styre uden om den dybe recession og det truende finansielle krak.

Uden dette, sker det nu. Den internationale Valutafond har netop udsendt en meget stærk advarsel: 40% af samtlige selskabers gæld er klar til at eksplodere på Wall Street og i Londons banker, så snart vi rammer den økonomiske recession – hvilket de påpegede, at hele verdensøkonomien er på vej imod. Den amerikanske centralbank har forsøgt at stoppe en “likviditetskrise” i banksystemet, ved at pumpe 50-100 milliarder dollars af kortfristede lån ind i de store banker, hver morgen i en måned. Wall Street kræver fortsat mere og mere; der er store problemer der, og de afdelinger af bankerne, som specialiserer sig i spekulationer, må omgående opdeles, så udlånsbankerne kan beskyttes. Dette kræver, at Glass/Steagall-loven bringes tilbage.

Vi har brug for en langt større vækst i produktiviteten, kredit til nye infrastrukturprojekter der kommer fra en nationalbank, en mission til Månen og Mars for at fremme økonomien. Vi kan vende tilbage til hastig teknologisk vækst og videnskabeligt fremskridt. Lyndon LaRouche formulerede denne politik som grundlaget for USA’s samarbejde med andre højteknologiske, rumfarende nationer: ja, Kina, Rusland og Indien.

USA går fortsat ind for industriel udvikling og teknologiske fremskridt, fordi Donald Trump er dets præsident. Alle fortalere for en rigsretssag, alle hans fjender, vil nu have den såkaldte Nye grønne Aftale: at bruge billioner af dollars på tilbagestående energiteknologier, nedlægge industrien, slå mennesker ihjel for at “redde planeten”. Medierne bag en rigsretssagsproces ledes af de britiske og amerikanske efterretningstjenesters krigspartier – de bruger den “Nye grønne Aftale” som et våben mod Rusland og Kina, såvel som mod Trump. De grønne milliardærer, som Michael Bloomberg og George Soros, ønsker at se den menneskelige befolkning reduceret. Enhver demokrat, praktisk talt enhver europæer eller embedsmand i FN, der taler om “infrastrukturudgifter”, hentyder til den jammerlige Nye grønne Aftale.

Præsident Trump er ikke blot, som han sagde, “alene” om at ville afslutte krigene i Mellemøsten og Afghanistan; han står også i vejen for de vilde antiindustrielle tiltag i “klimaændringernes” navn. På den måde udtrykte han sandheden, da han tweetede i dag: “Vores rekordstærke økonomi ville bryde sammen, ligesom i 1929, hvis nogen af disse klovner blev præsident!”

Hvis vi tillader at rigsretssagen lykkes, vil det koste os alle meget dyrt. Forstå LaRouches fire love og hans foreslåede Nye Bretton Woods-kreditsystem, måden at samarbejde på med disse andre rum- og videnskabelige magter. Vi kan gå udover alt hvad menneskeheden hidtil har været i stand til at udrette; og rigsretssags-kuppet vil blive besejret.

 




For en økonomisk renæssance for menneskeheden
og renselse af Lyndon LaRouches navn.     

Erklæring fra Schiller Instituttet formand, Helga Zepp-LaRouche, vedrørende de internationale aktionsdage 10.-15. oktober 2019

Forestil jer: Verdens ende indtræffer, men der møder ingen op! Forestil jer at teenager-klimaidolet Greta Thunberg, og alle central- og investeringsbankfolkene, hedgefonde og spekulanter, der er euforiske over den angivelige vished for at planeten vil koge over inden for 18 måneder (ifølge Prince Charles) – mens sidstnævnte er ekstatiske over astronomiske profitter, som de tror kan opnås ved ”grønne finanser”. Men så, ikke desto mindre, fortsætter verden – trods forskellige udsving i klimaet – simpelthen med at eksistere!

Denne variation af fredsbevægelsens gamle slogan: ”Antag at der er krig, men at der ikke kommer nogen”, er nyttig for at understrege den pointe, at en ideologi kun indvirker på virkeligheden, hvis størstedelen af befolkningen tror på den.

Der er ingen klimakrise. Klimadata for de sidste 500 millioner år viser, at Jordens klima har varieret kontinuerligt med en konstant vekslen mellem varme og kolde perioder. (Den sidste af disse kolde perioder sluttede først i 1850 med den ‘Lille Istid’.) Dagens klimaalarmister kan ikke basere sig på videnskabeligt beviselige fakta, men bruger klimamodeller, hvis forudsigelser allerede har vist sig at være overdrevne. Fejlen i disse modeller understreger det faktum, at klimaet er en meget kompleks størrelse, som straks må bringes tilbage på et videnskabeligt grundlag. Mens menneskeskabte aktiviteter har en begrænset effekt på klimaet, er det som IPCC gør – nemlig at ignorere den dybe indvirkning af processer i solen og i vores galakse – højdepunktet af videnskabelig inkompetence!

Dæmoniseringen af CO₂ og det resulterende mål om af-karbonisering af verdensøkonomien er lige så rationelt som at brænde hekse på bålet som et middel mod sygdom. CO₂ er ikke et forurenende stof, men er en uundværlig betingelse for livet på jorden, og især for trivslen af planter og landbrug som grundlag for menneskets eksistens. Den virkelige krisesituation er af-karboniseringen af den globale økonomi, hvilket den finansielle sektor presser på med, og som vil føre til et sammenbrud af de industrialiserede lande, ødelæggelse af udviklingslandene og massiv, global befolkningsreduktion – dvs. folkedrab.

Klimahysteriet, der er iscenesat af den finansielle sektor og de etablerede medier, er den største propagandistiske manipulation af befolkningen nogensinde; en manipulation der har fungeret så effektivt, at den nazistiske propagandamester Josef Goebbels ville have opgivet sit job på grund af sin relative fiasko i forhold hertil. Det egentlige spørgsmål der står på spil er ganske anderledes: Det neoliberale finanssystem er absolut færdigt. Årsagerne til nedbruddet i 2008 er langt fra blevet løst, men er i stedet blevet forstørret gennem elleve år med kvantitative lempelser, og renter der er sat til nul eller endda under. Hvilke planer har det finansielle oligarki? Ifølge et papir, der for nylig blev fremlagt af BlackRock på Jackson Holes årlige bankmøde, skulle centralbankerne gennemføre et “regimeskifte”, hvor centralbanker, der forbliver “uafhængige”, udsteder store mængder penge og giver dem direkte til regeringer, som kun vil bruge dem i henhold til centralbankernes direktiver. Det er samme princip, som Hitlers finansminister Hjalmar Schacht brugte til at finansiere den militære opbygning på det tidspunkt – men denne gang skal alle de penge der er skabt bruges til at gøre verdensøkonomien ”grøn”.

For de fleste mennesker der er indfanget af den neoliberale ideologi, iscenesat af de etablerede medier, er det meget svært at forestille sig, at hele grundlaget for dette system er forkert. Men denne ideologi involverer ikke kun det “regimeskifte”, der er planlagt af centralbankfolkene, men også et “regimeskifte” mod den amerikanske præsident Donald Trump, såvel som imod Rusland og Kina, som det ses i “farverevolutionen”, der nu bliver anstiftet i Hongkong. Og det inkluderer også ideen om, at det er helt normalt, at et lille lag af rige mennesker bliver stadig rigere, mens flertallet bliver stadig fattigere; at Afrika skal forblive underudviklet for evigt; at hvert menneske under alle omstændigheder er en parasit, der forurener miljøet; og at grænserne for vækst er nået. Og lad os ikke glemme de liberale ideer om, at “alting går an,” og at enhver mening er lige så god som enhver anden.

Men set ud fra universets love og menneskehedens evolution, som de er bestemmende for, er disse aksiomer lige så forkerte som de fleste af antagelserne fra middelalderen, såsom skolastik, hekseri eller flagellantisme.

Hvis vi skal slippe ud af den nuværende voksende krise, hvor alt ser ud til at løbe ud af kontrol, er vi nødt til at ændre hele vores tankegang. Vi er nødt til at finde et referencepunkt, hvorfra vi kan vurdere alle vores antagelser om menneskeheden og universet vi bebor, og undersøge deres gyldighed. Dette referencepunkt er rumforskning og rumfart.

Bemandet rumfart er det sejrende bevis for, at Leibniz havde ret i at hævde, at vi lever i den bedste af alle verdener. Naturligvis ikke i den forstand, som den kyniske Voltaire – på sin vis den tids Sir David Attenborough – angreb Leibniz’ optimistiske billede af mennesket, men i den forstand at det viser, at menneskeheden er den eneste (hidtil kendte) kreative art, der gennem opdagelsen af stadigt nye principper for det fysiske univers kan skabe grundlaget for at overvinde alle grænser.

Som Lyndon LaRouche demonstrerede i sin banebrydende bog ‘Der er ingen grænser for vækst’, (PDF) og i hele sit livs arbejde, er det de originale opdagelser af stadigt mere komplekse eksperimentelt beviselige principper for universet, der giver grundlaget for helt nye økonomiske platforme, som kan skabe midlerne til at opretholde bedre brødfødte, længere levende og bedre uddannede mennesker. På den måde er vækstbegrebet ikke så simpelt som nogle fjolser, såsom Malthus, forestiller sig; fjolser, der tænker i baner af en kausal verden indskrænket af en euklidisk aritmetik eller geometrisk multiplikation; men snarere svarende til en mangfoldigt forbundet riemannsk manifold, der udfolder sig til højere ordener, der ikke kan forstås med udgangspunkt i de lavere. Kreativ fornuft kan, som det mest udviklede element i universet, skabe nye singulariteter, der igen kan øge graden af menneskelig effektivitet i universet ud over alle grænser.

De bedste eksempler på dette er den forventede beherskelse af termonuklear fusion – hvor mennesket efterligner fusionsprocessen i Solen og derved producerer ubegrænsede mængder af energi og reserver af råmaterialer – og bekræftelsen af Albert Einsteins generelle relativitetsteori, som det for nyligt blev gjort med bekræftelsen af gravitationsbølger og billedoptagelser af sorte huller; sorte huller, som befinder sig i centrum af hver af de to billioner galakser, som Hubble-teleskopet indtil videre har været i stand til at opdage.

Den nye måde at tænke på må afvise bankfolks pseudo-religioner, etablerede medier og klima-apostle, og erstatte dem med en videnskabelig debat om eksperimentelt beviselige fakta. Artemis-programmet, der er vedtaget af præsident Trump, og som vil bringe folk tilbage til Månen i 2024 og etablere en permanent station i 2028, er lovende i så henseende, og ligeledes rumprogrammerne i Kina, Indien, Rusland og Det Europæiske Rumfartsagentur. I øvrigt viser Kinas enestående økonomiske succes og dynamikken i ‘Den Nye Silkevej’, at fokuseringen på videnskabelig innovation er mere gavnligt for de involverede lande end det neoliberale systems fokusering på profit.

Hvis det er muligt at bringe Europa og USA ind i et samarbejde med det kinesiske Bælte- og Vejinitiativ og, for USA’s vedkommende, i et samarbejde med Kina om rumfart, vil menneskeheden ikke befinde sig på randen af en klima-apokalypse, men snarere i begyndelsen af en ny æra, hvor menneskets iboende evne til fornuft frit kan udvikle sig, og vi i en vis forstand kan overgå til voksenlivet for vores art. Vi vil udforme en mere menneskelig tidsalder, og demonstrere at denne verden faktisk er den bedste af alle mulige verdener, fordi der potentielt findes et geni i ethvert menneske, og graderne af frihed i udviklingen af vores art vil stige uden begrænsning til i et omfang, hvor flere [og flere] mennesker kan realisere dette potentiale i sig selv.

Det uomgængelige skridt for at opnå denne nye tankegang er den fuldstændige renselse af Lyndon LaRouche, der blev forfulgt og fængslet i 1980’erne og 1990’erne af det Britiske Imperiums onde og desperate storinkvisitorer i deres forsøg på at blokere adgangen til hans ideer.

Vi har brug for de dristige og optimistiske visioner af tænkere som Leibniz, Schiller, Einstein, Krafft Ehricke og Lyndon LaRouche, fordi den kulturelle pessimisme fra Malthus, Nietzsche og Spengler fører til fascisme og krig, mens positive ideer om menneskeheden fører til nye renæssancer og blomstrende perioder i historien. Det er op til os alle, hvilken retning vi tager!




En fuldstændig historisk ændring er blevet iværksat af præsident Trump

Den 14. oktober (EIRNS) – Den enestående forvandling, som finder sted i Syrien i dag, afspejler et globalt faseskift, der blev iværksat de seneste uger af præsident Donald Trump, i samarbejde med Ruslands Vladimir Putin, Kinas Xi Jinping, Indiens Narendra Modi, Pakistans Imran Khan, og flere ledere i Mellemøsten.

Selv om situationen på jorden i det nordlige Syrien i høj grad ændres, kan der ikke herske tvivl om, at potentialet for at afslutte krigen i Syrien og begynde at løse andre historiske “brændpunkter” i Østasien og Sydvestasien, alt sammen skabt af det Britiske Imperium, er godt i gang. Præsident Trump har i de sidste par uger erklæret politisk krigsførelse mod det fordærvede og korrupte amerikanske etablissement, herunder begge de politiske partier, alle medierne og de finansielle institutioner bag det “militære industrielle kompleks”, som han angreb med navn.

Trump har fulgt op på sit kampagneløfte om at “afslutte disse uendelige krige”, da han erklærede tilbagetrækning og i sidste instans hjemsendelse af amerikanske styrker fra Syrien. Han offentliggjorde også den stygge kendsgerning, at de krigslystne ledere fra begge politiske partier havde allieret USA med terrorister – den syriske gren af terrororganisationen PKK (Det Kurdiske Arbejderparti i Tyrkiet) samt al-Qaida-netværkene i Libyen— for at kunne udføre deres kriminelle krige for “regimeskifte” på vegne af det Britiske Imperium.

Samtidig besøger præsident Putin, med hvem Trump har koordineret de militære operationer mod ISIS i Syrien, Saudi-Arabien og roser saudierne for deres rolle i at bringe krigen i Syrien til ophør. De saudiarabiske ledere gav udtryk for deres hensigt om at opretholde tætte venskaber med både USA og russerne — endnu et slag mod den britiske imperiale opdeling af verden i fjendtlige “blokke.”

Ligeledes på samme tid, er Pakistans premierminister Imran Khan i Iran, og vil derfra besøge Saudi-Arabien. Khan udtrykte sin tydelige hensigt om at bringe den historiske konflikt mellem shia-Iran og det sunni-muslimske Saudi-Arabien til ophør, en indsats, som hilses velkommen fra begge sider. Husk på, at præsident Trump tidligere bad premierminister Khan om at mægle for en løsning i USA-Iran-konflikten, som Khan også drøftede med præsident Hassan Rouhani.

Alt dette kommer inden for få dage efter den delvise handelsaftale mellem USA og Kina samt det historiske “uformelle” besøg af Xi Jinping til Indien, hvor de to ledere drøftede et 100-årigt perspektiv for samarbejde mellem verdens ældste og største nationer. Og husk, at da premierminister Modi besøgte USA i september, var præsident Trump sammen med ham på scenen, foran 50.000 tilbedende indere og indisk-amerikanere.

Denne diplomatiske og kulturelle offensiv har placeret lederne af de “fire magter”, som Lyndon LaRouche beskrev dem – Rusland, Kina, Indien og USA – samt andre verdensledere, på en fælles historisk mission med potentiale til at afslutte det Britiske Imperium og den imperiale opdeling af verden i “dem” og “os”, en gang for alle.

Og dog, hvis man kun havde adgang til nyhederne om verdens begivenheder fra den etablerede presse i USA og Europa, ville man ikke vide noget om dette. I stedet ville man læse heftige udfald om den onde russiske leder og det morderiske diktatur i Kina. Selv Fox News, der har spillet en positiv rolle i afsløringen af fupnummeret med Russiagate mod præsident Trump, har knapt nok rapporteret om Trumps betydelige gennembrud med Kina, samtidig med at de udfylder deres sendeflade med nedrig, løgnagtig kritik af Kina og beskylder Trump for at “sælge ud” til Putin i Syrien. Trump har korrekt identificeret hovedparten af Kongressen, fra begge partier, som krigsmagere, der står i gæld til det militærindustrielle kompleks.

Medierne er lige så tavse om det faktum, at den amerikanske centralbank i løbet af den seneste måned hektisk har pumpet hundredvis af milliarder af dollars ind i banksystemet for at forhindre en gentagelse af 2008, denne gang i langt større omfang. Torsdag den 15. oktober genoptager Den amerikanske Centralbank de kvantitative lettelser – og pumper 60 milliarder $ pr. måned, og måske meget mere, ind i bankerne gennem mindst andet kvartal af 2020. Mediernes syn på denne faktiske anerkendelse af at systemet er ved at bryde sammen? “Jeg er okay, Jack”.

Den kendsgerning, at de store banker og den økofascistiske pøbel, som de finansierer for at gennemtvinge afindustrialisering og affolkning under dække af svindelen med menneskeskabte klimaændringer, begynder at få den modsatte virkning end de havde til hensigt. Der er en bølge af fornuft, som fejer hen over den amerikanske befolkning, herunder ungdommen, der erkender den vanvittige mørke tidsalder som foreslås, og reagerer på de tegn på inspiration fra præsidenten, fra Måne-Mars-programmet og afslutningen på de “endeløse krige”, samt miskrediteringen af løgnene om CO2. Det er de spørgsmål, som Lyndon LaRouche kæmpede for i de sidste 50 år, og grunden til at han blev sat i fængsel af krigspartiet og spekulanterne; de samme som i dag angriber Trump. Renselsen af LaRouche i dag vil frigøre befolkningens sind, der ikke har haft adgang til hans ideer i disse seneste årtier. Det ville være Trumps bedste træk af alle.

 




Alt imens psykotiske ’regimeskiftere’ går amok, breder der sig
en verdensomspændende revolutionær ånd

Den 6. oktober (EIRNS) – Idet hun skelnede skarpt mellem handlinger begået af de skøre centralbankfolk, og så de økofascister og regimeskiftere, som de har finansieret og sluppet løs, talte Helga Zepp-LaRouche i dag under Schiller Instituttets webcast om ånden i den revolutionære optimisme, der fejer over kloden. Bestræbelserne på at vælte Trump, sagde hun, kan meget vel give bagslag, da justitsminister Barr og rigsadvokat Durham fortsætter efterforskningen af kuppet med møder i Storbritannien og Italien for at afdække den reelle udenlandske indblanding i det amerikanske valg i 2016 – hvilket Rusland ikke stod bag!

Samtidig vil forsøget på at anvende de terroristiske voldsomheder fra “et virulent og højtråbende mindretal” i Hong Kong til at udløse et regimeskifte i Kina ikke lykkes, da langt de fleste kinesere er optimistiske med hensyn til deres fremtid, hævdede hun. Indgriben fra den britiske guvernør i Hong Kong, Chris Patten, der opfordrer ”folket” til at danne en alternativ regering i Hong Kong, gør det klart, hvilken rolle det britiske imperium spiller i forbindelse med kupforsøget. Kineserne, foreslog hun, skulle kræve en fuld undersøgelse af Londons kriminelle rolle i at støtte den voldelige ‘Jacobiner-pøbel’, der forsøger at ødelægge Hong Kong og Kina.

I kontrast hertil talte Zepp-LaRouche om Schiller Instituttets konference i New York den 5. oktober, der fandt sted som en del af fejringen af den internationale ‘Måne-Observation’, hvor hun og andre talere talte om det nye fremkommende paradigme, med temaet “Menneskeheden som en galaktisk art: Det nødvendige alternativ til krig.” Hun opfordrede tilhørerne til at lade sig smitte med den “sunde sygdom, månefeberen”. “Stil jer ikke ud på sidelinjen,” sagde hun. Den optimisme, der er nødvendig for at vinde, kommer af at bevæge sig ind i ”de nye grænseegne for viden.”

Talerrækken inkluderede en Andrea Jones, international direktør for NASAs ‘International Observe the Moon Night’ den 5. oktober; Dr. Xing Jijun, den videnskabelig rådgiver ved Kinas mission i New York; et bevægende tilsagn om støtte fra den russiske ambassadør i U.S.A. Anatoly Antonov, med historien om det amerikansk-russiske samarbejde i rummet; Medlemmer af Schiller Instituttets videnskabelige team Ben Deniston og Jason Ross; NASA-stipendiat Aaron Olson, der forsker i helium-3 minedrift på Månen; og Joseph Foster, en signalspecialist om emnet: ”Fra Diana-projektet til Projekt Artemis.” Den fulde konferencevideo er lagt ud på Schiller Instituttets website.

Læsere af nærværende ‘EIR Daily Alert’ bør ikke gå glip af at se den dejlige ”Jonathan Swift-agtige” – intervention af en repræsentant fra LaRouchePAC på et [såkaldt] ‘town hall meeting’ med Rep. Alexandria Ocasio-Cortez, den dumme, førende “Green New Deal” -proponent i Repræsentanternes hus. Det har bogstaveligt talt haft millioner af seere over hele verden. Kvinden fra LaRouchePAC optrådte lige nøjagtigt som en forstyrret øko-fascist, og sagde, at det ikke var nok at stoppe kulbrinter, at der ganske enkelt var for mange mennesker, og at selv bombning af Rusland ikke ville være tilstrækkeligt, fordi alle udsender CO2 – så vi må spise babyer for at stoppe klima-katastrofen! AOC’s respons er uvurderlig.

Link til https://www.c-span.org/video/?c4820884/eat-babies




Schiller-konference i New York: ‘Menneskeheden som en galaktisk art:
Det nødvendige alternativ til krig’

Den 5. oktober (EIRNS) – Dagens konference i Schiller Instituttet på Manhattan med ovennævnte titel, bød på seks udvalgte talere – enten via livestreaming eller personligt i salen – overbragte hilsner fra den russiske ambassadør i USA, Anatoly Antonov, en videohilsen fra Andrea Jones, direktør for NASAs internationale månenats observation (5. oktober), samt et stærkt videosegment fra en webcast med Lyndon LaRouche fra den 3. december 2009: “Lad os industrialisere Månen nu som basis for fremtidig udforskning af rummet”. De begivenheder, der blev streamet live, var både dybt informative indenfor adskillige aspekter af videnskab og teknologi, og på samme tid en inspiration i forhold til at aktivere en tilstand hos menneskeheden, “hvor fantasiens styrke bliver nationernes politik”, som moderator Dennis Speed udtrykte det, idet han citerede Lyndon LaRouche

Forinden livestreamingen begyndte kl. 13 EDT, startede konferencen med “Sangen til Månen” fra operaen Rusalka af Antonin Dvorak.
Efter Speeds bemærkninger (se transkription,) Jones’ hilsener og LaRouches video, blev hovedtalen dernæst afholdt af Schiller Instituttets præsident Helga Zepp-LaRouche (se transkription). Hun startede med at udtrykke, at det er en “fuldkommen glædelig dag i dag” og at erklære, at “Månefeber er en sund sygdom.”

Den næste taler var Dr. Xing Jijun, som er videnskabs- og teknologirådgiver ved Kinas Generalkonsulat i New York. Han uddybede, hvad han betegnede som de to nøgleord, innovation og samarbejde.
Benjamin Deniston fra LaRouches videnskabelige gruppe, “The Basement Team” -, talte derefter – via videoforbindelse – over emnet “Menneskehedens fremtid ligger ude blandt stjernerne”, der beskæftigede sig med implikationer af videnskabelige resultater fra Månen med henblik på at forstå Universet.

Dr. Aaron Olson, tidligere NASA-forskningspartner, talte efterfølgende om “Udvinding af Helium-3 på Månen” og fremviste udstyr og koncepter, der er involveret for at få dette til at ske. Jason Ross’ præsentation havde titlen “CO2-reduktionspolitik – dyrt, dødbringende og unødvendigt.” Han førte tilhørerne gennem emnet med nådesløs ironi.

Joseph Foster, en signalspecialist fra New Jersey, holdt derefter en præsentation med titlen “Fra Projekt Diana til Projekt Artemis”, hvor han gav en livlig historisk gennemgang af den teknologiske udvikling, begyndende i 1946 med de første radarsignaler, der blev reflekteret fra Månen under Projekt Diana, og op til nutiden og hvad der er planlagt for Artemis-projektet. Konferencen blev afsluttet med spørgsmål- og svar og afsluttende bemærkninger fra Helga Zepp-LaRouche, som forblev online under hele konferencen på trods af en tidsforskel på seks timer.




Et faseskifte ryster Verden – nu er det LaRouche-tid

Den 1. oktober (EIRNS) —Den 1. oktober markerer 70-årsdagen for oprettelsen af Folkerepublikken Kina. Beijing var scenen for en ekstraordinær festligholdelse med over en million mennesker til stede for at ære den mest spektakulære transformation af en nation i historien. Enkle statistikker viser transformationen – mellem 1949 og i dag er den forventede levealder steget fra 35 til 77 år, spædbørnsdødeligheden faldet fra næsten 250 pr. 1000 – en fjerdedel af alle fødte – til mindre end 10, og analfabetismen er faldet fra 80% til under 1% , hos alle undtagen de ældre.

Og alligevel ignorerer det vestlige etablissement denne forbløffende præstation for i stedet vidt og bredt at ‘broadcaste’ den voldelige farverevolution, som de selv har finansieret og sat i gang i Hong Kong. I dag satte pøbelen ild til, lukkede ned for og skamferede flere undergrundsstationer og regeringsbygninger, kastede Molotov-cocktails mod politiet og “lykkedes” til sidst med at få “blod på skjorten”, som de ønskede, da en maskeret ung, der svingede et jernrør mod en politimand, blev skudt, og befinder sig i kritisk stand i skrivende stund. Hensigten er et regimeskifte i Beijing, idet man prøver at sælge løgnen om et umenneskeligt diktatur, der undertrykker sit folk.

Amerikanere, der falder for denne linje i pressen, må reflektere over det faktum, at de samme mennesker, fra både det neokonservative-”højre” og neoliberale “venstre”, der driver denne regimeskifte-operation mod Kina under det falske råb om ”demokrati”, er nøjagtigt de samme mennesker, der kører regimeskifte-operationen mod De Forenede Stater, og hektisk forsøger at få præsident Donald Trump fjernet fra embedet, før det forestående økonomiske sammenbrud rammer det vestlige finansielle system. Begge operationer drives fra London. De liberale medier, der falbyder løgnene bag rigsretssagen mod præsident Trump, priste i dag åbent den krigsførende John Bolton for hans angreb på Trump for ikke at starte en krig mod Nordkorea, snarere end at forhandle om en fredelig afvikling af atomvåbnene. Sandelig nogle underlige sengekammerater, men ingen overraskelse for dem, der forstår det britiske imperiums ‘gang-countergang’-metodik, som længe har været udstillet på EIR’s sider.

Det amerikanske folk lugter denne lunte. En faseændring fejer gennem den amerikanske psyke, en forandring, som LaRouche-organisatørerne genkender og mobiliserer over hele landet. Processen med rigsretssag er en panikindsats for at forhindre Trump og hans justitsminister William Barr i at afsløre det forræderiske kupforsøg, der ledes af Obama-administrationen og dets korrupte efterretningsteam, dirigeret af Christopher Steele og hans overordnede i Storbritanniens MI6 og GCHQ (General Communication Head Quarter er den britiske pendant til NSA i USA, red.). Mandag aften identificerede senator Lindsey Graham denne britiske fjende – “Hvis man er bekymret over, at udenlandske mennesker er involveret i vores valg,” sagde Graham, “burde man bekymre sig om, at Christopher Steele er ansat af det Demokratiske Parti.”

Det amerikanske folk vil heller ikke købe den idé, der tilbydes af den patetiske Greta Thunberg og hendes økofascistiske sponsorer. Hvad de muligvis ikke forstår helt så godt, er, at dette klimahysteri drives af City of London og deres agenter på Wall Street. I dag oprettede Bank for International Settlements (BIS), centralbankernes centralbank’, et ‘initiativ for grønne obligationer’ for at facilitere “forgrønnelsen af finanssystemet”, der er sat i gang under ledelse af chefen for Bank of England Mark Carney. Basis for ”risikostyring” under denne monstrøse ordning er ikke levedygtigheden af et industri- eller landbrugsprojekt, men hvor meget CO2 der genereres af investeringen. Med andre ord skal investeringer i stort set ethvert moderne industri eller landbrugsprojekt således straffes, – at de helt skæres væk.

Trump har forpligtet sig til internationalt samarbejde i regi af Månen-Mars missionen. Ligesom Kina, Rusland, Indien og de fleste af udviklingslandene har han ikke til hensigt at begå økonomisk selvmord ved at bremse udvikling af fossilt brændstof. I denne uge sendte han chefen for Det Hvide Hus´ Kontor for ‘National Drug Control Policy’ til Kina, hvor de to nationer blev enige om at et tæt samarbejde om at bekæmpe fentanyl-krisen og anden narkotikahandel. Denne form for internationalt samarbejde, der er baseret på ægte videnskab, reelle fremskridt og befolkningens reelle fysiske og mentale sundhed, er faktisk midlerne til at besejre det britiske imperiums planer om folkedrab. Imperiet er bange for at Trump – når boblen brister, hvilket er nært forestående – vil vedtage det fulde LaRouche-program for at gendanne et system efter Hamiltons principper og forene verden i ånden af ‘Den Nye Silkevej’. Vi må sikre os, at deres frygt går i opfyldelse.




Vil rigsretssagen sætte en stopper for Artemis, eller sætter vi en stopper for kuppet?

Den 30. september (EIRNS) – Finansieringen for finansåret 2020, der skal påbegynde optrapningen af Månen-Mars-missionen – projekt ‘Artemis’ – hen imod menneskets tilbagevenden til Månen i 2024 – forbliver fortsat usikker, da det pågældende regnskabsår begynder på tirsdag. En hurtig overvindelse af demokraternes pseudo-rigsretssag mod præsident Donald Trump og det Britiske Imperiums kup, som ligger bag den, kan afgøre hvorvidt Månen-Mars-missionen kan sættes i gang.

Det Hvide Hus og NASA-administrator Jim Bridenstine gør det klart, at hvis amerikanere skal være tilbage på Månen inden denne tidsfrist, skal ‘rumkoloniserings’-delen af NASA-budgettet på 5-mia. dollars øges til 6,6 mia. dollars i finansåret 2020, alene som en “udbetaling” på den langt større finansieringsrunde, der bliver nødvendigt i de fire følgende regnskabsår.

EIRs forståelse er, at Repræsentanternes Hus alene dækkede NASA ind med en forlængelse frem til starten af Kongressens ‘Thanksgiving’-feriedag den 20. november, hvilket ikke tilføjede noget til budgettet for den menneskelige udforskning af rummet. Senatet er tilsyneladende blevet udsat i to uger fra fredag den 27. september uden at have stemt om en NASA-bevilling; men Senatets bevillingsudvalg hævede den 26. september hævet [budgettet for] rumforskning til 6,2 milliarder dollars fra 5 milliarder dollars i finansåret 2019, og det afventer en afstemning i hele Senatet. Omkring 745 millioner dollars af denne stigning var til det hidtil egentlig nye element i Projekt Artemis, det nye bemandede Måne-landingsfartøj; dette er flere hundrede millioner mindre end det, der som minimum er behov for, og ser ud til at udgøre den største del af efterslæbet. Ud over den fulde Senats-afstemning udestår behandlingen i konferenceudvalget med de vidt forskellige holdninger af hhv. Senatet og Repræsentanternes Hus.

Administrator Bridenstine og andre NASA-embedsmænd, der er direkte involveret i udviklingen af landingsfartøjet, har sagt, at dette efterslæb skal indhentes inden udgangen af kalenderåret for at holde opstarten af Projekt Artemis på tidsplanen. Med hensyn til at skaffe flere midler fra kommercielle virksomheder eller udenlandske partnere for at kompensere for utilstrækkelig amerikansk finansiering, udsendte NASA-chefen en skarp besked på Twitter søndag vedrørende SpaceX-selskabets afsløring af udviklingsprogrammet for dets ‘Mars Starship’.

Bridenstine sagde: “Jeg ser frem til SpaceXs bekendtgørelse i morgen [mandag den 30. september]. I mellemtiden er ‘Commercial Crew’-programmet år bagefter tidsplanen. NASA forventer at se det samme niveau af entusiasme fokuseret på de amerikanske skatteyderes investeringer . Det er tid til at levere [varen].” Tweeten var ikke en irettesættelse af SpaceX, men en stærk besked til Kongressen, og en indikation af, hvor eksistentiel finansieringen er for opstarten af Projekt Artemis.

I de nu tre år med kupforsøget mod præsident Trump under ledelse af britisk efterretningstjeneste, er den seneste fase med pseudo-rigsretssagen (en forespørgsel om en rigsretssag bestilt af Speakeren (Nancy Pelosi, red.) uden den påkrævede afstemning i Repræsentanternes Hus) en satsning på, at den samlede indflydelse af de nationale mediers koordinerede “informationskrigsførelse” kan bringe offentligheden til at tolerere et panik-løb fra Repræsentanternes Hus mod en faktisk rigsretssag. Hvis de vigtigste Demokrater i Repræsentanternes Hus mener at satsningen vil fungere, vil de modsætte sig “at give præsidenten noget”, inklusiv Månen-Mars-eventyret.

Men dette kup mod Trump er af samme format, og udspringer fra de selvsamme kræfter i CIA og FBI, og af de samme årsager (den britiske efterretningstjenestes interesser), som den dengang uhørte forfølgelse og anklage mod økonom og statsmand Lyndon LaRouche i 1980’erne, hvor LaRouche havde opnået international respekt og indflydelse, og [opbygget] en stærk amerikansk græsrods-bevægelse.
LaRouche-bevægelsen af i dag står således i en enestående position til at ødelægge dette meget sårbare rigsrets-kupforsøg, sideløbende med indsatsen for renselse af Larouches navn. Hvis kuppet afværges, vil vi kunne se, at Kongressen bliver presset hårdt fra flere sider for at finansiere præsident Trumps Månen- Mars vision, som blev mødt med amerikanernes begejstring og optimisme.




Helga Zepp-LaRouches tale i Xi’an Kina:
Hvordan man kan hjælpe Vesten med at forstå Bælte og Vejinitiativet bedre (på dansk)

Af Helga Zepp LaRouche:

Under det europæisk-asiatiske økonomiske forum i den kinesiske by Xi’an holdt Helga Zepp-LaRouche følgende foredrag. De indskudte overskrifter er tilføjede af redaktionen.

For de fleste kinesere er det meget vanskeligt at forstå, hvorfor så mange af Vestens institutioner reagerer så negativt på BRI (Bælte- og Vej-initiativet), og hvorfor der her i den sidste tid oppiskes en antikinesisk stemning, og at for eksempel kinesiske videnskabsmænd og 450.000 studerende i USA sættes under mistanke for at være spioner, hvad der minder om de værste dage under McCarthy-æraen. I Europa rejser nogle sikkerhedsmyndigheder lignende beskyldninger. For den kinesiske befolkning oplever BRI’s virkelighed ud fra et helt andet perspektiv.

For folk i Kina udgør de sidste 40 års erfaringer med reform- og åbningspolitikken siden Deng Xiaoping en ufattelig succeshistorie. Fra et relativt fattigt udviklingsland – jeg har selv oplevet det i 1971, da jeg var i Kina for første gang – har Kina udviklet sig til den næststørste, ja i mange henseender endda til den største økonomiske nation i verden. 800 millioner mennesker blev løftet ud af fattigdommen; der har udviklet sig en middelstand på 300 millioner og derudover 600 millioner med en god levestandard. Moderniseringstempoet er uden fortilfælde i verden, sådan som det for eksempel kommer til udtryk i et hurtigtogsnet på allerede 30.000 kilometer, som snart har forbundet alle de store byer med hinanden.

Siden præsident Xi Jinping i september 2013 i Kasakhstan satte Den nye Silkevej på dagsordenen, har Kina tilbudt alle andre stater et samarbejde med den kinesiske succesmodel. I løbet af de kun 6 år, der er gået, har BRI oplevet en utrolig genklang; mere end 130 nationer og mere end 30 store internationale organisationer samarbejder med BRI. Det største infrastrukturprojekt i menneskehedens historie har påbegyndt seks store korridorer, bygget jernbanelinjer, udbygget havne, opført industriparker og videnskabsbyer og tilbyder for første gang udviklingslandene en mulighed for at overvinde deres fattigdom og underudvikling.

Her var BRI fra begyndelsen af åbent for alle denne verdens stater. Præsident Xi Jinping har ikke blot udtrykkeligt tilbudt USA og Europa samarbejde, men i utallige taler givet udtryk for, at han foreslår en helt ny model for internationalt samarbejde mellem nationerne, et ”shared community for the future of mankind”, et skæbnefællesskab for den samlede menneskehed. Og dermed har han foreslået en helt ny form for samarbejde, der overvinder geopolitikken og erstatter den med et harmonisk system for fælles udvikling til alles gensidige fordel. I denne henseende udgør BRI den absolut nødvendige økonomiske basis for en fredsorden for det 21. århundrede.

Medens Den nye Silkevej i mange lande i Asien, Afrika og Latinamerika og selv i Europa hilses som en storslået vision, som et koncept for fred gennem udvikling, sådan som pave Paul den 6. formulerede det i sin encyklika Populorum Progressio – ”Om alle folks udvikling” fra 1967, så betegner de tidligere omtalte institutioner denne politik fra Kinas side som ”konkurrence mellem systemerne”.

Mange kinesere forstår ikke, hvordan det er kommet til denne heftige reaktion, født af geopolitiske motiver, og også i Vesten har en vis tilvænning gjort sig gældende over for de forandringer, som i løbet af de sidste næsten 50 år har ændret den politiske orientering og de politiske værdier.

Det afgørende punkt er, at der i Vesten har fundet et paradigmeskift sted siden 1971, der har ført i den præcist modsatte retning af den vej, som Kina er slået ind på.

Da præsident Nixon den 15. august 1971 ophævede Bretton-Woods-systemet og dermed de faste vekselkurser og dollarens guldstandard, lagde han grunden til en tiltagende opgivelse af en politik orienteret mod den fysiske økonomi og i stedet hen imod en politik, rettet mod de finansielle interesser og i stadig stigende grad mod den størst mulige profit.

Denne tendens forstærkedes ved ophævelsen af Glass-Steagall-loven om bankadskillelse i 1999 og af den efterfølgende fuldstændige deregulering af finansmarkederne, hvilket førte til gentagne dannelser af spekulationsbobler og til sidst til bankkrakket i 2008. Og da centralbankerne absolut ikke har ændret spor ved årsagerne til dette krak, men tværtimod har befordret den spekulative kasinoøkonomi gennem fortsat ”quantitative easing”, nulrenter og nu endda negative renter, så står det transatlantiske finanssystem nu foran muligheden for et langt mere dramatisk sammenbrud end for elleve år siden.

Den amerikanske økonom Lyndon LaRouche, min nyligt afdøde ægtemand, advarede i august 1971 om, at en fortsættelse af den monetaristiske politik, som Nixon slog ind på, ville medføre fare for en ny depression og en ny form for fascisme, dersom den ikke erstattedes af en ny økonomisk verdensorden. LaRouche gik også op imod Romklubbens malthusianistisk motiverede påstand fra 1972 om, at nu var ”grænserne for vækst” nået – en vranglære, som hele den økologiske bevægelse lige indtil nu er opbygget på, og som har ført til en ”forgrønnelse” af en stor del af de vestlige partier. LaRouche svarede herpå med sin bog: ”Der er ingen grænser for vækst”, hvor han fremhæver den menneskelige kreativitets rolle som drivkraft for videnskabelige og teknologiske fremskridt, der definerer, hvad der er ressourcer.

Han advarede også dengang om, at det værdiskift, der fulgte med denne nyliberale økonomiske politik, ville medføre en sex-, rock- og narkokultur, som ville ødelægge befolkningens intellektuelle evner og dermed ikke blot frembringe en kulturel krise, men også ødelægge samfundets økonomiske produktivitet. Desværre befinder vi os i dag lige netop på dette punkt.

Kina går den modsatte vej

Kina slog i 1978 ind på den stik modsatte vej. Det erstattede Firebandens teknologifjendtlige politik med en dirigistisk og udviklingsrettet politik, finansieret af statslige kreditter.

Det, man ikke forstår i Vesten, er den kendsgerning, at den kinesiske økonomiske model i sine grundtræk er identisk med det amerikanske system, sådan som det udvikledes af den unge amerikanske republiks finansminister, Alexander Hamilton, med dets ide om en nationalbank og statsstyret kreditskabelse. Denne ide videreudvikledes af den tyske økonom Friedrich List, der er meget berømt i Kina, og udgjorde grundlaget for Lincolns økonomiske rådgiver Henry C. Carey, og påvirkede den økonomiske tankegang i Roosevelts Reconstruction Finance Corporation, hvormed han førte USA ud af 30-ernes depression. Reconstruction Finance Corporation var også forbilledet for Kreditanstalt für Wiederaufbau, hvormed Tyskland organiserede genopbygningen efter den anden verdenskrig og det tyske økonomiske mirakel.

Kina foretager sig altså nu om dage det, der udgjorde grundlaget for USA’s og Tysklands økonomiske succes, før de vendte sig fra denne politik og erstattede den med den nyliberale model, hvis ”succes” i dag for eksempel kan iagttages hos den største derivathandler i verden: Deutsche Bank.

Den konfucianske traditions betydning

Et ekstremt vigtigt aspekt af BRI’s succes, der kun forstås utilstrækkeligt i Vesten og efter min opfattelse ikke understreges klart nok, er det kinesiske samfunds toogethalvttusind år gamle konfucianske tradition, der kun afbrødes i de ti år under kulturrevolutionen. I Kina spiller det almene vel takket være denne tradition en større rolle end individet, der i Vesten efter Renæssancen opnåede en større betydning, der dog med det liberale værdiskift så at sige har revet sig fuldstændigt løst og har udartet sig til ”alt er tilladt”.

Den konfucianske tradition indebærer også, at udviklingen af den moralske karakter udgør det højeste mål for opdragelsen, hvilket udtrykkes ved begrebet ”junzi”, der nogenlunde svarer til Schillers begreb ”den skønne sjæl”. Det har derfor for mere end totusinde år været anset for selvindlysende i Kina, at hensynet til den offentlige moral og bekæmpelsen af slette egenskaber i befolkningen udgør forudsætningen for et højtudviklet samfund.

I Vesten går forestillingen om nødvendigheden af en moralsk forbedring fuldstændigt imod tidsånden siden afskaffelsen af det humboldtske opdragelsesideal, hvis midtpunkt ligeledes var den ”skønne karakter”. Det er altså i det højeste ud fra det udartede liberale systems standpunkt, at nogen kan betegne Kina som et ”autoritært system”, ikke set ud fra den kinesiske kulturhistories synspunkt.

Den, der vil forstå Xi Jinpings hensigter, må tage hensyn til hans svar på et spørgsmål fra otte professorer fra Det centrale Akademi for de Skønne Kunster (CAFA) for godt et år siden, hvor han understreger den æstetiske opdragelses overordentlige betydning for den kinesiske ungdoms åndelige udvikling. Den æstetiske opdragelse bør spille en afgørende rolle for den skønnes ånds udvikling, den bør fylde de studerende med kærlighed og fremme skabelsen af store kunstværker.

Allerede Konfucius tillagde beskæftigelsen med poesi og god musik en afgørende rolle ved menneskets æstetiske opdragelse, men en absolut nøgle til forståelsen af Xi Jinpings vision, ikke blot om ”den kinesiske drøm”, men om hele den samlede menneskehedes harmoniske udvikling er den lærde, der har skabt det moderne uddannelsessystem: den første undervisningsminister i Den Provisoriske Republik Kina, Cai Yuanpei. Cai stødte under sine rejser på jagt efter det bedste daværende uddannelsessystem til sidst i Leipzig på Baumgartens og Schillers æstetiske skrifter og blev gennem filosofihistorikeren Wilhelm Windelband opmærksom på Wilhelm von Humboldts dannelsesopfattelse. Han blev fuldstændigt begejstret over slægtskabet mellem Schillers begreb om den æstetiske opdragelse og den konfucianske morallære og indså, at Schiller havde præget den tyske klassiske ånd med ”stor klarhed”.

Cai anvendte disse ideer til at modernisere det kinesiske uddannelsessystem og skabte det nye begreb ”meiju” for den æstetiske opdragelse. Dermed blev den allerede hos Konfucius eksisterende ide om, at karakteren kan forædles ved fordybelse i den store klassiske kunst, forstærket, ved at der på denne måde kan bygges en bro mellem den sanselige verden og fornuften. I en artikel fra 1919 formulerede Cai tanker, der også i dag kan bygge en bro for Vestens problemer:

”Jeg tror, at roden til vort lands problemer ligger i kortsynetheden hos rigtigt mange mennesker, der vil have hurtig succes eller hurtige penge uden nogen højere moralsk tankegang. Den eneste medicin er den æstetiske opdragelse.”

Menneskehedens fælles fremtid

Det falder mange mennesker i Vesten svært at tro, at Kina kan mene det alvorligt med sin ide om et win-win-samarbejde, fordi de på grund af det netop beskrevne paradigmeskift har vænnet sig for meget til, at alle menneskelige interaktioner må være et nulsumsspil. Men vi bør her i Vesten minde os om, at det var Den vestfalske Fred – der afsluttede 150 års religionskrige – der etablerede det princip, at en varig fredsordning må tage hensyn til naboens interesse. Den vestfalske Fred begrundede den internationale folkeret og lagde grunden for FN-pagten. Det er Vesten, ikke Kina, der med begreber som ”beskyttelsesansvar” (right to protect), såkaldt humanitære krigsindgreb og regimeskift gennem farverevolutioner, sådan som vi lige nu oplever det i Hongkong, har fjernet sig fra de fastlagte principper såsom den absolutte respekt for alle staters suverænitet.

Xi Jinpings vision om ”en fælles fremtid for menneskeheden” svarer til den konfucianske tanke om alles harmoniske udvikling, en tradition, som også Cai Yuanpei har bidraget til med vigtige tanker. Han udkastede drømmen om ”et stort fællesskab for hele verden” (datong shijie), der var harmonisk og uden hære og krige, og som kunne opnås ved dialog mellem kulturerne. Han sammenlignede en kulturs optagelse af andre kulturer med åndedrættet, med menneskelegemets indtagelse af mad og drikke, uden hvilket mennesket ikke kan leve. Er kik på historien viser, at al højere udvikling hos menneskeheden altid har fundet sted gennem en udveksling med andre kulturer.

Det er betegnende, at der i Vesten så godt som ikke findes nogle egentlige analytikere eller politikere, der i nævneværdig grad er gået ind på Xi Jinpings ide om ”menneskehedens skæbnefællesskab”. Hvis det overhovedet er sket, så nævnes det kun i en bisætning, som om det ikke lønner sig at se andet i det end kommunistisk propaganda og en forkyndelse af Kinas hensigt om at spille en førende rolle på verdensscenen i fremtiden. Men det, som Xi sagde på Det kommunistiske Partis 19. kongres, var, at menneskene i Kina inden 2050, altså omtrent på 100-årsdagen for grundlæggelsen af Det kommunistiske Parti, skulle have demokrati, menneskerettigheder, en udviklet kultur og et lykkeligt liv. Og ikke blot kineserne, men alle folkeslag på denne planet.

Og dermed er det spørgsmål rejst – og besvaret positivt – der egentlig med tanke på alle de kaotiske forhold på vor planet burde beskæftige alle filosoffer, videnskabsmænd og statsmænd og –kvinder: Kan menneskeslægten give sig selv en orden, der garanterer dens overlevelse på langt sigt, og som svarer til menneskets særlige værd som kreativ art? Xis koncept for et fremtidigt fællesskab fremstiller meget klart den ide, at ideen om den fælles menneskehed har fortrinsret, og at de nationale interesser først derefter defineres i overensstemmelse hermed.

For at kunne følge diskussionen på dette plan om, hvordan denne nye orden, den ”reformerede internationale ledelse” skal se ud, må vi i Vesten vende tilbage til netop de humanistiske traditioner, som vort liberale system har skubbet til side. Tilsvarende ideer finder vi hos Nicolaus von Kues, der kun anså en fuld udvikling af Makrokosmos mulig gennem en harmonisk udvikling af alle mikrokosmosser. Eller i Gottfried Leibniz’s ide om en præstabiliseret harmoni i universet, hvor en højere orden er mulig, fordi frihedsgraderne øges gennem en højere udvikling, hvorfor vi lever i den bedste af alle verdener. Eller i Friedrich Schillers ide om, at der ikke behøver at gives nogen modsætning mellem verdensborgeren og patrioten, fordi de begge orienterer sig mod menneskehedens fælles bedste.

Slutbemærkning

Kina må hjælpe Vesten med at forstå ideen med Den nye Silkevej. Kina bør ikke reagere defensivt på de antikinesiske angreb, men bør så meget des mere stolt og selvbevidst fremhæve sin egen histories glansperioder, vigtigheden af den konfucianske morallære, det særlige ved den kinesiske digtekunst, skønheden i skriftmaleriet. Og Kina bør udfordre Vesten til selv at genoplive renæssancens humanistiske traditioner: Dante, Petrarca og Brunelleschi; den klassiske kultur hos Bach, Beethoven og Schiller og de republikanske traditioner i politikken. Kun hvis Vesten oplever en gennemgribende ”foryngelse” og genopliver ideerne hos Alexander Hamilton, Friedrich List og Henry C. Carey, kan problemet løses.

Leibniz var ganske begejstret for Kina, og han forsøgte at få så meget som muligt at vide om landet fra de jesuitiske missionærer. Han var fascineret af, at kejser Kangxi var kommet frem til de samme matematiske slutninger som han selv, og sluttede deraf, at der eksisterer universelle principper, der er tilgængelige for alle mennesker og kulturer. Han anså endda kineserne for moralsk overlegne og skrev:

”I alle tilfælde forekommer vor nuværende situation i betragtning af det umådeholdne moralske forhold mig at være således, at det næsten forekommer nødvendigt, at man sender missionærer fra Kina til os for at lære os en naturlig teologis anvendelse og praksis…

Jeg tror derfor, at hvis en viis mand valgtes til dommer, ikke over nogle gudinders skønhed, men over folkeslagenes fortræffelighed, så ville han skænke det gyldne æble til kineserne…”

Den tyske middelstand, de små og mellemstore foretagender og byer som Genova, Wien, Zürich, Duisburg og Hamborg og mange andre har for længst dannet sig et begreb om de muligheder, der ikke blot ligger i en udbygning af de bilaterale forhold, men især i en udbygning af samarbejdet med den tredje verden som for eksempel industrialiseringen af Afrika og Sydvestasien.

Den begejstring, der giver sig til kende i det internationale samarbejde om rumfart, ESA’s samarbejde med de kinesiske rumfartsprojekter, ideen om internationalt samarbejde på den fremtidige kinesiske rumstation, opbygningen af en international månelandsby og planen om at gøre Mars beboeligt, understreger, At Xi Jinpings vision om et fremtidigt skæbnefællesskab for menneskeheden er rykket på nært hold.




LaRouche advarede om at dette ville komme:
130 kriminelle banker kører fidusen med ’klimakatastrofen’

Den 24. september (EIRNS) – Det cirkus som verden er blevet udsat for i de sidste par uger, med FN’s klimatopmøde og beslægtede teatralske forestillinger, som af medierne er blevet blæst ud af enhver proportion, er svindel. Det er videnskabelig svindel – Jorden er ikke ved at koge over på 18 måneder, og de klimaforandringer der måtte forekomme er ikke menneskeskabte, men skyldes vor planets forhold til Solen og galaksen, som det har været tilfældet igennem millioner af år. Men det er også en økonomisk svindel af første grad. Den blev udarbejdet og udføres af verdens 130 største banker med samlede aktiver på 47 billioner dollars; bankerne er håbløst bankerotte og vil gerne distrahere befolkningen fra det faktum, at hele deres transatlantiske finanssystem er ved at sprænge i luften – medmindre de kan pålægge et niveau af nedskæringer, plyndringer og krige, der ville få Hitler til at rødme.

Mark Carney, bankchef for Bank of England, sagde intet mindre i sin centrale tale til FN’s klimatopmøde den 23. september, hvor han afslørede en “pagt” mellem de 130 største banker om at kanalisere alle investeringer ind i spekulative “grønne” ‘molboprojekter’, hvorved kravet i Paris-aftalen om at lukke tre fjerdedele af verdens tusindvis af kulfyrede kraftværker inden 2030 understøttes – en politik, der vil bringe spædbørnsdødeligheden op og gennemsnitslevetiden ned i udviklingslandene på grund af mangel på elektricitet.

Denne pagt mellem bankfolk har været under udarbejdelse i mindst 18 måneder, pralede de med – længe, længe før de skabte ‘Greta’-fænomenet, ‘Extinction Rebellion’, ‘FridaysForFuture’ og resten af det ‘klimahysteriske’ absurde gadeteater.

Hvor desperate er City of London og Wall Street? Desperate nok til at igangsætte en voldelig, økofascistisk bevægelse som den udsendte knytnæve bag deres drastiske affolkningspolitik. Og desperate nok til at true præsident Donald Trump med dødsstraf, medmindre han accepterer at gå af i stilhed eller blive stillet for en rigsret, fordi han ikke vil spille med på bankernes program – som det netop er blevet udtalt af William Weld, højtstående bankmand i Boston og tidligere amerikansk statsadvokat for Massachusetts, der også spillede en vigtig rolle i fabrikeringen af beviser og fængslingen af Lyndon LaRouche for 30 år siden.

Denne eksplosive finanskrise er undervejs på nøjagtig den måde, som den kendte økonom Lyndon LaRouche advarede om. Og den eneste løsning på krakket – og den underliggende, dybe fascistiske pessimisme, som bankfolkene vil fremkalde i befolkningen – blev også formuleret af LaRouche i hans “Four New Laws To Save the U.S.A. Now! (Fire nye love til at redde USA nu!) fra 2014, som han opsummerede i de følgende punkter:

“1) Umiddelbar genoptagelse af Glass/Steagall-loven, der blev indført af den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt, uden modifikationer i princippet for dens virkemåde.”

“2) En tilbagevenden til et system med nationalbankvæsen, grundigt defineret og dirigeret fra oven”.

“3) Formålet med brugen af et føderalt kreditsystem er at skabe en udvikling mod høj produktivitet ved forbedringer af beskæftigelsen med den ledsagende hensigt at øge den fysisk-økonomiske produktivitet og levestandard for personer og husholdninger i USA”.

“4) Vedtagelse af et lynprogram for udvikling af fusionsenergi. Den væsentligste sondring mellem mennesker og alle andre, lavere livsformer er derfor i praksis, at mennesket har evnen til at perfektionere de specifikt bekræftende målsætninger og behov for det menneskelige individ og dets sociale liv.”

Dette sidste punkt i særdeleshed peger på, at internationalt samarbejde om fusionsdrevet rumforskning og kolonisering haster. Dette vil ikke alene hjælpe med at løse vore økonomiske problemer ved at definere en helt ny platform for teknologier og relaterede ”naturlige ressourcer”. Det vil også give det videnskabelige og moralske grundlag for den form for optimisme, som vores unge så desperat har brug for.

 




Selv “Green Finance” kan ikke længere redde finansmarkederne

Af Alexander Hartmann i Neue Solidarität, Nr. 39, 26. september 2019

Likviditetsflaskehalsene på interbankmarkederne tyder på, at et finanskrak er nært forestående.

Medens den vestlige verdens reelle økonomi går mere og mere i stå, opfører massemedierne og de europæiske regeringer sig, som om der kun er et enkelt problem, som vi alle bør rette opmærksomheden imod, og som vi bør ofre alle andre interesser og opgaver for, nemlig de angiveligt katastrofale, menneskeskabte klimaforandringer. Disse medier og regeringer ophidser børn og unge mennesker til i stort tal at protestere mod de selvsamme regeringers “uvirksomhed” over for klimaforandringerne, for at få dem til at gennemføre drastiske forholdsregler for at beskytte klimaet, forholdsregler, der dog blot vil øge industriens krise og den verdensomspændende nød yderligere, uden at det fremgår, hvordan disse tiltag skal kunne “redde” klimaet.

Den store ophidselse er helt absurd, og man kan roligt gå ud fra, at alle den vestlige verdens regeringer er fuldt klare over det. Den globale kampagne for overgangen til en “Klimaneutral økonomi” kan kun forstås, hvis den ses i sammenhæng med det bankerotte globale finanssystem: Det, der udløser hele hysteriet, er ikke angsten for nogen klimakatastrofe, men angsten for de finansielle korthuses sammenbrud. “Økologiseringen af samfundet” er ikke andet end det sidste forsøg på at redde systemet med en ny gigantisk finansboble. Ikke uden grund har Institute of International Finance, finansindustriens kartel, betegnet “den grønne økonomi” som “det nye guld”.

Men medens klimaaktivister i hele verden demonstrerer med ordene “Vi har kun 18 måneder igen!”, tyder interbankmarkedets likviditetskrise på, at disse bestræbelser formodentligt kommer alt for sent til at forhindre et endnu mere dramatisk “klimaskift”, nemlig finansmarkedernes klimaskift, der vil få alle de verdensomspændende finansspekulationers korthus – der i mellemtiden er blevet dobbelt så højt som før den sidste krise i 2007-2008 – til at styrte sammen i en sandsynligvis meget nær fremtid.

Rent faktisk, så nærmer centralbankernes og regeringernes bestræbelser på at holde det globale finanssystem kunstigt i live efter finanskrisen i 2008 sig det umulige. Den store redningsplan fra 2008 oppustede centralbankernes regnskaber og drev statsbudgetterne mod grænsen for overbelåning, idet den flyttede rundt på den globale gældsboble og tilmed forstørrede den. I mellemtiden er den globale gæld vokset til 244 billioner US-dollars i tredje kvartal i 2018, hvilket udgør en stigning på 100 % i forhold til det foregående år. Og samtidigt har regeringernes spareforanstaltninger for at gøre redningsaktionerne “skatteteknisk holdbare” drevet erhvervslivet i sænk Et årti med redningspakker fra centralbankerne med nul procents og nu negative rentesatser (“quantitative easing”, QE) har forstørret boblen endnu mere, medens det påståede mål, at redde økonomien, mislykkedes. Og derfor står systemet nu inden længe over for en likviditetskrise, der vil kræve en endnu større redningsaktion end i 2008, hvor den amerikanske centralbank fra den ene dag til den anden udskrev op mod 16,8 billioner dollars for at forhindre et fuldstændigt sammenbrud.

Genoptagning af pengetrykning

Chefen for Den europæiske Centralbank (ECB), Mario Draghi, annoncerede derfor den 12. september et nyt program for “quantitative easing” (pengetrykning), for at “stimulere væksten i eurozonen”. Lederne af ECB var spaltede i det spørgsmål; der var stor modstand fra Frankrig, Tyskland og Holland – deres tre ledere repræsenterer omtrent halvdelen af eurozonen, hvad økonomi og befolkning angår, Alligevel erklærede Draghi i een af sine sidste vigtige afgørelser som chef for Den europæiske Centralbank, før Christine Lagardes tiltrædelse den 1. november, at en afstemning ikke var nødvendig, da “flertallet” var for.

Efter den nye plan sænker ECB ikke blot interbankkreditrenten til -0,5 %, men køber desuden “på ubestemt tid” også finanspapirer fra kommercielle banker for 20 milliarder euro om måneden. Hver måned skal der opkøbes for 5 milliarder euro virksomhedspapirer og for 15 milliarder euro statspapirer. Der kommer også en ny runde af ECB-likviditetskreditter til de store banker. Disse kreditter er i “to trin” for at motivere bankerne til at udstede flere kreditter. – Men når alle indtægter ligger under nul, kommer dette næppe til at fungere.

I følge gældende regler må ECB ikke besidde mere end en tredjedel af et lands statsgæld, og derfor er det venteligt, at det “ubegrænsede” opkøb af værdipapirer kan blive væltet over på de større økonomier såsom Tyskland, Frankrig og Italien. I løbet af næste år kommer denne tredjedel muligvis til at forhøjes til halvdelen, og lande som Tyskland vil blive sat under pres for at optage endnu mere gæld – for at ECB kan fortsætte med købe ind hos de kommercielle banker og derved understøtte reserverne hos usikre kæmpebanker såsom for eksempel Deutsche Bank.

Derfor var det ikke mærkeligt, at Draghis skriftlige erklæring var fuld af formaninger til “regeringerne med budgetoverskud” (idet de restriktive Maastricht-regler tillader højere gæld for visse lande) om at udnytte dette overskud. Eller med andre ord: de opfordres til i “inflationens” navn at give flere penge ud og optage flere kreditter. Landene uden dette råderum, som Italien, tilskyndes i stedet for til “reformer”.

Rent faktisk er der ingen reel chance for, at dette program stopper den økonomiske nedtur i Europa; det vil blot øge storbankernes spekulation, i stedet for, som påstået, at få dem til at yde kreditter til produktive formål.

FED griber ind med 203 milliarder dollars.

Ingen har den krystalkugle, der præcist kan sige, hvornår korthuset falder sammen, men begivenheder som den 17. september, hvor en likviditetskrise drev interbankrenten op til 10 % og tvang Den amerikanske Forbundsbank til for første gang i ti år til at gribe ind på døgnmarkedet med en tredobbelt udstedelse af 53 og af to gange 75 milliarder dollars – 203 milliarder dollars inden for 72 timer – er tydelige advarsler, der bør tages alvorligt.

FED forkyndte som ventet den 18. september en sænkning af den ledende rente med en kvart procent på 1,75-2,0 %. Men bankens vicechef Jerome Powell sagde på samme tidspunkt intet om en fortsættelse af repo-markedindgrebet (kaldet “QE light”) eller om nogen nyudstedelse af QE, hvilket betyder, at panikken muligvis ikke lader sig forhindre. Men Powell lod det alligevel skinne igennem, at der snart ville komme en QE: “Det er meget muligt, at vi må genoptage den organiske vækst af økonomien” – altså pumpe likviditet ind i banksystemet, ved at FED opkøber statsgæld og derivater fra bankerne.

FED gjorde et sammenfald af efterspørgsel fra forskellig side ansvarlig for likviditetskrisen, men det er først og fremmest de ekstremt lave rentesatser, der får “investorerne” (læs: spekulanterne) til at holde sig fra gældsbeviserne. I stedet satser de på derivater, der giver højere afkast. Og derfor står det klart, at heller ikke en yderligere sænkning af renterne – hvilket formindsker afkastet endnu mere — vil kunne løse problemet.

Derfor taler man i mellemtiden helt åbenlyst om “helikopterpenge”, altså at oversvømme hele finanssystemet med så at sige ubegrænsede pengemængder. Dette var et af hovedemnerne på centralbankernes møde i Jackson Hole i Wyoming i september (se Neue Solidarität 36/2019), især fremført af Wall Street-kæmpen BlackRock som en opskrift for en “finansiel nødsituation”: Centralbankerne skal trykke penge og give dem direkte til regeringerne og myndighederne (i stedet for over omvejen gennem bankerne). Og det vil i praksis sige, at centralbankerne overtager kontrollen med den statslige økonomiske politik.

Centralbankernes “kriseløsningsoperationer” kan lægge slør over krisen i endnu en uges tid, men endnu flere penge på papiret forværrer blot problemet. Som Lyndon LaRouche har advaret om i årevis, så kan systemet ikke “repapreres” — det må erstattes af et nyt system, der bygger på tekniske fremskridt og retter sig mod den reelle økonomi, hvilende på LaRouches “fire love”, begyndende med en genindførelse af Glass-Steagalls bankopdelingssystem for at rydde bjerget af ubetalelige gældsmængder ud af verden.

Samtidigt hermed skal de nuværende centralbanker erstattes af nationalbanker med First Bank of the United States som forbillede, den bank, der grundlagdes af den første finansminister for De forenede Stater, Alexander Hamilton, for at finansiere projekter til opbygning af den unge nation.

Disse nationalbankers kreditter bør udelukkende udstedes til formål, der kan øge landets produktivitet, som for eksempel skabelsen af en moderne, højeffektiv infrastruktur.

Men først og fremmest må der gennem stort anlagte forskningsprogrammer, som for eksempel den praktiske anvendelse af fusion og åbningen og den økonomiske udvikling af verdensrummet, sørges for, at tempoet for de teknologiske fremskridt øges betragteligt.

Kun på den måde kan man sikre sig, at de på denne måde ydede kreditter også kan betales tilbage. Projekter som de, der fremføres under rubrikken en grøn “New Deal”, vil derimod sænke produktiviteten dramatisk og blot medføre, at det allerede ubetalelige gældsbjerg blot forøges yderligere.




Til FN’s Generalforsamling, 2019: ‘Bæredygtig udvikling’ må omdefineres som
“vedholdende udvikling’!
Bæltet og Vejen og Apollo-programmet:
Kilder til inspiration af Hussein Askary og Jason Ross

Den 20. september. I kolonitiden fik folk i koloniserede nationer at vide, at de var mindreværdige væsener, for hvem fattigdom var den naturlige tilstand. I den postkoloniale periode fik de at vide, at deres fattigdom var det naturlige resultat af at have korrupte ledere. I dag fortælles udviklingslande, at de er fattige, fordi den grådige, grådige industrielle verden forårsagede klimaændringer, og at de aldrig nogensinde burde forsøge at efterligne den industrielle verden. I stedet får de hjælp i form af “klimaændrings-lindrende” hjælp og almisser. Følges disse fremtidsudsigter, vil fattigdom blive permanent (vedvarende) i de kommende generationer.

Den fortsatte slåen på tromme for at afslutte den økonomiske udvikling er ikke ny, men den har nået et hysterisk niveau, der truer både industri- og udviklingslande. Den uklare diskussion om “bæredygtig udvikling” bærer delvis skylden. Forfatterne af denne artikel er tilbøjelige til at tro, at der er en grundlæggende modsætning og uoverensstemmelse mellem, hvordan dette udtryk anvendes i Vesten, og hvordan det opfattes i Kina og andre udviklingslande. I Kina og andre udviklingslande læses det: “bæredygtig udvikling” (med vægt på “udvikling”), mens vægten i Vesten ligger på “bæredygtig”.

Download (PDF, Unknown)

 




Det er slutningen af en epoke: Skift paradigmet til himlen, ikke helvede!

Den 16. september (EIRNS) — Det er en overforsimpling at beskrive verden i dag som havende en række farlige brandpunkter midt i de ellers positive udviklinger af Den Nye Silkevej og rumforskningsprojekter. Indrømmet, der er en vis grad af sandhed i det. Men den større sandhed, der giver mulighed for afgørende handling, er, at de seneste årtier med det neobritiske imperiums system af geopolitik, monetarisme og kulturel krigsførelse er ved at bryde sammen. Det er tidspunktet til at fremtvinge et skifte. Det bliver himmel eller helvede.

Helga Zepp-LaRouche formidlede denne indsigt i sin præsentation i sidste uge på Euro-Asia Economic Forum in China i sin tale, “Sådan hjælpes Vesten til bedre at forstå Bælte- og Vejinitiativet”. Hun citerede advarslen fra Lyndon LaRouche fra 1971 om, at der ville komme et tidspunkt, hvis det imperiale system fik lov til at fortsætte, hvor “en ny depression og en ny fascisme” ville opstå, hvis det ikke blev erstattet af “en ny verdensøkonomisk orden. “Imperiets interesser ved udmærket godt, at nu er tiden inde for dem, og derfor er de parate med deres gamle tricks. Alt – inklusive krig – for at forhindre en ny verdensorden. Sådan må den seneste internationale krise, der udfoldes omkring droneangrebet på Aramco-oliekomplekset i Saudi-Arabien den 14. september, forstås. Med eller uden det faktum, at de yemenitiske houthier tager æren for angrebet, kom der et ramaskrig fra krigshøgene i USA for at angribe Iran, selv mens Aramco stadig brændte. Med andre ord, skynde sig at komme i krig – netop det britiske imperialistiske scenarie.

USA’s udenrigsminister Mike Pompeo hævdede den 14. september, at det var Iran, der stod bag angrebet på saudiarabisk olie, skønt der ikke forelå nogen beviser. Lindsey Graham (R-SC) opfordrer USA til at bombe iranske olieraffinaderier; Rep. Liz Cheney (R-WY), Dick Cheneys datter, jubler over dette. Den 15. september havde præsident Donald Trump et møde i det nationale sikkerhedsråd med Pompeo, vicepræsident Mike Pence og forsvarsminister Mark Esper, hvorefter Trump også udsendte en meddelelse om, at USA er “klar til kamp” med en militær reaktion om nødvendigt. Han sagde, at han afventer bekræftelse. Iran benægtede beskyldningen. I morges sendte Trump en besked, “… de siger, at de ikke havde noget at gøre med angrebet på Saudi-Arabien. Vi får se?”

Senere i dag, efter mødet med de amerikanske militærledere, slog Trump en mere diplomatisk tone an, og meddelte at han sender Pompeo til Saudi-Arabien, “USA er mere forberedt” på konflikt end noget andet land i historien, bemærkede han til journalister, men “med det sagt, vil vi bestemt gerne undgå det.”
I mellemtiden advarer regeringer over hele verden mod forhastede handlinger og manglende kontrol. På tidspunktet for denne skrivelse er amerikanske og saudiske embedsmænd på stedet og hævder foreløbigt, at de fundne ballistiske droneenheder var iranske, men uden verifikation af hvorfra de blev affyret.

Situationen bærer samtlige præg af det velkendte britiske imperialistiske standardspil: skab betingelser for strid og elendighed, og sæt derefter alle op mod enhver. Det kan ikke undre, at det finder sted i de lande, der er delt i henhold til den hemmelige Sykes-Picot-aftale fra 1916 for at opdele “Lilleasien”.
Den seneste konfrontation her understreger nødvendigheden af de principper og programmer, der blev fremlagt af Lyndon LaRouche i hele sin levetid, især at “udvikling er navnet på fred”, og at samarbejdet mellem de “Fire Magter” – USA, Kina, Rusland og Indien – kan få dette til at ske. Kampagnen for at rense LaRouches navn er den samme som at bane vejen for det politiske lederskab, der er hårdt brug for i dag.

I den sydvestasiatiske region er våbenhvile og en strøm af bistands- og udviklingsprogrammer umiddelbart hvad der er påkrævet. Schiller Instituttet har udsendt programmer for Yemen, Syrien og hele Sydvestasien og Afrika. På et møde om Syrien i Ankara i dag, udtrykte Ruslands præsident Vladimir Putin håb om, at det internationale samfund vil yde bistand og støtte til at hjælpe med genopbygningen af Syrien. Han understregede, at der er et stort behov, idet han meddelte, at 390.000 syrere er vendt tilbage til deres hjemland fra Libanon, Jordan og andre steder siden juli 2018. I Syrien er 1,3 millioner fordrevne vendt tilbage til deres hjem.

 




Fornuftens tidsalder er ude blandt stjernerne : LaRouche skabte ‘fire love’ for at nå derud.

Den 11. september (EIRNS) – Aktivister og tilhængere af LaRouche-bevægelsen besøger i denne uge skoler og universiteter i hele verden – snesevis af dem alene i USA – for at inspirere de mest eftertænksomme unge med det glade løfte om menneskehedens fremtid i rummet og for at mobilisere dem til at hjælpe med at gøre det til virkelighed. Dette er dage med aktioner den 10. september og den 12. september, som opfordret i Helga Zepp-LaRouche’s globale skrivelse, Link: “International opfordring til ungdommen: Fornuftens tidsalder er ude blandt stjernerne!”

Denne mobilisering er i symbiose – drevet og styret af – det amerikanske rumfartsagentur NASAs Månen-til-Mars “Artemis Projekt”, potentielt dets første rigtige nationale mission siden “Apollo-programmet” af præsident John F. Kennedy. Og meget mere: Kinas første udforskning af bagsiden af Månen nogensinde; Indiens ambitiøse, nyligt blomstrende rumprogram med opsendelser til Månen, Mars og andre planetariske missioner og samarbejder med både Japan og Rusland. En ægte tidsalder med rumrejser af den menneskelige race og en fornuftens tidsalder i menneskelige anliggender kunne nu tage sin begyndelse. Meget belejligt, afskedigede præsident Donald Trump, i disse aktionsdage, sin krigs-høg, den nationale sikkerhedsrådgiver – for som en kommentator udtrykte det, “Dette var frem for alt gode nyheder for ungdommen”, det er dem, der er blevet sendt ud for at kæmpe de uendelige og frugtesløse krige for regimeskifte.
Et forceret program, et andet “Apollo-program”, til udforskning af rummet kan ikke gennemføres uden de fire økonomiske love, der er foreslået af Lyndon LaRouche i 2014. De “starter” med en genoptagelse af Glass-Steagall-loven for at beskytte kommerciel bankvirksomhed og opsparing mod Wall Streets spekulationer; og oprettelsen af nationale bankinstitutioner efter Alexander Hamiltons model.

Men LaRouche beviste allerede i 1972, at der ikke er nogen grænser for vækst i hans bog af samme titel. Menneskeheden i rummet er frem for alt ubegrænset.
Først må vi beslutte at hævde den menneskelige “udenjordiske forpligtelse” og blive et rumfarende folk blandt rumfarende nationer – derefter skal vi revolutionere vores strømkilder og industri, LaRouche’s fjerde lov, og udelukkende Hamiltoniske kreditinstitutter kan yde kreditten til den revolution, hans tredje lov.
Sagt på en anden måde: Hvis millioner af unge mennesker overbeviser nationen om at udføre nye og ekstraordinære missioner i rummet, vil mindst nogle tusinder af deres forældre og bedsteforældre finde ud af, hvordan man får sendt dem derhen. “Hamiltonisk” kreditpolitik kan gøre det, og de vil gerne anvende den.

En national bank for infrastruktur og produktion vil ikke tildele NASA sit budget – at afslutte krige for regimeskift, vil gøre det meget enklere. Men en sådan bank vil deltage i private bankers udlån til de bogstaveligt talt titusindvis af virksomheder, der trækker på samme hammel, hvilket gør denne produktive kreditstrøm langt lettere. Og på denne måde, vil det effektivt “låne” NASA en del af dets fremtidige budgetter til at betale disse virksomheder.
Aktionsdagen den 12. september vil være mere internationalt favnende end den første. Samarbejde mellem mindst fire eller flere rumfartsnationer – USA, Rusland, Indien og Kina først og fremmest – er afgørende for denne store opgave. Midt i alt dette, bliver disse nationer nødt til at skabe et nyt internationalt kredit- og valutasystem til fremme af teknologiske fremskridt og udvikling overalt – et nyt Bretton Woods system.  Dette er missionen med aktionsdagene. Se også LaRouche PAC underskriftsindsamlingen “Vi forpligter os til Månen-Mars-missionen (http://schillerinstitut.dk/si/2019/08/larouchepac-underskriftsindsamling-vi-forpligter-os-til-maanen-mars-missionen/) og den ledsagende skrivelse, “Vi forpligter os til Månen-Mars-missionen: The True Spark for Changing the Culture”, tilgængelig på lpac.co/moon.

 




Behovet for at redefinere “bæredygtig udvikling” som “vedvarende udvikling”.
Bælte- og Vejinitiativet og Apolloprogrammet som inspirationskilder

Følgende artikel af Hussein Askary og Jason Ross bliver omdelt inden og under FN’s generalforsamling, som åbner den 17. september i New York .

Download (PDF, Unknown)




POLITISK ORIENTERING den 10. september 2019:
Trump fyrer Bolton. Åbner det det op for ny amerikansk politik?
Verden behøver udvikling ikke økofascisme. Se også 2. del (7. min.)

Med formand Tom Gillesberg

Video 2. del:

Lyd:

Her er vores aktionsuge flyveblad. Del det gerne ud på tryk eller elektronisk.

Download (PDF, Unknown)

 




I dag: En international opfordring til handling for menneskeheden for at se mod stjernerne,
på seks kontinenter.

Den 9. september (EIRNS) – I dag, tirsdag den 10. september, er den første af to “aktionsdage” i denne uge, arrangeret af det Internationale Schiller Institut. Arrangørerne på seks kontinenter (Schiller Instituttet har ikke oprettet en organisation i Antarktis – endnu) distribuerer “International opfordring til ungdommen: Fornuftens tidsalder er ude blandt stjernerne!” skrevet af Schiller Instituttets grundlægger og præsident Helga Zepp-LaRouche (se EIR Daily Alert #175, onsdag den 4. september, for den fulde tekst), oversat til ni sprog, til universitets områder med opfordring til den kommende generation om at afvise den anti-videnskabelige og anti-humane dommedagskult, der fremmer løgnen om menneskeskabte klimaændringer og vende deres øjne og deres kreative potentiale mod stjernerne. Det er der, at sindets øje kan tyde menneskehedens skæbne – at bringe herredømmet over Jorden, solsystemet og universet og beherske det og deltage i udfoldelsen af dette univers på vegne af alle fremtidige generationer.

Schiller Instituttets kor i New York fremskyndede denne søgen efter sandhed og skønhed og opførte i søndags værker af Bach, Brahms, Schubert og flere afroamerikanske spirituals, for at ære de døde og de levende på årsdagen for d. 11/9. Det presserende i denne opgave kan ikke overdrives. Manhattan vil opleve et angreb af vanvid i løbet af september måned. “Klimastrejke” ugen, den 20. – 27. september, bringer anarkister og grønne til Manhattan for at demonstrere ved FN i generalforsamlingens åbningsuge, hvilket fører til et “internationalt oprør” mod videnskabelig og industriel fremgang, der begynder 7. oktober, organiseret af det økofascistiske Extinction Rebellion, grundlagt og ledet af den psykedeliske stofmisbruger og promotor Gail Bradbrook.

Det misbrugte barn, Greta Thunberg, fra Sverige – brugt af den økofascistiske bevægelse til at overbevise børn og forstyrrede voksne om, at verden snart vil gå under, hvis der ikke straks sker en ende på menneskets fremskridt – vil også være i New York til den psykologiske happening “massefald”. Bill McKibben, hvis ”www.350.org” forkynder dommedagsbudskabet i 188 lande, mobiliserer folk til at komme til New York, pralende med, at de nu har tvunget finansielle institutioner til at opgive for 11 billioner dollars fra de fossile brændstofindustrier.

Og det skal bemærkes, at børneaktivisten Joshua Wong fra Hong Kong også vil være på Manhattan samtidig som klimaaktivisterne. Det var Wong, der som 17 årig blev kronet som “lederen” af farverevolutionen i Hong Kong i 2014, kaldet “Occupy Central”, og som blev valgt igen i år (af National Endowment for Democracy og elementer i det amerikanske Udenrigsministerium) til at være den formodede “leder” af dette års stadig igangværende farverevolution i Hong Kong, fase II. Dette er ikke en tilfældighed. Man bør heller ikke blive overrasket over, at klimasvindlerne og regimeskiftekunstnerne kontrolleres af de samme interesser – de finansielle herrer i City of London og Wall Street, det døende Britiske Imperium.

Det er menneskehedens fælles mål, der kan og skal forene suveræne nationer for at besejre dette imperium. De rumfarende nationer, især USA, Rusland, Kina og Indien, er også de førende nationer, der nægter at underkaste sig den vanvittige opfattelse, at vi skal stoppe med at anvende fossile brændstoffer, samtidig med at de fremmer udvidelsen af kernekraft og udviklingen af fusionsenergi. Dette er det afgørende øjeblik for menneskeheden. Konfucius elskede at recitere et digt fra ”Book of Songs” der kan oversættes:
Hvad siger himlen?
Går de fire årstider videre,
Og alle ting bliver til?
Hvad siger himlen?

 

 




International opfordring til ungdommen: Fornuftens tidsalder er ude blandt stjernerne.

Del gerne det nedenstående flyveblad ud til unge mennesker:

Download (PDF, Unknown)

Der er virkelig gode nyheder: Mennesket er et fornuftsvæsen og derfor ubegrænset med hensyn til intellektuel og moralsk perfektion! Vi kan gøre noget, som hverken æsler eller aber er i stand til: Vi kan, ubegrænset, opdage nye videnskabelige principper for det univers, hvori vi lever! Og disse kvalitative opdagelser betyder, at vi i modsætning til æsler og aber, konstant kan omdefinere hvad ressourcer er, og derfor gøre dem ubegrænsede, og at vi kan fortsætte med at forbedre menneskehedens levebrød!

Vi oplever enestående, fascinerende videnskabelige revolutioner: Kineserne udforsker bagsiden af Månen med deres Chang’e-Måne-missioner, hvor de planlægger minedrift af helium-3 som brændstof til den kommende fusionsøkonomi på Jorden, og næste år vil en mission til Mars undersøge betingelserne for terraformning (processen med at modificere en planet, måne eller andet himmellegeme til beboelige forhold, red.) af den røde planet. Med deres Chandrayaan-2-mission til sydpolen af Månen, vil inderne udforske isen i kraterne, som altid er i skyggen, og dermed er en af de vigtigste forudsætninger for livet på Månen. Det Europæiske Rumagentur (ESA) arbejder på konkrete planer for internationalt samarbejde om en permanent landsby på Månen! USA bygger med sit Artemis-program videre på Kennedys Apollo-program, og Rusland, USA, og Kina ser alle atomdrevne rumskibe som det rigtige valg til fremtidige flyvninger til Mars og videre ud i det ydre rum!

Det fantastiske ved at rejse i rummet er at det beviser, at vi ikke lever i et lukket system med begrænsede råvarer, og hvor de morderiske synspunkter af Thomas Malthus, Julian Huxley, Bertrand Russell og prins Philip ville være korrekte, men at vi tværtimod lever i et anti-entropisk univers. Rumrejser er det ubestridelige bevis på, at universet er ”adlyder” en fyldestgørende hypotese om det menneskelige sind, og at der derfor er absolut sammenhæng mellem de immaterielle ideer produceret af fornuften og de fysiske love i dette univers, og at disse ideer danner spidsen for universets anti-entropiske dynamik.

Der har fornyelig været banebrydende beviser: omkring 100 år efter Einsteins teser om eksistensen af gravitationsbølger og sorte huller, er forandringer i rumtid nu blevet bevist, og kort tid derefter er der, ved hjælp af otte radioteleskoper fordelt over hele verden, blevet frembragt billeder af et område omkring et sort hul, hvis masse er 6,5 milliarder gange større end Solens, og som ligger i centrum af M87-galaksen, 55 millioner lysår væk. Der er stadig så meget at opdage i vores univers, hvor der ifølge Hubble-teleskopet findes mindst to billioner galakser! Rumforskningen åbner for en dybere indsigt i hvordan universets love fungerer, og hvilken rolle vi mennesker spiller i det!

Dette er den livsbekræftende kulturelle optimisme, der følger med ideen om menneskeheden som en rumfarende art, i fuldstændig modsætning til den konstruerede dommedagsatmosfære, som spredes af apostlene for den kommende apokalypse – såsom prins Charles og kapitalfondenes forsidepige, Greta Thunberg. Bag hysteriet om Greta står ganske nederdrægtige interesser: Det transatlantiske finanssystem står over for et endnu større krak end i 2008, og finansielle hajer og græshopper i City of London og Wall Street forsøger med en sidste stor handel at styre så mange investeringer ind i “grøn” teknologi som muligt, inden den systemiske krise rammer.

Et nærmere kig på sponsorerne af Gretas ekstremt ambitiøse og velfinansierede dagsorden samt ’Extinction Rebellion’ (XR) og ‘Fridays

For Future’ (F4F) afslører, at disse bevægelser finansieres af de rigeste mennesker på Jorden, inklusive Bill Gates, Warren Buffett, George Soros og Ted Turner. Faktum er, at de, der nyder godt af klimahysteriet og ‘the Green New Deal’, er banker og hedgefonde.

Målgruppen for denne hidtil usete manipulation er Jer, børn og teenagere i denne verden! Burde det ikke få dig til at stoppe op og tænke, når dine påståede “oprørere” understøttes af hele spektret af mainstream medier og hele det liberale etablissement? Og dog er den afskyelige idé, at manipulation af et paradigmeskifte for et helt samfund må begynde med indoktrinering af børn ikke noget nyt. Allerede i 1951 skrev Lord Bertrand Russell i sin artikel “The Impact of Science on Society” (Videnskabens indflydelse på Samfundet):

”Jeg mener, at det emne der vil være af største politiske betydning er massepsykologi… Dets betydning er blevet enormt forøget med væksten i moderne propagandametoder… Man kan håbe, at det med tiden vil være muligt at overbevise enhver om hvad som helst, hvis man kan fange patienten ung, og staten leverer penge og udstyr. Fremtidens socialpsykologer vil have et antal klasser af skolebørn, som de vil afprøve forskellige metoder på til at frembringe en urokkelig overbevisning om, at sne er sort. …der kan ikke gøres meget, medmindre indoktrineringen begynder før tiårs-alderen.”

Formålet med den apokalyptiske skræmmekampagne af folk som Alexandria Ocasio-Cortez (“Vi har kun 12 år tilbage!”) eller prins Charles, overhoved for det britiske statssamfund, Commonwealth, (“Vi har kun18 måneder tilbage! “), er at fremkalde en radikal ændring i menneskehedens livsstil.  Alt hvad vi har forstået ved fremskridt i løbet af de sidste 250 år burde opgives, og vi burde vende tilbage til det teknologiske niveau, der eksisterede før den industrielle revolution. Men dette betyder også, at antallet af mennesker, der kan opretholde livet på dette niveau vil falde til omkring en milliard eller mindre.

Det vil betyde, at udviklingslandene ikke nogensinde ville have udsigt til at undslippe fattigdom, sult, epidemier og forkortet levetid; det ville være et folkedrab på et ufatteligt stort antal mennesker! Hvis “klimaforsker” Mojib Latifat mener, at den vestlige livsstil ikke kan overføres til alle mennesker i verden, og hvis Barack Obama raser over, at mange unge mennesker i Afrika ønsker at have en bil, aircondition og et stort hus, er det den umenneskelige arrogance fra medlemmer den privilegerede overklasse der ligger bag. Det er netop dette synspunkt fra de koloniale herskere, der er ansvarlig for det faktum, at Afrika og meget af Latinamerika stadig er underudviklet, og at mange hundreder af millioner af mennesker er døde unødig tidligt.

For udviklingslandene er pseudo-religionen med menneskeskabte klimaændringer ensbetydende med folkedrab, men for sjælen hos verdens unge mennesker er den kulturelle pessimisme som den fremkalder en gift, der ødelægger troen på menneskelig kreativitet. Når alt bliver til et problem og pludselig er forbundet med skyldfølelser – spisning af kød eller spisning i det hele taget, bilkørsel, flyvning opvarmning af hjemmet, tøj og faktisk selve livet – så ødelægger det enhver entusiasme for opdagelse, enhver entusiasme for det der er smukt, og alt håb for fremtiden. Og hvis hvert menneske betragtes som blot endnu en parasit, der ødelægger miljøet, kommer ganske mange frem til de samme misantropiske konklusioner som gerningsmændene bag masseskyderierne i Christchurch og El Paso, der i deres ‘manifester’ angav miljømæssige årsager til deres handlinger.

Omvendt er de videnskabelige og teknologiske fremskridt forbundet med rumrejser nøglen til at overvinde alle tilsyneladende begrænsninger af vores nuværende eksistens på Jorden. ‘Terraformning’ – oprettelsen af menneskelige forhold – bliver således mulig, ikke kun på Månen og Mars, men også her på Jorden, og i fremtiden på mange himmellegemer i vores solsystem og muligvis hinsides.

I sin bog “Anthropology of Astronautics”, skriver den tysk-amerikanske rumpionerer Krafft Ehricke:

”Begrebet om rumrejser har en enorm indvirkning, fordi det udfordrer mennesket på praktisk talt alle fronter af dets fysiske og åndelige eksistens. Ideen om at rejse til andre himmellegemer afspejler i den højeste grad uafhængighed og smidighed af det menneskelige sind. Det giver menneskets tekniske og videnskabelige bestræbelser den højeste værdighed. Først og fremmest berører det filosofien om selve den menneskelige eksistens. Som resultat heraf ignorerer begrebet om rumrejser nationale grænser, afviser at anerkende forskelle af historisk eller etnologisk oprindelse, og trænger helt ind i karakteren af såvel den ene som den anden sociologiske eller politiske trosbekendelse.”

I dag har vi brug for dette kulturelt optimistiske billede af mennesket og den lidenskabelige kærlighed til menneskeheden forbundet med det, som den eneste hidtil kendte kreative art! Det faktum at vi kan vove os ud i rummet betyder, at vi kan overvinde den snæversynede, jordbundne tankegang. ”Derude, blandt stjernerne, ligger menneskehedens indtræden i den længe ventede fornuftens tidsalder, når vores art omsider kaster de kulturelle rester af dyrelivet af os”, som Lyndon LaRouche udtrykte det. Det er et utroligt privilegium at være ung nu, at række ud efter stjernerne og hjælpe med at forme en epoke for menneskeheden, hvor vi for første gang i historien kan slippe vores arts ubegrænsede potentiale løs!

 




Schiller Instituttet afholder seminar om ”BVI’s rolle for fred og stabilitet i Vestasien og Afrika” 

Den 2. september (EIRNS) – Den 29. august var Schiller Instituttet vært for et seminar på højt niveau i Berlin, der fremlagde en sandfærdig rapport om betydningen af og fremskridtene med Bælte- og Vejinitiativet (BVI), især med hensyn til udvikling i Sydvestasien og Afrika. 45 personer var til stede, inklusive repræsentanter for mellemstore virksomheder, det diplomatiske samfund og andre institutioner. En besøgende delegation af lærde fra Det Kinesiske Akademi for Samfundsvidenskaber (CASS), en vigtig akademisk organisation og forskningscenter, præsenterede artikler om BVI’s rolle i stabiliseringen af regionen gennem økonomisk udvikling. Et fælles tema for stort set alle præsentationerne var, at det for fredens skyld er nødvendigt at forpligte sig til en reel økonomisk udvikling, centreret om fremskridt inden for videnskab og anvendelse af nye teknologier.

Ordstyrer Stephan Ossenkopf fra Schiller Instituttet indledte arrangementet med at understrege, at der er et presserende behov for en “rationel dialog” om hvad kineserne faktisk gør, i modsætning til de negative rapporter i de vestlige medier. BVI er ikke ensidigt og imperialistisk, men et omfattende og inkluderende projekt.

Hovedtaleren, instituttets præsident Helga Zepp-LaRouche, kom nærmere ind på dette, hvor hun hævdede, at BVI er “den vigtigste strategiske politik på dagsordenen”. Hastigheden af dens vækst i de sidste seks år har været forbløffende, sagde hun, og er af særlig betydning for genopbygningen af de krigshærgede nationer i det sydvestlige Asien og for at overvinde den undertrykkelse af nationer i Afrika, hvor Europa kunne have bidraget til deres industrialisering, men tydeligvis ikke har formået det. I stedet for at tillade modstanderne af udvikling at gøre Kina til en “fjende”, må det erkendes, at hvad Kina gør er nødvendigt for fred og stabilitet, og at det burde tilsluttes af vestlige regeringer, især USA. I en gennemgang af den nuværende strategiske krise, som er blevet forværret på grund af det Britiske Imperiums iværksættelse af destabiliseringer rundt om i verden, herunder mod Kina, Iran osv., sagde Zepp-LaRouche, at Europa har en vigtig rolle at spille, hvis førende nationer frigjorde sig fra geopolitisk strategisk orientering. For eksempel talte hun om det enorme potentiale for tyske små og mellemstore virksomheder i joint ventures i tredjelande og forklarede, at den nuværende regerings politik ikke favoriserer denne mulighed. Hun understregede, at nøglen til at skabe forandring i den transatlantiske region er at inspirere til optimisme ved at lægge vægt på det potentiale, der er blevet udløst af især de nye initiativer inden for rumforskning. Vi skal tænke mindst 50 år frem, sagde hun, og afvise den pessimisme, som spredes af de grønne og de finansfolk, der støtter dem.

Talerne fra CASS var: Lederen af delegationen, professor Tang, om “Kinas koncept om sikkerhed og sikkerhed i Mellemøsten”, som gav en grundig beskrivelse af BVI´s fremgangsmåde; Professor Yu, der talte om “BVI og freden mellem Palæstina og Israel”, understregede betydningen af økonomisk udvikling for Palæstina, hvilket er afgørende for at kunne realisere to-statsløsningen i den igangværende krise; Professor Wang, om “BVI i Golfens Samarbejdsråd og Golfens sikkerhed”; Dr. Wei om “Iraks genopbygning og Kinas rolle”, hvor han fremhævede vanskelighederne med at genopbygge en nation, der var udsat for en krig, som ødelagde en stor del af dens infrastruktur; og Dr. Zhu, der talte om “BVI i Egypten og Kina-Egypten Samarbejdet”, og præsenterede en optimistisk vurdering af hvordan samarbejdet mellem de to stater har givet håndgribelige fordele.

Andre foredragsholdere fra Schiller Instituttet var Hussein Askary, medforfatter til instituttets specialrapport “Extending the New Silk Road to West Asia and Africa”, der gav en passioneret rapport om fremskridtene med BVI i de to regioner; og Claudio Celani, hvis rapport om Abuja-konferencen i februar 2018 om genopfyldning af Tchad-søen og Transaqua-projektet leverede et konkret billede af hvad der er muligt med internationalt samarbejde – men også hindringerne, skabt af internationale finansielle institutioner og deres geopolitiske strategier, som skal overvindes.

Der var spørgsmål fra publikum efter hver præsentation, et bevis på behovet for reelle løsninger og et ønske om at uddrage mere af tankegangen fra repræsentanterne fra CASS. Adskillige spørgsmål blev rettet til Helga Zepp-LaRouche, herunder et om malthusianisme, et andet om Indien-Pakistan-krisen.