USA: Hvor meget af terroren efter 11. september-angrebene blev fabrikeret af FBI?

15. juni, 2016 – Ifølge AntiMedia (theantimedia.org), var FBI-angivere involveret i 243 af de 508 terrorsager, som FBI har åbnet siden d. 11. september, 2001. Af disse FBI-angivere, hvoraf næsten alle var muslimer, og mange var diagnosticeret mentalt syge, var mange i desperat pengenød og derfor modtagelige for FBI-bestikkelse til at gå med i angivelige terrorhandlinger, som egentlig var ’stingoperationer’ (komplicerede, overlagte intriger for at narre ’forbrydere’ til at gå i fælden, -red.). I nyhedsartiklen sættes der fokus på sagen om ’De fire fra Newburgh’, og den er delvis baseret på en undersøgelse fra 2014, udført af ’Koalitionen til beskyttelse af civile rettigheder’, med titlen: ”At opfinde terrorister: ’Lawfare’ ved brug af forebyggende retsforfølgelse.” (’lawfare’ er asymmetrisk krigsførelse ved brug af hjemlig eller international lov, -red.)

En af de fire sagsøgte i sagen, James Cromitie, var en tidligere stofmisbruger, der gentagne gange havde afslået tilbud om penge fra FBI’s hemmelige agenter for at deltage i en hemmelig terrorplan. En anden sagsøgt, Laguerre Payan, var diagnosticeret med skizofreni, og en tredje, David Williams, var i desperat pengenød, fordi hans bror behøvede en livreddende levertransplantation.

En anden sag, der involverer Rezawan Ferdaus, var et endnu mere åbenlyst tilfælde, hvor FBI udså sig en mentalt syg person. Ferdaus led af en alvorlig depression i en sådan grad, at han ikke havde kontrol over sin blærefunktion, men han blev af FBI presset til at gå med i en hemmelig plan om at angribe Capitol-bygningen (kongresbygningen i Washington D.C., -red.)

I endnu et andet tilfælde, der nævnes i dagens historie fra AntiMedia.org, meldte en far fra Boston til FBI, at hans søn lavede opslag på Facebook i ISIS’ favør, og FBI trådte til og skaffede drengen våben, hvorefter de arresterede ham. Et andet vigtigt tilfælde var sagen med Sam Osmakac. Osmakac fik våben af FBI, blev styret af en FBI-angiver, forsynet med en bilbombe af FBI og ligeledes med penge til at betale sine rejseomkostninger til det sted, hvor han så sluttelig blev arresteret. En psykiatrisk undersøgelse beordret af retten afslørede, at han led af en skizo-affektiv psykose. Hans FBI-sagsbehandler kaldte ham ”et retarderet fjols”. Tidligere assisterende direktør hos FBI, Thomas Fuentes, beskrev dette som FBI’s ”Hold Frygten i Live”-politik, med det formål at sikre fortsat forøgelse af budgetterne. I virkeligheden er det langt værre end blot budget-motivering, som FBI’s rolle i mørklægningen af d. 11. september klarest illustrerer.

Den samme profil, hvor FBI skaber terrorisme, hvor den ikke eksisterer, ved hjælp af ’stingoperationer’, fremgik af en længere artikel i New York Times d. 7. juni, 2016, under overskriften ”FBI optrapper brugen af stingoperationer i ISIS-sager.” Journalist Eric Lichtblau fra Times rapporterede, at to tredjedele af FBI’s anklager i terrorsager er baseret på ’sting’, en betydelig stigning over de seneste år. Historien i Times nævnte sagen om ’De fire fra Newburgh’ og citerede dommer Colleen McMahon, der i retten erklærede, at ”Jeg mener uden skygge af tvivl, at der ikke ville have været nogen forbrydelse her, hvis regeringen ikke havde iværksat, planlagt og bragt den til fuldførelse.” En tidligere New York Times-artikel fra d. 28. april, 2012, med overskriften ”Hemmelige terrorplaner udklækket af FBI”, udgjorde en lignende sag, hvor FBI’s overlagte fælder skabte terrorisme, der ellers aldrig ville have materialiseret sig.

En anden FBI-stingoperation, der af Glenn Greenwald blev rapporteret i onlineavisen The Intercept, blev spydigt beskrevet som ”endnu en FBI-sejr over de mentalt syge.”

Foto: ’The Newburgh 4’: Fra venstre: James Cromitie, David Williams, Laguerre Payen og Onta Williams. (Foto: J.B. Nicholas, Christopher Sadowski Splash News/Newscom)