Fra Temahæfte nr 7, december 2000

Økonomi og erkendelse

Nedenstående er et uddrag af en artikel af den amerikanske økonom og forhv. demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche. Artiklen blev publiceret i tidsskriftet Executive Intelligence Review den 21. juli 2000. Overskriften var: »Call them `The Baby Doomers'«, et ordspil, der vanskeligt lader sig oversætte til dansk. Målet for LaRouches ordspil var blandt andre de to ledende præsidentkandidater, Texas' guvernør George W. Bush og vicepræsident Al Gore, der begge tilhører den generation, der blev født umiddelbart efter 2. Verdenskrig. Efterkrigstidens usædvanligt høje fødselstal fik i USA betegnelsen »babyboom«, »babyeksplosionen«, og den let nedsættende fællesbetegnelse for denne i manges øjne forkælede efterkrigsgeneration blev således: »Baby boomers«. Lyndon LaRouche lod »doom« erstatte »boom«, for efter hans mening gjorde begge præsidentkandidater sig til talsmænd for en økonomisk politik, der ville betyde undergang (»doom«) for millioner af børn rundt om på kloden. Derfor burde de begge kaldes »baby doomers«.

En nylig genlæsning af dommer Ferdinand Pecoras rapport fra 1939 om Det amerikanske Senats undersøgelser af J.P. Morgan og andre finanshuse på Wall Street i årene 1933-34¹ kom til at tjene som en passende påmindelse om, at der på to punkter er betydelig forskel mellem de involverede personligheder i det kriseramte Wall Street dengang og nu.

For det første, er den nuværende tiltagende krise, som jeg skal komme ind på, ikke alene kvantitativt men også kvalitativt, så langt den største trussel USA har stået overfor siden borgerkrigen 1861-1865. Det er den værste finanskrise, som den europæiske civilisation har oplevet siden Trediveårskrigen 1618-48.

For det andet, finder man en relevant forskel i moral hos 20'ernes røverbaroner på Wall Street og nutidens kræmmere, som kommer til udtryk ved, at de 35 til 55-årige, som i dag indtager ledende positioner i erhvervslivet og i den offentlige administrationen m.v., for de flestes vedkommende er endnu længere borte fra virkeligheden end deres tåbelige forgængere var det på præsident Coolidges tid, da de ledte USA ind i den store depression 1929-39. Denne forskel er også, som jeg skal forklare, ikke blot kvantitativ men også kvalitativ.

Alt taget i betragtning, fortjener en stor del eller måske hovedparten af den generation, der i dag sidder på topposterne i finansverdenen og regeringskontorerne, snarere betegnelsen »baby doomers« end »baby boomers«. Gennem omfattende citater fra Wall Streets egne vidneudsagn, udpeger Pecoras bog således kun de fælles træk i de væsentligste moralske aspekter af sammenligningen mellem dengang og nu.

Kernen i dommer Pecoras fremstilling af begivenhederne dengang var, at de ledende bankfolk i Wall Street kun besad en ringe eller slet ingen interesse i at opbygge USA's fysiske økonomi eller i at forbedre befolkningens almene vel. Snarere det modsatte. Dengang, som nu, og lige siden den britiske agent Aaron Burr grundlagde Bank of Manhattan, har Wall Streets magnater stort set opført sig som rovdyr.² Dengang, som nu, manipulerede de den almindelige befolknings gøren og laden, på samme måde som de berømte kvægbaroner avlede, drev og sorterede deres kvæg; en befolkning de jo anser som deres retmæssige bytte. Dengang som nu, er investeringskvæget, kunderne på børsen i Wall Street, som brægende får blevet drevet ind i de forskellige økonomiske og finansielle klippefolde og slagtehuse. På kort og mellemlang sigt har det væsentligste formål med Wall Streets etablering af stadig mere bristefærdige finansbobler altid været at lure flere og flere investeringslystne mennesker ind i fælder, hvor hovedparten bliver franarret deres forhåndenværende finansielle ressourcer, alt imens de påtvinges yderligere gæld; for selv når ofrene løb tør for kontanter, fortsatte svindlerne med at lænse dem for penge, de ikke havde, ved at pantsætte deres endnu ikke-eksisterende fremtidige indkomst.

Under senatshøringerne i 1933-34 rystedes nationens samvittighed af Wall Street-magnaternes draculalignende udstråling, når de indtog vidneskranken.³ Der blev vedtaget nye love for at ulovliggøre og begrænse de værste af Wall Streets forretningsmetoder. Det var disse love, der dengang fik Wall Street til at hade Franklin D. Roosevelt. Og, som man tydelig kan se det i dag, hvis eftermæle de inderligt har hadet lige siden. Enhver, der kender de ledende Wall Street-kredses stamtavler, ved, at der bag de forskellige virksomheders reorganisering af strukturer og ejerforhold, stadig gemmer sig den samme sammenspiste kreds af familieejede »grevskaber«. Med enkelte frafaldne og nytilkomne som undtagelser, indeholder listen stort set den samme samling af familierødder som dengang. Under og efter Carter-regeringen i 1977-1981 er stort set alle love og begrænsninger, som blev gennemført i Roosevelt-tiden, atter blevet ophævet. Rovdyrene er ikke alene vendt tilbage til deres gamle lovløse metoder; de har tillagt sig ny ondskab, som ikke engang var opfundet, da senatshøringerne fandt sted i 1933-34. Ophævning af Glass-Steagall-loven er betegnende for den fulde tilbagevenden til Wall Streets umoralske »brølende 20'ere«, netop som vi står foran udbruddet af nøjagtig den form for krise, som loven ellers blev indført for at afværge.

Den mest iøjnefaldende forskel på dengang og i dag er, at nutidens svindlere og deres godtroende investeringskunder er langt flere i antal og langt vildere end noget, der blev undersøgt af senatsudvalget i 1933-34. Der er noget kvalitativt helt nyt, som er blevet lagt oven i det gamle. I stedet for blot at sigte mod en udplyndring af økonomien, som Wall Street gjorde dengang, har man over en periode på ca. tredive år udpint økonomien med det direkte og udtalte formål, ikke blot at dræne den men at ødelægge den i ordets bogstaveligste forstand.

Det gennemgående sigte med den økonomiske politik, som blev indført under Carter-regeringen i 1977-1981 og videreført af de efterfølgende regeringer, har været virkeliggørelsen af det, som den daværende føderalbankdirektør Paul Volcker kaldte en »kontrolleret disintegration af økonomien«.⁴ Under ledelse af direktørerne Paul Volcker og Alan Greenspan har Det føderale Banksystem, der kontrolleres fuldt og helt af Wall Street, i snart 24 år været drivkraften bag en stadig mere aggressiv indsats for at gennemtvinge en fuldstændig »kontrolleret disintegration« - ikke bare af den amerikanske økonomi, men af hele den globale økonomi. Midlerne har været »flydende valutakurser«, »frihandel«, »privatisering«, »globalisering« og »demokratisering«, og effekten har været en destruktion af de moderne økonomiske institutioner, som var blevet opbygget over de seneste femhundrede år.

For at forstå, hvorfor vi går ind i perioder som »de brølende 20'ere«, og den vi gennemlever i dag, og hvordan vi kommer ud af dem igen, er det helt nødvendigt at begynde med en passende rigorøs og brugbar definition på den form for massehysteri. Altså den vidt udbredte galskab, man så under tulipanboblen i Holland i det 17. århundrede og John Law-boblerne i begyndelsen af det 18. århundrede i England og Frankrig. Den dybere betydning træder frem, hvis vi forestiller os, hvad der ville være sket, hvis Wall Street havde haft held til at gennemføre et militærkup imod Franklin D. Roosevelt⁵, og sammenligner det med, hvad der rent faktisk skete, da det lykkedes finanskredse i Storbritannien og USA, nærmere bestemt Montagu Norman i London, Brødrene Brown og Harriman i New York, at bringe Adolf Hitler til magten i Tyskland i januar 1933.⁶

Økonomiens grundlov

I behandlingen af de nævnte emner, er det vigtigt at holde for øje, at det værste finansielle og økonomiske sammenbrud i de seneste århundreders verdensomspændende europæiske civilisation er under udvikling. Vi er på randen af den værste finanskrise i mere end tohundrede år. Vi er netop nu på den stejleste del af grænsefladens hældning (se figur 1), som adskiller det nuværende finanssystem fra dets undergang. Vi har stadig en chance for at komme godt igennem krisen under forudsætning af, at vi dropper ethvert tåbeligt forsøg på at redde det nuværende finanssystem, og den politik der er forbundet hertil. Vi kan sagtens, både som personer og nationer, overleve krisen. Men for at få held til det, må vi acceptere og gennemføre ganske radikale og dybtgående forandringer i den måde, hvorpå vore regeringer handler, og den måde, hvorpå et flertal i befolkningen for nærværende tænker.

Derfor kan de emner, der måtte have praktisk betydning i denne henseende, ikke behandles kompetent indenfor de hidtil alment accepterede rammer. Spillets velkendte regler står overfor radikale forandringer. Kun en tåbe ville forsøge at få det nuværende system til at fungere bedre. Det må skiftes ud, sammen med det, de fleste mennesker hidtil har anset som normale politiske forandringer. En kompetent diskussion af de praktiske forholdsregler må således indeholde en mere dybtgående reevaluering af de almindelige, men fejlslagne aksiomatiske antagelser. En sådan diskussion kræver, hvis den skal bære frugt, en koncentrationsevne, der rækker længere end læserne normalt er vant til. Der findes ingen sikker genvej, der undviger disse svære spørgsmål og garanterer overlevelse. Derfor må læserne acceptere den udfordring, jeg hermed stiller dem overfor. Med det, lad os gå videre.

For at give de fremlagte emner en kompetent behandling må vi tage udgangspunkt i, hvad der bedst kan betegnes, som en systemisk definition af de væsentligste forskelle mellem de former for økonomisk fornuft man så både i 20'erne og i perioden 1946-1966, og den form for udbredt økonomisk vanvid, som har spredt sig over de seneste tredive år. Med »systemisk« mener jeg en definition, som er almen sand i samme specifikke betydning af begrebet sandhed, som er gældende i etableringen af et underbygget, entydigt og almengyldigt princip i fysisk videnskab.⁷

Med andre ord: Ved »systemisk« forstår jeg en universal karakteregenskab, der kendetegner alle faser og andre aspekter af et specifikt fysisk (eller tilsvarende) system taget som helhed. Med universal karakteregenskab forstår jeg samme begreb, som Gottfried Wilhelm Leibniz (1646-1716) i sin tid introducerede, og som Bernhard Riemann anvendte i bestemmelsen af den relativistiske rumtids fysiske karakteristik.⁸

I denne specifikke betydning af almengyldigt princip tager en kompetent undersøgelse af politisk økonomi udgangspunkt i to sider af samme aksiomatiske grundprincip: 1) Hvad er menneskets forhold til naturen, sådan som dette lader sig udtrykke i målelige fysiske termer, per indbygger og per kvadratkilometer? 2) Hvilke forhold mennesker imellem sætter samfundets individer i stand til at samarbejde i en fælles bevarelse og udvidelse af deres fysiske magt i og over naturen? Alle grundlæggende aspekter af økonomisk politik, hvad enten det er under de mest moderne eller under de allerældste menneskelige eksistensformer, må altid vende tilbage til disse to spørgsmål. De danner rammen indenfor hvilken, man finder en brugbar betydning af begrebet menneskelig kultur i økonomi. Det gælder både for de allerældste former for menneskelig eksistens og for dem, der engang vil udgøre den menneskelige eksistens langt ude i fremtiden.

I den udstrækning det er nødvendigt for den videre diskussion, skal jeg kort reformulere de to spørgsmål. På den baggrund er det nødvendigt, skridt for skridt, at vise, hvorledes disse spørgsmål på sokratisk vis leder os til den nødvendige bestemmelse af en funktionsdygtig form for alment udbredt økonomisk fornuft.

Selv om de nedenstående punkter er aldeles elementære, og selv om jeg har fremlagt dem ved adskillige lejligheder og i talrige artikler og skrifter over de seneste par årtier, så har almindelige tekstbøger og anden såkaldt ekspertlærdom fuldstændig udeladt enhver beskrivelse eller forståelse af det, der må betegnes som den økonomiske videnskabs grundlæggende ABC. Derfor er det helt nødvendigt at gentage denne ABC her. Ellers ville det være helt umuligt at forstå, hvad det er for en ulykke, der er ved at ramme menneskeheden, for ikke at snakke om, hvad det er, der skal til for at overvinde den.

Hav først og fremmest følgende i baghovedet: Forsøger man at opstille en matematisk beskrivelse af forskellige aspekter af dyreverdenens økologi, så vil væksten i den menneskelige befolkning og dens skiftende demografiske karakteristika, sætte menneskeheden ved siden af og over alle andre levende væsener. På den baggrund er adskillelsen mellem mennesker og menneskeaber påviselig absolut, ikke relativ. Menneskeheden er den eneste levende art, der er i stand til viljemæssigt at øge sin arts karakteristiske potentielle relative befolkningstæthed, ikke delvist eller gennem biologisk evolution, men som art.⁹

Det er alene denne særlige karakteregenskab hos menneskeheden, som begrebet økonomi bygger på. Alle kompetente beskrivelser af politisk økonomi eller studier af økonomi i almenhed afhænger helt og aldeles af en forestilling om dette særkende, som er vor levende arts karakteregenskab.

I første omgang vil sådanne økologiske studier over det enkelte menneskes adfærd være fokuseret på væksten i menneskehedens magt i og over naturen, målt per indbygger og per kvadratkilometer af Jordens brugbare overflade. Dermed indkredses den rolle, som opdagelsen af verificerbare almengyldige fysiske principper spiller, og forbundet hertil, den rolle som udviklingen af ny teknologi baseret på disse opdagelser udgør. Det er denne sammensatte aktivitet, der øger menneskets magt i og over universet. For at lette den videre behandling af emnet i denne rapport, så lad det være underforstået, at denne øgning per indbygger skal forstås som øgning i magt [over naturen] per indbygger og per kvadratkilometer, med mindre andet bliver angivet.

Men dermed bestemmes yderligere et paradoks. Et paradoks, der ofte beskrives som »betydningen af teknologisk nedslidning«. Med andre ord: For at bevare en allerede opnået øgning i magt per indbygger og for at neutralisere virkningen af teknologisk nedslidning er det nødvendigt, at der konstant tillægges nye opdagelser og hertil forbundne revolutionerende teknologiske gennembrud. Karakteren af det enkelte menneskes særlige magt over naturen bestemmes således ikke af en isoleret, selvstændig opdagelse af et enkelt almengyldigt fysisk princip, men af en vedvarende proces i hvilken der skabes en uendelig række af revolutionerende opdagelser af verificerbare almengyldige fysiske principper.

Det betyder, at menneskets magt i og over universet ikke ligger i det enkelte individs handlinger isoleret set, men snarere helt grundlæggende i den fortsatte udvikling af individuelle personers evne til at skabe og genskabe en fortsat række af sådanne nye opdagelser. Denne række af opdagelser drives frem af de nye forhold, der opstår, når den tidligere række af opdagelser virkeliggøres.

Her skal det understreges, at i modsætning til Paolo Sarpi,¹⁰ Immanuel Kant og deres efterfølgere, er denne skelnen mellem den isolerede gerning i opdagelsen af et fysisk princip og den fortsatte handlingsproces bag en række af sådanne opdagelser af samme epistemologiske betydning, som det velkendte universale forandringsprincip, man finder hos Heraklit og i Platons dialog »Parmenides«. Her anvendes begrebet handling i betydning af et fortsat skabende handlingsprincip.

For ikke at læseren skal forledes til at tro, at denne skelnen mellem gerning og handling bare er én af mange forskellige synsvinkler, er det vigtigt at advare om, at alle de værste tåbeligheder forbundet med frihandelsdoktrinen, herunder »frihandelens« rolle som hovedårsag til Den store Depression i 30'erne og den nuværende globale finanskrise, har deres rod i den oversete betydning af det grundlæggende punkt, jeg her har fremlagt.

Det skal yderligere understreges, at formålet med en familiehusholdnings indkomst, og den infrastruktur der er forbundet hermed, er at opfylde betingelserne for en fortsat vedligeholdelse af væksten i viden om og anvendelse af nyopdagede almengyldige principper, vel at mærke med en vækstrate, der i det mindste er tilstrækkelig til at opveje den entropiske virkning af teknologisk nedslidning.

Hvis familiehusholdningernes fysiske og kulturelle levestandard sænkes gennem nedskæringer i arbejdsstyrkens samlede kurv af fysiske forbrugsgoder, eller hvis infrastrukturen ikke vedligeholdes, eller en kombination af begge, vil udviklingshastigheden falde i forhold til den teknologiske nedslidning. På den måde vil anvendelsen af billig udenlandsk arbejdskraft, f.eks. gennem »fjernarbejde« som erstatning for bedre betalt hjemlig arbejdskraft, resultere i et fald i arbejdsstyrkens produktionsevne i det land som importerer, og et tilsvarende fald i det samfund, hvis billige arbejdskraft udnyttes.

Ligeledes, hvis sammensætningen af arbejdspladser og dermed kilderne til familiehusholdningernes indkomst forrykkes væk fra en høj rate af højtuddannede og teknologiorienterede arbejdspladser [se figur 2], vil en høj indkomst i de øvrige, ikke-produktive og serviceorienterede »omkostnings«-arbejdspladser, som det f.eks. er tilfældet for de tyve procent bedst stillede husholdninger i USA i dag, garantere et funktionsmæssigt dekadent samfund på vej mod samme form for opløsning og undergang, som ramte Det romerske Imperium [se figur 3].

Som den amerikanske økonom Henry Carey også påpegede, bidrog plantageejernes udnyttelse af slaverne i 1850'erne intet til den samlede nettonationalindkomst i USA. Ikke alene det, udnyttelsen af slaver sænkede rent faktisk realindkomsten i den amerikanske økonomi som helhed, hvilket viste sig med al tydelighed i form af det økonomiske mirakel USA oplevede i 1861-1876, da slaveriet blev ophævet. Slavearbejde er et nettotab for økonomien, og underbetalt arbejdskraft har på samme måde en tendens til at blive et nettodræn på den samlede økonomi.¹¹

Det væsentligste nationaløkonomiske formål med at oppebære udgifterne til en høj standardindkomst for familiehusholdningerne, og en tilsvarende vækst i kapitalinvesteringerne i teknologisk fremskridt, er at skabe en aktiv handling i form af fremadskridende, aksiomatisk anti-entropisk teknologisk udvikling, gennem hvilken arbejdsstyrkens teknologibestemte produktionsevne øges.

Videnskabelig uddannelse

At udvikle en voksen befolkning, der i stand til at fastholde den aktive handling, der skaber fortsat teknologisk vækst, kræver ikke alene en vis kvantitativ uddannelse, men også en specifik kvalitativ uddannelse. Hvis man i stedet for en klassisk-humanistisk uddannelse, baserer uddannelsen på de sædvanlige moderne eksamensmetoder, så får man færdiguddannede professionelle, der er ganske gode til at aflire indlærte ritualer. Men en sådan mis-uddannelse har sandsynligvis også totalt ødelagt deres evne til at gøre kompetente opdagelser af nye principper.

Essensen i en kompetent videnskabelig og førvidenskabelig uddannelse af ungdommen er, at eleverne ikke bare indlærer et allerede opdaget princip og dets afledede teknologier. Ved en klassisk-humanistisk uddannelse forstår jeg en uddannelse, hvor studenten gennemlever en genopdagelse af de vigtigste af menneskehedens tidligere underbyggede opdagelser af almengyldige principper. Og denne genopdagelse må tage en form, som svarer til den oprindelige opdagelsesgerning, sådan som den blev udført af en historisk person. I denne traditionelle klassiske uddannelse af unge skal der også lægges vægt på fyldestgørende metoder til eksperimentel bekræftelse af de oprindelige opdagelser af almengyldige fysiske principper.¹²

Alt dette kræver desuden et familieliv og sociale forhold, hvor udveksling af ideer fremelskes som en selvfølgelig del af hverdagen. Børn og helt unge forholder sig til en sådan udveksling af ideer, der er frembragt gennem oplevelsen af en fortløbende proces af opdagelser af verificerbare principper, i form af leg, som f.eks. når det glade barn lærer en glad hundehvalp nye kunster.¹³ Det er uddannelsen af menneskets naturlige evne til at lege, hvor legeprincippet anvendes på elevens genopdagelse af verificerbare originale opdagelser, som fremelsker kreative, rationelle og følelsesmæssigt modne voksne. Klasseværelsets gnavne og alvorlige pedanter og deres artige følgesvende bliver næppe fremtidens lysende forbilleder for kreativitet og begavelse.

Lad os slå fast: Kreativ videnskabelig tænkning udspringer aldrig fra formel deduktiv logik. Tag som eksempel Immanuel Kants metode. Kant personificerede det aksiomatisk ukreative. Han var nok intelligent, endog skræmmende intelligent, men han var aldrig helt sanddruelig, når det gjaldt principielle spørgsmål.¹⁴ Kreativ fornuft finder man langt væk fra empirikernes, sofisternes og kantianernes selskab i et regi, der rækker langt ud over det deduktive argument. Et regi, der skiftevis kendes som erkendelse og fornuft, eksemplificeret i Platons sokratiske dialoger.¹⁵

Der er tre ledende aspekter ved fornuftens virke: 1) En selvmodsigelse af såkaldt ontologisk kvalitet- et ontologisk paradoks; 2) udviklingen af det enkelte intellekts eget forslag til løsning af dette ontologiske paradoks; og 3) opstillingen af en passende eksperimentel eftervisning af en sådan løsnings gyldighed. Disse tre aspekter afspejles i den sokratiske metode, som den er beskrevet i Platons dialoger. En undersøgelse, af hvorledes en sådan tretrins opdagelse kan formidles fra ét menneskes forstand til et andets, burde samtidig tilvejebringe en tilstrækkelig afklaring af begrebet erkendelse.

Der er to punkter i denne tretrins erkendelsesproces, hvor sanseapparatet tillader to intellekter at dele væsentlige aspekter af hver brugbar opdagelse som helhed. For det første, fremlæggelsen af beviserne på de ontologiske kvaliteter af det pågældende paradoks, og for det andet, den eksperimentelle demonstration af det princip der foreslås som løsning. Ellers består vanskelighederne i, at sanseapparatet grundlæggende set er ude af stand til - direkte- at vise os et andet intellekts erkendelsesproces. Det er kun i den grad, at to personer har delt samme erkendelsesgerning i forhold til det oprindelige ontologiske paradoks, at de to kan genkende naturen og betydningen af erkendelsesgerningen som en løsning på det pågældende paradoks, som denne påvises gennem en relevant eksperimental demonstration.

Man kan ikke udfra en enkelt erfaring med disse to sanselige bevispunkter udlede, at den anden person har oplevet nøjagtigt samme sammenhængende erkendelsesproces som en selv. Det er snarere gennem en række af sådanne individuelle oplevelser, at vi ligesom spædbørn overvinder vort medfødte slørede syn. En lang række underbyggede erkendelsesmæssige erfaringer (og genoplevelser af tidligere originale opdagelser) er nødvendig for at bringe den erkendelsesmæssige indsigt op på en tilstrækkelig grad af modenhed til at blive tilstrækkelig bevidst om de erkendelsesmæssige processer, der foregår i hovedet på andre; altså genkendelse.¹⁶

Erkendelse er en handling, der kun kan opleves som et alternativ til simpel sanseopfattelse i form af en akkumuleret erfaring om talrige forandringer i ens møde med fænomener forbundet med erkendelsesmæssig opdagelse. Resultatet forbinder vi ofte med begrebet indsigt, i betydningen erkendelsesmæssig indsigt. Man »ser« hvorledes en anden persons intellekt har frembragt den foreslåede løsning på det pågældende ontologiske paradoks. Har man først lært noget på den måde, så ved man det med en stadig voksende påviselig sikkerhed, gennem en indsigtsevne, erkendelsesmæssig indsigt, hvilken er langt mere pålidelig end sanseopfattelse i sig selv. Denne udviklede evne til indsigt er det, vi med rette genkender som sandfærdighed, sådan som Platon definerede sandhed og retfærdighed.

Det er sådanne erkendelsesmæssige erfaringer enhver lærer, der skal undervise unge, må have erhvervet sig. Har han eller hun ikke det, er vedkommende ikke kompetent til at undervise. Samme troskab overfor sandfærdighed i sokratisk forstand adskiller den kvalificerede lærer fra vore dages alt for almindelige umoralske charlatan.¹⁷ De, der principielt insisterer på, at sandhed slet ikke eksisterer, at der kun findes mening og tradition, definerer sig selv som patologiske løgnere, sådan som Kant, eksistentialisterne og empirikerne gjorde det før dem.

Klassisk kultur

Som jeg her kort har skitseret, har erkendelsesprocessen to gensidigt afhængige aspekter. I første omgang vedrører den menneskehedens øgede magt per indbygger i og over universet, og i sidste ende, hele det fysiske univers. Men samtidigt har den også at gøre med de sociale processer, med hvilke den enkeltes fysisk-videnskabelige magt i og over universet udvikles af det enkelte individ og deles med andre i samfundet. Disse sociale processer definerer roden til de menneskelige relationer indenfor samfundet som værende primært erkendelsesmæssige og ikke simpelt sansemæssige eller fastlåste biologiske instinkter. Det er disse sociale processer, »aksiomatisk« defineret som aktiv erkendelsesmæssig indsigt i universelle principspørgsmål, der giver os den eneste meningsfyldte, forsvarlige og brugbare definition af begrebet kultur. En videnskabelig uddannelse af den type, jeg kort har beskrevet ovenfor, repræsenterer det erkendelsesmæssige aspekt af de sandfærdige relationer, som en forestilling om en klassisk kultur afhænger af.¹⁸

Siden Det gamle Grækenland har de berømte eksempler på den nye billedhuggerkunst, som man kender den fra de få overlevende statuer af Scopas og Praxiteles, været typiske for den klassiske græske kulturs rolle i den verdensomspændende europæiske kulturs historie. Overgangen fra den let nekrologiske stemning i den arkaiske billedkunst til fastholdelsen af forandringen midt i selve bevægelsen giver os den dag i dag en forestilling om, hvad sande idéer er, til forskel fra sanseopfattelse og simpel symbolik. Senere eksempler inkluderer Leonardo da Vincis værker, som f.eks. »Den sidste Nadver«, Rafael Sanzio's »Transfigurationen« og Rembrandts berømte portræt af busten af den blinde Homér, der indsigtsfuldt betragter Aristoteles' blinde, deduktive stirrende blik. Disse kunstneriske idéer er eksempler på samme forestilling om begrebet idé, som er forbundet med en underbygget opdagelse af et almengyldigt fysisk princip.

I arven fra det klassiske Grækenland, fra Homér og Platon i særdeleshed, er vi i stand til at spore flere på hinanden følgende forandringer i de gamle grækeres opfattelse af forholdet mellem mennesker og de mytiske guder på Olympen, herunder menneskenes forhold til Slangeguden, også kendt under navne som Python, Dionysos og Satan, samt Pythons delfiske moder, Gaia. Menneskeheden rejser sig fra en status som gudernes menneskelige kvæg til Aischylos' prometiske menneske, der kaster lænkerne fra den tragisk onde og fortabte Zeus af sig, for, som det platoniske menneske, at søge forsoning med den »ukendte Guddom« i Platons dialog Timæus og evangelisten Paulus' breve. Disse forandringer i menneskets kundskab er i overensstemmelse med den principielle anvendelse af begrebet idé, som vi må forbinde med en underbygget opdagelse af et almengyldigt fysisk princip.

Tag til eksempel den klassiske kompositionsmetode. Den blev udviklet af Haydn, Mozart, Beethoven, Brahms m.fl. på baggrund af de opdagelser som Johan Sebastian Bach fremlagde i værkerne »Die Musikalische Opfer« og »Die Kunst der Fuge«. I en klassisk firstemmig komposition er musikken ikke reduceret til en simpel stemme med akkompagnement eller en række instrumentlignende akkorder. Som det er tilfældet med selve det veltempererede system, ligger den musikalske idé i klassiske kompositioner, i modsætning til romantiske kompositioner, udenfor den simple sanseopfattelses rækkevidde; den ligger så at sige »mellem tonerne«. Den musikalske idé skabes af den polyfoniske vekselvirkning mellem de registeradskilte typer af menneskelige sangstemmer, der indgår i stykket.

I den klassiske tragedie, fra Aischylos og Sofokles til Shakespeare og Schiller, ligger det tragiske princip således i den dramatiske skikkelses svigtende evne til at opdage den idé, der ville tilvejebringe midlerne til at undgå en ellers uundgåelig tragedie, eller, som det er tilfældet i Schillers Jomfruen fra Orleans, villigheden til, i Kristi efterfølgelse og endda lidelse, at ofre eget jordeliv for nationens frelse.

Alle sådanne klassiske idéer, hvad enten de stammer fra de gamle græske digtere eller en Francois Rabelais, Miguel Cervantes, John Keats, Percy Shelley m.fl., ligger »mellem« sanseverdenens »toner« og i det erkendelsesregi, der også kaldes metaforer. Almengyldige principper er ikke egenskaber ved sanseobjekter; de er karakteregenskaber, der ofte findes blandt, men ikke hos, objekter der fremtræder gennem deduktion. Disse karakteregenskaber bestemmer og danner basis både for objekternes eksistens og deres indbyrdes relationer og funktionsorden. Mennesker har gennem intellektet adgang til disse grundlæggende realiteter, men det sker alene gennem de særlige sociale relationer, man kalder henholdsvis erkendelse og fornuft.

Samlet set formidler alle klassiske kunstneriske kompositioner, plastiske som ikke-plastiske, en klassisk karakter - også til en videre udvikling og anvendelse af sproget, som Panini har påvist for sanskrits vedkommende. Dante Alighieris bevidste udskiftning af latin med en klassisk kultiveret og metaforrig udvikling af et ellers primitivt folkesprog, så det med folkelige talemåder som udgangspunkt blev i stand til at formidle klassiske idéer, er et eksempel på de principper en moderne suveræn nationalstat er afhængig af, og som selve den fortsatte eksistens af moderne økonomier helt og aldeles vil afhænge af.¹⁹

Ethvert kultiveret tale- eller skriftsprog har den klassiske metafor som sit væsentligste underliggende princip.

Fornuften holder sit indtog, når ordbogsformelle og andre bogstavelige og symbolske betydninger forvises fra stuen, så en diskussionen mellem tænkende mennesker kan forløbe uden den forstyrrende støj fra opblæste narhoveders pladder.

Dante Alighieris værker er i denne forbindelse særdeles relevante. Hav dem i baghovedet, når vi gennemgår et par eksempler af særlig interesse for spørgsmålet om en systemisk definition på økonomiske principper. Grundprincippet i ethvert kultiveret sprog er klassisk strofisk sunget poesi. Hermed understreges, at alle kultiverede sproganvendelser domineres af en prosodisk farvelægning, der på ingen måde kan erstattes af en flad eller næsten flad »gråtone«, eller af postmodernistiske eller andre vilkårligt stiliserede affektioner. Disse musiske egenskaber stilles naturligt til rådighed i hvert enkelt menneskes tale- og sangstemme, og er en integreret og væsentlig del af vor evne til at formidle idéer, ikke alene i at overbringe betydningen til hørelsen men, endnu vigtigere, til hukommelsens erkendelses- og forarbejdningsproces.

Den fortsatte udvikling af alle kultiverede sprog stiller os således overfor opgaven, at gøre anvendelsen af hvert sprog så præcist som videnskaben kræver det. Indflydelsen fra biologisk forudbestemte klassiske prosodiformer blandt de registeropdelte stemmearter formgiver efterhånden sprogets evolutionære udvikling på en sådan måde, at det bliver et passende medie for udviklingen af den erkendelsesmæssige præcision, som videnskabeligt arbejde og uddannelse kræver. Hvad der således i snæver forstand korrekt beskrives som fejl i en persons udtryksform, svarer ofte troligt til tilsvarende fejl i personens opfattelse af videnskabelige spørgsmål eller andre emner, som f.eks. politisk økonomi.²⁰

Bestemmelsen af en anvendt sprogkulturs relative niveau står og falder med spørgsmålet om metaforens klassiske egenskaber. Det er forståelsen af den måde, hvorpå sprogenes naturlige udviklingspotentiale tilpasser sig de krav, der stilles for at kunne udtrykke en genkendelig klassisk metafor, som lader os bestemme de egenskaber hos det pågældende sprog, der sætter det i stand til at opfylde betingelserne for at formidle idéer svarende til klassisk fysisk videnskab og kunstnerisk komposition.

Det bedste eksempel i det moderne Europas historie siden renæssancen i det 15. århundrede er udviklingen af den klassiske tyske sang og poesi, med stærk indflydelse fra Gottfried Wilhelm Leibniz og J.S. Bach og videre gennem samarbejdet mellem Abraham Kästner, Gotthold Lessing og Moses Mendelssohn, kredsene omkring Johan Goethe (før 1806), Friedrich Schiller og Heinrich Heine, og gennem den klassiske sang, som den først blev introduceret af Wolfgang Mozart²¹ og videreført af Ludwig van Beethoven, Franz Schubert, Robert Schumann og Johannes Brahms.²² I forbindelse med det foreliggende emne, økonomi, kan pointen faktisk bedst illustreres med henvisning til den underbyggede opdagelse af et almengyldigt fysisk princip.

Lad mig henlede læserens opmærksomhed på de tre trin i en sådan opdagelse, jeg allerede kort har skitseret: Ontologisk paradoks, opdagelse og bekræftelse. Alle klassiske metaforer, hvad enten de udtrykkes i plastiske eller ikke-plastiske kunstarter, eller i den alment kultiverede anvendelse af et sprog, antager samme tretrins form. Forekomsten af sådanne metaforer beskrives bedst med henvisning til begrebet om en flerfoldigt forbundet fysisk rumtidsmangefold, som Bernhard Riemann udviklede i sin doktorafhandling fra 1854.²³ Selv om det ikke er sædvane, at betegne erkendelsens rolle i videnskabelige opdagelser af almengyldige principper som værende et udtryk for samme princip man finder bag klassiske metaforer og kunstneriske kompositioner, så er det et faktum, at de to sæt af skabelsesgerninger epistemologisk set er af samme natur.

Som jeg har beskrevet, tager enhver gyldig opdagelse af et almengyldigt princip i sin grundform udgangspunkt i et ontologisk paradoks. Dette optræder som en beviselig principiel fejl i den allerede eksisterende videnskabelige mening. Det typiske eksempel er, når virkeligheden demonstrerer, at ikke alene er den eksisterende videnskabelige mening ude af trit med virkeligheden, men denne fejl afspejler desuden en manglende erkendelse af et eller andet almengyldigt fysisk princip. Hvis fejlen kun er af denne simple form, kan vi konkludere, at nok kender vi allerede en antaget række af almengyldige fysiske principper, som alle er eksperimentelt underbyggede, men der var altså yderligere ét, vi hidtil havde overset. Dermed opstår selvfølgelig udfordringen: Hvad er dette nye princip? Hvis den pågældende række af kendte principper består af et antal n, hvad er så det manglende princip n+1? Hermed beskrives et sandt klassisk ontologisk paradoks af samme sokratiske karakter som metaforens funktion i klassisk kunstnerisk komposition.

På dette punkt i vor undersøgelse af et fysisk ontologisk paradoks må det enkelte individs helt suveræne erkendelsesevner udvikle et forslag til et nyt princip, som kan rette fejlen. Hvis et efterfølgende eksperiment viser, at det foreslåede princip ikke alene løser paradokset, men også at universet som helhed, ikke kun i det paradokseksperiments særtilfælde som udløste undersøgelsen, behøver tilførelsen af det nye princip, så har vi vist, at det opdagede princip er et sandt, entydigt, almengyldigt fysisk princip. Denne forestilling om et entydigt eksperimentelt karakteristikum for ethvert sandt almengyldigt fysisk princip er kernen i det, man betegner som Gauss-Riemanns flerfoldigt forbundne mangefold.

Det samme gør sig gældende i klassisk poesi. Det selvsamme eksperiment stiller os overfor et paradoks. Den betegnelse, vi har været vant til at give tilsyneladende identiske erfaringer, har nu fået to indbyrdes modstridende betydninger. Den enkelte erfaring optræder altså nu med to betydninger, der indbyrdes strider mod hinanden. Hvordan løses dette ironiske paradoks?

Hamlet stiller sig selv spørgsmålet: »At være, eller ikke at være…«. Skal Hamlet fortsætte sin hidtidige væremåde, der garanterer hans kommende selvdestruktion, eller skal han tillægge sig nye væremåder, som skræmmer ham? Han foretrækker at destruere sig selv frem for at løbe risikoen for at skulle tillægge sig en væremåde, der måtte true hans velkendte, vanesatte handlemåde, der er i overensstemmelse med hans egen selvopfattelse.

Når »68'erne« klamrer sig til deres »postindustrielle« utopier, trues de regeringer, som mange af dem i dag sidder i, af selvdestruktion pga. deres tragiske Hamlet-lignende vægring mod at overveje andre handlemåder end »deres egen«. Hamlets beslutning sikrer, at både han og kongeriget går sin undergang i møde. Derfor videregiver han en advarsel om den kommende undergang til Ofelia, hvad enten det faktisk var meningen, at hun skulle høre den eller ej: »Gå i kloster!«

Det samme gælder økonomi. Står man overfor en krise, er teknologisk udvikling en sikker udvej. Afviser man en sådan udvikling, dømmer man sig selv til undergang. Er det eksisterende finans- og pengesystem dømt til undergang? Så bring en ende på det fejlslagne system. Globaliseringens og frihandelens herredømme dømmer os til undergang, derfor skal vi stoppe den politik og i stedet vælge en anden mere fornuftig.

Tidligere tiders imperier er styrtet i støvet, fordi ledende kulturpersonligheder så desperat forbandt deres egen identitet med handlemåder, der bragte dem på kanten af selvdestruktion, og de ville, som Zeus' mytiske Olympus i Aischylos' »Den lænkede Prometeus«, hellere ødelægge sig selv og hele universet end opgive deres vanebundne, skæbnesvangre tænkemåde, deres fastlåste sociale og kulturelle identitet. På nøjagtig samme måde vil de institutioner, der i årtierne efter mordet på præsident John F. Kennedy i 1963 har gennemtrumfet en anti-Franklin D. Roosevelt politik, hellere ødelægge sig selv og verden, end ændre de fejlagtige tænkevaner som har bragt dem på randen af ødelæggelse.

En sådan tragisk tilbøjelighed rammer ikke kun det førende oligarkis viljekraft. Det gamle Roms legendariske hedenske kult, også kaldet vox populi, der holdt med rovdyrene i arenaen, har tragisk nok bemægtiget sig og styrer selvopfattelsen hos et flertal af nutidens menneskelige kvæg - både dem, der stemmer til valgene, og dem, der ikke gør.²⁴ Den typiske amerikaner i dag lægger ikke sin identitet i den person, han eller hun i virkeligheden er, men snarere i de idealer, som tidens og villakvarterets lokale Satan, folkestemningen, forlanger man skal leve op til.

Da det typiske individ i dagens syge samfund finder sin personlige identitet i et »virtual reality«-spejl af folkestemninger (hovedsageligt skabt af underholdningsindustrien) og ikke i virkeligheden og i samfundets forhold til den enkelte og til det fysiske univers, er den typiske samfundsborger i dag oftere et neurotisk vrag på kanten af et hysterisk sammenbrud end et afbalanceret, rationelt menneske.

Denne enormt populære udgave af tidens mentalsygdom består ikke bare af isolerede tilfælde af folkestemninger. Den udbredte sindssygdom er hovedsagelig af dybtliggende aksiomatisk og systemisk karakter. Hvad enten den enkelte bevæger sig i magtens korridorer eller i kvægfolden, hvor tv-narkomanerne drives ind til tilskuersport eller anden underholdning, så lever og dør kroppen i den virkelige, fysiske verden, mens hovedet og sjælen bor i en eskapistisk fantasiverden, en »virtuel virkelighed« kaldet folkestemningen. Man vil hellere være populær i Helvede, hvis et liv i Himlen er ensbetydende med bagvaskelse og pegende fingre fra de forbipasserende tilskuere i Helvedets gader.

Derfor minder hovedparten af befolkningen om en hob af sovende, der hver især lever i en drømmeverden, en mareridtsagtig fantasi skabt af den til enhver tid gældende folkestemning. Skal de reddes ud af den tilstand, må de først og fremmest vækkes. Og det nødvendige opvågningschok er faktisk på vej. Et omfattende sammenbrud, af en eller anden form, af det nuværende globale finanssystem. Det er dette velsignede chok, alle kommer til at opleve.

Håbet er, at under en sådan brutal opvågning, vil det enkelte menneskes iboende og medfødte erkendelsesevner gøre de fleste i stand til hurtigt at omstille sig til virkeligheden og opgive den folkestemning, som så nederdrægtigt har vildledt og forrådt dem. Sådan en lykkelig forandring skete med ofrene for Coolidge-perioden, da Franklin D. Roosevelt blev valgt til USA's præsident. Problemet er bare, at der ikke findes nogen garanti for, at befolkningen vil blive vejledt af det nødvendige politiske lederskab. Det skete f.eks. ikke i Tyskland, fordi ledende bankfolk i City of London og Wall Street, herunder guvernør George W. Bushs farfar, Prescot Bush, hellere ville hjælpe Hitler til magten end lade Kurt von Schleicher fortsætte som kansler.

Kombinationen af Franklin D. Roosevelts lederskab og dommer Pecoras afsløringer af Wall Street under senatshøringerne var årsagen til, at den amerikanske befolkning ikke alene undgik det fascistiske statskup, som kredse i Wall Street ellers havde planlagt, men også blev ledt ind i et årti med »The New Deal« og økonomisk genopbygning, og i stor udstrækning overvandt galskaben fra Coolidges periode i 20'erne. Vi kan kun håbe, at vor tids igangværende finanssammenbrud får en lignende lykkelig udgang.

For at opsummere: Gennem det meste af den nyere historie er undergangstruede kulturer kun blevet reddet, når to forudsætninger har været opfyldt: For det første, skal der opstå et pludseligt, skrækindjagende chok, som skræmmer hovedparten af befolkningen væk fra den tænkemåde, der dominerede folkestemningen lige op til det rystende øjeblik, hvor virkeligheden atter gør sin entre. For det andet, må der forefindes et konstruktivt lederskab, som kan hjælpe befolkningen, eller i det mindste hovedparten af den, til at droppe de dårlige vaner fra den folkestemning, som skridt for skridt var ved at lede dem til selvdestruktion.

Under en sådan kældersort krise er det altså af afgørende vigtighed, at man først klart definerer, hvad det er for et udbredt vanvid, der skal kurerers, og dernæst gennem hver enkelts erkendelsesmæssige evner appellerer til de ledende lag i den almene befolkning, for at tilskynde dem til hurtigt at tilegne sig en passende tænkemåde der kan erstatte de hidtidige folkelige forestillinger med mere fornuftige idéer. Det er i denne sammenhæng, at punkterne angående klassisk kultur og erkendelse, som jeg har skitseret i det foregående, er af afgørende betydning.

Prisfantasier kontra fysisk virkelighed

Enhver kompetent diskussion om det, der i dag kaldes »økonomi«, må begynde med en fælles forståelse af, hvad der helt nøjagtigt skal diskuteres. Desværre tager de fleste universitetsforelæsninger og almene diskussioner om dette emne udgangspunkt i en bemærkelsesværdig uvidenhed om netop denne helt elementære forudsætning.

Denne fremherskende uvidenhed er ikke bare et spørgsmål om faglige mangler, eller, som det er tilfældet med kredsen omkring Milton Friedman, åbenlyst bedrag. De fleste af nutidens standhaftige forestillinger om økonomi og tilhørende emner er, i den strammeste og mest direkte forstand, bindegale. For at beskrive dette udbredte vanvids beskaffenhed må man først definere, i alt fald summarisk, hvad der kan betegnes som både fagligt kompetent og mentalt tilregneligt.

Her står vi overfor to emner, der overlapper hinanden. For det første, de alment accepterede, men aldeles inkompetente forestillinger om økonomi, som dominerer både regeringer og flertallet af de akademisk uddannede medlemmer af den økonomiske profession (endda på et tidspunkt, hvor det verdensomspændende økonomiske system ved egen kraft er ved at disintegrere). For det andet, er den mangel på moral, som kendetegner disse forestillinger, en fejltagelse der skal rettes eller helt fjernes, hvis vi skal have en chance for en økonomisk genopbygning. Det, der for tiden opfattes som almindelig accepteret moral, er i virkeligheden tidens fremherskende umoral i økonomisk henseende. Det gælder især den herskende umoral hos regeringerne og ikke mindst den manglende moral hos de rigeste tyve procent af befolkningen. Denne umoral må og skal ændres, eller bedre, helt fjernes. Tidens fremherskende og akademisk set foretrukne, men også vanvittige forestillinger om økonomi, må hurtigst muligt erstattes af fornuftige idéers autoritet.

Til det formål, lad os først se på nogle grundlæggende forudsætninger for en nødvendig definition af økonomi i almenhed.

Enhver funktionel anvendelse af begrebet »økonomi« må tage udgangspunkt i en respekt for den historiske specificitet i det konkrete og aktuelle område, man anvender begrebet på. En universel anvendelse af begrebet »økonomi«, der både omfatter såkaldte forhistoriske former for menneskelig aktivitet og de varianter, der kan observeres inden for den såkaldt historiske periode, forudsætter eksempelvis, at man tyr til den gren af de fysiske videnskaber, der kaldes fysisk økonomi, som blev grundlagt og udviklet (i perioden 1671-1716) af det store universalgeni Gottfried Wilhelm Leibniz.

Ingen anden version af økonomisk videnskab kan bare tilnærmelsesvis anvendes lige så universalt.

For alt andet end de universalværdier, som kun fysisk-økonomisk videnskab kan behandle, taler vi i hvert tilfælde om et underordnet emne. I sådanne tilfælde beskæftiger vi os bare med en, relativt set, underordnet gruppe af beslægtede typer, der bærer navne som »sociale relationer« eller »politisk økonomi«. Hver enkelt sådan anvendelse af begrebet »økonomi«, må underforstået referere til en specifik historisk sammenhæng, som f.eks. den form for moderne europæisk nationaløkonomi, der tog sin begyndelse under Frankrigs Ludvig XI. I sådan en specifik historisk sammenhæng, og indenfor en kategori som f.eks. europæisk nationaløkonomi, må vi behandle den specifikke klasse af socialsystem, der er forbundet med den type af nationaløkonomi, som er under undersøgelse.

Ethvert forsøg på at opbygge en almen økonomisk teori udfra en frit svævende Robinson Crusoe-model afslører således teoriens ophavsmand som værende enten en ondsindet svindler i lighed med systemanalysens grundlægger John von Neumann, eller, hvis vedkommende virkelig er uden ond vilje, som en håbløs sjuskemikkel, der intet ved om hverken økonomi eller videnskabsmetode i almindelighed.

For nærmere at lokalisere udviklingen af de forskellige europæiske former for moderne økonomi over de seneste 145 år (eller siden den globale virkning af den amerikanske sejr i perioden 1865-1876, der fulgte den amerikanske borgerkrig 1861-65) vil følgende almene betragtninger over spørgsmålet om historisk specificitet åbne diskussionen om nutidens globalt dominerende former for politisk økonomi som sådan.

Lad diskussionen om historisk specificitet begynde med en indkredsning af den korrekte betydning af begrebet »moderne historie«.

Udfra gældende konventioner opdeles de forskellige perioder af menneskehedens eksistens i henholdsvis en historisk og forhistorisk tidsalder. I den engelsktalende verden er det en (ideologisk forældet) populær-akademisk antagelse, at den historiske periode begynder for sådan cirka 6.000 år siden, da mennesker fra en højt udviklet maritim kultur, der talte og skrev et sprog fra den dravidiske sproggruppe, koloniserede det sydlige Mesopotamien, Yemen, Etiopien og det kanaanæiske Palæstina-Libanon.²⁵ Efterhånden som den dravidiske maritime kultur, bl.a. i Sumér, gik i opløsning, begyndte de kolonialiserede og assimilerede semitiske kulturer i området deres lange æra af flere på hinanden følgende mesopotamiske opblomstringer og forfald.²⁶

Længe før det, den moderne skinhellige konvention fejlagtigt identificerer som historiens begyndelse, har der således udviklet sig et skæringspunkt og et sammenstød mellem de mellemøstlige efterkommere af den dravidiske maritime kultur og den egyptiske kultur. Ud af dette skæringspunkt og denne kultur dukkede der i det gamle Grækenland en europæisk civilisation op, som i dag er verdensomspændende.

Også de gamle grækere, som vi kalder dem, var i hovedsagen efterkommere af en maritim kultur, bl.a. med rødder i en atlantisk oceankultur, der for mere end 10.000 år siden, umiddelbart efter den sidste istid, spredte sig ind i oldtidens middelhavsområde. Den oldgræske kultur, som den betegnes, ville i længden ikke have været mange sure sild værd, hvis ikke den såkaldte klassiske græske kultur havde udviklet sig i Athen, de ioniske bystater, de græske kolonier i det sydlige Italien og det gamle Kyrenaika. Disse oldgrækere havde deres kulturelle arv fra Egyptens gyldne tidsalder²⁷, men de gik et kvalitativt skridt videre end deres egyptiske læremestre, ved at etablere kernen i det der i dag er blevet en verdensomspændende europæisk civilisation.²⁸

Vi forbinder denne udvikling i Det gamle Grækenland med den klassiske tradition fra Pytagoras, Tales, Solon, Athens storhedstid og Platons akademi. Det var ud af de kristne apostles videre udvikling af den platoniske arv, som vi klarest ser den formuleret i Johannesevangeliet og Pauli breve, at de bedste aspekter af de seneste 2.000 års nu verdensomspændende europæiske civilisation blev spredt.

Med dette historiske referencepunkt vel etableret kan vi fokusere på tre vigtige punkter, som i dag har aksiomatisk autoritet i en hvilken som helst kompetent diskussion om principperne bag, udøvelsen af og problemerne ved moderne økonomi. Vi begynder, hvor al kompetent nationaløkonomi må begynde, fra det arketypiske udgangspunkt kaldet universalvidenskaben bag fysisk økonomi.

Over de følgende sider vil jeg fokusere på den mest dominerende økonomi i verden i dag og den internt modstridende form for verdensøkonomi, der har udviklet sig indenfor nutidens verdensomspændende moderne europæiske civilisation, samt den konflikt, som voksede frem efter den italienske renæssance i det 15. århundrede. Med sidstnævnte menes den kristne genoplivelse af den klassiske græske tradition. Denne renæssance markerer begyndelsen på den moderne, verdensomspændende europæiske civilisation og den tilvejebragte det historiske vendepunkt, hvorfra alle senere varianter af moderne økonomi, gensidigt modstridende, kunne udvikle sig.

Tre afgørende punkter: Gensyn med Leibniz

Jeg vil atter understrege de vigtigste punkter, som er blevet nævnt i denne rapport. Disse punkter betegner universaløkonomiens område, også kaldet fysisk økonomi. I den indledende skitsering af emnet vil jeg omformulere adskillige af de vigtigste punkter, der blev introduceret i det foregående afsnit.

For det første, udgør menneskehedens eksistens et paradoks for ethvert forsøg på at konstruere en matematisk model af menneskets økologi inden for rammerne af det, der i dag er et akademisk accepteret populærbegreb kaldet økologi. Det er dette paradoks, der i en hver sammenhæng stiller mennesket højere end alle andre levende arter. Menneskeheden er den eneste art, der viljemæssigt er i stand til at øge sin potentielle relative befolkningstæthed. Det demografiske resultat heraf kan måles i rent fysiske, ikke-pengemæssige, forhold per indbygger og per kvadratkilometer.

Paradoksalt nok, gør forekomsten af levende processer det nødvendigt, at man erkender eksistensen af et grundlæggende almengyldigt fysisk princip, der ikke kan findes indenfor det ikke-levendes funktionsdomæne, og på samme måde forudsætter menneskets eksistens et anvendeligt og almengyldigt fysisk princip, der ikke er at finde blandt de øvrige levende processer.²⁹ Resultatet er, at »dyreverdenens økologi« kun er gældende som en tilnærmelse (en underordnet fase) til en korrigeret, højere form for virkelig universaløkologi, der også inkluderer den menneskelige økologis særlige egenskaber, og hvor sidstnævnte holdes adskilt fra de relativt fattigere og lavere antagelser, der ligger til grund for en ren dyreøkologi.

For det andet, udtrykkes denne særegne menneskeevne tilnærmelsesvis gennem en aktiv ophobning af flere på hinanden følgende underbyggede opdagelser (eller genopdagelser) af almengyldige fysiske princippers grundlæggende egenskaber. Disse opdagelsers gyldighed, udtrykt i afledt ny teknologi, muliggør både en kvalitativ og simpel kvantitativ øgning af menneskehedens magt i og over universet som helhed. Dette kommer til udtryk som en øgning af menneskehedens magt (Leibniz: »kraft«, ikke »leistung«) over naturen. Derfor også menneskehedens øgede magt, målt per indbygger, over universet målt per kvadratkilometer på Jordens overflade.

Carl Gauss', Bernhard Riemanns og andre antikantianeres videreførelse af Leibniz' fysisk-videnskabelige principper ledte til formuleringen af Gauss' og Riemanns forestilling om en ordnet serie af flerfoldigt forbundne fysiske mangefolder (mængder) (altså Riemanns relativistiske fysik). Her bliver forestillingen om en apriorisk, såkaldt euklidisk mangefold, der bare gribes ud af den blå luft, erstattet af princippet om, at der ikke eksisterer gyldige fysiske principper i universet, ud over dem, der udvikles ved hjælp af en fysisk-eksperimental underbygning af en ny opdagelse af yderligere en egenskab hos et almengyldigt fysisk princip.³⁰ Denne udvidelige flerfoldigt forbundne opstilling af principper lokaliserer det almengyldige forandringsprincip, der styrer menneskehedens viljemæssige øgning af sin magt i og over universet, målt per indbygger.³¹ Disse grundlæggende forhold kan kun fremlægges indenfor rammerne af Riemanns beskrivelse af en ordnet serie af flerfoldigt forbundne mangefolder.

Men virkeliggørelsen af denne potentielle øgning i magt over naturen per indbygger afhænger af samfundets indbyggede samarbejdsformer. Det bringer os til det tredje punkt.

For det tredje, vil de samarbejdsformer, der er relevante i forhold til virkeliggørelsen af det videnskabelige og teknologiske fremskridts nyttevirkning, primært blive udtrykt på erkendelsens område, sådan som jeg tidligere har defineret erkendelse, altså ikke i form af simple deduktive kommunikationsformer. Med andre ord, for at viderebringe opdagelsen af et underbygget almengyldigt fysisk princip fra én person til den næste, skal den relevante indsigtsgivende erkendelsesproces finde sted hos modtageren. Overførelse af virkelige idéer kan principielt ikke ske med deduktive midler. I det efterfølgende vil anvendelsen af begrebet erkendelse også definere begrebet fornuft, i modsætning til simpel logik.

Dette tredje punkt tilkendegiver, at skal et samfund effektivt virkeliggøre de sociale fordele ved videnskabelig og teknologisk udvikling, kan det kun lade sig gøre, hvis der i udbredt og voksende grad lægges vægt på de sociale relationers erkendelsesmæssige aspekter, i modsætning til et kulturelt laverestående samfund, hvor videnskab f.eks. indlæres på deduktiv-reduktionistisk vis svarende til simpel formalistisk matematisk fysik. Altså skal der lægges lige så stor vægt på de klassiske kunst- og uddannelsesformer i den klassisk-græske (platoniske) tradition. Dette inkluderer den klassiske tradition i videnskabelig uddannelse og kunstnerisk komposition samt i de foretrukne former for populær underholdning.

Ellers kan et samfund sagtens besidde en betydelig videnskabelig kadre, endog af særdeles høj kvalitet, men er samfundets fremherskende kulturelle standard som helhed et udtryk for en dominerende reduktionistisk-deduktiv ideologi, som f.eks. empirisme eller eksistentialisme, vil samfundets teknologiske udvikling alligevel mislykkes med hensyn til netto-øgningen i arbejdskraftens produktivitet.

Da de kommunikationsformer, der er påkrævet for at anvende denne indsigt, forudsætter, som allerede nævnt, en beherskelse af det, jeg kalder platoniske ontologiske paradokser, også kaldet metaforer, afhænger muligheden for en effektiv videreformidling af en opdagelse af almengyldige fysiske principper af en tilsvarende udvikling af de sociale relationer mellem enkeltpersoner, i særdeleshed deres erkendelsesevner som sådan. Denne uddannelse kræver, at den enkelte opdager en erkendelsesmæssig indsigt i disse processer. Med andre ord, indsigt i aktiv og selvbevidst erkendelse.

Selvbevidst erkendelse, »aktiv erkendelse, der er bevidst om sig selv«, adskiller sig på ingen måde fra Platons begreber om principperne bag klassisk kunstnerisk komposition. Hermed menes ikke kun klassisk komposition i de plastiske og ikke-plastiske kunstarter. Det betyder en formgivning af sproganvendelsen, så den i sandhed bliver kultiveret, i modsætning til empirismens korrumperende og næsten bedøvende indflydelse. Dette indebærer en udvikling og anvendelse af sproget, der står i modsætning til empirismen og andre reduktionistiske forestillinger. Det afspejler altså brugernes fælles erfaring i udviklingen af de klassiske kunstneriske principper bag både metaforer og almengyldige fysiske principper. Det indebærer også en anvendelse af de samme principper indenfor statsmandskunstens område.

Principperne bag klassisk kunstnerisk komposition er udviklet på samme erkendelsesmæssige måde som Platons sokratiske dialoger, der er erkendelsesmæssige øvelser i vellykket udvikling af individuelle videnskabelige principper.

Se på en relevant fysisk-økonomisk anvendelse af en ny opdagelse af et underbygget almengyldigt fysisk princip som et eksempel på betydningen af »erkendelse, der handler ud fra bevidstheden om sig selv«. Den følgende diskussion har det som sit sigte.

Der er i princippet to slags paradokser, der leder til vidtfavnende kvalitative forbedringer i viden og praksis. I første omgang er der de paradokser, der afslører en simpel fejl i et eller andet bevidst eller implicit valg af grundsætning. I det andet tilfælde har vi at gøre med den type ontologiske paradokser, der gentagne gange er blevet beskrevet i det foregående. Dvs. det tilfælde, hvor fejlen ikke kan henføres til en fejlagtigt antaget grundsætning, men til en manglende viden om en eller anden grundlæggende egenskab hos et underbygget almengyldigt princip.

I alle tilfælde bestemmes relevante paradokser af begge typer gennem eksperimenter. Enhver verifikation af de principper, som løser dem, afhænger af relevante fysiske eksperimenter. Først Gauss og dernæst Riemann har påvist, at det ikke er tilstrækkeligt at demonstrere et tydeligt principvalg; det er også nødvendigt at udtænke og udføre et eksperiment med det formål, at fastslå om det foreslåede princip er alment nødvendigt, nødvendigt for alle kompetente former for fysisk videnskab til eksempel.³²

Vi ignorerer skam ikke spørgsmålet om ren formel følgerigtighed sådan som den præsenteres på tavlen i klasseværelset. Men kan der påpeges en manglende konsekvens, vil det ikke bare være en deduktiv eller induktiv fejl, der kan rettes. Der vil i et sådant tilfælde være tale om en fejlagtig antagelse af et almengyldigt princip, eller en tilsvarende mangel på et eller andet grundlæggende princip, vi endnu har til gode at opdage. Sådanne fejl rettes gennem relevante fysiske eksperimenter og ikke på den virkelighedsfjerne pedants tavle. En afprøvning af følgerigtigheden kan være uvurderlig, men er i øvrigt blot en hjælpeforanstaltning i denne proces.

Alle principielle spørgsmål, hvad enten der er tale om fysik eller andet, udspringer af og løses gennem de typer af fysisk aktivitet, gennem hvilke menneskeheden øger sin potentielle relative befolkningstæthed. En enkelt persons forstand har med andre ord bidraget med et underbygget, grundlæggende princip, der, hvis det socialiseres tilstrækkeligt effektivt, vil øge menneskehedens potentielle relative befolkningstæthed som helhed. Al sådan aktivitet udgør en form for åndspraksis, der ligger udenfor ethvert simpelt deduktivt tankesystems domæne.

Sådanne handlinger er i deres inderste natur ikke-lineære. Ikke »ikke-lineære« i den misbrugte forstand, som Bertrand Russells tro følgesvende John von Neumann og Norbert Wiener anvendte sig af, men i den bredere og højere transfinitte forstand, som Gauss' og Riemanns række af flerfoldigt forbundne mangefolder implicit lægger op til. Det vil igen sige forbundet til de forandringer i den tilnærmelsesvis målelige krumning, der afspejler den evigt vedvarende overgang fra én sådan fysisk rumtidsmangefold til den næste.³³ Da den sande værdi af denne målelige størrelse afhænger af en yderligere forlængelse af den stadigt vedvarende forandringsproces, indenfor hvilken den optræder, kan den ikke i sig selv være et tal, selv om et tal kan tilnærme sig dens værdi - den kan antyde et tal, der er anvendeligt i en eller anden praktisk beregning, men det er et aspekt, vi ikke behøver at komme nærmere ind på i denne sammenhæng.

Af tidligere nævnte årsager er den eneste form for menneskelig aktivitet, som rettelig kan betegnes almengyldig, den, der udtrykker menneskehedens øgning i sin magt i og over universet som helhed. Kun på denne vis kan vi definere sandfærdighed. Det vil sige, at sandhed i alt væsentligt betyder det sæt af grundlæggende principper, defineret som almengyldige, der repræsenterer menneskehedens fysisk-eksperimentale fastlæggelse af opdagelsen af almengyldige (og andre) principper af grundlæggende karakter. Selv om vi går ud fra, at vor viden om sådanne almengyldige principper altid er ufuldstændig (mangelfuld), anses alle påstande, der er i overensstemmelse med alle for nærværende almengyldige (grundlæggende) principper, korrekt som sandfærdige i praksis. Vi er kun usandfærdige, når vi enten vilkårligt overtræder kendte gyldige principper, eller hvis vi klamrer os til allerede accepterede principper i et forsøg på at skjule eller simpelthen ignorere tilgængelige beviser på, at vi er nødt til at søge efter yderligere et almengyldigt princip.³⁴

Personer og sociale institutioner, der styrer formuleringen og implementeringen af deres politiske tiltag i overensstemmelse med denne regel må i det mindste betegnes som sandfærdige. De, der ikke overholder denne regel, bør foragtes eller anses som vanvittige. Det er tilfældet med det flertal i den amerikanske højesteret, der ledes af dommer Scalia, hvis nuværende holdning må anses for grundlæggende usandfærdig. Og det gælder den amerikanske regerings nuværende økonomiske politik i almindelighed, som ikke bare er skødesløs og usandfærdig, men endog klinisk sindssyg.

Derfor må vi også fastslå, at sandfærdighed aldrig er statisk eller passiv, men altid aktiv. Den er ikke alene missionsorienteret; den eksisterer kun i den udstrækning sandfærdighed er drevet og styret af impulsen fra en udvalgt passende mission. Denne mission er i almindelighed det, vi korrekt betegner som fremskridt, eller mere specifikt, fremskridt i det almene vel for hele befolkningen og dens efterkommere.

For kort at opsummere de vigtigste punkter hidtil, har vi følgende:

Opdagelsen af nye almengyldige fysiske principper udtrykker i første omgang den særlige egenskab hos de enkelte medlemmer af menneskeheden, der adskiller os fra og sætter os over alle andre levende væsener. Denne aktivitet, der omfatter videnskabelig og teknologisk fremskridt, definerer en effektiv forpligtelse til videnskabeligt og teknologisk fremskridt til fremme af menneskehedens potentielle relative befolkningstæthed som en sund menneskelig natur. Enhver person eller samfund, som afviser eller modsætter sig en sådan missionsorientering omkring en vedvarende fremme af videnskabeligt og teknologisk fremskridt, handler i modstrid med den menneskelige natur, i modstrid med menneskehedens natur og vitale interesser. Tilhængere af empirikerne Thomas Hobbes, Bernard Mandeville, John Locke, Francois Quesnay³⁵ og Adam Smith er per definition ikke alene funktionsmæssigt vanvittige, de er også grundlæggende umoralske.

Som det dog allerede er blevet understreget, er dette kun den første tilnærmelse i beskrivelsen af det pågældende princip. Da efterlevelsen af det angivne imperativ forudsætter, at de sociale relationer bygger på erkendelse fremfor sanseopfattelse, afhænger muligheden for en virkeliggørelse af videnskabeligt og teknologisk fremskridt af en koordineret udvikling af opdagelsen og den almene anvendelse af principperne bag klassisk kunstnerisk komposition. Dette inkluderer, som tidligere nævnt, udviklingen af sprog og statsmandskunst.

At fremføre et princip, som en anden persons suveræne erkendelsesmæssige processer har udviklet, kræver med andre ord, at man ikke alene har genoplevet denne udvikling i ens egne suveræne erkendelsesmæssige processer. Man skal også være bevidst om karakteregenskaberne, af de idéer man genoplever, som idéer i Platons forstand og ikke bare som simple sansemæssige refleksioner.

Bevidstheden om sådanne idéer er bevidstheden om det faktum, at menneskehedens og det enkelte individs natur er bestemt af erkendelse og den mission, som ligger i erkendelsens karakter. Hovedmålet bliver således at handle i overensstemmelse med en erkendelse, der er sig selv bevidst. Det er den menneskelige naturs inderste væsen. For hver enkelt afspejles denne missionssans i et liv og en gerning, der svarer til det valgte kald.

Intet af dette har noget som helst at gøre med det filosofiske »elfenbenstårn«, man finder hos diverse reduktionister, primitive materialister, deduktive formalister, empirikere, eksistentialister og kantianere m.fl. De ekko fra simpel sanseopfattelse, forestillingen om faste objekter, der flyder rundt i en ellers »tom« lineær rumtid, som får lov at bestemme betydningen af begrebet tankeobjekter for alle slags reduktionister, må afvises. Idéernes objekter er ikke reduktionisternes objekter; idéer svarer udelukkende til tilstandsforandringer i menneskets handlinger i universet. Der findes ingen statiske idéer; alle idéer optræder i den ontologiske form »vorde«, eller »forandring«, i den betydning af »forandring« (»vorden«), der ligger i Platons forestilling om grundlæggende eksistens.³⁶

Sådanne idéer kan ikke eksistere udenfor deres naturlige livsmiljø; dette livsmiljø er en fortløbende mission bestående af konstant, effektiv forandring i menneskets magt i og over naturen.

Det er også tilfældet for kompetent og fornuftig økonomi. Såkaldte »traditionelle samfund« repræsenterer af egen natur en brutaliseret menneskehed; sådanne kulturer er umoralske, grufuldt umoralske. Den romerske kejser Diocletians berømte lov, der blev idealet for det værste blandt de europæiske feudale oligarker, foreskriver en tvangsmæssig vedligeholdelse, fra den ene familiegeneration til den næste, af en sådan brutaliseret tradition. Forestillingen om en »traditionel« økonomi er et særligt kendetegn hos samfund, i hvilke et regerende oligarki og dets lakajer i Diocletian-lovens ånd fornedrer et flertal i samfundet til en status af menneskeligt kvæg.

Alle kompetente og knap så kompetente former for moderne økonomisk tankegang anerkender betydningen af det, jeg tidligere har beskrevet som »teknologisk nedslidning«. Påtvinges det faktiske menneskelige kvæg en forestilling om »traditionel økonomi«, vil et sådant samfund alene på grund af teknologisk nedslidning dømme sig selv til undergang. Hæver vi os til et højere teknologisk niveau, tvinger den teknologiske nedslidning os til at tage et skridt endnu højere op; igen og igen vil det blive nødvendiggjort af den teknologiske nedslidning.

Der er således to måder at betragte den samme problemstilling. For det første, forudsætter den menneskelige natur, at vi tænker i erkendelsesmæssige termer, når vi beskriver menneskets plads i universet. Sådan som flere på hinanden følgende opdagelser af almengyldige fysiske principper bestemmer det individuelle menneskes naturlige plads i universet. For det andet, tvinges vi til at erkende, at menneskets forhold til naturen ikke bestemmes ved hjælp af sansemæssige mekanismer (f.eks. smerte og velbehag); det enkelte menneskes forhold til universet går gennem sociale processer, som er elementært erkendelsesmæssige, ikke sanselige.

Det er således de gengivelige principper, der styrer bevidstheden om vor erkendelsesmæssige forhold til idéer, vi udelukkende finder indenfor en anden persons helt suveræne erkendelsesmæssige aktivitet, som sætter os i stand til effektivt at samarbejde om frembringelsen af de udtryk for en endeløs grundlæggende videnskabelig og teknologisk udvikling, som er karakteristisk for en moralsk menneskelig natur. Med andre ord, er evnen til at mønstre en udvikling af ens egne erkendelsesmæssige evner på en sådan måde, at det leder til individuelle bidrag til en almen videnskabelig og teknologisk udvikling, nødvendigvis underlagt et endnu højere princip; princippet bag selvbevidste erkendelsesmæssige relationer mellem suveræne erkendelsesmæssige evner hos samfundets enkelte individer.

De klassiske engelske digtere Percy Shelley, der bl.a. skrev »Et forsvar for Poesi«, og John Keats med sin »Ode til en græsk Urne« , ville nikke samtykkende til det, jeg her har skrevet. Det samme ville Friedrich Schiller. Sandhed er skønhed, skønhed er sandhed. Skønhed er virkeliggørelsen af en metafor. Skønhed og sandhed er menneskeheden, der handler i sand overensstemmelse med vor særlige natur. Poeter - sande klassiske poeter i den klassisk-græske tradition - er i sandhed de rette lovgivere over menneskehedens fremskridt.

Artiklen kan læses i sin fulde længde på engelsk på Schiller Instituttets hjemmeside:

www.schillerinstitut.dk/babydoom.html

Fodnoter:

1.Ferdinand Pecora, »Wall Street Under Oath: The Story of Our Modern Money Changers« (New York: Simon & Schuster, 1939; genoptrykt New York: Augustus Kelley, 1968), 313 sider med noter og en relevant biografi af forfatteren.

2.Den forræderiske Aaron Burr var et personligt aktiv for den daværende chef for det britiske udenrigsministeriums »Hemmelige Komité«, Jeremy Bentham. Han havde personligt instrueret Danton, Marat og andre til at iscenesætte og videreføre det jakobinske terrorregime i Frankrig Juli 1789-Juli 1794. Se Anton Chaitkin, »Treason in America: From Aaron Burr to Averell Harriman« (Washington, D.C.: Executive Intelligence Review, 1999).

3.De fleste af disse rovdyr, der vidnede i retten, forklarede deres opførsel med noget i retningen af: »Vi vampyrer har vores sædvanlige etik i sådanne spørgsmål«.

4.Fred Hirsch, forhenværende redaktør på Londonavisen Economist, skrev i »Alternatives to Monetary Disorder« (New York: Council on Foreign Relations, 1977), at »kontrolleret disintegration af verdensøkonomien er en legitim målsætning for 1980'erne«. I en mindeforelæsning for Fred Hirsch på Warwick Universitetet i Leeds, England, i november 1978 citerede Paul Volcker Hirschs maksime.

5.Kupplanerne, som generalmajor Smedley Butler fra USA's marineinfanteri afslørede, blev udarbejdet i perioden april-juni 1933. Kuppet skulle finde sted i slutningen af 1934 eller tidligt i 1935 ved hjælp af fascistiske paramilitære netværker, hvis bevæbning blev finansieret gennem penge fra individer og organisationer forbundet med American Liberty League, styret af Morgan-Mellon. Det blev afsløret af Butler under hans vidneudsagn overfor Repræsentanthusets Komité angående Uamerikanske Aktiviteter i november og december 1934. Kupprojektet blev sat i gang efter det mislykkede mordforsøg på FDR i februar 1933, der dræbte Chicagos borgmester Anton Cermak. Se L. Wolfe, »Morgan's Fascist Plot Against the United States and How It Was Defeated«, New Federalist, 27. juni, 4. juli, 18. juli, og 25. juli 1994.

6.Se Webster G. Tarpley og Anton Chaitkin, »George Bush: The Unauthorized Biography« (Washington, D.C.: Executive Intelligence Review, 1992). Det er vigtigt at understrege, at Normans og Harrimans finansiering af Hitler havde til hensigt at stoppe den tyske kansler Kurt von Schleichers økonomiske politik, som var en direkte parallel til den nyvalgte Franklin Roosevelts politik. Det er værd at bemærke, at det var den såkaldte »Lautenbach-plan«, som Tysklands Friedrich List-Gesellschaft havde vedtaget, der udgjorde det væsentligste grundlag for den økonomiske genrejsningspolitik, som Hitlers tyske modstandere forsøgte at gennemføre. Denne politik havde sin rod i det »Amerikanske System«, i de økonomiske principper som Hamilton, Carey og List repræsenterede, og som præsident Roosevelt tog i anvendelse for at tilvejebringe den amerikanske demokratiske form for økonomisk genrejsning. Husk på, at de kredse i Wall Street, som finansierede Hitlers kup, hadede Roosevelts politik lige så meget dengang, som nutidens Wall Street, Højesteret og deres ligesindede i Det demokratiske Partis ledende kredse hader og frygter erindringen om FDR's politik i dag.

7.»Unikt« betegner her den specielle type bevis, som er nødvendigt for at påvise, at princippet, der bliver afprøvet, er gældende for hele den anvendte naturvidenskab, som Riemanns habiliteringsforedrag i 1854 grundlagde denne idé om karakteren af de principper, der ligger til grund for en relativistisk fysisk rumtidsmangefold. Se Bernhard Riemann, »Om Hypotesen der ligger til grund for Geometrien« (»Über die Hypothesen, welche der Geometrie zu Grunde liegen«, Bernhard Riemanns Gesammelte Mathematische Werke (H. Weber, ed., 1902; New York: Dover Publications (reprint), 1953).

8.Faktisk går Leibniz' anvendelse af dette begreb tilbage til Johannes Keplers udvikling af astrofysik, hvor det beslægtede begreb optræder som Keplers reference til solens »ånd« eller »ånden« i en planetbane. Denne anvendelse har samme betydning, som den russiske geokemiker Vernadskys argument, at organiseringsprincippet hos levende processer er adskilt fra og står over ikke-levende processer som sådan (et argument, der også er forbundet til Pasteur). Specielt bør Vernadskys argumentation ses i kontrast til og som en systemisk korrektion af de fejlagtige begreber, man kunne finde hos hans samtidige, Oparin and Nicholas Rashevsky fra Chicago Universitetet.

9.Det betyder, at ethvert studie af menneskelig adfærd, til forskel fra andre livsformers adfærd, per definition er totalt værdiløst, hvis det ikke primært fokuserer på den praktiske brug af viljemæssigt skabte ændringer i den potentielle relative befolkningstæthed.

10.Paolo Sarpi (1552-1623), var en ledende person i Venedig efter 1572 og fader til empirismen.

11.Henry C. Carey, »The Slave Trade, Foreign and Domestic«, i W. Allen Salisbury, »The Civil War and the American System: America's Battle with Britain, 1860-1876« (Washington, D.C.: Executive Intelligence Review, 1992).

12.Eleven skal eksempelvis ikke vildledes til at tro, at fysiske principper kan afledes ved hjælp af deduktive-induktive matematiske fremgangsmåder, som blot skrives op på tavlen. Tværtimod, matematiske formuleringer afledes af fysiske eksperimenter, der bekræfter gyldigheden af hypoteser, der er skabt gennem en erkendelsesproces (dvs. ikke-deduktivt). Først Carl Gauss' og dernæst Bernhard Riemanns arbejder er gode eksempler på denne specielle forkærlighed for fysik frem for matematik, og de står i diametral modsætning til det, man ser fra Bertrand Russell og Russells følgesvende som Norbert Wiener og John von Neumann.

13.Cf. Friedrich Schiller: »Menneskets Æstetiske Opdragelse« om den rolle »legedriften« (»Spieltrieb«) spiller i kreativ tænkning. På dansk ved Per Øhrgaard: »Friedrich Schiller: Menneskets Æstetiske Opdragelse« (Gyldendals Uglebøger, 1970).

14.I alle sine »Kritikker« insisterer Kant på, at erkendelig sandhed ikke eksisterer. Kants argument, som man bl.a. finder i hans »Kritik af Dømmekraften«, bliver hos rabiate eksistentialister, som f.eks. nazi-filosoffen Martin Heidegger, Karl Jaspers, Theodore Adorno og Hannah Arendt, anledning til åbent at erklære deres had overfor ethvert forsøg på at introducere spørgsmålet om sandhed i en meningsudveksling.

15.Platons »Parmenides« er, med sin betoning på den eleatiske Parmenides' manglende evne til fatte princippet bag forandring, typisk for forskellen mellem en steril romantisk formalist, som f.eks. Kant, og en person, der har trænet sin naturgivne erkendelsesmæssige evne, sin fornuft.

16.De erkendelsesmæssige begreber, som forbinder et sådant sæt af paradoks og efterprøvning med andre sæt, er ikke simple. Principperne, som udledes af sådanne efterprøvninger, er ikke jævnt forbundet med alle andre lignende opdagelser. Visse principper danner en gruppe af aksiomlignende almengyldige principper (faserum), der har en mere direkte relevans for bestemte aspekter af princippernes verden end andre. Selv om levende og ikke-levende processer eksempelvis samvirker, kan ikke-levende processer tilsyneladende beskrives nogenlunde tilfredsstillende gennem almengyldige principper, der intet sammenfald har med principperne for levende processer som sådan. Til syvende og sidst vekselvirker levende og ikke-levende processer selvfølgelig i det samme univers, og det gør de på en sådan måde, at ethvert princip, der er særegent for levende processer, påvirker de ikke-levende processer, de samvirker med. Det illustrerer pointen, at mens alle almengyldige principper i sidste ende er indbyrdes forbundet, og det særdeles effektivt, så er deres indbyrdes forhold, hvad moderne relativistisk fysik kalder »flerfoldigt forbundet« og ikke simpelt forbundet.

17.Dette refererer til Platons beskrivelse af den sokratiske egenskab i begrebet »agape«, der i »Staten« sættes i modsætning til de perverterede retsbegreber, som Glauchon og Thrasymachus fremfører i dialogen. Det samme agapebegreb bliver lovprist i den kristne apostel Paulus' brev til Korinterne (I, 13).

18.Den gamle ærværdige filolog Paninis sprogdefinitioner udfra princippet om selvudvikling, eller det epistimologiske begreb »forandring«, som det findes hos Heraklit og Platon, er blandt de bedste eksempler på genkendelig »klassisk« kultur. Ideen om det poetiske princip, som det sammenfattes i de afsluttende paragraffer i Percy Shelleys: »In Defence of Poetry« (»Til Forsvar for Poesien«), og i John Keats' modsvarende vidnesbyrd i »Ode on a Grecian Urn« (»Ode til en græsk Urne«), er eksempler på det samme »systemiske« princip i klassisk kultur.

19.Da vi er kommet til en tid, hvor vi må skabe et fællesskab baseret på principper blandt nationer, der stammer fra forskellige kulturelle baggrunde, må begrebet »klassisk« nødvendigvis anvendes på en måde, som både er trofast mod den europæiske klassisk-græske idé, men som også tjener til en erkendelse af en mere almen idé om klassiske strømninger i kulturernes udvikling, som f.eks. på det oldgamle asiatiske subkontinent, i Kina osv.

20.Mon ikke de fleste af dem, der blev født i begyndelsen af det forrige århundrede, har en mere eller mindre levende og smertelig fornemmelse af det fortsatte fald i det almene niveau med hensyn til læse- og skrivefærdigheder hos de skiftende generationer af universitetsstuderende, sådan som de kommer til udtryk i både tale og skrift ved eksamensbordet. Den ændrede praksis blandt tv-oplæsere er et udtryk for denne degenerering i måden at tale - og tænke- på. Ændringen i den almene måde at skrive på, herunder den tegnsætning som The New York Times eksempelvis anvender sig af, afspejler et alment fald i evnen til at komponere udtalelser, som lever op til tidligere tiders krav om almen og videnskabelig kompetence. En væsentlig årsag til denne dekadance har været indflydelsen fra eksistentialisterne og kulten omkring Russells, Carnaps, Harris' og Chomskys lingvistik.

21.Mozarts musik til Goethes digt »Das Veilchen« blev begyndelsen til den klassiske »Lied«. Grundlaget var Mozarts udvikling af det kontrapunktsprincip, han opdagede under sine studier af Bach. Se John Sigerson and Kathy Wolfe, eds., »Artistic Beauty: Schiller versus Goethe, A Manual on the Rudiments of Tuning and Registration«, Book I, 11. kapitel (Washington, D.C.: Schiller Institute, 1992).

22.Den berømte diskussion om det klassiske digts musikalske form mellem Friedrich Schiller, Ludwig van Beethoven og Schubert på den ene side og Johann Goethe og komponisten Friedrich Reichhardt på den anden, er yderst relevant. ibid. Cf. En diskussion af de langtrækkende konsekvenser af J.S. Bachs udvikling af kontrapunktisk polyfoni findes i talerne fra Schiller Instituttets konference i Bad Schwalbach i Maj, 2000. (Se »Cognition versus Information«, Executive Intelligence Review, 23. juni 2000, side 5-52).

23.Se fodnote 7.

24.Det moderne udtryk »populær« kommer fra det latinske ord »populari«, som refererer til »rovdyr«. Det vil sige, at »populære meninger« er den skrigende horde af kultiske tilskuere i det romerske Colosseum, eller de jublende masser på lægterne til nutidens massebegivenheder med kropskontakt. Dengang og nu, er »populære meninger« skabt gennem massemedierne og beslægtet populærunderholdning. Det er måden, hvorpå samfundets oligarkiske kvægejere driver deres undersåtter, den menneskelige kvægflok, ind i klippebåsen og slagtefolden.

25.F.eks. Herodotus, »Herodotus: The Histories« (London: Penguin Books Ltd., 1996).

26.Hebræerne, som under Moses' lederskab kom ud fra Ægypten, var, selvom om de var semitter, en kultur, som på mange måder var modsat den herskende i det datidige Mesopotamien (jvf. de mosaiske regler for renlighed).

27.»Ægyptens gyldne tidsalder« er tiden, da de store pyramider blev bygget, næsten to årtusinder før Solons reformer i Athen.

28.Jvf. Platons »Timaeus«, i Plato: Vol. IX, Loeb Classical Library (Cambridge, Mass.: Harvard University Press, 1975), eller en oversættelse, der blev foretaget på LaRouches initiativ: »Plato's Timaeus: The Basis of Modern Science« (The Campaigner, Februar 1980). For omkring 2.700 år siden medførte striden mellem de maritime middelhavskulturer, at de ioniske grækere og Etruskerne gjorde fælles front mod Fønikerne. Derefter valgte Fønikerne for det meste Mesopotamiens side i striden med Ægypten. Ægyptiske beretninger, som de videregives af Platon og af den sicilianske historieskriver Diodorus Siculus, fører den ægyptiske historie tilbage til indflydelsen fra en atlantisk maritim kultur, der koloniserede Berberne for mere end 10.000 år siden. Ifølge optegnelser fra Berbiske kilder, fører Diodorus den Zeusiske Olympuskults rødder i det virkelige liv tilbage til faktisk levende personer i en atlantisk maritim kultur, der blev grundlagt i atlasområdet, tæt ved Gibraltarstrædet.

29.I geokemi lægger det russiske universalgeni Vernadskij vægt på den første skelnen, altså den mellem levende og ikke-levende processer. Allerede i mine studier i årene 1948-49 bemærkede jeg, at Vernadskijs fremgangsmåde står i skærende kontrast til den relativt reduktionistiske opfattelse hos Ruslands Oparin og Nicholas Rashevsky fra Chicago Universitetet. Den anden sondring, mellem erkendelse og ordinære levende processer, er resultatet af mit eget selvstændige arbejde.

30.På det seneste har jeg ofte anvendt Wilhelm Webers eksperimentelle bevis på eksistensen af Ampères »vinkelkraft« indenfor elektrodynamik, som en passende illustration af det, jeg forstår ved en Riemannsk tilførsel af en ny aksiomatisk egenskab ved almengyldige fysiske principper. For at påskønne betydningen af dette på en mere almen måde, må man erkende, at Ampéres opdagelse afspejler hans samarbejde med Fresnel og Arago, der begge bidrog til at gøre en ende på Newtons inkompetente doktrin om lysets udbredelse. Om Ampère, se hans »Memoire sur la théorie mathématique des phénomenes électrodynamiques uniquement déduite de l'expérience« i A.M. Ampère, Electrodynamiques uniquement déduite de l'expérience (Paris: A. Hermann, 1883); en delvis engelsk oversættelse findes i R.A.R. Tricker, »Early Electrodynamics: The First Law of Circulation« (New York: Pergamon, 1965); se også Laurence Hecht et al., »The Significance of the 1845 Gauss-Weber Correspondence« (21st Century Science & Technology, Fall 1996). Om Fresnel, se hans »Memoir on the Diffraction of Light«, in Henry Crew, ed., The Wave Theory of Light (New York: American Book Co., 1900); se også Laurence Hecht, »Optical Theory in the 19th Century, and the Truth about Michelson-Morley-Miller« (21st Century Science & Technology, Spring 1998). Det faktum, at Webers bevis, der var udviklet i et tæt samarbejde med både Gauss og Riemann, fandt sammen med Fresnels og Aragos arbejde for at bestemme aksiomerne indenfor elektromagnetisk rumtid, er et passende eksempel til at illustrere betydningen af Riemanns habilitationsforedrag fra 1854, og Riemanns bidrag til elektrodynamik, i modsætning til narrestregerne begået af Grassmann, Clausius, m.fl. Se Bernhard Riemann, »A Contribution to Electrodynamics« (International Journal of Fusion Energy, vol. 3, no. 1 (January 1985), pp. 91-93); og Enrico Betti »On Electrodynamics,« ibid., pp. 89-90. Riemanns afhandling blev indleveret til Kongelige Videnskabelige Selskab i Göttingen i 1858 og blev publiseret posthumt i 1867 i Poggendorffs Annalen der Physik und Chemie, Vol. 131, side 237-243.

31.I Gauss' and Riemanns arbejder bliver en fysisk rumtids universalkarakteristik udtrykt ved dens eksperimentelt bestemmelige krumning. Dette svarer til Leibniz' definition på universalkarakteristika, og er en genklang af Johannes Keplers bestemmelse af unikke planetbaner, unikke karakteristika indenfor Solsystemet som et sammenhængende hele. En øgning af menneskets magt i universet, gennem anvendelsen af nyopdagede, efterprøvede almengyldige principper, vil således komme til udtryk i en forandring af denne krumning. Eller rettere, en velordnet række af sådanne forandringer udgør en egentlig »forandring«, sådan som dette begreb anvendes af Heraklit og af Platon i dialogen «Parmenides«.

32.Keplers udledninger af undersøgelserne af Marsbanens eliptiske form tjener som eksempel. Gauss' berømte bevis på gyldigheden af Keplers bestemmelse af en bane tilhørende en ødelagt planet (asteroidebæltet -red.) mellem Mars and Jupiters baner er et eksempel på en eksperimentel observation, der beviser den universelle nødvendighed af et foreslået princip.

33.Denne forestilling om begrebet »transfinit« kan spores direkte til Keplers arbejde med bestemmelsen af planetbanerne i solsystemet. Det svarer til ligheden mellem Leibniz' definition på universalkarakteristika og hans monadebegreb.

34.Denne definition på sandfærdighed repræsenteres eller personificeres af Platons Sokrates, og står i direkte modsætning til de retsbegreber, som f.eks. udtrykkes af Glaucon og Thraysmachus i dialogen »Staten«. Den forestilling om »agape«, som Platon giver udtryk for, kendes i øvrigt som det moralbegreb, apostlen Paulus fremlægger i Første Korinterbrev, vers 13. Det er desuden i overensstemmelse med begrebet »det almene vel« (engelsk »commonwealth«), som det er formuleret i den første paragraf af USA's uafhængighedserklæring fra 1776 og i forordet til den amerikanske forfatning fra 1789 (iøvrigt i direkte modstrid med John Lockes dogmer). En dommer, der eksempelvis beordrer tibageholdelse af bevismateriale, som kan være relevant for omstændighederne vedrørende et spørgsmål i en retsproces eller i en appelsag, begår faktisk en forbrydelse imod sandhed og retfærdighed.

35.Quesnay må regnes blandt empirikerne. Selv om hans undskyldning for den feudale form af »globalisering« er beslægtet med Frankrigs »Fronde«, så argumenterer Quesnay udviklingen af sit åbenlyst oligarkiske og profeudale begreb »laissez-faire«, udfra samme standpunkt som de engelske empirikere Paolo Sarpi, Galileo, Hobbes, Locke, Mandeville, m.fl. Derudover var Quesnay, ligesom Voltaire og tilhængerne af Isaac Newton-myten, medlem af en kult, et netværk af saloner, som blev koordineret fra Paris af den samme venetianske abbed, Antonio Conti, som skabte den plagiatfyldte myte om Isaac Newtons videnskabelige storhed.

36.Lad mig for feinschmeckere tilføje følgende observation desangående: Hvis fysiske objekter kan rumme forandring, »vorden«, hvordan kan hertil forbundne mentale objekter så eksistere i form af veldefinerede individualiteter? Dette spørgsmål førte Leibniz til hans idé om universalkarakteristika, og hans posthumt publicerede »Monadologi«. Denne idé optrådte først i Keplers arbejde, hvor hver enkelt planets omløbsbane er forudbestemt af Solsystemet i sin helhed. Dvs., at Kepler ikke blot fastlagde den nødvendige eksistens af en planetbane mellem Mars' og Jupiters, men også gav en ganske bestemt harmonisk værdi til denne manglende, men nødvendige, og derfor ødelagte planet. Dette viste sig, gennem Gauss' arbejde, at være fragmenterne af en ødelagt planet, som nu bliver kaldt Asteroidebæltet. Banerne, der hører til en sådan unik foreteelse, kan ikke reduceres til præcise tal, men kan tilnærmes til tal, som kan underkastes en yderligere forbedring. Sådanne individualiserede processer er altså bestemmelige i den betydning, Leibniz peger på med sin universalkarakteristika, og fremlægger i sin posthumt udgivne »Monadologi«. Det må indrømmes, at et akademisk hoved falder fra hinanden, når det begår den dumhed at forsøge at definere sådanne individualiteter udfra et aksiomatisk-algebraisk standpunkt. Fra det geometriske standpunkt, udtrykt ved en flerfoldigt forbundet række af Gauss-Riemann-mangefolde, er problemerne, som den stædige algebraiker påfører sig selv, i princippet væk.