Fra Temahæfte nr. 4, juli 1998
Den 15. februar 1997 udsendte Schiller Instituttets stifter og internationale præsident, Helga Zepp-LaRouche, sammen med Natalya Vitrenko, medlem af Ukraines parlament, nedenstående opfordring til præsident Clinton. Siden har flere hundrede parlimentarikere, fagforeningsledere og organisationsrepræsentater støttet opfordringen med deres underskrift.
Indkald til en ny BrettonWoods-konference nu!
Med undtagelse af Kina står verdensøkonomien overfor et tiltagende industrielt sammenbrud og en eksplosion af arbejdsløshed, hvilket allerede har ledt til en massestrejkeproces, der ryster grundlaget for adskillige regeringer og sociale institutioner verden over.
Den internationale derivatboble vil med sikkerhed briste, og den mindste politiske usikkerhed kunne afstedkomme en kædereaktion af bankkriser og sammenbrud på aktiemarkederne i mange lande, hvilket i løbet af få dage kunne føre til en fuldstændig opløsning af det internationale finanssystem.
Samtidig har den såkaldte IMF-reformpolitik i det tidligere Sovjetunionen haft tragiske følger i form af et ubeskriveligt sammenbrud i produktionen, en demografisk katastrofe og en uhørt kriminalitet i samfundet. En endnu hurtigere og større katastrofe end den IMF's politik allerede har medført i Latinamerika og Afrika. Hvis ikke den nuværende internationale politik ændres, vil hele nationer forsvinde fra landkortet, som det allerede er set i Afrika. Og som forholdene i Bulgarien og Albanien illustrerer, kan selv Europa på kort tid blive kastet ud i en ny mørk tidsalder. I Tyskland er arbejdsløsheden således oppe på samme niveau, som da Hitler kom til magten.
Derfor står mange regeringer, parlamentarikere og ledere af sociale institutioner overfor det uacceptable dilemma, at hvis vi skal opfylde IMF's betingelser, Maastricht-traktatens krav eller budgetlovgivningen i USA, bliver vi tvunget til at handle i direkte modstrid med befolkningens mest vitale interesser, den befolkning vi selv repræsenterer. Men de internationale finansinstitutioner har ingen ret til at forlange, at gælden til dem betales med et pund kød fra hver af vore borgere.
I Den amerikanske Uafhængighedserklæring står der:
"Når det i menneskehedens historie viser sig nødvendigt for et folk at bryde de politiske bånd, som har bundet det til et andet, og indtage den særlige og ligestillede plads blandt jordens magter som naturens love og naturens Gud berettiger det til, kræver en anstændig respekt for menneskehedens omdømme, at de, der drives til en sådan seperation, redegør for årsagen hertil."
I denne ånd siger vi, at det er blevet nødvendigt, ikke for "et folk" men for alverdens folkeslag, at sønderrive ikke de politiske, men de finansielle bånd til de herskende finansinstitutioner.
I Uafhængighedserklæringen står der tillige:
"Men når en lang række af misbrug og overgreb alle peger i samme retning og røber hensigten at undertrykke menneskene gennem et uhæmmet despoti er det deres ret og pligt at afsætte et sådant styre og betro sin fremtidige sikkerhed til nye beskyttere".
En sådan situation er nu opstået og truer med at kaste hele vor civilisation ud i kaos og barbari.
Derfor appellerer vi til Dem, præsident Clinton, om at tage det amerikanske præsidentembedes beføjelser i anvendelse til snarest muligt at indkalde til en ny Bretton Woods-konference, så det nuværende, insolvente finanssystem kan erstattes af et nyt. En global omlægning af gæld, oprettelsen af faste valutakurser og en række nye handels- og toldaftaler er en absolut forudsætning for den stabilitet i verdens økonomiske og finansielle relationer, der er grundlaget for en genetablering af økonomisk vækst.
Det er desuden nødvendigt, at suveræne regeringer får eneansvaret for udstedelsen af penge og skabelsen af kreditter, samt at disse regeringer i tradition med præsident Franklin D. Roosevelts modige antidepressionsprogrammer gør lavt forrentede, langfristede kreditter tilgængelige for storstilede investeringer i infrastruktur, industri og landbrug.
Et nyt verdensøkonomisk system er allerede ved at tage form. På initiativ af den kinesiske regering er flere lande i Asien allerede ved at opbygge den såkaldte Nye eurasiske Landbro, der vil skabe økonomisk integration af det eurasiske kontinent. Denne "landbro" vil også snart blive forbundet til USA via Beringsstrædet og til Afrika over Mellemøsten, og dermed vil alle tidligere isolerede landområder i verden få forbindelse til økonomisk udvikling og velstand.
Et nøglepunkt i dette globale genopbygningsprogram er det, som den amerikanske økonom Lyndon LaRouche har kaldt "værkstøjsmaskineprincippet". Dette princip består i erkendelsen af, at en økonomi må baseres på det faktum, at det er det enkelte individs kreative evner, der er samfundets kilde til velstand. Det er den skabende fornufts evne til at formulere stadigt nye og bedre hypoteser om naturens love, som fører til videnskabeligt og teknologisk fremskridt. Disse opdagelser tages i anvendelse i form af nye, forbedrede værktøjsmaskiner og et højere fagligt niveau i arbejdsstyrken, med øget produktivitet i produktionsprocessen som resultat. Den globale økonomiske genopbygning må derfor give en klassisk almen uddannelse og en styrkelse af den enkeltes skabende evner topprioritet.
Kun gennem økonomisk udvikling hvor opbygningen af Den eurasiske Landbro bliver forløberen for lignende projekter i Afrika, Australien og Syd- og Nordamerika kan der skabes fred og stabilitet overalt i verden. Det er derfor i USA's egne sikkerhedsinteresser at støtte en sådan politik. Som et principfællesskab mellem landene ville det desuden være helt i den amerikanske nations fædres ånd.
Vi opfordrer Dem derfor intrængende til at tage de nødvendige tiltag, så Deres præsidentperiode ikke bliver indledningen til en ny sort tidsalder, men bliver starten på en ny gylden epoke for menneskeheden.
På et seminar i Washington den 18. marts 1998 fornyede Helga Zepp-LaRouche og Natalya Vitrenko deres appel til præsident Clinton:
En ny indtrængende appel til præsident Clinton om at indkalde en konference for at etablere et nyt Bretton Woods-system
"Med baggrund i den voksende fare for en alvorlig systemkrise, rettede vi for næsten præcist et år siden en appel til Dem om at tage initiativ til en reorganisering af verdens finans- og betalingssystem i retning af de bedste elementer fra det gamle Bretton Woods-system.
Opfordringen er siden blevet støttet af næsten fem hundrede parlamentarikere fra fyrre forskellige lande; af de tidligere præsidenter fra Mexico, Brasilien og Uganda, José López Portillo, João Baptista Figueiredo og Godfrey Binaisa; samt af hundrede af borgerretsledere, fagforeningsledere og medlemmer af mange sociale organisationer, der er motiveret af en dyb bekymring for deres landes skæbne.
Dengang advarede vi om en overhængende fare for en alvorlig finanskrise, der ville bryde ud i Østasien, men hurtigt brede sig til resten af verden.
Krisen i Asien, der tog fart i oktober 1997 og som i virkeligheden kun er en regional flig af en global krise, har vist, hvor berettiget vor nu et år gamle advarsel var. Siden slutningen af 1997 har det internationale finanssystem gentagne gange stået på randen af totalt sammenbrud. Det var f. eks. tilfældet den 22.-23. december i Sydkorea og igen i Indonesien og Japan i januar 1998. I mellemtiden er det blevet slået fast, at hverken IMF's "hjælpepakker" eller en hyperinflationær indsprøjtning af likviditet løser problemerne, men tvært imod forstærker "bobleøkonomiernes" indbyggede fejl.
Konferencen i Washington den 16. april, hvor USA har inviteret 22 lande, er måske sidste chance til at gennemføre den nødvendige reorganisering på en sikker måde, inden den forventede næste runde i den stadig dybere finanskrise tager fart. Den igangværende diskussion om tekniske ændringer, som f.eks. faste valutakurser, større åbenhed i finansielle transaktioner og skat på spekulation, er måske ganske nyttig, men krisen som vor civilisation faktisk befinder sig i, kan ikke løses gennem kosmetiske ændringer.
Hvis en ny Bretton Woods-konference skal have succes, må de grundlæggende fejl i de sidste tredive års økonomiske og finansielle fejltagelser rettes, fejltagelser som har ført til, at verdens industrielle og landbrugsmæssige produktionsevne har fået lov til at kollapse til langt under det niveau, der er nødvendigt for at sørge for alle mennesker, der lever i verden i dag.
Kun hvis verdensøkonomien ordnes i overensstemmelse med de principper for fysisk økonomi, som LaRouche har fremlagt dvs. at bygningen af Den eurasiske Landbro bliver hjørnestenen i et globalt genopbygningsprogram, og at videnskabeligt og teknologisk fremskridt dermed igen bliver den primære økonomiske trækkraft kan krisens virkelige årsager udryddes. Det er bydende nødvendigt at øge den fysiske produktion, og at udvide og modernisere alle landes produktive infrastruktur.
Det eneste alternativ til verdensomspændende kaos er den umiddelbare indførelse af en retfærdig Ny økonomisk Verdensorden. Vi appellerer på ny til Dem, præsident Clinton, om at sætte den konstitutionelle autoritet, der hviler i deres embede og i Amerikas antikolonistiske tradition, ind på at tippe balancen, og undgå en utænkelig stor ulykke for milliarder af mennesker."