Fra Temahæfte nr. 4, juli 1998
Den globale finanskrise:
30 års økonomiske og politiske fejltagelserAf Poul E. Rasmussen, formand for Schiller Instituttet i Danmark
Da kursen på den thailandske bath begyndte at falde på de internationale valutamarkeder i maj 1997, var der ikke mange, der havde den ringeste forestilling om, at hermed var den værste finansorkan i dette århundrede under opbygning. Otte måneder senere lå alle de sydøstasiatiske valutaer som sønderknuste skibsvrag i brændingen. De havde mistet mellem 45 og 80% af deres værdi. Asiens berømte "tigerøkonomier" var blevet skudt, flået og solgt som kamintæpper på det internationale finansmarked. Værst var det gået ud over Thailand, Malaysia, Sydkorea og Indonesien.
Siden er vi i medierne blevet præsenteret for et utal af finans- og økonomieksperter, der alle har haft deres bud på, hvad det egentligt var, der gik galt. De mest uintelligente har fremturet med post faktum-erklæringer om, at krisen var den naturlige konsekvens af de asiatiske landes særlige form for kapitalisme. "Crony capitalism" eller "svindelkapitalisme" har man nedsættende kaldt det og henvist til årtiers tradition for tætte forbindelser mellem økonomiske og politiske interesser. Som om det var et totalt ukendt begreb på vore egne breddegrader.
De mere eftertænksomme kommentatorer hæftede sig ved, at finanskrisen fik et forløb, der overhovedet ikke kunne forklares ved de enkelte landes økonomiske dyder eller mangler. Selvfølgelig havde der været forudgående problemer i f.eks. Indonesien, Sydkorea og Thailand. Men ingen af en størrelsesorden, der på nogen måde kunne berettige en halvering eller mere af værdien af de ramte landes valutaer. Der var absolut intet forvarsel om, at disse lande i løbet af få måneder ville ende i en dyb depression.
Ikke desto mindre var det netop, hvad der skete. Fra maj '97 til maj '98 faldt samhandelen mellem landene i Asien med mellem 30 og 50%. Tusinder af virksomheder i Sydkorea, Thailand og Indonesien er blevet lukket. Millioner er blevet arbejdsløse. På en pressekonference den 2. juli 1998 fortalte chefen for Indonesiens statistiske kontor, Sugito Suwito, at 80 millioner indonesere ikke længere har råd til at købe tilstrækkelig med mad og andre livsfornødenheder. Inden udgangen af 1998 vil 48% af befolkningen leve under fattigdomsgrænsen, sagde han.
Bobleøkonomier
Hvem startede egentlig massakren på tigerlandene og deres valutaer? Allerede da den første alvorlige bølge af valutauro ramte Thailand i begyndelsen af juli 1997, udpegede Malaysias premierminister Mahathir bin Mohamad den britisk-ungarske storspekulant George Soros og hans Quantumfond, som hovedansvarlig for spekulationen imod de sydøstasiatiske valutaer. Asiatiske aviser og tidsskrifter mente endog at kunne se en tidsmæssig sammenhæng mellem Vestens modstand imod optagelsen af Myanmar (Burma) i de asiatiske landes økonomiske organisation, ASEAN, i foråret '97, og valutauroen omkring den thailandske bath. Der skulle altså have været en politisk motivation i form af en økonomisk afstraffelse af de asiatiske lande, fordi de ikke gav efter for de vestlige landes krav om at Myanmar ikke måtte optages i ASEAN.
Den megen debat om spekulationsfondenes rolle fik den Internationale Valutafond, IMF, til at komme George Soros til undsætning. IMF udsendte en erklæring om, at det slet ikke var Quantumfonden eller de andre kendte spekulationsfonde, som havde startet kapitalflugten fra Thailand og de andre sydøstasiatiske lande. Det var snarere de almindelige investorer, de store pensionskasser og investeringsforeninger m.m., sagde IMF. Spekulationsfondene hoppede først på vognen, efter kapitalflugten var sat i gang.
Med sit utidige forsvar for George Soros kom IMF ufrivilligt til at sætte fingeren på et meget centralt punkt. For det er jo i grunden ligegyldigt, hvem det var, der startede krisen. Det egentlige problem er det faktum, at krisen overhovedet kunne bryde ud. At der kan opstå selvforstærkende kapitalbevægelser, som på få måneder kan smadre flere landes økonomier. Dér ligger det virkelige problem, og så er det ligegyldigt om George Soros kom først eller sidst.
I løbet af det seneste årti har alle de asiatiske lande, med Kina som eneste undtagelse, liberaliseret deres finansmarkeder ud fra samme blinde tiltro til "globaliseringens" velsignelser, som vi selv har praktiseret og prædiket den i Vesten. Med udgangspunkt i en høj arbejdsdisciplin og en lav gennemsnitlig levestandard blev de asiatiske lande hurtigt særdeles attraktive vækstområder for fremmede investeringer. Asien blev den oprindelige model for det, der senere har fået navnet "emerging markets" ("vækstmarkeder"), hvor penge på jagt efter hurtig formering kan lukrere på en lokalbefolknings naturlige ønske om en højere levestandard.
Reel økonomisk og industriel vækst giver naturligvis også grundlag for finansiel vækst. Og det er den, altså den finansielle vækst, udenlandske investorer gerne vil have andel i. Desværre kender finansverden sjældent sin begrænsning, og med oppustede spekulative investeringer kommer den finansielle vækst ofte til at løbe meget stærkere end den industrielle vækst. Det skaber bobleøkonomier, og sådan nogle brister med jævne mellemrum.
Det var i høj grad det, der skete i Asien i foråret og som-meren '97. 70'ernes og 80'ernes realøkonomiske vækst var i 90'erne blevet erstattet af en tom, spekulativ finansiel vækst, hovedsageligt baseret på udenlandske investeringer. Disse fremmede investeringer blev lokket ud i Asien gennem attraktive liberaliseringer af kapitalmarkederne. Det var globaliseringens første bud: "Fri bevægelighed for investeringer over landegrænser". Men frihed til hurtige investeringer giver også frihed til hurtigt at trække pengene hjem igen. Det fik Thailand, Malaysia, Singapore, Indonesien og Sydkorea for alvor at føle i de sidste syv måneder af 1997.
Krisestyring
En af hovedtalerne på Verdensbankens stort anlagte 50 års fødselsdagskonference i Hong Kong den 19.-25. september 1997 var Malaysias premierminister Mahathir bin Mohamad. Han indledte sin tale med at berette, at Verdensbanken oprindeligt havde indbudt ham til at fremlægge hemmeligheden bag de asiatiske landes økonomiske mirakel. Han skulle være repræsentant for dukselandene i den moderne globale økonomi.
Men fra udsendelsen af indbydelsen i foråret til konferencens begyndelse i efteråret var alt forandret. Det økonomiske mirakel havde udviklet sig til et mareridt. Så i stedet for en lovprisning af den moderne frimarkedskapitalisme kom Mahathir med en kraftfuld opfordring til konferencens deltagerlande om hurtigst muligt at gennemføre ændringer i det internationale finanssystem, så ødelæggende valutaspekulation og spekulative kapitalbevægelser over landegrænser kan bremses og sættes under kontrol.
Alle de ledende udviklingslande i den såkaldte G-15-gruppe støttede Mahathirs forslag, men hverken Verdensbanken eller IMF havde andet end et skuldertræk til overs for kravet om ændringer i det internationale finanssystem. Finanskrisen i Sydøstasien skulle behandles som alle tidligere kriser af samme art. Det vil sige: IMF-kreditter til de ramte lande, så private internationale kreditorer holdes skadesfrie. Midlertidig overgivelse af landenes finansielle suverænitet til IMF, så drakoniske ændringer i den interne økonomiske struktur kan gennemføres hurtigt muligt. Udover de sædvanlige IMF-betingelser, der bl.a. betyder en totalbarbering af de offentlige budgetter, skulle de asiatiske lande liberalisere deres økonomier yderligere, så udenlandske opkøb af banker og virksomheder kunne gennemføres uden nogen form for regeringsindblanding.
Men IMF-kuren hjalp ikke. Fra august til december udstedte IMF gigantiske "hjælpepakker" til Thailand, Sydkorea og Indonesien, der samlet løb op i en værdi af 115 mia. dollars (748 mia. kroner eller ca. 31 Storebæltsbroer). Alligevel stod det ved juletid klart, at Indonesien ved årsskiftet ville glide ind i en regulær statsbankerot, hvis ikke nogen greb ind. Lillejuleaften overlod IMF tøjlerne til den amerikanske finansminister Robert Rubin. I løbet af aftenen og natten kontaktede han personligt Indonesiens største private kreditorer i USA, Europa og Japan og fortalte dem, at enten accepterede de "frivilligt" at udskyde forfaldne afdrag på Indonesiens udlandsgæld eller også måtte de selv tage konsekvenserne af en regulær statsbankerot. Hverken USA, IMF eller verdens øvrige regeringer ville løfte en finger for at redde bankerne, hvis de gennemtvang en statsbankerot.
Men Rubin gik videre. Bankerne skulle samtidig indlede forhandlinger med hinanden om betingelserne for en samlet konvertering af Indonesiens kortfristede lån til langfristede kreditter. Denne konvertering skulle også indeholde en egentlig afskrivning af nogle af lånene. Bankerne protesterede vildt og inderligt, men de havde ikke noget valg.
Robert Rubins brutale armvridning på bankerne var samtidig enden på IMF-systemet, som man havde kendt det siden Mexicos gældskrise i 1982. Stillet overfor Latinamerikas krav om en samlet genforhandling af kontinentets udlandsgæld (se side 13) gennemtvang de vestlige regeringer dengang en omstrukturering af det internationale finanssystem, hvor de private banker frasagde sig retten til individuelt at forhandle lånebetingelserne for nødstedte lande. Denne forhandlingsret blev overgivet til IMF, som til gengæld garanterede, at de private banker ikke ville lide tab. IMF blev med sine berygtede lånebetingelser en frygtet gældsinddriver; ikke mindst i Den tredje Verden. Med Robert Rubins krav om, at de private banker nu igen skulle til at bære deres del af tabene for låne- og spekulationsfesten i Det fjerne Østen, sluttede bankernes ægteskab med IMF i hvert fald delvist. Samtidigt blev det klart for enhver, at IMF's fremfærd i Indonesien i november-december havde gjort situationen langt værre, end den var i forvejen. Fondens krav om lukning af 16 af Indonesiens største banker var en tåbelig fejltagelse. Tilliden til det indonesiske bankvæsen forsvandt som dug for solen, og den efterfølgende kapitalflugt kastede landet lige lukt imod en statsbankerot.
Nødvendige ændringer i finanssystemet
Den dramatiske udvikling i Asiens finanskrise fremprovokerede for første gang i mange år en seriøs diskussion om nødvendigheden af en ændring af det internationale finans- og betalingssystem. Ledende finansfolk, inkl. chefen for den amerikanske føderalbank, Alan Greenspan, direktøren for IMF, Michel Camdessus, og Verdensbankens chef, James Wolfensohn, indrømmede, at IMF og Verdensbanken ikke er udrustet til at klare fremtidige kriser i finanssystemet, og at der på en eller anden måde må lægges bånd på den omsiggribende spekulation i valutaer. Samtidig erkendte man, at den voksende spekulation med nye "kreative" investeringsinstrumenter, også kaldet derivater, har skabt en alt for stor volumen i ban-kernes lån til hinanden. Alan Greenspan kaldte direkte interbanklångivningen for finanssystemets "akilleshæl".
Den 22. maj 1998 indkaldte USA's finansminister Robert Rubin finansministrene og centralbankcheferne fra de 22 førende industri- og udviklingslande til en konference i Washington, hvor man skulle diskutere finanssystemet "arkitektur". Det kom der desværre ikke noget ud af. Eller rettere: Det blev klart, at den form for omstrukturering af finanssystemet, som Rubin og andre havde i tankerne, slet ikke var dybtgående nok. De af finansministrene og centralbankcheferne som overhovedet var villige til at diskutere en ændring af systemet, ønskede kun tekniske "her og nu" løsninger, som vil bevare systemet i sin nuværende grundform, men forhindre den totale nedsmeltning af det globale finanssystem, som truer bag krisen i Asien. Problemet er bare, at det ikke lader sig gøre.
Den amerikanske økonom og politiker Lyndon LaRouche har gentagne gange understreget, at der er to ufravigelige forudsætninger for at nå frem til en holdbar løsning på krisen i Asien. For det første må man erkende, at krisen ikke er en isoleret "asiatisk krise", der har sit udgangspunkt i fejl og mangler i de asiatiske landes økonomier. Krisen er global og har sin rod i indbyggede fejl i selve finans- og betalingssystemet. Dernæst må man forstå, at disse fejl ikke er simple tekniske brister, som er dukket op indenfor de seneste måneder eller år. De stammer fra selve finanssystemets udvikling over de sidste 30 år.
Med andre ord: Årsagen til finanskrisen i Asien og til de kriser, der nu blusser op i Rusland, Brasilien og andre steder, skal findes i de omfattende forandringer, som finanssystemet har undergået i løbet af de sidste tre årtier. Skridt for skridt har forkerte økonomiske og finanspolitiske beslutninger bragt os til et punkt, hvor det internationale finans- og betalingssystem vil bryde sammen, hvis man ikke griber ind med omfattende ændringer. Det er baggrunden for Lyndon LaRouches og Schiller Instituttets forslag til indkaldelsen til en ny "Bretton Woods-konference". Alverdens regeringer må mødes, som man gjorde i den lille amerikanske badeby Bretton Woods i 1944, for at aftale og udarbejde et nyt sæt regler for internationale betalinger.
Schiller Instituttets historie
I det følgende vil vi i overskriftsform gennemgå de sidste 30 års politiske og økonomiske udvikling, som har ført os frem til den finanskrise, vi nu befinder os i. Vi vil samtidig beskrive nogle af de økonomiske forslag og politiske tiltag, som Lyndon LaRouche og hans medarbejdere har udarbejdet og iværksat i samme periode. Schiller Instituttets historie er tæt forbundet til denne udvikling. Lyndon LaRouche forudså nemlig allerede i 1968, at vi ville ende, hvor vi står i dag. Valutakrisen omkring det britiske pund i 1967-68, og de efterfølgende politiske beslutninger, overbeviste LaRouche om, at han var nødt til at danne sin egen politiske bevægelse, hvis der skulle foreligge fornuftige økonomiske løsninger, når den selvskabte krise engang slog igennem med fuld kraft. Altså den krise, vi nu ser begyndelsen af i Asien.
I første omgang samlede LaRouche en gruppe af amerikanske studerende omkring sig. Det blev til National Caucus of Labor Commitees, NCLC. Den bredte sig i begyndelsen af 70'erne til Europa og Latinamerika og blev til International Caucus of Labor Commitees, ICLC. I USA dannede man US Labor Party, og i Europa Det Europæiske Arbejderparti, EAP. US Labor Party blev opløst i slutningen af 70'erne, og LaRouche stillede i stedet op som præsidentkandidat ved det Demokratiske Partis primærvalg i 1980. Hvilket han også har gjort ved hvert eneste præsidentvalg lige siden. I Europa er EAP blevet afløst af andre partidannelser og politiske alliancer. Lige med undtagelse af Sverige, hvor EAP stadig lever i bedste velgående, og har opstillet en kandidatliste til riksdagsvalget den 20. september 1998.
I 1984 tog Helga Zepp-LaRouche initiativet til dannelsen af en bred international politisk forening. Det blev til Schiller Instituttet, som har sit navn efter alle nationers frihedspoet, Friedrich Schiller (1759-1805). Schiller Instituttet har i dag afdelinger og venner i Nord- og Sydamerika, Øst- og Vesteuropa, Afrika og Asien.
Efterkrigstidens finanssystem
1. - 22. juli 1944: Repræsentanter for 44 nationer samles til en konference i den lille ferieby Bretton Woods i den amerikanske delstat New Hampshire. Her udarbejder man statutterne for den Internationale Valutafond, IMF, og man fastlægger spillereglerne for efterkrigstidens finans- og betalingssystem. Landene bliver enige om et system med relativt faste valutakurser, bygget op omkring den amerikanske dollar, der for sin del fastlåses til en vekselkurs overfor guld på 35 dollars per unce.
Allerede under Teheran- og Jaltakonferencerne havde præsident Franklin D. Roosevelt gjort det klart for den britiske premierminister Winston Churchill, at USA ikke ville være garant for Det britiske Imperium, når krigen engang var slut (læs Elliott Roosevelts bog "Som han så det", forlaget Comodore, 1946). Denne holdning var også gældende i Bretton Woods i 1944. Derfor blev det nye finanssystem mere et forsvar for suveræne staters nationale økonomier end et bekvemt betalingssystem for gamle europæiske kolonimagter.
Det var finansverdenen i City of London særdeles utilfreds med, og fra første dag forsøgte man at undergrave det nye finanssystem. Med henvisning til Storbritanniens rolle som imperiestormagt krævede man, at pundsterling fik rollen som en slags reservevaluta for den amerikanske dollar. Det krav fik man opfyldt, men hverken imperiets eller Storbritanniens egen økonomi var stærk nok til at bære pundets rolle som reservevaluta. Resultatet blev, at Bretton Woods-systemet gik fra krise til krise, hver gang med pundsterling som midtpunkt.
Begyndelsen til enden
Efteråret 1967: Betalingssystemet befinder sig atter engang i en af disse utallige pundsterlingkriser. Samtidig kommer den amerikanske dollar ud for et stadigt voksende pres. I de foregående år havde den amerikanske regering i høj grad finansieret krigen i Vietnam ved at trykke dollarsedler. Man undlod at udskrive nye skatter, selv om militærudgifterne eksploderede. Resultatet blev et hastigt voksende budgetunderskud. Men den øvrige verden havde et stadigt stigende behov for dollars til at købe olie for. Olie handles udelukkende i dollars på verdensmarkedet. Derfor fastholdt dollaren sin værdi, trods det voksende amerikanske budgetunderskud. Men nu gik den altså ikke længere. Misforholdet mellem den amerikanske guldbeholdning og mængden af dollars i cirkulation var blevet for stort. Internationale investorer, og især den franske nationalbank, begyndte at indløse deres dollars for guld.
Den franske økonom Jacques Rueff, der var rådgiver for Frankrigs præsident Charles de Gaulle, foreslår en hurtig devaluering af den amerikanske dollar på 50%. Det ville fordoble de amerikanske guldreserver og give betalingssystemet en chance for at falde til ro. Storbritannien protesterer vildt. Dollarens og pundets værdi overfor guld skal fastholdes for enhver pris, siger man. Den amerikanske præsident, Lyndon Johnson, giver efter for det britiske pres. Dollarens kurs overfor guld forbliver uændret. Men så kommer chokket. Den 18. november 1967 nedskriver Storbritannien uden varsel pundsterlings værdi med 14,3% i forhold til dollaren; den første britiske devaluering siden 1949. Det blev begyndelsen til enden på efterkrigstidens guldbaserede valutasystem.
Kulturpessimisme
1968 blev som bekendt et særdeles turbulent år. Den britiske devaluering det foregående efterår havde sendt den amerikanske dollar i gulvet, og i marts 1968 må den amerikanske regering kræve guldbørsen i London lukket i flere dage for at bremse panikudsalget af dollar. Storbritannien er da i dyb krise med virksomhedslukninger og massefyringer. Det økonomiske tilbageslag breder sig til det øvrige Europa, og Vesttyskland oplever for første gang siden efterkrigstidens "økonomiske mirakel" en regulær nedtur. Samtidig kaster britiske og amerikanske storbanker sig ud i en spekulationskrig imod den franske valuta. Det medfører en økonomisk krise i Frankrig med strejker og sociale uroligheder. I maj kommer så "studenteroprøret" og præsident de Gaulle må træde tilbage.
4. april 1968: Den amerikanske borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King myrdes.
5. juni 1968: Den demokratiske præsidentkandidat, senator Robert Kennedy myrdes. USA er i chok. Sammen med den håbløse krig i Vietnam skaber mordene grundlaget for en omfattende kulturel pessimisme blandt nationens unge. Modkulturens "rock, narkotika og sex" breder sig på universiteterne og en antiteknologisk miljøbevægelse ser dagens lys. Vestens modstykke til Maos "kulturrevolution" er i gang.
Allerede under det økonomiske tilbageslag i USA i 1957-58 havde Lyndon LaRouche foretaget en grundig analyse af den amerikanske økonomi. Han arbejdede på daværende tidspunkt som industrikonsulent og så med bekymring på de første spæde tegn på en omdirigering af investeringerne væk fra den produktive sektor.
De politiske og økonomiske begivenheder i 1967-68 bestyrker LaRouche i hans bekymring for fremtiden. Efter månelandingen nedprioriterer Præsident Johnson det amerikanske rumfartsprogram. Investeringerne overflyttes fra forskning og teknologi til servicesektoren og produktion af forbrugsvarer. Utopien om det "efterindustrielle samfund" tager form.
Samtidig falder industrilandenes reelle økonomiske investeringer i Den tredje Verden markant. Og nøjagtig som City of London havde ønsket sig det lige siden 2. Verdenskrig, bliver der gradvist åbnet for stadig større finansiel vækst uden politisk kontrol og uden forbindelse til den fysiske økonomi. Den vestlige verdens økonomi er ved at ændre form.
For LaRouche er alt dette opskriften på et nyt verdensomspændende økonomisk sammenbrud. Derfor samler han i 1967-68 en håndfuld studenter omkring sig for at danne en politisk organisation, der kan fremlægge økonomiske forslag og kæmpe for politiske alternativer til den lange march mod katastrofen, som nu var indledt.
Flydende valutakurser
15. august 1971: Præsident Richard Nixon meddeler, at den amerikanske dollar ikke længere kan veksles til guld. Det er kulminationen på den permanente krise, som den manglende justering af dollarens kurs overfor guldet og den britiske devaluering i 1967 havde skabt. Fastkurssystemet fra Bretton Woods er nu sat ud af spillet, og for første gang i historien står verden i realiteten med frit flydende valutakurser.
Allerede under krisen i 1967-68 havde Storbritannien foreslået en fuldstændig afregulering af de internationale finansmarkeder. Det blev dengang blankt afvist af de øvrige regeringer i den vestlige verden. Man delte ikke Londons tiltro til "markedets frie kræfter". Med henvisning til erfaringerne fra 20'erne frygtede man opbygningen af en spekulativ finansboble, der på et eller andet tidspunkt ville briste og skabe en ny depression.
Men nu står man altså der, hvor finansverden i London altid havde ønsket, man skulle stå. De fleste vestlige regeringer forsøger dog i første omgang at bevare en fastlåsning af deres valutaers forhold til dollaren.
December 1971: USA, Japan og de vesteuropæiske lande indleder et finanssamarbejde, der tillader de enkelte valutaer at svinge plus/minus 2,5% i forhold til dollaren. Efter tidens forhold er det et særdeles fleksibelt valutasystem. Under Bretton Woods-aftalerne kunne valutaerne kun svinge 1%.
Men det nye valutasamarbejde holder ikke. Fra 1971 til 1973 udsættes de vestlige valutaer for et gigantisk spekulationspres og på en konference på Azorerne i 1972 må man i realiteten acceptere frit flydende valutakurser. City of London har fået sin vilje. I løbet af foråret 1973 bliver spekulationen imod den amerikanske dollar så kraftig, at den internationale valutahandel må stoppes i to uger.
Første oliekrise
11.-13. maj 1973: Den indflydelsesrige tænketank "Bilderberger-gruppen" afholder et hemmeligt møde på hotel Saltsjöbaden udenfor Stockholm. Her deltager højtstående repræsentanter for de store olieselskaber og finansverdenen i London. På mødet diskuterer man, hvorledes de internationale finansmarkeder kan tilføres ny kapital gennem en stigning i oliepriserne, og hvorledes disse nye "petrodollars" skal recirkuleres gennem de store internationale banker i form af lån til de lande, som må importere den dyrere olie.
Oktober 1973: Udenrigsminister Henry Kissingers berygtede "penduldiplomati" skaber grundlaget for en ny krig i Mellemøsten. Det får de olieproducerende arabiske lande til at iværksætte en olieboykot imod den vestlige verden. I løbet af de første måneder af 1974 stiger prisen på en tønde olie fra 3,55 dollars til 13 dollars. En stigning på 400%! Alle ikke-olieproducerende industrilande, inkl. Danmark, må ud på det private lånemarked for at hente penge til varme- og benzinregningen. Hermed er Bilderberger-gruppens planer om en gigantisk recirkulering af petrodollars sat i gang. De olieproducerende lande sætter deres enorme indtægter ind på konti i de internationale storbanker i London og New York. Her kan industrilandene så låne de samme penge til at betale olieregningen med. Men med renters rente selvfølgelig.
Men det er ikke kun industrilandene, som må finansiere det daglige energiforbrug gennem de internationale storbanker. Udviklingslande i Afrika og de nyindustrialiserede lande i Latinamerika må også ud på lånemarkedet for at finansiere energiregningen. Og de internationale banker står i kø for at låne penge ud. I flere tilfælde opsøger bankerne selv udviklingslandenes repræsentanter i FN-bygningen i New York for at tilbyde dem milliardlån.
Men for både svage og stærke økonomier er en gældsfælde ved at blive lagt til rette. I perioden 1973-76 stiger Danmarks udlandsgæld med ikke mindre end 106%. I samme tidsrum vokser udviklingslandenes samlede gæld fra næsten ingenting til 200 mia. dollars.
En ny økonomisk verdensorden
April 1975: Lyndon LaRouche vender tilbage til Europa efter et besøg i Irak og Israel. På en pressekonference i Bonn den 27. april fremlægger han et detaljeret forslag til en reorganisering af det internationale finanssystem. Han foreslår en tilbagevending til et guldbaseret valutasystem, et gældsmoratorium for Den tredje Verden og oprettelsen af en International Udviklingsbank, IDB, som skal tilvejebringe langfristede, lavt forrentede kreditter til teknologioverførsel og store infrastrukturprojekter i Den tredje Verden. Udviklingen af Den tredje Verden skal være drivkraften i en reel genoplivning af den fysiske økonomi i Den industrialiserede Verden, siger LaRouche.
Sommeren 1975: De syv førende industrilande, G-7, mødes i Rambouillet, Frankrig. Mange i Den tredie Verden nærer store forhåbninger til, at regeringslederne vil sætte en stopper for den galskab, der nu hærger i den internationale finansverden; at man vil tage et eller andet initiativ, som kan vende den økonomiske udvikling. Det sker ikke, tværtimod. I stedet bliver industrilandenes regeringsledere enige om at fortsætte med det flydende valutasystem, og man opfordrer direkte landene i Den tredje Verden til at løse deres økonomiske problemer gennem optagelse af lån i Vestens private banker.
Efteråret 1975: De alliancefrie Lande mødes i Lima, Peru. Lyndon LaRouches forslag til en International Udviklingsbank, IDB, omdeles til samtlige landes repræsentationer. Flere af de delegerede viser stor interesse for forslaget, ikke mindst udenrigsministeren fra Guyana, Frederick Wills.
August 1976: De alliancefrie Lande afholder regeringskonference i Sri Lanka. Frederick Wills sørger for, at LaRouches IDB-forslag bliver en del af konferencens politiske forhandlinger. Konferencen i Sri Lanka vedtager en opfordring til verdens lande om at medvirke til indførelsen af en Ny økonomisk Verdensorden.
27. september 1976: De alliancefrie Landes appel om en Ny økonomisk Verdensorden fremlægges på FN's generalforsamling. De alliancefrie Landes repræsentant på talerstolen er Frederick Wills.
Den industrialiserede Verdens reaktion på De alliancefrie Landes appel er rungende tavshed. I de følgende måneder mister alle de vigtigste regeringer, som havde støttet kravet om en Ny økonomisk Verdensorden, magten i deres hjemlande. Indiens premierminister Indira Gandhi bliver afsat, Frederick Wills må flygte fra Guyana. Pakistans premierminister Ali Bhuto afsættes ved et militærkup og få år senere myrdes han af militærregimet.
November 1976: Jimmy Carter vælges som USA's præsident. Allerede halvandet år tidligere, på Den trilaterale Kommissions møde i Tokyo i april 1975, havde finansmanden David Rockefeller introduceret Carter til en indflydelsesrig gruppe af britiske og internationale fi-nansfolk med ordene: "Her ser I USA's næste præsident".
I de følgende fire år går de amerikanske investeringer for alvor fra industri og landbrug over i den stadig mere spekulative finanssektor. Det amerikanske finanssystem afreguleres gradvist, og nye "kreative" investeringsobjekter ser dagens lys, heriblandt Michael Milkens berygtede "junkbonds", "affaldsobligationer". De kommer ti år senere til at spille en central rolle i krakket på børsen i Wall Street.
Carter-regeringen fører en stærkt ideologisk præget anti-industriel og anti-teknologisk politik både inden- og udenfor USA. Det er således chefen for det amerikanske sikkerhedsråd, Zbigniew Brzezinski, der gennem intensivt politisk pres får Japan til at stoppe sin eksport af maskiner og teknologi til Den tredje Verden. En teknologisk udvikling af Den tredje Verden er ikke i USA's strategiske interesse, mener Carter-regeringen.
Men modstanden imod den amerikanske og britiske økonomiske politik vokser. I Europa fremlægger Lyndon LaRouche sine ideer om en udviklingsbank, IDB, og en reorganisering af finanssystemet på utallige møder med ledende politikere og industrifolk.
Juni 1978: Vesttysklands forbundskansler Helmut Schmidt, og Frankrigs præsident Valéry Giscard d'Estaing tager initiativet til dannelsen af et nyt europæisk monetært system, det såkaldte EMS, der skal beskytte de europæiske økonomier imod den tiltagende og ødelæggende valutaspekulation. Det finansielle grundlag for EMS-systemet er en ny europæisk valutafond, EMF, hvor deltagerlandene har indskudt 20% af deres guld- og valutareserver. Der oprettes endog en europæisk Udviklingsbank og i september 1978 fremlægger det franske gaullistparti et forslag til et udviklingsprogram for Afrika og Europa til 100 mia. dollars.
Sommeren 1978: Lyndon LaRouche udgiver et detaljeret forslag til, hvordan det nye europæiske EMS-system kan blive grundlaget for et nyt globalt finanssystem, og hvorledes EMF kan erstatte IMF, samtidig med at Den europæiske Udviklingsbank overtager Verdensbankens rolle i udviklingen af Den tredje Verden. Men det europæiske initiativ bliver hurtigt sat i skyggen af en helt anden udvikling.
Ny oliekrise og flydende diskonto
Oktober 1978: Forhandlingerne mellem British Petroleum og Shahen af Iran om fornyelsen af oliekontrakten bryder sammen. Selv om det egentligt er et bilateralt britisk-iransk anliggende, nedsætter Carter-regeringen en "Irankommission", der officielt skal følge den spændte situation i Iran. Bag kulisserne arbejder kommissionen sammen med den brititiske efterretningstjeneste i bestræbelserne på at afsætte Shahen. Formanden for Irankommissionen er George Ball, medstifter af Bilderberger-gruppen.
Januar 1979: Shahen flygter fra Iran og Ayatollah Khomeini kommer til magten. I løbet af februar skæres den iranske olieeksport drastisk ned og oliekrise nummer to er i fuld gang. Prisen på en tønde olie stiger til 35-40 dollars. De olieimporterende lande må atter engang henvende sig til de internationale banker for at optage nye lån. Selv om Danmark i mellemtiden har fået gang i olieproduktionen i Nordsøen rammes landet endnu engang hårdt. Alene i 1979 stiger vores udlandsgæld med 31%.
Maj 1979: Margaret Thatcher vælges som Storbritanniens premierminister. Hun iværksætter straks et ultraliberalistisk korstog, der bliver indledningen til den radikale frihandels-, privatiserings- og globaliseringspolitik, som kommer til at dominere den internationale økonomiske politik i 1980'erne og 90'erne.
Juni 1979: For at "drive inflationen ud af økonomien" hæver Storbritanniens finansminister, Sir Geoffrey Howe, den britiske udlånsrente til 17%. Det sender chokbølger gennem det britiske samfund. 18 måneder senere er antallet af arbejdsløse fordoblet fra 1,5 millioner til 3 millioner.
6. oktober 1979: Paul Volcker udnævnes til formand for Den amerikanske Føderalbank. Straks ved sin tiltrædelse annoncerer han, at nu skal "inflationen drives ud af den amerikanske økonomi". Volcker introducerer noget helt nyt: En flydende diskonto. Det amerikanske renteniveau skal bestemmes af finansmarkedet. I løbet af få uger stiger den amerikanske udlånsrente fra 10% over 16% til 20%. Og med den amerikanske rente stiger også det internationale renteniveau.
Inflationen stoppes, men nu sidder alle de olieimporterende lande med en tårnhøj udenlandsgæld til renter over 20% og ingen inflation til at hjælpe med afbetalingen. Lunten til gældsbomben er tændt.
29. oktober 1979: I et åbent brev til Den amerikanske Kongres kræver Lyndon LaRouche Paul Volcker afsat øjeblikkeligt. Det sker desværre ikke.
November 1980: Ronald Reagan vinder det amerikanske præsidentvalg. Carters knusende nederlag er i høj grad en protest imod hans økonomiske politik. Desværre fastholder den nye Reagan-regering højrentepolitikken i yderligere to år. Tusinder af amerikanske industrivirksomheder går ned. I løbet af 1981 når udlånsrenten op over 21%, det højeste niveau siden den amerikanske borgerkrig, i årene1861-65. Med inspiration fra Storbritanniens Margaret Thatcher gennemfører Reagan radikale liberaliseringer af den amerikanske økonomi.
Gældsbomben
Vinteren 1981-82: Konsekvenserne af højrentepolitikken bliver for alvor synlige. I november 1981 kan Polen ikke længere klare sine internationale låneforpligtigelser og må søge om optagelse i IMF. I februar 1982 tvinges Mexico til at devaluere sin valuta med 30%. I en dramatisk tale til nationen beskylder den mexicanske præsident, José López Portillo, udenlandske banker og finansinteresser for at rotte sig sammen imod den mexicanske peso og for at stå bag den massive kapitalflugt ud af landet. Herhjemme taler finansminister Knud Heinesen om, at Danmark "står på afgrundens rand".
April 1982: Med støtte fra det amerikanske forsvarsministerium iværksætter Margaret Thatcher en omfattende militær operation for at tvinge Argentina ud af Falklandsøerne. På overfladen er det en territorialkonflikt mellem Storbritannien og Argentina. Dybere set er det en genoplivning af det 19. århundredes kanonbådspolitik. Et vink med en vognstang til hele Latinamerika om at opfylde sine internationale låneforpligtigelser.
26. maj 1982: Lyndon LaRouche mødes med Mexicos præsident López Portillo for at diskutere landets alvorlige gældssituation. I august offentliggør LaRouche et forslag til dannelsen af et latinamerikansk fællesmarked. Kernen skal være et "gældskartel". De gældsatte latinamerikanske lande skal i fællesskab genforhandle deres mellemværende med de internationale banker. Planen får navnet Operation Juarez, efter den mexicanske frihedshelt Benito Juarez (1806 ­ 72).
1. september 1982: Præsident López Portillo meddeler, at de største mexicanske banker er blevet nationaliseret og at grænserne midlertidigt er lukket for udførsel af kapital. Portillo etablerer tæt kontakt til de øvrige regeringer i Latinamerika.
1. oktober 1982: På FN's generalforsamling kritiserer Portillo i kraftige vendinger højrentepolitikken. Han advarer om, at de høje renter sammen med de lave råvarepriser kan skabe en "ny sort middelalder" for store dele af verdens befolkning. Brasiliens præsident, João Baptista de Oliveira Figueiredo, støtter Portillo. Desværre er de latinamerikanske lande allerede splittede og "gældskartellet" falder fra hinanden. Ét efter ét indleder de latinamerikanske lande separate forhandlinger med de internationale banker og IMF. Således bliver IMF's krav om en "sag-for-sag-behandling" af den internationale gældskrise gennemtvunget. Konsekvenserne af IMF's sejr kan ses i årene, der kommer. Fra 1982 til 1987 vokser udviklingslandenes samlede gældsætning fra 839 milliarder dollars til 1.300 milliarder dollars. I samme periode bliver Afrika nettoeksportør af kapital. Renter og afdrag overstiger samtlige eksportindtægter og udviklingsbidrag.
Oktober 1982: Den amerikanske finansminister Donald Regan ophæver næsten samtlige restriktioner for de amerikanske sparekasser og småbanker. Indtil da havde lovgivningen forhindret lokale pengeinstitutter i at deltage i spekulative forretninger. Samtidigt dropper den amerikanske regering højrentepolitikken, og på få måneder falder den amerikanske udlånsrente fra næsten 20 til 5,5%. I stedet for en stram pengepolitik pumper man nu nytrykte penge ind i banksektoren. Det bliver til det såkaldte "Reagan-opsving". En finansboble er under opbygning.
23. marts 1983: I en tv-tale til nationen annoncerer præsident Ronald Reagan, at det amerikanske forsvarsministerium har iværksat udviklingen af et lasersystem til forsvar imod atommissiler. Programmet får navnet Strategic Defense Initiative, SDI. I populær tale: "Stjernekrigsprojektet". Programmets arkitekt er Lyndon LaRouche (se boks).
Samtidig er den amerikanske regering ved at opbygge et gigantisk budgetunderskud, takket være rundhåndede skattelettelser. For første gang siden den amerikanske borgerkrig bliver USA nettoimportør af kapital. Samtidig vokser spekulationsboblen i den afregulerede amerikanske banksektor. USA's niende største bank, Continental Illinois, kommer i alvorlige vanskeligheder.
Foråret 1985: En stor del af de amerikanske sparekasser bryder sammen. I løbet af få måneder forsvinder opsparinger til en værdi af 1.300 milliarder dollars op i den blå luft. Underskuddet på USA's betalingsbalance fortsætter med at vokse, og på et møde på Plaza Hotel i New York i september bliver finansministrene fra G-7 enige om at nedskrive den amerikanske dollar i forhold til alle andre valutaer. På få uger falder dollaren 30% i for-hold til den japanske yen og 60% i forhold til den tyske D-mark. Som følge af denne såkaldte "Plaza-aftale" stiger yennen med i alt 86% i forhold til dollaren i årene 1985-88.
Det bliver grundlaget for den "bobleøkonomi", som senere skaffer de japanske banker ubetalelige lån på halsen til en samlet værdi af 1.200-1.500 milliarder dollars. Samme møllesten, som her i sommeren 1998 stadig truer med at knække hele den japanske økonomi.
Oktober 1985: Den amerikanske finansminister James Baker indkalder repræsentanter fra Den amerikanske Føderalbank og internationale storbanker til et møde i Washington. Her udarbejder man nye instrukser til Verdensbanken og IMF, så disse kan blive mere effektive instrumenter i det, man nu kalder "globaliseringen" af verdensøkonomien. Et af hovedelementerne er en yderligere liberalisering af handelen med valutaer.
Sommeren 1986: Den latinamerikanske gældskrise bryder atter ud i lys lue. Perus præsident Alan García modsætter sig IMF's lånebetingelser, og Peru mister sin låneret. Det britiske aktiemarked liberaliseres i det såkaldte "Big Bang". Det amerikanske handelsunderskud når op på 187 milliarder dollars. Det største i historien.
Børskrak på Wall Street
20. februar 1987: Brasiliens præsident, José Sarney, erklærer, at landets gæld til udlandet er fastfrosset. Den brasilianske regeringen modsætter sig IMF's lånebetingelser, men må efter kort tid give op. Finansminister Dilson Funaro tvinges til at gå af. Den amerikanske dollar falder til sit laveste niveau nogensinde overfor den japanske yen.
26. maj 1987: Lyndon LaRouche udsender en pressemeddelelse med overskriften: "Global finanskrise i vente til oktober". Han advarer om, at der er skabt en aktieboble magen til den, man så forud for børskrakket i 1929. Det kommer til at holde stik.
19. oktober 1987: Den "sorte mandag" sænker sig over børsen i Wall Street. Dow Jones-indekset falder med 508 point. Til dato det største fald i historien. Hele det berygtede "junkbondmarked", til en samlet værdi af 200 milliarder dollars, fordamper. Mellem den 25. august og den 19. oktober forsvinder omkring 1.500-2.000 milliarder dollars i aktieværdier.
De vestlige storbanker og USA's Føderalbank lægger stort pres på Japan. Landets gigantiske kapitaloverskud skal anvendes til at stoppe aktiernes frie fald. I de følgende uger og måneder sænker Japan sin udlånsrente, og adskillige milliarder yen bliver dirigeret ind i det amerikanske aktie- og obligationsmarked. Det stopper nedturen på aktiemarkederne. Et af "redningsmidlerne" er junkbondenes afløser, de nye finansinstrumenter, der kaldes derivater. Ved hjælp af lånte penge kan man mangedoble eller "geare" sine investeringer. (Ti år senere er det selve derivathandlen, der er mangedoblet. Ved udgangen af 1997 opgjorde Bank for International Settlements værdien af verdens samlede derivatkontrakter til ca. 100.000 milliarder dollars. Det er ti gange værdien af hele verdens aktiebeholdning. En ny spekulationsboble er blevet skabt. Den største i historien).
12. oktober 1988: Lyndon LaRouche forudsiger på en pressekonference i Vestberlin Sovjetunionens snarlige sammenbrud og Tysklands genforening. Han opfordrer det kommende forenede Tyskland til at påtage sig en hovedrolle i genopbygningen af de østeuropæiske økonomier.
Foråret 1989: Det amerikanske ejendomsmarked bryder sammen. Reagan-regeringens bobleøkonomi har skabt en omfattende spekulation i jord og fast ejendom. Mere end 25% af de amerikanske bankers værdibeholdning er blevet placeret i spekulationsbyggerier. Den samlede ejendomsværdi når op over 10.000 milliarder dollars.
Men det er endnu værre i Japan. På papiret overstiger ejendomsværdien af bygninger og grunde i Tokyo den samlede ejendomsværdi i hele USA. Men mens de amerikanske banker må indkassere betydelige tab på ejendomsmarkedet i 1989 og de følgende år, undlader de japanske banker at gøre det samme. Selv om de japanske byggeselskaber går konkurs på stribe, bibeholder bankerne den bogførte værdi af bygningerne og afskriver ikke de milliardlån, som forlængst er ophørt med at indbringe renter og afdrag. Denne gamle spekulationsboble truer nu hele verdensøkonomien i 1998.
10. marts 1989: Den amerikanske finansminister Nicholas Brady fremlægger en omfattende plan for en reorganisering af hele Latinamerikas gæld. "Brady-planen" bliver den kaldt, og indebærer en konvertering af de latinamerikanske landes gæld til en ny serie IMF-garanterede obligationer. Denne IMF-garanti er baseret på en ekstra milliardindbetaling fra Japan, som til gengæld får større indflydelse i både IMF og Verdensbanken. Som modydelse for denne gældsreorganisering skal de latinamerikanske lande liberalisere deres økonomier, fjerne statsstøtten til fødevarer m.m. og åbne for udenlandske investeringer og opkøb. Resultatet bliver et markant fald i almindelige menneskers levestandard og ­ ni år senere ­ en fordobling af den samlede udlandsgæld.
13. oktober 1989: Børsen i Wall Street rammes af et nyt krak.
9. november 1989: Berlinmuren falder. Ledende kredse i Storbritannien iværksætter straks en massiv politisk kampagne for at forhindre, at de to tysklande forenes økonomisk. I sin selvbiografi, "Årene i Downing Street", fortæller Margaret Thatcher, at hun i månederne op til Berlinmurens fald arbejdede i døgndrift for at forhindre, at Østtyskland blev opløst. Og hun skriver, at hun derefter med al magt forsøgte at forhindre en reel tysk genforening. Den britiske presse skrev åbent om frygten for en genoplivning af Friedrich Lists (1789-1846) økonomiske tankegang og en tysk indflydelse i Østeuropa.
November 1989: På oplæg fra Lyndon LaRouche publicerer Schiller Instituttet en handlingsplan med titlen, "Paris-Berlin-Wien-Trekanten, et verdensøkonomisk lokomotiv". Planen indeholder et forslag til en integration af Øst- og Vesteuropa gennem opbygningen af et omfattende infrastrukturnet, inklusiv et højhastighedstognet fra Paris over Berlin til Moskva. Planen er udarbejdet med bevidst inspiration fra Friedrich List.
Den 29. november 1989: Alfred Herrhausen, direktøren for Tysklands største bank, Deutche Bank, myrdes, tilsyneladende af terrorister. Man mistænker i første omgang den tyske terrororganisation Rote Armee Franktion, men det viser sig, at den var opløst længe inden mordet. I ugerne op til sin død havde Alfred Herrhausen skarpt kritiseret IMF's ødelæggende økonomiske politik, og han havde opfordret til oprettelse af særlige udviklingsbanker til genopbygning af de østeuropæiske økonomier. Modellen skulle være den tyske genopbygningsbank efter 2. Verdenskrig, Kreditanstalt für Wiederaufbau.
Foråret 1990: USA rammes af en konkursbølge blandt landets største finansierings- og transportselskaber. Ejendomsgiganten Campeau og investeringshuset Drexel Burnham Lambert må dreje nøglen om. Det må Greyhound Bus Co., Continental Airlines, TWA og Pan American Airlines også. Citybank og seks andre storbanker er teknisk set insolvente, men holdes oven vande af Den føderale Bank.
Den 1. juli 1990: Øst- og Vesttyskland samles i en valutaunion. De gamle østtyske statsselskabers gæld konverteres til "virkelig" gæld. En fuldstændig unødvendig handling, der lægger et enormt økonomisk pres på de nye østlige delstaters lokalforvaltninger og private selskaber. Mange af dem går konkurs i de følgende år.
Under massivt politisk pres fra Storbritannien, Frankrig og Bush-regeringen i USA gennemfører forbundskansler Helmut Kohls regering samme økonomiske "chokterapi" i de nye bundeslande, som IMF allerede har påtvunget Polen, Jugoslavien og det øvrige Østeuropa. I stedet for en modernisering af industrien bliver hovedparten simpelthen nedlagt. Man gør det stik modsatte af, hvad den myrdede Deutsche Bank-direktør, Alfred Herrhausen, havde foreslået. Den mest åbne modstander af "chokterapien" og den massive afindustrialisering af det tidligere Østtyskland er direktøren for privatiseringsselskabet Treuhand, Ditlev Rohweder.
1. august 1990: Irakiske tropper rykker ind over grænsen til Kuwait. Få dage tidligere havde USA's ambassadør i Bagdad, April Glaspie, under et møde med Saddam Hussein sagt, at USA ville anse en irakisk annektering af Kuwait som et "internt arabisk anliggende". Sådan så Storbritannien slet ikke på sagen. Kuwait er stort set olieselskabet British Petroleums ejendom, bestyret af en lille håndfuld stenrige beduinfamilier. Premierminister Margaret Thatcher befinder sig i USA, da irakerne invaderer Kuwait, og med løftet røst får hun præsident Bush overbevist om, at USA hellere må se anderledes alvorligt på sagen. Den britiske presse taler om en "Ny Verdensorden", styret af USA og Storbritannien i fællesskab.
6. oktober 1990: Tyskland genforenes.
16. januar 1991: Golfkrigen indledes med et luftbombardement af Bagdad.
April 1991: Ditlev Rohweder myrdes af en snigskytte. Hans efterfølger, Breul, gennemfører uden protester den planlagte "privatisering" af de gamle østtyske virksomheder.
19. august 1991: Et kup imod Sovjetunionens præsident Mikhail Gorbatjov mislykkes. Sovjetunionen opløses og de 15 sovjetstater, med Rusland og Ukraine i spidsen, erklærer deres uafhængighed. På en IMF-konference i Bangkok i oktober bliver alle de nye nationer tvunget til at acceptere IMF's økonomiske chokterapi som en betingelse for medlemsskab i Verdensbanken og IMF.
Efteråret 1991: Tanks fra den jugoslaviske forbundshær ruller ind i Slovenien og Kroatien. Krigen på Balkan er i gang.
6. december 1991: På EF's topmøde i Maastricht forhindrer Storbritannien og Frankrig en fælles europæisk militær indgriben overfor Serbiens diktator Slobodan Milosevic. På samme topmøde bliver den nye unionstraktat vedtaget. Maastricht-traktatens grundpiller skal være en fælles udenrigspolitik og en fælles økonomisk politik. Krigen på Balkan afslører den fælles udenrigspolitik som en tom illusion, men den fælles, benhårde monetaristiske økonomiske politik fastholdes.
2. juni 1992: Maastricht-traktaten forkastes ved en folkeafstemning i Danmark. I løbet af sommeren gør George Soros' Quantum Fund og de andre store spekulationsfonde sig klar til et frontalt angreb på de europæiske valutaer, og den 16. september bryder det europæiske valutasamarbejde, EMS, sammen for første gang. Soros praler af, at have tjent 1 milliard dollars alene på devalueringen af det britiske pund.
17. juli 1992: Lyndon LaRouche offentliggør et forslag til et omfattende infrastrukturprojekt, der skal forbinde Europa og Kina. Det får i første omgang arbejdstitlen: "Den nye Silkevej". Senere, i en mere detaljeret version får det titlen: "Den eurasiske Landbro".
18. maj 1993: Et flertal i den danske befolkning godkender de undtagelser til Maastricht-traktaten, som EU's statsledere indskrev for Danmark på topmødet i Edinburgh. Dermed kan Maastricht-traktaten træde i kraft. I løbet af juli måned bryder EMS-systemet definitivt sammen.
Efteråret 1993: Alle de europæiske valutaer er atter under pres fra de store spekulationsfonde. Der opstår stor intern strid i EU om indførelsen af restriktioner overfor valutaspekulation. Bag lukkede døre taler EU-Kommissionens formand, Jacques Delors, stærkt for indførelsen af begrænsninger i valutahandelen, men Storbritannien nedlægger veto. I oktober fremlægger Delors sin "Hvidbog" om beskæftigelsen i Europa. Arbejdsløsheden i EU er nået op på 20 millioner mennesker.
29. november 1993: Den franske økonom og Nobelprisvinder Maurice Allais advarer i en artikel i den franske avis Le Figaro imod de falske forhåbninger til globaliseringen af verdensøkonomien. Han angriber specielt Verdensbankens og OECD's rapport: "Handelsliberalisering: Globale økonomiske konsekvenser", som fremfører at globaliseringen vil medføre en global økonomisk gevinst på 213 milliarder dollars om året efter år 2002. Allais kalder beregningerne for uvidenskabelige og aldeles forkerte. Han påpeger også, at rapportens forfattere har ignoreret farerne ved en daglig valutahandel på 1.100 milliarder dollars, 40 gange så meget som værdien af den globale handel med varer.
Januar 1994: Latinamerika rammes atter af finansuro. Børserne falder mellem 30 og 50%. I marts må den franske statsejede bank Crédit Lyonnais modtage et kapitalindskud på 40 milliarder franc til at dække tabene på den franske del af ejendomsboblen fra slutningen af 80'erne.
24. juni 1994: Lyndon LaRouche offentliggør en analyse af den internationale økonomiske situation med titlen: "Den kommende disintegration af finansmarkederne". Medregner man LaRouches analyser af den amerikanske økonomi i 50'erne og 60'erne kan denne betegnes som hans "9. økonomiske prognose". Sådan bliver den præsenteret i pressen i store dele af Latinamerika. LaRouche siger i sin analyse, at den igangværende krise har nået et punkt, hvor en egentlig disintegration af det internationale finanssystem ikke længere kan undgås. Fra nu af vil tekniske løsninger kun have en begrænset udsættende effekt. Hvis man vil undgå globalt kaos, må verdens ledende regeringer foretage et omfattende politisk indgreb, skriver LaRouche.
August 1994: De internationale finansmarkeder rammes af omfattende uro. Den tidligere britiske finansminister Denis Healey foreslår en international skat på den vildt voksende derivathandel. Healey advarer om, at derivathandelen er en direkte trussel imod selve finanssystemet.
6. december 1994: Det rigeste amt i USA, Orange County i Californien, går officielt bankerot. Den lokale amtsforvaltning havde investeret 3 milliarder dollars af skatteydernes indbetalinger i derivater. Kort før sammenbruddet havde de amerikanske medier fremhævet Orange County som et skoleeksempel i god forvaltning af skatteydernes penge.
20. december 1994: Finanskrisen i Mexico eksploderer. Den mexicanske peso styrtdykker og trækker hele det øvrige Latinamerika med sig i faldet.
12. januar 1995: Den amerikanske regering meddeler, at den vil stille 40 milliarder dollars til rådighed for Mexico. Det er ikke nok til at stoppe krisen. I slutningen af januar må IMF indskyde 17,8 milliarder dollars af sin egen beholdning for at forhindre, at Mexico officielt går bankerot. Garantibeløbet hæves til 60 milliarder. IMF's direktør Michel Camdessus advarer om, at der er yderligere 10 lande, som kan havne i samme situation som Mexico.
26. februar 1995: Den britiske storbank Barings Bank knækker efter et tab på over 1 milliard dollars på sin handel med derivater.
18. april 1995: Lyndon LaRouche udsender en pressemeddelelse med en advarsel om, at det politiske og økonomiske system i Japan er på randen af et totalt sammenbrud. Han gentager sin tidligere advarsel om, at derivathandelen på "kræftlignende vis" er ved at ødelægge det internationale finanssystem. I maj må den gamle britiske bank S.G. Warburg lade sig opkøbe af den svejtsiske Schweizer Bankverein.
8. juni 1995: Det japanske finansministerium indrømmer, at de japanske banker stadig ligger inde med 471 milliarder dollars i dårlige lån fra den store ejendomsspekulation i slutningen af 80'erne. Private analytikere i Tokyo sætter det virkelige tal til 1.200 milliarder dollars. For at holde liv i de nødstedte banker sænker den japanske centralbank sin udlånsrente til 0,5%! En bankkrise i Japan kan hurtigt få globale følger. De japanske banker sidder inde med amerikanske statsobligationer til en værdi af næsten 500 milliarder dollars. Et panikudsalg af disse vil udløse et finanssammenbrud i USA. Derfor lader det amerikanske finansministerium "sive" til pressen, at Den amerikanske Føderalbank har stillet en "nød-kreditlinie" på 500 milliarder dollars til rådighed for de japanske banker i tilfælde af et internationalt spekulationspres. Det er nok til at holde spekulanterne i ro. Man har ikke lyst til at slås med Den amerikanske Føderalbank. Men den japanske bankkrise bliver ikke løst.
15. juni 1995: G-7 mødes i Halifax, Canada. Japan kræver at få en diskussion om en reorganisering af det internationale finanssystem sat på dagsorden. Det afviser Storbritanniens premierminister, John Major, blankt. Den nyvalgte franske præsident, Jacques Chirac, beskriver derivatspekulationen som "finansiel AIDS", men John Major afviser enhver diskussion om indgreb imod derivat- og valutahandel. Ikke så sært, al den stund at City of London sidder på 51% af hele verdens handel med futures og derivater. Udgangen på G-7-mødet bliver, at de øvrige lande opfordrer Japan til at sætte gang i sin egen økonomi. Den japanske udlånsrente sænkes som nævnt til en halv procent. Men en stor del af disse billige penge strømmer hastigt ud af landet til aktiemarkederne i Asien, Europa og USA. Her begynder den asiatiske aktieboble, som punkterer to år senere.
December 1995: Lyndon LaRouche fremlægger sin såkaldte "tredobbelte kurve" (se illustration side 18) for at forklare mekanismerne bag det økonomiske og finansielle sammenbrud.
8. februar 1996: I magasinet Foreign Affairs, der udgives af den angloamerikanske tænketank, New York Council on Foreign Relations, kan man læse en artikel af Ethan Kapstein med titlen: "Stødsikker: Slut med finanskriser". Artiklen kan tolkes som en direkte afvisning af Lyndon LaRouches analyse af den igangværende krise. Kapsteins budskab er enkelt: Det faktum, at det globale finanssystem overlevede kriserne i 1995, var et bevis på, at der aldrig mere vil komme et systemsammenbrud.
Et andet påstået bevis på, at krisernes tid er forbi for evigt, er USA's tilsyneladende solide økonomi. Men det er ikke alle tal, der underbygger den historie. I 1996 går 1,1 millioner amerikanere personligt konkurs. Det er fire gange så mange som i 1980. Ved udgangen af 1996 er de amerikanske familiers gældssætning vokset til 4.875 milliarder dollars, dobbelt så meget som i 1980.
Juni 1996: Finansverden rystes af meddelelsen om, at det japanske investeringsselskab Sumitomo Corporation har tabt mellem 2 og 4 milliarder dollars på sine derivatinvesteringer.
15. februar 1997: Schiller Instituttet afholder en konference i Washington under overskriften: "Mod et nyt Bretton Woods". I den anledning udsender Schiller Instituttets stifter og internationale præsident, Helga Zepp-LaRouche, og Natalya Vitrenko, medlem af Ukraines parlament, en åben opfordring til præsident Clinton om at indkalde til en international regeringskonference i lighed med den, der fandt sted i Bretton Woods i 1944, for at etablere et nyt internationalt finans- og betalingssystem. I de følgende måneder støtter mere end ét tusinde politikere, fagforeningsfolk og andre ledere fra hele verden opfordringen med deres underskrift.
Foråret 1997: Aktiepriserne på børsen i Wall Street stiger med uhyggelig hast. Den 9. marts skriver den britiske avis The Sunday Telegraph om den overhængende fare for et fuldstændigt sammenbrud af finanssystemet. Overskriften er "The 55 trillion dollars Horror Show" ("En Gyserhistorie til 55 billioner dollars"). Under en frokost i New York den 23. juni antyder Japans premierminister Ryutaro Hashimoto, at hvis den begyndende krise i Asien forværres, kan man ikke udelukke, at de japanske banker må sælge ud af sin 450-500 milliarder dollars store beholdning af amerikanske statsobligationer. Den bemærkning skaber på få minutter total panik på Wall Street, og den japanske regeringsleder må hurtigt udsende en ny beroligende udtalelse.
Juli 1997: Alle de asiatiske valutaer bryder sammen. Dermed er vi nået frem til en helt ny fase af den finanskrise, som tog sin begyndelse tredive år tidligere, da den vestlige verdens ledere undlod at træffe de nødvendige politiske beslutninger, der kunne havde reddet det stabile, guldbaserede valutasystem, som var blevet etableret ved regeringskonferencen i Bretton Woods 1944.
En løsning på krisen
18. marts 1998: Schiller Instituttet og det amerikanske tidsskrift Executive Intelligence Review afholder et seminar i Washington. Blandt de 170 deltagere er der repræsentanter fra flere amerikanske regeringskontorer, Kongressen, forskellige tænketanke tilknyttet det Demokratiske Parti, 20 ambassader, samt tv-stationer og aviser fra flere asiatiske lande. Hovedtaler er Lyndon LaRouche.
I sin tale gennemgår LaRouche krisen i Sydøstasien og beskriver, hvorledes den mindste politiske eller økonomiske uro nu kan udløse næste fase i det, der i virkeligheden er en global finanskrise. LaRouche udpeger tre fundamentale og indbyrdes forbundne finansielle, pengemæssige og økonomisk-politiske forudsætninger for en effektiv løsning af krisen:
"For det første må man erkende, at den nuværende krise er en global systemkrise og ikke en regional eller cyklisk krise. En sådan erkendelse er en forudsætning for en rationel diskussion om, hvilke forholdsregler, der skal tages. Indenfor disse rammer må man så identificere og fuldstændig rektificere alle de ændringer i økonomisk politik, som, især siden august 1971, har været årsag til opbygningen af krisen over de seneste tre årtier."
"For det andet må det nuværende dødeligt syge globale finans- og betalingssystem radikalt ændres. Det skal gøres gennem koordinerede tiltag fra en kernegruppe af regeringer. [Og] det skal gøres på en måde, der svarer til en normal konkursbehandling, ikke under opsyn af internationale myndigheder, men af suveræne regeringer. En acceptabel model for et reorganiseret finans- og betalingssystem er det gamle Bretton Woods-system med dets ubestridt overlegne funktionsduelighed i 50'erne op til 1958-59, i hvert fald i sammenligning med alt, der blev skabt efter de grundlæggende ændringer i den politiske retningsdannelse, som Storbritannien og USA introducerede i perioden 1966-1972. De nødvendige tiltag inkluderer bl.a.:
a) regelmæssigt fastlagte vekselkurser mellem de nationale valutaer;
b) begrænset konvertibilitet, hvor dette måtte være påkrævet;
c) kontrol med valutahandel og kapitalbevægelser;
d) tilladelse til nødvendige protektionistiske forholdsregler som told og handelsregulering;
e) forbud imod etablering af markeder, der formidler finansiel spekulation imod udvalgte valutaer."
"For det tredje [må det erkendes], at verdensøkonomien i øjeblikket opererer med et negativt niveau af fri energi, der ligger langt under nul eller break-even, når man måler efter en fysisk og ikke en pengemæssig målestok. Den nuværende fysiske produktion er utilstrækkelig til at forhindre de allerede eksisterende befolkninger og økonomier i at glide ned i en stadig voksende spiral af alment fysisk-økonomisk sammentrækning og ultimativt fysisk sammenbrud."
Løsningen af det sidstnævnte problem kræver en kraftfuld økonomisk genopbygning, der på mange vigtige områder svarer til den genopbygning, som Franklin D. Roosevelt gennemførte i USA. Denne gang skal det blot være på globalt plan. I den sammenhæng kom LaRouche ind på spørgsmålet om politisk lederskab. Præsident Clinton har stadig en tendens til at ville "minimere den politiske risiko med henblik på at opnå konsensus". Det går ikke i den nuværende situation. "Det er op til os i 1998, om vi vil påtage os det nødvendige lederskab for at gøre det, der synes utænkeligt i den nuværende situation, eller om vi ved at minimere den politiske risiko maksimerer elendigheden for menneskeheden i de kommende generationer", sagde LaRouche. Der er faktisk allerede et skifte væk fra det efterindustrielle og monetaristiske IMF-paradigme under udvikling. Det ses især i de asiatiske landes afvisning af IMF's betingelser, og præsident Clinton vil opnå stor national og international opbakning, hvis han viser det fornødne politiske lederskab i den nuværende situation.