Premierminister Tsipras: ’Et folk, et land går ikke bankerot; Banker går bankerot’
30. juni 2015 – I går aftes gav premierminister Tsipras et interview til Grækenlands statslige Tv-netværk, hvor han gjorde det klart, at Grækenland vil overleve som en suveræn stat. Han erklærede som et princip: »Et folk, et land går ikke bankerot; banker går bankerot.« Denne udtalelse fremstår som fremragende, mens EU-personer og -institutioner foretog handlinger for at afskære Grækenland fra likviditet og udstedte ultimatummer og fornærmelser under forløbet.
Handlingsforløbet: Ved midnatstid i går udstedte EU-kommissionens præsident Jean-Claude Juncker endnu et forslag, som grækerne anså for at være totalt utilstrækkeligt. Her til morgen udstedte premierminister Tsipras et modforslag med forholdsregler i et brev til Eurogruppen. Forslagene omfattede et krav om en »reprofilering« og en reorganisering af gælden, og krav om, at likviditetsarrangementer skulle fortsætte gennem den Europæiske Stabilitetsmekanisme i yderligere to år.
Her til aften afholdt Eurogruppens finansministre en 90 minutter lang telekonference, hvor de dekreterede en afvisning af Tsipras’ tilbud. Den Europæiske Stabilitetsmekanisme meddelte, at, fra og med i dag, er Grækenland ikke længere i ESM-programmet. Det betyder bl.a. en annullering af de vilkår, under hvilke ECB-likviditet kunne komme ind i de græske banker.
I sit interview i går aftes gjorde Tsipras det klart, at Grækenland vil blive stående og overleve som en suveræn stat. Om kreditorerne sagde han:
»De ønsker ikke et kollaps af Eurozonen, de ønsker et kollaps af håb; de ønsker at reducere den politiske egenkapital i en regering, der lovede at forandre tingene.«
Tsipras fortsatte:
»Den græske regering ønsker ikke en exit, eller at Eurozonen brydes op, men vi vil gøre alt, vi kan, for at sikre det græske folks overlevelse. Et folk, et land går ikke bankerot; banker går bankerot … Vi vil overleve, vi vil blive stående, vi vil være i live og vi vil, på en selvstændig måde, vælge, hvordan vores fremtid skal være«, sagde Tsipras under interviewet.
Ifølge ANA-MPA forklarede Tsipras, på et spørgsmål om, hvad han ville gøre, hvis de græske vælgere stemmer »Ja« til at acceptere EU/IMF-betingelserne i folkeafstemningen, at han er en premierminister »for alt vejrlig«.
»Jeg tog ikke denne post, fordi jeg elsker magt. Jeg sidder i denne stol, fordi det var folkets valg. Så længe folket støtter denne afgørelse, vil jeg være her, jeg vil respektere folkets afgørelse, og vi vil tage skridt til procedurer, således, at det, folk stemmer for, vil blive statens lov.«
Han afviste påstanden om, at EU ville skubbe Grækenland ud af Eurozonen, og sagde:
»Det vil de ikke gøre, fordi omkostningerne vil være for store.«
Da han blev bedt om at kommentere IMF-afdraget, der forfalder 30. juni, svarede Tsipras:
»Lad dem give os en aftale i aften, så vi kan betale det.«
Han angreb ECB for at afskære likviditet til græske banker, som igen tvang dem til at indføre valutakontrol, og understregede, at »andre indgreb« kan blive indført søndag, 5. juli. Han bemærkede, at banker ville genåbne, så snart den Europæiske Centralbank genopretter likviditet.