1

Præsidentvalg Frankrig 2017:
Jacques Cheminades kampagne fortæller Sputnik,
hvorfor Fillon og Le Pen betyder blod og tårer for Frankrig

Paris, 29. nov., 2016 (Nouvelle Solidarité) – I et interview til Sputnik formulerede chefredaktør for Nouvelle Solidarité, Christine Bierre, præsidentkandidat Jacques Cheminades synspunkter om François Fillons sejr i primærvalgene, som går forud for det franske præsidentvalg i 2017. Avisen Nouvelle Solidarité er tilknyttet det politiske parti Solidarité & Progrès, som Cheminade har stiftet.[1]

De gode nyheder er, at »François Fillons udenrigspolitik ville betyde et brud med François Hollandes udenrigspolitik, som, med få undtagelser, praktisk taget har været dikteret af Obama og hans britiske allierede. Fillon, der har været en fast deltager ved Valdai Klubbens møder, og som er favorabelt indstillet over for et sundt, næsten ukritisk samarbejde, med Vladimir Putin, har allerede meddelt, at han vil tage skridt til at ophæve sanktionerne mod Rusland og samarbejde med præsident Putin om at genoprette stabilitet i Syrien med præsident Bashar al-Assad og eliminere ISIS [Daesh]«, understregede Bierre.

De dårlige nyheder er det faktum, at, samtidig vil Fillons økonomiske politik »ikke gøre det nemt for ham at vinde«, påpegede journalisten. Sagens kerne er, at Fillon, der af Storbritanniens Daily Telegraph er blevet omtalt som »højrefløjens første, ægte Thatcher-leder«, går frem med radikale, økonomiske reformer. »Fillon ønsker at fjerne 500.000 offentlige stillinger under sin embedstid! Det er ikke mindre end 10 % af alle offentligt ansatte. Han vil reducere de ’sociale’ omkostninger, som selskaber betaler (som dækker omkostninger vedr. arbejdsløshed, pensionering, offentlig sundhedsforsikring og social bistand, osv.) med 50 mia. euro og skrotte skatten på store formuer og 75 % ’s skat på indkomster, der overstiger 1 mio. euro, samt sætte pensionsalderen op til 65 år«, påpegede Bierre. Denne barske politik vil utvivlsomt fremprovokere en voldsom forøgelse af venstrefløjskræfterne og spille i hænderne på Socialistpartiet, bemærkede hun. »Om han vil være i stand til at samle et flertal i landet for denne ultra-liberale politik med sin nuværende politik, står hen i det uvisse … «, sagde hun.

Hvad er Fillons og hans sandsynlige rivaler, partiet Front Nationals Marine Le Pens styrkeområder og svagheder? »Deres styrke ud fra standpunktet om verdenspolitik er, at de begge ønsker fred med Rusland og et Frankrig, der genvinder sin traditionelle uafhængighed af de vestlige magter«, understreger Bierre. »Deres svaghed er, at ingen af dem har en økonomisk politik, der kan bryde Frankrig fri af det vestlige oligarki, dvs., de finansielle topmagter, der opererer ud fra Wall Street og City of London, som definerer vestens politik, inklusive Vestens høgeattitude over for Rusland«, understregede hun.

Journalisten påpegede, at hverken Fillon eller Le Pen kræver en finansreform, der vil bringe en afslutning på den pumpning af billioner af euro ind i »for-store-til-at-lade-gå-ned«-bankerne, siden krisen i 2008. »Deutsche Bank er i realiteten bankerot, og den italienske banksektor har, iflg. den italienske regering, dårlige lån for 200-400 mia. euro«, påpegede journalisten og advarede om, at implosionen af Vestens finanssystem er lige rundt om hjørnet. »Så længe, dette ikke er løst, vil ingen nyvalgt præsident være i stand til at gøre noget som helst, fordi disse banker, ikke kan udlåne til investering og er totalt afhængige af likviditetsindsprøjtninger (kvantitativ lempelse) til billioner af euro fra den Europæiske Centralbank (ECB), månedsvis eller på årlig basis, som de udelukkende bruger til spekulation for at overleve.«

Forskellen med Cheminade

I modsætning til Fillon og Le Pen, kræver Jacques Cheminade, partiet Solidarité & Progrès’ præsidentkandidat, »en streng opdeling mellem nyttige banker (indskud og kredit til økonomien) og investeringsbanker (spekulation)«, understreger hun og trækker en parallel mellem Cheminades koncept og USA’s Glass/Steagall-lov. »I kølvandet på en sådan reorganisation vil vi få et presserende behov for en politik for genindustrialisering for at genstarte økonomien«, siger Cheminade, som Bierre citerer. Fillon på sin side »ønsker at ændre ECB’s kurs fra sin nuværende funktion – som består i kun at bekæmpe inflation – og til at blive en bank, der fremmer investering i produktive aktiviteter. Dette er nogenlunde det samme som at forsøge at koge ny suppe på gamle ingredienser«, forklarer hun. »Hr. Fillon siger det ikke, men alt dette kræver en total revidering af diverse traktater helt tilbage til ’Maastrichttraktaten’ (1992), som etablerede ECB som en autonom bank med ét eneste ansvarsområde: at sikre valutaens stabilitet«, fortsatte den franske journalist. »ECB’s statutter forbyder den udtrykkeligt at udstede lån til regeringer til investering i infrastruktur eller andre fornødenheder.«

I mellemtiden lovede Marine Le Pen, at hun vil arrangere en folkeafstemning om, hvorvidt Frankrig skal forblive i EU. »Hendes forslag til en opfølgning mangler imidlertid fuldstændigt underbygning«, mener Bierre. »[Le Pens] økonomiske og finansielle plan for præsidentvalget i 2012, som stadig gælder, foreslog at gå tilbage til den franske frank og krævede, at Banque de France udstedte, hvad der svarer til 100 mia. frank lån om året, hvoraf 90 % skulle gå til afdrag på hele den franske gæld, og kun 10 % til nye investeringsprojekter!« bemærkede den franske journalist. »I denne periode ville den samme politik med ’budgetstrenghed’, som vi nu har, blive anvendt over for de franske borgere«, advarer Bierre.

Cheminade på sin side foreslår at genetablere Europas oprindelige centralbanker og vende tilbage til disses oprindelige valutaer, alt imens euroen bevares som en fællesvaluta. Han kræver, at »man forlader euroen og EU-traktaten (1992-2017) og genopbygger Europa omkring de kernenationer, der grundlagde Europa«, understregede journalisten og satte således fokus på betydningen af, at de europæiske nationer overtager kontrollen med deres monetære politik. »For at befri sig fra de vestlige, rovgriske finanscentres greb, bør Frankrig og Europa, siger hr. Cheminade, orientere sig mod BRIKS og støtte den stærke dynamik, som især Kina og Rusland har skabt i løbet af de seneste år, hvor de har skabt en ny, økonomisk verdensordens kreditinstitutioner (AIIB, Nye Udviklingsbank, Silkevejsfonden, osv.)«, understregede Bierre. »Hans fremgangsmåde er, hvis man foretager en sammenligning med russiske økonomers, baseret ’på udstedelse af statskredit til forskning og industriel udvikling, af samme art, som den [russiske økonom] Sergei Glazjev promoverer’«, understregede den franske journalist.   

 


[1] Partiet er en søsterorganisation til LaRouche-bevægelsen.




Ligesom Knud den Store kan oligarkerne heller ikke standse tidevandet

Leder fra LaRouchePAC, 29. november, 2016 – De revolutionære forandringer, der fejer hen over de vestlige nationer, fremprovokerer hysteri blandt de afdankede, miskrediterede nationale ledere i Europa og USA. Brexit, valgnederlaget for Obamas og Hillarys plan for krig med Rusland og Kina, Filippinernes oprør mod Obama, og den ene europæiske nation efter den anden, der afviser de anti-russiske sanktioner og dæmoniseringen af Putin – disse ting og mere endnu repræsenterer en erkendelse i hele Vesten af, at deres lederskab har været kontrolleret af finansoligarker og krigsgale neokonservative, som ikke længere kan tolereres. Imperiet er i færd med at smuldre – men ’the Lords’ vil gå til yderligheder, selv til atomkrig, for at redde Imperiet, med mindre de erstattes, før det kommer dertil.

Det kommer ikke som nogen overraskelse, at briterne rejser sig til forsvar for Imperiet på den mest åbenlyse og frastødende facon. Tony Blair har, efter at Englands egen Chilcot-undersøgelse har afsløret hans ulovlige aggressionskrig i Irak, baseret på løgne, meddelt, at han vender tilbage til politik for at redde sin døende race. En amerikansk officer, der skriver på oberst Pat Langs Sic Semper Tyrannus-blog, indfanger måske ironien bedst: »Jeg bemærker også, at, i UK har Tony Blair lettet på sit kistelåg og hjemsøger atter Londons gader med den hensigt at omstøde Brexit. Ser vi et mønster her? Internationale eliter, der ikke er tilfredse med bønder på begge sider af Atlanten, der gør oprør?«

På onsdag vil det britiske parlament debattere Tony Blairs forbrydelser, en debat, som har gjort Blair-tilhængere i Labour-partiet hektiske over den yderligere afsløring af deres medskyldighed i ødelæggelsen af Sydvestasien og Europa.

Ligeledes fra UK ser tidligere, konservative regeringsminister Ken Clark hen til den ynkværdige Angela Merkel som det sidste ’store hvide håb’ for Det britiske Imperium: Merkel er, skriver han, nu, da USA er blevet »tabt« til Trump, »den eneste politiker, for hvem det lykkes at holde traditionen med vestligt, liberalt demokrati i live«. Hvis det, der er sket med Vesten, skal være »vestligt, liberalt demokrati«, så er folk tydeligvis parat til at dumpe det.

Dette hysteri går så langt som til den uddøende races respons på det nederlag for terrorisme, der finder sted i Aleppo. I takt med, at Rusland og Syrien tilsammen demonstrerer, at terrorisme rent faktisk kan besejres og befolkningen befries fra barbari, reagerer de vestlige medier med rædsel og insisterer på, at Rusland og Syrien er problemet, og ikke terroristerne. Frankrig har, under det til undergang dømte Hollande-regime, endda indkaldt til et hastemøde i FN’s Sikkerhedsråd, for at fordømme Syrien.

Men tidevandet kan ikke standses. Bag bølgen af fornuftig tankegang i Vesten ligger der en voksende erkendelse af, at Rusland og Kina har indført et nyt paradigme, baseret på win-win-samarbejde omkring den fysiske udvikling af nationer og områder i hele verden. På alle kontinenter afholdes der konferencer om den Nye Silkevej, som Xi Jinping har igangsat, og som analyserer den eksisterende og potentielle infrastrukturudvikling, der forbinder nationer gennem fælles fremskridt og gennem at udveksle og være fælles om de bedste og mest kreative traditioner i deres respektive kulturer.

LaRouche-organisationen har initieret og ført kampagne for disse ideer i et halvt århundrede. Nogle mennesker godtager det pessimistiske og løgagtige synspunkt, at en relativt lille organisation ikke kan have været ansvarlig for sådanne globale forandringer – men disse mennesker forstår ikke den kraft til at ændre historiens gang, som ideer er i besiddelse af, og som er langt større end »forbindelser« til folk ved magten.[1] Sandheden afsløres gennem historiens lange buer, og verden oplever nu den tordnende lyd fra en historisk tidevandsbølge. Hvilken retning, den efterfølgende opvågnen vil tage, afhænger af kraften i kreativiteten og den klassiske kultur, som verdens befolkning, og især USA’s befolkning, vedtager.

Som Friedrich Schiller, frihedens digter, skrev: »Menneskeværdet er i dine hænder lagt; dets vogter vær. Med dig det synker, med dig det løftes.«

»Knud irettesætter sine hoffolk ved bølgerne«, af Alphonse-Marie-Adolphe de Neuville.  


[1] »Lad alle mænd vide, hvor tom og værdiløs kongers magt er. For der er ingen anden, der er navnet værdigt, end Gud, som himmel, jord og hav adlyder.«

Således skal ifølge legenden Knud den Store have sagt, da han, for at modbevise sine smigrende hofmænds udtalelse om, at han var »så mægtig, at han kunne befale havets bølger at trække sig tilbage«, fik sin trone båret ud til havets kyst og siddende på den befalede bølgerne at trække sig tilbage, da tidevandet kom ind. Hvad de naturligvis ikke gjorde.




Den nye, udnævnte FN-generalsekretær Guterres i
Beijing til møder med Xi Jinping og Li Keqiang

28. nov., 2016 – I dag mødtes den tiltrædende FN-generalsekretær, Antonio Guterres, med hhv. præsident Xi Jinping og premierminister Li Keqiang, hver for sig. Dette besøg i Beijing kommer i tæt rækkefølge efter Guterres’ møde i Moskva i fredags med præsident Vladimir Putin, og nogle af de samme temaer blev anslået af lederne i begge nationer, nemlig, at FN har en afgørende rolle at spille i at skabe global fred og stabilitet.

Xi henviste til det faktum, at de principper, der er nedfældet i FN’s charter, inkluderer ansvaret for at bevare verdensfreden. Han sagde, at Kina vil støtte FN i denne rolle, og, iflg. dagens dækning i CCTV, har til hensigt »at øge kommunikation og pragmatisk samarbejde med organisationen«. Xi roste FN som den mest fremtrædende, globale, multinationale organisation.

Under Guterres’ møde i Moskva understregede Putin, ligesom Xi, Ruslands støtte til en styrkelse af FN’s »ledende og centrale rolle inden for internationale anliggender, konfliktløsning og i kampen for menneskerettigheder«. Til gengæld understregede Guterres, i sine bemærkninger til Putin, at »vi lever i en verden med multiple trusler fra mangedoblingen af nye konflikter … Jeg er en stærk tilhænger at, at globale problemer kun kan have globale løsninger, og en ensidig fremgangsmåde kan umuligt løse disse, og jeg er en stærk tilhænger af den rolle, multilateralisme spiller.«

2016-11-29-2CCTC rapporterer, at, under Guterres separate møde med Li Keqiang, »udvekslede de to ledere synspunkter mht. måder, hvorpå økonomisk globalisering kan styrkes og inkluderende, global udvikling kan realiseres.« Kina har taget den ledende rolle mht. at følge op på FN’s mandat fra 2015, om at arbejde for at opnå en reduktion af global fattigdom i året 2030.

Guterres tiltræder embedet i FN den 1. jan., 2017. Han har betydelige førstehåndserfaringer om konsekvenserne af konflikt, især, mens han var FN-flygtningehøjkommissær. Guterres, der er portugiser, var premierminister i Portugal fra 1995-2002.

Foto: Mødet mellem Guterres og Xi Jinping.

Indsat foto: Guterres mødes med Li Keqiang.     

 

 




Grækenland vil ikke tilslutte sig den ’Kolde Krig’ mod Rusland

28. nov. 2016 – I et interview med RIA Novosti sagde Dimitris Velanis, udenrigspolitisk rådgiver til den græske premierminister, Alexis Tsipras, at Grækenland ikke vil tilslutte sig en »kold krig« imod Rusland.

»Vi værdsætter den venligtsindede samarbejdspolitik, som Putin fører over for Grækenland … Det er grunden til, at Grækenland aldrig vil gå med til at spille ’kold krig’ mod Rusland«, sagde Velanis og forklarede yderligere, at ingen andre lande, især USA, havde gjort forsøg på at få Grækenland med i en anti-russisk politik, som medierne rapporterede i kølvandet på den amerikanske, ’lamme and’-præsident Barack Obamas besøg i Grækenland tidligere i november. »Med hensyn til græsk-russiske relationer og mht. disse ’forbud’ fra USA, som aktivt er blevet diskuteret i medierne … kan jeg helt ansvarligt sige, at der ikke har været nogen forsøg på at gennemføre et forbud … Der var intet pres, og desuden intet forbud, og det bliver der heller ikke.«

velanisVelanis, der også rådgiver Tsipras om russiske anliggender, diskuterede Grækenlands relationer med Rusland: »Vi forbereder store projekter om fælles økonomisk samarbejde inden for området skibsbyggeri og skibsreparationer på græske og russiske værfter. De pågældende foretagender vil selv meddele detaljer om dette samarbejde.«

Velanis udtrykte støtte til russernes standpunkt med at sende olietankere til Syrien for at levere forsyninger til militære operationer og fremførte, at dette ikke udgjorde en krænkelse af sanktioner imod Syrien, som nogle vestlige lande har hævdet. Han sagde også, at Grækenland ikke overvejede et forbud mod, at sådanne skibe sejlede gennem græsk farvand eller græske havne. 

»Vi forstår, at Rusland, ved at anbringe sin flåde og sit luftvåben i Syrien, naturligvis skal levere brændstof til dem«, sagde Velanis. »De behørige græske myndigheder indtager en bestemt holdning. Jeg mener, at spørgsmålet om et forbud, slet ikke er oppe til diskussion.«    

Foto: Putin og Tsipras, under et nyligt møde. 

Indsat foto: Dimitris Velanis.




Schiller Instituttet i Serbien:
Med den Nye Silkevej vokser en
ny optimistisk ånd frem i Serbien

28. nov., 2016 – Under et netop afsluttet firedages besøg i Serbien fandt Elke og Klaus Fimmen fra Schiller Instituttet i Tyskland stor åbenhed og optimisme omkring det potentiale, som Kinas Bælt-og-Vej-politik har at tilbyde dette område. Akademikere og repræsentanter for forskellige organisationer og medier var fortrolige, og særdeles bekendt, med Schiller Instituttets historie og afgørende arbejde for Verdenslandbroen. En førende akademiker, der har skrevet om den Nye Silkevejs betydning for Serbien, understregede, at han er fuldstændig enig med fr. Zepp-LaRouche i, at dette er af global betydning, og er et nyt paradigme.

Mod besøgets slutning blev der holdt et foredrag om »Den Nye Silkevej – en regional og global udviklingspolitik for fred« i Serbiens næststørste by, Novi Sad, for omkring 50 studenter og medlemmer af det økonomiske fakultet, arrangeret af den regionale sammenslutning af økonomer.*

For første gang i årtier, der har været fulde af krige og økonomisk og social ødelæggelse, ser folk nu et håb for fremtiden. En tidligere politiker sagde, at, med Silkevejen, befinder Serbien sig for første gang i historien i en position, hvor landet kan bruge sin geografiske og strategiske beliggenhed positivt, i stedet for at være blevet ødelagt af geopolitik i årtusinder. Resultaterne af de amerikanske valg forstærkede yderligere denne følelse af ny plads til at manøvrere i. I offentlige »afstemninger«, som medierne publicerede, havde resultaterne været 95 % for Trump. For befolkningen var Hillary legemliggørelsen af NATO-aggression. Folk var enige om, at, med Trumps valgsejr, er der for indeværende sat en stopper for krig med Rusland. Der var stor interesse for muligheden for at gennemføre Glass-Steagall nu, og for at omforme hele den økonomiske politik hen imod reel økonomisk udvikling i USA, og i hele verden.

Serbien er blevet meget centralt for Kinas fremgangsmåde over for CEEC-området. Ved det nylige CEEC-topmøde i Letland blev den første aftale, som træder i kraft til januar, om visumfrihed mellem Serbien og Kina underskrevet; Kinas Nationalbank vil åbne en afdeling under serbisk charter, med begyndelse til næste år. Der blev indgået endelige aftaler om at påbegynde byggeriet af højhastigheds-jernbanen mellem Beograd og Budapest, som også vil revolutionere det interne jernbanenet i Serbien. I øjeblikket tager det næsten to timer for at køre de 80 km i tog fra Beograd til den nordlige by Novi Sad.

Andre projekter: Smederovo-stålværket, som kineserne har købt, med 3000 arbejdere, står for at blive moderniseret, inklusive en komplementær udvikling af en havn (på floden Donau), hvor værket ligger. Alt imens EU har forsøgt at udsætte det, så er der intet, EU kan gøre, eftersom alle regler (inkl. for »anti-dumping«) omhyggeligt er blevet overholdt. Der er planlagt en industripark for high-tech-firmaer i Beograd, der muligvis også bliver kombineret med en ny havn. Man har også planlagt at udvikle en af de største, europæiske, enorme kobber-, sølv- og guldminer i Bor, som man i de seneste 25 år aldrig har investeret ordentligt i. Kina vil således genoplive projekter og sektorer, der har været privatiseret i årtier og blot fik lov at blive forsømt, med en enorm byrde på statsbudgettet til følge.

Alt imens BNP er vokset med 1 % (fra 2 til 3 %) i løbet af det seneste år, hvilket af nogen allerede tilskrives virkningerne af serbisk-kinesisk samarbejde, så er industriproduktionen elendig, med en disproportional sektor for tjenesteydelser. Mange varer importeres billigt (eller knap så billigt), inklusive fra Kina. Arbejdsløsheden er stadig massiv, officielt omkring 16 %, mens den faktiske arbejdsløshed er langt højere. Ungdommen har ingen fremtid, og folk med en universitetsuddannelse ender som taxichauffører eller finder jobs i turismens underholdningsbranche. I Serbiens næststørste by, Novi Sad, ligger en tjeners gennemsnitlige indkomst på omkring 200 euro, alt imens leveomkostningerne udgør 500 euro. Unge mennesker forlader landområderne og flytter ind til de få storbyer, men finder i øjeblikket heller ikke arbejde i byerne. Behovet for investering til fornyelse af infrastruktur er enormt og rangerer sagtens i størrelsesordenen 30-50 mia. euro for hovedstaden Beograds vedkommende.

EU, der på alle mulige måder udøver en masse pres (Serbien er et ansøgerland), anses for at have været en reel forhindring for udvikling i de seneste 15 år. Ikke alene er ingen projekter blevet finansieret, men Serbiens optagelse i EU er også konstant blevet udsat. Serbien har en enorm befolkningsgruppe, der traditionelt set har boet og arbejdet i Tyskland efter Anden Verdenskrig. Folk er dødtrætte af de tomme løfter. Så enten tager Tyskland og andre EU-lande sig sammen nu og ændrer kursen, eller også har de forpasset deres chance.

* (For femten år siden, i juni 2001, præsenterede Jacques Cheminade (Frankrig) og Elke Fimmen på Novi Sads universet den Eurasiske Landbro, behovet for et Nyt Bretton Woods og principperne for fysisk økonomi, som denne defineres af Lyndon LaRouche. Yderligere et foredrag blev holdt under det samme besøg, ved det prestigiøse Institut for Økonomisk Videnskab i Beograd, der blev stiftet i 1958, og som det er lykkedes at bevare frem til i dag.)

Foto: Ny jernbanebro (hvide bue) under opførelse over Donaufloden i Novi Sad. Del af et fællesprojekt mellem Kina, Serbien og Ungarn om en ny, højhastigheds-jernbanelinje fra Beograd til Budapest.




Det franske valg ødelægger yderligere briternes og Obamas krigspolitik

Leder fra LaRouchePAC, 28. november, 2016 – François Fillons overvældende valgsejr i søndagens franske primærvalg, til at være præsidentkandidat for Frankrigs Republikanske Parti, er et yderligere bevis på, at den menneskelige race ikke vil tolerere Barack Obamas fremstød for krig med Rusland. Ligesom Hillary Clinton førte Fillons modstander en kampagne mod Rusland, mens Fillon førte en kampagne for at arbejde sammen med Rusland om at nedkæmpe terroristerne i Syrien, om at afslutte de anti-russiske sanktioner og udvide det økonomiske samarbejde, og han vandt næsten to tredjedele af stemmerne.

Hillary Clinton, der kørte sin kampagne som en fortsættelse af Obamas krigshyl mod Rusland, forsøger nu desperat at give Putin skylden for sit nederlag! Det vanvittige i hendes påstand om, at Putin brugte at udsende »falske nyheder« og bedrive computerhacking for at stjæle det amerikanske valg, og som nu skaber overskrifter over hele USA, siger intet om Putin, men alt om tilstanden af mentalt sammenbrud hos krigspartiet i USA – de neokonservative i både det Republikanske og Demokratiske Parti, der samledes bag Hillary og blev slået af vælgerne, især af arbejdsstyrken på landet og i byerne.

I realiteten bidrog Putin faktisk til Obama/Hillary-krigspartiets nederlag, men ikke hemmeligt eller under dække. Hans vedvarende krav om, at USA holder op med at sponsorere terrorister under dække af at bevæbne den »moderate opposition« i Syrien med henblik på at vælte den legitime regering, og hans opfordring til samarbejde om krigen mod terror, var med til at afsløre Obama og Hillary for det, de er.

På lignende vis blev Xi Jinpings gentagne opfordringer til USA om at tilslutte sig den Nye Silkevejsproces med global nationsopbygning afvist af både Obama og Hillary til fordel for militær konfrontation med Kina og afslørede således deres imperiesyn over for en befolkning, der i stigende grad beundrer den utrolige udviklingsproces, som Kina har igangsat, både internt i landet og internationalt.

Helga Zepp-LaRouche, der tidligere har stillet op til kanslerposten i Tyskland, sagde i dag, at, på trods af Fillons økonomiske politik i Thatcher-traditionen, så demonstrerer valget af ham den voksende afsky i Europa for det anti-russiske hysteri og faren for krig. Trumps åbne erklæring om, at han vil arbejde med Putin for at besejre terrorisme, fik taberen Obama til i denne måned at forsøge at salve Tysklands Angela Merkel til sin efterfølger, som »leder for den frie verden« i en kampagne imod Rusland. Men Merkel er nu lige så isoleret, som Obama var – ligesom Olympens falske guder, der udråber deres krav over verden, mens Olympens bjerg smuldrer under deres fødder.

Samme dag som det franske valg vandt schweizerne en solid sejr i en folkeafstemning, der var lanceret af den ’grønne’ bevægelse mod kernekraft, for at lukke nationens kernekraftværker ned. Igen er budskabet til verden det, at den »nye, mørke tidsalders« mentalitet med afindustrialisering og permanente krige, ikke længere kan tolereres af menneskeslægten. Det er især et budskab til Merkel, der er imod kernekraft, om, at hendes tid er forbi.

Den vestlige verden oplever for tiden en revolutionær transformation. LaRouche-bevægelsen har i årevis tvunget befolkningen i USA og Europa, ofte imod dens vilje, til at se på det nye paradigmes nye lederskab, som kommer fra Rusland og Kina, og til at sammenligne det med den politik, der dikteres af London og Wall Street, og som økonomisk og kulturelt har ødelagt de transatlantiske nationer. Denne sandhed kan ikke længere undertrykkes. Lyndon LaRouche sagde i dag til sine medarbejdere: »Vi indtager en ledende position netop nu. Vi er ovenpå. Vi ved, hvad det er, vi gør, så lad os få en sejr.«

Foto: Daværende franske premierminister, hr. François Fillon, møder IAEA-generaldirektør Yukiya Amano & Chef de Cabinet, hr. Rafael Grossi, 2011. (Foto: IAEA Imagebank CC-SA)




RADIO SCHILLER den 28. november 2016:
Ny dansk regering//Forsøg på at underminere Trump//
Kinesisk og russisk teknologisk samarbejde med udviklingslande

Med formand Tom Gillesberg

Lyd:




Rusland tilbyder aftale om nuklear oparbejdning til Tyskland;
russisk-tysk forum om råmaterialer afholdt i Düsseldorf

25. nov., 2016 – På det Russisk-tyske Forum for Råmaterialer i Düsseldorf i går, præsenterede Valery Jazev, præsident for mineindustriens entreprenører, Tomsk-specialforskningsprogrammet for en oparbejdningsreaktor, der skal oparbejde brugt atombrændsel. Målet er at udvikle en reaktor til kommerciel brug, der kan oparbejde fra alle former for brugt atombrændsel og radioaktivt materiale.

Tomsk-projektet involverer, forklarede Jazev, arbejde på udviklingen af radioaktive materialer til medicinsk brug, så vel som også mærkning af materialer til industribrug. Jasev sagde, at Rusland er forud for alle andre nationer inden for denne sektor, med et 10-15 år langt forskningsforspring, og at Rusland om nogle få år vil være i besiddelse af en profitabel teknologi til global eksport. Rusland kunne også tilbyde denne teknologi til at oparbejde brugt atommateriale fra Tyskland, som vil få brug for en sådan teknologi, når de i 2022 afslutter anvendelse af atomkraft. Dette kunne betyde et vigtigt russisk bidrag til et energipartnerskab med Tyskland.

Fremtrædende tyskere ved samme begivenhed, f.eks. Klaus Töpfer og vicekansler Sigmar Gabriel, valgte imidlertid ikke at tage imod tilbuddet, men førte i stedet en masse nonsenssnak om »andre synspunkter, som naturligvis må tages i betragtning« og i øvrigt insisterede på den tyske regerings vanvittige strategi for fornybar energi. Dette inkluderer Gabriels synspunkter om retningen af »moderniseringspartnerskabet« med Rusland, nemlig reduceringen af CO2-udslip. Ildevarslende, at Gabriel præsenterede dette som et område for samarbejde uden for sanktionerne.   




Tysklands fremtid ligger i den Nye Silkevej!
Af Helga Zepp-LaRouche

Tyskland må forpligte sig til denne politik for fred i det 21. århundrede, et totalt nyt paradigme, der erstatter geopolitik med menneskehedens fælles interesse, og Tyskland må aktivt blive en del af et reelt »fællesskab for en fælles skæbne«, som Xi Jinping udtrykker det.

Tyskland må også yde et vigtigt bidrag til en dialog mellem kulturer, der må ledsage denne nye, økonomiske verdensorden, hvis vore bestræbelser skal krones med held. Vi har i Tyskland en rig arv af humanistisk filosofi og klassisk kultur, som på forunderlig vis finder genklang i andre kulturers højdepunkter. Kun, hvis vi genopliver alle nationers bedste, kulturelle udtryk og bringer hinanden ind i en levende dialog, vil vi være i stand til at overvinde den nuværende civilisationskrise.

20161128-hzl-seidenstrLeder fra BüSo, 26. nov., 2016 – Heinrich Heines berømte overvejelse springer i erindring: ’Når jeg tænker på Tyskland om natten … ’ I sandhed, hvilken retning har kursen i Tyskland, eller rettere sagt: Hvor er Tyskland ved at drive hen? Det faktum, at Angela Merkel stiller op til en fjerde embedsperiode, er ikke betryggende. I modsætning til det indtryk, hun forsøger at skabe, er yderligere fire år med en Merkel-regering ikke et løfte om stabilitet, men om det modsatte.

Både Brexit i Storbritannien og valget af Donald Trump i USA er udtryk for en afvisning af hele paradigmet med neoliberal »globalisering«, der blot er et synonym for det anglo-amerikanske imperium. Denne ’globalisering’ har ført til forarmelse af voksende dele af befolkningen til fordel for finansoligarkiet, i alle lande, der har været underkastet reglerne for neoliberal monetarisme. Denne ’globalisering’ – dvs., City of Londons og Wall Streets krav om unipolær overhøjhed over verden – er ansvarlig for en hel række krige, baseret på løgne, fra Afghanistan til Irak, Libyen, Syrien og Yemen, og som har forårsaget flygtningekatastrofen. ’Globalisering’ betyder også farvede revolutioner, som er en politik for regimeskift mod demokratisk valgte regeringer, såsom i Ukraine; det betyder en NATO- og EU-politik for udvidelse mod øst og inddæmning, og det ville sandsynligvis, snarere før end siden, have bragt os ind i en global konfrontation med Rusland og Kina under en Hillary Clinton-administration.

Kansler Merkel og den chokerede [forsvarsminister]Ursula von der Leyen repræsenterer dette taber-paradigme, og tanken om endnu fire år – uden en ny politik og absolut uden nogen som helst vision for fremtiden – betyder ikke stabilitet, men derimod voksende politisk splittelse i Tyskland og disintegrationen af et EU i oprør. Med den næste, finansielle krise, der med sikkerhed vil komme, vil Merkel-Schäuble-regeringen med sikkerhed atter engang påtvinge borgerne omkostningerne herfor, og, ved at gøre dette, risikere kaos. Skrøbeligheden i den afskyelige flygtningeaftale med Tyrkiets Erdogan og diverse regeringer i Afrika er et løfte om, at det kun er et spørgsmål om tid, før denne krise atter eksploderer.

Merkel repræsenterer dette paradigme, der uafvendeligt er i færd med at synke. Præcis ligesom 304 medlemmer af det Europæiske Parlament, som netop har vedtaget en resolution, der anklager Rusland for at føre massiv anti-europæisk propaganda, så støtter hun en EU- og NATO-politik, som gør netop det, de anklager Rusland for at gøre. Vi må én gang for alle sætte en stopper for den Kolde Krigs tankegang.

Den næste amerikanske præsident har allerede sagt, at han ønsker at forbedre relationerne med Rusland og Kina og har i denne hensigt allerede ført samtaler med den russiske præsident Putin og den kinesiske præsident Xi. Trump har endda signaleret, at USA gerne vil være med i AIIB og samarbejde med Kinas Silkevejspolitik.

I løbet af kun tre år er Kinas Silkevejsinitiativ blevet historiens største program for infrastruktur og økonomisk vækst, tolv gange så stort som Marshallplanen, hvis man måler i nutidige dollars. Halvfjerds nationer samarbejder om det, samt flere end 30 internationale institutioner. Kina har alene 1,4 bio. euro i investeringer; 4.4 mia. mennesker har allerede fordel af en utroligt mangefacetteret vifte af dem – højhastighedsjernbaner, skabelse og distribuering af energi, vandstyringsprojekter, nye videnskabsbyer, grundforskning, innovation, fælles rumforskning osv. Xi Jinping har tilbudt samarbede med den Nye Silkevej til alle lande på Jorden på basis af »win-win«-samarbejde. Flere og flere lande svinger over i dette nye paradigme, der, i stedet for et nulsumsspil, er med til at overvinde fattigdom og underudvikling, til alles fælles fordel.       

Slut jer til mig i denne kamp

I mere end 25 år har jeg ført kampagne for programmet med at bygge den Nye Silkevej, et program, som jeg sammen med min mand Lyndon LaRouche for første gang foreslog som respons på [Berlin]Murens fald og Sovjetunionens opløsning. Vi har fremlagt dette koncept på hundreder af konferencer og seminarer i hele verden siden da, og nu er det flertallet af menneskehedens politik. Med jeres hjælp kan vi nu sætte dette program på Tysklands dagsorden – et program, der især ville komme Mittelstand (små og mellemstore virksomheder) til gode, og på basis af hvilket mange produktive jobs ville blive skabt.

For at skabe et reelt perspektiv og alternativ for Tyskland, har vi ikke brug for et AfD (partiet Alternativ for Tyskland), som ikke har nogen løsninger at tilbyde; men sammen med mig kan man sætte samarbejde med USA, Rusland og Kina på dagsordenen, et samarbejde omkring byggeriet af den Nye Silkevej. Kun gennem et sådant samarbejde kan vi udvikle Mellemøsten og Afrika med en Ny Silkevejs-Marshallplan, og således løse flygtningekrisen på en human måde. Desuden er det netop, hvad general Michael Flynn, Trumps nye nationale sikkerhedsrådgiver, allerede i april, 2015, krævede.

Tyskland må forpligte sig til denne politik for fred i det 21. århundrede, et totalt nyt paradigme, der erstatter geopolitik med menneskehedens fælles interesse, og Tyskland må aktivt blive en del af et reelt »fællesskab for en fælles skæbne«, som Xi Jinping udtrykker det.

Tyskland må også yde et vigtigt bidrag til en dialog mellem kulturer, der må ledsage denne nye, økonomiske verdensorden, hvis vore bestræbelser skal krones med held. Vi har i Tyskland en rig arv af humanistisk filosofi og klassisk kultur, som på forunderlig vis finder genklang i andre kulturers højdepunkter. Kun, hvis vi genopliver alle nationers bedste, kulturelle udtryk og bringer hinanden ind i en levende dialog, vil vi være i stand til at overvinde den nuværende civilisationskrise.

Slut jer til mig i kampen for at sikre, at denne ekstraordinære chance gribes i Tyskland, og til fordel for Tyskland – en chance for at samarbejde med den nye, samarbejdsparate administration i USA, og med det økonomiske alternativ, der ligger i dynamikken med den Nye Silkevej. Hvis I gør dette med beslutsomhed, kan Tyskland atter blive ’en nation af digtere, tænkere og opfindere’, og de fremtidige generationer vil atter opleve fremgang.

* * *

Jeg støtter denne appel: »Tysklands fremtid ligger i den Nye Silkevej!« med min nedenstående underskrift, og jeg vil hjælpe med at cirkulere den.    

Foto: Den kinesiske præsident Xi Jinping (i midten) besøger havnen i Duisburg, Tyskland, 29. maj, 2014. [Photo/Xinhua]      

       




»Ideen om den Nye Silkevej
imod det globale finanssystems sammenbrud«
Af Helga Zepp-LaRouche

Hovedtale ved 23. nationalkongres for Sammenslutningen af Økonomer i Peru, 17. november, 2016. 

Friedrich Schiller, der er en vidunderlig digter, som Schiller Instituttet er navngivet efter, havde den opfattelse, at der ikke kan være nogen modsigelse mellem at være en patriot, og så at være en verdensborger. Jeg mener, at det er muligt at opnå denne idé i vores tid, for, hvis vi giver hvert barn, hver nyfødt på denne planet, en generel uddannelse, der ikke alene formidler generel historie, geologi, musik, videnskab og de skønne kunster, men også en viden om og kærlighed til de andre kulturers højeste udtryk, den tyske klassik, konfucianisme, Gupta-perioden, Cervantes, Goya, hver eneste kulturs guldalder; så ville disse børn være i stand til at udvikle hele det potentiale, som de hver især kan udfolde, og som kun nogle ganske få undtagelser tidligere kunne udfolde.

Download (PDF, Unknown)

 

 




Peruvianske økonomers kongres offentliggør konklusion:
»Vi deler Helga Zepp-LaRouches perspektiv for global udvikling«

Leder fra LaRouchePAC, 25. nov., 2016 – I et dokument, der opsummerer resultaterne af Sammenslutningen af peruvianske økonomers 23. nationalkongres 17.-19. nov., skrev Roberto Vela Tinedo, dekanen for Sammenslutningen af økonomer i Ucayali (der var vært for begivenheden):

»Vi økonomer i Peru, der forsamledes i byen Pucallpa, vil informere den nationale og internatonale offentlige mening om vores holdning mht. den nuværende situation i landet og i verden, og erklærer følgende:

  1. At efter en analyse af hovedtalen, som dr. Helga Zepp-LaRouche holdt, er vi enige i det perspektiv om global udvikling, som hendes budskab præsenterer, og som kan ses på følgende link: http://financiardesarrollo.blogspot.pe/2016/11/la-ferrovia-transcontinental-brasil.html  Efter at have understreget dette punkt, fortsatte Vela med sit budskab – der blev sendt til alle 24 regionale økonomsammenslutninger i Peru, med i alt henved 20.000 medlemmer – med at skrive:

6) For at overvinde denne krise, har BRIKS-landene (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika), under ledelse af Kina og Rusland, foreslået og initieret byggeriet af en ny, finansiel arkitektur, der har til formål at udvikle nationers fysiske økonomi, i en suveræn relation, hvor alle vinder (’win-win-strategien [original på engelsk]), der knuser det gamle regimes nulsumsspil, under hvilket nogle vinder og andre taber … Peru må tilslutte sig denne proces for at kunne opnå vækst.

7) Vi må omstrukturere statens økonomiske politik og erstatte den neoliberale model med en model for udvikling af produktiv transformation med egenkapital …

8) Vi må anvende videnskab, teknologi og innovation i vores økonomiske udvikling som basis for at være konkurrencedygtige …

11) Vi må skabe et Ministerium for Strategisk Planlægning, der skal formulere en vision for det land, vi ønsker at være … og have et nyt Ministerium for Teknologi og Produktion …

16) Det første, store skridt på vejen til industriel udvikling og promovering af videnskabelige og teknologiske evner, er, at Peru, som et paradigmatisk eksempel på denne nye, suveræne relation, hvor alle vinder (’win-win-strategien’), bør vedtage forslaget fra den Kinesiske Folkerepublik om at bygge en transkontinental jernbaneforbindelse langs den nordlige rute, der ville forbinde havnene Santos i Brasilien og Bayovar i Peru og lægge vægt på udviklingen af hundreder af komplementære projekter, såsom landbrug, agroindustri, varefremstilling, fiskeri, havne, kernekraft, petrokemikalier, videnskabelig og teknologisk innovation, vejinfrastruktur, skabelsen af nye intelligente byer og skabelsen af tusinder af jobs, etc.

Efter fire dages overvejelser har vi aftalt at kræve, at centralregeringen [i Peru] vedtager og promoverer byggeriet af dette storprojekt, i betragtning af, at det i øjeblikket er det eneste, der fokuserer på kontinental integration, og som allerede har et underskrevet Forståelsesmemorandum mellem Kinas, Brasiliens og Perus regeringer.«

Foto: Helga Zepp-LaRouche under en spørgesession på Schiller Instituttets konference i Essen, Tyskland.




Den udnævnte, nye FN-generalsekretær afholder hjerteligt møde med præsident Putin

25. nov., 2016 – I går mødtes Antonio Guterres, den udnævnte generalsekretær for FN (tiltræder 1. januar 2017), med Vladimir Putin i Moskva. De to havde mødtes ved tidligere lejligheder, inklusive, da Guterres var Portugals premierminister, i 2000, og da han var FN’s flygtningehøjkommissær, og Guterres genkaldte sig, at de to havde haft »vigtige, konstruktive og effektive relationer«, som Kremls webside rapporterer.

Putin understregede, at Rusland altid har støttet en styrkelse af FN’s »ledende og centrale rolle i internationale anliggender, i konfliktløsning og i kampen for menneskerettigheder«.

Da han talte til reportere forud for mødet, roste Ruslands FN-ambassadør Vitaly Churkin Guterres’ professionelle og personlige egenskaber og beskrev ham som én, der »kender hele FN-systemet og ved, hvad han ønsker at opnå«.

I sine bemærkninger til præsident Putin understregede Guterres, at »vi lever i en verden med multiple trusler fra de mangedoblede, nye konflikter … Jeg er en stærk tilhænger af, at globale problemer kun kan løses globalt, at det ikke er muligt, at en ensidig fremgangsmåde kan løse dem, og jeg er en stærk tilhænger af den mangesidige rolles betydning«. Han understregede den Russiske Føderations »afgørende« rolle, »ikke alene i FN, men i alle aspekter af internationale relationer, og jeg ville sige, at en absolut fundamental betingelse for, at jeg kan være i stand til at være til nytte for det internationale samfund, er at kunne have en meget konstruktiv og positiv dialog og relation med den Russiske Føderation«.    




USA: General Michael Flynn kræver Marshallplan for MENA-område

24. nov., 2016 – General Michael Flynn, som nyvalgte præsident Donald Trump for nylig udnævnte til national sikkerhedsrådgiver, blev den 20. nov. interviewet af CNN’s Fareed Zakaria. General Flynn fremlagde et magtfuldt krav om en Marshallplan for Mellemøsten og Nordafrika (MENA) og nævnte den succesfulde Marshallplan for Europa ved slutningen af Anden Verdenskrig. Han fremførte, at befolkningstilvæksten i MENA-området og spredningen af radikal jihadisme kun kan imødegås gennem et langsigtet perspektiv for økonomisk vækst, og at Marshallplanen tilbyder det bedste eksempel på, hvordan man skal gå frem mod denne trussel.     

Læs også: Schiller Instituttets Specialrapport: Et økonomisk mirakel for Sydeuropa, Middelhavsområdet og det afrikanske kontinent. 

 




Ingen tid at spilde: Vedtag Glass-Steagall, og tag til Månen
LaRouchePAC Internationale
Fredags-webcast,
25. november, 2016

Jason Ross: Diskussionen i aften finder sted to en halv uge efter præsidentvalget i USA den 8. nov. Siden da har vi set en hvirvelvind af spekulationer over udnævnelser til regeringsposter, inkl. nogle udnævnelser til poster i Trump-administrationen. Vi har også set betydningsfulde, internationale nyheder, såsom APEC-topmødet, der fandt sted i sidste weekend; topmødet i Asien-Stillehavsområdets Økonomiske Samarbejde (APEC), der meget betydningsfuldt inkluderede den filippinske præsident Duterte og den kinesiske præsident Xi Jinping blandt de mange tilstedeværende ledere. På denne konference understregede Duterte igen, at Filippinerne ikke længere anser sig selv for at være en amerikansk koloni; og landet forfølger en uafhængig politik, rent økonomisk, med Kina, der således er et modtræk til at skabe konflikt i f.eks. det Sydkinesiske Hav. Præsident Xi var på rundrejse i Mellem- og Sydamerika samtidig med, at han rejste til APEC-topmødet. Så ved siden af Peru – som var værtsland for topmødet – besøgte han også Chile og Ecuador, hvor han blandt andet talte om den bi-oceaniske korridor, en plan for en jernbaneforbindelse mellem Sydamerikas to omkringliggende have, Stillehavet og Atlanterhavet, og om at etablere videnskabsbyer. Han blev hyldet af præsident Correa i Ecuador, der betragtede Xi Jinpings besøg som den mest betydningsfulde begivenhed, der nogen sinde havde fundet sted i Ecuadors historie, baseret på det potentiale, som dette tilbød denne nation.

Dette Nye Paradigme, der i øjeblikket ledes politisk og økonomisk af Rusland og Kina, kommer som et resultat af LaRouche-bevægelsens og Lyndon og Helga LaRouches årtier lange organisering; der er således nu et Nyt Paradigme, der fører en stadigt større del af verden i en meget positiv retning. Vores job i øjeblikket er ikke at få de hotteste nyheder om, hvad Trumps udnævnelser bliver, osv. Det er at forme amerikanske politik, som vi med held gjorde det med at gennemtvinge en underkendelse af Obamas veto af Loven om Juridisk Retfærdighed mod Sponsorer af Terrorisme (JASTA). Og som vi nu står klar til at gøre, med at få Kongressen – under denne overgangsperiode, ’lamme and’-perioden – til at gennemføre Glass-Steagall, det nødvendige første skridt for en økonomisk genrejsning. Glass-Steagall er den lov, som Franklin Roosevelt fik vedtaget, og som skabte 60+ år med stabil, kedelig, stabil, produktiv bankvirksomhed i USA; snarere end den form for spillevirksomhed, vi nu ser.

Lad med vise dette kort [Fig. 1] for blot at vise lidt at den succes, som vi har set med det kinesiske program.

2016-11-26-4Programmet med nationerne i Ét bælte, én vej [OBOR], der inkluderer både – der er to komponenter i Kinas projekt i denne henseende; det Økonomiske Silkevejsbælte, med nationerne vist i blå farve, og det 21. Århundredes Maritime Silkevej i orange farve. Tilsammen refererer Kina til dette på kinesisk som initiativet med »Ét bælte, én vej«; på engelsk ofte blot kaldt initiativet for Bæltet og Vejen. Med hensyn til det potentiale, som dette har, er her blot nogle af tallene: 20.000 km højhastigheds-jernbanelinjer i Kina, alle bygget inden for det seneste årti – mere end i resten af verden tilsammen; et titals billioner af dollars i direkte investering i nationerne i området; en forøgelse af kontrakter om tjenesteydelser på over 33 % i løbet af blot ét år langs Bæltet og Vejen; Kinas Eksport/Importbank har udestående engagementer i flere end 1000 projekter og har for ganske nylig underskrevet aftaler om omkring 500 nye projekter i nationerne langs Bæltet og Vejen. 2016-11-26-6Kina er i færd med at udbygge 150.000 stipendier, som tilbyder uddannelse til 500.000 eksperter til uddannelse i Kina; har etableret 500 Konfucius-institutter i hele verden; har initieret flere end et dusin økonomiske samarbejdszoner; frihandelsaftaler, og er i øjeblikket engageret i flere end 40 energiprojekter – inklusive omkring 20, der lige er blevet etableret i år i Bæltet og Vejens nationer.

Hvordan kan vi så blive en del af dette? I magasinet Chronicles udgave fra 21. nov. er der et forslag fra Edward Lozansky og Jim Jatrus. Lozansky er præsident for det Amerikanske Universitet i Moskva. De skrev en artikel med titlen, »The Big Three: America, Russia, and China Must Join Hands for
Security, Prosperity, and Peace« (De tre store: Amerika, Rusland og Kina må gå sammen om sikkerhed, velstand og fred). To uddrag: De indleder deres artikel, »Med Donald Trumps sejr over Hillary Clinton får vi måske aldrig at vide, hvor tæt Amerika og hele menneskeheden kom på atomkrig«. Med en beskrivelse af verdenssituationen afslutter de med et forslag: »Præsident Donald Trump kan rette tidligere amerikanske præsidenters fejl. Snarere end modstandere kan Rusland og Kina blive Amerikas vigtigste partere, og som er, er vi overbevist om, rede til at respondere positivt. Tiden er inde for Trump og Amerika til at tage initiativet til samarbejde mellem USA, Rusland og Kina hen imod en tryg, fremgangsrig og fredelig fremtid. Et Trump-Putin-Xi ’Store Tre-topmøde’ bør være en prioritet for den nye, amerikanske præsidents første 100 dage.«

Jeg vil nu bede Jeff Steinberg om at fylde verdensbilledet ud og forklare vore seere, hvilke flanker, hvilke håndtag, hvilke vægtstænger vi har for at ændre USA’s politik på dette tidspunkt?

Jeffrey Steinberg (efterretningsredaktør, EIR): Det er indledningsvist meget vigtigt at indse, at vi befinder os i en periode med forandring. Vi ved visse ting om konsekvenserne af det amerikanske præsidentvalg og andre nationale valg den 8. nov. Jeg mener, at Lozansky og Jatrus gjorde en fundamental pointe meget klart: Der forelå en meget alvorlig fare, baseret på Hillary Clintons kampagneretorik, baseret på politikker, der blev stadigt mere aggressivt forfulgt af præsident Barack Obama mod slutningen af hans otte år i embedet; at vi havde kurs mod den værste krise mellem USA og Rusland, som vi nogen sinde har oplevet – måske endda værre end Cubakrisen i 1962. Så Hillary Clintons nederlag er virkelig afslutningen af præsidentskaberne Bush’ og Obamas 16 år lange tyranni. Hvor hurtigt, vi kan vende politikken omkring under det nye Trump-præsidentskab, og i hvilken retning, udnævnelserne til hans administration vil gå, er alt sammen ukendte faktorer; vi har ingen vished om dem.

Det, vi ved, er, at især i kølvandet på APEC-topmødet, der netop er afsluttet i sidste uge i Lima, Peru, og som dernæst efterfulgtes af den kinesiske præsident Xi Jinpings statsbesøg til Peru og dernæst til Chile, og forud for topmødet var han i Ecuador; og vi ved, at der er en enorm mulighed derude for USA, under et Trump-præsidentskab, for netop at gå med i det, der altid har ligget på bordet som en åben invitation til USA; nemlig, at USA kan tilslutte sig projektet om Verdenslandbroen. For, uden et USA er det meget vanskeligt at opfatte dette som en Verdenslandbro, hvilket er det, verden virkelig har brug for lige nu. Der har været meget indledende telefondiskussioner mellem nyvalgte præsident Trump og den russiske præsident Putin; de synes at være blevet enige om at have et personligt topmøde hurtigt efter tiltrædelsen – som finder sted den 20. januar. Det er ligeledes tanken, at præsident Trump, efter tiltrædelsen, også ret hurtigt skal mødes med den kinesiske præsident Xi Jinping. Jeg mener, at Lozansky-Jatrus-ideen om et trilateralt møde ville være ekstraordinært værdifuldt. Det er vigtigt at huske på, at, i 1944, var det præsident Franklin Roosevelts kurs i sine handlinger for at etablere De forenede Nationer – hvilket skete i 1945 – at inkludere både Sovjetunionen og Kina i FN’s Sikkerhedsråds fem permanente nationer. Husk på, at Roosevelt forstod, at der var imperiepolitikker, der stadig var kernen i Det britiske Imperium med Churchill, og på lignende måde med Frankrig. Så ideen med at have Rusland – dengang Sovjetunionen – og Kina i dette permanente Sikkerhedsråds kernegruppe, reflekterede den kendsgerning, at Roosevelt dengang så udsigten til denne form for et alliancesystem hen over Eurasien. Jeg mener, at der er en historisk baggrund, for netop denne form for russisk-kinesiske samarbejde, at se hen til her. I de seneste 15 år har det været en hjørnesten i Lyndon LaRouches globale politik med et USA-Rusland-Kina-Indien-samarbejde, især omkring videnskabelige programmer; især udforskning af rummet, som basis for global fred og udvikling. Så disse ideer er fremlagt.

Den 20. november sagde general Michael Flynn, kort tid efter, at han var blevet udnævnt af nyvalgte præsident Trump som national sikkerhedsrådgiver, i et interview med Fareed Zakhari på CNN, at, efter hans mening, var den eneste måde at håndtere problemerne med den jihadistiske terrortrussel i Mellemøsten og Nordafrika på længere sigt at have et globalt samarbejde omkring en Marshallplan – han brugte udtrykkeligt dette udtryk. Han sagde, hvis man ser på, hvad Europa var i stand til at præstere i kølvandet på Anden Verdenskrigs ødelæggelser, og den rolle, som Marshallplanen spillede; det var ikke det hele, men det var et vigtigt element i den økonomiske genrejsning efter krigen. Et perspektiv af denne art er virkelig den vindende strategi for at håndtere befolkningstilvæksten og spredningen af den saudisksponsorerede jihadisme i hele Mellemøsten/Nordafrika-området. Det går også ind i Sydvestasien.

Der findes altså enorme potentialer; de er i vid udstrækning foreløbigt ikke realiseret med hensyn til den forandring, der kommer med den ny administration. Men, som du sagde, Jason [Ross], så er der ingen grund til at vente til januar. Den nyvalgte præsident Trump krævede udtrykkeligt, i en tale i Charlotte, North Carolina, en genindførelse af Glass-Steagall. Det er i begge de to store politiske partiers valgplatform for dette års valg; både Demokraterne og Republikanerne har vedtaget det. Det var en Trump-delegeret til GOP [Grand Old Party – det Republikanske Parti] komiteen for politisk strategi, der introducerede Glass-Steagall. Der er senatorerne Elizabeth Warren, og vigtigere endnu, Bernie Sanders, som siger, at de er villige til at række over midtergangen og arbejde sammen med Donald Trump, hvis samarbejdsspørgsmålene inkluderer og virkelig begynder med Glass-Steagall. Så dette er noget, der ikke behøver at vente til januar og tiltrædelsen og den nye Kongres. Der er fremstillet lovforslag for Glass-Steagall i både Repræsentanternes Hus og Senatet. Et af forslagene i Huset har en ordlyd, der er identisk med Senatsforslaget. Som vi så det med vedtagelsen af underkendelsen af JASTA-vetoet, hvis lederskabet i Kongressen giver grønt lys, kan Glass-Steagall bringes til debat i begge huse og vedtages inden for få timer. Underkendelsen af JASTA-vetoet tog to timer om morgenen i USA’s Senat, og to en halv time eller så om eftermiddagen i Huset. Det opnåede man på en enkelt dag i Kongressen. Så der er ingen som helst grund til, at vi ikke omgående kan gennemføre det – i bogstavelig forstand i næste uge, når Kongressen atter samles efter Thanksgiving-ferien; og den vil sidde i de næste fire uger. Der er intet til hinder for, at vi kan få Glass-Steagall tilbage som landets lov før juleferien, så vi har det på plads til den nye administration; og tiden er rent ud sagt af afgørende betydning. Vi ved ikke, i betragtning af situationen med Deutsche Bank, med Royal Bank of Scotland, med de største, amerikanske for-store-til-at-lade-gå-ned-banker, der sidder på derivater til $252 billion. Det er 30 % mere end det var på tidspunktet for krakket i 2008. Det sidder på toppen af et meget tvivlsomt kapitalgrundlag på $14 billion; i virkeligheden er det sandsynligvis meget mindre end det, for nogle af de værdipapirer, som bliver talt med som kapitalreserver, er grundlæggende set illikvide og kan ikke – selv i nødstilfælde – gøres likvide.

Så vi kunne altså vågne i morgen, eller mandag morgen, eller midt i næste uge, og finde, at hele det transatlantiske banksystem er nedsmeltet. Så Glass-Steagall er altså et presserende hastespørgsmål; og det forudsætter dernæst de andre hovedelementer i LaRouches Fire Love. Det er et kreditsystem; investering i store infrastrukturprojekter; og en genoplivning af de mest avancerede, videnskabelige programmer, inklusive en storstilet tilbagevenden til rummet og det internationale arbejde for endelig at opnå det fulde gennembrud inden for fusion. Alle disse ting er på bordet, men igen, så er der ingen garantier; intet er blot tilnærmelsesvis sikkert mht., hvad det næste, der vil ske, bliver. Vi kan ånde lidt op, fordi faren for krig med Rusland og Kina er blevet meget reduceret; og der er en masse potentiale. Der er en masse af den form for overgang som fra Jimmy Carter til Ronald Reagan i luften som et potentiale; men intet af det er endnu fuldt ud realiseret. Folk må indse, at dette er et tidspunkt med store muligheder. Det vil blive et krav fra befolkningen under det rette lederskab, der er orienteret mod de rette politikker, der virkelig kan gribe muligheden. Hvis vi venter til januar eller februar næste år, hvem ved så, hvilke slags sabotageoperationer, man vil køre?

Man kan gå ind på Craigs Liste og finde dækgrupper for George Soros, såsom MoveOn.org og blacklivesmatter.org, der tilbyder $1500 om ugen for, at folk render rundt som idioter og protesterer imod resultatet af valget. Der er en hel del usikkerhed med hensyn til, hvad der foregår, samtidig med, at der er store muligheder. Vi må sikre os, at vi tager lederskabet mht. at gribe øjeblikket.

Ovenstående er første del af det Internationale Webcast; det engelske udskrift af hele webcastet følger her:

MAKE THE MOST OF THE OPENNESS IN POLICY NOW,
TO INSURE A NEW PARADIGM FOR THE UNITED STATES
BEFORE THE INAUGURATION
LaRouche PAC International Webcast, Saturday, November 26, 2016

        JASON ROSS:  Hi there!  Today is November 25, 2016; and
you're joining us for our regular webcast here from
larouchepac.com.  My name is Jason Ross; I'll be the host today.
I'm joined in the studio by Ben Deniston, my colleague here at
LaRouche PAC; and via video by Jeff Steinberg of Executive
Intelligence Review.
        This discussion is taking place 2.5 weeks after the November
8, 2016 Presidential election in the United States.  Since then,
we've seen a whirlwind of speculation about Cabinet appointments,
including some Cabinet appointments for the Trump administration.
We've also seen some significant international news, such as the
APEC summit which occurred last weekend; the Asia-Pacific
Economic Cooperation summit that included very significantly new
Philippines' President Duterte and Chinese Xi Jinping among the
many leaders who were there.  At this conference, Duterte again
emphasized that the Philippines no longer considers itself to be
a US colony; and is pursuing an independent policy economically
with China, countering the attempts to create conflict, for
example, in the South China Sea.  President Xi Jinping went on a
tour of Latin America while he was at the APEC summit. So in
addition to Peru — which hosted the event — he also visited
Chile and Ecuador; where he spoke, among other things, about the
bioceanic corridor, a plan for a rail link between the Pacific
and Atlantic sides of South America; about setting up science
cities.  He was greeted by President Correa in Ecuador, who
considered Xi Jinping's trip the most significant event to occur
in Ecuador's history; based on the potential that it offered that
nation.
        So, this New Paradigm, being led politically and
economically at present by Russia and by China, comes as a result
of decades of organizing by the LaRouche Movement, by Lyndon and
Helga LaRouche; such that there is now a New Paradigm taking an
increasingly larger portion of the world in a very positive
direction.  Our job at present isn't to get the hottest news on
what Trump's appointments will be, etc.  It is to shape US
policy; as we successfully did in forcing an override against
Obama's veto of the Justice Against Sponsors of Terrorism Act.
And as we stand poised to do now with getting the Congress —
during this lame duck session — to implement Glass-Steagall, the
necessary first step for an economic recovery.  Glass-Steagall is
the law that Franklin Roosevelt had put in place that created 60+
years of stable, boring, stable productive banking in the United
States; rather than the kind of gambling that we see now.
        Let me pull up this chart [Fig. 1] just to show a bit of
this success that we've seen along the Chinese economic program.
Along the One Belt, One Road nations which includes both the —
there's two components to China's project on this; the Silk Road
economic belt, which you see the nations in blue, and the 21st
Century Maritime Silk Road in orange.  Together, China refers to
this in Chinese as the "One Belt, One Road" initiative; in
English, often just the Belt and Road initiative.  As far as the
potential that this holds, these are just some of the figures:
20,000 km of high-speed rail in China, all built within the last
decade — more than the rest of the world combined; tens of
billions of dollars of direct investment into nations of the
region; an increase in services contracts of over 33% in just one
year along the One Belt, One Road; the Export/Import Bank of
China has outstanding involvement in over 1000 projects, and just
recently has signed up about 500 new projects along the Belt and
Road nations.  China is extending 150,000 scholarships offering
training for 500,000 for professionals for training in China; has
set up 500 Confucius institutes around the world, has initiated
over a dozen economic cooperation zones; free trade agreements,
and is engaged currently in over 40 energy projects — including
about 20 that were just set up this year among One Belt, One Road
nations.
        So, how can we become a part of this?  Well, a proposal was
made in the November 21st issue of {Chronicles} magazine by
Edward Lozansky and Jim Jatrus.  Losansky is the President of the
American University in Moscow.  They wrote an article called,
"The Big Three: America, Russia, and China Must Join Hands for
Security, Prosperity, and Peace".  Two excerpts.  They open their
article, "With the defeat of Hillary Clinton by Donald Trump, we
may never know how close America and all mankind came to nuclear
war."  In describing the world situation, they end with a
proposal: "President Donald Trump can correct the mistakes of
past U.S. presidents. Rather than adversaries Russia and China
can become Americaâs essential partners and are, we are
convinced, ready to respond positively. Itâs time for Trump and
America to take the initiative for U.S-Russia-China cooperation
towards a secure, prosperous, and peaceful future.  A
Trump-Putin-Xi 'Big Three Summit' should be a priority for the
new U.S. Presidentâs first 100 days."
        So, I'd like to ask Jeff Steinberg to fill out the world
picture, and detail for our viewers what are the flanks, what are
the handles, the levers that we have for shifting US policy at
this time?

JEFFREY STEINBERG:  Thanks, Jason.  For starters, it's very
important to realize that we're in a period of significant flux.
There are certain things that we know about the consequences of
the US Presidential elections and other Federal elections on
November 8th.  And I think Lozansky and Jatrus made one very
fundamental point quite clearly:  That there was a very grave
danger based on the campaign rhetoric of Hillary Clinton, based
on the policies that were pursued even ever more aggressively
towards the end of his eight years in office by President Barack
Obama; that we were headed for the worst crisis between the
United States and Russia that we ever experienced — worse
perhaps even than the Cuban Missile Crisis of 1962.  So, the
defeat of Hillary Clinton really is the end of the 16-year
tyranny of the Bush and Obama Presidencies.  How rapidly we can
turn the policies around under the new Trump Presidency, where
the Cabinet appointments are going to go, these are all unknowns;
they're not certain to us.
        So, we do know that particularly in the aftermath of the
APEC summit meeting that just concluded last week in Lima, Peru,
which was then followed by state visits by Chinese President Xi
Jinping to Peru and then to Chile afterwards; and prior to the
summit, he was in Ecuador.  We know that there's a tremendous
opportunity out there for the United States, under a Trump
Presidency, to precisely join in what has always been on the
table as an open invitation to the United States; namely, for the
United States to join in the World Land-Bridge project.  Because
without the United States, it's very difficult to conceive of
this as a World Land-Bridge; which is really what the world
requires right now.  There have been very preliminary phone
discussions between President-elect Trump and Russian President
Putin; they seem to have reached an agreement that they will have
a face-to-face summit meeting soon after the inauguration —
which is January 20th.  The idea, similarly, is for President
Trump, once he's inaugurated, to also meet quite soon with
Chinese President Xi Jinping.  I think the Lozansky-Jatrus idea
of a trilateral meeting would be extraordinarily valuable.  I
think it's important to remember that in 1944, the orientation of
President Franklin Roosevelt in the move to establish the United
Nations — which happened in 1945 — was to include both the
Soviet Union and China among the permanent five nations of the UN
Security Council.  Remember, Roosevelt understood that there were
imperial policies that were still at the core of the British
Empire with Churchill, and similarly with France.  So, the idea
of having Russia — the Soviet Union at the time — and China in
this permanent Security Council core grouping, reflected the fact
that Roosevelt at that time saw the prospect of that kind of an
alliance system across Eurasia.  So, I think that's there's an
historical basis to look to here for exactly this kind of
Russia-China cooperation.  For the last 15 years, a cornerstone
of Lyndon LaRouche's of global policy has been a
US-Russia-China-India cooperation, particularly on scientific
programs; especially space exploration, as the basis for global
peace and development.  So, those ideas are out there.
        On November 20th, soon after he was named by President-elect
Trump to be the National Security Advisor, General Michael Flynn,
in an interview with Fareed Zakhari on CNN, said that in his
view, the only way to deal with the long-term problem of the
jihadist, terrorist threat in the Middle East and North Africa,
was for there to be a global cooperation on a Marshall Plan — he
used that term explicitly.  He said, if you look at what Europe
was able to accomplish in the aftermath of the devastation of
World War II, and the role that the Marshall Plan played; it was
not the whole thing, but it was an important element of the
postwar recovery.  That kind of perspective is really the winning
strategy for dealing with the population growth and this spread
of Saudi-sponsored jihadism throughout the Middle East-North
Africa region.  It extends into Southeast Asia as well.
        So, there are great potentialities; they are largely as yet
unrealized in terms of the change coming with the new
administration.  But I think, Jason, as you correctly said, there
is no reason to wait for January.  President-elect Trump, in a
major campaign speech in Charlotte, North Carolina, explicitly
called for reinstating Glass-Steagall.  It's in the platforms of
both major political parties from this year's elections; the
Democrats and the Republicans both adopted it.  It was a Trump
delegate to the policy committee of the GOP who introduced the
Glass-Steagall.  You've got Senators Elizabeth Warren, and more
importantly, Senator Bernie Sanders, saying that they're prepared
to reach across the aisle and work with Donald Trump if the
issues for collaboration include and really start with
Glass-Steagall.  So, this is something that does not have to wait
for January and the inauguration and the new Congress.  There are
Glass-Steagall bills in both the House and the Senate.  One of
the House bills has the identical language as the Senate bill.
As we saw with the JASTA veto override vote, if the Congressional
leadership gives the green lights, then Glass-Steagall can be
brought to the floor of both houses and can be debated and voted
within a matter of hours.  The override of JASTA took two hours
in the morning for the US Senate, and two and a half or so hours
in the afternoon for the House.  It was accomplished in one
legislative day.  So, there's no reason whatsoever that we can't
move immediately — literally next week when Congress is back in
session after Thanksgiving; and they're there for three weeks.
There's no reason that we should not have Glass-Steagall back as
the law of the land before the Christmas recess.  So that we hit
the ground running with the new administration; and frankly, time
is of the essence.  We don't know, given the situation with
Deutsche Bank, with Royal Bank of Scotland, the largest US
too-big-to-fail banks are sitting on $252 trillion in
derivatives.  That's 30% more than it was at the time of the 2008
crash.  That's on top of a very questionable capital base of $14
trillion; the reality is that it's probably much less than that,
because some of the assets that are allowed to be counted as the
capital reserves, are basically illiquid and can't be — even on
an emergency basis — made liquid.
        So, we could wake up tomorrow morning, or Monday morning, or
the middle of next week, and find that the entire trans-Atlantic
banking system has blown out.  So, Glass-Steagall is an urgent,
immediate issue; and it then begs the other three key elements of
LaRouche's Four Cardinal Laws.  Which is a credit system;
investment in major infrastructure projects; and a revival of the
most advanced scientific programs, including a major return to
space and the work internationally to finally achieve the full
breakthrough on fusion.  All of these things are on the table,
but again, there are no guarantees, there's nothing that's even
remotely certain about what's going to come next.  We can breathe
a little easier because danger of war with Russia, with China is
greatly reduced; and there's a lot of potentiality.  There's a
lot of the kind of transition from Jimmy Carter to Ronald Reagan
in the air as a potential; but none of it is fully realized yet.
So, people are going to have to realize this is a moment of great
opportunity.  It's going to be an outpouring of the population
under the right kind of leadership, directed at the right
policies, that can really seize the opportunity.  If we wait
until January of February of next year, who knows what kind of
sabotage operations are going to be run?
        You can go on Craig's List and find George Soros front
groups, like MoveOn.org and blacklivesmatter.org, offering $1500
a week for people to run around like idiots, protesting against
the outcome of the election. There's a great deal of uncertainty,
in terms of what's going on, at the same time that there's great
opportunity. We've got to make sure that we take the lead in
seizing the moment.

ROSS: Great! Thanks! In terms of the long-term outlook of where
we're going to go, what our policy should be, a major aspect of
this goes beyond legislation that affects us only here on Earth.
A major component, in fact the fourth component of the Four Laws
of Mr. LaRouche, the last one being the fusion driver crash
program, is connected with our existence beyond the planet, also
out in space. Ben wrote an article that's going to be in the
upcoming issue of the Hamiltonian about what a U.S. space
policy ought to be, and about the really long-term goals that we
have to have, and why this is important and essential. So, could
you tell us about that, Ben?

        BENJAMIN DENISTON: Gladly! As viewers are aware, this has
been an ongoing subject of discussion. Mr. LaRouche, as Jason is
saying, has put a major, major focus on, as a critical part of
the needed recovery program and the future of mankind. In this
article we tried to elevate people's thinking about space,
especially in the context of so many years and administrations
and decades of just zero-growth policies.
        One thing that's being discussed now, which is interesting
and useful, is how much NASA has been hijacked for this global
warming crap. A lot of NASA's budget has been redirected to
"Earth sciences." Not all Earth sciences are bad. There's a lot
of interesting science to learn about the Earth. But Earth
sciences is often a front to push this fraud of some man-made
global warming crisis. So, there's some discussion about NASA
being redirected away from wasting their time on this phony,
phony, fake crisis, which is not something we need to be
concerned about, and redirecting back to exploration. Surprise,
surprise. The Moon has come back now as a central subject of the
discussion. Anybody who had any sense would realize that once
Obama was out, this crazy asteroid mission [The Asteroid Impact
and Deflection Assessment (AIDA) mission] would likely be tossed
aside. Anybody who is serious would recognize that the Moon is
the next place to get back to.
        As Jeff was referencing, there's a lot of discussion, a lot
of openness. From our work and discussions with Mr. LaRouche, I
think it's critical to really raise the level of discussion to
the right basis. We can have exciting missions, we can have
inspiring missions, but the question to ask is: are we going to
have a program where the investments are going to be the basis
for creating a whole new level of activity, that will allows us
to do orders of magnitude more than we were able to do prior to
that investment? Is this going to create what Mr. LaRouche had
once defined as a "physical-economic platform?" Is this going to
create an entirely new platform of activity, of potential — of
infrastructure, of energy-flux density of technologies — which
comes together to support a qualitatively new level of potential
activity for mankind?
        That is the issue we want to put on the table right now.
This goes directly to the vision of Krafft Ehricke, the early
space pioneer who worked very closely with Lyndon and Helga
LaRouche in the '80s, who was one of the leading space
visionaries, who had outlined in great detail the initial basis
of mankind expanding to really becoming a Solar System species.
I'm going to get back to his work in a minute. Mr. LaRouche's
concept of the "platform" is really critical. He introduced this,
I think it was around the year 2010, 2009, something like that.
He was coming up against a real lack of understanding of the
significance of what "infrastructure" really means, in its true
scientific sense. Unfortunately, this has become somewhat of a
buzzword that a lot of people throw out there. "We need to
rebuild our infrastructure" has become a kind of a hot
campaign-trail word to use to get some support.
        The real understanding of what qualitative revolutions in
infrastructure systems mean for mankind's continual creative
progress is not connected to the way most people use that term.
Mr. LaRouche defined the very profound and critical assessment of
looking at the development of human civilization in these stages
of platforms. He said, go back to thousands of years ago, when
the dominant cultures were trans-oceanic maritime cultures. What
you began to see, with the development of inland waterways,
inland river systems — he had put a big point on what
Charlemagne was doing during his reign in central Europe in
developing these canal systems and river systems — was a
qualitative revolution above what had existed prior, with these
trans-oceanic civilizations: the development of these inland
waterways. That defined a new platform of activity that supported
a qualitative leap in what civilization was able to accomplish.
        The next leap came with the development of rail systems,
railroads, especially trans-continental railroads, typified by
what Lincoln had spearheaded with the trans-continental railroad
across America. With these rail systems, with the new
technologies of steam engines powering these rail systems, the
higher energy-flux density of coal-powered steam engines, this
enabled mankind to begin to develop the interior regions of the
continent, in completely new ways, and defined a totally new
relationship of mankind, of civilization, to the environment
around him. It defined a qualitative increase in mankind's
"potential relative population density," as LaRouche had
developed that metric for understanding the science of economic
growth. It made things that were at one point incredibly
expensive or challenging or risky, become just day-to-day regular
activities.
        I think back to the early phases of these frontier
explorations of the American Continent. You go back to the Lewis
and Clark Expeditions, where to travel from the east coast across
the entire mainland of the continent to the west coast required
someone like the leading skilled frontiersmen, and a very
dangerous, very challenging mission, which was a very brave
undertaking for a handful of people to actually be able to
accomplish that. Some decades later, with the rail system, with
the infrastructure of this railroad platform, any family could do
this. With your young children, you could hop on the rail line
and get across the country. Any entrepreneur could come out and
take advantage of the development of new territories that were
completely inaccessible before. It was a complete transformation
in our most fundamental ability to exist on the planet in these
different territories.
        Now what does this have to do with space? This is how we
should be thinking about space exploration, space
development–things that we view today as incredibly expensive,
difficult, dangerous missions. We should be thinking now what
kind of investments can we make to ensure that those then become
regular, day-to-day even, activities that we can support very
easily. What will it take to create a Solar System
physical-economic platform that will enable mankind to do much
more, much easier, than we can today? That's the metric we want
to set. That's the measuring rod we want to utilize, to determine
what kind of space program, what kind of policy we need today.
        In breaking this down, this might not include everything,
but in some of our work in the Basement with our discussions on
this subject, I think we can really, very usefully look at three
categories of activity — three categories of infrastructure and
technologies — which define the basis, you could say the
pillars, of a Solar System platform, of an ability to
qualitatively expand mankind's ability to access the Solar System
in completely new ways, to make things we currently view as
singular flagship missions, [into] just regular, easy activities
that we can do, orders of magnitude more of than we can now.

What we want to look at are these three categories of activity:

(1) Access to space. What's our ability to get from Earth's
surface up into Earth orbit? Initial basic access to space.

(2) Travelling in space. Getting around the Solar System. Getting
from one planetary body to the next.

(3) Developing resources. Developing the capabilities to utilize
the resources available to us throughout the Solar System, not
having to take everything with us everywhere we go, but be able
to develop the wealth that's available out there; to utilize it
on site and transport it around, even bringing stuff back to
Earth that we can't necessarily get from Earth.

        If you look at these three pillars, these three categories
together, and if you make qualitative breakthroughs in each of
these together, this really comes together to define a new
platform of activity, a new standard that will enable the kind of
leap that will transition us from viewing space as a Lewis and
Clark style expedition, to a trans-continental railroad style
relationship to the Solar System.
        I just want to take a couple minutes and go through just
some sense of what areas we can see breakthroughs in each of
these categories. Go to the first slide we have displayed. [Fig.
1] It has been said that getting from Earth's surface to low
Earth orbit, is half-way to anywhere in the Solar System. In a
certain sense that's very true. If you have a sense of the
scales, that might sound very, very strange, because, just in
terms of distance, low Earth orbit [begins] about 160 km, about
100 miles, up above your head. If you want to travel to the Moon,
you're talking about hundreds of thousands of miles. If you want
to travel to another planet, you're talking about millions of
miles.
        It's a little funny to think that the first 100 miles,
compared to hundreds of thousands or millions, is actually half
of the trip. But if you look at the energy requirements and what
it takes to actually start from just being on the Earth's surface
and getting into orbit, that is the case. It is a tremendous
amount of energy requirement to get from Earth's surface up into
Earth orbit.
        The graphic here displays this, in terms of travel from
Earth's surface to different planetary bodies, measured in the
standard terms used for Solar System travel, which is your change
in speed. To get into Earth orbit requires not just going up 100
miles, but actually changing your speed, from your current
velocity sitting here on the Earth, to something that will allow
you to stay in orbit. If you want to change orbits, or travel
around, you can measure that, in terms of changes in velocity.
So that happens to be the metric here; but you can see the lowest
dark blue bar on each of these graphics shows that literally far
more than half of the requirement is just getting from Earth's
surface to Earth orbit.

        ROSS:  So, this is half of the speed that you're getting;
this doesn't mean half of the energy, or half of the fuel, or
anything like that.

        DENISTON:  Yeah.  Once you start to include that, it would
be even more energy requirements; because you've got to lift your
fuel that you're going to use for the different travels into
orbit with you.  It definitely gets a little more detailed if you
want to get into it, but this is literally the change in speed
requirements to get into Earth orbit and then to leave Earth
orbit is very significant.
        So, there's improvements being made in rocket systems to get
up more efficiently, but there are new technologies that are just
sitting there on the horizon; they've been sitting there for
decades, frankly, that would dramatically lower the cost, lower
the requirements, and the point is, dramatically increase the
accessibility of space to mankind.  One technology that has been
discussed for a long time is space planes.  Here in the graphic
you can see a relatively recent article covering studies in China
on interest in China to develop what some people call
single-stage-to-orbit space planes.  So, you can get on a plane
on a runway — it's probably going to be a little bit longer than
your standard runway for airplane travel — and you can ride a
single space plane from the runway all the way up into Earth
orbit.  A lot of this depends upon much more advanced engine
designs that can utilize the oxygen in the atmosphere at higher
speeds and at higher altitudes to continue to provide thrust.
But these things could dramatically lower the cost, the energy
requirements of getting people and payloads up into Earth orbit;
far more than a lot of the discussion about these reusable
rockets and some of the developments going on in improving rocket
systems to get from Earth's surface into Earth orbit.

        ROSS:  This is a technology that was in LaRouche's "Woman on
Mars" video from the 1980s, right?  It talked about beginning
with an airplane, and then turning into a rocket.  The big
benefit being that you can use the oxygen in the atmosphere
instead of carrying it with you, is that right?  Is that what
makes this more effective?

        DENISTON:  Yeah, absolutely.  These rocket systems have to
carry the oxygen as part of the rocket to combust to provide the
thrust.  These are more innovative engine designs —
air-breathing engines that can use the oxygen in the atmosphere.
As you said, this has been researched in the United States with
different scramjet designs.  Yeah, Mr. LaRouche featured some of
this, which he had developed I think in some close discussion
with some Italian colleagues at the time in his collaboration
with the Fusion Energy Foundation; and had made it a major part
of his "Woman on Mars" mission.
        But this is being developed; this is live.  Again, you're
seeing clear interest in China; there's interest in the United
States; there's a company in the United Kingdom that's developing
very interesting engine designs that can utilize these
capabilities.  If you want to take it a step further, another
thing that's been discussed is using vacuum tube maglev
technologies to launch from Earth orbit into space.  This might
be a little more frontier and not quite as around the corner as
these space planes; but this is the kind of stuff that we should
be thinking about.  Again, the point is, completely
revolutionizing mankind's access to low-Earth orbit and then to
the Solar System.  So, this is the first major hurdle.  If you
get some solid infrastructure developments that can enable
mankind to overcome this hurdle more easily, you're creating the
basis for a much broader expansion of mankind's activity.
        The next pillar, the next category is travel in space.  And
again, this is an issue that Mr. LaRouche has been campaigning on
for decades.  Space travel requires nuclear reactions; chemical
fuel just doesn't have the energy density to provide quick and
efficient access to the Solar System.  We can get to the Moon;
that's OK.  It probably would be nice to get there a little bit
quicker, but that's our next door neighbor in terms of the Solar
System.  If you want to get to Mars, you want to get around to
other places in the Solar System, you've got to get to nuclear
reactions.  The heart of this is the fact that the energy
density, the energy per mass of nuclear reactions is, on average,
on the order of a million times greater than the energy per mass
in chemical reactions; even as broad categories, setting aside
the particular fuel you use in either case.
        A million times is just a big number, but for one quick
comparison, you take the fuel used for the Space Shuttle launch
— those two solid rocket boosters on either side, the large tank
in the middle filled with liquid fuel.  You take the weight of
all that fuel together, some of the most advanced chemical
reactions we have for fuel for space launch; how much weight of
nuclear fuel would it take to contain the same amount of energy?
You're talking about 10 pounds!  One suitcase full of nuclear
fuel contains the same amount of energy as all three fuel tanks
of the Space Shuttle.  To be fair, you couldn't necessarily use
that fuel the same way to launch the Space Shuttle; you have to
have systems that can actually combust it and get thrust out of
it.  It's not just the energy content as the only issue, but that
is the defining characteristic that makes nuclear reactions key
to getting around the Solar System; enabling things like
travelling at constant acceleration.  Instead of just initially
firing your thruster and basically floating on an orbit to get to
different planetary bodies — which is what's often proposed for
getting people to Mars; which would take on the order of six,
seven, eight months to do.  If you had nuclear reactions —
especially fusion reactions — you can be accelerating for half
the trip, and decelerating the second half of the trip; you can
cut that time down to weeks or even days.
        We were all excited that New Horizons got to Pluto.
Unfortunately, it didn't have the fuel in it and the engines to
slow down when it got there; which is too bad, because it spent
ten years getting there, and even just passing by in the course
of a couple of weeks, found amazing things.  Imagine if it
actually got to stop and stay?  If you had nuclear reactions,
that the type of stuff you could be doing.  If you had
one-gravity acceleration, so you're constantly accelerating,
providing the thrust that creates the equivalent of one Earth
gravity for the crew on the space ship, it would literally take
16 days to get to Pluto.  Compared to New Horizons taking ten
years to get there; that's when the orbits are closest, but maybe
a few more days in sub-optimal conditions.
        You're talking about a complete revolution in our ability to
efficiently get around the Solar System; travel to different
planetary bodies; visit multiple locations.  If you want to send
people to Mars, this is the way to do it.  If you want to send
people out to other places, this is the way to do it.  Even
robotic missions; you want to get around and do way more
exploration.  There's so much we don't know about all these
planets, about their moons; there's just so much to figure out.
These are the kinds of systems that are going to create vast
improvements in our ability to do it.
        And again, the third category is developing the resources in
space; developing the ability to utilize what's available to us
on the Moon, on Mars, on different asteroids.  This is something
we don't really do at all, yet.  So, you have to bring basically
everything with you through that very costly energy-intensive
first hurdle of getting from Earth's surface up into Earth orbit,
through travelling the vast distances of space.  This is just
this very early pioneer style mode of activity.  Whereas, if
we're going to be serious about this, we need to develop the
capabilities to utilize the resources that are there; and
eventually look to serious industrialization and development of
advanced systems out in space, on-site at different planetary
bodies.  One critical driver to this whole thing that we've put a
major focus on is the development of helium-3 from the Moon.
Helium-3 being an absolutely unique, excellent fusion fuel; which
is basically absent on Earth, but relatively abundant all over
the lunar surface, and could be an excellent fuel for fusion
propulsion in space and also to provide electricity energy back
here on Earth.  There's been years of serious study and designs
and investigations of how to go to the Moon, develop the systems
to process the regala[ph], extract the helium-3; and initiate
real industrial-style processes; developments on the lunar
surface.  That's just one example.  You want to get oxygen,
hydrogen, metals; asteroids are also potentially very useful
places to develop the resources.  So, as a third category, the
general idea of developing advanced capabilities to utilize and
create what we need in different regions of the Solar System.
        If you put this together and look at these things
synergistically as integrated technologies, infrastructure
systems, levels of energy flux density; as a whole they define
for mankind a completely different relationship to the Solar
System.  The question is, are we making investments that are
bringing us to that level?  Can we say that the investments we're
going to make in this next administration are going to be taking
mankind in that direction, to be able to support these
qualitatively higher levels of activity to the point where we can
honestly look back in a couple of generations and see the space
activity going on now as equivalent to Lewis and Clark style
explorations of the West; and have mankind have the capabilities
to regularly visit many planetary bodies and do all we want
around the Solar System?  That's the vision that we need.
        We were talking about this with Mr. LaRouche earlier today,
and he again said, "Your starting point is Krafft Ehricke."  And
Krafft Ehricke's industrialization of the Moon really I think is
the critical driver program that can get a lot of this going.  As
I said, we have helium-3 on the Moon; that puts fusion directly
right there on the table.  You're talking about developing
industrial capabilities and mining capabilities on the Moon.  If
you're serious about doing this, you want to increase our access
to space from the Earth's surface.  So, it is excellent that
we're seeing a lot of discussion about the Moon coming on the
table again; but I think the issue is, are we going to pursue
this Krafft Ehricke vision for a real industrial development?
Although he might have used different terms in discussing it, he
had exactly the same conception that Mr. LaRouche has:  That this
is the basis for mankind's much broader expanse.  Really the
essential nature of the type of qualitative changes that mankind
goes through in his natural growth and development as a very
unique species on this Earth and hopefully tomorrow in the Solar
System.
        As Jason mentioned, some of this is discussed in an article
that's going to be released in the next issue of the
Hamiltonian.  This is an ongoing subject of discussion, but
with the openness now, I really think it's critical we set the
level of discussion on that basis.

        ROSS:  Mmhmm; that's aiming pretty high, that's good.  I
think that's a really apt description that you got about
comparing Lewis and Clark.  It used to be a really difficult
thing to cross the continent; now it isn't.  Or think about the
Silk Road.  The ancient Silk Road.  If you're trying the develop
that region of the planet with camel caravans, and you contrast
that with what China is able to do now with building rail
networks and helping build them and road networks in these
neighboring countries; you totally transform the relationship to
that area.  The old development of human settlements along
coasts, along oceans or along rivers; and then by the chemical
revolution, by the ability to have steam power — also canals
earlier, but still connected to water; but with steam power, it
made it possible to open up the interior of the continents.  And
with the potential for nuclear power, then the Solar System
becomes something that's accessible to us in a meaningful or more
regular way than an exotic, years-long, life-threatening trip.
        The other aspect, which you talked about is, if you look at
what's going on with the New Paradigm in the world; what China's
doing, with the way things are being reshaped politically also
around Russia.  And then you look at the scientific advancements
that are being made, where China's got a very top-line in the
world super-conducting tokamak for fusion research.  The major
breakthroughs in terms of lunar exploration — that's China right
now; China's going to be landing on the far side of the Moon;
China had the first soft landing on the Moon in decades.  This is
really a potential.  With their far side of the Moon landing,
China will be able to take the first photographs of our universe
in the very low radio range; it's never been done before.  We'll
have access to a whole new sense of sight about the universe
around us.
        So, I think it's very exciting.  It's definitely much more
thrilling than most of the discussion that takes place about this
policy or that policy, when you think big like that.

DENISTON:  Mr. LaRouche's platform concept is so key.  People
just don't have the idea of this type of qualitative leaps that
are natural for mankind.  People are so accustomed at this point
to just slow, incremental progress if there's any progress at
all.  It's going to be a fight to get people to think on this
level again.

        ROSS:  Yes!  So much of what is considered to be progressive
or useful is only nudging people toward being better savers or
something; compared to the kinds of huge changes that are going
to be needed.  I think that's a very good image that we've given
people.  Let's end it with that.  I think the thing to take from
this also is that we have got a lot that we need to do; a lot of
policies to put into place; and a wide open opportunity to make
it happen right now.  Including, as Jeff was emphasizing,
Glass-Steagall is absolutely doable during this session of
Congress; even before the inauguration of the next President and
the next Congress in January.  This is something we can do right
now, next week, in this period.
        The ability to understand this concept of the platforms, of
the history of economic development of the United States, a real
major aspect of economic science, comes through studying
Alexander Hamilton.  So, if you have not been working through
Alexander Hamilton's reports, I urge you to get in touch with —
if you're near one of our offices, one of our locations, to join
us for these readings.  Get a copy of these reports yourself.
The book, Alexander Hamilton's Vision contains all four of the
reports, along with Mr. LaRouche's Four New Laws to Save the USA
Now.  And you don't have to get into a fistfight at a Walmart
parking lot to pick it up, either.
        Let's end it with that.  Please sign up through our website
if you haven't already, to find out how to get involved with us.
Get our daily email, join us via the action center; let's be in
touch, and let's make this happen right now.  There is nothing to
wait for; the situation is open.  So, thank you for joining us;
thank you to Ben and Jeff.  Thank you for all the work that you
have done and that you will do in the period immediately ahead.

 

               

                  




Lyndon LaRouches Fire Love for produktivitet

Leder fra LaRouchePAC, 24. november, 2016 four-laws-widget-gsLaRouches Fire Love udgør én samlet politik, der tilsigter en forøgelse af menneskelig produktivitet.

Tag for eksempel i betragtning den umiddelbare fremtids samlede, internationale rumprogram, hvor et genoplivet NASA vil integrere sine bestræbelser med Kinas ledende rolle; med et genoplivet russisk program, baseret på den nødvendige genoplivelse af russisk videnskab; med Europa; og med mange andre lande, der netop nu begynder at kaste deres blik ud i rummet. Og snart vil dette globale rumprogram udvides til at inkorporere industrialiseringen af Månen, som den store Krafft Ehricke har forudsagt. Snart vil videnskabelige, tekniske og industrielle aktiviteter på Månen tilsammen udgøre en uerstattelig del af hele rumprogrammet – ikke længere blot et globalt rumprogram, men ét, der allerede inkorporerer det umiddelbart omkringliggende rum.

Ikke alene det: det forcerede program for fusionskraft, som er LaRouches Fjerde Lov, vil i sig selv blive integreret i det globale rumprogram. Menneskets udforskning af Solsystemet kræver fusionskraft, hvilket igen betyder, at fusionskraft må indarbejdes i hele indsatsen lige fra begyndelsen – tænk f.eks. på, hvordan alle trækkene ved det nu forældede rumfartssystem, som vi hidtil har benyttet os af, alle er blevet formet af trækkene ved det kemiske system for fremdrift, vi har brugt.

En undersøgelse af det 20. århundredes tyske, russiske og amerikanske ballistiske missilprogrammer, der gik forud for og lagde fundamentet til de efterfølgende rumprogrammer, viser os historiens mest storstilede, vertikale og horisontale integration af mange tusinde menneskers bestræbelser inden for talrige videnskabelige, tekniske og industrielle discipliner og områder. Og dette glidende, integrerede design, den tekniske udarbejdelse, produktion og afprøvning, blev alle fundamentalt baseret på nye, fysiske principper. De kulminerede alle i et unikt system – aldrig før set – utroligt komplekst, bestående af tusinder af dele, og som alligevel ikke tolererer selv én eneste fiasko.

Da missilprogrammet gik over i rumprogrammet – da menneskeheden tog det første skridt ud i rummet, begyndende med Sovjetunionens opsendelse af Sputnik i 1957 – udvidedes den fornødne skala og kompleksitet, der kræves i den samlede rumindsats, uden sammenligning, selv, når man sammenligner med den forudgående revolution med de ballistiske missiler. For eksempel skrev Boris Chertok, i sin fire binds store, banebrydende førstehåndsberetning om det sovjetiske rumprogram: »Jeg vil påstå, at Koroljov [S.P. Koroljov, den største leder af det sovjetiske program] nok var den første, der forstod, at rumteknologi krævede en ny organisation … For Koroljov, hans stedfortrædere og nære medarbejdere blev dette gigantiske, nye system til pga. et bredt syn på rumteknologi, ved at kombinere grundforskning, anvendt videnskab, specifikt design, produktion, opsendelse, flyvning og flykontrol, snarere end ud fra et specifikt rumfartøj. Dette enkeltkredsløbsarrangement begyndte at operere i 1959 og 1960. Hundreder og senere mange tusinder videnskabsfolks og specialisters beherskelse af dette kredsløb gjorde det muligt for menneskeheden at indlede Rumalderen i det 20. århundrede.«

Man kunne se topingeniører og designere i intens diskussion med maskinarbejdere i mange af værkstederne; disse tekniske arbejdere rådslog igen jævnligt i komiteer, og i mere intime sammenhænge, med de mest berømmede ledere af teoretisk videnskab. Den horisontale integration gennem dusinvis af institutioner og fabrikker var lige så intens. Det er forbløffende, at dette overhovedet kunne finde sted under Sovjetunionens system med centralplanlægning – som Anden Verdenskrigs hårde skole havde nødvendiggjort – men det er en anden historie. Men det begyndte alt sammen at falde fra hinanden efter en stor, tragisk ulykke i 1960, og dernæst raserede Det britiske Imperiums agenter for Thatcher-politikken alt, hvad der var tilbage af sovjetisk videnskab i 1990’erne.

Det, der behøves for den umiddelbare fremtids rumprogram, er LaRouches kreditsystem i Hamiltons tradition, centreret omkring og dirigeret af en Nationalbank, som er et fleksibelt, almengældende system, der støtter alle dele af denne massivt komplekse produktionskæde, fra top til bund og fra den ene ende til den anden, og som i sig inkorporerer det, som afdøde Charles de Gaulle kaldte »indikativ planlægning«. Og vi taler naturligvis ikke kun om rumfart her, men om forøget, menneskelig produktivitet af enhver form og farve. Vores seneste oplevelse af dette er de midler, hvorved Franklin Roosevelts anvendelse af Hamiltons kreditsystem gjorde USA til et demokratiets arsenal for Anden Verdenskrig, og til langt den største, økonomiske magt, verden nogen sinde havde set. Med øjeblikkelige lån med lav rente til kontrakter om produktion til forsvaret, fra øverst til nederst i hierarkiet, gjorde Roosevelts system det muligt for denne massive struktur at ’vende på en tallerken’. At ’vende på en tallerken’ imod helt nye, netop introducerede højere niveauer af videnskab og teknologi. Det er præcis, hvad vi nu har brug for – og hvad vi må opnå gennem LaRouches Fire Love.

Foto: 14. maj, 2010 – Et af NASA’s sidste rumflyvninger, rumfærgen Atlantis besøger den Internationale Rumstation for vedligeholdelse og montage.

 




POLITISK ORIENTERING
den 24. november 2016:
Drop paradigmet for krig og kaos og gå med
Rusland og Kina, som Trump er på vej til

Med formand Tom Gillesberg

Lyd:




En Hyldest: Mozarts Rekviem

24. november, 2016 – Glædelig Thanksgiving Fra LaRouchePAC. Mens vi fejrer denne, den mest amerikanske helligdag, har vi ønsket at give jer en gave til at klare hjernen og være med til at forme vejen fremad. Som I ved, så anser vi de seneste valgrystelser i hele verden som et signal til fødslen af en potentielt dybtgående, ny, menneskelig æra i menneskehedens historie – som afviser det patentmiddel, som har været evindelige krige, Malthus-økonomi og brutalt folkemord mod både nationale og udenlandske befolkninger, og som har karakteriseret arven efter Obama og Bush. Koblet til det dristige, økonomiske og videnskabelige udviklingsperspektiv, som Kina har foreslået, er der et reelt potentiale for stor og vidunderlig forandring.

Den 18. januar 2014, nøjagtig 50 år efter dagen, hvor Mozarts Rekviem blev opført, blot få måneder efter mordet på præsident John F. Kennedy, i Holy Cross katedralen i Boston, Massachusetts, mindedes medlemmer af LaRouches politiske bevægelse dagen med en opførelse af Mozarts Rekviem i samme katedral. Messen blev indledt med udvalgte citater fra John F. Kennedy, der udfordrede den amerikanske befolkning til at realisere sin sande, menneskelige natur gennem at bygge store, økonomiske udviklingsprojekter og kolonisere rummet.

Vi håber, I finder tid til at lytte til denne opførelse i løbet af helligdagen og dele oplevelsen med jeres venner. Ligesom mordet på Kennedy for vores befolkning markerede en nedstigen til de helvedesagtige vilkår, der har karakteriseret vores umiddelbare fortid, således vil, hvis vi omfavner den mentale tilstand, som både selve Mozarts messe og de intellektuelle udfordringer stillet af vores tidligere præsident, fremkalder, en langt bedre fremtid vise sig inden for vores rækkevidde, lige over horisonten.       




Mere forarmelse for grækerne; Nedskæringer i sundhedssektoren
har forvandlet hospitaler til ’bakterieinficerede sier’

23. nov., 2016 – Grækernes elendighed under EU’s diktatur har ingen ende. Den europæiske rapport Forbruger Betaling 2016, baseret på en forbrugerundersøgelse, afslører, at tre ud af fire grækere ikke kan betale deres regninger til tiden, og 68 % kan ikke afdrage på deres gæld. En tredjedel af de adspurgte gav udryk for et ønske om at forlade Grækenland og søge en bedre fremtid andetsteds, hovedsagligt i Tyskland og Storbritannien.

Undersøgelsen, der dækker hele Europa og blev gennemført fra 12.-26. med 21.317 deltagende personer i 21 europæiske lande, fandt Grækenland på bunden af listen over en forværret situation i Europa. Flere end 50 % af grækerne sagde, de ikke længere har råd til en »anstændig tilværelse«, sammenlignet med gennemsnitligt 29 % i Europa (en stigning fra sidste års 26 %), alt imens 65 % sagde, de ikke har penge nok til at klare sig, når skatten er betalt, sammenlignet med det europæiske gennemsnit på 39 % (fra 35 % i 2015).

I Grækenland og Ungarn sagde 30 % af de adspurgte, at de overvejer at flytte til et andet land, sammenlignet med et europæiske gennemsnit på 16 %; faktisk er 500.000 grækere allerede emigreret siden 2010. 

Ikke flere end 20 % af europæere ser deres lands økonomi forbedres, hvorimod tallet i Grækenland er 5 %. Kun 30 % af europæere føler, at deres personlige, finansielle situation forbedres; i Grækenland medgiver kun 9 %, at de er håbefulde.

Inden for sundhedssektoren i Grækenland rapporterer Kathimerini, at man kan dø af at besøge et hospital, selv om man er rask, iflg. fagforeningen af statslige hospitalsansatte (POEDIN). POEDINs præsident Michalis Giannakos sagde til reportere, at patienter »taber kampen for livet hver eneste dag, fordi hospitaler er blevet bakterieinficerede sier. Over 4 millioner patienter skønnes at blive smittet med hospitalsinfektioner i EU hver dag, med et dødstal på 37.000 til følge«, sagde Giannakos. »Dødsfald som følge af hospitalsinfektioner i EU berører 5 % af de indlagte. I Grækenland får gennemsnitligt 15 % af de indlagte patienter infektioner, med en dødsrate på 30 % af disse, sammenlignet med 15 % i EU.«

Giannakos advarede om, at de faktiske tal kunne være værre, fordi der mangler omfattende data for landet som helhed. Han sagde, at, i gennemsnit har sygeplejersker på offentlige hospitaler ansvaret for op til 40 patienter på en vagt på almindelige afdelinger, og for 4 patienter på intensivafdelinger, hvilket giver dem meget lidt tid til at efterleve korrekte hygiejneforskrifter.

På grund af nedskæringerne får patienter senge, der ikke er blevet desinficerede, et problem, der også rapporteres at gælde for udstyr på intensivafdelinger og operationsstuer. Der er også mangel på rent sengelinned, antiseptiske midler, handsker, gaze og rengøringsmidler, som resulterer i, at læger og sygeplejersker ikke kan give den rigtige plejestandard. Han anklagede også private rengøringsselskaber, som hospitalerne hyrer, for at gør et sjusket arbejde.

Han kom med disse kommentarer under en pressekonference efter, at det tidligere parlamentsmedlem for højrefløjspartiet LAOS, Thanasis Plevsis, tilbragte flere dage i kritisk tilstand pga. en infektion, han fik under en rutineoperation. Det, som ikke blev rapporteret, er, at Plevris, hvis far er en ledende fascist, var en af arkitekterne bag de brutale nedskæringer i sundhedssektoren i den tidligere regering.  

     




EU-parlament vedtager at indføre modforholdsregler
imod russisk »informationskrig«

23. nov., 2016 – »Den, guderne vil tilintetgøre, gør de først vanvittig« – dette gamle ordsprog er stadig sandt.

I dag vedtog EU-parlamentet en resolution, der kræver, at EU »responderer til informationskrigsførelse« fra Rusland. De russiske nyheds-websider RT og Sputnik skulle angiveligt være blandt de farligste »redskaber for russisk propaganda«.

Zero Hedge rapporterer, at 691 parlamentsmedlemmer tog del i afstemningen: 304 stemte for den ikke-lovgivende resolution, der bærer titlen, »EU’s strategiske kommunikation skal indføre modforholdsregler mod propaganda fra tredjepart«. Der var 179 parlamentsmedlemmer, der stemte imod, og 208 undlod at stemme. Zero Hedge rapporterer, at dokumentets forfattere rent faktisk sidestillede modforholdsregler mod Rusland med modstand mod Daesh (ISIS) terrorgruppen og opfordrede EU-medlemslande til at øge finansieringen til kontra-propagandaprojekter.

Resolutionen var skrevet af parlamentsmedlem Anna Fotyga, et polsk medlem af de Europæiske Konservatives og Reformisters (ECR) gruppe. Gruppen hævder, at Moskva har til hensigt at »anstifte frygt og dele Europa« og kræver forholdsregler til imødegåelse af den angivelige russiske propagandatrussel. Fotyga hævder, at Moskva yder finansiel støtte til oppositionspartier og organisationer i EU-medlemsstater, som forårsager disintegration internt i blokken.

Som følge heraf skal de russiske nyhedsnetværk RT og Sputnik, Rossotrudnichestvo Statslige Agentur og Russkiy Mir (Russia World) Foundation angiveligt være blandt Ruslands mest truende »propaganda-redskaber«, der må imødegås.

På helt utrolig vis anbringer EU-dokumentet også russiske medieorganisationer »på linje med terrorgrupper, såsom Islamisk Stat«.

Den russiske præsident kritiserede skarpt resolutionen og sagde, at det demonstrerer »politisk degradering« mht. »ideen om demokrati«. Putin sagde, » … De [europæiske embedsmands-] ’lærere’ [har altid sagt til os], at den mest ondsindede måde at håndtere modstandere på er at forbyde noget, og at det ikke er i overensstemmelse med demokratiske principper og normer. En åben diskussion er altid den bedste måde.«

Putin konkluderede, at EU-parlamentets resolution er et »åbenlyst tegn på degraderingen af det vestlige samfunds vision om demokrati«.

 




Tidl. USA-ambassadør Chas Freeman:
Forkert af USA at behandle Kina som en fremvoksende militærmagt

23. nov., 2016 – Den tidlige amerikanske ambassadør Chas Freeman kommer i dag med en analyse, der »rammer plet«, af Amerikas fejlagtige politik over for Kina i Del II af sit interview med The Nation »The Militarization of Diplomacy and Other Corruptions of U.S. Empire« (Diplomatiets militarisering og anden amerikansk imperiekorruption).

Efter at diskutere Amerikas enorme militære industrikompleks’ historie tilbage til præsident Eisenhowers tid, siger Freeman, at USA måtte »opfinde en ny fjende, eller finde én, for at retfærdiggøre de udgifter, man havde, og gøre det, man gjorde, med militæret«.

Freeman fortsætter, »Andy Marshall [der var leder af det amerikanske forsvarsministeriums Office of Net Assessment, Pentagons interne ’tænketank’, 1973-2015], opfandt et vidunderligt koncept kaldet ’peer competitor’ (ligeværdig konkurrent). Den ligeværdige konkurrent var en fiktiv, hypotetisk skabelse, der, uanset, hvad man gjorde i den militære sfære, ville gøre noget, der ville udkonkurrere én. Dette er en perfekt drivkraft for et program, fordi uanset, hvad man gør, så må man gøre mere, fordi der potentielt set er nogen derude, der med held kan konkurrere med det, man har gjort. Dette koncept blev sluttelig anvendt på Kina. Det har været drivkraft bag en masse afskrækkelse i de amerikansk-kinesiske relationer«.

Intervieweren Patrick Lawrence vender sig derefter mod Kina med reference til Chas Freemans bog fra 2013, Interesting Times: China, America and the Whifting Balance of Prestige (Kina, Amerika og antydningen af prestigebalance). Lawrence siger, »Jeg syntes, ordet »prestige« var besynderligt – det drejer sig om magt – men alene titlen siger en masse om ens syn på dynamikken i det fjerne stillehavsområde. Efter min mening har vi et meget godt greb i den gale ende. Vi bør samarbejde med Kina for at lette en overgang til det, jeg anser for at være en uundgåelig udvikling af relationerne i Stillehavet. I stedet synes vi at udkæmpe en krig, der ikke kan vindes, for at kæmpe mod Kinas fremvækst … «

Chas Freeman responderer, at Amerika blev den dominerende militærmagt i Stillehavet efter sejren over Japan og påpeger den efterfølgende, økonomiske vækst i Japan, Sydkorea og andre lande. Men, siger Freeman:

»Nu står vi over for realiteten med Kina, som er vokset frem i bemærkelsesværdigt tempo og grundlæggende set hævder sin historiske position i området, og som nu grundlæggende set er alles største handelspartner; alles største kilde til ny investering; alles største marked – ingens politiske model, for resten – og vi behandler det som en militær udfordring, fordi det er, hvad vi gør. Jeg vil tro, det først og fremmest er en økonomisk udfordring. Det er ikke en politisk udfordring, med mindre og indtil kineserne opfinder et attraktivt, politisk system, hvilket de ikke har gjort. Det er i færd med at blive en militær udfordring, og er nu en militær udfordring, primært, fordi vi valgte at gøre det til en sådan, siger Freeman. (fremhævelse tilføjet)        

Foto: Tidl. amerikansk ambassadør til Saudi-Arabien (1989-92) Chas Freeman.




NYHEDSORIENTERING november 2016:
Donald Trump og det nye paradigme

Etablissementet i både USA og Europa er rystet over Donald Trumps valgsejr, men rystel­serne ender ikke der. I lighed med Reagan efter valget i 1980 vil han indtage Det Hvide Hus med sit helt eget team og egne nye rådgivere. Derfor er en helt ny politik mulig, hvor USA finder sin naturlige plads i et samarbejde med Rusland og Kina – og forhåbentlig dropper Bush/Cheneys og Obamas krigs- og konfrontationspolitik. Danmark og Europa skal dermed også finde en helt ny udenrigspolitik frem. Samtidig kommer Trump så til at skulle slås med et finanskrak større end i 2008, men hvis han lytter til Lyndon LaRouche, som Reagan del­vist gjorde det i 1981, så er der med LaRouches Fire Love en vej ud af moradset. Dette er en redigeret udgave af en tale, Tom Gillesberg, Schiller Instituttets formand, holdt den 21. november 2016, og som kan høres på www.schillerinstitut.dk.

Download (PDF, Unknown)

 




Bush’ og Obamas krigsforbrydelser afsløret
– Trump bør erklære sig enig

Leder fra LaRouchePAC, 22. november, 2016 – Den følgende erklæring fra den republikanske senator Richard H. Black, Virginias Senat, kom som respons til en advarsel fra kongresmedlem Ted Lieu (D-CA) om, at USA’s støtte til og samarbejde med Saudi-Arabien i den kriminelle krig mod Yemen udsatte amerikansk militærpersonale for en risiko for at blive retsforfulgt for krigsforbrydelser. Senator Black er tidligere chef for Afdeling for Kriminallov ved Pentagons militære strafferet.

»Jeg er enig i kongresmedlem Lieus juridiske analyse. Jeg mener imidlertid, at denne sags mere praktiske aspekt er den juridiske afsløring af vore mest højtplacerede embedsfolk, der styrede vore militærfolks handlinger. Ifølge den præcedens, der blev sat af den Amerikanske Krigsforbryderdomstol i sagen mod den japanske general [Tomoyuki] Yamashita efter Anden Verdenskrig, kan den øverstkommanderende retsforfølges for generelle, kriminelle handlinger, begået af den øverstkommanderendes underordnede. Dette gælder for handlinger, som han kendte til, eller burde have kendt til.

Amerika har i vid udstrækning ladet hånt om internationale normer for opførsel i sine aggressionskrige imod Serbien, Irak, Libyen, Syrien og nu Yemen. Visse handlinger fremstår som forbrydeler iht. international sædvanelov – såsom vores afvisning af at acceptere oberst Gaddafis overgivelse, da han tilbød at forlade Libyen. USA, Storbritannien og Frankrig skal have ført rådslagning, før de besluttede at ignorere hans tilbud om at abdicere, og fremmede i stedet mordet på ham.

Ved at lade hånt om fastlagte normer for opførsel i krigstid har USA i alvorlig grad undermineret sin moralske autoritet og formindsket sin magt over hele planeten. Alt imens jeg er tilhænger af et robust forsvar, så opnår vi intet ved at udkæmpe krige for at fremme globalisering – især ikke, når sådanne krige krænker Lov om Krig på Land.«

Præsident Donald Trump indikerer i stigende grad, at han er enig. Hans udnævnelse af general Michael Flynn (pens.) er en sådan indikation – general Flynn advarede som bekendt, da han var chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Obama om, at hans tvivlsomme eventyr i Syrien, og også i Libyen, støttede etableringen af et »kalifat«, bestående af de mest ekstreme, saudiskstøttede, islamiske terrorister. General Flynn latterliggjorde også Obamas massive program for dronemord, der er så frydefuldt for dræber-præsidenten, som rent militært værende værre end unyttigt, idet hvert eneste drab »blot gjorde dem til martyrer og blot skabte en ny årsag til at bekæmpe os endnu hårdere«. Ligesom Trump er general Flynn fortaler for at arbejde sammen med Rusland for at forsvare den syriske stat og verden imod terrorister.

Mandag mødtes Trump også med kongresmedlem Tulsi Gabbard (D-HI), med indikationer om, at hun kommer i betragtning som USA’s ambassadør til FN. Gabbard, der er veteran fra Irakkrigen, har været en offentlig kritiker af Obamas evindelige krige og hans fiasko i bekæmpelse af terrorisme, til fordel for »regimeskift« imod sekulære regeringer. Sæt dette i modsætning til Obamas FN-ambassadør Samantha Power, der har tilsluttet sig de brølende dinosaurer ved i dag i FN at levere en tirade om, at hun ville »stille for retten« de syriske øverstbefalende, der har anført kontraterror-operationerne i deres land.

Verden befinder sig i en revolutionerende overgangsperiode. De europæiske ledere, der fulgte Obama og briternes diktater om at gennemføre sanktioner mod Rusland og forberede til krig, falder som fluer. Valget af François Fillon, en pro-russisk kandidat, i det franske Republikanske Partis primærvalg i denne uge, følger i kølvandet på valget af pro-russiske præsidenter i Bulgarien og Moldova i sidste uge. Samtidig hænger de europæiske banker, med Deutsche Bank og Royal Bank of Scotland i spidsen, i en tynd tråd og kunne bringe hele det vestlige banksystem til fald, hvad dag, det skal være – med mindre USA’s Kongres kommer til fornuft og gennemfører Glass-Steagall nu, uden at vente til den nye, amerikanske regering tiltræder i januar.

Endnu mere afgørende er kampen for at genoprette kreativ tænkning i de vestlige nationer, efter årtiers intellektuel gift fra Hollywoods og rock-narko-sex-modkulturens vold og perversion. For tre år siden, på 50-års dagen for mordet på John F. Kennedy, præsenterede Schiller Instituttet, stiftet af Lyndon og Helga LaRouche, en mindekoncert for JFK med en opførelse af Mozarts Rekviem-messe i D-mol i Washington-området, som efterfulgtes af en gentagelse af koncerten i Holy Cross katedralen i Boston, hvor, 50 år tidligere, Richard Cardinal Cushing holdt en mindehøjtidelighed for JFK med en højtidelig pavemesse, missa solemnis rekviem, hvor det samme, intense udtryk for klassisk skønhed var blevet præsenteret og fulgt på fjernsyn i hele verden. Det er netop skønhedens identifikation med sandhed, der er gået tabt i Vesten, og som må genoprettes for at bringe verden sammen for fred gennem fælles og samarbejdende udvikling.

Foto: Præsident Obama og førstedame Michelle Obama i Saudi-Arabien, 27. januar, 2015.




Europa vil lide under fastholdelse af sanktioner mod Rusland

21. nov., 2016 – I et interview til Wien-avisen, Kurier, sagde økonomiminister for Moskva-regionen, Sergej Cheremin, at han forventer, at Trump vil forbedre relationerne med Rusland, alt imens han ikke er så sikker på, om EU vil ændre sin politik for Rusland.

»Personligt er jeg overbevist om, at Trump vil gå meget pragmatisk frem. Han er ikke kommet med aggressive bemærkninger om Rusland. Med hensyn til Europa kan en kritisk situation imidlertid udvikle sig. Hvis relationerne mellem USA og Rusland bliver bedre, og EU holder fast i sanktionerne, så er Europa i fare for at isolere sig.«

Sanktionerne kom også under angreb i Tyskland: Wolfgang Büchele, formand for den tyske industris »Ost-Ausschuss der Deutschen Wirtschaft« (Komite for økonomiske relationer med Østeuropa), skrev i en kronik til erhvervsavisen Handelsblatt i dag, at »tiden er inde til at stille spørgsmålstegn ved sanktionerne«. Med hensyn til den officielt erklærede »politiske prioritering« inden for handel med Rusland, »ville det være godt, hvis denne prioritering blev brugt til først og fremmest at finde politiske løsninger på politiske kriser, og ikke lægge byrden på økonomien.« Sanktionerne mod Rusland har intet opnået i Rusland, men de har forårsaget enorme tab i trecifret størrelsesorden i Europa. Polen, de tre baltiske stater og også Tyskland og Østrig, har lidt enormt under sanktionerne, sagde Büchele. Alene Tyskland har lidt et nettotab på 13,5 mia. euro på handlen med Rusland, hvilket svarer til 60.000 tabte jobs.

Sanktionerne blev også angrebet i Italien af parlamentsmedlemmer fra M5S-partiet: Deputerede Paola Carinelli sagde under et besøg i Moskva i sidste uge, at den italienske økonomi har haft et nettotab på 7 mia. euro og 200.000 jobs. Senator Vito Petrocelli fra M5S kom med lignende kommentarer om, at »sanktionerne var forkerte fra starten. Meget af det har overtrådt de italienske foretagenders rettigheder og interesser. Der har absolut ikke været nogen fordele ved sanktionerne. Vore små og mellemstore virksomheder har ikke længere nogen som helst mulighed for at arbejde med russiske partnere.«




Rapport fra Pucallpa, Peru, om Zepp-LaRouches præsentation af »Måneøkonomien«

21. nov., 2016Impetu, »dekanen« for pressen i Pucallpa, hovedstaden i Ucayali-distriktet i det østlige Peru, erkendte, at Schiller Instituttets præsident Helga Zepp-LaRouche leverede en vidtrækkende vision for hele menneskehedens fremtid, i sin tale på åbningsdagen, den 17. nov.,[1] for Sammenslutningen af Økonomer i Perus XXIII Kongres, der blev afholdt i denne Amazon-by med 200.000 indbyggere. Impetu gav sin historie på kongressens første dag titlen, »Kongres for økonomer diskuterer fremtidsplan for en Måneøkonomi«.

Zepp-LaRouche, stifter af Schiller Instituttet og formand for det tyske, politiske parti BüSo, og hustru til den amerikanske politiker, Lyndon LaRouche, »fremførte, at, om mindre end ét år, er der skabt en alliance af nationer, der har opbygget en paralleløkonomi i halsbrækende tempo, og som udelukkende er helliget opbygning af realøkonomi, i modsætning til maksimering af spekulative monetære gevinster, og som nu omfatter mere end halvdelen af menneskeheden«, skrev Impetu.

»Dette nye fællesskab af nationer – fortsatte Zepp-LaRouche – repræsenterer et kraftcenter, baseret på økonomisk vækst og, frem for alt, baseret på avanceret teknologi, der hører fremtiden til, som man ser det i det succesfulde, kinesiske program for udforskning af Månen, der fokuserer på tanken om at bringe store mængder helium-3 fra Månen til Jorden til brug i en fremtidig, termonuklear fusionsøkonomi.[2] Hun fremførte, at denne kurs for en fremtidsøkonomi vil øge energigennemstrømningstætheden i en helt anden størrelsesorden, både i produktionsprocessen på Jorden, såvel som også mht. brændstof til rumrejser, og på denne måde introducere en helt ny fase i den menneskelige arts evolution.« 

 


[1] Talen kommer på dansk her på hjemmesiden.

[2] Se: Udvinding af helium-3 på Månen, for en fusionsøkonomi for fremtiden, http://schillerinstitut.dk/si/?p=1894

 




Lyndon LaRouche interview til amerikansk radiostation

20. nov., 2016 – Lyndon LaRouche blev lørdag interviewet af strateg i det Republikanske Parti, Roger Stone, på dennes radioshow, »Stone Cold Truth«. Stone indledte interviewet med en lang introduktion af hr. LaRouche og bemærkede hans præsidentkampagner fra 1976-2004, samt hans tætte relation til præsident Ronald Reagan. Stone var nordøst-koordinator for Ronald Reagans præsidentkampagne i 1980, og han forklarede sine lyttere, at han personligt vidste, at Reagan og LaRouche udviklede en venskab under denne kampagne. Han citerede Reagan for i en personlig samtale at sige, at, alt imens han ikke var enig med alt, LaRouche sagde, så var han enig i meget af LaRouches politik og anså ham for at være en ven.

Under samtalen gjorde LaRouche det klart, at valget af Donald Trump var et nederlag for dem, der, ligesom præsident Obama, søgte at fremprovokere en verdenskrig med Rusland. I en udveksling om Bill Clintons præsidentskab gjorde LaRouche det klart, at Clinton blev angrebet af den britiske Dronning og befandt sig under et stormløb, da han kapitulerede over for ophævelsen af Glass-Steagall, samt at Hillary Clinton bidrog til Clinton-præsidentskabets afgang. Stone var enig i denne vurdering.

Stone viste enorm respekt for hr. LaRouche under hele interviewet og frydede sig over det faktum, og visse folk på Wall Street vil gå bersærkergang over det faktum, at LaRouche optrådte på Stones radioshow. Mod interviewets slutning bad han hr. LaRouche om at sige noget omkring det aftalte, politiske spil for at lukke munden på ham, og LaRouche tilskrev præsident George H.W. Bush de falske anklager mod ham, i hvilket Stone, forfatter af en nyligt udkommet bog om den »kriminelle Bush-familie«, erklærede sig helt enig.

LaRouche gentog, at Trumps valgsejr repræsenterede et globalt nederlag for dem, der fremprovokerer krig med Rusland, og at, alt imens det endnu ikke vides, hvad Trump vil præstere i embedet, så er opbremsningen af fremstødet for krig i sig selv et betydningsfuldt bidrag.

Stone gjorde det klart, at et af de spørgsmål, han er sikker på, Trump vil forfølge, er genindførelsen af Glass-Steagall, en politik, som Stone bemærkede, Lyndon LaRouche længe har promoveret.

På et tidspunkt bemærkede Stone, at han har været en ven og nær samarbejdspartner til Donald Trump, siden Reagan-kampagnen i 1980, da Trump og hans far, Fred Trump, var tidlige stærke, politiske og finansielle støtter til Reagan.

Se også: LaRouches 40-year Record: A New International Economic Order, https://larouchepac.com/new-economic-order