I samarbejde med USA udfører Frankrig
gengældelseskampagne imod ISIS i Syrien
16. november 2015 – Franske kampfly lancerede et »massivt« angreb på Raqqa, Islamisk Stats de facto hovedstad, sent den 15. nov. som gengældelse for angrebene i Paris den 13. nov. Ifølge det Franske Forsvarsministerium ødelagde de et kommandocenter og en træningslejr for oprørere med 20 bomber. Frankrig udførte missionen i samarbejde med amerikanske styrker, og de trak på informationer, der var indsamlet under tidligere rekognosceringsmissioner, sagde ministeriet, rapporterer Defense News. Det første mål tjente som kommandocenter, rekruttering og lagerfacilitet for våben og ammunition, mens det andet mål var en træningspost.
Talsmand for Pentagon, flådekaptajn Jeff Davis, sagde under en briefing til reportere i Pentagon i dag, at franskmændene havde udvalgt målene på baggrund af amerikanskleverede efterretninger, og at de franske angreb havde koalitionens »fulde vægt« bag sig. Han fortalte også, at, som et resultat af to telefonsamtaler i løbet af weekenden mellem forsvarsministrene for hhv. USA og Frankrig, Ash Carter og Jean-Yves Le Drian, vil USA og Frankrig gøre deres samarbejde omkring efterretninger tættere i kampen mod ISIS. Carter og direktør for den nationale efterretningstjeneste James Clapper har udstedt nye instruktioner, sagde Davis, der »vil gøre det lettere for amerikansk militærpersonel at dele information om planlagte operationer og efterretninger med vore franske modparter vedr. en hel række af fælles udfordringer, til den yderste grænse af, hvad der er tilladt iht. eksisterende lov og politik«.
Mens det franske angreb på Raqqa fandt sted, ødelagde amerikanske A-10 angrebsfly og AC-130 ’gunships’ 116 olielastbiler i byen Abu Kamal, på bredden af floden Eufrat nær grænsen til Irak. Angrebet var det seneste i kampagnen med navnet »Operation Tidal Wave II« (Operation Tidevandsbølge II) for at eliminere ISIS’ olieindtægter. »Denne del skulle angribe distributionsdelen af ISIS’ oliesmuglingsoperation«, sagde Davis, »samt nedgradere deres evne til at finansiere militære operationer«. Davis rapporterede, at det amerikanske Finansministerium sidste år vurderede, at ISIS’ illegale olieindtægter beløb sig til næsten 1 mio. dollar om dagen.
Davis var imidlertid i lidt af en kattepine, da han skulle forklare, hvorfor kampagnen imod ISIS’ oliehandel nu intensiveres, når det har været åbenlyst kendt siden kampagnens begyndelse, at oliesmugling fra territorier, som ISIS kontrollerer i Irak og Syrien, har fremskaffet en væsentlig del af ISIS’ indtægter. Davis sagde, at, indtil for nylig havde balancen tilgodeset beskyttelsen af syrisk og irakisk olieinfrastruktur, til brug for disse lande efter besejringen af ISIS, men at denne balance nu har ændret sig.