At gribe det historiske oejeblik

Fra Temahæfte nr 5. september 1999

At gribe det historiske øjeblik

På Schiller Instituttets sommerseminar i Oberwesel, Tyskland, den 24. juli 1999, var hovedtaleren den amerikanske økonom og præsidentkandidat Lyndon LaRouche.

Jeg taler i min egenskab af stiftende redaktør af nyhedsmagasinet Executive Intelligence Review, og jeg taler som den tredje på listen over anmeldte kandidater for det Demokratiske Partis nominering til præsidentvalget år 2000.

Det er kendetegnende for den historiske proces, vi nu befinder os i, at guvernøren for den britiske nationalbank, Eddie George, er i gang med at plyndre sin egen bank for op mod én milliard dollars eller mere. Det gør han sammen med et internationalt syndikat, hvor man også finder den hurtigt falmende demokratiske præsidentkandidat, vicepræsident Al Gore.

At Bank of England stjæler fra sig selv på vegne af en sammenspist gruppe af venner omkring bankens præsident og den britiske dronning, er typisk for disse kredse. Man må sige, at den vestlige bankverden har været så glad for det, der er sket i Rusland over de seneste seks år, at man har importeret den russiske model med at stjæle sit eget lands værdier for at sende dem til Vesten. Faktisk er der intet usædvanligt ved det, Eddie George foretager sig. Overalt i verden ser vi en form for kriminalitet, der kaldes privatisering. Privatisering er et andet ord for tyveri.

Et eksempel er de kommunale virksomheder i Tyskland, som for tiden er mål for et tyveri, der går under betegnelsen "privatisering" noget som enhver russer kan forstå. Hvis man vil privatisere et selskab, er det fordi man vil stjæle fra det. Det er det, "privatisering" betyder. I det 17. og 18. århundrede kaldte man det for "privateering" [engelsk for fribytteri -red]. Altså når folk får licens til at tage ud og plyndre. Iblandt blev de kaldt pirater, men når de havde tilladelse fra regeringen, hed de "privateers" [fribyttere -red]. Derfor må man ikke kalde de russiske liberale for pirater, de hedder "privateers", for de har fået en særlig licens til at stjæle fra deres eget land, deres egne banker og hvad de ellers kan få øje på. "Privateers" stjæler endda fra hinanden, og når det er rigtigt dårlige tider, øges frekvensen og intensiteten, med hvilken de bestjæler hinanden. Hver eneste ledende bank og finanshus i verden er i dag primært engageret i at stjæle stjæle af sine egne værdier.

Hvad er det så, Eddie George gør med det britiske guld? Han sælger det simpelthen til et privat syndikat af medsammensvorne til en pris langt under værdien. Kun en lille udvalgt gruppe får lov til at købe. De bliver ved med at hamstre guld, indtil det store finanskrak har udraderet finansinstitutionerne overalt i verden. Det er det, der sker nu. Når så krakket er ovre, kommer de igen med deres guld. I mellemtiden driver de guldprisen ned for at knække guldminerne i Sydafrika, Rusland osv. Så opkøber de de konkursramte guldminer og kontrollerer dermed alverdens guldhandel og produktion, når krakket engang er overstået om ikke så længe.

Alle banker stjæler fra hinanden

Alle banker gør stort set det samme eller næsten alle. Der er måske enkelte undtagelser her og der. Men jeg har spurgt nogle bankfolk, og de kender ikke nogen. Enhver bank og ethvert finanshus stjæler fra sig selv. De pågældende direktører stjæler værdier gennem forskellige lånearrangementer, som jeg kender fra gamle dage, da jeg efterforskede sager om forretningssvindel og konkursrytteri i USA og Canada.

Man flytter pengene gennem kreditter eller handelsaftaler med underpriser til en anden person, som videreformidler dem til en tredje, som atter overgiver dem til en fjerde, og denne fjerde person er partner til den bankansatte, som udfører tyveriet. Når krakket kommer, vil de involverede parter i hvert led, inklusiv banken, gå konkurs. Men den bankansatte håber, at han kan trække sig tilbage med det, som fyren i fjerde led stjal. Det er en meget gammel form for tyveri. Det blev gjort i 50'erne og 60'erne i USA og Canada. Jeg har undersøgt masser af sådanne sager. Nu gør man det bare på global skala.

Når man hører ordet "privatisering" skal man råbe: "Tyv! Stop tyven. Fang ham!" Hver gang man hører om privatisering af kommunale selskaber i Tyskland, skal man råbe: "Stop tyven!", og når man hører nogen foreslå den slags ting: "Stop tyvens medsammensvorne!" De politikere, som gennemfører en lovgivning, der sætter folk i stand til at stjæle, er korrupte, de er i lommen på finansverdenen. Lige nu foregår der overalt i verden det største antal tyverier i historien. Regeringspolitikere og regeringer som helhed stjæler. De stjæler på vegne af folk, som støtter de politiske partier og har købt og betalt for politikere, der nu stjæler under dække af at være folkevalgte.

Hvorfor sker det her? Hvorfor er der ikke nogen, der griber ind?

Faktisk kan den slags kun foregå under ganske bestemte forhold. Tyveri på det niveau, i et sådant omfang og med en sådan dybde. Det sker kun, når systemet er ved at bryde sammen. Når hver eneste af de mennesker, som autoriserer og beskytter tyvetogtet, ved, at hele verdens finanssystem er ved at bryde sammen. Alle, der påstår, at systemet ikke vil krakke, fordi de har det under krisestyring, lyver. De lyver hvorfor? For at tiltuske sig et par uger eller højst måneder til at afslutte tyveriet. Derfor fastholder de jer i den tro, at systemet ikke vil bryde sammen.

Når en bankmand påstår, at systemet ikke vil krakke, så lyver han. Enhver ledende bankmand i verden ved, at systemet er ved at bryde sammen. De ville slet ikke turde stjæle, i det omfang de gør, hvis ikke de vidste, at systemet er ved at krakke og hvis ikke de vidste, at stort set alle andre banker og finansinstitutioner gør nøjagtigt det samme. Derfor afslører de ikke hinanden.

Til slut vil de tømme hver eneste opsparingskonto. De vil plyndre det hele og efterlade den stakkels befolkning, ikke mindst dem, der har været dumme nok til at lægge deres penge i investeringsfonde, ludfattig.

Systemet begyndte faktisk at gå i opløsning i foråret og sommeren 1998. Den foregående fase havde taget sin begyndelse i oktober 1997. Før den var der krisen i Mexico 1994-95, hvor USA med sin fejlslagne redningsaktion havde gjort alt værre. Det er rækkefølgen. Egentlig har vi siden midten af tresserne, og hvad finanssystemet angår siden 1971 og den efterfølgende Carter-regering, nærmet os krisen, skridt for skridt. Blandt de hovedansvarlige var Harold Wilsons første og anden regering i Storbritannien.

Det kunne man se resultatet af i en tv-reportage på den britiske satellitkanal Sky TV News i går. Her beskrev man Great Western Railway System, der er en privatiseret del af de tidligere britiske statsbaner, et af Thatchers ofre. Der var sket en alvorlig togulykke, hvor mange mennesker blev dræbt. Og det skete pga. privatiseringen. Den eneste måde, hvorpå man kan klemme profit ud af et bankerot system, er ved at udplyndre det. Så seks af de sikkerhedssignaler, som skulle have været i funktion, virkede, ifølge den britiske tv-rapport, ikke. Det var årsagen til ulykken.

Dette er typisk for virkningerne af privatisering. Vi så det samme med ICE-ulykken i Hannover, hvor man havde anvendt en billigere hjultype. Der blev ikke truffet tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger. Det samme, som har ramt det tyske jernbanesystem, er også dukket op i Mercedes Benz med udviklingen af A-klassen [den lille nye Mercedesmodel, der væltede under præsentationskørslen -red]. Her havde man bortrationaliseret de ingeniørafdelinger, der afprøver og godkender produkternes brugbarhed, og i stedet sat en stakkels computernørd til at afgøre, hvordan modellen skulle designes. En nørd, der ikke forstår en tøddel af fysiske videnskabelige principper, men tror, at blot man kan styre en computer og kan en smule matematik, så kan man løse alle problemer. Det er en slags psykose.

Overalt i verden ser man private og offentlige systemer blive udplyndret, fuldt bevidst og med ond vilje. De kalder det forsømmelighed, men den er forsætlig. Hvad kalder man det, hvis man bevidst skræller alle sikkerhedssystemerne af? En forbrydelse.

Det samme kan man sige om den privatiserede sygeforsikring, ikke mindst i USA med de såkaldte HMO'er, Health Management Organisations. I Tyskland er de nedskæringer i den tyske sundhedsforvaltning, som sundhedsminister Andrea Fischer kræver, udspekuleret massemord. Hvis man med overlæg ændrer livsvilkårene på en sådan måde, at det øger dødeligheden og lidelserne, så er man en massemorder. Hvis man gør det ud fra finansielle hensyn, så er det både mord og tyveri. Det samme kan man sige om de amerikanske kongresmedlemmer, som på vegne af Wall Street fratager ofrene for forsømmelser og fejlbehandlinger indenfor HMO-systemet retten til at søge erstatning, selv hvis der er tale om tab af menneskeliv eller forvoldt invaliditet.

Hvad så med finanskrakkene? Når folk hører om krak, så tænker de på børskrakket i 1929 eller måske den tyske reichsmarks sammenbrud og hyperinflationen i 1923. Vil I gerne høre om Tyskland, Weimar og reichsmarkens sammenbrud i 1923? Det sker lige her og nu over hele verden. Det er det samme, som er i gang. Det er den fase, vi er midt i, og det er derfor bankfolkene er i færd med at stjæle. Det er derfor korrupte regeringsrepræsentanter stemmer for det tyveri, der kaldes "liberalisering". Sådan er den verden, vi lever i. Men hvordan er det egentlig kommet hertil?

"New Age"

Udviklingen er sket over en række skridt. For det første var der skiftet til den efterindustrielle utopi. Den tog sin begyndelse i de institutioner, der var under indflydelse af den berømte Frankfurterskole her i Tyskland. Her var kernen den nye efterindustrielle kultur, den såkaldte "babyboomer"-kultur eller 68'er-kultur, som man fandt på universiteterne og andre institutioner i USA og Europa fra 1964 til 1968 og fremefter. Fra da af forsøgte man at drive det videnskabelige og teknologiske fremskridt baglæns. 68'erne krævede, at vi stoppede fremskridtet og i stedet sigtede mod "et andet samfund". Enkelte sagde åbent, hvad det var, de mente. De refererede til Nietzsches program, den gryende "Vandmandens Tidsalder". Det blev senere kaldt "New Age".

En hel generation af universitetsstuderende blev hjernevasket. Og dem, der ikke blev hjernevasket, fik som oftest ikke nogen særlig god karriere. De andre steg, da studietiden var ovre, til stadig højere og højere positioner, og i dag sidder de i ledende stillinger i regeringer og finansinstitutioner i USA og Europa.

Vietnamkrigen blev et afgørende incitament i denne udvikling. Antikrigsbevægelsen i USA var hovedsageligt baseret på fejhed. De unge var primært imod krigen, fordi de ikke havde lyst til at tage til Vietnam for at blive slået ihjel. Derfor opdagede de pludselig en "samvittighed", som sagde: "Jeg tager ikke af sted". Vi kaldte det unddragelse af værnepligt. Og det var, hvad det var. Ren og skær fejhed. Vi var nogle, som mente, at hele mareridtet burde stoppes. Men vi gjorde det ikke på den måde. Vi forsøgte at få politikken ændret.

Så disse kujoner uden moral, 68'ere med deres ligegyldighed overfor virkeligheden, flygtede ind i deres "personlige følelser", væk fra deres ansvar for fremtiden. De var aldeles selviske og interesserede sig kun for deres egne personlige følelser, som de diskuterede med alt og alle, alt imens de befølte alt og alle, så at sige. Det var et afgørende kulturskifte. En anden del af samme kulturskifte var introduktionen af en ny amerikansk udenrigspolitik. Fra 1966-67 og fremefter skulle udenrigsministeriet formulere sin politik overfor andre lande under hensyn til nødvendigheden af at reducere befolkningstilvæksten i "overbefolkede" lande. Med tiden stod det klart, at der oftest var tale om lande i Den tredje Verden. USA's udenrigs- og bistandspolitik skulle udformes med henblik på at fremme en opbremsning af befolkningstilvæksten i udviklingslandene. I virkeligheden at reducere befolkningerne i de pågældende lande.

Mødet i 1961 mellem prins Bernhard fra Holland, tidligere medlem af nazisternes SS, og hertugen af Windsor, Englands prins Philip, var en del af samme proces. Sammen grundlagde de World Wildlife Fund, WWF, og senere "1001-Klubben", som bestod af indflydelsesrige finanskredse, der skulle finansiere WWF's aktiviteter. Her så den organiserede miljøbevægelse sin spæde begyndelse.

Starten på den grønne bevægelse

I 1972 blev den internationale miljøbevægelse eller grønne bevægelse officielt startet på et møde i Stockholm. Mødet var forberedt af den britiske efterretningstjeneste og blev ledet af Alexander King, Lord Solly Zuckerman og andre fra Romklubben, der videreførte 1001-Klubbens og WWF's arbejde. Trods store anstrengelser kunne man ikke overtale Sovjetunionen til at gå åbent med i Romklubben. Derfor dannede man i stedet det Internationale Institut for Anvendt Systemanalyse, IIAS, i Laxenburg, Østrig. Instituttet blev en aflægger af Lord Caldors systemanalysegruppe på Cambridgeuniversitet i England.

Så i 1972 holdt disse forskellige grupperinger af menneskehadere en konference i Stockholm, der blev starten på den internationale grønne bevægelse. Man gjorde sig klar til et frontalt angreb på videnskab og teknologi, og man var villig til at tage alle midler i brug for at øge dødeligheden og aborttallet ude i befolkningerne, ikke mindst i Den tredje Verden, men også i Tyskland. Som Thatcher udtrykte det i 1989 og 1990: Hold tyskerne nede. Lad dem ikke få fremgang. Tyskland er den store fare. Thatcher og Mitterrand var enige og de fik George Bush' velsignelse. Det er derfor Tyskland har problemer i dag.

I 1971 traf den stupide Richard Nixon en beslutning, som accelererede udviklingen mod "Vandmandens Tidsalder". I følge denne uges udgave af ugemagasinet U.S. News and World Report kan amerikanske politikere slet ikke blive valgt til præsident, med mindre de er dumme. Det er mit store handicap. Præsident Clinton er ganske vist ikke dum, men han er 68'er, og det går sommetider ud på det samme. Hans vankelmod skal dog også ses i lyset af det enorme pres, inklusiv mordtrusler, han konstant lever under.

Men præsident Nixon var virkelig dum. Snu, men dum. I august 1971 afkoblede han den amerikanske dollar fra guldet. Det fik hele efterkrigstidens internationale finanssystem til at bryde sammen. I stedet skabte man et såkaldt flydende valutasystem. Hele opbygningen af efterkrigstidens verdensøkonomi havde været baseret på et system af faste valutakurser regulérbare, men ikke flydende vekselkurser med den guldbaserede amerikanske dollar som reservevaluta. Systemet inkluderede også ekstremt protektionistiske tiltag i form af kontrol med kapitalbevægelser, der blev håndhævet internationalt; valutakontrol, som blev håndhævet både internationalt og af suveræne regeringer, samt kontrol med finansielle transaktioner, som blev gennemført internationalt. Uden disse tiltag, og uden en global udlånsrente på omkring 1-2%, ville man aldrig have oplevet den økonomiske genopbygning i Europa og andre lande efter 2. Verdenskrig. Det var tiltag fra Roosevelts tidsalder, som overlevede Franklin Roosevelts død.

I 1971 og 1972 ændredes hele verden. Nixons indgriben og starten på den grønne bevægelse lagde rammerne for den fremtidige verdenspolitik. Konferencen på Azorerne i 1972 grundlagde det nuværende flydende valutasystem. Her blev den vilde liberalisering, som vi lider under den dag i dag, sluppet løs. Fra da af var verden truet af en ny sort middelalder.

Indskrænkede mennesker, der ikke interesserer sig for virkeligheden, siger: "Hvis det ikke sker i næste uge, er jeg ligeglad". Andre, der har lidt flere brikker at flytte med, vil sige: "Hvis det ikke sker før til næste år, er jeg ikke særligt bekymret". Det er den verden, vi lever i; fyldt med en masse dumme mennesker! Ikke dumme fordi de er født dumme, men dumme fordi de er en del af en kultur, som fordummer dem.

Ødelæggelse af klassisk uddannelse

Brandt-reformerne i Tyskland er et af de bedste eksempler på ødelæggelsen af civilisationen. Willy Brandts regering gennemførte en reform af det tyske uddannelsessystem, der medførte, at unge, som fik deres studentereksamen før reformerne, næsten kom til at udgøre en højerestående livsform i forhold til dem, der fik deres eksamen efter. Det er lige før man kan tale om to forskellige arter af tyskere i dag. Dem, som fik deres studentereksamen før Brandt-reformerne, og dem, som kom til at lide under effekten af ændringerne i uddannelsespolitikken efter reformerne. Afskaffelsen af den klassiske uddannelse, den klassiske kultur og videnskab. Fysik præsenteres i dag som en gren af computermatematik og ikke gennem pædagogiske laboratorier. Den slags metoder skaber mennesker med universitetsgrader, men uden det store indhold i graderne.

Man har ikke bare ødelagt økonomien i sin grundform. Man har også ødelagt det åndelige hos de mennesker, som lever i den. I dag mangler mennesker de færdigheder, den viden og uddannelse, de behøver for at bibeholde en identitet. Tyskland har for eksempel en historie. Tyskland er produktet af tysk og europæisk historie. Det moderne Tysklands historie går i store træk tilbage til midten af det 18. århundrede. I midten af det 17. århundrede rejste Tyskland sig så småt op fra ruinerne af Trediveårskrigen. Den første udviklingsperiode svarer nogenlunde til tiden omkring Den store Kurfyrste og tiden med Mazarin og Colbert i Frankrig. Denne genopbygning af Europa havde sine højdepunkter i Gottfried Wilhelm Leibniz (1646-1716) og Johan Sebastian Bach (1685-1750).

Genrejsningen af Tyskland efter den katastrofale udvikling i Europa i den første del af det 18. århundrede fik yderligere et skub takket være især to mennesker i kredsene omkring Christian Wolf (1679-1754): Gotthold Lessing (1729-1781) og Moses Mendelssohn (1729-1786). Lessing erkendte Mendelssohns unge geni og trak ham ind i kredsen omkring sig. Næsten alt godt i Tyskland i dag går tilbage til forbindelserne mellem Lessing og den jødiske filosof Mendelssohn. Man kan næsten sige, at den tyske generalstab var en "jødisk sammensværgelse". Mendelssohns nære ven grev Wilhelm von Schaumburg-Lippe skabte det militærakademi, der blandt andre udklækkede Scharnhorst. Akademiet blev udformet efter Mendelssohns detaljerede rådgivning, og alle de arbejdsmetoder, som den tyske militærledelse den dag i dag er kendt for, herunder Scharnhorst' "Auftragstaktik" (opgavetaktik), kan føres tilbage til samarbejdet mellem Mendelssohn og Schaumburg-Lippe. Mendelssohn er således grundlæggeren af den "tyske metode" og samtidig skaberen af den jiddische renæssance i Østeuropa.

Den jødiske kulturindflydelse

Den rolle, de tyske jøder har spillet som professionelle indenfor kunst, videnskab og mange andre områder i opbygningen af Tyskland fra slutningen af det 18. århundrede og fremefter, har sin rod i de reformer, som Moses Mendelssohn organiserede. Mendelssohnfamilien havde også stor betydning takket være dens forbindelser til Johan Sebastian Bachs musik. Det var den samlede Mendelssohnfamilie, som reddede Bachs værker for eftertiden. Mendelssohnfamilien påvirkede og understøttede (delvist også økonomisk) Mozart, Haydn og Beethoven. Så hele den tyske klassiske kultur, inklusiv musik, kom fra denne kreds omkring blandt andre Lessing og Mendelssohn i midten og sidste halvdel af det 18. århundrede. Det er hjertet af den tyske kultur, og det er hjertet i udviklingen af det tyske sprog. Og hvis man ikke ved det, hvordan kan man så være tysker?

Her ligger også kernen i de reformer, som blev gennemført under indflydelse af den jiddische renæssance i Østeuropa Polen, Ukraine og Rusland. Kampen for den uddannede, kultiverede jøde imod de tilbagestående hassidiske strømninger (hvis åndelige efterkommere forsøger at skabe krige i Mellemøsten i dag), var afgørende, selv under pogromerne. I USA spillede de tyske jøder og repræsentanter for den jiddische renæssance, især fra Polen, en afgørende rolle i USA's historie i det 20. århundrede. Martin Luther Kings borgerrettighedsbevægelse kunne ikke have eksisteret i den form, den gjorde, uden den betydelige indflydelse, som den jiddische renæssance havde i mobiliseringen af støtte til bevægelsen.

Det er historie. Hvis du ikke ved, hvor du kommer fra, hvordan kan du så fortælle mig, hvem du er? Hvis du ikke ved, hvad dit forhold til fortiden er, hvordan kan du så overhovedet tænke på fremtiden?

Tidligere, f.eks. under Wilhelm von Humboldts system, fik man en klassisk uddannelse, der ikke fortalte, hvad man skulle mene. Man blev ikke oplært til bare at bestå eksaminer (selv om man selvfølgelig havde eksaminer). Kernen i en ordentlig uddannelse efter Schillers og Humboldts program var, at den studerende skulle koncentrere sig om udforskningen af store ideer og begreber de universelle principper, som var blevet opdaget tidligere i historien, med udgangspunkt i det klassiske Grækenland. Man skulle genopleve selve processen bag originale opdagelser. Studerende, der får en moderne uddannelse, ved ingenting. De har lært meget. Men de ved ingenting. Det skyldes, at de ikke i deres eget hoved har udviklet den opdagelsesgerning, der ligger bag enhver viden. De opdager ingenting, derfor ved de ingenting. De er blevet oplært på samme måde, som man oplærer en hund til at udføre kunster. Sådan er det praktisk talt overalt i verden. Folk er ivrige efter at lære de kunster, der skal til for at blive rig og få succes. Men de ved ingenting. Det er fordi, de ikke har fået den form for uddannelse og kulturel erfaring, der giver mulighed for at genopleve processen af at gøre en original opdagelse. For at være menneske i den europæiske civilisation, må man gå tilbage til det gamle Grækenland. Man må genopleve oldtidens Grækenland. Man bliver nødt til at tage afsæt i Homers digte, hvad enten man læser dem på oldgræsk eller i oversættelse. Her får man et billede af grækerens tankegang i forskellige perioder. Han var en stakkel, der ikke troede, at han kunne tænke. Hver gang han stødte på et problem, han ikke kunne løse på almindelig vis, så fremstod der en eller anden gud (god eller ond) for ham, som instruerede ham i, hvordan han skulle ændre sin adfærd. Sådan er det i Iliaden og Odysseen. Hvordan overlevede Odysseus? Athena kom og gav ham nogle gode råd om, hvordan han skulle takle Poseidon.

Prometheus og kreativ tænken

Senere kom billedet i Aischylos' Den lænkede Prometheus. Mennesket, der gjorde oprør imod guderne. Det højere niveau i prometheusbegrebet møder man i Platons værker. Her finder mennesket hos sig selv de erkendelsesmæssige evner, der kræves for at vide fremfor at lære. Og det er den sokratiske metode, hvor man graver de antagelser frem, der ligger gemt hos en selv, stiller spørgsmålstegn ved dem og afprøver, om de er universelle principper eller ej. Og man giver slip på de antagelser, der ikke klarer prøven. Videre lærer man sig at anvende samme metode til at afprøve de universelle principper, man mener at have opdaget. Det er den videnskabelige metode, og det er metoden bag klassisk kunst.

Hvor begyndte den europæiske kultur, som har bredt sig kloden rundt? Når man stiller det spørgsmål, hvad er det egentlig, man leder efter? Lad os tage eksemplet med det forskerhold fra Göttingen, som for nylig fremlagde deres rapport over nogle fund fra en dyb mine i Tyskland. Her havde de gjort nogle arkæologiske fund, som viste, at der for mindst 400.000 år siden var nogen, som tilvirkede kastespyd. Og de kastespyd afslørede, at man havde opdaget nogle fysiske principper. Den slags kan en abe ikke. Men hvordan kan man kende forskel? Hvordan kan man vide, at det var en mand og ikke en abe, som havde lavet de spyd? Ved at tage en prøve af ham? Ved at lade ham undergå en gentest? Ved at lade biologer komme og se på beviserne? Nej. Ud fra det biologiske materiale kan man ikke få nok at vide til at kunne skelne en menneskeabe fra et menneske. Hvad er så forskellen på en abe og et menneske? Mennesket har evnen til sokratisk erkendelse, det har en abe ikke. Hvordan kan vi vide, det var et menneske for 400.000 år siden? Fordi det, hans hånd havde skabt, var frugterne af åndelig erkendelse. Hvordan udvikler vi vore børn, når vi uddanner dem? Ved at pleje og stimulere deres sokratiske erkendelsesevner.

Hvad er så historie? Aber har ingen historie. Menneskeaber har ingen historie. Det kan være det britiske monarki heller ikke har nogen historie. Eller nærmere, ingen fremtidig historie. Menneskeheden har en historie, fordi vi kan takke vore forfædre for muligheden for at genopleve de opdagelser af universelle principper, som vor eksistens afhænger af. Genoplevelsen af de opdagelser, som overleveres til os som frugterne af tidligere generationers erkendelse, danner grundlaget for alt det, vi kan i fremtiden.

Menneskets historie: Erkendelseshistorie

Menneskehedens historie er ikke historien om menneskers biologiske afstamning. Det er historien om erkendelse. Historien om en fortløbende, riemannsk mangefold af ophobede universalprincipper, fysiske principper og klassiske kunstprincipper inklusiv klassiske kunstprincipper i politik som er blevet overleveret til os af den ene generation efter den anden. Menneskets historie, et folks historie, er idéhistorie. Sprogets betydning ligger ikke i dets indhold af kundskab. Intet sprog kan i sig selv indeholde viden. Tilegnelsen af et sprog kan lige så godt skabe en lærd idiot som en tænkende person. Et sprog er et redskab, der deles af forældre, børn og andre. Et redskab gennem hvilket sprogets brugere under sociale relationer ansporer hinanden til at dele genskabelsen af erkendelsesmæssige erfaringer. Derfor ligger vigtigheden af et sprog i dets anvendelse, ikke i dets bogstavelige indhold.

Det viser sig i musik. Enhver musiker ved, at en nøjagtig gengivelse af noderne i et stykke musik er forfærdelig. Men ethvert forsøg på at forbedre en nøjagtig gengivelse af noderne gennem en eller anden følelsesmæssig forstærkning er en forbrydelse mod menneskeheden.

Et sprog er en anordning, som folk deler som et kommunikationsmiddel, med det formål at anspore hinanden til at genskabe erkendelsesmæssige erfaringer. Det er betydningen af poesi. Et bogstaveligt digt er, uanset hvor talentfuldt det er komponeret, slet ikke noget digt. Det er kun et digt, når det indeholder en metafor, som ikke kan forstås gennem en bogstavelig fortolkning. At en del af digtet netop bryder sammen, hvis man forsøger at give det en bogstavelig udlægning. At det, så at sige, er selvmodsigende. Metaforen er ideen, eller det der ansporer ideen. Ved at formidle metaforer, der opfattes som en metafor eller ironi af den, du taler til, tvinger du den persons tankegang til at genopleve løsningen til metaforen.

Det samme gælder for musik. Musik er en polyfonisk afledning af klassisk poesi, og her introducerer man på lovmæssig vis modsætninger, paradokser, ironier og metaforer. En dårlig dirigent fremfører noderne. En stor dirigent som Wilhelm Furtwängler fremfører metaforerne. For en dårlig dirigent er det rækkefølgen af sindstilstande, som er vigtig. Hver sektion udsættes for en nøjagtig, accepteret akademisk fortolkning. For en stor dirigent som Furtwängler er opførelsen, den nøjagtige opførelse, en mekanisk del af problemet. Enten har du lært at spille violin eller også har du ikke. Har du lært at spille ordentligt under direktion, fint, så er du med i orkesteret. Hvis ikke, så er du ude. Så let er det.

Men opførelsen af et værk, opførelsen af musikken frem for noderne, kræver et højere niveau. Og det betyder, at man må have en modsætning, som udvikles ud fra værkets indre regler. For det første kan modsætningen kun forstås og lokaliseres, hvis forstanden genkender ironien, dissonansen. Og forstanden må opdage, hvordan denne dissonans, der styres af en overordnet idé, får lytteren med i et tankemæssigt spring, og hvordan dissonansens rette placering i kompositionen transformerer opførelsen af hele musikstykket. Derfor fremfører man en serie af dissonanser. Dissonanserne er ligesom transitive verber. Hver dissonans transformerer betydningen af det, der er foregået forinden, og definerer udgangspunktet for det, som følger.

Derfor er de på hinanden følgende overgange, forstået som én samlet overgangsproces, selve musikken. Ikke at spille de enkelte dele, ikke at spille noderne. Tåber spiller noder. Store musikere spiller musikken, og forstår at nodearket kun er et hukommelsesredskab, der skal anspore ham til få musikken ind i hovedet og noderne ud af tankerne, dog uden at musikken forbryder sig imod nodeteksten.

Ideer er det vigtigste ved den tyske klassiske musikkomposition: Sonate- og fugaformen og udviklingen af motivføring, som begyndte med Mozart, med Bachs opdagelser som støtte. Det blev Mozart i stand til at gøre, takket være Mendelssohnfamiliens hjælpende hånd. Motivføringens musik, den polyfoniske, veltempererede, bel canto-musik, er et universalsprog, som repræsenterer det højeste niveau af universalitet i alle de ikke-plastiske kunstarter.

Noget lignende kan man sige om græsk kunst. Jeg mødte det selv første gang i 1946 i forelæsninger om Skopas (midten af det 4. årh. F.kr.) og Praxiteles (ca. 370-ca. 330 f.Kr.), og forskellen mellem den græske og ægyptiske gravkunst. Grækerne opdagede, hvordan man udtrykker en idé i sten ved at tvinge tanken til at genkende noget midt i sin bevægelse. Så kunsten i de store græske skulpturer, som romerne ikke forstod og derfor ikke var i stand til at kopiere ordentligt, lå i ideer, i et paradoks, som hører til i tanken. Græske skulpturer har ikke hjemme i synet, men i tanken. Skulpturen provokerer tanken til at forme en idé.

Videnskab, opdagelsen af principper, opdagelsen af astronomi, opdagelsen af oldtidens nøjagtige kalendere, opdagelse af poesiens principper, udviklingen af sproget efter poesiens og videnskabens principper alt dette repræsenterer overførelsen af ideer fra en generation til den næste.

Formålet med en uddannelse er at gøre de vigtigste af disse ideer ideer om fysiske principper, ideer om klassisk kunst til personlige ejendele for den unge sjæl i udvikling. Således den unge sjæl, der kommer ud af uddannelsesprocessen og ud af den livserfaring, det er at vokse op, bliver en voksen person, der i den udstrækning og forstand legemliggør hele den forudgående historie i generationer og generationer. Og gennem direkte viden, dvs. gennem genoplevelsen af opdagelser, ved de unge meget om historie. De kender navnene på opdagerne. Platons inderste tanker er dem bedre bekendte end manden på den anden side af gaden.

Sådan er historie. Det er at se sig selv, fortiden og fremtiden som en fortløbende proces. Folk, der ikke kender til historie, er slaver. De er enten slaver i bogstavelig forstand, eller de holdes som dyr, uvidende om hvorfra de kom, og uvidende om hvor deres børn er på vej hen. De har ingen kontrol over deres eget liv, ingen kontrol over deres fædreland. De er meningsløse, eksistentialistiske omflakkere i et efterindustrielt mareridt, et postmodernistisk mareridt.

Befolkningernes grundlæggende moralske karakter er blevet systematisk ødelagt af Frankfurterskolen og dens forgængere. 68'ernes kultur er kendetegnet ved ødelæggelsen af videnskab og teknologisk fremskridt, men først og fremmest ved ødelæggelsen af moral og uddannelse.

Dannelsen af nationalstaten

Menneskehedens største fremskridt med hensyn til princippet om menneskers ligeværdighed, blev muliggjort ved fremkomsten af den suveræne nationalstat i det 15. århundredes Europa. Efter en lang periode med babylonske, romerske, byzantinske og andre imperier, og feudalisme, blev der med nationalstaten for første gang etableret et princip, der kunne kaldes "almenvellet". At staten er ansvarlig for det almene vel. Det drejer sig ikke om "den offentlige mening", for en sådan eksisterer slet ikke. Et samfunds meninger er højst forskelligartede. Der findes ingen ensartet offentlig mening, undtagen i afsporede blodtørstige pøbler. I stedet er der det at stå til regnskab, statens ansvar over for alle mennesker. At tilvejebringe retfærdighed for hele befolkningen, sådan som Sokrates i Platons Staten definerer retfærdighed efter naturlovsprincipper.

Derfor er staten tvunget til at tjene historien, at være historiens tjener over for alle mennesker. Og på den måde skal staten være et instrument for alle mennesker, ikke for den offentlige mening. Er der mennesker, som ikke har det godt, hvad gør vi så ved det? Eller uretfærdighed: Hvad gør vi ved det? Staten sidder med det afgørende ansvar, og det at tage sig af alle mennesker er dens karakter, det gælder også arven fra tidligere generationer og fremtidige generationers ve og vel.

Fra 1971-72 og fremefter begyndte verden lige så stille at glide mod helvedet. Men da de fleste mennesker har en ret begrænset horisont og kun tænker på deres egen pension, deres umiddelbare omgivelser og måske det næste valg, eller andre tåbelige ting, så siger de: "Åh, det er så langt væk, og det er heller ikke så vigtigt, vel?"

Lad os forestille os en planet. Solsystemet er ret gammelt. Det tog sin begyndelse, da der ingen planeter var. Solen snurrede helt vildt rundt og blev svimmel, for der var ingenting at se på. Den kiggede rundt og rundt efter planeter, men der var ingen planeter at se. Men denne evige snurren rundt var til at blive dårlig af. Derfor begyndte Solen at kaste dele af sin rotation af sig, på samme måde som en mand, der tager sit tøj af, fordi han har det for varmt. Og efterhånden som Solen kastede materiale af sig, skabte den sig en korona, der sandsynligvis så ud, som Saturns ringe gør i dag.

På grund af rotationen blev det afkastede materiale polariseret. Og da det konstant blev bestrålet af Solen, undergik det også en termonuklear fusionsproces, hvor der ikke alene blev skabt helium og brint, men også de tungere grundstoffer i det periodiske system. Disse stoffer blev slynget væk, ligesom i en gigantisk centrifuge, og de tungeste materialer koncentrerede sig i det, vi kalder de inderste planeter, mens de lettere samlede sig i de ydre planeter. Alt foregik efter ganske lovmæssige principper. Og da planeterne således blev dannet i deres forudbestemte baner, så har hele planetsystemet stort set holdt sig stabilt i milliarder af år.

Hvorfor er det sådan? Ikke fordi omløbsbanerne er resultatet af et newtonsk forhold mellem Solen og planeterne. Omløbsbanerne er et resultat af banerne i sig selv. Derfor er det banen, som bestemmer planetens placering, ikke Newtons eller Galileos kræfter. Som Jonathan Tennenbaum og Bruce Director beskriver i det seneste nummer af Schiller Instituttets amerikanske kulturtidsskrift Fidelio, så viser Gauss' bekræftelse af Keplers nøjagtige beregninger af omløbsbanen for en planet, som burde være der, men som mangler, fordi den eksploderede i sin bane [asteroidebæltet -red], at banerne ikke bestemmes af newtonske kræfter, men af noget, som er ganske småt: Infinitesimale forskelle, regulære og vedvarende. De er ikke konstante, men de er ensartede og regulære. Derfor er en planetbane blevet bestemt igen og igen og igen over milliarder af år. Disse omløbsbaner ændrer sig ganske vist, men forandringerne er indbygget i systemet. Og det fortsætter i milliarder og milliarder af år.

En videnskabsmand, som beskæftiger sig med astronomi, bliver nødt til at tænke i disse baner. Hvad så med samfundet? Vælger man en bestemt grundsætning, en antagelse eller en politik, og samfundet begynder at fungere under indflydelse af denne grundsætning eller antagelse, så vil samfundet gå ind i en bestemt udviklingsbane (ligesom en planetbane), der med stor forudsigelighed vil bringe det til et forudbestemt endemål. Hvis det er en dårlig bane, så er samfundet i nogle tilfælde dømt til undergang. Og samfundet kan kun undslippe sin skæbne ved at ændre banens grundtræk.

De ændringer, jeg taler om, indtraf i 60'erne og begyndelsen af 70'erne, hvor man besluttede at ændre den europæiske civilisations parametre, dens grundtræk. Det, vi efterfølgende har været vidner til, har været den lovmæssige følge heraf, ligesom årstidernes skiften i Jordens bane omkring Solen. Alt er sket ganske lovmæssigt; en række transformationer, som nu har bragt os til systemets sammenbrud, nøjagtig som en omløbsbane vil bestemme en komets undergang, efter den i millioner af år har fulgt et spor, som dømmer den til at dø i Solen.

Derfor er det kun dumme mennesker, som siger: "Åh, det kunne jeg da ikke vide ud fra mine erfaringer fra de seneste par uger". Ved at studere Solen i den seneste måneds tid, kunne jeg heller ikke sige, om vinteren nogensinde vil komme.

Det er det problem, vi står med. Folk er så snæversynede og så optagede af falske værdier, at de forblinder sig selv med illusioner om det, der virkelig foregår. Det er det, jeg har beskrevet i mere end 35 år. Faktisk var jeg rystet allerede i 1963, da jeg indså, hvad der ville komme til at ske. Hvis civilisationen fortsætter i samme retning, er den dømt til undergang, sagde jeg. Dette er den største trussel imod civilisationen i moderne tid og jeg fik ret. Problemet var blot, at jeg var omgivet af en masse dumme mennesker, som sagde: "Nej, nej, det sker ikke. Min erfaring siger, at det aldrig vil ske". Ja, men der sker altså ofte ting, som aldrig er sket før.

Kometen rammer Solen

Folk siger: "Hvor er krakket? Du snakker altid om et krak. Hvor er det?" Ser du min ven, problemet er, at der er så mange krak hver eneste måned, at du ikke engang lægger mærke til dem mere. F.eks. var der den 10.-11. juni 1999 et større verdensomspændende sammenbrud end det, der fandt sted i oktober sidste år. Hele systemet undergik et faseskifte, hvor der allerede i februar var endnu et krak, med Brasilien som centrum. Her greb George Soros og hans venner ind og oversvømmede stedet med penge. Men det blev ikke afslutningen på krakket, det fortsatte. Et krak er et systemfaseskifte, der sætter rammerne for systemets nuværende terminale tilstand.

I februar i år oversvømmede man systemet med endnu flere penge, end man gjorde i oktober '98. Det har kun én historisk parallel, nemlig Weimar-Tyskland 1923. Men Weimar var i betydelig mindre målestok. I et forsøg på at afhjælpe gældskrisen i forbindelse med Frankrigs besættelse af Rhinlandet, og de franske trusler om at genbesætte og plyndre hele Tyskland, hvis ikke gælden fra Versailles blev betalt til tiden, benyttede den tyske regering sig af seddelpressen for at klare gældsbetalingerne til især Frankrig. Det skabte et faseskifte i hele det tyske politiske liv, der lagde grunden til Hitlers fremmarch.

Ser man på tallene i den indledende fase (figur 1), var inflationstakten, den faktiske vækst i inflationen i den første periode af pengeoptrykningen, ganske moderat. Så, pludseligt når den et punkt i foråret og begyndelsen af sommeren 1923, hvor alle i banksystemet indså, at reichsmarken var dømt til sammenbrud. Så gjorde man nøjagtig det samme, som man gør i dag. Man begyndte at stjæle fra højre og venstre for at gemme værdierne væk til efter krakket var overstået. Finansfolkene vidste, at systemet ville ryge i luften, at reichsmarken var dødsdømt, så derfor fik de deres penge ud af systemet og købte enten udenlandsk valuta til enhver pris, for de ville gøre hvad som helst for bare at få nogle få skillinger parkeret et sikkert sted. Eller de ville købe fysiske varer, som de mente ville være af værdi efter reichsmarkens sammenbrud.

Alle i Tyskland med opsparing blev totalt ruinerede. Nøjagtigt som det vil blive tilfældet for de ca. 40 millioner amerikanske familier, der har deres pension i fælles investeringsfonde, Mutual Funds, når krakket kommer. Derfor er visse folk i gang med at sælge værdipapirer for at parkere noget af deres formuer uden for systemet på sikre steder, enten i hårde forbrugsvarer eller udenlandsk valuta. Dengang i Weimartiden var effekten, at priserne skød i vejret. Det resulterede i en hurtig serie af devalueringer af reichsmarken, hvilket igen fik den tyske Reichsbank til at trykke endnu flere sedler. I løbet af sommeren og efteråret 1923 gik hele systemet ind i en eksponentiel hyperinflation med vildt flyvende priser og reichsmarken i frit fald.

I begyndelsen af juni i år blev det klart, at der i løbet af foråret var sket et faseskift til en hyperinflationær proces. Den havde egentlig taget sin begyndelse i finanskrisen i oktober 1997 og videre frem til oktober 1998. Krisen i Brasilien, og forsøget på at inddæmme den med en mur af penge, som George Soros kaldte det, accelererede bare processen. Under dette forløb flyttede finanssvindlerne rundt på deres penge og værdier, og de benyttede sig af en aftale, som den nye og lidt dummere amerikanske finansminister, Larry Summers, havde indgået med Japan. Mens den tidligere finansminister Robert Rubin i 1997 sagde: "Ikke en øre til at redde bankerne", gik Larry Summers og den japanske regering i den stik modsatte retning og ofrede Japan for at redde bankerne. Japan sendte nye penge gennem sit centralbanksystem ved at sænke udlånsrenten helt ned til en kvart procent, og senere endda endnu lavere.

Alle, der forsøgte at komme ud af kriserne i USA, Europa, Brasilien m.v., optog nu kortfristede, dag-til-dag lån i yen til en kvart procent. Med de lånte yen købte man så dollars, D-mark og senere euro. Dette kaldes "yen carry trade" (yenoverførelsesforretninger). Men det ville blive farligt, hvis dollaren og euroen fortsatte deres nedtur, og yennen steg i værdi. Med en højere yenkurs må låntagerne jo udrede kursforskellen, hvilket svarer til en betydelig rentestigning med tilbagevirkende kraft. Det ville få dem alle til at gå ned med flaget. Da det meste af verden var ved at drukne i en flod af yen, som det japanske centralbanksystem pumpede ud via "yen carry trade" til en kvart procent i rente, nåede hele systemet sit bristepunkt.

Så greb man til "krisestyring". Summers' og bankernes indstilling var: "Vi vil styre os gennem systemets kriser, så der ikke sker noget krak. I andre tager fejl, systemet vil aldrig bryde sammen. Vi skal nok kontrollere det. Okay, der er mange problemer, men vi vil holde dem under kontrol. Der har været nedsmeltninger før, men nu kommer der ikke flere. Det sker ikke." Og det vigtigste instrument i denne krisestyring, var "yen carry trade".

Men nu er det selve "yen carry trade", som truer med at sprænge hele systemet. Derfor hælder man alle de penge, man kan, fra Europa og USA over i yennen for at holde kursen nede. Samtidigt forsøger man i Japan at holde renten på yenlån under den kvarte procent, ja faktisk nede nær nul.

Denne "yen carry trade" er nøjagtig lige så hyperinflationær som den værste periode under Weimar-inflationen i 1923, men denne gang er den global. Hele systemet hviler nu på krisestyring, og krisestyringen er baseret på "yen carry trade". Men da det netop er "yen carry trade", som nu truer med at blæse hele systemet i småstykker, er krisestyring blevet selve sygdommen. Det er den sidste fase i finanssystemets cancer.

Det er her, vi står. Jo mere man gør for at holde systemet sammen, jo hurtigere og kraftigere smuldrer det. Festen er slut. Kometen er på vej ind i Solen. Dens lange rejse er ved at være ovre. Derfor melder spørgsmålet sig: "Hvis systemet er færdigt, bankerne forsvinder, og verden går bankerot uden håb om genoplivning, hvad gør vi så?"

Gamle John Kenneth Galbraith, som stadig er i live og nok er klogere end nogen tysk økonom, sagde om krakket i 1929: "Det er jo kun papir". Det er også kun papir, der krakker i Rusland og andre steder i dag. Den eneste grund til, at vi sådan lider, er, at vi giver disse papirer alt for stor opmærksomhed. Hvorfor brænder vi dem ikke bare?

Hvad skal der gøres?

Hvis ikke jeg bliver USA's næste præsident, eller hvis ikke der i det mindste er en vis chance for, at jeg bliver det, så ser det sort ud.

I første omgang må en række nationer og her tænker jeg først og fremmest på USA sammen med det lidt feje Tyskland, Rusland, Kina, Indien og et par til ganske enkelt træffe følgende overordnede beslutning: Verdens finanssystem befinder sig i en håbløs katastrofal situation og kan ikke reddes i sin nuværende form. Derfor må alle forsøg på at redde det internationale finans- og betalingssystem, som vi kender det i dag, ophøre. Men hvad gør vi så?

For det første erklærer vi, at vi alle er absolut suveræne nationalstater, og derfor er i besiddelse af uindskrænket magt. Globaliseringen er derfor død. Vi har netop taget den af dage.

For det andet, at vi i fællesskab træffer vore beslutninger som suveræne stater, uden hensyn til hvad andre lande måtte gøre i den henseende. Vi gør dette som repræsentanter for et flertal af menneskeheden. Det er, hvad lande som Kina, Rusland, Indien, Iran, Malaysia, landene i Syd- og Centralamerika, USA og Tyskland repræsenterer. Tyskland er den eneste egentlige nationaløkonomi i Europa. De øvrige europæiske lande er direkte afhængige af den tyske økonomi.

Derefter erklærer vi, i vor egenskab af suveræne nationer, med tilbagevirkende kraft al spillegæld, herunder derivater og "affaldsobligationer", for ugyldig, og at ingen af vore lande nogensinde igen vil honorere spillepapirer af den type. Fordelen vil være, at man med ét træk tager finansielle fordringer til en værdi af ca. 300.000 mia. dollars ud af systemet. Hvis ikke man gør det, vil det være umuligt at reorganisere samfundet og redde civilisationen. Det er prisen.

Hvad med resten af skidtet? Lad det undergå en konkursbehandling. Fastfrys alle konti, stop tilskrivningen af renter. Regeringen overtager ledelsen. Staten må lade hver sektion i samfundet gennemgå en kontrolleret reorganisering. Der er ingen vej uden om, hvis man vil overleve. Kometen har nået Solen.

Første prioritet: Det almene vel

Hvad der derefter sættes i værk, må baseres på det juridiske begreb "almenvellet", der i den amerikanske grundlov kaldes "the general welfare clause". Den amerikanske grundlov er i øvrigt den eneste grundlov i verden, der indeholder direkte henvisninger til sokratiske eller platoniske naturretsbegreber. Begrebet "almenvellet" er det princip, som hele den europæiske civilisation har været baseret på siden Frankrigs Ludvig XI.

Dannelsen af den suveræne nationalstat var en stor revolution. I det 16. århundrede fik staten magten og forpligtelsen til at føre princippet om "det almene vel" ud i livet. I dag betyder det blandt andet, at vi yder særlig beskyttelse til private opsparinger, der derfor er garanterede op til et vist beløb. Det gør vi, fordi familierne må holdes intakte og i stand til at fortsætte livet, økonomisk krise eller ej. Vi yder beskyttelse til mindre virksomheder og holder de lokale forretninger kørende, som befolkningen er afhængig af. Slagteren og bageren skal også være der dagen efter. Man skal kunne købe frisk brød den næste morgen. Og folk skal have penge til at købe brød for. Derfor skal de beholde deres arbejde, hvis det da ellers er nyttigt. Børsspekulanter og sidegadevekselerer vil blive arbejdsløse på stedet. De ender ikke i arbejdsløshedskøen, vi skal nok finde arbejde til dem, men det bliver ikke med at sælge aktier og obligationer. Alle de øvrige bankkonti vil blive frosset, og bankerne vil få ordre til at honorere bestemte betalinger til deres kunder for at holde samfundet i gang.

Det bliver også nødvendigt at holde visse virksomheder i live, enten ved at lade dem trække på deres konti eller ved at udstede nye kreditter med sikkerhed i deres indefrosne værdier, så de er i stand til at udbetale lønninger og holde folk i live.

Det vigtigste er at fastholde den sociale stabilitet og befolkningens sikkerhed i almindelighed. De virksomheder og banker, som almindelige mennesker er afhængige af, må holdes åbne, også selv om de i virkeligheden er gået konkurs eller har fået alle deres værdier indefrosset. Folk skal have et sted at deponere deres penge, og de lokale virksomheder skal have et sted, hvor de kan få kreditter. Derfor må banken holdes åben. Er bankdirektøren en uhelbredelig tyveknægt, må han erstattes af en anden, men dørene må holdes åbne.

Det er det første skridt. En generel reorganisering af samfundet som efter en virksomhedskonkurs. Hold dét kørende, som skal holdes kørende, hold folk i arbejde i den udstrækning det overhovedet kan lade sig gøre, og sørg ellers for tilstrækkelig arbejdsløshedsunderstøttelse.

Samfundet må tilbage til arbejde

Derefter skal samfundet tilbage til egentligt arbejde. Et overordnet mål må være at mindske beskæftigelsen i uproduktive "snylteerhverv" som f.eks. finansselskaber m.v. (man kunne også afskaffe "smarte" produktionsformer og begynde at producere ordentlige biler igen).

Produktionen må øges. Her må vi tage de finansieringsmetoder i anvendelse, som Wilhelm Lautenbach og andre foreslog allerede i 1931, og som Herman Abs og den tyske genopbygningsbank Kreditanstalt für Wiederaufbau benyttede sig af efter 2. Verdenskrig: Man skaber statsgaranterede kreditter med det formål at finansiere vedligeholdelsen og udbygningen af produktionsapparatet.

På verdensplan er der en enorm infrastrukturmangel. Det gælder ikke mindst på Balkan. En rigtig genopbygning af Balkan ville involvere hver eneste europæisk økonomi, hvad angår ingeniør- og entreprenørkapacitet. Det ville være en betydelig stimulus for hele den europæiske økonomi. Engagér ingeniører, entreprenører og arbejdsløse fra Rusland, Ukraine og resten af Europa. Involvér dem i store infrastrukturprojekter under kompetent ledelse og finansier det hele med statsstøtte og tyve-tredive-årige kreditter til ikke over én procents rente.

Der er også andre store behov. Udviklingen af Eurasien kræver opbygningen af infrastrukturkorridorer, som vi har beskrevet i rapporten, Den eurasiske Landbro (se også Temahæfte nr. 3, 1997). Det vil holde folk beskæftigede. Det vil også skabe grundlaget for og midlerne til en øget produktion i almindelighed. Husk på, at landmændene heller ikke dyrker deres afgrøder ved bare at smide sædekornene ud på den tørre jord. Den skal forarbejdes og plejes, og det samme gælder grundlaget for industri- og byerhvervene. Der kræves transportsystemer og højteknologiske, højt koncentrerede energianlæg, der kan levere masser af energi. Den bedste produktionsform er atomenergi, der har det laveste spild og de laveste produktions- og transportomkostninger. Den kan og skal etableres lokalt, for man skal ikke spilde en masse energi på at transportere strøm fra Tjernobyl til Tyskland f.eks. Det er det rene idioti. Omkostningerne i form af energitab er alt for store ved transmission. Desuden er det langt nemmere med lokale kernekraftværker.

Med lokale kernekraftværker kan man også visse steder producere naturgas og syntetisk metangas. Man har, blandt andet i Tyskland, mindre højtemperatursreaktorer på mellem 100 og 200 megawatt, som kan anvendes til flere forskellige formål, herunder produktionen af metan og naturgas, så man ikke behøver at transportere olie og gas over det hele. Man kan fabrikere den der, hvor man er. Man kan ombygge både biler og fly til at forbrænde metan og naturgas i stedet for det mindre effektive oliebrændstof. Lokalt kan man også producere moderne kemiske brændstofceller. Det betyder, at man kan aflaste verdensøkonomien for den enorme byrde, det er, at skulle transportere brændstof rundt på kloden. Olien kan i stedet anvendes som petrokemisk grundstof i produktionen af alverdens brugbare materialer.

Derfor er der masser, der skal gøres. Hvis man vil opbygge en industriproduktion, skal man skabe det rette miljø og opbygge de transportsystemer, der kræves, for at hele industrikomplekser kan fungere som en helhed. Underleverandøren eller maskinværkstedet behøver ikke at ligge flere tusinde kilometer væk fra hovedindustrien. Hvor der er store industrier, skal der også være en tæt underskov af mindre virksomheder. Det store problem i Asien er mangelen på tilstrækkelig værktøjs- og maskindesignkapacitet i de områder, hvor man ønsker at opbygge industriproduktionen. Alle mulige rådgivere kommer og siger: "Byg den fabrik. Etablér den industri. Byg det store industrianlæg, osv." Men det fungerer ikke, for man har ikke den lokale service- og støtteindustri, som man f.eks. har i Tyskland. Alle de tyske storindustrier har opbakning fra en række underleverandører og maskinværksteder, der typisk beskæftiger 50, 100 eller måske 250 medarbejdere. Og de ledes af folk med en videnskabelig og ingeniørmæssig baggrund. Alle de store foretagender gør brug af disse mindre firmaer, og de er faktisk uundværlige i storindustriens udviklingsprogrammer. Det er derfor, disse udviklingskorridorer er så nødvendige. Der skal være infrastruktur, energi og mennesker til videre udvikling.

Tag som eksempel USA under præsident Abraham Lincolns ledelse. Helt tilbage til kolonitiden var det amerikansk politik at opbygge udviklingskorridorer med veje og vandveje, for at gøre det muligt for befolkningen at rykke ind i de indre territorier i det nye Amerika floddalen i Ohio, floddalen omkring Mississippifloden og videre langs den transkontinentale rute. De transkontinentale jernbanelinier var ikke bare jernbaner. De var udtænkt som udviklingskorridorer. Man opbyggede landbrug og bysamfund langs linierne, og disse landbrugsområder og byer blev den kilde til rigdom, som holdt jernbanen i funktion og samtidig omdannede et tomt landskab til befolkede områder med økonomisk udvikling.

Vi har hele det store indre af Eurasien, som er meget tyndt befolket og massivt underudviklet. Det inkluderer de arktiske områder og stepperne i det centrale Asien. Opbygningen af udviklingskorridorer med veje og jernbaner til Kina, Det indiske Subkontinent og Den arabiske Bugt noget som briterne udkæmpede 1. Verdenskrig for at forhindre vil åbne kæmpe områder med uudnyttet potentiale, der så at sige vil blive koloniseret med moderne teknologi. Samtidig bringes Europa med sin naturlige maskinværktøjskapacitet, hvis vi ellers genopliver den, i fysisk kontakt med områder som Kina, Indien og Sydøstasien, der har stort behov for netop den kapacitet. Indenfor rammerne af samme program forbinder vi også Afrika.

Den store chance

Med alt det arbejde, der skal gøres over de næste fyrre til halvtreds år, for at sikre civilisationens overlevelse og vore børn og børnebørns fremtid, står vi faktisk med en enestående mulighed i hænderne. Med målrettede videnskabsprogrammer, der skal introducere nye fysiske principper og nye teknologier i produktionsprocessen, kan vi skabe en ny fremtid for menneskeheden. Vi kan vende det ormstukne systems sammenbrud til en kæmpe fordel. Vi skal bare udnytte denne enestående chance til at skaffe os af med det system, som er i færd med at knuse os, og i stedet opbygge et system under hvilket menneskeheden som helhed kan overleve.

Vi kan også håbe at bibringe menneskeheden en forståelse for, hvad mennesker egentlig er. Vi må afvikle globaliseringen én gang for alle. I Europa kender vi globaliseringen under et andet navn: feudalisme. Siden Karl den Store har ledende personligheder forsøgt at virkeliggøre kristne principper ved at udvikle de forskellige europæiske folkeslag og nationer. Dette var i det 13. århundrede kendetegnet ved Friedrich II von Hohenstaufen.

Modsat forsøgte Venedig og andre feudale kredse at ødelægge de europæiske nationalstater i Italien, på Sicilien, i Spanien under Alfonso Savio, i Frankrig og Centraleuropa ved at starte welferkrigene fra 1240 til 1340. Under disse krige steg en Venedig-kontrolleret bande, kaldet Lombardbankerne, til magtens tinder, mens Europa blev ødelagt. Hver anden landsby forsvandt og befolkningstallet blev halveret af sult og sygdomme. Det hele kulminerede i midten af det 14. århundrede med "Den sorte Død". Det var globalisering. Alt sammen i et forsøg på at stoppe fremkomsten af nationalstaterne.

I det 15. århundrede bar Peter Abelards, Augustinus' og de kristne apostles arbejde endelig frugt, da Nicolaus Cusanus med sin Concordancia Catholica lagde grunden til en diskussion om nationalstatsbegrebet på kirkekonciliet i Firenze.

Den første nationalstat, Frankrig, blev skabt af en italiensk sammensværgelse; af folk tæt tilknyttet Leonardo da Vinci, og som stod i forbindelse med dauphinen, den senere Kong Ludvig XI. Deres program skabte den første moderne nationalstat, der var selvbestemmende ud fra princippet om det almene vel. Mange forskellige samfundslag, feudale oligarker, plebejiske intellektuelle fra byerne m.fl. blev samlet under Ludvig XI for at danne en koalition af kræfter bag et fælles princip: Alle underkaster sig Frankrigs overordnede interesser som nation. Stillet overfor truslen om invasion af hære fra blandt andet England og Spanien, enedes man om at samarbejde for at udvikle og styrke landet og dets befolkning. Det var begyndelsen på nationalstaten, og det var det, Welferne og feudalismen forsøgte at stoppe.

I dag propaganderer indskrænkede mennesker i liberalismens hellige navn for globaliseringen, der i virkeligheden ikke er andet end en tilbagevenden til samme monstrøsitet, som Welferne repræsenterede under den hundrede år lange krig, der kastede et voksende og relativt rigt Europa i fremgang ned i middelalderens mørke og galskab, der varede helt op til midten af det 14. århundrede.

Denne politik, der organiseres af kredse omkring det britiske kongehus, er i dag menneskehedens fjende nummer ét. Denne fjende må besejres. Det igangværende sammenbrud af dette monarkis verdenssystem har gjort det og dets vasaller særdeles sårbare. Vi må mobilisere mennesker til at forstå deres egeninteresse udtrykt i begrebet "det almene vel" og finde de enkeltpersoner, som kan udvise lederskab. Nu er chancen her til én gang for alle at bringe en ende på det nonsens, og skabe en verden, hvor et fællesskab af suveræne nationer samles i fælles mål og indsats til gavn for menneskehedens almene vel. Derfor er vi midt i den største og mest skræmmende epoke i moderne historie.

Måske kan ikke alle se eller føle den krise, vi har foran os. Men krakket skal nok komme. Et verdensomspændende sammenbrud, der vil bringe minder om Tyskland i efteråret 1923. Har I oplevet et jordskælv? Man tror, at man står på solid grund, og pludselig bevæger jorden sig, og man ved ikke længere, hvad der er op eller ned. Det hele forvandler sig til en slags kviksand. Det er det, der er ved at ske nu. De første små jordrystelser har været der, og det sociale underlag og de politiske holdepunkter er begyndt at skride. Det er advarslen. Det store chok venter forude.

Men vi kan stadig være optimister. Vi skal blot erkende, hvor alvorlig situationen er, og fratage folk deres illusioner. Og når disse illusioner er bristede, må man hurtigt organisere dem omkring et velfunderet program, der giver håb. Hvis ikke man gør det, får det konsekvenser. Det så man i efteråret 1923, hvor Hitler fik gang i sin bevægelse i Bayern.