Fra Temahæfte nr. 3, marts 1997
Hvordan man skaber tre milliarder nye arbejdspladser
I årevis har man regelmæssigt set politikere og såkaldte eksperter optræde på slap line i medierne med det økonomiske paradoks: Økonomien vokser, men beskæftigelsen falder! Ud fra almindelig sund fornuft må man egentlig spørge sig, hvad det er for en "vækst", som dagligt bringer os nye meldinger om afskedigelser og virksomhedslukninger.
Årsagen til at man yderst sjældent hører dette spørgsmål fremsat, og endnu sjældnere får det besvaret, hænger sammen med, at mange af os er blevet ofre for et ideologisk blændværk, der bliver udbredt og faldbudt under navnet "det efterindustrielle service- og informationssamfund". Ifølge denne teori har fremskridt indenfor moderne produktions- og styringsmetoder medført, at der ikke længere er brug for så mange industribeskæftigede for at opfylde samfundets materielle behov. I fremtiden, siger man, er det kun nødvendigt med en lille håndfuld højtuddannede ingeniører og teknikere til at betjene et relativt lille antal store automatiserede produktionsanlæg. Tilsvarende anses masseafskedigelserne i industrisektoren som ganske naturlige; før eller senere måtte vi jo affinde os med de strukturelle følger af overgangen til fremtidens "efterindustrielle samfund". Allerede i dag har den moderne tekniks utrolige produktionsevne skabt en kæmpe overproduktion, og man ved ikke engang, hvor man skal gøre af alt det stads, som man i dag kan producere bare ved at trykke på en knap.
Samtidig har revolutionen indenfor computer- og informationsteknik åbnet en ny, vidunderlig fremtid, en "informationstidsalder". Alle kan fra sin computerskærm konsumere og besørge alt, hvad man overhovedet kan forestille sig: Et "virtuelt" paradis! Hvis der overhovedet vil være arbejdspladser, vil de være at finde indenfor informationsteknik og den såkaldte "underholdningsindustri". Det er ikke kun i Ruhrområdet og i Østtyskland, at man er gået i gang med at nedrive de nu overflødige, beskidte industrianlæg for at skaffe plads til moderne fritidsparker, indkøbscentre og andre fornøjelsespaladser. Og naturligvis skal vejen til det efterindustrielle paradis være så rask og "konkurrencedygtig" som mulig.
Men det skorter ellers ikke på advarsler om, at det er en langt mindre idyllisk fremtid, der venter menneskene i det "efterindustrialiserede samfund". En af lederne af den "neokonservative revolution" i England og USA, lord Rees-Mogg, indrømmer beredvilligt, at der også vil være "mange tabere" i det fremtidige informationssamfund. Industrisamfundets endeligt betyder også enden på velfærdsstaten. Den almene sundhedspleje er "blevet for dyr", ja, lord Rees-Mogg sætter endog spørgsmålstegn ved kravet om en almen uddannelse af børn og unge. I fremtidens samfund vil kun fem procent af befolkningen - de mest ydedygtige - have brug for en rigtig uddannelse, bedyrer han. Resten af befolkningen betragter den britiske lord som "nytteløse forbrugere", hvis levestandard skal reduceres drastisk.
Tager man udgangspunkt i USA, der i de sidste 20 år har været foregangsland for det "efterindustrielle service- og informationssamfund", ser det ganske sort ud for fremtiden. Adskillige nyligt publicerede forskningsrapporter og avisartikler fastslår, at den faktiske materielle levestandard for et overvejende flertal af den amerikanske befolkning er faldet 30-50% siden 60'erne! Mens familieoverhovedets indkomst for 30 år siden var tilstrækkelig til at forsørge en familie med tre børn, er det i dag nødvendigt, at begge forældre har fuldtidsarbejde, ofte flere jobs.
Den gennemsnitlige amerikaner er i dag mærkbart dårligere uddannet, dårligere påklædt og dårligere ernæret end den foregående generation. Det engang så højt udviklede industrisamfund i USA forfalder mere og mere til et "skrammelsamfund", og i stadig større dele af landet finder man tilstande, der tidligere kun fandtes i fattige udviklingslande. Denne situation er ikke kun opstået gennem en "skæv velstandsfordeling". Den skyldes primært, at den amerikanske industri i dag producerer langt mindre per amerikansk indbygger, end den gjorde for 30 år siden, og utallige produkter bliver slet ikke produceret indenfor landets egne grænser længere. Ifølge den ubegrænsede "frihandels" forkæmpere skulle erstatningen af hjemlige produkter med billig import give gevinst for både forbrugerne og økonomien som helhed. Men hvis det var sandt, hvordan er det så gået til, at den engang så kæmpemæssige amerikanske middelklasse er sunket ned i stadig større armod? Et problem, der nu er ved at blive det vigtigste politiske spørgsmål i USA.
USA's eksempel stiller os overfor et paradoks: Hvordan kan det være, at den moderne teknologis produktionsevne på den ene side er steget så uhyrligt, mens den på den anden side pludselig er blevet "for dyr" til at være i stand til at sikre befolkningen en rimelig materiel levestandard, uddannelse og sundhedspleje? Noget man indtil for nyligt tog aldeles for givet.
USA's eksempel afslører, hvad man ud fra principperne bag fysisk økonomi forlængst burde have vidst, nemlig at det "efterindustrielle samfund" ikke er andet end en ond drøm, et svindelnummer. Hverken fra et verdensøkonomisk eller nationaløkonomisk standpunkt er der en "overproduktion" eller "overkapacitet", der kan retfærdiggøre afskedigelsen af millioner af industribeskæftigede. Indtrykket af en astronomisk stigning i produktiviteten takket være moderne teknologier, som man kan finde, når man alene betragter enkelte former for masseproduktion, er ikke træffende for nationaløkonomien som helhed. En grundig fysisk-økonomisk analyse af de førende industrilande leder til et chokerende resultat: Hovedparten af de sidste 20 års såkaldte "økonomiske vækst", der ikke blot kan føres tilbage til en mere eller mindre skjult form for inflation, kommer fra manglende investeringer i grundlæggende områder som infrastruktur, byfornyelse og industri. Det er de amerikanske storbyers miserable tilstand et skoleeksempel på. I Vesteuropa er situationen knap så slem, men den går hurtigt i samme retning.
Industrisamfundets nuværende krise har altså intet at gøre med en angivelig uundgåelig naturgiven overgang til den "efterindustrielle tidsalder". Den er snarere resultatet af mere end 20 års inkompetent økonomisk politik i USA og de andre førende industrilande. Industrisamfundet er kun havnet i denne krise, fordi man på inkompetent vis har nægtet at betale alle de omkostninger, som en fortsættelse af den industrielle udvikling kræver.
Når vi her taler om "ubetalte omkostninger", skal det ikke misforstås som et forsvar for den nuværende politik med blinde lønomkostningsreduktioner og budgetnedskæringer. Tværtimod! Den sparepolitik, som de fleste regeringer praktiserer, fremskynder bare en nedlæggelse af industrien; den er en fortsættelse af samme industrifjendtlige økonomiske politik, som har skabt den nuværende krise. Faktisk er den nuværende sparepolitik selv blevet til en af de væsentligste årsager til det voksende budgetunderskud, da nedskæringerne i de statslige eller statsstøttede investeringer i infrastruktur, boligbyggeri, højteknologi osv., yderligere indskrænker det produktive grundlag for samfundsøkonomien og dermed også skattegrundlaget. Det er et kæmpemæssigt verdensomspændende underskud i produktive investeringer, der sammen med en tyngende kræftsvulst af gæld og spekulation har knækket ryggen på industrisamfundet - ikke for høje realløninger.
En kompetent økonomisk politik må sigte mod det stik modsatte af det, vi ser i dag: I stedet for at afvikle industribeskæftigelsen, skal den nu så oppustede servicesektor på en sund gang skrump, og økonomiens produktive grundlag skal genopbygges ved hjælp af omfattende investeringer. Hertil hører frem for alt programmer for opbygningen af infrastruktur af den type, som Schiller Instituttet har fremlagt samt en fremskyndelse af indføringen af banebrydende produktionsteknologier og en mangedobling af budgetterne for uddannelse og forskning indenfor højteknologi, inkl. frontområder som fusionsforskning og bemandet rumfart. Blandt de instrumenter, som en sådan industriel vækstpolitik kræver, er en selektiv skattepolitik, der begunstiger produktive investeringer; et mindstemål af protektionisme og en hamiltonsk metode til at skabe produktive kreditter, som beskrevet andetsteds (se side 24).
Med andre ord: Industrisamfundet skal videreføres på et højere niveau.
Mange mennesker, som ellers er enige i vor analyse, har netop her begrebsmæssige problemer: "Hvad vil det sige, at videreudvikle industrisamfundet? Skal vi bare producere mere og mere? Ja, naturligvis må der produceres mere for at nedbringe fattigdommen i verden. Men kommer vi ikke et eller andet sted til en grænse? Hvad er formålet med det hele?"
Inden vi kan besvare dette spørgsmål, må vi blive helt på det rene med, hvad et "industrisamfunds" væsen og formål egentlig er. Det har Gottfried Wilhelm Leibniz allerede beskrevet vældigt godt for 300 år siden, i hans forslag til opbygningen af et akademi og hans memorandum over "Samfund og Økonomi". Her og i andre skrifter, hvor Leibniz beskriver det begrebsmæssige grundlag for det moderne industrisamfund, er det ikke den materielle produktion i sig selv, men derimod udviklingen af den menneskelige ånd han sætter i centrum på følgende vis:
Da mennesket adskiller sig fra dyr ved sin evne til krea-tiv tænken, behøver vi mennesker et samfund, der fremmer og videreudvikler den enkeltes evne til at tænke kreativt gennem uddannelse og ikke mindst udøvelse af tænkeevnen. Men dertil kræves der passende former for menneskelig beskæftigelse.
Men andre ord: Kvaliteten af menneskelig aktivitet er det centrale punkt i industrisamfundets oprindelige idé. Men samtidigt er det klart, at en højere og mere udfordrende form for beskæftigelse for de kreative åndsevner ligeledes fordrer et voksende materielt grundlag.
Leibniz relaterer det naturligvis til tingenes tilstand på hans egen tid. Han lagde stor vægt på at befri befolkningen fra det tunge fysiske arbejde gennem udbredelsen af teknik og viden. Og gennem forandring og fremskridt give nyt liv til det simple landbrugssamfunds monotone og åndløse hverdag. Til det formål er både udviklingen af industri og det at fremme "videnskaberne og kunsten" af afgørende betydning for samfundets fremtid.
Leibniz erkendte i almenhed, at kun et samfund, der befinder sig i en tilstand af konstant udvikling, kan yde menneskets inderste natur retfærdighed. Det kræver ifølge Leibniz, at vi ikke kun ærer Gud og hans skabelses herlighed med bøn og andagt, men også med værker, hvor mennesket, som skabt i Guds billede, tager aktiv del i universets videre udvikling. Kun gennem en sådan deltagelse i skabelsen kan mennesket overhovedet erkende skabelsens højere love, og ved udøvelsen af sine skaberevner komme nærmere på skaberen selv.
Industrisamfundet som ét stort eksperiment
Fra denne kilde stammer de tætte bånd, der sammen-knytter det moderne industrisamfund med naturvidenskaben. Ikke blot er udvikling af den moderne industri afhængig af en stadig strøm af nye videnskabelige erkendelser og opfindelser, men alle produktive aktiviteter i et sundt og voksende industrisamfund er implicit af en videnskabelig karakter og medvirkende i processen af at udvide menneskets erkendelse.
Dette kan nogenlunde formuleres således: Det moderne industrisamfund fungerer på sin vis som et stort videnskabeligt laboratorium, der til stadighed videreudvikles. Det "store eksperiment", som hele befolkningen tager del i, består i selve videreudviklingen af den menneskelige eksistens! Kun gennem en stadig intensivering og udvidelse af den menneskelige virksomhed i universet er vi i stand til at efterprøve, hvor godt vor tænkemåde stemmer overens med universets lovmæssige orden, og forbedre denne overensstemmelse gennem nye hypoteser og måder at tænke på.
Samfundets produktive virksomhed har derfor en dobbelt karakter. På den ene side må det fysiske grundlag for den menneskelige eksistens' "laboratorium" holdes i orden: 1) Menneskene selv og husholdningerne, som de nye generationer af mennesker kommer fra, må forsynes med næringsmidler, boliger, forbrugsvarer og nødvendige serviceydelser som uddannelse og sundhedspleje. 2) Hele "laboratorieudstyret", dvs. alle samfundets produktionsmidler, samt de redskaber forskningen selv gør brug af, må til stadighed forbedres og fornyes. Set på denne måde, fremstår produktionsprocessen som et middel, der frembringer de nødvendige materielle forudsætninger for videreførelsen af det store eksperiment.
På den anden side er det produktionsprocessen, og frem for alt dens stadige videreudvikling, som udgør selve indholdet i eksperimentet. Produktionsmidlerne i industri, landbrug osv. er i grunden ikke andet end videnskabelig udrustning, som målbevist specialiseres og perfekteres. Taget under et er de legemliggørelsen af det foreløbige udbytte af en proces, hvor der fortløbende dannes videnskabelige hypoteser.
I denne sammenhæng er det overordentligt vigtigt at indse, at brugen af sådanne "fortættede hypoteser" i produktionsprocessen ikke bare er en anvendelse af den menneskelige kundskab, men samtidigt også en afprøvning af den. Dette gør, at den industribeskæftigede på sin vis er en videnskabsmand eller i det mindste en videnskabelig assistent, der tager del i den fremadskridende proces af øget erkendelse. At deltage i denne proces er det, der er den egentlige drivfjeder og tilfredsstillelse for menneskene i et industrisamfund.
Produktionsmidlerne fremstår her som bærere af en åndelig proces. De tjener som materielle formidlere af nye ideer, som udbredes fra de enkelte forskere og opfindere til producenterne, og til sidst til hele samfundet. Som forskere og opfindere regner vi naturligvis ikke kun de få, som er det af navn. Hertil hører også enhver, som i den samlede proces har bidraget med en eller anden forbedring eller nyskabelse, eller som blot har deltaget i løsningen af et af de utallige enkeltproblemer, som må løses ved indførelsen af nye teknologier og produktionsmetoder. På denne måde bliver menneskets kreative tæn-keevne dagligt udfordret og brugt i et industrisamfund.
Som Leibniz gjorde det før os, må vi fremhæve det videnskabelige indhold i den samlede proces. Den enkelte forsker kan udvikle en hypotese på egen hånd og underkaste den en foreløbig efterprøvning. Men det er først muligt at erkende en hypoteses egentlige betydning og begrænsning, når den bliver integreret i den menneskelige dagligdag, hovedsageligt gennem tilsvarende teknologier.
Lyndon LaRouche har med sit begreb om "relativ potentiel befolkningstæthed" udtrykt sagens rette sammenhæng mest direkte: Det er ikke den tilsyneladende overensstemmelse mellem teori og iagttagelse som sådan, der er målestokken for nye videnskabelige erkendelser, men derimod det voksende potentiale for at sikre en større kvantitet og kvalitet af menneskers liv per enhed af den beboede del af jorden (og rummet).
Singulariteter og arbejdsdeling
Vi har stadig ikke beskæftiget os med den egentlige årsag til den stadige øgning af både kvantitet og kvalitet af beskæftigelsen i ethvert kompetent ledet industrisamfund. Når vi undersøger naturvidenskabens og teknikkens historie, kan vi slå fast, at der altid er en sammenhæng mellem processen af fremskridt og skabelsen af nye "grader af frihed" eller "dimensioner" i den menneskelige aktivitet. F.eks. skabte den tekniske brug af elektricitet og magnetisme i det nittende århundrede nye industrigrene og professioner, som man tidligere hverken havde forestillinger om eller navne for.
Vi kan gøre dette fænomen mere tydeligt ved hjælp af "input/output-tabeller", som bruges i studiet af det samlede nationalregnskab og til industriplanlægning. Når man fremstiller sådanne tabeller, må man først opdele den industrielle virksomhed i brancher og sektorer. Disse bestemmes så igen ud fra teknologiens grundkarakter, f.eks. "elektroteknik", "kemi" osv. Egentlig burde denne opdeling være meget finere, så det enkelte industriområde, som f.eks. "laserteknik", "kerneteknik", "mikroelektronik", "plasmateknik", "superledende materialer og systemer" osv., ville være registreret for sig selv i "input/output-tabellerne". Hver af disse sektorer og undersektorer omfatter processer baseret på en specifik teknologi, som kræver, at de beskæftigede må have helt speciel viden, uddannelse, erfaring og færdighed. Hver underdeling af en industriel input/output-tabel modsvarer med andre ord også en hel speciel slags "arbejdsdeling". Det kan tilmed lade sig gøre at skabe en slags "beskæftigelsestabel", som bestemmes af det nuværende teknologiske niveau.
Det vigtige her er, at "input/output-tabellen" såvel som "beskæftigelsestabellen" hele tiden forandrer sig på grund af det teknologiske fremskridt. Som f.eks. elektricitetens historie viser, så opstår der altid i kølvandet på en viden-skabelig revolution fuldstændigt nye industrielle beskæftigelser, som hverken forekom, eller kunne forudses, i den hidtidige "input/output-tabel". Ved ethvert nyt fremskridt må der føjes nye kolonner og rækker til tabellerne, og der må tages højde for teknologier og produkter, som slet ikke fandtes før. Hvis vi betragter tabellens underopdeling i brancher, sektorer og undersektorer som analog til en flerdimensional geometri eller som koordinater i fysikernes "faserum", betyder tilføjelsen af nye kolonner og rækker en øgning af systemets frihedsgrad eller "dimensionalitet".
Det er naturligvis rigtigt, at det teknologiske fremskridt i forskellige industrigrene helt eller delvist kan ophøre. Et eksempel er damplokomotivet, der tidligere var en meget betydningsfuld industrigren i Europa og Amerika, men som i dag er en meget sjælden foreteelse. Men historien viser også helt entydigt, at der ved vedvarende teknologisk fremskridt opstår mange flere nye frihedsgrader, end der er gamle, der falder bort. Det er ingen tilfældighed. Ser man f.eks. på alt, hvad der indgår i produktionen af en bil - altså lige fra udvindingen af råstoffer i minerne og helt frem til produktionen af de enkelte dele og arbejdet med at samle bilen - så afsløres en utroligt kompliceret arbejdsproces, som forudsætter en langt højere arbejdsdeling, end bygningen af damplokomotiver gjorde tidligere.
Den egentlige årsag til nationaløkonomiens stadigt voksende dimensionalitet findes i selve universets natur. Når vi forlader de dagligdagsfænomener, vi kan skue med det blotte øje, og trænger ind på domænerne for det "ekstremt store" eller "ekstremt lille", støder vi hele tiden på "singulariteter" dvs. steder, hvor der sker noget i universet, som set fra vores accepterede viden enten er umuligt, eller i det mindste er umuligt at forudse. Sådanne nye fysiske realiteter kan ikke forstås godt nok ved brug af de traditionelle midler, men kræver nye begreber, målemetoder og parametre.
Her er ophavet til de yderligere dimensioner, der før eller senere dukker op i en udvidet eller helt ny udgave af den nationaløkonomiske "input/output-tabel". Når en kreativ fysiker designer en forsøgsopstilling for at frembringe og studere en ny "effekt" eller "anomali", fremstår der som følge deraf en hel familie af nye teknologier. Det er der utallige eksempler på indenfor udforskningen af elektricitet, kemi osv. På den anden side hjælper ethvert nyt teknologisk gennembrud os til at trænge endnu længere frem, og dermed gøre yderligere opdagelser indenfor de områder, der har at gøre med det "uendeligt lille" (mikrofysik) og det "uendeligt store" (astronomi og astrofysik) samt grundlaget for biologi. De vigtigste anomalier i dag gemmer sig sandsynligvis dels i "eksotiske" stjerner, galakser og galaksehobe og dels i subatomare processer.
At fremskridtet på denne vis aldrig slutter, men at tætheden af singulariteter hele tiden øges, og at universet på denne måde er uudtømmeligt, er en del af "urkundskaben" i den platoniske naturvidenskabelige tradition. Denne tradition spænder fra Platon selv, over Augustin, Nicolaus Cusanus, Leonardo da Vinci, Johannes Kepler og Leibniz frem til Gauss, Riemann og Cantor i det 19. århundrede. Den er i dag genoptaget af LaRouche og hans elever.
Det vigtige er erkendelsen af, hvordan en tiltagende tæthed af erkendelige fysiske singulariteter i grænseområdet indenfor viden og teknik hænger sammen med både stigningen i menneskehedens potentielle befolkningstæthed og beskæftigelsen. Evnen til at forsørge stadig flere mennesker på et stadigt højere niveau af materielt forbrug, uddannelse og middellevetid, er en funktion af det videnskabelige og teknologiske fremskridt. Men dette fremskridt har samtidig også den effekt, at økonomiens antal af frihedsgrader eller dimensioner mangfoldiggøres, hvilket igen medfører en stadig større arbejdsdeling med den dertil hørende øgning i kvantiteten og kvaliteten af beskæftigelsen. Samtidig stiger det materielle forbrug, frem for alt i forbindelse med industrielt udstyr.
En sådan tilvækst i forbruget finder altid sted. Selv ved en antaget "nulvækst" og teknologisk stagnation, kræver blot det at opretholde samfundet en stadig større udgift til udvindingen af råstoffer og andre "naturresourcer". På længere sigt ville dette føre til et sammenbrud, hvis ikke nye videnskabelig-teknologiske gennembrud får held til at gøre nye ressourcer og ressourcetyper anvendelige, og dermed overvinde de tilsyneladende "grænser for vækst". Dette vil altid forudsætte en stigende kapitalintensitet og et stigende energiforbrug i økonomien som helhed. Som i naturen har den fysiske økonomi kun to alternativer: Vækst og udvikling eller død.
Når vi ser tilbage på billedet af det "store eksperiment", kan man konstatere, at det menneskelige samfunds "store laboratorium" må åbne stadigt flere "afdelinger", efterhånden som vi opdager nye områder af den fysiske realitet; og samtidigt behøver hver afdeling i gennemsnit stadigt flere og bedre kvalificerede arbejdere og en stadig bedre og mere omfangsrig udrustning per medarbejder. Det tempo, som det stadigt mere kostbare "eksperiment" kan udbredes i, er en målestok for "eksperimentets" succes. Laboratoriet fremstiller endog selv de menneskelige og materielle forudsætninger for sin egen fortsatte drift, det er selvoppebærende og selvbegrænsende gennem den opnåede realiseringsgrad af dets medarbejderes kreative potentiale - altså den menneskelige befolkning.
Det menneskelige samfunds laboratorium bestemmer også sit eget "marked" og skaber sin egen "efterspørgsel". Efterspørgslen efter produkter er ligesom uddannelse, forskning og andre nyttige serviceydelser ikke bestemt af nogle uforanderlige "grundlæggende materielle fornødenheder", som befolkningen behøver. Den bestemmes i sidste ende af menneskers grad af kreativitet og kundskabstørst og de fysiske nødvendigheder, der behøves for at holde gang i "eksperimentet" med alle dets akkumulerede singulariteter og dets medarbejderstab (verdensbefolkningen). Den videnskabelige opdagelsesproces skaber altså en kvalitativ og kvantitativ øgning i efterspørgslen og dermed også i beskæftigelsen. Lige præcis her ligger nøglen til fuld beskæftigelse i et kompetent ledet industrisamfund. Vi er ikke et blindt markeds slaver, tværtimod bestemmer vi markedet gennem en bevidst politik for at videreudvikle samfundet. Det gøres frem for alt gennem den hamiltonske metode til skabelsen af produktive kreditter.
Den fysiske økonomis opgave består i at drive dette "store eksperiment" fremgangsrigt. Dertil hører i første række at være opmærksom på de "marginalbetingelser", som LaRouche har defineret. Hvis verdensøkonomien blev udviklet på tilsvarende vis - ved brug af store infrastrukturprojekter, som Den nye Silkevej, og store videnskabsprojekter, som realiseringen af kernefusion og koloniseringen af Mars - så er det ikke noget problem at skabe 3 milliarder nye arbejdspladser i begyndelsen af det kommende århundrede.
En af de største forhindringer er de oligarkiske kredses fortsatte indflydelse. De har indtil i dag gjort alt, hvad de kunne for at sabotere Leibniz' "store eksperiment". De har skabt illusionen om det "efterindustrielle samfund" og andre miljøforestillinger, alle med samme mål: At undertrykke den menneskelige kreativitet og bestialisere mennesket. Det er ikke det teknologiske fremskridt, men sabotagen af det "store eksperiment" gennem en industrifjendtlig økonomi- og samfundspolitik, som er skyld i dagens massearbejdsløshed. Men denne tilstand kan ændres gennem en anden politik.