Ukrainsk indenrigsminister takker Victoria Nuland for at få yankeer
til snart at komme og uddanne nazistisk Nationalgarde;
NATO sender tropper til Georgien
31. mrs. 2015 – Snart vil 290 tropper fra USA’s 173. Luftbårne Brigade, der har base i Vicenza, Italien, lande i Vestukraine, hvor de skal tilbringe otte måneder med at uddanne 1.200 medlemmer af Ukraines Nationalgarde, inklusive, iflg. indenrigsminister Arsen Avakov, tropper fra den berygtede Azov-bataljon. Den 20. april er blevet nævnt som dato for de amerikanske soldaters ankomst. »Vore amerikanske partnere vil præsentere specielle ammunitions- og kommunikationsanordninger til de afdelinger af Nationalgarden, der har været igennem uddannelsen ved øvelsens afslutning«, meddelte Avakov i går iflg. Interfax Ukraine, selv om den sidste del om ammunition bestrides fra amerikansk side.
Det er bemærkelsesværdigt, at Avakov takkede Victoria Nuland for at gøre det hele muligt. »Jeg er taknemmelig over for Victoria Nuland, viceudenrigsminister for europæiske og eurasiske anliggender, samt de ansatte på USA’s ambassade i Ukraine. Uden deres energi ville den vigtige og komplicerede forberedelse til uddannelse have været umulig«, sagde Avakov og tilføjede, at aftalen om militærøvelsen var blevet indgået under forhandlinger mellem den ukrainske præsident Petro Porosjenko og den amerikanske vicepræsident Joe Biden.
Erklæringen kom samtidig med, at en amerikansk kongresdelegation er i Kiev, ledet af kongresmedlem Mac Thornberry, formand for Husets Komite for Væbnede Tjenester.
På et tidspunkt i år kunne amerikanske tropper også være med i NATO-kontingentet, der skal udstationeres i Georgien, som NATO hastigt er ved at forvandle til en fremskudt operationel base, selv om Georgien ikke er et formelt medlem af Alliancen, endnu.
NATO’s generalsekretærs særlige repræsentant for Kaukausus og Centralasien, James Appathurai, var i Tbilisi i går, hvor han meddelte, at den »betydelige pakke« til Georgien, som NATO-topmødet enedes om sidste september, nu er godt på vej til at blive implementeret med opførelsen af et NATO-uddannelsescenter i landet, samt andre tiltag.
»NATO ønsker ikke altid at gøre tingene hurtigt, men i dette tilfælde har vi ønsket det«, sagde han. »Og den georgiske regering har været lige så hurtig og lige så dedikeret.« Af Georgien, Ukraine og Moldova sagde Appathurai, at Georgien får mest støtte. »Essensen er, at der vil være mere NATO i Georgien, både mht. synlighed og konkret støtte«, sagde han.
Foto: Soldater fra USA’s 173. Luftbårne Brigade, der er blandt tropperne i øvelserne i Vestukraine, ses her gå ud af et C-130 transportfly.