Suspendering af EU’s stabilitetspagt for økonomisk bistand til Tyrkiet
– danner præcedens for gennemførelse af Marshallplan
2. februar, 2016 – EU-kommissionens præsident Jean-Claude Juncker bekræftede i går, at de 3 mia. Euro, der er blevet lovet til Tyrkiet, ikke vil blive regnet med som en del af donorlandenes underskuds-grænse.
Dette kom frem i forbindelse med den seneste kontrovers mellem den italienske regering og EU-kommissionen angående en suspendering af budgetreglerne, hvilket Italien havde forlangt til gengæld for de ekstra udgifter til indvandrer-politikken – men som blev afvist i det italienske tilfælde.
Juncker sagde, at afgørelsen om, at stabilitetspagtens regler vil blive suspenderet for penge lovet til Tyrkiet, blev truffet og stadfæstet allerede sidste december. En talsmand for kommissionen sagde imidlertid, at italienske anmodninger om at holde 0,2 % af dets nationalbudget uden for de samme regler, på grund af Italiens udgifter til landets eget rednings- og hjælpeprogram, vil blive gransket i detaljer ”til næste forår”.
Premierminister Matteo Renzi hævede stemmen som sædvanligt. ”Vi Italienere mener, at indvandrere alle er lige. Det er ikke muligt at betragte de liv, der reddes i det Ægæiske Hav, som anderledes end dem, der reddes i det Tyrrhenske Hav. At udgifter til at redde børn, der sejler fra Tyrkiet til Grækenland, holdes uden for stabilitetspagten, er sluttelig en positiv kendsgerning. At betragte udgifter til at redde børn fra Eritrea, der kommer til Sicilien på anden vis, forekommer mig absurd og ulogisk. Kun en bureaukratisk perversion kan skelne mellem liv, der bør reddes.
“Vores job er at lede Europa, ikke at tage imod ordrer. Vi vil yde vort bidrag til Tyrkiet. Hvis de [Bruxelles] ønsker at anlægge et søgsmål mod Italien, så lad dem.”
Renzi blev hurtigt affejet af Manfred Weber, chef for den Europæiske Folkepartigruppe (EPP) i Europaparlamentet, der sagde, at ”der er ikke mere plads til fleksibilitet”, og at Renzi bør efterleve ”europæiske forpligtelser.”
Uafhængigt af resultatet af konfrontationen mellem Rom og Bruxelles/Strasbourg sætter afgørelsen om at holde de 3 mia. Euro til Tyrkiet uden for de berygtede budgetregler en præcedens, der kan bruges til at fremme ideen om en Marshall plan. Hvis det kan gøres én gang, kan det gøres igen, især, fordi midler, der er bevilget til produktive formål, vil skabe indkomster, der i det lange løb vil kompensere for underskuddet.
Flygtninge fra Afrika med kurs mod Italien.