Obama/Putin-mødet i NY:
Vred Obama tvunget til at befatte sig med Ruslands Putin

29. september 2015 – Det 90 minutter lange møde mellem præsidenterne Obama og Putin, der endelig blev afholdt i går (mandag), var ikke et møde på tomandshånd, men en formel affære med fem eller seks regeringsfolk fra hver nation – her iblandt udenrigsministrene Sergei Lavrov og John Kerry – der flankerede deres præsident, som sad i hver sin ende af et langt bord.

Obama sagde intet om mødet bagefter og overlod det til en unavngiven »højtplaceret regeringsperson« at give en kort rapport senere samme aften om, at mødet havde været »produktivt« og »fokuseret« og mest omhandlede Ukraine og Syrien. Den unavngivne regeringsperson rapporterede imidlertid, at den amerikansk-russiske koordinering vedr. operationer i Syrien, som Obamas Hvide Hus tidligere havde skudt ned, vil blive etableret. Som nationale, statslige radiokanaler opsummerede regeringspersonens rapport, så »aftalte de to præsidenter, at deres militær skulle bevare kommunikation med henblik på ’de-konfliktion’« af operationer i Syrien.

Ulig Det Hvide Hus udlagde Kreml billeder af mødet, og præsident Putin afholdt en pressekonference med russiske journalister ved De forenede Nationer bagefter. Også Putin karakteriserede mødet som »meget konstruktivt, forretningsmæssigt og overraskende nok meget åbenhjertigt«, og han gav udtryk for sit synspunkt om, at det var meget nyttigt, men han var ligefrem om den fortsat farlige tilstand af de russisk-amerikanske relationer, og om hvem, der er ansvarlig for denne tilstand:

»Desværre befinder relationerne mellem Rusland og USA sig på et temmelig lavt punkt; dette er indlysende uden mine kommentarer. Men, det var ikke vores initiativ, der forårsagede en sådan lavkonjunktur i relationerne mellem Rusland og USA. Det er vore amerikanske partneres holdning. Er det godt eller dårligt? Jeg mener, det er dårligt, både for bilaterale relationer og globale anliggender. Men det er det valg, USA har truffet.

Vi er altid parat til at udvikle kontakter og genoprette relationer i fuld skala«, tilføjede han. »Med hensyn til mødet i dag, så var det meget nyttigt, og, hvilket især er glædeligt, så var det meget oprigtigt. Jeg mener, at vore amerikanske partnere forklarede deres holdning ganske klart i mange spørgsmål, inklusive afgørelsen af situationen i Ukraine og Syrien, så vel som i Mellemøsten generelt. Vi har, selv om det kan synes overraskende, mange sammenfaldende punkter og meninger i alle disse spørgsmål. Vi er også uenige om nogle ting, som vi har aftalt at arbejde på i fællesskab. Jeg håber, at dette arbejde vil blive konstruktivt … «

Putin understregede betydningen af Minsk-processen i Ukraine-spørgsmålet; med hensyn til Syrien gjorde han det klart, at Obamas politik for regimeskifte og hans insisteren på, at Bashar al-Assad må fjernes fra embedet før alt andet, fortsat udgør et centralt punkt i deres uenighed.

Putin gentog til de russiske journalister, at Rusland ikke vil bøje sig mht. princippet om national suverænitet. Han rapporterede, at han med Obama havde drøftet den kendsgerning, at amerikanske, franske og australske bombninger i Syrien er illegale, da der hverken foreligger en resolution fra FN’s Sikkerhedsråd, og heller ikke en invitation fra den legitime regering, der bakker disser handlinger op. Med hensyn til Assad: »Jeg har stor respekt for mine kolleger – både den amerikanske præsident og den franske præsident – men de er imidlertid, så vidt jeg ved, ikke borgere i Den syriske Republik, og bør derfor ikke tage del i at beslutte en anden stats fremtidige lederskab. Dette er syrernes anliggende.«

Rusland »vil ikke udelukke noget, men hvis vi handler, så bliver det i streng overensstemmelse med normerne for international lov«, sagde Putin.