Udforsk stjernerne med LaRouches Fire Love
Leder fra LaRouchePAC, 26. februar, 2017 – Nogle af jer, der læser dette i dag, vil gå videre til at blive astronauter, der udforsker nye verdener. Dette er betydningen af en ikke-falsk nyhed (endelig), som Washington Post dækkede den 15. feb. De skrev, at »præsident Trump har indikeret, at han ønsker at sætte et aftryk i rummet. Under sin overgangsperiode talte han med historikeren Douglas Brinkley om John F. Kennedys berømte løfte fra 1961 om at tage til Månen før årtiets slutning. Nu kunne Trump og hans folk gøre noget lignende; kræve, at NASA sender astronauter i kredsløb om Månen før slutningen af 2019. WP fortsætter med at bemærke, at NASA havde planer om at afprøve sin nye raket, Saturn-V klasse SLS, med Orion astronautkapslen, i en ubemandet mission i slutningen af 2018. Der var ikke planlagt en bemandet mission før flere år senere – men nu har præsident Trumps administration beordret NASA til at undersøge muligheden for at tilføje astronauter til denne første opsendelse, med henblik på et bemandet kredsløb omkring Månen før slutningen af 2019.
Space News rapporterede den 24. feb., at associeret administrator for NASA, Bill Gerstenmaier, sagde, at undersøgelsen kunne være klar om en måneds tid. »Vi må undersøge, hvad vi i realiteten vinder ved at sætte mandskab på denne opsendelse. Fremmer dette virkelig i betydelig grad vores generelle evne til at komme frem til en kapacitet for at bringe mennesker, muligvis rutinemæssigt, til den umiddelbare nærhed af Månen og operere sikkert?« Associeret viceadministrator for NASA, Bill Hill, tilføjede: »Vi ved, at det vil kræve en betydelig mængde penge, som vil blive nødvendige ret hurtigt for at gennemføre det, vi må gøre.«
I relation hertil har præsident Trump endnu ikke annonceret sit valg til administrator for NASA, men Space News og andre medier hævder, at tre personer er under overvejelse som de mest sandsynlige: kongresmedlem Jim Bridenstine (R-OK), der aktivt fører kampagne for udnævnelsen; tidligere NASA-administrator Mike Griffith; og den højt dekorerede testpilot og astronaut Eileen Collins. Sidstnævnte har talt for det Republikanske Konvent, men støttede efter sigende ikke Donald Trump i sin tale; vi har intet andet kendskab til hendes synspunkter på nuværende tidspunkt, men vi ved en masse om de to andre.
Kongresmedlem Bridenstine har været pilot i flåden. En del af hans kampagne for NASA-stillingen var et substantielt blogindlæg fra 29. dec., »Hvorfor Månen betyder noget«. [http://bridenstine.house.gov/blog/?postid=772]
Selv om han ikke nævner Lyndon LaRouche, så baserer han sin politik for at vende tilbage til Månen som en base, hvorfra rummet kan erobres, på Ronald Reagans Strategiske Forsvarsinitiativ, som blev udtænkt af LaRouche.[1] Han går videre med at opfordre til udvikling af Månens resurser, på en måde, der minder én om Krafft Ehricke, og skriver for eksempel:
»Fra opdagelsen af vand-is på Månen og frem til i dag burde det amerikanske mål have været en permanent post med månefartøjer og maskiner, med lejlighedsvise bemandede missioner til at udføre forskning og vedligeholdelse, med det formål at bruge Månens materialer og energi til at nedbringe omkostningerne og forøge de amerikanske operationers kapacitet i rummet denne side Månen og det interplanetariske rum.
Dette er også det første skridt til bemandede missioner dybere ud i vort Solsystem. En permanent tilstedeværelse af mennesker på andre himmellegemer kræver anvendelse af resurser på stedet. Månen, med dens tre dage lange nødrejse tilbage til Jorden, repræsenterer det bedste sted at lære, træne og udvikle de nødvendige teknologier og teknikker for in situ anvendelse af resurser og en eventuel længerevarende tilstedeværelse af mennesker på Mars. Lykkeligvis begynder Rumopsendelsessystemet og Orion at teste i 2018. Dette system kunne, med et kommercielt landingsfartøj, hurtigt anbringe maskiner og robotter på Månen for at indlede denne økonomi i rummet på denne side af Månen. Med den rette ledelse fra præsidentskabet kunne mennesker vende tilbage på kort sigt; denne gang for at blive.«
Bridenstine konkluderer:
»Udnyttelse af rummet har transformeret menneskenes vilkår, inklusive, hvordan vi kommunikerer, navigerer, producerer mad og energi, udøver bankvirksomhed, forudsiger vejret og gennemfører katastrofehjælp. Alt imens mange af disse landvindinger er et resultat af privat investering og kommercielle markeder, så er de kun mulige, fordi USA’s regering tog lederskabet og løb risici for disse kapaciteter. I dag oplever vi en renæssance for rumforskning … Et fornyet fokus på at udnytte Månen kan være med til at fremme disse fremskridt og præstationer. De valg, vi træffer nu, kan for altid gøre Amerika til den fremtrædende rumfartsnation.«
Den anden kandidat, Mike Griffith, er velkendt for os. Efter en karriere som førende rumfartsingeniør og eksekutiv, var han den NASA-administrator, der trak sig tilbage, da Obama annullerede programmet Constellation, en annullering, for hvilken Lyndon LaRouche sagde, at Obama havde gjort sig fortjent til afsættelse ved en rigsret. Griffin er fuldt ud enig i en permanent tilbagevenden til Månen som en base for udforskning af Mars og derudover.
Wikipedia rapporterer: »I en forklaring for Kongressen om fremtiden for bemandede rumrejser, udtalte han, ’for mig er det ene, enkeltstående, overordnede mål for bemandet rumfart, den menneskelige bosættelse af Solsystemet, og sluttelig, ud over dette. Jeg kan ikke se noget mindre formål, der er tilstrækkeligt til at retfærdiggøre foretagendets vanskelighed, og intet større formål er muligt’. I sin forklaring var han ligeledes fortaler for tunge løfteraketter, udvikling af kernekraftsystemer til rummet, in situ resurseudnyttelse og billige, mellemstore transportfartøjer til lavt kredsløb om Jorden.« Ligesom præsident Trump sætter Mike Griffith spørgsmålstegn ved menneskeskabt global opvarmning og de forholdsregler, der tages imod den.
Alle de ovennævnte ting er i overensstemmelse med præsident Trumps egne synspunkter, som han har udbredt. Selv om hans kritikere fra den britiske imperiefraktion uophørligt gentager, at præsident Trumps synspunkter og politikker skulle være en form for »gåde«, så er der i realiteten ingen præsidentkandidat i nyere tid, med undtagelse af Lyndon LaRouche, der har gjort sine politikker så krystalklare, som Donald Trump har gjort, og det gentagne gange.
For eksempel sagde kandidat Donald Trump til et møde i Sanford, Florida, den 25. oktober sidste år:
»Jeg vil befri NASA fra begrænsningen med primært at tjene som et logistikagentur for aktiviteter i lavt kredsløb om Jorden – ’big deal’. I stedet vil vi genorientere NASA’s mission for rumforskning. Under en Trump-administration vil Florida og Amerika anføre vejen mod stjernerne.
En hjørnesten i min politik er, at vi i betragtelig grad vil udvide partnerskabet mellem det offentlige og det private, for at maksimere mængden af investering og finansiering, der er til rådighed for rumforskning og udvikling af rummet. Dette betyder at opsende og operere store rumaktiver, lige her (i Florida), som giver beskæftigelse til tusinder og ansporer innovation og økonomisk vækst.«
I sin indsættelsestale den 20. januar sagde præsident Trump: »Vi står ved et nyt årtusindes fødsel, rede til at fravriste rummet dets mysterier, og til at befri Jorden for sygdommenes elendighed.«
Uden Lyndon LaRouches utrættelige arbejde hen over så mange årtier kunne vi aldrig have opnået de muligheder, som i dag er så indlysende for alle, der ikke er totalt moralsk blinde. Uden Lyndon LaRouches lederskab for fremtiden, ville disse aldrig tidligere sete muligheder, som legemliggør alle de tidligere generationers drømme og forhåbninger, hvilket Krafft Ehricke forstod, have været forpasset og tabt. Virkeliggørelsen af disse håb kræver Lyndon LaRouches »Fire Nye Love«, fra juni 2014.[2]
Foto: (6. januar, 2017): NASA-astronaut Peggy Wilson ses her under en 'spadseretur i rummet' under Expedition 50 om bord på den Internationale Rumstation.