Temahæfte-ekstra, marts 1996:
Videnskaben bag fysisk økonomi blev grundlagt
af Gottfried Wilhelm Leibniz (1644-1716). I det 19. århundrede
blev videreudviklingen forbundet til navne som Alexander Hamilton,
Friedrich List, Charles Dupin og Henry Carey. Den
ledende fortaler for fysisk økonomi i dag er den amerikanske økonom
Lyndon LaRouche. Denne artikel beskriver nogle af begreberne bag
fysisk økonomi og belyser den praktiske betydning af udviklingen
af infrastruktur. For en mere dybtgående gennemgang kan LaRouches
lærebog, "So You Wish to Learn all about Economics", anbefales.
af Jonathan Tennenbaum. phD
Fysisk økonomi involverer hele samfundsøkonomien, der betragtes
som en levende organisk enhed. Pengemæssige værdikriterier
har overhovedet ingen gyldighed. Den fysiske økonomi beskæftiger
sig med faktisk aktivitet, materiel velstand og med udviklingen af den
produktive arbejdskraft.
Fysisk økonomi adskiller sig dermed fuldstændigt fra den "makroøkonomiske
analysemetode" som de fleste førende økonomiske institutter,
akademiske nationaløkonomer - inklusive de velkendte økonomiske
vismænd - og indflydelsesrige institutioner som den Internationale
Valutafond og Verdensbanken benytter sig af. Faktisk giver fysisk økonomi
et svar på det tilsyneladende paradoks, som er opstået, hver
gang de førende økonomiske eksperter i de seneste år
har talt om "vækst" og "opsving", alt imens den
reelle økonomi i virkeligheden er faldet fra hinanden.
En af de mest indlysende årsager skal findes i den udbredte anvendelse
af rent pengemæssige størrelser, som f.eks. brutonationalproduktet
(BNP), der har sin rod i, ikke bare vildledende, men helt falske kriterier
for begrebet "økonomisk vækst". Hovedproblemet ligger
i den kendsgerning, at man ved udregningen af BNP ikke skelner mellem produktiv
og uproduktiv økonomisk aktivitet, altså mellem den egentlige
frembringelse af nyttige materielle værdier og andre kilder til profit,
som f.eks. handel med allerede eksisterende varer, turisme, spekulation
i jord og fast ejendom, aktier og futures, prostitution og narkotikahandel.
Som følge heraf er den økonomiske politik, der tilsyneladende
er den "bedste", når det gælder BNP, ofte den, der
skader den virkelige økonomi mest.
Fysisk økonomisk videnskab undgår denne basale fejl ved udelukkende
at definere "økonomisk vækst" som den fortsatte
øgning af samfundets evne til at oppebære en stadig større
befolkningstæthed og et stadigt højere materielt forbrug pr.
indbygger og pr. kvadratkilometer beboet areal. Med andre ord, det, vi
skal måle, er hverken den pengemæssige profit eller produktion
af varer som sådan, men snarere væksten i en økonomis
potentielle befolkningstæthed. Groft sagt, hvad er den største
befolkningstæthed som en økonomis fremherskende produktionsteknologi
kan brødføde? Forholdet mellem stigningstakten i denne potentielle
befolkningstæthed på den ene side og hastigheden af det teknologiske
fremskridt på den anden udgør det centrale problem i fysisk
økonomi.
I fysisk økonomi lader man stort set den pengemæssige side
af økonomien ude af betragtning, når man foretager en nationaløkonomisk
analyse, og i stedet koncentrerer man sig om de fysiske processer, hvormed
befolkningens eksistensgrundlag opretholdes og forbedres. Ved første
tilnærmelse behandler vi en nationaløkonomi som en samlet,
integreret agro-industriel produktionsenhed.
Hvis vi ved hjælp af almindelige driftsøkonomiske analysemetoder
undersøgte produktionskredsløbet i en økonomi ville
vi afdække en grundlæggende forskel mellem en nationaløkonomi
set som en samlet, historisk udviklende enhed og de underliggende, løbende
industrielle processer. Denne forskel er afgørende, hvis man vil
forstå hvorfor storstilet infrastrukturudvikling medfører
økonomisk vækst.
I en termodynamisk analyse af enhver industriel proces - f.eks. energiproduktion
- skelner vi mellem systemets samlede energi-gennemstrømning og
det brugbare netto-energiudbytte. Naturligvis forringes dette nettoudbytte
af forskellige former for energitab. På den ene side drejer det sig
om tab, der optræder som "spildvarme" i en dampmaskine
eller forbrændingsmotor. Hertil kommer også energiforbruget
i forskellige processer, der ikke umiddelbart bidrager til systemets nyttige
overskud, men som er nødvendige for dets funktion, som f.eks. elektriske
eller pneumatiske styresystemer, belysning osv. På den anden side
er der tab fra nedslidningen af systemets dele, udtrykt i vedligeholdelsesomkostningerne.
Endelig er der også den gradvise udtømning af de "drivmidler",
som systemet fungerer på.
En produktionschef, der følger termodynamikkens almindelige love,
vil normalt kun se én mulighed for at øge systemets nyttevirkning,
nemlig at øge maskinens effektivitet. Desuden er det muligt at øge
udbyttet ved at reducere varmetabet, sænke vedligeholdelsesomkostningerne
ved nedslidningen af de enkelte dele og spare på brændstoffet.
Ifølge den fysiske økonomis begreber forholder det sig helt
anderledes. En økonomis faktiske "vedligeholdelsesomkostninger"
inkluderer også den del af arbejdsstyrkens materielle forbrug, der
umiddelbart er forbundet til produktion (V), såvel som omkostningerne
ved at vedligeholde og forny maskinparken (C). På samme måde
hører servicesektorens arbejds- og investeringsomkostninger under
begrebet "spildvarme". Det inkluderer forskning, administration,
sundhedsvæsen, militær og andre nødvendige statsfunktioner,
samt rent tabsgivende og skadelige aktiviteter (alt sammenfattet i d).
Det brugbare nettoudbytte finder man ved at trække forbruget i form
af V, C og d fra den samlede fysiske produktion (T). Nettoudbyttet (S')
- også kaldet det økonomiske nettooverskud eller "fri
energi" - er altså:
S' = T - (C+V+d)
Hermed er vi nået til et afgørende punkt. Hvis vi betragter
økonomien som en kompliceret maskine, der skal optimeres, kan nettooverskuddet
S' kun øges ved at reducere de tab, der optræder som driftsomkostningerne
C og V og udgiften d. Ifølge den mest almindelige økonomiske
tankegang er det i sidste ende faktisk den eneste kilde til "profit".
Ifølge John von Neumann er økonomien nemlig et "nulspil".
Samme neomalthusianske tankegang fremføres i dag af Romklubben og
magtfulde organer som Verdensbanken og FN. Neomalthusianerne benægter,
at værdier kan skabes gennem menneskelig aktivitet; ud fra deres
synspunkt kan økonomiske værdier i sagens natur kun "stjæles".
Undersøger vi imidlertid perioder med reel økonomisk vækst
- dvs. længere historiske tidsintervaller, i hvilke den potentielle
befolkningstæthed i enkelte lande, eller i menneskeheden som helhed,
har været stadig stigende - finder vi et helt andet billede. Vi kan
konstatere, at "nettoprofitten" S' faktisk er steget, men ikke
ved at "tabet" i form af vedligeholdelses- og udgiftsomkostningerne
C, V og d er formindsket. Faktisk det stik modsatte: Som Lyndon LaRouche
har understreget, vokser alle disse "tabsfaktorer" endnu mere
i en fremgangsrig økonomi. Faktisk er disse faktorers vækst
en nødvendig forudsætning for vedvarende økonomisk
vækst! "Tryllenummeret" består i, at det samlede
udbytte T vokser hurtigere end de stigende udgifter C + V + d.
Grundlaget for dette usædvanlige forhold, der så åbenlyst
strider imod de såkaldte termodynamiske love, skal findes i virkningen
af grundlæggende videnskabelige opdagelser. Videnskabeligt fremskridt,
der løbende omsættes i nye teknologier, medfører en
stadig øgning af arbejdskraftens produktivitet, således at
antallet af mennesker, der kan brødfødes indenfor et bestemt
areal, gennembryder enhver forudantaget grænse. Selv antallet af
tilrådighedstående ressourcer vokser efterhånden som
ny teknologi åbner helt nye kategorier af anvendelige råstoffer.
Udviklingen af kernekraft er et glimrende eksempel.
Skønt stadig mere energi og flere materielle værdier skal
anvendes på maskiner og arbejdskraft, vokser udbyttet endnu hurtigere.
Omvendt afhænger evnen til at udvikle ny teknologi og at udnytte
videnskaben af en forbedring af arbejdsstyrken, som til gengæld er
afhængig af en forbedring af uddannelsessystemet og sundhedsvæsenet,
samt en stigende levestandard hos arbejdsstyrkens familier.
Reel økonomisk vækst opnås gennem stadig højere
teknologiske niveauer i de på hinanden følgende produktions-
og forbrugscykler. Energi- og varegennemstrømningen, som i det ovenstående
eksempel med en simpel industriel proces blev set som "tab",
er nu i en økonomi, der undergår teknologisk fremskridt, en
nødvendig forudsætning for vækst.
Med sin oprindelige opdagelse indenfor fysisk økonomi formulerede
LaRouche en række grundlæggende forudsætninger eller
betingelser for reel økonomisk vækst. Nogle af disse grundforudsætninger
er her beskrevet i en kort, sammenfattet form for at give en nøgle
til forståelsen af den rolle, som infrastruktur spiller for økonomien.
1. Økonomisk vækst er defineret som den varige stigning i
et samfunds potentielle befolkningstæthed, både målt
i absolutte tal og pr. indbygger i den faktisk levende befolkning. Årsagen
til denne stigning skal findes i omsætningen af grundlæggende
videnskabelige gennembrud til ny teknologi, der ændrer samfundets
produktive aktivitet.
2. Dermed vokser et samfunds samlede udbytte T, selv om udgifterne C, V
og d fortsat vokser, både i absolutte tal, pr. indbygger og pr. kvadratkilometer
beboet område.
3. Væksten i T, C, V, og d er underlagt følgende betingelser:
a) T/(C+V) vokser som et udtryk for et samfunds "fysiske bruttoprofit";
b) nettoprofitraten S'/(C+V) vokser, således at S'= T-(C+V+d);
c) "kapitalintensitetsraten" C/V vokser;
d) d/(C+V) vokser, i særdeleshed som følge af voksende udgifter
pr. indbygger til sundhed, uddannelse og forskning.
4. Samtidigt må det fremherskende teknologiske niveau højnes
som følge af udnyttelsen af videnskabelige gennembrud.
5. Energiforbruget i de forskellige kategorier af arealanvendelse skal
stadigt øges, både i absolutte tal, pr. indbygger og pr. kvadratkilometer
beboet område.
6. Desuden skal den tekniske kvalitet i energiforbruget vokse, som den
afspejles ved en stigning i energiflukstætheden (J/m2s) eller i effekttætheden
(W/m2) indenfor relevante arbejdsflader i produktionsprocessen.
7. Alle disse processer indebærer følgende ændringer
i beskæftigelsesstrukturen:
a) den direkte beskæftigelse i landbruget vil gradvist mindskes og
stabiliseres ved en "asymptotisk grænse" på 2-4%
af den samlede beskæftigelse;
b) samtidigt overflyttes landlig beskæftigelse til arbejdspladser
i byernes industrier;
c) andelen af industriarbejdskraft, der er beskæftiget ved kapitalvareproduktion
vokser i forhold til den del, der er beskæftiget ved forbrugsvareproduktion.
d) antallet af beskæftigede ved videnskabelig forskning skal vokse.
8. Endeligt må uddannelses- og sundhedsvæsenet forbedres, både
med hensyn til kvalitet og til fritidstilbud.
For virkeligt at få et begreb om denne "anti-entropiske"
proces bag økonomisk vækst, må man forstå omfanget
af de her nævnte forandringer som et samlet "økonomisk
virkningskvantum". I sidste ende afhænger dette samlede virkningsprincip
af befolkningens kreative åndsevner, med hvilke de videnskabelige
gennembrud frembringes, udbredes og assimileres.
Det er afgørende for de nævnte grundbetingelser, at der både
er en stadig vækst i den producerede og forbrugte energi pr. indbygger
og pr. kvadratkilometer, og en stigning i teknologiens krafttæthed.
Begge opnås f.eks. gennem vor udviklingsprogram for den eurasiske
infrastruktur (se Schiller Instituttets temahæfte nr. 1, maj 1995:
"Store projekter til genopbygningen af den globale fysiske økonomi"),
i særdeleshed takket være en hurtig udbredelse af kernekraft,
gennem en masseproduktion af modulære reaktorer. Vi foreslår
f.eks., at Kina over de kommende 50-100 år opbygger 1000 nye storbyer,
der alle skal have deres energi leveret af kernekraftværker.
Med hensyn til handel og transport, gælder der helt tilsvarende betingelser
som for energi. Økonomisk vækst forudsætter en stigning
i transporttætheden målt som:
a) Personkilometer og tonkilometer pr. tidsenhed, pr. indbygger og pr.
kvadratkilometer område.
b) Værdi-tonkilometer pr. indbygger og pr. kvadratkilometer må
vokse hurtigere end antallet af tonkilometer.
c) Samtidigt må transportsystemets kapacitet i forhold til dækningsarealet
vokse. Det svarer til krafttæthedsbegrebet og er en funktion af det
teknologiske fremskridt.
Disse og lignende krav er baggrunden for vores forslag til et integreret
eurasisk jern- og magnetbanesystem. Lignende tæthedskriterier kunne
også opstilles for vandforsyning, kommunikationssystemer m.v.
Tæthedsfunktionens rolle i udviklingen af infrastruktur og økonomi
bliver tydeligere, når man sammenligner energiforbruget pr. individ
og pr. kvadratkilometer i nationaløkonomier med tilsvarende teknologiske
niveauer og levestandard men med forskellig befolkningstæthed. Se
på følgende tal fra 1983:
Man ser tydeligt det omvendte forhold mellem befolkningstætheden
og energiforbrug-pr.-indbygger. For at opretholde en gennemsnitsamerikaners
levestandard, som i modsætning til myterne faktisk er langt lavere
end i Tyskland, må USA anvende næsten dobbelt så meget
energi, fordi den amerikanske økonomi er langt mindre tæt,
langt mere udspredt og dermed relativt set mindre effektiv end f.eks. den
tyske. Personer og gods må transporteres over langt større
afstande osv. Det var lignende årsager, der førte til Sovjetunionens
sammenbrud, hvor man havde iværksat en ekstremt ekstensiv økonomisk
ekspansion. I modsætning hertil, gennemførte man i Europa
en bemærkelsesværdig økonomisk og kulturel udvikling,
alt imens den økonomiske aktivitet forblev særdeles intensiv.
Jo større befolkningstæthed, jo tættere energitilførelse,
transport osv, jo billigere bliver det at producere de nødvendige
midler til at opretholde en bestemt levestandard og tilvejebringe produktionen.
Det medfører igen, at befolkningstætheden og den økonomiske
aktivitet stiger yderligere. På den anden side er det kun muligt
at intensivere de økonomiske aktiviteter på denne måde,
hvis der sker teknologiske fremskridt.
Det er dette princip, der ligger bag økonomisk vækst og den
rolle, som byer siden de allertidligste tider har spillet som centre for
kulturel og videnskabelig udvikling. Det faktum, at byernes blotte eksistens
under gunstige forhold gør landdistrikterne langt rigere og blomsterende,
står i skarp kontrast til påstanden om, at byer kun lever på
bekostning af landregionerne. Det samme gælder den rolle, som de
befolkningstætte transportkorridorer spiller i vor eurasiske infrastrukturalliance.