22. september 2014 – Den leder, som er udpeget som chef for det nye »BRIKS Universitet«, som blev planlagt på topmødet i Fortaleza, Brasilien, Vladimir Filipov fra det russiske Folkets Venskabsuniversitet, kom i august måned i et interview med Russkiy Mir Foundation med en skæv kommentar: »Kurser i IT, energi og rumteknologier« vil være de mest efterspurgte i netværket af BRIKS-universiteterne. »Og jeg mener, at Kina, Indien og Brasilien vil bidrag med en større interesse i de naturvidenskabelige fag – biologi, molekylærbiologi, kemi … De discipliner, som er populære i CIS (Fællesskabet af Uafhængige Stater), såsom økonomi og jura, vil næppe være populære i BRIKS-nationernes uddannelsesnetværk.«

Ud fra den russiske, stærkt videnskabelige universitetsstruktur, talte Filopov om en hastig vækst, og skift, inden for BRIKS-nationernes uddannelser, som entusiastisk blev støttet den 22. september af generaldirektøren for FN’s Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur (UNESCO), Irina Bokova. Bokova skrev i dagens South China Morning Post, at »BRIKS’ investering i uddannelse vil forandre verden.« Og samtidig publicerede UNESCO en ny rapport om uddannelse i BRIKS-landene, som understøtter Bokovas udtalelser.

Idet hun bemærkede dannelsen i Fortaleza af BRIKS-banken og valutareservefonden, siger Bokova, »Mindre synlig, men strategisk afgørende for deres fremtid, var deres beslutning om at arbejde sammen for at accelerere udviklingen af deres uddannelsessystemer. Hvert af de fem lande … har gjort fænomenale fremskridt inden for dette område i de seneste år. Ved at kombinere den know-how inden for uddannelse, som de har akkumuleret, og deres kapacitet for fornyelse, kunne de fundamentalt forandre, hvordan uddannelse ser ud på globalt plan.«

UNESCO’s rapport siger, at alle fem BRIKS-nationer »nu kan tilmelde alle børn til folkeskolen«, med næsten total ligelig fordeling mellem kønnene. »Disse mål ville være blevet anset for umulige at opnå for et årti siden.« Næsten halvdelen af verdens vækst i tilmelding til højere uddannelser i 2012 og 2013 var i Kina og Indien alene. Henved 40 % af væksten i tilmelding til folkeskolen var i Kina, Indien og Brasilien. Og Bokova bemærker, at især i Kina har adgang til folkeskole for alle rodfæstet sig, til trods for mange millioner fattige menneskers hyppige flytninger, som søger bedre arbejde og økonomiske muligheder.

»Resten af verden bør rette sig op og bemærke dette«, konkluderer Bokova.

20. september 2014 – USA søger en »enstemmig« resolution i FN’s Sikkerhedsråd, der opfordrer landene til at tage seriøse forholdsregler til forhindring af tilgang af udenlandske krigere til terroristgrupper. »Det vil øge landenes forpligtelse til at afskrække og søge at forhindre tilgangen af udenlandske krigere« sagde Susan Rice til journalister ved Det hvide Hus, ifølge The Hill. »Det vil også understrege den vigtige udfordring med at bekæmpe voldelig ekstremisme.« Det hvide Hus’ talsmand Josh Earnest benægtede imidlertid, at det var et forsøg på at tvinge nogen til at gøre noget. »Sikkerhedsrådet tilvejebringer blot et belejligt mødested til at tale om disse spørgsmål på en højt-profileret måde,« sagde han. »Vi ønsker at sikre, at lande over hele kloden forstår, at vi mener dette er en prioritet, og at de også burde.«

 På onsdag den 24. september vil Obama tale ved en særlig samling i FN’s Sikkerhedsråd om emnet udenlandske krigere. Det forekommer meget sandsynligt, at ved at søge en »enstemmig« resolution, vil den ikke indeholde noget sprogbrug, der bemyndiger et militært angreb på Syrien, eftersom Rusland ellers med sikkerhed vil bruge sin vetoret til at blokere en sådan handling. Som vi rapporterede i går, gjorde Vitaly Churkin, Ruslands udsending til FN, det klart, at et angreb på Syrien uden enten tilladelse fra regeringen i Damaskus, eller et mandat fra en FN-resolution, ville blive »betragtet som ulovlig og undergravende for international og regional stabilitet.«

20. september 2014 – Der er amerikanske tropper i Ukraine, 200 af dem fra 173. Luftbårne Brigade, med base i Vicenza, Italien, der sammen med 1100 andre tropper fra Ukraine og 13 andre lande deltager i øvelsen ’Rapid Trident 14’. USA’s sekretær for hæren John McHugh, der besøgte tropperne i går, erklærede, at den amerikanske tilstedeværelse i Ukraine sender et budskab til Rusland om USA’s og NATO’s beslutsomhed om at forsvare Ukraine.

 »Hvis nogen sætter spørgsmålstegn ved USA’s forpligtelse over for sikkerheden i Sortehavsområdet, skulle de måske tage et kig på, hvad der sker under Rapid Trident 14«, sagde han ifølge Stars & Stripes. »USA’s og vore partnernationers forsøg på at demonstrere vores forpligtelse over for et folk, en sag, en nation, viser sig på forskellig vis«, sagde McHugh. »Men ingen af disse tydeligere eller med større bekræftelse om vores forpligtelse, end når vi sender vore mænd og kvinder i uniform til at træne side om side med de nationer, I ser her i dag.«

 Og dog synes det, som om den ukrainske præsident Petro Poroshenko forlod Washington tomhændet efter sin dramatiske appel til den amerikanske Kongres og sit møde med præsident Obama d. 17. og 18. september. Han fik ingen løfter om militær hjælp, og ej heller ’speciel status’ som en ikke-NATO allieret til USA, som han bad om, rapporterer Ria Novosti bidende.

20. september 2014 – Tidligere chef for den tyske generalstab, general Harald Kujat, chef for NATO’s Militærkomite fra 2002 – 2005, blev interviewet i dagens Bild Zeitung, hvor han gjorde det klart, at Tyskland ikke er interesseret i en strategi over for Islamisk Stat (ISIS), der alene er baseret på luftangreb. Skønt General Kujat og andre pensionerede, tidligere stabschefer ved ’Bundeswehr’ ønsker, at Tyskland skal spille en mere prominent rolle i håndteringen af strategiske kriser, går de ikke ind for endeløse, vilde militæreventyr. General Kujat har tilbragt en god del af de seneste seks måneder med at udtale sig imod en optrapning omkring Ukraine, og for at begynde forhandlinger med Rusland.

Bild havde sarkastisk givet artiklen overskriften »Frankrig bomber ISIS – hvorfor Tyskland vælger det fra.« Avisen henviser til den tyske afvisning af at deltage i bombningen af Libyen i 2011 og citerer General Kujat: »Bare at gå med, blot for at være med, giver ingen mening for Tyskland« og tilføjer, at Frankrigs luftangreb »ikke vil afgøre krigen – men franskmændene ønsker at være med.«

Med hensyn til planer om luftangreb, der kommer fra London eller Obama, udtalte han, »Det ville være ekstremt ømtåleligt; uden et FN-mandat vil ’Bundeswehr’ ikke have noget med det at gøre.«

Kujat ønsker, at Tyskland skal assistere med opbygningen af en koalition. Egyptens præsident el-Sisi og Iraks premierminister Al-Abadi har gjort det klart, hvad krigspartiet ikke bør gøre med denne koalition, og kritiserede udelukkelsen af Syrien og Iran. Kujat tilføjede, at »Putins ven Assad« ville sørge for, at der ikke kommer noget mandat for luftangreb på Syrien fra FN’s Sikkerhedsråd.

På grund af en forøget integration af kommandoen over og enhederne af de væbnede styrker på NATO- og EU-niveau, er Tyskland under pres for at begrænse landets grundlovsbestemmelse om, at Forbundsdagen skal godkende udstationering uden for landets grænser. Sådanne kamphandlinger mod Syriens luftforsvars-systemer ville kræve elektronisk modforholdsregler af AWACS-typen som en integreret del af luftangreb, et scenario, der fik Tyskland til at fjerne sine soldater fra AWACS-fly, da NATO lancerede de udvidede angreb på Libyen.

Foto: Harald Kujat 

I en intens diskussion med medarbejdere søndag insisterede Lyndon LaRouche på at stille spørgsmålet:

»Hvad må vi gøre nu, hvad er tvingende nødvendigt at gøre lige nu, og hvad vil føre til katastrofe, hvis vi ikke gør det?«

Han insisterede gentagne gange på det videnskabeligt præcise svar, snarere end blot vage almenheder.

Faktisk sagde han, at det, vi må gøre, er at tilvejebringe en løsning på det afgørende spørgsmål, som kommer til at bestemme, om vores økonomi skal leve eller dø. Det er på tide at blive seriøse og tænke over, hvad det er, vi skal gøre, og hvordan vi kan gøre det; hvad der er afgørende nødvendigt for vores organisation og for livet i USA i særdeleshed, netop nu? Hvad er det vigtigste spørgsmål, som må stilles og løses inden for de næste minutter?

Hvad er det, vi skal gøre? Hvad er den ene ting, som er mest karakteristisk og som viser os, hvad vores forpligtelse går ud på nu her i aften?

Under diskussionen refererede en medarbejder til Keplers princip, som LaRouche havde påpeget ved slutningen af sit webcast fredag, den 19. september, med ordene:

»Det er ikke en forklaring. Det er en kendsgerning, at der er noget der, som man ikke kan kontrollere, men som man kan erfare. Og det er, hvad al stor, klassisk kunst går ud på. Klassisk musik er et typisk eksempel på den samme ting. Og man tager hele historien med renæssanceperioden, fra Renæssancens begyndelse og til dens slutning, og det er det definerende koncept, og det, der mangler, er, at de fleste mennesker i dag ikke har noget begreb om, hvad renæssancekonceptet er for noget. De tror altid, at der er et trick, som man kan bruge. Men det er et princip, et universelt princip! Og det er ikke noget, som man kan kopiere, det er ikke noget, man kan behandle på den måde. Det er noget, som overtager én, og som man er villig til at adlyde. Og det er, hvad sandheden er, og det er, hvad stor kunst vil sige, i sin højeste form.«

Senere under diskussionen sagde LaRouche faktisk, at vi i den politiske komite igennem længere tid har haft en grundig undersøgelse af, hvilke forholdsregler, der skal til for at redde denne nation fra kaos. Og alt, hvad der udarter til kaos, må forhindres. Man kan ikke bare have almenheder, overfladiske almenheder, når man skal håndtere dette spørgsmål. Man må have et meget præcist, grundlæggende set implicit videnskabeligt præcist program. Uden det ævler man bare, og der er ikke en mere venlig måde at sige det på, end at man ævler, som er anvendelig i den forbindelse. Det, vi gjorde, og som jeg selv i særdeleshed gjorde med forslaget til Bill Clinton, var et meget præcist koncept. Det indeholder kvalifikationer, hvor jeg sagde, »Måske ikke det her, og måske ikke det der, men dette her.« Men ellers var det et meget præcist program, som ville fungere. Og de alternative programmer, som er blevet foreslået, vil ikke fungere. Kort og godt: de vil ikke fungere. Og derfor har vi ét valg, eller vi har variationer af dette valg, som vil kunne fungere, og det er, hvad vi vil holde os til, eller også gå ad Helvede til for ikke at gøre det. Sådan er det.

Download (PDF, Unknown)

Download (PDF, Unknown)

21. sep. 2014 – Ved folkeafstemningen om Skotlands uafhængighed er London endnu engang kun med nød og næppe sluppet godt fra det – takket være en massiv skræmmekampagne. Men selv New York Times kommenterede, at den bitterhed, som er kommet til udtryk i Skotland imod Westminster-politikken – en politik, der er til gavn for de superrige, imperiekrige osv. – er paradigmatisk for den voksende vrede i befolkningen i USA og Eurozonen over etablissementets politiks eklatante fiasko.

I total kontrast hertil bygger den kinesiske præsident Xi Jinping og den indiske premierminister Narendra Modi i mellemtiden videre på et alternativt, økonomisk system og har optimistisk erklæret, at Kina og Indien tilsammen repræsenterer 35 % af menneskeheden og sammen skriver drejebogen for fremtiden.

Xi Jinpings tredages besøg i Indien repræsenterede virkelig et kvalitativt gennembrud i de kinesisk-indiske relationer. Ikke blot har Kina til hensigt i de næste fem år at investere 20 milliarder dollars i Indien i opbygning af højhastighedsjernbaner, modernisering af jernbanestationer, industriparker, telekommunikation og produktion af automobildele, men Kina vil til gengæld også åbne sit marked for indiske, farmaceutiske produkter og landbrugsprodukter, samt film. Andre aftaler regulerer samarbejdet om udvikling af atomkraft, fredelig anvendelse af rumfart, et partnerskab mellem byerne Shanghai og Mumbai, såvel som kulturelle udvekslinger, og – hvad der er særlig vigtigt – det aftaltes, at man snarest endegyldigt ville bilægge endnu åbentstående grænsestridigheder.

Senest med løsningen af dette spørgsmål trues de vestlige medier og tænketanke med at udgå for det stof, som de synes at behøve til deres, til absurditet grænsende, smålighed. For ude af stand til at erkende det store design bag dette topmøde, har de vestlige medier udeladt dette til fordel for kun at beskrive de formentlige, geopolitiske interessekonflikter mellem de to nationer.

For kammertjeneren findes der ingen helte – men ikke, fordi han ikke er en helt, men fordi enhver er en kammertjener; således beskriver Hegel denne mentale tilstand i sin fænomenologi. Det, som disse medierepræsentanter og tænketanke med deres snæversynede, geopolitiske perspektiv ikke forstår, er den kvalitative forandring, som har udviklet sig i løbet af det seneste år med Xi Jinpings politik med den Nye Silkevej og BRIKS-staternes dynamik for en ægte udviklingspolitik. Stadig flere af Asiens, Sydamerikas og Afrikas stater modsætter sig IMF’s og Verdensbankens korset af betingelser og er i færd med at skabe egne udviklingsbanker med AIIB (Asiens Infrastruktur-Investeringsbank), NDB (Nye Udviklingsbank) og en SCO-bank (Shanghai Cooperation Organisation), som udelukkende er tilegnet finansieringen af realøkonomiske projekter, og ikke spekulation.

Bag ved dette ligger der en beslutsomhed om endelig at komme i gang med transformationen, ud af underudvikling og fattigdom og frem til at forsvare sin egen befolknings almene vel. Det, som skriverkarlene og de talende hoveder ikke kan forestille sig, er den kendsgerning, at der findes nutidige regeringer, som virkelig forsvarer deres nationers og menneskehedens interesser – og ikke bankernes, hvilket er sædvanligt i Europa og USA.

Den voksende alliance af BRIKS-stater, UNASUR-stater i Sydamerika og medlemmer af ASEAN og SCO i Asien, og til hvilke man også må henregne stater som Egypten, Nicaragua og Sydkorea, er ikke kun smedet sammen gennem det fælles, økonomiske udviklingsperspektiv, men også i erkendelsen af, at den amerikanske regerings, Storbritanniens, NATO’s og EU’s konfrontationsstrategi over for Rusland har fremmanet den umiddelbare fare for en global, termonuklear krig.

I en udsædvanlig artikel med titlen: »Eftersom muligheden for en tredje verdenskrig eksisterer, må Kina være forberedt«, beskæftiger professor Han Xudong fra Folkets Befrielseshærs Nationale Forsvarsuniversitet sig med dette spørgsmål. Af den tilspidsede krise i Ukraine truer en direkte militær konfrontation mellem USA og Rusland med at udvikle sig, som, så snart den er brudt ud, ville sprede sig til hele planeten og eskalere til en verdenskrig.

I øjeblikket er verden allerede gået ind i verdenskrigens tredje fase, som drejer sig om verdensrummet, internettet og verdenshavene. Kina kan, konfronteret med disse trusler, ikke blive trængt op i en passiv position, hvor landet er sårbart; det må altså tænke på en tredje verdenskrig, hvor det drejer sig om at udvikle sine militære styrker, først og fremmest flåden og flyvevåbnet, skriver Han Xudong.

Pave Frans sagde i princippet nøjagtig det samme i anledning af en mindehøjtidelighed for udbruddet af Første Verdenskrig. Han sagde, at man allerede udkæmper »en stykkevis verdenskrig«, med forbrydelser, massakrer og ødelæggelser. Og den tyske historiker Michael Stürmer har netop i Die Welt fremlagt en diagnose, der siger, at verdenspolitikken siden Ukraine-krisen har befundet sig i en eksperimentaltilstand, hvor gennemprøvede regler for kriseforebyggelse og krisehåndtering er blevet smidt over bord, og hvor det ledende personale ikke har nogen erfaring med nødsituationer. I kampretorikken mangler der en behørig respekt for de grænseløse muligheder for ødelæggelse og selvødelæggelse. Den sikkerhedsarkitektur, som opstod af den Kolde Krig, og som forbløffende nok sluttede uden en katastrofe med den tyske genforening, skal nu være afløst af en epoke med ikke-erklærede, små krige uden begyndelse og uden afslutning, og som strækker sig fra Indokina/Vietnam til Afghanistan, Syrien og Irak. I Ukraine-krisen handler begge sider uden mål og uden udgangsperspektiv, ingen ved, hvor det alt sammen ender, den ene optrapning føre til den næste, og fornuftsbudene fra den lange, atomare fred synes at være glemt, skriver Stürmer.

Den russiske premierminister Dmitri Medvedev opsummerede netop situationen på en konference om økonomi i Sotji: »Grundlæggende set er hele det europæiske sikkerhedssystem truet, såvel som også grundlæggende værdier, fortsat globalisering og principielt hele idéen om fredelig udvikling. Jeg har følelsen af, at Vesten fuldstændig har glemt, at Rusland har sine egne, nationale interesser … Historien viser klart, at alle forsøg på at udøve pres på Rusland gennem sådanne tiltag (sanktioner) har været forgæves. Vi vil ikke acceptere politisk afpresning. Vi er verdens største land, en atommagt, hvor 150 millioner mennesker lever, et område med enorme råmaterialer og et kæmpemarked for varer, tjenesteydelser og investeringer. Vesten opfører sig derimod, som om Rusland slet ikke fandtes på verdenskortet.«

Når det nu, fra det kinesiske militær og til Paven, den russiske regering og voksende grupperinger inden for alle europæiske nationer, står klart, at Tredje Verdenskrig egentlig allerede er begyndt, at alle spilleregler til at undgå krigen er røget over bord, og der egentlig ikke længere findes noget sikkerhedssystem – hvorfor trækker vi så ikke øjeblikkeligt i nødbremsen og standser dette vanvittige tog, som i fuld fart raser direkte mod muren, bag hvilken kun findes den store intethed?

Vi må omgående have en global konference om denne nødtilstand, som kun har ét eneste tema: Hvordan skal en global, inkluderende sikkerheds-arkitektur, som garanterer eksistensen af og sikkerheden for alle nationer på denne planet, være organiseret?

Det er dog åbenbart, at den aktuelle, strategiske krise begyndte med de brudte løfter til Rusland på tidspunktet for Sovjetunionens opløsning, nemlig, at NATO’s grænser aldrig ville blive udvidet til Ruslands grænser. Vi må atter udgå fra dette punkt og det lige så åbenlyse punkt, at der i 1991 ikke fandtes nogen overbevisende grund til, at Rusland blev udelukket fra alle forbund, og at NATO og EU i stedet blev udvidet stadig længere mod øst, således at den hensigt, at inddæmme Rusland og sluttelig gøre landet umuligt at forsvare, ikke mere kan benægtes.

Præsident Xi Jinping har gentagne gange argumenteret med, at der ikke kan være en sikkerhedsordning, som kun giver nogle stater sikkerhed, mens andre forbliver i en tilstand af fare og kaos, men at udelukkende kun en inklusiv sikkerhedsarkitektur kan garantere verdensfreden. Netop en sådan global sikkerhedsarkitektur, som omfatter alle stater på Jorden, må sættes på dagsordenen som hastesag, hvis vi ikke vil begå kollektivt selvmord.

Det indlysende, økonomiske grundlag for et sådant inkluderende sikkerhedskoncept er programmet for den Nye Silkevej, hvis virkeliggørelse Kina arbejder på, og hvis ånd de ovenstående alliancer har tilsluttet sig. Den kinesiske regering har gentagne gange understreget, at denne idé om den Nye Silkevej er et åbent koncept, som alle Jordens nationer kan tilslutte sig.

Den menneskelige art vil kun overleve, hvis vi lærer lektien fra det 20. århundredes to verdenskrige og ophører med at tænke i geopolitiske kategorier. Vi må erstatte denne imperialistiske, oligarkiske anskuelse med et nyt paradigme, som gør menneskehedens fælles mål til en prioritet, som bestemmer alt andet. Dette er i øvrigt den vision, som Nikolaus fra Kues (Nicolaus Cusanus) allerede i det 15. århundrede med Coincidentia Oppositorum-tænkemåden, modsætningernes sammenfald, var fortaler for, og om hvilken han har sagt, at det er den eneste måde, hvorpå overensstemmelse med makrokosmos kan opnås.

Vi er nu kommet til et punkt, hvor vores overlevelse som art er afhængig af, at vi når frem til dette niveau af tænkning.

Foto: Xi Jinping med frue og Narendra Modi under besøget i Indien

20. september 2014 – Amerikanske »strategiske« tænkere taler ofte gerne om at »sende budskaber« til såvel allierede som potentielle modstandere. Russerne kan også sende budskaber, og deres seneste budskab er tydeligvis et udtryk for det, som den russiske præsident Vladimir Putin formulerede for et par uger siden, da han mindede verden om, at Rusland stadig er en atommagt.

Ifølge diverse nyhedsrapporter, som rapporterer om erklæringer, der er udstedt af den Amerikansk-canadiske Nordamerikanske Luftforsvarskommando (NORAD), opfangede amerikanske F-22 jagerfly seks russiske fly, som fløj ud for Alaskas vestkyst omkring kl. 19 lokal tid onsdag, den 17. september. De russiske fly inkluderede to TU-95 strategiske bombefly, eskorteret af to Mig-31 jagerfly og to optankningsfly. Et par timer senere blev de igen opfanget af canadiske CF-18-fly over det arktiske område. Talsmanden for NORAD gjorde det klart, at alt imens de russiske fly var inden for det nordamerikanske luftforsvars identifikationszone, så fløj de aldrig ind i hverken USA’s eller Canadas suveræne luftrum. En amerikansk regeringsembedsmand sagde til CNN’s Barbara Starr, at regeringen mente, at det russiske fly muligvis havde forbindelse med, at den ukrainske præsident Petro Poroshenko var i Washington for samtidig at tigge om amerikanske våben.

Men russerne fløj også over Nordsøen. RAF Typhoons opfangede også Bear-bombefly i NATO’s luftforsvars identifikationszone ud for Skotlands nordkyst den 19. september, men The London Telegraph behandler det kun som bemærkelsesværdigt, fordi Typhoon-flyene gennemførte deres første opfangning, efter de var flyttet til en ny flyvebase i Skotland. En kilde i RAF fortalte til The Telegraph, at »en gang om måneden kommer russerne måske og siger hallo, og vi går måske på vingerne. Det er at sende pakken videre fra den ene NATO-nation til den næste. Vi har hver især ansvar for luftrum for NATO«, hvilket får det alt sammen til at lyde meget rutinepræget.

Den svenske regering har på den anden side indleveret en formel protest til Ruslands ambassade i Stockholm, efter at to russiske fly angiveligt krænkede svensk luftrum over Det baltiske Hav onsdag, iflg. en rapport fra Reuters.

Russisk militæraktivitet fortsætter i øvrigt i højt tempo. Ruslands baltiske flåde udfører i øjeblikket en øvelse med amfibiestyrker, som involverer flere end 1.000 tropper og 250 stykker udstyr. Luftforsvarsstyrken afholdt en storstilet øvelse »med det formål at øve forholdsregler under ’den optrappede militære og politiske situations’ betingelser, inklusive et muligt, fjendtligt atomangreb«, sagde en talsmand fra Luftforsvarsstyrken, iflg. en rapport fra Itar-Tass. »Særlig opmærksomhed fik forøgelsen af styrkernes evne til at overleve, reorganisering af kampsystemer og -komplekser, og tilvejebringelse af missilvarslings-systemernes uophørlige drift under forhold med blokering og fjendtlige angreb«, sagde talsmanden for Luftforsvarsstyrken.

Foto: Det russiske bombefly Tu95 Bear

19. september 2014 – I et interview med Phoenix Tv sagde den tidligere tyske udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher, at

»sanktioner er ligesom en trappe, man går op ad den, og så når man til enden. Derfra kan man kun enten gå ned igen eller springe ned. Jeg tvivler på, at vi ved enden vil sige, at dette var noget særlig heldigt foretagende.«

Genscher forsvarede kraftigt Ruslands opfattelse af at være blevet forrådt af NATO’s opstilling af ABM-systemerne, som

»nominelt var rettet mod Iran, men enhver ved, at de kan indstilles i andre retninger.«

Dette har ændret balancen og forrådt Vestens forsikringer om, at NATO aldrig ville udvide til at inkludere tidligere Warszawapagt-lande.

Genscher krævede et »nedtrapnings-sprog« fra Vesten. Enhver militær optrapning begynder med en verbal optrapning, sagde han.

»Vi nåede et punkt, hvor en åben diskussion blandt nogle få er nødvendigt for at finde ud af, hvordan vi kan gå frem, ikke med en svækkelse af hinanden gennem magt, men hvordan vi kan gøre fremskridt.«

»Putin er en mand, som har en klar opfattelse af, hvad han ønsker at opnå, en position, som intet har med Jeltsins svage position at gøre«, sagde Genscher. Men uden Rusland, og imod Rusland, er der ingen stabilitet i Europa. »Det betaler sig således naturligvis at tage landets repræsentants anskuelser alvorligt.«

Genscher var leder af Tysklands udenrigspolitik fra 1974-92, først under Helmut Schmidts SPD-FDP-regeringer, og senere under Helmut Kohls CDU-FDP-regeringer; han var udenrigsminister under 1989-91-perioden, hvor Sovjetblokken faldt, og han var blandt hovedpersonerne i forhandlingerne med Rusland, USA, Frankrig og Storbritannien om Tysklands genforening.

Foto: Hans Dietrich Gensher

19. september 2014 – Selv om den skotske folkeafstemning om uafhængighed støttede en fortsat forbliven i Det forenede Kongerige (UK) med 55 % af stemmerne, har folkeafstemningen i sig selv store implikationer for hele UK og vil bidrage til en omskiftelig situation hen over de kommende måneder og år. Spørgsmålene i Folkeafstemningen var ikke blot uafhængighed, men også en general væmmelse ved Westminster-regeringens politik, som er totalt ude af føling med den økonomiske virkelighed, som det store flertal af borgerne i UK står overfor.  Dette er ikke kun rettet imod de konservative, som har magten i øjeblikket. Der er meget vrede i Skotland vendt mod Tony Blairs New Labour for at have forrådt det gamle Labourpartis politik og fortsætte Thatcherismen under et andet navn. Faktisk stemte distrikter, der repræsenteredes af repræsentanter for det Skotske Nationalparti, Nej til uafhængighed, men generelt stemte Labour-distrikter eftertrykkeligt Ja. Alt imens tidligere premierminister Gordon Brown har god støtte i Skotland, hvor han har sin valgkreds, så ses den nuværende leder af Labour, Ed Miliband, i Skotland som intet andet end en forlængelse af Tony Blair, og han blev i den grad hånet af Ja-tilhængere, da han forsøgte at tale i Skotland for tre dage siden, at han måtte gå.

Premierminister David Cameron, som er politisk forpligtet til at love en betydelig udvidet decentralisering, har forpligtet sig til at holde sine løfter, hvilket vil forårsage store eftervirkninger over hele UK, særlig i England. Cameron forpligtede sig til »max decentralisering«, og gav Skotland og det skotske parlament betydelig mere selvbestemmelse over beskatning og andet, oven i de allerede eksisterende, separate juridiske og uddannelsesmæssige systemer. Endvidere vil to alvorlige, forfatningsmæssige spørgsmål blive endnu vigtigere under »max decentralisering«. Det ene er »West Lothian-spørgsmålet«, som tillader skotske MP’er i Westminster at stemme om engelske spørgsmål (inkl. beskatning og sociale programmer såsom NHS, det Nationale Sundhedssystem), alt imens engelske MP’er ikke kan stemme om skotske spørgsmål. Det andet spørgsmål er Barnett-formlen, udarbejdet i 1979, som tildeler Skotland en væsentlig højere udgift per person til sociale programmer fra UK-Finansministeriet end i England, Nordirland og Wales. Cameron forpligtede sig til at fortsætte denne politik, men det bliver ikke vel modtaget i England. Londons borgmester Boris Johnson, som anses for at være en seriøs konkurrent til partiets lederskab, fordømte Camerons løfter (støttet af vicepremierminister Nick Clegg og oppositionsleder Miliband) om at bevare den ekstra finansiering af Skotland.

Cameron vil blive konfronteret med disse spørgsmål ved Tory’ernes årsmøde om et par uger. Han lovede endvidere, at max decentraliseringsprogrammet ville foreligge til marts 2015, hvilket ikke giver meget tid. Der kommer også et almindeligt, nationalt valg i maj 2015.

Skotsk decentralisering kunne føre til betydelige, forfatningsmæssige forandringer i hele UK, som en kilde i London påpegede i dag. Før de første trin af decentralisering plejede der at være en »Skotsk Storkomite« i Parlamentet, som traf beslutninger om skotske spørgsmål. Nu kunne Parlamentet danne en »Engelsk Storkomite«, hvor kun engelske MP’er kunne sidde og stemme om engelske spørgsmål. Det, som dette i virkeligheden ville betyde, er, at UK-parlamentet som helhed faktisk kun ville regere over udenrigspolitikken og forsvarsanliggender, og hele situationen kunne føre til en masse uro i hele landet.

17. september 2014 – Mellem 24. – 26. sept. vil Chiles hovedstad Santiago være vært for en »Kina-uge«, som vil omfattede forskellige aktiviteter på forskellige lokaliteter i byen for at gøre chilenerne bekendt med aspekter af kinesisk kultur, økonomi og udenlandske relationer.

Dette finder sted på et tidspunkt, hvor Chile aktivt søger tættere handelssamarbejde og økonomisk samarbejde med Kina. Landbrugsminister Carlos Furche var for nylig på et ekstensivt besøg i Kina og meddelte, at han inden for det næste årti forventede, at Kina ville blive den primære destination for Chiles landbrugseksport. På trods af Obamaregeringens bestræbelser på at hamre Trans-Stillehavspartnerskabet (TTIP) ned i halsen på regeringen, har præsident Michelle Bachelet gjort det klart, at hendes forståelse er, at Chiles fremtid ligger sammen med Kina og Eurasien.

Sponsoreret af den kinesiske ambassade og Filosofi- og Humanitetsfakultetet ved Chiles Universitet vil »Kina-ugen« omfatte konferencer af den kinesiske regering og andre embedsfolk, af præsidenten for Sammenslutningen af kinesiske forretningsfolk i Chile og vicepræsidenten for det Chilensk-kinesiske Institut, som vil undersøge sådanne spørgsmål som uddannelse og lægevidenskab i Kina, kinesisk-sydamerikanske relationer, og »Kina, det 21. århundredes fremvoksende magt og dets relationer med Sydamerika«, blandt andet. Enheder såsom Fonden ’Henover Stillehavet’ vil tilbyde samtaler om at studere i Kina til interesserede studerende.

17. september 2014 – Den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov ankom til Harare i går for at deltage i uddelegeringen af licens til et projekt om minering af platin til en værdi af 3 mia. dollars ved Darwendale, lige nord for Harare, som forventes at blive Zimbabwes største projekt for minering af platin. Zimbabwe er allerede verdens tredjestørste producent og har de næststørste, kendte reserver af platin, et strategisk metal, efter Sydafrika. Ruslands Vi Holdings, det statslige forsvarsselskab Rostec og Vnesheconombank investerer 1,6 mia. dollars i fællesprojektet. Personale fra Zimbabwe vil blive trænet ved et russisk universitet. Der er planer om at bygge den første fabrik til raffinering af platinmalm i 2016.

Den russiske industri- og handelsminister Denis Manturov, leder af den russiske delegation, sagde, at Darwendale-projektet ville åbne vejen for, at flere selskaber kan komme ind på markedet i Zimbabwe. Han sagde, at Rusland er interesseret i at investere i landbrug, energi, infrastrukturudvikling, turisme og sundhed. Han tilføjede, »I takt med, at handel og udveksling vokser, er vi overbeviste om, at Zimbabwe vil skabe adgang for russiske leverancer til andre afrikanske markeder.«

Zimbabwes statsejede medier hilste velkommen, hvad de kaldte et nyt kapitel i relationerne med Rusland.

Ved licensudbydelsen i Darwendale takkede præsident Robert Mugabe den russiske præsident Vladimir Putin og det russiske folk for at støtte Zimbabwe over for de vestlige magters angreb. Han sagde, »Ja, i går var I vore gode venner, I hjalp os med at blive, hvad vi er – et uafhængigt folk. Og i dag har I atter bevist, at jeres historiske handling i går [ved underskrivelsen af aftalerne], atter har vist, at I er en af vore største venner i verden, og vi gengælder ved at sige, at endskønt vi er små, så er vores hjerte lige så stort som jeres eget … Endskønt vi er små, er vores hengivenhed og forpligtelse over for revolutionen, idéer og mål fra gårsdagens revolution, denne forpligtelse fortsætter. Vi er sikre på, at, som en regering af folket, en regering, som er en betroet vogter af de naturlige ressourcer, som tilhører folket, at vi ønsker at se dem udnyttet i folkets interesse, udnyttet i et partnerskab med dem, som er som vi selv.«

Disse begivenheder følger i kølvandet på præsident Mugabes og en delegations besøg i Kina fra den 24.-28. august. Mugabe mødte den kinesiske præsident Xi Jinping og underskrev ni bilaterale aftaler – som i Zimbabwe Herald karakteriseredes som storprojekter – inden for energi, veje, det nationale jernbanenet, landbrug, telekommunikation og turisme. Udkastet til en låneaftale blev oprettet for at levere en ramme for at finansiere udviklingsprojekter. Kina vil øge antallet af regeringsstipendiater til studerende fra Zimbabwe betydeligt.

Bruxelles, 17. september 2014 – En imponerende gruppe belgiske politikere har underskrevet en appel om solidaritet med Argentinas kamp mod gribbefondene, som blev igangsat af Agora Erasmus, LaRouche-bevægelsen i Belgien. De oprindelige underskrivere inkluderer to medlemmer af EU-parlamentet, fem medlemmer af Repræsentanternes Hus og én senator, med tilslutning fra Guy-Patrice Lumumba, som i dag er præsident for Kredsen af Lumumbas Venner og søn af den myrdede, congolesiske leder, Patrice Lumumba. Erklæringen advarer om faren for, at sådanne skandaløse praksisser, som nu udøves med magt imod Argentina, kunne blive hverdagskost i Europa i sammenhæng med, at det Transatlantiske Handels- og Investeringspartnerskab (TTIP) forhandles mellem EU-kommissionen og USA.

16. september 2014 – Formand for Dumaen Sergei Naryshkin åbnede i går efterårssamlingen i Dumaen med en skrap advarsel mod NATO’s hensigter. NATO’s løfter om våbenleverancer til Kiev-regimet er ladet med indblanding i Ukraines interne affærer og støtte til krigsforbrydelser, imens USA’s uansvarlige politik bringer verden til randen af den Kolde Krig. Her følger mere af det, han sagde, rapporteret af Itar-Tass:

»Vi begynder efterårssamlingen med en alvorlig forværring af den internationale situation,« sagde Naryshkin. »Den længe ventede våbenhvile mellem Kiev-regimet og Folkerepublikkerne Donetsk og Luhansk har udsat de massive blodsudgydelser«, sagde han. »Men krisen og konfrontationerne forsætter i Ukraine. Og det kaos, som er anstiftet i selve Europas centrum, har ikke afkølet de krigeriske lidenskaber hos dem, der havde provokeret det for seks måneder siden«, bemærkede Naryshkin.

Det nylige NATO-topmøde har kun forværret den nuværende situation, sagde formanden for underhuset. »Vi hører fra forskellige kilder, at regimet i Kiev var blevet lovet våben og militært isenkram fra denne militære blok, og det er allerede fyldt med direkte indgreb i Ukraines interne affærer. For at sige det ligeud, så er det støtte til krigsforbrydelser i landet«, sagde embedsmanden.

»For upartiske observatører er alle masker allerede kastet væk, og sandhedens time er kommet,« sagde Naryshkin. »Vi bliver vidne til, at borgere i mange europæiske lande, som har levet under forhold med informationsblokade i al denne tid, begynder at stille deres myndigheder ’ubelejlige’ spørgsmål«, sagde han. »De begynder at forstå, at det, blindt at følge Washingtons instrukser, allerede er i færd med at forvandle tidligere tiders store og betydningsfulde, europæiske nationers nationale suverænitet til en fiktion«, sagde han. Denne tendens resulterer i, at »borgere i mange lande, samt virksomheder, er begyndt at lide økonomiske tab, og faren for destabilisering hænger truende over hele det fælleseuropæiske rum«, tilføjede Naryshkin.

I mellemtiden »udgøres europæiske politikere og eliter af titusindvis af mennesker med forskellige meninger«, sagde Dumaens formand. »Nogle er, uden overdrivelse, forvirrede og bekymrede«, sagde han med overbevisning. »Den kyniske og uansvarlige politik, som føres af USA, fører verden til randen af en ny, Kold Krig. Den opgraderede version af denne er i dag ved at blive til virkelighed«, sagde Naryshkin. NATO’s øverstkommanderende, gen. Phillip Breedlove, er i Washington i denne uge, hvor han leverer grundlaget for de provokationer, som Naryshkin advarede om, inklusive i form af en nedsættelse af tærsklen for påberåbelse af NATO-charterets Artikel 5, klausulen om kollektivt forsvar. I bemærkninger til Det Nordatlantiske Råd erklærede Breedlove i går, at NATO er klar til at reagere under Artikel 5 på den angivelige russiske »hybridkrig«.

»I de sidste 12 år har vi forsøgt at gøre Rusland til en partner. Vi har taget grundlæggende beslutninger, beslutninger om styrkens struktur, og økonomiske beslutninger iht. den kendsgerning, at Rusland ville blive en konstruktiv del i Europas fremtid«, sagde han. »Nu ser vi en helt anden situation og må håndtere det.« Han opfordrede til oprettelsen af et nyt NATO-hovedkvarter, som fokuserer på forpligtelserne i artikel 5, og som ville, sagde han, berolige NATO- allierede, så vel som afskrække Rusland, som muligvis overvejer indtrængen i Moldova og Transnistrien.

Breedlove tilføjede, at NATO vil forberede partnerlande med større, russiske befolkninger på at imødekomme »hybrid krigsførelse«, eller ikke-erklæret krigsførelse, ved at give dem mulighed for at tilskrive kæmpere en angribende nation og dermed påberåbe sig artikel 5 om kollektivt forsvar. »Det, vi nu skal gøre, er at se på disse styrker og vore grænsenationer, hvor der er betydelige russiske befolkninger, og hvordan vi bedre kan forberede disse nationer på at overleve det indledende stormløb i denne »hybridkrig«, sagde han. »Vi havde tydeligvis stor accept blandt de NATO-allierede af, at hvis man tilskriver dette spørgsmål om »små grønne mænd« en angribernation, så var det en handling, som falder ind under artikel 5, og det ville betyde, at alle aktiver ville komme til at mærke virkningen«, sagde Breedlove. Dette er i overensstemmelse med en rapport fra det britiske underhus’ forsvarsudvalg, udsendt sidst i juli, som opfordrede NATO til faktisk at nedsætte tærsklen for, hvornår artikel 5 kunne aktiveres, fra »væbnet angreb« til blot »angreb«.

Foto: Den russiske Duma

Paris, 16. september 2014 (Nouvelle Solidarité) – Fjorten franske deputerede, fra venstre til højre, var i Moskva fra den 10.-12. september for at fortælle, at der ikke er enstemmighed i Frankrig for sanktioner mod Rusland. Besøget var arrangeret af Foreningen for Fransk-Russisk Dialog, der har sæde i Paris. Dialogforeningen blev grundlagt i 2004 af præsidenterne Jacques Chirac og Vladimir Putin for at promovere en dialog, i særdeleshed mellem de folkevalgte og virksomhedsledere, der investerer i begge lande. Delegationen blev ledet af deputeret Thierry Mariani (UMP), som i dag sammen med den øverste chef for de russiske jernbaner Vladimir Yakunin deler formandsskabet for Dialogforeningen.

I et interview med det fransksprogede online-magasin Russieinfo (russiainfo.com), rapporterede Mariani, at delegationen havde mødtes med den franske ambassadør, og derefter med Lavrovs viceudenrigsminister, i Udenrigsministeriet. Senere blev de modtaget af præsidenten for Statsdumaen (underhuset), Sergei Naryshkin. Tilstede ved mødet var også formanden for Dumaens komite for udenrigsanliggender, Alexei Pushkov. Delegationen blev modtaget af Vladimir Yakunin, såvel som også af Sergei Ivanov, stabschef for præsidentens forretningsudvalg.

Blandt de budskaber, som russerne ønskede at viderekommunikere, sagde Mariani, var deres uforståelse over for EU’s sanktionspolitik.

»Der har været 4 bølger af sanktioner«, fortalte Mariani til Russieinfo, »de første to blev ’forstået’ af de russiske politikere, idet de stemte overens med logikken i vestens utilfredshed i kølvandet på Ruslands annektering af Krim. Den tredje sanktionsbølge blev lanceret efter tragedien med Malaysian Airlines, før der var iværksat nogen undersøgelse. Det er ikke rationelt, at Rusland skal sanktioneres uden noget bevis for dets skyld. Sluttelig var den seneste bølge, effektueret fra den 11. september, endnu værre, eftersom den blev annonceret på et tidspunkt, hvor der var en dialog mellem Poroshenko og Putin. Vore samtalepartnere gav udtryk for deres manglende evne til at forstå dette og deres skuffelse, samt det klare indtryk, at der er en politisk forhåndsformodning rettet imod dem, og en kurs, der tydeligvis er dikteret af amerikanerne.«

Mariani fortalte Russieinfo,

»at der ikke er nogen enstemmig godkendelse af sanktionerne i Frankrig. I delegationen var der socialistiske deputerede, men også dem fra højre og centrum. Derfor var vores budskab klart: Rusland har stadig venner i Frankrig, og en del af den politiske klasse og befolkningen generelt accepterer på ingen måde regeringens sanktionspolitik.«

Delegationen mødtes også med det fransk-russiske handelskammer, som

»udtrykte stor bekymring… de sagde, at mange projekter var blevet stoppet, eller bremset… Europæiske virksomheder er utrolig forsigtige, fordi de frygter amerikanske modforanstaltninger.«

Mariani henviste også til det katastrofale indtryk, som Frankrigs suspendering af leverancen af Mistral-fartøjet havde skabt. På spørgsmålet om, hvorfor dette skete, svarede Mariani:

»Dele af den amerikanske og europæiske politiske klasse havde ikke ændret sig de sidste 20 år og befinder sig stadig i den Kolde Krig.« Han sagde, at han til tider havde indtrykket af, at, efter angrebene på Rusland fra EU og Europarådets parlamentariske forsamling, »er der nogle lande, som gør regnskabet op. Når man ser den polske præsidents eller de baltiske regeringsfolks holdning … står det klart, at de stadig er motiveret af vrede over for Rusland.«

Tilbage i Paris var regeringen rasende og forsøgte at bruge Nationalforsamlingens protokoller for etisk adfærd imod de deputerede.

Den Nye Silkevej betyder et skift, væk fra nationers og grupper af nationers geopolitiske interesser, og fokuserer på menneskehedens fælles interesser. Det sætter fokus på spørgsmålet om, ikke, hvad der er min fordel i dette eller hint område, men derimod, hvor vil menneskeheden være om 100 år fra i dag, eller endda om 10.000 år fra i dag? Den Nye Silkevej vil blive til en Verdenslandbro, som vil forene og forbinde alle nationer og kulturer til ét, en menneskehed. Det vil, som præsident Xi Jinping sagde, inkludere hele menneskeheden og vil frembringe menneskehedens sande identitet som universets kreative art.

 ______________________________________________

 Den Nye Silkevej, som den blev præsenteret af Xi Jinping for et år siden, og som den har udviklet et momentum gennem BRIKS-topmødet i juli måned i Brasilien, efterfulgt af topmødet mellem BRIKS og statsoverhovederne fra de sydamerikanske lande den næste dag, har allerede forandret verden. Som et resultat af denne Nye Silkevejs-dynamik er der indgået aftaler om flere store projekter i hele verden, for eksempel den anden Panamakanal igennem Nicaragua, en transkontinental jernbane fra Brasilien til Peru, og flere aftaler om samarbejde om atomkraft mellem forskellige nationer.

Der er en pludselig eksplosion af optimisme, hvor lande vover at hævde deres suverænitet og begynde at virkeliggøre projekter, som har ligget på hylden i årtier, men som har været modvirket som følge af de betingelser, som de internationale finansinstitutioner har stillet. Denne eksplosion kommer selv fra lande, som endnu ikke formelt er en del af BRIKS eller Silkevejen, som f.eks. Egypten, som har indledt et spektakulært program med national, økonomisk opbygning, eller Argentina, som modigt har modstået et forsøg på angreb fra gribbefondenes side.

Der er en ny, kulturelt set totalt optimistisk opfattelse af egen identitet hos en større del af menneskeheden, baseret på idéen om menneskeheden som den eneste kendte, kreative art, en art, som kan tænke og gøre ting, den aldrig før har gjort. Der er også begyndelsen til en ny finansiel arkitektur, såsom den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank, den Nye Udviklingsbank, samt tilhørende valutareservefonde for at forsvare lande imod spekulative angreb. Kinesiske eksperter understreger, at disse nye banker ikke skal erstatte IMF, Verdensbanken eller den Asiatiske Udviklingsbank, men at de er et supplement til disse.

Hvis perspektivet om Den nye Silkevej skal lykkes, må flere udfordringer og lektioner fra de seneste 23 år behandles. Da Sovjetunionen gik i opløsning i 1991, og Jerntæppet mellem Øst og Vest faldt, foreslog Schiller Instituttet Den eurasiske Landbro som idéen om at forbinde Europas befolknings- og industricentre med Asiens gennem udviklingskorridorer, programmet for Den eurasiske Landbro/Den nye Silkevej. Vi foreslog dette program, som faktisk var tænkt at skulle være en fredsorden for det 21. århundrede, til flere regeringer i Eurasien. Men ulykkeligvis besluttede USA’s og Storbritanniens regering at gå ind for udvidelsen af NATO, som kulminerer i den aktuelle krise med Rusland over Ukraine.

Men så, i 1996, arrangerede den kinesiske regering en meget stor konference i Beijing med titlen, »Den eurasiske Landbro og udviklingen af områderne langs med Den eurasiske Landbro«, med deltagelse af 34 lande, og jeg var en af talerne ved denne konference. Kina erklærede på dette tidspunkt Den eurasiske Landbro som sit strategiske, langfristede perspektiv frem til år 2010, men i stedet for at gå frem ad denne vej, kom forskellige kriser i vejen: Der var Asien-krisen i 1997, for en stor dels vedkommende resultatet af spekulative angreb fra folk som George Soros, og som forårsagede flere asiatiske valutaers sammenbrud. Som en konsekvens var der den russiske GKO-statsbankerot (GKO: russiske kortfristede statsobligationer), såvel som også krisen med LTCM, Long Term Capital Management, i 1998, som midlertidigt blokerede for Silkevejspolitikken.

I 2007 begyndte den globale finanskrise for alvor med nedsmeltningen af det amerikanske, sekundære ejendomsmarked, og dernæst sammenbruddet af Lehman Brothers og AIG i september 2008. Nu er den transatlantiske finanssektor håbløst bankerot og står over for en ny nedsmeltning, som er meget værre end den i 2008. Kendsgerningen er, at for-store-til-at-lade-gå-ned-bankerne er håbløst bankerot. Som topinsidere privat hævder, så er elefanten i værelset den moralske fare; regeringens bail-out (redningspakker) transformerede simpelt hen privat spillegæld til offentlig statsgæld og opmuntrede til dårlig opførsel fra bankernes side og gjorde således alt, for at gøre en fremtidig krise mere sandsynlig og mere alvorlig.

Dette førte til en markant opgivelse af sund og fornuftig bankpraksis. Tidligere ville centralbanker ikke have stillet penge til rådighed for bailouts. Hvis banker ikke kunne inddrive deres lån, måtte de afskrive dem. Nu er skellet mellem forventede og uventede tab forsvundet, banker holder fast i deres dårlige lån, og, hvad værre er, de fortsætter med at handle med dem! Man bekymrer sig ikke om de fremtidige konsekvenser af denne praksis, undtagen forventningen om, at indkomsterne fra handelen fortsat vil vokse.

Under normale omstændigheder ville man sælge dårlige papirer til et reduceret beløb, eller, hvis de bevares i regnskabet, ville de blive regnet for et passiv for banken. Alt dette blev tilsløret af de såkaldte instrumenter fra værktøjskassen, som førte til massive bailouts og kvantitative lempelser fra Federal Reserve, og nu selv Den europæiske Centralbank (ECB), som sænkede deres rentesats, til den i dag er næsten nul, for at gøre det samme. Og som et resultat heraf er boblen vokset, og for-store-til-at-lade-gå-ned-bankerne er vokset med 40 %, og de har flere tvivlsomme aktiver i deres portefølje, eksponeringsrisikoen vokser, og de foregiver alle sammen ikke at se det.

Eksperter i institutionerne, som vicepræsidenten for det amerikanske FDIC (Statens Indskudsgarantifond), Thomas Hoenig, har advaret om, at hvis én af for-store-til-at-lade-gå-ned-bankerne går ned, krakker hele systemet. De udestående derivatkontrakter beløber sig på nuværende tidspunkt til 2 billiarder dollars: Dette beløb kan aldrig blive betalt.

Den eneste måde, hvorpå man kan håndtere dette problem, er på nøjagtig samme måde, som Franklin D. Roosevelt gjorde det i 1933 som svar på den daværende finanskrise: Glass/Steagall-bankopdelingsloven. I den amerikanske Kongres og i Senatet har man fremstillet lovforslag, som i øjeblikket støttes af flere end 80 kongresmedlemmer og 11 senatorer, samt flere end 200 nationale organisationer, og som vil genindføre Glass/Steagall-loven. Min mand, hr. LaRouche, som er den eneste økonom, der har forudsagt denne krise ved hvert eneste relevante skæringspunkt, foreslog fire love, som tilsammen kunne ændre situationen.

 For det første må Glass/Steagall-loven, adskillelsen af kommercielle banker og investeringsbanker, omgående genindføres.

For det andet må man vende tilbage til Det amerikanske, økonomiske System, som etableredes af den første finansminister, Alexander Hamilton, som skabte en Nationalbank, hvor den eneste ret til at skabe kredit ligger hos den suveræne regering, og ikke hos private banker.

 For det tredje skabelsen af et kreditsystem, hvis kredit udelukkende kun genereres til realøkonomiens fremtidige produktion, men denne realøkonomi må baseres på videnskabelige principper om fysisk økonomi, og ikke til noget andet formål. Og dette må ske i hvert eneste land: Ethvert land må have en Nationalbank, der har suverænitet til at skabe kredit, og som skal finansiere den Nye Silkevejs projekter, og til dette formål må vi have langfristede kreditaftaler blandt de lande, som deltager i den Nye Silkevej, over 20, 30, 40 og 50 år.

Og for det fjerde må der introduceres en videnskabelig drivkraft i økonomien, som fører til højere energigennemstrømningstætheder i produktionsprocessen. I dag vil det sige, at der må være et forceret program for virkeliggørelsen af termonuklear fusionskraft som det næste, absolut nødvendige, højere niveau af energigennemstrømningstæthed.

Det er derfor, at den kinesiske månemission Chang’e-3, Chang’e-4 og Chang’e-5 er af absolut afgørende betydning for menneskehedens fremtidige eksistens; hvorfor gennembruddet med Yutu-robotten, som førte til landingen på Månen sidste december med den hensigt at minere helium-3 på Månen til brug for en fremtidig fusionsøkonomi på Jorden er absolut afgørende for at finde en løsning på den aktuelle krise. For termonuklear fusionskraft, baseret på helium-3, vil ikke alene give menneskeheden energisikkerhed i millioner af år, men Månens helium-3 som basis for brændstof betyder også råmaterialesikkerhed. Fusionsfakkel-teknologien vil forvandle affald til alle slags nye råmaterialer gennem isotop-udskillelse, men også anvendelsen af helium-3 repræsenterer en ny, videnskabelig revolution, eftersom produktet fra fusionsreaktionen ikke er en neutron, som er meget skadelig for reaktormaterialet, men en proton, hvilket betyder, at det kan kontrolleres og styres ved at bruge magnetiske felter, og på denne måde kan det bruges til direkte energikonvertering, som er 70 % effektivt.

Dette vil skabe en fuldstændig ny, økonomisk platform på Jorden, og for propulsiv fremdrift i rummet, som vil muliggøre en konstant acceleration på 1 g og muliggøre rumrejser til Mars og andre himmellegemer. Beherskelsen af fusionskraft baseret på helium-3 vil muliggøre forsvar af planeten imod asteroider, meteoritter, kometer, håndtere Solstorme og lignende ting.

Hvad har alt dette med den Nye Silkevej at gøre? Den Nye Silkevej betyder et skift, væk fra nationers og grupper af nationers geopolitiske interesser, og fokuserer på menneskehedens fælles interesser. Det sætter fokus på spørgsmålet om, ikke, hvad der er min fordel i dette eller hint område, men derimod, hvor vil menneskeheden være om 100 år fra i dag, eller endda om 10.000 år fra i dag? Den Nye Silkevej vil blive til en Verdenslandbro, som vil forene og forbinde alle nationer og kulturer til ét, en menneskehed. Det vil, som præsident Xi Jinping sagde, inkludere hele menneskeheden og vil frembringe menneskehedens sande identitet som universets kreative art.

De solide skridt hen imod et nyt, og dybere, partnerskab omkring økonomiske og strategiske spørgsmål, som den kinesiske præsident Xi og den indiske premierminister Modi tog i New Delhi den 17. og 18. september, indvarsler ikke blot en lysere fremtid for menneskeheden, men er virkelig også virkeliggørelsen af det britiske monarkis værste mareridt. Her har vi verdens to mest folkerige nationer, som unddrager sig de årtier lange, geopolitiske fælder, som i bogstavelig forstand er lagt af Imperiet, og som er fast besluttede på at skabe en Ny økonomisk Verdensorden, som vil være til gavn for hele menneskeheden.

Både Kina og Indien har, naturligvis, været ofre for nogle af de værste rædsler, som er blevet bragt til torvs af Imperiets overlagte hungersnød og Opiumskrigene, inklusive. I nyere historisk tid har begge lande været udset som mål for det britiske monarkis grønne, fascistiske bevægelse, både som følge af befolkningens størrelse og landenes forpligtelse over for industrialisering. Faktisk talte Prins Philips WWF-agenter åbenlyst om, at en løsning på problemet med »overbefolkning« kunne opnås gennem krige, selv atomkrig, mellem Indien og Pakistan – hvilket helt klart ville spilde over til Kina.

Men i dag, støttet af en alliance med et suverænt Rusland og flere andre nationer, og med en skarp bevidsthed om det vestlige, monetaristiske systems bankerot, vender Kina og Rusland ryggen til disse folkemordere med henblik på at bygge grundlaget for varig fred og sikkerhed gennem højteknologisk udvikling. De anfører en stadig bredere bevægelse for at etablere et nyt, retfærdigt system, som det kan ses i Kinas initiativer over for ASEAN, og Ruslands tilbud om atomkraftværker til afsaltning af havvand, for blot at nævne to nylige udviklinger.

Begivenheder i Washington, D.C., i går, står i stærk kontrast til begivenhederne i New Delhi. På en dag var der to fascistiske præsidenter i den amerikanske hovedstad – den ukrainske præsident Petro Poroshenko og Barack Obama, som begge har uskyldiges blod på deres hænder. Til stor skam for nationen blev Poroshenko feteret i en fælles Kongressamling. Senere mødtes han privat med Obama i 90 minutter. Disse præsidenter holder sig til Det britiske Imperiums dagsorden – og hvis de får lov til at have held med det, kan resultatet kun blive Tredje Verdenskrig, eller global affolkning gennem andre metoder.

I mellemtiden haster det amerikanske Senat hulter til bulter hen imod at vedtage lovgivning, som ikke alene yderligere vil ødelægge økonomien (mest igennem det, som den ikke vil gøre), men også tillade Obama at alliere sig med de saudiske ophavsmænd til 11. september og ISIS og forfølge en tydeligvis vanvittig taber-krig. Sådanne handlinger »bringer USA i miskredit«, lød Lyndon LaRouches kommentar, og det må afvendes.

Midlerne hertil er, at amerikanerne genvinder deres arv som de første til at trodse Det britiske Imperium – og sparke de Tory-forrædere ud, som adlyder Dronningens bud. Muligheden er der nu, mens den globale koalition er i bevægelse. Rens ud i Washington ved at fjerne Obama. Det vil fuldstændiggøre opgaven med at gøre det britiske monarkis værste mareridt til virkelighed.

Foto: Den kinesiske præsident Xi Jinping og den indiske premierminister Narendra Modi i New Delhi, september 2014

Denne nyhedsorientering fokuserer på det succesrige besøg Helga-Zepp-LaRouche, der er gift med Lyndon LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet og leder af det tyske parti BüSo, havde til Kina de første to uger af september. Hun fik mulighed for på konferencer, ved møder, i TV og i radio, at give LaRouche-bevægelsens input til, hvilken videre vej Kina skal vandre i sin strategi for at bygge en Ny Silkevej og fremme BRIKS’ globale udviklingsdagsorden. Samtidig fortsætter BRIKS’ arbejde med at bære frugt i form af et dramatisk skifte i Egypten til bygningen af en ny Suez-kanal med egne midler og en national udviklingsstrategi. Den kinesiske præsident Xi Jinpings historiske tredages besøg i Indien fik etableret en tæt alliance mellem verdens to mest folkerige nationer.

Download (PDF, Unknown)

17. september 2014 – Forud for sin ankomst til et tredages besøg (17.-19. sept.) i Indien, kom Kinas præsident Xi Jinping, i en artikel i den indiske avis »The Hindu« den 17. sept., med en indtrængende opfordring til, at Kina og Indien går sammen om at bygge det, han kaldte et asiatisk århundrede med fremgang og fornyelse.

 »Jeg er sikker på, at så længe, Kina og Indien arbejder sammen, vil det asiatiske århundrede med fremgang og fornyelse meget snart opstå«, skrev Xi. »Vore bilaterale relationer er nået dertil, hvor de befinder sig i dag, som et resultat af de følgende bestræbelser: vi har intensiveret den gensidige tillid ved at styrke den strategiske dialog og den politiske tillid; vi har tilført hinanden flere fordele ved at udvide områderne for samarbejde og gøre kagen med fælles interesser større«,

skrev Xi.

Ved sin ankomst til Ahmedabad, hovedstaden i den indiske premierminister Narendra Modis hjemstat Gujarat, hvor Modi havde en succesrig, 13 år lang tørn som øverste minister, besøgte Xi Mahatma Gandhis Sabarmati Ashram og deltog senere i en privat middag med Modi som vært i Riverfront Park ved Sabarmati-floden.

 »Vi må i fællesskab udvikle den økonomiske korridor BCIM (Bangladesh-Kina-Indien-Myanmar), drøfte de ny initiativer med Det økonomiske Silkevejsbælte og det 21. århundredes Maritime Silkevej og tage føringen i den asiatiske økonomis varige vækst«,

sagde Xi. Ved sin ankomst underskrev Xi og Modi tre aftalememoranda. Et af disse aftalememoranda er mellem Kinas Udviklingsbank (CDB) og Gujarat-regeringens Industriudviklingskontor og relaterer til udviklingen af to industriparker, den ene i Gujarat-staten og den anden i nabostaten Maharashtra. En anden aftale blev underskrevet mellem Kinas Guangdong-provins og Gujarat-regeringen. Og det tredje aftalememorandum var mellem byerne Guangzhou (Canton) og Ahmedabad om kulturel udveksling.

Præsident Xi tog af sted til New Delhi om aftenen den 17. sept. I New Delhi vil de bredere aspekter af de fremtidige kinesisk-indiske-relationer blive drøftet under Xis officielle møde med Modi, og senere med den indiske præsident Pranab Mukherjee. Ifølge tilgængelige rapporter er Kina interesseret i at forpligte sig til at investere omkring 100 mia. dollars i Indien. De fleste af disse investeringer vil blive inden for modernisering af de indiske jernbaner, udviklingen af industriparker, omlægning af Indiens overskudsvand fra landets nordlige floder til de sydlige floder på halvøen, og udviklingen af havne for at fremme deltagelse i Den maritime Silkevej, fokus for præsident Xi under hans nylige besøg i Maldiverne, Sri Lanka og Indien.

Foto: Fra Xis besøg i Ahmedabad, Indien. Xi og Modi.

17. september 2014 – Den præsident for USA, vi har, er i virkeligheden USA’s fjende. Men på den anden side har vi BRIKS-nationerne. Kina er en magt. Indien er en betydelig magt. Disse nationer er rede til at skabe en international aftale om en ny form for tilstand. Vi har set det blodige rod i Europa. Jo flere nationer, man kan bringe sammen om et samarbejde på dette nye grundlag, desto hurtigere kan vi få fred.

Det, vi behøver, er simpelt hen, at folk kommer offentligt ud og erklærer, hvad der er vores mål, og dernæst organiserer folk omkring disse mål. Målene er ikke vanskelige at definere; detaljerne er vanskelige at udarbejde.

Men først vil vi have Obama smidt ud, før han kan dræbe flere mennesker. Obama er en gennemført ond person, og jo før, han bliver smidt ud af embedet, desto bedre for os.

Hvad vil BRIKS? Hvad vil Indien? Hvad vil Kina? Kina og Indien har den samme opfattelse. Det, vi behøver, er en stemme udbredt til de forskellige dele af verden, som siger, »Dette er løsningen. Lad os arbejde på den.«

Vi må gøre noget for at skabe løsningen: smid Obama ud af embedet. Hvis vi ikke smider Obama ud, får vi Tredje Verdenskrig.

Kina er blevet en stor magt. Indien er blevet en stor magt. BRIKS og de sydamerikanske nationer, alle disse og endnu flere, ved, at man må skabe en ny betydning af stor magt. Ikke magten hos en stor kæmpe, som vil dominere tingene, men den magt, der ligger i samarbejde: fælles formål, fælles mål. Produktion. Fødevareproduktion. Udarbejdelse af uddannelse. Denne form for aktiviteter. Det kan man gøre. Og derfor må man kæmpe for denne form for aftaler. Vi må kæmpe for den form for aftaler, som vi behøver for at få arbejdet gjort.

Vi har ikke brug for et system med evindelige krige. Det, vi har brug for, er en progressiv udvikling af arbejdskraftens produktive evne til at øge det menneskelige intellekts, og hermed relateret, magt og dets praktiske anvendelse, og gøre en ende på dette sindssyge onde, som foregår i Mellemøsten, det folkemord, som finder sted i Mellemøsten.

Fyr Obama – hvis han blev smidt ud af Det hvide Hus, ville vi få verdensfred inden for kort tid. Obama er den største trussel mod freden netop nu.

Den kinesiske præsident Xi begynder sit besøg i Sydasien, mens Indien styrker sine bånd til Vietnam

 16. september 2014 – Den kinesiske præsident Xi Jinping, som ankom til Colombo, Sri Lanka, i dag, mødtes med den srilankanske præsident Mahinda Rajapakse med det formål at søge at styrke båndene med den strategisk placerede nation i Det indiske Ocean. Det forventes, at Xi under sit besøg vil indlede byggearbejdet på en Beijing-finansieret havneby til Colombo til en værdi af 1,4 mia. dollars og lancere Sri Lankas største kraftværk, et kinesisk finansieret, 900MW kulfyret kraftværk. Det 900MW Norochcholai-kraftværk, beliggende på vestkysten, er et kompleks bestående af tre 300MW kraftværker, af hvilke to allerede er i drift. Det forventes, at Xi vil præsidere over udbuddet af det tredje kraftværk.

Den 17. september vil Xi være i Indien. Med sine planer om at udvide de kinesisk-indiske, økonomiske relationer, medbringer Xi en delegation på 135 administrerende direktører. Med forventninger, som er tårnhøje, fortalte en indisk regeringsembedsmand i Ministeriet for Udenlandske Anliggender til New Delhi-avisen Financial Express, at Beijing har besluttet at opskalere investeringer i Indien, som generelt anses for at være den sikreste destination for investeringer. »Kina overvejer at investere i Indiens ambitiøse plan om at bygge højhastigheds-jernbaner, inklusive højhastigheds-passagertog (’lyntog’). Indien har allerede inviteret Kina til at modernisere jernbanestationer«, sagde embedsmanden.

I mellemtiden sagde den indiske premierminister Narendra Modi til kinesiske medier i en udveksling den 15. september, »aritmetikken og kemien i vore relationer overbeviser mig om, at sammen kan vi skrive historie. Når Indien og Kina styrker relationerne, kommer næsten 35 % af verdens befolkning nærmere hinanden, og deres liv undergår en kvalitativ forandring. Regnestykket siger, at når Indien og Kina vinder, så vinder en betydelig procent af verdens befolkning.« Han understregede, »Men vore relationer går videre end til blot og bar regning.« Senere tweetede Modi: »Hvis jeg skal beskrive det potentiale, som ligger i de indisk-kinesiske bånd, ville jeg sige INCH (Indien & Kina) henimod MILES (Millennium for Exceptionel Synergi)!«

Indien er også begyndt se på Sydøstasien for investeringer. Indien har åbnet en kreditlinje på 100 millioner dollars for Vietnam til forsvarshandler. Under den indiske præsident Pranab Mukherjees igangværende besøg i Vietnam, sagde de to lande i en fælles udtalelse, at kreditlinjen ville åbne nye muligheder for forsvarssamarbejde, og at man var i færd med at færdiggøre detaljerne i Vietnams køb. »Lederne enedes om, at samarbejde inden for forsvar og sikkerhed var en vigtig grundpille i det strategiske partnerskab mellem de to lande«, lød den fælles erklæring, som blev udstedt i Hanoi. De to sider enedes ligeledes om at »konsolidere« energisamarbejdet i kølvandet på en aftale fra 2013, i hvilken PetroVietnam bød på Indiens ONGC-olie- og gasfelter til udforskning og produktion.

Indien og Vietnam har intensiveret militærsamarbejdet i løbet af det seneste årti, og, under den nye regering, går Indien frem med en ny strategi for at etablere sig som våbeneksportør, idet de bruger eksportkreditter til at opnå salg til udlandet. Pengene kan hjælpe langsommelige drøftelser om at sælge fælles russisk-indisk producerede Brahmos supersoniske krydsermissiler til Hanoi.

Foto: Xi Jinping i Sri Lanka

16. september 2014 – Alt imens krigstrommerne buldrer løs hen over den vestlige verden, bærer en kronik i den officielle, kinesiske regeringsavis Global Times overskriften:

»Eftersom muligheden for en tredje verdenskrig eksisterer, bør Kina være forberedt.«

Artiklen advarer om den voksende fare for et »direkte militært sammenstød mellem USA og Rusland«, der »sandsynligvis vil sprede sig til hele planeten.«

Forfatteren, Han Xudong, en professor ved PLA (Folkets Befrielseshær) Nationale Forsvarsuniversitet, påpeger en potentiel, maritim konfrontation:

»Det nordlige Ishav, Stillehavet og Det indiske Ocean har været genstand for voldsom rivaliseren. Det er sandsynligt, at der kommer en tredje verdenskrig for at kæmpe om rettigheder over havene. I en æra, hvor en tredje verdenskrig kunne finde sted, er et vigtigt spørgsmål for det kinesiske militær, hvordan det skal udvikle sin magt til at bevare sine nationale interesser … Kinas militære udvikling bør skifte fra at sikre landets rettigheder på land til at sikre dets rettigheder på havet … Kinas oversøiske interesser har spredt sig til hele verden. I takt med, at USA har flyttet sin opmærksomhed til det asiatiske Stillehavsområde, med Kina som sit særlige mål, er Kinas oversøiske interesser i stigende grad blevet truet af USA. Uden storstilet, militær magt synes skringen af Kinas oversøiske interesser at være et tomt slogan.«

Foto: Han Xudong

3. september 2014 – Onsdag optrådte Helga Zepp-LaRouche på CCTV’s show i Kina med nyhedsanalyser i bedste sendetid, »Dialog – idéer tæller«, hvor hun deltog i et panel, som drøftede, hvorfor Kina havde besluttet at gøre 3. september til en national mindedag for sejren over fascismen i Asien. Helga optrådte live i studiet med Tao Wenshao, en ph.d.-forsker ved Kinesisk Akademi for Sociale Videnskaber (CASS). Yoichi Shimatsu, tidligere redaktør for Japan Times Weekly, deltog over satellit.

Som svar på et spørgsmål om den japanske regerings krigeriske politik over for Kina, kom Helga med den overordnede pointe, at præsident Obama har lanceret en »Asia Pivot«-doktrin, omdrejningspunkt Asien, som er centreret omkring en ny militærdoktrin ved navn Air Sea Battle – krig i luften og på vandet – som er kilde til ustabilitet i området.

Hun citerede Obamas meddelelse i april 2014 om, at USA skiftede over fra en politik, der var neutral i spørgsmål om territoriale stridigheder mellem Japan og Kina, og til en politik, som støtter op om Japans territoriale krav.

Forespurgt om, hvordan de kinesisk-japanske relationer kunne forbedres, behandlede Helga spørgsmålet ud fra standpunktet om Tyskland, som havde begået forfærdelige forbrydelser under Anden Verdenskrig, men som fuldt ud bekendte disse forbrydelser og nu fremstår som en nation, man har tillid til. Hun nævnte Japans fortsatte mørklægning af Nanking-massakren og krævede skabelsen af en kommission, der skal forestå en ærlig og uafhængig, historisk undersøgelse, som det første skridt til at etablere tillid. Hun citerede general Douglas MacArthurs rolle i udformningen af den japanske fredsforfatning efter krigen, og hun bemærkede premierminister Abes genfortolkning af dette dokument med støtte fra Obama. Hun erklærede skarpt, at i en alder, hvor man har termonukleare våben, kan konflikter ikke løses gennem krig. Hun understregede, at dette ikke kun er et problem i Stillehavsområdet, men er et globalt problem, idet hun bemærkede, at NATO er i færd med at inddæmme Rusland, og at vi således befinder os på randen af en potentiel katastrofe.

I den 22 minutter lange udsendelses afsluttende diskussion blev Helga spurgt om ’Abenomics’ og implikationerne af det just afsluttede Abe-topmøde i Tokyo med den indiske premierminister Modi. Helga fremførte, at der en anden, primær dynamik i området, som er drivkraften i den økonomiske situation i det asiatiske Stillehavsområde og videre endnu. Hun nævnte Xi Jinpings Nye Silkevej, det nyligt indgåede russisk-kinesiske partnerskab, BRIKS-topmødet i Brasilien, og de efterfølgende møder mellem lederne af BRIKS og resten af de sydamerikanske landes statsoverhoveder, AIIB (Asiens Investerings-Infrastrukturbank) og NDB (Den Nye Udviklingsbank). Hun beskrev alle disse udviklinger som meget lovende og stillede dem i kontrast til Abenomics, som har trukket Japan dybere ind i London og Wall Street-finanssystemet, der har kurs mod et kæmpekrak. Hun nævnte USA’s manglende evne til, i kølvandet på krisen i sept. 2008, at løse problemet med for-store-til-at-lade-gå-ned-bankerne og bemærkede, at disse i dag er 40 % større, end de var forud for 2008-nedsmeltningen. Hun sagde, at London og Wall Street-systemet har kurs mod en nedsmeltning, og at Japan er for tæt sammenknyttet med det til, at det kan undgå ødelæggelsen. Hun satte dette i kontrast til systemet med projektfinansiering, som er ved at fremkomme som et alternativ, der vedtages af mange nationer.

Begge de to, andre gæster var enige i nogle af Helgas kritikpunkter af Abes og Obamas politik, især kritikken af den højre-militaristiske drejning, der har fundet sted i Japan, siden Abe er kommet til magten; men de var mere tilbøjelige til at håbe, at der ville ske en nedtrapning af spændingerne.

»Dialog – idéer tæller« når ud til et stort publikum i Kina og har på verdensplan en abonnementskreds, der tæller 80 millioner.

16. september 2014 – En årlig rapport fra FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO), som blev udgivet i dag, skønner, at 805 millioner mennesker lider under »kronisk underernæring«. Flere end en ud af fire personer i Subsaharisk Afrika har ikke mad nok at spise. I Malawi, rapporterer de, er halvdelen af alle børn under fem år væsentligt undervægtige.

Situationen er i særdeleshed akut i Yemen (Obamas primære eksempel på hans »succesrige« krig mod terror), et af de lande i verden, der har den største mangel på fødevaresikkerhed.

Rapporten siger, at 526 millioner mennesker i Asien, verdens mest befolkede område, ikke har nok at spise.

Rapporten siger, at der har været en global forbedring i forhold til sidste år – hvor rapporten viste, at omkring 842 millioner mennesker gik sultne – takket være forbedring primært i Øst- og Sydasien, med nogen forbedring i Sydamerika og Caribien.

Rapporten kommer forud for et topmøde om fødevaresikkerhed, som skal afholdes i Rom i næste måned.

Billede: Kvinde med sit underernærede barnebarn på hospital i Sanaa, Yemen