21. september 2015 – Som et tegn på, hvordan Ruslands præsident Putin med opbakning fra Kina, fuldkomment har udmanøvreret Obama, skriver begge de store landsdækkende aviser i New York i dagens leder, at Obama bliver nødt til at mødes med Putin under FN’s Generalforsamlings møde. Det har været tydeligt, at Obama ikke ønsker dette møde, og at hans rådgivere i Det Hvide Hus og Udenrigsministeriet ikke har været i stand til at blive enige om, hvad han skal gøre.
»Putins tour de force i Syrien« er overskriften på lederen i Wall
Street Journal, som udviser en sådan vrede overfor Putin, at den ikke kan andet, end at  kalde Obama »den svageste amerikanske præsident i mands minde«, og beklage, at han er blevet udmanøvreret, og bliver nødt til at mødes med Putin. I New York Times’ leder, som er »skrevet af redaktionsudvalget«, argumenterer man også modvilligt for, at Obama skal mødes med Putin og drøfte en koalition mod terrorisme. »Obama anser ifølge sine rådgivere  Præsident Putin for at være en bandit, og Putin mener, at Obama er svag«, skriver lederen. »Obama har ikke haft meget at gøre med Putin, siden den russiske leder invaderede Ukraine og annekterede Krim. Nogle embedsmænd i regeringen er urolige for, at hvis man accepterer et møde, som Kreml tilsyneladende har anmodet om, vil det spille lige ind i Putins hænder. Men det ville være en fejltagelse for Obama ikke at engagere sig, specielt med et problem så alvorligt som dette, og når spændingerne er
stigende ….«
»USA’s politik i Syrien fejler«….

25. september 2015 – Lyndon LaRouche sagde i går, at vi må benytte FN’s Generalforsamling til at bringe USA tilbage til sin Forfatning. Det vil sige, at vi må bruge de kalejdoskopiske skift – til det bedre – i nationernes politik og relationerne imellem dem, som blev udløst af Vladimir Putins overraskelsesmanøvre ind i Syrien, til at lukke Wall Street ned og smide Barack Obama ud af embedet. Siden Putins overraskelsestræk er den tyske regering vendt på en tallerken mht. spørgsmålet om flygtningene, der trænges i Europa. Kansler Merkel besluttede at gå ud med en velkomst af flygtningene og skaffe dem uddannelse og jobs i stedet for at forsøge at smide dem ud.

Men LaRouches analyse indbefattede, at det tyske politiske skift ikke vil være begrænset til flygtningespørgsmålet – at det ville være langt mere generelt. Og det har allerede vist sig at være sandt. I går, blot en dag efter en telefonsamtale med Obama, trodsede kansler Merkel åbenlyst hans politik, da hun under en pressekonference meddelte, at krisen i Syrien må forhandles med Bashar Assad, og ligeledes med Iran og Rusland. I dag støttede begge de to tyske regeringskoalitionspartneres parlamentariske gruppeledere fra CDU og SPD hende.

Dernæst var Obama, under ekstremt pres, i dag tvunget til at gå med til et møde mandag med Ruslands præsident Putin – et møde, der vil blive meget risikabelt for Obama, fordi Putin ser lige tværs igennem ham og har alle kortene på hånden.

Men husk, at LaRouche har understreget den pointe, at Obama ikke vil gå stille – tværtimod, hans impuls vil være at begynde en krig snarere end indrømme, at hans tid endelig er omme. Da Obama f.eks. bemyndigede forsvarsminister Carter til for første gang at tale med sin russiske modpart Shoigu den 18. sept., blev det meddelt, at formålet var »dekonfliktion« – at forsøge at sikre, at amerikanske og russiske styrker ikke ved et uheld ville begynde at beskyde hinanden i Syrien. Ikke så hurtigt! Den 22. sept. sagde Pentagon, naturligvis efter en indgriben fra Obama, at Carter IKKE har planer om at diskutere dekonfliktion, før Rusland ændrer sin støtte til Syriens valgte præsident, Bashar Assad!

De naive ville sige, at Obama værdsætter regimeskift højere end amerikanske soldaters liv, men LaRouche har mere præcist observeret, at Obama simpelt hen elsker at dræbe, og længes efter at dræbe på en langt større skala nu, hvor han er trængt op i en krog – hele vejen til en atomkrig. I et lignende træk fra Obamas side har magasinet Foreign Policy rapporteret, at USA i hemmelighed har nedlagt veto mod en russisk resolution i FN’s Sikkerhedsråd, der opfordrede til en bredere og effektiv koalition imod ISIS, selv efter, at Rusland inkluderede ændringer, der tilfredsstillede andre lande.

Hvis nogle blandt vort folk, efter to valgperioder med Obama, ikke længere erkender ham for at være den dræber, han er, så skyldes det ikke, at Obama har forandret sig til det bedre, men derimod den degeneration, som hele vores kultur har lidt under, under hans misregimente. Obama er en massemorder, ligesom hans indonesiske stedfader Lolo Soetoro. Den seneste runde med degeneration under Tåbelige Bush og dernæst den endnu værre Obama bør minde os om en tidligere runde, der begyndte med forsøget på at myrde Ronald Reagan, for hånden af en person med tilknytning til H.W. Bush, kort tid efter Reagans indsættelse, og som sluttede med Bill Clintons ydmygelse og degradering, kort før hans anden valgperiode sluttede.

Amerikanere, der var blevet voksne før eller under perioden i 1960’erne efter JFK’s mord, husker med al tydelighed den totale forandring, vort land gennemgik som følge af rock-narko-sex-modkulturen. Men der er langt færre mennesker, der erkender denne efterfølgende runde af degeneration.

Inden for disse rammer har LaRouche understreget det forfald, som har fundet sted i USA’s Senat, der er efterladt uden nogen intellektuel eller moralsk dybde.

Den større sammenhæng, i hvilken man skal se denne forfaldsrunde, er det generelle forfald i det tyvende århundrede, forud for hvilket forfald kansler Bismarck blev afsat af den Britiske Krone i 1890, der umiddelbart efterfulgtes af det politiske mord på præsident William McKinley i 1901.[1] McKinley havde en politik for verdensfred – en politik for harmoni blandt nationer, ligesom den politik, Kina i dag forfølger, som FDR forfulgte med sin plan om FN, og som den politik, Lyndon LaRouche fremlagde i sin Manhattan-dialog fra 19. september.[2] McKinleys præsidentskab skal ses som en fortsættelse af Ulysses Grants militære lederskab, hans præsidentskab og hans indsats efter sit præsidentskab. Grant var igen en fortsættelse af Abraham Lincoln.

Det er velkendt, hvem det var, der myrdede McKinley; det var den samme magt, der myrdede Lincoln, og den samme, der intrigerede for at få Bismarck afskediget.[3]

Nu, mere end et århundrede senere, har vi det privilegium at befinde os i den position, som vi har – en position, der er vundet gennem Lyndon og Helga LaRouches indsats, og dem, der hjalp dem. Vi har det privilegium at genoprette Den amerikanske Forfatning ved at nedlukke Wall Street, og bortvise Obama fra embedet – med hjælp fra det, der finder sted på De forenede Nationers Generalforsamling på Manhattan.

[1] Se: Londons mord på McKinley lancerede et århundrede med politiske mord, Tema-artikel,

[2] Se: https://www.youtube.com/watch?v=63PgCpj8jPY

[3] Se: Afsættelsen af Bismarck og starten til Første Verdenskrig, Tema-artikel

Den 24. september 2015 – Med en handling, der måske kan overraske Magasinet Spiegels læsere, men bestemt ikke EIR’s, udtalte den tyske kansler Merkel i går ved et EU-topmøde, at »Vi må forhandle med mange aktører, inklusiv Assad.« France24 rapporterede i dag, at Merkel til en pressekonference efter et EU-topmøde om den af syrienkrigen forårsagede flygtningekrise udtalte: »Vi må tale med mange aktører, dette inkluderer Assad såvel som andre.« Hun tilføjede »ikke alene med USA og Rusland, men også med vigtige regionale parter som Iran samt Sunni-lande som Saudi-Arabien.« At Merkel nævner Iran, et land, der spiller en nøglerolle, og som utvivlsomt søger at stabilisere området, er bemærkelsesværdigt.

Frankfurter Allgemeine Zeitung kommenterede: »Det var kun en kort bemærkning, men den bekræfter, at et diplomatisk skifte er på vej i jagten på en løsning af syrienkrigen.« Begge koalitionspartier viste omgående en stærk opbakning til Merkel. Således udtalte CDU’s forbundsdagsformand Volker Kauder: »Måske skulle vi tidligere være trådt i dialog med Assad.« Og SPD’s forbundsdagsformand Thomas Oppermann: »Vi må også træde i dialog med Assad,« fordi vi skal tale med alle, der kan hjælpe med at opnå fred.

Det er også værd at notere sig fhv. viceudenrigsminister Jürgen Chrobogs bemærkning i et interview med Deutschlandfunk 23. sept. om, at Vesten har brug for Rusland i Mellemøsten. Chrobog udtalte, at en løsning uden Assad er umulig: »Vi har brug for de eksisterende strukturer til at sejre over ISIS. Rusland vil gerne beholde det nuværende system; om de på lang sigt ønsker at beholde Assad er et andet spørgsmål.«

24. september 2015 – Tyngdepunktet for verdensanliggender ligger på Manhattan i denne og næste uge, hvor verdens ledere ankommer til FN’s Generalforsamling, og præsident Obama har til hensigt at bruge lejligheden til at fremme krig. Mandag, den 28. sept. vil Obama, den russiske præsident Putin, den kinesiske præsident Xi Jinping, den franske præsident Hollande og den iranske præsident Rouhani tale til FN’s Generalforsamling. Ulig de fleste FN-generalforsamlinger vil begivenhederne i år være af historisk karakter, idet spørgsmål om krig og fred vil være på bordet.

Den russiske præsident Putin har præsenteret Obama for et fait accompli med de intense, russiske, militære deployeringer til Syrien. Den russiske deployering har foregrebet Obamas planer om at allierede sig med Tyrkiet og Saudi Arabien og etablere en flyveforbudszone i det nordlige Syrien, som vil gavne jihadisterne og tilsigter at vælte Assad-regeringen og skabe et salafist-tilflugtssted på Middelhavets østkyst. Det er nu taget af bordet som resultat af Putins modige og rettidige handlinger. Ud over deployeringen af mindst to eskadriller russiske MIG-kampfly til Latakia-området, er russiske ingeniører nu ankommet til flådehavnen i Tartus for at udvide faciliteterne til at kunne modtage større, russiske krigsskibe og forsyningsskibe. Putin har også sat en stopper for Israels dominans over syrisk luftrum og har i mandags meget ligefremt fortalt den israelske premierminister Netanyahu, at Rusland ikke vil tillade israelske fly frit at angribe Hezbollah-konvojer inde på syrisk territorium.

De russiske træk tvang Obama til at tillade sin forsvarsminister Ashton Carter at etablere en kontaktkanal direkte mellem USA’s og Ruslands militær. Amerikanske efterretningskilder rapporterer, at russiske overvågningsdroner allerede opererer over syrisk territorium, hvor USA også har været aktiv. En vis, begrænset grad af »dekonfliktion«-kontakt – altså aftaler om forholdsregler, der skal mindske risikoen for uheld og fejlberegninger i nærkontakt mellem de to militærstyrker, som dermed på farlig vis ville optrappe spændingerne – er allerede blevet etableret på jorden, og nogle fornuftige kredse i det amerikanske militær går ind for russisk-amerikansk udveksling af efterretninger og eventuelle, koordinerede operationer imod Islamisk Stat og andre jihadister.

Obama vil imidlertid aldrig acceptere en sådan fornuftig politik. Han er fanatisk indstillet på en konfrontation med Rusland, og man kan forvente, at han vil foretage en eller anden irrationel handling i New York City (et russisk forslag om et Obama-Putin-topmøde på tomandshånd er endnu ikke blevet besvaret af Det Hvide Hus) for at optrappe konfrontationen, snarere end at tage imod de russiske tilbud om reelt samarbejde for at bekæmpe terrorister.

Lyndon LaRouche understregede i denne uge, at den største fare i den aktuelle situation er, at ledende embedsmænd i Washington, inklusive ledende medlemmer af det amerikanske Senat, har blokeret sandheden om Obamas narcissisme og had til Putin ude. De begår den fejl ikke at se den umiddelbare fare for, at Obama begår en sindssyg provokation over for Rusland, selv om alle tegn herpå er til stede.

Obama har godkendt deployeringen af en ny generation af atomvåben til Europa. B61-12 er nominelt et taktisk atomvåben, men opgraderingerne giver det en større præcision, og de kan lanceres fra ’snigende’ (stealth) bombefly, der kan nå russiske grænser. Tysklands nationale TV-netværk har vist en dokumentar, der viser, at Obamas politik udvisker linjerne mellem konventionel og atomar krigsførelse og i høj grad øger faren for en udslettelseskrig med Rusland. Efter planen skal Tyskland modtage 20 af de nye B61-12 atomvåben, og senere i år vil kampfly i det tyske Luftwaffe begynde at blive ombygget, således, at de kan lancere disse atomsprænghoveder – under ordrer fra USA.

General David Petraeus, er nu er militærrådgiver til Obama, havde foretræde for Senatskomiteen for Væbnede Tjenester i begyndelsen af denne uge for at promovere ideen om, at USA skulle lancere en bombekampagne mod de Syriske Luftstyrker. Han har for nylig opfordret til en alliance mellem USA og Nusra Front, den officielle al-Qaeda-aflægger i Syrien.

Forud for sit topmøde i Det Hvide Hus med den kinesiske præsident Xi Jinping har Obama udsendt sin handelsminister, Penny Pritzker, til Seattle for at intimidere amerikanske foretagende-ledere, der skal mødes med den kinesiske præsident, til at angribe Kina for unfair handelsmetoder. Pritzker har lyttet med i private samtaler mellem Xi og de amerikanske forretningsfolk – for at sikre, at amerikanerne overholder Obamas hårde linje.

Denne form for galskab fra Obamas side er ikke ny. Så tidligt som i april 2009 havde LaRouche i en international webcast advaret om Obamas alvorlige narcissisme, og flere måneder senere krævet, at Obama blev fjernet, før han sprængte hele verden i luften, gennem påkaldelsen af bestemmelserne i det 25. forfatningstillæg. Seks år senere kan disse advarslers korrekthed ikke drages i tvivl.

Det, der er anderledes nu, er imidlertid, at verden befinder sig på randen af generel krig og total disintegration af det transatlantiske finanssystem. Begge disse begivenheder kunne forekomme, hvornår det skal være, og den eneste fornuftige måde at forhindre det på er at fjerne Obama fra embedet.

De begivenheder, der finder sted hen over de næste par uger i New York City, stiller amerikanske såvel som globale ledere over for en udfordring. Så længe, Obama fortsat sidder i embedet, vil menneskeheden fortsat være i fare.

Jason Ross diskuterer miljøbevægelsens udvikling, og hvordan det, der kaldes »økologi« eller »miljøbeskyttelse« i dag er ansvarlig for millioner af dødsfald under dække af såkaldt ’miljøbeskyttelse’. Dreissen og Ross diskuterer også myten om ressourcekrisen, og hvad der gøres for at opdyrke den ultimative ressource: det menneskelige intellekt.

Download (PDF, Unknown)

Den 22. september 2015 —Executive Intelligence Review havde mulighed for at præsentere dens specialrapport, »Skræmmekampagne om Global Opvarmning er Befolkningsreduktion, ikke videnskab« til journalister og forskellige delegationer fra FN i dag. (I denne uge starter en serie af præsentationer, konferencer og diskussioner i FN, hvoraf mange vil referere til den af paven nyligt udgivne encyklika »Laudato Si«, som blev overtaget af Hendes Sataniske Højhed gennem repræsentanten for den britiske krone, Commander of the Britisk Empire Hans Joachim Schellnhuber). Ved pressekonferencens åbning fortalte Dennis Speed, hvordan Lyndon LaRouches EIR i årtier har bekæmpet brugen af denne pseudo-videnskab som maskeret værktøj til befolkningsreduktion. »Vi tror derimod på videnskabsmanden Krafft Ehrickes idé om, at mennesket nødvendigvis må mestre rumfart.«

Speed talte om Obama- og Cheney/Bush-regeringernes katastrofale krigspolitik og om advarslen indeholdt i Sergei Glazievs bog »Genocide: Russia and the New World Order« (Folkedrab: Rusland og den Nye Verdensorden) udgivet af EIR i 1999 om, at »Selvom definitionen af folkedrab (inklusiv den fra FN’s internationale »Konvention om Forebyggelse og Straf for Folkedrab«) inkluderer et element af intention… er en folkedrabspolitik ikke altid fuldt ud bevidst hos dem, der gennemfører den — og i langt mindre grad bliver den åbent erklæret af dem. Den kan være skjult bag ganske respektable slogans om reformer, der er gode for samfundet, om at opnå frihed og social retfærdighed. Mange egentlige deltagere i forbrydelsen ‘overser’ måske de reelle konsekvenser af deres handlinger og tror måske oprigtigt på, at de er helte og godtgørere for menneskeheden.«

Efter at have gennemgået detaljerne omkring både UNESCO’s grundlægger Juian Huxleys og virussen Prins Philips kriminelle anskuelser vedrørende racehygiejne og befolkningsreduktion, diskuterede Speed Schellenhubers forhold til den nuværende pave, hvor han citerede Helga LaRouches iagttagelse, at »den kendsgerning, at CBE Schellnhuber har fået sit program godkendt i Det Pavelige Videnskabelige Akademi, rejser de mest alvorlige spørgsmål om, hvordan dette var muligt«. Senere refererede Speed til Schellnhubers eksplicitte bemærkning om en »bæredygtighed på kun 1 milliard mennesker« fra COP15-topmødet i København og spurgte, om paven var blevet påvirket udefra til at gå med på en politik, der kun kan resultere i affolkning af størstedelen af planeten og er i direkte modstrid med hans kirkes fundamentale lære. »EIR tror ikke på, at mennesker er forureningskilder, at kuldioxid forurener; vi tror på, at verden har brug for flere mennesker, ikke færre.«

Ben Denniston og Tom Wysmuller, videnskabsmand hos NASA, meteorolog og medlem af gruppen »The Right Climate Stuff«, præsenterede kernen i specialrapporten, så vel som nyt, ikke tidligere fremlagt materiale. Dette var pressekonferencens sande centrum, som fik publikum bestående af diplomater til at udtrykke en afgjort »udiplomatisk« begejstring for det, de blev præsenteret for. Faktisk brød de ud i klapsalver og lettelse ved pressekonferencens slutning.

Dennistons omdrejningspunkt, at CO2 på ingen måde kan bekræftes som afgørende, når det kommer til klimaforandringer, rev hele klima-lobbyens hovedpræmis op med rode. Rapportens afsnit omkring energigennemstrømningstæthed, klima-alarmisternes metoder osv., leverer det nødvendige bevismateriale til en videre undersøgelse. Han angreb ideen om at censurere NASA og andre såkaldte »klima-nægtere« og pegede på, at videnskabelig stræben ikke er baseret på populær mening. Senere i diskussionsperioden betonede han den rolle, FN’s igangværende møder kan spille i at gøre det af med den ondsindede monetære politik, der ligger til grund for klima-forfalskningerne, ved at bruge LaRouches økonomiske videnskab og i alliance med Kina og Rusland forme et princip om et internationalt »win-win«-samfund.

Tom Wysmullers medrivende præsentation, »lynkursus i at gennemhulle menneskeskabt global opvarmning«, gav et definitivt bevis på, at menneskelig udledning af drivhusgasser ingen effekt har på stigninger af vandstanden i havet. Stigningerne er fuldkomment i overensstemmelse med naturlige ikke-antropogene stigninger. Wysmullers kolleger fra NASA, som kender de seneste satellit-data, kender målingerne og målingernes kvalitet. De forstår også et computer-genereret svindelnummer, når de ser det.

Wysmuller bemærkede, at de katastrofale animerede scenarier om oversvømmelser af Manhattans vestlige motorvej som følge af global opvarmning er absurde. Havene er steget de sidste 10.000 år, fordi gletsjerne er smeltet. Og der er stadige stigninger, sagde han, men de er langt mere moderate, »fordi gletsjerne er væk«. Han »havde videnskaben i hus«, der forklarede, hvordan denne frygtede fremtidige stigning faktisk allerede er sket over en længere periode. Med reference til »klima-stjerne« James Hansen og hans ofte citerede udgivelser sagde Wysmuller, at Hansens forudsigelser om temperaturstigninger (som f.eks. forudsigelsen fra 1981 i magasinet Science), var lineære projektioner om, at der over tid ville være en relativt stabil stigning. Da det efter flere år blev klart, at det ikke skete, ændrede Hansen sin model til en eksponentiel stigning, fordi han således kunne fastholde stigningen og samtidig få målingerne til at passe med »computer-modelerede repræsentationer« og dermed måske få folk til fortsat at tro på, at det, som han og andre »klima-alarmister« sagde, var sandt.

Ved konferencens afslutning læste Speed følgende konklusion fra en udtalelse, der var sendt til konferencen af Paul Driessen:

»Fra mit perspektiv er det en forbrydelse mod menneskeheden på basis af hypotetiske computer-genererede katastrofer, der skulle indtræffe årtier fra nu, at indføre politikker, der foregiver at beskytte verdens mest energi-fattige folk ved at forstærke energimanglen, fattigdom, fejlernæring og sygdom, som nu og her dræber millioner af mennesker hvert år. Disse er alle betagende problemer. Man må spørge sig selv, hvordan hovedparten af menneskeheden føler omkring dem — og hvem vil stille præsident Obama, Pave Frans, Ban Ki Moon og FN’s klimachef Christiana Figueres nogle af disse meget forstyrrende og ubehagelige spørgsmål.«

Præsentation og oversigt over rapportens indhold

Hele pressekonferencen kan ses her:

23. september 2015,

Spørgsmål 1: Europa konfronteres nu med en enorm flygtningekrise. I hvilken grad kan den skade EU’s økonomi? Er integrationen af EU nu reelt truet?

LaRouche: Spørgsmålet om udsigten til en »enorm flygtningekrise« er faktisk ikke en nødvendig overvejelse på nuværende tidspunkt. Det repræsenterer ikke desto mindre et spørgsmål om en, på nuværende tidspunkt, dødbringende risiko på intet mindre end global skala; en risiko, der på nuværende tidspunkt stadig er meget alvorlig, og som snarest må besejres. Det ville i det væsentlige, som princip, blive besejret, hvis det nuværende USA blev befriet fra den arv, der består i Det britiske Imperiums nuværende, traditionelle, stadig truende greb om Amerikas Forenede Stater.

Der har været et afgørende vigtigt mindretal af nyttige ledere af USA, på trods af den relativt større grad af uslinge, der rent faktisk har bestredet dette embede. Det skal indrømmes, at den aktuelle risiko fortsat virkelig er stor; men der findes ikke noget aktuelt alternativ med undtagelse af de aktuelt håbefulde muligheder for, at en stor fred nu skal være fremherskende.

Spørgsmål 2: Europa bærer tabene pga. dets sanktionspolitik mod Rusland. Mener De, at EU bør revidere denne politik, i betragtning af flygtningesituationen?

LaRouche: Der har for nylig været to bemærkelsesværdige forandringer i visse europæiske sektorer, der især har bestået i den samstemmende indsats mellem Tyskland og ledende elementer inden for Eurasiens grænser, og implicit andre. De aktuelt anstrengende vilkår, der påvirker Ruslands og dets relevante naboers økonomier, kan, og må, løses på en virkningsfuld måde, uanset hvor vanskeligt det måtte være på kort sigt.

Spørgsmål 3: Med hensyn til svækkelsen af rublen, hvad mener De er årsagen til det? Ønsker Vesten at svække den russiske økonomi ved at gennemtvinge nye sanktioner?

LaRouche: Der er naturligvis en rigelig forsyning af dem, der ønsker at »svække den russiske økonomi«. Snart vil sammenbrudskrisen i den transatlantiske økonomi blive skubbet ud i diverse, selvstændige, generelle økonomiske sammenbrudskriser. Nu, Wall Street, for eksempel.

Spørgsmål 4: Hvordan mener De, at den russiske økonomi kan overvinde denne krise og undgå en negativ virkning af Vestens politik over for Rusland?

LaRouche: Med hensyn til tilfældet USA, i særdeleshed, så præsenterer De forenede Nationer nu, som helhed betragtet, i perioden med de forestående uger, de generelle transatlantiske, eurasiske og relaterede områder. Jeg forklarer.

De generelle vilkår i områderne blandt alle vores planets nationer, og nu implicit videre endnu, er allerede, på nuværende tidspunkt, i færd med at frembringe det generelt systemiske, umiddelbart forestående kollaps af det, der længe har været den systemiske krise i oprindelsen til økonomierne i både Det britiske Imperium og dets rødder. Omfanget af dette, verdenshistoriens særlige område, siden Renæssancens væsentligste, politiske magter blev knust, trues nu af fremvæksten af en ny Renæssance, en Renæssance, der afviser alt, hvad Det britiske Imperium og dets lakajer repræsenterer. Verden som helhed befinder sig på nuværende tidspunkt på randen af afslutningen af eksistensen af arven efter Det britiske Imperium, og dets specifikke rødder.

Især med hensyn til dette er alt, had der har været en form for offer for Det britiske Imperium, nu dømt til at forsvinde i glemsel. Dette inkluderer i særdeleshed udtrykkene for det britiske systems arv, den selvsamme arv, som atter blev vækket til live af den onde Bertrand Russells system for verdensøkonomi. Denne arv, der har været fortsat under det såkaldte tyvende århundredes systems systemiske indflydelse, har nu nået en tilstand, hvor den nuværende, til undergang dømte orden med »pengesystemet«, der bygger på Det britiske Imperiums og dettes rødders frembringelser, har nået et punkt for sin generelle, globale død.

 Hvad det monetære system i realiteten vil sige

Ganske enkelt, f.eks.: Det amerikanske »Wall Street«- system, og deslige, befinder sig nu i den faktiske dødsfase af alle sine fortsatte egenskaber af at eksistere. Hermed mener jeg selve princippet om »monetære systemer, som sådan«. Det, der må erstatte dette system, og alle dets ordinære råderum, er de skabende evner, der er knyttet til princippet om den faktisk praktiserede menneskelige kreativitets voksende magt.

Tag, f.eks., de videnskabelige principper, der er overensstemmende med Johannes Keplers opdagelse af ideen om Solsystemet, eller den større anordning, det galaktiske system.   

Vær med på pressekonferencen der præsenterer udgivelsen af Executive Intelligence Review’s seneste specialrapport, »Skræmmekampagne om Klimaforandring er Befolkningsreduktion – ikke Videnskab«, 

tirsdag 22. september 2015, kl. 11:00 AM Eastern.

Denne rapport udgives på optakten til FN’s Generalforsamling i New York og Pave Frans’ besøg i USA, hvor begge disse begivenheders dagsorden for reduktion af verdens befolkning er i fuld gang. Denne rapport går lige til hjertet af svindelen med ’klimaforandring’: Befolkningsreduktion.   

21. september 2015 – Med en klar valgsejr, som bragte koalitionen mellem Syriza og De Uafhængige Grækere tilbage til magten, vil kampen om landets gæld blive første punkt på den nye regerings dagsorden. ”Vi vil fortsætte forhandlingerne i den kommende periode, hvor kampen om gælden vil være den første og vigtigste opgave”, fortalte en Syriza-kilde til Reuters. ”Vi vil bede alle politiske kræfter om støtte til vore bestræbelser”.

Embedsmænd fra Eurozonen fortalte i sidste uge Reuters, at kreditorerne vil være villige til, på længere sigt, at lægge et loft på ”kun” 15% af det årlige BNP, som det maksimale, Grækenland skal afbetale.  Mens meningsmålinger, før valget, viste, at Syriza og Nyt Demokrati ville opnå et ens valgresultat, slog Syriza med 35,4% Ny Demokrati, som fik 28%. Meningsmålingerne viste, at De Uafhængige Grækere, ledet af Panos Kammenos, ikke ville opnå de 3%, som er nødvendige for at komme ind i parlamentet, men de fik 3,69%. Med Syrizas 145 pladser og De Uafhængige Grækeres 10 pladser vil koalitionen have 155 pladser af de i alt 300 pladser i parlamentet. Valgdeltagelsen var på 53%, fra 63% ved valget i januar, hvilket var historisk lavt. Alexis Tsipras blev indsat som statsminister den 21. september, og hans regering vil blive bekræftet den 22. september.

Hermed de øvrige valgresultater: det fascistiske Gylden Daggry blev nummer 3 med 18 pladser, fulgt af Demokratiske Venstre med 17 pladser, kommunisterne KKE fik 15 pladser; ”Floden”, et kunstigt parti, grundlagt for at tage pladser fra Syriza, fik 11 pladser, meget mindre end i januar, Centrumunionen, et nyt parti, fik 9 pladser. Populær Enhed, grundlagt af en venstreorienteret udbrydergruppe fra Syriza, var ikke i stand til at komme over spærregrænsen på 3%, og kom derfor ikke ind i parlamentet.

Partiets formand, Panagiotis Lafazanis sagde, at Populær Enhed havde gennemført en ”værdig og flot kamp” uden støtte fra de førende medier. Han refererede også til den tredje ”bail-out” aftale, som et ”finansielt dommedagsmemorandum”, som ligger foran grækerne.

Denne dommedag inkluderer omkring 50 tiltag og reformer, bl.a. reduktion af pensioner, der skal være gennemført til december, som foreskrevet af det redningspakke-program, som Athen, Troikaen – Europakommissionen, IMF, Europæisk Centralbank – og den Europæiske Stabilitets-Mekaniske underskrev i juli,  og som udbetaler redningspakken. Denne nye ”kvartet” er ikke blevet mindre dødelig af navneændringen.

Der vil komme hundrede tiltag mere, til implementering i 2016, som den græske regering har forpligtet sig til. Desuden skal den nye regering fremlægge 2016-budgettet for parlamentet den 5. oktober. Næste års budget skal inkludere de nye tiltag og reformer.

Igen, Grækenlands eneste håb er samarbejde med BRIKS. Den russiske præsident Vladimir Putin lykkeønskede i dag Alexis Tsipras med sejren. Ifølge en Kreml-udtalelse ”udtrykte Putin håb om  en fortsat konstruktiv dialog om og aktivt samarbejde for at styrke et fremtidigt russisk- græsk samarbejde til fælles fordel”.

… I dettes sted skal en slags moderne feudal-oligarki træde, hvor klubben af milliardærer og millionærer, … lever i stor luksus, mens de store befolkningsmasser, ved hjælp af en stærkt reduceret levestandard, med en forkortet, forventet levetid og med et uddannelsesniveau på laveste trin, skal holdes nede i tilbageståenhed. 

Midlet, der skal opfylde dette formål, er at skabe angst for en menneskeskabt klimaforandring, som skal få menneskene til frivilligt at give afkald på så godt som alle de landvindinger, som man, i form af materielle og sociale fremskridt, har opnået gennem industrialisering.

Titelbillede: Illustration til Thomas Hobbes bog "Liviathan" 

"Non est potestas Super Terram quae Comparetur ei. Iob. 41 . 24" ("Der er ingen magt på Jorden, der kan sammenlignes med den.  Job 41:24")

Om "krokodillen" eller "Leviathan" (Livjatan).

22. september 2015 – Mens EIR’s og LaRouchePAC’s mobilisering omkring det forestående sammentræde af FN’s Generalforsamling i dag fortsatte med et stort, offentligt møde i New York, reagerede diplomater, journalister og New York’ere – som Lyndon LaRouche udtrykte det – »I synes at gå fremad, mens Wall Street går tilbage.«

LaRouche kaldte det bemærkelsesværdigt, at flere bankierer og økonomer i løbet af de seneste dage over for EIR har understreget, at det, som Federal Reserve og andre centralbanker nu gør på Wall Streets bud, er dybt destruktivt for økonomien og for levestandarden. Desuden signalerer det, at Wall Streets finansinstitutioner ikke længere er levedygtige og står over for en total nedsmeltning.

Den amerikanske økonomi i sin Wall Street-dominerede form er død. Selve Wall Street, anført af Goldman Sachs, kræver nu desperat »mere lempelse« – negative renter, konfiskering af indskyderkonti – fra Federal Reserve og andre centralbanker, for at afværge dets kollaps. Dette er blot en defensiv taktik, der intet løser for Wall Street, men som i høj grad kunne forværre økonomien, hvis det ikke stoppes.

Tiden er inde til at lukke Wall Street ned: muligheden for en reorganisering af banksystemet under Glass-Steagall og et økonomisk genrejsningsprogram efter FDR-modellen er klar.

Tirsdag morgen ved FN går vi i direkte kamp mod Wall Streets/City of Londons »grønne« nulvækstpolitik, med en pressekonference, der annoncerer den nye EIR-rapport, »Global Warming Scare is Population Reduction, Not Science« (»Global opvarmning som skræmmevision er befolkningsreduktion, ikke videnskab«).

Vi befinder os helt tydeligt på randen af et pludseligt skift. Det er LaRouches synspunkt, at den russiske præsident Putins strategiske initiativ, der støttes af Kina, for en reel koalition imod ISIS/al-Qaeda-terrorisme, klart er ved at lykkes internationalt. Hele den betydeligste del af den amerikanske presse indrømmer åbent – om de så er nok så rasende over det – at Putins »tour de force« – kunststykke – vælter præsident Obamas mislykkede og katastrofale politik med krige for regimeskift.

Dette er, kommenterede LaRouche, en ændring i de globale anliggender, foretaget af Putin – igen, støttet af Kina – og ikke en lykkelig ændring for ham. Det er strategisk og har haft en stærk virkning i hele Eurasien. Krigsmageren Obama er udmanøvreret; men bliver han smidt ud af embedet? Hvis han bliver smidt ud, kan USA finde sammen med andre større nationer over dette og andre afgørende spørgsmål.

Men USA’s reaktion på denne nye situation er stadig ekstremt vigtig. For at være positiv må denne reaktion inkludere, at Obama fratages al magt.

Følgende er en dansk version af en pressemeddelelse som blev publiceret på EIR’s (Executive Intelligence Review) hjemmeside den 19. september 2015. Læs den her.

Af Michelle Rasmussen

Den 2. september 2015 kl. 10:37 lokal tid blev der skrevet historie, da Andreas Mogensen blev den første dansker til at rejse ud i rummet. Mogensen, der repræsenterer Det europæiske Rumagentur, og hans med-kosmonauter Sergei Volkov fra Rusland og Aidyn Aimbetov fra Kasakhstan, lettede i en russisk Sojuz-raket fra Baikonor Kosmodrom, der er under det russiske rumagentur, men beliggende i Kasakhstan. Hovedformålet med Mogensens 10-dages mission var at være andenpilot på Sojuz-raketten, der var i topform, på dens vej op til Den internationale Rumstation (ISS), og dernæst være anden pilot på det fartøj, der har været der i de seneste seks måneder, tilbage til jorden.

Mogensen, der er ph.d.-rumfartsingeniør fra Universitetet i Texas, Austin, har lært russisk med det formål at uddanne sig i at flyve Sojuz-fartøjet i Rusland.

Næsten et år før sin mission, den 10. oktober 2014, holdt Mogensen en pressekonference på engelsk i København om missionen, hvor EIR stillede flere spørgsmål, og hvor EIR også fik et privat, 10 minutter langt interview på dansk.

Mogensen understregede, hvor vigtigt det var, at samarbejdet med Rusland om rumfart fortsatte, og at det var afgørende for Den internationale Rumstations eksistens, og også afgørende som et fredsbevarende initiativ. Under det private interview beskrev han menneskets rejse ud i rummet som en forlængelse af menneskets naturlige impuls til at se, hvad der findes ’bag lukkede døre’ – at udforske det ukendte.

Uddrag af pressekonferencen og interviewet findes nedenstående.

Navnet på missionen var »Iriss«, en kombination af Iris og ISS. Iris er en græsk gudinde, hvis navn både betyder regnbue (symbol på fred) og budbringer. Hun er budbringer fra Olympens guder, mellem kosmos og mennesket.

Mens Mogensen befandt sig på ISS, udførte han op til tolv eksperimenter, af hvilke den mest spændende var at dokumentere, hvad der sker oppe over skyerne under store tordenvejr. Fra kupolaen, panoramavinduet fra det russiske modul, lykkedes det ham at filme glimtende »blå lyn« – gentagne lysudbrud med sekunders mellemrum. Under sin pressekonference den 16. sept. gav han udtryk for sin glæde over denne opdagelse – hvor spændende det var, da han fandt ud af, at det var første gang, dette fænomen var blevet opdaget og filmet.

Mogensen optog også »røde sprintere« – kraftige energiudladninger i rødt lys, som første gang opdagedes i 1989. Under eksperimentet, der bar navnet »Thor« efter den gamle, nordiske tordengud, opsporede forskere på jorden tordenvejr og satte ham på den rette kurs. Man kan se hans video af tordenvejret over Indien, der udsendte de blå lyn, her; og fotos her:

Mogensen testede også en ny type rumdragt, der modvirker de skadelige virkninger af vægtløshed på rygsøjlen. Han kontrollerede landingsrobotter på Jorden, som en simulering af fremtidige Måne/Mars-missioner. To minisatellitter, kaldet »Cubesats« blev medbragt, den ene bygget af danske universitetsstuderende, og den anden bygget af et dansk rumfartsfirma, og som måtte deployeres senere(?) Et andet eksperiment for at teste, hvorvidt små stykker papir ville forblive på overfladen, eller blive optaget i vandbobler, blev udtænkt af danske skolebørn, der havde vundet en konkurrence.

Med Mogensens mission kom der et pust af videnskabelig og teknologisk optimisme over Danmark. Næsten hele nationen stod tidligt op for at følge opsendelsen kl. 6:37 dansk tid, med forsamlinger inklusive dem ved Planetariet, på gymnasier, hele folkeskoler og dansk industris hovedkvarter – Industriens Hus – der holdt en pressekonference om at skabe et »rumfartvirksomheds-eventyr«. På aftennyhederne påpegede formanden for Dansk Industri (navn?) at, for hver enhed dansk valuta, der blev bekostet på rumfart, afkastede det sidegevinster til en værdi af 4,5 enheder. Det er også tilfældet, at alle de penge, som Danmark sender til ESA, kommer tilbage i form af kontrakter til danske firmaer.

Nationen fulgte Mogensens mission gennem medierne, og en særlig begivenhed var, da Mogensen ringede til en national dansk Tv-kanal og talte med både statsministeren og de skolebørn, der udtænkte boble-eksperimentet.

Andreas Mogensens faste beslutning om at kvalificere sig til at blive astronaut, hans lidenskab for rumrejser, videnskabelig opdagelse og teknologisk fremskridt, hans succesfulde mission og hans faste beslutning om at inspirere unge mennesker til at studere videnskab, har skabt begyndelsen til et nødvendigt paradigmeskift, som han agter at være med til at etablere solidt i fremtiden.

Andreas Mogensen taler med studerende på Københavns Universitet

Uddrag af pressekonferencen i oktober 2014 (Hele videoen på engelsk kan ses her ):

EIR: Dette er mere politisk, for du talte før om, hvor vigtige disse missioner er for at fremme internationalt samarbejde. Og dog befinder vi os i en politisk situation, hvor, i USA i det mindste, samarbejdet mellem NASA og det russiske rumagentur, pga. sanktionspolitikken, lukkes ned. Nogle samarbejdsaftaler fortsætter, men andre er blevet annulleret. Kan du sige noget om, hvor vigtigt det er at bevare dette samarbejde og ikke tillade det at blive udhulet pga. politiske overvejelser?

Mogensen: Særligt i dette tilfælde mener jeg, at Den internationale Rumstation (ISS) er et perfekt eksempel, for ISS ville i realiteten ikke kunne eksistere uden deltagelse af både USA og Rusland. Så i denne forstand må vi arbejde sammen, og vi arbejder sammen. Så vidt jeg ved, er det ikke et område, hvor vi kan føle nogen af sanktionerne, og rumstationen kunne ikke fortsætte uden det. I øjeblikket er der ikke andre måder at komme til rumstationen på end med en russisk Sojuz. Samtidig er en del af de vitale systemer om bord, f.eks. solpanelerne, amerikanske. Så det er virkelig et meget, meget tæt samarbejde, og hvis det brød sammen, ja, så ville der ikke være nogen rumstation, og vi ser ingen tegn på dette. Så projekter som rumstationen er med til at sikre, at vi fortsætter, for man kan nemt ende med en situation, hvor noget af kommunikationen bryder sammen, men vi har kommunikation på alle niveauer dagligt, fra ministerniveau og hele vejen ned til teknikere og ingeniører, der dagligt diskuterer de igangværende operationer.

Som mange andre videnskabelige programmer under den Kolde Krig, så er det en måde, hvorpå man kan sikre gensidig forståelse, for det er kun gennem daglig kommunikation og dagligt samarbejde, at vi kan gennembryde stereotyperne, og vi lærer at se hinanden på et menneskeligt plan, snarere end på et retorisk plan, hvor politiske sloganer kommer i spil. Så jeg mener, at rumstationen i denne forstand er et perfekt eksempel på det samarbejde, som vi i fremtiden må have for at sikre, at freden opretholdes.

Mogensen responderede også positivt på et EIR-spørgsmål om samarbejde med de kinesiske og indiske rumprogrammer, hvor han sagde, at han så frem til en eventuel ESA-rejse til den snarligt forventede, kinesiske rumstation, og at et af de vigtigste formål med hans mission var at inspirere unge danske mennesker til at studere naturvidenskab.

Det andet spørgsmål fra EIR handlede om planer om at studere asteroider.

Den 16. september, et par dage efter, at Andreas Mogensen var kommet tilbage til Jorden, ankom han i København til en kort turne i sit hjemland. EIR fik mulighed for at stille ham endnu et spørgsmål om rumsamarbejde med Rusland under hans pressekonference i Industriens Hus. Pressekonferencen blev sendt live på TV2 News, og en del af hans svar til EIR var leder på den artikel, der kom på TV2’s hjemmeside, med overskriften: »Andreas Mogensen: Der er ingen grænser set fra rummet«. EIR’s spørgsmål kommer efter ca. 13 minutter.

EIR: Identifikation. ”Da du holdt din pressekonference i oktober 2014, spurgte jeg dig om, at forberedelsen til din rumrejse fandt sted under en voksende spænding mellem Rusland, på den ene side, og USA og Europa på den anden side, hvor du fastslog, at det var meget vigtigt at beholde videnskabeligt og rumfartsmæssigt samarbejde. Så nu, efter at du har været i rummet på en Sojuz-raket sammen med en russisk kosmonaut fra Baikonur, hvad siger du om, hvorfor det er vigtigt at beholde samarbejdet mellem det russiske rumagentur, og ESA og NASA?”

Andreas Mogensen: ”Det er kun gennem samarbejde og kommunikation, at vi kan løse nogle af de problemer, som eksisterer. Det, jeg kan sige er, at, ombord på rumstationen er der ingen problemer mellem nationaliteterne.

Vi er mennesker, der drager i Rummet sammen for at løse fælles problemer. Måske er det første indtryk man får, når man kigger på Jorden, at det er én Jord. Man kan ikke se landegrænser fra Rummet, og man får meget hurtigt en fornemmelse af, at det er noget menneskeskabt, landegrænser. Vi er allesammen mennesker med de samme drømme, med de samme ønsker, med de samme behov, og vi lever på den samme planet, så derfor er det samarbejde, der ligger bag rumstationen, så vigtigt.

Og jeg tror, at det i fremtiden bliver endnu vigtigere, fordi det er et eksempel på, hvordan vi i fællesskab kan løse problemer. I fremtiden vil flere og flere af vores problemer være på en skala, som gør det nødvendigt, at vi arbejder på tværs af landegrænser, og på tværs af kulturer. Det er rigtig, rigtig vigtigt, og et godt eksempel på, hvad vi kan opnå, når vi arbejder sammen og samarbejder.”

**

Andreas Mogensen, EIR interview, den 10. oktober 2014

EIR: Hvorfor vil du være astronaut?

Andreas Mogensen: Det er et godt spørgsmål. Det simple svar er, at det er fordi det er det dejligste job, man overhovedet kan have, det mest spændende job. Det startede selvfølgelig med en drøm, da jeg var lille. Noget med at komme i rummet og være vægtløs og — jeg var rigtig fascineret af Apollo-missionerne, og jeg tror at den idé om at få lov at gå på månen, og mærke hvordan det var at gå rundt deroppe, og så se tilbage på jorden. Jeg tænkte at det måtte være det mest fantastiske man kan opnå i sit liv.

Det er nok derfra at drømmen er startet, og så senere hen op gennem mine teenageår — så er jeg selvfølgelig også begyndt at blive fascineret af den videnskabelige side af det. Jeg kan huske at min første fysiklærer introducerede mig til nogle bøger om fysik, som jeg synes var rigtig fascinerende. Omkring Big-Bang og hvordan universet startede.

Så derfor så nu, kombinerende de to ting, som jeg er mest interesseret i, nemlig fysik og astrofysik, og så selvfølgelig det at komme ud og rejse og opleve, fordi det altid har været en del af min baggrund — det at rejse, at komme i rummet, det er den ultimative form for rejseoplevelse.

EIR: Men filosofisk set, fordi der er nogle der mener, at mennesker ikke behøver at tage ud i rummet?

Mogensen: Der vil jeg sige, at der er jeg ikke enig, fordi jeg mener det er en hel naturlig del af os, den nysgerrighed vi har. Det er det, som fik os til at forlade — hvis man ligesom er enige med forskerne om, at et af de steder vi startede fra var Afrika — det var ligesom det, der fik os til at forlade Afrika, og udforske hele jorden. Vi har altid haft en trang til — hvis vi er kommet til et stort hav, at bygge en båd og så krydse havet for at se hvad der var på den anden side. Eller hvis der var et kæmpe bjerg foran os. Vi har altid haft den trang til at bestige bjerget, og se hvad der var på toppen. Og da er rumfart, synes jeg, en helt naturlig del af den trang vi har til at — ja at udforske vore omgivelser. Men også til, ligesom at søge svar på nogle af de helt store filosofiske spørgsmål omkring hvem vi er, og hvad vores plads er i verden. Fordi det er noget som altid har betaget os rigtig meget, netop — ja hvem er vi, og hvad er vores plads. Og der er rumfart en del af det. Især når vi ligesom kigger på den søgen vi har for at finde liv andre steder. Fordi hvis vi — jeg mener selv at hvis vi en dag finder liv andre steder, om det så er på Mars eller det er på andre planeter — jamen det vil være en af de største opdagelser vi nogensinde har gjort. Fordi det vil virkelig ændre vores opfattelse af os selv.

EIR: Ja, vores chefredaktør Lyndon LaRouche, som er økonom og politiker i USA. Han har sagt, at det er både vores skæbne at gå ud i rummet, men det vil også ændre den måde vi ser os selv på. Hvis vi er bundet af at være på jorden, eller hvis vi er ude i rummet, og dermed en del faktisk af solsystemet. Og det næste skridt, at udforske den næste nærmeste galakse. Hvordan sker der et skifte i udgangspunkt hvis vi kun er på jorden, eller hvis vi er ude på Månen eller Mars?

Mogensen: Jamen det er helt sikkert, at det vil ændre vores opfattelse enormt. Jeg ser det lidt som at være barn. Når man kommer i et nyt stort hus, og dørene er lukkede. Man har en naturlig trang til at spørge sig selv: hvad er der på den anden side af de her lukkede døre? Det kan godt være der ikke er noget, men det kan også godt være der er, simpelthen, de mest fantastiske rigdomme. Vi har bare sådan en naturlig trang til at åbne døre, for at se og finde ud af hvad der er på den anden side af døren, og så kan man selvfølgelig ikke undgå et blive påvirket af det man finder. Der er også mange eksempler på astronauter, især Apollo-astronauter, der tog til Månen — det man kalder ‘overview-effect’ — når du ligesom træder tilbage, og ser jorden som helhed, og ser den meget, meget tynde atmosfære, som rent faktisk sikrer alt livet her på jorden. Uden den meget, meget tynde atmosfære, jamen så ville livet ikke være muligt. Så det kan ikke undgås at påvirke én, og ligesom at forstå hvor skrøbelig jorden rent faktisk kan være, og hvor nødvendigt det er for os at tage godt hold om jorden, for at sikre os at — ikke alene vores børn, men vores børns børn osv. langt ud i fremtiden, at de har en jord at leve på.

EIR: det her med at skabe teknologiske og videnskabelige fremskridt — du siger at den forskningsdel også er en meget vigtig del for dig. Fordi vi har haft en økonomisk politik, hvor man har sagt: vi vil komme frem ved at sænke lønninger, at skære ned på befolkningens levestandard, men hvordan ser du rollen i at ikke bare fastholde videnskabelige og teknologiske fremskridt, men fremme det som du kaldte en Apollo-effekt før?

Mogensen: Jeg synes, teknologi — på mange måder, selv om vi nogle gange kan være lidt bange for ny teknologi, så er det virkelig vejen fremad. Hvis vi bare kigger tilbage på de sidste 50 år, de teknologiske fremskridt, der er sket, som har ændret vores samfund radikalt fra at være — hvor de fleste af os arbejdede på bondegårde for ligesom at skabe føde til sig selv. Nu har vi, ja vores samfund har fuldstændig ændret sig. Nu er vi koncentreret i store byer — levestandarden generelt, hvis vi kigger både på den vestlige verden, men også på udviklingslandene, generelt er levestandarden forhøjet enormt mange gange. Sygdomme, bare det, at vi har kunnet udrydde mange folkesygdomme vha. vaccinationer er et kæmpe fremskridt. Hvis vi også kigger på dødeligheden af børn under fødsel, og under deres første leveår, den er også faldet dramatisk. Så jeg tror, når man ser sådan globalt på det, så er der sket kæmpe fremskridt i alle dele af verden. Der er selvfølgelig stadig store ujævnheder, hvor dele af verden ligger bag andre. Men generelt set er levestandarden steget enormt. Men der er så også udfordringer i fremtiden. Fordi jo højere vores levestandard bliver, jo mere energi bruger vi, det er helt klart. Hvis du tager et land, som er under udvikling, og så hæver det til de standarder vi har i Vesten, det kræver enorme mængder energi. Så det er selvfølgelig også en stor udfordring, men det er noget som jeg tror, vi godt kan få styr på.

EIR: Men, som jeg sagde før, Kina vil til Månen, eksplicit for at kunne, på sigt, udnytte Helium-3 til fusionskraft. Så de vil gerne tage udfordringen op?

Mogensen: Ja, men det er noget vi bliver nødt til, netop for at finde svar på nogen af de her udfordringer. Og der er rumfart en vigtig del. Fordi vi ved at jorden bliver påvirket, ikke alene af vores aktiviteter, men også af solens aktivitet og aktiviteter fra universet, så det er ikke alene en måde, hvorpå vi kan få børn og unge interesseret i rumfart og naturvidenskabelige fag, men det er også i sig selv en vigtig del af vores overlevelse og vores fremtid.

EIR: Tror du vi har brug for politiske ledere som Kennedy, som har store fremskridtsvisioner, i stedet for at se frem til det næste valg?

Mogensen: Det er selvfølgelig en af udfordringerne. Det er at når vi taler om rumfartsprojekter, som løber over, ja 15, 20, 30 år — så dem som starter det er ikke dem, som får noget ud af det, politisk set. Men jeg tror, at det de har startet med rumstationsprogrammet, som lige nu inkluderer Amerika, Rusland, Europa, Japan og Canada, jeg tror der er et rigtig godt grundlag for fremtiden indenfor rumfart. Fordi de er allesammen klar over, at det næste skridt, om det bliver Månen eller Mars, det bliver i samarbejde med andre partnere. For det er ikke noget som ét land længere kan påtage sig. Det bliver nødt til at blive et partnerskab. Så vil det heller ikke undre mig, hvis vi i fremtiden så f.eks. Kina og Indien bliver en del af det partnerskab.

EIR: Jeg siger mange tak.

Mogensen: Det var så lidt.

EIR: Og, skal vi sige, held og lykke.

Mogensen: Mange tak.

Andreas Mogensen, med Michelle Rasmussen
EIRNS

***

Andreas Mogensens svar til EIR efter sit foredrag på Københavns Universitet om menneskets rolle i universet kommer lidt senere.

21. september 2015 – I en tale til en forsamling på Manhattan lørdag opfordrede Lyndon LaRouche til at bringe verden ind i en ny periode med Harmoni.

»Vi befinder os på et tidspunkt, hvor vilkårene for menneskeheden er meget onde. Der er imidlertid visse bevægelser, der er ved at tage form, og som kan frembringe en form for harmoni mellem forskellige dele af den menneskelige kultur, og det er, tror jeg, hvad målet må være. For hver del af menneskesamfundet har sin egen karakteristik. Men de karakteristika, som vi søger, er dem, der er harmoniske, harmoniske for den specifikke befolkning.

Det er et moralsk spørgsmål. Det er et spørgsmål om tilfredsstillelse. Det er ikke bare det, at man ønsker at have sit eget sprog og tale det. Man ønsker, at de ideer, som dette sprog videreformidler, skal være i harmoni med andre dele af menneskeheden.

Det går ikke alt for godt med dette, på dette grundlag. Men, vi kan fokusere på den intention, at vi må komme til denne form for harmonisk relation mellem forskellige menneskelige befolkninger, der har forskellige egenskaber. Det er så godt, som vi kan gøre det. Det er ideen med at satse på det harmoniske udtryk, mellem forskellige sprog, forskellige specifikke kulturer, forskellige erfaringer. Men vi kan frembringe harmoniske indbyrdes relationer i og mellem disse nationer, og deres kulturer.«

I den kommende uge vil denne indsats for at skabe denne harmoni være fokuseret på Manhattan, hvor FN’s Generalforsamling træder sammen.

Mandag (21. sept.) vil LPAC demonstrere direkte uden for FN i anledning af den Internationale Dag for Fred, og med forestilling af LPAC’s Manhattan-kor og med bannere, der siger: »Putin stopper Obamas holocaust.«

Tirsdag vil repræsentanter fra Lyndon LaRouches videnskabsteam præsentere EIR’s massive rapport, der afliver svindelen med global opvarmning som det djævelske ondskab, det er.

Se pressekonferencen live:

Dette er en afgørende intervention imod de uenigheder, som vi vil få at høre senere på ugen under FN’s konference for bæredygtig udvikling, samt det britiske monarkis indfangede Pave Frans’ opfordring til befolkningsreduktion.

Dette vil sætte scenen for den efterfølgende mandags indledende diskussion i FN, som vil se Barack Obamas uharmoniske krav om krig og ødelæggelse, i modsætning til den kinesiske præsident Xi Jinpings og den russiske præsident Vladimir Putins krav om en ny samarbejdsånd blandt menneskeheden.

Verdens øjne vil være rettet mod Manhattan. LaRouches styrker vil være der, for at få det til at synge.

Med formand Tom Gillesberg

14. september, 2015 – Forhenværende senator for USA, Mike Gravel fra Alaska, præsidentkandidat for det demokratiske parti i 2008, og mangeårig skarp kritiker af USA’s udenrigspolitik, inklusive Obama-regeringens, fortalte i dag FN’s presse i New York, at Kinas politik tilbyder løsninger på verdens økonomiske og politiske krise. Gravel henviste til Kinas udviklingspolitik med ”Et bælte, en vej” for global infrastruktur som løsningen på verdens økonomiske krise og sagde, at han ikke kunne se nogen løsning komme fra Obamas USA.

”Dette er Silkevejen, som ikke har noget at gøre med militarisme at gøre”, forklarede han. ”Dette er Silkevejen, som er designet til den økonomiske forening af Asiens og Europas kontinenter gennem Eurasien – og det vil være et system med jernbanetransport, med veje og med investeringer langs med vejen gennem denne proces, og derefter med udvidelser mod syd ind i Arabien og Iran.

”Så når vi ser på den totale plan – og organisationen EIR, Executive Intelligence Review, har udgivet et hæfte om den, som er helt fantastisk i sine detaljer.”

”Der er ikke involveret nogen plan om overherredømme”, sagde Gravel og tilføjede: ”Man kommer, man tilslutter sig, og det er ingen betingelse, at man er enig om alle facetter af deres politik. … Og BRIKS er også i færd med at etablere en finansinstitution for at imødegå det, der foregår med IMF og Verdensbanken.

Senator Gravel gjorde også rede for den ”forfærdelige” udenrigspolitik, som føres af USA’s neokonservative, så som Victoria Nuland, med Obamas støtte til Ukraine. Den russiske præsident Putin reagerede og handlede intelligent for at forhindre krigen i at eskalere, ved at annektere Krimhalvøen, fremførte Gravel. Obama, sagde han, er en fortsættelse af Bush-administrationen i 1988 og dens neo-konservative.

Gravels to timer lange pressekonference affødte mange spørgsmål fra de 20-30 fremmødte pressefolk. De indbefattede  Kinas People’s Daily, China Daily, Xinhua, og Wenhui Daily; Itar Tass fra Rusland; Deutsche Welle Radio, det tyske presseagentur og taz.de fra Tyskland; The Wall Street Journal og wnd.com fra USA; Italiens La Stampa og Ansa news agency; Canadas Global Research; Pakistans The Dawn og Associated Press fra Pakistan; Al Akbar fra Beirut; Al Hurra TV, fra Mideast Broadcasting Network; Salima Press, iransk, bulgarsk and japansk presse, samt andre.

Senator Gravel blev introduceret af medlem af FN’s korrespondentsammenslutning, Joe Lauria fra Wall Street Journal, som rapporterede, at han havde rejst sammen med Gravel i begyndelsen af 2008, da denne, som demokratisk præsidentkandidat, deltog i en debat med 8 andre kandidater, deriblandt Hillary Clinton og Barack Obama. Lauria sagde, at, i 1971 havde Daniel Ellsberg taget skridt til at afsløre de tophemmelige efterretninger, der var indeholdt i Pentagon-dokumenterne om Vietnamkrigen, men at ”kun senator Mike Gravel havde mod til at påtage sig at indlæse de klassificerede dokumenter i Kongressens Protokol. (Fordi der ikke var et beslutningsdygtigt Senat, måtte Gravel indkalde til en høring i Komiteen for Bygninger og Grunde, som han var formand for  29. juni 1971, og, under pressens tilstedeværelse, oplæste han ved høringen Pentagon-dokumenterne,  der senere blev udgivet af Beacon Press med titlen: ”Senator Mike Gravels udgave af Pentagon-dokumenterne.)

Senator Gravel fortalte tilhørerne fra pressen i dag:

”Vi behøver ikke prædike om dette forfejlede demokrati rundt omkring i verden. Obama er en fortsættelse af Bush-administrationen i 1988, og dens neo-konservative. I 1998 pressede disse neo-konservative Bill Clinton til at angribe Syrien, Irak og Iran. Formand for Den Nationale Fond for Demokrati; Det amerikanske Fredsinstitut, Steven Hadley krævede, at Syrien blev bombet og Ukraine militariseret. NATO er en forlængelse af hele dette kompleks, og dets virkninger strækker sig ind i indenrigspolitik.”

Som et eksempel på dette nævnte senator Gravel ”Obamacare”, som han sagde, er tre gange så dyrt som sammenlignelige sundhedssystemer i resten af verden, og tilføjede, at USA har det dårligste servicesystem. USA’s befolkning ønskede et regeringsbetalt system, sagde han; Obamacare støtter  forsikringsselskaber og medicinalindustrien.

19. september 2015 – I disse, verdenspolitikkens stormfulde dage, ser vi to, grundlæggende forskellige typer af politiske og finanspolitiske beslutningstagere: de, der ud fra et optimistisk menneskesyn fremlægger en klar vision for menneskehedens fremtid, og de, hvis kræmmersjæl slet ikke lader nogen plads tilbage til noget som helst menneskesyn, men kun med tilbagevirkende kraft søger at opretholde deres magt og gæld fra fortiden, selv om disse for længst er ophørt med at være erholdelige. I de dramatiske ændringer, der vil finde sted i de kommen-de uger, vil vi kun kunne løse de problemer, vi står over-for, hvis det lykkes at vinde de europæiske nationer og USA for det nye paradigme, som BRIKS-nationernes økonomiske politik og Kinas »win-win«-politik med den Nye Silkevej repræsenterer.

Download (PDF, Unknown)

17. september 2015 – En af de klareste afspejlinger af det kulturelle og politiske skift, der finder sted i Tyskland, er det forslag, som kansler Angela Merkel har stillet, og som støttes af nationens erhvervs- og industriorganisationer, om hurtigt at uddanne og integrere i arbejdsstyrken de hundreder af tusinder af migranter, der kommer ind i landet.

Merkel har allerede meddelt, at hun agter at fremskynde asylprocessen, således at de, der får lov at blive, lettere kan komme ind i arbejdsstyrken. New York Times rapporterede i dag, at regeringen har bevilget 2 mia. euro til undervisning i tysk til dem, der søger arbejde. Tidligere på ugen støttede landets fire største arbejdsgiverforeninger, der repræsenterer hundrede tusinder af foretagender, offentligt opfordringen om at give godkendte migranter hurtigere adgang til arbejdsmarkedet og til uddannelse i sprog og faglige kompetencer.

Tyskland har en aldrende befolkning og lider under alvorlig arbejdskraftmangel, med næsten 600.000 ubesatte jobs. Alexander Wilhelm, fra Sammenslutningen af Tyske Arbejdsgiverforeninger, sagde til Times, »Vi ser ikke beviser for, at flygtninge vil stjæle jobs. Vi har rekordhøj underbeskæftigelse og rekordhøje jobtilbud. Så arbejdsmarkedet er i øjeblikket i stand til at tilbyde nye muligheder.« Mange af flygtningene, især syrere, er tilbøjelige til at være unge og veluddannede.

Der er ingen, der foreslår, at dette bliver en simpel eller nem proces, men kansler Merkel og ledere af foretagender peger på det eksempel, hvor østtyske arbejdere blev assimileret i en national økonomi efter Tysklands genforening. I sidste uge opfordrede store arbejdsgivere, såsom bilproducenten Daimler, til en revidering af tyske arbejdsmarkedslove, så asylansøgere hurtigt kunne komme i arbejde. Arbejdsgivere ser ikke blot dette som en måde at lette manglen på arbejdskraft, men også at integrere disse mennesker i det tyske samfund. »Vi må inkludere flygtninge i arbejdsstyrken og ikke bare efterlade dem på gaden«, sagde Gernot Hein, en talsmand ved industriselskabet ZF Friedrichshafen.

Wall Street er død, og USA’s regering må gøre en ende på dets lidelser og sætte det under konkursbehandling under Glass-Steagall. Hvad sker der så? Hvordan ville en “New Deal” for det 21. århundrede se ud? Dette og mere diskuteres på aftenens webcast. Engelsk udskrift. 

Wall Street is dead and the federal government needs to put it out of its misery beginning with a Glass-Steagall banking reorganization. What follows? What would a 21st century New Deal look like today? This and more discussed in tonight’s webcast. This webcast was prerecorded.

LaRouche on Bankrutcy of the Fed, the Total FDR Approach
Federal Reserve Makes an Error Based on a Lie

 Transcript- JASON ROSS: Good evening. This is the LaRouche PAC webcast for September 18, 2015. My name is Jason Ross, and joining me in the studio tonight are Jeff Steinberg from Executive Intelligence Review, and Benjamin Deniston from LaRouche PAC. As a note to our viewers, we are pre-recording this event on September 17.

So, to jump right in to our first topic, which is the economy and Wall Street. LaRouche’s assessment is that Wall Street is breaking down; that we need Glass-Steagall, but that this can’t be seen as one bill in isolation, but rather as part of an entire FDR approach to the economy. One in which value is placed on something real, rather than simply money. So, I’d like to ask Jeff Steinberg to come up and tell us what is going on in the economy; and what do we do?

JEFFREY STEINBERG: Thanks, Jason. Well, just in the last several hours, the Federal Open Market Committee announced that they will not raise interest rates. This comes in a context in which virtually everyone who has a view of what’s been going on inside the trans-Atlantic system is convinced that we are on the edge of a massive blow-out; something that goes way beyond what happened in 2007 and 2008 with the blow-out of the real estate bubble in the United States, which spread to the entire banking and insurance sector of the US. And then, over a period of time, spread into Europe. Nothing fundamental was done to change the nature of the situation; in fact, in the aftermath of the trillions of dollars of bail-out of Wall Street — in the range minimally of $15-20 trillion in direct taxpayer bail-out of hopelessly bankrupt financial institutions, those institutions took the message very clearly. Continue with the same reckless, irresponsible gambling behavior, and once again, taxpayers will be looted to bail out the bubble.

So, here we are in 2015, seven years this month virtually this week, since the Lehman Brothers debacle, and the too-big-to-fail banks are bigger by both capitalization, by derivatives exposure, and by percentage of the US banking sector that they have a vise-grip control over; and they’ve continued with the same exact behavior. Dodd-Frank was a pathetic, sick joke; the Volcker Rule was never even intended to be implemented. All it was, was a diversion to prevent the only viable starting point for a meaningful solution; and that’s the reinstatement of Glass-Steagall exactly as it was done in 1933 by Franklin Roosevelt, when Glass-Steagall was simply the obvious and necessary first step to launching a major economic recovery based on wiping out Wall Street’s bubble, and moving toward state credit directed at job creation and real economic recovery. That same solution is required today; Wall Street is far bigger, is far more bankrupt than it was at the time of the 1929 Crash and the follow-on crashes that were inherited by Franklin Roosevelt when he was elected President.

The global derivatives alone, is in the range of $1.5-2 quadrillion; and you’ve had a net decline in the actual global GDP by any kind of measurement of real physical economy. The GDP numbers, of course, are completely hoked up; and are virtually useless because they reflect so much activity that is purely parasitical and has nothing to do with the needs of the real world population or the requirements of a real economic recovery. So, we are at the very edge of a blow-out of the entire global financial system. Centered in the trans-Atlantic region, you’ve got Wall Street, which is now the epicenter of this financial bubble that can never be paid, that is thoroughly worthless; and is a reflection of the extreme to which we’ve gotten into a money system in which everything is measured by money, and there is no concern whatsoever for real, physical economic measurements of wealth. Mr. LaRouche, as many of you undoubtedly know, has been the author of critical writings on the subject of how to measure real economic value. And he’s developed several unique concepts; concepts of energy flux density, potential relative population density, that measure the actual physical capacity of the planet to sustain an expanded population.

Ultimately, the issue comes down to the fact that human beings are not animals. That human beings can conceptualize the future; can make decisions about the nature of the future that will inform policy decisions today. The greatest recent memory example of that kind of policy approach was the actions taken by President Franklin Roosevelt; and particularly in the first 100 days of his Presidency, where the Wall Street bubble was wiped out. The original Glass-Steagall Act of June 1933, completely broke up the Wall Street too-big-to-fail banks of that period; and established an absolute iron-clad separation between traditional commercial banks and investment banks and insurance companies and other institutions that engaged in wild speculative activity leading to the blow-out. And Roosevelt established the FDIC that insured citizens’ deposits in the banks, to prevent future bank runs. That system worked effectively; we had no systemic crises from 1933 until 1999, when, under impeachment threat and under the cloud of other scandals, President Bill Clinton capitulated to the like of Larry Summers, and signed into law the bill that repealed Glass-Steagall. There was no reason and no excuse for President Clinton to have done that at the time.

As a consequence of that action and other deregulation acts that followed after that, you had in a very short period of time, a build-up of the largest financial bubble in recorded history; which blew out in 2007-2008. It was bailed out — out of the hides of taxpayers — and then proceeded to build up once again to an even greater level. The Richmond Federal Reserve issued a report several months ago that basically said that were there to be a “new bail-out” of the banks in the event of a new banking crisis, the taxpayers would be obliged to more than they were obliged to in 2008, when the total bail-out fund made available to the banks was $23.7 trillion. That is according to Senate testimony by Leo [neil] Barofsky, who was the Inspector General of the TARP program at the time. Now the Richmond Fed estimate is that the immediate figure of bail-out would be $26.5 trillion; but that’s just a drop in the bucket. The entirety of Wall Street is hopelessly, irreversibly bankrupt, and the only viable course of action, for starters, is to reinstate Glass-Steagall.

By doing that, you immediately begin an audit of all of the US banks; and you separate out legitimate commercial banking activity from all of the gambling, all of the derivatives, all of the activities that should never have come under the umbrella of the FDIC under a Glass-Steagall system. The moment that that gambling debt is separated out, and is no longer subject to taxpayers’ bail-out, you will immediately have a blow-out of that entire system. Wall Street will vaporize, because some wise guy right off the bat will make a margin call; and in one fell swoop, the entire derivatives bubble, all of the insurance and gambling activities, the credit default swaps, all of those things will be gone. And basic message of Mr. LaRouche is “Good riddance!” This is a parasite that has been destroying the real economy, the real conditions of life for the overwhelming majority of Americans and citizens around the world. So, we don’t need it! Wall Street can basically disappear; it’s already dead, and the fact that it hasn’t yet been buried, simply means that there is a terrible stench over southern Manhattan.

So, this is the reality of the situation. I can just say, anecdotally, that in the last 48 hours, I’ve had discussions with two very prominent international bankers — one in London, one who commutes back and forth between London and New York — and they both said very bluntly, “The game is up. The system is hopelessly bankrupt. The mountain of debt that has been built up, the quantitative easing policies of the European Central Bank and the Bank of Japan, and until recently the US Federal Reserve, have created such a massive debt bubble that it is unpayable; and all it’s doing is choking the life out of the real economy.”

So, what do we need to do? We need: 1. Glass-Steagall immediately; and this should be done preemptively, because we don’t know whether we’re going to wake up tomorrow morning to find out that we’ve had a blow-out of the whole system. Now, one of the reasons to be sure, that the Federal Open Market Committee did not go with the quarter-point interest rate increase today is because there were hysterical warnings. Reports this week by the Bank for International Settlements, the World Bank; absolute hysteria coming from people like Ambrose Evans-Pritchard — one of the leading mouthpieces for the City of London — writing in the Daily Telegraph, warning that there must be a massive new quantitative easing. No interest rate hike can be tolerated; the bubble has to be bailed out one more time. Otherwise, the sky will fall in, and we’re all doomed.

Well, the reality is, the sky will not fall in if Glass-Steagall is followed by an orderly process of emission of credit through the existing commercial banks for viable projects, capital investment in critically-needed infrastructure projects, job creation projects, and emphasis on those programs which represent the kind of science-driver policy that Franklin Roosevelt enacted particularly with the launching of the Tennessee Valley Authority. So, there is no magic here. Wall Street is gone; it’s finished. There is nothing that can be done to salvage it. And the more that it’s kept from being buried, the more the pain will be inflicted. We need a series of emergency steps; we need directed Federal credit to inject capital into the legitimate commercial banks, because those banks will be greatly under-capitalized because they’ve been looted in the post-Glass-Steagall period. So, we need not only Glass-Steagall in the United States, but we need it internationally. And I am confident, based on some of the recent developments in Europe — particularly some of the dramatic shifts that we’ve seen in Germany in the past several weeks — that a Glass-Steagall action by the US Congress will be rapidly followed in Europe and in other critical parts of the world.

But then the critical thing is the full FDR agenda. Roosevelt used the Reconstruction Finance Corporation, which had been created by Herbert Hoover, as a quasi-national bank structure through which to provide credit for job creation. Both jobs that fulfilled an urgent emergency need because of the massive rates of unemployment; and secondly investment in capital-intensive programs, again, typified by the TVA. So that by the time we reached the late 1930s, when war had already erupted in Europe and President Roosevelt knew it was inevitable that the United States would be brought into the war, we had built up productive capacity in this country; through modernization of infrastructure, through revival of manufacturing and particularly the machine tool sector, through the kind of innovative scientific and technological work being done already through projects like the TVA. And it was those programs that made it possible for the United States to carry out the biggest military mobilization in human recorded history, to defeat fascism both in Europe and Asia.

So, in the current context, we want to avoid war at all costs, because war means thermonuclear war of extinction. But in all other modes, the lessons and the policies that were adopted by Franklin Roosevelt are exactly what must inform the policies that are carried out right now. That means, by the way, that Glass-Steagall must be immediately enacted preemptively in order to create the foundation of a functioning, effective commercial banking system with Wall Street buried and long gone. And actions along those lines will also have the further beneficial effect of ending the Obama Presidency; because he’s been nothing but a tool of those Wall Street and London interests that will be basically vaporized by the kind of policy initiatives that Mr. LaRouche has been spelling out.

So, we’re in a moment of crisis. As I say, people whom I spoke to in London and New York are absolutely crystal clear on the fact that the system is doomed and it’s a matter of days and hours, and perhaps weeks and not much longer than that before some incident, some factor will trigger the detonation of the entire system.

ROSS: Moving over to the strategic situation involving Syria and Russia, this is the institutional question for this week. It says:

“Mr. LaRouche, Secretary of State John Kerry called his counterpart Sergei Lavrov and re-affirmed the US commitment to fight ISIL terrorist groups in Syria with a coalition of more than 60 countries — of which Assad could never be a credible member, according to Kerry — and emphasized that the US would welcome a constructive Russian role in the anti-ISIL efforts. The Russian Foreign Ministry said that during the call, Mr. Lavrov again stressed the need to form a united front to fight terrorist groups in Syria. In your view, can there be a collaborative process leading to the inclusion of Russia in the counter-ISIL efforts?”

STEINBERG: In a moment, I want to go to the notes that I took during that discussion with Mr. LaRouche, because I want to present his formulations very precisely. But let me start by saying that some elements of the question I think have to be commented on. The idea that there is actually a coalition of 60 countries fighting against ISIL today is in and of itself a fraud. How can you have a coalition that’s fighting against ISIL, when it includes Saudi Arabia, Kuwait, Turkey, and Qatar, who are the four leading countries in the region who have promoted and facilitated the rise of ISIS? In fact, you’d have to go all the way back to the late 1970s and ’80s when we were labelling what became al-Qaeda as mujahideen freedom fighters, because they were terrorists who were financed and recruited by the United States, Britain, France, Israel, Saudi Arabia and others, to go into Afghanistan and wage warfare against the Soviet Red Army. When the Soviets left Afghanistan, those networks remained intact and turned their sights against the West, against the United States, as anybody with a brain would have anticipated and forecasted. So, the United States bears responsibility, along with the Saudis, along with the British, along with other Gulf countries, for creating this terrorist fiasco in the first place. Jihadist terrorism as it exists today, would not be the global threat that it is today, were it not for the actions that were undertaken to create these organizations that were ostensibly put together to fight against the Soviets.

So, there’s a real irony here. To this day, Saudi Arabia is widely known to be the largest financier and overall promoter of the spread of Salafist Wahabi terrorism around the globe. The Saudis have not taken in any of the refugees from the wars that are Obama’s wars in Libya, Syria, Iraq, Afghanistan; but very cutely, they offered to build 200 Wahabi mosques in Germany alone, in order to provide religious training to the 800,000 Syrian and other Middle East and North African refugees that Germany will be taking in this year. In other words, the Saudis are saying, “We’ll come in there, and we’ll create another generation or two generations of new recruits to Salafist terrorism.” So, with that in mind on Saudi Arabia, with the fact that Obama’s wars in Libya, in Syria, in Iraq, have been responsible for the emergence of the Islamic State. The fact that Turkey has been making billions of dollars in black market profits for President Erdogan’s AKP Party as part of the support for the Islamic State and for the Nusra Front, simply tells you that this idea that there is a coalition of nations fighting against the Islamic State and Syria, is an absolute preposterous fraud. It’s untrue; it never happened, and it hasn’t happened.

What has happened is, as we’ve been discussing over several weeks now on this Friday night broadcast, is that Russian President Putin instituted a brilliant flanking move, by sending Russian military equipment, Russian military personnel, into Syria at a point that the onslaught from these Saudi- and US- an British-backed Salafist terrorists had reached the point where the survival of the Assad government was in jeopardy. So, Russia has stepped in, and Russia is now building up the military force capabilities; they’re establishing an air base south of the Syrian town of Latakia on the north Mediterranean coast of Syria. They’re building up a new naval facility. They’ve already airlifted and boatlifted into Syria significant military equipment — tanks, artillery pieces, and other capabilities including fighter planes. So that within a very short period of time, and this is fully at the invitation of the Syrian government through established treaty agreements between Russia and Syria that go back a long time, that in some cases predated Russia, and went back to the Soviet period.

So, what the Russians are doing in Syria is legal under international law, and under bilateral treaty agreement between Syria and Russia. And so therefore, the Russians are on the verge of launching conventional military operations — ground and air operations — against the Islamic State. We don’t know for certain whether that will happen; we don’t know for certain how many Russian troops will be sent in to Syria. But what we do know is that the mere fact that the Russians made this move, has fundamentally altered the strategic surface in the Middle East as a whole, and more broadly, on a global scale. So, this was a crucial flanking initiative by Putin, and were there to be an agreement between Russia and the United States to cooperate in a genuine campaign against the Islamic State, and against the Nusra Front, and against the Army of Conquest, which is the latest name for another element of the Saudi-bankrolled Salafist terrorist apparatus. Under those circumstances, so long as Putin was in the driver’s seat and Russia was playing a leading role and President Obama was sidelined all together, this could work.

What Mr. LaRouche said is,

“Without Russian participation, any such effort would be doomed to complete failure. And by inclination, President Obama will wish to see that process fail. So therefore, any effective military operation combined with a diplomatic initiative, has to begin by removing President Obama’s influence, which is one of the main blockages towards an effective operation. Obama has to be induced to back down, or he will make a mess of everything. Obama is an ugly loser; and nothing should be done to encourage Obama. And so, action is needed, surely; and that action must be taken under the Putin leadership.”

And Obama can, of course, be included; he can play a token role. He can even take credit to an extent; but under no circumstances can he actually have a real say in how such an operation is going to be conducted.

Now, President Putin has made three proposals, very specifically. He will be giving a major address at the UN General Assembly at the end of this month, and in that speech, we already know his intention is to call for a creation of a genuine, serious committed coalition to wipe out the scourge of terrorism. Secondly, he has made it clear that he would like very much to have a face-to-face, sit-down meeting with President Obama on the sidelines of the UN General Assembly in New York. They’ll both be in town at the same time. Perfectly normal for such a discussion to take place, and the White House is terrified over the prospect of such a meeting. Why? Because they don’t understand what Putin is doing. They don’t understand how his mind works. And they’re afraid that any such meeting would be impossible for Obama, because you could never bring in a teleprompter that anticipates in advance everything that the President would be saying in his discussion with Putin.

So, yes, there is a possibility, but, as Mr. LaRouche said, you’ve got to humiliate Obama into a corner. Now, you’ve had a dramatic shift just in the last several weeks, in which Europe, the leading countries in Europe, namely Germany, first, and now France along with that, have realigned in a fundamental way. The Europeans wereterrified, even before the Putin initiative in Syria. They were terrified that Europe was headed for another world war to be fought on European soil, but this time, centered around the Ukraine situation. This would be a thermonuclear war, perhaps beginning as an exchange of tactical nuclear weapons, because both sides are building up large arsenals of modernized tactical nuclear weapons, right in the center of Europe.

But the Europeans were terrified of the war danger.

President Putin, as part of the Normandy Four discussions, and as part of the Minsk agreements, has clearly made a move to ensure that the ceasefire that began September 1st, is being fully enforced by the Russian minorities in the Donbass region in Eastern Ukraine. And so, the Russians have taken definitive steps to de-escalate the danger of a war of that sort in Europe.

Leading European statesmen, people associated with the European Leadership Network, former defense ministers, former heads of state, former foreign secretaries, have come out and said, we must take actions to de-escalate, to reduce the danger of thermonuclear war, general war, in Europe. And as a part of that concern, that real existential fear about that war danger, the Germans first, and now joined by the French, have said that they would fully support President Putin’s initiative in Syria, and would welcome the idea of sitting down in an inclusive collaborative way with Russia, to solve the Syria problem, just as the Normandy Group has been making progress in de-escalating the danger of war over Ukraine.

The German population opened their arms and their hearts to the refugees from the Middle East, from North Africa, and this also has changed the character of the German leadership in Europe. Instead of taking the lead in pushing for murderous austerity, the Germans have now taken the lead in showing genuine compassion, and a willingness to go out of their way to basically save the lives of these hundreds of thousands, millions, of refugees fleeing into Europe from these Obama wars in North Africa and the Middle East.

So, that’s a fundamental break in the situation, and now, between Russia and the Europeans, you have a situation in which you don’t have to go to Obama for Obama’s approval. With European backing, with a new Russian fact on the ground — Russian forces now actively engaged on the ground in Syria, through airlifts and boatlifts that have been ongoing for weeks —you now have a different situation.

Mr. LaRouche concluded by saying, Obama is almost stymied. He’s been weakened. He’s been cornered. And the next step is to invoke the 25th Amendment, and remove him from office altogether. The crisis around the death of Wall Street, and the need for a fundamental revolution in policy, a return to FDR, and the need to remove Obama to be absolutely certain that the danger of a thermonuclear war of extinction is eliminated — these two situations now converge, and there is nothing more important, now that Obama has been weakened and marginalized, than to have him removed from office by Constitutional means, so that we can actually move on to genuinely solve these crises — whether it’s Syria, with a critical role by Russia; or whether it’s wiping out Wall Street, and replacing it with a Glass-Steagall-FDR system.

In both cases, Obama’s the blockage. The crisis is here and now. So, let’s use the Constitution to solve the problem.

JASON ROSS: For a final topic today, we’re going to talk about the discussions that have been taking place among Russia, South Korea, and China shaping up towards the creation of a North Asia Development Bank that would include the Koreas, Russia, China, and Japan. This comes in the context of the Eastern Economic Forum in Vladivostok, held directly after the Victory Day celebrations in China at the beginning of this month, where Russian President Putin and Korean President Park were very prominent guests of President Xi.

Lyndon LaRouche responded to the development around the possibility of this North Asian Development Bank by stressing the necessity for completing, building, the Kra Canal, a project whose recent planning goes back to the 1980s, to build a canal across the Isthmus of Kra in Thailand, relieving the overburdened Straits of Malacca, providing new transportation route, development for the region, especially today, as seen in the context of the New Silk Road.

I’d like to ask Benjamin Deniston, who has some remarks on this topic, to tell us about the Kra Canal.

BEN DENISTON: Thanks, Jason. Just to open up, I think this is an excellent counterpoint to what we just discussed with the insanity of Wall Street, and the Wall Street system. The Wall Street idea of money, this money system that is now blowing out, where there’s this religious belief in the value of money per se, and this insanity around trying to defend this bubble, which is full of financial assets which don’t actually mean anything.

Now you contrast that with what was just referenced, with what China is doing in collaboration with Russia, the BRICS nations, their other allies, other nations they’re working with around the world, in this completely new orientation, where they’re created institutions, new financial institutions — some might say new monetary institutions: like the Asia Infrastructure Investment Bank (the AIIB); or as Jason just mentioned, the discussion of a prospective North Asian Development Bank.

So, new financial institutions, new financial structures, to deal with what some people might call money. I think what Mr. LaRouche would define, more rigorously, as credit, as distinct from simply a monetary policy. Institutions to provide credit, specifically for projects like the Kra Canal.

Now, if we can get the first graphic up on the screen: (Figure 1). Now, we’re particularly talking about a region in Southeast Asia, and currently all shipping that goes from East Asia — from China, from South Korea, from Japan, from this entire region, which has a substantial amount of economic activity — any of the shipping from this region that goes to India, to the Mediterranean, up into Europe, goes through [the Straits of Malacca] — and including the discussion on China’s work on the New Maritime Silk Road, which is the maritime aspect of their Silk Road project, cover this exact same territory as well.

The shipping goes through a very congested bottleneck, which you can see displayed here, the Malacca Straits. Here you have a very narrow canal, a very narrow region, which currently is something on the order of one-fifth of the entire world’s trade. Not just for this region. But if you take the entire world trade, something on the order of one-fifth goes through these narrow straits.

If you bring up the second graphic (Figure 2), you can get a sense of the scale of this. This was from a 2013 video production by the LaRouche PAC, which you can find linked to the video description here. It’s entitled “The Kra Canal and the Development of Southeast Asia, produced in 2013.” But in this graphic from that video, you can see that through these Straits of Malacca, which we just saw in the previous map, in 2012, for a representative year, you had something like 90,000 ships travelling through those straits, which was around three times the combined number of ships that travelled through the Panama Canal and the Suez Canal.

So the Panama and Suez Canal combined, times three, is the number of ships passing through the Straits of Malacca. And at the time of our production of this video, it was estimated that the traffic through the Malacca Straits was going to be increasing by about 20% each year, putting on a direction to rather soon reach just a maximum capacity. You can only fit so many ships through this region. And it’s also relatively shallow, making it difficult for larger ships to even be able to get through this region at all.

So, it has been long known that this particular point in Southeast Asia, these Straits of Malacca, is a critical bottleneck for world trade, and world development. If you’re going from East Asia to India, you’ve got to pass through this region. If you’re going from East Asia into the Mediterranean, you have to pass through this region. If you want to go from East Asia into Europe, to the Atlantic in this route, you have to pass through particular region.

There’s been a long-standing proposal to develop a new shipping route, a new canal through Thailand, through the Kra Isthmus, and you can see this on the third graphic (Figure 3) here displayed. Again, a screen shot from our video, which presents this entire project, and its history in greater detail. Now you can see the path running through this rather narrow isthmus, through Thailand, through the Kra Isthmus. And here we have the proposal to make this canal, which would cut out the need to got through these Straits of Malacca. This would cut off something like 1000 miles from the trip, from the South China Sea into the Indian Ocean — not a huge, a modest reduction in the actual distance travelled. Not the biggest in the world, but something certainly significant.

But probably more important than the distance, is this would be a keystone project in just alleviating this bottleneck for this whole region, and being able to rapidly expand trade, and facilitate the continued expansion of trade through the Maritime Silk Road, from the developments in Asia, East Asia, in particular, again over to India, and as you can see in the fourth graphic (Figure 4) here, if you pair this with the recent incredible developments with Egypt’s development of the New Suez Canal, and we pair that with this prospect for a Kra Canal, you have a completely new potential for economic linking between the Pacific Ocean, between China, Russia’s eastern borders, South Korea, Japan, this entire region, through the Kra Canal to India, to the entire Indian Ocean, up through the New Suez Canal into the Mediterranean, into Southern Europe, and then into the Atlantic.

So we have a new picture of linking, as LaRouche was saying earlier today, the entire Pacific, the Atlantic, in a completely new way.

Again, I’d like to direct people to the feature video that we produced in 2013 on this subject, The Kra Canal and the Development of Southeast Asia. You can see this in graphic 5 (Figure 5), just an advertisement for the video.

As we discussed there, this project has a long and important history, designs going back to the 70s, and earlier, and in particular, Mr. LaRouche’s important role directly in the early ’80s, with his Fusion Energy Foundation, and his Executive Intelligence Review magazine sponsoring, in collaboration with the government of Thailand, collaborators from Japan, in sponsoring a series of conferences dedicated to the development of Southeast Asia, to the building of the Kra Canal, which Mr. LaRouche himself attended in the early ’80s on this subject.

And so it’s only appropriate now, given the shifting world economic dynamic towards China, towards the BRICS, that we’re seeing come back up and being put back on the table, as a perspective development project now.

I’d just like to conclude by looking at — again, I think this is an excellent case study in the type of shift in thinking that we need in the United States now. The difference between this insanity of Wall Street, where people are panicked about defending money that doesn’t mean anything. Money that has no actual existence in terms of any actual physical activity in the real economy. A completely worthless speculative bubble.

Versus what we’re seeing with things like the prospect for the Kra Canal, the construction of the Suez Canal. You have new financial institutions being developed, the Asian Infrastructure Investment Bank (AIIB), the North Asian Development Bank, the New Silk Road Development Bank. We have new financial institutions ready to create the credit to invest in these types of actual development projects. Projects that actually physically transform the physical economic potential of — as the case of the Kra Canal. Not even of this entire region, but really of the whole world economy. You’re talking about a region which currently — around one-fifth of the entire global trade goes through this region.

So, if you’re going to reduce the time of trade through this region, if you’re going to lower the physical costs, you’re having a net physical impact on the entire world economy. You’re lowering the physical costs of the goods, and in effect, you’re raising the physical value provided to the entire world economy by those goods, by investing in these types of projects which can facilitate this whole process more efficiently.

It’s a useful case in the use of actual credit, a real credit system, to invest in real physical development, which actually has a measurable, understandable increase in the productive powers of the world economy. As measurable increase in the physical wealth, the lowering of the physical costs, increasing the physical wealth of the productive process of the entire world economy.

So I think this is one among many of a critical lesson for what the United States needs to start doing, and thinking towards, in a post-Wall Street era. And this should remind us of what we used to do, we did under Franklin Roosevelt, of the types of real physical investment policies which contribute to creating a higher order future for our country, for the coming generations. And this is absolutely what we need today.

I think that Mr. LaRouche’s remarks about emphasizing the Kra Canal is an incredibly important and exciting keystone development for this entire perspective, and it shows us, again, another resounding clear message of where the rest of the world is going, where the rest of the world is going in creating a new economy, a new economic stage, a new higher-order future for their societies. And this is just another message for the United States to get away from the control of Wall Street, and get serious and participate in this type of development, these types of projects.

JASON ROSS: Thank you, gentlemen. That will conclude the webcast for this evening, so thank you for joining us, thank you for your support, past, present, and future — and we will see you again.

Friday, September 18, 2015

19. september 2015 – I hvilken retning, det skal gå i Syrien og Irak, blev indikeret i en reportage i Sputnik i dag med titlen, »USA har brug for Rusland for at besejre ISIL, på trods af modstanden fra de allierede i Mellemøsten«. Den citerer EIR’s Jeffrey Steinbergs[1] udtalelse om, at den syriske præsident Bashar al-Assad inviterede Rusland ind i Syrien, og den irakiske premierminister Haider al-Abadi inviterede USA ind i Irak; derfor kunne de to stormagter let afgøre komplementære zoner for luftangreb og støtte til militæroperationer, hvor USA lægger mere vægt på ressourcer i Irak, og med Rusland, der hjælper i Syrien. »En logisk aftale ville udgøre et knibtangsangreb på Islamisk Stat fra begge sider«, forklarede Steinberg. »Det betyder, at det er mere end ’konflikt-afspænding’ mellem styrkerne, men mere er en faktisk koordinering af styrkerne.«

Steinberg påpegede, at den russiske præsident Vladimir Putin har gjort det klart, at han ville arbejde sammen med den amerikanske præsident Barack Obama om bekæmpelse af Islamisk Stat. »Putin lægger pres på Obama for at få et møde på tomandshånd i New York City på sidelinjerne af FN’s Generalforsamling, og dette er noget, der kunne blive positivt mht. Syrien-Irak«, sagde Steinberg. Problemet er fortsat de fire stater, der støtter ISIS imod Assad. »Tyrkiet, Saudi Arabien, Qatar og Kuwait ønsker stadig et salafist-regime i Damaskus, og dette er ikke i USA’s eller Ruslands interesse«, sagde han. »Skiftende alliancer er mulige under disse skrøbelige og hurtigt skiftende vilkår.«

Resten af Sputnik-artiklen citerer Ivan Eland fra Independant Institute, og som omhandler den katastrofe, der er overgået det amerikanske uddan-og-udstyr-program for syriske modstandskæmpere imod ISIS. »Virkningerne af dette program bør ikke overdrives«, sagde han. »Det antal, der er blevet uddannet af USA, har været meget ringe, fordi de fleste modstandskæmpere ikke ønsker at bekæmpe Islamisk Stat.«

http://sputniknews.com/military/20150919/1027226255.html

[1] Se: LPAC Fredagswebcast med Jeffrey Steinberg, 18. sept.: https://larouchepac.com/20150918/friday-webcast-jeff-steinberg-september-18-2015

18. september 2015 – Telefonsamtalen den 15. sept. mellem den amerikanske udenrigsminister John Kerry og den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov bar frugt i form af en drøftelse over telefon mellem den amerikanske forsvarsminister Ash Carter og den russiske forsvarsminister Sergei Shoigu, her til morgen – den første kontakt mellem USA’s og Ruslands militær siden marts 2014, da USA ensidigt suspenderede kontakt.

Carter og Shoigu »drøftede områder, hvor USA’s og Ruslands perspektiver overlapper hinanden, samt områder, hvor de divergerer«, iflg. en udtalelse via e-mail, som Pentagons pressesekretær Peter Cook udsendte. »De aftalte at yderligere drøfte mekanismer for ’dekonfliktion’ (reduktion af spændinger, der kan fremme konflikt) i Syrien og kampagnen til bekæmpelse af ISIL.« Desuden understregede Carter, iflg. erklæringen, behovet for en diplomatisk fremgangsmåde for en politisk overgang, parallelt med de militære konsultationer. »Både den amerikanske og den russiske minister aftalte at fortsætte deres dialog«, slutter udtalelsen.

En højtplaceret embedsmand fra forsvaret sagde til reportere ved Pentagon, i en diskussion om baggrund, at den 50 minutter lange telefonsamtale, som Carter beskrev som »konstruktiv«, var resultatet af en anmodning fra russerne igennem Kerry. Embedsmanden sagde, at Shoigu var den, der bragte spørgsmålet om russiske militæraktiviteter i Syrien på banen, som han beskrev som defensive og tænkt at skulle honorere forpligtelser, som Moskva har indgået over for den syriske regering. Embedsmanden understregede gentagne gange, at morgenens telefonsamtale blot er begyndelsen på denne dialog, og at dialogen har til hensigt at undgå fejlberegninger og misforståelser mellem anti-ISIS-koalitionen og Rusland. Da han blev presset af reportere, sagde embedsmanden, at den syriske præsident Bashar al-Assads fremtid ikke var emnet for samtalen, men at det snarere var kampen mod ISIS.

Den udkomne tekst på den russiske side var enslydende. »Under en timelang samtale, drøftede ministrene detaljeret situationen i Mellemøsten generelt og situationen i Syrien og Irak i særdeleshed. Hovedvægten lå på behovet for at koordinere den bilaterale og multilaterale indsats for at bekæmpe international terrorisme«, sagde talsmand for det russiske Forsvarsministerium, generalmajor Igor Konashenkov, der tilføjede, at de to parters synspunkter om ISIS overlapper hinanden i de fleste spørgsmål, rapporterer Interfax. »Ministrene bekræftede genoprettelsen af kontakt mellem de to landes forsvarsagenturer og aftale at fortsætte konsultationerne«, sagde Konashenkov.

18. september 2015 – Jeg hedder Diane Sare fra LPAC Policy Committee, og jeg taler fra Manhattan foran FN, der fejrer sin 70-års fødselsdag her i New York City. Lad mig sige det diplomatisk, at præsident Barack Obama er et r..h.. . Han er blevet fuldstændig udmanøvreret af handlingerne foretaget af den russiske præsident Vladimir Putin, der korrekt har besluttet at intervenere militært i Syrien for at knuse ISIS og forhindre den tvungne afsættelse af præsident Assad på kort sigt. Faktisk er præsident Obama blevet så destabiliseret af disse nylige handlinger, at han ikke engang har været i stand til at besvare præsident Putins forslag om, at de to bør mødes privat på sidelinjen af FN’s Generalforsamling, der vil finde sted her i de næste tre uger.

Download (PDF, Unknown)

Leder, 19. september 2015 – Lyndon LaRouche har følgende kommentarer, efter han var blevet briefet om den respons, EIR har fået fra flere økonomer om Federal Reserves ikke-handling mht. at hæve diskontoen, og Janet Yellens (direktør for Fed) løgnagtige retfærdiggørelse af denne ikke-handling:

Jeg har altid advaret imod dette. Federal Reserve-systemet og Wall Street er kernen i problemet. De er totalt bankerotte, og dog udøver de politisk kontrol over regeringen, når de rent faktisk er værdiløse.[1] Vi må begynde med at vise, at Wall Street har langt lavere værdi, end de repræsenterer – at de faktisk er bankerot. Vi må have en generel reform, der fjerner Wall Street.

USA nægter at anerkende sandheden, at Wall Street forhindrer en økonomisk genrejsning. Vi må nedskrive Wall Street til dets værdi på næsten nul. Vi har et mere ekstremt tilfælde, end FDR stod overfor, da han lukkede Wall Street ned, men det må udslettes, for ellers bliver der ingen genrejsning.

I Europa er den grønne politik den faktor, der er mest skærpende i at holde Europa nede. Der er lighedstegn mellem at blive den grønne politik kvit og at dumpe Wall Street.

»Kaos« er en underdrivelse af denne ting. Folk vil ikke høre – vi må lukke Wall Street ned. For at gøre det, må vi smide Obama ud af embedet. Se på Wall Street i 1920’erne og ’30’erne, og se på, hvad FDR gjorde.[2] Den aktuelle situation er langt værre end i FDR’s tid. Det findes intet, undtagen pseudo-værdier, i de banker – afskriv dem!

Gå tilbage til Bertrand Russels indflydelse i begyndelsen af det 20. århundrede, sammen med de politiske mord på amerikanske præsidenter. Bush, Cheney, Obama – fire embedsperioder med dette – plejede hver uge at udstede rapporter om den »lempelse«, der havde fundet sted i den uge, hvor man hver uge fik mere og mere kvantitativ lempelse (pengetrykning), i stedet for at sætte hele foretagendet under konkursbehandling, lige på stedet.

Vi har sænket arbejdskraftens produktivitet med den grønne politik og kvantitativ lempelse. Nu er Wall Street håbløst bankerot. Det er ikke dinosaurerne denne gang, der uddør – det er bankiererne.

[1] Se: Video, Lyndon LaRouche: »Om det amerikanske, økonomiske System«

[2] Se: Tema-artikel: »Wall Street er bankerot, og Obama gennemtvinger ved magt et termonukleart Armageddon: Foregrib! FDR’s Første 100 dage« 

16. september 2015 – Præsident Obama og den russiske præsident Vladimir Putin vil være i New York City samtidig, under samlingen af FN’s Generalforsamling senere på måneden. Det er dog imidlertid endnu uvist, hvorvidt man kan arrangere et møde mellem de to eller ej, for at drøfte Syrien eller andre relevante spørgsmål. New York Times rapporterer, at Det Hvide Hus er »delt af en debat over, hvorvidt de skal mødes for at forsøge at afklare deres uoverensstemmelser før krisen«. På den ene side er de, der argumenterer med, at løsningerne på både problemerne i Ukraine og i Syrien går gennem Moskva, og derfor bør vi forhandle med dem. »Men der er imidlertid andre, der er bekymrede for, at en accept af et møde blot ville være en fordel for hr. Putin og belønne en international tyran.«

Uanset imidlertid, om denne splittelse er reel eller ej, så ved Det Hvide Hus tydeligvis ikke, hvad det er, Putin foretager sig. I går talte den amerikanske udenrigsminister John Kerry med den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov for tredje gang på ti dage, for at klage over den russiske, militære deployering i Syrien, »Men amerikanerne var stadig ladt tilbage i forsøg på at fatte hr. Putins intentioner og spekulere over, om han kunne presses til at blive en mere konstruktiv spiller omkring Syrien, som de sagde, han havde været under forhandlingerne omkring Iran.« Det Hvide Hus’ pressesekretær Josh Earnest sagde i går, at Obama vil være villig til at forhandle med Putin, hvis han (Obama) »afgør, at det ville fremme vore interesser«. Ved »vore interesser« mener Earnest, at Rusland skal tilslutte sig politikken med regimeskift, hvilket Putin selvfølgelig aldrig vil gøre.

I Pentagon taler forsvarsminister Ash Carter ikke med sin russiske modpart, forsvarsminister Sergei Shoigu. Dette blev bekræftet af pressesekretær Peter Cook, der i går i en rutinemæssig briefing til pressen, og senere i en opfølgende udtalelse, sagde, at Carter på dette tidspunkt ikke ser nogen grund til at åbne en kanal til Moskva, mens Kerry har førertrøjen på. Cook bekræftede også, at der heller ikke finder drøftelser sted på højeste militære niveau.

Associated Press mener, at Pentagon er blevet sat ud på et »sidespor« mht. drøftelser med Rusland om Syrien, og antyder, at det skyldes en plan, der kommer uden for Pentagon selv, selv om de ikke uddyber dette. De bemærker imidlertid, at Carters afvisning af at ville forhandle med sin russiske modpart er et skift i forhold til Chuck Hagel, Carters umiddelbare forgænger, der »foretog flere telefonopringninger til Shoigu for at give udtryk for sin bekymring over Ruslands annektering af Ukraines Krim-region«.

17. september 2015 – I en tale i dag under et arrangement til minde om 70-året for underskrivelsen af Potsdam-aftalen i 1945, understregede fhv. tyske udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher, at den eneste måde at løse de vanskelige, globale problemer, som verden står overfor, på, er ved at samarbejde meget tæt med Rusland.

»Globale og europæiske udfordringer kan kun løses ved at samarbejde med Rusland, og bestemt ikke arbejde imod vores betydningsfulde partner i Europa«, sagde Genscher, som både Sputnik News og avisen Pottsdamer Neueste Nachrichten, blandt andre medier, rapporterede. Den forhenværende minister understregede, at der må være en aktiv »reset« af den Europæiske Union, så den bliver i stand til både at leve op til nuværende og fremtidige politiske udfordringer.

Foto: Hans-Dietrich Genscher

17. september 2015 – Ruslands permanente repræsentant til NATO, Alexander Grushko, rapporterer, at hans regering på det seneste har modtaget »gentagne« indikationer fra NATO om, at det ville være en god idé at genetablere en NATO-Rusland-dialog på det militære niveau og med begyndelse i etablering af en direkte hotline for at udveksle informationer, med det formål at forhindre farlige militære hændelser«. ’Rusland bag Hovedoverskrifterne’ og Sputnik News rapporterede begge om Grushkos bemærkninger i dag og påpegede hans udtalelse om, at »Den russiske side har ingen fordomme imod en sådan form for kontakt«.

Grushko understregede, at »det ikke var os, der skar kommunikationslinjerne over, så hvis NATO seriøst mener, at en militær dialog er en seriøst stabiliserende faktor, så bør NATO tage det første skridt i genopretningen af den normale dialog, der har eksisteret mellem os som en del af Ruslands/NATO-rådet nu i mange år«.

Med Moskvas angivelige involvering i Ukraine-konflikten som påskud, afskar NATO den 1. april sidste år ethvert civilt og militært samarbejde med Rusland.

Foto: Alexander Grushko