20. juli 2016 – I en kommentar til det nylige tyrkiske kup sagde den amerikanske statsmand Lyndon LaRouche, at ideen om, at den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan skulle have iscenesat et falsk kup for at retfærdiggøre en udrensning af oppositionen imod ham, er vanvittig. I stedet sagde LaRouche, at man skulle se på den tjetjenske vinkel, hvor de afgørende britiske forbindelser skal findes. En gennemgang af de nylige begivenheder peger præcist i denne retning. LaRouche nævnte sit eget, direkte samarbejde med den russiske præsident Vladimir Putin om bekæmpelse af de tjetjenske terrorister.

Den 27. juni sendte præsident Erdogan et brev til præsident Putin, hvor han undskyldte for Tyrkiets nedskydning af et russisk kampfly den 24. november 2015, hvor det blev påstået, at kampflyet krænkede tyrkisk luftrum. Dengang meddeltes det også, at Putin og Erdogan kunne mødes i den nærmeste fremtid, i august eller september. Inden for 24 timer, den 28. juni, blev Istanbuls Ataturk-lufthavn mål for et tredobbelt selvmordsbombeangreb, der dræbte flere end 40 mennesker og sårede flere end 200; bombemændene var tjetjenere, der hørte til Islamisk Stat (ISIS/ISIL), og de havde opereret i Syrien fra baser internt i Tyrkiet. Dette var første gang, at en tjetjensk ISIL-terrorcelle havde udført et selvmordsbombeangreb i Tyrkiet. I betragtning af timingen havde bombeangrebet tydeligvis forbindelset til den tyrkiske regerings plan om at normalisere relationerne til Rusland. Og siden dette bombeangreb er denne proces fortsat: Tyrkiet, der arresterer lejesoldaten fra de Tyrkiske Grå Ulve, der skød og dræbte en af piloterne fra det russiske kampfly, der var sprunget med faldskærm til sikkerheden på syrisk jord. Og nu, efter kupforsøget, har den tyrkiske regering arresteret de tyrkiske kamppiloter, der nedskød det russiske kampfly, og fremført deres involvering i kuppet.

I en diskussion over telefon mellem Erdogan og Putin blev det ligeledes besluttet, at de to ledere skulle mødes i august. Det skal understreges, at det tyrkiske militære efterretningsvæsens rolle, samt også de organisationers rolle, der har tilknytning til tyrkiske efterretningskredse, længe har haft forbindelser til russiske og tjetjenske terrorister – siden 1990’erne, hvor de tjetjenske krige imod Rusland blev forsynet og støttet fra tyrkiske og saudiske baser. Der er nu 1.500 tjetjenske flygtninge i Tyrkiet, hvoraf de fleste findes i en flygtningelejr uden for Istanbul og har udgjort en rekrutteringspulje til ISIL-kæmpere i Syrien.

Det er ligeledes en udbredt opfattelse, at den tyrkiske militære efterretningstjeneste har støttet tjetjenske jihadi-grupper, der opererer i Syrien. Der findes en enorm mængde af åbent kildemateriale herom, som vi ikke behøver gennemgå her; ikke desto mindre rapporteres det, at tjetjenere, der har været loyale over for Aslan Maskhadov, er den gruppe, som tyrkiske efterretningskredse foretrækker. Maskhadov var anfører for tjetjenerne i den første tjetjensk-russiske krig og blev dernæst præsident for den halvautonome Tjetjenske Republik efter en fredsaftale med den russiske regering. Dette brød hurtigt sammen og førte til endnu en krig, i hvilken Maskhadov også deltog. Han døde i 2005.

Som EIR har rapporteret det, så besøgte Maskhadov London i 1998, mens han var præsident for den kortlivede republik. Hans vært var den daværende finansminister fra det Konservative Parti, Lord McAlpine; han dinerede sammen med tidligere premierminister Baronesse Thatcher, og han talte for det Kongelige Institut for Internationale Anliggender/Chatham House. Han dinerede også med rektoren for Oriel College, Oxford, og han besøgte det Imperiale Krigsmuseum, med feldmarskal Lord Bramall som vært. Hans besøg blev arrangeret af Timothy Bell, også kendt som Lord Bell, der var rådgiver til Thatcher. Det siges, at Bell hyrede soldater, der ikke havde tjeneste, til at fungere som æresgarde, som om Maskhadov repræsenterede en suveræn stat.

20. juli 2016 (Leder) – For næsten et år siden foreslog den russiske præsident Vladimir Putin en global koalition til bekæmpelse af Islamisk Stat og andre jihadistiske terrorister, en koalition, der er bygget over modellen for den amerikansk- og sovjetisk-ledede koalition til nedkæmpelse af nazismens og fascismens svøbe under Anden Verdenskrig. Nylige begivenheder gør det klart, at tiden nu er inde til netop en sådan kampalliance – rettet mod Det britiske Imperium.

Frigivelsen, efter 14 års lange kamp, af de 28 sider fra den oprindelige Fælles Kongresundersøgelse af 11. september [2001] har fastslået det saudiske monarkis indiskutable rolle i historiens værste terrorangreb på amerikansk jord, og en omhyggelig gennemgang af Al Yamama-sagen gør det klart, at saudierne i denne grusomhed handlede som agenter for Det britiske Imperium.

Den ligeledes nylige udgivelse af Chilcot-kommissionens rapport har bevist, at den tidligere britiske premierminister Tony Blair var skyldig i samme klasse af krigsforbrydelser, for hvilke topnazister blev retsforfulgt og dømt ved domstolen i Nürnberg.

I kølvandet på rapporten fra Repræsentanternes Hus’ Komite for Finansielle Tjenester, som afslører den britiske regerings og Obamas Hvide Hus’ rolle i mørklægningen af hvidvask af penge, der stammer fra narkotikahandel og anvendes til terror, og som i enorme proportioner er blevet bedrevet af den britiske krones bank, HSBC, blev to topfolk fra HSBC arresteret af FBI i denne uge på anklager om finansielt bedrageri. Dette er kun toppen af isbjerget.

Taget sammen, repræsenterer disse udviklinger det største dødsstød mod Det britiske Imperium i meget lang tid. Det nylige kup i Tyrkiet kan kun forstås ud fra et standpunkt om den britiske krones rolle i sponsorering og beskyttelse af de tjetjenske terrorister, samt stort set alle andre etniske separatistgrupper på Jordens overflade. Tjetjenerne har udgjort rygraden i al-Qaeda og Islamisk Stat og har nydt godt af den britiske krones beskyttelse, lige siden begyndelsen af den første Tjetjenske Krig i midten af 1990’erne. Tjetjenerne stod bag selvmordsterrorangrebet den 28. juni mod Istanbul Lufthavn, der fandt sted kun kort tid efter, at den tyrkiske præsident Erdogan, under enormt internationalt pres og isolering, udstedte en offentlig undskyldning til den russiske præsident Vladimir Putin for den tyrkiske nedskydning af et russisk kampfly i november 2015. Dette er den afgørende kulisse, på baggrund af hvilken man skal foretage en kompetent vurdering af de igangværende begivenheder i Tyrkiet.

Det britiske Imperium er under angreb, det er bankerot, og det er isoleret. Enhver, der seriøst vil standse det omsiggribende mønster med global, blind terrorisme, bør erkende, at denne kun kan bekæmpes ved at gå helt til toppen, og derfra nedefter – og det betyder, at man må bringe Det britiske Imperium til fald.

I USA er Wall Street, som er en gren af det britiske finansimperium, vågnet op til den kendsgerning, at der finder en fuldt optrappet revolte sted imod deres korruption og tyveri. Denne revolte har omgående taget form af, at man, i både det Republikanske og Demokratiske partis valgplatform, har inkluderet en genindførelse af Glass-Steagall, noget, som er kommet totalt bag på Wall Street. Dette har forårsaget en hysterisk reaktion fra finansoligarkiet.

Som Lyndon LaRouche i dag understregede: »Glass-Steagall vil gøre det af med Imperiet. Og USA’s økonomi kan ikke overleve, med mindre man vender tilbage til Glass-Steagall.« 

19. juli 2016 – Det britiske Underhus vedtog mandag med et stort flertal på 355 at forny Storbritanniens Trident-atomafskrækkelse. Hele det Konservative Parti sammen med halvdelen af Labour-partiet stemte for fornyelsen. Alle parlamentsmedlemmer fra det Skotske Nationalparti (SNP), de Liberale Demokrater og Labours leder Jeremy Corbyn stemte imod. Omkring 140 medlemmer fra Labour – inklusive udfordrerne til lederskabet Angela Eagle og Owen Smith – stemte for at forny Trident. Syvogfyrre medlemmer fra Labour sluttede sig til Corbyn og stemte nej til Trident; andre 42 var fraværende eller afgav blanke stemmer.

Ifølge Guardian gjorde premierminister Theresa May det under debatten klart, da hun blev udfordret af SNP, at hun ville autorisere et atomangreb. Parlamentsmedlem George Kerevan fra SNP havde spurgt, »Er hun personligt parat til at autorisere et atomangreb, der kan dræbe 100.000 uskyldige mænd, kvinder og børn?«

May svarede: »Ja. Og jeg må sige til det ærede medlem, at hele pointen med afskrækkelse er, at det er nødvendigt, at vore fjender ved, at vi ville være parate til at bruge den, i modsætning til visse forslag, der går ud på, at vi kunne have en afskrækkelse, men i realiteten ikke være villige til at bruge den, og som synes at komme fra Labour-partiets forreste bænke.«

Idet hun ikke ønskede, at der skulle herske nogen tvivl om, hvilke lande, hun var parat til at atombombe, sagde hun: »Det, som dette land må gøre, er at erkende, at det konfronteres med flere trusler, og at sikre, at vi har de nødvendige og relevante evner til at håndtere hver af disse trusler. Trusler fra lande som Rusland og Nordkorea er fortsat særdeles reelle.«

Talsmand for Kreml Dmitry Peskov responderede tirsdag: »Kreml anskuer disse udtalelser med beklagelse. Fru premierminister har øjensynligt endnu ikke haft tid til at komme à jour med forløbet af internationale affærer. Rusland er faktisk en af hovedgaranterne for international stabilitet og atomsikkerhed og strategisk sikkerhed, og dette er en kendsgerning, der er absolut indiskutabel.«

Lyndon LaRouche responderede til premierminister Mays udmelding, der kan få blodet til at fryse til is, ved at sige: »Læg skylden ved dens kilde – den blodige Dronning og alt, hvad dertil hører. Hun er, som de offentlige beviser demonstrerer, en nazist. Hele Hitler-programmet blev koordineret med det Britiske System. Få hende ud.«        

19. juli 2016 (Leder) – I de seneste to uger har vi – som en uopsættelig aktion, der skal gennemføres nu, i denne økonomiske og kulturelle krise – fremlagt Lyndon og Helga LaRouches forslag til at redde Deutsche Bank fra overhængende bankerot, og til at afværge krig. Fordi Tysklands økonomi er den eneste, der har et produktivt potentiale til at redde vraget af Europa ved at koble sig til Kinas storslåede projekt for den Nye Silkevej til udvikling af Eurasien, Mellemøsten og Afrika.

I modsat fald får vi krig med Kina, eller med Rusland. Obamas Hvide Hus forsøger støt og roligt at fremprovokere krigskonfrontationer med både Rusland og Kina og kræver, at Europa fremmer disse provokationer gennem NATO. Hvis terrorsplinterne fra Obamas krige i Mellemøsten og Libyen er i færd med at bombe Europa ind i en tilstand af chok, så har de hans sympati, så længe, de fortsat går med i militære konfrontationer med Rusland og Kina. Hillary Clinton er lige så fast besluttet på denne krigspolitik.

Der er, især efter Brexit, ingen tvivl om, at Tyskland er Europas fremtid. Men hvis det er Angela Merkels og Wolfgang Schäubles Tyskland, forfalsket med det endnu mere krigeriske Grønne Parti, så får vi verdenskrig.

Derfor foreslog hr. og fr. LaRouche: Det må være Tyskland i Alfred Herrhausens ånd, den myrdede leder af den engang produktive, men nu elendige og kriminelle kæmpe, Deutsche Bank. Mere specifikt den Alfred Herrhausen, der i 1989 var i færd med at lancere en udviklingsbank til at løfte Polen og det sovjetiske Østeuropa økonomisk, mens Sovjetunionen kollapsede – og han blev myrdet.

Herrhausens plan dengang for Deutsche Bank og Tyskland, var et paradigme for, hvad Tyskland atter kan blive, såvel som også for Europas fremtid nu.

Det transatlantiske banksystem og finansielle system er ved at falde fra hinanden. Det er offer for sine egne medlemmer, de City of London-centrerede europæiske storbanker og Wall Street-storbankerne, der har knust de reelle, produktive økonomier under sig i løbet af årtiers globalisering. Det, der udløser det umiddelbart forestående krak, er ikke simplet hen italienske bankers dårlige lån, eller ejendomsfonde i London, der lukker, eller at de store tyske og schweiziske banker er i vanskeligheder, og ikke engang ECB’s og Federal Reserves sindssyge politik; men derimod ødelæggelsen af de underliggende økonomiers produktivitet hen over årtier, mens kasinoet voksede på toppen af dem.

Hvis man skal genkapitalisere de fallerede storbanker i Europa, må de tvinges til at afskrive deres kasinoer som totale tab og genvedtage de produktive formål, som Herrhausens lederskab af Deutsche Bank var indbegrebet af. Så kan man skabe statskreditter på samme måde, som Kina har været alene om at gøre i dette århundrede, til den form for projekter, der genopliver menneskers og økonomiers produktivitet.

I løbet af de to uger, hvor vi har fremlagt dette uopsættelige forslag fra LaRouche, har der været betydningsfulde gennembrud i USA. »Det saudiske kapitel« af 11. september-historien er blevet tvunget offentliggjort.

En genindførelse af Glass-Steagall er inkorporeret i valgplatformene hos både Demokrater og Republikanere.

Men den rette måde at kæmpe for en Glass/Steagall-reorganisering af bankerne på, er ved at bruge den »vægtstang«, som er LaRouches forslag. Så bliver denne kamp en kamp for Europas, og også USA’s, fremtid. 

19. juli 2016 (Leder) – Det europæiske lederskab er i panik over banksystemets hastige kollaps. Italien skyder skylden på Tyskland og Deutsche Bank, Tyskland skyder skylden på Italien, mens Wall Street klager over, at europæerne undergraver det falske »opsving«. Dette er farligt og psykotisk nonsens. Vi er i færd med at opleve sammenbruddet af hele det transatlantiske banksystem og ikke blot dele af det, og der findes ingen anden løsning end omgående at skabe love i Europa og USA, der muliggør en ny finansiel og økonomisk orden efter Hamiltons principper. Derivat-spillegælden på $2 billarder (2000 milliarder, -red.) må afskrives, og det kommercielle banksystem genkapitaliseres, så det kan udføre sit legitime job, som er at kanalisere kredit ind i en genopbygning af verdensøkonomien.

Den kendsgerning, at både det Republikanske og det Demokratiske parti har lagt en vedtagelse af Glass-Steagall ind i deres valgplatform, har sendt Wall Street ud i hysteriske raserianfald, skrækslagne, som Barrons rapporterer, over, »at der er en ikke-vedkendt risiko for, at Glass-Stegall kunne blive genindført i 2017 eller 2018, uanset, hvem der vinder«.  Kendsgerningen er, at et momentum for Glass-Steagall ikke kommer fra de allerede fallerede kandidater eller de svigtende partier, som de repræsenterer, men fra et skifte i befolkningens tankegang, et skifte, der går i retning af LaRouche-bevægelsens årtier lange kamp for Glass-Steagall.

Det samme gælder frigivelsen af de 28 sider om den saudiske rolle i international terrorisme, en kamp, som LaRouche-bevægelsen har anført. Befolkningen er blevet lullet i søvn om faren ved Bush’ og Obamas åbenlyse støtte til terrorister for at opnå deres mål om »regimeskifte«, og ligeledes om virkeligheden omkring den økonomiske disintegration af hele det vestlige finansielle system under en kasino-bankpraksis. Nu, hvor ingen af delene kan mørklægges, er sandheden endelig synlig for offentligheden.

Som Helga Zepp-LaRouches kriseerklæring fastlægger om Deutsche Banks overhængende kollaps, så må der ske en »omgående genorientering af banken, tilbage til den tradition, der under Alfred Herrhausens lederskab var fremherskende indtil 1989«.  Fr. LaRouche understregede i mandags, at Herrhausen blev myrdet i 1989, fordi han responderede til det dengang igangværende kollaps af Sovjetunionen med en ny politik, baseret på et højere koncept om mennesket og menneskehedens fælles mål. Han fremsatte forslag til en prompte mobilisering af de vestlige økonomier for at lancere en infrastruktur- og industrigenopbygning af Polen, og med tiden af hele Eurasien – præcis, som Lyndon LaRouche havde identificeret det i sin berømte pressekonference, holdt på Kempinski Hotel i Berlin, oktober 1988.

Det Britiske Imperium og dets vasaller kunne ikke tolerere dette nye paradigme, og, med Herrhausens fjernelse, lancerede de transformationen af Europa til et centraliseret diktatur under Maastrichttraktaten fra 1992, under et banksystem, der satte profitmaksimering gennem spekulation over menneskelig udvikling, samtidig med, at man fremprovokerede evindelige krige. Denne proces har nu lagt hele systemet i ruiner.

Lyndon LaRouche gentog i dag, at Tyskland, USA og alle andre vestlige nationer omgående må skabe ny lovgivning for at ændre systemet – hele systemet – tilbage til en bankpraksis efter Hamiltons principper, sådan, som Herrhausen praktiserede det, og de må øjeblikkeligt begynde at skabe kredit op til det transatlantiske områdes nationale økonomiers fulde bæreevne.

Mens farerne stadig mangfoldigføres – for terrorisme, krig og finansielt kollaps – så mangfoldiggøres gennembruddene ligeledes, som med Glass-Steagall og de 28 sider. Med Kina og Rusland, der fører verden imod et nyt paradigme baseret på global udvikling og samarbejde imod terrorisme, er tiden nu inde til at få USA til at vende tilbage til sine rødder i Hamiltons principper, og til at slutte sig til vore naturlige allierede, Rusland og Kina, som vi gjorde, da vi besejrede fascismen i Anden Verdenskrig, og som vi også må gøre for at besejre den nye fascisme, der i dag kommer fra City of London og Wall Street.

18. juli 2016 – Midt i LaRouche-kampagnen for at redde Deutsche Bank, lukke dens kasino ned og ændre den tilbage til Alfred Herrhausens bank, havde Frankfurter Allgemeine Zeitung (FAZ) en lang artikel den 18. juli, »Deutsche Banks sidste chance«, med en diskussion om, hvad der er sket med banken, siden Herrhausen blev myrdet i 1989.

Artiklen, skrevet af FAZ’ finansmarkedsredaktør Gerald Braunberger, diskuterer ikke den europæiske bankkrise, verdensøkonomien eller truslen om Deutsche Banks umiddelbart overhængende insolvens, men har et andet formål: at rekapitulere debatten i og omkring banken igennem de seneste 25 år eller mere mht., hvad banken burde være.

I sin egenskab af Deutsche Banks bestyrelsesformand, rapporterer Braunberger, refererede Herrhausen til den »angelsaksiske finansielle kultur« som »det, vi ikke har« i hans bank. En sammenblanding af denne kultur med tysk industriel bankkultur siden Herrhausens død har skabt store spændinger, skriver han, og har haft meget dårlige resultater.

Umiddelbart efter Herrhausens død ønskede Deutsche Bank under formand Hilmar Kopper fortsat at få en stor aktiepost i den store, bayerske kommercielle udlånsbank, Bayerische Vereinsbank, og dermed at forankre DB som en udlånsbank til tysk industri. Den bayerske delstatsregering, under initiativ af Allianz Insurance, der rykkede ind på BV, blokerede for dette. I stedet fik Deutsche Bank i 1990’erne Wall Street investeringsselskabet Bankers Trust – der massivt lancerede DB inden for manipulation af værdipapirer med sikkerhed i ejendom og deres kasino-derivater – og London investeringsselskabet Morgan Grenfell. I 2000 var investeringsbankiererne »stærke nok til at stoppe en planlagt fusion med Dresdner Bank« og en post i postens sparekasse, Postbank.

»Deutsche Bank skilte sig i de følgende år af med sine mange industriinvesteringer i [Tyskland]. Global investeringsbankpraksis opnåede mere og mere dominans.«

Braunbergers pointe er, at den associerede strategi med at blive »verdens investeringsbank nummer ét – oftest offentligt erklæret af Hermann Ackermann som formand – ynkeligt har lidt nederlag, og nu har bragt Deutsche Bank til et absolut lavpunkt. Offentligheden anser nu ikke længere investeringsbankiererne for at være helte, men som plyndrere af en svækket, internt splittet bank.«

Og, konkluderer han, fra 2005 og frem til 2015, har en »opsplitning« af Deutsche Bank ved at udskille investeringsbankafdelingerne altid været drøftet internt, men blev altid afvist af bankens bestyrelsesformænd. Den nuværende britiske formand, John Cryan, har forøget indsatsen og ønsker at koncentrere sig udelukkende om bankens investeringsbankside, selv om det er den side, der har tabt 5,8 milliard euro i 2015.

I mellemtiden promoverer bankens »økonomiske strateger« energisk helikopterpenge som en politik for økonomisk genrejsning.   

18. juli 2016 – På trods af stærk modstand fra EU-kommissionens bureaukrati og det tyske finansministerium – i det mindste offentligt – ser det ud til, at den italienske premierminister Matteo Renzi måske er i færd med at gennemføre sin erklærede hensigt om at redde mange af Italiens banker ud af deres dårlige gæld.

Italiens økonomi, med sin stærke rolle inden for eksport af industri- og højteknologiske produkter, har rent faktisk befundet sig i en konstant recession og stagnation, siden euroen blev indført for næsten 15 år siden, og dette er forværret i takt med, at resten af Europa har haft økonomisk nedgang. Som følge heraf har de italienske banker, der koncentrerer sig om lån til virksomheder og husstande, en relativ stor volumen af pressede og uerholdelige lån (som rapporteres at udgøre enorme 18 % af deres aktiver), og en nedsmeltning af banksystemet er overhængende, som en del af det truende kollaps af hele det London-centrerede europæiske, finansielle system.

Londonavisen Telegraph fra 16. juli rapporterer, i artiklen »Italien på kollisionskurs med Bruxelles over plan for redning af dårlige banker til 50 milliarder«, at Renzis regering har engageret banken JPMorgan Chase, der har udarbejdet en plan for redningen (bailout). »Det er underforstået, at for 10 milliard [milliard euro, -red.] af statslige midler kunne blive brugt til at opkøbe dårlige lån til hammerslagspris, hvilket ville lette bankerne for aktiver til 50 milliarder i nominel værdi og gøre det muligt for dem i stedet at begynde at udstede gode lån.« Regeringens »dårlige bank« ville angiveligt købe lånene til rundt regnet 20 cents på dollaren og forsøge at genforhandle dem med debitorerne. Nogle banker, der således ville tage et tab på 80 % af disse låneaktiver, ville behøve en genkapitalisering gennem yderligere investeringer fra regeringens plan til 50 milliard euro.

Planen, der er ved at blive udarbejdet af JPMorgan, kunne være med til at udrense bankerne, men den sætter også landets myndigheder på kollisionskurs med EU, der ikke ønsker, at skatteborgerne skal redde bankerne, før private investorer [i bankerne; bail-in, -red.] inddrages«, rapporterer Telegraph.

Men ikke alene millioner af italienere, der har investeret i bankobligationer, ville blive ramt, men også store franske og tyske banker – der allerede er i vanskeligheder – til tonen af milliarder af euro.

Da Renzi oprindeligt foreslog sin plan, anerkendte EIR’s stiftende redaktør og amerikanske systemøkonom, Lyndon LaRouche, denne som værende et nødvendigt – men langt fra tilstrækkeligt – skridt hen imod at gøre det muligt at skabe en europæisk økonomisk og produktiv genrejsning.

Foto: Italiens Matteo Renzi ønsker at redde bankerne uden skade for obligationsindehaverne, i modstrid med EU’s regler. (11. juli 2016)

17. juli 2016 – Det russiske, multimedie-nyhedsagentur Sputnik offentliggjorde i dag en analyse, der slår alarm omkring faren for konfrontation i det Sydkinesiske Hav, i kølvandet på den Permanente Voldgiftsret i Haags (PCA) afgørelser imod Kina.

 »Med en kendelse fra PCA, der går imod Kina, er regionen omkring det Sydkinesiske Hav nu en krudttønde, der venter på at eksplodere i takt med, at USA forsat forsøger overflyvninger i regionen, og Beijing kunne meget vel snart beslutte, at provokationerne er for store til at ignorere.«

Sputnik bemærkede også de kommentarer, som den japanske premierminister Abe kom med på topmødet den 16. juli for Asien-Europa-Mødet (ASEM), hvor han til de forsamlede ledere sagde: »Jeg håber meget stærkt, at parterne i tvisten retter sig efter voldgiftsrettens kendelse og tager initiativ til en fredelig løsning af tvisten i det Sydkinesiske Hav.« Sputnik karakteriserede dette som en »provokation« imod Kina, sammen med det faktum, at »Tokyo har indledt stigende febrilske runder med provokation langs Kinas østlige flanke.«

17. juli 2016 – Den saudisk-ledede koalition af bevæbnede styrker er nu i færd med at bombe fabrikker og andre lokaliteter for økonomisk aktivitet i Yemen, hvilket er en krigsforbrydelse, erklærer gruppen Human Rights Watch i en rapport med titlen, »Bombning af virksomheder: Saudiske civile luftangreb mod Yemens civile økonomiske strukturer«. Rapporten blev udgivet den 11. juli.

Dette er yderligere et element i den fremskredne saudiske kampagne for at rykke ethvert tegn på menneskeligt liv i Yemen op med rode. Rapporten dokumenterer 17 saudiske koalitions-luftangreb »mellem marts 2015 og februar 2016, mod 13 civile økonomiske strukturer inklusive fabrikker, varehuse, en farm og to kraftværker. Disse angreb dræbte 130 civile og sårende yderligere 171. De i luftangrebene ramte faciliteter producerede, oplagrede eller distribuerede varer til civilbefolkningen, inkl. mad, medicin og elektricitet, varer, der selv før krigen var mangel på i Yemen, som er blandt de fattigste lande i Mellemøsten. Sammenlagt beskæftigede faciliteterne over 2.500 mennesker; efter angrebene afsluttede mange af fabrikkerne deres produktion, og hundreder af arbejdere mistede deres levebrød.«

Dette er kun en brøkdel af de luftangreb, som saudierne har udløst mod økonomisk aktivitet i Yemen. Rapporten erklærer, at »Iflg. Sanaa Handels- og Industrikammer har [saudiske] koalitionsangreb beskadiget eller ødelagt mindst 196 virksomheder mellem 26. marts 2015 og 17. februar 2016. Handelskammeret gav Human Rights Watch en liste over 59 specifikke fabrikker, varehuse og andre civile strukturer, der er blevet ramt af koalitionens luftangreb, og datoer for angrebene, samt deres beliggenhed.« Men fordi Human Rights Watch har et begrænset personale og anvender en procedure med direkte interviews for at determinere, hvorvidt en fabrik eller virksomhed er blevet ødelagt, koncentrerede gruppen sin rapport om de 13 civile, økonomiske strukturer, der er rapporteret ovenfor.

Human Rights Watchs konklusioner er utvetydige: »Loven om krig forbyder angreb på civile mål.« Sådanne civile mål »omfatter fabrikker, varehuse og andre kommercielle entrepriser, så længe disse ikke bruges til militære formål eller bliver militære mål. Disse angreb mod mål, som blev gennemført bevidst – med overlæg eller hensynsløst – er krigsforbrydelser.«

Bilag: Human Rights Watch video fra 2015, ca. 4 min.

https://www.youtube.com/watch?v=zWHzF5UFFvk

17. juli 2016 – En lang artikel med titlen »Drama Infernale« i Welt am Sonntag den 17. juli præsenterede grundlæggende set den tyske regerings vrede over Deutsche Banks cheføkonom David Folkerts-Landaus krav om en genkapitalisering og en suspendering af EU’s regler om »bank-bailin« (ekspropriering af visse typer af bankindeståender, -red.). Det gør artiklen ved at forbinde Deutsche Banks problemer med krisen i de italienske banker, men kan ikke komme uden om at indrømme dybden af disse problemer.

»Italien står foran en afgrund, der meget vel kunne vise sig dybere end nogen i landets historie, siden afslutningen af Anden Verdenskrig«, lyder det i artiklen.« »Det tog landet næsten et årti at komme tilbage til den økonomiske produktion, det havde i 2007.« Henved 15 % af lånene i banksystemet er uerholdelige; nogle af lånene er støttet gennem sikkerhed i ejendom, men ejendomsmarkedet har mistet 15 % af sin værdi siden 2010, så problemet er blevet værre. Der forekommer 6,3 selvmord pr. 100.000 borgere pr. år, næsten alle af økonomiske grunde. Problemerne stammer ikke fra 2008 eller fra Brexit, men fra årtiers økonomisk stagnation. DieWelts søndagsudgave fremkom med den mening og brugte desværre hele afsnit på at spytte på Italien som en korrupt, kriminalitetshærget, statsstøttet, bureaukratisk, ikke-reformeret og praktisk talt falleret stat. Ulig andre europæere, bemærker avisen syrligt, så anbringer italienere deres sparepenge i bankværdipapirer, så de er i alvorlig fare for at miste dem alle, når de italienske banker går konkurs. Opsparinger for henved 31 milliarder euro står på spil, heraf 5 milliard euro alene i Banca Monte dei Paschi di Siena.

Mange italienere mener, at euroen har ødelagt deres økonomi og levestandard, skrev Die Welt, og premierminister Matteo Renzi kunne af denne grund blive fordrevet af Femstjernebevægelsen (M5S).

Men for at komme til avisens virkelige pointe, bemærkede Die Welt, at ikke kun små, italienske sparere, men også store, tyske banker ville lide store tab i en generel bailin af insolvente banker i Italien. Deutsche Bank har 13 milliarder euro, der står på spil, rapporterer de og hævder, at dette er grunden til, at Deutsche Bank og bankens storaktionær Black Rock kræver en europæisk bailout (statslig bankredning, -red.), uden en bail-in.

Merkels og Schäubels (og Bruxelles’) vrede mod Folkerts-Landau blev indgående fremlagt. »Folkerts-Landau må forstå, at hans krav ikke bidrager til stabilitet i det europæiske banksystem.« Én tysk regeringsperson kalder ham for et »missil uden styring«. En »finansiel ekspert« fra Bruxelles klager over, at Renzi nu, når han presser på for at få sin italienske bailout, konstant kommer med udtalelser om, at Deutsche Bank er et større problem end de italienske banker, og Bruxelles og Berlin ser ikke gerne dette diskuteret.

Så Berlin er vred på Deutsche Bank, men kan ikke ignorere Folkerts-Landaus krav, skrev Die Welt. Renzi og Bruxelles skal efter sigende være i gang med at forhandle en kompromisplan for bailout, fordi Bruxelles ønsker, at Renzi skal fortsætte som premierminister og ikke ønsker, at Femstjernebevægelsen skal komme til.

Foto: Deutsche Banks cheføkonom, David Folkerts-Landau: ’Bankaktiernes kurstab er blot et symptom på et større problem.’

17. juli 2016 (Leder) – Verden konfronteres med et Drama Infernale, lyder overskriften til lederartiklen i økonomisektionen af søndagens udgave af det tyske Welt am Sonntag. Ikke alene står det italienske banksystem umiddelbart foran en nedsmeltning, med 360 milliard euro i uerholdelige lån, men hele det europæiske finansielle system er ligeledes bankerot – med den derivat-tyngede Deutsche Bank øverst på listen – rapporterer de nervøst.

Men virkeligheden er langt værre, end selv denne oprørte redegørelse indikerer. Hele det transatlantiske finansielle system er gået op i limningen, bemærkede Lyndon LaRouche i en diskussion med sine medarbejdere i weekenden, og det blev viderebragt ved begyndelsen af udsendelsen den 16. juli, i Dialog med Manhattan Projektet. Dennis Speed fra LPAC opsummerede her LaRouches bemærkninger:

»Systemet giver ikke mulighed for et eneste sikkert punkt. Forlad jer ikke på nogen rationel respons fra nogen gruppe. Dette her står på randen af en generel, global krise. Derfor er folks adfærd den, at de går totalt i panik; man vil ikke få nogen rationel respons på dette tidspunkt. Forsøg ikke at forlade jer på nogen, forsøg ikke at udvælge nogen person. Dette er en nødsituation med et problem, der haster, og vi må håndtere det ud fra dette standpunkt.«

Denne nødaktion er centreret omkring LaRouches krav om at bruge en engangs-redning til at reorganisere Deutsche Bank, baseret den myrdede bankier Alfred Herrhausens principper, for at indlede en transformation, med baggrund i en konkurs, af hele det transatlantiske finansielle system og udløse reel, menneskelig produktivitet.

I en yderligere diskussion i søndags udtalte LaRouche:

»Vi må have en positiv politik med en hyperaktiv produktivitet. Man må skabe produktivitet, reel produktivitet, ikke, at nogen holder på deres penge, eller deres penge til at spekulere for. Og spørgsmålet er: Vil vi skabe de elementer af produktivitet, som behøves for at komme fri af det, der er sket med os, gennem folk, der har forsøgt at undertrykke ting og gå uden om ting hele vejen? Dér kommer problemet ind. Hvis man ikke hævder en politik, baseret på disse principper, vil man igen havne i det samme, gamle rod.«

»Vi må vinde indflydelse på alle personer«, fortsatte LaRouche, »for hvis der ikke er enighed mht. hvad det er, man skal varetage, så får vi anarki. Og det betyder at gå tilbage til nulpunktet, eller under nulpunktet. Det er problemet. Det er spørgsmålet. Dette er, hvad man må respondere til. Hvis man ikke responderer til det, er man ingenting, så har man totalt smidt enhver fornuft ud. Og dette er den eneste måde at håndtere dette på.«

I vores internationale kampagne for at gennemføre LaRouches dramatiske Deutsche Bank-initiativ, bemærkede Helga Zepp-LaRouche, løber vi ind i uventede grader af raseri i befolkningen i hele Europa, imod Deutsche Bank og alle bankierer, et raseri, som står i vejen for deres forståelse af LaRouches krav.

»I Tyskland havde vi en uventet, virkelig uventet bølge af had mod Deutsche Bank«,

bemærkede Zepp-LaRouche.

»Konservative industrifolk, mangeårige tilhængere (som man aldrig ville have forventet ville sige noget sådant), de reagerede totalt voldsomt og sagde: ’Lad dem gå bankerot! Luk dem ned! Hvorfor skulle vi bruge én krone mere på at redde disse kriminelle slyngler?’ Og jeg mener, at det er det, folk ikke rigtig kæmper sig igennem.

For Herrhausen-princippet handler ikke bare om at redde Deutsche Bank; det er, at man har en pistol for panden og siger: Enten accepterer I paradigmeskiftet, eller også går I alle ned, og vi gå ned med jer. Men hvis I vil overleve, må I acceptere dette skifte. Og hvis vi havde en international kampagne – som vi har lidt af – men hvis vi havde en virkelig kampagne, ville presset blive større på den tyske regering, som er dér, hvor presset må ende.«

Lyndon LaRouche understregede ligeledes betydningen af politikken for reorganisering af Deutsche Bank:

»Understreg det igen, for det er historien. Det er præcist, hvad I må håndtere, og det er, hvad I må kæmpe imod.«      

Med formand Tom Gillesberg

16. juli 2016 – Citigroups cheføkonom Willem Buiter sagde på fuldstændig sindssyg vis til Bloomberg den 15. juli, at en »win-win«-politik for Europas centralbanker ville være udstedelsen af helikopterpenge. Buiter gjorde det klart, at han mener den fulde Weimarregerings udstedelse af »evighedsobligationer« til den Europæiske Centralbank, obligationer, der ikke alene ikke har renter, men heller ingen tilbagebetaling af hovedstolen, nogensinde; ECB trykker tilsvarende kontanter og anbringer dem i statslige konti. Dette er potentielt set ubegrænset – som Zimbabwe også opdagede for nylig – især, eftersom Buiter siger, at, mens ECB gør dette, bør de europæiske regeringer afskrive noget af deres gæld.

»Der er indlysende win-win-situationer, som vi kan få«, citeres Buiter. »En gældsomlægning hvis muligt … og så en budgetstimulus med et veldefineret mål, der sluttelig skal finansieres gennem ECB, folkets helikopterpenge. I et land som Tyskland, hvor der er behov for investering i infrastruktur, annoncerer og gennemfører regeringen et storstilet investeringsprogram« og udsteder evigheds-obligationer »til centralbanken, der skaber det om til penge«, sagde Buiter.

Præsident for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i delstaten Cleveland, Loretta Mester, befandt sig i et interview den 12. juli under den samme vrangforestilling: »Vi vurderer hele tiden værktøjer, som vi kan anvende«, sagde Mester til Australiens ABC. »I USA har vi brugt kvantitativ lempelse (pengetrykning), og jeg mener, at det har bevist sit værd. Så det er min anskuelse, at helikopterpenge bliver en slags næste skridt, hvis vi nogen sinde skulle finde os selv i en situation, hvor vi ønskede at være mere imødekommende.«

Og den tidligere vicedirektør i Federal Reserves bestyrelse Joseph Gagnon citeres for den mest fatale udtalelse: »Centralbanker og regeringer er faktisk én og samme ting.«

EIR’s stiftende redaktør Lyndon LaRouche satte dette på sin rette plads. »Disse vild-øjede planer«, sagde LaRouche, »er svindelnumre i en grad, hvor de udelukkende kan forfølges gennem at føre krig. Der er simpelt hen ingen profit i banksystemet nu, og ingen produktivitet. Det kommer der heller ikke, før vi udrenser dem og starter på en frisk. Luk disse svindelforetagender ned – fjern dem. Erklær dem bankerot. Så kan man komme ind med kredit til et nyt system, der bygger på vækst.«

Det er den skarpe vending i politikken, som LaRouche har foreslået omkring tilfældet med Deutsche Banks krav om bailout – genkapitaliser i stedet banken på basis af en tilbagevenden til bankens tidligere formand Alfred Herrhausens politik for udvikling.

Opkomsten af nazismen på baggrund af Tysklands periode med hyperinflation/kollaps illustrerer LaRouches pointe med, at sådanne »vild-øjede planer« som helikopterpenge, blandt stormagter forfølges »udelukkende gennem at føre krig«.

Foto: ’Go Fly a Kite’ – gå ud og sæt en drage op. Som børnene under Tysklands hyperinflation i 1920-erne selv har lavet af værdiløse pengesedler … Helikopterpenge er ingen ny opfindelse. Det er konsekvenserne heller ikke.

16. juli 2016 – »Deutsche Bank må reddes, for verdensfredens skyld«, Helga Zepp-LaRouches chokerende advarsel om det kaos, der lurer bag Deutsche Banks krav om en ny, europæisk TARP-bailout, er i raketfart blevet cirkuleret til højtplacerede bankierer, økonomer og medier i hele Tyskland, Østrig og Italien. En af disse bankierer bekræftede over for Zepp-LaRouche i en diskussion over telefon den 15. juli, at hendes fremsatte krav, der placerer de London-centrerede europæiske banker »i allersidste øjeblik« før et kollaps, er korrekt, og mange bankierer ved det. I interviews til medierne »kaster de sand i offentlighedens øjne«, sagde han, med de ved, hvad der snart vil udløses over dem.

En anden kilde sagde til EIR’s europæiske kontor i Wiesbaden, Tyskland, at behovet for at vende tilbage til Deutsche Banks myrdede, tidligere formand Alfred Herrhausens »traditionelle dyder« inden for bankpraksis, gentagent blev bragt på bane under bankens nylige generalforsamling for aktionærerne i takt med, at bankens marked og øvrige kapitalisering styrtdykkede.  Zepp-LaRouches appel, der bygger på hendes mand, Lyndons LaRouches forslag, kræver, at Deutsche Bank skal genkapitaliseres med statslige midler, men at den skal udrenses ved at afskrive dens enorme mængde af giftige værdipapirer og ved at vende tilbage til Herrhausens politik for bankpraksis til industriudvikling og produktivitet.

Endnu en højtplaceret finansperson udtalte sig offentligt om den ekstreme fare for en europæisk nedsmeltning. Philipp Hildebrand, næstformand for Black Rock (der ejer 5 % af Deutsche Banks kollapsede aktier), sagde til Tageszeitung den 13. juli, at den nuværende krise i de europæiske banker er ekstremt farlig og »kunne føre til det værste«. Hildebrand søgte at lokalisere udløseren for nedsmeltningen væk fra Deutsche Bank og Tyskland, i Italien.

Men Deutsche Bank har et presserende behov for genkapitalisering. Samtidig med, at bankens cheføkonom David Folkerts-Landau kom med sine forslag til euro-bailout, og Angela Merkel og hendes finansminister Wolfgang Schäuble benægtede, at det skulle være nødvendigt at gøre noget, fik Deutsche Bank omkring 1 milliard euro i ny kapital fra Qatars kongefamilie, hvilket gør dem til den største aktieindehaver (10 %), foran Black Rock.

Ydermere har Deutsche Banks supervisionsbestyrelse skaffet sig af med Georg Thoma – der havde presset på for at få forebyggende undersøgelser og udrensninger af bankens illegale/umoralske aktiviteter – og har netop erstattet ham med Qatars fremstillede kandidat, Frankfurt-advokaten Stefan Simon.

Kilder i den amerikanske bankverden siger, at Deutsche Bank har behov for, ikke 1 milliard euro i ny kapital, men 7 – 10 milliard euro. Handelsblatt rapporterede den 15. juli, at Tysklands andenstørste bank, Commerzbank, også er i vanskeligheder. Den har måttet rapportere indtægter, der styrtdykkede hen over det seneste år med enorme marginer, 10 – 15 %, afhængig af bankafdeling. Den europæiske Centralbanks nulrentepolitik har bragt denne forhenværende kraftstation for lån til industrien ud på afgrundens rand.

EIR kæmper for de handlinger, som LaRouche foreslår, i både Tyskland og Italien, som er krisens centrale fokusområder. EIR’s og LaRouche-bevægelsens kamp for at genindføre Glass/Steagall-bankopdelingsloven i USA er ligeledes af afgørende betydning.

Og i Danmark er det naturligvis Schiller Instituttet, er fører an i denne kamp for en bankopdeling, også i Danmark.  

16. juli 2016 – Den russiske militæranalytiker Igor Korochenko, der er medredaktør af det Russiske Nationale Forsvarsmagasin, rapporterer, at NATO faktisk ikke udviser nogen interesse for det russiske forslag om, at alle militærfly skal operere transponders, når de flyver over Østersøen (Det baltiske Hav). Dette var det ene af to punkter på dagsordenen – idet det andet var NATO’s militære oprustning i Østeuropa – som russerne fremførte på NATO-Ruslandsrådets møde i sidste uge, sagde han til Sputnik, men NATO var ikke rigtig interesseret i at diskutere dem.

»Rusland vil gerne vide, hvad grundene er bag NATO’s beslutning om at deployere kampgrupper tæt på Ruslands grænser. Der findes ingen praktisk grund til det«, sagde han. »Men der var ingen dialog. Nato nægtede grundlæggende set at diskutere dette spørgsmål.« Mht. spørgsmålet om transponders, så er det afhængigt af, at NATO gør det samme, dvs., at dets fly også flyver med deres transponders slået til. »Alliancen sagde, at den ville studere Ruslands forslag. Hvad er der at studere?«, spurgte analytikeren. »Det er krystalklart: når transponders er slået til, ser NATO russiske fly, og Rusland ser NATO spionfly, der gennemflyver luftrummet langs med Ruslands grænser. NATO udtrykte ikke noget ønske om omgående at føje blæk til aftalen.«

Foto: Russisk SU-27 kampfly ved Chkalovsk flyvestation i Kaliningrad-området.

16. juli 2016 – Victor Baranets, en pensioneret oberst og kendt russisk militæranalytiker, fremfører i en spalte i Komsomolskaya Pravda (tilgængeligt på engelsk af ’Russia Insider’), at angrebet med lastbil i Nice, Frankrig, viser, at alle må respondere positivt til Moskvas opfordring til en fælles indsats imod terrorisme. Problemet er, at Vesten, gennem NATO, i stedet er besat af tanken om en »trussel« fra Rusland og er i færd med at opbygge sine militære styrker, der intet som helst har at gøre med at stoppe terrorismen. »Jeg mener, at, i dag mere end nogen sinde, må alle lande respondere positivt til Moskvas opfordring til at skabe fælles globale specialtjenester, der kan infiltrere alle terrororganisationer«, skriver Baranets. »Tjenestens specialagenter skal infiltrere selv de mindste grupper, der endnu planlægger et terrorangreb.« I dag banker terrorismen på Frankrigs dør. I morgen er det måske Italien, Spanien eller Portugal. »Verden konfronteres med en verdensomspændende terrorudfordring, og vi må give samme verden et velkoordineret svar. Selvfølgelig er det lovens håndhævelsestjenester, og her først og fremmest specialtjenester, der først skal tale. Jeg mener, at vi må tredoble og afbryde spionringe«, konkluderer Baranets. »Først da vil vi blive i stand til at gå op imod ondskaben.«

16. juli 2016 – Den amerikanske udenrigsminister John Kerry og den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov lukkede sig inde til møder fra morgenen den 15. juli og til langt ud på aftenen, kun afbrudt én gang kl. 18 for i fællesskab at tage til den franske ambassade i Moskva for at underskrive kondolencebogen til ære for ofrene i lastbilsangrebet i Nice, Frankrig. Da de omsider dukkede frem til en fælles pressekonference, skete det for at rapportere, at de var blevet enige om en ramme for amerikansk-russisk samarbejde imod terrorisme i Syrien.

»I modsætning til tidligere møder, hvor vi plejede at opremse problemer i vore relationer, så enedes vi denne gang om at udarbejde en køreplan for muligvis små, men praktiske skridt, der tilsigter at rette op på en temmelig usund situation i vores bilaterale samarbejde«, sagde Lavrov. »Vi har bekræftet målet om at eliminere trusler, som udgøres af Islamisk Stat, Nusra Front og andre terrorgrupper, og at standse tilstrømningen af støtte til terrorisme fra udlandet «, tilføjede han.

Kerry sagde, at disse skridt, »hvis de blev gennemført i tillid, kan behandle to alvorlige problemer, som jeg netop har beskrevet, omkring afbrydelsen [krænkelser af våbenhvile fra både regeringen og al-Nusra]. Det er muligt at være med til at genoprette stilstanden af fjendtligheder, betydeligt reducere volden og hjælpe med at skabe rum for en ægte og troværdig politisk overgang.« Ingen af dem ville beskrive, hvad det er for skridt, de er enedes om, men Kerry understregede, at de ikke er baseret på tillid. »De udstikker specifikt definerede forpligtelser, som alle parter i konflikten må påtage sig, med den hensigt totalt at stoppe den tilfældige bombning af Assad-regimet og at optrappe vores indsats imod al-Nusra.«

Lavrov istemte og tilføjede, at FN’s Sikkerhedsråd og den Internationale Gruppe til Støtte for Syrien enstemmigt har identificeret ISIS og al-Nusra som terroristgrupper. »De har tidligere historiske eksempler på, at visse regeringer forsøgte at kurre behageligt til terrorister, bejlede til terrorister og brugte dem til deres egne formål, med den hensigt at vælte regeringer i andre lande«, og at denne indsats aldrig har fået gode resultater, som det ses i Afghanistan i 1980’erne, der førte til angrebene 11. september 2001 i USA, og i Libyen 11. september, 2011.

Foto: Udenrigsministrene Lavrov og Kerry lægger blomster ved den franske ambassade i Moskva, for at ære ofrene for terrorangrebet i Nice.  

16. juli 2016 – Oberst Fletcher Prouty (1907 – 2001; USAF, pensioneret), en legendarisk person inden for det amerikanske efterretningssamfund, og som var den første ’whistleblower’ i forhold til korrumperingen af det amerikanske efterretningsetablissement med sin afslørende bog, Secret Team, skrev i februar 1990 en isnende artikel om det dengang nylige mord (30. nov., 1989) på Deutsche Banks formand, Alfred Herrhausen. Prouty sidestillede direkte mordet på Herrhausen med mordet i 1963 på præsident John F. Kennedy, og han gjorde det ganske klart, at han ikke købte ideen om, at Herrhausen skulle være blevet myrdet af »terrorister« og fremførte i stedet, at morderne var brikker fra en større, statslig efterretningstjeneste.

Prouty skrev:

»Det er fuldstændig forbløffende, at spørgsmålet om det brutale mord på denne mand … Alfred Herrhausen … så pludseligt er blevet droppet i nyhederne. Tysklands Deutsche Bank er uden nogen som helst tvivl én af de vigtigste banker i verden, og bankens bestyrelsesformand Herrhausen var én af bankprofessionen i hele verdens mest betydningsfulde talsmænd. Han ville have været en nøgleperson i alle udviklinger.

Hans død på det tidspunkt … og den slående natur af hans død er hævet over enhver tvivl … kan for nutiden i betydningsfuldhed … sidestilles med præsident John F. Kennedys død i 1963.

I betragtning af tiden … med den enorme kæde af begivenheder, der fandt sted i Sovjetunionen, i Østeuropa og i særdeleshed i Østtyskland … er mordet på Herrhausen en handling, der har enorm betydning. Den kan ikke, og må ikke, blot fejes under gulvtæppet som blot ’endnu en terrorhandling’. Virkelige terrorister myrder ikke bankpræsidenter uden en specifik grund. De fleste terrorister er i virkeligheden blot betalte brikker og ’mekanismer’ for store magtcentre. Et eller andet stormagtscenter ønskede Formanden for Deutsche Bank fjernet på denne dag, af en eller anden grund på netop denne måde, og som en lektion til andre. Der må ligge et stort budskab i den handling, der bragte hans død.«

Proutys syv sider lange artikel gik videre med at citere fra den tale, som JFK efter planen skulle holde i Dallas, Texas, den 22. november, 1963, samt den tale, som Herrhausen efter planen skulle holde i New York City den 4. december, 1989 – kun fire dage efter hans mord.

16. juli 2016 (Leder) – Det er en stor ironi, at Frankrig er blevet ramt af et tragisk stik af sin tætte accept af Saudi-Arabien – og hermed også al-Qaeda i Syrien – lige så vel som, at Obamaregeringen er blevet tvunget til at frigive beviser, der har været hemmeligholdt i 15 år, på Saudi-Arabiens rolle i »al-Qaeda«-terrorangrebene i USA, den 11. september, 2001.

Den franske præsidentkandidat og leder af Solidarité et Progrès, Jacques Cheminade, understreger dette forhold i sin stærke erklæring (se: »Stop kilden til terrorisme«), om katastrofen i Nice. Frankrigs regering har heppet på al-Nusra Front (al-Qaeda i Syrien) imod den syriske præsident Assad. Den gav førsteprioritet til relationer med Saudi-Arabien, om hvem regeringen vidste, at de leverede våben, der skulle til al-Nusra og denne organisations aflægger i Syrien – lige indtil al-Nusras meget store og berygtede rekrutteringscelle i Nice udløste et dødbringende stød hjemme.

Samme tragedie fandt sted, med Bushregeringens oprindelige undertrykkelse af ’de 28 sider’, der omsider blev frigivet i fredags, og som viser årelang saudisk assistance til al-Qaeda samtidig med, at angrebene 11. september blev planlagt og forberedt. Hvis dette hemmeligholdte afsnit var blevet frigivet sammen med resten af Kongressens 11. september-rapport fra 2002, kunne USA ikke være blevet inddraget i krig med Irak, »for at hævne 11. september«. 

Nu er ’de 28 sider’ omsider blevet tvunget frem af pres fra offentligheden, og deres offentliggørelse får ekstraordinær bred og fremtrædende mediedækning i hele verden. Dette giver os en enorm åbning for at ændre hele den transatlantiske politik for bekæmpelse af terrorisme og til forhindring af krig, som Cheminade understreger – og ligeledes til at skaffe retfærdighed for ofrene for jihadisme.

Obamaregeringens Hvide Hus hævdede, mens de 28 sider blev frigivet – og fortsat med henved 150 redigeringer (overstreget af censuren) – at de ikke indeholdt »noget nyt«. Men i realiteten er helhedsbilledet i dette kapitel nyt; et langt mere fyldestgørende efterretningsbillede af en langt mere mangesidet saudisk operation for at assistere al-Qaeda, med det formål at undgå amerikanske operationer imod det.

New York Times, der anstrengte sig for at være enig med Obama, kunne ikke: »Men dokumentet, der blev frigivet fredag, er skånselsløst i sin kritik af den saudiske indsats for at underminere de amerikanske forsøg på at afmontere al-Qaeda i årene op til angrebene 11. september. Det fremstiller ydermere FBI som generelt set befindende sig i mørke mht. saudiske regeringsfolks manøvreringer internt i USA i denne periode.« Dette henviser til de sidste seks sider i kapitlet, som hidtil har været totalt ukendte for offentligheden. Overskriften i The Times var »Et overblik over saudisk indsats for at forpurre USA’s aktion mon al-Qaeda«.

Intet nyt? Storbritanniens Guardian fremfører: »De såkaldte 28 sider indikerer et langt større netværk af forbindelser mellem al-Qaeda og den saudiske kongefamilie, end det hidtil har været kendt.«

En gennemgribende og helt ny undersøgelse kan nu være med til, at den amerikanske offentlighed kan se et nyt paradigme, et paradigme, gennem hvilket USA og hele Europa, inklusive Frankrig, kan komme ud af de seneste 15 års regimeskift- og terrorhelvede.

Dette betyder, at vi skal have en undersøgelse, der går et godt stykke tilbage til den nu afslørede 11. september-fremmende, Prins Bandars berømte »Al Yamama-aftale (’olie-for-våben’) med Storbritannien, der leverede de hemmelige offshore-konti til så mange destabiliserings- og terroraktioner.

Det er, hvad vi nu har krævet. Det samme har familierne til ofrene for 11. september, der i går voldsomt angreb Obama for at forsøge at lukke døren i ansigtet på sandheden netop, som den er begyndt at åbne sig.

Vi henviser til nedenstående udstrakte dækning af ’de 28 sider’ fra både vores danske hjemmeside og ligeledes fra LaRouche-bevægelsens ditto.

Vi anbefaler især LPAC’s 56 min. lange featurefilm fra 2011, »Ten Years Later«. https://www.youtube.com/watch?v=quYYA1wtUwc

USA: Kongressen har nu frigivet ’de 28 sider’: LaRouchePAC kræver en ny undersøgelse af terrorangrebene 11. september 2001

15. juli 2016 (Leder) – Under enormt pres fra familierne til ofrene fra 11. september, fra et par modige medlemmer af Kongressen og fra LaRouchePAC, der har været forkæmper i forreste linje for denne historie siden 2009, har Efterretningskomiteerne fra Repræsentanternes Hus og Senatet endelig offentliggjort en redigeret version af de hemmeligstemplede 28 sider af den oprindelige Fælles Kongresundersøgelse (2002), der detaljerer den saudiske involvering i terrorangrebene den 11. september, 2001. Disse sider, der i 15 år er blevet holdt skjult for det amerikanske folk, må nu blive begyndelsen af en de novo undersøgelse, fra toppen og ned, af angrebene 11. september og den efterfølgende mørklægning. Lad denne sejr blive begyndelsen til et nyt paradigme for sandhed og ansvarlighed i USA. For evigt fremad!

Bliv medlem af Schiller Instituttet i dag!

Der er så meget, der skal gøres … Din verden har det rigtig skidt –

Vi har løsningerne!

Læs vores danske dækning:

»Kongressen frigiver ’de 28 sider’« Inkl. pdf af siderne. 

»Frigivelsen af ’de 28 sider’ en strategisk sejr. Nu må vi have en ny undersøgelse. 

Den 10. september, 2011, udgav LaRouchePAC en feature-film, »11. september, ti år senere, der undersøger de politiske, økonomiske og overordnede geo-strategiske motiver til angrebene 11/9«. Må se!

https://www.youtube.com/watch?v=quYYA1wtUwc

Vi henviser til LaRouchePAC’s side med udstrakt dokumentation om organisationens årelange kamp for denne sag.

Den største fare, lige bortset fra en direkte Tredje Verdenskrig, ville være, at den transatlantiske sektor styrtede ud i kaos. Derfor fremkom min mand – der har en unik rekord for at have ret, mht. økonomisk forecasting, og mht. at komme med forslag til, hvordan en situation kan løses – med denne meget overraskende kommentar: at Deutsche Bank, frem for alle banker, skulle udvælges og reddes, denne ene, sidste gang, men ikke uden betingelser: De må omgående sættes under en form for konkursbehandling. En ledelseskomité bør have ansvaret. Og dernæst må banken have en ny forretningsplan, der må gå tilbage til den filosofi, som blev praktiseret af Alfred Herrhausen, der var den sidste, moralske bankier i hele Europa, og som havde en helt anden filosofi.

Download (PDF, Unknown)

Paris, 15. juli 2016 – Frankrig er atter blevet ramt af forbryderisk terrorisme.

Og atter udtrykker republikkens præsident, indenrigsminister og premierminister, med alvorsdyb stemme, deres sorg og deres vilje til at bekæmpe terrorisme, uden imidlertid at angribe de sande årsager til dette barbari.

Hovedårsagen er deres medskyldighed, med en politik, der støtter jihadisme som middel til at fremprovokere Bashar al-Assad-regimets fald, en politik, der er udtænkt af USA, UK, Saudi-Arabien, Qatar og Tyrkiet, og som nu vender sig mod os selv.

Hvad er det, der foregår i Nice? Siden 2014 har man vidst, at byen var blevet et rekrutteringscenter for jihadister, der skulle til Syrien. En rapport fra DGSI (Direction Générale de Sécurité Interne) bemærkede endda, at Nice var blevet en »laboratorie-by«, til identificering og håndtering af »radikalisering«.

Det er med base i Nice, at Omar Osman, en fransk-senegalesisk gangster, der konverterede til islam, rekrutterede sin brigade af 50 til 80 franskmænd, der kæmpede i Syrien med al-Nusra (dvs. al-Qaeda i Syrien), om hvilke vores tidligere udenrigsminister Laurent Fabius i 2012, med upassende entusiasme, erklærede, at de »gjorde et godt stykke arbejde« med at bekæmpe Assad.

Det er også i Nice, at potentielle jihadisters færdsel frem og tilbage i saudiarabiske diplomatattachetasker blev afsløret. Den 7. april sidste år erklærede byens borgmester, Christian Estrosi, i et interview til RTL’s radiojournalist, Olivier Mazerolle, at to personer, der stod opført i S-filen over radikaliserede personer, der krævede skærpet overvågning, var kommet ind i Frankrig »i et saudiarabisk følge«, og at »de nød total undtagelse fra inspektion« i Nices internationale lufthavn. Som svar på et spørgsmål fra Mazerolle, om politiet var blevet tvunget til at lade dem passere igennem, sagde Estrosi: »Ja, og jeg ved, at nogle af dem var meget chokeret og lod dette vide, og at de efterfølgende måtte bære konsekvenserne heraf.«

Regeringen kan ikke længere praktisere fodslæb om dette spørgsmål og risikerer således, ligesom Tony Blair, i dag eller i morgen at befinde sig i en situation, hvor de skal stå til regnskab for deres handlinger foran en Chilcot-kommission, eller værre endnu, foran en domstol.

Øjeblikket er kommet til hurtigt at genetablere vore relationer med Bashar al-Assad for at påbegynde en fornyet grundlæggelse og genopbygning af Syrien; til sammen med Rusland i fællesskab at agere for at bekæmpe denne trussel; og til kraftigt at tilskynde USA til at gøre det samme.

Vore politifolk, vort militær, vore folk i reserven og blandt det lægelige personale gav Nice en lektion i solidaritet og borgerånd. Lad os vise os værdige til republikkens værdier og til at vise ofrene behørig respekt ved at standse denne dystre opremsning af angreb og afværge spøgelset af splittelse i vort land, en grasserende radikalisering, der ville kuldkaste vores dybe, ligevægtige vilje til at leve sammen.

Foto: Folk lægger blomster på Promenade des Anglais i Nice.           

Helga Zepp-LaRouche: Jeg tror, det er almindelig kendt blandt absolut alle i det internationale finansielle samfund, og i alle regeringer og blandt alle relevante personer i politiske stillinger i den transatlantiske sektor, at det, jeg nu siger her, er absolut sandt. Med andre ord: bankiererne og de ansvarlige personer i det internationale finansielle system alle er klar over, at dette system er absolut bankerot; håbløst bankerot. Det står umiddelbart foran en nedsmeltning, i langt større skala end den, der fandt sted i 2008, af den meget simple grund, at alle de indikatorer, der var til stede, før Lehman Brothers og AIG gik ned, er til stede nu, men i langt større skala.

[Vi arbejder på en dansk oversættelse af hele webcastet. Bliv på kanalen!]  

Engelsk udskrift:

SAVE DEUTSCHE BANK TO FIND A SOLUTION THAT WILL SAVE MANKIND!

LaRouche PAC International Webcast Friday, July 15, 2016

        MATTHEW OGDEN: Good evening! It's July 15th, 2016. My name
is Matthew Ogden, and you're joining us for our weekly webcast on
larouchepac.com. I'm joined in the studio tonight by Benjamin
Deniston; and we're joined by a very special guest, via video,
Mrs. Helga Zepp-LaRouche. Helga Zepp-LaRouche is the founder of
the Schiller Institute, and also Chairwoman of the German BüSo
(Bürgerrechtsbewegung Solidaritä¤t, Civil Rights Movement
Solidarity) political party.
        Helga LaRouche is joining us tonight to discuss the
initiative that she and Mr. Lyndon LaRouche have taken this week
to act in a very decisive manner to avert World War III and a
global economic blow-out. This concerns the situation that
Deutsche Bank now finds itself in.
        I would like to begin by reading a Statement that Mrs.
LaRouche issued a few days ago, on July 12th of this week. We
will then follow that Statement by a discussion with Mrs.
LaRouche herself. In the Statement that Mrs. LaRouche issued,
titled "Deutsche Bank Must be Rescued, for the Sake of World
Peace," Helga wrote the following:
        "The imminent threat of the bankruptcy of Deutsche Bank is
certainly not the only potential trigger for a new systemic
crisis of the trans-Atlantic banking system, which would be
orders of magnitude more deadly than the 2008 crisis, but it does
offer a unique lever to prevent a collapse into chaos.
        "Behind the SOS launched by the chief economist of Deutsche
Bank, David Folkerts-Landau, for an EU program of EU¬150 billion
to recapitalize the banks, lurks the danger openly discussed in
international financial media, that the entire European banking
system is {de facto} insolvent, and is sitting on a mountain of
at least EU¬2 trillion of non-performing loans. Deutsche Bank is
the international bank, with a total of EU¬55 trillions of
outstanding derivative contracts and a leverage factor of 40:1,
even outdoes Lehman Brothers at the time of its collapse, and
therefore represents the most dangerous Achilles heel of the
system. Half of Deutsche Bank's balance sheet, which has
plummeted 48% in the past 12 months and is down to only 8% of its
peak value, is made up of Level-3 derivatives, i.e., derivatives
amounting to circa EU¬800 billion without a market valuation.
        "It probably came as a surprise to many that Lyndon LaRouche
called today for Deutsche Bank to be saved through a one-time
increase in its capital base, because of the systemic
implications of its threatened bankruptcy. Neither the German
government with its GDP of EU¬4 trillion, nor the EU with a GDP
of EU¬18 trillion, would be able to control the domino effect of
a disorderly bankruptcy.
        "The one-time capital injection, LaRouche explained, is only
an emergency measure which needs to be followed by an immediate
reorientation of the bank, back to its tradition which prevailed
until 1989 under the leadership of Alfred Herrhausen. To actually
oversee such an operation, a management committee must be set up
to verify the legitimacy and the implications of the obligations,
and finalize its work within a given timeframe. That committee
should also draw up a new business plan, based on Herrhausen's
banking philosophy and exclusively oriented to the interests of
the real economy of Germany.
        "Alfred Herrhausen was the last actually creative, moral
industrial banker of Germany. He defended, among other things,
the cancellation of the unpayable debt of developing countries,
as well as the long-term credit financing of well-defined
development projects. In December 1989, he planned to present in
New York a plan for the industrialization of Poland, which was
consistent with the criteria used by the Kreditanstalt für
Wiederaufbau (KfW) for the post-1945 reconstruction of Germany,
and would have offered a completely different perspective than
the so-called 'reform policy,' or 'shock therapy', of Jeffrey
Sachs…."
        Helga completes this Statement by saying:
        "Herrhausen's assassination has gone unpunished. However,
there exists 'the dreaded might, that judges what is hid from
sight,' which is the subject of Friedrich Schiller's poem {Die
Kraniche des Ibykus}. The Erinyes have begun their dreadful
dance.
        It is now incumbent upon all those who, in addition to the
family, have suffered from the assassination of Herrhausen, upon
the representatives of the Mittelstand, of the German economy and
the institutional representatives of the German population, to
honor his legacy and to seize the tremendous opportunity which is
now offered to save Germany."
        With that said, Helga, would you like to follow up at all
with any opening statements?

        HELGA ZEPP-LAROUCHE: Well, I think that it is absolutely
known to everybody in the international financial community and
to all governments and all relevant people in political positions
in the trans-Atlantic sector, that what I'm saying there is
absolutely true. In other words: the bankers and [those]
responsible for the international financial system all know that
this system is absolutely bankrupt, hopelessly bankrupt. It's
about to blow up in a much, much bigger way than 2008, for the
very simple reason that all indicators which were there before
Lehman Brothers and AIG went under, are there, but much more.
        The famous instrument box which they were using, or
pretending to use, in 2008, has been used up: quantitative
easing, zero interest rate, negative interest rate, helicopter
money. Right now you have the situation — and we have this from
extremely reliable contacts in the banking community who agree
with us — where all the central banks are printing money, paper
money, like crazy, because they know perfectly well that
helicopter money is not just electronic, but if you would have a
banking run right now, the whole thing would evaporate within a
very short period of time, in hours.
        This is a situation where if you have an uncontrolled,
chaotic collapse, which is right now eminently possible, because
you have several [inaud 0:07.39]. Not only Deutsche Bank.
You have the Italian Banking sector about to blow. You have the
British situation after the Brexit. The entire European banking
system is absolutely bankrupt. If you had an uncontrolled
collapse, well, as one banker told us, after he read this
statement of mine, he said, "If this is not remedied in the short
term, we are looking towards a Europe of chaos, disorder, and
revolution."
        The biggest danger, apart from World War III directly, would
be a plunge of the trans-Atlantic sector into chaos. Therefore,
my husband — who has a unique record of being right, in terms of
forecasting, and being unique, in terms of coming up for
proposals how to remedy the situation — made this very
surprising comment: that Deutsche Bank, of all banks, should be
singled out, they should be saved, one last time, but not without
conditions: They must immediately be put in a sort of
receivership. A management commission should be in charge. And
then they need a new business plan, which must go back to the
philosophy of Alfred Herrhausen, who was the last moral banker in
all of Europe, and who had a completely different philosophy.
        We had all kinds of reactions about that. It turned out the
banks are much more hated than meets the public eye. People said,
"Let these banks go bankrupt! Why don't you just close them down?
Nationalize them! Bankrupt them!" You had an outpouring of anger
coming from people you would not expect it — conservative
industrialists, politicians who normally are not speaking in
radical tones at all — but what came out was an explosion of
anger.
        It is very easy to be angry about the situation. If this
thing collapses in an uncontrolled fashion, all the life-savings
of people will be ruined. The majority of the people will have to
pay, and this will be associated with poverty. Millions of people
dying. This is not a joke.
        It's not enough to be "against" something; even if banks
have behaved completely criminal and immoral. Deutsche Bank is
spending right now such enormous amounts of money on legal fines
for illegal activity from LIBOR swindles, all kinds of shady
operations, so that they had to write down their profit warnings.
It's not the question of "doing a favor" to Deutsche Bank. Not at
all! The question is: you must find leverage; how to bring this
thing in order, before the whole thing ends up in a collapse,
causing an absolute uncontrollable situation.
        That is why the reference to Alfred Herrhausen is really
extremely important, because he was the head of Deutsche Bank. He
was a banker. Deutsche Bank had a different policy, and
therefore, when you say, "We have to back to the philosophy of
Alfred Herrhausen," at least the older generation knows exactly
what that means. Therefore, I think we should really spread this
and force people to put pressure on the situation, that this is
being done. You have to "unwind" the outstanding derivatives. You
have to deal with the situation that Deutsche Bank has EU¬55
trillion in outstanding derivatives. Half of their balance sheet
is without market valuation, which means that it's practically
worth nothing, because you can't really sell it.
        If you have an uncontrolled collapse, then that could be
really what brings down the whole thing in a chaotic way. If you
go the way Mr. LaRouche has proposed, then you can have an
orderly resolution of this bankrupt system, and replace it with
one which is in the interest of the people. So, it's not just a
technical proposal. Several people, in response to my statement,
said, "This is probably the very last chance we have to prevent a
catastrophe."

        OGDEN: I would like to get a little bit more into the
significance of the role played by Alfred Herrhausen in a moment;
but before we get to that, Helga, maybe you also say a little bit
more about what the strategic context of this intervention is,
especially from the standpoint of the role that [inaud 13:06]
play, not only as the only viable economy in Europe right now,
but also the emphasis that Mr. LaRouche has placed on the
relationship between Germany and Russia, being the only means by
which we can prevent the outbreak of a thermonuclear conflict.

        ZEPP-LAROUCHE: Well, people have now all kinds of proposals,
like "Tobin Tax," "tax the speculators" — all these proposals
are floating around. What they don't consider, is that when we're
taking about banking, we're not talking about money or financial
questions; we're taking about the physical pre-condition for a
society to exist. Fortunately, the German economy, despite all of
these paradigm shifts which have occurred in the last 25 years to
the worse, the German economy is still an economic powerhouse.
You still have a very large concentration of very productive
middle-level industry. Middle-level industry is normally where
all the patterns are made, the technological innovation occurs.
That is really the backbone of the productive economy.
        The question is: this German economy, without which all of
Europe would not function, absolutely must be protected, and not
only be protected, because right now, it is already many, many
small firms which are in danger. There are other factors, like
the crazy [nuclear] energy exit of Mrs. Merkel, which has
increased the price of energy tremendously, but the German
economy is sort of weakened; but it is still the absolute crucial
factor because in Germany you have a lot of the industrial
potential which is needed not only for all of Europe, but in
order to get the whole question of Eurasian cooperation on a
sound ground, you need the German economy. The whole question of
the German-Russian cooperation, German-Chinese cooperation in the
development of the Eurasian Silk Road, is absolutely crucial.
        So, the question is the productivity. And what has happened
with the paradigm shift of all the successors of Herrhausen — I
don't want to name all of them — but all of them went into this
high-risk maximization of profit no matter what. Ackermann wanted
25% profit, preferably every month; and they went into these
completely crazy derivative operations, so that Deutsche Bank is
today {the} leading bank in terms of derivative exposure. With
$55 trillion in outstanding derivatives, that's with a GDP of the
German economy of $4 trillion a year; it's more than 10 times
more, even 12 times more the GDP of the German economy. So
Deutsche Bank long has stopped to be Deutsche Bank; it's now
operating from London, from New York. It has become one of the
most aggressive investment banks in the world. But if it goes
bankrupt, which it could at any moment; and that's why the chief
economist Mr. Folkerts-Landau put out every day since Sunday, he
put out an urgent call saying this recapitalization of the
European banks must occur, or else calamity will happen. If
Deutsche Bank would go under, the German economy — and with it,
all European economies — would collapse; and therefore, it's not
a question of choice. Obviously, to just put out more bail-out
packages per se, as the ECB [European Central Bank] and the EU
Commission have done in the past, is completely useless because
it makes the problem worse. Right now, it has reached the limit;
because after helicopter money, what else do you want to do?
        It is not a choice; it is a life and death question, not
only for Germany, but really for the entire trans-Atlantic
sector.

        OGDEN: Now, you have emphasized that the circumstances
around the assassination of Alfred Herrhausen continue to be a
crime that the truth has not yet been told fully about. It's
something that in the United States, we can relate to the
assassination of John F. Kennedy, in terms of the magnitude of
what this meant for the turning point in the policy of Germany at
that time. Obviously, it was in the context of the collapse of
the Berlin Wall in the beginning of November 1989, and just less
than one month later, at the very end of November, November 30th,
Herrhausen was assassinated in a very sophisticated attack on his
convoy as he was travelling from his home to the Deutsche Bank
headquarters. You said, Helga, in an article that you wrote in
1992 titled, "New Evidence Emerges in the Herrhausen
Assassination Case," you said, "The key to the motive behind
Herrhausen's assassination lies in 11 pages of a speech he was to
deliver in the United States only four days after he was
ambushed. The speech contained Herrhausen's vision of a new kind
of relationship between eastern and western Europe, which would
have fundamentally altered the world's future course." And then
you have a quotation from the speech, which I think is shocking
when we go back and read that today, in consideration of what Mr.
LaRouche and you were also both advocating for at that time. What
he said, or what he was to say, in that speech that was never
delivered, was the following:
        "There should be assurances that the new credit will flow
into specific, promising projects. It is therefore advisable that
the export guarantees which the German Federal government wants
to expand, be tied primarily to specific projects. In this
connection, at this year's annual meeting of the IMF and World
Bank in Washington, I proposed setting up a development bank on
the spot; i.e., in Warsaw. Its task would be to bundle the aid
and to channel it according to strict efficiency criteria. My
vision is that such an institution could function somewhat like
the Deutsche Kreditanstalt für Wiederaufbau, which traces its
origins back to the Marshall Plan."
        So, when you compare that speech that Herrhausen was about
to give four days after he was assassinated, to what Lyn said in
his speech in West Germany at the Kempinski Hotel in 1988, when
he forecast the reunification of Germany and the collapse of the
Berlin Wall, he said:
        "Let us say that the United States and western Europe will
cooperate to accomplish the successful rebuilding of the economy
of Poland. There will be interference in the political system of
government, but only a kind of Marshall Plan aid to rebuild
Poland's industry and agriculture. If Germany agrees to this, let
a process aimed at the reunification of the economies of Germany
begin; and let this be the {puntum saliens} for western
cooperation in assisting in the rebuilding of the economy of
Poland."
        So, I think in the context of this speech that Herrhausen
was about to deliver in New York, his cooperation with Helmut
Kohl in terms of the reunification of Germany; and also the fact
that he was on record calling for the debt relief — at least a
partial debt relief, if not a full debt forgiveness of the Third
World countries. He had met with the President of Mexico in 1987;
he had surprised the world by delivering a speech at the World
Bank in 1987 calling for the forgiveness of the debt of the Third
World. All of these are right in parallel with what you and Lyn
were advocating for, going all the way back to 1975, back to the
Operation Juarez and also with this Marshall Plan Productive
Triangle proposal at the fall of the Berlin Wall. So, I think
that certainly puts his assassination in the correct context to
understand {qui bono}. Who benefitted from the fact that he was
killed?

        ZEPP-LAROUCHE: Well, I think I would to take it a little bit
back, because this is not just a question of a murder which
occurred 27 years ago. I want to recall what the period was,
because most people have forgotten that Germany was not always
unified; that the Berlin Wall came down. But this was one of the
most traumatic developments in the post-war period. You remember
that you had the peaceful demonstrations in the G.D.R. [East
Germany], the Monday demonstrations; the Warsaw Pact still
existed, and it was not clear what would happen. Would this lead
to another 1956 like in Hungary, or a new Prague Spring, where
Russian or Soviet tanks come? Then the wall came down, and Mr.
LaRouche had this idea about the German unification which you
referenced, which he presented in the Kempinski Hotel in 1988; so
we had a plan. We put out immediately this proposal for the
German unification, to have a mission; to have the Productive
Triangle to take the region from Paris, Berlin, Vienna — the
economic powerhouse of the world at that time — and develop
corridors into eastern Europe to transform Europe. We were the
only ones who had any idea, because we were the only ones who
even had an inkling that the Soviet Union would collapse; which
Mr. LaRouche had already pronosed in 1984. He said, if the Soviet
Union sticks to their military policy of the Ogarkov plan, which
was basically the idea to gain world dominance; then they will
collapse in five years. And I can assure you, not even the German
government had any idea that unification would be real; even if
that was the primary political goal of the entire post-war
period. Then the Wall came down; and in the official documents
which the German government published ten years later, they
admitted they had no contingency plan for the case of German
unification. Can you imagine that? That was the policy goal
number one to have German unification; and they had no plan. But
we did have a plan.
        So, then developments became extremely traumatic. On the
28th of November, Helmut Kohl did probably the most important
step in his entire political career by putting forward the
10-point program. This was not yet a program for German
unification, but it was a medium-term plan for the moving closer
together of the two German states; the West German and East
German states in a federation. But he did that without consulting
the Allies, and he did it without even consulting the liberal
coalition partner, Mr. Genscher; but it was a first baby step in
the direction of two German sovereignties. We know now that
Francois Mitterand put an ultimatum to Kohl and said, either you
give up the German D-mark and its being replaced by a European
common currency — what became the euro — or we will not agree
to German unification.
        Two days after Kohl had put out this 10-point program,
Herrhausen was assassinated. Everybody in the German elite at
that point — and we talked to many people at that time — said
this is not just an assassination, but since Herrhausen was the
closest advisor to Kohl, this was a message to Kohl. Don't stick
your head out; do not dare to pursue and assert sovereignty.
Because Germany in the entire post-war period was an occupied
country; and at that time the saying went, "The best-kept public
secret of NATO is that Germany is an occupied country and will
remain an occupied country." So by Kohl making this tiny baby
step in the direction of sovereignty with the 10-point program,
that obviously was the contributing factor why this assassination
occurred. As you said, if Herrhausen would have made this speech
in New York in the following week, you would have had a proposal
coming from the leading banker which was practically in principle
identical to what Mr. LaRouche and I proposed at the time;
namely, that the unified Germany should take Poland as an example
for the economic transformation of all the other countries of the
Comecon.
        Then naturally, everything went haywire. The following EU
summit in the beginning of December in Strasburg, everybody
started to attack Kohl; and in an interview later, he said these
were the darkest hours of his life. The circumstances were such
that despite the fact that Kohl knew that the euro would not
function, he said this is against German interests; and he knew
absolutely that you cannot have a European common currency
without political union. So, he knew it wouldn't function; he
knew it was against German interests. But he was forced by the
circumstances to accept it, because you had Bush, Sr. who had the
policy of containment of Germany in the EU. It is well
established that originally Bush was against the German
unification; and only because such more experienced political
advisors like Brent Scowcroft told him if you are now against
German unification, then the United States will lose all
influence in Europe, so we have to basically agree to it. But
let's make sure Germany gets contained. And that is what led to
the infamous EU Maastricht agreement, which was the beginning of
turning the EU into an imperial adjunct of the Anglo-American
system. Helmut Schmidt, the late German Chancellor, in an equally
surprising interview recently before he died, said the whole
Ukraine crisis, which is right now what could be the trigger
point for a war with Russia; really started at the Maastricht
agreement, because this is when the EU decided to do exactly what
NATO has been doing ever since. Namely, to go for an eastward
expansion and move the EU and NATO just up to the borders of
Russia.
        So, the decision which was made in these really traumatic
weeks and month, set the course; and if Herrhausen had been alive
and advised Kohl, these conceptions could have been implemented
and history would not be at the point where we are now. So, the
Herrhausen assassination not only meant the lost chance of 1989;
everybody agreed at that time this was an historic chance that
happens at best once a century. I called the star hour of
Germany, because if you had the unified Germany developing a
peace plan for the 21st Century together with Russia, the whole
world would look completely different. But as I said, all the
successes of Herrhausen went in the direction of high-risk
speculation, globalization, money for money's sake, the rich
become richer, the poor become poorer, and all the problems we
have today. All the problems we have today are not just caused by
this one assassination, but the assassination is symptomatic for
the paradigm shift to the worse.
        It's a murder which is unpunished; the so-called murderers,
the third generation of the Red Army Faction probably never
existed. There was even in the first German TV channel a
documentary which said there has never been any evidence that any
of the persons who supposedly were the murderers, ever really
existed. So, the {qui bono} — well, it's the financial oligarchy
which profited; and it really has the smell of something quite
different — of an intelligence operation — as many of the
leading figures who did not fit the Yalta norm were assassinated.
But with the Herrhausen case, as you said, for Germany this is as
important in terms of paradigm shift as the assassination was of
John F. Kennedy.
        And right now, when the entire banking system is absolutely
at the verge of collapse, it is the last moment to do justice and
really go back to the policies of Herrhausen. Even so, almost
nobody knows anymore what real industrial banking is, because
they are so money-greedy and absolutely suckers for the latest
profit, that it would be a real uphill battle. But that battle
must be fought if Europe and Germany and the rest of the
trans-Atlantic sector are to survive; and probably beyond that,
much of the world.

        BEN DENISTON: Well, I think just looking at this transition
period, I know that you and Mr. LaRouche had both made a warning
that I think is very appropriate just to state in this context.
That around the fall of the Wall, this lost chance of '89, you
had explicitly said to the world, if we attempt this bankrupt,
collapsing Soviet system with an equally bankrupt trans-Atlantic
system, you're going to head to a collapse that's worse than
what's happening now. I'm paraphrasing you; you might know more
exactly how you stated it. But it seems like that really bridges
this whole process from '89 to what we're seeing today as the
culmination, the expression of what you warned of at that time. I
think a challenge we have is to get across the importance of
acting now on the level needed to make this shift we're talking
about. What Lyn has laid out with this reform program for
Deutsche Bank is the beginning out of this new paradigm. I think
it's important to see it as an intervention in this whole
collapse process you both had warned about and forecast this
would be the consequence of failing to act then. That should give
us greater impetus to know how important it is to act now while
we still have the chance.

        ZEPP-LAROUCHE: I remember that at that time, you had the
problem of the Bush administration, Margaret Thatcher, Francois
Mitterand, who absolutely really ganged up to prevent Germany
from assuming any such role of having an independent policy;
especially in respect to Russia. They were always saying, "Oh,
the West has won over communism." The only other person outside
of us who totally contradicted them was John Paul II, the Pope of
the time; who said, the people who now are triumphant and say the
market economy is winning over communism, are absolutely wrong.
If you don't believe it, look at the condition of the Third
World, to see that the West has not won; because the moral
condition of the developing countries speaks to the contrary.
        Naturally, that is all the more true today; because if you
look at the inhuman treatment of the refugee crisis, for example.
They are still coming by the hundreds, every week by the
thousands, over the Mediterranean; drowning. Even more are
starving and dying of thirst and lack of water trying to cross
the Sahara. That is also the condition of this system. The system
is what causes all of this; and therefore, it is absolutely high
time that we come to the question of how can we — as a human
civilization — give us an economy and a financial system which
is adequate to human beings? And I think it's very important that
we go back to the question of what is actually the creation of
wealth? Is it what Margaret Thatcher said, is it the ability to
buy cheap and sell expensive? The famous speaking of Margaret
Thatcher being the daughter of a grocery trader, or is it the
possession of raw materials? Or is it the control of the
financial system? No; it's not. The only source of wealth is the
creative power of the human being; and when that creative power
is applied, then you have scientific and technological progress.
That is then leading to an increase of productivity in the
economy.
        That has been the battle between the American Revolution and
the British Empire; between the free-traders and people like
Alexander Hamilton who insisted that it is the creative power of
labor which causes the well-being and the living standard and the
longevity of the people. That was the philosophy of Friedrich
List, the great German economist, who is now the most famous
economist in China, by the way. That was the policy of Friedrich
List and Henry C. Carey, the advisor of Lincoln; who both advised
and through such people as Wilhelm von Kardoff, who was the
head of the German industrial association in the time of
Bismarck. Who changed the mind of Bismarck from being a
free-trader into being an absolute believer in a protectionist
system and the idea that you have to further the productivity and
creativity of your own population as the only source of wealth.
        So, there is a lot of history involved; and what we are
really talking about is taking Germany back to the ideas of
Bismarck, of Friedrich List, of Henry C. Carey, of Dr. William
Lautenbach, who in 1932 presented a plan to the Friedrich List
Organization in Germany which was identical with what Roosevelt
had proposed with the New Deal and the Reconstruction Finance
Corporation, Glass-Steagall, Bretton Woods. That was all in these
proposals by Dr. William Lautenbach, who as history knows,
unfortunately were not taken up; but instead you had Hjalmar
Schacht, you had Hitler, you had before Mussolini, Franco,
Petain, and you are in bed with fascists.
        The question today is, can we, in time, go back to those
conceptions which have proven to be productive and valuable for
the economy; or are we plunging into a catastrophe of new fascism
and new wars? So, on this question of Deutsche Bank, most people
are so in the day-to-day making money, profits, and balance
sheets, and having dollar notes coming out of their eyes, that
they have forgotten that there is something much more important
about human life. And that is the happiness of people; the common
good of people.
        The reason why in this call to honor the memory of
Herrhausen, using this crisis of Deutsche Bank now as a real
paradigm shift to go back to these policies; why I mentioned the
great poem by Friedrich Schiller "The Cranes of Ibykus." And by
the way, I would really urge our audience right now, who probably
are not familiar with that poem, we have at translation which we
can put on the website so it's easily accessible. But this poem
is so powerful; it's written by Friedrich Schiller. It discusses
not only the murder of the beloved poet Ibykus, but more
importantly even, it discusses the power of nemesis; the power of
natural law, which is a power which works in reality. It's not
that God punishes every little thief who steals something
immediately by chopping off his hand; but it is a power which
revenges great injustice. And this poem discusses this in a very
beautiful way by resorting to the Greek nemesis, this idea which
was used in great Greek dramas to demonstrate this principle of
the Erinyes. That there is this power that revenges this murder
and other injustices; that there is a higher power than the
arbitrariness of people's will. The poem is very, very powerful.
As a matter of fact, I would even urge you to learn German, just
to read and understand that poem; because it teaches something
about history. I think right now the Erinyes, those goddesses of
revenge which Friedrich Schiller has in this poem marching in the
amphitheater — in circles — they are bringing forward this
higher power by the prism of the poem. It's a very, very powerful
way of reminding people that there is a higher power than what
people think when they read the daily newspaper. So, please make
the effort. Read it; in English if you have to, but read it in
German because there is another dimension to history than what
people think. And only if you bring this forward this inner
strength, this inner power which people have almost lost in the
trans-Atlantic sector because people small. They feel impotent,
they feel helpless. But what we have to unleash is exactly this
inner strength so that people really become truly human again,
and take the history and the destiny in their own hands. And
that's exactly what the message is of Friedrich Schiller; who
always thought that man is greater than his destiny by resorting
to these kinds of inner powers and higher authorities than the
laws of money.

        OGDEN: Well, you cited the Ibykus principle in your keynote
speech to the conference that you hosted three weeks ago in
Berlin; this extraordinary conference. But I thought in that
context also, you made it very clear that history is working
according to a higher law. That conference came just days after
the Brexit vote which shocked everybody and threw all of Europe
in disarray. But you said, this is the Erinyes principle in
action. Tony Blair lied to get us into the Iraq War. The Iraq War
set off a series of regime-change operations in the Middle East
that have completely destabilized this region. That has, in turn,
created this refugee crisis; and now you have the Brexit and the
disintegration of Europe as the Erinyes beginning their dreadful
dance, as you said in this statement once again.
        I think that's also highly relevant in the context of the
anticipated news today, where people have read in the press that
the 28 pages, which we have fought for years to force the release
of these 28 pages; the reports are in the press that these very
well could be released today. In what form, we don't know; how
heavily redacted, we don't know. But again, this is the Erinyes
acting, and it's our responsibility to understand this as a
principle of history; and to continue to understand that the
moral arc of the Universe may be long, but it does bend toward
justice. I think Martin Luther King also understood what
Friedrich Schiller was getting at in this poem, as you said.

ZEPP-LAROUCHE: Well, I think that having said that, I want to
come back to the absolute need to find a handle; because right
now the problem is, nobody has a handle on how to intervene with
this financial crisis. And if the proposal of Mr. LaRouche is
taken seriously, you have a way of dealing with the consequences
of avoiding the dangers of an uncontrollable collapse. You have
to untangle this; you have to shut down this derivative system;
you have to shut down the bubble. You have to do it in an orderly
manner, because there's no point to just say let's just close it
down or tax it or whatever. You have to find a skilled level of
how you take management of a bank — in this case, the Deutsche
Bank; you have to put in a supervisory management commission
which has to evaluate the validity and integrity of the
outstanding obligations. Many of the derivatives have much more
than two parties; they have two, three, four, and more parties.
You have to untangle that. You probably have to write down the
nominal value of these outstanding obligations. That way, you can
put a new basis, a new business plan for the bank which is in
cohesion with the idea of credit policy in general. But you have
to start to do that somewhere. The Herrhausen history and
tradition is exactly what makes it very practical. We are not
proposing something completely outlandish, utopian; this was the
policy of Deutsche Bank at one point.
        So therefore, I want to bring it back to this point; and I
would really urge all the people who are watching to make sure
this proposal is being distributed to all institutions which have
anything to do with the economy, with industry, with people in
political positions who should take care of the common good. And
make sure that we get a serious debate. I know that in both
election platforms of the Democratic Party and the Republican
Party, you have the Glass-Steagall law in the platform. Now that
is very good; we will have the conventions in the next weeks.
This is not necessarily the stated position of the candidates;
but it is in the platform. So there is hope that if we mobilize
in the right way, this change can occur before it's too late. But
it's really one second, or maybe a nanosecond before midnight; so
it's not a time for complacency. It's a time for action.
Therefore, I would really urge you to join us; because we have a
beautiful future ahead of us if we do the right thing. If we miss
this moment, it can be the end of civilization; because the war
danger is very real, not only in respect to NATO against Russia,
but also the escalation around the South China Sea. We are not in
a political void, but we are in one of these moments in history
where a lot depends on the individual courage and the individual
action. Therefore, I really ask you to join us to bring history
in a better direction.

        DENISTON: Absolutely.

        OGDEN: Thank you very much for joining us today, Helga. This
was a special broadcast, and I think a very important and timely
one for the American audience. We're going to make the statement
that you wrote on this subject — which I read from in the
beginning of the broadcast — available in the video description
to this video and also on the website. This is absolutely one of
the key pieces of material that people can use to, as you said,
to do outreach to all the key layers in the United States and
elsewhere to put this proposal very seriously on the table. We
will also make the English translation of "The Cranes of Ibykus"
available to our audience as well.
        Would you like to make any final remarks before we close, or
is that a good place to conclude our broadcast?

        ZEPP-LAROUCHE: I just would like to really express my hope
that enough people recognize that we have now a point where
history will be either totally a catastrophe — and most people
are already thinking that; the people who are not completely dead
because of drugs or other problems, they know that we are in a
really unprecedented civilizational crisis. Even worse than any
of the prewar situations of the 20th Century. Just yesterday, one
of the key advisors of the Kremlin said, all the signs are of a
prewar period; and that's true. We are in a prewar period; and
unless we remove the real reason for the dynamic for war, which
is the danger of a collapse of the trans-Atlantic financial
system. Unless we remedy that, I'm almost certain that war will
happen; and if that war would happen, it's the logic of war that
in that case all weapons available will be used. In the case of
thermonuclear weapons, that would be it; there probably would not
anybody to even record what happened, because it would be the
elimination of civilization. And therefore, the remedy of the
financial crisis is not just a banking technical affair; it
really is the question of putting society back on a course where
we all can survive as a human civilization. In a certain sense,
it's what {The Federalist Papers} discussed. Can we give
ourselves a political order which is suitable for man to organize
his own affairs and govern according to the common good? So, it's
a much larger issue; and I'm very optimistic that it can be done.
But it requires an extraordinary effort, and it requires all of
you.

        OGDEN: OK, thank you very much for joining us today, Helga.
Hopefully, we can do this at some point again in the future.
Thank you all for tuning in. Please stay tuned to
larouchepac.com; and take this discussion and take what Mrs.
LaRouche just had to say very much to heart. So, thank you very
much and good night.

15. juli 2016 kl. 18:00 EDT – Militærkup i gang i Tyrkiet; Erdogan angiveligt på ferie med sin familie, taler til CNN Turk fra »sikkert opholdssted«.

Fra og med kl. 16:30 EDT begyndte nyhedsmedier at rapportere, at et militærkup var i gang i Tyrkiet. USA’s Udenrigsministerium har tilkendegivet, at der finder »et oprørsforsøg« sted i Tyrkiet, og udenrigsminister Kerry sagde, at han håber, Tyrkiet fortsat vil være en kilde til stabilitet og kontinuitet, og at han følger opdateringerne, men ikke havde yderligere information.

Fra Ankara sagde premierminister Binaldi Yildirim, at regeringen ikke vil tillade, at kuppet lykkes, og at opstanden kom fra elementer i militæret. Omkring kl. 17:15 EDT annoncerede statsradioen TRT, der var blevet besat af officerer fra militæret, at militæret havde overtaget myndigheden over hele Tyrkiet.

I en erklæring, der rapporteres af The Atlantic i Washington, sagde de tyrkiske militære officerer, »For at genoprette forfatningsmæssig orden, demokrati, rettigheder og friheder, regering ved lov, sikkerhed og tryghed i den tyrkiske nation og den tyrkiske stat, har tyrkiske bevæbnede styrker overtaget det regeringsmæssige ansvar for Republikken Tyrkiet.«

Omkring kl. 18:00 EDT talte den tyrkiske præsident Erdogan over telefon til CNN Turk fra et ikke-identificeret »sikkert opholdssted«, rapporterer Sputnik. »Man ved, at der har været et kupforsøg«, sagde Erdogan. »Jeg venter på hele vort folk på gaderne og torvene. Sammen vil vi respondere tilsvarende. Man ved, at dette kupforsøg blev anført af den ’Parallelle Struktur’. Anstifterne af kuppet vil blive alvorligt straffet og vil betale en høj pris for det.«

Udtrykket »Parallel Struktur« beskriver tilhængerne af Fethullah Gulen, en person fra det muslimske præsteskab, der bor i USA, og som engang var tilhænger af Erdogan og AKP. Men bortset fra Erdogans erklæring er der ikke andre rapporter om Gulens involvering.    

15. juli 2016 – Obamaregeringen ventede til de allersidste timer af Kongressens samling, før den går på seks ugers ferie, med at frigive det let redigerede, 28 sider lange kapitel af den oprindelige rapport fra 2002 over den Fælles Kongresundersøgelse af begivenhederne den 11. september, 2001. På trods af denne timing var frigivelsen en enorm sejr, der nu anbringer hele det Anglo-Saudiske Imperium i direkte skudlinje pga. dets nu dokumenterede rolle i den værste terrorgrusomhed, begået på amerikansk jord. Desuden gør en omhyggelig gennemlæsning af de delvist redigerede 28 sider det ganske klart, at kongresmedlem Thomas Massie (R-Ky.) havde fuldstændig ret, da han sidste år sagde, at de 28 sider tvinger os til fuldstændigt at gentænke alt, hvad der er sket i løbet af de seneste 15 år.

Graden af bevis for det saudiske monarkis involvering i angrebene 11. september går langt ud over det, der hidtil har været offentligt kendt. Snesevis af saudiske regeringsfolk og medlemmer af den kongelige familie var intimt involveret med al-Qaeda, og mange havde direkte forbindelse til selve flykaprerne. Amerikanske tjenester havde beviser for et dybtgående saudisk sponsorskab af al-Qaeda i årevis før angrebene den 11. september, men ethvert forsøg på at slå ned på dette forhold blev undertrykt, og detektiver blev fyret eller forflyttet, hvis de stillede for mange af de rigtige spørgsmål.

Det, der nu er et presserende behov for, er en undersøgelse, fra toppen og ned, der begynder med den anglo-saudiske hånd bag 11. september, men som går langt videre end til disse begivenheder for 15 år siden og undersøger alle de efterfølgende terrorgrusomheder og terrorbegivenheder, såsom invasionerne ind i Irak og Libyen, den igangværende indsats for at fremtvinge et regimeskifte i Assads Syrien, samt meget mere endnu.

Lyndon LaRouche understregede i dag, at vi må bevare dette momentum for en ny undersøgelse, der udforsker dybderne i det anglo-saudiske kompleks. Intet mindre vil være i stand til at rykke terrorpesten op ved rode.

Udgivelsen af de 28 sider, der kommer blot få dage efter udgivelsen af Chilcot-kommissionens rapport i Britannien, udgør et dødbringende, et-to-stød mod hjertet af Det britiske Imperium og dets saudiske partnere. 

Efter udgivelsen af den 28 sider, overbragte kongresmedlem Walter Jones, der anførte i kampen i Kongressen, sin tak og sine lykønskninger til LaRouche-bevægelsen for vores afgørende rolle i at fremtvinge en frigivelse af dokumenterne. Han afgav løfte om at gå videre til næste niveau af undersøgelse og ikke stoppe, før den fulde sandhed er offentliggjort, for åbent tæppe.  

Foto: Walter B. Jones (født 1943) er kongresmedlem i USA's Repræsentanternes Hus for North Carolina 3rd kongresdistrikt. Han er medlem af det Republikanske Parti.

15. juli 2016 – Her til morgen gentog Deutsche Banks cheføkonom David Folkerts-Landau i et interview på CNBC-TV sit krav om en bailout/genkapitalisering for de europæiske banker og sagde, at centralbankens politik er en fiasko og ødelægger kanalen for kredit til SME-sektoren (Små og Mellemstore Entrepriser). Efter en briefing om dette bemærkede LaRouche, at spørgsmålet er meget fornuftigt, men, af de involverede elementer er nogle kendte, mens andre repræsenterer tvivlsspørgsmål. Han pointerede betydningen af Alfred Herrhausen, formand for Deutsche Bank fra 1971 og frem til november 1989, hvor han blev myrdet.

LaRouche sagde, at kapitalisering som sådan ikke er et effektivt instrument for situationen. De tvivlsomme værdier bør annulleres. Det er den eneste måde at komme ud af dette rod på. Det er ligesom at få en syg person til at blive endnu mere syg, og så kalde ham én, der ’med succes er blevet mere syg!’

Det er selve fremgangsmåden, der er problemet. Deduktiv tænkning er altid problemet. Vi står med et svindelnummer, et system, der er et falsum. Så vi må tilbage til ’Gå’ og starte om igen. Man kan ikke forsøge at ’fikse det’. Det er ikke et ’fiks det’-problem.

Overvej det følgende: Hvad er det økonomiske system? Man må følge det, Herrhausen var i færd med at etablere. Han blev myrdet for at annullere denne indsats, der skabte den ødelæggelse, der fulgte. Det var formålet med mordet. Enhver idé om at »forhandle« et skifte vil være et falsum.

Der må komme en annullering af såkaldt rigdom, der ikke er berettiget til at bære dette navn. Se så på, hvad der er tilbage. Find ud af, hvad der skal gøres. Der må være et selvudviklende program for produktivitet. IKKE en proces, hvor man tinger! Man skal ind på en anden kurs. Kursen kan ikke være forhandling. Man må udvirke produktive evner, og udvirke øget produktivitet på permanent basis.

Graden af produktivitet er den primære skabelse. Man kan ikke »tilføje« noget ved at tilføje det. Man skal bygge noget nyt, til en start. Annuller alle former for forhandling. Man skal acceptere Herrhausens program. Accepter hans program, ikke noget i den retning. Motivet for at myrde ham, øjensynligt af de franske og britiske netværk – var at standse dette system. Vores fremgangsmåde må være den, ikke at tale om »forhandlinger gennem tilpasninger«. Vi må eliminere det nuværende koncept om et finanssystem, ikke »udbedre« finanssystemet. Vi ønsker ikke et »blødere system«. Glem alt om penge, og tænk i stedet på økonomi, hvad det gør for økonomi.

Det, som det britiske/franske system gjorde ved at myrde Herrhausen, var for at forhindre en flugt fra svindelen. Man kan ikke »fikse op« noget, der var et falsum fra begyndelsen. I dag må vi komme op med et godt instrument. Afslutte det, der var forkert dengang, og nu.

Det er simpelt: 1) Herrhausen blev myrdet; og 2) briterne og andre systemer var involveret. De gjorde det for at nedlægge alt, der var forbundet med ham. Gerningsmændene havde til hensigt at forhindre Herrhausen, eller noget som ham, i nogensinde at tage styringen. Se lige på, hvem der stadig er der – George Soros, et førende problem, og britisk.  

Foto: Alfred Herrhausen (1930 – 1989), tysk bankier og formand for Deutsche Bank. Var fra 1971 og frem til sin død medlem af bankens bestyrelse. Rådgiver til kansler Helmut Kohl. Ingen er nogen sinde blevet straffet for hans mord.