Kerry og Lavrov når frem til ’Midlertidig principaftale om Syrien’

21. februar 2016 – De amerikanske og russiske udenrigsministre, hhv. John Kerry og Sergei Lavrov, nåede i dag frem til det, Kerry kaldte »en midlertidig principaftale om betingelserne for en standsning af fjendtlighederne [i Syrien], der kunne komme i gang i de nærmest kommende dage«.

Under en nyhedskonference i Amman sammen med den jordanske udenrigsminister Nasser Judeh sagde Kerry: »Betingelserne for en standsning af fjendtligheder er nu ved at blive fuldført. Vi er faktisk i dag tættere på en våbenhvile, end vi har været.« Kerry tilføjede, at han forventede, at præsident Obama og den russiske præsident Putin i de kommende dage ville forhandle, for at fuldstændiggøre den midlertidige principaftale.

Irans PressTV og Reuters rapporterede, at det Russiske Udenrigsministerium bekræftede, at Lavrov og Kerry havde talt i telefon sammen søndag, om betingelserne for en våbenhvile. Rapporten sagde, at diskussionerne gik omkring betingelserne for en våbenhvile, der ville ekskludere operationer imod organisationer, »som af FN’s Sikkerhedsråd var anerkendt som terrorister«. Dette inkluderer ISIS og Nusra Front.

Hvad den midlertidige principaftale vil føre til er ikke klart. Under pressekonferencen gentog Kerry Obamas holdning, at den syriske præsident Bashar al-Assad må gå. »Med Assad der, kan, og vil, denne krig ikke ende«, sagde han. Assad sagde i går, at han ville gå med til en våbenhvile på betingelse af, at terrorister ikke udnytter en standsning af kamphandlingerne til deres fordel, og at lande, der støttede oprørere, ophørte med deres støtte. Elementer af den syriske opposition havde tidligere indvilliget i »muligheden« for en midlertidig våbenstilstand på betingelse af, at der blev givet garantier for, at den syriske regerings allierede, inklusive Rusland, ville stoppe deres luftangreb, at belejringer blev ophævet og at nødhjælp ville få adgang over hele landet. Og Rusland har sagt, iflg. Associated Press, at de ville fortsætte luftangrebene i Syrien mod dem, de anser for at være terrorister, selv under en våbenhvile. Disse divergerende holdninger gør en holdbar våbenhvile til en monumental udfordring.

»Jeg tror ikke på«, sagde Kerry, »at, i løbet af de næste par dage, hvor vi forsøger at få dette effektueret, der skulle opstå et ’magisk vendepunkt’ med hensyn til det, der foregår på jorden … Oppositionen har gjort det klart, at de er fast besluttet på at kæmpe tilbage«.

Hverken Kerry eller det Russiske Udenrigsministerium ville frigive detaljer om den midlertidige principaftale.

 

Foto: USA’s udenrigsminister John Kerry taler under en fælles pressekonference med Jordans udenrigsminister Nasser Judeh i Udenrigsministeriet i Amman, Jordan.