Fra Temahæfte nr. 3, marts 1997
Denne artikel er hentet fra Executive Intelligence Reviews rapport "Die eurasische Landbrücke - Die "neue Seidenstraße" als Motor weltweiter wirtschaftlicher Entwicklung - Alternative zu Globalisierung und "nachindustrieller" Arbeitslosigkeit". Rapporten er med sine 230 sider lige så omfattende, som dens tysksprogede titel antyder.
Artiklen blev oversat og publiceret i Schiller Instituttets temahæfte nr. 3, marts 1997, for at give den historiske og politiske baggrund for Lyndon LaRouches forslag til opbygningen af et infrastrukturnet - en "landbro" - hen over Eurasiens gigantiske landmasse. De andre artikler i samme temahæfte var: "Finansieringen af et økonomisk opsving: Hamiltonsk kreditskabelse", "Hvordan skaber man 3 milliarder arbejdspladser" og "Finansiel AIDS" for at give en detaljeret beskrivelse af den økonomiske og finansielle politik, der nødvendigvis må følge et sådant infrastrukturprogram.
For en overordnet, men ikke detaljeret, beskrivelse af jernbanelinierne og infrastrukturprogrammerne læs artiklen: "Store projekter til opbygningen af den globale fysiske økonomi".
Kina og Europas skæbne
Næsten 4,5 mia. mennesker bor i dag på den enorme landmasse, der kaldes Eurasien. Det er tre fjerdedele af hele verdens befolkning. Det er her i Eurasien, at hovedparten af verdenshistorien har udfoldet sig. Eurasien så fremkomsten af tidligere tiders civilisationer og kulturer, som stadig har en afgørende indflydelse på vor verden i dag. Det er også arenaen, hvor menneskehedens skæbne vil blive afgjort. Verdens fremtid afhænger i høj grad af De forenede Staters politik, men USA's egen fremtid afhænger også i meget høj grad af, hvordan landet forholder sig til udviklingen på det eurasiske kontinent.
Som i den øvrige verden er situationen i Eurasien præget af to diametralt modsatte tendenser.
De vestlige nationer, Østeuropa og de lande, der tidligere var republikker i Sovjetunionen, gennemlever for tiden et økonomisk, kulturelt og moralsk sammenbrud. Vesteuropa oplever den værste økonomiske krise siden 30'erne. En krise, der med ødelæggende massearbejdsløshed, bølger af firmalukninger og truende sammenbrud i offentlig og privat finansiering så langt fra har nået sit lavpunkt. Efter en næsten fuldstændig afindustrialisering af de østlige tyske delstater er industribeskæftigelsen i den vestlige del af Tyskland nu faldet med hele 20-25%. Indtil for få år siden var Tyskland ellers en oase af stabilitet og velstand. Næppe var man sluppet fri af det såkaldte socialistiske systems mareridt, før Østeuropa blev nedtromlet af den mest ekstreme form for "Manchesterkapitalisme", og nu er man fanget i den vestlige verdens malstrøm af stadigt tiltagende kriser. Efter fem år med "chokterapi" er Rusland helt og aldeles ødelagt og synes nu på vej mod en borgerkrig eller brutalt diktatur.
Men den elendige moralske og intellektuelle tilstand, som den vestlige verdens elite befinder sig i, er på sin egen måde langt mere faretruende end de nævnte "objektive" problemer. Stillet overfor dens egen økonomiske og fi-nansielle politiks katastrofale fiasko synes eliten ude af stand til at sige andet end: "Mere af det samme". Det var hovedbudskabet fra de syv førende industrilandes absurde økonomiske topmøde i Lyon i juni 1996, der me-get vel kan gå over i historien som topmålet af politiske lederes selvbedrag og virkelighedsflugt. Det hidtidige historiske højdepunkt i denne disciplin var den britiske premierminister Chamberlains "fred i vor tid" efter topmødet i München 1938.
Ifølge proklamationerne fra Lyon har afreguleringen og globaliseringen af verdensøkonomien (en eufemisme for ufortyndet frihandel) været en stor succes! Der er, indrømmede man, selvfølgelig ikke kun "vindere", men også "tabere". Hele lande og befolkningsgrupper er blevet "marginaliseret": Afrika for eksempel eller den stadig voksende masse af forarmede og arbejdsløse i de industrialiserede lande.
G-7-landene gik dog så langt, at de indrømmede faren for et omfattende finanssammenbrud. De indrømmede også, at ingen nation på kloden længere har kontrol over sin egen situation. Hvad havde man så tænkt sig at gøre ved det? Det eneste svar, man hørte i Lyon, var: "Der skal overgives mere magt til de overnationale institutioner". Det var derfor meget passende, at for første gang nogensinde deltog også de øverste embedsmænd fra "firebanden", dvs. FN, den Internationale Valutafond, IMF, Verdensbanken og Verdenshandelsorganisationen, WTO.
Hvis vi springer de diplomatiske fraser over, var meddelelsen fra Lyon ganske klar: Globalisering betyder ensretning og global topstyring af alle verdens økonomier. Det er forbudt at tale om, endsige tænke på, en reorganisering af det internationale finanssystem, uanset hvor overbebyrdet systemet måtte være af bjerge af spekulation og ubetalelig gæld. Eller rettere, det nuværende system skal fastholdes gennem en jernhård "krisestyring" og brutal nedskæringsdisciplin uanset omkostningerne. Ingen regering får lov til at pille ved det globale finansmarkeds "spilleregler". Det gjorde de britiske og franske repræsentanter krystalklart overfor præsident Clinton på mødet. Det er forøvrigt hele tanken med Maastricht-traktaten, som kun forbundskansler Helmut Kohl stadig synes at være begejstret for.
Hvis denne enretsningsmentalitet får lov at bestemme verdens fremtid, bliver en økonomisk, social og kulturel disintegration af Europa og store dele af den øvrige verden uundgåelig. Sker det, styrer vi direkte mod en ny sort middelalder med global kaos og krig.
Ny optimisme i Kina
Heldigvis foregår der en helt anden udvikling på den anden side af Eurasien. Kina, der med sine 1,2 mia. mennesker er jordens folkerigeste nation, undergår netop nu den mest intense udvikling i sin tusindårige historie. Kina har rejst sig fra kulturrevolutionens aske og forsøger med optimisme og selvtillid at udstikke kursen til at blive en moderne industrialiseret nationalstat. Store dele af landet ligner en gigantisk byggeplads. Der skyder moderne lejligheder og fabrikker op overalt. Titusindvis af kilometer jernbanelinier og motorveje bliver anlagt. Storstilede energi- og vandprojekter bliver sat i værk. Enorme mængder avanceret teknologi importeres fra Vesten, mens Kinas egen forskningsindsats på vigtige områder, som f.eks. den civile brug af fissions- og fusionsenergi, rumteknologi, biofysik, materialeforskning osv., kaster stadigt mere imponerende resultater af sig.
Langsomt, men sikkert, åbner landet sig både indadtil og udadtil mod den omliggende verden. Befolkningens produktivitet og mobilitet er steget betydeligt, selv i de sædvanligvis isolerede landbrugsområder. Samtidig er en diskussion om fundamentale emner blomstret op med forbavsende åbenhed og alvor blandt Kinas intellektuelle. Hvilke filosofiske og moralske principper skal Kinas udvikling baseres på? Og hvordan vil det 21. århundrede se ud i en verden, hvor Kina spiller en helt anden og langt mere central rolle, end man hidtil har kunnet forestille sig?
Trods alle sine enorme problemer forsøger Kina at blive, hvad de europæiske lande midlertidigt er ophørt med at være: En suveræn nation. På trods af et enormt pres udefra, nægter den kinesiske regering stædigt at give efter for kravet om en radikal afregulering af dets finanssystem og fjernelse af statsstøtte til den hjemlige industri.
Kina har ikke overset det faktum, at ingen af de førende industrilande i verden i dag blev opbygget ved at følge det radikale frimarkeds regler. Grundlaget for udviklingen af den moderne industrination blev ikke udviklet af Adam Smith, men af Gottfried Wilhelm Leibniz, Alexander Hamilton, Friedrich List, Henry Carey og andre i samme tradition. Desuden viser Amerikas, Japans, Frankrigs, Tysklands og andre industrinationers imponerende succes i efterkrigstiden og helt op i 70'erne, hvor vigtig selvstændige regeringers rolle er for at fremme vækst og stabilitet i de nationale økonomier. Dette inkluderer store statsinvesteringer i infrastruktur og i nøgleområder indenfor forskning. Statsregulering af finanssystemet og en målrettet støtte til udvikling og vedligeholdelse af livsvigtige dele af produktionen, om nødvendigt med protektionistiske tiltag,
Set med de kinesiske regeringslederes øjne, er det midler, som Kina ikke kan undvære. Og det har de fuldstændig ret i. Uden en "dirigistisk" udviklingspolitik, der har skabt rammebetingelserne for et succesrigt privat initiativ, ville der ikke være noget udviklingsboom i Kina i dag. Uden en sådan politik ville de kinesiske økonomiske reformer have ført til samme katastrofe, som har ramt Rusland. Man kan ikke ofre 1,2 mia. mennesker på "spillereglernes" alter ud fra en økonomisk tankegang, der har sin rod i en radikal "thatcherisme", som allerede har drevet flere nationer ud i ruin.
Faktisk burde den vestlige verden skamme sig ved synet af en kinesisk regering, der stædigt holder fast ved principperne om økonomisk suverænitet. Det er et simpelt faktum, at det kinesiske lederskab, som vi i Vesten elsker at anklage for "brud på menneskerettighederne", i praksis har udvist større omsorg for indbyggernes fremtid end de fleste regeringer i den øvrige verden! Det er eksempelvis tydeligt i den måde, hvorpå den kinesiske regering har grebet ind, i den udstrækning det overhovedet er muligt, for at beskytte landets nationaløkonomi imod den vanvittige og ukontrollerede spekulationsboble på de internationale finansmarkeder. Spekulationsboblen i jord og fast ejendom, der var vokset op i de kinesiske kystbyer, er blevet bragt under kontrol og handelen med spekulative futures er simpelthen blevet forbudt indtil videre.
Den genoptagne støtte til produktive investeringer i det indre Kina samt mange andre tiltag viser, at der er sket et vigtigt skifte i det kinesiske lederskabs tankegang. Efter afslutningen af den katastrofale kulturrevolution og "Firebandens" tyranni opstod der tilsyneladende en gradvis renæssance for det gamle konfucianske statsideal, hvor regeringen har ubetinget pligt til at sikre hele befolkningens velfærd.
Det antyder på ingen måde en sejr for de vestlige såkaldte demokratiske idealer, men en opblomstring af den konfucianske tankegang skal ses som en af de mest positive udviklinger i nyere tid. Det kan få stor betydning for Eurasiens og den øvrige verdens fremtid.
Den nye Silkevej
Denne udvikling er baggrunden for et udenrigspolitisk initiativ af stor betydning, som den kinesiske regering har iværksat i de seneste år. Det drejer sig om intet mindre end skabelsen af et "økonomisk mirakel" for hele Eurasien. Ved hjælp af den mest moderne teknologi, skal der opbygges et netværk af højhastighedstoglinier, energiforsyning og kommunikationssystemer, der dækker hele det eurasiske "superkontinent". Dermed vil den økonomiske udvikling, vi i dag ser i Kina, spredes til hele Eurasien.
Det nye initiativ fra den kinesiske regering bliver ofte med henvisning til de gamle handelsruter mellem Øst og Vest kaldt Den nye Silkevej eller Den eurasiske Landbro. Det er på ingen måde et "luftkastel". Kina og flere andre lande har allerede investeret adskillige milliarder i udviklingen af Den nye Silkevej og hertil hørende projekter. Med færdiggørelsen af to vigtige "missing links" i det eurasiske jernbanenet, er der i de sidste par år blevet skabt to nye transportkorridorer mellem Kina og Europa. Moderne kommunikationskabler, nye ledninger til råolie og naturgas samt andre jernbane- og vejprojekter er ved at blive færdiggjort. I selve Kina er områderne omkring de vigtigste jernbanelinier i retning af Europa ved at blive omdannet til "udviklingskorridorer".
De vestlige medier har stort set ignoreret, at den kinesiske "silkevejspolitik" allerede har stor indflydelse på lande i Central- og Sydøstasien og Fjern- og Mellemøsten så langt mod vest som Tyrkiet. En vrimmel af projekter og vigtige diplomatiske forhandlinger, der direkte eller indirekte er forbundet til planerne omkring Den nye Silkevej, er ved at tage form blandt alle disse lande. Den kinesiske "udviklingsfeber" smitter og har vakt håb i mange lande i Asien og i resten af Den tredje Verden - et håb om, at det stadigt er muligt at komme på fode igen ved egen hjælp.
Hvordan reagerer så et kriseramt og kulturpessimistisk Vesten på denne lovende udvikling? Man kunne egentlig have forventet at lande, som f.eks. Tyskland eller andre europæiske eksportlande, ville gribe det kinesiske initiativ med glæde, om ikke andet så af kortsynede økonomiske hensyn. Men forbavsende nok har der indtil nu knapt været én eneste positiv reaktion fra Tyskland eller Vesten i det hele taget. I stedet ser vi en målrettet kampagne fra bestemte politiske kredse imod Kina og andre udviklingslande, som ikke alene er hyklerisk og skadelig, men som faktisk bringer hele klodens fremtid i fare. Sammen med en hårdt tiltrængt omorganisering af det internationale finanssystem, er planerne for en ny silkevej det eneste realistiske alternativ til et økonomisk sammenbrud af globale dimensioner.
Før vi diskuterer mulighederne for et eurasisk "økonomisk mirakel" mere detaljeret, er det vigtigt at få afklaret hvilke forhindringer, der står i vejen for en sådan udvikling. Vi har ikke råd til at gentage tidligere tiders fejltagelser, fiaskoer og forsømmelser og dermed gå glip af denne store, og muligvis sidste, chance for en økonomisk genoplivning.
Derfor bliver vi nødt til at se tilbage på perioden 1989-1992, da vi med en genopbygning af det frigivne Østeuropa havde en næsten større mulighed for et "økonomisk boom", end den vi nu har med Kina. Allerede i dag kunne de to processer have været kombineret, og vi kunne allerede have befundet os i en for Eurasien uovertruffen udviklingsperiode. Men denne enestående mulighed glippede, og vi ser de triste og nedslående konsekvenser i Europa og i de tidligere sovjetstater.
De forsømte muligheder i 1989
De færreste mennesker har en forestilling om, hvor meget den Kolde Krigs fyrre lange år egentlig lammede den økonomiske udvikling i hele det eurasiske område. Der var ikke et eneste konfliktområde, som ikke var forbundet til konflikten mellem de to supermagter. For blot at nævne nogle få af disse konflikter fra Asien: Løsrivelsen af Taiwan fra Kina; Koreakrigen og delingen af landet i Nord- og Sydkorea; Vietnamkrigen; krigen i Cambodja og Laos; spændingen og fjendtlighederne mellem Kina og Sovjetunionen, mellem Kina og Indien, mellem Indien og Pakistan; krigen i Afghanistan; krigen mellem Iran og Irak. Sammen med falske økonomiske ideologier forhindrede alle disse konflikter videreudviklingen af næsten alle europæiske og asiatiske lande, eller direkte satte deres udvikling flere årtier tilbage. Det er svært at forestille sig, hvordan verden ville have set ud, hvis den Kolde Krig ikke var brudt ud efter 1945.
Sovjetunionens sammenbrud fik murene til at falde, ikke blot i Berlin. Et gigantisk udviklingspotentiale, med rod i befolkningernes higen efter et bedre liv, blev frigivet. Det eneste, der manglede, var en tilsvarende vilje til at starte et hidtil uset "økonomisk boom" i Eurasiens udstrakte landområder. Man havde muligheden for at udbrede den form for "økonomisk mirakel", som Tyskland oplevede efter 2. Verdenskrig, til hele superkontinentet.
Sådan et fremtidsperspektiv havde Lyndon LaRouche allerede i hovedet, da han den 12. oktober 1988 holdt en historisk pressekonference på Hotel Kempinski-Bristol i Berlin. Til tilhørernes store overraskelse forudså LaRouche Sovjetunionens sammenbrud og den forestående genforening af Tyskland (se også temahæfte nr. 1, maj 1995). Han understregede desuden den afgørende rolle, et genforenet Tyskland ville få i den økonomiske genopbygning af Østeuropa. Det ville hovedsageligt blive Tysklands opgave at levere store mængder af kapitalgoder til den hårdt tiltrængte modernisering af østbloklandenes infrastruktur, industri og landbrug. Til det formål skulle man gøre brug af en "dirigistisk" økonomisk politik af samme type som den, der blev bragt i anvendelse ved genopbygningen af Vesteuropa efter krigen. En hurtig genopbygning af Polen, mente LaRouche, kunne fungere som et positivt eksempel for resten af Østeuropa.
I de følgende måneder udarbejdede LaRouche en detaljeret økonomisk strategi, ikke alene for at møde udfordringen i en genopbygning af Østeuropa, men også for samtidig at undgå en global økonomisk krise. Sammen med flere af sine medarbejdere skabte han infrastrukturprogrammmet Den produktive Trekant: Paris-Berlin-Wien som et "lokomotiv for verdensøkonomien". De nye kinesiske initiativer taget i betragtning er dette program vigtigere end nogensinde.
LaRouche gik direkte til det centrale problem i verdensøkonomien. Et problem, der har sin rod i den ændring af USA's økonomiske og finansielle politik, der fandt sted efter mordet på præsident John F. Kennedy. Den amerikanske økonomiske politik fik en stadig mere produktionsfjendtlig, monetaristisk, "efter-industriel" drejning. Et skifte, som blev bestemmende for hele den vestlige verden, og som næsten har undermineret USA's industrielle grundlag og i stadig større grad også de europæiske industrinationers. Omdannelsen af de vesteuropæiske industrilande til "efter-industrielle serviceøkonomier" gik hånd i hånd med en voksende "afkobling" af finanssystemet fra økonomiernes reelle produktive grundlag. Tilsvarende tillod den amerikanske Føderalbank, at de private banker og finansmarkeder ud af den tomme luft skabte enorme mængder af kreditter til spekulative formål, der med usvigelig sikkerhed tvang dollarssystemet til sammenbrud. Den anglofile præsident George Bush og hans britiske barnepige Margaret Thatcher var stejlt afvisende overfor de nødvendige reformer af den økonomiske og finansielle politik, og de gjorde alt for at sikre, at sådanne reformer ikke blev gennemført. Resultatet er, at verden er på vej ind i en ny økonomisk depression.
Under de omstændigheder kunne positive initiativer for at redde verdensøkonomien i perioden 1989-91 kun komme fra det europæiske kontinent, og i mindre grad fra Japan.
Den produktive Trekant
Trekantsområdet mellem Paris, Berlin og Wien, som dækker dele af Frankrig, Tyskland, Tjekkiet og Østrig, indeholder den største enkelte koncentration af faglært arbejdskraft, industrikapacitet og etableret infrastruktur i hele verden. Her finder man det største potentiale til, indenfor et kort tidsrum, at kunne producere store mængder af moderne kapitalgoder, som kan eksporteres til Østeuropa og andre dele af verden. Den hurtigste og mest effektive måde at virkeliggøre dette potentiale ville være at forbedre den grundlæggende infrastruktur i selve "trekanten" og i en række korridorer, der stråler ud i alle retninger fra trekanten som "spiralarme" i en galakse, og som når ind i de vigtigste produktionscentre og befolkningskoncentrationer i både Øst- og Vesteuropa og langt ind i Asien.
Med opbygning af et netværk af moderne jernbanetransport, dvs. et europæisk net af højhastigheds- og mag-netbanelinier, som det centrale punkt, var målet med det fremlagte infrastrukturprogram at udvikle den fysiske økonomi. Desuden skulle der udvikles et effektivt transportnet for tungt gods på de europæiske vandveje, især i det østlige Tyskland, Polen, Tjekkiet og Slovakiet. En hurtig udvidelse af energiproduktionen var også påkrævet. Det kunne kun ske gennem en masseproduktion af modulopbyggede kernereaktorer. Til det formål var de tysk udviklede højtemperatursreaktorer (HTR) særdeles anvendelige. Endelig skulle kommunikations-, uddannelses- og sundhedssystemerne i "trekanten" og tilhørende korridorer forbedres og udvikles.
Ikke alene ville den målrettede udvikling af infrastrukturen i trekantsområdet dramatisk forbedre produktionen, men de planlagte investeringer ville i sig selv have en positiv effekt på beskæftigelsen og produktionen i vigtige sektorer indenfor kapitalvareproduktionen i almindelighed. Alle disse aspekter blev videreudviklet til et detaljeret program af LaRouches medarbejdere, som sammen med kort og andet illustrativt materiale blev trykt og cirkuleret verden over (det danske hæfte "Paris-Berlin-Wien-Trekanten, et verdensøkonomisk lokomotiv", Schiller Instituttet, marts 1990, er desværre udsolgt).
Det vigtige spørgsmål om finansieringen af alt dette blev også behandlet. Det var ganske indlysende, at den nødvendige investering, der ville beløbe sig til flere hundrede milliarder dollars alene i den indledende opbygningsfase, ikke kunne komme fra private investorer eller blive stillet til rådighed som langfristede, lavtforrentede lån af private banker og finansmarkeder. Virkeliggørelsen af trekantsprogrammet måtte være en opgave for regeringerne, dvs. nationerne selv. Da det dog ville være helt umuligt for landene at finansiere sådanne investeringer indenfor eksisterende budgetter, var der kun én brugbar mulighed, fastslog LaRouche. Det er produktiv kreditskabelse med Hamiltons nationalbankspolitik som forbillede. På side 24 gennemgår vi en sådan politik i detaljer. Det afgørende er, at de nuværende centralbanker omdannes til egentlige "nationalbanker", der under opsyn af regering og parlament sætter fastlagte pengemængder i omløb, i form af øremærkede lavt forrentede kreditter, udelukkende til produktive formål.
LaRouches anvisninger til nationalbankkreditskabelse blev opsummeret i det indledende kapitel i rapporten om Den produktive Trekant fra 1990. Her blev det bl.a. understreget:
"Enkelte lande vil have behov for særlige love til dette formål. Nationalbanken kan udstede kreditter direkte til projekter under de nationale, regionale eller lokale myndigheder samt indirekte gennem det private banksystem i form af favorable lånegarantier til kreditter udstedt af private banker til produktionsselskaber. På den måde kan lavt forrentede lån videregives til entreprenører.
Parametrene for udstedelsen af sådanne nationalbankkreditter må og skal være nøje fastlagte. Man kan ikke tillade, at en vilkårlig brug af statens kreditgivning bliver drivkraften i en inflationsspiral. Statskreditter må kun anvendes til projekter, der fremmer udviklingen af infrastruktur, moderne teknologi og tilhørende små og mellemstore højteknologiske virksomheder samt nødvendig kommerciel aktivitet. Statskreditter er ikke til almindeligt forbrug og vilkårlige investeringer. Man skal snarere anvende den voksende beskæftigelse og produktion indenfor infrastruktur, industri, landbrug og den højteknologiske "middelstand" til at skabe den øgede indtjening og opsparing, der er nødvendig for at finansiere andre grene af økonomien".
For at finansiere Den produktive Trekant og andre økonomiske udviklingsprojekter i Europa, foreslog LaRouche, at Europa skabte et koordinerende organ, en finansiel institution af samme type som den LaRouche havde foreslået tilbage i 1978-79 under dannelsen af det Europæiske Monetære System. Denne institution skulle have konti for de forskellige lande og skulle koordinere projekterne. LaRouche understregede, at under sådanne omstændigheder kunne Europa overleve et sammenbrud i det gamle valutasystem og samtidig øge velstanden i de regioner i verden, man havde samhandel med. Denne enorme genopbygningsindsats i Europa ville have en stimulerende virkning, der umiddelbart kunne etablere potentialet for en ekspansion af den europæiske økonomi. Især transport, energi, vandveje og tilhørende produktive sektorer ville frembyde et væld af særdeles profitable projekter, som kunne skabe en meget høj vækst i de primære og sekundære sektorer. LaRouche bemærkede:
"Under disse omstændigheder burde kontinental- europa udnytte alle muligheder for at udvikle et økonomisk samarbejde mellem de enkelte lande, og derigennem lægge grundlaget for et nyt finanssystem, der kunne erstatte det nuværende, degenererede system".
LaRouche sagde lige ud, at Europa kun ville have en fremtid, hvis man iværksatte det her beskrevne trekantsprogram. Ellers stod Europa overfor en katastrofe.
Der burde ikke være nogen tvivl om, hvorvidt trekantsprogrammet kan gennemføres. Der er heller ikke mangel på historiske fortilfælde - ikke mindst de mange aspekter fra genopbygningen af økonomierne i Tyskland, Frankrig og Japan efter 2. Verdenskrig eller Franklin Delano Roosevelts politiske tiltag for at stoppe den store depression i 30'ernes USA.
Det britiske bidrag: sabotage
Havde man haft det politiske mod og forstand til at gennemføre LaRouches trekantsprogram i 1989-90, ville Europa og det meste af verden have set langt bedre ud end det rod, vi ser i dag. Men tingene udviklede sig anderledes. På grund af et massivt pres fra George Bush' og Margaret Thatchers regeringer - samt de øvrige europæiske regeringers og institutioners fejhed og manglende mod til at modstå Bush og Thatchers politik - blev muligheden for et europæisk økonomisk mirakel fuldstændigt saboteret efter 1989.
Første skud i den britiske sabotage blev affyret af den daværende britiske handelsminister Nicholas Ridley, som i det britiske blad The Spectator den 12. juli 1990 advarede om, at et genforenet Tyskland ville blive et "Fjerde Rige", der ville true hele verden. Selv om det væltede ind med fordømmelser af denne skandaløse anklage, erklærede premierminister Margaret Thatcher sin sympati for Ridleys udtalelser.
Det var en bevidst provokation, der samtidigt markerede, at der var taget en dødsens alvorlig strategisk beslutning på allerhøjeste niveau: Fremtidsperspektiverne for en udvikling af hele det eurasiske kontinent, sådan som LaRouche havde foreslået på sin pressekonference i Berlin i 1988 og i det efterfølgende trekantsprogram, skulle forhindres med alle tilrådighedstående midler.
Hvis man i dag taler om Londons førende rolle i sådanne ubehagelige fænomener som terrorisme, narkotikahandel og geopolitisk manipulation med konflikter rundt om i verden, er der mange, der ler. Men det er en tåbelig latter fra folk, der enten ikke har lært deres historielektie eller simpelthen ikke ønsker at forstå betydningen af, at London stadig er det mest magtfulde center for oligarkiske finansinteresser og råvarekarteller i verden. Det britiske Imperium er aldrig blevet opløst. Det lever stadig i Det britiske Statssamfunds institutioner, som kontrollerer 21,1% af verdens befolkning og 23,8% af jordens landareal, og i et omfattende, integreret system af magtfulde finansinteresser og politiske indflydelseskanaler. Lige siden opiumskrigene, hvor Det britiske Imperium helt officielt blev verdens største narkotikaforhandler, har finanskredse med forbindelser til britiske interesser altid spillet en ledende rolle i "forvaltningen" af det økonomiske afkast fra illegal narkotikahandel. Det er ikke Storbritannien som folk eller nation, men en lille tæt forbunden kreds af institutioner omkring det britiske kongehus og et finansielt oligarki i City of London, der har erklæret krig imod Den produktive Trekant og udviklingen af Eurasien.
Roosevelt vs Churchill
Det er vigtigt at genopfriske den historiske baggrund for konflikten.
I februar 1943 fandt en berømt konfrontation mellem USA's præsident Franklin D. Roosevelt og den britiske premierminister Winston Churchill sted. Stridens kerne var, hvordan verden skulle se ud efter krigen. Roosevelt var naturligvis stærkt imod Tyskland under krigen, men samtidig var han klar over, at Det britiske Imperiums fremfærd var en væsentlig, måske endog den væsentligste, årsag til begge krige i det 20. århundrede. Derfor var Roosevelt fast besluttet på, at ikke én eneste amerikansk soldat skulle dø i krig for at holde det monstrøse britiske imperium i live.
Der var gode årsager til Roosevelts holdning. Da Ruslands grev Sergej Witte, kredsene omkring Gabriel Hanotaux i Frankrig og industrilederne i Tyskland mod slutningen af det 19. århundrede planlagde at forbinde og udvikle Europa, Asien og Afrika med transkontinentale jernbaner, iværksatte London en storstilet modkampagne med geopolitisk manipulation og intriger, der nåede sit højdepunkt med 1. Verdenskrig. Selv Adolf Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933 ville næppe have været muligt, hvis ikke et antal "højt respekterede finanskredse" i London og New York havde godkendt "Hitler-alternativet" og endda ydet aktiv støtte, mens man slog hånden af den tyske modstand mod nazisterne. For eksempel foretog finanskredsene omkring Harriman-familien i New York sammen med Prescott Bush (George Bush' far), selv efter krigen var brudt ud, en række betydelige finanstransaktioner til fordel for nazisterne i Tyskland (det medførte bl.a., at Prescott Bush og New York-banken Union Banking Corporation efter krigen officielt var under mistanke for pronazistisk virksomhed). Et af hovedformålene med "Hitler-alternativet" var det geopolitiske ønske om at spille Rusland og Tyskland ud mod hinanden, og lade dem udslette hverandre i en omfattende krig, og dermed én gang for alle fjerne det evige spøgelse: En eurasisk alliance for udvikling.
Som traditionel amerikansk patriot hadede Roosevelt ikke bare Det britiske Imperiums morderiske politik som sådan, men han hadede i særdeleshed den horrible fattigdom, som kolonivældets økonomiske politik påtvang næsten halvdelen af menneskeheden. Roosevelt svor overfor en rasende Churchill, at verden ville blive befriet fra "de britiske attenhundredetals metoder". De britiske, hollandske, franske og belgiske imperier ville blive opløst for evigt. I stedet skulle de underudviklede lande i verden via moderne teknologi, infrastruktur og uddannelse hjælpes til at udvikle deres eget produktive grundlag. Dette var, fastslog Roosevelt, den "amerikanske metode", med umiskendelig reference til Hamilton, List og Careys tradition, i modsætning til Adam Smiths.
Roosevelts forhandlinger med Sovjetunionens leder Josef Stalin skal også ses i denne sammenhæng. Den amerikanske præsident så ikke kun Stalin som en kommunistisk diktator - selv om Roosevelt var overbevist antikommunist - men også som den politiske leder af et land, der havde været USA's allierede på afgørende tidspunkter i den amerikanske historie. Det var tilfældet under uafhængighedskrigen imod Storbritannien i det 19. århundrede og naturligvis også under 2. Verdenskrig. Samtidig så Roosevelt det som værende i USA's vitale interesse at støtte et stærkt, samlet Kina som en selvstændig nation. Overfor det eurasiske kontinent var USA's politik baseret på en alliance med Rusland, Kina, andre lande. Hovedindholdet af en sådan alliance skulle være den økonomiske udvikling af hele det eurasiske kontinent.
Roosevelts død i april 1944 var en behagelig vending set med britiske øjne. Atter en gang fik briterne mulighed for at anvende den metode, som det britiske oligarki havde lært af det gamle venetianske imperium: At spille de stærkeste magter ud imod hinanden. Det er ikke muligt at gennemgå i detaljer, hvad der derefter fulgte, men Churchill og hans efterfølgere styrede dygtigt den Kolde Krig mellem USA og Sovjetunionen til Londons fordel. Med de to (militært set fuldstændigt unødvendige) atombomber over Hiroshima og Nagasaki - hvilket Roosevelt aldrig havde gået med til - blev der startet et atomrustningskapløb mellem USA og Sovjetunionen, der gennem to generationer terroriserede en hel verden.
Dette gav Storbritannien uanede muligheder for at udfolde et godt gammeldags venetiansk dobbeltspil. På den ene side spillede London rollen som USA's nærmeste allierede i et anglo-amerikansk lederskab af den vestlige verden. Samtidigt tilbød højtstående kredse i Storbritannien sig som Sovjetunionens skjulte allierede imod USA. Sådan var den praktiske udformning af den klassiske britiske "magtbalance"-politik i efterkrigstiden. Samtidig frembød frygten for atomar udslettelse en mulighed for at virkeliggøre lord Bertrand Russells og H.G. Wells gamle drøm om en "verdensregering". I en tid med atomvåben og atombevæbnede missiler kunne man få alle til at tro, at den teknologiske udvikling var en trussel mod vor egen overlevelse og at den suveræne nationalstat var en forældet institution. Ja, ikke alene forældet, men farlig. Det var lord Russells favoritargument. Her ligger roden og oprindelsen til den radikale, anti-industrielle "miljøbevægelse", der i første omgang så dagens lys som Russells "anti-atomvåben-bevægelse", men som i dag har udviklet sig til et af det britiske oligarkis mest effektive politiske instrumenter verden over.
På den baggrund er det ganske forståeligt, hvorfor Margaret Thatcher åbent erklærede, at Sovjetunionens sammenbrud var en katastrofe for britisk udenrigspolitik. Sammenbruddet betød ikke alene, at Tysklands deling ville blive bragt til ophør; en geopolitisk deling, som havde været særdeles nyttig set med det britiske oligarkis øjne. Men mere vigtigt, det betød dødsstødet til det britiske "magtbalancespil" gennem hele efterkrigstiden. Opdelingen af verden i et system med "to poler", der indbyrdes konkurrerede om magtsfærer, havde fuldstændigt neutraliseret Roosevelts fremtidsperspektiv om en amerikansk udviklingsalliance med Eurasien og Den tredje Verden. Med "dobbeltspillet" og det "særlige forhold" mellem USA og Storbritannien havde briterne sikret sig en global dominerende rolle, på trods af det nominelle tab af kolonierne. Desuden var efterkrigstidens monetære orden skabt af angloamerikanske finanskredse.
Storbritanniens krig imod udvikling
For at vende tilbage til perioden 1988-90, så var det det britiske monarkis holdning, at et tæt samarbejde mellem Tyskland, Rusland og andre kontinentale lande om et fælles program for økonomisk udvikling i kølvandet på Sovjetunionens sammenbrud skulle betragtes som et "casus belli" - en krigserklæring. En sådan kontinental udviklingsalliance blev anset for at være en uacceptabel trussel mod det britiske oligarkis mest fundamentale strategiske interesser. Selv om der ikke forelå nogen formel krigserklæring, befandt den britiske efterretningstjeneste og udenrigstjeneste sig i denne periode i en tilstand, der nærmest kunne betegnes som krigslignende. Den indtrådte i tiden omkring Ridleys udtalelser. Målet var ikke bare Tyskland, men enhver tendens, hvor som helst i verden, der tog retning mod en udviklingspolitik, der kunne minde om den, der blev skitseret i trekantsprogrammet.
Det britiske trumfkort var USA's daværende præsident George Bush. Hans far, Prescott Bush, havde været kompagnon til Harriman-familien, der som bekendt havde, og stadig har, meget tætte forbindelser til City of London. Det var let for Margaret Thatcher at styre den psykisk ustabile George Bush, og få ham til at forsvare britiske geopolitiske interesser. Det var ikke første gang, at briterne havde held med et sådant forehavende. Man kan bare tænke på præsident Nixons udenrigsminister Henry Kissinger, der under en tale i Londons Royal Insti-tute for Internationale Affairs (RIIA) pralede af sin rolle som britisk indflydelsesagent i den amerikanske regering. Under Bush blev den britiske geopolitik udført fra allerhøjeste sted.
Hvordan London ødelagde Trekantsprogrammets muligheder
Her er ikke plads til at bringe alle de afslørende detaljer i historien om, hvordan London fik held til at sabotere udviklingen af Den produktive Trekant. Det skal dog nævnes, at Thatcher og Bush fik nyttig assistance fra Frankrigs tidligere præsident François Mitterrand. Vi skal kun opsummere nogle af de vigtigste hændelser:
1) I perioden under og umiddelbart efter Tysklands genforening, blev det i umiskendelige termer gjort den tyske elite forståeligt, at a) en tilbagevenden til en "voluntaristisk" nationaløkonomi i Friedrich Lists tradition ikke ville blive tolereret. Under ingen omstændigheder måtte Tyskland blive fortaler for sådanne (succesrige) økonomiske metoder overfor Østeuropa. Østtysklands økonomiske fremtid og Tysklands politik overfor de østeuropæiske lande skulle alene fastlægges indenfor rammerne af en ekstrem neoliberal "frimarkedspolitik". b) Tyskland ville få tilladelse til at bibeholde sin økonomiske og politiske suverænitet på betingelse af, at denne suverænitet atter blev opløst i forbindelse med etableringen af en Europæisk Union og en styrkelse af FN's organer i retning af en "verdensregering".
2) Mordene på bestyrelsesformanden for Deutche Bank, Alfred Herrhausen, i november 1989 og direktøren for det østtyske privatiseringsselskab Treuhand, Detlev-Carsten Rohwedder, i april 1991 bidrog til at gøre det krystalklart for den tyske elite, at det ville være særdeles farligt at bryde de under a) og b) stipulerede betingelser. Kort før sin død advarede Herrhausen i klare vendinger mod den Internationale Valutafonds "chokterapi" og foreslog i stedet etableringen af en udviklingsbank for Østeuropa, som kunne fungere efter samme principper som den tyske Kreditanstalt für Wiederaufbau (Kreditselskabet til Genopbygning) fra tiden efter 2. Verdenskrig. Faktisk forhindrede Herrhausens pludselige død ham i at holde en allerede kalendersat tale, der, ifølge det senere offentliggjorte manuskript, indeholdt en sønderlemmende kritik af verdens finanssystem. På sin egen måde prioriterede Carsten Rohwedder en industriel modernisering af Østtyskland højere end den nådesløse privatisering og frihandel, der blev gennemtvunget efter hans død. For begge mords vedkommende er "terroristernes", eller mordernes, identitet stadig et emne for mange spekulationer. Men set i lyset af det faktum, at både Herrhausens og Rohwedders efterfølgere har gennemført en politik, der er i diametral modsætning til den, de myrdede ville have fulgt, så kan man kun slutte, at elimineringen af de to har været til stor fordel for London.
3) Sideløbende med et enormt pres på Tyskland er de østeuropæiske lande blevet overrendt af en horde af vestlige "rådgivere", alle af den radikale monetaristiske slags, også kaldet "Chicago-drengene" eller "Harvard-drengene". Fra George Soros' pengetank og andre "godgørende" institutioner og individer i Vesten er der strømmet utallige millioner af dollars over til en ny klasse af østeuropæiske ledere, der alle støtter en ultraliberal frimarkedspolitik. Det afgørende punkt kom, da Bush-regeringen gav sin fulde støtte til IMF's "chokterapi". Da Vesteuropa ikke kom frem med noget klart alternativ, og da der ikke var åben politisk støtte til Den produktive Trekant, var de østeuropæiske lande tvunget til at følge instrukserne fra Bush, Thatcher og IMF. På det tidspunkt var befolkningen i Østeuropa stadig fyldt med optimisme for fremtiden, men den blev snydt på det groveste ved at følge vestens anvisninger.'
4) For at cementere den "nye verdensorden", som Bush kaldte det, gjorde hans og Thatchers regeringer alt for at accelerere den allerede igangsatte plan for en omfattende "globalisering". Det inkluderede ikke alene radikale krav om en verdensomspændende "frihandel" - med fjernelse af alle former for statsstøtte, regulering og protektionisme - men man gik videre og tog skridt til at virkeliggøre Russells drøm om en totalitær verdensregering.
5) Det første store skridt i denne retning var Golfkrigen i 1991. Dette shownummer blev iværksat i fællesskab af angloamerikanerne og Frankrigs præsident Mitterrand og blev et påskud for den nye "verdensregering", FN's sikkerhedsråd, til at vise tænder. Iraks leder, Sadam Hussein, der passede glimrende i rollen som den dæmoniske "onde mand", blev lokket i fælden af USA's ambassadør i Bagdad, April Glaspie. På instrukser fra Washington forsikrede hun Sadam Hussein om, at USA anså den allerede fremprovokerede konflikt mellem Irak og Kuwait som en "intern affære". Dette satte scenen for en sikkerhedsrådsgodkendt militæraktion, ledet af USA, Storbritannien og Frankrig, imod den "nye Hitler", Sadam Hussein.
Sammen med en sideløbende kampagne mod tysk industri, der blev anklaget for at have været diktatorens vigtigste våbenleverandør, var referencen til 2. Verdenskrig beregnet på at sætte Tyskland under maksimalt pres, og dermed effektivt kvæle den optimisme, der havde bredt sig overalt i Europa efter Berlinmurens fald. I stedet for et genopbygningsprogram for Østeuropa i stil med Marshallplanen efter 2. Verdenskrig, som det havde været Herrhausens hensigt at sætte i gang, blev milliarder af dollars og D-mark omdirigeret til at dække Golfkrigens omkostninger. Pengene gik til at slå 80.000 irakere ihjel. Senere har yderligere 600.000 irakere mistet livet gennem FN's umenneskelige sanktioner.
6) Det næste store træk var krigen i det tidligere Jugoslavien. Dette afskyvækkende blodbad blev fremmanipuleret af London og Paris - med god hjælp fra Bush' regering og Kissingers vennekreds i det amerikanske udenrigsministerium. Krigen blev holdt i gang i mere end tre år alene ud fra geopolitiske hensigter. På det afgørende tidspunkt sendte George Bush sin udenrigsminister James Baker til Beograd, og med en udtalelse om, at "det var i USA''s interesse, at Jugoslaviens territoriale integritet bevares", gav Baker den serbiske militærledelse grønt lys til at gribe ind i Slovenien, Kroatien og Bosnien Herçegovina. Med ubeskrivelig arrogance og ondskab saboterede lord Carrington og lord Owen systematisk ethvert forsøg på at stoppe konflikten ved en beslutsom handling fra Vestens side.
Her kan vi desværre ikke fortælle den fulde historie om den største katastrofe i Europas historie efter 2. Verdenskrig. Men det er vigtigt at klargøre, hvad det var for nogle geopolitiske overvejelser, der fik det britiske lederskab til at fremprovokere det bosniske blodbad. Det vigtigste mål var - og er - at drive en kile ind mellem Rusland og Tyskland. Simpelthen forhindre, at der blev etableret et tæt samarbejde mellem de to lande om økonomisk udvikling. London kalkulerede med, at Rusland, af historiske og ideologiske årsager, let kunne lokkes ind på deres "serbiske brødres" side. Da London netop spillede på det serbiske kort, og da Frankrig under Mitterrands ledelse også støttede Serbien under bordet, opstod en magtkonstellation til Londons tydelige fordel. Det var Storbritannien og Frankrig sammen med Rusland imod Tyskland. For London var der desuden den gevinst, at man effektivt kunne dirigere den voksende vrede i Rusland over den ødelæggende neoliberale chokterapi mod Tyskland og USA. Den strategi blev desværre godt hjulpet af, at forbundskansler Kohl og det meste af den tyske industri opførte sig som om, de fuldt ud stod bag den ødelæggende frihandelspolitik.
Desværre gik de britiske hensigter med Balkankrigen i opfyldelse. Først da Bush blev stemt ud af det Hvide Hus i 1992, og USA fik Bill Clinton som præsident, lykkedes det at stoppe blodbadet (i hvertfald midlertidigt) gennem Natos indgriben overfor de serbiske styrker. Clinton har åbent erklæret sig som modstander af den britiske geopolitik.
7) Efterhånden som forholdet mellem Washington og London blev stadig køligere under Clinton, hvilket endog førte til alvorlige fjendtligheder bag kulisserne, investerede London betydelige kræfter i etableringen af en alliance med Frankrig imod Tyskland og USA. Denne genoplivning af den svigefulde "Entente Cordiale" fra 1904 havde allerede eksisteret i latent form under Mitterrand. Efter 1989 blev den åbent genaktiveret for at imødegå et genforenet Tyskland. Det blev tydeligt afsløret med den franske regerings rolle under "Operation Ørkenstorm" og Balkankrigen. Da den nyvalgte præsident Jacques Chirac kortvarigt fraveg denne kurs og endda delvist støttede Clinton, bl.a. i kravet om militær indgriben overfor serberne, blev han staks sat under massivt pres. London gik så langt som til at udsende et tv-show, der indeholdt en lidet skjult mordtrussel mod Chirac. Det fik hurtigt den franske præsident på "bedre tanker", og siden har "Entente Cordiale" aldrig været stærkere.
8) Sideløbende med denne udvikling blev de internationale finansmarkeder omdannet til et globalt "kasino". En proces, der allerede var startet i 80'erne, men som nu blev kraftigt accelereret. Her spillede de nye finansinstrumenter, de såkaldte derivater, en afgørende rolle. Oprindeligt blev de brugt som et middel til beskyttelse mod udsving i valuta- og aktiekurserne. Men nu blev de i stedet anvendt som instrumenter i en gigantisk udvidelse af de spekulative aktiviteter. Det skete i en størrelsesorden, man aldrig tidligere havde set.
I dag har den daglige volumen af finanstransaktioner nået adskillige tusinde mia. dollars, hovedsagelig i form af derivater, der ikke er underlagt nogen form for effektiv kontrol. På nuværende tidspunkt udgør handelen med fysiske varer mindre end 1% af verdens samlede finanstransaktioner. Det er ikke længere kun spekulanter, men også topbanker, industrikoncerner og i visse lande endda lokale skattemyndigheder og nationale regeringer, der spiller med på disse finansoperationer. Det ville have været utænkeligt for bare ti år siden.
I Tyskland er de store finanshuse med Deutsche Bank i spidsen blevet storspillere på derivatmarkedet. Hilmar Kopper overtog Alfred Herrhausens post som bestyrelsesformand, og under hans ledelse har Deutsche Bank gjort alt for at begrave den gamle industriorienterede banktradition i Tyskland. Direktør Kopper anser industriinvesteringer for "yt", og derfor bliver afindustrialiseringen af Tyskland gennemført med svimlende hast. Denne politik bliver rost som en passende overgang til det "efter-industrialiserede service- og informationssamfund". Men i virkeligheden bliver Tyskland og andre lande frarøvet deres fremtid. Det er nemlig ikke uden betydning, at det lige netop er de teknologi- og investeringskrævende områder, der rammes af afskedigelser, lukninger og dramatiske kapacitetsnedskæringer. Det er disse områder, der er afgørende for en modernisering af Østeuropa, Rusland og andre dele af verden,
9) Maastricht-traktaten går hånd i hånd med denne destruktionspolitik. I sin nuværende form kan Maastricht-traktaten spores direkte tilbage til præsident Mitterrands betingelser for at acceptere en tysk genforening. Det var et krav, at Tysklands økonomiske potentiale skulle skæres ganske alvorligt ned. Det var også et krav, at der ikke blev tale om en genoplivning af den klassiske nationaløkonomiske tradition, hverken i Tyskland eller i andre europæiske lande. Helt specifikt den tradition, der er forbundet med Hamilton, List og Carey. Faktisk har Maastricht-traktaten i sin nuværende form til formål at begrænse de enkelte landes finansielle handlefrihed, og i særdeleshed blokere for ethvert initiativ i retning af at indføre "hamiltonske" metoder til at skabe produktive kreditter for at løse den økonomiske krise.
10) Endelig var den politiske forfølgelse af Lyndon LaRouche og hans medarbejdere - især i USA - et væsentligt element i blokeringen af de oprindelige perspektiver i Den produktive Trekant. Trods flere års politisk chikane fra modstanderne af LaRouches udviklingspolitik steg hans politiske indflydelse betydeligt i begyndelsen af 1980'erne, både internationalt og i USA. De kandidater indenfor det Demokratiske Parti, der var tilknyttet LaRouche, vandt konsekvent mellem 10 og 30 procent af stemmerne. I 1986 vandt to af LaRouches medarbejdere det Demokratiske Partis primærvalg til henholdsvis viceguvernør og statssekretær i delstaten Illinois. Det fik straks kredsene omkring Henry Kissinger, George Bush og Oliver North (både indenfor og udenfor den amerikanske regering) til at tage initiativ til at få LaRouche fjernet fra den politiske scene. Højtstående kredse i det amerikanske justitsministerium, forbundspolitiet FBI, dele af pressen (i særdeleshed NBC-TV) og private organisationer, som f.eks. det mafiaforbundne ADL, dannede en "Get LaRouche Task Force" ("Fang LaRouche Arbejdsgruppe"). Målet var at knække og lukke organisationer og publikationer, der var forbundet til LaRouche, gennem en kombination af juridiske, økonomiske og politiske tiltag.
Efter flere "juridiske" tiltag havde slået fejl, lykkedes det i 1988 for arbejdsgruppen at få LaRouche og seks af hans medarbejdere anklaget for "sammensværgelse" mod skattemyndighederne og for at have begået såkaldt "postsvindel". "Sammensværgelse" er den klassiske anklage i politiske sager i USA. Efter en "standretlignende" sagsbehandling ved domstolen i Alexandria, Virginia, blev LaRouche og hans medarbejdere idømt strenge fængselsdomme. Over ét tusinde jurister og sagførere protesterede over sagens forløb og krævede den omprøvet. Flere end 700 folkevalgte amerikanske politikere har krævet LaRouche renset, og det samme har adskillige parlamentarikere, jurister og kulturpersonligheder fra mange dele af verden. Men så længe George Bush sad i det Hvide Hus, måtte LaRouche forblive i fængsel. Det betød, at i den historiske periode 1989-1994, hvor Europas fremtidsmuligheder stod vidt åbne, sad den mand, der havde forudset Tysklands genforening og udarbejdet et detaljeret program for genopbygningen af Østeuropa, i fængsel i den amerikanske delstat Minnesota.
Først da Bill Clinton havde overtaget den amerikanske præsidentpost, fik de omfattende protester over den uretfærdige behandling af LaRouche effekt. LaRouche blev prøveløsladt i april 1994, men kampagnen for at få hans navn helt renset forsætter. Ikke mindst fordi fem af hans medarbejdere stadig sidder fængslet.
Prisen for den manglende handling i 1989-91
Hvad blev så konsekvenserne af, at Bush, Thatcher og Mitterrand fik held med at sabotere Den produktive Trekant?
For landene i Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen betød det, at befolkningernes forhåbninger om en bedre tilværelse efter de socialistiske kommandoøkonomiers sammenbrud brutalt blev knust. I stedet for at hjælpe disse lande på fode igen med store infrastrukturprojekter, smadrede IMFs chokterapi på ganske få år et sted mellem 30 og 50% af deres tilbageværende industrikapacitet. Med besværgelser om "det frie markeds helbredende kraft" under privatiseringens hellige banner, fik man arrangeret det således, at hovedparten af disse landes opsparede nationale værdier endte i hænderne på en mafia, hovedsagelig bestående af tidligere kommunistiske partifunktionærer og vestlige spekulanter. Den hjemlige produktion af forbrugsvarer blev stort set fjernet fra jordens overflade, da kun forsvindende få industrier viste sig at være "konkurrencedygtige" på det hellige "verdensmarked". Den højt priste "omlægning" af den militære industri har under de radikale frimarkedsforhold været en eklatant fiasko. Som var det et tredjeverdensland, blev Rusland degraderet fra dets status som ledende producent af højteknologiske varer til næsten udelukkende at blive et råstofeksporterende land.
De private vestlige investeringer i Østeuropa har stort set kun været rettet mod en udnyttelse af de kunstigt lave lønomkostninger, og de har næsten intet bidraget til en forbedring af levevilkårene for disse landes befolkninger. Snarere det modsatte: Med et par "succeshistorier" som eneste undtagelse, har resultaterne af de ultraliberale reformer, selv i relativt velstående lande som Polen eller Tjekkiet, været miserable fiaskoer. Bortset fra en lille superrig overklasse er de fleste menneskers levestandard betydeligt lavere i dag, end den var under den såkaldte socialisme. Spædbørnsdødeligheden stiger alarmerende, og middellevealderen falder; vold, kriminalitet og narkotikamisbrug er eksploderet, og der har været et kvantitativt og kvalitativt sammenbrud i uddannelses- og sundhedssystemet. Levealderen for russiske mænd er nu under 57 år - lavere end i tredjeverdenslandet Pakistan - og det russiske befolkningstal falder med 1 mio. om året.
Fortalerne for den ultraliberale frihandelspolitik forsøger stadig at lægge skylden for den voksende katastrofe over på "arven fra det gamle kommunistiske system". Men det bliver stadigt mere og mere tydeligt, at de vest-lige lande selv er blevet ramt af den samme sygdom, som har gjort de økonomiske reformer i Østeuropa til et mareridt.
I stedet for det økonomiske opsving, som en "dirigistisk" genopbygning af Østeuropa uden tvivl ville have sat i gang i Vesteuropa, befinder hele Europa sig i den værste økonomiske krise siden 30'erne. Tyskland er måske det mest rystende eksempel. Selv i den vestlige del af Tyskland, der indtil for bare fem år siden blev anset som selve idealbilledet på et moderne, højeffektivt industrisamfund, er tilbagegangen chokerende.
Nedrivning i Vest - ikke genopbygning af Øst
Den massive nedrivning af produktionskapaciteten i både Øst- og Vesttyskland er en af de alvorligste konsekvenser af de sidste fem års frihandelspolitik og globalisering. Østtyskland er blevet afindustrialiseret. To tredjedele af den industrielle beskæftigelse er forsvundet. Kun 7% af alle beskæftigede arbejder stadig i industrien. De nye tyske delstater, der tidligere var det økonomiske kraftcenter i Østblokken, står i dag for mindre end 5% af Tysklands samlede industriproduktion. 20% af den tyske befolkning bor i Øst, men de står kun for 1,7% af den samlede tyske eksport.
Med en vis forsinkelse er det vestlige Tyskland også blevet afindustrialiseret. Mellem 1991 og 1995 er industribeskæftigelsen faldet med 20% til kun 6 mio. mennesker. Indenfor den altafgørende maskinværktøjsproduktion er situationen endnu værre. Siden 1990 er beskæftigelsen i denne sektor faldet med hele 40%. Indenfor rum- og luftfartssektorerne ligeledes med 40%, mens beskæftigelsen i kemiindustrien "kun" faldt med 25%.
For de unge er afindustrialiseringen allerede et uomgåeligt faktum. Antallet af lærepladser i maskinværktøjsindustrien er på bare tre år faldet med 60%. In-geniørfaget viser et dramatisk fald i antallet af studenter. Tyskland, der engang havde den højest udviklede, eksportorienterede kernekraftsindustri i verden, uddanner ikke længere tilstrækkeligt med ingeniører til at foretage en kompetent afvikling af landets kernekraftssektor!
Afindustrialiseringen af Tyskland vil snart have nået samme omfang, som blev foreslået i Morgenthauplanen efter 2. Verdenskrig, men som gudskelov aldrig blev gennemført. Det betyder en meget mørk fremtid for den tyske befolkning. Hvis ikke denne proces vendes meget snart, vil denne kerne i Europas fundamentale højteknologiske kapitalvareproduktion, som er absolut uundværlig i en hurtig genopbygning af Østeuropa, gå tabt for evigt. Det vil også knuse håbet for milliarder af mennesker i udviklingslandene om, indenfor en overskuelig fremtid og ved hjælp af moderne teknologi, at opnå en levestandard, der er menneskeværdig.
Hvad skal gøres?
Efter vi nu har set tilbage på alle fejlene og manglerne, inklusive deres årsager og konsekvenser i årene 1989-91, vender vi nu blikket mod situationen, som den er i dag. Hvilke strategier og muligheder findes der for at stoppe den økonomiske krise, som hele Europa og det meste af verden er sunket ned i? Er det stadig muligt at virkeliggøre noget i retning af Den produktive Trekants infrastrukturprogam under de eksisterende og langt dårligere omstændigheder?
På den ene side er Europa, som en konsekvens af den svigtende evne til at udnytte mulighederne tilbage i 1989-91, ikke længere i stand til at give den afgørende impuls for at ændre den globale økonomiske politik. De europæiske lande, Tyskland inklusiv, har mistet for meget af deres egen livskraft og suverænitet til i tilstrækkelig grad at kunne tage affære. Derfor må målet være at opbygge en udviklingsalliance, der nødvendigvis rækker ud over Europas grænser.
På den anden side er der tre strategiske elementer, som bestemmer situationen i dag, og som ville gøre det muligt hurtigt at ændre kurs, og dermed forbedre fremtidsperspektivet for Europa og verden betydeligt. Vel at mærke, hvis man kan finde den nødvendige politiske vilje.
Disse tre elementer er følgende:
1) Den positive udvikling i Kina, i særdeleshed de kinesiske planer for en "ny silkevej", åbner muligheden for et eurasisk økonomisk mirakel baseret på en storstilet udvikling af moderne infrastruktur.
2) Strukturkrisen i det internationale finanssystem er på vej ind i sin slutfase, og en reorganisering af verdens finanssystem gennem en beslutsom indgriben fra de relevante regeringers side (særligt USAs) kan ikke udskydes meget længere. Kæden af eksplosive kriser, der alle har rod i finanskrisen, lige fra truslen om borgerkrig i Rusland til bankkollapser i flere lande, burde gøre det klart for enhver fornuftig person, at hele frimarkeds- og globaliseringspolitikken er en katastrofal fiasko.
3) "LaRouche-faktoren" har fået betydelig større indflydelse både i USA og flere andre lande. Hvorvidt den amerikanske regering vil støtte Den nye Silkevejs udviklingsstrategi for Eurasien og sammen med andre lande tage de nødvendige skridt til at reorganisere finanssystemet, afhænger i meget høj grad af LaRouches og hans medarbejderes indsats.
Det er et faktum, at ingen af det internationale finanssystems bestemmende institutioner, inklusiv IMF, Verdensbanken, Banken for Internationale Relationer, BIS, og de førende landes centralbanker, er i stand til at stoppe det igangværende finanskollaps. Det internationale finanssystem er håbløst bankerot, og kan ikke reddes i sin nuværende form.
Det betyder, at Vesten er ved at undergå samme form for sammenbrud, som ramte Sovjetunionen. Og som det var tilfældet med afslutningen af det sovjetiske system, skal det ikke entydigt opfattes negativt. For at gøre det krystalklart: Den nuværende situation giver os en enestående mulighed for at skille os af med en ødelæggende, kræftlignende struktur, som har ruineret utallige landes økonomier, og erstatte den med et nyt og bedre system. Modsat vil et ukontrolleret og eksplosivt sammenbrud af det internationale finanssystem afstedkomme et forfærdeligt økonomisk og socialt kaos, og det må for alt i verden undgås.
Men det eneste alternativ til et ukontrolleret sammenbrud er en dirigistisk reorganisering af systemet, hvor milliarder dollars i ubetalelig gæld og værdiløse spekulative værdipapirer enten fastfryses eller helt afskrives. Systemet med helt uafhængige centralbanker - hvoraf den vigtigste er den amerikanske Føderalbank - som er hovedansvarlig for den gigantiske spekulative boble på finansmarkederne, kan ikke få lov at fortsætte. Den amerikanske Føderalbank og andre ledende landes centralbanker må reorganiseres og bringes under de respektive regeringers egen kontrol og omdannes til regulære nationalbanker, som målrettet finansierer produktive investeringer i infrastruktur, landbrug og industri.
I denne sammenhæng må Maastricht-traktaten, der har sit udgangspunkt i helt forkerte monetaristiske forudsætninger, simpelthen annulleres, før den får gravet de europæiske nationers grav. I stedet skal der etableres et afregningskontor mellem nationalbankerne. Undladelsessynderne fra årene 1989-92 har stort set elimineret muligheden for et bare nogenlunde uafhængigt europæisk svar på finanskrisen. Den nødvendige reform af det internationale betalings- og finanssystem er i dag helt utænkelig uden USA i en ledende rolle.
Det leder os frem til det spørgsmål, som verdens frem-tid i allerhøjeste grad er afhængig af: Vil USA i den nær-meste fremtid handle som Franklin D. Roosevelt og løse den finansielle krise og aktivt støtte en genopbygning af verdensøkonomien ved hjælp af Den nye Silkevej og andre store infrastrukturprojekter? Eller vil den amerikanske politik i stedet være under britisk indflydelse, som den var det i årene 1989-92 under præsident George Bush, da han og Margaret Thatcher fik held til at sabotere udviklingen af Østeuropa? Hvis det sidste er tilfældet, vil det få tragiske følger for hele verden.
Derfor afhænger så meget af den mand, som må anses for den primære politiske modstander til kredsene omkring George Bush og Londons politiske etablissement i USA - Lyndon LaRouche.
LaRouche-faktoren
Selv om Lyndon LaRouche igennem flere år har været den mest kontroversielle politiske figur i USA, har han på det seneste opnået så megen indflydelse, at han ikke kan ignoreres af nogen. Modstandernes omfattende og vedvarende modkampagne til trods, sætter LaRouche og hans medarbejdere i stadig højere grad den politiske dagsorden i landet. På den ene side deltog LaRouche i 1996 i det Demokratiske Partis primærvalgskampagne som præsidentkandidat, og fik samlet godt 600.000 stemmer. Det viser, at LaRouche har en fast stemmeandel på mere end 10% af de traditionelle demokratiske stemmer. Det rækker naturligvis slet ikke til en samlet sejr - selv om enkelte LaRouche-demokrater faktisk har vundet lokale og regionale valg - men det gør ham til en vigtig politisk institution, hvilket i stadig højere grad bliver erkendt og frygtet af hans modstandere.
Ydermere, har et voksende antal ledende "neokonservative" i begge partier fået deres politiske karrierer afsporet ved at få LaRouche eller hans allierede som modstandere. Det inkluderer Oliver North, der i 80'erne koordinerede den berygtede Iran-Contra-affære for sin chef, daværende vicepræsident George Bush. Det blev anset for stensikkert, at North ville vinde senatsvalget i Virginia i november 1994. Men North tabte efter at have været udsat for et politisk stormløb fra LaRouches allierede. Det var et politisk jordskælv, der kunne mærkes langt udenfor Virginias grænser. Og de neokonservative republikaneres talsmand, Newt Gingrich, blev efter en kometagtig fremgang pludselig mere til grin end populær, takket være LaRouches politiske angreb. En anden prominent politisk skalp var Pennsylvanias guvernør Tom Ridge, der havde været på tale som Bob Doles vicepræsidentkandidat. Dole droppede Ridge, efter LaRouche offentligt havde krævet, at Ridge blev afsat fra sit embede på grund af de brutale nedskæringer, han påtvang delstatens sundhedssystem, fuldt vidende, at disse nedskæringer (ifølge eksperters beregninger) på bare et halvt år ville koste ca. 3000 mennesker livet, hovedsageligt ældre og arbejdsløse. LaRouche understregede, at når Ridges administrative beslutninger blev taget med fuld viden om deres morderiske konsekvenser, så måtte han dømmes ud fra samme kriterier, som blev anvendt efter 2. Verdenskrig under retssagerne imod de ledende nazister ved krigsforbryderdomstolen i Nürnberg.
Sideløbende med kampagnen mod Ridge voksede konflikten mellem LaRouche og formanden for det Demokratiske Partis nationalkomité, Don Fowler. Fowler ønskede at omdanne det Demokratiske Parti til et spejlbillede af det Republikanske Parti, og han ekskluderede de delegerede, der var tilknyttet LaRouche, fra det Demokratiske Partis konvent med den absurde begrundelse, at LaRouche ikke var en "ægte kandidat". Den beslutning havde ikke meget med "demokrati" at gøre, og kort efter måtte Fowler meddele, at han ved årsskiftet trådte tilbage som partiets formand.
LaRouche og hans allierede fik også sat en effektiv stopper for en af de mest magtfulde rådgivere i det Hvide Hus, Dick Morris. Det var lykkedes for Morris, der oprindeligt havde skabt sig en karriere som rådgiver for republikanere med tætte forbindelser til den organiserede kriminalitet, at kile sig ind i kredsene omkring Bill og Hillary Clinton, som et slags "politisk geni". Morris pralede af, at det var ham, der fik Clinton "omvendt" til den republikanske neokonservative ideologi på et tidspunkt, hvor Clinton var bange for at tabe valget. LaRouche skabte stor offentlig debat om Morris' rolle, ved at afsløre dennes tætte familiære forbindelser til den afdøde mafiasagfører Roy Cohn og til de kredse, der var under mistanke i forbindelse med mordet på John F. Kennedy. Morris blev hurtigt "uønsket" i Clintons kampagnestab, og kort tid efter blev han, takket være en belejlig skandale, tvunget til at tage sin afsked.
Få uger senere vandt LaRouche-demokraten Maria Elena Milton primærvalget i Arizonas 4. kongresdistrikt. På trods af massiv modstand i medierne og det korrupte partilederskab fik hun vigtige dele af fagforeningernes og minoritetsgruppernes støtte, og vandt derfor stort over sin modstander. Denne valgsejr skabte endnu et jordskælv i det Demokratiske Parti og i amerikansk politik i almindelighed.
På trods af Clintons klare sejr i præsidentvalget lykkedes det desværre for Fowler at sabotere et demokratisk comeback ved kongresvalgene. Derfor tabte man muligheden for at styrke Clintons regering på et afgørende tidspunkt i USA's og den øvrige verdens historie. Ikke desto mindre er det værd at bemærke, at de kandidater, som kørte deres kampagner udfra de principper og valgemner, som LaRouche havde understreget, enten vandt eller fremviste forbavsende gode valgresultater.
Hvis det endelig lykkes for LaRouche og hans allierede i det Demokratiske Parti at få brudt George Bush og hans venners politiske magt, vil det betyde et afgørende vendepunkt i USA's historie. Det ville svække den britiske geopolitiks indflydelse på amerikansk politik ganske betydeligt og dermed bane vejen for vidtrækkende, positive forandringer i USA's økonomiske politik og udenrigspolitiske holdninger. I en landsdækkende tv-tale i april '96 opsummerede LaRouche selv vigtigheden af et sådant politisk skifte ved at specificere en "fem-punktsplan":
"Sagen er, at det eneste, der vil afgøre om præsidentperioden, den kommende amerikanske præsidentperiode, vil være en succes eller en fiasko, er spørgsmålet om, hvorvidt USA's præsident har mod og mandshjerte, eller som Clausewitz sagde på tysk "Entschlossenheit", til at gøre fem ting:
For det første skal regeringen i erkendelse af, at det Føderale Banksystem som en del af det internationale monetære finansielle system faktisk er håbløst bankerot, sætte det Føderale Banksystem under konkursbehandling af finansministeriet.
For det andet skal kongressen i henhold til den amerikanske grundlovs Artikel 1 vedtage en nødlov, der gør det muligt at udstede nye penge i form af amerikanske sedler, nationalbanksedler, til en værdi af adskillige billioner, der som kreditudskrivelse øremærkes til finansieringen af et økonomisk opsving, ikke af alment forbrug.
For det tredje skal en hurtigt behandlet lovgivning fra kongressen etablere en nationalbank, der med forbillede i George Washingtons "De forenede Staters Bank" og "De forenede Staters Anden Bank" overtager Føderalbankens funktioner.
For det fjerde skal der iværksættes et nationalt økonomisk genopbygningsprogram, med hovedvægt på offentlige anlægsarbejder og den type programmer, som Bingaman-Daschle-rapporten og andre af Kongressens og det Demokratiske Partis politiske komités undersøgelser allerede har udpeget.
For det femte skal der hurtigst muligt indkaldes til en international monetær konference [en ny Bretton Woods-konference, -red] med deltagelse af verdens førende magter. Det vil i første række være USA, Det britiske Imperium (det er, hvad Det britiske Statssamfund i virkeligheden repræsenterer), Rusland og Kina. Og i anden række Japan, Indien, de vesteuropæiske lande, Syd- og Centralamerika osv. Konferencen skal etablere et internationalt monetært system, der skal erstatte det nuværende konkursramte."
På en sådan ny Bretton Woods-konference må igangsættelsen af Den Nye Silkevej og Den produktive Trekant, en reel genopbygning af Rusland og Østeuropa, samt naturligvis en tilsvarende udvikling på klodens øvrige kontinenter være et centralt økonomisk emne for verdens ledende magter. Forbindelsen mellem et nyt finanssystem og konkrete udviklingsprojekter, der påviseligt sætter et nyt verdensomspændende økonomisk mirakel i gang, vil være redskabet til at overvinde den nuværende krise og sikre grundlæggende økonomisk stabilitet langt ud i fremtiden, og det vil samtidig være garantien for det nye finanssystems succes.
Tidsfaktoren er vigtig
Der er ingen tid at spilde. Vi er på vej ind i en særdeles turbulent periode. For hver dag der går, hvor den nødvendige reorganisation af finanssystemet ikke er blevet gennemført, vil krisen blive dybere og dybere. Antallet af finansinstitutioner og industrier, der bryder sammen, vil stige eksplosivt, og en ukontrolleret "implosion" på tværs af landegrænserne kan på ethvert tidspunkt kaste verdensøkonomien ud i et uoverskueligt kaos. Men det er ikke alt. I de industri- og udviklingslande, der er hårdest ramt af den økonomiske krise og massearbejdsløshed, vokser faren for sociale eksplosioner, destabilisering og krig.
Situationen forværres af, at der på internationalt niveau findes personer og institutioner, der bevidst arbejder på at destabilisere visse lande og regioner. Faktisk samles ledetrådene til disse operationer ofte i London. Det burde i øvrigt ikke være så overraskende al den stund, at disse operationer passer fint ind i det finansielle oligarkis strategiske perspektiv. Disse kredse satser på at skabe et sådant kaos, at de selv vil være i stand til at bestemme slutresultatet af en global finanskrise, uden indblanding eller modstand fra de stadigt mere terroriserede og paralyserede nationalstater. Hver eneste forværring af situationen har til formål at drive nationerne i armene på en brutal "global krisestyring", som disse finanskredse har tænkt sig at kontrollere. Deres våben er kontrol: Kontrol med fødevareforsyningen, energiforsyningen, vigtige råstoffer og andre strategiske ressourcer.
Men hvis man virkelig tror, at en sådan "verdensregering" skulle være den rigtige løsning, bør man nøje tænke efter, hvad konsekvenserne af et fortsat sammenbrud af nationalstaterne egentlig vil være. LaRouche har sammenlignet en sådan situation med de borgerkrige, der brød ud i slutningen af Den romerske Republik. Den brutale nedskæring, som det er meningen, et globalt kriseregime skal gennemtvinge, vil fremtvinge en acceleration af den fysiske økonomis sammenbrud. Overalt i verden vil vi se forhold som dem, vi ser i det tidligere Sovjetunionen i dag. Verden vil blive gidsel i en magtkamp mellem særlige interessekredse og mafiagrupper, der alle styres ud fra kortsynede egeninteresser. Som det var tilfældet under Det romerske Imperiums sammenbrud, vil snigmord, terrorisme og "irregulær krigsførelse" være dagens orden. Der ville ikke være en eneste regering på kloden, ej heller en verdensregering, der kunne forhindre at civilisationen smuldrede og blev erstattet af en ny barbarisk middelalder.
Der eksisterer faktisk et levedygtigt alternativ til dette mareridt. Den historiske dør står åben, men udnytter vi ikke chancen, vil den lukke sig igen. Farerne er store, men det er mulighederne også, hvis vi forstår at handle i tide.
Tiden er inde til at virkeliggøre Gottfried Wilhelm Leibniz' 300 år gamle drøm om at bygge en bro mellem Europa og Kina, så hele det eurasiske kontinent udvikles, og en ny renæssance for vor civilisation gradvist kan vokse frem. Men det er kun muligt, hvis vi helt og aldeles forkaster de gale forestillinger om at erstatte nationalstaterne og nationaløkonomierne med "globalisering" og "frie markedskræfter". I stedet må vi orientere os mod en verden af suveræne nationalstater, som gennem fredeligt samarbejde og gensidig inspiration kan virkeliggøre menneskehedens fælles ønsker om kulturel og økonomisk udvikling.
Da Leibniz samarbejdede med den russiske zar Peter den Store, og via sine korrespondenter forsøgte at etablere en videnskabelig dialog med den kinesiske elite, eksisterede Amerikas forenede Stater ikke. Men denne republiks fødsel var umiskendeligt frugten af det arbejde, som Leibniz' netværk i England og på kontinentet havde lagt for dagen for at bringe verden tættere til Leibniz' "grand design" for en universal udvikling af menneskeheden. Det bedste svar på Kinas store plan for en "ny silkevej" ville være, at Europa og Amerika sammen indstillede sig på at opfylde Leibniz' drøm i alle dens dimensioner.