Stop 3. Verdenskrig!
LAROUCHE-DOKTRINEN FOR SYDVESTASIEN!
Af Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark
Den nuværende krig i Libanon kan antænde 3. Verdenskrig og starte en ny mørk tidsalder. Derfor må vi afsløre de internationale »synarkistiske« finanskredse, der bl.a. gennem deres kontrol over Bush-administrationen og Israels Bibi Natanyahu, har fremmanipuleret krigen, og hellere vil have kaos end acceptere en reorganisering af det bankerotte globale finanssystem. Samtidig skal Danmark sætte LaRouche-doktrinen for Sydvestasien på dagsordenen i FN's sikkerhedsråd sammen med etableringen af et nyt Bretton Woods-finanssystem, så der kan skabes fred i Mellemøsten og en ny retfærdig økonomisk verdensorden.
København 7. august 2006.
De seneste tre ugers israelske offensiv i Libanon har allerede dræbt over et tusind og drevet omkring en million libanesere på flugt. Libanon, der var ved at komme sig fra tidligere tiders borgerkrigshelvede, er ved at blive bombet tilbage til stenalderen. Og det er måske kun starten på ulykkerne. Hvis den israelske offensiv ikke stoppes, vil kravet om en stadig eskalering føre krigen videre til Syrien. Det vil ikke blot rulle Syrien ind i krigen, men også Iran, der allerede har advaret om, at et angreb på Syrien vil foranledige Iran til at kæmpe på Syriens side. I løbet af kort tid kan ikke bare hele Mellemøsten være sat i brand, men det kan også udløse en eksplosion af opsparet frustration og vrede i Den islamiske Verden og skabe religionskrige og kaos verden rundt.
Hvis det ikke er galt nok, så advarer tyske Deutsche Bank i sit julinummer sine kunder om, at hvis Iran bliver involveret i en krig, vil de blokere Hormusstrædet, reducere olieudbuddet i verden med tyve procent, og dermed sikre en oliepris på 150-200 dollars tønden. Det vil være mere end nok til at skubbe verdens skrantende finanssystem ud over klippekanten. Så er vi hovedkulds inde i en ny mørk tidsalder, der langt vil overtrumfe det kollaps af Europas finanssystem i midten af 1300-tallet, der førte til Den sorte Død og en halvering af Europas befolkning.
Men hvem er vanvittige nok til at ønske noget sådant? Mediernes forklaring om, at krigen skyldes Hizbollahs kidnapning af to israelske soldater, er for de mere end normalt naive sjæle. Det er da også kommet frem, at et afgørende hemmeligt møde fandt sted kort inden den israelske offensiv blev sat i værk. Det var i forbindelse med et såkaldt »Verdensforum« i det luksuriøse Rocky Mountain-skisportsted Beaver Creek, Colorado den 16.-18. juni, arrangeret af den indflydelsesrige amerikanske neokonservative tænketank The American Enterprise Institute, AEI. Konferencen var hermetisk lukket for pressen og offentligheden, og blandt deltagerne var vicepræsident Dick Cheney, forsvarsminister Donald Rumsfeld og andre medlemmer af Bush-regeringen samt føderalbankdirektør Paul Bernanke. Vicepræsident Cheney havde i forbindelse med konferencen samtaler med Israels fhv. premierminister Benjamin Netanyahu, medlem af Knesset for Likudpartiet, Natan Sharansky, en af de hårdeste fortalere for et angreb på Iran, og formanden for Reformpartiet i Syrien, Farid Ghadry, der i de amerikanske neokonservatives øjne spiller samme »vigtige« rolle som den irakiske forretningssvindler og »politiker«, Ahmed Chalabi, gjorde det forud for invasionen af Irak. Her blev beslutningen om at starte en ny Mellemøstkrig truffet.
Den israelske generalstabschef Dan Halutz fik efterfølgende overbevist den israelske regering om, at Hizbollah ville »kollapse« efter blot fire eller fem dages intense bombardementer, og der blev givet grønt lys for angrebet. »Hvis premierminister Ehud Olmert og forsvarsminister Amir Perez havde vidst, at Hizbollah stadig ville sende raketter ind over Israel fjorten dage senere, ville de aldrig have godkendt planen«, har højtstående kilder oplyst. Nu er Israel fanget på en kurs imod nationalt selvmord i en krig de ikke kan vinde. Spørgsmålet er om verden og Israel vil erkende det, inden det er for sent.
Inden vi nu begynder at laste USA for krigen, er det værd at lytte til de vise ord fra den amerikanske oppositionspolitiker og tidligere demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche. Den 23. juli udsendte han en erklæring med overskriften: »Hold op med at være en godtroende nar! Kend din faktiske fjende». Der skrev han bl.a.: »I den nuværende situation, er det kun et stakkels lallende fjols, der faktisk tror, at det er den ene eller den anden nationalstat, som står bag den igangværende offensiv i retning af en global krigsførelse af den type, som nu spredes verden over fra den strategiske katapult i Sydvestasien. Den størrelse, der i virkeligheden står bag spredningen af krigen ud over hele Sydvestasien og mere til, er en samling af finansielle og oligarkiske magter, som [Felix] Rohatyn blot er en del af. Det er en magtforsamling, der i handling og selvopfattelse anser sig selv som værende den globaliserede verdens permanente imperieregering. Det er en samling af kræfter, der har deres centrum, ikke i USA, men i den globale blæksprutte af imperialistisk finansmagt centreret i de overlappende interesser bag fransk synarkisme og anglo-hollandske finanskarteller. Det er den samling af kræfter, som blev dannet omkring det britiske Østindiske Kompagni ved Paris-traktaten i februar 1763, og som har været verdens dominerende imperiemagt lige siden kejser Napoleon Bonapartes nederlag bragte Banque de France ind som en hjælper for den anglo-hollandske liberalistiske finansimperialisme - illustreret af Storbritanniens lille politiassistent Napoleon III, og »Napoleon IV«, også kendt i rollen som Frankrigs præsident, Francois Mitterrand, Margaret Thatchers lille lakaj … «
»Dette er den fjende, som lige nu er i færd med at iscenesætte den asymmetriske krigsførelse, hvor kernevåbnene venter lige om hjørnet, der spreder sig ud over Sydvestasien. Det er samme fjende, som med base forskellige steder i Frankrig, Storbritannien og Holland har kastet Israel ud på noget, der ligner en national selvmordsaktion imod Libanon og dets naboer,« skrev LaRouche.
Den republikanske kongemager, George Shultz, der stod bag skabelsen af Bush-administrationen og dens politik (og er æresmedlem af den danske tænketank Cepos), handler sammen med Felix Rohatyn i Det demokratiske Parti på vegne af disse private finansinteresser og har også givet Bushregeringen yderligt et motiv. Allerede under en konference i Washington den 11. januar 2006, der blev transmitteret »live« over Internettet, advarede Lyndon LaRouche om, at EIR havde modtaget oplysninger om, at Benjamin Netanyahu, i ly af det politiske fokus på daværende premierminister Arial Sharons pludselige og alvorlige sygdom, arbejdede tæt sammen med kredse i Bush-regeringen om at forberede en »oktober-overraskelse« ved at fabrikere falske irakiske kemiske våben på militære anlæg i den israelske ørken. Og efter udbruddet af krigen i Libanon har sædvanligvis pålidelige kilder i Israel understreget, at en sådan operation meget vel kan være en del at de igangværende militære operationer. Israelske specialtropper kunne under dække af kamphandlingerne i Libanon flytte de falske våben op til grænsen mellem Irak og Syrien. Om en falsk »oktober-overraskelse« virkelig kunne redde Det republikanske Parti fra et valgnederlag er usikkert, men den vil med garanti kaste verden ud i en global strategisk krise, der kan ende med en verdenskrig.
Krigsspiralen i Libanon vil ikke blive stoppet gennem at erstatte israelske besættelsestropper med tropper fra andre lande. Israel må trække sine tropper ud af Libanon, og en gennemgribende løsning på problemerne i Mellemøsten må finde sted, baseret på LaRouche-doktrinen for Sydvestasien (www.schillerinstitut.dk/lhldoktrin.html), som LaRouche præsenterede i april 2004, da det var blevet helt tydeligt, at krigen imod Irak var slået fejl.
1. En fredsplan kan kun lykkes, hvis den baseres på principperne fra Den vestfalske Fred. Den afsluttede i 1648 halvandet århundredes religiøs konflikt, der havde udviklet sig til 30-årskrigen. Fredsaftalen etablerede princippet, at formålet med udenrigspolitik er »den andens ve og vel« - et princip der blev centralt i moderne international lov.
2. Det betyder konkret, at Centralasien, Iran, Afghanistan, Irak, Golfstaterne, Syrien, Tyrkiet, Israel og Palæstina må ses som en samlet region, der behøver fælles økonomisk opbygning.
3. Alle fremmede tropper må øjeblikkeligt trækkes ud af Irak og Afghanistan. FN må hjælpe befolkningerne i Irak og Afghanistan med at genetablere national suverænitet. Irak vil behøve hjælp fra sine naboer - Iran, Syrien, Tyrkiet og selvfølgelig Ægypten, der kan spille en vigtig rolle, da spændingerne i Iran har langt videre konsekvenser. Formålet må være at skabe stabilitet i hele regionen. Det kan fra et arabisk standpunkt kun ske, hvis det internationale samfund sikrer en troværdig to-statsløsning for Israel og Palæstina.
4. Hvis fredsplanen skal lykkes, må der være økonomisk vækst. Enhver der har rejst med fly over regionen ved, at man blot ser sand og atter sand i timevis. Der er kun lidt fossilt vand tilstede. Derfor behøves afsaltningsanlæg, der kan omdanne havvand til ferskvand, og moderne vandingsanlæg. I Sydafrika og Kina bygger man netop nu kernekraftværker af PBMR-typen, der vil være ideelle til at sikre den nødvendige energi, så der kan blive vand nok til alle.
Selv den danske regering må nu kunne se, at den danske politik i Afghanistan og Irak er forfejlet. Yderlig tilstedeværelse vil blot medføre flere dødsfald og lidelser - og skade mere end gavne. Vi skal have tropperne hjem nu. Samtidig må vi bruge vores tilstedeværelse i FN's sikkerhedsråd til at få LaRouche-doktrinen på bordet.
Vi må erstatte samarbejdet med Bush, Cheney og de neokonservative med et samarbejde med den voksende opposition i USA under ledelse af Lyndon LaRouche og inspireret af LaRouches Ungdomsbevægelse LYM. De organiserer en voksende kreds i Det demokratiske Parti - og i Det Republikanske - for at vende tilbage til Franklin D. Roosevelts strategiske og økonomiske politik, der besejrede 30'ernes fascisme og nazisme.
Gennemførelsen af LaRouche-doktrinen for Sydvestasien, vil sammen med en international konference for et Nyt Bretton Woods-finanssystem - der kan skabe rammerne for økonomisk opbygning med en global New Deal - give os en vej ud af en ellers håbløs situation.