Fra Temahæfte nr. 1, maj 1995
Bygningen af den Nye Silkevej:
Eurasien i det 21. ÅrhundredeDet følgende er en tale, som Jonathan Tennenbaum holdt på ICLC's og Schiller Instituttets konference i Eltville, Tyskland, den 11. December 1994.
Mange i Tyskland husker endnu Helga Zepp-LaRouches og Bürgerrechtsbewegung Solidaritäts valgudsendelse i tysk tv under valgkampen i efteråret '94. Helga sagde mange vigtige ting i det korte program, men det, der gjorde størst indtryk på de fleste, var den metafor hun brugte, da hun opfordrede til opbygningen af en "ny Silkevej", et netværk af højhastigheds og magnettogslinier tværs over Eurasien, fra Atlanten til Stillehavet. I måneder efter programmet sagde folk på gaden, når de hørte navnet Helga Zepp-LaRouche: "Nåh ja, det er damen med den Nye Silkevej!"
Den "Nye Silkevej" er ikke blot et flot slogan. Helga slog et tema an, som har dybe rødder i vores civilisations historie og kultur. Og jeg tror, det er værd at reflektere over, hvad det betyder. Lad os gennemgå de opgaver, der ligger foran os i genopbygningen af Eurasien og verdensøkonomien som helhed, og lad os gøre det, som stod vi på en bjergtop i historien med de store og tragiske begivenheder, der har formet den verden, vi lever i, som baggrund.
De oprindelige gennembrud i produktionen af silke og silkeklæde menes at have fundet sted i Kina for mindst 6000 år siden. I den såkaldte "Forår og Efterår"periode i den kinesiske historie (770-476 f.Kr.) var der veletablerede handelsveje (se figur 1), som bragte store mængder kinesisk silke og andre varer til Vesten. På Kungfutses tid (551-479 f.Kr.) var der allerede en blomstrende handel langs den såkaldte prærierute gennem Nordkina til kysterne ved Aralsøen og det Kaspiske Hav, og via det Sorte Hav hele vejen ned til Middelhavet. En anden rute gik sydover fra Sichuanprovinsen til Burma, Indien og Pakistan, gennem Iran til Bagdad og Tyre, Sidon og Antioch på den østlige middelhavskyst.
Den handelsrute, der gik under navnet "Silkevejen", blev først åbnet senere, omkring 120 f.Kr. Den blev åbnet af en udsending fra det Vestlige Handynastis kejser Wu Di ved navn Zhang Qian. Ruten går fra den store hovedstad Xian ved den Gule Flod, gennem hvad der i dag er Gansuprovinsen, og deler sig i tre alternative ruter for den svære og farlige passage ind i Centralasien. En rute gik via Hami nord for Tian Shanbjergene, stort set den miderste rute i LaRouches forslag til den Eurasiske Landbro (se midtersider), ind i det der i dag er Kasakhstan, og derfra langs Aralsøen og det Kaspiske Havs kyst til Byzantium. De to andre gik over den legendariske Taklimakanørken, fra oase til oase langs den nordlige og sydlige fod af de omkringliggende bjerge.
Hvis vi lægger alle forgreningerne og knudepunkterne i disse "silkeveje" til andre vigtige handelsruter, får vi et billede af et omfattende handelsnet, som inkluderede så godt som alle de vigtigste befolkningscentre i Europa og Asien for mere end 2000 år siden, og som tilmed førte ind i Afrika. En Verdensøkonomi!
Den såkaldte "Sibiriske Pelsrute", som allerede fandtes i det fjerde århundrede f.Kr., var en integreret del af dette gamle handelsnet. Pelsruten begyndte ved Uralbjergene, hvor byen Tobolsk i dag ligger. Her var den forbundet med handelsvejene mod syd til Donflodens munding, vestpå via Suzdal og Moskvaregionen til Smolensk og Kiev samt nordpå til Novgorod og Østersøen. Den vestlige del af Pelsruten hægtede sig således på den store nordsyd korridor, der gik fra Sortehavet til Østersøen, og som Kiev Rus-civilisationen udvikledes omkring, og den gik via de berømte ravveje, til det der i dag er Tyskland. Fra Tobolsk gik Pelsruten østover gennem Tomskområdet til Irkutsk og gennem Gobiørkenen ned til Beijingområdet i det nordøstlige Kina. Omkring 2300 år senere blev den transsibiriske jernbane bygget under grev Sergei Wittes ledelse. Med bygningen af en ekstra jernbanelinie fra den transsibiriske stationsby Ulan Ude ned gennem Ulan Bator og den mongolske Gobiørken til Beijing, var en jernbaneforbindelse fra Kina til Europa etableret. I Kina blev den kendt som den "Første eurasiske Landbro".
Silkehandelens søruter er meget gamle, mindst ligeså gamle som landruterne (figur 2). På det romerske imperiums tid var der søhandelsfolk af mange nationaliteter langs Kinas og Indiens kyster, og meget tidligt omfattede silkehandelen de japanske øer i øst, Indonesien i syd og Afrikas østkyst hele vejen ned til Mombasa. I Kina ser brugen af det magnetiske kompas ud til at have været almindeligt langt tidligere end i Europa. Et kinesisk dokument fra år 1117 fortæller, at store skibe med flere hundrede passagerer ved lov var påbudt at medbringe magnetisk kompas til navigation, i tilfælde af dårligt vejr.
Lige fra begyndelsen var Silkeruten og dens mange forlængelser i alle retninger tæt tilknyttet opblomstringen af velstående bysamfund over hele Eurasien. Med den kom også en kosmopolitisk bykultur, der allerede for 2000 år siden tilegnede sig og videreformidlede kulturpåvirkninger over hele Eurasien og store dele af Afrika. F.eks. blev Grækenlands bykultur udbredt over hele Centralasien og så langt mod øst som til Indusfloden gennem Alexander den Stores bybygningsprojekter.
Under Tangdynastiet for mere end ét tusind år siden, dvs. Karl den Stores regeringstid i Europa, havde Xian én million indbyggere. I gaderne kunne man møde persere, arabiske handelsfolk, indere, jøder og japanske studenter, som kom for at studere ved den kejserlige læreanstalt, samt udsendinge fra dusinvis af fjerne lande. Men Silkevejens største arkitektoniske juveler var uden tvivl de centralasiatiske byer som Buchara og Samarkand, hvor den store filosof Ibn Sina blev født.
Den arabiske renæssance skabte en vældig vækst i handelen i det meste af det eurasiske system. Arabiske handelsfolk rejste helt fra Kinas østkyst til Nordafrika og Spaniens vestkyst. På den tid blev mange af Silkevejens handelsbyer i Centralasien og andetsteds utroligt rige. Handelsvejene var også hovedkanalerne til spredningen af lærdom og teknologi. Kineserne er stolte af "de fire store opdagelser" - krudtet, det magnetiske kompas, papirfremstilling og bogtrykning - som Vesten fik fra Kina via Silkevejen. Men samtidigt var handelsvejene et samlingspunkt for alle mulige politiske efterretningsoperationer og for dannelsen af store oligarkiske finanshuse baseret på spekulation og åger.
Venedigs storhedstid
Den senere del af silkevejenes og de andre eurasiske handelsvejes historie er desværre uadskilleligt knyttet til Venedigs gennembrud som centrum for østvest handelen. Fra senest 1082, hvor pavens såkaldte Gyldne Bulle i princippet gav Venedig total kontrol over det byzantinske imperiums handel, blev Eurasien skueplads for en accelererende række af katastrofer, som enten blev skabt eller forværret af venetianernes geopolitiske manipulationer. Meget af det, som foregik under korstogene, hører i virkeligheden til denne blodige historie.
Klimaks i denne række af katastrofer var det uhyre ragnarok, som begyndte med mongoltatarernes overtagelse af Kina, Centralasien og Rusland. Derefter fulgte de store hungerkatastrofer i begyndelsen af 1300-tallet, sammenbruddet i det omfattende finanssystem, der var tilknyttet Bardi og Peruzzifamilierne i 1327-43, og endelig en pestepidemi (den sorte død), der spredte sig langs handelsruterne fra Kina til Vesten, og som affolkede store dele af Europa, Asien og Nordafrika i 1347-50. Eurasien som helhed og specielt Rusland og hovedparten af det, der senere blev Sovjetunionen, overvandt aldrig helt den økonomiske og kulturelle ødelæggelse, som fulgte af invasionerne og den efterfølgende århundredelange undertrykkelse.
Mongolernes ødelæggelse af Eurasiens smukkeste og mest fremgangsrige byer var ofte så total, at det kun kan sammenlignes med effekten af en atomkrig. Ofte blev hele befolkningen slagtet. Kun enkelte blev sparet for at blive brugt som menneskeskjolde i de efterfølgende slag. Kiev blev så godt som totalt udslettet. Vladimir, Cuzdal, Rostov og Moskva blev plyndret. Samarkand, den største og rigeste by i Centralasien, blev totalt ødelagt og alle dens indbyggere slagtet. Det engang så mægtige Bagdad blev indtaget i 1258. Kinas befolkning blev reduceret til det halve, og hungersnød og pest udslettede næsten halvdelen af Europas befolkning.
Paul Gallagher og flere andre er i gang med efterforskning på dette område. Jeg har endnu ikke set nogen historiebog, som fortæller den egentlige historie, om hvordan dette ragnarok kunne finde sted. Men det lugter langt væk af venetiansk forræderi. Hvordan kunne det gå til, at et barbarisk folk fra de tyndtbefolkede mongolske stepper pludselig dukker op med de mest moderne kanoner og andre avancerede våben, og med en detaljeret information om den interne situation i hvert enkelt land? Hvordan kan det være, at Djengis Khan og hans efterfølgere ser ud til at have haft spioner ved alle de europæiske hoffer? Hvem var det, der ved hjælp af disinformation og intriger sikrede, at der ikke blev organiseret nogen effektiv modstand blandt de langt mere folkerige og kulturelt udviklede lande i Europa og Asien? Og hvordan gik det til, at Marco Polo, hans far før ham, og andre medlemmer af de ledende venetianske handelsfamilier, blev så hjerteligt budt velkommen ved de mongolske herskeres hof? Marco Polo blev embedsmand i det mongolske imperium. Han styrede den kinesiske by Yangchow og udførte forskellige ømfindtlige ærinder for den mongolske Khan. Og hvad skete med de utrolige rigdomme, som de mongolske besættere gennem deres veludviklede plyndringssystem med uhyrlige afgifter og skatter trak ud af det halve eurasiske fastland? Hvad skete der med alt det sølv, som blev suget ud af Kina, da de mongolske herskere først påtvang Kina en papirvaluta og derefter devaluerede den bid for bid? Forholder det sig ikke sådan, at en forfærdelig gælds og spekulationsboble var vokset frem i den eurasiske økonomi, og at der var brug for en omvandrende fascistisk krigsherre til at holde boblen i live ved at terrorisere landene, og under koncentrationslejrlignende forhold udplyndre store dele af Eurasiens overlevende befolkning? Boblen sprang endelig i de første årtier af det fjortende århundrede og efterlod en ruineret befolkning forsvarsløs overfor den kommende Sorte Død.
Når vi nu ser tilbage på dette ragnarok, er der så nogen, der stadig er vanvittige nok til at acceptere, hvad briterne og deres allierede gør ved verden i dag? Når jeg møder folk i Rusland og andre steder, som spiller med i de britiske geopolitiske spil, spørger jeg altid: "Jamen, kan I ikke huske, hvad der skete med jer dengang?"
Der er en gammel kinesisk fabel, som hedder "For tiger bliver djævel". En mand bliver dræbt af en tiger, og han forandres til en djævel. Hans ånd var nemlig stadig så skrækslagen for tigeren, at han gjorde alt for at hjælpe tigeren med at gøre onde ting. Han hjalp tigeren med at fange og dræbe andre ofre og rive deres legemer fra hinanden, så tigeren bekvemmeligt kunne spise dem. Han blev en djævel på grund af sin frygt. Minder det os ikke om visse andre?
Så de samme gamle venetianske tricks bringer os atter på afgrundens rand. Men denne gang vil vi måske i stedet for den Sorte Død få en kombination af HIV og andre mikroorganismer, der hurtigt spredes som en dråbebåren form for AIDS. Hvis det sker, er der måske ingen, der overlever det næste ragnarok.
Skab en ny renæssance
Men der er ingen stor "historisk cyklus", som fatalistisk bestemmer civilisationens opgang og fald. Sammenbrud er ikke uundgåelige, ej heller fører de automatisk til opgangstider. Efter den Sorte Død f.eks., kom der i de fleste områder en massepsykose i stedet for en rationel reflektion over årsagen til ulykkerne, og hvordan de kunne undgås i fremtiden. Den Gyldne Renæssance var en bevidst genistreg, noget skabt, ikke blot en spontan reaktion på ulykkerne. Men Nikolaus Cusanus', Brunelleschis og Leonardo da Vincis Gyldne Renæssance giver os et svar, og det er det eneste svar, vi kender på, hvordan vi forhindrer den slags ondskab, som ødelagde Europa i løbet af det 13. og 14. århundrede, og som truer selve civilisationens overlevelse igen i dag.
Hvad er svaret? Måske er der ingen siden renæssancen, der har udtrykt det på en mere kraftfuld og gennemtænkt måde end Lyndon LaRouche. Men lad mig kort beskrive det med et poetisk hjælpemiddel.
Brunelleschis katedral i Firenze (figur 3) gav den første ærefrygtindgydende demonstration af, hvad moderne videnskab formår.
Se figur 4 som blev taget under Ruslands elektrificering 500 år efter Brunelleschi. Og på trods af de mange onde ting, der skete under Lenin og Stalin, så var det et af de største øjeblikke i hele den russiske historie.
Tænk på de utallige millioner i den russiske bondebefolkning, som i århundreder er blevet brutaliseret. Analfabetiske bønder, der ofte blev behandlet værre end dyr. Tag en sådan stakkels uvidende befolkning og "giv dem lys"! Giv dem uddannelse! Giv dem videnskab! Giv dem fremskridt! Når man gør det, opstår der et nyt samfund, der er langt stærkere og af en kvalitetsmæssig højere form, hvor hver enkelt af de utallige millioner individuelle borgere bliver en mulig ophavsmand eller aktiv støtte til revolutionære forandringer i videnskab og teknologi. Sovjetunionen brød sammen, fordi man ikke fik "held" med at fortsætte den proces, der blev startet med elektrificeringen.
Tænk grundigt over billedet. Det afslører en af den fysiske økonomis inderste hemmeligheder. Den elektricitet, som tænder pæren i bondens hjem, er den bare noget rent "objektivt", blot en "materiel" ting, som materialisterne siger? Eller er et øget fysisk og materielt forbrug i husholdningerne og på arbejdspladserne både en nødvendig forudsætning for og et resultat af den kreative fornufts selvperfektion?
Tiden er inde til at gøre det arbejde færdigt, som blev påbegyndt i renæssancen.
Vi vil genopbygge verdenscivilisationen ved at genopbygge dens økonomiske grundlag og infrastruktur. På den eneste måde det kan lade sig gøre - dirigistisk. Her på tærsklen til det 21. århundrede vil vi gøre det muligt at hæve hele verdensbefolkningens husholdningsforbrug, beskæftigelse, uddannelse og sundhedstilstand op til det højeste niveau, de mest udviklede industrilande havde, da det gik allerbedst - og så et skridt videre. Vi vil genopbygge de institutioner, der kan fostre teknologisk fremskridt, og vi vil fjerne oligarkiets sidste støttepunkter. Der skal ikke længere være tilbagestående områder, ingen uvidende og forråede folkeslag, som kan blive brugt imod civilisationen. Vi vil befri menneskene og sætte oligarkerne i zoologisk have. Og her vil programmet for opbygningen af den "Nye Silkevej" spille en nøglerolle.
Det eurasiske udviklingsprogram.
Der bor omkring 4,4 milliarder mennesker i Eurasien, tre fjerdedele af jordens befolkning. Befolkningen er koncentreret langs kysterne, de store floder og de hundreder eller tusinder år gamle handelsruter. Faktisk befinder de fleste af Eurasiens storbyer - der er cirka 60 millionbyer - sig langs de tre hovedruter, som forbinder Centraleuropa med befolkningcentrene i de vestlige, centrale og østlige dele af Asien. Omkring en fjerdedel af hele Eurasiens befolkning, mere end halvdelen af dets industriarbejdere og cirka 70 procent af bybefolkningen bor indenfor 50 kilometers afstand fra disse hovedveje, i det vi kalder "udviklingskorridorer". Disse er lange bånd af landområder, cirka 100 km brede, som vil blive direkte påvirket af transporten af gods og personer langs de primære infrastrukturruter.
Tænk på dem, som de store arterier i menneskets krop. Fra disse pulsårer løber der sekundære og tertiære korridorer, som når ud i hele det eurasiske økonomiske "væv", dets husholdninger og arbejdspladser. Derefter ser vi på husholdningernes, landbrugets og industriernes behov. Hvad behøver de af energi, vandforsyning, forskellige produkter og tjenesteydelser, både per indbygger og per kvadratkilometer, hvis de skal kunne fungere på det teknologiske niveau, der er nødvendigt for at oppebære 710 milliarder mennesker i de første årtier af det 21. århundrede? For at tilvejebringe alt dette til Eurasiens økonomiske "væv" behøver vi frem for alt en meget effektiv infrastruktur.
Så det vi gør, er at tage de mest avancerede teknologier, der er tilgængelige i dag, samt nye teknologier på et endnu højere niveau, som vi vil udvikle, og bruger dem til at opbygge en ultramoderne infrastruktur m.h.t. transport, energi, vand, kommunikation, sundhedsvæsen og uddannelse i disse korridorer. Vi gør det dirigistisk. Vi bruger de nationale regeringers mulighed for at skabe kreditter og ansætte store dele af arbejdsstyrken i statsfinansierede projekter, som øger den nationaløkonomiske fysiske produktivitet.
Hovedpunktet og rygraden af programmet er et 100.000 km langt eurasisk jernbanenet til transport af gods og passagerer med høj hastighed. Det indebærer en gennemgribende sanering og modernisering af de jernbaneforbindelser, der allerede findes i mange af korridorerne, så de bliver elektrificerede og to eller firesporede. Dertil kommer anlægningen af nye linier, som kan operere ved hastigheder på 150-160 km/t for godstransport og 200-350 km/t for hurtig persontransport. Samtidigt anlægges i de tættest trafikerede korridorer magnettoglinier baseret på den første generation af magnetsvævetog. Det vil senere blive fulgt af et vidtrækkende netværk af magnetsvævetog, baseret på anden og tredjegenerations teknologier, som også vil være velegnede til godstransport ved høje hastigheder. Disse jernbane og magnettogsnet vil stå for størstedelen af den transkontinentale, langdistancegodstransport i det næste århundredes første årtier.
Det andet hovedpunkt i programmet er store vandprojekter, som skal forhindre oversvømmelser og sikre vand til forbrug og overrisling, forbedring og nybygning af havneanlæg og en modernisering og udvidelse af de indlandske vandveje i hele Eurasien.
Dette vil bl.a. skabe grundlag for en gigantisk udvidelse af søhandlen i de kommende årtier i det Indiske Hav og Stillehavsområdet. Det har selvfølgelig afgørende betydning for USA's vestkyst og for den amerikanske økonomi som helhed.
Det tredje hovedpunkt er udvidelsen af energiproduktionen og distributionsnettet, som hovedsageligt vil blive koncentreret langs de samme udviklingskorridorer. Her er nøglen elektricitet. For at nå op på det samme elektricitetsforbrug i husholdningerne og industrien som industrilandene, skal Kina alene øge sin elektricitetsproduktion med mere end 1.800 gigawatt - 12 gange den nuværende produktion! Indien behøver mere end 1.000 gigawatt. For hele Eurasien drejer det sig om 5.000 gigawatt. Det er omtrent fem gange den samlede elektricitetsproduktion i alle de europæiske og asiatiske lande. Faktisk vil behovet for elektricitet endda hurtigt stige endnu mere og være flere gange større i midten af det næste århundrede.
Det fjerde hovedpunkt i vores program for en "Ny Silkevej" er anlægelsen af nye byer. Over de næste 50 år vil der blive bygget tusinder af nye byer med 300.000-1.000.000 indbyggere. De fleste af dem i forbindelse med de primære infrastrukturkorridorer. Vi behøver 1.000 nye byer bare i Kina. Mange af dem vil være byer af en ny meget effektiv type kaldet "nuplexer", som bruger kernereaktorer til at producere elektricitet og varme til et helt by og industricenter, som er omgivet af intensiv landbrugs og gartnerivirksomhed. Disse byer anlægges "nede fra og op". Den grundlæggende infrastruktur, dvs. energi, vand, affald, kommunikation, offentlig transport, automatiseret post og godsudbringning, af og tilkørsler til hovedveje osv. installeres altsammen under jorden, lag på lag og med fri plads oven over til udvidelser og teknologiske forbedringer, efterhånden som byen vokser. Og ovenpå alt dette bygger vi så byen.
Det afgørende er, at gennem anlægningen af "en perlekæde" af byer langs udviklingskorridorerne, får vi den største tæthed af energi, transport, vandforsyning, uddannelse og sundhedsvæsen til den mindste pris per indbygger. Kun på denne måde kan vi opnå de produktivitetsstigninger , der er nødvendige for at sikre menneskehedens fremtid i det 21. århundrede.
Hamiltonsk kreditpolitik
Hvordan skal alt det så finansieres? Ved et typisk projekt i f.eks. Asien, vil der være en lille, men afgørende mængde højteknologiske produkter, som skal importeres udefra, og som skal betales med langfristede lån til lav rente. Men bortset fra det bør hovedparten af det udstyr og de materialer, der anvendes til de nationale projekter, leveres af landets egne industrier, ligesom arbejdskraften vil komme fra den nationale arbejdsstyrke. For at finansiere den nationale del må kredit og banksystemerne i de forskellige lande reorganiseres, så de fungerer efter de principper, der går under navnet: "Hamiltons metode til skabelse af produktive kreditter".
For at kunne gøre dette, må hvert enkelt land etablere en nationalbank med bemyndigelse til at udstede store mængder af nye penge, i form af lån til produktive aktiviteter, og til sammen med andre statsinstitutioner at regulere hele finanssystemet. Vi skaber med andre ord nye penge, som behøves til at finansiere vores projekter og sætte vores arbejdsstyrke i arbejde.
Så snart vi taler om at skabe nye penge - det, der også kaldes "fiatkredit" eller "befalingskredit" - så bliver folk nervøse og siger: "Men skaber det ikke inflation?" Svaret er, at det afhænger af, hvordan disse nye kreditter anvendes.
Der er intet lettere end at skabe penge. Centralbanker verden over skaber hver dag store mængder penge. Det har desværre intet at gøre med at øge produktionen af reelle værdier, men nærer blot spekulation og væksten af ikkeproduktive ydelser. Men centralbankernes direkte kreditudskrivning er småting i sammenligning med de billioner af dollars i kunstig kredit, som i forbindelse med derivatboblen og andre former for ren spekulation bliver skabt i den vestlige verdens finanssystem.
Der må sættes en stopper for denne ukontrollerede spekulationsbaserede kreditekspansion, og bemyndigelsen til at udskrive og kontrollere kreditter må lægges tilbage til de suveræne regeringer. Det grundlæggende princip er, at vi sammenkæder udskrivningen af nye kreditter med skabelsen af nye materielle værdier. Finansieringen af store infrastrukturprojekter og af den industriproduktion, som følger med dem, gør dette på en effektiv og uundværlig måde.
Nationalbanken bemyndiges af regeringen til at udstede en vis maksimal pengemængde, som rundt regnet modsvarer den øgede beskæftigelse og produktion, som regeringens økonomiske politik tilvejebringer. I vores tilfælde vil hovedinstrumentet til at øge beskæftigelsen og produktionen være en række store infrastrukturprojekter. Til det formål udlåner nationalbanken den netop skabte pengemængde i form af lavt forrentede lån, de fleste langfristede, via to kanaler.
For det første udsteder nationalbanken kreditter til de statslige eller lokale myndigheder, som er ansvarlige for projekterne. De kan så betale for udstyr, materialer og arbejdskraft ved selve byggeprojekterne (f.eks. jernbaner, kanaler og kraftværker) samt betale de private og offentlige underleverandører, som kan være ansatte til at udføre forskellige dele af arbejdet.
For det andet udsteder nationalbanken både direkte og gennem deltagelse i lån, der bliver udstedt via det private banksystem, lavt forrentede kreditter til industrivirksomheder, som producerer udstyr og materialer til infrastrukturprojekter, for at hjælpe dem til at udvide og modernisere deres aktiviteter.
Denne form for kreditgivning skaber, hvad vi kan kalde en strøm eller kæde af øget produktion og beskæftigelse. Lad os se, hvordan det fungerer ved at forestille os opbygningen af en jernbane, som finansieres ved hjælp af penge fra finansloven og af nationalbankens øremærkede, nyudstedte kredit. En del af pengene, f.eks. 40%, udbetales som løn til arbejderne, 50% bruges til anskaffelse af jern, beton, entreprenørmaskiner, brændstof etc. og 10% går til forskellige faste udgifter. De 50%, som anvendes til materialer og maskiner, går til industrivirksomheder i form af ordrer fra det statsforetagende, der står for projektet. Disse penge skaber så et nyt kredsløb af produktion og beskæftigelse. En del af beløbet går til industriarbejdernes lønninger, en del går til anskaffelse af råvarer, halvfabrikater og udstyr, en del til faste udgifter og den sidste rest er så firmaets fortjeneste. Ved hjælp af skatteregler og forskellige reguleringer sikrer vi os, at det meste af fortjenesten bliver geninvesteret i form af forbedringer af udstyr og teknologi.
De øgede indkøb fra firmaer, som leverer udstyr og materialer til infrastrukturprojekterne, skaber så igen et nyt kredsløb af produktion og beskæftigelse osv. Det samme gælder på en lidt anden måde for den øgede beskæftigelse. Disse lønninger går mest til at tilfredsstille husholdningernes materielle behov - til mad, tøj, husholdningsartikler, energi, osv., som hovedsageligt produceres i landbrugssektoren og forbrugsvareindustrien. Stimuleringen af disse sektorer gennem det øgede forbrug i husholdningerne skaber yderligere produktion og beskæftigelse i industrierne, der leverer disse varer, osv.
Vi kan altså følge den nye kredits vej gennem kæden af produktion og forbrug. Pengene bevæger sig den ene vej, og varerne og arbejdet den modsatte vej. Tilbage i 1931 skabte den tyske økonom Wilhelm Lautenbach en simpel grafisk fremstilling, der viser den øgede produktion og beskæftigelse, som bliver sat i bevægelse per kreditenhed investeret i infrastruktur. Lautenbach var en af dem, der ønskede at stoppe Hitler og redde Tyskland, ved at gøre en ende på massearbejdsløsheden og få Tyskland ud af den økonomiske krise ved hjælp af produktive kreditter.
(Jeg bør nævne, at hvis Lautenbachs løsning ikke var blevet afvist, efter pres fra de angloamerikanske kredse, som støttede Hjalmar Schacht, ville Hitler sandsynligvis aldrig have fået magten i Tyskland).
Det er vigtigt at forstå, at når man anvender kreditter, der er skabt af en nationalbank, til at finansiere infrastrukturudvikling og lignende produktive forbedringer, så forårsager man en stigning i økonomiens totale fysiske produktion, som er større end den pengemængde, der bliver sat i omløb. Hvor kommer denne ekstra rigdom fra?
For det første øges produktionen, når man anvender kreditgivning til at beskæftige arbejdskraft og produktionsressourcer, der ellers ville være ledig eller underudnyttet. For nærværende er der masser af sådanne reserver, specielt i industriområderne i Vest og Østeuropa, Rusland, Ukraine og andre SNG-lande.
For det andet, kanaliserer vi via infrastrukturprojekterne den store kapitalstrøm til en modernisering af meget vigtige dele af industrien. Det gør vi ved at sikre os, at det nye udstyr, som anskaffes i forskellige dele af denne "produktionskæde", er på et højere teknologisk niveau end den nuværende generation af udstyr. På denne måde hæver vi det almene teknologiske niveau i økonomien og dermed også arbejdskraftens fysiske produktivitet.
For det tredie skaber de store infrastrukturinvesteringer en dramatisk stigning i behovet for højteknologiske kapitalgoder, og det accelererer introduktionen af nye videnskabelige og teknologiske gennembrud i de produktive aktiviteter.
De nævnte effekter er alle skabt af processen af at opbygge infrastrukturen, så de begynder med det samme. Derefter kommer så effekten af selve infrastrukturforbedringerne, efterhånden som de bliver færdige, hvilket også øger produktiviteten af økonomien i sin helhed.
Resultatet af alt dette er en accelererende tilvækst i økonomiens produktion af reelle materielle værdier. Det er denne tilvækst, som delvis kommer tilbage til staten i form af øgede skatteindtægter, og som "tilbagebetaler" den oprindelige investering og de kreditter, nationalbanken udstedte til staten.
Internationalt samarbejde
Jeg har tidligere nævnt, at for de dele af Eurasien, der ikke er så højt udviklede, vil en lille, men afgørende del af den totale investering i infrastrukturprojekter komme udefra i form af højteknologiske maskiner og knowhow. Det vil hovedsageligt komme fra Europas "Produktive Trekant" og fra Japan, og på længere sigt vil USA forhåbentligt også spille en større rolle. Finansieringen af denne teknologioverførsel kan arrangeres på flere måder, bl.a. gennem de former for multilaterale udviklingsbanker, som Lyndon LaRouche foreslog for næsten 20 år siden, og som den nu afdøde direktør for Deutsche Bank, Alfred Herrhausen, foreslog i forbindelse med udviklingen af Polen. Shimon Peres og flere andre har fornyligt foreslået lignende institutioner for Mellemøsten, og Jacques Delors' europæiske infrastrukturplan peger også i samme retning.
Lad mig atter engang understrege det vigtigste: Den "Produktive Trekant" kan frembringe et stort og stadigt voksende overskud af højteknologiske kapitalgoder, som sagtens kan overføres til andre områder af Eurasien ved hjælp af langfristede kreditter (20 år eller mere), uden at det forårsager økonomiske problemer for Europa. Faktisk kunne man under de rette omstændigheder "forære" store mængder teknologi bort og samtidig gøre Europa rigere! Årsagen er den, at "spinoffeffekten" fra en accelereret gennemstrømning af ny og mere produktiv teknologi i Europas industri er den samme, hvad enten projekterne ligger i Europa eller et sted midt i Asien! Faktisk er effekten større indenfor den "Produktive Trekant" end alle andre steder i verden, fordi arbejdskraften i den "Produktive Trekant" har den nødvendige uddannelse og kulturelle grundlag til at udvikle og optage nye teknologier relativt hurtigt. Det eneste, der kræves, er, at vi går væk fra den tåbelige "grønne", "postindustrielle" økonomiske politik, som i øjeblikket er ved at kvæle Europa, og i stedet forbedrer infrastrukturen i trekantsområdet og spiralarmene, så den "Produktive Trekant" kan blive et effektivt teknologisk lokomotiv for hele Eurasien.
Den faktiske udvikling af Eurasien vil ske gennem et trevejs forløb i strømmen af handel og investeringer. Lad mig illustrere det med et eksempel. Kina skal bygge ca. 100.000 km nye jernbanelinier, rundt regnet 1.000. 000 km nye asfalterede veje og tusindvis af kilometer nye eller forbedrede kanaler for at have et blot nogenlunde tilstrækkeligt internt transportsystem. Det bliver nødvendigt at anskaffe enorme mængder af tungt udstyr til disse byggeprojekter. Fabrikker, der producerer cement, stål, jernbaneskinner og andre komponenter, må forbedres og udvides. En stor del af det nødvendige tunge udstyr kunne fremstilles af fabrikker i Rusland og Ukraine, hvis man her moderniserer produktionen med de mest avancerede produktionsanlæg. Værktøjsmaskiner og andre avancerede teknologier til moderniseringen af den tunge industri i Rusland og Ukraine kan f.eks. komme fra Tyskland [eller Danmark].
Ved at etablere et sådant trevejssamarbejde opnår vi en selvforstærkende effekt, hvor en forholdsvis lille mængde højteknologi får stor betydning for opbygningen af den nødvendige infrastruktur. Finansieringen af denne type "trevejshandel" kunne tilrettelægges af en passende international udviklingsbank, i nært samarbejde med de involverede landes nationalbanker. Der kunne f.eks. oprettes en "Eurasisk Udviklingsbank" til formålet. Den grundlæggende udformning af de nødvendige institutionelle rammer blev fremlagt af Lyndon LaRouche helt tilbage i 1975-76 i forslaget til en "International Udviklingsbank". Disse rammer skal erstatte det ruinerede og diskrediterede system baseret på den Internationale Valutafond (IMF), Verdensbanken og GATT.
Fælles interesser contra det "store spil"
Der er ingen tvivl om, at den her skitserede "Nye Silkevej", det eurasiske infrastrukturprogram, faktisk kan gennemføres. Det vil fungere.
Vore modstandere ved selvfølgelig også godt, at planen vil fungere, og derfor handler de derefter. Se bare på kortet over vores forslag til det eurasiske infrastrukturnetværk, og sæt en cirkel omkring de regionale konflikter, krige og store brændpunkter, hvor britisk efterretning spiller sit beskidte geopolitiske spil! (figur 5)
Vi har nået et punkt, hvor alle europæiske og asiatiske landes overlevelse faktisk afhænger af, om den "Nye Silkevej" virkeliggøres. Hvis vi ønsker at overleve, må den djævelske venetianskbritiske geopolitiske manipulation knuses - inklusive det nytteløse affaldsprodukt, som kaldes de Forenede Nationer. I stedet skal der opbygges et ægte fælleskab mellem nationerne, et "interessefællesskab" mellem suveræne stater, der er baseret på universelle principper for menneskelig udvikling.
Lad mig give et par eksempler. Se på Mellemøsten, korsvejen mellem Europa, Asien og Afrika. Her vil én af de store jernbanelinier passere og forbinde 700 millioner europæere med mere end 700 millioner afrikanere og 3 milliarder asiater.
Fredsprocessen i Mellemøsten, hvor Schiller Instituttet har spillet en vis rolle som katalysator, har sat spørgsmålet om et "interessefællesskab" på den internationale dagsorden. Enten iværksættes store infrastrukturprojekter, eller også bliver der krig. Ferskvand er nøgleordet. Vi vil skabe ferskvand - kunstige floder! Og med dem vil vi skabe frugtbare landbrugsområder, hvor der i dag er ørken. Det er meget enkelt: Vi har brug for ca. 7 kilowatttimer elektrisk energi til at producere én kubikmeter ferskvand ved afsaltning af havvand. Desuden behøver vi nogle kilowatttimer til at pumpe vandet derhen, hvor der er behov for det. Hvis vi som en start skal fordoble den nuværende mængde af tilgængeligt ferskvand i området, får vi brug for ca. 5 gigawatt i alt. Det er ikke meget, det er let nok! Vi tager en snes højtemperaturkernereaktorer (HTR) af den type, som er let at masseproducere og transportere. Vi installerer dem gruppevis langs to havvandskanaler, der hurtigst muligt iværksættes som højtprioriterede projekter: Kanalen Middelhavet - Det døde Hav, og kanalen Det røde Hav - Det døde Hav. Der hvor HTR'erne er placeret, bygger vi agroindustrielle centre, hvor energien anvendes til at afsalte vand til intensiv planteavl i ørkenen, samt til industri og boligkvarterer, som snart bliver til større byer. Når der er brug for mere energi, sætter vi flere moduler op.
Hermed starter vi en sand kulturel revolution. Ferskvand skabt gennem videnskab har samme betydning for den fattige i Mellemøsten, som det elektriske lys havde for den russiske bonde!
Lad os kaste et kort blik på Kina. Her har vi en særdeles kompliceret situation - et land med enorme problemer, men også et kæmpe potentiale. Kina er næsten det eneste land i verden i dag, hvor rigtigt store infrastrukturprojekter er under opbygning. Det er det eneste sted, hvor kernekraft bliver videreudviklet og, som allerede nævnt, hvor nye byer bliver planlagt. Disse projekter er slet ikke tilstrækkelige, men de er betydelige og afspejler, at der i Kina findes en modstand imod at begå det samme nationale selvmord, som har fundet sted i andre lande med god hjælp af George Soros og Jeffrey Sachs.
Lad mig give et eksempel. For nogle år siden blev den sidste del af jernbaneforbindelsen mellem Sinkiang og Kasakhstan færdig, og dermed blev den såkaldte "Anden eurasiske Landbro" formelt åbnet. Figur 18 viser de kinesiske kort over de to eurasiske landbroer, der går fra Stillehavet til Atlanterhavet. Ifølge kortet går den Anden eurasiske Landbro igennem den tidligere hovedstad Xian, videre gennem Lanzhou og Urumchiprovinserne til Kasakhstan og så nordpå til Rusland. Her støder den øst for Uralbjergene til den Transsibiriske Jernbane og går videre via Moskva, Warszawa og Berlin hele vejen til Rotterdam ved Atlanterhavet. Det er faktisk ikke så længe siden, at de første containere ankom til Rotterdam efter at have gjort den lange rejse fra Kinas østkyst.
I Kina ser man meget bevidst denne Anden eurasiske Landbro som et led i planerne for en ny Silkevej. Man ser det som en måde at åbne det indre af Kina for europæisk påvirkning, og som en måde at udvikle tættere forbindelser mellem Kina og Kasakhstan og de centralasiatiske republikker. Dermed også indirekte forbindelser til de arabiske lande i Mellemøsten, hvilket er vigtigt for den store islamiske befolkning i den vestlige del af Kina. På den anden side åbner den Anden eurasiske Landbro en ny dimension for de mulige forbindelser mellem Kina og Rusland. Samtidig udgør landbroen en endnu ubesvaret udfordring til Kina, om hvorvidt landet har modet til at gå videre med en ægte, gennemgribende industrialisering og urbanisering af landbrugsområderne. Det emne har vi har behandlet i et programudkast med titlen "Kinas renæssance".
Mit sidste eksempel skal være fra det tidligere Sovjetunionen, i særdeleshed de tættest industrialiserede områder i f.eks. Rusland og Ukraine.
Det er en kendt sag, at en stor del af den industrielle produktion i det tidligere Sovjetunionen var knyttet til våbenfremstilling. Det er i særdeleshed sandt for den mest moderne og effektive del af industrien. Nu da våbenproduktionen er stærkt reduceret, hvordan skal disse industrier så overleve?
Hvis vi ønsker at bevare denne sektors produktive potentiale - Ruslands og Ukraines største økonomiske aktiv - er der kun én måde at gøre det på: Vi må erstatte sovjettidens gigantiske våbenproduktion med en dirigistisk økonomisk genopbygningsindsats af nogenlunde samme størrelsesorden. Opgaven vil være en fuldstændig rekonstruktion af SNGlandenes grundlæggende infrastruktur ved hjælp af de mest avancerede teknologier, der er tilgængelige eller kan udvikles. Det er netop med en sådan opgave, at forsknings og udviklingskapaciteten og den avancerede maskinbygningskapacitet i den militærindustrielle sektor kan udnyttes bedst muligt.
Dette er ikke kun vigtigt for Rusland og Ukraine. Vi har også brug for deres videnskabelige, teknologiske og industrielle potentiale til at løse problemerne i verden udenfor det tidligere Sovjetunionen. Lad mig give et par eksempler fra "huskesedlen" over vigtige opgaver:
1) Udvikling af systemsikre kernekraftmoduler samt faciliteterne til at producere dem i stort antal. Udvikling af forskellige former for fusionsenergi, der vil være den vigtigste energikilde i det 21. århundrede. Udvikling af fusionsfremdrift til interplanetære rumrejser.
2) Udvikling og bygning af forskellige typer atomdrevne skibe til at imødegå behovet fra en udvidet verdenshandel, særligt i områderne omkring Stillehavet og Det indiske Ocean. I den forbindelse skal der også udvikles avancerede fremdriftssystemer til højhastighedsskibe.
3) Konstruktionen af næste generation af magnetsvævetogsystemer, der er velegnet til automatiseret godstransport med stor trafiktæthed. I Ukraine er der f.eks. udviklet en ny form for selvstabiliserende magnetsvævesystem, der kan have revolutionerende betydning for bl.a. transportområdet.
4) Udvikling af superoverlydsfly til transport af passagerer mellem Amerika, Afrika, Europa og Asien ved hastigheder på Mach 4-6. Udvikling af andre hidtil ukendte flytyper.
5) Indføring og anvendelse af "dirigeret energiteknologi": Lasere, partikelstråler, kraftige mikrobølger m.v. til forarbejdning og produktion i industrien.
6) Udvikling af revolutionerende metoder indenfor optisk biofysik til diagnostisering og behandling af sygdomme. Også indenfor dette område var det tidligere Sovjetunionen førende, hvilket Gurvichskolens arbejde beviser. Vi har brug for dette potentiale i den livsvigtige kamp imod AIDS og den stigende fare for et "biologisk ragnarok" fra pandemiske sygdomme.
Videnskabens betydning
Jeg vil til slut berøre et dybere aspekt af det interessefællesskab blandt de eurasiske nationer, som vor "Nye Silkevej" skaber.
For cirka 550 år siden blev der i de første faser af den europæiske renæssance gjort en opdagelse, der blev starten til det, vi kalder moderne videnskab. Fra da af, var den skabende proces, med hvilket mennesket øger sin beherskelse af naturens kræfter og bryder eventuelle grænser for sit befolkningspotentiale, et forståeligt begreb, en kommunikérbar idé.
Nu, 550 år senere, ved hele verden, at de langtrækkende bølger af videnskabeligt og teknologisk fremskridt, som renæssancen medførte, lagde grunden til den hurtigste og længst varende forbedring af menneskenes gennemsnitlige leveforhold. Uden sidestykke i menneskets historie. Kun nogle få navlebeskuende miljøflippere, der aldrig har oplevet verden udenfor tvapparatet, har endnu ikke helt fattet det. Men tag til udviklingslandene, til Afrika, til Asien, til Sydamerika og I vil se, hvordan folk dér tørster efter teknologi, hvor meget de ønsker at bygge fabrikker, jernbaner og kraftværker, hvor højt de ønsker, at deres børn bliver videnskabsmænd, ingeniører o.s.v.
Problemet er det faktum, at det store flertal af verdens befolkning, som oprigtigt ønsker videnskabeligt fremskridt, ikke selv ved, hvad videnskab egentlig er for noget. De ved kun, at videnskab på en eller anden måde er kilden til fremgang, velstand og magt. Det er som én, der hver morgen spiser et æg, men aldrig har set en høne.
Her ligger det vigtigste aspekt i Eurasiens historie, og paradokset i Peter d. Stores europæisering af Rusland. Det er også Kinas paradoks i dag, og Japans og den arabiske verdens paradoks. Det er såmænd også paradokset for vores degenerede vestlige samfund. Endda et paradoks for størstedelen af vores videnskabsmænd, der pga. deres aristoteliske skoling heller ikke forstår, hvad videnskab er.
Det angiver også det store ansvar, der ligger på de få af os, der kender eller er begyndt at begribe hemmeligheden bag videnskab. Hemmeligheden bag renæssancen. For uden den er vores civilisation dømt til undergang.
Men vor opgave er måske ikke helt så tung, ikke så overvældende, som det ved første øjekast kunne se ud til. Lad mig slutte med en relevant lille opdagelse.
Hvis vi graver ned i de store civilisationers litteratur, finder vi en overflod af ordsprog, lignelser og fabler, eller "visdomsord" som de også kaldes. De kan ofte spores helt tilbage til de allertidligste tider. De blev overleveret fra generation til generation, fra forældre til børn, som en slags morallære. I Vesten kender vi alle Æsops fabler, der blev samlet i den form vi kender i dag omkring 550 f.Kr. Den jødiske og kristne bibel er fyldt med lignelser og metaforer. I den sammenhæng er det interessant, at Erasmus af Rotterdam og andre under den europæiske renæssance, udover at skrive deres egne historier, også gjorde sig stor umage med at samle og omarbejde tusinder af ældgamle fabler og lignelser. Også i begyndelsen af Weimarklassikken i Tyskland førte digteren Gotthold Lessing an i en genoplivelse af denne tradition.
Vi finder samme tradition i den arabiske litteratur, i sanskritkulturen i Indien, i den kinesiske kultur osv. Mon ikke vi med dette fænomen kommer meget tæt på selve sprogets og den menneskelige kulturs oprindelse.
I denne forbindelse er Kina særlig interessant. Det kinesiske sprog er meget rigt på, hvad de selv kalder "chengyu", korte idiomatiske (sprogligt særegne) udtryk, der næsten alle består af præcist fire tegn i det kinesiske skriftsprog. Der er mange tusinde af dem, og mange af dem er meget gamle. I de fleste tilfælde er oprindelsen ukendt. Der er dog et betydeligt antal chengyu, der er forbundet til nedskrevne fabler.
Lad mig give et typisk eksempel. Der er et chengyu, der direkte oversat hedder: "Rid hest, duft blomst". Hvad betyder det egentlig? Her er den tilsvarende fabel:
"Der var engang en ung mand, der havde en slemt deform eller skadet fod, således han ikke kunne gå normalt. Men den unge mand drømte om at finde sig en smuk ung pige til hustru. Han bad en ven om hjælp til at finde en sådan pige. Nu kendte vennen faktisk en meget smuk pige, der desværre havde en deform, grim næse. Denne pige ønskede sig inderligt en smuk husbond. Derfor besluttede vennen at bringe de to sammen. Han gav den unge mand besked på at sætte sig på en hest og ride forbi døren til det hus, hvor pigen boede. Og vennen arrangerede, at pigen skulle stå ved døren og holde nogle blomster op foran næsen, som nød hun deres dejlige duft.
Allerede ved dette første møde blev de unge forelskede. Pigen syntes, at den unge mand på hesten så så stærk og mandig ud; og den unge mand kunne ikke modstå det romantiske syn af pigen, der duftede til blomsterne.
Ægteskabet blev hurtigt arrangeret, men det var først ved brylluppet, at de to unge så hinanden, som de virkelig var. Men så vidste de begge, hvad der var sket. Det er denne fabel, der er sammenfattet i formelen: "Rid hest, duft blomst".
Her har vi i den simplest tænkelige form, ikke kun en metafor, men en særlig slags metafor; et mikrokosmos af det vi kalder den sokratiske metode. Ironien i historien får os til at reflektere over, hvorledes den simple, almindelige måde at tænke på får os til at forveksle skinnet med virkeligheden. Selve denne reflektionsproces viser, at vi er i stand til at tænke på et højere niveau og befri os selv fra slavisk aristotelisk tankegang. Det er derfor, vi finder glæde i historien.
Tænk et øjeblik tilbage på processen; ændringen, der fandt sted i dit hoved, mens du hørte historien. Denne ændring er en idé, der ikke kan udtrykkes direkte med ord, men kun genkaldes med metaforer. Udtrykket "rid hest, duft blomst" knytter på en lovmæssig og koncentreret måde et navn til denne ændring, til det øjeblik af opadgående bevægelse i sindet. Derfor betegner og vækker dette chengyu "rid hest, duft blomst" atter og atter den samme sokratiske idé, som den oprindelige forfatter skabte og navngav.
Jeg burde nok tilføje, at firetegnssætningen er karakteristisk for antik kinesisk digtning, i særdeleshed den store poesisamling "Shijing", der blev nedskrevet omkring 1000 f.Kr. Firetegnschengyuerne fremviser ofte en god poetisk sætnings metrik. Det viser sig faktisk også, at det oprindelige harmonisystem, som den kinesiske digtning er bygget på, er dyadisk, dvs. med en sidestilling af par. Dette fjerner meget af mystikken i brugen af yinyang.
Det afgørende punkt er, at chengyu tydeligvis var produktet af en systematisk udvikling og udvidelse af den kinesiske sprogkultur; en proces, hvor frembringelsen og navngivningen af nye begreber sker på en logisk sammenhængende måde ved brug af den sokratiske ironi. Denne sammenhæng eller helhed i metoden er i sig selv en højere begrebsform, der optræder som en slags invariant i den harmoniske opbygning af det talte sprog.
Det er nøjagtig samme form for proces, der skaber videnskabelige fremskridt! Det er nøjagtigt det, den tyske matematiker Bernhard Riemann beskriver i sin knusende tilbagevisning af Immanuel Kant; det er nøjagtigt det samme, som matematikeren Georg Cantors arbejde drejer sig om. På en måde er videnskab en rigorøs fortsættelse af sprogets udvikling.
Videnskab udvikles ved det, Riemann kaldte "hypotesens poesi": En hvilken som helst tilegnet viden og teknologisk praksis skal drives ud i sin yderste konsekvens, hvor de underliggende paradokser og fejlslutninger, som derved bringes op til overfladen, kan underkastes samme sokratiske ironi som den, vi så i "celleform" i det kinesiske eksempel. Derfor: "Rid hest, duft blomst". Videnskaben er blevet beriget med et nyt begreb, en ny kvalitet af hypotese! Denne proces, hvor den eksisterende viden systematisk drives til sin yderste grænse, er i virkeligheden selve udviklingen af menneskets produktive formåen; af menneskets aktivitet i universet. Den forudsætter en fortsat kvantitativ og kvalitativ forøgelse i befolkningens forbrug og en fortsat forbedring af uddannelsen, så nye velbegrundede hypoteser, opdaget af enkelte individer, kan optages og udnyttes af hele samfundet i form af teknologisk fremskridt. Det nødvendiggør infrastruktur m.m.
Vi er således kommet til enden på vores lange rejse langs den "Nye Silkevej". Forøvrigt har min lille kinesiske historie en lykkelig slutning. Det unge par var i stand til at grine af sig selv, og de levede meget lykkeligt resten af deres dage. Således må vi også håbe, at de eurasiske lande og resten af verden kan leve sammen, ved at pleje og udnytte det potentiale for kreativ aktivitet, der - med ordsprogenes og fablernes almengyldige sandhed som bevis - tilhører hvert eneste menneske på denne klode.