Obama vil gøre Ukraine til temaet på G20-topmødet
14. nov. 2014 – G20-topmødet i Brisbane, Australien skulle handle om økonomiske spørgsmål, og i betragtning af udviklingerne på det nys afsluttede APEC-topmøde, vil BRIKS-udviklingen sandsynligvis dominere det. Eftersom præsident Obama ikke har noget nyttigt at bidrage med, vil han gerne ændre emnet til Ruslands angivelige handlinger i Ukraine. Ifølge en rapport fra Reuters i dag, har Obama planer om at møde den britiske premierminister David Cameron, den tyske kansler Angela Merkel og den franske præsident Francois Hollande for at diskutere sin »frustration« over Rusland pga. Ukraine.
»De har været en afgørende faktor i at sende et fælles budskab til russerne og den ukrainske regering«, sagde Obamas vicesikkerhedsrådgiver, Ben Rhodes, til reportere. »Så det vil være en lejlighed for ham til at følge op på dem.«
Ifølge Reuters’ historie var der nogle krav i Australien om, at premierminister Tony Abbott skulle blokere for den russiske præsident Vladimir Putins deltagelse på topmødet, men det skete ikke. Det forhindrede ikke, iflg. Financial Times, Tony Abbott i at beskylde Putin for at
»forsøge at genskabe zarismens og Sovjetunionens svundne storhedstid«.
Tidligere sagde Abbott, at udsendelsen af russiske krigsskibe ud for australsk farvand under topmødet var en del af et mønster med en selvhævdende adfærd, inklusive Moskvas »tyranniske« indtrængen i Ukraine og udsendelsen af russiske krigsfly i udenlandsk luftrum.
Med hensyn til muligheden for yderligere sanktioner mod Rusland, så vil EU’s udenrigsministre mødes på mandag for at drøfte netop dette. Den amerikanske ambassadør til FN, Samantha Power, sagde i går i Berlin, hvor hun mødtes med den tyske udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier, at hun og Steinmeier er
»dybt foruroliget, især over den militære optrapning, som er i gang« i Ukraine, og at »vore eksperter skal mødes i denne uge for at se, hvordan vi i fællesskab kan pålægge Rusland omkostninger.«
Foto: Francois Hollande og Vladimir Putin på G20-topmødet i Australien