Putin overrasker igen Obama;
annoncerer tilbagetrækning fra Syrien
14. marts 2016 – I et møde i dag, der blev udsendt på Tv, med forsvarsminister Sergei Shoigu og udenrigsminister Sergei Lavrov, meddelte den russiske præsident Vladimir Putin, at han havde udstedt ordrer på at påbegynde en tilbagetrækning af Ruslands »hovedstyrke« fra Syrien, med start den 15. marts.
»Jeg mener, at de opgaver, der blev pålagt Forsvarsministeriet, generelt er blevet opfyldt. Det er grunden til, at jeg giver ordre til, at en tilbagetrækning af det meste af vores militære gruppe fra Syrien, skal påbegyndes med start fra i morgen«, sagde Putin iflg. TASS’ dækning af mødet. Med en lykønskning til de russiske officerer og soldater for deres arbejde tilføjede han, »Med det russiske militærs deltagelse er det lykkedes syriske tropper og patriotiske styrker i Syrien at vende tidevandet i kampen imod international terrorisme og tage initiativet i praktisk talt alle retninger.« Putin sagde, at de russiske luft- og flådebaser, der er etableret i Syrien, ville fortsætte med at operere »på en rutinemæssig måde«.
Putin havde adviseret den syriske præsident Bashar al-Assad forud for sin meddelelse om ordren.
Det var sandsynligvis ikke noget tilfælde, som kilder bemærkede til EIR, at meddelelsen kom, samtidig med, at FN-forhandlingerne i Genève om en våbenhvile og en politisk afgørelse i Syrien begyndte. Putin sagde, »Jeg håber, at beslutningen i dag vil være et godt signal til alle parterne i konflikten. Jeg håber, at beslutningen i betragtelig grad vil forøge tilliden hos alle deltagerne i processen. Jeg beder det russiske Udenrigsministerium om at intensivere Ruslands medvirken i organiseringen af fredsprocessen til løsning af problemet i Syrien.«
Ligesom med alle strategiske initiativer, som Putin har taget, syntes også beslutningen og ordren fuldstændig at have taget Obamas Hvide Hus på sengen. En repræsentant for det amerikanske Udenrigsministerium, den pensionerede general John Kirby, der holdt en pressebriefing her til eftermiddag, sagde, at et spørgsmål fra en reporter var det første, han havde hørt om denne udvikling.