De ‘lamme ænders’ revolte i Berlin:
Historiens musik spiller andetsteds. 
Af Helga Zepp-LaRouche

19. november, 2016 – De store bølger af hysteri i die-hard pro-atlantiske kredse og i massemedierne, som allerede kom rullende før det amerikanske valg, har nu nået hidtil usete højder, siden Donald Trump blev valgt, og giver os en klinisk indsigt i disse menneskers mentale tilstand og opfattelse af demokrati. De foretrækker tydeligvis en præsident Hillary Clinton og en Tredje Verdenskrig som følge af hendes erklærede politik for Syrien, end de vil have en potentiel forbedring af de russisk-amerikanske relationer, som er uundværlig for etableringen af verdensfred og for opnåelse af positive løsninger for Syrien og Ukraine.

Det er i sandhed bemærkelsesværdigt: Efter at det lykkedes den forstødte præsident Obama at finde tre dage til at bo på Berlins Hotel Adlon og dinere og tale med sin veninde Angela Merkel, og dernæst afholde et minitopmøde mellem de selvudnævnte europæiske »Seks«, besluttede de to af dem – sammen med de andre statsoverhoveder – at forlænge sanktionerne mod Rusland i endnu et år. Disse ikke-så-sikre andre var den franske præsident François Hollande (popularitetsscore 7 %), den italienske premierminister Matteo Renzi (den sandsynlige taber i den italienske folkeafstemning den 4. dec.), den spanske premierminister Mariano Rajoy (midlertidigt statsoverhoved for en minoritetsregering), samt den ulykkelige britiske premierminister Theresa May. Det er tvivlsomt, om de, med dette træk for at gøre sig selv til et bogstaveligt direktorat for Den europæiske Union, og dernæst dekretere en politik, som halvdelen af EU-medlemslandene er imod, vil bidrage til sammenhæng i EU.

Disse selvudnævnte »Seks« har tydeligvis endnu ikke fattet, at deres variant af neoliberal politik, baseret på konfrontation med Rusland og Kina, blev stemt ud i Brexit-afstemningen i juni og i det nylige, amerikanske præsidentvalg. De har ikke forstået, at en situation har udviklet sig i den transatlantiske verden, der påkaldes i den Amerikanske Uafhængighedserklæring: nemlig, at, hvis regeringerne er blevet »ødelæggere« »af formålet« med deres mandat – mere specifikt det, at garantere de umistelige rettigheder til liv, frihed og stræben efter lykke – da er det folkets ret, ja, faktisk »dets pligt«, at ændre eller ophæve en sådan regering. Det »lange tog af overgreb og ulovlige tilegnelser (af magt)«, som uddybende forklares i Uafhængighedserklæringen, svarer præcis til det, som de mennesker, Hillary Clinton så foragteligt har kaldt »kurven af ynkværdige«, har måttet udstå under Obamas politik – overgreb og ulovlig tilegnelse af magt, som de ikke ønskede, skulle fortsætte under en Hillary Clinton.

De selvudnævnte Seks, og frem for alt, de totalt gale medlemmer af medierne, der selv ikke viger tilbage for at udstede trusler mod Trump, forklædt som humor, er så fængslede i deres egen ideologi, at de ikke kan fatte denne revolutions dimension af naturlig lov.

Alligevel skriver New York Times den 18. nov. i en artikel på avisens forside med overskriften, »Idé i Trump-skala for en ny præsident: Byg noget inspirerende«. Times erklærer korrekt, at Trump kun kan forene landet, hvis han sætter gang i store infrastrukturprojekter, hvis lige er blevet totalt ignoreret i de seneste årtier. Han må bygge moderne versioner af Franklin D. Roosevelts Golden Gate Bro, Hoover-dæmning og Lincoln-tunnel. Dernæst opremsede »rekordernes avis« Roosevelts mest betydningsfulde projekter. Men artiklen er selvfølgelig langt bag efter Lyndon LaRouches program, hvor han i 2015 offentliggjorde et forslag om at bygge den Nye Silkevej i USA – et program for storstilet infrastrukturbyggeri og genindustrialisering – som ville integrere USA i Verdenslandbroen.

APEC-topmødet

I mellemtiden går »win-win-samarbejdet« for udviklingen af den Nye Silkevej fremad med syvmileskridt. Det er det fremherskende emne for topmødet i Asiatisk Stillehavsområdes Økonomiske Samarbejde (APEC) i Lima, Perus hovedstad, den 19.-20. nov., hvor den kinesiske præsident Xi Jinping og den russiske præsident Vladimir Putin, så vel som også den japanske premierminister Shinzo Abe, vil deltage, og hvor de også vil holde bilaterale møder. Abe havde på forhånd holdt et møde med nyvalgte præsident Trump og havde givet udtryk for dennes fremragende lederskabsevner.

Præsident Xi havde aflagt statsbesøg i Ecuador og Chile forud for APEC-topmødet, og har et statsbesøg i Peru på dagsordenen efter topmødet. Præsident Xi og Ecuadors præsident Rafael Correa aftalte et »Omfattende Strategisk Partnerskab« mellem deres to nationer, og som omfatter fast, vidtrækkende udveksling og samarbejde inden for en bred vifte af områder. Blandt disse er en styrkelse af produktiv investering, udviklingen af relationer inden for økonomi og handel, økonomisk samarbejde og samarbejde inden for videnskab og teknologi. Kina har allerede leveret generøs hjælp til genopbygning af bygninger og steder, der blev ødelagt i det alvorlige jordskælv i april i år.

Præsident Correa gav veltalende udtryk for sin tak til Kina, hvor han understregede, at de to lande tænkte ens. Kina ønsker at bygge sin økonomi på et fundament af innovation; Ecuador søger at gå frem fra at være eksportør af varer og til at blive en vidensbaseret økonomi. Uden kinesisk finansiering og overførsel af teknologi ville dette ikke være muligt. I en fælles erklæring aflagde de løfte om at samarbejde om virkeliggørelsen af store projekter inden for områderne olie, gas, minedrift, infrastruktur, vandforsyning, omdirigering af vand, kommunikation, finanssektoren, landbrug, petrokemisk produktion, skibsbyggeri, metallurgi, papirfremstilling og opførelse af en ny videnskabs-by. I sin tale understregede præsident Correa, at præsident Xis statsbesøg var den vigtigste begivenhed i Ecuadors historie. Kan man forestille sig kansler Merkel rejse på statsbesøg til Grækenland med et sådant program? Sandsynligvis ikke. Den tyske finansminister Wolfgang Schäuble bliver rød i ansigtet, når en journalist spørger om delvis gældeftergivelse – som han gjorde det ved en konference for bankierer i Frankfurt – og dernæst dekreterer, at grækerne har levet over evne. Dette i lyset af den kendsgerning, at Trojkaens nedskæringspolitik har drevet 45 procent af grækerne ned under fattigdomsgrænsen. Den transatlantiske sektors politik er ikke »win-win«, men derimod »tab-tab« – med mindre, selvfølgelig, man er bankier eller selskabsdirektør. Nu, hvor Obamas frihandelsaftale for Asien, TPP, er lige så død som TTIP-aftalen for det atlantiske område, er det det kinesisk udarbejdede, inkluderende Frihandelsområde for det Asiatiske Stillehavsområde (FTAAP) og det Regionale Omfattende Partnerskab (RCEP), som er på dagsordenen.

Som svar på uansvarlige medieartikler om disse handelsaftaler har officielle russiske og kinesiske talsmænd understreget, at de på ingen måde tilsigter at udelukke eller isolere USA. Xinhua citerede det Kinesiske Udenrigsministeriums talsmand, Geng Shuang, for at sige, at Kina ikke vil tage en ledende rolle i hverken FTAAP eller RCEP, og at handelsaftalerne er foreslået for samarbejde, og ikke for at modarbejde hinanden. Kontrasten til Obamas »USA sætter reglerne« kunne ikke være tydeligere.

Et andet vigtigt spørgsmål, som vil blive diskuteret på APEC-konferencen, er byggeriet af den bi-oceaniske jernbane fra Brasilien til Peru, fra Atlanterhavet til Stillehavet, som også vil blive bygget med hjælp fra Kina, og hvis opførelse er et vigtigt skridt i det latinamerikanske kontinents infrastrukturudvikling.

Kontrasten mellem de to paradigmer, mellem den Nye Silkevejs »win-win«-perspektiv versus Obamas og Merkels »vestlige værdi-fællesskab«, kunne ikke stå skarpere over for hinanden. Med førstnævnte paradigme arbejder nationer for deres fælles udviklings gensidige gavn. Med sidstnævnte er der megen snak om demokrati, frihed og menneskerettigheder, men en øredøvende tavshed omkring droneangreb, regimeskift mod legitime regeringer med hjælp fra terrorgrupper, total overvågning og livsforkortende nedskæringspolitik.

Som Abraham Lincoln engang sagde: »Man kan narre en del af folket hele tiden, og hele folket noget af tiden; men man kan ikke narre hele folket hele tiden.«

Det er på høje tid, at Tyskland befrier sig fra imperiedominansens fantasigreb, det være sig under diktat fra Washington og London, eller under afledningen med »mere Europa«. Menneskehedens fremtid kan udelukkende kun ligge i et totalt nyt paradigme, der tjener én menneskeheds interesser og respekterer international lov – et paradigme, med hvilket hvert eneste menneske på denne planet kan udvikle sit potentiale. Og dét er præcis grunden til, at vi må samarbejde omkring den Nye Silkevej.

To af 'de lamme, transatlantiske ænder', Obama og Merkel, under førstnævntes besøg i Berlin.




Mens USA vender Sydamerika ryggen,
bygger Kina broer i Sydamerika

19. nov., 2016 – I en artikel den 16. nov. i Financial Times’ »efter BRIKS«-forum for gæsteskribenter om fremvoksende nationer, beskrev Kevin Gallagher, en universitetsprofessor fra Boston ved Pardee School for Globale Studier, hvordan Kina i stigende grad er i færd med at opbygge økonomiske relationer med latinamerikanske lande på et tidpunkt, hvor Obamas USA vender Latinamerika ryggen.

Gallagher skrev: »Fra 2003 til 2013 oplevede Latinamerika et ’kinesisk boom’ og registrerede en økonomisk vækst på 3,6 pr. år – højere end nogen anden periode siden 1970’erne. Området har sendt jernmalm, sojabønner, olie, kobber og andre råvarer til Kina i hidtil usete mængder. Nu, hvor Kinas økonomi er i en overgangsperiode, er efterspørgslen på disse råvarer imidlertid faldet, og det samme gælder de latinamerikanske økonomier … Snarere end en mur, har Kina bogstavelig talt bygget broer i området i mere end et årti. Ifølge research, vi har gennemført sammen med Inter-Amerikansk Dialog, forsyner Kinas to udviklingsbanker latinamerikanske regeringer med mere finansiering, end de Washington-kontrollerede Verdensbanken og Inter-Amerikansk Udviklingsbank tilsammen. Oven i denne bilaterale finansiering, har Kina etableret en familie af fonde til infrastruktur og industri i Latinamerika, svarende til $35 mia., inkl. en Kina-LAC Investeringsfond til Industrisamarbejde, til $20 mia., og en Kina-Latinamerika Infrastrukturfond til $10 mia. Desuden pumpede Kina yderligere $5 mia. i Kina-Latinamerika Samarbejdsfonden, der blev etableret i 2014.«

Den 18. nov. beskrev en lignende artikel for Associated Press, »Mens Trump taler om mur, bygger Kina broer til Latinamerika«, af Joseph Goodman, at, »i Ecuador, en dollar-økonomi, der kæmper med en dyb recession, indviede Xi den 18. nov. landets største vandkraftsdæmning, der blev bygget af et kinesisk selskab og betalt for med nogle af de næsten $8 mia. som er udlånt til landet siden 2007«. Og også, »i Venezuela underskrev chefen for det statsstyrede China National Petroleum Corp. den 17. nov. en aftale til $2,2 mia. om i fællesskab at styrke olieproduktionen, som er nødvendig for at løfte OPEC-nationen ud af en krise, der er mærket af en alvorlig fødevaremangel og en trecifret inflation«, skrev Goodman og citerede landets præsident: »’Vi overrækker al vor tak for al den støtte, I har givet Venezuela under de vanskelige år 2014, 2015 og især 2016’, sagde en tydeligt glad præsident Nicolas Maduro ved underskrivelsesceremonien. ’Vores storesøster Kina har ikke overladt Venezuela til sin egen skæbne i disse vanskelige tider.’«

En langt mere overbevisende analyse end disse her nævnte har den tyske statskvinde, Helga Zepp-LaRouche, leveret i sin analyse af den flok på seks ’lamme atlanterhavsænder’ – Obama og fem europæiske ledere – i sin seneste lederartikel til avisen Neue Solidarität, »De ’lamme ænders’ revolte i Berlin: Historiens musik spiller andetsteds« http://www.solidaritaet.com/neuesol/2016/47/hzl.htm (kommer på dansk her på hjemmesiden).

Foto: Kinas præsident Xi Jinping og hans hustru, Peng Liyuan, vinker farvel fra deres fly, da de forlader Quito, Ecuador, fredag, den 18. nov., 2016. Xi var i Ecuador i 2 dage før han rejste videre til Peru, for at deltage i APEC-topmødet.       




Kina byder USA under Trump velkommen til at gå med i AIIB

19. nov., 2016 – Kina har hilst den antydning, baseret på udtalelsen fra James Woolsey, der har rådgivet Donald Trump i udenrigspolitik, om, at den nye amerikanske administration kunne tænkes at tilslutte sig Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB), velkommen. Woolsey har henvist til Obamas afvisning af at tilslutte sig AIIB fra starten, som en »strategisk fejltagelse«.

China Daily skriver i dag i en lederartikel, at amerikansk politik selv var skyld i, at Kina tog initiativ til AIIB, ved at »trække IMF’s kvote-reform ud, hvorved udviklingslandene ville få mere indflydelse i denne organisation«. Lederartiklen fastslår, at USA »tilskrev sin opposition mod at tilslutte sig den nyligt dannede investeringsbank bekymring for, at banken ikke ville leve op til eksisterende, internationale standarder, til trods for, at bankens medlemmer har forpligtet sig til at samarbejde for at sikre, at den følger de bedste ledelsesstandarder og -praksisser, gennemskuelighed og spørgsmål vedr. miljø og arbejdsmarked. Den holdning, som den afgående administration vedtog, afslører ganske enkelt dens sande bekymring for, at AIIB ville udfordre eller reducere de amerikansk dominerede Bretton Woods-institutioners, såsom Verdensbankens, indflydelse.

Artiklen fortsætter, »Fakta er, at den tilgængelige finansiering fra Verdensbanken og Asiatisk Udviklingsbank slet ikke er tilstrækkelig for det massive behov for infrastruktur i Asien. Snarere end at konkurrere med disse institutioner, er AIIB udtænkt til at kompensere for den utilstrækkelige, internationale, finansielle støtte til infrastrukturudvikling og regional sammenhængskraft i Asien. Den foreslåede investering i de asiatiske sektorer for transport, energi og telekommunikation tilbyder ligeledes enorme erhvervsmuligheder for selskaber fra medlemslandene – hvilket er én af grundene til, at mange af Washingtons allierede i Vesten, såsom Storbritannien, Italien og Tyskland, har tilsluttet sig AIIB, på trods af opposition fra USA.«

Artiklen konkluderer: »Men, som det kinesiske mundheld siger, så er det aldrig for sent til at udbedre folden, efter man har mistet et får.« USA har intet at tabe ved at blive medlem af AIIB, der bygger på præmisserne om åbenhed, inklusion og gennemskuelighed. USA kan også spille en mere konstruktiv rolle ved at blive medlem end ved at stå udenfor. At gå med i AIB ville være et godt signal fra den nye Trump-administration om, at USA er mere villig til at agere som en ansvarlig, global magt.«

Foto: Jin Liqun, AIIB’s første præsident, forlader talerstolen under åbningsceremonien for AIIB i Beijing den 16. januar, 2016.




LaRouches ideer var med til at skabe massebevægelse
i Peru for Kinas bi-oceaniske jernbaneprojekt

18. november, 2016 – På den anden dag for den XXIII nationale konference for Sammenslutningen af Peruvianske Økonomer, hvor Schiller Instituttets stifter Helga Zepp-LaRouche holdt åbningstalen den 17. nov., blev der afholdt et parallelt møde for at presse på for den omgående vedtagelse af Kinas foreslåede bi-oceaniske jernbanekorridor, hvor en sydamerikansk, transkontinental jernbanelinje skal bygges fra Brasilien til Peru. Sammenkomsten af 400 personer i Pucallpa, i det østlige Peru, blev arrangeret som et offentligt møde i Perus nationale kongres’ transportkomite, af hvilken otte medlemmer var rejst fra Lima til Pucallpa for denne anledning. Flere regionale guvernører, inkl. fra værtsdistriktet Ucayali, samt borgmestre, var ligeledes til stede, sammen med flere folkelige organisationer og erhvervsgrupper, såvel som også en stor delegation fra Sammenslutningen af Økonomer (hvis nationale konference fortsatte i nærheden). Hundreder af DVD-kopier med Zepp-LaRouches præsentation dagen før blev uddelt til de tilstedeværende af Ucayalis Sammenslutning af Økonomer. Perus betydeligste, nationale presse og Tv-medier var også til stede.

Alle de tilstedeværende kongresmedlemmer talte meget stærkt til fordel for jernbaneprojektet, hvor flere af dem fordømte regeringen Pedro Pablo Kuczynski (PPK) for at blokere projektet og trække den detaljerede forundersøgelse ud, en forundersøgelse, der allerede var blevet udarbejdet og overgivet til den peruvianske regering af det kinesiske selskab CREEC. En af dem, kongresmedlem Carlos Tubino fra »Fujimorista« Fuerza Folkepartiet (der blev slået i det nylige præsidentvalg af Boston-bankierpartiet PPK), angreb aggressivt dem, der holdt CREEC-undersøgelsen tilbage og på anden vis saboterede jernbaneprojektet, for at gøre sig skyldige i forræderi og give efter for pres fra bankierer og andre udenlandske indflydelser. Han meddelte, at, umiddelbart efter sin tilbagekomst til Lima, ville han indkalde til en høring i den nationale Kongres om jernbaneprojektet og ville kræve PPK’s transportministers tilstedeværelse til besvarelse af spørgsmål.

Ucayali Udviklingsfront, en regional folkelig organisation, gik med i massemobiliseringen ved at true med en regional strejke, hvis jernbaneprojektet ikke omgående startes op. Også Ucayalis guvernør talte stærkt til projektets fordel. Den 400 personer store forsamling hørte også en detaljeret rapport om de tekniske detaljer og forundersøgelser af projektet fra Justo Vargas, en rådgiver til Ucayalis guvernør og en ledende arrangør af Økonomsammenslutningens konference, og som også har været i Kina tidligere på året for at mødes med CREEC og andre. Alt i alt talte henved 18 personer – inkl. EIR’s repræsentant i Peru, Luis Vasquez, – på det eksplosive møde, hvoraf 16 udtrykte absolut støtte til projekt; to rejste »miljø«-forbehold.

I løbet af mødet foreslog lederen af Ucayalis Økonom-sammenslutning at vise hele videoen med Helga Zepp-LaRouche fra dagen før, men fik at vide, at der ikke var tid, og at han i stedet kunne briefe forsamlingen. Det gjorde han og uddelte dernæst på stedet, og ligeledes blandt økonomerne, henved 200 DVD’er, som de havde produceret, med hendes tale. De cirkulerede også hundreder af kopier af den 60 sider lange pamflet med uddrag af EIR’s specialrapport, »Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen«, og som også indeholdt et specialtillæg for lejligheden, af Lyndon LaRouches Fire Love.

Efter Zepp-LaRouches præsentation i går kom flere konferencedeltagere op til LaRouche-repræsentanter for at bede om kopier af hendes tale, gav udtryk for stærk interesse for de spørgsmål, hun har rejst, og bad om opfølgningsmøder, osv. En længere præsentation, der ligeledes blev givet i går af Luis Vasquez Medina, EIR’s hovedrepræsentant i Peru og mangeårig leder af LaRouche-bevægelsen, fokuserede på de programmatiske detaljer omkring de forskellige jernbane- og integrationsprojekter, der skal opkoble hele kontinentet til Verdenslandbroen, såvel som også de historiske rødder til denne fremgangsmåde i Hamiltons tradition, som går tilbage til det netværk fra det 19. århundrede i USA og Peru, der samarbejdede om netop sådanne projekter. En tredje præsentation af en LaRouche-repræsentant blev programsat til aftenen den 18. nov., af EIR’s David Ramonet, hvor emnet bliver Vernadskij, infrastruktur og biosfæren.

(Vi anbefaler læsning af EIR-artiklen: »The World Land Bridge: Rediscovering The Americas«, af Dennis Small, september, 2014, http://larouchepub.com/eiw/public/2014/eirv41n36-20140912/04-12_4136.pdf)

Foto: Peru Rail; strækningen, der kører til den arkæologiske by Macchu Picchu.




Trump vælger Michael Flynn som national sikkerhedsrådgiver

18. nov., 2016 – Den nyvalgte præsident Donald Trumps overgangshold meddelte i dag, at, blandt andre udnævnelser, har Trump valgt den pensionerede generalløjtnant fra hæren, Mike Flynn, som sin nationale sikkerhedsrådgiver.

»Det glæder mig, at generalløjtnant Michael Flynn vil være ved min side i arbejdet på at nedkæmpe radikal, islamisk terrorisme, styre geopolitiske udfordringer og sikre amerikaneres tryghed hjemme og ude«, sagde nyvalgte præsident Trump, iflg. en udtalelse, der er udlagt på overgangsholdets webside. »General Flynn er en af landets fremmeste eksperter inden for militære spørgsmål og efterretningsspørgsmål, og han vil blive et uvurderligt aktiv for mig og min administration.« Flynn er »den bedste efterretningsofficer i sin generation«, sagde pensionerede general Barry McCaffrey til NBC News i går, da muligheden for Flynns udnævnelse første gang blev rapporteret. »Han er en god fyr. Han er objektiv. Han er barsk.«

Flynn kom tidligt ud som verbal tilhænger af Trump, og nyhedsmedierne er tydeligvis ikke glade for dette, hvilket ganske tydeligt fremgår af flere rapporter siden i går. Washington Posts rapport om Flynn, f.eks., er typisk derved, at den ikke er meget andet end en lang liste af fordømmelser.

Men det, de måske i virkeligheden er vrede over, er, at Flynn var med til at afsløre præsident Obamas rolle i at sprede jihadisme i hele Mellemøsten, med den hensigt at bruge det som et instrument til regimeskift. Flynn udtalte sig offentligt, efter at en rapport fra Forsvarets Efterretningstjeneste (DIA) i 2012, der forudsagde spredningen af jihadisme i stil med ISIS som en konsekvens af USA’s politik, blev udgivet i 2015 via Loven om Informationsfrihed. »Der er en mulighed for, at der etableres et erklæret eller ikke-erklæret, salafistisk fyrstendømme i det østlige Syrien, og det er nøjagtigt, hvad de magter, der støtter oppositionen, ønsker, men det formål at isolere det syriske regime«, lød det i DIA-rapporten. I et interview på Al Jazeera Tv 29. juli 2015 sagde Flynn, at han var overbevist om, at Obama-administrationen med vilje ignorerede DIA-rapporten.

»Det var en overlagt beslutning om det, de gør«, sagde han. Han fortsatte i samme interview med at fordømme den irakiske invasion i 2003 som en »strategisk fejltagelse«, og at den følgende besættelse skabte betingelserne for jihadi-gruppernes opkomst, inkl. ISIS, og som USA nu bombarderer. »Der er ingen tvivl om, at det irakiske fængselssystem (kørt af det amerikanske militær) blev udklækningsanstalter for det, vi står overfor«, sagde han.     




Første afrikanske Silkevejs-Bank skabt

18. nov., 2016 – En aftale om den første, udenlandske, kommercielle bank, etableret under Kinas Ét bælte, én vej-initiativ (OBOR), blev underskrevet i Djibouti den 16. nov. Aftalen om samarbejde om den Internationale Silkevejs-Bank (SRIB) blev underskrevet af Djiboutis finansminister og repræsentanter fra det kinesiske handels- og IT-firma IZP Group og det statsejede China Merchants Group, og kommer efter den første aftale om foretagendet i Beijing i juli måned.

Denne aftale er den første, der bekræfter fordelingen af kapital internt i banken og den første afrikanske bank, som en kinesisk virksomhed har fået licens til. Djiboutis Finansministerium og IZP Group tager hhv. 25 %, mens Silkevejs e-købmænd – et fælles foretagende mellem China Merchant Group og IZP – vil få 20 % ’s kontrol.

Præsidenten for SRIB og finansminister for Djibouti, Ilyas Moussa Dawaleh, sagde, at SRIB vil yde favorable finansprodukter [sic] og tjenesteydelser til foretagender i Djibouti og i udlandet, især dem i Kina, og tilføjede, at han håber at »gøre banken til den største bank for udstedelse af kort i Østafrika i løbet af fem år«.




Ruslands udenrigsminister Lavrov:
USA’s politik for spændinger med Rusland
ikke godt for det amerikanske folk

18. nov., 2016 – I går advarede præsident Obama, der nu synes at stå på broen af Titanic sammen med den tyske kansler Angela Merkel, endnu engang den nyvalgte præsident Donald Trump om, at han ikke må ændre noget som helst af det, Obama har gjort i løbet af de forgangne otte år. Med Merkel ved sin side i Berlin sagde Obama til Trump, at han ikke må indgå aftaler med Putin af bekvemmelighedshensyn, »selv om det krænker internationale normer, eller selv, hvis det efterlader mindre lande sårbare elle skaber langsigtede problemer i regioner som Syrien«.

Den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov responderede i går, hvis ikke til Obamas specifikke udtalelse, så til hans holdning, og advarede om, at fortsatte spændinger mellem USA og Rusland ikke gør noget godt for det amerikanske folk.

»Hvis præsident Obama ønsker fortsatte spændinger, er jeg sikker på, det ikke ville være til gavn for det amerikanske folk og for løsninger på globale problemer, fordi meget afhænger af vore to stater«, sagde han til Rossiya 24. »Han [Obama] rådede Trump til at skelne mellem valgfeber og reelt, praktisk arbejde. Det er min fornemmelse, at Obama selv befinder sig på situationens emotionelle side, og tænker mindre og mindre på, hvordan reelle problemer løses.«




Helga Zepp-Larouche:
Vi må handle nu for at gribe den
chance, dette valg har skabt!

Heldigvis er frihandelsaftalerne, TPP og TTIP, totalt døde; og det er en god ting, for frihandel gør absolut intet for at forøge arbejdskraftens produktivitet. Det er baseret på det monetaristiske koncept om at købe billigt og sælge dyrt; det er baseret på at outsource billig arbejdskraft til markeder for slavearbejdskraft, og det er netop det, der kvæler forøgelsen af produktivitet ved at cementere betingelserne med maksimal profit på bekostning af arbejdskraften. På den anden side, hvis man ser på de økonomiske modeller, der altid har dannet grundlag for en forøgelse af befolkningens rigdom – det, som Friedrich List, den tyske økonom, karakteriserede som Det amerikanske, økonomiske System, som han satte op som modsætning til Det britiske, økonomiske System – så er den, i øvrigt korrekte, antagelse den, at den eneste kilde til velstand er befolkningens kreativitet. Denne kreativitet, der tager form af videnskabelige og teknologiske opdagelser, transformeres til teknologiske fremskridt, der, hvis de anvendes i produktionsprocessen, dernæst fører til en forøgelse af produktiviteten i både arbejdskraftens og i industriens kapacitet. Dette er den eneste, sande kilde til rigdom.

Download (PDF, Unknown)




Vores rolle må være den,
at forme USA’s regeringsinstitution,
fra allerhøjeste niveau.

Leder fra LaRouchePAC, 18. november, 2016; International Webcast – Det står nu helt klart, at hele det tidligere regeringssystem, det gamle system, brat og endegyldigt har nået slutningen. Men spørgsmålet lyder stadig: Hvad skal erstatte det? Og dette er langt fra konkret eller afklaret på nuværende tidspunkt. Det lederskab, som LaRouchePAC har ydet, og fortsat yder, udgør den afgørende faktor i dette spørgsmål – både på den nationale og den internationale scene. Det er meget tydeligt, at dynamikken nu er skiftet over mod det, Xi Jinping har anført med den Nye Silkevej og med samarbejdet med den russiske præsident Vladimir Putin omkring skabelsen af en ny, strategisk og økonomisk, international orden; og det er bestemmende for verdensbegivenhederne i øjeblikket, og som går langt ud over noget, der finder sted på den hjemlige front, internt i USA. Spørgsmålet er, hvordan responderer vi til det?

LaRouchePAC fortsætter med at lede; og, som vi diskuterede i mandags, så var dette en meget vigtig uge. Kongressen samledes igen – selv om det kun var for nogle få dage; men, på stedet dér, for at byde medlemmerne af USA’s Kongres velkommen, så snart de vendte tilbage til Washington, var nogle af vore førende aktivister fra Larouche Political Action Committee (LPAC). Vi havde en dag med aktioner på stedet ved Capitol Hill onsdag; og vi mødte ganske afgjort en totalt rystet og langt mere åben situation, end vi har set i de seneste måske 16 år i Washington, D.C. Både det Republikanske lederskab og absolut det Demokratiske lederskab har fået alvorlige tæsk; og de mest mentalt sunde aspekter i begge partier er ved at indse, at tiden er inde til at forlige sig med det. Hvor skal de se hen for lederskab? Til LaRouche Political Action Committee.

Vi vil nu afspille et kort uddrag af en diskussion, som Helga Zepp-LaRouche anførte. Dette er bemærkninger, som hun gav til aktivisterne som en slags marchordre, før de tog til Washington. Hun giver en meget klar gennemgang af præcis den situation, vi er i, og det ansvar, vi har. Efter dette korte klip fortsætter vi diskussionen med nogle meget mere uddybende synspunkter om det, vi nu har været i stand til at opnå, og hvilke udfordringer, vi har foran os.

(For en dansk oversættelse af hele Helgas indslag, se http://schillerinstitut.dk/si/?p=16093)

     Friday LaRouche PAC Webcast November 18, 2016

 

OUR ROLE MUST BE TO SHAPE THE INSTITUTION OF GOVERNMENT OF THE UNITED STATES FROM THE VERY HIGHEST LEVEL.

        MATTHEW OGDEN:  Good evening.  It's November 18, 2016.  My
name is Matthew Ogden and you're joining us for our weekly
webcast from larouchepac.com.  I'm joined in the studio by

Benjamin Deniston, and via video by members of our Policy
Committee:  Diane Sare, joining us from New York City; and Kesha
Rogers, joining us from Houston, Texas.
        We had the opportunity just now to have a discussion with
both Lyndon and Helga LaRouche, and I think Mr. LaRouche's point
is very clear.  It is decisively determined that the entire
reigning former system, the old system, has abruptly and
decisively come to an end.  But the question still remains:  What
will replace it?  And that is far from concrete or finalized at
this point.  The leadership that the LaRouche PAC has delivered
and continues to deliver, is the deciding factor in that — both
nationally and on the international stage.  It's very clear that
the dynamic is now shifted towards what Xi Jinping has led in
China with the New Silk Road and in collaboration with Russian
President Vladimir Putin in creating a new strategic and economic
international order; and that is what is determining world events
right now, far beyond anything that's happening domestically from
within the borders of the United States.  The question is, how do
we respond to that?
        The LaRouche PAC continues to lead; and as we discussed on
Monday with the Policy Committee, this was a very important week.
Congress came back into session — albeit for just a couple of
days; but there to greet the members of the United States
Congress as soon as they returned to Washington were some of the
leading activists of the LaRouche Political Action Committee.  We
had a day of action on the ground on Capitol Hill on Wednesday;
and we definitely met a completely shaken up and much more open
situation than we have faced in perhaps the last 16 years in
Washington, DC.  Both the Republican leadership and absolutely
the Democratic leadership have received a severe drubbing; and
the most sane aspects of both parties are realizing that now is
the time to come to terms with that.  Where else can they turn
for leadership?  The LaRouche Political Action Committee.
        So, what we're going to do right now is play a short excerpt
from a discussion that was led by Helga Zepp-LaRouche.  These are
remarks that she delivered to those activists as sort of marching
orders before they went to Washington, DC.  I think she gives a
very clear overview of exactly the situation we find ourselves
in, and the responsibilities that we have.  Coming out of that
short audio clip, we will continue the discussion with some much
more elaborated views of what we have now been able to
accomplish, and what the challenges still are ahead of us.  So,
let me play that clip for you right now:

        HELGA ZEPP-LAROUCHE :  OK.  So, first of
all, I want to say hello to you.  Obviously, this is a very
important intervention because the election results in the United
States, which many people did not anticipate, is really part of a
global process.  It's not something which is accountable in all
the explanations given by the US media; for the most part, the
cover-up or some phony explanation like it was the FBI who cost
Hillary the election and so forth and so on.  What really is
going on strategically is that the masses of the population of
the trans-Atlantic sector in particular — also in some other
parts of the world, but in Europe and the United States in
particular — have really had it with an establishment which has
consistently acted against their interests.  People in those
states which are not represented by the anti-establishment, they
know that; because for them, the working and living conditions in
the last decades one can say, but in particular in the last 15
years, have become worse and worse.  People have to work more
jobs; they still can't make ends meet.  They have many cases
where their sons and sometimes even daughters have gone to Iraq
for five times in a row, to come home to be completely broken.
So, people have experienced that life is just getting worse for
them; and they do not have any hope in the Washington-New York
establishment.  You had the same phenomenon leading to the Brexit
vote in Great Britain in June; which also was not just the
refugees and most of the obvious issues — even though they did
play a certain catalyzing role; but it was the same fundamental
sense of injustice.  That there is simply no more government
which takes care of the common good.  Whatever explanations they
now come up with, this will not go away until the situation is
remedied, and good government is being re-established in the
United States, in Europe, and in other parts of the world.
        One immediate next point where the same kind of resentment
probably will show is with the referendum in Italy where on the
4th of December — that is, in 2.5 weeks from now — they will
have a referendum about a change in the constitution which as the
sentiment now goes, will be also a vote against the Renzi
government.  Even so, he promised he would resign; now, he
doesn't want to resign.  But in any case, this type of a process
will continue until a remedy has been put in.
        Now, obviously, the situation is that the Trump victory is
an open question.  It's not yet clear what this Presidency will
become; but as Lyndon LaRouche has emphasized emphatically almost
every day since the vote, this is not a local US affair.  This is
a global issue; it's a global international question because one
major reason why Trump won the election is because especially in
the last period, he had emphasized that Hillary Clinton would
mean World War III because of her policy concerning Syria.  She
demanded the no-fly zone and was proposing a head-on
confrontation with Russia.  That was absolutely to the point,
because we were on an absolutely very dangerous road to a
confrontation with Russia and with China.
        Trump in the election campaign had said repeatedly that he
would have a different attitude towards Russia; and he said
something more kinetic[?] things against China.  But since he has
been elected, he has been on the phone with Putin and Xi Jinping;
and in both cases, said that he would work to improve the
relations between the United States and Russia or respectively
with China.  Now that is obviously extremely important; and the
other extremely important question is will he carry through with
his promise on Glass-Steagall?  Especially in his speech in
Charlotte, he had reiterated that he would immediately implement
Glass-Steagall.  Obviously this is the key, because only if one
stops and terminates the casino economy which is really the cause
for the war, can the situation be brought in shape.  Obviously,
all the progressives — Bernie Sanders, Elizabeth Warren; even
Pelosi said that they would already cooperate with Trump if he
would go for this infrastructure job creation Glass-Steagall
economic program.
        So, we should give the benefit of the doubt that he really
means it; but we should also be aware that naturally, the entire
Wall Street crowd, the neo-cons in the Republican Party will do
everything possible to not have that.  So therefore, we have to
have this intervention to really educate the Congress and the
Senate on what is really at stake.  The world is now really
looking, holding their breath; will there be a change in American
policy for the better?  Which hopefully it will; but it requires
these measures:  Glass-Steagall as an absolute precondition
without which nothing else will work.  But that is not enough,
because you are not just talking about banking reform; you are
talking about a completely new paradigm in the economic system.
That has been defined by the Four Laws of Lyn, which everybody
should really make sure that they completely understand when you
are doing this kind of lobbying work.  Lyn has been stressing in
the last couple of days, that the key thing is to increase the
productivity of the labor force; and because of neo-liberal
policies of monetarist policies of the last one can really say
decades, this productivity has gone down in the trans-Atlantic
sector below the break-even point.  This is why we need a
national bank in the tradition of Alexander Hamilton; we need a
credit policy; we need an international credit system, a new
Bretton Woods system.  And you obviously need a "win-win"
cooperation of all nations building the New Silk Road.  Also, in
the United States, building the Silk Road to become a World
Land-Bridge.
        Now, extremely important is the fourth of the Four Laws,
which basically says that we cannot get an increase in the
productivity of the economy unless you go for a crash program of
fusion power, and you go for a crash program of international
cooperation for space research.  Only if you do these kinds of
avant-garde leaps in the productivity — like fusion technology
brings you in a completely economic platform with the fusion
torch.  You will have energy security for the whole planet; you
will have raw materials security because you can use any waste
and differentiate out the different isotopes and reconstitute new
raw materials by putting the isotopes together in the way
required.  So, it's a gigantic technological leap; and the same
thing goes for space technology.  It will have exactly the same
impact as during the Apollo program when every investment in
space technology, in rockets and other new materials, brought 14
cents back from each cent of investment.  Everything from
computer chips to Teflon cooking ware to all kinds of benefits
occurred as a byproduct from space research.  To get the world
economy out of this present condition — especially in the
trans-Atlantic sector — you need that kind of reorientation
towards the scientific and technological progress, increases in
energy flux density.  All of this Green ideology which is really
no development ideology has to be replaced; and the world has to
go back in a direction where the real physical laws of the
physical universe are the criteria for truth, and not some
ideology."
        OGDEN:  Now, Helga LaRouche also delivered an equally
inspiring, but much more extensive speech at a very important
conference this week that occurred in Peru.  This was the 23rd
National Congress of the Association of Economists of Peru, that
was held in conjunction with the APEC meeting which is occurring
over this weekend in Lima, Peru.  The title of the conference was
"The Peru-Brazil Bi-Oceanic Train; the Impact on the Economy of
the Amazon Region and the Country".  So, this is Peru-Brazil
transcontinental railroad.  Helga LaRouche's presentation was the
keynote address; and she delivered it at the opening session.  It
was titled, "The New Silk Road Concept; Facing the Collapse of
the World Financial System".  This APEC summit which will be
occurring this weekend, will be hosting world leaders including
Vladimir Putin and Xi Jinping.  There has been a major surge in
interest and engagement between China and these countries of
South America, around the idea of expanding the New Silk Road
into South America.  That would also obviously have to include
North America.  This is the vision that Helga LaRouche has been
emphasizing, and what she laid out in a very inspiring way in
this speech in Peru; the idea of the New Silk Road Becomes the
World Land-Bridge.  The organizers of that conference — this
national congress of economists, the economists' association in
Peru — drafted their own copy of a 60-page pamphlet that they
distributed to all the participants of this conference, that was
based on excerpts from this report by {EIR} — "The New Silk Road
Becomes the World Land-Bridge".  It also included a printing of
Lyndon LaRouche's Four New Laws concept.  So, this is obviously a
very significant event; and the fact that it's happening in
conjunction with the APEC summit at this moment in history, is
very important.  We hope to make the proceedings of that
conference available to viewers of this website.
        But what I can say is, we have now set the agenda.  What's
happening now is that the world is being forced to respond to the
agenda that has been set over decades — but really in the last
few months — by the LaRouche Movement internationally.  You can
see this by the flurry of coverage of Glass-Steagall inside the
United States, and the fact that there's open discussion
including from the new leadership of the Democratic Party:
Warren, Sanders, Keith Ellison, and others.  Now is the time to
put Glass-Steagall on the table and get out in front of this.
But the other element of this is the discussion of so-called
"infrastructure".  Now infrastructure can mean a lot of different
things, and I'm sure that people watched the victory speech by
President-elect Trump where he talked about building rail,
building bridges, building airports, and so forth.
        The latest development in that discussion is an article that
is featured on the front page of the {New York Times} today,
called "Trump-size Idea for a New President; Build Something
Inspiring".  Good headline, and the article starts off pretty
inspiringly; it says the only way that you're going to be able to
unify a bitterly divided America, is by building great
infrastructure projects.  Not just painting rusty bridges, or
laying a few miles of asphalt, but "Build something
awe-inspiring.  Something Americans can be proud of.  Something
that will repay its investment many times over for generations to
come.  Build the modern-day equivalent of the Golden Gate Bridge,
the Hoover Dam, the Lincoln Tunnel " All of which were built by
Franklin Roosevelt and the New Deal administration.  Then the
article does also say, "Can anybody remember anything that came
out of Obama's $800 billion  [stimulus package]?  I don't think
so."  So, this article usefully cites what Franklin Roosevelt did
with the PWA, the WPA: 700 miles of airport runways; 650,000
miles or rail; 78,000 bridges; 125,000 military and civilian
buildings, [including] 40,000 schools.  This is massive.  The
article also usefully says the idea that any infrastructure
project today could pay for itself through user fees is a
ridiculous prospect.  But the alternative that this article poses
is just as bad; saying, the way to do it is for government to
borrow most of the money from investors.
        So, I think this demonstrates that we have a lot of work to
do with putting the full concept of Lyndon LaRouche's Four Laws
on the table.  Now, this article cites a few useful
infrastructure projects: a new rail tunnel under the Hudson
River; California high-speed rail; a Northeast mag-lev corridor;
a Miami sea wall; so forth and so on.  But if you look at the
vision that's presented in this pamphlet — "The United States
Joins the New Silk Road: a Hamiltonian Vision for an Economic
Renaissance" — with the Bering Strait tunnel rail project to
connect Eurasia with the North and South American mega-continent.
If you look at the amount of high-speed rail, if you look at the
water management programs; and most of all, if you look at what
China has been able to accomplish in just the last few years,
you'll see that everything that is cited in this article
absolutely pales in comparison.
        And, there are some much deeper scientific points that have
got to be addressed.  1. The understanding of what Alexander
Hamilton actually did; and 2. What Lyndon LaRouche's science of
economics defines as real productivity from the standpoint of
increases in energy flux density.  So, I think that sets up the
discussion that we can have here right now.  Ben, Diane, Kesha,
and I think we should maybe expand from there.

        BENJAMIN DENISTON:  I think it's very important that Mr.
LaRouche, increasingly in the last couple of months, has said
over and over again, "Productivity; productivity; productivity."
We have to start thinking about not just providing jobs, not just
providing needed infrastructure projects.  I think it's worth
making a distinction between on the one side things that are just
needed to maintain what we have.  We have a massive deficit just
to maintain the standard — I think the appropriate term is
"platform" as Mr. LaRouche had introduced a couple of years back
— about how to think about infrastructure and the real
development of a national territory in a scientific way.  You
have a certain platform of activity, a standard of activity level
that maintains a specific level of existence for your society;
directly connected to the potential relative population density
of your society.  We should always be looking to push to higher
and higher platforms; higher levels of activity.  Our current
platform is degraded; much of the infrastructure we live upon was
built largely under Franklin Roosevelt and a few spurts of
activity following him on that.  So on the hand, yeah, we need to
rebuild some of these things.  Our existing dam systems,
transport systems, even soft infrastructure like health care
systems are in need of repair.  But we also need to push to a
higher level; we need to go to a new platform which has higher
degrees of productivity per capita.  Higher degrees of ability to
support a larger population in new area, new territories of the
country; increase the productivity of existing territories, and
that begins to create real growth.  You're not going to get real
growth just by rebuilding what you have; although you need to do
that, because we've been letting this decay for decades now.
        But you also need to create real economic value, real
economic growth.  And that goes to this issue of, are you
increasing the productive powers of your labor force?  Are you
increasing the ability of your productive sector to produce the
physical goods needed to support society more efficiently and at
higher qualities with less physical input per capita, you could
say?  Can you measure those kinds of steps of growth?  Are you
taking that metric into account?  That's critical right now; and
it's worth recognizing that we've been living in a
post-industrial policy for many years now.  This whole idea of
the services economy, that somehow we can support ourselves by
creating jobs in services; where we take turns washing each
other's laundry.  I make you a cup of coffee; you make me a
hamburger.  That doesn't actually create qualitative changes in
the ability of society to sustain more people at higher living
standards.  You're just trading service work back and forth.
        So in all of this, we need to have a serious re-focussing on
what are the essential principles of human economic growth?  And
that's why Mr. LaRouche's Four Laws in totality is so crucial.
That's why I thought it was very good in Mrs. LaRouche's
orientation into our deployment into DC, she made a very clear
point on Mr. LaRouche's fourth law — this fusion driver program.
These are the kinds of things that you might employ a relatively
small part of the population even in that specific endeavor; but
you're pushing the frontiers of engineering capabilities,
scientific capabilities.  That actually has the most important
radiating effect on the entirety of the economy, the entirety of
the productive capabilities of the labor force.
        You absolutely need this science driver, this
high-technology, high capital-intensity driver program to really
push the whole program forward.  The depth of the crisis that
we've gone into just makes it that much more important that we
have that element up there, front and center.  Since Mr. LaRouche
put out this Four Laws document, he has also obviously been
increasingly focussed on the role of space in that focus, in that
goal.  That is another absolutely critical element of this.  It
was not an incomprehensible or miraculous thing that John F
Kennedy's Apollo program had such a massive spin-off effect in
terms of payback to the US economy from the investments that were
made.  The studies not that long after the project finished, were
already showing a 14-1 payback in terms of the totality of
increases of productivity of industries that were not part of the
space program; but acquired technologies.  Precision engineering
capabilities; high-precision control systems for production;
various things that were created out of necessity to make this
super-advanced Moon mission work.  But that increased the ability
of mankind generally to be more productive in his production
capabilities.  That was then able to be applied throughout the
economy generally.
        So, those are the kinds of things that we absolutely need
right now; not just repairing our existing degraded
infrastructure.  We're going to have to do that, sure; but how do
you create the growth where you can afford to do that, and afford
to make completely new investments?  Part of this infrastructure
discussion should be opening up new territories of the country.
A major part of this pamphlet that we put out, and a huge part of
Mrs. LaRouche's focus, has been new cities.  You've got huge
territories in the United States that are not developed.  Let's
develop the nation; let's expand new territories; let's create
huge areas of new growth.  That's the kind of stuff that's going
to drive the whole process forward.  We're in a real need for
some precise, clear, authoritative leadership on these issues,
because these things are not understood.  We're not just going
into this in a vacuum; we have a completely broken down system;
not just in the financial sector, but in the physical economy,
too.  So we need clear, precise, immediate action.  We don't have
years for somebody to figure this thing out over time; people's
lives are on the line right now in terms of what's needed to turn
the US economy around.

        DIANE SARE:  Well, I'd like to just put this in a context;
because we're not having a discussion here in the abstract.  And
I want to go back to what Mr. LaRouche did in the 1970s with the
creation of the Fusion Energy Foundation, and his role in being
brought into a team to create a Presidency.  I want to be very
clear with the people watching this that what we are doing is not
an academic discussion of nice things that we, sitting in a
little corner, want to do.  Mr. LaRouche — as you heard from
what Ben laid out — had a very clear conception of the necessity
of fusion energy at that time.  Also, people remember the Jimmy
Carter Presidency; small is beautiful.  I think we were talking
about global cooling back then, and now it's global warming.
[One sentence paraphrase because of bad audio] What we needed to
do, in collaboration with Edward Teller, was to take the Mutually
Assured Destruction doctrine off the table.  The only deterrent
to a nuclear war between the US and the Soviet Union was who
could blow up the world more times over.  What happened was, in
the process of this, Ronald Reagan as a candidate and then as
President, was recruited to this idea; and I think we've been
told there a number of things which Mr. LaRouche was working on
with the Reagan administration.  Not the least of which was the
SDI, which the Soviets rejected and Reagan announced, which led
in a not-so-indirect way to the Berlin Wall coming down.  Also,
there was discussion of a meeting between President Reagan and
Indira Gandhi, former prime minister of India who had been leader
of the Non-Aligned Movement.  Reagan, as people recall, was shot
in '82; Indira Gandhi was assassinated; Mr. LaRouche was put in
prison.  I'm not saying that to say that we're worried about it;
there's all kinds of questions of security and safety.  But my
point is that LaRouche personally has played a major, important
role in shaping the institution of the Presidency; and his
incarceration was timed for when we had earlier another such
great opportunity, which was when the Soviet system collapsed
economically as he warned it would.  He was in prison, and his
wife Helga Zepp-LaRouche put on the table with him the Productive
Triangle and so on.  We know what happened; that was sabotaged by
a series of wars.  The Balkans; the first Iraq War; we later had
9/11 and so on.
        What we are doing today is to shape the American [nation] in
participation with what is a New Paradigm; which LaRouche and his
wife personally have been very much involved in creating.  Two
years ago, Mr. LaRouche announced that we should move the center
of our American operations to New York City; which was done.  In
the last three or four months, we have begun circulation of a
newspaper appropriately titled {The Hamiltonian}.  I'll just say
I found it ironic that the {New York Times} today has these
headlines about infrastructure.  They also have articles about
how school children in Estonia and Latvia were terrified that
Hillary Clinton was going to drag them into the middle ground of
a war between NATO and Russia.  It's very interesting.
        The big title on {The Hamiltonian} this week is "We Are
Facing a New Epoch for Mankind"; the subtitle is "The New York
Times Has Become Irrelevant".  So, they may be scrambling to make
themselves relevant.  But what you also see, is we have printed
now, four weeks in a row, Mr. LaRouche's Four Laws.  They have no
excuse to be so idiotic on their proposals; both for how you fund
this, and how they're thinking about it, which is all domestic.
The world now, what Mrs. LaRouche described in her speech in
Peru, was that Xi Jinping made his announcement of this in
September of 2013.  In those three years, he travelled to 37
nations; he made bilateral agreements with 56 nations; 39 new
cargo routes have been opened.  These are major international
transportation corridors; 98 airports.  The magnitude of this
completely boggles the mind.  It really is in keeping with what
Hamilton would have envisioned; what you saw with Henry Carey, or
John Quincy Adams in terms of their role in the United States.
And I would say geographically, if you could step away, if you
could get on a space ship and look at the Earth from a distance;
or just take out a globe and look at what the United States is,
where we are between the Atlantic and the Pacific.  What North
America is, and South America now getting involved, we have a
great opportunity before us to play an absolutely strategic role
in this.  Our intent is to bring this about, which is why it's so
crucial that everybody watching this, makes it a point to master
the principles in Mr. LaRouche's Four Laws.  Particularly the
fourth principle, and also particularly the principle of credit;
which is in a sense tied to the increase of productivity.  We're
not going to fund so-called infrastructure by tolls; we're not
going to build a new bridge, a tunnel under the Hudson and charge
people a toll and that's going to pay for it.  No, if your
population is able to produce orders of magnitude more than it is
currently producing, that is a net increase in the wealth of the
nation.  It has nothing to do with tolls, or tickets for public
transportation; which are all sort of a form of tax farming and
looting.
        I do want to underscore:  1. The role of Lyndon LaRouche in
shaping the Presidency; 2. That this is going to occur from
Manhattan; the entire transition seems to be being organized from
Trump Towers on Fifth Avenue in New York City.  It is incumbent
on all of us to raise this to the appropriate level of discussion
and to not tolerate anything smaller.

        KESHA ROGERS:  Just to follow up on that, another important
aspect of the fight waged by Mr. LaRouche and his wife Helga,
going back to the 1970s around the fight that you just mentioned,
Diane, of the Fusion Energy Foundation, was the fight against
this apparatus of a zero-growth or no-growth culture.  He was
very instrumental with Mrs. LaRouche and also their collaboration
with space pioneer Krafft Ehricke — who we've mentioned a lot —
on taking on this degeneracy of the attack on population
reduction that was being promoted and continues to be promoted to
this day.  Many people may remember that there was a book put out
in the 1970s by two men, Dennis Meadows and Jay Forrester.  Jay
Forrester just died recently at 98 years old.  He was
instrumental in putting out the computer models which indicated
that there was a certain relationship between the limited
resources on Earth and the production of food to how many people
you can sustain on Earth and so forth.  This is something that
Mr. LaRouche has taken directly in terms of this is an attack on
the human identity, an attack on the real productivity based on
the creative potential of the human mind and LaRouche's model has
been brought up on the increasing of the energy flux density of
your economy per capita, and per land area.
        I think it's really important right now to look at the fact
that Mr. LaRouche sees this fight as a complete shift in the
global direction of mankind; unifying mankind on a level that
nations have never been unified on before.  I thought it was
important that yesterday, we had a discussion with Mr. LaRouche
— Ben, myself, and others from the leadership team; and one
thing that he brought up was the integration of the space program
and the development of space research, space science, and the
exploration of space to Classical music — which we're really
defining in the development of our Manhattan Project, which is
really shaping our organization across the country and
internationally.  You have seen a culture which is completely
degenerated under the Bush-Obama Presidencies.  You take the
inspiration, the culture which shaped the identity of the fight
and the vision that led President John F Kennedy to implement the
space program in the way he did.  The fact that he brought in
people like Pablo Casals into the White House; that this
classical identity and classical culture was very instrumental
throughout the space program, by people such as space pioneer
[Werner] von Braun and various others working with him.  Some of
these scientists who came with von Braun, like Krafft Ehricke and
others, from Germany; who helped to shape the US space program.
It's interesting; you compare that to what you've seen under
Bush.  Who did he bring into the White House during his
inauguration?  I think it was Ozzy Osbourne; rock music, heavy
metal.  Then you had Obama bringing in Beyoncé, not to mention
the other very degenerate cultural figures that he has brought
in.  So, I think what Mr. LaRouche is saying around this is
extremely important.
        I think it's also important to look at the space program and
the integration of the classical culture as the expression of a
higher identity of what it means to be human, and the inspiration
and optimism that's been missing from the population.  There's a
few more things we can say on this; I think it's also important
to recognize the importance internationally of what China is
doing.  We can say more on this later, but the fact that when you
talk about inspiration and optimism, we have now the Shenzhou 11
space crew, the crew in China who just docked 33 days ago to the
Tiangong 2, the space lab for China.  They're doing experiments
that are quite phenomenal; but what they're really expressing —
they're going to continue doing these experiments in space.  One
of the things we saw back in 2013, when you had the astronauts
docking the first space lab for China, videoing this and beaming
it back to Earth; and 60 million children watching it.  They're
going to do something similar for this space experiment.  This is
something that we have to go back to right now; the space program
is not just some abstract thing on the side for gurus who like
it.  We have to make it part of the culture; we have to make it
something that inspires and uplifts the population again, but is
instrumental in the development of the increases of the
productivity of society and increases in the platform.  So that
means that the population has to come to a higher level of
understanding of their identity; and the way to do that is really
an integration of culture, as Mr. LaRouche has made clear.

        OGDEN:  One thing you brought up, and I thought it was good
to go back to; the conjunction of Kennedy's space program, the
kind of inspiration and culture needed.  This was something very
conscious to the Kennedy administration; not only did they bring
Pablo Casals to the White House, but this was part of a broader
discussion between John F Kennedy, Jackie Kennedy, and Pierre
Salinger, who was the Press Secretary.  But before he became
Kennedy's Press Secretary, had been a child prodigy; had been a
concert pianist, a composer.  He had discussions with Jackie
Kennedy which he records in his book, where Jackie Kennedy said
the role of the White House should be to set a tone for the arts
which will encourage great culture, classical culture around the
country.  And we should exhibit the finest of culture, of art; we
should set the standard which everybody else can then rise to
that level.
        It is good that you brought up, Kesha, in conjunction has
happened politically, where New York City has definitely become
the center of gravity of the political universe of the United
States.  It's not just Trump; Clinton was also New York City.  It
was a strategic decision to center a very active organization in
New York; but that entire process has also happened in parallel
with what Diane has been leading there with this revival of
Classical music and culture.  That's very important, even from
the standpoint of what is our idea of man; and the dignity of
human beings.  Yes, granted, there were dark tones during this
Presidential campaign which is not acceptable.  But the idea of
the dignity of man, and the creativity of the entire human
species is what is embodied in the greatest of Classical music.
It's one thing to point actually, Diane; that first Messiah
concert which launched the New York City renaissance project,
happened in the context of this racial tension that was heating
up in New York at that time.  So, this still is a very important
aspect of addressing that.

        SARE:  I just wanted to add one quick thing on that note;
which is a musical question actually, if you think about a
symphony orchestra or a chorus and the role that individuals play
as part of that body; where the whole is definitely greater than
the sum of its parts.  Were we to launch a transformation of
society along the lines of what Mrs. LaRouche outlined in Peru;
that is, the US to become integrated in part of the Belt and Road
program, then I think we would quickly discover that we actually
don't have enough people in this country.  So that all the things
that people are afraid about, about who's going to be excluded,
who's going to be deported, etc.; you will find yourself looking
at your fellow human beings with new eyes because of the creative
potential of each individual which will be necessary to transform
the nation and the world in the immediate future.

        OGDEN:  Ben was just referencing some of Mr. LaRouche's
early writings on economics which really get to the question of
how do you measure productivity.  This is not just raw labor
power; this is not just the number of jobs.  But it is the
question of generation upon generation, can you produce more than
is consumed?  But can you do it in a way where the power of the
human species actually is transformed almost as a species
characteristic, step by step? I've found it very inspiring that
during those opening remarks that we played by Helga, she went
back to the discussion of what we used to call the isotope
economy.  What power can mankind wield if we penetrate not just
to the molecular level, but to the very atomic level?  Fission
power is breaking apart the atom; fusion is an entirely different
matter, where you actually have the ability to create new
elements.  You have the ability to create new isotopes of any
given elements, which have very differing characteristics.  It's
the promise of Promethean fire, which mankind has been working
towards over millennia; but we have not yet achieved.  This is an
inspiring subject, but the ability of mankind to wield power at
the very basic level of the fabric of matter; that's an entirely
new power.

        DENISTON:  Yeah, and it's a huge subject that could be
probably taken up in much more detail.  It really goes to the
question of what is a resource?  What do we consider as a
resource; and how that continually changes as mankind develops.
Once you go to this level of an isotope conception of resources,
we don't use up isotopes.  When you use petroleum or wood,
anything you use — unless you're actually doing fission and
fusion, when the total amount of matter you're working with is
very small — you're not actually destroying the elements
themselves.  You might be acting on a state of organization
that's been created.  We might be looking for certain states of
organization to utilize the properties of that as a resource at a
certain point.  But I think this goes right to the issue of the
isotope economy, the intimate connection with energy flux density
where we could begin to create those states of organization
ourselves; or work with lower states of quality of concentrations
of ores and various things.  Where things that were not
economical before to do, or not even possible to do before; if
you get a higher energy flux density, a higher energy throughput,
you can begin to manage in a completely new way.  Separating the
quality of resource elements that we want; organizing them in new
ways.
        Helga mentioned this very exciting prospect that's been
talked about to some degree for years of this fusion torch idea.
That you could take stuff that now is just trash, trash is
fundamentally everything we use; that's why it's our trash.  It
was something that we were using that was useful to us.  Now, we
might have degraded it in some way and put it in a landfill; but
the fundamental constituents of what made it useful are still
there.  So, it's not inconceivable to think of mankind
progressing to a point where we could reprocess even these
landfills.  That might be a little ways away; there will be some
steps along the way to get there.  But those are the kinds of
complete transformations in what mankind can do to recreate the
cycles of productivity that support, again, larger populations at
higher living standards; and really going in the opposite
direction than we've been going in for decades.
        Right now, a family needs to work three or four jobs just to
not get by month-to-month, and not be able to afford health care,
not be able to afford education.  We need a society where one job
can sustain a significantly sized family and provide these kinds
of benefits — higher education, health care, and have free time
for arts, for recreation, for developing the cultural mental
powers of your family and yourself.  How you're going to get to
that point is going at these issues we're talking about here, of
actually increasing the productivity of the labor force as a
whole; the productive powers of the labor force as a whole.
Pushing these kinds of science driver, technology driver programs,
that make these kinds of breakthroughs.
        Mr. LaRouche's point on this as a new focus, that he's put on
this in the recent period, is really critical.  We got to raise
this discussion to not just jobs, but productivity.  What's your
ability to produce things?  If we're serious about turning the
economy around.  It's kind of been referenced here and there, but
we have allies in doing that.  It's not just going to be
completely on our own shoulders.  We have to decide to do it, but
China has said, "Hey, United States!  If you want to quit this
geopolitical, 19th Century crazy game and get to some serious
discussion about creating a future for mankind, that's what we're
doing.  So, if you want to work with us, we'd be happy to
cooperate with you in a serious, honest investment and
development for our nations."  Many other nations are rallying
around China in their effort to do that; so that's there as a
critical support point, if the United States makes this shift.
These are the critical issues that we've got to put on the table
and fight out.
        And again, Mr. LaRouche's Four Laws, as he said, is a
central organizing document around that whole perspective.

        ROGERS:  Yeah, it's also important to note that as Mr.
LaRouche said, in the calling for the implementation and
enactment of the Four Laws that he's put on the table as an
urgent necessity, Glass-Steagall being the first and urgently
needed measure, is not an option or a compromise with the Wall
Street bankers.  He indicated that it has to be the Franklin
Roosevelt; and it can't be a watered-down Dodd-Frank compromise
or anything of that nature.  There's only one way you're going to
wipe out this casino economy, Wall Street speculation; and I
think that goes the same for the measures needed with the
development of the types of density and increase in energy source
and fusion economy as Mr. LaRouche is calling for.  There's a lot
of compromise out there about that, too.  "Fusion is a long way
away; it's never going to happen.  The politicians aren't going
to let it happen."  All of this stuff.
        I attended a space conference this week; and one of the
things that was being promoted in terms of deep space exploration
was solar-electric power.  "Yes, we agree; nuclear, increase in
fusion sources is most important, but it's not practical.  So,
we're going to go with this."  Or, "We're going to push this,
because it's probably something we can get through Congress."
That's the most insane thing you can think of.  When they talked
about to carry cargo into space would be 2-3 years, is that real
productivity?  How are you going to advance mankind's exploration
into space and the ability to actually go out to a Moon mission
as a base?  And a Mars mission?  Also, just increasing what Ben
was just discussing in terms of our ability to increase our
resources here on Earth.  The mining of Helium-3 on the Moon and
various other resources, that we've talked about.
        Once again, the point was, a lot of people want to
compromise on these things.  There cannot be compromise because
there is a global shift underway; and that global shift is
requiring an increase in the highest levels of scientific
development that has to be implemented immediately.  This is why
Mr. LaRouche's fourth law in terms of fusion driver program, is
something that — just like Glass-Steagall — cannot be
compromised on; and is absolutely fundamental for pushing forth
the breakthroughs which are necessary.

        OGDEN:  Well, that was Helga LaRouche's point during the
opening segment that we played today; that it is incumbent on all
the activists, all the viewers of this broadcast, to master the
contents of Mr. LaRouche's Four Laws document.  This might seem
like a short document, but it's a very dense document; and a lot
of the subjects that Ben has brought up here today in terms of
the definition of economic productivity and what the nature of
mankind is.  Kesha, what you were saying; there really are no
limits to growth.  This is not some kind of thing, where when we
reach our carrying capacity, that will be it.  It's mankind
transforming its own species; transforming the universe, and
transforming our relationship to the universe.  That's what's
addressed in this policy document by Lyndon LaRouche.  You have
to set the bar that high; it cannot be any lower than that level
from which you're going to effect the kind of revolution in
policy that's necessary for the entire planet at this time.
        So, we have a lot of work to do.  The Congress was only in
session for a day and a half this week.  But what that means, is
that they are back in their districts; and I'm telling you, it's
not going to be like business as usual.  This is not what the
conditions were before this election.  It's all the more
important to think from the standpoint of what Diane was
mentioning in the beginning of the show:  Our role is — and has
always been — to shape the institution of government of the
United States from the very highest level.  This is not coming in
from the outside; this is not a voice calling in the darkness.
This is working with the leadership of the nations of the planet
and creating the dynamic that you now see taking over.  This has
been decades in the making; but I can guarantee you, Lyndon and
Helga LaRouche have played a role that has been central to this
reality now coming into being.  I'm talking about the New Silk
Road; I'm talking about this trilateral relationship between
Russia, China, and India, creating a new dynamic on the Eurasian
continent.  Everything that's happening in South America right
now is something that Lyndon LaRouche was personally involved in
over decades; and now South America coming into the New Silk Road
and joining this new World Land-Bridge is something that is very
real.
        Nothing is determined; but our role is to continue that
fight inside the United States, and to make this a reality —
"The United States {Joins} the New Silk Road".  We put it in the
present tense for a reason.
        So, I'd invite Diane, Kesha, if there's anything concluding
that you'd like to say before we close out the show?

        SARE:  I think one great benefit of launching this recovery
and increasing the productivity is all the states which just
voted to legalize marijuana, will have second thoughts about
that.

        DENISTON:  We want high productivity, and it doesn't mean
that.

        OGDEN:  You'll turn out like Gary Johnson and have an
"Aleppo moment".
OK.  We'll take that as a concluding point here.  Please stay
tuned.  We will make the full speech that Helga delivered in Peru
available.  The audio at least, or maybe the video.  There was
also a very productive dialogue that occurred with the
participants of that meeting with Helga, following her keynote
speech.  So, that's an important thing to stay tuned for.  Also,
we will be producing a feature video — about 10 or 15 minutes in
length — on the content of the Four New Laws.  That fleshes out
some of the Hamiltonian aspect of that; and it's an educational
tool to teach yourself and to teach everybody else real
economics.  So stay tuned for that; that will be coming to the
website soon.
        Thank you for watching; please subscribe to our YouTube
channel and our daily email updates.  All of the information is
available in the description of this video available below the
video in the YouTube player.  Thank you and we'll talk to you
soon.  Stay tuned.




Global betydning af diskussion mellem Putin og Trump

15. nov., 2016 – »Ikke blot af bilateral, men af global betydning«, var sådan, som EIR’s stiftende redaktør Lyndon LaRouche karakteriserede den første telefonsamtale den 14. nov. mellem nyvalgte præsident Trump og den russiske præsident Putin. De to lederes diskussion om behovet for at udvikle de amerikansk-russiske handelsrelationer og økonomiske relationer var i særdeleshed svanger med forandring i de internationale udsigter for økonomisk og videnskabeligt fremskridt, så vel som også fred.

Rapporten over mødet fra Trumps kontor lød som følger:

»New York, NY, 14. nov.: Nyvalgte præsident Donald J. Trump talte i dag med den russiske præsident Vladimir Putin, der ringede for at overbringe sine lykønskninger med sejren i et historisk valg. Under samtalen diskuterede de to ledere flere spørgsmål, inklusive de trusler og udfordringer, som konfronterer USA og Rusland, strategiske, økonomiske spørgsmål, samt det historiske forhold mellem USA og Rusland, der går over 200 år tilbage i tiden.

Den nyvalgte præsident Trump bemærkede over for præsident Putin, at han ser meget frem til at få en stærk og holdbar relation med Rusland og det russiske folk.«

Den russiske præsidents kontor udstedte denne kommentar:

»Præsidenten ønskede atter hr. Trump tillykke med sejren i præsidentvalgene, ønskede ham succes med at gennemføre hans program fra før valget og bemærkede sin villighed til at opbygge en partnerskabsdialog med den nye administration, baseret på principperne om ligeværd, gensidig respekt og ikke-indblanding i hinandens interne anliggender …

»Under samtalen var Putin og Trump ikke alene enige om at fastslå den nuværende, utilfredsstillende tilstand i de bilaterale relationer, men talte også til fordel for aktivt at arbejde i fællesskab for at normalisere relationerne og sætte som mål et konstruktivt samarbejde inden for en lang række spørgsmål. Begge sider understregede nødvendigheden af at skabe et solidt fundament af bilaterale bånd gennem udviklingen af relationer inden for handel og økonomi.«

»Putin og Trump var enige i nødvendigheden af at slå deres indsats sammen, mod en betydelig, fælles fjende – international terrorisme og ekstremisme. I denne sammenhæng diskuterede de spørgsmål vedr. en afgørelse af den syriske krise … Begge sider var enige om at fortsætte med telefonisk kontakt, med udsigt til et muligt, personligt møde, der skal arrangeres af repræsentanter fra begge sider. Det blev bemærket, at næste år er 210-året for etableringen af diplomatiske relationer mellem Rusland og USA, hvilket bør foranledige de to sider til at komme tilbage til pragmatisk, gensidigt gavnligt samarbejde i begge landes interesse, såvel som også for stabilitet og sikkerhed i verden.«  




Helga Zepp-LaRouche kaster en politisk håndgranat i Peru

17. nov., 2016 – Stifter og præsident for Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouche, kastede en håndgranat af en politisk erklæring i Peru i dag, mens verdens ledere gør sig klar til at ankomme til nationens hovedstad, Lima, for at deltage i APEC-topmødet i kommende weekend. I dag holdt Zepp-LaRouche hovedtalen på den XXIII Kongres for den Peruvianske Sammenslutning af Økonomer, der fandt sted i Amazonasbyen Pucallpa, i Ucayali-distriktet i det østlige Peru, med en generel gennemgang af det forbløffende potentiale for et Nyt Paradigme for hele menneskeheden (en oversættelse af hele hendes tale vil senere blive udgivet her på hjemmesiden, -red.). Den tre dage lange kongres er arrangeret omkring emnet, »Den peruviansk-brasilianske bi-oceaniske jernbane: Virkning på Amazon-områdets og landets økonomi.«

Zepp-LaRouches gennemgang med titlen, »Det Nye Silkevejskoncept, konfronteret med kollapset af verdens finanssystem«, blev præsenteret via en 50 min. lang video, optaget på forhånd, der efterfulgtes af 20 min. live Q&A med de omkring 200 mennesker, der var til stede i Pucallpa. Hendes åbningsvideo blev også sendt online af landets Sammenslutning af Økonomer, til økonomiske fakulteter på universiteter i hele landet.

Hendes tale vakte så stor interesse blandt deltagerne, med mange, der bad om en kopi, at Sammenslutningen af Økonomer vil lave en DVD til alle. Allerede som en forberedelse til kongressen havde Sammenslutningen trykt 2.000 kopier af en 60 sider lang pamflet til deltagere og andre, og som indeholdt uddrag af EIR’s Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen, Lyndon LaRouches erklæring om en politisk strategi fra 2014, »De Fire Love«, samt en introduktion af Helga om udviklingerne i den Nye Silkevej, siden EIR’s specialrapport blev udgivet i 2014, alt sammen med det formål at skabe materiale med dybdegående idéindhold for folk at studere. De tre spørgsmål, der blev stillet under Q&A-sessionen, var alle seriøse og lød i store træk som følger:

  1. Hvilken form for kreditsystem ville blive skabt til den finansielle platform for opbygning af regional infrastruktur, såsom den bi-oceaniske jernbanekorridor?
  2. Hvordan kan ændringer i Kinas økonomiske mentalitet transformere verden? Hvordan kan det være med til at løse problemer, der er opstået under den eksisterende økonomiske model?
  3. Fr. Zepp-LaRouche, De er kendt som ’Silkevejs-ladyen’. Hvilke principper baserer De Dem på til udviklingen af dette koncept for en global model?

Betydelige sidste-øjebliks, logistiske udfordringer måtte overvindes for at gøre det muligt for Zepp-LaRouche at tale for Sammenslutningen af Økonomers nationale kongres. Aftenen før kongressen åbnede meddeltes det, at Ucayali Universitetet, hvor kongressen skulle holdes, var blevet lukket af en strejke, som en del af en lærerstrejke mod nedskæringer i uddannelsesbudgettet, der blev gennemført på flere statslige universiteter i hele nationen. Kongressens arrangører, der var urokkeligt engageret for at skabe de nødvendige betingelser for en politik, således, at denne sydamerikanske transkontinentale jernbanekorridor kan bringe udvikling til deres folk, måtte med kort varsel flytte hele konferencen, og det lykkedes dem at træffe særlige foranstaltninger for, at internetadgang skulle være tilgængelig således, at Zepp-LaRouche kunne tale til dem live.

Foto: Pucallpa Plaza med San Martin springvand.       




Rumforskning og klassisk kultur
– vi må genoprette den degeneration
hos det amerikanske folk,
der har fundet sted under Bush og Obama

Leder fra LaRouchePAC, 17. november, 2016 – I hele nationen, og i hele verden, træder ledende personer nu frem for at fastslå det potentiale, der nu præsenteres for USA og verden, for at gøre en ende på den død og ødelæggelse, der er blevet gennemtvunget under administrationerne Bush og Obama. General Harald Kujat, tidligere stabschef for det tyske Bundeswehr, har påpeget de drastisk forbedrede relationer mellem USA og Rusland, som Trump og Putin har sat i gang som grundlaget – og det eneste grundlag – for at løse de uhyrlige kriser i Ukraine og Syrien. Tidligere amerikanske ambassadør Chas Freeman, der også tidligere har været viceforsvarsminister, sagde i et interview med Ron Paul, at Trump »bør erindre sig, at han grundlæggende set har anført en revolution – han anførte en flok mennesker, som Hillary Clinton kaldte ynkelige, til at komme ud til stemmeurnerne og markere deres afvisning af ’politik som hidtil’ i Washington, og til den rent ud sagt degenererede atmosfære i vores politiske kultur«.  Han roste Trumps stærke insisteren på, at USA må gå sammen med Rusland og fokusere på at knuse ISIS i Syrien snarere end at vælte Assad for regimeskift i Syrien og tilføjede, at det var »rent ud sagt vanvittigt, at USA prætenderer, at vi har absolut fortrinsret i havene ud for Kina på ubestemt tid«

Fremkaldt af valgchokket er en politisk følsomhed ved at overvinde den amerikanske befolknings og de europæiske befolkningers accept af ledere, der sanseløst dræber hundreder af tusinder af mennesker og ødelægger hele nationer samtidig med, at de fordriver millioner fra deres hjem som flygtninge.

Men, hvad er da årsagen til denne tidligere blinde accept af sådan ondskab? Den må fastslås som værende lokaliseret i befolkningernes degenererede intellekt, i ødelæggelsen af de menneskelige, skabende evner hos folk, der i to årtier har været underkastet et kulturelt forfald. Når troen på menneskets videnskabelige evne til at »underlægge sig hele naturen«, både på Jorden og i Universet, fordømmes af ’de grønne’ som en ødelæggelse af Moder Jord, og underholdning reduceres til narkotika, vold og perversioner; når skøn musik erstattes af pulserende støj – da er det muligt at overbevise folkeslagene om at lukke deres øjne for den rædsel, der begås i deres navn.

Nu er disse sind ved at blive vækket, både gennem den økonomiske ødelæggelse af deres liv, og gennem den revolutionerende ændring via valget, der giver et glimt af håb.

Som Lyndon LaRouche har sagt i mere end fyrre år, så er det i et sådant skæbnesvangert øjeblik i historien, at den optimistiske tro på menneskehedens potentiale for fremskridt kan og må genoprettes og sikre en fremtid for alle mænd og kvinder på vores planet, gennem videnskabelige fremskridt, der løfter vort blik mod stjernerne, og gennem skønheden i klassisk kunst og musik, »ved hvilken man kommer til frihed«, som Friedrich Schiller sagde.

Frihed, fra City of Londons og Wall Streets destruktive magt over de vestlige regeringer, er nu inden for rækkevidde i takt med, at parlamentarikere, slagne af forbløffelse, i Europa og USA konfronteres med det eneste alternativ til det bankerotte, vestlige finanssystems ukontrollable kollaps: four-laws-widget-gsen Glass/Steagall-reform for at lukke de for-store-til-at-lade-gå-ned-spillebuler på Wall Street ned, og med en kreditpolitik i Hamiltons tradition, med princippet om national, dvs. statslig, bankpraksis til genrejsning af økonomien, rumprogrammet, videnskabelig forskning og internationalt samarbejde omkring nationsopbygning i hele verden, hvor den Nye Silkevej bringes til hele menneskeheden. (LaRouches Fire Økonomiske Love til USA’s – og verdens – omgående redning.) 

https://www.youtube.com/watch?v=oYvdB5j1Flk

Helga Zepp-LaRouche diskuterer strategi med aktivister fra LaRouchePAC, der er på vej til Washington, D.C., hvor hun understreger, at Trumps sejr og Clintons nederlag må ses som en del af et internationalt kursskifte. Det er nu op til os at sætte dagsordenen, begyndende med LaRouches Fire Love i traditionen efter Hamilton.

»Først og fremmest vil jeg gerne sige hej til jer. Dette er selvfølgelig en meget vigtig intervention, for valgresultatet i USA, som mange mennesker ikke så komme, er i realiteten en del af en global udvikling. Alle forklaringerne, som de amerikanske medier kommer med, er for det meste røgslør, eller en eller anden forloren forklaring, som f.eks., at det var FBI, der kostede Hillary valget, osv., osv.

Det, der i virkeligheden finder sted rent strategisk, er, at befolkningsmasserne i den transatlantiske sektor – i Europa, og i USA i særdeleshed – nu virkelig har fået nok af et Establishment, der vedvarende har handlet imod deres interesser. Det, de kalder »overløberstaterne« – menneskene i disse stater er ikke repræsenteret af det transatlantiske etablissement. Dette ved de, fordi, for dem, er livs- og arbejdsvilkårene i løbet af det seneste årti, kan man sige, men i realiteten i løbet af de seneste 50 år, kun blevet værre og værre. Folk er nødt til at have flere jobs samtidig for at få økonomien til at hænge sammen. Der har været mange tilfælde, hvor deres sønner, og undertiden endda deres døtre, er blevet udsendt til Irak fem gange i træk og er kommet hjem, totalt nedbrudte. Så folk har oplevet, at livet bare bliver værre for dem, og at de med Washington/New York-etablissementet intet håb har.

Man så det samme fænomen med Brexit-folkeafstemningen i Storbritannien i juni måned; som også her ikke bare handlede om flygtningene, og ikke bare handlede om de mere åbenlyse spørgsmål, selv om disse spiller en vis katalyserende rolle; men, det var den samme, fundamentale følelse af uretfærdighed, og at der simpelt hen ikke længere findes en regering, der tager sig af det almene vel. Og uanset, hvilke forklaringer, de hoster op med, så vil dette ikke forsvinde, før situationen er forbedret, og god regering er genetableret i USA og Europa, og i andre dele af verden.

Det umiddelbart næste punkt, hvor den samme vrede med al sandsynlighed vil vise sig, er ved den forestående folkeafstemning i Italien – hvor man den 4. december vil have en folkeafstemning om en forfatningsændring og, som stemningen i øjeblikket er, som også vil blive en afstemning imod Renzi-regeringen. Renzi lovede først at træde tilbage; nu siger han, at han ikke vil træde tilbage: Under alle omstændigheder, så vil denne udvikling fortsætte, indtil man indsætter en forbedring.

Trumps valgsejr er selvsagt et åbent spørgsmål, for det står endnu ikke klart, hvad hans præsidentskab vil blive for ét; men, som Lyndon LaRouche har understreget næsten hver dag siden valget, så er dette ikke et lokalt, amerikansk anliggende. Dette er et globalt anliggende; det er et internationalt spørgsmål.

En af de væsentligste grunde til, at Trump vandt valget, er, at han, især i den seneste fase, havde understreget, at Hillary Clinton ville betyde Tredje Verdenskrig pga. hendes politik for Syrien, fordi hun … foreslog en frontal konfrontation med Rusland. Det var præcist at ramme hovedet på sømmet, for vi befinder os på en meget, meget farlig kurs for konfrontation med Rusland og Kina.

Under valgkampagnen har Trump gentagne gange sagt, at han ville have en anden holdning over for Rusland. Og siden han blev valgt, har han talt i telefon med både Putin og Xi Jinping og i begge tilfælde sagt, at han vil arbejde for at forbedre relationerne mellem USA og så Rusland og Kina, hhv. Dette er selvsagt ekstremt vigtigt; og det andet, ekstremt vigtige spørgsmål er: Vil han følge op på sit løfte om Glass-Steagall, hvor han især i byen Charlotte atter sagde, at han ville gennemføre Glass-Steagall?

Dette er virkelig hovedspørgsmålet. For kun, hvis man gør en ende på kasinoøkonomien, som er den virkelige årsag til krig, kan situationen i realiteten bringes tilbage på ret køl. Alle de progressive – Bernie Sanders, Elizabeth Warren og selv [Nancy] Pelosi – har allerede sagt, at de vil samarbejde med Trump, hvis han vil satse på dette økonomiske program med infrastruktur/jobskabelse/Glass-Steagall.

Vi bør lade tvivlen komme ham til gode; men, vi bør også være klar over, at hele Wall Street-slænget og de neokonservative i det Republikanske Parti vil gøre alt for ikke at få dette. Derfor må vi have denne intervention for virkelig at opdrage Kongressen og Senatet mht. det, der virkelig står på spil. Hele verden holder nu øje med – holder så at sige vejret – spørgsmålet, om der kommer en ændring til det bedre i amerikansk politik?

Det gør der forhåbentligt. Men det vil kræve alle forholdsreglerne. Glass-Steagall som den absolutte forudsætning, uden hvilken intet andet vil fungere; men det er ikke nok. For, vi taler ikke bare om en bankreform. Vi taler om et totalt nyt paradigme i det økonomiske system. Og dette nye paradigme må defineres af LaRouches Fire Love, som alle må sikre sig, at de forstår, når de skal udføre denne form for lobbyvirksomhed.

For, Lyndon LaRouche har understreget, at nøglen er at øge arbejdskraftens produktivitet. Som følge af de seneste årtiers neoliberale, eller monetaristiske, politik, er denne produktivitet i den transatlantiske sektor faldet under punktet for break-even, hvor det går lige op. Dette er grunden til, at vi må have en nationalbank i traditionen efter Alexander Hamilton; vi må have en politik for statskredit; vi må have et internationalt kreditsystem, et nyt Bretton Woods-system; og vi må selvsagt have et ’win-win’-samarbejde mellem alle nationer omkring opbygningen af den Nye Silkevej – også internt i USA – så den bliver til en verdenslandbro.

Af ekstraordinær betydning er den fjerde af de Fire Love, der siger, at man ikke kan få en forøgelse af økonomiens produktivitet, med mindre man satser på et forceret program for at opnå fusionskraft; samt et internationalt program for udforskning af rummet. For kun, hvis man foretager denne form for avantgarde-spring i produktiviteten – fusionsteknologi vil bringe os en helt anden, økonomisk platform. Med fusionsfaklen vil vi blive i stand til at få sikkerhed i energiforsyningen til hele planeten; man vil få nye råmaterialer, fordi man vil blive i stand til at bruge ethvert affaldsprodukt, hvor man udskiller diverse isotoper og genskaber nye råmaterialer ved at sammensplejse isotoperne, som det skal gøres.

Så det repræsenterer et gigantisk, teknologisk spring. Det samme gælder for rumfartsteknologi, for det vil få samme virkning som under Apolloprogrammet, hvor hver investering i rumteknologi, i raketter, i andre nye materialer, gav 14 cents tilbage for hver cent, der blev investeret. Og alt fra computerchips til Teflon-køkkengrej, og alle mulige gavnlige resultater, opstod som biprodukter af rumforskning.

Og for at få verdensøkonomien ud af den nuværende tilstand, især i den transatlantiske sektor, må man have denne form for kursomlægning i retning af videnskabeligt og teknologisk fremskridt og en forøgelse af energigennemstrømningstætheden. Og hele denne Grønne ideologi – som i virkeligheden er en ikke-udviklingsideologi – må erstattes; og verden må komme tilbage til den kurs, hvor det fysiske univers’ virkelige, fysiske love er kriteriet for sandheden, og ikke en eller anden ideologi.«

Foto: Besætningen fra ekspedition 49, Shane Kimbrough, NASA-astronaut, sammen med Roscosmos-kosmonauterne Sergej Ryzhikov og Andrej Borisenko, og som alle i øjeblikket befinder sig om bord på den Internationale Rumstation, hvor de har arbejdet sammen i over fire måneder i kredsløb. [foto: NASA]

 




Succesfuld Yemen-demonstration i Stockholm med Schiller Instituttet

Schiller Instituttet var en af talerne ved en demonstration for at stoppe den hæslige krig imod Yemen, i en forenet front med en gruppe Yemen-aktivister og andre svenske organisationer fra venstrefløjen og fredsbevægelsen. Demonstrationens hovedtema var »Stop aggressionskrigen mod Yemen« og også »Stop hungersnøden i Yemen – Løft blokaden nu!«, »Ingen svenske våben til Yemens slagtere«, »Støtte til Saudi-Arabien er støtte til terrorisme«, »Anerkend Yemens nye regering!« og »Genopbyg Yemen!« Demonstrationen fandt sted uden for det svenske parlament, Riksdag, den 10. nov., 2016, dagen efter, at Stockholm blev lammet af en snestorm, med 30 cm snefald på én dag, hvilket er det største snefald i november i 100 år. Aktivisterne holdt ud og demonstrerede i fire timer, med bunkerne af sne, der hobede sig op ved vores demonstration, som eksotisk baggrund for fotografierne af demonstrationen.

Hovedparten bestod af 16 informationsborde med billeder fra ødelæggelsen, som saudiernes bombardement og det forfærdeligt hungersnødramte folk har forårsaget, men også billeder af de hårdt ramte yemenitters 2 mio. mennesker store demonstration i hovedstaden Sana’a. Der blev uddelt flyvesedler og holdt taler på både arabisk og svensk. Blandt de ti talere tog Hussein Askary og Ulf Sandmark, begge fra Schiller Instituttet, mikrofonen. Hussein holdt en bevægende tale om, hvorfor han demonstrerede. Han brugte et fiktivt eksempel, med en ung, yemenitisk pige ved navn Amal (Håb). Hun kunne om tyve år være udenrigsminister i Yemen og møde en svensk diplomat ved en fredskonference. Hussein spurgte, hvad hun ville sige om Sverige om 20 år, afhængigt af, hvad svenskerne gør i dag?

Hvad der var meget vigtigt i denne demonstration var, at den kunne afholdes sammen med en organisation for et venstrefløjsblad, to organisationer for solidaritet med Syrien, en menneskerettighedsgruppe for læger og en svensk fredsorganisation.

To gange blev parlamentarikerne inviteret til demonstrationen, men ingen dukkede op. Men de kender med sikkerhed til den. Demonstrationen fandt sted fra daggry og til ud på natten, hvor fakler oplyste stedet på en meget dramatisk måde. En ny række taler blev holdt, og da demonstrationen skulle til at slutte, tog yemenitterne mikrofonen og holdt den ene tale efter den anden. Nationalsangen blev atter spillet, så vel som også yemenitiske sange. Sluttelig begyndte vi at danse de yemenitiske danse i sneen og brugte faklerne i stedet for de traditionelle yemenitiske knive.

Mange flyveblade blev uddelt, og folk stoppede hele dagen for at se skiltene og diskutere. Flere kontakter, der var blevet mobiliseret over de social medier, dukkede op.

Dokumentation:

Saudisk folkemord i Yemen truer 7 mio. mennesker med sultedøden

5. nov., 2016 – Ifølge saudisk tankegang er krigen i Yemen udelukkende houthiernes og den tidligere yemenitiske præsident Ali Abdulah Salehs ansvar, for at have nægtet at acceptere den »legitime« regering af Abd Rabbuh Mansur Hadi, der i øjeblikket er i eksil i Saudi-Arabien. Faktisk skriver en vis dr. Muhammad Yehya al-Faal, i en Goebbels-lignende klumme i Saudi Gazette: »Det [saudiske] Kongedømme og dets allierede, der danner koalitionen, elsker det yemenitiske folk og Yemen og har aldrig ønsket denne krig.«

Det, som saudisk »kærlighed« til Yemen betyder for det yemenitiske folk, blev klart forklaret den forgangne uge af folk fra FN’s nødhjælpsprogram og FN’s Fødevarehjælp, som rapporterede, at 7,1 mio. yemenitter trues af hungersnød. »Yemen er kun ét skridt fra hungersnød«, sagde FN’s nødhjælpschef Stephen O’Brien tidligere på ugen, rapporterer VICE News. Firs procent af Yemen har i øjeblikket behov for humanitærhjælp, og 19 af landets 22 distrikter har nået et kriseniveau af manglende sikkerhed for fødevareforsyningen, iflg. FN’s Fødevarehjælp. På grund af lukning af lufthavnen i hovedstaden Sana’a, den saudiskledede koalitions blokade af grænserne og gentagne bombninger af gårde, brønde og landbruget, er forsyningerne af fødevarer svundet ind.

»Fejlernærede børn overstiger vore centres kapacitet«, sagde George Khoury, direktør for FN’s afdeling for koordinering af humanitære anliggender i Yemen, til VICE News. »Alt imens de fjendtlige handlinger er én faktor i dødsfaldene og drabene, så er den største faktor ikke krig i Yemen. Folk dør i stilhed hver dag, pga. fejlernæring.«

Fejlernæring er i færd med at gøre befolkningen mere sårbar over for sygdomme, i et land, hvor sundhedsvæsenet, som det var, stort set er kollapset. Verdenssundhedsorganisationen mener, der er flere end 1.400 tilfælde af kolera i landet, siden et udbrud blev erklæret for tre uger siden. »Hvis det internationale samfund ikke griber ind nu, kunne vi stå med en stor, stor humanitær katastrofe«, sagde Khoury. »Den udfolder sig allerede her i Yemen.«

Info/historie:

Saudi Arabien lancerer massiv terrorbombardement af Yemen

Rapport fra LaRouchePAC, 26. marts, 2015.

Arven fra Bush-Obama slår til igen. Saudi-Arabien lancerer terrorbombardement imod det yemenitiske folk.

Et desperat Saudi-Arabien og allierede, der iflg. rapporter modtager logistisk støtte og efterretningsstøtte fra USA, lancerede et massivt luftbombardement af Yemens hovedstad, Sana’a, samt flere andre byer. Dusinvis af borgere og soldater er blevet dræbt. De 100 sortier af »Operation Firmness Storm« skete som reaktion på den massive sejr fra de nationale styrker under ledelse af Al-Houthis og deres Ansarullah bevæbnede gruppers side, som det i løbet af få dage lykkedes at overtage landets sydlige del. De havde overtaget hovedstaden Sana’a i september, 2014.

Saudierne og deres allierede har udbredt løgne, der går ud på, at det, Ansarullah gjorde, var et »shi’a kup« imod præsident Abedrabbo Mansour Hadis legitime regering. Begge påstande er det pure løgn. Al-Houthier, der er Zeidi-shi’aer, reagerede sidste juni som en national styrke for at forene folket imod en korrupt regering og Saudi-fabrikeret, politisk aftale, der holdt landet splittet og korruptionen i live. Houthierne støttes af ungdommen fra revolution af 2011 (og som ikke er shi’aer), af de tidligere væbnede styrker, der stadig er loyale over for den tidligere præsident Ali Abdullah Saleh (der ikke er shi’aer), af mange politiske partier (socialistiske og nationalistiske, der ikke er shi’aer), af mange sunni-stammer (der ikke er shi’aer) og af en stor gruppering af de sydyemenitiske »separatist«-bevægelser (der ikke er shi’aer). I løbet af få måneder lykkedes det Al-Houthierne og deres allierede at rense store dele af landet for al-Qaeda-terrorister, hvilket det ikke er lykkedes USA og dets allierede at gøre i løbet af mere end 10 år. De havde i de seneste dage truet med at fjerne al-Qaeda og ISIS totalt fra Sydyemen. De havde lanceret en national dialog mellem alle de ovenfor nævnte parter for at danne en national regering og reformere forfatningen.

Saudi-Arabien og de andre Golfstater, i samarbejde med Obama-administrationen og briterne, forsøgte igen at splitte nationen i sidste måned, hvor de trak deres ambassader ud af Sana’a og flyttede dem til Aden, hvor Hadi var flygtet til fra husarrest og hævdede at repræsentere en legitim regering. Hadis embedsperiode som præsident sluttede i februar 2014 og blev forlænget for et år, og han kan således ikke hævde at være præsident længere.

Nu, hvor Ansarullah og deres allierede har overtaget Aden den 25. marts, trådte saudierne til for at ødelægge den yemenitiske nation og fjerne ethvert håb om en national dialog. Et republikansk Yemen, med en religiøst tolerant kultur, har været Wahhabi al-Sauds værste mareridt, da de er forbundet af lange grænser og af historiske kontakter ind i Saudi-Arabien.

Det, der gjorde tingene mere komplicerede, var den iranske skjulte og åbenlyse støtte til Al-Houthierne, hvilket bekræftede for dem, der var udsat for den saudiske propaganda, at Al-Houthier var iranske/shi’itiske agenter. Saudierne og Golfstaterne har lagt pres på Egypten om at støtte anti-Houthi-kampagnen, idet de har brugt Egyptens bekymring over passagen til den vitale Suezkanal fra Yemens Bab el-Mandib-stræde, når houthierne når frem til Taaz i det sydvestlige Yemen, hvilket de gjorde sidste tirsdag, den 24. marts. Uden en international og regional, egyptisk/iransk diplomatisk intervention, vil ikke alene Yemen, men hele den Arabiske Halvø stå i flammer. Shi’a-minoriteter i Saudi-Arabien og Bahrain kan mobiliseres til at destabilisere saudierne. Iran, den største såkaldte shi’a-magt i området, har været låst fast i diplomatiske forhandlinger med USA over atomprogrammet og ophævelse af sanktionerne. Saudierne har regnet med, at iranerne ikke ville intervenere direkte for ikke at sabotere deres chancer for succesrige forhandlinger før deadline den 31. marts. Dette kan vise sig at være en alvorlig fejlberegning.

Supplerende materiale:

Erklæring fra Sana’a.

Saudi-Arabiens angreb på det yemenitiske folk truer BRIKS-planen for verdensfred.

Det, der skete i de tidlige morgentimer den 26. marts 2015, kun to dage før det planlagte Arabiske Topmøde i Sharm el-Sheik (Egypten), var en systematisk terrorhandling og en aggression imod det yemenitiske folk under mørkets vinger, der dræbte og lemlæstede ubevæbnede mennesker, kvinder, børn og ældre. Dette angreb støttes af en international alliance, der er hysterisk pga. kollapset af dets imperialistiske verdensorden, der er baseret på at suge blodet ud af, og udplyndre, andre nationers resurser, og på krænkelse af deres rettigheder.

Denne terrorhandling afslører tydeligvis en plan for systematiske, internationale krænkelser af menneskerettighederne hos folket på yemenitisk jord, og for udenlandske kræfters indgriben i en suveræn og fri nations anliggender. Forudgående fandt der mistænkelige og illegale træk sted i de internationale magtkorridorer for at beskytte ISIS og al-Qaeda og deres partnere. Denne operation »Firmness Storm« er den seneste af denne alliances konspiratoriske handlinger imod verdens fredssøgende nationer.

Det afslører klart falskheden i den såkaldte Riyadh-dialog, hvor der ikke er basis for dialog, og som endelig tog masken af gennem denne overlagte aggression for at føje den til de andre sår, der er tildelt det yemenitiske folk gennem deres forudgående planer. Disse allierede dækker over det faktum, at de er skaberne af terrorisme, og deres handlinger i dag føjer sig til den lange liste af saudiske forbrydelser, ikke blot som financierer af terrorisme, men i realiteten som dem, der har patentet på terrorisme.

Dette kræver, at dette system opløses én gang for alle, for at skåne verden for dets ondskab. En kraftig fordømmelse må rettes mod dem, der støtter denne aggression, der tilsigter at holde dette system i live. Denne handling nedbryder alle saudiske påstande om, at Kongedømmet og dets allierede er dem, der bygger fred i verden. Dette er ikke blot en trussel mod områdets sikkerhed, men også mod BRIKS-systemet, fordi det vil slå bremserne i for Silkevejsprojektet ved porten til Yemen.

Barmhjertighed for martyrernes sjæle og heling til de sårede!

Hilsener til de modige kæmpere og modstandskræfter i Yemen og i hele verden!

En varm velkomst til de børn, der endnu ikke er født!

Jeg overgiver jer og mig selv i Allahs hænder.

26. marts, 2015.

Fouad al-Ghaffari.

Fouad al-Ghaffari er en tidligere diplomat, tidligere leder af kontoret for Ministeren for Menneskerettigheder 2012-2014, stifter af Gedar (en organisation for menneskerettigheder og civile samfundsinteresser). Han er også medunderskriver af Schiller Instituttets Appel for USA’s og Europas tilslutning til BRIKS.    




Bashar al-Assad: Trump kunne blive Syriens naturlige allierede,
hvis han gør alvor af sit løfte om at nedkæmpe terrorisme

16. nov., 2016 – Den syriske præsident Bashar al-Assad sagde i går i et interview til Portugals RTP statslige Tv-station, at USA’s nyvalgte præsident Donald Trump vil blive en »naturlig allieret«, hvis han gør alvor af sit løfte om at nedkæmpe »terrorister«, iflg. en iransk Tv-nyhedsrapportering samme dag, som rapporterede om Assad-interviewet.

Assad uddybede: »Vi kan ikke sige noget om, hvad han vil gøre, men hvis … han vil bekæmpe terroristerne, vil vi selvfølgelig blive allierede, en naturlig allieret i denne henseende med russerne, med iranerne og med mange andre lande.«

Assad sagde, at han bød Trumps kampagneløfte velkomment, om, at USA skulle fokusere mere på at bekæmpe Daesh (ISIS) terrorgruppen. Selv om Trumps kampagneløfte var lovende, spurgte Assad: »Kan han levere? Hvad med de udlignende kræfter i administrationen og massenyhedsmedierne, der var imod ham? Hvordan kan han håndtere dette?«

Assad tilføjede: »Det er derfor, vi er meget forsigtige med at vurdere ham, især, da han ikke tidligere har haft en politisk position.«

Nyheden rapporterede ligeledes, at, i et interview i marts måned, sagde Trump, at USA’s »fremgangsmåde med at bekæmpe Assad og Daesh samtidigt var vanvid, idioti. Man kan ikke bekæmpe to mennesker, de bekæmper hinanden indbyrdes, og bekæmpe dem samtidigt. Man må vælge den ene eller den anden«.

Foto: Syriens præsident, Bashar al-Assad.  

 




Trump skal efter sigende overveje en genoplivelse
af Kerry/Lavrov-aftalen om Syrien

16. nov., 2016Washington Times rapporterede i går, at den nyvalgte præsident Donald Trump overvejer at genoplive planen om fælles militære operationer med Rusland imod al-Nusra-terrorgruppen. Udenrigsministrene for USA og Rusland, hhv. John Kerry og Sergej Lavrov, havde udarbejdet aftalen sidste september efter måneders forhandling, men den blev næsten omgående saboteret af forsvarsminister Ash Carters Pentagon med bombardementet af syriske tropper i det østlige Syrien mindre end en uge efter, at aftalen trådte i kraft.

Pensionerede generalløjtnant Michael Flynn, tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (DIA) og Trumps nationale toprådgiver, råder efter sigende Trump til at satse på en ny æra for amerikansk-russisk, militært samarbejde.

»Vi var klar til at gå i gang, og vi kan blive klar til at gå i gang igen«, sagde en amerikansk embedsperson fra forsvaret.

En embedsperson fra Udenrigsministeriet sagde på denne baggrund, at »Obama-planen« (i realiteten Kerry/Lavrov-planen), der i september måned opfordrede til skabelsen af et Fælles Integrationscenter, med base i Genève og med personel bestående af russiske og amerikanske, militære embedsmænd, efter al sandsynlighed ville blive forelagt den tiltrædende administration. Udenrigsministeriet har rent faktisk mindst to gange i den forløbne uge bekræftet, at diskussioner mellem amerikanske og russiske officerer fortsat har fundet sted i Genève, på trods af selve aftalens fiasko. Embedspersonen understregede imidlertid over for The Times, at der ikke er nogen, der ved, om Trump og hans endnu ikke udnævnte, nationale sikkerhedsteam vil acceptere planen.

»Det er alt sammen spekulationer på nuværende tidspunkt«, sagde embedspersonen og tilføjede, at det ikke står klart, »om de vil bevare strategien, som den er, nappe lidt af den, revidere den eller fuldstændig skrotte den«.

Foto: John Kerry (venstre) og Sergej Lavrov, hhv. USA’s og Ruslands udenrigsminister, udarbejdede i september måned en aftale om fælles militære operationer i Syrien til bekæmpelse af terroristerne.




Bulgarien kunne blive en bro mellem Rusland og den Europæiske Union

16. nov., 2016 – Valget af Rumen Radev som præsident for Bulgarien kunne åbne op for en vej, hvor Bulgarien bliver en bro mellem Rusland og den Europæiske Union, iflg. en udtalelse fra et bulgarsk medlem af EU-parlamentet. Det bulgarske medlem af parlamentet, Momchil Nekov, fra Socialistpartiet, sagde til Sputnik: »Jeg håber inderligt, at relationerne mellem Moskva og Sofia bliver varmere. Jeg er fuldt ud overbevist om, at Bulgarien kan blive en bro mellem Bruxelles og Moskva. Rusland er en partner, og jeg mener, vi bør kommunikere på normal vis i en ånd af velvilje og samarbejde.«

Radev er tidligere kommanderende over Bulgariens luftvåben og har, i modsætning til den fratrædende præsident Rosen Plevneliev, der har lagt sig i slipstrømmen af EU’s anti-russiske linje, været fortaler for at droppe EU’s sanktioner mod Rusland og opbygge tættere bånd til Moskva, for at hjælpe Bulgariens pressede økonomi. Han roste også den nyvalgte, amerikanske præsident Donald Trump for at »søge mere dialog« med den russiske præsident Vladimir Putin.

Med hensyn til sanktionerne sagde Nekov: »De gensidige sanktioner gør ikke noget godt for nogen af parterne; de præsterer intet, så jeg kan ikke se nogen mening i at forlænge dem eller have dem.«

Nekov, der bemærkede valgsejren for det Socialistiske Partis kandidat Igor Dodon, som også er kendt for sin venligtsindede holdning til Rusland, kritiserede medierne for at kalde valget af Dodon for en »sejr for Rusland og et nederlag for den Europæiske Union«, og for at referere til både Radev og Dodon som »pro-russiske kandidater«.

»Jeg mener, at dette er en form for propaganda, der forsøger at rejse mure, hvor vi behøver broer. Vi bør ikke glemme, at det er bulgarerne og moldoverne, der direkte vælger deres præsident, og ikke nogle politikere eller medierepræsentanter fra Vesten«, sagde Nekov. »Jeg mener ikke, at bulgarerne er skuffede over EU. Bulgarernes klager er relateret til det globale kaos, der har direkte og indirekte virkninger på dem«, understregede han.

Foto: Tidligere bulgarske kommanderende over Luftvåbnet, generalmajor Rumen Radev, kandidat fra Socialistpartiet, vandt valget til Bulgariens præsidentembede med 59,4 % af stemmerne.




Trump og Putin kan, og må, knuse terrorisme i Syrien – og globalt

Leder fra LaRouchePAC, 16. november, 2016 – I kølvandet på Trumps produktive diskussioner over telefon med Vladimir Putin og Xi Jinping i denne uge, og den politiske bortgang af Obamas (og Hillarys) krigsplaner, er der intet til hinder for, at disse tre, store nationer kan samarbejde om at knuse den britisk/saudisk-sponsorerede terrormaskine internationalt, med begyndelse i ISIS og al-Nusra i Syrien. »Der er ingen anden måde at gøre det på«, sagde Lyndon LaRouche i dag. »Putin står i centrum for dette. Enhver hæmning af dette må forhindres.«

Den amerikanske befolkning er hastigt i færd med at indse, at det lange mareridt med økonomisk forfald, epidemien med narkotika og selvmord, evindelige krige og den ærefrygtindgydende trussel om atomkrig, endelig kunne være forbi. Otte år med Bush og Obama er ved at være slut. Det er stadig uklart, om Donald Trump vil lægge sin populisme til side til fordel for at gennemføre Glas-Steagall og knuse Wall Streets magt over USA’s regering og økonomi – som han har lovet, han ville gøre. Det vil afhænge af, om det amerikanske folk mobiliserer sig selv til støtte for en løsning – og ikke blot en afvisning af de seneste otte års ondskab. four-laws-widget-gsDenne løsning ligger nu foran dem, i form af LaRouches Fire Love: Glass-Steagall; en genindførelse af nationalbankvirksomhed; en afslutning af monetarisme til fordel for et kreditsystem i Hamiltons tradition, til finansiering af infrastruktur inden for landbrug og industri, uddannelse og sundhedssektoren; og en genindførelse af videnskabelig udvikling, begyndende med et genoplivet NASA-rumprogram og stærkt udvidet forskning inden for fusionskraft.

I dag ankom hold af aktivister fra New York, Baltimore og Virginia til Kongressen med krav om ikke at vente til Trumps indsættelse, men derimod handle i denne ’lame duck’-overgangsperiode for at gennemføre Glass-Steagall og de Fire Love. Det Demokratiske Parti er i oprør efter de tæsk, de fik i valgene til præsidentskabet og Kongressen, men meldinger fra LaRouche-aktivister i hele landet lyder på, at mange demokrater langt om længe ser den kendsgerning i øjnene, at Obama og Hillary Clinton havde tilsluttet sig de republikanske neokonservative, der ikke tjener den amerikanske befolkning, men Wall Street og krigsmaskinen. Trumps afvisning af både Obama og de republikanske neokonservative, med samt deres krigsplaner, under sin kampagne, skabte et tilflugtssted for demokrater, der så ondskaben med Obamas drabsmaskine.

De neokonservatives »unipolære« verden – med Obamas udtryk, »vi sætter reglerne« – har beviseligt skabt USA’s og dets EU-allieredes totale isolation internationalt. I Europa går valgene, efter Brexit, imod EU-diktaturet og for en genopretning af bånd til Rusland, som det ses i Bulgarien og Moldova.  Tyrkiets udenrigsminister sagde i dag, at hans land føler en sådan lede over de europæiske ledere, der truer med at smide det ud af NATO eller afslår dets anmodning om optagelse i EU, at de planlægger en folkeafstemning om nationens forhold til EU – en »Tyrkxit«.

Et alternativ viser sig klart. Med sit »Nye Paradigme« centreret omkring politikken for den Nye Silkevej, rejste Xi Jinping i dag til Sydamerika, hvor Ecuador, Peru og Chile vil være vært for statsbesøg, og hvor han også vil deltage i APEC-topmødet i Peru. Ecuadors præsident Correa lovpriste Kinas rolle i at transformere hans lands fysiske økonomi i løbet af det seneste årti og beskrev det aktuelle besøg som »det vigtigste besøg af noget statsoverhoved i Ecuadors historie«.

u-s-capitolDen samme entusiasme for et nyt paradigme ses i hele Afrika og Asien, og i stigende grad også i Øst- og Vesteuropa. Overalt grunder folk på en fremtid, hvor USA ikke længere truer med krige og undergravning gennem »farvede revolutioner«, men som i stedet går med i BRIKS, AIIB og den Nye Silkevej om opbygning af en fremtid for hele menneskeheden. Dette potentiale må realiseres, især i selve USA. Et vindue mod muligheder åbner sig for os, men det kunne være kortvarigt, og med utænkelige konsekvenser, hvis vi mislykkes.

Foto: Gipsmodellen af Frihedsstatuen (Statue of Freedom), bronzestatuen på toppen af Capitols kuppel, står i Capitols Emancipation Hall.




Silkevejsdynamikken øger presset på tyskerne for at ændre politik
og modernisere kapaciteten for flod- og jernbanefragt

15. nov., 2016 – Ved »Vandvej Rhinen«-begivenheden den 14. nov. i Düsseldorf, arrangeret af de fire Rhinstater Nordrhein-Westfalen, Hessen, Rheinland-Pfalz og Baden-Württemberg, talte flere af talerne om den kinesiske Silkevejsudfordring for Tyskland og Europa for at gøre deres transportinfrastruktur egnet til fremtidens fragtvolumener. Talere angreb forhindringer fra miljøbevægelsen og bureaukratiet, så vel som også forbundsregeringens inerti vis-à-vis gennemførelsen af afgørende infrastrukturprojekter, så som den længe tiltrængte fordybning af Rhinens flodleje og moderniseringen af sluserne på Rhinens bifloder.

Rhinkorridoren fra Rotterdam, Holland, og til Genova, Italien, er i færd med at blive bragt i form af hollænderne og belgierne, og schweizerne har bidraget med Gotthard-basistunnellen; det, der mangler, er en opgradering langs den tyske del, især jernbanefragtruten langs med Mellemste Rhindal, hvis kapacitet er årtier bag efter nutidens krav, for slet ikke at tale om fremtidens forventede massive forøgelse af fragtvolumener. Hvis de tyske vandvejs- og jernbanekorridorer ikke opgraderes i tide, vil fragten komme ud på veje og motorveje med indbyggede, konstante trafikpropper.

På samme måde arbejder Tyskland og Bulgarien ikke på Donau-vandvejen, der ville have en betydelig kapacitet til godstransport mellem området omkring Sortehavet og Centraleuropa, hvorimod østrigerne gør en masse, og rumænerne også for nylig er gået i gang. Også her gør østrigerne og kineserne, med projekter i flere af balkanlandene, en masse for at forbedre jernbanekorridorerne mellem den græske havn i Piræus, som Kina har investeret stort i, og Wien, men den tyske del er stadig inaktiv. Når det græske nav for skibscontainere i Piræus bliver fuldt ud operationelt, vil enorme mængder fragtvolumen søge en vej ind i Europa – hvis Donau ikke til den tid er klar, vil fragten komme ud på dårlige veje og jernbaner, som EU også har forsømt at opgradere. Igen er Kina trådt til med det, der burde have været en europæisk opgave.

Rhinen-Alperne-korridoren tegner sig i øjeblikket for 13 % af den europæiske befolkning, 19 % af europæisk BNP og behandler 1 mia. tons fragt årligt.      




Italien har nedlagt veto imod EU-budget

15. nov., 2016 – For første gang nogensinde har Italien nedlagt veto imod EU-budgettet og henviser offentligt til »Trump-effekten« som motivering for handlingen. Den italienske regering anklagede EU for at tilsidesætte italienske krav om »immigration, sikkerhed, ungdomsarbejdsløshed og forskningsprogrammer«, erklærede den italienske EU-minister Sandro Gozi i Bruxelles og understregede: »Vi er dødtrætte af et Europa, der er småt med store ting, og stor med små ting, og vi er overbevist om, at, hvis Europa ikke ændrer sig, så står vi over for begyndelsen til europæisk disintegration. Vi har brug for et kæmpechok; alarmklokken ringede med Brexit, og vi sov; den burde ringe med Bratislava, og vi sov; nu siger mange, at den ringer med Trump: hvis vi ikke ønsker at dø af søvnløshed, må vi hellere bruge den til at forandre Europa.«

Premierminister Matteo Renzi, der talte fra Catania, Sicilien, sagde: »De ønskede at overlade det til sicilianerne at bære byrden af immigration, af at redde tusinder af liv og tage sig af løsninger og de komplekse problemer. Dernæst fylder de penge i europæiske lande, der ikke alene afviser en aftale, de selv har skrevet under på, men endda bygger mure med vores penge.«

Mange anklager Renzi for valgpropaganda, beregnet på at vinde folkeafstemningen om en forfatningsændring den 4. december. Dette er sandt; men Italiens veto lægger imidlertid et hidtil uset pres på EU og kunne faktisk føre til dens snarlige disintegration.




Kinas voksende økonomiske relationer med Peru og Chile
varsler om rigdom for Latinamerika

15. nov., 2016 – Idet de citerede en nyhedsrapport i Xinhua i dag, rapporterer Sputnik, at kinesiske og peruvianske virksomheder har underskrevet aftaler til en værdi af $2 mia. inden for landbrug, tekstil, medicin, metaller, mineraler og andre industrier, på sidelinjerne af denne uges APEC Forum, der begyndte den 14. nov. I underskriftsceremonien skal der have deltaget flere end 100 regeringsfolk og folk fra virksomhederne.

Aftalerne er en del af en relation mellem Kina og Peru, der er under udvikling. Kinas præsident Xi Jinping, der vil være i Peru til både et statsbesøg og for samtidig at deltage i APEC-topmødet den 19.-20. nov., før han fortsætter til Chile til et statsbesøg, vil fremme de kinesisk-peruvianske relationer, sagde den kinesiske ambassadør til Peru, Jia Guide.

»Med en investering i Peru på mere end $14 mia., er Kina ligeledes landets største handelspartner, eksportdestination og kilde til importerede varer«, skrev Jia i en artikel, der blev udgivet i Peoples Daily i dag, og han tilføjede, at »flere end 170 kinesiske virksomheder har investeret og udviklet virksomheder på peruviansk jord«. Han tilføjede, at Peru er det eneste latinamerikanske land, der har etableret et omfattende, strategisk partnerskab, så vel som også en omfattende frihandelsaftale, med Kina. Fra Chile sagde udenrigsminister Heraldo Muñoz til Peoples Daily, at hans land forventer mere kinesisk investering og bilateralt samarbejde inden for sådanne områder som uddannelse af personel, udvikling af teknologi, rumforskning, fornybar energi og modernisering af landbrug og minedrift, blandt andre områder. Han sagde også, at Chile ser frem til, at kinesiske selskaber deltager i byggeriet af den bi-nationale Agua Negra-tunnel, også kendt som »de to oceaners tunnel«, der vil forbinde Chile med det nordlige Argentina og derfra videre frem til Atlanterhavet.

I et interview i dag med Kinas CCTV, hvor han blev spurgt om Kinas initiativ for Bæltet-og-Vejen (OBOR), understregede den chilenske ambassadør til Kina, Jorge Heine, at Latinamerika må blive en del af dette kinesiske initiativ for »yderligere at forbinde landene i det globale Syden indbyrdes« – den sydlige halvkugle. At bygge bi-oceaniske korridorer er én måde at styrke denne indbyrdes forbundenhed, sagde han. 




Nej, det var ikke FBI’s værk:
Dette er et globalt paradigmeskift

Leder fra LaRouchePAC, 15. november, 2016 – I kølvandet på diskussionerne om fundamentalt nye amerikansk-russiske og amerikansk-kinesiske relationer mellem valgte præsident Donald Trump og den russiske og kinesiske præsident, hhv., vil vi, på Asia-Pacific Economic Conference (APEC) i Peru i denne uge, muligvis få en erstatning for Obamas fejlslagne TPP »handelsaftale« at se, og i stedet få en ny handelsaftale, der er initieret af Kina, med 19 andre lande, inkl. Trumps USA. Den støtte opbygning af et nyt, økonomisk paradigme omkring den Nye Silkevejs store, »win-win« infrastrukturprojekter, vil tage endnu et stort skridt fremad. Dette er, hvad USA må tilslutte sig, med en ny, statslig kreditinstitution, og med en ny Glass/Steagall-lov, der vil nedkæmpe Wall Street.

Helga Zepp-LaRouche, som vil tale for Sammenslutningen af Peruvianske Økonomers nationale konference aftenen før APEC-konferencen, sendte dette budskab til aktivister fra New York State, der har kurs mod Washington, D.C., for at kræve Glass-Steagall:

»Først og fremmest vil jeg gerne sige hej til jer. Dette er selvfølgelig en meget vigtig intervention, for valgresultatet i USA, som mange mennesker ikke så komme, er i realiteten en del af en global udvikling. Alle forklaringerne, som de amerikanske medier kommer med, er for det meste røgslør, eller en eller anden forloren forklaring, som f.eks., at det var FBI, der kostede Hillary valget, osv., osv.

Det, der i virkeligheden finder sted rent strategisk, er, at befolkningsmasserne i den transatlantiske sektor – i Europa, og i USA i særdeleshed – nu virkelig har fået nok af et Establishment, der vedvarende har handlet imod deres interesser. Det, de kalder »overløberstaterne« – menneskene i disse stater er ikke repræsenteret af det transatlantiske etablissement. Dette ved de, fordi, for dem, er livs- og arbejdsvilkårene i løbet af det seneste årti, kan man sige, men i realiteten i løbet af de seneste 50 år, kun blevet værre og værre. Folk er nødt til at have flere jobs samtidig for at få økonomien til at hænge sammen. Der har været mange tilfælde, hvor deres sønner, og undertiden endda deres døtre, er blevet udsendt til Irak fem gange i træk og er kommet hjem, totalt nedbrudte. Så folk har oplevet, at livet bare bliver værre for dem, og at de med Washington/New York-etablissementet intet håb har.

Man så det samme fænomen med Brexit-folkeafstemningen i Storbritannien i juni måned; som også her ikke bare handlede om flygtningene, og ikke bare handlede om de mere åbenlyse spørgsmål, selv om disse spiller en vis katalyserende rolle; men, det var den samme, fundamentale følelse af uretfærdighed, og at der simpelt hen ikke længere findes en regering, der tager sig af det almene vel. Og uanset, hvilke forklaringer, de hoster op med, så vil dette ikke forsvinde, før situationen er forbedret, og god regering er genetableret i USA og Europa, og i andre dele af verden.

Det umiddelbart næste punkt, hvor den samme vrede med al sandsynlighed vil vise sig, er ved den forestående folkeafstemning i Italien – hvor man den 4. december vil have en folkeafstemning om en forfatningsændring og, som stemningen i øjeblikket er, som også vil blive en afstemning imod Renzi-regeringen. Renzi lovede først at træde tilbage; nu siger han, at han ikke vil træde tilbage: Under alle omstændigheder, så vil denne udvikling fortsætte, indtil man indsætter en forbedring.

Trumps valgsejr er selvsagt et åbent spørgsmål, for det står endnu ikke klart, hvad hans præsidentskab vil blive for ét; men, som Lyndon LaRouche har understreget næsten hver dag siden valget, så er dette ikke et lokalt, amerikansk anliggende. Dette er et globalt anliggende; det er et internationalt spørgsmål.

En af de væsentligste grunde til, at Trump vandt valget, er, at han, især i den seneste fase, havde understreget, at Hillary Clinton ville betyde Tredje Verdenskrig pga. hendes politik for Syrien, fordi hun … foreslog en frontal konfrontation med Rusland. Det var præcist at ramme hovedet på sømmet, for vi befinder os på en meget, meget farlig kurs for konfrontation med Rusland og Kina.

Under valgkampagnen har Trump gentagne gange sagt, at han ville have en anden holdning over for Rusland. Og siden han blev valgt, har han talt i telefon med både Putin og Xi Jinping og i begge tilfælde sagt, at han vil arbejde for at forbedre relationerne mellem USA og så Rusland og Kina, hhv. Dette er selvsagt ekstremt vigtigt; og det andet, ekstremt vigtige spørgsmål er: Vil han følge op på sit løfte om Glass-Steagall, hvor han især i byen Charlotte atter sagde, at han ville gennemføre Glass-Steagall?

Dette er virkelig hovedspørgsmålet. For kun, hvis man gør en ende på kasinoøkonomien, som er den virkelige årsag til krig, kan situationen i realiteten bringes tilbage på ret køl. Alle de progressive – Bernie Sanders, Elizabeth Warren og selv [Nancy] Pelosi – har allerede sagt, at de vil samarbejde med Trump, hvis han vil satse på dette økonomiske program med infrastruktur/jobskabelse/Glass-Steagall.

Vi bør lade tvivlen komme ham til gode; men, vi bør også være klar over, at hele Wall Street-slænget og de neokonservative i det Republikanske Parti vil gøre alt for ikke at få dette. Derfor må vi have denne intervention for virkelig at opdrage Kongressen og Senatet mht. det, der virkelig står på spil. Hele verden holder nu øje med – holder så at sige vejret – spørgsmålet, om der kommer en ændring til det bedre i amerikansk politik?

Det gør der forhåbentligt. Men det vil kræve alle forholdsreglerne. Glass-Steagall som den absolutte forudsætning, uden hvilken intet andet vil fungere; men det er ikke nok. For, vi taler ikke bare om en bankreform. Vi taler om et totalt nyt paradigme i det økonomiske system. Og dette nye paradigme må defineres af LaRouches Fire Love, som alle må sikre sig, at de forstår, når de skal udføre denne form for lobbyvirksomhed.

For, Lyndon LaRouche har understreget, at nøglen er at øge arbejdskraftens produktivitet. Som følge af de seneste årtiers neoliberale, eller monetaristiske, politik, er denne produktivitet i den transatlantiske sektor faldet under punktet for break-even, hvor det går lige op. Dette er grunden til, at vi må have en nationalbank i traditionen efter Alexander Hamilton; vi må have en politik for statskredit; vi må have et internationalt kreditsystem, et nyt Bretton Woods-system; og vi må selvsagt have et ’win-win’-samarbejde mellem alle nationer omkring opbygningen af den Nye Silkevej – også internt i USA – så den bliver til en verdenslandbro.

Af ekstraordinær betydning er den fjerde af de Fire Love, der siger, at man ikke kan få en forøgelse af økonomiens produktivitet, med mindre man satser på et forceret program for at opnå fusionskraft; samt et internationalt program for udforskning af rummet. For kun, hvis man foretager denne form for avantgarde-spring i produktiviteten – fusionsteknologi vil bringe os en helt anden, økonomisk platform. Med fusionsfaklen vil vi blive i stand til at få sikkerhed i energiforsyningen til hele planeten; man vil få nye råmaterialer, fordi man vil blive i stand til at bruge ethvert affaldsprodukt, hvor man udskiller diverse isotoper og genskaber nye råmaterialer ved at sammensplejse isotoperne, som det skal gøres.

Så det repræsenterer et gigantisk, teknologisk spring. Det samme gælder for rumfartsteknologi, for det vil få samme virkning som under Apolloprogrammet, hvor hver investering i rumteknologi, i raketter, i andre nye materialer, gav 14 cents tilbage for hver cent, der blev investeret. Og alt fra computerchips til Teflon-køkkengrej, og alle mulige gavnlige resultater, opstod som biprodukter af rumforskning.

Og for at få verdensøkonomien ud af den nuværende tilstand, især i den transatlantiske sektor, må man have denne form for kursomlægning i retning af videnskabeligt og teknologisk fremskridt og en forøgelse af energigennemstrømningstætheden. Og hele denne Grønne ideologi – som i virkeligheden er en ikke-udviklingsideologi – må erstattes; og verden må komme tilbage til den kurs, hvor det fysiske univers’ virkelige, fysiske love er kriteriet for sandheden, og ikke en eller anden ideologi.«

Foto: USA’s Capitol-bygning efter den første, omfattende restaurering i mere end et halvt århundrede. (Foto: USCapitol Flickr)    

 




Stræb efter lykke med
Gottfried Wilhelm Leibniz.
Mandag, den 14. november, 2016
markerer 300-året for
universalgeniet Gottfried Leibniz’ død.

Gottfried Leibniz’ død markerer den største, enkeltstående begivenhed i konsolideringen af ’venetiansk’ imperiemagt i Storbritannien, en begivenhed, der nødvendiggjorde den Amerikanske Revolution. Fire år tidligere, i 1712, havde Leibniz en position som hovedrådgiver til Ruslands Peter den Store; som nyudnævnt Særlig Rådgiver til Kejser Karl VI; som mangeårig strateg og lærer for tronfølger i førsteposition til Storbritannien, Sophie af Hannover; hovedfilosof og diplomat for hertug Anton Ulrich, i sine bestræbelser for at afslutte den sekteriske strid i det kristne Europa og forene kirkerne; og den anerkendte leder af videnskabens fremmeste grænser – og især en leder med et epistemologisk talent for, hvordan man skal avancere disse grænser yderligere. Han havde etableret et nationalt videnskabsakademi i Berlin, initieret et andet i Wien og var i færd med at lægge fundamentet for endnu et i Skt. Petersborg. Han havde betydelige videnskabelige, diplomatiske og epistemologiske indfaldsveje ind i det franske hof og ind i Kina.

Download (PDF, Unknown)

Se video: 

Leibniz’ Loving Wisdom, not Russell’s Evil Logic:

https://www.youtube.com/watch?v=boJg8yASSfI

Se også: En introduktion til Gottfried Leibniz (dansk):

del I  http://schillerinstitut.dk/si/?p=12423 og

del II http://schillerinstitut.dk/si/?p=14177




Glass/Steagall-debat i Italien:
Timingen er rigtig

Milano, 13. nov., 2016 – En lokal debat i Alba (Piemonte), organiseret af en tilhænger af Movisol lørdag, den 12. nov., forvandledes til en national, politisk debat om Glass-Steagall og den amerikanske statsmand Lyndon LaRouches Fire Love, og om paradigmeskiftet efter de amerikanske valg. Hovedtaleren på konferencen var Liliana Gorini, formand for Movisol, LaRouche-bevægelsen i Italien. Hun forklarede tilhørerne og de mange parlamentarikere, både lokale og nationale, som deltog, at det var takket være LaRouchePAC’s mobilisering siden 2008, at Glass-Steagall blev introduceret i mange amerikanske delstatsparlamenter; i den amerikanske Kongres; blev inkluderet i både Republikanernes og Demokraternes valgplatforme, og er også blevet støttet af den valgte amerikanske præsident Donald Trump. Trump, fortalte Gorini de forsamlede italienske politiske ledere, blev valgt af to grunde, der blev udtrykt i hans tale i Charlotte, North Carolina, den 26. okt. For det første, fordi Hillary Clinton ville have ført til Tredje Verdenskrig ved at gennemtvinge en flyveforbudszone over Syrien, og for det andet, fordi 90 % af den amerikanske befolkning er dødhamrende trætte af Wall Street og det eksisterende etablissement og ønsker Glass-Steagall og et nyt kreditsystem til genoplivelse af realøkonomien.

»Jeg var tilfældigvis i USA, i Boston, da krisen eksploderede i 2008, og jeg så på Tv-nyhederne, hvor mange borgere, der ringede til deres kongresmedlem med dette budskab: ’Hvis I giver spekulanterne en bail-out (statslig bankredning), vil vi ikke stemme på jer’«, sagde Gorini og tilføjede, »Det bør ikke komme som nogen overraskelse, at Hillary blev stemt ud; hun blev betalt af Wall Street; åbenlyst støttet af Wall Street, og hun var stærk modstander af Glass-Steagall.«

Gorini citerede også senator Elizabeth Warrens tale i AFL-CIO (USA’s største fagforening) i sidste uge, hvor hun meget klart tog afstand fra Trumps racistiske udtalelser, men også sagde, at hun er rede til at samarbejde med ham om Glass-Steagall og om modstand mod traktater om frihandel.

»Glass-Steagall er den eneste måde at få den forening af landet, som alle kræver, efter så barsk en kampagne, og det samme kan siges om Italien, hvor der er otte lovforslag om Glass-Steagall i det italienske parlament, fremstillet af alle partier, fra venstre til højre, inkl. det Italienske Demokratiske Parti. Det er på høje tid at vedtage dem«,

sagde Gorini.

Alle talerne, der fulgte efter Gorini, responderede til dette og talte om Gorinis bemærkninger, startende med et nationalt parlamentsmedlem fra det Demokratiske Parti, Paolo Allemano, der sagde,

»Jeg kendte ikke Movisol, men jeg har lært en masse i dag, især om USA. Jeg fangede den polemiske reference til de mange lovforslag om Glass-Steagall og parlamentet, inkl. et fra det Demokratiske Parti. Jeg mener, at timingen er rigtig til at diskutere dem.«

Den næste taler var deputerede Laura Castelli fra Partiet Femstjernebevægelsen, der er medlem af Deputeretkammerets finanskomite, og som vendte sig mod Gorini og sagde,

»Jeg har gode nyheder: Femstjernepartiet har introduceret et tillæg om Glass-Steagall til debatten om det italienske budget, og det skal debatteres om tre dage. Vi har arbejdet meget med derivater i Budgetkomiteen, og da vi bad om tal for eksponering til derivater i Italien, fik vi at vide, at vi ikke måtte få dem. Det giver et billede af, hvordan systemet er ved at kollapse. Vi kræver ikke alene Glass-Steagall, men også en nationalbank, hvor Banca d’Italia (centralbanken) bliver nationaliseret. Den klausul, der blev føjet til den italienske forfatning, om et balanceret budget, (Artikel 81), og som blev os påtvunget af Europa, kan umuligt overholdes, og det måtte selv Renzi-regeringen indrømme. Vi håber, at denne debat vil fortsætte og føre til forandring.«

Marta Giovannini, ligeledes medlem af det Italienske Demokratiske Partis eksekutivkomite, sendte et budskab fra Rom til støtte for Glass-Steagall. Efter konferencen takkede alle politikere, og også de ikke-valgte borgere, der deltog i konferencen, Gorini for den værdifulde information om LaRouchePAC’s kampagne og sagde, at de satte stor pris på det, hun sagde ved slutningen, hvor hun opfordrede hver eneste borger til at mobilisere for Glass-Steagall, som borgere i USA også gjorde med JASTA-loven (Loven om Juridisk retfærdighed mod statssponsorer af terrorisme), og gå i gang med at sparke røv og ringe til politikere og borgmestre, i stedet for at beklage sig over situationen i cafeerne. Som Franklin Roosevelt sagde i sin Fireside Chat (FDR’s radiotale til det amerikanske folk hver søndag, -red.):

»Lad os forenes for at bandlyse frygt. Vi har fastlagt bestemmelser om maskineriet til at genrejse vort finanssystem; det er op til jer at støtte det og få det til at fungere.«

Konferencen blev dækket i det glitrende ugemagasin IDEA, i Gazzetta d’Alba og i Targato Cuneo, der har en stor læserskare.      

Foto: Formand for Movisol, Lilliana Gorini, i samtale med Lyndon LaRouche.




Angreb på Ukraines Vitrenko og PSPU
dækket i to førende skandinaviske venstrefløjsblogs

4. nov., 2016 – Schiller Instituttets pressemeddelelse, »Azov og den Ukrainske Sikkerhedstjeneste (SBU) angriber de Progressive Socialisters kontor«, i svensk oversættelse, blev i sin helhed udgivet på to førende, skandinaviske venstrefløjsblogs. Steigan.no bloggen er den førende venstrefløjsblog i Norge, og læses også af mange konservative dér, der leder efter nyheder uden for mainstreammedierne. Den svenske blog Nyhetsbanken er også meget indflydelsesrig på venstrefløjen og udgives af Stefan Lindgren, en mangeårig politisk aktivist, Ruslandsspecialist og russisk oversætter. Han tilføjede sin egen kommentar til Schiller Instituttets pressemeddelelse om det, der foregår i Ukraine, og slutter med et kraftigt angreb på den svenske udenrigsminister Margot Wallströms støtte til statskuppet i Kiev og dets behandling af oppositionen, som var den smittebærer af spedalskhed.

Lindgrens overskrift lød, »Efter forbud mod kommunisterne – forbud mod socialister?«, med et billede af Natalia Vitrenko, med indledningen: »Hendes parti er nu blokeret ude af deres præmisser af regimet i Kiev.« Så begynder artiklen med, »Den legale korruption i Ukraine vokser. Schiller Instituttet har modtaget en e-mail fra Kiev, der rapporterer om regeringens sikkerhedsstyrkers angreb og besættelse af Ukraines Progressive Socialistpartis (PSPU) kontorer. Angrebet skete …«. Dernæst følger hele rapporten, inklusive erklæringen fra PSPU fra 1. november og links til Natalias tidligere erklæringer. Han kommenterer dernæst med følgende ordlyd:

»Nyhetsbanken: PSPU er blevet undersøgt for dets forbindelser med det Europæiske Arbejderparti og den amerikanske financier [sic] Lyndon LaRouche, der finansierer denne bevægelse, ligesom det også er blevet undersøgt for dets russiske kontakter. Men noget sådant er en del af den regulære, reaktionære, politiske teknik – skyld gennem association.« »Natalia Vitrenko er en stærk politiker, der i 1999 fik 11 procent af stemmerne i præsidentvalget, i 2005 5 procent, men som i 2009 ikke fik lov at registrere til valget, eftersom hun ikke havde betalt et registreringsgebyr på 2,5 mio. hryvnia.«

»Alt peger på, at regimet fortsætter ad vejen til åben fascisme. Tidligere er det Ukrainske Kommunistparti blevet forbudt, en begivenhed, der mødte nogle protester i Vesteuropa. Herhjemme protesterede selv den stærkt antikommunistiske [mangeårige førende offentlige radiojournalist og forfatter til mange bøger, netop død og meget fejret] Kjell Albin Abrahamson. Herefter var der tavshed. Og vores udenrigsminister fortsætter den »feministiske« udenrigspolitik med at sende millioner i støtte til den mere og mere udemokratiske regering og lukker øjnene, når kæmpende kvinder bliver behandlet som spedalske.«

Se: http://www.nyhetsbanken.se/2016/11/efter-kommunistforbud-turen-kommen-till.html

Resp. http://steigan.no/2016/11/04/azov-och-ukrainas-sakerhetstjanst-sbu-stanger-progressiva-socialistpartiets-kontor/#comment-38231

 




Tyrkiets Yilderim: Kampen for miljøet er ’en fælde’
imod udviklingslandes anvendelse af kernekraft

14. nov., 2016 – Den tyrkiske premierminister Binaldi Yilderim har erklæret, at miljøkampen er en forhindring for udviklingslande. »Spørgsmålet om miljøet er en fælde. Hvis man begynder at udvikle sig og har en fordel over for andre lande, når man foretager strategiske investeringer, eller trænger ind på deres territorium, aktiverer de omgående miljøforkæmpere«, sagde Yilderim ved et arrangement for »Byens arkitektmøde« i Istanbul.

Yilderim fortsatte med at sige, at ødelæggelsen af historie, kultur og natur ikke bør tolereres. »For at opretholde forsyningsniveauet har vi brug for et udvalg af energi. Vi bør bygge tre [kernekraftværker], ikke bare et eller to«, understregede han.

Den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan kom med en lignende udtalelse i sidste uge, og den 7. nov. meddelte minister for energi og naturlige resurser, Berat Albayrak, at den private sektor havde investeret $5 mia. i 2016 til byggeri af i alt 158 elektricitetsværker i Tyrkiet.

Foto: Fra en anti-kernekraftdemonstration i Tyrkiet.