16. juli 2016 – Den russiske militæranalytiker Igor Korochenko, der er medredaktør af det Russiske Nationale Forsvarsmagasin, rapporterer, at NATO faktisk ikke udviser nogen interesse for det russiske forslag om, at alle militærfly skal operere transponders, når de flyver over Østersøen (Det baltiske Hav). Dette var det ene af to punkter på dagsordenen – idet det andet var NATO’s militære oprustning i Østeuropa – som russerne fremførte på NATO-Ruslandsrådets møde i sidste uge, sagde han til Sputnik, men NATO var ikke rigtig interesseret i at diskutere dem.

»Rusland vil gerne vide, hvad grundene er bag NATO’s beslutning om at deployere kampgrupper tæt på Ruslands grænser. Der findes ingen praktisk grund til det«, sagde han. »Men der var ingen dialog. Nato nægtede grundlæggende set at diskutere dette spørgsmål.« Mht. spørgsmålet om transponders, så er det afhængigt af, at NATO gør det samme, dvs., at dets fly også flyver med deres transponders slået til. »Alliancen sagde, at den ville studere Ruslands forslag. Hvad er der at studere?«, spurgte analytikeren. »Det er krystalklart: når transponders er slået til, ser NATO russiske fly, og Rusland ser NATO spionfly, der gennemflyver luftrummet langs med Ruslands grænser. NATO udtrykte ikke noget ønske om omgående at føje blæk til aftalen.«

Foto: Russisk SU-27 kampfly ved Chkalovsk flyvestation i Kaliningrad-området.

16. juli 2016 – Victor Baranets, en pensioneret oberst og kendt russisk militæranalytiker, fremfører i en spalte i Komsomolskaya Pravda (tilgængeligt på engelsk af ’Russia Insider’), at angrebet med lastbil i Nice, Frankrig, viser, at alle må respondere positivt til Moskvas opfordring til en fælles indsats imod terrorisme. Problemet er, at Vesten, gennem NATO, i stedet er besat af tanken om en »trussel« fra Rusland og er i færd med at opbygge sine militære styrker, der intet som helst har at gøre med at stoppe terrorismen. »Jeg mener, at, i dag mere end nogen sinde, må alle lande respondere positivt til Moskvas opfordring til at skabe fælles globale specialtjenester, der kan infiltrere alle terrororganisationer«, skriver Baranets. »Tjenestens specialagenter skal infiltrere selv de mindste grupper, der endnu planlægger et terrorangreb.« I dag banker terrorismen på Frankrigs dør. I morgen er det måske Italien, Spanien eller Portugal. »Verden konfronteres med en verdensomspændende terrorudfordring, og vi må give samme verden et velkoordineret svar. Selvfølgelig er det lovens håndhævelsestjenester, og her først og fremmest specialtjenester, der først skal tale. Jeg mener, at vi må tredoble og afbryde spionringe«, konkluderer Baranets. »Først da vil vi blive i stand til at gå op imod ondskaben.«

16. juli 2016 – Den amerikanske udenrigsminister John Kerry og den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov lukkede sig inde til møder fra morgenen den 15. juli og til langt ud på aftenen, kun afbrudt én gang kl. 18 for i fællesskab at tage til den franske ambassade i Moskva for at underskrive kondolencebogen til ære for ofrene i lastbilsangrebet i Nice, Frankrig. Da de omsider dukkede frem til en fælles pressekonference, skete det for at rapportere, at de var blevet enige om en ramme for amerikansk-russisk samarbejde imod terrorisme i Syrien.

»I modsætning til tidligere møder, hvor vi plejede at opremse problemer i vore relationer, så enedes vi denne gang om at udarbejde en køreplan for muligvis små, men praktiske skridt, der tilsigter at rette op på en temmelig usund situation i vores bilaterale samarbejde«, sagde Lavrov. »Vi har bekræftet målet om at eliminere trusler, som udgøres af Islamisk Stat, Nusra Front og andre terrorgrupper, og at standse tilstrømningen af støtte til terrorisme fra udlandet «, tilføjede han.

Kerry sagde, at disse skridt, »hvis de blev gennemført i tillid, kan behandle to alvorlige problemer, som jeg netop har beskrevet, omkring afbrydelsen [krænkelser af våbenhvile fra både regeringen og al-Nusra]. Det er muligt at være med til at genoprette stilstanden af fjendtligheder, betydeligt reducere volden og hjælpe med at skabe rum for en ægte og troværdig politisk overgang.« Ingen af dem ville beskrive, hvad det er for skridt, de er enedes om, men Kerry understregede, at de ikke er baseret på tillid. »De udstikker specifikt definerede forpligtelser, som alle parter i konflikten må påtage sig, med den hensigt totalt at stoppe den tilfældige bombning af Assad-regimet og at optrappe vores indsats imod al-Nusra.«

Lavrov istemte og tilføjede, at FN’s Sikkerhedsråd og den Internationale Gruppe til Støtte for Syrien enstemmigt har identificeret ISIS og al-Nusra som terroristgrupper. »De har tidligere historiske eksempler på, at visse regeringer forsøgte at kurre behageligt til terrorister, bejlede til terrorister og brugte dem til deres egne formål, med den hensigt at vælte regeringer i andre lande«, og at denne indsats aldrig har fået gode resultater, som det ses i Afghanistan i 1980’erne, der førte til angrebene 11. september 2001 i USA, og i Libyen 11. september, 2011.

Foto: Udenrigsministrene Lavrov og Kerry lægger blomster ved den franske ambassade i Moskva, for at ære ofrene for terrorangrebet i Nice.  

16. juli 2016 – Oberst Fletcher Prouty (1907 – 2001; USAF, pensioneret), en legendarisk person inden for det amerikanske efterretningssamfund, og som var den første ’whistleblower’ i forhold til korrumperingen af det amerikanske efterretningsetablissement med sin afslørende bog, Secret Team, skrev i februar 1990 en isnende artikel om det dengang nylige mord (30. nov., 1989) på Deutsche Banks formand, Alfred Herrhausen. Prouty sidestillede direkte mordet på Herrhausen med mordet i 1963 på præsident John F. Kennedy, og han gjorde det ganske klart, at han ikke købte ideen om, at Herrhausen skulle være blevet myrdet af »terrorister« og fremførte i stedet, at morderne var brikker fra en større, statslig efterretningstjeneste.

Prouty skrev:

»Det er fuldstændig forbløffende, at spørgsmålet om det brutale mord på denne mand … Alfred Herrhausen … så pludseligt er blevet droppet i nyhederne. Tysklands Deutsche Bank er uden nogen som helst tvivl én af de vigtigste banker i verden, og bankens bestyrelsesformand Herrhausen var én af bankprofessionen i hele verdens mest betydningsfulde talsmænd. Han ville have været en nøgleperson i alle udviklinger.

Hans død på det tidspunkt … og den slående natur af hans død er hævet over enhver tvivl … kan for nutiden i betydningsfuldhed … sidestilles med præsident John F. Kennedys død i 1963.

I betragtning af tiden … med den enorme kæde af begivenheder, der fandt sted i Sovjetunionen, i Østeuropa og i særdeleshed i Østtyskland … er mordet på Herrhausen en handling, der har enorm betydning. Den kan ikke, og må ikke, blot fejes under gulvtæppet som blot ’endnu en terrorhandling’. Virkelige terrorister myrder ikke bankpræsidenter uden en specifik grund. De fleste terrorister er i virkeligheden blot betalte brikker og ’mekanismer’ for store magtcentre. Et eller andet stormagtscenter ønskede Formanden for Deutsche Bank fjernet på denne dag, af en eller anden grund på netop denne måde, og som en lektion til andre. Der må ligge et stort budskab i den handling, der bragte hans død.«

Proutys syv sider lange artikel gik videre med at citere fra den tale, som JFK efter planen skulle holde i Dallas, Texas, den 22. november, 1963, samt den tale, som Herrhausen efter planen skulle holde i New York City den 4. december, 1989 – kun fire dage efter hans mord.

16. juli 2016 (Leder) – Det er en stor ironi, at Frankrig er blevet ramt af et tragisk stik af sin tætte accept af Saudi-Arabien – og hermed også al-Qaeda i Syrien – lige så vel som, at Obamaregeringen er blevet tvunget til at frigive beviser, der har været hemmeligholdt i 15 år, på Saudi-Arabiens rolle i »al-Qaeda«-terrorangrebene i USA, den 11. september, 2001.

Den franske præsidentkandidat og leder af Solidarité et Progrès, Jacques Cheminade, understreger dette forhold i sin stærke erklæring (se: »Stop kilden til terrorisme«), om katastrofen i Nice. Frankrigs regering har heppet på al-Nusra Front (al-Qaeda i Syrien) imod den syriske præsident Assad. Den gav førsteprioritet til relationer med Saudi-Arabien, om hvem regeringen vidste, at de leverede våben, der skulle til al-Nusra og denne organisations aflægger i Syrien – lige indtil al-Nusras meget store og berygtede rekrutteringscelle i Nice udløste et dødbringende stød hjemme.

Samme tragedie fandt sted, med Bushregeringens oprindelige undertrykkelse af ’de 28 sider’, der omsider blev frigivet i fredags, og som viser årelang saudisk assistance til al-Qaeda samtidig med, at angrebene 11. september blev planlagt og forberedt. Hvis dette hemmeligholdte afsnit var blevet frigivet sammen med resten af Kongressens 11. september-rapport fra 2002, kunne USA ikke være blevet inddraget i krig med Irak, »for at hævne 11. september«. 

Nu er ’de 28 sider’ omsider blevet tvunget frem af pres fra offentligheden, og deres offentliggørelse får ekstraordinær bred og fremtrædende mediedækning i hele verden. Dette giver os en enorm åbning for at ændre hele den transatlantiske politik for bekæmpelse af terrorisme og til forhindring af krig, som Cheminade understreger – og ligeledes til at skaffe retfærdighed for ofrene for jihadisme.

Obamaregeringens Hvide Hus hævdede, mens de 28 sider blev frigivet – og fortsat med henved 150 redigeringer (overstreget af censuren) – at de ikke indeholdt »noget nyt«. Men i realiteten er helhedsbilledet i dette kapitel nyt; et langt mere fyldestgørende efterretningsbillede af en langt mere mangesidet saudisk operation for at assistere al-Qaeda, med det formål at undgå amerikanske operationer imod det.

New York Times, der anstrengte sig for at være enig med Obama, kunne ikke: »Men dokumentet, der blev frigivet fredag, er skånselsløst i sin kritik af den saudiske indsats for at underminere de amerikanske forsøg på at afmontere al-Qaeda i årene op til angrebene 11. september. Det fremstiller ydermere FBI som generelt set befindende sig i mørke mht. saudiske regeringsfolks manøvreringer internt i USA i denne periode.« Dette henviser til de sidste seks sider i kapitlet, som hidtil har været totalt ukendte for offentligheden. Overskriften i The Times var »Et overblik over saudisk indsats for at forpurre USA’s aktion mon al-Qaeda«.

Intet nyt? Storbritanniens Guardian fremfører: »De såkaldte 28 sider indikerer et langt større netværk af forbindelser mellem al-Qaeda og den saudiske kongefamilie, end det hidtil har været kendt.«

En gennemgribende og helt ny undersøgelse kan nu være med til, at den amerikanske offentlighed kan se et nyt paradigme, et paradigme, gennem hvilket USA og hele Europa, inklusive Frankrig, kan komme ud af de seneste 15 års regimeskift- og terrorhelvede.

Dette betyder, at vi skal have en undersøgelse, der går et godt stykke tilbage til den nu afslørede 11. september-fremmende, Prins Bandars berømte »Al Yamama-aftale (’olie-for-våben’) med Storbritannien, der leverede de hemmelige offshore-konti til så mange destabiliserings- og terroraktioner.

Det er, hvad vi nu har krævet. Det samme har familierne til ofrene for 11. september, der i går voldsomt angreb Obama for at forsøge at lukke døren i ansigtet på sandheden netop, som den er begyndt at åbne sig.

Vi henviser til nedenstående udstrakte dækning af ’de 28 sider’ fra både vores danske hjemmeside og ligeledes fra LaRouche-bevægelsens ditto.

Vi anbefaler især LPAC’s 56 min. lange featurefilm fra 2011, »Ten Years Later«. https://www.youtube.com/watch?v=quYYA1wtUwc

USA: Kongressen har nu frigivet ’de 28 sider’: LaRouchePAC kræver en ny undersøgelse af terrorangrebene 11. september 2001

15. juli 2016 (Leder) – Under enormt pres fra familierne til ofrene fra 11. september, fra et par modige medlemmer af Kongressen og fra LaRouchePAC, der har været forkæmper i forreste linje for denne historie siden 2009, har Efterretningskomiteerne fra Repræsentanternes Hus og Senatet endelig offentliggjort en redigeret version af de hemmeligstemplede 28 sider af den oprindelige Fælles Kongresundersøgelse (2002), der detaljerer den saudiske involvering i terrorangrebene den 11. september, 2001. Disse sider, der i 15 år er blevet holdt skjult for det amerikanske folk, må nu blive begyndelsen af en de novo undersøgelse, fra toppen og ned, af angrebene 11. september og den efterfølgende mørklægning. Lad denne sejr blive begyndelsen til et nyt paradigme for sandhed og ansvarlighed i USA. For evigt fremad!

Bliv medlem af Schiller Instituttet i dag!

Der er så meget, der skal gøres … Din verden har det rigtig skidt –

Vi har løsningerne!

Læs vores danske dækning:

»Kongressen frigiver ’de 28 sider’« Inkl. pdf af siderne. 

»Frigivelsen af ’de 28 sider’ en strategisk sejr. Nu må vi have en ny undersøgelse. 

Den 10. september, 2011, udgav LaRouchePAC en feature-film, »11. september, ti år senere, der undersøger de politiske, økonomiske og overordnede geo-strategiske motiver til angrebene 11/9«. Må se!

https://www.youtube.com/watch?v=quYYA1wtUwc

Vi henviser til LaRouchePAC’s side med udstrakt dokumentation om organisationens årelange kamp for denne sag.

Den største fare, lige bortset fra en direkte Tredje Verdenskrig, ville være, at den transatlantiske sektor styrtede ud i kaos. Derfor fremkom min mand – der har en unik rekord for at have ret, mht. økonomisk forecasting, og mht. at komme med forslag til, hvordan en situation kan løses – med denne meget overraskende kommentar: at Deutsche Bank, frem for alle banker, skulle udvælges og reddes, denne ene, sidste gang, men ikke uden betingelser: De må omgående sættes under en form for konkursbehandling. En ledelseskomité bør have ansvaret. Og dernæst må banken have en ny forretningsplan, der må gå tilbage til den filosofi, som blev praktiseret af Alfred Herrhausen, der var den sidste, moralske bankier i hele Europa, og som havde en helt anden filosofi.

Download (PDF, Unknown)

Paris, 15. juli 2016 – Frankrig er atter blevet ramt af forbryderisk terrorisme.

Og atter udtrykker republikkens præsident, indenrigsminister og premierminister, med alvorsdyb stemme, deres sorg og deres vilje til at bekæmpe terrorisme, uden imidlertid at angribe de sande årsager til dette barbari.

Hovedårsagen er deres medskyldighed, med en politik, der støtter jihadisme som middel til at fremprovokere Bashar al-Assad-regimets fald, en politik, der er udtænkt af USA, UK, Saudi-Arabien, Qatar og Tyrkiet, og som nu vender sig mod os selv.

Hvad er det, der foregår i Nice? Siden 2014 har man vidst, at byen var blevet et rekrutteringscenter for jihadister, der skulle til Syrien. En rapport fra DGSI (Direction Générale de Sécurité Interne) bemærkede endda, at Nice var blevet en »laboratorie-by«, til identificering og håndtering af »radikalisering«.

Det er med base i Nice, at Omar Osman, en fransk-senegalesisk gangster, der konverterede til islam, rekrutterede sin brigade af 50 til 80 franskmænd, der kæmpede i Syrien med al-Nusra (dvs. al-Qaeda i Syrien), om hvilke vores tidligere udenrigsminister Laurent Fabius i 2012, med upassende entusiasme, erklærede, at de »gjorde et godt stykke arbejde« med at bekæmpe Assad.

Det er også i Nice, at potentielle jihadisters færdsel frem og tilbage i saudiarabiske diplomatattachetasker blev afsløret. Den 7. april sidste år erklærede byens borgmester, Christian Estrosi, i et interview til RTL’s radiojournalist, Olivier Mazerolle, at to personer, der stod opført i S-filen over radikaliserede personer, der krævede skærpet overvågning, var kommet ind i Frankrig »i et saudiarabisk følge«, og at »de nød total undtagelse fra inspektion« i Nices internationale lufthavn. Som svar på et spørgsmål fra Mazerolle, om politiet var blevet tvunget til at lade dem passere igennem, sagde Estrosi: »Ja, og jeg ved, at nogle af dem var meget chokeret og lod dette vide, og at de efterfølgende måtte bære konsekvenserne heraf.«

Regeringen kan ikke længere praktisere fodslæb om dette spørgsmål og risikerer således, ligesom Tony Blair, i dag eller i morgen at befinde sig i en situation, hvor de skal stå til regnskab for deres handlinger foran en Chilcot-kommission, eller værre endnu, foran en domstol.

Øjeblikket er kommet til hurtigt at genetablere vore relationer med Bashar al-Assad for at påbegynde en fornyet grundlæggelse og genopbygning af Syrien; til sammen med Rusland i fællesskab at agere for at bekæmpe denne trussel; og til kraftigt at tilskynde USA til at gøre det samme.

Vore politifolk, vort militær, vore folk i reserven og blandt det lægelige personale gav Nice en lektion i solidaritet og borgerånd. Lad os vise os værdige til republikkens værdier og til at vise ofrene behørig respekt ved at standse denne dystre opremsning af angreb og afværge spøgelset af splittelse i vort land, en grasserende radikalisering, der ville kuldkaste vores dybe, ligevægtige vilje til at leve sammen.

Foto: Folk lægger blomster på Promenade des Anglais i Nice.           

Helga Zepp-LaRouche: Jeg tror, det er almindelig kendt blandt absolut alle i det internationale finansielle samfund, og i alle regeringer og blandt alle relevante personer i politiske stillinger i den transatlantiske sektor, at det, jeg nu siger her, er absolut sandt. Med andre ord: bankiererne og de ansvarlige personer i det internationale finansielle system alle er klar over, at dette system er absolut bankerot; håbløst bankerot. Det står umiddelbart foran en nedsmeltning, i langt større skala end den, der fandt sted i 2008, af den meget simple grund, at alle de indikatorer, der var til stede, før Lehman Brothers og AIG gik ned, er til stede nu, men i langt større skala.

[Vi arbejder på en dansk oversættelse af hele webcastet. Bliv på kanalen!]  

Engelsk udskrift:

SAVE DEUTSCHE BANK TO FIND A SOLUTION THAT WILL SAVE MANKIND!

LaRouche PAC International Webcast Friday, July 15, 2016

        MATTHEW OGDEN: Good evening! It's July 15th, 2016. My name
is Matthew Ogden, and you're joining us for our weekly webcast on
larouchepac.com. I'm joined in the studio tonight by Benjamin
Deniston; and we're joined by a very special guest, via video,
Mrs. Helga Zepp-LaRouche. Helga Zepp-LaRouche is the founder of
the Schiller Institute, and also Chairwoman of the German BüSo
(Bürgerrechtsbewegung Solidaritä¤t, Civil Rights Movement
Solidarity) political party.
        Helga LaRouche is joining us tonight to discuss the
initiative that she and Mr. Lyndon LaRouche have taken this week
to act in a very decisive manner to avert World War III and a
global economic blow-out. This concerns the situation that
Deutsche Bank now finds itself in.
        I would like to begin by reading a Statement that Mrs.
LaRouche issued a few days ago, on July 12th of this week. We
will then follow that Statement by a discussion with Mrs.
LaRouche herself. In the Statement that Mrs. LaRouche issued,
titled "Deutsche Bank Must be Rescued, for the Sake of World
Peace," Helga wrote the following:
        "The imminent threat of the bankruptcy of Deutsche Bank is
certainly not the only potential trigger for a new systemic
crisis of the trans-Atlantic banking system, which would be
orders of magnitude more deadly than the 2008 crisis, but it does
offer a unique lever to prevent a collapse into chaos.
        "Behind the SOS launched by the chief economist of Deutsche
Bank, David Folkerts-Landau, for an EU program of EU¬150 billion
to recapitalize the banks, lurks the danger openly discussed in
international financial media, that the entire European banking
system is {de facto} insolvent, and is sitting on a mountain of
at least EU¬2 trillion of non-performing loans. Deutsche Bank is
the international bank, with a total of EU¬55 trillions of
outstanding derivative contracts and a leverage factor of 40:1,
even outdoes Lehman Brothers at the time of its collapse, and
therefore represents the most dangerous Achilles heel of the
system. Half of Deutsche Bank's balance sheet, which has
plummeted 48% in the past 12 months and is down to only 8% of its
peak value, is made up of Level-3 derivatives, i.e., derivatives
amounting to circa EU¬800 billion without a market valuation.
        "It probably came as a surprise to many that Lyndon LaRouche
called today for Deutsche Bank to be saved through a one-time
increase in its capital base, because of the systemic
implications of its threatened bankruptcy. Neither the German
government with its GDP of EU¬4 trillion, nor the EU with a GDP
of EU¬18 trillion, would be able to control the domino effect of
a disorderly bankruptcy.
        "The one-time capital injection, LaRouche explained, is only
an emergency measure which needs to be followed by an immediate
reorientation of the bank, back to its tradition which prevailed
until 1989 under the leadership of Alfred Herrhausen. To actually
oversee such an operation, a management committee must be set up
to verify the legitimacy and the implications of the obligations,
and finalize its work within a given timeframe. That committee
should also draw up a new business plan, based on Herrhausen's
banking philosophy and exclusively oriented to the interests of
the real economy of Germany.
        "Alfred Herrhausen was the last actually creative, moral
industrial banker of Germany. He defended, among other things,
the cancellation of the unpayable debt of developing countries,
as well as the long-term credit financing of well-defined
development projects. In December 1989, he planned to present in
New York a plan for the industrialization of Poland, which was
consistent with the criteria used by the Kreditanstalt für
Wiederaufbau (KfW) for the post-1945 reconstruction of Germany,
and would have offered a completely different perspective than
the so-called 'reform policy,' or 'shock therapy', of Jeffrey
Sachs…."
        Helga completes this Statement by saying:
        "Herrhausen's assassination has gone unpunished. However,
there exists 'the dreaded might, that judges what is hid from
sight,' which is the subject of Friedrich Schiller's poem {Die
Kraniche des Ibykus}. The Erinyes have begun their dreadful
dance.
        It is now incumbent upon all those who, in addition to the
family, have suffered from the assassination of Herrhausen, upon
the representatives of the Mittelstand, of the German economy and
the institutional representatives of the German population, to
honor his legacy and to seize the tremendous opportunity which is
now offered to save Germany."
        With that said, Helga, would you like to follow up at all
with any opening statements?

        HELGA ZEPP-LAROUCHE: Well, I think that it is absolutely
known to everybody in the international financial community and
to all governments and all relevant people in political positions
in the trans-Atlantic sector, that what I'm saying there is
absolutely true. In other words: the bankers and [those]
responsible for the international financial system all know that
this system is absolutely bankrupt, hopelessly bankrupt. It's
about to blow up in a much, much bigger way than 2008, for the
very simple reason that all indicators which were there before
Lehman Brothers and AIG went under, are there, but much more.
        The famous instrument box which they were using, or
pretending to use, in 2008, has been used up: quantitative
easing, zero interest rate, negative interest rate, helicopter
money. Right now you have the situation — and we have this from
extremely reliable contacts in the banking community who agree
with us — where all the central banks are printing money, paper
money, like crazy, because they know perfectly well that
helicopter money is not just electronic, but if you would have a
banking run right now, the whole thing would evaporate within a
very short period of time, in hours.
        This is a situation where if you have an uncontrolled,
chaotic collapse, which is right now eminently possible, because
you have several [inaud 0:07.39]. Not only Deutsche Bank.
You have the Italian Banking sector about to blow. You have the
British situation after the Brexit. The entire European banking
system is absolutely bankrupt. If you had an uncontrolled
collapse, well, as one banker told us, after he read this
statement of mine, he said, "If this is not remedied in the short
term, we are looking towards a Europe of chaos, disorder, and
revolution."
        The biggest danger, apart from World War III directly, would
be a plunge of the trans-Atlantic sector into chaos. Therefore,
my husband — who has a unique record of being right, in terms of
forecasting, and being unique, in terms of coming up for
proposals how to remedy the situation — made this very
surprising comment: that Deutsche Bank, of all banks, should be
singled out, they should be saved, one last time, but not without
conditions: They must immediately be put in a sort of
receivership. A management commission should be in charge. And
then they need a new business plan, which must go back to the
philosophy of Alfred Herrhausen, who was the last moral banker in
all of Europe, and who had a completely different philosophy.
        We had all kinds of reactions about that. It turned out the
banks are much more hated than meets the public eye. People said,
"Let these banks go bankrupt! Why don't you just close them down?
Nationalize them! Bankrupt them!" You had an outpouring of anger
coming from people you would not expect it — conservative
industrialists, politicians who normally are not speaking in
radical tones at all — but what came out was an explosion of
anger.
        It is very easy to be angry about the situation. If this
thing collapses in an uncontrolled fashion, all the life-savings
of people will be ruined. The majority of the people will have to
pay, and this will be associated with poverty. Millions of people
dying. This is not a joke.
        It's not enough to be "against" something; even if banks
have behaved completely criminal and immoral. Deutsche Bank is
spending right now such enormous amounts of money on legal fines
for illegal activity from LIBOR swindles, all kinds of shady
operations, so that they had to write down their profit warnings.
It's not the question of "doing a favor" to Deutsche Bank. Not at
all! The question is: you must find leverage; how to bring this
thing in order, before the whole thing ends up in a collapse,
causing an absolute uncontrollable situation.
        That is why the reference to Alfred Herrhausen is really
extremely important, because he was the head of Deutsche Bank. He
was a banker. Deutsche Bank had a different policy, and
therefore, when you say, "We have to back to the philosophy of
Alfred Herrhausen," at least the older generation knows exactly
what that means. Therefore, I think we should really spread this
and force people to put pressure on the situation, that this is
being done. You have to "unwind" the outstanding derivatives. You
have to deal with the situation that Deutsche Bank has EU¬55
trillion in outstanding derivatives. Half of their balance sheet
is without market valuation, which means that it's practically
worth nothing, because you can't really sell it.
        If you have an uncontrolled collapse, then that could be
really what brings down the whole thing in a chaotic way. If you
go the way Mr. LaRouche has proposed, then you can have an
orderly resolution of this bankrupt system, and replace it with
one which is in the interest of the people. So, it's not just a
technical proposal. Several people, in response to my statement,
said, "This is probably the very last chance we have to prevent a
catastrophe."

        OGDEN: I would like to get a little bit more into the
significance of the role played by Alfred Herrhausen in a moment;
but before we get to that, Helga, maybe you also say a little bit
more about what the strategic context of this intervention is,
especially from the standpoint of the role that [inaud 13:06]
play, not only as the only viable economy in Europe right now,
but also the emphasis that Mr. LaRouche has placed on the
relationship between Germany and Russia, being the only means by
which we can prevent the outbreak of a thermonuclear conflict.

        ZEPP-LAROUCHE: Well, people have now all kinds of proposals,
like "Tobin Tax," "tax the speculators" — all these proposals
are floating around. What they don't consider, is that when we're
taking about banking, we're not talking about money or financial
questions; we're taking about the physical pre-condition for a
society to exist. Fortunately, the German economy, despite all of
these paradigm shifts which have occurred in the last 25 years to
the worse, the German economy is still an economic powerhouse.
You still have a very large concentration of very productive
middle-level industry. Middle-level industry is normally where
all the patterns are made, the technological innovation occurs.
That is really the backbone of the productive economy.
        The question is: this German economy, without which all of
Europe would not function, absolutely must be protected, and not
only be protected, because right now, it is already many, many
small firms which are in danger. There are other factors, like
the crazy [nuclear] energy exit of Mrs. Merkel, which has
increased the price of energy tremendously, but the German
economy is sort of weakened; but it is still the absolute crucial
factor because in Germany you have a lot of the industrial
potential which is needed not only for all of Europe, but in
order to get the whole question of Eurasian cooperation on a
sound ground, you need the German economy. The whole question of
the German-Russian cooperation, German-Chinese cooperation in the
development of the Eurasian Silk Road, is absolutely crucial.
        So, the question is the productivity. And what has happened
with the paradigm shift of all the successors of Herrhausen — I
don't want to name all of them — but all of them went into this
high-risk maximization of profit no matter what. Ackermann wanted
25% profit, preferably every month; and they went into these
completely crazy derivative operations, so that Deutsche Bank is
today {the} leading bank in terms of derivative exposure. With
$55 trillion in outstanding derivatives, that's with a GDP of the
German economy of $4 trillion a year; it's more than 10 times
more, even 12 times more the GDP of the German economy. So
Deutsche Bank long has stopped to be Deutsche Bank; it's now
operating from London, from New York. It has become one of the
most aggressive investment banks in the world. But if it goes
bankrupt, which it could at any moment; and that's why the chief
economist Mr. Folkerts-Landau put out every day since Sunday, he
put out an urgent call saying this recapitalization of the
European banks must occur, or else calamity will happen. If
Deutsche Bank would go under, the German economy — and with it,
all European economies — would collapse; and therefore, it's not
a question of choice. Obviously, to just put out more bail-out
packages per se, as the ECB [European Central Bank] and the EU
Commission have done in the past, is completely useless because
it makes the problem worse. Right now, it has reached the limit;
because after helicopter money, what else do you want to do?
        It is not a choice; it is a life and death question, not
only for Germany, but really for the entire trans-Atlantic
sector.

        OGDEN: Now, you have emphasized that the circumstances
around the assassination of Alfred Herrhausen continue to be a
crime that the truth has not yet been told fully about. It's
something that in the United States, we can relate to the
assassination of John F. Kennedy, in terms of the magnitude of
what this meant for the turning point in the policy of Germany at
that time. Obviously, it was in the context of the collapse of
the Berlin Wall in the beginning of November 1989, and just less
than one month later, at the very end of November, November 30th,
Herrhausen was assassinated in a very sophisticated attack on his
convoy as he was travelling from his home to the Deutsche Bank
headquarters. You said, Helga, in an article that you wrote in
1992 titled, "New Evidence Emerges in the Herrhausen
Assassination Case," you said, "The key to the motive behind
Herrhausen's assassination lies in 11 pages of a speech he was to
deliver in the United States only four days after he was
ambushed. The speech contained Herrhausen's vision of a new kind
of relationship between eastern and western Europe, which would
have fundamentally altered the world's future course." And then
you have a quotation from the speech, which I think is shocking
when we go back and read that today, in consideration of what Mr.
LaRouche and you were also both advocating for at that time. What
he said, or what he was to say, in that speech that was never
delivered, was the following:
        "There should be assurances that the new credit will flow
into specific, promising projects. It is therefore advisable that
the export guarantees which the German Federal government wants
to expand, be tied primarily to specific projects. In this
connection, at this year's annual meeting of the IMF and World
Bank in Washington, I proposed setting up a development bank on
the spot; i.e., in Warsaw. Its task would be to bundle the aid
and to channel it according to strict efficiency criteria. My
vision is that such an institution could function somewhat like
the Deutsche Kreditanstalt für Wiederaufbau, which traces its
origins back to the Marshall Plan."
        So, when you compare that speech that Herrhausen was about
to give four days after he was assassinated, to what Lyn said in
his speech in West Germany at the Kempinski Hotel in 1988, when
he forecast the reunification of Germany and the collapse of the
Berlin Wall, he said:
        "Let us say that the United States and western Europe will
cooperate to accomplish the successful rebuilding of the economy
of Poland. There will be interference in the political system of
government, but only a kind of Marshall Plan aid to rebuild
Poland's industry and agriculture. If Germany agrees to this, let
a process aimed at the reunification of the economies of Germany
begin; and let this be the {puntum saliens} for western
cooperation in assisting in the rebuilding of the economy of
Poland."
        So, I think in the context of this speech that Herrhausen
was about to deliver in New York, his cooperation with Helmut
Kohl in terms of the reunification of Germany; and also the fact
that he was on record calling for the debt relief — at least a
partial debt relief, if not a full debt forgiveness of the Third
World countries. He had met with the President of Mexico in 1987;
he had surprised the world by delivering a speech at the World
Bank in 1987 calling for the forgiveness of the debt of the Third
World. All of these are right in parallel with what you and Lyn
were advocating for, going all the way back to 1975, back to the
Operation Juarez and also with this Marshall Plan Productive
Triangle proposal at the fall of the Berlin Wall. So, I think
that certainly puts his assassination in the correct context to
understand {qui bono}. Who benefitted from the fact that he was
killed?

        ZEPP-LAROUCHE: Well, I think I would to take it a little bit
back, because this is not just a question of a murder which
occurred 27 years ago. I want to recall what the period was,
because most people have forgotten that Germany was not always
unified; that the Berlin Wall came down. But this was one of the
most traumatic developments in the post-war period. You remember
that you had the peaceful demonstrations in the G.D.R. [East
Germany], the Monday demonstrations; the Warsaw Pact still
existed, and it was not clear what would happen. Would this lead
to another 1956 like in Hungary, or a new Prague Spring, where
Russian or Soviet tanks come? Then the wall came down, and Mr.
LaRouche had this idea about the German unification which you
referenced, which he presented in the Kempinski Hotel in 1988; so
we had a plan. We put out immediately this proposal for the
German unification, to have a mission; to have the Productive
Triangle to take the region from Paris, Berlin, Vienna — the
economic powerhouse of the world at that time — and develop
corridors into eastern Europe to transform Europe. We were the
only ones who had any idea, because we were the only ones who
even had an inkling that the Soviet Union would collapse; which
Mr. LaRouche had already pronosed in 1984. He said, if the Soviet
Union sticks to their military policy of the Ogarkov plan, which
was basically the idea to gain world dominance; then they will
collapse in five years. And I can assure you, not even the German
government had any idea that unification would be real; even if
that was the primary political goal of the entire post-war
period. Then the Wall came down; and in the official documents
which the German government published ten years later, they
admitted they had no contingency plan for the case of German
unification. Can you imagine that? That was the policy goal
number one to have German unification; and they had no plan. But
we did have a plan.
        So, then developments became extremely traumatic. On the
28th of November, Helmut Kohl did probably the most important
step in his entire political career by putting forward the
10-point program. This was not yet a program for German
unification, but it was a medium-term plan for the moving closer
together of the two German states; the West German and East
German states in a federation. But he did that without consulting
the Allies, and he did it without even consulting the liberal
coalition partner, Mr. Genscher; but it was a first baby step in
the direction of two German sovereignties. We know now that
Francois Mitterand put an ultimatum to Kohl and said, either you
give up the German D-mark and its being replaced by a European
common currency — what became the euro — or we will not agree
to German unification.
        Two days after Kohl had put out this 10-point program,
Herrhausen was assassinated. Everybody in the German elite at
that point — and we talked to many people at that time — said
this is not just an assassination, but since Herrhausen was the
closest advisor to Kohl, this was a message to Kohl. Don't stick
your head out; do not dare to pursue and assert sovereignty.
Because Germany in the entire post-war period was an occupied
country; and at that time the saying went, "The best-kept public
secret of NATO is that Germany is an occupied country and will
remain an occupied country." So by Kohl making this tiny baby
step in the direction of sovereignty with the 10-point program,
that obviously was the contributing factor why this assassination
occurred. As you said, if Herrhausen would have made this speech
in New York in the following week, you would have had a proposal
coming from the leading banker which was practically in principle
identical to what Mr. LaRouche and I proposed at the time;
namely, that the unified Germany should take Poland as an example
for the economic transformation of all the other countries of the
Comecon.
        Then naturally, everything went haywire. The following EU
summit in the beginning of December in Strasburg, everybody
started to attack Kohl; and in an interview later, he said these
were the darkest hours of his life. The circumstances were such
that despite the fact that Kohl knew that the euro would not
function, he said this is against German interests; and he knew
absolutely that you cannot have a European common currency
without political union. So, he knew it wouldn't function; he
knew it was against German interests. But he was forced by the
circumstances to accept it, because you had Bush, Sr. who had the
policy of containment of Germany in the EU. It is well
established that originally Bush was against the German
unification; and only because such more experienced political
advisors like Brent Scowcroft told him if you are now against
German unification, then the United States will lose all
influence in Europe, so we have to basically agree to it. But
let's make sure Germany gets contained. And that is what led to
the infamous EU Maastricht agreement, which was the beginning of
turning the EU into an imperial adjunct of the Anglo-American
system. Helmut Schmidt, the late German Chancellor, in an equally
surprising interview recently before he died, said the whole
Ukraine crisis, which is right now what could be the trigger
point for a war with Russia; really started at the Maastricht
agreement, because this is when the EU decided to do exactly what
NATO has been doing ever since. Namely, to go for an eastward
expansion and move the EU and NATO just up to the borders of
Russia.
        So, the decision which was made in these really traumatic
weeks and month, set the course; and if Herrhausen had been alive
and advised Kohl, these conceptions could have been implemented
and history would not be at the point where we are now. So, the
Herrhausen assassination not only meant the lost chance of 1989;
everybody agreed at that time this was an historic chance that
happens at best once a century. I called the star hour of
Germany, because if you had the unified Germany developing a
peace plan for the 21st Century together with Russia, the whole
world would look completely different. But as I said, all the
successes of Herrhausen went in the direction of high-risk
speculation, globalization, money for money's sake, the rich
become richer, the poor become poorer, and all the problems we
have today. All the problems we have today are not just caused by
this one assassination, but the assassination is symptomatic for
the paradigm shift to the worse.
        It's a murder which is unpunished; the so-called murderers,
the third generation of the Red Army Faction probably never
existed. There was even in the first German TV channel a
documentary which said there has never been any evidence that any
of the persons who supposedly were the murderers, ever really
existed. So, the {qui bono} — well, it's the financial oligarchy
which profited; and it really has the smell of something quite
different — of an intelligence operation — as many of the
leading figures who did not fit the Yalta norm were assassinated.
But with the Herrhausen case, as you said, for Germany this is as
important in terms of paradigm shift as the assassination was of
John F. Kennedy.
        And right now, when the entire banking system is absolutely
at the verge of collapse, it is the last moment to do justice and
really go back to the policies of Herrhausen. Even so, almost
nobody knows anymore what real industrial banking is, because
they are so money-greedy and absolutely suckers for the latest
profit, that it would be a real uphill battle. But that battle
must be fought if Europe and Germany and the rest of the
trans-Atlantic sector are to survive; and probably beyond that,
much of the world.

        BEN DENISTON: Well, I think just looking at this transition
period, I know that you and Mr. LaRouche had both made a warning
that I think is very appropriate just to state in this context.
That around the fall of the Wall, this lost chance of '89, you
had explicitly said to the world, if we attempt this bankrupt,
collapsing Soviet system with an equally bankrupt trans-Atlantic
system, you're going to head to a collapse that's worse than
what's happening now. I'm paraphrasing you; you might know more
exactly how you stated it. But it seems like that really bridges
this whole process from '89 to what we're seeing today as the
culmination, the expression of what you warned of at that time. I
think a challenge we have is to get across the importance of
acting now on the level needed to make this shift we're talking
about. What Lyn has laid out with this reform program for
Deutsche Bank is the beginning out of this new paradigm. I think
it's important to see it as an intervention in this whole
collapse process you both had warned about and forecast this
would be the consequence of failing to act then. That should give
us greater impetus to know how important it is to act now while
we still have the chance.

        ZEPP-LAROUCHE: I remember that at that time, you had the
problem of the Bush administration, Margaret Thatcher, Francois
Mitterand, who absolutely really ganged up to prevent Germany
from assuming any such role of having an independent policy;
especially in respect to Russia. They were always saying, "Oh,
the West has won over communism." The only other person outside
of us who totally contradicted them was John Paul II, the Pope of
the time; who said, the people who now are triumphant and say the
market economy is winning over communism, are absolutely wrong.
If you don't believe it, look at the condition of the Third
World, to see that the West has not won; because the moral
condition of the developing countries speaks to the contrary.
        Naturally, that is all the more true today; because if you
look at the inhuman treatment of the refugee crisis, for example.
They are still coming by the hundreds, every week by the
thousands, over the Mediterranean; drowning. Even more are
starving and dying of thirst and lack of water trying to cross
the Sahara. That is also the condition of this system. The system
is what causes all of this; and therefore, it is absolutely high
time that we come to the question of how can we — as a human
civilization — give us an economy and a financial system which
is adequate to human beings? And I think it's very important that
we go back to the question of what is actually the creation of
wealth? Is it what Margaret Thatcher said, is it the ability to
buy cheap and sell expensive? The famous speaking of Margaret
Thatcher being the daughter of a grocery trader, or is it the
possession of raw materials? Or is it the control of the
financial system? No; it's not. The only source of wealth is the
creative power of the human being; and when that creative power
is applied, then you have scientific and technological progress.
That is then leading to an increase of productivity in the
economy.
        That has been the battle between the American Revolution and
the British Empire; between the free-traders and people like
Alexander Hamilton who insisted that it is the creative power of
labor which causes the well-being and the living standard and the
longevity of the people. That was the philosophy of Friedrich
List, the great German economist, who is now the most famous
economist in China, by the way. That was the policy of Friedrich
List and Henry C. Carey, the advisor of Lincoln; who both advised
and through such people as Wilhelm von Kardoff, who was the
head of the German industrial association in the time of
Bismarck. Who changed the mind of Bismarck from being a
free-trader into being an absolute believer in a protectionist
system and the idea that you have to further the productivity and
creativity of your own population as the only source of wealth.
        So, there is a lot of history involved; and what we are
really talking about is taking Germany back to the ideas of
Bismarck, of Friedrich List, of Henry C. Carey, of Dr. William
Lautenbach, who in 1932 presented a plan to the Friedrich List
Organization in Germany which was identical with what Roosevelt
had proposed with the New Deal and the Reconstruction Finance
Corporation, Glass-Steagall, Bretton Woods. That was all in these
proposals by Dr. William Lautenbach, who as history knows,
unfortunately were not taken up; but instead you had Hjalmar
Schacht, you had Hitler, you had before Mussolini, Franco,
Petain, and you are in bed with fascists.
        The question today is, can we, in time, go back to those
conceptions which have proven to be productive and valuable for
the economy; or are we plunging into a catastrophe of new fascism
and new wars? So, on this question of Deutsche Bank, most people
are so in the day-to-day making money, profits, and balance
sheets, and having dollar notes coming out of their eyes, that
they have forgotten that there is something much more important
about human life. And that is the happiness of people; the common
good of people.
        The reason why in this call to honor the memory of
Herrhausen, using this crisis of Deutsche Bank now as a real
paradigm shift to go back to these policies; why I mentioned the
great poem by Friedrich Schiller "The Cranes of Ibykus." And by
the way, I would really urge our audience right now, who probably
are not familiar with that poem, we have at translation which we
can put on the website so it's easily accessible. But this poem
is so powerful; it's written by Friedrich Schiller. It discusses
not only the murder of the beloved poet Ibykus, but more
importantly even, it discusses the power of nemesis; the power of
natural law, which is a power which works in reality. It's not
that God punishes every little thief who steals something
immediately by chopping off his hand; but it is a power which
revenges great injustice. And this poem discusses this in a very
beautiful way by resorting to the Greek nemesis, this idea which
was used in great Greek dramas to demonstrate this principle of
the Erinyes. That there is this power that revenges this murder
and other injustices; that there is a higher power than the
arbitrariness of people's will. The poem is very, very powerful.
As a matter of fact, I would even urge you to learn German, just
to read and understand that poem; because it teaches something
about history. I think right now the Erinyes, those goddesses of
revenge which Friedrich Schiller has in this poem marching in the
amphitheater — in circles — they are bringing forward this
higher power by the prism of the poem. It's a very, very powerful
way of reminding people that there is a higher power than what
people think when they read the daily newspaper. So, please make
the effort. Read it; in English if you have to, but read it in
German because there is another dimension to history than what
people think. And only if you bring this forward this inner
strength, this inner power which people have almost lost in the
trans-Atlantic sector because people small. They feel impotent,
they feel helpless. But what we have to unleash is exactly this
inner strength so that people really become truly human again,
and take the history and the destiny in their own hands. And
that's exactly what the message is of Friedrich Schiller; who
always thought that man is greater than his destiny by resorting
to these kinds of inner powers and higher authorities than the
laws of money.

        OGDEN: Well, you cited the Ibykus principle in your keynote
speech to the conference that you hosted three weeks ago in
Berlin; this extraordinary conference. But I thought in that
context also, you made it very clear that history is working
according to a higher law. That conference came just days after
the Brexit vote which shocked everybody and threw all of Europe
in disarray. But you said, this is the Erinyes principle in
action. Tony Blair lied to get us into the Iraq War. The Iraq War
set off a series of regime-change operations in the Middle East
that have completely destabilized this region. That has, in turn,
created this refugee crisis; and now you have the Brexit and the
disintegration of Europe as the Erinyes beginning their dreadful
dance, as you said in this statement once again.
        I think that's also highly relevant in the context of the
anticipated news today, where people have read in the press that
the 28 pages, which we have fought for years to force the release
of these 28 pages; the reports are in the press that these very
well could be released today. In what form, we don't know; how
heavily redacted, we don't know. But again, this is the Erinyes
acting, and it's our responsibility to understand this as a
principle of history; and to continue to understand that the
moral arc of the Universe may be long, but it does bend toward
justice. I think Martin Luther King also understood what
Friedrich Schiller was getting at in this poem, as you said.

ZEPP-LAROUCHE: Well, I think that having said that, I want to
come back to the absolute need to find a handle; because right
now the problem is, nobody has a handle on how to intervene with
this financial crisis. And if the proposal of Mr. LaRouche is
taken seriously, you have a way of dealing with the consequences
of avoiding the dangers of an uncontrollable collapse. You have
to untangle this; you have to shut down this derivative system;
you have to shut down the bubble. You have to do it in an orderly
manner, because there's no point to just say let's just close it
down or tax it or whatever. You have to find a skilled level of
how you take management of a bank — in this case, the Deutsche
Bank; you have to put in a supervisory management commission
which has to evaluate the validity and integrity of the
outstanding obligations. Many of the derivatives have much more
than two parties; they have two, three, four, and more parties.
You have to untangle that. You probably have to write down the
nominal value of these outstanding obligations. That way, you can
put a new basis, a new business plan for the bank which is in
cohesion with the idea of credit policy in general. But you have
to start to do that somewhere. The Herrhausen history and
tradition is exactly what makes it very practical. We are not
proposing something completely outlandish, utopian; this was the
policy of Deutsche Bank at one point.
        So therefore, I want to bring it back to this point; and I
would really urge all the people who are watching to make sure
this proposal is being distributed to all institutions which have
anything to do with the economy, with industry, with people in
political positions who should take care of the common good. And
make sure that we get a serious debate. I know that in both
election platforms of the Democratic Party and the Republican
Party, you have the Glass-Steagall law in the platform. Now that
is very good; we will have the conventions in the next weeks.
This is not necessarily the stated position of the candidates;
but it is in the platform. So there is hope that if we mobilize
in the right way, this change can occur before it's too late. But
it's really one second, or maybe a nanosecond before midnight; so
it's not a time for complacency. It's a time for action.
Therefore, I would really urge you to join us; because we have a
beautiful future ahead of us if we do the right thing. If we miss
this moment, it can be the end of civilization; because the war
danger is very real, not only in respect to NATO against Russia,
but also the escalation around the South China Sea. We are not in
a political void, but we are in one of these moments in history
where a lot depends on the individual courage and the individual
action. Therefore, I really ask you to join us to bring history
in a better direction.

        DENISTON: Absolutely.

        OGDEN: Thank you very much for joining us today, Helga. This
was a special broadcast, and I think a very important and timely
one for the American audience. We're going to make the statement
that you wrote on this subject — which I read from in the
beginning of the broadcast — available in the video description
to this video and also on the website. This is absolutely one of
the key pieces of material that people can use to, as you said,
to do outreach to all the key layers in the United States and
elsewhere to put this proposal very seriously on the table. We
will also make the English translation of "The Cranes of Ibykus"
available to our audience as well.
        Would you like to make any final remarks before we close, or
is that a good place to conclude our broadcast?

        ZEPP-LAROUCHE: I just would like to really express my hope
that enough people recognize that we have now a point where
history will be either totally a catastrophe — and most people
are already thinking that; the people who are not completely dead
because of drugs or other problems, they know that we are in a
really unprecedented civilizational crisis. Even worse than any
of the prewar situations of the 20th Century. Just yesterday, one
of the key advisors of the Kremlin said, all the signs are of a
prewar period; and that's true. We are in a prewar period; and
unless we remove the real reason for the dynamic for war, which
is the danger of a collapse of the trans-Atlantic financial
system. Unless we remedy that, I'm almost certain that war will
happen; and if that war would happen, it's the logic of war that
in that case all weapons available will be used. In the case of
thermonuclear weapons, that would be it; there probably would not
anybody to even record what happened, because it would be the
elimination of civilization. And therefore, the remedy of the
financial crisis is not just a banking technical affair; it
really is the question of putting society back on a course where
we all can survive as a human civilization. In a certain sense,
it's what {The Federalist Papers} discussed. Can we give
ourselves a political order which is suitable for man to organize
his own affairs and govern according to the common good? So, it's
a much larger issue; and I'm very optimistic that it can be done.
But it requires an extraordinary effort, and it requires all of
you.

        OGDEN: OK, thank you very much for joining us today, Helga.
Hopefully, we can do this at some point again in the future.
Thank you all for tuning in. Please stay tuned to
larouchepac.com; and take this discussion and take what Mrs.
LaRouche just had to say very much to heart. So, thank you very
much and good night.

15. juli 2016 kl. 18:00 EDT – Militærkup i gang i Tyrkiet; Erdogan angiveligt på ferie med sin familie, taler til CNN Turk fra »sikkert opholdssted«.

Fra og med kl. 16:30 EDT begyndte nyhedsmedier at rapportere, at et militærkup var i gang i Tyrkiet. USA’s Udenrigsministerium har tilkendegivet, at der finder »et oprørsforsøg« sted i Tyrkiet, og udenrigsminister Kerry sagde, at han håber, Tyrkiet fortsat vil være en kilde til stabilitet og kontinuitet, og at han følger opdateringerne, men ikke havde yderligere information.

Fra Ankara sagde premierminister Binaldi Yildirim, at regeringen ikke vil tillade, at kuppet lykkes, og at opstanden kom fra elementer i militæret. Omkring kl. 17:15 EDT annoncerede statsradioen TRT, der var blevet besat af officerer fra militæret, at militæret havde overtaget myndigheden over hele Tyrkiet.

I en erklæring, der rapporteres af The Atlantic i Washington, sagde de tyrkiske militære officerer, »For at genoprette forfatningsmæssig orden, demokrati, rettigheder og friheder, regering ved lov, sikkerhed og tryghed i den tyrkiske nation og den tyrkiske stat, har tyrkiske bevæbnede styrker overtaget det regeringsmæssige ansvar for Republikken Tyrkiet.«

Omkring kl. 18:00 EDT talte den tyrkiske præsident Erdogan over telefon til CNN Turk fra et ikke-identificeret »sikkert opholdssted«, rapporterer Sputnik. »Man ved, at der har været et kupforsøg«, sagde Erdogan. »Jeg venter på hele vort folk på gaderne og torvene. Sammen vil vi respondere tilsvarende. Man ved, at dette kupforsøg blev anført af den ’Parallelle Struktur’. Anstifterne af kuppet vil blive alvorligt straffet og vil betale en høj pris for det.«

Udtrykket »Parallel Struktur« beskriver tilhængerne af Fethullah Gulen, en person fra det muslimske præsteskab, der bor i USA, og som engang var tilhænger af Erdogan og AKP. Men bortset fra Erdogans erklæring er der ikke andre rapporter om Gulens involvering.    

15. juli 2016 – Obamaregeringen ventede til de allersidste timer af Kongressens samling, før den går på seks ugers ferie, med at frigive det let redigerede, 28 sider lange kapitel af den oprindelige rapport fra 2002 over den Fælles Kongresundersøgelse af begivenhederne den 11. september, 2001. På trods af denne timing var frigivelsen en enorm sejr, der nu anbringer hele det Anglo-Saudiske Imperium i direkte skudlinje pga. dets nu dokumenterede rolle i den værste terrorgrusomhed, begået på amerikansk jord. Desuden gør en omhyggelig gennemlæsning af de delvist redigerede 28 sider det ganske klart, at kongresmedlem Thomas Massie (R-Ky.) havde fuldstændig ret, da han sidste år sagde, at de 28 sider tvinger os til fuldstændigt at gentænke alt, hvad der er sket i løbet af de seneste 15 år.

Graden af bevis for det saudiske monarkis involvering i angrebene 11. september går langt ud over det, der hidtil har været offentligt kendt. Snesevis af saudiske regeringsfolk og medlemmer af den kongelige familie var intimt involveret med al-Qaeda, og mange havde direkte forbindelse til selve flykaprerne. Amerikanske tjenester havde beviser for et dybtgående saudisk sponsorskab af al-Qaeda i årevis før angrebene den 11. september, men ethvert forsøg på at slå ned på dette forhold blev undertrykt, og detektiver blev fyret eller forflyttet, hvis de stillede for mange af de rigtige spørgsmål.

Det, der nu er et presserende behov for, er en undersøgelse, fra toppen og ned, der begynder med den anglo-saudiske hånd bag 11. september, men som går langt videre end til disse begivenheder for 15 år siden og undersøger alle de efterfølgende terrorgrusomheder og terrorbegivenheder, såsom invasionerne ind i Irak og Libyen, den igangværende indsats for at fremtvinge et regimeskifte i Assads Syrien, samt meget mere endnu.

Lyndon LaRouche understregede i dag, at vi må bevare dette momentum for en ny undersøgelse, der udforsker dybderne i det anglo-saudiske kompleks. Intet mindre vil være i stand til at rykke terrorpesten op ved rode.

Udgivelsen af de 28 sider, der kommer blot få dage efter udgivelsen af Chilcot-kommissionens rapport i Britannien, udgør et dødbringende, et-to-stød mod hjertet af Det britiske Imperium og dets saudiske partnere. 

Efter udgivelsen af den 28 sider, overbragte kongresmedlem Walter Jones, der anførte i kampen i Kongressen, sin tak og sine lykønskninger til LaRouche-bevægelsen for vores afgørende rolle i at fremtvinge en frigivelse af dokumenterne. Han afgav løfte om at gå videre til næste niveau af undersøgelse og ikke stoppe, før den fulde sandhed er offentliggjort, for åbent tæppe.  

Foto: Walter B. Jones (født 1943) er kongresmedlem i USA's Repræsentanternes Hus for North Carolina 3rd kongresdistrikt. Han er medlem af det Republikanske Parti.

15. juli 2016 – Her til morgen gentog Deutsche Banks cheføkonom David Folkerts-Landau i et interview på CNBC-TV sit krav om en bailout/genkapitalisering for de europæiske banker og sagde, at centralbankens politik er en fiasko og ødelægger kanalen for kredit til SME-sektoren (Små og Mellemstore Entrepriser). Efter en briefing om dette bemærkede LaRouche, at spørgsmålet er meget fornuftigt, men, af de involverede elementer er nogle kendte, mens andre repræsenterer tvivlsspørgsmål. Han pointerede betydningen af Alfred Herrhausen, formand for Deutsche Bank fra 1971 og frem til november 1989, hvor han blev myrdet.

LaRouche sagde, at kapitalisering som sådan ikke er et effektivt instrument for situationen. De tvivlsomme værdier bør annulleres. Det er den eneste måde at komme ud af dette rod på. Det er ligesom at få en syg person til at blive endnu mere syg, og så kalde ham én, der ’med succes er blevet mere syg!’

Det er selve fremgangsmåden, der er problemet. Deduktiv tænkning er altid problemet. Vi står med et svindelnummer, et system, der er et falsum. Så vi må tilbage til ’Gå’ og starte om igen. Man kan ikke forsøge at ’fikse det’. Det er ikke et ’fiks det’-problem.

Overvej det følgende: Hvad er det økonomiske system? Man må følge det, Herrhausen var i færd med at etablere. Han blev myrdet for at annullere denne indsats, der skabte den ødelæggelse, der fulgte. Det var formålet med mordet. Enhver idé om at »forhandle« et skifte vil være et falsum.

Der må komme en annullering af såkaldt rigdom, der ikke er berettiget til at bære dette navn. Se så på, hvad der er tilbage. Find ud af, hvad der skal gøres. Der må være et selvudviklende program for produktivitet. IKKE en proces, hvor man tinger! Man skal ind på en anden kurs. Kursen kan ikke være forhandling. Man må udvirke produktive evner, og udvirke øget produktivitet på permanent basis.

Graden af produktivitet er den primære skabelse. Man kan ikke »tilføje« noget ved at tilføje det. Man skal bygge noget nyt, til en start. Annuller alle former for forhandling. Man skal acceptere Herrhausens program. Accepter hans program, ikke noget i den retning. Motivet for at myrde ham, øjensynligt af de franske og britiske netværk – var at standse dette system. Vores fremgangsmåde må være den, ikke at tale om »forhandlinger gennem tilpasninger«. Vi må eliminere det nuværende koncept om et finanssystem, ikke »udbedre« finanssystemet. Vi ønsker ikke et »blødere system«. Glem alt om penge, og tænk i stedet på økonomi, hvad det gør for økonomi.

Det, som det britiske/franske system gjorde ved at myrde Herrhausen, var for at forhindre en flugt fra svindelen. Man kan ikke »fikse op« noget, der var et falsum fra begyndelsen. I dag må vi komme op med et godt instrument. Afslutte det, der var forkert dengang, og nu.

Det er simpelt: 1) Herrhausen blev myrdet; og 2) briterne og andre systemer var involveret. De gjorde det for at nedlægge alt, der var forbundet med ham. Gerningsmændene havde til hensigt at forhindre Herrhausen, eller noget som ham, i nogensinde at tage styringen. Se lige på, hvem der stadig er der – George Soros, et førende problem, og britisk.  

Foto: Alfred Herrhausen (1930 – 1989), tysk bankier og formand for Deutsche Bank. Var fra 1971 og frem til sin død medlem af bankens bestyrelse. Rådgiver til kansler Helmut Kohl. Ingen er nogen sinde blevet straffet for hans mord.

Følgende er citeret fra en historie i RT: https://www.rt.com/usa/351327-congress-releases-pages-saudi/

15. juli 2016 – De længe ventede 28 sider af Den fælles Kongres-undersøgelsesrapport fra 2002 om begivenhederne den 11. september, 2001, er blevet frigivet, og et afsnit peger på, at prominente medlemmer af den saudiarabiske regering var involveret i planlægningen og udførelsen af terrorangrebene.

Hemmeligstemplingen af dokumenterne blev ophævet af Kongressen fredag og frigivet til offentligheden samme dag. Dokumenterne bekræftede mistanken om, at terroristerne, der var involveret i angrebene den 11. september 2001 – og af hvilke de fleste var saudiske statsborgere – efter al sandsynlighed modtog støtte fra højtplacerede saudiske efterretningsofficerer.

Saudi-Arabien, der er USA’s allierede i Mellemøsten, har på det bestemteste benægtet enhver involvering i angrebene og har afvist disse anklager, og de havde tidligere bekæmpet ophævelsen af hemmeligstemplingen af de 28 sider. Nu har piben fået en anden lyd, efter fredagens offentliggørelse af dokumenterne, hvor Riyadh nu officielt hilser rapporten velkommen i det håb, at den vil fjerne mistanken om den saudiske regerings handlinger.

»Siden 2002 har Kommissionen for 11. september og flere regeringskontorer, inklusive CIA og FBI, undersøgt indholdet af de ’28 sider’ og har bekræftet, at hverken den saudiske regering eller højtplacerede saudiske regeringsfolk, og heller ingen person på vegne af den saudiske regering, har ydet nogen som helst støtte eller tilskyndelse til disse angreb«, sagde Abdullah al-Saud, Saudi-Arabiens ambassadør til USA, i en erklæring, iflg. Reuters.

»Vi håber, at frigivelsen af disse sider én gang for alle vil opklare alle spørgsmål eller mistanker, der måtte hænge i luften, om Saudi-Arabiens handlinger, planer eller mangeårige venskab med USA.«

Vedhæftet dokument: de 28 sider, pdf.

Download (PDF, Unknown)

Fra LaRouche-bevægelsens søsterorganisation i Frankrig, Solidarité & Progrès, har vi modtaget følgende rapport:

Paris, 15. juli 2016 (Nouvelle Solidarité) – 84 døde, 19 sårede i kritisk tilstand og flere end 100 andre sårede; dette er det makabre tabstal for det seneste terrorangreb mod Frankrig, som fandt sted i Nice i går aftes kl. 23, netop, som folk var ved at forlade fyrværkeriet i anledning af den 14. juli, Frankrigs nationaldag. En 31-årig fransk-tunesisk terrorist kørte en lejet, hvid lastbil og dræbte så mange, han kunne, med lastbilen, da han kørte ned ad en 2 km lang strækning af hovedavenuen, La Promenade des Anglais. Ved slutningen af sin dræbende soldetur anvendte han et skydevåben af lav kaliber, før han selv blev skudt ihjel af politiet.

Alt imens ingen endnu har taget ansvaret for dette terrorangreb, afslører et hurtigt blik på miljøet omkring angrebet i Nice et helt miljø, der bidrog til dette angreb. I de seneste fem år er byen Nice blevet ikke alene et centrum for jihadisme i Frankrig, men også for rekruttering af jihadister til især Syrien for at arbejde sammen med al-Nusra-organisationen, dvs. al-Qaeda i Syrien. I centrum for dette netværk står en vis Omar Omsen, en franko-senegalesisk borger, der startede som forbryder og dernæst konverterede til salafismen og blev en af de vigtigste rekrutterer af jihadister til Syrien. Denne mand stiftede en brigade (katiba) med henved 50 til 80 franskmænd, af hvilke henved 15 er fra Nice, og som i øjeblikket er knyttet til al-Nusra og opererer i Syrien imod Bashar al-Assad!

Men der er også saudiske forbindelser til Nice. I april i år afviste borgmesteren i Nice, Christian Estrosi, fra Sarkozys parti Republikanerne, det faktum, at folk, der stod på politiets S-fil – folk, der er under særlig overvågning pga. islamisk radikalisering – var kommet ind i landet blandt en saudiarabisk delegation, via Nices internationale lufthavn. I et interview til RTL-radios Olivier Mazerole sagde han: »I august sidste år kom to personer, der stod opført i S-filen, ind i landet uden nogen kontrol … som deltagere, der rejste med den saudiarabiske konvoj.« Da Mazerole spurgte, om politiet blev tvunget til at gøre det? Svarede Estrosi, »Ja, og jeg ved, at nogle af dem var chokeret og talte om det, og de bar konsekvenserne.«

Er alt dette ikke foruroligende, når man ved, at Frankrig har været en leder i kampen mod Assad og har rekrutteret og uddannet såkaldte »moderate oprørere«; at Frankrig officielt har et særligt partnerskab med Saudi-Arabien, der strækker sig helt til, at man den 6. marts tildelte Æreslegion-medaljen til Prins Salman af Saudi-Arabien, slagteren af Yemen og Syrien; og at Laurent Fabius, Frankrigs tidligere udenrigsminister, den 14. december 2012 jublede over, at »al-Nusra-drengene gjorde et godt job« mod Assad?

Kendsgerningen er den, at, så længe Frankrig ikke afviser sit afskyelige »særlige partnerskab« med Saudi-Arabien og sine tætte forbindelser til Katar og Tyrkiet, vil det franske folk fortsat være gidsler for den jihadistiske terror, som de selv promoverer imod den syriske præsident Bashar al-Assad i Syrien.   

12. juli 2016 – På den selvsamme dag, hvor Voldgiftsretten i Haag afsagde kendelse imod Kina i sagen om Filippinernes krav i det Sydkinesiske Hav, afholdt CSIS, det neokonservative center i Washington D.C., et heldagsforum om det Sydkinesiske Hav, der indledtes med en hovedtale af senator Dan Sullivan (R-AK.). Sullivan, senator John McCains kohorte på Senatskomiteen for Bevæbnede Tjenester, holdt en tale, der ville have passet godt på et nazistisk Nürnberg-stævne, for dernæst blot at blive afsløret af EIR’s Bill Jones som værende talsmand og hitman for Det britiske Imperium i dets moderne forklædning, hvor de optræder som partiske krigshøge, der støtter op om Obamas krigsmobilisering imod Rusland og Kina.

Sullivan gentog, ligesom mange andre ved CSIS-konklaven, forsvarsminister Ash Carters linje, der siger, at USA’s militær »kan og vil flyve, sejle og operere overalt, hvor international lov tillader det«. Han havde den uforskammethed at sige, at USA ønsker at bruge sin militærmagt således, at »aggressionskrige vil blive forvist til fortiden«. Han sagde, at de Grundlæggende Fædre skrev »sejladsfriheden« ind i vores Uafhængighedserklæring imod en tyran, der begrænsede denne frihed, og at vi viderefører dette forsvar for sejladsfrihed i dag med vores militær i det Sydkinesiske Hav.

Lederen af EIR’s Washington-kontor Bill Jones sagde, at, for ham var historie vigtigt, idet én af hans forfædre var blevet dræbt i samme Amerikanske Revolution, og han havde en korrektion at komme med i forhold til Sullivans historielektion. »Vore grundlæggende fædre havde gjort oprør imod et Britisk Imperium«, sagde Jones, »datidens hersker over verdenshavene, der ligeledes hævdede, at de repræsenterede »regering ved lov«, DERES lov, og at vi (USA) havde hævdet, at vi havde ret til at afgøre vores egen skæbne.« »Vi synes nu at have vedtaget Det britiske Imperiums rolle og insisterer på, at Kina gør det samme. Tænk engang over, hvordan Kina anskuer dette ud fra deres egen histories standpunkt. Hvis vi gennemfører Deres forslag om at opbygge vore militære styrker i regionen på vegne af »sejladsfriheden«, eller et andet påskud, vil dette føre til krig«, sagde Jones.

Sullivan var fuldstændig destabiliseret, med et publikum, der tav og tydeligvis var nervøs.

»Det er ikke os, der bestemmer reglerne«, fik han endelig fremstammet.

»Nok er vi lederne, men dette er en orden, baseret på regler. At sige, at vi skulle være en slags diktatorer, er forkert. Det er vi ikke enige i. Vi ønsker sejlads- og handelsfrihed. Flere og flere lande tilskynder os til at hjælpe, fordi man stoler på os. Se på NATO-mødet i sidste uge[!]. De stoler på, at vi ikke har territoriale krav, og de har brug for vores hjælp til at kæmpe tilbage imod nationer, der benytter sig af tvang, som Rusland og nu Kina.«

Det efterfølgende spørgsmål blev stillet af Defense News, hvis reporter sagde:

»For at følge op på det sidste spørgsmål, så sagde De, at vi nu bør sende to hangarskibs-grupper til permanent udstationering i regionen. Vil dette ikke udgøre en optrapning, der fører til yderligere spænding?«

Atter stod Sullivan afsløret og svarede defensivt:

»Det er ikke min anskuelse, at det, at vores land militært står sammen med vore allierede til forsvar for handel og udveksling, skulle udgøre en form for trussel.«

Ikke desto mindre forløb Nürnberg-stævnet i række og geled.

[Alle ovenstående citater er parafraser, der ligger meget tæt op ad de respektive bemærkninger.]

Se også: Kinas ambassadør til USA giver USA’s doktrin »omdrejningspunkt Asien« skylden for uroen omkring det Sydkinesiske Hav. 

Se også: Afgørelsen fra Voldgiftsretten i Haag bærer ved til det krigsbål i det Sydkinesiske Hav, som Obama ønsker. 

Se også: EIR indtager prominent rolle ved pressekonference i Washington om det Sydkinesiske Hav. 

Helga Zepp-LaRouche vil være hovedgæst ved LaRouchePAC Internationale Fredags-webcast.

Vi udlægger video samt et engelsk udskrift lørdag morgen.

Bliv på kanalen!

14. juli, 2016 (Leder) – For 48 timer siden ændrede vi alting i hele vores fremgangsmåde på globalt plan – men mange af jer gik glip af det. Tænk! Mind jer selv om, at det ikke nytter at klage over den overhængende fare for et panik-kollaps af verdens økonomiske system ud i et dødbringende kaos. Og at advarsler mod en termonuklear tilintetgørelseskrig i sig selv ikke vil forhindre det i at ske alligevel – lige så lidt, som de blotte advarsler nogen sinde har forhindret krig i fortiden!

Det, Lyndon LaRouche netop har gjort, er at pege på det afgørende, unikke led i kæden, der, hvis I griber fat i DET, og trækker i DET, lige akkurat vil være i stand til at trække Europa væk fra klippekanten – og som, i absolut sidste øjeblik, kan afbøje denne historiske, tankeløse, automat-lignende march ud over afgrunden.

Skub dette til side for hellere at overveje det i morgen, og I er færdige! Der vil ikke være noget i morgen – hverken for jer, eller for nogen andre.

Alle disse overvejelser er forklaret i Helga Zepp-LaRouches udtalelse d. 12. juli, »Deutsche Bank må reddes, for verdensfredens skyld!« 

Men der er mange mennesker, der ikke taget denne udtalelse til hjerte og indledt den omgående kovending, der er påkrævet.

Zepp-LaRouches udtalelse må studeres og genlæses i detaljer. Men for at rekapitulere nogle punkter for vores formål her: Frankrig, Italien og andre europæiske stater er totalt bankerot; Europa har inden for få dage kurs mod en nedsmeltning, som, under de nuværende omstændigheder, vil føre til krig. Tysklands derivat-tyngede Deutsche Bank kan meget vel blive udløseren af en sådan nedsmeltning, der omfatter hele Europa. Men det er paradoksalt nok Tyskland, der stadig har den potentielle økonomiske produktivitet, der kunne føre Europa tilbage mod sikkerhed. Og, hvis Deutsche Bank blev reddet fra kollaps, og man omgående vendte om og slog ind på den politik, som Alfred Herrhausens kurs stod for, ville DB blive hovedkraften i organiseringen af et sådant tysk opsving.  

Lyndon LaRouche har krævet, at regeringen skal forøge Deutsche Banks kapitalgrundlag, der skal ledsages af en omgående ændring af bankens politik tilbage til den politik i Hamiltons tradition, som Alfred Herrhausen førte. Samtidigt må der udpeges en ledelseskomité, der kan finkæmme og reorganisere bankens aktiver.

I løbet af de seneste to dage er mange af vore venner eksploderet i raseri over dette livreddende forslag fra Lyndon og Helga LaRouche og har spruttet, at de store banker er vore fjender, og at vi er modstandere af bailouts. Men, som Diane Sare fra LaRouche PAC Komité for Politisk Strategi påpegede i går, så er det letkøbt blot at aflire en liste af korrekte »holdninger«. Men hvad får man ud af det, andet end et pas til et Trotskistisk Paradis? Langt sværere [er det] at forstå og gribe den ene, sidste chance, som historien tilbyder, og som vi nu må gøre.

De, der myrdede Herrhausen, skabte en fortsat grusomhed, der ikke er sluttet den dag i dag; de, der gjorde det, må fjernes, ellers er der ingen løsning. Før eller siden vil noget, man har undladt at gøre, komme tilbage og ramme én.

Foto: USA's første finansminister Alexander Hamilton foran USA's Finansministerium i Washington, D.C.

Helga Zepp-LaRouche vil være hovedgæst

ved LaRouchePAC Internationale Fredags-webcast.

Vi udlægger video samt et engelsk udskrift lørdag morgen.

Bliv på kanalen!

12. juli 2016 – I en tale til Center for Strategic and International Studies, CSIS, ved afslutningen af CSIS’ heldags-krigstrommer, leverede Cui Tiankai, den kinesiske ambassadør til USA, en temmelig grundig respons til tirsdagens afgørelse fra Voldgiftsretten i Haag.

»Kina afviser rettens afgørelse«, sagde Cui, fordi

»sagen krænker den almene praksis, hvor staterne selv giver tilsagn til at indlede en voldgiftssag.«

For det andet, bemærkede han, »har retten overgået sine beføjelser, eftersom territoriale spørgsmål ikke er underkastet UNCLOS (FN’s Havretskommission)«. Beslutningen om at acceptere sagen var et tilfælde af »professional inkompetence« og »tvivlsom fortolkning«. Hertil kommer, tilføjede han, at »det ikke skete i god forståelse«. »UNCLOS«, sagde han,

»opfordrer til gensidigt samarbejde og forståelse. Men dette var et forsøg på at bruge det juridiske system til et uvedkommende formål. Det vil også underminere nationers villighed til at gå ind i forhandlinger for at løse territoriale tvister«.

»At misbruge voldgiftsprocedurerne på denne måde vil svække staternes motivering for at forhandle. Det vil intensivere konflikter og endda forårsage konfrontation. Det vil virke underminerende af international lov«, sagde han.

Og problemet begyndte ikke med Kina, sagde han. Kina og andre lande har været godt på vej til at overvinde deres vanskeligheder.

»Spændingerne begyndte at stige for fem eller seks år siden, da vi begyndte at høre om ’omdrejningspunktet’«,

Sagde Cui.  

»Og er der nogen, der har haft fordel af dette? Det tror jeg ikke. Hvis den økonomiske vækst svækkes, vil alle lide under det«, advarede han. »Og mht. dem, der herved mener, at de kan kræve ’fribillet’ pga. dette, så vil jeg tilskynde dem til at tage til Irak og Syrien og se, hvordan tingene udviklede sig der. Pas på, hvad du ønsker dig«, sagde han.

Cui bemærkede også, at Kina ikke var det første, men snarere det sidste land, der byggede strukturer på øerne og revene, der befandt sig inden for dets territoriale krav, og de faciliteter, som Kina byggede, såsom fyrtårne, var til gavn for alle. Mht. sejladsfriheden skelnede han mellem sejladsfrihed for handelsskibe, der aldrig er blevet truet af Kina, og militære fartøjer.

»Kina understøtter sejladsfriheden for handelsskibe, eftersom handel er ekstremt vigtigt for Kina. Men deployeringen af flådekrigsskibe kunne på den anden side faktisk true sejladsfriheden for handelsskibe.« »Forhandling og rådslagning tilbyder den mest succesfulde måde til løsning af spørgsmålene«,

Sagde Cui.

»Man kan ikke bringe fred ved hjælp af en flåde af hangarskibe«,

Sagde han.  

Foto: USA deployerer hangarskibe af klassen USS John C. Stennis til det Sydkinesiske Hav.

12. juli 2016 – Den permanente Voldgiftsret i Haag udstedte tirsdag en enstemmig og provokerende afgørelse, der skyder langt over målet, i voldgiftssagen om det Sydkinesiske Hav på alle væsentlige punkter, der overrasker selv dem, der støttede den oprindelige filippinske klage. Dette er den afgørelse, som Obama og hans hold i månedsvis har krævet, at Kina skal rette sig efter, eller også vil USA »håndhæve« den gennem militære midler, hvad enten nogen af nationerne omkring det Sydkinesiske Hav ønsker det eller ej.

Retten erkendte, at den ikke har mandat til at træffe afgørelse om suverænitet over landterritorier og afgrænser ikke en skillelinje mellem parterne, men fortsætter derefter med de facto at komme med en afgørelse vedr. suverænitet. Domstolen

»konkluderede, at der ikke fandtes noget legalt grundlag for Kinas krav om historiske rettigheder i vandene, der falder inden for »ni-punkts-linjen«,

som Kina rent historisk har anset for at være sit suveræne territorium. Domstolen afgjorde ligeledes, at

»Den – uden at afgrænse en skillelinje – kunne erklære, at visse vande befinder sig inden for Filippinernes eksklusive økonomiske zone, fordi disse områder ikke overlappes af nogen mulighed for, at Kina har et berettiget krav.«

Denne afgørelse hvilede på den utrolige afgørelse, at den 110 acre store Taiping Island, der er besat af Taiwan, og som huser en militær garnison, et hospital og en farm, slet ikke er en ø, men blot en klippe, og derfor ikke tildeles den 200-mile Eksklusive Økonomiske Zone, som en ø har ret til. Denne 200-mile zone overlapper de andre Spratly-øer og rev. Således fremkommer den »upartiske domstols« magi.

Kina har aldrig anerkendt Voldgiftsrettens ret til i det hele taget at dømme i sagen, og tirsdag gentog det kinesiske Udenrigsministerium det, som regeringen i månedsvis har erklæret: Kina

»erklærer højtideligt, at kendelsen er ugyldig og ikke har nogen bindende effekt. Kina hverken accepterer eller anerkender den.«

Præsident Rodrigo Dutertes regering i Filippinerne, der, siden den blev taget i ed i slutningen af juni, har fremlagt en politik for at løse uoverensstemmelser med Kina på basis af en dialog om gensidig økonomisk udvikling, responderede til kendelsen uden forsigtighed. Præsidentens kommunikationssekretær Martin Andanar udtalte, at justitsministeren ville undersøge afgørelsen og forsyne præsidenten med »en komplet og gennemgribende fortolkning om fem dage«, og præsidentens talsperson Ernesto Abella specificerede, at ingen offentlige udtalelser ville blive udstedt, indtil sagen var blevet grundigt diskuteret.

Wall Street Journal offentliggjorde hurtigt et perspektiv for, hvordan kendelsen kan bruges til at vælte Dutertes politik med at samarbejde med Kina og alliere hele Sydøstasien imod Kina. Med citater fra »eksperter« hævdede Wall Streets las, at Duterte ikke kan fremstå som svag i forsvaret af Filippinernes suverænitet nu, hvor Voldgiftsretten har afgivet kendelse (især fordi kendelsen gav Filippinerne suverænitet over en af de kunstige øer, som Kina har bygget), og derfor må bøje sig for den angivelige »overvældende offentlige mening« imod Kina i landet.

Den amerikanske advokat, der repræsenterede den foregående filippinske regerings klage til Haag, Paul Reichler, fra det amerikanske advokatfirma Foley Hoag LLP, sagde til journalister efter kendelsen, at den ville tilskynde andre lande i regionen til at gå op imod Kina. Som det rapporteres i Journal, fastholder Reichler

»Voldgiftsrettens kendelse er ikke alene til gavn for Filippinerne, men tilgodeser også andre stater, der grænser op til det Sydkinesiske Hav, som Indonesien, Malaysia og Vietnam. Hvis Kinas ni-punkts-linje er ugyldig i forhold til Filippinerne, er den ligeledes ugyldig i forhold til disse stater og også til resten af det internationale samfund.«

Se også: ’EIR indtager prominent rolle ved pressekonference i Washington om det Sydkinesiske Hav’

Foto: Præsident Barack Obama og tidligere præsident Benigno S. Aquino III i Filippinerne, april 2014.

14. juli 2016 (Leder) – Selv, mens tåber som Angela Merkel og Wolfgang Schäuble holder fast ved, at både de italienske banker og Tysklands største bank, Deutsche Bank, ikke er i alvorlige vanskeligheder, udvider cheføkonom for Deutsche Bank, David Folkerts-Landau, sin tidligere advarsel om, at hele EU-banksystemet er på randen af kollaps. Han lagde i vid udstrækning skylden for dette på den Europæiske Centralbanks præsident Mario Draghis Quantitative Easing, QE (kvantitative lempelser; ’pengetrykning’) – med ubegrænset opkøb af skrantende obligationer – og med nedsættelsen af rentesatserne til negative værdier. »Europa er alvorligt syg«, sagde han i et interview med Die Welt og tilføjede, at en hurtig kur krævedes og i særdeleshed forholdsregler, der atter giver gnisten til økonomisk vækst, for uden vækst kan bankkrisen ikke overvindes.

Folkerts-Landau sagde, at levestandarden i hele Europa er alvorligt truet, og at dette er en væsentlig årsag til den hastige vækst af anti-EU-følelser i hele Europa.

Lyndon LaRouche har direkte interveneret i denne krise og påpeget den faktiske årsag til denne krise, der udspiller sig – nemlig, det politiske mord i 1989 på formand for Deutsche Bank, Alfred Herrhausen, som LaRouche identificerede som den sidste tyske bankier, der forstod bankernes nødvendige rolle i skabelse af kredit til realøkonomien. Siden dette mord er Deutsche Bank, og tysk bankvirksomhed generelt, blevet overtaget af briterne, både rent bogstaveligt i den betydning, at briterne nu ejer Deutsche Bank, og også mht. at skifte over til spekulation snarere end produktiv investering.

Se: Helga Zepp-LaRouche: Deutsche Bank må reddes for verdensfredens skyld!

De fleste transatlantiske nationers økonomier er implicit bankerot, sagde LaRouche i en diskussion onsdag med sin Komite for Politisk Strategi. Men den tyske økonomi har i sig midlerne til at redde de europæiske økonomier, og videre endnu, pga. den historiske tyske helligelse til investeringer i videnskab og teknologi. Skulle Deutsche Bank gå hen og kollapse, advarede han, ville resultatet blive ikke alene et økonomisk sammenbrud i hele Europa, men også krig – global krig.

Alt imens en genkapitalisering af Deutsche Bank derfor haster, så må det ikke blive et spørgsmål om penge per se, i sig selv, men derimod en reorganisering af bankens enorme eksponering til stort set værdiløse derivater og dårlige lån, samt en tilbagevenden til produktiv investering sådan, som Herrhausen havde tænkt. Den tyske økonomi kunne dernæst levere den nødvendige margin for at bringe den europæiske økonomi tilbage til skabelsen af reel profit.

Krigsfaren kunne ikke være mere åbenlys end den er i dag. En af Putins toprådgivere, Sergei Karaganov, sagde til Der Spiegel i dag, at den udstrakte NATO-deployering af styrker på den russiske grænse, som blev yderligere implementeret ved NATO-topmødet i Warszawa i sidste uge, er en militær provokation, og at, »hvis NATO indleder en overskridelse – imod en atommagt som os selv – vil de blive straffet.«

På samme tid responderede Kinas ambassadør til USA, Cui Tiankai, i tirsdags til de multiple militære trusler mod Kina siden Obamas »omdrejningspunkt Asien« og den amerikanske intervention imod Kinas suverænitet i det Sydkinesiske Hav og sagde: »At sende disse hangarskibe og bombefly er en manifestation af loven, ’magt er ret’. Kina må derfor gøre modstand mod det og afvise det. Dette sker i den sande ånd af international lov. Og hvis det kan ske for os, kan det ske for hvem som helst.«

Der findes ingen delvise forholdsregler, der kan håndtere den eksistentielle økonomiske og strategiske krise, der nu konfronterer menneskeheden. Der må komme en kreativ løsning, baseret på nye principper, og som hviler på den forståelse, at ethvert menneske har et kreativt potentiale til at bidrage til menneskehedens fælles mål. En afslutning af geopolitik, og af den dyriske filosofi, der lyder »alle mod alle«, mellem individer og mellem nationer, haster, er mulig og nødvendig.  

Foto: Den Europæiske Centrabanks bygning.  

Erklæring fra Helga Zepp-LaRouche, forkvinde for det tyske parti Borgerrettighedsbevægelsen Solidaritet (BüSo), udstedt 12. juli, 2016:

Den overhængende trussel om Deutsche Banks konkurs er bestemt ikke den eneste udløser for en ny systemisk krise i det transatlantiske banksystem, en krise, der ville blive mange gange mere dødbringende end krisen i 2008, men som samtidig tilbyder en enestående mulighed for at forhindre et kollaps ud i kaos.

Bag det SOS-nødsignal, som Deutsche Banks cheføkonom David Folkerts-Landau har udsendt for at få et EU-program på €150 milliarder til at genkapitalisere bankerne, lurer der en fare, der åbent diskuteres i de internationale finansielle medier, for, at hele det europæiske banksystem de facto er insolvent og sidder på et bjerg af dårlige lån til mindst €2 billioner. Deutsche Bank er den internationale bank, der, med udestående derivatkontrakter for i alt €55 billioner og en gearingsfaktor på 40:1, overgår selv Lehman Brothers på tidspunktet for denne banks kollaps og derfor repræsenterer systemets farligste akilleshæl. Halvdelen af DB’s balance på regnskabet, som er styrtdykket 48 % over de seneste 12 måneder og er nede på kun 8 % af sin topværdi, udgøres af niveau 3-derivater, dvs. derivater til et beløb af ca. €800 milliarder uden en egentlig markedsvurdering.

Det kom sikkert som en overraskelse for mange, at Lyndon LaRouche, på grund af de systemiske implikationer af Deutsche Banks truende konkurs, i dag krævede, at banken blev reddet gennem en engangsforøgelse af sit kapitalgrundlag. Hverken den tyske regering med sit BNP på €4 billioner, eller EU, med sit BNP på €18 billioner, ville være i stand til at kontrollere dominoeffekten af en ikke-reglementeret konkurs. 

Denne engangskapitalindsprøjtning, forklarede LaRouche, er alene et nødtiltag, der må følges op af en omgående ny-orientering af banken, tilbage til dens tradition, der var fremherskende indtil 1989 under Alfred Herrhausens lederskab. For virkeligt at overvåge en sådan operation, må en ledelseskomité etableres, der kan verificere forpligtelsernes legitimitet og deres implikationer, og som kan afslutte dette arbejde inden for en given tidsramme. Komitéen bør også udfærdige en ny forretningsplan, baseret på Herrhausens filosofi for bankdrift, og som udelukkende er orienteret mod den tyske realøkonomis interesser.

Alfred Herrhausen var Tysklands sidste, egentlig kreative, moralske industrielle bankmand. Han forsvarede blandt andet eftergivelse af udviklingslandenes ubetalelige gæld, så vel som også langfristet kredit-finansiering af veldefinerede udviklingsprojekter. I december 1989 havde han til hensigt i New York at præsentere en polsk industrialiseringsplan, der var i overensstemmelse med de kriterier, som Kreditanstalt für Wiederaufbau (KfW) fastsatte for genopbygningen af Tyskland efter 1945, og som ville have tilbudt et fuldstændig anderledes perspektiv end Jeffrey Sachs’ såkaldte »reformpolitik« eller chokterapi.

Se LaRouchePAC Feature-videos:

‘The Lost Chance of 1989’ (1989 – Den forspildte chance) og 'The Lost Chance of 1989: The Fall of the Wall' 

Herrhausen blev dræbt d. 30. november 1989 af den »Tredje Generation af Røde Armé Fraktion«, hvis faktiske eksistens den dag i dag stadig ikke er bevist. Det skete kun to dage efter, at kansler Helmut Kohl, der regnede Herrhausen blandt sine nærmeste rådgivere, havde præsenteret sit 10-punktsprogram for gradvist at overvinde Tysklands deling [mellem øst og vest]. Terrorangrebets Cui bono (hvem har gavn af det, -red.) er fortsat et af de mest skæbnesvangre spørgsmål i Tysklands moderne historie, og et spørgsmål, som det er påtrængende at få afklaret.[1]

Kendsgerningen er, at Herrhausens efterfølgere indførte et fundamentalt paradigmeskifte i bankens filosofi, hvilket bragte Deutsche Bank ind i den vilde verden af profitmaksimering for enhver pris, og også ind i utallige ikke-strafbare og strafbare juridiske forviklinger, som de ansvarlige hidtil ikke er stillet til ansvar for, hovedsageligt på grund af præmisserne for de banker, der er ’for-store-til-at-lade-gå-ned’.

Transformeringen af Deutsche Bank til en global investeringsbank med den højeste eksponering til derivater, kombineret med den samtidige kredit-flaskehals for små og mellemstore tyske virksomheder, er symptomatisk for den dårskab, der har ført til den nuværende katastrofe.

Vi må nu handle med beslutsomhed, men ikke på den måde, som Folkerts-Landau foreslår, det vil sige, ikke med mere af den samme medicin, der blot ville slå patienten ihjel. Selv om Deutsche Bank i løbet af de senere år hovedsagligt har opereret ud fra London og New York, så er DB for vigtig for den tyske økonomi, og derfor for Tyskland, og ultimativt for hele Europas skæbne. Bankens reorganisering i Alfred Herrhausens ånd er ikke alene nøglen til at overvinde bankkrisen, men også til at afværge den akutte fare for krig.

Mordet på Herrhausen er forblevet ustraffet. Der findes imidlertid »den frygtede magt, der dømmer det, der er skjult for øjet«, hvilket er emnet for Friedrich Schillers digt »Ibykus’ Traner«. Erinyerne er begyndt på deres frygtelige dans.[2]

Det påhviler nu alle, der, udover familien, har lidt under det politiske mord på Herrhausen, repræsentanter for den tyske »Mittelstand«, den tyske økonomi og de institutionelle repræsentanter for den tyske befolkning at ære hans eftermæle og gribe den enorme mulighed, der nu gives, for at redde Tyskland.

Hæftet blev skrevet af William C. Jones fra Schiller Instituttet for mange år siden.

Download (PDF, Unknown)

11. juli 2016 – Pressen i den transatlantiske verden er fuld af dækning af krisen i Deutsche Bank og de italienske banker, som understreger betydningen af Lyndon LaRouches intervention, hvor han kræver en engang-bailout af Tyskland for at forhindre kaos i Europa, men baseret på behovet for gennemgribende ændringer i banksystemet for at forcere kreditter ind i realøkonomien og lukke derivativerne og andre spekulative bobler ned.

Russia Today har David Folkerts-Landaus interview med Welt am Sonntag, hvor cheføkonomen for Deutsche Bank (DB) krævede en haste-bailout til 150 milliarder euro, og det citerer også udtalelser fra Lorenzo Bini Smaghi, formand for Societe Generale, hvor han advarer om, at den italienske bankkrise kan brede sig til hele EU. DB-aktier er faldet 48 % i løbet af de seneste 12 måneder, Societe Generales aktier er faldet 63 %, og Bloombergs Europa-index over 500 banker og finansielle serviceselskaber er faldet med 33 %, det laveste i syv år. En tidslinje i Bloomberg-artiklen har titlen, »Deutsche Banks episke kollaps«, og som gør det ganske klart, at det europæiske banksystem nu står på randen af et umiddelbart krak.

RT har også en nylig, underskrevet kronik af George Soros, hvor han erklærer, at EU’s kollaps er blevet »næsten uundgåeligt« siden Brexit-valget.

»Det katastrofale scenario, som mange har frygtet, har materialiseret sig og gør en disintegration af EU praktisk talt uigenkaldelig«, skrev han for Project Syndicate (som han financierer kraftigt). Han tilføjede, at det finansielle kollaps i UK i kølvandet på Brexit var det værste i tre årtier. »Det europæiske projekts blotte overlevelse er indsatsen i forhandlingerne om, hvordan Brexit kommer til at forløbe.« RT’s dækninger bemærker, at Marine LePen mødtes med den franske præsident Hollande og pressede på for at få en folkeafstemning om en «Frexit«, men blev afvist.

Reuters har også en omfattende dækning af Folkerts-Landau-interviewet. Cityam, en online finans-publikation, bemærkede, at italienske banker sidder med insolvent gæld til 360 milliarder euro, og aktier i samtlige italienske storbanker og andre banker i Middelhavsområdet – Unicredit, Banca Monte dei Paschi di Siena, Banco Popolare og Intesa San Paolo (Portugal) – er faldet med 25 % siden Brexit-valget. Michael Hewson fra CMC Markets UK citeredes for at sige, »hvis Italien går ned, vil det tage resten af Europa med sig«.

The Street havde følgende hovedoverskrift tilbage den 5. juli, »Vil Deutsche Bank initiere den næste finansielle krise? Aktier kunne være på vej til nul«. Artiklen nævnte paralleller til Lehman Brothers og viste, at DB er i en langt værre tilstand end Lehman var mod slutningen. IMF advarede om, at det største overløb fra DB vil ramme Frankrig, UK og USA, der »har den største grad af overløb fra omverden, målt ud fra den gennemsnitlige procent af kapitaltab hos andre banksystemer pga. chokket i banksektoren i oprindelseslandet«. En grafisk fremstilling i Wall Street Journal, der nævnes af The Street, viser bank-til-bank-forbindelserne i Deutsche Bank. DB er belånt med over 40:1, langt værre end Lehmans 31:1 på tidpunktet for dens kollaps; og DB’s aktuelle portefølje af derivater udgør $72,8 billioner, hvilket er 13 % af alle globale, udestående derivater. »Hvis domino-effekten opstår, vil Tyskland, med sit BNP på $4 billioner eller EU med sit BNP på $18 billioner ikke være i en position, hvor de kan få kontrol over det.«

New Europe online har hovedoverskriften, »Hvorfor Deutsche Bank er den farligste bank i verden«, og spørger, hvad prisen ville være for den tyske regerings bailout, versus konsekvenserne af at lade det nedsmelte med systemiske implikationer.

Bloomberg har også advaret om, at Londons ejedomsmarked er ved at krakke, og dette er endnu en konsekvens af Brexit. Standard Life Investments annoncerede, at fra og med i dag, vil de suspendere deres UK Ejendomsfond for at afværge investorer, der kræver deres penge tilbage. Dette udløser allerede smitte, med flere andre store ejendomsinvestorers meddelelse om lignede fastfrysninger af klienternes midler, og med endnu andre, der simpelt hen meddeler, at de trækker sig ud af eksisterende handler om prima ejendomsprojekter i London.

Samlet set er tilstandene i Italien, Deutsche Bank og ejendomsmarkedet i London mere end tilstrækkelige til at eksplodere hele den transatlantiske finansielle sektor. Det er præcis pga. denne allerede igangværende krise, at nødforanstaltninger, nøjagtigt i overensstemmelse med LaRouches krav, omgående må vedtages.    

12. juli 2016 (Leder) – Europa konfronteres med tre mekanismer, der kunne udløse en nedsmeltning, et sammenbrud, af det transatlantiske finansielle system, og enhver af disse mekanismer kunne detonere, hvad øjeblik, det skal være. Og så er de endda på ingen måde de eneste kilder til det transatlantiske, London/Wall Street-ledede systems kollaps.

For det første er de italienske banker på randen af kollaps. Man har offentligt indrømmet, at de førende italienske banker har for 360 milliarder euro gæld, der er i betalingsstandsning – og uofficielle estimater sætter tallet langt højere. Men, som den italienske premierminister Renzi korrekt har advaret om, så er krisen omkring Deutsche Bank »hundrede gange værre«. DB sidder med aktuelle derivater til $72,8 billioner og har et bjerg af insolvent gæld. I søndags krævede DB’s cheføkonom David Folkerts-Landau en omgående haste-bailout af de europæiske storbanker til 150 milliarder euro – med start i hans egen DB. Iflg. EU-love, der trådte i kraft 1. januar, skal banker først gennemgå en bailin (ekspropriering af visse typer indeståender), før de kan få en bailout (statslig redningspakke), og dette udgør i sig selv en sikker udløser af en systemisk nedsmeltning.

Fra mandag at regne konfronteredes Londons store ejendomsfonde med et stormløb fra investorerne, i kølvandet på Brexit-afstemningen, og udsigten til et umiddelbart forestående sammenbrud af hele den britiske ejendomsboble er meget virkelig. I en klar panik over den accelererende disintegration vred det regerende Konservative Parti armen om på den ene af de to tilbageværende kandidater til partiformandsposten for at trække sig som kandidat, således, at Theresa May kunne blive installeret som premierminister på onsdag – for at have en regering på plads til at håndtere den fremstormende krise.

Dette umiddelbart forestående, systemiske krak kan ikke adskilles fra den voksende fare for atomkrig i kølvandet på NATO-topmødet for statsoverhoveder i Warszawa i sidste uge.

Det er præcist pga. denne kombinerede fare for et kollaps ud i kaos og en potentiel udslettelseskrig, at Lyndon LaRouche har krævet en engangs-bailout af de tyske banker for at standse blødningen længe nok til at lancere et reelt skifte i politikken, baseret på hans egne Fire Love for, hvordan verdensøkonomien skal genoplives gennem kreditter, der er rettet mod at forbedre arbejdskraftens produktive evne, gennem investering i infrastruktur, fremskudt, videnskabelig grænseforskning, der anføres af en massiv udvidelse af rumprogrammet, og lignede tiltag. LaRouche advarede kolleger den 10. juli om, at, hvis Tyskland tager et styrtdyk ud i kaos, er krig umiddelbart overhængende. Tyskland sidder inde med nøglen til en ny europæisk politik over for Rusland, baseret på strategisk og økonomisk samarbejde, og hvis dette forhold spoleres, vil konsekvenserne blive katastrofale.

Tiden er inde til at se den nuværende krises virkelighed i øjnene, krævede LaRouche, og til at handle på basis af denne nødsituation, som krisen kræver det.

Læs: LaRouches Fire Love til at redde USA (og verden …) 

SUPPLERENDE MATERIALE:

Italienske banker og Deutsche Bank fører an i den transatlantiske sektors krak

11. juli 2016 – Pressen i den transatlantiske verden er fuld af dækning af krisen i Deutsche Bank og de italienske banker, som understreger betydningen af Lyndon LaRouches intervention, hvor han kræver en engang-bailout af Tyskland for at forhindre kaos i Europa, men baseret på behovet for gennemgribende ændringer i banksystemet for at forcere kreditter ind i realøkonomien og lukke derivativerne og andre spekulative bobler ned.

Russia Today har David Folkerts-Landaus interview med Welt am Sonntag, hvor cheføkonomen for Deutsche Bank (DB) krævede en haste-bailout til 150 milliarder euro, og det citerer også udtalelser fra Lorenzo Bini Smaghi, formand for Societe Generale, hvor han advarer om, at den italienske bankkrise kan brede sig til hele EU. DB-aktier er faldet 48 % i løbet af de seneste 12 måneder, Societe Generales aktier er faldet 63 %, og Bloombergs Europa-index over 500 banker og finansielle serviceselskaber er faldet med 33 %, det laveste i syv år. En tidslinje i Bloomberg-artiklen har titlen, »Deutsche Banks episke kollaps«, og som gør det ganske klart, at det europæiske banksystem nu står på randen af et umiddelbart krak.

RT har også en nylig, underskrevet kronik af George Soros, hvor han erklærer, at EU’s kollaps er blevet »næsten uundgåeligt« siden Brexit-valget.

»Det katastrofale scenario, som mange har frygtet, har materialiseret sig og gør en disintegration af EU praktisk talt uigenkaldelig«, skrev han for Project Syndicate (som han financierer kraftigt). Han tilføjede, at det finansielle kollaps i UK i kølvandet på Brexit var det værste i tre årtier. »Det europæiske projekts blotte overlevelse er indsatsen i forhandlingerne om, hvordan Brexit kommer til at forløbe.« RT’s dækninger bemærker, at Marine LePen mødtes med den franske præsident Hollande og pressede på for at få en folkeafstemning om en «Frexit«, men blev afvist.

Reuters har også en omfattende dækning af Folkerts-Landau-interviewet. Cityam, en online finans-publikation, bemærkede, at italienske banker sidder med insolvent gæld til 360 milliarder euro, og aktier i samtlige italienske storbanker og andre banker i Middelhavsområdet – Unicredit, Banca Monte dei Paschi di Siena, Banco Popolare og Intesa San Paolo (Portugal) – er faldet med 25 % siden Brexit-valget. Michael Hewson fra CMC Markets UK citeredes for at sige, »hvis Italien går ned, vil det tage resten af Europa med sig«.

The Street havde følgende hovedoverskrift tilbage den 5. juli, »Vil Deutsche Bank initiere den næste finansielle krise? Aktier kunne være på vej til nul«. Artiklen nævnte paralleller til Lehman Brothers og viste, at DB er i en langt værre tilstand end Lehman var mod slutningen. IMF advarede om, at det største overløb fra DB vil ramme Frankrig, UK og USA, der »har den største grad af overløb fra omverden, målt ud fra den gennemsnitlige procent af kapitaltab hos andre banksystemer pga. chokket i banksektoren i oprindelseslandet«. En grafisk fremstilling i Wall Street Journal, der nævnes af The Street, viser bank-til-bank-forbindelserne i Deutsche Bank. DB er belånt med over 40:1, langt værre end Lehmans 31:1 på tidpunktet for dens kollaps; og DB’s aktuelle portefølje af derivater udgør $72,8 billioner, hvilket er 13 % af alle globale, udestående derivater. »Hvis domino-effekten opstår, vil Tyskland, med sit BNP på $4 billioner eller EU med sit BNP på $18 billioner ikke være i en position, hvor de kan få kontrol over det.«

New Europe online har hovedoverskriften, »Hvorfor Deutsche Bank er den farligste bank i verden«, og spørger, hvad prisen ville være for den tyske regerings bailout, versus konsekvenserne af at lade det nedsmelte med systemiske implikationer.

Bloomberg har også advaret om, at Londons ejedomsmarked er ved at krakke, og dette er endnu en konsekvens af Brexit. Standard Life Investments annoncerede, at fra og med i dag, vil de suspendere deres UK Ejendomsfond for at afværge investorer, der kræver deres penge tilbage. Dette udløser allerede smitte, med flere andre store ejendomsinvestorers meddelelse om lignede fastfrysninger af klienternes midler, og med endnu andre, der simpelt hen meddeler, at de trækker sig ud af eksisterende handler om prima ejendomsprojekter i London.

Samlet set er tilstandene i Italien, Deutsche Bank og ejendomsmarkedet i London mere end tilstrækkelige til at eksplodere hele den transatlantiske finansielle sektor. Det er præcis pga. denne allerede igangværende krise, at nødforanstaltninger, nøjagtigt i overensstemmelse med LaRouches krav, omgående må vedtages.     

Med næstformand Michelle Rasmussen

11. juli 2016 (Leder) – Det transatlantiske finansielle system befinder sig på et punkt, hvor der er umiddelbar fare for et sammenbrud, og det, der er sket blot det seneste døgn, er, at den italienske premierminister Renzi på en fælles pressekonference med den svenske statsminister har erklæret, at, alt imens de italienske banker har store problemer og behøver en bail-out, så er dette af mindre betydning i forhold til de europæiske storbanker, der står over for et massivt sammenbrud af derivater. Han refererede meget specifikt til Deutsche Bank, der har en eksponering til derivater til en værdi af $75 billioner, og som af alle betegnes som den største enkeltkilde til et nyt systemisk sammenbrud.

Renzi lagde pres på Merkel og især den tyske finansminister Schäuble for at overgive sig og tillade Italien at opgive kravene til bail-in, der har været gældende i Europa siden 1. januar, for at kunne udføre en bailout af Monte dei Paschi og andre italienske banker.

Hvad der siden da faktisk er sket er, at Deutsche Bank offentligt har opfordret til en massiv europæisk bank-bailout, hvor man selvfølgelig begynder med sig selv, og de kræver grundlæggende set en i det mindste midlertidig annullering af reglerne for bail-in. Dette er en erklæring fra Deutsche Banks cheføkonom David Folkerts-Landau i Welt am Sonntag i søndags. Han siger, at banken har brug for en bail-out på EU150 milliarder for at genkapitalisere, og at det må gøres uden at ekspropriere obligationsindehaverne og indskyderne.

Som respons på disse dramatiske udviklinger udsendte den amerikanske, politiske økonom Lyndon LaRouche et dramatisk krav om handling:

»Det, som vi præcist må gøre, er at støtte en midlertidig reorganisering af disse bankers økonomi, og dette må vi sikre for at standse blødningen. Med andre ord, så er pointen den at stoppe blødningen, og integrere og introducere vilkår, der vil gøre det muligt for os at opretholde en sådan operation.«

»Man må med andre ord skabe, for hele den tyske økonomi er en afgørende faktor. Det er noget rod. Vi ved alle, at det er noget rod. Det har været noget rod; det blev til noget rod … Schäuble og så videre har gjort det til noget rod! Det ved vi. Men vi vil ikke lukke den tyske økonomi ned på baggrund af det faktum, at vi har en flok skurke, eller mistænkte skurke, der sidder i visse stillinger. Det, vi vil gøre, er, at vi vil løse det her; vi fixer det, og vi bakker det op, for en enkelt gangs skyld.«

»Ryd op i det hele, og etabler et program, der vil sikre, at Tysklands banksystem fungerer. Når det først er gjort, kan man arbejde videre derfra!«

En sådan engangs-manøvre vil nødvendigvis involvere en annullering af disse $75 billioner i derivater og så at gå over til en bankopdeling og den slags ting, der ville gøre kredit til realøkonomien mulig.

LaRouche uddybede: »Man er nødt til at kvalificere det yderligere og sige, at vi gør det som en engangs-operation, for at redde økonomien. Og det er det.«

»Dette er en redning af økonomien, og til trods for alle de fejl, der er begået, vil vi gøre det for en enkelt gangs skyld, fordi vi vil prøve at redde Tysklands økonomi. Og det er, hvad der står på spil. Og Schäuble er ikke nogen nyttig person, heller ikke Merkel.«

»Vi må hjælpe Tyskland, for uden opretholdelse af et stabilt tysk system, kan vi ikke forhindre krig!«

»Det, vi behøver, er et program, der udsteder kredit til den tyske økonomi, en éngangskredit til tysk økonomi. Og man må præsentere det på den måde, og fremstille det for folk på den måde, for at give dem tiltro til det, de gør, og sige til dem, at de ikke skal gentage, hvad de gjorde tidligere. Det er pointen.«

»Man må sige til den tyske økonomi, ’Hør, I har begået fejl, alvorlige fejl. Nu vil vi redde jer, men I må selv adlyde; I må gå i gang med jobbet og gøre, hvad I må gøre, og forsøg ikke at snyde mere’.«

»Jeg siger, at Tyskland er et nødstilfælde. Vi må organisere det her sådan, så Tyskland kan komme ud af dette problem. Og antage, at organisationerne i tysk økonomi vil operere på en sådan måde, at slaget vindes.«

»Og Schäuble er jo egentlig ikke på højde med mit niveau på det område … Men fokusér essentielt på de betingelser, der må tilvejebringes, og som gør dette her muligt. I må have et system, der vil sikre den tyske økonomi, den finansielle økonomi, og det må I gøre; og I må få det til at fungere. Hvis ikke, vil I få kaos.«

LaRouche refererede til 1989-perioden, da Berlinmuren faldt og Tyskland gik i retning af en genforening, og regeringen Helmut Kohl søgte at genoplive de økonomiske og politiske bånd til Østeuropa og det, der snart skulle blive til Rusland efter Sovjetunionen.

»På den tid havde vi tilfældet med en stor leder i den tyske økonomi, der blev myrdet af franskmændene – præsidenten for Deutsche Bank, Alfred Herrhausen. Vi ønsker ikke et nyt Herrhausen-overgreb. Lad tyskerne være frie, og send de andre ud på græs. For det var, hvad der skete. For man havde et tidspunkt her, hvor man havde en ledende person i det ledende embede i tysk politik, og man lukkede det ned, og man fik tingene til at gå i en anden retning, og man ødelagde den indledende fase til den tyske økonomi!«

»Så vi må sige til nogle af folkene i dette område, at de begik en stor fejltagelse, og at de bør være en smule mere generøse i deres håndtering af denne ting.«