Sydafrikansk analytiker forklarer betydningen af BRIKS’ rolle i Afrika
18. okt., 2016 – I et interview på sidelinjen af BRIKS-topmødet den 15.-16. oktober i Goa, Indien, forklarede direktøren for den sydafrikanske BRIKS-tænketank, med base i Johannesburg, professor Godfrey Netswera, til Kinas officielle avis Global Times, BRIKS’ voksende, globale betydning og dens rolle i Afrika. Han kritiserede Vestens »skeptiske« formodninger om BRIKS og sagde, »Vi er ikke overraskede. Vi forventer, at Vesten vil have en meget negativ holdning til denne udvikling. BRIKS er en gruppering, der repræsenterer historisk set marginaliserede samfund – den såkaldte Tredje Verden eller det Globale Syd. … Gruppen har været i stand til at præstere noget, som andre multilaterale organisationer, der har været etableret tidligere, ikke har, og det er etableringen af BRIKS’ Ny Udviklingsbank (NDB). Skabelse af institutioner inden for BRIKS-gruppen er en meget vigtig prioritet.«
Idet han forklarede Sydafrikas rolle som medlemsnation i BRIKS-gruppen, sagde Netswera, »Sydafrika spiller en meget strategisk rolle i BRIKS. Det repræsenterer det afrikanske område. Når BRIKS-nationerne taler, taler de ikke kun for sig selv. De taler for det område, som de tilhører. Sydafrika har god, elementær legitimitet i den Afrikanske Union og på kontinentet til at repræsentere området.« Han fortsatte med at sige, at »inkluderingen af Sydafrika i BRIKS på afgørende vis vil hæve Afrikas stemme i verden«. I forbindelse med, at Sydafrika har den mindste økonomi blandt de fem BRIKS-medlemsnationer, sagde Netswera, »økonomien er vigtig, men den er ikke den eneste overvejelse.«
»Da BRIKS-grupperingen blev dannet, var der utilfredshed med den måde, hvorpå de andre multilaterale forummer, såsom FN og Verdensbanken, fungerede, og helt specifikt med, hvordan Syden rent historisk er blevet behandlet«, rapporterede Global Times.