LaRouches Fire Love:
Menneskets enestående natur

28. juli, 2016 (Leder) – Kun en vedtagelse af Lyndon LaRouches »Fire Nye Love til USA's Omgående Redning« fra 8. juni 2014 kan redde det transatlantiske område fra »en krise med et kædereaktionsagtigt, generelt, fysisk-økonomisk sammenbrud«. Hvis I agter at være mere end blot tilskuere, eller det, der er værre, til denne fremstormende krise, må I læse og forstå de Fire Love.

Det, som jeg håber at opnå her, er om muligt at forbedre jeres indsigt i den store forudsætning, der ligger bag LaRouches Fire Love. Denne forudsætning, som han gør det klart, er den menneskelige arts natur, som er aldeles unik i hele universet. Det er kun mennesket, der skaber nye, hidtil usete og ellers umulige former for eksistens. Kun mennesket skaber fremtiden; kun mennesket skaber menneskehedens fremtidige eksistens; og kun mennesket skaber selve den menneskelige kreativitet.

Den sande menneskelige natur er mest tilgængelig for visionære videnskabsfolk – og der findes ingen sand videnskabsmand, der ikke samtidig er visionær.

Rumpionéren Krafft A. Ehricke, der blev en nær samarbejdspartner til Lyndon og Helga LaRouche i 1980’erne, var en sådan visionær videnskabsmand. I sine skrifter fra de tidlige 1950’eres mørke dage (i første bind af sit værk, »Rumfart«) rakte han tilbage gennem millioner af års evolution for at genkalde »den enorme præstation«, som »liv, der havde sin oprindelse i havet« havde gennemgået »for at tilpasse sig til livet på landjorden«. Han sammenlignede det med, at mennesket tog skridtet ud i rummet – ikke gennem biologisk evolution, men ved hjælp af den nye egenskab, som er det menneskelige intellekt.

 Tanker som disse gennemsyrede rumpionérerne – det vides, at Wernher von Braun sammenlignede Neil Armstrongs første skridt på månens overflade med den »enorme indsats«, som det tog for livet at bevæge sig fra havet og op på land.

I et storslået værk skrevet i 1966, hvor man fra år 2000 ser tilbage på menneskets fremskridt i rummet siden 1966, sagde Krafft Ehricke, at der nu (i 2000) i gennemsnit letter to rumflyvninger om måneden fra Jorden til andre dele af solsystemet – samt uden sammenligning mange flere opsendelser af satellitter og måneraketter. De fleste af de rumskibe, der rejser gennem solsystemet, får deres energi fra kontrolleret fusion, der bruger deuterium/helium-3-reaktionen. Ehricke nævner ikke bare denne reaktion; han forklarer detaljeret selve reaktionen og hvordan den kan kontrolleres og bruges til raketmotorer. Men han bemærker, at deuterium/helium-3-reaktionen ikke vil indtage førstepladsen ret længe – for mennesket er allerede på vej til at mestre stof/antistof-reaktioner.

I en mindeværdig passage genkalder Ehricke, hvordan mennesket havde gjort sig fri af det 20. århundredes dødskult for i stedet at tage imod sin nye frihed med åbne arme.
»Vi her i år 2000 ser tilbage på det 20. århundrede som de år, i hvilke den nye æra endelig blev født efter i århundreder at være blevet udruget i mange nationers store mænds og kvinders hjerte og intellekt. Det 20. århundrede er den kløft, der adskiller den gamle æras sidste århundrede og den nye æras første århundrede, hvor værdier, anskuelser og referencerammer er helt anderledes. Fødselsstunden, det være sig af et nyt liv eller en ny æra, er sandhedens time, hvor man udfordres af smerte, tvivl og frygt, og hvor intensiteten af disses voldsomme angreb forårsager, at de kompenserende kræfter styrke, tillid og mod når sjældne højder af intensitet og kraft. Verden synes at bryde sammen under denne dødskamp, som denne ubarmhjertige konfrontation mellem det gamle og det nye skaber. Rumalderens storslåede symboler, nemlig raketteknologi, kernekraftteknologi og moderne elektronisk teknologi, blev født under Aden Verdenskrigs mørke dage. Men eftersom krig aldrig vil kunne tolerere fred, forblev raketterne at være våbenmissiler, indretningerne til kernekraft vedblev at være atombomber, og radaren ophørte aldrig med at være det øre, der ængsteligt lyttede efter dødssignaler fra den ’den anden sides’ fjendtlige verden. Fortiden var tabt, fremtiden endnu ikke vundet; og menneskeheden skælvede i feberrystelser, skabt af den fjendtlighed, det had og den dødsfrygt, som blev sluppet løs under de på hinanden følgende krige og konfrontationer.

Disse var kendsgerningerne.

Konfronteret med disse kendsgerninger nægtede en lille gruppe mennesker af forskellig nationalitet i alle disse år at opgive deres vision om, at missiler kan forvandles til rumfartøjer, kernekraft kan blive til en energi, der kan sende rumfartøjer til andre verdener, og radarbølger kan rapportere om spændende opdagelser fra det ydre rum.  Det, de foreslog, kunne i begyndelsen synes upraktisk, irrelevant og uden praktisk anvendelse eller belønning. Men ved vi nu, at de havde bygget deres sag på et solidt grundlag af langtrækkende logik og realisme. Rummet blev en meget virkelig udfordring for mennesket; og der var ingen vej tilbage til de gamle dage. Det er der aldrig. [reference: »Solar Transportation«, American Astronautical Society Science and Technology Series, vol. 10, Space Age in Fiscal Year 2001, An American Astronautical Society Publication, 1967, p. 164]

Lad os afslutte med Krafft Ehrickes genfortælling af rumalderens begyndelse med den første, succesfulde opsendelse af den første, kosmiske raket, den tyske A-4, senere benævnt V-2, den 3. oktober, 1942.

»De var i ‘det vilde vestens tid’ for raketter og rumfart. Man behøvede ikke at være på milevid afstand. Man kunne praktisk talt stå ved siden af raketten, og selv befandt jeg mig på taget af et af højhusene og kiggede rent faktisk ned på affyrings-komplekset på blot et par hundrede meters afstand. Så kom nedtællingen og antændingen. Raketten lettede med et brøl. Den steg lige op, og selvfølgelig skreg vi alle af fryd. Den var ikke eksploderet på affyringsrampen. Styringssystemet syntes at fungere … det så ud som et fyrrigt sværd, der gik lige op i himlen. Så kom det enorme brøl – hele himlen syntes at vibrere. Denne overjordiske brølende lyd var noget, som menneskelige øren aldrig [før] havde hørt.

Ved I hvad, det er meget svært at beskrive, hvad man føler, når man står på tærsklen til en helt ny æra, en helt ny tidsalder, som man ved vil komme. Det er sådan, de mennesker må have følt – Columbus eller Magellan – som for første gang så helt nye verdener, og som vidste, at verden herefter aldrig ville blive den samme … Det er den følelse, som mange af os havde.

For mig var det absolut overvældende. Jeg var lige ved at falde ned fra taget, så spændt var jeg.

Da vi kom ned sammen, lykønskede vi hinanden. Vi vidste, at rumalderen var begyndt, og dr. Dornberger holdt på det tidspunkt en meget bevægende tale og sagde, »Godt så, dette er nøglen til Universet. Dette er rumalderens dag ét«.

[reference: Marsha Freeman, Krafft Ehricke's Extraterrestrial Imperative, Apogee Books, 2008, p. 16].

Foto: Buzz Aldrin i færd med at blive det andet menneske, der sætter fod på Månen.