Den klassiske kunstart

Fra Temahæfte nr. 4, juli 1997

Det følgende er en tale som den amerikanske økonom og statsmand Lyndon LaRouche holdt i New York City den 21. februar 1998. Talen er oversat og redigeret af Poul E. Rasmussen.

Den klassiske kunstart kaldet fysisk økonomi

Fysisk økonomi er noget helt unikt for mennesker. Intet dyr har fysisk økonomi som egenskab. Men økonomi har eksisteret lige så længe, som der har været mennesker til, da fysisk økonomi i hovedsagen er forholdet mellem mennesket og naturen, baseret på det, som blot mennesket og intet dyr har: Evnen til at gøre opdagelser. Eksempelvis opdagelser af grundlæggende principper indenfor videnskab.

Af årsager, som jeg vil komme ind på senere, tilhører kundskab om videnskab og fysisk økonomi ikke desto mindre den moderne tidsalder. Den udviklede sig trinvis i Vesteuropa i slutningen af det 16. århundrede og begyndelsen af det 17. århundrede.

Det, der i de fleste lærebøger almindeligvis og fejlagtigt kaldes økonomi, er faktisk et studie i de metoder, efter hvilke man har administreret økonomien. Det skyldes, at man i de velorganiserede samfund over en lang periode har haft metoder til at administrere menneskets forhold til naturen i relation til områder, vi i dag kalder økonomi. Men der har ikke været nogen videnskab, som kunne forklare menneskets samspil med naturen, og ingen administrationsvidenskab, som undersøgte forholdet mellem mennesket og naturen.

Udviklingen i Europa efter det 15. århundrede kom som resultatet af oprettelsen af den første moderne nationalstat, eller rettere den første tilnærmelse til en moderne nationalstat, som blev udviklet i Frankrig i 1461-1483 under Ludvig XI. Efterfølgende, dvs. i løbet af det 16. århundrede, var der i særdeleshed i England, Tyskland og Frankrig en række forsøg på at forstå, hvordan denne nye form for samfund og nye form for nationaløkonomi egentlig havde forandret den måde, hvorpå samfundet forholdt sig til naturen.

Almindeligvis blev dette kaldt for kameralvidenskaberne (regerings- og statsvidenskab) og de voksede frem hen imod midten og slutningen af det 16. århundrede. I den sidste fjerdedel af det efterfølgende århundrede, det 17. århundrede, kom der ud af kameralvidenskaberne en revolution, da den første fysisk-økonomiske videnskab så dagens lys. Faktisk kan man sige, at det var i denne periode, at den første egentlige videnskabelige økonomi blev udviklet som fysisk økonomi.

Disse opdagelser blev gjort af Gottfried Wilhelm Leibniz (1646-1716), der også må regnes for grundlæggeren af en stor del af den øvrige europæiske videnskab. Leibniz begyndte at skrive om fysisk økonomi i 1671, mens han boede i Mainz i Tyskland, og han forsatte fra 1672 og fremefter, mens han i en periode på fire år, med støtte fra den franske minister Jean Baptiste Colbert (1619-1683), studerede under en anden stor videnskabsmand, Christiaan Huygens (1629-1695). Fra da af, indtil sin død i 1716, var Leibniz dybt involveret i udviklingen af fysisk-økonomisk videnskab og de hertil forbundne administrationsproblemer.

Leibniz og Rusland

Leibniz er berømt for sine forbindelser til den russiske zar Peter den Store (1672-1725). Det første forsøg på at opbygge en moderne økonomi i Rusland kom fra Leibniz, i form af råd og vejledning til Peter den Store. I Skt. Petersborg blev der f.eks. oprettet et af de mange videnskabsakademier, som Leibniz satte i gang. Siden har udviklingen af økonomi i Rusland fra tid til anden været forbundet med udviklingen af russisk videnskab, naturvidenskab i særdeleshed. Som eksempel kan nævnes, at i slutningen af det 19. århundrede var den vigtigste økonomiske strateg i Rusland den berømte Dmitri Mendelejev (1834-1907), der ellers er mest kendt for udviklingen af det periodiske system.

Lad mig her indskyde en bemærkning om Medelejev, der har relation til Schiller Instituttets forslag til en Eurasisk Landbro (se Temahæfte nr. 3, marts 1997, "Den eurasiske Landbro - hvordan vi skaber 3 milliarder nye arbejdspladser"). Den første idé til en landbro kom fra USA. Det var i midten af det 19. århundrede under den amerikanske borgerkrig, nærmere bestemt i perioden 1861-1876, da Abraham Lincolns regering iværksatte opbygningen af et transkontinentalt jernbanenet, der skulle forbinde Atlanterhavet med Stillehavet. Den efterfølgende amerikanske politiske interesse for Asien, og Kina i særdeleshed, var delvist et resultat heraf.

Allerede i tiden op til 1876, under den såkaldte Meiji-genopbygning, havde Japan indledt en industrialisering under direkte amerikansk vejledning. Det er den dag i dag grundlaget for Japans moderne industriøkonomi. I 1877 begyndte Tyskland, som allerede havde tætte forbindelser til USA, at tage udviklingsprincipperne fra 1861-76 til sig.

Husk på, at USA på daværende tidspunkt var tæt allieret med Rusland under zar Alexander II i fælles modstand mod Storbritannien. Fra 1850'ernes Krimkrig til 1905 var England og Det britiske Imperium Ruslands absolutte fjende. Og indtil 1901 var Det britiske Imperium også USA's direkte fjende. Derfor havde Alexander II's Rusland efter Krimkrigen udviklet tætte forbindelser til Kina. Da Ruslands og USA's fælles fjende Napoleon III abdicerede, blev Frankrig også ven med USA igen.

Senere i samme århundrede formulerede Sun Yat-sen (1866-1925) en udviklingsplan for Kina med et jernbanenet og anden infrastruktur, baseret på den amerikanske og europæiske model. Sun Yat-sen havde fået sin uddannelse på Hawaii, og han var en svoren modstander af Det britiske Imperium.

Fra 1877 og fremefter skubbede ledende og indflydelsesrige intellektuelle i Frankrig, Tyskland, Rusland, Kina, Japan og andre lande på for at få opbygget transkontinentale jernbaneforbindelser i lighed med de amerikanske, der strakte sig fra Atlanten til Stillehavet. En medvirkende årsag til det 20. århundredes to krige på det eurasiske kontinent har været de britiske forsøg på at forhindre udviklingen af en sådan landbro. Så nok var der mange originale ideer i det forslag til en eurasisk landbro, som undertegnede fremlagde i 1988 forud for Sovjetunionens sammenbrud, og som senere blev videreudviklet i samarbejde med Helga [Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets internationale præsident] og Jonathan [Tennenbaum] og andre, men det grundlæggende koncept bag Den eurasiske Landbro var faktisk ikke nyt. Det havde sin rod i forgængerne fra det 19. århundrede.

Det var altså sådanne ideer, som kom ud af den beskrevne proces, og Leibniz var på en måde ophavsmanden til denne specielle indgangsvinkel til global økonomi. Det kom blandt andet til udtryk i hans berømte skrifter om Kina, som han udgav i begyndelsen af det 18. århundrede. Udviklingen havde sin rod i Leibniz' syn på fysisk økonomi. I Europa kom modstanden fra anden side.

Husk, at når man taler om den civilisation, der voksede frem i det vestlige Asien og Europa og senere De forenede Stater, så taler man om tidshorisont på ca. 6.000 år, ja faktisk længere. Men i hvert fald 6.000 år med hensyn til historie.

I dette område og i hele den kendte verden var samfundet oprindeligt opdelt i en "overklasse" og en "underklasse", altså et samfund med to sociale lag. En meget lille overklasse, mindre end 5% af den samlede befolkning, udnyttede de lavere sociale lag, altså de 95%, som menneskeligt kvæg. Disse lavere sociale lag blev ikke betragtet som egentlige mennesker, men blev anvendt som en slags intelligente, talende okser. De fik ikke mulighed for udvikling. Det forventedes af dem, at de levede som deres forældre og bedsteforældre før dem. Det blev kaldt det oligarkiske system (fåmændsvælde -red). Sådan var det i Babylon.

Fra Babylon fortsatte systemet over Det persiske Rige, Det romerske Imperium, Det byzantinske Rige til den europæiske feudalisme, som også var et opdelt oligarkisk samfund. I middelalderens Europa var der to dominerende oligarkiske klasser. Den ene var landadelen, de magtfulde godsejere, som besad store landområder og stort set ejede de bønder, som boede på dem. Den anden var den gruppe, der bedrev finansiel spekulation. Det var en parasitklasse; finansielle parasitter. Jeg vil ikke komme ind på detaljerne her, men Europa blev kastet ud i en omfattende krise på grund af disse to forbundne grupperinger, landadelen og det finansielle aristokrati.

Med den moderne udvikling er landadelen stort set forsvundet fra Europa, men den anden gren af feudalismen, finansaristokratiet, lever videre.

I det 15. århundrede oplevede man en revolte, et omfattende emne i sig selv, som kort fortalt var et forsøg på at skabe en ny form for samfund. Fundamentet til dette nye samfund fandt man i de kristne værdier. Det kristne princip, at alle mennesker er lige, at alle mænd og kvinder er ligeværdige. De er skabt lige, hver enkelt med sine skabende evner, som udvikles på forskellig vis i hvert individ, men alle mennesker er af samme natur, de er alle lige. Og derfor var det forkert og uretfærdigt, når 95% af befolkningen levede som kvæg, styret af en håndfuld magtfulde adelsmænd, finansfolk og bankierer.

Nøglespørgsmålet var følgende: Hvis mennesket er godt, og hvis alle mennesker er gode, fordi de kan højnes og uddannes, så er det alle mennesker, som må højnes og uddannes. Derfor forsøgte man at skabe et nyt samfund, i hvilket samfundet var forpligtet til at beskytte disse to principper, forbedringen af levevilkårene gennem udvikling af alle alle børn, og ved, når de blev ældre, at give dem mulighed for selv at gøre noget godt og være til gavn for samfundet. Mennesket skulle ikke længere leve som en ko, en hest eller et svin og ende med at gøre nøjagtigt det samme som sin far og bedstefar.

Den første indsats i den retning kom i Frankrig under Ludvig XI i perioden 1461-1483. Det var langtfra en fuldstændig succes, men det var en begyndelse. Det skabte en omfattende indre strid i hele Europa, som er fortsat i den europæiske kultur helt frem til i dag. I første omgang forsøgte de magtfulde godsejere og finansaristokratiet at knuse denne bevægelse. Det blev det 16. århundredes udstrakte krige. I løbet af århundrederne blev godsejerne besejret, men den anden del af feudalismen overlevede, finansaristokratiet, som i dagens verden især er repræsenteret af Det britiske Imperium og finansverdenen i London.

Så hvor i verden den europæiske civilisation har haft indflydelse har der siden været to opfattelser af samfundssystemet. Vi har de lag i samfundet, hvor man kæmper for at etablere en nationaløkonomi, dvs. med fordel at uddanne alle mennesker og indenfor nationens rammer at skabe fremskridt for alle og tilvejebringe den beskæftigelse og de levevilkår, som befolkningen ønsker. Samtidig har der i dele af samfundets top befundet sig en finansklasse eller parasitklasse, som ønsker at holde nationaløkonomien nede, undertrykt og ødelagt.

Det er her nationaløkonomi og fysisk økonomi tager sin begyndelse. Hvis man ser tilbage på historien, eller rettere forhistorien, og man sammenligner mennesket med menneskeaber, og undersøger mennesket over de seneste to millioner år her på jorden udfra de samme økologiske metoder, med hvilket man normalt har undersøgt dyresamfund, som f.eks. abeflokke, så ville man finde, at hvis mennesket havde været en menneskeabe og ikke et menneske, men blot noget, der lignende et menneske, ville menneskehedens samlede befolkningstal aldrig have oversteget nogle få millioner individer.

Befolkningstilvækst

Ikke desto mindre ved vi, at for mere end 2.000 år siden oversteg jordens samlede befolkningstal allerede 100 millioner mennesker. Ved midten af det 14. århundrede og i begyndelsen af det 15. århundrede var jordens befolkning nået op på adskillige hundrede millioner. I dag, efter oprettelsen af nationalstater og indførelsen af nationaløkonomier, er jordens befolkning over fem milliarder mennesker. Kina er naturligvis en del af dette billede, og befolkningstilvæksten i Kina er bemærkelsesværdig, fordi man her klart kan se, at så snart den moderne europæiske teknologi og civilisation nåede frem til Kina, ekspanderede befolkningen i takt med, at en stadig voksende del af de laveste sociale lag fik mulighed for udvikling. Der kom en stor befolkningstilvækst, så snart de materielle levevilkår forbedredes og gav mulighed for vækst.

Spørgsmålet er så, hvor denne tilvækst egentlig kommer fra. I hele menneskehedens eksistens er befolkningstallet vokset. Det er der ingen dyreart, som kan præstere. Hvorfor er det sådan? Svaret er, at mennesker kan ændre sin omgang med naturen. Takket være teknologisk fremskridt kræver det et stadigt mindre landområde at brødføde et enkelt individ. Levestandarden for hver arbejdende person vokser, fordi produktiviteten stiger, selv om landområdet bliver mindre.

Hvad skyldes det så? Det skyldes opdagelser! Oftest videnskabelige opdagelser, men også andre opdagelser, f.eks. indenfor kunst, kan have samme effekt.

Ved at fremme uddannelsen af børn af flere børn og øge uddannelsens kvalitet, kvantitet og varighed, så unge ikke længere behøvede at arbejde, men kunne fortsætte studierne, øgede vi befolkningens samlede viden om principperne bag naturen, kunsten og statsvidenskaben. Så i stedet for at opføre sig som grise eller køer ved at gøre nøjagtig det samme forældrene, bedsteforældrene og generationerne før dem, blev menneskene i stand til gennem viden, tillært viden og nyudviklet viden, at udvikle sig fra generation til generation.

Jo større del af den samlede befolkning, som er uddannet, jo større er den samlede befolknings viden, og jo større er udviklingshastigheden. Og dette forhold, det enkelte individs ånd og intellekt i relation til menneskeheden som helhed og til naturen som helhed, er den fysiske økonomis videnskab. Det er, hvad fysisk økonomi betyder, og det er, hvad det har betydet siden Leibniz.

Allerede i de første undersøgelser af begrebet arbejde, inkl. de to vigtige skrifter fra 1671, kom Leibniz ind på dette emne. I det af skrifterne, hvor han kom ind på spørgsmålet om lønninger, understregede han, at en arbejders indkomst aldrig må være et absolut minimum, et eksistensminimum. En families indkomst har indflydelse på familiens kulturelle udvikling, og vil derfor påvirke de enkelte medlemmers potentielle produktivitet. Jo højere levestandard, jo højere kulturelt niveau, desto højere potentiel produktivitet hos den enkelte. Derfor må lønninger stige for at tillade en forbedring af familiernes levestandard, altså øge deres produktivitet. Samtidig må vi skelne mellem de lønstigninger, som er til gavn for samfundet, og de nyttesløse. Flere penge til prostituerede højner ikke samfundets velstand, selv om der tilsyneladende er mange i dag af den overbevisning.

Derfor er det vores store udfordring helt nøjagtigt at forstå, hvad det er i den enkeltes ånd og intellekt og forholdet til samfundet og den fysiske verden, som udgør potentialet for menneskeligt fremskridt. Det er tydeligt, at det problem eksisterer i Kina i dag. Hvordan kan vi gennem en øgning af menneskets magt over det samlede landareal i Kina skabe mulighed for en samlet befolkningstilvækst, når der er egne i landet med en høj befolkningskoncentration og store underudviklede områder med en lav befolkningskoncentration? Et typisk problem.

Det er den slags problemer, alle samfund står overfor i en eller anden form. Hvordan kan vi øge levestandarden, hvordan kan vi øge gennemsnitslevealderen, hvordan kan vi ændre sammensætningen af familiens kulturelle aktiviteter, så vi opløfter det enkelte menneske? Hvordan kan vi eliminere slavearbejde og lægge vægt på åndsarbejde og ikke bare fysisk arbejde, så vi kan forbedre menneskehedens fremtid? Og hvordan kan vi finde glæde i vor egen tid ved at gøre det? Det var det, Leibniz lagde vægt på: Glædens princip. Ikke nydelse, men glæde. At vide man er til gavn, at man forbinder fortiden med en god fremtid, er det samme som at være en lykkelig person, for så ved man, at ens liv er nødvendigt. De fleste vil være enige i, at et menneske, hvis liv er nødvendigt, og som selv ved, at det er nødvendigt, er det samme som et glad menneske. Et normalt menneske.

Efter afslutningen af min militærtjeneste under 2. Verdenskrig blev jeg involveret i økonomi. På det tidspunkt, dvs. omkring 1948, blev der udgivet en bog, som jeg med baggrund i min tidligere uddannelse var overbevist om var et inkompetent fupnummer. Bogen hed Kybernetik, og var skrevet af en svindler fra Massachusetts Teknologiske Institut ved navn Norbert Wiener. Han er i dag verdenskendt som faderen til "informationssamfundet", som også er det rene fup. Det vil aldrig fungere. Jeg gennemskuede svindelnummeret, men det stod også klart for mig, at der lå noget farligt i det her sludder, for der var indbygget en falsk forestilling om menneskets forhold til naturen. Derfor brugte jeg en stor del af min tid på at forberede en gendrivelse af bogen.

Derefter tog jeg fat på den næste bog, som også var det rene fup. Det var "Systemanalyse", skrevet af bl.a. John von Neumann. Oprindeligt blev systemanalyse hovedsageligt anvendt i forbindelse med økonomiske ideer, politisk økonomi. Og det var nøjagtigt det samme fup og svindel som Norbert Wieners taskenspilleri. Det var ikke tilfældigt, da både Wiener og von Neumann begge var uddannet af samme person, den britiske Bertrand Russell.

Man forstår Russel bedre, hvis man læser hans skrifter. Russell er et perfekt eksempel på en oligark. Og hans skrifter han hadede det moderne samfund. Efter hans mening var det moderne samfund noget skidt, fordi det gjorde livet surt for britiske aristokrater. Disse mennesker var og er imod videnskabeligt fremskridt. Russel havde et særligt had til USA. Han sagde: "Hvordan skulle jeg, som blev født i det victorianske England, dengang Storbritannien var et stort imperium og mine forældre var blandt imperiets ledende familier, kunne udstå at leve her i midten af det 20. århundrede, hvor det er amerikanerne, som dominerer verden?"

For os andre her i verden er det et grundlæggende problem, at den slags mennesker ønsker at bevare et todelt samfund, hvor et lille udsnit af befolkningen, mindre end fem procent, regerer verden eller arbejder som bureaukrater, der styrer kvægflokken ovenfra. Og disse mennesker har altid været fast besluttet på at udradere enhver idé om et samfund, som udelukkende er til for befolkningens skyld. De har i særdeleshed været imod en uddannelsespolitik, der sigter mod at uddanne befolkningen til at tænke videnskabeligt, eller til at tænke i retning af klassisk kultur, klassisk kunst.

De ønsker at bevare flertallet af befolkningen i samme stand som en landmand forsøger at holde sit kvæg: Velnæret, spiseligt og stupidt. Se på husdyravl. Hvordan fik vi husdyr ind på gårdene? Vi startede med vilde dyr. Vi udvalgte de vilde dyr og planter, vi kunne lide at spise. Vi tog de vilde planter, vi kunne lide, og gjorde dem til bedre menneskeføde. Vi tog køerne, som var vilde og besværlige. Der er stadig enkelte steder på kloden, hvor man kan finde vilde køer. De er vanskelige og ubehagelige at have med at gøre; ikke ligefrem de bedste til at lystre. Derfor fremavlede vi køer, der blev dumme og lydige og gav masser af mælk og kød. De blev avlet, så de gav den størst mulige mængde kød i forhold til det korn, de fik at spise.

Det oligarkiske system gjorde såmænd det samme med befolkningen. Oligarkiet tilskyndede folk til at formere sig; til at avle stærke mennesker ligesom kvæg; individer, der ikke var alt for intelligente, og som aldrig blev uddannet, men blev opdraget til at være lydige, så de, ligesom kvæg, kunne udføre et godt stykke arbejde for herremanden.

Det er altså her kampen står. Det er her konflikten ligger. Og det er den konflikt, der er nøglen til at forstå ideen om fysisk økonomi. Når først man har sagt, at alle mennesker fra fødslen er i stand til videnskabelig tænken, at alle mennesker kan opdage og udforske verdensrummet, så må man uddanne dem. Hvorfor? Fordi de er, hvad de er. Og de må have en beskæftigelse, der er passende for de personer, de nu engang er. Da vi alle engang skal dø, må vi give hver enkelt mulighed for at gøre noget godt for eftertiden, og vi må værne om det gode, de gør, til gavn for fremtidens mennesker. Hvis man én gang har sagt, at sådan må det være, så følger det også, at man siger: "Det her er forkert. Vi må ændre samfundet, så de principper efterleves". Og dermed har man erklæret krig imod en fortsættelse af det oligarkiske samfund, og man har startet en krig mellem dem, som ønsker at bevare den form for samfund, og dem, som ønsker en anden form for samfund.

Hvis man er i den første gruppe, som mener, at alle mennesker i den betydning er lige, så bliver næste overvejelse: "Hvordan skal samfundet styres?" Det må ske i overensstemmelse med det enkelte menneskes natur, hvilket vil sige hans eller hendes åndelige og intellektuelle evne til at opdage universets love, til at tilegne sig tidligere generationers opdagelser og blive en stor lærd eller videnskabsmand, hvis sind bærer i sig al historie i form af de her skitserede ideer.

Derfor er vi interesseret i at finde ud af, hvad det er for love, der gør mennesker i et samfund i stand til at øge deres magt over naturen. Den anden side siger: "Joh, vi ønsker nok viden og teknologi, men vi ønsker ikke, at der er for mange mennesker, som forstår den".

Nationaløkonomier

Derfor var det kun naturligt, at så snart man så de første europæiske nationer, hvor nogle få tænkere havde tilstrækkelig opbakning, blomstrede nationaløkonomierne op, og interessen for forbedringen af uddannelsen og nye former for beskæftigelse kom op til overfladen. Moderne eksperimentalfysik og nye ideer om administration af økonomi og uddannelsespolitik dukkede op. Under disse omstændigheder voksede ideerne om fysisk økonomi naturligt frem.

Se engang på den europæiske civilisations effekt på resten af verden siden det 15. og 16. århundrede. I det 15. århundrede var det teknologiske niveau i Kina og Europa stort set det samme. Det ved man fra de store søfarere og beretningerne om kinesisk astronomi. Men efter de store omvæltninger i Europa rykkede den europæiske videnskab og teknologi et stort skridt fremefter. Og pludselig blev den europæiske civilisation, som indtil da blot havde været en del af verden, stadig mere dominerende.

Siden har historien været centreret omkring Europas forhold til den øvrige verden, hvor der på den ene side var tale om en gavnlig udbredelse af europæisk kultur, herunder dens assimilering i Kina med helt særlige kinesiske kulturelle kendetegn. Det var i øvrigt også tilfældet for de fleste andre folkeslag. Man optog én kultur i sin egen, adopterede den og anvendte den til egen fordel.

Men der var også den anden side. Det 17. og 18. århundredes imperialisme som afspejlede Europas egen indre konflikt mellem nationaløkonomierne og det finansielle oligarki. Af årsager som jeg ikke vil komme ind på her, er vi nu nået til afslutningen af denne konflikt. Vi har nået en særlig historisk tilstand, hvor disse to samfundstyper ikke længere kan eksistere side om side på denne klode. Den store finanskrise, der er brudt ud i Asien, er begyndelsen til enden på dette dobbelte økonomiske system.

Med det som udgangspunkt kan vi således forstå og udforske den fysiske økonomi. Der er to ting, som skal tages i betragtning med hensyn til fysisk økonomi. To ideer, der egentlig er den samme, eller snarere to grene af samme idé.

På den ene side, har vi de ideer, der har betydning for samfundets forhold til det fysiske univers målt per indbygger. Det vil sige, hvor mange kvadratkilometer er påkrævet for at brødføde en gennemsnitsperson? Hvad er denne gennemsnitspersons fysiske levestandard? Hvad er denne persons gennemsnitlige fysiske produktivitet?

På den anden side har vi klassisk kunst. Her er "klassisk" anvendt i den almindelige græske betydning af ordet. Det vil sige klassisk, som Platon forstod begrebet, altså at kunst styres af fornuftsprincipper. Kunst er ikke irrational inspiration. Der er et erkendeligt princip i kunst. Vi kan spore kunst, klassisk kunst, så langt tilbage som 6.000 år. Det er de to grene.

Den første forgrening er på en vis måde ganske simpel. Den er let at forstå. Det er, hvad vi i dag kalder eksperimentalfysik. Det dækker alt fra biologi over mekaniske systemer til astrofysik m.m. Menneskeheden opdager naturens love, opdager principper. Vi påviser disse opdagelsers sandhedsværdi gennem det, der kaldes eksperimenter, afgørende eksperimenter.

Når man konstruerer et instrument til at afprøve et videnskabeligt princip, kan instrumentet også lede én til nye ting, produkter og processer samt nye produktionsmetoder. Ved at tage et nyt princip i anvendelse ændrer man den måde, hvorpå man gør ting, organiserer, arbejder eller designer produkter. Man opdager, at man med den samme indsats kan gøre mere, at produkterne er bedre, og at menneskets magt over naturen, målt per individ, er steget.

Men samfundet er ikke bare en samling individer, der hver for sig udøver videnskab. Meget konkret: "Kan en person ved hjælp af sine sanser se en anden persons åndelige og intellektuelle aktivitet? Kan man se en anden persons ånd i færd med at gøre en ny, gyldig opdagelse?" Nej, det kan man naturligvis ikke. Alt dette involverer nemlig ideer, noget som er sandt, men som man ikke kan se, røre eller føle med sine sanser.

Hvordan studerer man egentlig videnskab? Eleven får udstukket et problem i skolen. Problemet kan være komplekst, og eleven er tvunget til at gennemarbejde det. Blandt de mange problemer, som eleverne stilles overfor er beskrivelserne af bestemte personer og deres opdagelser af principperne bag naturens love. På et bestemt niveau i uddannelsen skal eleverne selv gentage disse berømte personers opdagelser. Når eleverne på den måde har gennemlevet en stor opdagelse, har de lært at tænke på samme måde, som en stor videnskabsmand gjorde måske flere århundreder før dem. Eleverne har "genlevet" videnskabsmandens tankeproces, selve opdagelsen.

I uddannelsessystemer, hvor man ikke beder studenterne om at gøre noget sådant, men blot forlanger, at de skal lære eksperimentets resultat udenad, vil de unge nok bestå deres eksaminer, men de vil ikke forstå noget som helst. Dette gælder også for arbejde på ethvert niveau og alt muligt andet. Sætter man en mand i arbejde, hvor godt vil han så udføre det? Nogle vil måske svare: "Lige så godt som han har fået det lært".

Alle, der har været involveret i ledelse eller styring af et projekt, ved fra dårlig erfaring, at sådan fungerer det simpelthen ikke. På alle niveauer er man nødt til at afkræve en eller anden grad af kreativitet, der rækker ud over simpel indlæring, hos de mennesker, der er involveret i projektet. Lad os tage et eksempel. En fattig bonde kommer til verden med samme åndsevner som enhver anden, der blot har været heldig at få en uddannelse. Hvordan går det så, hvis man tager denne fattige bonde fra sin fattige gård og indruller ham i et stort industriprojekt? Hvis man forlanger mere af denne stakkel end han umiddelbart er i stand til at forstå? Resultatet vil alene afhænge af personens evne til at løse problemer, hans evne til at få tingene til at fungere. Hans snarrådighed.

Hvad er det, der gør, at et menneske sådan kan løse problemer? Det kan jeg og andre, der har observationer og erfaringer fra den amerikanske industri, fortælle meget om. Folk løser problemer, fordi de nyder at løse problemer. En person som er vred, som sparker til maskinen og som ødelægger værktøjet, vil ikke løse noget som helst problem. Han vil svigte. Han bliver hysterisk rasende, smadrer ting og råber ad folk.

En produktionsleder bliver ofte sur og siger dumme ting til sine medarbejdere, når de frustrerer ham. En god leder er en, som nyder at hjælpe andre til at lære at tænke selvstændigt. Han vil selvfølgelig fastholde, at opgaven skal løses, og han kan være barsk i sine krav om resultater, men han vil være kærlig i sin støtte til medarbejderne i deres kamp for at løse problemerne.

Derfor er det samfundets vigtigste opgave at udvikle den enkeltes lyst til at gøre det, som han eller hun som menneske gør bedst, nemlig at gøre opdagelser. Man har f.eks. små børn og tager et nyt legetøj eller spil med hjem. I første omgang kan det være, at barnet bliver frustreret. Den lille ved måske ikke, hvordan det nye legetøj skal startes, hvad det skal bruges til, eller hvordan spillet fungerer. Men gradvist finder barnet ud af at løse problemet, legeproblemet, og især mindre børn bliver meget lykkelige. Og menneskerne omkring, det vil oftest sige forældrene, bliver lykkelige over at se barnet løse problemet.

Lykkeprincippet.

Det er lykkeprincippet. At anvende ens åndsevner til at løse problemer. Det er det, der forstås ved et godt arbejde, ved kreativitet. Man kan ikke købe kreativitet, man må inspirere den frem. Derfor er en god uddannelse ikke et system, der tæsker folk til at lære at adlyde. En god uddannelse tvinger et barn til at møde udfordringen i at løse et problem, vi ved, barnet kan løse. Og sejren er glæde.

De fleste har erfaring med et monotont arbejde, hvor man gør det samme dag ud og dag ind. Det bliver hurtigt ekstremt kedsommeligt og frustrerende at gentage den samme funktion igen og igen. Folk med den slags arbejde kan lide enhver forandring, der bryder monotonien. Sommetider gør man tingene en smule anderledes bare for at bryde kedsomheden.

Et menneskes normale tilstand er at være glad, i betydningen af sand lykke. Det er lykken hos den gamle mand, der dør med et smil på læben, som siger: "Mit liv var nødvendigt. Jeg kom til verden. Jeg gjorde noget godt, som ikke ville være sket, hvis ikke jeg havde været til. Derfor var mit liv nødvendigt". Den gamle mand dør og siger: "Jeg har gode børn. Jeg var nødvendig for at disse børn kunne blive til". Lykke! Lykke i livet er at gøre noget hvert øjeblik, som bibringer noget godt.

Man ser på enhver nyfødt, ethvert barn og siger: "Det er en god person, et godt barn". Og man uddanner det barn, ikke med henblik på at få et eller andet teknisk resultat, men for at gøre barnet lykkeligt, fordi det vil opleve fornemmelsen af at være noget helt specielt takket være denne særlige evne i dets ånd og sjæl. Det er det, et godt uddannelsessystem må opnå. At skabe kreative, initiativrige mennesker, som kan løse problemer. Mennesker, der ikke bare bliver sure, når tingene ikke fungerer, men som finder måder at få dem til at fungere. Dette er også en afspejling af kunsten i videnskaben.

Faktisk har jeg aldrig selv mødt en videnskabsmand, som ikke også var engageret i klassisk kunst. Kunstens åndelige aspekt er nødvendig for ånden i videnskabeligt arbejde. Lad mig kort forklare, hvad jeg mener.

Kunstarterne er opdelt i det, vi kalder den plastiske kunst, dvs. skulptur, arkitektur og billedkunst, og kunstarterne musik og poesi, herunder litteratur og de store dramatiske værker. En poet er egentlig noget ganske simpelt, og poesi er noget meget gammelt. Faktisk den ældste klassiske kunstform, vi kender. Ethvert klassisk digt, som ethvert andet kunstværk, indeholder et problem. Og ethvert stort digterværk bringer glæde, fordi det bibringer en genoplevelse af gerningen, der førte til løsningen af det problem, som digtet fremlægger.

Principperne bag almindelig social adfærd kan stort set beskrives gennem store dramaer eller store digte. Det samme er tilfældet i musik og i plastisk kunst. Her har vi at gøre med det vigtigste af alle problemer, nemlig at vi er et samfund og ikke blot en samling individer. Joh, vi benytter os af et sprog, som i de fleste samfund er et fælles sprog for de mennesker, som bor der. Men sprog er ikke det, som i sig selv får et samfund til at fungere.

Som jeg allerede har nævnt, er det vigtigste det, som ingen kan se, lugte, røre eller føle. Den tankeproces med hvilken personen ved siden af os udvikler en idé. I fysisk økonomi er det ideer i form af videnskabelige opdagelser. Men så kommer det allervigtigste: Hvis en person gør en ægte videnskabelig opdagelse, hvordan kan han så formidle denne opdagelse, så den bliver forståelig for andre? Det kan man ikke bruge informationsteori eller informatik til. Informatik er fup. Man er nødt til at hjælpe den anden person til at gentage den opdagelse, man selv har gjort.

Det ser man i ethvert klasseværelse. En naturvidenskabsklasse med 15-17 elever er en passende størrelse, hvis man skal have en god vekselvirkning lærer og elever imellem. Ét efter ét lyser ansigterne op, efterhånden som de forstår principperne. Og de kan demonstrere overfor hinanden, at de alle har haft den samme oplevelse. De deler den samme indsigt. Alle har de gjort samme opdagelse og er nu fælles om den. De ved, hvad der er foregået i hovedet på sidemanden.

Det er det vigtigste spørgsmål i vort samfund: Hvordan gør vi hinanden i stand til at forstå, hvad det er vi tænker. Det er afgørende for videnskab og teknologi; det er afgørende for alt. Hvad er ellers lovgivning? Skal noget være lov, bare fordi vi er enige om betydningen af bestemte ord? Eller skal lov reflektere et princip, ligesom videnskabelige principper?

Lad os antage at en person stilles for retten anklaget for en forbrydelse. Anklagen skal altså efterprøves ved domstolen. Den anklagede ved med sig selv, at han er uskyldig, at anklagen er falsk. Hvad er det så for et problem den anklagede står overfor? Han siger: "Jeg er uskyldig. Jeg ved, at jeg er uskyldig. Hvordan kan jeg overbevise dommerne om det? Hvordan kan retten nå frem til en rigtig dom?" Ikke noget med: "Hvordan kan jeg overtale dem"? Eller: "Hvordan kan jeg bestikke dem?" Eller: "Hvordan kan jeg narre dem?" Nej, "hvordan kan de opdage sandheden, sådan som jeg kender sandheden".

Se sagen fra den anden side, sådan som dommeren ser den. Han har en anklaget overfor sig. Hvordan kan dommeren vide om personen er uskyldig eller ej? Hvad skal han kalde frem hos den anklagede og vidnerne for at afgøre om personen er skyldig eller uskyldig?

I begge tilfælde involverer problemet ånd og intellekt, som ikke kan ses af sanserne. Samme princip, som jeg beskrev for opdagelsen af videnskabelige principper og i klasseværelset, eller når vi viderebringer videnskabelige principper, gælder i alle samfundsforhold. Hvad er det vigtigste, ikke bare i retssalene eller ved domstolene, men når man skal få en nation til at fungere? Det er at udvikle ideer, som faktisk er sande. Og hvordan overbeviser vi derefter folk om, at disse ideer er sande? Ikke ved at føre dem bag lyset, men ved at få deres ånd og intellekt til at genkende sandheden.

Ser man tilbage på den klassiske kunst i de store kulturers historie og jeg er sikker, at det også gælder i Kina finder man indbygget i kulturen, at kunsten udvikler måder at formidle de ting, som ikke kan siges i ord. Det kaldes en metafor, den dobbelte betydning, modsigelsens kunst. Hvor to betydninger modsiger hverandre, hvori består så den sandhed, som ligger imellem de to betydninger, som begge tilsyneladende understøttes af beviser? Det er videnskabelig metode. Det er også princippet bag klassisk kunst.

Dette er essensen af fysisk økonomi. Formålet med fysisk økonomi er at bevare og udvikle et samfund, som opfylder menneskers behov. Ikke bare dagens fysiske behov, men også de fordringer, som udspringer af det faktum, at hver enkelt af os skal dø.

Hvis vi alle skal dø, hvad er så meningen med vort liv? Det må være, at vi gør noget, mens vi lever, som er til gavn for fremtidens generationer, og at vi viser respekt for dem, som kom før os, og hvem vi skylder så meget.

Hvordan kan vi skabe sådan et samfund? Eller rettere, hvordan kan vi opdage de principper, der bestemmer, hvordan vor ånd og intellekt fungerer og relaterer til andre, og anvende disse principper til at forbedre menneskenes forhold, ikke bare til hverandre, men også til universet?

Der er nogle, som vil henvise til astrofysik og sige: "Du tror, du er så smart. Men om ca. tre milliarder år vil Solen eksplodere, og hvad tror du så, der vil ske med menneskeheden? Og hvad var så meningen med det hele? Eller der kan komme andre katastrofer. Det kan være, at der en dag kommer en eller anden tingest flyvende forbi og smadrer Jorden og alt liv". Én ting er i hvert fald sikkert, uanset hvad omstændighederne måtte være, så er det menneskets skæbne selv at skulle skabe de forhold, under hvilke menneskeheden fortsat kan eksistere.

Derfor må vi udvikle os. Og derfor må vi ikke bare sætte gang i udviklingen, men også sikre, at mennesker finder lykke i at bidrage til denne udvikling. Det er, hvad fysisk økonomi drejer sig om. Der er naturligvis mange tekniske detaljer involveret, men ved denne lejlighed har jeg valgt at koncentrere mig om principperne, de historisk bestemte principper bag fysisk økonomi.