Frankrigs præsident Hollande og premierminister Valls
briefer parlamentet, Det Hvide Hus og Kreml om
de nødvendige handlinger for at bekæmpe terrorisme

19. november 2015 – I en tale til en forsamling af Frankrigs borgmestre den 18. nov. sagde præsident François Hollande, at begivenhederne i Saint-Denis bekræftede, at Frankrig var »i krig … det, som er disse terroristers mål, er det, som Frankrig repræsenterer. Det var det, der blev angrebet den 13. nov. Disse barbarers mål var at ramme Frankrig i sin forskelligartethed. Det er Frankrigs ungdom, der var målet, simpelt hen fordi den repræsenterer livet.«

Premierminister Manuel Valls har bekræftet, at Abdelhamid Abaaoud, den angivelige planlægger bag angrebene den 13. nov., blev dræbt under en politirazzia i Saint-Denis. Indenrigsministeriet sagde, at politiet havde ransaget yderligere 118 adresser i hele landet natten mellem den 17. og 18. november og havde foretaget 25 arrestationer og beslaglagt 34 våben. Der er foretaget razzia mod flere end 400 huse, og 60 mennesker er blevet tilbageholdt, siden Frankrig erklærede undtagelsestilstand fredag, den 13. nov.

Efter planen skal Hollande besøge den amerikanske præsident Barack Obama for at vise den bydende nødvendighed af kampen mod Islamisk Stat, når de mødes i Washington i næste uge. Den britiske avis Guardian citerede en unavngiven diplomatisk kilde, der beskrev, hvad det er, Hollande vil klargøre for Obama.

»Det budskab, vi ønsker at sende USA, er simplet hen, at krisen er i færd med at destabilisere Europa. Problemet er, at angrebene i Paris og flygtningekrisen viser, at vi ikke har tid. Der er en nødsituation«, sagde kilden til Guardian. Han tilføjede: »Det er de udenlandske krigere, men det er også migranterne, der splitter europæerne og destabiliserer kontinentet, så vi må handle hurtigt og fortælle USA’s regering, at kerneinteresser for europæerne, jeres bedste allierede, står på spil.« Pointen er, at Obama efter Frankrigs mening nægter at handle hurtigt nok. »Det er grunden til, at den franske præsident vil være i Washington på tirsdag, før han flyver videre til Moskva for at mødes med præsident Putin.«

I sin tale til Nationalforsamlingen for at forlænge undtagelsestilstanden advarede den franske premierminister Manuel Valls om, at terrorister i fremtiden kunne benytte kemiske og biologiske våben.

Ansøgninger til den franske hær er steget voldsomt, fra 135 om dagen til 500 om dagen, siden regeringen meddelte, at den vil rekruttere yderligere 15.000 personel i år og yderligere 16.000 i 2016. Den franske hær består i øjeblikket af 115.000 mænd og kvinder.

 

Foto: Soldater på Champs Elysées, Paris, med Triumfbuen i baggrunden. Undtagelsestilstanden er efter premierminister Manuel Valls begæring til Nationalforsamlingen blevet forlænget med 3 måneder.