Investorer trækker sig ud af synkende Deutsche Bank

5. februar 2016 – Frankfurter Allgemeine Zeitung skrev i dag, at BlackRock og Qatar, de to største aktieindehavere i Deutsche Bank, muligvis trækker sig ud, hvis tingene bliver værre. Den regerende familie i Qatar har allerede tabt næsten 1,3 mia. euro. Andre regeringsinstitutioner, der er investorer, har for længst solgt deres aktier. Union Investment, en tysk fond, der ejes af Raiffaisen bankerne og kreditsammenslutninger, har halveret deres aktier i Deutsche Bank til 0,6 % og advarer mod i det hele taget at investere i aktier. »Investorer har i øjeblikket ingen tillid til banker«, siger UI-direktør Helmut Hipper. Coco-obligationer nærmer sig især betalingsstandsning.

Ifølge websiden scenarieconomici.it ønsker Bruxelles og Berlin at skjule »det virkelige europæiske problem: et kæmpemæssigt finansielt, sort hul, der er ved at blive skabt i Tyskland«. Aktier i Deutsche Bank er faldet 35 % siden begyndelsen af 2016. Banken har for 64 billioner euro i fiktiv værdi af derivatinvesteringer, fem gange BNP’et i de 19 eurozone-lande, og en gearingsrate på 3,5 % (mod 4,9 % i Unicredit og 6,9 % i Banca Intesa, de to største, italienske banker).

Credit default swaps på Deutsche Bank står nu til 167, en stigning på 60 % siden årets begyndelse. Til sammenligning står CDS på Intesa og Unicredit på hhv. 100 og 136. Kun Monte dei Paschi di Siena er højere, 279, men MPS er kendt for at være i vanskeligheder.